Danmarks og Norges

Kirke-ritual 1685

Luthersk gudstjeneste (malet af Cranach)

Forord

Danmarks og Norges Kirke-ritual bringes her i originaludgaven fra 1685. For at lette læsningen gengives teksten dog med almindelig retskrivning,.

Ritualet gennemgik en revision i 1761 og er stadig gældende.

Den reviderede tekst kan ses nederst på siden i sin fulde ordlyd.

Kirke-ritualet rummer store pastorale værdier, hvor man kan finde hjælp og vejledning i liturgiske og sjælesørgeriske spørgsmål.

Cand.theol.

Finn B. Andersen,

februar 2005

Kongens forord

Vi Christian den Femte, af Guds nåde konge til Danmark og Norge, de venders og goters, hertug i Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve i Oldenborg og Delmenhorst gør hermed for alle kendt:

Vi har for nogen tid siden allernådigst anbefalet nogle af de fornemste af gejstligheden her i vort rige Danmark, at de allerunderdanigst skal forfatte et ritual, efter den formældning og anledning, som i vores forhen allernådigst udgangne Danske Lov dertil gives. Heri skal indføre alt det, som henhører til gudstjenestens sag og kirke-ceremonierne i vore riger Danmark og Norge og som enten ikke egentlig vedkommer loven, eller ikke behandles udførligt deri.

Dette således forfattede værk er siden blevet yderligere gennemset af en del vores råd efter vores allernådigste befaling blevet, og af os allernådigst godkendt. Nu har det endelig nået den fuldkommenhed, at det ved offentligt tryk er forfærdiget. Derfor byder og befaler vi hermed alle vores kære og tro undersåtter i vore riger Danmark og Norge, gejstlige og verdslige, både i de danske såvel som tyske menigheder, at de retter sig efter dette ritual i alle måder allerunderdanigst og lydigst, under straf, som man bør.

Givet på vort slot København den 25. juli år efter Kristi fødsel 1685.

Første kapitel - Om gudstjeneste i kirken

med læsning, bøn, sang, messen for alteret og prædiken

1. Først, på alle søndage.

2. For det andet, på efterfølgende hellige dage:

Tre Kristi hovedhøjtider, hver i tre samfulde dage, jul påske og pinse. Nytårs, eller Kristi omskærelses dag. Hellig tre kongers, eller Kristi åbenbarelses dag. Mariæ renselses dag. Mariæ bebudelses dag, hvilken skal holdes på palme-lørdag, hvis den falder på palme-søndag, eller derefter. Kristi himmelfarts dag. Johannes Døbers dag. Mariæ besøgelses dag. St. Mikkels dag. Alle helgens dag. Item skærtorsdag og langfredag, så og i Danmark den 11. dag i februar måned.

3. For det tredje, på almindelige bededage og andre dage, som loven nævner, og hidtil sædvanligt været har.

1. artikel - Om søndagen og hellige dage

Når prædiken skal holdes, ringes altid tre gange til prædiken, før den begyndes. De to første kun med én klokke, men den sidste gang med to, eller flere, ligesom kirken formår, og det hidtil har været skik.

De største klokker ringes altid på højtidsdagene, så vel som dagen før til aftensang, eller når folket går til skrifte, og da kimes tre gange, efter første og anden gang, når det ringer, hvilket også sker på andre hellige dage, (undertagen de som falder i fasten) så vel som på alle søndage imellem påske og pinsedag.

Gudstjenesten begyndes på alle prædiketider i købstæderne, så vel som på landet, med denne korte bøn og påfølgende Fadervor, som degnen stående i kordøren, eller midt på kirkegulvet, læser med høj og langsom røst, således:

Herre! Jeg er indkommen i dette dit hellige hus, at høre hvad du Gud Fader min skaber, du Herre Jesus min frelser, du værdige Helligånd i liv og død min trøstermand vil tale til mig. Herre! Oplad nu således ved din Helligånd for Jesus Kristi skyld mit hjerte, at jeg kan fra prædiken lære at sørge for mine synder, og at tro i liv og død på Jesus, og hver dag i et helligt liv og levned mig forbedre: Det høre og bønhøre Gud ved Jesus Kristus amen! Fader vor du som etc.

Gudstjenesten sluttes på samme måde med denne korte bøn og Fader vor, etc.

Herre! Jeg takker dig af mit ganske hjerte, at du nu har lært mig hvad du vil, at jeg skal gøre: Hjælp mig nu, min Gud, ved din Helligånd for Jesu Kristi skyld, at jeg må bevare dit ord i et rent hjerte, og der af i troen styrkes, og i et helligt levned forbedres, og mig derved i liv og død trøste, amen.

Fader vor, etc.

Til froprædiken om søndagen ringes på den almindelige tid.

Den, som forestår sangen i købstæderne, skal straks det ringer anden gang til froprædiken med tilforordnede elever skikkelig søge kirken, for at betjene sangen til rette tid. Han skal nøje overholde det punkt om skolebørns kirkegang til højmesse, som her angives:

Før prædiken synges allerførst:

O Gud vi love dig etc.

På langfredag:

O Gud vor Fader i evighed etc.

Eller en anden passende salme om Kristi lidelse, som findes i den forordnede Salmebog.

Derefter:

Nu bede vi den Hellig Ånd etc.

Så går præsten på prædikestolen og forretter prædiken over det evangelium, som hører til søndagen, eller den hellige dag i alle måder, ligesom til højmessen.

Efter prædiken synges en kort salme, som passer til den dags evangelium.

Er der brudefolk at vies, da betjenes de straks efter at al den anden tjeneste er forbi.

Til froprædiken messes intet for alteret, ej heller forrettes altergangen, undtagen på den første dag af de tre store højtider, da bliver messen holdt af den øverste kapellan, ligesom til højmessen, og det på dansk.

På samme højtider synges efter prædiken, til froprædiken så vel som til højmesse, de sædvanlige forordnede vers, hvorefter folket siden går op at ofre, og imens leges der på orgelværket og musiceres, hvor det ske kan; men ellers synges kun én dertil passende dansk salme.

Hele tjenesten med hvad der forefalder, skal mindst være endt, når det begynder at ringe første gang til højmesse.

Til højmesse ringes første gang, anden gang og sammen på de sædvanlige tider; men er der bisper at ordinere, da ringes første gang, når klokken er halv syv, og sammen, når den er syv.

Skoleeleverne i købstæderne skal forsamles i skolen straks det ringer første gang, og i rektors, viserektor og samtlige læreres nærværelse holde deres sædvanlige bønner. Når der er ringet anden gang, skal alle begive sig fra skolen til kirken og sømmeligt gå par og par sammen med rektor, viserektor, og samtlige lærere, som også skal blive i kirken hos børnene indtil hele gudstjenesten er forbi. De skal have passende tilsyn med dem, at de opfører sig andægtige og skikkelig imens, som de agter selv at tage ansvaret for. Efter tjenesten skal de på samme måde gå og følges fra kirken til skolen, hvor de, før de skilles ad synge et vers, eller flere af en passende salme.

Er der flere kirker i byen, end én, da sendes visse hørere med nogle elever til hver af dem, som da på samme måde og skik gå til og fra kirken, når tid er, og forholde sig, som foreskrevet står. Men rektor tillige med viserektor og andre lærere, om flere er ved skolen, søger hovedkirken.

På søndagen og helligdage holdes fuld messe til højprædiken, undtagen på langfredag, da ingen messe holdes før prædiken, men synges alene:

O Gud vor Fader i evighed etc.

Eller en anden passende salme om Kristi lidelse af den anordnede salmebog. Og derpå:

Nu bede vi den Helligånd etc.

Hvorpå prædiken straks begyndes.

Så snart, det er ringet sammen, da i de kirker hvor ingen orgelværk er, kommer præsten, som skal messe, for alteret og ifører sig de rette messeklæder, som er en hvid linned messeskjorte og en messehagel.

Men hvor der er orgelværk i kirken, begynder organisten straks at spille (undtagen i faste, på hvilke tider, der intet orgelværk eller musik bruges i kirkerne) dog kun ganske kort, at tjenesten ikke derover opholdes. Imens organisten spiller, går præsten for alteret og ifører sig der ovennævnte messeklæder.

Når orgelværket holder op, eller når det er udringet, hvor intet orgelværk er, eller på de tider, når det ikke bruges, begyndes gudstjeneste med den før indførte korte bøn og påfølgende Fadervor etc. Imens ligger præsten iført førnævnte messeklæder på knæ for alteret og med den ganske menighed, som på samme måde, hver i sin sted, falder på knæ, beder sagte for sig selv.

Derpå begynder degnen straks:

Kyrie Gud Fader alsomhøjeste trøst etc.

Fra jul til Mariæ renselses dag:

Kyrie Gud Fader af Himmerig etc.

Fra påske til pinsedag:

Kyrie Gud Fader forbarm dig over os etc.

Når kyrie er sunget, begynder præsten for alteret med høj og lydelig røst disse første ord af denne salme:

Alene Gud i Himmerig være lov og pris for al sin nåde etc.

Hvilken siden af menigheden forfølges indtil enden.

Så vender præsten sig til folket og siger med sædvanlig tone:

Herren være med jer!

Hvortil koret svarer:

Og med din ånd!

Så vender han sig til alteret igen, og synger den kollekt, som hører til dagen.

Hvortil koret og folket svarer:

Amen.

Derefter vender han sig atter om til folket og synger med sædvanlig tone tydelig epistelen (lektien) sigende allerførst således:

Epistelen skriver Skt. N. N. Apostel til de N. N. Eller denne hellige lektie skrives i, eller hos N. N.

Og forfølger så den ganske epistel (lektie) indtil enden.

Når epistelen (lektien) er læst, vender præsten sig til alteret igen og da i stedet for halleluja, synges en kort salme, som passer med epistelen (lektien) og findes i den førnævnte salmebog; hvilken tillige spilles af orgelværket, hvor og når det bruges.

Og derpå:

Nu bede vi Den Hellig Ånd etc.

Undtagen på efterskrevne tider, da der alene synges:

Fra jul til kyndelmisse:

Nu lader os alle takke Gud vor Herre etc.

Siden tre gange det vers:

Lovet være du Jesus Krist etc. Og derpå slutningen: Ham bør altid etc.

Fra påske til vor Herres himmelfartsdag:

Kristus Jesus for os ofret, etc. Og der i tre gange. Krist stod op af døde, etc. Og så videre indtil enden.

På vor Herres himmelfartsdag:

Krist til himmels måtte fare etc. Tre gange, og søndagen derefter den samme én gang.

Derpå vender præsten sig atter om til folket og med høj røst og tydelig stemme efter sædvane synger evangelium med denne begyndelse:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten N. N.

Koret svarer:

Gud være lovet for sit glædelige budskab.

Eller også:

Pris og ære være dig Herre!

Derpå synger han det ganske evangelium, som hører til dagen, og derefter, vender han sig til alteret igen og begynder:

Vi tro alle sammen på en Gud etc.

Hvilken siden af menigheden og på orgelværket forfølges indtil enden.

Efter evangeliet er sunget for alteret, ringes i prædikestolen med de små klokker, som sædvanligt er.

Mens alene Gud etc. og troen etc. synges, står degnen på landet altid nederst i kirken, så menigheden des bedre kan synge efter ham.

Så går præsten på prædikestolen og forretter den sædvanlige prædiken over dagens evangelium.

Dog synges før i købstæderne og på landet, hvor det ske kan, et eller to vers af den førnævnte salmebog over søndagens evangelium under orgelværkets klang og ledelse.

Præsten, eller den, som prædiker, skal allerførst formane folket til bøn og påkaldelse om Guds hjælp i denne hellige sag og derpå læse, som sædvanligt, Herrens bøn: Fader vor du som er i himmelen etc.

Dernæst skal han tydelig oplæse teksten, som skal forklares, og siden klart udlægge den, dog ikke over en time.

Er det imellem jul og kyndelmisse, da synges efter Fadervor, før evangeliet læses fra prædikestolen, det vers:

Et lidt barn så lysteligt etc.

Imellem påske og Kristi himmelfartsdag:

Krist stod op af døde etc.

Imellem Kristi himmelfarts dag og pinsedag:

Krist til himmels måtte fare, etc.

I pinse helligedage:

Nu bede vi den Helligånd etc.

På de tre store højtidsdage synges alle tre dage til hver prædiken forskrevne vers tre gange, såvel som på Kristi himmelfartsdag, men siden kun én gang, hvortil præsten altid opmuntrer menigheden med en ganske kort tale om enhver højtids glæde og salighed.

Imens dette synges falder præsten på knæ i prædikestolen og beder Gud yderligere om hjælp og bistand til dette hans foretagende, siden står han op igen, og når sangen er til ende, beder Gud om en nådig bønhørelse, og derpå begiver sig til tekstens oplæsning og forklaring.

Søndagsteksten er til froprædiken og højmesse det sædvanlige evangelium, og til aftensang epistelen. Herpå følger uden undtagelse katekismus-forklaring, efter loven, som vel skal i agt

tages.

Præsterne skal blive ved teksten i dens prædikener, den samme efter Guds ord og den sande kirkes lærdom forklare således rettelig, at almindelige mennesker kan forstå dem vel, og deraf uddrage lærdom, undervisning, trøst, formaning, straf og revselse, ligesom der gives bedst anledning til, og deres betroede menighed især har brug for. Det bør de endelig tilpasse prædiken efter.

Især skal de afholde sig fra at føre noget frem, som ikke vedkommer deres tilhørere. Noget, som angår kongens regering, statssager, kongelige ordinanser og befalinger, eller lignende, vedrørende skal de formane tilhørerne til allerunderdanigst lydighed mod deres konge og hans bud og befalinger. De skal på samme måde vel se til, at de ikke ydmyger nogen med deres formaning, og at de ingen nævner ved navn, når de straffe synden. De skal vogte sig, at de ikke noget på de hellige steder, prædike- eller skriftestolen, handler og fremfører af privat affekter, had, eller hævngerrighed; men, at de med sagtmodighed og retsindig nidkærhed for Guds ære gøre alle ting til Kristi menigheds opbyggelse og synderes salighed. Hvad de ikke til fulde ved, det må de ingenlunde der udråbe.

Alene skal de straffe synden i almindelighed, og hvis de har fået kendskab til noget særligt, da skal de efter Kristi befaling i Matt 18, 15 forud i enerum påminde dem, som lider bryst, at de omvender sig i tide og gør en sand bod, som kan tækkes Gud.

De skal ikke skælde på dem, som er af en fremmet religion og lærdom. Men hvor det gøres fornøden, skal de med beskedenhed, som tro vogtere på Zions mure, advare menigheden derom, og vise dem deres vildfarelse af Guds ord, så de ikke skal forarges derover, eller lade sig forføre af sådanne og i så måde lide skibbrud på troen.

På de tre store højtider messer sognepræsten altid selv til højmesse på dansk, og menigheden skal gå til offers straks efter, at det vers er sunget fra prædikestolen, som før er nævnt:

Imens synges på landet en passende dansk salme; men i købstæderne musiceres, hvor det er muligt.

På efterfølgende søndage og festdage skal dette efterskrevne vel iagttages.

På Skt. Stefanus dag, som falder anden juledag, skal der prædikes om omsorg for de fattige, at folk må lære at gøre godt mod dem efter Skt. Stefanus eksempel; men dette kan bedst ske til aftensang i købstæderne, hvor epistelen forklares om Skt. Stefanus.

På Skt. Hans dag, som falder tredje juledag, om forskellige kald, at enhver bliver i det kald, som Gud har sat ham i, og tager vare derpå.

Taksigelsens dag, som er den 11. februar, prædikes den 124. Davids Salme til højmesse og froprædiken, og til aftensang Matt 7, 24-25. Den ganske tales særlige indhold er om Guds særlige beskærmelse over sine, og allermest om den han så underfuldt beviste dette land, særdeles ved det stormangreb fjenden gjorde på hovedstaden, København 1659, natten for samme dag.

Den søndag esto mihi, som ellers er fastelavns søndag, skal tales om vor Herres Jesus Kristi dåb, og artiklen om dåben. Dens nytte skal især vises og forklares.

Skærtorsdag handles til højmesse om Kristi legemes og blods sakramente og dets rette og salige brug, efter tekstens anledning, som tages af 1 Kor 11. Til aftensang tales noget om den fodtvætning, hvordan Kristus vaskede disciplenes fødder, så vel som om den frygt han følte i urtegården, før han gik til sin død.

Langfredag oplæses både til froprædiken og højmesse Kristi pines og døds historie fra de ord: og da de havde holdet lovsangen etc. Indtil de ord: og han opgav sin ånd.

Herefter tager præsten et lille stykke af teksten, for kort at udlægge den, og deraf især vise Kristi døds og lidelsers store nytte til salighed for hele den fortabte menneskelige slægt.

Til aftensang forklares på samme måde et, eller flere stykker af passionen.

På den første søndag efter påske, skal prædikes om kirkens og det hellige embedes magt og myndighed.

Sankthansdag skal især handles om det hellige prædikeembede, samt dets kraft og værdighed, og efter tidens lejlighed, noget i særdeleshed om Johannes Døberens prædiken og hans lidelser.

St. Mikkels dag om englene, og den store gavn og beskærmelse, vi har af dem, hvorfor vi med al rimelighed må love og takke Gud.

Allehelgensdag om de helliges tro og kristne livsførelse her på jorden, hvori man dem rimelig skal efterfølge, men ikke påkalde, eller dyrke dem.

Under prædiken besøges Guds børn med indsamlingskurve [de fattiges tavler].

Ligesom præsten begynder sin prædiken, sådan skal han også altid slutte den med en almindelig bøn på den måde, som loven nævner.

I særdeleshed skal han bede for dem, som ville begive sig i ægteskabsstand, så vel som for de syge, svage og sengeliggende i menigheden, som ønsker Guds kirkes forbøn. Dem nævner han ved navn, og med et kort ønske befaler dem i Guds barmhjertighed til bestandighed i troen og en kristen tålmodighed under korset, indtil Gud efter sin behagelige vilje gør en god forandring derpå, som kan være hans navn til ære og dem til salighed.

På mikkelsdag bruges der til den forordnede taksigelses bøn for det års afgrøde, og særdeles for den fred, som Gud gav os så underfuldt i 1629.

På allehelgensdag den sædvanlige jubelbøn for reformationen ved doktor Morten Luther.

På nytårs dag den almindelige nytårs bøn.

På taksigelsens fest den almindelige bøn for stormen år 1659.

Derpå læser præsten lydelig Herrens bøn aldeles ud til enden:

Fader vor du som er i himmelen etc.

Hvis der er noget andet at meddele menigheden, enten kongelige mandater, som skal oplæses, eller årsens tider, som på landet er brugeligt, så vel som tjenestens begyndelse på efterfølgende prædikedag, eller også noget andet at lyse efter, som præsten inden er givet til kende og bør lyses efter, da skal det foredrages og forkyndes.

Så slutter præsten allersidst med et kort ønske og lyser velsignelsen over menigheden således:

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade lyse sit ansigt over dig! Og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig, og give dig fred!

Efter prædiken synges allerførst fra jul til kyndelmisse det vers:

Lovet være du Jesus Krist etc.

Undtagen på nytårs dag, da efterfølgendes salme synges ganske:

Guds godhed ville vi prise etc.

Hvor i den halve del af det sidste vers gentages tre gange.

Fra påske til Kristi himmelfarts dag:

Krist stod op af døde etc. Fra Kristi himmelfarts dag til pinsedag:

Krist til himmels måtte fare etc. I pinse-helligdage:

Krist den Helligånd sende etc.

Alle helgens dag:

Lover Gud i fromme kristne etc.

Mikkels dag og taksigelsens fest til alle tre prædikener denne salme ganske:

O Gud vi love dig etc.

Langfredag til alle tre prædikener:

Jesus op på korset stod etc. Eller en anden af nævnte salmebog.

Men på alle andre søndage dette sidste vers af den salme:

Nu er os Gud miskundelig etc.

Ære være Gud Fader i himmerig etc.

Så går præsten ned for at døbe børn, hvis der da er nogen, som skal døbes.

På den måde, som herefter følger.

Efter dåben synges det sidste vers af denne salme: på Sinaj bjerg etc.

Hvo, som tror og bliver døbt etc.

Eller en anden, som kan passe af førnævnte salmebog.

På landet og, hvor det ellers hidtil har været brugeligt, går kvinden med barnet straks derpå op at ofre, desuden fadderne og andre, som dertil er indbudt, og degnen synger imens en salme, som sig derpå kan bedst skikke.

Derefter forrettes altergangen, hvis der er nogen at berette, (hvilket også kan ske på langfredag) sådan som herefter forklares.

Er der ingen at berette, vender præsten sig uden messehagel til folket, og siger:

Herren være med jer!

Koret svarer:

Og med din ånd!

Derpå vender han sig til alteret og synger efterfølgende kollekt, (som bruges når ingen altergang holdes).

Lad os alle bede!

O, Herre Gud himmelske Fader! Vi takker dig for denne din faderlige velgerning, at du af din store nåde og barmhjertighed har givet os dit hellige og salige Ord, ved hvilken du også her hos os forsamler din kristen kirke. Vi beder dig ydmyg, giv os din Helligånd, at vi med taknemmelige hjerter må modtage det, og skikke os derefter, og stedse og altid vokse og forfremmes i den kristne tro, håb og kærlighed, og så endelig blive salige ved din elskelige søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enighed, en sand Gud fra evighed og til evighed!

Koret svarer:

Amen.

På langfredag synges den kollekt, som bruges i fasten, nemlig:

Vi takker dig Gud Fader etc.

Efter at kollekten er sunget, vender han sig til folket igen og lyser den sædvanlige velsignelse over dem:

Herren være med jer!

Koret svarer:

Og med din ånd!

Præsten siger yderligere:

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade lyse sit ansigt over dig! Og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig, og give dig fred!

Folket svarer:

Amen!

Når epistelen, så vel som evangelium og velsignelsen læses, enten for alteret, eller fra prædikestolen, da står folket op for at høre derpå.

Til sidst synges en salme, som passer med dagens evangelium, og findes hos hver fest og søndag, året igennem, i den ofte nævnte salmebog, da præsten imens afføres messeklæderne; men bliver dog ståendes for alteret indtil alting er til ende.

Når salmen er ude falder præsten atter på knæ og beder kort for Ordets fremgang, og kongens og landets velstand.

Og så sluttes den ganske gudstjeneste på den måde, som før er omtalt.

Til aftensang ringes på de tider, som hidtil har været sædvanligt.

Der messes intet; men synges før prædiken, først en salme som passer med epistelen, eller evangeliet, ligesom på taksigelsens fest:

Var Gud ikke med os denne tid etc.

Skærtorsdag:

O vi arme synder etc. Eller en anden af førnævnte salmebog.

Derefter:

Nu bede vi den Helligånd etc. Eller det, som på visse tider i deres sted synges til højmessen.

Efter prædiken det sidste vers af:

Var Gud ikke med os denne tid etc. Ære være dig Gud i evighed etc. Eller også det, som på visse tider om året synges til højmessen:

Så går præsten for alteret og læser kollekten med velsignelsen, ligesom til højmesse, når ingen altergang holdes.

Til sidst synges en kort katekismus salme, og sommetider en aftensalme.

På taksigelsens fest:

Min sjæl nu lover Herren etc.

Til tolv prædiken, hvor den holdes, ringes kun en gang, når det slår tolv, med en stor klokke.

Før prædiken synges det, som blev sunget i forbindelse med halleluja til højmesse.

Efter prædiken en anden kort salme, som svarer til dagens tekst.

Til alle tolvprædikener, hvor de bruges, skal prædikes katekismus, undtagen på de store højtider, eller når nogle bestemte tekster på særlige tider er forordnede.

2. artikel - om fredagen og onsdagen

Til fredags froprædiken, hvor den holdes, ringes om morgenen, og til højmessen ligesom om søndagen.

Froprædiken begyndes med en kort bodssalme, og derpå:

Nu bede vi den H. Ånd etc.

Efter prædiken:

O du Guds lam etc.

Hvilket tre skolebørn synger liggende på knæ i kordøren, eller for alteret, hvor ingen kordør er.

Til sidst synges:

Ære være dig Gud i evighed etc.

Til højmesse synges allerførst en bodssalme, såsom:

O Herre Gud benåde mig! Etc. Beklage af al min gange etc. Ak levende Gud jeg bekender for dig etc. Eller en anden bodssalme af den forordnede salmebog, hvilken synges ganske ud til enden, og sluttes med Kyrie eleison! Kriste eleison! Kyrie eleison!

Præsten, som kommer for alteret, straks tjenesten begyndes, ligesom om søndagen, vender sig derefter til folket, og siger:

Herren være med jer!

Folket svarer:

Og med din ånd!

Derpå følger kollekten således:

Lad os alle bede!

O Herre Jesus Kristus! Du som tilsagde os, at hvad vi beder om i dit navn, det skal gives os etc.

Eller denne:

O, barmhjertige Gud himmelske Fader, fordi du på grund af din Søn befalede os at bede, og vil tilbedes i ånd og sandhed etc.

Eller også denne:

O, Alsom mægtigste Gud du som ikke forsmår de elendiges suk og gråd, og ikke foragter de bedrøvede hjerters begæring etc.

Folket svarer:

Amen!

Derefter synger han epistelen Jak 5, 16 til enden.

Så synges:

Fader vor i himmerig etc.

Når den er forbi, vender præsten sig til folket igen, og siger:

Herren være med jer!

Koret svarer:

Og med din ånd!

Siden synger han det sædvanlige bededags evangelium Luk 11, 1-4

Og derefter synges:

Nu bede vi den Helligånd etc. Eller i dens sted, hvad der synges om søndagen på visse tider om året.

Så går præsten på prædikestolen og forklarer hvad tekst han selv vil af Den Hellige Skrift.

Efter prædiken læses den sædvanlige bededags bøn, og bedes for de syge, sengeliggende og andre, ligesom om søndagen; men til ægteskab lyses ikke på den dag.

Når præsten går ned fra prædikestolen, begynde tre af skolebørnene, som ligger på knæ i kordøren, eller for alteret, hvor ingen kordør er, at synge litaniet. Det svares igen hver gang af koret, indtil de tre sidste vers, som præsten liggende på knæ for alteret i messeskjorten selv synger med en påfølgende kollekt, som bedst passer til tiden, og svares dertil af koret, som sædvanligt.

Er der nogen, som offentlig skal absolveres, da udelukkes litaniet, og forholdes dermed, som herefter siges:

Efter litaniet synges:

Gud give vor konning etc.

Eller denne:

Vor Herres Jesus Kristi fred etc.

Eller og dette vers:

Mine synder de er etc.

Derefter forrettes altergangen, ligesom om søndagen; men er der ingen at kommunicere, eller berette, da træder præsten straks for alteret efter litaniet er sunget, og gør velsignelsen over folket, ligesom om søndagen.

Til sidst synges hver anden fredag:

Forlen os med fred nådelig etc.

Og hver anden fredag:

Behold os Herre ved dit ord etc.

Dåben forrettes på samme tid og måde, som om søndagen.

Ved onsdags prædikener i købstæderne ringes, som sædvanligt, og ellers holdes det i alle måder som om fredagen

På landet synger degnen litaniet på knæ for alteret, ligesom skolebørnene i købstæderne, og menigheden svarer.

Tjenesten begyndes efter enhver steds sædvane; men på landet så tidlig, som ske kan efter loven.

De andre ugeprædikener i købstæderne begyndes om morgenen:

Nu bede vi den h. Ånd etc.

Og endes med:

Ære være dig Gud i evighed etc.

Men til syv-prædiken i København synges allerførst en kort salme, som skikker sig, enten på forleden søndags evangelium, eller på den forordnede tekst, som prædikes i den uge, og siden:

Nu bede vi den Helligånd etc.

Efter prædiken en morgensalme.

Ellers forholdes med sådanne ugeprædikener, hvor de er i brug, så vel hvad teksterne, som er forordnede at skal forklares, angår, som med tjenesten i sig selv og ringningen, ligesom det hidtil har været i brug.

Så længe fasten varer, prædikes alle bededage og andre ugeprædikener, hvor de holdes, Kristi lidelsers historie, efter den deling, som hidtil har været skik, og da synges på landet, så vel som i købstæderne, før prædiken et, eller to vers, som svarer til teksten, af

O menneske begræd din synd så stor etc.

Eller en anden passende salme om Kristi lidelser af førnævnte salmebog.

Efter prædiken til slutning af litaniet synges altid af præsten denne kollekt:

Vi takke dig Gud Fader etc.

Til udgang synges, også om søndagen i fasten, et vers af: Jesu Krist dig takke etc.

Men på skærtorsdag synges den ganske til enden i alle tre prædikener.

Særdeles skal iagttages, at præsten, som messer, ikke må være iført messehagelen, når han træder fra alteret, nogen tjeneste, prædiken, eller andet, som ej alteret vedkommer, at forrette. Han skal aflægge den imens på alteret, og siden, om der videre skal messes, igen tage den på; men messeskjorten beholder han på fra gudstjeneste begyndes og indtil den endes.

Ligeledes skal der vel agtes, at de førnævnte to bønner, hvormed gudstjeneste bør begyndes og sluttes, skal læses på alle prædiketider, både de almindelige, og de, som ellers forordnes.

2. kapitel - Om dåben

1. artikel - om barnedåben

Ingen må lade sine børn opholde fra dåben over den tid, som loven angiver, hvem det end er; men så snart barnet bliver født til verden, skal kristne forældre, eller andre nærværende drage omsorg for, at det ved dåben bliver genfødt, så snart som muligt.

De, som vil have deres børn døbt, skal dagen før give præsten det til kende, og lade både sit eget, så vel som barnets og faddernes navne indføre i kirkebogen, som præsterne på landet selv forrette; men klokkerne i købstæderne, dog under sognepræstens inspektion.

Alle børn skal døbes i kirken i dens font eller bækken, og tre gange overøses med rent og almindeligt vand på deres blotte hoveder, og det i Gud Faders, Søns og Helligånds navn. Ægtefolks børn døbes straks efter prædiketjenesten, men børn, født uden for ægteskabet, skal i købstæderne døbes efter tolv, og på landet, når de har ofret med de ægte børn, eller, når al tjenesten er ude.

De skal være vidner og faddere til dåben, som er ærlige og uberygtede folk; dog må dertil ikke flere bedes end fem af mands og kvindes personer i alt.

Når de er kommet med barnet, da går præsten til fonten og forretter dåben på efterfølgende måde:

Først spørger han den, som bærer barnet, om det er hjemmedøbt, og hvis det ikke er hjemmedøbt, da fortsætter han og siger:

Far ud du urene ånd og giv Helligånden rum.

Derpå gør han kors over barnets ansigt og bryst og siger i det samme:

Modtag det hellige korses betegnelse både på dit ansigt og på dit bryst.

Hvormed han således laver det, at idet han nævner ansigtet, korser han det tillige, og idet han nævner brystet, korser han det også.

Er der flere børn at døbe, da gør han kors over ethvert af dem på samme måde og taler de samme ord dertil.

Dernæst læser han efterfølgende små bønner, og siger:

Lad os alle bede:

O, Almægtige evige Gud, vor Herres Jesus Kristi Fader, jeg råber til dig over denne din tjener (tjenerinde) (disse dine, hvis de er flere) (nævner barnet / børnene) som beder om din dåbs gave og ved den åndelig genfødsel begærer din evige nåde. Herre tag ham (hende / dem) til dig, og som du har sagt, bed, så skal I få, led, så skal I finde, bank, så skal der lukkes op for jer, så giv nu denne (disse) som beder, dine gaver, og luk døren op for ham (hende / dem) som banker, at han (hun / de) kan få den evige velsignelse i dette himmelske bad og dit rige, som du har lovet og tilsagt os alle sammen på grund af vor Herre Jesus Kristus, amen.

Lad os fremdeles bede:

O, almægtige evige Gud, du der ved syndfloden efter din strenge retfærdighed har fordømt den vantro verden, og efter din store barmhjertighed reddede din tro tjenere Noah selv ottende, og lod den forhærdede Farao drukne med alle sine i det Røde Hav, og førte dit folk Israel igennem med tørre føder, ved hvilket du betegnede den hellige tilkommende dåb, og ved din kære Søns, vor Herres Jesus Kristi dåb har helliggjort og indsat Jordans flod og alle andre vand til salighedens bad, og en rigelig renselse af synden: vi bede dig ved den samme din grundløse barmhjertighed, at du vil nådig se til denne din tjener, (tjenerinde, disse dine tjenere, tjenerinder), (nævner barnet / børnene), og begave ham (hende / dem) med en ret tro i ånden, at ved dette saligheds bad måtte drukne og undergå alt det som ham, (hende, dem) af Adam er medfødt, og han, (hun, de) selv gjort har, og at han (hun, de) måtte skilles fra de vantro menneskers tal, og blive bevarede i den hellige kristenheds ark, altid brændende i ånden, glad i håbet, tjene dit navn, at han, (hun, de) må få med alle tro mennesker det evige liv og salighed, som du har lovet ham (hende, dem) ved Jesus Kristus, vor Herre: amen!

Siden besværger han den urene ånd med efterfølgende ord:

Jeg besværger dig du urene ånd, i navn Faders, Søns og Helligånds, at du farer ud og viger fra denne, (disse) Jesus Kristi tjenere (tjenerinde, tjenerinder).

Derpå læser han et stykke fra Markusevangeliet sigende:

Lad os høre det hellige evangelium, som Markus skriver kap 10, 13:

Og de bar nogle små børn til Jesus, at han skulle røre ved dem, og disciplene truede af dem, som bare dem: da Jesus så det, blev han fortørnet og sagde til dem: lad de små børn komme til mig, og forhindr dem ikke, for Guds rige hører sådanne til. Sandelig siger jeg jer, den, som ikke modtager Guds rige, som et lille barn, han skal ikke komme der ind. Og han tog dem i favn, og lagde hænderne på dem, og velsignede dem.

Hvortil han lægger disse få ord:

Så ville vi også til samme velsignelse hjælpe dette lille barn, (disse små børn) med vores gudelige bøn til Gud.

Dermed lægger han sin hånd på barnets hoved, og beder således:

Fader vor du som er i himmelen, etc.

Er der flere børn, end et, da lægger han hånden på ethverts hoved, imens han læser Fader vor etc. Og mager det så, at han kommer ud med bønnen til dem alle.

Derefter træder præsten og den, som bærer barnet, nærmere til fonten, og da begynder han således at sige:

Gud bevare din indgang og udgang fra nu og til evig tid! Amen!

Siden spørger han den, som holder barnet, efter barnets navn, og spørger så barnet til således:

N. forsager du djævelen?

Ja.

Og alle hans gerninger?

Ja.

Og al hans væsen?

Ja.

Dernæst spørger han videre:

Tror du på Gud Fader almægtige etc.

Ja.

Tror du på Jesus Kristus hans enbårne Søn vor Herre etc.

Ja.

Tror du på den Helligånd, en hellig etc.

Ja.

Vil du på denne tro være døbt?

Ja.

Til hvilke spørgsmål den, som holder barnet svarer lydelig på barnets vegne, til hvert enkelt stykke: Ja.

Så spørger han atter efter barnets navn, og, imens det holdes over fonten, døber han det ved samme navn, og siger:

N. jeg døber dig i Faders, Søns og Helligånds navn.

Og skal han således lempe sin tale efter dåben, at, idet han nævner Faderen, øser han første gang vandet på barnets hoved, og, idet han nævner Sønnen, øser han det anden gang, og, idet han nævner den Helligånd, øser han det den tredje gang.

Efter at barnet således er døbt i Den Hellig Treenigheds navn, tager præsten straks kristen-huen, sætter den på barnets hoved, og med sin håndspålæggelse læser denne korte bøn:

Den almægtigste Gud, vor Herres Jesus Kristi Fader, som nu har genfødt dig på grund af vand og den Helligånd, og har forladt dig alle dine synder, han styrke dig med sin nåde til det evige liv! Amen! Fred være med dig! Amen!

Døbes der flere, end ét barn, da skal alt dette fra de ord, Gud bevare din indgang etc. gentages til ethvert barn i særdeleshed.

Allersidst slutter præsten denne handling med en kort formaning til fadderne, således:

I gode kristne, som nu har været faddere til dette barn, (disse børn,) I skal være vidne, at det (de) er døbt i Den Hellig Treenigheds navn. Og I skal også vide, hvad I er samme barn (børn) pligtige, om det så sker, at forældrene dør, før det (de) kommer til skels alder, at I da oplærer det (dem) i børnelærdommen, om I er der til stede, at det (de) må, når det (de) opvokser, blive ved Kristus, ligesom det (de) nu ved dåben er indpodet i ham. Fred være med jer! Amen.

Her er at agte, at klokkerne i købstæderne, og degnene på landet, siger allesteds det ord: amen, hvor det findes antegnet. Ingen, uden ordinerede personer må forrette dåben; men, hvis barnet befindes så svagt, efter at det fuldkommen er født til verden, at det ikke uden livsfare kan komme til kirken, da, såfremt ingen præst er så nær ved hånden, eller anden skikkelig mands person, som er kommet til skels alder, må jordemoderen, eller en anden gudfrygtig ærlig kvinde, døbe det med almindelig vand, og intet andet, således:

N. jeg døber dig i Faders, Søns og Helligånds navn.

Dog skal sådant ske i to, eller tre personers nærværelse, mindst, som kan bære vidnesbyrd om, at barnet er rettelig døbt i Den Hellig Treenigheds navn.

Skal det hænde sig, at moderen hastig blev overilet med fødslen, og barnet er i livsfare efter at det fuldkomment er født, så at der ikke er tid at kalde nogle andre dertil, da må hun selv døbe sit barn på forskrevne måde. Dør det da, så er det vel dødt, fordi det har bekommet den rette dåb, hvorom præsten skal undervise moderen, at hun ingenlunde skal tvivle.

2. artikel - om hjemmedøbte børn

Intet barn må hjemmedøbes, med mindre fornødenhed kræver det, så at det befindes så svagt, at det ikke uden livsfare kan komme til kirken.

Det barn, som på grund af legemets svaghed i andres overværelse således hjemmedøbes, skal dog føres til kirken, når det bliver så stærkt, at det kan tåle det, dog skal det ingenlunde døbes på ny igen, fordi der kun er én dåb. Alene, at barnets dåb må af Guds ords tjenere ved hænders pålæggelse stadfæstes og forkyndes i faddernes nærværelse.

Kommer der kun hjemmedøbt barn til dåben, da handles dermed således, som efterfølger:

Først spørger præsten den, som bærer barnet:

Er barnet hjemmedøbt?

Svares der ja, da spørger han:

Hvem har døbt barnet?

Svares N.

Er det døbt med bart vand [: almindelig, ublandet vand]?

Ja.

Er det døbt i navn Faders, Søns og Helligånds?

Ja.

Og da bør den, som har døbt barnet, eller nogle af de andre, som har overværet det og kan vidne, være til stede og vidne for præsten, at det er døbt i Faders, Søns og Helligånds navn.

Så siger præsten videre: (nævner barnets navn).

Gud bevare din indgang og udgang fra nu og til evig tid! Amen.

Dernæst spørger han barnet selv til:

N. forsager du Djævelen?

Ja.

Og alle hans gerninger?

Ja.

Og al hans væsen?

Ja.

Tror du på Gud Fader etc.?

Ja.

Tror du på Jesus Kristus etc.?

Ja.

Tror du på den Helligånd etc.?

Ja.

Hvortil den, som holder barnet svarer lydelig på barnets vegne til hvert enkelt spørgsmål: Ja.

Derpå læser han det stykke af Markus-evangeliet:

Lad os høre det hellige evangelium, som Skt. Markus skriver, kap. 10, 13: Og de bar nogle små børn til Jesus, at han skal røre ved dem etc.

Fremdeles siger han:

Til den velsignelse vi også nu vil hjælpe dette lille barn med vores gudelige bøn til Gud og endrægtig sige: Fader vor du som er etc.

Og imens denne bøn læses, lægger han sin hånd på barnets hoved, som før sagt.

Derefter stadfæstes barnets dåb af ham således:

Fordi kære brødre og søstre dette barn er før døbt i Faders, Søns og Helligånds navn, og har allerede Helligånden med syndernes forladelse, da vil vi ikke døbe det igen, at vi ikke bespotter og forhåner Helligånden, hvilket I faddere skal vide, som vidnesbyrd for alle andre og takke vor Herre og Gud, som har taget det til nåde ved Jesus Kristus.

Og med sin hånds pålæggelse beder så denne bøn:

Den almægtigste Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som har genfødt dig, etc. Fred være med dig! Amen.

Den ganske hellige handling sluttes med førnævnte formaning til fadderne således:

I gode kristne, som nu har været faddere til dette barn, etc.

Fred være med jer! Amen!

Men kommer et hjemmedøbt barn til kirken med andre udøbte børn, da læses over det, som over de andre indtil dåben skal foregå, undtagen at det ikke besværges som de andre, og når præsten kommer til de ord: Gud bevare din indgang og udgang etc. Da lader han det, som er hjemmedøbt, blive tilbage til de andre er døbte. Så går han til det uden for fonten og handler med det på forskrevne måde.

Kommer flere hjemmedøbte børn på samme tid, end et, da gentages: Gud bevare din indgang og udgang etc. så vel som disse forskrevne spørgsmål, og bønnen: den almægtigste Gud etc. til hvert barn især. Men Markusevangeliet, Fadervor etc. Stadfæstelsens ord: fordi kære brødre og søstre etc. og erindringen til fadderne: I gode kristne etc. oplæses siden kun én gang over dem alle.

Hvis børnene på grund af stor hastigheds skyld heller ikke er givet navn i deres hjemmedøbelse, så gør det dog ingenlunde dåben ugyldig, da den jo alligevel er en ret og fuldkommen dåb. Man må siden give barnet sit navn, men ikke døbe det for den skyld om igen.

3. artikel - om hittebørn

Hittebørn og alle andre, om hvis dåb man ikke til fulde er forsikret, skal føres til kirken og i fadderes overværelse døbes offentligt, ligesom andre børn efter forskrevne skik og måde. Og selv om der måtte findes en seddel hos barnet, at det er døbt, som det undertiden sker, så bør man dog ikke regne med det. Man skal ikke lade så vigtig en sag bero på så løst og uvist et vidnesbyrd, hvorved barnet i længden selv kunne komme i tvivl om sin salighed.

Dog skal præsten i sådanne tilfælde flittig udforske og efterspørge barnets dåb, om nogen kunne give sikker underretning om det. Så snart et sådant barn bliver angivet hos ham, skal han derfor straks ved første prædiken, hvis barnets helbred kan tåle det, give menigheden det til kende, om nogen af dem ved, eller kunne få at vide, om barnet havde bekommet dåben. Er det i købstæderne, da sker den lysning i alle kirkerne samme dag, og til alle prædikener med tilbørlig bøn og formaning, og hvis ingen videre kundskab derefter bekommes, da døbes barnet til næste prædikedag, eller også en anden dag straks i ugen. Men er barnet svagt, så man frygter at vente den tid, da døber præsten det så snart det kan ske, eftersom sagt er.

Når sådanne børn føres til kirken for at modtage dåben, da spørger præsten den, som bærer barnet, eller også fadderne, om de ved at barnet er døbt før, eller ikke. Siger de nej, de ved intet deraf, da gør han denne korte formaning til dem, som er nærværende, om dåbens ypperlighed og høje fornødenhed:

Kære brødre og søstre, fordi Kristus selv har sagt: Uden nogen bliver genfødt på grund af vand og ånd, da kan han ikke komme i Guds rige. Og vi ikke til fulde er forsikrede, at dette barn på grund af den hellige dåb således før er genfødt, (vi ej heller i så vigtig en sag tør stole på en løs seddel, man har fundet hos dette barn) da er det endelig fornøden, at det bliver døbt, så det i så måde kan forsikres om sin salighed. Derfor vil jeg nu døbe det i Den Hellig Treenighed navn, at det på grund af dette genfødelsens bad må få en god samvittigheds pagt med Gud alle sine livsdage, hvortil Gud skænke nåde og velsignelse for Jesus Kristi skyld!

Siden sker det andet aldeles, ligesom med andre udøbte børn, uden nogen vilkår eller omstændighed om barnet ikke er døbt, så man ikke skal gøre denne deres dåb ligeså uvis, som den første.

4. artikel - om voksne menneskers dåb

De, som er kommet til skels alder, og dog ikke er døbte, men begærer af Guds tjenere at måtte døbes, dem skal præsterne straks indføre for superintendenten, som skal bære omsorg for, at de bliver vel og grundig underviste i deres katekisme og andre troens artikler.

Imens skal præsterne idelig og alvorlig formane den, som vil døbes, at han ikke beviser nogen skrømt og hykleri, i dette høje saligheds værk, eller ser dermed hen til nogen verdslig ære og profit; men alene til sin sjæles evige salighed.

Siden skal han af superintendenten i nogle præsters nærværelse nogle gange overhøres, ikke alene i sin katekisme og kristne børnelærdom, men også i de fornemste hovedstykker, som han før har været uenig med os i, som om den hellige treenighed, om Kristus, om de højværdige sakramenter, og i særdeleshed om dåbens nytte og nødvendighed.

Når han da er kommet så vidt, at han kan sin katekismus, og ved at svare til de fornemste hovedstykker i den kristne tro, så at han til dette hellige dåbens sakramente vel kan modtages, skal sådant søndagen før gives den ganske menighed til kende og gøres offentlig bøn til Gud for hans omvendelse. Den vil Gud selv i nåde kraftig virke og stadfæste i ham til sin ære og hans salighed.

Næste prædikedag i ugen derefter fører præsten den, som skal døbes, med sig til kirken, og anviser ham til et bestemt sted i kirken at sidde, medens prædiken forrettes.

Efter prædiken gøres der på ny bøn for ham fra prædikestolen, og derpå begyndes den salme at synges:

Nu bede vi den Helligånd, etc.

Siden går præsten for alteret, og den, som skal døbes, sætter sig på knæ for alteret, men fadderne stille sig på begge sider af alteret.

Når salmen er forbi, vender præsten sig om til ham, og fremsætter kort et passende sprog af Guds Ord, som egentlig handler om dåben. Det henfører han så på den, som skal døbes, og med få ord minder ham om dåbens store fornødenhed, og dens guddommelige kraft og virkning. Ligeledes om den nåde Gud viser ham, at han, som er født og opdraget hidtil i sin forrige vantro, uden dåb, og uden nogen ret kundskab om Gud, nu ved Guds nåde er kommet til den oplysning, at han selv indstændig har begæret at blive delagtiggjort i den hellige dåb, og som et ret Guds barn optages og indlemmes i Guds sande kirke her på jorden. Hvilket alt sammen præsten på det allerkorteste forfatter, at det højst varer en halv time. Siden tilspørger han ham som for Guds hellige åsyn og ansigt, om han endnu vil forblive ved den bekendelse, som han før for ham har gjort, og om det er hans rette alvor at holde stadig derved indtil døden. Om han nu er færdig at afsige, forsværge, og til evig tid forkaste den N. vantro, som han hidtil har været i, så at han aldrig mere vil antage den.

Hvortil han skal svare med høj og lydelig røst ja, og fordrer de hosstående faddere til vidne derpå, at han på sin bekendelse nu vil lade sig døbe.

Hvorpå præsten befaler ham i Guds åsyn, og den kristne forsamling, at gøre rede for sin tro efter vores katekismus, hvilken han da stykkevis oplæser med sin forklaring.

Videre spørger præsten ham om de fornemste hovedstykker af katekismen, om han forstår dem, og ved rettelig af Guds ord at stadfæste dem imod den vantro, som han før har været i. Især spørger han ham om dåben, hvori den består, og hvad nytte og gavn et menneske har deraf, at det døbes.

Til hvilket alt sammen, når han selv lydelig, og til hvert enkelt spørgsmål tilfredsstillende har svaret, da gør præsten denne formaning til fadderne og de omstående:

Elskelige kære venner, fordi denne person N. N. som er født af hedenske (tyrkiske, jødiske, eller anabaptistiske) forældre, og hidtil i samme vantro er opfødt, er nu ved Guds nåde kommet til den oplysning, at han begærer at blive en sand kristen med os, har også nu for Guds hellige alter i alles jeres påhør offentlig aflagt sin vantro aldeles efter Guds Ord og vores kirkes rene og sande lærdom, så at vi intet ser, som vel kan hindre, at han jo må døbes, da vil vi nu i den Herres Jesus navn modtage ham til dåben, og bede Gud, han vil selv kraftig forarbejde en sand og stadig omvendelse i ham, at dette vores forehavende må vel lykkes på ham til hans sjæles bestandige og evige salighed.

Lad os alle bede:

Almægtige evige Gud, vor Herres Jesus Kristi Fader, jeg råber til dig etc.

Lad os fremdeles bede:

O, almægtige evige Gud, du der ved syndfloden etc.

Derpå vil vi læse Jesus egen bøn: Fader vor du som er i himmelen etc.

Medens alt dette læses over ham, lægger præsten sin hånd på hans hoved.

Dernæst synger man denne salme:

Kristus kom selv til Jordans flod etc.

Når salmen næsten er sunget, går præsten, tillige med den, som skal døbes, så vel som samtlige faddere, hen til døbestedet, som dertil på en passende sted i kirken er indrettet. Her begynder præsten disse ord til ham:

Gud bevare din indgang og udgang fra nu og til evig tid! Amen.

Og siden forrettes dåben med ham i alle måder, som med andre udøbte børn, undtagen, at ingen eksorcisme her bruges, og at han selv svarer ja til alle spørgsmålene, og ikke fadderne i hans sted, og sidder på knæ på en kort skammel, som dertil er hensat, holdende hovedet ind over fonten, når han skal døbes

I dåben gives ham et nyt navn, som han derefter skal kaldes med, ligesom man selv bedst synes.

Og når han da således er døbt, da formaner præsten ham med få ord om sin trofasthed og bestandighed, på denne måde:

Fordi kære N. du nu, på grund af den hellige dåb, er kommet til den sande kristne kirke, og er optaget i pagt med Gud, som hans kære barn, så formaner jeg dig, på Guds og mit embedes vegne, at du ret betænker, hvad du i dag har tilsagt Herren din Gud, og lader det nu være dit rette alvor, herefter at tjene Herren i et helligt, kristeligt og ham velbehageligt liv og levned, flittig høre Guds Ord, med andagt bruge det højværdige alters sakramente, og i alle ting bevise dig som en ret kristen, både i tro og omgængelse, hvortil Gud forlene dig Ånd og nåde for Jesus Kristi skyld, at du hver dag jo mere og mere må tiltage i Guds nåde og Jesus Kristi kundskab, vokse til Guds bekendelse, og blive frugtbar i al god gerning, altid sigende Gud og Faderen tak, som gjorde dig dygtig til de helliges arvedel i lyset, amen.

Herpå rejser den, (mand eller kvindes person) som da er døbt, sig op fra skammelen igen, og dermed slutter præsten den hellige handling med denne formaning til fadderne:

I gode kristne, som nu har været overværende, som vidner og faddere ved denne dåb, I skal være vidner, at han er rettelig døbt i Den Hellig Treenigheds navn. Og fordi han godvillig har antaget den kristne tro og vores bekendelse, hvorved han er blevet en kristen med os, og vores medbroder (medsøster) i Kristus, så formaner jeg jer, at I modtager ham blandt jer, som en ret kristen, og beviser al kristen kærlighed imod ham (hende), og så vidt jer vedkommer, stedse bære omsorg for, at han fremdeles, nu og altid må blive ved Kristus, ligesom han nu ved dåben er indpodet i ham.

Fred være med jer! Amen.

Afsindige mennesker og de, som er fra deres forstand, må ikke stedes til dåben, når de er gamle, med mindre de kommer til sig selv igen og så kan blive underviste til salighed.

3. kapitel - om at føde børn og blive mor
– og jordemoderens opgave

(Om barselskvinder, jordemødre og kvindernes kirkegang efter deres barselseng)

1. artikel - om barselskvinder

Præsterne skal flittig undervise kvinderne, når de gør klar til barsel, og formane dem, at de med taknemmelighed erkende den velsignelse, som Gud har nedlagt hos dem. De skal vogte sig for al uheld og skadelig tilfælde, så vidt det er muligt. Og de skal arbejde trolig i deres kald, når tiden kommer, vidende, at skønt al den smerte er for syndens skyld, så er de dog Gud behagelige i samme deres kald, når de stadig forblive i troen, helliggørelsen og tugt, og med tålmodighed vente en god og mild forløsning.

Så skal de også idelig formane dem, at de er tålmodige, og tit og ofte befale Gud deres veje, og deres livsfrugt til al nåde og beskærmelse på denne eller andre lignende måder:

Jeg takker dig, almægtige evige Gud, kæreste Jesus Kristus, for denne din velsignelse. Og fordi du selv har befalet, at børn skal komme til dig, så ofrer jeg dig nu dette mit foster og livsfrugt, og beder dig, at du vil modtage det, og lade det stedse være dig befalet, at det må få evigt gavn af dit hellige og dyrebare blod. Og når tiden er, at det efter din gode velbehag, på grund af en glad og mild forløsning må komme til verden og ved den hellige dåb blive genfødt til salighed! Amen.

[Trøstetale]

Dør sådant et barn i moders liv, eller før det kan komme til dåb og kristendom, uden forældrenes forseelse eller forsømmelse i nogen måde, så har de en god samvittighed. De kan være forsikret om, at det er et Guds barn, og har fundet nåde for Gud i Kristus Jesus, efter hans egen forjættelse, hvor ved han har lovet, at han vil være, ikke alene alle troendes, men endog deres afkoms Gud, 1 Mos 17, 7; ApG 8, 39. For skønt det efter Guds uransagelige vilje ikke kunne nyde de rette beskikkede og bestemte saligheds midler, så er der dog ingen tvivl, at Gud, som ikke er bundet til midler, jo har af sin overflødige nåde, efter sin ubegribelige visdom, på andre måder og veje modtaget det til salighed.

På samme måde gjorde han jo med israelitternes børn i Egypten, som blev slået ihjel, straks de vare fødte. Og de, som i de fyrretyve års rejse i ørken bortdøde uden omskærelse. Det ser også ud som om Davids første søn af Batseba er død før den ottende dag, uden omskærelse og navngivelse. Dog siger David om ham: jeg kommer til det, og det ikke til mig, 2 Sam 12, 23, hvilket den Guds mand aldrig havde sagt, hvis han havde troet, at barnet var fordømt af Gud.

Dør moderen i barnsnød, da ved hun, at hun er død i sit kald, og skal blive salig i sin barnefødsel, hvis hun i tro og tålmodighed har udstået sit arbejde.

Hvis barnet efter hendes død endnu er levende i hende, må der ingen dåb dermed foretages, som nogle pleje at gøre, fordi barnet ikke endnu er kommet ud af moderens liv. For det som ikke er født, hvordan kan det blive genfødt? Men bliver barnet udtaget af hende, eller kommer fuldkommen ud af moders liv på anden måde, da må det døbes, hvis det er levende.

2. artikel - om jordemødre

Til jordemødre skal af de offentlige myndigheder beskikkes ærlige og gudfrygtige kvinder, som forstår sig på det embede, og med deres sognepræsts attest beviser, at de er af et godt og kristeligt levned.

Men før de antages, skal de af erfarne læger flittig eksamineres og overhøres, om de forstå sig på den bestilling. Når de af dem er dertil kendt dygtige, gives dem brev på forseglet papir under rådstuesegl i købstæderne, og under amtmandens segl på landet for en rimelig skriverpenge, at de må lade sig bruge hos barselkvinder, når de begæres. De skal bo på passende steder, så vel de fattige, som de rige til hjælp, og skal, efter ethvert steds lejlighed, så mange beskikkes, som vel fornøden gøres, så den ene ikke skal være den anden i vejen.

For sådan deres umage skal gives dem, hvad rimeligt er; men de fattige skal de hjælpe for Guds skyld [: gratis].

Præsterne skal hver i sit sogn, flittigt undervise disse jordemødre, når de dertil er udvalgte, hvorledes de skal forholde sig i samme deres betroede embede, både med barselskvinderne og med fosteret.

Først at de ved ret at trøste syge kvinder, som er nær til at føde, og formane dem til ydmyg taksigelse for den Guds velsignelse, de er begavede med, som er livsens frugt. Det overgår ikke alle kvinder. Og de skal hjertelig påkalde Gud om hjælp og bistand, som med sin kraftige nærværelse skal gøre det bedste for dem. De skal også minde dem om, at den smerte, som de lider i fødselen, er et kors, som dem af Gud er pålagt for syndens skyld, Gen 3, 16. Det skal dog, med Guds hjælp, snarlig vendes til en stor glæde (Joh 16, 21), hvis de ellers med tålmodighed i tro og tillid venter Guds time. Og skal de endog komme i livsfare derover, at de så dog bliver tålelige og befaler sig Gud med alle dem, som bærer hans kors. Dette skal man dog ikke tale meget om, undtagen der synes stor livsfare på færde.

Dernæst, at de omgås forsigtig med fosteret, så at det ikke for deres skyld kommer til skade i nogen måde: og hvis de finde det levende i moders liv, men svagt til fødselen, skal de befale det Gud med disse, eller andre sådanne ord:

O, Herre Jesus Kristus, som har et særlig behag i små børn som bæres til dig, og har selv lovet at modtage dem til det evige liv: På dette dit ord frembærer vi nu dette barn til dig i vore hjerters bønner: modtag det o kæreste Jesus og lad det evindelig nyde din forløsning, den du erhvervede os på korset! Amen.

Kommer barnet fuldkommen til verden, men sygt og skrøbeligt, så det er i livsfare, skal de straks døbe det, som før er nævnt, og om tid er, bede derhos denne korte bøn:

O, Herre Jesus Kristus, dette barn ofrer vi dig efter dit eget Ord, og beder dig, at du modtage det og lader det blive en kristen!

Eller og kortere således:

O, Herre Jesus modtag dette barn!

Men er barnet dødt i moders liv, da skal de befale det til Gud og gøre deres flid, at hun, som er i smerter må blive ved. Og så de des bedre må ihukomme hvad dem især påligger i dette deres kald, at de med en god samvittighed kan forestå det, skal præsterne to gange om året, ved påske og mikkelsdag i medtjenernes eller medhjælpernes nærværelse, enhver i sit sogn, forelæse dem disse efterskrevne punkter, hvilket passende kan ske i sakristiet, hvor det haves, eller også i koret i kirken:

1. Fordi I har påtaget jer at være jordemoder her i byen, (sognet) hvorved mange kristne kvinders liv og helbred tillige med deres livsfrugt er givet i jeres hænder, da bør I af hjertet frygte og elske Gud, gerne høre hans hellige Ord, at I kunne bruge det de lidende til trøst, når tid er, og med jeres gudelige bønner daglig formane livsens Herre og skaber, at han kraftig vil stå jer bi i dette jeres betroede kald, forlene gode råd med al nåde og velsignelse til jeres foretagende. I skal vide, at det ikke er et menneskes gerning alene, men allermest Guds gerning, som uddrager børnene af moders liv.

2. I skal være omhyggelige i dette jeres kald og stræbe med al mulig flid, at både moderen og barnet må holdes ved godt helbred uden men og skade, vidende, at hvis I enten af forsømmelse, uagtsomhed, drukkenskab, eller også på grund af en grov medfart tilføje nogen af dem nogen skade, da er I mordere, og Gud vil kræve det uskyldige blod af jeres hænder.

3. I skal vogte jer, at I intet gør efter egensindighed af had, fjendskab, eller anden hævngerrighed. Hvis nogen har forurettet jer, da skal I efter jeres kristendoms pligt gerne forlade og forglemme det og ingenlunde lade den nødlidende nu undgælde det i hendes store nød. Hvis barnet er dødt hos moderen, skal I gøre jeres bedste, at hun, som er i smerter, må blive i live.

4. I skal med beskedenhed og god fornuft omgås de frugtsommelige kvinder, elske dem, som jeres døtre og handle moderlig med dem. I skal trøste dem flittig med Guds ord, at de ikke forsager, og med andre nærværende kvinder gøre bøn for dem, så vel som, når tid er, alvorlig formane dem, at de trolig arbejder i deres kald efter Guds egen anordning, så de ikke for en stakket smertes skyld selv skal tage livet af deres livsfrugt, og i så måde belaste sig med en ond samvittighed.

5. I skal være villige til at hjælpe den fattige, så vel som den rige og ikke have nogen personsanseelse, fordi de er alle lige højt agtede for Gud. I skal heller ikke besvære nogen med alt for stor løn for samme jeres tjeneste, men de som intet formå, dem skal i tjene for Guds skyld. Og uanset I således er pligtige til at tjene alle og enhver, hvor det gøres behov og udkræves af jer, endda dem, som føder i utugt og uden ærligt ægteskab, så skal I dog ikke hjælpe til at undertrykke og fortie sådanne uægte fødsler. Så snart barnet er kommet til verden, skal I straks give præsten det til kende i sognet, så Gud må få sin ære, synderen omvendes og forargelse borttages.

6. I skal intet andet bruge enten til moderen eller barnet, end bønnen, og med bønnen sådanne midler, som er naturlige, brugelige og kristne. Når nogen nød er på færde, skal I søge de nærmeste læger om et godt råd. Andre ukristne, ulovlige, ja, afgudsagtige og djævelske midler skal I ikke alene selv afholde jer fra, men endog, hvis I erfarer sådant hos andre, give øvrigheden og præsten det straks til kende, at de tilbørlig derfor kan straffes. I skal heller ikke skamme jer for, at tage råd hos gudfrygtige matroner og andre erfarne jordemødre, at I ikke skal synes selvkloge og derover sætte både moderen og barnet i fare, men hellere lade jer gerne sige, som nøden det udfordrer.

7. I skal altid være ædru og sparsommelige, og tage jer vel i vare for drukkenskab, fordi I derover hastig måtte forse jer. Desuden skal I have afsky for al usømmelig og utugtig tale og opførsel, at I ikke dermed skal give forargelse til andre, men mere beflitte jer på, at I med et ærbart og skikkeligt levned må være et godt eksempel for andre kvinder.

8. Hvor nøden ikke er kommet for hastig på, skal I ikke gerne foretage noget alene, men, om det er muligt, lade andre forstandige kvinder kalde, og, gøres det fornøden, præsten tillige, moderen til trøst, som er forspændt.

9. I skal være tavse og ikke for nogen anden åbenbare en kvindes brøst, så hun derved beskæmmes.

10. Med dåben skal I jer aldeles intet befatte. Men er barnet i livsfare efter at det fuldkomment er født, da må I, om præsten ikke er ved hånden, eller nogen skikkelig mandsperson, som er kommet til skelsalder, døbe det i Gud Faders, Søns og Helligånds navn. Ellers skal I befale Gud barnet, mens det endnu er i moders liv, at han vil modtage det til nåde for Kristi skyld.

11. I skal heller ikke befatte jer med noget barns hemmelige begravelse, men, hvor noget utidigt foster fødes, der skal I først vise det for præsten og få at vide af ham, hvordan det skal begraves.

På disse forskrevne punkter skal enhver jordemoder gøre sin ed, for de offentlige myndigheder, når hun dertil antages:

Eden kan være således:

Jeg N. antaget til at være jordemoder sværger og lover:

1. At jeg altid vil have Gud for øje i dette ansvarsfulde kald og af yderste flid på grund af Guds nåde og de dertil sømmelige midler trolig hjælpe hver og en, som ønsker min hjælp, så vel den fattige, som den rige, varlig omgås både moderen og fosteret, så at de for min uagtsomhed, forsømmelse, eller ond medfart ingen skade må tilføjes.

2. At jeg ingen uægte fødsel eller barnemord vil fortie, som mig kan forekomme; men på behørige steder straks tilkendegive det, hvem det end måtte være, uden nogen personsanseelse.

3. At jeg vil findes ædruelig, kysk og flittig i dette mit betroede kald, og ellers i alt mit foretagende, såvel som i liv og levned, mig således forholde efter disse mig forelæste punkter, at ingen, med Guds hjælp, skal have årsag i nogen måde sig over mig at besvære: Så sandt hjælpe mig Gud og hans hellige ord!

3. artikel - om kvindernes kirkegang efter deres barselseng

Barselskvinder skal holde sig nogle uger hjemme fra kirken efter deres barnefødsel og siden af præsten indledes, hvor det hidtil har været brugt. Det sker ikke for den skyld, at man skal agte dem mere syndige og urene for Gud, end andre mennesker, eftersom de i det Nye Testamente er af Gud selv befriede fra den jødiske renselse. Men det sker for den almindelige svagheds skyld, som er hos dem, så vel som på grund af almindelig anstændighed og en skikkelig ærbarheds skyld, så de ingen skal være til forargelse og ondt eksempel, og dermed måske råde ilde for deres børn.

Uægte kvinder, som føder deres børn i hor og ukyskhed uden et ærligt ægteskab skal også holde sig nogle uger hjemme, som sædvanligt. De bliver dog ikke af Guds tjenere indledt i kirken, ej heller har de nogen følge med sig til kirken.

De, som skal indledes melder sig for præsten dagen før og lade deres navne optegne i en bestemt bog. Om morgenen derefter kommer hun med nogle få kvinder betimelig til kirken, så snart gudstjeneste begyndes, men bliver så længe ståendes i våbenhuset, eller for kirkedøren indtil præsten kommer til hende. Med en kort formaning ståendes inden for kirkedøren, og kvinden lige for ham uden for døren, minder han hende om hendes taksigelse imod Gud, som har hjulpet hende af den nød, hun var i og givet hende glæde for sorrig på grund af en god forløsning, så hun ikke glemmer at takke Gud tilbørlig derfor, nu hun er kommet til Guds hus. Ellers altid og herefter skal hun vise sig omhyggelig for at opføde sit barn i Herrens sande frygt, og selv med et godt eksempel foregå det i alt det, som kristeligt måtte være, hvor til han ønsker hende lykke og velsignelse og går så fra hende.

Siden går hun med sit følge ind i kirken til sit sædvanlige stade, og forretter der sin andagt med andre Guds børn. Efter prædiken går hun med samme sit følge op til Herrens alter, og ofrer der deres gaver til Guds tjenere, hvad de selv ville og bedst kunne afstedkomme.

Indledelsens måde kan være således:

Elskelig Guds barn, I er i dag opgangen til dette Guds hus, som en glad og velsignet moder, at love jeres Gud for den store nåde, som han i jeres udståede barselseng har bevist jer, at han ikke alene har givet jer styrke til at bære jeres livsbyrde til den rette tid, men også nu så mildt forløst jer der fra og velsignet jer med en dejlig og velskabt lille søn, (datter) og som han i fødselen har gjort ham en arving til jer, så har han også straks derefter ved genfødselen modtaget ham til de helliges arvedel i himmelen. Derfor skal I nu erindre jer to ting, som I skal vel agte i denne jeres kirkegang:

Hvad jeres pligt er mod Gud for sådan skænket nåde.
Hvad den er imod jeres barn. Det første skal I se deri, at I, som en gudfrygtig moder frembærer jeres barn til Gud sin skaber, som den der har været den største mester til denne gerning og gjort det bedste for jer. For selv om børnene fødes af deres forældres kød og blod, så at de vel kan sige om dem det Adam sagde om sin hustru, vores første moder: det er kød af mit kød og ben af mine ben, 1 Mos 2, 23 så er dog Gud vores alles skaber.

Ethvert menneske må bekende med David: Herre du dannede mig i min moders liv, Salme 139, 13. Det er Gud vor skaber, som leder os i moders liv og leder os ud igen, at vi ikke omkommer. Han lukker til for en kvinde, at hun ikke føder, som han gjorde i Abimeleks hus, 1 Mos 20, 18. Han lukker også til for et barn, at det ikke fødes, men dør i moders liv, Job 3, 16 eller også bliver, som en Benoni og smertes søn for sin moder, 1 Mos 35, 18.

I den henseende kalder Guds Ånd det en Guds velsignelse, når en kvinde føder, 1 Mos 1, 28. For uden den bliver hun aldrig moder, og endnu mindre til en glad moder. Begge dele har Gud gjort jer delagtig i, i Herrens velsignede, han har velsignet jer med livets velsignelse, at I er bleven en moder. Han har velsignet jer med legemets velsignelse, at I er en glad og velsignet moder til et yndigt barn, som er uden skavanker og nu ved genfødelsen et Guds barn. Så tit I ser dette, eller andre børn, som Gud har velsignet jer med, skal I tænke hos jer selv det den makkabæiske moder sagde til sine børn: Jeg er vel jeres moder; men jeg ved ikke hvorledes I blev til i mit liv; for jeg gav jer ikke ånden og livet, og jeg samlede ikke så underlig jeres første grundvold, 2 Makk 7, 22.

Derfor bør I tage denne Guds gave af Herren med taksigelse, og i dag og hver dag med Anna bære til Herren hans egen gave med lov og tak 1 Sam 1, 24 at I ikke alene taler i dag til Gud, som Lea, da hun havde født sin Juda: denne gang vil jeg love og takke Herren, 1 Mos 29, 35. Men siger med David: jeg vil love Herren så længe jeg lever. Jeg vil forkynde Guds lov, mens jeg er til, Salme 146, 2. Han, som har gjort det, at I kan bo som en glad barnemoder herefter i jeres hus, Salme 113, 9. Elskes af jeres barn, (børn) og roses af jeres ægtefælle, Ordsp 31, 28. Men så I des bedre må udvise denne jeres hjertes lov og taksigelse imod Herren jeres Gud, så ser vel til, at, som I er bleven en glad og velsignet moder i fødselen, I også må blive en omsorgsfuld og Gud behagelig moder i optugtelsen.

Det er jeres pligt imod jeres barn, at I ikke alene sørger for hans legemlige føde, men allermest for den rette sjæleføde, hvorved han må opfødes til himmelen og tiltage, som i alder og styrke, således også i visdom, yndest og nåde hos Gud og mennesker, Luk 2, 52. Når I lægger barnet for jeres bryst at opfostre det med jeres egen mælk, da glem ikke at føde det tillige med den usvigelige mælk, som Peter taler om 1 Pet 2, 2, at det må opvokse i Jesus Kristi nåde og saliggørende kundskab, 2 Pet 3, 18. Ofre det i dag og hver dag, morgen og aften, i jeres bønner til Gud, og beflitte jer på, at det fra barndommen også må oplæres i Guds hellige ord, 2 Tim 3, 15. At han må blive vis til salighed og i tide lære at vandre sine veje ustraffelig for Herren, Salme 119, 9. Hold ham Salomons ord for: tænk på din skaber i din ungdoms dage, Præd 12, 1 og kom selv Paulus' formaning vel i hu, som han gør til alle retsindige fædre og mødre: I forældre opdrag jeres børn i tugt og Herrens formaning Ef 6, 4. Vogter jer, at I ikke i nogen måde enten med ord eller gerninger bliver jeres barn til forargelse. For ve den ved hvilken forargelse kommer, siger Kristus Matt 18, 7. Og tænk dag og nat på det ord Gud talte selv på Sinaj bjerg: hvis I vandre uskikkelig for Herren, da skal han hjemsøge jeres ondskab på jeres børn indtil tredje og fjerde led, men tvært imod: hvis I elsker ham og holder hans bud, da skal han bevise miskundhed mod jeres børn og børnebørn i mange tusinde led, 2 Mos 20, 1-5. Denne velsignelse vil jeg hjertelig ønske over jer på grund af Jesus Kristus, i hvis navn vi således beder: Fader vor etc.

Gå ind med fred i Guds menighed og ofr jeres Gud lov og tak, som har gjort såvel imod jer, han fremdeles styrke jer til sjæl og legeme og lade denne jeres indgang nu og altid være velsignet for hans ansigt, amen.

Er barnet dødt før, eller efter fødselen, før, eller efter dåben, har enten barnet, eller moderen selv, været ude for noget speciel uheld, eller svaghed derover, da skal præsten lempe sin trøst og tale derefter. Måden at tale på kan i sådanne tilfælde nogenlunde være således:

Elskelig Guds barn I er måske med megen suk og klage i dag opgangen til dette Guds hus efter denne jeres udståede, hårde og besværlige barselseng, som en bedrøvet moder, der savner sit barn, Luk 2, 43. Men I skal gå med tak ind i Guds hus; for selv om I må være sorgfuld i jeres hjerte, fordi Gud har borttaget jeres barn fra jer, så bør I dog betænke, at Gud tog intet, uden det han først gav jer. Og hvad kan I da andet sige til denne Guds gerning, end det Job den ulyksalige Fader sagde, da alle hans børn var omkomne: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være æret, Job 1, 21. Har I end haft umage og smerte for jeres barn, så at jeres lænder gjorde jer ve på grund af jeres barnefødsel, så vid dog, at det var Gud, som lod den frugt vokse hos jer, at I ikke skal regnes blandt de ufrugtsommelige. Han gav jer kraft til at føde, da det var fuldkommen til fødselen, hvor ellers ingen kraft havde været, 2 Kong 19, 3. Vil I da vredes over det, som I aldrig var en Herre over, og Gud selv har den største ret til, Jonas 4, 9-10. Græmmer I jer, at Gud har gjort jeres arbejde og jeres håb til intet, hvor I ventede et levende barn, og se! dets liv var borte, I ventede glæde, og se der var sorg, Jer 8, 15. Så tænker dog ikke, at jeres håb er derfor helt ude, og I skal ikke desto mindre være af lige frimodighed med Job, da nøden var hårdest over ham: vil Herren end slå mig ihjel, så vil jeg dog håbe på ham, Job 13, 15.

Sørger I derfor, at jeres barn har mistet sit liv hos jer, før det ved genfødelsens bad fik liv i Kristus, Gal 3, 27, så trøst jer igen dermed, at I ved, jeres barn, som en troende kristen er agtet hos Gud, hvor med I sikkert, som en god moder i tro og tillid har ofret jeres barn til Herren jeres Gud. I ved også, at endog dåbens nytte er stor og højfornøden til salighed (Joh 3, 5), så er Gud dog ikke altid bunden til dåben og sådanne saligheds midler. Han frelser så vel uden midler, som ved midler. Hvor mange er vel i Det Gamle Testamente bortdøde før den ottende dag uden omskærelsen? Hvor mange i de fyrretyve års rejse i ørken? Josua 5, 4. Hvor mange i Egypten under faraonerne? 2 Mos 1, 22 og hvor mange under Antiokus den tyran? 1 Makk 1, 63 og 2 Makk 6, 10. Hvem ville sige, at alle disse ikke var salige? Og hvorfor skal han ikke nu kunne give dette barn troen i jeres liv lige så vel som han før gav den til lille Johannes i sin moders liv, Luk 1, 44. Når I desuden har en god samvittighed, at det ikke er for nogen jeres skyld så hastig omkommen, så hold jer da stadig til Guds forjættelse, som er givet jer og jeres børn efter Guds egen forsikring ved Peter ApG 2, 39. Det, Gud før sagde til Abraham, det har han også sagt til alle troende: Jeg vil være din Gud og din sæds Gud, 1 Mos 17, 7. Trøst jer ved det ord, Jesus sagde: Jeres Fader i himmelen vil ikke at nogen af disse små skal fortabes, Matt 18, 18. For himmeriges rige er deres, Matt 19, 14.

Kommer jer den vanheld for, som jer, eller jeres barn er overgået i fødselen, derover I måske vel klager med Naomi, at den almægtigste har gjort det såre besk for jer, Ruth 1, 20. da vid, at Guds vilje er altid bedre end menneskers vilje. I bør tie dertil i al stilhed og tålmodighed og sige med David: jeg vil tie, jeg vil ikke oplade min mund, for du Herre gjorde det, Salme 39, 10.

Der kommer sommetider en ud af moderliv, som mangler noget på sine lemmer, som den blinde, Joh 9, 2 den lamme, ApG 3, 2. Sommetider en, som har for mange lemmer, som den lange mand, der havde seks fingre på hver hånd og seks tær på hver fod, 2 Sam 21, 20. Sommetider kommer også et dødt menneske frem, som har intet liv af moders liv; men hvem vil derfor trætte med sin skaber og sige til herren: Hvad gjorde du? For ve den, som siger til en Fader: hvad avlede du? Og til en moder: hvad fødte du? Es 45, 9-10. Tænker I med kvinden i Sarepta, at Gud er jer særdeles vred derfor, og at dette er sket jer at jeres misgerning skal ihukommes, og jeres søn (datter) omkomme, 1 Kong 17,18, så at I synes I har godt grund til at sige med Rebecca: Har Gud velsignet mig, hvoraf er da dette? 1 Mos 25, 22 da vid, at Guds dom skal altid begynde med Guds hus, efter Peters lærdom 1 Pet 4, 17 og de bedste børn revser Gud ofte allerhårdest Hebr 12, 6.

Se på Guds egen Søn, som mere lignede en orm, end et menneske, og havde intet brudt dertil, Salme 22, 7. Se på de hellige, hvad de har udstået, se på Job, Job 1, 18. Se på Paulus, den udvalgte Guds apostel 2 Kor 12, 7. Ja se på alle Guds børn. Skal de ikke alle lide med ham, (Kristus) om de ellers vil fuldkommengøres med ham, Rom 8, 17? Læg Kristi ord vel på hjerte, som han sagde til farisæerne, der spurgte om det menneske, som var blindfødt fra moders liv, at hverken han eller hans forældre havde syndet dertil, men at Guds gerning skal blive åbenbaret på ham, Joh 9, 3 og trøst jer ved Paulus' ord, at alting skal tjene jer til gode, om I ellers frygter og elsker Gud, Rom 8, 28. Lad være jeres barn var svagt i fødselen, det er dog saligt ved genfødselen, og skal gøres ærefuld ved opstandelsen, hvor ingen rynke eller smitte skal ses mere Ef 5, 27. For det som sås i forkrænkelighed, skal opstå i uforkrænkelighed, kraft og herlighed, 1 Kor 15, 42.

Er end jeres barn borte for jer, så er det dog hos sin og alles vores bedste Fader i himmelen. Savner i det på jeres skød, glæd jer, at det så vel hviler i Abrahams skød, Luk 16, 23. Er det ikke mere blandt mennesker, da er det blandt de udvalgte og englenes mange tusinde, Hebr 12, 22. Er det end her dødt for os, lever det dog der i evig fryd og glæde, hvor intet ondt mere skal røre det, Visd 3, 1. Nu har I ikke fornøden at sørge videre derfor. Jesus har taget jeres barn til sig, at det skal være hvor han er, og nyde hans salighed evindelig, så vær nu tilfreds med Guds vilje og går ind i Guds hus med lov og tak, styrk jeres sjæl i Gud og pris hans navn, som gør alting såre vel. Gør i det, så skal hans velsignelse hvile over jer, og I skal se det med glæde alle jeres lives dage, hvilket jeg så trolig ønsker over jer, som jeg alvorlig i tro og tillid beder for jer: Fader vor du som est i himmelen etc. Gud styrke jer med sin Ånd og lade jer hver dag se og smage, hvor sød Herren måtte være.

4. kapitel - Om skriftemål og afløsning

1. artikel - om lønligt skriftemål og afløsning

De, som ville bruge den hellige nadvers sakramente, skal enten dagen før, eller, om det for vigtige årsager ikke kan ske, da samme dag før prædiken indstille sig for præsten i skriftestolen, bekende deres synder for ham og bede om afløsning. Dog skal de, som enten første gang vil gå dertil, eller noget særligt kan have at erindre, nogle dage før betro sig til ham, så han passende kan handle der om med dem, og i tide vejlede deres samvittigheder af Guds ord. Når de så vil skrifte, skal de i en sand hjertens ydmyghed fremkomme, og som for Guds eget ansigt sætte sig med ærbødighed ned på knæ for Herrens tjenere, mens de gør deres skriftemål og modtager afløsning.

Efter at præsten har hørt en synderes bekendelse og fornemmet en hjertelig fortrydelse over synden, samt en inderlig længsel efter Guds nåde, med et kristeligt og alvorligt forsæt til en sand bedring, da skal han med beskedenhed og sagtmodighed foreholde ham hans synds vederstyggelighed og onde fortjeneste, efter Guds lov og derimod fremføre kraftig trøst og lægedom af evangeliet, sådan som han befinder enhver at være såret til.

Han skal stille ham Kristi dyre fortjeneste for øje, som med sin fuldkomne lydighed og uskyldige død har erhvervet alle syndere nåde og syndernes forladelse, hvis de i troen omvender sig til ham. Og til sidst skal han formane ham til et nyt og helligt levned, at han herefter vogter sig for synden og ikke på ny igen modvillig forkaster Guds nåde, med andet mere, som en Guds tjener efter enhver synders beskaffenhed bedst kan betænke.

(Absolutionen)

Derefter tilsiger han omsider med håndspålæggelse i Den Hellige Treenigheds navn ham alle hans synders forladelse. Han skal ikke tilsige det som et ønske eller med noget vilkår, hvis han gør en sand bod [pønitense], men med en sikker og fast slutning på denne måde:

Fordi I af hjertet angrer og fortryder jeres synder og i en stadig tro henflyr til Guds barmhjertighed i Kristus Jesus, lover derhos ved Guds nåde at beflitte jer på et bedre og skikkeligere liv herefter, da på Guds og mit embedes vegne, efter den magt og myndighed Gud selv har givet mig oven fra til at forlade synderne på jorden, tilsiger jeg dig alle dine synders forladelse i Gud Faders, Søns og Helligånds navn, amen! Gud som selv har begyndt det gode hos jer, han fuldkomme det fremdeles til vor Herres Jesus Kristi dag, og opholde jer i en fast og levende tro indtil enden for Jesus Kristi skyld, amen!

På denne måde skal handles med enhver især, så kort som muligt, ligesom tiden vil tilstede det, og en synders vilkår det ellers udkræver, hvorefter en Guds tjener især bør lempe sig.

Og fordi en Guds tjener sidder her i Guds sted at handle med dem, som er besværede med synden, og bør være tro i sit kald, så at han intet forsømmer, som kan være Gud til ære og synderen til trøst, glæde og en salig omvendelse, da må han vel se sig for, at han ikke i nogen måde misbruger det hellige embedes myndighed og dermed giver Gud årsag at kræve en synders blod af hans hænder Ez 3, 18. Når han enten af frygt for mennesker og deres unåde undlader noget, som til en synders salighed kunne være fornøden, eller også af had, nid, gerrighed, uvenskab og andre lignende private affekter overfuser en synder på det hellige sted, eller måske bebrejder ham, hvad dem kunne være imellem, eller hånlig afviser ham fra skriftestolen andre Guds børn til forargelse.

Men hvis nogen opfører sig ubodfærdig, ham skal en Guds tjener flittig formane til bod og bedring, og beflitte sig på med sagtmodighed at overtale ham af Guds ord, at han opsætter sit forehavende, indtil han ved den Helligånds bistand må være bedre skikket til så helligt et værk.

Imens skriftemål således forrettes, skal klokkerne i købstæderne og degnene på landet stedse være til stede i kirken og nøje give agt på, hvem de er, og hvor mange, som går til skrifte, hvilke ved navn og dag i en dertil forordnet bog rigtig af dem skal antegnes, så man kan kende de forsømmelige. Ligeledes så man ved, hvor meget brød og vin, der nøjagtig behøves til hver altergang, at ingen mangel derpå må være de gudfrygtige til hinder i deres salighed og menigheden til forargelse.

Af den grund skal enhver præst også have en tavle hos sig i skriftestolen, hvorpå han tegner tallet på dem, som har skriftet.

Til det hemmelige skriftemål må de ikke stedes, som efter loven er skyldige til at udstå kirkens disciplin. Sådanne bør åbenlyst afbede deres forseelse for menigheden og åbenlyst afløses.

2. artikel - om åbenbare skriftemål og afløsning

Åbenlys afløsning skal ske i købstæderne om fredagen, og på landet om søndagen straks efter prædiken på de steder, som loven nævner.

De, som således skal afløses, bør nogen tid før henvende sig til præsten og begære afløsning, og hvis han da finder en sand anger og ruelse hos dem over deres begåede forseelse, skal han næste prædikedag, da sådan afløsning bør ske, modtage dem og på følgende måde afløse:

Efter prædiken på den dag, da sådan en synder skal skriftes, meddeles menigheden fra prædikestolen, at der er en bodfærdig synder, som har forset sig imod det N. bud, og dermed forarget denne Kristi menighed. Derfor indstiller han sig nu i dag her for Guds menighed for offentligt at afbede samme sin begåede forseelse hos Gud og forargelse hos menigheden. Han ønsker, at Guds børn vil bede Gud alvorlig for ham, at han i nåde selv vil forarbejde en sand omvendelse for ham, og fremdeles med sin gode Ånd således regere ham, at han ikke herefter skal falde i sådan, eller anden grov last og Guds fortørnelse mere. Det vil vi samtlige af hjertet ønske ham nåde og velsignelse af Gud Fader i Kristus Jesus, vor Herre!

Derpå begynder degnen i koret denne bodssalme: Beklage af al min gange, etc.

Hvoraf et, eller flere vers kan synges, som det anses for nødvendigt.

Imens kommer synderen til kordøren, og lægger sig på knæ lige i døren, eller og oppe ved alteret, hvor intet kor er.

Når sangen endes, kommer præsten hen til ham og kort af Guds ord, forestiller menigheden den begåede synds vederstyggelighed, og hvor groft dette menneske dermed har forsæt sig, både imod Gud og imod andre Guds børn. Især mod denne Jesus menighed, som derover allermest er blevet forarget. Synderen formanes til en sand og alvorlig omvendelse, hvilken præsten videre udforsker med disse efterskrevne få spørgsmål, som han gør til synderen således:

1. Så tilspørger jeg jer på Guds vegne N. N., om I ikke her for Gud og denne hans kristne menighed alvorlig bekender, at I, foruden andre jeres mange synder, endog særdeles med denne jeres N. synd har højlig fortørnet jeres himmelske Fader og forarget jeres medkristne og næste; men allermest denne Guds menighed, som I har været et lem i.

Svares lydeligt ja.

2. Om I af hjertet fortryder denne jeres begåede grove forseelse, hvormed I har fortjent Guds vrede med timelig og evig straf?

Svares, ja.

3. Om I også stadig tror, at Gud på grund af sin eneste og uskyldige Søns, Jesus Kristi dyre fyldestgørelse [værdskyld] og fortjeneste vil være jer nådig og ikke tilregne jer denne synd?

Svares ja.

4. Om I har det gudelige og alvorlige forsæt, at I herefter ved Guds nåde vil sky og fly al sådan og anden modvillig overtrædelse, og beflitte jer på et bedre og skikkeligere levned efter denne dag?

Svares ja.

5. Om I hjertelig længes efter at modtages til denne Guds menigheds samkvem, som I ved jeres grove synd og forargelse selv har skilt jer fra, og nu med andre Guds børn inderlig attrår og begærer at blive delagtig i Jesus Kristi helligste legeme og blod i sakramentet?

Svares ja.

Her skal især agtes, at om det er for horeri, eller letfærdighed, da spørges en synderinde, hvem der er fad til barnet, hvilket hun da sandfærdig har at navngive.

På sådan bekendelse siger præsten fremdeles:

Så vend jer da om til menigheden og afbed den forargelse, som I med denne jeres synd har givet dem.

Derpå står synderen op og vender sig til menigheden sigende på denne, eller anden lignende måde:

Jeg beder, at I Guds børn vil forlade mig denne min begåede forseelse og ikke støde jer på mig, eller tage forargelse af mig mere.

Så lægger han sig på knæ igen for præsten, som da yderligere på synderens vegne afbeder den forargelse, og derhos med Paulus alvorlig formaner hver og en, som mener, at han står, at han ser sig vel for, at han ikke falder, 1 Kor 10, 12 hvorpå han endelig med håndspålæggelse afløser synderen således:

Efter sådan jeres hjertes bekendelse, som I her for Guds ansigt og denne hans kristne menighed åbenlyst har aflagt, da vil jeg på Guds og mit hellige embedes vegne, efter Jesus Kristi egen befaling, og på hans blotte og kraftige ord, tilsige jer N. N. denne jeres begåede N. synds og alle andre jeres synders forladelse i Gud Faders, Søns og Helligånds navn, amen!

Gå bort i Herrens fred og synd ikke mere. Derpå synges dette eneste vers af denne salme: Af dybsens nød etc. Dog synden hos os er mangefold, etc.

Siden, om det er i købstæderne, begyndes af skoleeleverne:

O du Guds lam etc.

Og forfølges med korvers og kollekten af Herrens tjener, ligesom på bededage sædvanligt måtte være.

Men er det på landet, da begynder præsten straks altergangen efter den måde, som her følger, og da går synderen som har fået afløsning op til Herrens alter sammen med andre at blive delagtig i den hellige nadvers sakramente.

5. kapitel - om Kristi nadvers sakramente

Præsterne alene, og ingen anden, skal i kirken, når gudstjenesten forrettes, uddele det højværdige alters sakramente; men hos de syge og fangne, som ikke kan komme til kirken forrette de det i husene. Ingen præst må kommunicere sig selv, (end ikke på hans sotteseng, når han kan have en anden der til,) men bør i så måde lade sig betjene af en anden, ligesom andre gør.

De, som har fået afløsning af Guds tjener, enten hemmeligt, eller åbenlyst, skal siden, når altergangen foregår, komme med andagt til Herrens alter og sætte sig ned på knæ omkring alteret, så mange, som kan få rum uden trængsel, mændene på den højre, og kvinderne på den venstre side. De andre bliver så længe stående ordentlig og skikkelig ved siderne af alteret, indtil de første er blevet betjent.

Præsten skal være iført både messeskjorten og messehagelen, mens altergangen forrettes. Og alteret skal altid være beklædt med en smuk ren dug, bæger og fad og to tændte lys, så længe altergangen varer, samt fornøden vin og brød derpå til stede, så tit nogen skal berettes. Det skal klokkerne i købstæderne og degnene på landet have flittig indsende med. Når alting er således rede, og sangen er sunget før altergangen, da vender præsten sig om til menigheden og læser allerførst denne sædvanlige formaning til dem, som da skal berettes:

På det kæreste Kristi venner, at i rettelig etc.

Derefter vender han sig til alteret igen og synger med høj røst på dansk den ganske altergangs messe således:

Lad os alle bede: Fader vor du som er etc.

Hvortil menigheden svarer amen!

Straks derpå begynder han på samme måde indstiftelsens ord:

Vor Herre Jesus Kristus etc.

Her er at agte, at når præsten nævner de ord: Tog han brødet etc., da tager han fadet med brødet i hånden, og holder den så længe indtil den første part er sunget, så vidt det vedkommer, og da sætter han den ned på alteret igen. På samme måde, når han nævner de ord: ligeså tog han og bægeret, etc., holder han bægeret med sin hånd indtil testamentets ord aldeles er udlæst.

Imens velsignelsen således sker, tier enten menigheden ganske stille, eller også læser sagte for sig selv efter præsten.

Når dette er forrettet, da tager præsten med ærbødighed først fadet med det velsignede brød og begynder fra den højre hånd at uddele det rundt om til dem, som sidder på knæ for alteret, så at han giver enhver sin del i munden, og idet han giver det, siger han til enhver især:

Dette er Jesus sande legeme.

Derefter tager han bægeret og uddeler den på samme måde, så at han holder derpå, mens de drikke deraf, og idet de drikke, siger han til enhver især disse ord:

Dette er Jesus sande blod.

I købstæderne og, hvor der er flere præster end en, bør den ene uddele brødet og den anden bægeret, dog kommer den anden ikke op til alteret, før konsekrationen er sket, og uddelelsen skal begynde, og en Guds tjener skal se vel til, at bægeret er således skænket, at han intet spilder deraf, når han bevæger sig med det.

Efter at uddelelsen således er sket med begge dele, brødet og vinen, da vender den præst, som har uddelt bægeret, sig til nadvergæsterne og siger således:

Den korsfæstede og opstandne Kristus Jesus, som nu har bespist og beskænket jer med sit hellige legeme og blod, hvormed han har fyldestgjort for alle jeres synder, han styrke og opholde jer derved i en sand tro til det evige liv!

Så stå de op, som har kommuniceret, og med ærbødighed bøjer deres knæ tillige med deres hjerter, og går så hver til sit sted igen.

Hvis der er flere at berette, da handles med dem, ligesom med de første.

Præsten skal flittig lægge vind på, at han ved tallet på dem, som skal berettes, så at han ikke nødes til at gentage de forskrevne velsignelsens ord. For hverken brødet, eller vinen bør uddeles, før de ved Ordet er helligede.

Under altergangen synges enten:

O Guds lam uskyldig etc.

Hvilket gentages tre gange, om der er så mange at berette, eller også:

Jesus Kristus er vor salighed etc.

Hjælp Gud, at jeg nu kunne etc.

Jesu søde hukommelse etc.

Eller en anden af den anordnede salmebog, som vel skikker sig på den hellige handling, og endelig sluttes sangen med, enten denne korte lovsang: Gud være lovet etc. eller og en anden smuk og passende takkesalme.

Derefter vender præsten sig til menigheden og synger med høj røst:

Herren være med jer!

Menigheden svarer:

Og med din ånd.

Siden vender han sig til alteret igen og læser efter sædvane denne efterfølgende kollekt således:

Lad os alle bede:

Vi takker dig Herre, almægtigste evige Gud, at du med disse salige gaver etc.

Menigheden svarer: amen.

Så vender præsten sig igen til menigheden og slutter den ganske messe med den sædvanlige velsignelse, som før er nævnt.

Til dette højværdige sakramente må de, som loven det forbyder ikke modtages.

Ej heller må nogen af en fremmet religion modtages til alterets sakramente, før han først til fulde er undervist i vores tro, og ganske frasiger sig sin forrige religion for præsten.

6. kapitel - Hvorledes med syge, anfægtede, besatte, fangne og forbrydere skal omgås

1. artikel - om syge

De syge, vanføre og sengeliggende, som ikke kan komme til kirken, skal præsterne idelig besøge. De skal ingenlunde nægte dem den hellige nadvers sakramente i deres egne huse, når de ønsker det, og skikker sig værdig dertil efter Guds ord og befaling. De skal også, når lejlighed gives, flittig påminde folk, at de betimelig sende bud efter dem, når de blive syge, og ikke venter til den alleryderste nød, så de des oftere kunne besøge dem og med fornøden påmindelse, råd og trøst af Guds hellige Ord komme dem til hjælp og tjeneste i deres lidelser.

Og den svage skal imens af de nærværende flittig erindres om sin dåbs kraft, hvorved han fik en god samvittigheds pagt med Gud. Derved kan han fuldkommen forsikre sig om det evige liv, hvis han kun med en stadig tro holder fast ved Jesus og hans dyre fortjeneste, som er sket til hans salighed.

Er præsten selv svag, når han kaldes til nogen syg at berette, så at han ikke kan komme, da skal den nærmeste præst dertil fordres, om han kan bekommes Hvor præsten så kaldes at berette nogen, did skal han uden forsømmelse komme, det være sig nat eller dag, og vel eftertænke, hvorledes den syge har skikket sig i sin velmagt, at han nu i hans afmægtighed des bedre kan undervise ham til salighed.

Når præsten da kommer til den syge, hilser han ham venlig i Gud, og efter at han kort har udspurgt hans tilstand, kan han først således tale til ham:

I denne svage tilstand, som jeg nu finder jer i, mærker jeg, at I især har Guds kraft og styrke fornøden til at bære hans kors med tålmodighed. Det vil jeg derfor så hjertelig ønske for jer, at I med Job må bie tålmodig alle jeres strids dage, og i en stadig tillid til hans store barmhjertighed vente en god og glad omskiftelse i sin tid. Herren den grundgode Gud, som slår og helbreder, som straffer og trøster, fra hvilken al hjælp kommer, som sker på jorderige, han komme jer kraftig til hjælp i denne jeres skrøbelighed, og efter sin faderlige vilje og velbehag gør en glad ende derpå, når tid er, til hans ære og jeres salighed!

De, som er til stede, går da straks ind i et andet rum, ind til altergangen foretages, så præsten kan handle ene med den syge, og da farer han videre frem i sin tale til ham således:

Men fordi, kæreste Guds ven, det har nu behaget Gud jeres himmelske Fader at hjemsøge jer med dette sit faderlige kors, så gør i vel, at i, som et Guds barn, ydmyger jer under Guds vældige hånd, og betimelig sørger for jeres sjæl, at den må blive ved, end og mit i døden, og i på grund af jeres frelseres Jesus Kristi allerhelligste legemes og blods delagtighed nu på ny må forsikres om et evigt og udødeligt liv for jer efter dette liv.

Jeg tvivler ikke på, at I jo, som en god kristen, har efter Paulus' formaning rettelig beredt jer til dette høje saligheds værk, og flittigt ransaget jeres hjerte og samvittighed, hvorledes i hidtil har skikket jer efter jeres Guds hellige bud og vilje. Hvad I der imod har handlet, enten med gerninger, ord eller tanker jeres himmelske Fader til fortørnelse, det fortryder I af jeres ganske hjerte, og i en fast tillid til Guds nåde stiller ham nu sin egen Søn for, jeres frelser Jesus Kristus, som med sin død har fyldestgjort for alle jeres synder og erhvervet jer en fri indgang fra denne død ind til det evige liv i himmelen.

Hvis noget særligt skal ligge jer på hjerte, så formaner jeg jer, at I nu åbenbarer det for Herren jeres Gud, og således gør rum for jeres samvittighed. Skjul ingen vrede, intet had, eller fjendskab hos jer imod noget menneske, men forlader af hjertet alle dem, som jer kan have gjort imod, så I må være beredt, nu og altid, hvad enten denne sygdom skal være til livet yderligere, eller til døden, med de kloge jomfruer at tage imod jeres sjæles brudgom og med en glad og rolig samvittighed vente hans komme. Og at jeg på Guds og mit embedes vegne om sådan jeres beredelse til dette høje saligheds værk des mere må forsikres, da sig jeres trosbekendelse og skriftemål i Jesus navn, så vidt jer i denne skrøbelighed muligt måtte være.

Når den syge da gør sin bekendelse, bør præsten vel give agt på, hvad der ligger ham mest på hjertet, at han kan trøste ham der imod af Guds ord, og på Kristi dyre og hellige fortjeneste gøre ham forsikret om alle sine synders nådige forladelse. Den skal han tilsige ham på Guds vegne med håndspålæggelse, ligesom før er sagt.

Derefter kalder præsten folk ind igen i stuen til den syge, og, om det ikke er gjort før, befaler en ren dug at bredes på bordet med et eller to tændte lys derpå, og sætter så bæger og fad derpå tillige med brød og vin.

Når alting er rede, vender han sig til den syge og de hosstående og siger således:

Kæreste Guds venner, fordi vor Herre Kristus Jesus selv siger, at hvor to eller tre er forsamlede i hans navn, der vil han selv være mit blandt dem, og hvad de bede om i hans navn, skal de visselig bekomme, så er vi nu på samme hans ord her med hinanden i Guds frygt forsamlede at holde en kristelig påmindelse om hans hellige nadver, og at gøre denne vores syge medkristen delagtig i hans eget allerhelligste legeme og blod, eftersom han nu ikke på grund af legemets svaghed, kan komme til Guds børns offentlige forsamling, der at nyde det, hvorfor vi nu i den Herres Jesus navn vil begynde denne hellige handling.

På det kæreste Kristi ven etc.

Herpå vender han sig til bordet igen og læser først:

Fader vor du som er etc., med klar røst, dernæst indstiftelsens ord: Vor Herre Jesus Kristus etc. Aldeles ligesom det sker i kirken.

Når han rækker den syge brødet, skal han sige disse ord:

Dette sande Jesus legeme, som er givet i døden for jer og alle jeres synder, det styrke og opholde jer i en sand tro til det evige liv!

Desuden, når han rækker ham bægeret, siger han derhos således:

Dette sande Jesus blod, som er udøst på korset for jeres synders skyld, det styrke og opholde jer i troen, til det evige liv.

Så går han til bordet igen, og læser den sædvanlige kollekt sigende:

Lad os alle bede: vi takke dig Herre, almægtigste evige Gud etc.

Til sidst lyser han velsignelsen over den syge og siger:

Herren være med jer! Herren velsigne dig og bevare dig etc. Amen! Efter dette træder præsten nærmere til den syge, og i de hosståendes nærværelse trøster ham imod korset, og holder ham den store nåde og salighed for, som ham i dette sakramentes delagtiggørelse nu er overgået; hvilket kan ske på efterfølgende, eller anden lignende måde:

Så har I nu kæreste Guds ven og broder (søster) i Kristus på ny igen forsonet jer med jeres kære himmelske Fader, og er forsikret, at i hvad som helst der end måtte påkomme jer, da skal dog, hverken det nærværende, eller det tilkommende, hverken død eller liv være mægtig til at kunne skille jer fra den Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, Rom 8, 38-39. Efter at Gud selv i dag har fornyet sin nådes pagt med jer, og til et fast og uryggeligt tegn derpå gjort jer delagtig i sin egen Søns og jeres kæreste frelseres allerhelligste legeme og blod, hvormed han fuldkommen har gjort fyldest for alle jeres synder og forløst jer fra den evige død.

Nu kan I da glæde jer i Herren jeres Gud, og sige med David: (i hvad ende det skal tage med denne sygdom,) om jeg end vandrer i dødsens mørke dale, vil jeg dog ikke frygte for nogen ulykke; for du Herre er med mig, din kæp og stav trøster mig, og jeg er forsikret, at du skal omsider lede mig ind i Herrens hus, at jeg der skal bo og blive altid og evindelig Salme 73, 4, 6. Hvis I end i denne jeres legemlige svaghed må klage det David før klagede over den åndelige svaghed: der er intet sundt på mit legeme for hans vrede, der er ingen fred i mine ben for min synds skyld, mit hjerte slår heftig og min styrke har forladt mig, og mine øjnes lys formindskes daglig, Salme 38, 4, 11. Så ved jeg dog, at I har og føler en speciel og særlig Guds kraft i sjælen på grund af det trøstefulde og kraftige Guds Ord, som er sagt til jer, at alle jeres synder er jer forladte, hvorved I skal blive mægtig til at stå i alle jeres lidelser, og gå, som en sejrvinder derfra på det sidste, Rom 8, 37.

I har magt imod synden, når den anfægter jer, for Herren har i dag talt til jer ved mig sin uværdige tjener, det, som han fordum ved profeten Nathan talte til David: Herren har taget alle jeres misgerninger fra jer 2 Sam 12, 13. I har magt imod Satan, når han vil friste jer; for Kristi blod, som I er blevne delagtige i, har overvundet ham, Åb 12, 11, og hvad skal I frygte for døden? Fordi I har spist Kristi legeme, som har frelst jer fra døden, og giver jer det evige liv Joh 6, 54.

Så vær nu frimodig under korset, og lader ikke modet falde nu I revses af Herren. Ordsp 3, 11. Men skikker jer stille og lydig i jeres Guds vilje. Det er kommet fra Gud, det I nu lider, det skal også føre jer til Gud, om I lider tålmodig og bestandig i troen; for det bør os ved megen trængsel og genvordighed at indgå i Guds og Jesus Kristi rige, ApG 14, 22. I ved, det er Guds vilje, at I prøves, for uden hans vilje kan ikke et hår falde af jeres hoved, Matt 10, 30. I ved og, det er Guds kærlighed, og jeres himmelske Faders gode hjertelag til jer, at I så revses; for hvem Gud elsker, den revser han, Hebr 12, 6. Og synes det end for jer, ligesom Gud var vred på jer, så slutter dog hos jer selv med Israel, og siger: jeg vil gerne bære Herrens vrede; for jeg har syndet imod ham, Mika 7, 9.

Så forman da jeres sjæl til lov og tak imod Herren sin Gud, som så kraftig har vederkvæget jer i denne jeres elendighed, kalder på den dag og nat med Maria, og sig: Min sjæl love Herren, og min ånd glæde sig i Gud min frelser. Luk 1, 46, 47. Kald atter igen med David, og sig således: min sjæl lov Herren, og forglem aldrig det gode, som han har gjort mig: for han har forladt dig alle dine synder, og han skal læge al min sygdom: Han genløste mit liv fra fordærvelse, han skal også krone dig med miskundhed og barmhjertighed stedse og altid, Salme 103, 2-4. Tænk ved jer selv, når smerten er hårdest: Herre har jeg kun dig, så skytter jeg hverken om himmel eller jord, Salme 73, 25. Bi så jeres tid med tålmodighed, og sig med Job: jeg vil bie alle mine strids dage, indtil min omskiftelse kommer, Job 14, 14.

Og skal det da end være til døden med jer, så vid dog, at I har en udgang igen fra døden, Salme 68, 21. Derfor skal I, som et Guds barn stadfæste jeres håb til Gud nu i denne jeres svagheds tid, så vel som alle andre tider, og fuldkommen slutte hos jer ikke at slippe ham, i hvad han end tilskikker Jer Sig med Jacob: Herre jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig. 1 Mos 32, 26. Sig med Job: Herre vil du end slå mig ihjel, så skal jeg dog håbe på dig, du skal blive mit hjertes del evindelig. Job 13, 15.

I hvilken trøst, håb og faste tillid jeg nu slipper jer håbende visselig, som jeg også trolig skal bede Gud for jer, at han, som selv har begyndt det gode hos jer, og hidtil så kraftig styrket jer deri, han skal og selv fuldkomme det til vor Herres Jesus Kristi dag, og forlene jer bestandighed deri indtil jeres sidste ende for Kristi skyld.

Allersidst slutter præsten sin tale med et lidet ønske således:

Så befaler jeg jer i Guds nåde og barmhjertighed, han gøre jeres smerte tålelig, jeres tålmodighed stadig, jeres håb og tillid aldeles ubevægelig, og lade sin fred altid hvile over jer fra nu og indtil evig tid, amen!

Er den syge så svag, at han ikke kan udsige sit skriftemål, og præsten finder dog visse bodfærdigheds tegn hos ham med en hjertelig længsel efter det højværdige sakramente, da træder han straks til absolutionen og den påfølgende altergang, ligesom før er sagt.

End er han i den tilstand, at han hverken kan høre, eller tale, da skal dog præsten ikke forlade ham, ej heller nægte ham sakramentet, om han med tegn kan give tilkende sin attrå derefter, og at han forstår hvad der tales til ham. Men er han så svag, at han hverken kan høre, tale eller forstå, hvad der tales, da skal præsten befale ham Gud til en nådig omskiftelse, og derhos formane de hosstående, at de endrægtig bære ham for Gud i deres bønner, ligesom hine gjorde ved den værkbrudne, at han i nåde ville anse ham sit arme skabning, og trøste ham med sin Helligånd, nu han ikke kan trøstes af andre, så han må finde Guds kraft i sit hjerte til at modstå alle Satans fristelser, indtil han gør en god ende på hans svaghed, som kan være til hans ære og den syges salighed.

De som i deres livs tid har foragtet evangelium, eller dog levet ilde, uden nogen bod, hvis de af præsten vil lade sig omvende på det sidste, er det godt. Men vil de ikke, da må Kristi legemes og blods sakramente ikke gives dem, at de ej skal modtage det sig til større fordømmelse. Men de, som bekender Kristus og kender deres onde levned, og ret alvorlig bede om sakramentet, dem må man foruden al fare give det. For Guds tjener kan dog ikke videre dømme, end efter det han ser og hører.

2. artikel - om anfægtede (og trøst i anfægtelse)

Bliver nogen på sin sygeseng eller anden tid anfægtet for sine synder, så at han må klage med David, at hans synder er stedse for ham, de er blevne ham, som en svær stor byrde Salme 38, 5, da skal præsten, om så ske kan, nogle gange om dagen besøge ham, og gøre al sin flid til at føre hans sjæl til rolighed igen, så han ikke skal geråde i fortvivlelse om sin salighed, og den sorg skal blive en sorg til døden, 2 Kor 7, 10.

En Guds tjener skal i sådan tilfælde især:

Foreholde den anfægtede Guds uendelig og grundløse barmhjertighed, som er langt større og mægtigere, end alle vore synder Rom 5, 20.

Stille ham Kristus for, og især hans universelle fortjeneste, hvormed han fuldkommen har gjort fyldest for alle vore synder: Han er given for os alle, Rom 8, 32. Han døde for os alle, 2 Kor 5, 15, Hebr 2, 9. Og han frelste os alle, 1 Tim 1, 15. For han bar alle vore synder, Es 53, 4-5. Han led for dem alle, Joh 1, 29. og betalte for dem alle, idet han blev en forligelse for den ganske verdens synder, 1 Joh 2, 2. Så ved da en synder, hvem han end er, at synden ligger ikke mere på ham, men på det uskyldige Guds lam Kristus Jesus, som bar alle verdens synder. Joh 1, 29. Og så den anfægtede des mere må forsikres derom, da skal en Guds tjener:

Holde ham Guds dyre forjættelse for og den ed, som han har svoret alle dem, som gør en sand bod, i hvor grove syndere de end måtte være: Så sandt, som jeg lever, siger den Herre, Herre: jeg har ikke behag i den ugudeliges død; men heller, at han omvender sig og lever, Ez 33, 11. For når den ugudelige vender sig fra sin ugudelighed, som han har gjort og gør ret, da skal han beholde sin sjæl levendes, han skal visselig leve og ikke dø, Ez 18, 27-28. Kommer en synder først så vidt, at han kender sin synd, som han har gjort imod Herren sin Gud, og kende Guds nåde derimod, som han har vist ham i Kristus Jesus, aldrig behøver han da frygte for sin synds ondskab, hvor stor den end måtte være. For Herren er barmhjertig og vil ikke være vred evindelig Jer 3, 12. Er end vore synder blodrøde, så skal de dog blive snehvid, hvis vi kun fortryder det onde, og holder op med at synde med vilje mod Herren, Es 1, 16, 18.

Derpå har vi så mange trøstefulde eksempler, både i Det Gamle Testamente, så vel som i Det Nye Testamente, hvilke meget kan hjælpe til at sætte mod i sådan en anfægtet og bedrøvet synder. Hvor højlig havde David fortørnet Gud, både med hor, mord og andre grove synder? Gud tog ham dog til nåde, da han bekendte sin synd, og forlod ham hans ondskab, da han angrede den, Salme 32, 5. Hvad gjorde ikke Manasses imod den gode Gud, med afgudsdyrkelse, som han befordrede i Juda, med trolddom, med hans børns ofrelse til Molok, hvilke han lod gå igennem ilden, nu med Guds tjeneres forfølgelse, idet han lod Esajas save midt over med en træsav? Dog fik han nåde for Gud, der han kendte sin synd, og ydmygede sig for Herren, 2 Krøn 33, 12. Var ikke Paulus en Guds bespotter, forfølger og forhåner? Gud beviste ham dog barmhjertighed, da han omvendte sig til ham og afstod sin ondskab, 1 Tim 1, 13. Var ikke Peter en forsvoren mand mod Gud, som tre gange nægtede og forsvor sin egen Herre og frelser? Dog ynkedes Gud over ham, der han begræd sin synd og fortrød den, Matt 26, 75. Ingen er forskudt fra den nåde, hvor meget de end har syndet, uden de, som med ubodfærdighed og mistvivl selv har forskudt sig, som Kain, 1 Mos 4, 13 og Judas, Matt 27, 5.

Synes den anfægtede at hans synder er mange og store, lad ham se til den grove synderinde, Luk 7, 47. Hendes synder var og mange; men Gud forlod hende dem alle.

Synes han, at hans bodfærdighed er nu for sen, lad ham se til røveren på korset, han gjorde bod allerførst i sin sidste dødstime, og fik dog til svar af Kristus: i dag skal du være med mig i Paradis, Luk 23, 43. Synes han, hans tro er ingen ting, hvor ved han kan forlade sig på Guds barmhjertighed i Kristus, lad ham bede Gud derom, og imens nøjes med den svage tro og den begærlighed han har til at føle troen; for hvor den er, der er troen visselig også. Gud hører de elendiges begæring, siger David, Salme 10, 17. Så længe en synder ikke modvillig modstår Gud, så længe er troen hos ham, selv om han ikke føler den. Ja, idet han klager over troens mangel, må han slutte, at han dog har troen, selv om den må være, som en rygende væge og et knuset rør. For troen er mange gange, som en gnist i asken, som en guldklump, skyllet i jorden, eller som månen i sin formørkelse. Er den lille, den er der dog, er den skjult, den kendes dog, og da er det sådanne svagtroendes store trøst og hjertens glæde, at de ved, at Gud vil ikke sønderbryde det knuste rør, ej heller helt udslukke den rygende væge, Es 42, 3. Men hellere, at de ben skal fryde sig, som er sønderslagne, Salme 51, 10. For Gud alene giver selv troen til alle ApG 17, 31. Men enhver efter sin nåde Ef 4, 7, 16 på det hans kraft må fuldkommes i vor skrøbelighed 2 Kor 12, 9.

Synes han, at Gud har forladt ham, fordi han forskrækkes sådan for sine synder, lad ham da vide det, Gud svarede Sion i fordum dage: Nej, jeg har ikke forladt dig og jeg vil aldrig slå hånden af dig, Hebr 13, 5. Vel kan det synes som Gud havde forladt ham; men han skal samle ham med megen miskundhed, og om han end i sin vrede skjuler sit ansigt lidt for ham, så skal han dog med evigvarende miskundhed igen forbarme sig over ham, Es 54, 7-8. Frygter en synder for at holde det ud med Gud, han skal vide, at Gud aldrig vil friste nogen over sin evne, 1 Kor 10, 13, og har han allerede begyndt det gode hos nogen, han skal også visselig fuldkomme det til vor Herres Jesus Kristi dag, Fil 1, 6. Har han begyndt at ville det gode hos en synder, han skal også visselig give ham nåde til at udrette det, Fil 2, 13. Og fordi intet Guds barn fristes af Gud til det onde, men alting skal tjene i dem til gode, som frygter Herren, Rom 8, 28, så gør Gud det måske nu hos denne synder for at vise hans standhaftighed og gøre hans tros lys des mere skinnendes for verden, Matt 5, 16. Så bør et Guds barn i sådanne anfægtelser takke Gud hjertelig, at han vil værdiges på den måde at hjemsøge ham, og bede Gud om en god bestandighed indtil enden, at han må stride den gode strid, beholde troen og en god samvittighed, indtil han modtager retfærdighedens krone, hvilken Gud har henlagt til alle dem, som elsker hans herlige åbenbarelse, 2 Tim 4, 7-8.

Dette og andet mere kan en Guds tjener flittig foreholde en synder, som bliver fristet, og efter dets beskaffenhed henføre det på ham selv, at fordi Gud er så uendelig barmhjertig, og har tilsagt alle syndere nåde i Kristus Jesus, han da ikke af idel vantro og mishåb bekymres for sine synder, hvormed han gør Guds nåde til intet, træder Guds Søn under fødderne, og agter testamentets blod urent, hvormed han er helliget, og beskæmmer nådens Ånd Hebr 10, 29. Lad ham minde ham om hans dåb, hvorved han er blevet et Guds barn og har fået alle sine synders forladelse. Hvortil har Gud delt sit saliggørende ord med ham? Hvortil har han ved sin tjener tilsagt ham sine synders forladelse i skriftestolen? Hvortil har han gjort ham delagtig i sin Søns Jesus Kristi helligste legeme og blod og derved på ny igen forsikret ham om det samme? Skal alt dette være forgæves hos ham, hvis sjæl Gud har ment det så vel i alle ting? End byder Gud ham sin nåde til og kalder særligt på ham, nu han sådan besværes af synden: Kom til mig, du bedrøvede sjæl, jeg vil læske, jeg vil vederkvæge dig, Matt 11, 28.

Når en synder da finder den Gud, som han ellers havde fortørnet, så omhyggelig og villig til at frelse ham, og han ser intet andet, end idel åbenbare nådes tegn, endog mit i hans største fristelser, hvem skal da vel søge at overtale ham til at forskyde sådan Guds milde tilbud og modvillig udelukke sig selv fra Guds nåde uden Satan, som jager efter hans sjæl, ligesom efter et godt bytte, at han kan vinde den? O lad den anfægtede kysse på Guds hånd, og tage hans bæger med taksigelse! Lad ham glæde sig i Guds godhed og sige med David: Herre jeg fryder mig og er glad ved din miskundhed, for du ser til min elendighed og kender min sjæl i nøden, Salme 31, 8. Lad ham fryde sig i Gud sin frelser og sige med Job: Jeg ved, at min frelser lever og jeg skal se ham i glæde med disse mine øjne, Job 19, 25. Lad ham betænke med David, hvor godt det er at holde sig til Gud, og sætte sit håb til Herren: Han skal holde ved hans højre hånd, at han ikke falder, lede ham ved sit råd og omsider modtage ham til ære, Salme 73, 23-24. Lad ham efterfølge Peters råd, og med en fast tro modstå Satan vidende, at samme lidelser fuldkommes på andre hellige i verden, 1 Pet 5, 9. Med videre, som en Guds tjener selv med flid udsøger af Guds hellige ord den anfægtede til trøst og husvalelse, såsom han da især skal udvise sin iver og nidkærhed, at han ved Guds bistand må omvende en synder fra sin vejes vildfarelse og frelse hans sjæl fra døden, Jak 5, 20.

Han skal også flittig formane den anfægtede til bønnen, at han idelig og altid beder til Gud med David af den salme: Gud vær mig nådig efter din miskundhed etc. Og især med andagt nogle gange hver dag gentage disse ord: O Gud skab et rent hjerte i mig, og forny mig med en ret ånd, bortkast mig ikke fra dit ansigt, og tag ikke din Helligånd fra mig, men giv mig igen din saligheds trøst, og din gode Ånd opholde mig! Eller også kort med tolderen: Gud vær mig synder nådig!

Luk 18, 13. Eller også efter Kristi egen måde: Fader forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere. Matt 6, 12.

I lige måde skal de andre, som er hos sådanne anfægtede til stede, med bøn, læsen og lovsang daglig opmuntre deres sjæle, at de må glæde sig i Gud deres frelser, og komme jo mere og mere i Guds overflødige nådes kundskab sig til trøst og husvalelse, og endelig til en nådig befrielse fra disse hårde fristelser. Hertil forlene Gud enhver bedrøvet synder nåde, styrke og salighed for Kristi skyld.

Plages nogen med onde tanker og går altid bedrøvet og beklemt i hjertet, så at han hver dag jo mere og mere kedes ved dette liv, og må klage med Job: Jeg vil tale om mit hjertes angst og udsige min sjæles bitterhed, når jeg tænkte, min seng skal trøste mig, mit leje skal lette noget af min klage, da forfærder du mig i drømme, og gør mig bange i søvne, så at min sjæl ønsker at være kvalt, ja døden hellere end livet, Job 7, 11-15. Da skal præsten, som en Guds tjener og en ret sjælesørger:

Flittigt besøge ham, og allerførst vel udforske hans forrige liv og levned, om han, måske, med nogen grov og vitterlig last selv kan have givet årsag til denne bange og beængstede samvittighed, som han nu føler hos sig.

Han skal formane ham til sindets rolighed, at han tæmmer sine affekter, så langt det er muligt, og beflitter sig på at være Herre over sit eget sind, Ordsp 16, 32. Vare sig for ivrighed, sky ensomhed, og være flittig i sit kald, som Gud har sat ham i, så at Satan ikke skal få lejlighed i nogen måde til at plage hans samvittighed mere hos ham, vel betænkende det Sirak råder: Bedrøv dig ikke selv, og plag dig ikke selv med dine unyttige tanker, men elsk din sjæl, trøst dit hjerte og driv sorgen langt fra dig, for sorg har fordærvet og dræbt mange, og der er ikke gavn hos den, Sirak 30, 21-24. Og atter igen på et andet sted: sorg virker døden, og hjertesorg svækker et menneskes kræfter, derfor vend dit hjerte fra sorg, og giv det ingenlunde dertil, Sirak 38, 18-20.

Og fordi der er intet kraftigere middel til at hjælpe sådanne melankolske til rette med, end Guds saliggørende ord, og den højværdige nadvers sakramente, da skal præsten søge at føre sådan en beklemt sjæl dem til brug det bedste han kan, og derfor idelig og altid holde ham Guds livsalige forjættelser for, at han hænger hårdt ved dem, og trøster sig dermed, når angsten kommer over ham: Der lærer han, at her er ingen ret glæde for et Guds barn i denne verden. I skal være bedrøvede, siger Kristus, hyle og græde, men verden skal glæde sig, Joh 16, 20. Der finder han sit hjertes eneste trøst og glæde imod al sin genvordighed, Jer 15, 16. Det er den eneste ting, som er ham fornøden, Luk 10, 41. Det trøster, det vederkvæger, det opholder ham, endog når dødsens angst overkommer ham: For havde dit Ord ikke været min trøst, Herre, da havde jeg gået til grunde i min elendighed, siger David, Salme 119, 92. Der forsikres han, at Gud er ikke hans fjende, fordi dette er tilfaldet ham, og skal ikke lade hans sjæl bedrøves evindelig, Salme 55, 23.

Måske han ved dette kors skal lære at kende Satan og hans anslag, at han des bedre kan vare sig for ham, og kende Guds store kraft, som fører de gudfrygtige ud af fristelsens fare, 2 Pet 2, 9. Måske han skal og ydmyges derved, som David, Salme 119, 71. Paulus, 2 Kor 12, 7, og andre, og tænke med taksigelse på Guds store godhed med Job. Job 3. Der ser han sin milde Fader, endog i bedrøvelsens tid, ligesom igennem spindelvæv, og når han synes allerlængst borte fra ham, hører han ham dog tale venlig til sig: Se her er jeg, frygt ikke, for jeg er med dig, vig ikke, for jeg er din Gud, jeg vil styrke dig, og hjælpe dig op, jeg vil opholde dig med min retfærdigheds højre hånd, Es 41, 10. Der forvisses han af Gud selv om en god ende på al hans sorg. Jeres bedrøvelse skal vendes til glæde, jeres hjerter skal fryde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer, trøster Kristus sine bedrøvede disciple, og med dem alle Guds børn, Joh 16, 20, 22. Varer det end noget, så ved han dog, at der følger glæde på sorg, nåde og salighed for alle dem, som tjener Herren med frygt, og elske hans hellige navn, for der er sået et lys for den retfærdige, og ligger det en lidt skjult for ham, som sæden i jorden for bonden, det skal dog i sin tid igen vokse og føre evig glæde over den oprigtige, Salme 97, 11. Dette kan en Guds tjener videre udføre med mange smukke og trøstefulde bibelske sprog, både fra Det Gamle og Nye Testamente, ligesom han finder personens tilstand at være.

Han skal af den grund formane ham at gå flittig til kirke, om han har det helbred, både når bøn og prædiken holdes, og ingen time forsømme, når han kan. Desuden at han tit og ofte bruger det højærværdige sakramente og befaler sig så Gud med en ivrig og andægtig bøn, efter Kristi eget eksempel. Jo større hans angst var, jo heftigere bad han, Matt 26, 38. Kan han ikke bede med munden, så lad ham sukke i hjertet, for Herren hører de elendiges begæring, han ved deres attrå, og deres hjerter trøste sig derved, at hans øre mærker derpå, Salme 10, 17, Salme 91, 14. Sådan bad Moses 2 Mos 14, 15 sådan bad Anna 1 Sam 1, 10 og Gud både hørte og velsignede dem.

Fattes der noget i sådanne bønner, er der ikke ånd nok, er der ikke tillid nok, er der ikke hellighed nok, er der ikke andagt nok, som dem synes, lad dem vide, at de har en god og trofast talsmand Jesus Kristus hos deres himmelske Fader. Og ligeledes den gode Helligånd, som ikke alene selv med usigelige suk kommer deres skrøbelighed til hjælp, Rom 8, 26, men endog i den faste tillid, at de er Guds børn, får dem til at råbe af inderste sjæl og hjerte, Abba hjertekære fader! Rom 8, 15-16. Han skal også gøre det, at de opfyldte med al trøst og glæde skal omsider tale deres sjæle til med David: Hvorfor trykker du dig min sjæl, og hvorfor bruser du så over mig? Bi efter Gud, for jeg skal endnu takke ham, han er min frelser og min Gud, Salme 43, 5.

Således skal præsten også tilholde dem, som er nærværende, at de altid skal bede med den syge, læse og synge for ham, så hans sjæl må stedse være vakker for Gud, og jo mere og mere forglemme den bedrøvelse, som den er i. Det samme skal præsten også selv gøre, så tit han kommer til den syge, og det på knæ tillige med alle nærværende: Der skal også ske bøn for dem af menigheden både før og efter prædiken, så tit prædiken holdes, at Gud ved sin Helligånd vil opholde dem i en fast tro og en god samvittighed indtil enden.

Er det i købstæderne, da skal det ske i alle kirkerne der i byen, indtil man ser nogen forandring, men er det på landet, da i nogle af de nærmest hosliggende kirker. Kommer sådanne til rette igen, da skal på samme måde gøres taksigelse derfor fra prædikestolen, ligesom for andre syge, og det i de samme kirker, hvor der før er bedt for dem.

3. artikel - om de besatte og dem, som i en eller anden måde plages af Djævelen eller hans onde redskab

Bliver præsten kaldet til nogen, som holdes for at være besat, eller i anden måde plages af djævelen, da må han ingenlunde afslå det; men bør, efter sit embedes pligt, i Herrens navn, efter foregående alvorlig bøn og påkaldelse til Gud, straks forføje sig til den syge og fornemme hans tilstand.

Selv hvis han ikke bliver tilkaldt, og det er vitterligt, at sådan en er i hans menighed, bør han dog komme af sig selv, og, om han synes, kan han tage sine medhjælpere eller nogle andre Guds børn der af sognet med sig.

Han må ikke være for hastig til at dømme derom, at han enten gør for lidt der af, eller og for meget. For selv om sådanne eksempler, derfor Gud være æret! er nu omstunder sjældne i kristenheden, siden den stærkere er kommet over den stærke, siden løven af juda har vundet sejer, og siden engelen af himmelen, den store slangeknuser, Kristus Jesus, har bevist sin magt over Satan, og bundet ham med sin evige almagts lænke, at han ikke kan regere nu som før, Åb 20, 1. Så bør man dog ikke holde det for fabel, drømme, melankolske griller, eller anden sindets urolighed, når sådant høres blandt os, og ikke tænke, at vi nu er aldeles fri for sådanne Satans anfægtelser, ligesom der var ingen plads nu mere for ham i kristenheden, fordi han er ikke så bunden til afgrunden, at han jo endnu daglig løber om i verden, som en brølendes løve, at gribe, slide og opsluge hvem han finder, 1 Pet 5, 8. Og hvorfor skal han ikke nu lige så vel lade sig finde blandt de kristne, som før hos efeserne og filipperne, hvor Kristus lærtes og prædikedes lige så vel som hos os? ApG 16, 16, og 19, 15. Var han dog i paradis og skånede ikke de uskyldige indbyggere, 1 Mos 3, 1, 15. Var han dog så hellige tempel og skånede ikke Guds egen enbårne søn, Matt 4, 5. Hvad fred kan vi da vente for ham, mens vi leve her i denne stridende kirke på jorden? Og vi har, desværre! Set al for mange eksempler her og der i kristenheden, både på hans list og store magt, såvel som på hans grumhed, vold og tyranni, som han øver på mennesker idet indre og idet ydre, end og sommetider på de allergudfrygtigste og uskyldigste af dem.

En Guds tjener skal heller ikke være for hastig til at tro den gemene tale om sådanne syge; men han bør være betænksom i sine domme, og i sådan fald vel ved at gøre forskel på sådanne Satans gerninger, så at han ikke tager det ene for det andet, og dømmer den at være besat, som enten kun idet ydre plages af djævelen, eller og ved forgift eller anden trolddom er bragt i den tilstand, eller og måske af en naturlig svaghed således kan anstille sig, fordi der er adskillige sygdomme, som i et og andet ligner dem som er besatte, såsom månesyge, raseri, den faldende syge og andre deslige.

Derfor når præsten kommer til nogen, som er således anfægtede, skal han først og for alting vel give agt på hvorledes den syges tilstand måtte være, og derhos nøje udforske på hvad måde denne anfægtelse er overfalden ham. Hvilket han straks skal give superintendenten tilkende, efter alle omstændigheder, og imens med bøn, trøst og formaning flittig opvarte den syge, så vel som daglig antegne hvis der forefalder, for des bedre underretning om sygdommens beskaffenhed.

Siden skal superintendenten beskikke nogle visse præster der omkring, som tillige med sognepræsten derpå stedet, skal skiftes til at opvarte den anfægtede med bøn og læsning.

Disse skal allerførst i nogle lægers overværelse nogle gange komme tilsammen hos den anfægtede, og vel med hinanden overveje, om den svaghed kan være naturlig eller ej, hvis

ikke, om det da, måske, måtte være et bedrag og Satans gøglespil, Visd 17, 16. Hvorved han så tit forblinder menneskene, og således forvender deres sind og sanser, at det de tænke de se for deres øjne, er dog slet intet; eller og om sådan en vel kan anses at være legemlig besat af djævelen, så at han enten hersker og regerer idet ganske legeme og alle dets lemmer, samt sind, fornuft og alle sjælens egenskaber, eller og, at han kun har bemægtiget sig en eller anden særdeles lem på legemet, som han selv boer i, og lader sin magt især se i, så som han gjorde ved den stumme i evangeliet, Luk 11, 14.

For selv om det for mange og store årsagers skyld, er meget vanskeligt nu i disse sidste tider at gøre forskel på ånderne, og ret til grunde at kende og udforske sådan Satans legemlige og personlige besættelse i mennesker, så kan dog en Guds tjener, ikke let fare vild deri, når han spørger Gud til råds derom, og indretter sin prøve efter Guds hellige og salige ord, hvori alle Satans anslag imod os arme mennesker af Gud selv er os forud åbenbarede tillige med en kraftig recept og lægedom imod enhver af dem.

Og fordi Kristus selv siger, at sådanne djævle fare ikke ud, uden ved bøn og faste Matt 17, 21. Hvilket Paulus og har fornummet på sig selv, da den Satans engel slog ham med knytte næver, og han bad til Herren tre gange, det er, ofte og mange gange, at han ville borttage den plage fra ham 2 Kor 12, 8. Da skal en Guds tjener især forholde sådanne anfægtede, at de af al magt modstå Satan, og med en hjertens andægtig og ivrig bøn holde deres himmelske Fader deres store nød og elendighed for, at han dog for sin Søns Jesus Kristi skyld nådig vil forbarme sig over dem.

Og skal bispen til den ende forfatte en særdeles bøn i sådan tilfælde for den anfægtedes nådige befrielse, efter Guds behagelige vilje, hvilken præsten tillige med andre tilstedeværende Guds børn, til det mindste to gange hver uge, med tilbørlig iver og andagt på knæ skal bede inde hos den anfægtede, og altid slutte med Herrens bøn, og velsignelsen over den lidende.

Ellers skal de nærmeste venner, og de, som er i huset, to gange hver dag læse samme bøn for ham: på samme måde skal og i alle bedestunder, så vel som og til hver prædiken, gøres bøn for samme menneske både for og efter prædiken, ikke alene i den sognekirke, som personen er i, men end og i alle andre kirker der i byen så vel som i alle herredskirkerne der omkring, om det er på landet; dog skal den syge og anfægtede ikke personlig opføres til kirken, mens samme bøn holdes, som andetsteds brugeligt har været, med mindre det for sær årsags skyld således måtte vorde befalet, så menigheden med des større iver og andagt måtte gøre deres bøn for ham.

Hvis den anfægtede med sin ugudelighed selv har voldet sig denne store fristelse, at han enten har indgået en særdeles pagt med Satan og i så måde forbundet sig godvillig til hans tjeneste, eller og han med anden ugudelighed har givet Satan rom til sit tyranni at forøve imod ham, da skal præsten altid af Guds ord holde ham for, hvor groft han har syndet deri imod sin Herre og Gud, vise ham hvad magt Satan har over dem, som foragter Gud, Job 1, 8, Tob 6, 17, Ef 2, 2. Hvor ilde han handler med sine tjenere, og hvad for en forskrækkelig løn de få omsider for al deres tjeneste. Han skal og alvorlig formane ham at kende sin synd, for hvilken han så hårdt plages, og på Guds vegne endnu tilbyde ham Guds nåde og salighed, om han af hjertet fortryder sit onde væsen, afsiger Satan al sin tjeneste, står ham imod med en ivrig og andægtig bøn, sukker til Gud i sit hjerte, når han ikke kan bede med munden, og endelig i en fast tillid henskyder sig til Jesus Kristi hans kæreste frelseres og saliggørers dyreste værdskyld og fortjeneste, for hvis skyld han forlader sig til Guds barmhjertighed og håber stadig efter Guds faderlige vilje at udfries af denne djævelens snare, så han der efter måtte love og prise Gud altid og evindelig.

Men har han været gudfrygtig og af et kristeligt liv og levned, så at ingen kan sige, at han enten i en eller anden måde, selv har forårsaget sig denne store jammer og elendighed som et vredes tegn fra Gud, og en retfærdig straf for nogen grov djævelske gerning, da skal præsten flittig trøste ham af Guds ord, og vise ham, at Gud end og for særdeles årsager ofte således til steder de fromme og gudfrygtige til en tid at plages af Satan, som han gjorde ved Paulus, 2 Kor 12, 7, og ved den

gode Job i fordum dage, Job 1, 12 og 2, 6, alligevel at Gud selv gav ham det vidnesbyrd, at hans lige var ikke i landet, en from og oprigtig man, som frygtede Gud, og flyede det onde, og i alt dette skal et Guds barn sige med David: Herren er retfærdig, og alle hans domme er retfærdige, Salme 119, 137. For vi ved, at alle ting dog skal tjene dem til gode, som frygter Herren, Rom 8, 28. Derfor skal han formane ham, at han ikke ser på Satan eller hans onde redskab heri, og giver dem den ære, ligesom de havde sådan magt af sig selv, og kunne handle med Guds børn som de selv ville. Ingenlunde: men han skal se på Gud alene, fra hvilken alle ting kommer, det onde, så vel som det gode, Job 2, 10, 5 Mos 28, 59. Ikke et hår kan falde fra vore hoveder uden hans vilje Matt 10, 30. Og indtil han vil sige til Satan: han være i din hånd: aldrig tør Satan før lægge sin hånd på noget Guds barn, kan ej heller længer plage eller pine dem, end Gud selv vil det tillade, som af jobs historie videre kan fornemmes Så skal sådan en anfægtet synder ikke straks tænke, at Gud har slet forladt ham, eller overgivet ham aldeles i Satans magt og tyranni, fordi han til steder, at han idet ydre må plage og martre ham; men han skal tage det op, som en faderlig revselse af Gud, og gå tilbage i sig selv at betragte sit syndige væsen og sige med Guds folk hos profeten: jeg vil bære Herrens vrede; for jeg har syndet imod ham, Mika 7, 9. Han skal og tænke at Gud måske derved vil prøve hans bestandighed i troen, håbet og en kristen tålmodighed, om han end og agter Gud og Jesus så højt, at han for hans æres skyld gerne vil lide her i verden, og ikke derover forsage; men i alle ting være af den frimodighed med Job: hvis Herren end slår mig ihjel, så vil jeg dog håbe på ham, Job 13, 15, fordi han ved, at Gud er ham dog en nådig Gud, end og, mit i hans største angst, og han skal ikke friste ham over formue, 1 Kor 10, 13. Ej heller give Satan magt til at røre hans sjæl; men at den må bevares uskadt på vor Herres Jesus Kristi dag; for der er ingen fordømmelse mere i dem, som er i Kristus Jesus, Rom 8, 1. Og det skal aldrig gå Satan an, i hvor meget han end arbejder derpå, at han enten med vold eller list skal være mægtig til at skille noget Guds barn fra den kærlighed, som er i Kristus Jesus, Rom 8, 39.

Og hvis præsten da finder den anfægtede således beskikket fuld af tro og kærlighed til Gud, tålmodig under korsets byrde, frimodig og nidkær imod sin fjende og særdeles begærlig efter sin frelseres Jesus Kristi helligste legemes og blods delagtighed, da kan han i samme Jesus navn undertiden betjene ham dermed, når han er fri for den ondes anfægtelser og kan agtes bedst passende dertil, hvorpå han kortelig påminder ham om det løfte, som han før har gjort Gud i dåben, hvilket han nu her har gentaget, at han afsiger djævelen og alle hans væsen, og med troens skjold idet fuldkommen Guds harnisk og udrysting strider mandig imod sin og Guds store afsagte fjende, som en god Jesus Kristi stridsmand, så han må beholde troen og en god samvittighed indtil enden, og med glæde se og fornemme Jesus døds magt, hvormed han har gjort djævelen til intet, og betaget ham al magt over dem, som elske og frygte Herren.

Slut så med Herrens bøn og velsignelsen over den anfægtede, hvilket præsten altid gør, så tit han forlader ham.

4. artikel - om fanger og forbrydere

Præsterne skal nogle gange besøge de fangne og forbryderne, som sidde på deres liv i fængsel for deres begåede synder, før de meddele dem det højværdige Jesu Kristi helligste legemes og blods sakramente, så de med en god og kristelig beredelse kunne modtage det.

De skal for alle ting flittig formane dem til sandheds rette bekendelse, at de ikke undse sig for verden og kvæle synden hos sig selv, hvormed de lægge synd på synd, og opvække Gud til større hævn og vrede over sig, hvis de forhærde sig imod Gud og give Satan rom hos dem, idet de modstå sandhed og tale løgn; men at de åbenbart vedstå deres forseelse og give Gud ære, så de ikke skal besvære deres samvittigheder i døden og således rykkes bort herfra i deres sinds modvillige forhærdelse:

Dernæst skal de formane dem til en sand og retskaffen anger og ruelse over deres begåede misgerninger, at de har en hjertelig fortrydelse der over, ikke så meget for den skyld, at de

derfor skal lide her i verden, som allermest derfor, at de dermed har så højlig fortørnet den gode Gud og fortjent hans vrede og evige fordømmelse.

Og præsterne skal af Guds ord stille dem i almindelighed alle synders vederstyggelighed for; men i særdeleshed den synd, som de nu må lide for, hvad enten det er tyveri, mord, eller andre lignende ugerninger, at de gå i sig selv og betænke, hvor stor deres synd måtte være, særdeles i Guds øjne, som omsider, skal dømme alle, ligesom de er. Lad dem overveje deres forrige liv og levned, om de ikke med drukkenskab, letfærdighed, gerrighed, had og avind imod deres næste, ulydighed imod deres forældre og beskikkede tilsyns mænd, ja end og med sabbattens overtrædelse og Guds hellige ords modvillige forsømmelse og foragt og andre lignende synder tit og ofte ligesom har løbet efter denne ulykke, hvorved de nu omsider efter Guds retfærdige tilladelse er faldne i så grov og forskrækkelig en synd, efter det som Herren selv truer sådanne forhærdede hjerter: jeg vil sætte stød for ham, som han skal løbe an på og dø, Ez 30, 20.

Dog skal de ikke forsage i dette store syndefald, eller gøre sig den tanke, ligesom det var ude med dem, deres bod måtte være forgæves, og der var ingen nåde mere for dem, fordi de så tit havde forskudt Guds nåde, og det syntes nu, ligesom Gud havde taget sin hånd fra dem, og plat overgivet dem, at Satan måtte således forføre dem: ingenlunde; for har vi end syndet, Gud er dog trofast, som har svoret os, at han ikke har lyst til nogen synders død; men at han må omvende sig og leve. Ez 33, 11. Og hvor synden er stor, der er Guds nåde og barmhjertighed langt større, Rom 5, 20. Når vi kun alvorlig forlade os dertil af hjertet, og fortryde det onde, som vi har begået, så skal de stadig tro, at Gud har ikke straks tillukket sin nådes dør for dem, fordi han har tilstedt, at de her må indelukkes og forvares, men efter at han ikke med sin godhed hid indtil har kunnet føre dem til en sand omvendelse fra deres onde væsen, så har han måttet gribe til dette middel, at de på grund af plager, trængsel, fængsel og døden selv, skal komme i deres synders rette kundskab, som han før gjorde ved Manasse, 2 Krøn 33, 11. Akan, Josua 7, 20 og røveren på korset, Luk 23, 42. Derfor skal de bede og love Gud her i deres fængsel, som Paulus gjorde i sit fængsel til Filip, og har de hidtil været bortvendt fra Gud, som fangevogteren var på den sted, her skal de med ham omvende sig til Gud igen, tro på Jesus og blive bestandig hos ham indtil enden, ApG 16, 31.

Når de er dømte, skal præsten tit og ofte besøge dem, og med al flid drive derpå, at de nu alvorlig afbeder hos Gud deres begåede grove synd og forseelse, og med en fri vilje undergive sig den afsagte dom, den de med al rette fortjent har, og i så måde bekende for Gud og alle Guds børn, det røveren før sagde, da han hang på korset, at de nu får det, som deres gerninger kunne fortjene. Og her kan en Guds tjener gentage for dem af Guds ord de fornemste bekendelser, som de groveste syndere før gjort har, så som Akans, Josua 7, 20-21. Davids, Salme 51, 5-6. Manasses, Israels, Mika 7, 9. Røverens, Luk 23, 41, og andre fleres. De skal og formane dem til en stadig tro og tillid til Gud, at han for sin Søns Jesus Kristi skyld visselig vil være dem nådig, og forlade dem deres synder, og at de i den forsikring må være visse på, at de skal få det trøstefulde svar af ham, det røveren fik på korset: i dag skal du være med mig i parades:

Og her kan en Guds tjener minde dem om de nåderige Guds forjættelser, som vi har i Guds hellige ord om vore synders nådige forladelse i Kristus, og hvorledes han er bleven en forligelse og forsoning for alle menneskers synder, efter den anledning, som før er andraget i den artikel om de anfægtede.

Siden, om de det begære og sig dertil kristelig berede, betjenes de med Jesus Kristi helligste legemes og blods sakramente, før de henrettes, med lige ceremonier, som før hos de syge er nævnt, og bliver præsten fremdeles hos dem at trøste dem, synge, læse og bede med dem; men såfremt de bevise sig hårdnakkede, blive de ikke modtaget dertil, men befales Gud, at han for sin uendelige barmhjertigheds skyld, vil virke en kraftig omvendelse og bodfærdighed hos dem, at de ikke måtte bortdø i deres hårdnakkethed, men ved Guds ånds kraft endnu komme til sandheds bekendelse og dø salig.

Når dagen er, at henrettelsen skal forrettes, da skal præsten, i hvis sogn henrettelsen sker, med flere, om behov gøres, være betimelig hos den fangne, en eller to timer, før end det skal angå, og da skal han med god andagt og omhyggelighed igen påminde ham om det, som han i de forrige dage har handlet med ham, formane ham til en god bestandighed, end og mit i døden, at han end og, fordi det har nu så behaget Gud at lade ham her lide for sine synder, glæder sig dog der ved, at han ved og er forsikret, at denne dag skal være hans sidste stridsdag, og hans første rette og forfalskede glædes dag, hvor ved han skal få ende på al sin elendighed, og gøre en glad overgang fra dette arme, syndige og elendige liv til det evige salige og udødelige liv hos Gud i himmelen. Hvorfor han inderlig skal råbe til Gud, at han nu især vil komme ham til hjælp med sin gode ånd og nåde, at han nu således med frimodighed må se døden i øje, og i en fast tro og tillid holde ud denne hans sidste stridsdag her på jorden, at han må blive en sejrvinder, og se sin omskiftelse i glæde. Og skal præsten idelig læse, bede og synge med ham, at han må holde ham i en stadig andagt til Gud. Særdeles skal han en og anden gang læse hans tros artikler for ham, og kortelig udlægge det fornemste deraf, ham til trøst og glæde.

Ligeledes de små vers af litaniet: O du Guds lam etc. med nogle passende bønner, som til denne handling særdeles kan være indrettede.

Hvis præsten fornemmer nogen frygt eller angst hos synderen, skal han lade give ham vin, fordi Gud selv har befalet, at man skal give de bedrøvede vin, som skal omkomme, så de må forglemme deres elendighed på jorden, og ikke mere tænke på deres jammer og ulykke, Ordsp 31, 6-7. Dog skal præsten heri se vel til, at han ikke drikker for meget, og således måtte besvære sit hjerte med drukkenskab imod Kristi advarsel, Luk 21, 34.

Her hos kan han også passende erindres om den drik han for nogen tid drak idet højværdige sakramentes modtagelse, ved hvilket han skal opholdes til det evige liv.

Hvis han end mere tørster, da skal hans tørst alene være efter sin Jesus, at han længes at komme til ham, og nyde den salighed, som han har erhvervet ham på korset, og hans længsel til at fuldkomme hans og alles vores salighed. Og denne tørst skal han om kort tid i fryd og hjertens usigelige glæde slukke af de søde vellysters strømme, den udvalgte og livsalige engledrik, som han da skal nyde i overflødighed med Guds hellige og udvalgte i himmelen.

Når synderen skal føres ud til retterstedet, da skal præsten følge ham, og altid formane ham, at han i Jesus navn går med et godt og trøstefuld mod herfra betænkendes hvad for en vanskelig og besværlig gang hans kæreste frelser, Guds egen søn, gik for ham, der han blev ført ud til hovedskalstedet, at lide den forsmædelige død iblandt forbrydere for vore synder.

Lad ham glæde sig derved, at hvert trin han nu gør, kommer han alt mere til sin frihed, og skal aldrig se kval, bånd eller fængsel mere, lad ham betænke, hvad syndige gange han har gjort al sin livs tid her i verden, denne gang skal nu gøre en ende på alt dette, og lede ham til en evig befrielse fra synden. Lad ham eftertænke, hvor mangt et modigt fjed, hvor mange farlige og bekymrede rejser han har gjort her i verden, nu skal han snart ved denne gang komme til det sted, hvor han skal være uden al frygt og fare, at han kan sige til sin sjæl med David: min sjæl kom igen til din roe, for Herren har gjort vel imod dig, han har udfriet min sjæl fra døden, mit øje fra gråd, og min fod, at jeg ikke blev omstødt, nu skal jeg vandre idelig for Herren i de levendes lande, Salme 116, 7-9.

Og så han ikke skal falde i fremmede tanker, da skal præsten den ganske vej tale med ham af Guds ord, og især foreholde ham de kraftige kernesteder om vor genløsning på grund af Kristus, om Guds store overflødige miskundhed imod alle bodfærdige, så vel som en salig udgang her af verden for alle troende, såsom Es 53, 4-5; Ez 33, 11; Hos 11, 8-9; Jer 3, 12; Es 43, 25; Mika 7, 18-19; Joh 3, 16; Rom 5, 8-10 og 8, 32; 1 Tim 1, 15; 1 Joh 1, 7; Joh 5, 21; 1 Joh 2, 1-2; Rom 8, 34; Rom 8, 17-18; Åb 14, 13.

Og præsten skal vel give agt på, at han får svar af synderen på hvis han fremsætter, og derfor nogle gange tilspørge ham, om han har forstået hvad han har sagt, om han har fattet det, om han tror det, og forlader sig visselig dertil, om han og finder nogen trøst og vederkvægelse deraf i sit hjerte, og så man, så vidt muligt er, må betage ham al frygt for døden, og holde ham i en stedsvarende andagt og tanke om det himmelske og evige, da skal præsten imellem stunder synge og bede med ham, og holde ham dertil, at han selv tillige med beder og synger, dertil kan bruges disse salmer:

Hjertelig jeg nu længes etc.

Herre Jesus Krist, sand menneske og Gud etc.

Når min tid og stund er for ham etc.

Og andre lignende.

Når han kommer til retterstedet, hvor henrettelsen skal ske, da skal præsten end yderligere formane ham til frimodighed i ånden, at han ikke forsager nu det yderste eller undser sig for døden vidende, at hans forløsning nu stunder til, Luk 21, 28, og enten han lever eller dør, så hører han Herren til, Rom 14, 8. Og så han på Guds vegne, så vel som den hele forsamling af mange omstående Guds børn, må være des mere forsikret, om denne arme synders retskaffen bod og bodfærdighed, da skal præsten befale ham, at han nu allersidst gør sin sidste bekendelse åbenbart, og med lydelig røst oplæser Trosbekendelsen.

Derpå spørger præsten således:

Er dette jeres faste tro og bekendelse, om Gud, i hvilken i agter at ende jeres liv her i verden?

Tror I da, at I er en grov synder, og i mange måder højlig har fortørnet jeres gode Gud, men særdeles med denne jeres store synd, hvorfor i nu skal lide, bekender og rund ud, at I har fortjent døden derfor, og at I fortryder det inderlig af jeres hjerte?

Tror I også, at I for Kristi skyld har fundet nåde hos jeres Gud, for den og alle andre jeres synder, og at denne død skal være jer en indgang til det evige liv?

Har I også af hjertet forladt alle og enhver, som jer kan have gjort noget imod, så at I bær intet had eller vrede i jeres hjerte, hverken imod øvrigheden, som på sit embedes vegne må holde denne ret over jer, ej heller over nogen anden, i hvo det og være kan, af jeres medkristne og næste?

Er I og i den Herres Jesus navn fuldkommen beredt til at dø villig for dine begåede synder?

Til hvilket alt sammen synderen i særdeleshed svarer ja.

Derpå siger præsten:

Så vil jeg da i den Herres Jesus navn endnu, til denne jeres tros desto større bestyrkelse og yderligere vished og forsikring om Guds nåde, efter den magt og myndighed Gud selv har givet mig oven fra, at hvad jeg forlader her på jorden, det skal også være forladt i himmelen, tilsige jer denne jeres begåede N. synds, og alle andre jeres synders forladelse, i Gud Faders, Søns og Helligånds navn.

Og imens dette sker, sidder synderen på knæ, og præsten lægger sin hånd på hans hoved, og således, som sagt er, forkynder ham sine synders nådige forladelse.

Fremdeles siger præsten dette lille ønske:

Den Herre Jesus han styrke og opholde jer i den sande og rette tro indtil enden, for sin hellige døds og pines skyld, amen!

Så står synderen op igen, og straks begynder præsten at synge:

Nu bede vi den h. Ånd etc.

Når den er sunget, siger præsten til ham:

Så lader nu se, at I, på grund af Guds ånds kraft, så trøster og opholder jer, at du forsmår og foragter al denne verdens spot og usselhed, som I her må udstå, og fæster jeres sind og tanker på den tilstundende evige glæde i himmelen, hvor du skal ærefuldgøres med jeres Jesus, efter at I ved en salig død har fået en ende på dette jeres syndige, forkrænkelige og smertefulde liv her i verden, hvor om I nu med andagt skal synge med mig denne vor kristen kirkes meget trøstefulde salme:

Jeg beder dig min Herre og Gud etc.

Præsten begynder salmen, og synger ganske ud til enden. Derefter siger præsten: Så formoder jeg da, at I nu således er beredt til at gå i møde med jeres Gud, at I ikke frygter for døden, som ligger i vejen for jer: så skik nu jeres sind, sjæl og hjerte ret for Gud, og modtager Herrens velsignelse:

Herren være med jer!

Herren velsigne dig, og bevare dig etc.

Går hen i Herrens fred! Amen.

Herpå gøres han ganske færdig til henrettelsen at udstå, og bliver præsten imens alt stille hos ham og trøster ham, minder ham om, (hvis han bindes) hvad bånd Kristus Guds søn måtte lide for hans skyld, og endog han nu ikke kan røre sig, så skal han dog om en korte stund bevise sig en ret Samson, og sønderslide endog dødsens hårdeste bånd, fordi Kristus har gjort al dødsens magt til intet for os, så at han frimodig kan sige: Død, hvor er din sejer? Helvede, hvor er din brod? Lovet være Gud, som gav os sejer ved vor Herre Jesus Kristus. 1 Kor 15, 55, 57.

Når han således er ganske rede til at udstå sin straf, skal præsten allersidst formane ham til at holde hårdt ved Gud, og stå fast i troen indtil enden, så han må få livsens krone. For den, som sejrer, ham skal gives ærens krone, Åb 2, 10 og 3, 11. Han skal ikke i nogen måde frygte sig for døden, for denne er tiden på hvilken Gud skal gøre ham til en sejrherre over alle sine fjender, ja end og over døden selv: man kan sige til ham i den tilstand det, som Moses før sagde til Israel, der farao forfulgte dem; frygter ikke, men står og ser Herrens salighed, 2 Mos 14, 13-14, som han visselig skal gøre jer på denne dag, for at alle de fjender, som i kan indbilde jer og alt det onde, som i kan synes at se for jer, alt dette skal i ikke se mere evindelig. Så vær da stærk i Herren, og står fast i troen, på grund af Guds styrkes magt, 1 Kor 13, 16, Ef 6, 10.

Allersidst formaner præsten ham, at han gør en god andægtig bøn til Gud, og dermed overleverer sin sjæl i Guds hånd der skal intet ondt, ingen sorrig, ingen pine eller kval røre den.

På samme måde formaner han alle omkring stående, at de tillige gøre en hjertens bøn til Gud for den arme synder, at Gud i nåde vil anse hans omvendelse, og forlade ham alle hans synder, styrke, opholde og bevare ham i troen indtil enden.

Så falder synderen på knæ, og præsten tillige, og beder lydelig for ham en kort børn, som kan skikke sig derpå.

Siden læser han Fader vor etc. Og skal præsten forblive hos ham, tale til ham, læse og bede med ham, indtil han er henrettet.

Hvis han enten hænges eller brydes på sine lemmer, eller også levende martres og deles, da må præsten ikke forlade ham, før han er død, men skal stedse råbe til ham, alt mens han pines, at han tænker på sin Jesus, og sukker inderlig til ham:

Herre Jesus forbarme dig over mig! Hellige Herre Gud!

Hellige Herre Gud!

Hellige Herre Gud, forbarme dig over mig!

Herre Jesus jeg befaler min sjæl i dine hænder! Amen.

7. kapitel - om bandsættelse og afløsning af band

1. artikel - om bandsættelse

De, som skal sættes i band, skal præsten tre søndage i rad lyse for fra prædikestolen på denne måde:

Det er den kristne menighed vel vitterligt, hvad for en stor synd og forargelse her en tid lang har ligget på os, på grund af en hårdnakket synders ukristelig forhold. Og fordi han ingenlunde vil modtage nogen påmindelse af Guds ord, som jeg både hemmelig og offentlig, tit og ofte har gjort ham / hende, så vil jeg nu første gang lyse til bands over samme modvillige synder. Hermed vil jeg alvorlig formane ham på Guds og mit hellige embedes vegne, at han endnu i tide omvender sig, angrer og fortryder sin grove N. synd, og beviser Guds ord og det hellige embede den tilbørlige lydighed, som han dem skyldig måtte være.

På samme måde lyses og de andre påfølgende to søndage, dog så det passer med tiden. Hvis han da ikke indstiller sig [: forbedrer] inden det bliver udlyst, skal præsten efter provstens og biskoppens foregående råd og samtykke, siden fortsætte med hans bandsættelse og ved navn udelukke samme person af Guds menighed, og det på efterfølgende måde:

Søndagen, efter at prædiken er forbi og alt andet er forkyndt fra prædikestolen, begynder præsten at tale yderligere således:

Vor Herre Jesus Kristus har betroet sin kristne kirke her på jorden, de rette himmeriges nøgler og givet dem den myndighed, at hvad som helst de binde på jorden, det skal også være bundet for Gud i Himlen, og hvad de løse på jorden, det skal også være løst i Himlen, Matt16, 19. Herren har også selv yderligere forklaret efter sin opstandelse, at hvem de forlader synderne, dem er de forladte, men hvem de derimod nægter at forlade synderne, dem er de ikke forladt, Joh 20, 23. Også den hellige Guds mand og apostel Skt. Paulus har, drevet af samme Guds Ånd, strengt og alvorligt befalet, at de, som synder åbenbart, skal også straffes åbenbart for alle, så de andre kan tage sig i agt og det onde således udryddes af menigheden. Derfor er det fornøden, at vi også i denne Guds menighed retsindigt med tro og flid holder denne den kristen kirkes myndighed, Gud til ære, synderen til omvendelse, og menigheden til en god opbyggelse.

Nu findes der, desværre, her i menigheden denne grove og forargelige synder N. N., som har bedrevet det og det etc. (Her opregnes, hvad slags synd, der er tale om, med et eller andet eksempel fra Guds Ord). Derfor bør vi, som rette kristne udrydde sådan gammel surdej og skille den forargelige synder fra os, at han med sin synd ikke yderligere skal forarge eller fordærve hele menighed, og føre Guds retfærdige vrede over os tillige, sig selv dermed til des større straf og fordømmelse. Da jeg ikke tvivler på, at enhver af jer, som er en ret sand kristen, er af samme mening som mig, så vil jeg nu efter Guds hellige ord, om sådan en djævels gerning og stinkende vederstyggelighed, i den Herres Jesus Kristi navn, med vor Herres Jesus Kristi kraft, på mit embedes og den kristen kirkes vegne, kundgøre og åbenbart forkynde, som jeg og hermed kundgør og åbenbart forkynder: N. N. er for sådanne grove forseelsers skyld et bandsmenneske og udelukket fra den kristen menigheds samfund og sakramente, som en hedning under sådanne sine synders beholdning og band, og under Guds vrede, som han hidtil har samlet sig selv med sin hårdhed og ubodfærdighed. Og hermed så overgiver jeg ham i Satans hænder til kødets fordærvelse, for at hans sjæl efter en sand omvendelse må blive fri og salig på vor Herres Jesus dag.

Hvor på klokkeren, om det er i købstæderne, og degnen, om det er på landet, straks leder denne bandsatte synder, om den er da til stede, ud af kirken i den ganske menigheds påsyn.

Dog skal det ikke være sådan en synder forbudt, i den tid han er under band, at komme i kirken for at høre Guds ord. Han skal imidlertid have en særlig plads for sig selv nederst i kirken, som han får anvist. Så snart præsten går fra prædikestolen skal klokkeren (degnen) hver gang lede ham fra den anviste plads ud af kirken.

Kan det i særlige tilfælde ikke ske uden forargelse, at han bliver i sognet, da forvises han til et andet sogn i nærheden, hvor han også på samme tid og måde, som sagt er, hver gang ledes ud af kirken.

2. artikel - om afløsning af band

Når en hårdnakket og forhærdet synder således, som sagt er, er blevet sat i band, og som en hedning, efter Kristi befaling, offentlig udelukket af Guds og Jesu menighed, da bør dog en ret Guds tjener ikke helt opgive ham (hende). Han skal betænke, at sådan bandsættelse sker til omvendelse og ikke til fordærvelse, 1 Kor 5, 5. Derfor skal en Guds tjener, som en ret hyrde, efter Kristi eksempel, flittig søger efter det fortabte får, og med bøn og forbøn, så vel som alvorlige formaninger, lærdom og undervisning, både offentlig i prædiken. Det skal han gøre, så tit lejlighed gives af teksten, og hemmelig for sig selv, idelig og altid ved Guds nåde og den Helligånds kraftige forarbejdelse stræber at overvinde al Satans magt i ham og ved Guds mægtige finger løse ham af de hårde syndens bånd, som ligger på ham, så han i tide måtte omvendes til Gud og leve.

Det kan da komme så vidt, at den bandsatte, ved den Helligånds oplysning, ser sin synds vederstyggelighed og den meget farlige og fordømmelige tilstand, som han derved befinder sig i, så at han angrer og fortryder sit hjertes hårdhed og modvillighed. Derfor vil han længes inderlig efter at komme i venskab med Gud igen og antages i de helliges forsamling, at han her med andre Guds børn igen må have del i de hellige og himmelske ting i Guds kirke sin bekymrede sjæl til trøst, glæde og trøst. Hvis han da retsindig giver sin fortrydelse tilkende i en sand og alvorlig bekendelse, og man ellers finder rette bodfærdigheds tegn hos ham, skal præsten straks give provsten (og, om højvigtighed udkræver det, bispen også) det tilkende.

Den bandsatte skal da indkaldes og i nogle andre præsters overværelse flittig forhøres og efter muligst befunden alvorlig anger og ruelse tillades at lyses af band igen og modtages i Guds menighed, hvilket skal ske på efterskreven måde:

Først skal præsten søndagen før forkynde fra prædikestolen, at N. N., som på grund af sin hårdnakkethed og forhærdelse i synden er for nogen tid siden sat i band og udelukket fra Guds menighed, nu ved hans store nåde er kommet til sin synds rette kundskab og fortrydelse, og begærer hjertelig at forliges med Gud og modtages igen i den kristne menighed. Han er flittig blevet forhørt, og grundig undervist om, hvor meget han har fortørnet den gode Gud med sin begåede, grove og forargelige synd, og om hvad der især udkræves af ham til en alvorlig omvendelse fra synden. Og han har også med adskillige bodfærdigheds tegn givet sit hjertes anger og vemodighed til kende. Derfor har man i den Herres Jesus navn besluttet på tilkommende søndag efter hans foregående offentlige bekendelse og afbedelse ved den hellige afløsning offentlig at løse ham af kirkens band og, efter hans inderlige attrå, modtage ham igen til de helliges samfund her i menigheden. Hele menigheden formanes derfor til, at de alvorlig beder Gud for denne synder om hans nåde og Helligånd til en sød og salig omvendelse, og at Gud, som allerede så vel har begyndt det gode i ham, også selv til sit hellige navns evige lov og ære kraftig vil fuldkomme og stadfæste det hos ham, indtil vor Herres Jesus Kristi dag.

Og synderen bør selv være til stede samme tid i kirken på det forordnede sted og føje sin bøn tillige med menighedens forbøn til Gud og med suk og klage lade se sin alvor til en sand bod.

Den bandsatte skal samme dag efter prædiken møde (nederst inden for den største kirkedør, om det er i købstæderne, og på sognestævne, om det er på landet) og vemodig med sammenlagte hænder (og blottet hoved, om det er en mands person,) bede præsten og den menige almue, at de vil have medynk med hans jammerlige tilstand, forlade ham de store forargelser, som han i sit syndige væsen har givet dem, og af et kristent hjerte bede fremdeles med og for ham, at han igen må forsones med Gud og den kristne kirke: hvilket ham da efter en kort foregående revselse 2 Kor 6, 6-7, tilsiges med formaning, at han herefter vogter sig for sådan og anden forargelig synd og til næste søndag rettelig bereder sig til at gøre sin usvigelige bekendelse og afbedelse for Gud og menigheden.

Når dagen da kommer, at synderen skal offentlig afløses, står han nederst i kirken på det sted, som han er blevet vist, mens han var under band, og præsten gør efter prædiken atter igen aflysning for ham fra prædikestolen således:

Det er jer vel kendt, mine elskelige, hvordan N. N. på grund af sin gudsbespottelse, ulydighed, og opsætsighed imod ham og hans hellige ord, hvormed han i højeste måde har fortørnet den allerhøjeste Gud og forarget den kristne menighed, har i nogen tid været udelukket fra det højværdige alters sakramente. Han fremturede i samme ondskab, uagtet alle til ham gjorte både åbenbare og hemmelige påmindelser. Efter foregående offentlige aflysning, som tre gange er sket til ham ved navn her fra prædikestolen, blev han omsider den N. N. søndag, (her nævnes dagen og datoen, hvornår bandsættelsen er sket,) som en død og skadelig lem skilt og afskåren fra dette åndelige Kristi legeme, offentlig bandsat og, som et bands menneske og en hedning, aldeles udelukket fra den kristen kirkes samfund og delagtighed. Under sådanne sine synders beholdning, band og Guds strenge vrede blev han overgivet Satan til kødets fordærvelse, for at hans sjæl måtte efter en sand omvendelse dog endelig blive bevaret på vor Herres Jesu dag;

Han er nu ved Guds særlige nåde kommet til sine grove synders kundskab og hjertelig fortryder, at han så højlig har fortørnet den gode Gud og forarget denne menighed. Han beder også Gud inderlig om nåde og sine synders forladelse og står også for denne ganske menighed parat til at fremkomme og afbede den store forargelse, som han har givet jer. Derfor er det jo tilbørligt og kristeligt, at vi med englene glæder os over fornævnte N. N.’s bod [pønitense] og af hjertet lover, priser og takker Gud, som, efter sin store og uransagelige barmhjertighed, ikke alene i almindelighed har forbarmet sig over det fortabte menneskelige køn, men endog i særdeleshed bevist sin hjertelige barmhjertighed imod denne fortabte og grove synder N. N. Gud har givet sit hellige ord kraft og virkning hos ham til en sand omvendelse, så han med os, og vi med ham har høj årsag til sammen at ophøje Herrens hellige navn og forkynde hans lov i menigheden:

Så ville vi også af kristen medlidenhed og kærlighed nu i det velsignede Jesus navn, efter hans indstændige begæring, og hjertelig længsel, igen modtage ham til den hellige nadvers og kristen samfunds delagtighed, når han først offentlig har gjort sin synds alvorlige bekendelse og derpå følgende retsindig afbedelse, hvortil Gud forlene ham sin Ånd og nåde ved Jesus Kristus vor Herre!

Derpå synges fra prædikestolen den sædvanlige sang, som hører til dagen, hvis noget er at forrette med barnedåb, offer eller andet, som plejer at ske, før altergangen angår; (for hvor det forefalder, der bør det først at forrettes;) dernæst synges nogle vers af:

Af dybsens nød lader os til Gud etc. (eller nogle andre passende vers fra den anordnede salmebog).

Imens træder synderen frem til absolutionen. (Er intet af sådant at forrette, da begyndes disse samme vers straks fra prædikestolen.)

Så snart disse vers begyndes, går klokkeren (degnen) straks ned og beder synderen nu i Jesus navn træde frem for Guds og menighedens åsyn og afbede sin begåede synd og forargelse, hvorpå han går op og sætter sig på knæ enten i kordøren, eller på det forordnede sted, oppe ved alteret, hvor intet kor er. Når sangen er til ende, kommer sognepræsten, som da selv bør forrette embedet, og kortelig, før han begynder afløsningen, forestiller menigheden den meget ynkelige tilstand, som de mennesker er i, som er under kirkens band, så vel som Guds overvældende nåde til at løse deres bånd og sætte dem i frihed igen, når de alvorlig ville omvende sig til ham, og det på denne måde:

Elskelige i Herren! Her knæler i dag for Guds høje nådes trone denne ængstede og bodfærdige synder som på grund af sin forhærdelse imod Guds hellige ord og bestandighed i sit onde og forargelige væsen har gjort sig uværdig til Guds nådes delagtighed, (her nævnes synden). Som et bands menneske er han derfor for nogen tid siden offentlig blevet udelukket fra de helliges samfund og Kristi velgerningers brug i hans hellige kirke. Det er sket efter den rette apostolske magt og myndighed, som den almægtige Guds enbårne Søn, vor rette ypperstepræst og eneste saliggører Kristus Jesus, ved sin bortgang af verden har efterladt og bevilget sin kristne kirke og alle retsindige Kristi disciple, at hvad de binde på jorden, det skal og være bundet i himmelen.

Betænk dog hvad for en forskrækkelig og meget bedrøvelig tilstand han imens har været i. For et menneske, når det er under band, er det ikke da under Guds vrede, et vredens barn? Ef 2, 3. Er det ikke under syndens og Satans herredømme, syndens barn og et djævels menneske? Rom 6, 13, 16. Er det ikke uden Kristus og uden forjættelse, et dødsens barn og et fordærvelsens menneske? Ef 2, 12. Hvad, menneske? Nej, et ådsel af et menneske, et stykke dødt kød, som fordærver det ganske legeme, 2 Tim 2, 17. En hund, som ikke har del i det hellige, Matt 7, 6, men står uden for, Åb 22, 15.

O hvad for en farlig og fordærvelig tilstand stikker sådan en synder i! Når vi ret betænke det, da må vi vel sige om sådanne, det præsten Mattathias før sagde om Jerusalems tempel, da den var i Antiokus’ magt, og blev forsmædelig tilredt af hedningerne: Helligdommen er i de fremmedes hænder og Herrens tempel er blevet, som en mand uden ære, eller og, som vor første version giver det, som et fordømt menneske, 1 Makk 2, 8. Det er Guds børns ære og glæde i verden, at de må kaldes den levende Guds tempel, om hvilke Gud har sagt: jeg vil bo i dem og vandre der i, 2 Kor 6, 16, og om dem hedder det rettelig: der er ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, de som vandrer efter Ånden og ikke efter kødet, Rom 8, 1. Men når Satan på grund af syndens ondskab indtages i Guds bolig, så hans onde råd gælder mere end Guds trohjertige formaninger, hvad bliver da sådan en andet, end et æreløst tempel, Satans bolig, og som et fordømt menneske? Om hvilket og deslige der med rette kan siges, hvis de blive i synden, det Kristus før sagde om jøderne: jeg går bort, og i skal dø i jeres synder, Joh 8, 21.

Sådan en meget ynkelig og bedrøvelig stand har denne arme synder hidtil været i, men lovet være Gud og vor Jesus Kristi Fader, som har givet ham saligheds forstand til omvendelse fra det onde væsen, og alle hans synders nådige forladelse! Luk 1, 77. Nu kender han sin synd, og hvad syndens fortjeneste skal være, om Gud ville handle efter retten med ham: nu klager han over sit hjertes hårdnakkethed og beskylder sit hjertes ondskab, hvormed han har gjort sig selv skyldig i Guds evige vrede og den evige fordømmelse. Han har følt Guds vredes svøbe, hvorved han er uddrevet af Guds tempel, Luk 19, 45, og han måtte vel frygte, at den omsider skal blive til en skorpion for ham, som Salomons svøbe i Roboams hænder, 1 Kong 12, 11, til en slange, som aldrig skal dø, Es 66, 24, men kvæle og nage ham evindelig, hvis han ikke i tide omvendte sig til Herren.

Derfor kaster han sig ydmyg ned for Guds nådestol, og med hjertens fortrydelse over sine begåede synder i tro og tillid til Guds store nåde og overflødige barmhjertighed i Kristus Jesus råber med den syndbundne tolder: Gud være mig synder nådig! Luk 18, 13, og med den fortabte søn: ak Fader! Jeg har syndet imod himmelen og dig. Og jeg er ikke værd at kaldes dit barn, Luk 15, 21.

Så har Gud allerede smeltet hans hjerte, at det er nu som voks, hvad før var som stål og jern, nu som kød, hvad før var som flint og marmorsten, Ez 36, 13. Vi må vel sige, at Gud midt i sin vrede tænker dog på barmhjertighed, idet han ikke alene modtager syndere, som omvender sig til ham, Matt 11, 19, men endog selv kommer dem i forkøbet med sin nåde, så de få kraft til en sand omvendelse, Salme 59, 11.

Vid da du, som nu hengiver dig til Guds nåde, vid dette, at du ikke tager denne Guds nåde forgæves, 2 Kor 6, 1, men betænk, at for sådant kommer Guds vrede over vantroens børn, Ef 5, 6. Se vel til, at din omvendelse er alvorlig uden skrømt, og din fortrydelse redelig uden falskhed, at du ret kan sige med David: Ak Herre mit hjertes angst er stor, fri mig af al min nød! Og forlad mig alle mine synder, Salme 26, 17-18. Tak Gud, som har ladet sit nådes ord være kraftigt i dit hjerte, hvorved han har virket den bedrøvelse hos dig, som er efter Gud, hvilken gør omvendelse til salighed, som man aldrig fortryder, 2 Kor 7, 10. Hav din tros øjne på det uskyldige Guds lam, som bar alle verdens synder, Joh 1. Og kaster nu i fuld tro og tillid denne din begåede grove synd og alle dine andre synder på ham: trøst dig ved, at al synd er lagt på ham, for at du skal retfærdiggøres, og al straf på ham, for at du skal have fred, Es 53, 5.

Så stræb nu ved idelig bøn og påkaldelse, at du fremdeles må være i fred for synden, at den ikke mere skal herske over jer, Rom 6, 12, så du altid kan have en god samvittigheds fred med Gud på grund af Jesus Kristus, indtil du omsider besidder den fuldkommen og evigvarende fred hos Gud selv i himmelen.

Og for at sådan din bod og fortrydelse over dine begåede og grove synder, samt tro og tillid til Guds nåde i Kristus Jesus, og det kristne forsæt du nu har til et bedre liv og levned her efter at fremdrage, må nu des mere blive åbenbaret for denne Guds menighed, da tilspørger jeg dig etc.

Her forfølger sognepræsten de spørgsmål, som før findes antegnede ved den offentlige afløsning, og efter at synderen tilfredsstillende har svaret til alle forelagte spørgsmål og derpå afbedt sin forargelse for menigheden, taler præsten videre således:

Fordi Gud ikke vil nogen synders død, men at alle skal omvende sig og leve (Ez 33, 11), så bør vi ikke alene glæde os med hinanden over denne synders omvendelse (Luk 15), men også efter Kristi eksempel gerne modtage ham og med en sagtmodig ånd hjælpe ham til rette igen, Gal 6, 1. Vi bør også af hjertet bede Gud for ham, at han for sin Søns Jesus Kristi skyld, som er kommet til verden, at gøre syndere salig, vil være hans misgerninger nådig og aldrig mere ihukomme hans store uretfærdighed, Hebr 8, 12. Og da vi heri aldeles ingen tvivl har om Guds nåde, som altid står færdig med udstrakte arme at tage imod bodfærdige syndere, så vil jeg, som Guds uværdigste tjener, efter denne din aflagte bekendelse og offentlig gjorte afbedelse for den kristen menighed, på Guds og mit hellige embedes vegne i den Herres Jesus navn hermed løse og frigive dig af kirkens hårde band, som du hidtil har været under, og give dig frihed til, at du herefter må have samfund med os igen, ligesom vor samfund skal være med Faderen og hans Søn Jesus Kristus, 1 Joh 1, 3.

Og for at din glæde må være fuldkommen, og du des mere forsikres om denne Guds store nåde, da vil jeg til des yderligere bekræftelse, efter den af min Herre Jesus mig givne myndighed, på hans blotte og kraftige ord tilsige dig N. N. denne din begåede N. synds og alle dine andre synders forladelse, i Gud Faders, Søns og Helligånds navn.

Står op, går bort i Herrens fred, tak Gud, som har taget dig til nåde, og synd ikke mere.

Derpå fører klokkeren (degnen) ham hen til sit sædvanlige sted i menigheden, hvor det, før han kom under kirkens band, har været, og imens synges, før altergangen foregår, af den salme: Guds Søn han sagde selv disse ord: disse fire vers: så komme der da til etc.

8. kapitel - om forlovelse og ægteskab

De, som ville begive sig ind i det hellige ægteskab, skal nogle dage før melde sig for præsten, og, såfremt han ikke selv til fulde kender dem, fremvise for ham lovlig anbefaling og bevis, at der intet er for begge parter, som efter loven kan hindre deres ægteskab.

I købstæderne, og hvor sådanne beviser ikke kan haves, skal de stille to gode mænd til trofaste forlovere for sig, en for hver af dem, som skal bevidne for dem hos præsten om det samme. De, som bevidner således for andre, skal vide god besked derom, med mindre de vil anses for løgnere, hvis det siden findes at forholde sig anderledes. Denne straf skal præsten foreholde dem, før de gør sådant løfte.

Er de soldater, da skal de efter krigsartiklernes indhold, føre deres obersts attest og tilladelse med sig, at de må giftes, og at der intet er, som lovlig kan hindre deres påtænkte ægteskab.

Hver præst skal, i en indbundet bog ved dag og tid indtegne deres navne, som han trolover og sammenvier, tillige med deres, som enten har attesteret med dem, eller og bevidnet for dem.

Præsterne må ingen sammenvie, som ikke forinden har været til Guds bord.

Alle enkemænd og enker skal først bevise, at de har holdet skifte og gjort ret med den afdødes børn eller arvinger, før de må vies sammen.

Præsten må ingen hindre i sit lovlige ægteskab, med mindre de vitterlig er udygtige [uegnet] dertil, som gildinge, som ikke må tillades at komme i ægteskab med nogen.

De, som er døve, stumme eller blinde, må ikke forbydes ægteskab af præsten, såfremt de ellers på en eller anden måde kan give deres vilje og samtykke tilfredsstillende tilkende.

Ingen må sammenvies til noget ægteskab, som ikke først er trolovede, og tre søndage efter hinanden fra prædikestolen offentlig lyst for, undtagen de, som er i rangen, eller af adel, og de som lige med adel agtes, hvor det skal holdes for fuldt ægteskabsløfte, når begge parterne i seks af fælles venners nærværelse tilsiger hinanden ægteskab, og giver hinanden fuld ja-ord.

Trolovelsen sker, enten i præstens hus, eller deres eget, ligesom de ønsker det, i mindst fem vidners overværelse, og det på efterskrevne måde:

De, som skal troloves, står hos hinanden, manden på den højre og kvinden på den venstre side. Så træder præsten mit for dem, og med en kort tale af Guds Ord holder dem den hellige ægteskabsstand for. Hvorledes og til hvad ende, den er indstiftet af Gud, og hvad han især fordrer af dem, som træder i denne stand. De skal blive Gud tækkelige deri og nyde den velsignelse, som Gud har lovet denne stand, om de ellers frygter og elsker ham. Denne tale slutter han allersidst med en applikation til nærværende fæstefolk, og med et kort ønske over dem begge.

Derpå tilspørger han enhver af dem, og først fæstemanden, således:

N. N. jeg tilspørger dig:

(1.) Om du har rådspurgt dig med Gud i himmelen, dernæst med dit eget hjertelag, siden også med din familie og venner, at du vil have denne (tit.) pige, (kvinde) som hos dig står, til din trolovede fæstemø (-kvinde) og i sin tid til jeres ægtehustru?

Han svarer: ja.

(2.) Om du herefter vil leve sådan med hende, både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud allermægtigste vil dig tilføje, som en dannemand bør leve med sin ægtehustru?

Han svarer atter: ja.

(3.) om du ved dig fri, at du ikke har givet nogen anden kvinde, som nu lever, løfte om ægteskab, som dette kunne være til hinder.

Han svarer atter: ja.

De selv samme tre spørgsmål gøres på samme måde til fæstemøen straks derefter.

I lige måde tilspørger jeg dig N. N.

(1.) Om du har rådspurgt dig, osv.

Derpå siger præsten:

Så giv hinanden jeres hænder derpå.

Mens de således holder hinanden i hænderne, siger præsten

(dog uden håndspålæggelse) disse ord:

Fordi I før har indbyrdes samtykket og tilsagt hinanden jeres ægteskabs tro, og det samme nu åbenbare bekendt for Gud og denne kristne forsamling, og derpå givet hinanden jeres hænder, så forkynder jeg jer rette trolovede folk at være, både for Gud og mennesker i Gud Faders, Søns og Helligånds navn, amen!

Slutter så med den sædvanlige velsignelse, som han lyser over dem:

Herren være med jer! Herren velsigne jer og bevare jer etc.

Når de således er trolovede, da lyses for brylluppet tre søndage i træk, undtagen på de store højtider, påske, eller pinsedag og, når juledag falder på en søndag, da der lyses en anden dag for dem.

Lysningen sker således:

Lyses til ægteskab første gang for N. N. og N. N.

Disse personer velsigne Gud ud af det høje, at deres kristne foretagende må vel begyndes, lykkelig fremmes og salig endes dem selv til en god samvittighed og andre til et godt eksempel og eftersyn:

Hvis nogen har noget deri at sige, han sige det i tide, eller siden tie stille.

Ligeså lyses anden gang den anden søndag, og tredje gang den tredje søndag næst efter.

Hvis nogen imidlertid gør indsigelse mod ægteskabet, da bliver de folk ikke viede, før der er fældet dom i sagen. Sådan forholder det sig også, hvis der sker indsigelse før trolovelsen.

Hvis fæstefolkene, efter at der er udlyst, lader det selv med vilje uden rimelig årsag udsætter det noget længe, og ville ikke lade sig vie, da skal præsten sætte dem en vis tid for, når de skal vies, under straf efter sagens lejlighed.

Vielsen skal ske i kirken oppe ved alteret.

Er det på prædikedage, da forrettes vielsen i købstæderne til froprædiken, straks efter, at den anden ganske tjeneste er til ende, og til højmesse, (ligesom det og skal ske på landet,) før prædiken imellem oplæsningen af epistelen og evangeliet.

Er det på andre dage i ugen, når ingen prædiken holdes, da kommer de til kirken allerseneste imellem ni og før slæt, så at brudevielsen kan være forbi, før klokken slår elleve.

Før vielsen synges altid det første vers af salmen:

I Jesus navn skal al vor gerning ske etc. - eller en anden passende salme.

Efter vielsen:

Hvo som vil salig i verden leve etc. Eller en anden af salmebogen, som sig derpå kan skikke.

Når vielsen skal ske, træder præsten frem og står lige foran brudeparret og holder en kort tale til dem om ægteskab, hvortil han kan bruge et ord fra bibelen kortelig at forklare, hvad der angår ægteskabet og siden slutter med et kort ønske, ligesom i trolovelsen.

Derefter spørger han dem hver især, ligesom det skete ved trolovelsen, således:

Så tilspørger jeg dig, N. N.

(1) Om du har rådspurgt dig, med Gud.

(2) Om du vil leve sådan med hende, i medgang og modgang etc.

(3) Om du ved dig fri osv.

Brudgommen svarer ja til hvert enkelt spørgsmål, og når samme spørgsmål er på samme måde sket til bruden, og hun har svaret ja, da giver de hinanden deres hænder, ligesom i trolovelsen, og så lægger præsten sin hånd på deres hænder og siger:

Fordi I tidligere har indbyrdes lovet hinanden at ville leve sammen i den hellige ægteskabs stand, og det samme nu åbenbart bekendt for Gud og denne kristen menighed, og derpå givet hinanden jeres hænder, så forkynder jeg jer at være rette ægtefolk både for Gud og mennesker, i Gud Faders, Søns, og Helligånds navn, amen.

Hvad Gud allermægtigste har sammenføjet skal intet menneske adskille.

(Er der flere, end ét par brudefolk at vie, da skal alt dette gentages til et hver par især.)

Fremdeles siger præsten:

Fordi I nu har givet jer ind i ægteskab sammen i Guds navn, så hør nu Guds ord om denne stand:

Sådan skriver den hellige Moses i sin første bogs andet kapitel: vers 18, 21-24: ”Og Gud vor Herre sagde: Det er ikke godt, osv.”

For det andet, hør også Guds bud, hvorledes I skal skikke jer imod hinanden i denne jeres ægteskabs stand. Sådan siger Paulus til efeserne i kapitel 5, vers 25-29: ”Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den, osv.”. Og vers 22-24: ”I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren, osv”.

For det tredje, hør også korset, som Gud har lagt på denne stand: 1 Mos 3, 16-19: ”Til kvinden sagde han: Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig. Til Adam sagde han: Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. osv”.

For det fjerde, er det jeres trøst, at I ved og tro, at jeres stand er Gud tækkelig og af ham velsignet; for sådan står der skrevet i skabelsens bogs første kapitel, vers 27, 28, 31: ”Og Gud skabte mennesker i sit billede, osv”.

Derfor siger Salomon også: ”Den, som får en hustru, han får en god ting, og modtager af Herren en velsignelse.”

Derefter lægger præsten sin hånd på deres hoveder, og siger:

Lad os alle bede:

Fader vor du som etc.

Lad os fremdeles bede:

O Herre Gud himmelske Fader, du som har skabt mand og kvinde, og bestemt dem til ægteskabs stand, og har velsignet dem med livsens frugt, og deri betegnet din kære Søns Jesus Kristi og den hellige kirkes, hans bruds, sakramente: vi beder din grundløse barmhjertighed, at du ikke vil lade sådan din skabning, ordning og velsignelse ændres, eller fordærves, men nådelig bevare den ved samme din elskelige Søn Jesus Kristus vor Herre, amen!

Hvorpå følger velsignelsen:

Herren være med jer etc.

Når brudevielse sker til højmesse i købstæderne, eller på landet, som sagt er, da læser præsten efter den sidste kollekt endnu denne:

O, almægtigste evige Gud og allerkæreste Fader, du som selv har så skikket det, at etc.

9. kapitel - om lig og begravelse

Når nogen dør i menigheden, skal de nærmeste venner, eller også stedets øvrighed, om han er fremmed, bære tilbørlig omsorg, at liget, af hvad stand det end er, bliver ved en kristelig begravelse stedt til jorden i købstæderne så vel som på landet, inden og på den tid, så og på den måde, som politiordningen nævner.

I købstæderne må ingen lig begraves om søndage og andre hellige dage, så de almindelige tjenester ikke skal opholdes eller hindres

Men på landet må det ske før prædiken, før der ringes sammen.

Ingen åbner nogen grav, enten i kirken, eller på kirkegården uden kirkeværgernes tilladelse, ej heller må nogen begrave sine døde stilletiende uden præstens tjeneste med at kaste jord derpå; men de skal give ham det tilkende, og da bestille ligprædiken hos ham, hvis de ønsker det.

Der skal være en bog ved hver kirke over alle døde i sognet, som præsten selv skal holde ved lige, at de dødes navne ved år og alder, samt dag og dato deri rigtig indføres:

Når liget kommer til graven, nedsættes det straks deri, og siden befatter sig ingen videre dermed, før præsten kommer og kaster tre gange jord derpå med en skuffe, idet han siger

Første gang:

Af jord er du kommet.

Anden gang:

Til jord skal du blive.

Tredje gang:

Af jorden skal du igen opstå.

Derefter kaste de andre, som har båret liget, den øvrige jord fuldkommen derpå indtil graven bliver ganske tildækket.

Imens synger skoleeleverne og degnene på landet en eller flere ligsalmer, så som:

Når min tid og stund er forhånd etc.

Herre Jesus Krist sand menneske og Gud etc.

Hjertelig jeg nu længes etc.,

Mens vi leve på jorden her etc.,

Med glæde og fred får jeg nu hen etc.

Eller en og anden lignende, som vel kan passe sig på den handling.

Begraves liget på kirkegården, da stå eleverne (degnen) straks ved graven, den stund dette synges; men sker det i kirken, da bliver de stående på deres almindelige sted, indtil alt sammen er til ende. Siden gå sørgefolkene i kirken, hvis der er ligprædiken, og da synges før prædiken:

Vi tro alle sammen på én Gud etc.

Derpå går præsten på prædikestolen og udlægger kort en passende tekst af Den Hellige Skrift, som kan være de sørgende til trøst og husvalelse, og andre efterlevende Guds børn til formaning og undervisning. Han skal, før han træder til tekstens forklaring, straks efter at han har delt sin prædiken, læse den afdødes liv og levned for menigheden, det som anses for passende, og hvis han enten til kirker, skoler, fattige eller andre lignende gudelige brug noget har skænket og testamente ret, skal det deri indføres, og tillige for menigheden forkyndes, Gud til ære og andre til et godt eksempel.

Begærer nogen særtekst af præsten, da bør han føje dem deri, såfremt den ellers passer til sådan en handling.

Præsterne skal især i sådanne ligprædikener tale om:

Synden, som har været første årsag til døden,

Om en god beredelse imod døden,

Om Kristi befrielse fra døden,

Om opstandelse af døden,

Om himmerig, salighed, og det evige liv efter døden.

De skal vel vogte sig, at deres ligprædikener ikke blive til overdreven roseri, så at de enten efter hedningenes sædvane sige for meget til den afdødes ros og besmitte deres hellige kald, så vel som deres egen samvittighed dermed, eller også fortæller noget usømmeligt om ham andre til forargelse og de pårørende til beskæmmelse. Hvad der er sandt og kendt i menigheden, må de dog med måde og god maner beskedent udsige andre til afsky og advarsel..

Ligprædiken må ikke vare over en time.

I pest og smitsomme tider prædikes kun halv så længe i kirken, og sker det på kirkegården, da gøres kun en kort formaning i stedet for ligprædiken, eller også læses den bøn, som i sådanne tider bliver forordnet, og derpå sluttes med Herrens bøn.

Efter prædiken synges allerførst:

Med sorgen og klagen hold måde etc. Eller også:

Herre Gud lære mig mit endeligt etc.

Eller en anden af den anordnede salmebog, som sig derpå kan passe.

Siden synger degnen på landet, og nogle elever i købstæderne enten over graven, om prædiken er sket på kirkegården, eller også midt på kirkegulvet, om den er sket i kirken, de to vers:

Nu lade vi ham sove i fred etc.

Eller en anden passende salme.

Er der flere lig på én gang at begrave, som skal prædikes over, da kaster præsten først jord på ethvert af dem, og siden sker prædiken på en gang over dem tilsammen, dog at enhvers testamente oplæses specielt efter enhvers stand.

Med dem, som efter særlig kongelig tilladelse begraves om aftenen, forholdes efter politiordningen.

De, som blive hensatte over jorden, kaster præsten jord på, ligesom på andre der nedsættes i jorden.

De, som ikke er af den rene og rette bekendelse med vores kirke, bliver begravet på kirkegårdene iblandt andre afdøde kristne, dog uden nogen jordpåkastelse af præsten, tale, eller ligprædiken over dem.

Ligeledes må præsten ej kaste jord på, eller holde ligprædiken over nogen, som for sin misgerning er blevet henrettet, eller har myrdet sig selv med vilje, eller er bandsat og ikke afløst, eller dømt æreløs, før øvrigheden og sagsøgeren er tilfredsstillet.

Ingen, som omkommer i nogen duel, hovedmand eller sekundant, må enten i kirken, eller på kirkegård begraves.

Findes nogen hastig død, enten på marken eller andre steder og man ikke ved, på hvilken måde han er omkommet, da må han ikke jordes, før præsten derom advaret har givet øvrigheden det til kende, og der siden lovlig er kendt på mandens død.

Hvilket også er at forstå om de børn, som avles uden for ægteskab og findes døde straks efter fødslen.

Ligprædikener, som ske hos sognepræsterne, være sig dem selv eller deres nærpårørende angående, forretter provsten i herredet, hvor sådant falder.

Det samme er også at agte med brudevielser og barnedåb, som således forefalde.

10. kapitel - om bispe- og præstevielse

1. artikel - om bispevielse

Bisperne skal indvies til deres embede i vor Frue Kirke i København på en søndag, eller anden højtidsdag, af bispen sammesteds, så snart, det kan ske, efter at de dertil af kongen er beskikkede; men bispen i Sjælland skal indvies af den biskop, som bor nærmest.

Når nogen sådan bispevielse skal ske, bliver dagen før de fornemste i staden, både af gejstlig og verdslig stand, ved begge kapellanerne til vor Frue Kirke indbudt at overvære samme handling og med deres gudelige bønner befordre den, der skal indvies til Guds kraftige hjælp og bistand til det høje embede, som ham bliver betroet.

Om dagen derefter, straks det har ringet sammen, som sker en halv time før den normale tid, møder den, der står for vielsen tillige med ham, som skal indvies, så vel som samtlige sognepræsterne der i byen, bag koret i kirken, hvor bisperne iføres messeskjorter og bispekåber, men præsterne kun i messeskjorter alene.

Begge bisperne sidder så sammen i en stol og præsterne på en bænk tæt ved, indtil vielsen skal begyndes.

Imens forrettes messen for alteret, ligesom på en anden helligdag, og bliver musiceret både før og efter prædiken.

Når epistelen er oplæst for alteret, stiger provsten, som også er sognepræst til kirken, eller en anden af stadens sognepræster i hans lovlige forfald, op på prædikestolen, og giver menigheden kortelig tilkende, hvad som forrettes skal, at fordi denne hæderlige man N. N. er for sin gudfrygtighed, lærdom og andre Guds gaver, af hans kongelige Majestæt allernådigst beskikket til at være biskop over N. stift, så skal han nu med bøn og påkaldelse, efter den apostolske skik til samme hellig embede i den Herres Jesus navn ordineres og indvies. Derfor formanes menigheden at gøre en andægtig bøn til Gud, at denne hellige handling må være Gud behagelig, så at denne Guds mand med lyst og glæde nu må tage imod det hellige og ansvarsfulde embede, og forsvarlig forestå det til Guds allerhelligste navns ære, Ordets lykkelig forfremmelse, menighedens opbyggelse, og sig selv samt mange andre til evig salighed. Dette slutter han allersidst med:

Fader vor du som er i himmelen etc.

Derefter træder den, der forestår vielsen op for alteret, og følger den, der skal indvies straks efter ham, og sætter sig på knæ ned for alteret; men præsterne fordele sig på begge sider af alteret, og blive der så længe stående, indtil den ganske akt er aldeles til ende. Så snart den, der forestår vielsen kommer for alteret at stå, begynder han med lydelig røst:

”Kom, Helligånd, fyld dine troendes hjerter og opflam i dem din kærligheds ild. Du, som over alle tungemåls forskellighed forsamler folkeslagene i troens enhed. Halleluja. Halleluja.”

Og imens den af koret til ende forfølges, ligger den, der forestår vielsen på knæ for alteret på en lille skammel, og gør sin bøn til Gud om kraft og bistand i denne ansvarsfulde sag, at Gud selv vil værdiges til at være nærværende med sin nåde, og forfremme alting til hans navns ære for Kristi skyld. Straks rejser han sig igen, og når førnævnte hymne er sungen, siger han med klar og lydelig stemme, efter den sædvanlige messetone:

”Udsend din Ånd, Herre, og de skabes.” Salme 104, 30.

Hvortil koret og de hosstående præster svarer:

”Og du fornyr jordens åsyn.”

Derpå synger den, der forestår vielsen fremdeles:

Lad os bede:

Gud, du, som ved din Helligånds oplysning har oplyst de troendes hjerter, giv os ved denne din Ånd at forstå sandheden og altid at glædes ved hans hellige trøst. Ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, Gud gennem alle evigheders evigheden.

Koret svarer: amen.

Siden vender den, der forestår vielsen sig om til den, der skal indvies og oplæser en tekst af Den Hellige Skrift, som handler om det allerhelligste prædikeembede. Denne tekst udlægger han stående kort for menigheden, idet han især viser dets store nytte og værdighed og hvad nåde Gud har vist her i imod sin kristne kirke, at han gav den sit hellige Ord, og skænkede mennesker sådanne herlige gaver, da han gjorde nogle til apostle, andre til evangelister og lærere.

Desuden hvad ære Gud lægger på sine tjenere, at han gør dem til bisper og tilsynsmænd over sin dyrekøbte menighed, og sætter dem til prædikanter og lærefædre, som skal dele Guds saliggørende ord rettelig til alle og enhver. Om det siger han selv, Luk 10, 16: Den, der hører jer, hører mig, og den, der foragter jer, han foragter mig, osv., som den, der forestår vielsen anser fornøden, efter tekstens anledning at andrage, dog at det ikke sker over en time højst, hvilket han siden med få ord anvender på den, der skal indvies.

Og så menigheden efter Guds egen anordning ApG 6, 3, 1 Tim 3, 7, må have et godt og sandfærdigt vidnesbyrd om ham, og ved hvad trin han har gjort til dette hellige kald, 1 Tim 3, 13. læser den, der forestår vielsen hans livs og levnets fremdragelse indtil denne tid højt op for menigheden, så meget til denne sag egentlig kan henhøre, dog så korteste forfattet.

Imens dette oplæses, står den, der skal indvies for alteret lige hos den, der forestår vielsen på den venstre side nedvendt til folket.

Når det er oplæst, slutter den, der forestår vielsen med dette ønske:

Gud forlene ham sin gode værdige Helligånd, og iføre ham med kraft og nåde af det høje, at han med glæde og ære må svare sin Gud til dette høje og hellige kald på vor Herres Jesus Kristi store og herlige åbenbarelses dag!

Så går den, der skal indvies ned igen og sætter sig på knæ for alteret, ligesom før, og da synges den ottende kong Davids salme på latin ganske til ende.

”Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen!, osv.”

Når den er sunget, tager den, der forestår vielsen et eller to vers deraf på det allerkorteste at forklare om det hellige prædikeembede, og om Kristi riges magt herpå jorden og anvender det siden på den, der skal indvies.

Derefter læser den, der forestår vielsen af kongelige Majestæts lov hvad som bispernes embede vedkommer, og indeholdes sammesteds: Anden bog, kap.17, art. 5-19 og 23:

5. Biskopperne skal lære andre Den Hellige Skrift, prædike Guds Ord for folket, ikke alene i byen, hvor de bor, men også over det hele stift, hvor som helst de kommer.

6. De skal holde kongens undersåtter til at være fredsommelige og lydige, med den undervisning, som de skal gøre i deres prædiken om herskab, og den lydighed man er dem pligtig.

7. De skal lægge vind på, at alle præsterne retsindig og endrægtig lære Kristi hellige evangelium, og andet der bør følge med, og at præsterne med deres husstand føre et skikkeligt levned, så som sådanne Kristi tjenere vel anstår.

8. Men hvilke, som derimod gøre, og ikke tage vare på deres embede, eller leve uskikkelig, dem skal de give påmindelse og advarsel, og straffe dem, så at de enten bedre sig, eller lade dem for kongens stiftsbefalingsmand og sig i provstemødet indkomme, og sætte dem af deres embede.

9. De skal besøge deres stiftskirker årlig, så mange de kunne af sted komme, således, at ingen kirke inden tre år bliver ubesøgt, og flittig ransage om alt det, som her oven for om provsternes visitats meldt er, og intet af alt det forsømme, eller efterlade, som der sagt er, med mindre de selv derfor ville stande til rette.

10. De skal og besøge alle børneskoler, både små og store, når de komme til købstæderne, så og omsorgsinstitutionerne, at erfare hvorledes skoletjenerne og de fattiges forstandere stå deres embede for, og hvorledes de fattige forsørges.

11. I skolerne skal de flittig overhøre ikke alene eleverne, men også skolemestrene og lærerne, så og flittig have i agt, at ingen deres tid i skolen unyttig forspilder.

12. På omsorgsinstitutionerne skal de have opsyn med, at de, som ikke er rigtige trængende, ikke på omsorgsinstitutionerne underholdes, men henvises med arbejde, spinden, håndværker, sig at nære.

13. I deres visitatser, så og når de for nogen nødig sags skyld tilkaldes af nogen kirke, eller have behov did at henrejse, skal de have fri fortæring hos præsterne i landsbyerne og kirkeværgerne i købstæderne med deres folk og fire heste.

14. De skal årlig i kongens ministerium beretning indsende, om noget af det, som her befales, i sognene bliver forsømt, eller set igennem fingre med, som de selv ikke kunne råde bod på.

15. Biskopperne må ingen til noget præstekald forskrive, eller sig dermed befatte, før end personen af den, som rettighed har at kalde, bliver ham tilsendt at overhøres; heller ikke må de indvie nogen til embedet, uden han kaldsbrev fra den, der rettigheden har, og sit lovlig bevis fra universitetet fremviser.

16. De må ikke tage foræring ved sig selv, eller andre, når de præster indvie, eller for bekræftelsen, meget mindre for gunst, eller gave, vild eller venskab, had eller vrede, forhindre nogen at blive præst, som dertil lovlig kaldet er, og lærd og duelig dertil befunden.

17. Biskopperne skal tage for sig alle de sager, som samvittighederne er vedrørende, om hvilke man spørger råd af Guds Ord, når enten kongen befaler det, eller hans råd og befalingsmænd skrive dem til, eller og noget sådant bliver dem ellers forelagt i stiftet, så skal de, så flittigste de kunne, af Skriften svare dertil, af den nåde, som er dem givet, spørge sig med andre biskopper, teologiske professorer og de forstandigste præster, at de kunne svare det, som vist og fast er.

18. Ægteskabs sager skal de forvise til deres rette sted og rettergang, såfremt der skal offentlig dom imellem parterne afsiges, eller om der er nogen skammelig last overlyst vitterlig, eller og man frygter for nogen forargelse blandt almuen. Ellers må de befri samvittighederne af Guds Ord i disse så vel som i andre sager, og efter Ordets lydelse give gode bestandige råd.

19. De skal ikke holde sig til at dømme i nogle verdslige sager, uden de dertil af kongen befales.

23. Biskopperne skal være ulastelige, ikke alene når de til embedet forordnes, men også siden, når de dertil er beskikkede. Dersom nogen biskop bliver befunden ikke at stå sit embede så trolig for, som det sig burde; men lader sig bestikke af præsterne med gaver, eller også tager nogen anden forsømmelse derfor, at han jo ikke er årvågen til at gøre det, som ham befalet er, eller også lader sig befinde i nogen lastefuld gerrighed, eller hovmod, eller falder i nogen anden åbenbar syndig last, eller kætteri, da skal man klage over ham for kongen, så skal han stedes til ords i to, eller tre, andre biskoppers, eller andres, som kongen dertil forordner, nærværelse; og dersom han da derimod bliver åbenbar overvunden, og ikke råder bod på den brøst, eller last, der han kan rette sig udi, da skal han sættes af sit embede, og være lige ret undergiven, som nogen anden, der sådant gør.

Hvorpå han i Den Hellige Treenigheds navn overgiver ham det hellige embede, og befaler ham i stykkevis at forrette alt dette, som nu var ham forelæst, så at han derover kan have en god og glad samvittighed både for Gud og mennesker, og tager endelig løfte og håndstrækning af ham derpå, idet han siger sådan:

Dette alt sammen, som nu er forelæst dig, og hvad andet, som ellers kan vedkomme dig i dette hellige kald og embede med Guds Ords rene og sande lærdom, sakramenternes rette administration efter Kristi egen indstiftelse, lydighed imod den rette øvrighed, at formane hver og en til at give Gud det, Gud hører til, og kongen det, kongen hører til, og andet lignende: det alt sammen lover du her for Guds helligste øjne og åsyn, at du flittigt, trofast og retsindigt vil efterkomme efter den Ånd og nåde Gud selv dertil vil skænke dig.

Hvortil den, der skal indvies svarer med lydelig røst, ja.

Den, der forestår vielsen siger videre:

Giver mig da din hånd derpå.

Så rækker han den, der forestår vielsen hånden.

Derpå synger man straks den. salme på latin,

”Jeg vil prise Herren til alle tider, min mund skal altid lovsynge ham. osv.”

Hvilken salme den, der forestår vielsen siden efter tidens lejlighed, så korteste udlægger, eller, om tiden det ikke bevilger at gøre nogen sær forklaring derover, siger han kun således:

Denne salme er jer sunget i prædikere, at I skal oprække hænderne, det er, bede og lovprise Herren jeres Gud og prædike om den rette velsignelse i den velsignede Abrahams sæd Kristus Jesus, og handle sådan både dag og nat, at idelig og med al iver modstår djævelen og hans rige.

Hvilket han også særligt fremholder for den, der skal indvies, og siger så fremdeles:

Men som vi nu har sunget hellige salmer og lovsange, som priser Guds Ords prædiken og det hellige prædikeembede, så vil vi nu høre hellige lektier om det samme af Den Hellige Skrift.

Derpå begynder den første af præsterne, som står ved alteret, straks at læse den lektie Tit 1, 5-9:

Sådan skriver Skt. Paulus til sin biskop Titus:

”Når jeg lod dig blive tilbage på Kreta, var det, for at du skal ordne, hvad der endnu stod tilbage, og indsætte ældste i byerne, sådan som jeg havde pålagt dig det. osv.”

Derefter læser den anden præst den lektie ApG 20, 28-32:

Da Paulus tog afsked med præsterne i Efesos, sagde han:

”Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod. osv.”

Derefter læser straks den tredje præst den lektie 2 Tim 4, 1-8:

Sådan skriver Paulus til sin biskop Timotheus:

”Jeg indskærper dig for Guds ansigt og for Kristus Jesus, osv.”

Hvilke oplæste tre lektier den, der forestår vielsen meget kortelig gentager og foreholder den, der skal indvies deraf hvad ham især påligger i dette hans hellige kald, og hvad løn han i nåde har at vente af Gud derfor, om han efterkommer det forsvarlig, idet han siger til ham:

Dette alt sammen skal påminde dig om det høje og hellige kald, som Gud nu betror dig, hvor meget det tækkes Gud. Og hvor nyttigt det er for hans kristne kirke her på jorden. Du hører hvad Gud fordrer af dig, at du er ædru og årvågen i dit kald, og giver vel agt både på dig selv, og på den ganske hjord, som Gud nu sætter dig til at være en lærer og biskop over, at du føder hans menighed, at du vandrer ustraffelig, som en hellig Guds mand og biskop, og gør en ret evangeliske biskops gerning, bliver fast ved den salige lærdom, som Kristus og apostlene har efterladt os i det hellige Ord, og i alle ting gør dit embede redelig til Guds navns lov og berømmelse. Sker det end, at du her i verden må lide spot og forhånelse for Guds ords skyld, når verden forsmår den rene lærdom, og tager sig selv lærere efter sin egen lyst, så trøst dig derved, at det er Guds embede, som du her fører, og ikke dit, fordi det dog er Kristus selv, som ved sine tjenere lærer, straffer, og formaner, trøster. Strid redelig for Guds ære, som en god Jesus Kristi stridsmand, og se på den krone, som han har henlagt til dig, hvilken han og visselig skal give dig, at du omsider skal fuldkomme dit løb med glæde, og den tjeneste du har modtaget af den Herre Jesus at vidne og tale om Guds nådes evangelium, hvortil Gud forlene dig sin gode Ånd og nåde, og det for Jesus Kristi skyld!

Så træder den, der forestår vielsen til håndspålæggelse med bøn og påkaldelse, så sigendes:

Og fordi alle ting, efter Paulus’ lærdom helliges ved Ordet og bønnen, og vi nu ved Guds nåde noget har hørt af det første, som er Guds Ord, af hvilket det apostolske embede især prises og helliges, så ville vi nu i den Herres Jesus navn træde til det andet, som er en andægtig og ivrig bøn til Gud, fordi vi dog skal bede Gud om alt det gode, som vi skal have. Og intet er højere fornøden for os at bede om, end gode prædikanter og lærefædre, det Kristus selv både med sit eksempel og sin formaning lærer os. Han bad en hel nat, før han om morgenen beskikkede de tolv apostle, Luk 6, 12, og formaner os selv så trolig til denne bøn hos Matthæus: Bed høstens Herre, at han udsender arbejdere i sin høst, Matt 9, 37. Og som det var brugeligt i Det Gamle Testamente, at lægge hænder på det, som skal helliges, og ofre for Herren, så er det omsider blevet til en apostolsk skik i Guds kirke at lægge hænder på dem, som beskikkes og vies til det hellige prædikeembede, fordi vi dog ved, at vi dermed ofre dem Gud til en hellig tjeneste. Derfor vil vi også nu opofre Gud den allerhøjeste i Den Hellig Treenigheds navn med bøn og påkaldelse, samt håndspålæggelse denne hans tjener, som han til sin hellige tjeneste efter sit guddommelige forsyn selv har beskikket, at han for Jesus Kristi skyld selv vil danne og dueliggøre ham til dette hellige Guds embede, og dertil vil vi bruge Jesu egen bøn.

Straks træde alle præsterne sammen og tillige med den, der forestår vielserne, lægge samtlige deres hænder på de, der skal ordineres hoved, som bliver imens alt stille siddendes på knæ for alteret, og da læser den, der forestår vielsen, dog uden syngendes tone således:

Lad os alle bede:

Fader vor du som er i himmelen etc.

Lad os fremdeles bede:

O, almægtigste evige Fader, som har så på grund af din enbårne Søn, vor eneste midler, lært os: høsten er stor, men arbejderne er få, derfor bed høstens Herre, at han udsender arbejdere til sin høst. Disse ord påminde os om, at vi skal bede om gode arbejdere, prædikere og lærefædre i kirken af din guddommelige godhed, med en alvorlig og tro bøn:

Så bede vi nu din usigelige godhed, at du nådig vil anse denne din tjener N. N., som vi i dit navn beskikke til det hellige biskoppelige embede i kirken, at han bliver flittigt i dit Ord, og prædiker Jesus Kristus din Søn at være vor eneste salighed, til at lære og trøste rådløse samvittigheder, at råde, påminde, og straffe med al sagtmodighed, så at andre må lære og forbedres deraf, så dit allerhelligste evangelium må blive hos os rent og ret foruden al menneskelig lærdoms iblanding, at vi må få det evige liv til en salig frugt deraf ved den samme din Søn vor Herre Jesus Kristus, amen.

Sig alle hertil af hjertet amen!

Så svare de omstående præster endrægtig amen! Dog den, der forestår vielsen allersidst gentager det således:

Amen i Jesus navn, amen!

Straks derpå begyndes den salme:

Nu bede vi Den Hellig Ånd etc.

Og imens det første vers synges, falder den, der forestår vielsen på knæ på en korte skammel straks for alteret, og de andre præster tillige omkring alteret lige hos den, der skal ordineres, nogle på den ene side af ham, og nogle på den anden side, og gør deres bøn til Gud, at dette, som nu er forrettet, må nådig stadfæstes af ham til hans allerhelligste navns ære og den kristen kirkes store nytte og forfremmelse.

Siden stå de alle samtlige op, og går den, der forestår vielsen først ned for alteret bag koret, derefter følger den, som er ordineret, og efter ham samtlige præster, hver i sit sted, hvor de igen afføres messe klæderne, og så ønsker straks, den ene efter den anden, den ordinerede til lykke i det hellige Guds kald, som han nu er indviet til, først den, der forestår vielsen, og siden præsterne efter ham.

Siden går enhver ned til sin plads i kirken for at høre prædiken, som den, der er indviet da forretter, så kort som muligt, for at menigheden ikke for længe skal opholdes.

Efter prædiken deltager begge bisperne i altergangen sammen, både den, der forestår vielsen og den, der er indviet, og det alene før de andre nadvergæster sætter sig. Siden gå de med hinanden ind i en stol straks ved alteret, og, når altergangen er til ende, går de atter sammen frem for alteret, og sidde der på knæ, den stund begge kollekter, både den som hører til altergangen og den før indførte om ordets tjenere tillige med velsignelsen læses.

Så gå de hver til sin plads, og efter at de har forrettet deres bøn til Gud, følger den, der forestår vielsen og de andre, som dagen før vare indbudte, ham af kirken ind i hans hus, og ønsker ham her yderligere lykke og velsignelse.

Bispevielsen skal være til ende klokken ti.

2. artikel - om præstevielse

Præsterne ordineres så snart, det kan ske, enten onsdag eller fredag, hver i sit stift, i den kirke på det sted, hvor bispen residerer, efter at de er udspurgt og befundet dygtige af stiftets biskop til det hellige embede. Ordinationen foregår på følgende måde:

Dagen før blive byens præster, hvor ordinationen sker, ved klokkeren tilsagt at møde i kirken, til den bestemte tid og være til stede ved samme handling for at befordre den med bøn og håndspålæggelse:

Når ordinationen skal ske, møder kandidaterne betimelig i kirken bag koret, og der iføre sig de sædvanlige præsteklæder tillige med en messeskjorte, så de er iklædt, når det ringer sammen til prædiken, da den, der forestår vielsen og de andre præster straks komme.

Derpå begyndes messen for alteret, ligesom før er nævnt, og efter at epistelen er oplæst, træder en af medtjenerne til den kirke på prædikestolen, og med få ord giver menigheden tilkende, at fordi disse hæderlige personer N. N. er lovlig kaldede til det hellige prædikeembede i N. N. sogn, (sogne) hvorfra de også har gode vidnesbyrd om deres liv og levned, og er af bispen dertil overhørte, og dygtige befundne, da skal de nu i den Herres Jesus navn til samme hellige embede efter den apostolske skik med bøn og håndspålæggelse i dag ordineres og indvies:

Derfor formanes menigheden at takke Gud inderlig, som værdiges til endnu på denne dag at sende sin kirke hos os trofaste lærere og prædikanter, og bede ham, at han fremdeles vil i nåde kraftig beskærme og forsvare den og altid forsyne den med tro tjenere, som flittig kan se på hans kirkes bedste, at vi aldrig måtte savne de gaver, som han har lovet at sende os, efter hans bortgang. Især at han vil meddele disse, som nu skal ordineres til dette hellige kald, sin nådes gave, at de må være mægtige til at udføre det til hans æres og riges befordring hos os og til mange menneskers salighed.

Hvorpå allersidst læses:

Fader vor etc.

Imens ifører biskoppen sig de sædvanlige messeklæder, som er en messeskjorte og en bispekåbe, og så snart præsten har endt sin tale på prædikestolen, går straks op for alteret, og begynder:

”Kom, Helligånd, fyld dine troendes hjerter og opflam i dem din kærligheds ild. Du, som over alle tungemåls forskellighed forsamler folkeslagene i troens enhed. Halleluja. Halleluja.”

Efter ham komme de, der skal ordineres og sætte sig ordentlig ned på knæ for alteret, dem følge samtlige præsterne, hver i sin stand, som stå fordelt på begge sider ved alteret, ligesom i bispevielsen.

Mens ”Kom, Helligånd” synges, ligger den, der forestår vielsen på knæ, og gør sin bøn til Gud, så står han op igen og siger:

”Udsend din Ånd, Herre, og de skabes.”

Hvortil koret svarer:

”Og du fornyr jordens åsyn.”

Så læser bispen den sædvanlige kollekt på latin, ligesom i bispevielsen:

Lad os bede:

Gud, du, som ved din Helligånds oplysning har oplyst de troendes hjerter, giv os ved denne din Ånd at forstå sandheden og altid at glædes ved hans hellige trøst. Ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, Gud gennem alle evigheders evigheden.

Derefter vender bispen sig om til den, der skal indvies og oplæser den sædvanlige tekst af Paulus, idet han siger:

Denne hellige tekst, som i sådan hellig indvielse plejer at oplæses, har apostelen Paulus skrevet i brevet til Titus i det første kapitel således:

”Når jeg lod dig blive tilbage på Kreta, var det, for at du skal ordne, hvad der endnu stod tilbage, og indsætte ældste i byerne, sådan som jeg havde pålagt dig det. osv.”

Siden forklarer bispen den ganske kort og med få ord omsider anvender det på dem, som ordineres; men hvis bispen tager sig en anden tekst for at forklare, som handler om det hellige embede, da læser han den straks op efter den første, og udlægger den så kortelig, som sagt er.

Dernæst pålægger han dem og befaler dem, at de prædiker Guds ord rent og purt, ligesom det findes i de profetiske og apostolske skrifter, retsindig forretter og uddeler de to højværdige sakramenter aldeles efter Kristi egen indstiftelses måde, flittig formaner deres tilhørere til en sand og alvorlig bod [pønitense], lydighed imod deres rette øvrighed, barmhjertighed imod de elendige, og kærlighed imod deres medkristne og næste, og, at de for alle ting beflitte sig på at være gode eksempler for dem i livsførelse, i kærlighed, i ånd, i tro, i kyskhed og alle kristne dyder.

Efter alt dette siger bispen til dem:

Lover I mig dette på mit embedes vegne, at I med et gudeligt forsæt vil fuldkomme det af den nåde, som Gud vil skænke jer!

Hvortil de, der skal ordineres svare med lydelig røst for alt folket: Ja.

Derpå siger bispen yderligere:

Så giver mig derpå jeres hænder.

Da stå de op, og giver først bispen hånd og siden alle de hosstående præster.

Derefter sætter de sig ned igen på knæ for alteret, ligesom før, og da overleverer bispen dem det hellige embede med bøn og håndspålæggelse således sigendes:

Så overgiver jeg jer nu det hellige præste- og prædikeembede efter den apostolske skik i Gud Faders, Søns og Helligånds navn, og giver jer magt og myndighed herefter, som rette Guds og Jesus Kristi tjenere, at prædike Guds Ord hemmeligt og åbenbart i kirken, at uddele de højværdige sakramenter efter Kristi egen indstiftelse, at binde synden på den hårdnakkede, og løse den på den bodfærdige, og ellers alt hvad dette Guds hellige kald vedkommer, efter Guds ord og vores kristelige skik og brug.

Og, at Gud almægtigste vil dog for Jesus Kristi skyld selv danne og duelig gøre jer til dette hellige embede, at I med al årvågenhed og en alvorlig flid i et ustraffeligt liv og salig undervisning må søge Kristi navns ære til hans kirkes forbedring hos os, da ville vi samtlige formane ham med Jesus Kristi egen bøn sådan:

(Her lægger bispen sin hånd på deres hoveder, og straks træde samtlige hosstående præster tilsammen, og lægge tillige deres hænder på dem, mens bispen læser følgende bønner.)

Fader vor du som er, osv.

Lad os fremdeles bede:

O almægtigste evige Fader, som har etc. Ligesom i bispevielsen.

Sig alle hertil af hjertet: amen!

Så svare alle præsterne: amen!

Bispen slutter allersidst og siger: amen i Jesus navn, amen!

Derpå begyndes straks: Nu bede vi Den Hellig Ånd, etc.

Og imens det første vers synges, falder bispen på knæ for alteret, og gør sin bøn og taksigelse til Gud for den sag, men ingen af de andre præster falder her på knæ, som i bispevielsen.

Så går bispen fra alteret ned bag i koret, efter ham præsterne, og siden de, som er ordinerede, hvor bispen og samtlige præster ønsker dem lykke og velsignelse. Derefter forrettes prædiken af en af dem, som er ordinerede, og de andre sidder under prædiken i en dertil forordnet stol oppe i koret. Efter prædiken forrettes alting med ordinerede præster, ligesom med bisperne, undtagen at bispen ikke kommunicerer med dem, og ingen proces sker med dem af kirken, som med bisperne, når de vies.

Siden tages de fuldkommen i ed af bispen, og sendes derpå straks med bispens brev til de menigheder, som de er kaldede til, hvor enhver af sin provst første søndag, eller højtidsdag indsættes, som da efter prædiken oplæser for menigheden både deres kaldsbrev og bispens kollatsbrev [udnævnelsesbrev], og ellers taler deres bedste for menige tilhørere, og formaner dem til kærlighed, lydighed, enighed og gudfrygtighed, så alting måske Guds allerhelligste navn til ære, og dem på begge sider til en god samvittighed på dommens dag, og deres evige salighed!

Er kun én at ordinere, da ved bispen vielsen derefter at indrette.

11. kapitel - hvorledes provsterne beskikkes

Den præst, som af samtlige herreds præster med deres bisp er udvalgt til at være provst i det herred, bliver af bispen til det første landemode [årlig stiftsmøde] således dertil indsat.

Når prædiken, som en af provsterne plejer at forrette, er ude, går han op for alteret, og der kommer da bispen til ham, og i de andre provsters nærværelse holder en korte tale til ham på latin, og tager ham så i ed, hvilken han aflægger på knæ med lydelig røst.

Derefter står han op igen, og straks kreerer [udnævner] bispen ham til provst i det herred, som han er udvalgt til, og det i Den Hellig Treenigheds navn, Gud Faders, Søns og Helligånds.

Allersidst foreholder han ham ganske kort, hvad ham i dette hans embede især påligger, og så med et kort ønske sender ham ned. Siden går han med de andre provster på landemode, hvor bispen giver ham sit sæde blandt provsterne.

I Norge forholdes hermed, som loven beskriver og som det har været sædvane.

Ederne, som de gejstlige gør for deres biskop, hver efter sit kald

En Provsts ed, som skal udnævnes.

Jeg N.N., udvalgt provst til N. herred, sværger højt og helligt og lover for Guds åsyn, at jeg i gudsfrygt vil varetage alle mit embedes pligter og ikke forsømme noget, som med ret kan kræves af nogen provst; og

1. For det første og især sværger jeg og lover for Gud, at jeg vil være min biskops tro medarbejder deri med gudhengiven iver at fremme den sunde lære, som er indeholdt idet guddommelige Ord og i vore kirkes symbolske bøger; med forstandighed at håndhæve den kirkelige tugt; uden personsanseelse at formane sognepræster, kapellaner, degne [diakoner] og andre af vor stand, som i mit embede er mig undergivet, om de øver noget, der ikke anstår sig deres embede; at forebringe alle samvittigheds-anliggender for biskoppen og uden frygt for andres ugunst at åbenbare for min biskop alle vildfarelser, især sådanne, som medfører forargelse. Hyppigt at besøge og overhøre ungdommen i de skoler, som er mit tilsyn undergivet, og det desuden med sådan iver at udføre, at ungdommen må fra grunden indsuge så vel katekismens lærdoms ord som velsmag.

2. For det andet lover jeg, at jeg vil for sognepræster, kapellaner, degne og andre af vor stand selv lyse ved et rosværdigt eksempel i lærdom og et fromt levned.

3. For det tredje sværger jeg, at jeg efter evne og i gudsfrygt vil håndhæve vor ordens rettigheder og privilegier. Og at jeg vil handle ud fra, hvad med retfærd kommer overens uden forud fældet dom om eller personlig modvilje imod nogen, ej heller svigte nogen med råd eller hjælp, der sømmelig har givet sig ind under vor kirkes ordning.

4. For det fjerde, i gudsfrygt forpligter jeg mig til omhyggelig at have omsorg for, at hvad de kongelige love og forordninger [: synode-akter] har foreskrevet at skal sættes i værk af den hellige ordens personer ikke skal blive forsømt. Så sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord!

Den ed, som de, der skal indvies til det kirkelige embede, i Herrens frygt skal aflægge

Jeg N. N sværger og lover i hellighed for Guds åsyn:

1. For det første, at jeg i hjerte og samvittighed ved mig forsikret, at jeg til dette hellige embede er lovlig kaldet i så måde, at jeg ikke hverken hemmeligt eller åbenbart har anvendt nogen art af Gud forbudte midler for at opnå dette embede.

2. For det andet lover jeg, at jeg med den største omhu vil arbejde der hen, at den himmelske lære, som er indeholdt i de profetiske og apostolske skrifter og i de danske menigheders symbolske bøger, må med troskab indprentes mine tilhørere; at sakramenterne må forrettes sømmeligt og med andagt aldeles efter den af Kristus foreskrevne norm; at kirkens tugt må blive omhyggelig udøvet; katekismens lærdom må forfremmes; og at de i kirken antagne skikke må holdes i agt, så at intet skal tillades, som er de kirkelige vedtagelser imod.

3. For det tredje afgiver jeg dette alvorlige og hellige løfte, at jeg ikke kun vil fly og afsky den lære, som er Guds Ord imod, men jeg vil også efter evne bekæmpe den samme, da jeg hellere ser mit blod blive udgydt end at falske og afsindige lærdomme skal bifaldes.

4. For det fjerde vil jeg med stor flid læse og studere de hellige dokumenter og med samme grundighed trosartiklerne, idet jeg ikke vil lade nogen dag gå, hvor jeg ikke bruger noget tid på hellig læsning, med mindre sygdom eller uafvendelige hindringer forhindrer det.

5. For det femte vil jeg føre et liv, som er en Guds Ords tjener værdigt, idet jeg omhyggelig vil bestræbe mig på, at jeg kan være et skinnende lys ved en priselig fromheds, retskaffenheds og helligheds forbillede, at jeg aldrig nogen sinde ved at give mig hen til nogen ond forfaldenhed må blive en skændsel hverken for Guds ære eller for denne hellige og ærværdige stand.

6. For det sjette og sidste forpligter jeg mig til og lover med gudsfrygt, at jeg foruden min tilbørlige lydighed imod vor verdslige øvrighed vil yde min biskop og provst al skyldig lydighed, udføre alle befalinger med et villigt sind og omgås mine kolleger og brødre i Kristus i så måde, at ingen med grund kan føre klagemål imod mig, ikke heller forårsages der til.

Alt dette og hver enkelt ting lover jeg så sandt at ville overholde, som jeg også i sandhed af hjertet ønsker, at Gud vil hjælpe mig ved sit hellige evangelium.

En skolerektors ed

Jeg N. N. sværger og lover i hellighed:

1. For det første, at jeg vil flittigt og efter evne varetage en rektors embede, som det mig nu overgives, Gud til ære og denne skole til pryd og fremgang. På en sådan måde, at de fornødne sprogs og videnskabers grundlag, især fromhedens hovedpunkter og den kristne religions bestanddele ifølge skolens foreskrevne formål med troskab må gives videre til eleverne og, så vidt det kan ske, for dem blive til saft og kraft.

2. For det andet lover jeg, at jeg i dette embede vil leve et værdigt liv og med flid der hen stile, at jeg ved en priselig fromheds, retskaffenheds, ivers og helligheds forbillede kan være et skinnende lys i lige høj grad for lærerne som for eleverne i denne skole.

3. For det tredje forpligter jeg mig i gudsfrygt til at forvalte skolens gods og midler, som er bestemt for eleverne, og andet des lige med troskab og redelighed, for at midlerne uden begærlighed efter min egen personlige vinding må blive samvittighedsfuldt uddelte iblandt de mest lovende af de fattigste elever.

4. For det fjerde og sidste lover jeg, at jeg vil yde mine foresatte og frem for alle dette stifts biskop al skyldig lydighed og i min læregerning omgås således med andre, især mine kolleger, at ingen med rette kan føre klagemål imod mig, ej heller kan forårsages der til.

Alt dette og hver enkelt ting lover jeg så sandt at ville efterkomme, som jeg i sandhed af hjertet ønsker, at Gud vil hjælpe ved sit hellige evangelium.

En degns ed

Jeg N. N. kaldet til at være degn i N. sogn sværger og lover:

1. At jeg med al gudelig flid vil lære ungdommen Dr. Morten Luthers Lille Katekismus i sine ord og forklaring, som det bliver mig anbefalet, og hans kongelige Majestæts lov mig tilholder.

2. At jeg vil varetage mit embede, i og uden for kirken i en sand gudfrygtighed med bøn og påkaldelse, og således føre mit liv og levned med Guds hjælp, at ingen skal tage forargelse af mig, eller have årsag til at tale ilde om denne stand for min skyld.

3. At jeg vil findes min sognepræst, provst og biskop, som min gejstlig øvrighed, hørig og lydig i alt det, som kristeligt og ret er, så sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord.

Danmarks og Norges Kirke-Ritual

- revisionen af 1761

Danmarks og Norges Kirke-Ritual

Gr. Da kongen for nogen tid siden har befalet nogle af de fornemste af gejstligheden i Danmark, at de et ritual, efter den formeldning og anledning, som i den forhen udgangne Danske Lov dertil gives, skulle forfatte, og deri indføre alt, hvad til Guds-tjenestes forretning og kirke-ceremonierne i rigerne Danmark og Norge henhører, og loven enten ikke egentlig vedkommer eller ej omstændeligen deri ommældes; og samme således forfattede værk, som siden efter kgl. befalning af endel kongens råd ydermere er igennemset og af kongen samtykt, nu endelig har nået den fuldkommenhed, at det ved offentlig tryk er forfærdiget; så befales hermed alle kgl. undersåtter i Danmark og Norge, gejstlige og verdslige, både i de danske såvelsom tyske menigheder, at de sig efter dette ritual i alle måder hørsommeligst [lydigst] rette og forholde, under straf, som vedbør [som det sig bør].

(Omskrevet:) Kongen har for nogen tid siden befalet nogle af de fornemste af gejstligheden i Danmark, at de skulle forfatte et ritual og deri indføre alt, hvad der vedrører Guds-tjenestes forretning og kirke-ceremonierne i rigerne Danmark og Norge. Efter den formeldning og anledning, som i den forhen udgangne Danske Lov dertil gives, og loven enten ikke egentlig vedkommer eller ej omstændeligen deri ommældes. Samme således forfattede værk er siden efter kgl. befalning af en del af kongens råd ydermere gennemset og af kongen godkendt, og har nu endelig nået den fuldkommenhed, at det ved offentlig tryk er forfærdiget. Så befales hermed alle kgl. undersåtter i Danmark og Norge, gejstlige og verdslige, både i de danske såvelsom tyske menigheder, at de sig efter dette ritual i alle måder lydigst rette og forholde, under straf, som som det sig bør.

I kap.) Om Guds-tjeneste i kirken

Om Guds-tjeneste i kirken med læsning, bøn, sang, messen for alteret og prædiken; 1) på alle søndage. 2) på følgende hellige dage: De tre Kristi hoved-højtider, hver i 3 samfælde dage, jul, påske og pinse. Nytårs eller Kristi omskærelses-dag. Hellig tre kongers eller Kristi åbenbarelses-dag. Mariæ renselses-dag. Mariæ bebudelses-dag, hvilken skal holdes på palme-lørdag, hvis den falder på palme-søndag eller derefter. Kristi himmelfarts-dag. St. Hans baptistæ dag. Mariæ besøgelses-dag. Sk. Mikkels-dag. Alle helgens-dag (forandret ved fr. 26oct. 1770). Ligeledes skærtorsdag og langfredag; så og i Danmark d. I febr. 3tio) på almindelige bededage og andre dage, som loven omformelder, og hidindtil har været sædvanligt (cfr. L. 2 b. 4 kapitel.

1 artikel. Om søndagen og hellige dage.

Når prædiken skal holdes, ringes 3 gange. Gudstjenesten begyndes og endes med de her anordnede bønner i korsdøren og Fadervor. Til froprædiken om søndagen ringes på den almindelige tid. Den, som forestår sangen i købstæderne, skal, straks det ringer anden gang til froprædiken, med tilforordnede disciple skikkelig søge kirken, sangen til rette tid betjene, og sig, som den punkt om skolebørns kirkegang til højmesse herefter formelder, forsvarligen forholde.

Før og efter prædiken synges de her befalede salmer. Der prædikes over det evangelium, der hører til søndagen eller den helligdag, i alle måder, ligesom til højmessen. Er der brudefolk at vies, da betjenes de straks efter al den anden tjeneste er ude. Til froprædiken messes ikke, ej heller forrettes altergang; uden på den første dag af de 3 store højtider, da den messes, som til højmessen. På samme højtider synges efter prædiken, til froprædiken såvelsom højmesse, de forordnede vers, hvorpå folket går op at ofre, og imidlertid spilles der, eller synges en passende salme. Den ganske tjeneste skal være endet, når det ringer første gang til højmesse. Til højmesse ringes første gang, anden gang og sammen på de sædvanlige tider.

Skolebørnene i købstæderne skal forsamles i skolen straks det ringer første gang, og i rektoris, conrektoris og samtlige collegarum nærværelse holde deres sædvanlige bønner; siden, når det er ringet anden gang, skal de samtligen forføje sig af skolen til kirken og sømmeligen gå par og par sammen med rektore, viserektore og samtlige kolleger, hvilke og skal blive i kirken hos børnene, indtil al tjenesten er ude, og have tilbørligt tilsyn med dem, at de andægtigen og skikkeligen sig imidlertid anstille, som de agte selv at svare til. Efter tjenesten skal de iligemåde gå og følges af kirken i skolen, hvor de, førend de skilles ad, synge et vers eller flere af en bekvem salme. Er der flere kirker i byen, end en, da beskikkes visse hørere med nogle disciple til hver af dem, som da i lige orden og skik gå til og fra kirken, når tid er, og forholde sig, som forskrevet står. Rektor tilligemed viserektor og andre kolleger, om flere er ved skolen, søger hoved-kirken (se skole-fr. I maj. 1775. 57 og 58 -). De salmer, som skal synges, samt hvorledes der skal messes, såvel før, som efter prædiken, m.v., bliver her fastsat.

Præsten, eller den, som prædiker, skal efter en bøn og Fadervor tydelig oplæse teksten, som skal forklares, og siden klart udlægge den, dog ikke over en time. Søndags-teksten er, til froprædiken og højmesse, det sædvanlige evangelium, og til aftensang epistelen. Herpå følger uden undtagelse katekismus-forklaring efter loven, som vel skal iagttages.

Præsterne skal blive ved teksten i deres prædikener og forklare den efter Guds Ord og den sande kirkes lærdom således rettelig, at de enfoldige vel kan forstå dem, og deraf uddrage lærdom, undervisning, trøst, formaning, straf og revselse, som der gives bedst anledning til, og deres anbetroede menighed fornemmelig udkræver, hvorefter de endelig bør at lempe sig.

De skal især entholde sig fra at føre noget frem, som ikke vedkommer deres tilhørere, eller noget, som angår kongens regering, statssager, kgl. ordinanser og befalinger, eller lignende, videre end til at formane tilhørerne til allerunderdanigst lydighed mod deres konge og hans bud og befalinger. De skal på samme måde vel se til, at de ikke beskæmmer nogen med deres elenko, så og, at de ingen røre ved navn, når de straffe synden. De skal vogte sig, at de ikke noget på de hellige steder, prædike- eller skriftestolen, handle og fremføre af private årsager, had eller hævngerrighed; men at de med sagtmodighed og retsindig nidkærhed for Guds ære gøre alle ting til Kristi menigheds opbyggelse og synderes salighed. Hvad de ikke tilfulde ved, det må de ingenlunde der udråbe. Alene skal de straffe synden i almindelighed, og om de er blevet bekendt med noget særligt, da skal de efter Kristi befaling Matth 18, 15 først i enrum påminde dem, som lider brøst [synder], at de omvende sig i tide og gøre en sand pønitense [bod], som kan tækkes Gud.

De skal ikke skælde ud på dem, som er af en fremmed religion og lærdom, men hvor det gøres fornødent, der skal de med beskedenhed, som tro vogtere på Sions mure, advare menigheden derom, og vise dem deres vildfarelse af Guds ord, så de ikke skal forarges derover, eller lade sig forføre af sådanne og i så måde lide skibbrud på troen.

På visse helligdage skal der prædikes over særlig (her befalede) emner. Under prædiken besøges Guds børn med de fattiges tavler [bakker og poser til indsamling]. Ligesom præsten begynder sin prædiken, skal han også altid slutte den med en almindelig bøn på den måde, som loven omformelder. I særdeleshed skal han bede for dem, som vil begive sig i ægteskabs-stand, såvelsom for de syge, svage og sengeliggende i menigheden, som ønsker Guds kirkes forbøn, hvilke han ved navn opregner, og med et kort ønske befaler dem i Guds barmhjertighed til bestandighed i troen og en kristen tålmodighed under korset, indtil Gud efter sin behagelige vilje gør en god forandring derpå, som kan være hans navn til ære og dem til salighed. På nogle her benævnte festdage bruges særlig bønner. Derpå læser præsten lydelig Herrens bøn. Hvis noget andet er da at forkynde for menigheden, enten kgl. mandater, som skal oplæses, eller årsens tider, som på landet brugeligt er, såvelsom tjenestens begyndelse på efterfølgende prædikedag, eller og noget andet at lyse efter, som præsten forud er givet tilkende og bør at lyses efter, det skal da foredrages og forkyndes. Præsten slutter med et lidet ønske og velsingelsen. Efterat det anordnede vers efter prædiken er sunget, forrettes børne-dåben. Når verset derefter er sunget, går, på landet, og hvor det ellers hidindtil har været brugeligt, kvinden med barnet op at ofre, deslige fadderne og andre, som dertil er budne, og imens synger degnen en salme, som sig derpå kan bedst skikke. Derefter forrettes altergang, om nogen er; hvorpå kollecten etc. messes, udgangs-salmen synges og den ganske tjeneste sluttes på forbemeldte måde. Når epistelen såvelsom evangelium og velsingelsen læses, enten for alteret eller af prædike-stolen, da står folket op at høre derpå. Til aftensang ringes på de sædvanlige tider; til tolv-prædiken, hvor den holdes, kun en gang kl. tolv. Tjenesten holdes på den her befalede måde.

2 artikel Om fredagen og onsdagen.

Til fredags froprædiken, hvor den holdes, ringes om morgenen, og til højmessen, ligesom om søndagen. Tjenesten forrettes på den her foreskrevne måde. Efter prædiken læses den sædvanlige bededags bøn, og bedes for de syge, sengeliggende og andre, ligesom om søndagen; men til ægteskab lyses ikke på den dag. Dåben forrettes på samme tid og måde, som om søndagen. Til onsdags prædikener i købstæderne ringes, som sædvanligt, og ellers holdes dermed i alle måder, som om fredagen.

II kapitel Om dåben.

1 artikel Om børnedåben.

Ingen må lade sine børn opholde fra dåben over den tid, som loven ommelder, hvem det end er. Såsnart barnet bliver født til verden, skal kristelige forældre eller andre hosværende drage omsorg for, at det ved dåben bliver igenfødt, det snareste ske kan [så hurtigt som muligt]. De, som vil have deres børn døbte, skal dagen før give præsten det tilkende, og lade både sit eget såvelsom barnets og faddernes navne indføre i kirkebogen, hvilket præsterne på landet selv forrette; men klokkerne i købstæderne, dog under sogne-præstens inspektion.

Alle børn skal døbes i kirken i dens font eller bækken og 3 gange overøses med rent og bart vand på deres blotte hoveder: i navn Gud Faders, Søns og Hellig Ånds. Ægtefolks børn døbes straks efter prædike-tjenesten, men hore- og slegfred-børn skal i købstæderne døbes efter tolv slet, og på landet, når de have ofret med de ægte børn, eller når al tjenesten er ude; og med sådanne hore- og slegfred-børn må ej ofres.

Der skal være vidner og faddere til dåben, som er ærlige og uberygtede folk; dog må dertil ej flere bedes, end fem af mands- og kvindespersoner tilsammen. Dåben forrettes på den her anførte måde.

Ingen uden ordinerede personer må forrette dåben; men, hvis barnet befindes så svagt, efterat det fuldkommen er født til verden, at det ikke uden livsfare kan komme til kirken, da, såfremt ingen præst er så nær ved hånden, eller anden skikkelig mands-person, som er kommen til skelsalder, må jordemoderen, eller en anden gudfrygtig ærlig kvinde, døbe det med bart vand, og intet andet, således: n. Jeg døber dig i navn Faders, Søns og Hellig Ånds. Dog skal sligt ske i 2 eller 3 personers nærværelse, i det mindste, som derom kan bære vidnesbyrd, at barnet er rettelig døbt i den hellige treenigheds navn. Skulle det hænde sig, at moderen hastig blev overilet med fødselen, og barnet var i livsfare, efterat det fuldkommen var født, så at der var ikke tid at kalde nogle andre dertil, da må hun selv døbe sit barn på forskrevne måde; dør det da, så er det vel dødt, eferdi det har bekommet den rette dåb, hvorom præsten underviser moderen, at hun ingenlunde skal tvivle.

2 artikel Om hjemmedøbte børn.

Intet barn må hjemmedøbes, med mindre fornødenhed det udkræver, så at det befindes så svagt, at det ikke uden livsfare kan komme til kirken. Det barn, som på grund af legemets svaghed i andres overværelse således hjemmedøbes, skal dog føres til kirken, når det bliver så stærkt, at det kan tåle det, dog skal det ingenlunde døbes på nye igen, fordi der er kun én dåb; men alene, at barnets dåb må af Guds ords tjenere ved hænders pålæggelse stadfæstes og forkyndes i faddernes nærværelse på den her anførte måde. Hvis børnene desuden, på grund af stor hastighed, ikke er givet navn i deres hjemmedøbelse, så gør det dog ingenlunde dåben ugyldig, at den jo alligevel er en ret og fuldkommen dåb, og må man siden give barnet sit navn; men ikke døbe det for den skyld om igen.

3 artikel Om hitte-børn.

Hitte-børn og alle andre, om hvis dåb man ikke tilfulde er forsikret, skal føres til kirken og i fadderes overværelse døbes offentligt, ligsom andre børn, efter forskrevne skik og måde. Og selv om der måtte, som det undertiden sker, findes en seddel hos barnet, at det er døbt, så bør man dog ikke stole derpå, på det man ikke skal lade så vigtig en sag bero på så løst og uvist et vidne, hvorved barnet i længden selv kunne komme i tvivl om sin salighed. Dog skal præsten i sådanne tilfælde flittig udforske og efterspørge barnets dåb, om nogen kunne give vis underretning derom; og derfor, såsnart et sligt barn hos ham bliver angivet, skal han straks ved første prædiken, om barnets helbred det kan tåle, give menigheden det tilkende, om nogen af dem vidste eller kunne få at vide, at barnet havde bekommet dåben; er det i købstæderne, da sker den lysning i alle kirkerne samme dag, og til alle prædikener med tilbørlig bøn og formaning; og hvis ingen videre kundskab derefter bekommes, da døbes barnet til næste prædikedag, eller og en anden dag straks i ugen; men er barnet svagt, at man frygter at oppebie den tid, da døber præsten det, såsnart det kan ske, som beskrevet. Når slige børn er komne til kirken, gør præsten, førend de døbes, en (her anført) formaning til de nærværende.

4 artikel. Om voksne menneskers dåb.

De, som er kommet til skelsalder og dog ikke er døbte, men begærer af Guds tjenere at døbes, dem skal præsterne straks indføre for superintendenten, som skal bære omsorg, at de bliver vel og grundig undervist i deres katekismus og andre troens-artikler. Imidlertid skal præsterne idelig og alvorlig formane den, som vil døbes, at han ikke beviser nogen skrømt og hykleri i dette høje saligheds-værk, eller ser dermed hen til nogen verdslig ære og profit, men alene til sin sjæls evige salighed. Siden skal han af superintendenten i nogle præsters nærværelse nogle gange overhøres ikke alene i sin katekismus og kristelige børnelærdom, men også i de fornemste hovedstykker, som han tidligere har været uenig med os i, som om den hellige treenighed, om Kristus, om de højværdige sakramenter og i særdeleshed om dåbens nytte og fornødenhed. Når han da er kommen så vidt, at han kan sin katekismus og ved at svare til de fornemste hovedstykker i den kristelige tro, så at han til dette hellige dåbens sakramente vel kan annammes, skal sligt søndagen før gives den ganske menighed tilkende og gøres offentlig bøn til Gud for hans omvendelse. Hvorpå næste prædikedag med hans dåb forholdes på den her anførte måde. Afsindige mennesker og de, som er fra deres forstand, må ikke tilstedes dåben, når de er gamle, med mindre de komme til sig selv igen, og kunne så blive underviste til salighed.

III kapitel Om barsel-kvinder, jordemødre og kvindernes kirkegang efter deres barsel-seng.

1 artikel Om barsel-kvinder.

Præsterne skal flittigt undervise kvinderne, når de gør klar til barsel, og formane dem, at de med taknemmelighed erkender den velsignelse, som Gud har nedlagt hos dem, og vogter sig fra al misheld og skadeligt tilfald, så vidt muligt er, og arbejder trolige i deres kald, når tiden kommer, vidende, at, selv om al den smerte er for syndens skyld, så er de dog Gud behagelige i samme deres kald, når de stadig forbliver i troen, helliggørelsen og tugt, og med tålmodighed venter en god og mild forløsning.

Dør sådant et barn i moders liv, eller før det kan komme til dåb og kristendom, uden forældrenes forseelse eller forsømmelse i nogen måde, så har de en god samvittighed, og kan dog forsikre sig, at der er et Guds barn. Hvis barnet efter moderens død endnu er levende i hende, da må der ingen dåb dermed foretages, som nogle plejer at gøre, fordi barnet endnu ikke er kommet ud af moderens liv. For det, som ikke er født, hvorledes kan det blive genfødt? Men bliver barnet udskåren af hende, eller anderledes udkommer fuldkommen af moders liv, da må det døbes, hvis det er levende.

2 artikel Om jordemødre.

Til jordemødre skal af magistraten i købstæderne og amtmændene på landet beskikkes ærlige og gudfrygtige kvinder, som forstår sig på det embede, og med deres sogne-præsts attest beviser, at de er af et godt og kristeligt levnet. Men førend de antages, skal de af erfarne læger flittig eksamineres og overhøres, om de forstår sig på den bestilling, og når de af dem er dertil kendte dygtige, gives dem brev på forseglet papir under rådstuesegl i købstæderne og under amtmandens segl på landet for en rimelig skriver-penge, at de må lade sig bruge hos barsel-kvinder, når de begæres.

De skal bo på bekvemme [centralt beliggende] steder, såvel de fattige, som de rige til hjælp. Der skal ansættes så mange, som der er brug for alle steder, så den ene ikke skal være den anden i vejen. For sådan deres umage skal der gives dem, hvad der er rimeligt; men de fattige skal de hjælpe for Guds skyld [gratis]. Præsterne skal, hver i sit sogn, flittig undervise disse jordemødre, når de dertil er udvalgte, hvorledes de skal forholde sig i samme deres betroede embede, både med barsel-kvinder og med fosteret. Først at de vide ret at trøste sygelige kvinder, som er nær til at føde, og formane dem til ydmyg taksigelse for den Guds velsignelse, de er begavede med, som er livets frugt, hvilken ikke vederfares alle kvinder.

De skal hjertelig påkalde Gud om hjælp og bistand, som med sin kraftige nærværelse skal gøre det bedste for dem. De skal også lægge dem på sinde, at den smerte, som de lider i fødselen, er et kors, som af Gud er pålagt dem for syndens skyld, hvilken dem dog, med Guds hjælp, snarlige skal forvandles til en stor glæde, hvis de ellers med tålmodighed i tro og tillid venter Guds time. Skulle de end stå i nogen livsfare derover, så skal de dog forbliver tålmodige og befaler sig Gud med alle dem, som bærer hans kors. Dette skal man dog ikke tale meget om, undtagen der synes stor livsfare på færde.

Dernæst, at de varlige omgås med fosteret, så at det ikke for deres skyld kommer til skade i nogen måde. Hvis de finde det levende i moders liv, men svagt til fødselen, skal de befale det Gud med disse eller andre sådanne ord: ”Oh, Herre Jesus Kristus, som har en særligt behagelighed i små børn, og har selv lovet at modtage dem til det evige liv: på dette dit ord frembærer vi nu dette barn til dig i vore hjerters bønner; modtag det o kæreste Jesus og lad det evig nyde din forløsning, som du erhvervede os på korset. Amen.” Kommer barnet fuldkommen til verden, men sygt og skrøbeligt, så det er i livsfare, skal de straks døbe det, som før er meldt, og, hvis der er tid, bede derhos denne lille bøn: ”O, Herre Jesus Kristus! Dette barn ofrer vi dig efter dit eget ord, og beder dig, at du modtager det og lader det blive en kristen.” Eller også kortere således: ”O, Herre Jesus! Modtag dette barn.” Men er barnet dødt i moders liv, da skal de befale det til Gud, og gøre deres flid, at hun, som er i smerter, må blive ved.

For at de des bedre må ihukomme, hvad dem fornemmelig påligger i dette deres kald, at de med en god samvittighed det kunne forestå, skal præsterne 2 gange om året, ved påske og mikkelsdag i medtjenernes eller medhjælpernes nærværelse, enhver i sit sogn, forelæse dem disse efterskrevne punkter. Det kan passende ske i sakristiet, hvor man har det, eller også i koret i kirken:

1) Fordi I har påtaget jer at være jordemoder her i byen (sognet), hvorved mange kristne kvinders liv og helbred tilligemed deres livs frugt er givet i jeres hænder, så bør I af hjertet frygte og elske Gud, gerne høre hans hellige ord, så I kan bruge det de lidende til trøst, når tid er, og med jeres gudelige bønner daglig formane livets herre og skaber, at han kraftig vil stå jer bi i dette jeres kald, forlene gode råd med al nåde og velsignelse til jeres foretagende. I skal vide, at det er ikke et menneskes gerning alene, men allermest Guds gerning, som uddrager børnene af moders liv.

2) I skal være omhyggelige i dette jeres kald, og stræbe med al mulig flid, at både moderen og barnet må holdes ved god helbred uden men og skade, vidende, at hvis I enten af forsømmelse, uagtsomhed, drukkenskab eller og formedelst en grov medfart tilføjer nogen af dem nogen skade, da er I mordere, og Gud vil kræve det uskyldige blod af jeres hænder.

3) I skal vogte jer, at I intet gør efter egensindighed af had, fjendskab eller anden hævngerrighed. Hvis nogen tidligere har forurettet jer, da skal I efter jeres kristendoms pligt gerne tilgive og glemme det, og ingenlunde lade den nødlidende nu undgælde det i hendes store nød. Hvis barnet er dødt hos moderen, skal i gøre jeres bedste, at hun, som er i nød, må blive i live.

4) I skal med beskedenhed og god fornuft omgås de frugtsommelige kvinder, elske dem, som jeres døtre, og handle moderlig med dem, trøste dem flittig af Guds ord, at de ikke forsage, og med andre nærværende kvinder gøre bøn for dem, såvelsom, når tid er, alvorlig formane dem, at de trolig arbejder i deres kald efter Guds egen anordning, så de ikke for en stakket smertes skyld selv skulle omkomme deres livs frugt, og i så måde belæste sig med en ond samvittighed. æææ

5) I skal være villige til at hjælpe den fattige, såvelsom den rige, og ikke have nogens persons anselse, fordi de er alle lige højt agtede for Gud; ikke heller skal I besvære nogen med alt for stor løn for jeres tjeneste, men de, som intet formår, dem skal I tjene for Guds skyld.

Uanset I således er pligtige til at tjene alle og enhver, hvor det gøres behov og udkræves af jer, endog dem, som føde i utugt og uden et ærligt ægteskab, så skal I dog ikke hjælpe til at undertrykke og fortie sådanne uægte fødseler; men så snart barnet er kommet til verden, skal I straks give præsten det tilkende der i sognet, så Gud må få sin ære, synderen omvendes og forargelse borttages.

6) I skal intet andet bruge enten til moderen eller barnet, end bønnen, og med bønnen sådanne midler, som er naturlige, brugelige og kristelige, og, når nogen nød er på færde, søge de nærmeste læger om et godt råd. Andre ukristelige, ulovlige, ja afgudiske og djævelske midler skal I ikke alene selv holde jer fra; men endog, om I sådant hos andre fornemme, give øvrigheden og præsten det straks tilkende, at de tilbørlig derfor kan straffes. I skal heller ikke skamme jer at tage råd hos gudfrygtige matroner og andre erfarne jordemødre, at I ikke skulle synes selvvise og derover sætte både moderen og barnet i fare; men heller lade jer gerne sige, ligesom nøden det udfordrer.

7) I skal altid være ædrue og sparsommelige, og tage jer vel i vare for drukkenskab, fordi I derover hastig måtte forse jer; desligeste skal I have en afsky for al usømmelig og utugtig tale og gebærder, at I ikke dermed skulle give forargelse til andre; men mere beflitte jer på, at I med et ærbart og skikkeligt levnet må være et got eksempel for andre kvinder.

8) Hvor nøden ikke kommer for hastig på, skal I ikke gerne noget alene foretage, men, om det er muligt, lade andre forstandige kvinder dertil kalde, og, gøres det fornødent, præsten tillige, moderen til trøst, som er i nød.

9) I skal være tavse og ikke for nogen anden åbenbare en kvindes brøst, at hun derved beskæmmes.

10) Med dåben skal I jer aldeles intet befatte; men er barnet i livsfare, efterat det fuldkommen er født, da må I, hvis præsten ikke er ved hånden, eller nogen skikkelig mandsperson, som er kommen til skels alder, døbe det i navn Gud Faders, Søns og Hellig Ånds. Ellers skal I befale Gud barnet, mens det endnu er i moders liv, at han vil modtage det til nåde for Kristi skyld.

11) I skal ikke heller befatte jer med noget barns hemmelige begravelse; men, hvor noget utidigt foster fødes, der skal I først vise det for præsten og fornemme af ham, hvorledes det skal begraves. På disse forskrevne punkter skal enhver jordemoder gøre sin korporlige ed, for magistraten i købstæderne og amtmændene på landet, når hun dertil antages. Eden kan være således; »jeg n., antaget til at være jordemoder, sværger og lover: A) at jeg altid vil have Gud for øje i dette besværlige kald og af yderste flid formedelst Guds nåde og de dertil sømmelige midler trolig hjælpe hver og en, som min hjælp begærer, såvel den fattige, som den rige, varlig omgås både moderen og fosteret, så at dem for min uagtsomhed, forsømmelse eller ond medfart ingen skade må tilføjes. B) at jeg ingen uægte fødsel eller barnemord vil fortie, som mig kan forekomme; men på behørige steder det straks tilkendegive, hvem det og monne være, uden nogen persons anselse. C) at jeg vil findes ædruelig, kysk og flittig i dette mit betroede kald, og ellers i alt mit foretagende, såvelsom i liv og levnet, mig således forholde efter disse mig forelæste punkter, at ingen, ved Guds hjælp, skal have årsag i nogen måde sig over mig at besvære; så sandt hjælpe mig Gud og hans hellige ord!»

3 artikel Om kvindernes kirkegang efter deres barselseng.

Barsel-kvinder skal holde sig nogle uger hjemme fra kirken efter deres barnefødsel og siden af præsten indledes, hvor det hidindtil har været brugt. Uægte kvinder, som føder deres børn i hor og ukyskhed uden et ærligt ægteskab, skal også holde sig nogle uger hjemme, som sædvanligt, men bliver dog ikke af Guds tjenere indledte i kirken, ej heller have nogen følge med sig til kirken. De, som skal indledes, angiver sig for præsten dagen inden og lader antegne deres navne i en bestemt bog. Om morgenen derefter kommer hun med nogle få par kvinder betimelig til kirken, så snart gudstjeneste begyndes, men bliver sålænge ståendes i våbenhuset eller for kirkedøren, indtil præsten kommer til hende og med en kort formaning ståendes inden for kirkedøren, og kvinden lige for ham uden døren. Han skal minde hende om hendes taksigelse imod Gud, som har hjulpet hende af den nød, hun var i, og givet hende glæde for sorrig formedelst en god forløsning, at hun ikke glemmer at takke Gud tilbørlig derfor, nu hun er kommet til Guds hus, og ellers altid og herefter bevise sig omhyggelig for at opføde sit barn i Herrens sande frygt, og selv med et godt eksempel foregå det i alt det, som kristeligt er, hvortil han ønsker hende lykke og velsignelse og går så fra hende. Siden går hun med sit følge ind i kirken til sin sædvanlige plads, og forretter der sin andagt med andre Guds børn. Efter prædiken går hun med samme sit følge op til Herrens alter, og ofre de deres gaver til Guds tjenere, hvad de selv vil, og bedst kan afstedkomme. (indledelsens måde kan være således, som her nærmere er foreskrevet).

IV kapitel Om skriftemål og afløsning.

1 art) om lønligt [hemmeligt, privat, personligt] skriftemål og afløsning.

De, som vil bruge den hellige nadvers sakramente, skal enten dagen inden, eller samme dag før prædiken, hvis det for vigtige årsager ikke kan ske dagen inden, indstille sig for præsten i skriftestolen, bekende deres synder for ham og bede om afløsning. Dog skal de, som enten først vil gå dertil, eller har noget særligt billigen at tage i agt, gå til præsten nogle dage før, at han bekvemmeligen med dem derom kan handle, og i tide råde deres samvittigheder af Guds ord.

Når de så vil skrifte, skal de i en sand hjertens ydmyghed fremkomme, og som for Guds eget ansigt sætte sig med ærbødighed ned på knæ for Herrens tjener, mens de gør deres skriftemål og (på den her anførte måde) modtager afløsning. Og fordi en Guds tjener sidder her i Guds sted at handle med dem, som er besværede med synden, og bør at være tro i sit kald, så at han intet forsømmer, som kan være Gud til ære og synderen til trøst, glæde og en salig omvendelse, så må han se sig godt for, at han ikke i nogen måde misbruger det hellige embeds myndighed og dermed giver Gud årsag at kræve en synders blod af hans hænder, når han enten af frygt for mennesker og deres unåde efterlader noget, som til en synders salighed kunne være fornødent, eller også af had, nid, gerrighed, uvenskab og andre deslige private affekter overfuser en synder på det hellige sted, eller måske bebrejder ham, hvad dem kunne være imellem, eller også hånligt afviser ham fra skriftestolen, andre Guds børn til forargelse.

Men hvis nogen opfører sig ubodfærdig, ham skal en Guds tjener flittig formane til bod og bedring og beflitte sig på med sagtmodighed at overtale ham af Guds ord, at han opsætter sit forehavende, indtil han ved Helligåndens bistand må være bedre skikket til så helligt et værk.

Imens skriftemål således forrettes, skal klokkerne i købstæderne og degnene på landet stedse være tilstede i kirken og nøje give agt på, hvem de er, og hvor mange, som gå til skrifte, hvilke ved navn og dag i en dertil forordnet bog rigtig af dem skal antegnes, så man kan kende de forsømmlige og vide, hvor meget brød og vin til hver altergang endelig kan behøves, at ingen mangel derpå må være de gudfrygtige til hinder i deres salighed og menigheden til forargelse. Derfor skal og enhver præst have en tavle hos sig i skriftestolen, hvorpå han tegner tallet på dem, som har skriftet. Til det hemmelige skriftemål må de ikke stedes, som efter loven er skyldige til at udstå kirkens disciplin [straf, karantæne], men de bør åbenbare deres forselse for menigheden, for at få tilgivelse og afløses offentligt.

2 artikel. Om åbenbare skriftemål og afløsning.

Åbenbare afløsning skal ske i købstæderne om fredagen, og på landet om søndagen, straks efter prædiken på de steder, som loven omformelder. De, som således skal afløses, bør nogen tid inden at oplade sig for præsten og begære afløsning, og hvis han da finder en sand anger og ruelse hos dem over deres begangne forselse, skal han næste prædikedag, da sådan afløsning bør finde sted, modtage dem og (på den her bestemte måde) afløse. Hvorpå den, som har fået afløsning, går til Herrens nadvere.

V kapitel Om Kristi nadvers sakramente.

Præsterne alene, og ingen anden, skal i kirken, når gudstjeneste forrettes, uddele det højværdige alters sakramente; men hos de syge og fangne, som ikke kan komme til kirken, forrette de det i husene. Ingen præst må kommunicere sig selv (end ikke på hans sotteseng, når han kan have en anden dertil), men bør i så måde lade sig betjene af en anden, ligesom andre gøre. De, som have fået afløsning af Guds tjener, enten hemmelig eller åbenbare, skal siden, når kommunionen angår, komme med andagt til Herrens alter og sætte sig ned på knæ omkring alteret, så mange som vel kan få rum uden trængsel, mændene på den højre og kvinderne på den venstre side; de andre blive sålænge stående ordentlig og skikkelig ved siderne af alteret, indtil de første er blevne betjente. Præsten skal være iført både messe-skjorten og messe-hagelen, mens kommunionen forrettes, så skal og alteret altid være beklædt med en smuk ren dug, kalk og disk og to antændte lys, så længe kommunionen varer, samt fornøden vin og brød derpå tilstede, så tidt nogen skal berettes, hvormed klokkerne i købstæderne og degnene på landet skal have flittig indsende. Kommunionen forrettes på den her beskrevne måde. Præsten skal flittig lægge vind på, at han ved tallet på dem, som skal berettes, så at han ikke nødes til at igentage de forskrevne velsignelsen ord; thi hverken brødet eller vinen bør at uddeles, førend de ved ordet er helligede. Til dette højværdige sakramente må de, som loven det forbyder, ikke annammes. Ej heller må nogen af en fremmed religion annammes til alterens sakramente, førend han først tilfulde er undervist i vores tro, og ganske frasiger sig sin forrige religion for præsten.

VI kapitel Hvorledes med syge, anfegtede, besatte, fangne og misdædere skal omgås.

1 artikel Om syge.

De syge, vanføre og sengeliggende, som ikke kan komme til kirken, skal præsterne ideligen besøge, og ingenlunde nægte dem det hellige nadverens sakramente i deres egne huse, når de det begære, og skikke sig værdeligen dertil efter Guds ord og befaling; så skal de og, når leilighed gives, flittig påminde folket, at de betimeligen sende bud efter dem, når de blive syge, og ej bie til den alleryderste nød, på det de des ideligere kunne besøge dem og med fornøden påmindelse, råd og trøst af Guds hellige ord komme dem til hjælp og tjeneste i deres lidelser. Og skal den svage imidlertid af de nærværende flittig erindres om sin dåbes kraft, hvorved han beholder en god samvittigheds pagt med Gud, og kan fuldkommen forsikkre sig om det evige liv, hvis han kun med en stadig tro holder fast ved jesum og hans dyre fortjeneste, som er sket til hans salighed. Er præsten selv svag, når han kaldes til nogen syg at berette, så at han ikke kan komme derhen, da skal den nærmeste præst dertil fordres, om han kan bekommes. Hvor præsten så kaldes at berette nogen, did skal han uden forsømmelse komme, det være sig nat eller dag, og vel eftekstænke, hvorledes den syge har skikket sig i sin velmagt, at han nu i hans afmægtighed desbedre kan undervise ham til salighed. Efterat han har talt med den syge (således som her er anført), vige de, som er tilstede, straks af i et andet rum, indtil kommunionen foretages, på det præsten kan handle ene med den syge, og da farer han videre frem i sin tale til ham (således som her er foreskrevet) og med hånds pålæggelse tilsiger ham sine synders forladelse. Derefter kalder præsten folket ind igen i stuen til den syge, og, om det ikke er giort tilforn, befaler en ren dug at bredes på bordet med et eller to tændte lys derpå, og sætter så kalk og disk derpå tilligemed brød og vin. Hvorpå han (på den her foreskrevne måde) meddeler ham sakramentet og trøster ham. Er den syge så svag, at han ikke kan udsige sit skriftemål, og præsten finder dog visse bodfærdigheds tegn hos ham med en hjertelig forlængsel efter det højværdige sakramente, da træder han straks til absolutionen og den påfølgende kommunion, ligesom før er sagt. End er han i den tilstand, at han hverken kan høre eller tale, da skal dog præsten ikke forlade ham, ej heller nægte ham sakramentet, om han med tegn kan give tilkende sin attrå derefter, og at han forståer, hvad der tales til ham; men er han så svag, at han hverken kan høre, tale eller forstå hvad der tales, da skal præsten befale ham Gud, til en nådig omskiftelse, og derhos formane de hostående, at de endrægtigeligen bære ham for Gud i deres bønner, ligesom hine gjorde ved den verkbrudne, at han i nåde ville anse ham sit arme creatur, og trøste ham med sin hellig ånd, nu han ikke kan trøstes af andre, på det han må finde Guds kraft i sit hjerte til at imodstå alle Satans fristelser, indtil han gør en god ende på hans svaghed, som kan være til hans ære og den syges salighed. De, som i deres livs-tid have foragtet evangelium, eller og deg levet ilde, uden nogen poenitentse, hvis de af præsten vil lade sig omvende på det sidste, er det got; men vil de ikke, da må Kristi legems og blods sakramente ikke gives dem, at de ej skal annamme det sig til større fordømmelse; men hvilke, som bekende kristrum, og kende deres onde levnet, og ret alvorligen bede om sakramentet, dem må man foruden al fare give det; thi Guds tjener kan dog ikke videre dømme, end efter det, han ser og hører.

2 artikel Om anfægtede.

Bliver nogen på sin sygeseng eller og anden tid anfægtet for sine synder, da skal præsten, om så ske kan, nogle gange om dagen besøge ham, og (på den her anviste måde) gøre al sin flid til at føre hans sjæl til roelighed igen, på det han ikke skal geråde i fortvivlelse om sin salighed. Iligemåde skal de andre, som er hos slige anfægtede tilstede, med bøn, læsen og lovsang daglig opmuntre deres sjæle, at de må glæde sig i Gud deres frelsere, og komme jo mere og mere i Guds overflødige nådes kundskab sig til trøst og husvalelse, og endelig til en nådig befrielse fra disse hårde fristelser. Hvortil Gud forlene enhver bedrøvet synder nåde, styrke og salighed for Kristi skyld. Plages nogen med onde tanker og går altid bedrøvet og beklemt i hjertet, så at han hver dag jo mere og mere kiedes ved dette levnet, da skal præsten, som en Guds tjener og en ret sjæle-sørger: 1mo) flittig besøge ham og allerførst vel udforske hans forrige liv og levnet, om han måske med nogen grov og vitterlig last selv kan have givet årsag til denne bange og beængstede samvittighed, som han nu føler hos sig. 2do) skal han formane ham til sinds roelighed, at han tæmmer sine affekter, det meste ske kan, og beflitter sig på at være herre over sit eget sind, vare sig for ivrighed, skye ensomhed og være flittig i sit kald, som Gud har sat ham i; og fordi der er intet kraftigere middel til at hjælpe sådanne melankolske til rette med, end Guds saliggørende ord og det højværdige nadverens sakramente, da skal præsten søge at føre sådan en beklemt sjæl dem til brug, det meste ske kan, og deraf idelig og altid holde ham Guds livsalige forjættelser for, at han hænger hart ved dem og trøster sig dermed, når bangheden påkommer ham. 3tio) skal han til den ende formane ham at gå flittig til kirke, om han har den helbred, både når bøn og prædiken holdes, og ingen time forsømme, når han kan; desligeste, at han tit og ofte bruger det højværdige sakramente og befaler sig så Gud med en ivrig og andægtig bøn. Således skal og præsten tilholde dem, som nærværende er, at de altid bede med den syge, læse og synge for ham, på det hans sjæl må stedse være vakker for Gud, og jo mere og mere forglemme den bedrøvelse, som den er i. Det samme skal præsten og selv gøre, så vidt han kommer til den syge, og det på sine knæ tilligemed alle nærværende; der skal og ske bøn for dem af menigheden både for og efter prædiken, så tidt prædiken holdes, at Gud ved sin hellig ånd vil opholde dem i en fast tro og en god samvittighed indtil enden. Er det i købstederne, da sker det i alle kirkerne der i byen, indtil man ser nogen forandring, men er det på landet, da i nogle af de nærmest hosliggende kirker. Komme sådanne til rette igen, da skal iligemåde gøres taksigelse derfor af prædikestolen, ligesom for andre syge, og det i de samme kirker, som der tilforn er sket bøn i for dem.

3 artikel Om de besatte og dem, som i en eller anden måde plages af Djævelen eller hans onde redskab.

Bliver præsten kaldet til nogen, som holdes for at være besat, eller i anden måde plages af Djævelen, da må han ingenlunde afslå det; men bør efter sit embedes pligt, i Herrens navn, efter foregående alvorlig bøn og påkaldelse til Gud, straks at forføie sig til den syge og fornemme hans tilstand.

End bliver han ikke kaldet, og det er vitterligt, at sådan en er i hans menighed, bør han dog komme af sig selv, og, om han så tykkes, kan han tage sine medhjælpere eller nogle andre Guds børn der af sognet med sig.

Han må ikke være for hastig til at dømme derom, at han enten gør for lidet deraf, eller og for meget. Thi endskønt slige eksempler, derfor Gud være æret, nu omstunder er sjældne i kristenheden, så bør man dog ikke holde det for fabel, drømme, melankolske griller eller anden sindets urolighed, når sådant høres iblant os, og ikke tænke, at vi nu er aldeles frie for sådanne Satans anfægtelser. Ikke heller skal en Guds tjener være for hastig til at tro den gemene tale om sådanne syge; men han bør være betænksom i sine domme, og i sådant fald vel vide at gøre forskel på slige Satans gerninger, så at han ikke tager det ene for det andet, og dømmer den at være besat, som enten kun udvortes plages af Djævelen, eller og ved forgift eller anden troldom er bragt i den tilstand, eller og måske af en naturlig svaghed således kan anstille sig; fordi der er adskillige sygdomme, som i et og andet ligne dem, som er besatte, såsom månedsyge, raserie, den faldende syge og andre deslige. Derfor, når præsten kommer til nogen, som er således anfægtet, skal han først og for alting vel give agt på, hvorledes den syges tilstand er, og derhos nøje udforske, på hvad måde denne anfægtning er overfalden ham. Hvilket han straks skal give superintendenten tilkende, efter alle omstændigheder, og imidlertid med bøn, trøst og formaning flittig opvarte den syge, såvelsom daglig antegne, hvis der forefalder, for desbedre underretning om sygdommens beskaffenhed.

Siden skal superintendenten beskikke nogle visse præster deromkring, som, tilligemed sognepræsten der på stedet, skal skiftes til at opvarte den anfægtede med bøn og læsning. Disse skal allerførst i nogle lægers overværelse nogle gange komme sammen hos den anfægtede, og vel med hinanden overveje, om den svaghed kan være naturlig eller ej, hvis ikke, om det da måske måtte være et enpaitna eller Satans gøgelspil, hvorved han så tidt forblinder menneskene, og således forvender deres sind og sanser, at det, de tænke de se for deres øine, er dog slet intet; eller og om sådan en vel kan eragtes at være legemlig besat af Djævelen, så at han enten hersker og regerer i det ganske legeme og alle dets lemmer, samt sind, fornuft og alle sjælens egenskaber, eller og, at han kun har bemægtiget sig en eller anden særlig lem på legemet, som han selv bor i, og lader sin magt fornemmelig se i. Thi skønt det for mange og store årsagers skyld er meget vanskeligt nu i disse sidste tider at gøre forskel på ånderne og ret til grunde at udforske sådan Satans legemlige og personlige besættelse i menneskene, så kan dog en Guds tjener ikke lettelig fare vild deri, når han spørger Gud til råds derom og indretter sin prøve efter Guds Ord, hvori alle Satans anslag mod menneskene er os af Gud selv forud åbenbarede tilligemed en kraftig recept og lægedom imod enhver af dem.

Og da sådanne djævle ikke fare ud uden ved bøn og faste, så skal en Guds tjener fornemmelig tilholde sådanne anfægtede, at de af al magt modstår Satan, og med en hjertens andægtig og ivrig bøn holder Gud deres himmelske Fader deres store nød og elendighed for, at han dog for Kristi skyld vil forbarme sig over dem.

Og skal bispen til den ende forfatte en særlig bøn i sligt tilfælde for den anfægtedes nådige befrielse, efter Guds behagelige vilje, hvilken præsten, tilligemed andre hosværende Guds børn, i det mindste to gange hver uge med tilbørlig iver og andagt på sine knæ skal bede inde hos den anfægtede, og slutte med Herrens bøn og velsignelsen over den lidende. Ellers skal de nærmeste venner og de, som er i huset, to gange hver dag læse samme bøn for ham.

I ligemåde skal og i alle bedestunde, såvelsom og til hver prædiken, gøres bøn for samme menneske, både før og efter prædiken, ikke alene i den sogne-kirke, som personen er i, men endog i alle andre kirker der i byen, såvelsom i alle herreds-kirkerne der omkring, om det er på landet; dog skal den syge og anfægtede ikke personlig opføres til kirken, mens samme bøn holdes, som andensteds brugeligt har været, med mindre det for særlig årsags skyld således måtte blive befalet, på det menigheden med desto større iver og andagt måtte gøre deres bøn for ham.

Hvis den anfægtede med sin ugudelighed selv har voldet sig denne store fristelse, at han enten har indgået en særlig pagt med Satan og i så måde forbundet sig godvillig til hans tjeneste, eller og han med anden ugudelighed har givet Satan rum til sit tyranni at forøve mod ham, da skal præsten altid af Guds Ord holde ham for, hvor grovelig han deri har syndet imod Gud, vise ham, hvad magt Satan har over Guds foragtere etc.

Men har han været gudsfrygtig og af et kristeligt levnet, så at ingen kan sige, at han selv har forårsaget sig denne elendighed, som et vredes tegn fra Gud og en retfærdig straf for nogen grov djævelsk gerning, da skal præsten flittig trøste ham af Guds ord og vise ham, at Gud endog på grund af særlig årsager ofte således tillader de gudfrygtige til en tid at plages af Satan etc. Og hvis præsten da finder den anfægtede således beskikket fuld af tro og kærlighed til Gud, tålmodig under korsets byrde, frimodig og nidkær mod sin fjende, og særlig begærlig efter sin frelseres Jesu Kristi helligste legems og blods delagtighed, da kan han undertiden betjene ham dermed, når han er fri for den ondes anfægtelser, og kan agtes bedst bekvem dertil. Hvorpå han efter en kort påmindelse slutter med Herrens bøn og velsignelsen over den anfægtede, hvilke præsten altid gør, så tit han forlader ham.

4 artikel Om fanger og misdædere.

Præsterne skal nogle gange besøge de fangne og misdædere, som sidde på deres liv i fængsel for deres begangne synder, førend de meddele dem sakramentet, på det de med en god og kristelig beredelse kan annamme det. De skal for alle ting flittig formane dem til sandheds rette bekendelse, at de ikke undse sig for verden og kvæle synden hos sig selv, hvormed de lægge synd på synd og opvække Gud til større hævn og vrede over sig, hvis de forhærde sig imod Gud og give Satan rum hos dem, i det de imodstå sandhed og tale løgn; men at de åbenbarligen vedstå deres forselse og give Gud ære, på det de ikke skal besvære deres samvittigheder i døden og således rykkes bort herfra i deres sinds modvillige forhærdelse. Dernæst skal de formane dem til en sand og retskaffen anger og ruelse over deres begangne misgerninger, m.v . (efter den her anførte forskift). Når de er dømte, skal præsten tit og ofte besøge dem, og med al flid drive derpå, at de nu alvorligen afbede hos Gud deres begangne grove synd og forselse, og med en fri vilje undergive sig den afsagte dom, den de med al rette have fortjent, m.v. Siden, om de det begære og sig dertil kristelig berede, betjenes de med sakramentet, førend de henrettes, med lige ceremonier, som tilforn hos de syge er ommeldt, og bliver præsten fremdeles hos dem, at trøste dem, synge, læse og bede med dem; men såfremt de bevise sig halstarrige, blive de ikke annammede dertil, men befales Gud, at han for sin uendelige barmhjertigheds skyld vil virke en kraftig omvendelse og bodfærdighed hos dem, at de ikke måtte bortdøe i deres halstarrighed, men ved Guds ånds kraft endnu komme til sandheds bekendelse og døe salig. Når dagen er, at æksecutionen skal forrettes, da skal præsten, i hvis sogn æksecutionen sker, med flere, om behov gøres, være betimeligen hos den fangne, en eller to timer, førend det skal angåe, og da skal han med god andagt og omhyggelighed igen påminde ham om det, som han i de forledne dage har handlet med ham, samt (på den her befalede måde) formane, trøste og berede ham til døden. Hvis præsten fornemmer nogen frygt eller banghed hos synderen, skal han lade give ham vin; dog skal præsten heri se vel til, at han ikke drikker for meget, og således besværer sit hjerte med drukkenskab. På retterstedet skal præsten forblive hos ham, tale til ham, læse og bede med ham, indtil han er henrettet. Hvis han enten hænges eller brydes på sine lemmer, eller og levende martres og deles, da må præsten ikke forlade ham, førend han er død.

VII kapitel Om bandsættelse og afløsning af band. (Efr 2-9-11:24).

1 artikel Om bandsættelse.

De, som skal sættes i band, skal præsten 3de søndage i rad lyse for af prædikestolen (på den her foreskrevne måde). Men hvis han (hun) da ikke indstiller sig inden det bliver udlyst, skal præsten, efter provstens og bispens foregående råd og samtykke, siden fare fort med bandsættelsen, og ved navn udelukke samme person af Guds menighed på følgende måde; søndagen, efter prædiken er ude og alt andet er forkyndt af prædikestolen, begynder præsten at tale (efter en her anført formular) og slutter således; jeg kundgør og åbenbarlig forkynder; »at n.n. For slige grove forselsers skyld er et bands-menneske og udelukt fra den kristen menigheds samfund og sakramente, som en hedning, under sådanne sine synders beholdning og band, og under Guds vrede, som han (hun) hidindtil har samlet sig selv med sin hårdhed og ubodfærdighed, og hermed så overantvorder jeg ham (hende) i Satans hænder til kiødsens fordærvelse, på det hans (hendes) sjæl efter en sand omvendelse må blive frie og salig på vor herres Jesu dag.« hvorpå klokkeren, om det er i købstederne, og degnen, om det er på landet, straks leder denne bandsatte synder, om den er da tilstede, ud af kirken i den ganske menigheds påsyn. Dog skal det ikke være sådan en synder forment, den stund han er under band, at komme i kirken at høre Guds ord, men han må have et særlig sted for sig selv nedre i kirken, hvor det ham forordnes, og såsnart præsten går af prædikestolen, skal klokkeren (degnen) hver gang lede ham fra det forordnede sted ud af kirken. Kan det i sær hensende ikke ske uden forargelse, at han bliver i sognet, da forvises han til et andet sogn i nærværelsen, hvor han og på samme tid og måde, som sagt er, hver gang ledes ud af kirken.

2 artikel Om afløsning af band.

Når en halstarrig og forhærdet synder således, som sagt er, er bleven sat i band, og som en hedning, efter Kristi befalning, offentlig udelukt af Guds og Jesu menighed, da bør dog en ret Guds tjener ikke så plat overgive ham, at han jo, som en ret hyrde, efter Kristi eksempel, flittig søger efter det fortabte får, og med bøn og forbøn, såvelsom alvorlige formaninger, lærdom og undervisning, både offentlig i prædiken, så tidt leilighed gives af teksten, og hemmelig for sig selv, idelig og altid stræber at overvinde al Satans magt i ham, og ved Guds mægtige finger løse ham af de hårde syndens bånd, som ligge på ham, på det han i tide måtte omvendes til Gud og leve. Og kommer det så vidt, at den bandsatte, formedelst den hellig ånds oplysning, ser sin synds vederstyggelighed og den meget farlige og fordømmelige tilstand, som han derover er geråden i, så at han angrer og fortryder sit hjertes hårdhed og modtvillighed, og derfor længes inderlig efter at komme i venskab med Gud igen, og antages i de helliges forsamling, at han der med andre Guds børn igen må have del i de hellige og himmelske ting i Guds kirke, sin bekymrede sjæl til trøst, glæde og husvalelse, da, såfremt han sin fortrydelse retsindig giver tilkende i en sand og alvorlig bekendelse, og man ellers finder rette bodfærdigheds tegn hos ham, skal præsten straks give provsten (og, om høj vigtighed det udkræver, bispen også) det tilkende, og indkaldes da den bandsatte og i nogle andre præsters overværelse flittig forhøres og, efter muligst befunden alvorlig anger og ruelse, tillades at lyses af band igen og annammes i Guds menighed, hvilket skal ske på efterskrevne måde: 1mo) skal præsten søndagen tilforn forkynde af prædikestolen, at, såsom n.n., som formedelst sin halstarrighed og forhærdelse i synden er for nogen tid siden sat i band og udelukt fra Guds menighed, er nu ved hans store nåde kommen i sin synds rette kundskab og fortrydelse, og begærer hjerteligen at forliges med Gud og annammes igen i den kristen menighed etc., og med adskillige bodfærdigheds tegn har givet sit hjertes anger og vemodighed tilkende, haver man i den herres Jesu navn sluttet på tilkommende søndag, efter hans (hendes) foregående offentlige bekendelse og afbedelse, ved den hellige afløsning offentligen at løse ham (hende) af kirkens band, og, efter hans (hendes) inderlige attråe, annamme ham (hende) igen til de helliges samfund her i menigheden, hvorfor den ganske menighed formanes, at de alvorligen bede Gud for denne synder etc. Og bør synderen (synderinden) selv være tilstede samme tid i kirken på det forordnede sted, og føie sin bøn tillige med menighedens forbøn til Gud, og med suk og klage lade se sin alvorlighed til en sand poenitentse. 2do) skal den bandsatte samme dag efter prædiken møde (nederst inden for den største kirke-dør, om det er i købstederne, og på sognestævne, om det er på landet) og vemodig med sammenlagte hænder (og blottet hoved, om det er en mandsperson) bede præsten og den menige almue, at de vil have medynk over hans jammerlige tilstand, forlade ham de store forargelser, som han i sit syndige væsen har givet dem, og af et kristen hjerte bede fremdeles med og for ham, at han igen måtte forsones med Gud og den kristen kirke; hvilket ham da efter en liden foregående revelse tilsiges med formaning, at han herefter vogter sig for slig og anden forargelig synd, og til næste søndag rettelig bereder sig til at gøre sin usvigelige bekendelse og afbedelse for Gud og menigheden. 3tio) når dagen da kommer, at synderen skal offentlig afløses, ståer han nedre i kirken på det sted, som ham har været udvist, mens han var under band, og gør præsten efter prædiken atter igen aflysning for ham (hende, på den her foreskrevne måde) af prædikestolen. 4to) såsnart de befalede vers begyndes, går straks klokkeren (degnen) ned og beder synderen nu i Jesu navn fremtræde for Guds og menighedens åsyn, og afbede sin begangner synd og forargelse, hvorpå han går op og sætter sig på sine knæ, enten i korsdøren, eller på det forordnede sted, oppe imod alteret, hvor ingen kor er; og når sangen er til ende, kommer sognepræsten, som da selv bør at forrette embedet, og korteligen, før han træder til afløsningen, forestiller menigheden den meget ynkelige tilstand, som de er i, som er under kirkens band, såvelsom: Guds overflødige nåde til at løse deres bånd og sætte dem frihed igen, når de alvorligen ville omvende sig til ham; og (på den her beskrevne måde) absolverer ham. Derpå fører klokkeren (degnen) ham hen til sit sædvanlige sted i menigheden, hvor det, førend han kom under kirkens band, har været.

VIII kapitel Om ægteskab.

De, som vil begive sig i det hellige ægteskab, skal nogle dage tilforn give sig an for præsten, og, såfremt han ikke selv tilfulde kender dem, fremvise for ham lovligt skudsmål og bevis, at intet på begge sider er, som efter loven kan hindre samme deres ægteskab. I købstæderne, og hvor sådanne beviser ej kan haves, skal de stille 2de gode mænd til trofaste forlovere for sig, en for hver af dem, hvilke skal love for dem hos præsten om det samme. De, som love således for andre, skal vel vide besked derom, med mindre de vil anses for løgnere, om anderledes siden besindes; hvilken straf præsten dem skal foreholde, førend de sådant løfte gøre. Er de soldater, da skal de, efter krigs-artiklernes indhold, føre deres oberstes attest og tilladelse med sig, at de må giftes, og at intet er, som lovligen kan hindre deres forehavende ægteskab. Hver præst skal, i en igennemdragen bog, ved dag og tid, tegne deres navne, som han trolover og sammenvier, tilligemed deres, som enten have attesteret med dem, eller og lovet for dem. Præsterne må ingen sammenvie, som ikke tilforn har været til Guds bord. Alle enkemænd og ænker skal først bevise, at de have holdet skifte og giort rigtighed med den afdødes børn eller arvinger, førend de må vies tilsammen. Præsten må ingen hindre i sit lovlige ægteskab, med mindre de vitterligen er udygtige dertil, såsom gildinger, hvilke ikke må tillades at komme i ægteskab med nogen. De, som er døve, stumme eller blinde, må ej af præsten formenes ægteskab, såfremt de ellers på en eller anden måde kan give deres vilje og samtykke fornøjelig tilkende. Ingen må til noget ægteskab sammenvies, som ikke tilforn er trolovede, og 3de søndage efter hinanden af prædikestolen offentlig lyst for, undtagen de, som er i randen eller af adel, og de, som lige ved adel agtes, hvor det skal holdes for fuldt ægteskabs løfte, når begge parterne i 6 af fælles venners nærværelse tilsige hverandre ægteskab og give hinanden fuld ja-ord. Trolovelse sker, enten i præstens huus eller deres eget, ligesom de det begære, i 5 vidnesbyrds overværelse i det mindste (på den her foreskrevne måde). Når de således er trolovede, da lyses (på den her befalede måde) for brylluppet 3 søndage i rad, undtagen på de store højtider, påske eller pinsedag, og når juledag indfalder på en søndag, da der lyses anden dagen for dem. Lysningen sker således: »lyses til ægteskab 1ste sang for n.n. Og n.n. Disse personer velsigne Gud etc. Hvis nogen haver noget deri at sige, han sige det i tide eller siden tie stille.« ligeså lyses 2den gang den 2den søndag og 3die gang 3die søndag næstefter. Hvis nogen imidlertid gør forbud på ægteskabet, da blive de folk ikke viede, førend der er gangen dom i sagen; hvilket iligemåde er at agte, om noget forbud sker for tro-lovelsen. Hvis fæstefolkene, efterat der er udlyst, lade det selv forsætligen uden billig årsag noget længe henståe, og vil ikke lade sig vie, da skal præsten sætte dem en vis tid for, når de skal vies, under straf efter sagens leilighed. Vielsen skal ske i kirken oppe imod alteret. Er det på prædikedage, da forrettes vielsen i købstæderne til froprædiken, straks efter at den anden ganske tjeneste er til ende, og til højmesse (ligesom det og skal ske på landet), for prædiken imellem epistelens og evangeli oplæsning. Er det på andre dage i ugen, når ingen prædiken holdes, da komme de til kirken i det allerseneste imellem 9 og 10 slet, så at brudevielsen kan være endet, førend klokken slåer elleve. Vielsen forrettes på den her befalede måde.

IX kapitel Om lig og begravelse.

Når nogen døer i menigheden, skal de nærmeste venner, eller og stedets øvrighed, om han (hun) er fremmed, bære tilbørlig omsorg, at liget, af hvad stand det og er, bliver i købstæderne, såvelsom på landet, inden og på den tid, så og på den måde, som politie-ordningen ommelder, ved en kristelig begravelse bestædt til jorden. I købstæderne må ingen lig begraves om søndage og andre hellige dage, på det de ordinaire tjenester ikke skal opholdes eller hindres. Men på landet må det ske for prædiken, førend det ringer sammen. Ingen åbner nogen grav, enten i kirken eller på kirkegården, uden kirkeværgernes tilladelse, ej heller må nogen begrave sine døde stiltjendes uden præstens tjeneste med at kaste jord derpå; men de skal give ham det tilkende, og da bestille ligprædiken hos ham, om de den er begærende. Der skal være en bog ved hver kirke over alle døde i sognet, hvilken præsten selv skal holde ved lige, at de dødes navne ved år og alder, samt dag og datum, deri rigtig indføres. Når liget kommer til graven, nedsættes det straks deri, og siden befatter sig ingen videre dermed, førend præsten kommer og kaster 3de gange jord derpå med en skuffe, sigendes: af jord est du etc. Derefter kaste de andre, som have båret liget, den øvrige jord fuldkommen derpå, indtil graven bliver ganske tildekket. Imidlertid synge disciplerne af skolen og degnene på landet en eller flere lig-salmer. Begraves liget på kirkegården, da stå disciplerne (degnen) straks hos graven, den stund dette synges; men sker det i kirken, da blive de stående i deres ordinaire sted, indtil altsammen er til ende. Siden gå sørgefolkene i kirken, om der sker ligprædiken, og da synges for prædiken: vi tro etc. Derpå går præsten på prædikestolen og kortelig udlægger en bekvem tekst af den hellig skrift, som kan være de sørgende til trøst og husvalelse, og andre efterlevende Guds børn til formanelse og undervisning; og skal han, førend han træder til tekstens forklaring, straks efter at han har delt sin prædiken, læse den afdødes liv og levnet for menigheden, såvidt allermest fornødent eragtes, og hvis han enten til kirker, skoler, fattige eller andre deslige gudelige brug noget haver skienket og testamenteret, skal det deri indføres, og tillige for menigheden forkyndes, Gud til ære og andre til et got eksempel. Begærer nogen sær tekst af præsten, da bør han deri at føie dem, såfremt den ellers skikker sig på slig en forretning. Præsterne skal fornemmelig handle om visse her anførte materier. De skal vel vogte sig, at deres ligprædikener ikke blive til panegyrisk snak, så at de enten efter hedningenes sædvane sige for meget til den afdødes roes og besmitte deres hellige kald, såvelsom deres egen samvittighed, dermed, eller og melde noget usømmeligt om ham, andre til forargelse og de pårørende til beskiæmmelse; men hvis sandt er og vitterligt i menigheden, det må de med måde og god maner beskedentlig udsige, andre til afskye og advarsel. Ligprædiken må ikke vare over en time. I pest og smitsomme tider prædikes kun halv så længe i kirken, og sker det på kirkegården, da gøres kun en kort formaning isteden for ligprædiken, eller og læses den bøn, som i sådanne tider forordnet vorder, og derpå sluttes med Herrens bøn. Efter prædiken synges en passende salme. Siden synger degnen på landet, og nogle discipler i købstæderne, enten over graven, om prædiken er sket på kirkegården, eller og midt på kirkegulvet, om den er sket i kirken, de 2de vers: nu lade vi hannem sove i fred etc. Eller en anden bekvem salme. Er der flere lig på engang at begrave, som skal prædikes over, da kaster præsten først jord på ethvert af dem, og siden sker prædiken på engang over dem tilsammen, dog at enhvers testamente oplæses især efter enhvers stand. Med dem, som efter sær kongel. Tilladelse begraves om aftenen, forholdes efter politie-ordningen. De, som blive hensatte over jorden, kaster præsten jord på, ligesom på de andre, der nedsættes i jorden. De, som ikke er af den rene og rette bekendelse med vores kirke, blive i kirkegårdene begravne iblandt andre afdøde kristne, dog uden nogen jords påkastelse af præsten, tale, eller ligprædiken over dem. Iligemåde må præsten ej kaste jord på eller holde ligprædiken over nogen, som for sin misgerning er bleven rettet, eller har myrdet sig selv med vilje, eller er bandsat og ikke afløst, eller dømt til mindre mand, førend øvrigheden og sagsøgeren er tilfredstillet. Ingen, som omkommer i nogen duel, hovedmand eller secund, må enten i kirken eller på kirkegård begraves. Findes nogen hastig død, enten på marken eller andensteds, og ikke vides, på hvad måde han er omkommen, da må han ikke jordes, førend præsten, derom advaret, har givet øvrigheden det tilkende, og der siden lovligen er kendt på mandens død. Hvilket og er at forstå om de børn, som avles uden ægteskab og findes døde straks efter fødselen. Ligprædikener, som ske hos sognepræsterne, være sig dem selv eller deres nærpårørende angående, forretter provsten i herredet, hvor sligt falder. Det samme er og at agte med brude-vielser og børne-dåb, som således forefalde.

X kapitel Om bispe- og præste-vielse.

1 artikel Om bispe-vielse.

Bisperne skal til deres embede indvies i vor frue kirke i khavn på en søndag eller anden højtids-dag, af bispen sammesteds, det snareste ske kan, efterat de dertil af kongen er beskikkede; men bispen i sjælland skal indvies af den biskop, som næst hos er boendes. Bispe-vielsen (som forrettes på den her befalede måde) skal være til ende til klokken er 10.

2 artikel Om præste-vielse.

Præsterne ordineres (på den her foreskrevne måde), det snareste ske kan, enten onsdag eller fredag, hver i sit stift, i den sognekirke, på det sted, hvor bispen residerer, efterat de af epifcopo loci til det hellige embede er approberede og dygtige befundne.

XI kapitel Hvorledes provsterne beskikkes.

Den præst, som af samtlige herreds-præsterne med deres bisp er udvalgt til at være provst i det herred, bliver af bispen til det første landemode (på den her anordnede måde) dertil indsat, tagen i ed og creret. I Norge forholdes hermed, som loven formelder, og sædvanligt være haver.

Ederne, som de gejstlige gøre for deres biskop, hver efter sit kald:

Juramentum creandi præpofiti.

Juramentum, quod in timore domini præftabunt, kvi muneri ecclefiaftico initiabuntur.

Juramentum rektoris skolæ.

En degns ed.

1992-Ritualerne

Bekendtgørelse om autorisation af ritualer for dåb, nadver i hjemmet, skriftemål, vielse (bryllup), kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab, jordpåkastelse og kirkeindvielse

Efter Kirkeministeriets indstilling har det den 12. juni 1992 behaget Hendes Majestæt Dronningen at autorisere nedenstående ritualer til brug i den danske folkekirke.

I. Ritual for dåb

Dåb finder i almindelighed sted i kirken under en gudstjeneste. I tilfælde af sygdom kan dåb foregå i hjemmet eller på sygehuset.

Dåb under en højmesse kan finde sted på trosbekendelsens plads, i tilknytning til første læsning, efter salmen, efter prædikenen eller efter nadveren.

Når dåb finder sted ved en særlig dåbsgudstjeneste, kan forud for dåbssalmen indledes med præludium, indgangssalme og dåbstale.

Dåb i kirken

Dåbssalme

Ved dåb under en højmesse kan dåbssalmen være en af gudstjenestens almindelige salmer.

Efter dåbssalmen spørger præsten:

Er barnet hjemmedøbt? - Nej!

Ved dåb af voksne spørger præsten:

Er du tidligere døbt? - Nej!

Lovprisning og bøn

Præsten siger:

Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader,

som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb

ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Lad os alle bede!

Vi takker dig, himmelske Fader,

fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb,

hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden

med syndernes forladelse og det evige liv.

Vi beder dig:

Tag i nåde mod dette barn (disse børn),

som vi bærer frem for dit åsyn.

Indlem det (dem) i din menighed,

og bevar det (dem) i dit samfund både her og hisset! Amen.

Ved dåb af voksne:

Vi beder dig: Tag i nåde mod ham (hende),

som i dag kommer til den kristne dåb.

Indlem ham (hende) i din menighed,

og bevar ham (hende) i dit samfund både her og hisset! Amen.

Skriftlæsning

Præsten fortsætter, og menigheden rejser sig.

Således taler vor Herre Jesus Kristus:

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden.

Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple,

idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,

og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.

Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Evangelisten Markus skriver:

Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem;

disciplene truede ad dem, men da Jesus så det,

blev han vred og sagde til dem:

»Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i,

for Guds rige er deres.

Sandelig siger jeg jer:

Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn,

kommer slet ikke ind i det.«

Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Så vil vi nu hjælpe dette barn (disse børn) til hans velsignelse

ved at døbe det (dem) i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Ved dåb af voksne:

Så vil vi nu hjælpe dig til hans velsignelse

ved at døbe dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Korstegnelse

Barnet - dersom der er flere børn, hvert barn for sig - bæres hen til døbefonten.

Ved dåb af voksne træder den, der skal døbes, selv hen til døbefonten.

Præsten tegner derefter med hånden kors for ansigtet og brystet af den, der skal døbes, og siger:

Modtag det hellige korsets tegn

både for dit ansigt og for dit bryst,

til et vidnesbyrd om,

at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.

Hvad er barnets navn? - N.N.

Ved dåb af voksne udelades dette spørgsmål normalt.

Trosbekendelse

N.N. Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? - Ja!

Tror du på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber? - Ja!

Tror du på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde? - Ja!

Tror du på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv? - Ja!

Vil du døbes på denne tro? - Ja!

Dåbshandling

Præsten øser vand tre gange på hovedet af den, der skal døbes, og siger:

N.N. Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Præsten lægger hånden på den døbtes hoved og siger:

Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader,

som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden

og skænket dig syndernes forladelse,

han styrke dig med sin nåde til det evige liv!

Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid!

Amen.

Dersom flere skal døbes, gentages for hver enkelt afsnittet fra korstegnelsen og til og med håndspålæggelsen.

Fadervor

Derefter bedes Fadervor.

Herunder lægger præsten hånden på den døbtes (de døbtes) hoved.

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

Amen. (* 1)

Fred være med dig (jer)!

Faddertiltale

Menigheden sætter sig. Til barnets (børnenes) faddere og forældre siger præsten:

I, som er faddere til dette barn (disse børn), kan nu bevidne, at det (de) er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og I skal vide, hvad I skylder det barn, hvis faddere I er. Hvis det sker, at forældrene dør, før barnet kommer til skelsalder, da skal I, så vidt I har mulighed for det, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne børnelærdom, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham.

Fred være med jer!

Eller

I forældre og faddere til dette barn (disse børn) er nu vidner på, at det (de) er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. I forældre skal oplære jeres barn i den kristne tro og bede for det, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham. Og sker det, at forældrene dør, før barnet bliver voksent, da skal I faddere, så vidt det står til jer, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne tro.

Fred være med jer!

Præsten er frit stillet med hensyn til faddertiltalens ordlyd, men kan benytte een af ovenstående tiltaler, der er vejledende for tiltalens indhold.

Ved dåb af voksne slutter præsten med en kort fri tiltale til dåbsvidnerne.

Dåbssalme

Efter dåben synges en salme. Ved dåb i forbindelse med en højmesse fortsættes herefter som en almindelig højmesse, og salmen kan være en af gudstjenestens almindelige salmer.

· (Dåbskollekt)

Ved dåb i forbindelse med gudstjeneste, hvor der også er nadver, kan som slutningskollekt i gudstjenesten anvendes kollekten til Første søndag efter påske. Ved gudstjenester uden nadver og ved særlige dåbsgudstjenester anvendes som slutningskollekt følgende dåbskollekt:

Lad os alle bede!

Herre, vor Gud, himmelske Fader!

Vi takker dig af hjertens grund,

fordi du har ladet os komme til den nådefulde dåb,

hvori du skænkede os syndernes forladelse,

Helligånden og det evige liv

for din Søns, Jesu Kristi, skyld.

Vi beder dig:

Bevar os i troen, så at vi aldrig tvivler om denne din gave,

og styrk os ved din Helligånd

til at stride mod synden og blive i vor dåbs nåde,

indtil vi bliver til evig tid salige,

ved din elskede Søn, Jesus Kristus, vor Herre,

som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,

een sand Gud fra evighed og til evighed.

Menigheden:

Amen.

Når der holdes dåb ved en særlig dåbsgudstjeneste, afsluttes med velsignelse, udgangssalme og postludium.

Hjemmedåb

Hvis et barn på grund af sygdom eller svaghed eller af anden gyldig grund ønskes døbt i hjemmet eller på sygehuset, følger præsten det almindelige ritual for dåb i kirken, dog med udeladelse af faddertiltalen.

Når omstændighederne taler derfor, kan dåbsritualet begrænses til: korstegnelse, trosbekendelse, dåbshandling og Fadervor.

Når dåben er foretaget uden for kirken (hjemmedåb), fremstilles barnet senere i kirken ved en højmesse.

Hjemmedåb af børn i øjeblikkelig livsfare

· (Nøddåb)

Nøddåben kan, hvor der ikke er tid til at hente præsten, foretages af en af de tilstedeværende.

Dåbshandling

Herre Jesus, tag i nåde mod dette barn!

Der øses vand tre gange på barnets hoved, mens man siger:

N.N. Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

(Med håndspålæggelse:)

Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader,

som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden

og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv!

Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid! Amen.

Fadervor

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen. (* 1)

Fred være med dig!

Dåb uden præstens medvirken meddeles snarest denne, og barnet bør siden fremstilles i kirken. Bliver barnets navn ikke nævnt ved dåben, skal dåben ikke af den grund gentages, men navnet skal blot meddeles senere.

Fremstilling i kirken af døbte børn

Fremstillingen af allerede døbte børn foregår i kirken ved en højmesse på dåbshandlingens sædvanlige plads. Er der både dåb og fremstilling, går dåben forud for fremstillingen.

Salme

Der indledes med en salme, som kan være en af gudstjenestens almindelige salmer.

Efter dåbssalmen indleder præsten med at spørge:

Er barnet hjemmedøbt? - Ja!

Er det døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn? - Ja!

Lovprisning

Præsten siger:

Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader,

som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb

ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Skriftlæsning

Præsten fortsætter, og menigheden rejser sig.

Således taler vor Herre Jesus Kristus:

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden.

Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple,

idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,

og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.

Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Evangelisten Markus skriver:

Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem;

disciplene truede ad dem, men da Jesus så det,

blev han vred og sagde til dem:

»Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i,

for Guds rige er deres.

Sandelig siger jeg jer:

Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn,

kommer slet ikke ind i det.«

Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Denne indledning udelades, hvis der i samme gudstjeneste er både dåb og fremstilling.

Præsten spørger:

Hvad er barnets navn? - N.N.

Trosbekendelse

N.N. Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? - Ja!

Tror du på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber? - Ja!

Tror du på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde? - Ja!

Tror du på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv? - Ja!

Bekendtgørelse og bøn

Præsten siger:

Da dette barn (disse børn) allerede er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, vil vi ikke døbe det (dem) igen og derved ringeagte dåbens hellige gave, men vi kundgør her i menighedens forsamling, at det (de) har fået den rette kristne dåb, og vi takker vor Gud og Fader, som har taget det (dem) til nåde ved Jesus Kristus.

Præsten lægger hånden på barnets hoved og siger:

Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader,

som har genfødt dig ved vand og Helligånden

og skænket dig syndernes forladelse,

han styrke dig med sin nåde til det evige liv!

Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid!

Amen.

Fadervor

Derefter bedes Fadervor.

Herunder lægger præsten hånden på barnets hoved.

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

Amen. (* 1)

Fred være med dig (jer)!

Faddertiltale

Menigheden sætter sig. Til barnets (børnenes) faddere og forældre siger præsten:

I, som er faddere til dette barn (disse) børn kan bevidne, at det (de) er fremstillet i Guds hus som døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og I skal vide, hvad I skylder det barn, hvis faddere I er. Hvis det sker, at forældrene dør, før barnet kommer til skelsalder, da skal I, så vidt I har mulighed for det, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne børnelærdom, for at det må blive i Kristus, ligesom det ved dåben er indpodet i ham.

Fred være med jer!

Eller

I forældre og faddere til dette barn (disse børn) er nu vidner på, at det (de) er fremstillet i Guds hus som døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. I forældre skal opdrage jeres barn i den kristne tro og bede for det, for at det må blive i Kristus, ligesom det ved dåben er indpodet i ham. Og sker det, at forældrene dør, før barnet bliver voksent, da skal I faddere, så vidt I har mulighed for det, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne tro.

Fred være med jer!

Såfremt der har været både dåb og fremstilling, foretages de nødvendige ændringer og tilføjelser i den almindelige faddertiltale.

Salme

Efter fremstillingen synges en salme, som kan være en af gudstjenestens almindelige salmer. Og gudstjenesten fortsættes derefter som en almindelig højmesse. Som slutningskollekt kan anvendes kollekten til Første søndag efter påske eller den særlige dåbskollekt.

II. Ritual for nadver i hjemmet

Når nadver holdes i hjemmet, på sygehus eller plejehjem, kan anvendes en af højmessens nadverliturgier eller efterfølgende ritual.

Der indledes sædvanligvis med en salme og skriftemål. Salmen kan bortfalde, og skriftemålet kan forkortes til absolutionsordene. Efter omstændighederne kan nadveren forkortes til Fadervor, indstiftelsesordene og uddeling. Præsten er så vidt muligt iført præstekjole.

Nadversalme

Nadverbøn

Præsten siger:

(Lad os alle bede:)

Opstandne Herre og frelser, du, som selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom! Giv os at modtage dit legeme og blod til din ihukommelse og til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse. Rens os fra synd, og styrk os i det evige livs håb. Giv os at vokse i kærligheden, og lad os med alle troende blive eet i dig, ligesom du er eet med Faderen. - Amen.

Fadervor

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

Amen. (* 1)

Indstiftelsesordene

Præsten fortsætter med at læse indstiftelsesordene. Mens ordet om brødet, henholdsvis vinen, læses, holder præsten disken, henholdsvis kalken.

Vor Herre Jesus Kristus i den nat, da han blev forrådt,

tog brødet, takkede og brød det,

gav sine disciple det og sagde:

»Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for jer.

Gør dette til min ihukommelse!»

Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet,

takkede, gav dem den og sagde:

»Drik alle heraf; denne kalk er den nye pagt i mit blod,

som udgydes for jer til syndernes forladelse.

Gør dette, så ofte som I drikker den, til min ihukommelse!» (* 2)

Nadvermåltidet

Præsten uddeler brødet med ordene:

Dette er Jesu Kristi legeme.

Præsten rækker vinen med ordene:

Dette er Jesu Kristi blod.

Efter uddelingen siger præsten:

Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus,

som nu har givet dig/os sit hellige legeme og blod,

hvormed han har gjort fyldest for alle dine/vore synder,

han styrke og opholde dig/os derved i en sand tro til det evige liv!

Velsignelse

Præsten siger:

(Modtag Herrens velsignelse:)

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Amen. (* 3)

Salme

III. Ritual for skriftemål

Fælles skriftemål forud for gudstjenesten

Fælles skriftemål kan holdes forud for gudstjenesten imellem anden og tredje ringning efter følgende ordning:

Salme

En salme kan synges til indledning.

Hilsen

Præsten siger:

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.

Skriftetale (kan udelades)

Præsten kan læse et eller flere skriftord, eventuelt med efterfølgende skriftetale.

Følgende skriftord kan for eksempel anvendes:

2. Mos. 20 (de ti bud)

Salme 6/Salme 32/Salme 51/Salme 102/Salme 130/Salme 143

Es. 43,25/Es. 53,5-6

Matt. 11,28/Matt. 22,37-39/Johs. 14,27

Rom. 5,8/1. Johs. 1,7b/1. Johs. 1,9/1. Johs. 4,10

Skriftebøn (syndsbekendelse)

Derefter siger præsten:

Lad os alle bede!

Vi bekender for dig, hellige, almægtige Gud, at vi har syndet imod dig i tanke, ord og gerning, og det er vor egen skyld. Vi beder dig: Handl ikke med os efter vore synder, men efter din store barmhjertighed, og forlad os alle vore overtrædelser for Jesu Kristi skyld. Amen.

Eller

Herre, vor Gud, du kender vore hemmelige tanker, og det inderste i vore ord og gerninger er ikke skjult for dig. Vi bekender, at vi har syndet imod dig og ikke er værd at kaldes dine børn. Men uden dig kan vi ikke leve. Derfor beder vi dig: Kast os ikke bort fra dit ansigt, og tag ikke din Helligånd fra os. Du, som tager imod syndere, tag imod os. Herre, forbarm dig over os! Amen.

Eller

Herre, jeg er dig ikke værd, men jeg kan ikke være dig foruden. Du er jo den, som med eet ord skabte himmel og jord. Herre, med et eneste ord kan du gøre min sjæl rask og sund. Gør med mig ikke efter min fortjeneste, men efter din nåde og uudgrundelige barmhjertighed. Gå ikke i rette med mig, men forlad mig min synd og drag nu i dag ind i min sjæl med din nådes kraft, så at min brøst kan blive lægt, og jeg i dig kan finde fred og hvile for min sjæl i troen på din kærlighed og nåde. Oplys min forstand med den sande tros lys, lad mit hjerte glædes ved at føle din nærværelse, gør min vilje fast ved din kærlighed og styrk mig til al god gerning. Før mig så ved din stærke hånd fremad på livets vej og til sidst igennem dødens trange port hjem til evigt liv og salighed. Amen.

Absolution (tilgivelse)

Derefter siger præsten:

På Jesu Kristi befaling og for hans lidelses og døds skyld

kan jeg tilsige jer alle jeres synders nådige forladelse

i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!

Under håndspålæggelse siger præsten til hver enkelt:

Så tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse

i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!

Derefter til hvert hold for sig:

Han, som har begyndt sin gode gerning i jer,

vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag.

Fred være med jer!

Salme

Der kan sluttes med en salme.

Syndsbekendelse og absolution i gudstjenestens indledning

Hvor det vedtages, kan indgangsbønnen ved enkelte gudstjenester eller i fastetiden erstattes af »Det lille litani« eller en syndsbekendelse efterfulgt af absolution.

Efter præludiet anvendes på indgangsbønnens plads »Det lille litani« (Salmebogen nr. 364) som en vekselbøn mellem P (= præst eller forsanger) og M (= menigheden).

P Herre Gud Fader i himlen!

M Forbarm dig over os!

P Herre Jesus, vor frelsermand!

M Forbarm dig over os!

P Herre Helligånd, vort lys og vor trøst!

M Forbarm dig over os!

P Vi har syndet med vore forfædre!

M Vi har forskyldt din vredes domme!

P O Herre, handl ikke med os efter vore synder!

M Og betal os ikke efter vore misgerninger!

P O Herre, hør vor bøn!

M Og lad vor røst komme til dig!

Eller følgende bøn, der kan bedes af kirkesangeren, kordegnen eller et andet medlem af menigheden:

Herre, vor Gud, du kender vore hemmelige tanker, og det inderste i vore ord og gerninger er ikke skjult for dig. Vi bekender, at vi har syndet imod dig og ikke er værd at kaldes dine børn. Men uden dig kan vi ikke leve. Derfor beder vi dig: Kast os ikke bort fra dit ansigt, og tag ikke din Helligånd fra os. Du, som tager imod syndere, tag imod os. Herre, forbarm dig over os!

Menigheden:

Herre, forbarm dig over os!

Derefter siger præsten:

På Jesu Kristi befaling og for hans lidelses og døds skyld

tilsiger jeg jer alle jeres synders nådige forladelse

i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!

Eller

På hans ord, som har døbt os,

tilsiger jeg jer alle jeres synders nådige forladelse

i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!

Menigheden:

Amen.

Gudstjenesten fortsættes derefter med indgangssalme, hilsen og indledningskollekt. I gudstjenestens afslutning kan udgangsbønnen bortfalde.

Privat skriftemål

(Lønligt skriftemål)

Ved privat skriftemål henvender man sig til en præst. Skriftemålet kan finde sted i kirken eller hos præsten eller for eksempel ved et sygeleje. Præsten har tavshedspligt.

Syndsbekendelse

Den, der skrifter, kan med egne ord bekende, hvad der nager hans samvittighed. Derefter læses en salme fra salmebogen, en bibelsk salme eller en af skriftebønnerne fra det fælles skriftemål.

Absolution (tilgivelse)

Præsten siger under håndspålæggelse:

På Jesu Kristi befaling og for hans lidelses og døds skyld

tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse

i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!

Han, som har begyndt sin gode gerning i dig,

vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag.

Fred være med dig!

Fadervor

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

Amen. (* 1)

Velsignelse

Præsten siger:

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! (* 3)

Der kan sluttes med en salme.

IV. Ritual for vielse (bryllup)

Kirkelig vielse foretages af en præst i en kirke i nærværelse af mindst to vidner. Forud for vielsen kan der kimes eller ringes efter stedets skik.

Indgang (Præludium)

Indgangssalme

Hilsen

Præsten:

Herren være med jer!

Menigheden:

Og med din ånd! eller: Og Herren være med dig!

Hilsenen kan udelades, eller præsten kan sige:

Vor Herres Jesu Kristi nåde og Guds Kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med jer alle!

Indledende bøn og læsning

Præsten siger (fra alter eller kor):

Lad os alle bede!

Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig for livet, du gav os, og for alle dem, der har vist os kærlighed, fra vi var børn og indtil i dag. Vi beder dig: Giv os stadig, hvad vi behøver, og forny daglig vor indbyrdes kærlighed ved Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, een sand Gud fra evighed og til evighed. - Amen.

Præsten fortsætter:

Således står der skrevet:

Da Gud havde skabt himlen og jorden, havet, solen, månen og stjernerne, planterne og dyrene sagde han: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem.

Og vor Herre Jesus Kristus siger:

»Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: »Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive eet kød«? Derfor er de ikke længere to, men eet kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.'

Og Apostlen Paulus skriver:

»Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov.«

»Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.«

Salme

Tale

Brudeparret træder frem foran alteret, eller de kan vente til efter talen.

Tilspørgsel og erklæring

Præsten siger:

Så tilspørger jeg dig N.N. (brudgommens navn):

Vil du have N.N. (brudens navn), som hos dig står, til din ægtehustru? - Ja!

Vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad? - Ja!

Ligeså tilspørger jeg dig N.N. (brudens navn):

Vil du have N.N. (brudgommens navn), som hos dig står, til din ægtemand? - Ja!

Vil du elske og ære ham, og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad? - Ja!

Så giv hinanden hånd derpå!

Præsten lægger sin hånd på deres hænder og siger:

Eftersom I forud har lovet hinanden at ville leve sammen i ægteskab og nu har bekræftet dette for Gud og for os, som er her til stede, og givet hinanden hånd derpå, så forkynder jeg jer at være ægtefolk både for Gud og mennesker.

Her kan brud og brudgom eventuelt give hinanden vielsesringe.

Forbøn

Præsten fortsætter:

Lad os alle bede!

Mens brudeparret knæler, siger præsten med håndspålæggelse:

Almægtige Gud, som skabte mand og kvinde til at leve sammen i ægteskab og velsignede dem, vi beder dig, velsign denne brud og brudgom; lad dem altid leve af din nåde og i indbyrdes kærlighed.

Eller

Kære himmelske Fader! Giv denne brudgom og brud nåde, lykke og velsignelse både til sjæl og legeme! Giv dem at elske hinanden med trofast kærlighed og tjene dig oprigtigt i alle ting, så at de må leve som dine kære børn og engang samles hos dig i de evige boliger!

Hør os i Jesu navn:

Fadervor

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

Amen. (* 1)

Fred være med jer!

Dersom vielsen slutter med den følgende salme, lyser præsten velsignelsen over brudeparret i stedet for at sige: Fred være med jer!

Brudeparret sætter sig.

Salme

Såfremt brudevielsen efterfølges af en dåbshandling, sker dåben på dette sted, og som slutningskollekt kan dåbskollekten da anvendes.

Slutningskollekt

Præsten siger eller messer:

Lad os alle bede!

Derefter fortsætter præsten:

Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig for ægteskabet, og vi beder dig, at du vil bevare denne ordning og velsignelse urokket iblandt os. Giv alle kristne ægtefolk ved din Helligånd, at de må hjælpe hinanden til at holde fast ved din frelsende nåde. Gør dem glade i håbet, tålmodige i trængslen og udholdende i bønnen, og styrk dem til at være levende lemmer af din menighed, så at de engang med den kan samles hos dig i dit rige, hvor du med Søn og Helligånd lever og regerer, een sand Gud fra evighed og til evighed.

Eller

Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig for ægteskabet, og vi beder dig: Vær med din nåde hos dem, der i dag har indgået ægteskab, og giv din velsignelse til, at de kan leve med hinanden i gudsfrygt og kærlighed og ikke give årsag til vrede og strid. Lad dem altid, også selv om de ikke bliver fri for prøvelser, erfare din nådige hjælp! Giv dem og os alle at leve vort liv her på jorden i tro og lydighed og blive til evig tid salige ved din elskede Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer, een sand Gud fra evighed og til evighed.

Menigheden svarer:

Amen.

Velsignelse

Præsten siger eller messer (vendt mod menigheden):

Herren være med jer!

Menigheden svarer:

Og med din ånd! eller: Og herren være med dig!

Hilsenen kan udelades eller anvendes forud for slutningskollekten.

Menigheden står op under velsignelsen, mens præsten siger:

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! (* 3)

Menigheden svarer:

Amen. Amen. Amen.

Udgangssalme

Udgang (Postludium)

V. Ritual for kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab

Forud for vielsen kan der kimes eller ringes efter stedets skik.

Indgang (Præludium)

Indgangssalme

Hilsen

Præsten:

Herren være med jer!

Menigheden:

Og med din ånd! eller: Og Herren være med dig!

Hilsenen kan udelades, eller præsten kan sige:

Vor Herres Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med jer alle!

Indledende bøn og læsning

Præsten siger (fra alter eller kor):

Lad os alle bede!

Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig for livet, du gav os, og for alle dem, der har vist os kærlighed, fra vi var børn og indtil i dag. Vi beder dig: Giv os stadig, hvad vi behøver, og forny daglig vor indbyrdes kærlighed ved Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, een sand Gud fra evighed og til evighed. - Amen.

Præsten fortsætter:

Således står der skrevet:

Da Gud havde skabt himlen og jorden, havet, solen, månen og stjernerne, planterne og dyrene sagde han: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem.

Og vor Herre Jesus Kristus siger:

»Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: »Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive eet kød«? Derfor er de ikke længere to, men eet kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.'

Og Apostlen Paulus skriver:

»Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov.«

»Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.«

Salme

Tale

Ægteparret træder frem foran alteret, eller de kan vente til efter talen.

Tilspørgsel (kan udelades)

Præsten siger:

N.N. og N.N.! I er allerede rette ægtefolk og er i dag kommet ind i Guds hus for at få Guds velsignelse over jeres ægteskab.

Så spørger jeg dig N.N. (ægtemandens navn):

Vil du elske og ære N.N. (hustruens navn) og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad? - Ja!

Ligeså spørger jeg dig N.N. (hustruens navn):

Vil du elske og ære N.N. (ægtemandens navn), og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad? - Ja!

Forbøn

Præsten siger:

Dersom Herren ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves. Derfor vil vi nu bede om Guds velsignelse over dette ægtepar!

Mens brudeparret knæler, siger præsten med håndspålæggelse:

Almægtige Gud, som skabte mand og kvinde til at leve sammen i ægteskab og velsignede dem, vi beder dig, velsign også disse to. Lad dem altid leve af din nåde og i indbyrdes kærlighed.

Fadervor

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

Amen. (* 1)

Fred være med jer!

Ægteparret sætter sig.

Salme

Slutningskollekt

Præsten siger eller messer:

Lad os alle bede!

Derefter fortsætter præsten:

Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig for ægteskabet, og vi beder dig, at du vil bevare denne ordning og velsignelse urokket iblandt os. Giv alle kristne ægtefolk ved din Helligånd, at de må hjælpe hinanden til at holde fast ved din frelsende nåde. Gør dem glade i håbet, tålmodige i trængslen og udholdende i bønnen, og styrk dem til at være levende lemmer af din menighed, så at de engang med den kan samles hos dig i dit rige, hvor du med Søn og Helligånd lever og regerer, een sand Gud fra evighed og til evighed.

Eller

Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig for ægteskabet, og vi beder dig: Vær med din nåde hos disse to, og giv din velsignelse til, at de kan leve med hinanden i gudsfrygt og kærlighed og ikke give årsag til vrede og strid. Lad dem altid, også selv om de ikke bliver fri for prøvelser, erfare din nådige hjælp! Giv dem og os alle at leve vort liv her på jorden i tro og lydighed og blive til evig tid salige ved din elskede Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer, een sand Gud fra evighed og til evighed.

Menigheden svarer:

Amen.

Velsignelse

Præsten siger eller messer (vendt mod menigheden):

Herren være med jer!

Menigheden svarer:

Og med din ånd! eller: Og herren være med dig!

Hilsenen kan udelades eller anvendes forud for slutningskollekten.

Menigheden står op under velsignelsen, mens præsten siger:

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! (* 3)

Menigheden svarer:

Amen. Amen. Amen.

Udgangssalme

Udgang (Postludium)

VI. Ritual for jordpåkastelse

Præsten indleder med lovprisning:

Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Præsten kaster jord på kisten tre gange med ordene:

(N.N.) Af jord er du kommet.

Til jord skal du blive.

Af jorden skal du igen opstå.

Lad os bede!

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

Amen.(* 1)

Derefter lyser præsten velsignelsen:

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! (* 3)

Hvis den aronitiske velsignelse har været brugt tidligere, kan i stedet anvendes den apostolske velsignelse:

Vor Herres Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

VII. Ritual for kirkeindvielse

Indvielsesgudstjenesten foregår på en søn- eller helligdag og ledes af biskoppen eller i hans forfald af provsten eller en anden præst, som biskoppen beskikker dertil.

Søndagen før indvielsen skal der i alle provstiets kirker bedes om, at Gud vil give sin nåde til den forestående hellige handling og lade det nye kirkehus tjene til hans navns ære og hans menigheds opbyggelse. Aftenen før indvielsen, før solens nedgang, ringes der en time med kirkens klokker. På indvielsesdagen ringes der, således som det er skik på højtidsdage, og menigheden samles i kirken. Biskoppen, provsten og de af omegnens præster, som kan være til stede, menighedsrådsrepræsentanter såvel som andre særligt indbudte samles i et nærliggende hus.

Når der ringes sammen, går først biskoppen (i kåbe) med den højeste tilstedeværende verdslige øvrighedsperson, derefter provsten med kirkens præst(er), og siden de øvrige præster og indbudte lægfolk to og to i procession til kirken. Provsten, nogle af præsterne og lægfolket bærer kirkens bibel, hellige kar og alterbog. Når de træder ind i kirken, spiller organisten et præludium, eller koret synger et introitus. Biskoppen går for alteret, hvor først provsten, siden de andre, rækker ham, hvad de har båret, hvorpå han anbringer det på alteret. Biskoppen knæler ned og beder en stille bøn.

Indgangsbøn

Gudstjenesten begynder med, at en af de tilstedeværende præster i kordøren læser følgende bøn:

Lad os alle bede!

Herre, vor Gud, vi takker dig, at du, som ikke bor i templer, der er bygget af mennesker, er kommet til os i Jesus Kristus, så at vi i ham kan møde dig. Vi takker dig, vor Herre Jesus Kristus, fordi du vil være, hvor to eller tre er forsamlet i dit navn. Vi takker dig, du gode Helligånd, at du her vil vidne om Jesus Kristus og komme vor skrøbelighed til hjælp. Du gav os, vor Gud, at bygge dette hus. Vi beder dig, at du vil være hos os med din velsignelse i dag, og hver gang din menighed samles her, så dette hus må være et helligt sted for os og kommende slægter, bygget til din ære. Amen.

Indgangssalme

Tale

Biskoppen holder en tale over en af ham selv valgt tekst.

Læsninger

Når talen er til ende, siger biskoppen:

Da alle ting helliges ved Guds ord og bøn, vil vi nu høre Skriftens vidnesbyrd.

Fire af de tilstedeværende præster træder frem, to på hver side af alteret, og læser:

Den første præst: 1. Kong. 8,22-23 og 27-30

Således skrives der i første Kongebog:

Kong Salomo stillede sig foran Herrens alter over for hele Israels forsamling, bredte sine hænder ud mod himlen og bad: Herre, Israels Gud, der er ingen Gud som du oppe i himlen eller nede på jorden, en Gud, der bevarer pagten og troskaben mod dine tjenere, når de af hele deres hjerte vandrer for dit ansigt. - Bor Gud da på jorden? Nej, himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget! Vend dig til din tjeners bøn og bønfaldelse, Herre min Gud, og hør det råb og den bøn, din tjener beder for dit ansigt i dag. Lad dine øjne være åbne for dette hus nat og dag, det sted, om hvilket du har sagt, at der skal dit navn være, og hør den bøn, din tjener beder vendt mod dette sted. Hør din tjeners og dit folk Israels bønfaldelse, når de beder vendt mod dette sted, hør den i himlen, hvor du bor, hør og tilgiv!

Den anden præst: Salme 84

Salmisten skriver:

Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre! Min sjæl fortæres af længsel efter Herrens forgårde, mit hjerte og min krop råber efter den levende Gud. Selv spurven finder sig et bo, og svalen en rede, hvor den lægger sine unger, ved dine altre, Hærskarers Herre, min konge og min Gud. Lykkelige de, der bor i dit hus, til stadighed kan de prise dig. Lykkelige de mennesker, der har deres styrke i dig, de som har i sinde at drage på valfart. Når de drager gennem Baka-dalen, gør de den til et kildevæld, tidligregnen hyller den i velsignelse. De går fra kraft til kraft og får Gud at se på Zion. Herre, Hærskarers Gud, hør min bøn, lyt, Jakobs Gud! Se til vort skjold, Gud, se på din salvedes ansigt! En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er bedre end at bo i de ugudeliges telte. For Herren er sol og skjold, Herren giver nåde og ære. Dem, der vandrer i oprigtighed, nægter han intet godt. Hærskarers Herre, lykkeligt det menneske, der stoler på dig!

I stedet for dette læsestykke kan læses Salme 100

Den tredje præst: Kol. 3,16-17

Således skriver apostlen Paulus i brevet til kolossenserne:

Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud. Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!

Den fjerde præst: 1. Pet. 2,4-5

Således skriver apostlen Peter i sit første brev:

Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.

Indvielse (bøn og erklæring)

Derefter siger biskoppen:

Lad os alle bede!

Herre, vor Gud, himmelske Fader! Lovet være du, fordi du har stiftet din kirke på jorden og kaldet os til de helliges samfund. Vi takker dig, fordi du også på dette sted vil samle din menighed, og fordi du skænker os denne kirke. Vi beder dig, at du trods al vor kulde og utroskab vil forbarme dig over os og den tjeneste, som skal øves her.

Hør vor bøn: Må dette hus være fredlyst og din Ånd virke her frit og uhindret. Tag imod dem, som døbes i denne døbefont, og bevar dem i din pagt. Lad fra denne prædikestol din sandhed og nåde komme til orde, så de sikre bøjes, og de bøjede trøstes. Vær med din tilgivelse og glæde hos alle, som ved dette alter modtager din Søns legeme og blod. Bevar i dit samfund de unge, som herinde bekræftes i deres dåbspagt. Vær i nåde hos dem, som her beder om din velsignelse over deres ægteskab. Trøst alle, som kommer her med sorg over tabet af deres kære, og når vi selv bæres til det sidste hvilested, lad os da være gemt i din fred. Lad klokkerne, når de kalder, blive hørt og fulgt og orglet tjene vor bøn og lovsang.

Herre, vor Gud, du, som i Jesu navn udsender din Ånd, lad den menighed, der skal samles her, være eet i dig, udrustet til at bære vidnesbyrd om dig. Amen.

Derefter siger biskoppen vendt imod menigheden:

Så erklærer jeg på mit embedes vegne dette hus og alt, hvad det rummer, at være indviet til at tjene Gud og hans hellige ord, i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Det overgives til den (dem), der er kaldet til at være præst(er) ved denne kirke, og til menigheden på dette sted at værne det og bruge det efter vor kirkes orden.

Modtag velsignelsen!

Den almægtige og barmhjertige Gud, Fader, Søn og Helligånd, velsigne og bevare jer. Amen.

Trosbekendelse

Trosbekendelsen siges af biskoppen (eller synges af menigheden). Trosbekendelsen kan indledes af biskoppen med ordene: Lad os bekende vor kristne tro (eller tilsvarende).

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Vi tror på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber.

Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

(Forsagelsen og Den apostolske trosbekendelse)

Eller

Jeg (vi) tror på een Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber.

Og på een Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske, som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne og opfor til himmels, sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige.

Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen og fra Sønnen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne. Og på een, hellig, almindelig og apostolisk kirke. Jeg (vi) bekender een dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv.

(Den nikænske trosbekendelse)

Efter trosbekendelsen svarer menigheden med amen.

Derefter knæler biskoppen for alteret. Er der orgel i kirken, præluderes imens derfra; hvis ikke, er der stille i kirken, indtil biskoppen rejser sig og går ind i sakristiet, hvor han afføres sin bispekåbe. Derpå tager han plads ved siden af alteret hos præsterne. Efter indvielsen synges en salme, og stedets præst holder en kort prædiken over dagens tekst. Gudstjenesten fortsættes derefter som en almindelig højmesse med nadver. Efter sidste salme træder kirkesangeren (kordegnen) frem og læser udgangsbønnen.

Hvor omstændighederne ikke tillader, at det foreskrevne nøje følges, kan biskoppen foretage sådanne ændringer, som han finder nødvendige.

Kirkeministeriet, den 8. oktober 1992

Torben Rechendorff

/ F. Langager Larsen

Officielle noter

(* 1) I stedet kan anvendes:

Vor Fader, du som er i himlene!

Helliget blive dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde.

For dit er Riget og magten og æren i evighed!

Amen.

(* 2) I stedet kan anvendes:

Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt,

et brød, takkede og brød det,

gav sine disciple det og sagde:

»Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer.

Gør dette til ihukommelse af mig!»

Ligeså tog han også bægeret efter måltidet,

takkede, gav dem det og sagde:

»Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod,

som udgydes for jer til syndernes forladelse.

Gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!»

(* 3) I stedet kan anvendes:

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred!

Amen.

Web-redaktør

Cand.theol. Finn B. Andersen

finnbandersen@msn.com