Martin Luther

Dåbens hellige sakramente

1519

 

 

 

 

 

 

 

 

Dåbens symbolik

Dåben hedder på græsk baptismos, på latin mersio, det betyder en total neddykkelse i vand. Mange steder bruger man imidlertid ikke at sænke børnene ned i vandet, men blot overøse dem med hånden. Sådan burde det dog være og det var korrekt, hvis man i overensstemmelse med ordets betydning sænkede barnet eller den, der skal døbes, helt ned i vandet og igen løftede neddykkede op. Højst sandsynligt kommer ordet ”dåb” da også af ordet ”neddypning”, altså at man sænker den, man døber, helt ned i vandet. Det er det, der er dåbens betydning. Det gamle menneske og den syndige fødsel af kød og blod skal druknes helt ved Guds nåde, som vi nu skal høre. Derfor burde man lade betydningen komme til udtryk og bruge et helt præcis og korrekt tegn.

 

Tegnhandlingen: neddypning og opløftning

Dåben er et ydre kendetegn eller feltråb, der skiller os ud fra alle udøbte mennesker. Derved kan man se, at vi tilhører Kristus, vor hærfører, under hvis banner, vi bestandig kæmper mod synden. Hans banner er det hellige kors.

Vi må derfor se på tre ting i det hellige sakramente: tegnet, indholdet og troen. Tegnet består i, at man i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn sænker mennesket ned i vandet, men man lader det ikke blive der, men løfter det op igen. Derfor taler man også om, at løfte den døbte op af dåben. Altså må begge dele være i tegnet: neddykkelsen og opløftelsen.

 

Dåbens indhold: synden dør og retfærdigheden fremkommer

Dåbens indhold er en frelsende afdøen fra synden og opstandelse i Guds nåde. Det gamle menneske, der er undfanget og født i synd, bliver druknet, og et nyt menneske kommer frem og opstår, født i nåde. Således kalder Paulus i Titusbrevet 3, 6 dåben for ”det bad, der genføder”, fordi man i dette bad bliver genfødt og fornyet. Som også Kristus siger i Joh 3, 5: ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.” For ligesom et barn bliver født af moders liv og ved denne kødelige fødsel er et syndigt menneske og et vredens barn, sådan bliver mennesket ved dåben født åndeligt og bliver ved denne fødsel et nådens barn og et retfærdigt menneske. Altså bliver synden druknet i dåben, og retfærdiggørelsen fremstår.

 

Dåbens rensende virkning er livsvarig

Dåbens indhold, nemlig syndens død eller drukning, fuldbyrdes ikke fuldkommen i dette liv, før mennesket også legemligt dør og bliver til støv. Dåbens sakramente eller tegn, som vi ser for vore øjne, er hurtig udført. Men indholdet, den åndelige dåb, syndens drukning varer ved, så længe vi lever, og bliver først fuldført i døden. Da bliver mennesket virkeligt sænket ned i dåben, og dåbens indhold opfyldes. Derfor er hele dette liv intet andet end en åndelig dåb uden ophør indtil døden. Den, der bliver døbt, bliver dømt til døden. Som om præsten, når han døber, ville sige: Se, du er syndigt kød, derfor drukner jeg dig i Guds navn og dømmer dig til døden i det samme navn, for at al synd skal dø og gå til grunde med dig. Det er det, Paulus siger i Rom 6, 4: ”Vi blev begravet sammen med Kristus ved dåben til døden.” Og jo før mennesket dør efter dåben, jo før bliver hans dåb fuldbragt. For synden forsvinder ikke helt, så længe dette legeme lever, der er så totalt undfanget i synd, at synd er dets natur. Som profeten siger: ”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig.” (Sl 51, 7). Det kan der ikke ændres på, med mindre legemet dør og tilintetgøres med sin synd. Sådan er en kristens liv intet andet end en frelsende begyndelse på at dø lige fra dåben indtil graven. For Gud vil nyskabe legemet på den yderste dag.

 

Dåbens nyskabende virkning er livsvarig

På samme måde sker også opløftelsen af dåben hurtigt, men indholdet, den åndelige fødsel, forøgelsen af nåden og retfærdigheden, begynder ganske vist i dåben, men varer også ved indtil døden, ja indtil den yderste dag. Først da fuldføres, hvad opløftelsen i dåben symboliserer. Da skal vi opstå fra død, fra synd, fra alt ondt, rene på sjæl og legeme og så leve evigt. Da bliver vi fuldstændige opløftede af dåben og fuldkommen fødte, og ifører os den sande dåbskjole, det evige liv i Himlen. Som fadderne siger, når de løfter barnet op af dåben: Se, din synd er nu druknet, vi modtager dig i det evige, syndfrie liv i Guds navn. For sådan skal englene på den yderste dag opløfte alle døbte, fromme kristne, og således opfylde, hvad dåben og fadderne forkynder. Som Kristus siger i Matt 24, 31: ”Han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden.”

 

Nådens vandflod

Vandfloden på Noahs tid er et billede på dåben. Hele verden gik til grunde undtagen Noah med sin hustru og deres tre sønner og hustruer. Otte mennesker blev bevaret i arken. At menneskeheden gik til grunde symboliserer, at synden går til grunde i dåben. Og at de otte i arken blev reddet sammen med alle slags dyr symboliserer, at vi bliver frelst gennem dåben, som Peter viser det i sit første brev (1 Pet 3, 20 -21). Nu er dåben en langt større vandflod end den på Noahs tid. For den varede kun et år, men dåben døber lige fra Kristi fødsel og indtil den yderste dag, alle slags mennesker ud over den vide jord. Og dåben er nådens vandflod, hvor den første var vredens vandflod. Uden tvivl bliver langt flere frelst i dåben, end der gik til grunde i vandfloden.

 

Endnu ikke helt

Deraf følger, at det vel er sandt, at et menneske, som er blevet døbt, er rent og uden synd, ganske uden skyld. Men det bliver misforstået at mange, som mener, at der slet ikke bliver nogen synd tilbage. De bliver dovne og forsømmelige med at dræbe den syndige natur. Det er der også nogen, der gør, når de har skriftet. Derfor skal man forstå det rigtigt og vide, at vort kød, så længe det lever her, af naturen er ondt og syndigt. Til at afhjælpe det har Gud udtænkt dette råd for mennesket, at han ganske vil nyskabe det. Som Jer 18, 4-6 siger: ”Når det kar, som pottemageren var i gang med at forme af ler med hånden, mislykkedes, lavede han det om til et andet kar, som han nu ville have det. Som leret i pottemagerens hånd er I i min hånd, siger Herren.” Og i den første fødsel gik det ikke så godt, derfor lægger han os atter i jorden ved døden og skaber os på ny på den yderste dag, for at vi da må lykkes bedre og være uden synd.

      Denne plan begynder han i dåben, der symboliserer døden og opstandelsen på den yderste dag. Med hensyn til dåbens tegn og det, den symboliserer, er synden allerede død med os og vi er opstandne. Sakramentet er udført, men sakramentets indhold er endnu ikke helt fuldført. Døden og opstandelsen på den yderste dag er endnu noget fremtidigt.

 

Allerede, og dog endnu ikke

Altså er mennesket sakramentalt helt rent og skyldfri. Dermed er sagt så meget, at vi har Guds tegn i dåben, som forkynder, at alle vore synder er døde og at vi skal dø i nåden og opstå på den yderste dag, rene, uden synd, uskyldige, for at leve evigt. Altså er det sandt, at vi på grund af sakramentet er uden synd, uskyldige. Men fordi sakramentet endnu ikke er fuldendt og vi stadig lever i syndigt kød, så er vi ikke uden synd, endnu ikke helt rene. Vi er først begyndt på at blive rene og uskyldige.

      Når vi derfor vokser op, vækkes de naturlige, syndige lyster: vrede, ukyskhed, begær, materialisme, hovmod og lignende, som slet ikke ville eksistere, hvis al synd var druknet og død i dåbens sakramente. Nu er disse tings tilintetgørelse ved døden og opstandelsen på den yderste dag kun symboliseret. Således klager Paulus i Rom 7, 18 og alle hellige med ham over, at de er syndere og har synd i deres natur, selv om de er døbte og hellige, fordi de medfødte, syndige lyster bestandig rører sig, så længe vi lever.

 

Gensidig forpligtelse

Så indvender du måske: hvad hjælper dåben så, når den ikke tilintetgør og fjerner synden helt og aldeles? Her kommer nu den rette forståelse og erkendelse af dåbens sakramente. Dåbens højærværdige sakramente hjælper dig på den måde, at Gud her selv forbinder sig med dig og bliver ét med dig i en nådig og trøsterig pagt.

      For det første: at du hengiver dig til dåbens sakramente og det, som dåben forkynder. Det vil sige, at du ønsker at dø med synden og blive nyskabt på den yderste dag, sådan som sakramentet symboliserer det. Det ønske godtager Gud og lader dig døbe og begynder fra det øjeblik at nyskabe dig. Han indgyder sin nåde og Helligånd i dig, der begynder at dræbe naturen og synden og at berede dig til døden og opstandelsen på den yderste dag.

      For det andet forpligter du dig til at fastholde dit ønske og altid mere og mere at dræbe synden, så længe du lever, indtil døden. Det godtager Gud også og øver dig livet igennem med mange gode gerninger og mange slags lidelser. Hermed gør han det, som du har udtrykt ønske om i dåben, nemlig at blive synden kvit, dø og opstå på ny på den yderste dag og således fuldkomme dåben. Derfor læser og ser man, hvordan han lader sine kære hellige plages og lide meget, så de hurtigt kan dø. Derved har de fuldbragt dåbens sakramente ved at dø og blive nyskabt. For hvis det ikke sker, og vi ikke har modgang og prøvelser, så overvinder den onde natur os, så dåben ikke bliver til gavn for os. Vi falder i synd og forbliver et gammelt menneske som før.

 

Dåbens nåderige pagt

Så længe nu denne pagt med Gud består, behandler Gud dig til gengæld nådigt. Han lover, at han ikke vil tilregne dig den synd, som efter dåben endnu er i din natur. Han vil ikke se på den og heller ikke fordømme dig derfor. Han er tilfreds med, at du er i stadig arbejde og stræber efter at dræbe synden og med din afdøen at blive den kvit. Selv om onde tanker eller lyster rører sig, ja, om du også undertiden synder og falder, hvis du blot igen står op og atter træder ind i pagten, så er synden i kraft af sakramentet og pagten med Gud allerede væk, som Paulus siger i Rom 8, 1.

Det medfødte syndige begær fordømmer ikke dem, der tror på Kristus, hvis de ikke indvilliger og følger synden. Og Johannes siger i sit første brev: ”Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, som er et sonoffer for vore synder.” (1 Joh 2, 1-2). Alt dette er netop det, der sker i dåben, hvor Kristus bliver skænket os.

 

Samtidig retfærdig og synder

Hvis nu denne pagt ikke bestod, og Gud ikke barmhjertig så igennem fingre, så var ingen synd så lille, at den jo fordømte os. For Guds retfærdighed tåler ingen synd. Derfor er der ingen større trøst på jorden end dåben. Her træder vi ind under nådens og barmhjertighedens domstol, som ikke dømmer synden, men uddriver den ved mange øvelser. Augustin har et meget rammende udtryk om dette. Han siger: ”Synden bliver fuldstændig tilgivet i dåben. Ikke sådan at den ikke mere er til, men sådan at den ikke tilregnes.” Det er, som vil han sige: synden forbliver ganske vist i vort kød indtil døden og rører sig uden ophør, men så længe vi ikke indvilliger i den eller fortsætter i den, så er det ved dåben ordnet sådan, at den ikke fordømmer eller skader os, men dagligt bliver renset mere og mere ud lige indtil døden.

      Derfor skal ingen forfærdes, hvis han mærker til begær og onde lyster. Og han skal heller ikke fortvivle, selv om han falder. Han skal derimod tænke på sin dåb og glad fortrøste sig til, at Gud her har forpligtet sig til at dræbe hans synd og ikke at regne den til fordømmelse. Blot han ikke indvilliger i synden eller fortsætter i den. Man skal heller ikke fortvivle over de ustyrlige tanker og lyster, ja end ikke over et fald, men tage det som en formaning fra Gud til at tænke på sin dåb og hvad Gud her forkynder for os. Man skal påkalde Guds nåde og øve sig i at stride mod synden, ja endog ønske at dø, så man kan blive synden kvit.

 

Troens tilregnede retfærdighed

Her kommer vi til det tredje stykke i dette sakramente, som er troen. Det vil sige, at man fast tror alt dette, at dåben ikke alene symboliserer døden og opstandelsen på den yderste dag, hvor mennesket som nyskabt skal leve evigt uden synd. Men også at dåben virkelig begynder og virker dette og forbinder os med Gud. Vi ønsker at udrydde synden og stride imod den til vores død, og Gud vil til gengæld holde os det til gode og behandle os nådigt. Han vil ikke dømme os efter sin strenge ret, da vi ikke er uden synd i dette liv, men først bliver rene gennem døden.

Man kan altså se, at vi i dåben bliver uskyldige, rene, uden synd og dog forbliver fulde af meget ondt begær. Vi er blot rene på den måde, at vi er begyndt at blive rene og har et tegn og et pant på denne renhed. Vi skal stadig fortsætte med at blive mere rene. Derfor vil Gud ikke tilregne os den urenhed, der stadig hænger ved os. Vi er altså snarere rene på grund af Guds nådige tilregning end i vores væsen. Som profeten siger i Salme 32, 1-2: ”Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult; lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner skyld.”

Denne tro er det allermest nødvendige, for den er al trøsts grund. Den, der ikke har den, må fortvivle i synden. For synden, som bliver tilbage efter dåben, gør, at ingen gode gerninger er rene for Gud. Derfor må man helt frisk og frit holde fast i dåben og holde den op mod alle synder og samvittighedskvaler og sige ydmygt: Jeg ved meget vel, at jeg ikke har nogen ren gerning, men jeg er jo døbt. Her har Gud, der ikke kan lyve, forpligtet sig til ikke at tilregne mig min synd, men dræbe og udrydde den.

 

En påbegyndt renselse

Vi kan altså konstatere, at den renhed, dåben skænker os, helt og holdent må tilskrives den guddommelige barmhjertighed, som har påbegyndt denne renselse og som bærer over med vores synd og anser os, som var vi uden synd. Derfor kan man også forstår, hvorfor de kristne i Skriften kaldes barmhjertighedens børn, nådens folk og mennesker, som Gud har behag i. Det er fordi, de ved dåben er begyndt at blive rene og på grund af Guds barmhjertighed ikke bliver fordømt for den synd, der er tilbage, indtil de ved døden og på den yderste dag bliver ganske rene. Sådan som dåben ved sit tegn forkynder.

      Derfor er det en stor fejltagelse, når nogen mener, at de ved dåben skulle være blevet fuldstændig rene. I deres uforstand bekæmper de ikke synden, vil ikke kalde den for synd, forbliver i den og gør således deres dåb til intet. De koncentrerer sig blot om nogle ydre gerninger, mens hovmodighed, had og anden medfødt ondskab, som de ikke er opmærksom på, kun bliver stærkere og værre. Nej, sådan forholder det sig ikke. Synden, det onde begær, må erkendes som virkelig synd. Og det må tilskrives Guds nåde, at det ikke skader os, fordi Gud ikke tilregner os det. Dog under den forudsætning, at man bekæmper synden med mange øvelser, gerninger og lidelser og til sidst udrydder den ved døden. Hvis nogen ikke gør det, vil Gud ikke tilgive dem synden, fordi de ikke holder dåben og dens pagt, men hindrer Guds og dåbens begyndte værk.

 

Dåbspagten gælder hele livet

Af samme slags er også de, som mener at kunne udrydde og aflægge deres synd med gode gerninger. De kommer så langt ud, at de ikke mere regner med deres dåb. Som om den ikke var andet end en ceremoni. De er ikke klar over, at dåbens virkning strækker sig gennem hele livet, ja til den yderste dag, som før nævnt. Derfor tror de, at de må finde noget andet at udrydde synden med, nemlig gerningerne. De bevirker således, at både de selv og alle andre med en usikker og skrøbelig samvittighed, bliver bange for døden. De ved ikke, hvordan de står i forholde til Gud, og mener, at dåben nu er mistet ved synden og ikke hjælper mere.

      Vogt dig for Guds skyld for dette. For hvis nogen falder i synd, skal han netop især tænke på sin dåb, hvordan Gud her har forpligtet sig til at tilgive al synd, så han vil kæmpe mod den indtil døden. Denne virkelighed og Guds løfte må man glad stole på, så viser dåben sig igen i sin kraft og virkning. Så bliver hjertet igen tilfreds og glad, ikke over sine gode gerninger, men over Guds barmhjertighed, som er lovet os i dåben til evig tid. Ved denne tro må man holde fast, om så alle levende væsener og al synd angreb os. For den, der lader sig lokke væk fra dette, gør Gud til en løgner i hans pagt med os i dåbens sakramente.

 

Troens altafgørende betydning

Det er især denne trøst, Djævelen angriber mest. Hvis han kan omstøde den, har han vundet. For også bodens sakramente har sin grund i dåbens sakramente. Det er nemlig kun dem, der er døbte, som får synden tilgivet. Det er dem, Gud har lovet at tilgive synden. Bodssakramentet fornyer og viser altså igen hen til dåbssakramentet. Det er som om præsten i absolutionen siger: Se, Gud har nu tilgivet dig din synd, som han tidligere har lovet dig det i dåben og nu har befalet mig at gøre ved at tilgive dine synder. Du kommer nu atter ind i dåbens kraft og virkelighed. Tror du, så har du det. Tvivler du, er du fortabt.

Man kan altså se, dåben nok bliver hindret i sin opgave ved synden, men det er alene vantroen, der ophæver dåbens kraft, som er tilgivelse og dødelse af synden. Modsat er det så også troen, der kan fjerne denne hindring igen. Det hele afhænger således fuldstændig af troen.

 

Både tilgivelse og udrensning af synden

Hvis jeg skal sige det meget tydeligt, så indeholder dåben to forskellige ting: Det ene er tilgivelsen af synden og det andet er udrensningen eller dødelsen af synden. Tilgivelsen modtager man i troen, selv om synden ikke er helt uddrevet. Udrensningen er at kæmpe mod synden og til sidst at dø. Da går synden helt til grunde. Begge dele er dåbens gerning. Således skriver apostlen til hebræerne, som dog var døbte og havde fået deres synd tilgivet, at de skal aflægge synden, som hænger ved dem (Hebr 12, 1). For så længe jeg tror, at Gud ikke vil tilregne mig synden, er dåben virksom og synden tilgivet, selv om en hel del ganske rigtig stadig er tilbage. Derpå følger udrensningen gennem modgang, lidelser og død. Det er den del af trosartiklen, hvor vi bekender: Jeg tror på Helligånden, syndernes forladelse, osv. Det handler især om dåben, i hvilken tilgivelsen sker ved Guds pagt med os. Derfor skal man ikke tvivle på denne tilgivelse.

 

Kampen mod synden

Følgen er, at dåben gør alle lidelser og særlig døden nyttige og gavnlige. De må tjene dåbens gerning: at dræbe synden. For det kan ikke være anderledes. Den, der vil fyldestgøre dåben og blive synden kvit, må dø. Men synden dør ikke gerne, derfor gør den døden så bitter og grusom. Men Gud er så nådig og mægtig, at han igen vil fordrive synden, som har bragt døden med sig, med dens eget middel, nemlig døden.

      Der er mange mennesker, der gerne vil leve sådan, at de bliver fromme, og siger, at de gerne ville være fromme. Men der er ingen kortere vej eller måde til dette, end dåben og dåbens gerning, som er at lide og dø. Hvis folk ikke vil det, er det et tegn på, at de ikke virkelig mener noget med at ville være fromme. Derfor har Gud forordnet mange slags forhold, hvori man skal øve sig og lære at lide. For nogle er det ægteskabet, for andre den gejstlige stand, for andre det politiske liv. Han har befalet alle, at slide og udføre en opgave, så man kan døde kødet og vænne sig til døden. For alle dem, der er blevet døbt, har dåben gjort dette livs nydelser og glæder til det rene gift, en hindring for dåbens gerning. For på den måde lærer ingen at lide, gerne at dø, at blive synden kvit og fyldestgøre dåben. Det fremmer kun kærligheden til dette liv og ængstelse for det evige liv, frygt for døden og flugt fra syndens bekæmpelse.

 

De rette gode gerninger

Se nu på menneskers liv. Der er mange af dem, som faster, beder, valfarter og lignende ting, med hvilke de tror, de kan samle sig fortjeneste og få en høj plads i Himlen. Men de lærer aldrig at dræbe deres onde lyst. Faste og al øvelse skal tjene til at undertrykke gamle Adam, den syndige natur, og vænner os til at undvære alt det, som er behageligt for dette liv, og således daglig mere og mere blive beredt til døden, så dåben kan blive fuldbragt.

      Alle disse ting og øvelser skal man bruge, ikke efter deres antal og størrelse, men som dåben fordrer det. Det vil sige, at enhver skal bruge de øvelser og så mange, som er nyttige og brugbare til at undertrykke den syndige natur og forberede os til døden. Man skal forøge eller mindske dem, som man ser synden aftage eller øges. Men nu farer de af sted og finder hele tiden på noget nyt, så det ene og så det andet, alene efter, hvad der i det ydre ser prisværdig ud og har anseelse. De lader det hurtigt fare igen og flakker omkring, så der aldrig kommer noget godt ud af det. Nogle ødelægger deres forstand og sætter deres helbred på spil, så de hverken gavner sig selv eller andre.

      Det er alt sammen frugt af den lære, som har besat os. Vi mener, at vi efter dåben eller omvendelsen er uden synd. Man gør derfor ikke gode gerninger, for at udrydde synden, men for at samle point sammen eller for at godtgøre de begåede synder. Prædikanterne hjælper til med historier om de kære helgener, som ikke bruges efter hensigten, som eksempler til almen efterfølgelse. Derfor misforstår de uerfarne det og bruger helgenernes eksempel til deres egen fordærv.

Gud har givet enhver sin særlige måde og nådegave at bruge dåben på. Og dåben sætter med sin symbolik en almen målestok for alle. Enhver kan prøve sig selv i sin livssituation, hvordan man bedst realiserer dåben, dvs. hvordan man bedst udrydder og dræbe synden. På den måde bliver Kristi byrde også blid, så det ikke foregår med ængstelser og bekymringer. Som Salomon siger det: ”Tåbens slid udmatter ham, han ved ikke engang, hvordan man kommer til byen.” (Præd 10, 15). For ligesom dem, der vil til byen og ikke finder vejen, er bekymrede, sådan er det også med disse, at hele deres liv og gerning bliver bitter for dem, og alligevel udretter de intet.

 

De rette livsforhold

Herhen hører nu det almindelige spørgsmål: om dåben og det løfte, vi her har givet Gud, er mere eller større end løftet om at leve ugift, som præst eller gejstlig? Dåben er jo fælles for alle kristne, mens den gejstlige stand er noget særligt og højere.

Svar: Ud fra det foregående er det let at svare på det spørgsmål. For i dåben lover vi alle den ene og samme ting: at dræbe synden og blive hellige ved Guds virke og nåde. Vi ofrer og overgiver os til ham, som leret til pottemageren. Her er ingen bedre end den anden. Men at fuldføre dåben, så synden bliver udryddet, er ikke begrænset til én måde og ét forhold i livet. Derfor har jeg sagt, enhver må prøve sig selv, i hvilken livssituation, han bedst kan døde synden og sætte grænser for naturen. Derfor er det sandt, at der intet højere, bedre, større løfte er end dåbsløftet. Hvad skulle man mere kunne love, end at fordrive al synd, dø, hade dette liv og blive hellig?

      Men ud over løftet kan enhver godt forpligte sig i det livsforhold, som for ham er passende og hjælper til at virkeliggøre dåben. Ligesom når to vandrer til én by, den ene kan, gå ad gangstien, den anden ad landevejen, som det synes ham bedst. Sådan skal den, som binder sig i ægteskabet vandre i dens møje og lidelse, hvormed han kan bebyrde sin natur, så den vænner sig til gode gerninger og lidelser, at undgå synd og desto bedre berede sig til døden, hvilket han ikke så godt kunne uden for den stand. Men den som søger flere lidelser og gennem megen øvelse på kort tid vil berede sig til døden og hurtigt nå til sin dåbs virkeliggørelse, han skal forpligte sig til cølibat eller den gejstlige orden. For hvis en gejstlig stand fungerer ret, så er den fuld af plager og lidelse, så den medfører større øvelse for den døbte end ægtestanden. Ved en sådan pine vænner man sig snart til glad at modtage døden og således bringe sin dåb til afslutning. Over denne stand er der endnu en højere i det gejstlige styre, som biskop, præst, osv. De skal altid, helt og fuldt øvede i lidelser og gode gerninger, være rede til døden, ikke alene for deres egen skyld, men også for deres skyld, som er dem undergivne.

      Dog i alle disse forhold må man alligevel ikke glemme målet, at man skal leve sådan, at synden bliver uddrevet, og ikke rette sig efter gerningernes mængde eller størrelse. Men desværre, som vi har glemt dåben, og hvad den betyder, hvad vi her har lovet, og hvordan vi skal vandre i dens gerning og komme til dens afslutning, sådan har vi også glemt vejen og de forskellige livsforhold. Vi ved ikke, hvortil sådanne forhold er indstiftet, eller hvordan man deri skal forholde sig, så dåben bliver fuldbragt. Der er blevet en ydre pragt deraf, og næppe nok er der blevet et verdsligt skin tilbage, som Esajas siger: ”Dit sølv er blevet til slagger, din vin er blandet med vand.” (Es 1, 22). Måtte Gud forbarme sig. Amen!

 

Gratis nåde er ikke til salg

Når nu dåbens hellige sakramente er en så stor, nådefuld og trøsterig ting, må man virkelig være opmærksom på, at man altid af hjertet takker Gud med glæde og giver ham pris og ære. For jeg er bange for, at vor utaknemmelighed har fortjent, at vi blev blinde, ikke værdige til at erkende en sådan nåde. Hele verden har dog været og er endnu fuld af dåb og Guds nåde, men vi er forførte til at stole på vore egne ængstelige gerninger, og på afladen og lignende falsk trøst. Vi mener ikke, at kunne tro Gud, før vi er fromme og har fyldestgjort for synden. Som om vi skal købe og betale ham for hans nåde.

I sandhed, den, der ikke tror sådan om Guds nåde, at den tolererer ham som en synder og vil gøre ham salig og alene kan beskytte mod Guds dom, han bliver aldrig glad for Gud, og kan hverken elske eller prise ham. Men når vi hører, at han optager os syndere i dåbspagten, skåner og gør os rene fra dag til dag, og tror det fast, så må hjertet blive glad, elske og love Gud. Sådan siger han hos profeten: ”Jeg vil skåne dem, som en far skåner sin søn.” (Malakias 3, 17). Derfor er det nødvendig, at man takker den højlovede majestæt, som viser sig så nådig og barmhjertig mod os elendige, fordømte slangeyngel, og at man gør gerningen stor og prissætter den, sådan som den i sig selv er stor.

 

Falsk sikkerhed

Samtidig skal vi imidlertid også passe på, at vi ikke gribes af en falsk sikkerhed og siger ved os selv: Er dåben så nåderig og stor en ting, så Gud ikke vil tilregne os synden, og alle ting bliver tilgivet i kraft af dåben, så snart vi vender tilbage fra synden, så vil jeg i mellemtiden leve og gøre, hvad jeg har lyst til, og bagefter eller ved døden tænke på min dåb og minde Gud om hans pagt og til den tid fyldestgøre min dåb.

      Ja, det er helt korrekt, at dåben er så stor en ting, at din synd bliver tilgivet, når du vender om fra synden og anråber dåbspagten. Men pas på, at dommen ikke overrasker dig og kommer din omvendelse i forkøbet, når du så groft og vrangvilligt synder på nåden. Din anfægtelse kan da ved Guds forsyn være så stor, at troen ikke kan bestå, selv om du da gerne vil tro og stole på dåben. Hvis det er vanskeligt for dem, der ikke synder, eller som falder på grund af skrøbelighed, hvordan skulle din ondskab så kunne bestå, når du har fristet og spottet nåden? Lad os derfor vandre med frygt, så vi kan beholde den guddommelige nådes rigdom i en fast tro, og glad takke for hans barmhjertighed til evig tid. Amen.

 

Oversat af Finn B. Andersen, marts 2004

 

 

Til forsiden