Martin Luthers breve

1526 - 46

 

 

 

 

 

 

Indledning

I Luthers skrifter støder man sommetider på spørgsmål, som man godt kunne ønske sig en nærmere uddybning af.

 

Hvilke konsekvenser ville Luther selv trække i bestemte lærespørgsmål og i etiske problemstillinger? Nogle af disse spørgsmål får man svar på i Luthers breve til teologiske kolleger og venner.

 

Men først og fremmest kommer man et skridt nærmere mennesket Martin Luther igennem hans breve. Brevene giver er blik ind i hans sorger og glæder, kampe og sejre, sygdom, modgang, men også bønhørelse og helbredelse.

 

Der er ikke tale om tilfældige mundtlige ytringer af Luther, som mere eller mindre præcist er refereret, som i hans bordtaler. Her i brevene får man Luthers egne ord. Der er derfor også tale om en række vigtige teologiske dokumenter. Nogle af brevene er direkte skrevet som offentlige dokumenter, mens andre er mere private breve til hans hustru og børn og venner.

 

Ved hvert brev er der en kort beskrivelse af indholdet og de vigtigste emner. Desuden kan man søge på bestemte ord og emner ved at bruge den funktion, der findes øverst på siden under ”rediger”. Her finder man funktionen ”Søg på denne side”.

 

Cand.theol.

Finn B. Andersen

December 2005

 

 

 

 

_____

 

 

 

Stikord / Søgeord

(Her er eksempler på ord og emner, som er nævnt i brevene):

 

Evangeliet

Tro, tvivl, anfægtelse

Lovens gyldighed og brug

Nadver, genindvielse, opløftning, brød- og vinrester

Sværmeri

Oprettelse af skoler

Sakramenter

Bryllup, ægteskab

Arbejde

Syndernes forladelse

Dåb, gendøber

Luthers hustru

Bolig

Bordeller

Bibelen, oversættelse

Græsk, hebraisk, latin, tysk

Messen

Gudstjenesten

Astrologi

Præsteansættelse, lønninger

Ritualer

Økonomi

Trøst

Følelser

Danmarks konge

Sveriges konge

Universitet

Politik

Alkohol, øl, vin

Verdslige regimente

Renter

Børn

Opdragelse

At miste: barn, forældre, hustru, venner

Ungdommens undervisning

Psykiske lidelser

Depression

Kirkeopbygning-menighed

Lidelsens problem

Jøderne

Verdens snarlige undergang

Epidemier

Katolikker

Tyrker

Islam

Medicin

Sjælesorg

Falsk lære

Legetøj

Kærlighed

Døden

Selvmord

Religionssamtaler

Søvn og hvile

Nattesøvn

Humor, ironi, leg med ord

Passe på sit helbred

Pædagogik

Den Augsburgske Bekendelse

Worms

Augsburg

Regensburg

Coburg

Wittenberg

Augustin

Djævelen

Paven

Karlstadt, Melanchthon, Erasmus, Zwingli, Calvin

Helligånden

Gud Fader

Jesus

Luthers kommentar til fælleserklæringen om retfærdiggørelsen:

(se under: Regensburg)

 



 

 

 

 

 

 

 

1.            Til kurfyrst Johan Af Sachsen

Wittenberg. 12. januar 1526

 

Luther anmoder kurfyrsten om at ville modtage den landflygtige danske konge Christian II.

       

Nåde og fred i Kristus. Berømte, højbårne fyrste, nådige herre. Hans kongelige majestæt af Danmark har sendt mig et brev og budskab og blandt andet ladet anmode om og begære, at jeg, da hans kongelige majestæt ligefrem ønsker atter at begive sig hertil for at slippe for det ukristelige væsen og ønske, der bliver foreholdt hans kongelige majestæt i Nederlandene, ville hjælpe med til hos Deres kurfyrstelige Nåde at anmode om, at hans kongelige majestæt her måtte blive underholdt med en beskeden hjælp, indtil Gud lægger det til rette på anden måde. Nu har jeg det håb, at min anmodning ikke behøves, fordi det er åbenbart, at der er sket et stort Kristi under med dette menneske, og at han er så forandret og blevet omvendt, at vi skal erkende, at vi i ham har Kristus selv til gæst. Og hvem véd, hvorfor Gud lader det gå således, at han støder en så stor fyrste i elendighed og giver ham i vort skød. Dog jeg véd, hvad der kan blive indvendt herimod. Og derom kan jeg måske, når jeg kommer til Torgau, tale nærmere med Deres kurfyrstelige Nåde ved mundtlig samtale gennem dem, der skal fremlægge sagen. Jeg beder blot om, at Deres kurfyrstelige Nåde indtil da ikke vil berøve den stakkels mand håbet om et nådigt eller trøstende svar.

        Hermed Gud befalet.

       

Wittenberg, fredag efter epifanias 1526.

        Deres kurfyrstelige Nådes underdanige

        Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

2.            Til kurfyrst Johan Af Sachsen

Wittenberg, 9. februar 1526

 

Om Melanchthons løn og arbejdsområde.

       

Min nådigste herre, hertug Johan, kurfyrste i Sachsen, til hans kurfyrstelige Nåde personlig.

        Nåde og fred i Kristus. Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre. Deres kurfyrstelige Nåde har ved universitetsforholdenes ordning befalet årligt at give magister Philip 200 gylden. Nu gør manden indvendinger imod at modtage dem af den grund, at han ikke nøjagtigt og dagligt formår at holde forelæsninger over Skriften og derfor ikke mener at kunne tage imod dem med en god samvittighed. Og da han mener, at Deres kurfyrstelige Nåde forlanger strengt, at han skal holde forelæsninger på den måde, så hjælper det ikke det mindste hos ham, hvad jeg siger og forklarer. Derfor er det min underdanige bøn, at Deres kurfyrstelige Nåde selv vil give ham oplysning om Deres sindelag og forklare ham, at I er tilfreds med, at han hjælper med i teologien med disputatser og forelæsninger ligesom hidtil, blot så meget han formår, selv om det kun var én gang om ugen, eller som han nu kan. For selv om Deres kurfyrstelige Nåde ligefrem forærede ham en sådan løn for et år eller to, var han det i sandhed værd, da han vel i to år forud uden særlig løn under stort arbejde og med megen frugt har holdt forelæsning over Skriften, og måske han også til dels derved har ødelagt sit helbred. Jeg ville så gerne her igen bringe Skriften i gang, fordi man alle vegne hos os søger forståelse af Skriften.

        Hermed Gud befalet. Amen.

       

Fredag efter Agathas dag 1526.

        Deres kurfyrstelige Nådes underdanige

        Martinus Luther.

                

(Melanchthon skulle også dagligt undervise i græsk.)

 

 

________________

 

 

3.            Til Johannes Agricola i Eisleben

Wittenberg, 18. februar 1526

       

Luther udtaler, at de reformerte vranglærere ikke vil få fremgang. Han fortæller om Elisabeth, Christian den Andens hustrus død.

       

Dr. Johannes Agricola, den såre tro lærer for ungdommen i Eisleben, Kristi tjener, min meget kære ven i Herren.

        Nåde og fred i Kristus. Skønt jeg ikke igen har noget at skrive om, kære Agricola, skriver jeg dog for at bringe dig og din hustru en hilsen. For det, som du i dit sidste brev har spurgt om, antager jeg imidlertid er blevet dig bekendt, nemlig om strassburgkætterne. Gud omvende dem. For mod Oekolampadius og Zwingli er der blevet skrevet udmærket af de lærdeste mænd i Schwaben. Denne bog bliver her udgivet på ny, ligesom også billicanus1 bog (jeg sender dig den hermed). Denne er skrevet kort, medens hines er udførlige og lærde.

        Jeg håber, at de endeligt må opgive deres forhåbninger med hensyn til det, hvoraf de hidtil så dristigt har pralet. Denne ene vranglære har allerede affødt fem sekter, der alle mener det samme, men som bruger forskellige forsvarsgrunde, derfor vil de snart gå til grunde.

        Den kongelige hustru og virkelige dronning Elisabeth, den danske konges hustru, er afgået ved døden, således som kong Christian selv har skrevet til mig. Men hun døde i en stor tro, efter at hun havde modtaget Herrens nadver på rette måde efter Kristi indstiftelse. Og hun kunne ikke, skønt der fra de fornemstes side blev gjort stærke forsøg derpå, overtales til at vende tilbage til pavens tro. Men Kristus ville åbenbart også en gang have en dronning i himlen.

        De fyrstelige børns lærer anbefaler jeg dig. Og hils din Else og alle vore. Min Catena [: lænke] hilser også dig og dine, idet hun ofte tænker på dig med ærbødighed.

        Lev vel til evig tid.

        18. februar 1526.

        Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

4.            Til Spalatin

Wittenberg, 17. juni 1526

 

Luther takker for lykønskning i anledning at sin søns fødsel og udtrykker sin glæde over denne begivenhed.

       

Min broder i Herren, magister Georg Spalatin, Kristi tjener i Altenburg.

        Nåde og fred. Jeg takker dig i Herren, min kære Spalatin, for din hjertelige lykønskning til mig lykkelige ægtemand (Gud lade mig fremdeles vedblive at være det), i anledning af, at jeg ved min udmærkede hustru og kære kone ved Guds velsignelse har fået en lille søn, en lille Hans Luther, og således ved Guds forunderlige nåde er blevet fader.

        Jeg under dig det samme og beder om, at det må ske ved en endnu lykkeligere og større velsignelse, da du er bedre og større end jeg. Men bed om, at Kristus må bevare mit barn imod Satan, om hvem jeg véd, at han intet vil forsømme for at komme til at ramme mig i min søn, hvis Gud tillader det. For barnet lider allerede nogen plage af forskellige småsygdomme, jeg véd ikke hvilke, eller snarere af mælken, som, efter hvad man mener, er i usædvanlig grad ufordøjelig hos kvinder, der nylig har født.

        Det gør mig ondt, at magister Eberhard er blevet berøvet sin glæde. Men Guds vilje er god, om dens godhed end fremtræder på skjult måde, så man ikke føler noget mere bittert end den. Hvornår kommer du for øvrigt til os, for at du en gang kan se de gamle minder om fortrolighed og venskab? Jeg har plantet en have og bygget en brønd, og begge dele lykkedes godt. Kom, og du skal blive kranset med liljer og roser.

        Lev vel i Herren, og bed for mig.

       

Søndagen efter Vitus’ dag 1526.

        Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

5.            Til Nikolaus Hausmann

Wittenberg, 14. oktober 1526

 

Om arbejdet med oversættelsen af det gamle testamente. Udtalelse om Herrens kommes nærhed.

       

Guds tjener, dr. Nikolaus Hausmann, biskop for menigheden i Zwickau, min ældre ven i Herren.

        Nåde og fred. Der var ikke noget nyt her, kære Nikolaus, som boghandleren kunne sende dig. For min lille bog om krigsvæsenet er endnu ikke færdig. Dog arbejdes der dagligt på den.

        Jeg grunder over Sacharias, så følger Habakkuk og Jonas efter. Salomons prædikener volder mig megen besvær. Det er, som han ikke vil lade sig læse. Dog tvinges han dertil. Hidtil har denne bog ligget helt hen.

        Det er sandt, når du siger, at verden er ved at gå til grunde. Også jeg tror, at dagen er nær, da den store Guds komme skal åbenbares. I den grad syder, brænder, vakler, falder, styrter og larmer det alle vegne.

        Lev vel, og bed for mig.

        Søndag efter Dionysius’ dag 1526.

        Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

6.            Til dronning Maria af Ungarn

Wittenberg, 1. november 1526

       

Dronning Maria var enke efter kong Ludvig II af Ungarn, som den 29. august 1526 var faldet i kampen mod tyrkerne. Hun var søster til kejser Karl den Femte og var blevet gunstig stemt over for den evangeliske lære gennem sin skriftefader Johan Henkel.

Gennem dette brev tilegner Luther hende sin udlægning af de fire trøstesalmer (Sl 37, 62, 94 og 109).

       

Den berømte, højbårne frue, fru Maria, født Dronning af Spanien osv., Dronning af Ungarn og Böhmen, min nådigste frue.

        Nåde og trøst fra Gud vor fader og Herren Jesus Kristus.

        Nådigste fru dronning. Jeg havde efter fromme mænds tilskyndelse besluttet at tilegne Deres kongelige majestæt disse fire Salmer i den hensigt at formane Deres kongelige majestæt til fremdeles med frimodighed og glæde at fremme Guds hellige ord i Ungarn, fordi jeg havde fået den gode efterretning, at Deres kongelige majestæt er gunstigt stemt over for evangeliet, skønt I er blevet i høj grad forhindret deri af de ugudelige biskopper (som har stor magt i Ungarn og næsten ejer det meste deraf), idet de også har ladet uskyldigt blod udgyde og har raset grundigt mod Guds sandhed.

        Men da sagen nu desværre ved Guds magt og forsyn har taget den vending, at tyrken har anrettet al denne jammer og elendighed og har ihjelslået det ædle unge blod Kong Ludvig, Deres kongelige majestæts kære ægtefælle, så har jeg også måttet forandre min plan. Havde biskopperne nu ladet evangeliet gå sin gang, så ville nu hele verden have været fyldt med råb om, at denne hændelse var kommen over Ungarn for det lutherske kætteris skyld. Hvor ville der da være blevet spottet. Man må nu se, hvem de vil give skylden. Gud har, som jeg ser, afværget det, for at der ikke skulle blive nogen årsag til sådan spot.

        Da Paulus i Romerbrevet skriver til alle, at Den Hellige Skrift er en trøstebog og lærer os tålmodighed, så er jeg alligevel blevet ved og har ladet disse Salmer udkomme for med al den trøst, Gud giver os, at trøste Deres kongelige Majestæt i denne store pludselige ulykke og elendighed, hvormed den almægtige Gud i denne tid hjemsøger Deres kongelige Majestæt. Det sker ikke af vrede eller unåde, hvilket vi med god grund skal håbe, men for at opdrage og prøve, for at Deres kongelige majestæt må lære alene at forlade jer på den rette fader, som er i himlen, og trøste jer ved den rette brudgom, Jesus Kristus, der også er vor broder, ja vort kød og blod, og fornøje jer med de rette venner og trofaste fæller, de kære engle, der er hos os og værner om os.

        For skønt det er rimeligt, at dette dødsfald er bittert og svært for Deres kongelige Majestæt, idet I derved så tidligt er blevet enke og er blevet berøvet Deres kære ægtefælle, vil dog Skriften, særligt Salmerne, igen give Deres kongelige Majestæt megen god trøst i den anledning og i rigeste grad vise jer den kære, elskelige fader og søn, i hvem det visse og evige liv ligger skjult. Og i sandhed, den der kommer så langt, at han i Skriften kan se og føle faderens kærlighed til os, han kan også lettere udholde al den ulykke, der findes på jord. På den anden side kan den, der ikke føler denne kærlighed, heller ikke være rigtig glad, selv om han svømmede i al verdens vellyst og glæde. Der er jo dog intet menneske, der kommer til at opleve en så stor ulykke som den, Gud fader selv har oplevet, at man til sidst giver hans kæreste barn den tak for alle hans undere og velgerninger, at man spytter på ham, forbander ham og ihjelslår ham ved den forsmædeligste død på korset. Skønt enhver tænker, at hans egen ulykke er den største, og den går ham mere til hjerte end Kristi kors, selv om Kristus havde lidt korsdøden ti gange. Det kommer af, at vi har ikke nær så megen tålmodighed, som Gud har, derfor gør mindre kors os mere ondt end Kristi kors.

        Men barmhjertighedens fader og al trøsts Gud give Deres kongelige Majestæt trøst i sin søn Jesus Kristus ved sin Helligånd, så at I snart glemmer denne elendighed eller dog må kunne bære den mandigt. Amen.

       

Wittenberg, den første i vintermåneden 1526.

Deres kongelige majestæts beredvillige tjener,

        Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

7.            Til kurfyrst Johan Af Sachsen

Wittenberg, 22. november 1526

 

Luther anmoder på ny om, at der må blive truffet de fornødne foranstaltninger til præstelønninger og ungdommens undervisning.

Han anbefaler at udpege fire visitatorer og råder til bl.a. at anvende klostergodset til kirkens og det almindelige vels fremme.

Han beder om, at Karlstadt må få lov til at bo i Kemberg.

       

Nåde og fred i Kristus. Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre! Jeg har i lang tid ikke henvendt mig med noget andragende til Deres kurfyrstelige højhed. Nu har der samlet sig flere ting sammen. Deres kurfyrstelige Nåde vil ganske sikkert have tålmodighed til at høre på mig.

        For det første, nådigste herre, klager mange af præsterne næsten på alle steder overmåde meget. Bønderne vil nemlig slet ikke mere give noget. Og der er blandt befolkningen en sådan utaknemmelighed overfor Guds hellige ord, at Gud uden tvivl snart må lade en stor plage komme. Og hvis jeg kunne gøre det med en god samvittighed, ville jeg gøre mit til, at de ingen præster eller prædikanter fik, og de så kom til at leve som svinene, hvad de i virkeligheden gør. Der er ingen gudsfrygt eller tugt mere, fordi pavens band er forsvundet, og enhver gør kun, hvad han vil.

        Men fordi det påhviler os alle, særligt øvrigheden, frem for alt at søge at opdrage den stakkels ungdom, som dagligt fødes og derefter opvokser iblandt os, og holde den til gudsfrygt og tugt, må man have skoler, prædikanter og præster. Vil de ældre ikke, så får de for bestandig fare til Djævelen. Men hvor ungdommen bliver forsømt og ingen opdragelse får, dér har øvrigheden skylden, og så bliver landet fuldt af ville og løse mennesker. Derfor tvinger ikke blot Guds bud, men også den nød, der rammer os alle, til at søge en udvej heri.

        Men nu, da det er forbi med pavens og gejstlighedens tvang og styrelse i Deres kurfyrstelige Nådes land, og alle klostre og stiftelser er hjemfaldne til Deres kurfyrstelige Nåde som overhoved, følger dermed også den pligt og besværlighed at ordne den slags sager. For ellers er der ingen, som kan eller skal tage sig deraf. Derfor vil det i overensstemmelse med alt, hvad jeg har talt med Deres kurfyrstelige Nådes kansler og hr. Niklas von Ende om, være nødvendigt, at Deres kurfyrstelige Nåde som den, hvem Gud i et sådant tilfælde har givet befaling og myndighed dertil, lader landet visitere af fire personer: to, der forstår sig på tiende og timelige forretninger, og to, der forstår sig på læren og personer, for at de efter befaling fra Deres kurfyrstelige Nåde kan sørge for at der oprettes og skaffes underhold til skoler og præsteembeder, hvor det er nødvendigt.

        Hvor det drejer sig om en købstad eller en landsby, der har råd dertil, har Deres kurfyrstelige Nåde magt til at tvinge dem til, at de giver det fornødne til skoler, præsteembeder og præster. Vil de ikke gøre det eller sørge derfor til deres egen salighed, så skal Deres kurfyrstelige Nåde som øverste formynder for ungdommen og for alle, der trænger dertil, med magt holde dem til, at de gør det. Ganske på samme måde som man med magt tvinger dem til at bygge broer, anlægge stier og veje eller til at give og yde tjeneste med, hvad landets almindelige vel kræver. Hvad landet behøver og trænger til, det skal de give og dertil skal der ydes hjælp af dem, som bruger og nyder landets goder. Nu er der ikke noget nødvendigere end at opdrage dem, der kommer efter os og siden skal overtage styrelsen.

        Har de derimod ikke råd dertil og på anden måde har for svære byrder, så er der klostergodset, som først og fremmest er oprettet til og endnu skal bruges til bedste for menigmand. For Deres kurfyrstelige Nåde vil let indse, at der til sidst ville lyde et frygteligt skrig, og det ville ikke være let at forsvare, dersom skolerne og præsteembederne nedlægges, og adelen skulle tilvende sig klostergodset, således som det allerede forlyder, og som også nogle gør. Da nu sådant gods ikke kommer Deres kurfyrstelige Nådes kasse til gode, og desuden er indstiftet til gudstjenestens fremme, så skal det rimeligvis også først og fremmest tjene dertil. Hvad der så derefter måtte blive til overs, må Deres kurfyrstelige Nåde anvende til landets behov eller til fattige mennesker.

        Endnu en anden sag. Dr. Karlstadt har bedt mig meget om at skrive til Deres kurfyrstelige Nåde med bøn om, at der må vises ham den gunst, at han må bo i Kemberg. For han kan ellers på grund af bøndernes slethed ikke blive i landsbyerne, således som Deres kurfyrstelige Nåde kan erfare af denne skrivelse fra ham og tillige af Hans von Grafendorf. Men han undser sig for selv at skrive til Deres kurfyrstelige Nåde. Fordi han indtil nu har afholdt sig fra offentlig optræden, og dels vi for vort vedkommende, dels høvedsmanden Hans Metsoh, anser det for forsvarligt, og provsten i Kemberg desto bedre kunne have tilsyn med ham, beder jeg også underdanigst om, at Deres kurfyrstelige Nåde venligst vil forunde ham det, skønt Deres kurfyrstelige Nåde allerede har gjort meget og for hans skyld har måttet høre meget. Men Gud vil desto rigeligere gengælde det. Han står for hans sjæl. Hans legeme og dem, der hører ham til, skal vi gøre godt imod. Guds nåde være med os. Amen.

        Torsdag efter Elisabeths dag 1526.

        Deres kurfyrstelige Nådes underdanige

        Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

8.            Til Spalatin i Altenburg

Wittenberg, 1. januar 1527

 

Luther klager over, at nogle af dem, der står hoffet nær, benytter sig af kurfyrstens for store mildhed til at plyndre klostrene, og meddeler, hvad han har gjort og vil gøre for at afværge dette.

       

Nåde og fred i Herren. At det ikke er min skyld, kære Spalatin, at jeg skriver så sjældent til dig, derom skal indlagte breve være mine vidner, for de har stadigt ligget for mine øjne og ventet på t bud, som kunne bringe dem til dig. Af den måned og dag, da de er skrevne, og af den sag, hvorom de handler, vil du kunne se, at jeg selv efter at have glemt tingene og endeligt at være overvundet af kedsommelighed har åbnet dem for at se, hvad jeg havde skrevet. Endeligt kom der et bud. Og jeg gjorde mig megen anstrengelse for, at han ikke skulle gå bort uden at have fået mine breve med til jer angående skatteopkræverens sag i Eisenberg. Men heller ikke således havde jeg lykke med mig. Da jeg gik ned for at søge efter ham, meddeltes det mig, at han overvundet af utålmodighed var gået sin vej. Hans nærværelse må være blevet mig meddelt alt for sent. Jeg blev også ærgerlig over mine egne folk. Men således går det: hvad der ikke berører en personligt, det tager man sig ikke af. Men tænk selv igen på, om jeg plejede at opsætte så længe, da du var ved hoffet, dvs. Da du udpegede bestemte sendebud eller toldere, som skulle give dig mine breve. Men nu må vi bruge de bud, som tilfældigt er til stede. Og hvem er der, må jeg spørge, iblandt dem, som enten spørger om eller bringer eller søger eller venter på breve? Så meget til mit forsvar, for mine mange beskæftigelser vil jeg ikke bruge som undskyldning, da der ikke gives nogen af dem, der ikke tillader mig at skrive til dig, efterdi jeg angående dit sindelag imod mig er fuldt forvisset om, at et brev vil være dig kært, selv om det endog er skrevet under måltidet.

        Nu til sagen.

 

(Luther går over til, på spøgefuld måde, at udtale sig om nogle specielt tyske sproglige vendinger, særlig forkortelser, der vanskeligt lader sig gengive på dansk. – derefter fortsætter han):

       

Men en såre alvorlig sag er det, kære Spalatin, at klostrene plyndres, og du må tro mig, at den sag piner mig voldsomt. Jeg har allerede i skrivelser gjort, hvad du begærer. Og da jeg ikke var tilfreds dermed, brød jeg, da fyrsten var her, imod alles vilje ind i fyrstens soveværelse, for at jeg kunne få en enesamtale med ham om den ting. Kun riedesel2 var til stede. Uden at fyrsten ventede det, henvendte jeg mig til ham og klagede omtrent over alt det, hvorom du skriver, efter at jeg i forværelset havde klaget for den unge fyrste, og han havde vist, at han var ilde til mode over sligt.

         Jeg fik det svar, at man skulle sørge for, at alt gik rigtigt til. Hvad skal jeg sige? Jeg frygter for, at man under vor såre gode fyrste opvarter mig og os alle med røg, skin og fabler, og det på en sådan måde, at vi nødes til at være uvidende om, hvem der er ophavsmændene. De tænker: Frederik er død, og i den tanke spiller de selv konger i dette land, men Gud give dem ikke lykke dertil. Og dette er det allerbitreste for mig, at disse mennesker, som tidligere ikke delte kurfyrst Frederiks fromhed, men var fjender af evangeliet, hvad de i virkeligheden endnu stadigt er, nu, da de har fået lejlighed til at gøre bytte, spotter, ler og jubler, efter at de har beriget sig, fordi det under evangeliets navn er dem tilladt på én gang at være evangeliets største fjender og at nyde alle de friheder, evangeliet giver. Har du nogensinde været vidne til en lignende uretfærdighed?

        Jeg ser, hvor overbebyrdet fyrsten er, og at det er forgæves at påminde ham. Og jeg véd intet andet råd, end at jeg i et offentligt lille skrift påminder fyrsten om at bestyre klostrene anderledes, så kunne dog måske på den måde hine folk komme til at skamme sig. For du véd, at det ikke giver noget håb, at du formaner ham til, at han skal styre sit fyrstendømme og regere efter sin broders eksempel. Han er en trofast mand, som er udsat for alles snedighed. Og han tror, at andre mennesker er lige så gode og trofaste, som han selv er. Verden kræver, at en fyrste skal være et slet menneske, og at en konge skal være en tyran. Du ser, at jeg er blevet vidtløftig, og det på én gang af nødvendighed og med vilje. Hvis du i øvrigt har et godt råd fra Kristus, så må du meddele mig det. Vi vil så gerne følge det. For vi hader altid Satans rasen, efterstræbelser og ondskab alle vegne i alle stykker, så at vi har sind til på enhver måde at modarbejde og skade ham.

        Lev vel i Herren med dit ribben. Min lille Hans hilser dig. Han er nu i tandperioden og begynder at pludre og at give de morsomste lyde fra sig over for hvem som helst. Også Käthe ønsker dig alt muligt godt, mest en lille Spalatin, som kan lære dig, hvad hun roser sig af at have lært af sin lille Hans, nemlig ægteskabets frugt og glæde, hvortil paven og hans verden var uværdig.

       

På omskærelsens dag 1527.

        Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

9.            Til Hans Ottensass i Spangenberg

Wittenberg, 5. februar 1527

 

Ottensass havde som borgmester i Hersfeld ladet denne by slutte sig til de oprørske bønder. Efter byens indtagelse lod landgreven ham og rådsherren Henrik Reiss føre i lænker til Spangenberg. Efter Luthers forbøn gav landgreven begge deres frihed. Dog måtte de ikke vende tilbage til Hersfeld. I brevet giver Luther her meddelelse om, at han er gået i forbøn for dem.

       

Den ærbare Hans Ottensass, borgermester i Hersfeld, som nu sidder fangen i Spangenberg, min gode ven.

        Nåde og fred. Hvor ondt gør det mig dog, kære Hans, at I så længe har været fanget. Og jeg har ikke vidst det. Først i går kom Deres skrivelse mig i hænde. Jeg har med flid og skyndsomt skrevet til min nådige herre, landgreven, fordi der just tilfældigt var et brevbud rede. Gud give, at det, som jeg håber, må hjælpe. Jeg har også sendt anmodning til magister Adam, for jeg er villig til at tjene jer.

        Gud befalet, for jeg har meget at gøre.

       

St. Agathes dag 1527. Martinus Luther.

       

(Magister Adam Crato eller Kraft fra Fulda var blevet fordrevet fra Fulda, fordi han sluttede sig til Luther. I Hersfeld var han blevet kendt med landgreven, og denne udnævnte ham i 1525 til hofpræst i Kassel. I 1527 blev han professor i Marburg, hvor han døde 1558.)

 

 

________________

 

 

10.       Til Mikael Stiefel i Tolleth

Wittenberg, 4. maj 1527

 

Luther er skuffet og vred på Zwingli, som han netop har skrevet en bog for at imødegå.

       

Nåde og fred. Jeg har, kære Mikael, i forgårs sendt dig et brev med min lille bog imod sværmerne. Jeg håber, at du har modtaget den, og at den har tiltalt dig. For mange er ved Guds nåde blevet bekræftede i den sande tro ved denne lille bog. Jeg venter nu til gengæld et rasende svar fra dem, hvem jeg efter Kristi gave og vilje skal møde med kraft og visdom.

        For Zwingli har skrevet en ”Forklaring” til mig og vedlagt et egenhændigt brev, fuldt af hovmod og frækhed. Der gives nemlig ingen forbrydelse eller grusomhed, hvori han ikke anser mig for skyldig. Ikke en gang mine fjender papisterne hudfletter mig i den grad som disse vore venner, som intet ville have været uden os og før os, som slet ikke vovede at åbne munden, men som nu, efter at de er blevne opblæste ved vor sejr, retter angreb imod os.

        Det kan man kalde at sige tak. Det kan man kalde at gøre sig fortjent over for mennesker. Kort sagt, nu endelig forstår jeg, hvad det vil sige, at verden ligger i det onde, og at Satan er denne verdens fyrste. Hidtil havde jeg tænkt, at dette kun var ord, men nu ser jeg, at det er virkeligt, og at Djævelen i sandhed regerer i verden.

        Tak din herskerinde i mit navn fra min lille Hans og fra Katharina. Lille Hans er umådelig stolt af den kostbare klædning, som du har sendt ham. Hvis jeg til gengæld kunne tjene hende i noget, ville det glæde mig meget. For jeg mærker, at Gud er med hende. Hermed Gud befalet. Amen.

        Min Käthe ønsker inderligt, at du må have det godt.

       

Wittenberg 1527. Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

11.       Til Leonhard Keyser

Wittenberg, 20. maj 1527

 

Leonhard Keyser var kapellan i Waizenkirchen. Han blev fængslet, fordi han forkyndte den lutherske lære og dømt til døden. Den 16. august 1527 led han martyrdøden på bålet.

       

Den ærværdige broder i Kristus, dr. Leonhard Keyser, Kristi fange og hans trofaste og kære tjener, min ven i Herren.

        Nåde, kraft og fred i Kristus. Fanget er dit gamle menneske, kære Leonhard, efter Kristi, din frelsers, vilje og kaldelse, han, som også for dig og dine synder gav sit nye menneske hen i ugudeliges hænder, for at han ved sit blod kunne frikøbe dig til at være hans broder og medarving til det evige liv.

        Det gør os ondt for dig. Og vi gør os flid med at bede for dig, at du må blive befriet, for at du må leve, ikke for dig selv, men for andre, til Guds ære, hvis han selv vil det. Men hvis det er den himmelske vilje, at du ikke skal befries, så se til, at du, som dog har den største frihed i ånden, kækt og stadigt overvinder kødets skrøbelighed eller i det mindste holder ud ved Kristi kraft, han, som er med dig i fængselet og vil være med dig i al nød, således som han så trofast og venligt lover, når han siger: ” Jeg er med ham i trængslen”.

        Derfor er det nødvendigt, at du med tillid råber til ham selv i dine bønner, og at du med Trøstesalmerne holder dit mod oppe under denne Satans rasen, for at du må kunne styrkes i Herren og ikke tale for svagt eller blidt imod Behemoths tænder, som om du var blevet overvundet og frygtede Satans hovmod. Men kald på Kristus, som over alt er nærværende og mægtig, så kan du drive spot med og gøre nar ad Satans trods og hovmod i vished om, at han ikke kan skade dig, og det desto mindre, jo mere han raser, således som Paulus siger: ”er Gud for os, hvem kan da være imod os.“ Alle ting er lagt under hans fødder. Han kan selv komme dem til hjælp, som fristes, fordi han også selv er blevet fristet i alle ting.

        Derfor, min kæreste broder, vær stærk i Herren, og vær kraftig i hans styrkes vælde, så at du, hvad enten du bliver fri eller ikke, af et godt hjerte må erkende, tåle, elske og prise Guds faderlige vilje imod dig.

        At du til evangeliets ære må formå dette, det virke vor Herres Jesu Kristi Fader, al barmhjertigheds fader og al trøstens Gud efter sin herlige nådes rigdom. Amen.

        Lev vel i ham, og bed også for os.

       

Wittenberg, 2. dag efter søndagen cantate 1527.

        Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

12.       Til fru Elisabeth Agricola i Eisleben

Wittenberg, 10. juni 1527

 

Trøsteskrivelse i anledning af legemlig og psykisk lidelse.

       

Den ærbare og dydige fru Elisabeth Agricola, lærerinde, min kære veninde.

        Nåde og fred, min kære Else. Jeg havde den bedste vilje til at skrive til dig, men brevbudet var borte, inden jeg så mig for. Så tænker jeg også, at det vil blive bedre med dig, efter at din hr. Magister er kommen hjem. Men du må ikke være så modfaldent og forsagt, men tænke, at Kristus er nær og hjælper dig at bære din lidelse. For han har ikke forladt dig, således som dit kød og blod indbilder dig. Men råb du kun for alvor af hjertet, så kan du være vis på, at han hører dig, fordi du véd, at det er hans art at hjælpe, styrke og trøste alle dem, der begærer at høre ham til.

        Så vær nu frimodig, og tænk på, at han har lidt såre meget mere for dig, end du nogensinde kan lide for hans og din skyld. Så vil vi også bede og bede alvorligt om, at Gud vil antage sig dig i sin søn Kristus og styrke dig i denne din legemlige og sjælelige svaghed. Hermed Gud befalet. Amen.

        Hils din magister og alle dine fra os alle.

       

Givet pinsemandag år 1527.

        Martin Luther.

 

 

________________

 

 

13.       Til Nikolaus Hausmann

Wittenberg, 13. juli 1527

       

Om et ægteskabsspørgsmål, hvor manden er forsvundet.

Visitatsrejsernes begyndelse.

Luther har haft et ildebefindende.

       

Den ærværdige og hellige mand, hr. Nikolaus Hausmann, præst for menigheden i Zwickau, min ældre broder i Kristus.

        Nåde og fred. Hvis den mands sag forholder sig, som han fortæller, så kan han med rette beholde hustruen, fordi den første mand har forladt hende for så længe siden og har udsat sig selv og hende for alle farer. Det er min mening.

        Visitatsen er begyndt at blive virkeliggjort. Allerede for otte dage siden er hr. Hero og magister Philip afrejste i den anledning. Kristus føre dem. Amen.

        Rom er ynkelig ødelagt tillige med paven, idet Kristus regerer således, at kejseren, som tidligere forfulgte Luther for paven, nu tvinges til at ødelægge paven for Luther. Alt tjener nemlig Kristus til gavn for dem, der hører ham til, og til skade for hans modstandere.

        Ellers er der ikke noget nyt.

        Min Käthe og min lille Hans hilser dig. Lev vel i Kristus. Jeg har haft et stærkt anfald af besvimelse, så at jeg endnu tvinges til at afholde mig fra at læse og skrive.

       

Margrethes dag 1527. Martinus Luther.

       

(6. maj 1527 erobrede kejser Karls tropper Rom, og paven måtte flygte.)

 

 

________________

 

 

14.       Til Spalatin

Wittenberg, 19. august 1527

       

Sygdom, forbøn, helbredelse.

Luther er tilfreds med den første beretning om kirkevisitationen.

Luther ser pesten i Wittenberg, som Satans angreb på reformationen.

Positiv over for medicin

Mens mange rejser bort fra byen, bliver han og Bugenhagen (og Kristus), pga. sjælesørgeriske opgaver.

       

Nåde og fred. Jeg glæder mig over, at du er blevet rask igen, og takker vor Herre Kristus derfor. Jeg ønsker, at du vil bede for mig, at også jeg må blive helt rask, hvis det er Guds vor frelsers vilje.

        Lad ikke på nogen måde rygterne om kirkevisitationen forvirre dig, for fyrsten har i går sendt mig visitatsberetningerne, for at jeg skal se dem og bedømme, om de fortjener at udgives. Alt er fint, hvis det blot må blive ordnet, sådan som det er forordnet, som du vil få at se. Lad kun modstanderne prale med deres løgne, således som de plejer, da de ikke kan trøste sig med sandheden.

        Pesten er vel begyndt her, men den er temmelig mild. Men det er besynderligt, hvor folk ængstes og flygter. Jeg har ikke før set noget så stort fra Satans side. I den grad volder han forskrækkelse, ja glæder sig over, at han således kan skræmme hjerterne, nemlig for at han kan splitte og ødelægge dette eneste universitet, som han ikke uden grund hader frem for alle de andre. Dog har der under hele pesttiden indtil i dag ikke været mere end atten døde, når man medregner alle dem, der har været i byen af piger og børn og alle andre tilsammen. I fiskerforstaden har pesten raset heftigere. Men i vores forstad er der endnu intet lig, skønt alle bliver begravede her.

        I dag har vi begravet Tilo Denus’ hustru, som i går udåndede næsten i mine arme. Og det er den første begravelse i midtbyen. De andre 18 begravelser er foregået omkring mig ved Elsterporten. Blandt dem var også Deres fru Eberhard’s søster, en ung giftefærdig pige, som du må fortælle magister Eberhard. Også Johannes Gronebergs datter er død.

        Hans Lufft er atter kommet op og har overvundet pesten. Og mange andre kommer sig, hvis de bruger medicin. Men mange er så tåbelige, at de foragter medicin og dør uden grund. Også Justus Jonas’ lille søn Johannes er afgået ved døden. Jonas selv er rejst med sin familie til sin hjemegn. Jeg bliver. Det er nødvendigt på grund af den forfærdelige angst hos folket. Derfor er Pomeranus og jeg alene her tilligemed kapellanerne. Men Kristus er hos os, så at vi ikke er alene. Og han vil i os sejre over den gamle slange og manddræber og syndens mester, selv om han bider ham i hælen.

        Bed for os, og lever vel.

       

Wittenberg, 2. Dag efter Marias Himmelfart 1527.

       

Hils magister Eberhard og alle vore, og anbefal os til dem. Sværmerne har skrevet imod mig, men jeg har endnu ikke deres bøger. Men Zwingli ville sende mig et andet endnu mere trodsigt brev, men det var ikke ved hånden.

        Din Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

15.       Til Johannes Agricola

Wittenberg, 21. august 1527

       

Luther ser sin egen åndelige svaghed og lidelser som Satans kamp mod evangeliet.

       

Min broder i Kristus, Johannes Agricola, Guds tjener, lærer for børnene i Eisleben.

        Nåde og fred i Kristus. Jeg takker dig, kære Agricola, for den trøst, som du har givet mig, når du skriver, at jeres menighed er bekymret og beder for mig. Gud trøste også jer i trængsel. Og jeg beder om, at I ikke må ophøre med at trøste mig og bede for mig, fordi jeg er hjælpeløs og fattig.

        Det er ikke nadversværmerne, der gør os urolige. Deres tåbelige angreb har jeg hverken læst eller set, og jeg har det håb ved Kristus, at jeg også i fremtiden skal foragte Satan og tilmed overvinde ham, når han angriber mig på den måde. Men Satan selv raser imod mig med hele sin magt, og Herren har sat mig til et tegn over for ham ligesom en anden job, og han prøver mig med en forfærdelig svaghed i ånden. Men for de helliges bønners skyld skal jeg ikke overlades i Satans hænder, selv om de hjertesår, jeg har fået, vanskeligt læges. Det er mit håb, at denne min kamp har betydning for mange, skønt der ikke er nogen ulykke, som mine synder ikke har fortjent. Men dette er mit liv, at jeg véd og tør rose mig af, at jeg har lært Guds Ord rent og ret til manges frelse. Det ærgrer Satan og derfor vil han gerne omstyrte og tilintetgøre mig tilligemed ordet.

        Således går det til, at jeg vel ikke lider noget af betydning fra verdens tyranners side, mens andre bliver ihjelslåede og brændte og dør for Kristi skyld. Men så lider jeg så meget mere i ånden fra verdensfyrstens side. Men i alt skal Gud og vor Herres Jesu Kristi fader være priset, som fuldbyrder sin hellige vilje på mig, den vilje, som også, om end i det skjulte, er god og velbehagelig. Amen.

        Hilsen fra Johannes Pomeranus [Bugenhagen], som er alene hos mig sammen med kapellanerne. Dog er vi ikke alene. Kristus er usynlig, men virkelig hos os tilligemed jeres og alle de helliges bønner og alle de hellige engle.

        Kristi nåde være med jer. Amen.

        21. august 1527.

        Martinus Luther.

       

(Bugenhagen boede i Luthers hus under pesten.)

 

 

________________

 

 

16.       Til de kristne i Halle

Wittenberg, sidst i september 1527

 

Trøstebrev i anledning af præsten mag. Georg Winklers mord.

Luthers syn på denne verden, på lidelser og modgang.

       

Alle Kristi kære venner i Halle: Nåde og fred i Kristus Jesus, vor Herre og frelser. Amen.

        Jeg har for længst foresat mig, mine kære herrer og venner, at skrive en formaning og trøst for jeres kærlighed i anledning af den ulykke, som Satan har tilføjet jer ved det mord, som han har begået på den gode, fromme mand magister Georg Winkler fra Bischofswerda. Dermed har han taget jeres trofaste præst og Guds ord fra jer. Men jeg har hidtil haft så mange slags hindringer, særligt min svagelighed. Og skønt jeg endnu ikke helt er kommen mig, kan jeg dog nu ikke udsætte det længere. Og selv om vi ikke just ville søge at trøste os i dette tilfælde, så ville det dog være urigtigt at tie stille til et sådant skammeligt og forræderisk mord og lade det gå upåtalt hen, at sådant blod nedgraves i jorden, hvormed Guds hellige ord er blevet bevidnet og bekendt.

        Derfor vil jeg skrive derom og bidrage til, at dette blod kommer til at råbe og skrige til Himlen. Indtil Gud, den barmhjertige fader og retfærdige dommer, hører skriget, ligesom han hørte røsten fra den hellige Abels blod, og skaffer ret og hævn over morderen og forføreren, den gamle fjende, som har forvoldt det. Så Gud lader magister Georgs blod blive en guddommelig sæd, som han ved Satans og hans lemmers hænder har sået i jorden, og som bringer hundrede fold frugt. I stedet for den ene myrdede Georg vil der således fremstå hundrede andre prædikanter af den rette art, som gør Satan tusinde gange mere skade og fortræd, end den ene mand har gjort. Og fordi han ikke har villet høre og tåle den ene, skal han komme til at tåle, høre og se mange og atter mange. På samme måde gik det jo også paven ved Johannes Huss’ blod. Ham ville han ikke give lov til at sige et muk i en krog, men nu må han lade ham råbe i hele verden, indtil selve Rom, ja næsten hele verden er blevet ham for lille, og det får endda ingen ende. Amen.

[Djævelen er denne verdens herre]

Men det skal trøste og tilfredsstille jer, kære venner, og os. For det første er det nemlig intet under, at et sådant mord og en sådan ulykke sker på jorden. For dette liv er ikke et liv, men en morderhule, som er underkastet Djævelen. Som Kristus siger i Joh 14, 30 og 16, 11, er Djævelen verdens fyrste, og i Joh 8, 44, at han er en manddræber fra begyndelsen og en løgner. Hvis vi nu vil og må leve på jorden, så må vi også betænke, at vi er gæster, og at vi bor i et sådant herberg, hvor værten er en ondsindet vært. Og hans hus har den indskrift og det skilt over døren: ”til mord og til løgn”. For det tegn og våben har Kristus selv hængt over hans dør og hus, når han i Joh 8, 44 siger: han er en manddræber og løgner, nemlig en manddræber, der myrder legemet, en løgner, der forfører sjælen. Det er hans forretning og gerning. Således holder han hus. Således går det til i dette herberg, det bliver ikke anderledes Og den, der er i tjeneste hos ham, må hjælpe ham med det. Og den, der er gæst hos ham, må forvente og udsætte sig for sådanne ting.

        Det lærer vi også af al vor erfaring, for han beviser sig tydeligt som en morder derved, at der sker så mange mord i verden, på havet, på marken, i husene og gårdene. Snart bliver én stukket ned, snart brækker én halsen, her drukner én, hist bliver en anden brændt. Sådan er der mange slags måder, som mennesker bliver dræbt på. Og det er alt sammen Djævelens værk, udøvet af ham selv eller hans tjenere. Og så raser han endda først rigtigt, når han ophidser fyrster og konger imod hinanden, så at der i hele verden uden afbrydelse og ophør finder krig og mord, strid og blodsudgydelse sted. Som om mennesker slet ikke var fødte til andet end til at myrde, og som om de slet ikke kunne dø, uden at de selv dræber og myrder hinanden. Og især myrder han allerhelst dem, som i hans gæstgivergård vil give sig af med at tale Guds Ord. For dem kan han ikke lide. De gør hans gæstgivergård mistænkelig og forråder ham, når de siger, at han er en morder og løgner.

        På samme måde beviser han også tydeligt sine løgne derved, at der alle vegne i verden er så megen vildfarelse, vranglære, partivæsen og kætteri. Det er også Djævelens værk at bringe sjælene ind under forførelse og fordømmelse, foruden hvad der falder ind under hans hemmelige anfægtelser. Han anfægter enhver enkelt i hans tro med tvivl, med falske indskydelser, med falsk trøst, med falsk skræk osv. Han er i det hele taget en fader, dvs. en mester og tusindkunstner i at optænke og opfinde løgn, for at også de udvalgte skal falde i vildfarelse (Matt 24,24), hvis ikke Gud holdt sin stærke og nådige hånd over os.

        Netop sådan handler man også nu med jer i Halle. Da han så, at hans løgne ville blive afslørede, og at det hellige evangeliums sandhed ville komme for dagen ved hans gæst, den fromme mand hr. Georg, vidste han ikke at klare sig på anden måde end at gøre, hvad der er hans art. Som en morder dræbte han ham, for at hans egne løgne uden nogen modsigelse fra sandhedens side kunne få lov til at herske i Halle og fastholde sjælene under fordømmelsen.

        Derfor er det den første del af vor trøst, at vi dog véd, hvad det er for en morder, der har myrdet vor kære broder hr. Georg, selv om vi ikke med vished kan vide, hvad det er for junkere, der har givet befalingen dertil, eller hvad det er for næver og våben, der har fuldbyrdet det. For jeg hører, at biskoppen i Mainz bliver rost i høje toner som uskyldig, hvilket jeg også af hjertet ønsker, at han må være. Jeg går ud fra, at det er således. Og fordi jeg ganske godt kender flere biskopper, som sikkert gerne handlede anderledes, hvis de turde og kunne det, så er jeg visselig også tilbøjelig til at tro, at den kirkelige ledelse i Mainz havde tilrettelagt dette mord på hr. Georg. For de har for længe siden haft endnu større mordplaner, da de med deres morderiske rådslagning ved det fromme blod, kejser Karl ville ophidse de tyske fyrster imod hinanden og drukne Tyskland i mord og blod. Derved kunne de sikre sig selv at leve med ro og lyst i deres horeri og skurkegerninger. Den, der påtager sig at føre et helt land ind i mord og blod, han regner det sikkert for en ringe ting, om han myrder en enkelt mand. Men Gud afværgede denne gang i nåde de morderiske, blodtørstige hundes ondskab.

        Sådan er de, disse gejstlige, hellige folk, som opholder kristenheden med deres messer og bønner og ved siden af tænker på og begærer at ofre hele verden ved deres forræderi og mord til den gamle morder, deres Gud, Djævelen. Jeg antager, at det netop er ved den slags snigmordere, at det er sket, at man, efter hvad jeg hører, hemmeligt har druknet mange præster i Rhinen og siden fundet dem døde. Jeg må rose de tyranner, som, skønt de tjener Djævelen, dog ved offentlige domme frit og åbenlyst dræber vore brødre og er deres gerning bekendt. Men snigmorderne har ikke så mange ærlige blodsdråber i sig, at de frit tør gøre brug af deres magt og borgerlige myndighed, men bærer sig ad som forrædere og skurke. Men bliv bare ved, I snigmordere, I går på den rigtige bane, ligesom Kain gjorde, der også i hemmelighed myrdede sin broder. Oh, hvor herligt blev det fortiet! På samme måde vil også jeres mordgerning, som I har begået på hr. Georg, hvem I end er, også vedblive at være hemmelig og fortiet. Ingen vil kende jer undtagen dem, der nu kender Kain.

        Nu vel, Satan har visselig gjort det. Kirkeledelsen i Mainz kan ikke med sikkerhed beskylde derfor. Men så meget véd jeg, at de har den stedlige styrelse, dom og retshåndhævelse i deres hænder, og at de regerer mere end biskoppen. Det forholder sig jo i almindelighed i alle stifterne således, at biskoppernes hænder er bundne ved løfter og forpligtelser, så det forholder sig med deres magt over deres kirkeledelse på samme måde som med Rolands magt over sit sværd. De hedder nok biskopper, men er det ikke, mens medlemmerne af kirkeledelsen er biskopper, men hedder det ikke. Hvis de ikke gør noget for, at et sådant mord med al flid bliver undersøgt og straffet, så vil de visselig bifalde det og le i skægget, selv om de ikke ligefrem har befalet det. Derfor må man udskælde dem som landevejsrøvere og voldsmænd på deres egen landevej og forbrydere mod den kejserlige landefred. Når de lader en mand myrde, uden at han er forhørt eller dømt, stik mod al retfærdighed og kejserlig retsorden og intet gør i den anledning.

[Lydig mod øvrigheden]

For det andet finder vi med hensyn til dette mord trøst i, at den fromme Georg er myrdet som den, der var lydig mod øvrigheden. For da han blev opfordret til at drage ud af Halle til sin herre, agtede han sit liv ringe til trods for, at der kom ham mange onde varsler for øje. Det gjorde han, for at han kunne blive fundet som den, der var lydig. Dermed har han efterfulgt sin rette Herre, Jesus Kristus, så at man også kan sige om ham: han blev lydig indtil døden. Han gik efter ordet hos Paulus: ”Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem” (Rom 13, 1). Han er virkelig også gået efter Guds ords anvisning og i lydighed og er således død i Herren, så vi sikkert har lov til at synge om ham: ”Salig er den, der dør i Herren” (Åb 14, 13). Ja, han har ikke blot været lydig, men han har også elsket sin Herre og udvist al troskab imod ham med legeme og liv. For jeg hører det blive sagt på forunderlig måde, hvor urokket og trofast han har holdt fast ved biskoppen under oprøret, og hvordan han med alle kræfter har afværget oprøret, så at han også har været meget kær og værdifuld for sin herre biskoppen. Nu bliver han på denne måde lønnet for alt dette. Sådanne folk myrdes af gejstlige stiftsherrer, medens horkarle og forbrydere æres.

[For evangeliets skyld]

For det tredje er han ikke alene blevet myrdet som den, der tjente og var lydig imod den jordiske øvrighed, men også for evangeliets skyld og især for den artikels skyld, at han har lært og villet uddele nadveren under begge skikkelser [både brød og vin]. Da opstod der en ildebrand. Da måtte Satan tilligemed hans snigmordere afværge, at man ikke rev mere i stykker, og forlange, at han skal drage ud af et fremmed bispedømme, som Magdeburg er, ind i et andet, nemlig Mainz, under hvis domstol han dog ikke hører, og derefter myrder de ham hemmeligt og på forræderisk måde, mens han er undervejs. For således er der meddelt mig, at han efter snigmordernes anslag ved biskoppelige breve er blevet opfordret til at drage fra Halle til Aschenburg. Men da han kom derhen, holdt man ham alene tilbage og sendte hans rejsefælle hjem. Og man har ikke kunnet tale meget med ham, uden at han skal have sagt: ”drag bort, jeg må blive her og måske lide døden for Kristi skyld.” Han har haft en anelse om eller måske set og hørt så meget hos sine snigmordere, at han måtte blive tilbage og blive en Kristi martyr.

        I nogle dage beholdt man også hans hest og satte ham på den som en narrehest, der blev kaldt pastor, og sendte ham bort, som om han atter skulle drage hjem, sammen med en ledsagende rytter. Undervejs ville en sognepræst beholde ham natten over i sin landsby, men den ledsagende rytter ville ikke gå ind derpå. Derefter ville han ride en anden vej gennem en skov. Men det ville den rytter, der ledsagede ham, ikke, for at han ikke skulle undslippe de forud bestilte snigmordere. Så overfaldt de den gode mand lige uden for Aschenburg, og de store helte og præsteriddere stak ham ned og har, hvis de ikke gør bod, gjort sig fortjent til helvedes krone. Og den skal de også nok få tilligemed deres herrer og Djævelen i helvede. Det er hvad, jeg ved om begivenheden.

 

[Luther fortsætter her med ud fra Nytestamente og kirkens historie at bevise, at nadveren skal fejres under begge skikkelser. Derefter trøster han læserne med, at mag. Georg nu er frelst fra alle farer, også fra den fare at falde i åndelig vildfarelse. I øvrigt ser Luther i det, som er sket, et varsel om at der snart vil komme en frygtelig dom over Tyskland, idet Gud plejer at borttage de retfærdige forud for en stor straffedom. Vi skal for øvrigt efter Jesu eksempel bede for fjenderne. Vi kan ikke vente andet, end at vi må gennem mange trængsler ind i Guds rige.] Han slutter sit lange brev sådan:

       

        Det går ikke an, at vort hoved, Kristus, dør på korset og bærer en tornekrone, og vi så skulle blive salige ved kun at leve i lyst og glæde uden alle lidelser. Men skal vi ind i lidelserne, så lad det være sådanne, som Gud lader komme over os, og ikke sådanne, som vi selv vælger. For han véd bedst, hvad der er tjenligt og nyttigt for os. Vores vælgen duer ikke og er unyttig. Kristus, vor Herre og frelser, være med jer med al nåde. Amen. Og bed for os, i særdeleshed også for mig.

 

 

________________

 

 

17.       Til Mikael Stiefel i Tolleth

Wittenberg, 22. oktober 1527

       

Luther har modtaget beretningen om Leonhard Keysers martyrdød.

Han priser mandens mod og klager over sin egen ringhed.

       

Nåde og fred. Jeg har, kære Mikael, modtaget din beretning om Leonhard Keyser. Imidlertid har jeg af hans fætter også modtaget alle Leonhards håndskrifter. Jeg vil altså med det første offentliggøre dem. Kristus give sin Ånd dertil.

        I øvrigt bed for mig, som så voldsomt bliver slået i ansigtet af Satans engel, at Kristus ikke skal forlade mig. Jeg elendige, som så lidt ligner Leonhard. Jeg prædiker med mange ord, men han er en kraftig Ordets gører. Hvem vil gøre mig værdig til, at jeg ikke med det dobbelte, men med det halve af hans ånd måtte overvinde Satan og slippe fra dette liv? Gud være lovet, at han mellem så mange rædselsfulde ting har vist os uværdige i det mindste dette ene herlige syn af sin nåde, for at det ikke skal se ud til, at han ganske har forladt os.

        Bed for mig, broder Mikael, at Kristus vil virke, at vi kommer til at ligne Leonhard. Han kaldes med rette ikke blot konge, men kejser, fordi han har overvundet ham, hvis magt ingen lige har på jorden. Han er ikke blot præst, men ypperstepræst og i sandhed pave, han, der således hengav sit legeme til et velbehageligt, levende og helligt offer for Gud. Han hedder også med rette Leonhard, dvs. Løvekraft. Alle hans navne er betydningsfulde. Han er den første, der har helliget og opfyldt sit familienavn.

        Tak og hilsen til din frue fra min lille, pludrende Hans. For hende beder både jeg og min Käthe, at hun må leve vel i Kristus sammen med hendes afkom. Pomeranus elsker og hilser dig varmt. Lev vel i Kristus.

        3. Dag efter Lukas’ dag 1527.

        Din Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

18.       Til Amsdorf i Magdeburg

Wittenberg, 1. november 1527

 

Lidelsens problem

Luther har brug for vennens forbøn i nogle voldsomme anfægtelser.

Pest og anden sygdom har ramt byen og Luthers nærmeste.

Han udbringer dog en skål til minde om 10 årsdagen for reformationens begyndelse.

       

        Nåde og fred. Som det behager Herren, således går det. Derfor er jeg, som hidtil plejede at trøste alle andre, nu selv uværdig til al trøst. Dette ene begærer jeg, at du vil bede med mig, at Kristus vil gøre med mig, hvad der behager ham. Blot han vil bevare mig, at jeg ikke skal blive utaknemmelig og fjendtligsindet over for ham. Han, som jeg hidtil med så megen iver og varme har forkyndt og tjent, om end jeg også har fortørnet ham med mange og store synder. Satan ønsker, at der på ny må gives ham en Job, og at han må prøve en Peter tillige med hans brødre. Gid det må behage Kristus at sige til ham: ”skån hans liv”, og til mig: ”jeg er din frelse”, ligesom jeg endnu håber, at han ikke vil vredes over mine synder indtil enden.

        Jeg ønsker at svare nadversværmerne. Men hvis jeg ikke bliver stærkere i ånden, kan jeg intet. Dit eksemplar beholder jeg, men skal i sin tid tilbagegive dig det.

        Mit hus begynder at blive et hospital. Augustinus’ hustru Hanna har haft pest, men kommer sig igen. Vi er bekymret for Margrethe Moch, som har en mistænkelig svulst og andre sygdomstegn, selv om hun er i bedring. Jeg er meget ængstelig for min Käthe, der nu atter snart skal føde. Min lille Hans har allerede været syg i tre dage, han spiser intet og har det dårligt. Man siger, at det er smerter for tænder. Man mener, at de begge er i stor fare. For kapellanen Georgs hustru, som også venter sin nedkomst, er angrebet af pesten og lider allerede. Gid barnet dog kunne reddes. Herren Jesus være hende nær med sin barmhjertighed.

        Således er der udadtil kampe, indadtil angst, og det af den sværeste slags. Kristus besøger os. Vor eneste trøst, som vi sætter imod Satans raseri, er den, at vi i det mindste har Guds frelsende Ord, for at de troende sjæle må bevares, selv om Satan fortærer legemerne.

        Derfor må du anbefale os til brødrene og til dig selv, at I beder for os, at vi tappert må bære, hvad Herrens hånd lægger på os, og at vi må overvinde Satans magt og list, enten ved døden eller ved livet.

        Amen.

       

Wittenberg,

allehelgensdag, i det tiende år efter afladens forkastelse.

Lad os til minde om det begge trøstefulde tage en drik. 1527.

        Din Martinus Luther.

       

(Georg Rörer var den første, som Luther ordinerede. Hans hustru var søster til Bugenhagen. Hun døde af pesten dagen efter.)

 

 

________________

 

 

19.       Til Justus Jonas i Nordhausen

Wittenberg, 11. november 1527

       

Luther føler sig under hårdt pres, både udefra og indefra. Det er Guds ris.

Han har dog stadig håb. Og kan se sin lidelse, som en del af kampen for evangeliet.

Käthe skal snart føde og lille Hans er syg, men i bedring.

Forbøn.

       

Nåde og fred i Herren Jesus, vor frelser. Jeg takker dig, kære Jonas, fordi du beder for os og nu endelig også har skrevet til os. Jeg antager, at det brev, som jeg i går afsendte til dig, imidlertid er kommet dig i hænde. Jeg har endnu ikke læst Erasmus og nadversværmerne undtagen omtrent tre ark af Zwingli. De gør ret, når de træder på mig elendige menneske. Derved udfylder de Judas’ eksempel, idet de også tvinger mig til at klage med Kristus: ”Han forfulgte den hjælpeløse og fattige og ville dræbe den modløse. Jeg har syndet mod Herren og må bære hans vrede.” [Sl 109, 16 og Mika 7, 9].

        Pave og kejser, fyrster, biskopper og hele verden hader og efterstræber mig. Og det er ikke nok, med mindre mine brødre plager mig. Ja, mine synder, døden, Satan og hans engle raser uophørligt imod mig. Og hvem skal bevare og trøste mig, hvis også Kristus forlader mig, for hvis skyld de har fattet had til mig? Men han vil ikke for bestandigt forlade den elendigste synder. Jeg tror nemlig, at jeg er den ringeste af alle mennesker. Jeg ville ønske og atter ønske, at Erasmus og nadversværmerne blot et eneste kvarter kunne prøve mit hjertes elendighed. Så ville jeg trygt udtale, at de for alvor ville omvende sig og blive helbredte. Nu er mine fjender stærke og levende, dernæst føjer de smerte til smerte og forfølger den, som Gud har slået.

        Men lad det være nok, for at jeg ikke skal klage og være utålmodig under Guds ris, for han sårer og læger, døder og gør levende. Han være lovet for sin hellige, velbehagelige og fuldkomne vilje. Det kan ikke være andet, end at den må behage Kristus, hvem verden og dens fyrste hader således: ”Hvis I var af verden, ville verden elske sit eget.”

        Jeg er også bekymret i anledning af min hustrus nedkomst, således har eksemplet med kapellanens hustru gjort mig ængstelig. Men den mægtige har gjort store ting imod mig. Og derfor kræves det også af mig, at jeg skal bære store ting. Kristus er min, hvem jeg har lært og bekendt rent. Han skal være min klippe og min styrke. Amen.

        Min lille Hans kan ikke længere hilse dig på grund af sygdom, men han ønsker, at du vil bede for ham. I dag er det tolvte dag, hvor han intet har spist. Han har kun fået næring af det, som han har drukket. Nu begynder han dog at spise lidt. Det er underligt, hvor det barn på sin måde gerne ville være glad og kækt, men han kan ikke, fordi han er alt for svag.

        Vi håber, at pesten har ende. Lev vel og kys din datter og omfavn hendes mor, og husk os i jeres bønner. Og for at meddele dig noget nyt, så har jeg set et brev, som den unge mand, Kristian Guldsmeds hustrus broder har skrevet, i hvilket han bekender, at han har forenet sig med Dorthea Fälkin, hvis familierne på begge sider giver deres tilladelse, i et inderligt og virkeligt ægteskab, og han vil følge søsterens og Kristians råd og hjælp. Hvad der vil ske, véd jeg ikke, men du kan sikkert fortælle hans søster det.

        Jeg ønskede ikke, at Rom var brændt, det ville nemlig være et for stort tegn. Gid vi atter kunne komme til at bo sammen og udgive Prædikerens Bog, inden vi dør. Jeg anbefaler mig til dine bønner. Kristian er udvandret med sin familie til Berlin, men markgrev Joakim har befalet ham allerede samme dag at forlade hele hans landområde af frygt for pesten. Se Satans og menneskenes ondskab.

        Vi wittenbergere er så forhadte af alle, og man har en sådan væmmelse og frygt for os, som Salmens siger: ”menneskers spot og folks foragt”, men, som vi håber, englenes og de helliges glæde og krone. Amen.

        Martinus Luther, Kristi skarn.

 

 

________________

 

 

20.       Til Nikolaus Hausmann i Zwickau

Wittenberg, 17. november 1527

       

Luther oplever, at det er Satan selv, der angriber ham. Men Kristus har en snor i Satan.

Luther får hjælp via forbøn og gode Skriftsteder. Hans egen bibellæsning slår ikke til her.

       

Nåde og fred i Kristus. Gid vor Herre Kristus må trøste dig igen, kære Nikolaus, på samme måde som du har trøstet mig. Jeg, som kun er en synder, takker min Herre, fordi han hidtil ikke har tilladt Satan at udføre sin vilje på mig, skønt han har søgt det med forunderlig og stor kraft og list. Bed om, at Kristus indtil enden må sejre i mig imod Satans anløb. Jeg tror virkelig, at det ikke er en menig djævel, men selve de onde ånders fyrste, som har rejst sig imod mig.

        Så stor er hans magt og således bevæbner han sig i sin klogskab med Skriften imod mig, at hvis jeg ikke holdt fast ved ord, som andre giver mig, ville mit kendskab til Skriften ikke være nok. Derfor siger jeg, at du så meget mere må bede for mig, og hvis et sådant tilfælde skulle indtræde for dig, da ville du, som man siger, kunne forstå Satans dybder.

        Min Käthe begynder i dag at føle smerter. Kristus stå hende bi, når hun skal føde. Amen.

        Søndagen efter Martins dag 1527.

        Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

21.       Til Justus Jonas i Nordhausen

Wittenberg, 29. december 1527

       

Pesten er ophørt og folk vender tilbage til byen.

Luther håber, at Justus Jonas også snart vender tilbage.

Käthe har født deres første datter, Elisabeth (10. dec.)

 

Nåde og fred. Jeg undrer mig over, at du, kære Jonas, endnu ikke er vendt tilbage, da pesten nu er både død og begravet. Ikke en gang i vor trængsel har du besøgt os, vi ville gerne have udredet omkostningerne derved. Nu kommer de, der flygtede tilbage i store flokke, næsten alle borgere. I morgen kommer også magistraten. Universitetets folk vil også være her om kort tid, som Philip skriver. Gud har på herlig og underfuld vis forbarmet sig over os, for at han kunne åbenbare, at vort evangeliums bønner i høj grad har været ham til behag, skønt vi kun er syndere.

        Margrethe Moch er vendt tilbage fra selve døden, efter at hun ganske var opgivet, da hun hverken kunne høre eller fatte mere. Hun har mistet sin bror i Segren i sit sted.

        Endelig er vi alle raske. Også min Käthe med vor lille datter Elisabeth er rask. Hun hilser dig hjerteligt, men hun ønsker meget stærkt, at du og hele din familie var sund og rask til stede her.

        Vi har i går trolovet Hanna af Sala. Nytårsdags aften kan du, om du vil, komme til bryllup. Da indtræder hun nemlig i ægteskab med præsten Peter fra Halle. Han er af en god og anset familie, med hvilken også pastor Peter i Dresden, en fjende af ordet, menes at være nær beslægtet.

        Jeg er rask på legemet, men på sjælen kun for så vidt Kristus hjælper. Kristus og jeg hænger ved hinanden med en tynd tråd. Men Satan har hængt sig ved mig med stærke reb, ja med skibstove og prøver på at trække mig i dybet. Men den svage Kristus sejrer endnu eller strider i hvert fald tappert ved jeres bønner. Derfor bliv ved, og gør ved jeres bønner den svage Kristus stærk, for at han ved sin afmagt kan knække Satans magt og trods. Hævn mig, ved at hans hovmod bliver til skamme, ligesom jeg har hævnet jer ved at åbenbare hans klogskab og list. Men alt og alle er i Kristus og af Kristus. Hils din kommandant og alle dine, og kom snart tilbage.

       

Wittenberg, søndagen efter Kristi fødsel 1528 [29. dec. 1527].

 

 

________________

 

 

22.       Til Wenceslaus Link i Nürnberg

Wittenberg, 14. juni 1528

       

Luther udtaler sin harme over det forbund, der er sluttet mellem de katolske fyrster.

Nævner vanskelighederne med oversættelsen at profeterne til tysk.

                

Den lige så gode som fromme mand Wenceslaus Link, Kristi tjener i evangeliet i Nürnberg, min bror.

        Nåde og fred. Du kender flere nyheder, end jeg formår at skrive. Du ser, hvor store bevægelser, der er fremkaldt ved dette forbund af ugudelige fyrster, hvis tilværelse de selv nægter. Men Hertug Georgs meget kolde undskyldning fortolker jeg nærmest som en tilståelse. Men lad dem nægte, undskylde, opdigte, jeg véd dog ganske nøje, at dette forbund hverken er et intet eller et eventyr, hvor fabelagtigt og skrækkeligt det end er. Hele verden véd også, at de med råd og dåd, ved befalinger og den voldsomste iver indtil nu offentligt har forsøgt og iværksat og endnu iværksætter sådanne ting. De vil nemlig have evangeliets lys slukket, hvilket ingen kan nægte.

        Men hvorfor skriver jeg dette til dig, som uden tvivl véd god besked om alt dette? Det sker blot, for at du skal vide, at heller ikke vi tror disse ugudelige, skønt vi tilbyder, ønsker og giver fred. Gud vil forvirre denne den tåbeligste tåbe, der ligesom Moab er i besiddelse af større frækhed end magt, og som ophøjer sig på en måde, der slet ikke svarer til hans kræfter, således som han altid har gjort.

        Vi vil bede mod disse manddræbere, og vi ønsker, at der indtil nu må blive båret over med dem. Hvis der bliver sat nye ting i værk fra deres side, vil vi bede til Gud og formane vore fyrster, at de uden barmhjertighed må blive tilintetgjorte, fordi de, umættelige blodsugere som de er, ikke vil hvile, før de mærker, at Tyskland drypper af blod.

        Vi arbejder i vort ansigts sved for at give profeterne vort hjemlands dragt. Åh Gud, hvor stort og besværligt et arbejde det dog er, at få de hebraiske forfattere til at tænke og tale tysk. De modsætter sig og vil ikke slippe deres hebraiske tungemål og efterligne det barbariske tyske sprog. Det er, som hvis nattergalen skulle opgive sin fine melodi og tvinges til at efterligne gøgen, hvis ensformige røst den afskyr.

        Lev vel, og bed for os.

        Søndagen efter Barnabas’ dag 1528.

        Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

23.       Til Urbanus Rhegius i Augsburg

Wittenberg, 7. juli 1528

       

Luther har hørt, at Rhegius er blevet overbevist om den lutherske nadverlæres rigtighed.

 

Nåde og fred i Kristus. Et rygte er kommet til os, glædeligere end noget tidligere, kære Urban. For ved breve fra forskellige og ved Zwinglis pralende udtalelser havde vi fået mistanke om dig, så vi troede, at du havde taget afgørende afstand fra os, hvad nadverspøgsmålet angår. Nu forlyder der noget andet om dig. Men den tidligere håbløse sorg over, at du var blevet fremmed for os, tillader os næppe at tro, at det er sandt. Men det er vort hjertes dybeste ønske. Og vor Herre Kristus høre vore sukke for dig og trøste os med et sådant glad budskab. For vi betragter det som en opstandelse, som at holde en broderlig påskefest, hvis du ikke længere er os fremmed, men i den eneste sande opfattelse deler tro med os. Dette skriver jeg måske med alt for stor ængstelse. Men af erfaring kender jeg, hvor ofte vi plejer at blive bedraget, ikke blot ved onde, men endnu mere ved gode efterretninger. Derfor beder jeg, at du vil være så god at skrive til os og gøre os mere forvissede om, i hvilken ånd du lever, og på hvilket standpunkt du står.

        Lev rigtig vel i Kristus.

       

Givet 7. juli 1528 i Wittenberg. Din Martin Luther.

 

 

________________

 

 

24.       Til Wenceslaus Link i Nürnberg

Wittenberg, 14. juli 1528

       

Falske profeter skal ikke straffes juridisk, men bortvises.

Luthers syn på sygdom, især psykiske, og medicin.

Vejledning i sjælesorg over for svært anfægtede.

Meddelelser om evangeliets fremgang i bl.a. Hamburg.

(Brevet er muligvis sammenstykket af flere fragmenter, iflg. WA)       

       

Nåde og fred i Kristus Jesus. Først bedes du bringe hr. Abbeden vor tak for appelsinerne, som han har givet os. Jeg kan nemlig ikke selv skrive til ham, da jeg er så optaget af at skrive til andre.

        Jeg glæder mig over, at visitatsen er begyndt hos jer og hos markgreven. Kristus give dertil sin hjælp ved sin Ånd. Jeg tænker, at du véd, at Urban Rhegius er kommen til sig selv igen og nu strider kraftigt ved vor side imod de fjendtlige nadversværmere. Hvad om markgreven kaldte ham? Han skulle visselig ikke ugerne komme. Derimod vil jeg ikke give noget løfte angående Amsdorf, fordi han af mange årsager er så nødvendig på det sted, hvor han nu er.

         Du spørger, om det er øvrigheden tilladt at dræbe falske profeter. Jeg vil kun med megen tøven være med til en dødsdom selv i det tilfælde, at vedkommende til overflod har gjort sig fortjent dertil. Desuden afskrækkes jeg af de følger, som vi ser hos papisterne og før Kristus hos jøderne. Dér var det bestemt, at falske profeter og kættere skulle dræbes, men i den følgende tid skete det, at ingen andre end de helligste og uskyldige profeter blev dræbt under påberåbelse af denne bestemmelse. Ugudelige øvrigheder støttede sig til den og erklærede hvem de ville for falske profeter og kættere. Jeg frygter for, at det samme ville blive følgen hos os, hvis man først af ét eksempel kunne påvise sin berettigelse til at dræbe de frafaldne. Vi ser jo endnu, hvordan de uskyldiges blod hos papisterne udgydes i kraft af denne bestemmelse i stedet for de skyldiges. Derfor kan jeg på ingen måde gå med til, at falske lærere dræbes. Det er tilstrækkeligt, at de forvises. Hvis denne straf skulle blive misbrugt af eftertiden, synder man dog i mildere grad og må selv bære skaden.

(Luthers syn på sygdom og medicin)

        Angående de sindssyge mener jeg, at alle dårer og de, som er berøvede deres forstands brug, plages eller er besatte af onde ånde. – Ikke fordi de er fordømte af Gud dertil, men fordi Satan på forskellige måder plager mennesker, nogle i sværere, andre i lettere grad, nogle i kortere, andre i længere tid.

        Når lægerne tilskriver mange af den slags tilfælde naturlige årsager og vil lindre dem med medicin, kommer det af, at de er uvidende om, hvor stor de onde ånders magt og kraft er. Kristus var ikke i tvivl om, at den krumbøjede kvinde i Lukas 13, 16 var ”holdt bundet af Satan.” Og Peter forsikrer i ApG 10, 38, at alle dem, som Kristus helbredte, var ”overvældede af Djævelen.” Altså må jeg også tro, at stumme, døve og lamme skylder Satans ondskab deres tilstand. Endeligt er det ikke tilladt at tvivle om, at pest og feber og andre svære sygdomme er de onde ånders værk. Det også er dem, der skaber uvejr, ildebrande og dårlig høst.

        Til sidst: når der gives onde engle, hvad mærkeligt er der så i, at de gør alt ondt og tilføjer menneskeslægten al slags skade og fare, så langt Gud tillader det?

        Således forholder det sig, selv om de fleste af den slags tilfælde, når Gud vil det i sin barmhjertighed over for os, kan helbredes ved urter og andet almindelig medicin. Se, hvad Job måtte lide af Satan. Og så siger lægen, at alle disse ting kommer og helbredes på naturlig vis. Derfor tror jeg, at de sindssyge hos dig til en tid fristes af Satan. Skulle Satan nemlig ikke kunne gøre folk sindssyge, når han fylder hjerterne med horeri, mord, vold og alle onde lidenskaber?

        Til sidst: Satan er nærmere, end noget menneske tror, og allernærmest de helligste. Han slår jo endog Paulus i ansigtet, og fører Kristus, hvorhen han vil.

(Luthers vejledning i sjælesorg for anfægtede)

Dem, der er anfægtede i deres tro og håb, plejer jeg at trøste således. Først råder jeg dem til at undgå ensomheden, men derimod altid at omgås med andre og snakke med dem om Salmerne og Skrifterne.

        Dernæst fortæller jeg dem, at de skal overbevise sig selv om, at disse tanker i virkeligheden ikke er deres egne, men Satans, og at de derfor må gøre de stærkeste anstrengelser for at vende hjertet til andre ting og forlade sådanne tanker. Det kan ganske vist være meget vanskeligt at gennemføre, men er dog det hurtigste lægemiddel. For vedblivende at dvæle ved disse tanker, at kæmpe med dem og ville overvinde dem eller vente på, at de skal høre op, det er blot til sin egen undergang at aktivere dem og styrke dem.

        Det bedste er, hvis de kommer ind, så igen at lade dem gå ud og ikke tænke længe på dem eller give sig til at diskutere med dem. Hvis man ikke bærer sig sådan ad, er der ingen hjælp at hente. Men du må forstå, hvor vanskeligt dette er at praktisere. Da det nemlig ved tanker af den art drejer sig om Gud og om evig frelse, vægrer naturen sig voldsomt ved at forlade og foragte dem uden først at være kommen til vished.

        Vores natur er nemlig uvidende om, at denne vished og sejr umuligt kommer ved tænkning, ved at dvæle ved og diskutere med dem. For så søger man vished og sejr ved sine egne tanker og sit eget råd, som Satan godt véd. Derfor indprenter han disse tanker således og gør dem så nødvendige, at ingen vil slippe dem og vende sig bort fra dem, men at alle derimod vil vente og længes efter, at de hører op. Men det fører kun til, at de ligger under, og Satan kommer til at regere.

        Men for at de lettere kan vænne sig til at sige sig løs, så skal man overtale dem til at høre på et eller andet ord af et godt menneske som en røst fra Gud i Himlen. Således er jeg oftere blevet helbredt ved det ene ord af Pomeranus: ”Du bør ikke foragte vor trøst.” Og da var jeg overbevist om, at det var en røst fra himlen. Så forstår man, hvad det vil sige: ”Dit ord har vederkvæget mig.”

        Denne fristelse gennemgik Kristus, da han sagde til Satan: ”Du skal ikke friste Herren din Gud.” Ved det ord sejrede han og efterlod også os at sejre over Djævelen. For den slags tanker er virkelig intet andet end at friste Gud, selv om vi ikke mener det, medens det står på. Vi tror tværtimod, at de i højeste grad hidrører fra himlen og er ganske nødvendige til vor frelse, fordi de stiller os over for Gud, som vi ikke må foragte.

        Hjertet vover ikke at sige til ham, der frister: ”Du er ikke Gud,” eller ”jeg vil ikke have en sådan Gud.” Og dog er det nødvendigt at sige således, for at du kan komme bort derfra og tænke om Gud på en helt anden måde. Det sker, hvis du fatter tro til og ganske overgiver dig til ordet fra ham, som trøster og fører dig tilbage.

        Jeg har anvendt mange ord om denne sag, og dog har jeg ikke skrevet tilstrækkeligt, for jeg véd, hvad Satan formår med den slags fristelse.

        Endelig må de bede og tro, at de får hjælp. – Og de bliver virkelig hjulpne, når de tror. De kæmper og lider ikke alene. Vi vil alle stå dem bi med vore bønner, og vi bærer hinandens byrder.

        Tilføj endnu, at hvor Satan ikke holder op, dér må de bære det med tålmodighed, idet de véd, at Satan over for dem, som han ikke formår at erobre ved pludselig vold eller list, vil han forsøge at udmatte ved udholdenhed. Som salmisten synger: ”De angreb mig hårdt fra min ungdom, men de overvandt mig ikke. De pløjede min ryg og trak lange furer.” En sådan kamp er et behageligt skuespil for Gud og englene. Og enden derpå vil blive frelse og lykke. Amen.

        Det har min billigelse, at den tredje del af min lille bog bliver udgivet. Og der behøves ikke nogen anden fortale af mig, da der jo allerede er en. Dog kunne også du anbringe en foran. Men det stykke, der handlede om det personlige skriftemål, var udeladt. Jeg sender det hermed på vedlagte seddel, som du nok vil være så god at tilføje. Mere sender jeg ikke, fordi bogen voksede så meget, og mange andre ting trængte sig ind mellem det, som skulle skrives. Lev vel i Herren, og bed for mig.

        Her er intet nyt, undtagen at Nikolaus von Minkwitz har samlet en hær og plyndret Fürstenwald, sædet for biskoppen af Lebus, uden at jeg kender grunden dertil og hensigten dermed. Jeg er meget ked af det, selv om det er sket uden blodsudgydelse og ildspåsættelse, og det forlyder, at han blot har plyndret. Det hedder om biskoppen, at han er forhadt af alle i hele markgrevskabet undtagen af den gamle markgreve.

        Indbyggerne i Hamburg har efter brunsvigernes eksempel modtaget evangeliet og kalder allerede Pomeranus til at komme dertil. Det samme gælder Goslar, og vi håber det også om Lübeck. For mange af borgerne dér har kærlighed til evangeliet, og senatet er blevet mildere stemt og står ikke så meget imod som tidligere. Doktor Pack har, efter hvad jeg formoder, frivilligt overgivet sig i fangenskab hos landgreven. Hidtil har man beskyldt ham for, at han har opdigtet det omtalte forbund mellem fyrsterne. Nu siges det, at han skal forhøres, og han skal have lovet, at han vil retfærdiggøre og undskylde sig med ære. Kristus bevirke, at denne list falder tilbage på det bondehoved, som jeg anser for at være ophavsmand til det, dvs. på vor største modstanders hoved, som du kender. Amen. Der er nemlig forunderlige hemmeligheder i dette forbund. Men lad det kun gå, ”for der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares.”

        Endnu en gang: lev vel med din vinranke og dine druer.

       

14. juli 1528. Martinus Lutherus.

       

(Det nævnte skrift er en særudgave af den sidste del af ”Den store bekendelse om nadveren”, som blev besørget af Link.        )

 

 

________________

 

 

25.       Til en unavngiven

Wittenberg, 20. juli 1528

       

Luther udøver sjælesorg over for en, der er anfægtet på grund af tanker omkring prædestinationen.

Luther fremhæver kraftigt Guds universelle frelsesvilje. Det er kun vantroen og tvivlen på Guds løfter, der kan udelukke os fra frelsen. Denne tvivl forsøger Djævelen at indbilde os, derfor må vi aktivt afvise tvivlen ved at tage Gud på ordet. For Gud vil virkelig, at alle mennesker skal frelses.

       

Min kære herre og ven!

Frem for alt ønsker jeg dig Gud Herrens nåde og barmhjertighed ved hans enbårne søn Jesus Kristus, vor eneste frelser og saliggører.

        For nogle dage siden har min kære broder Kaspar Creuziger, doktor i Den hellige Skrift, med beklagelse meddelt mig, at han ved besøg af forskellige af dine venner har forstået, at du er grebet af mærkelige, underlige tanker om Guds forudbestemmelse, og at du derved er blevet ganske forvirret, ja ligesom døv og ude af fatning, og at der endelig kan næres frygt for, at du med egen hånd kunne afskære og forkorte dit liv, hvorfra Gud den almægtige bevare dig. Han har også tillige åbenbaret og stykkevis fortalt mig, hvad det er for tanker og forestillinger du har.

        Dine overvejelser og grublerier skal særligt gå ud på, at den almægtige Gud fra evighed af véd, hvem der skal eller vil blive salige, hvad enten de allerede er døde eller er levende endnu eller i fremtiden skal leve. Og det er jo sandt, og man må og skal indrømme det. For han véd alle ting, og intet er skjult for ham. Han har tal på og véd nøje besked om dråberne i havet, stjernerne på himlen, alle træernes rødder, kviste, grene og blade, ja alle menneskers hovedhår.

        Deraf slutter du så, at du kan gøre, hvad du vil, godt eller ondt, så véd dog Gud, om du skal blive salig eller ikke. Og det er jo sandt. Og dog tænker du derved mere på fordømmelsen end på saligheden. Og derover bliver du forsagt og véd ikke, hvordan Gud er sindet imod dig. Og derfor bliver du helt forknyt og forvirret. Med henblik derpå vil jeg nu som min kære herres Jesu Kristi tjener sende denne betænkning og trøst til dig, for at du kan vide, hvordan den almægtige Gud er sindet imod dig, om du er udset til salighed eller fordømmelse.

        Selv om den almægtige Gud véd alle ting, og alle gerninger og tanker i alle skabninger sker efter hans vilje i følge hans viljes rådslutning, så er det dog hans alvorlige vilje og mening, som er besluttet fra evighed af, at gøre alle mennesker salige og delagtige i den evige glæde. Det udtales klart i Ez 18, 32, hvor han siger: ”Jeg ønsker ikke nogens død, siger Gud Herren. Vend om, så skal du leve!” Fordi han nu vil gøre de syndere, der lever og færdes alle vegne under den vide, høje himmel salige, så må du ikke ved dine tåbelige tanker, som indgives dig af Djævelen, afsondre dig og udelukke dig selv fra Guds nåde.

        For hans nåde rækker og strækker sig fra solens opgang til dens nedgang, Salme 103, 12, og strækker sig til alle, der omvender sig og som i sandhed angrer og gør bod, og som modtager hans barmhjertighed og begærer hans hjælp. For han er rig nok for alle, som påkalder ham, Rom 10, 12. Dertil hører en ret, sand tro, som uddriver en sådan forsagthed og fortvivlelse. Og dette er vor retfærdighed, som der står i Rom 3, 22: ”Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel.” Mærk disse ord ”for alle,” om du ikke også hører med blandt dem og er en af dem, som ligger og kæmper under synderfelttegnet. Derom må jo dog dit hjerte overbevise dig, og du må føle det i din samvittighed. Ellers måtte du da være kommen for højt til vejrs og have givet formastelige tanker rum og plads og have slået Guds ord hen i vejret.

        Derfor har du mere årsag til at gå i inderlig bøn til Gud og være vis på, at bønnen bliver hørt. Og skulle Gud tøve og ikke straks komme, bliver han dog ikke borte. For han forlader ikke dem, som påkalder ham, og som ved bønnen afstår fra og ganske og aldeles uddriver deres forsagthed og skælven og giver deres fortvivlelse og dens ophavsmand, Djævelen og hans våbendrager, afsked.

        Når den slags ugudelige tanker falder dig ind, må du endeligt ikke tænke andet, end at de stammer fra den onde ånd og Djævelen selv, og ikke tilskrive dig selv disse tanker, men derimod forføreren. Og så må du anråbe Gud om bistand og hjælp til i fremtiden at blive bevaret for sådanne tanker. Og tænk så stadigt meget på saligheden - mere end på fordømmelsen. Og trøst dig med Guds ord, det, som er sandt og evigt. Så vil den slags onde vinde høre op og helt forgå.

        Når du har en god og lige vej at gå på, hvorfor vil du så vakle så længe omkring og fare vild? For Gud Fader selv peger på og viser dig med sin finger, hvordan han er sindet mod dig, når han råber med høj og klar stemme: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” (Matt 17, 5). Og selv om du var blevet nok så forstokket og ganske døv og ikke opløftede dine øjne til himlen, som et fortvivlet, forstokket menneske - og selv om dine ører havde mistet hørelsen, så at du ikke kunne høre Gud fader i det høje råbe, så skulle du dog fornemme og se sønnen, som står på vejen, hvor enhver må gå forbi. Hør ham råbe på samme måde, ja endnu heftigere, når han med en stærk lyd som med en vældig basun udråber det, som der så herligt står skrevet i Matt 11, 28: ”Kom, kom - hvor vil I hen med jeres unyttige tanker? I vil ikke skaffe jer frelsen ved disse og lignende drømme. – Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Han siger ikke alene ”kom”, men ”alle”. Ingen er udelukket. Lige meget hvem det er. Selv om det er den allerværste. For de bliver til sidst de bedste, (Matt 21, 31). Det gælder horkarle og forbrydere, derimod hører de verdslig fromme, som bærer pæne klæder, ikke med.

        Fordi alle således skal komme, ingen undtagen, han være eller tænke, hvad han vil, så løb da også du med og spring til. Bliv ikke tilbage i modvilje hos den fortabte hob. Tøv dog ikke i efterladenhed og modvilje. Videre siger Kristus: ”til mig.” Gå ikke hen til en anden, som ikke véd besked om vejen og selv har mistet tråden til at finde ind i labyrinten og derfor farer hid og did i forvirring. Nej, gå til ham, der siger dette ”til mig,” og som kan finde sti og vej i mørke, ved dag og nat, og véd sikker besked, så man ikke behøver at tage noget forkert skridt.

        Det er Kristus alene, der er den eneste vej og sti, Joh 14, 6. Han er den cirkel, hvori alene det midtpunkt findes, hvori alle andre figurer er indbefattede, og den lille prik på skiven, som alle skytter må sigte efter, det eneste ettal, der er begyndelsen til alle tal, så være de så store og strække sig så langt, som de vil, ja, selv om man slet ikke kunne udtale dem. Derfor siger han netop dette ”til mig.”

        Men hvem er det, som skal komme? Det er dem, der ”slider sig trætte og bærer tunge byrder.” Hvad er det for en flok ringe mennesker? Jeg kender ikke den slags bønder, som hedder Mester Træt og Mester Byrde. Nej, så skulle det snarere være fornemme navne som hr. Borgmester. Ja, således plejer rigtignok vor menneskefornuft Mester Kløgtig at gruble over og rode i Guds ord som soen i en roemark.

        Nu, indbydelsen udgår til den, som slider sig trætte og bærer tunge byrder og er besværet af mange forskellige tanker, som stammer fra Djævelen, som aldrig holder ferie. Og så bliver der store byrder, ja bjerge deraf, så store, at man til sidst ikke véd, hvordan man skal komme igennem og er ved at gå til grunde og ganske at tabe modet derover. Derfor siger han også: ”besværet”, som om han godt vidste det og gerne ville hjælpe at bære og tage vore byrder på sin nakke - og ikke blot hjælpe os at bære dem, men ganske og aldeles befri os for dem.

        Det er for dig, som slider dig træt og bærer tunge byrder. Det er, som om han ville sige: jeg véd godt, at du har haft store byrder at bære, og at du er træt. Du skal ikke stille dig an, som om du befinder dig vel og har hvilet ud. Kom her med de byrder, som hviler på din nakke og ryg. Hvil, og lad alle dine unyttige tanker fare. ”Jeg vil give jer hvile.” Tro det om mig, hav tillid og stol på mig. Jeg vil give jer ”hvile”. Jeg vil atter bringe alt i orden for dig. Er du fra først af skabte af en ringe jordklump, ja af intet, så er jeg også endnu så mægtig, at jeg kan og vil befri dig fra det onde og fordrive de onde tanker fra dig.

        Således skal vi ved og med den guddommelige skrift trøste vort sind og vor samvittighed, få de onde tanker til at blive stille og gøre dem modstand. For over Guds ord skal man ikke gruble, men over for det skal man være stille og lade fornuften bøje sig derfor. Man skal tro ordet, holde det for sikkert og ikke slå det hen i vejret og derved give den onde ånd så megen magt, at han overvinder os, og vi derved går til grunde og fortabes.

        For Guds ord er pålideligt, sandt og evigt, Hebr 1, 3, ved det er alle ting, hvad de end hedder, blevet skabt, og det opholder rigeligt endnu alt, hvad der lever og bevæger sig. Derfor skal vi holde det for større, vigtigere, mægtigere og kraftigere end disse flyvende, intetsigende, unyttige tanker, der indgives menneskene af Djævelen. Ordet er sandt, men menneskets tanker er forfængelige.

        Derfor skal vi huske, at den almægtige Gud ikke har skabt, forudbestemt eller udvalgt os til fortabelse, men til frelse, således som Paulus bevidner, Ef 1, 4. Man må ikke angående Guds forudbestemmelse begynde med at disputere ud fra loven eller fornuften, men ud fra Guds nåde og evangeliet, som er forkyndt for alle mennesker. Sådan som englene holdt den første prædiken for hyrderne på marken og sang deres lovsang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Og de mente ikke dermed legemets fred for dette liv, men sindets fred. Ikke den fred, som findes, hvor man er sikker over for dem, der beskatter, plyndrer og overfalder. Hvor man bekriger hinanden med våben. Men dér, hvor man er sikker over for sindets og hjertets fjende. Dér, hvor kødet, verden, døden og Djævelen flygter og må stikke af.

        Derefter skal man ikke trække noget fra eller forkorte noget af den nåderige forjættelse, der trækker sig til både onde og gode, små og store, kolde og varme, tørre og friske og idet hele taget til alle. Og man skal ikke tilegne forjættelsen blot til de fromme hellige folk, der går med lange klæder lige til skoene, for at de i ren ydmyghed, af tugt og særlig ærbarhed, kan skjule deres ben. Det er jo netop dem, som afkorter Guds forjættelser og gør dem usikre, og som derved ganske og aldeles ophæver og borttager troen. Derfor skal man ud fra ordet om Gud Herrens nåde og barmhjertighed bedømme og vurdere disse og lignende tanker om Guds forudbestemmelse. Og hvor det sker, er der for fremtiden ingen plads og lejlighed til, at et menneske sætter sig hen og piner sig selv. Det ville heller ikke hjælpe det mindste, selv om man sugede marven ud af sine ben og kun kom til at bestå af hud og hår.

        Hvad kommer det dig ved, at den almægtige Gud lader sin kære sol skinne over fromme og onde, over det visne og det grønne? For skønt Gud har bestemt solen til, at den skal tiltrække og føre jordens fugtighed med dens kræfter til træernes rødder, grene og kviste, for at de kan bære frugter, så forbliver et vissent træ alligevel ufrugtbart, og den kære sols virkning er spildt på det. Og dog ikke fuldstændigt, for der skyder jo dog ofte smukke skud op fra et gammelt vissent træs rødder. Og selv om solen slet intet virker i et gammelt træ, der er fuldstændig tørret ind, så behøver det ikke udelukkende at være træets skyld, men det kan også være jordbundens skyld, idet den nemlig er sur og sumpet. For hvor der er god jordbund, der fremkommer også gode, skønne frugter, efter ordsproget: god mark, godt korn. Og således gælder det også, at hvor der lyder en god forkyndelse, lære og trøst, dér findes også gode, gudfrygtige samvittigheder og glade hjerter.

        Du kan ikke forhindre eller afværge, at solen giver sit naturlige skin, skønt den kun er en lille skabning i sammenligning med hele himmelhvælvingen og stjernerne, og den mindste stjerne på himlen er større end den hele vide verden. Lige så lidt og endnu mindre kan og må du binde Guds nåde, som hverken har bund, højde, mål eller måde, begyndelse eller ende, og heller ikke kan udmåles. Hvis du nu her ville spørge verden og udbede dig råd hos den, ville den sige, det er et spildt og tåbeligt arbejde at gøre sig ulejlighed over for et fortørret træ med at vande det, endsige da at lade den smukke kære sol skinne på det.

        Kære, gå ikke således i rette med Gud, og prøv ikke på således at holde regning med ham. Hvad om Guds søn havde spurgt ypperstepræsterne og levitterne, der stod under korset, om han skulle tage røveren med til paradis? Hvad tænker du da, de ville have sagt? Uden tvivl: ”Vi gad nok se, om tyve og mordere kan komme i himlen?” Og måske ville de også have svaret: ”Hvis han hører hjemme i paradis, så havde vi ikke hængt ham i galgen. Han kommer lige så meget i paradis, som du er Gud.” Således dømmer og taler den usle verden, og sådanne er den menneskelige fornufts tanker.

        Da Johannes lå og sov i Jesu skød, og Peter spurgte: ”Hvad så med ham,” (Joh 21, 22. 23), svarede han ham derfor også træffende og sagde: ”Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig?” Det er, som om han ville sige: Se til, at du holder dig til det, som du har med at gøre, at du bliver ved det, som er overdraget til dig, og at du ikke snubler og falder. Hvis enhver fejer for sin egen dør, så bliver vi alle salige. Så behøves der ikke megen grublen over, hvad Gud i sit råd har besluttet om, hvem der skal blive frelst eller ikke.

        Og det er på ingen måde det samme, hvis jeg siger: ”alle mennesker skal dø” (og det skal vi jo virkelig), og så hvis jeg siger: ”alle mennesker går fortabt” på den måde, som folk normalt tænker det. Vi har nemlig en lås, og den kan vi låse på dette sted, nemlig denne: at tro på Guds ord. Derved bliver disse tanker blæste bort. Den, der ikke vil tage det sikre i stedet for det usikre, må til sidst gå bort med tomme hænder, og han får endda spot i tilgift. Den, der ikke i tide vil tage imod råd, og som forkaster den almægtige Guds ord, må den lede Djævel hente. Han vil nemlig ikke udeblive, så sandt som Gud er Gud. Ak, når man har givet et menneske så gode ord, og han dog ikke har villet lade sig råde og hjælpe, så må man dog lade ham gå. Og sker der ham så noget ondt, må man sige: han har ikke villet lade sig redde, så der sket ham kun, hvad der er ret. Som man har redet, må man ligge.

        Men til forskel fra det, må man i sandhed og udtrykkelig sige til dem, som modtager evangeliet og Guds ord, og som hænger ved det og tilegner sig dets tilsagn og bliver ved det indtil enden: du skal blive frelst. Men den, med hvem det ikke er tilfældet, bliver fordømt i evighed, 2 Tim 2, 12. Og hvis det skulle gå os efter vore tanker, som kødet og Djævelen indskyder os, så ville vi alle være dødens bytte. Derfor har vi forjættelsernes ord.

        Salige er de, som retter sig derefter og trøster sig dermed og bliver fast derved indtil enden. Derved får vi nemlig del i Herrens nåde og trøster os dermed og får derved hjælp til at lægge de djævelske tanker til side. Vi kan opløfte vore hjerter i troen til Gud og slutte hos os selv med vished, at vi har syndernes forladelse og i følge forjættelsen er retfærdige i Kristus og for Kristi skyld, som den hellige Paulus bevidner, Gal 3, 22.

        Således går det, når vi, efter at vi i angst og forfærdelse hverken har kunnet finde vej eller sti, atter rejser os i den tro, der støtter sig til Guds tilsagn og forjættelser om Kristus eller i Kristus. Amen.

        Den 20. juli 1528.

 

 

________________

 

 

26.       Til kronprins Christian af Danmark

Wittenberg, 24. juli 1528

       

Luther sender en hilsen til den danske kronprins, den senere kong Christian den Anden.

Han benytter lejligheden til at advare mod en person, der prædiker for lidt om troen og næstekærligheden, og for meget om unødvendige ting (vist nok om tusindårsriget). Luther ser gerne, at han bliver bremset lidt og at evangeliet bevares rent.

       

Til den berømte, højbårne fyrste og herre, hr. Christian, arving til Norge, hertug af Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve til Oldenborg-Delmenhorst, min nådige herre.

        Nåde og fred i Kristus, berømte, højbårne fyrste, nådige herre! Skønt jeg ikke har noget særligt at skrive til Deres fyrstelige nåde, men fordi herværende mester Ecchard fra Deres land begiver sig til sit fædreland, har jeg ikke turdet undlade at vise Deres fyrstelige nåde min underdanige tjeneste. Jeg håber, at det stadig må stå godt og ret til i Deres fyrstelige nådes lande, navnlig med det hellige evangelium, om end det ikke kan ske uden modstand, da Satan ikke sover. Især ønsker jeg, at Melchior Hofmann vil holde sig inden for visse grænser. For jeg finder det ønskeligt, at han ville vente med sin prædikantvirksomhed, indtil han er bedre undervist om tingene. Men det, som jeg har hørt fra ham, og som han også lader gå i trykken, tjener slet ikke sagen, men er spild af ord. Det er ting, som man meget godt kan undvære, for at vide og lære, hvad der sømmer sig for en kristen. Og dét berører han tilmed kun med få ord og meget sjældent. Derfor går min underdanige formaning ud på, at Deres fyrstelige nåde med alvor skal hævde enigheden i læren og ikke give sådanne vildskud for megen plads. Vi har nok, hvoraf vi kan lære, hvordan vi skal tro på Kristus og tjene vor næste under korset. For det er ting, som desværre kun meget få af os forstår eller agter på, og som endnu langt færre beviser med gerning og liv, mens vi dog spekulerer på andre unødvendige ting, som ikke gavner, men snarere hindrer den fornødne lære. Kristus, vor kære Herre og frelser, oplyse, opflamme og styrke Deres fyrstelige nåde til altid og evindeligt at gøre hans velbehagelige vilje. Amen.

        Hermed anbefaler jeg mig til Deres fyrstelige nåde.

       

Wittenberg, fredag efter Maria Magdalenes dag, 1528.

        Deres fyrstelige nådes underdanige

        Martinus Luther.

       

 

(Melchior Hofmann var oprindelig ivrig lutheraner, men efter at have støttet ham i længere tid brød Luther med ham, da han overalt vakte store uroligheder ved sine sværmeriske idéer. Han prædikede navnlig Herrens nære genkomst og var en ivrig gendøber. Kong Frederik I beskyttede ham i længere tid, men efter en samtale i Flensborg forvistes han fra Danmark.)

 

 

________________

 

 

27.       Til Nikolaus Hausmann

Wittenberg, 5. august 1528

       

Luther takker for legetøj til lille Hans. Om tyrkerkrigen.

Om datteren Elisabeths død (10 md. gammel). Det berører Luther dybt

 

 

Nåde og fred. Min lille Hans takker dig, bedste Nikolaus, for klapremøllen, som han er meget stolt af og glad over. Om tyrkerkrigen har jeg ganske vist begyndt at skrive. Jeg håber ikke, det vil være unyttigt. Min kære lille datter Elisabeth er død. Det er mærkeligt, hvordan sorgen over hende næsten har gjort mit sind kvindagtigt. Så ondt gør det mig. Aldrig før havde jeg troet, at en fars sind kunne blive så følsomt for børnene. Bed for mig til Herren. Lev vel i ham.

        Wittenberg, 5. august 1528.

        Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

28.       Til fru Margaretha N.

Wittenberg, 15. december 1528

       

Et trøstebrev i anledning af ægtefællens død.

Han havde forsøg at begå selvmord, men havde angret det før sin død.

Djævelen kan tage magten over vores lemmer mod vores vilje.

       

Nåde og fred i Kristus! Ærbare, dydige frue! Din søn har fortalt mig om den jammer og ulykke, som er tilstødt dig ved din kære mands bortgang, derfor bevæges jeg af kristelig kærlighed til at skrive dette trøstebrev.

        For det første skal det trøste dig, at Kristus i den svære kamp, som din husbond har stået i, alligevel omsider har fået overmagten og til sidst har sejret. Dertil, at din husbond til sidst gik bort med fornuft og kristelig erkendelse i troen på vor Herre, hvilket jeg har hørt med overmåde stor glæde. For således har Kristus selv kæmpet i haven og har alligevel til sidst vundet sejr og er opstået fra de døde.

        Men når din husbond selv har såret sig, skyldes det, at Djævelen har magt over lemmerne, han har ført hans hånd med magt mod hans egen vilje, for havde han gjort det med vilje, ville han visselig ikke være kommet til sig selv igen og blevet omvendt til en sådan bekendelse af troen på Kristus. Hvor ofte bryder ikke Djævelen arm, hals, ryg og alle lemmer? Djævelen kan godt have magt over legeme og lemmer uden vor vilje.

        Derfor skal du give dig tilfreds i Gud og regne dig blandt den flok, om hvilken Kristus siger: ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.” (Matt 5, 4). Alle hellige må synge denne Salme: ”På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.” (Sl 44, 23). Sorg og ulykke må der til, hvis vi skal blive delagtige i trøsten.

        Tak også Gud for den store nåde, at din husbond ikke døde i kamp og fortvivlelse, som det går nogle, men ved Guds nåde mægtigt blev udfriet, så han ved sin død fandtes at være en troende, bekendende kristen, om hvem det er sagt: ”Salige er de, som dør i Herren.” Og Kristus siger selv (Joh 11,25): ”Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.” (Joh 11, 25). Hermed trøste og styrke dig Gud fader i Kristus Jesus. Amen.

       

Wittenberg, Lucias tirsdag, anno 1528.

        Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

29.       Til Nikolaus Hausmann

Wittenberg, 13. februar 1529

       

Om kirkevisitation og gudstjenesteordning samt skriftet om tyrkerkrigen.

       

Til den ærværdige broder i Kristus, dr. Nikolaus Hausmann, biskop for menigheden i Zwickau, min ældre broder.

        Nåde og fred i Kristus! Det glæder mig overordentligt, kære Hausmann, at jeres visitation ved Guds nåde har fået en så lykkelig afslutning. Der er håb om, at alt det øvrige, som tjener kirkernes behov, med tiden ligeledes skal opnås.

        Litanierne synger vi i kirken både på latin og på modersmålet. Måske vil de begge blive trykt med noder eller melodi. Fastedage, udelukkelse af menigheden og andre vigtige kirkelige handlinger skal i sin tid følge efter, skønt det nu kan være tilstrækkeligt til en begyndelse.

        Jeg har i den sidste tid lidt af svimmelhed og hovedpine foruden det, som Satans engel volder mig. Bed du for mig, at Gud vil styrke mig i troen og i hans ords forkyndelse!

        Hertug Georg vil jeg ikke mere svare. Mit lille skrift om tyrkerkrigen håber jeg snart at få udgivet. Det ville allerede for længst være udkommet, hvis ikke de første ark ved tjenestefolkenes uagtsomhed var bortkomne. Jeg har desuden haft lidt besvær med at få hold i tankegangen og fremstillingen igen, derfor har det trukket så længe ud.

        Min Käthe hilser dig ærbødigt, ligeledes dr. Jonas og Philip og alle vore folk. Vi frygter for, at Pomeranus næppe vender tilbage før pinse, fordi hans hustru venter sin nedkomst ved påsketid. Kristus være med dig. Amen.

       

13. februar 1529. Din Martinus Luther.

       

(Kirkevisitationen i Zwickau var blevet afholdt af Spalatin fra 25–31. januar 1529 til almindelig tilfredshed.)

 

 

________________

 

 

30.       Til fru magister Göritz i Leipzig

Wittenberg, 5. maj 1529

 

Luther ønsker at fru Göritz skal være gudmor for datteren Magdalene, født 4. maj.

Datteren kaldes en hedning, der skal hjælpes til kristendommen gennem dåben.               

Til fru magister Göritz.

        Nåde og fred i Kristus! Ærbare, dydige frue, kære veninde! Jeg beder dig for Guds skyld, fordi Gud af mit og min kære Käthes liv har skænket mig en stakkels hedningepige, at du vil øve den velgerning at hjælpe samme stakkels hedningepige til kristendommen og blive hendes åndelige mor, for at hun ved din tjeneste og hjælp også må komme ud af Adams gamle fødsel til Kristi nye fødsel i den hellige dåb. Det vil jeg gengælde dig på den måde, som du måtte ønske. Hermed Gud befalet. Amen. Jeg har ikke turdet gå ud i den frie luft.

       

1529. Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

31.       Til W. Link i Nürnberg

Wittenberg, 6. maj 1529

 

Takker for et ur. Rigsdagen i Speier. Tyrkerne. Kristi genkomst er nær.

       

Nåde og fred i Kristus! Det ur, som du har foræret mig, kære Wenceslaus, er ankommet. Om det nu er, fordi det er blevet træt på rejsen, eller det endnu ikke har vænnet sig til sit nye opholdssted, nok er det, at det er gået i stå. Dog ser det ud til, at det med tiden vil genoptage sin gang.   

        Jeg takker dig for det. Men da jeg er en fattig mand, har jeg intet at give dig igen. For de bøger, jeg nylig har udsendt, antager jeg, du har fået for længe siden. Og de er af en sådan beskaffenhed at de ikke bør anses for værdige til at kaldes gaver. De er nemlig gamle, som nu blot fremtræder i en anden skikkelse.

        Herren har forøget min familie med en lille datter, Magdalena. Fødselen forløb uden uheld, og moderen er uden for fare.

        Så er nu atter en rigsdag afsluttet, men næsten uden resultat, udover dette, at Kristi forfølgere og sjæletyrannerne ikke formåede at tilfredsstille deres raseri. Når vi har opnået det af Herren, er det os nok. For af det kirkemøde, man nu taler om, gør vi os ingen forhåbninger.

        Der er hos mig en mand fra Venedig, som bestemt hævder, at en udsending fra Venedig opholder sig ved det tyrkiske hof. Sådan kæmper vi så længe mod tyrken, indtil paven, venetianerne og franskmændene åbenlyst og skamløst til sidst er blevet tyrkere. Endvidere meddeler han, at der i franskmændenes hær nu sidst ved Pavia har været 800 tyrkere, af hvilke kun 300 kom fra det med liv og lemmer. De er nu blevne kede af den krig og er igen draget hjem. Da du i dit brev ikke omtaler disse uhyrligheder, antager jeg, at du ikke kendte dem, men jeg har fået både skriftlig og mundtlig meddelelse derom under sådanne omstændigheder, at jeg tror, det er sandt. Således er den midnat nær, i hvilken det råb skal høres: ”Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!” [Matt 25, 6]

        Bed for mig, og lev vel med dit kød, og hils alle vore venner.

       

6. maj 1529. Din Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

32.       Til kurfyrst Johan

Wittenberg, 22. maj 1529

 

Luther advarer mod at indgå et forsvarsforbund.

       

Til den berømte, højbårne fyrste og herre, hr. Johan, hertug til Sachsen, kurfyrste og landgreve i Thüringen og markgreve af Meissen, min nådigste herre.

        Nåde og fred i Kristus! Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre! Magister Philip har blandt andre nyheder fra rigsdagen også bragt mig den, at der skal være blevet sluttet et nyt forbund, først og fremmest af min nådige herre, landgreven af Hessen og en del stæder. Det har foruroliget mig ikke så lidt, fordi jeg brændte mig sidste år, da Gud ved en særlig nåde udfriede os fra det farlige forbund. Og selv om jeg har det håb, at Gud vil beskærme os også i fremtiden og give Deres kurfyrstelige Nåde sin ånd og sit råd, så du herefter vogter dig for den slags forbund, har jeg dog på grund af dyb bekymring, tvunget af min samvittighed, ikke kunnet afholde mig fra at skrive til Deres kurfyrstelige Nåde om det. Jeg ved ud fra egen erfaring, at man ikke kan være nok på vagt overfor Djævelen og hans lyster. Kristus, vor Herre, vil ved vor bøn mage det så, at selv om landgreven også fortsætter med sit arbejde på at få sluttet forbund (hvad Gud i sin nåde måtte afværge!), så vil Deres kurfyrstelige Nåde ikke lade sig indvikle deri og ikke lade sig binde. Al den ulykke, der vil følge deraf, kan vi ikke tænke os.

        For det første er det sikkert, at et sådant forbund ikke er af Gud. Det sluttes ikke af tillid til Gud, men af menneskelig visdom for at søge menneskelig hjælp alene og forlade sig på det, som ikke har nogen god grund. Derfor kan det heller ikke bære god frugt, bortset fra, at et sådant forbund er unødvendigt. For det pavelige parti har ikke ret stor magt, og de mangler mod og mandshjerte til at foretage sig noget. Og Gud har allerede beskærmet os mod dem med sin magts gode mure. Således opnår vi jo intet andet ved et sådant forbund end at bevirke, at også modparten slutter forbund og muligvis for at værne og forsvare sig foretager sig yderligere skridt, end de ellers ville gøre. Dernæst må man befrygte, og måske med alt for god grund, at når landgreven har fået dannet et sådant forbund, så vil han ikke, da han er en urolig ung fyrste, kunne forholde sig i ro, men i lighed med sidste år finde en eller anden anledning ikke alene til forsvar, men også til angreb. Det er jo ikke af Gud, at vi optræder sådan, da der endnu ingen er, som jager eller efterstræber os.

        For det andet, og det er det allerværste, vil det i et sådant forbund være sådan, at flertallet er mennesker, som modstår Gud og nadveren. De er letsindige fjender af Gud og hans ord. Så vi kommer til at bære byrden af alle deres laster og bespottelser, bliver delagtige i dem og forsvarer dem. Derfor kan vi ikke indgå noget farligere forbund til at vanære og svække evangeliet og fordømme os selv med legeme og sjæl. Det arbejder Djævelen desværre på. Kan det ikke være anderledes, så give Gud, at Deres kurfyrstelige Nåde må afvise landgreven og blive stående uden for forbundet, således som jeg hører, at min nådige herre, markgrev Georg har sagt og selv gør det. Vor Herre Kristus, som hidtil på forunderlig måde har hjulpet Deres kurfyrstelige Nåde uden landgreven, ja, imod landgreven, vil vel også i den kommende tid hjælpe og råde.

        For det tredje har Gud altid i det gamle testamente fordømt sådanne forbund, der tilsigter menneskelig hjælp, som Esajas fortæller i kapitel 7, 8 og 30. ”Vender I om og holder jer i ro, bliver I frelst.” (Es 30, 15). Vi skal være troens børn med den rette tillid til Gud. Men skal vi have forbund, så vil han sende os det, uden at vi skal arbejde på det eller bekymre os derfor. Som han lover i Matt 6: ”I må altså ikke være bekymrede. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” Og Peter siger: ”Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.” [1 Pet 5, 7]. Og Esajas: ”Hvordan kan du da frygte for mennesker, der dør.” [51, 12]. Da landgreven én gang har gjort et så alvorligt fejltrin, vil man ikke kunne have ubetinget tillid til ham, men må være forsigtig, da man ikke har sporet nogen forandring eller anger eller sorg derover hos ham.

        Dette har jeg underdanigst villet skrive til Deres kurfyrstelige Nåde i det håb, at Kristus allerede har sagt det samme bedre og stærkere i Deres kurfyrstelige Nådes hjerte. Vi beder og gør det med viljen til at blive bønhørt, at Gud, al nådes fader, vil råde os og bevare Deres kurfyrstelige Nåde imod alle Djævelens listige anløb og fristelser, amen. Måtte Deres kurfyrstelige Nåde optage denne min skrivelse nådigt!

        Wittenberg, den 22. maj 1529.

        Deres kurfyrstelige Nådes underdanige

        Martinus Luther.

 

       

(22. april 1529 havde landgrev Philip af Hessen og kurfyrsten af Sachsen og stæderne Strassburg, Nürnberg og Ulm indgået en ”hemmelig aftale” til fælles forsvar, hvis de skulle blive angrebet ”for Guds ords skyld”.)

 

 

________________

 

 

33.       Til markgrev Georg af Brandenburg

Wittenberg, 18. juli 1529

 

Luthers råd om at oprette skoler og universiteter til gavn for både kirken og samfundet    

 

Til den berømte, højbårne fyrste og herre, hr. Georg, markgreve af Brandenburg, hertug til Stettin og Pommern, fyrste til Rügen, borggreve af Nürnberg, min nådige herre.

        Nåde og fred i Kristus! Berømte, højbårne fyrste, nådige herre! Jeg har, om end mod min vilje, ladet Deres fyrstelige Nåde vente længe på mit svar, for først havde jeg jo fuldt op af arbejde, da budet ankom, og senere har jeg ikke haft et pålideligt sendebud, hvorfor jeg beder Deres fyrstelige nåde velvilligst have mig undskyldt. Men da jeg nu i denne hr. Georg Schlegel har fundet en mand med en tillidsvækkende færd, vil jeg hermed tilkendegive Deres fyrstelige nåde, hvad jeg efter magister Philip Melanchthons råd og betænkning anser for det bedste i denne sag.

        For det første billiger vi ganske, at man lader klostrene og stiftelserne forblive, som de nu er, indtil de uddør. For så længe de gamle endnu lever derinde, er der ikke meget håb om, at det ville gå fredeligt til, hvis de blev tvungne til at fremme eller tåle sådanne forandringer. Desuden ville sådanne forskrifter og forordninger, som på ny blev givet efter de tidligere gamle eksempler, efterhånden igen føre til det samme ufrugtbare væsen som før. Men hvad man ønskede at genindføre af de gode, gamle kirkeordninger, det skulle man gøre i de almindelige børneskoler og sognekirker, hvor også almindelige mennesker kan komme og blive vakt op. Sådan gør vi her i Wittenberg og i adskillige andre byer.

        For det andet ville det sikkert være udmærket, om Deres fyrstelige nåde anviste et belejligt sted (eller to) i Deres fyrstendømme til et universitet, hvor man ikke blot underviser i den hellige Skrift, men også i retsvidenskab og alle slags fag. Derfra kunne man få lærde folk til prædikanter, sognepræster, embedsmænd, rådsherrer osv. Til hele fyrstendømmet. Og hertil skulle klostrenes og stiftelsernes midler anvendes, så at man kunne få virkelig gode, forsvarligt lønnede lærerkræfter: 2 teologer, 2 jurister, 1 mediciner, 1 matematiker og fire eller fem lærere i dialektik, retorik osv. For hvor der skal drives ordentlige studier, kræves der ikke ensomme munkegange eller tomme klostre og klosterkirker, men derimod en by, hvor mange kommer sammen og indbyrdes øver sig og ansporer og tilskynder hinanden. Ensomme studier gør det ikke, men fælles studier, hvor den ene ofte er den anden en hjælp igennem sit eksempel.

        For det tredje, at der i alle byer og landsbyer skal oprettes gode børneskoler. Blandt dem kan man tage og udvælge de børn, der er duelige til universitetet og som man kan opdrage til gavn for land og folk. Hvor småbyerne og borgerne ikke har råd til det, bør man, for at få nogle dygtige unge mennesker, på ny ty til de ledige klostre og stiftelser og oprette stipendier, så at hver by kan have én eller to studenter.

        Når menigmand så efterhånden ser, at deres sønner kan blive sognepræster og prædikanter eller opnå andre embeder, vil de sikkert igen holde dem til skolen, men heller ikke før. For nu mener de, at en studeret mand ikke længer kan få sit daglige brød.

        Om det nu skulle ske, at de, som har fået deres uddannelse i disse skoler, kommer i tjeneste og embede i andre fyrstendømmer, og man så gør den indvending, at man derved foretrækker folk andet steds fra, bør man betænke, at de ikke tager nogen skade deraf. For de vil uden tvivl hos andre fyrster og folk søge at fremme sådanne skoler og institutioner og således vinde gunst. Dette har jeg efter min ringe forstand ment at kunne tilråde Deres fyrstelige nåde. Gud give Deres fyrstelige nåde sin Helligånd til alle disse forbedringer, til i alle ting at fuldbyrde hans velbehag. Amen.

       

18. juli 1529.

        Deres fyrstelige nådes beredvillige

        Martinus Luther.

       

Jeg beder også, at min nådige herre, så vidt det er Deres fyrstelige nåde muligt, vil skænke overbringeren af brevet, hr. Georg Schlegel fra Gunzenhausen, en portion af de ledige stipendier, så han kan blive i stand til i nogen tid at studere her hos os. For der kan, efter vort skøn om ham, blive en god sognepræst eller prædikant af ham. Desuden er han jo hjemhørende her.

 

       

(Markgreven havde udbedt sig reformatorernes betænkning herom. Dette er spiren til det senere så berømte universitet i Erlangen.)

 

 

________________

 

 

34.       Til Justus Jonas

Wittenberg, 17. august 1529

 

De økonomiske forhold for den nye præst i Olsnitz.

Philip Melanchthon i dyb sorg, fordi hans 1½-årige søn er død. Luther er medsørgende og kan ikke undvære Melanchthons fulde arbejdskraft.

       

Nåde og fred i Kristus! Min kære, højærværdige Jonas! Jeg har ønsket, at denne mand, som I har indsat til præst i Olsniz, skal komme til dig med dette mit brev til vidne. Han har nu besluttet at klage til dig, fordi han ikke har noget at leve af. Ganske vist udfører han sin gerning, men uden løn. Se derfor til, at han ikke skal dø af sult, at han må få truffet aftale med dig enten for en kortere tid eller også for bestandigt. Han synes mig at være meget beskeden i kundskaber, dér stikker han ikke meget dybt. Dertil kommer så sultens byrde, hvorved han måske kunne drives ud i vanvid. Hans forstand synes nemlig ikke at være fuldt ud tilforladelig.

        Sidste søndag har Herren frataget vor ven Philip [Melanchthon] hans søn Georg. Du kan nok tænke dig, hvad møje og besvær vi har med at trøste denne mand med så sart og følsomt et hjerte. Han tager sig sønnens død overmåde nær, uprøvet som han hidtil har været i sådanne tilskikkelser. Bed du for ham, så godt du formår, at Herren må trøste ham, og skriv dernæst et trøstebrev på din sædvanlige veltalende måde. Du véd selv, hvor betydningsfuldt det er, at denne mand får lov at leve og stå i sin fulde kraft. Vi er alle delagtige i hans smerte og kummer, mit eget daglige arbejde alene fraregnet. Men de ydmyges og nedbøjedes Gud er endnu ikke overvundet, selv om vor ven endnu er meget svag. Om andre ting en anden gang, når sorgen engang er mildnet. Lev vel, og hils ærbødigt dine medbiskopper i Herren.

       

Den 3. dag efter Marias Himmelfart 1529.

        Din Martinus Luther.

       

(Melanchthons søn Georg, der blev født 25. november 1527, døde 15. august 1529.)

 

 

________________

 

 

35.       Til kurfyrst Johan af Sachsen

Wittenberg, 17. august 1529

 

 

Luther takker for nyt tøj i forbindelse med hans deltagelse i religionssamtalerne i Marburg. Han er dog lidt bekymret over al den luksus, som han ikke mener, sømmer sig for en præst.

       

Nåde og fred i Kristus! Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre! Jeg har længe opsat at takke Deres kurfyrstelige Nåde for den tilsendte gave af klæder og tøjstoffer. Men jeg vil underdanigt bede Deres kurfyrstelige Nåde ikke at tro dem, der fremstiller mig, som om jeg led mangel. Jeg har desværre fået mere, i særdeleshed fra Deres kurfyrstelige Nåde, end jeg kan forsvare for min samvittighed. Det sømmer sig ikke for mig som præst at have overflod, og jeg ønsker det heller ikke.

        I det hele taget forekommer den nådige velvilje, som jeg har været genstand for fra Deres kurfyrstelige Nådes side, mig at være så gavmild, at jeg ligefrem ængstes. Jeg ville jo ikke gerne her i dette liv findes iblandt dem, til hvem Kristus siger: ”Ve jer, I som er rige, for I har fået jeres trøst.” [Luk 6, 24].

        Desuden vil jeg, for at tale på verdslig vis, nødigt falde Deres kurfyrstelige Nåde til besvær. Jeg véd jo, at Deres kurfyrstelige Nåde har for skik at give så meget bort, at der på den måde intet bliver tilovers. Stopper man sækken for stærkt, revner den.

        Derfor, skønt det allerede ville have været for meget med det farvede klæde, vil jeg dog for at vise Deres kurfyrstelige Nåde min taknemlighed til ære for Deres kurfyrstelige Nåde bære den sorte kjole, selv om den jo er alt for kostbar for mig. Havde ikke Deres kurfyrstelige Nåde skænket mig den, havde jeg aldrig kunnet bære en sådan klædning.

        Jeg beder derfor, at Deres kurfyrstelige Nåde for fremtiden vil vente, indtil jeg selv klager og beder om hjælp, for at jeg ikke, fordi Deres kurfyrstelige Nåde således kommer mig i forkøbet, skal undse mig ved at bede for andre, der er langt mere værdige til en sådan gunst. For Deres kurfyrstelige Nåde gør allerede for meget for mig. Kristus vil og skal i sin nåde gengælde dig rigeligt, det beder jeg af hjertet, amen.

        Den 17. august 1529.

        Deres kurfyrstelige Nådes underdanige

        Martinus Luther.

 

       

(Kurfyrsten havde forsynet Luther rigeligt med smukt stof til nyt tøj, da han skulle af sted til religionssamtalen i Marburg.)

 

 

________________

 

 

36.       Til Johan Brenz i det schwabiske Hall

Wittenberg, 29. august 1529

       

Om Brenz’ kommentar til Amos Bog.

Luthers syn på værdien af religionssamtalen i Marburg.

       

Til den ærværdige broder i Kristus, Johan Brenz, Kristi tro og oprigtige tjener i det schwabiske Hall.

        Nåde og fred i Kristus! Dit værk om profeten Amos, ærværdige og vidtberømte Brenz, har jeg fået overbragt og gennemlæst. Det er langt fra mig at forandre eller tilføje noget i dette dit værk. Jeg vil ikke være herre over den hellige Skrift. Gid jeg i sandhed må være discipel! Men din forlægger forhaler med forsæt udgivelsen, idet han frygter, jeg véd ikke hvilke rænker fra typografernes side. Han skal imidlertid nok komme til at udgive det, med mindre han da regner min tilskyndelse for intet. Gid Kristus således må fortsætte og fuldføre sin gerning i dig!

        Endvidere skriver du om sammenkomsten i Hessen, som du er blevet indbudt til. Din vurdering er ganske rigtig, at der fra sådanne underfundige sammenkomster ikke plejer at tilføres Guds kirker noget godt. Derfor beder jeg dig: tag ikke del i det, og giv ikke tilsagn derom, hvis du ikke allerede har gjort det. Vi wittenbergere har fra første færd af bestemt modsat os fyrstens plan. Men da denne ungdommelige hessiske makedoner i den grad overhængte vor fyrste, blev vi nødte til at give efter. Men først efter at vi to eller tre gange udførligt har givet dem til kende, at de ikke måtte gøre sig forhåbninger om noget resultat, noget godt, men at man snarere måtte frygte, at alt ville tage en vending til det værre. Men landgreven stod fast på sit. Vi har dog kun lovet at komme på den betingelse, at han også indbød anderledes tænkende og endog redelige papister, som kan være vidner mod dem, når de siden hen giver sig til at prale og udbasunere sig selv som helgener. Hvis du ikke kommer, vil det nu passe os bedst. Og skønt jeg længes overmåde efter at se dig, vil jeg dog hellere undvære det, som er behageligt for mig selv personligt, end ved at pleje min egen behagelighed bringe det almene vel i fare. Kristus opbygge dig og give dig vækst til hans ære, amen! Bed for mig synder!

       

29. august 1529.

        Din Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

37.       Til Luthers hustru

Marburg, 4. oktober 1529

 

 

Om resultatet af samtalen i Marburg.

Zwingli og Oecolampadius fastholder en symbolsk opfattelse af nadveren

       

Nåde og fred i Kristus! Kære hr. Käthe, du skal vide, at vor venskabelige samtale i Marburg nu er slut. Vi er blevne enige i næsten alle punkter med undtagelse af, at modparten fastholdt, at der i nadveren er brød og brød alene, og at de kun vil bekende, at Kristus er åndeligt nærværende deri. I dag søger landgreven at opnå et forlig mellem os, eller dog i det mindste, hvis vi bliver ved at være uenige, at vi alligevel betragter hinanden som brødre og Kristi lemmer. Det arbejder landgreven ivrigt for. Men vi vil ikke kendes ved dem som brødre og lemmer, skønt vi gerne vil omgås dem fredeligt og i fordragelighed. Jeg tænker, at jeg bryder op i morgen eller i overmorgen og drager til vor nådige herre i Schleiz i Voigtland, hvorhen hans kurfyrstelige Nåde har kaldet os.

        Fortæl hr. Pommer [Bugenhagen], at de bedste argumenter var Zwinglis: ”Et legeme må altid være på et bestemt sted, altså kan Kristi legeme ikke være i brødet” (corpus non potest esse sine loco: ergo christi corpus non est in pane). Og Oecolampadius’: ”Nadveren er et symbol på Kristi legeme” (sacramentum est signum corporis christi).

        Jeg tror, Gud har slået dem med blindhed, så de ikke har kunnet fremføre noget. Jeg har meget at bestille, og budet haster. Ønsk dem alle god nat, og bed alle for os! Vi er foreløbigt alle sammen raske og sunde og lever som fyrster. Kys lille Lene og Hans fra mig.

       

Fransiscus’ dag 1529.

        Deres beredvillige tjener

        Martinus Luther.

       

Johan Brenz, Andreas Osiander og doktor Stephan fra Augsburg er også komne hertil.

Folk her er blevet gale af frygt for svedesygen. I går er hen imod et halvt hundrede gået til sengs, og én eller to af dem er døde.

 

 

________________

 

 

38.       Til Johan Agricola i Saalfeld

Jena, 12. oktober 1529

 

Om religionssamtalen i Marburg.

       

Til den ærværdige broder i Herren, Johan Agricola, Kristi tjener.

         Nåde og fred i Kristus! Kære Agricola! Vi er på hjemrejsen fra vor sammenkomst i Marburg, og da vi er i nabolaget, vil vi kort meddele dig udfaldet. Landgreven af Hessen gav os en prægtig modtagelse og beværtede os glimrende. Til stede var Oecolampadius, Zwingli, Bucer, Hedio samt tre rådsherrer, Jacob Sturm fra Strassburg, Ulrich Frank fra Zürich og N. fra Basel. De bad over al måde ydmygt om fred. Derefter forhandlede vi i to dage. Jeg svarede Oecolampadius og Zwingli og anførte imod dem dette ord: ”Dette er mit legeme,” og gendrev alle deres indvendinger.

        Dagen i forvejen havde vi dog haft en fortrolig, fredelig samtale, jeg med Oecolampadius, Philip med Zwingli. Imidlertid ankom også Andreas Osiander, Johan Brenz og Stefan fra Augsburg. Kort sagt: disse mennesker mangler erfaring i at disputere og er ude af stand dertil. For skønt de følte, at deres grunde intet beviste, ville de dog ikke vige på dette ene punkt om Kristi legemes tilstedeværelse, og det (så vidt vi kan skønne) mere af frygt og skam end af ondskab.

        På alle andre punkter har de givet efter, således som du vil se af den traktat, der nu er trykt [Marburg-artiklerne]. Til sidst bad de os om, at vi i det mindste ville anerkende dem som brødre, og landgreven nødte os hårdt, men vi kunne ikke vige for dem. Dog gav vi dem i fred og kærlighed hånden på, at de heftige ord i skrift og i tale foreløbigt skal indstilles, og at enhver skal forkynde sin opfattelse uden angreb på modparten, men naturligvis ikke uden at forsvare sin egen og gendrive de andres. Således skiltes vi. Vær så god at fortælle den kære broder dr. Kaspar Aquila dette, og bed for os! Kristi nåde være med jer, amen!

        Jena, 12. oktober 1529.

        Din Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

39.       Til Nikolaus Hausmann i Zwickau

Wittenberg, 10. november 1529

 

Om tyrkerkrigen.

En personlig opmuntring i anledning af forfølgelse, samt et råd om ægteskab.

       

Til den ærværdige kristen, dr. Nikolaus Hausmann, den tro biskop for menigheden i Zwickau, min kære broder.

        Nåde og fred i Kristus! Kære Nikolaus! Vær stærk i Herren, og frygt ikke så meget for tyrkerne, for Kristus lever. Og ud fra Daniels syn (som Philip og Jonas er i begreb med at udgive) er der håb om, at det ikke skal lykkes dem at bemægtige sig Tyskland, selv om de angriber os og således straffer os for vor ligegyldighed for evangeliet. For det er et håndgribeligt under, at tyrkerne har trukket sig tilbage fra deres sted og lejr, og deres dristighed er dér blevet brudt. Dommens dag er forhånden, og da skal Gud tilintetgøre både Gog, som er tyrken, og Magog, som er paven. Den første er Kristi politiske fjende, den sidste hans kirkelige.

        Men når folk med et bidende og skarpt øgenavn kalder dig en ”bitte helgen” og håner dig, ønsker jeg dig oprigtigt til lykke med, at du er værdig til et så stort had fra Satans side. Da han ikke kan andet, må han nøjes med at sætte giftige tunger i bevægelse mod dig. Men det bedste, du kan gøre, er at le igen ad hans afmægtige, stinkende gift og lade ham kysse skarnet. Du kan nemlig hverken såre ham sværere eller hævne dig på en mere ærefuld måde, end hvis du glad i sind ler ad disse hans afmægtige og kraftesløse stik og bid.

        Jeg ønsker Christina megen glæde på hendes bryllupsdag. Hvis nu også du ønsker at indgå ægteskab, vil jeg med glæde ønske dig lykke dertil. Men hvis du kan undvære en hustru og afholder dig fra dette skridt, vil du være langt lykkeligere, og jeg lykønsker dig end mere. Ikke fordi jeg vil nedsætte ægteskabet, den stand, Gud selv har indstiftet, men fordi jeg (som Paulus siger) ikke bør undlade at lykønske den frygtløse mand, som er fri for de mangfoldige huslige anliggender og de mange mennesker. Måtte Kristus belære dig og give dig sundhed og virke, at du beder for mig! Lev vel i ham!

       

Mortens aften 1529.

        Din Martinus Luther.

       

 

(Melanchthon og Justus Jonas udsendte et lille skrift om Danielbogens kap. 7, hvor profetens syn udlægges om tyrkerne.)

 

 

________________

 

 

40.       Til kurfyrst Johan af Sachsen

Wittenberg, 23. november 1529

       

Luther ønsker at stoppe udgivelsen af et Ny Testamente med kommentarer. Oversættelsen er stort set en kopi af Luthers, men med nogle uheldige kommentarer tilføjet af Hieronymus Emsers.

       

Til den berømte, højbårne fyrste og herre, hr. Johan, hertug af Sachsen og kurfyrste, landgreve i Thüringen og markgreve af Meissen, min nådigste herre.

        Nåde og fred i Kristus! Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre! Nogle fromme borgere har skrevet til os fra Lübeck, at nogle lollarder i Rostock lader Emsers testamente trykke i Sachsen. Herved vil de utvivlsomt besmitte mange mennesker på stedet og volde megen fortræd. Man har derfor bedt om, at Deres kurfyrstelige Nåde, om det er jer muligt, vil skrive til den berømte, højbårne fyrste, hertug Henrik af Mecklenburg, og bede om, at hans fyrstelige Nåde til evangeliets ære og sjælenes gavn ville forbyde, at noget sådant bliver trykt og hindre dets udbredelse, hvor det allerede er udkommet.

        Ganske vist synes jeg for min del godt om Emsers testamente, hvad teksten angår, som denne slyngel skammeligt har stjålet fra mig. Det er jo næsten ordret min tekst, blot med nogle få ændrede gloser, som ingen skade gør. Og jeg har intet imod, at man har den og læser den. Men han har nu på så nederdrægtig og skammelig vis har forgiftet teksten med sine forklaringer og bemærkninger, at teksten mister sit værd og i stedet for gør skade. Derfor beder jeg altså om, at Deres kurfyrstelige Nåde allernådigst vil indgive en sådan forbøn for os hos den højt ansete fyrste, hertug Henrik, og lade os få svar med dette bud, som er udsendt i samme ærinde. Dog kun for så vidt som det er Deres kurfyrstelige Nåde belejligt. For så vidt det står til os, vil vi værge os mod Djævelen. Vor herre Kristus være med Deres kurfyrstelige Nåde i al evighed, amen!

       

Clemens’ dag, 1529.

        Deres kurfyrstelige Nådes underdanige

        Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

41.       Til abbed Frederik Pistorius i Nürnberg

Wittenberg, 13. december 1529

 

Konrad Mauser, som er jurastuderende i Wittenberg, ønsker at blive gift, men mangler sine forældres tilladelse. Det forsøger Luther at hjælpe ham med.

Hvordan Luther vurderer en ægtefælle.

Brugen af kristennavnet.

       

Den ærværdige kristen, dr. Frederik, biskop i Nürnberg, min ældre broder i Herren.

        Nåde og fred i Kristus. Min agtede ven i Kristus! Jeg har på én gang intet og dog meget at skrive om til dig. Jeg har ganske vist intet fra mig selv at skrive, uden at jeg anbefaler mig til dine fromme bønner. Derimod har jeg meget på hjerte angående den nyforlovede Konrad Mauser, borger fra Deres by, en i fremragende grad uplettet og god mand. Og din egen menneskelige følelse kan utvivlsomt let forstå, at hvis jeg skulle skrive et brev, som var hans nye og varme kærlighedsflamme værdigt, ville hele verden næppe kunne fatte det. Selv den vise kong Salomon tilstår, at han ikke kan fatte en mands vej til en jomfru. Men jeg taler spøgefuldt om dette, for at anbefale Mausers giftermål for dig. Han ønsker nemlig, at hans forældre må blive venligt stemte over for ham i denne sag.

        Det vil ske, hvis du ved din venlighed medvirker til, at hans far kommer til at forstå, at hans søn Konrad har valgt en meget smuk pige og, hvad der er det bedste, en pige, som prydes af en god karakter og livsstil, og lad mig tilføje, som er en kristen. Værdien af dette sidste udtryk er ganske vist sunket hos folket, fordi det bruges så ofte og i flæng, men sådan er det ikke hos os.

        Og pigens far er ikke uden formue, sådan som det er tilfældet med borgere her i byen, og han er medlem af rådet og en meget anset mand blandt de mere velstående hos os. Han styrer sit hus omhyggeligt, og hans hustru er flittig og vel anset. Jeg beder dig nu om at være så venlig at gøre Mausers far, når det er belejligt, kendt med alt dette, for at han ikke skal bedrøve, men snarere glæde sin søn ved sit samtykke. For uden sin fars samtykke gifter han sig ikke. Men han ønsker meget gerne, at faren ville vise sin billigelse ved at komme og være til stede ved brylluppet.

        Og vi ønsker inderligt, at også du måtte komme til stede, men vi frygter for, at vi dermed beder om noget umuligt. Vær nu så venlig at gøre, hvad der synes dig bedst, og lev lykkeligt i Kristus. Amen.

       

St. Lucias dag 1529.

        Din Martin Luther.

 

 

________________

 

 

42.       Til Luthers far

Wittenberg, 15. februar 1530

       

En sjælesørgerisk perle.

Luther trøster sin syge far det bedste han formår.

       

Til min kære far, Hans Luther, borger i Mansfeld i Dalen, nåde og fred i Kristus Jesus, vor Herre og frelser, amen!

        Kære far! Min broder Jakob har skrevet til mig, at du er meget syg. Da luften nu er usund, og da der tilmed er fare alle vegne også på grund af tiderne, drives jeg til at nære bekymringer for jer. For skønt Gud hidtil har givet dig et sundt og hårdført legeme og bevaret det for dig, så volder din høje alder mig dog bekymringer nu. Selv uden det kan ingen af os jo nogensinde være sikre på vort liv. Derfor var jeg selv hjertens gerne kommet personligt til dig, men nu har mine gode venner dog rådet mig fra det og fået mig til at opgive det. Også jeg selv indser godt, at jeg ikke burde friste Gud ved at vove mig ud i faren, for du véd nok, hvordan både herremænd og bønder er velvilligt stemte over for mig.

        Men en stor glæde ville det være mig, hvis du, om det er muligt, sammen med mor lod jer bringe her til os. Det beder også min Käthe som alle vi andre om med tårer. Jeg håber, at vi alle skal kunne pleje jer på det bedste. Derfor har jeg sendt Cyriakus til jer for at undersøge, om det er muligt med din helbredstilstand. For hvad enten det efter Guds vilje bliver liv eller død for dig, ville jeg jo, hvad rimeligt er, inderlig gerne være personlig til stede hos dig og efter det fjerde bud vise mig taknemmelig mod Gud og dig ved i troskab at yde dig min sønlige tjeneste.

        Imidlertid beder jeg af mit ganske hjerte til den far, som har skabt dig og givet mig dig til far, at han i sin uendelige miskundhed vil styrke dig, oplyse dig med sin Ånd og bevare dig, for at du med glæde og taksigelse må kende hans søns, vor Herres Jesu Kristi salige lære. Hertil er du også nu ved hans nåde blevet kaldet, og er kommet til ud af de forrige tiders gruelige mørke og vildfarelser. Og jeg håber, at hans nåde, som har skænket dig sådan erkendelse og således begyndt sin gerning i dig, vil bevare og fuldføre den indtil enden til det evige liv og til vor Herres Jesu Kristi herlige genkomst. Amen.

        For han har også allerede beseglet denne lære og tro i dig og stadfæstet den med sit mærketegn, idet du nemlig for mit navns skyld tillige med os alle har været genstand for megen bagtalelse, forsmædelse, hån, spot, foragt, had, fjendskab, ja tilmed været udsat for farer. Men det er de rette mærketegn (Gal 6, 17), hvori vi, som apostelen Paulus siger, må være ligedannede med vor Herre Kristus, for at vi også må være ham lig i hans tilkommende herlighed.

        Vær derfor selv nu i din svaghed frisk og trøstig til mode, for vi har der hos Gud en trofast og usvigelig hjælper, Jesus Kristus, som har tilintetgjort dødens og syndens magt for os og nu sidder der for vor skyld og tilligemed alle englene ser på os og venter på os, når vi skal fare herfra, for at vi ikke skal nære bekymring eller frygt for, at vi skal gå til grunde eller fortabes. Han har alt for stor magt over døden og synden, til at de skal formå noget over os, og dertil er han så inderlig trofast og mild, at han hverken kan eller vil lade os ene, når vi blot beder om det uden at tvivle.

        For han har lovet, forjættet og tilsagt os, at han hverken kan eller vil skuffe eller bedrage os. Det er der ingen tvivl om. ”Bed” siger han, ”så skal der gives jer, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer.” [Matt 7, 7]. Og andetsteds: ”Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.” [ApG 2, 21]. Og hele Davids Salmebog er fuld af sådanne trøsterige forjættelser, navnlig Salme 91, som er særlig god at læse for alle syge.

        Dette vil jeg skrive til dig i bekymring over din sygdom (da vi ikke kender timen), for at jeg også kan blive delagtig i din tro, kamp, trøst og tak til Gud for hans hellige ord, som han i disse tider har givet os så rigeligt, kraftigt og nådigt.

        Men er det hans guddommelige vilje, at du skal vente endnu længere på det bedre liv og stadig være med til at lide og til at høre og se ulykke i denne sørgelige og usalige jammerdal, og at du sammen med alle kristne skal hjælpe til med at bære og vinde sejr, så vil han også give dig nåde til villigt og lydigt at gå ind under alt dette. For dette fordømte liv er jo dog ikke andet end en rigtig jammerdal, hvor man ser og hører mere og mere synd, ondskab, plage og ulykke, og intet deraf hører op eller formindskes, før der kastes jord på os. Så må det jo holde op, og vi må få lov til at sove og hvile i Kristi fred, indtil han kommer og opvækker os med glæde, amen.

        Hermed befaler jeg dig ham i vold, som har dig mere kær end du selv og har bevist dig så stor en kærlighed, at han har taget din synd på sig og sonet den med sit blod. Han har kundgjort dig dette ved evangeliet og ved sin Ånd virket troen på det hos dig. Ja, således har han beredt og stadfæstet alt så sikkert og fast, at du nu hverken behøver at nære bekymringer eller frygt i nogen retning, når du blot med hjertet forbliver fast og trøstigt ved hans ord og troen på ham. Når du gør dette, så lad kun ham sørge for det hele. Han skal gøre alt vel, ja han har allerede gjort alt på det allerbedste, bedre end vi forstår. Han, vor kære herre og frelser være med og hos dig, for at vi må ses igen med glæde. Ja, Gud give, det må ske, enten her eller hisset. For vor tro står fast, og vi nærer ingen tvivl om, at vi atter om kort tid skal ses hos Kristus. For afskeden med dette liv er i Guds øjne langt ringere, end hvis jeg skulle rejse hjem fra jer i Mansfeld og hertil, eller du til Mansfeld fra mig i Wittenberg. Det er visselig sandt, at det kun er en lille times søvn om at gøre, så skal alt blive anderledes.

        Selv om jeg nu håber, at din præst og sjælesørger fuldt ud vil vise dig sin tro tjeneste i denne sag, så at du næppe har min behov, så har jeg dog ikke villet undlade at gøre dig en undskyldning for min legemlige fraværelse, som Gud véd, gør mig hjertelig ondt.

        Min Käthe, lille Hans, lille Lene, tante Lene og det hele hus hilser dig og beder trofast for dig. Hils min kære mor og hele vennekredsen fra mig. Guds nåde og kraft være og blive med dig til evig tid. Amen.

        Wittenberg, 15. februar anno 1530.

        Din kære søn Martin Luther.

       

(Luthers far døde 29. maj 1530.)

 

 

________________

 

 

43.       Til Nikolaus Hausmann i Zwickau

Wittenberg, 25. februar 1530

 

Manglende kirkeinventar i Zwickau.

Luthers arbejde med oversættelse af Bibelen.

       

Til den ærværdige kristen, dr. Nikolaus Hausmann, biskop for menigheden i Zwickau, min oprigtige, ældre broder.

         Nåde og fred i Kristus! Dit sidste brev var meget kærkomment, som dine breve altid er, kære Hausmann, på grund af den særprægede, oprigtige ånd, som de altid er båret af, og din store velvilje over for mig. Men jeg så gerne, at du engang ville sende mig en skriftlig fortegnelse over alle de ting, som du mener, I mangler i kirken. For jeg kan hverken huske alt dette eller se det selv. Men så ville jeg have det i erindring, og når jeg stadigt havde det for øje, kunne jeg måske ved given lejlighed, når jeg har lidt fritid, søge at få det sat igennem. Ellers er jeg så forstyrret af alle de forskellige ting, at jeg glemmer det fra dag til dag, og så går tiden. For nu arbejder vi på udgivelsen af Daniel til trøst i disse de sidste tider. Vi har også lagt hånd på arbejdet med Jeremias og de øvrige profeter. Det Ny Testamente udsender vi til den første Frankfurtermesse. Sikkert fremkalder vi derved et nyt raseri imod os fra de paveliges side. For i en omhyggelig fortale og noter har vi udlagt Åbenbaringen næsten helt. Bliv ved at bede for os! Min Käthe hilser dig ærbødigt.

        25. februar 1530.

        Din Martinus Luther.

       

(Luthers oversættelse af Det Gamle Testamente (med apokryfer) blev først afsluttet i begyndelsen af 1534. Sammen med Melanchthon besørgede Luther i slutningen at 1529 en ny udgave af sin oversættelse af Ny Testamente, som foruden adskillige tekstændringer indeholdt nye randnoter og en mere udførlig fortale til Johannes Åbenbaring.)

 

 

________________

 

 

44.       Til Justus Jonas

Wittenberg, 14. marts 1530

       

Opfordring til Justus Jonas om snarest at komme til Wittenberg i anledning af den forestående rigsdag i Augsburg.

       

Til Justus Jonas, visitator i hertugdømmet Sachsen! Nåde og fred i Kristus! Kurfyrsten har i et fælles brev opfordret dig, Pomeranus, Philip og mig til at komme sammen og sætte alt andet til side for inden førstkommende søndag at træffe de nødvendige forberedelser til rigsdagen, som skal træde sammen den 8. april. For kejser Karl vil selv være til stede i Augsburg for, som han siger i sin bulle, i venskabelighed at bilægge alt. Derfor vil vi tre i dag og i morgen besørge så meget, vi formår, selv om du er fraværende. Dog er det også din pligt for at efterkomme kurfyrstens ønske at overlade dit arbejde til de andre kammerater og så indfinde dig her hos os i morgen. For alting er fremskyndet. Gud gøre det sådan, at alt må ske til hans ære!

        14. marts 1530, kl. 12.

        Martinus Luther.

       

(21. januar sammenkaldte kejser Karl den Femte til en rigsdag i Augsburg den 8. april.

Først 11. marts fik kurfyrsten kejserens bud i Coburg. Kurfyrsten skrev straks til Luther, som modtog brevet 14. marts. Han skrev samme dag ovenstående brev for at kalde Justus Jonas tilbage til Wittenberg fra hans visitationsrejse.)

 

 

________________

 

 

45.       Luthers betænkning til kurfyrst Johan af Sachsen om rigsdagen i Augsburg

Wittenberg mellem 14. og 20. marts 1530

 

 

Luthers betænkning i forbindelse med forberedelserne til rigsdagen i Augsburg.

       

I Kristi kirke har man brug for følgende ting:

        For det første et retskaffent prædikeembede, så det hellige, guddommelige ord bliver prædiket og lært flittigt og loyalt ud af en ren, kristen forståelse, uden tilsætning af nogen falsk menneskelærdom. I en sådan forkyndelse bliver alt det klart og rigtigt og på særlig måde lært og fremstillet, hvordan følgende skal forstås: Kristus og evangeliet, den sande bod og gudsfrygt, hvordan man opnår syndernes forladelse, om kirkens myndighed og nøglemagt.

        Denne lære og hele summen af evangeliet bliver i denne Kristi kirke forkyndt med en sand, udholdende flid dagligt og uden ophør både i menigheden og over for hver enkelt kristen for sig igennem prædiken, læsning, trøst og formaning, igennem udlæggelse af Salmerne og alle de forskellige bøger i Skriften, således som Paulus skriver i 1 Kor 14,26. Dér lærer man ret om den kristne frihed, hvordan samvittighederne er frie i Kristus. For at opnå en sådan lære giver man med største alvor og højeste flid agt på, at der kan blive oprettet og opretholdt skoler for drenge og piger, for at der kan blive opdraget en god ungdom. Dér lærer man også sprog, hebraisk, græsk og latin, og biskopperne bestræber sig på at hindre, at sådanne studier, der er så nyttige for at forstå Den Hellige Skrift, skal gå til grunde.

        Dér er også i sandhed: Dåb, Kristi nadver, erkendelse af synd og den guddommelige vrede, erkendelse af nåden, Helligånden med sine gaver, kristenkærlighed, undervisning om kors og lidelse, undervisning om rette, gode gerninger, tro, håb, skriftemål og en rigtig brug af absolutionen, en rigtig børneopdragelse og undervisning af ungdommen i katekismen: De Ti Bud, Fadervor, Trosbekendelsen, korte, trøsterige Salmer, bordbønner og taksigelse og fremsigelse af nogle bibelvers for forældrene. Ligeledes om morgenen, når børnene står op, bliver de af forældrene formanede til at bede ret og alvorligt, både sammen med andre og i lønkamret.

        Kristne syndsbekendelser og bønner for alle livsforhold og for nød og ulykker.

        Det rette band, som består i at mennesker på grund af åbenlyse synder forbydes adgang til sakramenterne.

        I Kristi kirke er der: retskafne, lærde biskopper og præster, som behersker den hellige Skrift, og, som Paulus siger, er udrustede og dygtige til at lære andre, til at trøste andre og stoppe munden på modstanderne. Retskafne diakoner, som tager sig af de fattige. Den rette, klare, sikre og grundige undervisning om, hvad den kristne kirke er, og hvor den er. Omsorg for de fattige, en ret administration af den fælles fattighjælp, hospitaler, at man besøger og trøster alle sognebørn, alle syge, alle forsagte og anfægtede, de bedrøvede og ængstede samvittigheder. En rigtig trøsterig undervisning for de døende i deres dødstime. En rigtig, klar undervisning, sikkert begrundet ud fra Skriften, om, hvilke livsforhold eller livsstillinger der er kristne, om øvrigheden og dens gerning, om forældre, om hvordan det sømmer sig at forholde sig for sønner, døtre, ansatte, arbejdsgivere, undersåtter, ægtefolk, alle embeder og erhverv, for at de kan føre deres liv saligt, tugtigt og kristent.

        Der er også ordentlige, sømmelige, ydre ceremonier og gudstjenester, en rigtig faste, anstændig beklædning, fri brug af de forskellige spiser, ordentlige kirker og steder, hvor man prædiker Guds ord. Og alt dette med den rette undervisning om den kristne frihed og om, hvordan man kan bruge den ydre gudstjeneste efter Guds vilje.

        Efter disse højst fornødne stykker, på hvilke alene al magt ligger, og uden hvilke ingen kristen kirke kan være til, spørger de nuværende biskopper kun lidt eller intet. Og man må ynkes og til evig tid klage over, at de slet ikke bekymrer sig om så store sager, som rigtige biskopper burde kende, ikke tænker på dem, ikke kender noget til dem, heller ikke lader sig undervise eller belære deri.

       

(Derefter følger et nyt, længere afsnit med overskriften: I pavens kirke finder man disse stykker. Det er en registeragtig optegnelse over alt det i pavekirken, som Luther forkastede, småt og stort imellem hinanden: kirkeskikke, relikvier, valfarter, præsternes cølibat og konkubinat, munke og klostervæsen m. M. Han anklager biskopperne, som ikke har været på vagt overfor alt dette, som efterhånden har sneget sig ind, de har fundet sig i, at samvittighederne er blevne ledte vild undertiden bryder harmen løs. ”hvad ville apostelen Paulus have sagt overfor sådant skændigt misbrug, om det var hændt i hans tid? Men Djævelen skammer sig ikke over nogen løgn.” Han slutter således):

       

        Disse offentlige misbrug vil biskopperne se bort fra. Men hvilken stor, grufuld skade sådanne ting har tilføjet sjælene og samvittighederne, det viser erfaringen. Gud Herren forunde os, at alle løgne og alt hykleri må blive gjort til skamme, og at Guds ord som hidtil må trænge igennem, få frit løb og blive prist! Amen.

 

 

________________

 

 

46.       Til Nikolaus Hausmann i Zwickau

Coburg, 18. april 1530

       

Om forsinkelsen af rigsdagen.

Tyrkernes planer.

       

Til den gode mand, dr. Nikolaus Hausmann, den tro biskop for menigheden i Zwickau, min ældre broder i Herren.

        Nåde og fred i Kristus! For Martin Sanger har jeg gjort så meget, som jeg kunne, kære Hausmann, sådan som han selv vil berette det. Ligeledes vil han fortælle Cordatus og dig, at vi endnu sidder ørkesløse her, uvidende om, hvornår vi kan rejse videre. For i går kom der et brev og et sendebud, som siger, at kejseren endnu opholder sig i Mantua, og at han vil fejre påskefesten dér. Der siges, at de pavelige gør sig de største anstrengelser for at hindre, at rigsdagen bliver til virkelighed, fordi de er bange for, at der skal træffes en beslutning, som går dem imod. Endelig siges der, at paven er vred på kejseren, fordi han vil blande sig i de kirkelige forhold og høre begge parterne. Han havde håbet, at kejseren ville nøjes med at udføre hans vilje mod kætterne og genoprette de gamle forhold. For de vil ikke have noget ændret, intet opgive, intet have afgjort ved dom, intet undersøgt, men ønsker simpelthen, at vi skal dømmes og tilintetgøres, men at de skal genindsættes i deres gamle besiddelse, og vi således gå til grunde. Ja, sådan vil vi komme til at gå den fuldkomne ruin i møde, således bør man forblinde de ugudelige, når de skal gå til grunde. Ja, der er endog dem, der mener, at rigsdagen helt bliver aflyst, så der intet bliver af den. Jeg har fået påbud af fyrsten om, når de andre er rejste af sted til rigsdagen, at forblive her i Coburg, jeg véd ikke, af hvilken grund. Sådan er alt, hvad der sker, usikkert fra dag til dag.

        Florens (= Firenze) er hverken blevet erobret eller forligt med paven, men det smerter end ikke paven. Hæren i byen har altid råbt, at den også stod under kejserens kommando. Derfor har man på hans befaling ophørt udefra at bekæmpe dem med magt og har hævet belejringen og skænket dem friheden. Deraf kan du skønne, hvor meget vore bønner formår, når vi er vedholdende.

        Tyrken skal have lovet eller rettere truet med, at han næste år vil vende tilbage til Tyskland med opbydelse af alle sine kræfter, og at han desuden vil føre tatarerne mod os med ikke mindre styrker. Men der står skrevet: ”Herren gør folkenes råd til intet,” [Sl 33, 10] Ordet og bønnen vil kæmpe imod dem. Bed for mig, og lev vel i Kristus!

        Coburg, 2. påskedag 1530.

        Martinus Luther.

       

Florentinerne har gennem et sendebud ladet købe for 1000 dukater af mine bøger i Frankfurt, de skal nu føres ned til Florens. Måske vil de give evangeliet indgang i deres by af had til paven. Dette meddeles som pålideligt fra Frankfurt.

 

(Luther var sammen med Melanchthon, Justus Jonas og Veit Dietrich og Spalatin og Agricola i kurfyrstens følge ankommet til grænsefæstningen Coburg 15. april. Først 23. april fortsatte kurfyrsten rejsen, efter at han dagen i forvejen havde fået en kejserlig skrivelse om rigsdagens åbning.)

 

 

________________

 

 

47.       Til Melanchthon

Fæstningen Coburg, 23. april 1530

       

Luther mener, det er de sidste tider. Han ser tyrkerne med islam og pavens vranglære som tegn på dette.

Nattesøvn og bekymringer.

       

Til den kære broder, magister Philip, Kristi tro og vise tjener og discipel.

        Nåde og fred i den herre Jesus! Omsider er vi da ankomne til vort Sinaj, kære Philip. Men vi vil gøre os et Sion af dette Sinaj, og bygge tre hytter, Salmerne én, Profeterne én og Æsop én. Men det vil tage tid. Stedet er i sandhed overmåde skønt og ypperligt egnet til studeringer, kun at din fraværelse gør det trist. Jeg begynder at blive vred af hele mit hjerte på tyrken og Muhammed, fordi jeg ser den utålelige Satans grumhed, hvormed de så hovmodigt hærger mennesker både til legeme og sjæl. Nuvel, jeg vil bede og græde og ikke høre op, før jeg føler, mit råb er blevet bønhørt i Himlen. Dig plager vort eget riges hjemlige uhyrer mere. Men det er os beskikket af Gud at se og udholde dette dobbelte ve, som samtidig raser og stormer løs på os i dette sidste angreb. Men selv dette angreb er et vidnesbyrd og en profeti om deres undergang og vor udfrielse.

        Jeg beder Kristus, at han stadigt vil give dig en god nattesøvn og befri og bevogte dit hjerte for bekymringer, dvs. fra Djævelens gloende pile, amen. Dette skriver jeg i min fritid, jeg har nemlig endnu ikke fået min kiste med papir og andre sager, da jeg endnu ingen slotsforvalter har set. Her er intet, som kan forstyrre roligheden, hele det største hus, som rager op over hele fæstningen, står til vor rådighed. Jeg har fået overladt nøglerne til alle værelserne. Der skal være over 30 mand, som får deres kost her, deriblandt 12 til at holde vagt om natten og to hornblæsere til at holde udkig fra tårnene. Men hvad er det? Ellers har jeg ikke noget at fortælle. Guds nåde være med dig, amen. Hils dr. Kaspar og magister Spalatin fra mig! At hilse magister Agricola og Aquila har jeg bedt Jonas om.

        Fra fuglenes rige, klokken 3, 1530.

        Martinus Luther.

       

(Luther var ikke alene på borgen. Foruden nevøen Cyriakus havde han den 23-årige magister Veit Dietrich, en af hans ”bordfæller” fra Wittenberg, til selskab, sammen med ham læste Luther Davids Salmer.)

 

 

________________

 

 

48.       Til Luthers bordfæller

Fæstningen Coburg, 28. april 1530

       

Luther morer sig over fuglenes ”rigsdag” uden for borgen, som han sammenligner med den i Augsburg.

       

Nåde og fred i Kristus, kære herrer og venner! Jeg har modtaget jeres fælles skrivelse og erfaret, hvordan det står til alle vegne. Og for at I atter må erfare, hvordan det står til her, gør jeg jer hermed vitterligt, at vi, nemlig jeg, magister Veit og Cyriakus, ikke drager til rigsdagen i Augsburg, men at vi alligevel nok er komne til en anden rigsdag.

        Der er lige neden for vort vindue et krat som en hel lille skov, hvor allikerne og kragerne har henlagt en rigsdag. Der er en riden frem og tilbage og et uophørligt skråleri dag og nat, som om de alle sammen var fulde og gale, og gamle og unge tirrer hinanden, så det undrer mig, at deres stemme og vejr kan slå til så længe. Og jeg gad nok vide, om der er nogen tilbage hos jer af disse adelsmænd og rustede krigere, jeg synes, de må være forsamlede her fra hele verden.

        Jeg har endnu ikke set deres kejser, men ellers danser og svanser herremændene og storpralerne bestandigt for vore øjne. De er ikke just prægtigt klædte, men alle ensformigt i samme farve, alle lige sorte og med lige grå øjne. Alle synger de den samme sang, dog med den liflige forskel mellem gamle og unge, store og små. De sætter ikke pris på de store paladser og sale, for den skønne, vide himmel danner hvælvingen i deres hal, deres gulv er idel mark, smykket med smukke grønne grene, og væggene er så vide, som nåede de til verdens ende. De bryder sig heller ikke om heste og harnisk, for de har fjervogne, hvormed de undflyr selv bøsserne og kan unddrage sig et vredesudbrud. Det er store, mægtige herrer, men hvad de beslutter, véd jeg endnu ikke.

        Så vidt jeg dog har hørt af en tolk, har de et vældigt krigstog for imod hvede, byg, havre og malt og allehånde sæd og korn, og her vil mange blive slået til riddere og udføre store bedrifter.

        Sådan sidder vi her i rigsdagen og hører og ser til med stor lyst og glæde, hvordan fyrsterne og herrerne synger lystigt og lever højt sammen med rigets andre stænder. Men navnlig morer vi os over at se, hvor ridderligt de svanser, pudser deres næb og styrter sig i kampen, så de indlægger sig ære, idet de overvinder korn og malt. Vi ønsker dem held og lykke til alle sammen at blive spiddet på en gærdestav.

        For jeg regner dem ikke for andet end sofister og papister med al deres prædiken og skriven, og alle dem må jeg altså have for mine øjne i én flok, for at jeg kan høre deres liflige røst og prædiken og se, hvilket overmåde nyttigt folkefærd de er til at forstå alt, hvad der er på jorden og så oven i købet bestandigt drive gæk med os.

        I dag har vi hørt den første nattergal, den har ellers ikke villet stole på april. Hidtil har vi kun haft dejligt vejr, det har endnu ikke regnet ud over en smule i går. Hos jer er det måske anderledes. Hermed Gud befalet, og se til, at I holder godt hus.

       

På malt-tyrkernes rigsdag, 28. april 1530.      

        Martinus Luther, dr.

 

 

________________

 

 

49.       Til Melanchthon

Fæstningen Coburg, 12. maj 1530

       

Luther bliver hindret i sit omfattende arbejde på grund af problemer med hovedet.

Han får medicin for dette. Mærker tydeligt alderdommens skavanker.

Luther erkender nødvendigheden af at slappe af og ikke arbejde for hårdt. Formaner også Melanchthon til at passe på sit helbredt. Hvile er gudstjeneste.

       

Til den kære broder, magister Philip Melanchthon, den modige og tro Christophorus (Kristus-bærer).

        Nåde og fred i Herren! Kære Philip! Allerede den 8. maj begyndte jeg på et svar på dit brev fra Nürnberg, men så kom der noget i vejen, så at jeg har opsat det til nu, og i mellemtiden har jeg modtaget pakken fra Augsburg med jeres breve. Mit stridsskrift mod de gejstlige har jeg allerede for længe siden gjort færdigt og sendt til Wittenberg. Jeg har også oversat de to kapitler hos Ezekiel om Gog, som skal udgives tillige med en fortale. Da jeg var færdig med det, tog jeg fat på Profeterne og greb sagen an med så stor en iver, at jeg beregnede at have profeterne oversat før pinse. Derefter skulle jeg til Æsop og andre ting. Og jeg ville sikkert have fået det gjort, således skred arbejdet fra hånden.

        Men det gamle, ydre menneske led skade, så at det hverken kunne udholde eller følge det nye, indre menneskes energi. For mit hoved begyndte at fyldes med susen, ja torden, så hvis jeg ikke straks havde ladet arbejdet ligge, ville jeg være faldet i afmagt, hvad jeg kun med nød og næppe har undgået de to sidste dage. Således er det nu tredje dag, hvor jeg hverken har villet eller kunnet se et bogstav. Det vil ikke længere gå, ser jeg nok. Årene begynder at gøre sig gældende. Mit hoved er blevet til et kapitel, og således vil det gå videre: det bliver til en paragraf og til sidst blot en simpel sætning [: et latinsk ordspil, hvor noget bliver mindre og mindre]. Derfor er jeg ganske ledig og hviler helt. Men efterhånden vil denne uro i hovedet lægge sig, når den bliver behandlet med de fornødne lægemidler og medicin. Her har du grunden til, at jeg svarer dig så sent. Samme dag, som dit brev kom fra Nürnberg, havde Satan sit gesandtskab hos mig. Men jeg var alene, både Veit og Cyriakus var borte, og han vandt sejr, for så vidt som han tvang mig til at forlade værelset og søge andre menneskers selskab. Jeg kan næsten ikke vente på den dag, da jeg endelig skal se denne min ånd iklædt vældig kraft, ja guddommelig majestæt.

        Således står det til indadtil med mig, udadtil er det anderledes. Blandt andet skriver du om, at Eck igen fører krig mod os sammen med din Billican. Hvad har man ellers at gøre på rigsdagen? Således tænker disse klodsede æsler om kirkens sager, således behandler de dem. Men lad dem passe sig selv! Magister Joakim har sendt mig karotter, dadler og druevin, og to gange har han skrevet til mig på græsk. Men når jeg bliver rask igen, vil jeg skrive et brev til ham på tyrkisk, så kan han selv prøve at læse noget, som han ikke forstår. Hvorfor skriver han dog til mig på græsk? Her vil jeg slutte (mere en anden gang), for at jeg ikke igen skal fremkalde den hovedpine, som endnu ikke har fortaget sig. Jeg mærker den allerede stærkt. Men jeg beder, I må også bede!

        Jeg ville meget gerne have skrevet til den unge fyrste, således som du ønsker, om den unge makedoner, og til den gamle fyrste og til jer alle, men jeg kan først gøre det senere. Herren være med jer! Hils hele jeres kreds! Men hvad jeg først og fremmest ønsker, er, at du ser til ikke at ødelægge dit hoved, således som jeg har gjort det. Derfor pålægger jeg dig og alle vennerne, at de under trussel om bandlysning tvinger dig til at tage de fornødne helbredshensyn, så du ikke går hen og bliver din egen morder og bagefter foregiver, at det kun er sket, fordi du var lydig mod Gud. For man tjener Gud ved at hvile, ja måske bedre ved at hvile end ved alt andet. Derfor har han befalet at overholde sabbatten så særlig strengt. Foragt derfor ikke dette! Det er Guds Ord, jeg skriver.

       

12. maj 1530.

        Din Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

50.       Til kurfyrst Johan af Sachsen

Fæstningen Coburg, 20. maj 1530

 

Luther opmuntrer kurfyrsten og roser ham for han arbejde for evangeliets fremme.

       

Til den berømte, højbårne fyrste og herre, hr. Johan, hertug af Sachsen, osv.

        Nåde og fred i Kristus, vor Herre og frelser, amen! Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre! Jeg har nu længe tøvet med svar på Deres kurfyrstelige Nådes første skrivelse fra Augsburg, som I nådigt har skrevet til mig for at meddele mig nyheder og formane mig til, at jeg ikke skal lade tiden falde mig lang på dette sted. Men det er visselig uden grund, at Deres kurfyrstelige Nåde så nådigt tænker på mig og bekymrer jer for mig. For vi skal tænke på og sørge og bede for Deres kurfyrstelige Nåde, som vi da sandelig også troligt gør. Tiden falder mig sandelig ikke lang, vi lever som fyrster her, og disse uger her er følgelig svundet for mig, så de knapt synes mig som tre dage. Men Deres kurfyrstelige Nåde er og må nu være på et kedsommeligt sted, så hjælpe da vor kære fader i himmelen, at Deres kurfyrstelige Nåde må blive fast og tålmodigt i hans nåde, som han så rigeligt har bevist os.

        For for det første er det jo sikkert, at Deres kurfyrstelige Nåde alene for Guds skyld må bære sådan møje, bekostninger, fare og kedsomhed, fordi alle de rasende fyrster og fjender ikke har nogen anden beskyldning mod Deres kurfyrstelige Nåde, end at I holder jer til det rene og skære levende Guds ord. Ellers må de jo anse Deres kurfyrstelige Nåde for en ulastelig, stille, from og tro fyrste.

        Fordi dette er sikkert, så er det jo et stort tegn på, at Gud har Deres kurfyrstelige Nåde kær - som den, hvem han så rigeligt har skænket sit hellige ord og gjort værdig til for Ordets skyld at udstå sådan vanære og fjendskab, hvilket altid må trøste Deres samvittighed. For at have Gud til ven er jo en rigere trøst end at have hele verdens venskab. Derimod ser vi, hvordan Gud ikke agter de rasende og vredagtige fyrster værdige til at kende eller eje hans ord. Ja, forblindede og forhærdede må de endog bespotte og forfølge det som rasende og ubesindige, hvad der er skrækkelige tegn på hans store harme og vrede over dem. Derfor burde de med rette ræddes og være fortvivlede i deres samvittighed, og sådan må det da også gå dem til sidst.

        Oven i købet viser den barmhjertige Gud sig endnu nådigere ved, at han gør sit ord så mægtigt og frugtbart i Deres kurfyrstelige Nådes land. For Deres kurfyrstelige Nådes land har visselig de fleste og de allerbedste præster og prædikanter, som forkynder læren så troligt og rent og hjælper til at holde en så skøn fred og orden som i intet andet land i hele verden. Derfor vokser der nu en skøn ungdom op af drenge og piger, som er så vel oplærte i katekismen og i Skriften, at det gør mit hjerte godt at se, hvordan unge drenge og piger nu langt bedre kan bede til, tro på og tale om Gud og Kristus, end alle stiftelser, klostre og skoler førhen har kunnet og endnu den dag i dag kan det.

        Denne ungdom i Deres kurfyrstelige Nådes land er visselig et skønt paradis, som der heller ikke findes mage til i verden. Og alt sådant bygger Gud i Deres kurfyrstelige Nådes skød til tegn på, at han er Deres kurfyrstelige Nåde nådig og blid. Som ville han sige: ”Velan, kære hertug Hans, her betror jeg dig min ædleste skat, mit dejlige paradis, at du skal være en far derfor. For jeg vil have det under din beskærmelse og styrelse og gøre dig den ære, at du skal være min gartner og tilsynsmand.” Dette er visselig sandt. For vor Gud og Herre, som har sat Deres kurfyrstelige Nåde til at være dette lands fader og hjælper, han opholder os alle ved Deres kurfyrstelige Nådes embede og tjeneste, og alle må vi spise Deres kurfyrstelige Nådes brød. Det er jo ganske, som om Gud selv var Deres kurfyrstelige Nådes daglige gæst og Deres myndling, fordi hans ord og hans børn, som ejer hans ord, er Deres kurfyrstelige Nådes daglige gæster og myndlinge.

        På den anden side er det værd at lægge mærke til, hvilken skade de andre fyrster ved deres rasen tilføjer den kære ungdom, så de forvandler Guds paradis til syndige, rådne, djævelske pøle og ødelægger alt, og de har også dagligt idel djævle til bords og som deres gæster. For de er ikke værdige til Guds ære, siden de af alt deres gods end ikke giver Guds ord et glas koldt vand. Ja, de giver tilmed stadigt den tørstende Kristus på korset eddike, myrra og galde. Og dog findes der alligevel hemmeligt mange fromme mennesker iblandt dem, som længselsfuldt ser hen til Deres kurfyrstelige Nådes paradis og forjættede land og bærer det frem i inderlig forbøn.

        Fordi Gud da bor så rigeligt i Deres kurfyrstelige Nådes land og i sin store nåde lader sit ord herske dér, så at Deres kurfyrstelige Nådes embede, midler og ganske ejendom bruges til hans salige tjeneste og egentligt alt sammen er idel daglige almisser og ofre, som uafladeligt skænkes Guds hellige ord til ære, og da Deres kurfyrstelige Nåde tilmed er begavet med et fredsommeligt hjerte, som ikke er blodtørstigt eller morderisk, sådan som hin flok er og må være, så har Deres kurfyrstelige Nåde sandelig al grund til at fryde jer i Gud og trøste jer ved sådanne store tegn på hans nåde. For det er jo en stor og herlig ære, at Gud har udvalgt og indviet Deres kurfyrstelige Nåde og agtet jer værdig til med liv og gods, land og folk og alt, hvad I ejer, at yde ham denne skønne gudstjeneste, at hans guddommelige ord ikke blot ikke forfølges, men ligesom ernæres og opholdes i Deres land. Ej heller skader det noget, om nogle iblandt os er dårlig stillet, derfor går Deres kurfyrstelige Nådes tro tjeneste alligevel ud på at bevare Ordet.

        Og endeligt har Deres kurfyrstelige Nåde også det fortrin, at alle kristne, særligt i Deres egne lande, beder inderligt og trofast for jer, og vi véd, at vor bøn er ret, og at sagen er god, hvorfor vi også er sikre på, at den er Gud velbehagelig og vil blive bønhørt. Ja, den kære ungdom vil udrette dette, de, som med deres uskyldige tunger beder og råber så inderligt til Himmelen og så trofast anbefaler Deres kurfyrstelige Nåde i Guds varetægt som deres kære fader. Derimod véd vi jo, at modstandernes sag er dårlig, hvorfor de heller ikke kan bede, men bruger lumske anslag og bygger alt på deres egen kløgt og magt, som man jo tydeligt kan se, men så står huset jo på det rene sand.

        Denne min skrivelse vil Deres kurfyrstelige Nåde nok nådigt modtage af min hånd, Gud véd, at jeg siger sandheden og ikke hykler, for det gør mig ondt, om Satan skulle komme og ængste og formørke Deres kurfyrstelige Nådes sind. For jeg kender ham ganske godt fra den side og véd nok, hvordan han plejer at drive sit spil med mig selv. Han er en sorgens og surmuleriets ånd, som ikke kan lide, at et hjerte har glæde og hvile, især ikke fred i Gud. Hvor langt mindre vil han da kunne lide, at Deres kurfyrstelige Nåde er ved godt mod, da han nok véd, hvor meget Deres ve og vel ligger os alle på hjerte, og ikke blot os, men næsten hele verden. Ja, jeg kunne næsten sige selve himmelen, fordi der virkelig i Deres kurfyrstelige Nådes land er en stor del af Kristi rige, som ved frelsens ord er og uafladeligt bliver bygget. Det véd Satan, og derover vredes han. Derfor er vi alle pligtige at stå Deres kurfyrstelige Nåde trofast bi med forbøn, trøst, kærlighed og med alt, hvad vi til enhver tid kan. For når Deres kurfyrstelige Nåde er glad, så lever vi, men når I er bedrøvet, da er vi syge.

        Men vor kære herre og trofaste frelser, Jesus Kristus, som al nådes fader så rigeligt har åbenbaret og skænket os, han sende jer sin Helligånd, den rette evige trøstermand, som er langt bedre end alle mine ord, og han opholde, styrke og bevare altid Deres kurfyrstelige Nåde imod alle sorgens, mørkets og vredens ånds giftige og gloende pile. Amen, kære Gud, amen!

       

Givet den 20. maj 1530.

        Deres kurfyrstelige Nådes underdanige

        Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

51.       Til Luthers Søn Hans

Fæstningen Coburg, muligvis 19. juni 1530

       

Luther skriver til sin søn Hans på fem år og bruger følgende pædagogiske metode: Han digter en sød historie om en paradisisk have, hvor alle børn er kongebørn, der leger, ridder på heste, danser og har adgang til alle slags frugter. For at komme ind i haven må man være from, flittig og bede.

       

Min hjertekære søn, Hansemand Luther i Wittenberg.

        Nåde og fred i Kristus, min kære lille dreng! Jeg ser gerne, at du lærer meget og beder flittigt. Gør det, min lille søn, og bliv ved med det, så vil jeg tage en køn gave med til dig, når jeg kommer hjem.

        Jeg kender en smuk og dejlig have. Derinde går mange børn, som har små gyldne klæder på, og de samler dejlige æbler op under træerne og pærer, kirsebær og gule og blå blommer. De synger, hopper og er glade, og de har også kønne små heste med guldtømmer og sølvsadler. Så spurgte jeg den mand, som ejer haven, hvad det var for børn, og han svarede: ”Det er de børn, som gerne beder og er flittige og fromme.” Så sagde jeg: ”kære mand, jeg har også en lille dreng, som hedder Hansemand Luther, kunne han ikke også komme herind i haven, så han også kunne få sådanne dejlige æbler og pærer og ride på sådanne nydelige små heste og lege med disse børn?” Så sagde manden: ”Hvis han beder og er flittig og from, så skal han også komme ind i haven, og også Lippus og Jost. Og når de kommer alle sammen, så skal de også få fløjter, trommer og alle slags strengespil, og de skal også danse og skyde med små armbrøster.”

        Og han viste mig en dejlig eng der i haven, som var indrettet til dans. Der hang masse af gyldne fløjter og trommer og fine sølvarmbrøster, men det var endnu så tidligt, at børnene ikke havde spist, derfor kunne jeg ikke vente på dansen og sagde til manden: ”Åh, kære herre, jeg vil straks gå hen og skrive alt dette til min lille søn Hansemand, for at han altid kan bede flittigt og være from og flink, for at han også kan komme i denne have. Men han har en tante Lene, hende må han have med.” Så sagde manden: ”Lad gå, gå så hen, og skriv det til ham.”

        Derfor, min kære lille Hansemand, vær flittig og bed trøstigt, og sig det også til Lippus og Jost [Melanchthons og Justus Jonas’ drenge], for at de også kan være flittige og bede, så skal I komme sammen ind i haven. Hermed den almægtige Gud befalet, hils tante Lene, og giv hende et kys fra mig.

        År 1530.

        Din kære far

        Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

52.       Til Hieronymus Weller i Wittenberg

Fæstningen Coburg, 19. juni 1530

       

Luther takker for undervisningen af lille Hans Luther.

Han giver gode råd mod tungsind og depression.

       

Nåde og fred i Kristus! Jeg har fået to breve fra dig, kære Hieronymus, begge særdeles kærkomne. Ganske særligt det sidste, hvori du skriver om min søn Hans, at du er hans lærer, og han din interesserede og opmærksomme discipel. Hvor ville jeg dog gerne gengælde dig det, om jeg kunne! Kristus vil belønne dig, hvor jeg kommer til kort.

        For øvrigt har magister Veit ladet mig vide, at du undertiden lider af depression[det latinske ord her er ”trist”], som især angriber de unge, sådan som Skriften siger: ”Modløshed udtørrer knoglerne.” [Ordsp 17, 22]. Og på mange steder forbyder Helligånden dette tungsind, således Prædikeren 11, 9: ”Glæd dig, unge mand, mens du er ung, lad dit hjerte være glad i ungdommens dage.” Og lige efter: ”Fjern kvalen fra dit hjerte.” Sådan også Siraks Bog 30, 21-24: ”Giv dig ikke hen i sorg, plag ikke dig selv med grublen. Et lykkeligt hjerte er liv for mennesket, glæde øger tallet på dets levedage. Nyd livet, skaf dit hjerte opmuntring, og hold sorgen langt borte, mange er jo gået til i sorg, den er til ingen nytte. Lidenskab og vrede gør ens levedage færre, bekymring gør én gammel før tiden.” Sådan siger også Paulus til korintherne, at verdens bedrøvelse virker død.

        Derfor må det bestemt slås fast for dig, at disse mørke, knugende tanker ikke er fra Gud, men fra Djævelen. For Gud er ikke bedrøvelsens Gud, men trøstens og glædens Gud. Som Kristus selv siger det: ”Han er ikke dødes, men levendes Gud.” Og hvad er det at leve andet end det at være glad i Herren? Væn dig derfor til over for sådanne tanker straks at drive dem på flugt, idet du siger: ”Det er ikke Gud, som har sendt dig.” Denne overtalelse er ikke fra ham, som kaldte dig. Kampen er hård i begyndelsen, men igennem øvelsen bliver den lettere. Du er jo ikke den eneste, som kæmper med de tanker. Det gør alle de hellige. Men de har stridt og sejret. Derfor må heller ikke du give op over for de onde tanker, nej, gå dristigere på!

        Den store hemmelighed i denne kamp er dette ikke at lytte til disse tanker, grunde over dem eller bryde sig om deres bebrejdelser, men agte dem ringe og gå dem forbi som en hvæsende gås. Den, som får lært det, vil sejre. Den, som ikke får det lært, vil blive overvundet. For at lytte til dem og disputere med dem, indtil de skulle høre op eller vige af sig selv, er netop at tirre og forstærke dem. Lad Israels folk være dig et eksempel! De vandt sejr over slangerne ikke ved at betragte dem og indlade sig i kamp med dem, men ved at vende blikket i en anden retning, nemlig til kobberslangen. Dette er den rigtige og sikre vej til sejr i denne kamp. Se derfor til, kære Hieronymus, at du ikke giver rum for disse tanker i dit hjerte! Således svarede en forstandig mand engang en anden, som var anfægtet og sagde: ”Der falder mig sådanne onde tanker ind.” - ”Så lad dem falde ud igen,” var svaret. Det var det allerbedste svar, han kunne have givet ham. Og en anden gang, da der var en mand, som klagede over det samme, var der én, som svarede ham: ”Du kan ikke hindre fuglene i at flyve over dit hoved, men du kan hindre dem i at bygge rede i dit hår.”

        Derfor vil du gøre bedst i at more dig sammen med andre eller fornøje dig på anden måde, uden så bagefter at få dårlig samvittighed af morskaben. For Gud har ikke velbehag i denne golde bedrøvelse. Bedrøvelsen over vore synder er derimod på én gang kortvarig og glad i nådens forjættelse og syndernes forladelse. Men bedrøvelsen fra Djævelen er uden forjættelse. Den er en blot og bar bekymring over ting, som er unyttige og umulige for Gud. Mere derom, når jeg kommer hjem igen. Hils din broder indtil videre! Jeg er begyndt på et brev til ham, men sendebudet har hastværk. Jeg skal en anden gang skrive til ham og andre. Jeg anbefaler din discipel til dig. Kristi Ånd trøste og opmuntre dit hjerte, amen!

        19. juni 1530.

        Din Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

53.       Til Melanchthon

Fæstningen Coburg, 30. juni 1530

       

Luther skriver til Melanchthon, der har svært ved at bevare modet under forhandlingerne på rigsdagen i Augsburg.

       

Til min kære broder, magister Philip Melanchthon, Kristi discipel.

        Nåde og fred i Kristus! Jeg véd virkeligt ikke, kære Philip, hvordan jeg skal skrive til dig, sådan forfærdes jeg ved tanken på dine pessimistiske og frugtesløse bekymringer, at jeg tror, jeg kommer til at tale for døve øren. Det kommer af, at du kun tror på dig selv. Mig og andre tror du ikke på, til stor skade for dig selv. Jeg vil tilstå dig sandheden: jeg har været i større trængsler, end du nogensinde vil komme i, og jeg håber og ønsker, at intet menneske, end ikke de, som nu raser således mod os, hvor fordærvet og skændige de end er, skal friste samme skæbne som jeg. Og dog er jeg ofte i disse svære tider blevet opmuntret gennem et broderligt ord, undertiden fra Pomeranus [: Bugenhagen], undertiden fra dig, undertiden fra Jonas og andre. Hvorfor lytter du dog så ikke også til os, som virkelig ikke taler efter kødets eller verdens vilje, men efter Guds vilje og med garanti ved Helligånden? Lad blot os blive agtede ringe, for at ikke han, beder jeg, skal blive agtet ringe, som taler gennem os. Er det da en løgn, at Gud har givet os sin Søn, så lad Djævelen være et menneske i mit sted eller en af sine skabninger. Men er det sandhed, hvorfor går vi så i denne stygge frygt og ængstelse, bekymring og sorg? Som om ikke han, der gav os sin søn, ville stå os bi i de mindre ting, eller som om Satan var stærkere end han!

        Når en sorg rammer os personligt, så er jeg den svage, og du den stærke. Derimod i forhold, som vedrører det almene, der er du, som jeg i de private, og jeg er i de almene spørgsmål som du i de private (hvis man kan kalde det privat, som foregår mellem mig og Satan). Du agter dit eget liv ringe, men frygter for den almene sag. Jeg derimod er i den almene sag ved godt og frejdigt mod, da jeg véd for vist, at vor sag er retfærdig og sand. Ja den er Guds og Kristi egen sag, som ikke blegner under syndens skyld, således som jeg usle helgen må blegne og skælve for min person. Derfor er jeg en næsten sorgløs tilskuer og agter papisternes trusler og rasen for intet. Hvis vi falder, falder Kristus, verdens hersker, med os. Og skulle det ske, at han falder, så vil jeg hellere falde med Kristus end stå med kejseren.

        Det er heller ikke jer, som bærer denne sag alene. Sandelig, jeg er trofast hos jer med mine suk og bønner. Blot jeg også kunne være der også med min person! For det er jo også min sag, ja mere min end alle jeres, men aldrig har jeg handlet i ubesindighed eller drevet af begær efter ære eller vinding, det vidner Ånden for mig. Det har også sagen selv vist hidtil og skal stadig vise det indtil enden. Derfor beder jeg dig ved Kristus: sæt ikke således de guddommelige forjættelser og trøstegrunde til side, når han siger: ”Kast dine bekymringer på Herren. Sæt dit håb til Herren, vær stærk, fat mod.” Salmernes bog og evangelierne er fulde deraf. ”Vær frimodige, jeg har overvundet verden.” Det skal vise sig, at det er rigtigt, det véd jeg med sikkerhed, at Kristus er verdens overvinder. Hvorfor frygter vi da således for den overvundne verden, som om den var sejrherren? Dog, et sådant ord skal man hente på sine knæ fra Rom og Jerusalem. Men fordi vi har forjættelserne i så stort et tal og til stadighed, og de er os så kendte, forstår vi ikke at værdsætte dem ret. Men det er ikke godt. Jeg véd, det skyldes vor tros svaghed. Men lad os bede med apostlene: ”Herre, giv os mere tro.”

        Salzburgtyrannen, som har voldt dig så megen fortræd, skal Herren gengælde efter hans gerninger. Men han havde fortjent et andet svar af dig, sådant et, som jeg rimeligvis ville have givet ham: ”Vil jeres kejser ikke tåle, at riget bringes i forvirring, så vil vor herre kejser heller ikke tåle denne spot. Stol I kun trøstigt på jeres kejser, så vil også vi stole på vores og se, hvem der beholder marken.” Nuvel, lad dem kun handle. De har endnu ikke nået enden. De ønsker, frygter jeg, at høre det kendte ord af Julius Cæsar: ”De har villet dette.”

        Men det er forgæves, at jeg skriver dette, da du efter filosofien vedbliver at styre disse anliggender med din forstand, det vil sige, at handle afsindigt med forstanden. Du tager livet af dig selv og kan heller ikke indse, at en sag, som ikke ligger i din hånd og ikke følger din plan, også vil blive afgjort, uden at du behøver at bekymre dig om det. Og Kristus forbyde, at den skulle blive overgivet til din plan og i din hånd, hvad du så standhaftigt ønsker. Så ville vi smukt gå en hastig undergang i møde for alverdens åsyn. Men det hedder: ”Stræb ikke efter det, der overgår din formåen.” Det angår dig. Den herre Jesus bevare dig, at din tro ikke skal svigte, men at den må vokse og vinde sejr, amen! Jeg beder for dig, har hidtil gjort det og vil fremdeles gøre det, og jeg tvivler ikke om, at jeg er blevet bønhørt, for jeg føler dette ”amen” i mit hjerte. Går det ikke efter vor vilje, så sker dog det, som er bedre. For vi forventer et kommende rige, når alt i denne verden har skuffet os.

        Den sidste dag i juni 1530.

        Din Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

54.       Til Nikolaus Hausmann

Fæstningen Coburg, 6. juli 1530

       

Om oplæsningen af Den Augsburgske Bekendelse på rigsdagen 25. juni.

Kejseren og mange biskopper synes at være positiv stemt.

Bønnens vigtighed.

       

Den ærværdige hr. Nikolaus Hausmann, den tro og oprigtige biskop for menigheden i Zwickau.

        Nåde og fred i Kristus! Bedste ven! Vor ven Februarius eller Hornung vil fortælle dig alt det, som foregår Augsburg og her hos mig, bedre end jeg kan gøre det skriftligt. Dog har dr. Jonas efter hans ankomst hertil skrevet til mig, at vores Bekendelse, som vor ven Philip har forfattet, af vor kurfyrstes minister dr. Kristian er blevet oplæst offentligt for kejseren og alle rigets fyrster og bisper i selve kejserens palads, dog med udelukkelse af folkets brede lag.

        Bekendelsen er underskrevet først af kurfyrsten af Sachsen, derefter af markgrev Georg af Brandenburg, vor unge fyrste Johan Frederik, landgreven af Hessen, hertugerne Ernst og Franz af Lüneburg, fyrst Wolfgang af Anhalt og af byerne Nürnberg og Reutlingen.

        Nu går de kejserlige og rådslår om svaret. Mange biskopper er stemte for fred og foragter Fabers og Ecks kunster. En af biskopperne skal under en privat samtale have sagt: ”Dette er den rene sandhed, vi kan ikke benægte den.” Ærkebiskoppen af Mainz roses meget for sin iver for freden. Ligeledes har hertug Frederik af Brunsvig, som venligt havde indbudt Philip til sit bord, bevidnet, at han ikke kunne modsige artiklerne om nadveren under begge skikkelser, om præsternes ægteskab og om ligegyldigheden af de forskellige spiser. Vore venner giver også kejseren den ros, at ingen på rigsdagen er mildere end han. Således former begyndelsen sig. Kejseren behandler vor kurfyrste ikke blot venligt, men næsten med ærbødighed. Sådan skriver Philip.

        Det er forbavsende, hvor alle er optændte af hengiven kærlighed for kejseren. Om Gud vil det, kan denne sidste kejser måske blive den bedste, ligesom den første var den værste. Lad os kun bede, for bønnens magt fornemmes håndgribeligt. Underret Cordatus og alle brødrene om dette, det er nemlig sandhed. Jeg tænker, du i mellemtiden har modtaget mine breve til dig og din broder.

        Herren være med dig, amen! Hils alle vore venner!

       

Fra ørkenen, 6. juli 1530.

        Din Martinus Luther.

       

       

(25. juni om eftermiddagen havde minister Kristian Beier oplæst Den Augsburgske Bekendelse, ikke i den sædvanlige, store rigsdagssal, hvortil mange tilhørere havde adgang, men i en mindre sal i biskoppens palads, hvor kejseren boede. Men oplæsningen blev hørt af en stor mængde, som var forsamlet i gården udenfor.)

 

 

________________

 

 

55.       Til Konrad Cordatus i Zwickau

Fæstningen Coburg, 6. juli 1530

 

 

Luther udtaler sin fulde tilfredshed med Den Augsburgske Bekendelse.

Bøn.

       

Nåde og fred i Kristus! Her har du, kære Cordatus, ét levende og ét livløst brev, nemlig Februarius og mit brev til din biskop. I dem vil du kunne få alt det at vide, som jeg nu véd om rigsdagen. Derfor har jeg intet yderligere at skrive til dig. Jonas skriver, at han har været til stede og hørt, da vore venners bekendelse blev forelæst af dr. Kristian i fulde to timer, og at han gav agt på alles ansigtsudtryk. Om dette har han lovet mig en mundtlig beretning. Jeg har et eksemplar af Bekendelsen her, men har påbud om at holde den hemmelig.

        Modstanderne har målbevidst og med alle midler arbejdet på, at kejseren hverken skulle tillade oplæsningen eller påhøre den. Dog fik de udvirket, at den ikke blev læst op offentligt for rigets undersåtter. Men derefter blev den på kejserens befaling overrakt og læst op for det samlede rige, det vil sige for rigets fyrster og stænder. Jeg glæder mig af hjertet over at have oplevet denne time, hvor Kristus er blevet offentligt forkyndt gennem sådanne bekendere i en så stor forsamling i en så helt igennem smuk bekendelse. Således opfyldes ordet: ”Jeg taler om dine vidnesbyrd for konger.” Men også det efterfølgende skal opfyldes: ”og jeg er ikke blevet til skamme.” [Sl 119, 46 - dette vers står som motto på titelbladet af Bekendelsen]. For han, som ikke lyver, har sagt: ”Den, som bekender mig for mennesker, ham vil jeg bekende for min fader, som er i Himlen.”

        Om de andre ting tænker jeg, du får alt at vide fra anden side. For der er udkommet en bog om kejserens festlige indtog. Jeg må efter håndgribelige beviser erkende, at Gud med rette kaldes bønhører, Salme 65, for dette navn lovprises han med rette og efter fortjeneste over hele jordens kreds. Bliv derfor ved at bede og opflamme alle til bøn, især for kejseren, denne prægtige, unge mand, som er værdig til Guds og menneskers kærlighed. Dernæst for vor fyrste, der ikke er mindre god, og som bærer på et tungt kors, og for Philip, som plager sig sørgeligt med bekymringer. Sender man bud efter mig, sender jeg også bud efter dig, tvivl ikke om det. Herren være med dig, amen!

        Fra ørkenen, 6. juli 1530.

        Din Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

56.       Til Lazarus Spengler

Fæstningen Coburg, 8. juli 1530

 

Kurfyrsten har bestilt Lazarus Spengler i Nürnberg til at udforme et segl til Luther.

Luther giver her sin egen tolkning af den berømte Luther-rose.

       

Nåde og fred i Kristus! Ærbare, gunstige kære herre og ven! Siden du ønsker at vide, om du har ramt rigtig med udarbejdelsen af mit segl, så vil jeg her i alt venskab meddele dig mine første tanker om, hvad jeg kunne ønske at sætte i mit segl som et symbol på min teologi.

        Det første skulle være et sort kors midt i et hjerte, som har sin naturlige farve, for at jeg kunne minde mig selv om, at troen på den korsfæstede frelser os. For hvis man tror af hjertet, bliver man retfærdiggjort.

        Skønt det er et sort kors, der skal døde og også smerte, så lader det dog hjertet beholde sin farve og ødelægger ikke naturen. Det dræber ikke, men bevarer i live. For den retfærdige skal leve af tro, nemlig af tro på den korsfæstede?

        Dette hjerte skal stå midt i en hvid rose for at tilkendegive, at troen giver glæde, trøst og fred og sætter hjertet i en hvid, strålende rose. Men det er ikke den glæde og fred, som verden giver, derfor skal rosen være hvid og ikke rød. Den hvide farve er åndernes og alle englenes farve.

        Denne rose står i et himmelblåt felt, fordi denne glæde i ånden og troen er en begyndelse til den kommende himmelske glæde. Den er allerede tilegnet og grebet i håbet, men er endnu ikke åbenbaret.

        Og i det blå felt skal der være en gylden ring, som symbol på, at denne salighed i Himlen varer evigt og aldrig får ende. Den overgår langt al anden glæde og rigdom, ligesom guldet er det ædleste og kostbareste metal.

        Vor kære herre Kristus være med din ånd, til du har fået det evige liv!

        Skrevet fra ørkenen Grubok, 8. juli 1530.

 

 

________________

 

 

57.       Til Justus Jonas

Fæstningen Coburg, 13. juli 1530

       

Opfordring til at stå fast over for papisternes forhandlingsplaner.

       

Den ærværdige kristen, hr. Justus Jonas, Kristi bekender, i Augsburg, min ældre broder i Herren!

        Nåde og fred i Herren! Her sidder jeg, kære Jonas, og gør mig bekymrede tanker om jer. Jeg formoder, at vor sag netop nu nærmer sig det kritiske punkt, men jeg håber samtidigt, at den skal få en god udgang. Kun må I ikke tabe modet. Jo mere overmodige de andre bliver, des mindre må I vige. Jeg tror, de vover at mene, at I bøjer jer og viger på alle punkter, når de blot giver deres befalinger og forskrifter gennem kejseren. Hvem kan undgå at se, at kejseren intet gør af sig selv, men sættes i bevægelse og bearbejdes af andre. Hvis I står fast uden at vige, tvinger I dem til at tænke anderledes om jer og forandre de planer, de har lagt, så de giver sig udslag i forbitrelse. Så vil vor sag have lettere ved at modstå vold og trusler end de sataniske rænker, som jeg hidtil har frygtet mest.

        Lad dem kun gøre krav på den retmæssige besiddelse. Lad så også os kræve, at de giver os Leonhard Kaiser tilbage og mange andre, som de med så blodig uret har dræbt. At de tilbagegiver de mange sjæle, som er ført i fordærv ved deres ugudelige lære. At de tilbagegiver alt det gods, som de har tilranet sig ved deres svigagtige afladshandel og andre bedragerier. At de tilbagegiver den Guds ære, som de har krænket ved så mange bespottelser. At de tilbagegiver kirkens renhed, som de så skændigt har besudlet både med deres personer og skikke. Hvem kan vel opregne alt? Da vil også vi forhandle om den retmæssige besiddelse.

        Dog glæder jeg mig overmåde over, at de efter Guds vilje har begyndt at blive så afsindige, at de ikke skammer sig over at fremføre sådanne ting. Han, som har omtumlet og forvirret dem således, at de anser disse skammelige og tåbelige ting for smukke og rimelige, han skal yderligere hjælpe os i fremtiden. Lad dette være de første varsler fra den guddommelige hånd, som vil stå os bi. Således trøster jeg mig. Men nu har I allerede andre planer, og disse er nu gamle. Jeg håber, at mine breve har nået jer (fem gange i det mindste har jeg skrevet og lige så mange gange til Philip). Den herre Jesus selv, vor frelse og vort liv, vor kærlighed og tilflugt, være med jer, det er mit håb, amen!

       

Fra Coburg, 1530 på Margrethes dag.

        Hils magister Eisleben og vore andre venner.

        Mart. Luther.

 

(Leonhard Kaiser, der var luthersk præst, blev brændt som kætter 16. august 1527 i byen Schärding i Bayern. De første evangeliske martyrer var augustinermunkene Voss og Esch, som blev brændt 1. juli 1523 i Brüssel.)   

 

 

________________

 

 

58.       Til Spalatin i Augsburg

Fæstningen Coburg, 13. juli 1530

       

Luther minder om, at rigsdagen ikke handler om politik, men er en åndskamp.

Og evangeliets tjeneste er lidelsens og smertens tjeneste.

       

Nåde og fred i Kristus, vor Herre! Også jeg tror, min kære Spalatin, at kejseren er en meget ven1igsindt mand, sådan som I alle bedømmer ham. Men jeg har intet håb om, at han vil fremme vor sag, skønt han egentligt har stor lyst dertil. For hvad vil én mand kunne gøre imod så mange dæmoner? Derfor er Herren vor tilflugt, han, som er mægtig i de svage. Han elsker at trøste de forsagte og at hjælpe de forladte. Men hvad der er hændt jer, siden I skrev, det drøfter jeg ivrigt med mig selv, og jeg har mine anelser i den anledning.

        Jeg antager, at vor sag netop nu er nået til krisen, og at I ikke blot er fordømte, men endog må tåle deres trusler og pralerier. For det er besynderligt, så mange sejre over modstandere melder om fra Augsburg, at de allerede har deres hæl på vor nakke, så vi er til spot og hån for alle.

        Men han siger: ”Vær frimodige, jeg har overvundet verden.” Ham, der sidder i Himlen, vil spotte dem, således ser jeg på sagen. Men han hjælper os ikke, førend vi først er ladt ene. ”Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.” Vi er gået ind til den tjeneste, om hvilken der siges: ”I skal hades af alle på grund af mit navn.” Og dog undrer vi os nu, da dette had rammer os, som blev forudsagt med så stor troværdighed og myndighed?

        Hvis vi vil hindre denne forudsigelse i at gå i opfyldelse, så måtte vi enten have holdt os borte fra denne tjeneste eller have draget omsorg for, at det ikke blev forudsagt. Men da det nu er forudsagt, og vi er gået ind til tjenesten, så er det for sent for os at tænke på at ville gøre den virkningsløs og intetsigende og at ville vinde menneskers yndest og gunst. Lad derfor kun denne forudsigelse gå i opfyldelse, og lad os kun mærke deres had, for sådan kan man kalde det med rette. Det er ikke spøg. For skrifterne skal ikke blot vise sig at være sande, men de skal også gå i opfyldelse, ja, propfyldes, så de bliver propfuld opfyldt.

        Det glæder mig at høre om hertug Georg, at han optræder, som han gør. Gud vil gengælde ham hans afsindige adfærd, som er ham værdig, og yderligere tilføje ham andre slag. Herren trøste og styrke jer alle!

        Fra ensomheden, Coburg på Margrethes dag 1530.

        Din Martinus Luther.

       

(I et brev fra 8. juli 1530 fortæller Melanchthon Luther, at det efter hans mening er hertug Georg af Sachsen, som er lederen for modstanderne.)

 

 

________________

 

 

59.       Til kansler Brück i Augsburg

Fæstningen Coburg, 5. august 1530

       

Luther opmuntrer Brück under hans vanskeligheder og henviser spøgefuldt til de daglige undere i naturen (som nogle også i dag tror, de kan bortforklare med naturlove og evolutionslære).

       

Den agtværdige, højlærde hr. Gregorius Brück, dr. jur., minister og rådsherre hos kurfyrsten af Sachsen, min nådige herre og kære ven.

        Nåde og fred i Kristus! Agtværdige, høj lærde, kære herre og ven! Jeg har nu nogle gange skrevet til min nådigste herre og til vore venner, så at jeg næsten tror, at jeg har gjort for meget ud af det - navnlig til min nådigste herre. For det kunne næsten se ud, som om jeg nærer tvivl om, at Guds trøst og hjælp er lige så stor og stærk hos hans kurfyrstelige Nåde som hos mig. Men jeg har gjort det efter tilskyndelse af vore venner. For nogle af dem er så vemodigt stemte og bekymrede, som om Gud havde glemt os, hvad han dog på ingen måde kan. For så måtte han jo før glemme sig selv. Det skulle da være, at vor sag ikke var hans sag, og vor lære ikke var hans ord. Men nu, da vi er visse på dette og ikke tvivler om, at det er hans sag og hans ord, så er vor bøn visselig også hørt, og hjælpen til os er allerede besluttet og beredt. Det kan ikke fejle. For han siger: ”Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig.” [Es 49, 15-16].

        Jeg har for nyligt set to undere. Det første var dette, at jeg så ud af vinduet og så stjernerne på himmelen og hele Guds skønne hvælving, men intetsteds så jeg nogen bærepille, som mesteren havde befæstet denne hvælving på. Dog faldt himmelen ikke ned, og denne hvælving står også fast endnu. – Men nu er der nogle, som søger efter sådanne piller og gerne vil gribe dem og føle dem. Og da de ikke formår det, ryster og bæver de, som om himmelen sikkert måtte falde ned. Og det af ingen anden grund, end at de hverken kan gribe eller se pillerne. Når de blot kunne tage på dem, så ville himmelen stå fast.

        Det andet var dette, at jeg så store, tykke skyer svæve over os med sådan en tyngde, at de kan sammenlignes med et stort hav, og dog så jeg intet gulv, som de hvilede eller havde fæste på. De var ikke indfattede i noget. Og dog faldt de ikke ned på os, men hilste os med et tvært ansigt og flyede.

        Da skyerne var borte, lyste begge dele frem, deres gulv og vort tag, nemlig regnbuen, som havde båret dem. Men det var dog et skrøbeligt, spinkelt og svagt gulv og tag, som hurtigt forsvandt i skyerne og mere lignede det farvede lys, der plejer at skinne igennem malet glas, end en sådan vældig bro. Og man kunne lige så vel fortvivle over broens beskaffenhed som over det vældige havs tyngde. Og dog viste det sig, at denne tilsyneladende afmægtige skygge bar vandmasserne og beskyttede os.

        Sådan er der stadig nogle, som ser mere på vandmassens og skyernes tykkelse og store tyngde end på denne tynde, smalle og lette, skyggeagtige bro. Derfor ængstes de. For de ville gerne føle denne skygges kraft, og da de ikke kan det, frygter de, at skyerne skal anrette en evig syndflod.

        Sådan må jeg skrive til Deres agtværdighed med venlig skæmt og dog uden ironi. For det har glædet mig meget at høre, hvordan Deres agtværdighed frem for alle andre har været ved godt mod i denne vor anfægtelse. Jeg havde ganske vist håbet, at den politiske fred i det mindste kunne være bevaret, men Guds tanker er højt over vore tanker. Og det er også retfærdigt, for han hører og gør mere, end vi forstår eller beder om. For vi véd ikke, hvad vi skal bede om. Og hvis han nu ville bønhøre os, når vi beder om, at kejseren må give os fred, så ville det måske blive langt mindre og ikke langt mere, end vi forstår, og så ville nok kejseren få æren i stedet for Gud.

        Men nu vil han selv skaffe os fred, så at han alene skal få den ære, som også tilkommer ham alene. Ikke at vi hermed foragter hans kejserlige majestæt, men vi beder og ønsker, at hans kejserlige majestæt intet vil foretage sig, som strider imod Gud og den kejserlige ret. Men skulle hans kejserlige majestæt gøre dette, hvad Gud forbyde, så vil vi dog som trofaste undersåtter tro, at det ikke er kejseren, som handler sådan, men at det er andre tyranner, som gør det under navn af hans kejserlige majestæt. Så vil vi skelne mellem hans kejserlige majestæts navn og disse tyranners værk, ligesom vi også gør forskel på Guds navn, når kætterne og løgnerne bruger det, så at vi ærer Guds navn, men undgår løgnene. Således kan og skal vi heller ikke hverken billige eller gå med til tyrannernes foretagender, som de driver under kejserens navn.

        Men dette værk, som Gud nådigt har betroet os, vil han velsigne og fremme ved sin Ånd, og han vil hverken glemme eller forsømme at hjælpe os med at træffe den rette måde, tid og sted. Endnu har disse blodmennesker ikke udrettet halvdelen af, hvad de er begyndt på, og de har heller ikke endnu nået det mål, de gerne vil.

        Vor regnbue er svag, og deres skyer er mægtige, men udfaldet vil vise sig. Deres agtværdighed vil nok bære over med min snak og trøste magister Philip og alle de andre. Kristus vil også trøste og beskærme vor nådigste herre. Ham være tak og pris i evighed, amen! I hans nåde befaler jeg også Deres agtværdighed med al troskab.

        Skrevet i ørkenen, 5. august 1530.

        Martinus Luther, dr.

       

(Gregorius Brück, der var født 1484, var minister under tre kurfyrster og spillede som sådan gentagne gange en betydelig rolle. Han var i Frederik den Vises følge med på rigsdagen i Worms.)

 

 

________________

 

 

60.       Til Luthers hustru

Fæstningen Coburg, 14. august 1530

 

Luther fortæller sin hustru om den seneste udvikling på rigsdagen. Som svar på Den Augsburgske Bekendelse udarbejdede papisterne Confutationen, som blev oplæst på rigsdagen 3. august. Protestanterne fik intet eksemplar.

Luther har været plaget af susen i hovedet, men er nu rask igen.

       

Nåde og fred i Kristus! Min kære Käthe! Dette bud må så hastigt videre, at jeg ikke kan nå at skrive mere. Kun vil jeg ikke lade ham drage af sted uden et par egenhændige ord. Du kan sige til hr. Johan Pommer og dem alle, at jeg snart skal skrive mere. Vi har endnu intet hørt fra Augsburg, men venter hvert øjeblik budskab og brev. Af løse rygter har vi hørt, at vore modstanderes svar skal være blevet offentligt forelæst, men at man ikke har villet give vore venner en afskrift, så de kunne svare på det. Jeg véd ikke, om det er sandt. Hvis de sådan skyr lyset, vil vore venner ikke blive der længe.

        Jeg har været rask siden Lorenzdag [10. august] og ikke mærket nogen susen i hovedet. Det har rigtigt gjort mig oplagt til at skrive, for før plagede denne susen mig meget. Hils alle og alt, en anden gang mere! Gud være med jer, amen! Bed frimodigt, for jeres bønner er ret på deres plads, og Gud skal nok hjælpe.

       

Søndag efter Lorenzdagen 1530.

        Martinus Luther.

       

(Inden Luther nåede at sende brevet her, fik han breve fra Augsburg. Han sendte det derfor først sammen med et nyt brev.)

 

 

________________

 

 

61.       Til Hans von Sternberg

Fæstningen Coburg, 27. august 1530

       

Luther tilegner slotsforvalteren på Coburg, Hans von Sternberg, sin fortolkning af Salme 117. Han kommer herved ind på en kritik af den daværende adel.

Luther anbefaler åndelige valfarter, som foregår via Bibelen og andre gode bøger.

Brevet gengives her med nogle udeladelser.

       

Den strenge og ærbare Hans von Sternberg, ridder, min gunstige herre og ven.

        Nåde og fred i Kristus, vor Herre. Strenge, ærbare, gunstige herre og ven! Jeg har nylig ladet udkomme en lille bog om Salme 117. Men fordi den blev til i hast og uforvarende blev så stor og tilmed udgik med ringe anseelse, bar og nøgen, har jeg atter ladet den gå i essen og forbedret den, (skønt ikke meget), for at den, når den var lidt bedre påklædt, kunne blive mere tiltalende og kunne bringe mere frugt. Den hellige Skrift fortjener jo, at man ærer og smykker den rigeligt og så godt, man overhovedet formår, for at den dog måske kunne finde nogle, der bryder sig om den. Den har nemlig i forvejen nok af fjender og forfølgere.

        Men jeg har villet udbrede bogen med Deres navn, ikke blot for at den derved kunne få mere anseelse hos nogle, der foragter al kunst og lære, men også for at det kunne være et vidnesbyrd om, at der dog er nogle virkelig fine folk blandt adelen.

        For tiden opfører den største del af adelen sig nemlig så bespotteligt og skammeligt, så de dermed sætter ondt blod og fremkalder den samme mening hos menigmand, at hele adelen er fuldstændig unyttig. Og sådan opfattelse i befolkningen er farlig, og det er heller ikke godt, at man således kommer til at ringeagte dem, der skal regere i verden. Der kunne let en anden gang komme anden skade ud af det, når Djævelen finder lejlighed og tid, sådan som han gjorde det i oprøret under Münzer.

        Vi har endnu for vore øjne de gejstliges eksempel. De sad også så sikkert og levede så skammeligt, at hele verden måtte foragte dem, skønt de selv mente, at det var umuligt, at de skulle blive så foragtede og falde så dybt. Alligevel er det sket, og man må være bekymret for, at de aldrig mere vil nå frem til den anseelse, de har haft.

        Adelen anstrenger sig nu for at følge deres eksempel, og jeg nærer alvorlig bekymring for, at det også vil lykkes dem at arve de gejstliges lykke. Hvordan skal det kunne blive anderledes? For Gud lyver ikke, når han siger i 1 Sam. 2, 30: ”De, der ringeagter mig, skal blive til skamme.” Ja, de mener, at fordi det trækker så længe ud, så har det ingen nød, de trodser og stamper imod både over for Gud og mennesker og foragter Guds ord, disciplin og ære. Men ligesom Gud uforvarende er kommen over gejstligheden, således vil han sandelig også komme over adelen. Han er mægtig nok til det. Han vil også give dem nok af stød og puf, så de fyger bort som asken for vinden.

        … For at nu ikke en så sørgelig mening om adelen skal brede sig for meget, er det vel nødvendigt, at man roser og priser nogle af adelen, som også fortjener det. For Gud sørger dog altid for, at der i den stand, som han selv har stiftet, findes nogle redelige og fromme mennesker, selv om der er nok så få af dem, for at hans skabning og ordning ikke skal være helt forgæves, selv om der kun lige var én Loth i Sodoma. … Fordi Gud Fader i Himlen har givet jer en virkelig alvor og kærlighed over for hans hellige Ord og al dyd, har jeg derfor ikke villet undlade at prise og love denne Guds nåde (for det skyldes Guds nåde og ikke din egen kraft), om dog måske nogle uopdragne rå adelsmænd ved et sådant eksempel skulle føle sig tilskyndede til også at tragte efter at opføre sig som adelsmænd og ikke som bønder og svin.

        … Men jeg ønsker, at du må finde behag i denne slags bøger, og at dit hjerte deri må finde en bedre og talrigere valfart end de valfarter, som du muligvis har gjort til Jerusalem. Det er ikke således at forstå, at jeg foragter sådanne valfarter. Jeg ville gerne selv foretage en sådan rejse. Og nu, da jeg ikke mere kan det, hører og læser jeg dog gerne derom Men vi har ikke foretaget en sådan valfart med nogen særlig høj tanke, ligesom det gik mig i Rom, da jeg også var en sådan tåbelig helgen, løb gennem alle kirker og kløfter og troede alle de løgne, som er udgivet dér. Jeg har vel også i Rom holdt en messe eller ti, og jeg var tilmed ret ked af, at min fader og mor endnu levede, for jeg ville gerne have udfriet dem af Skærsilden ved mine messer og ved hjælp af andre fortræffelige gerninger og bønner. Man har i Rom det ordsprog: ”salig er den mor, hvis søn læser en messe lørdag før sankthansdag.” Hvor gerne ville jeg dér have gjort min mor salig. Men der var så stor en trængsel, så jeg ikke kunne komme til, og jeg spiste derfor en spegesild.

        Nu vel, vi gjorde det, som vi bedst forstod det. Og den romerske stol straffede ikke den slags grove løgne. Men nu har vi, Gud ske lov, evangelierne, Salmerne og andre hellige skrifter, hvori vi vil foretage valfarter til nytte og frelse. Dér kan vi beskue og besøge det sande forjættede land, det sande Jerusalem, ja det sande paradis og himmerige, og foretage vandringer ikke gennem de helliges grave og legemlige boliger, men gennem deres hjerter, tanker og ånd.

        Jeg ønsker herved, at di og dine kære må være anbefalede til Gud. Og tilgiv mig min snak, for det er mig en glæde at se og høre fromme adelsmænd, fordi der lyder nok af råb om de andre. Gud hjælpe os alle. Amen.

       

Fra ørkenen, lørdag efter Bartholomæus’ dag 1530.

        Deres tjenstvillige

        Martinus Luther, dr.

 

 

________________

 

 

62.       Til Luthers hustru

Fæstningen Coburg, 8. september 1530

 

Om rigsdagens afslutning og arbejdet med Salme 117, nadveren og profeterne

Og en lille gave til sin søn

 

Nåde og fred i Kristus! Min kære Käthe, dette bud kom hastigt forbi, så jeg ikke kunne skrive meget, men jeg håber, at vi selv skal komme ret snart. For dette bud havde brev med fra Augsburg om, at forhandlingerne i vor sag nu er endt, og at man nu afventer, hvad kejseren vil beslutte og dømme. Man holder for, at det alt sammen vil blive udsat til et kommende kirkemøde, for biskopperne af Mainz og Augsburg holder stadig fast på deres standpunkt, ligesom også Pfalzgreven, Trier og Köln nægter deres samtykke til ufred eller krig. De andre ville gerne rase og venter, at kejseren vil gribe ind med strenghed. Guds vilje ske, når kun rigsdagen snart må få en ende! Vi har gjort og tilbudt nok. Papisterne vil ikke vige et hårsbred, men der skal komme én, som skal lære dem at vige og rømme.

        Det undrer mig, at Hans Wiss ikke har villet modtage Salmen [Salme 117]. Jeg havde ikke troet, at han var så kræsen, det er jo dog et udmærket skrift. Send det da straks til Georg Rau, og und ham det. Hvis skriftet om nøglemagten falder i hr. Johan Pommers og Creuzigers smag, så lad det bare trykke. Det er dog ikke det samme, som at man fejrer Djævelen.

        Det undrer mig virkeligt, hvem der kan have sagt dig, at jeg er syg, da du dog ser de bøger, som jeg skriver, for dine øjne. Således har jeg jo nu udgivet alle profeterne undtagen Ezekiel, som jeg nu er i færd med, mens jeg samtidigt arbejder på traktaten om nadveren, og hvad der ellers er af brevskrivning og andet.

        Nu kan jeg ikke skrive mere på grund af travlhed. Hils alle og alt! Jeg har en stor, pæn bog af sukker til lille Hans Luther, som Cyriacus har taget med fra Nürnberg fra den smukke have. Hermed befaler jeg jer Gud i vold. Bed for mig! Gør med Polner efter Pommers og Wellers råd.

 

        Skrevet i ørkenen, 8. september 1530.

        Martinus Luther.

       

(Luther omarbejdede skriftet Om Nøglemagten, så det først udkom i september. Det er i ny dansk oversættelse her på nettet med titlen ”Nådens Nøgler”. Det er i dette skrift, Luther i forbindelse med omvendelsen taler om ”ny genfødelse”.)

 

 

________________

 

 

63.       Til Melanchthon i Augsburg

Fæstningen Coburg, 20. september 1530

       

Fra Osiander og andre hørte Luther rygter og klager over, at de lutherske forhandlere, og især Melanchthon, skulle være for eftergivende. Luther tror ikke på rygterne og beder derfor om nogle konkrete facts, som han kan bruge.

 

Min kære broder, magister Philip Melanchthon, Herrens tjener.

        Nåde og fred i Kristus! Du gør dig ingen tanker om, hvordan jeg er blevet overdænget med masser af klager, mundtlige og skriftlige, over jer og især over dig siden jeres sidste breve. Hvad mig angår, da skriver jeg kun højst ugerne om dette, for jeg har en naturlig modvilje mod at bedrøve dig, selv om det kun er i småting. For da du har haft vor sags hele byrde hvilende på dig, så har du krav på kun at høre opmuntring fra mig. Det har jeg under hele sagen troligt søgt at efterkomme. Men nu må jeg kæmpe også med vore venner og deres breve. Jeg plejer at forsvare mig på følgende måde: jeg siger straks: ”Vore venner i Augsburg skriver anderledes til mig om disse ting og omtaler ikke det, I nævner.”

        Jeg har jo den mening, at jeg bedre kan tro jer end de andre, og jeg håber, at I intet skjuler for mig af det, som betyder noget for sagens gang. Dernæst er jeg af den trygge overbevisning, at I ikke vil gøre indrømmelser på noget punkt, som svækker Bekendelsen og angriber evangeliet. For hvad det betyder at hævde evangeliet og overrække vor bekendelse, skulle jeg vel have nødigt at forklare jer det? For det er dog vort gamle løfte, som vi af egen drift har aflagt, at vi vil lide alt og gøre alt, endog imod vore fjender, for så vidt vi kan det med uskadt samvittighed og i overensstemmelse med evangeliet. Derfor har jeg været rolig og ubekymret for vor sag, selv om jeg for jeres skyld har frygtet vold og svig. Derfor beder jeg dig ved Kristus, at du, så snart det er dig muligt, skriver, hvad der er forefaldet siden sidste brev, enten direkte til mig eller over Nürnberg. For vore venners klagebreve pånøder én den tanke, at der i mellemtiden er opstået en fare for vor sag. Forleden dag var der én, som bemærkede noget i den retning ved middagsbordet, medens den unge fyrste var til stede. Men jeg slog det hen og sagde: ”Det har de ikke skrevet noget om til mig, jeg venter på brev derom.” Vær derfor så god at give mig noget, hvormed jeg kan stoppe munden på dem! For hvad jeg hidtil har svaret dem, både skriftligt og mundtligt har været ganske uden virkning på dem. Den herre Jesus bevare og lede dig i sin nåde og barmhjertighed, amen!

       

Fra ørkenen, tirsdag efter Lamberts dag 1530.

        Din Martinus Luther.

       

(Efter afrejsen fra rigsdagen 12. september ankom fyrst Johan Frederik til Coburg 14. september. I et brev til sin far fortæller han, at han fandt Luther ”frisk, sund og glad”, med et skæg så stort, at man næsten ikke kunne kende ham. Fyrsten tilbød Luther at tage ham med til Wittenberg. Men Luther afslog tilbudet: han ville vente på sine venner på Coburg og ”tørre sveden af dem efter deres varme bad.”)

 

 

________________

 

 

64.       Til Justus Jonas i Augsburg

Fæstningen Coburg, 20. september 1530

       

Ligesom i det forrige brev til Melanchthon forelægger Luther Justus Jonas klagerne over forhandlingerne og beder om oplysninger.

For Luther går grænsen for eftergivenhed, hvor det skader evangeliet og en god samvittighed. Man skal ikke søge politisk fred for enhver pris.

       

Nåde og fred! Af dit sidste brev kunne jeg forstå, min kære Jonas, at I ikke var gået ind på modstandernes fordringer, og det var mig en glæde. Og nu har jeg hver dag ventet jer tilbage, enten med deres forbandelse eller velsignelse. Men i stedet for får jeg gennem mange af vore betydende mænd underretning om, at I har prisgivet alt og var villige til flere indrømmelser for fredens skyld. Dette budskab kom over mig som lyn og torden. Men jeg svarede: ”Jeg véd, at vore venner har skrevet til mig, at de har afvist de betingelser, som modstanderne stillede, og at sagen igen var sendt tilbage til kejseren. Her står jeg, således er min tro.”

        Men da de gik mig på klingen så stædigt og hårdnakket, ja højlydt erklærede, at endog Luther gik deres ærinde, da han godkendte alle deres indrømmelser, og at der truede vor sag større fare fra jer end fra modstanderne, og at det var et vanskeligere hverv at bringe jer til enighed indbyrdes end at drive jer til handling over for fjenderne, så aftvang de mig disse ord: ”Er dette således, så har Djævelen vakt en køn splid iblandt os indbyrdes.” For de betingelser, som papisterne givet det smukke navn: ”Urokkelige og uangribelige grunde”, dem vil jeg ikke antage, selv om en engel fra himlen bestormede mig og befalede mig det.

        Det eneste, modstanderne arbejder på, er, at de ikke selv skal vige et hårsbred for os, men at vi ikke blot skal indrømme dem deres kirkelige love, messen, nadver under én skikkelse, cølibat og den sædvanlige, hidtidige magtområde, men endogså bekende, at de har haft ret i deres meninger, i deres myrden og i alt, hvad de har gjort, og at de hidtil er blevne falskelig anklagede af os. Det vil sige, at de vil retfærdiggøre sig selv og fordømme os med vort eget vidnesbyrd, og det betyder ikke blot at tilbagekalde, men at forbande os selv og velsigne dem to og tre gange.

        Men hvorfor dvæle længere ved dette over for dig? Som om I ikke selv kan se deres grænseløse skamløshed og frækhed, der er så uhyrlig, at det århundrede aldrig vil komme, hvor den bliver glemt. Og hvortil opstille alle disse betingelser, hvis vi ville gå med til dette sidste? Når vi blot giver efter i spørgsmålet om kirkeretten eller i spørgsmålet om privatmesse, så vil blot den ene af disse sætninger være tilstrækkelig til at fornægte hele vor lære og bekræfte deres. Dernæst, hvis vi indrømmer biskopperne deres gamle magtområde, så vil alt i endnu højere grad være prisgivet, så vil nemlig selve de, som vedbliver at være fjender af evangeliet, blive evangeliets forkyndere.

        Men vore venners hårde og grundløse breve tvinger mig til at skrive, som jeg har gjort, så at jeg dog kan sige, at jeg har skrevet til jer. For I véd, hvad jeg tidligere har givet jer til kende, hvorvidt man efter mit skøn kan indrømme biskopperne myndighedsområde. Jeg har tilstrækkeligt formanet jer til ikke at gøre større indrømmelser, end allerede er sket, og samtidig har jeg særskilt sendt fyrsten selv et udførligt svar. Men jeg taler for døve øren.

        Derfor, kære Jonas, lad mig vide, om der er sket noget videre siden sidst, som jeg ikke kunne billige. For efter det sidste brev kan jeg ikke i de hidtidige begivenheder se noget, som de har grund til at besvære sig over, da sagen jo på ny skal være sendt tilbage til kejseren. Men se til, at I ikke lader det komme til en spaltning i vore egne rækker.

        Vel kan freden have sin betydning i vore øjne, men fredens giver og krigenes herre er større end freden, ham skal vi søge mere end freden. Det er heller ikke vor sag at profetere om kommende krige, vor sag er det at tro og stole enfoldigt på Gud. Jeg skriver ikke dette, fordi jeg mener, at I vil gøre flere indrømmelser. Men den næsten mere end tragiske voldsomhed i de breve, hvormed vore venner pisker mig, tvinger én til at frygte selv dér, hvor man er sikrest. Heller ikke jeg vil herefter vige et hårsbred for modstanderne. For jeg ser, hvordan disse gennemhovmodige og slette mennesker har os til bedste og håner os, opblæste og sikre som de er, på grund af vor svaghed. Og jeg kender til fulde Ecks karakter, som den er blevet, ikke igennem kunstfærdig opøvelse, men ifølge hans natur, hvordan han plejer at føre sin modpart med sig bort fra sagens sammenhæng og mål, indtil han får lokket ham i en snare, som han har lagt imod sagen. Men nok om det.

        Jeg er nær ved at revne af vrede og harme. Jeg beder jer: Afbryd forhandlingerne med dem og kom hjem! De har vor Bekendelse, de har evangeliet. Vil de det således, så lad dem det, vil de ikke, så lad dem gå deres, vej. Bliver der krig ud af det, så lad den komme, vi har bedt og gjort nok. Herren har beredt dem til slagtoffer, for at han kan gengælde dem efter deres gerninger. Men os, sit folk, vil han befri, endog fra Babylons ild. Jeg beder dig, kære Jonas, tilgive mig, at jeg har afkastet denne byrde, som hvilede på mit sind, i dit skød. Men hvad jeg skriver til dig, skriver jeg til jer alle. Den herre Jesus føre jer hjem igen i god behold som tapre mænd! Så skal han senere gøre jer glade, amen!

       

Fra ørkenen, 20. september 1530.

        Din Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

65.       Til Lazarus Spengler i Nürnberg

Fæstningen Coburg, 1. oktober 1530

       

Om afslutningen på rigsdagen i Augsburg. Forbøn for præsten Martin Glaser.

       

Den ærværdige, veluddannede hr. Lazarus Spengler, rådsherre i byen Nürnberg, min velvillige herre og ven.

        Nåde og fred i Kristus! Afskeden i Augsburg, som I, min kære herre og ven, skriftligt har meddelt hr. Veit, har min kære herre, hertugen af Lüneburg, givet mig både mundtlig og skriftlig beretning om. Jeg synes, at det er ægte verdensvisdom. Så må man da begribe, at vor Kristus, selv om han fordømmes af dem, er så mægtig, at han ikke blot kan regere våsehoveder, men også tåber. Og hvordan skulle eller kunne det ende anderledes, når man raser imod Guds åbenbarede visdom, end med at de smæder Gud og håner os, som det hedder i den anden Salme. Men dermed er det ikke nok, de må også erfare det følgende vers: ”Han skal tale til dem i sin vrede.” De vil have det sådan, det ske dem da, som de beder! Vi er undskyldt og har gjort nok. Deres blod komme over deres egne hoveder!

        Jeg har også skrevet til dr. Wenceslaus for min gode gamle medbroder og klosterfælle, hr. Martin Glaser, for at han skulle tale hans sag over for jer og flere andre. Jeg beder derfor Deres velvished, at I vil lade ham være jer anbefalet, for jeg véd ikke andet om, hvordan det står til med ham, end hvad han skriver til mig, at han på grund af fattigdom må opgive sit præsteembede, og det ser jeg ikke gerne.

        Den barmhjertige Gud styrke og lede jer ved sin Ånd og føre os engang sammen i glæde hisset!

        Coburg, 1. oktober 1530.

        Martinus Luther.

 

(4. oktober forlod Luther Coburg sammen med sine venner fra Augsburg i kurfyrstens følge.)

 

 

________________

 

 

66.       Til Martin Bucer i Strassburg.

Wittenberg, 22. januar 1531

       

Forskellene i nadversynet hos Luther og Martin Bucer.

Luther redegør for sit syn på fælleserklæringer og forlig.

Fred kontra sandhed og samvittighed.

(6 år senere kom man frem til en virkelig enighed med Wittenberg-Konkordien 1537).

 

 

Den ærværdige dr. Martin Bucer, Guds ords tjener i menigheden i Strassburg, min ældre broder.

        Nåde og fred i Kristus. Vi har læst den lille bog med din bekendelse, som du har sendt, kære Bucer, og vi billiger dens indhold, og vi takker Gud for, at vi i det mindste for så vidt er enige, som du skriver, at vi begge bekender, at Kristi legeme og blod virkeligt er til stede i nadveren og med ordene rækkes til føde for sjælen. Men jeg undrer mig over, at du hævder, at også Zwingli og Oekolampadius deler denne opfattelse og mening. Men nu taler jeg med dig.

        Vi bekender altså, at Kristi legeme virkeligt rækkes til føde for sjælen, og der ikke er nogen grund til ikke at sige, at det også på denne måde rækkes til den ugudelige sjæl, skønt denne ikke tager imod det. På samme måde som solens lys tilbydes lige så vel den seende som den blinde. Det undrer mig derfor, hvorfor det besværer jer yderligere at bekende, at Kristi legeme sammen med brødet rækkes så vel de frommes som de ugudeliges mund udefra. Når man indrømmer, at legemet rækkes de enkelte sjæle, har man jo dog dermed nødvendigvis indrømmet, at legemet er nærværende og rækkes flere steder på én gang.

        Men hvis denne mening endnu ikke er nået til modenhed hos jer, så mener jeg, at man må udsætte sagen og fremdeles vente på den guddommelige nåde. Jeg kan ikke vige fra denne mening. Og selv om I ikke mener, at Kristi ord, som du skriver, kræver denne mening, så føler min samvittighed dog, at det forholder sig således. Derfor kan jeg ikke bekende, at jeg er nået til en grundig og fuldstændig enighed med jer, med mindre jeg ville krænke min samvittighed. Tværtimod ville jeg derved give anledning til en langt større forvirring i vore menigheder og til en endnu værre fremtidig uenighed imellem os, hvis vi på den måde talte stort om enigheden mellem os. Derfor beder jeg dig også af hensyn til jeres og vore menigheders samvittighed og fred: lad os ikke forvolde, at vi ved dette middel vækker mere uenighed, uro og forargelse. Men lad os overlade sagen til Gud, idet vi imidlertid bevarer freden, således som den nu er, og den enighed, som hidtil er fastslået, at vi bekender, at Kristi legeme virkeligt er til stede og rækkes i det indre til den troende sjæl.

        For I kan selv let indse, at hvis der fastsloges, at der er enighed mellem os, så ville det ske, at nogle af jeres folk gik til alters hos os, og på den anden side nogle af vore folk gik til alters hos jer, men gjorde det med forskellig tro og samvittighed. Så modtog de nødvendigvis for begge parters vedkommende noget andet, end de troede. Og således måtte ved vort embede eller samvittighed deres tro enten blive bespottet ved hemmelig og verdslig svig, nemlig når de ikke vidste besked med det, eller når de vidste besked, nedbrydes ved åbenbart tempelran. Men du ser nok, hvor fromt og kristeligt det ville være.

        Derfor, når vi skal vælge mellem to onder, og nødvendigvis må finde os i ét af dem, lad os så vælge det mindste. Lad os derfor hellere finde os i denne mindre uenighed med en mindre fred, end at vi ved at bestræbe os for at helbrede den skulle fremkalde virkelige sørgespil af uenighed i større omfang og af forstyrrelse i langt værre grad.

        Og jeg ønsker, at du vil tro mig, således som jeg også sagde til dig i Coburg, at jeg ønsker, at uenigheden mellem os må blive tøjlet, selv om det også skulle koste mit liv tre gange. Jeg har jo indset, hvor nødvendigt jeres samfund er for os, og hvor store vanskeligheder striden imellem os hidtil har voldt og endnu volder evangeliet, så at jeg er vis på, at alle Helvedes porte, hele pavedømmet, hele det tyrkiske rige, hele verden, alt kød og alt, hvad der er af ondt, ikke kunne skade evangeliet så meget, hvis vi var enige. Men hvad skal jeg gøre i en sag, hvor det er umuligt, at der kan udrettes noget?

        Derfor må du, hvis du vil handle ret, ikke tilskrive det stædighed hos mig, men derimod min ærlige samvittighed og min tros tvingende magt, når jeg afslår dette forlig. Efter vor samtale i Coburg havde jeg et lyst håb, men dette håb er endnu ikke fast.

        Herren Jesus oplyse os, og gøre os fuldt ud enige. Det beder jeg om, det græder jeg for, det sukker jeg efter, med det i tanker ønsker jeg, at du må leve vel.

        Wittenberg, 22. januar 1531.

        Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

67.       Til fru Barbara Lisskirchen i Freiburg

Wittenberg, 30. april 1531

 

Luther skriver til Barbara Lisskirchen, som var en yngre søster til Hieronymus og Matthias Weller.

Luther trøster hende i hendes anfægtelse med hensyn til spørgsmålet om Guds udvælgelse og forudbestemmelse. Disse tanker kommer fra Djævelen, som vi må vise bort og i stedet koncentrere os om den lidende Kristus, der er Guds hjertes spejl.

       

Nåde og fred i Kristus. Dydige, kære frue! Deres kære broder, Hieronymus Weller, har meddelt mig, i hvor høj grad du er bekymret på grund af anfægtelse om det evige forsyn. Det gør mig i sandhed ondt. Måtte Kristus vor Herre fri dig derfra. Amen.

        Jeg kender nemlig den sygdom godt og har ligget på hospitalet deraf, syg til den evige død. Og foruden at bede for jer vil jeg nu gerne give jer trøst og råd. Det er ganske vist kun dårligt, når man i sådanne ting er henvist til blot at skrive. Men jeg skal dog ikke undlade at gøre, hvad jeg formår, i håb om, at Gud vil give nåde dertil. Jeg vil fortælle dig, hvordan Gud har hjulpet mig ud deraf, og med hvilke forholdsregler jeg endnu dagligt bevarer mig derimod.

        For det første må du fastholde i dit hjerte, at sådanne tanker visselig skyldes den onde Djævels indskydelser og hans gloende pile. Dette siger Skriften. For sådanne tanker går netop ikke ud på andet end at udforske den guddommelige majestæt og vil udforske hans høje forsyn. Og i Siraks Bog 3, 22 hedder det: ”Hvad der er skjult, skal du ikke ofre opmærksomhed”, men tag dig af det, som Gud har befalet dig. For det gavner dig ikke, at du gaber efter det, som ikke er dig befalet. Og David siger også i Salme 131, 1: ”Jeg omgås ikke med store planer, der er for underfulde for mig.”

        Derfor er det sikkert, at det ikke kommer fra Gud, men fra Djævelen. Han plager hjertet dermed, for at mennesket skal blive vredt på Gud og fortvivle. Og alt dette har Gud dog strengt forbudt i det første bud, og han vil, at man skal tro, elske og prise ham, og deraf lever vi.

        For det andet: når nu sådanne tanker falder dig ind, skal du lære at spørge ved dig selv: kære, i hvilket bud står der, at jeg skal tænke derover eller give mig af dermed? Når der da ikke findes noget sådant bud, da lær at sige: ”O, så flyt dig, du onde Djævel, du vil drive mig til, at jeg skal sørge for mig selv, skønt Gud dog alle vegne siger, at jeg skal lade ham sørge for mig. Han siger: ”Jeg er din Gud, dvs. at jeg sørger for dig. Tro mig deri, og vent, at jeg svarer til mit navn, og lad mig sørge for dig.” Som Peter lærer: ”Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.” (1 Pet 5, 7). Og David: ”Kast din byrde på Herren, så vil han sørge for dig.” (Salme 55, 23).

        For det tredje: Hvis nu tankerne ikke straks hører op (for Djævelen hører nødigt op), så må du heller ikke for dit vedkommende høre op, men bestandigt vende hjertet derfra og sige: ”Hører du ikke, Djævel, at jeg ikke vil have sådanne tanker? Og Gud har forbudt dem, vig bort, jeg må nu tænke på hans bud og lader ham selv sørge for mig. Hvis du virkeligt er så klog på den slags sager, så far op til himmelen, og disputer med Gud selv, han skal nok svare dig.” Sådan skal du altid vise Djævelen fra dig og vende hjertet til Guds bud.

        For det fjerde: Blandt alle Guds bud er det vigtigste dette, at vi skal holde hans kære søn, vor Herre Jesus Kristus, frem for os, han skal være hjertes daglige og vigtigste spejl, hvori vi ser, hvor kær Gud har os, og hvor herligt han som en god Gud har sørget for os, så at han også har givet sin kære søn hen for os.

        Ja her, netop her lærer man den rette kunst angående forudbestemmelsen og ikke noget andet sted. Da vil du blive klar over, at du tror på Kristus. Hvis du tror, da er du kaldet, og hvis du er kaldet, så er du visselig også udvalgt. Du skal aldrig slippe dette spejl og denne nådetrone ud af hjertets øje. Men når sådanne tanker kommer og bider som slanger af ild, så skal du hverken se hen til tankerne eller slangerne, men altid vende dine øjne bort og betragte kobberslangen, dvs. Kristus, som er givet hen for os, så skal det nok med Guds hjælp blive bedre.

        Men der må, som sagt, kæmpes, og man må bestandigt slippe de onde tanker. Falder de dig ind, så lad dem atter falde ud, ganske på samme måde, som når man straks spytter det snavs ud, som flyver ind i munden. Således har Gud hjulpet mig. For det er Guds alvorlige befaling, at vi skal betragte sønnen, i hvem han rigeligt har vist, at han (således som det første bud lærer,) er vor Gud, som hjælper os og sørger for os. Derfor vil han ikke tåle, at vi hjælper os selv eller sørger for os selv. For det vil være det samme som at fornægte Gud og det første bud og Kristus tillige.

        Den onde Djævel, som hader Gud og Kristus, vil med den slags tanker søge at få os til i modstrid mod det første bud at vende vort sind bort fra Gud og Kristus hen på os selv og vor sorg. Så fordrister vi os til at gå ind i Guds embede, som består i at sørge for os og være vor Gud. Sådan ville Djævelen også i Paradis gøre Adam til Gud, så at Adam skulle være sin egen Gud og skulle sørge for sig selv og frarøve Gud omsorgen og det guddommelige værk. Det blev også anledningen til, at Adam faldt så dybt.

        Det er alt, hvad jeg denne gang ønsker at give dig af råd, og jeg har opfordret din broder, Hieronymus til, at han med flid skal advare og formane dig, så du lærer at høre op med disse tanker og sender Djævelen hjem, så han selv kan udgrunde dem. Han véd nok, hvordan det er gået ham i den anledning, nemlig at han er falden fra himmelen ned i afgrunden.

        Summen af det hele er dette, at hvad der ikke er os befalet, skal ikke vildlede eller bekymre os, det er Djævelens bestilling og ikke Guds.

        Vor kære Herre Jesus Kristus vise dig sine fødder og sine hænder, og lade en venlig hilsen nå ind i dit hjerte, så du alene betragter og hører ham, indtil du bliver glad i ham. Amen.

       

Den sidste dag i april, år 1531.

        Dr. Martinus Luther.

 

 

________________

 

 

68.       Til Luthers mor

Wittenberg, 20. maj 1531

 

Luther trøster sin mor på hendes dødsleje. – Og intet er for godt til mor.

Luther sender hende her det reformatoriske evangelium for fuld udblæsning direkte fra hjertet. En perle blandt Luthers skrifter.

 

Den fromme fru Margrethe Luther, enke i Mansfeld, min hjertenskære mor.

        Nåde og fred i Kristus Jesus, vor Herre og frelser, amen. Min hjertenskære mor. Jeg har modtaget min broder Jakobs brev om din sygdom, og det gør mig hjertelig ondt, især er jeg ked af, at jeg ikke legemligt kan være hos dig, som jeg meget gerne havde villet. Men alligevel kommer jeg legemligt til dig med dette brev, og vil jo ikke være åndeligt borte fra dig eller fra nogen af dem, der hører os til.

        Men skønt jeg håber, at dit hjerte uden dette mit brev er blevet undervist tilstrækkelig længe og rigeligt, og det Gud ske lov rummer Guds trøstende ord i sig og desuden er forsørget med prædikanter og trøstere fra alle kanter, så vil jeg dog også gøre mit og erkende min pligt over for dig, fordi jeg er dit barn, og du er min mor, således som vor fælles Gud og skaber har skabt os, for at jeg også må forøge den flok, som trøster dig.

        For det første véd du jo, kære mor, af Guds nåde god besked om, at din sygdom er hans faderlige nådes tugtelse. Tilmed et meget ringe ris i sammenligning med den tugtelse, han sender over de ugudelige, ja også ofte over sine egne kære børn, hvoraf den ene bliver halshugget, den anden brændt, den tredje druknet osv. Vi må alle synge: ”På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.” Derfor skal denne sygdom ikke bedrøve eller bekymre dig, men du skal modtage den med tak som sendt af hans nåde, især i betragtning af, hvor ringe en lidelse det er, når den snart fører til døden, i sammenligning med den lidelse, som hans egen kære søn, vor Herre Jesus Kristus måtte igennem. Han måtte ikke lide for sig selv, således som det er tilfældet med os, men for os og for vore synder.

        For det andet kender du også, kære mor, din frelses rette hovedstykke og grund, hvorpå du skal bygge din trøst i denne og al anden nød, nemlig hjørnestenen Jesus Kristus. Den grund, der ikke vakler for os og ikke skal skuffe os, og som heller ikke vil lade os synke eller gå under. For han er frelseren og hedder alle fattige synderes frelser og en frelser for alle dem, der, kommer ind i nød og død, og som forlader sig på ham og påkalder hans navn.

        Han siger: ”Vær frimodig, jeg har overvundet verden.” Har han overvundet verden, så har han visselig også overvundet verdensfyrsten med al hans magt. Men i hvilket andet består hans magt end i døden, hvormed han havde underkastet sig os og fanget os for vore synders skyld? Men nu da døden og synden er overvunden, må vi med glæde og fortrøstning lytte til det søde ord: ”Vær frimodig, jeg har overvundet verden.”

        Og vi skal på ingen måde tvivle på, at det virkelig er sandt. Ja ikke det alene, men det bliver også befalet os, at vi med glæde og med al taksigelse skal tilegne os denne trøst. Og den, som ikke vil lade sig trøste af dette ord, han volder den kære trøster uret og den største vanære. Ganske som om det ikke var sandt, at han befaler os at være frimodig, eller som om det ikke var sandt, at han har overvundet verden, så at vi igen skulle lade den overvundne Djævel, synd og død tage magten som vore tyranner imod den kære frelser. Derfra bevare Gud os.

        Derfor skal vi nu glæde os i al tryghed og glæde. Og når måske en tanke om synden eller døden vil forskrække os, da skal vi opløfte vort hjerte derimod og sige: ”Se, kære sjæl, hvad gør du? Kære død, kære synd, hvordan skulle du leve og forskrække mig? Véd du ikke, at du er overvunden, og at du død er fuldstændig død? Kender du ikke én, som har sagt om dig: jeg har overvundet verden? Det er ikke passende for mig at høre eller lade mig påvirke af din trussel, men derimod at høre og tilegne mig min frelsers trøsteord: vær frimodig, jeg har overvundet verden.”

        Det er sejrherren, den rette helt, der hermed giver og delagtiggør mig i sin sejr: vær frimodig! Ved ham bliver jeg, til det ord og den trøst holder jeg mig. Dertil holder jeg mig, medens jeg lever, og når jeg farer herfra. Han lyver ikke for mig. Den falske trussel ville gerne bedrage mig og søge at påvirke mig med løgnetanker om denne sejrherre og frelser, og det er og bliver dog løgnetanker, så sandt det står fast, at han har overvundet dig og har befalet os at være frimodige.

        Således roser Sankt Paulus sig også og trodser mod dødens trussel [1 Kor 15, 44]: ”Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?” Forskrække og tirre kan du, som et dødningebillede af træ, men du har ingen magt til at myrde. For din sejr, brod og kraft er opslugt ved Kristi sejr, du kan vise tænder, men æde kan du ikke. For Gud har givet os sejren over dig ved Jesus Kristus, vor Herre, han skal have lov og tak derfor, amen.

         Lad dit hjerte, kære mor, bekymre sig med sådanne tanker, men ellers ikke med noget. Og vær kun taknemmelig for, at Gud har hjulpet dig til denne erkendelse, og at han ikke har ladet dig blive siddende i den pavelige vildfarelse, hvor man lærte os at bygge på vore egne gerninger og på munkenes hellighed og at betragte denne eneste trøst, vor frelser, ikke som en trøster, men som en grusom dommer og tyran, så vi måtte flygte fra ham til Maria og helgenerne og ikke har kunnet hente nogen nåde eller trøst hos ham.

        Men nu véd vi noget andet om vor himmelske fars bundløse godhed og barmhjertighed, nemlig at Jesus Kristus er vor midler og nådestol og vor biskop i Himlen for Gud, og at han daglig er en forbeder og forsoner for alle dem, der blot tror på ham og påkalder ham. Han er ikke en grusom dommer undtagen alene for dem, der ikke tror på ham, eller ikke vil modtage hans trøst og nåde. Han er ikke den, der anklager eller truer os, men den, der har vundet forsoning til os og er gået i vort sted ved sin egen død og ved sit blod, som han har udgydt for os. Derfor skal vi ikke frygte for ham, men træde hen til ham med fuld tryghed, og vi skal kalde ham kære frelser, du søde trøster, vore sjæles trofaste biskop osv.

        Til denne erkendelse har Gud som sagt kaldet dig. Derpå har du segl og brev fra ham, nemlig evangeliet, dåben og nadveren, således som du har hørt prædiket om det. Derfor kan det ikke have nogen fare eller nød med dig. Vær kun frimodig, og sig med glæde tak for denne store nåde. For han, som har begyndt sit værk i dig, han vil også i nåde fuldende det. For vi kan ikke hjælpe os selv i disse sager, vi kan ikke ved vore gerninger i nogen henseende besejre synden, døden og Djævelen. Derfor er der en anden, som i vort sted og for os, har udrettet det så fantastisk og som giver os del i sin sejr og befaler os, at vi skal tage imod det og ikke tvivle om det. Og han siger: ”Vær frimodig, jeg har overvundet verden,” og atter: ”Jeg lever, og du skal leve, og ingen skal tage din glæde fra dig.”

        Al trøsts far og Gud skænke dig ved sit hellige ord og ved sin Ånd en fast, glad og taknemmelig tro, for at du saligt må overvinde denne og al anden nød og til sidst smage og erfare, at det er sandhed, når han selv siger: ”Vær frimodig, jeg har overvundet verden.” Hermed befaler jeg dit legeme og sjæl til hans barmhjertighed. Amen.

        Alle dine børn og min Käthe beder for dig. Nogle græder, nogle spiser og siger: bedstemoder er meget syg. Guds nåde være med os alle. Amen.

        Søndag efter Herrens himmelfart 1531.

        Din kære søn,

        Martin Luther.

 

(Luthers mor døde den 30. juni 1531.)

 

 

________________

 

 

69.       Til kurfyrst Johan af Sachsen

Wittenberg, 16. juni 1531

 

Luther gør kurfyrsten opmærksom på byembedsmandens Hans Metzsch' utugtige liv og hans manglende omsorg for genopbygningen af et stykke af muren omkring Wittenberg.

Luther redegør for, hvordan han som præst har formanet Metzsch til at holde op med sin utugt. Da det ikke har hjulpet, har han i hemmelighed forbudt ham at komme til nadver. Da det heller ikke har hjulpet, har Luther i sinde at gå offentligt i rette med Metzsch, da hans synd er åbenlys.

Brevet giver et indblik i Luthers sjælesørgeriske praksis, herunder også spørgsmålet om tavshedspligten.

 

Nåde og fred i Kristus. Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre!

        Jeg skal og vil ikke blande mig i den verdslige regering, heller ikke bagtale Deres kurfyrstelige Nådes embedsmænd. Men det almindelige klageråb lyder så stærkt, og jeg går ud fra, at Deres kurfyrstelige Nåde tiltror mig troskab og kærlighed, hvilket jeg også i høj grad skylder jer. Derfor vil jeg ikke gerne, når der er noget galt på færde, få skin af at have tiet til skade for Deres kurfyrstelige Nåde.

        Sagen er altså denne: vor forvalter Hans Metzsch er ofte på en god og alvorlig måde af mig blevet formanet til, at han skulle holde op med sit horeri og utugtige liv med kvinder. Jeg har tilkendegivet ham, at det blev mig i længden som præst umuligt at tåle og tie stille til et sådant forargeligt væsen. Alligevel fortsætter han og gør det så åbenlyst, at det fylder alles mund og næse, ører og øjne. Og han har over for mig personligt bekendt, at han ikke kan undvære kvinder. Derfor har jeg for mit vedkommende brudt alt samkvem med ham og i hemmelighed forbudt ham at komme til nadver.