Martin Luthers breve

1507 - 25

Indledning

I Luthers skrifter støder man sommetider på spørgsmål, som man godt kunne ønske sig en nærmere uddybning af.

Hvilke konsekvenser ville Luther selv trække i bestemte lærespørgsmål og i etiske problemstillinger? Nogle af disse spørgsmål får man svar på i Luthers breve til kolleger og venner.

Men først og fremmest kommer man et skridt nærmere mennesket Martin Luther igennem hans breve. Brevene giver er blik ind i hans sorger og glæder, kampe og sejre, sygdom, modgang, men også bønhørelse og helbredelse.

Der er ikke tale om tilfældige mundtlige ytringer af Luther, som mere eller mindre præcist er refereret, som i hans bordtaler. Her i brevene får man Luthers egne ord. Der er derfor også tale om en række vigtige teologiske dokumenter. Nogle af brevene er direkte skrevet som offentlige dokumenter, mens andre er mere private breve til hans hustru og børn og venner.

Ved hvert brev er der en kort beskrivelse af indholdet og de vigtigste emner. Desuden kan man søge på bestemte ord og emner ved at bruge den funktion, der findes øverst på siden under ”rediger”. Her finder man funktionen ”Søg på denne side”.

Cand.theol.

Finn B. Andersen

december 2005

_____

Stikord / Søgeord

(Her er eksempler på ord og emner, som er nævnt i brevene):

Evangeliet

Tro, tvivl, anfægtelse

Lovens gyldighed og brug

Nadver, genindvielse, opløftning, brød- og vinrester

Sværmeri

Oprettelse af skoler

Sakramenter

Bryllup, ægteskab

Arbejde

Syndernes forladelse

Dåb, gendøber

Luthers hustru

Bolig

Bordeller

Bibelen, oversættelse

Græsk, hebraisk, latin, tysk

Messen

Gudstjenesten

Astrologi

Præsteansættelse, lønninger

Ritualer

Økonomi

Trøst

Følelser

Danmarks konge

Sveriges konge

Universitet

Politik

Alkohol, øl, vin

Verdslige regimente

Renter

Børn

Opdragelse

At miste: barn, forældre, hustru, venner

Ungdommens undervisning

Psykiske lidelser

Depression

Kirkeopbygning-menighed

Lidelsens problem

Jøderne

Verdens snarlige undergang

Epidemier

Katolikker

Tyrker

Islam

Medicin

Sjælesorg

Falsk lære

Legetøj

Kærlighed

Døden

Selvmord

Religionssamtaler

Søvn og hvile

Nattesøvn

Humor, ironi, leg med ord

Passe på sit helbred

Pædagogik

Den Augsburgske Bekendelse

Worms

Augsburg

Regensburg

Coburg

Wittenberg

Augustin

Djævelen

Paven

Karlstadt, Melanchthon, Erasmus, Zwingli, Calvin

Helligånden

Gud Fader

Jesus

Luthers kommentar til fælleserklæringen om retfærdiggørelsen:

(se under: Regensburg)

________________

1. Til Johan Braun i Eisenach.

Erfurt, 22. april 1507

Indbydelse til at overvære Luthers førte messe.

Jesus.

Til den hellige og højærværdige Kristi og Marias præst, Johannes Braun, vikar i Eisenach, min kære ven i Kristus.

Velsignelse i vor Herre Jesus Kristus! Jeg ville undse mig, højlærde Herre, ved at ulejlige jeres kærlighed med brev og bøn, hvis jeg ikke betænkte jeres oprigtige velvilje og hjertelige hengivenhed for mig, som så mange beviser og velgerninger har overbevist mig om. Derfor skriver jeg uden betænkning dette korte brev i tillid til det venskab, som forener os, i håb om, at det vil finde jer villig til at opfylde mit ønske.

Den højlovede Gud, som er hellig i alle sine gerninger, har fundet mig elendige og i alle stykker uværdige synder værdig til at ophøjes så herligt, at han af lutter overstrømmende barmhjertighed har kaldet mig til sin tjeneste. Og for så vidt det for støvet er muligt, er jeg taknemmelig for denne guddommelige godheds fylde og må nu efter bedste evne udfylde den tjeneste, som er betroet mig.

Så skal jeg da efter mine ærværdige fædres beslutning om fire uger på søndagen ”cantate” ved Guds nåde for første gang fungere. Denne dag er blevet fastsat til min første messe, fordi den er belejlig for min fader. Muligvis er det for dristigt, når jeg ydmygt kalder på jeres mildhed med en indbydelse, men jeg gør det visselig ikke, fordi jeg indbilder mig at have gjort mig fortjent af jer – hvad jeg slet ikke har – eller anser mig værdig til at besvære jer med en så lang rejse og indbyde jer til vort ringe og fattige kloster. Nej, det sker kun, fordi jeg, da jeg nylig besøgte jer, lærte jeres velvilje og beredvillige venskab at kende, rigere end ellers.

Derfor kæreste fader, Herre og broder (det første af disse navne tilkommer jer for jeres alders og omsorgs skyld, det andet for jeres fortjeneste, men det tredje tilsteder vort ordensfællesskab), såfremt jeres tid, jeres kirkelige forretninger og endelig jeres huslige anliggender tillader det, så gør mig den ære at komme til stede og hjælpe mig med jeres kære nærværelse og bønner, at vort offer kan blive Gud velbehageligt. Men bortset fra andre, som I ellers kunne ønske at medbringe, kunne I jo tage min slægtning, Konrad, den tidligere klokker ved Skt. Nikolai, til rejsefælle, såfremt han kan for sine huslige pligter og har lyst.

Sluttelig opfordrer jeg jer til at tage direkte til vort kloster og forblive nogen tid hos os. (for jeg håber, I vil bo her) og ikke gøre jer møje med at søge efter andet herberge. For I bør engang blive en ”cellarius” og bo i en celle. Lev vel i vor Herre Jesus Kristus.

Vort kloster i Erfurt, 22. april 1507.

Broder Martin Luther fra Mansfeld.

________________

2. Til prioren Andreas Lohr og Augustinernes konvent i Erfurt.

Wittenberg, 22. september 1512

Indbydelse til Luthers doktorpromotion, 18. oktober.

Til de højærværdige, ærværdige og fromme fædre, prioren, magister Andreas Lohr, og seniorerne for erfurterkonventet af biskop Skt. Augustins eremitorden, mine fædre, hvem jeg bør ære i Herren.

Jesus.

Min hilsen i Herren, ærværdige og elskede fædre. Nu står Skt. Lukas’ dag for døren, på hvilken jeg af lydighed imod fædrene og den ærværdige ordensvikar højtidelig skal promoveres til doktor i teologien, således som jeg formoder, at det er jer, hæderværdige fædre, tilstrækkelig bekendt af vor Wittenbergpriors brev. Jeg undlader at klage over min ugudelighed og utilstrækkelighed, for at jeg ikke skal synes at ophøje mig og søge ros også af ydmygheden. Gud og min samvittighed véd, hvordan det er med min værdighed, og hvor taknemmelig jeg er for denne hæder og æresbevisning.

Derfor besværger jeg jer ved Kristi barmhjertighed frem for alt, at I vil befale mig til Gud ved fælles bønner, at hans velbehagelige og velsignede vilje må være med mig, hvilket i véd, at I skylder mig som en kærlighedens pligt. Dernæst, at I, om det på nogen måde kan lade sig gøre, vil gøre mig den ære at være til stede og deltage i denne min højtidsdag, som jeg jo må kalde det, alt efter det hensyn og den hæder og ære, som skyldes vor orden og især da vor ordensvikar. Jeg ville ikke driste mig til at opfordre mine ærede fædre til en sådan rejses besvær og udgifterne derved, hvis det ikke var, fordi vor ordensvikar havde overdraget mig det, og fordi det ville være usømmeligt, uværdigt, også forargeligt, om jeg steg op til en sådan højhed, uden at I fra Erfurt var vidende om det og indbudte.

Hvis den ærværdige pater, lektor Georg Leiffer har lyst og kan følge med jer, vil også dette være velkomment. Men hvis ikke, da ske Herrens vilje! Nu beder jeg jer altså, ærede fædre, i denne sag at stille jer således, som vi venter af jer, og som det er jer værdigt at vente af jer. Vi vil bevare jeres imødekommen i taknemmelig erindring. Lev vel i Herren, alle sammen og hver især, også vore brødre, til hvem vi anbefaler os og vore i bønnen.

Wittenberg, Mauritius dagen 1512.

Broder Martin Luther.

________________

3. Til Georg Spalatin.

Wittenberg, 8. april 1516.

Luther omtaler først nogle økonomiske spørgsmål, som ikke har den store interesse og derfor er udeladt her. Dernæst får vi et eksempel på noget af det fineste inden for katolsk frelseslære. – Sandsynligvis er der endnu ikke tale om en evangelisk retfærdiggørelseslære.

Det, Luther beskriver, er den såkaldte første nåde, som skænkes gratis for Kristi skyld, og som mennesket så må samarbejde med for at vinde den evige frelse.

… For øvrigt ønsker jeg at vide, hvordan det går din sjæl, om den ikke omsider er blevet led og ked af sin egen retfærdighed og lærer at ånde frit og være trøstig i tillid til Kristi retfærdighed. For i vor tid brænder der i mange en fristelse til anmasselse og især i dem, som af alle kræfter stræber at være retfærdige og gode uden at kende Guds retfærdighed, som i Kristus er skænket os på det allerrigeste af nåde. De søger så længe at handle ret på egen hånd, at de til sidst fortrøste sig til at stå for Gud som prydede med dyder og fortjenester, hvilket er en umulighed. Du har hos os levet i denne mening, nej vildfarelse, også jeg har gjort det, men også nu kæmper jeg imod denne vildfarelse uden dog endnu at have sejret helt over den.

Derfor, min kære broder, lær at holde dig til Kristus og ham korsfæstet, lær at synge for ham og idet du mistvivler om dig selv, at sige til ham: Du, Herre Jesus, er min retfærdighed, men jeg er din synd. Du har taget mit på dig og givet mig dit. Du har taget på dig, hvad du ikke var, og givet mig, hvad jeg ikke var.

Vogt dig, at du aldrig stræber efter en så stor renhed, at du ikke mere i dine egne øjne vil synes at være en synder. For Kristus bor kun i syndere. For derfor steg han ned fra Himlen, hvor han boede blandt retfærdige, for at han også kunne bo i syndere. Betænk denne hans kærlighed ret, så skal du erfare hans sødeste trøst. For hvis det er vore egne anstrengelser og plager, som skal skaffe samvittigheden ro, hvorfor er han da død? Derfor kun i ham, ved tillidsfuld mistvivl om dig selv og dine gerninger, vil du finde fred. Så vil du deraf lære, at ligesom han har antaget sig dig og gjort dine synder til sine, således har han også gjort sin retfærdighed til din.

Tror du dette fast – og forbandet den, som ikke tror det – så bør også du antage dig dine udisciplinerede og hidtil vildfarende brødre, og hold tålmodig ud med dem, og gør du deres synder til dine egne. Og har du noget godt, så tillad, at det bliver deres. Således lærer apostelen os gensidig at antage os hinanden, ligesom også Kristus har antaget sig os til Guds ære, og atter: Lad det samme sind være i jer, som var i Kristus Jesus, han, som, da han var i Guds skikkelse, forringede sig selv, udtømte sig selv, osv. Således skal også du, hvis du synes selv at være bedre, ikke holde det for et rov, som om det var dit alene, men udtøm dig selv, og glem, hvordan du selv er, og vær som en af de andre, at du kan bære dem.

For ulyksalig er dens retfærdighed, der ved at sammenligne de andre med sig selv anser dem som værre end sig selv og ikke kan holde dem ud og tænker på flugt og forsvinden. Han burde i stedet være blevet og gavnet dem ved sin tålmodighed, bøn og eksempel. Derfor, hvis du er en Kristi rose og lilje, så skal du vide, at du færdes mellem torne, se blot til, at du ikke selv bliver en torn ved utålmodighed, overmodig dom eller skjult hovmod. Midt iblandt fjender er Kristi rige, som Salmen siger.

Derfor, hvorfor bilder du dig ind at være midt iblandt venner? Derfor, i hvad der end fattes dig, træng igennem og kast dig ned for Jesus Kristus! Han skal selv lære dig alt. Se blot på, hvad han selv har gjort for dig og alle, for at også du må lære, hvad du skal gøre for andre. Hvis han kun havde villet leve mellem gode og dø for sine venner, for hvem skulle han vel så være død, eller med hvem skulle han så nogensinde have levet? Bær dig således ad, min broder, og bed for mig, og Herren være med dig! Lev vel i Herren!

Wittenberg, onsdagen efter misericordia domini 1516.

Din broder Martin Luther af Augustinerordenen.

________________

4. Til Spalatin.

Wittenberg, 19. oktober 1516.

Luther kritiserer Erasmus’ opfattelse af lovens retfærdighed hos Paulus.

Lovens retfærdighed er nemlig opfyldelsen af De Ti Bud med det rette sindelag.

Det lærer også Augustin, som Luther foretrækker frem for Hieronymus.

Til Kristi tjener og Herrens præst, Georg Spalatin, den højlærde magister, min oprigtige ven og retskafne broder.

Jesus.

Fred og velsignelse. Min Spalatin, hvad der hos den højlærde Erasmus støder mig, er dette, at han udlægger apostelens ord om gerningernes retfærdighed eller lovens retfærdighed eller, som apostlen selv kalder det, egen retfærdighed således, at den kommer til at betyde overholdelsen af forskrifterne for ydre gudsdyrkelse. Dernæst vil han ikke erkende arvesynden, som han ganske vist indrømmer, at apostelen udtaler sig klart om i Romerbrevet 5. Men han skulle blot læse Augustin i de bøger, som han har skrevet imod pelagianerne, især ”Om ånd og bogstav”, ligeledes ”Om syndeskyld og tilgivelse”, skriftet imod pelagianernes to breve og skriftet imod Julian. Så vidt jeg véd, findes de alle i ottende bind af hans samlede værker. Da ville han få at se, at Augustin ikke fremsætter sin egen visdom, men støtter sig til de bedste kirkefædre, Cyprian, Gregor af Nazianz, Irenæus, Hilarius og Ambrosius. Så vil han ikke alene forstå apostelen rigtigt, men også agte Augustin værdig til en højere mening, end han hidtil har haft om ham.

Jeg betænker mig ikke på, at afvige fra Erasmus heri, at jeg i udlægningen af Skrifterne stiller Hieronymus ligeså langt bagved Augustin, som han lader Augustin stå tilbage for Hieronymus i alle stykker. Ikke, at jeg af forkærlighed for min ordenshelgen føres til at samstemme med Augustin, for jeg skænkede ham ikke den ringeste yndest, før jeg ved en tilfældighed faldt over hans værker.

Lovens eller gerningernes retfærdighed består på ingen måde blot i ceremonier, kirketjeneste, men meget mere i De Ti Buds efterfølgelse. Når vi holder disse uden tro på Kristus, så gør de os vel til berømte personer og til de mest retskafne mænd i mennesker øjne. Men dette har ikke mere med retfærdighed at gøre end rønnebær med figen. For vi bliver ikke, som Aristoteles mener, retfærdige ved at handle ret, det fører kun til en hyklerisk retfærdighed, men først ved at blive og være retfærdige formå vi at handle ret. Først må personen forandres, derefter gerningerne. Herren så først nådig til Abel selv, som behagede ham, og derefter til hans gaver. Dog herom en anden gang.

Gør derfor din venne- og kristenpligt og overbevis Erasmus om dette. For ligesom jeg håber og ønsker, at hans anseelse må blive stor, således frygter jeg dog for, at mange skal føle sig kaldede og berettigede til at forsvare denne døde bogstavmening, som Lyras kommentar og næsten alle skrifter efter Augustin er fulde af.

Du kunne kalde mig dumdristig, fordi jeg har bragt så store mænd ind under den kritiske stav, hvis du ikke vidste, at dette gør jeg kun til bedste for mine brødres teologi og frelse. Lev vel, min Spalatin, og bed for mig!

I hast i en krog af vort kloster på dagen efter Skt. Lucas-festen 1516.

Broder Martin Luder af Augustinerordenen.

________________

5. Til Johan Lang.

Wittenberg, 18. maj 1517.

Luther glæder sig over, at den ægte teologi er i fremgang, mens det går tilbage med studiet af Aristoteles.

Til min kære fader Johan Lang, prior i Erfurt, Augustiner-eremit.

Fred og velsignelse. Jeg har kun denne ene anledning til at skrive til dig, at jeg ikke har villet sende denne fader [klosterbroder] tomhændet til dig, uden brev og hilsen. Jeg er trøstet af Guds nåde, fordi Johannes Guman, vor broder, er kommen uskadt hjem. Den højærværdige fader Staupitz skriver, at han kommer tidligere til os.

Det går lykkeligt fremad med vor teologi og Skt. Augustin, som nu er rådende ved vort universitet. Det er Guds værk. Med Aristoteles går det lidt efter lidt ned ad bakke, og det tegner til, at han vil blive ruineret næsten for bestandig. Forelæsningerne over hans ”Sentenser” volder glædeligvis lede, og ingen kan gøre sig håb om tilhørere, medmindre han vil læse over denne vor teologi, dvs. Bibelen eller Skt. Augustin eller en anden doktor med kirkelig autoritet. Lev vel, og bed for mig!

Mandag efter vocem jucunditatis.

Broder Martin Luther.

________________

6. Til ærkebiskop Albrecht af Mainz.

Wittenberg 31. oktober 1517.

Luther opfordrer ærkebiskoppen til at standse afladsvæsenet og oversender sine 95 teser, som han opslog samme dag.

Når Luther i brevet skriver, at ingen kan være sikker på sin frelse, er det højst sandsynligt stadig et katolsk syn og ikke et evangelisk.

Til den højærværdige fader i Kristus, den berømmelige Herre, ærkebiskop Albrecht for stiftet Magdeburg og Mainz, kurfyrste af Brandenburg, min ærværdigste og nådigste Herre og hyrde i Kristus.

Jesus.

Guds rigeste nåde og barmhjertighed, høj ærværdigste fader i Kristus, Ædleste kurfyrste! I vil ikke tage mig ilde op, at jeg, den ringeste og uværdigste blandt mennesker, har dristet mig til at tænke på at tilskrive deres højærværdighed. Vor Herre Jesus er mit vidne, at jeg er mig min ringhed og jammerlighed bevidst og derfor også længe har opsat, hvad jeg nu er så uforskammet at gøre. Men jeg føler mig forpligtet og af al magt tvungen dertil af den troskabspligt, som jeg erkender at have over for jer, min høj ærværdigste fader i Kristus. Jeres højhed vil derfor være så nådig at se med milde øjne på mig, som jo kun er støv og aske, og med jeres biskoppelige sagtmodighed agte på og forstå min begæring.

Det pavelige aflad bliver for tiden ført omkring i landet i Deres kurfyrstelige Nådes høje navn til fordel for opførelsen af Sankt Peterskirken. Herved klager jeg nu ikke over afladsprædikanternes høje råb, som jeg ikke har hørt, men jeg beklager den ganske falske opfattelse heraf hos folket. Den, som disse prædikanter nu ivrigt berømmer over alt for almuen, nemlig at de ulyksalige sjæle tror at kunne være sikre i deres salighedssag, når de blot har købt afladsbreve. Ligeledes, at sjælene straks flyver ud af Skærsilden, så snart man lægger pengene i kassen. Og dernæst, at denne nåde er så stor, at der ikke gives så stor en synd, selv om man (som de siger) havde gjort sig skyldig i det umulige og krænket Guds mor, at den jo kan forlades. Ligeledes, at et menneske ved denne nåde er fri for al straf og brøde.

O du gode Gud, således undervises sjæle, der er betroede til jeres omsorg, dyrebare fader, til døden, og således vokser bestandig det tunge regnskab, som I skal aflægge for dem alle. Derfor har jeg ikke længere kunnet fortie disse ting. For intet menneske bliver sikker i sin salighedssag ved nogen biskoppelig gave, da han jo ikke engang bliver forsikret derom ved indgydelse af den guddommelige nåde. Apostelen byder os tværtimod altid at arbejde på vor frelse med frygt og bæven, og også den retfærdige blive frelst med nød og næppe. Endelig er vejen, som fører til livet, så snæver, at Herren ved profeterne Amos og Zakarias kalder dem der frelses, for brande, der rives ud af ilden, og alle vegne betoner Herren frelsens vanskelighed.

Men hvordan tør de da ved disse falske fabler og løfter om tilgivelse gøre folket trygt og frygtløs? For afladen tilfører jo ikke sjælene noget som helst godt med hensyn til frelse eller hellighed men fritager alene for en ydre straf, som fra gammel tid efter kanonisk ret plejer at pålægges sjælene.

Endelig er fromhedens og kærlighedens gerninger uendelig meget bedre end aflad, og dog prædiker de ikke om disse med sådan pragt eller iver. Nej for afladens skyld, som skal prædikes, tier de om disse, medens det dog er alle biskoppers fornemste og eneste pligt at sørge for, at folket lærer evangeliet og Kristi kærlighed. Intet steds har Kristus foreskrevet at prædike aflad, men har eftertrykkelig befalet, at evangeliet skal prædikes. Hvilken skændsel er det derfor, og hvor stor fare for en biskop, hvis han tillader, at man med fortielse af evangeliet blot larmer om afladen. For det ham betroede folk og bekymrer sig mere om den end om evangeliet! Mon ikke Kristus vil sige til sådanne: ”I sier myggen fra, men sluger kamelen.”

Hertil kommer, højærværdigste fader i Herren, at i kommissærernes instrukser, som er udgivet under jeres høje navn, siges det – uden tvivl uden jeres vidende og uden accept fra jer, højærværdigste fader – at en af de fornemste nådeydelser er denne Guds uvurderlige gave, hvorved mennesket forsones med Gud, og alle Skærsildens straffe ophæves. Ligeledes at hjertets anger ikke er nødvendig for dem, der køber sig aflad eller skriftemålsprivilegier.

Men hvad andet skal jeg gøre, højærværdige biskop og kurfyrste, end at bede jer ved vor Herre Jesus Kristus om at værdige sagen jeres faderlige omsorg og opmærksomhed og ganske at fjerne denne lille vejledning og pålægge afladsprædikanterne en anden prædikemåde, for at der ikke til sidst skal fremtræde nogen anden og i offentliggjorte bøger gendrive både disse prædikanter og instruksen til største vanære for jer, ædle Højhed. Jeg afskyer at tænke på, at dette skulle ske, og dog må jeg befrygte, at det vil komme, hvis der ikke snarlig rådes bod derpå.

Denne min ringheds tro tjeneste beder jeg, at Deres ædle Højhed vil behage at optage på fyrstelig og biskoppelig vis, dvs. med største mildhed, ligesom jeg har ydet den af et aldeles tro og hengivent hjerte. For også jeg er et får af Deres hjord. Vor Herre Jesus bevare Deres højærværdighed i evighed, amen.

Wittenberg, allehelgensaften 1517.

Hvis det måtte behage Deres Højhed, kan De tage mine vedlagte stridssætninger i øjesyn og deraf erkende, hvor tvivlsom og uvis opfattelsen af afladen er, uagtet disse prædikanter indbilder sig, at den er aldeles vis.

Deres uværdige søn

Martin Luther, augustiner, beskikket doktor i teologien.

________________

7. Til Spalatin.

Wittenberg, før den 11. november 1517.

Luther sender på forlangende en satirisk dialog af Erasmus, hvis udbredelse han dog ikke ønsker. Han vil ikke, at man skal tro, at hans teser er udgivet på befaling af kurfyrsten eller med hans accept.

Til min udmærkede ven i Kristus, den lærde Georg Spalatin, fyrstelig ”hyperaspes” [græsk: vogter] på slottet.

Jesus.

Fred og velsignelse. Min kære Spalatin, egentlig havde jeg foresat mig ikke at låne denne dialog [af Erasmus] til nogen. Hertil har jeg ingen anden grund, end at den er skrevet så behageligt, så lærd, så åndrig (dvs. så ganske erasmisk), at den tvinger til at le og drive spas med Kristi kirkes brøst og jammer, over hvilke dog snarere alle kristne burde klage og sukke hjerteligt til Gud. Men siden du har forlangt den, så har du den nu her, læs den og brug den, og send mig den så tilbage!

Mine teser har jeg ikke villet skulle komme vor høje fyrste eller nogen anden ved hoffet i hænde, før de, som mente sig omtalte deri, havde set dem. De skulle nemlig ikke tro, at jeg havde udgivet dem på befaling af kurfyrsten eller med hans accept imod Magdeburgerbispen, hvad jeg hører, at der allerede drømmes om af nogle. Men jeg kan nu bevidne, at de er udgivet uden kurfyrste Frederiks vidende. En anden gang skriver jeg om andre ting, fordi min tid er nu yderst optaget. Lev vel!

Vort kloster.

Broder Martin Eleutherius [græsk: frihed, befrieren], Augustin. Wittenberg.

Du skriver til mig om en klædning, som fyrsten har lovet mig. Jeg ville gerne vide, hvem han har overdraget at besørge den.

________________

8. Til Spalatin.

Wittenberg, 18. januar 1518.

Luther besvarer Spalatins spørgsmål, om den bedste måde at studere Den Hellige Skrift:

1. Mistvivl om dine egne evner og bed om Guds hjælp.

2. Læs Bibelen kronologisk, så du får fat i det historiske forløb.

3. Brug en god kommentar, der viser dig Kristi nåde.

Luther fremhæver her især Augustin og fraråde Hieronymus (og Erasmus).

Til Georg Spalatin, min grundretskafne ven, Kristi sande discipel og min broder osv.

De oplysninger, som du hidtil har forlangt af mig, min bedste Spalatin, har jeg evnet eller dristet mig til at give. Men når du nu forlanger vejledning til gennemforskning af Den Hellige Skrift, så kræver du noget, der ligger langt over mine kræfter, fordi jeg ikke selv kan finde en fører på dette vanskelige område. For herom tænker enhver sit, og det gælder netop også om de lærdeste og mest begavede. Her har du en Erasmus, der åbent tillægger Hieronymus denne betydning i teologi og kirke og alene vil lade ham gælde.

Hvis nu jeg fra min side spiller Augustin ud imod ham, så vil man let finde min afgørelse urimelig og mistænkelig, ikke alene fordi jeg tilhører Augustins orden, men også på grund af det udbredte og allerede længe godkendte udsagn af Erasmus, gående ud på, at det ville være den største skamløshed, om nogen ville sammenligne Augustin med Hieronymus. Også andre lærde har deres egen anskuelse om denne sag.

Jeg selv drister mig ikke i betragtning af min ringe viden og min ringe begavelse til over for så kyndige dommere at opstille en egen opfattelse. Og endelig plejer jeg altid over for dem, som enten med forsæt hader den sande videnskab eller af dovenskab er uvidende om den – og sådan er de alle! – at fremhæve Erasmus og rose ham af al magt. Jeg vogter mig af al kraft og med al flid for at udplapre de ting, hvori jeg er uenig med ham, for at intet ord af mig skal bestyrke deres misstemning imod ham.

Hvor meget der nu end er hos Erasmus, som synes mig at være Kristi erkendelse ganske uvedkommende, hvis jeg skal dømme som teolog og ikke som humanist, så har dog selveste Hieronymus, hvis ros Erasmus så højlydt forkynder, overhovedet ikke set og udsagt noget, som vidner om større lærdom og genialitet. Og hvis du gør nogen anden bekendt med denne min dom om Erasmus, så må du vide, at du har krænket venskabets love. Denne påmindelse giver jeg dig med fuldt overlæg. Som du véd, er der mange, som med al flid søger enhver lejlighed til at håne den sande videnskab. Hold derfor mine ord hemmelig, og skænk mig ikke engang tiltro, før du selv gennem din læsning har prøvet sagen. Men vil du endelig afpresse mig en udtalelse om min egen metode, så vil jeg slet intet dølge for dig, da du er min kæreste ven, men stiller dog den betingelse, at du ikke følger mig uden egen prøvelse.

For det første er det da det visseste af alt, at man ikke kan trænge ind i Den Hellige Skrift blot ved flid og begavelse. Derfor er det din fornemste pligt, at du begynder med at bede og da bede således, at, om det behager Herren at udrette noget ved dig til sin ære, ikke til din egen eller noget menneskes ære, at han så i sin store barmhjertighed vil skænke dig sand indsigt i sit ord. For der gives ingen mester i Guds ord undtagen selve den, der har talt Ordet, som det hedder: ”Alle skal være oplært af Gud” (Joh 6, 45). Derfor må du ganske mistvivle om din flid og ligeså om din begavelse og alene stole på Åndens virkning. Tro mig, det er min egen erfaring. Men har så denne ydmyge mistvivl om din egen evne vundet fodfæste hos dig, så læs Bibelen igennem fra begyndelsen til enden og indprent dig først begivenhedernes gang (hvad jeg dog formener, at du for længst har gjort). Her finder du en udmærket hjælp hos Hieronymus, dels i hans breve, dels i hans kommentarer. Men til at erkende Kristus og Guds nåde (dvs. til en dybere forståelse af det åndelige indhold) er Augustin og Ambrosius langt mere egnede, især fordi Hieronymus alt for meget har ladet sig forlede af Origenes til at allegorisere. Dette ønsker jeg at udtale uanset Erasmus’ dom, for du begærede jo ikke at høre hans, men min egen mening.

Hvis min læreplan tiltaler dig, så skulle du begynde med at læse Augustins skrift: ”Om ånd og bogstav”, som vor uforlignelig flittige Karlstadt har udgivet med fortræffelige forklaringer, derefter skriftet ”Imod Julian”, ligeledes det imod pelagianernes to breve. Føj dertil Ambrosius’ skrift om alle folkenes kaldelse, som vel efter stil og ånd og tidsregning må tilhøre en anden end Ambrosius, men dog er fuldt af lærdom. Det øvrige må komme senere, når du har fundet glæde heraf, og så vil du tilgive min dristighed, hvormed jeg har vovet på så vanskeligt et område at fremføre min lære, der afviger fra så fremragende mænds anskuelser.

Erasmus’ forsvarsskrift skal jeg sende dig. Jeg beklager højlig, at en så vældig strid er blusset op mellem videnskabens største fyrster. Erasmus er jo langt den ypperste, og han taler bedst, men han er også rigelig bitter, selv om han gør sig megen umage for at bevare venskabet.

Lev vel, min Spalatin!

Vort kloster på Skt. Priscas dag 1518, den samme dag, hvorpå du skrev til mig.

Broder Martin Eleutherius.

________________

9. Til Spalatin.

Wittenberg, 15. februar 1518.

Gode gerninger må ske i mistvivl om sig selv og i tillid til Gud – skriver Luther.

Han giver samtidig sin personlige opfattelse af afladen.

Til min Spalatin, den bedste blandt mine venner. Fred og velsignelse. Hvad du har skrevet, ja foreskrevet mig, bør jeg gøre, og det gør jeg nu, min bedste Spalatin, så at jeg gennem dig takker vor høje kurfyrste for den udmærkede og aldeles fyrstelige gave af vildt, som han har skænket vore nye magistre, og jeg har sagt det til dem alle, at gaven kom fra kurfyrsten. Men især og mest har jeg glædet mig over vor milde fyrstes sind, som han så venligt har lagt for dagen ved sin gave, fordi også mennesket elsker en glad giver.

[Gode gerninger må ske i mistvivl om sig selv og i tillid til Gud]

Du har atter tilføjet to småspørgsmål. Det ene er hvilket sind, hvilke tanker, den bør have, som vil ofre eller gøre de andre fromme gerninger. Jeg svarer kort: både mistillid og tillid bør man altid have ved enhver gerning. Mistillid med hensyn til sig selv og sit værk, tillid derimod for Guds og hans barmhjertigheds skyld. For således siger Ånden: ”Herren glæder sig over dem, der frygter ham, og som venter på hans trofasthed.” (Sl 147, 11). For en vis frygt er begyndelsen til mistillid.

Og for at jeg skal tale tydeligt: så ofte som du vil ofre eller gøre anden god gerning, skal du vide uden nogen som helst tvivl og med fast overbevisning, at en sådan gerning aldeles ikke kan behage Gud, hvor stor og god den end har været, og hvor meget den så har kostet dig, men er kun værdig til at forkastes. Derfor skal du først være din egen dommer og anklage dig selv tillige med gerningen som sådan og bekende det for Gud. En sådan bekendelse og selvanklage vil, fordi den kommer af frygt for den Guds dom, for hvilken ingen gerning kan bestå, bevirke, at den bliver velbehagelig. Eller rettere ikke så meget gerningen som denne anklage over den behager Gud, så at Gud snarere har foreskrevet os gode gerninger for at give os lejlighed til således at anklage os selv og frygte ham, end at han skulle have den tjeneste for øje, som vi dermed yder ham. Således siger Salmen: ”Før ikke sag mod din tjener, for intet menneske er retfærdigt over for dig.” (143, 2). Oh, denne så længe oversete, ukendte forklaring på retfærdigheden! Hvad er retfærdighed? Det er selvanklage. Hvem er retfærdig? Den, som anklager sig selv. Hvorfor? Fordi han foregriber Guds dom og dømmer det samme, som Gud dømmer, nemlig sig selv. Derfor samstemmer han med Gud i alt og stemmer overens med hans dom, hans vilje, og dermed er han sanddru, retfærdig osv. Således siger Skt. Augustin i sin ”Bekendelse” 9. bog: ”Ve menneskers liv, hvor rosværdigt det end er, hvis det dømmes, uden at barmhjertigheden fælder dommen.” Således vil Augustin lære dig, at alle hellige er syndere. Derfor, når du således mistvivler om dig selv, og ydmygt har bekendt dette for Herren, da kan du, bør du uden betænkning gøre regning på hans barmhjertighed. For ikke mindre synder den, der mistvivler om hans barmhjertighed end den, som stoler på sine gerninger. Han vil, at vi forud skal fortrøste os til ham og ganske fortvivle med hensyn til os selv og vort eget. Når han fordum i Moseloven talte i billeder og foreskrev, at man ikke må tage en møllesten, hverken den nedre eller den øvre kværnsten i pant, så betyder det, at fra synderen skal man hverken fjerne håbet eller frygten, men de skal være ligesom de to møllesten, mellem hvilke sjælen knuses. Således var den salige Job bange for alle sine gerninger. Og i Ordsprogene hedder det: ”Salig det menneske, der lever i ærefrygt.” Altså er din gerning god i samme grad, som du forud griber Guds barmhjertighed og mistvivler om din egen gerning. For da er det ikke mere dig, som virker for din egen ære, men Gud, som virker i dig for sin ære. Her drejer det sig kun om dette, at hans barmhjertighed må forherliges i os, derimod ikke at vi skal opblæses imod Gud af vore gerninger. Og dette er den bedste og eneste og sidste mening med alle og alt.

[Om afladen og de 95 teser]

Dit andet spørgsmål var om afladens kraft, og hvad den formår. Denne sag ligger endnu i det uvisse, og mine stridssætninger [De 95 teser] herom omtumles endnu mellem bespottelserne. Dog vil jeg sige to ting. Det første er kun for dig alene og vore venner, indtil sagen bliver offentliggjort: for mig synes nutidens aflad ikke at være andet end sjælebedrag, og jeg mener, at den er ganske unyttig undtagen for de dovne, som snorksover på Kristi vej. Om end vor Karlstadt ikke deler denne anskuelse, så står det dog fast for mig, at den intet fører til. For at få dette bedrag fjernet har jeg af kærlighed kastet mig ind i denne farefulde strids labyrint og har hidset alle de værste uhyrer op imod mig.

Det andet, jeg ville sige om afladen, hersker der ingen tvivl om, idet både mine modstandere selv tvinges til at indrømme, og hele kirken vedgår, at almisse og hjælpsomhed er uden sammenligning bedre end aflad. Lad det derfor være mit råd til dig, at du ingen aflad køber, så længe du finder fattige og trængende medmennesker, hvem du kan give, hvad du ville anvende på aflad. Handler du anderledes, så er jeg undskyldt, og du må selv tage ansvaret. Jeg nærer ingen tvivl om, at den, som forsømmer sin næste for at købe aflad, fortjener Guds vrede.

Men du vil få mere herom at se, så snart jeg, om Gud vil, får udgivet beviserne for mine teser. For dertil tvinges jeg af disse mennesker, som er mere uvidende end uvidenheden selv. De udråber mig som en kætter i alle deres prædikener, ja de raser i den grad, at de for min skyld forsøger at bringe Wittenbergs universitet i vanry som kættersk. Jeg anstrenger mig meget mere for at holde mig selv i tømme, at jeg ikke skal foragte dem, end jeg lægger an på at triumfere over dem. For de er i den grad blottede for human og teologisk dannelse, at man i kampen mod dem udsætter sig for den største vanære, og dog afføder selve deres uvidenhed en utrolig dristighed, som om deres pande var mere end kobberforhudet. Men de er stolte alene af deres egne spøgelsers og genfærds skygger, hvoraf de er i den grad opfyldt, og – hvis jeg skal anslå deres egen toneart – sådanne rene uvæsener, at man må ganske fortvivle over deres forbedring.

Kun dette ene vil jeg, du skal vide, at jeg lider forfærdeligt, fordi disse ordgydere selv, som kun kan råbe og skrige, og mange andre med dem, har fundet på en ny krigslist og snakker alle vegne op om, at jeg kun går vor høje kurfyrstes ærinde. Som om jeg af ham var blevet tilskyndet til at lægge ærkebiskoppen af Magdeburg for had. Jeg beder dig, råd mig selv til, hvad har vi at gøre, om man skal gøre kurfyrsten bekendt dermed? Det gør mig så inderlig ondt, at han skal mistænkes for min skyld, og det fylder mig med frygt og forfærdelse, at jeg skulle blive årsag til splid mellem så store fyrster.

Jeg vil gerne finde mig i, at kurfyrsten tilbyder at lade mig møde til disputats eller for en ret (kun at der gives mig offentligt lejde), blot for at de ikke indblander den uskyldige fyrste i hadet imod mig. Det er dog ret en uhyrlig menneskerace og et lysfjendtligt mørkets folk! Johannes Reuchlin har de da fundet hinsides tre provinser og mod hans vilje ført ham tilbage. Mig derimod, som står lige uden for deres dør og indbyder og beder dem om at høre, mig foragter de og snakker i krogene om, hvad de indser ikke at kunne forsvare. Men lad det nu være nok! Lev vel og tilgiv min lange skrivelse og mine mange ord. Det er jo til en ven, at jeg har talt.

Vort kloster, 15. februar 1518.

Broder Martin Eleutherius, augustiner.

________________

10. Til Johan Lang.

Wittenberg, 21. marts 1518.

Efter en kort indledning om et skrift af Karlstadt og hans sygdom, fortæller Luther om sine modstanderes rasen imod ham, og at man derfor har frarådet ham rejsen til Heidelberg, som han alligevel vil foretage, og om studenternes opbrænding at Tetzels modteser.

Til den højærværdige Johan Lang, licentiat i teologien, forstander for Augustiner-eremitterne i Erfurt.

Fred og velsignelse! Højærværdigste fader! Jeg har sendt dig nogle ark af Karlstads forklaring af Augustins skrift om ”Ånd og bogstav”, tilligemed nogle, som var bestemt for andre. Dog mindes jeg ikke, hvor mange, og for hvem de var bestemt. Har du modtaget alt, må du være i besiddelse af ni. I modsat fald skal jeg udfylde det manglende efter din angivelse. Trykningen er nemlig nået frem til det niende, for dr. Karlstadt var sengeliggende og er det endnu af feber og måtte afbryde arbejdet, som endnu hviler.

Afladskræmmerne tordner således imod mig fra deres prædikestole, at de ikke kan finde gruelige skældsord nok. De tilføjer trusler og lover folket, nogle, at jeg inden fjorten dage, andre, inden en måned ganske bestemt skal blive brændt. Endvidere udgiver de stridsartikler imod mig, så jeg må frygte, de snart vil briste af harme og forbitrelse. Endelig fraråder man mig fra alle sider at rejse til Heidelberg, for at de ikke skal fuldbyrde med baghold, hvad de ikke kan sætte igennem med magt. Men jeg vil dog fyldestgøre lydighedens pligt og rejse til fods over Erfurt, om Gud vil, men vent mig ikke, for jeg vil næppe kunne tage af sted før en uge efter påske. Vor fyrste, som er vort grundige studium af teologien meget gunstig, har uopfordret med stor iver taget mig og Karlstadt i beskyttelse og vil på ingen måde tillade, at de lokker mig til Rom. Det véd de godt og ærgrer sig frygtelig derover.

Men for at du dog skal være underrettet derom, hvis du har hørt noget om opbrændingen af Tetzels teser og for at ingen skal gøre sagen til mere end den er, som det sædvanlig sker, så er historien følgende: Studenterne, som er meget kede af det gamle filosofiprægede studium og meget ivrige for studiet af Den Hellige Bibel og vel også har nogen forkærlighed for mig, havde fået at vide, at der var kommet en mand hertil fra Halle, sendt af Tetzel, som er forfatter til disse teser. De gik da straks til denne mand og skræmte ham, fordi han vovede at komme med sådanne ting. Nogle købte en del eksemplarer af ham, andre rev dem fra ham, og hele resten, næsten 800, brændte de, efter at de forud havde udråbt og bekendtgjort, at hvis nogen ville være med ved opbrændingen og begravelsen af Tetzels teser, måtte de møde på torvet kl. 2, og det uden at fyrsten, rådet, rektor og alle vi andre vidste noget om det. Det mishager virkelig mig og alle, at manden så groft er blevet forurettet af vore. Jeg er uden skyld, men frygter, at det hele skal blive tilregnet mig. Alle vegne snakkes der om det, men alt for stor, om end ikke uretfærdig, er harmen hos vore modstandere. Hvad der vil ske, véd jeg ikke, kun at faren for mig er vokset desto mere.

Dr. Conrad Wimpina bliver af alle udgivet som forfatter til disse modteser, og jeg har anset dette for sikkert. Derfor sender jeg dig et eksemplar, som blev reddet fra ilden, for at du kan se, hvordan de raser imod mig. For øvrigt går det godt fremad med vort universitet, så at vi håber i nærmeste fremtid at få forelæsninger i begge, ja i alle de tre gamle sprog og over Plinius, matematik, Quintilian og nogle andre udmærkede emner, efter at de unyttige forelæsninger over Petrus Hispanus, Tartaretus og Aristoteles er afskaffet. Og denne sag behager også kurfyrsten og er for tiden til behandling i hans råd. Anbefal mig til fædrene og brødrene, jeg lader fader magister Using hilse og ligeså fader magister Johan Nathin.

Wittenberg, Skt. Benedicts dag (21. marts), 1518.

________________

11. Til Spalatin.

Coburg, 15. april 1518.

Munter beretning om rejsen til Heidelberg.

Til min Georg Spalatin, Kristi præst og fyrstelig bibliotekar i Wittenberg, min broder i Kristus.

At aflevere til magister Spalatin i Wittenberg.

Fred og velsignelse. Jeg antager, at vor ven Pfeffinger har fortalt dig alt, hvad vi talte sammen om, da jeg mødte ham i byen Judenbach. Blandt andet var også det mig en opmuntring, at jeg her fik lejlighed til at gøre den rige mand nogle skillinger fattigere. Du véd jo, hvor kært det er mig at falde rige folk til byrde, når det kan lade sig gøre, især da, når det er gode venner. Således lykkedes det mig at få ham til at betale frokosten også for mine to fremmede medrejsende, til sammen for os alle ti groschen. Og også her i Coburg skal jeg, om muligt, få vor nådige fyrstes rentemester til at betale for os, fordi vi, hvis han ikke vil, alligevel lever på kurfyrstens bekostning.

Endnu har jeg rigtignok ikke set manden, og jeg véd heller ikke, om jeg får ham at se. Da vi kom om aftenen og var meget trætte, lod vi et bud bringe ham et brev. Men han er selv sent gået op på fæstningen og er endnu ikke vendt tilbage. Jeg véd ikke, hvordan han vil stille sig, måske er han for optaget til, at han kan drage omsorg for os. Dernæst erindrer løberen Urbanus godt nok, at det er betroet ham at gå med os til Würtzburg. Derfor hvad enten førstnævnte kommer hjem eller ikke, fortsætter vi i morgen vor rejse, om Gud vil give lykke til.

Alt andet er ved Guds nåde i orden, undtagen at jeg må tilstå, at det var en fejl af mig at foretage rejsen til fods. Men da angeren er fuldkommen og rigelig fyldestgørelse er pålagt mig, behøves der ingen afløsning ved aflad. Umådelig træt er jeg, og ingen steder kan man få kørelejlighed, og således er da min anger og fyldestgørelse overstrømmende, alt for stor, mægtig og tilstrækkelig.

Hidtil er jeg forblevet ukendt af alle, medmindre Pfeffingers nærværelse forrådte mig, men også i Weissenfels har en mig ganske ubekendt præst kendt mig og beværtet mig udmærket. For han er magister fra Wittenberg. Andet har jeg ikke at skrive nu, uden at du må bede til Gud for mig og hilse den højærværdige fader Jakob og hans gigt. Lev vel!

Coburg, torsdag eftermiddag kl. 5, 1518.

Broder Martin Eleutherius.

________________

12. Til Johan Eck, professor i teologien i Ingolstadt.

Wittenberg, 19. maj 1518.

Brevets overskrift står i stærk modsætning til brevets indhold, hvor Luther frakender Eck virkelig teologisk lærdom og afslører hans troløshed som ven.

Som svar på Eck angreb i skriftet ”Obelisker” sender Luther sit ”Asterisker”.

Til den højlærde teolog og filosof Johan Eck, prokansler ved universitetet i Ingolstadt og kannik i Eichstädt, min særlige ven.

I min besiddelse er en bog med titlen ”Obelisker”, hvori du har forsøgt at gøre det af med mine teser om afladen. Dette er altså beviset på det trofaste venskab, som du fra din side har tilbudt mig, beviset på den kristelige kærlighed, hvormed vi hellere skal formane en broder end anklage ham. Hvordan skulle den mistanke i min enfoldighed være opstået hos mig, at du, som stillede dig så smukt og broderligt over for mig, havde i sinde at falde mig i ryggen. Men også du har opfyldt skriftordet: ”Han taler venligt med sin næste, men har hjertet fuldt af ondskab.” [Sl 28, 3]. Jeg véd, at noget sådant ville du ikke ønske dig fra min side, og dog har du kunnet gøre det imod mig. Giv agt på, hvad din samvittighed tilhvisker dig derom! Jeg er forbavset over, at du alene har kunnet have den uforskammethed at dømme om mine sætninger uden at kende og forstå dem. Denne uforskammethed beviser fuldt, hvordan du indbilder dig at være den eneste, der forstår sig på teologien, hvordan du ikke alene mener at turde med rette stille din egen mening over enhver anden, nej, hvordan du, selv når du ikke har forstået noget deraf, dog anser det for at være tilstrækkelig grund for din fordømmelse, at det ikke har tiltalt hr. Eck. Tillad dog i det mindste, at Gud endnu lever og hersker!

Imidlertid vil jeg ikke forsøge lange forhandlinger med dig, da du er fuld af raseri imod mig. Kun dette: Jeg sender dig en bog, ”Asterisker”, som jeg har skrevet imod din ”Obelisker”, og hvoraf du skal se og erkende din ukyndige anmasselse. Men for ikke at træde din ære for nær og gengælde dig lige for lige, har jeg ikke ladet den trykke, men sender dig den som manuskript. Jeg sender den kun til den ven, gennem hvem jeg har fået din ”Obelisker”, for at du atter skal få mine ”Asterisker” fra ham. Havde jeg villet offentliggøre den, ville jeg have skrevet med mere omhyggelighed og selvbeherskelse, men måske da også skarpere imod dig. Hvis du derefter fremdeles tror på din snak, velan, så skriv igen, og jeg skal imødegå dig med ikke mindre tro.

Måske sker det da, at heller ikke jeg skåner dig mere, skønt Gud véd, hvor langt hellere jeg så, at du ville besinde dig. Hvis du støder dig på noget hos mig, burde du jo også først sige mig det i fortrolighed, som du burde vide, det sømmer sig for en teolog. For enhver skøge ville i sin smule vrede have kunnet udgyde de selv samme forbandelser og uforskammetheder, som du har udgydt over mig, og som du endnu er så langt fra at fortryde, at du endog praler deraf og mener at have handlet ret. Afgørelsen ligger nu altså i din hånd. Jeg vil ikke krænke kærligheden, men på den anden side tager jeg også, om du vil det således, med glæde angrebet op, da du jo med hensyn til teologi højeste kun har lært den skolastiske teologis ydre side, dens skaller. Hvad du vil opnå over for mig, vil du få at se, hvis du foretrækker striden for freden og det blinde had for kærligheden. Men Gud give dig ligesom mig selv god forstand og lade det gå os begge vel. Du ser, at også jeg føler mig krænket og dog nedlægger våbnene, ikke fordi jeg er bange for dig, men fordi jeg frygter Gud. Efter dette pådrager jeg mig ingen skyld, om jeg tvinges til at forsvare mig offentligt. Dog vil jeg føre god tale nu: lev vel!

Wittenberg, 19. maj 1518.

________________

13. Til Johan Staupitz.

Wittenberg, 30. maj 1518.

Luther sender sine håndskrevne ”Resolutiones”, som er forklaringerne til hans afladsteser, som først blev offentliggjort i august. Han beder Staupitz om, at sende dem videre til paven (jfr. følgende brev).

I indledningen udfolder han bodens betydning, som Staupitz først havde gjort ham opmærksom på. Han slutter med at udtale sin heltemodige overgivelse i sin forestående skæbne.

Til min højærværdige og sande fader, Johan Staupitz, professor i den hellige teologi, Augustinerordenens vikar, fra disciplen Martin Luther. Mine gode ønsker og mig selv!

Jeg mindes, høj ærværdige fader, iblandt dine livsalige ord, hvormed den Herre Jesus plejer så vidunderligt at trøste mig, at talen engang faldt på ordet ”bod” (poenitentia). Fulde af medynk med mange samvittigheder og med disse plageånder, som lærer en såkaldt skriftemålsmetode med endeløse og uudholdelige forskrifter, lød det til os som fra Himlen selv, det ord af dig, at boden ikke er sand, hvis ikke den udspringer af kærlig til retfærdigheden og Gud. Hvad man anser for bodens fuldendelse, er snarere dens begyndelse.

Dette dit ord satte sig fast i mig ligesom en helts skarpe pil, og jeg begyndte derefter at sammenholde det med Skriftens udsagn om boden. Og se, jeg fornemmede ligesom den lifligste musik, alle vegne blev der et sammenspil mellem ordene og min sjæl, og de tilsmilede helt din sætning og sprang den i møde, så intet ord klinger sødere og kærere for mig end ordet ”bod”. Tidligere var der næsten ikke noget bitrere ord i hele Skriften end netop dette ord (selv om jeg med al flid også for Gud simulerede og forsøgte at udtrykke en indbildt og tvungen kærlighed dertil). Så liflige bliver Guds bud os, når vi forstår, at de ikke først og fremmest skal læses i bøger, men i vor kære frelsers sår.

Hertil kom senere, at jeg ved de udmærkede lærdes flid og venlige hjælp, som er vore lærere i græsk og hebraisk, har lært, at det samme ord på græsk hedder ”metanoia”, som er sammensat af ordene ”meta” som betyder ”efter” og ”nous” som betyder ”sind”, så bod eller metanoia betyder selvbesindelse: En indrømmelse af sin synd efter at man har modtaget dommen og erkendt sin forvildelse, noget som er umuligt uden at der sker en forandring i ens følelser og kærlighed. Alt dette stemmer så godt med Paulus’ teologi, at Paulus i det mindste efter min mening ikke kan forklare noget tydeligere.

Desuden er jeg nået til at se, at ordet ”metanoia” ikke blot kan betyde ”efter-sind”, men også (om end kun tvungent) ”igennem-sind” eller på den anden side af sindet, så ordet betyder en forandring af sind og følelse. Det beskriver ikke alene en sindsforandring, men synes også at antyde måden, hvorpå den sker, nemlig ved Guds nåde. For denne overgang i sindet, som altså er den helt sande bod, er meget hyppig i Den Hellige Skrift. Både den gamle jødiske påskefest hentyder til det, og Kristus fremstiller den, og også Abraham var længe forud et billede på den, da han begyndte at kaldes en gennemganger, en hebræer. Han blev jo flyttet til Mesopotamien.

Idet jeg grundigt overvejede dette, vovede jeg at mene, at det er falske lærere, som tillægger bodens gerninger så megen betydning, at der næsten ikke bliver andet tilbage af boden end nogle kolde fyldestgørelser og det meget pinlige skriftemål. De lod sig vildlede af den latinske oversættelse, fordi ”at gøre bod” lyder mere af en handling, altså af gerninger, end af følelsernes forandring, og grundtekstens græske ord blev på ingen måde tilgodeset.

Da nu mit hjerte glødede af disse tanker, se, da var det, at det pludselig begyndte at larme omkring os. Det genlød af de nye afladstrompeter og larmede med hornsignaler om eftergivelse, uden at vi dog derved opflammedes til den rette kampiver. Kort sagt, ved at foragte den sande bodslære kastede de sig således over forherligelsen ikke af boden, ikke af dens ringeste del deraf, som kaldes fyldestgørelse, men over eftergivelsen af den dels ringeste del. Aldrig før har man hørt en sådan forherligelse. Endelig lærte de ugudelige og falske og kætterske lærdomme med en sådan myndighed (”frækhed” ville jeg sige), at hvem der blot mukkede derimod, ville straks være blevet kastet på bålet som kætter og erklæret skyldig til evig forbandelse.

Da jeg for min del ikke evnede at stanse disse menneskers raseri, besluttede jeg at vise min uenighed på en mere beskeden måde og nøjes med at drage deres lærdomme i tvivl. Jeg stolede på kirkens og alle dens læreres anskuelse, at fyldestgørelse er bedre end at slippe for fyldestgørelse ved at købe aflad. Der er heller ingen, som nogensinde har ført anden lære. Derfor har jeg disputeret, og derved har jeg til ulykke for mig selv og fare for mit liv ophidset al verden, både middelstanden og høje og lave, så vidt det kunne iværksættes af disse pengejægere (ak, man skulle snarere sige ”sjælerøvere”). For da disse rare fyre, som er udrustede med den værste snuhed, ikke kan benægte, hvad jeg har sagt, så opdigter de, at pavens myndighed krænkes ved mine disputatser.

Dette er nu den sag, ærværdige fader, for hvis skyld jeg med fare for mig selv træder offentlig frem. Jeg som altid har elsket at sidde i en krog, idet jeg foretrækker at være tilskuer til det overmåde skønne skuespil, som vor tids højt begavede mænd opfører, frem for selv at beskues og blive udlet. Men nu må, som jeg ser, også ukrudtet lade sig se imellem kålen og det sorte lade sig se mellem det hvide, for at dette kan tage sig desto værdigere og smukkere ud.

Jeg beder derfor, at du venligst vil modtage denne min ubehjælpsomme skrivelse og, så vidt ske kan, sende den videre til pave Leo, for at den kan tjene mig som forbøn og forsvar hos ham imod mine ondskabsfulde fjenders rænker. Dermed ønsker jeg ikke at bringe dig i lignende fare. Hvad jeg foretager i denne sag, ønsker jeg gjort alene på eget ansvar. Kristus må se til, om hvad jeg har sagt, er hans sag eller min, han, uden hvis vilje og vink hverken pavens tunge har magt over sine ord, ej heller kongens hånd magt over hans hjerte, for af ham venter jeg dommen udtalt fra den romerske stol.

For øvrigt har jeg intet andet svar på disse mine venners trusler end ordet af Reuchlin: ”Den, som er fattig, frygter intet, kan intet tabe.” Jeg hverken har eller ønsker noget. Har jeg haft godt navn og ære, så får nu den blive ved at gøre det til intet, som har begyndt derpå. Det eneste, jeg har tilbage, er dette svage og af idelige besværligheder trætte legeme, hvis liv de måske kun forkorter med en time eller to, hvis de (Gud til en dyrkelse) tager det med vold eller svig. Jeg har nok i min kære genløser og forsoner, min Herre, Jesus Kristus, hvem jeg vil lovsynge, så længe jeg er til. Men hvis nogen ikke lovsynger ham sammen med mig, hvad vedkommer det mig? Lad dem hyle i deres eget selskab, hvis det behager dem bedre. Den Herre Jesus selv bevare dig i evighed, min mildeste fader.

Wittenberg, trinitatis søndag, 1518.

________________

14. Til pave Leo den Tiende.

Wittenberg, 30. maj 1518.

Luther sender paven sine ”Resolutiones”, dvs. forklaringerne til teserne om afladen.

Han underkaster sig paven ydmygt og forsikrer om sin ubetingede tillid til hans retfærdighed og sandhedskærlighed.

Til den allerhelligste fader, Leo X, pave, med ønsket om evig frelse fra Broder Martin Luther, Augustiner.

Jeg hører, allerhelligste fader, at der går meget slemme rygter om mig, hvoraf jeg forstår, at visse venner har gjort mit navn stinkende for jer og jeres omgivelser, som om jeg anstrenger mig for at nedsætte nøglemagtens myndighed. Man anklager mig som kætter, frafalden, troløs og med utallige smædenavne. Mine ører forfærdes, og mine øjne står stive af forbavselse, men min frimodigheds eneste værn rokkes ikke: en uskyldig og rolig samvittighed. Heller ikke er det noget nyt, jeg hører. For med sådanne udmærkelser er jeg også blevet hædret her i landet af disse sanddru hædersmænd med deres mere end onde samvittighed. De søger at vælte deres egne skurkestreger over på mig og at besmykke deres skændsel med min skændsel. Men sagens virkelige sammenhæng vil du, allerhelligste fader, nu nådigst høre af mig, om end jeg kun taler dårlig for mig og mangler dannelse.

I de lige foregående dage er man begyndt at prædike den apostolske aflads jubelår, og det har taget sådan overhånd, at disse prædikanter, som mente at turde vove alt under beskyttelse af dit navn, har vovet offentligt at lære de mest ugudelige og kætterske lærdomme til største forargelse, til hån og spot for den kirkelige øvrighed, som om bestemmelserne om misbrug af afladshandelen ikke vedrørte dem. Og ikke tilfredse med at udgyde denne gift med de dristigste ord har de oven i købet også udbredt småbøger blandt menigmand, hvormed de – for nu ikke at tale om deres umættelige og uhørte pengebegærlighed, hvoraf næsten hver tøddel deri stinker groft og ilde – fastslår de samme ugudeligheder og kætterier. De har gjort det således, at de med ed forpligter skriftefædrene til med al troskab og flid at indprente folket de samme løgne. Jeg taler sandhed, og ingen af dem kan benægte det, for bøgerne er der, og de kan ikke fralægge sig noget. Deres forehavende havde de også held med, og folk udsugedes med lutter falsk trøst, og som profeten siger: ”De flår huden af folk og kødet af deres knogler” (Mika 3, 2), mens de mæsker sig selv på det rigeligste og behageligste.

Et havde de, hvormed de bragte forargelsen til tavshed, frygten for dit navn, truslen med bål og kætternavnets skændsel. For det er utroligt, hvor behændige de er til at true og skræmme mennesker, også når de har mærket nogen modsigelse mod deres løse snak og opdigtelser, såfremt dette ellers kan kaldes at bringe forargelsen til tavshed og ikke snarere at vække splid, spaltninger i kirken og til sidst oprør.

Men alligevel kom fortællingerne i omløb i boderne om præsternes pengegriskhed, og nøglemagten og pavens myndighed blev ilde omtalt, derom vidner det sprog, der føres over hele landet.

For at bekende sandheden: Mit eget sind blev sat i brand, som jeg selv mener, af nidkærhed for Kristus, eller om man hellere vil, af ungdommelig iver, og dog kunne jeg ikke se, at det kunne tilkomme mig at beslutte noget eller foretage noget i denne sag. Derfor rettede jeg privat en henvendelse til enkelte af kirkens ledere. Nogle hørte på mig, andre lo ad mig, nogle mente et, andre noget andet om mig. For frygten for dit navn og truslen med band var for mægtig. Til sidst, da jeg intet andet formåede, anså jeg det for bedst i det mindste at stå dem imod med lempe, dvs. at vække tvivl, for at deres lære kunne blive drøftet. Derfor lod jeg en plakat trykke med sætninger til drøftelse og indbød alene de lærde, om nogen ville drøfte spørgsmålet med mig. Det fremgår klart og tydeligt af indledningsordene til disse disputatssætninger, hvad da også modstanderne bør kunne se.

Se, det er den brand, som de klager over, har sat hele verden i brand, måske fordi de holder mig alene, som dog ved din apostolske myndighed er lærer i teologien, for uværdig til at disputere på et offentligt universitet. Det er ellers skik og brug ved alle universiteter og i hele kirken, ikke alene om aflad, men også om uden sammenligning højere ting, om guddommelig magt, syndsforladelse, guddommelig barmhjertighed. Dog foruroliger det mig ikke synderligt, at de misunder mig denne adkomst, som din hellighed har indrømmet mig, fordi jeg mod min vilje tvinges til at unde dem langt større ting, nemlig at indblande Aristoteles’ drømmerier i teologien og føre rent forvrøvlede drøftelser om den guddommelige majestæt imod og uden de dem givne evner.

Når netop disse mine teser desuden frem for mine andre og ikke alene mine, men alle læreres, ved en særlig skæbnens magt er båret ud næsten hele jorden, så er det for mig selv et under. De er alene udgivet hos vore folk og alene for deres skyld og udgivet således, at jeg ikke kan tro, at de kan forstås af alle. De er kun sætninger til drøftelse, ikke udformet lære, ikke læresætninger, men som skik er, fremsatte i en ret dunkel og gådeagtig form. Ellers, hvis jeg havde kunnet forudse dette, ville jeg sandelig for min del have sørget for, at de skulle være lettere at forstå.

Hvad skal jeg nu gøre? Tilbagekalde kan jeg ikke og dog ser jeg, at der ved offentliggørelsen er tændt en mægtig forbitrelse imod mig. Ikke gerne træder jeg frem for menneskers offentlige og yderst farefulde og uberegnelige dom. Jeg er en ulærde, ringe begavet, udannet mand, tilmed i denne gyldne tidsalder, hvor videnskab og kunst blomstrer så selv en Cicero, som dog ellers ikke skyede lys og offentlighed, nu næsten måtte skjule sig i en krog, hvis han levede. Men nøden tvinger mig gås til at snadre mellem svaner.

Derfor og for at formilde modstanderne selv og opfylde manges ønsker, hellige fader, så offentliggør jeg nu disse mine ringe forklaringer til mine teser. Jeg udsender dem under beskyttelse og værn af dit navn, for at alle, som vil, må kunne indse, hvor rent og enfoldigt jeg har søgt at hævde og ære den kirkelige myndighed og nøglemagtens værdighed, og tillige, hvor urimeligt og troløst modstanderne har bragt mig i vanry ved så mange smædenavne. For hvis jeg var en sådan, som de ønsker at give mig udseende af, og ikke snarere havde behandlet alle spørgsmål på normal akademisk vis ved at give lejlighed til drøftelser derom, så ville det have været en umulighed for vor ædleste Herre, hertug og kurfyrste Frederik af Sachsen at tillade et så skadeligt og giftigt menneske, som jeg udgives for at være, at undervise ved sit universitet. Han, som frem for nogen anden ynder og elsker den katolske og apostolske sandhed. Og så ville jeg heller ikke være tålt af de andre så alvorlige og nidkære mænd ved vort universitet. Men det er en god sag, jeg fører, siden disse fjendtlige mennesker ikke er bange for åbenlyst at ville påføre mig, men også både kurfyrsten og vort universitet skam og skændsel.

Derfor, helligste fader, kaster jeg mig med alt, hvad jeg er og har, for din helligheds fødder. Fæld dom over mig til liv eller til død, stadfæst eller forkast, giv mig ret eller uret, ganske som det måtte behage dig. Din stemme anerkender jeg som Kristi stemme, der regerer og taler gennem dig. Har jeg fortjent døden, så vægrer jeg mig ikke ved at dø. For jorden og dens fylde er Herrens, som er højlovet i evighed, amen. Han bevare også dig i evighed! Amen.

År 1518.

________________

15. Til Wenzeslaus Link, Augustiner i Nürnberg.

Wittenberg, 10. juli 1518.

Luther vil gerne sende ham sine ”Resolutiones” om afladssætningerne, men de er endnu ikke færdigtrykt. Man advarer ham imod at rejse til Augsburg, men han er ved godt mod. Han udtaler stærke ord om den skæbne, der møder det sande evangelium og dets tjenere. Han omtaler sin prædiken om bandlysningen og et heftigt brev til ham fra Truttfetter.

Til den ærværdige fader, Wenzeslaus Link, teologisk docent og prædikant i eremitbrødrenes kloster i Nürnberg, min kære ven i den Herre Kristus.

Fred og velsignelse. Jeg ville gerne have sendt dig mit skrift med begrundelsen af mine afladssætninger, ærværdige fader, men vor bogtrykker er så langsom, at jeg også selv føler mig meget ked af det over denne forsinkelse. Det er næsten 18 uimodsigelige slutninger, som jeg har forsøgt at udgive. De småtterier, som jeg alene havde udgivet imod Tetzel, spredes da på ny og vidt omkring, hvad jeg ikke selv kunne ønske, da jeg deri alt for meget har rettet mig efter vennernes opfordringer, selv om jeg heller ikke har opfyldt deres ønsker. De andre regner mig min utålmodighed til last, mens jeg dog snarere har drevet spøg deri end ytret vrede. Ønsker du ellers at vide noget nærmere om os, vil dine to Konrader kunne give tilstrækkelig besked.

Vor ordensvikar, Johan Lang, som er her i dag, siger, at grev Albert af Mansfeld har givet ham skriftligt påbud, at han på ingen måde må tillade mig at forlade Wittenberg, fordi nogle stormænd har givet hemmelige ordrer til, at jeg enten skal hænges eller druknes. Jeg er ganske som Jeremias en stridens og tvistens mand, idet jeg daglig forbitrer farisæerne med ”nye lærdomme”, som de siger. Men ligesom jeg er mig bevidst ikke at lære andet end den ægteste teologi, således har jeg også længe forud vidst, at jeg med min prædiken ville blive de helligste jøder en forargelse og de viseste græker en dårskab.

Men jeg håber heri at være Jesu Kristi skyldner, så at han måske siger også til mig: ”Jeg vil vise ham, hvor meget han bør lide for mit navns skyld.” For hvis han ikke siger det, hvorfor har han da ladet mig stå i ordets tjeneste som ganske ubesejret, eller hvorfor har han ikke lært mig at føre anden tale? Men det er nu hans hellige vilje. Jo mere disse truer, desto mere fortrøstningsfuld er jeg: Min hustru og mine børn er der sørget for, mine marker, mit hus og alt, hvad jeg ejer, er beskikket, ære og navn plukkes allerede i stykker, kun et er tilbage, at hvis de tager dette skrøbelige og nedbrudte legeme, så kan de muligvis forkorte mit liv med en time eller to, men min sjæl kan de ikke tage. Jeg synger med Johan Reuchlin: ”Den, som er fattig, frygter intet, kan intet miste, men sidder glad med et godt håb, for han håber at vinde.”

Men jeg véd, at Kristi ord fra verdens begyndelse har været af den art, at den, som vil bære det ud i verden, nødvendigt med apostlene må være beredt på at forlade og fornægte alt og vente døden hver time. Var det ikke således, ville det ikke være Kristi ord. Med døden er det købt, med manges død er det udbredt, ved manges død bevaret, og derfor må det også fremdeles bevares og bringes videre ved manges død. Vor brudgom en nemlig en blodbrudgom. Derfor må du bede om, at den Herre Jesus vil styrke og bevare sin tro synders mod.

Jeg har for nylig holdt en prædiken for folket om bandlysningens kraft, hvori jeg i forbigående har revset dette pak af kirkelige lederes tyranni og uvidenhed. Alle undrer sig over, at de aldrig før har hørt noget sådant. Dernæst venter vi alle på, hvad ondt der herefter skal komme over mig. Jeg har tændt en ny ild, men således virker sandhedens ord, tegnet, som modsiges. Jeg havde villet disputere offentligt om disse ting, men se, rygtet løb forud, og det satte de fleste af de store herrer således i bevægelse, at min biskop over Brandenburg sendte et fornemt bud om, at jeg skulle opsætte denne drøftelse, hvad jeg også har gjort og gør, især også fordi mine venner tilråder det. Se, hvilket uhyre af et menneske jeg er, siden endog blotte forsøg fra min side ikke kan tåles!

Hr. Doktoren fra Eisenach har sendt mig brev fuld af den største nidkærhed (for således bør man hædre en mands glødende lidenskabelighed), endnu krassere end det, som du selv hørte i rådet, på samme måde talte han til mig personlig, da han var ansat i Erfurt. Indtil vanvid føler disse mennesker sig forpinte, fordi de bør blive dårer i Kristus, og om de end er lærere, der er højt ansete over hele verden, må anses for i så lang tid at have faret vild. Jeg for min del opgiver helt at ulejlige alle dårer og nattens sønner, når blot Kristus vil være mig en nådig Gud, til hvem jeg er rede at afgive ordets tjeneste.

Wittenberg, 10. juli 1518.

Broder Martin Luther.

________________

16. Til Spalatin i Augsburg.

Wittenberg, 8. august 1518.

Luther har modtaget stævning den 7. august til at møde i Rom. Han beder Spalatin udvirke hos kurfyrsten, at hans sag må blive behandlet i Tyskland. Om hans svar på Sylvester Prierias’ ”Dialog”.

Til den højlærde og tillige bedste ven, min Georg Spalatin, som for tiden er i Augsburg og som må elskes oprigtigt i Kristus.

Nu trænger jeg, min Spalatin, i højeste grad til din hjælp, ja næsten hele vort universitets ære trænger til den. Det drejer sig om, at du vil gøre sørge for hos den ædle Fyrste og dr. Pfeffinger, at vor fyrste og kejseren får paven til at lade min sag tilbagesendes eller overføres til behandling her i Tyskland, således som jeg selv har skrevet til vor fyrste. For du ser nu, hvor svigefuldt og ondskabsfuldt disse prædikanter, mine bøddelknægte lægger an på min undergang. Herom ville jeg have skrevet til hr. Pfeffinger for ved hans og vennernes tjeneste at opnå denne gunst hos kejseren og vor fyrste. Men sagen haster, for man har foreskrevet mig snævre tidsgrænser, som du vil se af dette uhyre af en stævning med dens slangegift og uhyggeligheder. Derfor, hvis du elsker mig og hader uret, så vil du snarest muligt sørge for at indhente fyrstens råd og hjælp, og når du opnår den, underrette mig, eller rettere vor ærværdige fader ordensvikar, Johan Staupitz, som måske allerede er med dig i Augsburg eller snart vil være der. For han opholder sig i Salzburg og har lovet at komme til Nürnberg Kristi himmelfartsdag. Endelig beder jeg dig om, ikke at foruroliges eller bedrøves for min skyld, for Herren vil sammen med prøvelsen berede dens udgang.

På Sylvesters ”Dialog”, som ligner ham ganske og er fuldstændig ukultiveret, svarer jeg med et skrift, som du snart skal få i dets helhed, når det er færdigt. Denne elskværdige mand er, som du vil se af stævningen, på én gang min modstander og min dommer. Lev vel! Optaget som jeg er af mange skriverier, tillades det mig ikke at være udførligere.

Wittenberg, Skt. Cyriacus’ dag 1518.

Broder Martinus Eleutherius, Augustiner.

________________

17. Til Spalatin i Augsburg.

31. august 1518.

Om prædikenen om bandlysningen. Melanchthons tiltrædelsestale. Oversendelse af gensvaret til Sylvester Prierias. Om Karlstads forestående svar på Ecks forsvarsskrift.

Til den højlærde og højtdannede Georg Spalatin, min trofaste ven i Kristus.

Fred og velsignelse. Før dit brev kom, min kære Spalatin, var prædikenen om bandlysningen allerede udgivet. Men den er så beskeden og støttet med så gode grunde til værn for sandheden, at jeg tør håbe, at den ikke blot ikke vil blive misbilliget af venner af sandheden, men også vil finde stor yndest også hos dem, der ellers finder behag i tyranni. Så højt har jeg prist pavens hellige myndighed, men uden at sleske, heller ikke uden nødvendighed. For jeg lærer intet deri, som de ikke selv har lært eller lærer.

Hvad du skriver og pålægger om vor Philip Melanchthon er sket og vil ske, det skal du ikke være i tvivl om. Fire dage efter at han var kommen, holdt han en tale, der udmærkede sig således ved lærdom og veltalenhed, at han vandt alles yndest og beundring i den grad, at du nu kan spare dig at tænke på, hvordan du skal anbefale ham til os. Hurtigt aflagde vi enhver fordring, som hans ydre fremtræden kunne vække. Vi priser og beundrer, hvad han præsterer, og takker den høje fyrste ligesom dig for hans kaldelse. Snarere bør det ligge dig på sinde, hvilket fag du helst skal anbefale ham til hos kurfyrsten. Jeg for min del ønsker ingen anden lærer i græsk, så længe vi har ham. Kun ét frygter jeg, at hans svagelige helbred ikke kan tåle livet her i vor egn, og dernæst hører jeg, at han er kaldet med en alt for ringe løn, så at man i Leipzig allerede smigrer sig med håbet om, at de snart kan tage ham fra os. De har allerede henvendt sig til ham derom, før han kom til os. Jeg og mange andre har den mistanke, at dr. Pfeffinger som sædvanlig også i denne sag alt for meget har ladet sig det være magtpåliggende at være en tro husholder over fyrstens pengekasse. Derfor, min kære Spalatin, for at tale frit og som ven med ven: Se til, at I ikke foragter hans person og alder. Han er en mand, som er al ære værd. Jeg ønsker ikke, at vi og vort universitet begår en dumhed, hvoraf vore misundere kunne lave en bedre fabel end før.

Jeg sender her et flygtigt, ubetydeligt modskrift imod snakkehovedet Sylvester, der gør sit navn al ære [Sylverster er dannet af et ord for ”skov”]. Det er to dages hastige værk. Han syntes mig ikke værd, at jeg skulle anstrenge mit hoved yderligere og forgæves bruge mine studier til at gendrive hans letfærdige og barnagtige slutningskæder.

Jeg takker Gud og dig, fordi du drager omsorg for mine anliggender. Lev vel og elsk mig i Kristus!

31.august 1518.

Broder Martin Luther af Augustinerordenen.

Doktor Andreas Karlstadt forbereder et nyt angreb imod Ecks forsvarsskrift, og så vidt jeg forstår, har Eck ikke opnået andet med sit forsvar end at vise, hvor han lettest kan såres

________________

18. Til Spalatin.

Augsburg, 10. oktober 1518.

Luther beretter om sin ankomst til Augsburg, og at han nu vil tale med kardinal Cajetan, efter at han forud har haft en samtale med gesandten Montferrat, hvis forslag han har afvist.

Til min kære Georg Spalatin, Kristi præst, den højlærde og højtdannede, min ven i Herren.

Fred og velsignelse. Vi er ankommet til Augsburg, min kære Spalatin, på Skt. Markus’ dag, som er dagen efter den hellige Frantz’ dag. Vi ankom trætte, og jeg var nær blevet liggende på vejen, på grund af et eller andet slemt mavetilfælde.. Men jeg er atter kommen til kræfter. I dag er det tre dage siden vi kom, men endnu har jeg ikke set den ærværdige hr. Legat [Cajetan]. Dog har jeg straks den første dag ved dr. Venceslaus og en anden ven ladet ham min nærværelse vide. Imidlertid skaffedes der mig af trofaste venner offentlig sikkerhed eller lejde hos de kejserlige og senatet. Alle viser mig tjenstvillighed og imødekommenhed for vor kurfyrstes skyld.

For selvom kardinallegaten tilsikrer mig enhver gunst, vil vennerne dog ikke tillade mig, at jeg uden videre skænker ham tiltro. I den grad er de forsigtige og omhyggelige for mig. De véd nemlig, at han i sit indre er yderst forbitret på mig, hvad han så end foregiver i det ydre, og det har jeg også på anden måde tydeligt kunnet forstå.

Men i dag vil jeg i hvert fald søge ham og se at opnå en første samtale. Hvad der så vil ske, véd jeg ikke. Nogle anser det for et gode for mig, at kardinalen af Gurk er fraværende, andre mener det samme om kejserens fraværelse, for han er ikke langt herfra og kan ventes tilbage hver dag. Også biskoppen af Augsburg er fraværende. I går spiste jeg til aften hos dr. Conrad Peutinger, hvis menneskelige og borgerlige fortrin du kender bedre end jeg, og som er en af de senatorer, der er ivrige for min sag, om end andre ikke står tilbage for ham. Jeg véd ikke, om den høje legat er bange for mig eller forbereder et skammeligt anslag.

I går fik jeg bud fra gesandten fra greven af Montferrat, at jeg ikke skulle fremstille mig for legaten, før han havde haft en samtale med mig. Han opsøgte mig da også, efter alles mening på foranledning af legaten og instrueret fra ham, og søgte med mange ord og, som han foregav, de bedste fornuftgrunde at bevæge mig til at føje legaten, vende tilbage til kirken og tilbagekalde mine vranglærdomme. Han henviste mig til abbed Joachim af Floris’ eksempel, der på samme måde undgik at blive dømt som kætter uagtet hans vitterlige kætterier. Dernæst frarådede han mig med største mildhed at forsøge nogen redegørelse for mine udsagn.

Vil I have et spil, en ringridning? Kort sagt: han er og bliver en italiener. Men jeg svarede: Hvis man kan belære mig om, at der af mig er sagt andet, end hvad den hellige romerske kirke lærer, skal jeg hurtigt være min egen dommer og istemme tilbagekaldelsen. Men her vil den uovervindelige vanskelighed komme, hvis han fastholder dr. Thomas Aquinas’ anskuelser mere hårdnakket, end kirkens lære og autoritet tillader. For deri vil jeg først give efter, når kirken tilbagekalder sin første læresætning, hvorpå jeg netop støtter mig [læren om Skriftens autoritet]. Ej, ej, sagde han, vil i lave ringridning? Derefter skred han frem til de urimeligste påstande, så at han åbent tilstod, at falske lærdomme kan prædikes, når de blot – det sagde han udtrykkelig – skaffede god indtægt og fyldte kassen. Desuden: At om pavemagten kunne det ikke tillades at disputere, men den burde ophøjes således, at den med sit blotte vink kunne ophæve alt, også hvad der hørte troen til, særlig da i dette tilfælde. Adskilligt andet kan jeg mundtlig fortælle. Men jeg afviste denne nye Simon, der dog ikke forstod sig nok på pelasgernes kunst, og så gik han da sin vej. Således svæver jeg da mellem frygt og håb. For denne ubehændige mægler bibragte mig da ikke så lidt håb.

Dr. Christopher Scheurl traf jeg ikke i Nürnberg. Derfor aftalte jeg med hr. Philip Feylitsch, at han på kurfyrstens vegne skulle give hr. Johannes Böschenstein seks gylden, og andre fire kunne han så låne hos dr. Scheurl eller prioren for vort kloster i Nürnberg. For han mente, at han ellers umuligt kunne gennemføre en så lang og kostbar rejse. Han vil altså komme til Wittenberg så snart som muligt. [Han blev professor i hebraisk i Wittenberg].

Vor ærværdigste fader ordensvikar, dr. Johannes Staupitz, skriver og forsikrer, at han bestemt skal komme, så snart han får efterretning om, at jeg er kommen. Derfor har jeg straks ved min ankomst sendt broder Leonardo og meldt ham mit komme, og i dag venter jeg ham.

Den frankiske gesandt var rejst hjem kort før jeg kom, dog ikke uden at efterlade et tydeligt vidnesbyrd om sin interesse for mig.

Du vil bevise mig en tjeneste ved at lade mine venner i Wittenberg få dette brev at se eller så meget deraf, som du vil lade dem vide. En anden gang skal jeg skrive udførligere og til flere. I dag tillader arbejde og tid det ikke. Du må bringe dem alle min hilsen. Jeg ønsker, at det må gå dem godt, hvad enten jeg vender tilbage eller ikke. For vist er det, at jeg vil appellere til et kommende kirkemøde, hvis den høje legat vil gå til værks imod mig med magt mere end med grunde.

Jeg véd, at paven har sendt vor høje fyrste den gyldne rose, den, som man plejer at skænke store Herrer med store forventninger, og at man med stor velvilje har lovet ham alle slags tjenester. Kort sagt, den romerske kirke, om man tør bruge dette navn, trænger umætteligt til guld, og jo mere den sluger, desto mere vokser dens tørst. Lev vel i evighed og bring vor høje fyrste min tak og anbefal mig til ham!

Augsburg, søndag efter Dionysius, 1518, i den tidlige morgen.

Broder Martin Luther af Augustinerordenen.

________________

19. Til Melanchthon.

Augsburg, 11. oktober 1518.

Anbefaling af Johannes Böschenstein. Vemodig hilsen ved udsigten til at blive ofret, klage over Italiens formørkelse.

Til min højlærde og inderligt kære Philip Melanchthon, professor i græsk i Wittenberg.

Fred og velsignelse. Vor Johannes Böschenstein har du, kæreste hr. Philip, anbefalet således til mig, at jeg ikke først behøver at anbefale ham til dig. Han er, som jeg ser, ængstelig og lidet troende, så at jeg kunne frygte, at din sympati for ham derved kunne forringes. Men jeg beder meget mere om, at du og de øvrige venner vil vise jer sagtmodige og kærlige imod ham. Angående min egen sag vil dr. Karlstadt give dig underretning. Der sker intet særligt nyt, undtagen at hele byen snakker om mig, og alle ønsker at se det menneske, der har antændt en sådan heltemodig ildebrand.

Men bevis du dig fremdeles som en mand og undervis ungdommen ret! Jeg går hen for at ofre mig for jer og for dem, om det således behager Gud. Hellere vil jeg gå til grunde og, hvad der er mig det tungeste, undvære forbindelsen med jer for bestandig, end at jeg skulle tilbagekalde, hvad jeg har lært rigtigt, og give anledning til den ædle videnskabs undergang.

Hos dem som de mest uvidende og forbitrede fjender af videnskab og lærdom er landet indhyllet i ægyptisk mørke. I den grad er de alle uvidende om Kristus og hvad der tilhører ham. Og dog har vi dem til lærere i tro og etik. Således opfyldes Guds vrede på os, når han siger: ”Jeg giver dem drenge som ledere, lømler skal herske over dem.” (Es 3, 4).

Lev vel, min kære Philip, og afvend Guds vrede fra os ved oprigtige bønner!

Augsburg, mandag efter Dionysius’ dag 1518.

Broder Martin Luther.

________________

20. Til Spalatin.

Augsburg, 14. oktober 1518.

Beretning om hans første og anden forhandling med Cajetan.

Til min højlærde ven, Georg Spalatin, Kristi præst, osv.

Fred og velsignelse. Nødig skriver jeg til kurfyrsten. Derfor beder jeg dig som hans ven modtage denne beretning og forelægge den for den milde fyrste.

Det er allerede nu den fjerde dag, at hr. Legaten forhandler med mig eller imod mig. Vel lover han for kurfyrstens skyld med mange skønne ord at ville gennemføre alt mildt og faderligt, men i virkeligheden bruger han udelukkende ubøjelig magt. Han ønsker ikke, at jeg skal svare ved en offentlig drøftelse, men han vil heller ikke forhandle privat med mig. Et var der, som han uophørlig gentog: tilbagekald, erkend vildfarelsen, dette er pavens vilje og intet andet, hvad enten du vil eller ikke, og således fremdeles. Men mest angreb han mig med pave Clemens VI’s bekendtgørelse i skrivelsen ”Unigenitus”. ”Her, her – råbte han – kan du se, at paven fastsætter, at Kristi fortjeneste er skatte, hvoraf afladen øser, tror du, eller tror du ikke?” Og han tålte ingen forklaring eller svar, men ordenes og råbenes voldsomhed var hans våben.

Endelig lod han sig ved manges møje overtale til at tillade mig en skriftlig redegørelse. Denne har jeg overrakt i dag, hvortil jeg betjente mig af hr. Philip Feylitzsch som kurfyrstens repræsentant, der endnu en gang forebragte dennes ønske. Alligevel afviste han til sidst mit indlæg med foragt, råbte på ny på tilbagekaldelse og gentog vidt og bredt Thomas Aquinas fabler og gav sig således skinnet af at have besejret mig aldeles. Ti gange omtrent begyndte jeg at tale, og ligeså mange gange slog han mig med sine råb.

Endelig greb også jeg til samme toneart og råbte: ”Hvis du kan påvise, at den pavelige lære siger, at Kristi fortjeneste er afladens skat, vil jeg efterkomme jeres ønske og tilbagekalde.” Da blev han ganske vild, tilrev sig pludselig bogen, læste i huj og hast, indtil han nåede det sted, hvor der står, at Kristus ved sin lidelse har erhvervet kirkens skat, osv.

Da udråbte jeg: ”Højærværdigste fader! Betænk dog dette ord ”erhvervet”! Hvis Kristus ved sine fortjenester har erhvervet en skat, så er hans fortjenester jo ikke selve skatten, men det, som hans fortjenester har erhvervet - og det er kirkens nøgler [dvs. nøglemagten til at forlade og fastholde synder]. Altså er min slutning rigtig nok.” Her gik han rent fra sans og samling, og da han ikke ville synes forvirret, gik han voldsomt over til andre spørgsmål og ville forsigtig have dette glemt. Men jeg i min glødende iver (rigtignok tilstrækkelig uærbødigt) udbrød: Deres højærværdigste faderlighed må dog ikke mene, at grammatikken svigter os tyskere, for ét er ”at være en skat”, et andet ”at erhverve en skat”. Og således var nu hans tillid brudt, hvorfor jeg, da han igen råbte på tilbagekaldelse, gik min vej, medens han sagde: ”Gå og vend ikke tilbage igen, medmindre du måtte være villig til at tilbagekalde.”

Og hør nu blot videre! Straks efter middag lod han vor højærværdige fader, ordensvikar dr. Staupitz kalde og søgte med mange fagre ord at få ham til at love, at han nok skulle overtale mig til tilbagekaldelse, idet han (under min fraværelse!) endog forsikrede, at jeg ikke let kunne finde nogen bedre ven end ham. Og da han havde svaret, at han havde foreholdt mig og atter i dag havde gjort dette, at jeg skulle være ydmyg og lydig over for kirken, ligesom jeg også tidligere havde fået vidnesbyrd herom af alle, så tilføjede han dog, at han ikke var mig jævnbyrdig (naturligvis efter hans mening!) i teologi eller i begavelse, men dernæst var han jo selv her på pavens vegne som foresat for os alle på dette sted, for at han selv skulle overbevise os. Endelig kom det dertil, at han foreskrev mig nogle artikler, hvormed jeg skulle tilbagekalde, og som jeg skulle fremlægge som min visdom.

Således står sagen nu. Men jeg har hverken tillid eller håb til ham. Derimod forbereder jeg daglig min appel og tænker ikke på at tilbagekalde en stavelse. Men det svar, som jeg har overgivet ham skriftlig, agter jeg at udgive, for at han kan blive gjort til skamme for al verden, om han fremdeles farer frem med vold, som han har begyndt. Lev vel! – i stor hast!

Augsburg på Skt. Calixtus’ dag, 1518.

Broder Martin Luther af Augustinerordenen.

________________

21. Til kardinal Thomas Cajetan.

Augsburg, 17. oktober 1518.

Staupitz og Link havde søgt at overtale Luther til indrømmelser. Derfor skrev han dette brev og prøvede på, hvad han kunne udrette ved den ydmygeste underkastelse. Han beklager at have været for heftig og skarp og lover at tie stille om afladen, når der også pålægges hans modstandere tavshed.

Til den højærværdigste fader og Herre i Kristus Thomas, titulærkardinal af Skt. Sixtus, den hellige apostoliske stols legat i Tyskland osv., hvem jeg bør frygte og ære i Kristus, sender jeg herved min hilsen i al underdanighed.

Højærværdigste fader i Kristus, for anden gang kommer jeg til dig, men som brevskriver. Deres højærværdigste faderlighed bevise mig den ære at høre mig mildelig.

Min fader i Kristus, vor ordensvikar, Johannes Staupitz, hvem jeg højagter og elsker, har forhandlet med mig, for at jeg skal ydmyge mig og underlægge dig min mening og har tilrådet og overtalt mig til at fatte tillid til din faderlige, nådefulde yndest, således at sagen og sendebudet i lige grad måtte glæde mig. For denne mand er for mig af sådan værd og betydning, at der ingen anden findes i verden, hvem jeg hellere ville høre og rette mig efter. Ikke mindre søgte min inderlig kære broder Wenzeslaus Link at påvirke mig ved at omtale, i hvor høj grad dit faderlige sind bør æres af mig, og han har fra den første ungdom udviklet sig sammen med mig i samme slags studieiver. Kort sagt, ærefrygten for din faderlighed kunne ikke påvirke mig stærkere og mere hjertevindende, end det er sket ved disse to mænds mellemkomst, der begge så at sige solidarisk holder mig i deres hånd. Så stor er på én gang både din mildhed og din klogskab, at jeg må erkende, at din højærværdige faderlighed ikke spørger efter, hvad mit er, men kun spørger om mig selv, uagtet du havde kunnet herske over mig ved magten alene. Derfor er nu min frygt lidt efter lidt gået over, ikke blot det, men den er forvandlet til en særlig kærlighed over for din ærefrygtindgydende faderlighed og en sand og sønlig ærefrygt.

Og nu, højærværdige Fader i Kristus, tilstår jeg, ligesom jeg også ellers har bekendt, at jeg ganske sikkert har været alt for ”indiskret”, som man siger, hidsig og uærbødig over for pavens navn. Og selv om jeg var blevet yderligt heftigt udæsket til sådan optræden, så forstår jeg nu, at det skulle have været min opgave at behandle denne sag mere beskedent, ydmygt og ærbødigt og ikke svare dåren således, at jeg blev hans lige [Ordsp 26,4]. Herover føler jeg den oprigtigste smerte og beder af hjertet om tilgivelse, og fra alle talerstole vil jeg bekendtgøre dette for offentligheden, ligesom jeg allerede ofte har gjort, og herefter gøre mig flid for, at jeg bliver en anden og taler som en anden, idet Gud ynkes over mig. Ja, jeg er absolut rede til og lover med største villighed, at jeg her vil lade være at drøfte afladsspørgsmålet, og når denne sag er endt, helt lade det hvile, når blot også de, der har engageret mig i denne tragedie, enten må få pålæg om at holde måde i deres taler eller helt tie stille.

For øvrigt, min højærværdige og min kæreste fader i Kristus, hvad angår stridens kærne, spørgsmålet om sandheden i dette stykke, da ville jeg allerhelst tilbagekalde alt såvel på dit, som på min ordensvikars befaling og råd, hvis min samvittighed på nogen måde tillod det. For det véd jeg, at ingens forskrift, ingens råd, ingens gunstbevisninger tillader mig, at jeg siger eller gør noget imod min samvittighed. Dernæst er hverken den guddommelige Thomas’ [Aquinas] eller andres forklaringer af så stort et værd, at de kan tilfredsstille mig i dette spørgsmål, når jeg har gjort mig al min flid og efter omhyggelig læsning og granskning har måttet bekæmpe dem. For de ser ikke ud til at kunne støtte sig til et tilstrækkelig sikkert fundament. Men dette ene bliver tilbage, at jeg overvindes ved bedre grunde, dvs. at jeg kan gøre fordringer på at høre brudgommens stemme. For at høre brudgommens røst, det er sikkert.

Derfor beder jeg med al ydmyghed, at din højærværdige faderlighed vil behage at forelægge denne sag for vor helligste Herre, Leo X, at når ved kirken denne tvivlsomme sag er afgjort, man da kan tilskyndes til en ret og retfærdig tilbagekaldelse eller tillidsfuldhed [?]. For jeg har intet højere ønske end at følge kirken. For ikke véd jeg, hvad min tilbagekaldelse, støttet på tvivlsomme og ubestemte grunde, skal kunne udrette, kun må jeg frygte for, at det med rette skal kunne bebrejdes mig, at jeg hverken véd, hvad jeg har bekræftet, eller hvad jeg har tilbageholdt. Lad din højærværdige Faderlighed antage sig denne min ydmygheds og føjeligheds bøn, og tillad mig som en søn at vide mig kendt værdig til mildt at blive anbefalet af jer.

Din højærværdige Faderligheds hengivne søn

Broder Martin Luther af Augustinerordenen.

________________

22. Til kardinal Cajetan.

Augsburg, 18. oktober 1518.

Allerede dagen efter det foregående brevs afsendelse skrev Luther på ny til legaten og meldte, at han ikke længere kunne vente forgæves i Augsburg og derfor ville afrejse snarest. Tillige melder han sig som appellant fra den dårligt underrettede pave til den, der bør gives bedre underretning.

Til den højærværdige Fader i Kristus og Herre Thomas, titulær kardinalpresbyter af Skt. Sixtus, den apostolske Stols legat etc.

Højærværdige Fader i Kristus! I har tilstrækkeligt vidnesbyrd om min lydighed i, at jeg legemlig svag og tillige fattig har udsat mig for denne lange rejses farer og begivet mig hertil og efter den hellige faders pålæg fremstillet mig for din højærværdighed. Desuden har jeg ved offentliggørelsen af mine ”Resolutioner” lagt mig og hele denne sag for hans helligheds fødder, afventende og rede til at underkaste mig, hvad han måtte behage at beslutte til dom eller til godkendelse. Og jeg er mig ikke bevidst at have forsømt noget som helst af, hvad der påhviler en hengiven og lydig kirkens søn.

Derfor kan og vil jeg nu ikke længere spilde tiden til ingen nytte her. Midlerne dertil mangler jeg, og karmeliterfædrene her har jeg været og er til byrde mere end nok, i særdeleshed da din højærværdige Faderlighed med tydelig røst har tilkendegivet mig, at hvis jeg ikke ville tilbagekalde, skulle jeg ikke på ny fremstille mig for jer. Og hvad og hvor meget jeg formår at tilbagekalde, har jeg angivet i mit tidligere brev.

Derfor afrejser jeg nu og vandrer af sted for at udse mig et andet sted. Vel er det blevet mig tilrådet af dem, hvis høje stilling måtte gøre indtryk på mig, at appellere ikke alene fra din højærværdige, men fra vor helligste Herre pave Leo X med hans manglende viden om forholdene til den bedre indsigt, man bør skaffe ham. Jeg ved, at for vor høje kurfyrste ville det være behageligere at se mig appellere end at høre mig tilbagekalde. Men alligevel ville jeg have undladt det, så vidt det stod til mig. For det første synes det mig ikke nødvendigt at appellere eller at få sagen forelagt for mit hjemlands dommere, fordi jeg, som jeg har forklaret, har overgivet alt til kirkens afgørelse og ene og alene venter på dens kendelse. For hvad bør eller kan jeg gøre mere? Hverken er det min anklage eller mit forsvar, som jeg har brug for, jeg som ser hen ikke til, hvad jeg har sagt, men hvad kirken vil sige, ej heller ønsker jeg at kæmpe som en modstander, men at høre som en lærling. Dernæst holder jeg mig næsten overbevist om, at denne sag er besværlig og en appel yderst velkommen, og derfor behøver jeg lige så lidt at frygte en bandlysning, som jeg har fortjent den, selv om jeg ved Guds nåde er en sådan, at jeg langt mindre frygter den end vildfarelser og falsk mening i trossager, vel vidende, at den ikke kan skade, men meget mere må gavne, hvis den sunde tro og sandhedssans har været på min side.

Derfor beder jeg jer ved Kristi inderlige kærlighed og ved din udviste store mildhed imod mig at erkende og godkende den lydighed, jeg hidtil har lagt for dagen, og gunstigt anbefale den til hans hellighed Paven, og regne mig det til gode, når jeg nu, som nødvendigheden byder og mine venner har tilrådet, rejser og appellerer min sag. For deres stemmer, som for mig er afgørende, og deres grund, som jeg ikke formår at gendrive, er denne: Hvad vil du tilbagekalde, og mon du ved din tilbagekaldelse vil pålægge os en troslov? Lad først kirken dømme, hvis der er noget at domfælde, og følg du så dens dom, ikke omvendt! Dette var for mig den grund, jeg måtte erkende mig overvundet af.

Således tager jeg da afsked med din faderlige højærværdige, som jeg i Kristus bøjer mig for.

Augsburgs karmeliterkloster, på evangelisten Lukas’ dag, 1518.

Jeres i sønlig hengivenhed

Broder Martin Luther.

________________

23. Til Spalatin.

Wittenberg, 31. oktober 1518.

Luther melder Spalatin sin hjemkomst, og at han har appelleret og yderligere vil appellere til et kommende kirkemøde, og at han agter at udgive forhandlingerne i Augsburg og de pavelige breve med bemærkninger. Til sidst omtaler han, at man kan vente karmeliterprioren, Johan Frosch’ besøg fra Augsburg.

Til min højlærde ven Georg Spalatin etc.

Jesus.

Fred og velsignelse i Jesus. I dag er jeg, min kære Spalatin, ved Guds nåde kommet sund og rask tilbage til Wittenberg, men hvor længe jeg bliver, véd jeg ikke, for min sag står sådan, at jeg både frygter og håber. Jeg har appelleret til Paven som den, der bør skaffes bedre underretning, fra den slet underrettede pave, og således er jeg rejst af sted efter at have ladet en broder tilbage, som med notar og vidner skulle overgive appellationen til kardinalen. Imidlertid vil jeg i denne stilling forberede sagens indbringelse for en anden instans, for det kommende kirkemøde, idet jeg vil slutte mig til pariserteologerne i det tilfælde, at paven i kraft af sin magtfylde, eller snarere sit tyranni skulle afvise den første appel. Jeg er fuld af glæde og fred, så at jeg undrer mig over, at denne min prøvelse har gjort stærkt indtryk på mange og store mænd.

Den velvilje og mildhed, som kardinallegaten havde lovet vor høje kurfyrste at vise imod mig, har vistnok været overordentlig og rigelig ment, men vi har ikke forstået den således. For selv ville han have tilbudt at ordne alt på den allermest faderlige måde og utvivlsomt også gjort det, hvis blot jeg havde villet tilbagekalde. For om det spørgsmål samlede sig alt. Og da jeg ikke ville det, og han på enhver måde ville det (og jeg tror ikke, at han har haft noget andet hverv end at domfælde), så har jeg været tvungen til at appellere.

Jeg skal sørge for, at mine svar på hans indvendinger bliver trykt sammen med min appellation og nogle teologiske bemærkninger til det diabolske og ikke apostoliske ”breve”, som du oftere har nævnt og nylig tilsendt mig i et eksemplar. Jeg har fået det i hænde på tilbagevejen i Nürnberg sammen med andre skrivelser. Mig synes det nu ganske utroligt, at et sådant monstrum har kunnet udgå fra en pave, især fra Leo X. Derfor hvem end den slyngel er, der har sat sig for at skræmme mig under pavens navn med et sådant dekret, så skal han komme til at forstå, at jeg endnu er i stand til at gennemskue rænker. Men er dette ”breve” virkelig udgået fra den romerske kirke, så vil jeg påvise dem deres skamløse foretagende og skændige uvidenhed.