Martin Luther
 

Filnavn: j0310376.wmf

 

 

 

 

Filnavn: j0183112.wmf
Nøgleord: brød, den hellige nadver, gudstjenester ...
Filstørrelse: 25 KB

 

     

Zwingliansk nadverlære og luthersk skriftemål

 

(Sendebrev til indbyggerne i Frankfurt am Main, 1533)

(Ein Brief an die zu Frankfurt am Main, WA 30 III, 558-71)

 

 

 

 

 

 

 

Til det ærværdige og omsorgsfulde byråd og menigheden i Frankfurt am Main, mine nådige herrer og venner.

 

Nåde og fred i Kristus, vor Herre og frelser, ærværdige, omsorgsfulde, kære herrer og venner.             

      Gennem mange, som komme fra jeres Frankfurter-mar­ked, er det kommet mig for øre, hvordan der i jeres by bliver lært zwingliansk om den hellige nadver, dog under det skin og med sådanne ord, som om det var aldeles det samme som vores lære. Og jeg har ofte hørt sige, at der læres på en måde, så ingen er sikker på, hvad og hvordan, man mener eller tror. Alt dette har jeg ladet blive ved sit værd og aldeles ikke taget mig noget af det, da jeg ingen befaling har til at gøre noget i Frankfurt, og jeg godt ved, at ikke jeg, men jeres prædikanter og I selv alle sammen skal aflægge Kristus regnskab for dette.

      Nogle mennesker hos jer er imidlertid vildfarende og tvivlrådige eller holder det endog for sikkert, at jeres prædikanter ikke lærer eller tror, at Kristi legeme og blod virkelig er til stede i brødet og vinen. De har indtrængende bedt mig give dem mit råd, om de skulle gå med hoben til nadveren, eller om de af den grund skal und­være det. For at tjene dem har jeg derfor ladet dette åbne brev udgå til jer alle, fordi jeg ikke kender disse vildfarende personer eller deres navne og heller ikke ønsker at vide det, da jeg ikke har noget at gøre med jeres prædikanter og deres tilhængere. De har hørt og set tilstrækkeligt, hvad jeg og vores lærer og tror om nadveren. Og ligesom de skiller sig og holder sig borte fra os, så lader vi dem også gå. Gør de det godt, vil de nok finde det.

      Derfor beder jeg venligt om, at I vil holde mig dette nødvendige skrift til gode. Det skal samtidig også være et vidnesbyrd for Gud og verden, hvis nogle hos jer skulle befinde sig i den indbildning, at jeres prædikanter var enige med os og lærte på samme måde om den hellige nadver, som vi. De kan da heraf se, at vi slet ikke er enige, og ingen skal stole på, at han af dem hører vores lære, som de endog på mange punkter bespotter og forkaster. Det kan alle dem, der kommer fra Frankfurt, enstemmig bevidner. Men dette lader vi være, som det er, og lader dem kun vente deres dom.

      For jeg trøster mig med, at der nu på mange steder er dem, som stadig lærer i lighed med os. Men der er nogle andre, som, da de har set, at vognen er bragt for langt og for dybt ud i mudderet og at deres for­rige skrig om bare brød og vin i nadveren ikke mere vil klinge, nu tørrer sig om munden og drejer deres ord anderledes, men alligevel beholder den forrige mening i tan­ken og ved brugen. Med munden siger de, at Kristi legeme og blod sandelig er til stede i nadveren. Når nu en enfoldig person hører dette, så tænker han, de lærer ligesom vi. De går derpå hen til nadveren og mod­tager dog kun brød og vin, for deres lærere giver ikke no­get mere og mener heller ikke noget mere. Men den hemmelige mening og opfattelse er, at Kristi sande legeme og blod nok er til stede i nadveren, men dog kun åndeligt og ikke legemligt, og at det alene modtages i hjertet med troen og ikke legemlig med munden. Som før bemærket, modtager munden kun brød og vin.

 

Kunstig sproglig enighed

Se, er dette ikke at drive et djævelens gøglespil med Kristi ord og skammelig at bedrage de enfoldige hjerter for deres nadver og berøve dem samme? Det har sig hermed sådan, som Hieronymus skriver om arianerne, at deres biskopper prædikede sådan, at de kristne forstod deres ord anderledes, end de mente dem. For også de havde gået for vidt, så at deres skrig om, at Kristus kun var en skabning og ikke Gud, ikke mere gik an. Da tørrede også de sig om munden, holdt på med at kalde Kristus en skabningen og kaldte ham en Gud, ja en sand Gud. Men den hemmeligt mening var denne, at Kristus kun var Gud af titel, det vil sige, han havde navn af Gud og kaldtes Gud, men han var dog ikke en naturlig, evig og den eneste Gud sammen med faderen. Ligesom Johannes i sandhed kaldes en engel, men han er alligevel et menneske og ikke en naturlig engel. Sådan beholdt de hemmelig den mening, at Kristus kun var en skabning, men med munden sagde de, at han var Gud.

      Sådan gør nu også vores papister. Efter at de har mærket, at den gruelige vederstyggelighed, som de har begået, er kommen alt for klart frem for dagen, idet de ganske have fordømt frelseren Kristus og hans tro og lært og næsten skreget på, at man skulle bygge på egne gerninger, så stikker de nu piben i sækken og bruger også ordet ”tro” og prædiker om troen og gode gerninger. Men hemmelig bliver de ved deres gamle vederstyggelighed, selv om de bruger ordet ”tro.” For de siger: ”Det er sandt, man bliver retfærdig ved troen, hvis gerningerne er med; for før og uden gerninger er troen intet.” Med disse ord nævner de troen, som den, der retfærdiggør, men tilskriver alligevel gerningerne retfærdigheden og troen alene slet intet. Dog smykker de sig med sådanne ord: Troen retfærdiggør, når gerningerne er med; ellers er den intet. Det kan man kalde at blæse varmt og koldt ud af samme mund, når jeg siger: Troen retfærdiggør og er dog uden gerninger intet. For hvis den alene og uden gerninger intet er, så må geringerne alene være alt, selv om dette ”intet” (det vil sige: troen) er med. Sådan er deres hemmelige mening, og den gamle, forrige vederstyg­gelighed er bragt frem under nye ord, og den gamle afgud iført nyt tøj.

      Sådan gør også dette tvetungede parti: De siger, at Kristi legeme og blod virkelig er i nadveren, men dog kun åndelig og ikke legemlig. Dermed vedbliver de i deres forrige vildfarelse, at der bare er brød og vin i nadveren. Dernæst foregiver de, at det ikke er nødvendigt, at den almindelige kristne ved, hvordan Kristi legeme er i nadveren. Det er nok, at han tror, at det er det legeme, som Kristus har ment. Når du nu efter denne lære tror, at Kristi legeme legemligt er i himmelen og åndeligt i nadveren, så har du i ånden og troen det legeme, som Kristus har ment, selv om du i brød og vin intet andet får end blot brød og vin.

      Sådan lægger de også Herrens nadver øde og vænner fromme folk til at fare bort og dø uden nadveren. De siger: Hvad skal jeg med nadveren (det er bare brød og vin)? Jeg har jo Kristi legeme og blod åndeligt i hjertet. Hvad skal dog sådant falsk hykleri og løgn til for, hvorved de ikke ale­ne fornægter sandheden, men ikke engang frit ud tør bekende deres egen tro? Hvad er det for kristne, som går så lumsk til værks og frygter for at være sig deres lære åbenlyst bekendt og sælger den under fremmed skin og skjul? Dette fortjener et dobbelt helvede: det ene, fordi de lyver imod Guds ord, det andet, fordi de fornægter og ikke frit bekender deres egen lære, skønt de påstå, at den er Guds ord.

      Hvad mener du nu, når et fromt hjerte kender til denne ondskab og falskhed hos sin sjælesørger eller holder ham mistænkt herfor, hvad skal det da gøre? Mener du, at nogen kan stille sit hjerte tilfreds på hans skændige, falske ord, når han siger: Tro, at det er det legeme, som Kristus mener, og spørg ikke videre? Nej, min kære mand, dette tror han nok i forvejen, før han kommer, selv om han ikke går til nadveren. Det, han spør­ger om og kommer efter, er, at han vil vide, om han med sin mund blot modtager brød og vin? Han spørger ikke om, hvad han i hjertet skal tro om Kristus og hans legeme, men om, hvad man rækker ham med hænderne? Her gælder det, at man ikke bare vælter grøden omkring i munden og siger mum, mum. Man må ikke lære ham: Tro det legeme, som Kristus mener, men man må spytte grøden ud og holde op med denne mumlen og frit og lige ud sige det frem, om han med munden blot modtager brød og vin? For hvordan han skal tro det legeme, som Kristus mener, det skal man spare til prædikestolen eller til en anden gang. Her skal man sige ham, hvad brød og vin er i nadveren, og ikke sådan sælge kat­ten i sækken. Her nytter det ikke sådan at spille un­der dække og at lege mus i mørke.

 

Hvad er det, vi konkret modtager

Derfor er dette mit trofaste råd, som jeg for Guds skyld råder jer til i Frankfurt og alle andre, som ellers måtte høre det: Den, der åbenbart ved om sin sjælesørger, at han lærer zwingliansk, han skal sky ham og hellere undvære nadveren hele sin levetid, før han skulle modtage det af ham. Ja, endog hellere dø og lide alt for den sags skyld. Men er hans sjælesørger en af de tve­tungede, som med munden foregiver, at Kristi legeme og blod virkelig er til stede i nadveren, og dog er mistænkt for, at han sælger katten i sækken og mener det anderle­des, end ordene lyde, så gå eller send uden videre bud til ham og lad ham tydelig sige dig, hvad det er, han med sine hænder rækker dig, og du med din mund modtager. Og for denne gangs skyld behøver der ikke at blive tale om, hvad man i hjertet tror eller ikke tror, du kan simpelthen spørge, hvad hånd og mund her har.

      Er det en redelig sværmer, som nu er oprigtig over for dig, så vil han sige til dig, at han kun rækker dig almindelig brød og vin, men at du samtidig skal tænke på og tro på Kristi legeme og blod osv. Men er det en af gøglerne, som spiller under dække, så vil han sige mum, mum og vælte grøden om i munden og mumle sådan: Oh, det er nok, at du tror, at det er det legeme, som Kristus mener. Det kan man da kalde at svare smukt og at gøre regnskab for det håb, som er i os, som Peter lærer (1 Pet 3, 15).

      Ifølge sådanne høje ånders kunst kunne jeg drive spil med alle troens artikler og sige, at det ikke var nødvendigt, at jeg troede, at tre personer er et guddommeligt væsen, og enhver af dem er sand Gud, men at det var nok, at du troede på den hellige treenighed. Ligeledes, det er ikke nødven­digt, at du tror, at Kristus er sand Gud; men det er nok, at du tror den Gud, som Kristus mener, det vil sige, som jeg Arius, Sabellius, Muhammed, osv. mener. Og de mener: Ingen. Ligeledes, det er ikke nødvendigt, at du tror, at Maria er en ret moder og jomfru; men det er nok, at du tror den jomfru, som evangelisten mener, det er, som Kajfas og jøderne mener. Og de mener, at hun er en løsagtig kvinde.

      Sådanne prædikanter skulle, når de vil lave sjov, tage noget andet for sig og lade guddommelige sager være i fred, at ikke lynet engang skal komme til at slå ned iblandt dem. Men er det deres alvor, så skulle man også for alvor vise dem bort fra embedet og prædikestolen og ud af landet. For hvortil skal dog dette skrækkelige gøglespil være, at de vil lære folket, og alligevel intet siger dem, men viser dem ind i det mørke hul og siger: Tro, hvad Kristus mener? Men hvad Kristus mener, vil de ikke sige, for de frygter for, at hvis de skulle sige det, vil al verden sige: Det mener Kristus ikke, men du selv mener det og med dig din fader Djævelen, og I begge bruger Kristi navn til et skalkeskjul for jeres løgne, hvor­med I vil forføre og fordærve os.

 

Ligegyldighed i læresprøgsmål

Hvor der nu er sådanne prædikanter, der har disse det meget godt og har opfundet en let måde at prædike på. De har ikke mere brug for Skriften og for at studere, for de kan i alle stykker sige til folket: Kære folk, vær i denne sag tilfreds, tro, hvad Kristus mener, det er tilstrækkeligt. Hvem skulle ikke kunne prædike sådan? Hvem ville ikke her gerne være elev, hvis vi kunne blive sparet for den møje at prædike og lære og overlade begge slags møje til Kristus og sige: Jeg tror, hvad Kristus tror. Eller, hvad der ville være endnu meget bedre, jeg lader Kristus tro for mig og lader ham sørge for, hvad jeg skal tro. Ak, det ville være de skønneste kristne og de rette guldbrødre. Sådan siger også nu til dags papisterne, at de tror, hvad kirken tror, og sådan fortæller man om polakker­ne, at de siger: Jeg tror, hvad min konge tror. Hvorfor ikke? Hvordan kunne der være en bedre tro, der kostede mindre møje og bekymring end denne?

      Sådan siger man, at en doktor på broen i Prag spurgte en fyrbøder, fordi han følte medlidenhed med ham som en stakkels lægmand: Kære mand. Hvad tror du? Fyrbøderen svarer: Det, som kirken tror. Dok­toren: Hvad tror da kirken? Fyrbøderen: Det, som jeg tror. Senere hen, da doktoren skulle dø, blev han af Djævelen så hårdt anfægtet i troen, at han ikke på no­gen måde kunne få fred eller ro, før han sagde: Jeg tror, hvad fyrbøderen tror. Lige sådan fortæller man om den store Thomas Aquinas, at han på sit dødsleje ikke kunne få ro for Djævelen, før han sagde: Jeg tror, hvad der står i denne bog. Og han havde da bibelen i sin favn. Men må Gud ikke lade os få meget af sådan tro. For hvis disse ikke har troet anderledes end dette, så har både doktor og fyrbøder troet sig ned i Hel­vedes afgrund. Derhen fare også sådanne ånder med deres tro, som siger: Tro det legeme, som Kristus mener, det er nok. O ja, det er smukt og godt troet. Denne tro skader ikke Djævelen.

      Og hvordan kunne man på en finere måde holde et folk i vildfarelse end med sådan tale? For når de bliver sikre på, at de ikke behøver at bekymre sig, om de har lært rigtig eller urigtig, så sover og snorker de ganske sikre hen og spørger naturligvis heller ikke i fremtiden efter nogen lære eller prædiken. De har på engang lært nok, fordi de ved og tro, at Kristus tror for dem. Hvad mere vil de have, disse frie, glade, sikre kristne? Det måtte da være, at man desuden også ville lære, at det ikke er nødvendigt, at man gør gode gerninger og lider ondt. Det er nok, at Kristus gør dem og lider. Lad ham også være from for dig og gøre alt, så behøver du hverken at tro eller gøre godt. Og hvad ville det skade, om man også lod Djævelen være vantro og gjorde ondt for os? Så måtte han fare til Helvede for os, ligesom Kristus måtte fare til himmelen for os. Og vi ville vedblive at være gode venner og æde og drikke på jorden og være sikre på, at vi hverken behøvede at fare til Himmelen eller til Helvede. Det ville være en prisværdig kirke, bygget i svinestien.

      Men jeg håber, at sådanne kristne eller prædikanter ikke roser sig af eller foregiver, at Luther selv har rådet og lært dette. For hvis jeg skulle blive opmærksom på det og forvis­ses om, at de sugede sådan gift af mine bøger og lagde skyl­den på mig, så skulle jeg gerne gnide deres øjne en smule og sætte briller på deres næse og byde dem ikke at læse mine bøger gennem malet glas. For dette tør jeg nok tiltro Djævelen og hans apostle, at hvor de kan fordreje mit ord og bagefter forføre folk med mit navn, vil de ikke lade det mangle på god vilje. Sådan som nogle af dette parti ofte har gjort mod mig og lagt deres egen mening ind i mine ord. Ja til sidst lod de endog atter trykke en prædiken, som jeg havde holdt, før der var hørt, talt eller nævnt noget om nadverfjendernes sekt, og fordi de deri fandt ordene ”brød og vin”. Så skulle Luther ligefrem have sværmet med dem, uagtet prædikenen ellers tilstrækkelig forsvarer sig selv.

 

Bibelsyn

I den lille bog mod sværmerne har jeg rådet og lært sådan: Hvis en kristen skulle blive anfægtet af teologer, der ikke tager Bibelen bogstavelig, så skal han stå fast og stejl på Kristi ord og tro, at som ordene i sig selv lyder, sådan er Kristi legeme og blod til stede i brødet og vinen, og han skal trøstigt forlade sig på Kristus. Skulle han have forført ham (hvilket er umuligt), da vil han nok svare derfor på den yderste dag. Imidlertid kunne den kristne nok være tryg med sin tro, fordi han havde holdt sig til ordene og med sin tro ment det legeme, som de ligefremme ord giver til kende. Se, det er ikke at lære, at man skal tro det legeme, som Kristus mener, for med denne deres tale tabes Kristi ord af syne, og man tror fritvæk uden ord, hen i vejret efter sine egne tanker. Men jeg vil have ordene og støtte troen til dem (sådan som de lyder), så at jeg ikke vil tro det legeme, som Kristus mener uden for og uden sit ord, men det legeme, som hans ord mener, sådan som de står der og lyder. For det er hans rette mening, og han har i ordene og ved ordene sagt og tilkendegivet os sin mening. Uden for hans ord og uden hans ord ved vi ikke om nogen Kristus, langt mindre om Kristi mening. For den Kristus, der uden Kristi ord indbilder os sin mening, er den lede Djævel fra Helvede, som bærer Kristi hellige navn og derunder sælger sin helvedes gift.

      Dette vil jeg nu have sagt til advarsel for alle, som begærer det, hvis nogen måske skulle være anfægtet ved mine bøger eller mit navn. For skønt jeg ikke véd, om no­gen gør sådant, og jeg heller ikke kan eller vil beskylde nogen for det, må jeg dog, fordi jeg nu så ofte er blevet gjort klog af skade, frygte for den listige drages og hans tilhængeres ondskab og snuhed, at de nok kunne foretage sig sådant. Skønt jeg dog med rimelighed burde kun­ne håbe, at ingen ville være så fræk og uforskammet, at han med mit navn ville søge at styrke og opholde denne sin vildfarelse, fordi min bekendelse for al verdens øjne ligger åbenlys for dagen, og mine bøger kraftigt vidner om, med hvilket stort alvor jeg har kæmpet imod den vild­farelse. En sværmer skulle derfor skamme sig i sit hjerte ved at tage eller bruge et bogstav af Luther til støtte for sin vildfarelse. Desuden så kender nu al verden vores herlige Augsburgske Bekendelse og Apologi, som for hans kejserlige majestæt i Augsburg frit er blevet bekendt og forsvaret af mange af de højeste stænder i det romerske rige. End ikke papisterne kunne beskylde os for at have lært nogen sværmerartikel, selv om de er os over al måde fjendske. Vi har ikke sagt mum, mum og ikke spillet under dække, men dér står vores klare, simple, åbent udtalte ord uden dunkelhed og tvetydighed.

      Og overhovedet, for at jeg kan komme fra dette stykke, så er det mig skrækkeligt at høre, at i den samme kirke eller ved det samme alter skulle begge parter hente og modtage det samme sakramente, og den ene part skulle tro, at den modtager brød og vin, men den anden part tro, at den modtager Kristi sande legeme og blod. Og ofte tvivler jeg på, om det står til at tro, at en prædikant eller sjælesørger kunne være så forstokket og ondskabs­fuld og tie stille hertil og lade begge parter gå sådan, enhver i sin indbildning, at de modtager det samme sa­kramente, hver efter sin tro. Men er der måske no­gen sådan, da må han have et hjerte, som er hårdere end nogen sten, stål eller diamant. Han må visselig være en vredens apostel. For tyrker og jøder er meget bedre, som fornægter vores nadver og åbent bekender det, for dermed bliver vi ikke bedraget af dem og falder ikke i noget afguderi. Men disse karle måtte være de rette høje ærkedjævle, som ville give mig bare brød og vin og lade mig holde det for Kristi legeme og blod og sådan ynkelig bedrage mig. Det ville være for hedt og for hårdt. Her vil Gud snart slå til. Derfor, den, der har sådanne prædikanter eller har grund til at tro dette om dem, han være herved advaret for dem som for den livagtige Djævel selv.

 

Skriftemålet

Endvidere spørger man mig til råds angående skriftemålet, hvordan de gode, fromme hjerter skal forholde sig her, fordi deres prædikanter ganske fordømmer og bespotter dette. Især gælder det den måde, vi i katekismen lærer de unge at sige til præsten eller sjælesørgeren: ”Værdige herre” osv. Nuvel, hvem der ikke vil lade være, ham lader vi gerne fordømme og forhåne vores lære, katekismus og alle vores skikke, men trøster os dog for Gud og al verden med, at disse åndrige dommere og fordømmere hidtil endnu ikke have frem­bragt og gjort noget bedre, end ikke i ét eneste stykke. Men derimod har de anrettet store ulykker nok, og hvis den tid engang ville komme, hvor man holdt inde med dette, så vi det gerne. Det er kun dårlige mestre, som intet an­det kan end at fordømme andre folks arbejde og ikke gøre noget bedre i stedet for. Det kan man kalde den rette mester selvklog, som kan tøjle hesten i halen og baglæns rider sin vej. Hans egen sækkepibes lyd er ham den allerbedste klang.

      Vi tvinger ikke nogen til skriftemål, som alle vores skrifter bevidner. Den, som ikke vil have det, kan lade det være. Sådan spørger vi heller ikke efter den, der ikke vil have vores katekismus og lære. Her lægger ingen noget bånd på den anden. For vi er, Gud ske lov, rigelig oplyste om, at Kristus vor Herre ikke vil tåle noget stolt, egensindigt hoved i sit rige. Hvorfor skulle vi da med magt tvinge sådanne hovmodige ånder ind i hans rige? Lad dem kun fare som avner, som vinden blæser bort. Den ild, som skal fortære dem, vil nok finde dem. Vores lære angår dem, som mener det alvorligt med deres frelse og søger noget bedre i evangeliet end den kødelige frihed til at spise kød, æg og smør, ikke faste eller bede, osv. Dette er derimod sværmernes højeste kunst og ånd, skønt de ikke allerførst har opfundet det, og det heller ikke er udrundet af deres ånd. Derfor forstår de det heller ikke ret og kan ikke grundigt bevise eller forsvare noget stykke. De kan blot larme, skrige, rive ned og gøre kirkerne tomme og folk gale, så de hverken lærer at forstå dette eller hint, som Paulus siger (2 Tim 3, 7.): ”De vil altid lære, men aldrig lærer sandheden at kende.”

 

Skriftemålets to stykker

Derfor skal de, som ønsker vort råd i dette spørgsmål, forstå os sådan, at der er to stykker i skriftemålet: For det første at fortælle synden, hvori vi også (før sværmerne kunne drømme om det) ved Guds nåde har forløst og frigjort samvittighederne fra den utålelige byrde og umulige lydighed under pavens lov, i hvilken han byder at fortælle alle synder. Dermed vol­der han de svage samvittigheder en sådan angst og jammer, at de måtte fortvivle, og gav det dog intet bedre navn end en lydighedsgerning, hvorved de skulle fortjene forladelse og fyldestgørelse for synden. Dog var dette intet an­det end en stor, evig pine, fordi denne gerning var umulig. Sådan behandler han de elendige samvittigheder. Denne store og herlige frihed burde vi dog lade os nøje med og uden ophør takke Gud for som for en stor, uudsigelig, trøsterig gave. For hvis paven havde vidst om sådan frihed og derefter havde opstillet den på sit marked og haft den til salg (ligesom han ellers havde alle ting til salg), hvor skulle det da ikke have sneet med tusindvis af kroner, fra konger og fyrster, fra grever og adel og fra borgere og bønder. Han kunne vel have haft tre verdeners guld og sølv på ét år. Men nu, da vi har denne fri­hed for intet, takker vi Gud sådan, at han må slå til med Helvedes ild eller med den yderste dag.

      Ved siden af denne frihed beholder vi den skik, at den, der skrifter, fortæller nogle synder, som trykker mest. Dette gør vi ikke for de forstandiges skyld. For af vor sognepræst, kapellan, Melanchthon og sådanne folk, som godt ved, hvad synd er, forlanger vi det ikke. Men fordi den kære ungdom daglig vokser op, og den almindelige kristne kun forstår lidt, så holder vi for deres skyld på denne skik, så de kan blive opdraget til kristen disciplin og forståelse. For dette skriftemål sker heller ikke alene, for at de skal fortælle synderne, men for at man kan overhøre dem, om de kan Fadervor, Trosbekendelsen, De Ti Bud og hvad mere, der læres i katekismen. For vi har godt erfaret, hvordan folket og ungdommen kun lære lidt af prædikenen, hvis man ikke særskilt spørger og overhører dem om samme. Men hvor kan man gøre dette bedre, og hvor er det mere nødvendigt, end når de skal til nadver?

      Vel er det sandt, at hvor præsterne bare række brød og vin i stedet for nadveren, ligger der ikke megen magt på, hvem de rækker det til, eller hvad de kan og tror, som modtager det. Der æder den ene so med den an­den, og det er rimeligt at spare dem for denne møje. De vil jo have vilde, gale helgener og tænker ikke på at opdrage kristne. De vil gøre det sådan, at alt skal væ­re ødelagt om tre år, og der hverken skal være Gud eller Kristus eller nadver eller kristne mere tilbage. Men fordi vi tænker på at opdrage og efterlade os kristne og i nadveren rækker Kristi legeme og blod, så vil og kan vi ikke meddele nogen dette sakramente, uden at de i forvejen bliver overhørt i, hvad de har lært af katekismen, og om de vil afstå fra de synder, som de har begået. For vi vil ikke af Kristi kirke gøre en svi­nesti og lade enhver løbe til nadveren uden overhøring som soen til truget. En sådan kirke overlader vi til sværmerne.

      Dette har vi overtaget fra kristenhedens begyndelse. For der se vi klart, at Trosbekendelsen, Fadervor og De Ti Bud er sat op som en kort form og lære for ungdommen og almindelige mennesker, og dette har også fra begyndelsen af heddet ”Katekismus”. For katekismus, siger grækerne, kaldes en undervisning, hvor man spørger og overhører, ligesom en skolelærer lader eleverne fremsige deres lektie for at se, om de kan den eller ikke. Sådan skal man i forvejen overhøre almindelige mennesker og lade dem frem­sige stykkerne i katekismen for at se, om de kender til dem, og om de forstår den synd, som de har begået imod dem, og om de herefter vil lære mere og forbedre sig. Ellers skal man ikke lade dem komme til nadver. Fordi en præst skal være en tro Kristi tjener, må han, så meget som det er ham muligt, ikke kaste nadveren for svin eller hunde, men høre, hvilke mennesker det er, som ønsker at komme til nadver. Bedrager de ham da og ikke taler sandt, så er han undskyldt, og de har bedraget sig selv.

      Dette udtrykkes også i ordet ”bekende” og derfor kalder man de hellige biskopper ”confessores”, ”bekendere”. En konfessor eller bekender skal ikke alene kunne fortælle synder, men også fremsige, hvad han har lært om troen og om Kristus, og hvad det er at handle derimod, så de kan vænne sig til at bekende for forældre, skolelærere, præster og, om det skulle være nødvendigt, også for dommeren, ja, at de kunne dø derpå. Derfor kalder Cyprian også martyrerne for ”confessores”, det vil sige bekendere.

      Fordi da denne skik er en gammel, rosværdig, kri­sten, nødvendig disciplin, i hvilken man øver og bereder de kristne til at leve ret, at lære noget om Kristus og bekende ham for verden, så kan man deraf nok forstå, hvor ufor­standige og uduelige lærere, de er, der fordømmer dette som noget, der ikke er befalet af Gud. Som om de så særdeles godt vidste, hvad der er Guds bud. Det er uden tvivl Guds bud, at man skal undervise i og lære Guds ord både offentlig og privat, og det så godt, som man på nogen måde kan. Når Gud nu ikke udtrykkelig be­stemmer noget særligt om sted, person, måde og tid til at undervise i og lære hans ord, så skulle dog sådanne dumme lærere have ladet deres uforstandighed lære noget deraf, at Gud vil have sit ord spredt på alle måder, hver dag og på alle steder. Ligesom han også hos Moses befalede, at de skulle tænke på hans bud, når de gik, stod og sad, og skive det op alle steder (5 Mos 6, 6-9). Fordi en præst nu ikke kan beskæftige sig med Guds ord til enhver tid, på ethvert sted, for enhver person, hvordan kan man da sige, at han skulle handle uden og imod Guds bud, når han vil bruge den tid og anled­ning, som skriftemålet giver? Og hvor såre hellige er da ikke de sværmere, som hindrer folk i at lære Guds ord på dette sted og på denne tid, da vi dog på alle ste­der og til alle tider, når vi kan, er skyldige til at lære det. Det er unyttige skrigere, som slet intet ved, hverken hvad de siger, eller hvorom de fastslår noget (1 Tim 1, 7). Derfor skal ethvert fromt hjerte vogte sig for dem, de vil aldrig komme til at lære nogen noget, fordi de selv intet kan.

      Se, dette herlige stykke af skriftemålet har papi­sterne ganske undertrykt og ikke gjort det til andet, end til en falsk, utålelig plage med at opregne synder. Og alt dette har de stadset op til en god gerning, hvormed Gud skulle forsones, og der skulle ske fyldestgørelse for synden. Dette indbragte gods og penge, indtil det blev til en afgud for hele verden, og dog var der ingen undervisning, overhøring eller øvelse i at bekende Kristus. Nu, da vi igen har fået indført dette, vil Djævelen og hans apostle atter på ny tilintetgøre det fuldstændigt. Men med mig skal det ikke nytte ham. Den, der ikke vil have det, han kan lade det være. Dog skal han derfor ikke hos os og andre fromme, som trænger til skriftemålet og kender dets nytte, tage det bort eller gøre det til intet. Det heder: Den, der ikke vil, må være fri.” Om tusinde og atter tusinde verdener var mine, så ville jeg hellere miste alt, end jeg ville lade et af de mindste stykker af dette skriftemål komme ud af kirken. Ja, jeg skulle hellere finde mig i pavedømmets tyranniske bud om faste, helligdage, bestemte slags klæder og steder, kronragning, munkehætter, og hvad jeg uden skade for troen kunne tåle, end at skriftemålet skulle fratages de kristne. For det er for de kristne den første, nødvendigste og nyttigste skole, hvori de lærer at forstå og bruge Guds ord og deres tro, hvad de ikke med sådant fynd og klem kan gøre ved offentlige foredrag og prædikener.

     

Absolutionen

Det andet stykke i skriftemålet er absolutionen, som præsten udtaler i Guds sted. Derfor er den intet andet end Guds ord, hvormed han trøster og styrker vort hjerte imod den onde samvittighed, og vi skal tro den og forlade os på den som på Gud selv. Men den, der er så blind, at han ikke ser dette, eller er så døv, at han ikke hører det, han ved rigtignok ikke, hvad Guds ord og kristen tro og trøst er; og hvad godt kan han da lære? Men ser og hører han det, og fordømmer han bevidst skriftemålet i dette stykke, så er han helt og hol­dent en djævel og intet menneske, fordi han bevidst sætter sig op imod Gud, hindrer os i at tale Guds ord til folk eller trøste hjerterne og styrke dem i troen. En sådan person kan med rette holdes for Guds og alle menne­skers, især den hellige kristenheds, fjende. Og hvor der er sådanne prædikanter, bør alle fromme krist­ne i sandhed vogte sig for dem som for de livagtige djævle. For Guds ord skal have sin frie gang og lære og trøste enhver både offentlig og privat.

      Og dette stykke er ikke gavnligt og nødvendigt alene for ungdommen og almindelige mennesker, men for enhver, og ingen skal foragte det, han være nok så lærd og hellig. For hvem er kommet så vidt, at han ikke behøver Guds ord, eller at han tør foragte det? Og for dette stykkes skyld bruger jeg allermest skriftemålet og vil og kan ikke undvære det. Det giver mig ofte, ja daglig stor trøst, når jeg er bedrøvet og bekymret. Men fordi sværmerne er sikre og intet ved af sorg og anfægtelse, så kan de let foragte lægemidlet og trøsten og vil da også berøve og tage det fra dem, som trænger til det og må have det. Er de mætte, så skulle de også lade de sultne spise. Er de hellige, så skulle de også lade synderne blive hellige. Trænger de ikke mere til Gud og hans ord, så skulle de dog lade dem få det, som endnu trænger til det. Men, som sagt, de viser med dette raseri deres store blindhed og dårskab, og at de endnu ikke har lært, hvad Guds ord, tro, trøst, Kristus og samvittighed er. Sådan leder den ene blinde den anden, og de falder begge i graven. Derfor lad dem fare og længe nok forgå. Vogt du dig for dem.

 

Lov og evangelium

Så bruger vi nu skriftemålet som en kristen øvelse. I det første stykke øver vi os i loven, i det andet i evangeliet. For i det første stykke lærer vi at bruge loven, som loven skal bruges, som Paulus siger (1 Tim 1, 8), nemlig til at erkende og nære afsky for synden. I det andet stykke øver vi os i evangeliet. Vi lærer at gribe Guds løfter og trøst ret og gøre brug af det, som man på prædikestolen prædiker.

      For skønt en prædikant også på prædikestolen prædiker loven og evangeliet, så lader han det dog blive ved dette, indøver, spørger og prøver ikke nogen, hvordan han forstår det. Han kan heller ikke se, hvor noget mangler, og hvem han videre skal trøste eller straffe, fordi han ikke har nogen sær­skilt person for sig, med hvem han kan gøre det. Og selv om tilhøreren i prædikenen også hører begge dele, så fatter han det dog langt kraftigere og mere sikkert, når det siges til ham alene og personligt, som vi andet­steds udførligt og tilstrækkeligt har forklaret dette andet stykke.

      Men at behandle os så hånligt, fordi vi i katekismen har lært børnene at sige til skriftefaderen: ”værdige herre” osv., det vil vi gerne tåle. Hvem der ikke vil sige ”værdige herre”, han kan sige ”kære her­re” eller ”kære fader.” Vi tvinger eller fordømmer ikke nogen med sådanne ord. Vi har Guds bud, og han byder os at lære ungdommen tugt og ære og at vise de gamle, især præsterne, ære og at ydmyge sig for dem. Ligesom han ved Moses siger til levitterne: ”I skal lære Israels børn at være ærbødige, osv. Og det kræver jo også den verds­lige opdragelse, at ungdommen og folket skal vise sig tilbage­holdne og ærbødige mod de gamle eller lærerne. Men da sværmerne bespotter denne fornødne opdragelse, kan man nok mærke, at deres høje ånd ikke er andet end ondskabsfuldt, forsætligt had og misundelse ikke alene imod vor lære og Guds ord, men også imod al verdslig tugt og ære. Oprøret stikker ud af halsen på dem, gerne ville de gøre alt lige og ikke tåle nogen forskel. Dog kun for så vidt, at de selv alene og ingen anden til sidst kunne kaldes væl­dige herrer; ligesom Münzer ville slå alle herrer ihjel og selv alene være herre.

      Jeg ville ønske, at man ikke alene vænnede ungdommen til al sige ”værdige herre”, men også ”hellige herre,” ”hellige fader”, og sådan burde skriftemålet kaldes helligt, absolutionen hellig, prædikenen hellig, og alt, hvad der hører til ordet, helligt. Ligesom Augustin og Hieronymus og andre fædre selv indbyrdes kaldte hinanden hellige. Jeg håber, det ikke skulle knække noget ben i dem eller stifte noget stort kætteri, fordi denne ære ikke angår personen, men embedet og Guds ord. Hvis der i pavedømmet ikke var nogen anden vildfarelse end den, at paven kaldes den allerhelligste, så ville jeg tre gange kalde ham den allerhelligste.

      Ak, de er og bliver blinde vejledere og blander det ydre og det indre med hinanden. De har set rø­gen, men ved ikke, hvor ilden brænder. Af os har de hørt (for hvad kunne de, som de ikke har lært af os?), hvordan vi alle i ånden er lige for Gud. Dette tolker de om det ydre væsen og vil også deri gøre alle lige. Men det ville blive en rosværdig ungdom og befolkning, som Djævelen ved sådanne blinde vejledere skulle opdrage os. De unge skulle træde de gamle på nakken, og befolkningen træde de offentlige myndigheder og lydighed under deres fødder. Der er allerede alt for megen frækhed hos ungdommen og befolkningen. Der­for tænker de oven i købet at sætte lus i pelsen og binde halen endnu mere til vejrs på hønsene, fordi deres fader, løgneren og morderen, driver dem.

      Og da jeg ser sådan en skælm kigge frem, så beder og formaner jeg jer alle sammen og hver især, både byråd og menighed, at I venligt vil holde mig denne min belæring og dette mit trofaste råd til gode. Jeg mener det vel og er nu så ofte blevet klog af skade, at jeg må frygte for alle slags ting. Giv vel agt på dette spil og vend ikke øjnene til pungen, for at sådanne prædikanter ikke skal få lov til at være hos jer eller komme til jer. Djævelen er en skælm. For oprøret advarede jeg også dem i Mühlhausen mod Münzer, ligesom jeg nu har ladet hos­lagte kopi deraf trykke, jer og alle byer til advarsel. Men om byrådet på den tid ikke kunne gøre det, eller hvordan det ellers har sig, ved jeg ikke. Hvad der siden fulgte, det ved man nu desværre alt for vel. Jeg spår ikke gerne, og dog aner jeg i mit hjerte intet godt af de frække ånder, for de har hidtil heller ikke udrettet noget godt, men meget ondt. Må Gud forhindre dem og bevare jer og alle fromme hjerter i sit rene ord og i den rette tro i Kristus vor Herre. Ham være lov og ære i evighed. Amen.

      Jeres tjenstvillige

      Dr. Martin Luther.