Martin Luther

Jesu Kristi Bjergprædiken

 

 

 

 

 

 

 

 

Bjergprædikenen

 

 

Sjette kapitel

v1 Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i Himlene. v2 Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v3 Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, v4 for at din almisse kan gives i det skjulte, og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Hidtil har den Herre Kristus fordømt den falske lære og udlægning af Skriften, hvorved mennesker blot blev bragt til ikke at synde i gerning, mens hjertet forblev hel urent indvendigt. Han har derimod vist og indskærpet den rette forståelse af Skriften og loven. Men nu angriber han, efter læren, også livet, og fordømmer deres gode gerninger, og lader således intet være godt hos dem, hverken deres lære eller deres gerning, og det uagtet de dog, som hellige folk dagligt underviste i Skriften, og gjorde gode gerninger. Man anså dem for kernen af jødefolket og for de helligste på jorden, og hele verden måtte se hen til dem, som sit spejl og eksempel, som man skulle leve efter. Sådan har man også indtil nu ikke vidst at søge ret lære og liv andre steder, end hos vore pavepræster og munke; og dog fordømmes også disse nu af evangeliet, så enhver kan se, at de hverken har lært eller levet ret, men forført både sig selv og andre.

 

Når læren er fordømmelsesværdig, bliver livet det også

Nu har det til alle tider været en utålsom prædiken, som kommer ind i verden på en sådan måde, at den slet ikke lader noget være ret og godt hos sådanne hellige folk. Derved gør den sig fortjent til, at man hader den, og ikke vil tåle den i verden, men Helligånden er ikke bange, men bliver ved i overensstemmelse med sit embede, hvor han end kommer hen. Han fordømmer både liv og lære, da også det ene må fordømmes med det andet. For det er sandt, at hvor læren ikke er ret, er det umuligt, at livet kan være ret og godt. Livet må lade sig undervise af og rette sig efter læren. Hvad som helst man gør og foretager sig efter den falske lære, er dog ene afveje og vildspor; og det er så meget farligere, fordi man alligevel vedbliver at stå i den vildfarende indbildning, at det er den rette guddommelige lære, der viser og fører til Himlen. Gerningerne har navn af gode, mens man dog ikke ser længere, end til det ydre. Således mente de jo, at det var nok, og at livet var levet korrekt, når de blot gjorde gerningerne, gav mange almisser, fastede og bad, uanset hvordan hjertet var for Gud. Dertil kom desuden den urene bevæggrund, at de gjorde det alene for at ses af mennesker og have ære og berømmelse for verden. Det er derfor, Kristus her dadler og forkaster det helt.

 

Hensigten bag barmhjertighedens gerninger er afgørende

For det første fordømmer han deres almisser, som dog er den bedste gerning blandt alle ydre gerninger. For det er jo at hjælpe den fattige og trængende, og indbefatter ikke alene et stykke brød, som man giver en tigger for døren, men al slags velgørenhed og alle slags gode gerninger mod næsten. For ordet ”almisse” kommer af et græsk ord, der betyder barmhjertighed. Vi plejer jo også at kalde almisser ”barmhjertighedsgerninger.” Derfor priser Skriften også sådanne gerninger over alle andre, selv over dem, der gøres mod Gud, som at ofre, bede og lignende. Kristus siger også selv hos profeten Hoseas (Hos 6, 6): ”Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.” Ligeledes revser han i Es 58, 5-7, at de gjorde sig selv ondt med at faste og plage deres liv med dette, og han kræver derimod sådanne gerninger af dem, at de skal gøre godt mod de fattige, bespise de sultne og klæde de nøgne. Hvordan går det da til, at han her fordømmer farisæerne for en sådan god gernings skyld? Svar: Han fordømmer ikke gerningen, men den mening og hensigt, de havde med sådan gerning. For gerningen, siger han, er i sig selv god nok, men hvad der ødelægger den, er at de påsmører den deres eget skidt, fordi de derved kun søger deres egen ros og ære for mennesker, men hverken gør den for Guds eller næstens skyld. Derfor fælder han kort og godt den dom, at alle sådanne almisser, hvor mange, store og kostbare de end måtte være, er forgæves og intet værd.

 

Ægte barmhjertighedsgerninger er sjældne

Men hvem skulle tro, at en sådan last og udyd er så almindelig i verden, og det allermest hos de allerbedste, og hvor få de er, der uden et sådant begær efter verdslig ære eller fortrin gør gode gerninger? Tag alle almisser, som er givet i pavedømmet, og tæl, hvor mange du finder blandt dem, som ikke er givet i en sådan hensigt. Ja verden kommer aldrig så vidt, at den erfarer, hvad det er at give en rigtig almisse. For vi er alle sådan sindet, at hvis mennesker ikke begyndte at rose os eller give os ære, tak og fortrin, så ville vi alle snart trække hånden tilbage.

      Hvis paven havde sagt til fyrsterne og stifterne af klostre og kirker: Kære herrer, jeg giver ikke en pind for alle jeres stiftelser og almisser, hvad mener du så, de havde givet til kirker og klostre? Ikke en sten havde de ladet føje eller lægge dertil, som man ser nu for tiden, hvor man lærer ret og formaner til at give for Guds skyld, af et rent, enfoldigt hjerte, uden nogen tanke på egen ære eller fortjeneste. Da er der ingen, der vil give en skilling. Men før, da man fik ros og ære for det, da regnede det med almisser, stiftelser og testamenter, og skønt det også bidrog meget dertil, at man gjorde det i den tanke, at fortjene sig til Himlen derved, så var dette dog ikke hovedårsagen. Den egentlige grund var den, som Kristus nævner her, at man dermed ville vinde anseelse og prises af mennesker.

 

På trods af formaning vil ingen gøre godt, når kun Gud belønner

Dette mærker man, som sagt, når man nu så indtrængende lokker og formaner mennesker til sådanne gode gerninger, og fremstiller det så herligt, som man formår, hvordan dette er hjerteligt velbehageligt for Gud og alle engle i Himlen, og at han desuden vil gengælde det hundrede gange. Alligevel vil ingen give noget dertil. Hvad er det da, som mangler? Kun dette, at man ikke længere får ros og ære, tak og løn af verden for det. Er hovedet afhugget, vil kroppen heller ikke følge efter. Men hvis hovedet på ny fik liv, så ville det hele snart komme i fuld gang igen, som før, da det gik sådan til: Når en rig fyrste gav så og så meget til et kloster, da kom de alle og sagde: Gud være prist! Og de lovede at gøre gengæld derfor med deres bøn og gudstjeneste. Da måtte man udbasunere det på alle prædikestole, og hele verden stemme i med: ”O, det er en kostelig gerning!” Sådan er det gået overalt i pavedømmet: og få har de været, som Gud har fundet oprigtige. Se, det er et sikkert tegn på, at dette alene er sket for derved at fortjene tak, ære og lov.

      Dernæst har du også dette kendetegn, at sådanne hellige snart bliver fortørnede og trækker sig tilbage, når de møder utak eller foragt. For hvis de ikke gjorde det af den grund, ville de ikke lade sig gå på af dette eller trække sig tilbage af den grund, men blive ved og sige: Jeg har ikke påbegyndt det af den grund, derfor trækker jeg mig heller ikke tilbage, men til Guds ære og behag vil jeg gøre det, selv om ingen giver mig et godt ord til tak. Men når du buldrer sådan ud: Så meget har jeg gjort for dette menneske, og det er allerede glemt, og der er ingen taknemmelighed mere hos folk. Jeg ville gerne have revet hjertet ud af livet for ham, men da jeg ser, at det vil være spildt, og han viser sig så utaknemmelig, og alle mine anstrengelser og mit arbejde er forgæves, så lader jeg ham hellere fare Fanden i vold, end jeg vil give ham en skilling eller en brødskorpe. Se, da stikker skurken frem, og du viser med dine egne ord, hvorfor du gør det, nemlig for at man skal tilbede dig og strø palmegrene for dig, og ære dig som en Gud. Det ser man nu for tiden hos mange mægtige pengemænd, hvordan de kan blive fortørnede og skælder løs, når man ikke altid gør, hvad de synes om, eller siger, hvad de gerne vil høre, så de endog trodser fyrster og herrer, og vil have alle og enhver underlagt sig.

 

Falske hellige afsondrer sig for verden

Se, dette er det skændige uvæsen med de gode gerninger og den almindelige nød i hele verden, at ingen gør noget godt uden af hensyn til sig selv. Verden kan ikke komme ud af dette forfængelige ønske og heller ikke tåle og overvinde utak. Deraf er også munkevæsenet opstået, da folk løb ud i ørkenen, fordi de var for svage til at tåle dette, at skulle være i verden, hjælpe alle og gøre godt, og ikke fik andet end foragt, skade, skam og utak til løn. Men hvad er det også for en djævel, som befaler dig at gøre sådanne gerninger i den hensigt, at du derved skal vinde verdens ære. Den ære er usikker og kan snart vende sig. I stedet skal man søge den på et bedre sted, nemlig hos Gud, hos hvem du ikke kan gå glip af den, og som rigeligt vil gengælde dig både her og siden?

 

Verden vil enten optræde djævelsk eller berøve Gud æren

Der sker dig ikke andet end din ret, fordi du er en sådan skurk, som ikke søger andet, end at mennesker skal tilbede dig, og derved gør du dig selv til Gud. Derfor kan han også lade verden og Djævelen handle sådan med dig, at de fratager dig din guddom og lader den falde i skarnet, hvor den også skal ligge. Fordi du drister dig til at sætte dig på Guds stol og frarøve ham hans ære, så styrter han dig med rette ned igen, så du skal have skam til tak i stedet for den stjålne ære.

 

Kun en ægte kristen kan gøre gerninger, som er virkelig gode

Derfor står det altid dårligt til med verden, den være god eller ond, så træffer den aldrig det rette valg. Enten vil den ligefrem være en djævel med onde gerninger, eller den vil være Gud selv med gode gerninger, og ingen af delene skal tåles. Derfor kan ingen andre, end en kristen, gøre en god gerning. For gør nogen noget godt som menneske, så gør han det ikke for Guds, men for sin egen æres og fordels skyld. Foregiver han end at søge Guds ære, så er det dog en grov og stinkende løgn.

 

Ægte barmhjertighedsgerninger ønsker at forblive i det skjulte

Derfor vil Kristus nu lære, hvordan man skal give almisse på den rette måde, idet han siger: Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør, så alle kan vide det og tale om det – som man også gør hos os, hvor alle kirkeklokker helst skal ringe hver gang, man giver en krone. Når du giver almisse, så giv, så din venstre hånd ikke ved, hvad din højre gør. Det er ikke andet, end hvad Paulus ofte siger, i Rom 12, 8 og andre steder: ”Den, der giver, skal give rundhåndet og glad.” Og at give rundhåndet og glad vil sige, ikke at søge sin ære, gunst, tak eller løn derved, og ikke se hen til mennesker, hvad enten de er utaknemmelige eller ikke, men frit at give, hvad man vil give. Ligesom Gud dagligt giver og lader sin sol stå op, uanset om folk er taknemmelige eller utaknemmelige, som om han ingen så. Dette er at have et enfoldigt, glad hjerte, som ikke søger eller ønsker noget andet, men alene ser på Guds vilje og ære.

      Sådanne enfoldige almisser finder man ikke hos verden, for dens måde at give på er sådan, at den højre hånd giver, men den venstre tager. Dette kalder man at give og tage igen, som børnene driller hinanden med. Ja, det er at give sådan, at man tager ti gange så meget igen. Som når nogen giver en dråbe vand og tager en tønde vin igen. For verden giver sådan, at den vil have ære, som er uendeligt mere værd end ejendele og guld, og den køber dig med penge, for dermed at gøre dig til sin evige slave, med liv og sjæl og alt, hvad du har. Ja, tager Gud fra dig oven i købet. Derfor siger Kristus: Når du giver almisse med den højre hånd, så se til, at du ikke søger at tage det igen med den venstre hånd. Stik den om på ryggen og lad den intet vide om det, så det kan kaldes, at give i enfoldighed, og ikke at tage eller at give sådan, at man kommer til at skylde dig ti gange så meget, og at prise og tilbede dig som en afgud. Det er sådan vores rigmænd nu for tiden bærer sig ad. Når de har hjulpet en person med en krone eller to, vil de dermed købe og forpligte ham, så han må lade alt, hvad de siger og gør, være det rene guld, og ikke tør sige dem andet, end hvad de gerne vil høre. Kære ven, hvis du kan få så meget for dine penge, er du ingen dårlig købmand.

 

Også kristne skal tage sig i agt for hykleriet

Derfor skal enhver vogte sig for denne last og give agt på sig selv, så han ikke også skal havne blandt sådanne. For der er få mennesker, som magter det, og selv de, der mener at de er fromme og fulde af gode gerninger, bedrages heraf, og ender netop derved med at blive endnu værre end de andre. Så er denne last især vederstyggelig for Gud, og han kan endnu mindre udstå, at man giver sådan, og så skammeligt fordærves! Den gode gerning, at man gør sig selv til afgud, og værre, end nogen anden, gør næsten til sin slave, end at man åbenbart tager fra næsten og gør ham uret. Men sådan går det; hvor den rette lære er undertrykt, og dog hykler enhver stor fromhed, der følger også sådanne gode gerninger, som ikke er andet end det tomme skin, og skader dobbelt så meget, som åbenbare onde gerninger.

      Men nogen kunne sige: Hvad vil der da komme ud af dette, at han befaler, at almissen skal være i det skjulte. Skal den da være forkastet, hvis man lader den udråbe og tilkendegive for dem, som skal modtage den? Svar: Nej, du må forstå Kristi rette mening; for han ser på hjertet og hensigten: nemlig når den gives alene for derved at vinde ære og ros, så er den intet værd for Gud, skønt mange fattige bliver hjulpet ved det Men dette er at give i det skjulte, når hjertet ikke fører sig frem og vil have ære og ros for gaven; men er sådan sindet, at det giver alene for at give, og er ligeglad med, om det vinder noget skin eller nogen ros af mennesker, ja, om det foragtes og bespottes af alle og enhver. Da hedder det at give i det skjulte og alene for Gud, selv om det sker offentligt og for hele verden. For det er tildækket med det enfoldige sind, som ikke spørger om eller tager hensyn til, om Gud vil lade det få tak eller utak, og høste godt eller ondt til gengæld. Sådan ser jeg det ikke, selv om andre folk ser det, som f.eks. at jeg og andre må gå frem i vort prædikenembede, uden at bryde os om, hvad enten vi behager folk med dette eller ikke; ja meget mere forventer foragt, utak, forfølgelse og al slags ulykke derfor.

 

Den, som vil være kristen kan kun forvente utak

For enhver god gerning må dog vente en sådan løn, og prøves på denne måde, for at den kan blive stående og vise sig retskaffen, hvilket de andre glimrende hyklergerninger ikke gør. Kort: Hvem, der vil være en kristen, må være sådan sindet, at han aldrig gør eller undlader en god gerning for menneskenes skyld, men alene for med embede, penge, ejendele, og med hvad han i øvrigt har, formår at tjene Gud, og ham til ære gøre, hvad han kan, om han end aldrig her på jorden får nogen tak derfor. For det er også umuligt, at et fromt menneske kan blive belønnet her på jorden end også for den allerringeste gerning, som han gør, om man end ville krone ham med guld og give ham et helt kongelige. Derfor skal han ikke forvente sig mere, end at han har mad og drikke, og ikke vente sig nogen løn af verden, som ikke er så meget værd, at den kan betale eller gengælde en god gerning. Ja, at den skal erkende og ære en sand kristen, og om den end kender ham, så er den ikke så from, at den ville takke ham. Da det ikke er påbegyndt for dens skyld, skal det heller ikke være undladt for dens skyld, men fordi det er befalet af Gud, som vil gengælde det overflødigt, ikke hemmeligt, men åbenbart, for den ganske verden og alle engle.

      Den, der nu ikke har en sådan erkendelse og et sådant sind. Han kan aldrig for alvor gøre nogen god gerning. Men bliver utålmodig, pådrager sig selv ufred, og lader sig overvinde af verdens skammelige utaknemmelighed, så den gode gerning bliver fordærvet og forspildt ved det, og da viser det sig, at man ikke har gjort det for Guds, men for menneskenes skyld. Ja, hvad mig selv angår, hvis jeg ikke vidste dette, så havde jeg for længe siden ladet verden sejle i sin egen sø, og ladet den fare fanden i vold, førend den fik at høre et ord fra mig. Men det afhænger ikke af den, men af vor kære far i Himlen; ham til lov, ære og pris vil vi prædike og gøre godt, for ellers er hele verden fjendtlig mod ham og foragter og bespotter ham på den skammeligste måde, og gør ham al den fortræd, den kan, og vi vil trøste os med, at han endnu lever, når hele verden er gået under; og eftersom han har sagt, at han vil belønne og gengælde det, så vil han ikke skuffe os. Søg det der, så skal du finde det, og det vil ikke slå dig fejl. Dette være nu sagt som en indledning og i almindelighed, om det at give almisse og om alle andre gode gerninger, hvordan en kristen derved skal være sindet i sit hjerte.

 

v5 Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v6 Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte, og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

 

Vi er hele tiden omgivet af farer og forhindringer

Næst efter at give almisse eller at gøre vel imod næsten, hører det også en kristen til at bede. For ligesom dette livsophold kræver, at vi gør godt mod næsten og antager os hans nød (for derfor lever vi her på jorden med hinanden, at den ene skal tjene og hjælpe den anden), da vi dagligt befinder os i al slags fare og nød i dette liv, som vi ikke kan undgå eller forhindre, må vi også vedholdende råbe til Gud og søge hjælp både for os selv og alle andre.

 

     

Alene kristne formår at bede på den rette måde

Men ligesom det, at give almisse ret, er en sjælden ting i denne verden (ikke alene når vi ser hen til almindeligt røveri og tyveri, som finder sted overalt i verden, hvor ingen gør godt imod den anden, men enhver graver til sin egen mødding, og ikke spørger efter, hvor næsten bliver af; men også derfor, at om man end gør gode gerninger, søger man dog kun sit eget derved; så verden dog ikke er andet end lutter røvere og tyve, både til venstre og højre side, både i legemlig og åndelig henseende, både i gode og onde gerninger); sådan er også det at bede en sjælden ting, som ingen gør, uden de kristne, og dog har det været så almindeligt i verden, især hos jøderne, som Kristus her viser, i synagoger og på alle veje og gadehjørner, ligesom nu i så mange kirker og klostre, hvor man dag og nat mumler og pludrer sig halvt ihjel med at synge og at læse, så verden overalt er fuld deraf, og der ikke er mangel på gerningen, mens det dog, alt til hobe, ikke er et bæger vand.

 

Præstebøn og lægmandsbøn

For når Kristus her fordømmer og forkaster al deres bøn, som de dog udførte med den største flid, alene af den grund, at de ville have ros af mennesker og vinde anseelse; hvor meget mere er så ikke vore gejstliges bøn fordømmelig, som ikke søger andet dermed, end hvordan de kan fylde deres bug, og som ikke læser et Fadervor, hvis de ikke får penge derfor? Og når de har gjort deres bedste, så har de mumlet eller udsunget en tekst fuld af ord, uden hjerte, forstand og tro, ligesom klokkerne eller orglerne. Dertil har de haft den ære og ros, at det alene var dem, som kunne bede; mens de andre, som havde med verdslige ting at gøre, ikke kunne bede eller tjene Gud; de derimod måtte bede i vort sted, for at vi ved vore penge og ejendele kunne gøre dem til store herrer.

 

Bønnen er en nødvendighed mod fordærvsmagterne

Men hvor nødvendig bønnen er, er det ikke stedet at omtale her; det skal vi vistnok selv føle, fordi vi lever i kød og blod, som flyder over af alt ondt, og vi yderligere har verden hos os og imod os, som skaffer os al elendighed og hjertenød og lægger så megen plage på os. Desuden er Djævelen overalt på færde omkring os, opvækker utallige sekter, partier og forførelser, og driver os til vantro og fortvivlelse, og aldrig får det nogen ende og aldrig får vi lov til at hvile, da vi er omringede af sådanne fjender, som ikke ville standse, før de kan få os fuldstændig ødelagt, mens vi dog, som enkelte, stakkels mennesker, er alt for svage imod så mange. Derfor siger Gud hos profeten Zakarias 12, 10. ”at han vil give sine nådens og bønnens ånd”, for at de, mens de ligger sådan på slagmarken, skal holdes oppe, og kunne forsvare og beskærme sig imod den onde, fjendtlige ånd. Derfor er det den rette gerning, hvortil de kristne, som har Guds Ånd, er henviste, ikke at være lade og dovne, men altid at bede og ikke ophøre med det, som Kristus lærer et andet sted.

 

Kristus lærer os at bede på den rette måde

Men nu kommer det an på, at det er en oprigtig bøn og ikke hykleri, sådan som deres og vor bøn hidtil har været det. Derfor lærer Kristus her, hvad det er at bede ret, nemlig, at de ikke skal stå offentligt på gaderne og bede, men bede i det skjulte hjemme på deres eget værelse, det vil sige, at de frem for alt skal aflægge den hykleriske hensigt, at ville anses og æres for deres bønners skyld. Ikke at han forbyder os at bede offentligt og på gaden, (for en kristen er ikke bundet til noget sted og må gerne bede overalt, det være sig på gaden, på marken eller i kirken), men kun, at det ikke sker for menneskers skyld, for at vinde ære og fordel ved det. Ligesom han ikke i og for sig forbyder basuner og klokker ved almissegivningen, men revser bihensigten og den hykleriske tanke, som er forbunden dermed, i de ord: ”for at anses af mennesker.”

 

En kristens hjerte skal altid være rettet mod Gud

Sådan er det heller ikke befalet, som en nødvendighed, at man altid skal gå ind på sit værelse og lukke sin dør, skønt det er bedst, at man er alene, når man vil bede, hvorved man frit og uhindret kan udøse sin bøn for Gud, og bruge ord og fagter, som man ikke kan bruge for mennesker. For skønt bønnen kan ske i hjertet uden alle ord og fagter, hjælper det dog til, at ånden bliver desto mere opvakt og brændende; for øvrigt skal bønnen gå for sig i hjertet næsten uden ophør. For en kristen har, som før sagt, altid bønnens ånd boende i sig, så hans hjerte bestandigt sukker og beder til Gud, selv om han spiser, drikker og arbejder. Hele hans liv er rettet på at udbrede Guds navn, ære og rige, så alt, hvad han ellers gør, må gå for sig under bønnen.

 

Både bønner i fællesskab og individuelt

Men ved siden af dette, må den ydre bøn heller ikke forsømmes. Hverken den enkeltes, som at man om morgenen, aftenen og ved bordet, og når man ellers har tid, læser en bøn, Fadervor, Trosbekendelsen eller en salme. Heller ikke den fælles, som når man kommer sammen, betragter Guds Ord, lover Gud og påkalder hans hjælp. Dette skal og må ske offentligt. Dertil er særlige steder og tider fastsat, og dette er en kostelig bøn og et stærkt forsvar imod Djævelen og hans anslag, fordi hele kristenheden her er endrægtig forenet. Jo kraftigere bønnen udfolder sig, desto mere bønhøres den og desto virksommere er den. Nu for tiden udretter den da også meget godt, og afvender og forhindrer mange onde anslag fra Djævelen, som han ellers ville sætte i værk ved sine redskaber. Det, der bliver stående, både i det åndelige og verdslige regimente, opretholdes ved bønnen.

 

 

Gud er mere optaget af at hjælpe os, end vi er af at bede

Men hvilke stykker og egenskaber der høre til en ret bøn, har jeg ofte gennemgået og omhandlet andre steder; nemlig, for at nævne det kort, at vi for det første drives dertil af Guds bud, som alvorlig har befalet, at vi skal bede; dernæst af hans løfte, hvori han lover at bønhøre os. For det tredje, at vi er opmærksomme på vor nød og elendighed, som trykker os og har fat omkring halsen på os, så vi trænger til fortrøstningsfuldt at frembære og udøse denne for Gud på hans bud og befaling. For det fjerde, at vi på et sådant Guds bud og løfte beder med ret tro, visse og uden at tvivle på, at han vil bønhøre og hjælpe os, og alt sammen i Kristi navn, ved hvem vor bøn er Faderen velbehagelig, og for hvis skyld han giver os nåde og alt godt.

      Dette viser Kristus også her med de ord: ”Bed til din fader, som er i det skjulte” og senere endnu klarere, når han siger: ”Vor Fader, du som er i himlene!” Hermed vil han lære os, at vor bøn skal være henvendt til Gud, som til en nådig, venlig far, ikke som til en tyran eller en fortørnet dommer. Dette kan nu ingen gøre, uden at han har Guds Ord for, at Gud selv vil, at vi skal kalde ham far, og at han har lovet at ville hjælpe og bønhøre os som en far. Man må også have en sådan tro i hjertet, at man med glæde tør kalde Gud sin far, og bede i en hjertelig tillid, og stole på en sådan bøn, som med vished bønhørt, og forvente hjælp herfra.

      Men af disse stykker findes der intet i den farisæiske bøn, idet de ikke tænker på andet, end på at gøre gerningen, for derved at blive anset for at være hellige mennesker, der gerne beder, eller som vore munke og pavepræster, for at fylde bugen ved det. Ja, de er kommet så langt bort fra at kunne bede med en sådan tro, at de har regnet det for noget dårligt og hovmod, at nogen med frimodighed kan sige, at han er vis på, at hans bøn har Guds velbehag og at han er blevet bønhørt. Selv om de har bedt, har de dog gjort alting uvist og derved grueligt fortørnet Gud med vantro og misbrug af hans navn, imod det første og andet bud.

 

Erkendelsen af sine synder må ikke være en hindring for bøn

Lær derfor heraf, at ingen kan bede ret uden en sådan tro. Men føler du dig svag og frygtsom, eftersom kød og blod altid sætter sig op imod troen, som om du ikke var værdig eller forberedt og brændende nok til at bede, eller du tvivler på, om Gud har bønhørt dig, fordi du er en synder; så hold dig til Ordet og sig: Skønt jeg er en synder og uværdig, så har jeg dog her Guds bud, som befaler mig at bede, og hans løfte, at han nådigt vil bønhøre mig, ikke for min værdigheds, men for den Herre Kristi skyld. Dermed kan du jage disse tanker og denne tvivl fra dig, og med glæde knæle og bede, uden at se på, hvor værdig eller uværdig du er, men kun på din nød og hans ord, hvorpå han befaler dig at bygge. Især da han også har foreskrevet dig og lagt dig i munden, hvad og med hvilke ord du skal bede, sådan som det nu følger, så du med glæde kan lade en sådan bøn stige op igennem Kristus og lægge den i hans skød, så han ved sin værdighed må bringe den frem for Faderen.

 

v9 Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, v10 komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; v11 giv os i dag vort daglige brød, v12 og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, v13 og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.

 

Man kan ikke manipulere med Gud ved lange og råbende bønner 

Ovenfor har han revset deres hykleriske hensigt med bønnen, at de også i den gerning, som alene er henvendt til Gud, hvorved man påkalder ham og beder ham om hjælp i sin nød og anfægtelse, søgte deres egen ære og fordel hos mennesker. Her fordømmer han nu også det uvæsen med bønnen, at de mente, at det var at bede, når de fremsludrede mange ord; dette kalder han hedningeskik og løs unyttig snak af folk, som mener, at de ellers ikke bliver bønhørt. For han har jo forudset, at det ville gå således, og at sådan et misbrug også ville strække sig ud over kristenheden, som det dengang blev praktiseret hos dem, at man af bønnen blot gjorde en gerning, som man målte efter dens størrelse og længde, som var den dermed herligt udført, og det altså i stedet for en ret bøn blev til lutter snak og pludren, som hjertet ingen del har i.

      Som vi ser, at det gik til i stiftelserne, klostrene og hos hele præsteskabet, at de ikke havde andet at gøre både dag og nat, end i så og så mange timer at gennemtærske og udpine sig selv med at læse og synge deres sorg ud, og jo mere de kunne gøre deraf, desto helligere og ypperlige gudsdyrkelse var det, og dog har der ikke været en af dem alle sammen, som har bedt en oprigtig bøn ret af hjertet; men de lå alle under for den hedenske indbildning, at man måtte skrige og mumle både sig selv og Gud træt, som om han ellers ikke kunne eller ville høre, og de udrettede ikke andet derved, end at de spildte tiden til ingen nytte, og mørbankede sig selv, som æsler, med bønner.

      Derfor sagde de også selv, at der intet hårdere arbejde var end at bede, og det er også sandt, når bønnen er af en sådan art, at man gør en gerning eller et legemligt arbejde af at læse eller synge så og så mange timer i træk. Så er der ikke en daglejer, som ikke langt hellere ville vælge at tærske en hel dag igennem, end i to eller tre timer efter hinanden blot at bevæge munden, eller stirre i en bog. Kort sagt: deres bøn var ikke hjertets suk og begæring, men alene mundens eller tungens tvangsarbejde, så når en munk 40 år igennem har læst og mumlet sine timebønner, så har han ikke i alle disse 40 år bedt en eneste time af hjertet. For de tænke aldrig på det at frembære en nød for Gud, men mene ikke andet, end at de måtte gøre det, og at Gud måtte have behag i og belønne sådan en stræben og arbejde.

 

 

Den kristnes bøn kommer fra hjertet og er som regel også kortfattet

Men den kristnes bøn, som sker i tiltro til Guds løfte, og frembærer hjertets trang, er let og volder intet besvær. For troen har snart sagt, hvad den begærer; ja med et suk, som kommer fra hjertet, og som ikke kan fremføres eller udsiges i ord; som Paulus siger. Rom. 8, 26. Ånden beder, og da den ved, at Gud bønhører den, behøver den ikke at føre en lang passiar. Sådan har de hellige i Skriften bedt, såsom: Elias. Elisa, David og andre, med korte, men stærke og vældige ord, som man ser i Salmernes Bog, hvor det er sjældent, at der ikke er en salme, som har en bøn over fem eller seks vers. Derfor har de gamle fædre med rette sagt: De lange bønner hjælpe ikke, men de priste korte, små hjertesuk, hvori man med et ord eller to sukker op til Himlen, hvilket man ofte og med styrke kan gøre, når man læser, skriver eller har andet arbejde for.

 

Bønnen bliver tung og besværlig, når den ikke udgår fra hjertet

Men de andre, som kun gør et hestearbejde deraf, kan aldrig bede af lyst eller andagt, men er glade, når de kun har læst deres lektie, som det da også må gå, når man beder uden nød og trang, for da kan hjertet ikke være med. Men når hjertet ikke er med, og legemet skal arbejde, da bliver det tungt og besværligt, som man også ser med legemligt arbejde, når nogen udfører det med uvilje, hvor svært og surt det bliver; men derimod når hjertet er glad og villigt, da tænkes aldrig på, at det er noget arbejde. Sådan også her, når man mener det alvorligt og brænder efter at bede. Da ved man ikke af eller føler noget arbejde og besvær, man ser kun hen til sin trang, og har sunget og bedt ordene, førend man ved af det. Med et ord: man skal bede kort, men ofte og stærkt; for Gud spørger ikke efter, hvor stor og lang bønnen er, men hvor god den er, og om den går fra hjertet.

 

Gud véd, hvad vi har behov for

Derfor siger Kristus nu: ”Jeres himmelske fader ved, hvad I har behov for, førend I beder ham om det.” Som om han ville sige: I er helt galt på den, når I mener, at I må overdøve ham med jeres lange snak, for at han skal give jer, hvad I trænger til! I behøver ikke at overtale ham med ord eller vidtløftigt at belære ham, for han ved forud bedre end I selv, hvad I har behov for. Ligesom hvis du trådte frem for en fyrste eller en dommer, som kendte din sag bedre, end du kunne fremstille den for ham, og du ville komme med en masse forklarende snak for at gøre ham den begribelig; så ville han med rette le dig ud, eller endogså blive træt af dig. Ja, ”vi ved ikke.” siger Paulus. Rom. 8. 26. ”hvad vi skal bede om,” så, når han bønhører os, og giver os noget, så ”giver han langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår.” Ef 3, 20. Derfor lader han os undertiden bede om noget, som han ikke straks giver, eller måske slet ikke giver, som den, der meget vel ved, hvad der er gavnligt og nødvendigt for os: hvilket vi ikke selv forstår, og hvorom vi til sidst selv må bekende, at det ikke havde været til gavn for os, selvom vi havde fået, hvad vi bad om. Derfor behøver vi ikke at belære eller foreskrive ham noget med vore lange taler, hvad og hvordan han skal gøre med os; for han vil give sådan, at hans navn bliver helliget, og hans rige og hans vilje derved får fremgang.

 

Bønnen skal lære os vores egen magtesløshed at kende

Men siger du: Hvorfor lader han os så bede og bære vores nød frem for ham, og giver det ikke til os, med mindre vi beder om det. Når han dog kender og ser al vores nød bedre end vi selv? Han giver dog ellers dagligt hele verden så meget, som ingen beder ham om eller takker ham for. Såsom sol, regn, korn, penge, liv og helbred, for han ved, at den ikke en eneste dag kan undvære lys, mad og drikke; Hvorfor befaler han os da at bede derom? Svar: Han befaler det rigtig nok ikke, for at vi med vor bøn skal lære ham, hvad han skal give, men for at vi skal erkende og bekende, hvilke goder han giver os, og at han vil og kan give endnu mere; så vi ved vor bøn mere underviser os selv, end ham. For derved bliver jeg vendt til Gud, så jeg ikke går rundt som de ugudelige, der ikke erkender eller takker for dette; og mit hjerte bliver sådan henvendt og opvakt til ham, at jeg lover og takker ham. I trængsel søger jeg min tilflugt hos ham, og venter hjælp af ham, og alt tjener til, at jeg jo længere des bedre lærer at kende, hvad han er for en Gud, og fordi jeg søger hjælp og banker på hos ham, så har han også lyst til at give stadigt mere og rigeligere. Se, en sådan person er da en ret beder, ikke lig de andre unyttige snakkere, som ganske vist pludrer meget, men aldrig erkender på denne måde. Men den kristne ved, at det er Guds gave, hvad han har, og han siger af hjertet: Herre, jeg ved, at jeg ikke selv kan frembringe eller bevare et eneste stykke af mit daglige brød, heller ikke forsvare mig mod en eneste fare eller ulykke; derfor vil jeg forvente det af dig og bede dig derom, sådan som du befaler mig at gøre det, og lover at ville give det, du, der på trods af og uden min bøn kommer mig i møde, og antager min nød som din egen.

      Se, at vi erkender på denne måde i bønnen behager Gud, og er den rette, højeste og kosteligste gudsdyrkelse, som vi kan vise ham, for derved giver vi ham den ære og tak, som tilkommer ham. Dette gør de andre ikke, men de river til sig og sluger alle Guds gode gaver, ligesom svinene, tage land, by og hus, det ene efter det andet, og det falder dem ikke engang ind at tænke på Gud derved; alligevel vil de være hellige med deres høje messetoner og lange kirkebønner. Men et kristent hjerte, som af Guds Ord lærer, at vi har alt af Gud og intet af os selv, antager dette i troen, og øver sig i den kunst at stole på Gud under alle forhold og forvente sig alt af ham. Sådan lærer bønnen os at erkende både os selv og Gud, og at erkende, hvad vi mangler, og hvorfra vi skal få og søge dette. Deraf fremstår et fuldkomment og forstandigt menneske, som kan opføre sig og forholde sig ret under alle forhold.

 

Hvad vi skal bede om, og hvordan vi skal gøre det      

Efter at Kristus således har revset og forkastet en sådan falsk og forfængelig bøn, går han videre og giver selv en ypperlig, kort anvisning på, hvordan og om hvad vi skal bede, hvori al den trang er indbefattet, som skal drive os til at bede, så vi i sådanne korte ytringer dagligt kan mindes denne trang, og ingen skal være undskyldt med, at han ikke ved, hvordan eller om hvad han skal bede.

      Og det er en meget god øvelse, især for den almindelige mand og for børnene og tjenestefolkene i huset, at man dagligt beder Fadervor, helst både morgen og aften og ved bordet, så vel som til andre tider, idet man i denne bøn frembærer al slags almindelig nød og trang for Gud. Men fordi Fadervor er omhyggeligt udlagt i katekismen og andre steder, vil jeg lade det blive ved det, og her ikke give nogen ny forklaring til denne bøn.

 

Fadervor overgår langt alle andre bønner

Det er i sandhed, som ofte sagt, den allerbedste bøn, som nogensinde er kommet til jorden eller kan udtænkes af nogen, da Gud fader ved sin søn har givet den og lagt den i munden på ham, så vi ikke skal tvivle på, at den behager ham på alle måder. I så henseende lader han også straks i begyndelsen sit bud og sit løfte binde på vore hjerter ved dette ord ”vor fader”, som den, der kræver en sådan ære af os, at vi skal bede til ham, som et barn til sin fader, og som gør fordring på en sådan tillid hos os, at vi skal tro, at han gerne vil give os, hvad vi trænger til. Derfor er det også indbefattet heri, at vi skal rose os af at være hans børn ved Kristus, og både på hans bud og løfte og i den Herre Kristi navn komme til ham, og med al fortrøstning træde frem for ham.

 

Fadervors tre første bønner

Nuvel, den første, anden og tredje bøn angår de højeste goder, som vi har fra ham; nemlig, for det første, at han er vor fader, at han må blive æret af os og hans navn holdes højt og helligt i hele verden. Herved indbefatter jeg i én sum al falsk tro og gudsdyrkelse og hele Helvede, og al synd og gudsbespottelse, og beder om, at han vil forhindre pavens, tyrkens, sværmernes og kætternes bespottelige tro, hvilke alle vanhelliger og skænder hans navn, eller under dette navn søger deres egen ære. Dette er ganske vist et kort afsnit, men med sin mening når det så langt, som verden rækker, imod al falsk lære og falskt liv. For det andet beder vi om, eftersom vi har hans ord og den rette lære og gudstjeneste, at også hans rige må være og forblive i os, det vil sige: at han vil styre og regere os efter denne lære og opholde os i det rette liv, og derved beskærme og holde os oppe imod Djævelens og hans riges magt, og at alle riger, som raser derimod, må gå til grunde, så dette rige må bestå, og for det tredje, at hverken vor eller noget menneskes, men alene hans vilje må ske, og hvad han tænker og beslutter må have fremgang imod hele verdens angreb og påfund og alt, hvad der modstår hans vilje, selv om hele verden slog sig sammen, og anstrengte sig af alle kræfter, for at sætte sit igennem imod ham. Dette er de tre fornemste stykker.

 

At lægge alt i Guds stærke hænder

I de øvrige fire bønner komme vi til den nød, som for vort eget vedkommende dagligt ligger på os, med hensyn til dette usle, skrøbelige, timelige liv. Af hvilken grund vi først beder om, at han vil give os vort daglige blød, det vil sige: alt, hvad vi behøver til dette livs opretholdelse: mad og drikke, sundhed, godt og timeligt vejr, hus og hjem, hustru, børn, gode hjem, almindelig fred, og at han vil beskærme os mod al plage: sygdom, pestilens, dyrtid, krig og oprør, og at han der ud over vil forlade os vor skyld, og ikke se hen til verdens skammelige misbrug af og utaknemmelighed for de goder, som han dagligt så rigeligt giver os, og at han ikke af den grund nægter og unddrager os disse goder, eller straffer os med sin unåde, som vi nok havde fortjent, men derimod nådigt tilgive os, om også vi, som kaldes kristne og hans børn, ikke lever uden at synde, som vi skal. For det tredje: Vi lever på jorden midt i alle slags anfægtelser og forargelse, idet man fra alle kanter sætter ind på os, for at spænde ben for os. Vi anfægtes ikke alene i det ydre af verden og Djævelen, men også i det indre af vort eget kød. Vi kan derfor ikke leve, som vi skal, ja, vi udsættes for så meget farefuldt og så mange anfægtelser, at vi ikke ville kunne bestå en eneste dag. Derfor beder vi om, at han vil bevare os i en sådan nød og fare, så vi må blive stærke og beholde sejren, og til sidst, at han endelig fuldkomment vil hjælpe os ud af al ulykke, og når tiden kommer, da vi skal vandre ud af dette liv, give os en nådig og salig afskedsstund. Sådan har vi kort lagt al legemlig og åndelig nød i hans skød, og ved et enkelt afsnit i ordet indesluttet den hele vide verden i vor bøn.

 

Fadervors afslutning

Men der er endnu et lille tillæg, hvormed han slutter bønnen, ligesom med en tak og almindelig bekendelse, og som lyder sådan: ”for dit er riget og kraften og helligheden i evighed.” dette er den rette æresbevisning og titel, som alene tilkommer Gud. For de tre ting har han forbeholdt sig selv: kongedømme, kongespir og kongeherlighed. Kongedømme eller magt skal ingen have uden Gud alene, eller de, der har hans befaling til at udøve det på hans vegne. Ligeledes skal intet menneske have nogen magt over et andet, eller blive vred på et andet og straffe, uden den, hvis embede det er at udføre det på Guds vegne. For sådan noget tilkommer ikke mennesket, men det overdrages af Herren.

      Disse to ting er det, han her kalder: riget og kraften, nemlig 1) kongedømmet, at vi skal vide at herredømmet er hos Herren; og 2) kongespiret, at han kan straffe, lægge de onde under sig og beskytte de gode. For hvem, der straffer, gør det i Guds sted og på Guds vegne, når man håndhæver retten. Beskyttet og holdt oppe, som den, der fører Herrens spir. Derfor skal ingen hævne sig selv eller gengælde; for dertil har han hverken magt eller kraft, og det lykkes ham heller ikke, som Herren siger 1 Mos 32. 35: ”hævnen hører mig til; jeg vil betale.” Og han truer i Matt 26. 52: ”De, som griber til sværd, skal omkomme ved sværd.”

      Sådan tilkommer også herligheden eller ære og pris alene Gud, så ingen skal rose sig af noget, hverken af visdom, hellighed eller magt, uden ved ham og fra ham. For at jeg ærer en konge eller fyrste, og kalder ham en nådig Herre, eller bøjer mine knæ for ham, sker ikke for hans persons skyld, men for Guds skyld, som den, der er beklædt med majestæt i Guds sted. Ligeledes, når jeg viser fader eller moder, eller dem, som er i disses sted, ære. Så er det ikke mennesker, men det guddommelige embede, jeg beviser ære, og jeg ærer Gud i dem; sådan, at hvor herredømme og herrespir er, der skal æren og prisen også være Guds alene.

      Og sådan udstrækker hans rige, kraft og herlighed sig over den hele verden, idet det alene er ham, som regerer, straffer og æres i de guddommelige embeder og stænder, såsom: fader, moder, herre, dommer, fyrste, konge og kejser; selv om Djævelen modsætter sig ved sine, og selv vil have herredømmet og magten, udøve hævn og straf, og have ære og pris. Derfor beder vi også, om det fornemste, om hans navn, hans rige og hans vilje, som de, der alene skal have fremgang, mens alle andre navne, riger, magter og viljer skal gå til grunde. Sådan bekender vi, at han er den højeste i disse tre stykker, men at de andre er hans redskaber, ved hvem han udøver sin regering og sin magt, og udbreder sin herlighed.

 

 

v14 For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. v15 Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.

 

Indbyrdes kærlighed og tilgivelse mellem kristne

Dette er et forunderligt tillæg, men dog meget kosteligt, og man kunne godt undre sig over, hvorfor han netop kommer med dette tillæg alene til denne bøn: ”forlad os vor skyld”. Han kunne dog lige så god have føjet det til de andre også, og sagt: giv os vort daglige brød, ligesom vi giver vore børn det; eller: led os ikke ind i fristelse, ligesom vi ikke leder nogen i fristelse; frels os fra det onde, ligesom vi frelser og hjælper vor næste, og dog er der ingen bøn uden denne alene, som har dette tillæg. Det kunne derved se ud, som om syndernes forladelse skal erhverves og fortjenes ved, at vi tilgiver andre. Hvad bliver der da af vor lære, at syndsforladelse alene sker ved Kristus og modtages i troen?

      Svaret er for det første: Han har især villet indrette denne bøn sådan og binde syndernes forladelse til vor tilgivelse, for dermed at sammenknytte de kristne, så de må elske hinanden indbyrdes og lade det være deres vigtigste og fornemste sag, næst efter troen og den modtagne syndsforladelse, også altid være rede til at tilgive deres næste.

      Ligesom vi over for Gud lever ved tro, skal vi leve med hinanden i kærlighed, så vi ikke gør hinanden nogen skade eller noget ondt, men tænker på, at vi altid skal tilgive, selv om nogen gør os ondt, som det jo ofte sker i dette liv. Hvis ikke, skal vi vide, at heller ikke vi har forladelse. For hvis vrede og harme bor i vort hjerte, ødelægger det hele vor bøn, så man heller ikke kan bede om noget af det foregående på rette måde. Se, dette er at knytte et fast og stærkt bånd, som skal forbinde os med hinanden indbyrdes, så vi ikke lever i indbyrdes splid, stifter partier og sekter, men tolererer hinanden i kærlighed, og er af ét sind imod hinanden, når vi ønsker at træde frem for Gud, bede og få noget. Når dette finder sted, er en kristen fuldkommen, som den, der både tror og elsker ret. Hvad der så for øvrigt findes af skrøbelighed hos ham, skal blive udslettet i bønnen og alt skal være tilgivet.

 

Syndernes forladelse har to sider

Men hvordan skal det forstås, at han i disse ord gør syndsforladelsen afhængig af vore gerninger, når han siger: Hvis I tilgiver næsten, skal jeres synder være forladt, og omvendt? Dette er jo ikke at lade syndsforladelsen bero på tro! Svar: Syndernes forladelse sker på to måder, som jeg ofte før har sagt: Først ved evangeliet og Guds Ord, som tilegnes i det indre i hjertet ved troen over for Gud. Dernæst i det ydre, ved gerningerne, som Peter taler om i 2 Pet 1, 10, hvor han lærer om gode gerninger: ”Derfor, brødre, skal I arbejde med endnu større iver på at befæste jeres kaldelse og udvælgelse.” Her vil han, at vi skal bekræfte, at vi har troen og syndernes forladelse, det vil sige, at vi viser det i gerninger, så man kan kende træet af frugterne, og det kan blive klart, at det er et godt og ikke et råddent træ. For hvor der findes en ret tro, følger gode gerninger med sikkerhed også med. Sådan er et menneske både i det ydre og indre fromt og retfærdigt både for Gud og mennesker. For dette er virkningen og frugten, hvorved jeg bekræfter både for mig selv og andre, at jeg tror ret. Det kunne jeg ellers ikke vide eller se.

 

Viljen til at tilgive andre er en frugt af troen

Sådan er også den tilgivelse, som jeg her viser mod andre, et sikkert tegn på, at jeg har syndernes forladelse hos Gud. Hvis jeg, på den anden side, ikke viser mig forsonlig mod min næste, så har jeg et sikkert tegn på, at heller ikke jeg har syndernes forladelse hos Gud, men endnu befinder mig i vantroen. Se, dette er de to slags syndsforladelse: Den ene i det indre i hjertet, som alene holder fast ved Guds Ord. Den anden i det ydre, der bryder frem og bekræfter, at vi har den indre. Sådan skelner vi gerningerne fra troen, som en indre og en ydre retfærdighed. Men den indre retfærdighed må være der først som stammen og roden, hvoraf de gode gerninger må vokse frem ligesom frugterne. Den ydre retfærdighed må vi have, som et vidnesbyrd om den indre, eller som et ”certifikat”, som Peter siger, en dokumentation på, at den indre retfærdighed med sikkerhed er der. Den, som ikke har den indre retfærdighed, gør ingen af de ydre gerninger. Hvis der på den anden side ikke findes nogen ydre tegn og beviser, kan jeg ikke være sikker på den indre retfærdighed, men kan bedrage både mig selv og andre. Men når jeg ser og føler, at jeg gerne tilgiver næsten, så kan jeg slutte sådan: Dette gør jeg ikke af naturen, men fordi jeg ved Guds nåde føler mig anderledes end før.

      Lad dette være et kort svar på de katolske filosofi-teologers megen unødige tale om denne sag. Men dette må vi ikke glemme, at denne gerning, som han her kalder den, ikke er en almindelig gerning ligesom andre, som vi gør af os selv. Vi må ikke glemme troen, som er forenet dermed. Kristus tager denne gerning og føjer et løfte til, så man med god ret kan kalde den et sakramente, som skal styrke troen. Sådan er dåben jo også at anse som en gerning, som jeg gør, når jeg døber eller lader mig døbe, men da Guds Ord er forenet dermed, er den ikke en almindelig gerning, som gælder og virker noget i og ved sig selv. Den er et guddommeligt ord og tegn, som troen holder fast ved. Sådan gælder eller virker vores bøn intet, som en gerning af os, men det, der gør forskellen, er, at den sker på Guds bud og løfte, så den også godt kunne kaldes et sakramente, og anses mere for en guddommelig end en menneskelig gerning.

      Dette siger jeg af den grund, at sofisterne alene retter opmærksomheden mod selve handlingen, som vi udfører, uden at give agt på Guds Ord og løfte. Når de derfor hører og læser sådanne ord, som angår gerningerne, må de sige, at mennesket har fortjeneste af sin gerning. Men Skriften lærer os, at vi ikke skal se hen til os selv, men til Guds Ord og løfte, og holde os dertil i troen. Når du således udfører noget på Gud Ord og løfte, så har du et sikkert kendetegn på, at Gud er dig nådig. Din egen gerning, som Gud nu har taget til sig, skal altså være dig et tegn på din tilgivelse.

      Nu har Gud vist os mange slags måder og veje, hvor vi kan gribe nåden og syndernes forladelse: Først ved dåben og nadveren; ligeledes, som netop nævnt, ved bønnen; ligeledes ved absolutionen; og her ved vor tilgivelse. Vi er således rigeligt forsørgede og kan finde nåde og barmhjertighed alle vegne. For hvor vil du søge den nærmere, end hos din næste, som du dagligt lever sammen med, og hvem du dagligt har anledning nok til at vise en sådan tilgivelse? Det kan jo ikke undgås, at du jo kommer til at lide krænkelse her i livet, og det meget og mange gange, så vi ikke alene i kirken eller hos præsten, men midt i vor dagligdag har et dagligt sakramente eller en dåb, den ene kristen hos den anden, og enhver i sit eget hjem. For når du griber løftet ved at tilgive din næste, har du nøjagtigt det samme, som du får i dåben. Hvordan kunne Gud nu rigeligere benåde os, end derved, at han hænger os en sådan daglig dåb om halsen og binder den til Fadervor, som enhver finder hos sig selv, når han beder og tilgiver sin næste. Ingen har således nogen grund til at klage eller undskylde sig med, at han ikke kan nå frem, at det er ham en for høj og fjern eller for vanskelig og kostbar gerning, fordi det bringer ham hans næste lige til døren, ja lægges ham i skødet.

 

Viljen til tilgivelse er vores daglige sakramente

Se, når du således betragter det, ikke efter selve gerningen i sig selv, men efter det ord, som er knyttet dertil, så finder du deri en fortræffelig, kostelig skat, så det ikke længere er din gerning, men derimod et guddommeligt sakramente. Du finder den store og stærke trøst, at du modtager nåde, når du tilgiver din næste, selv om du ikke kunne gøre brug af andre sakramenter. Det skal bevæge dig til hjertelig gerne at gøre en sådan gerning, og dertil takke Gud for, at han værdiger dig en sådan nåde. Det er jo dog noget, som du skulle løbe efter lige til verdens ende og sætte alle dine ejendele til for, som vi forhen gjorde for den falske aflads skyld. Den, som derfor ikke vil antage dette, må være et skændigt, fordømmeligt menneske, især når han hører og erkender en sådan nåde, og alligevel vedbliver at være så stiv og stædig, at han ikke vil tilgive. Derved forspilder han på én gang både dåb og nadver og alt andet. For de er alle sådan forbundet med hinanden, at den, som har ét, han har dem alle eller han mister dem alle. For den, som er døbt, skal også modtage nadveren; og den, som modtager nadveren, må også bede; og den, som beder, må også tilgive og så videre. Men tilgiver du ikke, da har du her en forfærdelig dom, at dine synder heller ikke skal blive dig tilgivet, skønt du er midt blandt de kristne og nyder sakramenterne og andre goder med dem. De skal kun blive dig til så meget større skade og fordømmelse.

 

Vi skal se med mildhed på synder begået imod os selv

Fordi Kristus desto mere vil lokke os dertil, har han også brugt milde og venlige ord, idet han taler sådan: Hvis I tilgiver mennesker deres ”overtrædelser”. Han siger ikke: deres ondskab og forbrydelser eller modvillighed og frækhed. For en overtrædelse kalder han en sådan synd, som mere sker af skrøbelighed eller uvidenhed, end af ondskab. Hvorfor gør han dette, at han sådan forringer og formindsker næstens synd, skønt vi dog tit ser, at mange synder forsætligt af lutter frækhed og ond vilje? Det gør han, fordi han vil stille din vrede og formilde dig, så du gerne tilgiver. Han er mere optaget af, at gøre dit hjerte blidt og venligt, end på at gøre synden så stor, som den i sig selv er.

      For Gud er og skal den være så stor, at den fortjener den evige fordømmelse og tillukker Himlen, hvis den ikke erkendes og bedes om tilgivelse for, selv om den kun er en lille synd og kun en skrøbelighed. Men af mig og dig vil han ikke have synden sådan betragtet, fordi det ikke tilkommer os at straffe synden, men at tilgive. Du skal tænke sådan, at selv om din næste har handlet ondt mod dig, så er han dog forvildet, fanget og forblindet af Djævelen. Derfor skal du være from og forbarme dig over ham som én, der er overvældet af Djævelen. På grund af Djævelen, som indgiver ham dette, er det ganske vist en stor, utilgivelig synd, men på grund af mennesket er det en fejl og en overtrædelse. Således bad Kristus også selv, da han hang på korset: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” (Luk 23, 34). Dette er at gøre vor synd lille og ringe, mens den dog i sig selv er den allerstørste, som nogensinde er sket på jorden. For hvad kan være større synd, end at man på det skændigste piner og dræber Guds egen søn.

 

Kun tilgivelse for de synder, som bliver erkendt og bekendt

Dog må den overtrædelse og skrøbelighed være af en sådan karakter, at næsten, som synder imod dig, erkender den og beder om tilgivelse for den, og vil forbedre sig. For jeg har før sagt, at der er to slags synd: Den ene, som man bekender, skal ingen nægte at tilgive. Den anden, som man forsvarer, kan ingen tilgive, for den vil ikke være synd og heller ikke have tilgivelse. Derfor sætter Kristus også de to stykker sammen at løsgive og at binde, når han taler om tilgivelsens eller nådens nøgler i Matt 18, 18. Han vil vise, at man ikke kan løsgive den synd, som man ikke vil lade være synd eller have tilgivelse for, men må binde den fast i Helvedes afgrund. Den synd, som man bekender, skal man på den anden side løsgive og løfte til Himlen.

      Som det nu forholder sig med absolutionen, sådan er det også med hver enkelt kristen med hensyn til sin næste. Selv om du skal var rede til at tilgive enhver, som tilføjer dig ondt, så kan du dog ikke tilgive ham, når han ikke vil erkende eller afstå fra synden, men vedbliver med at fremture i den. Grunden er ikke hos dig, men hos ham selv, fordi han ikke vil have tilgivelse. Men så snart han erkender sig skyldig og begærer tilgivelse, skal det alt sammen være ham skænket, og absolutionen skal straks følge derpå. Når han straffer sig selv og ophører med synden, så der ikke mere bliver nogen synd hos ham, skal jeg så meget mere lade synden være glemt. Men hvis han selv beholder den og ikke vil opgive den, kan jeg ikke tage den fra ham, men må lade ham blive siddende i den, da han selv af en tilgivelig synd gør en utilgivelig synd. Kort sagt, vil han ikke erkende den, skal man anstrenge sig til det yderste for at besvære hans samvittighed, og ikke vise ham nogen nåde, da han hårdnakket ønsker at tilhøre Djævelen. Hvis han på den anden side bekender synden og beder dig om tilgivelse, og du ikke tilgiver ham, så har du læsset den over på dig selv, så den også bliver til fordømmelse for dig.

 

Et rige af syndsforladelse

Kristus vil altså have, at man bekender synden, selv om han kun kalder den en fejl eller en overtrædelse. Han benægter ikke, at det er begået en uret mod dig, når nogen tilføjer dig ondt. Han forlanger heller ikke af dig, at du skal acceptere det, som noget godt. Han vil tværtimod, at du ikke skal lade det være ret og godt, undtagen når det kommer dertil, at det bliver en tilgivelig synd og så ringe, at den kun hedder en overtrædelse. Så kan du sige til din næste: Selv om jeg ikke kan rose det, og det virkelig er uret, så vil jeg alligevel gerne lade det være eftergivet, som en fejl og overtrædelse, og glemme al vrede, fordi du erkender din fejl, og dit hjerte nu er anderledes og ikke nærer nogen ond vilje mod mig.

      Når du nu er sådan sindet mod din næste, så vil Gud igen vise et mildt og venligt hjerte mod dig, og også gøre din store, tunge synd, som du har gjort og endnu gør imod ham, så ringe, at han kun kalder den en overtrædelse, hvis du erkender den og beder om tilgivelse for den. Han er mere parat til at tilgive os, end vi selv kan tro om ham. Nu skulle man jo betale Gud med liv og lemmer for et sådant hjerte og rejse efter det lige til verdens ende, som man under pavedømmet har rejst rundt og plaget sig selv med så mange slags gerninger. Her bliver et sådant hjerte imidlertid tilbudt og skænket dig gratis, ligesom dåben, evangeliet og alle Guds goder. Du får mere, end du nogensinde kunne erhverve med alle dine egne og alle menneskers gerninger. Her har du det sikre løfte, som ikke svigter eller bedrager dig, at alle dine synder, hvor mange og store de end er, for Gud skal anses for at være så ringe som daglige, menneskelige skrøbeligheder, som han ikke vil regne med eller huske på, hvis du tror på Kristus. For ligesom andre sakramenter kommer fra og går igennem den Herre Kristus, sådan er det også, at vor bøn bliver hørt, og at vi har en sikker tilgivelse. Det er ikke os, der har fortjent det, men det er alt sammen erhvervet og skænket os af ham, så han altid forbliver den eneste midler, ved hvem vi har alt, og ved hvem også løftet, som er tilføjet denne gerning, alene er gyldig.

      Så ser du nu, hvorfor Kristus har foretaget denne tilføjelse til denne bøn, nemlig for at han derved kunne binde os fast sammen, og opholde sin kristenhed i åndens enhed, både i troen og kærligheden, så vi ikke for nogen synds eller skrøbeligheds skyld lader os adskille, og derved mister troen og alle nådegaver. For det kan ikke være anderledes, end at der dagligt må forekomme mange anstød imellem os i alle stillinger og forhold, hvorved man indbyrdes siger og gør, hvad man ikke gerne hører og tåler, og giver anledning til vrede og splid. For vi har endnu kød og blod hos os, der går frem som kød og blod plejer, og let lader sig et ondt ord eller en vred mine og gerning undslippe, hvorved kærligheden krænkes. Derfor må der også være en bestandig tilgivelse imellem kristne, ligesom vi også uden ophør behøver tilgivelse hos Gud, og altid må holde os til den bøn: ”forlad os, som vi forlader.” Med mindre vi er sådanne uforskammede mennesker, at vi altid hellere ser splinten i næstens øje end bjælken i vort eget øje, og kaster vor synd bag ryggen. For skal vi dagligt betragte os selv fra morgen indtil aften, så skal vi nok finde så meget hos os selv, at vi skal glemme de andre og er glade over, at vi kan bede denne bøn.

 

v16 Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v17 Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, v18 så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte, og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

 

At faste er at forhindre sit kød i at udfolde sig

Ligesom han har revset deres almisse og bøn, så revser han også deres faste. For det er de tre gode gerninger, som indbefatter næsten alle andre i sig. Den første: alle slags velgerninger mod næsten. Den anden: at vi antager os al slags nød, både andres og vor egen, og frembærer den for Gud. Den tredje: at vi lægger bånd på vort kød. Men ligesom de skændigt misbrugte almissen og bønnen, idet de derved ikke søgte Guds, men deres egen ære, sådan misbrugte og fordrejede de også fasten. De fastede ikke for at tæmme og tugte deres legeme, eller for at love og takke Gud, men for at blive set af mennesker og vinde et navn, så man skulle undre sig og sige: Se, hvilke ypperlige helgener, som ikke lever ligesom andre simple mennesker, men går omkring i grå kjortler, hænger med hovedet, og ser sure og blege ud! Hvis de ikke kommer i Himlen, hvordan skal det da gå os andre? Han vil imidlertid ikke hermed forkaste eller foragte fasten i sig selv, lige så lidt som han forkaster almissen og bønnen, som han tværtimod godkender og lærer os at bruge ret. Sådan vil han også bringe fasten tilbage til dens rette brug og hensigt, for at den må udføres, som en god gerning skal.

 

Faste for at hævde sig selv på andres bekostning

Nu har fasten hos jøderne sin oprindelse derfra, at Moses havde pålagt dem, at de i forbindelse med høsten ved forsoningsfesten skulle faste omtrent fjorten dage i træk. Dette var den almindelige faste, som var fælles for alle. Foruden denne havde farisæerne så deres særlige faste, for at de kunne gøre noget mere og anses for helligere end andre folk. For den almindelige faste var ikke af en sådan karakter, at de kunne vinde anseelse frem for andre, fordi den var fælles for hele folket, og hvad alle gør, kan ingen specielt gøre sig stor med. Derfor måtte de have mange særlige faster, for at de kunne anses for at være meget højere og åndeligere, end almindelige folk. Derfor praler de også over for Kristus i Matt 9, 14: ”hvorfor faster farisæernes disciple så ofte, men dine disciple faster ikke?” Desuden gjorde de sig bemærket med fagter og tegn, for at man skulle vide, når de fastede. De hverken vaskede eller klædte sig fint på, men så sure og mørke ud, og var så højtidelige og stramme i deres udstråling, at man måtte bukke sig til jorden for dem.

 

Ægte faste

Nu kommer så Kristus og omstyrter fuldstændig sådan en faste og lærer det stik modsatte, idet han siger: Vil du faste, så fast sådan, at du ikke ser sur ud, men vask og plej dit ansigt, så du ser munter og glad ud, som på en helligdag. For det var jødernes skik, at de brugte kosteligt vand og velduftende urter, så hele legemet blev velduftende, når de holdt helligdag eller ville være glade. Når du faster sådan alene imellem dig og din fader, så faster du ret, og det behager ham. Dog er det ikke at forstå sådan, at han herved opstiller et forbud, så man på en fastedag ikke måtte have lov til at gå i almindeligt tøj, eller at være uvasket. Men han forkaster den hensigt, hvori man gør det, når det er for at æres, og for at mennesker rigtigt skal spærre øjnene op ved disse besynderlige fagter. Ellers læser man ofte, at mennesker, når de fastede, iførte sig sæk og strøede aske på deres hoveder; som kongen af Nineve og med ham hele byen. Men det var en anden faste, som deres nød og elendighed lærte dem.

 

Romerkirken opfandt et utal af faster

Fra jødernes faste har vi da også fået vor store faste, og i begyndelsen også holdt den i fjorten dage. Men siden blev vi hellige og udstrakte den til fire uger, indtil den til sidst er blevet forlænget til fyrre dage. Men vi er ikke blevet stående ved det, men har oven i købet hele året igennem fastsat to ugedage som fastedage, nemlig fredag og lørdag, og til sidst indført de fire såkaldte gyldne faster eller nødfaster; og dette var endnu kun helt almindelige faster. Foruden dette har adventstiden skabt nogle underlige hellige, som også har gjort den til en fastetid. For ikke at tale om de faster, som munkene i klostrene har holdt, og senere også andre, der udvalgte sig særlige helgener, uden for de almindelige højtider. Til sidst var det kommet så vidt, at alt dette var for intet at regne, når ikke enhver tillige havde sin særlige fastedag.

      Nu er al sådan faste ikke en krone værd; for de første gamle fædre mente det godt nok, og holdt en ret faste, men det blev snart oversmurt og fordærvet med skidt, så det ikke duer til noget. Men det er helt fortjent, for ligesom det er lutter menneskepåfund med disse mange særlige faster, sådan har man også drevet skændigt misbrug med dem. For jeg tør frit sige, at jeg endnu aldrig har set en ordentlig faste under pavedømmet, sådan som de kalde det at faste. Hvad er dette for en faste, at man til middag anretter et måltid lækker fisk, krydret rigeligere og herligere end man ellers plejer at gøre det til to eller tre måltider? Dertil får de stærke drikke, og sidder to eller tre timer til bords og fylder vommen, så de er nærved at revne? Og dette ansås for noget, der skulle være sådan, og for at være temmelig tarveligt, endog af de strengeste munke. Men de hellige fædre, biskopperne, abbederne og andre prælater greb det først rigtigt strengt an med ti og tyve retter på én gang, og til aftensmad så meget som forfriskning, at et par tærskere kunne klare sig dermed i tre hele dage. Det kan godt være, at fanger eller fattige og syge og skrøbelige mennesker har måttet faste på grund af fattigdom; men af andagt ved jeg ingen, som har fastet, end mindre nu for tiden faster. For de er nu, mine kære papister, alle blevet gode lutheranere, så ingen af dem mere tænker på at faste, men de lader imidlertid de stakkels præster på vor side lide sult og nød og holder dagligt faste i deres sted.

      Denne faste er hos os blevet så meget værre end jødernes og farisæernes faste; for bortset fra, at de søgte deres egen ære dermed, fastede de dog ret og redeligt. Men hvad der hos os har gået under navn af faste, har været lutter frådseri. Det skal ikke kaldes at faste, men at spotte både Gud og mennesker. Dertil kommer den skammelige tilsætning, at man har gjort forskel på spiserne og forbudt nogle. Når man ville faste, måtte man således ikke spise kød, men derimod måtte man godt få den bedste fisk med kostelige krydderier og kompotter, og den stærkeste vin dertil. Derfor har jeg rådet og råder endnu til, at man helt skal afskaffe en sådan faste, fordi den er til lutter spot og skam for Gud. Det ærgrer mig, at man skal drive og tillade et sådant gøgleværk i kristenheden, og bedrage Gud med den løgn, at et liv, som består i at spise og drikke på livet løs og fylde vommen, skal kaldes faste og en god gerning.

 

Fasten som afgudsdyrkelse

Dette er nu et så groft, uforskammet og skændigt bedrageri, at vi ikke engang behøver Skriften til at bringe det for dagen, men selv et barn på syv år kan tage og føle derpå. Men dertil er også det skændige misbrug kommet, som også fordærver den rette faste, så man har søgt stor fortjeneste hos Gud med det, til at bøde for synden og forsone Gud. Ved skriftemålet har de da også pålagt en sådan faste som bod. Dette er først ret at faste i alle djævles navn, og at slå Kristus på munden og træde ham under sine fødder. For dette misbrugs skyld ville jeg hellere tillade, når galt skal være, at man drak sig fuld og tosset. Hellere vil jeg se et fuldt svin, når jeg endelig skal se noget slemt, end en sådan hellig, som faster på det allerstrengeste på vand og brød. Endnu er alle munkes lære og bøger, alle pavers buller og alle prædikestole fulde af denne skændsel, så de ikke ved af nogen anden faste end denne, selv når de virkelig gør alvor af det. Jeg vil ikke tale om, at de også hæver den grove skammelige løgnefaste, som jeg nævnte, så højt, og derved har stiftet og bestyrket afgudsdyrkelsen af helgenerne. Og der har ikke været et eneste menneske, som har talt et ord imod disse misbrug! Derfor siger jeg endnu, at jeg i hele pavedømmet, så længe jeg har levet, ikke har set bare én eneste faste, hvor der har været fastet på ægte kristen måde, men det har alene været skændigheder og frådserier i stedet for faste, dertil lutter afguderi og hykleri, hvormed man har gjort nar af Gud, og bedraget mennesker. Lad os derfor lære her, hvad en ret faste er.

 

To slags faster

Der er to slags faster, som er gode og prisværdige. Den ene kan vi kalde verdslig eller borgerlig faste, påbudt af øvrigheden som en eller anden forordning og foranstaltning, men ikke krævet som en gudsdyrkelse eller en god gerning. For det så jeg gerne, og ville råde og hjælpe til, at kejser eller fyrster ville udstede den befaling, at man en dag eller to om ugen ikke skal spise eller udbyde kød, som en gavnlig foranstaltning for landet, for at man ikke skal spise alting op, som man gør nu, og der derfor til sidst må komme inflation og intet vil være at få. Dernæst ville jeg også, at man nu og da, f.eks. en gang om ugen eller som man fandt for godt, ikke spiste om aftenen, men nød en bid brød og lidt at drikke, for at man ikke sådan ved at æde og drikke uden ophør skal fortære alting, som det er skik og brug hos os. På denne måde kunne vi lære at leve lidt mere enkelt, især de unge, velnærede og kraftige mennesker. Men dette skal være en helt verdslig faste, lagt under øvrigheden.

 

Faste kan hjælpe til at indleve sig i kirkeårets rytme

Dernæst kunne vi foruden denne faste også have en almindelig kirkelig faste, som vi, som kristne, skal holde, og det tilmed som en smuk skik, nemlig nogle dage før påske og ligeledes før pinse og jul. Sådan kunne vi fordele fasten ud over året. Men endelig ikke for at gøre en gudsdyrkelse ud af det, for derved at fortjene noget eller forsone Gud, men som en ydre tugt og øvelse for de unge, jævne folk, for at de kunne lære at finde sig tilrette i kirkeåret og dets højtider. Sådan har man hidtil haft fire såkaldte helligfaster, som enhver har rettet sig efter. For det er jo nødvendigt at udskille og udmærke enkelte tider, som fastedage og festdage, for almindelige mennesker, til prædiken og fordybelse i de vigtigste begivenheder af Kristi historie og de vigtigste af hans gerninger. Dog sådan at man ikke tilsigter nogen speciel gudsdyrkelse derved, men at det alene regnes for en mærkedag, som man kan regne tiden efter og vide, hvor man befinder sig i kirkeåret. Ligeledes ville jeg også synes godt om, at man hele året igennem skulle faste hver fredagsaften, som den dag, der bør være en mærkedag frem for de andre ugedage. Men denne faste kan og vil jeg dog ikke påbyde; det skulle da være, hvis den først blev almindelig accepteret. Se, sådan ville den kristne kirke have faste nok, så man ikke havde grund til at beskylde os for, at vi helt foragtede og forkastede fasten.

 

At begrænse alle former for nydelse

Men det er endnu ikke den rigtige kristne faste, som Kristus taler om, som er passende for enhver, og som, når den skal hedde en sand og kristen faste, ikke er gjort dermed, at du ikke spiser til aften. Dette er kun en del af det og det den allermindste. Den rette faste består i, at du tugter dit legeme og bevarer det mådeholdent. Dette angår ikke alene mad, drikke og søvn, men også afslapning, al slags leg, spil og fornøjelser, og alt, hvad der er behageligt for legemet, hvormed man plejer og passer det. Den rette faste er da, at man nægter og unddrager sig alt dette, alene for at holde kødet i tømme og undertvinge det. Det er sådan, Skriften påbyder os at holde faste, når den kalder det at plage eller undertrykke legemet, så man ikke tillader det nogen nydelse, gode dage og glæde. Det var de gamle fædres faste. De hverken spiste eller drak hele dagen igennem, sov kun lidt, led ondt, og nægtede legemet alt, så vidt kroppen kunne tåle det.

      Af en sådan faste finder man ikke meget i vores tid, og det allermindst blandt vore munke og pavepræster. For karteuserne, som dog ville føre det strengeste liv, gør det ikke, selv om de for et syns skyld har beholdt en rest af det, idet de bærer klæder af hår. Alligevel stopper de deres bug fuld af den kosteligste mad og drikke og lever uden den mindste bekymring det mageligste liv. Nej, det gælder ikke et sådant stykværk og gøgleværk. Det gælder om at undertrykke legemet og at berøve det alt, som det finder lyst og velbehag i. Og selv om de fastede ret, så er der dog det djævelske misbrug, at de grunder deres hellighed på det, og vil fortjene noget ved det hos Gud. Derfor kan man heller ikke være sikker på, at det er, som det skal være, selv om også fasten udøves på den allerstrengeste måde. Der kan godt stikke en hemmelig slyngel derunder, imod troen eller kærligheden. Sådan bebrejder også profeten Esajas, som ovenfor anført, i kapitel 58, 4 en sådan faste, hvorved de klædte sig i sæk og aske, men på samme tid pinte og plagede deres skyldnere. Sådan forkaster Kristus også farisæernes faste, ikke fordi de ikke fastede ret, men fordi de ved fasten søgte deres egen ros og ære.

 

Fasten må ikke være en hindring for troen og kærligheden

Derfor hører der meget til, når det skal være en rigtig god gerning og behage Gud. For han vil aldeles ikke, at du på nogen måde skal prale for ham med din faste, som en stor helgen, mens du på samme tid i hjertet nærer had og vrede mod din næste. Vil du faste ret, så se til, at du først er et fromt menneske og både tror ret og elsker ret. For denne gerning angår ikke Gud og næsten, men vort eget legeme. Men dette vil ingen forstå. Derfor må jeg altså sige, at jeg ikke har set nogen ret faste. Det er alt sammen blot en halv og stykkevis faste og lutter gøgleværk, at man for et syns skyld nægter sig et måltid mad, mens man alligevel ellers dagligt plejer sit kød. Desuden lever der mange fromme præster på landet, som må gøre det af nød, og dertil lide hån og spot og al slags plage, og ikke får en bid brød af nogen. Her finder du hverken vellyst eller pragt eller gode dage; dette er sådanne, som vandrer om i verden, og hvem ingen kender, men hvem verden heller ikke er værd, som Hebræerbrevet 11, 8 siger. Men karteusermunkene og vore sværmere i deres kjortler og grå kutter vil, at man skal spærre mund og øjne op for dem, og sige: O, hvilke hellige folk! Hvor surt og elendigt må det ikke være for dem, siden de går så simpelt og groft klædt - mens de dog spiser og drikker vommen fuld.

 

Fasten skal tilpasses til den enkelte og udøves frivilligt

Se, det kalder jeg den rette kristne faste, når man lægger bånd på og undertvinger hele legemet med alle fem sanser, så det må give slip på og undvære alt, hvad der er behageligt, hvad enten det sker villigt eller af nød, (dog at man i dette tilfælde gerne finder sig deri). Det er underordnet om man så spiser kød eller fisk, blot det ikke er mere end nødvendigheden kræver, så legemet ikke fordærves ved det eller bliver udueligt. Det skal holdes i gang og i arbejde, og ikke bliver dovent, ugideligt og nydelessygt. Men en sådan faste har jeg ikke mod til at indføre, vil heller ikke pålægge nogen den. Her må enhver se på sig selv og mærke efter, fordi vi ikke alle er lige, og man ikke kan give nogen almindelig regel for det. Man skal tilpasse denne faste alt efter, hvordan ens kræfter er, og man føler, det er nødvendigt for kødet. For den er alene indsat mod kødets lyst og fristelse, ikke imod selve naturen, og er ikke bundet til nogen bestemt regel eller mål, tid eller sted. Det er noget, som påligger ethvert menneske, at lægge bånd på sit legeme og tvinge det på en sådan måde, at det kan lide ondt, når det kræves. Det skal være frit efter enhvers behov, og lader sig ikke foreskrive eller afmåle med regler, sådan som paven har gjort det. Man kan heller ikke afmåle bønnen, men må lade den være fri, som enhvers andagt eller trang tilsteder og kræver. Det samme gælder ved almissen, idet ingen tvang eller lov kan foreskrive, til hvem eller hvornår, eller hvor meget, man skal give.

      Men for så vidt gælder det som en almindelig regel for alle kristne, at enhver bør leve mådeholdent, ædrueligt og disciplineret; ikke et år eller en dag, men dagligt og for bestandigt. Det er det, Skriften kalder at leve ædrueligt, sådan at selv om alle ikke kan holde de store faster, så er de dog mådeholdne, når det vedrører mad og drikke, søvn og alle legemets øvrige fornødenheder, og lader disse tjene til livets opretholdelse og ikke til overflod og luksus. Man skal ikke leve hernede, som om det blot handlede om at spise og drikke, danse og springe rundt. Hvis man sommetider går lidt for langt af skrøbelighed, skal dette høre under den artikel, som hedder syndernes forladelse, ligesom andre daglige skrøbeligheder. Men vær frem for alt opmærksom på, at du først er en from og ret kristen, og ikke vil gøre Gud en tjeneste med en sådan faste. Lad din gudstjeneste alene være troen på Kristus og kærligheden til næsten, så du gør, hvad der påligger dig. Gør du ikke dette, så lad også hellere fasten være. Fasten skal alene tjene til i det ydre at aflægge legemets nydelsessyge og anledningerne til nydelse, ligesom troen gør det samme i det indre i hjertet. Nu må der være sagt nok om fasten.

 

Verden vil aldrig anerkende troens frugter

Nu må vi også betragte de ord, som Kristus føjer til disse tre stykker: at give almisse, at bede og at faste, nemlig ”så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” (vers 18). Dette er et nødvendigt ord til trøst for de kristne, der i oprigtighed efterkommer disse bud, fordi det i verden går dem sådan, at de får vanære til tak for deres gerning, og den bliver sådan tildækket og skjult, at ingen ugudelig kan se den. Og selv om han ser den for sine øjne, kender han den dog ikke. Som for at tage os selv som eksempel: Hvad godt vi ved Guds nåde gør og arbejder for, det ser ingen, men hele verden skælder os ud, for at vi foragter og forbyder bøn, faste og alle gode gerninger, og anstifter lutter ulykke og ufred. Men hvordan vi beder både åbenbart og privat, det kan de ikke se, selv om de hører det og står ved vor side og kan tage og føle på, hvordan vi arbejder for fred og alt godt. Gud har ordnet det sådan, som Skriften siger, at ”ingen ugudelig skal se Guds højhed”. Som også Esajas 6, 10, siger: ”Dæk dette folks hjerte med fedt, gør deres ører tunge, luk deres øjne til, for at de ikke skal se med øjnene, høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, så han må helbrede dem.”

      Sådan går det både med vores lære og vort liv. For jeg skal rigtig nok mene, at vort evangelium ikke er skjult i sig selv, men så åbenbart, at alle ser og hører det; ellers rasede de ikke sådan i vrede imod det. Alligevel kan de ikke se det, og det må ikke hedde evangelium hos dem, men et fordømt kætteri. Sådan ser de heller ikke dets frugter hos os, og heller ikke vore gode gerninger, som vi også viser mod dem, vore fjender, idet vi indtil det yderste ydmyger os for dem, tilbyder fred og alt godt, og trofast beder for dem. Alligevel er de ikke værdige til at erkende dette, men må netop derfor forfølge os så grueligt. Sådan ser de heller ikke vores faste, hvordan vore præster villig lider sult og besvær for at tjene mennesker. Men når de selv faster ved et godt, fedt gæstebud med tre eller fire slags retter, så er det en kostelig ting og overordentligt helligt. Ligesom heller ikke vores bøn må gælde noget imod deres vrøvleri og skrigeri i kirkerne.

      Se, sådan må hele det kristne liv være og forblive i det skjulte, og kan ikke opnå nogen anseelse eller ros for verden. Lad det derfor være sådan, og tag dig det ikke nær, selv om det bliver skjult, tildækket og begravet, så ingen ser eller regner det for at være noget værd, og lad det være dig nok, at din fader deroppe i Himlen ser det. Han har skarpe øjne, og kan se langt og dybt, selv om det er overdækket med store, mørke skyer, og dybt nedgravet i jorden. Derfor skal alle kristnes liv alene være rettet mod Guds øjne. For det bliver aldrig anderledes, vi må leve, som vi vil og gøre det så godt, vi formår, og alligevel kan vi dog aldrig behage verden eller gøre den tilpas, og den skal ikke være værd, at man hjælper den og gør den godt.

 

De kristnes herlighed skal åbenbares for alle mennesker

Derfor må vi også på vor side give verden løbepas, og lade den fare Fanden i vold, og tillidsfuldt og frimodigt holde os til Herrens ord. Det er nok, at vi gør det ham til ære og behag, som ser det, og vi vil for verdens skyld hverken gøre eller undlade at gøre noget, hvad enten den takker os eller skælder os ud, bliver vred eller ler. Den bliver dog aldrig anderledes, end den altid har været, hvorfor vil vi da stride for den ære og tak, som ikke er at få? Det vil vi overlade til de skurke, som bærer rosenkranse om halsen, skriger dag og nat i kor, spiser fisk og stinkende olie, og hvis gerninger er lutter skal uden kerne. Lad dem få verdens ære og ros; de er hinanden værd, og hører sammen. Som gerningerne er, sådan skal også deres omdømme være. Den ene skurk roser den anden. Dette er den ene del af trøsten, at vi ved, at verden ikke er os værd, men at vi har en anden i Himlen, som ser ned til os og vor gerning.

      Den anden del er den, at han siger: ”Din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” Det skal ikke alene forblive ved det, at han ser dig, men han vil også belønne dig, og det ikke i det skjulte, men åbenlyst, så hele verden skal se det til evige skam. Derfor, lad ham styre, han skal nok bringe det frem i lyset, så det ikke skal forblive skjult i mørket, ikke engang her på jorden og for mennesker. Som også salme 37, 5-6 lærer og trøster: ”Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind; han lader din ret bryde frem som lyset og din retfærdighed som den klare dag.”

      Se, hvor skændigt de kære martyrer blev dræbt, og dog skinner de nu så herligt, så hele verden er for lutter skidt at regne imod dem. Sådan blev Johann Huss før vor tid så skammeligt fordømt, som man aldrig før har hørt mage til, og hans navn, som de mente, var udryddet for evigt Dog skinner han nu med sådan en ære, at hans sag og lære må prises af hele verden, mens pavens kram ligger i skidtet til spot og hån. Så lad også os nu være i det skjulte og trådt under fødder; men den tid vil engang komme, da Gud vil drage os frem, så vor sag og vor gerning må skinne for hele verdens øjne, endogså her i dette liv. Og meget herligere på den dag, hvor en ringe, ukendt mand skal træde frem, som med sine frugter og gode gerninger skal gøre hele pavedømmet og verden til skamme, så hans sag skal blive ene lys og klarhed, mens deres skal blive lutter møg.

      Lad os derfor kun holde os til Kristi ord, og ikke bryde os om eller lade os anfægte af det, selv om vi nu nedrakkes med skidt og kastes ud i mørket af verden. Lad os kun se hen til ham, og gøre alt for hans skyld. For Guds gerning og ord kan dog ikke forblive i mørket, men må frem i lyset, hvor dybt de end ligger nedgravet og tildækket. Jeg har selv ofte undret mig, når jeg har betragtet pavedømmet, hvordan Djævelen ved pavens vederstyggelighed har kastet det kære evangelium hen på en møgdynge og gravet det så dybt ned, at jeg tænkte, at det var ikke muligt, at sandheden nogensinde skulle komme frem under al den løgn, hvormed messer, skærsild og utallige andre vederstyggeligheder dækkede den. Alligevel har den måttet frem, netop da den lå allerdybest, og de mente, at deres kram nu skulle bestå til evig tid.

      Sådan gik det også Kristus selv, da de havde anbragt ham under jorden, og mente, at nu havde de begravet ham så dybt, at hans navn aldrig mere skulle nævnes. - Da lynede han frem og skinnede så stærkt ved sit ord, at de alle for evig tid blev slået til jorden ved det. Derfor skal vi også være forsikret om, at vor lære og gerning må komme for lyset og prises for hele verdens øjne, fordi vi har hans ord for det. Med mindre det skulle være sådan, at Gud selv måtte forblive i det skjulte.

      Se, det er det trøsterige løfte, der er givet os til opmuntring, selvom det ikke agtes af verden. Dertil er den for blind, og lige så lidt som den kender Gud, kan den kende hans ord og gerning. Aldrig skal den komme så vidt, at den forstår, hvilken stor ting det er, at et lille barn bliver døbt, eller at en kristen modtager nadveren, og med glæde hører Guds Ord. Verden må anse det for et helt almindeligt vandbad, eller et stykke brød, eller unyttig snak. Sådan ser den heller ikke, hvad den udretter, der faster og beder ret. Derfor overgiver vi det til Gud, som kan se det, og vi håber, at han vil gøre de blinde og gale hellige til skamme med deres pralende, skinhellige væsen, som de nu for tiden overskygger de kristnes liv og gerning med.

 

V. 19-21. Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.

Indtil nu har han først revset deres falske udlægning af De Ti Bud, og lutret og renset den overdækkede og formørkede lære. Dernæst har han, i modsætning til deres falske, skinhellige gerninger, lært de rette gode gerninger, så man både skal forstå De Ti Bud ret, og gøre gerningerne retskaffent. Nu begynder han at advare imod de hindringer, som lægger sig i vejen for denne lære, og han vedbliver med det næsten hele vejen lige til det ottende kapitel, som den, der vil gøre sin gerning helt og fuldstændigt, som en fuldkommen mester, der ikke undlader noget, hvorved han kan opretholde os i den rette lære og det rette liv.

 

Evangeliets livgivende lys dæmper havesygen

Og for det første tager han den skønne, store last, som hedder havesyge op til behandling. For det er næsten de to værste plager, som altid plejer at følge med, hvor man vil lære evangeliet og leve derefter: Først falske lærere, der fordærver læren; dernæst hr. Havesyg, som forhindrer det rette liv. Sådan ser vi nu for tiden, efter at evangeliet igen er blevet prædiket ret, at mennesker er blevet meget mere havesyge end tidligere, skraber sammen og rager til sig, som om hungersnøden stod for døren. Det er de samme mennesker, som tidligere gik i blinde, som om de var lavet af træ og sten, og hvem man kunne binde alting på ærmet; men da gav de i topmål, hvad de skulle, og så hverken på eller klagede over, hvad de måtte yde. Nu derimod, da deres øjne er blevet åbne, så de ser, hvordan de skal leve og gøre rette gode gerninger, ser de så nøje på pengene og sparer, som om enhver gerne ville rive al verdens ejendele til sig selv alene. Så jeg kan ikke forklare det anderledes, eller tænke mig, at det kommer andre steder fra, end som en plage fra den lede Djævel, der altid smugler denne skændige last ind sammen med evangeliets lys, for at forhindre dette i at bryde frem. For evangeliet giver os jo den trøst, at vi ikke alene skal leve evigt i himlen, men også her have nok til livets opretholdelse. Sådan står der jo i Salme 8, at Kristus skal være en konge og Herre over hele verden, og have både får og okser og alle dyr på jorden i sin hånd, så han sandelig ikke vil lade os dø af sult. Dette ved vi, alligevel stikker vi meget dybere i nærighed og omsorg for materielle goder, end tidligere, og er bange for at lide tab på alle kanter. Vi har ikke længere den tiendedel at give til Guds ære af det, som vi tidligere kastede i Djævelens gab.

      Dette har Kristus også vist og forudsagt på mange andre steder. Da han sender sine apostle ud for at prædike, var det hans største omsorg og alvorligste advarsel, at de skulle vogte sig for de to ting: falsk lære og havesyge. Han befaler dem udtrykkeligt, at de intet forråd skal tage med på vejen; heller ikke bekymre sig om, hvad de skal spise og drikke. (Luk 9, 3). Som sagt er det de to ting, der skal anses for de farligste i kristenheden, hvorved den fuldstændig fordærves. I åndelig henseende er det falske lærere, som fordærver troen. I legemlig henseende er det havesyge, som fordærver troens frugter. Derfor er det nødvendigt med prædiken og advarsel, når lære og liv er ret anlagt, så man ser sig godt for, at man ikke atter lader sig drage bort ved falsk udlægning af Skriften, og dernæst, at man vogter sig for havesygen, at den ikke hemmeligt skal snige sig ind, og bemægtige sig os, så vi regner det for det vigtigste at have nok i det timelige, og mener, at dermed er alting gjort. For det er et farligt, indgroet onde, der snor sig om menneskets hjerte, og også kan antage et smukt skin og indhylle sig i skønne tanker, så det også bedrager de kristne. Ingen kan vide sig sikker for det. De ser, hvordan det går dem i en verden, der plager dem på alle måder og ikke under dem en bid brød, så de for dens skyld gerne måtte dø af sult. Sådan lader man nu de stakkels præster lide mangel og nød. Derfor bliver de anfægtede, så de også begynder at tænke på, hvordan de kan skaffe noget til sig selv, for at kunne leve i verden. Sådan bliver de også til sidst helt opslugt af verdenssorger og havesyge, og lader deres prædikeembede ligge og blive forsømt. Ja nogle giver endog slip på selve evangeliet.

      Derfor begynder Kristus nu at prædike udførligt imod den store afgud Mammon, og afmaler ham så forfærdeligt, for at man dog skal vogte sig for ham. Han siger for det første: ”Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler.” Her giver han jordens skatte tre skattejægere, nemlig: rust, møl og tyve. Dette er jo skrækkelige vogtere at sætte over skatte. Nu har Gud indrettet det sådan, at hvor der er en skat, må der også være sådanne følgesvende til at vogte den, ligesom fugle, rotter og mus plejer at følge med kornet. Det er heller ikke mere end fortjent, når vi ikke bruger ejendele og penge ret, men i skammelig nærighed skraber sammen, og ingen giver eller under den anden noget.

 

De sande møl og tyve

Men det er ikke kun dem, som spiser klæder, metal eller afgrøder, der hedder møl og rust, og som man fanger i fælder. Det er heller ikke kun dem, som hemmelig tømmer pungen, der kaldes tyve, men også de store, levende møl og åbenbare tyve, som de fornemme udsugere ved hoffer, der kan tømme både loft og pung for en fyrste, og til sidst skaffe ham af med alt, hvad han ejer og har. Sådan også i byerne: Ikke alene dem, der bryder ind i en borgers hus om natten, men dem, der lumskt og hemmeligt udsuger en by med åger og udnyttelse, hvor de kan komme af sted med det. Kort sagt, hvor der er penge og ejendele, må der også være møl og tyve af forskellig slags. Alle ting i denne verden, hvor der blot bor mennesker sammen, har på denne måde sine rotter og mus. For hvad er en utro politikker, eller en utro embedsmand andet, end den slags møl og rust, som ikke tjener til andet end til at stjæle statens ejendom og penge, så længe der er noget at stjæle af? Af sådanne hyklere er der nu til dags nok, som udsuger det offentlige med daglige store, unødvendige og unyttige omkostninger. De bekymrer sig ikke om landets velfærd eller dets undergang, når de blot kan spille store herrer med pengene og regere, som de vil. Ligeledes finder man også, både i byerne og på landet, alt fuldt af lutter rotter og møl, både store og små, hemmelige og åbenbare som: skomagere, skræddere, slagtere, bagere, ølbryggere og andre håndværkere, arbejdere og daglejere. Ja, enhver, som har en illoyal ansat, hvad har han andet, end en kornorm, som æder mere op, end hvis han havde loftet fuldt af rotter og mus? Se nu, hvad Mammon er for en skøn gud, som ikke omgiver sig med bedre følgesvende og husfolk end lutter rust og møl. Når man længe har samlet store skatte, må de dog ædes op af sådanne bavianer, og er ikke til glæde for nogen, eller nydes af dem, der skulle nyde dem. Man ser sjældent betydningsfulde personers og rigmænds formuer godt anvendt, men i almindelighed ødelægges de ved krig, eller fortæres af sådanne ubudne snyltegæster, eller de sættes på anden måde over styr til ingen nytte. Derfor er de bedst stillet, som ikke er særligt rige, for de har ikke mange rotter at ernære, og behøver ikke at frygte for tyve.

      Men hvordan? Skal man da slet ikke eje nogen penge, og er hermed alle de fordømte, som samler sig en formue på jorden? Dette kan jo heller ikke være ret. Skulle alle bære sig ad, som du og jeg, havde ingen noget i hus og kælder i morgen. Herrer og fyrster må jo fremskaffe og have forråd for land og folk, for dertil har Gud skabt guld og sølv, og givet dem forrådskamre. Sådan læser vi i Skriften, at Moses lærer kongen, at han ikke skal have for mange heste og ikke for meget guld og sølv (5 Mos 17, 16). Dermed tillader han altså, at han må samle skatte, dog med måde. Vi læser også om kong Salomo og om patriarken Josef, som samlede så meget, at han gjorde hele Egyptens med korn, penge, ejendom og kvæg, ja til sidst også indbyggerne selv til kongens ejendom. Sådan havde Abraham også mange dyr og meget guld og sølv, som han handlede med. Hvad skal vi da sige til, at der her så bestemt forbydes os at samle skatte? Kristus havde jo også selv et forråd, da Judas havde pungen og pengene i sin forvaring.

 

To personer – To funktioner

Svar: Tidligere har vi ofte sagt, at Kristus i denne prædiken underviser det enkelte menneske eller den enkelte kristne. Man må holde de to ting adskilt: et verdensmenneske og en kristen, eller en kristen person og en verdslig person. En kristen er hverken mand eller kvinde, ung eller gammel, herre, tjener. kejser, fyrste, bonde, borger eller noget som helst af, hvad der er og kaldes noget i verden. En kristen har ingen myndighed eller titel, og skal ikke have eller vide af noget i verden, men nøjes med den skat, som er i Himlen. Den, der ikke er i stand til at skelne på denne måde, kan aldrig virkelig forstå dette og lignende skriftord; sådan blander vore filosofiske teologer og sværmere jo også det ene sammen med det andet. En fyrste kan godt være en kristen, men som en kristen må han ikke regere, og som den, der regerer, er han ikke en kristen, men en fyrste. Personen er ganske vist en kristen, men embedet eller fyrstendømmet angår ikke hans kristendom. Som den, der er en kristen, lærer han af evangeliet, at han ikke skal tilføje nogen noget ondt, ikke straffe eller hævne sig, men tilgive alle, og hvad ondt eller uret der gøres imod ham, skal han tåle. Dette er en kristens lektie, siger jeg. Men der ville ikke komme noget godt regimente ud af det, hvis du ville prædike sådan for fyrsten. Han må derimod tale sådan: Min kristenstand er noget, som er imellem Gud og mig, og han har givet mig besked om, hvordan jeg skal forholde mig til ham. Ved siden af eller oveni har jeg en anden stand eller embede i verden, nemlig, at jeg er en fyrste. Som sådan står jeg ikke i forhold til Gud, men til mit land og mit folk. Her handler det ikke om forholdet til Gud, og hvad man for sin egen del skal gøre eller tåle. Den fyrstelige person skal intet have gøre og intet stille op med, hvad der for hans egen person, som kristen, påhviler ham, men tænke på, hvordan han skal håndhæve regimentet, opretholde ret og orden, bevare fred og straffe de onde.

      Se, sådan er begge forhold eller embeder ret adskilt, skønt de er forenet i én person, selv om de er hinandens modsætninger. Den samme person skal både tåle alt og intet tåle; men sådan, at ethvert embede udfyldes ret, nemlig som sagt: Hvad der angår mig som kristen, skal jeg alt sammen tåle; hvad der angår mig som en verdslig person, og ikke er imellem Gud og mig, men vedrører land og folk, gælder det om intet at tåle, men præcist det modsatte. Her er jeg forpligtet til at hjælpe og beskytte. Her har Gud givet mig sværdet i hånden. Sådan er der i enhver af os to personer. Den ene for sig selv, ikke bundet til nogen uden til Gud alene. Den anden, en verdslig, bundet til andre mennesker, og alle er vi jo bundet til hinanden i dette liv. Sådan er en ægtemand eller far bundet til sin hustru og sine børn. Skønt han er en kristen, skal han dog ikke tolerere, at de opfører sig usømmeligt eller trodsigt i hjemmet, men forhindrer og straffe det onde, så de må opføre sig ordentligt. Når du blot altid lægger nøje mærke til denne forskel, så er Kristi lære let at forstå. Han taler her og i alle sine prædikener ikke om, hvordan en verdslig person skal forholde sig, men derimod om, hvordan du skal forholde dig ret til Gud, som en kristen, der ikke har grund til at bekymre sig om verden, men alene skal se hen til et andet liv.

 

Forkert og ret brug af materielle goder

Derfor skal dette skriftsprog udlægges sådan: Min person, som kaldes en kristen, skal ikke sørge for eller samle penge, men alene holde fast ved Gud med hjertet. Men i det ydre må og skal jeg bruge timelige ejendele til at opfylde mit legemes behov, og til andre folks behov skal jeg, så vidt det påligger min verdslige person, samle penge og ejendele. Dog ikke for meget, så jeg bliver til en pengepuger, som alene skraber sammen for sig selv, og hvem ingen kan mætte. For en verdslig person må have penge, korn og forråd til sit land og folk og andre, der høre ham til. Hvis man f.eks. kunne regere sådan, som patriarken Josef i Egypten, så alle lofter og kister var fulde af forråd, og sørge sådan for landet, at det var forsynet med alt, hvad det behøvede, og man havde noget til at hjælpe folk med, når det var nødvendigt, dette kunne man kalde en ret så herlig skat og et godt og kristent forbrug af timelige ejendele. For hvad en fyrste samler, det samler han ikke til sig selv, men som hele landets fader. Vi kan jo ikke alle være tiggere, men enhver må have så stor en indkomst, at han kan ernære sig selv og ikke være til besvær for andre, dertil også hjælpe andre, så den ene kan være til hjælp for den anden, hvor det behøves.

      Sådan skal enhver by samle, hvad den kan, for at afhjælpe det almindelige behov. Ja, også ethvert sogn skulle have en almindelig hjælpekasse for de fattige. Dette var ikke at samle skatte på en urigtig, men på en kristen måde. For det var ikke en skat samlet af griskhed, som verden gør det; sådan som vore rigmænd hidtil har samlet skatte, alene for at se sig mætte på det, og lege med pengene, som småpigerne leger med dukker. Men når det kommer til stykket, og det gælder om at hjælpe andre, da er ingen hjemme. Sådanne skatte hedder djævleskatte, og om dem er det, Kristus her siger, at man ikke skal samle skatte på jorden, det vil sige, for sig selv og til sin egen fornøjelse. Hjertet må ikke være pengesygt og hænge ved den timelige Mammon, men søge og samle sig en anden skat i Himlen. Men i det ydre og verdslige må du samle, så meget du kan med Gud og æren i behold, ikke til din egen fornøjelse og af havesyge, men for at hjælpe andre. Den, der samler sådan, han skal få velsignelse og tilgivelse oven i købet, som en from kristen.

      Men de, der sparer og skraber sådan sammen, at de aldrig kan holde op, og dog aldrig lader nogen nyde godt af det, ja som ikke selv tør bruge det ringeste af det med glæde, dem skal det gå sådan, som der står her: at lutter møl, rust og tyve skal spise deres ejendom. Det skal forsvinde, som det er kommet. Ja, sådan går det også selv med de penge, der er samlet sammen på ret måde. For de timelige ejendele skal ikke have bedre vilkår her på jorden. Går det nu dem sådan, der dog samler på en ret måde, hvor meget mere skal det så gå dem dårligt, der ikke søger andet end penge, men ikke pengenes brug, nytte og frugt. For der er den velsignelse over det, at møl og rust skal komme og æde det op, og tyve skal stjæle det, så den, der sparer og skraber sammen på denne måde, dog aldrig får noget godt ud af det. Når en bonde har samlet en hel del, må han dog ikke bruge det. Det er heller ikke passende for ham, men han må grave det ned, så det hverken kommer ham selv eller andre til gode, men alene ormene, som gnaver af det, eller tyvene og de mægtige spekulanter, som tager for sig af det, det bedste de formår.

 

Verdens skatte er forgængelige

Derfor vil Kristus nu med disse ord overtale os til ikke at være så begærlige efter Mammon. Han taler så foragteligt og skammeligt derom, at han ikke kan være mere nærgående. For hvad er det for en Gud, der ikke formår så meget, at han kan værge sig imod rust og møl, men dagligt må lade sig æde og fortære og blive opædt af hvem, som vil, og stjålet af enhver tyv. Det er jo en skam, at have en sådan afmægtig Gud, som er underlagt rust, møl og tyve, og dog regerer han over hele verden. Derfor skal vi skamme os over, at vi er sådanne folk, der hænger deres hjerte ved disse mølædte skatte, og sætter al deres fortrøstning til dem. Når I nu ved dette, vil han sige, så lad ikke jeres hjertes begær være optaget af at samle jer skatte på jorden, men nøjes med, hvad Gud her giver jer, og vær forberedte på, at det kan blive taget fra jer. For det går ikke anderledes til, end at især den, der vil være en kristen, og bekende eller prædike sin Herre, altid må være indstillet på at blive jaget og hundset med, som den, der har hidset hele verden og alle djævle op imod sig selv. Skal han derfor gennemføre det, må han have et sådant sind, at han kan foragte verdens skatte og ejendele og besidde en anden og bedre skat.

      Derfor siger han: ”Saml jer skatte i himlen.” Det vil sige, lad verden beholde sine mølædte og til tyve hjemfaldne skatte, som den, der ikke er bedre værd, end at den må nøjes med at have sin glæde og sin trøst i dem. Men I, som ikke er af verden, men som tilhører Himlen, og som med mit blod er købt til, at I skal have et andet, evigt gode, som er beredt for og henlagt til jer, lad ikke jeres hjerte tages til fange her. Hvis I er i sådan et embede eller stilling, at I må beskæftige jer med denne verdens ejendele, så se til, at I ikke hænger fast ved dem eller lægger under for dem. Tragt efter, hvordan I kan opnå de skatte, som er henlagt til jer i Himlen. Det er de rette skatte, som møl og rust ikke kan nå, og som er godt beskyttet mod alt, hvad der kan opæde og stjæle dem. De er henlagt sådan, at de altid forbliver hele og uskadte, og er sådanne skatte, at ingen kan grave efter dem.

      Den, der vil være en kristen, skal glæde sig over denne tillokkende og herlige skildring af de himmelske skatte. For en nærig pengepuger ville rigtigt glæde sig, og hans hjerte hoppe af fryd, hvis man viste ham en skat, som ingen rust kunne fortære og ingen tyv stjæle. Men verden regner det ikke for noget, fordi den ikke ser eller mærker det, men bliver hængende ved guld og sølv, hvis glimmer den ser, skønt den godt ved, at det ikke et eneste øjeblik er sikret mod rust og tyve. Men vi prædiker heller ikke for verden. Den, der ikke vil holde sig til Kristi ord og stræbe efter den usynlige skat må gå sin egen vej. Vi vil ikke trække nogen ind i Guds rige ved hårene. Men når det kommer til, at du skal herfra, påkald da den skat, du har samlet, og som du har satset på, og se da til, hvad du har i den, og om du er hjulpet med det.

      Det er jo en skrækkelig ting, at de, der hele livet igennem har tjent Mammon, og for hans skyld gjort mange uret og meget ondt og foragtet Guds Ord, dog i nøden ikke har den allerringeste fordel af det. Først da åbnes deres øjne, så de ser ind i en anden verden, og famler omkring sig, for at finde, hvad de har samlet som forråd. Da finder de intet, og de må rejse fattige og skamfulde herfra. De bliver så bange og forfærdede, at de glemmer, hvad de har samlet på jorden; og i Himlen finder de heller intet. Det går dem, sådan som Kristus siger om den rige i Lukas 12, 16-21, der havde haft en kostelig høst, så han ville rive sine lader ned og bygge dem større, og troede at han nu ville få gode dage. Han sagde til sig selv: ”Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!” (vers 19). Det er den samme vise, som alle kapitalister synger; men hvad følger så? ”Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?” (vers 20). Således er han både gået glip af den himmelske skat, og må også miste sin sammensparede formue, og det på en så skammelig måde, at han ikke engang ved, hvem der skal have det efter ham. Sådan går det til i verden: Da man sjældent sammenhober store skatte på en ærlig måde, tillader Gud ikke, at de kommer til den brug, man gerne ville gøre af dem, eller at de bliver til nytte for nogen. De spredes, uden at nogen ved, hvor de bliver af. Det har jeg allerede set mange eksempler på, især med rige, betydningsfulde folk, som har efterladt sig en stor formue. Efter deres død er den pludselig forsvundet, eller gået videre til nogen, som ikke har sagt dem tak for det, men skammelig sat det hele over styr med fest og ballade. Hvis der udbryder krig, går det rigtigt som ønsket, netop som Djævelen vil have det, for da kommer det i hænderne på dem, det aldrig var tiltænkt, og som oven i købet hjemsøger landet med alle slags plager.

      Derfor, selv om nogen har samlet nok så meget, og man spørger ham, hvem der skal have det efter ham, må han svare, at han ikke ved det. Det passer altid, at det ikke går sådan, som man havde tænkt sig. Derfor er han jo en stor tåbe, at han bygger al sin fortrøstning og lykke på det, og hele sit liv igennem plager sig selv med en masse sorg og angst, og dog ikke ved, hvem han har samlet sammen til. Alligevel tænker ingen på det. Menneskers forblændelse og fordærvelse er for stor, og verden vil aldrig blive andet end verden, og bøje sig under den plage, at den arbejder for den skat, som møl og rust fortærer. Når verden så i lang tid har slidt for denne skat og fortørnet Gud, får den ingen anden løn, end at skatten ikke kan hjælpe i sidste ende. Man må stå med tomme hænder og kan kun føje spot til skade. Men verden lader sig ikke råde; man kunne lige så godt forbyde ilden at brænde og vandet at slukke. Lad den derfor gå sin skæve gang, og vær klar over, at dette er prædiket til dig som kristen, for at du skal tænke over, hvor du skal have og finde din skat, hvor den er dig sikret dig, og hvor den forbliver til evig tid, og ikke kan borttages eller overgå til en anden. Imens skal du blot bruge de timelige goder og være rede til at give slip på dem, hvis det skal være. Og hvis du samler en formue med Gud og æren i behold, vil Gud også ordne det sådan, at den bliver, hvor den skal, så den ikke går tabt, men bliver brugt godt, så der udrettes meget godt med den

 

Ransag hjertet og find den skat, det er lænket til

Dette afrunder Kristus så med et ordsprog, idet han siger: ”Hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.” Ligesom vi plejer at sige om en sparer: Hans hjerte er i pengeskabet. Det vil sige, har han blot penge, så er det hans glæde og hans trøst, og med ét ord: hans Gud. På den anden side, hvis han ingen penge har, så bliver det hans død, så har han mistet både hjerte, glæde og trøst. Derfor er meningen denne: Se jer for, og prøv jeres eget hjerte, og vær klar over, at jeres hjerte vil være dér, hvor jeres skat er. Som man også plejer at sige: Hvad mennesket elsker, det er hans Gud, for derhen drager hans hjerte ham; han omgås denne skat dag og nat, sover og våger dermed, det være sig penge eller ejendele, nydelse eller ære. Undersøg derfor blot dit eget hjerte, så skal du snart opdage, hvad der bor derinde, og hvor din skat er. For det lader sig let konstatere, om du har lige så stor lyst og iver for at høre Guds Ord og leve efter det og vinde det andet liv, som du har for, hvordan du skal samle mange penge på kistebunden.

      For er hjertet sådan sindet, og viser det sig, når det sættes på prøve, at jeg hellere ville miste ejendele og guld, ja halsen med, end at give slip på eller foragte evangeliet, og tilføje næsten ondt og uret for min egen fordels skyld, så kan jeg slutte, at ejendele og guld ikke er mit hjertes skat, skønt jeg også samler og passer på det. Ubekymret for ejendele og guld og villig til at give afkald på det alt sammen, tragter jeg efter en anden skat i Himlen, som er skjult i Guds Ord. Men på den anden side, hvis det står sådan til med dig, at du lader prædike, lære og formane, hvad man vil, og du er ligeglad og blot tænker på, hvordan du skal få nok og leve efter din lyst; ikke spørger efter, om du gør næsten ret eller uret, når du kun har dit, og du blot spekulerer på, hvordan du med én krone kan tjene to, ja ti, hvad så end Gud ved sit ord og sine præster, og verden med sin ret siger, da kan du jo også tage og føle på, at din skat ikke er oppe i Himlen, men at den befinder sig hos rust og møl. Ja, du vil hellere vække Guds og verdens vrede, før du vil miste en eneste øre, og for deres skyld give slip på noget; således som bonde, borger og adelsmand nu overalt både taler og lever dumdristige, og for penges skyld vover at trodse både det guddommelige og det menneskelige styre. Men de skal komme til at erfare, at dette ord er sandt, og at det skal ramme dem med sin dom, fordi de ikke ville høre eller lade sig formane. For det bliver dog ikke bedre, hvor meget vi end anstrenger os for det, og gerne ville se det anderledes. Derfor er det bedst, når man har sagt dem det, at man lader dem være og foragter og ler lige så meget af dem, som de gør af os. For Gud siger i Sl 2, at han også kan le, og le sådan, at det skal koste dem bitre tårer. ”Han taler til dem i sin vrede og forfærder dem ved sin harme.”

 

v22 Øjet er legemets lys. Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst; v23 men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke – hvilket mørke!

 

Mammon er en afgud

Dette er en advarsel om, at vi ikke skal lade os bedrage af den skønne farve og det smukke skin, som griskheden kan smykke sig med og skjule skurken bag. Som jeg før har sagt, er der blandt alle laster, som angår det legemlige, ingen, der mere bedrager mennesker mere, og er til større skade for både for evangeliet og dets frugter, end netop havesygen.

      Den er en sådan gæst, som forhindrer evangeliets prædiken og indgang hos mennesker, og selv om det prædikes, så er dog de præster, der henfalder til griskhed, til ingen nytte. Sådan bliver dets kraft svækket både hos dem, der skal høre, og dem, der skal prædike, idet de, der har evangeliet, ikke vil lønne præsterne, men gerne lader dem dø af sult, så vidt det står til dem. Når præsterne ser det, bliver de også nærige, for at de ikke skal behøve at leve af andre folks nåde. Dermed bliver de større og mere skadelige fjender af evangeliet end de andre. For selv om en bonde er nærig og intet giver for at støtte evangeliet, så kan en præst dog alligevel finde til livets ophold, selv om det er miserabelt. Men når præsterne selv bliver nærige, så bryder de sig ikke om evangeliet, så de vil lide eller vove noget for det. De indrette deres liv, så deres vom ikke lider nød og prædiker kun, hvad man gerne hører, og hvad der kan betale sig.

      Derfor giver Paulus denne last det særlige navn: Afgudsdyrkelse eller afguderi, som det, der er stik modsat troen, som er den rette gudsdyrkelse eller gudstilbedelse. (Kol 3, 5). Den gør Mammon og den afmægtige pengeseddel til menneskets Gud og Herre. Hvad den vil, det gør han, sådan lever og prædiker han, og han er aldeles underlagt og taget til fange af ham, så han ikke spørger efter Guds Ord, og ikke sætter en krone på spil for dets skyld. Nu kan Kristus ikke gøre mere, for at afhjælpe det, end at fordømme en sådan last, og advare den, der vil lade sig advare, og det er bydende nødvendigt; for selv de fromme kan vanskeligt vogte sig for at blive bedraget af den. Men de andre vandrer i sikkerhed, som de, der er helt druknet deri, på trods af alt, hvad man prædiker og siger. Jøderne var også sådanne mammonstjenere, helt druknet i deres penge. Det måtte Kristus da også altid irettesætte dem for; og alle profeterne, når de havde afsluttet deres prædiken om troen, så var resten ikke andet end en straffeprædiken om griskheden, imod deres præster og falske profeter, og ligeledes mod den store hob. Det hjalp dog intet undtagen hos nogle få, som blev bevaret ved denne prædiken, for hvis skyld Kristus og vi alle endnu må fortsætte med at prædike, og lade de andre gå, når de ønsker at tilhøre Djævelen.

 

Den indbildte virkelighed

Samme ord har Kristus også flere gange anvendt, som gældende i almindelighed, ikke alene om griskhed, men også om andre ting, i særdeleshed om læren. For med læren går det sådan til, at sværmerne og løgneprædikanterne foregiver, at de mener det af hele deres hjerte og i fuldkommen alvor, og at de søger Guds ære og sjælenes salighed. Ingen roser sig selv og giver forsikringer om dette så højt og dyrt, som de. Derfor giver han dem denne advarsel: Giv agt på, at dit øje er enfoldigt, og at det ikke bedrager dig. Det vil sige, at din holdning og overbevisning er ret, og at der ikke bor en hemmelig skurk indenfor, og du ikke bedrager dig selv med en falsk indbildning.

      Det er i almindelighed sådanne mennesker, Djævelen forblinder, og det kan ikke sammenlignes med noget andet, end med at et menneske ligger og drømmer, og er så ganske betaget af drømmen, at han ikke kan mærke, at han drømmer. Han tror ikke eller ved ikke andet, end at alt er virkeligt, og er så sikker på det, at intet er ham mere sikkert. Og dog er det lutter drømmesyner, der forsvinder og bliver til intet, så snart han vågner. Selv om det undertiden forekommer ham, at det er en drøm, så er han dog så betaget af den, at han ikke kan komme ud af den, eller få styr på sine sanser.

      Sådan er det også med disse mennesker, der så sikkert påstår, at hvad de siger, er den rene sandhed, så de tør sværge på det; og dog er det ikke andet end lutter drømme og vanvittige menneskers tanker. Derfor er det en farlig sag, når man ikke fastholder Guds Ord rent og enkelt, men lader sig føre væk fra det og hen til mennesketanker, som har et fortræffeligt skin og hurtigt indtager mennesket, så den, som indvikles i det, ikke senere kan rede sig ud igen. Han ved ikke andet, end at det er det rette Guds Ord, og han står så fast på det, at han ikke lader sig rokke. Man ser jo, at nogle er parat til at dø på det.

 

Åndelige øjne

Men dette sted vil vi ikke opholde os længere ved, for her anvender han ordet på griskheden. Skønt den er en grov og i det ydre fremtrædende last, er der dog ingen anden last, der kan smykke sig sådan med og antage et så skønt skin, som den. Det må aldeles ikke hedde sig, at man er nærig. Man vil nemlig anses og prises, som om man af hjertet hadede denne last, og ingen er så mild og barmhjertig, som man selv er det; mens man ikke selv ser, at man bedrages af sit eget hjerte, og er helt nedgravet i griskhed. Derfor må vi betragte teksten lidt nærmere, og gøre dens mening tydelig ved nogle eksempler, så man kan lære at vogte sig for den. Skønt det ikke er muligt at udtænke alt og vise alle de skikkelser, som skurken kan skjule sig under og besmykke sig med. Det er en almindelig anfægtelse også hos de kristne, så ingen tror, hvor få mennesker der er, som er fri for det. Hedningerne og andre gør det nemlig så groft, at alle kan se det hos dem.

      Når nu Kristus, siger: ”Øjet er legemets lys,” så henviser han til det naturlige legeme. Havde vi ingen øjne, hjalp ingen sol, selv om den skinnede hundrede gange så klart. Derfor har legemet intet andet lys, som kan vejlede det, end øjet. Når man kan bruge sine øjne, er der ingen grund til at være bange for, at nogen godvilligt vil gå ved siden af broen ud i elven, eller gennem busk og hæk, eller løbe ind i ild, for lyset vogter ham godt imod fare og skade. Men den, som ingen øjne har og skal gå frem, han går over stok og sten, indtil han falder og brækker halsen eller styrter i floden. For ham er der intet lys, men kun mørke.

      Sådan forholder det sig også med kristenlivet, og det især hvad griskhed angår. Her må du se til, at dit åndelige legeme har øje, det vil sige, en retskaffen, god og oprigtig holdning og bedømmelsesevne, så du ved, hvordan du tror og lever, og ikke bedrager dig selv med en falsk indbildning. Som når du f.eks tænker sådan: Jeg vil arbejde for at tjene noget, og ernære mig med hustru og børn samt med Gud og æren i behold, og hvis Gud giver, at jeg også kan tjene og hjælpe min næste, så vil jeg gerne gøre det. Se, dette er lyset eller det åndelige øje fra Guds Ord, som viser dig, hvilke pligter, du har og hvordan du skal forholde dig til disse. For dette er, som det skal og må være, fordi legemet lever her i verden, så enhver har sit eget arbejde, for at han kan forsørge sig selv og sin familie.

      Men se nu til, at dette øje ikke bliver ondt og bedrager dig, men at du gør din gerning i en oprigtig mening, alene i den hensigt at arbejde og udrette, hvad din stilling kræver af dig til gavn for dig selv og næsten. Du skal ikke under dette dække søge noget andet; nemlig at mætte din havesyge. I den kunst at misbruge dette lys, og at bruge det som et skin at smykke griskheden med, er kød og blod en mester. Når du f.eks har slået ind på en eller anden næringsvej, og den lidt efter lidt begynder at opsluge dig, og du blot tænker på, hvordan du kan spare sammen og gerne vil have mere, se, da er øjet blevet ondt. Du ser ikke blot hen til det daglige brød og livsophold, men til din havesyge. Alligevel kan du godt smykke dig og påstå, at det ikke er griskhed, men at du gør, hvad Gud selv har pålagt dig, og modtager, hvad Gud giver dig.

      Nu vel, her kan ingen se dig ind i hjertet og dømme dig, men vær du selv opmærksom på, at dit øje ikke er ondt. Det kan hurtigt ske, og lysten griber mægtigt om sig. Især når man ser, at det går fremad, og at formuen vokser; så er griskheden grådig, og bliver aldrig mæt, og naturen er jo allerede i sig selv villig nok til at skrabe til sig. Så kommer da skøger og horkarle sammen, og det går, som det må gå, efter det gamle ord: Anledning gør tyve, penge skaber skurke. Derfor advarer Kristus sine disciple så indtrængende. For verden er et stort bordel og helt nedsænket i denne last. Vi må jo også leve i det, og lade os anfægte af sådanne eksempler og fristelser, så vi står i stor fare, og må se os godt for, så vi ikke lader os føre af Djævelen.

      Hvis nu dit øje er rent, siger Kristus, så bliver hele dit legeme lyst. Det vil sige, at alt hvad du gør og lever efter i din ydre livsførelse, i overensstemmelse med dit embede og din stilling, det er alt sammen retskaffent, sker efter Guds Ord og i oprigtig hensigt. Det skinner som solen for Gud og mennesker, og består for hele verden. Alt, hvad du gør, er kosteligt, og du kan med god samvittighed bruge de timelige ejendele, som noget, der er erhvervet med Gud og æren. Men på den anden side, bliver øjet ondt, så du ikke lever i din stilling, som den og Guds befaling kræver, men viger af fra vejen, og du tænker kun på, hvordan du kan mætte din pengebegærlighed, så er hele dit legeme mørkt. Alt, hvad du gør, er fordømt for Gud og forspildt; selv om du for verden har ry for at være en from mand. For legemet lader sig lede, ligesom en blind, med hele sit ydre væsen og sin livsførelse, og det kan ikke gå eller leve anderledes, end som øjet viser det.

      Sådan vil han advare os og henstille til enhvers samvittighed, at han må se til, hvordan hans motiver og hjerte er, at han ikke dysser sig selv i søvn med en skøn, men falsk indbildning, som om han havde en god og redelig hensigt, og god ret til sådan at skrabe sammen og spare, og sætter en voksnæse på Gud, som om han ikke skulle mærke det onde øje. Som om han vil sige: Du må smykke dig, som du vil, men bedrager du Gud, så har du bedraget en klog og erfaren person. Pas på, at du ikke bedrager dig selv, og at der af dit lys ikke bliver et ondt øje, som formørker hele dit liv, og gør det fordømmeligt for Gud. Han har et klart, skarpt syn, og vil ikke lade sig føre bag lyset af din påsmurte sminke.

      Denne advarsel slutter han nu med et trusselsord, for at vi skal se, hvor forfærdeligt det er at dysse sig selv ind i sådan en skøn, men falsk indbildning. Han siger: Hvis nu lyset i dig er mørke – hvilket mørke.” Det vil sige: Du kan nok gøre dig sådanne skønne tanker, som at du ikke vil samle sammen af griskhed, ligesom de andre, men at du vil gøre det sådan, at du kan forsvare det for Gud og mennesker. Det skal ikke kaldes at skrabe penge sammen, men du lever dog som en pengepuger, og du danner således selv et lys i dit hjerte. Pas nu på, at ikke også dette lys er mørke, så der ikke alene er lutter griskhed i hjertet, men at du oven i købet vil tildække det med det lys, at det ikke skal kaldes griskhed. På den måde bliver det et dobbelt mørke, meget større end nogensinde før.

      Sådan var det et stort mørke under pavedømmet, der helt borttog den kristne læres lys, når de ikke lærte anderledes, end at synden kunne udslettes ved gerninger og mennesket blive saligt. Når man så oven i købet forsvarer dette og påstår, at det er den sande guddommelige lære, og at den, som siger noget andet, er en kætter og forbyder al gudsdyrkelse og alle gode gerninger, da bliver det først bælgmørkt. Man smykker denne vildfarelse med sandhedens navn, og gør således mørket større ved det tilføjede lys. Dette er ligesom at vide at Djævelen er Djævelen, og dog ville gøre en Gud af ham. Det er at overdække mørke med mørke, og dog vil have, at det skal være lyst og klart, ja solen selv.

      Derfor konkluderer Kristus: Når en sådan overbevisning og lære, som man anser for lys, selv er mørke, hvor stort bliver da ikke det mørke, som virkes ved det? Man forkynder denne lære som sandhed, og lever efter den. Den, som er ramt af griskhed, så han sparer og skraber sammen, har allerede et mørke i hjertet; men hvis han smykker det og ikke vil, at det skal kaldes griskhed, og vil berolige sin samvittighed, frigøre den for alle bebrejdelser, så er det først et virkeligt dobbelt mørke. Ligesom en nar, der vil være klog og ikke vil høre nogen irettesættelse for sin dårskab, først da er han en virkelig stor nar. Eller når en prostitueret vil være smuk og pynter sig med billigt flitterstads, så bliver hun endnu mere grim ved hjælp af det. På samme måde er alle mennesker virkelig sådan sindet, at ingen vil overbevises om sin synd; men de dækker den med et smukt skin, for at man skal rose den og anse den for prisværdig. Sådan gør man af en enkelt synd en dobbelt.

 

Griskheden er en streng herre

Foregår dette i åndelige sager, da anretter det store og uoprettelige skader. Denne stand kan vanskelig træffe den rette middelvej. Kaster man sig over evangeliet, bliver man som regel alt for rundhåndet med sine gaver. Når man på den anden side falder fra, er der ingen ende på griskheden, som det er gået både før og indtil denne dag. Da man begyndte at give, regnede det ned med gaver i massevis, til oprettelse af kirker og gudstjenester, sådan som kejsere og fyrster i gamle dage i god mening skænkede hele egne til denne brug. Nu derimod er der næsten ingen, som giver en skilling. Alle sparer og sparer, som om hungersnøden stod for døren.

      Sådan har det også hidtil været med munkene og præsterne, som ingen har været i stand til at mætte med gaver. Havde en samlet to, tre, fire ejendomme, ville han gerne have dobbelt så mange. Alle under det smukke skin: Selv om jeg til nød måske havde nok med ét præstekald eller bispedømme, så er det dog også nødvendigt, at jeg opretholder min stand som en fyrste eller adelsmand med ære. Så lukkes da alle vinduer og døre op, for uhindret at kunne skrabe til sig og tage alt, hvad der er at få, alt sammen blot for at opretholde standen med ære. Sådan er det lys tændt, at det ikke mere må kaldes griskhed, men at det sker for at opretholde standens ære. Så hurtigt kan man finde en smuk forklaring, hvorved man tænder et lys for Djævelen. Har man ikke noget andet at forsvare sig med, så lyder det jo meget smukt, når man kan siger: Jeg tager vare på mine ejendele og søger at øge dem, for dermed til sin tid at indstifte messer og gudstjenester eller efterlade legater til fattige. Dette er først at tænde et smukt, stort lys. Så kan man skrabe sammen af alle kræfter, og altid sige: Jeg mener det godt, og så er den tossegode mand, Vorherre, narret så eftertrykkeligt, at han ikke kan se eller mærke sådanne kunstgreb. Men jeg har også set mange, som havde samlet store formuer, men som døde fra alle deres ejendele, uden at nogen vidste, hvor de var blevet af. Det var samlet sammen i griskhed, derfor måtte det også blive opædt af møl og rust i griskheden vold og aldrig blive til gavn for nogen.

      Dette har jeg nu fremført som et eksempel, for at man af det kan se, hvor mesterligt hr. griskhed kan smykke sig, og anstille sig from, når det kommer an på det; og hvordan han dog i virkeligheden er en dobbelt skurk og løgner. Gud ønsker ikke, at du skal leve som en greve og rigmand, så han derfor skulle stille sig tilfreds med, at du direkte imod hans bud skraber til dig, alt hvad du kan, for at leve i luksus og forfængelighed. Du påstår så, at du gør det for Guds skyld og til kirkens ære, og vil betale det med legater og gudstjenester. Det er ligesom, hvis nogen brød ind i dit hus og tog, hvad han fandt, og så ville forsvare sig med, at han ville give en lille del af det til de fattige. Det ville virkelig være et smukt offer! Nej, vil du give Gud noget, så giv af det, som er dit. For han siger: Jeg hader det offer, som kommer fra rov. Har du, så giv, hvad du vil; har du intet, så er du undskyldt. Men når du sparer og skraber sammen, og foregiver, at du gør det for at kunne give til de fattige, så er det ikke dit alvor, men et lys, du selv tænder fra den mørke lygte for at sætte en voksnæse på Gud og mennesker.

      Sådan kunne jeg nu gennemgå alle livsforhold og vise, hvordan man pynter og smykker sig, for at griskheden skal kaldes en dyd, og Mammon prises og æres som en Gud. Men hvem kan opregne alt, hvad der overalt går for sig med bonden på torvet, borgeren i byen, adelsmanden på landet? Det er nok med det ene eksempel, som jeg har givet, og som klart viser os dette, ja viser os så tykt et mørke, at man kan gribe det med hænderne. Ud fra dette eksempel kan man bedømme alle andre livsforhold. Hvad er det, som nu går for sig med de grådige kapitalister, der begynder på at handle med alt muligt? Det må alt sammen slet ikke hedde griskhed, men da det er en Guds gave, må enhver jo søge at ernære sig, det bedste han kan, så han kan opretholde sin stand. Dette er også et dårligt lys, som gør dem stærblinde, så de slet intet kan se for det. Selv i den verdslige lov er det jo forordnet, at enhver skal drive sit erhverv og handel på en sådan måde, at der også er plads til andre, så de også kan ernære sig. Men nu kan ingen bestå for løver og gribbe, som røver alt, hvad de kan og oven i købet vil kaldes fromme og ærbare folk.

      Men som sagt, hvem kan opregne al den uretfærdighed, der nu foregår i alle samfundslag, i handel og opførsel? For hvad er verden andet end et stort, vildt og uudtømmeligt hav af al ondskab og løgn, pyntet med smukt skin og sminke? Især nu i de sidste tider. Det er et tegn på, at verden ikke kan bestå længe, og synger på sidste vers. Det går efter ordsproget: Jo rigere, jo nærigere; jo ældre, jo arrigere. For nu bliver alle så griske, at den ene næppe kan få en bid brød for den anden, skønt Gud dog har givet nok til alle. Det er lønnen for den utak og foragt, som man viser evangeliet, som jeg har sagt: Den, der falder fra evangeliet, må blive sådan besat af Djævelen, at han ikke kan spare nok. Ligesom på den anden side, den, der har evangeliet ret i hjertet, bliver så gavmild, at han ikke alene lader griskheden fare, men giver og yder alt, hvad han skal og kan. Nu vel, vi må lade verden forblive verden, og selv om den river alt, hvad den kan, til sig, må den dog til sidst give afkald på det, og lade noget blive tilovers også for os. Og selv om vi så også må lide under fattigdom og nød, har vi alligevel ikke gjort et dårligt bytte, ligesom Isak og Jakob gjorde det med deres brødre. De har ved os vundet verdens goder og frihed fra pavedømmets tvang og tyranni, så de kan gøre, hvad de vil. Dette er Ismaels del, en flaske med vand, som Abraham hængte om halsen på ham, og lod ham tage af sted. Men vi har en anden del, som hedder et åndeligt gode og en himmelsk velsignelse. Det gode, som de har i verden, lader vi dem gerne beholde, og, vi vil ikke have det, selv om de kastede det efter os. På den anden side vil de ikke have de åndelige goder, som vi har. Sådan får vi dog det bedste, og beholder den arv, som bliver til evig tid, og lader dem hovere af deres lille del, som forgår i dag eller i morgen, og for hvis skyld de selv berøver sig vor arv, som vi dog gerne undte dem. Berøver de os så deres del, så har vi altid så meget, at vi godt kan holdes skadesløse.

      Derfor lad os atter være advaret, for at vi kan vogte os for det falske lys, dvs. det onde øje, der udslukker det rette lys, og frembringer et dobbelt mørke. Se til, at griskheden heller ikke bedrager dig med sådan en indsmigrende tanke og et skønt skin, at du vil bringe dig eller dine børn op i en højere, mere ærefuld stand, og at du må efterlade dem så meget, du kan, for at de kan forbedre og hæve deres stand. For griskheden bliver aldrig mæt. Den tragter uafladeligt højere og højere, og ingen stiller sig tilfreds med sin stand og stilling. Den, som er en borger, ville gerne leve som en rigmand, en adelsmand ville gerne være fyrste; og så videre. Men vil du leve ret, som en kristen, så vogt dig for sådanne tanker, som for det allerværste mørke, og indret din levemåde sådan, at når Gud velsigner dig, så det går dig godt, at din nabo så også kan leve ved siden af dig og nyde godt af dig. Ræk ham din milde hånd. For hvis du lader det onde øje bedrage dig, så har du allerede mistet Guds Ord, der fortrænges af det falske lys. Så kommer det ene tykke mørke til det andet, som gør dig fuldstændig blind og forstokket, så du ikke mere står til at hjælpe.

 

v24 Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og Mammon

 

Gud accepter ikke et ”både og”

Her fælder Kristus en forfærdelig dom, som overgår alt, over de pengeglade, først og fremmest over sine jøder, som var de rene pengepugere, og dog ville være hellige og ville have udmærkelse for deres gudsdyrkelse, ligesom vore pavepræster og munke. Han vil sige: I mener, det står fint til med jer, og at I dyrker Gud med stor alvor, og I er dog griske skurke, som gør alt for Mammons skyld, skønt I alligevel mener, at I også tjener Gud. Men ingen kan tjene to herrer på én gang. Vil I være Guds tjenere, kan I ikke tjene Mammon. Med udtrykket ”to herrer” betegner han nogen, der kæmper imod hinanden, ikke dem, der regerer ved siden af hinanden. Det er ikke at tjene to herrer, når jeg tjener fyrsten eller kejseren ved siden af Gud; for her går herredømmet igennem den ene til den anden, sådan, at når jeg tjener den lavere, så tjener jeg også den højere. Ligesom når en husfader sender husmoderen eller sine børn til tjenestefolkene, og igennem dem befaler, hvad der skal gøres; således er der heller ikke her mange, men kun én Herre. Men når to herrer giver modsat rettede befalinger, så står disse i modstrid til hinanden: Som Gud og Djævelen gør det. Når Gud siger: Du må ikke være grisk og ikke have nogen anden Gud; så modsiger Djævelen dette: Du må godt være grisk og tjene Mammon.

       Selve fornuften siger os også, at det ikke går an at tjene to forskellige herrer på én gang, selvom verden mesterligt forstår sig på denne kunst, som også ordsprogene vidner om: at bære kappen på begge skuldre, og at tage både koldt og varmt i samme mund. Når en adelsmand for eksempel tjener en fyrste og får løn af ham, og så forråder og sælger ham til en anden, og også tager imod penge af denne, og afventende ser til, hvorhen lykken vil vende sig. Så om det regner her, så skinner solen dér. Og han på denne måde forråder og sælger begge. Men dette er ikke at tjene, og her må også fornuften sige, at sådanne personer skal kaldes forrædere og skurke. For hvad ville du synes om at have en tjener, som fik løn af dig, og som med det ene øje skelede hen til en anden, og var ligeglad med, hvordan det gik dig; men hvis det i dag eller i morgen skulle gå dig dårligt, så løb over på den anden side, og lod dig sidde.

      Derfor er det rigtigt at sige: Den, der vil være en from og tro tjener, han må ikke holde sig til to herrer, men derimod sige: Jeg er i denne herres brød, ham vil jeg tjene, så længe jeg er hos ham, tage vare på hans bedste og ikke bryde mig om nogen anden. Men vil han bære ud af huset hos mig, og stjæle hos min nabo, så til galgen med ham! For man slå de høns ihjel, som går hjem for at spise, men lægger deres æg andre steder. Sådan gjorde jøderne også, og mente, at Gud skulle regne dem for store helgener, og være godt tilfreds med, at de ofrede i templet og slagtede deres kalve og kvier, selvom de på samme tid pugede penge sammen, hvor de kunne, indtil de endogså opførte deres boder og oprettede vekselererborde lige foran og inde i templet.

      Det er imod sådanne personer, Kristus lærer, at ingen må indbilde sig, at det går an at være både Guds og Mammons tjener. Det er ikke muligt at stå i den tjeneste, som han har indstiftet, når du vil jage efter Mammon. For dette er at være i Guds tjeneste, at man alene holder sig til hans ord, og sætter alt ind på det. Den, som derfor vil leve efter det, og blive ved Ordet, han må aldeles frasige sig Mammon. For dette er sikkert: Så snart en præst bliver grisk, er han ikke til nogen nytte mere, han kan heller intet godt prædike. For han må være bange for at straffe nogen, tager imod skænk og gave, og lader munden lukke på sig selv, så han må lade folk gøre, hvad de vil, og han vil ikke fortørne nogen, i særdeleshed ikke, hvad der er stort og mægtigt; og på denne måde efterlader han sin tjeneste og sit embede, som kræver, at man skal straffe de onde. På samme måde, når en borgmester eller dommer eller hvilken som helst, der har et embede, skal passe sit embede, og påse, at alt går ret til, da må han ikke stolt tænke på, hvordan han skal blive rig og få fordel ud af det. Men er han Mammons træl, så lader han sig bestikke med gaver, så han bliver blind og ikke længere ser efter, hvordan man lever. For han tænker: Skal jeg straffe den ene eller den anden, så bliver han fjendtlig sindet over for mig, og jeg kunne miste mit på denne måde, og skønt han har en kostelig tjeneste, og sidder i det embede, som Gud har betroet ham, så kan han alligevel ikke udrette noget. Dette kommer af Mammon, der har besat hans hjerte.

      Sådan går det til overalt i verden, fordi den mener, at det er en ubetydelig ting, og at der ikke er nogen fare ved Mammon; og den bedøver sig selv med en skøn og beroligende indbildning om, at den alligevel godt kan tjene Gud, og dog er det den skændigste plage, som Djævelen slår og forblinder mennesket med, så det ikke varetager sit embede og sin tjeneste længere, men fuldstændig forhærdes i griskheden, alene af den grund, at det frygter for, at man ikke vil give det ære eller gave.

 

Ordets tjenere må tale uden hensyn til konsekvenserne

Derfor afsiger Kristus som sagt en streng dom, for at man ikke skal bedrage sig selv med sådanne tanker, og slå det hen i vejret, som var det en ubetydelighed; men vide, at den, som for Mammons, penges, fordels, gunsts og æres skyld ikke udøver sit embede, som han skal, ham vil Gud ikke vedkende sig som sin tjener, men regne ham for sin fjende; som vi skal høre. Men ønsker du, at Gud skal regne dig som sin tjener, og at udøve dit embede ret, så husk på, at du bør være ubestikkelig og urokkelig, så du kan foragte verden med dens Mammon; men vær også klar over, at dette ikke kommer af din egen kraft, men bliver givet dig fra Himlen, og bed om, at Gud, som har betroet og pålagt dig et sådan embede, også vil hjælpe til og sætte dig i stand til at gennemføre det; og vær overbevist om, at du ikke kan have og udrette noget ædlere og bedre på jorden, end den tjeneste, som du skal udføre for Gud; regn det derfor ikke for noget, hvis du for embedets skyld kommer til at lide skade eller kommer i nød, men trøst dig med, at du tjener en stor Herre, som er i stand til at råde bod på denne skade, og at det er bedre at lide denne, end du skal gå glip af den evige skat for det ringe, timelige godes skyld, hvilket alligevel ikke formår at hjælpe dig. For hvis du skulle vælge en Herre, ville du da ikke langt hellere tjene den levende Gud, end den afmægtige, døde bedrager.

 

Kristne må være villige til at tabe alt jordisk

Se, sådan ærer og overholder enhver kristen, som har Guds Ord, dette, og ser ikke på, om det er til fortrydelse for verden, eller at han ingen fordel har af det; men han tænker sådan: Der ligger pung og taske, hus og hjem; men her er min Kristus: Skal jeg nu give afkald på en af dem, så giver jeg afkald på alt dette, for at jeg kan beholde min Kristus. Dette mener Kristus med de ord, at man ikke kan tjene to herrer. For det kan jo komme dertil, at disse to kommer i konflikt med hinanden, og den ene må vige for den anden. Derfor hjælper det ikke, at du smigrer dig med den forestilling, at du nok kan beholde begge som dine herrer; men du må være fast besluttet på, at du skal give afkald på en af dem.

      For her ligger hele eftertrykket på det lille ord: ”tjene”. At have penge, ejendele, hustru og børn, hus og gård, er ikke synd, blot, du ikke lader dette være din herre, men lader det tjene dig, så du er dets herre, som man siger om en retskaffen og god mand: Han er sine penges Herre; ikke sådan underlagt og taget til fange af dem, som en nærig opsparer, der først opgiver Guds Ord og alting, og hellere vover hånd eller mund, før han vover at sætte sine penge over styr. Dette er et usselt kræmmerhjerte, som for den lumpne Mammons skyld, som det hverken tør bruge eller nyde, foragter og giver slip på den evige skat; alligevel går man sikkert rundt, og mener, man altid er i stand til at kan komme til Guds Ord; man skraber imidlertid til sig, alt hvad man formår; så man ikke vil lide skade på én eneste skilling for Guds skyld, så længe at man synker dybere og dybere ned i griskhedens dynd, og kommer længere og længere bort fra Guds Ord, så man til sidst bliver helt fjendtligsindet over for det.

Griskheden gennemsyrer alt og alle

      For Kristus har kort og godt fældet dom og med rene ord sagt: ”han vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden.” Dette vil med andre ord sige: Den skændige kærlighed til Mammon gør mennesker til Guds fjender, som nogle af de pavelige jo også er blevet og uden at tøve siger de: Vores lære kan være god nok, men den er skadelig; derfor er man fjendtlig overfor den, og det er, efter deres mening, ikke med urette, for den giver grund dertil. Men Mammon er en skøn Gud; han skader intet hverken i køkkenet eller i pungen. Derfor vil det ved disse ord: ”han vil hade den ene og elske den anden” blive synligt, på hvilken side kærligheden og venskabet befinder sig. For det er to herrer, som modstår hinanden, og ikke kan bo sammen i et hjerte, lige så lidt som to værter i et hus. Når det derfor kommer til at træffe en afgørelse, om hvor vidt man skal tjene og holde sig til den ene, så må man fortørne den anden eller lade ham få løbepas. Så kommer det uvægerligt dertil, at man, når man elsker ejendele og penge, bliver fjendtligt sindet mod Gud.

      Dette er den skønne frugt af mammonstjenesten; som man især kan se i vores tid, hvor griskheden er trængt sådan igennem overalt, at det er som om en griskhedssyge har angrebet både adelsmænd, bønder, borgere, præster og lægfolk. Er det ikke på alle måde helligt og dydigt, at man tager den bedste del af mennesket fra Gud, og giver den til Mammon? For der, hvor hjertets kærlighed og al dets lyst rettes mod, befinder den sande gudsdyrkelse sig jo også; der følger alle lemmer og hele legemet efter, som Kristus ovenfor har sagt: ”hvor din skat er, der vil dit hjerte også være.” For hvad man elsker, det løber man sandelig efter, det taler man gerne om, der er alle hjertets tanker. Derfor siger Augustin også: ”Hvad jeg elsker, det er min Gud.” Af dette ser du, hvad det er for en slags mennesker, som Kristus giver den titel, at de er Guds fjender, og som dog hykler en så ivrig gudsdyrkelse, som om de var hans bedste venner; men i grunden er de intet andet end Djævelens egne hellige, som af hjertet hader og forfølger Gud og hans ord og gerning.

 

Når Ordet angriber hjertets synd skaber det trods

For det er i sandhed at hade Gud, når man hader hans ord. Dette går sådan til: Når man straffer mennesket for dets vantro og griskhed, og konfronterer det med det det første bud: ”Du må ikke have andre guder end mig,” det vil sige: Du må ikke binde dit hjerte, din lyst og kærlighed til noget andet, end til mig, og det ikke vil høre eller tåle en sådan tale, så begynder det at knurre og fnyse imod det, indtil det bliver opfyldt af bittert had imod Ordet og dets prædikanter i hjertets inderste. Derfor står der også ved De Ti Bud det trusselsord: ”Jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn af dem, der hader mig.” (2 Mos 20, 5). Hermed mener han netop disse pengepugere og mammonstjenere, som Skriften jo også kalder griskhed for afguderi eller afgudsdyrkelse, Ef 5, 5, Kol 3, 5. Alligevel vil de, som sagt, have ord for at være de største helgener og fjender af afguderi og kætteri, og aldeles ikke beskyldes for at hade Gud. Men dette fælder dem: at de ikke kan tåle at høre eller se Guds Ord, når det angriber deres griskhed, og at de aldeles ikke vil vide af nogen straf; men jo mere man straffer og truer dem, jo mere ler og spotter de, og gør, hvad de vil, på trods af Gud og mennesker.

      Er dette derfor ikke en stor elendighed og en gruelig synd, som bør forfærde os, og bringe os til af hjertet at hade Mammon, så vi korser os og flygter for ham, som for Djævelen selv, for hvem ville ikke forfærdes over at skulle høre en sådan dom fældet over sig selv, at han skal kaldes en fjende af Gud, der ikke alene foragter ham, men ønsker, at Gud og hans ord intet var, for at han frit kan udfolde sin lidenskab til skade og fortrydelse for Gud? Tænk nu selv efter, hvordan det vil gå sådan et menneske, og hvad det er for en person, han sætter sig op imod; til sidst vil det nok blive for hård en nød for ham.

      Og disse folk bliver sikkert og vist allerede plaget nok så meget, som teksten siger, ved det, at de er sådan nogle elendige mennesker, som ikke har gemt deres hjerte, lykke, kærlighed og glæde på noget bedre sted, end i det hemmelige kammer, mens de burde have dem i Himlen, og lade dem være rettet mod, hvad der hører Gud til. Hvordan kan et menneske skade sig selv på en være måde, end ved at vende sin fortrøstning fra Gud, der giver det alt godt, og derfor fortjener, at man skal elske ham, og give sig selv til gengæld for dette. At være Fanden i vold, og finde sin lyst i hans stank og hans Helvede, og synke så dybt ned i Helvedets ondskab, at man ikke alene foragter Guds Ord, men bliver ham så dødelig fjendsk, at man ønsker, der ikke fandtes nogen Gud? Det er den tak, han har, af sådanne pengepugere, for at han dagligt giver dem liv og helbred, sol og måne, og selve de skatte, som de besidder. Men hvad de måtte vinde ved det, det skal de engang få at føle, og de har allerede fået en smagsprøve på dette, da de uafladeligt må trække Djævelens stank og skidt i sig.

 

Kærlighedens kamp mod fordærvsmagterne

Dette er den ene del af det skriftord, hvor han taler om Mammon: ”han vil hade den ene og elske den anden.” den anden lyder således: ”eller han vil holde sig til den ene (det er: Gud) og foragte den anden.” her siger han ikke blot: ”han vil elske den ene,” men han viser kærlighedens væsen og gerning ved dette ord: ”han vil holde sig til den ene.” for den, som skal elske Gud og hans ord, vil ikke opleve, at det går så let, men mangt og meget vil gøre livet surt for ham, og han må nok erfare, at Satan ofte vil forbitre ham hans kærlighed til Gud. Derfor gælder det om, at man er i stand til at holde fast og hænge ved Guds Ord, og ikke lade sig rive sig bort fra det, selv om vort eget kød, hele verdens eksempel og Djævelen med, sætter sig imod dette, og gør sig al umage for at berøve os det. Derfor skal der i sandhed en mand og ridderligt mod til, når man alene skal modsætte sig og bestå imod så mange fjender, ja der må en så brændende og fængende kærlighed til, for at mennesket skal være i stand til at give afkald på alt: Hus og hjem, hustru og børn, ære og ejendele, liv og helbred, derudover foragte og træde det alt sammen under sine fødder, for alene at beholde den skat, som han ikke er i stand til at se, og som er foragtet i verden, men som alene er indeholdt i det blotte ord, og må tros med hjertet.

 

Ejendele og rigdom er ikke i sig selv et onde

Derfor vil han dog ikke, at man ikke skal have eller modtage penge og ejendele, eller, når man har det, at man skal smide det væk; som nogle narre iblandt filosofferne og gale hellige iblandt de kristne har lært og gjort. For han tillader ganske vist, at du må være rig; men han vil ikke have hjertet fæstet dertil; som David har lært og bevist ved sit eksempel: ”Selv om rigdommen vokser, så regn ikke med den.” (Sl 62, 11). Hvem, der har sådan et sind, kan midt i ejendele og penge, givet af Gud, bevare hjertet frit, hvilket verden ikke kan; og vil det lokke hans hjerte til sig, (som dengang de skønne, gyldne og sølvhvide bægere og klenodier smilte os nok så lysteligt i møde) og rive det bort fra Guds Ord, så kan han træde det under sine fødder, og foragte det lige så meget, som verden eftertragter det, mens den derimod foragter den himmelske skat. Kort sagt, der kræves en mand, som er Mammons Herre, så denne må trædes ned i gruset under hans fødder, mens han selv ikke er nogen underlagt, eller har nogen til Herre, foruden Guds Ord alene. Men dette er prædiket for den lille flok, som tror Kristus, og holder hans ord for sandt; mens det er spildte ord på og ikke bliver til noget med de andre.

     

v25 Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne?

 

Næringssorg er en stadig anfægtelse for en kristen

Her slår Herren det ret så grundigt fast for os, og han kommer med en stor og indtrængende prædiken imod denne skadelige last, fordi den, som sagt, plejer at trænge sig mægtigt frem ved siden af evangeliet, og ikke alene anfægter verden men også de kristne overordentligt meget, men især dem, som skal prædike Guds Ord, og for dets skyld bliver udsat for alle mulige farer, og er foragtede og undertrykte af verden, så de, efter kødet, ganske vist har grund til at være bekymrede. For den, som vil være en kristen og bekende sin Herre, han gør Djævelen, som er denne verdens fyrste, til sin fjende; derfor sætter denne ind på ham og angriber ham, ikke igennem Ordet og troen, men ved det forhold, at også den kristne er underlagt hans rige og magt. For så længe vi er nødt til at bære på denne krop, kød og blod, er den endnu underlagt hans rige; den kan han jo plage, kaste i fængsel, og berøve klæder, mad og drikke, så vi med alt, hvad der er vores altid befinder os i sådan en fare under belastende forhold. Derfor tænker kød og blod da også på, hvordan det også for sin egen del kan få så meget, at det kan være sikret, og ikke behøver at leve med sorg og bekymring herfor. Sådan trænger den anfægtelse sig ind, der hedder sorg over timelig næring; skønt verden ikke regner det for en anfægtelse, men oven i købet for en dyd, og priser de mennesker, der tragter efter at besidde ejendom og vinde ære.

      Og her hører du, hvad det vil sige at tjene Mammon; nemlig at bekymre sig for legemet, hvad det skal spise og drikke, og hvormed det skal klæde sig. Det betyder: kun at tænke på dette liv, hvordan vi her skal blive rige, samle og forøge ejendele og penge, som om vi skal blive her til evig tid. For dette er ikke synd eller at tjene Mammon: at man spiser og drikker og klæder sig, som dette livs nødtørft kræver, heller ikke at man søger og erhverver sig et forsørgelsesgrundlag; men at man er bekymret for det, hvilket vil sige: sætter hjertets fortrøstning og tillid dertil. For bekymring sidder ikke i kjolen eller i maden, men midt i hjertet. Dette kan ikke lade være at hænge fast ved det; som det hedder: ”hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.” Derfor vil det ”at være bekymret” sige det samme som med hjertet at hænge ved det. For hvad hjertet ikke tænker på og elsker, har jeg ingen bekymringer over; og omvendt, hvad jeg er bekymret for, må mit hjerte nødvendigvis være indfanget af.

 

Bekymring for næsten og ens opgaver er af det gode

Men du må heller ikke spænde dette skriftsted så stramt, at han med dette skulle mene, at man slet ikke må være bekymret for nogen ting. For ethvert embede eller stand fører sin bekymring med sig; især når man er andres foresatte, som Paulus, Rom 12. 8 siger om de gejstlige embeder i menigheden: ”Den, der er forstander, skal være det med iver.” Sådan må en husfader jo også være bekymret for sine børn og ansatte, for at de bliver velopdragne, og gør, hvad de skal; er han det ikke, begår han uret. Ligeledes må en præst være bekymret for, at prædiken og sakramenter foregår på den rette måde, at han trøster de bedrøvede og syge, straffer de onde, beder for mange former for nød osv. For han har fået befaling om at pleje og vejlede sjælene. Sådan må en fyrste og enhver anden øvrighed være bekymret for det verdslige regimente, at det går ret til, sådan som embedet kræver. På den anden side skal undersåtterne ligeledes være bekymrede for, at de trofast udviser lydhørhed og lydighed; drenge og piger, at de tjener deres herrer vel, og forebygger og forhindrer at de lider tab.

      Her taler Kristus ikke om denne form for bekymring; for den er en embedsbekymring, som omhyggeligt må adskilles fra griskhed. For den er ikke bekymret for sin egen, men for næstens skyld, søger ikke sit eget, ja tilsidesætter ligefrem dette, og ser bort fra det, for at tjene andre; så den er en kærlighedens bekymring, som er gudelig og kristen. Ikke en egennyttens og Mammons bekymring, der både er imod troen og kærligheden, og som netop forhindrer bekymring for embedet. For den, som elsker penge og søger sin egen fordel, han vil ikke tage sig synderligt meget af næsten eller sit embede, som sigter på næstens tarv, som man hidtil har set hos vore gejstlige, der slet ikke har været bekymrede for, hvordan de skulle pleje sjælene på den rette måde, men alene havde rettet alle deres tanker mod og bestræbelser på, at hele verden skulle yde dem fuld betaling; og hvad der ikke kastede penge af sig, lod de ligge på smukkeste vis, så ingen af dem har læst så meget som et Fadervor for en anden uden betaling. Men en from præst er derimod kun bekymret for, hvordan han skal udføre sit embede på den rette måde, så sjælene kan finde hjælp; han tager ikke hensyn til, om det giver ham nogen fordel eller ej, ja, selv om han oven i købet må lide adskilligt, blive bidt af slanger, og have verden og Djævelen til fjender, og han overlader til Gud, hvor han skal få mad og drikke fra. Men han trøster sig med en anden skat, for hvis skyld han gør alt dette, i livet hinsides, hvilket er så stor en lykke, at al den ulykke, som han må lide her, intet er at regne imod det: Rom 8. 18.

 

Gennem sine ord lærer Jesus os at bekæmpe griskheden

Efter at han nu har fordømt denne griskhedens bekymring og mammonstjeneste, som værende afguderisk, og som den, der gør os til Guds fjender, går han videre, og anfører mange talemåder, eksempler og lignelser, for at gøre griskheden desto mere forhadt for os, og han afmaler den så foragteligt, for at vi skal spytte ad den, idet han siger: ”er ikke livet mere end maden?” dvs. I skal og må betro hele jeres liv, sjæl og legeme til Gud, og det ikke står i jeres magt at opretholde dette én eneste time. Hvad er I da for nogen narre, hvis I ikke vil tiltro ham, at han vil sørge for jeres legemers behov, og skaffe jer mad og drikke? For hvilken større dårskab kan man forestille sig, end at nogen er bekymret for, hvorfra han skal få mad og drikke, men ikke er bekymret for, hvorfra han skal modtage livet, eller opretholde dette i denne time? Ligesom, hvis nogen var bekymret for at smykke sit hus på den kosteligste måde, og dog ikke vidste, hvem der skulle bo i det; eller for at tilberede mange og kostelige retter i køkkenet, og dog ikke kendte nogen, som ville spise af det. Det er præcist det samme, vi gør med vor sammenskraben, idet vi er bekymrede for det små, men aldrig tænker på det store. Dette skal man kalde en fuldkommen unyttig, overflødig, ja skadelig bekymring, og selv om vi ville bekymre os meget for livet, så udretter vi dog intet ved det; for det står ikke et eneste øjeblik i vor magt. Lige så lidt, som hvis nogen vil sørge sig ihjel over, hvordan det korn skal vokse på marken, som han ikke har sået; eller hvor det sølv skal ligge i bjergværket, som han ikke har henlagt der.

      Fordi vi således, hvad selve livet angår, må give slip på de bekymringer, som er unyttige, og dette liv i hvert eneste øjeblik holdes oppe af Gud uden medvirken af vore tanker, hvorfor vil vi så plage os med den skadelige bekymring for de få smuler, som om han ikke både kunne eller ville give os mad og klæder? Skal vi så ikke skamme os, hvis nogen skal sige om os, at vi var sådanne narre? Alligevel er vi ikke andet, og i særdeleshed de store, pengegriske rigmænd, end sådanne narre, der lever i en uophørlig bekymring for, at de kan have køkkenet fuldt, og kan lade rigelige retter tilberede, og dog hverken har bord eller gæst; eller som lader mange herlige senge fremstille, og ikke har nogen at lægge i dem. Ligesom en skomager, der ikke bestilte andet hele sit liv igennem, end at fylde sit værksted med læster, og dog aldrig tænkte på, hvorfra han skulle skaffe læder til at sy en sko af. Skal man ikke forvise en sådan en, som et galt menneske, fra landet?

      Se, sådan viser Kristus os, hvad vi er for dårlige mennesker, så vi med rette skal foragte os selv; ikke desto mindre går vi omkring i sådan en blindhed, skønt vi, for vore øjne ser, at det ikke nytter at bekymre os for selve livet, og hvis vi alligevel var bekymrede herfor, måtte vi netop blive kristne og tænke: Se, jeg råder ikke et eneste øjeblik for mit eget liv; derfor må jeg betro Gud selve livet; hvorfor vil jeg så fortvivle og bekymre mig for, hvordan bugen skal blive fyldt en dag eller to? På samme måde som, hvis jeg havde en gavmild fader, der gerne gav mig tusinde daler, og jeg ikke ville tiltro ham, at han ville give mig en skilling til mine daglige fornødenheder. 

 

v26 Se Himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? v27 Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?

 

Fuglene overgår det viseste menneske                     

Her føjer han et eksempel og en lignelse til formaningen, til hån, spot og skam for den lede griskhed og næringssorg, for at den må drage bort fra os, og vise os, hvad vi virkelig er, så vi for alvor må skamme os i vore hjerter, fordi vi dog er meget højere, ædlere og bedre end fuglene, idet vi er herrer, ikke alene over fuglene, men over alle levende skabninger, og alle ting er givet til tjeneste for os og skabte for vores skyld: Og alligevel har vi ikke så meget tro, at vi kan have fortrøstning til, at vi kan ernære os med alt det, som Gud har indsat i verden og givet os; mens han dog dagligt giver de mindste fugle, ja de allerringeste orme, som vore ringeste tjenere, uden nogen tanke og bekymring for, hvordan de skal ernære sig, eller hvad de skal spise, fra deres side, på trods af, at de overhoved ikke samler eller forbereder noget forråd, og de hverken sår, eller når der er sået, er i stand til at bringe høsten i hus.

      Er det derfor ikke en blodig synd, at vi ikke vil slippe al bekymring og sorg, og i stedet betro vores liv til den Gud, som har givet os, og til vort brug indsat alle skabninger, og som lader så meget vokse, at vi hvert år har nok at så af, og mangedobbelt at høste? For skulle nogen have grund til at være bekymret og samle, så skulle det være de små fugle, som ikke ved noget af alt dette, og som, når sommeren kommer, kunne tænke: Se, nu sår hele verden sit kom, for at den kan samle det ind igen til høsten; i høstens tid høster og samler enhver, og vi har ikke et eneste korn at så eller bringe i lade; hvorfra skal vi hele året igennem, og især i den kolde vinter, hente føden, når alt er bragt i hus, og der intet står tilbage på marken? Hvad ville vi mennesker gøre, hvis vi et forår ikke havde korn til at så? Ja, når vi ikke vidste, hvorfra vi skulle hente forsyninger i fjorten dage, hvor ville hele verden da ikke fortvivle, som om vi alle måtte dø af sult. Derimod flyver de kære småfugle i luften sommer og vinter, synger og er glade, og nærer ingen bekymring og sorg, mens de dog ikke ved, hvorfra de i skal tage føden i morgen, og vi elendige mennesker er ud af stand til at give slip på bekymringen, om end vi havde loft og lader fulde, og kunne se kornet vokser så rigeligt på marken?

      Se, sådan gør han småfuglene til mestre og lærere, så bare én afmægtig spurv, til vor store, evige skam, må stå i evangeliet som det viseste menneskes doktor og prædikant, og dagligt holde noget sådan for vore øjne og ører, som om den ville sige til os: Se, du elendige menneske, du har hus og gård, penge og ejendele, og hvert år får du marken fuld af korn og alle slags vækster, mere end du behøver; alligevel kan du ikke stille dig tilfreds, men går i en konstant bekymring for, at du skal dø af sult, og når du ikke ser mad for dig i dine lader, kan du ikke stole på Gud, at han vil holde dig oppe en eneste dag, mens der dog er utallige af os, hvoraf ikke en eneste sørger nogen dag hele sit liv igennem, og dog føder Gud os dagligt. Kort sagt: Vi har så mange mestre og prædikanter, som der findes småfugle i luften, som med deres levende eksempel gør os til skamme, så vi skal beskæmmes og ikke vove at slå øjnene op, når vi hørte en fugl synge, for den udråber Guds pris højt mod himlen og til skam for os: Alligevel er vi så stenhårde, at vi ikke engang bryder os derom, skønt vi dagligt hører dem prædike og synge sådan i hundrede vis.

      Ja se, hvad de kære småfugle mere foretager sig, hvordan de lever helt uden bekymring, og forventer at få deres føde alene fra Guds hånd. Når man spærrer dem inde, for at de skal synge, og giver dem rigeligt at spise, så de skal tænke: Nu har jeg nok, så jeg ikke behøver at frygte, hvorfra jeg skal tage føden, for nu har jeg en rig herre, og mine lader er fulde; så sætter de slet ikke pris på dette, men vil langt hellere være i den frie luft, trives også bedre, og tidligt synger de smukt og lifligt deres og morgensang, før de spiser, og dog har ingen af dem et eneste korn i laden, de fremsiger derpå et smukt, langt bordvers, og lader Vorherre sørge for dem, også når de har unger, som de skal forsørge. Derfor, når du hører en nattergal, så hører du den bedste prædikant, som den, der lærer dig dette evangelium, ikke blot med ord, men med sin gerning og sit eksempel, fordi den synger hele natten igennem, ja den synger sig næsten ihjel, og er meget gladere i skoven, end hvis den sad fanget i buret, hvor man må passe den omhyggeligt, og dog er det sjældent, at den trives eller holdes i live, som om den ville sige: Jeg ville langt hellere være i den herres køkken, som har skabt himmel og jord, og som selv er køkkenmester og husvært, dagligt bespiser og ernærer utallige andre småfugle af sin hånd, og ikke kun har en sæk fuld, men derimod himmel og jord fuld af korn.

      Derfor siger Kristus nu: Fordi I dagligt har disse ting for jeres øjne: Hvordan den himmelske fader føder fuglene på marken, uden at de bekymrer sig derfor, kunne I så ikke tiltro ham så meget, at han også vil forsørge jer, fordi han er jeres fader, og kalder jer sine børn? Vil han så ikke meget mere sørge for jer, som han har gjort til sine børn, og som han giver sit ord og alle skabninger, end for de små fugle, som dog ikke er hans børn, men jeres tjenere; og når han tager sig så omhyggeligt af disse, at han dagligt bespiser dem, som om han alene havde dem at sørge for? Og han finder behag i, at de, uden nogen form for bekymring, flyver rundt og synger, som om de ville sige: Jeg synger og er glad, og har dog ikke et korn, som jeg kan kalde mit; mit brød er endnu ikke bagt, og mit korn endnu ikke sået, men jeg har en rig Herre, der sørger for mig, hvad enten jeg synger eller sover; han kan give mig mere, end alle mennesker og jeg selv ville være i stand til med alle mine bekymringer.

      Fordi fuglene forstår den kunst helt og aldeles at betro sig til Gud og kaste bekymringen fra sig og over på ham, så skal jo vi, som er hans børn, meget mere gøre det. Derfor er det jo et fremragende eksempel, som gør os alle til skamme, for deres eksempel vil lære os, at vi, der er fornuftige folk, og dertil har Skriften at holde os til, ikke har så meget visdom, at vi kunne gøre fuglene det efter, og derfor må vi dagligt blive gjort til skamme, både for Gud og mennesker, lige så ofte, som vi høre småfugle synge. Men mennesket er blevet afsindigt og dårligt, siden det er faldet fra Guds Ord og bud, så der nu ikke findes én skabning, som ikke er klogere end mennesket; og er en lille sisken, som hverken kan læse eller skrive, ikke hans doktor og mester i Skriften, skønt han har hele Bibelen og sin fornuft til hjælp.

      Dette er den første lignelse; dertil tilføjer han en talemåde fra vor egen erfaring, og viser, at al vor bekymring alligevel intet udretter: ”hvem af jer,” siger han, ”kan lægge en alen til sin vækst ved at bekymre sig?” Hvis et menneske ikke kunne vokse, uden at det selv bekymrede sig for det, hvordan ville det da se ud med vores tilvækst? Eller hvad hjalp det, at en lille dværg sørgede sig til døde over, hvordan han skulle blive større? Hvad stiller du så op med din bekymring for, hvor du skal få mad og klæder fra? Det er nemlig det samme, som hvis du bekymrede dig for at lægge en alen til din vækst. Nu har dit legeme med alle dets lemmer jo sit bestemte mål, sin længde og sin bredde, så du kan ikke gøre det anderledes, og du formår ikke at gøre det en håndsbred længere. Hvad er du da for en nar, at du bekymrer dig for det, der ikke står i din magt, og hvis mål, både i tid og rum, Gud engang har fastsat? Og kan du ikke betro dig til ham, og være vis på, at han vil give dig føde og klæder, så længe du skal leve på jorden?

 

 

v28 Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. v29 Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. v30 Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?

 

Blomsterne er lærermestre og eksempler til efterfølgelse           

Her har du endnu et eksempel og en lignelse, hvorved småblomsterne på marken, der nedtrædes og opædes af køerne, også må blive vore doktorer og meste, så vor skam må blive endnu større. For se, hvordan de vokser op, prydet med så dejlige farver, mens ingen blandt dem dog bekymrer sig for eller tænker på, hvordan den skal vokse, eller hvad for en farve den skal få, men lader Gud sørge for det, og uden dens bekymring eller medvirkning klæder Gud den med så dejlige, liflige farver, at Kristus siger, at Salomon i al sin hellighed alligevel ikke var klædt som en af dem; og heller ingen kejserinde med hele hendes følge med alt deres guld og alle deres perler og ædelstene. Nu kan nu ikke nævne nogen konge, der har været rigere, herligere og kønnere pyntet end Salomon; alligevel er denne konge med al hans skønne pragt og prydelse intet imod en rose eller nellike eller viol på marken. Sådan kan Vorherre smykke, når han vil, så det med rette skal kaldes at smykke over al smykke, og intet menneske kan frembringe eller male sådanne farver, eller nogen ønske sig eller nogensinde få noget bedre smykke; og om man ville smykke blomsten med lutter guld og fløjl, så ville den dog sige: Jeg vil hellere have, at mesteren oventil i Himlen, som også smykker de små fugle, skal smykke mig, end alt deres skrab, skræddere og perlestikkere på jorden.

      Når han således klæder så mange småblomster, og smykker dem med så mange slags farver, så enhver har sin egen kolorit, og dermed overgår al verdens pragt og pynt; hvorfor kan vi så ikke tro ham, at han også vil klæde os? For hvad er blomsterne og græsset på marken imod os? Eller hvortil er de skabte, uden for at stå der en dag eller to, og lade sig se, og efter det at visne og blive til hø, eller som Kristus siger, at kastes i ovnen for at tjene til brændsel? Alligevel antager Vorherre sig så højligt sådanne forgængelig og ringe ting, og anvender så meget prydelse på det, så han smykker den skønnere end nogen konge eller noget menneske på jorden, skønt den dog ikke behøver en sådan prydelse, og den oven i købet forgår sammen med blomsten. Men vi, hans ypperste skabning, for hvis skyld han har skabt alle ting, hvem han giver alt, og som ligger ham således på hjerte, at det ikke skal være forbi med os med dette liv, men at han efter dette liv vil give os det evige liv; vi kan ikke tiltro ham så meget, at han også vil klæde os, lige så vel som han klæder blomsterne på marken og fuglene i luften med mange slags dejlige farver og fjer. Dette er jo en så nærgående tale om og et så beskæmmende maleri af vor vantro, at han ikke kunne gøre det mere foragteligt.

      Men det er den lede Djævel og det forfærdelige falds skyld, som vi har forårsaget, så vi må se hele verden fuld af sådanne eksempler, af fugle og blomster, som vidner imod os og beskæmmer vor vantro, og blive vore højeste lærere; synger og prædike for os, og smiler så lifligt til os, for at vi dog skal tro. Alligevel går vi omkring, lader prædike og synge for os, og sparer og skraber sammen alt, hvad vi kan, mere og mere men os til evig skam vidner imod os for Gud og alle skabninger indtil den yderste dag, og fordømmer vor vantro. Derfor slutter han denne prædiken for sine kristne således:

     

v31 I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? v32 Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette.

 

En grisk person kan ikke være kristen

Når I nu dagligt har et sådant eksempel for jeres øjne i alt, hvad der lever og vokser frem af jorden, hvordan Gud føder og bespiser, og på den allerskønneste måde klæder og smykker det alt sammen, så lad jer dog bevæge til at aflægge bekymringen og vantroen, og huske, at I er kristne og ikke hedninger. For en sådan bekymring og sammenskraben tilhører hedningerne, som intet ved om Gud, heller ikke spørger efter ham, hvilket i virkeligheden er afgudsdyrkelse, som Paulus siger i Kol 3, 5, og som også ovenfor blev sagt, idet Kristus kalder det mammonstjeneste. Derfor er enhver, der er grisk, ingen kristen, selv om han er døbt. Han har i sandhed tabt Kristus, og er blevet en hedning. For de to ting går ikke i spænd: at skrabe sammen eller sikre sig og at tro. Det ene må forjage det andet. Nu er der for de kristne, som hører og kender Ordet, ingen større skam for Gud og alle skabninger, end at de er lige som hedningerne, som de, der ikke tror, at Gud opholder dem og giver dem alle ting, og således atter falder fra Gud, fornægter troen, og hverken regner med hans ord eller med, hvad de se for deres øjne. Dette er jo en hård dom, som med rette bør forfærde enhver. For det er kort og godt afgjort, at en kristen skal lade griskhedens bekymring fare eller vide, at han ikke er en kristen, men ti gange værre end en hedning.

 

Gud véd, at vi har behov for disse ting.

At vi har et legeme, der har brug for mad og drikke og må have tøj på kroppen. Hvis han ikke vidste det, havde vi rigtig nok grund til at frygte og tænke på, hvordan vi selv skulle ernære os; men nu, da han ved det, vil han jo ikke lade os i stikken. Han er jo så god, at han gerne gør det, og især sørger for os kristne, da han også sørger for fuglene i luften. Lad derfor bekymringen fare, for I udretter alligevel intet dermed. Det kommer ikke an på jeres bekymring, men på hans viden og omsorg for jer. Skulle der ikke vokse noget på marken, uden at vi bekymrede os derfor, var vi alle døde i vuggen, og så kunne der aldrig vokse noget nogen nat, mens vi lå og sov. Ja, om end vi alle sammen ville bekymre os til døde, vokser der dog ikke et strå på marken ud af al vor bekymring. Vi må selv se og erfare, at Gud giver alt uden medvirken af vores bekymring. Alligevel er vi sådanne ugudelige folk, at vi ikke vil lade bekymringen og griskheden fare, og ikke helt overlade bekymringen til Gud, hvem den alene tilkommer, som en fader for sine børn.

 

v33 Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.

 

Blandt laster er griskheden evangeliets største fjende

Herren har vel set, som jeg ovenfor har sagt, at ingen last iblandt de ydre grove laster er evangeliet så fjendtligt, og hindrer Guds rige så meget, som griskheden. For så snart en præst tragter efter at blive rig, så driver han ikke mere sit embede ret; for hans hjerte er taget til fange i sorg for timelig næring, ligesom i en snare, som Paulus kalder det 1 Tim 6, 9, så han ikke, som han skal, kan lære eller straffe hvem som helst, men derimod frygter han for at tabe gunst og venskab hos dem, af hvem han kan nyde timeligt goder; han lader sig således forføre til at tie, og forfører andre folk, som han gør det med sig selv, ikke ved kættersk lære, men ved sin egen bug, som er hans afgud. For den, som vil være en retskaffen præst og trofast udføre sit embede, han må bevare sin frihed, så han uden personsanseelse frimodigt siger sandheden, og straffer, hvor det er nødvendigt, både stor og lille, rig og fattig, høj og lav, venner og fjender. Dette gør griskheden ikke. For den frygter, at hvis den skulle fortørne de store og mægtige eller gode venner, så ville det mærkes i pungen; derfor stikker den piben i sækken, og tier stille.

      Det samme gælder også andre folk, som ikke er præster, men som skal høre Guds Ord, og hjælpe med til at fremme Guds rige. Enhver i sin stand og med sit liv, vil ikke løbe nogen fare eller lide nogen mangel for evangeliets skyld, men frem for alt se til at have nok og pleje sin bug; så kan evangeliet passe sig selv. De gå da hen og skraber og rager til sig, det bedste de kan, giver intet til præsterne og tager oven i købet det fra dem, som de har. Så går det da efter Djævelens vilje, så ingen mere vil prædike eller høre, og sådan udryddes både læren og dens frugter i menneskenes hjerter, og Guds rige går rent til grunde. Dette er alene den skammelige, djævelske Mammons skyld. Se, derfor advarer Herren Kristus sine så alvorligt og med en så lang prædiken imod dette.

 

Det eneste virksomme middel mod griskheden

Og for at man desto bedre kan vogte sig herfor, anviser han med disse ord et helt og kraftig virkende lægemiddel imod det; hvordan man skal bære sig ad, for ikke at have en sådan bekymring, og dog have nok. Ja en endnu større og herligere skat, end Mammon kan give os, og vi nogensinde kunne få med al vor bekymring; dette lægemiddel hedder: at søge Guds rige. Men det kommer an på, at man eftertrykkeligt indprenter i hjertet, hvad Guds rige skænker os. For bare man kunne overbevise os herom, så vi for alvor tænkte over det og kunne måle og veje i hjertet, hvilken stor og kostelig skat det er imod Mammon eller verdens rige: det vil sige, alt, hvad der er på jorden. Så skulle vi spytte ad Mammon. For hvad mere havde du, om du end havde kongen af Frankrigs ejendele og magt og den tyrkiske kejsers oven i købet, end en tigger for døren har i sine smuler? Det drejer sig jo alene om, at man dagligt kan fylde bugen; videre kan man ikke bringe det med al verdens ejendele og herlighed, og så har den fattigste tigger jo lige så meget, som den mægtigste kejser. Ja, jeg tænker, at hans fattige smuler godt kan smage ham bedre og være ham til større tilfredsstillelse, end den andens herlige og kongelige måltid. Se, det er det hele; og om kort tid må vi give afkald på det alt sammen, og kan ikke forlænge vort liv en eneste time med det, når vores tid kommer. Derfor er det jo et fattigt, elendigt, ja et råddent og stinkende rige.

      Men hvad er dette imod Guds eller den Herre Kristi rige? Det kan du selv regne ud, når du overvejer, hvad skabningen er imod sin skaber, og verden imod Gud. For selv om jeg alene ejede både himmel og jord, hvad havde jeg så alligevel imod Gud? Ikke så meget, som en dråbe vand eller et støvgran imod havet. Dertil er det en sådan skat, som ikke ophører eller kan aftage og blive forringet, så den både hvad størrelse og varighed angår, ikke kan måles eller begribes af noget menneskeligt hjerte, og jeg skal så skammeligt bortkaste og lade Gud og hans rige fare, og vælge dette usle, skidne, til døden hjemfaldne bugrige i stedet for det guddommelige, uforgængelige, som giver mig evigt liv, retfærdighed, fred, glæde og salighed? Og alt, hvad jeg her i det timelige søger og begærer, skal jeg hinsides have for evigt, og alt sammen over al måde herligere og overflødigere, end hvad jeg kan opnå her på jorden med meget besvær, bekymring og arbejde, og inden jeg opnår det, og kan bruge det, som jeg vil, må jeg fare herfra og lade alting ligge. Er det ikke en stor, skammelig tåbelighed og blindhed, at vi ikke indser dette? Ja en forstokket ondskab hos den verden, som er besat af Djævelen, så den ikke vil lade sig overbevise, eller agte på det, når det prædikes for den.

      Derfor ville Kristus gerne opvække os med disse ord, og sige: Ville I for alvor bekymre jer for og søge efter, hvordan I evigt skal have nok, så søg efter den stat, som hedder Guds rige. Lad vær med at bekymre jer for den timelige skat, som møl og rust fortærer, som han ovenfor har sagt. I har dog en hel anden skat i Himlen, hvilken jeg viser jer; den skal I bekymre jer for og søge efter, og betragte hvad I har i den, så skal i nok glemme den anden. For det er en skat, som opholder jer til evig tid, og som ikke kan forgå eller tages fra jer. Så længe den skat består, og I holder fast ved den, kan I også bestå, selv om I ikke havde en smule af verden.

      Men det er ofte sagt, hvad Guds rige er, nemlig, for at sige det på den korteste måde: at det ikke består i ydre ting, i mad og drikke, eller andre gerninger, men derimod i at man tror på Jesus Kristus, som er hovedet og den eneste konge i dette rige. I og ved hvem vi har alt; så den, som bliver i denne tro, kan ingen synd, død og ulykke skade, men han har evigt liv, glæde og salighed, hvilket begynder her i troen, men på den yderste dag skal den blive åbenbaret og fuldkommen for dig til evig tid.

 

Den eneste vej, som fører til Guds rige er Ordet

Hvad er det så at søge dette rige? Eller hvordan kommer man dertil? Hvor er vejen, man må gå? Her viser den ene hid, den anden did, som f.eks. Paven, når han lærer sådan: Løb til Rom og hent aflad, skrift og gør bod, hold eller hør messe, træk en kutte på, og spæg dig selv med flittige gudstjenester og et hårdt og strengt liv; der har vi løbet, som man har henvist os til, som gale og dårlige mennesker, og alle har villet søge Guds rige på denne måde; men netop ved denne fundet Djævelens rige. For der vises os mange veje. Kun ikke den ene, som hedder at tro på Kristus og være flittige med prædiken, læsning, sang og betragtning, og som man, det bedste man formår, omgås med og driver på evangeliet, hvortil troen holder sig, så den uafladeligt må forøges og bestyrkes i hjertet, og give sig tilkende i sine frugter; og man i et stadigt stigende omfang må udbrede det, og drage mange andre dertil. Lige som vi, Gud ske lov!, gør det nu, og som der også er mange andre, både præster og andre kristne, som driver på det af alle kræfter, så de sætte alt til side derfor, og er parate til hellere at miste alt, hvad de har, end de vil give slip på Ordet.

      Dette gør ingen munk, nonne eller pavepræst, om end de roser sig af at være Guds tjenere og Kristi brude. For de tage alle fejl af den eneste rette vej, og går forbi evangeliet, og kender hverken Gud eller Kristus og hans rige. For den, som vil kende og finde det, må ikke søge efter det, som han selv synes, men derimod høre Guds ord, som fundament og hjørnesten, og se, hvad han henviser dig til, og hvordan han udlægger det.

    Nu lyder hans ord om hans rige sådan: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” (Mark 16,16). Dette ord er ikke udtænkt af vort eget hoved, og ikke vokset ud af et menneskes hjerte, men kommet ned fra Himlen, og forkyndt af Guds mund. Det er for at vi skal være visse i vor sag og ikke tage fejl af den rette vej, når alt dette går ret for sig, både hvad præster og tilhørere angår. Når man flittig driver på ord og sakramenter, efterlever dette, og sørger for, at det bliver kendt blandt folk, og opdrager de unge mennesker dertil, og underviser dem. Da er dette at søge og fremme Guds rige, og tage det alvorligt.
 

 

Med troens retfærdighed følger gode gerninger

Men hvad betyder det, at han tilføjer: ”og hans retfærdighed”? Dette rige har også en retfærdighed, men det er en anden retfærdighed, end den, der gælder i verden, ligesom det også er et andet rige. Det er nemlig den retfærdighed, som kommer af troen, der er virksom i gode gerninger: Så jeg mener det alvorligt med evangeliet, flittigt hører det og omgås dermed, og så virkelig lever efter det, og ikke er en løs eftersnakker eller hykler, som lader det gå ind ad det ene øre og ud af det andet; men at det i gerning bevises, at det er til stede med kraft, som Paulus siger 1 Kor 4, 20: ”Guds rige består ikke af ord, men af kraft.” Det er det, vi kalder troen med dens frugter; nemlig at gøre gode gerninger, opfylde sit kald eller embede med flid og troskab, og lide alt muligt for det. For retfærdighed kalder han under ét hele det kristne liv i forhold til Gud og mennesker, som kan sammenlignes med træet og dets frugter. Ikke sådan at forstå, at det derfor er aldeles fuldkomment, men sådan, at det altid fortsætter med at gå fremad. Sådan formaner han også i Fil 3, 12 sine disciple til altid at stræbe efter det, som de, der ikke allerede har grebet det, eller allerede er udlært og fuldkomne. I Kristi rige er vi halvt syndige og halvt hellige. Det, der er af troen og Kristus i os, er helt rent og fuldkomment, som det, der ikke er vort, men Kristi, der ved troen er vor samt, lever og virker i os. Det, der endnu er vort eget, er på den anden side helt og holdent synd, som dog er tildækket og udslettet under og i Kristus ved syndernes forladelse. Desuden bliver det dagligt dødet ved den samme Ånds nåde, indtil vi helt afdør fra dette liv.

      Se, til dette riges retfærdighed hører det derfor, at det går retskaffent til, og at der intet hykleri er. For dette er rettet mod dem, som nok kan tale herligt om evangeliet, men ikke lever efter det. Det er også en vanskelig sag at prædike Guds Ord og gøre godt imod enhver, og så lide al slags ulykke til gengæld for det. Det er derfor, det hedder ”Guds retfærdighed”, for verden behersker ikke den kunst, at den skal gøre ret, og så lide ondt for det. Det hører heller ikke til dens regimente. For der skal det ikke være sådan, at den, som gør ret, skal straffes eller lide overlast, men han skal få løn og tak for det. Men vor løn er ikke på jorden, men henlagt i Himlen, der skal vi finde den. Hvem, der således er klar over dette, og vil gøre efter det, han vil få nok at bestille, så han har ikke behov for at søge andre veje; vil vel også helt glemme at skrabe penge sammen og alle mammonssorger. For verden vil gøre ham det så surt, at han ikke vil regne livet og timeligt ejendele for noget stort; men derimod bliver han så træt og besværet, at han hvert øjeblik må vente og håbe på døden.

 

Søger vi Guds rige, får vi også, hvad vi har brug for

Dette er den formaning, hvormed han henviser os fra den timelige til den evige skat, for at vi ikke skal regne de nuværende goder for noget imod dem, som vi har i Himlen. Dertil tilføjer han endnu et løfte og en trøst, for at vi ikke skal tro, at han slet intet vil give os på jorden og lade os dø af sult, fordi vi må lide alle slags onder af verden, som ikke giver eller under os nogen ting, og vi må hvert øjeblik forvente, at den vil fratage os alt, hvad vi har; men vi skal vide, at vi dog også her skal have, hvad vi behøver til opretholdelse af dette liv. Derfor siger han: ”søg først Guds rige, så skal alle disse ting gives jer i tilgift,” det vil sige: I skal stadig have mad og drikke og klæder, som en tilgift, uden nogen form for bekymring derfor fra jeres side; ja netop ved det, at I ikke bekymrer jer derfor, men sætter alt på spil for Guds riges skyld, og det skal komme til jer, uden at I ved, hvorfra det kommer, som også vor erfaring dagligt lærer os. For den Gud, som føder alle småfugle og orme, og klæder liljerne på marken, som vi har hørt, ja, som også giver og lader så meget vokse for den ugudelige, har endnu så meget i verden, at han også kan føde sine; så verden alligevel må lade os spise og drikke sammen med sig, hvor ondt det end gør den.

      Hvad vil vi så mere begære, når vi er klar over, at når vi har, omgås med og lærer andre Guds Ord, og enhver gør, hvad han skal gøre, så skal vi have mad og drikke nok, og det lige så meget, som en konge eller kejser, nemlig så meget, som bugen behøver; for selv om én efter sin stand må have det overflødige og herligere, kan han dog ikke spise sig mere end mæt; og mit brød bespiser mig, og min klædning dækker og varmer mig lige så godt, som hans fyrstelige måltid mætter og hans gyldenstykkes klæder dækker og varmer ham. For hvordan skulle det dog være muligt, at den skal dø af sult, som tjener Gud med troskab og fremmer hans rige, når han giver hele verden så stor overflod? Der måtte ikke være mere brød i verden, eller Himlen måtte ikke mere kunne regne, hvis en kristen skulle dø af sult; ja Gud måtte først selv være død af sult.

      Fordi han således har frembragt og givet så rigeligt, og dertil så sikkert lover, at han vil give os, hvad vi behøver, og giver det, før vi venter det eller ved af det, hvorfor vil du så plage dig med den skadelige bekymring og griskhed? Er ikke hele Skriften, især Salmerne, overalt fuld af sådanne løfter: at han vil bespise de fromme i den onde tid, og at han endnu aldrig har ladet en retfærdig mangle brød? (Sl 37, 19 og 25). Han vil heller ikke lade sig gøre til løgner af dig, hvis du blot kunne tro ham, selvom verden, sådan som nu til dags adelsmænd, borgere og bønder, ikke gør det, så vil han alligevel finde folk, eller andre midler, ved hvem han kan give, og det mere, end de kunne berøve dig.

 

v34 Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.

 

Den bekymrede og den ubekymrede

Lad den bekymring være jer nok, vil han sige: Hvordan I skal bevare Guds rige iblandt jer, og slå den anden bekymring så fuldstændigt ud af jeres tanker, at I end ikke bekymrer jer for dagen i morgen. For når morgendagen kommer, vil den bringe sin egen bekymring og omsorg med sig; som man siger: kommer tid, kommer råd! For min bekymring udretter dog intet, selv om jeg end ikke bekymrer mig for mere end én dag; og erfaringen lærer, at to eller tre dage ofte går hurtigere, end dagen i dag. Ja, er Gud med os, og giver lykke til, kan man også uden besvær og bekymring udrette mere i en time, end en anden er i stand til i fire hele dage med mange besværligheder og bekymringer, og når han har arbejdet længe og sørget sig træt og gjort tiden lang for sig selv, så vil en anden være i stand til at udføre det på en times tid; så ingen alligevel formår at udrette noget, før tiden er inde, som Gud giver, hvor han uden vor bekymring skænker os det; og det er forgæves, at du vil komme ham i forkøbet, og ved din bekymring udrette, som du indbilder dig, store ting.

      For den kunst forstår Vorherre: at forkorte eller forlænge tid og time for os, så for den ene kan en time godt blive til fjorten dage, og på den anden side kan han gøre det sådan, at én ved langvarigt arbejde og møje ikke vinder mere end en anden med kort og let arbejde, sådan som man dagligt kan se for sine øjne, at der er mange, som med tungt og flittigt arbejde dog knapt kan skaffe sig det daglige brød, mens alt for andre går let fra hånden, uden synderligt arbejde, og kaster godt af sig. Dette indretter Gud sådan, for at vor bekymring ikke skal have velsignelsen. For vi vil ikke vente, indtil Gud giver os sine goder, men selv jage dem op, førend Gud giver dem.

      Se, hvordan det går til i bjergværkerne, hvor man jo flittigt gravér og søger; dog sker det ofte, at hvor man allermest håber at finde noget, og hvor det ser ud, som om alt skal blive lutter guld, der finder man intet, eller det hører straks op og forsvinder under hænderne, og modsat dette sker det på andre steder, som man har opgivet og ladet ligge, at man ofte, på trods af alle formodninger, får det rigeste udbytte; og den ene, som har sat alle sine penge på driften, får intet, mens en anden fra at være en betler bliver en herremand, og atter ser man dem, som har trukket sig ud med mange tusind gylden, inden ti år igen har nået at blive tiggere, og det er sjældent, at de store formuer rækker ned i tredje led. Kort sagt skal det hedde: ikke søgt, men givet; ikke fundet, men tilfaldet, når der skal være lykke og velsignelse ved det. Men vi vil gerne have, at det må komme, som vi har forestillet os og vil det; det bliver der dog ikke noget af, for Guds tanker er imod det: Du må ikke få det sådan, eller dog ikke beholde det længe og nyde det, og i mit liv har jeg har selv kendt mange, som, når de greb i lommen, greb i lutter blanke dalere, og ikke regnede en fireskilling for noget; mens de senere ville have været glade, hvis de havde fundet lige så mange halvskillinger.

      Når du således ser, at det slår fejl, og at din bekymring intet hjælper, hvorfor slipper du den så ikke, og tænker på, hvordan du kan vinde Guds rige? For han vil give dig, hvad du behøver, men ikke fordi du bekymrer dig derfor, om du end skal arbejde for det. Sådan en bekymring udretter intet; men den bekymring, som udretter noget, er den, som vedkommer dit embede, og som hører til Guds rige, så du gør, hvad du har fået befaling på at gøre: prædiker og fremmer Guds Ord; tjener næsten i overensstemmelse med dit kald og så tager, hvad Gud giver dig. For det er de bedste goder, som ikke er planlagte, men derimod gives og tilfalder os; og hvad vi ved vor bekymring har erhvervet, eller beslutter os for at ville bevare, det skal allerførst fratages os og fordærves; som vi ofte ser det med de rige pugere, hvis korn og øvrige forråd netop fordærves ved alt for stor bekymring. Og det er en nåde, at Gud ikke lader os sørge for, hvordan kornet skal vokse på marken, men giver os det, mens vi ligger og sover; ellers ville vi også fordærve os selv med vore bekymringer for det og intet få.

      Derfor siger han nu: Hvorfor vil du bekymre dig ud over dagen i dag, og tage to dages plage på dig? Lad det blive ved den, som denne dag i dag pålægger dig; i morgen vil dagen bringe dig en ny. For han kalder det en plage, at det er os pålagt, at vi, i vort ansigts sved, skal spise vort brød. 1 Mos 3, 19, og hvad der ellers kommer til af andet dagligt besvær, uheld og kors, som når man stjæler noget fra dig eller du lider anden skade; ligeledes når du eller dine husfolk hjemsøges af sygdom. Det går ikke anderledes til i dette liv, end at vi dagligt må forvente og prøves i sådanne plager. Lid da sådan et besvær, kors, og uheld, og tag imod det med glæde, og lad det blive ved det; for du har dermed nok at bære. Lad bekymringen fare, hvorved du kun gør plagen større og tungere, end den er i sig selv, og tænk på, at Gud aldrig har gjort nogen rig ved hans egen bekymring, fordi der er mange, der bekymrer sig til det yderste, og dog intet har; mens Gud vel, når han ser, at nogen med flid og troskab passer sin gerning, og er bekymret for, hvordan han skal udføre den til Guds velbehag, og overlader det til ham at sørge for udfaldet, så giver ham rigeligt; for der står skrevet, Ordsp 10, 4: ”Flittig hånd gør rig.” For han vil heller ikke vide af dem, som lader både bekymring og arbejde fare, disse dovne dagtyve, som mener, at Gud skal lade stegte duer flyve ind i munden på dem; men han befaler, at man alvorligt skal passe sit arbejde, så vil han lægge sin velsignelse til og give nok. Dette være nok herom.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Syvende kapitel

 

v1 Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. v2 For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.

 

Selvklogskabens svøbe

I forrige kapitel har vi hørt, hvordan den Herre Kristus, efter læren om de rette gode gerninger, holdt en lang prædiken til advarsel imod griskheden. Det er den største hindring for Guds rige, både hvad læren og livet angår, og anretter ubodelig skade i kristenheden. Her begynder han nu at advare mod en anden, ikke mindre stor og skadelig last, som hedder selvklogskab, der dømmer og bebrejder enhver. For hvor disse to laster hersker, der kan evangeliet ikke forblive. Griskheden virker nemlig sådan: Enten tier præsterne stille, eller tilhørerne regner ikke evangeliet for noget, hvilket er det samme som at uddrive evangeliet ved foragt. Men når selvklogskaben giver sig af dermed, så vil enhver være den bedste prædikant og selv være mester, og ikke høre eller lære af nogen anden. Af det opstår sekter og partier, som forfalsker og fordærve Ordet, så det ikke kan forblive rent; og sådan bliver evangeliet med dets frugter fortrængt igen. Dette kalder han her ”at dømme”, idet enhver kun bryder sig om sine egne synspunkter og gerninger, og foragter alle andres. En skøn og meget bedårende dyd! Og det er netop det behagelige menneske, som hedder mester selvklog, hvem hverken Gud eller verden kan fordrage, og dog er hele verden fuld af dem.

      Men at man ikke skal støde sig på denne prædiken, og forstå den uret, som om det her var aldeles forbudt at dømme, fremgår klart af, hvad der ovenfor ofte er sagt, nemlig at Kristus her alene prædiker for sine disciple. Han taler aldeles ikke om den dom eller straf, som må gå for sig i verden: som at husfaderen og husmoderen må irettesætte og straffe børn og tjenestefolk, når de ikke vil gøre, hvad ret er. Ligeledes med en fyrste eller dommer: Hvis han vil udføre sit embede ret, kan han ikke undlade at dømme og straffe. Dette hører til under det verdslige regimente, som ikke vedkommer os. Derfor lader vi det forblive, som det skal og må være. Men her taler vi om et andet rige, som dog ikke svækker eller ophæver det verdslige; nemlig de kristnes åndelige liv og indbyrdes omgang: Her er der forbud mod, at den ene skal dømme eller fordømme den anden. For her vil det ske, at Djævelen ustandseligt blander sig og driver sit spil, så enhver bliver indbildsk, og mener, at hans kram alene skal gælde og være det bedste, og nedgør og nedriver alt, hvad der ikke retter sig efter ham.

      Selv i verdslige sager er dette skadeligt, og dog er det trods alt til at udholde, hvor galt det end er. For det er så groft, at enhver kan tage og føle på det. Som f.eks. at en gammel tudse indbilder sig at være skønnere end alle andre, og rakker ned på alt, hvad hun ser hos andre. Eller at en ung laps vil være så fin og nydelig, at hans lige ikke findes. Sådan også blandt de vise og lærde, hos hvem det oftest foregår på den måde, at ingen lader, hvad en anden kan eller gør, være gyldigt, men enhver vil være den, som ved alting bedre, og nedgøre alle andre. Dette ser og forstår enhver til fulde; alligevel driver samme mester selvklog sit spil overalt. Han er så klog, at han kan styre hesten med halen, selvom hele verden må give den bidsel på foran i munden

 

Dømmesygen og læren

Men når dette finder sted i åndelige sager, og Djævelen sår sin sæd i Kristi rige, så det trænger ind i både lære og liv, da er det årsag til stor nød og ulykke. I læren går det sådan til: Selvom Gud har givet og befalet en bestemt person at prædike evangeliet, så findes der straks andre, også blandt hans disciple, som vil forstå det ti gange bedre, end han. Sådan må evangeliet lide den overlast, at det må lade sig dømme af alle og enhver; og lade enhver blive doktor i det og selv være mester i læren. Ligesom det også gik Moses, 4 Mos 16, 3, da Korah med sin bande trådte op imod ham og Aron, og sagde: ”Hele menigheden er hellig, alle som én, og Herren er midt iblandt dem. Hvorfor ophøjer I jer så over Herrens forsamling?” Præcis sådan som de nu siger: Skulle vi ikke have Ånden og forstå Skriften lige så godt, som alle andre? Så opstår der straks en anden og fuld færdig lære, og sekter stiftes, og dommen begynder. Herpå følger altid den skændige bagvaskelse, idet den ene part nedriver og bagtaler den anden på den giftigste måde, som vi også erfarer nok så meget af nu for tiden. Af dette følger den uoprettelige skade, at kristenheden bliver splittet ad, og den rene lære bliver udryddet overalt.

      Dette har Kristus med sikkerhed frygtet for, ja ikke alene frygtet for, men han har også forudsagt, at det ville gå sådan. For verden lader sig ikke forandre, om end vi ville prædike os til døde. Hvor evangeliet vinder frem, der må sekter og partier følge efter, som til gengæld fordærver og undertrykker evangeliet. Grunden er den, at Djævelen må så sin sæd blandt den gode sæd, Matt 13, 25, og hvor Gud bygger en kirke, der bygger han sit kapel eller værtshus ved siden af. For Satan vil altid være med blandt Guds børn, som Skriften siger, Job 1, 6 og 2, 1. Derfor vil Kristus på denne måde advare sine apostle og retskafne prædikanter om, at de omhyggelig skal vogte sig for selvklogskabens last, og være opmærksomme på, at de ikke lader den trænge ind, så der ikke skal opstå splid og uenighed, først og fremmest i læren. Som om han ville sige: Vil I være mine disciple, så hav ikke tiltro til, at I har større indsigt i læren end de andre, så nogen af jer vil være mester, og ved noget nyt og bedre, dømme og fordømme de andre. Se ikke efter, hvad der er for en person, som prædiker; men hvad jeg befaler jer at prædike, skal I holde jer til, og lade alt gå for sig i enighed, så den ene ikke foragter og modsiger den anden.

      Dog må dette forstås sådan, at det ikke er forbudt den, der har det offentlige embede at prædike, at dømme angående læren, så vel som angående livet. For på embedes vegne er det hans pligt offentligt at straffe, hvad der ikke er overensstemmende med den rette lære, netop fordi han ikke skal lade sekter trænge sig ind og få fremgang. Ligeledes, hvor han ser, at man ikke lever ret, der må han også straffe og forhindre det onde. For det er derfor han er der, så han kan tage vare på dette, og han er ansvarlig for det. Ja, også enhver anden kristen må, når han ser, at hans næste handler forkert, være forpligtet til at formane og standse ham. Dette kan jo ikke foregå, med mindre man dømmer og kritiserer. Men alt dette er ligesom på embedes vegne og på befaling, hvilket Kristus ikke taler om her; sådan som vi har understreget det.

      Men dette forbyder han: at enhver farer frem efter sit eget hoved, og kommer med sin egen lære og ånd, agerer mester selvklog, og vil belære og kritisere alle og enhver, uden at have fået ordre på at gøre det. Det er disse personer Herren fordømmer her. For han vil ikke, at man skal gøre eller foretage sig noget uden at have fået befaling på det, i indbildt klogskab, i særdeleshed hvad det at dømme andre folk angår. Dette at tiltage sig selv dommersædet i det, der angår læren, kalder jeg en af de største, fordømmeligste og skadeligste laster på jorden, som alle sværmerier er opstået af, og som munke, pavepræster og alt, hvad der har hørt til pavedømmet, har været opfyldt af til nu. Enhver har påstået at hans egne påfund var det bedste, og fordømt andre; som vi nu alle ved tilstrækkelig om.

 

Dømmesygen og livet

Den anden dømmesyge foregår i livet, idet den ene kritiserer og fordømmer den andens liv og gerninger, og ikke er tilfreds med noget af det andre folk gør. Dette er en meget udbredt og almindelig last. Nu er det befalet os, at ligesom vi, hvad læren angår, skal være enige i ét sind eller én tro, sådan skal vi også være enssindede og have ét hjerte i det ydre liv, selvom dette liv ikke kan være ens for alle, sådan som troen kan det. For da der er mange slags stænder, må også gerningerne være ulige og mangeartede. Desuden støder man, også i dette liv, som i sig selv er så mangfoldigt, på mange slags skrøbeligheder, såsom adskillige underlige, hidsige og utålmodige hoveder, da det ikke kan forholde sig anderledes i kristenheden, fordi vores gamle Adam endnu ikke er død, og kødet bestandig strider imod ånden.

 

Overbærenhed mod næsten

Hertil hører nu den dyd, som hedder tolerance og syndernes forladelse: at den ene bærer den anden, optager alt i den bedste mening og tilgiver, som Paulus lærer med smukke ord i Rom 15, 1: ”Vi, som er stærke, skylder at bære de svages svagheder og ikke tænke på os selv.” Det er netop hvad Kristus siger her: ”døm ikke,” sådan at de, der er i besiddelse af højere og bedre gaver i kristenheden, som jo adskillige må være det, især præsterne, dog ikke bliver indbildsk af det, eller anser sig selv for at være bedre end de, der ikke har dem: Så den ene ikke skal hævde sig over den anden i åndelige spørgsmål. I det ydre må der være forskelle: En fyrste skal være højere og bedre end en bonde, en præst lærdere end en håndværker; der kan en herre ikke være tjener og en husmoder ikke være pige. Men alligevel skal hjerterne, på trods af disse forskelle, være enssindede, og ikke se på den ydre ulighed.

      Dette sker, når jeg bærer over med næsten, om end han er af en ringere stand, og har mindre gaver end jeg, og anser hans gerning, når han som staldkarl passer sine heste, for at være lige så værdifuld, som min egen, når jeg prædiker, eller regerer land og folk; selvom mine er mere betydningsfulde og gør mere nytte end hans. For jeg må ikke se på hans ydre fremtoning, men derimod se på, at han lever i den samme tro og har del i den samme Kristus, og har lige så meget af nåden, dåben og nadveren som jeg, om end jeg har et andet og højere kald og embede. For det er den samme Gud, der udretter og giver alt dette, og han har samme velbehag i det mindste, som i det allerstørste.

 

Selviskhedens nidkære skarpsyn og blindhed

Imod det regerer den skønne, prisværdige dyd i verden, som Paulus taler om i Rom 15, 1, ”at tænke på sig selv.” Som, når et menneske farer frem i Djævelens navn, og ikke kan se sine egne fejl, men alene andres. Af naturen klæber det til os alle, og vi kan ikke blive det kvit. Selvom vi er døbte, vil vi gerne tage os godt ud og smykke os, og se, hvad der er af godt ved os, og smigre os selv med det, som om det var vort eget. Og for at vi alene må være fuldkomne, ser vi ikke, hvad der findes af godt hos næsten; men opdager vi blot så meget som en lille plet hos ham, så fylder vi øjnene dermed, og gør den så stor, at vi ikke er i stand til at få øje på noget godt for denne plet, om end vi har øjne som en falk, og han et ansigt som en engels. Det er netop ligesom jeg så én i en gyldenstykkes kjortel, hvori der uforvarende var kommen et hvidt søm eller tråd, og jeg ikke kunne få mine øjne derfra, som om den derfor var aldeles anstødelig, mens jeg godtede mig i min grove kofte, hvorpå der var syet en guldbroderet lap.

       Sådan ser vi ikke vore egne fejl, som vi ejer i rigt mål, og kan heller ikke se noget godt hos andre folk. Bliver denne naturlige misdannelse udbredt blandt de kristne, så begynder man at dømme, så jeg snart foragter og fordømmer en anden, når han støder lidt an, eller er skrøbelig, og han ligeledes gør det samme mod mig, måler mig med samme mål, som Kristus siger her, eftersporer og udstiller alt det værste, han kan finde på mig. Ved dette bliver kærligheden undertrykt, og man bruger sine kræfter til at skændes og bekæmpe hinanden indbyrdes, indtil man rent fortærer hinanden, og bliver som hedninger.

      Sådan går det, når man vil se på en andens liv, og ikke på sig selv, da finder man snart noget, som mishager; og den anden finder det samme hos os; som også hedningerne klager over: Ingen ser, hvad han bærer på sin egen ryg, mens den, som går bag ham, ser det klart; det vil sige: Ingen ser sine egne mangler, men hos en anden bliver han snart opmærksom på dem. Følger man derfor sine øjne, så kommer der ikke andet ud af det end bagtalelse og indbyrdes fordømmelse. Dette anretter Djævelen i kristenheden, indtil han bringer det så vidt, at der til sidst ikke findes andet blandt os end lutter indbyrdes fordømmelse: i livet, såvel som i læren; så Kristi rige, som er et samdrægtigt og fredsommeligt rige, både hvad lære og liv angår, bliver adsplittet, og i dets sted kommer ene partier, hovmod og indbyrdes foragt til at herske.

 

Kærlighedens blindhed og skarpsyn

Derfor er denne advarsel helt nødvendig, så vi, når vi har udøvet vort embede, hvad enten det er at prædike og offentligt at straffe, eller broderligt at formane, sådan som Kristus lærer i Matt 18,15, da vænner os til at kunne bære, dække og formilde næstens skrøbelighed, og selvom jeg ser noget hos ham, som ikke passer mig særlig godt, at jeg da må se på mig selv, så skal jeg nok også finde meget, som andre folk ikke ville bryde sig om, og som jeg gerne vil, at de skal optage i den bedste mening og bære over med; da vil det selvbehagelige, der er indtaget i sig selv og ler af andres skrøbelighed, snart lægge sig, og mester selvklog pænt trække sig tilbage og give slip på dommen. Ja, du vil være glad, når du bare kan blive som en af de andre, og allerførst sige: Herre, forlad mig min skyld; og dernæst til næsten: Har du syndet mod mig, eller jeg imod dig, så lad os også gensidigt tilgive hinanden.

      Men ser du, at han udnytter det alt for groft, og ikke holder op, førend du straffer ham; så gå hen og sig det til ham selv (som du lærer af Matt 18, 15), så han må forbedre sig og afstå fra sin onde fremfærd. Dette er ikke at dømme og fordømme, men broderligt at formane til forbedring, og sådan ville formaningen gå hel fredeligt for sig efter Guds bud. Ellers udretter du ikke andet med dit selvbehag, din latter og spot, end at næsten bliver forbitret på dig og forstokket, og at du dertil selv er meget værre end han, og falder i en dobbelt synd. Først i det forhold, at du unddrager ham kærligheden og glæder dig over hans synd, og dernæst i det forhold, at du går ind i Guds dom, og fordømmer den, som Gud ikke har fordømt, og sådan pådrager du dig en så meget hårdere dom over dig selv, sådan som Kristus her advarer os imod, og du gør dig fortjent til, at Gud til gengæld fordømmer dig endnu hårdere.

 

At gøre sig selv til en afgud

Se, sådan et skændigt forhold kommer alt sammen af det, som Paulus siger, Rom 15,1, ”at vi tænker på os selv,” spejler os i og smigrer os selv med vore gaver, som om de var vore egne; men derimod intet ser hos den anden, uden hans skrøbelighed, og vi bliver så fuldstændig forblindet, at vi hverken betragter os selv eller næsten med rette øjne, så vi skal gribe i vor egen barm, og først se, hvad vi selv mangler. Det tænker vi ikke på; men vi er så indtaget i os selv, at vi synes, at vi er de herligste personer, når vi finder en gave hos os, som næsten ikke har, og som vi netop fordærver derved, og hos næsten ser vi ikke, hvilke gode egenskaber han også har, og hvoraf vi trods alt altid ville finde lige så meget, som vi nu finder af skrøbelighed hos ham; og vi skal også finde os i og bære over med ham, selvom en og anden skrøbelighed klæber til ham, sådan som vi er helt fortrinlige til at finde os i vore egne skrøbeligheder, og godt forstår at bære over med dem.

      Kort sagt, det er den værste last og en rigtig djævelsk hovmodighed, at vi ophøjer og smigrer os selv, når vi ser eller mærker en eller anden gave hos os, og vi takker ikke Gud derfor, men blive stolte og foragter alle andre, og lader den blænde vore øjne, så vi for dens skyld ikke kan se, hvad vi ellers indeholder, men mener, at alting er ren fuldkommenhed hos os selv. Sådan stjæler og røver vi æren fra Gud, gør os selv til en afgud, og ser ikke den elendighed, som vi netop ved dette afstedkomme hos os selv; mens vi dog havde nok at udsætte på os alligevel, hvis bare vi ret kunne se det, som Åb 3, 17, siger til en biskop: ”Du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig.” For selv om det forholder sig sådan, at din gave er større end en andens (som den jo også må være, fordi dit embede er højere og vigtigere) så fordærver du den fuldstændigt med den skammelige tilsætning, at du spejler dig i den, og tilfredsstiller dig selv så meget ved den, så du selv bliver skyld i, at denne skønne udsmykning bliver hæsligere end alle andres skrøbeligheder.

      For jo højere gaverne er, desto skammeligere bliver de fordærvede, når du gør dig en afgud af dem, på samme måde som, hvis du blandede gift i en kostelig vin. Så har du da gjort dine sager rigtigt godt, idet du dømmer en anden for en lille skrøbeligheds skyld, og så ved dit eget hovmod falder i den store synd at blive utaknemmelig mod Gud, ja; du sætter dig selv i hans sted i dit hjerte, og griber ind i hans dom, denne ene synd er større end alle andres synder; dertil bliver du hovmodig over for din næste, og aldeles forstokket. Blind, så du ikke mere kender eller kan betragte Gud, eller din næste, eller dig selv.

      Hvad andet udretter du nu med en sådan dømmesyge, end selv at pådrage dig Guds dom? Så han med rette må sige til dig: Jeg har ikke givet dig disse gaver, for at du skal foragte din næste og tjene dig selv dermed, men for at du skal tjene din næste, som er ussel og skrøbelig, og mig. Men du farer frem, og takker mig ikke en gang, som om gaven var vokset ud af dit eget hjerte, og du bruger min egen gave imod mig og næsten, gør dig selv til en tyran og bøddel, og dømmer ham, som du i kærlighed skal bære, forbedre og hjælpe op, hvis han er faldet. Hvad vil du da svare, når han vil tiltale dig sådan, som han herved har advaret dig om på forhånd, uden at en sådan dom fældes over dig med rette, idet du ikke blot ser splinten, som der kan være i næstens øje, som Kristus her siger, men gør en stor bjælke af en lille splint.

      For ikke at tale om, at denne skændige dømmesyge ikke alene er fordømmelig, i sig selv, men at det også almindeligvis plejer at gå sådan, at den, som dømmer, stikker i værre synder og udyder end andre; så, når han ville gå tilbage og læse sin egen kalender og sit register, hvordan han har levet fra ungdommen af, da skal han høre en lektie, som han ville grue over, så han nok skulle lære at tie stille om andre folk.

 

Den dømmesyge mister Guds nåde igen

Men nu smigrer enhver sig med, at det står det godt til med ham, og han vil glemme hele sit eget forrige liv, og nedrive og fordømme et stakkels menneske, som én gang har syndet. Ved det kommer han ud i en dobbelt elendighed, idet han ikke regner med sit forrige liv, men glemmer, hvad han har været, og han tænker ikke på, hvor ondt det ville have gjort ham, hvis man havde spottet og fordømt ham. Dette er den ene synd, at han er utaknemmelig, og har glemt syndernes forladelse, Guds nåde og al hans velgerning. Den anden er den, at han mister denne nåde, og selv fremkalder al sin forrige synd imod sig, netop ved det, at han spejler sig i sin fromhed, og det bliver syv gange værre med ham, end tidligere.

 

Selverkendelse bevarer ydmygheden mod Gud og næsten

For mener du ikke, at Gud kunne stikke dig et register i næsen, og trække tråde, ikke alene din ungdoms synd og skrøbelighed, men også til hele dit liv, som du har holdt for at være meget prisværdigt? Som nu f.eks. munkenes klosterliv. Hvordan vil du mon bestå, og kunne forsvare, at du dagligt har bespottet og korsfæstet hans søn med dine messer og andet afguderi? Sådan går det, når vi glemmer, hvad vi har været; da kan vi ganske vist dømme andre folk. Men det hedder: Tag dig selv i næsen og grib i din egen barm; når du vil opsøge og dømme en skurk, da finder du den største skurk på jorden, så du nok skal glemme andre folk og være glad, hvis du kunne være som en af dem. For du vil aldrig finde så megen synd hos en anden, som hos dig selv. For når det kommer højt, så ser du ikke mere end et år eller to, når det gælder andres liv; men hos dig selv ser du hele dit liv, især de grovere tilfælde, som andre mennesker ikke kender, så du må skamme dig for dig selv. Se dette ville være en kur imod denne skændige last, så du ikke længere skal være så selvtilfreds, men bede Gud om, at han skal tilgive dig og andre.

      For det andet, om end du ser noget ondt hos næsten, da, i stedet for at foragte og fordømme ham derfor, skal du meget mere se det gode hos ham, og med de goder og gaver, som du har, hjælpe, dække, smykke og understøtte ham, og vide, at om du end var den helligste og mest fremmelige af alle, så bliver du netop ved det, at du dømmer en anden, den allerværste. For dine gaver er ikke givet dig, for at du dermed skal ophøje dig selv, idet du dømmer andre, men for at du skal hjælpe næsten dermed, når han behøver det, så du med din styrke bærer hans svaghed, dækker og smykker hans synd og skam med din fromhed og ære, sådan som Gud ved Kristus har gjort og endnu dagligt gør imod dig. Gør du ikke dette, men vil ophøje dig selv og foragte en anden, så vid, at når denne anden, for dig at se, bærer på en splint, så bærer du, for Gud, på en stor bjælke imod ham. Heraf ser du, hvorfor Kristus taler så hårdt imod denne last og fælder den strenge dom: ”den, som dømmer, skal selv dømmes.” Og det med rette. For fordi du går ind i Guds, dom, og fordømmer den, som Gud ikke har fordømt, så giver du ham til gengæld ret til at fordømme dig med hele dit liv til Helvede, om end du har været nok så from, og til at ophøje næsten til ære, hvem du har dømt og fordømt, ja endogså til at sætte denne til at være dommer over dig, og lader ham finde ti gange mere at fordømme hos dig, end du har fundet hos ham. Så har du da forvaltet dine sager godt, idet du har fortørnet og fortørnet både Gud og næsten imod dig; og sådantaber du på én gang t både Guds nåde og et kristent liv, og bliver værre end en hedning, som intet ved om Gud.

     

v3 Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? v4 Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? v5 Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.

 

Pavekirkens bjælkebærere og splintedømmere

For at han desto omhyggeligere må advare os mod denne last, fremsætter han en iøjnefaldende lignelse, og afsiger en sådan dom: at enhver, der dømmer sin næste, har en stor bjælke i øjet, mens den, der dømmes, kun har en lille splint, så han er ti gange mere fordømmelsesværdig netop ved det, at han fordømmer andre. Dette er jo en forfærdelig dom. Hvordan forholder det sig nu med sværmerne og mester ”selvklog,” som ved at beherske og nedgøre meget ved evangeliet, og ikke kan andet, end at dømme os og andre? Mens der dog intet er at udsætte på os. Eller højst er en splint at finde, som de da gør så stor, som de formår. Sådan som papisterne nu bagvasker os, hvilket, når de gøre deres bedste, og søger at fremdrage alt, hvormed de kan dømme og fordømme os, dog ikke kan bringe det til mere, end at nogle af vore er indehavere af kirkelige godser; eller de forekaster os, fordi vi ikke faster, og mere af sådan noget, som kun har med det ydre at gøre; desuden kan man sikkert også støde på nogle skrøbeligheder hos os. Men deres bjælke kan de ikke blive bevidste om; nemlig, at de forfølger evangeliet, for dets skyld myrder uskyldige, og dertil er de, de værste tyve og ærkerøvere af klostre og kirkegodser.

      For hvad røver pave, biskopper og fyrster ikke nu? Handler de ikke med alle kirkelige ejendele, som de selv vil? For ikke at tale om, at ikke en iblandt dem er en ret biskop, eller har sit embede med Gud og æren, men sidder i det som en tyv og røver; og dog skal det alt sammen gælde for at være det ypperligste, og må ikke hedde at stjæle og røve. Men det forhold, at vi ikke faster og ikke så strengt overholder deres retfærdighedsforskrifter, som de jo ikke en gang selv overholder, dette må alene være uret, mens de ophøjer al deres synd og skam til noget godt og ærefuldt. Sådan går det til i hele verden: Overalt dømmer bjælken splinten, og en stor skurk dømmer en lille.

      Nu tilstår vi, at vi ikke er uden skrøbelighed, ja ingen kristen vil være i stand til at bringe det så vidt, at han ikke beholder en splint. Selv Paulus har ikke været i stand til at bringe det så vidt, sådan som han klager i Rom 7, og hele kristenhed må dagligt bede: ”Forlad os vor skyld!” Matt 6, 12, og bekender den blandt troens artikel, som hedder: syndernes forladelse. Men disse bjælkebærere og splintedømmere ville ikke tåle denne artikel, men vil have alting så rent, at der ingen mangel eller skrøbelighed må være, og så snart de ser sådan noget, farer de frem med domme og fordømmelse, som om de var så hellige, at de hverken behøvede syndernes forladelse eller bøn; ville reformere Fadervor og udslette troens hovedartikel, mens de dog er slået af blindhed og besatte af Djævelen, og har deres store plage med andre folks splinter, og hvad os selv angår, når vi også bliver dårlige, så kan de, der selv er fulde af laster og ondskab, ikke lade være at betragte og fordømme de andres ringere laster, for at bjælken trods alt, endelig skal være mester og dommer, over splinten.

 

Fjern først den store skurk i din egen barm

Men den, som er en kristen, må vide, og vil med sikkerhed have erfaret det, hos sig selv, at det ikke kan gå så rent til, at der ikke er plads til nogen splint, og at artiklen om syndernes forladelse dagligt må have den fornemste plads hos os. Derfor kan han også bære over med andre menneskers skrøbelighed, og samstemme med dem i fadervor. Når det hedder: ”forlad os, som vi også forlader,” især når han ser, at man elsker og holder Ordet i ære, og ikke foragter og forfølger det. For hvor dette er tilfældet, der findes Kristi rige og ren forladelse, hvorved splinten fortæres. Derfor skal vi ikke foragte eller fordømme nogen, hos hvem vi sporer dette; ellers ville vi også gøre en bjælke af vores splint. Så vi heller ikke får tilgivelse, fordi vi ikke vil tilgive andre.

      Men du siger: Skal jeg da ikke straffe, når jeg ser, at der findes uret, eller skal jeg godkende og bifalde det? Eller skal jeg lade det være ret, at man sønderbryder og river klostergodserne til sig, eller er så rå, at man hverken beder eller faster? Nej, det siger jeg heller ikke. For her indrømmer han, at der er en splint, og han siger, at den skal tages ud. Men han lærer dig, hvordan du skal omgås dermed på den rette måde. Jeg skal ganske vist sige, at den ikke er smuk, den splint i øjet; men for alt i verden må jeg se til, at jeg ikke selv har en bjælke i øjet, og at jeg først trækker den ud. Lad først den store skurk i din egen barm forbedre sig, så kan du gøre dit til, at den lille skurk også forbedres. For det er en bagvendt orden, når de store tyve hænger de små, som man siger, og at de store skurke fordømmer de små. Hvis paven og hans folk begyndte med sig selv, og først fejede for deres egen dør, så de ikke selv var ærketyve og skurke, da måtte vi også følge efter; hvis ikke, ville vi skulle stå til regnskab for det. Men nu vil de ikke give afkald på deres bjælke, og ikke vide af nogen kritik, mens de fordømmer os, fordi vi endnu har en splint, og ikke holde alt så rent, som vi skal. Derfor går det sådan, at den store kætter, paven, fordømmer de andre små kættere, og de små tyve må tjene som skærmbræt for de store tyve, som uafladeligt stjæler og røver, ja de må lade sig hænge for dem og betale for dem.

      Sådan en omvendt orden skal ikke findes i mit rige, siger Kristus; men først skal du sørge for at rette på den store skurk, som du vil finde i dit eget skind, når du betragter dig ret; når du har gjort dette, da er du først, med god ret, kommet så vidt, at du kan rette på den lille skurk. Men da skal du for alvor få at se, hvad du aldrig før havde tænkt dig, hvilket besvær du dagligt får med den store skurk, så jeg tør stå inde for og sætte mit hoved i pant på, at du aldrig vil komme så vidt, at du får taget den andens splint ud; men, at du derimod må sige: Skal jeg rette på andre folk, og gøre dem gode? Jeg kan jo ikke gøre mig selv god, eller blive bjælken kvit, og sådan vil din broders splint nok få lov til at blive i fred for dig. Se, med dette vil Kristus sige og i korthed lære os, at den ene skal være villig til at tilgive og med tålmodighed bære over med den anden, så vi omgås hinanden med ydmyghed; som det da også ville ske, hvis vi fulgte læren. Da gik det sandelig ret til i kristenheden, i den rette samdrægtighed, og Gud var med os. Men dertil lader Djævelen det ikke komme med sine partier.

 

Den dømmesyges splint

Men det skal jo afskrække os fra denne last, at han her afsiger en så forfærdelig dom, at den, som dømmer, altid har en bjælke i øjet for Gud, og den anden, som dømmes, kun har en splint. Nu betegner bjælken en umådelig større synd end splinten, nemlig en synd, som aldeles og uden nåde fordømmer os. For hvor stor vor synd og skrøbelighed ellers måtte være, så kan han dog tilgive alt sammen; som han viser ved det, at han kalder næstens synd en splint. Men det er den skammeligste tilsætning, som fordærver alt, at du dømmer og fordømmer en anden for hans skrøbeligheds skyld, og ikke tilgiver, på samme måde som du ønsker, at Gud skal tilgive dig; men at du går omkring, uden at ville se din bjælke, og mener, at du er uden synd. Men hvis du kendte dig selv, som før sagt, så ville du ikke dømme din næste, og da ville din bjælke også blive lille og skulle kaldes en splint, og du ville få syndernes forladelse; da ville du også gerne tilgive og tåle en andens splint og ikke kræve ham til regnskab for den, fordi Gud tilgiver dig med din bjælke og ikke kræver dig til regnskab for den.

      Og det må nødvendigvis hedde ”en bjælke i øjet,” som gør mennesket fuldstændigt stokblind, og som verden hverken kan se eller erkende. Ja, den er smykket med et sådan skin, at den mener, den er en kostelig ting, og er i besiddelse af en stor hellighed, og ligesom Kristus ovenfor har sagt om det onde øje, at de gerrige tænder et lys for til sig selv, og smigrer sig med den tanke, at det ikke må hedde griskhed, men derimod en stor gudsdyrkelse, når de skraber penge sammen; sådan er det også her: De, som bærer bjælken, vil sandelig ikke vide af, at de har nogen bjælke, eller revses for at være blinde og elendige, men derimod roses, som de, der med en oprigtig og kristen hensigt, dømmer andres lære og liv. På denne måde kan sværmerne herligt rose sig selv og sværge på, at de ikke kender til hovmod eller lærer anderledes af misundelse, men at de alene søger Guds ære og næstens gavn, og alt er så uskyldigt og rent, og ydmygheden og nidkærheden for Guds ære så stor, at de ikke har øje for noget andet. På samme måde går det også til i livet: Når man begynder at nedgøre og fordømme hinanden, finder man også her et sådant skærmbræt og påskud, hvormed man smigrer sig selv: Jeg gør det ikke af fjendskab mod personen, men af nidkærhed for hvad ret er. Jeg er personens ven, men sagens fjende. Dette kildrer så behageligt, og har et så smukt skin, at man slet ikke bliver bevidst om nogen bjælke.

      Men du har ingen ret eller magt til at dømme og fordømme, som du selv vil, uden Guds Ord og befaling, og så kalde det nidkærhed for Guds ære og retfærdighed; for det er en djævelsk, selvtagen dom, der smykker sig med sådan et dække. For her hører du, at Gud ikke vil have, at vi skal driste os til selv at være dommere, det være sig i læren eller i livet. Men hvor det er nødvendigt at dømme eller straffe, skal de gøre det, som have befaling dertil, og hvis embede det er, nemlig præsterne i det gejstlige, og øvrigheden i det verdslige regimente, eller en broder imod den anden, men af broderlig kærlighed, som bærer og forbedrer næstens skrøbelighed.

     

v6 Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal trampe dem ned med deres ben og så vende sig om og sønderrive jer.

 Nu har Herren Kristus prædiket fyldestgørende om de frugter og gerninger, som følge af læren, og vil nu påbegynde en formaning eller advarsel om at vogte sig for anden lære, som han også formaner apostlene, da han udsender dem for at prædike, idet han siger, Matt 10, 16: ”Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer.” For en kristen, som skal fremføre og prædike Guds Ord, og bekende det med livet som indsats, befinder sig sandelig i en farlig stilling for menneskenes skyld, og får grunde nok til at blive utålmodig, fordi verden er overordentlig ond, og han lever i den, som blandt slanger og alle slags kryb. Derfor siger han: ”Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal trampe dem ned med deres ben og så vende sig om og sønderrive jer.” Med dette ønsker han at tilkendegive for dem: Der, hvor I kommer hen og prædiker offentligt for mængden, der vil I også finde hunde og svin, som ikke gøre andet end at træde evangeliet ned i støvet under deres fødder, og oven i købet forfølger de også dets prædikanter.

 

Sværmeri, grådighed og foragt

Hvem er det da, der på den måde nedtræder det hellige og vende sig imod os? Dette sker ligeledes i de to henseender: lære og liv. For det første er der de falske lærere, som modtager evangeliet fra os, og lærer det af os, og på denne måde får del i vort klenodie og vor kostelige skat, hvori vi er døbte, lever og virker, og de går så hen og begynder at prædike imod os, og vende deres tryne og tænder imod os. Således som vore sværmere gør det nu, mens de smukt tav stille tidligere, da paven rasede og regerede, så man ikke hørte et disse fra dem; men nu, da vi har banet vejen, og med stor fare for os selv befriet dem fra pavens tyranni, og de har hørt og været i stand til at efterligne vores lære i deres prædikener, farer de frem og vender sig imod os, og er vore værste fjender på jorden, og nu har ingen prædiket så galt, som vi, selvom de intet havde kendt til evangeliet uden os.

      For det andet, så er det ikke bedre, hvad livet angår, allermindst hos os, fordi man foragter og bliver ked af evangeliet, og det allerede nu er kommet så vidt, at man dårligt vil give en præst det tørre brød; især er det junker Grådig på landet, der river alle godser til sig, og tager sig af præsterne på sådan en måde, at lysten til at prædike må forgå hos dem, og han lader dem være sine slaver, for at de skal prædike og gøre, hvad han vil. Ham efterfølger mester Gnier i byerne og hele flokken af bønder, der bære sig ad, som om de hverken ville have evangeliet eller Guds Ord, og dog er det ved os, de er blevet fri for pavens tyranni, og desuden også har fået alle de ydre goder. Men nu vil de gerne jage os, og evangeliet med os, ud af landet, eller vel også sulte os ud, hvis de kunne.

      Nuvel, vi kan ikke ændre dette, men vi må tåle, at vi er omgivet af sådan nogle slanger, hunde og svin, som både, hvad lære og liv angår, fordærver evangeliet; og hvor der er rette prædikanter, der vil det altid gå dem således. For sådan er evangeliets lykke i denne verden; og når det igen kommer dertil, som jeg ofte har forudsagt, og som jeg frygter for, alt for snart vil ske, at sådanne folk regerer som pave og bisper, da vil det snart være forbi med evangeliet, og det bliver trampet i stykker under deres fødder, og dets præster vil være udryddede. For evangeliet må vurderes lavt af hver mand, så hele verden tramper henover det og træder det ned i støvet under deres fødder sammen med dets præster og disciple.

      Hvad er der nu at gøre ved det? ”I skal ikke,” siger Kristus, ”kaste det for svin og hunde.” Ja, kære Herre, de har det allerede, fordi det er blevet prædiket offentligt og spredt ud over verden, så kan vi ikke forhindre, at de falder over det og river det til sig. Men derfor har de det ikke, og vi skal, Gud være lovet!, nok forhindre, at de får det hellige. Skallerne og bælgene har de ganske vist, nemlig den kødelige frihed; men det hellige skal de holde sig borte fra, og hverken nogen hund eller noget svin skal, det være sig adelsmand, borger eller bonde, få et bogstav af evangeliet, om de end læser alle bøger, og hører alle prædikener, og mener, at de kan det fuldt tilfredsstillende.

      Derfor er kunsten den, sådan som Kristus lærer os her: Når vi se sådan et svin eller sådan en hund, da skal vi skille os fra dem. Sådan gør vi med sværmerne. Vi har intet fællesskab med dem, rækker dem intet sakramente, forkynder dem ingen evangeliets trøst, men tilkendegiver for dem, at de intet skal nyde af Kristus, vor skat. Når vi gør dette, da har vi på den smukkeste måde forhindret dem i at få perlerne og det hellige. For det skal jeg være mand for: Ingen junker Grådig eller bonde, sværmer eller sekterer, skal have evangeliet og Kristus, uden han først spørger mig og holder med mig, så jeg, eller enhver anden retskaffen præst, giver vort samtykke dertil. For den, som har evangeliet på rette måde, må sandelig holde med os og være enig med os, så sandt vi forud er sikre på, at vi har det rette evangelium og perlerne. Derfor må han sandelig ikke træde os ned under sine fødder, som junker grådig, heller ikke fordømme os, som sektererne, heller ikke foragte os, som borgerne og bønderne i byer og landsbyer, men tværtimod holde det kære ord og alle, som prædiker og gerne hører det, i ære. Hvis ikke, skal vi regne dem for svin og hunde, og sige dem, at de intet skal få af os, som jeg må gøre det med nogle store herrer og byer. For det er sikket, at den, som foragter prædikeembedet, heller ikke regner evangeliet for noget stort. Lad dem så bare læse og høre Ordet, og rose sig af at være evangeliske, så meget som de lyster. Fordi de således træder præsterne under deres fødder, og forsørger dem så skændigt, at bønderne holder deres svin bedre, så tager vi vore perler til os igen, og vil se, hvad de så vil have tilbage af evangeliet? Kan du træde Guds Ord og dets præster under deres fødder, så kan han til gengæld træde dig under sine fødder.

 

Vi skal skille os af med dem, som vil fordærve det hellige

Nu vil Kristus derfor sige: Når I ser, at man vil foragte jeres prædiken og træde den under sine fødder, så hav intet fællesskab med dem, og skil jer fra dem. Som han også siger i Matt 18, 17: ”Hører han heller ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder.” Så man skal sige til dem, at de ikke er kristne, men fordømte hedninger, og at vi intet vil prædike for dem, og ikke give dem del i vore goder, som Peter siger til Simon troldmand, ApG 8, 20-21. Sådan gør jeg og alle, som prædiker med alvor, for at vi ikke skal gøre os delagtige i deres synd. For Gud vil ikke, at vi skal hykle sådan med vore sværmere, som om deres lære var ret, men vi må anse dem for fjender, og skille os fra dem med evangelium, dåb, nadver og alt, hvad de lærer og lever efter. Sådan må vi også sige til vore egne, at hvis de ønsker at have del i evangeliet, må de på ingen måde se ned på os, men med deres gerninger skal de bevise, at de mener det alvorligt, og i det mindste holder Ordet og sakramenterne i ære, og forholder sig til dem i ydmyghed.

      Ja, siger de, på den måde vil man igen skabe et herredømme, og sætte sig selv på den stol, hvor paven sad for nylig; dette ville være utåleligt, og man kunne lige så godt være forblevet under paven. Svar: Ja sandelig, jeg frygter selv meget for, at det vil gå sådan. Men den vej, de slår ind på, er ikke vejen til at forhindre præstevældet, men det er præcis den rette begyndelse til det, at man vil foragte og træde præsterne under sine fødder. For når disse er borte, som de nu har trådt under deres fødder og jaget bort, så vil de dog ikke kunne leve uden præster. For Kristus vil beholde sit regimente i verden, for at hans evangelium, dåb og nadver ikke skal gå til grunde. Selv om ingen fyrste vil det, så vil han gøre det, fordi Faderen har sat ham ved sin højre hånd, og vil, at han skal være Herre. Om de end forjager alle præster nu, så vil de dog ikke være i stand til at styrte Kristus fra hans trone. Derfor vil det gå dem sådan, at, fordi de ikke ville have eller kunne tåle retskafne, fromme præster, Gud vil sende dem andre, som ville herske over dem og regere dem med et tyranni, som er værre end tidligere.

 

Følgerne af at forkaste Guds udsendinge

Derfor er de på den rette vej, vore herrer, stormændene, og andre, der stikker hovederne sammen, og mener, de skal tilintetgøre og undertrykke os; men de ved ikke, at der sidder en anden oventil, som har regimentet, og siger: Da I ikke vil have rette præster, så skal I få Djævelen med hans præster, der prædiker løgne for jer. Dem må I tage imod, og lade dem være jeres herrer oven i købet, og lide al slags undertrykkelse af dem, som det allerede nu foregår i vort Tyskland; fordi man ikke har villet tage imod evangeliet, ja endog forfølger det, så er ethvert hul opfyldt af partier, sværmere og gendøbere, og der er ingen, som kan standse dette vanvid.

      Men den rette vej til at komme sådan noget i forkøbet, ville være, at man mente det alvorligt med evangeliet, og trofast bad Gud om, at han ville sende rette, tro arbejdere til sin høst; da behøvede man ikke at frygte for dette. For sådanne præster ville ikke undertrykke eller tvinge os, eller gøre os nogen skade på legeme eller sjæl, men hjælpe og bistå enhver, og gøre os alt godt, som man har erfaret med os, og som vi også tør rose os af for Gud og mennesker, for vi har hverken forsøgt at få noget herredømme eller nogen fordel for os selv, men tjent hele verden med legeme og sjæl. Ikke besværet eller skadet nogen, men gerne hjulpet enhver, også i timelig henseende, og derfor udstået alle slags farer, overlast og forfølgelser. Fordi man trods dette ikke vil vide af os længere, så skal Gud give, at der efter os skal komme andre, der skal omgås anderledes med dem: undertrykke, plage og flå dem, for at de skal se, hvad de hidtil har haft i os, og de skal tåle det af dem, som de ikke gider se på nu, og ikke ville antage som deres staldkarle, og de er ikke bedre værd end at få sådanne tyranner, som de må frygte, ligesom de har frygtet paven; det var en ret regent for dem. Vore uduelige fyrster har også fået det at føle allerede, og de begynder derfor, for at blive fri for al tvang og ikke behøve at frygte for paven, at beskytte klerkene; dog ikke for deres skyld, men for at få dem underlagt sig, så de må leve af deres nåde; og de beskytter dem sådan, at de langt hellere skulle gå over til os, som de anser for at være deres fjender, end på denne måde at lade sig plukke af førstnævnte under navn af beskyttelse. Men sådan skal og må det gå, og det er ikke mere end velfortjent for begge parter.

      Men hos de kristne skal det ikke være sådan, men alle, der vil have et retskaffent, fromt hjerte, skal ære sine præster med al ydmyghed og kærlighed for den Herre Kristus og hans ords skyld, og agte dem højt, som en kostelig gave og skat, givet af Gud, frem for alle timelige skatte og goder. Ligeledes vil de rette, fromme præster også, uden at være til besvær for nogen, med al troskab søge, hvad der gavnligt for alle menneskers, og det såvel hvad samvittigheden angår, som i det ydre med hensyn til timelige goder, og hvad der ellers hører til det jordiske. Men den, som foragter dem, han skal vide, at han ikke er nogen kristen, og at han igen har mistet sin skat. Vi prædiker for og formaner enhver, som vil tage imod det og holde med os; men mod dem, som ikke vil, og under evangeliets og det kristne broderskabs skin og navn foragter os, og vil træde os under sine fødder, bruger vi den samme kunst: Vi lader dem beholde skinnet, men i virkeligheden tager vi igen alt tilbage til os selv, så de intet skal beholde. For vi har den befaling, at vi skal skille os fra dem; om end vi ikke gerne gøre det, men hellere ville have dem med os; men når de ikke vil, må vi også vi lade dem fare, og ikke for deres skyld lade vor skat fordærves, eller lade den blive trådt ned af dem.

 

v7 Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. v8 For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. v9 Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, v10 eller give ham en slange, når han beder om en fisk? v11 Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i Himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!

 

Bønnens nødvendighed for at bevare læren og livet

Efter at Herren Kristus har undervist disciplene, og anordnet prædikeembedet, så de kan vide, hvad de skal prædike, og hvordan de skal leve, tilføjer han her endnu en formaning til bøn, idet han, ved den, vil lære dem, at næst efter prædikeembedet er bønnen en kristens vigtigste gerning, og at den altid hører sammen med prædikenen; og han viser, at intet er mere nødvendigt i kristenheden, fordi vi har så mange anfægtelser og hindringer, så man uden ophør er vedholdende i bønnen, om at Gud vil give sin ånd og nåde til, at læren må blive til liv og kraft hos os selv og andre. Derfor har Gud hos profeten Zakarias 12, 10, som ovenfor anført, lovet, at han vil udgyde ”nådens og bønnens ånd” over de kristne. I disse to stykker indbefatter han således hele kristendommen.

      Derfor vil han nu sige: Jeg har givet jer læren, for at I skal vide, hvordan I skal leve på den rette måde, og hvorfor I skal vogte jer. Hertil hører det også, at I beder og fortrøstningsfuldt vedbliver med at søge og at banke, og ikke bliver sløve og dovne. For selv om både lære og liv er påbegyndt på den rette måde, så vil der dog ikke være mangel på alle mulige skrøbeligheder og anstød, som dagligt forhindrer vores fremgang, så vi uophørligt må kæmpe imod det af alle kræfter; men da har vi intet stærkere modværge end bønnen, og hvis vi ikke er vedholdende i denne, er det ikke muligt at bestå og forblive kristne, således, som vi nu for tiden klart kan se for vore øjne, hvor mange hindringer der dagligt står imod evangeliet; men vi må også erfare, at vi bekymrer os alt for lidt om bønnen, og forholder os, som om denne formaning og advarsel ikke angik os, og vi ikke længere behøvede at bede, efter at den unyttige plapren og mumlen af rosenkransen og andre afguderiske bønner er afskaffet, hvilket ikke er et godt tegn, og nok kan give os grund til at frygte, at meget ulykke vil overgå os, som vi ellers kunne forhindre.

      Derfor skal enhver kristen tage denne formaning til hjerte, først som en befaling, lige så vel som det foregående stykke: ”døm ikke!” er en befaling; og ved, at han er forpligtet til at øve sig i denne kristne gerning, og ikke gøre som bonden, der sagde, at han gav præsten korn, for at han skulle bede for ham. Ligesom nogle tænker: Hvilken magt kan der dog være i min bøn? Beder jeg ikke, så beder andre. Man mener altså ikke, det kommer os ved, men at det derimod er overladt til vor egen fri vilje. Om dette har jeg har formanet mange andre steder.

      For det andet har du her det trøsterige løfte og det rige tilsagn, som han giver om bønnen, for at vi skal se, at det er ham magtpåliggende, at vi beder, og at vi skal betragte vor bøn som kostelig og dyrebar for Gud, da han så alvorligt formaner os dertil, så venligt lokker os, og lover, at vi ikke skal bede forgæves, og om vi end ikke havde nogen anden grund eller tilskyndelse, end dette venlige, rige ord, så skal det være tilstrækkeligt til at drive os til bønnen. For ikke at tale om, at han, så højt og dyrt, pålægger og befaler os det, og at vi så hjerteligt trænger dertil, og endnu, som om det ikke var nok hermed, og mens vi dog alligevel, for vor nøds skyld, med al iver selv skal drive os dertil, tilføjer han en, over al måde, skøn lignelse, for desto mere at lokke os, nemlig om, hvordan enhver fader handler imod sin søn: at han, selvom han er en ond og skidt person, dog, når hans søn beder ham om en fisk, ikke giver ham en slange. Af det uddrager han så de trøstefulde ord: Når da I kan gøre sådan noget, selvom I ikke i jer selv er gode, og som ikke har en god blodsdråbe i jer sammenlignet med Gud, hvordan skal da ikke Gud, jeres himmelske fader, som i sig selv er rene godhed, også give jer alt godt, når I beder ham derom? Dette er jo det højeste af alt, hvormed man skal eller kan lokke nogen til bøn, når vi bare ville betragte det og lade det tale til vore hjerter.

 

Fordærvsmagterne angriber os uden ophør

Hvad det er for en nød, for hvis skyld han giver denne formaning, og som skal drive os til at bede, er allerede sagt: nemlig, at når man har og holder sig til Guds Ord, og både lære og liv er godt begyndt, så slår det ikke fejl, at der jo dagligt tilstøder os ikke én, men tusinde slags anfægtelser og modstand. For det første er der vort eget kød. Den gamle dovne krop, som snart bliver fortrædelig mod, uagtsom overfor og uvillig til Guds Ord og en god livsførelse; så der altid er mangel hos os: på visdom og Guds Ord, tro, kærlighed, tålmodighed osv. Dette er den værste fjende, der dagligt hænger om halsen på os og trækker os med sig nedad.

      Dertil kommer nu også den anden fjende, verden, som ikke under os det kære gudsord og troen, eller vil tåle, at vi bliver ved det, hvor småt det end står til med os. Men den farer løs og fordømmer os derfor, og vil fratage os, hvad vi har, så vi ingen fred kan have i den. Dette er sandelig to store anfægtelser, som både i det indre og i det ydre bliver en stor forhindring for os. Derfor har vi ikke andet at gøre, end uophørligt at råbe til Gud om, at han vil styrke og fremme sit ord i os, og selv forsvare det imod forfølgerne og sværmerne, så det ikke bliver undertrykt.

      Den tredje fjende er dog den allerstærkeste, nemlig den lede Djævel, som har den dobbelte, store fordel, at vi af naturen ikke er gode, og dertil svage i troen og ånden; sådan lægger han sig ind i min egen fæstning og strider imod mig. Yderligere har han også verden til sine hjælpetropper, så han sender alle sværmerpartier imod mig, ved hvilke han afskyder sine giftige ildpile for at køre mig træt, så Ordet igen må slukkes og dæmpes i mig, og han selv regere igen, som han tidligere har regeret. Se dette er jo tre ulykker, som nok så meget trykker os og ligger på os som en tung byrde, og ikke ophører, så længe vi lever og ånder. Derfor har vi jo ustandseligt grund til at bede og råbe, og derfor bruger han netop sådanne ord, som: beder, søger, banker; for at vise os, at vi endnu ikke har alt, men at der mangler noget på alle kanter. For hvis vi allerede havde det, så behøvede vi ikke at bede eller søge; Hvis vi allerede var i Himlen, behøvede vi ikke at banke på.

 

Bønnen er et værn mod timelige ulykker

Nuvel, dette er de største anfægtelser, som følger med Guds tjeneste og Guds Ord. Dernæst har vi dette jordiske livs almindelige timelige nød. Vi må bede sådan, for at han skal give os en nådefuld fred og et godt styre, og beskærme os mod alle slags plager, sygdomme, plager, dyrtid, blodsudgydelse, uvejr osv. For endnu er du ikke løbet fra døden, har heller ikke spist det sidste stykke dagligt brød, så du ikke behøver at bede om, at han dagligt vil give dig det. Ligeledes må du også bede for den verdslige øvrighed, og imod alle slags laster, bede om at mennesker ikke skal leve som tyve og røvere mellem hinanden indbyrdes, fordi du dagligt må se, at det overalt går så skændigt til. Foruden alt dette har du, hjemme hos dig selv, hustru, børn og tjenestefolk at regere, og der finder du fuldt op at gøre. For den, som i hele sit liv skal overholde og udøve både hvad Kristi og kejserens regimente kræver, han har taget mere på sig, end én mands evner strækker til.

      Hvad skal vi dog gøre? Vi befinder os i så stor nød og så mange forhindringer, som vi ikke kan undgå, om vi så ville rive os i stykker. Hvilken udvej har jeg imod døden, eller at jeg er så kropdoven og uvillig til Guds Ord og alt godt; eller imod at verden sådan raser og Djævelen fnyser, og at der er så mange plager og elendighed? Dette ved den kære Herre Kristus godt. Derfor vil han anvise os et kosteligt, virksomt lægemiddel, som en from, trofast læge, og lære os, hvordan vi skal bære os ad, som om han ville sige: Verden er syg, og indbilder sig at kunne overvinde dette med egen visdom og fornuft, og søger så mange midler og veje, hjælp og råd for, hvordan den skal komme ud af denne nød. Men dette er den eneste, korteste og sikreste vej: Du går ind i dit lønkammer, og der åbner og udøser dit hjerte for Gud med klage og sukke og med fuld fortrøstning til, at han, som er din trofaste himmelske fader, vil hjælpe og finde en vej ud af sådan en nød. Ligesom man læser i Es 37, 14 om kong Ezekias: Da fjenden lå uden for byen med en stor hær, og han var så trængt og overvældet, at der ikke var menneskelig udvej og hjælp at håbe på, og fjenden yderligere var hovmodig på den mest skammelige måde og spottede ham i hans ulykke, og skrev et brev til ham fuldt af forhånelser, så han med god grund kunne fortvivle: Da gjorde den fromme konge intet andet, end at han gik op til templet, og udbredte brevet for Herrens ansigt, og faldt ned og bad af hjertet. Da blev han straks bønhørt og hjulpet.

 

Lidelsen og trængslen skal drive os til bøn

Men der er trængsel og angst, og det er den sværeste kunst at lære, så man kommer så langt, desuden den største klagesang, idet vi altid først piner os indtil marv og ben, og fortærer os selv med vore selvgjorte sorger og tanker om, hvordan vi selv skal skaffe os det af halsen. For der findes en ond, listig djævel, som rider mig, så vel som andre, og som ofte har spillet mig det puds; når anfægtelsen og hjertesorgen indfinder sig, det være sig i åndelige eller verdslige sager, blander han sig straks i det, og sørger for, at man fortærer sig selv med det: Hvorved han drager os bort fra bønnen, og forvirrer vort hoved på en sådan måde, at man ikke tænker på denne, og førend man begynder at bede, har man allerede pint sig halvt til døde. For han ved nok, hvad bønnen kan udvirke og formår; derfor forhindrer og forstyrrer han alt, hvad han kan, for at man ikke skal komme til at bede.

      Derfor skal vi lære at prente disse ord eftertrykkeligt ind i hjertet, og vænne os til, så snart en angst og nød overfalder os, øjeblikkeligt at falde ned på vore knæ, og ifølge denne formaning og løfte forelægge vores nød for Gud, så har vi nemlig fundet hjælpen, og behøvede ikke at fortære os selv med vore egne tanker om at søge hjælp. For det er et meget dyrebart lægemiddel, som med sikkerhed hjælper og aldrig slår fejl, når bare man bruger det.

      Men hvordan man skal bede ret, er der ovenfor og andre steder sagt nok så meget om. For her taler vi kun om bønnens kraft, og hvad der skal drive os til at bede. Men det fornemste er, at du blot først og fremmest betragter Guds Ord, som vil undervise dig i dit hjerte om, hvad du skal tro, for at du må blive sikker på, at din tro, dit evangelium og din Kristus er ret, og at din situation er Gud velbehagelig, så skal du snart både se og føle, al Djævelen står dig imod, og hvordan der er mangler overalt, både i det indre i troen og i det ydre i dit arbejde og samvær med andre, så alt vil gå bagvendt til, og at anfægtelserne omsværmer dig på alle kanter. Når du derfor erfarer sådan noget, skal du være så klog, at du opløfter dit hjerte, straks begynder at bede og siger: kære Herre, jeg har jo dit ord, og er i den position, som du finder behag ved, det ved jeg. Nu ser du, hvor mangelfuldt det står til, så jeg ikke ved af anden hjælp, uden hos dig; derfor hjælper du, fordi du jo har sagt og befalet, at vi skal bede, søge og banke, for så vil vi med sikkerhed få, finde og have, hvad vi beder om.

 

Gennem bønnen får vi den hjælp, vi behøver

Vil du tage dig det sådan til hjerte, og flittigt og fortrøstningsfuldt bede, og du alligevel ikke får, kom da til mig, og kald mig en løgner. Giver han dig ikke straks, så vil han dog give dig så meget, så dit hjerte skal finde trøst og styrke midlertidigt, indtil den tid, da han giver meget rigeligere, end du havde håbet på. For dette er også en herlig virkning af bønnen, når man flittigt er udholdende med den, og desuden tænker på løftets ord, som han har tilføjet, for at hjertet skal bliver mere og mere bestyrket, og hele tiden holder sig fastere til Herren, og til sidst får hjertet langt mere, end det ellers ville have fået.

      For at underbygge dette kunne jeg anføre både mit eget og andre fromme folks eksempel som bevis. For jeg har også forsøgt det, og mange folk med mig, især på den tid, hvor Djævelen ville opsluge os på rigsdagen i Augsburg, og alt stod så elendigt til, som det var muligt, og der var sådan et røre, at hele verden mente, at vi ville gå helt til grunde, som nogle i deres hovmod havde truet os med, og knivene var allerede trukket og bøsserne ladte. Men Gud hjalp os og udfriede os på vor bøn, sådan at disse skrighalse med deres skrig og trusler ærligt og redeligt blev gjort til skamme, og der blev tilstået os en så god fred og nådige vilkår, som vi ikke havde haft i lang tid, og ikke turde håbe på. Trues vi nu af en anden nød og fare, så vil vi atter bede, og han skal hjælpe og udfri os, om end han lader os lide og trænges lidt nu og da; så han desto mere kan styrke os, og vi må drives til desto kraftigere bøn. For hvordan ville vi mon bede, hvis der ingen nød fandtes, der trykkede os, så vi følte det? Men jo mere man føler nøden, desto mere tjener dette til at gøre bønnen kraftigere. Derfor lærer enhver på ingen måde at nedvurdere sin bøn, men han lærer aldrig at tvivle på, at han med sikkerhed vil blive bønhørt, og til sin tid blive det til del, som han beder om.

 

Vores uværdighed må ikke forhindre bønnen

Men hvorfor bruger Kristus så mange ord, idet han tre gange formaner: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.” Skønt det havde været nok med én gang, er det let at forstå, det er nemlig, fordi han med det endnu kraftigere vil tilskynde os til bøn. For han ved, vi er frygtsomme, og ikke har frimodighed til at forelægge Gud vor nød, som de, der er uværdige og uegnede til at bede; vi føler ganske vist, hvad der er vi mangler, men kan ikke for alvor få det frem, og mener, at Gud er så stor, og vi så uværdige, at vi ikke tør bede. Dette er også en stor hindring, som kommer fra Djævelen, og som volder bønnen stor skade. Derfor sætter han mod i os og vil, at vi ikke skal holde os tilbage på grund af sådanne frygtsomme tanker, men frem for alt ikke have nogen tvivl, og kun fortrøstningsfuldt og frimodigt gå til bønnen. For trods det, at jeg er uværdig, så er jeg dog hans skabning, og fordi han har gjort mig værdig til at være hans skabning, så er jeg også værdig til at modtage, hvad han har tilsagt mig, og så højt og dyrt tilbyder mig. Kort sagt: Er jeg uværdig, så er han og hans løfte dog ikke uværdigt. På dette løfte skal du friskt og fortrøstningsfuldt vove det, og lægge det, med al glæde og tillid, i hans skød. Men sørg frem for alt for, at du tror ret på Kristus, og befinder dig i en ret stand, som behager Gud, og ikke er som verden, der ikke overvejer sit kald, men dag og nat kun pønser på at gennemføre sin ondskab og ugudelighed.

      Men at han tre gange gentager det samme med forskellige ord, sker for at vise os, at vi skal være vedholdende i bønnen, som Paulus formaner os i Rom 12, 12: ”vær udholdende i bønnen.” som om han vil sige: Det er ikke nok at begynde og engang sukke, og fremsige bønnen, og så være færdig; men bønnen skal være ligesom nøden. For den angriber dig ikke kun én gang, og lader dig så slippe, men hænger bestandigt ved, og angriber dig på nyt, og vil ikke ophøre. Derfor gøre du ligesådan, så du bestandigt beder, og dertil søger og banker, og ikke ophører. Ligesom lignelsen, Lukas 18, 3, lærer om enken, som ikke lod dommeren have ro, men blev ved at bede og trygle, og var så påtrængende, at han blev overdøvet, og måtte skaffe hende ret; hvad enten han ville eller ikke. Hvor meget mere, slutter Kristus på dette sted, vil Gud ikke give os, når han ser, at man ikke ophører, men bliver ved med at banke, så han må bønhøre os; især fordi han har lovet det, og vist, at han har behag i en sådan vedholdenhed. Derfor, ligesom nøden bestandigt banker på, så bank også du bestandigt på, og lad dig heller ikke afskrække, fordi du har hans ord; så han også må sige: Nuvel, gå da bort, dig ske efter din anmodning! Om dette taler Jakob også i hans epistel 5, 16, hvor der står at ”en retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er.” På dette sted anfører han profeten Elias' eksempel i Den Hellige Skrift. Sådan driver Gud også dig til ikke blot at bede slet og ret, men til at banke, fordi han vil prøve dig, om du kan holde fast, og for at lære dig, at din bøn ikke vækker hans mishag, heller ikke er ubønhørt, om end han forhaler hjælpen, og ofte lader dig søge og banke.

     

v12 Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.

 

Udtrykt så enkelt, at alle kan begribe det

Med disse ord afslutter han nu de lærdomme, som han har givet i disse tre kapitler har, og binder dem alle sammen i et lille bundt, hvori man let kan finde dem, og som enhver kan stikke til sig og beholde, som om han vil sige: I ved, hvad jeg har prædiket, og hvad Moses og alle profeterne lærer jer, derfor vil jeg sige jer det med få ord, så I kan fatte det, så I ikke skal klage over, at det er for langt eller for vanskeligt at begribe. For det er den slags prædiken, man kan gøre både lang og kort, og hvorfra al lære og prædiken udgår og udbreder sig, og hvori de atter samler sig. Hvordan kunne dette blive klarere og kortere udtrykt end med disse ord? Når bare verden og vor gamle Adam ikke forhindrede os i for alvor at tænke over det og at sammenholde vort liv med denne lære, og vi ikke lod det gå ind af det ene øre og ud ad det andet. Men hvis vi derimod bestandigt sammenholdt det med vort liv og vore gerninger, da ville vi ikke gå så ubetænksomme omkring og slå det hen i vind og vejr, men altid have nok at bestille, og selv blive vores egen læremester, som ville lære os, hvad vi skulle gøre, så vi ikke behøvede at løbe efter et helligt liv og gode gerninger, og heller ikke behøvede mange jurister og lovbøger dertil. For det er jo kort affattet og snart lært, når vi bare flittigt og alvorligt ville bestræbe os på at leve efter det.

 

 

Vi finder budenes betydning ved at spørge os selv

For at jeg skal give et enfoldigt eksempel: Der er jo ingen, som gerne lader nogen stjæle sin ejendom, og spørger han sit eget hjerte derom, så må han svare, at han sandelig nødig vil det. Hvorfor slutter han da ikke, at han heller ikke skal gøre dette mod andre? Som, når du, på torvet, ser nogen prissætte sine varer så højt, at han gerne ville have tre mark for, hvad der ikke er tolv skilling værd, og du spørger ham: Kære! Vil du også gerne have, at man skal gøre dette imod dig? Så kan han ikke være så dum og rå, at han ikke måtte sige: Jeg ville helst give dagens pris, og hvad ret og rimeligt er, så man ikke tog mere, end man skulle. Se, der er dit hjerte, som klart siger dig, hvad du selv helst ville have, og din samvittighed, som slutter, at sådan skal du også gøre imod andre, og som klart kan lære dig, hvordan du skal forholde dig til din næste ved køb og salg og alle stags forretninger; hvilket alt sammen hører ind under det syvende bud: ”du må ikke stjæle.”

      Ligeledes hvad angår de andre bud: Har du en hustru, datter eller tjenestepige, så vil du ikke, at de skal blive skamfulde eller dårligt omtalte, men du ønsker, at enhver skal vise dem respekt og tale godt om dem. Hvorfor er du da så forskruet, at du tragter efter en andens hustru, og selv gøre hende til skamme; eller intet gør, hvor du skal hjælpe hende til hendes ære, men har din lyst i at bagvaske hende og bringe ondt rygte om hende i omløb? Ligeledes, du ville ikke bryde dig om, at nogen skulle skade dig, eller tale negativt om dig, osv. Hvorfor overholder du da ikke den samme regel, som du forlanger, at andre skal overholde mod dig, men er hurtig til at dømme, nedgøre og fordømme en anden, når han ikke overholder det mod dig; og du vil ikke selv overholde, hvad du kræver som din egen ret? Sådan kan du gennemgå alle budene i den anden tavle, og du skal indse, at dette er den rette kerne i enhver prædiken, som man kan holde derom; som Herren selv siger her.

      Derfor må det jo kaldes en kort prædiken, men på den anden side, hvis man skal anvende den på alle ting, så er det så lang en prædiken, at den ingen ende vil tage. For alt, hvad man foretager sig på jorden, indtil den yderste dag, kan ikke opregnes, og det er jo en dygtig mester, som kan fatte sig i korthed om så lang en prædiken, at enhver kan tage den med sig hjem og dagligt have den for øje, som den, der er indskrevet i hans eget hjerte, ja påtegnet alle hans gerninger og hele hans liv, som vi straks vil få at høre, og ved alle ting i sit liv kan erkende, hvori han forser sig.

      Og jeg mener også, at det nok skal have sin virkning og bære frugt, når man bare vænnede sig til at tænke på det, og ikke ville være så fuldstændig ligegyldig og uagtsom i denne sag. For jeg holder ingen for at være så rå eller så ond, at han ikke, når han tænkte på det, ville græmme sig og dømme sig selv, og det er sandelig mesterligt gjort, at Kristus affatter det sådan, at han ikke viser os hen til nogen anden end os selv, og lægger det så nært på os, at han ikke kunne lægge det nærmere, nemlig i vort eget hjerte, liv og legeme og alle vore lemmer, så ingen behøver at løbe en lang vej efter det, eller anvende meget besvær og mange omkostninger på det; men han har lagt bogen ved din egen barm, og dertil gjort den så simpel, at du ingen forklaringer behøver for at forstå Moses og profeterne, men selv kan være din egen bibel, mester, doktor og prædikant. Hertil henviser han dig, for at du blot skal betragte det, så skal du se, hvordan denne bog gennemgår alle dine gerninger, ord, tanker, hjerte, legeme og sjæl. Ret dig kun efter det, så vil du være vis og lærd nok, mere end alle juristers kløgt og alle deres bøger kunne gøre dig.

       For at give et enfoldigt eksempel: Er du en håndværker, så finder du, i dit værksted, i din hånd og i dit hjerte, den bibel, som lærer og prædiker for dig, hvad du skal gøre mod næsten. Se kun på dit værktøj, din nål, dit fingerbøl, dit ølfad, din kramvare, din vægt, dit mål og din kande, så læser du disse ord skrevet på dem; så du ikke kan kaste et blik nogen steder hen, uden at støde på det, og ingen ting, som du dagligt har i dine hænder, er så ubetydeligt, at den ikke uafladeligt siger dig det, når du bare vil høre på det. Således har du ingen mangel på prædikanter, for du har lige så mange prædikanter, som du har forretninger, varer, værktøj, og andre redskaber i dit hus og din gård. Alt dette råber dagligt til dig: Kære! Handler du sådan mod din næste, som du vil, at din næste skal handle mod dig med sine ejendele.

      Se, sådan ville denne lære være indskrevet på alle steder, vi kan kaste et blik på, og den møder os overalt i vort liv, hvis vi bare havde øjne, som ville se, og ører, som ville høre; og den prædikes sådan for os fra morgen til aften, at ingen kan undskylde sig med, at han ikke vidste det, eller at det ikke var sagt og prædiket i et tilstrækkeligt omfang for ham. Men vi er ligesom gøglerne, der tilstopper ørene, og bliver døve, når man vil besværge dem; vi vil hverken se eller høre, hvad der er indskrevet i vort eget hjerte og vore tanker, og går så forstokkede rundt: Hvad kommer en anden mig ved? Jeg kan gøre med mit, som jeg vil, og sælge mit så dyrt, som jeg kan; hvem vil forbyde mig det? Som junker grådig og mester grisk siger på torvet og i kramboden, og når man straffer og truer dem med Guds Ord, så slår de en latter op og spotter derover, og forfærder os med deres ondskab. Men vi prædiker heller ikke for disse, Kristus heller ikke, han vil heller ikke have noget med dem at gøre, men foragter dem lige så meget, som de foragter ham, og han lader dem fare til Helvede, så de gensidigt kan være hinanden kvit.

      Men de, som gerne vil være fromme og frygte Gud, og tænker på, hvordan de skal leve og omgås andre, de skal vide, at de hverken skal eller må handle eller omgås med deres ejendele sådan, som det passer dem, som om de selv ene og alene var herrer derover; men at de derimod er forpligtet til at handle dermed, som ret og rimeligt er. Derfor har vi landsret og byret. For sådan ville enhver, at næsten skal handle mod ham; derfor skal han handle ligesådan mod denne, både købe og sælge gode varer for rimelig betaling. Dette er hans alvorlige befaling, og heri vil han ikke tilstede nogen frihed efter for godt befindende, som om man uden synd kunne gøre eller lade være, som man selv vil; og han vil også have den overholdt, hvor meget verden end spotter og foragter den. Gør du ikke efter det, så vil han handle med dig efter din egen ret, og han skal nok finde dig i dit hus og hjem, så du ingen velsignelse skal få ud af, hvad du har vundet ved at trodse denne lære, men alle slags plager og hjertesorg skal komme over dig og dine børn. For han vil have sin befaling efterlevet; hvis ikke, da skal du hverken have ejendele eller lykke.

 

Loven lærer os at skamme os over os selv

For det andet er det ikke alene lagt os så nær, som nylig sagt, at vi må se det i alt, hvad der er for vore øjne, men derudover også fremstillet sådan og afmalet for os, at vi må rødme af skam over os selv. For der er jo ingen, som har lyst til at udføre en ond gerning, men andre folk ser på det, og ingen tør synde så frit for alle menneskers øjne, som når det sker hemmeligt og ingen ser det. Så her vil Kristus gøre os selv til vidner, og gøre det sådan, at vi skal skamme os over os selv, idet, når vi handler uret, samvittigheden da straks farer over os med dette bud, som et altid nærværende vidne, og siger: Se, hvad gør du? Dette skal du sælge for så og så meget; alligevel forlanger du så stor en overpris. Ligeledes: Sådan som den er, ville du ikke gerne modtage af en anden, sådan som du fordærver og forfalsker den. Hvor ærgerlig ville du blive, hvis nogen lod dig betale en daler, for hvad der næppe var en mark værd? Så, hvis der findes en god blodsdråbe i dit liv, skal du skamme dig for dig selv. For hvis en anden gjorde noget lignende, ville du skælde ham ud for at være en tyv og en slyngel. Hvorfor skammer du dig da ikke for dig selv, når, ikke en anden, men du selv må skælde dig sådan ud, og din egen samvittighed fordømmer dig? Men dette preller af på en hård, uforskammet pande, som hverken skammer sig for mennesker eller for sig selv, endnu mindre for Gud. Men når en anden gør det imod dig, da er du straks parat til at skrige: Er det ikke både synd og skam, og skændigt stjålet af min lomme! Da kan du snart se tyven og slynglen hos den anden, men den, som sidder i din egen barm, og som du kan tage og føle på, vil du ikke se. Ak, hvor mange af sådanne karle findes der ikke nu indenfor al slags handel og håndværk, som går så sikkert omkring og snyder og bedrager folk, hvor de kan komme af sted med det, og dog ikke ville kaldes tyve og slyngler, når bare de gør det behændigt og hemmeligt. Men skulle enhver give tilbage, hvad han havde stjålet og røvet i sin handel og sit håndværk, da blev der få folk, som beholdt noget. Alligevel går de der som fromme mennesker, fordi man ikke tør udskælde og straffe dem offentligt, og mener oven i købet, at de ingen synd har gjort derved; og når de ser sig om, så er alle kroge i deres hus og gård fulde af tyvekoster, og Gud give, de blot havde en daler eller to i deres hus, som var tjent på ærlig vis. Men endnu skal det ikke kaldes tyveri. Ja, når det blot var tyveri alene, og ikke også mord og drab, idet man gør mange folk svage og syge med fordærvet og skadeligt mad eller drikkevarer, og ikke alene berøver dem deres penge, men også deres helbred, idet mange spiser og drikker sig sygdom og død til af det. Kære, er dette ikke det samme, som det ville være, hvis du brød ind i hans hus eller kiste, eller gav ham dødelige sår: selv om det ikke har navn af det?

      Hvis du nu ikke var så aldeles æreløs og fræk, skulle du jo skamme dig, når din samvittighed sagde dig dette, og gjorde dig opmærksom på disse ord, så du måtte gå i dig selv; ja det ville forfærde dig, så du hverken fandt hvile eller ro for det nogle steder. For det er en byrde, som bestandig trykker og ængster, ja bestandig fordømmer, som et altid nærværende vidne imod os selv, så det ikke er muligt at udholde det. Dette ville da snart lære dig, at du måtte afstå fra at røve og stjæle på denne måde og lignende ting, som du ikke ønskede, at andre skule gøre imod dig. Væn dig derfor til at se lidt på disse ord, og at anvende dem på dig selv, så har du en daglig prædiken i dit hjerte om alt, hvad der vedrører din omgang med næsten. Denne prædiken vil så, på den klareste måde, lære dig at forstå alle budene og hele loven, og den skal styre og vejlede dig gennem dit og alle menneskers liv, så du efter det let kan bedømme, hvad der er ret og uret i verden.

      Men, siger du, hvordan kan han sige, at loven og profeterne er indbefattet i den? Loven og profeterne indbefatter dog meget mere, for de har jo også læren om troen og løfterne, som der ikke siges noget om her. Svar: Her nævner Kristus loven og profeterne i modsætning til evangeliet eller løftet. For her prædiker han intet om den høje artikel, nemlig troen på Kristus, men alene om de gode gerninger. Dette er nemlig to forskellige prædikener, som begge må prædikes; men hver til sin tid. Dette ser du også klart af teksten i disse ord: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” Dermed viser han jo, at hans prædiken her ikke går længere end til de gerninger, som mennesker gør mod os, og vi mod dem, og intet indeholder om nåden i Kristus, som vi modtager af Gud. Derfor vil han sige: Når man skal prædike om den rette livsførelse og de gode gerninger, som vi skal gøre imod næsten, så finder du i hele loven og alle profeter intet andet, end hvad dette skriftord lærer dig. Derfor siger han udtrykkeligt ”mennesker” og ”det skal I gøre mod dem”, for at vise, at han blot taler om den anden tavles bud.

 

Vi skal selv være de første til at praktisere godhed

Og i denne tale er det bedste, at han ikke siger: Andre skal gøre det mod jer; men: I skal gøre det mod andre. For enhver vil jo have, at andre skal gøre, hvad ret er, mod ham, og der er mange skurke og slyngler, som synes meget godt om, at andre er gode, og gør godt mod dem; men de vil ikke gøre godt mod nogen. Sådan som vore bønder nu for tiden synes, at man blander sig for meget i deres sager, og gør dem stor uret, når man forlanger, at de ikke skal tage mere for deres varer, end hvad ret er; og ikke desto mindre kan de skrige gyseligt og klage over, at man frarøver og brandbeskatter dem. Men disse er ikke andet end skadeligt utøj. Nogle er dog lidt bedre, idet de siger: Jeg ville gerne gøre, hvad jeg skal, når andre folk først gjorde det samme mod mig. Men denne tale lyder således: Gør du, hvad du vil, at andre skal gøre mod dig. Du skal begynde og være den første, hvis du vil, at andre skal handle ret mod dig; eller, selvom de ikke vil det, så gør du det alligevel. For hvis du ikke ville være god og gøre, hvad ret er, førend du ser det hos andre, så bliver der aldrig noget af det. Selvom andre ikke vil, så er du alligevel skyldig dertil, i henhold til ret og retfærdighed, fordi du gerne vil have, at andre skal handle sådan mod dig. Den, der vil være god, må ikke bryde sig om andre menneskers eksempel, og du har ikke lov til at sige: Denne person har bedraget mig, derfor bedrager jeg også ham; men fordi du ikke synes om det, så gør det ikke mod ham; men begynd du med, hvad du vil, at han skal skulle have gjort imod dig. Da kan du ved dit eksempel bevæge andre til igen at gøre dig godt, også dem, som før ville have gjort dig ondt. Men gør du det ikke selv, så får du den løn, at heller ingen gør det imod dig, og der sker dig din ret både for Gud og mennesker.

     

v13 Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. v14 Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!

 

 

Lidelse og modgang

Han er nu færdig med sin prædiken, vor kære Herre, og afslutter den derfor med adskillige advarsler, for at styrke os imod alle slags hindringer og former for forargelse både i læren og i livet, som vil møde os her i verden. For sandt er det, læren var skøn og kostelig, både vidtløftigt udført og kort sammenfattet i få ord, let at huske og let at forstå. Men så kommer der problemer og besvær med at få ført den ud i livet, og sandelig, det er et strengt og hårdt liv at være en kristen eller at være from, og det vil ikke falde os let, som denne gode pige sagde: Der hører meget til æren. Ja sandelig, og endnu meget mere til et kristenliv. Derfor tager den kære Herre også her hensyn til, at den tanke let vil falde dem ind: Jeg ville jo gerne leve efter det; men der hører meget til. Ja, det siger jeg også, siger han, derfor advarer jeg dig: Se dig for, og bryd dig ikke om, at det bliver lidt surt og går hårdt for sig; for det er og kan ikke være anderledes i verden.

      Dette må en kristen vide og være forberedt på, så han ikke tager anstød eller lader sig hindre, selv om hele verden lever anderledes; og for alt i verden må han ikke rette sig efter den store masse, som også Moses førhen har advaret, 2 Mos 23, 2 ”Du må ikke følge mængden i at øve ondt.” Som om han ville sige: Hvad der vækker forargelse. vil du altid komme til at se i verden; ligesom også Kristus her siger: Vejen til fordærvelse er bred, og der er utallige, som vandrer på den; og den port, som fører dertil, er meget bred, og man går igennem den i store skarer.

      Dette er den store forargelse, som vækker anstød hos mange mennesker og får dem til at falde, ja, den har også har vakt anstød hos profeterne og hellige mænd; som David ofte klager over det i Salmerne, især i Sl 73, 3-5: ”Jeg harmedes over de overmodige, jeg måtte se de ugudeliges lykke. De lider ingen kvaler, deres krop er sund og fed. De har ingen del i menneskers nød, de bliver ikke ramt som andre mennesker.” Kort sagt, de er lykkelige på jorden, siger han, og bliver rige, har hus og lade fulde, lever i herlighed og glæde, og gør alt, hvad de har lyst til. Men hvordan er det sammenlignet med mig? Jeg må være from og lide, har dagligt plager, og hver morgen kommer straffen over mig; det vil sige: Har jeg forbrudt mig den mindste smule, så er han straks efter mig med riset. Andet har jeg ikke ud af det. Hos dem foregår alt i herlighed og glæde; derfor løber hele verden efter dem, og enhver priser og ophøjer dem, som vi har set under pavedømmet, når nogen blot trak en præstekjole på, måtte hele verden vise ham ære, og da gav og hjalp enhver til, og den moder, som havde båret ham, blev anset for at være salig; og ligeledes nu: Den, som blot hader os, opnår stor ære og anseelse hos dem, lige meget hvordan hans liv i øvrigt er. Dette har gjort de kære fædre ondt: De måtte se den onde verdens lykke, og at enhver bøjede sig for den og løb efter den, mens de, som skulle kaldes fromme, ikke havde andet end elendighed, og måtte lide under foragt og forfølgelse fra ethvert menneske.

      Dette vil Kristus også lade os vide, og opmuntrer sine til at leve, som om de var alene i verden, og de må lade hans ord og prædiken være det allerhøjeste på jorden for dem; derfor skal de tænke sådan: Selvom jeg ser, at min nabo og hele byen, ja hele verden lever anderledes, og alt, hvad der findes af stort, adeligt, rigt, fyrster og herrer, holder med verden, så har jeg dog endnu en mand, som er større end dem alle, nemlig Kristus og hans ord. Derfor, om jeg end går min vej alene, er jeg dog ikke alene, fordi jeg har Guds Ord. Derfor har jeg Kristus hos mig og alle de kære engle og alle hellige fra verdens begyndelse; så der i sandhed er en meget større skare og en herligere procession omkring mig, end hvad hele denne verden kunne byde mig; om end jeg ikke ser det for mine øjne, men imod det må se og tåle den forargelse, at så mange mennesker forlader mig, eller de lever og omgås mig som mine fjender.

      Dertil må du holde dig, såfremt du ønsker at bestå; ellers vil forargelsen rive dig med sig, hvis du ser på og dømmer efter, hvordan andre folk lever og tror. For på dette bygger tyrkerne, som på deres fasteste grund: Mener du, at Gud er så grusom, at han vil fordømme en så stor verden? Sådan også med papisterne: Mener du, at det skal være det eneste rette, hvad I, fra jeres afkrog, kommer frem med, og at hele verden skal være fordømt? Skal så mange paver, bisper, hellige fædre, konger og fyrster alle sammen være faret vild? På det står de så fast, at intet menneske kan rokke dem derfra, og slutter med den største sikkerhed, at vor lære ikke er ret, og dog har de ingen anden grund herfor, end dette: Vi er mange; disse er få; vi er fromme, lærde, vise, Guds folk, og sidder i apostlenes sted; derfor kan vi ikke fejle. Kristus har jo ikke forladt sin kirke, Gud heller ikke sit folk. Det er ikke muligt, at Gud vil fordømme så mange fortræffelige mennesker for de fås skyld; for han har jo ikke skabt Himlen, for at ingen skal komme ind i den.

      Men imod alt dette lærer Kristus sådan: Riv øjet ud eller vend det bort, så du frem for alt ikke ser efter den store masse, men alene på Guds Ord, og vid, at det skal og må være sådan, at vejen til fordærvelse er bred, og porten dertil vid, og der er mange, som går igennem den; og på den anden side, at porten til livet er snæver og vejen trang, og det er meget få, som vandrer ad den. Derfor hjælper det ikke, at tyrken og paven bliver hovmodige over deres tro, og siger: Vi er mange, og har i lang tid ment og udøvet det på denne måde, derfor må det være ret. For Kristus lærer netop det modfatte, og kalder den vej, som er bred og banet, vejen til fordærvelse, og formaner os til ikke at blive forargede over det forhold, at vi er så få, og den anden flok så stor. Men det er strengt nok at fordøje den mundfuld, når man for alvor får det at føle, så jeg ofte selv har pint og plaget mig dermed, og tænkt: Vi er en så lille, elendig flok, foragtet og fordømt af alt, hvad der er højt og stort i verden; skal vi da trodse hele verden og påstå, at vor sag alene er ret, og fælde den dom over dem alle: Pave, bisper, og hvad der hænger ved dem, hører Djævelen til? Alligevel må det overvindes, og det må stå fast: Jeg ved, at min sag er ret, selv om hele verden skulle sige noget andet.

      Hvordan måtte den kære jomfru Maria bære sig ad, da engelen kom og bragte hende det budskab, at hun skulle være den allerhøjestes moder? Hvem stod da bag hende, der troede på sådan noget, eller holdt med hende? Skulle hun have taget hensyn til, at der jo var så mange riges, adeliges og store herrers og fyrsters døtre, og Gud skulle nok kunne finde en anden til så høj en bestemmelse, som en jomfru aldrig før havde fået del i, end hende, en fattig, ubekendt, foragtet pige? Ligeledes, hvordan bar patriarken Abraham sig ad, da han måtte rejse fra Kaldæa, og drage så ensomt af sted, som om han alene var en kristen og hele verden fordømt? 1 Mos 12, 4. Men han måtte ikke bryde sig derom, eller se sig om efter andre, men tænke: Hvordan Gud omgås med hele verden, det overlader jeg til ham, men jeg vil holde mig til hans ord, og følge dette, om end jeg ser hele verden gå en anden vej, som også Maria har måttet tænke: Hvad Gud gør med andre, det lader jeg ham sørge for; men jeg vil blive ved det ord, som jeg hører, og som siger mig, hvad han vil gøre med mig. Sådan må vi også slutte: Jeg ser, at pave, bisper, fyrster, sekter, borgere og bønder gør, hvad de vil, og foragter og spotter os, som de, der er fuldkommen sikre i deres sag, så jeg vel også måtte sige: Mener du da, at du alene har ret imod dem alle? Men gå jeres vej: pave, fyrster, lærde og hele verden! Jeg ved, at læren er ret og Guds ord; ved dette vil jeg blive, lad det så gå, som det vil.

      Sådan vil Kristus sige: Min lære er af en sådan karakter, at I skal få at se, hvor få der ville holde med jer, og hvor mange, der ville lære og leve imod det, så det vil være til stort anstød for jer; men hold fast og lad jer ikke forarge, og vid, at det skal og må gå sådan, og tænk på, at jeg har sagt jer det forud, at den port er snæver og den vej er trang, som fører til livet, mens den anden derimod er vid og bred; derfor bryd jer ikke om det, men hør, hvad jeg siger jer, og følg mig. For jeg, med alle hellige, har vandret den trange vej; derfor må I også vandre den, hvis I vil komme til mig; lad de andre gå på deres brede vej. Engang skal I nok få at se, hvor trangt det hul vil blive, hvor de skal komme hen; hvorimod I, som nu må gå igennem den snævre port og på den trange vej, skal komme til et herligt rum, så stort og vidt, som himmel og jord.

 

Kødet, verden og Satan gør kristenlivet besværligt

Nu, hvad gør da vejen så trang og smal? Ingen anden end den lede Djævel, verden og dertil vort eget kød, som er trægt og genstridigt og sætter sig imod, så det ikke vil tro Gud og holde fast ved hans ord, og ikke kan tåle verdens foragt, fattigdom, trængsler osv. Kort sagt: det ville også gerne gå den brede vej; derfor gør det denne sti sur og trang for os.

      Efter det kommer verden, som forfølger, hænger, myrder, brænder og drukner os, fordi vi ikke vandrer ad den brede vej sammen med den, og når den ikke kan gøre andet, så bagvasker og skælder den os ud på den mest giftige måde, og jager os med sværd, ild og vand; så det vistnok er en tung kamp at stå der og stride imod vort eget kød. For at mennesket skal tro på Gud, elske næsten, leve tugtigt og blive i sit kald, og vi så, når vi med meget besvær gør alt dette, oven i købet skal finde os i at verden forfølger og bagvasker os, som de arrigste skurke på jorden, netop for dette besværlige livs skyld.

      Dertil kommer også den lede Djævel, som plager hjertet med onde tanker, mistro, frygt, angst og fortvivlelse, og gør alt, hvad vi har gjort af godt til synd og skam; alligevel skal vi blive stående imellem disse fjender, og være en skydeskive for dem alle. Da kunne man nok blive forarget, falde fra og sige: Jeg ser jo, at de andre har fred og gode dage, og har navn af og roses og opnår berømmelse for at være Guds rette tjenere; hvorfor skal så jeg alene lade mig plage, forhåne og bagvaske på den jammerligste måde? Hvor alle de andre er, der vil også jeg være osv.

      Dette har de gamle skildret fortrinligt i digtet om ridder Tondalus, (om de end urigtigt har anvendt det på skærsilden, eller sjælenes pine efter døden), hvordan han måtte gå over en smal bro, som næppe var en håndsbredde, med en byrde på ryggen, og under ham en svovlpøl fuld af drager, og dertil kom en ham i møde, for hvem han måtte gå af vejen. Dette passer godt herpå. For en kristen fører et så besværligt liv, som om han gik på en sådan smal sti, ja på lutter rageknive; desuden er Djævelen blandt os i denne verden, som uafladeligt opspiler sin strube imod os, for at bringe os til utålmodighed, fortvivlelse og knurren imod Gud; dertil går verden imod os, og vil hverken vige tilbage eller til siden for os, og vi har også fået vort eget kød på halsen: Så derfor er vi trængte på alle leder og kanter, og vejen er så trang i sig selv, at der alligevel ville være besvær nok, selvom der ingen andre farer og hindringer fandtes; alligevel må vi fuldføre, ellers bliver vi verdens og Djævelens bytte.

 

Ordet og troen som usynlige våben

Derfor tag dit parti og indret dig efter det: Vil du være en kristen, så vær det. For det bliver dog ikke anderledes. Du kan ikke gøre vejen bredere, og du må finde dig i, at her går de få, derovre den store masse. Men lad disse forhold være din trøst: Først, at Gud er hos dig; dernæst, når du er kommet igennem, at du da kommer til et stort og herligt rum. For såfremt du kun holder dig til Ordet, og ser hen til dette og ikke til, hvad dine øjne ser, så er han med sikkerhed være hos dig, og han virker så mægtigt, at din ånd overvinder kødet, verden og Djævelen, så denne intet formår, hverken ved hjælp af dit kød, heller ikke ved verden, heller ikke ved sig selv. For det ord, som du holder fast ved i troen, er ham for stærkt, selv om det synes ubetydeligt, og vi ikke ser det. Men han ved godt, hvad det formår, fordi han ofte har prøvet og erfaret, hvilken kraft og vælde det har, når man tror på det. Derfor byder profeten sine fjender trods i Salme 118: ”Herren er hos mig, jeg frygter ikke, hvad kan mennesker gøre mig? Om de sværmer om mig som bier, de brænder ned som ild i tjørnekrat, i Herrens navn slår jeg dem tilbage. Jeg blev stødt ned og var ved at falde, men Herren kom mig til hjælp. Se, han har heller intet, uden Ordet og troen på, at Herren er hos ham, hvem han dog ikke ser, mens han godt nok føler både verden og kødet, som gøre vejen trang og livet surt for ham. Dog står han fast og lader det være sig nok, at Herren er hos ham og holder med ham, og han er sikker på, at han skal bestå og vinde sejer, selv om hele verden er imod ham.

      Så vil det også blive til stor trøst for os, når vi lærer, at gøre et stort og vidt rum af den snævre port og den trange vej, og at gøre en stor mængde af den lille skare, så vi ikke regner med, hvad øjnenes er, men ved troen og Ordet betragter det usynlige; nemlig, at Kristus selv og hele den himmelske hærskare er hos os. Han har netop vandret den samme vej, og i en lang og herlig procession er han gået foran os til Himlen, og hele kristenheden vandrer den samme vej indtil den yderste dag. For hvor han går, og hvor han er, der må de alle gå og være. Sådan bliver vejen os let og indbydende, så vi trøstigt går igennem; som også Kristus lokker os til sig, og siger, Matt 11, 28-30: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.” Som om han ville sige: Lad det ikke blive til fortrydelse for jer, hvad jeg pålægger jer i verden. For det er et åg og en byrde for kødet, og hedder en trang vej og en snæver port; men hold jer kun til mig, så vil jeg gøre det let og mildt for jer, og give jer så stor styrke, at vejen skal falde jer let; og ikke det alene, men I skal også erfare, at den vil blive jer liflig og indbydende.

 

Den kristnes hjerte og samvittighed er glad trods trængsler

For det er i sandhed rigtigt: Når man for alvor vejer det ene mod det andet, så har de troende fordelen, så de ikke har lyst til at bytte med de ugudelige. Selv om det ser ud, som om de lever i herlighed, og de andre må lide meget, så fortærer og plager de ugudelige sig selv ti gange mere, end os, med deres giftige, ustandselige had og så mange forgæves planer om, hvordan de skal gøre os skade med alle slags angreb og forfølgelser, som de forsynder sig med, så de aldrig kan få en god samvittighed eller en glad stund, men er deres egne djævle her på jorden; og dog udretter de ikke mere imod os end at kaste lidt skidt på os og trænge os en smule, så langt som Gud lader dem gøre det.

      Men de, som tror på Kristus er fri for en sådan bekymring og plage, og kan dog have et glad hjerte og en god samvittighed. Om vi end trænges en smule, og Djævelen klemmer os, så må han dog lade os slippe igen, mens vi imidlertid oplivede af Ordet, så byrden og trængselen er tilstrækkeligt indbydende, og kun en halv plage, nemlig alene for det ydre menneske; hvorimod de ugudelige på en dobbelt måde er Djævelens martyrer, og både her og for evigt har deres Helvede af mord og blod sammen med evig pine og samvittighedskvaler, så de ikke kan lade nogen glad tanke løfte sig til Gud. Om end de, i det ydre, har en smule lyst og glæde, og der sker dem deres ret, som skriften siger Jer 17, 18: ”Send ulykkens dag over dem, knus dem, og knus dem igen!”

      Se, sådan vil Herren både formane og dertil trøste os tilligemed alle trofaste, for at vi ikke skal ænse det, selvom livet bliver gjort surt for os, og vi må anfægtes af stor forargelse i verden, fordi det, når vi betragter det ret, dog kun er surt, hvad den ene halvdel angår, og alt bliver lysfyldt i hjertet ved Kristus, som vi tror på, og i ham føres vi til livet og den evige glæde. Hvad skader det så, hvis den gamle Adam lide en smule trængsel derfor?

     

v15 Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve.

 

De værste fjender udklækkes inden for de kristnes egne rækker

Hidtil har Herren fremstillet både lære og liv på den rette måde, og advaret os mod alt, hvad der er imod dette, og som skader eller hindrer deres fremgang. Her tilføjer han så den advarsel, at man, selv om lære og liv er ret anlagte og går ret for sig, skal passe på, at der ikke opstår lærere iblandt os i al hemmelighed, som under de rette prædikanters og det rette evangeliums navn og skin, indfører et andet evangelium, og fordrejer og fordærver både lære og liv.

      For det kan ikke være anderledes, end at evangeliets rette, rene lære må anfægtes af Djævelen overalt og på mange forskellige måder. Både i det ydre og i det indre, sådan som Kristus gennem hele denne prædiken har sagt, så den, som vil være en kristen, må være forberedt på at lægge ryggen til, og have mange til fjender: Først dem, der er udenfor kristenheden, og modsætter sig ham, hader ham og gøre ham ondt, slår og myrder, eller i det mindste bagvasker, forbander og fordømmer ham; og det står fast, at den, som ikke har modstandere, bagvaskere og forfølgere, han er endnu ingen kristen, eller har dog endnu ikke bevist sin kristendom gennem sine ydre gerninger og sin bekendelse. For så snart han vil bekende, bliver verden fjendtlig imod ham, og såfremt den kan, vil den med sikkerhed også slå ham ihjel for det. Dette er altså åbenbare fjender, som befinder sig udenfor kristenheden, hvilket enhver kan se og nok får at føle. Men foruden disse, vil Kristus sige her, vil I også få en anden slags fjender: ikke dem, som er udenfor og fornægter læren, men dem, som er vokset frem i jeres egen midte, og som bærer og roser sig af jeres navn. Det er først disse, der anretter den største skade. For de andre, om end de anstrenger sig hårdt, kan de dog ikke udrette mere end at tage vort liv og vore ejendele, men mit hjerte og min tro kan de ikke tage med magt. Men de sidst omtalte farer ikke løs på liv og ejendele, men lader mig beholde, hvad jeg har, derimod griber de på den mest udspekulerede måde ud efter læren, for at tage selve skatten ud af mit hjerte, nemlig det kære ord, for hvis skyld disse fjender forfølge os. Dette er først den rette elendighed, at de, som kalder sig vore brødre, og som også bekender sig til den kristne lære, rejser sig imod os, og netop under det samme navn afskaffer den rette lære og indfører en anden, som Paulus også advarer imod og forudsiger for sine efesere, ApG 20, 30: ”Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falskt for at få disciplene med sig.” Dette er, siger jeg, det mest bedrøvelige: Det er nemlig dem, som er iblandt os og af vore egne, der skal gøre dette, den vi anser for at være retskafne, og for hvem vi ikke kan vogte os, førend de allerede er begyndt på at gøre skade. Dette er den forfølgelse indenfor kristenheden, som forud er forkyndt for os i Skriften, og som har været at finde lige fra verdens begyndelse. For sådan gik det Moses med hans eget folk, 4 Mos 16, ja, Jakob, Isak og Abraham i deres huse, og Adam, der kun havde to sønner, og alligevel måtte den ene skille sig ud sig og danne et parti.

      Og jeg mener, at vi selv erfarer dette nu. Hvor mange var der ikke, som i begyndelsen holdt med os, og med begærlighed greb evangeliet imod paven, så det så ud til, at vi ville få hele verden med os? Men netop, da det skulle have den største fremgang, farer vore egne folk løs, og anretter en elendighed; den var værre og gjorde os mere skade end alle fyrster, konger og kejsere havde været i stand til at gøre os.

      Nuvel, hvad er der at gøre ved det? De gør os den allerstørste skade, og giver vore fjender våben i hænderne imod os. De råber nemlig: Der ser man, hvordan det står til med vores lære, da vi ikke selv er indbyrdes enige, og Helligånden kan ikke være hos os, fordi vi selv forfølger, udskælder og bagvasker hinanden. Dette må vi tåle, at vore fjender bliver stærkere ved den forargelse, vi selv giver anledning til, og vi bliver svækkede og dårligt omtalte, og sådan har vi fået både fjender og brødre imod os, så der vistnok ingen større anfægtelse gives i kristenheden, i det ydre, som angår vor lære.

      Fordi vi nu uophørligt må vente sådan noget og ikke kan undgå det, så giver Kristus os ved denne prædiken både en trøst og en advarsel. Trøsten er, at vi ikke skal forfærdes, og ikke sørge os ihjel over denne gruelige forargelse, som det ser ud til at være; at vi, som roser os af Guds Ord, ikke selv er indbyrdes enige; men at vi imod det, undervist af hans eget ord, skal sige: Det vidste jeg allerede før det skete. Hvis jeg ville være en kristen, ville det gå mig, som min Herre Kristus forud har sagt mig, at jeg ville få to slags fjender, både udenfor og indenfor, og at disse sidste skal være mine egne kæreste venner og brødre. Derfor skal det ikke afskrække mig eller bringe mig til frafald fra læren, som om den skulle være urigtig, fordi de, der var mine brødre, sætter sig op imod mig. Selv Kristus havde jo Judas, sin forræder, hos sig, og derfor blev det hverken falskt eller urigtigt, hvad han havde lært og gjort, selv om hans kæreste discipel faldt fra, og var årsag til forargelsen. Derfor skal vi heller ikke bryde os om vore ”judasser”. Men advarselen er denne: Vi skal sandelig være forberedt på det, og derfor passe på og vogte os med årvågenhed, så disse sværmere ikke får lov til at bedrage os, men vi skal ruste os imod det, og lære dem godt at kende. For ved, at han siger: ”vogt jer,” vil han lære os, at vi ikke skal vige eller være tålmodige, hvad dette angår, men lukke øjnene op, og være årvågne, forsigtige og kloge. For mod disse ydre fjender behøver vi kun tålmodighed, så vi ikke gør, hvad de pålægger os, og står fast; men her gælder det ikke om at lide og vige, men om at vogte sig og passe på, så jeg ikke engang i det mindst betydningsfulde stykke har tillid til min kæreste brodér, men alene ser hen til Ordet med skarpe og årvågne øjne, og ikke tror et eneste menneske, som nu er med mig, fordi han nok er med mig i dag, men i morgen kan prædike imod mig.

      Og ingen må tro sig så sikker, at han ikke behøver denne advarsel. For det er en så farlig og snedig anfægtelse, at også de mest åndelige har nok at bestille med at passe på, at de ikke bliver bedraget. Men den øvrige hob, som er sikker og ubekymret, kan aldeles ikke værge sig imod at blive bedraget. Derfor bruger han ikke udtrykket: ”vogt jer!” forgæves, skinnet og navnet er nemlig alt for skønt, som vi straks skal høre, ingen kan gennemskue det, som ikke har den rette erkendelse af Guds Ord, og yderligere flittigt giver agt på det, og lader det være sin højeste omsorg at bevare det rent og pletfrit.

 

De falske profeters fromme ydre fremtoning

For betragt blot, hvordan han maler dem, de falske lærere, efter deres skin og ydre anseelse? For det første giver han dem det navn profeter, det vil sige: lærere og præster, som de jo også kunne rose sig af at kaldes og anses for,! Idet de har det samme prædikeembede, den samme skrift, den samme Gud, som de andre; og dog er det elendige falske profeter, som han taler om, der er nemlig om dem, som har fået et prædikenembede. For de andre, der farer omkring uden embede og befaling, er ikke så gode, at man skal kalde dem falske profeter, men landstrygere og skurke, som man skal overgive til bøddelen, og som ikke skal tåles, såfremt de vil gribe ind i andres embede og kald imod øvrighedens anordning, eller ind i husene, hvor ingen uopfordret skal holde nogen prædiken! Eller trænge sig ind, selvom han tror og ved, at der prædikes falskt i det offentlige, fordi det ikke er ham befalet at være ansvarlig for det. For Gud har indstiftet embedet på lige fod med sine andre stiftelser, for at man ikke skal handle imod det; men den, som fører embedet uret, skal komme til at svare for sig selv, og i sandhed finde sin dommer.

      For det andet, siger han, at de kommer i fåreklæder, så man ikke skal have noget at udsætte på dem, eller i det ydre kunne adskille dem fra andre, rette prædikanter. Det er disse to ting, som forvolder skaden: De har det rette embede, og dertil udøver det med så skønt et smykke og skin, at man ikke kan sige andet, end at det må være rette, fromme prædikanter, som søger at frelse alle mennesker; som de også herligt kan give det udseende af og helligt forsikrer os om, at de alene forkynder Guds navn og ord. Dette gør et stærkt indtryk og henriver folk med magt, ligesom en strøm, som man ikke kan standse. For hvem blandt almindelige mennesker findes der, som kan eller tør modsætte sig og modsige sådanne. Ja, hvem kan vogte sig for dem, fordi de, som de giver det udseende af, kommer med Guds navn og ord?

      Men Kristus formaner os her mod dette: For det første at vi ikke skal tage hensyn til, at de har embedet; skønt dette er nødvendigt, og hører med for at være præst. Men dermed er det ikke gjort, som om man derfor skulle tro dem, og være af den opfattelse, at der ikke også kunne skjule sig en skurk bag embedet; som det jo ikke så sjældent forekommer i verden, hvor der i alle embeder og stillinger er mange skurke og folk med spidse albuer, der misbruger deres stilling. De kunne godt kaldes profeter, det indrømmer jeg, siger Kristus; men pas på og tag dig i agt for, at de ikke er falske profeter. Dernæst: Bryd dig ikke om, om de kommer i fåreklæder, med det kostelige navn og skin. For her hører du, at en glubsk ulv kan være skjult derunder. Derfor vogt dig atter for, at fåreklæderne ikke bedrager dig. For de må alle dække sig med dette smukke skin, hvis de skal bedrage folk.

      Og netop dette er forskellen mellem disse hemmelige og andre åbenbare fjender. For de sidst overfalder os på en sådan måde, at enhver kan kende dem; mens de førstnævnte færdes mellem os, i det samme embede, som vi har, og bruger, som et ydre skin, den samme skrift og det samme ord; men de kommer, siger Kristus, af sig selv, det betyder: Selvom de har embedet, fører de dog en sådan lære, som Gud ikke har befalet dem, heller ikke sendt dem med, men de lærer deres egne drømmerier og djævelske lærdomme, mens de smykker sig med Guds navn. Tag dig derfor i agt netop for fåreklæderne, så du ingen tror, lige meget hvor herligt et skin han end kommer med, men se alene på Ordet, om det er det rette, eller om han under dets navn sælger sit eget kram.

 

Forført af trangen til noget nyt

Se, når vi bare var opmærksomme på denne advarsel, og rettede os efter Kristi ord, så kunne vi let vogte os for alle falske profeter og prædikanter. Men at de alligevel vinder sådan indpas overalt, kommer af, at vi, som hører det rette evangelium, ikke tager alvorligt nok imod det, og vi bekymrer os ikke nok for selv at være sikker på, at vi har det, men vi går derimod så søvnige og dovne omkring, som om vi aldrig kunne gå glip af det. Dette er årsag til, at vi bedrages ved sådan et herligt skin og udseende, førend vi når at se os for. For så snart der kommer en anden, ny lærer, så har vi fuldstændig glemt disse ord: ”vogt jer.” De skulle ellers få os til at være rustede, så vi hører på enhver, som om vi ikke hører ham, men alene ser hen til og give agt på læren. Det er letsindige, ubestandige ånder, som alene ser efter det ydre, og straks strømmer til af begærlighed efter noget nyt, og siger: ”O, ham har jeg hørt og set; jeg må altså også høre den anden, det er nemlig en rar og hellig mand.” Når det sker, har Djævelen allerede vundet sit spil, og fanger dem, førend de bliver klar over det, og han driver og leder dem, fuldstændigt, som det passer ham; fra det ene sværmeri til det andet; som Paulus i Ef 4,14 siger om sådanne: De er som et siv, der svæver hid og did, og drives af ethvert lærdoms vejr. Når, i dag eller i morgen, en anden opstår, så løber de også efter ham, og hører lige så begærligt herpå.

      Dette kommer af, at de ikke har nogen sikker erkendelse af Guds ord i deres hjerter, desuden anser de ikke evangeliet for at være noget særligt, og mener, at når de bare har hørt det en eller to gange, så kan de det, så de nu er færdige med det, de bliver snart trætte af det, og spærrer deres mund og ører op, når der kommer en anden, som bringer noget nyt; og det går dem ligesom Adam og Eva, der blev forført af slangen, 2 Kor 11, 3, som også spærrede deres øjne op efter den forbudte frugt, og indgav dem de skønneste tanker i direkte modstrid med Guds Ord: ”Hvorfor er det netop dette træ vi ikke må spise af?” Derfor blev de begærlige og nysgerrige, så de blev trætte af alle andre træer i hele paradiset, og kun begærlige efter dette ene.

      Men, når vi mener det alvorligt med evangeliet, og lever i bekymring for at beholde skatten klart og rent, så vil vi ikke så let lade os forføre; for jeg håber sandelig, at ingen sværmerånd skal få bugt med mig så let, fordi jeg ved, at vort evangelium er det rette, og jeg ikke ønsker at miste det. Men kommer der én med skønne fåreklæder, så ser jeg ikke efter hans ydre, som om jeg ville høre noget andet eller nyt, men om han stemmer overens med mit evangelium. Hvis ikke, så er jeg, Gud ske lov!, så sikker i min sag, at jeg ved, at han er en falsk profet og glubsk ulv under dække af sine fåreklæder.

 

Efterligning af Guds ord og falske frugter

På den måde har de djævelske ånder en dobbelt fordel, både af at vi selv er så uagtsomme, trygge og letsindige, og af at de kan smykke sig med det skønne fåreskind. For med fåreklæder mener han ikke laster og grove synder, som vi ser hos hedningerne og de vantro, men de rette kristnes hellige navn og ære, som har den hellige dåb, nadverens sakramente, Kristus og alt, hvad Kristus er og har. Alt dette må de medbringe. For ingen tør komme sådan: ”Dette siger jeg.” men derimod sådan: ”Kære venner, dette siger Kristus; her hører I Guds Ord og Skriften, dette må I tro, hvis I vil blive salige; den, som lærer anderledes, bedrager jer.” De fører Kristi og Guds højlovede navn i munden, og de forfærdelige, prægtige ord: Guds ære, sandhed, evig salighed og andre lignende ord, som hører til dette. Når nu et menneske hører sådanne fortræffelige ord, og bliver så dyrt formanet ved sin sjæls salighed og fordømmelse, så forfærdes han, og lader sig snart fange, såfremt han ikke er vel veludrustet imod det og sikker i sin sag. For det skærer som en skarp ragekniv, og går igennem marv og ben. Dette er den ene del af fåreklæderne.

      Desuden smykker de sig med iøjnefaldende gerninger og levemåde, går i grå kjortler, hænger med hovedet og plager sig selv med faste, spægelse, hårdt leje, og de lever slet ikke som andre simple mennesker. Dette gør ligeledes stort indtryk og besnærer fuldstændigt mennesker, så de løber efter dem i skarevis, og en sådan skurk kan med en eneste prædiken forføre en hel by, der i lang tid har haft Guds Ord, og udvirke, at man på en time glemmer, hvad man i ti år har lært; det ville jeg også være i stand til, hvis jeg ville antage sådan et skin og en aparte hellighed, skulle jeg med to eller tre prædikener let prædike mit folk ind i pavedømmet igen, og få sat gang i nye valfarter og messer. For masserne er, som sagt, let at overtale dermed, og desuden nysgerrige og begærlige efter forandring.

      Se, sådan må de smykke sig både med læren og livet, idet de fremfører de selv samme ord, som vi, og dertil optræder med et skønt, skinhelligt liv. Sådan som gendøberne forfører mange mennesker med dette i vore dage dermed, når de råber: Evangeliet er ikke ret hos jer, fordi man ser, at det ingen frugt bærer, og mennesker forbliver onde, hovmodige og griske; der må noget mere til end det blotte ord og bogstav; vandet må gøre det, og man må tage det alvorligt med livet; hvis det virkelig var Guds Ord, ville det vel også bære frugt. Sådan farer de da frem, og siger: Vi har den rette erkendelse og det rette liv med de rette frugter. Når et enfoldigt, uerfarent menneske hører dette så siger han: Ja, sandelig! Det er sandt! Og det lader sig sådan henrive af de fortræffelige ord: ånd og åndens frugter. På dette går de videre og siger: Den, der vil være en kristen, skal ikke udøve den verdslige øvrigheds styre eller føre sværdet, heller ikke besidde ejendom, sådan som vi gør det; men den, der er en ret kristen, beviser det med sine gerninger, forlader alt, udøver ikke verdslig magt og regimente, går i en simpel grov kjortel og lider sult og vanære. Dette kalder de åndens frugter. Se, dette er lutter fåreklæder, hvorved de drager de stakkels mennesker til sig i hobetal.

      Hvem kan nu genkende ulven derunder, og vogte sig imod det? Svar: Jeg ved ikke noget bedre råd, end, som jeg har sagt, at enhver forud søger at blive vis i sin sag og i læren, og at han har den så klart og sikkert i sit hjerte, at han kan holde fast ved den, om han så ser at alt, hvad der findes på jorden, lærer og lever anderledes. For den, som vil være sikker, han må aldeles ikke se hen til nogen som helst ydre form i kristenheden, eller rette sig efter det, men ene og alene se til og rette sig efter Ordet, som viser os de rette forhold, der gælder for Gud, som for eksempel: Den kristne læres sum og hovedartikel er den, at Gud har sendt og hengivet sin søn, Kristus, og det er alene ved ham, han forlader os al synd og gør os retfærdige og salige. Det skal du holde fast ved, og ikke noget andet. Efter det, når du ser dig om i verden, så ser du mange forskelligt slags liv og positioner: mand og kvinde, herre og tjener, fyrste og undersåt, rig og fattig, og hvilke stænder og embeder der ellers findes i verden, og alle er sådan mod hinanden, at jeg intet kan se, som skulle have noget særegent hellighedsskin. Men fordi jeg nu står på lærens grund, og har hovedartiklen i behold, som jeg har alt i, så drager jeg den slutning i mit hjerte: Hvad enten jeg ser en gift mand eller en jomfru, en Herre eller en tjener, lærd eller læg, en grå eller rød kjole, faste eller ikke faste, hængemulen eller smil, hvad kommer det så mig ved? En sådan forskel, som jeg ser med øjnene, betyder intet, for mig er det ene lige så godt som det andet; for jeg har en sådan kristen erkendelse, at en pige i et rødt skørt, eller en fyrste i hans gyldenstykkes kåbe lige så god kant være en kristen, som en tigger i hans grå kjortel eller en munk i hans uldne kutte eller hårskjorte, og med en sådan erkendelse lader jeg mig ikke lede vild af det ydre.

      Men den, der ikke holder fast ved denne hovedartikel, og ikke forstår at bedømme alt efter det, han kan ikke vogte sig for at blive bedraget af det ydre, når han ser, at den person omgås med hustru eller børn, eller er herligt og kosteligt smykket, mens han ser en anden hænge med hovedet, faste meget, gå barfodet og i grå kjortel, og han slutter straks: O, det er en hellig mand! De andre duer ikke, og han griber på denne måde ubetænksomt ud efter skinnet; og er ikke så klog, at han kan sige: Kan der ikke også findes en skurk under den grå kjortel? Mens en kristen derimod kan sige: Kære munk, bærer du en grå kjortel, ikke af nød, men derimod i den hensigt, at du vil anses for at være noget særligt frem for andre, så må du være en dobbelt fortvivlet skurk, som kaster blår i øjnene på folk med et falskt skin; ellers måtte du jo sige: Når en bonde, som pløjer eller gødsker sin ager, lige så vel er en kristen og kommer i Himlen, som jeg, hvad er det da for narrestreger med mit aparte væsen?

       Som jeg har sagt, den store hob hænger ved sådan et ydre skin, som stikker i øjnene på den, og ser ud som noget særligt, så det ikke hjælper, hvor længe man end prædiker imod det, og så er vi oven i købet af naturen tilbøjelige til sådan en gerningshellighed; for den falder i fornuftens smag, som altid gerne vil komme til Gud med egne gerninger, og så bliver resultatet, at Djævelen driver sit spil og puster til gennem disse lærere, indtil han fuldstændig har drevet os ind i gerningsvæsenet.

      Men vi, som gerne vil være sikre og befæstede, skal frem for alt se til, som jeg altid har formanet, at vi har for alvor har begrebet vor hovedartikel om troen; så er vi nemlig i stand til at bedømme alle ydre former og alt ydre væsen, og så vil sandhedens Ånd undervise og lede os. Da skal enhver, også i sin stand, finde rette gode gerninger nok at gøre, når han gerne vil være gudfrygtig, så han ikke behøver at søge efter noget aparte.

 

Med fromheds skin forsøger ulvene at lokke os bort

For er du en fyrste, dommer, ægtemand, tjener eller pige og skal udøve og bevise din tro, så skal du samvittighedsfuldt udføre, hvad dit embede og din stilling pålægger dig, og handle ret, så skal du nok få så meget at bestille, at ingen karteuser har sværere ordensregler, end du. For hvad besvær og tungt arbejde er der dog i, at én går i en grå kutte, eller med træsko, eller, når det kommer højt, plager sit legeme en smule, og så i øvrigt lever uden sorg og bekymring, og har nok at spise og drikke? Men én anden må spise sit daglige brød i sit ansigts sved og med surt arbejde, og ikke blot lade sit legeme, men meget mere sit hjerte blive plaget og fortæret af den onde verden og sine naboer, og forventer og lider alle former for ulykke, ufred og hjertesorg; sådan at en ret borgerstand, som udøves på kristen vis, er mere end ti munkeordener tilsammen, selvom man ikke ser det udenpå den, som på munken, der bærer en kutte og lever afsondret fra mennesker. Hvis man lukkede øjnene op og for alvor sammenlignede disse to, måtte fornuften også erkende dette. Ligeledes en fyrste, om han end bærer en guldkæde og går i mårskinskåbe. Hvis han er gudfrygtig, så er han under sin mårskinskåbe et så plaget og elendigt menneske, at der ikke findes hans lige i noget kloster. Sådan kan du gennemgå alle embeder og stænder. Findel du en gudfrygtig mand eller kvinde, så behøver du ikke at lede efter nogen munk eller nonne; for han er allerede i forvejen munk nok, og har en vanskeligere orden end alle kuttebærere og skaldepander; ja det er lutter narrestreger for Gud med alle munke og skovbrødre i sammenligning med et gudfrygtigt barn, en tjener eller pige, som i troskab og lydighed gør, hvad der er befalet dem at gøre. Gør kun, hvad en gudfrygtig mand eller kvinde skal gøre, så har du en regel, som er sværere end franciskanernes og alle munkes regler, kutter og skaldepander, som langt snarere skjuler en skurk end en from kristen.

      Men det vil den elendige fornuft ikke overveje, men fornuften slår det hen i vejret og siger: Åh, det er jo ganske almindeligt, det kan jo enhver gøre hjemme i sit hus! Og så rækker den ud efter noget andet, som er sjældent og overordentligt: Når den finder det, spiler den øjnene op, og lader sig lede af et sådan gøgleværk; det er dog lutter falskt skin, som de kommer med, og hvormed de udstiller deres unyttige liv på en sådan måde, at alt, hvad Gud i øvrigt har anordnet og indstiftet, skal være foragtet og ikke have nogen betydning. Men fejlen findes alene i det forhold, at vi ikke tager det alvorligt med at erkende Guds Ord. Ellers ville vi snart sige: Lad bare alle karteusere, gendøbere og selve Djævelen og hans oldemor komme an, så ville de alligevel ikke indstifte bedre stænder eg ordener end dem, som Gud selv har indsat.

      Derfor skal man anse det for at være en fortræffelig, høj og guddommelig stand, når nogen er en gudfrygtig ægtemand, tjener, pige eller en retskaffen arbejdsmand, og således kunne man, i overensstemmelse med Guds Ord, dømme ret om alle gerninger og stænder, og enhver ville både lære ret og leve ret, og alt ville gå for sig i sin bedste orden. Dette skal anses for de rette stænder, som Gud har skabt og indstiftet, og hvori han har velbehag; og Gud give, at man kunne bringe det så vidt, at en by havde mange af sådanne gudfrygtige borgere, kvinder, børn, herrer og tjenere, så ville vi have Himmeriget på jorden, og behøvede ingen klostre; og vi behøvede hverken at faste eller at bede og synge hver dag i kirken, men kun at gøre, hvad enhvers kald og stilling kræver.

      Her ser du, hvad det er for fåreklæder, som de kaster folk blår i øjnene med. Men hvad er de i det indre og dybest set? Intet andet, siger Kristus, end glubske ulve. Det vil sige, at de forsøger, de fortvivlede skurke under deres læres og livs skønne skin, at fordærve og sønderrive sjælene. Ikke i det ydre, som tyrannerne og forfølgerne, der gå løs på liv og ejendele, heller ikke som de prædikanter, der prædiker offentligt imod os, og fordømmer vor lære; men i det indre, så de hemmeligt fjerner skatten fra vort hjerte, som nu er blevet Guds stol eller kongerige og bolig. For hele deres bedrageri, som de omhyggeligt pynter på med læren og livet, går ikke ud på andet end på at sønderrive troen og hovedartiklen om Kristus. Sådan som nu gendøberne også bærer vort navn i det ydre, og bekender, at vi har evangeliet med Ordet og prædikenen; men der følger, sige de, ikke nogen frugt. Netop med disse ord: ”nogen frugt”, leder de mennesker fra troen hen til gerningerne, og borttager hovedartiklen, som er troen på Kristus, og lærer os, at man blot skal se på frugterne; når disse findes, er det rette evangelium der, og omvendt; og hele deres lære går ikke ud på andet, end at man må stille sig an og retfærdiggøre sig med sine frugter, ikke besidde ejendom, forlade alle ting, osv. Sådan falder de igen tilbage til gerningerne, og sætter deres fortrøstning til disse, som deres saligheds grund.

      Og det værste er, at de ikke engang lærer de rette frugter, som evangeliet lærer og kræver efter troen, men deres egne drømme og hjernespind; de siger intet om, hvordan enhver retskaffent og tro skal opfylde sit kald, og forblive i dette, men netop det modsatte; drager mennesker bort fra den af Gud anviste stand, lærer, at de skal forlade den, give afkald på alt verdsligt og begynde på noget aparte: hænge med hovedet, leve strengt, ikke spise og drikke og klæde sig som andre mennesker, villigt og uden tvang lade sig pine og slå ihjel. Ellers, siger de, bærer evangeliet ingen frugt i dig, og du er endnu ingen kristen, hvor meget du end tror.

      Og disse, deres drømme, smykker de med Skriften og skriftsteder fra evangeliet, skønt Kristus dog aldrig har lært eller befalet sådan noget, hverken med ord eller eksempel, at man skal løbe bort fra mennesker, forlade alt, ingen ejendom besidde, med mindre det bliver nødvendigt, at man enten må give afkald på dette eller på hans ord. Derfor skal du ikke forlade det, førend han befaler dig det, og du bliver tvunget dertil. Men kommer det dertil, da sig: Før jeg ville give slip på evangeliet og Kristus, da forlader jeg hellere hustru, børn, liv og ejendele, sol, måne og alle skabninger. Men sker det ikke af denne nødvendighed, da har du Guds bud om, at du skal elske din næste, og tjene ham med liv og ejendele; ligeledes elske og styre din hustru, børn og tjenestefolk, ikke løbe fra dem og lade dem sidde, sådan som de gør på trods af Guds Ord og indstiftelse, uden nogen nødvendighed, mens de alligevel roser sig af, at i dem, som alene er de hellige, bærer evangeliet sine rette frugter.

      Lær derfor sådanne ånder at kende, hvordan de, under fåreklæderne i det indre, sønderriver og borttager troen, leder dig bort fra Kristus, og kalder deres egne drømme evangeliets frugter, hvormed de udrydder de rette frugter. Det er dem, de glubske ulve i fåreklæder, som altid fordærver kristenheden. Op til vor tid har de heddet munke, nu er det gendøberne, som en andet slags munke; tidligere var det kainiter, ismaeliter, esauiter, pelagianere. For denne tro har været fra verdens begyndelse, og selv om disse gendøbere også skulle forsvinde, så vil der alligevel komme andre i deres sted.

      Kort sagt, munkevæsenet må forblive så længe verden består. Selv om det skulle ske under andre og nye navne og med andre gerninger. For alle, som begynder med at finde på noget nyt, udenfor troen og det af Gud anordnede liv, de er og bliver munke, om end de ikke er klædt i munkekutte og lever på klostervis, og for disse, som går med kutte og skaldepande, kan man vel vogte sig for nu; for de er nu så tilstrækkeligt afmalede, at alle og enhver kender dem. Men vogt dig for det nye slags munke, som ikke går med kutte, men dog finder på et andet aparte væsen, og foregiver stor andagt og hellighed, med sure miner, grå kjortler og et strengt liv, og siger: Man må ikke bære fløjl eller silke, ikke røde eller brogede klæder; ligesom de tidligere munke også have lært det. Så det er trods alt det samme munkevæsen, men under en anden maske. Derfor har malerne ramt det temmelig godt, når de maler Djævelen i en munkekutte med djævlekløerne stikkende frem forneden. For fra verdens begyndelse har han ikke gjort andet, end forført verden med sit munkevæsen.

 

v16 På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? v17 Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. v18 Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. v19 Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. v20 I kan altså kende dem på deres frugter.

 

 

Fornuften bliver forført af gerningsretfærdighed

Efter at den Herre Kristus bar formanet sine til, at de skal holde fast ved hans lære, og vogte sig for at blive forført af andre, som under fåreklæder er glubende ulve; lærer han nu også til yderligere advarsel, hvordan man skal kende dem på deres frugter, og fremsætter med simple, enfoldige ord en lignelse, som ethvert barn kan forstå. For ingen er så tosset, at han ikke ved, at en tornebusk ikke kan bære figen eller druer. Men så enfoldige disse ord end er, så er der dog ingen, der ser, hvor meget der ligger i dem, andre end den, som alvorligt betragter Guds Ord. Men alt kommer an på, at man forstår, hvad han kalder gode eller onde træer og frugter. Det er nemlig snart sagt: Dette er en figen, eller en tidsel, et godt æble eller sure slåen, og let at se med øjnene og at erkende med fornuften; men hvad Kristus mener hermed, er det umuligt at få tag i, uden alene ved åndelig erkendelse efter Guds Ord. For vi har ovenfor hørt, hvordan disse falske lånere fremtræder under et sådan skin og med en så forførerisk lære, at fornuften ikke kan gennemskue den, eller vogte sig for den. Ja, det ikke netop en sådan lære og et sådan liv, som fremgår af selve fornuften, og er overens stemmende med den, og ganske naturligt behager os, fordi den lærer om vore egne gerninger, som vi forstår og kan udføre.

      Men det menneske kalder han kort og godt: ”et godt træ, som bærer gode frugter”, som fører sit liv og sin fremfærd rent og enfoldigt efter Guds Ord. For han vil straffe eller fælde dom også over mange, som har hørt Guds Ord, prædiket i hans navn og sagt: ”Herre! Herre!” dertil gjort mange tegn og uddrevet djævle, og dog er hykleriske og falske. Derfor må man her lægge sin egen fornuft aldeles til side, og alene følge Guds Ord, og rette sig efter det, når man vil dømme om livet og gerningerne, så man kan vide, hvad Guds Ord kalder et godt træ eller gode frugter. For dette er fornuften for højt, som jeg før har sagt, når den ser en, som ikke bærer andet end en grå kjortel, og faster hver uge ligesom farisæeren i evangeliet, ja som også gør tegn og underfulde gerninger, at denne så ikke skulle være et godt træ med gode frugter. Den kan ikke tænke sig noget højere, eller udtænke og forstå noget bedre, og bliver aldeles bedåret, når den ser sådan noget; så den slutter: Den, der fører et andet liv, end andre mennesker, han må være et særdeles helligt menneske. Den ser ikke, den blinde tåbe, at alle sådanne gerninger endnu er langt, langt fra Guds Ord.

      Og spørger du den: Hvorfra ved du, at disse gerninger er så kostelige, som du gør dem til? Så kan den ikke svare andet end: De forekommer mig sådan. Men jeg giver ikke fire skilling for, hvad der forekommer dig, så jeg kan sætte min frelse og salighed ind på det. Det hedder: Du må vide, og ikke synes eller formode, og have sikker grund og vidnesbyrd fra Guds Ord om. at det behager ham, så du kan sige: Den gerning er god. Eller: Den stand er Gud velbehagelig, det ved jeg. Det er ikke på mit eget lys, om det ene eller andet synes mig godt eller ondt, det kommer an på, men om det er efter Guds Ord og bud. Det forekommer mig vel ikke at være rigtigt, at en ægtemand eller ægtekvinde, en fyrste eller dommer skal være lige så hellig, som én, der kryber hen i en eneboerkrog eller løber ud i ørkenen; men det er ikke min formodning, det kommer an på, og om nogen uddrev djævle, og gjorde alle de undergerninger, som apostlene har gjort, så ville jeg hellere være en skomagerdreng eller kokketøs efter Guds Ord, og sætte sådan en stand over alle dine formodninger, om end du kunne opvække døde. Hold dig derfor til, at det at bære gode frugter betyder sådan et liv og sådanne gode gerninger, som sker efter Guds Ord og bud.

      Derfor er disse ord: ”på deres frugter skal I kende dem” sat til at være et kendetegn og et mål, hvorefter man kan bedømme og kende dem. Bliver vi så bedraget, er det vor egen skyld; for han har ikke ladet os forblive i uvished, men klart og ligefremt sagt os det: Kan I ikke kende dem, siger han, på grund af de skønne fåreklæder, så lægge kun mærke til deres frugter og gerninger, om disse er retskafne og gode.

      Ja, siger du, hvordan kan jeg kende disse? Også disse kan vel bedrage. Svar: Du kender jo Guds bud; se derfor efter, om gerningerne er i overensstemmelse med disse. For jeg skal stå inde for, at der ikke findes nogen sekterer, uden at han kan få det frem i lyset, og lade ham efterlade en sådan stank efter sig, at det kan spores, at Djævelen har været der, og endnu har der aldrig været nogen falsk lære eller noget kætteri, som ikke har haft det kendetegn, som han her angiver, at det er fremkommet med andre gerninger, end dem, som Gud har befalet og indstiftet; at verden bliver forført, kommer derfor ikke af nogen anden grund, end at den følger den uduelige fornuft, er ligeglad om Guds Ord, og ikke er opmærksomme på, hvad han befaler, men spærrer øjnene på vid gab efter det ydre væsen, hvor den blot ser noget ualmindeligt.

      Hvem, der her ønsker at blive i stand til at dømme ret, han må gøre, som Kristus lærer ham, og betragte deres gerninger, og sammenligne dem med Guds Ord og bud. Så vil han snart få at se, hvordan de stemmer overens. Betragt den allerhelligste karteusermunk med hans strenge ordensregler, og sæt imod dette Paulus med De Ti Bud, så skal du se, at Paulus prædiker sådan: Når I har Kristus ved troen, så vær lydige mod øvrigheden, og omgås hinanden i indbyrdes kærlighed i alle stænder. Se, der har du et ret spejl for et kristent liv efter Guds bud og indstiftelse. Imod dette kommer der nu en sekterer, og siger: Åh, det er en alt for simpel lære! Der er jo dog mange onde mennesker i de almindelige jordiske stænder, og det er alt sammen verdsligt; vi må finde på noget bedre. Så går han da hen, og får noget særegent og ualmindeligt sat i stand, og kommer så traskende i en kutte eller grå kjortel; skulle dette være et kosteligt liv og en fuldkommen stand?

      Men står du på Ordets grund, så er du snart færdig til at fælde dom, og kan sige: Hvor har Gud befalet dig at opstille sådanne særlige stænder og gerninger imod de andre stænder, som han har indstiftet? Jeg er godt klar over, at der er onde og gode mennesker i alle stænder; men hvad kommer det sagen ved, at man misbruger Guds indstiftelser? Jeg bliver alligevel ved det ord, som lærer mig, at stænderne er gode, om end der findes onde mennesker i dem. Dette ser jeg hen til og dømmer efter, og fordi standen er god, så må de gerninger og frugter, som sker i dem i overensstemmelse med Guds Ord, og som standen kræver, nødvendigvis også være rette og gode gerninger og frugter. Men fordi din stand ikke har Guds Ord for sin berettigelse, så kan de gerninger, som sker i denne stand heller ikke være gode, men både træ og frugter er rådne og til ingen nytte.

      Sådan har du her en sikker regel, som aldrig kan slå dig fejl, hvorefter du kan kende dem af deres frugter. For jeg har også læst for at finde noget om alle kættere og sekterere, og jeg har fundet frem til, at de alle sammen bestandigt har opfundet og opstillet noget andet, end hvad Gud har påbudt og befalet, den ene i et stykke, den anden i et andet. Én har forbudt os at nyde al slags mad, én anden ægteskab og en tredje har fordømt øvrigheden; og der er ikke en, uden at han er fremkommet med sit eget, så de alle nødvendigvis må afvige fra den rette vej.

      Derfor kommer det an på, som jeg har sagt, at man ret forstår og holder fast på, hvad Kristus kalder gode gerninger og frugter: nemlig, at en god gerning er den, som er befalet eller anordnet i Guds Ord, og sker efter Ordet, som er det samme som hans befaling. F.eks.: En hustru, som er gudfrygtig, og gør hvad hun skal i sin ægtestand, kan med rette sige og glæde sig over, at hendes stand er anordnet af Gud. Hun har Guds rette, rene og klare ord for sig, og kan se, at hun selv og hendes stand hjerteligt behager Gud. Derfor er hendes gerninger lutter gode frugter; så man altså skal dømme og erkende for godt, ikke hvad der synes os at være godt, men hvad Gud siger, og kalder godt. Hold dig dertil, så kan du ikke tage fejl, sådan som de andre må tage fejl. For her har du hans dom for, at de ikke kan bære de rette frugter. Derfor skikker Gud det også sådan, at de ikke må prædike om andet, end om lutter selvopfundet gøgleværk, og fordi de foragter de rette frugter og gerninger, som dem, der intet særegent og iøjnefaldende skin har, så foragter han også deres rådne og tomme gerninger, som de opstiller med så megen pragt, og som de drister sig til at ville gøre bedre, end han har gjort dem.

      Der er et ordsprog, opfundet om klerkene, og jeg mener, at Djævelen selv har gjort nar af dem dermed: Da Vorherre skabte en præst, så Djævelen til, og ville gøre ham det efter, og han gjorde skaldepletten oppe i hovedet for stor; så der blev der en munk af det i stedet; derfor er de Djævelens skabninger. Dette er ganske vist sagt for sjov og til spot, men det er dog den rene sandhed. For når Djævelen ser, at Gud befaler lydighed og indbyrdes kærlighed, og samler sig et åndeligt folk, der har hans velbehag, så kan Djævelen ikke lade være med at bygge sit kapel eller sit værtshus ved siden af kirken, og i det lære sit munkevæsen med fattigdom og grå kjortler, sådan at munkene altid er Djævelens præster. For de drive ikke på andet end skinbarlige djævelske lærdomme, (som også Paulus 1 Tim 4, 1 kalder dem), udsprungne af deres eget hovmod, hvormed de ville mestre og forbedre Guds gerninger. Derfor vil Kristus sige: Vil I lære at kende og bedømme dem på den rigtige måde, så hold jer til det rene Guds Ord, så I er sikre på, hvad der er de rette frugter, og se så, hvordan de stemmer overens hermed; da skal I rigtignok finde, at de lærer og driver på andre ting, end hvad Gud har befalet; af det kan I med sikkerhed dømme, at træet heller ikke er godt. Om dette fremsætter han en simpel, barnlig lignelse: ”kan man høste vindruer af torne, eller figen af tidsler?” Ja, det kan man sagtens, mener de, hvorfor skulle man ikke kunne det? Man samler endogså det rene sukker af det. For sådanne gerninger er i deres øjne endnu dyrebarere end dem, som Gud har befalet. Men betragt du de to slags træer: vinstokken eller figentræet, og tornebusken eller tidslen, tidsler eller torne blomstrer også overordentligt skønt.; ja skønnere end andre træer; men hvem glæder sig ved deres frugter? Imod dem er Figentræet et ganske simpelt træ, det roser og bryster sig ikke af sine frugter eller blade, skyder heller ikke sine blade, førend frugterne er forhånden. Men før man ved et ord af det, bærer det frugt. Sådan også med vinstokken; den har mindre anseelse og pragt end noget andet træ, og er en rigtig tør og ussel vækst; dog bærer den de allersødeste druer frem for alle andre vækster, mens andre træer pynter sig og bryste sig med deres blade og blomster, så man skulle tro, de ville bære lutter sukker, og dog giver de ikke andet end sure frugter, som ikke er til nogen nytte. Sådan har ovennævnte også skinnet, og taler vidt og bredt med meget praleri om særlige gerninger, som om der ingen var, der duede til noget, undtagen dem selv; og når det kommer til stykket, så bliver der lutter sure hyben ud af det, som er fulde af stene, og ikke mætter eller føder nogen, eller tidselhoveder, som blot stikker og river, når man tager på dem. For når man holder Guds bud op imod det, og spørger, om Gud har givet befaling til eller indstiftet sådanne gerninger, og om de sker til næstens nytte og gavn, så finder man, at de ikke duer til nogen ting, men alene hindrer de rette gode frugter. Mens på den anden side, hvad der hører til de andre stænder intet ydre skin har, ikke glimrer og praler, og dog bærer de allerskønneste frugter, og gør den største nytte på jorden, men for Gud, og for dem, som har åndeligt oplyste øjne, så de er i stand til at bedømme det ret.

      Derfor siger han nu: ”kan man og høste vindruer af torne, eller figen af tidsler?” som om han ville sige: Lad det kun blomstre med noget, som ser meget kostbart ud, men vent et lille stykke tid, og se, når den tid kommer, da frugten skal indsamles, hvad du så finder. For der kommer ikke andet ud af det, end at man med det bedrager mennesker, som havde ventet på store, kostelige frugter, og dog intet finder, som kunne være til trøst og gavn for dem eller andre. Dertil gør det den skade, at endog den fortrinligste fornuft, som ikke har Guds Ord og den rette erkendelse, men følger sine egne meninger og sin selvgjorte gudsdyrkelse, bliver bedraget og forført ved sådan et hjernespind, opfundet af Djævelen, og mener, at når den synes det er godt, så må også Gud synes det er godt; mens det dog forholder sig omvendt, at jeg finder godt, hvad jeg hører, at Gud finder godt, om end der i alle Guds stænder sker et og andet fortrædeligt, og der tilmed er mange onde mennesker i det, som fordærver de gode frugter, ligesom de skadelige orme.

 

At indrette sit liv efter Guds ord og ordning

Denne lignelse slutter han nu med en talemåde, som han også plejer at anføre andre steder: ”ethvert godt træ bærer gode frugter, men et råddent træ bærer onde frugter.” Men hvorfor er det dog nødvendigt at lære sådan noget med så mange ord? Hvem ved det ikke i forvejen? Det er jo noget, som enhver kan tage og føle på, og så regner han os for sådanne tosser, at vi ikke ved dette! Nuvel, ved du det, så er det godt for dig; men vi vil lære det, og forblive Kristi disciple. For det er, som sagt, ikke så let en kunst at have den rette forstand på de ting, som Kristus taler om. Men denne talemåde tjener til at trøste og styrke dem, der er i en stand, som for fornuften synes at være en ret så fortrædelig stand, og at der sker meget ondt i den, hvilket mange mennesker tager anstød af, så de anser standen for at være farlig, som om man ikke kan tjene Gud ordentligt i den. Augustin plagede også sig selv meget med sådanne tanker, endog da han var en stor doktor, idet man ønskede at se, at alt var ret og fuldkomment, og ville have det onde afskaffet fra de jordiske vilkår, hvormed pelagianerkætterne gav ham nok at bestille, der, ligesom næsten alle andre kættere, har villet have, at alt skulle være rent og fuldkomment, og netop ved dette har de gjort det urent og stinkende.

      Men hvorfor behøver man en lang forklaring? Her er det sagt fortræffeligt og med få ord: Den stand, som Gud har skabt og anordnet, og det menneske, der lever og omgås andre i denne stand efter Guds Ord, kan ikke bære andet end gode frugter. Dermed kan du nu trøste dit hjerte imod sådanne tanker: Ak, hvor fortvivlende er det ikke, at jeg er havnet i denne stand! Der er jo ikke andet end elendighed og plage ved den! Sådan en anfægtelse har jeg ofte selv haft af mit eget embede, og har det endnu; hvis Guds Ord ikke fandtes, havde jeg for længe siden opgivet at holde en prædiken, og havde ladet verden sejle i sin egen sø. Men det er den lede Djævel, som gør menneskers stand så tung, og på denne måde forblinder den elendige fornuft, så den ikke kan erkende det embede og den gerning, som Gud pålægger os, og som hjerteligt behager ham, som en god frugt af et godt træ, og sådan fordærver den sin stand og dens frugter. For det var i sig selv et godt træ og en god stand, men den ser det ikke, og er derfor selv skyld i, at træet ikke kan bære gode frugter.

       Lær derfor at betragte din stand ud fra denne talemåde, sådan at du af det kan slutte: Nu ved jeg, Gud ske lov!, at jeg befinder mig i en god og salig stand, som behager Gud; om end der er ærgrelser for kødet og mange besværligheder og plager, så vil jeg gerne bære alt dette. For her har jeg den trøst, at Kristus siger: ”et godt træ bærer gode frugter” om alle stænder, som er anordnede i Guds Ord, selv om de er foragtede og anses for at være ubetydelige af verden, og især af de hellige. På den anden side hører jeg den dom: ”at ethvert råddent træ bærer onde frugter”, så når jeg ser den helligste munk, så ser jeg et skændigt, råddent træ, om end han ser meget værdifuld ud, og ikke lider under så stort besvær og modstand. For Djævelen gør det på ingen måde så tungt og surt for dem, som han gør det for de rette gudelige stænder. Derfor synes de så godt om disse stænder og gøgeunger.

      Men lige så lidt som jeg, i min stand, kan se, at min frugt er god, lige så lidt kan de andre se, at deres stand og frugter er rådne og til ingen nytte. Denne talemåde må, tværtimod, hvad dem angår, lade sig fordreje og lyde sådan: ”et råddent træ bærer gode frugter, og et godt træ bærer onde frugter,” så vi ser, at fornuften aldeles ikke kan dømme ret her; eller erkende værdien af sin stand og de gerninger, som er den anvist, heller ikke have sin lyst og glæde af det, men at den tværtimod roser og priser det modsatte. For hvis man kunne se det, så ville vi vandre i lutter glæde, og med frydefuldt hjerter lide og bære alt, hvad Gud pålægger os, forsikrede om, at fordi træet er godt, så må også frugterne være gode. Sådan også med en gudfrygtig staldkarl: Når ban kører et læs møg ud på marken, så kører han et læs kostelige figener og vindruer; men for Gud, ikke for vore øjne, fordi vi er vantro. Derfor bliver man ked af sin stand og vender øjnene efter en anden.

      Det er, hvad Kristus mener, når han slutter så kønt og godt: ”et godt træ bærer gode frugter,” og omvendt, og for at bekræfte det endnu mere, tilføjer han, som til overflod: ”et godt træ kan ikke bære onde frugter, og et råddent træ kan ikke bære gode frugter.” Hvordan? Kan en dreng eller pige da ikke være en skurk? En mand eller kone være utro? En fyrste en tyran? En præst en forfører? Som du ovenfor selv har sagt. Hvor skal man ellers finde skurke og gavtyve end i alle slags stænder og jordiske forhold? Svar: Ja, det er desværre sandt; men da er ingen af dem er et godt træ længere, fordi han træder ud af sin stand, og lever imod Guds bud. Men forbliver han i sin stand og sit embede, og gør, hvad dette kræver, så kan han ikke være et ondt træ. Derfor siges der her: Se kun til, at du forbliver et godt træ, da vil jeg love dig, at hvad du gør ikke kan være ondt. For de gerninger, som Gud har befalet, må have det vidnesbyrd, at de ikke kan kaldes onde.

      Hvad saligere kunne vi derfor ønske, end at have en sådan lov og vidnesbyrd af Kristus selv imod alle sekterere og sværmere, at vi befinder os i en stand, hvori vi ikke kan gøre ondt, såfremt vi lever efter Guds Ord, og gøre, hvad der er befalet os at gøre. Ja, om der end blander sig noget ind af det, som er ondt, ikke af forsæt eller af ond vilje, men uvidende og af skrøbelighed, så må også dette være godt og eftergivet os. Kort sagt: Så længe du går frem i det guddommelige embede og efter Guds Ord, kan du ikke gøre ondt; bliv kun i det, så skal det ikke kunne være ondt; og selv om det ellers er synd, så skal det ikke hedde ondt, men være tildækket og tilgivet; så rigeligt skal du være velsignet ved Guds Ord. Ligesom et figentræ eller et andet træ, selv om det undertiden bærer en ormstukken frugt, så er den dog efter sin art en god frugt, uden pigge og torne. Ja, frem for at det skal være uden frugt, må det hellere, uden dets egen skyld, have ormstukne frugter: sådan er alle en kristens gerninger også af god art, fordi træet er godt, og han lever sådan, at han gerne vil bære lutter gode frugter, skønt der undertiden på grund af kødets skrøbelighed, eller af andre årsager, også kan forekomme noget af det, som ondt er. Hvorimod før omtalte tornebuske og tidsler, om de end ville rive sig i stykker, ikke kunne frembringe en eneste frugt, som skal kaldes et god drue eller en figen, og der er ikke en karteuser eller barfodmunk, som, om end han piner sig til døde, kan bede et Fadervor, der skal anses for at være godt for Gud, eller gøre en eneste god gerning; men jo mere han gør, og jo mere han plager sig selv for at gøre gode gerninger, desto værre bliver det. For det står fast: En tidsel bærer ingen figen, og en tornehæk ingen vindruer. Kort sagt: Et ondt træ kan ikke bære god frugt. Dette er jo en hård og streng trussel, og meget velegnet til at afskrække os fra alle selvvalgte ordener og stænder, at de ikke kan gøre en eneste god gerning; og på den anden side er det en herlig trøst, at vi, som lever efter Guds Ord, ikke kan gøre ondt.

      Efter dette slutter han nu: ”ethvert træ, som ikke bærer god frugt, skal afhugges og kastes i ilden.” Her har du dommen, som skal afsiges over alle dem, der lærer og gør deres egne gerninger uden at have Guds Ord derfor, og som mener, at de kan gøre det bedre end alle andre, og bringer det dertil, at deres kram skal bestå evigt, og mener, at Gud må værdsætte netop dem, som de kosteligste træer og planter, og pleje og hegne om dem; men de ser ikke, hvilken dom der er fældet over dem, at han allerede har grebet øksen, og hugget den fast i træet, som Kristus siger andetsteds: (Matt 3, 10). De duer ikke til andet, end til at kastes i Helvedes ild. For der står skrevet, Matt 15, 13: ”Enhver plante, som min himmelske fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode.”

      Dette har han nu talt om ved lignelser og ligesom med en dunkel talemåde. Nu går han videre og vil forklare, hvad han har ment dermed, idet han med korte og klare ord siger:

     

v21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.

 

Munkenes og sekterernes selvvalgte gerninger

Dette er netop talt til dem, som mener, de dyrker mig og udgiver deres kram for den ypperligste gudsdyrkelse, og har allermest travlt med at komme i Himmeriget, og mener, at de har krav på det frem for alle andre. For dem vil jeg nemlig tillukke Himlen.

      Dette er en forfærdelig dom, at ingen er dybere nede i helvede end de største gudsdyrkere, det vil sige: de allerhelligste munke. Ligesom Djævelen også har fundet på et ordsprog herom, og selv gør nar af sine hellige, som en skurk, der ikke en gang selv kan skjule sine narrestreger. Idet man siger: Helvede er brolagt med lutter skaldepander. Det er netop, hvad han siger her: De, som vil være de største helgener, skal ikke komme ind i himmeriget. Hvorfor det? Fordi de ganske vist siger: Herre. Herre!, siger han, men alligevel gør ikke min faders vilje, som er i Himlene. Men hvordan kan det gå til? Skulle de ikke gøre Guds vilje, som dag og nat tjener Gud, ja tilmed gøre undergerninger? Svar: Du hører jo, at han siger nej dertil, og udtrykkeligt erklærer, at et er at sige: Herre, Herre, et andet at gøre Faderens vilje, og han siger: Jeg vil forkaste dem fra mit ansigt, dem, som løfte deres skurrende råb: Herre, Herre! Og kommer med deres lange bønner, som om jeg måtte tage dem op i Himlen. Men jeg vil derimod antage dem, som gør min faders vilje. De andre håber og fortrøster sig vel til, at de ikke alene selv skal komme i Himlen, men også bringe andre folk derind ved deres fortjeneste, og sidde øverst og blive kronede frem for andre, som de således trodsigt trænger sig frem: Gør en karteuser sig ikke fortjent til mere, og skal have en højere plads i Himlen, end en helt ordinær lægmand eller ægtekvinde? Hvad skulle hans kloster og hans strenge liv ellers hjælpe ham til? Men det siges ikke, at karteusere eller kirketjenere kommer i Himlen, men de, som gør Guds vilje.

      For det er ikke at gøre Guds vilje at trække en kutte eller en grå kjortel på, og løbe bort fra mennesker i et kloster; det står der ikke skrevet et ord om; men derimod at det er Guds vilje, hvad Kristus har lært og prædiket: Når man tror på Kristus, og man befinder sig i en stand, som er i overensstemmelse med Guds Ord, og man i den gør, hvad han har befalet.

      Hold De Ti Bud frem for dig, og se, hvordan Paulus heraf lærer alle stænder, at de lavere skal være de højere underdanige og lydige, at de alle skal elske og tjene hinanden indbyrdes, og enhver udføre sin gerning med troskab. Her finder du intet om klerke og munkevæsen, grå kjortler eller andet aparte væsen. Hvem, der lever efter dette, han gør Guds vilje som han selv har forkyndt os. Disse hører Himlen til, ikke de, som ikke har ænset Guds Ord, og dog har villet tjene Gud med stor iver og andagt, så de to gange siger: Herre, Herre! Hvor vi andre knapt nok siger det en gang. For disse har det altid mere hastværk, og de er meget hidsigere i deres gudsdyrkelse, end de sande kristne; men fordi det trods alt kun var deres eget, som de gjorde, så må de også søge en anden herre, som vil høre dem og lukke Himlen op for dem.

      Derfor vil han atter advare os hermed: Vi skal vogte os, og ikke lade os forføre af sådanne, der foregiver, at de dyrker Gud med en så stor og herlig gudsdyrkelse, selvom de gjorde undergerninger; men at vi skal holde os til, hvad han kalder godt, så alt må ske efter hans befaling, selv om det ingen ydre anseelse har, og ikke behager fornuften; mens vi, derimod, har det kendemærke på sektererne, at der aldrig er nogen af dem, der bliver stående ved det, og de hverken kan lære noget godt eller bære nogen god frugt, men omgås med ene selvgjorte tanker, udspundet i deres egne hoveder. Disse er de første, som Kristus forkaster, der komme og opfylde verden med gudstjenester, sådan som han har forkyndt om dem, Matt 24, 24:

”Der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter.” Efter dem kommer andre, der ikke alene siger Herre, Herre, men også skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. Derom siger han nu videre:

     

v22 Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? v23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!

 

Falske kristnes underværker er Djævelens blændværk

Dette er de rette ypperlige og fortræffelige folk, og dog blive de skammeligt bedraget, og vil helt uventet fare til Helvede. For at de andre, som han nyligt omtalte, farer til Helvede, er ganske ligetil, såfremt de ikke bliver omvendt til sidst; som jeg håber, at mange af dem trods alt er blevet salige på deres dødsleje, omvendt fra sådan en vildfarelse. Men disse vil derimod være sikre på Himlen, og går i rette med Gud og siger: Bliver vi ikke salige? Vi har jo prædiket i dit navn, og gjort så mange underfulde gerninger?

      Hvordan kan det nu gå til, at de har gjort tegn og underfulde gerninger, og det i Kristi navn, og alligevel bliver regnet blandt falske kristne og fordømte, onde mennesker? Jeg skal dog mene, som også sandt er, at Gud ikke giver tegn og vidnesbyrd til at stadfæste løgn, som også Moses siger (5 Mos 18, 20-22): ”Den profet, der formaster sig til at tale noget i mit navn, som jeg ikke har befalet ham at sige, eller som taler i andre guders navn, den profet skal dø!« Måske tænker du: »Hvor kan vi vide, at det, han her taler om, er noget, Herren ikke har sagt?« Hvis en profet taler i Herrens navn og hans ord ikke indtræffer og går i opfyldelse, da er det et ord, som Herren ikke har talt.” Og dog står det modsalte her: De gør tegn i hans navn, og er dog falske, onde mennesker.

 

 

Nådegavernes fare er hovmod

For det første kan vi svare hertil, at de førhen har været rette kristne, og prædiket ret og gjort rette tegn, men senere er faldet fra. For dette er den lede Djævels værk, som Paulus advarer sine korintere mod, for når en kristen begynder at føle og synes, at han er noget frem for andre, og har særlige gaver, visdom og forstand, så behager han sig selv og bliver stolt, og skal ikke lignes med andet end et korn, der skræller sig selv ud af skallen, så der kun bliver den tomme avne tilbage; mens han alligevel mener, at han er from, og at det står godt til med ham; som der jo har været og endnu er nok af der slags folk. For det er i sandhed en farlig ting, når Gud pryder et menneske med høje og herlige gaver. Han må være agtpågivende, så han ikke bliver stolt, men forbliver i ydmygheden. Sådan læser man om en gammel fader i ørkenen, som havde en særlig gave til at uddrive djævle, og han hjalp mange folk, så hele verden løb efter ham, og næsten regnede ham for en Gud. Da begyndte forfængeligheden også at anfægte ham, og da han mærkede dette, bad han Gud om, at han ville bevare ham, og ikke lade ham henfalde til hovmod. Da lod Gud ham være besat og plaget af Djævelen i fire uger, så han mistede hele sit ry, og alle og enhver sagde: Se! Han har hjulpet andre, og nu ligger han der, og kan ikke en gang hjælpe sig selv. Sådan blev han fri for denne anfægtelse og forblev i ydmygheden. Dette anfører jeg som et eksempel, for at vise, hvor farlige de store og herlige gaver er, og at forfængeligheden altid vil klæbe sig dertil, som man også ser, at det går med de blotte ydre ting, ja med usle og forgængelige ejendele og herredømmer. Med få ord: Guds gaver er herlige og ædle, men vi er sådan nogle jammerlige karle, så vi ikke kan lade være at hovmode os af dem og trodse på dem, når vi har dem, og på den anden side at fortvivle, når vi ikke har dem. Dette, siger jeg, kunne vi sikkert svare hertil, men her vil vi ikke fastholde denne forklaring, skønt den har sin rigtighed. For her er det især falske spådomme og falske undere, som han taler om; som han også Matt 24, 24, siger: ”Der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild.” Og Paulus siger om Antikrist i 2 Thess 2, 9-10, at ”Han komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med alt uretfærdighedens bedrag over for dem, der fortabes, fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst.” Således må der med sikkerhed ske falske tegn i kristenheden, og de falske kristne skal anse disse for rette og sande tegn.

      Dette har, især i pavedømmet, gået for sig af alle kræfter (skønt der også er mange den slags profeter og hellige i Tyrkiet). Man kan bare læse om dette i deres bøger og legender, i særdeleshed hvad munkene have skrevet, hele poser fulde af underhistorier, som alligevel ikke har været andet end løgn og gavtyvestreger. Hvordan har man dog ikke taget folk ved næsen i vore dage med de mange valfarter, til Grimmethal, til Trier, osv? Og jeg selv har set nogle munke, skammelige, flabede karle og rå mennesker, som dog drev Djævelen ud, og legede med ham, ligesom med et barn.

      Men hvem kan opregne alle de gavtyvestreger, og alt den djævelske forstillelse, man har drevet under Kristi, Maria, det hellige kors og fleres hellige navne, og hele verden har løbet efter det, og ingen har haft mod til at protestere mod det. Ingen pave eller biskop har prædiket imod det, men alle har hjulpet til, og hvis en eller anden satte sig imod det, så blev han overdøvet, og med vold tvungen til at stikke piben i sækken. Sådan noget djævleskrammel har således frembragt og bestyrket: skærsild, sjælemesser, helgendyrkelse, valfarter og stiftelsen af klostre, kirker og kapeller. Ja mange har også spået om kommende ting; men det er alt sammen sket ved Djævelen, for at han kunne bestyrke sine vederstyggeligheder og løgne, og fortrylle folk, og holde dem fanget i bedraget, så ingen skal slippe fri af ham.

 

 

Djævelen lader sine disciple udføre uddrivelse, tegn og undere

For Djævelen er det en ubetydelig sag at lade sig uddrive, når han vil, også af en gavtyv, (han bliver så alligevel derinde); for netop ved det holder han mennesker fastere i sin magt, og fortryller dem med sit skændige bedrag. Så kan han vel også, som en klog, erfaren ånd, gætte sig til de forestående begivenheder; skønt han gerne holder folk for nar med sine spådomme, og driver sådan et spil, at det kunne forklares på flere måder; sker det så, er det godt; sådan som han også i gamle dage gjorde ved sine hedenske præster. Så bliver folk nemlig gale og udbryder: O, her bor Gud! Her ser og griber man tegn og undere! Og de kan ikke forstå, at Djævelen netop gør dette for at forføre og bedrage mennesker, tænker heller ikke på, de narre, at Kristus udtrykkeligt har forudsagt alt dette, og ved sig selv og sine apostle omhyggeligt advaret os mod det. Men dette måtte gå sådan til, og der skete os vor ret, fordi vi foragtede Guds Ord; derfor måtte vi miste Kristus og antage Djævelens tegn, og da holdt Djævelen for alvor spillet gående, hvorved han med fuld magt regerede i kristenheden, sådan som han havde bestræbt sig på at komme til det.

 

Tegn og undere, som støtter falsk lære og liv, må forkastes

Da vi nu har set dette, og desværre har alt for stor erfaring om, hvilken stor skade Djævelen har gjort gennem sådanne løgneånder og falske tegn, skal vi jo være kloge af skade, og ikke, som de har gjort før os, lade Kristi ord ligge og være talt forgæves, så det ikke skal gå os, som det er gået de andre. For det er en prædiken, ja en spådom, skrevet til advarsel (desværre er det for sent for dem, som har været før os, men for os er der endnu tid nok, når vi vil høre på det), for at vi ikke skal bryde os om, hvad man disker op med af tegn og undere om, hvad Maria og andre helgener har gjort, og som man har udsmykket på det herligste, for ved det at lede os bort fra Ordet. Men vi må være kloge, fordi vi nu er advaret om, at der må ske sådanne falske tegn, så vi ikke tror det blotte tegn.

      For han har jo trofast og indtrængende advaret os, når han taler om sådanne tegn og underfulde gerninger, Matt 24, 25: ”Nu har jeg sagt jer det forud.” Som om han ville sige: Vogt jer, og hold jer til min advarsel; hvis ikke, bliver I med sikkerhed forført. For I har mit ord, så I ved, hvad der er min faders vilje. Hold nu disse to op imod hinanden: På den ene side min lære, som viser jer, hvad I skal gøre, og hvordan I skal leve; på den anden side tegnene, som modsiger denne lære; så kunne I komme til at drage den slutning: Mens jeg ser så store tegn hos dem, og imod disse har læren og advarselen, så vil jeg først se efter, hvor disse tegn leder hen, og lægge dem på den rette prøvesten for at se, om de tjener til at styrke min tro på Ordet; nemlig, at Kristus er død for mig, for at jeg ved ham skal blive retfærdig for Gud og salig, og at jeg dernæst skal leve i mit jordiske kald og trofast opfylde, hvad det pålægger mig. Her finder jeg nu den modsigelse, at de vil understøtte og stadfæste deres gøgleværk dermed, og sige: Løb til den ene eller den anden helgen, kryb i en kutte eller gem dig i en ørken, der sker dagligt så mange tegn og undere, dette er en sådan hellig orden, osv. Dette kalder Ordet at føre bort fra Kristus, fra min kirke, prædikestol, dåb og sakramente, som jeg skal holde fast ved, og dertil fra mit kald og de gerninger, som det er befalet mig at udføre.

      Derfor vil jeg ikke høre eller vide noget heraf, om der så også kom en engel fra Himlen, og opvakte døde lige for øjnene af mig. For Kristus har lært og advaret mig sådan: Hold dig til mit ord, prædikestol og sakramente: Hvor disse er, der skal du finde mig. Bliv herved, så behøver du ikke at løbe bort og søge mig andre steder: Jeg vil ikke komme dig nærmere, end der, hvor mit evangelium, min dåb og mit prædikeembede er, hvorved jeg kommer ind i dit hjerte og taler med dig. Ligeledes, når han siger: Vær du fader eller moder, fyrste, herre eller lydig undersåt, og bliv i dit kald; der hører du ham tale, og der er han selv nærværende. Hvorfor løber du da, som et galt menneske, fra det ene sted til det andet, hvor der intet Guds Ord bliver prædiket? Men hvor man dog spærrer øjnene op ved Djævelens tegn, som om Kristus var der, hvor hans ord ikke er? Se, sådan skulle man have båret sig ad imod papisterne, som rykkede frem med deres tradition, fædre og koncilier, og så mange tegn og mirakler, hvormed de ville besegle deres kram, og blot kort og godt have svaret dem: Nuvel, lad os holde begge dele op mod hinanden: Her har jeg Kristi ord, som jeg er vis på, og som allerede på det allerkraftigste er stadfæstet over hele verden; nu kommer I, imod det, med jeres lære og tegn, som viser mig hen til rosenkranse, valfarter, helgendyrkelse, messer, munkevæsen og andre særlige, udvalgte gerninger. Her er intet om Kristus eller om tro, dåb og sakramente, heller ikke om lydighed og gode gerninger, som jeg i min stand er forpligtet til at gøre imod min næste, sådan som Kristus lærer mig; men det er netop det modsatte, som er tilfældet. Derfor kan det ikke være rette tegn, men både lære og tegn er Djævelens bedrag.

      Sådan kunne vi let kende og bedømme alle falske tegn, og sige: Du kan komme med så mange tegn, du vil. Alligevel bryder jeg mig ikke om det, om end du opvakte døde lige for mine øjne. For det kan alt sammen bedrage; men Guds Ord bedrager mig ikke. For Djævelen kan godt gække og forblinde mennesker, så han en tid lang kan lade én synes død, og efter det kan han lade ham komme til sig selv igen, som om han var opvakt fra de døde; eller han kan fordærve et øje eller et andet lem, og siden lade det komme sig, så man mener, det er sket ved et underværk. Ligeledes skikker også Gud det sådan, at der også kan ske rette undergerninger til straf for dem, der ikke agter sandheden, som Paulus siger 2 Thess 2, 10, og til advarsel for de andre. For man driver det også så groft med foragten for hans ord, at ingen vrede er stor nok til at straffe noget sådan efter fortjeneste; som det også vil komme til at gå os igen, hvis verden endnu skal blive stående i lang tid, fordi den forsynder sig så groft imod ham, så det må blive endnu værre med alle slags vildfarelser og tegn.

      For da verden fuldstændigt vil foragte Ordet, og ikke hører, men løber efter noget andet, så vil han også sende den vildfarelse, så den forføres helt ned i al vildfarelses afgrund; som det er gået hidtil, da man i alle kirker, klostre og skoler ikke har prædiket og lært andet, og smurt alle bøger fulde af sådanne løgnagtige undere, og ikke haft noget andet at sige om dem, end at sådanne tegn har gået for sig; som om det ikke allerede var forudsagt, at sådan noget skal ske, og at mennesker ved det skal forføres, så endog de udvalgte kun med nød og næppe skal kunne gå fri af vildfarelsen, og det er ikke mere end fortjent, når de så skammeligt lader sig forføre, og ikke ville lade sig advare; for vi har hans ord for, hvordan vi skal tro og leve, og det har han tilmed tilstrækkeligt stadfæstet ved tegn. Ved det vil han lade det blive, selv bevare sit ord, og ikke give os noget andet; men de vil opstille en anden, ny lære og indføre kosteligere stænder, i direkte modstrid med Guds Ord og de rette tegn.

      Derfor siger Kristus nu: Jeg vil ikke bryde mig om det, selvom de vil komme og sige: ”Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn?” Jeg vil da sige til dem: ”Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” Hvordan går dette til, kære Herre? Her er tegnene og underne jo, og det så tydelige, at man ikke kan nægte dem. Ja, vil han sige, hvorfor har I så foragtet mit ord, som er stadfæstet ved mine tegn, og indført noget andet, som jeg ikke ved noget af, og regeret verden efter jeres eget hoved, og holdt jer dertil? Fordi I således har foragtet mit ord, og heller ikke gjort min faders vilje, så vil jeg heller ikke vide noget af jer, og ingen nåde vise jer. Dette venter de slet ikke her på jorden, men de mener, de skal havne lige i Abrahams skød; men de vil blive fuldstændig overrumplet få noget andet at se. Dette er den rette mening af denne tekst, at han taler om sådanne tegn, som de falske lærere gør for at stadfæste deres lære, hvilket han ikke vil vedkende sig, hverken med deres tegn eller deres sygdomme.

      Men der er desuden en anden sag, som nok bør tages i betragtning, skønt jeg ikke ved, om den hører til her, nemlig at Gud undertiden lader rette tegn ske ved onde mennesker, hvilke han udfører ved dem, som sine redskaber; som eksempelvis at Kaifas ypperstepræsten, profeterede (Joh 11, 51) og at Bileam holdt den skønneste prædiken om Kristus (4 Mos 24), idet, som Moses selv siger, Guds Helligånd kom over ham, og han imod sin vilje måtte profetere; ligesom Kaifas også gjorde det, og det kan ikke nægtes, at også Judas, som Kristi apostel, har gjort mange tegn og underfulde gerninger, lige så vel som de andre apostle og disciple. Hvad skal vi sige hertil? På det har Johannes selv givet svar, når han i Joh 11, 51 siger om Kaifas: ”Som ypperstepræst det år profeterede han.” Det kan godt ske, at en sådan person, som er i offentligt embede, eller er en regerende person, spår eller gør undere, udretter meget godt og gør stor nytte, og bringer mange folk til Gud, og alligevel frygter personen ikke selv Gud, men farer til Helvede. En præst, der er i en offentlig stand og udfører embedets gerninger, gør de allerstørste gerninger, tegn og undere, som sker på jorden, hvis man rigtig ser efter. Ved sit embede, ved ord og sakramenter, som han rækker dig, bringer han dig til troen, frelser dig fra Djævelens magt og den evige død, og fører dig til Himlen, som er det evige liv, hvilket langt overgår alle ydre tegn og underfulde gerninger, og dog kan han selv være et troløst, ugudeligt menneske.

      Derfor må man hele tiden se hen til Guds Ord i disse spørgsmål, og dømme efter det, ikke efter personen. Nu har du ovenfor hørt om sådanne tegn, som sker for at stadfæste andre ting end Guds ord, og hvorom der intet står i Skriften. Men her er sådanne tegn, som går ud på, hvad Gud har sagt og stadfæstet. Sådan gik ypperstepræsten Kaifas spådom ud på, at Kristus skulle forløse verden ved sin død. Dette var en ret og dyrebar spådom, selvom han mente det hadefuldt og ondt. Sådan også med profeten Bileam: Om end han var en skurk, så spåede han dog ret, som en profet, om Guds folk og Kristus, og Gud talte igennem ham. Hvis en præst udfører sit embede ret, og i kraft af samme gør tegn, da skal man høre ham; men hvis han vil vige fra vejen, og slå ind på en anden vej, for at indføre andre ting, udenfor sit embede, så vil han ikke længere være en ret, men en falsk profet. Sådan også, når apostelen Judas, som dog var et Djævelens barn, som Kristus siger, har prædiket og gjort undergerninger, så er det dog sket i kraft af apostelembedet, for at stadfæste Kristus, for at mennesker ved det skal tro på ham.

 

At skelne mellem embede og person

Herefter skal du bedømme alle, som har et embede i kristenheden. For ikke alle er kristne eller gudfrygtige mennesker, som er i embedet og prædiker. Det spørger Gud heller ikke efter; men lad personen være, som den vil, trods alt er embedet dog ret og godt, og ikke menneskets, men Guds eget embede. Sådan spår Kaifas, ikke som Kaifas, en morder og en spidsbue, men som en ypperstepræst. Ligeledes døber præsten og fører til det evige liv, ikke som Johan Pommern, men derimod som en præst. For at ære og stadfæste embedet lader Gud sådan noget ske. Fordi Judas er i det rette offentlige embede, som Kristus har indstiftet, derfor æres embedet, ikke personen, i ham.

      Sådan går det også i verdslige sager, som Salomo siger i Ordsp 16, 10: ”Der er lagt et domsord på kongens læber.” Det vil sige, at alt, hvad øvrigheden befaler, er ret, og Gud stadfæster det. Derfor, når den efter sit embede dømmer og straffer forbrydere, så er det Guds dom, som han fælder der oventil i Himlen, og vil have overholdt, selv om det ellers, uden for embedet, er forbudt. Sådan gør Skriften alle, der er i et guddommeligt embede, til profeter eller sandsigere, om end de ofte, hvad deres egen person angår, er skurke og tyranner; som Salomo ligeledes siger i Ordsp 8, 15: ”Ved mig hersker konger, og fyrster fastsætter, hvad ret er.” Det vil sige, at deres lov og dom er min lov og dom, og ligeledes alt, hvad de gør på embedes vegne, når de regerer retsindigt; og ikke desto mindre er der dog ofte store skurke iblandt dem, som rask væk misbruger retten og deres embede. Så længe de holder sig inden for deres embede og gør, hvad dette kræver af dem, er det alt sammen Guds gerning alligevel. Sådan er det jo også, når vi stiger længere ned. Når en fyrste eller Herre giver en tjener en befaling, eller udsender sine sendebud, så skal man høre og ærer disse, om end de er ugudelige mennesker. Ikke for deres egen skyld, men for deres herres skyld, hvis embede og befaling de medbringer.

      Gør Gud nu dette i det verdslige, vil han meget mere i det åndelige sørge for, at hans embede og tjeneste er virksom og kraftig. Derfor er det, som sagt, lutter underfulde gerninger, når en præst prædiker og døber, såfremt han bevarer evangelium og dåb rene, om han så i øvrigt er god eller ond. Skønt han ikke selv har skatten, fordi han ikke er en kristen, får det menneske dog skatten, som antager og tror Ordet. Når nu sådanne tegn og undere, hvorved sjælene forløses fra synd, død og Djævel, sker ved prædikeembedet, hvor meget mere kan der så ikke ske andre ringere, ydre tegn i det legemlige, som ikke hjælper til sjælens frelse.

      Derfor må man her skelne omhyggeligt mellem person og embede, så man ikke for personens skyld forkaster embedet. I verden går det jo i almindelighed sådan, at for én, der er from, er der tyve onde; men man skal give agt på om tegn og embede går ud på, og tjener til at ophøje og stadfæste den lære, at man skal tro på Kristus, og om den stemmer med, hvad han har sagt, befalet og indstiftet. Er dette tilfældet, så skal du sige: Prædikenen er god, selv om personen ikke duer. Tegnet vil jeg antage, personen spørger jeg ikke efter. Er det ikke sådan, skal du ikke antage eller tro det, lad tegnet være så stort, og personen så hellig og fortræffelig, som de vil. Men der er også mange bisper, præster og folk i andre embeder, som mener, at Gud må se hen til deres person, og som bedrages herved, som jeg ovenfor har sagt. Derfor vil det heller ikke hjælpe dem, om end de, på den yderste dag, vil rose sig, og sige: ”Herre! Vi har dog gjort mange tegn i dit navn.” for Gud har ikke givet dem dette for deres persons, men for deres embedes skyld, og de har ikke gjort det af dem selv, men på deres embedes vegne. Dette er sagt om offentlige personer, som tegn og underfulde gerninger udføres ved, og hvoraf nogle er gode, andre onde, hvilket hverken giver eller fratager embedet noget.

      Men hvad siger du om dem, som gør undergerninger og profeterer, og dog ikke er i embedet? Som man læser i Luk 9, 49-50 om nogle, der gjorde undergerninger, og dog ikke var Kristi disciple, hvilket apostlene angiver for Kristus, idet de siger: ”Mester, vi har set én uddrive dæmoner i dit navn, og vi prøvede at hindre ham i det, fordi han ikke følges med os.” Hertil svarede Kristus: ”I må ikke hindre ham, for den, der ikke er imod jer, er for jer.” Dette var jo en sådan person, som embedet ikke var overgivet til af Kristus; og han siger dog, at man ikke skal forbyde ham det, og tilføjer grunden dertil. Mark 9, 39: ”Der er ingen, som gør en undergerninger i mit navn, der straks efter kan tale ondt om mig.” Svar: Det er sandt, hvad jeg har sagt, at Gud ikke lader noget tegn ske ved onde mennesker, uden de er i embedet, fordi det ikke er for deres egen persons skyld, men for embedets skyld, at Gud lader tegnet ske. Men når rette tegn sker ved en person, som ikke er i embede, da må denne person sandelig være gudfrygtig; som f. eks, at nogle har en særlig åbenbaring ved drømme og syner; men da må også sådanne tegn gå ud på at ophøje Kristus og hans evangelium.

      Sådan har du to slags tegn, som er gode og rette: For det første dem, der sker ved gudfrygtige mennesker, som er kristne; dernæst de, der også sker ved onde mennesker, som dog er i embedet, og lærer ret. Dog anvender man altid det filter som prøvesten på alle tegn, hvad enten de, der gør dem, er gode eller onde, i embedet eller udenfor embedet, om tegnene sigter til at ophøje Kristus og befordre din tro. Men mærker du, at de viser dig andre steder hen, som eksempelvis til at tage på valfarter, påkalde helgener, udløse sjæle af skærsilden, og med én sætning: at få dig til at stole på dine egne gerninger og opbygge din egen retfærdighed, da skal du sige: om du end gjorde de største undergerninger for mine øjne, så jeg måtte tage og føle på det, så vil jeg dog ikke tro dig; for Kristus har tilstrækkeligt advaret mig imod det.

      Denne regel har også Gud selv opstillet hos Moses, 5 Mos 13, 2-4: ”Hvis der fremstår en profet eller en, der har drømmesyner, hos dig, og han giver dig et tegn eller et varsel, og det tegn eller varsel, han har givet, indtræffer, og han siger: »Lad os følge andre guder, som du ikke før har kendt, og dyrke dem,« da skal du ikke lytte til, hvad den profet eller den, der har drømmesyner, siger.” Her har han også angivet hensigten, hvorved man skal kunne kende dem og forholde sig ret til dem. Går den ud på, at du skal indstifte en anden gudsdyrkelse, dvs. ikke blive ved den ene, rette lære, men begynde på noget andet ved siden af det, da skal du ikke tro, selv om undergerningerne regner ned. Han forklarer det selv yderligere, idet han siger: ”Det er Herren jeres Gud, der sætter jer på prøve for at få at vide, om I elsker Herren jeres Gud af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl.” (vers 4b). Som om han ville sige: Han vil prøve jer, hvor fast I holder ved den lære, som én gang er blevet indstiftet på jorden, og som I har midt iblandt jer.

      Kort sagt: Strider tegnene og de underfulde gerninger imod den åbenbarede lære, da skal man ikke antage dem, hvor store og mangeartede de end måtte være. For vi har Guds bud, som har befalet fra Himlen: Kristus alene skal I høre! Matt 17, 5. Dertil har vi også denne advarsel, at der skal komme falske profeter og gøre store tegn i den hensigt, at de alle ønsker at føre os på afveje, bort fra Kristus, hen til en anden dyrkelse; Matt 24, 24. Derfor er der intet andet råd imod det, end at man står fast på lærens grund, og altid omhyggeligt har den for øje; da kan man let bedømme alt efter den, og erkende, om evangeliet eller din tro, som du hver dag beder, og som hedder: ”Jeg tror alene på Kristus, død for mig”, lærer dig dette, eller om det er noget andet.

      Nuvel, vi er tilstrækkeligt advaret, når bare vi ville give agt på det. Men det hjælper dog kun lidt hos den store hob, lige så lidt, som det har hjulpet tidligere, og jeg er vis på, at hvis der i dag optrådte én, der blot gjorde ét tegn, så ville man løbe efter ham i flokkevis. For så er det den elendige flokmentalitet, der hersker: Når nogen bare giver den noget nyt, og rigtigt kaster blår i øjnene på den, så løber den bort fra alt: både ord og lære, og render efter den person, som om den var gal, selvom man prædiker sig til døde imod det; sådan som man hidtil har ladet sig narre og tage ved næsen af grove, håndgribelige løgne og uforskammet bedrageri, når den første den bedste spidsbue har optrådt, og fundet på løgne om nye relikvier og nye valfarter. Dette kommer af køds og blods evindelige og skammelige higen efter noget nyt, og dertil virker den lede Djævel med, så tegn og underfulde gerninger, frem for alt de falske, bestandigt drager flere til sig, end selv de rette gør. For at Kristus og hans apostle og andre har gjort undere, det ser og overvejer man ikke; men at en eller anden har uddrevet en djævel, det overgår alle disse undere. Nuvel, hvem der ikke vil lade sig advare, men bedrages med vilje, han skal give ikke os skylden!

 

v24 Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. v25 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. v26 Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. v27 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus, og det faldt, og dets fald var stort.

Dette er slutningen og enden på det hele, som alt kommer an på: Den, der ikke alene hører denne prædiken med ørene, men handler efter det, han er en klog, forstandig mand. For læren er ganske vist god og kostelig, men den er ikke prædiket blot for at blive hørt, men for at man skal gøre efter den, og praktisere den i livet; og især, fordi vi altid står i fare for at blive forført af falske profeter og undergerninger, skal man lade sig belære og tage denne advarsel til hjerte, mens vi kan høre og have den, både lærer og lærlinge. For vil man vente dermed til den sidste time kommer, og død og Djævel stormer ind på os med deres skylregn og stormvinde, så har man ventet for længe. Derfor gælder det ikke alene at høre og vide det, men at gøre det og kæmpe.

 

De selvvalgte gerninger må slippes, hvis man skal frelses

De hører det også, de, som siger: Herre, Herre; som pave, bisper, konger og hele verden hidtil har hørt det, og messepræsterne og munkene dagligt har læst, sunget og messet det; men ingen har praktiseret det, og heller ikke prædiket om det; men de er blevet stående ved deres falske gudstjeneste og falske tegn, og har også bestyrket andre folk heri. Derfor, om end de har hørt meget, og også gjort tegn og undere, så har de dog ikke gjort Guds vilje. For de forbliver ikke ved læren om Kristus og de sande gode gerninger, men har opfundet deres egne gerninger, gjort uden tro og kærlighed, så man ikke hos nogen munk eller pavepræst finder en eneste retskaffen gerning. For ingen af deres gerninger går ud på at tjene og hjælpe næsten, men de søger kun deres eget ved det, og derfor bliver der intet udrettet hos dem, som Kristus siger, om end de hører den rette lære; så har den dog intet fæste i dem, for deres hjerter er ikke andet end løst sand!

      Men ikke desto mindre har de meget at gøre og lære. Endog mere end de rette præster og kristne; hvormed de da også sætte en voksnæse på folk. For en skovbroder eller en anden munk synes at være noget ganske andet med sit strenge, åndelige liv og sin levemåde, end Paulus eller en ret præst og kristen, for de særlige gerningers og den ydre gudsdyrkelses maske stikker folk sådan i øjnene, at et almindeligt kristenliv intet synes at være imod det. Derfor har de ingen mangel på gerning, lære og tro. Men forskellen findes i det forhold, siger Kristus, at de ganske vist hører min lære, men de vil ikke gøre andet, end hvad de selv har opfundet; Jeg kan ikke få dem til at slå ind på den vej, hvor de gør, hvad jeg lærer dem. Hvis vi kristne var så flittige i vore gerninger, som de i deres, da var vi lutter helgener. Men nu bliver der ikke noget af det på nogen af siderne. Vi er dovne og lade; de gør alt for meget; men af rette gerninger gør de ingen. Så har vi dog. Gudskelov! Den fordel, at vi så småt begynder at tro og elske, og befinder os på den rette vej, hvor skrøbeligt det end går for sig. Dette afslutter han nu med en herlig lignelse, om hvordan det til sidst vil gå enhver af disse: Hvem, der hører og gør efter min lære, er en klog og forstandig bygmester, der ikke bygger på sand, men forud søger efter en fast klippe til grundvold for sit hus. Har han fundet denne, så bygger han derpå, for at det må blive stående fast og have varighed. Kommer der da uvejr og skylregn udefra og ovenfra, og vandløb nedenfra, og stormvinde midt imod, og vil undergrave grunden og omstyrte huset, så står det dog urokkeligt, som om det ville byde dem alle trods. Men bygger nogen sit hus på sand, da står det kun, indtil regn og uvejr skylle grunden bort, og stormvindene styrter det omkuld, så det ligger i grus, eller måske falder det endog sammen af sig selv.

      Med denne lignelse vil han på det alvorligste advare os, så vi trods alt skal tage os i agt, og holde fast ved hans lære, og ikke slippe Kristus af vore hjerter, som den eneste, sikre grund og hjørnesten for vor frelse og salighed, som Paulus kalder ham i Rom 9, 33, og Peter i 1 Pet 2, 6 efter Es 28, 16. Står vi grundfæstede og opbyggede herpå, da skal vi blive stående urokkelige, og lade verden og Djævelen med alle falske lærere og sværmere regne hagl og pile ned på os, og lade al slags fare og trængsel bruse og storme imod os.

      Sådan en grund og sikkerhed kan disse stakkels, elendige mennesker ikke have. For de står ikke på klippen, det er: på læren om Kristus, men derimod på deres egne indbildningers og drømmes flyvesand. Når nødens stund derfor kommer, da de skal stride mod døden og Djævelen, og da mærker de, hvordan de har bygget deres fortrøstning på løst sand, og at deres stand og deres gerninger intet gælder; og jeg har selv kendt og set sådanne stakkels mennesker, især i klostrene, der kom til at erfare dette, så de til sidst blev vanvittige af skræk og samvittighedsangst, og nogle døde i fortvivlelse. Dette kom af, at de havde bygget på deres eget: deres andagtsøvelser og gode meninger, og intet vidste om Kristus. Dette var det rette fundament og stillads for Djævelen, som han med glæde kunne rive ned, så hele bygningen styrtede i grus.

      Dette måtte også Bernhard selv erfare og bekende, på trods af, at han førte et strengt liv på alle måder: med bønner, faste og afholdenhed, så han intet manglede, men han blev anset for at være et dydsmønster for alle andre, og jeg ikke kender nogen munk, der har skrevet og levet bedre end han. Alligevel, da det kom til dødsnøden, måtte han selv fælde den dom over hele sit forrige liv: Oh, jeg har levet fordømmeligt, og tilbragt mit liv på dem skammeligste måde! Hvordan det, kære Bernhard? Du har jo dog hele dit liv været en from munk? Er din kyskhed, din lydighed, din prædiken, din faste og bøn ikke noget meget værdifuldt? Nej, siger han, det er alt sammen forspildt og fordømt, der kommer regnen og stormen, og forårsager at både grund og bygning styrter sammen, alt lå i ruiner, så han, efter sin egen dom, var blevet evig fordømt, hvis han ikke havde slået ind på en anden vej, og, klog af skade, var krøbet ud af munkekutten, havde grebet fast om en anden grund, og hængt ved Kristus, og var blevet holdt oppe i den tro, som børnene beder. Idet han siger: Vel er jeg ikke værdig til at få det evige liv, ved egen fortjeneste formår jeg heller ikke at erhverve det; men min Herre Kristus har en dobbelt ret dertil: Først, som dets Herre og arving fra evighed af; dernæst fordi han har erhvervet det med sin lidelse og død. Den første ret beholder han for sig selv; den anden skænker han mig.

      Sådan har alle munke og præster, og alt hvad der har villet være helligt, som er blevet salige, været nødsaget til at krybe ud af deres kutte og alle deres gerninger, og hænge sig fast ved Kristus; skønt det er faldet dem surt nok. For det er overordentlig vanskeligt, at et menneske, der har tilbragt hele liv i en sådan egen hellighed, og haft sin fortrøstning til det, i ét nu skal kaste det alt sammen fra sig, og kaste sig ind på Kristus alene. Derfor advarer og formaner han os til, at vi skal gribe og efterfølge hans lære, mens det er tid, førend dødsnøden overfalder os, og vi ligge i den sidste strid. Sådan har vor kære Herre nu tilendebragt denne herlige prædiken.

      Nu flutter evangelisten med at sige os, hvordan hele verden måtte aflægge vidnesbyrd om, at dette var en hel anden lære, end den, som de tidligere havde hørt og været vant til.

     

v28 Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; v29 for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.

Hermed viser han, hvad slags prædikanter og lærere de skriftlærde havde været, at det havde været lutter koldt, løst og tomt snak, og at de ikke med alvor eller myndighed havde drevet på og indskærpet Guds bud. Ligesom vore vrøvlehoveder ikke har deklameret andet på prædikestolen end skærsild, aflad, kutter, rosenkranse og tændte lys til i dag. Men han har taget anderledes fat, og vist dem, hvad de ikke havde hørt noget om før, nemlig om den rette lære og det rette liv, og straffet lasterne, sådan at de alle mærkede, at denne mand lærte dem, som den, der havde myndighed, og at hans tale var lutter sandhed og kraft og vælde, og de måtte sige, at dette var at prædike med myndighed, mens alle de andres prædiken var løst, tomt, ja dødt snak. Derfor bærer vore papister sig nu ret klogt ad, idet de selv skammer sig over deres jammerlige vås, og tier stille, og begynder også at efterfølge os en smule ved at ved at prædike om tro og gode gerninger. Skønt de dog forvrænger og fordærver det, som de, for hvem det ikke er en alvorlig sag at prædike ret, og heller ikke har den nåde, at de selv kan forstå det.

 

Forskellen mellem nåde og fortjeneste

Det står endnu tilbage at drøfte et spørgsmål, fordi vi, i denne prædiken, har hørt, at Kristus driver så stærkt på gerningerne, idet han kap. 5, 3 og 7 siger: ”De fattige skal have Himmeriget. De barmhjertige skal få barmhjertighed,” ligeledes v, 12: ”De, der for hans skyld lider under forfølgelse, skal blive belønnet i Himlene.” ligeså siger han 5, 46: ”Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så forvente?” Og i kap. 6, 4 hedder det om almisse, faste og bøn: ”Din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” Af disse skriftsteder slutter de uforstandige, falske lærer, at man kommer i Himlen og bliver salig ved sine egne gerninger, og på dette bygger de deres stiftelser, klostre, valfarter og messer.

       Skønt dette spørgsmål er noget spidsfindigt, og mere hører hjemme på de højere læreranstalter blandt de lærde, end på prædikestolen for almindelige mennesker, må vi dog ikke rent forbigå det, men sige noget derom, da det så ofte forekommer i denne prædiken. For det er jo nødvendigt, at enhver har lidt forstand på forskellen mellem nåde og fortjeneste; for de to ting passer ikke så godt sammen. Når man prædiker nåde, kan man sandelig ikke prædike fortjeneste; og hvad der er nåde, det kan ikke være fortjeneste, ellers var nåde ikke nåde, siger Paulus Rom 11, 6. Derom er der jo ingen tvivl. Den, som derfor blander de to ting sammen, forvilder mennesker, og forfører både sig selv og dem, der hører på ham. Nuvel, her vil vi lade den subtile undersøgelse ligge, og tale så enfoldigt om dette, som vi formår.

 

Vi skal skelne mellem troen og dens frugter

For det første skal man holde fast ved, at der er stor forskel mellem troen eller kristendommens indre væsen og dens frugter, som jeg ofte har sagt. For hvad kristendommens indre væsen angår, er den ene ikke noget andet og mere end den anden. Alle har den samme skat og de samme goder. Peter har ingen anden og bedre dåb end Paulus, og et barn, som blev født i går, ingen ringere dåb, end Johannes Døber, eller Peter og de øvrige apostle. De har heller ingen anden eller bedre Kristus, end selv den ringeste kristen.

      Ser man nu hertil, så finder man ingen fortjeneste eller indbyrdes forskel. For den ringeste kristen nyder lige så godt af det samme Kristi legeme og blod i nadveren, og når han hører evangeliet, så hører han netop det samme Guds Ord, som Peter og Paulus har hørt og prædiket. Ligeledes kan ingen helgen bede et andet eller bedre Fadervor, eller fremsige og bekende en anden tro og andre ti bud, end jeg og ethvert barn dagligt beder. Dette er jo så klart, at det kan enhver vel forstå og begribe. I det, hvorefter vi hedder kristne, er der slet ingen ulighed eller forrang mellem personerne, men den ene er som den anden: mand, kvinde, ung, gammel, lærd, ulærd, adelig, uadelig, fyrste og bonde, herre og tjener, stor eller lille helgen; ligesom der kun findes én Kristus og én tro. Ligesom solen på Himlen er ens for alle; lyser for bonden så vel som for kongen; for den blinde, som for den klartseende; for soen i rendestenen som for den allerskønneste frue på jorden; og skinner lige så godt på en torn som på en rose; på skidt som på purpur; og det er den selv samme sol, der skinner for den fattigste betler, som for den største konge og kejser.

      Men når man så går derfra og over til at betragte det ydre væsen og vores gerninger, som f. eks, at jeg, der er en kristen og er døbt, tillige også er en præst, mens jeg, hvis jeg ikke var det, alligevel kunne være en kristen, så bliver der hel masse ulighed blandt de kristne; ikke som kristne, eller hvad selve kristendommen angår, men hvad dens frugter angår. I så henseende er jeg en præst, det er: En sådan kristen, der skal forkynde mennesker Ordet, trøste de bedrøvede, overbevise de vildfarende og uvidende; mens en anden er en husfader eller en håndværker, der skal regere sit hus, passe sit håndværk og ernære hustru og børn. Herved bliver han straks en anden mand, end dig og mig; alligevel må jeg sige: Han er lige så meget en kristen, har lige så meget af dåben, Guds nåde og det evige liv, som jeg og alle andre, og han er ikke ringere i Kristus, end jeg er, og her er der ingen forskel mellem kvinde og mand osv. Alligevel gør en kvinde andre gerninger, end manden; og ligeledes udfører en tjener andre gerninger end herren; en præst andre, end en borger. Sådan er det også med et barn i forhold til dets fader; en discipel eller lærling i forhold til mesteren, hvoraf enhver har sin egen gerning eller sine frugter; og sådan er der overalt forskel i det ydre væsen, mens alle kristne dog er lige, hvad det indre væsen angår; for der er ikke mere end én kristenstand, ligesom der er kun er ét naturligt væsen for alle mennesker.

      Dette ser man også på Himlen, siger Paulus 1 Kor 15, 40, at der er mange slags stjerner, som er indbyrdes ulige, en stor, en anden lille, en skinner klart, en anden svagere, og dog er der kun én sol og én himmel. De er lige i det, at de alle står på én himmel og har den samme sol, mens de dog er ulige i størrelse og klarhed. Sådan er heller ikke på jorden, siger Paulus ligeledes i vers 39, alt kød det samme kød; men ét er menneskers kød, et andet kvægets, et andet fiskens, et andet fuglens. I det at de er kød, er de alle hinanden lige, og de har de samme lemmer: hoved, hjerte, mave osv.; alligevel har mennesker, dyr, fugle og fiske en hel forskellig natur indbyrdes.

 

Alle kristne har samme nåde

Når du nu vil tale om eller afmale en kristen, så må du afmale ham sådan, at der ingen forskel er på ham og andre, men den ene er i alle måder som den anden. For du må ikke afmale ham efter, om han er en mand eller kvinde, præst eller lægmand, fyrste eller betler, håndværker eller munk. For han er ligeså god som Peter og Paulus, og ingen er noget mere eller bedre end han. For hvis Peter var bedre end jeg, hvad selve kristendommen angår, da måtte han have en bedre Kristus, et bedre evangelium og en bedre dåb end jeg. Men fordi det gode, som vi har, i alle måder er det samme, så må vi alle være hinanden lige, og den ene ikke have fortrin for den anden. Det kan godt være, at den ene udfører noget mere og større, end den anden, som f.eks. at Peter har opvakt døde. Men ved det, at han har gjort undergerninger, som jeg ikke gør, bliver han nok en større og klarere stjerne på Himlen, end jeg; men ikke en anden slags stjerne, og han har heller ingen anden himmel. Paulus har gjort mere og arbejdet mere end alle de andre apostle, men derfor har han ikke haft et bedre apostelembede, eller prædiket en anden og bedre kristendom.

      Sådan siger vi nu om fortjenesten: Når man taler om, hvad der angår kristendommens inderste væsen, hvorefter vi alle er lige, hvordan man bliver retfærdig for Gud, får syndernes forladelse og det evige liv, da er al vor fortjeneste rent udelukket, og vi skal intet høre om eller vide af den. For du har jo ikke fortjent evangeliet, eller Kristus og dåben, men det er lutter uforskyldt gave, at vi for intet får syndernes forladelse, bliver Guds børn og kommer i Himlen uden nogen form for medvirken fra vor side.

 

Gerningerne fortjener ikke frelsen til os

Og her strider vi mod sofisternes gruelige vranglære, som hæver vor gerning så højt, at man ved den kan få en nådig Gud og fortjene Himlen. Ja, de har den uforskammethed, at de tør sige, at et menneske, selvom det ligger i dødssynder, formår at udrette så meget af sig selv, og at fremkalde en from stemning hos sig, eller at tilvejebringe en god gerning, så det dermed kan formilde og forsone Guds vrede. Dette er at sætte taget på jorden og at vende fundamentet på hovedet, at bygge saligheden på lutter vand, støde Kristus fra sin trone, og sætte vor gerning i stedet. For af dette må nødvendigvis følge, at vi aldeles ikke behøver dåb, eller Kristus, eller evangelium, eller tro, fordi jeg, selv når jeg ligger i dødssynder, finder så meget godt og så stor kraft hos mig selv, at jeg ved min gerning kan forløse mig selv, og fortjene syndernes forladelse og det evige liv. Heraf ser du, at i dette stykke, som vi taler om nu, nemlig, hvordan og hvorved man får del i Guds nåde og det evige liv, er det at bespotte og nedgøre Gud, alt hvad de dumdristigt påstår om fortjeneste. Endda er det dem ikke nok, at de lærer en sådan skammelig gudsbespottelse, men de forfægter den dertil på det ivrigste, og har fordømt os som kættere i denne sag.

      Nu kan enhver begribe, at et af to må var falskt: enten, at vi ikke fortjener nåde med vor gerning, eller, at Kristus med sin dåb må være forgæves og til ingen nytte. Kristus må have båret sig ad som en nar, når han lader sig pine, udgyder sit kostbare blod, og anvender så meget, for at erhverve og give os det alt sammen, når det dog aldeles ikke er nødvendigt, og vi allerede i forvejen har det hos os selv. Derfor, om end de overfuser os for kætteri i dette stykke, fordi vi ikke holder med dem angående en sådan fortjeneste ved gerningen, så vil vi gerne kaldes kættere for dem, og overlade det til Gud, vor dommer. Men vi vil kun stå desto fastere imod dem, og til gengæld sige dem, at de ikke er kættere, men de argeste gudsbespottere, som solen nogensinde har skinnet på, som så skammeligt fornægter og forbander Kristus, som Peter har forudsagt om dem (2 Pet 2, 1-2) og, som brevet til hebræerne siger, spotter Kristus og træder ham under deres fødder (Hebr 6, 6; 10, 29), og dermed hans dåb, nadver og det hele evangelium, og alt, hvad Gud har givet os ved ham.

      Og jeg gad dog gerne vide, hvad de kunne svare herpå, de jammerlige mennesker: når de forudsætter, at vi med vor gerning kan udrette så meget, at vi får del i nåden, og når dette er gjort, og der er fortjent så meget, at vi foruden den første nåde, som de kalder det, oven i købet fortjener Himmeriget og den evige salighed, hvad man da fortjener sig til med de andre efterfølgende gerninger? For jeg vil forudsætte, at en papist har forrettet sin messe eller gjort en anden gerning i nåden, og dermed fortjent Himmeriget. En sådan gerning er nemlig så kostelig, at den er det evige liv værd, hvilket de kalder en ”fuldværdig fortjeneste.” Hvad vil han så fortjene med de messer og gerninger, som han i morgen og herefter forretter i samme nåde?

 

Paveteologernes spidsfindigheder

Her begynder de, fordi de intet kan svare, at tale om grundlæggende belønning og ekstra belønning. De siger, at sådanne efterfølgende gerninger hjælper til, at man oveni fortjener lidt til, ligesom en lille foræring oven på købet, som Gud giver os, foruden det evige liv. Er dette sandt, så forstår jeg af det, at de første gerninger er de bedste, men de andre ikke så gode. Ellers måtte de fortjene det samme; mens dog i almindelighed de senere gerninger plejer at være bedre, fordi kristenlivet går fremad i vækst.

      Når de sidste gerninger altså ikke fortjener Himmeriget, så må de første heller ikke fortjene det. Eller hvis de skal være lige, og enhver gerning kan fortjene det, så måtte Gud skabe så mange himle, som der gøres gode gerninger. Hvorfra skal Vorherre til sidst tage så mange himle, for at betale enhver god gerning? Det er dog flinke folk, som kan afpasse alt så akkurat. Men hvad skal man sige? Alt, hvad de kommer med, er lutter løgn og bedrag; for intet af det er sandt: For det første den påstand, at man erhverver nåde ved nogen som helst gerning, endog når man ligger i dødssynder; for det andet, om et menneske end var i nåden ved sine gerninger, som de løgnagtigt påstår, så sådan en gerning, der udføres i nåden, skulle være så kostelig, at den var Himmeriget værd. For der står Kristus, og med rene ord siger han det modsatte, Luk 17, 10: ”Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.”

 

Frelsen er helt gratis

Derfor skal vi urokkeligt holde fast på vor lære, så vi ikke indrømme nogen gerning magt til at erhverve Guds nåde og venskab, syndernes forladelse og Himmeriget. Her hører min fortjeneste aldeles ikke hjemme, og vil man bruge den hertil, da skal jeg være den første til at træde den ned i støvet under mine fødder og fordømme den til den lede Satan i Helvede, som den, der vil hindre min tro, og fornægter Kristus. Her skal det alene hedde: Gud har givet alt dette for intet, af lutter nåde, ved det, at han sender Kristus, sin søn, og lader ham dø for mig, forkynder og skænker mig det, og kun befaler mig at tro og lade mig døbe på det. Her kommer jo ingen af mine gerninger til, men det er alt sammen lutter gave skænket fra Himlen, og ved Kristus erhvervet mig. I dette stykke må al fortjeneste derfor være rent udelukket, og det må stå fast, at man ikke kan opnå nåde og syndernes forladelse på anden måde, vis eller vej, end ved at man hører og ved troen modtager Guds Ord om Kristus. Og Gud hjælpe os! Hvad har vi af fortjeneste, som vi kan rose os af; når vi dog med alle hellige dagligt, så længe vi lever, i Fadervor, må bede: ”forlad os vor skyld.” og disse fortvivlede hellige tør, dumdristige som de er, sige, at et menneske, selv om det ligger i dødssynder, kan berede sig selv til nåden, og efter det også fortjene det evige liv.

 

Trøst og opmuntring i modgang

Men hvad siger du så til, at der er så mange skriftsteder om løn og fortjeneste? Dertil siger vi nu, som sagt for de enfoldige, at dette er sagt til lutter trøst for de kristne. For når du nu er blevet en kristen, og har en nådig Gud og fader samt syndernes forladelse, både for de allerede begåede synder, og dem, som nu dagligt hænger ved dig, så vil det med sikkerhed ske, at du må gøre og lide meget for troens og din dåbs skyld. For den lede Djævel, tilligemed verden og dit eget kød, vil klæbe sig til dig og forvolde dig besvær og plage nok, som han, igennem disse tre kapitler, har vist i tilstrækkeligt omfang. Så verden sagtens kunne blive dig for trang, hvis han bare lod os blive i den uden ord og trøst, så ville vi snart fortvivle og sige: Hvem vil være en kristen, prædike og gøre godt? Man ser jo, hvordan det går dem, og hvordan verden træder dem ned i støvet under sine fødder, bagvasker og undertrykker dem, og til sidst berøver dem ære, liv og ejendele; og han har ikke befalet mig andet end at være fattig, bedrøvet, sulten, sagtmodig, fredsommelig, lidende og forfulgt; skal det da bestandig blive ved på den måde og aldrig blive anderledes?

      Her må han nu komme os til hjælp, styrke og trøste os, og sige: I er nu i nåden og er Guds børn; hvis I nu må lide derfor i verden, så bliv ikke forfærdede over det, men stå fast, og lad ikke det onde, som møder jer her, gøre jer modfaldne eller stridbare. Enhver må gøre, hvad han skal gøre, men selvom det går så dårligt for ham, så skal det dog ikke kunne skade ham, og han skal vide, at Himmeriget er hans, og at det skal blive ham rigeligt betalt. Hvordan betalt? Vi har det jo i forvejen, ved Kristus, uden og før al vor gerning; sådan, som Paulus siger, at Gud vil gøre en stor, klar stjerne af dig, og give dig en speciel gave, også i dette liv. For en kristen kan også her på jorden blive tildelt så meget hos Gud ved sin bøn og sine gode gerninger, at han beskærmer et helt land, og standser krig, plager og dyrtid. Ikke fordi gerningen i sig selv er dette værd, men fordi Gud har lovet det, til styrke og trøst for os, for at vi ikke skal tro, at vort arbejde, vort besvær og vores elendighed er forspildt og forglemt.

      Her er nu ingen fortjeneste, hvorved vi skal fortjene nåden, eller vor dåb, Kristus og Himlen, hvilket de mener, når de taler om fortjeneste; men her menes alene kristendommens frugter. For Kristus taler heller ikke i denne prædiken, om hvordan vi bliver kristne, men alene om de gerninger og frugter, som ingen kan udføre, uden den, som allerede er en kristen og befinder sig i nåden; som også ordene viser: Det er netop, fordi de er kristne, og har Himmeriget, at de må lide afsavn, elendighed og forfølgelse. Når man derfor taler om sådanne frugter, som følger af nåden og syndernes forladelse, lader vi det ganske vist være gyldigt, at man kalder det en fortjeneste og taler om løn. Men dette bestrider vi: At disse, vore gerninger, skal gælde for selve godet, hvilket først må være der, og uden hvilket de ikke kunne udføres, og heller ikke behage Gud.

      Når man således fastholder, at det ikke er ved fortjeneste, men af lutter nåde, så vil vi ikke stride, hvis man giver de efterfølgende frugter dette navn; kun må man ikke falskt fordreje disse skriftord, og i uoverensstemmelse Skriften tolke dem som nogen fortjeneste af nåden, men forklarer dem på den rette måde efter deres sande mening for at trøste de kristne. Frem for alt i lidelse og modgang, når det synes, som om vort liv, vor lidelse og vor gerning skulle være forgæves og intet udrette; sådan som Skriften overalt trøster, når den formaner os til at blive ved i det gode, som Jer 31, 16: ”Du får løn for din møje, siger Herren.” Og Paulus i 1 Kor 15, 58: ”I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren.”

 

Løn for lidelser

Hvis vi ikke havde denne trøst, kunne vi ikke bære den jammer, forfølgelse og elendighed, at vi skal gøre så meget godt, og have lutter spot og skam til tak for vor lære og prædiken. Vi måtte til sidst rent unddrage os sådanne gerninger og lidelser. Men imod dette vil Gud opmuntre og styrke os ved et sådan herligt løfte, for at vi ikke skal se hen til verdens utaknemmelighed, had, misundelse og foragt, men til ham, der siger: Jeg er din Gud. Vil verden ikke takke dig, men berøver dig liv, ære og ejendele, så hold dig til mig, og trøst dig med, at jeg har endnu en himmel, og så meget i den, at jeg nok kan gengælde dig det, ja ti gange mere, end hvad man kan berøve dig.

      Derfor kan vi byde verden trods, og sig: Nuvel, vil den ikke have den nåde, vi tilbyder den, så kan den lade være, og lad den blot fare med dens nåde og alt, hvad dens er; jeg har dog ikke for dens skyld begyndt noget, vil, fremover, heller ikke for dens skyld gøre eller undlade noget. Men for hans skyld vil jeg gøre og lide alt, som giver mig så rigt et løfte, og siger: Om end du allerede forud, uden din gerning, ved Kristus har alle skatte i Himlen, og mere end nok, så vil jeg dog give dig endnu mere i tilgift, for du skal få Himmeriget åbenbaret, og skue Kristus, som du nu har i troen, ansigt til ansigt, i evig herlighed og glæde, jo mere du nu lider og arbejder.

      Hertil hører de skønne ord og formaninger i Hebr 10, 35: ”Kast ikke jeres frimodighed bort, den bærer en stor løn i sig.” Og Kristus siger i Mark 10, 29: ”Sandelig siger jeg jer: Der er ingen, der har forladt hjem eller brødre eller søstre eller mor eller far eller børn eller marker på grund af mig og på grund af evangeliet, som ikke får det hundreddobbelt igen nu i denne verden, og evigt liv i den kommende verden.” Sådan siger han også her: ”Jeres løn skal være stor i Himlene.” Hermed viser han, at de allerede her har Himmeriget, og dog engang skal have det så meget herligere, når det bliver åbenbaret.

      Se, når man henfører disse skriftord hertil, da forstås de, som de skal forstås, så de ikke gå ud på tillid til egen gerning, i modstrid med troen, men på de kristnes og troendes trøst. Og hvis sofisterne havde haft denne mening med deres lære om fortjeneste, da havde det været ret. Men de har bygget deres egen gerningshellighed og deres munkevæsen på det, for at Gud ved det skal anse dem for at være nogle helt specielle hellige, sælge dem Himlen til gengæld, som en bissekræmmer, og sætte dem allerøverst, som de, hvem de andre almindelige kristne overhovedet ikke kan sammenlignes med. Og de har sandelig ikke varetaget deres sager så dårligt endda; for det har ikke indbragt dem fattigdom, elendighed, jammer og forfølgelse, men penge, ejendele og ære, og ingen orden er blevet indstiftet, for at man i den skulle øve Kristi ord, sakramente, tro, kærlighed og tålmodighed; men de har kun med deres kutter og strenge, afvigende liv villet være højt ansete og ærede af Gud, som de, der ingen Kristus og ingen tro behøver.

 

Lidelserne bliver gengældt med desto større herlighed.

På denne måde indrømmer vi nu, at de kristne har fortjeneste og løn hos Gud: Ikke på den måde, at de bliver Guds børn ved det og arvinger til det evige liv, men til trøst for de troende, som allerede har disse ting. For at de skal vide, at han ikke vil lade det blive ugengældt, hvad de her lider for Kristi skyld; men at han, når de lider og arbejder, i særlig grad vil smykke dem på den yderste dag, mere og herligere end andre, som særligt udvalgte store stjerner frem for andre. Sådan vil Paulus frem for andre skinne lyst og klart på den allerskønneste måde. Dette hedder ikke syndernes forladelse eller at fortjene Himlen, men at lidelserne bliver gengældt med desto større herlighed.

      Men der, hvor de placerer fortjenesten, vil vi ikke tåle den; for det er at gøre Kristus til skamme og laste Kristus, Gud og Helligånden, og alt, hvad Gud ved ham har givet os. Vi vil hellere udskældes for at være kættere og forbrydere, og brændes levende, end at give slip på eller fornægte en sådan skat. Og om end vi må lide al plage, skændsel og forfølgelse derfor, så vil vi også holde os til den trøst, som Gud har givet os. For det bliver alligevel ikke anderledes. Djævelen vil nu engang ikke tilslutte sig vor lære, eller blive enig med os; men bevare pavens lære, og forsøge at få os til at tro, som han tror, og fordi han ser, at vi ikke vil, modstår han os af alle kræfter. For han ved godt, at når den artikel bliver stående, at syndernes forladelse og Kristus er lutter gave, så kan enhver på sine fingre regne sig frem til, at pavedømmet med dets messer, munkevæsen, skærsild og helgentjeneste må være et intet, og at alt styrter sammen af sig selv.

      Lær nu derfor at svare sådan på sådanne skriftord, hvor der står noget om fortjeneste og løn: jeg kan godt høre, at Kristus siger: ”salige er de fattige, for Himmeriget er deres; ” og: ”salige er I, når man bespotter og forfølger jer, for jeres løn skal være stor i Himlene,” men dermed lærer han mig ikke, at jeg skal bygge min saligheds grund på det; men han giver mig et løfte, for at jeg skal blive trøstet af dette i min lidelse og mit kristne liv. Du må ikke komme og blande disse to ting sammen for mig, eller gøre det til min fortjeneste, hvad Gud giver mig i Kristus, ved dåben og evangeliet. For her står der ikke noget om, at jeg skal kunne fortjene disse ting, og ikke behøver nogen Kristus og nogen dåb dertil. Det er sagt, for at de, der er Kristi disciple, for hvem han her har prædiket, og som for hans skyld må lide alt muligt, skal vide, hvad de har at trøste sig med, når man ikke vil tåle dem på jorden, nemlig, at de til gengæld skal have alt i desto rigeligere mængde i Himlen. Den, der arbejder og lider mest, skal også gengældes desto herligere.

      For selvom, som jeg har sagt, alle er lige i Kristus, og nåden er ens for alle, og bringer enhver hele saligheden, som det højeste, fælles gode, så den, som har Kristus, rigtig nok har alt; så vil der dog være en forskel på den klarhed og herlighed, hvormed vi skal smykkes og skinne; ligesom der her i dette liv er forskel på gaverne, idet en arbejder og lider mere, end en anden. Men i det andet liv vil alt blive åbenbart, så hele verden skal se, hvad enhver har gjort, og han skal have så meget større herlighed, som hele den himmelske hærskare vil glæde sig over. Nu må det være nok herom

      Gud opholde os i sin nåde, som han har vist os i Kristus! Amen.