Apologien

for

Den Augsburgske Bekendelse

Filip Melanchthon hilser læseren

Efter at bekendelsen fra vores fyrster var blevet oplæst offentlig, forberedte nogen teologer og munke et gendrivelsesskrift, der var rettet mod den. Det lod Hans Kejserlige Majestæt oplæse for forsamlingen af fyrster, og han krævede, at vores fyrster skulle godtage denne gendrivelse.

For at se, hvad vores modstandere forkastede og for at kunne tilbagevise deres argumenter, bad vores folk om, at få et eksemplar af Konfutationen. De havde nemlig hørt, at det forkastede mange artikler, som de ikke kunne opgive uden at krænke samvittigheden.

I en sådan sag, der gælder religionen og samvittighederne, regnede de med, at modstanderne ikke ville være uvillige til at fremlægge deres skrift.

Men de kunne ikke opnå dette uden på visse vilkår, der var så farlige, at de ikke kunne godtage dem.

Derefter blev der holdt nogle forligsforhandlinger, der viste, at vores folk ikke ville unddrage sig nogen møje, som de kunne gøre uden at krænke samvittigheden, lige meget hvor ubehagelig det var. Men vores modstandere krævede hårdnakket, at vi skulle godtage visse åbenbare misbrug og vildfarelser. Da vi ikke kunne gøre det, krævede Hans Kejserlige Majestæt igen, at vores fyrster skulle give deres samtykke til Konfutationen. Det nægtede de at gøre.

For hvordan skulle de i en sag, der gælder religionen, kunne give deres tilslutning til et skrift, de ikke havde set? Og de havde hørt at visse artikler blev fordømt, artikler hvor de ikke kunne give modstandernes meninger medhold uden at synde.

De gav da mig og nogle andre til opgave at forberede et forsvarsskrift for vores bekendelse, hvor vi for Hans Kejserlige Majestæt skulle fremstille grundene til, at vi ikke kunne godtage Konfutationen, og hvor vi skulle tilbagevise indvendingerne fra vores modstandere. Nogle af os havde nemlig under oplæsningen noteret hovedpunkterne og argumentationen i skriftet. Dette forsvarsskriftet overleverede vi til sidst til Hans Kejserlige Majestæt, så han kunne se, at det var de største og alvorligste grunde, der hindrede os i at godtage Konfutationen. Men Hans Kejserlige Majestæt tog ikke imod det skrift, han fik overleveret.

Senere blev der udgivet et dekret, hvor vores modstandere roser sig af at de ud fra Skriften har gendrevet vores bekendelse.

Nu har du altså vores forsvarsskrift, kære læser. Her kan du se, både hvordan vores modstandere har dømt, for vi har gengivet det samvittighedsfuldt, og hvordan de har fordømt nogen af artiklerne i strid med Helligåndens klare Skrift, skønt det er langt fra at de ved hjælp af Skriften har kunnet rokke ved vores standpunkt.

Fra først af blev dette forsvarsskrift sat op i samråd med nogle andre, men under udgivelsen har jeg alligevel tilføjer en del. Derfor har jeg også sat mit navn på skriftet, så ingen skal kunne klage over, at det er blevet udgivet anonymt.

Jeg har altid i denne strid fulgt den regel, så langt som mulig, at beholde de almindelige læreformuleringer, for at det med tiden lettere skal kunne komme til en enighed. Og jeg gør det ikke meget anderledes nu, selv om jeg sagtens kunne have skabt en endnu større afstand mellem nutidens mennesker og de meninger, som modstanderne hævder.

Vores modstandere går derimod sådan frem i denne sag, at de tydelig lægger for dagen, at de hverken søger sandheden eller enigheden, men tørster efter vores blod.

Og nu har jeg skrevet så forsigtig, jeg kunne. Og hvis et eller andet skulle synes at være for skarpt sagt, så vil jeg på forhånd sige, at det er de teologer og munke, der har skrevet Konfutationen, jeg er gået i rette med, ikke med kejseren eller fyrsterne. Dem har jeg den ærbødighed for, som man skylder. Men jeg har for nylig set Konfutationen og er blevet klar over, at det er skrevet med sådan snuhed og falskhed, at det nogle steder kan bedrage selv de forsigtige.

Jeg har alligevel ikke behandlet alle deres ordkløverier, det ville blive en endeløs opgave. Men jeg har samlet de vigtigste argumenter, for at vi skal kunne få det vidnesbyrd fra al verden, at vi har tænkt ret og gudfrygtig om Kristi evangelium. Vi glæder os ikke over uenigheden, heller ikke er vi uberørt af den fare, vi står i. Hvor stor den er, kan vi let skønne af det bitre had, vi ser vores modstandere er optændt af. Men vi kan ikke fornægte den sandhed, som er så klar og så nødvendig for kirken.

Derfor mener vi, at vi for Kristi æres skyld og for kirkens gavn må tåle vanskeligheder og farer. Vi stoler på, at Gud har behag i vores tjeneste og vi håber at eftertiden vil fælde en retfærdigere dom over os.

For det kan ikke nægtes, at vores folk har fremlagt og forklaret mange punkter i den kristne lære, som er yderst nødvendige for kirken. Vi vil ikke her nævne under hvilke farlige meninger de tidligere lå nedgravede hos munke, kirkeretslærere og filosofiske teologer.

Vi har mange offentlige vidnesbyrd fra gode mennesker, der takker Gud for denne store velsignelse, at han har givet os en bedre oplysning om mange nødvendige lærepunkt end den, der findes i alle vores modstanderes skrifter.

Så vil vi da overlade vores sag til Kristus, der engang skal dømme om denne strid. Ham beder vi også om, at han vil se til sine trængte og spredte menigheder og føre dem tilbage til en gudfrygtig og varig enighed.

Om Gud (Art. 1)

Vores modstandere godtager den første artikel i vores bekendelse. I den fremholder vi, at vi tror og lærer, at der eksisterer ét guddommeligt væsen, som er udelelig osv., og at der alligevel i det samme guddommelige væsen er tre selvstændige og lige evige personer: Faderen, Sønnen og Helligånden. Vi har altid lært og forsvaret denne artikel, og vi mener, at den er bevidnet fast, sikkert og urokkelig i den hellige Skrift. Og vi fastholder bestemt, at de, der har et andet syn, står uden for Kristi kirke og er afgudsdyrkere og gudsbespottere.

Arvesynden (Art 2)

Vores modstandere godtager den anden artikel, om arvesynden, men dog sådan at de kritiserer den definition af arvesynden, vi har givet i forbigående. Her med det samme vil deres kejserlige Majestæt straks kunne se, at de, der har forfattet modskriftet, ikke bare mangler dømmekraft, men også ærlighed. For mens vi i forbigående ganske enkelt ville nævne, hvad arvesynden indebærer, har de med en opdigtet og ondsindet fortolkning forvrænget en mening, der i sig selv ikke er noget forkert ved. De siger, at det at være uden gudsfrygt og uden tro er en gerningssynd, og derfor nægter de, at det er arvesynd.

Det er oplagt at sådanne spidsfindigheder kommer fra de teologiske fakulteter og ikke fra kejserens råd. Det er let nok at gendrive sådan ordkløveri. Men for at alle retsindige mennesker skal kunne se, at vi ikke lærer noget urimelig i denne sag, beder vi først om, at man ser efter i den tyske tekst til vores bekendelse. Den vil frikende os for al mistanke om at lære noget nyt. For der står det: ”Videre lærer vi, at alle mennesker, der bliver født på naturlig vis efter Adams fald bliver undfanget og født i synd, dvs., at alle fra undfangelsen af er fulde af ond lyst og tilbøjelighed og af natur ikke kan have nogen sand gudsfrygt eller sand tro på Gud.” Dette stedet bevidner, at vi frakender alle, der er født på naturlig vis, ikke bare gerningen, men også kraften og evnen til at opnå frygt og tillid til Gud. Vi siger nemlig, at alle, der er født på denne måde, har ond lyst og ikke kan opnå sand frygt og tillid til Gud. Hvad kan indvendes mod dette? Vi skulle mene, at det var nok til at frikende os i redelige menneskers øjne. I samme mening fraskriver også den latinske forklaring naturen denne mulighed, dvs., evnen og kraften til at frygte og elske Gud, og hos voksne viser det sig også i handling. Når vi taler om den ”onde lyst”, tænker vi ikke bare på gerningerne eller frugterne, men på naturens stadige tilbøjelighed.

Senere skal vi vise udførligere, at vores forklaring stemmer med den almindelige, gamle definition af arvesynden. Først må vi vise vores formål med at bruge netop disse ord. Vores modstandere på de teologiske fakulteter vedgår, at den onde lyst er arvesyndens ”materiale”, som de kalder det. Derfor burde dette ikke udelades i definitionen af arvesynden, især ikke i denne tid, hvor der fremkommer så mange tanker om denne sag uden megen kristen substans.

Nogle påstår nemlig, at arvesynden ikke er en skade eller fordærvelse i menneskets natur, men blot det at måtte trælle under dødelighedens vilkår, sådan som alle Adams efterkommere må, uden egen forsyndelse, men på grund af en andens skyld. Videre påstår de, at ingen bliver fordømt til den evige død på grund af arvesynden, men at det er som med trælle, der bliver født af en trælkvinde og må bære denne skæbne på grund af deres mors ulykke og ikke på grund af nogen fejl i deres natur. For at vise at vi forkaster en sådan ugudelig forståelse, har vi nævnt den onde lyst og i bedste mening kaldt den en sydom, og fremholdt at menneskenaturen fra fødselen af er fordærvet og fuld af fejl.

Men vi har ikke bare nævnt den onde lyst, vi har også talt om mangelen på gudsfrygt og tro. Dette har vi tilføjet af den grund, at de dogmatiske lærere gør arvesynden til noget mindre end den er, fordi de ikke virkelig har forstået den definition af arvesynden, de har modtaget fra fædrene. De påstår at ”begæret” er en egenskab i kroppen, og urimelige, som de plejer at være, spørger de, om det er kommet gennem smitte fra æblet eller gennem et pust fra slangen, og om det forøges ved brugen af lægemidler? Ved sådanne spørgsmål har de undertrykt selve hovedsagen. Når de derfor taler om arvesynden, nævner de ikke de alvorligste skader ved menneskets natur, nemlig at det ikke kender Gud, at det foragter Gud, mangler frygt og tillid til Gud, hader Guds dom og frygter den dømmende Gud, er vred på Gud, opgiver håbet om nåden og sætter sin lid til de nærværende ting, osv. Disse sygdomme, der strider allermest mod Guds lov, lægger de romerske teologer ikke mærke til. De tilskriver endog den menneskelige natur usvækket evne til at elske Gud over alle ting og til at holde Guds bud med hensyn til gerningernes væsen. Og de ser ikke, at de modsiger sig selv. At være i stand til ved egne kræfter at elske Gud over alle ting og holde Guds bud, hvad andet er det end at have den oprindelige retfærdighed? Om den menneskelige natur havde sådanne kræfter at den af sig selv kunne elske Gud over alle ting, som de romerske teologer så sikkert påstår, hvad skulle da arvesynden være? Hvad skulle Kristi nåde være nødvendig for, hvis vi kunne blive retfærdige ved vores egen retfærdighed? Hvad skulle Helligånden være nødvendig for, hvis de menneskelige kræfter af sig selv kunne elske Gud over alle ting og holde Guds bud? Hvem ser ikke, hvor bagvendt vores modstanderes mening er her? De mindre sygdomme i den menneskelige natur erkender de, og de alvorligere sygdomme erkender de ikke. Men det er disse sygdomme, Skriften overalt minder os om, og det er dem, profeterne stadig klager over, nemlig kødelig sikkerhed, foragt for Gud, had mod Gud og lignende lyster, som vi er født med. Men de romerske teologer har blandet den kristne lære med filosofiens tanker om naturens fuldkommenhed og tilskrevet den frie vilje og de gerninger, den lokker frem, mere end ret er. De har lært, at mennesker bliver retfærdiggjort for Gud ved den moralske eller borgerlige retfærdighed, som vi også medgiver, hører ind under fornuften og i nogen grad står i vores magt. Derfor har de ikke været i stand til at se den indre urenhed i den menneskelige natur. For den kan man kun dømme ret om ud fra Guds Ord, som de romerske teologer kun sjælden beskæftiger sig med i deres studier. Det er grunden til, at vi i vores fremstilling af arvesynden også nævnte den onde lyst og frakendte menneskets naturlige kræfter frygten for og tilliden til Gud. Vi ville nemlig vise, at arvesynden også omfatter sådanne lyster som mangel på kundskab om Gud, foragt for Gud, mangel på frygt for Gud og tillid til Gud og manglende evne til at elske Gud. Dette er de vigtigste lyster i den menneskelige natur, dem, der i egentlig mening strider mod den første tavle i De Ti Bud.

Vi har med dette ikke sagt noget nyt. Ret forstået siger den gamle definition af arvesynden akkurat det samme, når det hedder: ”Arvesynden er mangel på den oprindelige retfærdighed”. Men hvad er retfærdighed? De romerske teologer er her optaget af spidsfindige spørgsmål, men de forklarer ikke, hvad den oprindelige retfærdighed er. Nu omfatter retfærdigheden i Skriften ikke blot den andre tavle i De Ti Bud, men også den første, den der befaler os at frygte Gud, at tro og at elske Gud. Derfor var den oprindelige retfærdighed tænkt at skulle indebære ikke bare en ligevægt mellem kroppens egenskaber, men også disse gaver: En sikker gudserkendelse, gudsfrygt og tillid til Gud, eller i det mindste den rette indstilling og kraft til at gøre dette. Det vidner Skriften om, når den siger at mennesket blev skabt i Guds billede og lignelse. Hvad andet betyder det, end at der i mennesket var indvævet en visdom og retfærdighed, der kunne fatte Gud, og som afspejlede Gud, dvs., at mennesket havde fået sådanne gaver som kundskab om Gud, gudsfrygt og tillid til Gud? For sådan tolker Irenæus og Ambrosius gudligheden. Efter at have sagt meget andet om dette, siger Ambrosius: ”Altså er den sjæl, hvor Gud ikke altid er til stede, ikke skabt i Guds billede”. Og i Efeserbrevet 5 og Kolossenserbrevet 3 siger Paulus, at gudsbilledet består i kundskab om Gud, retfærdighed og sandhed. Og Peter Lombard betænker sig heller ikke på at sige, at den oprindelige retfærdighed netop er den gudlighed som Gud har lagt ind i mennesket. Vi gengiver her de gamles mening, som ikke på nogen måde modsiges af Augustins tolkning af gudsbilledet.

Derfor, når den gamle definition siger, at synden er mangel på retfærdighed, så betyder det, at den ikke bare frakender mennesket evnen til at lyde Gud med sine laveste kræfter, men også frakender mennesket kundskab om Gud, tillid til Gud og frygt og kærlighed til Gud. Til og med lærer de romerske teologer at disse ting ikke kan virkeliggøres uden specielle gaver og hjælp fra nåden. Men netop disse gaver er det vi, for at gøre sagen helt klar, kalder kundskab om Gud, frygt for Gud og tillid til Gud. Af dette fremgår det, at den gamle definition siger akkurat det samme som os, når vi lærer, at mennesket mangler frygt for Gud og tillid til ham, nemlig ikke bare selve gerningen, men også evnen og kraften til at udføre den.

Netop dette er meningen i den definition som findes hos Augustin, idet han plejer at definere arvesynden som den onde lyst. Han vil nemlig sige, at den onde lyst er kommet i stedet for den retfærdighed, der er tabt. For da den syge natur ikke kan frygte og elske Gud eller tro på ham, så tragter den efter de kødelige ting og elsker dem. Guds dom vil den derfor enten foragte i sin sikkerhed eller hade i sin rædsel. Sådan inkluderer Augustin både mangelen og den onde tilstand, som følger efter i arvesynden. Og den onde lyst er ikke bare en fordærvelse af kroppens egenskaber, men også en ond forvandling af menneskets højere kræfter til det, der er kødelig. De ved ikke selv, hvad de siger, dem, der tilskriver mennesket en ond lyst, som ikke er dødet af Helligånden og på samme tid evnen til at elske Gud over alle ting.

I vores definition af arvesynden har vi derfor på Korrekt måde skildret begge deler, både at vi mangler evnen til at tro på Gud og at frygte og elske Gud, og at vi har en ond lyst, der tragter efter de kødelige ting i strid med Guds Ord. Det vil sige, at den ikke blot tragter efter legemlig vellyst, men også efter en kødelig visdom og retfærdighed, som den sætter sin lid til i foragt for Gud. Og ikke kun de gamle fædre, men også nyere teologer, i det mindste de mere fornuftige af dem, lærer at arvesynden virkelig består af begge disse to ting samtidig: De mangler, som er nævnt, og den onde lyst. For sådan siger Thomas: ”Arvesynden består af en mangel på den oprindelige retfærdighed, og sammen med det en uorden i forholdet mellem de forskellige sider ved sjælelivet. Derfor er den ikke bare en mangel, men også en fordærvet tilstand.” Og Bonaventura skriver: ”Når der bliver spurgt om, hvad arvesynden er, er det Korrekt at svare, at den er en ond lyst, der ikke kan holdes i tømme. Det er også rigtig at svare, at den er en mangel på den retfærdighed, vi skylder. Og hvert af disse svar indebærer også det andet.” Det samme er Hugos mening, når han siger at arvesynden er uvidenhed i sjælen og ond lyst i kødet. Han fremholder nemlig, at vi bliver født med manglende kundskab om Gud, med vantro, mistillid, foragt og had mod Gud. Alt dette er det, han sammenfatter i udtrykket ”uvidenhed”. Og denne opfattelse stemmer med Skriften. For Paulus betegner det nogle gange udtrykkelig som en mangel, som i l Kor 2: ”Det naturlige menneske forstår ikke det, der hører Guds ånd til.” Andre steder betegner han det som en ond lyst, der er virksom i vores lemmer og frembringer onde frugter. Vi kunne citere mange steder, der viser begge sider af vores definition, men i en så klar sag er der ikke brug for vidnesbyrd. Og den fornuftige læser vil let kunne se, at det at være uden gudsfrygt og uden tro ikke bare er gerningssynder, men en varig mangel i naturen, så længe den ikke er fornyet.

Om arvesynden lærer vi altså ingenting som er fremmed for Skriften eller for den almindelige kirke, men vi har renset og bragt de vigtigste tanker i Skriften og hos fædrene frem i lyset, tanker, der var tildækket af spidsfindige tanker blandt de nyere teologer. For det siger sig selv at de nyere teologer ikke har lagt mærke til, hvad fædrene mente, når de talte om en mangel. Men det er nødvendig at have kundskab om, hvad arvesynden er. For man kan ikke forstå storheden i Kristi nåde, hvis ikke man kender vores fordærv. Hele menneskets retfærdighed er bare hykleri over for Gud, hvis vi ikke erkender at hjertet af naturen mangler kærlighed, frygt og tillid til Gud. Derfor siger profeten: ”Efter at du viste mig det, slog jeg mig på låret” (Jer 31, 19). Og ligeledes: ”Jeg sagde i min angst: Hvert menneske er en løgner” (Salme 116), dvs., at det ikke tænker ret om Gud.

Her kritiserer vores modstandere også Luther, fordi han har skrevet, at arvesynden forbliver efter dåben, og de tilføjer at denne lære med rette blev fordømt af Leo X. Men deres Majestæt vil opdage deres åbenlyse falske beskyldning på dette punkt. For vores modstandere ved, hvad Luther mener med at sige, at arvesynden forbliver efter dåben. Han har altid skrevet, at dåben borttager arvesyndens skyld, selv om syndens ”stof”, som det kaldes, forbliver, nemlig den onde lyst. Om dette stof tilføjer han også, at Helligånden, som bliver givet i dåben, begynder at døde den onde lyst og skabe nye drifter i mennesket. I samme retning udtaler også Augustin sig, når han siger: ”Synden bliver tilgivet i dåben, ikke sådan at den ikke længere er til, men sådan at den ikke bliver tilregnet.” Her bekender han klart, at synden er der, dvs., forbliver, selv om den ikke bliver tilregnet. Og dette syn behagede de senere teologerne så meget, at det til og med blev gengivet i de kirkelige dekreter. Og mod Julian siger Augustin: ”Den lov, der er i lemmerne, bliver tilgivet ved den åndelige genfødelse, men den forbliver i det dødelige kød. Den bliver tilgivet, fordi skylden bliver taget bort ved sakramentet, som genføder de troende. Men den forbliver, fordi den fortsætter med at fremkalde de lyster, som den troende kæmper mod.” Vores modstandere ved, at det er det, Luther tror og lærer. Men da de ikke kan afvise ham i sag, drejer de hans ord, for ved dette kunstgreb at gøre det af med en uskyldig. Men nu siger de videre, at den onde lyst er en straf og ikke nogen synd. Luther holder fast på, at den er en synd. Ovenfor har vi vist at Augustin definerer arvesynden som den onde lyst. Lad dem da gå i rette med Augustin, hvis der er noget forkert i denne opfattelse! Desuden siger Paulus: ”Jeg ville ikke have vidst, at den onde lyst var synd, hvis ikke loven havde sagt: Du må ikke begære!” (Rom 7, 7). Og ligeledes: ”Jeg ser en anden lov i mine lemmer, som strider mod loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer” (Rom 7, 23). Disse vidnesbyrd kan ikke væltes over ende ved ordkløveri. For de kalder klart den onde lyst synd, som alligevel ikke tilregnes den, der er i Kristus, skønt den i sig selv fortjener døden, hvis ikke den blev tilgivet. Dette er ubestridelig fædrenes opfattelse. For Augustin afviser i en længere diskussion deres mening, som hævder at det menneskelige begær ikke er synd, men en neutral ting, som hudfarven eller et skrøbeligt helbred siges at være en neutral ting.

Men hvis vores modstandere påstår, at driften til det onde er en neutral ting, så vil ikke bare mange skriftsteder, men også hele kirken modsiger dem. For selv om det ikke har været mulig at nå frem til fuld enighed om disse ting, hvem har så nogensinde vovet at sige, at disse ting er neutrale: at tvivle på Guds vrede, på Guds nåde, på Guds Ord, at være vred over Guds domme, at være forarget, fordi Gud ikke straks frier os fra trængslerne, at brokke sig over at det går de onde bedre end de gode, at blive optændt af vrede, vellyst, lyst til ære, gods osv.? Dette erfarer de fromme også hos sig selv, som salmerne og profeterne klart viser det. Men de romerske teologer har her overtaget fuldstændig fremmede tanker fra filosofien, nemlig at vi på grund af vores lidenskaber hverken er gode eller onde, hverken skal prises eller fordømmes. Ligeledes siger de, at intet er synd med mindre det sker frivilligt. Filosofien har sagt dette med tanke på den borgerlige domstol, ikke på Guds dom. Lige så tankeløst tilføjer de andre opfattelser, som at naturen ikke er ond. I rette sammenhæng vil vi ikke indvende noget mod det. Men her bliver det fordrejet for at gøre arvesynden mindre. Alligevel kan man læse disse meninger hos deres teologer, der upassende sammenblander den filosofiske eller borgerlige etik og evangeliet. Og sådanne meninger blev ikke kun drøftet blandt teologerne, men herfra blev de, sådan som det plejer at gå, spredt ud blandt folk. Og disse meninger fik overhånd, så de har næret tilliden til menneskets egne kræfter og undertrykt kundskaben om Kristi nåde. Så da Luther ville forklare, hvor stor arvesynden og den menneskelige svaghed er, lærte han, at det, der bliver igen af arvesynden efter dåben, efter sin natur ikke er en neutral ting hos os. Det er noget, der har behov for Kristi nåde, for ikke at blive tilregnet, og for Helligånden for at blive dødet.

De romerske teologer bagatelliserer både synden og straffen, når de lærer, at mennesket kan holde Guds bud ved egne kræfter. Men i Første Mosebog beskrives straffen for arvesynden på en helt anden måde. Her bliver den menneskelige natur underlagt ikke bare døden og andre legemlige onder, men også Djævelens vælde. For her bliver denne forfærdelige dom afsagt: ”Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden, og mellem din sæd og hendes sæd” (l Mos 3, 15). Skaden og den onde lyst er både synd og straf. Døden, de andre legemlige onder og Djævelens tyranni er straffe i egentlig forstand. For den menneskelige natur er overgivet til trældom og holdes fanget af Djævelen, som bedrager os med ugudelige meninger og vildfarelser og driver os til alle slags synder. Men ligesom vi ikke kan sejre over Djævelen uden ved Kristi hjælp, så kan vi ikke fri os fra denne trældom ved egne kræfter. Selve verdenshistorien viser hvor mægtig Djævelens herredømme er. Verden er fuld af gudsbespottelse og ugudelige meninger, og med disse bånd har Djævelen fanget dem, der er vise og retfærdige i verdens øjne. Hos andre viser det sig grovere laster. Når nu Kristus blev givet os for at borttage både synden og straffen og for at gøre ende på Djævelens herredømme, synden og døden, kan vi ikke lære Kristi velgerninger at kende, uden vi forstår vores eget fordærv. Derfor har vores prædikanter været omhyggelige med disse ting i deres lære. De har ikke indført noget nyt, men bare fremstillet det, Den hellige Skrift og de hellige kirkefædre har lært.

Vi regner med, at det vil være tilfredsstillende for deres kejserlige Majestæt, når det gælder de barnlige og ligegyldige ordkløverier, som modstanderne har brugt for at forvrænge vores artikel. Vi ved, at vores lære er ret og i overensstemmelse med det, Kristi almindelige kirke lærer. Men hvis vores modstandere vil fortsætte denne strid, mangler vi ikke folk, der kan svare dem og værne om sandheden. For i denne sag ved vores modstandere for det meste ikke, hvad de selv snakker om. Ofte modsiger de sig selv, og de kan hverken give en klart og logisk beskrivelse af arvesyndens stof eller dens ”mangel”, som de kalder det. Men her har vi for vores del ikke villet gå alt for detaljeret ind på deres stridspunkter. Vi har anset det for bedst kun at gengive de hellige fædres meninger med almindelige og kendte ord, som vi også slutter os til.

Kristus (art 3)

Vores modstandere godtager den tredje artikel, hvor vi bekender, at det er to naturer i Kristus, nemlig den menneskelige natur, som af Ordet er blevet optaget i en personlig enhed. Og denne Kristus led og døde for at forlige Faderen med os. Og han blev oprejst igen for at herske og for at retfærdiggøre og helliggøre de troende osv., ifølge den apostolske og nikænske trosbekendelse.

Retfærdiggørelsen (art 4, 5, 6 og 20)

I den fjerde, femte, sjette og tyvende artikel fordømmer de os, fordi vi lærer, at mennesker ikke på grund af egen fortjeneste, men gratis på grund af Kristus får syndernes forladelse ved troen på Kristus. De fordømmer nemlig begge dele, både at vi benægter, at mennesker ved egen fortjeneste får syndernes forladelse, og at vi påstår, at mennesker får syndernes forladelse ved troen og retfærdiggøres ved troen på Kristus. Striden angår her den fornemste artikel i den kristne lære, som, ret forstået, gør Kristi ære herlig og stor og skænker de fromme samvittigheder den fornødne og rigeligste trøst. Derfor beder vi, at man nådigt hører os i denne yderst vigtige sag. Modstanderne forstår nemlig hverken, hvad syndernes forladelse er, eller hvad tro, nåde og retfærdighed er. Derfor besmudser de jammerligt denne artikel, fordunkler Kristi ære og velgerning og røver de fromme samvittigheder den trøst, der er dem skænket i Kristus. Men for at vi nu både kan stadfæste vores bekendelse og gendrive, hvad modstanderne forkaster hos os, må vi først forudskikke nogle ord. Så kan man se, hvad der er kilden til både modstandernes og vores egen lære.

Lov og evangelium

Hele Skriften bør deles i disse to hovedstykker: loven og løfterne. Nogle steder forkynder den os loven, andre steder tilbyder den os nåde ved løfterne om Kristus. I Det Gamle Testamente forjættes Kristi komme og på grund af ham loves syndernes forladelse, retfærdiggørelse og et evigt liv. Efter Kristi komme tilsiger han os selv syndernes forladelse, retfærdiggørelse og et evigt liv. I denne sammenhæng er det de ti bud, vi kalder loven, hvor som helst i Skriften de forekommer. De mosaiske ceremonilove og borgerlige love kommer vi ikke ind på her.

Af disse to stykker tage modstanderne loven, fordi den menneskelige fornuft af naturen på en måde forstår loven. Den finder nemlig det samme vidnesbyrd af Gud indskrevet i hjertet. Ved loven vil de nu opnå syndernes forladelse og retfærdiggørelse. Men de ti bud kræver ikke alene de ydre borgerlige gerninger, som fornuften nogenlunde formår at udrette, men de kræver også noget andet, der ligger over fornuften. Det er, at vi i sandhed skal frygte Gud, elske Gud, påkalde Gud, være fast forvissede om, at Gud hører bønner, og af Gud forvente hjælp i døden og i al vores nød. Dernæst kræver de, at vi lydig underkaster os Guds vilje både i døden og alle slags trængsler, så vi ikke unddrager os dem eller søger at afværge dem, når Gud tilskikker os dem.

Her følger skolastikerne filosofferne og lærer kun fornuftens retfærdighed, dvs., et borgerligt ærbart liv, og foregiver, at fornuften uden Helligånden kan elske Gud over alle ting. For så længe menneskes hjerte har ro og ikke føler Guds vrede eller dom, kan det drømme om, at det vil elske Gud, at det vil gøre det gode for Guds skyld. På den måde lærer de, at vi fortjener syndernes forladelse ved at gøre, hvad der står i vores magt, det vil sige, når fornuften, bekymret over synden, lokkes til i gerning at elske Gud eller gør gode gerninger for Guds skyld. Og fordi denne mening ganske naturlig smigrer os, har den fremavlet og fremmet mange gudedyrkelser i kirken, munkeløfter og misbrug af messen. Derefter har de ifølge denne mening optænkt andre gudedyrkelser og skikke. Nogen har fundet på én ting, nogen andre på noget andet. Og for at nære og forøge tilliden til sådanne gerninger har de påstået, at Gud nødvendigvis må give enhver nåde, som gør sådanne gerninger. Denne guddommelige nødvendighed skyldes ikke nogen tvang, men den uforanderlige fastsatte orden.

I denne lære ligger mange, store og farlige vildfarelser, som det ville blive for omfattende at opregne. Alene det bør den opmærksomme læser overveje: hvis det er den kristne retfærdighed, hvad forskel er der så mellem fornuftens lære og Kristi lære? Hvis vi fortjener syndernes forladelse ved vores egne, fremlokkede handlinger, hvad gavner så Kristus os? Hvis vi kan retfærdiggøres ved fornuften og fornuftens gerninger, hvortil behøver vi da Kristus eller genfødelsen? Og ved disse meninger er det nu allerede kommet så vidt, at mange ler ad os, fordi vi lærer, at man må søge en anden retfærdighed, end den filosofiske. Vi har selv hørt dem, der fra prædikestolen med tilsidesættelse af evangeliet har prædiket den aristoteliske etik. Og heri farer de heller ikke vild, hvis det er sandhed, hvad modstanderne hævder. For om den borgerlige ærbarhed har Aristoteles skrevet så mesterlig, at ingen næppe kan gøre det bedre. Vi ser, at der udgives bøger, hvor visse sprog af Kristus sammenlignes med sprog af Sokrates, Zeno og andre filosoffer. Som om Kristus var kommet for at give visse love, som vi skulle fortjene syndernes forladelse ved - og ikke for at vi skulle modtage denne uforskyldt på grund af hans fortjeneste. Hvis vi altså her antager modstandernes lære, at vi fortjener syndernes forladelse og retfærdiggørelse ved fornuftens gerninger, vil der ikke længere blive nogen forskel mellem den filosofiske eller i al fald den farisæiske retfærdighed og den kristne.

Ganske vist er det sådan, at modstanderne for dog ikke helt at forbigå Kristus, kræver en historisk kundskab om ham. Det tilskrives også hans fortjeneste, at en vis sindstilstand eller den første nåde, som de selv kalde det, bliver givet os. Med det udtryk forstår de en vis trang til Gud, for at vi så meget lettere skulle kunne elske Gud. Men det bliver dog kun lidt, de tillægger denne sindstilstand, da de forestiller sig, at viljens gerninger både før og efter meddelelsen af denne sindstilstand er af samme art. De påstår nemlig, at det står i viljens magt at elske Gud, men at denne sindstilstand dog tilskynder den til at gøre det villigere. De kræver også, at denne tilstand skal fortjenes ved forudgående fortjenstlige gerninger, og dernæst kræver de, at vi ved lovens gerninger skal gøre os fortjente til fremvækst i samme og til det evige liv. Således begraver de Kristus, for at vi ikke skal bruge ham som midler og tro, at vi på grund af ham uforskyldt får syndernes forladelse og forløsning. De drømmer om, at vi på grund af egen lovopfyldelse fortjener syndernes forladelse og på grund af egen lovopfyldelse regnes retfærdige for Gud.

Men loven bliver aldrig fyldestgjort, og fornuften udretter intet andet, end disse borgerlige gerninger. Alligevel frygter de hverken Gud eller tror i sandhed, at Gud har omsorg for os. Og hvad de så end siger om denne sindstilstand, så er det dog sikkert, at det uden troens retfærdighed er umuligt for menneskene at elske Gud eller at forstå, hvad Guds kærlighed er.

Og når de udtænker en forskel mellem ”rimeligheds-fortjeneste” og ”værdigheds-fortjeneste”, så leger de blot med ordene, for ikke åbenlyst at vise sig som pelagianere. For hvis det er med guddommelig nødvendighed, at Gud giver nåde for rimeligheds-fortjenesten, så er det jo ikke længer rimeligheds-fortjeneste, men værdigheds-fortjeneste. De ved ikke selv, hvad de siger. De påstår, at mennesket efter at have fået dette sind til at elske Gud kan opnå denne værdigheds-fortjeneste. Og ikke desto mindre forlanger de, at ingen må være vis på, om dette sind virkelig er til stede. Hvordan ved de da, om det er rimeligheds-fortjeneste eller værdigheds-fortjeneste? Men hele denne sag er opdigtet af ørkesløse mennesker, der ikke kender til, hvordan man får syndernes forladelse, og hvordan fortrøstningen til egne gerninger går til grunde under Guds dom og samvittighedens angst. De trygge hyklere mener altid, at de fortjener Guds nåde ifølge værdighed, hvad enten dette sind er til stede eller ikke, fordi det er naturligt, at menneskene fortrøster sig til egen retfærdighed. Men de forskrækkede samvittigheder er uvisse og fulde af tvivl og griber så til en, så til en anden gerning, ja dynger gerning på gerning for at finde fred. De mener aldrig, at de har nogen værdigheds-fortjeneste, og falder i fortvivlelse, hvis de ikke foruden lovens lære også får lov at høre evangeliet om syndernes nådige forladelse og troens retfærdighed.

Sådan lærer modstanderne alene fornuftens eller i det højeste lovens retfærdighed, som de stirrer på, ligesom jøderne på Moses’ tildækkede ansigt. Trygge hyklere, der indbilder sig, at de fyldestgør loven, opvækker hovmod og tom tillid til gerningerne samt foragt for Kristi nåde. De driver derimod de ængstede samvittigheder til fortvivlelse. De gør nemlig gerningerne tvivlende, så de aldrig erfarer, hvad troen er, og hvad den formår. Til sidst fortvivler de aldeles.

Lovens rette brug

Vi derimod lærer således om fornuftens retfærdighed, at Gud kræver den, og at det på grund af Guds befaling er nødvendigt at føre et ærbart liv, således som de ti bud foreskriver det, ifølge disse ord: ”loven er en tugtemester” (Gal 3, 24), og: ”loven er givet for de uretfærdige” (1 Tim 1, 9).

Gud vil nemlig, at de kødeligsindede mennesker skal tvinges ved sådan borgerlig tugt, og til at værne om det har han givet love, skrifter, undervisning, øvrighed og straffe. Denne retfærdighed kan fornuften nogenlunde opnå ved egne kræfter, skønt den ofte overvindes af den naturlige skrøbelighed og af Djævelen, der driver den til åbenbare laster. Selv om vi villige og gerne giver denne fornuftens retfærdighed den ros, som tilkommer den, så må den dog ikke roses således, at det bliver til bespottelse for Kristus. Denne vores fordærvede natur har intet større gode, og med rette siger Aristoteles: ”hverken aftenstjernen eller morgenstjernen er fagrere end retfærdigheden,” ligesom også Gud smykker den med belønninger i dette liv.

Det er nemlig falsk, at vi ved vores gerninger fortjener syndernes forladelse. Det er også falsk, at vi regnes retfærdige for Gud på grund af fornuftens retfærdighed. Falsk er det endvidere, at fornuften ved egne kræfter formår at elske Gud over alle ting og opfylde Guds lov, nemlig frygte Gud i sandhed, forlade sig fast på, at han hører bønner, villig underkaste sig Guds vilje i døden og andre Guds tilskikkelser, ikke begære fremmed gods. Falsk er det endelig, ja bespotteligt imod Kristus, at vi ikke synder, når vi overholder Guds bud uden at have nåden.
For denne vores mening have vi vidnesbyrd ikke alene i Skriften, men også hos fædrene. For Augustin behandler det meget udførligt imod pelagianerne, at nåden ikke skænkes os på grund af vores fortjeneste. Således siger han nemlig i sit skrift Om naturen og nåden: ”Hvis naturen i sig selv har tilstrækkelig evne til at erkende, hvordan vi bør leve, og leve rettelig ved sin frie vilje, så er Kristus død forgæves, så er Korsets forargelse borte. Hvorfor skulle ikke også jeg her udbryde i klageråb? Sandelig, jeg vil udbryde og med kristelig smerte tilråbe dem: I har intet med Kristus at gøre, I, der vil retfærdiggøres ved loven, I er faldet ud af nåden (Gal 5, 4). For da I ikke kender Guds retfærdighed og tragter efter at oprette jeres egen retfærdighed, så underkaster I jer ikke Guds retfærdighed. For ligesom Kristus er lovens ende, således er han også den fordærvede menneskenaturs frelser, til retfærdighed for hver den, der tror (Rom 10, 3).”

Og i Joh 8, 36 hedder det: ”hvis sønnen får frigjort jer, skal i være virkelig frie.” Vi kan altså ikke ved fornuften befries fra synden og fortjene syndernes forladelse. Og Joh 3, 5: ”uden at nogen bliver født af vand og ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige”. Hvis det er nødvendigt at blive genfødt af Helligånden, så er det ikke fornuftens retfærdighed, der retfærdiggør os for Gud eller opfylder Guds lov. Rom 3, 23: ”alle mangler de Guds ære” dvs., de mangler den visdom og retfærdighed for Gud, hvorved de skal erkende og ære Gud. Ligeledes Rom 8, 7: ”kødets attrå er fjendskab imod Gud. Det er ikke Guds lov lydig og kan heller ikke være det. De, der er kødelige, kan derfor ikke tækkes Gud”. Det er så soleklare vidnesbyrd, at de ikke kræver nogen skarp tænker, men blot en opmærksom tilhører, for nu at benytte augustinske ord i selv samme anledning. Hvis kødets attrå er fjendskab imod Gud, så er det klart, at kødet ikke elsker Gud. Hvis det ikke kan være Guds lov lydig, kan det heller ikke elske Gud. Hvis kødets attrå er fjendskab imod Gud, så synder kødet også, når vi gør ydre ærbare gerninger. Hvis det ikke kan være Guds lov lydig, så er det åbenlyst, at det synder, selv om det har udmærkede og efter menneskers dom priselige gerninger at fremvise. Modstanderne ser alene hen til den anden tavles bud, der handler om den borgerlige retfærdighed, som fornuften forstår. Og idet de nøjes med det, mener de at fyldestgøre Guds lov. Imidlertid er de blinde for den første tavle, som kræver, at vi skal elske Gud, at vi skal være fuldt forvissede om, at Gud vredes over synden, at vi skal frygte Gud i ånd og sandhed og fast forlade os på, at Gud hører bønner. Men så længe menneskehjertet er uden Helligånden, foragter det enten i kødelig sikkerhed Guds dom eller undflyr og hader det den dømmende Gud, når han straffer. Således overholder vi altså ikke den første tavle. Da den menneskelige natur er beheftet med foragt for Gud, tvivl om Guds ord, om hans trusler og løfter, så synder mennesker virkelig også, når de uden at have Helligånden gør ærbare gerninger, fordi de gør det af et ugudeligt hjerte, som der står skrevet (Rom 14, 23): alt det, der ikke er af troen, er synd.” For de gør deres gerninger med foragt for Gud, ligesom Epikur, der ikke tror, at Gud bekymrer sig om ham, agter på ham eller bønhører ham. Denne foragt besmitter gerningerne, selv om de har et smukt ydre skin, for Gud dømmer hjerterne.

Endelig er det helt urimeligt, når modstanderne skriver, at mennesker, der er skyldige til den evige vrede, fortjener syndernes forladelse ved kærlighedsgerninger, fremkaldte af dem selv. Det er nemlig umuligt at elske Gud, medmindre syndernes forladelse først gribes ved troen. For et hjerte, der i sandhed føler Guds vrede, kan ikke elske Gud, hvis han ikke viser sig nådig. Så længe han forfærder, og det ser ud, som om han kaster os ned i den evige død, kan den menneskelige natur ikke få frimodighed til at elske den vrede, dømmende og straffende Gud. Det er let for uvirksomme mennesker at opdigte disse drømme om kærlighed, at den, der er skyldig i dødssynd, kan elske Gud over alle ting. De føler ikke, hvad Guds vrede eller dom er. Men når samvittigheden rigtig kommer i kamp og strid så erfarer den, hvor tomme disse filosofiske drømmerier er. Paulus siger: ”loven virker vrede”. Han siger ikke, at menneskene ved loven fortjener syndernes fortabelse. For loven anklager bestandig samvittigheden og forskrækker den. Den gør altså ikke retfærdig, for den af loven forskrækkede samvittighed flygter fra Guds dom. Dem, der trøster sig til at fortjene syndernes fortabelse ved loven, ved egne gerninger, farer derfor vild. Det må være nok angående modstandernes lære om fornuftens eller lovens retfærdighed. For lidt nedenfor, hvor vi vil fremsætte vores mening om troens retfærdighed, vil sagen selv medføre at vi anføre flere vidnesbyrd, som tillige skal tjene til at omstyrte modstandernes hidtil omhandlede vildfarelser.

Evangeliet

Da intet menneske kan holde Guds lov ved egne kræfter, og alle er synden underlagte samt skyldige til den evige vrede og død, så kan vi følgelig ikke frelses fra synden og blive retfærdige på grund af loven. Men løftet om syndernes forladelse og retfærdiggørelse er givet os på grund af Kristus. Han blev given hen i vores sted for at gøre fyldest for verdens synder og er givet os til midler og forsoner. Og denne løfte beror ikke på vores fortjenester, men den tilbyder syndernes forladelse og retfærdiggørelse ganske gratis, som Paulus siger (Rom 11, 6): ”hvis det er af gerninger, så er det ikke mere nåde”. Og på et andet sted (Rom 3, 21): ”nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden loven”, dvs., syndernes forladelse tilbydes gratis. Forligelsen afhænger ikke af vores fortjenester. Hvis syndernes forladelse afhang af vores fortjeneste, og forligelsen var af loven, så ville den være unyttig. For da vi ikke holder loven, ville følgen blive, at tilsagnet om forsoning heller aldrig kunne blive tilbudt os. Således slutter Paulus i Rom 4, 14: ”Hvis de, der holder sig til loven, er arvinger, så er troen forgæves og løftet gjort til intet.” For hvis løftet var betinget af vores fortjenester og af loven, ville følgen blive, at løftet selv bliver unyttig, fordi vi aldrig holder loven.

Men da retfærdiggørelsen bliver os til del uforskyldt på grund af løftet, så betyder det, at vi ikke selv kan gøre os retfærdige. Hvortil behøvedes ellers løftet? Og da løftet ikke kan modtages uden ved troen, så forkynder evangeliet retfærdighed ved troen på Kristus. Evangeliet er nemlig i egentlig forstand løftet om syndernes forladelse og retfærdiggørelse på grund af Kristus. Det er en retfærdighed, som loven ikke lærer, og som heller ikke er lovens retfærdighed. For hvad loven kræver af os, er vores gerninger og vores fuldkommenhed. Men når vi er overvældede af synden og døden, tilbyder løftet os forløsning uforskyldt på grund af Kristus, og denne modtages ikke ved gerninger, men ved troen alene. Denne tro træder ikke frem for Gud med tillid til egne fortjenester, men alene med tillid til løftet eller den i Kristus lovede barmhjertighed. Denne specielle tro, ved hvilken enhver tror, at synderne forlades ham for Kristus skyld, og at Gud er nådig og forsonet for Kristi skyld, er det altså, som modtager syndernes forladelse og retfærdiggør os. Og fordi denne tro i boden, dvs., i samvittighedens angst, trøster og oprejser hjerterne, så genføder den os og bringer Helligånden med sig, så vi kan opfylde Guds lov. Så kan vi elske Gud, i sandhed frygte Gud, være forvissede om, at Gud bønhører os, lydig underkaste os Gud i al trængsel. Denne tro døder også den onde begærlighed osv. Således er det troen, der modtager syndernes forladelse gratis, fordi den sætter Kristus vores midler og forsoner op mod Guds vrede, og ikke vores egne fortjenester eller vores kærlighed. Denne tro er en sand erkendelse af Kristus og gør brug af hans velgerninger og genføder hjerterne. Den går forud for lovens opfyldelse. Om denne tro findes der ikke et bogstav i vores modstanderes lære. Derfor kritiserer vi vores modstandere, fordi de alene lære lovens retfærdighed, ikke evangeliets, som forkynder retfærdighed ved troen på Kristus.

Hvad den retfærdiggørende tro er

Vores modstandere indbilder sig, at troen er en historisk kundskab. Derfor lærer de også, at den kan bestå sammen med dødssynd. Således taler de da ikke om den tro, om hvilken Paulus så ofte siger, at vi retfærdiggøres ved den. For de, der regnes retfærdige for Gud, lever ikke i dødssynd. Men den tro, der retfærdiggør, er ikke blot en historisk kundskab, men at sige ja til Guds løfte, der tilbyder syndernes forladelse og retfærdiggørelse af nåde for Kristi skyld. Og for at ingen skal mene, at den blot er en kundskab, tilføjer vi yderlig, at den er at ville og modtage løftet om syndernes forladelse og retfærdiggørelse.

Og forskellen mellem denne tro og lovens retfærdighed er let at indse. Troen er en gudstjeneste, hvor vi modtager velgerninger, som Gud tilbyder. Lovens retfærdighed er en gudstjeneste, hvor vi tilbyder Gud vores fortjenester. Ved troen vil Gud dyrkes således, at vi af ham modtager det, som han lover og tilbyder.

Men at troen ikke betegner en historisk kundskab alene, men den tro, som giver løftet sit bifald, det vidner Paulus klart, når han siger, at retfærdigheden er af troen, for at løftet må stå fast (Rom 4, 16). Han mener nemlig, at løftet ikke kan modtages uden ved troen. Derfor sammenstiller og sammenknytter han løftet og troen som stykker der gensidig kræver hinanden. I det hele taget er det let at forstå, hvad troen er, når vi betragter trosbekendelsen, hvor denne artikel om syndernes forladelse udtrykkelig opstilles. Det er således ikke nok at tro, at Kristus er født, har lidt, er opstået, med mindre vi også tilføjer den artikel, som er den evangeliske histories endemål, nemlig syndernes forladelse. Alt det øvrige må nemlig henføres til, at syndernes forladelse skænkes på grund af Kristus, ikke på grund af vores fortjeneste. For hvorfor skulle Kristus hengives for vores synder, hvis vores fortjenester kunne gøre fyldest for vores synder?

Så ofte vi derfor taler om den retfærdiggørende tro, må det pointeres, at disse tre stykker hører sammen: først løftet, dernæst at det er gratis, endelig Kristi fortjeneste som løsepenge og forsoningsoffer. Løftet modtages ved troen. At den er gratis, udelukker vores fortjenester og viser, at velgerningen skænkes os alene af barmhjertighed. Kristi fortjeneste er løsepengene, fordi der måtte være en bestemt erstatning for vores synder. I Skriften bliver barmhjertigheden tit og ofte påkaldt. Og de hellige fædre siger ofte, at vi frelses af barmhjertighed. Så ofte derfor barmhjertigheden nævnes, må der huskes på, at så nævnes troen også, som modtager løftet om barmhjertighed. Og atter, så ofte vi taler om troen, vil vi dermed tillige have forstået dens genstand, nemlig den lovede barmhjertighed. For troen retfærdiggør eller frelser ikke, fordi den i sig selv er en fortjenstfuld gerning, men alene, fordi den modtager den lovede barmhjertighed.

Og denne gudstjeneste bliver på mange steder hos profeterne og i salmerne prist frem for alt andet, og det skønt loven ikke lærer om syndsforladelse af nåde. Men fædrene i den gamle pagt kendte løftet om Kristus, at Gud på grund af Kristus ville forlade synderne. Da de derfor forstod, at Kristus skulle blive en betaling for vores synder, vidste de, at vores gerninger ikke er fyldestgørelse i en så stor sag. Derfor modtog de den uforskyldte barmhjertighed og syndernes forladelse ved troen, lige såvel som de hellige i den nye pagt. Heraf kommer den gentagne tale om barmhjertighed og tro i salmerne og profeterne, som: ”hvis du, Herre, vil agte på misgerninger, Herre, hvem kan da bestå” (Salme 130, 3)? Her bekender han sine synder og nævner intet om sine fortjenester. Han føjer til: ”For hos dig er forladelsen”. Her trøster han sig ved troen på Guds barmhjertighed. Han anfører så løftet: ”jeg bier efter Herren, min sjæl bier, og på hans ord venter jeg,” dvs., fordi du har lovet syndernes forladelse, holdes jeg oppe ved denne dit løfte. Således blev da også fædrene retfærdiggjorte ikke ved loven, men ved løftet og troen. Og det er besynderligt, at modstanderne således nedskriver troen, når de dog ser, at den prises som den højeste dyrkelse, som: ”kald på mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig” (Salme 50, 15). Således vil Gud erkendes, således vil han dyrkes, at vi skal modtage velgerninger af ham på grund af hans barmhjertighed, ikke på grund af vores fortjenester. Det er den højeste trøst i alle anfægtelser, og denne trøst gør modstanderne til intet, når de nedskriver og kritiserer troen og kun lærer, at mennesker handler med Gud ved deres egne gerninger og fortjenester.

At troen på Kristus retfærdiggør

For at ingen skal mene, at vi taler om en virkningsløs historisk kundskab, vil vi først forklare, hvordan man kommer til troen. Dernæst vil vi vise, både at troen retfærdiggør, og hvordan det er at forstå, samt gendrive modstandernes indvendinger. Kristus befaler hos Lukas i det sidste kapitel (24, 47) at prædike omvendelse og syndernes forladelse i hans navn. For evangeliet overbeviser alle mennesker om, at de er under synden, at de alle er skyldige til den evige vrede og død, og tilbyder for Kristi skyld syndernes forladelse og retfærdiggørelse, som modtages ved troen. Omvendelsens prædiken straffer os og forskrækker derved samvittighederne med en sand og alvorlig forskrækkelse. I denne forskrækkelse skal hjerterne igen fatte trøst og det sker, når de tror Kristi løfte, at vi får syndernes forladelse på grund af ham. Denne tro, som oprejser og trøster under sådan angst og bæven, modtager syndernes forladelse, retfærdiggør og levendegør. For en sådan trøst er et nyt og åndeligt liv. Det er klart og indlysende og forstås af de gudfrygtige, ligesom det også har kirkens vidnesbyrd for sig. Modstanderne har ingen steder kunnet sige, hvordan Helligånden gives. De foregiver, at sakramenterne meddeler Helligånden af gjort gerning, uden at nogen god rørelse finder sted hos den, der modtager dem, som om Helligåndens meddelelse var en uvirksom ting.
Men når talen er om en sådan tro som ikke er en uvirksom tanke, men som frier fra døden, føder et nyt liv i hjerterne og er Helligåndens gerning, da kan en sådan ikke bestå sammen med dødssynd. Så længe den er til stede, bærer den kun gode frugter, som vi senere skal vise. Kan der siges noget simplere og klarere om syndernes omvendelse eller om, hvordan genfødelsen går til? Lad dem af deres store samling af skrifter komme frem med en eneste forklaring, der viser os, hvordan genfødelsen går til! Når de taler om stræben som en hjertets tilstand, foregiver de, at mennesker fortjener den ved gerninger. De lærer derimod ikke, at den modtages gennem ordet, ligesom i vores tid heller ikke gendøberne gør. Men med Gud kan man ikke handle. Gud kan man ikke gribe uden gennem ordet. Derfor sker retfærdiggørelse ved ordet, som Paulus siger: ”evangeliet er en Guds kraft til frelse for hver den, der tror” (Rom 1, 16). Og: ”troen kommer af hørelsen” (Rom 10, 17). Og allerede heraf kan man bevise, at troen retfærdiggør, for hvis retfærdiggørelsen sket alene ved ordet og ordet gribes alene ved troen, så følger jo af det, at troen retfærdiggør. Men der er andre vægtigere grunde. Det har vi kun anført, for at vise hvordan genfødelsen går til, og for at man kan se hvilken tro, vi taler om.

Nu vil vi vise, at det er troen, der retfærdiggør. Og først må vi da minde læserne om, at ligeledes nødvendigt, det er at hævde denne sætning, at Kristus er midleren, ligeledes nødvendigt er det også at fastholde, at troen retfærdiggør. For hvordan skal Kristus kunne være midler, hvis vi i retfærdiggørelsen ikke bruger ham som midler? Hvis vi ikke antager, at vi for hans skyld regnes retfærdige? Men at tro det er at forlade sig på Kristi fortjenester, at Gud for hans skyld garanteret vil være os en forsonet Gud. Endvidere, ligesom man må fastholde, at foruden loven er også løftet om Kristus fornøden, således er det nødvendigt at fastholde, at troen retfærdiggør. For loven kan ikke opfyldes, førend Helligånden bliver modtaget. Det er derfor afgørende at holde fast ved, at løftet om Kristus er nødvendigt. Og det kan ikke modtages uden ved troen. De, der derfor siger, at troen ikke retfærdiggør, afskaffe evangeliet og Kristus og lære intet andet end loven.

Men når det siges, at troen retfærdiggør, forstår nogle måske dette om begyndelsen, nemlig at troen er retfærdiggørelsens begyndelse eller forberedelsen til retfærdiggørelsen. Det er således ikke egentlig ved selve troen, vi blive Gud velbehagelige, men ved de gerninger, der følger efter. De forestiller sig, at troen prises så højt, fordi den er begyndelsen. Begyndelsen er nemlig af stor vigtighed, som ordsproget siger: ”vel begyndt er halv fuldendt”. Ligesom man kan sige, at grammatikken skaber mestre i alle videnskaber, fordi den forbereder til de andre videnskaber, selv om det dog er sådan, at enhver videnskab i virkeligheden selv skaber sin mester. Men det er ikke vores mening om troen, men hvad vi fastholder, er dette, at vi egentlig og virkelig ved troen selv, for Kristi skyld, blive regnede for retfærdige eller er velbehagelige for Gud. Det at retfærdiggøres bruges i Skriften på to forskellige måder. Dels betyder det af uretfærdig at blive retfærdig eller at blive genfødt. Dels betyder det at blive erklæret eller regnet retfærdig. Derfor vil vi først vise, at troen alene gør den uretfærdige retfærdig, det vil sige, modtager syndernes forladelse.

Nogle tage anstød af det lille ord ”alene”, skønt Paulus dog siger: ”vi slutter, at mennesker bliver retfærdiggjort ved troen uden lovens gerninger” (Rom 3, 28). Ligeledes Ef 2, 8: ”Det er Guds gave, ikke fra jer selv, ikke af gerninger, for at ingen skal rose sig.” Ligeledes Rom 3, 24: ”De bliver retfærdiggjorte uforskyldt.” Hvis dette udelukkende udtryk ”alene” mishager dem, så må de også hos Paulus udslette disse udelukkende ord: ”uforskyldt,” ,,ikke af gerninger,” ”det er Guds gave” osv. For disse udtryk er også eksklusive eller udelukkende. Men hvad vi udelukker, er indbildningen om egen fortjeneste. Vi udelukker ikke ordet eller sakramenterne, som modstanderne falsk beskylder os for. Vi har ovenfor sagt, at troen kommer af ordet, og vi holder ordets embede højt i ære. Ligeledes sikkert er det også, at kærligheden og gerningerne må følge med troen. Derfor blive disse ting ikke udelukkede i den forstand, at de ikke skulle følge med. Hvad der udelukkes, er blot tilliden til kærlighedens og gerningernes fortjeneste i retfærdiggørelsen. Og det vil vi nu vise klart.

Alene ved troen opnås syndernes forladelse

Vi tænker, at også vores modstandere må indrømme, at til retfærdiggørelsen hører nødvendigvis først og fremmest syndernes forladelse. For vi er alle under synden. Derfor slutter vi således: at modtage syndernes forladelse er at blive retfærdiggjort, ifølge disse ord: ”salig er den, hvis misgerning er forladt” (Salme 32, 1). Men nu er det alene ved troen på Kristus, ikke ved kærligheden, ikke på grund af kærlighed eller gerninger, at vi modtager syndernes forladelse, skønt kærligheden følger troen. Altså bliver vi retfærdiggjorte ved troen alene, idet vi ved retfærdiggørelse forstå af uretfærdig at blive retfærdig eller at blive genfødt.

Denne påstand er let at bevise, når man ved, hvordan syndernes forladelse sker. Modstanderne stiller det tåbelige spørgsmål, om syndernes forladelse og nådens indgydelse er en og samme sag. Disse dovne og uerfarne mennesker ved intet herom. Ved syndernes forladelse må skrækken over synden og den evige død overvindes i hjerterne, som Paulus vidner i 1 Kor 15, 56: ”Dødens brod er synden, men syndens kraft er loven. Men Gud være lovet, som giver os sejer ved vores Herre Jesus Kristus.” Det vil sige: Synden forfærder samvittighederne. Det sker ved loven, som åbenbarer Guds vrede imod synden. Men vi sejrer ved Kristus. Hvordan? Ved troen, når vi oprejses ved fortrøstningen til den barmhjertighed, som på grund af Kristus er lovet os. Således beviser vi altså vores påstand. Guds vrede kan ikke blive forsonet ved, at vi sætte vores gerninger derimod, for Kristus er fremstillet som vores forsoner, for at Faderen på grund af ham skulle blive os nådig. Men Kristus bliver ikke grebet som midler uden ved troen. Derfor får vi syndernes forladelse ved troen alene, idet vores hjerter oprejses ved fortrøstningen til den barmhjertighed, som på grund af Kristus er os lovet. Endvidere siger Paulus i Rom 5, 2: ”Ved ham har vi adgang til Faderen,” og han tilføjer: ”ved troen.” Således bliver vi altså forsonet med Faderen og får syndernes forladelse, når vi oprejes ved fortrøstningen til den barmhjertighed, som i Kristus er os lovet. Modstanderne mener, at Kristus er en midler og forsoner kun for så vidt, som han har erhvervet os kærlighedens sind. De ønsker ikke, at vi nu skal bruge ham som midler, men begraver ham fuldstændig og opdigter, at vi har adgang ved egne gerninger. Ved dem fortjener vi et nyt sindelag og derefter kan vi komme til Gud ved denne kærlighed. Er det ikke at begrave Kristus fuldstændig og afskaffe hele læren om troen? Paulus derimod lærer, at vi har adgang og forligelse ved Kristus. Og for at vise, hvordan det sker, tilføjer han, at vi har adgang ved troen. Altså, ved troen, på grund af Kristus, modtager vi syndernes forladelse. Vi kan ikke sætte vores kærlighed og gerninger op mod Guds vrede.

For det andet står det fast, at synderne forlades på grund af Kristus som vores forsoner, Rom 3, 25: ”Hvem Gud har stillet frem som en nådestol.” Men Paulus tilføjer: ”ved tro.” Denne forsoner gavner os altså, når vi ved troen griber den i ham lovede barmhjertighed og sætte den op mod Guds vrede og dom. Det er også den mening, man finder i Hebræerbrevet 4: ”Da vi har en stor ypperstepræst osv., så lad os træde frem med tillid.” Vi opfordres nemlig til, at træde frem for Gud, ikke i tillid til vores fortjenester, men i tillid til Kristus, vores ypperstepræst. Her kræver altså tro.

For det tredje, siger ApG 10: ”Ham giver alle profeterne det vidnesbyrd, at enhver, der tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.” Hvordan kunne det siges klarere? Syndernes forladelse, siger han, får vi ved hans navn, det vil sige, på grund af ham, og altså ikke på grund af vores fortjenester, sønderknuselse, anger, kærlighed, gudsdyrkelse eller vores gerninger. Og han tilføjer: ”når vi tro på ham.” Han kræver altså tro. Vi kan nemlig ikke gribe Kristi navn, uden ved tro. Han anfører desuden samtlige profeters enstemmige vidnesbyrd. Det er at anføre kirkens autoritet på rette måde. Men om det sted skal der atter blive talt, når vi nedenfor komme til at handle om boden.

For det fjerde. Syndernes forladelse er noget, der er lovet for Kristi skyld. Derfor kan den ikke modtages, uden ved troen alene. For et løfte kan ikke gribes, uden ved troen alene. Rom 4: ”Derfor er arven ved tro, for at den må være af nåde, så løftet kan stå fast.” Som for at sige: var sagen afhængig af vores fortjeneste, så ville løftet være uvis og unyttig, fordi vi aldrig ville kunne afgøre, hvornår vi havde fortjent nok. Det kan de prøvede samvittigheder let forstå. Derfor siger Paulus i Galaterbrevet 3: ”Gud har indesluttet alt under synd, for at løftet ved troen på Jesus Kristus skulle blive givet dem, der tro.” Her frakender han os fortjenesten, idet han siger, at alle er skyldige og indesluttede under synd. Derefter tilføjer han, at løftet, nemlig om syndernes forladelse og retfærdiggørelse, bliver skænket os, og siger til sidst, hvordan løftet kan gribes, nemlig ved troen. Og denne grund, der er hentet fra løftets egen natur, er hos Paulus et hovedargument og bliver nævnt gentagne gange. Man kan heller ikke udtænke eller finde på noget, der skulle kunne omstøbe Paulus’ argument. Derfor må oprigtige sjæle ikke lade sig lede bort fra denne lære, at vi alene ved troen modtager forladelse for Kristi skyld. Heri har de en fast og sikker trøst mod syndens skræk, mod den evige død og mod alle Helvedes porte.

Da vi nu modtager syndernes forladelse og Helligånden ved troen alene, så er det troen alene, der retfærdiggør. For de, der er forligte med Gud, regnes for retfærdige og for Guds børn, ikke på grund af egen renhed, men ved barmhjertighed for Kristi skyld. Hvis de altså griber denne barmhjertighed ved tro. Derfor vidner Skriften også, at vi ved troen regnes retfærdige (Rom 3, 26). Vi tilføjer derfor vidnesbyrd, som klart vise, at troen netop er den retfærdighed, ved hvilken vi regnes retfærdige for Gud. Dog ikke fordi troen i sig selv er en fortjenstfuld gerning, men fordi den griber løftet, i hvilken Gud har lovet, at han for Kristi skyld vil være dem nådig, som tro på ham. Fordi den erkender, at Kristus er blevet os visdom fra Gud og retfærdighed og helliggørelse og forløsning, l Kor 1, 30.
Paulus behandler især i Romerbrevet det stykke og lærer, at vi retfærdiggøres gratis ved tro, når vi tror, at Gud er os nådig for Kristi skyld. Og denne lære, som udgør hovedsagen i hele afhandlingen, udtrykker han i tredje kapitel sådan: ”Vi slutter, at mennesker bliver retfærdiggjort ved tro uden lovens gerninger” (vers 28). Det opfatter vores modstandere som om det gælder de gudstjenestelige ceremonier i Moseloven. Men Paulus taler ikke alene om ceremonierne, men om hele loven. For han citerer nemlig fra De Ti Bud: ”du må ikke begære.” Og hvis morallovens gerninger erhvervede os syndsforladelse og retfærdiggørelse, så var Kristus og løftet unødvendige og alt, hvad Paulus taler om løftet, ville blive meningsløs. Med urette ville han da også have skrevet til efeserne (2, 8), at vi er frelste af nåde, at det er en Guds gave, at det ikke er af gerninger. Endvidere anfører Paulus i Romerbrevet Abrahams og Davids eksempler. De havde jo Guds befaling angående omskærelsen. Derfor, hvis nogen gerning retfærdiggjorte, måtte disse gøre det, da de var befalet af Gud. Men med rette lærer Augustin, at Paulus taler om hele loven, som han udførlig viser i sit skrift ”Om ånden og bogstaven”, hvor han til sidst siger: ”efter at have betragtet og afhandlet det efter den evne, Gud har givet, slutter vi, at mennesker ikke retfærdiggøres ved budene om et fromt liv, men ved troen på Jesus Kristus.”

Og for at vi ikke skal tænke, at det ord, at troen retfærdiggør, uoverlagt er undsluppet Paulus så bestyrker og stadfæster han det ved en udførlig udvikling i det fjerde kapitel i Romerbrevet og gentager siden det samme i alle sine breve. Således siger han i Romerbrevet: ”Den, der holder sig til gerninger, tilregnes lønnen ikke af nåde, men som fortjeneste, den derimod, der ikke holder sig til gerninger, men tror på ham, der retfærdiggør den ugudelige, ham regnes hans tro til retfærdighed” (4, 4, 5). Her siger han med klare ord, at troen selv regnes til retfærdighed. Troen er altså det, som Gud erklærer for at være retfærdighed og han tilføjer, at den tilregnes os uforskyldt, men den kunne ikke tilregnes uforskyldt, hvis den skyldtes vores gerninger. Derfor udelukker han også fortjeneste ved hjælp af morallovens gerninger. Var det nemlig dem, man skyldte sin retfærdighed for Gud, så var det ikke troen, der blev regnet til retfærdig uden gerninger.

Derefter hedder det: ”Vi siger jo, at troen blev regnet Abraham til retfærdighed.” (Rom 4, 9).

I kapitel 5 siger han: ”Retfærdiggjorte ved tro, har vi fred med Gud”, det vil sige, vi har en rolige og glade samvittighed over for Gud.

Og i kapitel 10: ”Med hjertet tror man til retfærdighed.” Her udtaler han, at troen er hjertets retfærdighed.

I Galaterbrevet 2: ”Vi tror på Jesus Kristus, så vi kan blive retfærdiggjorte af tro på Kristus og ikke af lovens gerninger.”

I Efeserbrevet 2: ”Af nåde er I frelste ved tro, og det skyldes ikke jer, men det er Guds gave, ikke af gerninger, for at ikke nogen skal rose sig.”

Første kapitel hos Johannes: ”Dem, der tror på hans navn, blev der givet magt til at blive Guds børn. De blev ikke født af blod, ej heller af køds vilje, ej heller af mands vilje, men af Gud.”

Tredje kapitel hos Johannes: ”Ligesom Moses ophøjede slangen i ørken, således bør Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes.”

Og samme sted: ”Gud sendte ikke sin søn til verden, for at han skulle dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke.”

Apostlenes Gerninger 13: ”Det skal I altså vide, brødre, at det er ved ham, der forkyndes jer syndsforladelse; og i alt det, hvori I ikke kunne gøres retfærdige ved Moseloven, bliver enhver, der tror, gjort retfærdig ved ham.”

Hvordan kan man tale klarere om Kristi embede og om retfærdiggørelsen? Loven retfærdiggjorde ikke, siges det. Derfor er Kristus givet os for at vi skal tro, at vi for hans skyld retfærdiggøres. Her bliver loven klart fraskrevet retfærdiggørelsen. Altså regnes vi retfærdige for Kristi skyld, når vi tro, at Gud er os nådig på grund af ham.

Apostlenes Gerninger 4: ”Han er den sten, som er blevet agtet for intet af jer bygningsmænd, men er blevet hovedhjørnestenen. Og der er ikke frelse i nogen anden. For der er ikke givet mennesker noget andet navn under himmelen, ved hvilket vi kan blive frelste.” Og Kristi navn kan kun gribes ved tro. Altså frelses vi ved tillid til Kristi navn, ikke ved tillid til vores egne gerninger. For ”navn” betegner her den årsag, man beråber sig, som grund for at opnå frelse. Og at beråbe sig Kristi navn er at have tillid til Kristi navn som den årsag eller den betaling, på grund af hvilken vi frelses.

Apostlenes Gerninger 15: ”Han rensede deres hjerter ved troen.” Derfor er den tro, som apostlene taler om, ingen død kundskab. Men noget, der modtager Helligånden og retfærdiggør os.

Habakuk 2: ”Den af tro retfærdige skal leve.” Her siger han først, at mennesker er retfærdige ved troen, idet de tror, at Gud er nådig, og tilføjer, at denne tro gør levende, fordi den frembringer fred i hjertet og glæde og et evigt liv.

Esajas 53: ”Erkendelsen af ham skal retfærdiggøre mange.” Og hvad er vel Kristi erkendelse andet, end at kende Kristi velgerninger og de løfter, som han ved evangeliet har udbredt over den ganske verden? Og at kende disse velgerninger, det er egentlig og i sandhed at tro på Kristus, at tro, at Gud bestemt holder, hvad han for Kristi skyld har lovet.

Men Skriften er fuld af sådanne vidnesbyrd, idet den snart forkynder loven, snart løfterne om Kristus og om syndernes forladelse og om nådig godtagelse for Kristi skyld.

Også hos de hellige fædre findes hyppigt lignende vidnesbyrd. Ambrosius siger nemlig i et brev: ”Derfor er verden på grund af loven lagt under trældom, fordi alle anklages efter lovens bud, og ingen retfærdiggøres af lovgerninger. Det vil sige, at synden bliver erkendt ved loven, men den bliver ikke eftergivet. Loven kunne synes at have skadet, idet den gjorde alle til syndere, men den Herre Jesus kom og tilgav alle synden, som ingen kunne undgå, og udslettede håndskriften, som var os imod, ved sit blods udgydelse. Det er det, som Paulus siger: ”Synden er blevet overstrømmende ved loven. Men nåden er blevet endnu mere overstrømmende ved Jesus. For da hele verden var blevet underlagt synden, har han borttaget hele verdens synd, som Johannes vidner: ”Se det Guds lam, se ham, der bærer al verdens synd.” Og derfor skal ingen rose sig af sine gerninger, fordi ingen bliver retfærdiggjorte ved det, han har gjort. Men den, der er retfærdig, har det som gave, fordi han er retfærdiggjort efter dåben. Troen er det altså som frelser os ved Kristi blod, for salig er den, hvis overtrædelse er forladt, hvis synd er skjult (Salme 32).” Sådan lyder Ambrosius’ ord, som klart støtter vores opfattelse. Han fraskriver gerningerne retfærdiggørelsen og tilskriver troen den, fordi den frelser på grund af Kristi blod. Lad dem nu samle sig, alle disse dogmatikere, der praler med prægtige navne (for nogle kaldes ”englelige”, andre ”højlærde”, atter andre ”uigendrivelige”), de vil dog alle - læste og atter læste, ikke bidrage så meget til forståelsen af Paulus, som dette ene sted af Ambrosius.

På samme måde udtaler også Augustin sig på mange steder mod pelagianerne. I sin bog ”Om ånden og bogstaven” siger han: ”Derfor bliver lovens retfærdighed foreholdt os (nemlig, at den, der holder loven, skal leve ved den), for at man, når man erkender sin egen skrøbelighed, skal nu målet, opfylde loven og leve efter den - ikke ved egne kræfter, heller ikke ved lovens bogstav, hvad der er umuligt, men ved at man i tro forenes med ham, der retfærdiggør. Gode gerninger, ved hvilke den, der gør dem, skal leve, kan ingen gøre, uden den, der er retfærdiggjort. Men retfærdiggørelsen opnår man af tro”. Her siger Augustin klart, at vi ved troen vinde ham, der retfærdiggør, og at vi ved tro opnår retfærdiggørelsen. Og straks efter hedder det: ”Loven bringer os til at frygte Gud, troen til at håbe på Gud. Men for dem, der frygter for straffen, er nåden skjult, og man arbejder under sådan frygt, osv., ved tro tager man sin tilflugt til Guds barmhjertighed, for at han kan give, hvad han kræver.” Her lærer han, at hjertet forskrækkes ved loven, men fatter trøst ved troen, og at vi ved troen må gribe barmhjertigheden, før vi har mulighed for at opfylde loven. Vi skal straks nedenfor anføre flere lignende vidnesbyrd.

Det er i sandhed besynderligt, at modstanderne ikke lader sig overbevise af så mange citater, der klart tilskrive troen retfærdiggørelsen og fraskriver gerningerne det. Mon det er uden grund, det samme gentages så tit? Tror de, at disse ord uforvarende er undsluppet Helligånden? Ja, de prøver også med en bortfortolkning. De påstår nemlig, at tro her må forstås om den formede tro (: fides formata, den tro, som kærligheden gør virksom). De tilskriver kun troen retfærdiggørelse på grund af kærligheden. Eller rettere, de tilskrive slet ikke troen, men alene kærligheden retfærdiggørelse, fordi de forestiller sig, at troen kan bestå sammen med dødssynd. Hvor fører det hen, andet end til atter at tilintetgøre løftet og vende tilbage under loven? Hvis troen får syndernes forladelse på grund af kærligheden, vil syndsforladelsen altid være usikker, fordi vi aldrig elske så meget, som vi skulle. Ja, vi elsker overhovedet ikke, med mindre vores hjerte er forvisset om, at synderne er os forladte. Når vores modstandere således vil, at vi ved syndsforladelsen og retfærdiggørelsen skal bygge på vores egen kærlighed, udsletter de aldeles evangeliet om syndsforladelse af nåde. Ingen kan dog hverken have eller forstå denne kærlighed, med mindre han tror, at syndernes forladelse modtages gratis.

Også vi lærer, at kærligheden må følge troen, som også Paulus siger i Galaterbrevet 5: ”I Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud, men troen, der er virksom i kærlighed.” Dog må ingen derfor tro, at vi får syndsforladelse og forsoning, ved at stole på denne kærlighed, eller på grund af denne kærlighed, ligesom vi heller ikke får syndsforladelse på grund af andre efterfølgende gerninger. Nej, ved troen alene, og det ved troen i egentlig forstand, får man syndsforladelse, fordi løftet ikke kan gribes uden ved troen. Det er nemlig troen i egentlig forstand, der siger ja til løftet. Det er denne tro, Skriften taler om. Og da den modtager syndernes forladelse og forsoner os med Gud, så bliver vi ved denne tro regnet retfærdige på grund af Kristus - før vi elsker og holder loven, skønt kærligheden med nødvendighed følger efter. Så er da denne tro hverken en død kundskab, ej heller kan den bestå sammen med dødssynd, men den er Helligåndens gerning, ved hvilken vi frelses fra døden, ved hvilken det ængstede sind oprejses og levendegøres. Og fordi det er denne tro alene, der modtager forladelsen og gør os velbehagelige for Gud og bringer Helligånden med sig, så var det den, der mere rammende kunne kaldes den nådegave, der gør os velbehagelige for Gud (: gratia gratum faciens), end kærligheden, der er en efterfølgende virkning.
For at sagen må blive så klar som mulig, har vi nu både med citater fra kirkefædrene og med argumenter fra Skriften tilstrækkelig godtgjort, at vi ved troen alene for Kristi skyld får syndernes forladelse, og at vi ved troen alene blive retfærdiggjorte, dvs., af uretfærdige gøres retfærdige eller genfødes. Heraf kan man nu let dømmer, hvor nødvendig denne lærdom om troen er, for i dens lys alene ser vi Kristi gerning, ved den alene modtager vi Kristi velgerninger og den alene bringer de fromme sind sikker og fast trøst. Og i kirken må der være en lære, fra hvilken de gudfrygtige kan hente sikkert håb om frelse. For vores modstandere vejleder folk på en meget uheldig måde, når de befaler, at man skal tvivle på, om man har fået syndernes forladelse. Hvordan skulle man kunne holde sig oppe i døden, hvis man intet andet har hørt om denne tro, end at man skal tvivle på, om man har fået syndernes forladelse? Ligeledes er det nødvendigt i Kristi kirke at fastholde evangeliet, dvs., løftet om, at synderne forlades af nåde for Kristi skyld. Og det evangelium udryddes fuldstændigt af dem, der intet lærer om den tro, som vi taler om. Men de romerske dogmatikere nævner ikke denne tro med et eneste ord. Dem følger vores modstandere og forkaster denne tro, og de ser ikke, at de ved at forkaste troen afskaffe hele løftet om syndernes nådige forladelse og om Kristi retfærdighed.

Om kærligheden og opfyldelsen af loven

Her stiller modstanderne Skriftens ord op mod os: ”Vil du gå ind til livet, så hold budene” (Matth 19, 17), ”Lovens gørere, skal bliver retfærdiggjort,” (Rom 2, 13) og mange lignende ord om loven og gerningerne. Før vi svarer på det, må vi sige, hvad vi mener om kærligheden og opfyldelsen af loven.

Det står skrevet hos profeten: ”Jeg vil lægge min lov i deres hjerte” (Jer 31, 33). I Rom 3 siger Paulus at loven ikke ophæves, men stadfæstes ved troen. Kristus siger: ”Vil du gå ind til livet, da hold budene.” Ligeledes: ”Om jeg ikke har kærlighed, da er jeg intet” (1 Kor 13, 2). Disse og lignende ord vidner om, at vi skal begynde at holde loven og opfylde den mere og mere. Vi taler her ikke om ceremoniloven, men om den lov, der med sine bud retter sig mod hjertets tanker, dvs., De Ti Bud. Da troen bringer Helligånden med sig og føder et nyt liv i hjertet, må den nødvendigvis også frembringe nye åndelige drifter i hjertet. Og hvilke drifter det er, viser profeten når han siger: ”Jeg vil lægge min lov i deres hjerte.” Efter vi altså er retfærdiggjort og genfødt, begynder vi at frygte og elske Gud, at bede om og vente hjælp fra ham, at takke og prise ham, og at være lydig mod ham i vores trængsler. Vi begynder også at elske vores næste, fordi vores hjerte nu har åndelige og hellige drifter.

Det kan først ske, når vi er blevet retfærdiggjort ved troen og som genfødte, har modtaget Helligånden. For det første fordi det er umulig at holde loven uden Kristus. Dernæst kan ingen holde loven uden Helligånden. Men Helligånden bliver modtaget ved troen, ifølge ordet hos Paulus, Gal 3: ”For at vi ved troen skulle få Ånden, som var lovet os”. Og videre, hvordan skulle det menneskelige hjerte kunne elske Gud, så længe det føler, at han i sin forfærdelige vrede straffer os med timelige og evige ulykker? Men loven anklager os altid, viser altid at Gud er vred. Altså kan vi ikke elske Gud, før vi har grebet hans barmhjertighed ved troen. Først da bliver Gud en, vi kan elske.

Til en vis grad er det mulig at gøre borgerlige gerninger, dvs., ydre gerninger efter loven, uden Kristus og uden Helligånden. Men det fremgår alligevel klart af det vi har sagt, at det som egentlig hører den guddommelige lov til, nemlig hjertets indstilling til Gud, den som er foreskrevet i lovens første tavle, kan man ikke opfylde uden Helligånden. Men vores modstandere er nogle fine teologer! De er kun optaget af den anden tavle og de borgerlige gerninger. Den første tavle bekymrer de sig ikke om, som om den ikke havde noget med sagen at gøre, eller i det mindste kræver de ikke andet end en ydre gudstjeneste. De overser fuldstændig den evige lov, der står højt over alle skabningers tanker og forstand: ”Du skal elske Gud af hele dit hjerte.”

Men Kristus blev givet, for at vi for hans skyld skulle få syndernes forladelse og Helligånden, der føder et nyt liv og evigt liv og en evig retfærdighed i os. Derfor kan vi ikke opfylde loven ret, uden at vi har modtaget Helligånden ved troen. Af den grund siger Paulus, at troen ikke ophæver loven, men stadfæster den, fordi vi først kan holde loven, når vi har fået Helligånden. I 2 Kor 3 lærer Paulus os, at det dække, der lå over Moses’ ansigt, kun kan tages bort ved troen på Kristus, den tro, der gør at vi modtag Helligånden. Han siger nemlig: ”Ja, helt til denne dag ligger der dække over deres hjerter hver gang Moseloven bliver oplæst. Men når de vender om til Herren, bliver dækket taget bort. Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd er, er der frihed.” Med ”dække” forstår Paulus her den menneskelige opfattelse af hele loven, både de ti bud og ceremoniloven, nemlig det at hyklerne tror, at de ydre og borgerlige gerninger kan gøre fyldest for Guds lov, og at ofre og gudstjeneste retfærdiggør over for Gud ved gjort gerning. Men det dække bliver taget bort fra os, og denne vildfarelse bliver fjernet, når Gud overbeviser os om vores urenhed og om hvor stor vores synd er. Først da ser vi, hvor langt vi er fra at opfylde loven. Da forstår vi, hvordan vores kød i sin sikkerhed og ligegyldighed ikke elsker Gud, og heller ikke virkelig tror, at Gud sørger for os, men at mennesker blot bliver født og dør ved en tilfældighed. Da erfarer vi, at vi ikke tror at Gud tilgiver os og hører os. Men når vi ved at høre evangeliet om syndernes forladelse bliver oprejst ved troen, modtager vi Helligånden, så vi kan tænke ret om Gud, frygte ham og tro på ham. Af det er det klart, at vi ikke kan holde loven uden Kristus og uden Helligånden.

Derfor bekender vi, at det er nødvendigt, at vi begynder at holde loven, og at vi siden gør det mere og mere. Og vi inkluderer samtidig begge dele, både de indre, åndelige drifter og de ydre, gode gerninger. Vores modstandere beskylder os derfor med urette for, at vores folk ikke lærer noget om de gode gerninger, da de ikke bare kræver dem, men også viser, hvordan de bliver til. Resultatet overbeviser hyklerne, der prøver at holde loven ved egne kræfter, om at de ikke er i stand til at udføre det, de forsøger. For den menneskelige natur er alt for svag til, at den ved egne kræfter kan stå imod Djævelen, som holder alle dem fanget, der ikke er blevet frigjort ved troen. Mod Djævelen er Kristi kraft nødvendig, så vi kan bede om at Helligånden vil styre os og kæmpe for os, for at vi ikke skal bliver narret og fare vil, og at vi ikke skal bliver drevet til at foretage os noget mod Guds vilje. Sådan lærer salmen os: ”Han tog fangenskabet til fange og gav mennesker gaver” (Salme 68). For Kristus besejrede Djævelen og gav os et løfte og Helligånden, for at vi også skulle sejre med guddommelig bistand. Og i l Joh 3 står der: ”Det var for at gøre ende på Djævelens gerninger at Guds Søn blev åbenbaret.”

Dernæst lærer vi, ikke bare hvordan loven kan holdes, men også hvordan vores gerning behager Gud. Ikke fordi vi opfylder loven, men fordi vi er i Kristus, som vi skal vise lidt senere. Det står således fast at vores folk kræver gode gerninger. Ja, de understreger også, at det er umulig at skille kærligheden til Gud fra troen, om den så er aldrig så lille. For ved Kristus kommer vi til Faderen, og når vi har modtaget syndernes forladelse, bliver vi overbevist om at vi har en Gud, dvs., en Gud, der bryder sig om os. Vi kalder på ham, takker, frygter og elsker ham, som Johannes lærer i sit første brev, kapitel 4: ”Vi elsker”, siger han, ”fordi han elskede os først”, dvs., fordi han gav sin Søn for os og tilgav os vores synder. Sådan viser han, at troen går foran og kærligheden følger efter. Den tro, som vi taler om, har sin eksistens i boden, dvs., den bliver undfanget i den forskrækkede samvittighed, der føler Guds vrede mod synden og søger syndernes forladelse og frihed fra synden. Og denne tro skal vokse og styrkes i sådan forskrækkelse og i andre trængsler. Derfor kan troen ikke findes hos dem, der lever efter kødet, som finder glæde i sine lyster og lyder dem. Derfor siger Paulus: ”Så er der da ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus, og som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden.” (Rom 8). Og ligeledes: ”Derfor skylder vi ikke kødet noget, så vi skulle leve efter det. For hvis I lever efter kødet, må I dø. Men hvis I ved Ånden døder kødets gerninger, skal I leve.” Den tro, der i et forskrækket hjerte, der flygter fra synden, modtager syndernes forladelse, kan ikke forblive i dem, der følger deres lyster. Troen kan heller ikke eksistere sammen med dødssynd.

Modstanderne udvælger én virkning af troen, nemlig kærligheden, og lærer at den retfærdiggør. Af det bliver det klart, at de blot lærer loven. De lærer ikke, at vi først må modtage syndernes forladelse ved troen. De lærer heller ikke om mellemmanden Kristus, at vi har en forsonet Gud for Kristi skyld, men hævder at vi har det for vores kærligheds skyld. Og alligevel siger de ikke, og kan de ikke sige, hvordan denne kærlighed er. De roser sig af, at de kan holde loven, skønt denne ære egentlig bare tilkommer Kristus. Over for Guds dom sætter de deres lid til egne gerninger, og lærer, at de kan fortjene nåden og det evige liv ved værdigheds-fortjeneste (: gerninger gjort med nådens bistand). Det er intet andet end en ugudelig og tom tillid. For i dette liv kan vi ikke gøre fyldest for loven, fordi vores kødelige natur aldrig holder op med at frembringe onde lyster, selv om Ånden i os gør modstand mod dem.

Nu kunne nogen spørge: Når vi nu indrømmer, at kærligheden er Helligåndens værk, og når den er retfærdighed, fordi den er opfyldelse af loven, hvorfor lærer vi da ikke, at den retfærdiggør? Til det må vi svare: For det første er det sikkert, at vi ikke modtager syndernes forladelse ved kærlighed eller på grund af vores kærlighed, men på grund af Kristus ved troen alene. Det er troen alene, der overvinder syndens og dødens rædsler, idet den ser på løftet og tror med fuld vished, at Gud tilgiver, fordi Kristus ikke er død forgæves. Hvis nogen tvivler på, at hans synder bliver tilgivet, så krænker han Kristus, fordi han mener, at hans synder er større og mægtigere end Kristi død og løfte. Men Paulus siger, at nåden er mere overstrømmende end synden, dvs., at Guds barmhjertighed er meget større end synden. Hvis nogen mener, at han opnår syndernes forladelse, fordi han elsker, så krænker han Kristus, og i Guds dom vil han opdage at hans tillid til sin egen retfærdighed er ugudelig og nytteløs. Derfor må det være troen, der forsoner og retfærdiggør. Lige så lidt som vi modtager syndernes forladelse ved andre dyder, som loven påbyder, eller på grund af dem, enten det er tålmodighed, et rent liv eller lydighed mod øvrigheden, skønt disse dyder må følge efter troen, lige så lidt modtager vi syndernes forladelse på grund af vores kærlighed til Gud, skønt den med nødvendighed må følge efter troen. For øvrigt anvender vi undertiden en sprogbrug, der kaldes synekdoche, hvor man sammenføjer årsag og virkning i samme ord. I Luk 7 siger Kristus: ”Hendes mange synder er blevet tilgivet, for hun har elsket meget.” Men Kristus tolker sig selv når han siger: ”Din tro har frelst dig.” Nu vil Kristus ikke sige, at kvinden har fortjent syndernes forladelse ved sin kærlighedsgerning. For han siger klart: Din tro har frelst dig. Og det er troen, der modtager Guds barmhjertighed gratis på grund af Guds ord. Hvis nogen nægter, at det er troen, der gør det, så forstår han slet ikke, hvad tro er. Og selve fortællingen viser, hvad Kristus kalder kærlighed. Kvinden kom med den tro om ham, at det var hos Kristus, hun skulle søge syndernes forladelse. Det er den højeste tilbedelse af Kristus. Nogen større ære kunne hun ikke vise ham. At hun søgte syndernes forladelse hos ham, det var i sandhed at kendes ved ham som Messias. At tænke sådan om Kristus, at hædre ham sådan og at gribe ham sådan, det er i sandhed at tro. Men Kristus brugte ikke ordet ”kærlighed” over for kvinden, men mod farisæeren, fordi han ville sammenligne hele farisæerens tilbedelse med kvindens. Han bebrejder farisæeren, fordi han ikke kendte ham som Messias, selv om han viste ham den ydre ære som gæst og som en stor og hellig mand. Han peger på kvinden og roser hendes tilbedelse, hendes salving og tårer. Det var alt sammen et tegn på og en bekendelse af hendes tro, nemlig af at hun søgte syndernes forladelse hos Kristus. Dette er i sandhed et stort eksempel, som ikke uden grund drev Kristus til at kritisere farisæeren, der var en klog og ærlig mand, men manglede tro. Han anklager ham for denne ugudelighed og formaner ham ved kvindens eksempel, idet han fremholder, hvilken skam det er for ham at en ulærd kvinde tror på Gud, mens han, en lærer i loven, ikke tror, ikke kender Messias og ikke søger syndernes forladelse og frelse hos ham. Derfor roser han med denne sprogbrug hele hendes gudstjeneste, som det ofte sker i Skriften, når mange ting sammenfattes i ét ord. Senere skal vi tage flere lignende steder frem, som: ”Giv almisse, så bliver alt rent.” Han kræver ikke bare almisse, men også troens retfærdighed. På samme måde siger han her: ”Hendes mange synder er blevet tilgivet, for hun har elsket meget,” dvs., fordi hun tilbad mig med tro, og med gerninger og tegn på troen. Han sammenfatter hele hendes gudstjeneste i dette. Alligevel lærer han, at syndernes forladelse egentlig bliver modtaget ved troen, selv om kærlighed, bekendelse og andre gode frugter bør følge efter. Han vil altså ikke sige, at disse frugter skulle være løsepenge eller et sonoffer, som gør at vi får syndernes forladelse, som forliger os med Gud. Det er en stor sag vi drøfter her, spørgsmålet gælder Kristi ære, og hvor de fromme sind kan søge en tryg og fast trøst. Skal vi sætte vores lid til Kristus eller til vores egne gerninger? Hvis vi skal sætte vores lid til vores gerninger, fratager vi Kristus hans ære som mellemmand og forsoner. Og i Guds dom skal vi erfare at denne tillid er nytteløs, og at samvittighederne dermed vil falde sammen i fortvivlelse. For hvis ikke syndernes forladelse og forligelsen kommer ufortjent for Kristi skyld, men på grund af vores kærlighed, vil ingen få syndernes forladelse uden at han holder hele loven, for loven retfærdiggør ikke, så længe den kan anklage os. Derfor er det klart, da retfærdiggørelsen er forligelse for Kristi skyld, at vi bliver retfærdiggjort ved tro, for det er sikkert, at vi modtager syndernes forladelse ved troen alene.

Vi vil nu svare på den indvending, der blev nævnt ovenfor. Med rette mener vores modstandere at kærligheden er opfyldelsen af loven, og at lydigheden mod loven virkelig er retfærdighed. Men de tager fejl, når de tror, at vi bliver retfærdiggjort ved loven. For da vi ikke bliver retfærdiggjort ved loven, men modtager syndernes forladelse ved tro for Kristi skyld, ikke på grund af kærligheden eller opfyldelsen af loven, følger det nødvendigvis at vi bliver retfærdiggjort ved tro på Kristus.

Dernæst, denne opfyldelsen af loven eller lydigheden mod loven er ganske rigtig en retfærdighed, når den er fuldkommen, men hos os er den svag og uren. Derfor kan den ikke behage Gud og bliver godtaget af ham for sin egen skyld. Af det som vi har sagt tidligere, er det klart at retfærdiggørelsen ikke bare betyder en påbegyndt fornyelse, men den forligelse, som gør at Gud også senere hen godtager os. Men nu er det klart nok, at denne begyndende opfyldelse af loven ikke retfærdiggør, fordi den selv bare bliver godtaget på grund af troen. Vi må ikke stole på, at vi bliver regnet retfærdige over for Gud ved vores egen fuldkommenhed og opfyldelse af loven, men kun på grund af Kristus.

Kristus ophører nemlig ikke med at være mellemmand, efter at vi er blevet fornyet. De, der forestiller sig, at Kristus kun har fortjent den første nåde for os, og at vi derefter behager Gud og fortjener det evige liv ved vores opfyldelse af loven, tager alvorligt fejl. Kristus forbliver vores mellemmand, og vi må altid holde fast på at vi for hans skyld har en forsonet Gud, på trods af at vi er uværdige. Dette lærer Paulus klart, når han siger: ”Jeg ved ikke noget med mig selv, men dermed er jeg ikke retfærdiggjort.” (1 Kor 4). Han tror altså, at han bliver regnet retfærdig ved troen for Kristi skyld, som det står skrevet: ”Salig er den, der har fået sine overtrædelser tilgivet.” Denne tilgivelse bliver altid modtaget ved tro. Således kommer også tilregnelsen af evangeliets retfærdighed af løftet. Altså bliver den altid modtaget ved tro, og vi må altid holde fast på, at vi bliver regnet retfærdige ved troen for Kristi skyld. Hvis de genfødte skulle tro, at de siden hen blev godtaget på grund af opfyldelsen af loven, hvordan kunne samvittigheden så være sikker på at den behager Gud, når vi aldrig gør fyldest for loven? Derfor må vi altid vende tilbage til løftet. Det må holde os oppe i vores svaghed, og vi må holde fast på, at vi bliver regnet retfærdige for Kristi skyld. Han sidder ved Faderens højre hånd og går altid i forbøn for os (Rom 8, 34). Hvis nogen tror, at han er retfærdig og godtaget på grund af sin egen opfyldelse af loven og ikke på grund af Kristi løfte, så krænker han denne ypperstepræst. Det er ubegribeligt, at nogen kan drømme om at mennesker bliver retfærdige over for Gud uden Kristus som forsoner og mellemmand.

Hvilket behov skulle det nu være for lange udredninger? Hele Skriften og hele kirken siger klart, at det er umulig at gøre fyldest ved loven. Den påbegyndte opfyldelse af loven behager ikke Gud for sin egen skyld, men på grund af troen på Kristus. Ellers anklager loven os altid. For hvem elsker eller frygter Gud nok? Hvem holder ud med stor nok tålmodighed i de trængsler, Gud sender? Hvem tvivler ikke ofte på, om menneskets skæbne styres af Guds rådslutning eller af tilfældet? Hvem tvivler ikke ofte på, at han bliver hørt af Gud? Hvem klager ikke ofte over, at det går de ugudelige bedre end de gudfrygtige og at de ugudelige undertrykker de gudfrygtige? Hvem gør fyldest i sit kald? Hvem elsker sin næste som sig selv? Hvem bliver ikke lokket af sin lyst? Derfor siger Paulus: ”Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil.” Og: ”Så tjener jeg altså Guds lov med mit sind, men syndens lov med mit kød.” Her siger han klart, at han tjener syndens lov. Og David siger: ”Stævn ikke mig, din tjener for retten! For ingen, som lever, er retfærdig for dig.” Selv denne Guds tjener beder om at slippe for dommen. Ligeledes står der: ”Salig er det menneske, som Herren ikke tilregner skyld.” Således findes det altid i denne vores svaghed synd, som kunne blive tilregnet os. Om det siger han lidt længere nede: ”Derfor skal hver som er hellig, bede til dig.” Her viser han til og med at de hellige må bede om syndernes forladelse. Mere end blinde er de, der tror, at det onde begær i kødet ikke er synd. Paulus siger jo klart: ”Kødet står med sit begær Ånden imod, og Ånden står imod kødet.” Kødet tror ikke på Gud, men sætter sin lid til de timelige ting. Det søger hjælp hos mennesker i sin nød, endog imod Guds vilje. Det flygter fra de prøvelser, som det på grund af Guds bud skal udholde, og det tvivler på Guds barmhjertighed. Mod et sådan begær kæmper Helligånden i vores hjerte for at undertrykke og døde dem og give os nye åndelige drifter. Nedenfor skal vi samle flere vidnesbyrd om dette, skønt de ligger fremme overalt, ikke bare i Skriften, men også hos de hellige fædre.

Augustin siger ganske klart: ”Alle Guds bud bliver opfyldt, når det, der ikke bliver holdt, bliver tilgivet.” Derfor kræver han troen, selv til i vores gode gerninger, troen på at vi behager Gud for Kristi skyld, og at ikke gerningerne i sig selv har en værdi, som gør at de behager Gud. Mod Pelagius skriver Hieronymus: ”Derfor er vi retfærdige, når vi bekender, at vi er syndere. Vores retfærdighed kommer ikke af vores egen fortjeneste, men af Guds barmhjertighed.” I vores påbegyndte opfyldelse af loven trænger vi derfor troen, som er sikker på, at vi har en forsonet Gud for Kristi skyld. For Guds barmhjertighed kan vi kun modtage ved troen, som vi har sagt så ofte. Derfor, når Paulus siger, at loven bliver stadfæstet ved troen, skal det ikke bare forstås sådan, at de, der er blevet genfødt ved troen, har fået Helligånden, og at de har nye drifter, der stemmer med Guds bud. Det er endnu vigtigere at tilføje, at vi skal erkende, hvor langt vi er fra lovens fuldkommenhed. Derfor skal vi ikke tro, at vi bliver regnet retfærdige for Gud på grund af vores opfyldelse af loven. Vi må søge retfærdiggørelsen et andet sted, for at samvittigheden kan finde fred. Så længe vi flygter fra Gud og er vrede på ham, er vi ikke retfærdige for Gud. Vi bør tro, at vi bliver regnet retfærdige, når vi er blevet forligt med Gud ved troen for Kristi skyld, ikke på grund af loven eller på grund af vores gerninger. Den påbegyndte opfyldelse af loven behager Gud på grund af troen, og det, der mangler i vores opfyldelse af loven, bliver ikke tilregnet os på grund af troen, selv om erfaringen af vores urenhed skræmmer os. Når vi altså må søge retfærdiggørelsen et andet sted, så er det ikke vores kærlighed og vores gerninger, der retfærdiggør. Højt over vores renhed, ja, højt over loven selv, skal vi stille Kristi død og fyldestgørelse. Den er givet os, for at vi skal være sikre på, at vi har en forsonet Gud på grund af denne fyldestgørelse og ikke på grund af vores opfyldelse af loven.

Det lærer Paulus, når han siger i Gal 3: ”Kristus købte os fri fra lovens forbandelse, da han blev gjort til en forbandelse for vores skyld.” Dvs., loven fordømmer alle mennesker, men Kristus, der var uden synd, gik ind under syndens straf og blev gjort til et offer for os. Sådan borttog han lovens ret til at anklage og fordømme dem, der tror på ham, fordi han selv er en soning for vores synder, og for hans skyld bliver de nu regnet retfærdige. Men når de bliver regnet retfærdige, kan loven ikke anklage eller fordømme dem, selv om de i virkeligheden ikke har gjort fyldest for loven. Det samme giver han udtryk for, når han skriver i Kol: ”I Kristus er I blevet gjort fuldkomne”. Det er som vil han sige: Skønt vi endnu er langt fra lovens fuldkommenhed, så fordømmer den resterende synd os alligevel ikke, fordi vi for Kristi skyld har en sikker og fast forligelse, hvis vi tror, selv om synden hænger fast i vores kød.

Vi bør altid have løftet for øje, at Gud på grund af sit løfte, for Kristi skyld, vil være nådig og vil retfærdiggøre, ikke på grund af loven eller vores gerninger. I dette løfte bør de bange samvittigheder søge forligelse og retfærdiggørelse. De bør holde sig oppe ved dette løfte og være sikre på, at de har en nådig Gud for Kristi skyld, på grund af hans løfte. Således kan gerningerne aldrig give en rolig samvittighed, men alene løftet. Når vi altså skal søge retfærdiggørelse og fred i samvittigheden et andet sted end i kærligheden og gerningerne, så retfærdiggør kærligheden og gerningerne os ikke, skønt de er dyder og lovens retfærdighed, i den grad de opfylder loven. Og i den udstrækning giver denne lydighed mod loven en lovens retfærdighed. Men Gud godtager ikke denne ufuldkomne retfærdighed af loven uden på grund af troen. Derfor retfærdiggør den ikke, dvs., den hverken forliger eller genføder eller gør os velbehagelige for Gud i sig selv.

Af dette er det klart, at vi bliver retfærdiggjort for Gud ved troen alene, fordi det er ved troen alene, vi modtager syndernes forladelse og forligelsen for Kristi skyld. Forligelsen og retfærdiggørelsen er noget, der er lovet for Kristi skyld, ikke på grund af loven. Derfor bliver den modtaget ved troen alene, selv om opfyldelsen af loven følger efter ved Helligåndens gave.

Svar på modstandernes argumenter

Efter at grundlaget for denne sag er klar, nemlig forskellen mellem loven og løftet eller evangeliet, vil det være let at gendrive indvendingerne fra vores modstandere. For de citerer udsagn om loven og gerningerne, men de udelader udsagn om løfterne. Til alle deres erklæringer om loven kan vi kort og godt svare, at loven ikke kan holdes uden Kristus. Og hvis borgerlige gerninger gøres uden Kristus, kan de ikke tilfredsstille Gud. Når vi derfor roser gerningerne, må vi tilføje, at troen er nødvendig. De bliver rost på grund af troen, fordi de er frugter og vidnesbyrd om troen. Tvetydige og farlige sager fremkalder mange og forskellige løsninger. Det er sandt som den gamle digter siger: ”En uretfærdig sag, som er syg i sig selv, har brug for et godt lægemiddel.” Men i retfærdige og sikre sager er et eller to svar, som er taget fra kilderne, nok til at rydde det af vejen, der synes at skabe problemer. Sådan er det også i dette tilfælde. For den regelen som jeg har nævnt, tolker alle de udsagn, de har citeret om loven og gerningerne. Vi indrømmer nemlig, at Skriften nogle steder fremholder loven, andre steder evangeliet eller det ufortjente løfte om syndernes forladelse for Kristi skyld. Men vores modstandere gør ganske enkelt det ufortjente løfte til intet, når de benægter, at troen retfærdiggør, og når de lærer, at vi modtager syndernes forladelse og forligelsen på grund af kærligheden og vores gerninger. Hvis syndernes forladelse var afhængig af vores gerninger, ville den være helt usikker. Altså ville løftet være tilintetgjort. Derfor minder vi igen de gudfrygtige sjæle om, at se på løftet, og vi lærer dem om den ufortjente syndsforladelse og forligelse, der kommer ved troen på Kristus. Senere tilføjer vi også læren om loven. Det må vi skelne ret imellem, som Paulus siger. Vi må se på, hvad Skriften tilskriver loven, og hvad den tilskriver løfterne. Den roser nemlig gerningerne på en sådan måde, at det ikke tilintetgør det ufortjente løfte.

Gode gerninger skal vi gøre, fordi Gud har påbudt dem, ligeledes for at øve troen og for at bekende og takke. Af disse grunde er det nødvendig at gode gerninger bliver gjort. De bliver udført i et legeme, der endnu ikke er helt fornyet, og som hindrer Helligåndens tilskyndelse og blander noget af sin urenhed ind i dem. Alligevel er de på grund af troen hellige, guddommelige gerninger, de er Kristi ofre og hans styre, hvor han på den måde viser sit herredømme over for verden. For ved disse gerninger helliggør han hjerterne og trænger Djævelen tilbage. Og for at bevare evangeliet blandt mennesker sætter han åbenlyst de helliges bekendelse op mod Djævelens herredømme og viser sin magt i vores svaghed. De farer og trængsler, som apostelen Paulus, Athanasius, Augustin og andre af kirkens lærere har udholdt, og de prædikener de har holdt, er hellige gerninger, sande ofre, der er velbehagelige for Gud. De er kampe, som Kristus har kæmpet for at trænge Djævelen tilbage og drive ham bort fra de troende. De trængsler, som David holdt ud i sine krige og i sit styre af landet, er hellige gerninger, sande ofre, Guds kampe, udkæmpet for at forsvare det folk, der havde Guds Ord, mod Djævelen, så kundskaben om Gud ikke skulle forsvinde helt fra jorden. Det samme mener vi, om de enkelte gode gerninger i det ringeste arbejde og i det private liv. Ved disse gerninger triumferer Kristus over Djævelen. Sådan var f.eks. den almisse som korintherne samlede, en hellig gerning, et offer og en Kristi kamp mod Djævelen, der stræber efter at hindre, at der bliver gjort noget til Gud ære. At kritisere sådanne gerninger, bekendelse af læren, trængsler, barmhjertighedsgerninger, dødelse af kødet, ville derfor være at kritisere Kristi herredømmes ydre styre blandt mennesker.

Lad os tilføje et ord her om belønning og fortjeneste. Vi lærer, at de troendes gerninger får og loves belønning. Vi lærer, at gode gerninger gør os fortjent, ikke til syndsforladelse, nåde og retfærdiggørelse - for dette opnår vi alene ved troen - men til andre legemlige og åndelige belønninger i dette liv og i det, der skal komme. Sådan siger Paulus: ”De skal få løn hver efter sit eget arbejde.” Der er altså forskellig løn for forskelligt arbejde. Men syndernes forladelse er den samme og ens for alle, ligesom Kristus er én, og den bliver tilbudt af nåde til alle, der tror, at de får deres synder tilgivet for Kristi skyld. Syndernes forladelse og retfærdiggørelsen bliver altså alene modtaget ved tro, ikke på grund af nogen gerning. Når samvittigheden er forskrækket, bliver det klart, at vi ikke kan stille nogen gerning, som vi har gjort, op mod Guds vrede. Som Paulus så klart siger: ”Da vi altså er retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud ved vores Herre Jesus Kristus. Gennem ham har vi også fået adgang ved troen.” Men fordi troen gør os til Guds børn, gør den os også til Kristi medarvinger. Da vores gerninger altså ikke gør os fortjent til retfærdiggørelsen, der gør os til Guds børn og Kristi medarvinger, fortjener vi ikke det evige liv ved vores gerninger. Det er troen, der opnår det, for troen retfærdiggør os og gør, at vi har en forsonet Gud. Det evige liv tilkommer de retfærdiggjorte, ifølge ordene: ”Dem, han har retfærdiggjort, har han også herliggjort.” Paulus fremhæver budet om at vi skal ære vores forældre, ved at vise til den belønning, der er knyttet til dette bud. Med det vil han ikke sige, at lydighed mod forældrene retfærdiggør os over for Gud, men når den bliver gjort af de retfærdige, fortjener den andre store belønninger. Og Gud prøver de hellige på forskellige måder og udsætter ofte belønningen for de retfærdige gerninger, så de skal lære, ikke at stole på deres egen retfærdighed, og så de skal lære at søge Guds vilje hellere end belønningen. Sådan bliver det tydelig hos Job, hos Kristus og hos andre hellige. Mange salmer lærer os det, idet de trøster os over for de ugudeliges lykke, som Sal 36: ”Misund ikke.” Og Kristus siger: ”Salige er de, der bliver forfulgt for retfærdigheds skyld, for Himmeriget er deres.” Sådan lovprisning af de gode gerninger driver uden tvivl de troende til at gøre det, der er godt. Samtidig bliver også læren om boden forkyndt for de ugudelige, der gør onde gerninger. Og Guds vrede bliver fremholdt, som truer alle dem, der ikke omvender sig. Således priser vi de gode gerninger og kræver, at de skal gøres, og vi giver mange grunde til, at de skal gøres.

Det er også sådan Paulus lærer om gerningerne, når han siger at Abraham ikke modtog omskærelsen for at bliver retfærdiggjort ved gerningen. For han havde allerede ved troen opnået, at bliver regnet retfærdig. Omskærelsen blev føjet til, for at han skulle have et tegn skrevet på sit legeme, så han kunne bliver mindet om og øve sig i troen. Han bekendte troen for andre og ved sit vidnesbyrd indbød andre til tro. Ved tro frembar Abel et offer, der behagede mere (Hebr 11, 4). Fordi han altså var retfærdig ved troen, var det offer, han frembar, til behag for Gud. Han frembar det ikke, for at han skulle fortjene syndernes forladelse og nåden ved gerningen, men for at han kunne vise sin tro for andre og med det indbyder dem til at tro.

Gode gerninger bør følge efter troen på den måde. En helt anden brug af gerningerne gør de mennesker, der ikke kan tro og i sit hjerte være sikre på at de bliver tilgivet ufortjent for Kristi skyld, og at de ufortjent for Kristi skyld har en nådig Gud. Når en sådan person ser de helliges gerninger, tænker han på menneskelig vis at de hellige har fortjent syndsforladelsen og nåden ved disse gerninger. Så efterligner han dem og tror, at han ved lignende gerninger skal fortjene syndernes forladelse og nåden, og at han ved disse gerninger skal stille Guds vrede og opnå at bliver regnet retfærdig for disse gerningers skyld. Denne ugudelige mening om gerningerne fordømmer vi. For det første fordi det skygger for Kristi ære, når mennesker byder Gud disse gerninger som en betaling og forsoning. Med det tilskriver de vores gerninger den ære, som bare tilkommer Kristus. For det andre finder de alligevel ikke fred i samvittigheden ved disse gerningerne, men i sand rædsel dynger de gerning på gerning og fortvivler til sidst, fordi de ikke kan finde nogen gerning, der er ren nok. Loven anklager altid og fremkalder vrede. For det tredje opnår sådanne mennesker aldrig kendskab til Gud, for i deres vrede flygter de fra Guds dom og straf og tror aldrig, at han hører dem. Men troen viser at Gud er nær, efter at den er blevet overbevist om at Gud af nåde tilgiver og hører os.

Denne ugudelige mening om gerningerne har altid hængt fast ved verden. Hedningene havde ofringer som de overtog fra patriarkerne. Deres gerninger efterlignede de, deres tro havde de ikke, men de tænkte at disse gerninger var en forsoning og betaling, der skulle forlige Gud med dem. Folket under loven efterlignede ofringerne i den tro, at de for disse gerningers skyld havde en forsonet Gud, ved gjort gerning så at sige. Vi kan se, hvor hårdt profeterne revsede folket for dette, Sal 50: ”Jeg revser dig ikke for dine ofre.” Og Jer 7: ”Jeg gav ikke noget påbud om brændofre.” Sådanne steder fordømmer ikke de gerninger, Gud virkelig havde påbudt som ydre øvelser i samfundet. De fordømmer den ugudelige overbevisning hos dem, der troede at de ved disse gerninger kunne forsone Gud, og dermed kastede troen fra sig. Og fordi ingen gerninger kan give samvittigheden fred, fortsatte de med at udtænke nye gerninger i tillæg til Guds bud. Israels folk havde set profeterne ofre på højene. Nu gør de helliges eksempel et stærkt indtryk på hjerterne, som håber, at de ved lignende gerninger skal finde nåde, som de andre gjorde det. Derfor begyndte folket ivrigt at efterligne denne handling, for at de ved den skulle fortjene syndernes forladelse, nåde og retfærdighed. Men profeterne ofrede ikke på højene for at fortjene syndernes forladelse og nåde ved deres gerning, men fordi de lærte på disse steder, og derfor også frembar vidnesbyrd om deres tro der. Folket havde hørt at Abraham havde ofret sin søn. Derfor ofrede de også deres børn for at forsone Guds vrede ved denne overlagt hårde og tunge gerning. Men Abraham ofrede ikke sin søn i den tro at denne gerning var en betaling eller forsoning, der gjorde at han kunne bliver regnet retfærdig. Således blev Herrens nadver indstiftet i kirken, for at vi ved genkaldelsen af Kristi løfte, som vi bliver mindet om i dette tegnet, skulle bliver styrket i vores tro og offentlig kunne bekende vores tro og forkynde Kristi velgerninger. Som Paulus siger (l Kor 11, 26): ”Så ofte som I gør dette, forkynder I Herrens død.” Men vores modstandere påstår at messen er en gerning, der retfærdiggør ved at gerningen bliver udført, og som borttager tilregnelsen af skyld og straf fra dem, den bliver holdt for. Sådan skriver nemlig Gabriel Biel.

Antonius, Bernhard, Dominicus, Franciscus og andre hellige fædre valgte en bestemt måde at leve på, dels for deres studiums skyld, dels for andre nyttige øvelsers skyld. Imidlertid mente de, at de ved troen for Kristi skyld blev regnet retfærdige og havde en nådig Gud, ikke for deres egne øvelsers skyld. Men den store hob har derefter efterlignet, ikke fædrenes tro, men deres opførsel, uden tro, for at de ved disse gerninger skulle fortjene syndernes forladelse, nåde og retfærdighed. De troede ikke at dette var noget de modtog ufortjent på grund af Kristus, forsoneren. Sådan dømmer verden om alle gerninger, at de er en soning, som Gud bliver forsonet ved, at de er en betaling, der gør, at vi bliver regnet retfærdige. De tror ikke, at Kristus er en forsoning, at det er af nåde ved troen vi opnår at bliver regnet retfærdige for Kristi skyld. Men da gerninger ikke kan give samvittigheden fred, bliver det stadig opfundet nye gerninger, lavet nye gudstjenester, nye løfter, nye munkeordener, i tillæg til Guds bud, for at det skal bliver skaffet en eller anden stor gerning til veje, som kan stilles op mod Guds vrede og dom. Sådanne ugudelige meninger om gerningerne hævder vores modstandere i strid med Skriften. Men at tilskrive vores gerninger at de er en forsoning, at de fortjener syndernes forladelse og nåden, at det er for deres skyld, vi bliver regnet retfærdige over for Gud, og ikke ved tro på grund af Kristus, forsoneren, hvad er det andet end at fratage Kristus æren som mellemmand og forsoner? Selv om vi altså mener og lærer, at det er nødvendig at gøre gode gerninger - med troen bør det nemlig følge en påbegyndt opfyldelse af loven - så giver vi alligevel Kristus den ære, som han skal have. Vi mener og lærer, at vi bliver regnet retfærdige over for Gud ved tro for Kristi skyld. At vi ikke bliver regnet retfærdige på grund af gerninger uden mellemmanden Kristus. At vi ikke fortjener syndernes forladelse, nåden og retfærdigheden ved gerningerne. At vi ikke kan stille vores gerninger op mod Guds vrede og dom. At gerningerne ikke kan vinde over forskrækkelsen over synden. At forskrækkelsen over synden bliver overvundet ved troen alene. At det bare er mellemmanden Kristus som ved troen kan stilles op mod Guds vrede og dom. Enhver som tror anderledes, giver ikke Gud den ære, han fortjener, for han er stillet frem som den mellemmand vi har adgang til Faderen ved. Og samvittigheden kan ikke finde fred over for Gud uden ved troen alene, som er vis på, at Gud er forsonet med os for Kristi skyld, ifølge ordene: ”Da vi er blevet retfærdiggjort ved tro, har vi fred.” For retfærdiggørelsen er noget, der bliver lovet af nåde for Kristi skyld. Derfor bliver den altid modtaget ved troen alene over for Gud.

Nu skal vi svare med hensyn til de steder, vores modstandere citerer, for at bevise at vi bliver retfærdiggjort ved kærligheden og gerningerne. Fra Korinterbrevet (l Kor 13, 2) citerer de: ”Om jeg har al tro osv., men ikke har kærlighed, da er jeg intet.” Her triumferer de stort. Over for hele kirken, siger de, slår Paulus fast, at troen alene ikke retfærdiggør. Men at svare på det er let, efter at vi ovenfor har vist, hvad vi mener om kærligheden og gerningerne. På dette sted kræver Paulus kærlighed. Vi kræver den også. For ovenfor har vi sagt at der hos os må findes en fornyelse og en påbegyndt opfyldelse af loven, ifølge ordet (Jer 31, 33): ”Jeg vil give min lov i deres hjerte.” Hvis nogen bortkaster kærligheden, kan han ikke beholde troen, om den aldrig er så stor, for han vil ikke beholde Helligånden. Men Paulus taler ikke her om den måde, vi bliver retfærdiggjort på. Han skriver til dem, der efter at de var blevet retfærdiggjort, trængte til at bliver opfordret til at bære gode frugter, så de ikke skulle miste Helligånden. Men vores modstandere går bagvendt frem: De citerer dette ene stedet, hvor Paulus taler om frugterne, og udelader alle de andre steder, hvor Paulus systematisk drøfter måden, vi bliver retfærdiggjort på. På andre steder, der taler om troen, tilføjer de desuden altid den rettelse, at de skal forstås med hensyn til den tro, der er formet af kærlighed. Men på dette sted tilføjer de ikke nogen rettelse, om at vi har brug for den tro, der tror, at vi bliver regnet retfærdige på grund af Kristus, forsoneren. Således udelukker vores modstandere Kristus fra retfærdiggørelsen og lærer bare lovens retfærdighed. Men lad os vende tilbage til Paulus. Ingen kan slutte mere af denne tekst end at kærligheden er nødvendig. Det vedgår vi også. På samme måde er det nødvendig ikke at stjæle. Men det ville ikke være rigtig tænkt, om nogen ville drage denne slutning af dette: Ikke at stjæle er nødvendig, altså bliver vi retfærdiggjort ved ikke at stjæle. For retfærdiggørelsen er ikke en godtagelse af specielle gerninger, men af hele personen. Derfor skader dette stedet hos Paulus os ikke det mindste, når bare ikke vores modstandere tilføjer det, de finder for godt. For han siger ikke at kærligheden retfærdiggør, men at jeg intet er uden kærlighed, dvs., troen ville bliver udslukket, lige meget hvor stor tro jeg havde fået. Han siger ikke, at kærligheden overvinder rædselen for synden og døden, at vi kan stille vores kærlighed op mod Guds vrede og dom, at vores kærlighed gør fyldest for Guds lov, at vi uden Kristus som forsoneren har adgang til Gud ved vores kærlighed, at vi ved vores kærlighed modtager den syndsforladelse, der er lovet. Paulus siger intet af dette. Han mener altså ikke, at kærligheden retfærdiggør, for vi bliver kun retfærdiggjort, når vi griber Kristus som forsoner og tror at Gud er nådig mod os for Kristi skyld. Og vi må ikke forestille os nogen retfærdiggørelse uden Kristus, forsoneren. Vores modstandere gøre løftet om Kristus til intet, afskaffer evangeliet, hvis ikke Kristus er nødvendig, hvis vores kærlighed kan overvinde døden, hvis vi ved vores kærlighed kan have adgang til Gud uden Kristus, forsoneren. Vores modstandere fordrejer de fleste steder, fordi de lægger deres egne meninger ind i dem i stedet for at hente meningen ud af teksterne selv. Hvilke problemer skulle der være med disse tekster, hvis vi fjerner den tolkningen, som vores modstandere har lagt til på egen hånd? For de forstår hverken hvad retfærdiggørelsen er, eller hvordan den sker. Efter at de var blevet retfærdiggjort, modtog korintherne mange fremragende gaver. Som det er almindeligt, var de i begyndelsen brændende i deres iver. Så begyndte der at opstå stridigheder mellem dem, som Paulus antyder, og de begyndte at ringeagte de gode lærere. Derfor revser Paulus dem og kalder dem tilbage til kærlighedens pligter. Alligevel ville det, selv om disse pligter er nødvendige, være tåbelig at mene, at vi bliver retfærdiggjort over for Gud ved de gerninger, der hører til den anden tavle. Gennem disse har vi med mennesker at gøre og ikke specielt med Gud. Men i retfærdiggørelsen har vi med Gud at gøre, hans vrede må bliver forsonet, og samvittigheden må finde fred med hensyn til Gud. Intet af dette kan ske ved de gerninger, der hører den anden tavle til.

Kærligheden er større end troen

De indvender, at kærligheden sættes højere end troen og håbet. Paulus siger nemlig: ”Størst af dem er kærligheden.” Nu er det rimelig at den største og ypperste dyd retfærdiggør. Imidlertid taler Paulus på dette sted særskilt om kærligheden til næsten og udtaler, at den er den største, fordi den har flest frugter. Troen og håbet har bare med Gud at gøre, mens kærligheden har utallige pligter udad mod mennesker. Alligevel indrømmer vi gerne over for modstanderne at kærligheden til Gud og næsten er den største dyd, fordi dette er det største bud: ”Du skal elske Herren din Gud”. Men hvordan kan de af det slutte at kærligheden retfærdiggør? Den største dyd retfærdiggør, siger de. Nej, ligesom den største og første lov ikke retfærdiggør, sådan gør heller ikke lovens største dyd det. Men den dyd retfærdiggør, der griber Kristus, der formidler Kristi fortjenester til os og gør at vi modtager nåde og fred fra Gud. Denne dyd er troen. For, som vi ofte har sagt, troen er ikke bare en kundskab, men meget mere det at ville modtage eller gribe det, der bliver tilbudt i løftet om Kristus. Og denne lydighed mod Gud, det at ville modtage det løfte, der tilbydes, er ikke nogen mindre gudstjeneste end kærligheden. Gud vil, at vi skal tro på ham, han vil, at vi skal modtage det gode fra ham, og dette erklærer han for at være en sand gudsdyrkelse.

Vores modstandere tilskriver kærligheden retfærdiggørelsen, fordi de overalt lærer og kræver lovens retfærdighed. Naturligvis kan vi ikke nægte, at kærligheden er lovens højeste gerning. Og menneskelig visdom ser på loven og søger retfærdigheden i den. Derfor roser også de teologiske lærere, der er store og begavede mennesker, lovens højeste gerning og tilskriver den retfærdiggørelsen. Bedraget af den menneskelige visdom, ser de ikke Moses’ afdækkede ansigt, men bare det tildækkede, sådan som farisæerne, filosofferne og muhamedanerne. Men vi forkynder evangeliets dårskab, hvor en anden retfærdighed er blevet åbenbart, nemlig at vi på grund af Kristus, forsoneren, bliver regnet retfærdige, når vi tror, at Gud er nådig mod os for Kristi skyld. Vi ved godt hvor meget denne lære afviger fra fornuftens og lovens dom, og at lovens lære om kærligheden tager sig meget bedre ud, for den er jo visdom. Men vi skammer os ikke over evangeliets dårskab. For Kristi æres skyld forsvarer vi den og beder Kristus om Helligåndens hjælp til at gøre den klar og tydelig.

I Konfutationen har vores modstandere også citeret fra Kolossenserbrevet mod os (3, 14): ”Kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.” Af dette drager de den slutning, at kærligheden retfærdiggør, fordi den gør os fuldkomne. Selv om vi kunne give mange svar, når det gælder fuldkommenheden, vil vi bare ganske enkelt sige, hvad, der er meningen hos Paulus. Det er tydeligt, at Paulus taler om kærligheden til næsten. Nu har vi ingen ret til at antage, at Paulus vil tilskrive den anden tavles gerninger, magten til at gøre os retfærdige eller fuldkomne over for Gud, frem for den første tavles. Og hvis kærligheden gør os fuldkomne, så er Kristus som forsoner ikke nødvendig. For det er kun troen, der griber Kristus, forsoneren. Deres mening er langt fra meningen hos Paulus, som aldrig ville tåle at Kristus, som forsoneren blev udelukket. Han taler altså ikke om den personlige fuldkommenhed, men om det ubrudte fællesskab i kirken. Han siger, at kærligheden er en kæde eller et bånd, og med det vil han vise til det, der knytter sammen og forener kirkens mange lemmer. I alle familier og samfund må enheden holdes oppe ved gensidige tjenester, og freden kan ikke bevares uden at mennesker overser og tilgiver visse fejl. På samme måde siger Paulus, at det også i kirken må være en kærlighed som bevarer freden, som tåler brødrenes mærkelige adfærd, om det er nødvendigt og overser mindre fejl, så kirken ikke skal falde fra hverandre i forskellige splittelser og der af disse splittelser skal opstå had, partier og kætterier.

For det vil nødvendigvis opløse enheden, hvis biskopperne lægger tunge byrder på folket uden at tage hensyn til folkets svaghed. Det fører også til splittelser, når folk dømmer alt for hårdt om præstenes adfærd eller tager afstand fra dem på grund af visse mindre ting, som de støder sig på, og så søger en anden slags lære og andre lærere. Derimod bevares fuldkommenheden, dvs., enheden i kirken, når de stærke tåler de svage, når folket tåler visse mangler hos lærerne med det gode, og når biskopperne ser gennem fingrene med folkets svaghed. Alle de vises bøger er fulde af sådanne råd om ret og rimelighed, at vi i det daglige liv må bære over med mangt og meget indbyrdes for den fælles freds skyld. Og det er det, Paulus giver påbud om, både her og mange andre steder. Derfor er det ikke nogen fornuft i den slutning, vores modstandere trækker af ordet ”fuldkommenhed”, at kærligheden retfærdiggør, når Paulus taler om enheden og den fælles fred. Ambrosius tolker dette sted sådan: ”Også en bygning kaldes fuldkommen, når alle dens dele er føjet ret sammen.”

Men det er en skam for vores modstandere at rose kærligheden så meget, når de aldrig viser den. Hvad er det nu de gør? De splitter menighederne, de skriver love med blod og lægger den frem for kejseren, den allernådigste fyrste, med bøn om at de skal blive sat i kraft. De slår præster og andre retsindige mennesker ihjel, hvis de giver den mindste antydning af, at der er et eller andet åbenbart misbrug, de ikke kan godtage i et og alt. Dette passer ikke godt til deres lovord om kærligheden. Hvis de handlede efter dem, ville kirken have ro og staten fred. For denne larm ville dø ud, hvis vores modstandere ikke holdt så hårdnakket fast på visse traditioner, som ikke har nogen værdi for gudfrygtigheden, og som selv de, der forsvarer dem på det voldsomste, for det meste ikke overholder. Men sig selv tilgiver de let, andre ikke, som poeten skriver: ”Jeg tilgiver mig selv, siger Maenius.” Men dette er fjernt fra den lovprisning af kærligheden, som de citerer fra Paulus. Den forstår de ikke mere end væggene forstår den lyd, som de kaster tilbage.

Fra Peter citerer de dette udsagn (l Pet 4, 8): ”Kærligheden dækker over en mængde synder.” Det er oplagt at også Peter her taler om kærligheden til næsten, for han knytter dette ord sammen med budet om, at de skal elske hinanden. Og det kunne ikke falde nogen apostel ind, at vores kærlighed skulle overvinde synden og døden, at kærligheden skulle være den forsoning, der forliger Gud med os uden Kristus som mellemmand, og at kærligheden skulle være vores retfærdighed uden Kristus som mellemmand. Skulle der findes nogen sådan kærlighed, så ville den være lovens retfærdighed, ikke evangeliets. For evangeliet lover os forligelse og retfærdighed, hvis vi tror, at Faderen er nådig mod os for Kristi, forsonerens, skyld, og at Kristi fortjeneste bliver skænket os. Derfor påbyder Peter os lidt tidligere i sit brev, at vi skal komme til Kristus og bliver opbygget på ham. Og han tilføjer: ”Den, der tror på ham, skal ikke bliver til skamme.” Vores kærlighed befrier os ikke fra skammen, når Gud dømmer og anklager os. Men troen på Kristus befrier os i vores rædsel, fordi vi ved, at vi bliver tilgivet for Kristi skyld.

For øvrig er dette udsagn om kærligheden hentet fra Ordsprogene 10, hvor modsætningen klart viser, hvordan det er at forstå: ”Had vækker strid og trætte, men kærlighed dækker over alle synder.” Dette sted lærer akkurat det samme som Paulus’ ord i brevet til kolossenserne (3, 13), at hvis der opstår uenighed, bør det udjævnes og bilægges med rimelighed og velvilje. Uenighed, siger ordet, vokser på grund af hadet, som vi ofte ser, at de ubetydeligste fornærmelser fører til de største tragedier. Mellem Gaius Cæsar og Pompeius var det kommet nogle mindre fornærmelser. Havde da den ene givet lidt efter for den andre, ville det aldrig have ført til borgerkrig. Men da begge gav efter for sit had, opstod det af den mindste sag den største omvæltning. Og mange kætterier er opstået i kirken bare på grund af lærernes had til hinanden. Derfor taler apostelen ikke om ens egne, men om andres synder, når han siger: ”Kærlighed dækker over synder”, nemlig andres synder, og synder mellem mennesker. Selv om det sker nogen fornærmelser, dækker kærligheden alligevel over dem, den tilgiver, giver efter og forfølger ikke sagen til lovens yderste grænse. Peter mener ikke, at kærligheden fortjener syndernes forladelse over for Gud, at den er en forsoning i stedet for Kristus som mellemmand, eller at den genføder og retfærdiggør. Han mener, at den i forhold til andre mennesker ikke er vrangvillig, strid eller umedgørlig, at den dækker over visse fejl hos vennerne, og at den også tager andres noget mere stødende adfærd med det gode, som et kendt ordsprog siger: ”En vens væsen skal du kende, og dog ikke hade.” Og det er ikke uden grund at apostlene så ofte minder om den kærlighedens pligt, som filosofferne kalder ”rimelighed”. For denne dyd er nødvendig for at bevare den offentlige enighed, der ikke kan bestå uden at præster og menigheder gensidig overser og tilgiver hinanden mangt og meget.

Forståelsen af Jakobsbrevet

Fra Jakob citerer de (2, 24): ”I ser altså, at mennesket bliver retfærdiggjort ved gerninger og ikke bare ved tro.” Og det er ikke noget andet sted, der bliver antaget at stride mere mod vores synspunkt end dette. Men svaret er let og enkelt. Ordene hos Jakob vil ikke skabe nogen vanskeligheder, hvis ikke modstanderne læser deres egne meninger om gerningernes fortjenester ind i dem. Men alle steder, hvor det er tale om gerninger, tilføjer modstanderne deres ugudelige meninger, at vi ved vores gode gerninger fortjener syndernes forladelse, at gode gerninger er en forsoning og betaling, der gør at Gud bliver forligt med os, at gode gerninger overvinder rædselen for synden og døden, at gode gerninger er velbehagelige for Gud på grund af sin iboende godhed, og at vi ikke har brug for Guds barmhjertighed og forsoneren Kristus. Intet af dette kunne falde Jakob ind, selv om vores modstandere nu forsvarer alt dette under påskud af, at det er Jakobs mening.

For det første må man overveje, om dette stedet ikke taler mere mod vores modstandere end mod os. Vores modstandere lærer, at mennesket bliver retfærdiggjort ved kærligheden og gerningerne. Om troen, der modtager Kristus, forsoneren, siger de intet. Ja, de forkaster tilmed denne tro, og de ikke bare forkaster den i ytringer og skrifter, men de forsøger også at udrydde den med sværd og tortur. Hvor meget bedre lærer ikke Jakob, der ikke udelader troen og ikke sætter kærligheden i stedet for troen, men passer på troen, så ikke Kristus, forsoneren, bliver lukket ude fra retfærdiggørelsen. Sådan sammenfatter også Paulus troen og kærligheden, når han skal fremstille hovedsagen i det kristne liv (l Tim 1, 5): ”Målet for dette påbud er den kærlighed som springer frem af et rent hjerte, en god samvittighed og en oprigtig tro.”

For det andre viser sagen selv, at de gerninger, der er tale om her, er dem, der følger troen og viser at den ikke er død, men levende og virksom i hjertet. Jakob mener altså ikke, at vi fortjener syndernes forladelse og nåden ved gode gerninger. Han taler om gerningerne hos dem, der er retfærdiggjort, de, der allerede er forligt med Gud og godtaget af ham og har opnået syndernes forladelse. Derfor tager vores modstandere fejl, når de trækker den slutning, at Jakob lærer, at vi fortjener syndernes forladelse ved gode gerninger, og at vi har adgang til Gud ved vores gerninger uden Kristus, forsoneren.

For det tredje har Jakob netop sagt, at genfødelsen sker ved evangeliet. For han siger (1, 18): ”Af sin vilje har han født os ved sandheds ord, for at vi skulle være den første frugt blandt dem, han har skabt.” Når han siger, at vi er blevet genfødt ved evangeliet, lærer han jo, at vi er genfødt og retfærdiggjort ved troen. For løftet om Kristus kan kun modtages ved tro, når vi stiller den op mod rædselen for synden og døden. Altså mener Jakob ikke, at vi bliver genfødt ved vores gerninger.

Af det er det klart, at Jakob ikke er imod os, når han skelner mellem en død tro og en levende tro, og revser de dovne og sikre sjæle, der drømmer at de har troen, skønt de ikke har den. Død er den tro, der ikke fører til gode gerninger, siger han, levende er den, der fører til gode gerninger. Vi for vores del har ofte nok givet til kende, hvad vi kalder tro. For vi taler ikke om den unyttige kundskab, som tilmed Djævelen har, men om den tro, der modstår rædselen i samvittigheden, og som oprejser og trøster det forskrækkede hjerte. En sådan tro er hverken nogen let sag, som modstanderne forestiller sig det, eller nogen menneskelig kraft, men en guddommelig kraft, der gør levende og overvinder Djævelen og døden. Sådan siger Paulus i brevet til kolossenserne(2, 12), at troen er virkekraftig ved Guds magt og overvinder døden: ”I den blev I også oprejst med ham ved troen på Guds kraft.” Da denne tro er et nyt liv, frembringer den med nødvendighed nye drifter og gerninger. Derfor benægter Jakob med rette, at vi bliver retfærdiggjort ved en tro, der er uden gerninger. Når han siger, at vi bliver retfærdiggjort ved tro og gerninger, mener han sandelig ikke, at vi bliver genfødt ved gerningerne. Heller ikke mener han, at Kristus delvis er forsoner, delvis er vores gerninger en forsoning. For han skildrer her ikke måden, retfærdiggørelsen sker på, men han skildrer, hvordan de troende er, efter at de allerede er blevet retfærdiggjort og genfødt. At bliver retfærdiggjort betyder ikke her, at der af en ugudelig person bliver frembragt en retfærdig, men at han på retslig vis bliver erklæret retfærdig. På samme måde står der (Rom 2, 13): ”De, der gør det, loven siger, skal bliver retfærdiggjort.” Lige som disse ord ”Den, der gør det loven siger, skal bliver retfærdiggjort” ikke volder os nogen vanskelighed, sådan mener vi også det er tilfældet med ordene hos Jakob: ”Et menneske bliver retfærdiggjort ved gerninger og ikke bare ved tro”, for det er sikkert, at de, der har tro og gode gerninger, bliver erklæret retfærdige. For gode gerninger hos de hellige er, som vi har sagt, retfærdige og behager Gud på grund af troen. Jakob taler alene om de gerninger, som troen frembringer, som han viser, når han taler om Abraham: ”Troen virkede sammen med hans gerninger” (2, 22). Det er sagt i den mening: ”De, der gør det loven siger, skal bliver retfærdiggjort”, dvs., de bliver erklæret retfærdige, der i hjertet tror på Gud og derefter bærer gode frugter, der behager Gud på grund af troen, og som derfor er opfyldelsen af loven. Disse ord, der er sagt så enkelt, indeholder ikke noget forkert, men de bliver forvansket af vores modstandere, der lægger sine egne ugudelige meninger ind i dem. For det følger ikke af disse ord, at gerningerne fortjener syndernes forladelse, at gerningerne genføder hjerterne, at gerningerne er en forsoning, at gerningerne behager Gud uden Kristus som forsoner, eller at gerningerne ikke behøver Kristus som forsoner. Jakob siger ikke noget af det, som modstanderne alligevel så skamløst slutter af hans ord.

Boden indbefatter troen

Visse andre udsagn om gerningerne bliver også citeret mod os. Luk 6, 37: ”Eftergiv, så skal I også få eftergivet.” Jes 58, 79: ”Del dit brød med dem, der sulter. Så skal Herren svare, når du kalder på ham.” Dan 4, 27: ”Køb dig fri fra dine synder ved barmhjertighed.” Matt 5, 3: ”Salige er de fattige i ånden, for sådanne hører Himmeriget til.” Ligeledes (v. 7): ”Salige er de barmhjertige, for de skal få barmhjertighed.” Disse udsagn vil heller ikke volde nogen vanskeligheder, hvis ikke vores modstandere lade noget ind i dem. De indeholder to ting. Det ene er forkyndelsen af loven eller boden, der anklager dem, der gør det onde, og byder dem at gøre det gode. Det andet er løftet, der bliver tilføjet. Derimod står der ikke skrevet noget om, at synderne bliver tilgivet uden troen, eller at gerningerne selv er en forsoning. Når det gælder forkyndelsen af loven, er det to ting, vi altid må være klar over. For det første at vi ikke kan holde loven, uden at vi er blevet genfødt ved troen på Kristus, som Kristus siger (Joh 15, 5): ”Uden mig kan I intet gøre.” For det andet, selv om det er mulig at gøre visse ydre gerninger, må vi holde fast på dette almene udsagn, der tolker hele loven (Hebr11, 6): ”Uden tro er det umulig at behage Gud.” Vi må holde fast på evangeliet om, at vi gennem Kristus har adgang til Faderen. Det står nemlig fast, at vi ikke bliver retfærdiggjort af loven. Hvorfor skulle Kristus eller evangeliet være nødvendig, hvis forkyndelsen af loven var nok i sig selv? Således er det i forkyndelsen af boden ikke nok at forkynde loven eller det ord, der dømmer synden. For loven virker vrede, den anklager kun, den forskrækker kun samvittighederne. Samvittighederne kan kun finde fred, hvis de hører Guds stemme, der klart lover os syndernes forladelse. Derfor er det nødvendig at evangeliet kommer til, at vores synder bliver tilgivet for Kristi skyld, og at vi får syndernes forladelse ved tro på Kristus. Hvis vores modstandere udelukker evangeliet om Kristus fra forkyndelsen af boden, fortjener de at bliver dømt som nogen, der spotter Kristus.

Esajas forkynder sådan om boden i kap l (16-18): ”Hold op med at gøre ondt, lær at gøre det gode! Læg vind på det, der er ret, kom den undertrykte til hjælp, hjælp den faderløse til hans ret og tag jer af enkers sag! Kom, lad os gå i rette med hinanden! Hvis jeres synder er som skarlagen, skal de blive hvide som sne.” Her opfordrer profeten både til bod og tilføjer et løfte. Det ville være tåbeligt i et sådan udsagn kun at lægge mærke til gerningerne: ”Kom den undertrykte til hjælp, hjælp den faderløse til hans ret.” For til at begynde med siger han: ”Hold op med at gøre ondt”, og med det bebrejder han ugudeligheden i hjertet og kræver tro. Profeten siger ikke at vi ved sådanne gerninger, som at komme den undertrykte til hjælp og at hjælpe den faderløse til hans ret, kan fortjene syndernes forladelse ved gjort gerning, men han påbyder disse gerningerne som nødvendige for det nye liv. Samtidig vil han, at syndernes forladelse skal modtages ved troen, og derfor tilføjer han et løfte. Alle lignende steder må vi tolke på samme måde. Kristus forkynder bod, når han siger (Luk 6, 37): ”Tilgiv,” og så tilføjer han løftet: ”så skal I bliver tilgivet.” Men han siger ikke, at vi ved den gerning, at vi tilgiver, fortjener syndernes forladelse ved gjort gerning, som det hedder, men han kræver et nyt liv, som sandelig er nødvendig. Samtidig vil han at syndernes forladelse skal bliver modtaget ved troen. Sådan kræver Esajas et nyt liv, når han siger (58, 7): ”Del dit brød med dem, der sulter.” Profeten taler heller ikke bare om denne ene gerning, men om hele boden, som teksten viser. Men samtidig vil han at syndernes forladelse skal modtages ved troen. For det er en sætning, der står fast, og som ingen af Helvedes porter kan kuldkaste, at i forkyndelsen af boden er det ikke nok at loven bliver forkyndt, fordi loven altid virker vrede og altid anklager. Forkyndelsen af evangeliet må altid komme til, for kun på den måde bliver syndernes forladelse givet os, ved at vi tror, at vores synder bliver tilgivet for Kristi skyld. Hvorfor skulle evangeliet ellers være nødvendigt, hvorfor skulle Kristus ellers være nødvendig? Denne sætning bør vi altid have for øje, så vi kan stille den op mod dem, der forkaster Kristus, tilintetgør evangeliet og fordrejer Skriften, så den passer til de menneskelige meninger, at vi køber syndernes forladelse ved vores gerninger.

Således bliver også troen krævet i Daniels tale (Dan 4, 24). Daniel vil ikke bare at kongen skal uddele rigelige almisser, men han indbefatter hele boden, når han siger: ”Køb dig løs fra dine synder ved barmhjertighed, dvs., køb dig fri fra dine synder ved at dit hjerte og dine gerninger bliver forandret. Men dette indbefatter også tro. Daniel forkyndte mange ting for kongen om tilbedelsen af Israels eneste Gud, og han omvendte kongen ikke bare til at give rigelige almisser, men først og fremmest til troen. For vi har en herlig bekendelse af kongen til Israels Gud (Dan 3, 29): ”Det findes ingen Gud, der kan frelse sådan.” Det er altså to hovedsager i Daniels tale. Den første del påbyder det nye liv og det nye livs gerninger. Den anden del er Daniels løfte til kongen om syndernes forladelse. Og dette løfte om syndernes forladelse er ikke en forkyndelse af loven, men en sand profetisk og evangelisk røst, som Daniel virkelig ville skulle bliver modtaget ved tro. For Daniel vidste, at syndernes forladelse var lovet ikke bare til israelitterne, men til alle folkeslagene. Ellers havde han ikke kunnet love kongen syndernes forladelse. For det står ikke i et menneskes magt, især ikke under syndens rædsler, at blive overbevist om, at Gud vil holde op med at være vred. I sit eget sprog taler Daniels ord endnu klarere om hele boden: ”Køb dig løs fra dine synder ved ”retfærdighed” og fra dine misgerninger ved barmhjertighed mod de fattige.” Disse ord giver befaling om en hel bod. De kræver at han skal blive retfærdig, og at han derefter skal gøre vel og opfylde en konges pligt: at forsvare de elendige mod uret. Men retfærdighed er tro i hjertet. Fra synderne køber man sig fri ved boden, dvs., gælden eller skylden bliver taget bort, fordi Gud tilgiver dem, der gør bod, som det står skrevet i Ezekiel 18 (21-22). Af dette skal vi ikke trække den slutning, at Gud tilgiver på grund af gerninger, der følger efter, eller for almissernes skyld, men for sit løftes skyld tilgiver han dem, der tager imod løftet. Og ingen tager imod det, uden den, der i sandhed tror og ved troen overvinder synden og døden. Disse genfødte skal bære frugter, der er omvendelsen værdig, som Johannes siger (Matt 3, 8). Derfor bliver løftet føjet til (Dan 4, 27): ”Se, der skal være helbredelse for dine synder.” Her tilføjer Hieronymus vilkårligt en partikel, der udrykker tvivl, og meget ufornuftig påstår han i sin kommentar, at syndernes forladelse er usikker. Lad os huske på, at evangeliet lover syndernes forladelse med vished. Det ville klart betyde en afskaffelse af hele evangeliet, hvis vi skulle nægte, at syndernes forladelse må loves med vished. Lad os derfor afvise Hieronymus på dette sted. For løftet bliver givet til kende også i ordet ”løskøbe”. Det viser nemlig, at syndernes forladelse er mulig, at vi kan købe os fri fra vores synder, dvs., at gælden eller skylden kan tages bort, eller at Guds vrede kan bliver forsonet. Overalt udelader vores modstandere løfterne og ser kun på budene, og de tilføjer den menneskelige mening, at tilgivelsen sker på grund af gerningerne, skønt teksten ikke siger det, men i høj grad kræver tro. For overalt, hvor løftet er, bliver troen krævet. For løftet kan ikke modtages uden ved troen.

Gerningerne falder mennesker i øjnene. Dem beundrer den menneskelige fornuft helt naturlig, og fordi den kun har øje for gerningerne og hverken forstår eller tænker over troen, forestiller den sig at disse gerninger fortjener syndernes forladelse og retfærdiggør. Denne opfattelse af loven er af naturen indgroet i menneskehjertet, og den kan ikke bliver drevet ud, uden at vi bliver undervist af Gud. Men fra sådanne kødelige meninger må sjælen kaldes tilbage til Guds ord. Vi ser at evangeliet og løftet om Kristus er fremstillet for os. Når loven bliver forkyndt og når gerningerne bliver påbudt, må vi ikke forkaste løftet om Kristus. Vi må først gribe løftet, så vi kan bliver i stand til at gøre det gode, og så vores gerninger kan bliver til behag for Gud. Som Kristus siger: ”Uden mig kan I intet gøre.” Hvis Daniel havde brugt disse ord: ”Køb dig fri fra dine synder ved at gøre bod”, ville vores modstandere have sprunget over dette stedet. Men når han nu udtrykker den samme mening med tilsyneladende andre ord, vrider vores modstandere ordene, så de går imod læren om nåden og troen, skønt Daniel frem for alt vil, at troen skal høre med. Til disse ord af Daniel vil vi altså svare, at fordi han forkynder bod, lærer han ikke bare om gerningerne, men også om troen, som selve historien i teksten vidner om det. For det andet, siden Daniel så klart fremstiller et løfte, kræver han med nødvendighed troen, som tror at synderne bliver tilgivet os af Gud ufortjent. Selv om Daniel nu omtaler gerningerne i forbindelse med boden, siger han alligevel ikke at vi ved disse gerninger fortjener syndernes forladelse.

Daniel taler ikke bare om eftergivelsen af straffen, fordi det er nytteløst at søge eftergivelse af straffen, hvis ikke hjertet først har grebet eftergivelsen af skylden. For øvrig, hvis vores modstandere blot forstår det sådan, at Daniel viser til eftergivelsen af straffen, vil dette sted ikke sige noget imod os, for da må de nødvendigvis indrømme, at syndernes forladelse og retfærdiggørelsen af nåde kommer først. Så vil vi også bagefter indrømme, at de straffe, vi bliver tugtet med, bliver mildnet ved vores bønner og gode gerninger, kort sagt ved boden i hele sit omfang. Som det siges: ”Dømte vi os selv, blev vi ikke dømt af Herren” (l Kor 11, 31), og Jer 15, 19: ”Hvis du vender om, vil jeg omvende dig.” Og Zakarias l: ”Vend om til mig, så vil jeg vende om til jer.” Og Salme 50: ”Kald på mig på nødens dag.”

Lad os derfor i al lovprisning af gerningerne og i forkyndelsen af loven holde fast på den regel, at loven ikke kan holdes uden Kristus, som han selv siger: ”Uden mig kan I intet gøre.” Ligeledes: ”Uden tro er det umulig at behage Gud” (Hebr 11, 6). For det er helt sikkert at lovens lære ikke vil ophæve evangeliet om Kristus som forsoner. Forbandet være vores modstandere, disse farisæere, der tolker loven sådan, at de tilskriver gerningerne den ære, der tilkommer Kristus, nemlig at de er en forsoning, og at de fortjener syndernes forladelse. Der følger af dette, at gerningerne altid kun skal prises, fordi de behager Gud ved troen, da de ikke behager Gud uden Kristus, forsoneren. Ved ham har vi adgang til Gud, ikke ved gerninger uden Kristus som forsoner.

Når det altså siges: ”Vil du gå ind til livet, så hold budene” (Matt 19, 17), må vi forstå det sådan, at vi ikke kan holde budene uden Kristus og heller ikke behage Gud uden Kristus. Sådan bliver i selve De Ti Bud det rigeste løfte føjet til det første bud (2 Mos 20, 6): ”Jeg viser barmhjertighed i tusind led mod dem, der elsker mig og holder mine bud.” Men uden Kristus bliver denne lov ikke holdt. For den anklager altid samvittigheden, som ikke opfylder loven og derfor skrækslagen flygter for dommen og lovens straf. ”Loven fremkalder vrede” (Rom 4, 15). Men et menneske holder loven så snart det hører, at Gud er forligt med os for Kristi skyld, selv om vi ikke kan opfylde loven. Når troen her griber Kristus som mellemmand, bliver hjertet rolig og begynder at elske Gud og holde loven. Det ved, at det nu behager Gud på grund af mellemmanden Kristus, selv om den påbegyndte opfyldelse af loven langt fra er fuldkommen og i høj grad er uren. Sådan må vi se på forkyndelsen af boden. Selv om de romerske teologer i deres lære om boden ikke har sagt et ord om troen, tror vi alligevel ikke at nogen af vores modstandere er så gale, at de nægter, at absolutionen er evangeliets røst. Men absolutionen må modtages ved troen, så den kan oprejse den forskrækkede samvittighed.

Troen og frugterne må ses i sammenhæng

Fordi læren om boden ikke bare påbyder nye gerninger, men også lover syndernes forladelse, kræver den nødvendigvis troen. For syndernes forladelse modtages ikke uden ved troen. De steder, der handler om boden, må vi altså altid forstå sådan, at der ikke bare kræves gerninger, men også tro. Som i Matt 6: ”Hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, skal jeres Far i Himmelen, også tilgive jer.” Her bliver en gerning krævet, og det bliver tilføjet et løfte om syndernes forladelse, som ikke kommer på grund af gerninger, men på grund af Kristus ved troen. Sådan vidner også mange andre steder i Skriften. ApG 10, 43: ”Om ham vidner alle profeterne, at alle, der tror på ham, skal få tilgivelse for synderne ved hans navn.” Og 1 Joh 2, 12: ”I har fået synderne tilgivet for hans navn skyld.” Ef l, 7: ”I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde.” Men hvorfor skulle det være nødvendigt at citere flere vidnesbyrd? Det er evangeliets egentlige tale, at vi opnår syndernes forladelse ved tro for Kristi skyld og ikke på grund af vores gerninger. Denne evangeliets stemme prøver vores modstandere at undertrykke ved ondsindet at fordreje de steder, der handler om loven eller gerningerne. Det er sandt, at i læren om boden kræves der gerninger, da der virkelig kræves et nyt liv. Men her tillægger modstanderne på ondsindet vis det syn, at vi ved sådanne gerninger fortjener syndernes forladelse eller retfærdiggørelsen. Kristus knytter ganske vist ofte løftet om syndernes forladelse sammen med de gode gerninger. Ikke fordi han vil, at gode gerninger skal være en forsoning, for de følger efter forligelsen. Han gør det af to grunde. Den ene er, at gode gerninger nødvendigvis må følge med. Han advarer altså om, at det er hykleri og en opdigtet bod, hvis gode frugter ikke følger. Den anden årsag er, at vi har behov for ydre tegn på et så stort løfte, fordi den ængstelige samvittighed trænger til at bliver trøstet på mange måder. Ligesom dåben og Herrens nadver er tegn, der stadig påminder, opmuntrer og styrker de ængstelige hjerter, så de tror fastere at synderne er tilgivet, således er det samme løfte skrevet og malet på de gode gerninger, for at disse gerninger skal opmuntre os til at tro fastere. De, der ikke gør gode gerninger, opmuntrer ikke sig selv til at tro, men foragter løfterne. De gudfrygtige omfavner dem og glæder sig over at have tegn og vidnesbyrd om dette store løfte. Derfor øver de sig ved sådanne tegn og vidnesbyrd. Ligesom altså Herrens nadver ikke retfærdiggør ved gjort gerning uden troen, således retfærdiggør heller ikke almisser ved gjort gerning uden troen.

Sådan bør vi også forstå Tobias’ udsagn i kap 4: ”Almisser befrier fra enhver synd og fra døden.” Vi siger ikke, det er en retorisk overdrivelse, selv om det kunne opfattes sådan. Men det bør opfattes, så det ikke ødelægger Kristi ære, hvis egentlige tjeneste er at befri fra synden og døden. Vi må vende tilbage til den regel, at læren om loven ikke gavner noget uden Kristus. Almisser behager altså Gud, når de følger efter forligelsen eller retfærdiggørelsen, ikke når de går forud for den. Derfor befrier almisser ikke fra synd og død ved gjort gerning. Som vi har sagt om boden ovenfor, at troen og frugterne må ses i sammenhæng, sådan må vi også sige med hensyn til almisser, at det er hele det nye liv, der frelser. Almisser er virkninger af den tro, der modtager syndernes forladelse og overvinder døden, og som får nye kræfter, idet den øver sig mere og mere. Vi indrømmer også at almisser fortjener mange velgerninger fra Gud, at de mildner vores straf, at de fortjener en beskyttelse for os i syndens og dødens farer, som vi lidt ovenfor har sagt om boden i det hele taget. Når man tager hele Tobias’ udsagn i betragtning, viser den, at der forud for almisserne kræves tro: ”Hav Gud i tanke alle dit livs dage.” Og senere: ”Velsign altid Gud og bed ham styre dine veje.” Det hører netop med til den tro, som vi taler om, den, der tror, at den har en Gud, som er forsonet for hans egen barmhjertigheds skyld, og som ønsker at bliver retfærdiggjort, helliggjort og styrt af Gud. Men vores modstandere, de hjælpsomme mennesker, udplukker radbrækkede skriftsteder, for at kaste blår i øjnene på de ukyndige. Derefter tilføjer de deres egne meninger. Man bør imidlertid se på stederne i deres helhed, fordi det efter de almindelige regler er urimelig at dømme eller give svar i en sag, når man kun har fået en enkelt lille del af loven lagt frem for sig og ikke har taget hele loven i øjesyn. Når stederne bliver taget frem i deres helhed, giver de for det meste selv deres tolkning.

Lukas 11 bliver også citeret i en løsrevet form: ”Gi almisse, så bliver alt rent for jer.” Vores modstandere må være døve. Igen og igen har vi sagt, at evangeliet om Kristus må føjes til forkyndelsen af loven. For hans skyld er det, at de gode gerninger behager Gud. Men modstanderne lærer overalt, at vi fortjener retfærdiggørelsen ved lovens gerninger, uden Kristus. Når dette sted bliver læst i sin helhed, viser det, at troen kræves. Kristus revser farisæerne, der troede at de blev renset, dvs., retfærdiggjort, over for Gud ved at de stadig rensede sig. Sådan sagde også en eller anden pave, at vand, der er strøet salt i, helliger og renser folk, og kommentaren til teksten siger, at det renser fra tilgivelige synder. Sådan var farisæernes mening også, som Kristus irettesætter. I modsætning til denne indbildte renselse sætter han en dobbelt renhed, en indre og en ydre. Han forlanger, at de må bliver renset indvendig, og om den ydre renhed tilføjer han: ”Giv almisse af det som er til overs, så vil alt være rent for jer.” Vores modstandere sætter ikke det omfattende ord ”alt” ind i den rette sammenhæng. Kristus knytter sin konklusion til begge led: ”så vil alt være rent, hvis I bliver rene indvendig og i det ydre giver almisser.” Han giver nemlig til kende, at den ydre renhed bør anses for at bestå i de gerninger, der er påbudt af Gud, ikke i menneskelige traditioner, som de renselser, der foregik den gang, eller som den daglige stænkning med vand som nu foregår, eller som munkeklæder, forskel på mad og lignende ting, der ser flot ud. Men vores modstandere fordrejer meningen ved spidsfindig kun at lade det altomfattende ord gælde den ene del af sætningen: ”Alt vil bliver rent, når I har givet almisser.” Men Peter har sagt, at det er ved troen, hjertet bliver renset (ApG 15, 9). Når man ser nøje på hele dette sted, udrykker det en mening, der stemmer med resten af Skriften: Når hjertet er renset, og så almisser og alle slags kærlighedsgerninger kommer til i det ydre, så er hele mennesket rent, ikke bare udvendig, men også indvendig. Hvorfor ser de da ikke hele Kristi tale i sammenhæng? Hans irettesættelse indeholder mange dele, noget, der påbyder troen, andre gerninger. En ærlig læser ville ikke plukke påbud om gerninger ud og springe over de steder, der handler om troen.

Endelig må vi minde læserne om, at vores modstandere giver råd til de gudfrygtige samvittigheder på en meget dårlig måde, når de lærer, at syndernes forladelse bliver fortjent ved gerninger. En samvittighed, der søger tilgivelsen ved gerninger, kan aldrig være sikker på at dens gerning vil tilfredsstille Gud. Derfor er den altid urolig og finder stadig på nye gerninger og gudstjenester, indtil den bliver helt fortvivlet. Denne tanke finder vi hos Paulus i Rom 4, hvor han beviser, at løftet om retfærdigheden ikke opfyldes på grund af vores gerninger, fordi vi aldrig kan være sikre på, at vi har en nådig Gud. For loven anklager altid. Altså ville løftet være nytteløst og usikkert. Han slutter derfor, at løftet om syndernes forladelse og retfærdigheden bliver modtaget ved troen og ikke ved gerninger. Dette er den sande og enkle og forståelige mening i det, Paulus siger. Der bliver den største trøst fremstillet for de gudfrygtige samvittigheder og Kristi ære bliver forherliget, ham, der i sandhed blev givet os, for at vi ved ham skulle have nåde, retfærdighed og fred.

To former for retfærdiggørelse

Hidtil har vi gennemgået de vigtigste steder, som vores modstandere anfører mod os, for at vise at troen ikke retfærdiggør, og at vi fortjener syndernes forladelse og nåden ved vores gerninger. Men vi håber, at vi har vist det klart nok for de gudfrygtige samvittigheder, at disse steder ikke står i strid med vores synspunkter, og at vores modstandere på en ondsindet måde forvrænger Skrifterne efter deres eget hoved. De fleste steder citerer de i løsrevet form. De udelader de steder, der taler klarest om troen og plukker de steder ud i Skriften, der handler om gerningerne og fordrejer dem tilmed. Over alt opdigter de menneskelige meninger i tillæg til det, Skriftens ord siger. De lærer om loven sådan, at evangeliet om Kristus bliver skjult. Hele vores modstanderes lære er dels taget fra den menneskelige fornuft, dels er den lovens lære uden evangeliet. De lærer to måder at bliver retfærdiggjort på, den ene er taget fra fornuften, den anden fra loven, og ingen af dem er taget fra evangeliet eller løftet om Kristus.

Den første måde retfærdiggørelsen sker på, efter deres mening, er ved at menneskene fortjener nåden ved gode gerninger, snart efter rimelighed, snart efter værdighed. Denne måde er efter fornuftens lære, for fornuften ser ikke hjertets urenhed og mener derfor, at den behager Gud, når den gør det, der er godt. Derfor har mennesker også, når de er i store farer, stadig fundet på nye gerninger og nye former for gudstjenester, for at bliver fri for rædselen i samvittigheden. Hedningene og israelitterne slagtede menneskeofre og påtog sig mange andre tunge gerninger for at forsone Guds vrede. Siden fandt man på munkeordener, og disse kappedes om, at have de strengeste øvelser for at modvirke rædslerne i samvittigheden og Guds vrede. Og fordi denne måde at bliver retfærdiggjort på stemmer med fornuften og helt og holdent har med de ydre gerninger at gøre, kan den blive forstået, og det den kræver, kan bliver udført så nogenlunde. Og med hensyn til dette har lærerne i den kirkelige lovgivning misforstået og forvrænget de kirkelige ordninger, som fædrene har givet i en helt anden hensigt, nemlig ikke for at vi skulle søge retfærdigheden ved disse gerninger, men for at der skulle være en vis orden i kirken af hensyn til den indbyrdes fred mellem mennesker. På den måde har de også forvrænget sakramenterne og især messen, så de gennem den søger retfærdighed, nåde og frelse ved gjort gerning.

Den anden måde at bliver retfærdiggjort på bliver fremstillet af de romerske teologer, der lærer, at vi bliver retfærdige ved en bestemt karakter, kærligheden, der er indgydt af Gud, og at vi ved hjælp af denne karakter indvendig og i det ydre kan holde Guds bud, og at en sådan opfyldelse af loven er værdig til nåde og evig liv. Denne lære er oplagt lovens lære. For det er sandt som loven siger: ”Du skal elske Herren din Gud” og: ”Du skal elske din næste.” Kærligheden er derfor opfyldelsen af loven.

Det er let for en kristen at dømme om begge disse måder, da begge udelukker Kristus og derfor må forkastes. I den første er ugudeligheden tydelig, fordi den lærer, at vores gerninger er en soning for synderne. Den anden indeholder meget, der er skadelig. Den lærer os ikke at bruge Kristus i vores genfødelse. Den lærer ikke, at retfærdiggørelsen er syndernes forladelse. Den lærer ikke, at syndernes forladelse går forud for vores kærlighed, men opdigter, at vi kan frembringe en kærlighedsgerning, der gør, at vi fortjener syndernes forladelse. Den lærer os heller ikke at overvinde syndens og dødens rædsler ved troen på Kristus. Den opdigter, at mennesker kan komme til Gud ved opfyldelsen af loven uden Kristus som forsoner. Den opdigter dernæst, at selve opfyldelsen af loven uden Kristus som forsoner er en retfærdighed, der er værdig til nåden og det evige liv, skønt der selv hos de hellige knap nok findes en svag og ubetydelig opfyldelse af loven.

Men evangeliet blev ikke uden hensigt givet til verden. Det var heller ikke uden hensigt at Kristus blev lovet, skænket og født, at han led og blev oprejst igen. Den, der tænker over dette, vil let forstå, at vi ikke bliver retfærdiggjort ved fornuften eller ved loven. Vi bliver altså tvunget til at være uenige med vores modstandere om retfærdiggørelsen. For evangeliet viser os en anden måde. Det tvinger os til at gøre brug af Kristus i retfærdiggørelsen. Det lærer, at vi gennem ham har adgang til Gud ved troen (Rom 5, 2), og at vi skal sætte ham som mellemmand og forsoner mod Guds vrede. Det lærer, at vi ved troen på Kristus modtager syndernes forladelse og forligelsen og overvinder syndens og dødens rædsler. Sådan siger også Paulus, at retfærdigheden ikke kommer af loven, men af løftet, hvor Faderen har lovet, at han vil tilgive os og lade sig forlige med os for Kristi skyld. Dette løftet bliver modtaget ved troen alene, som Paulus forsikrer i Rom 4. Denne tro alene er det, der modtager syndernes forladelse, retfærdiggør og genføder. Derefter følger kærligheden og andre gode frugter. Sådan lærer vi, at mennesket bliver retfærdiggjort, som vi ovenfor har sagt, når det med en samvittighed, der er blevet forfærdet ved forkyndelsen af boden, bliver oprejst og tror, at det har en nådig Gud for Kristi skyld. Denne tro bliver tilregnet retfærdighed over for Gud, Rom 4. Og når hjertet på den måde er oprejst og levendegjort ved troen, modtager det Helligånden, som fornyer os, så vi kan holde loven, elske Gud og hans ord, adlyde Gud i trængslerne, leve et rent liv, elske vores næste osv. Selv om disse gerninger endnu er fjernt fra den fuldkomne opfyldelse af loven, behager de alligevel Gud for troens skyld, som gør, at vi regnes retfærdige, fordi vi tror, at vi for Kristi skyld har en nådig Gud. Dette er enkelt og i overensstemmelse med evangeliet og kan forstås af den, der har en sund forstand. Og når man går ud fra dette grundlag, er det let at forstå, hvorfor vi tilskriver troen retfærdiggørelsen, og ikke kærligheden, selv om kærligheden følger troen, fordi kærligheden er opfyldelsen af loven. Paulus lærer, at vi bliver retfærdiggjort ikke af loven, men af løftet, som kun bliver modtaget ved troen. Vi kan ikke komme til Gud uden Kristus som mellemmand. Heller ikke modtager vi syndernes forladelse på grund af vores kærlighed, men på grund af Kristus. Vi kan ikke engang elske den vrede Gud, og loven anklager os altid, viser os altid en vred Gud. Derfor må vi først ved troen gribe løftet om, at Faderen for Kristi skyld er nådig og tilgiver. Derefter begynder vi at holde loven. Langt fra den menneskelige fornuft og langt fra Moses må vi fæste øjnene på Kristus og tro, at han blev givet os, for at vi skulle bliver regnet retfærdige for hans skyld. Så længe vi er i kødet, gør vi aldrig fyldest over for loven. Således bliver vi ikke regnet retfærdige på grund af loven, men på grund af Kristus, fordi hans fortjenester bliver givet os, når vi tror på ham. Hvis nogen tænker over disse grundlæggende ting, at vi ikke bliver retfærdiggjort af loven, fordi den menneskelige natur ikke kan holde Guds lov og heller ikke elske Gud, men at vi bliver retfærdiggjort af løftet, hvor forsoning, retfærdighed og evig liv bliver lovet for Kristi skyld, så vil han let forstå, at retfærdiggørelsen nødvendigvis må tilskrives troen. Det vil man forstå, hvis man blot vil tænke på, at det ikke er uden hensigt, at Kristus er lovet, fremstillet, født, har lidt og er blevet oprejst igen. Hvis man vil tænke på, at løftet om nåden i Kristus ikke uden hensigt blev givet fra verdens begyndelse, før loven og udenom loven. Hvis man vil tænke på, at løftet må modtages ved troen. Som Johannes siger: ”Den, der ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner, fordi han ikke har troet Guds eget vidnesbyrd om sin Søn. Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans Søn. Den, der har Sønnen, har livet, men den, der ikke har Guds Søn, har ikke livet.” (l Joh 5, 10, 12). Og Kristus siger: ”Får Sønnen frigjort jer, bliver I virkelig fri.” (Joh 8, 36). Og Paulus siger: ”Gennem ham har vi adgang til Gud,” og han tilføjer: ”ved troen.” (Rom 5, 2). Løftet om syndernes forladelse og retfærdighed modtages altså ved troen på Kristus. Og vi bliver ikke retfærdiggjort over for Gud ved fornuften eller ved loven.

Dette er så klart og så oplagt at det undrer os, at vores modstanderes raseri skal være så stort, at de kan drage det i tvivl. Beviset er oplagt: Når vi ikke bliver retfærdiggjort over for Gud ved loven, men ved løftet, må retfærdigheden nødvendigvis tilskrives troen. Hvad kan nogen have at indvende mod dette bevis, hvis han ikke har et ønske om helt at afskaffe evangeliet og Kristus? Kristi ære bliver mere tydelig, når vi lærer, at han må bruges som mellemmand og forsoner. De gudfrygtige samvittigheder skønner, at der i denne lære bliver budt dem den rigeste trøst, nemlig at de skal tro og stole fast på, at de for Kristi skyld har en nådig Far, ikke på grund af vores retfærdighed, og at Kristus også hjælper os, så vi endog kan holde loven. Sådanne store goder tager vores modstandere fra kirken, når de fordømmer og forsøger at udslette læren om troens retfærdighed. Lad derfor alle mennesker af god vilje se til, at de ikke slutter sig til deres ugudelige råd. I vores modstanderes lære om retfærdiggørelsen bliver Kristus ikke nævnt, hvordan vi skal stille ham op mod Guds vrede, som om vi kunne overvinde Guds vrede ved vores kærlighed eller elske den vrede Gud. Om disse ting bliver samvittighederne ladt i uvished. Hvis de nemlig skal tro, at de har en nådig Gud, fordi de elsker og holder loven, må de tvivle på at de har en nådig Gud. Enten føler de ikke denne kærligheden i det hele taget, som vores modstandere indrømmer, eller de føler bestemt, at den er meget skrøbelig. Og meget ofte føler de vrede over Guds dom, som plager den menneskelige natur med så mange skrækkelige onder, med trængsler i dette liv og med den evige vredes rædsler. Hvornår skal samvittigheden da blive beroliget, hvornår vil den finde fred? Hvornår vil den elske Gud under sådan tvivl og sådanne rædsler? Hvad er da denne lovens lære andet end en fortvivlelsens lære? Lad bare en af vores modstandere komme frem og lære os om denne kærlighed, som han selv elsker Gud med. De forstår slet ikke, hvad de snakker om. Som et ekko kaster de blot ordet ”kærlighed” tilbage uden at forstå det. Så forvirret og uklar er deres lære. Den overfører Kristi ære til de menneskelige gerninger og leder samvittighederne enten til hovmod eller til fortvivlelse. Vi håber, at de gudfrygtige sjæle let vil forstå vores lære, og at den vil bringe de forskrækkede samvittigheder en gudfrygtig og sund trøst. Når det gælder vores modstanderes udflugt om at også mange ugudelige og djævlene tror, da har vi allerede mange gange sagt, at vi taler om troen på Kristus, dvs., om troen på syndernes forladelse, om den tro, der sandt og helhjertet giver sin tilslutning til løftet om nåden. Det sker ikke uden stor kamp i menneskehjertet. Og fornuftige mennesker kan let forstå, at en tro, der tror, at Gud har omsorg for os, tilgiver os og bønhører os, er en overnaturlig ting. For af sig selv kan menneskehjertet ikke tro noget sådant om Gud. Derfor findes den tro, som vi taler om, hverken hos de ugudelige eller hos djævlene.

Kristi fremmede retfærdighed

Hvis en eller anden sofist for øvrig skulle komme med den udflugt, at retfærdigheden ligger i viljen og derfor ikke kan tilskrives troen, som ligger i forstanden, da er det let at svare på. For de indrømmer selv i deres skoler, at viljen befaler forstanden at give sin tilslutning til Guds Ord. Vi siger det endnu klarere: Ligesom syndens og dødens rædsler ikke bare er tanker i forstanden, men også et frygtelig oprør i viljen, når den flygter for Guds dom, sådan er heller ikke troen blot en erkendelse i forstanden, men også en tillid i viljen, dvs., den består i at ville og at modtage det, der bliver tilbudt i løftet, nemlig forligelsen og syndernes forladelse. Sådan bruger Skriften ordet tro, som dette sted hos Paulus viser (Rom 5, 1): ”Da vi altså er retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud.” På dette sted betyder ”retfærdiggøre” efter retslig sprogbrug at frikende en skyldig person og erklære ham retfærdig, men at gøre dette på grund af en andens retfærdighed, nemlig Kristi. Hans fremmede retfærdighed er det, der bliver meddelt os ved troen. Vores retfærdighed er altså her tilregnelsen af en fremmed retfærdighed. Derfor må der tales anderledes om denne retfærdighed end når vi i filosofien eller for retten spørge efter den retfærdighed, der kommer af ens egen gerning, og som ganske rigtigt ligger i viljen. Derfor siger Paulus i l Kor l, 30: ”Af ham er I i Jesus Kristus, som er blevet vores visdom fra Gud, vores retfærdighed, helliggørelse og forløsning.” Og 2 Kor 5, 21: ”Han som ikke vidste af synd, har han gjort til synd for os, for at vi skulle bliver gjort til Guds retfærdighed i ham.” Fordi Kristi retfærdighed bliver givet os ved troen, derfor er troen en tilregnet retfærdighed i os. Det vil sige, at troen er det, der bevirker, at vi behager Gud på grund af Guds tilregnelse og bestemmelse. Som Paulus siger: ”Troen regnes til retfærdighed” (Rom 4, 5). Og på grund af visse vrangvillige personer må vi udrykke os efter alle kunstens regler: Troen er i sandhed retfærdighed, fordi den er lydighed mod evangeliet. Det er nemlig klart, at lydighed mod en højereståendes befaling, i sandhed er den form for retfærdighed, der giver enhver det, der tilkommer ham. Og denne lydighed mod evangeliet bliver tilregnet retfærdighed, så selv vores gode gerninger eller lydighed mod loven behager Gud, fordi vi ved troen griber Kristus som forsoner. For vi gør ikke fyldest over for loven, men det bliver tilgivet os for Kristi skyld, som Paulus siger (Rom 8, 1): ”Så er det da ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus.” Denne tro giver Gud ære, den giver Gud, hvad Guds er, ved at den lyder ham, idet den tager imod hans løfter. Sådan siger også Paulus i Rom 4, 20: ”Han var ikke vantro, så han tvivlede på Guds løfte, men blev stærk i troen og gav Gud ære.” Således består evangeliets gudstjeneste og tilbedelse i at modtage det gode fra Gud. Derimod består lovens gudstjeneste i at tilbyde og fremlægge vores gode ting for Gud. Men vi kan ikke tilbyde Gud noget, uden at vi først er blevet forligt med Gud og genfødt. Den allerstørste trøst kommer af denne lære at den højeste gudstjeneste i evangeliet er at ville modtage syndernes forladelse, nåde og retfærdighed af Gud. Om denne gudstjeneste siger Kristus i Joh 6, 40:”Dette er min Fars vilje, som har sendt mig, at enhver, der ser Sønnen og tror på ham, skal have evig liv.” Og Faderen siger: ”Dette er min Søn den elskede, som jeg har behag i, hør ham!” Vores modstandere taler om lydighed mod loven, de taler ikke om lydigheden mod evangeliet, skønt vi ikke kan lyde loven, hvis vi ikke er blevet genfødt ved evangeliet, og ikke elsker Gud, hvis vi ikke har modtaget syndernes forladelse. Så længe vi oplever, at han er vred på os, flygter den menneskelige natur for hans vrede og dom. Nogen vil måske indvende mod det, at hvis det er troen, der ønsker det, der tilbydes i løftet, så sammenblander man troen og håbets væsen. For det er håbet, der venter det, der bliver lovet. Til dette svarer vi, at disse ting ikke kan skilles ad i virkeligheden, sådan som de bliver løsrevet fra hinanden ved nytteløse spekulationer på universiteterne. For også i Hebræerbrevet er troen defineret som en forventning om det, der håbes (11, 1) Hvis nogen alligevel vil, at der skal skelnes mellem dem, siger vi at håbets genstand egentlig er en fremtidig hændelse, men at troen både retter sig mod fremtidige og nuværende ting, og i det nærværende modtager syndernes forladelse, som skænkes i løftet.

Det nye liv har behov for nåde

Efter dette håber vi, det er let at forstå, både hvad troen er, og at vi tvinges til at holde fast på, at vi ved troen bliver retfærdiggjort, forligt og genfødt, hvis vi i det hele taget ønsker at lære evangeliets retfærdighed og ikke lovens. De, der lærer, at vi bliver retfærdiggjort ved kærligheden, lærer lovens retfærdighed, og de lærer ikke at bruge Kristus som mellemmand i retfærdiggørelsen. Det er klart, at vi ikke ved kærligheden, men ved troen overvinder syndens og dødens rædsler, fordi vi ikke kan stille vores kærlighed og opfyldelse af loven op mod Guds vrede, som Paulus siger: ”Ved Kristus har vi adgang til Gud ved troen.” Dette udsagn indprenter vi så ofte, fordi det er så klart. Det viser nemlig tydeligt, hvad der er sagen kerne, og når vi ser nøje på det, kan det lære os meget om hele sagen og trøste de gudfrygtige hjerter. Derfor er det godt at have det for hånden og for øje, ikke bare for at sætte det op mod vores modstanderes lære, når de lærer at vi kommer til Gud, ikke ved troen, men ved kærlighed og egen fortjeneste, uden Kristus som mellemmand, men også for at styrke os selv i vores frygt og for at øve troen. Det er også klart, at uden Kristi hjælp, kan vi ikke holde loven, som han selv siger: ”Uden mig kan I intet gøre.” Derfor må hjertet blive genfødt ved troen, før vi kan holde loven.

Af dette kan man også forstå, hvorfor vi forkaster vores modstanderes lære om værdighedsfortjenesten. Afgørelsen er let, fordi de ikke nævner troen, at vi behager Gud for Kristi skyld ved troen. De opdigter at gode gerninger, der er udført ved hjælp af et kærlighedens sindelag, er en fuldværdig retfærdighed, der i sig selv behager Gud, og som er værdig til det evige liv og ikke har brug for Kristus som mellemmand. Denne lære at vi behager Gud på grund af vores gerninger, ikke på grund af Kristus, hvad er det andet end at overføre Kristi ære på vores gerninger? Det er også at tage æren som mellemmand fra Kristus, der altid forbliver mellemmand, ikke bare i begyndelsen af retfærdiggørelsen. Og Paulus siger, at hvis den, der er retfærdiggjort i Kristus, senere begynder at søge retfærdigheden et andet sted, da ”gør han Kristus til en tjener for synden” (Gal 2, 17), fordi han ikke gør fuldkomment retfærdig. Og det mest urimelige er, at vores modstandere lærer, at gode gerninger fortjener nåden ifølge værdighed, som om nåden virkelig kunne vindes ved gode gerninger, når samvittigheden undertiden forskrækkes, efter at retfærdiggørelsen er påbegyndt, og ikke ved troen på Kristus.

For det andet lader vores modstandere samvittigheden i tvivl, så den aldrig kan være rolig, fordi loven altid anklager os, også når vi gør gode gerninger. For kødet står altid Ånden imod med sit begær (Gal 5, 17). Hvordan kan samvittigheden da have fred uden troen, hvis den tror, at den må behage Gud ikke for Kristi skyld, men for sine egne gerningers skyld? Hvilken gerning kan den finde, som den vil regne for værdig til det evige liv, hvis håbet skal grunde sig på fortjenester? Mod en sådan tvivl siger Paulus: ”Retfærdiggjort ved troen har vi fred med Gud.” Vi bør altså være forvisset om at retfærdighed og evigt liv bliver givet os for Kristi skyld. Og om Abraham siger han (Rom 4, 18): ”Mod håb troede han med håb.” For det tredje, hvordan kan samvittigheden vide, hvornår en gerning er gjort under påvirkning af kærlighedens sindstilstand, så den kan vide sikkert, at den fortjener nåden efter værdighed? Men hele denne forskel mellem værdighedsfortjeneste og rimelighedsfortjeneste er kun konstrueret for at omgå Skriften, fordi intentionen hos den, der udfører gerningen, ikke skelner mellem to slags fortjenester, som vi har sagt ovenfor. Men de sikre hyklere forestiller sig, at deres gerninger uden videre gør dem værdige til at bliver regnet retfærdige for deres skyld. De forskrækkede samvittigheder, derimod, tvivler på alle deres gerninger, derfor leder de stadig efter nye, indtil fortvivlelsen indtræffer. For det at fortjene noget efter rimelighed betyder at tvivle og at handle uden tro. Kort sagt, alt det vores modstandere lægger frem i denne sag, er fuldt af vildfarelser og farer.

For det fjerde bekender hele kirken, at det evige liv kommer til os ved Guds barmhjertighed. Sådan taler nemlig Augustin om de helliges gerninger efter retfærdiggørelsen, i skriftet ”Om nåden og den frie vilje”: ”Ikke ved vores fortjenester, men på grund af sin barmhjertighed, fører Gud os til det evige liv.” Og i niende bog i sine Bekendelser siger han: ”Ve et menneskes liv, om det aldrig er så rosværdigt, hvis det skal dømmes uden barmhjertighed.” I sin fortolkning af Herrens bøn siger Cyprian: ”For at ingen skal være fornøjet med sig selv, som om han var uskyldig, og ophøje sig selv, så han går endnu mere til grunde, undervises han om og lærer han, at han synder daglig, da han bliver befalet daglig at bede for sine synders skyld.” Men det er en kendt sag, og vi har mange klare vidnesbyrd i Skriften og hos kirkefædrene, som alle med en mund erklærer, at selv om vi udfører gode gerninger, har vi alligevel behov for barmhjertighed, når vi gør sådanne gode gerninger. Når troen ser på denne barmhjertighed, oprejser og trøster den os. Derfor er det en dårlig lære vores modstandere kommer med, når de berømmer fortjenesterne på en sådan måde, at de ikke tilføjer noget om den tro, der griber Guds barmhjertighed. For som vi ovenfor har sagt, at troen og løftet hører sammen, og at løftet ikke kan gribes uden ved troen, sådan siger vi også nu, at den barmhjertighed, der er lovet, på tilsvarende måde kræver tro og ikke kan gribes uden ved troen. Med rette kritiserer vi derfor læren om værdighedsfortjeneste, da den ikke lærer noget om den retfærdiggørende tro og skygger for Kristi ære og hans tjeneste som mellemmand. Vi bør heller ikke betragtes som nogen, der lærer noget nyt i denne sag, da kirkefædrene så klart har hævdet den mening, at vi har behov for barmhjertighed, selv når vi gør gode gerninger.

Skriften indprenter ofte det samme. Salmen 143, 2 siger: ”Stævn ikke mig, din tjener, for retten, for ingen, der lever, er retfærdig for dig.” Dette sted fratager absolut alle, til og med de hellige og Guds tjenere, æren af at være retfærdig, hvis ikke Gud tilgiver, men dømmer og anklager deres hjerte. Når David andre steder roser sig af sin retfærdighed, taler han om sin sag mod dem, der forfølger Guds ord, og ikke om sin personlige renhed over for Gud. Han beder om, at Guds sag og hans ære må bliver forsvaret, som i Sal 7: ”Døm mig, Herre, efter min retfærdighed og efter den uskyld, som er hos mig.” På den anden side siger han i Sal 130, at ingen kan bliver stående i Guds dom, hvis Gud er opmærksom på vores synder: ”Hvis du, Herre, vil lægge mærke til misgerningerne, Herre, hvem kan da bliver stående?” Og i Job 9, 28: ”Jeg gruer for alle mine gerninger.” Ligeledes (v. 30): ”Om jeg vaskede mig med snevand, og om mine hænder var skinnende rene, ville du alligevel dukke mig ned i skidtet.” Og Ords 20 (9): ”Hvem kan sige: Jeg har gjort mit hjerte rent, jeg er renset for synd?” Og l Joh l, 8: ”Siger vi, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.” Og i Herrens bøn beder de hellige om syndernes forladelse, altså har de hellige også synder. 4 Mos 14, 18: ”Endog den uskyldige skal ikke være uskyldig.” Og 5 Mos 4, 24: ”Din Gud er en fortærende ild.” Og Zakarias siger i 2, 13: ”Vær stille, alt kød, for Herrens åsyn!” Og Esajas 40, 6: ”Alt kød er græs og al dets skønhed som blomsten på marken. Græsset visner bort, og blomsterne visner, når Herrens ånde blæser på dem,” dvs., kødet og kødets retfærdighed kan ikke bliver stående i Guds dom. Og Jonas siger i kap. 2, 9: ”De, der giver afkald på barmhjertighed, de dyrker det svigefulde og tomme,” dvs., al tillid er nytteløs, undtagen tillid til barmhjertighed. Barmhjertigheden bjerger os, vores egne fortjenester, vores egen stræben, bjerger os ikke. Derfor beder også Daniel i kap. 9, 18: ”For det er ikke på grund af vores retfærdighed vi lægger vores bønner frem for dig, men på grund af din store barmhjertighed. Herre, hør! Herre, tilgiv! Giv agt på vores bøn! Grip ind, skjul dig ikke for din egen skyld, min Gud! For dit navn er nævnt over din by og dit folk.” Sådan lærer Daniel os, at gribe Guds barmhjertighed, når vi beder, dvs., at sætte vores lid til hans barmhjertighed og ikke til vores fortjenester over for Gud. Vi undrer os over, hvad vores modstandere gør, når de beder, hvis disse verdslige mennesker i det hele taget nogensinde beder Gud om noget. Hvis de minder om, at de er værdige, fordi de har kærlighed og gode gerninger, og kræver nåde, som noget de har fortjent, så beder de som farisæeren i Luk 18, når han siger: ”Jeg er ikke som andre mennesker.” En sådan bøn, der støtter sig på egen retfærdighed og ikke på Guds barmhjertighed, krænker Kristus, der går i forbøn for os, fordi han er vores ypperstepræst. Således støtter bønnen sig altså på Guds barmhjertighed, når vi tror, at vi bliver hørt på grund af Kristus, vores ypperstepræst. Som han selv siger (Joh 16, 23): ”Hvad som helst I beder Faderen om i mit navn, skal han give jer.” Han siger ”i mit navn”, fordi vi ikke kan komme til Faderen uden denne ypperstepræst.

Her hører også Kristi udsagn i Luk 17, 10: ”Når I har gjort alt, som er pålagt jer, skal I sige: Vi er unyttige tjenere.” Disse ord siger klart, at Gud frelser gennem sin barmhjertighed og på grund af sit løfte, ikke som noget han skylder os, fordi vores gerninger er værdige til det. Men på dette punkt driver vores modstandere et beundringsværdigt spil med Kristi ord. Først fordrejer de vores bevis og vender det mod os. Meget snarere, hævder de, kunne vi sige: Når I har troet alt, skal I sige: Vi er unyttige tjenere. Derefter tilføjer de, at vores gerninger er unyttige for Gud, men for os er de ikke unyttige. Læg mærke til hvordan disse barnlige spidsfindigheder fryder vores modstandere! Og skønt sådanne ordlege ikke fortjener nogen gendrivelse, skal vi alligevel give et kort svar. Fordrejningen af vores bevis er ikke holdbar. For det første farer vores modstandere vild, når det gælder ordet ”tro”. Hvis det betegnet den historiske kundskab, som også de ugudelige og djævlene har, ville vores modstandere med rette kunne trække den slutning, at troen er unyttig, når de siger: ”Når I har troet alt, skal I sige: Vi er unyttige tjenere.” Men vi taler ikke om den historiske kundskab, men om tilliden til løftet og til Guds barmhjertighed. Og denne tillid til løftet er en bekendelse af, at vi er unyttige tjenere, ja, denne bekendelse af at vores gerninger ikke fortjener noget, er netop troens røst, som det klart fremgår af eksemplet fra Daniel, som vi har citeret lidt ovenfor: ”For det er ikke på grund af vores retfærdighed, vi lægger vores bønner frem for dig.” Troen frelser, fordi den griber Guds barmhjertighed eller løftet om nåden, selv om vores gerninger ikke fortjener noget. Og i den betydning skader vores modstanderes kunstgreb os ikke noget: ”Når I har troet alt, skal I sige: Vi er unyttige tjenere” nemlig at vores gerninger er uden fortjeneste. For vi lærer med hele kirken, at vi frelses ved Guds barmhjertighed. Men hvis de på lignende måde vil trække en slutning fra udsagnet: ”Når du har gjort alt, skal du ikke stole på dine gerninger” til udsagnet: ”Når du har troet alt, så skal du ikke stole på det guddommelige løfte,” så hænger det ikke sammen. For det er to helt forskellige ting. I den første og anden påstand har tilliden forskellige årsager og forskellig objekt. I den første er tilliden en tillid til vores gerninger. I den anden er tilliden en tillid til det guddommelige løfte. Kristus fordømmer tilliden til vores gerninger, men ikke tilliden til sine løfter. Han vil ikke, at vi skal fortvivle, når det gælder nåden og Guds barmhjertighed. Han forkaster vores gerninger som uværdige, men han forkaster ikke løftet, som tilbyder barmhjertighed uden vederlag. Og her siger Ambrosius meget tydelig: ”Vi skal vedkende os nåden, men ikke være ukendt med vores natur”. Vi skal sætte vores lid til løftet om nåden, ikke til vores natur. Men vores modstandere går frem på sædvanlig måde: Udsagn, der taler for troen, forvrænger de, så de taler imod læren om troen. Men sådanne spidsfindigheder henviser vi til deres universiteter. Det er tydelig blot barnlige udflugter, når de udlægger ordet, om at vi er unyttige tjenere, sådan at gerningerne er unyttige for Gud, men nyttige for os. Men Kristus taler om den nytte, der gør, at Gud bliver skyldig at give os nåde. Imidlertid ligger det uden for sagen her at diskutere, hvad der er nyttig og unyttig. ”Unyttige tjenere” betyder tjenere som ikke gør fyldest, fordi ingen frygter, elsker eller tror på Gud, som han burde. Men vi vil lade vores modstanderes tomme udflugter fare. Forstandige mennesker vil let kunne skønne, hvordan folk vil dømme om dem, når de kommer frem i lyset. I de enkleste og klareste ord har de fundet en sprække. Men enhver vil kunne se, at dette skriftordet forkaster tilliden til vores gerninger.

Lad os derfor holde fast på det, kirken bekender, at vi bliver frelst ved Guds barmhjertighed. Og for at ingen skal tænke, at hvis vi bliver frelst af barmhjertighed, vil håbet være usikkert. Der må gå noget hos dem, der bliver frelst, der skiller dem fra dem, der ikke bliver frelst. Så vil vi give et svar, der er tilstrækkelig. Det ser ud til at være en sådan slutning, der har bevæget teologerne til at opfinde udrykket ”værdighedsfortjeneste”. Denne slutning kan bliver en stor plage for den menneskelige tanke. Derfor vil vi svare kort. Netop for at gøre håbet fast og for at skille mellem dem, der bliver frelst, og dem, der ikke bliver det, er det nødvendig at slå fast, at vi bliver frelst af barmhjertighed. Når dette bliver sagt så nøgent, synes det meningsløst. For i retten og for den menneskelige domstol er ret eller skyld det sikre og barmhjertighed det usikre. Men med Guds dom er det anderledes. Her hviler barmhjertigheden på et klart og sikkert løfte og på Guds befaling. For evangeliet er egentlig en befaling, der foreskriver, at vi skal tro, at Gud er nådig mod os for Kristi skyld. Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal bliver frelst ved ham. Den, der tror på ham, bliver ikke dømt (Joh 3, 17f). Så ofte, der det tales om barmhjertighed, må troen på løftet lægges til. Og denne tro fremkalder et sikkert håb, fordi den støtter sig på Guds ord og befaling. Hvis håbet skulle støtte sig på gerningerne, ville det virkelig være usikkert, fordi gerningerne aldrig kan gøre samvittigheden rolig, som vi har sagt ofte ovenfor. Denne tro skiller mellem dem, der bliver frelst, og dem, der ikke bliver det. Troen skiller mellem værdige og uværdige, fordi det evige liv bliver lovet de retfærdiggjorte, og troen retfærdiggør.

Men her vil vores modstandere igen skrige op om, at gode gerninger ikke er nødvendige, hvis de ikke fortjener det evige liv. Sådanne falske klagemål har vi tilbagevist ovenfor. Nej, det er virkelig nødvendig at gøre gode gerninger. Vi siger, at det evige liv er lovet dem, der er retfærdiggjort. Men de, der færdes efter kødet, bevarer hverken troen eller retfærdigheden. Vi bliver netop retfærdiggjort, for at vi som retfærdiggjorte skal begynde at gøre det gode og at lyde Guds lov. I den hensigt bliver vi genfødt og modtager Helligånden, at det nye liv skal føre til nye gerninger, et nyt sindelag, frygt og kærlighed til Gud, hadet til den onde lyst osv. Den tro, vi taler om, bliver til i boden, og den bør styrkes og vokse under gode gerninger, under fristelser og farer, så vi kan bliver endnu fastere overbevist om at Gud ser i nåde til os, tilgiver og bønhører os. Ingen lærer dette uden mange og store kampe. Hvor ofte mærker vi ikke samvittigheden, når den frister os til fortvivlelse og viser os vores gamle eller nye synder eller urenheden i vores natur! Dette gældsbrev bliver ikke udslettet uden stor kamp. Her vidner erfaringen om, hvilken vanskelig sag troen er. Og mens vi bliver oprejst og får trøst midt i rædslerne, vokser der samtidig andre åndelige drifter, kendskab til Gud, frygt for Gud, håb og kærlighed til Gud. Vi bliver genfødt til at kende Gud, som Paulus siger (Kol 3, 10, 2 Kor 3, 18). Og når vi ser Herrens herlighed, bliver vi forvandlet til det samme billede, dvs., vi opnår sand kundskab om Gud, så vi frygter ham ret og i sandhed stoler på, at han ser i nåde til os og bønhører os. Denne genfødelse er ligesom begyndelsen på det evige liv. Som Paulus siger (Rom 8, 10): ”Hvis Kristus bor i jer, er legemet vel dødt på grund af synden, men ånden er levende.” Og (2 Kor 5, 2f): ”Vi længes efter at bliver overklædt, så vi kan bliver stående påklædt og ikke nøgne.” Af det kan den ærlige læser se, at vi i højeste grad kræver gode gerninger, siden vi lærer at troen bliver til i boden og stadig skal vokse i boden. Og det er den kristelige og åndelige fuldkommenhed, at boden og troen i boden vokser samtidig. De gudfrygtige kan forstå dette bedre end det, vores modstandere lærer om beskuelsen og fuldkommenheden. Ligesom retfærdiggørelsen hører til troen, sådan hører også det evige liv til troen. Og Peter siger (l Pet 1, 9): ”I når målet eller frugten af jeres tro: sjælenes frelse.” Vores modstandere indrømmer, at de retfærdiggjorte er Guds børn og medarvinger med Kristus (Rom 8, 17, Kol 2, 14). Derefter fortjener gerningerne andre legemlige og åndelige belønninger, fordi de behager Gud på grund af troen. For der skal være forskel på de helliges herlighed.

Men her indvender vores modstandere, at det evige liv kaldes en ”løn”, derfor må den fortjenes efter værdighed ved gode gerninger. Vi skal svare kort og enkelt. I Rom 6, 23 kalder Paulus det evige liv en ”gave”, fordi retfærdigheden, der bliver givet os for Kristi skyld, samtidig gør os til Guds børn og medarvinger med Kristus. Som også Johannes siger (Joh 3, 36): ”Den, der tror på Sønnen, har evig liv.” Og Augustin siger, som mange andre har sagt det efter ham: ”Gud kroner sine gaver i os.” Men et andet sted står der skrevet (Luk 6, 23): ”Deres løn er stor i Himmelen.” Hvis vores modstandere synes at disse udsagn står i strid med hinanden, må de selv løse den knude. Men de er ikke retfærdige dommere. For de udelader ordet ”gave”. De forbigår også hele ophavet til sagen og plukker ordet ”løn” ud, og det udlægger de på den værste måde, ikke bare mod Skriften, men også mod almindelig sprogbrug. Fordi ”løn” bliver nævnt, slutter de, at vores gerninger må være af en sådan slags, at de har en værdi, som Gud skylder os det evige liv for. De fortjener altså nåde og evig liv og trænger ikke til barmhjertighed eller Kristus som mellemmand eller troen. En sådan logik er splinterny. Vi hører ordet ”løn”, derfor har vi ikke brug for Kristus som mellemmand eller troen, der har adgang til Gud for Kristi skyld og ikke på grund af vores egne gerninger. Hvem kan ikke se at det er en kortslutning? Vi vil ikke strides om ordet ”løn”. Det vi strides om, er: om gode gerninger i sig selv gør os værdige til nåde og evig liv, eller om de i virkeligheden behager Gud alene på grund af troen, der griber Kristus som mellemmand. Vores modstandere tilskriver gerningerne ikke blot det, at de gør os værdige til nåden og det evige liv, men de opdigter også, at de har fortjenester tilovers. Dem kan de give til andre og retfærdiggøre andre med, som når munkene sælger deres ordens fortjenester til andre. Disse ting stabler de op, som Crispinus gjorde, så snart de hører det ene ordet ”løn”: Det kaldes ”løn”, derfor har vi gerninger, der er af en sådan værdi, at der må gives løn derfor. Altså behager gerningerne Gud i sig selv, ikke for mellemmanden Kristi skyld. Og siden nogen har flere fortjenester end andre, er der altså nogen, der har fortjenester tilovers. Og disse fortjenester, som de har optjent, kan de give til andre. Vent, kære læser! Du har endnu ikke hørt hele slutningen. Det må tilføjes visse sakramenter, der passer til denne overføringen af fortjenester, som f.eks. at døde bliver iført en munkehætte osv. Ved en sådan samling af argument bliver Kristi velgerning og troens retfærdighed skjult.

Vi giver os ikke af med noget tomt ordkløveri om ordet ”løn”. Hvis vores modstandere vil medgive, at vi bliver regnet retfærdige for Kristi skyld ved troen, og at gode gerninger behager Gud på grund af troen, skal vi ikke strides meget om ordet ”løn”. Vi indrømmer at det evige liv er en løn, ikke på grund af vores fortjenester, men fordi det er noget, der skyldes os på grund af løftet. For den retfærdiggørelse, som vi ovenfor har vist egentlig er en Guds gave, er noget, der er lovet. Og med denne gave er løftet om det evige liv forbundet, ifølge ordet (Rom 8, 30): ”Dem, han har retfærdiggjort, har han også herliggjort.” Her gælder det, som Paulus siger (2 Tim 4, 8): ”Så ligger retfærdighedens krans klar til mig. Den skal Herren, den retfærdige dommer, give mig.” Retfærdighedens krans er nemlig noget, vi har ret til for løftets skyld. Og det løfte bør de hellige kende. Ikke for at de skal arbejde for deres egen fordel, de skal nemlig arbejde for Guds ære. Men for at de ikke skal fortvivle i trængslerne, bør de kende Guds vilje, at han vil hjælpe, udfri og bevare dem. Sandt nok hører de modne og de svage kristne talen om straf og løn på forskellig måde, for de svage arbejder for egen fordels skyld. Men alligevel er forkyndelsen af løn og straf nødvendig. I forkyndelsen af straffen bliver Guds vrede åbenbart. Derfor hører den til forkyndelsen af boden. I forkyndelsen af lønnen bliver nåden åbenbart. Når den omtaler gode gerninger, tager Skriften ofte troen med, fordi den vil sammenfatte hjertets retfærdighed med frugterne. Sådan tilbyder den under tiden nåden sammen med andre belønninger, som Esajas 58, 8 og mange andre steder hos profeterne. Vi indrømmer også, som vi ofte har bevidnet, at selvom retfærdiggørelsen og det evige liv hører troen til, så fortjener gode gerninger alligevel andre legemlige og åndelige belønninger i forskellig grad, ifølge ordet (l Kor 3, 8): ”Enhver skal få løn efter sit eget arbejde.” For evangeliets retfærdighed, som har med løftet om nåden at gøre, modtager retfærdiggørelsen og levendegørelsen gratis. Men opfyldelsen af loven, som følger troen, har med loven at gøre, hvor lønnen er noget, der bliver tilbudt, og som vi har ret til, ikke gratis, men efter vores gerninger. Men de, der fortjener det, er de, der er retfærdiggjort, inden de holder loven. Derfor er de først sat over i Guds Søns rige, som Paulus siger (Kol 1, 13) og er gjort til medarvinger med Kristus (Rom 8, 17). Men så ofte der er tale om fortjenester, overfører vores modstandere straks det, der gælder andre belønninger, til retfærdiggørelsen, selv om evangeliet tilbyder retfærdiggørelsen gratis for Kristi og ikke for vores fortjenesters skyld. Og Kristi fortjenester bliver formidlet til os ved troen. Gerninger og trængsler fortjener ikke retfærdiggørelsen, men andre belønninger, som i dette udsagn, hvor der bliver tilbudt løn for gerninger (2 Kor 9, 6): ”Den, der sår sparsomt, skal høste sparsomt, og den, der sår rigelig, skal høste rig velsignelse.” Her bliver graden af løn tydeligt tilpasset graden af gerninger. ”Du skal ære din far og din mor, så du må leve længe i landet” (2 Mos 20, 12). Her fastsætter loven en løn for en bestemt gerning. Skønt opfyldelsen af loven altså fortjener løn, for løn hører egentlig til loven, så bør vi alligevel huske på, at evangeliet tilbyder os retfærdiggørelsen gratis for Kristi skyld. Vi hverken holder eller kan holde loven, før vi er blevet forligt med Gud, retfærdiggjort og genfødt. Og denne opfyldelse af loven ville ikke behage Gud, hvis vi ikke var blevet godtaget på grund af troen. Fordi menneskene bliver godtaget på grund af troen, behager denne påbegyndte opfyldelse af loven Gud og får sin løn, både her i livet og efter dette liv. Om ordet ”løn” kunne der også siges meget andet ud fra lovens natur, men da det ville bliver temmelig langt, bør det udfoldes i en anden sammenhæng.

Vores modstandere gør gældende at gode gerninger i egentlig mening fortjener det evige liv, fordi Paulus i Rom 2, 6 siger: ”Han skal lønne enhver efter det, han har gjort.” Ligeledes (v. 10): ”Herlighed, ære og fred får enhver, som gør det gode.” Joh 5, 29: ”De, der har gjort det gode, skal stå op til livet.” Matt 25, 35: ”Jeg var sulten, og I gav mig mad” osv.

Disse og alle lignende steder i Skriften, hvor gerningerne bliver rost, må man forstå sådan, at det ikke bare er tale bare om de ydre gerninger, men også om troen i hjertet. For Skriften taler ikke om hykleri, men om retfærdigheden i hjertet, sammen med dens frugter. Men så ofte der er tale om loven og gerningerne, er det nødvendig at vide, at Kristus som mellemmand ikke må udelukkes. For han er lovens ende (Rom 10, 4), og han siger selv (Joh15, 5): ”Uden mig kan I intet gøre.” Efter denne regel kan alle steder om loven tolkes, som vi har sagt ovenfor. Når det evige liv derfor tillægges gerningerne, tillægges det kun de retfærdiggjorte. Ingen kan gøre det gode, uden de, der er retfærdiggjort, og som bliver drevet af Helligånden. Heller ikke kan de gode gerninger behage Gud uden mellemmanden Kristus og troen, ifølge ordet: ”Uden tro er det umulig at behage Gud” (Hebr 11, 6). Når Paulus siger: ”Han skal lønne enhver efter det, han har gjort,” må vi ikke kun tænke på den ydre handling, men hele retfærdigheden eller uretfærdigheden. Sådan må vi forstå det følgende ord: ”Ære får den, der gør det gode,” dvs., den retfærdige. ”I gav mig mad” bliver fremholdt som frugt af og vidnesbyrd om hjertets retfærdighed og troen, altså bliver det evige liv givet til retfærdigheden. På denne måde sammenfatter Skriften hjertets retfærdighed med frugterne af den. Ofte nævner den frugterne for at bliver bedre forstået af de uerfarne, og for at vise at der kræves et nyt liv og en ny fødsel, ikke hykleri. Og genfødelsen sker ved troen i boden.

Intet forstandigt menneske kan dømme anderledes. Vi forsøger heller ikke at være overnøjagtige, så vi river frugterne og hjertets retfærdighed fra hinanden. Blot vores modstandere vil vedgå, at frugterne behager Gud på grund af troen og Kristus som mellemmand, og at de ikke af sig selv gør os værdige til nåden og det evige liv. For det vi kritiserer i vores modstanderes lære er, at de ved at tolke sådanne steder fra Skriften på enten en filosofisk eller en jødisk måde, ophæver troens retfærdighed og udelukker Kristus som mellemmand. Af disse steder drager de den slutning at gerningerne fortjener nåden, dels efter rimelighed, dels efter værdighed, når kærligheden kommer til, dvs., at de retfærdiggør og, fordi de er retfærdighed, gør os værdige til det evige liv. Denne vildfarelse ophæver tydeligt troens retfærdighed, der holder fast på, at vi har adgang til Gud for Kristi skyld, ikke på grund af vores gerninger, og som tror, at vi gennem Kristus som ypperstepræst og mellemmand bliver ført til Faderen og har en forsonet Far, som vi har sagt ofte nok. Og denne lære om retfærdigheden af tro må ikke forsømmes i Kristi kirke. Uden den kan Kristi gerning ikke blive forstået, og det, der er igen af læren om retfærdiggørelsen, er bare en lære om loven. Det er derfor vores pligt, at holde fast på evangeliet og læren om det løfte, der er givet for Kristi skyld.

Det er altså ingen lille sag, vi strides med vores modstandere om her. Vi søger ikke efter ligegyldige spidsfindigheder, når vi kritiserer dem, der lærer, at vi fortjener det evige liv ved gerningerne, uden den tro, der griber Kristus som mellemmand. For om den tro, der tror, at Faderen er nådig mod os for Kristi skyld, står det ikke en stavelse hos de romerske teologer. Overalt hævder de som deres mening, at vi er velbehagelige og retfærdige på grund af vores gerninger, enten de er gjort ud fra fornuften, eller i det mindste ved kærlighedens tilskyndelse, som de taler om. Rigtig nok viser de til udtalelser fra de gamle forfattere, som en slags autoritative ord, men de tolker dem på en forvrænget måde. På de teologiske uddannelsessteder indprenter de, at gode gerninger behager Gud på grund af nåden, og at vi skal sætte vores lid til Guds nåde. Men de tolker nåden som den beskaffenhed, der gør, at vi kan elske Gud, som om kirkefædrene virkelig vil sige, at vi skal sætte vores lid til vores kærlighed, som vi af erfaring godt ved, er både svag og uren. Alligevel er det mærkelig, at de befaler os, at stole på vores kærlighed, når de lærer, at vi ikke kan vide, om vi har den. Hvorfor fremstiller de ikke Guds nåde og barmhjertighed mod os? Og så ofte som den bliver omtalt, skulle troen føjes til. For uden tro kan vi ikke gribe løftet om Guds barmhjertighed, forligelsen og Guds kærlighed til os. Hvis de forstod det på den måden, ville de have ret, når de sagde, at vi skal stole på nåden, og at gode gerninger behager Gud på grund af nåden, når troen griber nåden.

De gentager også i undervisningen, at vores gode gerninger har værdi i kraft af Kristi lidelse. Det er godt sagt! Men hvorfor tilføjer de ikke noget om troen? For Kristus er et sonoffer ved troen, som Paulus siger (Rom 3, 25). Når de skræmte samvittigheder bliver oprejst ved troen og tror, at vores synder bliver udslettet ved Kristi død, og at Gud er forligt med os på grund af Kristi lidelse, så gavner Kristi lidelse os virkelig. Hvis læren om troen bliver udeladt, er det nytteløs at sige, at gerningerne har værdi i kraft af Kristi lidelse.

Også de fleste andre udsagn fordrejer de i uddannelsen, fordi de ikke lærer troens retfærdighed, og forstår troen blot som en kundskab om historien og læresætningerne. De forstår ikke troen som den kraft, der griber nåden og retfærdigheden, som gør hjertet levende midt under syndens og dødens rædsler. Paulus siger (Rom 10, 10): ”Med hjertet tror vi til retfærdighed, med munden bekender vi til frelse.” Her tror vi, at vores modstandere vil vedgå at bekendelsen ikke retfærdiggør eller frelser ved at gerningen bliver gjort, men kun på grund af troen i hjertet. Paulus siger at bekendelsen frelser, for at vise hvad slags tro det er, der vinder det evige liv, nemlig en fast og virksom tro. Men hvis den ikke viser sig i bekendelse, er det ikke en fast tro. Sådan behager også de øvrige gode gerninger Gud på grund af troen, ligesom kirken i sine bønner beder om, at alt må være velbehagelig for Kristi skyld. På samme måde beder vi om alt for Kristi skyld. Som bekendt slutter bønnerne altid med disse ord: ”Ved Kristus, vores Herre.” Af det slutter vi, at vi ved troen bliver retfærdiggjort over for Gud, forligt med Gud og genfødt ved den tro, der i boden griber løftet om nåde. Den tro, der i sandhed levendegør den forskrækkede sjæl og er overbevist om at Gud for Kristi skyld er forsonet og nådig mod os. Ved denne tro, siger Peter (l Pet 1, 5), bliver vi bevaret til den frelse, der skal åbenbares. Kendskabet til denne tro er nødvendig for de kristne og bringer den rigeste trøst i alle trængsler og viser os Kristi embede. De, der nægter, at mennesker bliver retfærdiggjort ved tro, nægter at Kristus er mellemmand og forsoner, de fornægter løftet om nåde og evangeliet. De lærer blot fornuftens eller lovens lære om retfærdiggørelsen.

Vi har, så langt det var mulig, vist hvad ophavet til denne strid er, og vi har forklaret de ting, som vores modstandere har gået imod. Det vil være let for retsindige mennesker at dømme om det, hvis de vil huske på, at loven ikke kan holdes uden Kristus, så ofte der bliver fremdraget et sted om kærligheden eller gerningerne. Vi bliver ikke retfærdiggjort ved loven, men ved evangeliet, dvs., ved løftet om den nåde, der bliver tilbudt i Kristus. Og vi håber, at denne drøftelse, selv om den er kort, vil være til nytte for retsindige mennesker til styrkelse af troen og til lærdom og trøst for samvittigheden. Vi ved nemlig, at det vi har sagt, er i overensstemmelse med de profetiske og apostolske skrifter, med de hellige fædre, Ambrosius, Augustin og de fleste andre, og med hele Kristi kirke, som i sandhed bekender, at Kristus er den, der forsoner og retfærdiggør.

Vi bør ikke uden videre antage at den romerske kirke er enig i alt, som paven, kardinalerne, biskopperne eller nogle teologer og munke godtager. Det er kendt, at de kirkelige embedsmænd bryder sig mere om deres egen magt end om Kristi evangelium, og alle ved, at de fleste af dem er åbenlyse livsnydere. Det er også tydeligt, at teologerne har blandet mere end nok fra filosofien ind i den kristne lære. Og deres autoritet bør ikke respekteres så højt, at det ikke på noget punkt skulle være tilladt at tage afstand fra deres udlægninger, når der findes så mange åbenbare vildfarelser hos dem, som f.eks. at vi af rent naturlige evner kan elske Gud over alle ting. Denne lære har frembragt mange andre vildfarelser, skønt den er så åbenbart falsk. Den modsiges overalt af Skriften, de hellige fædre og alle de gudfrygtiges dom. Derfor er kundskaben om Kristus altid blevet bevaret hos enkelte gudfrygtige. Dette er sket på trods af at kirkestyret eller nogle teologer og munke i kirken har lært, at vi skal søge syndernes forladelse, nåde og retfærdighed ved vores gerninger og ved nye gudstjenester, som skjuler Kristi embede og gør Kristus blot til en lovgiver og ikke en forsoner og retfærdiggører. Videre har Skriften forudsagt, at det vil gå sådan, at troens retfærdighed på denne måde bliver skjult af menneskelige traditioner og læren om gerningerne. Sådan klager Paulus ofte over, at der allerede dengang var nogen, der i stedet for retfærdigheden af tro lærte at mennesker bliver forligt med Gud og retfærdiggjort ved egne gerninger og egne gudedyrkelser, og ikke for Kristi skyld ved troen. For af naturen tror mennesker, at Gud må forsones ved gerninger. Og fornuften ser ikke nogen anden retfærdighed end lovens retfærdighed, hvor loven forstås som en borgerlig lov. Der har altid været nogen i verden, der kun har lært denne kødelige retfærdighed og undertrykt troens retfærdighed, og sådanne lærere vil der altid findes. Sådan gik det også med Israels folk. Den største del af folket troede, at de fortjente syndernes forladelse ved gerninger, derfor ophobede de ofre og gudstjenester. Profeterne fordømte derimod disse meninger og lærte troens retfærdighed. Det, der skete med Israels folk, er et eksempel på det, der skulle ske i kirken i fremtiden. Derfor skal fromme folk ikke bliver forvirret over mængden af modstandere, der ikke bryder sig om vores lære. Det er let at dømme om den Ånd, der bor i dem, for i nogle artikler har de fordømt en så klar og åbenlys sandhed, at deres gudløshed er tydelig. Leo X's bulle har fordømt en artikel, der er af største nødvendighed at alle kristne holder fast på og tror, nemlig at vi ikke må stole på, at vi har fået absolution på grund af vores anger, men på grund af Kristi ord: ”Det du binder” osv. (Matt 16, 19). Og nu på rigsdagen har forfatterne af Konfutationen fordømt os med klare ord, fordi vi har sagt, at troen er den del af boden, der gør, at vi opnår syndernes forladelse, overvinder syndens rædsler og får fred i samvittigheden. Men hvem indser ikke at denne artikel, at vi får syndernes forladelse ved troen, er den sandeste og sikreste og nødvendigste for alle kristne? Hvem i eftertiden vil kunne udholde at høre, at en sådan mening blev fordømt, og så mene at ophavsmændene til denne fordømmelse havde nogen som helst kundskab om Kristus?

Vi kan også dømme om deres ånd ud fra den uhørte grusomhed, som det er kendt, at de hidtil har vist mod mange retsindige mænd. Og vi har hørt at en ærværdig far i rigsrådet, da der blev udtrykt meninger om vores bekendelse, skal have sagt, at ingen plan syntes bedre for ham end at man med blod skulle besvare den bekendelse, som vi har lagt frem, skrevet med blæk. Hvad kunne Phalaris have sagt, som var mere grusomt? Derfor har nogle fyrster da også erklæret, at et sådan udsagn er uværdig til at bliver udtalt i en sådan forsamling. Skønt vores modstandere gør krav på at bære kirkens navn, ved vi dog derfor, at Kristi kirke kun er hos dem, der lærer Kristi evangelium, og ikke hos dem, der forsvarer ugudelige meninger mod evangeliet. Som Herren siger(Joh 10, 27): ”Mine får hører min røst.” Og Augustin siger: ”Spørgsmålet er: Hvor er kirken? Hvad skal vi da gøre? Skal vi søge den i vores ord eller i hans ord som er dens hoved, vores Herre Jesus Kristus? Jeg tror at vi skal søge den i hans ord, der er sandheden og bedst kender sit eget legeme.” Derfor skal vores modstanderes domme ikke bringe os ud af fatning, når de forsvarer menneskelige meninger mod evangeliet, mod de hellige fædres autoritet, som har skrevet i kirken, og mod de gudfrygtige sjæles vidnesbyrd.

Kirken (Art. 7 og 8)

Vores modstandere har fordømt den syvende artikel i bekendelse, hvor vi siger, at kirken er forsamlingen af de hellige. De har tilføjet en længere forklaring om, at de onde ikke må skilles fra kirken, da Johannes sammenligner kirken med en tærskeplads, hvor hvede og agner ligger sammen i en bunke (Matt 3, 12), og Kristus har sammenlignet den med et net, hvor det er gode og dårlige fisk (Matt 13, 47). Det er vist og sandt, som der bliver sagt, at det ikke findes midler mod onde tunger. Ingenting kan siges så forsigtig, at det ikke kan fordrejes. Vi tilføjer netop den ottende artikel af den grund, at ingen skulle tro, at vi vil skille de onder og hyklerne fra det ydre fællesskab i kirken eller fratage sakramenterne deres virkning, når de bliver forvaltet af hyklere eller onde. Derfor er der ikke behov for noget langt forsvar mod denne falske anklage. Den ottende artikel retfærdiggør os tilstrækkelig.

Vi indrømmer, at hyklere og onde er blandet ind i kirken og er medlemmer af kirken, idet de i det ydre har del i kirkens kendetegn, Ordet, bekendelsen og sakramenterne, især når de ikke er lyst i band. Sakramenterne er ikke uden virkning, selv om de forvaltes af onde. Ja, vi kan med rette bruge sakramenter, der bliver forvaltet af onde. For også Paulus har sagt på forhånd at Antikrist skal sidde i Guds tempel, dvs., han skal råde og styre sit embede i kirken (2 Thess 2, 4).

Men kirken er ikke bare et fællesskab i ydre ting og ordninger, sådan som andre politiske fællesskaber. Den er først og fremmest et samfund af dem, der tror og har Helligånden i hjertet, selv om der også er ydre tegn, som den kan kendes på, nemlig evangeliets rene lære og forvaltningen af sakramenterne i overensstemmelse med Kristi evangelium. Kun den kirke kaldes Kristi legeme, som Kristus fornyer, helliggør og styrer ved sin Ånd, som Paulus vidner om det i Ef l, 22f, når han siger: ”Han har givet ham som hoved over alle ting til kirken, der er hans legeme.” Derfor er de, som Kristus ikke virker noget i, ikke Kristi lemmer.

Også vores modstandere indrømmer, at de onde er døde lemmer på kirken. Derfor synes vi, det er underligt, at de forkaster vores beskrivelse, der taler om de levende lemmer. Og det er ikke noget nyt, vi har sagt. Paulus har akkurat på samme måde slået fast hvad kirken er i Ef 5, 25-27, hvor han siger, at kirken bliver renset, for at den skal være hellig. Og han tilføjer ydre kendetegn, Ordet og sakramenterne. Sådan siger han det: ”Kristus elskede kirken og gav sig selv for den for at hellige den, idet han rensede den ved vandbadet i ordet, for at han selv kunne stille kirken frem for sig i herlighed, uden plet eller rynke eller noget sådant. Den skulle være hellig og uden fejl.” Dette stedet har vi gengivet næsten ordret i vores bekendelse. Sådan definerer også trosbekendelsen kirken i den artikel, der byder os at tro, at der er en hellig, almindelig kirke. De ugudelige er sandelig ikke den hellige kirke. Og det udtryk, der følger, ”de helliges samfund,” synes at være føjet til for at forklare, hvad kirken er, nemlig forsamlingen af de hellige, som indbyrdes har et fællesskab om det samme evangelium eller den samme lære og i den samme Hellige Ånd, der fornyer, helliggør og styrer deres hjerter.

Levende lemmer

Denne artikel har vi fremstillet af en meget nødvendig grund. Vi ser nemlig de grænseløse farer, der truer kirken med undergang. Der findes i selve kirken en uendelig mængde ugudelige, der ønsker at undertrykke den. Derfor holder den nævnte artikel i trosbekendelsen denne trøst frem for os, for at vi ikke skal fortvivle, men vide at kirken alligevel vil bestå. Og for at vi skal vide, at selv om der er en mængde ugudelige i kirken, er kirken alligevel til, og at Kristus yder kirken, hvad han har lovet, nemlig at tilgive synder, høre bønner og give Helligånden. Det hedder ”en almindelig kirke”, for at vi ikke skal tro, at kirken er et ydre borgersamfund i bestemte nationer. Det er de mennesker, der er spredt ud over jorden, som samstemmer om evangeliet og har den samme Kristus, den samme Hellige Ånd og de samme sakramenter, enten de så har de samme eller forskellige menneskelige traditioner. Og forklaringen i kirkeloven siger, at kirken i videre mening omfatter både gode og onde. De onde hører blot af navn med til kirken, ikke i virkeligheden, men at de gode gør det både i virkeligheden og af navn. Og hos fædrene kan vi læse meget med samme mening. Hieronymus siger: ”Den, der er synder og plettet af en eller anden urenhed, kan ikke kaldes Kristi kirke eller siges at være Kristi undersåt.”
Hyklerne og de onde er altså forbundet med den sande kirke ifølge de ydre skikke. Men når vi skal definere kirken præcist, er det alligevel nødvendig at definere den kirke, der er Kristi levende legeme, som både af navn og i virkeligheden er kirke. Det er der mange grunde til. Det er nødvendig at vide, hvad det er, der præcis gør os til medlemmer af kirken og altså levende medlemmer. Hvis vi blot bestemmer kirken som et ydre borgersamfund af gode og onde, vil folk ikke forstå, at Kristi rige er retfærdighed i hjertet og Helligåndens gave. De ville tro, at den bare bestod i en ydre iagttagelse af visse gudstjenester og ceremonier. Og hvilken forskel vil der så være på lovens folk og kirken, hvis kirken blot er et ydre borgersamfund? Men Paulus skiller kirken fra lovens folk ved at sige, at kirken er et åndeligt folk, der er skilt fra hedningene, ikke ved borgerlige skikke, men ved at være Guds sande folk, genfødt ved Helligånden.

I lovens folk havde det kødelige afkom også løfter om legemlige goder, om landet osv., i tillæg til løftet om Kristus. Og på grund af disse løfter blev også de onde blandt dem kaldt Guds folk, fordi Gud havde skilt dette legemlige afkom fra andre folkeslag ved visse ydre ordninger og løfter. Alligevel behagede disse onde mennesker ikke Gud. Men evangeliet bringer ikke skyggen af de evige ting, men de evige ting selv, Helligånden og den retfærdighed, der gør, at vi er retfærdige over for Gud.

Ifølge evangeliet er derfor kun de Guds folk, der har modtaget den lovede Ånd. Desuden er kirken Kristi rige, i modsætning til Djævelens rige. Men det er sikkert, at de ugudelige er i Djævelens magt og er en del af Djævelens rige, som Paulus lærer i Ef 2, 2, når han siger at Djævelen er virksom i de vantro. Farisæerne havde således et ydre fællesskab med kirken, dvs., med de hellige i lovens folk, fordi de styrede, ofrede og lærte der. Alligevel siger Kristus: ”I har Djævelen til far” (Joh 8, 44). Derfor er den kirke, der i sandhed er Kristi rige, i egentlig forstand forsamlingen af de hellige. For de ugudelige bliver regeret af Djævelen og er hans fanger, de bliver ikke regeret af Kristi Ånd.

Men hvad skal vi med mange ord i en så oplagt sag? Hvis den kirke, der i sandhed er Kristi rige, må skilles fra Djævelens rige, så følger nødvendigvis, at de ugudelige, der er i Djævelens rige, ikke er kirken. Heller ikke selv om de i dette liv er blandet ind i kirken og har embeder deri, fordi Kristi rige endnu ikke er åbenbart. Men det at åbenbaringen endnu ikke har sket, gør ikke de ugudelige til Kristi rige. For Kristi rige er altid det rige, han levendegør ved sin Ånd, enten det er åbenbart eller skjult under korset. Ligesom Kristus er den samme, enten han, som nu, er herliggjort eller er i trængsler, som tidligere. Kristi lignelser stemmer godt med det, når han klart siger i Matt 13, 38 at ”den gode sæd er rigets børn, og ugræsset er Djævelens børn”. Ageren er verden, siger han, ikke kirken. Således taler Johannes også om hele det jødiske folk (Matt 3, 12) og siger at den sande kirke skal blive skilt fra dette folk. Derfor taler dette sted mere mod vores modstandere end for dem, fordi det viser, at det sande og åndelige folk må blive skilt fra det kødelige folk. Kristus taler om kirkens ydre skikkelse, når han siger: ”Himmeriget er at ligne med et net” (Matt 13, 47) eller ”ti jomfruer” (Matt 25, 1). Han lærer, at kirken er skjult under en flok af onde, for at dette anstød ikke skal skade de gudfrygtige, og for at vi skal vide, at ordet og sakramenterne er virksomme, selv om de bliver forvaltet af onde. Imidlertid lærer han, at disse ugudelige, selv om de har del i de ydre kendetegn, alligevel ikke er den sande Kristi kirke og Kristi lemmer. For de er lemmer på Djævelens rige.

Vi drømmer ikke om nogen uvirkelig stat, som nogen så skamløst beskylder os for. Vi siger at denne kirke virkelig er til, nemlig de sandt troende og retfærdige, der er spredt ud over hele jorden. Og vi tilføjer dens kendetegn: evangeliets rene lære og sakramenterne. Denne kirke er virkelig sandhedens støtte (l Tim 3, 15) Den bevarer det rene evangelium og det som Paulus kalder ”grundvolden” (l Kor 3, 12), dvs., den sande kundskab om Kristus og troen. Alligevel er det blandt dem også mange skrøbelige, der oven på grundvolden bygger forgængelige byggerier af strå, dvs., unyttige meninger. Men fordi de ikke ødelægger grundvolden, bliver de dels tilgivet, dels også forbedrede. Og fædrenes skrifter vidner om, at de under tiden også har bygget med strå på grundvolden, men at dette ikke gjorde ende på deres tro. Men det meste af det, vores modstandere forsvarer, vælter troen over ende, som når de fordømmer vores artikel om syndernes forladelse, hvor vi siger, at syndernes forladelse bliver modtaget ved troen. Ligeledes er det en åbenlys og farlig vildfarelse, når vores modstandere lærer at mennesker fortjener syndernes forladelse ved kærligheden til Gud før nåden. For det er at fjerne grundvolden, som er Kristus. Ligeledes, hvorfor skulle troen være nødvendig, hvis sakramenterne gør retfærdig blot de bruges, uden nogen god holdning hos den, der bruger dem? Men ligesom kirken har det løfte, at den altid skal have Helligånden, sådan har den også truslerne om, at der skal være ugudelige lærere og ulve. Men kirken i egentlig mening er dem, der har Helligånden. Skønt ulve og onde lærere huserer i kirken, er de alligevel ikke egentlig Kristi kirke. Sådan vidner Lyra også, når han siger: ”Mennesker hører ikke til i kirken på grund af kirkelig eller verdslig magt eller værdighed, for mange fyrster og paver og andre i lavere stand har vist sig at være frafaldne fra troen. Derfor består kirken af de personer, der har en sand kundskab, og som bekender troen og sandheden.” Hvad andet har vi sagt i vores bekendelse end det Lyra siger her?
Men vores modstandere kræve måske at kirken skal defineres sådan: Den er det højeste ydre enevælde over hele verden, hvor den romerske pave skal have uindskrænket magt, som ingen har lov til at diskutere eller dømme om, til at fastsatte trosartikler, afskaffe de skrifter han vil, og indstifte gudstjenester og ofringer. Ligeledes til at give de love han vil, og til at fritag og løse fra de love han vil, guddommelige, kanoniske og borgerlige. Fra ham skal kejseren og alle konger modtog deres magt og retten til at have deres riger på Kristi bud. For da Faderen har lagt alle ting ind under ham, må vi forstå det sådan, at denne ret er overført på paven. Derfor må paven nødvendigvis være herre over hele jorden, over alle verdens riger, over alle offentlige og private sager. Han må have den fuldstændige magt både på det verdslige og det åndelige område, han må bære begge sværd, det åndelige og det verdslige. Men denne beskrivelse, ikke af Kristi kirke, men af det pavelige rige, har som sine forfattere ikke bare kirkeretslærerne, men også Daniel kap. 11 (36-39).
Hvis vi ville beskrive kirken på denne måde, ville vi sikkert finde velvillige dommere. Der findes mange skrifter om den romerske paves magt, som er ugudelige og fulde af overdrivelser, men som ingen nogensinde er blevet anklaget for. Det er kun os, der må bøde, fordi vi forkynder Kristi velsignelse, at vi vidner om syndernes forladelse ved troen på Kristus og ikke ved gudstjenester, der er udtænkt af paven. Men Kristus, profeterne og apostlene definerer kirken som noget helt andet end et pavelig rige. Heller ikke må det, der gælder den sande kirke, at den er sandhedens støtte, og at den ikke tager fejl, overføres på paven. Hvor mange af dem er der vel, som bryder sig om evangeliet og holder det for værd at læse? Mange spotter åbenlyst al gudsdyrkelse, eller, hvis de godtager noget, er den kun det, der stemmer med den menneskelige fornuft. Resten betragter de som noget opdigtet, i lighed med poeternes tragedier. Derfor hævder vi i overensstemmelse med Skriften, at kirken i egentlig mening er forsamlingen af de hellige, der i sandhed tror på evangeliet om Kristus og har Helligånden. Og alligevel indrømmer vi, at de mange hyklere og onde, som i dette liv er blandet med dem, har del i de ydre tegn, er medlemmer af kirken efter fællesskabet i de ydre tegn og derfor har embeder i kirken. Og det at sakramenterne bliver forvaltet af uværdig, fratager dem ikke deres virkning. For de, der forvalter dem, repræsenterer ikke deres egen person, men Kristi person på grund af kirkens kald. Sådan vidner Kristus om det (Luk 10, 16): ”Den, der hører jer, hører mig.” Når de fremholder Kristi ord, når de forvalter sakramenterne, gør de det i Kristi sted. Det lærer dette Kristi ord os, for at vi ikke skal støde os på tjenernes uværdighed.

Om denne sag har vi talt klart nok i vores bekendelse, hvor vi forkaster donatisterne og wycliffianerne, der mener, at mennesker synder, hvis de modtager sakramenterne af uværdige i kirken. I den foreliggende situation syntes det tilstrækkelig til at forsvare den beskrivelse af kirken, som vi havde givet. Vi ser heller ikke, hvordan den kan beskrives på nogen anden måde, når kirken i egentlig mening kaldes Kristi legeme. Det står nemlig fast, at de ugudelige hører til Djævelens rige og er hans legeme. Han driver dem og holder dem fanget. Dette er klarere end lyset midt på dagen, men hvis vores modstandere bliver ved med at fordreje det, har vi intet imod at svare endnu mere udførlig.

Kirkens kendetegn og sande enhed

Vores modstandere fordømmer også den del af den syvende artikel, hvor vi siger, at der til sand enhed i kirken er nok at være enig i evangeliets lære og i forvaltningen af sakramenterne, men at det ikke er nødvendigt at der alle steder er ensartede menneskelige overleveringer eller skikke eller ceremonier, som er fastsat af mennesker. Her skiller de mellem universelle skikke og lokale skikke og siger at de godtager vores artikel, hvis vi mener lokale skikke. Men når det gælder universelle skikke, godtager de den ikke. Vi forstår ikke rigtig, hvad vores modstandere vil her. Vi taler om den sande, dvs., åndelige enhed, uden hvilken der ikke kan opstå nogen tro i hjertet eller hjertets retfærdighed over for Gud. Til denne enhed er det ikke nødvendig med nogen lighed i menneskelige skikke, enten de er universelle eller lokale. For troens retfærdighed er ikke knyttet til bestemte overleveringer, sådan som lovens retfærdighed var knyttet til de mosaiske ceremonier, fordi det er troens retfærdighed, der gør hjertet levende. Til denne levendegørelse bidrager de menneskelige overleveringer intet, universelle eller lokale, og heller ikke er de virkninger af Helligånden, sådan som disciplin, tålmodighed, frygt for Gud, kærlighed til næsten, og kærlighedens gerninger.

Vi har virkelig tungtvejende grunde til at fremlægge denne artikel. Der er nemlig ingen tvivl om, at mange tåbelige meninger om overleveringerne har sneget sig ind i kirken. Nogen har tænkt, at menneskelige overleveringer er en gudsdyrkelse, der er nødvendig for at fortjene retfærdiggørelse. Og derefter har de diskuteret, hvordan det er gået til at Gud er blevet dyrket på så mange forskellige måder. Som om disse skikke virkelig var gudsdyrkelse og ikke snarere ydre samfundsordninger, der ikke har noget med hjertets retfærdighed og dyrkelsen af Gud at gøre. De fremstår i forskellig form, ét sted af tilfældige årsager, et andet sted af visse fornuftige grunde. Ligeledes har nogle kirker lyst andre i band på grund af sådanne overleveringer, som overholdelsen af påsken, brugen af billeder og lignende ting. Af dette har de ukyndige draget den slutning, at troen eller hjertets retfærdighed over for Gud ikke kan opstå uden iagttagelsen af sådanne skikke. Om denne sag findes der jo så mange tåbelige skrifter af de pavelige teologer og andre.

Men ligesom forskellig længde på nat og dag ikke skader kirkens enhed, sådan mener vi heller ikke, det skader den sande enhed i kirken, med forskellige skikke, der er fastsat af mennesker, selv om vi synes, det er godt, når universelle skikke bliver overholdt af hensyn til god ro og orden. Sådan overholder vi også gerne i vores kirker messens orden, Herrens dag og andre vigtige festdage. Og med taknemligt hjerte lægger vi vind på de gamle og nyttige ordninger, særlig når de indeholder pædagogiske elementer, der tjener til undervisning og indøvelse for menigmand og de ukyndige. Men nu diskuterer vi ikke, om det er godt at overholde dem på grund af den ydre ro eller den pædagogiske nytte. Det gælder en anden sag. Vi diskuterer nemlig, om iagttagelsen af menneskelige overleveringer er nødvendige for retfærdigheden over for Gud. Det er det afgørende punkt i denne strid. Først når det er afgjort, kan vi fastslå, om det er nødvendigt for kirkens sande enhed, at der overalt er de samme menneskelige overleveringer. Hvis de menneskelige overleveringer nemlig ikke er en gudsdyrkelse, der er nødvendig for retfærdigheden over for Gud, følger det, at vi kan være retfærdige og Guds børn, selv om vi ikke har de overleveringer, der er godtaget andre steder. Hvis tysk klædedragt ikke er en gudsdyrkelse, der er nødvendig, for at vi skal være retfærdige over for Gud, følger det, at vi kan være retfærdige og Guds børn og Kristi kirke, selv om vi ikke bærer tysk, men fransk klædedragt.
Dette lærer Paulus klart i Kol 2, 16f, når han siger: ”Lad ingen dømme jer for det I spiser eller drikker, eller når det gælder højtider, nymåne dag eller sabbat. Alt dette er bare et skyggebillede af det, der skulle komme, men legemet selv er Kristus.” Og ligeledes (v. 20-23): ”Hvis I med Kristus er død bort fra grundstrukturen i verden, hvordan kan I da, som om I endnu levede i verden, rette jer efter sådanne bud: Tag ikke, smag ikke, rør ikke? Det er blot menneskers bud og lærdommen Disse ting er jo bestemt til at bruges og gå til grunde. Det har ganske vist udseende af visdom, med sin falske gudstjeneste og selvfornedring.” Det han mener, er dette: Hjertets retfærdighed er en åndelig ting, der levendegør hjertet. Det er klart, at menneskelige overleveringer ikke levendegør hjertet, de er heller ikke virkninger af Helligånden, som kærligheden til næsten, disciplinen, osv., de er heller ikke midler, Gud bruger til at bevæge hjerterne til at tro som ordet og sakramenterne, der er guddommelig indstiftet. Det er ting, der ikke angår hjertet, og som skal forgå ved brugen. Vi må ikke tro, at de er nødvendige for retfærdigheden over for Gud. I den samme mening siger han i Rom 14, 17: ”Guds rige består ikke i mad og drikke, men i retfærdighed, fred og glæde i Helligånden.” Men det er ikke nødvendig at nævne mange vidnesbyrd, da de kommer en i møde overalt i Skriften, og vi har samlet en mængde af dem i de sidste artikler. Nu vil vi vende tilbage til det, der er det afgørende spørgsmål i striden, nemlig om de menneskelige overleveringer er en gudsdyrkelse, der er nødvendig for retfærdigheden over for Gud. Det vil vi drøfte mere udførlig.
Vores modstandere siger, at de universelle overleveringer bør iagttages, fordi de bliver antaget at være overleveret fra apostlene. Sikke nogle fromme mennesker de er! Skikke, der er hentet fra apostlene, vil de bevare, men apostlenes lære vil de ikke bevare. Om sådanne skikke bør vi dømme, sådan som apostlene selv i deres skrifter dømte om dem. For apostlene ville ikke, at vi skulle tro, at vi bliver retfærdiggjort ved sådanne skikke, og at sådanne skikke er nødvendige for retfærdiggørelsen over for Gud. De ønskede ikke, at lægge en sådan byrde på samvittigheden eller at gøre spørgsmålet om retfærdighed og synd til et spørgsmål om at iagttage dage, mad og lignende ting. Ja, Paulus kalder sådanne meninger lærdomme, der stammer fra onde magter (l Tim 4, 1). Derfor bør vi søge efter apostlenes vilje og hensigt i deres skrifter, det er ikke nok at fremhæve deres eksempel. De overholdt visse dage, ikke fordi det var nødvendig for retfærdiggørelsen at overholde dem, men for at folket skulle vide, hvornår de skulle komme sammen. De overholdt også visse andre skikke, sådan som en vis orden i læsningen, når de kom sammen. Normalt beholdt folket også visse skikke fra fædrene, som apostlene forandrede lidt og tilpassede den evangeliske historie, som påsken og pinsen, sådan at de ved disse eksempler og ikke blot gennem læren kunne bevare mindet om disse store begivenheder til eftertiden. Men hvis de blev overleveret som noget, der var nødvendig for retfærdiggørelsen, hvorfor forandrede biskopperne så senere meget netop i disse ting? Hvis de hørte til den guddommelige ret, ville det ikke være tilladt at forandre dem ved nogen menneskelig autoritet.

Før Nikæa-mødet fejrede nogen påsken på ét tidspunkt, andre på et andet. Men denne ulighed skadede ikke troen. Senere blev det beregnet sådan, at vores påske ikke skulle falde på samme tid som den jødiske. Apostlene havde befalet menighederne at fejre påsken sammen med de brødre, der var omvendt fra jødedommen. Derfor holdt nogle folkeslag også efter kirkemødet i Nikæa hårdnakket fast på den skik, at rette sig efter det jødiske tidspunkt. Men apostlene ville ikke med deres dekret lægge nogen tvang på menighederne, som ordene i dekretet selv viser. De påbyder, at ingen skal bekymre sig om det, hvis nogle brødre ikke udregner tiden for deres påskefejring ret. Ordene i dekretet findes hos Epiphanius: ”Lav ikke nogen udregning, men hold påske, når jeres brødre af omskærelsen gør det, hold den samtidig med dem. Og hvis de skulle tage fejl af tiden, så bryde jer ikke om det.” Det, skriver Epiphanius, er apostlenes ord i dekretet om påsken. Af disse kan den fornuftige læser let forstå, at apostlene ville fritage folket for den tåbelige mening, at det var nødvendig med et bestemt tidspunkt, da de forbyder dem at bekymre sig om det, hvis der bliver gjort en fejl i udregningen. Der var nogen i øst, der påstod at påsken på grund af dette aposteldekret måtte holdes sammen med jøderne. Disse blev kaldt audianere efter lærens ophavsmand. Epiphanius afviser dem og roser dekretet. Han siger, at det ikke indeholder noget, der står i modsætning til troen eller til kirkens regel, og han kritiserer audianerne for ikke at forstå ordene ret. Han tolker dem på samme måde som vi gør, nemlig at apostlene ikke mente at henvise til hvilken tid påsken skulle fejres, men de ville, at de andre for enigheden skyld skulle følge eksemplet fra de fremtrædende brødre, der var omvendt fra jødedommen, men havde holdt fast på deres skik. Og på en klog måde opfordrede apostlene læseren til, hverken at ophæve evangeliets frihed eller at lægge en tvang på samvittighederne, da de tilføjer, at man ikke skal bekymre sig om det, selv om der sker en fejl i udregningen.
Der kan samles mange eksempler fra historien, hvor det klart fremgår, at ulighed i menneskelige skikke ikke skader enheden i troen. Men hvorfor skal vi diskutere dette mere? Vores modstandere forstår overhovedet ikke hvad troens retfærdighed og hvad Kristi rige er, når de holder det for nødvendig at det er lighed i skikke, der gælder mad, dage, klæder og sådanne ting, som der ikke findes nogen Guds bud om. Men se hvilke fromme mennesker vores modstandere er! Til kirkens enhed kræver de ens, menneskelige skikke, mens de selv har forandret Kristi ordning for brugen af nadveren, som i sandhed tidligere var en universel ordning. Hvis de universelle ordninger er nødvendige, hvorfor forandrer de da selv ordningen for Kristi nadver, som ikke er en menneskelig, men en guddommelig ordning? Men om hele denne strid har vi en hel del at sige senere.
De har godtaget helt den ottende artikel, hvor vi bekender, at hyklere og onde er blandet ind i kirken, og at sakramenterne er virksomme, selv om de bliver forvaltet af onde tjenere. Tjenerne handler i Kristi sted, de repræsenterer ikke deres egen person, ifølge dette ord (Luk 10, 16): ”Den, der hører jer, hører mig.” Ugudelige lærere bør man derimod forlade, for de handler ikke i Kristi sted, men er antikrister. Og Kristus siger (Matt 7, 15): ”Vogt jer for de falske profeter.” Og Paulus siger (Gal l, 9): ”Hvis nogen forkynder et andet evangelium, skal han være forbandet.”
Ellers har Kristus i sine lignelser om kirken påmindet os om, at vi ikke skal lade os friste til splittelse, når vi forarges over præsternes eller folkets personlige laster, så vi gør samme forbrydelse som donatisterne. Men de, der har opmuntret til splittelse, fordi de nægtede præsterne retten til at have gods eller ejendom, holder vi rent ud for oprørere. For retten til at have ejendom er en borgerlig ordning. Det er tilladt de kristne at bruge de borgerlige ordninger, akkurat som de har lov til at bruge luft og lys, mad og drikke. For ligesom hele naturen og stjernernes faste bevægelser i sandhed er Guds ordninger og bliver holdt oppe af Gud, således er lovlige samfundsordninger i sandhed Guds ordninger, og de bliver holdt oppe og forsvaret af Gud mod Djævelen.

Dåben (Art. 9)

De godkender den niende artikel, hvor vi bekender, at dåben er nødvendig til frelse og at børn bør døbes, og at barnedåben ikke er unyttig, men nødvendig og virksom til frelse. Og fordi evangeliet hos os bliver forkyndt rent og omhyggeligt, har vi ved Guds nåde også den frugt af det, at der i vores menigheder ikke er opstået nogen gendøbere. For folket er ved Guds Ord blevet rustet mod disse røveres ugudelige og oprørske parti. Og ligesom vi fordømmer gendøbernes mange andre vildfarelser, således fordømmer vi også denne, at de påstår at barnedåben er unyttig. For det er helt sikkert at løftet om frelse også gælder de spæde. Men det tilhører ikke dem, der er uden for Kristi kirke, hvor hverken Ordet eller sakramenterne er. For Kristus genføder ved Ordet og sakramenterne. Altså er det nødvendig at døbe de små børn, for at løftet om frelsen kan blive tilegnet dem, ifølge Kristi befaling (Matt 28, 19): ”Døb alle folk.” Ligesom frelsen altså bliver tilbudt alle, således bliver også dåben tilbudt alle, mænd, kvinder, børn og spæde. Af det følger der altså tydeligt, at spædbørn skal døbes, fordi frelsen bliver skænket sammen med dåben.

Desuden er det tydelig, at Gud godkender barnedåben. Derfor er det en ugudelig mening gendøberne har, når de fordømmer barnedåben. Men at Gud godkender barnedåben fremgår af, at han har givet Helligånden til mange af dem, der er barnedøbt. For hvis denne dåb var unyttig, ville Helligånden ikke blive givet, ingen ville blive frelst, og der ville kort sagt ikke være nogen kirke. Denne grund er i sig selv nok til at befæste gode og gudfrygtige sjæle mod gendøbernes ugudelige og fanatiske meninger.

Den hellige nadver (Art. 10)

De godkender den tiende artikel, hvor vi bekender vores tro på, at Kristi legeme og blod virkelig og efter sit væsen er til stede i Herrens nadver og i sandhed bliver givet sammen med de synlige ting, brødet og vinen, til dem, der modtager sakramentet. Denne tro forsvarer vi urokkelig efter at have undersøgt og beskæftiget os omhyggeligt med sagen. For når Paulus siger, at brødet er delagtighed i Herrens legeme, osv., så ville følgen være, at brødet ikke var delagtighed i Kristi legeme, men kun i hans Ånd, hvis Herrens legeme ikke virkelig var til stede. Og vi ved, at ikke bare den romerske kirke stadfæster Kristi legemlige nærvær, men at den græske kirke både tidligere og i dag har samme opfattelse. Det viser deres ritual for messen nemlig, hvor præsten tydeligt beder om, at brødet må blive forvandlet og blive til Kristi legeme. Og Vulgarius, en forfatter der efter vores opfattelse ikke er så ringe endda, siger udtrykkelig, at brødet ikke bare er et billede, men virkelig bliver forvandlet til kød. Og hos Kyrill er det en lang udlægning af Johannes kapitel 15, hvor han lærer, at Kristus bliver givet os legemlig i nadveren. Sådan siger han nemlig: ”Vi benægter på ingen måde, at vi ved sand tro og oprigtig kærlighed bliver forenet med Kristus på åndelig vis. Men vi benægter, at vi ikke også skulle blive forenet med ham på legemlig vis. Det ville være fuldstændig i strid med de hellige skrifter. Og hvem tvivler vel på at Kristus også således er vintræet og at vi er grenene, at vi henter vores liv fra ham? Hør hvad Paulus siger: Vi er alle ét legeme i Kristus, og: Skønt vi er mange, er vi alligevel en i ham. For vi har alle del i det ene brød. Tror man måske, at den mystiske velsignelses kraft er ukendt for os? Når den er i os, skulle så ikke delagtigheden i Kristi kød bevirke, at han også bor i os legemlig?” Og lidt senere siger Kyrill: ”Derfor må vi huske på, at Kristus er i os ikke bare ved den tilstand, som vi kalder kærlighed, men også ved en legemlig delagtighed, osv.” Vi har ikke citeret alt dette her, for at strides om denne sagen, for Majestæten har jo ingen indvendinger mod denne artikel, men for at de, der læser dette, desto klarere kan se, at vi forsvarer den lære, der er godtaget i hele kirken, nemlig at Kristi legeme og blod virkelig og efter sit væsen er til stede i Herrens nadver og bliver meddelt sammen med de synlige ting, brød og vin. Og vi taler om Kristi levende nærvær, for vi ved at døden ikke længere har magt over ham.

Skriftemålet (Art. 11)

De godkender den elvte artikel, om at absolutionen skal bevares i kirken. Men om skriftemålet tilføjer de den rettelse, at den kirkelige forordning skal overholdes, at man skal gå til skrifte én gang årligt. Og selv om det ikke er mulig at opregne alle synder, skal man alligevel samvittighedsfuldt samle og lægge det frem, som man kan genkalde i erindringen. Om hele denne artikel skal vi straks udtale os mere udførlig, når vi forklarer hele vores mening om boden. Det står fast, at vi har fremstillet og forherliget rigdommen i absolutionen og nådens nøgler, så mange plagede samvittigheder har modtaget trøst af vores lære. De har hørt, at det er Guds befaling, ja, evangeliets egen røst, at vi skal tro på absolutionen og være overbevist om at syndernes forladelse bliver givet os gratis for Kristi skyld, og tro at vi i sandhed bliver forligt med Gud ved denne tro. Denne lære har oprejst mange gudfrygtige sjæle og fra begyndelsen bragt Luther den højeste anerkendelse fra alle retsindige mennesker, fordi den fremviser en så sikker og fast trøst for samvittighederne. Tidligere var hele kraften i absolutionen begravet under læren om gerningerne, fordi sofisterne og munkene ikke lærte noget om troen og den ufortjente syndsforladelse.

Når det gælder tiden, er det sikkert, at de fleste i vores menigheder bruger absolutionens og nadverens sakramente mange ganger om året. Og de, der underviser om sakramenternes værdighed og frugter, gør det sådan, at de indbyder folk til at bruge sakramenterne ofte. Om dette emne har vores teologer skrevet meget som vores modstandere uden tvivl vil godkende og rose, hvis de er ærlige. De åbenlyse onde og de, der foragter sakramenterne bliver advaret og får karantæne. Det sker både i overensstemmelse med evangeliet og de gamle kirkelove. Men vi foreskriver ikke nogen bestemt tid for skriftemålet, for alle er ikke beredt på samme måde og til samme tid. Ja, hvis alle kom strømmende på samme tid, ville der ikke blive tid til en ordentlig samtale og undervisning. Heller ikke de gamle kirkelove og fædrene fastsætter bestemt tidspunkter. Kirkeloven siger blot dette: ”Hvis man opdager, at nogle kirkegængere aldrig bruger sakramenterne, skal de advares. Hvis de så stadig undlader det, skal de gøre bod. Hvis de så derefter ønsker det, skal man ikke holdes dem borte for altid. Hvis de derimod ikke vil, skal de udelukkes.” Kristus siger, at de, der spiser uværdig, spiser sig en dom til (1 Kor 11, 29). Derfor tvinger præsterne ikke dem, der ikke er parate, til at bruge sakramenterne.

Når det gælder opregningen af synderne i skriftemålet, underviser vi folk på en sådan måde, at der ikke lægges fælder for samvittighederne. Det er ganske vist godt at vende de uerfarne til at opregne nogle synder, der plager dem, så de bedre kan blive undervist. Men nu diskuterer vi, hvad der er nødvendig ifølge guddommelige ret. Derfor burde vores modstandere ikke henvise os til de kirkelige forordninger, der ikke er ukendt for os. De burde hellere vise os ud fra guddommelige ret, at det er nødvendigt, at opregne synderne for at opnå syndsforladelse. Hele kirken overalt i Europa ved hvilke fælder, der er blevet lagt for samvittighederne med den del af forordningen, der kræver, at alle synderne skal bekendes. Teksten i sig selv har ikke gjort så meget skade, som det dogmatikerne har føjet til senere, når de også tog omstændighederne ved synderne med. Hvilke labyrinter og hvilken tortur for de oprigtige sjæle! For de rå og skamløse er ligeglad med disse skrækbilleder. Hvilke tragedier har spørgsmålet om, hvem der var ens ”egen præst” ikke fremkaldt i forholdet mellem sognepræsten og munkebrødrene, som mindst af alt var brødre, når de sloges om retten til at høre skriftemål. Vi mener altså, at opregningen af synderne ikke er nødvendig ifølge guddommelige ret. Det samme er også blevet bifaldt af de fleste andre eksperter i kirkeret. Vi ønsker ikke at lægge nogen tvang på vores samvittigheder med den nævnte kirkelige forordning. Om den dømmer vi på samme måde som om andre menneskelige overleveringer, og vi mener ikke, at de er en gudsdyrkelse, der er nødvendig for retfærdiggørelsen. Og denne forordning påbyder det umulige, at vi skal bekende alle synder. Det er nemlig sikkert, at vi hverken husker eller forstår de fleste af vores synder, ifølge ordet (Sal 19, 13): ”Hvem bemærker sine fejltrin?”

Hvis præsterne er dygtige, vil de vide, hvornår det er nyttig at tage en samtale med de uerfarne. Men de romerske teologers tortur vil vi ikke godkende, skønt den ville være mindre utålelig, hvis de havde tilføjet ét eneste ord om den tro, der trøster og oprejser samvittighederne. Nu står det ikke en eneste stavelse om den tro, der opnår syndernes forladelse, i denne bunke af forordninger, regler, ritualer og vejledninger. Man finder ikke en stavelse om Kristus. Kun en liste over forskellige synder. De fleste drejer sig om synder mod menneskelige overleveringer og er fuldstændig ligegyldige. Deres lære har drevet mange fromme sind til fortvivlelse, når de ikke kunne finde fred, fordi de troede, at opregningen af alle synder var efter guddommelig ret, og alligevel magtede de det ikke. Og i vores modstanderes lære om boden findes der lignende grove fejl, som vi straks skal påvise.

Boden (art. 12)

I den tolvte artikel godtager vores modstandere den første del, hvor vi siger, at de, der efter dåben falder i synd, kan få syndernes forladelse til enhver tid og så tit, de omvender sig. Den anden del, hvor vi siger, at boden består i anger og tro, fordømmer de. De nægter, at troen er det andet stykke i boden. Hvad skal vi stille op her? Det er evangeliets egen røst, at vi ved troen opnår syndernes forladelse. Denne evangeliets røst fordømmer disse Konfutationen forfattere. Vi kan derfor på ingen måde give Konfutationen medhold. Vi kan ikke fordømme evangeliets frelsebringende og trøstefulde røst. For at nægte, at vi ved troen opnår syndernes forladelse, hvad er det andet end at skænde Kristi blod og død? Derfor beder vi om, at man tålmodig og omhyggelig vil høre os og dømme i denne særdeles vigtige sag, som angår evangeliets hovedstykke, Kristi sande erkendelse, den sande Gudsdyrkelse. For alle retsindige mennesker må indse, at vi især i denne sag har lært, hvad der er sandt, fromt, frelsebringende og nødvendigt for hele Kristi kirke. Man skal se, at vores skrifter har udbredt meget lys over evangeliet og rettet på mange fordærvelige vildfarelser, som læren om boden tidligere har ligget begravet under på grund af de romerske teologer og kirkeretseksperter.

Men før vi skrider til at forsvare vores mening, må vi forudskikke følgende. Alle retsindige mennesker af enhver stand, også teologerne, må uden tvivl indrømme, at før Luthers skrifter kom for lyset, herskede der den største forvirring om boden. Der gives bøger af sententiarerne, hvor der findes en uendelighed af spørgsmål, som ingen teolog har kunnet forklare tilstrækkelig. Folk har hverken kunnet fatte hovedsagen, eller se, hvad der egentlig krævedes i boden, hvor samvittigheden søgte fred. Lad en af vores modstandere komme frem og sige os, hvornår syndernes forladelse indtræder? Du gode Gud! Hvor stort er ikke mørket! De er i tvivl, om syndernes forladelse indtræder ved ”halvanger” (: attritio) eller ved ”helanger” (: contritio). Og hvis den indtræder på grund af angeren, hvad behøver man da absolutionen til. Hvad gør da nådens nøgler? Hvis synden allerede er forladt? Men her plager de sig selv endnu mere og røver helt ugudeligt nøgler deres kraft og betydning. Nogle drømmer om, at skylden ikke bliver forladt ved nøglerne, men at de evige straffe forandres til timelige. På den måde ville denne frelsebringende magt ikke være et livets og Åndens embede, men kun vredens og straffens. Andre, som er lidt forsigtigere, foregiver, at nøglerne forlader synderne for kirken, ikke for Gud. Men det er også en fordærvelig vildfarelse. For hvis nøglerne ikke trøster os for Gud, hvad i al verden skal da skaffe samvittigheden ro? Endnu mere vrøvlet er følgende: De lærer, at vi ved anger fortjener nåde. Men nogen kunne her spørge, hvorfor Saul, Judas og lignende mennesker ikke finder nåde, da de dog er forfærdelig sønderknust? Her må man hente svar fra troen og evangeliet, at Judas ikke har troet, ikke har oprejst sig ved evangeliet og Kristi løfte. For troen gør forskellen på Judas’ og Peters anger. Men vores modstandere henter deres svar fra loven, at Judas ikke har elsket Gud, men blot har frygtet straffen. Men hvordan kan den forfærdede samvittighed bedømme, om den frygter Gud for hans egen skyld eller blot flygter for de evige straffe? Især under disse alvorlige, sande og store rædsler, som beskrives i salmerne og profeterne, og som de, der i sandhed omvender sig, ganske sikkert får sin del af. Disse stærke følelser kan nok adskilles med bogstaver og ord, men i virkeligheden lader de sig ikke således rive fra hinanden, som disse sofister forestiller sig. Her beråber vi os alle retsindige og indsigtsfulde menneskers dom. De vil uden tvivl indrømme, at disse analyser hos vores modstandere i høj grad er forvirrede og indviklede. Og dog gælder det her en særdeles vigtig sag, nemlig evangeliets hovedpunkt, syndernes forladelse. Hele denne lære om disse spørgsmål, som vi have gennemgået, er hos modstanderne fuld af vildfarelser og hykleri og fordunkler Kristi velgerning, nøglemagten og troens retfærdighed.

Dette sker i det første stykke. Men når man nu kommer til skriftemålet? Hvilket besvær har man da ikke med endeløse opregninger af synder, som for en stor del blot har at gøre med menneskelige overleveringer? Og for at fromme sjæle skal pines endnu mere foregiver de, at denne opregning er begrundet i guddommelig ret. Idet de kræver selve opregningen under påskud af guddommelig ret, taler de imidlertid ganske koldt om absolutionen, som i sandhed er grundet i guddommelig ret. De hævder, at selve sakramentet meddeler nåde blot det bruges og uden nogen god rørelse hos den, som bruger det. Om troen, der griber absolutionen og trøster samvittigheden, nævnes der ikke ét ord. Det er i sandhed, hvad man kan kalde at forbigå selve hovedsagen.

Endnu står det tredje stykke om fyldestgørelserne tilbage. Og dette indeholder den mest forvirrede tale. De foregiver, at evige straffe forandres til Skærsildens straffe. De lærer, at en del bliver eftergivet ved nøglemagten, fra den anden del må man løses ved fyldestgørelse. De tilføjer endvidere, at fyldestgørelserne må være ”gerninger, der ikke er befalede” og lader disse bestå i de tåbeligste iagttagelser, som valfarter, bederemme og lignende, som ikke er befalet af Gud. Og lige som de kan købe sig fri for Skærsilden ved fyldestgørelse, således har man også opfundet den kunst, at købe sig fri for fyldestgørelserne. Og det har været en særdeles indbringende forretning. De sælger nemlig ”aflad”, som de forstår som eftergivelse af fyldestgørelserne. Denne indbringende handel driver de ikke alene med de levende, men endnu langt mere med de døde. Ikke alene ved aflad, men også ved messeofret sælger de fyldestgørelser for de døde. Kort sagt, det er ingen ende på disse fyldestgørelser. Blandt disse forargelige ting og djævelske lærdomme, som vi ikke skal opregne i enkeltheder, ligger læren om retfærdighed af troen på Kristus og om Kristi velgerning begravet. Derfor er der mange fornuftige mennesker, der har set, at det er en gavnlig gerning, at teologernes og kirkeretseksperternes lære om boden er blevet kritiseret.

For følgende læresætninger er åbenbar falske og fremmede ikke alene for den hellige skrift, men også for kirkefædrene: l) at vi ved gode gerninger, som er gjorte uden for nåden, fortjener nåde ifølge en guddommelig pagt. 2) at vi ved halvanger (attritio) fortjener nåde. 3) at den blotte afsky for overtrædelsen er tilstrækkelig til syndens udslettelse. 4) at vi på grund af helanger (contritio), og ikke ved troen på Kristus, opnår syndernes forladelse. 5) at nøglemagten ikke formår at forlade synder for Gud, men kun for kirken. 6) at nøglemagten ikke forlader synder for Gud, men er indstiftet, for at den skal forandre evige straffe til timelige. At den skal pålægge samvittighederne visse fyldestgørelser. At den skal anordne nye gudstjenester og forpligte samvittighederne på sådanne fyldestgørelser og gudstjenester. 7) at opregnelsen af overtrædelser i skriftemålet, således som vores modstandere beskriver den, er nødvendig ifølge guddommelig ret. 8) at kirkelige fyldestgørelser er nødvendige til frikøbelse fra Skærsildens straf eller tjenlige som en erstatning for skyldens udslettelse. Således opfatter de uerfarne det nemlig. 9) at anvendelsen af bodens sakramente ved selve den kirkelige handlingen giver nåde, uden nogen god rørelse, det vil sige uden tro på Kristus hos den, der bruger det. 10) at sjælene ved nøglemagten bliver befriet fra Skærsilden på grund af afladen. 11) at ikke alene den kirkelige straf, men også syndens skyld i visse specielle tilfælde skal forblive hos dem, der i sandhed omvender sig.

Vi har nu for at føre de fromme samvittigheder ud af disse sofistiske labyrinter opdelt boden i to stykker, nemlig anger og tro. Hvis nogen vil tilføje et tredje, nemlig omvendelsens værdige frugter, det vil sige, hele livsførelsens og moralens forandring til det bedre, har vi ikke noget imod det. Med hensyn til angeren afskærer vi disse tomme og endeløse diskussioner om, hvornår man er bedrøvet af kærlighed til Gud, hvornår af frygt for straf. Vi siger, at angeren består i en virkelig skræk, som samvittigheden føler, når den mærker, at Gud vredes over synden og den sørger over at have syndet. Og en sådan anger fremkommer, når synderne straffes ved Guds ord. For det er summen af evangeliets forkyndelse, at straffe synderne og skænke syndernes forladelse og retfærdighed for Kristi skyld samt Helligånden og det evige liv, og at vi som genfødte, skal gøre godt. Således sammenfatter Kristus evangeliets sum, når han hos Lukas i det sidste kapitel siger: ”I mit navn skal I prædike omvendelse og syndernes forladelse for alle folk.” Og om samvittighedens skræk taler Skriften f.eks. i Salme 38: ”mine misgerninger gå over mit hoved, de er blevne mig for svære, som en tung byrde, osv. Jeg er blevet svag og helt stødt bort, jeg jamrer på grund af mit hjertes forvirring.” Og Salme 6: ”Herre, vær mig nådig, for jeg er skrøbelig, helbred mig, Herre, for mine ben er forfærdede, og min sjæl er såre forfærdet, Herre, hvor længe?” Og Esajas 38: ”Jeg sagde: når mine dage afkortes, må jeg fare til gravens porte. Jeg ventede indtil om morgenen, som en løve, sådan sønderbryder han alle mine ben.” Under denne forskrækkelse føler samvittigheden Guds vrede over synden, som de sikre mennesker, der vandrer efter kødet ikke kender til. Man ser syndens skændsel og er alvorlig bedrøvet over at have syndet. Man flygter også fra Guds skrækkelige vrede, for den menneskelige natur kan ikke udholde den, hvis den ikke bliver holdt oppe ved Guds ord. Således siger Paulus i Galaterbrevet: ”Jeg er ved loven død fra loven.” For loven anklager kun og forfærder samvittighederne. I denne skræk tale vores modstandere slet intet om troen. De fremstiller kun det ord, der straffer synden. Når det forkyndes alene, er det lovens lære, ikke evangeliets. Ved denne smerte og forskrækkelse, siger de, fortjener mennesker nåde, hvis de også elsker Gud. Men hvordan kan mennesker elske Gud under virkelig forskrækkelse, når de føler Guds skrækkelige vrede, som ingen menneskelig tunge kan beskrive? Hvad andet end fortvivlelse vil de lære, når de under denne forskrækkelse kun henviser til loven?

Som det andet stykke af boden tilføjer vi altså troen på Kristus. Under denne forskrækkelse må samvittigheden foreholdes evangeliet om Kristus, i hvilket syndernes forladelse loves gratis på grund af Kristus. Vi skal altså tro, at synderne bliver os forladte gratis på grund af Kristus. Denne tro oprejser, opretholder og levendegør de angrende ifølge ordene fra Romerbrevet 5: ”retfærdiggjorte af tro har vi fred.” Denne tro modtager syndernes forladelse. Denne tro retfærdiggør for Gud, som det samme skriftsted bevidner: ”retfærdiggjorte af tro.” Denne tro viser forskellen mellem Judas og Peter, mellem Sauls og Davids anger. Derfor gavner Judas’ eller Sauls anger ikke, fordi denne tro ikke kommer til, som griber syndernes forladelse, skænket for Kristi skyld. Derfor gavner Davids og Peters anger, fordi troen kommer til, som griber syndernes forladelse, skænket for Kristi skyld. Og kærligheden eksisterer ikke, før der er sket forligelse ved troen. For loven opfyldes ikke uden Kristus, ifølge ordene: ”ved Kristus har vi adgang til Gud.” Og denne tro vokser efterhånden og kæmper hele livet mod synden, for at besejre synd og død. Desuden følger kærligheden på troen, som vi ovenfor har sagt. Helangeren kan således klart defineres som en sådan frygt, der er forenet med troen, det vil sige, hvor troen trøster og opretholder det bange hjerte. Halvanger er, hvor troen ikke opretholder det bange hjerte.

Tilsigelsen af syndernes forladelse i absolutionen

Fremdeles forvalter og meddeler nådens nøgler evangeliet ved absolutionen, der er evangeliets sande røst. Således indbefatter vi også absolutionen, når vi taler om troen, fordi troen kommer af hørelsen, som Paulus siger. For ved at høre evangeliet, ved at høre absolutionen bliver samvittigheden oprejst og fatter trøst. Og da Gud virkelig levendegør ved ordet, forlader også nøglerne synderne over for Gud, ifølge disse ord: ”Den, der hører jer, hører mig. Derfor bør den røst, der tilsiger absolution, ikke tros anderledes end som en røst, der lyder fra Himmelen. Og absolutionen er det, man med rette kan kalde bodens sakramente, som også de mere fornuftige romerske teologer gør. Imidlertid bliver denne tro næret på mange måder i anfægtelsen, både ved evangeliets lære og ved brugen af sakramenterne. For sakramenterne er den nye pagts tegn, det vil sige syndsforladelsens tegn. De skænker altså syndernes forladelse som nadverordene klart viser: ”Det er mit legeme, som gives for jer. Det er den nye pagts bæger, osv.” Således bliver troen undfanget og styrket ved absolutionen, ved at høre evangeliet, ved sakramenternes brug, så den ikke skal bukke under, når den kæmper mod syndens og dødens rædsler.

Denne lære om boden er klar og tydelig og forøger nøglernes og sakramenternes ære, og forherlige Kristi velgerning, og lærer os at bruge Kristus som mellemmand og forsoner.

Men da Konfutationen fordømmer os, fordi vi har opdelt boden i disse to stykker, må vi vise, at Skriften netop deler boden eller synderens omvendelse i disse to stykker. For Kristus siger i Matthæus 11: ”Kom hid til mig, alle I, der slider og er besværede, og jeg vil give jer hvile.” Her er to dele: Slid og besvær betegner angeren, syndens og dødens skræk og angst. At komme til Kristus er at tro, at synderne forlades for Kristi skyld. Og når vi tror, levendegøres vores hjerter af Helligånden ved Kristi ord. Her er altså to hovedstykker: anger og tro. Og i det første kapitel hos Markus siger Kristus: ”Omvend jer og tro evangeliet!” Her straffer han i den første del synderne. I den sidste trøster han os og henviser til syndernes forladelse. For at tro evangeliet er ikke en sådan almindelige tro, som også djævlene har, men i egentlig forstand er det at tro syndernes forladelse, skænket for Kristi skyld. For det er det, der åbenbares i evangeliet. Her er de to stykker også forbundet, nemlig angeren, der straffer synderne og troen, når der siges: ”tro evangeliet!” Hvis nogen her vil sige, at Kristus også indbefatter omvendelsens frugter eller hele det nye liv, har vi intet at indvende. For vi er tilfreds, hvis blot de vigtigste stykker nævnes, nemlig anger og tro.

Paulus nævner næsten overalt, hvor han beskriver omvendelsen eller fornyelsen, disse to stykker, dødelsen og levendegørelsen. Således i Kol 2: ”I ham er I omskåret med en omskærelse, der ikke er gjort med hænder, nemlig ved afførelsen af det syndige kød.” Og senere (v, 12): ”I ham er I også oprejste ved troen på Guds kraft.” Også her er to stykker. Det ene er afførelse af det syndige legeme, det andet er oprejsning ved troen. Og disse ord, dødelse, levendegørelse, afførelse af det syndige legeme, oprejsning, bør ikke forstås på urealistisk vis om en blot tænkt forandring, men dødelsen betegner virkelige rædsler, der er kendetegnende for døende og som naturen ikke ville kunne udholde, hvis den ikke blev oprejst ved troen. Således kalder han her afførelsen af det syndige legeme det, som vi sædvanligvis kalde anger, fordi den naturlige begærlighed bliver udfejet under denne smerte. Og levendegørelsen bør ikke forstås som en urealistisk indbildning, men som en trøst, der i sandhed opholder det i angeren flygtende liv. Altså er her to stykker, anger og tro. For da samvittigheden ikke kan blive beroliget uden ved troen, derfor levendegør alene troen ifølge dette ord: ”den retfærdige af troen skal leve.” (Habakuk 2, 4, Rom 1, 17).

Videre siger Paulus i Kolossenserbrevet, at Kristus udslettede det håndskrift, der ved loven var imod os. Her er også to stykker: håndskriften og håndskriftens udslettelse. Håndskriften er nemlig samvittigheden, der straffer og fordømmer os. Fremdeles er loven det ord, der straffer og fordømmer synderne. Den røst altså, der siger: ”mod Herren har jeg syndet,” ligesom David sagde, er håndskriften. Og denne røst har de ugudelige og sorgløse mennesker ikke for alvor hørt. For de ser og læser ikke den lovens dom, der er skrevet i hjertet. Under virkelige smerter og rædsler bliver denne dom set. Håndskriften er altså selve angeren, der fordømmer os. At udslette håndskriften er at ophæve den dom, ved hvilken vi udtaler, at vi vil blive fordømte, og i stedet indgraver den dom, ved hvilken vi føle os befriede fra denne fordømmelse. Men troen er denne nye dom, der udsletter den første dom og gengiver hjertet fred og liv.

Guds fremmede og Guds egentlige gerning

Men hvorfor skulle det være nødvendigt at nævne så mange vidnesbyrd, når de møder os overalt i Skriften? Sal 118, 18: ”Hårdt har Herren tugtet mig, men han overgav mig ikke til døden.” Sal 119, 28: ”Min sjæl svinder bort af sorg. Rejs mig op efter dine ord!” Her er angeren indholdet af den første dele, i den anden bliver det klart skildret, hvordan vi i vores anger, får nyt liv ved Guds ord, som tilbyder os nåden. Den holder oppe og levendegør hjertet. l Sam 2, 6: ”Herren tager liv og giver liv, han sender mennesker ned i dødsriget og fører dem op derfra.” Her betegner det ene angeren, det andet troen. Og Es 28, 21: ”Herren skal blive vred, så han kan gøre sin egentlige gerning, fremmed er hans værk, så han kan gøre sin egen gerning.” Han kalder det Guds fremmede gerning, når han forfærder, fordi Guds egentlige gerning er at levendegøre og trøste. Men han forfærder, siger han, for at skabe rum for trøsten og levendegørelsen, fordi de hjerter, der er sikre og ikke føler Guds vrede, afviser trøsten. På denne måde plejer Skriften at knytte disse to ting sammen, skrækken og trøsten, for at lære at det er de to hoveddele af boden: angeren og den tro, der trøster og retfærdiggør. Vi kan ikke se, hvordan bodens natur skulle kunne fremstilles klarere og enklere.

Dette er nemlig de to vigtigste gerninger af Gud i mennesket, at forskrække og at retfærdiggøre og levendegøre de forskrækkede. Hele Skriften fordeler sig på disse to gerninger. Den ene del er loven, der viser, anklager og fordømmer synden. Den anden del er evangeliet, dvs., det løfte om nåden som bliver givet i Kristus, og dette løfte bliver stadig gentaget gennem hele Skriften. Først blev det givet til Adam, derefter til fædrene, så blev det forklaret af profeterne, til sidst blev det forkyndt og budt frem af Kristus blandt jøderne og af apostlene spredt ud over hele verden. For ved troen på dette løfte er alle de hellige blevet retfærdiggjort, og ikke for sin ufuldkomne eller fuldkomne angers skyld.

Og der er også eksempler, som viser disse to dele af boden. Adam blev tugtet og skræmt efter at han havde syndet, det var angeren. Derefter lovede Gud nåden og sagde, at der ville komme en sæd, der skulle tilintetgøre Djævelens rige, døden og synden. Der tilbyder han syndernes forladelse. Det er hoveddelene. For selv om der bagefter bliver tilføjet en straf, fortjener denne straf alligevel ikke syndernes forladelse. Og om denne form for straf vil vi sige lidt mere nedenfor.

Sådan bliver David tugtet af Nathan, og i sin forfærdelse siger han: ”Jeg har syndet mod Herren.” Det er angeren. Derefter hører han absolutionen: ”Herren har taget din synd bort, du skal ikke dø.” Denne røst rejser David op, og ved troen holder den ham oppe, retfærdiggør og levendegør ham. Der bliver også tilføjer en straf, men denne straf fortjener ikke syndernes forladelse. Der bliver heller ikke altid tilføjet særskilte straffe, men de to ting må altid være til stede i boden: angeren og troen. Således også i Luk 7, 37f. Kvinden, der havde syndet, kom til Kristus med tårer. På disse tårer kendes angeren. Derefter hører hun absolutionen: ”Dine synder er dig forladt. Din tro har frelst dig. Gå bort i fred.” Dette er den anden del af boden, troen som rejser hende op og trøster hende. Af alle disse skriftsteder er det klart for de gudfrygtige læsere, at vi netop har fremstillet de dele af boden, der egentlig hører med, når der er tale om omvendelse eller genfødelse og syndernes forladelse. Frugterne og de gode gerninger og modgang, der døder kødet, følger efter, når vi først ved troen har modtaget syndernes forladelse og er blevet genfødt. Og derfor har vi fremstillet disse to dele, for at troen kan træde så meget klarere frem, den tro, som vi kræver i boden. Og det er lettere at forstå, hvad den tro er som evangeliet forkynder, når den bliver sat op over for angeren og dødelsen.

Vores modstandere fordømmer udtrykkelig vores påstand om, at mennesker opnår syndernes forladelse ved troen. Vi skal derfor tilføje nogle få beviser, der gør, at man kan se, at syndernes forladelse ikke kommer af gjort gerning på grund af angeren, men ved den særlige tro, hvor enhver personligt tror, at hans synder bliver tilgivet. For den artikel, som vi kæmper med vores modstandere om, er den vigtigste, og vi anser det for yderst nødvendig for alle kristne at kende den. Men da der ovenfor i forbindelse med retfærdiggørelsen synes at være sagt nok om denne sagen, skal vi gøre dette kortere her. For læren om boden og læren om retfærdiggørelsen er nært beslægtede lærepunkter.

Den særlige, personlige tro

Når vores modstandere taler om troen og siger, at den går forud for boden, forstår de med det ikke den tro, der retfærdiggør, men den, der i almindelighed tror, at det findes en Gud, at det er bestemt straffe for de ugudelige osv. Udover en sådan tro kræver vi, at enhver skal tro, at netop hans synder bliver tilgivet. Om denne særlige tro strides vi, og vi sætter den op imod den opfattelse, der påbyder, at vi ikke skal sætte vores lid til Kristi løfte, men til angeren, skriftemålet og fyldestgørelserne som gjort gerning. Denne tro følger forskrækkelsen på den måde, at den overvinder den og giver samvittigheden ro. Denne tro tilskriver vi retfærdiggørelsen og genfødelsen, fordi den befrier fra rædslerne og giver fred, glæde og nyt liv i hjertet. Om denne tro påstår vi, at den virkelig er nødvendig for syndernes forladelse, derfor regner vi den som en del af boden. Og Kristi kirke mener det samme, selv om vores modstandere skriger om det modsatte.

For det første spørger vi vores modstandere om modtagelsen af absolutionen er en del af boden eller ikke. Hvis de skiller den fra skriftemålet, spidsfindige ordkløvere som de er, så kan vi ikke se, hvad skriftemålet gavner, uden absolutionen. Men hvis de ikke skiller modtagelsen af absolutionen fra syndsbekendelsen, må de nødvendigvis være af den mening, at troen er en del af boden, fordi absolutionen ikke kan modtages uden ved troen. At absolutionen ikke kan modtages uden ved troen, kan bevises ud fra Paulus, som i Rom 4 lærer, at vi ikke kan modtage løftet uden ved troen. Og absolutionen er løftet om syndernes forladelse. Altså kræver den nødvendigvis tro. Og vi kan ikke se, hvordan nogen kan siges at modtage absolutionen, hvis han ikke tror på den. Hvad er det ikke at tro på absolutionen andet end at anklage Gud for at være en løgner? Hvis hjertet tvivler, holder det Guds løfte for usikkert og unyttig. Derfor står der skrevet i l Joh 5: ”Den, der ikke tror Gud, gør ham til en løgner, fordi han ikke tror Guds eget vidnesbyrd om sin Søn.”

For det andet antager vi, at vores modstandere vil indrømme, at syndernes forladelse enten er en del af eller målet for boden, eller dens hensigt, for at bruge deres eget sprog. Så må også det, vi modtager syndernes forladelse ved, med rette regnes som en del af boden. Men det er helt sikkert, selv om alle Helvedes porter ville skrige imod det, at syndernes forladelse ikke kan modtages uden ved troen alene, som tror, at synderne bliver tilgivet for Kristi skyld. Ifølge ordet i Rom 3, 25: ”Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen.” Og Rom 5, 2: ”Gennem ham har vi adgang til nåden ved troen” osv. For den skræmte samvittighed kan ikke stille vores egne gerninger eller vores kærlighed op mod Guds vrede, men den finder alene fred, når den griber Kristus som mellemmand og tror på de løfter, der er givet for hans skyld. De, der drømmer om, at hjertet kan finde fred uden troen på Kristus, forstår ikke, hvad syndsforladelse er, eller hvordan den kommer til os. Peter citerer fra Esajas: ”Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme.” (1 Pet 2, 6). Hyklerne må altså blive til skamme. Dem, der tror, at de modtager syndernes forladelse på grund af deres egne gerninger og ikke på grund af Kristus. Og Peter siger i ApG 10, 43: ”Om ham vidner alle profeterne og siger at alle, der tror på ham, skal få tilgivelse for synderne ved hans navn.” Han kunne ikke have sagt det klarere: ”Ved hans navn,” og han tilføjer: ”alle, der tror på ham.” Altså er det alene ved Kristi navn, vi modtager syndernes forladelse, dvs., for Kristi skyld, ikke på grund af nogen fortjeneste og gerninger, som vi har. Og dette sker, når vi tror, at vores synder bliver tilgivet for Kristi skyld.

Kirkens samstemmende lære

Vores modstandere skriger højt om at de er kirken, og at de følger kirkens enige opfattelse. Men Peter påberåber sig også kirkens enige opfattelse til støtte for vores sag: ”Om ham vidner alle profeterne og siger, at alle, der tror på ham, skal få tilgivelse for synderne ved hans navn” osv. Alle profeternes enige vidnesbyrd er sandelig den universelle kirkes enige opfattelse. Hverken paven eller kirken indrømmer vi nogen magt til at træffe afgørelser, der går imod dette samstemmige vidnesbyrd fra profeterne. Men pave Leo fordømmer åbenlyst i sin bandbulle denne artikel om syndernes forladelse, og vores modstandere fordømmer den også i deres gendrivelsesskrift. Af det bliver det klart, hvordan vi bør dømme om deres kirke. I deres dekreter forkaster de den lære, at vi opnår syndernes forladelse ved troen, ikke på grund af vores gerninger, men for Kristi skyld. Men ikke blot det, de befaler også, at denne lære skal udryddes med vold og sværd, og at de oprigtige mennesker, der holder fast på denne lære, skal tilintetgøres ved al slags grusomhed.

De har på deres side berømte forfattere som Scotus, Gabriel og andre, sammen med udsagn fra kirkefædrene, som de citerer i løsrevet form i dekreterne. Sandt nok, hvis vi skulle tælle vidnesbyrdene, ville de vinde. For der er et helt hav af vrøvlede fortolkere af troslæren, der nærmest har sammensværget sig om at forsvare disse påfund om fortjeneste ved anger og gerninger og de andre ting, som vi har omtalt ovenfor. Men for at ingen skal lade sig påvirke af mængden af vidnesbyrd, så lad det være klart, at der ikke ligger nogen særlig autoritet i vidnesbyrdene fra de teologer, der følger efter og som ikke selv har udarbejdet deres skrifter, men blot har skrabet noget sammen fra de ældre og overført meninger fra én bog til en anden. I det arbejde har de ikke udvist nogen dømmekraft, men ligesom medlemmer uden taleret har de stiltiende godkendt de ældres vildfarelser uden at have forstået dem. Lad os derfor ikke tøve med at sætte udsagn af Peter, som viser til profeternes samstemmige vidnesbyrd, op imod legioner af teologi-kopister. Til denne Peters prædiken kommer Helligåndens vidnesbyrd også. Sådan står der nemlig i teksten: ”Mens Peter talte disse ord, faldt Helligånden på alle dem, der hørte Ordet.” (ApG 10, 44).

Derfor skal de gudfrygtige samvittigheder vide, at det er Guds bud, at de skal tro, at de bliver tilgivet gratis for Kristi skyld, ikke på grund af vores gerninger. Ved dette Guds bud skal de holde sig oppe mod fortvivlelsen og syndens og dødens rædsler. Og de skal vide, at det er, hvad de hellige i kirken har troet fra verdens begyndelse. Peter påberåber sig nemlig klart profeternes samstemmige vidnesbyrd og apostlenes skrifter viser, at de har ment det samme. Og der mangler heller ikke vidnesbyrd fra kirkefædrene. For Bernhard siger det samme med ord, der ikke er til at misforstå: ”Det er frem for alt nødvendig at tro, at du ikke kan få syndernes forladelse uden ved Guds overbærenhed, men du skal lægge til, at du også tror dette, at dine synder bliver tilgivet ved ham. Det er det vidnesbyrd, som Helligånden giver i dit hjerte, når der siges: Dine synder er dig forladt. Sådan fastslår apostelen, at mennesket bliver retfærdiggjort uden vederlag ved troen.” Disse ord af Bernhard kaster på en usædvanlig måde lys over vores sag. Han kræver ikke bare at vi i almindelighed skal tro, at synderne bliver tilgivet ved Guds barmhjertighed, men han befaler også, at vi skal tilføje den særlige tro, at vi skal tro, at også vi selv får synderne tilgivet. Og han lærer os, hvordan vi skal blive overbeviste om syndernes forladelse, nemlig ved at troen oprejser hjertet og Helligånden giver det ro. Hvad mere kræver vores modstandere? Vover de endnu at nægte, at vi opnår syndernes forladelse ved troen, eller at troen er en del af boden?

Kravet om kærlighed er lovens lære

For det tredje siger vores modstandere, at synden bliver tilgivet på den måde, at den, der har en ufuldkommen eller fuldkommen anger frembringer den gerning at elske Gud. Ved denne gerning fortjener han at modtage syndernes forladelse. Dette er ikke noget andet end at lære loven, udslette evangeliet og afskaffe løftet om Kristus. For de kræver blot loven og vores gerninger, for loven kræver kærlighed. Desuden lærer de, at vi skal stole på, at vi opnår syndernes forladelse på grund af angeren og kærligheden. Hvad er dette andet end at sætte vores lid til vores gerninger, og ikke til Guds ord og løfte om Kristus? Men hvis loven er nok til at opnå syndernes forladelse, hvorfor skulle vi da have behov for evangeliet, hvorfor skulle vi have brug for Kristus, hvis vi opnår syndernes forladelse ved vores gerning? Vi kalder derimod samvittighederne tilbage fra loven til evangeliet og fra tilliden til egne gerninger til tilliden til løftet og til Kristus. For evangeliet fremstiller Kristus for os og lover os syndernes forladelse gratis for Kristi skyld. Dette løfte befaler os, at have tillid til, at vi for Kristi skyld bliver forligt med Faderen, og ikke på grund af vores anger eller kærlighed. For ingen anden end Kristus er mellemmand eller forsoner. Og vi kan ikke holde loven uden at vi først er forligt med Gud ved Kristus. Selv om vi kan gøre det til en vis grad, skal vi alligevel tro, at vi ikke opnår syndernes forladelse på grund af disse gerninger, men på grund af Kristus som mellemmand og forsoner.

Ja, det er en hån mod Kristus og afskaffelse af evangeliet, hvis vi mener, at vi opnår syndernes forladelse på grund af loven eller på nogen anden måde end ved troen på Kristus. Denne opfattelse har vi behandlet ovenfor i forbindelse med retfærdiggørelsen, hvor vi har sagt, hvorfor vi bekender, at mennesker bliver retfærdiggjort ved troen, og ikke ved kærligheden.

Derfor er vores modstanderes lære blot lovens lære, når de hævder, at mennesker opnår syndernes forladelse ved deres anger og sin kærlighed, og at de skal stole på denne anger og kærlighed. En lov, de ikke har forstået, ligesom jøderne så på Moses’ tildækkede ansigt. Hvis vi nu forestiller os, at kærligheden er til stede og at gerningerne er der, så kan hverken kærligheden eller gerningerne alligevel være en forsoning for synden. Og vi kan ikke stille dem op mod Guds vrede og dom, ifølge ordet: ”Stævn ikke mig, din tjener, for retten! For ingen, der lever, er retfærdig for dig.” (Sal 143, 2). Kristi ære må heller ikke overføres på vores gerninger.

Af disse grunde påstår Paulus, at vi ikke bliver retfærdiggjort af loven. Mod loven sætter han løftet om syndernes forladelse, der bliver givet for Kristi skyld, og han lærer, at vi modtager syndernes forladelse vederlagsfrit for Kristi skyld ved troen. Til dette løfte er det Paulus kalder os tilbage fra loven. Han byder os, at rette blikket mod dette løftet, som virkelig ville være nytteløst, hvis vi blev retfærdiggjort ved loven før løftet, eller hvis vi opnåede syndernes forladelse på grund af vores egen retfærdighed. Og det er sikkert at løftet bliver givet os, og Kristus bliver fremstillet for os, fordi vi ikke kan holde loven. Derfor er det nødvendig, at vi først bliver forligt med Gud ved løftet, før vi kan holde loven. Men løftet bliver alene modtaget ved troen. Derfor er det nødvendig, at de angrende ved troen griber løftet om syndernes forladelse, der bliver givet for Kristi skyld, og holder fast på, at de uden vederlag for Kristi skyld har en nådig Far. Det er Paulus’ mening i Rom 4, hvor han siger: ”Derfor er det af tro, for at løftet skal være af nåde og stå fast.” Og i Gal 3: ”Skriften har lagt alt under synden, for at de, der tror på Jesus Kristus, ved tro kan få det, der var lovet.” Det vil sige, at alle er under synden og ikke kan blive befriet på anden måde end ved at troen griber løftet om syndernes forladelse. Derfor bør vi modtage syndernes forladelse ved troen, før vi holder loven, selv om kærligheden følger troen, som vi før har sagt. For de genfødte modtager Helligånden og begynder derfor at holde loven.

Vi kunne citere flere vidnesbyrd, hvis de ikke faldt den gudfrygtige læser i øjnene overalt i Skriften. Og vi ønsker ikke at være alt for detaljerede, så vores sag kan blive lettere forstået. Og det er ikke tvivl om, at det er Paulus’ opfattelse, vi forsvarer: At vi ved troen modtager syndernes forladelse for Kristi skyld, og at vi ved troen skal stille Kristus som vores mellemmand, ikke vores gerninger, op mod Guds vrede. Og gudfrygtige sjæle skal ikke lade sig forurolige, selv om vores modstandere forvrænger Paulus’ opfattelse. For intet kan siges så enkelt, at ordkløvere ikke kan fordreje det. Vi ved, at det, vi har sagt, er den virkelige og ligefremme mening af ordene hos Paulus. Vi ved, at vores mening giver de gudfrygtige samvittigheder en fast trøst. Uden denne trøst kan ingen blive stående i Guds dom.

Kærligheden følger troen

Derfor forkaster vi den farisæiske opfattelse hos vores modstandere, at vi ikke modtager syndernes forladelse ved troen, men at vi må fortjene den ved vores kærlighed og vores gerninger, og at vi skal stille vores kærlighed og vores gerninger op mod Guds vrede. Dette er lovens lære, ikke evangeliets, og den opdigter, at mennesker bliver retfærdiggjort ved loven, før de bliver forligt med Gud gennem Kristus, skønt Kristus siger: ”Uden mig kan I intet gøre.” Ligeledes: ”Jeg er det sande vintre, I er grenene.” Men vores modstandere opdigter, at vi ikke er grene på Kristus, men på Moses. De vil nemlig først blive retfærdiggjort ved loven og tilbyde Gud vores kærlighed og vores gerninger, før de bliver forligt med Gud ved Kristus, og før de bliver grene på Kristus. Paulus påstår derimod, at vi ikke kan holde loven uden Kristus. Derfor må løftet gribes først, så vi kan blive forligt med Gud for Kristi skyld, før vi kan holde loven. Dette antager vi er klart nok for de gudfrygtige samvittigheder. Af det kan de forstå, hvorfor vi ovenfor har erklæret, at mennesker bliver retfærdiggjort ved troen, og ikke ved kærligheden. For vi må ikke stille vores kærlighed eller vores gerninger op mod Guds vrede, eller stole på vores kærlighed og vores gerninger, men Kristus, vores mellemmand. Og vi må gribe løftet om syndernes forladelse, før vi kan holde loven.

Til sidst, hvornår skal samvittigheden finde fred, hvis vi modtager syndernes forladelse, fordi vi elsker eller holder loven? For loven vil altid anklage os, fordi vi aldrig kan opfylde Guds lov. Som Paulus siger det: ”Loven fremkalder vrede.” Chrysostomus spørger i forbindelse med boden: ”Hvordan skal vi blive sikre på, at vores synder er tilgivet?” Om det samme spørger også vores modstandere i deres fortolkninger. Det kan de ikke svare på, og samvittighederne kan ikke blive beroliget, hvis de ikke ved, at det er Guds bud og hans eget evangelium, at de skal holde det for sikkert, at synderne bliver tilgivet for Kristi skyld uden vederlag, og at de ikke skal tvivle på, at de bliver dem tilgivet. Hvis nogen tvivler, gør han Guds løfte til en løgner, som Johannes siger (l Joh 5, 10). Vi lærer, at denne troens vished bliver krævet i evangeliet. Vores modstandere lader samvittighederne være i usikkerhed og tvivl. Samvittighederne gør ikke noget af tro, hvis de altid tvivler på, at de har tilgivelsen. Hvordan kan de i en sådan tvivl påkalde Gud, hvordan kan de være sikre på, at han hører dem? Sådan bliver hele livet uden Gud og uden en sand gudstjeneste. Det er det, Paulus siger: ”Alt som ikke er af tro, er synd.” Og fordi de altid bliver holdt i denne tvivl, erfarer de aldrig, hvad troen er. Det gør, at de til sidst styrter ned i fortvivlelse. Således er vores modstanderes lære en lovens lære, evangeliets afskaffelse og en fortvivlelsens lære. Om denne lære om boden, som ikke har noget uklart ved sig, vil vi gerne lade alle oprigtige mennesker dømme, så de kan udtale, hvem der har fremsat den mest gudfrygtige og gavnlige lære for samvittighederne, vi eller vores modstandere. Vi har sandelig ikke nogen glæde af disse stridigheder i kirken, derfor skulle vi mere end gerne tie stille, hvis vi ikke havde store og vigtige grunde for at være uenige. Men siden de nu fordømmer den åbenbare sandhed, står det os ikke frit at lade sagen falde, for det er ikke vores sag, men Kristi og hans kirkes sag.

Vi har sagt, hvorfor vi har stillet angeren og troen op som de to dele i boden. Og vi har været så meget mere villige til at gøre det, fordi så mange udsagn af kirkefædrene om boden nu er i omløb i en lemlæstet form, udsagn som vores modstandere har forvrænget for at skygge for troen. Som for eksempel: ”At gøre bod er at sørge over tidligere synder og ikke mere at gøre noget, som vi må sørge over.” Og: ”Boden er ligesom en hævn fra den bedrøvede synder, som straffer det hos sig selv, som han er bedrøvet over at have begået.” I disse udsagn er troen overhovedet ikke nævnt. Og heller ikke når de bliver forklaret i undervisningen, bliver der tilføjet noget om troen. Derfor har vi opregnet troen blandt bodens bestanddele, for at læren om troen skal træder tydeligere frem. For disse udsagn, der kræver anger og gode gerninger, men ikke nævner den tro, der retfærdiggør, er farlige. Det viser sagen selv. Og med rette kan man sige at savne forstand hos dem, der har sammendynget disse brokker fra dogmatikken og kirkeretten. For da kirkefædrene på et sted taler om den ene, på et andet sted om den anden del af boden, ville det have været gavnlig at udvælge og sammenknytte deres meninger, ikke bare om den ene del, men om begge, dvs., om angeren og boden. For Tertullian taler ypperlig om troen, når han betoner denne ed hos profeten (Ez 33, 11): ”Så sandt jeg lever, siger Herren, jeg vil ikke at synderen skal dø, men at han skal vende om og leve.” Fordi Gud sværger, at han ikke vil at synderen skal dø, viser han, at han kræver tro, at vi skal tro på ham, når han sværger, og virkelig være visse på, at han tilgiver os. I sig selv bør de guddommelige løfters autoritet være stor nok for os. Men dette løfte bliver også stadfæstet ved en ed. Den, der derfor ikke er vis på, at han får tilgivelse, han nægter, at Gud har sværget sandt, og det er den værste gudsbespottelse, der kan tænkes. Sådan siger Tertullian det nemlig: ”Han indbyder os til frelsen med en belønning, ja, han sværger til og med. Så sandt jeg lever, siger han, fordi han ønsker at blive troet. Ja, salige er vi, når Gud sværger en ed for vores skyld. Ve os elendige, hvis vi ikke engang tror på Gud, når han sværger.” Og her må vi vide at denne tro bør stole på, at Gud tilgiver os uden vederlag for Kristi skyld, på grund af sit løfte, og ikke på grund af vores gerninger, vores anger, bekendelse eller fyldestgørelse. For hvis troen støtter sig til disse gerninger, bliver den straks uvis, fordi den ængstelige samvittighed ser at disse gerninger er uværdige. Derfor siger Ambrosius helt tydelig om boden: ”Altså sømmer det sig for os, både at gøre bod og at tro, at tilgivelsen bliver tildelt os, sådan at vi håber på tilgivelsen ligesom af tro. Og denne tilgivelse opnår troen ligesom ved en skriftlig forsikring.” Ligeledes: ”Det er troen, der skjuler vores synder.” Således findes det udtalelser hos kirkefædrene ikke bare om angeren og gerningerne, men også om troen. Men da vores modstandere hverken forstår bodens natur eller kirkefædrenes tale, plukker de udsagn ud om den ene del af boden, nemlig gerningerne. Det, der andre steder bliver sagt om troen, går de forbi, fordi de ikke forstår det.

Skriftemålet og fyldestgørelsen

Oprigtige mennesker kan let forstå, hvor vigtig det er at bevare den sande lære om de to dele af boden, angeren og troen, som vi har drøftet ovenfor. Vi har derfor lagt vind på at forklare disse to lærepunkter. Om skriftemålet og fyldestgørelsen har vi slet ikke ført nogen strid. For også vi beholder skriftemålet, først og fremmest på grund af absolutionen, der er Guds Ord, som med guddommelig autoritet kundgøres for den enkelte ved hjælp af nøglemagten. Derfor ville det være ugudelig at fjerne den private absolution fra kirken. Og de som foragter den private absolution, forstår hverken hvad syndernes forladelse eller nøglemagten er. Når det ellers gælder opregningen af synderne i skriftemålet, har vi ovenfor sagt, at vi ikke mener, den er nødvendig efter guddommelige ret. Når nogen indvender, at en dommer må kende sagen, før han kan fælle en dom, så har ikke det nogen med sagen at gøre, for absolutionens tjeneste er en velsignelse eller nåde, ikke en dom eller en lov. Derfor har tjenerne i kirken et påbud om at tilgiv synder, de har ikke nogen påbud om at granske de skjulte synder. Og de løser også fra dem, som vi ikke mindes. Derfor kræver absolutionen, der er evangeliets røst, når det tilgiver synder og trøster samvittigheden, ikke nogen granskning.

Her er det latterlig at bruge Salomons ord (Ordsp 27, 23): ”Mærk dig vel, hvordan dine får ser ud.” For Salomon siger ikke nogen om skriftemålet. Han giver bare husfaderen en forskrift om husholdningen, at han skal bruge det, der er hans, og ikke det, der hører en anden til, og han byder ham at forvalte sit eget omhyggelig, men alligevel ikke sådan, at han i iver efter at øge sit gods bliver så optaget, at han bortkaster frygten for Gud eller troen eller omsorgen for Guds ord. Men ved en utrolig forvandling omformer vores modstandere Skriftens udsagn, så den betyder, hvad som helst, de selv ønsker. Dette ”mærk vel” betyder for dem at høre skriftemål, ”hvordan de ser ud” betyder ikke den ydre adfærd, men samvittighedens hemmeligheder. ”Fårene” betyder mennesker. Det er sandelig en smuk fortolkning og værdig disse foragtere af alle studier om reglerne for ret tale. Men hvis nogen ved en sammenligning ville overføre budet, der er givet til en husfar, til hyrden i en menighed, bør han i det mindste tolke ”hvordan de ser ud” om den ydre adfærd. Da vil sammenligningen passe bedre.

Men lad os hoppe over sådanne ting. Gentagne gange bliver skriftemålet nævnt i salmerne, som f.eks. (Sal 32, 5): ”Jeg sagde: Nu vil jeg bekende mine overtrædelser for Herren. Og du tog min syndeskyld bort.” En sådan bekendelse af synden, som sker over for Gud, er selve angeren. For når bekendelsen sker over for Gud, må den nødvendigvis ske af hjertet, ikke bare med munden, som det sker hos skuespillerne på scenen. En sådan bekendelse er altså den rette anger, hvor man føler Guds vrede og bekender at han med rette er vred på os, og at han ikke kan forsones ved vores gerninger, og hvor vi alligevel søger barmhjertighed på grund af Guds løfte. Sådan lyder denne bekendelse (Sal 51, 6): ”Mod dig alene har jeg syndet, så du må være retfærdig og bliver stående, når du dømmer.” Det betyder: Jeg tilstår, at jeg er en synder og har fortjent den evige vrede, og jeg kan ikke stille min retfærdighed og mine fortjenester op mod din vrede. Derfor erklærer jeg, at du er retfærdig, når du fordømmer og straffer os. Jeg erklærer, at du er uskyldig, når hyklerne dømmer dig for at være uretfærdig, fordi du straffer eller fordømmer dem, trods deres store fortjenester. Ja, vi kan ikke stille vores fortjenester op imod din dom, men vi bliver retfærdiggjort, når du retfærdiggør os, når du regner os som retfærdige ved din miskundhed. Måske vil nogen citere Jakob (Jak 5, 16): ”Bekend synderne for hverandre.” Men dette stedet taler ikke om det skriftemål, der sker over for præsten, men om forsoningen mellem kristne i almindelighed. For han befaler, at bekendelsen skal være gensidig.

Den sjælesørgeriske samtale

Hvis vores modstandere påstår, at opregningen af synderne i skriftemålet er nødvendig efter guddommelige ret, vil de fordømme mange af de mest anerkendte lærere. For selv om vi godkender skriftemålet og opfatter enkelte dybtborende spørgsmål som gavnlig for at folk kan bliver bedre undervist, så må man alligevel holde måde med det, så der ikke bliver lagt fælder for samvittighederne. De vil aldrig finde ro, hvis de skal tro, at de ikke kan opnå syndernes forladelse uden at de har foretaget denne pinlig nøjagtige opregning. Det er virkelig fuldstændig falsk, det som vores modstandere hævder i Konfutationen, at den fuldstændige bekendelse er nødvendig til frelse. For den er umulig. Og hvilke fælder bliver der ikke lagt for samvittighederne, når de kræver en fuldstændig bekendelse! Hvornår kan samvittigheden være sikker på at dens bekendelse er fuldstændig? Hos de kirkelige forfattere er der tale om bekendelse, men de taler ikke om denne opregning af skjulte overtrædelser, men om ordningen for den offentlige bod. Fordi de faldne eller åbenlyse syndere ikke blev optaget i menigheden igen uden visse fyldestgørelser, plejede de at skrifte for præsterne, for at de kunne foreskrive fyldestgørelser for dem, som stemte med deres overtrædelser. Men hele denne sagen har ikke nogen lighed med den opregning, som vi diskuterer. Grunden til skriftemålet var ikke at der uden det, ikke kunne ske nogen forladelse af synderne over for Gud, men at det ikke kunne bliver foreskrevet fyldestgørelser uden at man først kendte overtrædelsens karakter. For der var forskellige regler for de forskellige overtrædelser.

Om offentlig bod og kirkelig fyldestgørelse

Ordet ”fyldestgørelse” har vi som en levning fra denne ordning for den offentlige bod. For de hellige fædre ville ikke optage de faldne eller åbenlyse syndere igen uden at de først havde undersøgt og betragtet deres bod, så langt det var mulig. Og det synes at have været mange grunde til det. At tugte de faldne tjente som et eksempel, som en randbemærkning i kirkeloven minder om, og det var usømmelig straks at give dem, der havde syndet adgang til nadveren. Disse skikke er nu for længe siden blevet forældet, og vi har ikke behov for at indføre dem igen, for de er ikke nødvendige for syndernes forladelse over for Gud. Fædrene har heller ikke ment, at mennesker fortjener syndernes forladelse ved sådanne skikke eller gerninger. Alligevel plejer disse ydre ceremonier, at narre de uerfarne til at tro, at de kan fortjene syndernes forladelse over for Gud ved disse gerninger. Men hvis nogen tror det, tror han som en jøde og en hedning. For også hedningene har haft visse sonemidler for overtrædelserne, og de har tænkt sig, at de blev forliget med Gud ved dem. Men nu, efter at skikken er blevet forældet, er ordet ”fyldestgørelse” blevet igen sammen med en rest af skikken, idet der i skriftemålet bliver foreskrevet visse fyldestgørelser. Disse definerer de som gerninger, vi ikke er skyldige til at gøre. Vi kalder dem kirkelige fyldestgørelser.

Om dem mener vi det samme som om opregningen af synder, at de kirkelige fyldestgørelserne ikke er nødvendige for syndernes forladelse efter guddommelige ret. Sådan var heller ikke den tidligere fremvisning af fyldestgørelser i den offentlige bod nødvendig efter guddommelige ret for at opnå syndernes forladelse. For vi må holde fast på læren om troen, at det er ved troen, vi opnår syndernes forladelse for Kristi skyld, ikke på grund af vores gerninger som går foran eller følger efter. Af den grund har vi særskilt diskuteret fyldestgørelserne, for at indførelsen af dem ikke skulle skygge for troen og folk skulle tro, at de kunne opnå syndernes forladelse på grund af disse gerninger. Og denne vildfarelse bliver fremmet af mange udsagn, der bliver bragt på bane i undervisningen, som f.eks. Når de i definitionen af fyldestgørelsen siger, at den sker for at forsone den guddommelige vrede.

Alligevel indrømmer vores modstandere, at fyldestgørelserne ikke gavner til tilgivelse af skylden. Men de opdigter, at fyldestgørelserne gavner til at forløse fra Skærsilden og fra andre straffe. De lærer, at Gud ved syndernes forladelse tilgiver skylden, men at han alligevel, fordi det sømmer sig for den guddommelige retfærdighed at straffe synden, forandrer den evige straf til en timelig straf. De tilføjer, at en del af disse timelige straffe bliver eftergivet ved nøglemagten, men at man må købe sig fri fra resten gennem fyldestgørelser. Vi kan ikke forstå, hvilke straffer det er, der bliver delvis eftergivet ved nøglemagten, med mindre de siger, at det er en del af Skærsildstraffene, der bliver eftergivet. I så fald ville det betyde, at fyldestgørelserne er straffe, som køber os fri fra Skærsilden. Og disse fyldestgørelser, siger de, er gyldige, selv om de bliver udført af dem, der er faldet tilbage i dødssynd, som om den guddommelige vrede virkelig kunne forsones af dem, der lever i dødssynd.

Hele denne teori er et påfund, som for nylig er kommet til uden nogen hjemmel i Skriften eller hos de gamle kirkelige forfattere. Ikke engang Lombard taler om fyldestgørelserne på denne måde. Paveteologerne siger, at der fandtes fyldestgørelser i kirken, men de forstod ikke at disse ydre ting var indstiftet dels for eksemplets skyld, dels for at prøve dem, der ønskede at bliver genoptaget i kirken. Med ét ord, de så ikke at det var en tugt og en ren borgerlig sag. Derfor indbilder de sig i deres overtro at fyldestgørelserne ikke tjente til tugt i kirken, men til at forsone Gud. Og ligesom de ofte har sammenblandet det åndelige og det verdslige på en uheldig måde, sådan har de også gjort, når det gælder fyldestgørelserne. Men kommentaren til kirkelovene vidner mange steder om, at disse skikke er indstiftet for kirketugtens skyld.

Men se nu, hvordan de i Konfutationen, som de har vovet at pådutte deres kejserlige Majestæt, beviser det, som de har opdigtet! De citerer mange udsagn fra Skriften for at kaste blår i øjnene på de uerfarne, som om denne sag havde hjemmel i Skriften, selv om den var ukendt på Lombards tid. De påberåber sig følgende steder: ”Bær frugter som er omvendelsen værdig” (Matt 3, 8), ”Stil lemmerne til tjeneste for retfærdigheden” (Rom 6, 19), Kristi forkyndelse af boden (Matt 4, 17): ”Gør bod”, Kristi befaling til apostlene, om at de skal forkynde bod (Luk 24, 47), og Peters forkyndelse af boden i ApG 2 (38). Så citerer de visse udsagn fra kirkefædrene og kirkelovene og trækker den slutning: Fyldestgørelsen må ikke afskaffes, i strid med evangeliets udtrykkelige ord og kirkemødernes og kirkefædrenes beslutninger. Ja, selv de, der har fået absolution af præsten, bør udføre den bod som er pålagt, idet de følger Paulus’ ord (Tit 2, 14): ”Han gav sig selv for os for at fri os ud fra al uretfærdighed og rense os, så vi kan være hans eget folk, som med iver gør gode gerninger.”

Må Gud straffe disse ugudelige sofister, som så skammelig forvrænger Guds Ord efter deres egne tomme indbildninger! Hvilket retsindigt menneske kan undgå at bliver oprørt over nogen så uværdig? Kristus siger: ”Gør bod!” Og apostlene forkynder bod, altså kan fyldestgørelsen købe os fri fra straffene i Skærsilden. Hvem har lært disse æsler en sådan logik? Men det er hverken logik eller sofisteri, men ren og skær uærlighed. Derfor påberåber de sig dette ord: ”Gør bod”, for at de uerfarne, når de hører et sådant ord citeret mod os, skal få den opfattelse, at vi vil afskaffe hele boden. Med disse kunster forsøger de at fjerne sjælene fra os og at tænde had, så de uerfarne skal istemme et skrig mod os, om at sådanne fordærvelige kættere som forkaster boden, må fjernes fra deres midte.

Men vi håber ikke, at disse bagvaskelser vil udrette noget hos dem, der er oprigtige. Gud vil ikke længe tåle en så stor uforskammethed og ondskab. Den romerske pave sørger også dårlig for sin værdighed, når han bruger sådanne forsvarere og overlader en så vigtig sag til disse sofisters dom. I vores bekendelse, har vi sammenfattet næsten alt i hele den kristne lære. Derfor skulle man have fundet dommere, der er mere prøvet i deres lære og tro end disse sofister, der har skrevet dette gendrivelsesskrift, til at udtale sig om så store, så mange og så vigtige sager. Og det burde du, Campegius, have sørget for i din visdom, at de i så vigtige sager ikke skrev noget, som nu eller i fremtiden kunne føre til at den romerske pavestol fik et mindre godt rygte på sig. Hvis den romerske pavestol mener, det er ret, at alle folk skal anerkende den som troens læremester, bør den gøre sit bedste for at lærde og oprigtige mænd foretager undersøgelserne i religiøse spørgsmål. Hvordan vil verden bedømme vores modstanderes skrift, hvis det nogensinde bliver offentliggjort? Hvad vil eftertiden ikke tænke om de dommere, der står der, og som er rene bagvaskelser? Du ser, Campegius, at dette er de sidste tider, da religionen, efter hvad Kristus har forudsagt, skal være i den største fare. I, der skulle sidde som i et vagttårn og styre religionens sager, burde derfor i disse tider bruge særlig klogskab og omhu. Hvis I ikke ser jer om, er der mange tegn, som truer med en forandring i det romerske styre. Og du tager fejl, hvis du tror, at menigheden skal bevares blot med magt og våben.

Behov for religiøs undervisning

Mennesker forlanger undervisning om religionen. Hvor mange tror du, der er ikke bare i Tyskland, men også i England, Spanien, Frankrig, Italien, ja, til og med i selve byen rom, der begynder at tvivle på et eller andet punkt, fordi de ser, at der er opstået stridigheder om de vigtigste spørgsmål? Hvor mange er der ikke, som i stilhed er harme over, at I afviser at undersøge og tage stilling til disse vigtige spørgsmål. At I ikke bringer klarhed til de tvivlende samvittigheder, men bare befaler, at vi skal undertrykkes og udryddes med våbenmagt? Der er mange ærlige mennesker, som en sådan tvivl er værre for end døden. Du tænker ikke nok på, hvor vigtig religionen er, hvis du mener, at det bare er en ubetydelig ængstelse de oprigtige folk føler, når de hvor som helst kommer i tvivl om et eller andet lærepunkt. Og denne tvivl kan ikke andet end at føre til det bitreste had mod dem, der stiller sig i vejen, så sagen ikke kan bliver opklaret, mens de i stedet burde være optaget af at helbrede samvittigheden. Vi taler ikke her om, at I bør frygte for Guds dom. For det tror de høje gejstlige, at de let kan tage sig af, de som selv har nøglerne og naturligvis kan åbne Himmelen for sig selv, når de vil. Vi taler om menneskenes dommer og alle folks tavse ønsker. De forlanger i sandhed, at disse sager bliver undersøgt og afgjort nu, så de ærlige sjæle kan bliver helbredt og befriet fra tvivlen. For hvad som vil ske, hvis dette had engang bryder løs mod jer, det kan du med din visdom let dømme om. Men hvis I bringer lærdom til de tvivlende samvittigheder, vil I kunne binde alle folk til jer ved denne velgerning, som alle fornuftige mennesker regner som den højeste og største. Dette har vi ikke sagt af den grund, at vi er i tvivl om vores bekendelse. For vi ved, at den er sand, gudfrygtig og til gavn for de gudfrygtige samvittigheder. Men det er trolig, at der mange steder findes mange, som er i tvivl om vigtige spørgsmål, men som ikke hører dygtige lærere, der er i stand til at give deres samvittigheder fred.

Men lad os vende tilbage til vores emne. De skrifter som vores modstandere citerer, taler slet ikke om de kirkeretslige fyldestgørelser og om de pavelige teologers meninger, da det er klart, at de er opstået for nylig. Derfor er det ren forfalskning, når de forvrænger skrifterne, så de passer til deres egne meninger. Vi siger, at gode frugter og gode gerninger hele livet igennem bør følge boden, dvs., omvendelsen eller genfødelsen. Og det kan ikke være en sand omvendelse eller en sand anger, hvis der ikke følger en dødelse af kødet og gode frugter. Sand rædsel og virkelig smerte i sjælen tillader ikke at legemet følger lysterne, og den sande tro er ikke utaknemlig mod Gud og foragter ikke Guds bud. Kort sagt, det findes ingen indre bod, uden at den også i det ydre fører til tugtelse af kødet. Dette hævder vi, er meningen hos Johannes, når han siger (Matt 3, 8): ”Bær frugter som er omvendelsen værdig”, og ligeledes Paulus, når han siger (Rom 6, 19): ”Stil jeres lemmer til tjeneste for det, der er ret”, og et andet sted (Rom 12, 1): ”Bær legemet frem som et levende og hellig offer” osv. Og når Kristus siger: ”Gør bod”, taler han helt sikkert om hele boden, om hele det nye liv og dets frugter. Han taler ikke om disse hykleriske fyldestgørelser, som de pavelige teologer indbilder sig gælder som vederlag for straffene i Skærsilden eller for andre straffe, også når de ydes af nogen, der lever i dødssynd.

Der kan samles mange andre bevis, for at disse udsagn i Skriften ikke har nogen at gøre med de pavelige fyldestgørelser. De forestiller sig, at fyldestgørelser er gerninger, som man ikke er pligtig at gøre, mens Skriften i disse udsagn netop kræver gerninger, som man er pligtig at gøre. For dette ordet af Kristus er et påbud: ”Gør bod”. For det andet skriver vores modstandere, at den skriftende ikke synder, hvis han vægrer sig ved, at påtage sig fyldestgørelserne, men at så må betale boden i Skærsilden. Nu kan det ikke diskuteres at disse skriftord: ”Gør bod”, ”Bær frugter som er omvendelsen værdig”, ”Stil jeres lemmer til tjeneste for det, der er ret” er bud, der gælder dette liv. Derfor kan man ikke vride dem om, til at bliver fyldestgørelser som man har lov at afvise. For man har ikke lov at afvise Guds bud. For det tredje er disse fyldestgørelser noget, som afladen eftergiver, som det fremgår i kirkeretten i kapitlet om boden og eftergivelsen. Men afladen løser os ikke fra sådanne bud som: ”Gør bod” og ”Bær frugter som er omvendelsen værdig”. Derfor er det klart, at de ord, der er nævnt fra Skriften, bliver ondskabsfuldt forvrænget, når de bliver brugt om de kirkeretslige fyldestgørelser. Se hvad som følger af dette! Hvis Skærsildsstraffene er fyldestgørelser, eller rettere fyldestlidelser, eller hvis fyldestgørelserne er en løskøbelse fra straffene i Skærsilden, påbyder disse udsagn da, at sjælene skal tugtes i Skærsilden? Da det nødvendigvis følger af vores modstanderes opfattelse, må disse udsagn tolkes på en ny måde. ”Bær frugter som er omvendelsen værdig” og ”Gør bod” vil betyde: ”Bær Skærsildsstraffene efter dette liv”. Men vi har ikke lyst til at bruge flere ord på at gendrive disse tåbeligheder hos vores modstandere. For det er sikkert at Skriften taler om de gerninger, som vi er pligtige til at gøre, om hele det nye liv, og ikke om at overholde gerninger, som vi i ikke er pligtige til, som vores modstandere snakker om. Og alligevel forsvarer de ved disse ting, som de har opdigtet, munkeordener, salg af messer og en uendelig mængde ceremonier, som gerninger, der gør fyldest for straffen, om ikke for skylden.

De skriftsteder, de citerer, siger ikke, at de evige straffer kan erstattes med gerninger, som vi ikke er pligtige til at gøre. Derfor påstår vores modstandere uden grund at disse straffer kan erstattes med kirkelige fyldestgørelser. Heller ikke har nøglemagten fået noget påbud om at forandre enkelte straffe og at eftergive en del af straffene. Hvor kan vi læse det i Skriften? Kristus taler om syndernes forladelse, når han siger (Matt 18, 18): ”Alt det, I løser” osv. Denne tilgivelse ophæver døden og bringer det evige liv. Heller ikke taler han om at pålægge straffe, når han siger: ”Alt det, I binder”, men om at fastholde deres synder, som ikke omvender sig. Men Lombards ytring om eftergivelsen af en del af straffene gælder de straffe, der er fastsat i kirkelovene, af disse eftergav præsterne en del. Vi mener altså, at boden må bære gode frugter til Guds ære og på grund af hans bud, og gode frugter er befalet af Gud, sådan som sand faste, bøn og almisse. Men ingen steder i de hellige skrifter finder vi at evige straffer blot kan bliver eftergivet ved straffen i Skærsilden eller ved kirkelige fyldestgørelser, dvs., på grund af visse bestemte gerninger, som vi ikke er pligtige til at gøre. Eller at der med nøglemagten følger en befaling om at forandre straffer eller eftergiv deler af dem. Dette burde vores modstandere have ført bevis for.

Kristus er vores fyldestgørelse

Videre er Kristi død en fyldestgørelse, ikke bare for skylden, men også for den evige død, ifølge skriftordet (Hos 13, 14): ”Død, jeg vil være din død.” Hvor frygtelig er det da at sige, at Kristi død frikøber os fra skylden, men vores straffer frikøber os fra den evige død? Så skulle dette ord: ”Jeg vil være din død” ikke være at forstå om Kristus, men om vores gerninger, og det ikke om gerninger, der er påbudt af Gud, men om nogle tomme skikke, der er udtænkt af mennesker? Og de bliver sagt at skulle tilintetgøre døden, tilmed når de bliver udført under dødssynd. Det er med ubeskrivelig smerte vi nævner disse tåbeligheder fra vores modstandere. Den, der overvejer dem, kan ikke andet end harmes over disse djævelske lærdomme, som Djævelen har sået i kirken, for at undertrykke kundskaben om lov og evangelium, om bod og levendegørelse og Kristi velgerninger. For om loven taler de sådan: Gud har bøjet sig ned til os i vores svaghed og fastsat et mål for det, som mennesket med nødvendighed må holde, nemlig budene, for at det ved resten, dvs., ved sine overskudsgerninger, skal kunne gøre fyldest for sine overtrædelser. Her har vi mennesker som opdigter, at de kan holde Guds lov på en sådan måde, at de tilmed kan gøre mere end loven kræver. Men Skriften råber overalt om, at vi er langt fra den fuldkommenhed, som loven kræver. Men de påstår, at Guds lov er tilfreds med en ydre og borgerlig retfærdighed. De ser ikke, at den kræver en sand kærlighed til Gud af hele vores hjerte osv., og at den fordømmer hele den onde lyst i vores natur. Derfor gør ingen så meget som loven kræver, og det er latterlig at de indbilder sig, at vi kan gøre mere. For skønt vi kan gøre ydre gerninger, som ikke er befalet i Guds lov, så er det alligevel nytteløst og ugudelig at stole på, at vi dermed har gjort fyldest over for Guds lov. Gud påbyder sand bøn, sande almisser og sand faste, og når de er påbudt af Gud, kan vi ikke forsømme dem uden at synde. Men for så vidt som disse gerninger ikke er påbudt i Guds lov, men efter sit væsen grunder sig på menneskelige forskrifter, er de gerninger, der hører de menneskelige overleveringer til, og om dem siger Kristus (Matt 15, 9): ”Forgæves dyrker de mig med menneskebud”. Således blev visse faster indstiftet, ikke for at tæmme kødet, men for at Gud skal bliver æret ved denne gerning, som Scotus siger, og for at den evige død skal bliver opvejet. Det samme er tilfældet når et vist antal bønner, et vist mål af almisser, bliver udført for at de skal være en gudstjeneste som ved gjort gerning ærer Gud og opvejer den evige død. For de regner dette som en fyldestgørelse, blot ved at gerningen bliver gjort, siden de lærer, at de er gyldige, også for dem, der lever i dødssynd. Endnu mere fjernt fra Guds bud er valfarterne, som der er en stor mangfoldighed af, den ene drager af sted i rustning, den andre barbenet. Dette kalder Kristus en unyttig gudstjeneste, derfor tjener den heller ikke til at forsone Guds vrede, som vores modstandere siger. Alligevel smykkes disse gerninger med storslåede titler, de kaldes overskudsgerninger, og de bliver tilskrevet den ære, at være vederlag for den evige død. Sådan bliver de foretrukket frem for de gerninger, som Gud har påbudt. På denne måde bliver Guds lov fordunklet på dobbelt vis, både fordi de tror, at ydre og borgerlige gerninger gør fyldest over for Guds lov, og fordi de foretrækker gerninger, der er tilføjet ved menneskelige overleveringer, frem for de gerninger, der er påbudt i den guddommelige lov.

Dernæst skygger de også for boden og nåden. For fra den evige død bliver vi ikke frigjort ved et sådan vederlag, der består af gerninger, for det er gavnløst og indebærer ikke, at vi her i dette liv smager døden. Vi må have andet at stille op mod døden, når den angriber os. For ligesom troen på Kristus overvinder Guds vrede, sådan overvinder den også døden. Som Paulus siger (l Kor 15, 57): ”Gud være tak som giver os sejer ved vores Herre Jesus Kristus”. Han siger ikke: ”Som giver os sejer, hvis vi stiller vores fyldestgørelser op mod døden”. Vores modstandere beskæftiger sig med gavnløse spekulationer om tilgivelse af skyld og indser ikke, hvordan hjertet i tilgivelsen af skylden ved troen bliver befriede fra Guds vrede og den evige død. Da Kristi død altså er en fyldestgørelse for den evige død, og da vores modstandere selv indrømmer at disse fyldestgørelser er gerninger, som vi ikke er pligtige at gøre, men gerninger, der hører den menneskelige overlevering til, og som Kristus kalder en unyttig gudstjeneste, så kan vi trygt slå fast at de kirkelige fyldestgørelser ikke efter guddommelige ret er nødvendige for eftergivelse af skylden eller den evige straf eller straffen i Skærsilden.

Straf for synd og tugt for kødet

Men vores modstandere indvender, at hævn eller straf med nødvendighed hører med til boden, fordi Augustin siger: ”Boden er en straffende hævn” osv. Vi indrømmer, at straf eller hævn er nødvendig i boden, ikke som en fortjeneste eller betaling, som vores modstandere udgiver fyldestgørelserne for at være, men på den måde at hævnen formelt set hører med til boden, dvs., fordi selve genfødelsen sker under en stadig dødelse af det gamle liv. Det kan godt være at det er et smukt udsagn, Scotus kommer med, når han siger at boden nærmest må kaldes at udholde straffen. Men om hvilken straf og om hvilken hævn er det Augustin taler? Helt sikkert om den sande straf og den sande hævn, nemlig om angeren og de sande rædsler. Og her udelukker vi heller ikke den ydre dødelse af legemet, som følger med den sande smerte i sjælen. Vores modstandere tager grundig fejl, hvis de mener, at de kirkelige fyldestgørelser er en mere ægte straf end de virkelige rædsler i hjertet. Det er den største tåbelighed at forvrænge betydningen af ordet ”straf” ved at bruge det om disse usle fyldestgørelser, og ikke om de frygtelige rædsler i samvittigheden, som David taler om (2 Sam 22, 5): ”Dødens smerter snørede sig om mig”. Hvem vil ikke hellere i brynje og rustning søgte til Jakobs tempel eller Peters kirke osv. End at udholde det uudsigelige tryk, der ligger i den smerte, som også almindelige mennesker føler, når deres bod er sand!

Men, siger de, det stemmer med Guds retfærdighed at straffe synden. Ja, svarer vi, men han straffer virkelig, når han åbenbarer sin vrede i angerens rædsler. Det vidner David om i sin bøn (Sal 6, 1): ”Herre, revs mig ikke i din vrede”. Og Jeremias i kap 10, 24: ”Tugt mig, Herre, men med måde, ikke i vrede, så du udsletter mig.” Her taler han virkelig om de hårdeste straffe. Og vores modstandere indrømmer, at angeren kan være så stor, at der ikke er behov for nogen fyldestgørelse. Altså er angeren en mere virkelig straf end fyldestgørelsen. Desuden er de hellige underkastet døden og alle almindelige trængsler, som Peter siger i l Pet 4, 17: ”For nu er tiden kommet da dommen skal begynde, og den skal begynde med Guds hus. Men kommer dommen over os først, hvordan går det da til sidst med dem, der ikke tror på evangeliet?” Og selv om disse trængsler for det meste er straf for synd, så har de alligevel hos de gudfrygtige et andet og bedre formål, nemlig at opøve dem til at søge Guds hjælp under anfægtelserne og til at erkende vantroen i deres eget hjerte. Som Paulus siger om sig selv i 2 Kor l, 9: ”Vi regnede os alle som dødsdømte, for vi ville ikke stole på os selv, men på Gud, der oprejser de døde”. Og Esajas siger (26, 16): ”Den nød, de var i da de råbte, var den tugt, som du tugte dem med”, dvs., trængslerne er en tugt, som Gud bruger til at opøve de hellige. Sådan bliver trængslerne pålagt os på grund af den synd, der er til stede, fordi de døder og udrydder den onde lyst hos de hellige, så de kan bliver fornyet i Ånden, som Paulus siger i Rom 8, 10: ”Kroppen er død på grund af synden,” dvs., den bliver dødet på grund af den synd, der er til stede og endnu er igen i kødet. Og døden selv tjener til at ødelægge dette syndige kød, så vi kan stå op igen som fuldstændig nye mennesker. Dødens brod og følelsen af vrede, findes heller ikke længer i den troendes død, efter at troen har overvundet dødens rædsler. Som Paulus siger (l Kor 15, 56): ”Dødens brod er synden, og det som giver synden kraft, er loven”. Denne syndens kraft, denne følelse af vreden er en virkelig straf så længe den er til stede. Uden denne følelse af vreden er døden egentlig ikke nogen straf i det hele taget. På den andre siden gælder de kirkelige fyldestgørelser ikke disse straffe, for vores modstandere siger, at en del af straffen bliver eftergivet ved nøglemagten. Videre eftergiver nøglemagten, ifølge dem, både selve fyldestgørelserne og de straffe, som fyldestgørelserne gør det ud for. Men det står fast, at sådanne almindelige trængsler ikke kan ophæves ved nøglemagten. Og hvis det er disse straffe, de ønsker at tale om, hvorfor føjer de da til, at vi må gøre fyldest i Skærsilden?

De gør indvending mod os ved at nævne Adam, og David, som blev straffet på grund af ægteskabsbrud. Af disse eksempler laver de en almindelig regel, at ved syndernes forladelse har de enkelte synder sine bestemte timelige straffe, som svarer til dem. Ovenfor er det sagt, at de hellige må bære de straffe, som er Guds gerninger, de må bære angeren eller samvittighedens rædsler, og de må bære andre almindelige trængsler. Således er der nogen, der bærer straffe, som Gud kun har lagt på dem, for eksemplets skyld. Disse straffer har ikke noget at gøre med nøglemagten, for nøglemagten kan hverken pålægge dem eller eftergiv dem, men Gud pålægger dem og eftergiv dem udenom forvaltningen af nøglemagten.

Af den særlige straf, der blev lagt på David, følger der ikke nogen universelle regel om., at der i tillæg til de almindelige trængsler er en særskilt straf i Skærsilden, hvor der til den enkelte synd svarer en særlig grad af straf. Hvor lærer Skriften, at vi kun kan bliver befriede fra den evige død ved at der bliver ydet et vederlag i form af bestemte straffer i tillæg til de almindelige trængsler? Tvært imod lærer den stadig, at vi opnår syndernes forladelse uden vederlag for Kristi skyld, som har sejret over synden og over døden. Derfor må fortjenesten ved fyldestgørelser ikke sættes som en lap på dette. Og selv om vi stadigvæk har trængsler, så forklarer Skriften dem som en dødelse af den synd, der endnu er til stede, og ikke som et vederlag eller en betaling, der befrir os fra den evige død.

Gud opdrager os med kors og trængsler

Job bliver undskyldt med at hans trængsler ikke kommer af misgerninger, som han tidligere har begået. Derfor er trængslerne ikke altid straf eller tegn på Guds vrede. Ja, de bange samvittigheder skal lære, når de i deres trængsler og kun ser straf og Guds vrede, at de ikke skal tro, at Gud har forkastet dem, men at trængslerne har andre og vigtigere formål. De skal betragte disse andre og vigtigere formål, som at Gud gør en fremmed gerning, for at han kan gøre sin egentlig gerning. Som Esajas lærer i en lang tale i kapitel 28. Og da disciplene i tilfældet med den blinde spurgte, hvem det var, der havde syndet, svarede Kristus (Joh 9, 2f) at årsagen til blindheden ikke var nogen synd, men at Guds gerninger skulle blive åbenbart på ham. Og hos Jeremias siges det (49, 12): ”Selv de, der ikke har fortjent det, må drikke af bægeret”. Sådan blev profeterne dræbt, og Johannes Døberen og andre hellige. Derfor er trængslerne ikke altid straffe for visse synder, som er gjort tidligere, men de er Guds gerninger, bestemt til at være til nytte for os og til at gøre Guds magt tydeligere i vores svaghed.

Således siger Paulus (2 Kor 12, 9): ”Guds kraft fuldendes i min svaghed”. Derfor skal vores legemer, efter Guds vilje, være ofre, der beviser vores lydighed, men ikke en betaling for den evige død. Den har Gud fået en anden betaling for, nemlig sin Søns død. Og på den måde forklarer også Gregor Davids straf, når han siger: ”Hvis Gud havde truet med at David på grund af sin synd, skulle bliver ydmyget af sin søn, hvorfor opfyldte Gud så sin trussel, da synden var blevet tilgivet? Svaret er at synden blev tilgivet, for at han ikke skulle bliver hindret i at gribe det evige liv. Men den straf, der var truet med, fulgte, for at Davids fromhed også ved denne ydmygelse skulle bliver øvet og prøvet. Sådan har Gud på grund af synden også pålagt mennesket legemets død, og han har ikke taget den bort efter syndernes forladelse på grund af opøvelsen til retfærdighed, dvs., for at øve og prøve retfærdigheden hos dem, der bliver helliggjort”.

Men de almindelige ulykker bliver heller ikke taget bort ved udførelsen af disse kirkelige fyldestgørelser, dvs., ved de gerninger, der er grundet i menneskelige overleveringer og som gælder ved gjort gerning. De citerer mod os dette ord af Paulus (l Kor 11, 31): ”Dømte vi os selv, blev vi ikke dømt” af Herren. Men ordet ”dømme” gælder her hele boden og de frugter, vi skylder, ikke gerninger, som vi ikke er pligtige til at gøre. Vores modstandere betaler her straffen for deres foragt for grammatikken, når de opfatter ordet ”dømme” som det samme som at gøre valfart i fuld rustning til den hellige Jakob, eller lignende gerninger. At ”dømme” betyder hele boden, det betyder at fordømme synden. Denne fordømmelse sker virkelig i angeren og i forandringen af livet. Hele boden, anger, tro og gode frugter, fører til at straffene og de offentlige og private ulykker bliver mildnet. Som Esajas lærer i kapitel 1, 16-19: ”Hold op med at gøre ondt, lær at gøre det gode, osv. Hvis jeres synder er som purpur, skal de blive hvide som sne. Hvis I adlyder villig, skal I nyde landets goder”. Et så vigtig og gavnlig ord om hele boden og om de gerninger, som vi er pligtige til at gøre, eller som er påbudt af Gud, må ikke overføres til fyldestgørelser og gerninger, der er grundet på menneskelige overleveringer. Og det er nyttig at lære, at almindelige onder bliver mildnet ved vores bod og ved de sande frugter af boden, ved gode gerninger, der er gjort af tro. Men ikke, som disse folk indbilder sig, ved gerninger, der er gjort under dødssynd. Her hører ninevitternes eksempel hjemme, som ved deres bod, og nu taler vi om hele boden, blev forliget med Gud og opnåde at deres by ikke blev ødelagt.

Når det gælder det, at fædrene nævner fyldestgørelsen, og at kirkemøderne har givet love om den, har det været et spørgsmål om kirketugt og noget, der er bestemt for eksemplets skyld, som vi sagde ovenfor. De mente ikke, at denne tugt var nødvendig for eftergivelsen af skylden eller af straffen. For når nogen har nævnt Skærsilden i denne sammenhæng, så forklarer de den selv, som en renselse af ufuldkomne sjæle, ikke som et vederlag for den evige død og ikke som en fyldestgørelse. Således siger Augustin, at de tilgivelige synder bliver opbrændt, dvs., at mistillid til Gud og andre lignende holdninger bliver ødelagt. Somme tider tager de kirkelige forfattere ordet ”fyldestgørelse” og overfører det fra selve ceremonien eller den ydre handling og bruger det til at betegne den sande dødelse. Sådan siger Augustin: ”Den sande fyldestgørelse er at fjerne syndens årsager, dvs., at døde kødet, at tvinge kødet, ikke for at det skal være vederlag for den evige straf, men for at kødet ikke skal lokke os til synd”.

Således siger Gregor om godtgørelsen, at boden er falsk, hvis vi ikke gør fyldest over for dem, som vi har taget gods fra. For den, der fortsætter med at stjæle, sørger ikke virkelig over, at han har stjålet eller røvet. Han er stadigvæk en tyv eller en røver, så længe han med urette holder fast på det, der tilhører en anden. En borgerlig godtgørelse er nødvendig, som det står skrevet (Ef 4, 28): ”Den, der er en tyv, må ikke længere stjæle”. Ligeledes siger Chrysostomus: ”I hjertet anger, i munden bekendelse, i gerningen fuldkommen ydmyghed”. Dette beviser ingen ting mod os. Gode gerninger må følge efter boden, og boden må ikke være et hykleri, men en forandring af hele livet til det bedre.

Ligeledes skriver fædrene, at det er tilstrækkeligt, at der én gang i livet finder en sådan offentlig eller højtidelig bod sted, som den kirkelovene om fyldestgørelserne gælder for. Af dette kan vi forstå, at de mente, at disse love ikke er nødvendige for syndernes forladelse. For de vil, at der ofte skal gøres bod på en anden måde end ved denne højtidelige bod, og da kræves der ikke kirkelige fyldestgørelser.

Ophavsmændene til Konfutationen skriver, at det ikke kan tåles, at fyldestgørelserne bliver afskaffet i strid med evangeliets klare ord. Vi har derfor vist, at disse kirkelige fyldestgørelser, dvs., gerninger som vi ikke er pligtige til at gøre, men som vi skulle gøre til vederlag for straffen, ikke er påbudt i evangeliet. Sagen selv viser dette klart. Hvis de fyldestgørende gerninger er gerninger, som vi ikke er pligtige til at gøre, hvorfor henviser de da til evangeliets klare ord? For hvis evangeliet befalet at straffene skulle opvejes ved sådanne gerninger, ville gerningen dermed være gerninger, som vi var pligtige til at gøre. Men de taler sådan, for at kaste blår i øjnene på de uerfarne og henviser til vidnesbyrd, der taler om gerninger, som vi er pligtige til at gøre, mens de selv med deres fyldestgørelser foreskriver gerninger, som vi ikke er pligtige til. Ja, de indrømmer selv i undervisningen, at det ikke er synd at afslå fyldestgørelserne. Altså er det falsk, når de her skriver, at evangeliets klare ord tvinger os til at overtag disse kanoniske fyldestgørelser.

Ellers har vi ofte nok vidnet om, at boden må frembringe gode frugter. Hvad disse frugter er, lærer budene os, nemlig påkaldelse, tak, bekendelse af evangeliet, forkyndelse af evangeliet, lydighed mod forældre og øvrighed, troskab mod ens kald, ikke at slå ihjel, ikke at gemme på had, men være forsonlige, at give til de fattige, så meget som vi kan efter vores evne, ikke at bedrive utugt, ikke at begå hor, men at tæmme, tøjle og tugte kødet, ikke for at yde vederlag for den evige straf, men for ikke at give efter for Djævelen og ikke at krænke Helligånden. Disse frugter er befalet af Gud, og de skal frembringes til Guds ære og på grund af hans bud, og de har også deres løn. Men Skriften lærer ikke, at de evige straffer kun kan bliver eftergivet ved at der bliver ydet vederlag gennem overholdelsen af visse overleveringer eller gennem Skærsilden. Tidligere var afladen en eftergivelse af pligten til at overholde disse offentlige vedtægter, for at mennesker ikke skulle bliver tynget alt for meget ned. Hvis nu en menneskelig autoritet kan eftergiv fyldestgørelser og straffer, så kan disse vederlag ikke være nødvendig efter guddommelig ret, for den guddommelige ret kan ikke ophæves ved en menneskelig autoritet. Da skikken nu desuden selv er gået af brug, og det uden nogen indvending fra biskopperne, så er det ikke nødvendig med disse eftergivelser. Imidlertid er navnet ”aflad” blevet igen. Og ligesom ”fyldestgørelse” ikke bliver forstået som noget, der gælder den offentlige tugt, men som vederlag for straf, sådan bliver også afladen mistolket, som en frikøbelse af sjælene fra Skærsilden. Men tjenesten med nøglerne har alene myndighed til at binde og løse på jorden, efter ordet: ”Det, du binder på jorden, skal være bundet i Himmelen, og det, du løser på jorden, skal være løst i Himmelen” (Matt 16, 19). Som vi har sagt ovenfor, har nøglemagten ikke myndighed til at pålægge straffer eller indføre gudstjenester. Den har kun et påbud om at forlade synderne hos dem, der bliver omvendt, og at irettesætte og udelukke dem, der ikke vil omvende sig. For ligesom ”at løse” betyder at tilgiv synder, sådan betyder ”at binde” ikke at tilgive synder. For Kristus taler om et åndelig rige. Og det er Guds befaling, at evangeliets tjenere skal absolvere dem, der omvender sig, efter ordet: ”Det er givet os fuldmagt til at bygge op” (2 Kor 10, 8). Derfor er det at tilbageholde absolutionen i visse sager noget, der hører den ydre tugt til. For det er et forbehold, der alene gælder de kirkelige straffer, ikke noget forbehold, der gælder skylden over for Gud hos dem, der i sandhed omvender sig. Derfor dømmer vores modstandere ret, når de indrømmer, at dette forbehold om visse sager i dødsstunden ikke skal hindre, at der bliver givet absolution.

Vi har her fremstillet summen af vores lære om boden, og vi ved med sikkerhed, at den er gudfrygtig og gavnlig for de oprigtige sjæle. Og hvis ærlige mennesker vil sammenligne vores lære med de højst forvirrede drøftelser hos vores modstandere, vil de klart se, at vores modstandere har udeladt læren om den tro, der retfærdiggør og trøster de gudfrygtige hjerter. De vil også se, at vores modstandere har opdigtet en mængde om angerens fortjeneste, om den endeløse opregning af overtrædelser, om fyldestgørelserne, alt sammen sådanne ting, der hverken hører hjemme på jorden eller i himmelen, som man siger, og som vores modstandere ikke engang selv kan forklare tilfredsstillende.

Sakramenternes antal og brug (art 13)

Sakramenternes antal

I artikel 13 godkender modstanderne, at vi siger, at sakramenterne ikke bare er genkendelsestegn mellem mennesker, som nogle mener, men at de først og fremmest er tegn på og vidnesbyrd om Guds vilje mod os. Ved dem bevæger Gud hjerterne til tro. Men på dette punkt påbyder modstanderne os at regne med syv sakramenter. Vi mener, man bør sørge for, at ingen sag eller ceremoni, der er indstiftet i Skriften, bliver tilsidesat, hvor mange der så end er. Vi tror ikke, det har stor betydning om andre, for undervisningens skyld, tæller anderledes, hvis blot de sager, der er overleveret i Skriften, bliver bevaret omhyggeligt. Kirkefædrene nummererede heller ikke på samme måde.

Hvis vi kalder de ritualer sakramenter, der er befalet af Gud og som har tilføjet et løfte om nåde, da er det let at afgøre, hvad der egentlig er sakramenter. Ifølge denne definition kan kirkelige handlinger, der er indstiftet af mennesker, egentlig ikke kaldes sakramenter. Det tilkommer nemlig ikke nogen menneskelige autoritet at love nåden. Et tegn, indstiftet uden Guds bud, er således heller ikke noget sikkert tegn på nåden, selv om det måske kan undervise og vejlede de kirkefremmede. Egentlige sakramenter er derfor dåben, nadveren og absolutionen, der er bodens sakramente. For disse kirkelige handlinger er befalet af Guds og har et løfte om nåde, som er hovedsagen i den nye pagt. For når vi bliver døbt, får nadveren og modtager absolutionen, da må hjerterne være sikre på, at Gud virkelig tilgiver os for Kristi skyld. Og Gud bevæger på samme tid hjerterne ved ordet og handlingen, for at vi skal tro og modtage troen, som Paulus siger: ”Troen kommer ved hørelsen” (Rom 10, 17). Og ligesom ordet går ind i ørerne for at påvirke hjertet, sådan går også handlingen ind i øjnene for at bevæge hjertet. Ordet og handlingen har samme virkning. Som Augustin præcist siger det, er sakramentet et synligt ord, fordi handlingen opfattes af øjet og er som et billede af ordet, der gengiver det samme som ordet. Derfor er virkningen af begge den samme.

Konfirmationen og den sidste olie er handlinger, der kommer fra fædrene, men som kirken ikke kræver som nødvendige til frelse, fordi de ikke er befalet af Gud. Af den grund er det nyttig at skille disse handlinger fra de øvrige, der udtrykkeligt er befalede af Gud og har et klart løfte om nåde.

Præsteembedet forstår modstanderne ikke som tjenesten med ordet og forvaltningen af sakramenterne, men som en offertjeneste. Som om det i den nye pagt skulle være nødvendig med et præsteembede i lighed med det levitiske, der ofre og fortjener syndernes forladelse for folket. Vi lærer, at Kristi offer, da han døde på korset, var tilstrækkelig for hele verdens synd og at der ud over dette ikke er nødvendig med andre ofre, som om dette ikke var nok for vores synder. Mennesker bliver derfor ikke retfærdiggjort på grund af noget andet offer, men på grund af Kristi ene offer, hvis de tror, at de er løskøbt ved dette offer. Præster bliver derfor ikke kaldet til at frembære noget offer for folket som i Moseloven, for at de ved det skulle fortjene syndernes forladelse for folket, men de bliver kaldet til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne for folket. Vi har heller ikke noget andet præstedømme i lighed med det levitiske, som brevet til hebræerne tydeligt lærer.

Men hvis ordningen forstås som ordets embede, har vi ikke noget særligt imod at kalde denne ordning et sakramente. For Ordets embede er befalet af Gud og har herlige løfter, Rom l, 16: ”Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, der tror.” Ligeledes Esajas 55, 11: ”Mit ord, der udgår fra min mund, kommer ikke tomt tilbage til mig, men udfører det jeg vil, osv.” Hvis denne ordning forstås sådan, har vi heller ingen alvorlige indvendinger imod, at kalde håndspålæggelsen et sakramente. For kirken har et påbud om at indsætte præster, så vi bør være meget taknemlige for det, fordi vi ved, at Gud godkender dette embede og er nærværende i det. Og når det kan ske, er det ret at pryde Ordets embede med alle former for rosværdighed, mod fanatiske mennesker, der forestiller sig, at Helligånden ikke bliver givet ved Ordet, men på grund af deres egne forberedelser, hvis de sidder uvirksomme og tavse i mørke rum og venter på oplysning. Sådan lærte entusiasterne tidligere, og nu gendøberne.
Ægteskabet er ikke først indstiftet i den nye pagt, men allerede ved den første skabelse af menneskeslægten. Og det er både befalet af Gud og har et løfte, men ikke et sådan løfte, der alene tilkommer den nye pagt. Det angår først og fremmest det jordiske liv. Hvis nogen derfor vil kalde det et sakramenter, må det skilles fra de øvrige, der er den nye pagts særlige tegn og er vidnesbyrd om nåden og syndernes forladelse. Hvis ægteskabet skal betegnes som et sakramente, fordi det er befalet af Gud, så kan også andre livsforhold eller embeder, der har en sådan befaling, kaldes sakramenter, som for eksempel den verdslige øvrighed.
Til sidst, hvis alt det, der er befalet af Gud og har tilføjet et løfter, skal regnes med som sakramente, hvorfor så ikke tage bønnen med, der med største ret kan kaldes et sakramente? Den er nemlig både befalet af Gud og har mange løfter. Og hvis bønnen blev regnet med blandt sakramenterne, som har særlig opmærksomhed, kunne det tilskynde folk til at bed. Hertil kunne også regnes almisser og anfægtelser, der er tegn, som Gud har tilføjet løfter. Men vi vil indlade det. For intet fornuftigt menneske vil lave en stor strid om antallet eller navnet, hvis blot de ting bliver bevaret, der er befalet af Gud og har et løfte.

Sakramenternes rette modtagelse

Det er langt vigtigere at vide, hvordan sakramenterne skal bruges. Her fordømmer vi hele skaren af romerske doktorer, der lærer, at sakramenterne skænker nåden ved selve brugen og uden nogen god sindstilstand hos brugeren, hvis blot ikke hjertedøren låses. Det er helt og holdent judaistiske meninger at hævde, at vi bliver retfærdiggjort ved en ceremoni, uden nogen god bevægelse i hjertet, det vil sige, uden tro. Og alligevel bliver denne ugudelige og fordærvelige mening lært med stor autoritet i hele pavedømmet. Paulus modsiger og benægter, at Abraham blev retfærdiggjort ved omskærelsen. Omskærelsen er nemlig et tegn, der er bestemt til at øve troen (Rom 4, 9). Sådan lærer vi også, at troen må komme til under brugen af sakramenterne. Den tro, der tror disse løfter og modtager det, der loves og som nu bliver skænket i sakramentet. Begrundelsen er klar og urokkelig. Løftet er unyttigt, hvis det ikke bliver modtaget ved troen. Og sakramenterne er løfternes tegn.

Troen må derfor komme til under brugen, sådan at hvis nogen bruger nadveren, skal man brugen den, så man tillidsfuldt tror, at man modtager nåde og syndernes forladelse. Fordi det er den nye pagts sakramente, som Kristus tydeligt siger, så må man være overbevist om, at man her får den sag, der loves i den nye pagt, nemlig syndernes nådige forladelse. Og dette skal man modtager ved tro, og oprejse den forskrækkede samvittighed og stole på, at dette vidnesbyrd ikke er falsk, men lige så sikkert, som hvis Gud med et nyt under fra Himmelen lovede, at han ville forbarme sig. Men til hvilken nytte skulle disse mirakler og løfter være for den, der ikke tror? Og vi taler her om den særlige tro, der tror det nærværende løfte, ikke den tro, der i almindelighed tror, at Gud er til, men den, der tror at syndernes forladelse bliver givet. Denne brug af sakramentet trøster det fromme og forskrækkede hjerte.
Ingen ord kan beskrive, hvor stort misbrug, der er frembragt i kirken ved denne fordærvelige mening om ritualets automatik uden nogen god tanke hos brugeren. Herfra stammer den endeløse vanhelligelse af messerne, men det skal vi komme nærmere ind på i det følgende. Der kan heller ikke frembringes et bogstav fra de gamle forfattere, der forsvarer de romerske teologer i denne sag. Ja, Augustin siger tværtimod, at det ikke er sakramentet, men troen på sakramentet, der retfærdiggør. Og Paulus’ ord er kendt: ”Med hjertet tror man til retfærdighed” (Rom 10, 10).

Kirkeordningen (art 14)

I artikel 14 siger vi, at ingen får lov til at forvalte sakramenterne og ordet i kirken uden at de er ret kaldet. Det godtager vores modpart, dog under den forudsætning at vi bruger den kirkeretslige ordination. Om denne sag har vi på dette møde ofte bevidnet, at vi i højeste grad har villet bevare det kirkelige styre og de forskellige embeder i kirken, selv om det er skabt ved menneskelig autoritet. For på den måde ser vi en god og nyttig mening i den kirkelige orden, der er indstiftet af fædrene, sådan som den er beskrevet i de gamle kirkelove. Men biskopperne tvinger enten vores præster til at forkaste og fordømme den lære, som vi har bekendt, eller de dræber uskyldige og stakkels præster med nye og uhørte grusomheder. Dette er grunden til, at vores præster ikke godkender disse biskopper. Denne hårdhed er grunden til at den kirkelige orden, som vi med stor iver har villet bevare, nogen steder bliver opløst. De må selv se til, hvordan de for Gud vil aflægge regnskab for, at de splitter kirken. I den sag er vores samvittigheder ikke ængstelige. Fordi vi ser, at vores bekendelse er sand, god og almen kirkelig, behøver vi ikke godtage grusomheder fra dem, der forfølger denne lære. Og vi ved, at kirken er hos dem, der lærer Guds Ord ret og forvalter sakramenterne ret. Den er ikke hos dem, der ikke blot søger at udslette Guds Ord med påbud, men endog slår dem ihjel, der lærer ret og sandt. Mod disse er kirkelovene mildere, selv om de skulle gøre noget mod lovene. Vi vil videre her igen bevidne, at vi gerne vil bevare den kirkelige og kirkeretslige ordning, hvis biskopperne holder inde med grusomheder i vores menigheder. Denne vores mening skal for al eftertid undskylde os både for Gud og hos alle folk, så det ikke skal kunne tilskrives os, at biskoppernes autoritet bliver rokket. Mennesker læser og hører her, at vi ikke har kunnet opnå nogen retfærdighed, skønt vi med bønner forsøgte at få biskopperne til at standse deres uretfærdige grusomheder.

Om menneskelige overleveringer i kirken (art 15)

I artikel 15 godkender de den første del, hvor vi lærer, at de kirkelige skikke skal overholdes, når de kan holdes uden synd og tjener til fred og god orden i kirken. I den anden del fordømmer de alt. Vi lærer der, at menneskelige overleveringer, der er indstiftet for at behage Gud, for at fortjene nåden og gøre fyldest for synder, strider mod evangeliet. Selv om vi har sagt nok om forskel på mad i selve bekendelsen, skal vi alligevel kort gentage noget her.

Overleveringerne skygger for Kristus

Selv om vi var overbevist om, at modstanderne ville forsvare de menneskelige overleveringer af andre grunde, så havde vi alligevel ikke troet, at de for eftertiden havde fordømt denne artikel: at vi ikke fortjener syndernes forladelse eller nåden ved overholdelse af menneskelige overleveringer. Efter at denne artikel er fordømt, er sagen derfor klar og enkel. Modstanderne bedriver nu åbenlys judaistisk teologi og begraver åbent evangeliet under dæmonernes lære. For Skriften kalder overleveringer dæmonernes lære, når der læres, at de udgør en gudsdyrkelse, der er nyttig til at fortjene syndernes forladelse og nåde (l Tim 4, 1-3). De tildækker da evangeliet, Kristi velgerning og troens retfærdighed. Evangeliet lærer os, at vi modtager syndernes forladelse af nåde og bliver forsonet med Gud ved troen for Kristi skyld. Modstanderne har derimod oprettet en anden mellemmand, nemlig disse overleveringer. For disse overleveringers skyld vil de modtage syndernes forladelse og ved dem vil de stille Guds vrede. Men Kristus siger klart: ”Forgæves dyrker de mig med menneskehed.” (Matth 15, 9).
Vi har ovenfor udførlig vist, at mennesker bliver retfærdiggjort ved tro, når de tror, at de har en forsonet Gud, ikke for vores gerningers skyld, men gratis for Kristi skyld. Det er sikkert, at dette er evangeliets lære, for Paulus siger klart i Efeserbrevet 2, 8: ”I er frelst af nåde ved tro, og det skyldes ikke jer selv, det er Guds gave, det skyldes ikke mennesker.” Nu siger de, at mennesker fortjener syndernes forladelse ved disse menneskelige overholdelser. Hvad andet er det, end at indsætte en anden retfærdiggører og en anden mellemmand udenom Kristus? Til Galaterne siger Paulus: ”I som vil bliver retfærdiggjort ved loven er skilt fra Kristus.” (Gal 5, 4). Det betyder: hvis I mener, at I ved at holde loven fortjener at bliver regnet retfærdige for Gud, så er Kristus ikke til nogen nytte for jer. For hvad er Kristi gerning for dem, der mener, at de er retfærdige ved deres overholdelser af loven? Gud gav Kristus, fordi han ville være forsonet med os for denne mellemmands skyld, ikke for vores retfærdigheds skyld. Men de mener, at Gud er forsonet for overleveringernes skyld og ikke for Kristi skyld. De berøver derfor Kristus æren som mellemmand.

Hvad denne sag angår, er det ingen forskel på vores overleveringer og de mosaiske ceremonier. Paulus fordømmer derfor de mosaiske ceremonier ligesom han fordømmer overleveringer, fordi de blev anset for at være gerninger, der fortjener retfærdighed for Gud. Sådan er Kristi embede og troens retfærdighed blevet tilsløret. Ved at fjerne loven og ved at fjerne overleveringerne viser han derfor tydelig, at syndernes forladelse er lovet af nåde - ikke for disse gerningers skyld, men for Kristi skyld, på den måde at vi modtager det ved troen. For et løfte modtager vi ikke uden ved tro. Når vi altså modtager syndernes forladelse ved tro, når vi har en forsonet Gud for Kristi skyld, så er det fejlagtig og ugudelig at fastsætte, at vi fortjener syndernes forladelse ved disse overholdelser. Hvis nogen her vil sige, at vi ikke fortjener syndernes forladelse, men at de, der allerede er retfærdiggjort, fortjener nåden ved disse overleveringer, da gendriver Paulus også det. Kristus ville være ”syndens tjener” (Gal 2, 17), hvis man efter retfærdiggørelsen skulle mene, at vi derefter ikke bliver erklæret retfærdige for Kristi skyld, men ved andre overholdelser først måtte fortjene at blive erklæret retfærdige. Ligeledes (Gal 3, 15): ”Intet kan tilføjes et menneskes testamente.” Følgelig kan der heller ikke tilføjes Guds testamente, at vi ved disse overholdelser først må fortjene at bliver godtaget og erklæret retfærdige, når han i sit testamente har lovet, at han vil være os en nådig Gud for Kristi skyld.
Men hvorfor er det nødvendig med en lang diskussion? Ingen overlevering er indstiftet af de hellige fædre med det formål, at syndernes forladelse eller retfærdighed skal fortjenes på denne måde, men de er indstiftet for den gode ordens skyld i kirken og for fredens skyld. Og når nogen vil indstifte bestemte gerninger til at fortjene syndernes forladelse eller retfærdighed, hvordan kan han da vide at denne gerning behager Gud, når den ikke har noget vidnesbyrd fra Guds Ord? Hvordan skal man gøre mennesker sikre på Guds vilje, uden Guds bud og Ord? Forbyder Gud ikke overalt hos profeterne at indstifte bestemte former for gudsdyrkelse uden hans bud? I Es 20, 18 er der skrevet: ”Følg ikke forskrifterne fra deres fædre, hold ikke deres love, bliver ikke gjort urene ved deres afguder. Jeg er Herren jeres Gud. Følg mine forskrifter, tag vare på mine love og gør efter dem.” Hvis det var tilladt for mennesker at indstifte nye former for gudsdyrkelse og fortjene nåden ved disse, så måtte alle hedningernes gudstjenesteformer godkendes. Også de, der udenom loven blev indstiftet af Jeroboam og andre måtte godkendes. For hvilken forskel er der? Hvis det er tilladt os at indstifte en ny form for gudsdyrkelse til at fortjene nåde og retfærdighed, hvorfor er da ikke det samme tilladt for hedninger og israelitter? Hedningernes og israelitternes gudsdyrkelse er blevet afvist, fordi de mente, at de med det fortjente syndernes forladelse og retfærdighed. Troens retfærdighed kender de ikke. Til sidst: hvordan kan vi blive sikre på, at gudedyrkelser, der er indstiftet uden noget Guds bud retfærdiggør, når ingen kan være sikker på Guds vilje, uden ved Guds Ord? Hvad hvis Gud ikke godkender disse gudedyrkelser? Hvordan kan da modstanderne bestemme at de retfærdiggør? Uden ord og vidnesbyrd fra Gud, kan det ikke bekræftes. Paulus siger, at alt det, der ikke er af tro, er synd (Rom 14, 23). Men da denne gudsdyrkelse ikke har noget vidnesbyrd fra Guds Ord, må samvittigheden med nødvendighed betvivle, at den behager Gud.
Men hvorfor er det nødvendig med flere ord i en så klar sag? Hvis vores modstandere forsvarer denne menneskelige gudsdyrkelse, som om man gennem den skulle fortjene retfærdiggørelse, nåde og syndernes forladelse, så opretter de rent ud Antikrists rige. For Antikrists rige er en ny gudsdyrkelse, udtænkt ved en menneskelig autoritet, der forkaster Kristus. Sådan holder Muhameds rige gudstjeneste, og det har gerninger, som man vil bliver retfærdiggjort for Gud ved. Man ved ikke at mennesker bliver retfærdiggjort af nåde for Kristi skyld. Sådan er også pavedømmet en del af Antikrists rige, hvis man forsvarer, at menneskelig gudsdyrkelse retfærdiggør. Kristus bliver nemlig frataget æren, når de lærer, at vi ikke bliver retfærdiggjort for Kristi skyld, af nåde og ved tro, men ved sådanne gudedyrkelser. Dette gælder særlig, når de lærer, at sådanne gudsdyrkelser ikke bare er nyttige, men også nødvendige til retfærdiggørelse. Denne mening har de fremsat i artikel syv, hvor de fordømmer os, for at vi har sagt, at der til kirkens sande enhed ikke er nødvendig at der alle steder er samme skikke indstiftet af mennesker. I det ellevte kapitel giver Daniel til kende at nye menneskelige former for gudsdyrkelse udgør selve grunden og magten i Antikrists rige. Han siger nemlig: ”I hans sted dyrker han guden Moasim. En gud hans fædre ikke kendte, dyrker han med guld og sølv og ædle stene.” (Dan 11, 38). Her beskriver Daniel nye former for gudsdyrkelse, for han siger, at de dyrker en sådan gud som fædrene ikke kendte. For selv om de hellige fædre også selv havde kirkeskikke og overleveringer, mente de alligevel ikke, at disse var nyttige eller nødvendige til retfærdiggørelse. De dækkede ikke for Kristi ære og værk, men lærte, at vi bliver retfærdiggjort ved tro for Kristi skyld, ikke for disse menneskelige skikkes skyld. De overholdt derimod de menneskelige skikker for den ydre nyttes skyld, for at folk kunne vide, til hvilken tid de skulle samles, for at alt, for eksemplets skyld, skulle foregå ordentlig og værdig i kirkerne, og dernæst også for at folket på den måde skulle opdrages. For forskel på tider og forskellige kirkeskikke hjælper til opdragelse af folket. Disse grunde havde fædrene for at opretholde kirkeskikkene, og vi mener, at også vi retmæssig kan beholde overleveringerne af samme grund. Men vi undrer os meget over, at modstanderne forsvarer overleveringerne med et andet sigte, nemlig at de fortjener syndernes forladelse, nåde eller retfærdiggørelse. Hvad andet er det end at dyrke Gud med guld og sølv og ædle stene, altså at mene at Gud behages af forskellige klæder, udsmykninger og lignende skikke? Der er uendelig mange sådanne skikker i de menneskelige overleveringer.

Overleveringerne skygger for Guds bud

Til kolossenserne skriver Paulus, at overleveringerne har skin af visdom (2, 23). Det har de virkelig også. For den gode orden passer fint i kirken og er af denne grund også nødvendig. Men fordi den menneskelige fornuft ikke forstår troens retfærdighed, indbilder den sig naturlig, at sådanne gerninger retfærdiggør mennesker, at de forsoner Gud osv. Sådan tænkte menigmand blandt israelitterne, og ved denne mening øgedes tallet på sådanne former for gudstjeneste, ligesom de er øget hos os i klostrene. Sådan dømmer den menneskelige fornuft også om den legemlige askese og om faste. Deres mål er at binde kødet, men fornuften indbilder sig, at det er gudsdyrkelser, der retfærdiggør. Sådan skriver Thomas: ”Fasten tjener til at borttage og hindre skyld.” Det er Thomas’ ord. Sådan kan et skin af visdom og retfærdighed i sådanne gerninger forføre mennesker. Til dette kommer helgenernes eksempler. Når mennesker stræber efter at efterligne dem, efterligner de fleste blot de ydre øvelser, deres tro efterligner de ikke.

Siden dette skin af visdom og retfærdighed har bedraget mennesker, har uendelig meget galt fulgt. Evangeliet om troens retfærdighed i Kristus er tilsløret, og den tomme tillid til sådanne gerninger trænger ind. Dernæst bliver Guds bud tilsløret. Det sker, når disse gerninger giver sig ud for at være perfekte og udgøre det åndelige liv. De bliver foretrukket langt mere end Guds buds gerninger, som de gerninger, der ligger i den enkeltes kald, forvaltning af offentlige sager, forvaltningen af opgaver i familien, i det ægteskabelige liv, i børneopdragelse. Ved siden af de andre former for gudsdyrkelse, bliver disse regnet at være verdslige, sådan at de af mange bliver udført med en vis tvivl i samvittigheden. For det står fast, at mange har forladt forvaltningen af offentlige sager og ægteskabet, fordi disse andre, fremragende overholdelser ansås for at være bedre og helligere.
Men det er ikke nok med det. Hvor denne overbevisning, at sådanne overholdelser er nødvendige for retfærdiggørelsen, har fanget sindene, bliver samvittighederne hårdt plaget, fordi de ikke kan magte alle overholdelserne fuldt ud. For hvor mange kan blot nævne dem alle? Det findes uendelig mange bøger, ja, hele biblioteker uden en sætning om Kristus, om troen på Kristus, om de gode gerninger, der hører til den enkeltes kald. De samler kun overleveringer og tolkninger af disse. Tolkningerne gøres af og til skarpere og af og til mildere. Hvordan plages ikke en god mand som Gerson, når han søger efter budenes gyldighedsgrad og omfang? Alligevel kan han ikke nøjagtig fastslå, hvad der er ret og rimeligt. Men han beklager stærkt farerne for de fromme samvittigheder, som denne strenge tolkning af overleveringerne bringer.

Bibelen har højeste autoritet

Mod dette skin af visdom og retfærdighed i menneskelige skikke, som bedrager mennesker, må vi derfor forsvare os med Guds Ord. Først må vi vide, at disse skikke hverken fortjener syndernes forladelse eller retfærdiggørelse for Gud, og at de heller ikke er nødvendige til retfærdiggørelse. Ovenfor har vi anført vidnesbyrd om dette. Og det er rigelig med sådanne steder hos Paulus. Til kolossenserne siger han klart: ”Lad ingen dømme jer for det, I spiser eller drikker, eller når det gælder højtid, nymåne eller sabbatter. Dette er skygger af det fremtidige, men legemet er Kristi legeme.” Her sammenfatter han på samme tid Moseloven og de menneskelige overleveringer, for at modstanderne ikke skal vride sig løs af dette vidnesbyrd, som de plejer, sådan at Paulus bare skulle tale om Moselov. På dette sted bliver det klart bevidnet, at han taler om de menneskelige overleveringer. Men modstanderne forstår ikke, hvad de selv siger. Hvis evangeliet benægter, at den mosaiske ceremonilov retfærdiggør - som dog var guddommelig indstiftet - hvor meget mindre retfærdiggør da ikke menneskelige overleveringer?
Biskopperne har ikke magt til at indstifte nogen former for gudsdyrkelse som retfærdiggørende eller nødvendige til retfærdiggørelse. Ja, apostlene siger i ApG 15, 10: ”Hvorfor frister I Gud ved at pålægge et åg” osv. Her anklager Peter det som en stor synd, at ville pålægge menighederne denne byrde. Og i Gal 5, 1 forbyder Paulus dem, igen at underkaste sig trældom. Apostlene vil derfor, at denne frihed skal forblive i kirken, og at ingen af lovens former for gudstjeneste eller menneskelige overleveringer er nødvendige, sådan som ceremonierne for en tid var nødvendige på lovens tid. Det vil de, fordi troens retfærdighed ikke må bliver tilsløret ved at mennesker mener, at de ved sådanne gudsdyrkelser fortjener retfærdiggørelsen, eller at den er nødvendig til retfærdiggørelse. Mange søger mildere steder i overleveringerne for at lette samvittighederne, men de finder alligevel ikke sikre holdepunkter, der kan løse samvittighederne fra disse bånd.

Men ligesom Alexander løste den gordiske knude ved at hugge den over med et hug, sådan befrier apostlene med ét slag samvittighederne fra overleveringerne, særlig hvis de er blevet overleveret for at fortjene retfærdiggørelsen. En sådan lære tvinger apostlene os at sætte os imod med lære og eksempler. De tvinger os til at lære, at overleveringer ikke retfærdiggør, at de ikke er nødvendige til retfærdiggørelse og at ingen skal give eller modtage overleveringer i den mening, at retfærdiggørelsen bliver fortjent ved dem. Men om nogen vil overholde dem, så skal han overholde dem uden ængstelse som verdslige skikke, ligesom militærfolk uden angst klæder sig anderledes end teologerne. Apostlene brød selv overleveringer og blev undskyldt af Kristus (Matt 12, 1-8). Dette eksempel skulle nemlig vise farisæerne, at denne form for gudsdyrkelse var unyttig. Og hvis vores folk tilsidesætter enkelte upassende overleveringer, så er de helt uden skyld, når disse bliver krævet, for at man skal fortjene retfærdiggørelse ved dem. En sådan forståelse af overleveringerne er nemlig ugudelig.

Den rette pædagogiske brug

Vi overholder videre gerne de gamle overleveringer, der er til nytte for fredens skyld, og vi forstår dem i bedste mening. Den mening at de gør retfærdig, afviser vi. Og vores fjender anklager os fejlagtig for at vi afskaffer gode ordninger som kirketugten. For vi kunne i sandhed proklamere, at menighedernes ydre orden er holdt højere i ære hos os end hos modstanderne. Og hvis nogen vil foretage en nøje undersøgelse, vil han finde, at vi også overholder kirkelovene mere nøjagtig end modstanderne. Modvillige og for betaling holder offerpræsterne messer hos modstanderne, og mange gør det kun for betalingens skyld. De synger salmer, ikke for at lære nogen eller for at bede, men for at forrette gudstjeneste, som om denne gerning skulle være en gudsdyrkelse eller en sikker grund for løn. Hos os bruger mange nadveren hver søndag. Men først er de undervist, har været til samtale og er tilsagt absolutionen. Børnene synger salmer for at lære. Folk synger også, enten for at lære eller for at bede. Hos modstanderne forekommer der ikke nogen katekismeundervisning for børnene, noget kirkelovene foreskriver. Hos os har hyrder og præster pligt til at undervise og høre ungdommen offentlig. Og denne skik har båret de bedste frugter.

I mange områder hos modstanderne bliver der hele året ikke holdt nogen prædikener, med undtagelse af fastetiden. Men det er den fornemste gudstjeneste at forkynde evangeliet. Og når modstanderne prædiker, taler de om menneskelige overleveringer, om at dyrke helgener og om lignende unyttige ting, noget folk med rette ringeagter. Derfor forlader mange kirken allerede i begyndelsen af gudstjenesten, efter at evangelieteksten er læst. Nogle få er nu begyndt at lære lidt mere om de gode gerninger. Men om troens retfærdighed, om tro på Kristus og om trøst for samvittighederne lærer de ingen ting. Ja, i deres polemik angriber de denne saligbringende del af evangeliet. I vores kirker behandler alle prædikener derimod disse ting: om boden, om gudsfrygt, om troens retfærdighed, om samvittighedernes trøst ved troen, om troens øvelser, om bøn, hvordan den bør være og at det med sikkerhed må fastslås at den er virksom og bliver hørt, om korset, om øvrigheden og alle borgerlige ordningers værdighed, om forskellen mellem Kristi rige eller det åndelige rige og borgerlige ting, om ægteskabet, om uddannelse og undervisning af børnene, om afholdenhed og om alle kærlighedens tjenester. Af denne tilstand i menighederne kan det ses, at vi nøje tager vare på den kirkelige orden og de gudfrygtige ceremonier og gode kirkeskikke.
Om kødets dødelse og legemets tugt lærer vi, som bekendelsen siger, at den sande og ikke hykleriske dødelse sker ved kors og anfægtelser, som Gud opdrager os med. At være lydig i disse ting er efter Guds vilje, som Paulus siger: ”Frembær jeres legemer som et offer, osv.” (Rom 12, 1). Det er gudsfrygtens og troens åndelige øvelser. Men ved siden af denne dødelse, der sker ved korset, er også en slags frivillig øvelse nødvendig. Om det siger Kristus: ”Vær på vagt og lad ikke jeres hjerter bliver tynget af drukkenskab.” (Luk 21, 34). Og Paulus siger: ”Jeg tvinger mit legeme og driver det til lydighed, osv.” (l Kor 9, 27). Sådanne øvelser bør vi foretage, ikke fordi de er gudsdyrkelser, der retfærdiggør, men fordi de skal binde kødet, så overfloden ikke overmander os og gør os sikre og uvirksomme, så vi giver efter for kødets lyster og lyder dem. Det må der altid gives agt på, fordi Guds bud altid påbyder det. Men denne forskrift om bestemt mad til bestemte tider gør ingen ting for at binde kødet. Disse måltider er nemlig delikatere og dyrere end andre. Og modstanderne selv overholder ikke de forskrifter for faste, der er overgivet i kirkelovene.
Dette punkt, om de menneskelige overleveringer, har medført mange og vanskelige diskussioner, og vores erfaring i denne sag er, at overleveringerne virkelig er fælder for samvittighederne. Når de bliver fremstillet som noget nødvendig, plager de på en mærkelig måde de samvittigheder, der udelader nogen overholdelser. At afskaffe dem helt har sine problemer og overvejelser. Men når modstanderne fordømmer os, fordi vi lærer, at menneskelige overleveringer ikke fortjener syndernes forladelse, så er det en enkel og klar sag. Også selv om de påstår, at det kun er det, de kalder de alment gældende overleveringer, der er nødvendige til retfærdiggørelse. Mod dette har vi Paulus som vores trofaste forsvarer. Han hævder overalt, at disse overleveringer hverken kan frelse eller er nødvendige i tillæg til troens retfærdighed. Alligevel lærer vi, at det står frit for, at bruge disse ting på en rimelig måde, blot de uerfarne ikke bliver stødt og bliver fjender af evangeliets sande lære på grund af misbrugt frihed. Videre skal ingen ændre noget i kirkeskikkene uden gyldig grund, men de gamle skikke, der kan bevares uden synd eller uden store vanskeligheder, skal bevares for at opdrage til enhed. Og netop under dette møde har vi klart nok vist, at vi for kærlighedens skyld ikke har noget imod at overholde disse mellemting sammen med andre, selv om det skulle medføre visse vanskeligheder. Vi har ment, at den offentlige enhed er at foretrække frem for alle andre fordele, hvis det kan ske uden anstød for samvittighederne. Men om hele denne sag skal vi tale umiddelbart efter dette, når vi skal diskutere spørgsmålet om klosterløfterne og den kirkelige magt.

Samfundsforholdene (art. 16)

Artikel 16 godtager vores modstandere uden nogen undtagelse. Her har vi bekendt, at det er tilladt for en kristen at indehave et offentligt embede, at dømme efter kejserlige eller andre aktuelle love, at fastsætte straf ifølge retten, at føre retfærdig krig, at være soldat, at indgå rimelige kontrakter, at have ejendom, at aflægge ed når myndighederne kræver det, at indgå ægteskab. Kort sagt er samfundets lovlige indretninger Guds gode værk og guddommelige ordninger, som en kristen frit kan bruge.
Hele dette punkt om forskellen mellem Kristi rige og det verdslige rige, er nyttig forklaret i vores skrifter. Således er Kristi rige åndeligt, det vil sige, at det er kendskab til Gud i hjertet, gudsfrygt og tro, evig retfærdighed og det evig livs begyndelse. Imidlertid er det os tilladt i det ydre at benytte de legitime politiske ordninger i det land, hvor vi lever, ligesom det er tilladt at bruge medicin og bygninger, mad, drikke og luft. Evangeliet giver os ingen nye love på det borgerlige område, men påbyder, at vi skal lyde de eksisterende love, enten de er udformet af hedninger eller af andre. Og denne lydighed påbyder os at udøve kærlighed. Det var nemlig vanvid af Karlstadt, at ville pålægge os Moselovens samfundsindretning. Om disse ting har vi skrevet udførlig, fordi munkene har spredt mange farlige meninger i kirken. De kaldte det en evangelisk ordning at have fælleseje, og de siger, at det er et evangelisk råd ikke at have ejendom eller at føre retssager. Disse meninger tilslører evangeliet og det åndelige regimente stærkt, og er farlig for samfundet. For evangeliet ødelægger ikke samfundets ordninger eller familien, men godkender dem i allerhøjeste grad. Og de påbyder os at lyde dem som guddommelige ordninger, ikke bare for straffens skyld, men også på grund af samvittigheden.

Julian den Frafaldne, Celsus og flere andre anklagede de kristne for at evangeliet ville ødelægge arbejdet med de offentlige sager, fordi det forbød straf, og på grund af andre ting, der blev forkyndt og som ikke passet til samfundet. Disse indvendinger var i overraskende grad plagsomme for Origenes, Nazians og andre, skønt de let kan forklares, hvis vi ser, at evangeliet ikke giver love for det politiske liv, men at det er syndernes forladelse og et begyndende evig liv i de troendes hjerter. For øvrig godkender vi ikke blot de ydre myndigheder, men adlyder dem også, ligesom vi også med nødvendighed er underlagt årstidernes love og forandringen af vinter og sommer, som guddommelige ordninger.

Evangeliet forbyder privat hævn. Og Kristus understreger denne mening så ofte, fordi apostlene ikke skulle tro, at de skulle gribe den verdslige magt, som nogen mente. Sådan drømte jøderne om et messiansk rige her på jorden. Derfor skulle apostlene se til, at undervise om det åndelige rige og ikke ændre på de borgerlige ordninger. Forbudet mod privat hævn er derfor ikke kun et råd, men en direkte befaling i Matthæus 5 og Romerbrevet 12. Offentlig straf, der sker efter samfundets love er derimod ikke forbudt, men befalet, fordi det er Guds værk, ifølge Paulus i Romerbrevet 13. Forskellige slags offentlige straffeanordninger er: domsafgørelser, afstraffelse, krig, militærtjeneste. At mange forfattere har været elendige til at vurdere disse ting er helt tydelig, for de har levet i den vildfarelse, at evangeliet er en ydre sag, en art ny munkeordning. De ser ikke, at evangeliet bringer evig retfærdighed til hjerterne og i det ydre anerkender samfundets ordninger.
Det er også ren indbildning, at det ikke at have ejendom skulle være en form for kristen fuldkommenhed. For den kristne fuldkommenhed består ikke i borgerlige forordninger, men i hjertets drifter, i stor gudsfrygt, i stor tro, ligesom Abraham, David og Daniel. De var ikke mindre fuldkomne end nogen eneboer, selv om de var meget rige og havde ledende embeder. Men munkene gør indtryk på folk med dette ydre hykleri, sådan at man ikke kan se, hvilke ting den sande fuldkommenhed består i. Med hvilke lovord priser de ikke fælleseje, som om det skulle være evangelisk! Men denne lovprisning indebærer mange farer, særlig når afstanden til Skriften er så stor. Skriften påbyder nemlig ikke at ting skal være fælles, men De Ti Bud skelner mellem folks ejendom og befaler enhver, at have sit eget, når den siger: "Du må ikke stjæle.” Wycliff var havnet helt i sværmeri, da han benægtede, at det var tilladt for præster at have ejendom. Diskussionerne om kontrakter er uendelige og de kan aldrig være tilstrækkelig for de gode samvittigheder, uden at man ser denne regel, at det er tilladt for en kristen at benytte de borgerlige ordninger og love. Denne regel beskytter samvittighederne, når den lærer, at en kontrakt er legitim for Gud, for så vidt myndighederne eller loven godkender den.

Vores teologer har forklaret alt dette om de politiske ting, sådan at mange gode mennesker, der arbejder med offentlige ting og forretninger, har oplyst, at de er blevet hjulpet i mange ting, efter at munkenes meninger havde rystet dem og de var kommet i tvivl, om evangeliet tillod arbejde i det offentlige og i forretningslivet. Vi har gentaget det, for at også de udenfor skal forstå denne lære, som vi følger her, at den ikke svækker de styrendes autoritet eller samfundets øvrige ordninger, men snarere styrker dem. Betydningen af disse ting var tidligere på mærkværdig vis blevet tilsløret af disse tåbelige munkemeninger, der satte den hykleriske fattigdom langt højere end det offentlige og familien, skønt disse har Guds bud, mens dette platoniske fællesskab derimod ikke har nogen grund i Guds bud.

Kristi genkomst til dom (17)

Modstanderne godtager artikel 17 uden indvendinger. Vi bekender her, at Kristus vil komme til syne ved verdens ende og oprejse alle døde. De fromme vil han give evigt liv og evig glæde, men de ugudelige skal bliver fordømt og pint uden ende sammen med Djævelen.

Den frie vilje (18)

Modstanderne godkender artikel 18 om den frie vilje, men de tilføjer nogle vidnesbyrd, der passer dårligt til sagen. De tilføjer også en advarsel om, at der ikke må bliver tillagt den frie vilje alt for meget, sådan som i pelagianismen og at al frihed heller ikke må bliver benægtet, sådan som i manikæismen. Det er helt fint. Men hvad er forskellen egentlig mellem pelagianerne og vores modstandere, når begge mener, at mennesker uden Helligånden kan elske Gud, holde Guds bud efter gerningernes væsen, fortjene nåden og retfærdiggørelsen ved gerninger, som fornuften virker uden Helligånden? Hvor meget vrøvl følger ikke af disse pelagianske meninger, der bliver lært på universiteterne med stor autoritet. Ovenfor, i artiklen om retfærdiggørelsen, har vi gengivet Augustin, der i tilslutning til Paulus gendriver dette med stor lidenskab.

Vi benægter ikke, at den menneskelige vilje er fri. Den menneskelige vilje har frihed til at vælge blandt gerninger og ting, som fornuften på egen hånd kan fatte. I en vis grad kan den bevirke verdslig retfærdighed eller gerningsretfærdighed: den kan tale om Gud, give Gud en vis ære med ydre gerninger, lyde øvrighed og forældre, på ydre vis kan den vælge at holde hænderne borte fra mord, fra afgudsdyrkelse og tyveri. Når der i den menneskelige natur stadig er fornuft og dømmekraft i de ting, der er underlagt fornuften, er der også stadig et valg og en frihed i disse ting og en evne til at opnå moralsk retfærdighed. Det kalder Skriften kødets retfærdighed, som det naturlige kød, det vil sige fornuften, kan skabe på egen hånd uden Helligånden. Dog har det medfødte begær så stor magt, at mennesker oftere følger de onde impulser frem for det, der er ret. Og Djævelen, der er virksom i de ugudelige, som Paulus siger, holder ikke op med at give denne svage natur impulser til forskellige overtrædelser. Dette er grunden til at også moralsk retfærdighed er sjælden blandt mennesker. Vi ser derfor, at selv filosoffer, der har søgt denne retfærdighed, ikke ser ud til at have opnået den. Men det er forkert at sige, at det menneske, der gør budenes gerninger uden nåden, ikke synder. Og de føjer her til en mængde gerninger, der ifølge læren om rimelighed fortjener syndernes forladelse og retfærdiggørelse. Men uden Helligånden er det menneskeligt hjerte uden frygt for Gud og uden tillid til Gud. Det tror ikke, at det bliver hørt, tilgivet, hjulpet og frelst af Gud. Mennesker er derfor ugudelige. Videre kan et dårligt træ ikke bære god frugt. Og uden tro er det umulig at behage Gud.
Derfor, selv om vi indrømmer, at den frie vilje har frihed og evne til at følge loven med ydre gerninger, så tilskriver vi ikke denne vilje sådanne åndelige ting som i sandhed at frygte Gud, i sandhed at tro på Gud, i sandhed at mene og stole på at Gud passer på os, hører os, tilgiver os osv. Dette er den første tavles sande gerninger, som det menneskelige hjerte ikke kan virke uden Helligånden. Som Paulus siger: ”Det naturlige menneske - det vil sige et menneske, der alene bruger sine naturlige evner - tager ikke imod det, der er Guds.” (l Kor 2, 14). Her kan man bedømme om mennesker giver agt på, hvordan hjerterne forstår Guds vilje, om de virkelig tror at Gud ser til dem og hører dem. Denne tro er det vanskelig at fastholde selv for de hellige, men i de ugudelige eksisterer den slet ikke. Men, som vi sagde ovenfor, så skabes denne tro, når det forskrækkede hjerte hører evangeliet og modtager trøst.
Det er derfor nødvendigt med denne opdeling, så man ved, at den etiske retfærdighed hører ind under den frie viljes område, mens den åndelige retfærdighed alene er noget, Helligånden virker i de genfødte. Og således bevares lovens pædagogiske brug, at alle mennesker på lige fod kan vide, at Gud kræver denne moralske retfærdighed, og at vi til en vis grad kan præstere den. Samtidig bliver også forskellen vist mellem den menneskelige og åndelige retfærdighed, mellem filosofien og Helligåndens lære, sådan at det står klart, hvad der er Den Hellige Ånds gerning. Denne skelnen har vi ikke opfundet, men den fremgår meget tydeligt af Skriften. Også Augustin behandler den, og for nylig er den blevet behandlet helt fremragende af den franske teolog Guillaume. Men den er skurkagtig undertrykt af dem, der drømmer om, at mennesker kan lyde Guds lov uden Helligånden, og at Ånden bare skænkes, for at gerningerne kan blive fortjenstfulde.

Syndens årsag 19

Modstanderne godtager artikel 19. Vi bekender her, at selv om det ene og alene er Gud, der har skabt hele universet og bevarer alt, hvad der er til, så skyldes syndens årsag dog viljen hos Djævelen og mennesker, der vender sig bort fra Gud. Som Kristus siger om Djævelen (Joh 8, 44): ”Når han taler løgn, taler han af sit eget.”

Gode gerninger 20

I artikel 20 siger de klart, at de forkaster og fordømmer det, vi siger, at mennesker ikke kan fortjene syndernes forladelse med gode gerninger. De siger åbent, at de forkaster og fordømmer denne artikel. Hvad er der så at sige i en så klar sag? Forfatterne af Konfutationen har her åbent vist i hvilken ånd de virker. For hvad er sikrere i kirken, end at man får syndernes forladelse af nåde for Kristi skyld, at ikke vores gerninger, men Kristus er soning for vores synder? Peter siger det sådan: ”Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndsforladelse ved hans navn.” (ApG 10, 43). Vi slutter os hellere til denne profeternes kirke, end til disse fordømte forfattere af Konfutationen, som så skamløst skænder Kristus. For selv om der har været nogle teologer, der har ment, at mennesker, efter syndernes forladelse, har været retfærdige for Gud ved deres egne gerninger og ikke ved tro, så mente de alligevel ikke, at selve syndernes forladelse modtages for vores gerningers skyld og ikke af nåde for Kristi skyld.

Den blasfemi, det er at give Kristi ære til vores gerninger, er derfor utålelig. Ja, disse teologer har ingen skam, hvis de vover at bringe sådanne meninger ind i kirken. Og vi er ikke i tvivl om at den høje kejser og de fleste fyrster ikke på nogen måde ville have tilladt dette sted i Konfutationen, hvis de var blevet gjort opmærksom på det. Til dette punkt kunne vi citere en mængde steder fra Skriften og fædrene, men vi har sagt nok ovenfor om denne sag. Og det er ikke nødvendig med flere vidnesbyrd for dem, der ved, hvorfor Kristus blev givet os. De, der ved, at Kristus er soning for vores synder. Esajas siger: ”Herren lage alle vores misgerninger på ham.” (53, 6). Modstanderne lærer det modsatte, at Gud ikke lægger misgerningerne på Kristus, men på vores gerninger. Det er her ikke nødvendig at nævne, hvilke gerninger, de lærer.

Vi ser, at et frygteligt skrift er sat op mod os. Det ville have skræmt os mere, hvis det var usikre og ubetydelige ting, vi anstrengte os for. Men vores samvittigheder forstår nu, at vi bliver fordømt af modstanderne for en urokkelig sandheds skyld. En sandhed, det er nødvendig for kirken at kæmpe for og som opbygger Kristi ære. Derfor kan vi med lethed foragte verdens forfølgelser og bære det, der er nødvendig at lide med en tapper sjæl, for Kristi æres skyld og for kirkens nytte. Hvem ville ikke være glad over at dø for disse artikler, at vi modtager syndernes forladelse ved tro, af nåde for Kristi skyld, og at vores gerninger ikke fortjener syndernes forladelse? De frommes samvittigheder har ingen tilstrækkelig og sikker trøst mod syndens og dødens skræmsel og mod Djævelen, der vil føre ud i fortvivlelse, hvis de ikke ser, at de må sætte lid til, at de har syndernes forladelse af nåde for Kristi skyld. Denne tro holder hjertet oppe og levendegør det i den hårde kamp mod fortvivlelsen.

Sagen er derfor værd, at vi for dens skyld ikke viger for nogen fare. Alle jer, der har sluttet jer til vores bekendelse: Giv ikke efter for det onde, men gå hellere på med desto større mod, når modstanderne forsøger at tvinge jer bort fra denne trøst med forfølgelse, tortur og straf. I denne artikel gives der trøst for hele den universelle kirke. Den, der søger vidnesbyrd i Skriften til styrke for sjælen, behøver ikke lede særlig grundigt. Paulus råber nemlig i Romerbrevet 3 og 4 af fuld hals, som det hedder, at synderne bliver tilgivet gratis for Kristi skyld. Han siger derfor: ”Vi bliver retfærdiggjort af tro og nåde, så løftet kan stå fast.” Hvis syndernes forladelse blev givet for vores gerningers skyld, hvornår skulle vi så vide, at den havde nået os, hvornår skulle den forskræmte samvittighed så finde en gerning, der var tilstrækkelig at stille op mod Guds vrede? Men vi har ovenfor talt om hele denne sag. Her kan man se skriftbeviserne. For det står ikke til diskussion, det er en klage, vi giver udtryk for i en oprørende sag. De har åbenbart villet forkaste den artikel, at vi modtager syndernes forladelse, ikke for vores gerningers skyld, men ved tro og af nåde, for Kristi skyld.
Modstanderne anfører også mange vidnesbyrd fra Skriften for deres fordømmelser. Og det er et arbejde, der lønner sig, at gennemgå nogen af disse. Fra Peter henter de: ”Læg vind på at gøre jeres kald sikkert osv.” (2 Pet 1, 10). Som man ser, har vores modstandere ikke undladt at lære kunsten at debattere, men har lært at udlede hvad som helst af Skrifterne: Gør jeres kald sikkert ved gode gerninger. Derfor bliver syndernes forladelse fortjent ved gerninger. I fuld samklang med dette vil følgende argumentation være, om man trækker denne slutning angående en, der har fortjent en straf, men så får den eftergivet: Dommeren påbød, at han for eftertiden skulle holde fingrene fra det, der tilhører andre. Altså fortjener du eftergivelsen af straffen, ved at holde fingrene fra det, der tilhører andre. En sådan argumentation er at finde en grund, hvor der ingen er. For Peter taler om gerninger, der følger syndernes forladelse og lærer, hvorfor de skal gøres, nemlig for at gøre kaldet solidt. Det vil sige, for at man ikke skal falde fra igen, hvis man atter fortsætter i synden. Gør gode gerninger, så I bliver bevaret i kaldet og ikke mister kaldets gave, der blev givet før gerningerne og ikke fulgte for deres skyld, og som nu bliver holdt oppe ved troen. Og troen forbliver ikke i dem, der mister Helligånden, fordi de opgiver et liv i bod. For som vi har sagt ovenfor: troen lever i boden.
De tilføjer også andre vidnesbyrd, der passer endnu mindre til sagen. Til slut siger de, at vores mening blev fordømt for tusind år siden, på Augustins tid. Det er fuldstændig falsk. For Kristi kirke har altid ment, at syndernes forladelse bliver givet af nåde. Ja, pelagianerne er blevet fordømt, som mente, at nåden bliver givet for vores gerningers skyld. For øvrig har vi ovenfor i tilstrækkelig grad vist, at gode gerninger med nødvendighed må følge troen. Vi afskaffer ikke loven, siger Paulus, men stadfæster den. For når vi ved troen modtager Helligånden, følger lovens opfyldelse med nødvendighed. Ved troen vokser kærlighed, tålmodighed, afholdenhed og andre frugter af Ånden.

Om påkaldelse af de hellige 21

Artikel 21 fordømmer de helt og holdent, fordi vi ikke lærer påkaldelse af de hellige. Ingen andre steder bruger de deres talegaver så meget. Og alligevel frembringer de ikke noget, der tilsiger, at det er nødvendig at ære de hellige. Eller at det skulle være nødvendigt med påkaldelse af døde helgener, fordi de hellige, der lever, beder for andre. De påberåber sig Cyprian, som bad Cornelius, mens han endnu var i live, om at bede for brødrene, efter at han var gået bort. Med dette eksempel vil de bevise påkaldelsen af døde.

De viser også til det, Hieronymus siger mod Vigilantius. ”På det punkt overvandt Hieronymus Vigilantius for elleve hundred år siden,” siger de. Sådan triumferer modstanderne, som om striden allerede var udkæmpet. Disse æsler ser, at der ikke er én sætning om påkaldelse hos Hieronymus. Han taler om at ære de hellige, ikke om påkaldelse. Heller ikke de andre gamle skribenter før Gregor nævner påkaldelsen. Det er helt sikkert, at den påkaldelse, vores modstandere praktiserer, hvor man overfører fortjenester til andre, ikke har nogen vidnesbyrd hos kirkefædrene.

Vores bekendelse giver sin tilslutning til at ære de hellige, for den ære, det er nødvendig at give sin tilslutning, er tredobbelt. Den første er taksigelsen. Vi må nemlig sige Gud tak for, at han har vist eksempler på sin miskundhed, at han har vist, at han vil frelse mennesker, at han har givet lærere og andre gaver til kirken. Og disse gaver, der er de største, skal holdes højt og også de hellige selv skal roses, som så trofast bruger disse gaver, ligesom Kristus roser de tro tjenere (Matt 25, 21-23). Den anden ære er styrkelsen af vores tro. Når vi ser, at Peter bliver tilgivet efter sin fornægtelse, bliver også vi opmuntret til at tro, at nåden i sandhed overgår synden (Rom 5, 20). Den tredje ære er efterfølgelsen, først af deres tro og derefter deres andre dyder, som enhver bør efterligne, som det passer ind i ens livssituation. Vores modstandere kræver ikke disse sande former for ære. De pukker bare på påkaldelsen, der med sikkerhed ikke er nødvendig, selv om den ikke var farlig.

Desuden medgiver vi, at englene beder for os. Det bevidner Zakarias 1, 12 nemlig, hvor engelen beder: ”Herre Zebaot, hvor længe vil du ikke forbarme dig over Jerusalem, osv.?” Vi medgiver også, at de hellige i Himmelen beder for den universelle kirke i almindelighed, som de også bad for kirken mens de levede. Der er dog ingen vidnesbyrd i skrifterne, om at de døde beder, bortset fra den drøm, der er taget fra 2 Makkabæerbog 15, 14.
Videre, selv om de hellige beder meget for kirken, så følger alligevel ikke af det, at de skal påkaldes. Og vores bekendelse bekræfter blot det, at Skriften ikke lærer påkaldelse af de hellige eller at bede om hjælp fra de hellige. Men når der fra Skriften hverken kan frembringes et bud, et løfte eller et eksempel om påkaldelse af de hellige, følger det, at samvittigheden aldrig kan have nogen sikkerhed i denne påkaldelse. Og når bøn skal ske i tro, hvordan kan vi da vide, om Gud anerkender en sådan påkaldelse? Hvordan kan vi vide det, uden vidnesbyrd fra Skriften, at de hellige hører de enkeltes bønner? Nogle tillægger lige ud de hellige guddommelig natur, så de kender vores hjerters hemmelige tanker. De er uenige om ordene ”morgentanker” og ”aftentanker”, måske fordi de er i tvivl, om det er morgen eller aften, de hører os. Det har de opfundet, ikke for at ære de hellige, men for at forsvare den anklagede helgendyrkelse. Vores modstandere kan intet anfører mod vores syn, at når påkaldelsen ikke har vidnesbyrd fra Guds Ord, kan man ikke fastslå noget om bønhørelse med sikkerhed i dette spørgsmål. Derfor skal modstanderne ikke påtvinge os en usikker sag, for bøn uden tro er ingen bøn. Hvad angår eksemplerne fra kirkens historie, viser de jo, at helgenpåkaldelsen er en ny skik, for selv om man mindedes de hellige i bønnerne, så påkaldte man dem dog ikke.
Desuden forlanger modstanderne ikke blot påkaldelse af de hellige, men overfører også deres fortjenester til andre. Dermed gør de ikke blot de hellige til forbedere, men også til forsonere. Det kan på ingen måde accepteres. For her bliver den ære, der alene tilkommer Kristus direkte givet til de hellige. De gør dem nemlig til mellemmænd og forsonere. Og selv om de skiller mellem forbedende mellemmænd og forsonende mellemmænd, så gør de alligevel åbenbart de hellige til forsonende mellemmænd. Selv det at de er forbøns mellemmænd, siger de uden vidnesbyrd fra Skriften. Hvis det skal siges forsigtig, så tilsløres Kristi embede, og tilliden til barmhjertigheden fra Kristus overføres til de hellige. Mennesker forestiller sig nemlig at Kristus er streng og hård og de hellige mildere. De tror mere på de helliges barmhjertighed end på Kristi barmhjertighed, og så løber de bort fra Kristus og søger de hellige. I praksis gøres de hellige til forsonende mellemmænd.

Forskellen på en forsoner og en forbeder

Vi skal således vise, at de i sandhed gør de hellige ikke bare til forbedere, men til forsonere, det vil sige, mellemmænd for forløsningen. Vi gengiver her endda ikke folks misbrug. Vi nævner kun teologernes meninger om dette. Om det øvrige kan også lægfolk dømme.

To ting hører med til det at være en forsoner: For det første må det klart fremgå af Guds Ord, sådan at vi med sikkerhed kan se, at Gud vil vise nåde og høre dem, der påkalder ham gennem denne mellemmand. Om Kristus er der et sådant løfte: ”Det, I beder Faderen om i mit navn, skal han give jer.” (Joh 16, 23). Om de hellige er der ikke noget sådant løfte. Samvittigheden kan derfor ikke gives nogen sikkerhed for, at vi bliver hørt ved påkaldelse af de hellige. En sådan påkaldelse af dem sker derfor ikke af tro. Vi har desuden en befaling om, at vi skal påkalde Kristus ifølge dette ord: ”Kom til mig alle I, som er trætte, osv.” (Matt 11, 28), noget, der med sikkerhed er sagt til os. Og Esajas 11 siger: ”På den dag skal Isaks rod stå som et tegn for folkene og ham skal de søge.” Og Salme 45, 13: ”For dit ansigt vil alle de rige af folket tilbede.” Og Salme 72, 11: ”Og alle jordens konger skal tilbede ham.” Og lige efter: ”De skal bede foran ham daglig.” Og i Joh 5, 23 siger Kristus: ”For at alle skal ære Sønnen sådan som de ærer Faderen.” Og idet Paulus beder i 2 Thess 2, 16, siger han: ”Men han selv, vores Herre Jesus Kristus og Gud vores Far skal opmuntre jeres hjerter og stadfæste jer” osv. Men hvilket bud eller hvilket eksempel kan modstanderne bringe frem fra Skrifterne om påkaldelse af de hellige?

Det andet, der hører med til en forsoner, er, at hans egen fortjeneste kan bliver fremlagt som godtgørelse for andre, så den kan blive givet dem ved en guddommelig tilregning. Sådan kan de bliver regnet retfærdige ved den, som om det var deres egen fortjeneste. Det er som hvis en ven af egne midler betaler gælden for en ven, da bliver skyldneren befriet ved en andens fortjeneste, som om det var hans egen. Sådan bliver Kristi fortjeneste givet os, for at vi skal bliver regnet retfærdige ved tilliden til Kristi fortjeneste, når vi tror på ham. Det er som om vi havde vores egen fortjeneste.

Af dem begge, nemlig af løftet og overrækkelsen af fortjenesten, opstår der tillid til Guds nåde. En sådan tillid til det guddommelige løfte og til Kristi fortjeneste hører med til bønnen. For vi må i sandhed fastholde, at det er for Kristi skyld, vi bliver hørt, og at det er for hans fortjenesters skyld, vi har en nådig Far. Her befaler modstanderne os for det første at påkalde de hellige, hvor vi hverken har Guds løfte, Guds bud eller noget eksempel fra Skriften. Og alligevel tillægger de helgenerne større tillid end Kristus, skønt Kristus befaler, at vi skal gå til ham, ikke til de hellige. For det andet overfører de helgenernes fortjenester til andre, på samme måde som Kristi fortjenester. De giver befaling om at tro på de helliges fortjenester, som om vi bliver regnet retfærdige for de helliges fortjenesters skyld, på samme måde som vi bliver erklæret retfærdige ved Kristi fortjenester. Det er ikke noget, vi opdigter. Ved afladen siger de, at de kan uddele de helliges fortjenester. Og Gabriel Biels tolkning af messens kanon forkynder: ”Efter den ordning, der er indstiftet af Gud, må vi vende os til de hellige efter hjælp, sådan at vi kan bliver frelst ved deres fortjenester og bønner.” Dette er Gabriels ord. Og endda er der her og der i modstandernes bøger og prædikener større meningsløsheder at læse. Hvad vil det sige at gøre nogen til forsoner, hvis ikke det her er det? Man stiller dem helt på linie med Kristus, hvis man tror, at vi bliver frelst ved deres fortjenester.

Men hvor er denne ordning indstiftet af Gud? Hvem siger, at vi må vende os til de hellige efter hjælp? Lad dem frembringe et eksempel fra Skriften, eller et bud. De har måske hentet denne ordning fra fyrsternes retssale, hvor det er nødvendig at bruge venner som mellemmænd. Men hvis fyrsten har udnævnt en bestemt mellemmand, vil han ikke have sagen ført hos sig af nogen anden. Når Kristus derfor er udnævnt som mellemmand og ypperstepræst, hvorfor skal vi så søge andre? Nogen steder bruger man ved absolutionen disse ord: ”Vores Herre Jesu Kristi lidelse, den højt velsignede Jomfru Marias og alle de helliges fortjeneste, være dig til syndernes forladelse.” Her bliver der forkyndt en absolution, hvor vi ikke bare bliver forsonet og regnet retfærdige ved Kristi fortjenester alene, men også ved andre helliges fortjenester. Nogen af os har set en døende doktor i Skriften tilkalde en munk, der var teolog, for at bliver trøstet. Til den døende sagde denne intet andet end denne bøn: ”Nådens mor, beskytte os mod fjenden og modtage os i dødens time.”

Jomfru Maria er ikke mægler

Selv om vi antager at den velsignede Maria beder for kirken, betyder det så, at hun modtager sjæle i døden, at hun overvinder døden, at hun levendegør? Hvad gør Kristus hvis Maria gør dette? Selv om hun er den højeste ære værd, vil hun alligevel ikke ligestilles med Kristus, men hellere at vi giver agt på og følger efter hendes eksempel. Men sagen er imidlertid, at den velsignede jomfru direkte er ophøjet i Kristi sted, ifølge den folkelige overbevisning. Mennesker har påkaldt hende, sat deres lid til hendes velvilje, villet behage Kristus ved hende, som om han ikke skulle være forsoneren, men bare en skræmmende dommer og hævner. Men vi mener, at vi ikke skal sætte vores lid til, at de helliges fortjeneste bliver tilregnet os, at Gud bliver forsonet med os for deres skyld, eller erklærer os retfærdige eller frelser os. For kun ved Kristi fortjeneste modtager vi syndernes forladelse, når vi tror på ham. Om alle andre hellige er det sagt: ”Enhver skal modtage løn efter sit eget arbejde” (l Kor 3, 8). Det vil sige, at de ikke kan give deres fortjeneste til andre, som munkene sælger deres ordens fortjenester. Og Hilarius siger om de uforstandige jomfruer: ”Fordi de uforstandige ikke kunne gå ud i møde med brudgommen, da lamperne var slukkede, bad de så de forstandige om at låne dem olie. Disse svarede, at de ikke kunne give, fordi de ikke var sikre på, at der ville være nok til alle. Det vil sige, at ingen kan bliver hjulpet ved andres fortjenester eller gerninger, fordi det er nødvendigt at enhver køber olie til sin egen lampe.” Vores modstandere lærer altså, at vi tillidsfuldt skal påkalde de hellige, selv om vi hverken har et Guds ord eller et eksempel fra Skriften. De overdrager andre de helliges fortjeneste og overfører direkte Kristi fortjenester og den ære som bare tilkommer ham til de hellige. Derfor kan vi hverken antage deres meninger om dyrkningen af de hellige eller deres påkaldelsespraksis. Vi ved nemlig, at det er nødvendig at sætte sin lid til Kristi stedfortrædergerning, for kun han har Guds løfte. Vi ved, at blot Kristi fortjenester er en forsoning for os. For Kristi fortjenesters skyld bliver vi regnet retfærdige, når vi tror på ham, som teksten lyder: ”Enhver, der tror på ham, skal ikke bliver til skamme.” (Rom 9, 33). Vi må ikke tro, at vi bliver erklæret retfærdige ved den velsignede jomfrus eller andre helliges fortjenester.

Teologerne står også bag den vildfarelse, at de enkelte hellige er tillagt visse virkeområder. Anna giver rigdom og Sebastian beskytter ryttere. Disse forestillinger hører helt og holdent hjemme hos hedningene. For hos romerne mente man at Juno gav rigdom, at Febris beskyttet mod feber, at Castor og Pollux beskyttet riddere osv. Og selv om vi antog, at påkaldelse af de hellige blev forkyndt mere moderat, ville eksemplet alligevel være meget farlig. Ja, hvilken opgave er det at forsvare det, når det ikke har noget bud eller vidnesbyrd fra Den hellige Skrift. Ja, selv hos de gamle fædre har det ikke noget vidnesbyrd. Som vi har sagt ovenfor, bliver al kendskab til Kristus tildækket, når vi søger andre mellemmænd i stedet for Kristus og når tilliden bliver tillagt andre. Det viser sagen selv. Det ser ud til, at da de hellige først blev nævnt, som de er i de gamle bønner, så er dette gjort i acceptabel forstand. Men efter det har påkaldelsen fulgt, det har medført en påkaldelse, der er unaturligere og værre end hedningenes misbrug.

Helgenpåkaldelse fører til okkultisme

Fra påkaldelse er vejen gået til billeder. Disse blev tilbedt og man mente, der var en eller anden kraft i dem, ligesom healere mener, der er en kraft i billeder af himmelske tegn, som er lavet på bestemte tider. I et kloster så vi en statue af den velsignede Jomfru, der blev bevæget som en dukke, så det så ud som om hun enten antog eller afviste dem, der bad. Alligevel overgår de fantastiske historier om de hellige alle nævnte statuer og billeder. Disse historier bliver forkyndt offentlige med stor autoritet. Barbara beder i martyriet om den løn, at den, der påkalder hende, ikke skal dø uden nadver. En anden fremsagde hver dag hele Salmernes bog, mens han stod på ét ben. En eller anden smart mand malede Kristoffer, så han billedlig set symboliserer, at de, der skal bære Kristus, dvs., de som forkynder eller bekender evangeliet, må have et stærkt sind, fordi det bliver nødvendigt at gå ind i stor fare. Derefter har de tåbelige munke lært folk at påkalde Kristoffer, som om der nogen sinde havde været en sådan Polyphemus. Og når de hellige har udført store ting, enten det er til offentlig nytte eller det hører til det private, så er det eksempler, der er givet enten til at styrke troen eller til efterligninger i ting, der skal udføres. Dette har ingen hentet ud fra de sande historier om de hellige. Men det er i sandhed værd at høre, hvordan hellige mænd administrerer offentlige sager, at høre om dem, der udsatte sig for fare, at høre hvordan hellige mænd var til hjælp for konger i mange farer, hvordan de underviste i evangeliet og hvordan de kæmpede med vranglærerne. Det er også værd at høre eksempler på nåden, som når vi ser, Peter bliver tilgivet fornægtelsen. Når vi ser, Cyprian bliver tilgivet at han havde været troldmand. Når vi ser, Augustin erfarer troens kraft i sydom og stadig bekræfter, at Gud virkelig hører de troendes bønner. Eksempler af denne art er vel værd at holde frem, både til det som angår tro, frygt eller forvaltning af offentlige sager. Men de, der opdigter fabler ved at efterligne eventyr, er idioter, der hverken ved nogen om troen eller om offentlige ting. I denne lånte visdom er der bare overtroiske eksempler på visse bønner, visse faster, og i tillæg visse ceremonier, som giver penge. Sådan er mirakler om rosenkranse og lignende ceremonier opdigtet. Det er ikke nødvendig at anføre nogen eksempler her. For der eksisterer legender, som de kalder dem, og eksempler på spekulationer. Størstedelen blandt dem er ikke forskellige fra løgnehistorierne i Lucians bog ”De sande fortællinger”.

Kirkens ledelse er ligeglad

Biskopper, teologer og munke bifalder disse nedværdigende og ugudelige fabler, fordi de giver penge. Men os tåler de ikke, fordi vi ikke påbyder påkaldelse af de hellige og nedvurderer dyrkelsen af de hellige, for at Kristi ære og gerning kan bliver agtet højere. Og alle gode mennesker har alle steder håbet, at disse misbrug skulle bliver korrigeret, enten ved biskoppernes autoritet eller ved velegnede prædikener. Vores modstandere har alligevel i Konfutationen ignoreret selv åbenbare fejl, som om de ved antagelsen af Konfutationen også ville tvinge os til at godkende åbenbare misbrug.
Et sådant farligt dokument er Konfutationen ikke bare på dette sted, men overalt. De skelner ikke på noget sted mellem deres egen lære og åbenbare misbrug. Og alligevel vil de, der er forstandige hos dem, bekende at der hefter mange falske overbevisninger ved de romerske teologers og juristers lære, og at mange misbrug uden om dette er krøbet ind i kirken på grund af præstenes ligegyldighed og manglende interesse. Luther var nemlig ikke den første, der klagede over de offentlige misbrug. Mange lærde og fremstående mænd har længe før denne tid beklaget misbrug af messen, tilliden til munkevæsenets overholdelser, handelen med helgendyrkelsen, forvirringen i læren om boden, som helt klart og tydelig burde stå fast i kirken. Vi har selv hørt fremstående teologer længes efter målehold i den pavelige lære, som mere leder til filosofiske debatter end til fromhed. Men trods alt er disse gamle romerske teologer for det meste nærmere Skriften end dagens teologer. Deres teologi bliver mere og mere degenererede. Det var ingen anden grund mange gode mænd havde, som fra begyndelsen begyndte at holde sig til Luther, end at de så, at han befriede menneskesjælen fra disse forvirrende labyrinter og uendelige disputatser, som man finder hos de skolastiske teologer og hos juristerne, og at han lærte ting, der var til nytte for fromhedslivet.
Modstanderne handlede derfor ikke redelig, da de skjulte disse misbrug og ville, at vi skulle godkende Konfutationen. Hvis de virkelig ville være til hjælp for kirken, burde de særlig på dette sted og af denne grund formane vores store kejser, som ikke har vist en ubetydelig interesse i at få en god ordning og forbedring af kirken, så han iværksatte tiltag for at korrigere misbrugene. Men modstanderne støtter ikke vores kejsers rosværdige og hellige vilje, men virker for at undertrykke os på en eller anden måde. De viser mange tegn på at kirkens ordning ikke interesserer dem særlig. De anstrenger sig ikke, for at give folket nogen sammenfatning af kirkens lære. De forsvarer åbenbare misbrug med ny og unyttig grusomhed. Ingen dygtige teologer bliver tålt i menighederne. Hvad det ender med, kan retsindige mennesker let bedømme. Men på denne måde hjælper de hverken deres egen position eller kirken. For når gode lærde er dræbt og den sunde lære undertrykt, vil sværmeriske ånder stå frem, som modstanderne ikke vil kunne modstå. De vil forvirre kirken med ugudelig lære og ødelægge hele den kirkelige organisation, som vi i allerhøjeste grad er optaget af at bevare.
Vi beder dig derfor, nådigste kejser Karl, for Kristi æres skyld, som vi ved, du vil pryde og øge, at du ikke giver din tilslutning til vores modstanderes råd om vold, men at du søger en anden ærefuld vej til at oprette enhed. En vej, der ikke vil tynge den fromme samvittighed eller ramme uskyldige mennesker med nogen grusomhed, sådan som vi har set det ske. Den sunde lære i kirken må heller ikke blive undertrykt. Det højeste embede er pålagt dig af Gud, at du i alt bevarer og virker for den sunde lære for efterkommerne, og forsvarer dem, der lærer ret. For det påbød Gud, da han prydede konger med sit eget navn og kaldte dem guder, da han sagde: ”Jeg har sagt: I er guder.” (Sal 82, 6). De kaldes guder, fordi de skal sørge for at bevare og virke for guddommelige ting, dvs. for Kristi evangelium, og som Guds vikarer skal de forsvare liv og sikkerhed for de uskyldige.

Nadveren under begge skikkelser

Det kan ikke være nogen tvivl om at brugen af både brød og vin i Herrens nadver er en gudfrygtig ordning og i overensstemmelse med Kristi indstiftelse og Paulus’ ord. Kristus indstiftede nemlig begge skikkelser, og han indstiftet dem ikke bare for en del af kirken, men for hele kirken. For ikke bare præstene, men hele kirken bruger sakramentet på grundlag af Kristi autoritet og ikke på grundlag af nogen menneskelig autoritet. Det må også vores modstandere bekende. Men hvis Kristus indstiftede nadveren for hele kirken, hvorfor bliver den ene halvdel så taget bort fra en del af kirken? Hvorfor bliver brugen af vinen forbudt? Hvorfor bliver Kristi forordning ændret, og så endda her i det, han selv kalder sit testamente? Hvis det ikke er tilladt at ændre et menneskes testamente, er det endnu mindre tilladt at ændre Kristi testamente. Og Paulus siger at han har modtaget fra Herren det, han har givet videre. Men han har videregivet brugen af både brød og vin, som teksten klart viser i l Kor 11, 23: ”Gør dette,” siger han først om legemet, og bagefter gentager han de samme ord om kalken. Og dernæst: ”Ethvert menneske prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret.” Det er de ord, der er brugt. Og inden det har han sagt, at de, der bruger Herrens nadver, skal bruge den samtidig. Det står derfor fast at nadveren er indstiftet for hele kirken. Denne ordning har holdt sig til nu i de græske kirker og fandtes også før i de latinske kirker, som Cyprian og Hieronymus bevidner. Det siger Hieronymus nemlig i kommentaren til Zefanias: ”Præsterne, der forvalter nadveren og giver folk Herrens blod” osv. Synoden i Toledo bevidner det samme, og det ville ikke være vanskelig at samle en stor mængde vidnesbyrd for dette. Vi vil ikke gøre det her, men overlader det til den forstandige læser at afgøre, hvilken mening man bør have om den guddommelige forordning.

I Konfutationen gør modstanderne ikke noget, for at forsvare over for kirken, at den ene del af nadveren er taget fra den. Det havde ellers passet sig for gode og kristne mennesker. Det var ret at kræve en sikker grund til forsvar for kirken og til belæring af samvittighederne hos dem, der ikke kan modtage andet end en del af sakramentet. Nu forsvarer de, at det er ret at forbyde vinen og nægter derfor at tillade brugen af både brød og vin. For det første indbilder de sig, at det ved kirkens begyndelse har været sædvane, at kun brødet blev uddelt. Men de kan alligevel ikke frembringe noget eksempel på det fra gammel tid. De anfører steder, hvor brødet bliver nævnt, som hos Lukas (24, 35), hvor det er skrevet at disciplene genkendte Jesus, da han brød brødet. De gengiver også andre steder om brødsbrydelsen. For øvrig afviser vi ikke det voldsomt, hvis nogen tolker disse steder om nadveren. Men af dette følger alligevel ikke, at kun brødet blev givet, fordi det øvrige, efter almindelig sprogbrug bliver angivet ved, at en del bliver nævnt. De tilføjer også noget om lægfolks brug af nadveren. Men i den brugte man heller ikke kun den ene skikkelse, men begge. Og når nogle præster blev pålagt, at benytte lægfolks nadver, skyldes det blot, at de ikke længere var indsat til at forvalte sakramenterne. Modstanderne er ikke uvidende om det, men misbruger de uerfarnes uvidenhed, som straks tror, at disse eksempler gælder vores tids skik, når de hører, at lægfolket blot bliver givet en del af sakramentet.

Men se på skamløsheden! Blandt andre grunde for, hvorfor ikke begge dele blev givet, nævner Gabriel Biel, at det var nødvendig at gøre forskel mellem lægfolk og præster. Og det er trolig den vigtigste grund til at de forsvarer deres forbud: at ophøje præstestandens position ved en religiøs æresbevisning. Det er mennesketanker, for ikke at sige noget værre, og hvorhen det fører, er let at bedømme. I Konfutationen anfører de også historien om Elis sønner, at de bad om den ene del, der tilhørte præstene, da de havde mistet ypperstpræstedømmet, l Sam 2, 36. De siger at dette sted angår brugen af den ene skikkelse. Og de føjer til: ”Sådan bør også vores lægfolk være fornøjet med den ene del af det, der tilhører præstene, det er den ene skikkelse.” Modstanderne udfører bare en leg, når de overfører historien om Elis efterkommere til nadveren. Det er Elis straf, der bliver beskrevet her. Tror de mon, at lægfolket bliver holdt borte fra den ene skikkelse for straffens skyld? Sakramentet er indstiftet for at trøste og styrke forskræmte hjerter, når de tror, at det de spiser, er Kristi legeme, som blev givet til liv for verden og når de tror, at de bliver levendegjort, ved at forenes med Kristus. Men modstanderne argumenterer for, at lægfolket blev frarøvet den ene del af sakramentet som en straf. ”De bør være fornøjede”, siger de. Det er tydeligt nok som en kommando, men hvorfor bør de? Det er ikke nødvendig at søge nogen begrundelse, man skal lade det, teologerne siger være lov! Det er helt klart tanker fra den pærevælling, som Eck har kogt. Hvis vi ville tage til genmæle, ville der ikke blive nogen ende på talen fra vores side. For se hvor stor uforstanden er. Han hersker ligesom en anden tyran i tragedierne: Hvad enten de vil eller ikke vil, bør de være tilfreds. Mon de grunde, som han angiver, vil undskylde dem for Guds domstol, når de forbyder sakramentets ene del? Hvis de giver forbud på det grundlag, at der er forskel på præster og lægfolk, bør det i sig selv være grund nok til, at vi ikke kan slutte os til modstanderne, selv om vi sammen med dem havde fulgt denne skik. Der er andre forskelle mellem præster og lægfolk, men det er ikke uklart hvilken grund de har til at forsvare denne grund så stærkt. Men for at det ikke skal synes, som om vi vil gøre præstestandens sande værd mindre, vil vi ikke sige mere om denne listige begrundelse.
De anfører også faren for at forspilde vin og lignende ting. Det er noget, der ikke har en sådan kraft, at det ændrer Kristi indstiftelse. Hvis vi forestiller os, at der var frihed til at bruge den ene del eller begge, hvordan kan de så forsvare forbudet? Og alligevel kan kirken ikke tiltage sig den frihed at gøre Kristi indstiftelse til valgfrie ting. Vi undskylder den kirke, der har båret den uret, at den ikke har kunnet få begge dele. Men vi anklager de skribenter, der forsvarer, at det er rigtigt at forbyde brugen af hele sakramentet, og bandlyser og med vold forfølger dem, der bruger hele sakramentet. De skal se til, hvordan de vil gøre rede for deres grunde for Gud. Og man skal ikke straks tro, at kirken godkender og stadfæster alt, hvad præsterne beslutter, særlig ikke når Skriften profeterer om biskopper og præster med de ord, som Ezekiel siger (7, 26): ”Loven skal forsvinde fra præsterne.”

Præsters ægteskab

I denne skammelige sag om cølibatets urenhed vover modstanderne ikke blot at forsvare den pavelige lov med en ugudelig og falsk besmykkelse med Guds navn, men de formaner også kejser og fyrster, at de ikke skal anbefale præsters ægteskab, til bespottelse og skam for det romerske imperium. Sådan taler de nemlig.

Hvilken større uforskammethed har der nogensinde været at læse i nogen historiebog, end der er hos modstanderne her. De argumenter, de bruger, skal vi gengive i det følgende. Men lad nu først den forstandige læser prøve det, disse tåbelige mennesker siger om ægteskabet, at det er en skam og bespottelse for imperiet. Som om kirken bliver smykket på grund af den offentlige udråbte skam og unaturlige lyst, der brænder hos disse hellige fædre, der foregiver, at de lever afholdende, men i virkeligheden lever som de værste horkarle. Men meget af det, de gør med den største frihed, kan man ikke engang nævne uden skam. De beder dig, kejser Karl, om at beskytte deres lyster med din uplettede højre hånd, du som gamle spådomme kalder kongen med det rene ansigt, for det er tydeligvis sagt om dig: ”En mand med et rent ansigt skal herske alle steder”. De forlanger, at du skal opløse ægteskabet, imod guddommelig ret, mod folkenes ret og mod kirkemødernes beslutninger. De ønsker, du skal vedtage frygtelige straffer for uskyldige mennesker, bare på grund af ægteskabet. At du skal myrde præster, som selv hedninger ville skåne med ære. At du skal jage hjemløse kvinder og forældreløse børn på flugt. Sådanne love vil de fremlægge for dig, højeste og ædleste hersker, du, der ikke tåler at høre om nogen grusomhed, eller noget som helst umenneskelig og grufuldt. Fordi din moral ikke henfalder til smålighed eller grusomhed, håber vi, at du vil behandle os mildt i denne sag, særlig når du hører, at vi har de tungeste grunde for vores meninger, hentet fra Guds Ord, mens modstanderne stiller deres tåbelige og indholdsløse meninger mod dem. Og alligevel forsvarer de ikke cølibatet for alvor. De er nemlig ikke uvidende om, hvor få det er, der overholder kyskheden, men de iklæder deres egen autoritet et skin af religion. De mener, cølibatet tjener dette formål. Vi forstår nu, at Peter med rette advarede mod at falske profeter skulle føre mennesker vild med opdigtede ord (2 Pet2, l). Om hele denne sag taler, skriver eller handler modstanderne hverken enkelt eller åbent i nogen henseende, men selve den sag, de kæmper for, er magten, som de med urette mener, er i fare og som de søger at befæste med denne ugudelige fromheds iklædning. Den lov om cølibat, som modstanderne forsvarer, kan vi ikke forsvare, fordi den strider mod guddommelig og naturlig ret og afviger selv fra koncilernes beslutninger. Og det står fast, at den er overtroisk og farlig. Den afføder nemlig en uendelighed af skader, synd og fordærvelse af den offentlige moral. Andre af vores kontroverspunkter kræver en vis diskussion blandt de lærde, men her er sagen så klar på begge sider, at det ikke er nødvendigt med nogen diskussion. Det eneste, der trænges, er en god og gudfrygtig mands afgørelse. Og selv om det er den urokkelige sandhed, der bliver forsvaret af os, har modstanderne alligevel opfundet nogle skurkestreger for at gøre vores argumenter usikre.

Ægteskabet er Guds gode ordning

For det første lærer Første Mosebog, at mand og kvinde blev skabt for at være frugtbare og at det ene køn på ret måde skal have lyst til det andet. Vi taler nemlig ikke om det onde begær, der er synd, men om den appetit, der skulle være i den rene natur, og som man kalder ”naturlig lyst”. Denne lyst er Guds rette ordning af kønnenes forhold til hinanden. Og da denne Guds ordning ikke kan ophæves, uden ved Guds særlige indgriben, følger det, at retten til at indgå ægteskab ikke kan ophæves af forordninger eller løfter. Modstanderne søger den udflugt, at de siger, at der i begyndelsen var et bud om at opfylde jorden, men nu når jorden er opfyldt er det ikke længere noget bud om ægteskab. Se, hvor smart de dømmer. Menneskets natur bliver formet ved Guds Ord, for at den skal være frugtbar, ikke bare ved skabelsens begyndelse, men så længe dette legemes natur består. Sådan bliver jorden frugtbar ved dette ord: ”Jorden frembringer planter som sår sig.” (l Mos 1, 11). På grund af denne forordning begyndte jorden ikke bare i begyndelsen at producere planter, men markene er beklædte hvert år så længe denne natur består. Ligesom menneskelige love derfor ikke kan forandre jordens natur, kan hverken løfter eller en menneskelig lov forandre menneskets natur, uden ved Guds særlige gerning.

For det andet. Fordi denne skabning eller guddommelige ordning i mennesket er en naturlig ret, har juristerne talt klogt og rigtig om at ægteskabet mellem mand og kvinde tilhører den naturlige ret. Men da naturretten er uforanderlig, er det nødvendig at retten til at indgå ægteskab altid består. For hvor naturen ikke bliver ændret, er det nødvendig at den ordning, som Gud har indgivet i naturen, består og ikke bliver ophævet ved menneskelige love. Det er derfor latterligt, når modstanderne siger, at budet om ægteskab var i begyndelsen, men ikke er der nu. Det er det samme, som om de ville sige: Mennesker, der blev født tidligere, blev født med et køn, nu gør de det ikke mere. For de, der blev født før, gælder den naturlige ret, nu gælder den ikke længere. Ingen grovsmed kan udtænke noget grovere, end dette vanvid, der er udtænkt til at omvælte den naturlige ret. Lad os derfor i denne sag fastholde, at både Skriften og juristerne siger i deres visdom, at ægteskabet mellem mand og kvinde er en naturlig ret. Og den naturlige ret er videre i sandhed guddommelig ret, fordi den guddommelige ret er indplantet i naturen. Og fordi denne retsordning ikke kan forandres uden ved Guds egen indgriben, er det nødvendig, at det forbliver tilladt at indgå ægteskab, fordi denne naturlige lyst er Guds ordning af kønnenes natur. Og derfor er det ret. Hvorfor var begge køn ellers blevet skabt? Og vi taler, som det er sagt ovenfor, ikke om det onde begær, der er synd, men om den lyst, som man kalder ”naturlig lyst”. Den har begæret ikke taget bort fra naturen, men i stedet øget, så der nu er større behov for et hjælpemiddel. Ægteskabet er derfor ikke bare nødvendigt for slægtens fortsættelse, men også som et hjælpemiddel. Dette er klart og så urokkelig, at det ikke på nogen måde kan ændres.
For det tredje siger Paulus: ”For at undgå utugt skal enhver mand have sin hustru, og enhver kvinde sin mand.” (l Kor 7, 2). Dette er et klart bud, der retter sig til alle, som ikke passer til at leve ugift. Modstanderne kræver, at se et påbud, der foreskriver præstene at tage sig en hustru, som om præster ikke er mennesker. Vi, der drøfter den menneskelige naturs egenart, bedømmer det sådan, at dette virkelig også omfatter præsterne. Men påbyder Paulus ikke her, at de, der ikke har afholdenhedens gave, skal tage sig en hustru? Han udlægger nemlig sig selv lige efter, når han siger: ”Det er bedre at gifte sig end at brænde af begær.” (l Kor 7, 9). Og Kristus siger klart: ”Ikke alle kan tage imod dette ord, men kun de, som det er givet.” (Matth 19, 11). Og fordi disse to ting efter syndefaldet løber sammen, den naturlige lyst og begæret, der opildner den naturlige lyst, så er ægteskabet nu endnu vigtigere, end i den rene tilstand. Paulus taler derfor om ægteskabet som et hjælpemiddel. Og for denne flammende lidenskab befaler han ægteskab. Disse ord: ”Det er bedre at gifte sig end at være optændt af lidenskab”, kan ingen menneskelig autoritet, ingen lov eller noget løfte tage bort, fordi man ikke kan fjerne naturen og begæret. Retten til at gifte sig består derfor for alle, der udtæres af lidenskab. Og for dem, der ikke virkelig kan leve afholdende, fastholder Paulus dette bud: ”For at undgå utugt skal enhver have sin egen hustru”. Her må enhver følge sin egen samvittighed.
Når de her befaler at bede Gud om afholdenhed, og når de befaler at undertvinge kroppen med arbejde og faste, hvorfor forkynder de da ikke disse storartede bud for sig selv? Men som vi har sagt ovenfor, modstanderne bedriver bare deres spild, og de mener det ikke alvorligt. Hvis afholdenhed var mulig for alle, ville det ikke kræve nogen særlig gave. Men Kristus viser, at der er brug for denne særlige gave, og den tilkommer derfor ikke alle. Gud vil, at de øvrige skal bruge den almindelige naturlige lov, som han har indstiftet. For Gud vil ikke, at hans ordning og skabning skal blive foragtet. Han vil, at de skal være rene, ved at de bruger det guddommelige hjælpemiddel, der er givet, ligesom han vil, at vi skal holde livet oppe, når vi bruger mad og drikke. Og Gerson bevidner, at det har været mange gode mænd, der har forsøgt at kontrollere legemet, men kun har gjort ringe fremgang. Ambrosius siger derfor med rette: ”Ugift stand er noget, der kun kan anbefales, det kan ikke befales, det er en sag, der mere har at gøre med et løfte end med et bud.” Hvis man mod det indvender, at Kristus roser dem, der kastrerer sig for Himmerigets skyld (Matth 19, 12), så skal man lægge mærke til, at Kristus roser nogen, der har afholdenhedens gave. Han tilføjer nemlig: ”Den, der kan tage imod dette, han tage det til sig.” Uren afholdenhed behager nemlig ikke Kristus. Vi roser også den sande afholdenhed, men nu diskuterer vi om loven og om de, der ikke har afholdenhedens gave. Sagen bør forblive fri, og man skal ikke lægge fælder for de svage med denne lov.
For det fjerde afviger den pavelige lov fra koncilernes beslutninger. For de gamle beslutninger forbyder ikke ægteskab og de opløser heller ikke indgåede ægteskab, selv om de fjerner dem fra deres embeder, der havde indgået ægteskab i deres embedstid. Denne handling var i disse tider en velgerning. Men de nye love, der ikke er blevet til på synoder, men vedtaget på private pavelige konciler og som forbyder at indgå ægteskab og opløser indgåede ægteskab, de handler åbenlyst mod Kristi bud: ”Det, Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.” (Matth 19, 6). I Konfutationen skriver modstanderne, at ugift stand er påbudt af koncilerne. Vi anklager ikke koncilernes dekreter, for de tillader ægteskab i visse tilfælde. Men vi anklager de love, som det romerske pavevæsen har indstiftet efter de gamle synoder. De foragter derfor synodernes autoritet, som de ønsker, at andre skal anse for hellig. Denne lov om det evige cølibat tilhører derfor det nye pavevæsens tyranni. Og det træffer sagen når Daniel tillægger Antikrists rige dette kendetegn, nemlig foragt for kvinderne (Dan 11, 37).
For det femte: Selv om modstanderne ikke forsvarer loven af nidkærhed, da de ser, at den ikke plejer at blive overholdt, så fremmer de alligevel hykleriet, når de bruger religionen som påskud. De prædiker derfor at cølibatet skal holdes, fordi det er noget rent. Som om ægteskab er urenhed og synd, eller som om cølibat skulle være mere fortjenstfuldt for retfærdiggørelsen end ægteskabet. Som begrundelse anfører de ceremonier fra Moseloven, at præstene i gammeltestamentlig tid var adskilt fra deres hustruer, når de gjorde tjeneste. Når præstene så i den nye pagt altid skal bede, må de altid være afholdende. Dette upassende eksempel bliver anført som et bevis, der tvinger præster til evigt cølibat, selv om ægteskab jo er tilladt i selve eksemplet, blot at samlivet var forbudt, mens de gjorde tjeneste. Det er forskel på at bede og at gøre præstetjeneste. De hellige bad, mens de udførte den offentlige tjeneste og det ægteskabelige samliv har ikke været nogen hindring, så de ikke kunne bede.
Vi skal i tur og orden svare på disse indbildninger. For det første må modstanderne med nødvendighed bekende, at ægteskabet er rent for de troende, fordi det er helliget ved Guds Ord. Det vil sige, at det er noget, der er tilladt og godkendt af Guds Ord, som Skriften rigelig bevidner. Kristus kalder nemlig ægteskabet en guddommelig forening, når han siger: ”Det, som Gud har sammenføjet.” Og Paulus siger om ægteskab, mad og lignende ting: ”De bliver helliget ved ordet og bønnen.” (l Tim 4, 5). Det betyder, ved ordet, der giver sikker kundskab om at Gud godkender det, og ved troen, der bruger det i taknemlighed som en Guds gave. Ligeledes1 Kor 7, 14: ”Den vantro mand bliver helliget ved den troende hustru” osv. Det betyder at brugen af det tilladte ægteskab også er hellig på grund af troen på Kristus, ligesom det også er tilladt at bruge mad osv. Ligeledes l Tim 2, 15: ”Kvinden skal blive frelst gennem børnefødselen” osv. Hvis modstanderne kunne frembringe et sådant sted om cølibatet, kunne de sandelig fejre en vidunderlig triumf. Paulus siger, at kvinden bliver frelst gennem børnefødselen. Hvilken højere ære kunne han givet hende mod det hykleriske cølibat, end at kvinden bliver frelst ved sin egen ægteskabelige gerning, ved brug af ægteskabet, ved at føde og andre opgaver, der hører til hjemmet? Men hvad mener Paulus? Læseren ser, at troen bliver føjet til. Hjemmets opgaver bliver ikke rost uden ved tro: ”Hvis hun bliver i tro”, tilføjer Paulus. Han taler nemlig om hele gruppen af mødre, og kræver derfor troen, som også kvinderne modtager syndernes forladelse og retfærdighed ved. Derefter tilføjer han en bestemt opgave, der hører til kaldet, ligesom den gode gerning skal følge troen i den enkeltes kald. Denne gerning behager Gud for troens skyld. Sådan behager kvindernes opgaver Gud for troens skyld, og den troende kvinde bliver frelst, det vil sige, den, der tjener trofast i sådanne opgaver, der hører til hendes kald. Disse vidnesbyrd lærer at ægteskabet er en tilladt sag. Hvis renhed derfor betyder at noget er tilladt og godkendt for Gud, så er ægteskabet rent, fordi det er godkendt ved Guds Ord. Og Paulus siger om de ting, der er tilladt: ”For de rene er alt rent.” (Tit 1, 15). Det gælder dem, der tror på Kristus og er retfærdige ved tro.

Som ugift stand er urent for de urene, sådan er ægteskabet rent for de troende, for Guds Ord og troens skyld. Men hvis det specielle ved renheden er, at den står i modsætning til begæret, da betyder den hjertets renhed, dødelse af begæret. Loven forbyder derfor ikke ægteskab, men begær, afgudsdyrkelse, hor. Cølibatet er derfor ikke rent. Der kan nemlig være større renhed i hjertet i ægteskabet, som hos Abraham eller Jakob, end hos mange andre, selv om de lever i afholdenhed. Til sidst: Hvis de forstår det sådan, at cølibatet er en renhed, der i højere grad fortjener retfærdighed end ægteskabet, tager vi virkelig til genmæle. For vi bliver hverken retfærdiggjort på grund af ugift stand eller på grund af ægteskab, men af nåde for Kristi skyld, når vi tror, at vi for hans skyld har en forsonet Gud. Her indvender de på det kraftigste, at vi sidestiller ægteskab med ugift stand, men på grund af disse udbrud afviger vi ikke fra sandheden om retfærdighed af tro, som vi ovenfor har fremstillet det. Alligevel sidestiller vi ikke ægteskab og ugift stand. For her går den ene gaven nemlig foran den anden: profeti går foran tungtale, osv., og sådan går også ugift stand foran ægteskabet. Men alligevel er det sådan, at den, der taler profetisk ikke er mere retfærdig for Gud end andre. Sådan fortjener den ugifte heller ikke højere retfærdiggørelse ved sin stand end den gifte ved ægteskabets opgaver, men enhver skal trofast tjene efter sin gave og tro. Vi får syndernes forladelse for Kristi skyld ved tro og ved troen bliver vi også regnet retfærdig for Gud.

Fordelene ved at leve ugift

Hverken Kristus eller Paulus roser livet som enlig, fordi det retfærdiggør, men fordi det er friere og man bliver mindre distraheret af hjemlige sysler i bøn, undervisning og tjeneste. Derfor siger Paulus: ”Den ugifte søger det, der hører Herren til.” (l Kor 7, 32). Han roser livet som enlig på grund af meditation og studium. Sådan roser heller ikke Kristus uden videre dem, der kastrerer sig selv, men lægger til: ”For Himmerigets skyld.” Det er for at have fri til at undervise og lære om evangeliet. Han siger derimod ikke at livet som ugift fortjener syndernes forladelse eller salighed. Til eksemplet med det levitiske præstedømme svarer vi, at det ikke formåede at pålægge præstene et evigt cølibat. Og desuden kan den levitiske urenhed ikke overføres på os. Ægteskabeligt samliv, som foregik mod loven, var dengang urenhed. Nu er det ikke urenhed, fordi Paulus siger: ”For de rene er alt rent.” Evangeliet befrir os nemlig fra denne levitiske urenhed. Og hvis man forsvarer loven om cølibat med denne levitiske tanke, sådan at denne levitiske lydighed tynger samvittighederne, er det nødvendig, at vi modsætter os det på samme måde som apostlene i ApG 15, hvor de satte sig imod dem, der krævede omskærelse og prøvede at pålægge de kristne Moseloven.
Gode ægtefolk vil dog vide at moderere samlivet, særlig når de er optaget med offentlige sager. Det giver ofte så meget arbejde for gode folk, at alle tanker på hjemlig hygge er ude af hovedet. Fornuftige folk ved også, at Paulus påbyder, at man skal holde sit kar i helligelse (l Thess 4, 4). De ved også, at de nogle gange må være afholdende, for at være fri til at bede, men Paulus vil ikke at det skal være vedvarende (l Kor 7, 5). En sådan afholdenhed er let for de gode og arbejdsomme. Men denne store flok af dovne præster, der lever i bofællesskaber, hvor de kan leve livet, kan ikke engang overholde den levitiske afholdenhed, som de faktiske forhold også viser. Der er et kendt vers som siger: ”Den, der plejer at være doven, hader dem, der arbejder.”

Mange kættere har misforstået Moseloven og haft skammelige tanker om ægteskabet og en enestående beundring for cølibatet. Epiphanius klager over at enkratiterne særlig havde fanget de uerfarnes sjæle med denne forordning. De afstår fra vin, selv ved Herrens nadver. De afstår fra kød af alle dyr og overgår her de dominikanske brødre, der spiser fisk. De afstår også fra ægteskab, og det var det, der var knyttet størst forundring til. De mente, at disse gerninger og denne gudsdyrkelse mere fortjente nåden end brug af vin og kød, og også mere end ægteskab, som de anså for at være verdslig og urent og knapt kunne behage Gud, selv om det ikke direkte blev fordømt. Denne engledyrkelse forkaster Paulus skarpt over for kolossenserne (Kol 2, 18). For de undertrykker kundskaben om Kristus, når de mener, at mennesker er rene og retfærdige på grund af sådant hykleri. De undertrykker kundskaben om Guds gaver og bud. Han vil nemlig, at vi skal bruge hans gaver med taknemlighed. Vi kunne nævne eksempler, hvor fromme samvittigheder er blevet meget urolige over den rette brug af ægteskabet. Dette onde er affødt af munkenes meninger, ved deres overdrevne ros af cølibatet. Alligevel afviser vi ikke selvbeherskelse eller afholdenhed, men, som vi har sagt, er disciplin og legemlige øvelse nødvendig. Men vi afviser tillid til retfærdighed ved bestemte lydighedshandlinger. Epiphanius siger elegant, at sådanne lydighedshandlinger skal roses ”for selvkontrollens og den offentlige morals skyld”, sådan som bestemte skikke er indstiftet for at inspirere de ulærde, men ikke for at være nogen gudsdyrkelse, der retfærdiggør. Men modstanderne kræver ikke cølibat af religiøse grunde, for de ved at kyskhed ikke plejer at blive overholdt. Men de klæder kyskheden i religiøse meninger, så de kan indbilde de ulærde noget. De fortjener derfor større vrede end enkratiterne, som ser ud til at være gået vild i en speciel fromhedsart, men disse livsnydere misbruger religionen med overlæg som et skjul.

For det sjette: Vi har mange grunde til at afvise loven om det evige cølibat, men udover disse kommer også, at det er farlig for sjælene og til offentlig forargelse. Selv om loven ikke skulle være direkte forkert, bør fornuftige folk alligevel afvise og ikke anerkende en sådan byrde, der har ødelagt utallige sjæle. Alle gode mennesker har i lang tid klaget over denne byde, enten for egen del eller for andres, som de så var i fare. Men ingen pave hører disse klager. Og det er ingen hemmelighed, hvor meget denne lov skader den offentlige moral, hvilke fejltrin og hvilke skammelige lyster, den har forårsaget. De gamle utugtige lystspil passer stadig på moralen i Rom.

Sådan tager Gud hævn over dem, der foragter hans gaver og hans ordninger, når de forbyder ægteskab. Men da det har været almindeligt i andre love, at de er blevet ændret, hvis et åbenbart behov har krævet det, hvorfor sker så ikke det samme med denne lov? Her løber så mange tungtvejende grunde sammen, særlig i denne sidste tid. Hvorfor bliver denne lov ikke ændret? Naturen ældes og bliver efterhånden svagere, og manglerne tiltager. Hvor meget mere er det da ikke nødvendig, at gøre brug af de guddommelige hjælpemidler, der er givet. Vi ser, at Gud anklager synden før syndfloden (l Mos 19, 24), at han advarer, før en by brændes op (5 Mos 29, 22). Lignende synder er gået foran ødelæggelsen af mange andre byer. Og i det er der givet et billede af de tider, der skal være nær verdens ende. I denne tid burde man derfor særlig støtte ægteskabet med de strengeste love og også med eksempler, og opfordre mennesker til ægteskabet. Det gælder især de offentlige embedsmænd, der skal opretholde den offentlige orden. I mellemtiden skal prædikanterne gøre begge dele: De, der ikke kan være afholdende, skal formanes til ægteskab og de andre skal formanes til, at de ikke foragter afholdenhedens gave.

Paven giver hver dag dispensation og forandrer daglig andre gode love, blot denne ene lov om cølibat er forstenet og uforanderlig, skønt det står fast, at det bare er en menneskelig lov. Og på mange måder gør de nu denne loven endnu værre. Den kirkelige lov påbyder, at præstene skal afsættes, men disse dårlige lovfortolkere afsætter dem ikke fra embedet, men afsætter dem til henrettelse. Mange gode mænd er blevet grusomt dræbt blot for ægteskabets skyld. Og disse mord viser selv, at denne lov er dæmonernes lære (l Tim 4, 13). For siden Djævelen er en morder, forsvarer han sin lov med disse mord.

Kravet om cølibat er et magtmiddel

Vi ved, at der er nogen misytringer om skisma, fordi vi skiller os fra dem, der bliver anset for at være de rette biskopper. Men vores samvittigheder er helt rolige. Efter at vi har arbejdet med den største iver for at oprette enighed, ser vi, at vi ikke kan tilfredsstille modstanderne, uden at vi forkaster den mest åbenbare sandhed. Vi måtte forene os med dem, om at forsvare denne uretfærdige lov, opløse indgåede ægteskab, dræber præster, hvis de ikke underkastet sig, føre stakkels kvinder og forældreløse børn i eksil. Men da det er sikkert, at sådanne betingelser for fred ikke behager Gud, beklager vi ikke, at vi ikke har haft nogen alliance med sådanne morderiske modstandere. Vi har forklaret grundene til, at vi ikke med god samvittighed kan slutte os til modstanderne med hensyn til deres forsvar af den pavelige lov om evig cølibat. Det er, fordi den er i strid med guddommelig og naturlig ret og også afviger fra kirkens egne beslutninger. Den er overtroisk og helt og holdent farlig. Og endelig er det, fordi hele sagen er hyklerisk. For hensigten med loven er ikke sand gudsdyrkelse, men magt, og denne ugudelighed bruger religionen som dække. Af forstandige mennesker kan der ikke fremføres noget mod disse urokkelige grunde. Evangeliet tillader ægteskab for dem, der har behov for det. Alligevel tvinger det ikke ægteskab på dem, der vil være afholdende, så sandt de virkelig er afholdende. Vi mener, at også præstene tillades denne frihed. Vi vil hverken tvinge nogen til cølibat med magt eller opløse et indgået ægteskab.
Idet vi har gengivet vores argumenter, har vi ved siden af også vist, hvordan modstanderne har søgt udflugter hid og did, og disse forvrængninger har vi afvist. Nu skal vi kort påvise med hvilke tunge grunde de forsvarer loven. For det første siger de, at den er åbenbaret fra Gud. Se på disse slynglers enestående frækhed. De vover at påstå, at loven om det evige cølibat er guddommelig åbenbarelse, skønt det strider mod klare vidnesbyrd fra Skriften, som giver påbud om, at enhver skal have sin egen hustru for at undgå utugt (l Kor 7, 2). Ligeledes forbyder den at opløse indgåede ægteskab (Matth 19, 6). Paulus siger, hvem der er ophavsmand til denne lov, når han kalder den dæmonernes lære (l Tim 4, 1). Frugten viser hvem ophavsmanden er, nemlig de mange unaturlige lyster og de mange mord, som nu bliver støttet i ly af denne lov.
Modstandernes andet argument er, at præstene skal være rene ifølge dette ord: ”Rens jer, I, der bærer Herrens kar.” (Es 52, 11). Til støtte for det gengiver de mange belæg. Det argument, som de fremviser som det mest strålende, har vi tilbagevist ovenfor. Vi har sagt, at ugift stand uden tro ikke er renhed for Gud, og at ægteskab for troens skyld er rent ifølge dette ord: ”For de rene er alt rent.” (Tit 1, 15). Vi har også sagt, at denne ydre renhed og de ceremonielle love ikke kan overføres på dette, fordi evangeliet kræver hjertets renhed. Lovens ceremonier kræver det ikke. Det kan være at hjertet hos gifte mænd som Abraham og Jakob, der havde flere hustruer, er renere og mindre angrebet af begær end mange i cølibat, selv om de virkelig er afholdende. Og det som Esajas siger (52, 11): ”Rens jer, I, der bærer Herrens kar,” må forstås om hjertets renhed, om hele boden. For øvrig ved de hellige, hvilken nytte det er af at den ægteskabelige brug bliver modereret i det ydre, og som Paulus siger, at man holder sit kar i helligelse. Til slut, da ægteskabet er rent, bliver det med rette sagt til dem, der ikke kan være afholdende i cølibatet, at de skal gifte sig for at være rene. Den samme lov som siger: ”Rens jer, I, der bærer Herrens kar”, påbyder at de urene i cølibatet skal blive rene ægtefolk.
Det tredje argumentet er frygtelig, at præsteægteskabet skulle være et løsagtigt kætteri fra oldkirken. Smukke ord! Det er en ny forbrydelse, at ægteskab er kætteri. I oldkirken kendte verden endnu ikke loven om evigt cølibat. Det er derfor en skammelig løgn at præsteægteskabet i oldkirken var vranglære, eller at dette ægteskab blev fordømt af kirken på den tid. På sådanne steder ser man, hvad som har fået modstanderne til at skrive Konfutationen. De har bedømt det sådan, at det er let at få sat de ulærde i bevægelse, hvis de gentagende gange hører råbet om vranglære, og hvis man indbilder dem, at vores sag mange ganger tidligere ved kirkens afgørelser er slået til jorden og fordømt. Sådan har de ofte urigtig vist til kirkens afgørelse. Fordi de ikke er uvidende om dette, har de ikke villet give os et eksemplar af deres gendrivelsesskrift, så vi ikke har kunnet gendrive disse tåbeligheder og denne falske anklage. Men hvad angår denne sag, har vi ovenfor sagt, hvad vi mener om ugift stand og ægteskab. For vi sidestiller ikke ægteskab og cølibat, selv om hverken ægteskab eller et liv som ugift fortjener retfærdigheden.

Ved hjælp af sådanne tomme argumenter forsvarer de en ugudelig og farlig lov mod den gode moral. Med sådanne grunde trygger de fyrsternes sjæle mod Guds dom, hvor han vil kalde dem til regnskab for, hvorfor de har opløst ægteskab, hvorfor de har tortureret og hvorfor de har dræbt præster. Vær ikke i tvivl om, at ligesom Abels blod råbte (l Mos 4, 10), sådan råber også blodet af mange gode mænd, som er ramt uretfærdig og grusomt. Og Gud vil hævne denne ondskab. Da skal man erfare hvor tomme modstandernes begrundelse er. Og i Guds dom skal man forstå, at ingen falske anklager kan bestå mod Guds Ord, som Esajas siger: ”Alt kød er som græs og al dets herlighed som græssets blomster.” (Es 40, 6).

Hvad, der end sker, kan vores fyrster have god samvittighed i denne sag, for selv om præstene skal have gjort noget galt i at gifte sig, så er alligevel opløsning af ægteskab, og disse forbud og grusomheder helt klart mod Guds vilje og hans ord. Vores fyrster elsker ikke nye ting eller strid, men det var vigtigere at have en begrundelse i Guds Ord end noget som helst andet, særlig når der ikke er nogen tvivl om sagen.

Gudstjenesten - messen

Til at begynde med må vi igen sige, at vi ikke vil afskaffe messen, men omhyggeligt beholde og forsvare den. Messen bliver nemlig hos os fejret hver søndag og alle højtidsdage. Her bliver nadveren rakt dem, der vil bruge den, efter at de har været til samtale og har fået tilsagt syndernes forladelse. Vi opretholder også de almindelige offentlige ceremonier med tekstlæsninger, bønner, messeklæder og lignende.
Modstanderne har et langt foredrag om brugen af det latinske sprog i messen, hvor de barnligt vrøvler om, at det kan gavne en ulærd at høre en messe i kirkens tro, selv om han ikke forstå noget. Det betyder at de antager, at selve det at høre er en gerning, der hjælper, selv om man intet forstår. Vi vil ikke her give nogen længere udfoldelse af dette, men overlader det til læserens dom. Vi nævner det bare, fordi vi i tillæg vil minde om at tekstlæsning og bønner på latin er beholdt hos os.

Men ceremonierne bør holdes sådan, at de underviser mennesker i Skriften, så de ved ordet bliver ført til tro og gudsfrygt, og også til at bede. For det er ceremoniernes mål. Det latinske sprog beholder vi for deres skyld, der har lært latin og forstår det. Tyske sange blander vi ind imellem, for at også jævne folk skal have noget, der underviser dem og fører til tro og gudsfrygt. Denne skik har altid været i kirken. For selv om tyske sange nogle gange ofte og andre gange sjældent har været blandet ind, har folk dog næsten overalt sunget noget på deres eget sprog. Men det er ikke skrevet eller skildret, at det skulle være til hjælp for mennesker at høre oplæsning af tekster, de ikke forstår og at ceremonierne er til nytte, ikke fordi de lærer eller formaner, men blot helt automatisk, ved at de udføres og fordi de bliver set. Måtte det gå disse farisæiske meninger ilde.

At der hos os bare holdes en offentlig eller fælles messe, står ikke i modsætning til kirkens almindelige praksis. For i græske menigheder holdes det heller ikke i dag private messer, men bare den ene offentlige messe, og den holdes kun på søndage og i højtiderne. I klostrene holdes messen daglig, men kun offentlig. Dette er spor af de gamle skikke. For ikke før pave Gregor har nogen forfatter nævnt private messer. Hvad, der var begyndelsen til dette, lader vi nu ligge. Det står fast, at efter at tiggermunkene begyndte at regere, er disse messer øget i antal på grund af falske overbevisninger og for penges skyld, sådan at alle fornuftige folk allerede længe har ønsket at begrænse dem. Rigtignok har Skt. Fransiskus med rette villet imødekomme dette. Han forordnede, at hvert enkelt kollegium kun skulle holde en eneste fælles messe hver dag. Det er senere blevet ændret, enten af religiøse eller økonomiske grunde. Sådan ændrer de fædrenes forordninger, hvor det passer dem, bagefter anfører de deres autoritet over for os. Epiphanius skriver, at der var nadvergang tre gange om ugen, men messen blev ikke fejret daglig. Og han siger, at denne skik blev overgivet fra apostlene. Han siger nemlig: ”Samling om nadveren var af apostlene forordnet på den fjerde dag, dagen før sabbatten og på Herrens dag.”

Ceremoniernes automatik eller kristen tro

Selv om modstanderne har samlet meget sammen, for at bevise at messen er et offer, vil dette ene svar alligevel bringe denne voldsomme ophobning af ord til tavshed: Denne omfattende samling af autoriteter, årsager og vidnesbyrd viser ikke at messen blot ved at udføres meddeler nåden, eller at den afholdt for andre fortjener syndernes forladelse for disse, både for tilgivelige synder, for dødssynder, for skyld og straf. Dette ene svar omstøder alt det, modstanderne frembringer, både i dette gendrivelsesskrift og i alle andre skrifter, som de har udgivet om messen. Og det er det, vi påminder vores læsere om, at sagen gælder. Som Aeschines mindede dommerne om, at det ikke måtte tillades modparten at vige fra sagen, når de forsøgte at snige sig uden om det, som sagen gjaldt. På samme måde må vi her tvinge vores modstandere til at holde sig til den sag, der er fremlagt. Og med kendskab til, hvad sagen gælder, er det let at dømme om begge parters argumenter.

Vi har i vores bekendelse vist, at vi mener, at Herrens nadver ikke bringer nåde ved udført handling (ex opere operato), at den heller ikke kan fortjene syndernes forladelse, forladelse for skyld eller straf for levende eller døde ved udført handling. Og denne position er klart og sikkert bevist ved det, at det er umulig at opnå syndernes forladelse ved udført gerning, for vores gerningers skyld. Det er nødvendig at overvinde syndens og dødens skræk ved troen, idet vi bliver styrket i hjertet ved kundskaben om Kristus og tror, vi bliver tilgivet for Kristi skyld og bliver givet Kristi fortjeneste og retfærdighed, Rom 5, 1: ”Retfærdiggjort af tro, har vi fred.” Det er så sikkert, så urokkelig, at det skal bestå mod alle dødsrigets porte.
Hvis det er nødvendig at sige noget, så er det allerede sagt i denne sag. Intet fornuftigt menneske kan bevise denne farisæiske og hedenske mening om den udførte handlings automatik. Og alligevel holder denne mening sig i folket, og det har forøget messernes antal i det uendelige. De køber nemlig messer for at stille Guds vrede, og ved denne gerning vil de, at forladelse for skyld og straf skal følge. De vil opnå alt, som er nødvendig i livet. De vil til med befri de døde. Disse farisæiske meninger har munke og sofister lært i kirken.
Selv om denne sag allerede er omtalt, må vi tilføje lidt til dette punkt, fordi modstanderne har forvrænget mange skriftsteder på upassende vis, for at forsvare deres vildfarelser. Konfutationen siger meget om ofre, selv om vi undgik at benytte dette ord i vores bekendelse for dets uklarheds skyld. Vi har allerede vist, hvordan de nu forstår offeret. Deres misbrug forkaster vi. For at vi nu skal forklare de fejltolkede skriftsteder, er det nødvendig, at vi først forklarer, hvad et offer er. I hele dette tiår har modstanderne udgivet uendelig mange bøger om offeret, men i ingen af dem finder man en definition på, hvad et offer er. De har bare grebet ordet offer fra Skrifterne eller fra fædrene. Bagefter har de opdigtet deres drømme, som om offer virkelig betyder det, de vil.

Hvad et offer er og hvilke slags ofre der er

I Platons bog ”Phaidon” siger Sokrates, at han er meget optaget af at foretage inddelinger, og at der uden disse ikke er muligt at give en udførlig fremstilling eller at forstå noget. Hvis han havde fundet en, der kunne lave sådanne inddelinger, ville han slutte sig til ham og følge hans spor som en guds, siger han. Han påbyder den, der foretager inddelingen at opdele selve artiklen i dens enkelte led, og ikke ødelægge leddene som en dårlig kok gør. Men disse bud foragter modstanderne storartet, og ifølge Platon er de i sandhed dårlige kokke, fordi de ødelægger offerets enkeltdele. Det vil man forstå, når vi har undersøgt de forskellige slags ofre.

Sakramente eller offer

Teologerne plejer med rette at skelne mellem sakramente og offer. Deres fælles betegnelse er en ceremoni eller hellig handling. Et sakramente er en ceremoni eller handling, hvor Gud giver os det, der tilbydes i det løfte, der er knyttet sammen med handlingen. Sådan er dåben en handling, hvor vi ikke ofrer Gud noget, men hvor Gud døber os gennem tjeneren, der er Guds stedfortræder. Her skænker og giver Gud syndernes forladelse osv., i overensstemmelse med løftet: ”Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst.” (Mark 16, 16). Modsat er et offer en ceremoni eller en handling, som vi giver noget til Gud for at vise ham ære.
Nu findes der stort set kun to slags ofre, flere er der ikke. Det ene er sonofferet. Det er et offer, der godtgør for skyld og straf. Det vil sige, et offer, der forsoner Gud og stiller hans vrede, eller som fortjener syndernes forladelse for andre. Det anden slags offer er takofferet, der ikke fortjener syndernes forladelse eller forsoner, men udføres af dem, der er forsonet med Gud. Det ofres for at sige tak og vise taknemlighed, fordi vi har modtaget syndernes forladelse og for andre gaver.
Det er i høj grad nødvendig at holde disse to typer ofre ude fra hinanden i denne kontrovers, og ikke miste dem af syne i de mange diskussioner. Man må udvise den største påpasselighed, så de ikke bliver blandet sammen. Hvis bogens art havde tilladt det, ville vi tilføje begrundelserne for denne opdeling. Der er nemlig rigelig med vidnesbyrd i Hebræerbrevet og andre steder. Alle levitiske ofre kan henføres som hørende til én af disse to grupper. I Moseloven bliver nogle ofre kaldt soningsofre på grund af betydningen eller billedet. Ikke fordi syndernes forladelse bliver fortjent for Gud, men fordi syndernes forladelse blev fortjent efter lovens retfærdighed, så de, som dette skete for, ikke skulle blive udstødt fra folket. De kaldtes derfor soningsofre for synden og brændofre for overtrædelsen. Takofre var offergaver, drikkeofre, erstatningsofre, førstegrøde og tiende.

Kun ét sonoffer

Men i virkeligheden har der kun været ét eneste soningsoffer i verden, det er Kristi død, som brevet til hebræerne lærer (Hebr 10, 4): ”Det er umulig at blod af okser og bukke kan borttage synder.” Og straks efter om Kristi vilje (10, 10): ”I denne vilje er vi helliget ved ofringen af Jesu Kristi legeme en gang for alle.” Og Esajas tolker loven sådan, at vi skal se, at Kristi død i sandhed er godtgørelse for vores synder eller en soning, men ikke lovens ceremonier. Derfor siger han (Es 53, 10): ”Efter at hans sjæl har frembåret offeret for overtrædelserne, skal han se afkommet og leve længe” osv. For det hebraiske ord ”asjam”, der er brugt her, betyder offer for overtrædelse. I Moseloven betegnede det, at der skulle komme et offer, der skulle godtgøre for vores synder og forsone Gud. Mennesker skulle således se, at Gud ikke ville blive forsonet med os på grund af vores retfærdighed, men på grund af fremmede fortjenester, og det er Kristi fortjenester. Og dette ord ”asjam” tolker Paulus som synd i Rom 8, 3: ”Med synden fordømte han synden.” Det vil sige, at han kæmpede mod synden med synd, altså med et offer for synden.

Betydningen af dette ord kan lettere forstås ud fra hedningenes skikke, som højst sandsynligt er blevet til ved en fejlagtig forståelse af fædrenes prædikener. På latin kaldes det offer sonoffer, der blev båret frem under store hjemsøgelser, hvor Gud syntes at være særlig vred. Det blev ofret for at stille Guds vrede, og nogle gange blev der ofret mennesker, måske fordi de havde hørt at et menneskeoffer skulle forsone Gud på hele menneskeslægtens vegne. Grækerne har nogle steder kaldt dette offer for renselse og andre steder for afvaskning. Sådan mener også Esajas og Paulus at Kristus er gjort til et offer, det vil sige, et sonoffer, sådan at hans fortjenester, og ikke vores, forsoner Gud. Tilbage står altså, at alene Kristi død er et virkeligt forsonende offer. For det levitiske sonoffer blev bare benævnt sådan som et tegn på det offer, der skulle komme. Derfor var det et forbillede, der skaffede godtgørelse for lovens retfærdighed, sådan at de, der syndede ikke blev udstødt af folket. Men disse ofre måtte træde tilbage efter åbenbaringen af evangeliet. Og fordi de måtte træde tilbage ved åbenbaringen af evangeliet, var de intet virkeligt sonoffer, fordi evangeliet var lovet, for at bringe forsoningen.

Åndelige takofre

De ofre, der nu består, er takofre, som også bliver kaldt lovprisningsofre, nemlig forkyndelsen af evangeliet, troen, påkaldelsen, taksigelsen, bekendelsen, de helliges prøvelse, ja, alle gode gerninger af de hellige. Disse ofre er ikke godtgørelser for dem, der bringer dem, de kan ikke overføres til andre, som ved dem fortjener syndernes forladelse eller forsoning ved udført gerning. De kommer nemlig fra dem, der allerede er forsonet. Og dette er den nye pagts ofre, som Peter lærer i l Pet 2, 5: ”Et helligt præsteskab, for at I skal frembære åndelige offer.” Men åndelige ofre står ikke bare i modsætning til dyreofre, men også til menneskelige gerninger, ofret ved en udført gerning, fordi åndelig betyder, at det er drevet frem af Helligånden i os. Det samme lærer Paulus i Rom 12, 1: ”Fremstil jeres legemer som et levende, helligt offer, som en åndelig gudstjeneste.” Men en åndelig gudstjeneste betyder en gudstjeneste, hvor vi kender Gud og griber ham med hjertet, som det sker, når vi frygter og har tillid til Gud. Denne gudstjeneste står derfor ikke bare i modsætning til den levitiske gudstjeneste, hvor dyr bliver ofret, men også i modsætning til den gudstjeneste, hvor man indbilder sig at en handling er et offer blot ritualet udføres. Det samme lærer brevet til hebræerne i kapitel 13, 15: ”Lad os ved ham altid frembære lovprisningsofre til Gud”, og denne tolkning føjes til, at ”det er frugt af læber, der bekender hans navn”. Han påbyder, at vi skal frembære lovprisning, det vil sige, påkaldelse, taksigelse, bekendelse og lignende. De har deres gyldighed ikke som en udførte gerning, men for troens skyld. Det viser ordene: ”Vi ofrer ved ham”, det vil sige, ved troen på Kristus.
I én sum: den nye pagts gudstjeneste er åndelig, det vil sige, troens retfærdighed i hjertet og troens frugter. Den afskaffer derfor den levitiske gudstjeneste. Og Kristus siger i Joh 4, 23f: ”Sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For Faderen søger sådanne som tilbeder ham. Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede ham i ånd og sandhed.” Denne tekst fordømmer klart de meninger om ofre, der indbilder sig at gælde ifølge udført handling. Den lærer, at det må ske i Ånden, det vil sige, at tilbede med hjertes følelser og i tro. Derfor fordømmer også profeterne i Det Gamle Testamente folkets tro på en automatisk virkning af ritualerne og lærer i stedet en åndelig retfærdighed og et åndeligt offer. Jeremias 7, 22: ”For jeg har ikke talt med deres fædre og ikke givet dem noget bud om brændoffer og slagtoffer på den dag, jeg førte dem ud fra Egyptens land, men dette bud gav jeg dem: I skal høre min røst og jeg vil være jeres Gud” osv. Hvordan mon jøderne modtog denne forkyndelse, der åbent syntes at være i strid med Moses? Det var nemlig klart, at Gud havde givet fædrene forskrifter om brændofre og slagtofre, men Jeremias fordømmer denne mening om ofrene. Den er ikke overleveret fra Gud, siden denne gudstjeneste skulle behage ham ved selve de gudstjenestelige handlingers udførelse. Han tilføjer om troen, at Gud har påbudt dette: I skal høre mig, det er: I skal tro på mig, at jeg vil være jeres Gud og at jeg vil lade mig kende, når jeg er barmhjertig og hjælper. Jeres slagtofre har jeg ikke brug for. Hav tillid til, at jeg vil være en Gud, der retfærdiggør og frelser, ikke for jeres gerningers skyld, men for ordets og mit løftes skyld. Bed af hjertet og vent i sandhed hjælp fra mig.

Salme 50, 13 fordømmer også meningen om den udførte handlings automatik, idet den forkaster slagtofre og kræver påkaldelse: ”Skulle jeg spise oksers kød?” osv. ”Kald på mig på nødens dag, og jeg vil udfri dig og du skal ære mig.” Det bevidner, at det er en sand gudstjeneste og ære af Gud, hvis vi påkalder ham af hjertet. Ligeledes Salme 40: ”Slagtofre og madofre vil du ikke have, men du har åbnet mine ører”, det er, at du har fremlagt dit ord for mig, for at jeg skal høre. Og du kræver at jeg skal tro dit ord og dine løfter, at du virkelig vil forbarme dig, hjælpe osv. Ligeledes Salme 51: ”I brændofre har du ikke behag. Et offer for Gud er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og ydmygt hjerte vil du Gud ikke foragte.” Ligeledes Salme 6: ”Frembær retfærdigheds ofre og hav håb til Herren.” Han befaler at håbe og siger, det er et retfærdig offer. Det betyder at andre ofre ikke er sande og retfærdige ofre. Og Salme 116: ”Jeg vil ofre takofre og påkalde Herrens navn.” De kalder påkaldelse for takofre. Og Skriften er fuld af sådanne vidnesbyrd, der lærer, at et offer blot ved at blive foretaget ikke forsoner Gud. Når det levitiske offer er afskaffet i den nye pagt, lærer Skriften, at et rent og nyt offer skal bæres frem. Det er tro, påkaldelse, taksigelse, bekendelse og forkyndelse af evangeliet, prøvelser for evangeliets skyld og lignende.

Om disse ofre taler Malakias 1, 11: ”Fra solens opgang til dens nedgang er mit navn stort blandt folkene, og alle steder bliver røgelse og et rent offer båret frem for mit navn.” Dette sted forvrænger modstanderne til at gælde messen, og for dette anfører de fædrenes autoritet. Men det er let at svare, at selv om der skulle være talt om messen, ville der ikke dermed følge af det, at messen retfærdiggør per automatik eller kan overføre andres fortjeneste til syndernes forladelse osv. Profeten siger ikke noget om det, som munke og sofister uforskammet finder på.

For øvrig fremgår meningen af profetens egne ord. For først siger han, at Herrens navn skal være stort. Det sker gennem forkyndelsen af evangeliet. Ved det bliver Kristi navn kendt og vi får kendskab til Faderens løfte om barmhjertighed i Kristus. Forkyndelsen af evangeliet føder tro i dem, der tager imod evangeliet. De påkalder Gud, de giver Gud tak, de holder ud i prøvelser i bekendelsen, de gør det, der er godt for Kristi æres skyld. Sådan bliver Herrens navn gjort stort blandt folkene. Røgelse og rent offer betyder derfor ikke en ceremoni, der virker ved udført handling, men alle de ofre, der gør Guds navn stort. Det er tro, påkaldelse, forkyndelse af evangeliet, bekendelse osv. Og hvis nogen vil medtage messen, tåler vi det gerne, blot det ikke forstås alene om ceremonien eller lærer, at messen er fortjenstfuld ved selve handlingens udførelse. For ligesom forkyndelsen af ordet indgår blandt lovprisningsofrene det vil sige, lovprisning af Gud, sådan kan det også være en lovprisnings eller taksigelseshandling at modtage Herrens nadver. Men den retfærdiggør ikke blot ved selve deltagelsen i nadveren og kan ikke gavne andre for at fortjene syndernes forladelse for dem. Lige efter dette skal vi forklare, på hvilken måde også ceremonierne er et offer. Men da Malakias taler om alle ceremonier i den nye pagt, og ikke bare om Herrens nadver, og fordi han heller ikke forsvarer de farisæiske meninger om den udførte gernings automatik, så er han ikke mod os, men støtter os. Han kræver nemlig hjertets gudstjeneste, som i sandhed gør Herrens navn stort.
Fra Malakias bliver også et andet sted citeret: ”Og han skal rense Levis sønner, og gøre dem rene som guld og sølv og de skal frembære ofre for Herren i retfærdighed.” (Mal 3, 3). Dette sted kræver åbenbart ofre af retfærdige og støtter derfor ikke teorien om handlingernes automatik. Men Levis sønners ofre, det vil sige, de ofre, der bliver lært i Det Nye Testamente er forkyndelsen af evangeliet og forkyndelsens gode frugter, som Paulus siger det i Rom 15, 16: ”Jeg ofrer Guds evangelium, for at hedningene skal blive et velbehagelig offer, helliget ved Helligånden.” Det vil sige, at hedningerne ved troen bliver et velbehagelig offer for Gud osv. For denne slagtning af offerdyr i den gamle pagt viser til Kristi død og til forkyndelsen af evangeliet, som skal dræbe det gamle kød i os og påbegynde et nyt og evig liv.

Men modstanderne drejer alle steder ordet offer til kun at gælde ritualerne. De udelader forkyndelsen af evangeliet, troen, påkaldelsen og lignende. Skønt ritualerne er indstiftet for disse tings skyld, og Det Nye Testamente siger, at man må have hjertets offer og ikke holde gudstjenester for synder på levitisk vis. De anfører også det daglige offer, at ligesom der i Moseloven var et daglig offer, sådan skal messen være den nye pagts daglige offer. Det ville gå godt for modstanderne, hvis vi lod os overvinde af allegorier. Men det står fast, at allegorier ikke kan være sikre beviser. Vi går gerne med til at messen opfattes som et dagligt offer, på den måde at man med det forstår hele messen. Det vil sige, gudstjenesten med forkyndelse af evangeliet, med tro, påkaldelse og taksigelse. For sammen er disse det daglige offer i den nye pagt, fordi gudstjenesten er indstiftet for disse tings skyld og ikke må skilles fra dem. Derfor siger Paulus (l Kor 11, 26): ”Så ofte I spiser dette brød og drikker Herrens kalk, forkynder I Herrens død.” Men det følger ikke på nogen måde af det levitiske forbillede, at ceremonien er en gerning, der retfærdiggør blot ritualet udføres eller kan overføres til andre som fortjeneste af syndernes forladelse for dem osv.

Forbilledet på det daglige offer viser ikke blot til ceremonien, men også til forkyndelsen af evangeliet. I Fjerde Mosebog 28 angives tre dele, der hører til det daglige offer: et lam som brændoffer, drikkeofferet og madoffer af et stykke hvedebrød. Loven havde billeder eller skygger af ting, der skulle komme. Derfor er Kristus og hele den nytestamentlige gudstjeneste afbildet her. Ofringen af et lam som brændoffer betyder Kristi død. Drikkeofferet er det der sker overalt i hele verden, hvor de troende spreder blodet af dette lam ud ved forkyndelsen af evangeliet. Det betyder at mennesker bliver helliggjort som Peter siger (l Pet 1, 2): ”I Åndens helliggørelse, til lydighed og besprængning af Jesu Kristi blod.” Madofferet af hvedebrødet betyder troen, påkaldelsen og taksigelsen i hjerterne. Derfor, ligesom skyggen bliver set i Det Gamle Testamente, sådan er det nødvendig at søge den sag, som der er vist hen til i Det Nye Testamente, og ikke et andet forbillede, der skulle være tilstrækkelig som et offer. Selv om ceremonien er påmindelse om Kristi død, er den alligevel ikke alene det daglige offer, men selve påmindelsen er et daglig offer, det vil sige, prædikenen og troen, som i sandhed tror, at Gud er forsonet ved Kristi død. Drikkeofre kræves: det er prædikenens virkning, at vi ved evangeliet bliver besprængt med Kristi blod, at vi bliver helliget, dræbt og levendegjort. Madofre kræves også: det er taksigelse, bekendelse og lidelse. Når den farisæiske mening om den udførte handling er afskaffet, ser vi, at det betyder den åndelige gudstjeneste og hjertets daglige offer. For i den nye pagt fordres de gode ting selv. Det vil sige Helligånden, der døder og gør levende. Af det er det tilstrækkelig klart, at det daglige offers forbillede ikke er mod os, men snarere for os, fordi vi kræver alle dele af det, som det daglige offer viser til. Modstanderne drømmer helt fejlagtig, at det bare betegner ceremonien og ikke også forkyndelsen af evangeliet, at hjertet dødes og levendegøres, osv.
Fornuftige folk kan nu derfor let se, at denne anklage er aldeles gal, at vi skulle have afskaffet det daglige offer. Sagen viser, hvem disse mennesker er, der tyranniserer kirken. Under dække af religionen tilriver de sig den verdslige magt uden hensyn til gudsdyrkelse og undervisning i evangeliet og hersker og fører krig som verdslige fyrster. Det er dem, der har indstiftet en ny gudstjeneste i kirken. For modstanderne beholder bare selve ceremonien i messen, og den bruger de offentlig til ugudelig vinding. Bagefter indbilder de sig, at denne gerning kan overføres til andre for at fortjene nåde og alle gode ting. I deres prædikener lærer de ikke evangeliet, de trøster ikke samvittighederne og viser ikke til at synderne er tilgivet af nåde for Kristi skyld. De forkynder helgendyrkelse, menneskelig fyldestgørelse og menneskelige traditioner. Ved disse gerninger påstår de, at mennesker bliver retfærdiggjort for Gud. Og selv om nogen af disse traditioner åbenlyst er ugudelige, bliver de forsvaret med magt. Hvis nogen prædikanter vil være lærd, fremfører de filosofiske spørgsmål, som hverken folket eller de selv forstår. Til slut: de bedste af dem lærer loven, men siger ingen ting om troens retfærdighed.
I Konfutationen synger modstanderne latterlige klagesange om tempelets ødelæggelse, altså at alterne står uden pryd, uden lys og uden billeder. Disse bagateller mener de, er kirkens pryd. Men Daniel sigter til en helt anden ødelæggelse, nemlig uvidenhed om evangeliet (Dan 11, 31, 12, 11). For, begravet i både mange og forskellige traditioner og meninger, har folket ikke på nogen måde kunnet fatte summen af den kristne lære. Hvem i folket har nogen sinde forstået den lære om boden, som modstanderne lærer? Og dog er dette et hovedpunkt i den kristne lære. De har plaget samvittighederne med opregningen af synder og godtgørelser. Men om troen, som vi af nåde får syndernes forladelse ved, bliver absolut ingen ting nævnt af modstanderne. Om troens øvelse, når den kæmper med fortvivlelsen og om syndernes forladelse af nåde for Kristi skyld, er modstanderne tavse i alle deres bøger og prædikener. Til det kommer den forfærdelige vanhelligelse af messen og mange andre ugudelige tjenester i helligdommen. Det er den ødelæggelse, som Daniel beskriver.

Evangelisk gudstjeneste

Hos os tjener præsterne derimod ordets embede ved Guds nåde. De lærer evangeliet om Kristi velgerninger, viser at syndernes forladelse fås af nåde for Kristi skyld. Denne lære giver samvittighederne en sikker trøst. De tilføjer også læren om de gode gerninger, som Gud befaler. Der bliver talt om sakramenternes værdighed og brug. Hvis brugen af nadveren skulle være det daglige offer, så har vi i større grad bevaret det hos os end modstanderne, fordi præstene hos dem holder messen for betaling. Hos os fejres messen oftere og med større alvor. For det er folket, der bruger nadveren, men først er de undervist og har været til samtale. Folk bliver nemlig undervist om den rette brug af sakramentet, at det er indstiftet, fordi det skal være et segl og vidnesbyrd om syndernes nådige forladelse. Og derfor skal ængstelige samvittigheder mindes om, at de i sandhed skal stå fast og tro, at synderne bliver tilgivet dem gratis. Da vi altså opretholder både forkyndelsen af evangeliet og den rette brug af sakramenterne, forbliver det daglige offer hos os. Hvis der er tale om de ydre forhold, så er der også hyppigere kirkebesøg hos os end hos modstanderne. Tilhørerne hører nemlig nyttige og forståelige prædikener, men modstandernes lære har hverken folket eller de lærde nogensinde forstået. Og kirkernes sande pryd er en god, nyttig og klar lære, en ret brug af sakramenterne, en brændende bøn og lignende. Lys, guldkar og lignende udsmykning hører sig til, men er ikke kirkens egentlige pryd. Hvis modstanderne samler gudstjenesten om sådanne ting, men ikke om forkyndelsen af evangeliet, om troen og troens kamp, så skal de regnes blandt dem, Daniel beskriver, som dem, der dyrker deres Gud med guld og sølv (Dan 11, 38).
Fra brevet til hebræerne anfører de ordene: ”Enhver ypperstepræst tages blandt mennesker og indsættes for mennesker i de ting, som angår Gud, for at han skal frembære gaver og ofre for synder.” (Hebr 5, 1). Af det slutter de, at når der i den nye pagt findes biskopper og præster, følger det også, at det findes et offer for synder. Dette sted bevæger måske folk allermest, særlig når den pragt, der hører præsten og ofrene til i den gamle pagt, udbredes for deres øjne. Denne lighed bedrager de ulærde, så de mener, det er nødvendig, at der på samme måde eksisterer et gudstjenestelig offer hos os som i den gamle pagt, og at dette bliver bragt for andres synder. Denne messetjeneste og pavens øvrige forordninger er ikke noget andet end en misforståelse af de levitiske forordninger.
Og skønt vores mening har sit hovedvidnesbyrd i Hebræerbrevet, bruger modstanderne alligevel løsrevne og forvrængede steder fra dette brev mod os. Det gør de, når de gengiver det sted i kapitel 5, hvor der siges, at ypperstepræsten er indsat til at frembære ofre for synder. Brevet tilføjer straks at Kristus er den sande ypperstepræst. De foregående ord taler om det levitiske præsteembede, og den levitiske ypperstepræst var et billede på ypperstepræsten Kristus. For det levitiske offer for synder fortjente ikke syndernes forladelse for Gud. Det var bare et billede på Kristi offer som en gang i fremtiden skulle være soningsoffer, som vi ovenfor har sagt. En stor del af dette brev går netop derfor ud på at vise, at det gamle præstedømme og det gamle offer ikke var indstiftet for at det skulle fortjene syndernes forladelse for Gud eller bringe forsoningen, men blot for at vise hen til Kristi ene kommende offer. For de hellige i den gamle pagt måtte blev retfærdiggjort ved tro på løftet om syndernes forladelse, som gives for Kristi skyld, sådan som også de hellige i den nye pagt bliver retfærdiggjort. Fra verdens begyndelse af har alle hellige måttet tro, at Kristus var det offer og den godtgørelse for synden, der var lovet, som Esajas lærer i kapitel 53, 10: ”Når han havde frembåret sin sjæl som et offer for synd”, osv. Offeret i den gamle pagt fortjente derfor ikke forsoningen, men var kun et billede på denne, da det blot skaffede en samfundsmæssig forsoning. Det viste hen til det offer, der skulle komme. Af det følger, at Kristus er det eneste offer, der er bragt for andres synder. Der er derfor ikke mere noget offer i den nye pagt, som bringes for andres synder, ud over Kristi ene offer på korset.

De tager derfor fuldstændig fejl, når de mener, at det levitiske offer fortjente syndernes forladelse for Gud, og som ud fra eksemplet i Hebræerbrevet hævder, at der i den nye pagt kræves et offer for andre i tillæg til Kristi død. Denne indbildning sætter kort og godt fortjenesten af Kristi lidelse og troens retfærdighed til side og forvrænger både Det Gamle og Det Nye Testamente lære. I Kristi sted indsætter de biskopper og offerpræster som andre mellemmænd og forsonere, der daglig sælger deres gerninger i kirkerne.

Hvis man derfor i den nye pagt argumenterer for, at det er nødvendigt med en, der frembærer ofre for synder, kan der kun være tale om Kristus. Denne tolkning støtter hele Hebræerbrevet. Det er derfor direkte at oprette en anden mellemmand uden om Kristus, hvis vi kræver en anden godtgørelse for synder og en anden soning af Gud ud over Kristi død. Hvis den nye pagts præstedømme desuden er et åndeligt præstedømme, som Paulus lærer i 2 Kor 3, så har den nye pagt kun Kristi eneste godtgørende og stedfortrædende offer for andres synder. Derimod har det ikke noget offer, der ligner levitternes, som blot det udføres kan gælde for andre. Men det rækker evangeliet og sakramenterne til andre, så de derved kan modtage troen og Helligånden, blive dødet og levendegjort. Åndens embede strider mod tanken om handlingernes stedfortrædende automatik. For det er ved det åndelige embede, at Helligånden er virksom i hjerterne. Det er et sådan embede, der er til gavn for andre, fordi Helligånden er virksomt i det, for at genføde og levendegøre os. Men det sker ikke ved at en andens gerninger tillægges os blot ved at bestemte ritualer udføres.

Vi har fremlagt begrundelserne for, at messen ikke retfærdiggør automatisk og at den heller ikke kan bevirke at tilgivelse overføres til andre, fordi begge dele er i strid med troens retfærdighed. Det er nemlig umulig at opnå syndernes forladelse og at besejre rædselen for synden og døden ved nogen gerning eller ved noget andet, men alene ved troen på Kristus, som det er skrevet: ”Retfærdiggjort af tro har vi fred.” Vi har påpeget, at de skriftsteder, der bliver citeret mod os, ikke kan bevise modstandernes ugudelige meninger om den udførte gerning. Og om det kan alle fornuftige folk blandt alle folkeslag selv dømme. Thomas’ fejltagelse må derfor forkastes, da han skrev: ”Herrens legeme, der én gang blev ofret på Korset for arveskylden, bliver fortsat ofret på alteret for de daglige overtrædelser, for at kirken derved skal have en offergave til at forsone Gud med.” Også de øvrige udbredte vildfarelser må forkastes, som at messen som en udført handling giver nåde til den, der holder den. Ligeledes at messen bevirker, at forladelse for synd, skyld og straf overføres til andre, også uretfærdige, hvis de blot ikke låser hjertedøren. Alt dette er falsk og ugudelig, opdigtet af ulærde munke i nyere tid. Det ødelægger Kristi lidelses ære og troens retfærdighed.
Af disse vildfarelser er utallige andre født, som hvor meget en messe gavner, hvis den på samme tid holdes for mange og hvor meget den gavner, hvis den kun holdes for en enkelt. Sofisterne har delt fortjenesten i forskellige grader, ligesom sølvsmedene har grader for renheden af guld eller sølv. De sælger messen for en pris, der svarer til det formål den enkelte søger. Til handelsmænd sælger de for at de skal have lykke i handelen, til jægere for at jagten skal lykkes, og uendelig mange andre ting. Til sidst anvender de det også på de døde. Ved at fejre nadver for dem vil de befri sjælene fra Skærsildens straf, skønt messen ikke engang hjælper de levende uden tro. Fra Skriften kan ikke modstanderne frembringe så meget som én eneste stavelse til forsvar for disse fabler, som de med stor autoritet lærer i kirkerne. Det findes ikke noget vidnesbyrd hverken i oldkirken eller hos fædrene.

Hvad fædrene har ment om offeret

Efter at vi har forklaret de steder i Skriften, som bliver citeret mod os, er det nødvendig også at svare med hensyn til fædrene. Vi er ikke uvidende om, at messen af fædrene bliver kaldt et offer, men dermed vil de ikke sige, at messen automatisk bringer nåden, og at den skulle fortjene syndernes forladelse ved at holdes for andre, både for deres skyld og straf. Hvor kan sådanne uhyrlige ord læses hos fædrene? De bevidner klart, at de taler om taksigelsen. De kalder den derfor også for ”eukaristi” (: ”taksigelse”). Og vi har ovenfor sagt at denne ofring af taksigelse ikke fortjener forsoningen, men kommer fra dem, der er forsonet, ligesom heller ikke lidelser fortjener forsoningen, men er ofringer af taksigelse, når de forsonede holder ud i dem. Med hensyn til det fædrene har sagt, er det svar nok som et generelt forsvar for os mod modstanderne. For det er sikkert at dette påfund om en handling, der er fortjenstfuld blot ved at den udføres, aldrig har forekommet hos fædrene. Men for at hele sagen kan være så klar som mulig, skal vi også sige noget om nadverens rette brug, som med sikkerhed er i overensstemmelse med fædrene og Skriften.

Om nadverens rette brug og om offeret

Nogle gode mennesker har fundet på, at Herrens nadver er indstiftet af to grunder. For det første, at den skal være et tegn og et vidnesbyrd på ens kristenstand, ligesom en bestemt type munkekutte er et tegn på, at man tilhører en bestemt munkeorden. Dernæst mener de, at Kristus særlig havde behag i et sådant tegn, der er et festmåltid, som viser den gensidige enhed og venskab mellem de kristne, fordi måltidfællesskab er tegn på sammenhold og venskab. Men denne mening træffer kun den menneskelige side og viser ikke det, der er den specielle brug ved det Gud har overgivet. Det taler kun om udøvelse af kærligheden, som almindelige mennesker, der ikke er kristne til en vis grad forstår. Men om troen taler de ikke og hvad den er, forstår kun få.

Sakramenterne er tegn på Guds vilje mod os. De er ikke kun kendetegn mennesker imellem. Præcis defineret er sakramenterne i den nye pagt nådens tegn. Og da der er to ting i et sakramente, nemlig ordet og tegnet, så er ordet i den nye pagt et vedheftet nådeløfte. Og løftet i den nye pagt er løftet om syndernes forladelse, som denne teksten siger (Luk 22, 19): ”Dette er mit legeme, som gives for jer, dette er den nye pagts bæger med mit blod som udøses for mange til syndernes forladelse.” Ordet rækker derfor syndernes forladelse. Og ceremonien er som en afbildning af Ordet eller et segl, som Paulus kalder det, der anskueliggør løftet for os. Følgelig er det sådan, at ligesom løftet er uden gavn, hvis det ikke bliver grebet i tro, sådan er også ceremonien uden gavn, hvis ikke troen kommer til, der i sandhed stoler på, at her skænkes syndernes forladelse. Og denne tro oprejser det ængstede sind. Og ligesom Ordet er givet for at vække denne tro, sådan er sakramentet indstiftet, for at disse ydre billeder via øjet skal bevæge hjertet til at tro. For ved disse ting, altså ved ordet og sakramentet, virker Helligånden.

En sådan brug af sakramenterne, hvor troen levendegør det forskrækkede hjerte, er den nye pagts gudstjeneste, fordi den nye pagt består i åndelige sindsbevægelser, dødelse og levendegørelse. Og til sådan brug indstiftede Kristus nadveren, da han gav befaling om at fejre den til minde om ham. Ihukommelsen af Kristus er ikke som at overvære et uvirksomt skuespil! Eller noget, der er indstiftet for eksemplets skyld, som når mindet om Herkules eller Odysseus bliver fejret i de græske tragedier. Nej, det er en ihukommelse af Kristi velgerninger, der bliver modtaget ved tro og som vi bliver levendegjort ved. Derfor siger Salme 111: ”Han har gjort at hans undergerninger mindes. Herren er nådig og barmhjertig. Han har givet føde til dem, der frygter ham.” Det viser, at vi skal kende Guds vilje og barmhjertighed i denne ceremoni. Og den tro, der kender hans barmhjertighed, gør levende. Dette er nadverens vigtigste brug, hvoraf det fremgår, hvordan den skal bruges og hvem, der er værdig til nadveren, nemlig de forskrækkede samvittigheder.

Til dette kommer også offeret. For en og samme ting kan godt have flere formål. Efter at samvittigheden ved troen har fattet nyt mod og har forstået, hvilke rædsler den er blevet befriet fra, takker den i sandhed for Kristi velgerning og lidelse, og benytter samme ceremoni til at prise Gud. Ved denne lydighed viser den taknemlighed og bevidner, at den agter Guds gaver højt. Sådan bliver nadveren et lovprisningsoffer. Og selv fædrene taler om en dobbelt virkning af nadveren, om samvittighedernes trøst og om taksigelsen eller lovprisningen. Den første af disse virkninger hører til sakramentets væsen, den anden til offerets. Om trøsten siger Ambrosius: ”Kom til ham og bliv forløst, for han er syndernes forladelse. Spørger I hvem han er? Hør hvad han selv siger: Jeg er livets brød, den, der kommer til mig skal ikke sulte, og den, der tror på mig skal aldrig tørste.” Dette bevidner, at syndernes forladelse bliver tilbudt i sakramentet og at den må blive modtaget ved troen. Uendelig mange sådanne vidnesbyrd kan læses hos fædrene, men modstanderne forvrænger dem alle til støtte for ceremoniens automatiske virkning og til at den kan overføres til andre, skønt fædrene tydeligt kræver tro og taler om trøst for den enkelte. De siger ikke, at ceremoniens virkning kan gives til andre. Foruden det kan man også læse ord om taksigelse, sådan som det skønne udsagn af Cyprian om den fromme nadvergæst: ”Den fromme”, siger han, ”skiller mellem det, der er givet og det, der er tilgivet, og takker giveren for de overvældende velgerninger.” Det vil sige, at den fromme betragter det, der bliver givet og det, der bliver tilgivet. Altså at han indbyrdes sammenligner storheden af Guds velgerninger og størrelsen på vores ondskab, død og synd og takker osv. Af dette er benævnelsen ”eukaristi” (taksigelse) opstået i kirken. Men ceremonien i sig selv er ikke nogen taksigelse ved selve handlingens udførelse, som kan tilsiges andre, sådan at det fortjener syndernes forladelse til dem og befrir de dødes sjæle. Det strider mod troens retfærdighed, at en ceremoni skulle være til gavn uden tro for den, der udfører den eller for andre.

Om messens benævnelser

Modstanderne henviser os også til sproglæren. De henter argumenter fra messens benævnelser, noget, der ikke fortjener nogen lang diskussion. For det følger ikke af messen, selv om den bliver kaldt et offer, at den derfor er en gerning, der bringer nåden ved selve handlingens udførelse, eller at den fortjener syndernes forladelse for andre ved at blive overført til dem osv. Det græske ord ”Leiturgia” betyder offer, siger de, og grækerne kalder messen liturgi. Hvorfor udelader de den gamle græske benævnelse ”Synaxis”, der viser, at messen tidligere var ”manges fællesskab”? Men lad os tale om ordet ”liturgi”. Det ord betegner ikke selve offeret, men snarere den offentlige tjeneste. Det stemmer helt med vores forståelse. Det vil sige, at det er én tjener, der indvier og rækker Herrens legeme og blod til resten af folket, ligesom det er én tjener der rækker folket evangeliet og lærer dem, som Paulus siger: ”Et menneske skal se på os som Kristi tjenere og forvaltere af Guds hemmeligheder” (l Kor 4, 1), det vil sige, evangeliet og sakramenterne. Og 2 Kor 5, 20: ”I Kristi sted handler vi som om det var Gud, der formanede ved os: vi beder i Kristi sted: Lad jer forlige, osv.” Sådan passer ordet liturgi godt med denne tjeneste. Det er nemlig et gammelt ord, brugt om offentlige embeder i det borgerlige liv. For grækerne betyder det de offentlige pligter, som indsamling af skat til udrustning af en flåde eller lignende. Sådan bruges det i en kendt tale, der helt og holdent handler om offentlige pligter og privilegier: ”Nogle uværdige mennesker har fået privilegier og dermed undgået de offentlige pligter (leitourgia).” Også på romernes tid talte de sådan, som vejledningen til loven om privilegier viser: ”Selv ikke antallet af børn kan fritage forældrene for alle offentlige pligter (leitourgia).” Og i en kommentar hedder det, at ”leiturgia” er en slags skat til dækning af idrætsstævner, udrustning af skibe, drift af gymnasier og lignende offentlige anliggender. Og Paulus bruger det om indsamling i 2 Kor 9, 12: ”Tjenesten med denne indsamling (leitourgia) afhjælper ikke blot det, de hellige mangler, men virker også, at mange giver Gud rigelig tak, osv.” Og i Fil 2, 25 kalder han Epafroditus ”en tjener (leiturgos) i sin nød”. Her kan ordet med sikkerhed ikke betyde offerpræst. Men det er ikke nødvendig med mange vidnesbyrd, da det for den, der læser de græske skrifter, overalt er eksempler, hvor ”leiturgia” bliver brugt om offentlige pligter eller embeder i det borgerlige liv. Og de sprogkyndige siger, at dobbeltlyden ”ei” viser, at ordet ikke kommer fra ”lite”, der betyder forbeder, men fra ”leita”, der betyder et offentlig gode, så selve verbet ”leitourgeå” altså betyder, at forvalte de offentlige gode.
Det er absurd, at de argumenterer med, at alteret bliver nævnt i Det Nye Testamente og at messen derfor nødvendigvis må være et offer, for Paulus bruger kun eksemplet med alteret som et billede. De indbilder sig også at ordet ”messe” kommer af det hebraiske ord for alter, ”mizbeach”. Hvorfor er det nødvendig med en så fjern henvisning til ordbetydningslæren, hvis de da ikke blot vil prale med deres kundskab i det hebraiske sprog? Hvorfor er det nødvendig med en så snørklet henvisning til ordenes betydning, når ordet findes i 5 Mos 16, 10? Her betyder det folkets indsamling eller gave, og ikke præsternes offer. For enhver, der kom for at fejre påsken, måtte frembære en gave, ligesom et tegn. Også de kristne holdt oprindelig denne skik. De oldkirkelige skrifter bevidner, at når de kristne kom sammen, medbragte de brød, vin og andet. Af det blev en del taget og indviet, det øvrige blev uddelt blandt de fattige. Med denne brug beholdt de også ordet ”messe” for indsamling. Og på grund af denne indsamling kan man se, at messen nogle steder kaldes for ”agape” (kærlighed / barmhjertighed), hvis navnet ikke skyldes, at det blev kaldt sådan, fordi det var et fælles festmåltid. Men vi vil lade disse småting ligge. For det er latterligt, at modstanderne i en sådan sag kommer med disse løse antagelser. For selv om messen bliver kaldt et offer, hvad bidrager den betydning så til disse fantasier om ceremoniernes automatiske virkning og udførelsen af messen for andre til deres synders forladelse? Den kan kaldes et offer, fordi der bliver frembåret bønner, taksigelse, ja, på grund af hele gudstjenesten, sådan som den også kaldes ”eukaristien” (taksigelsen). Men hverken ceremonierne eller bønnerne har nogen værdi som udført gerning, uden tro. Dog er det ikke bønnerne, vi drøfter her, men Herrens egen nadver.
Det græske gudstjenesteritual taler også meget om offeret, men det viser sig tydeligt, at de egentlig ikke taler om Herrens legeme og blod, men om hele gudstjenesten med bønner og taksigelser. Sådan hedder det: ”Og gør os værdige til at komme for at ofre dig bønner og forbønner og et ublodige ofre for hele folket.” Ret forstået går det ikke os imod. Man beder nemlig om, at vi må blive værdige til at ofre bønner og forbønner og ublodige ofre for folket. For bønnerne selv kaldes ublodige ofre. Sådan er det også lige efter. Her siges der: ”Vi ofrer denne åndelige og ublodige gudstjeneste.” For de tolker det forkert, når de opfatter det, som et åndeligt offer og lader det gælde selve Kristi legeme, skønt dette sted i ritualet taler om gudstjenesten i sin helhed. Og det, som Paulus i Romerbrevet 12 kalder en åndelig gudsdyrkelse, står i modsætning til tanken om ceremoniernes automatiske virkning. Han taler nemlig her om hjertets gudsdyrkelse, om frygt, om tro, om påkaldelse og om taksigelse, osv.

Om messen for de døde

Men at modstanderne forsvarer, at messen kan siges, at gælde til befrielse af sjælene i Skærsilden, noget de tjener uhyre mange penge på, det har ikke noget vidnesbyrd og heller ikke noget bud i Skriften. Og det er ikke nogen ubetydelig synd at indstifte en sådan gudstjeneste i kirken uden Guds bud og uden eksempel i Skriften, og at overføre den nadver til de døde, der er indstiftet til ihukommelse og forkyndelse blandt de levende. Det er at misbruge Herrens navn i strid med det andet bud. For det første er det en hån mod evangeliet at mene, at messen er et offer, der forsoner Gud og gør fyldest for synden, blot ved selve nadverfejringen og uden tro. Det er en skrækkelig tale, at tillægge præstens gerning det samme som Kristi død. Desuden kan synd og død ikke blive overvundet uden ved tro på Kristus, som Paulus lærer: ”Retfærdiggjort af tro har vi fred.” (Rom 5, 1). Overvindelsen af Skærsildens straf kan derfor ikke ske ved at andres gerninger bliver overført.

Vi forbigår nu de vidnesbyrd, modstanderne har for Skærsilden, hvordan de mener, Skærsildens straffe er og hvilke grunde de har for læren om godtgørelse. Vi har ovenfor vist at det er fuldstændig forkert. Vi vil kun svare dette: Det er sikkert, at Herrens nadver er indstiftet for at give forladelse for skyld. Den skænker nemlig syndernes forladelse, og det må nødvendigvis forstås som virkelig skyld. Og alligevel godtgør den ikke for skylden, ellers ville messen jo være ligestillet med Kristi død. Men tilgivelse af skylden kan ikke modtages på anden måde end ved tro. Nadveren er derfor ikke en godtgørelse for skylden, men et løfte og et sakramente, der kræver tro.

Og alle fromme må virkelig nødvendigvis føle den stærkeste smerte, hvis de måtte tro, at messen i hovedsagen var ændret til at gælde for døde og som godtgørelse for deres straf. Det er at borttage det daglige offer fra kirken. Dette er antiokensk tyranni, som forvandler det saligbringende løfte om forladelse af skyld og om troen, til de falske meninger om godtgørelser. Dette er at fordærve evangeliet og ødelægge sakramenternes brug. Det er dem, der er skyldige mod Herrens legeme og blod, som Paulus siger (l Kor 11, 27), og som undertrykket læren om troen og forladelse for skyld. De gør Herrens legeme og blod til intet for vanhellig vindings skyld, skjult under tanken om godtgørelser. Og en gang skal de betale straffen for denne vanhelligelse. Det er derfor nødvendigt at vi og alle andre fromme mennesker tager os i agt og ikke godkender modstandernes misbrug.

Men lad os vende tilbage til sagen. Da nadveren ikke automatisk er godtgørelse for hverken straf eller for skyld, uden tro, er følgen, at det er uden nytte at holde den for døde. Det er der ikke nødvendig med nogen længere diskussion om. Det står nemlig fast, at det at holde messe for døde ikke har noget vidnesbyrd i Skriften. Og det er ikke uden fare at indstifte ordninger i kirken uden Skriftens autoritet. Bliver det nogen sinde nødvendig, skal vi gerne uddybe hele sagen. Hvorfor skulle vi nu strides med modstanderne, der hverken forstår hvad offer, sakramente, syndernes fortalelse eller tro er?
Det græske ritual bruger heller ikke offeret som godtgørelse for døde, fordi den bruger det samtidigt for alle salige patriarker, profeter og apostle. Det er derfor klart at grækerne bruger det som et takoffer, og ikke anvender det som godtgørelse for straf. Desuden taler de ikke kun om ofring af Herrens legeme og blod, men også om de øvrige dele af messen, altså bønner og taksigelser. For efter indvielsen beder de om, at nadveren må gavne dem, der modtager den. Andre nævner de ikke. Derefter tilføjer de: ”Videre ofrer vi dig denne åndelige gudstjeneste for forfædrene som i tro er sovet ind, for fædrene, patriarkerne, profeterne, apostlene”. Og udtrykket ”åndelig gudstjeneste” (logike latreia) betegnet ikke nadverbrødet, men bønnerne og alt det, der foregår. Men angående det at modstanderne påberåber sig fædrene for tanken om ofre for de døde, ved vi, at de taler om bøn for de døde, noget vi heller ikke forbyder, men vi forkaster den idé, at nadveren automatisk skulle kunne gavne de døde. Angående denne tanke støtter heller ikke kirkefædrene vores modstandere. Og selv om de i høj grad har vidnesbyrd fra Gregor og moderne teologer, så sætter vi den klare og sikre Skrift op imod dem. Blandt fædrene er der i øvrigt store forskelle. De var mennesker og kunne falde og fare vild. Men hvis de nu igen blev levende og så deres egne udsagn som skjul for disse åbenlyse løgne, som modstanderne lærer om den udførte gerning, da ville de tolke deres egne udsagn helt anderledes.
Modstanderne bruger også fejlagtigt fordømmelsen af Aërios mod os. De siger, at han blev fordømt, fordi han benægtet at messen var et offer for levende og døde. De bruger ofte denne metode: de anfører gamle kætterier og sammenligner dem fejlagtig med vores sag, for at belaste os med disse henvisninger. Epifanius bevidner, at Aërios mente, at bønner for døde er uden nytte. Og det var det, man afviste. Vi forsvarer heller ikke Aërios, men vi bekæmper dem, der forbryderisk forsvarer et åbenlyst kætteri i strid med profeterne, apostlene og de hellige fædre, nemlig at messen skulle retfærdiggøre ved blot at blive udført og at den fortjener tilgivelse for skyld og straf, selv for uretfærdige, hvis blot de ikke låser hjertedøren. Vi forkaster disse fordærvelige vildfarelser, der berøver Kristi lidelses ære og fuldstændig ødelægger læren om troens retfærdighed. De ugudelige under Moseloven havde en lignende mening, at de ikke fik syndernes forladelse af nåde, ved tro, men fortjente den ved ofre som en udført gerning. Derfor øgede de gudstjenesternes og ofrenes antal og indførte Baal-dyrkelse i Israel. I Juda ofrede de også i hellige haver. Når profeterne fordømmer disse meninger, bekæmper de ikke bare Baal-kulten, men også de andre præster, der udførte ofre indstiftet af Gud, brugt i denne ugudelige mening. Denne mening består stadig og vil altid bestå i denne verden, at gudstjeneste og ofre er bestemt til forsoning. De kødelige mennesker tåler ikke, at denne ære alene gives Kristi offer, at det er bestemt til forsoning, fordi de ikke forstår troens retfærdighed, men giver samme ære til andre gudstjenester og ofre. For ligesom de fejlagtige tanker om ofrene holder sig hos de ugudelige præster i Juda, og ligesom Baal-kulten holdt sig i Israel, så forblev Guds kirke der alligevel også, der forkastede denne ugudelige kult - og sådan holder denne Baal-dyrkelse sig også i pavedømmet. Det er misbrug af messen, når de mener, at de ved den fortjener tilgivelse for skyld og straf for ugudelige. Og det synes som om denne Baal-kult vil følge med pavedømmet indtil Kristus kommer for at dømme, og hans kommende herlighed ødelægger Antikrists rige. Alle de, der tror på evangeliet, må i mellemtiden forkaste denne ugudelige dyrkelse, der er udtænkt mod Guds bud og for at tilsløre Kristi herlighed og troens retfærdighed.
Dette har vi i korthed sagt om messen, for at alle gode mennesker blandt alle folk i alle lande, skal forstå, at vi holder fast på messens værdighed med den største iver og viser den sande brug og har vægtige grunde til at vige fra modstandernes mening. Og vi vil formane alle fornuftige folk, at de ikke hjælper modstanderne til at forsvare vanhelligelsen af messen, og at de ikke skal synde ved at have del i andres synd. Det er en vægtig grund og en stor sag, ikke mindre end profeten Elias’ sag da han forkastede Baal-dyrkelsen. Vi har fremført denne grund med stort mådehold, og vi har nu givet vores svar uden spot. Men hvis modstanderne bevæger os til at samle alle slags misbrug af messen sammen, kan sagen ikke føres så mildt.

Munkeløfterne

Hos os var der for 30 år siden i byen Eisenach i Thüringen en franciskanermunk, der hed Johannes Hilten. Han blev kastet i fængsel af sine ordensbrødre, fordi han kritiserede nogle åbenlyse misbrug. Vi har nemlig set hans skrifter og af dem fremgår det tydeligt, hvordan hans lære var. Og de, der kendte ham, bevidner, at han var en mild gammel mand, der ikke havde for vane at brokke sig. Han har forudsagt meget, som til dels allerede er indtruffet og som dels synes snart at indtræffe. Vi vil ikke gentage det her, for at ingen skal forstå det sådan, at vi fortæller det enten af had eller af speciel gunst for nogen. Men til sidst, da han enten på grund af høj alder eller på grund af fængslets usundhed blev syg, tilkaldte han klosterforstanderen for at forklare sin tilstand for ham. Opildnet af farisæisk nidkærhed begyndte forstanderen da at anklage manden skarpt for hans lære, at den syntes at være til skade for maden. Da lod han være med at tale mere om sin sygdom og sagde med et suk, at han kunne tåle denne uret med et roligt sind for Kristi skyld, da han hverken havde skrevet eller lært noget, der kunne skade klosterordningen. Han havde blot kritiseret nogle åbenlyse misbrug. ”Men en anden vil komme i det Herrens år 1516”, sagde han, ”han skal ødelægge jer og I skal ikke kunne modstå ham.” Den samme sætning om munkedømmets fald og det samme årstal blev senere fundet af hans venner, nedskrevet af ham selv i hans kommentarer blandt de optegnelser, han efterlod sig til nogle steder i Danielsbogen. Historien vil vise, hvor meget der skal tillægges disse ord.

Det eksisterer imidlertid også andre tegn, der ikke er mindre sikre end profetier, der truer med en forandring på munkevældet. For det er tydeligt, hvor meget hykleri, æresyge, og gerrighed, der findes i klostrene, hvor meget uvidenhed, manglende kundskab og uforsonlighed, hvor meget tom snak i prædikenerne og i planlægningen af nye måder at skaffe penge på, der findes. Og også andre misforhold, som vi ikke engang vil nævne. Klostrene, der engang var skoler i den kristne lære, er nu degenereret ligesom fra guld til jern, eller degenereret ligesom fra den platoniske harmoni til disharmoni, noget Platon siger, bringer undergang. Nogle af de rigeste klostre, har blot en flok dovne mennesker, der løgnagtig og under dække af religiøsitet frådser i kirkens offentlige almisser. Men Kristus advarer mod saltet, der mister sin kraft og plejer at blive kastet ud og trampet ned (Matt 5, 13). Munkene synger derfor selv, om deres skæbne med denne moral. Et andet tegn er, at de nogle gange er ophavsmænd til mord på gode folk. Disse mord vil Gud uden tvivl snart gengælde. Men vi anklager ikke alle. Vi mener, at der fra tid til anden er nogle gode mennesker i klostrene, der har moderate meninger om disse menneskelige forordninger og gerninger, som nogle forfattere kalder dem. De anerkender ikke den hårdhed og det hykleri, som de andre hos dem udøver.

Men vi taler her om den slags lære, som forfatterne af Konfutationen nu forsvarer, ikke om det er nødvendig at holde løfterne. For vi mener, at legitime løfter bør holdes. De spørgsmål, vi her diskuterer, er, om denne gudsdyrkelse fortjener syndernes forladelse og retfærdiggørelsen, om løfterne er godtgørelse for synder, om de er ligeværdige med dåben, om de opfylder budene og formaningerne, om de udgør den evangeliske fuldkommenhed, om de giver overflødig fortjeneste, om denne fortjeneste overført til andre frelser disse, om de løfter, der aflægges med dette sigte er tilladt, om de løfter er tilladt, der i ly af religionen kun er aflagt på grund af de materielle goder og dovenskabens skyld. Desuden om det virkelig er løfter, når de enten er aftvunget, givet modvillig, eller givet af nogen, der endnu ikke har alderen til at kunne bedømme deres situation. Nogle, som forældre eller venner har sat i klostrene, for at få hjælp af det offentlige, uden at bruge den private arv. Om de løfter er tilladt, som åbenlyst er skadelige, enten fordi de ikke kan overholde løfterne på grund af svaghed eller fordi dem, der er med i disse ordener bliver tvunget til misbrug af messen, ugudelig dyrkelse af de hellige, at godkende og bistå i hårdhjertede beslutninger mod gode folk. Og selv om vi i bekendelsen har sagt mest om de løfter, som selv den pavelige ret forkaster, så befaler modstanderne alligevel, at vi skal forkaste alt det, vi har lagt frem. Det er nemlig de ord, de bruger.

Og det er besværet værd at høre, hvordan de vil rokke ved vores grunde og hvad de kommer med for at redde deres sag. Vi vil derfor kort gennemgå nogle få af vores argumenter, og ved siden af dette vil vi gendrive modstandernes angreb. Men siden Luther har behandlet hele denne sagen både nøje og udførlig i bogen ”Om munkeløfterne”, vil vi bekende os fuldt ud til indholdet i denne bog.

Kristus er ingen ny Moses

For det første er det helt sikkert, at løftet ikke er gyldigt, når den, der lover det, mener han fortjener syndernes forladelse for Gud, eller gør fyldest for synderne for Gud. For denne mening er åbenlyst et hån mod evangeliet, der lærer, at syndernes forladelse bliver givet os af nåde for Kristi skyld, som det ovenfor udførlig er vist. Vi har derfor med rette citeret dette sted hos Paulus til galaterne (Gal 5, 4): ”I er kommet bort fra Kristus, I, der vil blive retfærdiggjort ved loven, I er faldet ud af nåden.” Den, der ikke søger syndernes forladelse ved troen på Kristus, men ved munkegerninger, stjæler fra Kristi ære og korsfæster ham på ny. Men hør og læg mærke til, hvordan forfatterne af Konfutationen forsøger at klare sig. Stedet hos Paulus udlægger de alene om Moseloven, og så føjer de til, at munkene holder alt for Kristi skyld og forsøger i egentlig mening at leve efter evangeliet, for at fortjene det evige liv. Og så tilføjer de denne forfærdelige slutning: ”Det, som her bliver anført mod munkevæsenet, er derfor ugudelig.” O Kristus, hvor længe vil du bære over med denne spot, som vores fjender angriber dit evangelium med! I bekendelsen har vi sagt, at syndernes forladelse bliver modtaget af nåde, ved troen, for Kristi skyld. Hvis dette ikke er evangeliets egen stemme, hvis det ikke er den evige Faders mening, som du, der er ved Faderens bryst har åbenbart for verden, så må vi med rette blive straffet. Men din død er et vidne, din opstandelse er et vidne, Helligånden er et vidne, hele din kirke er et vidne om, at det i sandhed er evangeliets mening, at vi får del i syndernes forladelse, ikke for vores fortjenesters skyld, men for din skyld, ved troen.

Når Paulus benægter, at mennesker kan fortjene syndernes forladelse ved Moseloven, afviser han jo endnu mere at denne ros bliver givet menneskelige traditioner, noget han også klart bevidner i Brevet til Kolossenserne (Kol 2, 16). Hvis Moseloven, der var en guddommelig åbenbaring, ikke fortjener syndernes forladelse, hvor meget mindre fortjener da ikke disse tåbelige overholdelser, der afviger fra den almindelige moral, syndernes forladelse. Modstanderne indbilder sig, at Paulus har afskaffet Moseloven, og at Kristus er fulgt efter, ikke for at give syndernes forladelse af nåde, men på grund af gerninger fra andre love, som nu bliver udtænkt. Ved denne ugudelige og forrykte indbildning tilslører de Kristi velgerninger. Derefter påstår de, at blandt dem, der holder denne Kristi lov, er det munkene, der overholder den strengere end andre på grund af den hykleriske fattigdom, lydighed og kyskhed, skønt det alt sammen kun er hykleri. De praler af deres fattigdom, mens de har overflod af alle ting. De praler af deres lydighed, selv om ingen mennesker har større frihed end munkene. Om deres liv som ugift vil vi helst ikke tale. Gerson antyder, hvor rene de fleste er, som stræber efter at være afholdende. Og hvor mange af dem, stræber virkelig efter det? Det vil sige, at munkene lever særlig nær evangeliet ved dette hykleri! Men Kristus efterfulgte ikke Moses, så han tilgiver synder for vores gerningers skyld. Han sætter sin egen fortjeneste, sin egen forsoning op mod Guds vrede for os, for at vi skal blive tilgivet af nåde. Men den, der i stedet for Kristi forsoning sætter sine egne fortjenester op mod Guds vrede, og søger at opnå syndernes forladelse på grund af egne fortjenester, han afskaffer Kristi løfte, forkaster Kristus og falder ud af nåden. Og så er det ligegyldigt om han kommer med gerninger efter Moseloven, eller De Ti Bud, eller Benedicts regel, eller Augustins regel, eller efter andre regler. Det er det, Paulus mener.

Se, allernådigste kejser Karl, se, fyrster, se, folk i alle samfundslag, hvor stor modstandernes uforskammethed er! Når vi som begrundelse for vores mening citerer Paulus, skriver de: ”Det, der bliver anført mod munkevæsenet, er ugudelig.” Men hvad er sikrere end at mennesker får syndernes forladelse ved tro for Kristi skyld? Og dette vover disse opblæste modstander at kalde ugudelig. Vi er ikke i tvivl om, at hvis man var blevet gjort opmærksom på dette sted, havde man sørget for at fjerne en sådan blasfemi fra Konfutationen.

Men da vi ovenfor udførlig har vist, at denne mening er ugudelig, at vi får syndernes forladelse for vores gerningers skyld, skal vi være kortere på dette sted. For den forstandige læser kan af dette let skønne, at vi ikke fortjener syndernes forladelse ved munkegerninger. Og den blasfemi, man læser om hos Thomas, at munkelivet er ligeværdigt med dåben, kan ikke på nogen måde tåles. Det er vanvid at stille menneskelige traditioner, som hverken har Guds bud eller noget løfte, på linie med Kristi indstiftelser, der både har et bud og Guds løfte, og som indeholder nådepagten og det evige liv.

For det andet, hvis lydighed, fattigdom og cølibat ikke er urent, så er disse øvelser blot ligegyldige mellemting. De hellige kunne derfor øve sig i dem uden synd, som Bernhard, Fransiskus, og andre hellige mænd har gjort. Og de har gjort det for den legemlige nyttes skyld, for at være bedre rustet til undervisning og andre fromme tjenester, ikke for at disse gerninger i og for sig skulle være en gudstjeneste, der retfærdiggør eller noget, der fortjener det evige liv. De hører dermed ind under de gerninger, om hvilke Paulus siger (l Tim 4, 8): ”legemlige øvelse er nyttig til lidt.” Det er troligt, at der nogle steder i klostrene også nu er gode mænd, der tjener i Ordets embede, som også overholder disse regler uden ugudelige meninger. Men at mene at disse overholdelser er en gudstjeneste, som vi bliver erklæret retfærdige for Gud på grund af og som vi fortjener det evige liv ved, det strider mod evangeliet og troens retfærdighed, der lærer, at vi bliver givet retfærdigheden og det evige liv for Kristi skyld. Det er også i strid med det Kristus siger (Matt 15, 9): ”De dyrker mig forgæves med menneskebud.” Det er også i strid med meningen i dette: ”Alt, som ikke er af tro, er synd.” (Rom 14, 23). Men hvordan kan de bekræfte, at dette er tjenester, som Gud anerkender som retfærdighed over for sig selv, når det ikke har noget vidnesbyrd i Guds Ord?
Men se på modstandernes uforskammethed! De lærer ikke bare, at disse overholdelser er en gudstjeneste, der retfærdiggør, men lægger til, at det er en mere fuldkommen grad af gudstjeneste. Det betyder, at de i højere grad fortjener syndernes forladelse og retfærdiggørelse end de, der lever i andre kald. Og her tilføjer de mange falske og farlige meninger. De indbilder sig at overholde både budene og formaningerne. Og bagefter, når de forestiller sig, at de har overflod på fortjeneste og også er imødekommende mennesker, sælger de denne fortjeneste til andre. Alt dette er direkte farisæisk tomhed. Det er den mest ekstreme form for ugudelighed at mene, at de opfylder De Ti Bud, så der er fortjenester til overs, da disse bud anklager alle hellige: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte.” (5 Mos 6, 5). Ligeledes: ”Du må ikke begære.” (Rom 7, 7). Profeten siger: ”Ethvert menneske er en løgner”, (Sal 116, 11) det vil sige, at de ikke tænker ret om Gud, at de ikke frygter nok og at de ikke tror nok på Gud. Munkene roser sig derfor fejlagtig af, at de ved klosterlivet opfylder budene og gør mere end budene kræver.

Ligegyldige mellemting

Videre er det også forkert at munkelivets overholdelser er gerninger, der er i overensstemmelse med de evangeliske råd. For evangeliet giver ikke noget råd om forskellig slags beklædning og mad eller afståelse af ejendele. Det er menneskelige overleveringer, og om alle dem er der sagt: ”Mad giver ikke nogen værdi for Gud.” (l Kor 8, 8). Disse ting er derfor ingen gudsdyrkelse, der retfærdiggør, og de gør heller ikke fuldkommen. Det er tvært imod sådan, at når de bliver fremført med disse meninger, er de dæmonernes lære (l Tim 4, 1). Det bliver ganske rigtigt tilrådet at leve ugift, men kun for dem, der har gaven til det, som det er sagt ovenfor. Men det er den allerfarligste fejltagelse at mene, at den evangeliske fuldkommenhed skulle ligge i menneskelige overleveringer. For så ville selv de muhamedanske munke kunne rose sig af at have den evangeliske fuldkommenhed. Den består heller ikke i overholdelse af andre ting som kaldes adiafora eller mellemting. Fordi Guds rige består i et indre liv og retfærdighed (Rom 14, 17), så er fuldkommenhed at vokse i gudsfrygt, i tillid til den nåde, der er lovet i Kristus og i trofast lydighed mod kaldet. Sådan beskriver også Paulus fuldkommenheden: ”Vi bliver forvandlet fra herlighed til herlighed, som af Herrens Ånd.” (2 Kor 3, 18). Han siger ikke: Vi modtager stadig en anden kappe, andre sko eller andre bælter. Det er frygtelig at læse og høre sådanne farisæiske, ja, muhamedanske røster i kirken, at den evangeliske fuldkommenhed og Kristi rige, som er det evige liv, skulle bestå i disse tåbelige overholdelser af klæder og lignende narrestreger.
Hør nu hvilken uværdig dom vores strenge dommere har fremsat i Konfutationen. De siger: ”Det er klart udtrykt i De hellige skrifter, at munkelivet med sikkerhed fortjener det evige liv ved de pålagte overholdelser, som enhver munk kan magte ved Guds nåde, og at Kristus har givet større løfter til dem, der forlader hjem eller brødre osv. (Matt 19, 29).” Dette er modstandernes ord, hvor de først skammeligt siger, at De hellige skrifter med klare ord udtrykker, at munkelivet fortjener det evige liv. Men hvor taler De hellige skrifter om munkevæsenet? Det er sådan, modstanderne argumenterer og sådan disse tankeløse mennesker citerer Skriften. Selv om alle ved, at munkevæsenet er et nyt påfund, så anfører de alligevel Skriftens autoritet, og de siger til og med at dette dekret udtrykkelig står i Skrifterne.
Foruden det angriber de Kristus med spot, når de siger, at mennesker fortjener det evige liv ved munkevæsenet. Denne ære tillægger Gud ikke en gang sin lov, at det evige liv kan fortjenes ved den, som han klart siger det hos Ezekiel i kapitel 20, 25: ”Jeg gav dem bud, som ikke var gode og domme, de ikke kunne leve ved.” Det er for det første sikkert, at munkeliv ikke fortjener syndernes forladelse, men at vi modtager det af nåde ved troen, som sagt ovenfor. Dernæst bliver det evige liv givet dem, der har modtaget forladelsen for Kristi skyld ifølge Guds barmhjertighed. De sætter ikke deres fortjeneste op mod Guds dom, som også Bernhard hævder med stor tyngde: ”Det er nødvendig at du først af alt tror, at du ikke kan have syndernes forladelse uden ved Guds tilgivelse. Dernæst, at du slet ikke kan have nogen god gerning, med mindre Gud selv giver dig også denne. Til sidst, at du ikke kan fortjene det evige liv ved nogen gerninger, men at også dette bliver givet af nåde.” Det øvrige som følger i samme udtalelse har vi gengivet ovenfor. Men Bernhard tilføjer til sidst: ”Ingen må forføre sig selv, for hvis man vil tænke ret, vil man uden tvivl komme frem til at man ikke med ti tusind kan møde ham, der kommer mod en med tyve tusind.” Men da vi ikke kan fortjene syndernes forladelse eller det evige liv med gerninger efter den guddommelige lov, fordi det er nødvendig at søge den nåde, der er lovet i Kristus, så kan den ære, at fortjene syndernes forladelse eller evigt liv, langt mindre tillægges munkevæsenets overholdelser, da de blot er menneskelige overleveringer.

De, der lærer at munkelivet fortjener syndernes forladelse eller det evige liv, tilslører således ganske enkelt evangeliet om syndernes forladelse af nåde og om modtagelsen af den barmhjertighed, der er lovet i Kristus. Og den tillid, der tilkommer Kristus, overfører de til disse tåbelige overholdelser. I Kristi sted dyrker de deres munkekapper og skidt. Og skønt de selv har brug for barmhjertighed, handler de så ugudeligt, at de opfinder overflødig fortjeneste, som de sælger til andre.

Vi udtrykker os lidt kort om disse ting, fordi det fremgår tilstrækkelig klart af det vi ovenfor har sagt om retfærdiggørelsen, boden og de menneskelige overleveringer, at munkeløfterne ikke er den løsesum, som syndernes forladelse og det evige liv bliver givet for. Og da Kristus kalder traditionerne unyttig gudstjeneste, er de ikke på nogen måde evangelisk fuldkommenhed. Med list ønsker modstanderne at give indtryk af, at de mildner den folkelige overbevisning om fuldkommenhed. De benægter, at munkelivet selv udgør denne fuldkommenhed, men siger det er den stand, hvor denne fuldkommenhed kan opnås. Det er en smuk tale, og vi husker at denne præcisering står hos Gerson. Det er åbenlyst, at forstandige mennesker har været stødt af denne umådelige lovprisning af munkelivet, og da de ikke vover helt at fratage dem rosen om fuldkommenhed, har de tilføjet den rettelse, at det er den stand, hvori denne fuldkommenhed kan opnås. Men hvis vi følger denne præcisering, så er munkestanden ikke mere en fuldkommen stand end bondens eller håndværkerens liv. For de er også stænder, hvor fuldkommenhed kan opnås. For alle mennesker, i hvilket kald de end er, bør søge fuldkommenhed, det vil sige, at vokse i gudsfrygt, i tro, i kærlighed til næsten og lignende åndelige dyder.

I historierne om eneboerne er der eksempler på Antonius og andre, der sidestiller de forskellige livsformer. Det er skrevet om Antonius, at da han bad Gud vise sig, hvor langt han i sin livsform var kommet mod fuldkommenhed, viste Gud ham i en drøm en bestemt skomager i Alexandria, som han skulle sammenligne sig med. Næste dag gik Antonius til byen og kom til skomageren og skulle spørge ham ud om øvelser og åndelige gaver. Men i samtalen med manden erfarede han ikke andet, end at han om morgenen plejede at bede nogle få ord for hele byen og derefter koncentrere sig om sit arbejde. Da forstod Antonius, at retfærdiggørelsen ikke kunne tilskrives det liv, han havde valgt.

Men selv om modstanderne nu modererer rosen af munkelivets fuldkommenhed, er deres meninger alligevel anderledes, når det gælder selve sagen. De sælger nemlig fortjeneste og overfører den til andre, under skjul af at de selv overholder både budene og formaningerne. I sag mener de derfor, at de har overskydende fortjeneste. Men hvis det ikke er at påstå, at de er fuldkomne, hvad er det da? Ellers står der selv i Konfutationen, at munkene anstrenger sig for at leve nærmere evangeliet. De tillægger derfor menneskelige overleveringer fuldkommenhed, hvis munkene lever nærmere evangeliet end andre, fordi de ikke har ejendom, fordi de lever i cølibat og fordi de følger bestemte regler for klæder, mad og andre narrestreger.

Det fuldkomne munkeliv

Ligeledes siger Konfutationen, at munkene fortjener det evige liv i højere grad end andre, og som begrundelse for det anfører de Skriften (Matt 19, 29): ”Enhver som har forladt hus” osv. Det vil sige, at de også her gør krav på fuldkommenhed ved disse påfund af religionsøvelser. Men dette skriftsted siger ingen ting om munkelivet. For Kristus vil ikke at man skal forlade forældre, ægteskab eller brødre, hvis det er en gerning, der skal gøres for at fortjene syndernes forladelse og det evige liv. En sådan flugt er derfor forbandet. Det er nemlig spot mod Kristus, at forlade forældre eller ægteskab for at fortjene syndernes forladelse og det evige liv ved denne gerning.

Der findes der to former for flugt eller afsked. Den ene sker uden kald og uden Guds bud. Den anerkender Kristus ikke. For de gerninger, vi selv har udvalgt os, er unyttige tjenester for Gud (Matt 15, 9). Men fordi Kristus taler om at forlade hustru og børn, fremgår det endnu klarere, at han ikke godkender denne flugt. Vi ved jo, at Guds bud forbyder os at forlade hustru og børn. Den anden flugt eller afsked er den, der sker efter Guds bud. Det er når myndigheder eller tyranner tvinger os til at vige fra eller fornægte evangeliet. Her har vi Guds bud, at vi hellere skal lide uret, at vi hellere skal finde os i, at ikke bare ejendele, ægtefælle og børn bliver taget fra os, men også livet. Denne flugt eller afsked anerkender Kristus og føjer derfor til: ”For evangeliets skyld”, for at vise at det er disse ting, han taler om, ikke om dem, der handler forkert over for hustru og børn, men om dem, der lider uret på grund af bekendelsen af evangeliet. For evangeliets skyld skal vi også give afkald på vores legeme. Men det ville være latterlig at mene, at det derfor skulle være en gudsdyrkelse at begå selvmord eller forlade legemet uden Guds bud. Det er latterlig at mene, at det er en gudstjeneste at forlade ejendom, venner, ægtefælle og børn uden et Guds bud.
Det står derfor fast, at Kristi ord fejlagtig bliver forvrænget til at gælde munkelivet. Ellers passer det i allerhøjeste grad, at de får det hundred gange tilbage i dette liv. De fleste bliver nemlig ikke munke for evangeliets skyld, men på grund af mad og dovenskab. I stedet for en ringe arv får de del i de største rigdomme. Men som hele dette munkevæsenet bare er hykleri, sådan citerer de også Skriftens ord som et falskt dække. De synder dermed i dobbelt forstand. Det vil sige, at de både bedrager mennesker, og at de foretager dette bedrageri i ly af Guds navn.
Også et andet sted bliver citeret om fuldkommenheden (Matt 19, 21): ”Hvis du vil være fuldkommen, så gå bort, sælg det, du ejer og give det til de fattige. Kom så og følg mig!” Dette sted har plaget mange, som har ment, at fuldkommenhed er at afstå fra ejendom og ejendele. Vi tillader gerne filosofferne at fortælle om mennesker, der har skaffet sig af med store formuer. Sådanne eksempler har ingen ting at gøre med den kristne fuldkommenhed. Fordeling, kontrol og besiddelse af ejendele tilhører den verdslige ordning, der er anerkendt af Guds Ord i budet: ”Du må ikke stjæle.” (2 Mos 20, 15). At afstå fra ejendele har ikke støtte i bud eller formaninger i Skriften. For den evangeliske fattigdom består ikke i at give afkald på ting, men i ikke at være havesyg og ikke sætte sin lid til ejendom, ligesom David var fattig i det meget velhavende kongedømme.
Men da afkald på ejendom kun er en menneskelig overlevering, er den en unyttig gudstjeneste. Men kirkeretten er overstrømmende i sin lovprisning. Den hævder, at afkald på ejendele er fortjenstfuldt, helligt og en vej til fuldkommenhed. Det er i højeste grad farlig at give en så overstrømmende ros til ting, der er i strid med den borgerlige ordning. Men Kristus kalder det fuldkommenhed, siger de. Nej, på ingen måde. De gør atter vold på teksten og citerer den i brudstykker. Fuldkommenheden består i det, som Kristus tilføjer: ”Følg mig.” Og som et eksempel på denne lydighed er kaldet sat frem. Og fordi kaldet er forskelligt, er dette kald ikke for alle, men for denne bestemte person, som Kristus her taler med. På samme måde skal vi heller ikke efterligne Davids kald til at være konge eller Abrahams til at ofre sin søn. Kald er individuelle, ligesom opgaverne varierer med tider og personer, men lydighedens eksempel gælder alle. Fuldkommenhed for denne unge mand var, at han troede dette kald og adlød det. Ligeledes er fuldkommenhed for os, at enhver i tro er lydig mod sit kald.
For det tredje lover man at leve et liv som ugift i munkeløftet. Men vi har ovenfor sagt om præsteægteskabet, at løfter eller love ikke kan ophæve menneskets gudskabte natur. Og fordi alle ikke har nådegaven til at leve ugift, vil mange på grund af svaghed være ulykkelige som ugift. Men hverken noget løfte eller nogen lov kan ophæve Helligåndens bud: ”For at undgå utugt skal enhver mand have sin hustru, og enhver kvinde sin mand.” (l Kor 7, 2). Løftet er derfor ikke gyldigt for dem, der ikke har gaven til at leve ugift, men synder på grund af deres svaghed. Om hele dette punkt er det sagt tilstrækkelig ovenfor. Det er i denne sag virkelig underlig, når både forfærdelige ting og skandaler foregår lige for modstandernes øjne, at de så alligevel forsvarer deres traditioner imod Guds klare bud. Kristi ord, som han tugter farisæerne med, da de satte overleveringer mod Guds bud, bevæger dem ikke (Matt 15, 3).
For det fjerde opløses munkeløfterne af den ugudelige gudsdyrkelse, der foregår i klostrene. Man vanhelliger messen ved at holde den for de afdøde for penges skyld og ved at dyrke de hellige. Her synder de endda dobbelt, både ved at de hellige sættes i Kristi sted og ved at de dyrkes på ugudelig vis, ligesom dominikanermunkene har opfundet den salige Jomfrus rosenkrans. Denne bønnekrans med sin bevidstløse gentagelse er lige så tåbelig som ugudelig, og giver næring til grundløs tillid. Ellers udøves denne ugudelighed bare for penges skyld. Ligeledes hverken hører eller lærer de noget om evangeliet, om syndernes forladelse af nåde for Kristi skyld, om troens retfærdighed, om den sande bod og om gerninger, der har Guds bud. Men de er enten optaget med filosofiske disputatser eller ceremonielle overleveringer, som skygger for Kristus.
Vi vil her ikke tale om alle disse ceremonielle former, om læsninger, sange og lignende ting, som kunne blive tålt, hvis de blev holdt for øvelsens skyld, ligesom læsningen i skolerne, hvis formål er at undervise dem, der hører og at bevæge nogen blandt dem, så de bevæges til gudsfrygt eller tro. Men nu mener de, at disse ceremonier er en gudsdyrkelse, der fortjener syndernes forladelse for dem selv og for andre. Dette er grunden til at de øger antallet af disse ceremonier. Hvis de anså dem for at lære og formane tilhørerne, ville korte og koncentrerede lektioner være mere passende end denne endeløse gentagelse. Sådan er hele munkevæsenet fuld af hykleri og fejlagtige meninger. Til alt dette kommer også den fare, at de, der er i disse klostre bliver tvunget til at være enige med dem, der forfølger sandheden. Det findes derfor mange tungtvejende og vigtige grunder som befrir gode mænd fra denne form for liv.

Til sidst befrir selv den kirkelige lov dem, der enten har aflagt løftet uden eftertanke, lokket af munkenes kunster eller hvis de har aflagt løftet under pres fra venner. Kirkeloven godtager ikke sådanne løfter for at være gyldige løfter. Af alt dette er det klart, at det findes mange grunde, der tilsiger, at de munkeløfter, der er aflagt, ikke er gyldige løfter. Denne form for liv, der er fyldt med hykleri og fejlagtige meninger, kan man derfor trygt forlade.

Her bruger de eksemplet om nasiræerne fra Moseloven mod os (4 Mos 6, 2). Men de aflagde ikke deres løfter med meninger, som dem, vi kritiserer ved munkeløfterne. Nasiræernes ritual var en øvelse eller bekendelse af troen for mennesker. Den fortjente ikke syndernes forladelse for Gud og retfærdiggjorde heller ikke for Gud. Og videre, ligesom omskærelsen eller slagtning af offerdyr nu ikke længer er nogen gudstjeneste, sådan må det nasiræiske ritual heller ikke blive fremsat som nogen gudstjeneste, men ganske enkelt blive bedømt som en ligegyldig mellemting. Det er derfor ikke rimeligt at sammenligne munkevæsenet med det nasiræiske ritual. Munkelivet er udtænkt uden noget Guds Ord, som en gudsdyrkelse, der fortjener syndernes forladelse og retfærdiggørelse, mens det nasiræiske løfte har et Guds Ord og ikke var indrettet på at fortjene syndernes forladelse, men på at være en ydre øvelse som andre ceremonier i Moseloven er det. Det samme kan siges om andre løfter, der findes i Det Gamle Testamente.

De anfører også eksemplet med rehabitterne, der ikke havde nogen ejendom og ikke drak vin, som Jeremias skriver i kapitel 35. Det er klart, at eksemplet med rehabitterne passer nydelig på vores munke, hvis klostre overgår kongers palads og hvor de lever på det overdådigste. Og rehabitterne var i al deres fattigdom gift, mens vores munke i overflod på alle slags nydelser vælger at leve ugift.
I øvrigt bør sådanne eksempler altid tolkes i overensstemmelse med målestokken, det vil sige i overensstemmelse med den sikre og klare Skrift, og ikke i modstrid med målestokken eller Skriften.
Men det er helt sikkert at vores overholdelser ikke fortjener syndernes forladelse eller retfærdiggørelse. Når rehabitterne derfor bliver rost, er det nødvendigvis sådan, at de ikke overholdt deres skikke, fordi de mente, at de ved dem fortjente syndernes forladelse, eller at denne gudsdyrkelse selv var en gerning, der retfærdiggjorde, eller at de ved den fik det evige liv - og ikke ved Guds barmhjertighed på grund af det lovede afkom. Men fordi de havde et bud fra deres fædre, bliver deres lydighed rost. Om dette findes der et Guds bud (2 Mos 20, 12): ”Ær din far og din mor.”
Dernæst havde denne forskrift en bestemt grund: Da de var nomader og ikke israelitter, er det tydelig, at deres far ville skille dem fra deres landsmænd med visse kendetegn, for at de ikke skulle falde tilbage til deres landsmænds ugudelighed. Ved disse kendetegn ville han minde dem om læren om troen og udødeligheden. Sådanne grunde er tilladt. Men munkevæsenets mål er helt anderledes. De indbilder sig, at munkelivets gerninger er en gudsdyrkelse, de indbilder sig, at de ved den fortjener syndernes forladelse og retfærdiggørelsen. Det er derfor forskel på munkevæsenet og rehabitternes eksempel. Alt andet upassende som hæfter ved det nuværende munkevæsen udelader vi.
De citerer også fra l Tim 5 om enkerne, der tjener kirken og bliver underholdt af det, der er fælles. Det hedder: ”De vil gifte sig og har dermed den dom, at de har svigtet den første tro.” Hvis vi for det første antager at apostlene her taler om løfter, så er dette sted alligevel ikke til støtte for munkeløfterne, som aflægges om ugudelig gudstjeneste og i den mening at de fortjener syndernes forladelse og retfærdiggørelse. For Paulus fordømmer med klare ord enhver gudsdyrkelse, alle love og gerninger, hvis det bruges for at fortjene syndernes forladelse eller for af denne grund at få det evige liv, og ikke ved Guds barmhjertighed for Kristi skyld. Enkernes løfter må derfor nødvendigvis have været forskellige fra munkenes løfter, hvis de da overhovedet har aflagt nogle løfter. Desuden, hvis modstanderne fortsætter med at fordreje dette sted til at gælde munkeløfter, må de også tage det med der forbyder, at nogen bliver valgt til enker, der er under tres år (l Tim 5, 9). Munkeløfter, der er aflagt før denne alder må så være ugyldige. Men kirken kendte på denne tid endnu ikke til munkeløfter. Og Paulus fordømmer ikke enkerne, fordi de giftede sig, de yngre befaler han jo at gifte sig, men fordi de blev umoralske, da de levede af det, der var fælles og derfor afveg fra troen. Dette kalder han den første tro, og det er ikke munkeløfternes tro, men den kristne tro. Det er den måde, han bruger ordet ”tro” på i samme kapitel i vers 8: ”Den, som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro.” Han taler anderledes om troen end de pavelige teologer. Han tillægger ikke dem tro, der lever i dødssynd. Derfor siger han, at dem, der ikke har omsorg for deres nærmeste, falder fra troen. Og på samme måde siger han, at de umoralske kvinder falder fra troen.
Vi har nu gennemgået vores grunde og fra tid til anden tilbagevist det modstanderne har indvendt. Og vi har anført det, ikke bare for modstandernes skyld, men langt mere for fromme folks skyld, for at de skal have gode grunde foran sig, så de kan afvise munkevæsenets hykleri og opdigtede gudsdyrkelse. Alt dette afskaffer det ene ord af Kristus, hvor han siger: ”De dyrker mig forgæves med menneskebud.” (Matt 15, 9). Løfterne selv og overholdelser angående mad, bønner, sang, klæder, sko og bælter er derfor unyttige tjenester for Gud. Og alle fromme folk ser sikkert, at dette ganske enkelt er farisæiske og fordømte meninger, at disse overholdelser fortjener syndernes forladelse, at vi bliver erklæret retfærdige på grund af dem, at vi for deres skyld får det evige liv og ikke ved nåde for Kristi skyld. Og det er nødvendig at hellige mænd, der har vandret i denne form for liv, har måttet forkaste troen på disse overholdelser, og lære at de har syndernes forladelse af nåde for Kristi skyld, at de skal nå frem til det evige liv ved nåde for Kristi skyld, og at Gud kun anerkender den gudsdyrkelse, der er indstiftet ved hans ord og som gavner på grund af troen.

Den kirkelige magt

Modstanderne tager kraftig til orde i spørgsmålet om de kirkelige privilegier og fritagelser og føjer til sidst til: ”Alt, hvad der i den foreliggende artikel griber ind i kirkens og præsternes frihed, er forkert.” Denne udtalelse er et rent kunstgreb, for vi behandler helt andre ting i denne artikel. I øvrigt har vi ofte bevidnet at vi ikke angriber borgerlige ordninger og fyrsternes gaver og privilegier til kirken.

Men gid modstanderne så også ville høre på menighederne og fromme folks klager! Modstanderne forsvarer med kraft deres egen værdighed og ejendom, men samtidig er de ligeglad med tilstanden i menighederne. De har ingen omsorg for, at der i menighederne bliver lært ret og at sakramenterne bliver ret forvaltet. De giver alle adgang til at søge præsteembede uden forskel. Bagefter pålægger de dem så utallige byder, som om de elsker at se andres undergang. De påstår, at deres overleveringer må overholdes langt omhyggeligere end evangeliet. Og i de vigtige og vanskelige spørgsmål, hvor det arme folk ønsker at blive belært, for at have noget sikkert at følge, dér hjælper de ikke dem, der plages hårdt af tvivl. De råber blot til våben. Men i helt indlysende spørgsmål giver de påbud, skrevet med blod, hvor de truer folk med frygtelige straffe, hvis de ikke handler direkte mod Guds klare bud. Men her skulle de til en afveksling se de ulykkeliges tårer og høre mange gode menneskers fortvivlede klager. Gud ser og hører dem uden tvivl, og for ham skal de en gang afgive regnskab for deres forvaltning.

Men selv om vi i denne artikel i bekendelsen har behandlet flere forskellige sager, svarer modstanderne intet, udover at biskopperne har magt til at herske og udstede ændringer, for at føre undersåtterne til den evige saligheds mål. Til denne regeringsmagt hører retten til at bedømme, definere, undersøge og fastlægge det, der gavner og leder til dette mål. Dette er Konfutationens ord, hvor modstanderne lærer os, at biskopperne har autoritet til at give love, der er tjenlige til at opnå det evige liv. Og det er her, striden står.

For det er nødvendigt, at fastholde den lære i kirken, at vi modtager syndernes forladelse gratis for Kristi skyld. Det er nødvendig at fastholde den lære, at de menneskelige overleveringer er unyttig gudsdyrkelse, fordi hverken synd eller retfærdighed består i spisning, drikning, klæder eller lignende ting. Brugen af disse ting har Kristus villet lade være frit, når han siger: ”Det, der kommer ind i munden gør ikke et menneske urent.” (Matt 15, 11). Og Paulus: ”Guds rige består ikke i mad og drikke.” (Rom 14, 17). Biskopperne har derfor ingen ret til at grundlægge overleveringer uden om evangeliet, for at syndernes forladelse skal fortjenes og at det skal være en form for gudsdyrkelse, som Gud anerkender som retfærdighed, og som tynger samvittighederne, så det skulle være synd at undlade dem. Alt dette lærer et eneste sted i Apostlenes Gerninger os, hvor apostlen siger: ”Ved tro bliver hjerterne renset.” (15, 9). Og derefter forbyder de at pålægge nogen byrde og viser, hvor farligt det er. De, der lægger byder på kirken, gør sig skyldig i synd. De spørger: ”Hvorfor frister I Gud?” Dette lynnedslag skræmmer ikke vores modstandere, som med magt forsvarer overleveringer og ugudelige meninger.

For også ovenfor har de fordømt artikel 15, hvor vi har sagt, at menneskelige overleveringer ikke fortjener syndernes forladelse, og her siger de, at overleveringerne fører til det evige liv. Fortjener de syndernes forladelse? Er det former for gudsdyrkelse, som Gud anerkender til retfærdighed? Gør de hjerterne levende? I Kolossenserbrevet 2, 20-23 benægter Paulus derfor, at menneskelige overleveringer bidrager til evig retfærdighed og evigt liv. For mad, drikke, klæder og lignende ting er noget, der forgår ved brug. Men det evige liv i hjertet virkes ved evige ting, det vil sige, ved Guds ord og Helligånden. Det påligger derfor modstanderne at vise, hvordan overleveringer fører til evigt liv.
Men evangeliet bevidner klart, at de ikke må pålægge kirken overleveringer, for at syndernes forladelse med det skal fortjenes eller være en form for gudsdyrkelse, som Gud anerkender til retfærdighed. Eller tynge samvittighederne, så det at undlade disse ting skal anses for synd. Modstanderne vil aldrig kunne vise, at biskopperne har magt til at indstifte sådanne former for gudsdyrkelse.
I vores bekendelse har vi sagt, hvilken magt evangeliet tillægger biskopperne. De, der nu er biskopper, opfylder ikke deres biskoppelige pligter ifølge evangeliet. Men vi benægter ikke, at de virkelige er biskopper ifølge kirkeretten. Men vi taler her om biskopper ifølge evangeliet. Vi fastholder også gerne den gamle deling af den kirkelige myndighed i retten til at forvalte nådemidlerne og retten til at føre åndeligt tilsyn. Biskoppen har altså retten til at forvalte nådemidlerne, som er ordets og sakramenternes embede. Og han har også retten til at føre åndeligt tilsyn, som er myndigheden til at udelukke dem fra menigheden, der har gjort sig skyldige i åbenlyse synder og igen at tilsige dem syndernes forladelse, hvis de vender om og beder om syndsforladelse. Men biskopperne har ikke nogen tyrannisk magt, som ikke er bundet til bestemte regler. De har heller ikke nogen kongelig magt, der er hævet over al lov. Men de har et bestemt mandat, et bestemt Guds ord at lære. I overensstemmelse med det skal de udføre deres åndelige tilsyn. For selv om de har en vis tilsynsret, indebærer det ikke, at de kan indstifte nye former for gudsdyrkelse. Det hører ikke ind under denne tilsynsret. Og de har Guds ord og mandat for, hvor vidt de skal udøve deres myndighed, nemlig hvis nogen forsynder sig mod det ord, de har modtaget af Kristus.
I vores bekendelse har vi også tilføjet, hvor vidt det er tilladt for dem at give menneskelige love, nemlig ikke som noget frelsenødvendigt, men for at der kan være en vis orden i kirken for fredens skyld. Men disse love må ikke lægges som fælder for samvittighederne, som om de foreskrev nødvendige former for gudsdyrkelse, som Paulus lærer, når han siger (Gal 5, 1): ”Til frihed har Kristus frigjort jer, så stå fast og lad jer ikke igen spænde i trælleåg.” Brugen af sådanne forordninger bør derfor være fri, men på en måde, der ikke fører til anstød og så det ikke anses som nogen nødvendig gudsdyrkelse. Apostlene selv har forordnet flere sådanne ting, som med tiden er blevet forandret. Og de har ikke overgivet det sådan, at det ikke er tilladt at forandre det. For de er ikke i modstrid med deres egne skrifter, hvor de på det kraftigste understreger, at kirken ikke skal bebyrdes med den opfattelse, at menneskelige skikke er nødvendige former for gudsdyrkelse.
Dette er en enkel forklaring på meningen med overleveringerne, nemlig at vi ved, at de ikke er nogen nødvendig form for gudsdyrkelse, og at vi dog for at undgå forargelser skal overholder dem uden fanatisme, hvor de hører hjemme. Det synspunkt har mange lærde og store mænd i kirken. Vi forstår ikke, at nogen kan modsige det. Det er nemlig sikkert, at ordene: ”Den, der hører jer, hører mig,” ikke taler for menneskelige overleveringer, men taler kraftigt imod dem. Det er nemlig ikke et mandat uden grænser, som man siger, men en forsikring i en bestemt opgave. Det er et vidnesbyrd, der er givet om apostlene, at vi skal tro på deres ord som en andens og ikke som deres egne ord. For Kristus vil nemlig, at vi med sikkerhed skal vide, at de ord, der meddeles os gennem mennesker, er virksomme og at vi ikke skal gå og vente på andre ord fra Himlen. Disse ord: ”Den, der hører jer, hører mig”, kan ikke anvendes om de menneskelige overleveringer. For Kristus kræver, at de lærer sådan, at han selv bliver hørt, fordi han siger ”hører mig”. Han vil altså, at det er hans stemme, hans ord der bliver hørt, og ikke menneskelige overleveringer. Dette ord taler i højeste grad for os og indeholder den største trøst og den vigtigste lære. Og det forvrænger disse æsler til de værste narrestreger som forskel på mad, klæder og lignende.

De citerer også dette ord: ”Vær lydige mod jeres ledere.” (Hebr 13, 17). Dette ord kræver lydighed mod evangeliet, men det grundlægger ikke noget rige for biskoppen uden for evangeliet. Og biskopperne må ikke anordne overleveringer mod evangeliet eller tolke overleveringer i modstrid med evangeliet. Når de gør det, er det forbudt at adlyde dem, ifølge dette ord: ”Hvis nogen lærer et andet evangelium, skal han være forbandet!” (Gal l, 8). Det samme svarer vi til dette sted (Matt 23, 3): ”Det, de siger, skal I gøre.” Dette er ikke nogen almen forordning, så vi skal godtage alt, fordi Skriften et andet sted befaler, at vi skal lyde Gud mere end mennesker (ApG 5, 29). Hvis de derfor lærer noget ugudeligt, skal man ikke høre på dem. Og det er ugudelig, at menneskelige overleveringer skulle være en slags gudsdyrkelse, der er frelsenødvendig og som fortjener syndernes forladelse og det evige liv. De protesterer også mod den offentlige forargelse og uro, der har rejst sig under påberåbelse af vores lære. Til det svarer vi kort: Hvis al offentlig forargelse blev samlet under ét, så bringer denne ene artikel om syndernes forladelse, at vi modtager syndernes forladelse gratis for Kristi skyld ved troen så meget godt med sig, at det langt opvejer alle ulemper. Og i begyndelsen gav det Luther ikke bare velvilje hos os, men også hos mange af dem, der nu strider mod os.

”For gamle venskab sover, glemsomme er dødelige mennesker”, som det hedder i et gammelt græsk digt. Men vi vil ikke vige fra kirkens nødvendige sandhed, og kan heller ikke være enige med vores modstandere, der fordømmer denne sandhed. For det er nødvendig at lyde Gud mere end mennesker. De, der i begyndelsen fordømte den klare sandhed og nu forfølger den med den største grusomhed, skal afgive regnskab for de splittelser, der er kommet. For øvrig, hvilke skandaler er der ikke blandt modstanderne? Hvor meget ondt er der ikke i vanhelligelsen af messen, der holdes for penges skyld? Hvor megen skam er cølibatet ikke skyld i? Men vi vil lade al sammenligning ligge. Dette er på nuværende tidspunkt vores svar på Konfutationen. Vi overlader nu til alle gudfrygtige at bedømme, om modstanderne med rette roser sig af, at de i sandhed har gendrevet vores bekendelse med Skriften.

Til Hovedsiden