Apologien
for
Den
Augsburgske Bekendelse
Filip Melanchthon hilser læseren
Efter at bekendelsen fra vores fyrster var blevet oplæst offentlig,
forberedte nogen teologer og munke et gendrivelsesskrift, der var rettet mod
den. Det lod Hans Kejserlige Majestæt oplæse for forsamlingen af fyrster, og
han krævede, at vores fyrster skulle godtage denne gendrivelse.
For at se, hvad
vores modstandere forkastede og for at kunne tilbagevise deres argumenter, bad
vores folk om, at få et eksemplar af Konfutationen. De havde nemlig hørt, at
det forkastede mange artikler, som de ikke kunne opgive uden at krænke
samvittigheden.
I en sådan sag,
der gælder religionen og samvittighederne, regnede de med, at modstanderne ikke
ville være uvillige til at fremlægge deres skrift.
Men de kunne
ikke opnå dette uden på visse vilkår, der var så farlige, at de ikke kunne
godtage dem.
Derefter blev
der holdt nogle forligsforhandlinger, der viste, at vores folk ikke ville
unddrage sig nogen møje, som de kunne gøre uden at krænke samvittigheden, lige
meget hvor ubehagelig det var. Men vores modstandere krævede hårdnakket, at vi
skulle godtage visse åbenbare misbrug og vildfarelser. Da vi ikke kunne gøre
det, krævede Hans Kejserlige Majestæt igen, at vores fyrster skulle give deres
samtykke til Konfutationen. Det nægtede de at gøre.
For hvordan
skulle de i en sag, der gælder religionen, kunne give deres tilslutning til et
skrift, de ikke havde set? Og de havde hørt at visse artikler blev fordømt,
artikler hvor de ikke kunne give modstandernes meninger medhold uden at synde.
De gav da mig
og nogle andre til opgave at forberede et forsvarsskrift for vores bekendelse, hvor
vi for Hans Kejserlige Majestæt skulle fremstille grundene til, at vi ikke
kunne godtage Konfutationen, og hvor vi skulle tilbagevise indvendingerne fra
vores modstandere. Nogle af os havde nemlig under oplæsningen noteret
hovedpunkterne og argumentationen i skriftet. Dette forsvarsskriftet
overleverede vi til sidst til Hans Kejserlige Majestæt, så han kunne se, at det
var de største og alvorligste grunde, der hindrede os i at godtage
Konfutationen. Men Hans Kejserlige Majestæt tog ikke imod det skrift, han fik
overleveret.
Senere blev der
udgivet et dekret, hvor vores modstandere roser sig af at de ud fra Skriften
har gendrevet vores bekendelse.
Nu har du altså
vores forsvarsskrift, kære læser. Her kan du se, både hvordan vores modstandere
har dømt, for vi har gengivet det samvittighedsfuldt, og hvordan de har fordømt
nogen af artiklerne i strid med Helligåndens klare Skrift, skønt det er langt
fra at de ved hjælp af Skriften har kunnet rokke ved vores standpunkt.
Fra først af blev dette forsvarsskrift sat
op i samråd med nogle andre, men under udgivelsen har jeg alligevel tilføjer en
del. Derfor har jeg også sat mit navn på skriftet, så ingen skal kunne
klage over, at det er blevet udgivet anonymt.
Jeg har altid i
denne strid fulgt den regel, så langt som mulig, at beholde de almindelige læreformuleringer, for at det med tiden
lettere skal kunne komme til en enighed. Og jeg gør det ikke meget anderledes
nu, selv om jeg sagtens kunne have skabt en endnu større afstand mellem
nutidens mennesker og de meninger, som modstanderne hævder.
Vores
modstandere går derimod sådan frem i denne sag, at de tydelig lægger for dagen,
at de hverken søger sandheden eller enigheden, men tørster efter vores blod.
Og nu har jeg
skrevet så forsigtig, jeg kunne. Og hvis et eller andet skulle synes at være
for skarpt sagt, så vil jeg på forhånd sige, at det er de teologer og munke,
der har skrevet Konfutationen, jeg er gået i rette med, ikke med kejseren eller
fyrsterne. Dem har jeg den ærbødighed for, som man skylder. Men jeg har for
nylig set Konfutationen og er blevet klar over, at det er skrevet med sådan
snuhed og falskhed, at det nogle steder kan bedrage selv de forsigtige.
Jeg har
alligevel ikke behandlet alle deres ordkløverier, det ville blive en endeløs
opgave. Men jeg har samlet de vigtigste argumenter, for at vi skal kunne få det
vidnesbyrd fra al verden, at vi har tænkt ret og gudfrygtig om Kristi
evangelium. Vi glæder os ikke over uenigheden, heller ikke er vi uberørt af den
fare, vi står i. Hvor stor den er, kan vi let skønne af det bitre had, vi ser
vores modstandere er optændt af. Men vi kan ikke fornægte den sandhed, som er
så klar og så nødvendig for kirken.
Derfor mener
vi, at vi for Kristi æres skyld og for kirkens gavn må tåle vanskeligheder og
farer. Vi stoler på, at Gud har behag i vores tjeneste og vi håber at
eftertiden vil fælde en retfærdigere dom over os.
For det kan
ikke nægtes, at vores folk har fremlagt og forklaret mange punkter i den
kristne lære, som er yderst nødvendige for kirken. Vi vil ikke her nævne under
hvilke farlige meninger de tidligere lå nedgravede hos munke, kirkeretslærere
og filosofiske teologer.
Vi har mange
offentlige vidnesbyrd fra gode mennesker, der takker Gud for denne store
velsignelse, at han har givet os en bedre oplysning om mange nødvendige
lærepunkt end den, der findes i alle vores modstanderes skrifter.
Så vil vi da
overlade vores sag til Kristus, der engang skal dømme om denne strid. Ham beder
vi også om, at han vil se til sine trængte og spredte menigheder og føre dem
tilbage til en gudfrygtig og varig enighed.
Vores modstandere godtager den første artikel i vores
bekendelse. I den fremholder vi, at vi tror og lærer, at der eksisterer ét
guddommeligt væsen, som er udelelig osv., og at der alligevel i det samme
guddommelige væsen er tre selvstændige og lige evige personer: Faderen, Sønnen
og Helligånden. Vi har altid lært og forsvaret denne artikel, og vi mener, at
den er bevidnet fast, sikkert og urokkelig i den hellige Skrift. Og vi
fastholder bestemt, at de, der har et andet syn, står uden for Kristi kirke og
er afgudsdyrkere og gudsbespottere.
Vores modstandere godtager den anden artikel, om
arvesynden, men dog sådan at de kritiserer den definition af arvesynden, vi har
givet i forbigående. Her med det samme vil deres kejserlige Majestæt straks
kunne se, at de, der har forfattet modskriftet, ikke bare mangler dømmekraft,
men også ærlighed. For mens vi i forbigående ganske enkelt ville nævne, hvad arvesynden
indebærer, har de med en opdigtet og ondsindet fortolkning forvrænget en
mening, der i sig selv ikke er noget forkert ved. De siger, at det at være uden
gudsfrygt og uden tro er en gerningssynd, og derfor nægter de, at det er
arvesynd.
Det er oplagt
at sådanne spidsfindigheder kommer fra de teologiske fakulteter og ikke fra
kejserens råd. Det er let nok at gendrive sådan ordkløveri. Men for at alle
retsindige mennesker skal kunne se, at vi ikke lærer noget urimelig i denne
sag, beder vi først om, at man ser efter i den
tyske tekst til vores bekendelse. Den vil frikende os for al mistanke om at
lære noget nyt. For der står det: ”Videre lærer vi, at alle mennesker, der
bliver født på naturlig vis efter Adams fald bliver undfanget og født i synd,
dvs., at alle fra undfangelsen af er fulde af ond lyst og tilbøjelighed og af
natur ikke kan have nogen sand gudsfrygt eller sand tro på Gud.” Dette stedet
bevidner, at vi frakender alle, der er født på naturlig vis, ikke bare
gerningen, men også kraften og evnen til at opnå frygt og tillid til Gud. Vi
siger nemlig, at alle, der er født på denne måde, har ond lyst og ikke kan opnå
sand frygt og tillid til Gud. Hvad kan indvendes mod dette? Vi skulle mene, at
det var nok til at frikende os i redelige menneskers øjne. I samme mening
fraskriver også den latinske forklaring naturen denne mulighed, dvs., evnen og
kraften til at frygte og elske Gud, og hos voksne viser det sig også i
handling. Når vi taler om den ”onde lyst”, tænker vi ikke bare på gerningerne
eller frugterne, men på naturens stadige tilbøjelighed.
Senere skal vi
vise udførligere, at vores forklaring stemmer med den almindelige, gamle
definition af arvesynden. Først må vi vise vores formål med at bruge netop
disse ord. Vores modstandere på de teologiske fakulteter vedgår, at den onde
lyst er arvesyndens ”materiale”, som de kalder det. Derfor burde dette ikke
udelades i definitionen af arvesynden, især ikke i denne tid, hvor der
fremkommer så mange tanker om denne sag uden megen kristen substans.
Nogle påstår
nemlig, at arvesynden ikke er en skade eller fordærvelse i menneskets natur,
men blot det at måtte trælle under dødelighedens vilkår, sådan som alle Adams
efterkommere må, uden egen forsyndelse, men på grund af en andens skyld. Videre
påstår de, at ingen bliver fordømt til den evige død på grund af arvesynden,
men at det er som med trælle, der bliver født af en trælkvinde og må bære denne
skæbne på grund af deres mors ulykke og ikke på grund af nogen fejl i deres
natur. For at vise at vi forkaster en sådan ugudelig forståelse, har vi nævnt
den onde lyst og i bedste mening kaldt den en sydom, og fremholdt at
menneskenaturen fra fødselen af er fordærvet og fuld af fejl.
Men vi har ikke
bare nævnt den onde lyst, vi har også talt om mangelen på gudsfrygt og tro.
Dette har vi tilføjet af den grund, at de dogmatiske lærere gør arvesynden til
noget mindre end den er, fordi de ikke virkelig har forstået den definition af
arvesynden, de har modtaget fra fædrene. De påstår at ”begæret” er en egenskab
i kroppen, og urimelige, som de plejer at være, spørger de, om det er kommet
gennem smitte fra æblet eller gennem et pust fra slangen, og om det forøges ved
brugen af lægemidler? Ved sådanne spørgsmål har de undertrykt selve hovedsagen.
Når de derfor taler om arvesynden, nævner de ikke de alvorligste skader ved
menneskets natur, nemlig at det ikke kender Gud, at det foragter Gud, mangler
frygt og tillid til Gud, hader Guds dom og frygter den dømmende Gud, er vred på
Gud, opgiver håbet om nåden og sætter sin lid til de nærværende ting, osv.
Disse sygdomme, der strider allermest mod Guds lov, lægger de romerske teologer
ikke mærke til. De tilskriver endog den menneskelige natur usvækket evne til at
elske Gud over alle ting og til at holde Guds bud med hensyn til gerningernes
væsen. Og de ser ikke, at de modsiger sig selv. At være i stand til ved egne
kræfter at elske Gud over alle ting og holde Guds bud, hvad andet er det end at
have den oprindelige retfærdighed? Om den menneskelige natur havde sådanne
kræfter at den af sig selv kunne elske Gud over alle ting, som de romerske
teologer så sikkert påstår, hvad skulle da arvesynden være? Hvad skulle Kristi
nåde være nødvendig for, hvis vi kunne blive retfærdige ved vores egen
retfærdighed? Hvad skulle Helligånden være nødvendig for, hvis de menneskelige
kræfter af sig selv kunne elske Gud over alle ting og holde Guds bud? Hvem ser
ikke, hvor bagvendt vores modstanderes mening er her? De mindre sygdomme i den
menneskelige natur erkender de, og de alvorligere sygdomme erkender de ikke.
Men det er disse sygdomme, Skriften overalt minder os om, og det er dem,
profeterne stadig klager over, nemlig kødelig sikkerhed, foragt for Gud, had
mod Gud og lignende lyster, som vi er født med. Men de romerske teologer har
blandet den kristne lære med filosofiens tanker om naturens fuldkommenhed og
tilskrevet den frie vilje og de gerninger, den lokker frem, mere end ret er. De
har lært, at mennesker bliver retfærdiggjort for Gud ved den moralske eller
borgerlige retfærdighed, som vi også medgiver, hører ind under fornuften og i
nogen grad står i vores magt. Derfor har de ikke været i stand til at se den
indre urenhed i den menneskelige natur. For den kan man kun dømme ret om ud fra
Guds Ord, som de romerske teologer kun sjælden beskæftiger sig med i deres
studier. Det er grunden til, at vi i vores fremstilling af arvesynden også
nævnte den onde lyst og frakendte menneskets naturlige kræfter frygten for og
tilliden til Gud. Vi ville nemlig vise, at arvesynden også omfatter sådanne
lyster som mangel på kundskab om Gud, foragt for Gud, mangel på frygt for Gud
og tillid til Gud og manglende evne til at elske Gud. Dette er de vigtigste
lyster i den menneskelige natur, dem, der i egentlig mening strider mod den
første tavle i De Ti Bud.
Vi har med dette
ikke sagt noget nyt. Ret forstået siger den gamle definition af arvesynden
akkurat det samme, når det hedder: ”Arvesynden er mangel på den oprindelige
retfærdighed”. Men hvad er retfærdighed? De romerske teologer er her optaget af
spidsfindige spørgsmål, men de forklarer ikke, hvad den oprindelige
retfærdighed er. Nu omfatter retfærdigheden i Skriften ikke blot den andre
tavle i De Ti Bud, men også den første, den der befaler os at frygte Gud, at
tro og at elske Gud. Derfor var den oprindelige retfærdighed tænkt at skulle
indebære ikke bare en ligevægt mellem kroppens egenskaber, men også disse
gaver: En sikker gudserkendelse, gudsfrygt og tillid til Gud, eller i det
mindste den rette indstilling og kraft til at gøre dette. Det vidner Skriften
om, når den siger at mennesket blev skabt i Guds billede og lignelse. Hvad
andet betyder det, end at der i mennesket var indvævet en visdom og
retfærdighed, der kunne fatte Gud, og som afspejlede Gud, dvs., at mennesket
havde fået sådanne gaver som kundskab om Gud, gudsfrygt og tillid til Gud? For
sådan tolker Irenæus og Ambrosius gudligheden. Efter at have sagt meget andet
om dette, siger Ambrosius: ”Altså er den sjæl, hvor Gud ikke altid er til
stede, ikke skabt i Guds billede”. Og i Efeserbrevet 5 og Kolossenserbrevet 3
siger Paulus, at gudsbilledet består i kundskab om Gud, retfærdighed og
sandhed. Og Peter Lombard betænker sig heller ikke på at sige, at den
oprindelige retfærdighed netop er den gudlighed som Gud har lagt ind i
mennesket. Vi gengiver her de gamles mening, som ikke på nogen måde modsiges af
Augustins tolkning af gudsbilledet.
Derfor, når den
gamle definition siger, at synden er mangel på retfærdighed, så betyder det, at
den ikke bare frakender mennesket evnen til at lyde Gud med sine laveste
kræfter, men også frakender mennesket kundskab om Gud, tillid til Gud og frygt
og kærlighed til Gud. Til og med lærer de romerske teologer at disse ting ikke
kan virkeliggøres uden specielle gaver og hjælp fra nåden. Men netop disse
gaver er det vi, for at gøre sagen helt klar, kalder kundskab om Gud, frygt for
Gud og tillid til Gud. Af dette fremgår det, at den gamle definition siger
akkurat det samme som os, når vi lærer, at mennesket mangler frygt for Gud og
tillid til ham, nemlig ikke bare selve gerningen, men også evnen og kraften til
at udføre den.
Netop dette er
meningen i den definition som findes hos Augustin, idet han plejer at definere
arvesynden som den onde lyst. Han vil nemlig sige, at den onde lyst er kommet i
stedet for den retfærdighed, der er tabt. For da den syge natur ikke kan frygte
og elske Gud eller tro på ham, så tragter den efter de kødelige ting og elsker
dem. Guds dom vil den derfor enten foragte i sin sikkerhed eller hade i sin
rædsel. Sådan inkluderer Augustin både mangelen og den onde tilstand, som
følger efter i arvesynden. Og den onde lyst er ikke bare en fordærvelse af
kroppens egenskaber, men også en ond forvandling af menneskets højere kræfter
til det, der er kødelig. De ved ikke selv, hvad de siger, dem, der tilskriver
mennesket en ond lyst, som ikke er dødet af Helligånden og på samme tid evnen
til at elske Gud over alle ting.
I vores definition af arvesynden har vi derfor på Korrekt
måde skildret begge deler, både at vi mangler evnen til at tro på Gud og at
frygte og elske Gud, og at vi har en ond lyst, der tragter efter de kødelige
ting i strid med Guds Ord. Det vil sige, at den ikke blot tragter efter
legemlig vellyst, men også efter en kødelig visdom og retfærdighed, som den
sætter sin lid til i foragt for Gud. Og ikke kun de gamle fædre, men også nyere
teologer, i det mindste de mere fornuftige af dem, lærer at arvesynden virkelig
består af begge disse to ting samtidig: De mangler, som er nævnt, og den onde
lyst. For sådan siger Thomas: ”Arvesynden består af en mangel på den
oprindelige retfærdighed, og sammen med det en uorden i forholdet mellem de
forskellige sider ved sjælelivet. Derfor er den ikke bare en mangel, men også
en fordærvet tilstand.” Og Bonaventura skriver: ”Når der bliver spurgt om, hvad
arvesynden er, er det Korrekt at svare, at den er en ond lyst, der ikke kan
holdes i tømme. Det er også rigtig at svare, at den er en mangel på den
retfærdighed, vi skylder. Og hvert af disse svar indebærer også det andet.” Det
samme er Hugos mening, når han siger at arvesynden er uvidenhed i sjælen og ond
lyst i kødet. Han fremholder nemlig, at vi bliver født med manglende kundskab
om Gud, med vantro, mistillid, foragt og had mod Gud. Alt dette er det, han
sammenfatter i udtrykket ”uvidenhed”. Og denne opfattelse stemmer med Skriften.
For Paulus betegner det nogle gange udtrykkelig som en mangel, som i l Kor 2:
”Det naturlige menneske forstår ikke det, der hører Guds ånd til.” Andre steder
betegner han det som en ond lyst, der er virksom i vores lemmer og frembringer
onde frugter. Vi kunne citere mange steder, der viser begge sider af vores
definition, men i en så klar sag er der ikke brug for vidnesbyrd. Og den
fornuftige læser vil let kunne se, at det at være uden gudsfrygt og uden tro
ikke bare er gerningssynder, men en varig mangel i naturen, så længe den ikke
er fornyet.
Om arvesynden
lærer vi altså ingenting som er fremmed for Skriften eller for den almindelige
kirke, men vi har renset og bragt de vigtigste tanker i Skriften og hos fædrene
frem i lyset, tanker, der var tildækket af spidsfindige tanker blandt de nyere
teologer. For det siger sig selv at de nyere teologer ikke har lagt mærke til,
hvad fædrene mente, når de talte om en mangel. Men det er nødvendig at have
kundskab om, hvad arvesynden er. For man kan ikke forstå storheden i Kristi
nåde, hvis ikke man kender vores fordærv. Hele menneskets retfærdighed er bare
hykleri over for Gud, hvis vi ikke erkender at hjertet af naturen mangler
kærlighed, frygt og tillid til Gud. Derfor siger profeten: ”Efter at du viste mig
det, slog jeg mig på låret” (Jer 31, 19). Og ligeledes: ”Jeg sagde i min angst:
Hvert menneske er en løgner” (Salme 116), dvs., at det ikke tænker ret om Gud.
Her kritiserer
vores modstandere også Luther, fordi han har skrevet, at arvesynden forbliver
efter dåben, og de tilføjer at denne lære med rette blev fordømt af Leo X. Men
deres Majestæt vil opdage deres åbenlyse falske beskyldning på dette punkt. For
vores modstandere ved, hvad Luther mener med at sige, at arvesynden forbliver
efter dåben. Han har altid skrevet, at dåben borttager arvesyndens skyld, selv
om syndens ”stof”, som det kaldes, forbliver, nemlig den onde lyst. Om dette
stof tilføjer han også, at Helligånden, som bliver givet i dåben, begynder at
døde den onde lyst og skabe nye drifter i mennesket. I samme retning udtaler
også Augustin sig, når han siger: ”Synden bliver tilgivet i dåben, ikke sådan
at den ikke længere er til, men sådan at den ikke bliver tilregnet.” Her
bekender han klart, at synden er der, dvs., forbliver, selv om den ikke bliver
tilregnet. Og dette syn behagede de senere teologerne så meget, at det til og
med blev gengivet i de kirkelige dekreter. Og mod Julian siger Augustin: ”Den
lov, der er i lemmerne, bliver tilgivet ved den åndelige genfødelse, men den
forbliver i det dødelige kød. Den bliver tilgivet, fordi skylden bliver taget
bort ved sakramentet, som genføder de troende.
Men den forbliver, fordi den fortsætter med at fremkalde de lyster, som
den troende kæmper mod.” Vores modstandere ved, at det er det, Luther tror og
lærer. Men da de ikke kan afvise ham i sag, drejer de hans ord, for ved dette
kunstgreb at gøre det af med en uskyldig. Men nu siger de videre, at den onde
lyst er en straf og ikke nogen synd. Luther holder fast på, at den er en synd.
Ovenfor har vi vist at Augustin definerer arvesynden som den onde lyst. Lad dem
da gå i rette med Augustin, hvis der er noget forkert i denne opfattelse!
Desuden siger Paulus: ”Jeg ville ikke have vidst, at den onde lyst var synd,
hvis ikke loven havde sagt: Du må ikke begære!” (Rom 7, 7). Og ligeledes: ”Jeg
ser en anden lov i mine lemmer, som strider mod loven i mit sind og tager mig
til fange under syndens lov, som er i mine lemmer” (Rom 7, 23). Disse
vidnesbyrd kan ikke væltes over ende ved ordkløveri. For de kalder klart den
onde lyst synd, som alligevel ikke tilregnes den, der er i Kristus, skønt den i
sig selv fortjener døden, hvis ikke den blev tilgivet. Dette er ubestridelig
fædrenes opfattelse. For Augustin afviser i en længere diskussion deres mening,
som hævder at det menneskelige begær ikke er synd, men en neutral ting, som
hudfarven eller et skrøbeligt helbred siges at være en neutral ting.
Men hvis vores
modstandere påstår, at driften til det onde er en neutral ting, så vil ikke
bare mange skriftsteder, men også hele kirken modsiger dem. For selv om det
ikke har været mulig at nå frem til fuld enighed om disse ting, hvem har så
nogensinde vovet at sige, at disse ting er neutrale: at tvivle på Guds vrede,
på Guds nåde, på Guds Ord, at være vred over Guds domme, at være forarget,
fordi Gud ikke straks frier os fra trængslerne, at brokke sig over at det går
de onde bedre end de gode, at blive optændt af vrede, vellyst, lyst til ære,
gods osv.? Dette erfarer de fromme også hos sig selv, som salmerne og
profeterne klart viser det. Men de romerske teologer har her overtaget
fuldstændig fremmede tanker fra filosofien, nemlig at vi på grund af vores
lidenskaber hverken er gode eller onde, hverken skal prises eller fordømmes.
Ligeledes siger de, at intet er synd med mindre det sker frivilligt. Filosofien
har sagt dette med tanke på den borgerlige domstol, ikke på Guds dom. Lige så
tankeløst tilføjer de andre opfattelser, som at naturen ikke er ond. I rette
sammenhæng vil vi ikke indvende noget mod det. Men her bliver det fordrejet for
at gøre arvesynden mindre. Alligevel kan man læse disse meninger hos deres
teologer, der upassende sammenblander den filosofiske eller borgerlige etik og
evangeliet. Og sådanne meninger blev ikke kun drøftet blandt teologerne, men
herfra blev de, sådan som det plejer at gå, spredt ud blandt folk. Og disse
meninger fik overhånd, så de har næret tilliden til menneskets egne kræfter og
undertrykt kundskaben om Kristi nåde. Så da Luther ville forklare, hvor stor
arvesynden og den menneskelige svaghed er, lærte han, at det, der bliver igen
af arvesynden efter dåben, efter sin natur ikke er en neutral ting hos os. Det
er noget, der har behov for Kristi nåde, for ikke at blive tilregnet, og for
Helligånden for at blive dødet.
De romerske
teologer bagatelliserer både synden og straffen, når de lærer, at mennesket kan
holde Guds bud ved egne kræfter. Men i Første Mosebog beskrives straffen for
arvesynden på en helt anden måde. Her bliver den menneskelige natur underlagt
ikke bare døden og andre legemlige onder, men også Djævelens vælde. For her
bliver denne forfærdelige dom afsagt: ”Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og
kvinden, og mellem din sæd og hendes sæd” (l Mos 3, 15). Skaden og den onde
lyst er både synd og straf. Døden, de andre legemlige onder og Djævelens
tyranni er straffe i egentlig forstand. For den menneskelige natur er overgivet
til trældom og holdes fanget af Djævelen, som bedrager os med ugudelige
meninger og vildfarelser og driver os til alle slags synder. Men ligesom vi
ikke kan sejre over Djævelen uden ved Kristi hjælp, så kan vi ikke fri os fra
denne trældom ved egne kræfter. Selve verdenshistorien viser hvor mægtig
Djævelens herredømme er. Verden er fuld af gudsbespottelse og ugudelige
meninger, og med disse bånd har Djævelen fanget dem, der er vise og retfærdige
i verdens øjne. Hos andre viser det sig grovere laster. Når nu Kristus blev
givet os for at borttage både synden og straffen og for at gøre ende på
Djævelens herredømme, synden og døden, kan vi ikke lære Kristi velgerninger at
kende, uden vi forstår vores eget fordærv. Derfor har vores prædikanter været
omhyggelige med disse ting i deres lære. De har ikke indført noget nyt, men
bare fremstillet det, Den hellige Skrift og de hellige kirkefædre har lært.
Vi regner med,
at det vil være tilfredsstillende for deres kejserlige Majestæt, når det gælder
de barnlige og ligegyldige ordkløverier, som modstanderne har brugt for at
forvrænge vores artikel. Vi ved, at vores lære er ret og i overensstemmelse med
det, Kristi almindelige kirke lærer. Men hvis vores modstandere vil fortsætte
denne strid, mangler vi ikke folk, der kan svare dem og værne om sandheden. For
i denne sag ved vores modstandere for det meste ikke, hvad de selv snakker om.
Ofte modsiger de sig selv, og de kan hverken give en klart og logisk
beskrivelse af arvesyndens stof eller dens ”mangel”, som de kalder det. Men her
har vi for vores del ikke villet gå alt for detaljeret ind på deres
stridspunkter. Vi har anset det for bedst kun at gengive de hellige fædres
meninger med almindelige og kendte ord, som vi også slutter os til.
Vores modstandere godtager den tredje artikel, hvor vi
bekender, at det er to naturer i Kristus, nemlig den menneskelige natur, som af
Ordet er blevet optaget i en personlig enhed. Og denne Kristus led og døde for
at forlige Faderen med os. Og han blev oprejst igen for at herske og for at
retfærdiggøre og helliggøre de troende osv., ifølge den apostolske og nikænske
trosbekendelse.
I den fjerde, femte, sjette og tyvende artikel fordømmer de
os, fordi vi lærer, at mennesker ikke på grund af egen fortjeneste, men gratis
på grund af Kristus får syndernes forladelse ved troen på Kristus. De fordømmer
nemlig begge dele, både at vi benægter, at mennesker ved egen fortjeneste får
syndernes forladelse, og at vi påstår, at mennesker får syndernes forladelse
ved troen og retfærdiggøres ved troen på Kristus. Striden angår her den
fornemste artikel i den kristne lære, som, ret forstået, gør Kristi ære herlig
og stor og skænker de fromme samvittigheder den fornødne og rigeligste trøst.
Derfor beder vi, at man nådigt hører os i denne yderst vigtige sag.
Modstanderne forstår nemlig hverken, hvad syndernes forladelse er, eller hvad
tro, nåde og retfærdighed er. Derfor besmudser de jammerligt denne artikel,
fordunkler Kristi ære og velgerning og røver de fromme samvittigheder den
trøst, der er dem skænket i Kristus. Men for at vi nu både kan stadfæste vores
bekendelse og gendrive, hvad modstanderne forkaster hos os, må vi først
forudskikke nogle ord. Så kan man se, hvad der er kilden til både modstandernes
og vores egen lære.
Hele Skriften bør deles i disse to hovedstykker: loven og
løfterne. Nogle steder forkynder den os loven, andre steder tilbyder den os
nåde ved løfterne om Kristus. I Det Gamle Testamente forjættes Kristi komme og
på grund af ham loves syndernes forladelse, retfærdiggørelse og et evigt liv.
Efter Kristi komme tilsiger han os selv syndernes forladelse, retfærdiggørelse
og et evigt liv. I denne sammenhæng er det de ti bud, vi kalder loven, hvor som
helst i Skriften de forekommer. De mosaiske ceremonilove og borgerlige love
kommer vi ikke ind på her.
Af disse to
stykker tage modstanderne loven, fordi den menneskelige fornuft af naturen på
en måde forstår loven. Den finder nemlig det samme vidnesbyrd af Gud indskrevet
i hjertet. Ved loven vil de nu opnå syndernes forladelse og retfærdiggørelse.
Men de ti bud kræver ikke alene de ydre borgerlige gerninger, som fornuften
nogenlunde formår at udrette, men de kræver også noget andet, der ligger over
fornuften. Det er, at vi i sandhed skal frygte Gud, elske Gud, påkalde Gud,
være fast forvissede om, at Gud hører bønner, og af Gud forvente hjælp i døden
og i al vores nød. Dernæst kræver de, at vi lydig underkaster os Guds vilje
både i døden og alle slags trængsler, så vi ikke unddrager os dem eller søger
at afværge dem, når Gud tilskikker os dem.
Her følger
skolastikerne filosofferne og lærer kun fornuftens retfærdighed, dvs., et
borgerligt ærbart liv, og foregiver, at fornuften uden Helligånden kan elske
Gud over alle ting. For så længe menneskes hjerte har ro og ikke føler Guds
vrede eller dom, kan det drømme om, at det vil elske Gud, at det vil gøre det
gode for Guds skyld. På den måde lærer de, at vi fortjener syndernes forladelse
ved at gøre, hvad der står i vores magt, det vil sige, når fornuften, bekymret
over synden, lokkes til i gerning at elske Gud eller gør gode gerninger for
Guds skyld. Og fordi denne mening ganske naturlig smigrer os, har den fremavlet
og fremmet mange gudedyrkelser i kirken, munkeløfter og misbrug af messen.
Derefter har de ifølge denne mening optænkt andre gudedyrkelser og skikke.
Nogen har fundet på én ting, nogen andre på noget andet. Og for at nære og
forøge tilliden til sådanne gerninger har de påstået, at Gud nødvendigvis må give enhver nåde, som
gør sådanne gerninger. Denne guddommelige nødvendighed skyldes ikke nogen
tvang, men den uforanderlige fastsatte orden.
I denne lære
ligger mange, store og farlige vildfarelser, som det ville blive for omfattende
at opregne. Alene det bør den opmærksomme læser overveje: hvis det er den
kristne retfærdighed, hvad forskel er der så mellem fornuftens lære og Kristi
lære? Hvis vi fortjener syndernes forladelse ved vores egne, fremlokkede
handlinger, hvad gavner så Kristus os? Hvis vi kan retfærdiggøres ved fornuften
og fornuftens gerninger, hvortil behøver vi da Kristus eller genfødelsen? Og
ved disse meninger er det nu allerede kommet så vidt, at mange ler ad os, fordi
vi lærer, at man må søge en anden retfærdighed, end den filosofiske. Vi har
selv hørt dem, der fra prædikestolen med tilsidesættelse af evangeliet har
prædiket den aristoteliske etik. Og heri farer de heller ikke vild, hvis det er
sandhed, hvad modstanderne hævder. For om den borgerlige ærbarhed har
Aristoteles skrevet så mesterlig, at ingen næppe kan gøre det bedre. Vi ser, at
der udgives bøger, hvor visse sprog af Kristus sammenlignes med sprog af
Sokrates, Zeno og andre filosoffer. Som om Kristus var kommet for at give visse
love, som vi skulle fortjene syndernes forladelse ved - og ikke for at vi
skulle modtage denne uforskyldt på grund af hans fortjeneste. Hvis vi altså her
antager modstandernes lære, at vi fortjener syndernes forladelse og
retfærdiggørelse ved fornuftens gerninger, vil der ikke længere blive nogen
forskel mellem den filosofiske eller i al fald den farisæiske retfærdighed og
den kristne.
Ganske vist er
det sådan, at modstanderne for dog ikke helt at forbigå Kristus, kræver en
historisk kundskab om ham. Det tilskrives også hans fortjeneste, at en vis
sindstilstand eller den første nåde, som de selv kalde det, bliver givet os.
Med det udtryk forstår de en vis trang til Gud, for at vi så meget lettere
skulle kunne elske Gud. Men det bliver dog kun lidt, de tillægger denne
sindstilstand, da de forestiller sig, at viljens gerninger både før og efter
meddelelsen af denne sindstilstand er af samme art. De påstår nemlig, at det
står i viljens magt at elske Gud, men at denne sindstilstand dog tilskynder den
til at gøre det villigere. De kræver også, at denne tilstand skal fortjenes ved
forudgående fortjenstlige gerninger, og dernæst kræver de, at vi ved lovens
gerninger skal gøre os fortjente til fremvækst i samme og til det evige liv.
Således begraver de Kristus, for at vi ikke skal bruge ham som midler og tro,
at vi på grund af ham uforskyldt får syndernes forladelse og forløsning. De
drømmer om, at vi på grund af egen lovopfyldelse fortjener syndernes forladelse
og på grund af egen lovopfyldelse regnes retfærdige for Gud.
Men loven
bliver aldrig fyldestgjort, og fornuften udretter intet andet, end disse
borgerlige gerninger. Alligevel frygter de hverken Gud eller tror i sandhed, at
Gud har omsorg for os. Og hvad de så end siger om denne sindstilstand, så er
det dog sikkert, at det uden troens retfærdighed er umuligt for menneskene at
elske Gud eller at forstå, hvad Guds kærlighed er.
Og når de
udtænker en forskel mellem ”rimeligheds-fortjeneste” og ”værdigheds-fortjeneste”,
så leger de blot med ordene, for ikke åbenlyst at vise sig som pelagianere. For hvis det er med guddommelig
nødvendighed, at Gud giver nåde for rimeligheds-fortjenesten, så er det jo ikke
længer rimeligheds-fortjeneste, men værdigheds-fortjeneste. De ved ikke
selv, hvad de siger. De påstår, at mennesket efter at have fået dette sind til
at elske Gud kan opnå denne værdigheds-fortjeneste. Og ikke desto mindre
forlanger de, at ingen må være vis på, om dette sind virkelig er til stede.
Hvordan ved de da, om det er rimeligheds-fortjeneste eller
værdigheds-fortjeneste? Men hele denne sag er opdigtet af ørkesløse mennesker,
der ikke kender til, hvordan man får syndernes forladelse, og hvordan
fortrøstningen til egne gerninger går til grunde under Guds dom og
samvittighedens angst. De trygge hyklere mener altid, at de fortjener Guds nåde
ifølge værdighed, hvad enten dette sind er til stede eller ikke, fordi det er
naturligt, at menneskene fortrøster sig til egen retfærdighed. Men de forskrækkede
samvittigheder er uvisse og fulde af tvivl og griber så til en, så til en anden
gerning, ja dynger gerning på gerning for at finde fred. De mener aldrig, at de
har nogen værdigheds-fortjeneste, og falder i fortvivlelse, hvis de ikke
foruden lovens lære også får lov at høre evangeliet om syndernes nådige
forladelse og troens retfærdighed.
Sådan lærer
modstanderne alene fornuftens eller i det højeste lovens retfærdighed, som de
stirrer på, ligesom jøderne på Moses’ tildækkede ansigt. Trygge hyklere, der
indbilder sig, at de fyldestgør loven, opvækker hovmod og tom tillid til
gerningerne samt foragt for Kristi nåde. De driver derimod de ængstede
samvittigheder til fortvivlelse. De gør nemlig gerningerne tvivlende, så de
aldrig erfarer, hvad troen er, og hvad den formår. Til sidst fortvivler de
aldeles.
Vi derimod lærer således om fornuftens retfærdighed, at Gud
kræver den, og at det på grund af Guds befaling er nødvendigt at føre et ærbart
liv, således som de ti bud foreskriver det, ifølge disse ord: ”loven er en
tugtemester” (Gal 3, 24), og: ”loven er givet for de uretfærdige” (1 Tim 1, 9).
Gud vil nemlig,
at de kødeligsindede mennesker skal tvinges ved sådan borgerlig tugt, og til at
værne om det har han givet love, skrifter, undervisning, øvrighed og straffe. Denne retfærdighed kan fornuften nogenlunde
opnå ved egne kræfter, skønt den ofte overvindes af den naturlige skrøbelighed
og af Djævelen, der driver den til åbenbare laster. Selv om vi villige og
gerne giver denne fornuftens retfærdighed den ros, som tilkommer den, så må den
dog ikke roses således, at det bliver til bespottelse for Kristus. Denne vores
fordærvede natur har intet større gode, og med rette siger Aristoteles:
”hverken aftenstjernen eller morgenstjernen er fagrere end retfærdigheden,”
ligesom også Gud smykker den med belønninger i dette liv.
Det er nemlig
falsk, at vi ved vores gerninger fortjener syndernes forladelse. Det er også
falsk, at vi regnes retfærdige for Gud på grund af fornuftens retfærdighed.
Falsk er det endvidere, at fornuften ved egne kræfter formår at elske Gud over
alle ting og opfylde Guds lov, nemlig frygte Gud i sandhed, forlade sig fast
på, at han hører bønner, villig underkaste sig Guds vilje i døden og andre Guds
tilskikkelser, ikke begære fremmed gods. Falsk er det endelig, ja bespotteligt
imod Kristus, at vi ikke synder, når vi overholder Guds bud uden at have nåden.
For denne vores mening have vi
vidnesbyrd ikke alene i Skriften, men også hos fædrene. For Augustin behandler
det meget udførligt imod pelagianerne, at nåden ikke skænkes os på grund af
vores fortjeneste. Således siger han nemlig i sit skrift Om naturen og nåden:
”Hvis naturen i sig selv har tilstrækkelig evne til at erkende, hvordan vi bør
leve, og leve rettelig ved sin frie vilje, så er Kristus død forgæves, så er
Korsets forargelse borte. Hvorfor skulle ikke også jeg her udbryde i klageråb?
Sandelig, jeg vil udbryde og med kristelig smerte tilråbe dem: I har intet med
Kristus at gøre, I, der vil retfærdiggøres ved loven, I er faldet ud af nåden
(Gal 5, 4). For da I ikke kender Guds retfærdighed og tragter efter at oprette
jeres egen retfærdighed, så underkaster I jer ikke Guds retfærdighed. For
ligesom Kristus er lovens ende, således er han også den fordærvede
menneskenaturs frelser, til retfærdighed for hver den, der tror (Rom 10, 3).”
Og i Joh 8, 36
hedder det: ”hvis sønnen får frigjort jer, skal i være virkelig frie.” Vi kan
altså ikke ved fornuften befries fra synden og fortjene syndernes forladelse.
Og Joh 3, 5: ”uden at nogen bliver født af vand og ånd, kan han ikke komme ind
i Guds rige”. Hvis det er nødvendigt at blive genfødt af Helligånden, så er det
ikke fornuftens retfærdighed, der retfærdiggør os for Gud eller opfylder Guds
lov. Rom 3, 23: ”alle mangler de Guds ære” dvs., de mangler den visdom og
retfærdighed for Gud, hvorved de skal erkende og ære Gud. Ligeledes Rom 8, 7:
”kødets attrå er fjendskab imod Gud. Det er ikke Guds lov lydig og kan heller
ikke være det. De, der er kødelige, kan derfor ikke tækkes Gud”. Det er så
soleklare vidnesbyrd, at de ikke kræver nogen skarp tænker, men blot en
opmærksom tilhører, for nu at benytte augustinske ord i selv samme anledning.
Hvis kødets attrå er fjendskab imod Gud, så er det klart, at kødet ikke elsker
Gud. Hvis det ikke kan være Guds lov lydig, kan det heller ikke elske Gud. Hvis
kødets attrå er fjendskab imod Gud, så synder kødet også, når vi gør ydre
ærbare gerninger. Hvis det ikke kan være Guds lov lydig, så er det åbenlyst, at
det synder, selv om det har udmærkede og efter menneskers dom priselige
gerninger at fremvise. Modstanderne ser alene hen til den anden tavles bud, der
handler om den borgerlige retfærdighed, som fornuften forstår. Og idet de nøjes
med det, mener de at fyldestgøre Guds lov. Imidlertid er de blinde for den
første tavle, som kræver, at vi skal elske Gud, at vi skal være fuldt
forvissede om, at Gud vredes over synden, at vi skal frygte Gud i ånd og
sandhed og fast forlade os på, at Gud hører bønner. Men så længe menneskehjertet
er uden Helligånden, foragter det enten i kødelig sikkerhed Guds dom eller
undflyr og hader det den dømmende Gud, når han straffer. Således overholder vi
altså ikke den første tavle. Da den menneskelige natur er beheftet med foragt
for Gud, tvivl om Guds ord, om hans trusler og løfter, så synder mennesker
virkelig også, når de uden at have Helligånden gør ærbare gerninger, fordi de
gør det af et ugudeligt hjerte, som der står skrevet (Rom 14, 23): alt det, der
ikke er af troen, er synd.” For de gør deres gerninger med foragt for Gud,
ligesom Epikur, der ikke tror, at Gud bekymrer sig om ham, agter på ham eller
bønhører ham. Denne foragt besmitter gerningerne, selv om de har et smukt ydre
skin, for Gud dømmer hjerterne.
Endelig er det
helt urimeligt, når modstanderne skriver, at mennesker, der er skyldige til den
evige vrede, fortjener syndernes forladelse ved kærlighedsgerninger, fremkaldte
af dem selv. Det er nemlig umuligt at elske Gud, medmindre syndernes forladelse
først gribes ved troen. For et hjerte, der i sandhed føler Guds vrede, kan ikke
elske Gud, hvis han ikke viser sig nådig. Så længe han forfærder, og det ser
ud, som om han kaster os ned i den evige død, kan den menneskelige natur ikke
få frimodighed til at elske den vrede, dømmende og straffende Gud. Det er let
for uvirksomme mennesker at opdigte disse drømme om kærlighed, at den, der er
skyldig i dødssynd, kan elske Gud over alle ting. De føler ikke, hvad Guds
vrede eller dom er. Men når samvittigheden rigtig kommer i kamp og strid så
erfarer den, hvor tomme disse filosofiske drømmerier er. Paulus siger: ”loven
virker vrede”. Han siger ikke, at menneskene ved loven fortjener syndernes
fortabelse. For loven anklager bestandig
samvittigheden og forskrækker den. Den gør altså ikke retfærdig, for den af
loven forskrækkede samvittighed flygter fra Guds dom. Dem, der trøster sig til
at fortjene syndernes fortabelse ved loven, ved egne gerninger, farer derfor
vild. Det må være nok angående modstandernes lære om fornuftens eller lovens
retfærdighed. For lidt nedenfor, hvor vi vil fremsætte vores mening om troens
retfærdighed, vil sagen selv medføre at vi anføre flere vidnesbyrd, som tillige
skal tjene til at omstyrte modstandernes hidtil omhandlede vildfarelser.
Da intet menneske kan holde Guds lov ved egne
kræfter, og alle er synden underlagte samt skyldige til den evige vrede og død,
så kan vi følgelig ikke frelses fra synden og blive retfærdige på grund af
loven. Men løftet om syndernes forladelse og retfærdiggørelse er givet os på
grund af Kristus. Han blev given hen i vores sted for at gøre fyldest for
verdens synder og er givet os til midler og forsoner. Og denne løfte beror ikke
på vores fortjenester, men den tilbyder syndernes forladelse og retfærdiggørelse
ganske gratis, som Paulus siger (Rom 11, 6): ”hvis det er af gerninger, så er
det ikke mere nåde”. Og på et andet sted (Rom 3, 21): ”nu er Guds retfærdighed
åbenbaret uden loven”, dvs., syndernes forladelse tilbydes gratis. Forligelsen
afhænger ikke af vores fortjenester. Hvis syndernes forladelse afhang af vores
fortjeneste, og forligelsen var af loven, så ville den være unyttig. For da vi
ikke holder loven, ville følgen blive, at tilsagnet om forsoning heller aldrig
kunne blive tilbudt os. Således slutter Paulus i Rom 4, 14: ”Hvis de, der
holder sig til loven, er arvinger, så er troen forgæves og løftet gjort til
intet.” For hvis løftet var betinget af vores fortjenester og af loven, ville
følgen blive, at løftet selv bliver unyttig, fordi vi aldrig holder loven.
Men da
retfærdiggørelsen bliver os til del uforskyldt på grund af løftet, så betyder
det, at vi ikke selv kan gøre os retfærdige. Hvortil behøvedes ellers løftet?
Og da løftet ikke kan modtages uden ved troen, så forkynder evangeliet
retfærdighed ved troen på Kristus. Evangeliet
er nemlig i egentlig forstand løftet om syndernes forladelse og
retfærdiggørelse på grund af Kristus. Det er en retfærdighed, som loven
ikke lærer, og som heller ikke er lovens retfærdighed. For hvad loven kræver af
os, er vores gerninger og vores fuldkommenhed. Men når vi er overvældede af
synden og døden, tilbyder løftet os forløsning uforskyldt på grund af Kristus,
og denne modtages ikke ved gerninger, men ved troen alene. Denne tro træder
ikke frem for Gud med tillid til egne fortjenester, men alene med tillid til
løftet eller den i Kristus lovede barmhjertighed. Denne specielle tro, ved hvilken enhver tror, at synderne forlades
ham for Kristus skyld, og at Gud er nådig og forsonet for Kristi skyld, er det
altså, som modtager syndernes forladelse og retfærdiggør os. Og fordi denne tro i boden, dvs., i
samvittighedens angst, trøster og oprejser hjerterne, så genføder den os og
bringer Helligånden med sig, så vi kan opfylde Guds lov. Så kan vi elske
Gud, i sandhed frygte Gud, være forvissede om, at Gud bønhører os, lydig
underkaste os Gud i al trængsel. Denne tro døder også den onde begærlighed osv.
Således er det troen, der modtager
syndernes forladelse gratis, fordi den sætter Kristus vores midler og forsoner
op mod Guds vrede, og ikke vores egne fortjenester eller vores kærlighed.
Denne tro er en sand erkendelse af Kristus og gør brug af hans velgerninger og genføder hjerterne. Den går forud
for lovens opfyldelse. Om denne tro findes der ikke et bogstav i vores
modstanderes lære. Derfor kritiserer vi vores modstandere, fordi de alene lære
lovens retfærdighed, ikke evangeliets, som forkynder retfærdighed ved troen på
Kristus.
Vores modstandere indbilder sig, at troen er en historisk
kundskab. Derfor lærer de også, at den kan bestå sammen med dødssynd. Således
taler de da ikke om den tro, om hvilken Paulus så ofte siger, at vi
retfærdiggøres ved den. For de, der regnes retfærdige for Gud, lever ikke i
dødssynd. Men den tro, der retfærdiggør, er ikke blot en historisk kundskab,
men at sige ja til Guds løfte, der tilbyder syndernes forladelse og
retfærdiggørelse af nåde for Kristi skyld. Og for at ingen skal mene, at den
blot er en kundskab, tilføjer vi yderlig, at den er at ville og modtage løftet
om syndernes forladelse og retfærdiggørelse.
Og forskellen
mellem denne tro og lovens retfærdighed er let at indse. Troen er en
gudstjeneste, hvor vi modtager velgerninger, som Gud tilbyder. Lovens
retfærdighed er en gudstjeneste, hvor vi tilbyder Gud vores fortjenester. Ved
troen vil Gud dyrkes således, at vi af ham modtager det, som han lover og
tilbyder.
Men at troen
ikke betegner en historisk kundskab alene, men den tro, som giver løftet sit
bifald, det vidner Paulus klart, når han siger, at retfærdigheden er af troen,
for at løftet må stå fast (Rom 4, 16). Han mener nemlig, at løftet ikke kan
modtages uden ved troen. Derfor sammenstiller og sammenknytter han løftet og
troen som stykker der gensidig kræver hinanden. I det hele taget er det let at forstå,
hvad troen er, når vi betragter trosbekendelsen, hvor denne artikel om
syndernes forladelse udtrykkelig opstilles. Det er således ikke nok at tro, at
Kristus er født, har lidt, er opstået, med mindre vi også tilføjer den artikel,
som er den evangeliske histories endemål, nemlig syndernes forladelse. Alt det
øvrige må nemlig henføres til, at syndernes forladelse skænkes på grund af
Kristus, ikke på grund af vores fortjeneste. For hvorfor skulle Kristus
hengives for vores synder, hvis vores fortjenester kunne gøre fyldest for vores
synder?
Så ofte vi
derfor taler om den retfærdiggørende tro, må det pointeres, at disse tre
stykker hører sammen: først løftet, dernæst at det er gratis, endelig Kristi
fortjeneste som løsepenge og forsoningsoffer. Løftet modtages ved troen. At den
er gratis, udelukker vores fortjenester og viser, at velgerningen skænkes os
alene af barmhjertighed. Kristi fortjeneste er løsepengene, fordi der måtte
være en bestemt erstatning for vores synder. I Skriften bliver barmhjertigheden
tit og ofte påkaldt. Og de hellige fædre siger ofte, at vi frelses af
barmhjertighed. Så ofte derfor barmhjertigheden nævnes, må der huskes på, at så
nævnes troen også, som modtager løftet om barmhjertighed. Og atter, så ofte vi
taler om troen, vil vi dermed tillige have forstået dens genstand, nemlig den
lovede barmhjertighed. For troen retfærdiggør eller frelser ikke, fordi den i
sig selv er en fortjenstfuld gerning, men alene, fordi den modtager den lovede
barmhjertighed.
Og denne
gudstjeneste bliver på mange steder hos profeterne og i salmerne prist frem for
alt andet, og det skønt loven ikke lærer om syndsforladelse af nåde. Men
fædrene i den gamle pagt kendte løftet om Kristus, at Gud på grund af Kristus
ville forlade synderne. Da de derfor forstod, at Kristus skulle blive en
betaling for vores synder, vidste de, at vores gerninger ikke er fyldestgørelse
i en så stor sag. Derfor modtog de den uforskyldte barmhjertighed og syndernes
forladelse ved troen, lige såvel som de hellige i den nye pagt. Heraf kommer
den gentagne tale om barmhjertighed og tro i salmerne og profeterne, som: ”hvis
du, Herre, vil agte på misgerninger, Herre, hvem kan da bestå” (Salme 130, 3)?
Her bekender han sine synder og nævner intet om sine fortjenester. Han føjer
til: ”For hos dig er forladelsen”. Her trøster han sig ved troen på Guds
barmhjertighed. Han anfører så løftet: ”jeg bier efter Herren, min sjæl bier,
og på hans ord venter jeg,” dvs., fordi du har lovet syndernes forladelse,
holdes jeg oppe ved denne dit løfte. Således blev da også fædrene
retfærdiggjorte ikke ved loven, men ved løftet og troen. Og det er
besynderligt, at modstanderne således nedskriver troen, når de dog ser, at den
prises som den højeste dyrkelse, som: ”kald på mig på nødens dag, så vil jeg
udfri dig” (Salme 50, 15). Således vil Gud erkendes, således vil han dyrkes, at
vi skal modtage velgerninger af ham på grund af hans barmhjertighed, ikke på
grund af vores fortjenester. Det er den højeste trøst i alle anfægtelser, og
denne trøst gør modstanderne til intet, når de nedskriver og kritiserer troen
og kun lærer, at mennesker handler med Gud ved deres egne gerninger og
fortjenester.
For at ingen skal mene, at vi taler om en virkningsløs
historisk kundskab, vil vi først forklare, hvordan man kommer til troen.
Dernæst vil vi vise, både at troen retfærdiggør, og hvordan det er at forstå,
samt gendrive modstandernes indvendinger. Kristus befaler hos Lukas i det
sidste kapitel (24, 47) at prædike omvendelse og syndernes forladelse i hans
navn. For evangeliet overbeviser alle mennesker om, at de er under synden, at
de alle er skyldige til den evige vrede og død, og tilbyder for Kristi skyld
syndernes forladelse og retfærdiggørelse, som modtages ved troen. Omvendelsens
prædiken straffer os og forskrækker derved samvittighederne med en sand og
alvorlig forskrækkelse. I denne forskrækkelse skal hjerterne igen fatte trøst
og det sker, når de tror Kristi løfte, at vi får syndernes forladelse på grund
af ham. Denne tro, som oprejser og trøster under sådan angst og bæven, modtager
syndernes forladelse, retfærdiggør og levendegør. For en sådan trøst er et nyt og åndeligt liv. Det er klart og
indlysende og forstås af de gudfrygtige, ligesom det også har kirkens
vidnesbyrd for sig. Modstanderne har ingen steder kunnet sige, hvordan
Helligånden gives. De foregiver, at
sakramenterne meddeler Helligånden af gjort gerning, uden at nogen god rørelse
finder sted hos den, der modtager dem, som om Helligåndens meddelelse var en
uvirksom ting.
Men når talen er om en sådan
tro som ikke er en uvirksom tanke, men som frier fra døden, føder et nyt liv i hjerterne og er
Helligåndens gerning, da kan en sådan ikke bestå sammen med dødssynd. Så længe
den er til stede, bærer den kun gode frugter, som vi senere skal vise. Kan der
siges noget simplere og klarere om syndernes omvendelse eller om, hvordan genfødelsen går til? Lad dem af deres store samling af
skrifter komme frem med en eneste forklaring, der viser os, hvordan genfødelsen
går til! Når de taler om stræben som en hjertets tilstand, foregiver de, at
mennesker fortjener den ved gerninger. De lærer derimod ikke, at den modtages
gennem ordet, ligesom i vores tid heller ikke gendøberne gør. Men med Gud kan
man ikke handle. Gud kan man ikke gribe uden gennem ordet. Derfor sker
retfærdiggørelse ved ordet, som Paulus siger: ”evangeliet er en Guds kraft til
frelse for hver den, der tror” (Rom 1, 16). Og: ”troen kommer af hørelsen” (Rom
10, 17). Og allerede heraf kan man bevise, at troen retfærdiggør, for hvis retfærdiggørelsen
sket alene ved ordet og ordet gribes alene ved troen, så følger jo af det, at troen retfærdiggør. Men der er andre
vægtigere grunde. Det har vi kun anført, for at vise hvordan genfødelsen går til, og for at man kan
se hvilken tro, vi taler om.
Nu vil vi vise,
at det er troen, der retfærdiggør. Og først må vi da minde læserne om, at
ligeledes nødvendigt, det er at hævde denne sætning, at Kristus er midleren,
ligeledes nødvendigt er det også at fastholde, at troen retfærdiggør. For
hvordan skal Kristus kunne være midler, hvis vi i retfærdiggørelsen ikke bruger
ham som midler? Hvis vi ikke antager, at vi for hans skyld regnes retfærdige?
Men at tro det er at forlade sig på Kristi fortjenester, at Gud for hans skyld
garanteret vil være os en forsonet Gud. Endvidere, ligesom man må fastholde, at
foruden loven er også løftet om Kristus fornøden, således er det nødvendigt at
fastholde, at troen retfærdiggør. For loven kan ikke opfyldes, førend
Helligånden bliver modtaget. Det er derfor afgørende at holde fast ved, at
løftet om Kristus er nødvendigt. Og det kan ikke modtages uden ved troen. De,
der derfor siger, at troen ikke retfærdiggør, afskaffe evangeliet og Kristus og
lære intet andet end loven.
Men når det
siges, at troen retfærdiggør, forstår nogle måske dette om begyndelsen, nemlig
at troen er retfærdiggørelsens begyndelse
eller forberedelsen til retfærdiggørelsen. Det er således ikke egentlig ved
selve troen, vi blive Gud velbehagelige, men ved de gerninger, der følger
efter. De forestiller sig, at troen prises så højt, fordi den er begyndelsen.
Begyndelsen er nemlig af stor vigtighed, som ordsproget siger: ”vel begyndt er
halv fuldendt”. Ligesom man kan sige, at grammatikken skaber mestre i alle
videnskaber, fordi den forbereder til de andre videnskaber, selv om det dog er
sådan, at enhver videnskab i virkeligheden selv skaber sin mester. Men det er
ikke vores mening om troen, men hvad vi fastholder, er dette, at vi egentlig og
virkelig ved troen selv, for Kristi skyld, blive regnede for retfærdige eller
er velbehagelige for Gud. Det at
retfærdiggøres bruges i Skriften på to forskellige måder. Dels betyder det
af uretfærdig at blive retfærdig eller at blive genfødt. Dels betyder det at
blive erklæret eller regnet retfærdig. Derfor vil vi først vise, at troen alene
gør den uretfærdige retfærdig, det vil sige, modtager syndernes forladelse.
Nogle tage
anstød af det lille ord ”alene”, skønt Paulus dog siger: ”vi slutter, at
mennesker bliver retfærdiggjort ved troen uden lovens gerninger” (Rom 3, 28).
Ligeledes Ef 2, 8: ”Det er Guds gave, ikke fra jer selv, ikke af gerninger, for
at ingen skal rose sig.” Ligeledes Rom 3, 24: ”De bliver retfærdiggjorte
uforskyldt.” Hvis dette udelukkende udtryk ”alene” mishager dem, så må de også
hos Paulus udslette disse udelukkende ord: ”uforskyldt,” ,,ikke af gerninger,”
”det er Guds gave” osv. For disse udtryk er også eksklusive eller udelukkende.
Men hvad vi udelukker, er indbildningen om egen fortjeneste. Vi udelukker ikke
ordet eller sakramenterne, som modstanderne falsk beskylder os for. Vi har
ovenfor sagt, at troen kommer af ordet, og vi holder ordets embede højt i ære.
Ligeledes sikkert er det også, at kærligheden og gerningerne må følge med
troen. Derfor blive disse ting ikke udelukkede i den forstand, at de ikke
skulle følge med. Hvad der udelukkes, er blot tilliden til kærlighedens og
gerningernes fortjeneste i retfærdiggørelsen. Og det vil vi nu vise klart.
Vi tænker, at også vores modstandere må indrømme, at til
retfærdiggørelsen hører nødvendigvis først og fremmest syndernes forladelse.
For vi er alle under synden. Derfor slutter vi således: at modtage syndernes
forladelse er at blive retfærdiggjort, ifølge disse ord: ”salig er den, hvis
misgerning er forladt” (Salme 32, 1). Men nu er det alene ved troen på Kristus,
ikke ved kærligheden, ikke på grund af kærlighed eller gerninger, at vi
modtager syndernes forladelse, skønt kærligheden følger troen. Altså bliver vi
retfærdiggjorte ved troen alene, idet vi ved retfærdiggørelse forstå af
uretfærdig at blive retfærdig eller at blive genfødt.
Denne påstand
er let at bevise, når man ved, hvordan syndernes forladelse sker. Modstanderne
stiller det tåbelige spørgsmål, om syndernes forladelse og nådens indgydelse er
en og samme sag. Disse dovne og uerfarne mennesker ved intet herom. Ved
syndernes forladelse må skrækken over synden og den evige død overvindes i
hjerterne, som Paulus vidner i 1 Kor 15, 56: ”Dødens brod er synden, men
syndens kraft er loven. Men Gud være lovet, som giver os sejer ved vores Herre
Jesus Kristus.” Det vil sige: Synden forfærder samvittighederne. Det sker ved
loven, som åbenbarer Guds vrede imod synden. Men vi sejrer ved Kristus.
Hvordan? Ved troen, når vi oprejses ved fortrøstningen til den barmhjertighed,
som på grund af Kristus er lovet os. Således beviser vi altså vores påstand.
Guds vrede kan ikke blive forsonet ved, at vi sætte vores gerninger derimod,
for Kristus er fremstillet som vores forsoner, for at Faderen på grund af ham
skulle blive os nådig. Men Kristus bliver ikke grebet som midler uden ved
troen. Derfor får vi syndernes forladelse ved troen alene, idet vores hjerter
oprejses ved fortrøstningen til den barmhjertighed, som på grund af Kristus er
os lovet. Endvidere siger Paulus i Rom 5, 2: ”Ved ham har vi adgang til
Faderen,” og han tilføjer: ”ved troen.” Således bliver vi altså forsonet med
Faderen og får syndernes forladelse, når vi oprejes ved fortrøstningen til den
barmhjertighed, som i Kristus er os lovet. Modstanderne mener, at Kristus er en
midler og forsoner kun for så vidt, som han har erhvervet os kærlighedens sind.
De ønsker ikke, at vi nu skal bruge ham som midler, men begraver ham
fuldstændig og opdigter, at vi har adgang ved egne gerninger. Ved dem fortjener
vi et nyt sindelag og derefter kan vi komme til Gud ved denne kærlighed. Er det
ikke at begrave Kristus fuldstændig og afskaffe hele læren om troen? Paulus
derimod lærer, at vi har adgang og forligelse ved Kristus. Og for at vise,
hvordan det sker, tilføjer han, at vi har adgang ved troen. Altså, ved troen,
på grund af Kristus, modtager vi syndernes forladelse. Vi kan ikke sætte vores
kærlighed og gerninger op mod Guds vrede.
For det andet
står det fast, at synderne forlades på grund af Kristus som vores forsoner, Rom
3, 25: ”Hvem Gud har stillet frem som en nådestol.” Men Paulus tilføjer: ”ved
tro.” Denne forsoner gavner os altså, når vi ved troen griber den i ham lovede
barmhjertighed og sætte den op mod Guds vrede og dom. Det er også den mening,
man finder i Hebræerbrevet 4: ”Da vi har en stor ypperstepræst osv., så lad os
træde frem med tillid.” Vi opfordres nemlig til, at træde frem for Gud, ikke i
tillid til vores fortjenester, men i tillid til Kristus, vores ypperstepræst.
Her kræver altså tro.
For det tredje,
siger ApG 10: ”Ham giver alle profeterne det vidnesbyrd, at enhver, der tror på
ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.” Hvordan kunne det siges
klarere? Syndernes forladelse, siger han, får vi ved hans navn, det vil sige,
på grund af ham, og altså ikke på grund af vores fortjenester, sønderknuselse,
anger, kærlighed, gudsdyrkelse eller vores gerninger. Og han tilføjer: ”når vi
tro på ham.” Han kræver altså tro. Vi kan nemlig ikke gribe Kristi navn, uden
ved tro. Han anfører desuden samtlige profeters enstemmige vidnesbyrd. Det er
at anføre kirkens autoritet på rette måde. Men om det sted skal der atter blive
talt, når vi nedenfor komme til at handle om boden.
For det fjerde.
Syndernes forladelse er noget, der er lovet for Kristi skyld. Derfor kan den
ikke modtages, uden ved troen alene. For et løfte kan ikke gribes, uden ved
troen alene. Rom 4: ”Derfor er arven ved tro, for at den må være af nåde, så
løftet kan stå fast.” Som for at sige: var sagen afhængig af vores fortjeneste,
så ville løftet være uvis og unyttig, fordi vi aldrig ville kunne afgøre,
hvornår vi havde fortjent nok. Det kan de prøvede samvittigheder let forstå.
Derfor siger Paulus i Galaterbrevet 3: ”Gud har indesluttet alt under synd, for
at løftet ved troen på Jesus Kristus skulle blive givet dem, der tro.” Her
frakender han os fortjenesten, idet han siger, at alle er skyldige og
indesluttede under synd. Derefter tilføjer han, at løftet, nemlig om syndernes
forladelse og retfærdiggørelse, bliver skænket os, og siger til sidst, hvordan
løftet kan gribes, nemlig ved troen. Og denne grund, der er hentet fra løftets
egen natur, er hos Paulus et hovedargument og bliver nævnt gentagne gange. Man
kan heller ikke udtænke eller finde på noget, der skulle kunne omstøbe Paulus’
argument. Derfor må oprigtige sjæle ikke lade sig lede bort fra denne lære, at
vi alene ved troen modtager forladelse for Kristi skyld. Heri har de en fast og
sikker trøst mod syndens skræk, mod den evige død og mod alle Helvedes porte.
Da vi nu
modtager syndernes forladelse og Helligånden ved troen alene, så er det troen
alene, der retfærdiggør. For de, der er forligte med Gud, regnes for retfærdige
og for Guds børn, ikke på grund af egen renhed, men ved barmhjertighed for
Kristi skyld. Hvis de altså griber denne barmhjertighed ved tro. Derfor vidner
Skriften også, at vi ved troen regnes retfærdige (Rom 3, 26). Vi tilføjer
derfor vidnesbyrd, som klart vise, at troen netop er den retfærdighed, ved
hvilken vi regnes retfærdige for Gud. Dog ikke fordi troen i sig selv er en fortjenstfuld
gerning, men fordi den griber løftet, i hvilken Gud har lovet, at han for
Kristi skyld vil være dem nådig, som tro på ham. Fordi den erkender, at Kristus
er blevet os visdom fra Gud og retfærdighed og helliggørelse og forløsning, l
Kor 1, 30.
Paulus behandler især i Romerbrevet
det stykke og lærer, at vi retfærdiggøres gratis ved tro, når vi tror, at Gud
er os nådig for Kristi skyld. Og denne lære, som udgør hovedsagen i hele
afhandlingen, udtrykker han i tredje kapitel sådan: ”Vi slutter, at mennesker
bliver retfærdiggjort ved tro uden lovens gerninger” (vers 28). Det opfatter
vores modstandere som om det gælder de gudstjenestelige ceremonier i Moseloven.
Men Paulus taler ikke alene om ceremonierne, men om hele loven. For han citerer
nemlig fra De Ti Bud: ”du må ikke begære.” Og hvis morallovens gerninger
erhvervede os syndsforladelse og retfærdiggørelse, så var Kristus og løftet
unødvendige og alt, hvad Paulus taler om løftet, ville blive meningsløs. Med
urette ville han da også have skrevet til efeserne (2, 8), at vi er frelste af
nåde, at det er en Guds gave, at det ikke er af gerninger. Endvidere anfører
Paulus i Romerbrevet Abrahams og Davids eksempler. De havde jo Guds befaling
angående omskærelsen. Derfor, hvis nogen gerning retfærdiggjorte, måtte disse
gøre det, da de var befalet af Gud. Men med rette lærer Augustin, at Paulus
taler om hele loven, som han udførlig viser i sit skrift ”Om ånden og
bogstaven”, hvor han til sidst siger: ”efter at have betragtet og afhandlet det
efter den evne, Gud har givet, slutter vi, at mennesker ikke retfærdiggøres ved
budene om et fromt liv, men ved troen på Jesus Kristus.”
Og for at vi
ikke skal tænke, at det ord, at troen retfærdiggør, uoverlagt er undsluppet
Paulus så bestyrker og stadfæster han det ved en udførlig udvikling i det
fjerde kapitel i Romerbrevet og gentager siden det samme i alle sine breve.
Således siger han i Romerbrevet: ”Den, der holder sig til gerninger, tilregnes
lønnen ikke af nåde, men som fortjeneste, den derimod, der ikke holder sig til
gerninger, men tror på ham, der retfærdiggør den ugudelige, ham regnes hans tro
til retfærdighed” (4, 4, 5). Her siger han med klare ord, at troen selv regnes
til retfærdighed. Troen er altså det, som Gud erklærer for at være retfærdighed
og han tilføjer, at den tilregnes os uforskyldt, men den kunne ikke tilregnes
uforskyldt, hvis den skyldtes vores gerninger. Derfor udelukker han også
fortjeneste ved hjælp af morallovens gerninger. Var det nemlig dem, man skyldte
sin retfærdighed for Gud, så var det ikke troen, der blev regnet til retfærdig
uden gerninger.
Derefter hedder
det: ”Vi siger jo, at troen blev regnet Abraham til retfærdighed.” (Rom 4, 9).
I kapitel 5
siger han: ”Retfærdiggjorte ved tro, har vi fred med Gud”, det vil sige, vi har
en rolige og glade samvittighed over for Gud.
Og i kapitel
10: ”Med hjertet tror man til retfærdighed.” Her udtaler han, at troen er
hjertets retfærdighed.
I Galaterbrevet
2: ”Vi tror på Jesus Kristus, så vi kan blive retfærdiggjorte af tro på Kristus
og ikke af lovens gerninger.”
I Efeserbrevet
2: ”Af nåde er I frelste ved tro, og det skyldes ikke jer, men det er Guds
gave, ikke af gerninger, for at ikke nogen skal rose sig.”
Første kapitel
hos Johannes: ”Dem, der tror på hans navn, blev der givet magt til at blive
Guds børn. De blev ikke født af blod, ej heller af køds vilje, ej heller af
mands vilje, men af Gud.”
Tredje kapitel
hos Johannes: ”Ligesom Moses ophøjede slangen i ørken, således bør
Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, der tror på ham, ikke skal
fortabes.”
Og samme sted:
”Gud sendte ikke sin søn til verden, for at han skulle dømme verden, men for at
verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke.”
Apostlenes
Gerninger 13: ”Det skal I altså vide, brødre, at det er ved ham, der forkyndes
jer syndsforladelse; og i alt det, hvori I ikke kunne gøres retfærdige ved
Moseloven, bliver enhver, der tror, gjort retfærdig ved ham.”
Hvordan kan man
tale klarere om Kristi embede og om retfærdiggørelsen? Loven retfærdiggjorde
ikke, siges det. Derfor er Kristus givet os for at vi skal tro, at vi for hans
skyld retfærdiggøres. Her bliver loven klart fraskrevet retfærdiggørelsen.
Altså regnes vi retfærdige for Kristi skyld, når vi tro, at Gud er os nådig på
grund af ham.
Apostlenes
Gerninger 4: ”Han er den sten, som er blevet agtet for intet af jer
bygningsmænd, men er blevet hovedhjørnestenen. Og der er ikke frelse i nogen
anden. For der er ikke givet mennesker noget andet navn under himmelen, ved
hvilket vi kan blive frelste.” Og Kristi navn kan kun gribes ved tro. Altså
frelses vi ved tillid til Kristi navn, ikke ved tillid til vores egne
gerninger. For ”navn” betegner her den årsag, man beråber sig, som grund for at
opnå frelse. Og at beråbe sig Kristi navn er at have tillid til Kristi navn som
den årsag eller den betaling, på grund af hvilken vi frelses.
Apostlenes
Gerninger 15: ”Han rensede deres hjerter ved troen.” Derfor er den tro, som
apostlene taler om, ingen død kundskab. Men noget, der modtager Helligånden og
retfærdiggør os.
Habakuk 2: ”Den
af tro retfærdige skal leve.” Her siger han først, at mennesker er retfærdige
ved troen, idet de tror, at Gud er nådig, og tilføjer, at denne tro gør
levende, fordi den frembringer fred i hjertet og glæde og et evigt liv.
Esajas 53:
”Erkendelsen af ham skal retfærdiggøre mange.” Og hvad er vel Kristi erkendelse
andet, end at kende Kristi velgerninger og de løfter, som han ved evangeliet
har udbredt over den ganske verden? Og at kende disse velgerninger, det er
egentlig og i sandhed at tro på Kristus, at tro, at Gud bestemt holder, hvad
han for Kristi skyld har lovet.
Men Skriften er
fuld af sådanne vidnesbyrd, idet den snart forkynder loven, snart løfterne om
Kristus og om syndernes forladelse og om nådig godtagelse for Kristi
skyld.
Også hos de
hellige fædre findes hyppigt lignende vidnesbyrd. Ambrosius siger nemlig i et
brev: ”Derfor er verden på grund af loven lagt under trældom, fordi alle
anklages efter lovens bud, og ingen retfærdiggøres af lovgerninger. Det vil sige,
at synden bliver erkendt ved loven, men den bliver ikke eftergivet. Loven kunne
synes at have skadet, idet den gjorde alle til syndere, men den Herre Jesus kom
og tilgav alle synden, som ingen kunne undgå, og udslettede håndskriften, som
var os imod, ved sit blods udgydelse. Det er det, som Paulus siger: ”Synden er
blevet overstrømmende ved loven. Men nåden er blevet endnu mere overstrømmende
ved Jesus. For da hele verden var blevet underlagt synden, har han borttaget
hele verdens synd, som Johannes vidner: ”Se det Guds lam, se ham, der bærer al
verdens synd.” Og derfor skal ingen rose sig af sine gerninger, fordi ingen
bliver retfærdiggjorte ved det, han har gjort. Men den, der er retfærdig, har
det som gave, fordi han er retfærdiggjort efter dåben. Troen er det altså som
frelser os ved Kristi blod, for salig er den, hvis overtrædelse er forladt,
hvis synd er skjult (Salme 32).” Sådan
lyder Ambrosius’ ord, som klart støtter vores opfattelse. Han fraskriver gerningerne
retfærdiggørelsen og tilskriver troen den, fordi den frelser på grund af Kristi
blod. Lad dem nu samle sig, alle disse dogmatikere, der praler med prægtige
navne (for nogle kaldes ”englelige”, andre ”højlærde”, atter andre
”uigendrivelige”), de vil dog alle - læste og atter læste, ikke bidrage så
meget til forståelsen af Paulus, som dette ene sted af Ambrosius.
På samme måde
udtaler også Augustin sig på mange steder mod pelagianerne. I sin bog ”Om ånden
og bogstaven” siger han: ”Derfor bliver lovens retfærdighed foreholdt os
(nemlig, at den, der holder loven, skal leve ved den), for at man, når man
erkender sin egen skrøbelighed, skal nu målet, opfylde loven og leve efter den
- ikke ved egne kræfter, heller ikke ved lovens bogstav, hvad der er umuligt,
men ved at man i tro forenes med ham, der retfærdiggør. Gode gerninger, ved
hvilke den, der gør dem, skal leve, kan ingen gøre, uden den, der er
retfærdiggjort. Men retfærdiggørelsen opnår man af tro”. Her siger Augustin
klart, at vi ved troen vinde ham, der retfærdiggør, og at vi ved tro opnår
retfærdiggørelsen. Og straks efter hedder det: ”Loven bringer os til at frygte
Gud, troen til at håbe på Gud. Men for dem, der frygter for straffen, er nåden
skjult, og man arbejder under sådan frygt, osv., ved tro tager man sin tilflugt
til Guds barmhjertighed, for at han kan give, hvad han kræver.” Her lærer han,
at hjertet forskrækkes ved loven, men fatter trøst ved troen, og at vi ved
troen må gribe barmhjertigheden, før vi har mulighed for at opfylde loven. Vi
skal straks nedenfor anføre flere lignende vidnesbyrd.
Det er i
sandhed besynderligt, at modstanderne ikke lader sig overbevise af så mange
citater, der klart tilskrive troen retfærdiggørelsen og fraskriver gerningerne
det. Mon det er uden grund, det samme gentages så tit? Tror de, at disse ord
uforvarende er undsluppet Helligånden? Ja, de prøver også med en
bortfortolkning. De påstår nemlig, at tro her må forstås om den formede tro (:
fides formata, den tro, som kærligheden gør virksom). De tilskriver kun troen
retfærdiggørelse på grund af kærligheden. Eller rettere, de tilskrive slet ikke
troen, men alene kærligheden retfærdiggørelse, fordi de forestiller sig, at troen kan bestå sammen med dødssynd. Hvor fører det hen, andet end til atter
at tilintetgøre løftet og vende tilbage under loven? Hvis troen får syndernes
forladelse på grund af kærligheden, vil syndsforladelsen altid være usikker,
fordi vi aldrig elske så meget, som vi skulle. Ja, vi elsker overhovedet ikke,
med mindre vores hjerte er forvisset om, at synderne er os forladte. Når vores
modstandere således vil, at vi ved syndsforladelsen og retfærdiggørelsen skal
bygge på vores egen kærlighed, udsletter de aldeles evangeliet om
syndsforladelse af nåde. Ingen kan dog hverken have eller forstå denne
kærlighed, med mindre han tror, at syndernes forladelse modtages gratis.
Også vi lærer,
at kærligheden må følge troen, som også Paulus siger i Galaterbrevet 5: ”I
Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud, men troen, der er virksom
i kærlighed.” Dog må ingen derfor tro, at vi får syndsforladelse og forsoning,
ved at stole på denne kærlighed, eller på grund af denne kærlighed, ligesom vi
heller ikke får syndsforladelse på grund af andre efterfølgende gerninger. Nej,
ved troen alene, og det ved troen i egentlig forstand, får man syndsforladelse,
fordi løftet ikke kan gribes uden ved troen. Det er nemlig troen i egentlig forstand, der siger ja til løftet.
Det er denne tro, Skriften taler om. Og da den modtager syndernes forladelse og
forsoner os med Gud, så bliver vi ved denne tro regnet retfærdige på grund af
Kristus - før vi elsker og holder loven, skønt kærligheden med nødvendighed
følger efter. Så er da denne tro hverken
en død kundskab, ej heller kan den bestå sammen med dødssynd, men den er
Helligåndens gerning, ved hvilken vi frelses fra døden, ved hvilken det ængstede sind oprejses og levendegøres.
Og fordi det er denne tro alene, der modtager forladelsen og gør os
velbehagelige for Gud og bringer
Helligånden med sig, så var det den, der mere rammende kunne kaldes den
nådegave, der gør os velbehagelige for Gud (: gratia gratum faciens), end
kærligheden, der er en efterfølgende virkning.
For at sagen må blive så klar som
mulig, har vi nu både med citater fra kirkefædrene og med argumenter fra
Skriften tilstrækkelig godtgjort, at vi ved troen alene for Kristi skyld får
syndernes forladelse, og at vi ved troen alene blive retfærdiggjorte, dvs., af
uretfærdige gøres retfærdige eller genfødes. Heraf kan man nu let dømmer, hvor
nødvendig denne lærdom om troen er, for i dens lys alene ser vi Kristi gerning,
ved den alene modtager vi Kristi velgerninger og den alene bringer de fromme
sind sikker og fast trøst. Og i kirken må der være en lære, fra hvilken de
gudfrygtige kan hente sikkert håb om frelse. For vores modstandere vejleder
folk på en meget uheldig måde, når de befaler, at man skal tvivle på, om man
har fået syndernes forladelse. Hvordan skulle man kunne holde sig oppe i døden,
hvis man intet andet har hørt om denne tro, end at man skal tvivle på, om man
har fået syndernes forladelse? Ligeledes er det nødvendigt i Kristi kirke at
fastholde evangeliet, dvs., løftet om, at synderne forlades af nåde for Kristi
skyld. Og det evangelium udryddes fuldstændigt af dem, der intet lærer om den
tro, som vi taler om. Men de romerske dogmatikere nævner ikke denne tro med et
eneste ord. Dem følger vores modstandere og forkaster denne tro, og de ser
ikke, at de ved at forkaste troen afskaffe hele løftet om syndernes nådige
forladelse og om Kristi retfærdighed.
Her stiller modstanderne Skriftens ord op mod os: ”Vil du
gå ind til livet, så hold budene” (Matth 19, 17), ”Lovens gørere, skal bliver
retfærdiggjort,” (Rom 2, 13) og mange lignende ord om loven og gerningerne. Før
vi svarer på det, må vi sige, hvad vi mener om kærligheden og opfyldelsen af
loven.
Det står
skrevet hos profeten: ”Jeg vil lægge min lov i deres hjerte” (Jer 31, 33). I
Rom 3 siger Paulus at loven ikke ophæves, men stadfæstes ved troen. Kristus
siger: ”Vil du gå ind til livet, da hold budene.” Ligeledes: ”Om jeg ikke har
kærlighed, da er jeg intet” (1 Kor 13, 2). Disse og lignende ord vidner om, at
vi skal begynde at holde loven og opfylde den mere og mere. Vi taler her ikke
om ceremoniloven, men om den lov, der med sine bud retter sig mod hjertets
tanker, dvs., De Ti Bud. Da troen bringer
Helligånden med sig og føder et nyt liv i hjertet, må den nødvendigvis også frembringe nye åndelige drifter i hjertet. Og
hvilke drifter det er, viser profeten når han siger: ”Jeg vil lægge min lov i
deres hjerte.” Efter vi altså er retfærdiggjort
og genfødt, begynder vi at frygte og elske Gud, at bede om og vente hjælp
fra ham, at takke og prise ham, og at være lydig mod ham i vores trængsler. Vi
begynder også at elske vores næste, fordi vores hjerte nu har åndelige og hellige drifter.
Det kan først
ske, når vi er blevet retfærdiggjort ved
troen og som genfødte, har modtaget Helligånden. For det første fordi det er umulig at holde
loven uden Kristus. Dernæst kan ingen holde loven uden Helligånden. Men Helligånden bliver modtaget ved troen,
ifølge ordet hos Paulus, Gal 3: ”For at vi ved troen skulle få Ånden, som var
lovet os”. Og videre, hvordan skulle det menneskelige hjerte kunne elske Gud,
så længe det føler, at han i sin forfærdelige vrede straffer os med timelige og
evige ulykker? Men loven anklager os
altid, viser altid at Gud er vred. Altså kan vi ikke elske Gud, før vi har
grebet hans barmhjertighed ved troen. Først da bliver Gud en, vi kan elske.
Til en vis grad
er det mulig at gøre borgerlige gerninger, dvs., ydre gerninger efter loven,
uden Kristus og uden Helligånden. Men det fremgår alligevel klart af det vi har
sagt, at det som egentlig hører den guddommelige lov til, nemlig hjertets
indstilling til Gud, den som er foreskrevet i lovens første tavle, kan man ikke
opfylde uden Helligånden. Men vores modstandere er nogle fine teologer! De er
kun optaget af den anden tavle og de borgerlige gerninger. Den første tavle
bekymrer de sig ikke om, som om den ikke havde noget med sagen at gøre, eller i
det mindste kræver de ikke andet end en ydre gudstjeneste. De overser
fuldstændig den evige lov, der står højt over alle skabningers tanker og
forstand: ”Du skal elske Gud af hele dit hjerte.”
Men Kristus
blev givet, for at vi for hans skyld skulle få syndernes forladelse og
Helligånden, der føder et nyt liv og
evigt liv og en evig retfærdighed i os. Derfor kan vi ikke opfylde loven ret,
uden at vi har modtaget Helligånden ved troen. Af den grund siger Paulus, at
troen ikke ophæver loven, men stadfæster den, fordi vi først kan holde loven,
når vi har fået Helligånden. I 2 Kor 3 lærer Paulus os, at det dække, der lå
over Moses’ ansigt, kun kan tages bort ved troen på Kristus, den tro, der gør
at vi modtag Helligånden. Han siger nemlig: ”Ja, helt til denne dag ligger der
dække over deres hjerter hver gang Moseloven bliver oplæst. Men når de vender
om til Herren, bliver dækket taget bort. Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd
er, er der frihed.” Med ”dække” forstår Paulus her den menneskelige opfattelse
af hele loven, både de ti bud og ceremoniloven, nemlig det at hyklerne tror, at
de ydre og borgerlige gerninger kan gøre fyldest for Guds lov, og at ofre og
gudstjeneste retfærdiggør over for Gud ved gjort gerning. Men det dække bliver
taget bort fra os, og denne vildfarelse bliver fjernet, når Gud overbeviser os
om vores urenhed og om hvor stor vores synd er. Først da ser vi, hvor langt vi
er fra at opfylde loven. Da forstår vi, hvordan vores kød i sin sikkerhed og
ligegyldighed ikke elsker Gud, og heller ikke virkelig tror, at Gud sørger for
os, men at mennesker blot bliver født og dør ved en tilfældighed. Da erfarer
vi, at vi ikke tror at Gud tilgiver os og hører os. Men når vi ved at høre
evangeliet om syndernes forladelse bliver oprejst ved troen, modtager vi
Helligånden, så vi kan tænke ret om Gud, frygte ham og tro på ham. Af det er
det klart, at vi ikke kan holde loven uden Kristus og uden Helligånden.
Derfor bekender
vi, at det er nødvendigt, at vi begynder at holde loven, og at vi siden gør det
mere og mere. Og vi inkluderer samtidig begge dele, både de indre, åndelige
drifter og de ydre, gode gerninger. Vores modstandere beskylder os derfor med
urette for, at vores folk ikke lærer noget om de gode gerninger, da de ikke
bare kræver dem, men også viser, hvordan de bliver til. Resultatet overbeviser
hyklerne, der prøver at holde loven ved egne kræfter, om at de ikke er i stand
til at udføre det, de forsøger. For den menneskelige natur er alt for svag til,
at den ved egne kræfter kan stå imod Djævelen, som holder alle dem fanget, der
ikke er blevet frigjort ved troen. Mod Djævelen er Kristi kraft nødvendig, så
vi kan bede om at Helligånden vil styre os og kæmpe for os, for at vi ikke skal
bliver narret og fare vil, og at vi ikke skal bliver drevet til at foretage os
noget mod Guds vilje. Sådan lærer salmen os: ”Han tog fangenskabet til fange og
gav mennesker gaver” (Salme 68). For Kristus besejrede Djævelen og gav os et
løfte og Helligånden, for at vi også skulle sejre med guddommelig bistand. Og i
l Joh 3 står der: ”Det var for at gøre ende på Djævelens gerninger at Guds Søn
blev åbenbaret.”
Dernæst lærer
vi, ikke bare hvordan loven kan holdes, men også hvordan vores gerning behager
Gud. Ikke fordi vi opfylder loven, men fordi vi er i Kristus, som vi skal vise
lidt senere. Det står således fast at vores folk kræver gode gerninger. Ja, de
understreger også, at det er umulig at skille kærligheden til Gud fra troen, om
den så er aldrig så lille. For ved Kristus kommer vi til Faderen, og når vi har
modtaget syndernes forladelse, bliver vi overbevist om at vi har en Gud, dvs.,
en Gud, der bryder sig om os. Vi kalder på ham, takker, frygter og elsker ham,
som Johannes lærer i sit første brev, kapitel 4: ”Vi elsker”, siger han, ”fordi
han elskede os først”, dvs., fordi han gav sin Søn for os og tilgav os vores
synder. Sådan viser han, at troen går
foran og kærligheden følger efter. Den tro, som vi taler om, har sin
eksistens i boden, dvs., den bliver undfanget i den forskrækkede samvittighed,
der føler Guds vrede mod synden og søger syndernes forladelse og frihed fra
synden. Og denne tro skal vokse og styrkes i sådan forskrækkelse og i andre
trængsler. Derfor kan troen ikke findes
hos dem, der lever efter kødet, som finder glæde i sine lyster og lyder dem.
Derfor siger Paulus: ”Så er der da ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus
Jesus, og som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden.” (Rom 8). Og ligeledes: ”Derfor skylder vi ikke kødet
noget, så vi skulle leve efter det. For hvis I lever efter kødet, må I dø. Men
hvis I ved Ånden døder kødets gerninger, skal I leve.” Den tro, der i et
forskrækket hjerte, der flygter fra synden, modtager syndernes forladelse, kan
ikke forblive i dem, der følger deres lyster. Troen kan heller ikke eksistere
sammen med dødssynd.
Modstanderne
udvælger én virkning af troen, nemlig kærligheden, og lærer at den
retfærdiggør. Af det bliver det klart, at de blot lærer loven. De lærer ikke,
at vi først må modtage syndernes forladelse ved troen. De lærer heller ikke om
mellemmanden Kristus, at vi har en forsonet Gud for Kristi skyld, men hævder at
vi har det for vores kærligheds skyld. Og alligevel siger de ikke, og kan de
ikke sige, hvordan denne kærlighed er. De roser sig af, at de kan holde loven,
skønt denne ære egentlig bare tilkommer Kristus. Over for Guds dom sætter de
deres lid til egne gerninger, og lærer, at de kan fortjene nåden og det evige
liv ved værdigheds-fortjeneste (: gerninger gjort med nådens bistand). Det er
intet andet end en ugudelig og tom tillid. For i dette liv kan vi ikke gøre
fyldest for loven, fordi vores kødelige natur aldrig holder op med at
frembringe onde lyster, selv om Ånden i os gør modstand mod dem.
Nu kunne nogen
spørge: Når vi nu indrømmer, at kærligheden er Helligåndens værk, og når den er
retfærdighed, fordi den er opfyldelse af loven, hvorfor lærer vi da ikke, at
den retfærdiggør? Til det må vi svare: For det første er det sikkert, at vi
ikke modtager syndernes forladelse ved kærlighed eller på grund af vores
kærlighed, men på grund af Kristus ved troen alene. Det er troen alene, der
overvinder syndens og dødens rædsler, idet den ser på løftet og tror med fuld
vished, at Gud tilgiver, fordi Kristus ikke er død forgæves. Hvis nogen tvivler
på, at hans synder bliver tilgivet, så krænker han Kristus, fordi han mener, at
hans synder er større og mægtigere end Kristi død og løfte. Men Paulus siger,
at nåden er mere overstrømmende end synden, dvs., at Guds barmhjertighed er
meget større end synden. Hvis nogen mener, at han opnår syndernes forladelse,
fordi han elsker, så krænker han Kristus, og i Guds dom vil han opdage at hans
tillid til sin egen retfærdighed er ugudelig og nytteløs. Derfor må det være
troen, der forsoner og retfærdiggør. Lige så lidt som vi modtager syndernes
forladelse ved andre dyder, som loven påbyder, eller på grund af dem, enten det
er tålmodighed, et rent liv eller lydighed mod øvrigheden, skønt disse dyder må
følge efter troen, lige så lidt modtager vi syndernes forladelse på grund af
vores kærlighed til Gud, skønt den med nødvendighed må følge efter troen. For
øvrigt anvender vi undertiden en sprogbrug, der kaldes synekdoche, hvor man
sammenføjer årsag og virkning i samme ord. I Luk 7 siger Kristus: ”Hendes mange
synder er blevet tilgivet, for hun har elsket meget.” Men Kristus tolker sig
selv når han siger: ”Din tro har frelst dig.” Nu vil Kristus ikke sige, at
kvinden har fortjent syndernes forladelse ved sin kærlighedsgerning. For han siger
klart: Din tro har frelst dig. Og det er troen, der modtager Guds
barmhjertighed gratis på grund af Guds ord. Hvis nogen nægter, at det er troen,
der gør det, så forstår han slet ikke, hvad tro er. Og selve fortællingen
viser, hvad Kristus kalder kærlighed. Kvinden kom med den tro om ham, at det
var hos Kristus, hun skulle søge syndernes forladelse. Det er den højeste
tilbedelse af Kristus. Nogen større ære kunne hun ikke vise ham. At hun søgte
syndernes forladelse hos ham, det var i sandhed at kendes ved ham som Messias.
At tænke sådan om Kristus, at hædre ham sådan og at gribe ham sådan, det er i
sandhed at tro. Men Kristus brugte ikke ordet ”kærlighed” over for kvinden, men
mod farisæeren, fordi han ville sammenligne hele farisæerens tilbedelse med kvindens.
Han bebrejder farisæeren, fordi han ikke kendte ham som Messias, selv om han
viste ham den ydre ære som gæst og som en stor og hellig mand. Han peger på
kvinden og roser hendes tilbedelse, hendes salving og tårer. Det var alt sammen
et tegn på og en bekendelse af hendes tro, nemlig af at hun søgte syndernes
forladelse hos Kristus. Dette er i sandhed et stort eksempel, som ikke uden
grund drev Kristus til at kritisere farisæeren, der var en klog og ærlig mand,
men manglede tro. Han anklager ham for denne ugudelighed og formaner ham ved
kvindens eksempel, idet han fremholder, hvilken skam det er for ham at en ulærd
kvinde tror på Gud, mens han, en lærer i loven, ikke tror, ikke kender Messias
og ikke søger syndernes forladelse og frelse hos ham. Derfor roser han med
denne sprogbrug hele hendes gudstjeneste, som det ofte sker i Skriften, når
mange ting sammenfattes i ét ord. Senere skal vi tage flere lignende steder
frem, som: ”Giv almisse, så bliver alt rent.” Han kræver ikke bare almisse, men
også troens retfærdighed. På samme måde siger han her: ”Hendes mange synder er
blevet tilgivet, for hun har elsket meget,” dvs., fordi hun tilbad mig med tro,
og med gerninger og tegn på troen. Han sammenfatter hele hendes gudstjeneste i
dette. Alligevel lærer han, at syndernes forladelse egentlig bliver modtaget
ved troen, selv om kærlighed, bekendelse og andre gode frugter bør følge efter.
Han vil altså ikke sige, at disse frugter skulle være løsepenge eller et
sonoffer, som gør at vi får syndernes forladelse, som forliger os med Gud. Det
er en stor sag vi drøfter her, spørgsmålet gælder Kristi ære, og hvor de fromme
sind kan søge en tryg og fast trøst. Skal vi sætte vores lid til Kristus eller
til vores egne gerninger? Hvis vi skal sætte vores lid til vores gerninger,
fratager vi Kristus hans ære som mellemmand og forsoner. Og i Guds dom skal vi
erfare at denne tillid er nytteløs, og at samvittighederne dermed vil falde
sammen i fortvivlelse. For hvis ikke syndernes forladelse og forligelsen kommer
ufortjent for Kristi skyld, men på grund af vores kærlighed, vil ingen få
syndernes forladelse uden at han holder hele loven, for loven retfærdiggør
ikke, så længe den kan anklage os. Derfor er det klart, da retfærdiggørelsen er
forligelse for Kristi skyld, at vi bliver retfærdiggjort ved tro, for det er
sikkert, at vi modtager syndernes forladelse ved troen alene.
Vi vil nu svare
på den indvending, der blev nævnt ovenfor. Med rette mener vores modstandere at
kærligheden er opfyldelsen af loven, og at lydigheden mod loven virkelig er
retfærdighed. Men de tager fejl, når de tror, at vi bliver retfærdiggjort ved
loven. For da vi ikke bliver retfærdiggjort ved loven, men modtager syndernes
forladelse ved tro for Kristi skyld, ikke på grund af kærligheden eller
opfyldelsen af loven, følger det nødvendigvis at vi bliver retfærdiggjort ved
tro på Kristus.
Dernæst, denne
opfyldelsen af loven eller lydigheden mod loven er ganske rigtig en
retfærdighed, når den er fuldkommen, men hos os er den svag og uren. Derfor kan
den ikke behage Gud og bliver godtaget af ham for sin egen skyld. Af det som vi
har sagt tidligere, er det klart at retfærdiggørelsen ikke bare betyder en
påbegyndt fornyelse, men den forligelse, som gør at Gud også senere hen
godtager os. Men nu er det klart nok, at denne begyndende opfyldelse af loven
ikke retfærdiggør, fordi den selv bare bliver godtaget på grund af troen. Vi må
ikke stole på, at vi bliver regnet retfærdige over for Gud ved vores egen
fuldkommenhed og opfyldelse af loven, men kun på grund af Kristus.
Kristus ophører
nemlig ikke med at være mellemmand, efter at vi er blevet fornyet. De, der
forestiller sig, at Kristus kun har fortjent den første nåde for os, og at vi
derefter behager Gud og fortjener det evige liv ved vores opfyldelse af loven,
tager alvorligt fejl. Kristus forbliver vores mellemmand, og vi må altid holde
fast på at vi for hans skyld har en forsonet Gud, på trods af at vi er
uværdige. Dette lærer Paulus klart, når han siger: ”Jeg ved ikke noget med mig
selv, men dermed er jeg ikke retfærdiggjort.” (1 Kor 4). Han tror altså, at han
bliver regnet retfærdig ved troen for Kristi skyld, som det står skrevet:
”Salig er den, der har fået sine overtrædelser tilgivet.” Denne tilgivelse
bliver altid modtaget ved tro. Således kommer også tilregnelsen af evangeliets
retfærdighed af løftet. Altså bliver den altid modtaget ved tro, og vi må altid
holde fast på, at vi bliver regnet retfærdige ved troen for Kristi skyld. Hvis
de genfødte skulle tro, at de siden hen blev godtaget på grund af opfyldelsen af
loven, hvordan kunne samvittigheden så være sikker på at den behager Gud, når
vi aldrig gør fyldest for loven? Derfor må vi altid vende tilbage til løftet.
Det må holde os oppe i vores svaghed, og vi må holde fast på, at vi bliver
regnet retfærdige for Kristi skyld. Han sidder ved Faderens højre hånd og går
altid i forbøn for os (Rom 8, 34). Hvis nogen tror, at han er retfærdig og
godtaget på grund af sin egen opfyldelse af loven og ikke på grund af Kristi
løfte, så krænker han denne ypperstepræst. Det er ubegribeligt, at nogen kan
drømme om at mennesker bliver retfærdige over for Gud uden Kristus som forsoner
og mellemmand.
Hvilket behov
skulle det nu være for lange udredninger? Hele Skriften og hele kirken siger
klart, at det er umulig at gøre fyldest ved loven. Den påbegyndte opfyldelse af
loven behager ikke Gud for sin egen skyld, men på grund af troen på Kristus.
Ellers anklager loven os altid. For hvem elsker eller frygter Gud nok? Hvem
holder ud med stor nok tålmodighed i de trængsler, Gud sender? Hvem tvivler
ikke ofte på, om menneskets skæbne styres af Guds rådslutning eller af
tilfældet? Hvem tvivler ikke ofte på, at han bliver hørt af Gud? Hvem klager
ikke ofte over, at det går de ugudelige bedre end de gudfrygtige og at de
ugudelige undertrykker de gudfrygtige? Hvem gør fyldest i sit kald? Hvem elsker
sin næste som sig selv? Hvem bliver ikke lokket af sin lyst? Derfor siger
Paulus: ”Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke
vil.” Og: ”Så tjener jeg altså Guds lov med mit sind, men syndens lov med mit
kød.” Her siger han klart, at han tjener syndens lov. Og David siger: ”Stævn
ikke mig, din tjener for retten! For ingen, som lever, er retfærdig for dig.”
Selv denne Guds tjener beder om at slippe for dommen. Ligeledes står der:
”Salig er det menneske, som Herren ikke tilregner skyld.” Således findes det
altid i denne vores svaghed synd, som kunne blive tilregnet os. Om det siger
han lidt længere nede: ”Derfor skal hver som er hellig, bede til dig.” Her
viser han til og med at de hellige må bede om syndernes forladelse. Mere end
blinde er de, der tror, at det onde begær i kødet ikke er synd. Paulus siger jo
klart: ”Kødet står med sit begær Ånden imod, og Ånden står imod kødet.” Kødet
tror ikke på Gud, men sætter sin lid til de timelige ting. Det søger hjælp hos
mennesker i sin nød, endog imod Guds vilje. Det flygter fra de prøvelser, som
det på grund af Guds bud skal udholde, og det tvivler på Guds barmhjertighed.
Mod et sådan begær kæmper Helligånden i vores hjerte for at undertrykke og døde
dem og give os nye åndelige drifter. Nedenfor skal vi samle flere vidnesbyrd om
dette, skønt de ligger fremme overalt, ikke bare i Skriften, men også hos de
hellige fædre.
Augustin siger
ganske klart: ”Alle Guds bud bliver opfyldt, når det, der ikke bliver holdt,
bliver tilgivet.” Derfor kræver han troen, selv til i vores gode gerninger,
troen på at vi behager Gud for Kristi skyld, og at ikke gerningerne i sig selv
har en værdi, som gør at de behager Gud. Mod Pelagius skriver Hieronymus: ”Derfor
er vi retfærdige, når vi bekender, at vi er syndere. Vores retfærdighed kommer
ikke af vores egen fortjeneste, men af Guds barmhjertighed.” I vores påbegyndte
opfyldelse af loven trænger vi derfor troen, som er sikker på, at vi har en
forsonet Gud for Kristi skyld. For Guds barmhjertighed kan vi kun modtage ved
troen, som vi har sagt så ofte. Derfor, når Paulus siger, at loven bliver
stadfæstet ved troen, skal det ikke bare forstås sådan, at de, der er blevet
genfødt ved troen, har fået Helligånden, og at de har nye drifter, der stemmer
med Guds bud. Det er endnu vigtigere at tilføje, at vi skal erkende, hvor langt
vi er fra lovens fuldkommenhed. Derfor skal vi ikke tro, at vi bliver regnet
retfærdige for Gud på grund af vores opfyldelse af loven. Vi må søge
retfærdiggørelsen et andet sted, for at samvittigheden kan finde fred. Så længe
vi flygter fra Gud og er vrede på ham, er vi ikke retfærdige for Gud. Vi bør
tro, at vi bliver regnet retfærdige, når vi er blevet forligt med Gud ved troen
for Kristi skyld, ikke på grund af loven eller på grund af vores gerninger. Den
påbegyndte opfyldelse af loven behager Gud på grund af troen, og det, der
mangler i vores opfyldelse af loven, bliver ikke tilregnet os på grund af
troen, selv om erfaringen af vores urenhed skræmmer os. Når vi altså må søge
retfærdiggørelsen et andet sted, så er det ikke vores kærlighed og vores
gerninger, der retfærdiggør. Højt over vores renhed, ja, højt over loven selv,
skal vi stille Kristi død og fyldestgørelse. Den er givet os, for at vi skal
være sikre på, at vi har en forsonet Gud på grund af denne fyldestgørelse og
ikke på grund af vores opfyldelse af loven.
Det lærer
Paulus, når han siger i Gal 3: ”Kristus købte os fri fra lovens forbandelse, da
han blev gjort til en forbandelse for vores skyld.” Dvs., loven fordømmer alle
mennesker, men Kristus, der var uden synd, gik ind under syndens straf og blev
gjort til et offer for os. Sådan borttog han lovens ret til at anklage og
fordømme dem, der tror på ham, fordi han selv er en soning for vores synder, og
for hans skyld bliver de nu regnet retfærdige. Men når de bliver regnet
retfærdige, kan loven ikke anklage eller fordømme dem, selv om de i
virkeligheden ikke har gjort fyldest for loven. Det samme giver han udtryk for,
når han skriver i Kol: ”I Kristus er I blevet gjort fuldkomne”. Det er som vil
han sige: Skønt vi endnu er langt fra lovens fuldkommenhed, så fordømmer den
resterende synd os alligevel ikke, fordi vi for Kristi skyld har en sikker og
fast forligelse, hvis vi tror, selv om synden hænger fast i vores kød.
Vi bør altid
have løftet for øje, at Gud på grund af sit løfte, for Kristi skyld, vil være
nådig og vil retfærdiggøre, ikke på grund af loven eller vores gerninger. I
dette løfte bør de bange samvittigheder søge forligelse og retfærdiggørelse. De
bør holde sig oppe ved dette løfte og være sikre på, at de har en nådig Gud for
Kristi skyld, på grund af hans løfte. Således kan gerningerne aldrig give en
rolig samvittighed, men alene løftet. Når vi altså skal søge retfærdiggørelse
og fred i samvittigheden et andet sted end i kærligheden og gerningerne, så
retfærdiggør kærligheden og gerningerne os ikke, skønt de er dyder og lovens
retfærdighed, i den grad de opfylder loven. Og i den udstrækning giver denne
lydighed mod loven en lovens retfærdighed. Men Gud godtager ikke denne
ufuldkomne retfærdighed af loven uden på grund af troen. Derfor retfærdiggør
den ikke, dvs., den hverken forliger eller genføder eller gør os velbehagelige
for Gud i sig selv.
Af dette er det
klart, at vi bliver retfærdiggjort for Gud ved troen alene, fordi det er ved
troen alene, vi modtager syndernes forladelse og forligelsen for Kristi skyld.
Forligelsen og retfærdiggørelsen er noget, der er lovet for Kristi skyld, ikke
på grund af loven. Derfor bliver den modtaget ved troen alene, selv om
opfyldelsen af loven følger efter ved Helligåndens gave.
Efter at grundlaget for denne sag er klar, nemlig
forskellen mellem loven og løftet eller evangeliet, vil det være let at gendrive
indvendingerne fra vores modstandere. For de citerer udsagn om loven og
gerningerne, men de udelader udsagn om løfterne. Til alle deres erklæringer om
loven kan vi kort og godt svare, at loven ikke kan holdes uden Kristus. Og hvis
borgerlige gerninger gøres uden Kristus, kan de ikke tilfredsstille Gud. Når vi
derfor roser gerningerne, må vi tilføje, at troen er nødvendig. De bliver rost
på grund af troen, fordi de er frugter og vidnesbyrd om troen. Tvetydige og
farlige sager fremkalder mange og forskellige løsninger. Det er sandt som den
gamle digter siger: ”En uretfærdig sag, som er syg i sig selv, har brug for et
godt lægemiddel.” Men i retfærdige og sikre sager er et eller to svar, som er
taget fra kilderne, nok til at rydde det af vejen, der synes at skabe
problemer. Sådan er det også i dette tilfælde. For den regelen som jeg har
nævnt, tolker alle de udsagn, de har citeret om loven og gerningerne. Vi
indrømmer nemlig, at Skriften nogle steder fremholder loven, andre steder
evangeliet eller det ufortjente løfte om syndernes forladelse for Kristi skyld.
Men vores modstandere gør ganske enkelt det ufortjente løfte til intet, når de
benægter, at troen retfærdiggør, og når de lærer, at vi modtager syndernes
forladelse og forligelsen på grund af kærligheden og vores gerninger. Hvis
syndernes forladelse var afhængig af vores gerninger, ville den være helt
usikker. Altså ville løftet være tilintetgjort. Derfor minder vi igen de
gudfrygtige sjæle om, at se på løftet, og vi lærer dem om den ufortjente
syndsforladelse og forligelse, der kommer ved troen på Kristus. Senere tilføjer
vi også læren om loven. Det må vi skelne ret imellem, som Paulus siger. Vi må
se på, hvad Skriften tilskriver loven, og hvad den tilskriver løfterne. Den
roser nemlig gerningerne på en sådan måde, at det ikke tilintetgør det
ufortjente løfte.
Gode gerninger
skal vi gøre, fordi Gud har påbudt dem, ligeledes for at øve troen og for at
bekende og takke. Af disse grunde er det nødvendig at gode gerninger bliver
gjort. De bliver udført i et legeme, der endnu ikke er helt fornyet, og som
hindrer Helligåndens tilskyndelse og blander noget af sin urenhed ind i dem.
Alligevel er de på grund af troen hellige, guddommelige gerninger, de er Kristi
ofre og hans styre, hvor han på den måde viser sit herredømme over for verden.
For ved disse gerninger helliggør han hjerterne og trænger Djævelen tilbage. Og
for at bevare evangeliet blandt mennesker sætter han åbenlyst de helliges
bekendelse op mod Djævelens herredømme og viser sin magt i vores svaghed. De farer
og trængsler, som apostelen Paulus, Athanasius, Augustin og andre af kirkens
lærere har udholdt, og de prædikener de har holdt, er hellige gerninger, sande
ofre, der er velbehagelige for Gud. De er kampe, som Kristus har kæmpet for at
trænge Djævelen tilbage og drive ham bort fra de troende. De trængsler, som
David holdt ud i sine krige og i sit styre af landet, er hellige gerninger,
sande ofre, Guds kampe, udkæmpet for at forsvare det folk, der havde Guds Ord,
mod Djævelen, så kundskaben om Gud ikke skulle forsvinde helt fra jorden. Det samme mener vi, om de enkelte gode
gerninger i det ringeste arbejde og i det private liv. Ved disse gerninger
triumferer Kristus over Djævelen. Sådan var f.eks. den almisse som
korintherne samlede, en hellig gerning, et offer og en Kristi kamp mod
Djævelen, der stræber efter at hindre, at der bliver gjort noget til Gud ære.
At kritisere sådanne gerninger, bekendelse af læren, trængsler,
barmhjertighedsgerninger, dødelse af kødet, ville derfor være at kritisere
Kristi herredømmes ydre styre blandt mennesker.
Lad os tilføje
et ord her om belønning og fortjeneste. Vi lærer, at de troendes gerninger får
og loves belønning. Vi lærer, at gode gerninger gør os fortjent, ikke til
syndsforladelse, nåde og retfærdiggørelse - for dette opnår vi alene ved troen
- men til andre legemlige og åndelige belønninger i dette liv og i det, der
skal komme. Sådan siger Paulus: ”De skal få løn hver efter sit eget arbejde.” Der er altså forskellig løn for forskelligt
arbejde. Men syndernes forladelse er den samme og ens for alle, ligesom
Kristus er én, og den bliver tilbudt af nåde til alle, der tror, at de får
deres synder tilgivet for Kristi skyld. Syndernes forladelse og
retfærdiggørelsen bliver altså alene modtaget ved tro, ikke på grund af nogen
gerning. Når samvittigheden er forskrækket, bliver det klart, at vi ikke kan
stille nogen gerning, som vi har gjort, op mod Guds vrede. Som Paulus så klart
siger: ”Da vi altså er retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud ved vores
Herre Jesus Kristus. Gennem ham har vi også fået adgang ved troen.” Men fordi
troen gør os til Guds børn, gør den os også til Kristi medarvinger. Da vores
gerninger altså ikke gør os fortjent til retfærdiggørelsen, der gør os til Guds
børn og Kristi medarvinger, fortjener vi ikke det evige liv ved vores
gerninger. Det er troen, der opnår det, for troen retfærdiggør os og gør, at vi
har en forsonet Gud. Det evige liv tilkommer de retfærdiggjorte, ifølge ordene:
”Dem, han har retfærdiggjort, har han også herliggjort.” Paulus fremhæver budet
om at vi skal ære vores forældre, ved at vise til den belønning, der er knyttet
til dette bud. Med det vil han ikke sige, at lydighed mod forældrene
retfærdiggør os over for Gud, men når den bliver gjort af de retfærdige,
fortjener den andre store belønninger. Og Gud prøver de hellige på forskellige
måder og udsætter ofte belønningen for de retfærdige gerninger, så de skal
lære, ikke at stole på deres egen retfærdighed, og så de skal lære at søge Guds
vilje hellere end belønningen. Sådan bliver det tydelig hos Job, hos Kristus og
hos andre hellige. Mange salmer lærer os det, idet de trøster os over for de
ugudeliges lykke, som Sal 36: ”Misund ikke.” Og Kristus siger: ”Salige er de,
der bliver forfulgt for retfærdigheds skyld, for Himmeriget er deres.” Sådan
lovprisning af de gode gerninger driver uden tvivl de troende til at gøre det,
der er godt. Samtidig bliver også læren om boden forkyndt for de ugudelige, der
gør onde gerninger. Og Guds vrede bliver fremholdt, som truer alle dem, der ikke
omvender sig. Således priser vi de gode gerninger og kræver, at de skal gøres,
og vi giver mange grunde til, at de skal gøres.
Det er også
sådan Paulus lærer om gerningerne, når han siger at Abraham ikke modtog
omskærelsen for at bliver retfærdiggjort ved gerningen. For han havde allerede
ved troen opnået, at bliver regnet retfærdig. Omskærelsen blev føjet til, for
at han skulle have et tegn skrevet på sit legeme, så han kunne bliver mindet om
og øve sig i troen. Han bekendte troen for andre og ved sit vidnesbyrd indbød
andre til tro. Ved tro frembar Abel et offer, der behagede mere (Hebr 11, 4).
Fordi han altså var retfærdig ved troen, var det offer, han frembar, til behag
for Gud. Han frembar det ikke, for at han skulle fortjene syndernes forladelse
og nåden ved gerningen, men for at han kunne vise sin tro for andre og med det
indbyder dem til at tro.
Gode gerninger
bør følge efter troen på den måde. En helt anden brug af gerningerne gør de
mennesker, der ikke kan tro og i sit hjerte være sikre på at de bliver tilgivet
ufortjent for Kristi skyld, og at de ufortjent for Kristi skyld har en nådig
Gud. Når en sådan person ser de helliges gerninger, tænker han på menneskelig
vis at de hellige har fortjent syndsforladelsen og nåden ved disse gerninger.
Så efterligner han dem og tror, at han ved lignende gerninger skal fortjene
syndernes forladelse og nåden, og at han ved disse gerninger skal stille Guds
vrede og opnå at bliver regnet retfærdig for disse gerningers skyld. Denne
ugudelige mening om gerningerne fordømmer vi. For det første fordi det skygger
for Kristi ære, når mennesker byder Gud disse gerninger som en betaling og
forsoning. Med det tilskriver de vores gerninger den ære, som bare tilkommer
Kristus. For det andre finder de alligevel ikke fred i samvittigheden ved disse
gerningerne, men i sand rædsel dynger de gerning på gerning og fortvivler til
sidst, fordi de ikke kan finde nogen gerning, der er ren nok. Loven anklager
altid og fremkalder vrede. For det tredje opnår sådanne mennesker aldrig kendskab
til Gud, for i deres vrede flygter de fra Guds dom og straf og tror aldrig, at
han hører dem. Men troen viser at Gud er nær, efter at den er blevet overbevist
om at Gud af nåde tilgiver og hører os.
Denne ugudelige
mening om gerningerne har altid hængt fast ved verden. Hedningene havde
ofringer som de overtog fra patriarkerne. Deres gerninger efterlignede de,
deres tro havde de ikke, men de tænkte at disse gerninger var en forsoning og
betaling, der skulle forlige Gud med dem. Folket under loven efterlignede
ofringerne i den tro, at de for disse gerningers skyld havde en forsonet Gud,
ved gjort gerning så at sige. Vi kan se, hvor hårdt profeterne revsede folket
for dette, Sal 50: ”Jeg revser dig ikke for dine ofre.” Og Jer 7: ”Jeg gav ikke
noget påbud om brændofre.” Sådanne steder fordømmer ikke de gerninger, Gud
virkelig havde påbudt som ydre øvelser i samfundet. De fordømmer den ugudelige
overbevisning hos dem, der troede at de ved disse gerninger kunne forsone Gud,
og dermed kastede troen fra sig. Og fordi ingen gerninger kan give
samvittigheden fred, fortsatte de med at udtænke nye gerninger i tillæg til
Guds bud. Israels folk havde set profeterne ofre på højene. Nu gør de helliges
eksempel et stærkt indtryk på hjerterne, som håber, at de ved lignende gerninger
skal finde nåde, som de andre gjorde det. Derfor begyndte folket ivrigt at
efterligne denne handling, for at de ved den skulle fortjene syndernes
forladelse, nåde og retfærdighed. Men profeterne ofrede ikke på højene for at
fortjene syndernes forladelse og nåde ved deres gerning, men fordi de lærte på
disse steder, og derfor også frembar vidnesbyrd om deres tro der. Folket havde
hørt at Abraham havde ofret sin søn. Derfor ofrede de også deres børn for at
forsone Guds vrede ved denne overlagt hårde og tunge gerning. Men Abraham
ofrede ikke sin søn i den tro at denne gerning var en betaling eller forsoning,
der gjorde at han kunne bliver regnet retfærdig. Således blev Herrens nadver
indstiftet i kirken, for at vi ved genkaldelsen af Kristi løfte, som vi bliver
mindet om i dette tegnet, skulle bliver styrket i vores tro og offentlig kunne
bekende vores tro og forkynde Kristi velgerninger. Som Paulus siger (l Kor 11,
26): ”Så ofte som I gør dette, forkynder I Herrens død.” Men vores modstandere
påstår at messen er en gerning, der retfærdiggør ved at gerningen bliver
udført, og som borttager tilregnelsen af skyld og straf fra dem, den bliver
holdt for. Sådan skriver nemlig Gabriel Biel.
Antonius,
Bernhard, Dominicus, Franciscus og andre hellige fædre valgte en bestemt måde
at leve på, dels for deres studiums skyld, dels for andre nyttige øvelsers
skyld. Imidlertid mente de, at de ved troen for Kristi skyld blev regnet
retfærdige og havde en nådig Gud, ikke for deres egne øvelsers skyld. Men den
store hob har derefter efterlignet, ikke fædrenes tro, men deres opførsel, uden
tro, for at de ved disse gerninger skulle fortjene syndernes forladelse, nåde
og retfærdighed. De troede ikke at dette var noget de modtog ufortjent på grund
af Kristus, forsoneren. Sådan dømmer verden om alle gerninger, at de er en
soning, som Gud bliver forsonet ved, at de er en betaling, der gør, at vi
bliver regnet retfærdige. De tror ikke, at Kristus er en forsoning, at det er
af nåde ved troen vi opnår at bliver regnet retfærdige for Kristi skyld. Men da
gerninger ikke kan give samvittigheden fred, bliver det stadig opfundet nye
gerninger, lavet nye gudstjenester, nye løfter, nye munkeordener, i tillæg til
Guds bud, for at det skal bliver skaffet en eller anden stor gerning til veje, som
kan stilles op mod Guds vrede og dom. Sådanne ugudelige meninger om gerningerne
hævder vores modstandere i strid med Skriften. Men at tilskrive vores gerninger
at de er en forsoning, at de fortjener syndernes forladelse og nåden, at det er
for deres skyld, vi bliver regnet retfærdige over for Gud, og ikke ved tro på
grund af Kristus, forsoneren, hvad er det andet end at fratage Kristus æren som
mellemmand og forsoner? Selv om vi altså mener og lærer, at det er nødvendig at
gøre gode gerninger - med troen bør det nemlig følge en påbegyndt opfyldelse af
loven - så giver vi alligevel Kristus den ære, som han skal have. Vi mener og
lærer, at vi bliver regnet retfærdige over for Gud ved tro for Kristi skyld. At
vi ikke bliver regnet retfærdige på grund af gerninger uden mellemmanden
Kristus. At vi ikke fortjener syndernes forladelse, nåden og retfærdigheden ved
gerningerne. At vi ikke kan stille vores gerninger op mod Guds vrede og dom. At
gerningerne ikke kan vinde over forskrækkelsen over synden. At forskrækkelsen
over synden bliver overvundet ved troen alene. At det bare er mellemmanden
Kristus som ved troen kan stilles op mod Guds vrede og dom. Enhver som tror
anderledes, giver ikke Gud den ære, han fortjener, for han er stillet frem som
den mellemmand vi har adgang til Faderen ved. Og samvittigheden kan ikke finde
fred over for Gud uden ved troen alene, som er vis på, at Gud er forsonet med
os for Kristi skyld, ifølge ordene: ”Da vi er blevet retfærdiggjort ved tro,
har vi fred.” For retfærdiggørelsen er noget, der bliver lovet af nåde for
Kristi skyld. Derfor bliver den altid modtaget ved troen alene over for Gud.
Nu skal vi
svare med hensyn til de steder, vores modstandere citerer, for at bevise at vi
bliver retfærdiggjort ved kærligheden og gerningerne. Fra Korinterbrevet (l Kor
13, 2) citerer de: ”Om jeg har al tro osv., men ikke har kærlighed, da er jeg
intet.” Her triumferer de stort. Over for hele kirken, siger de, slår Paulus
fast, at troen alene ikke retfærdiggør. Men at svare på det er let, efter at vi
ovenfor har vist, hvad vi mener om kærligheden og gerningerne. På dette sted
kræver Paulus kærlighed. Vi kræver den også. For ovenfor har vi sagt at der hos
os må findes en fornyelse og en påbegyndt
opfyldelse af loven, ifølge ordet (Jer 31, 33): ”Jeg vil give min lov i
deres hjerte.” Hvis nogen bortkaster
kærligheden, kan han ikke beholde troen, om den aldrig er så stor, for han vil
ikke beholde Helligånden. Men Paulus taler ikke her om den måde, vi bliver
retfærdiggjort på. Han skriver til dem, der efter at de var blevet
retfærdiggjort, trængte til at bliver
opfordret til at bære gode frugter, så de ikke skulle miste Helligånden. Men
vores modstandere går bagvendt frem: De citerer dette ene stedet, hvor Paulus
taler om frugterne, og udelader alle de andre steder, hvor Paulus systematisk
drøfter måden, vi bliver retfærdiggjort på. På andre steder, der taler om
troen, tilføjer de desuden altid den rettelse, at de skal forstås med hensyn
til den tro, der er formet af kærlighed. Men på dette sted tilføjer de ikke
nogen rettelse, om at vi har brug for den tro, der tror, at vi bliver regnet
retfærdige på grund af Kristus, forsoneren. Således udelukker vores modstandere
Kristus fra retfærdiggørelsen og lærer bare lovens retfærdighed. Men lad os
vende tilbage til Paulus. Ingen kan slutte mere af denne tekst end at
kærligheden er nødvendig. Det vedgår vi også. På samme måde er det nødvendig
ikke at stjæle. Men det ville ikke være rigtig tænkt, om nogen ville drage
denne slutning af dette: Ikke at stjæle er nødvendig, altså bliver vi
retfærdiggjort ved ikke at stjæle. For
retfærdiggørelsen er ikke en godtagelse af specielle gerninger, men af hele
personen. Derfor skader dette stedet hos Paulus os ikke det mindste, når
bare ikke vores modstandere tilføjer det, de finder for godt. For han siger
ikke at kærligheden retfærdiggør, men at jeg intet er uden kærlighed, dvs., troen ville bliver udslukket, lige meget
hvor stor tro jeg havde fået. Han siger ikke, at kærligheden overvinder
rædselen for synden og døden, at vi kan stille vores kærlighed op mod Guds
vrede og dom, at vores kærlighed gør fyldest for Guds lov, at vi uden Kristus
som forsoneren har adgang til Gud ved vores kærlighed, at vi ved vores
kærlighed modtager den syndsforladelse, der er lovet. Paulus siger intet af
dette. Han mener altså ikke, at kærligheden retfærdiggør, for vi bliver kun
retfærdiggjort, når vi griber Kristus som forsoner og tror at Gud er nådig mod
os for Kristi skyld. Og vi må ikke forestille os nogen retfærdiggørelse uden
Kristus, forsoneren. Vores modstandere gøre løftet om Kristus til intet,
afskaffer evangeliet, hvis ikke Kristus er nødvendig, hvis vores kærlighed kan
overvinde døden, hvis vi ved vores kærlighed kan have adgang til Gud uden
Kristus, forsoneren. Vores modstandere fordrejer de fleste steder, fordi de
lægger deres egne meninger ind i dem i stedet for at hente meningen ud af teksterne selv. Hvilke problemer skulle der
være med disse tekster, hvis vi fjerner den tolkningen, som vores modstandere
har lagt til på egen hånd? For de forstår hverken hvad retfærdiggørelsen er,
eller hvordan den sker. Efter at de var blevet retfærdiggjort, modtog
korintherne mange fremragende gaver. Som det er almindeligt, var de i
begyndelsen brændende i deres iver. Så begyndte der at opstå stridigheder
mellem dem, som Paulus antyder, og de begyndte at ringeagte de gode lærere.
Derfor revser Paulus dem og kalder dem tilbage til kærlighedens pligter.
Alligevel ville det, selv om disse pligter er nødvendige, være tåbelig at mene,
at vi bliver retfærdiggjort over for Gud ved de gerninger, der hører til den
anden tavle. Gennem disse har vi med mennesker at gøre og ikke specielt med
Gud. Men i retfærdiggørelsen har vi med
Gud at gøre, hans vrede må bliver forsonet, og samvittigheden må finde fred
med hensyn til Gud. Intet af dette kan ske ved de gerninger, der hører den
anden tavle til.
De indvender, at kærligheden sættes højere end troen og
håbet. Paulus siger nemlig: ”Størst af dem er kærligheden.” Nu er det rimelig
at den største og ypperste dyd retfærdiggør. Imidlertid taler Paulus på dette
sted særskilt om kærligheden til næsten og udtaler, at den er den største,
fordi den har flest frugter. Troen og håbet har bare med Gud at gøre, mens
kærligheden har utallige pligter udad mod mennesker. Alligevel indrømmer vi
gerne over for modstanderne at kærligheden til Gud og næsten er den største
dyd, fordi dette er det største bud: ”Du skal elske Herren din Gud”. Men
hvordan kan de af det slutte at kærligheden retfærdiggør? Den største dyd
retfærdiggør, siger de. Nej, ligesom den største og første lov ikke
retfærdiggør, sådan gør heller ikke lovens største dyd det. Men den dyd
retfærdiggør, der griber Kristus, der formidler Kristi fortjenester til os og
gør at vi modtager nåde og fred fra Gud. Denne dyd er troen. For, som vi ofte
har sagt, troen er ikke bare en kundskab,
men meget mere det at ville modtage eller gribe det, der bliver tilbudt i
løftet om Kristus. Og denne lydighed mod Gud, det at ville modtage det
løfte, der tilbydes, er ikke nogen mindre gudstjeneste end kærligheden. Gud
vil, at vi skal tro på ham, han vil, at vi skal modtage det gode fra ham, og
dette erklærer han for at være en sand gudsdyrkelse.
Vores modstandere
tilskriver kærligheden retfærdiggørelsen, fordi de overalt lærer og kræver
lovens retfærdighed. Naturligvis kan vi ikke nægte, at kærligheden er lovens
højeste gerning. Og menneskelig visdom ser på loven og søger retfærdigheden i
den. Derfor roser også de teologiske lærere, der er store og begavede
mennesker, lovens højeste gerning og tilskriver den retfærdiggørelsen. Bedraget
af den menneskelige visdom, ser de ikke Moses’ afdækkede ansigt, men bare det
tildækkede, sådan som farisæerne, filosofferne og muhamedanerne. Men vi
forkynder evangeliets dårskab, hvor en anden retfærdighed er blevet åbenbart,
nemlig at vi på grund af Kristus, forsoneren, bliver regnet retfærdige, når vi
tror, at Gud er nådig mod os for Kristi skyld. Vi ved godt hvor meget denne
lære afviger fra fornuftens og lovens dom, og at lovens lære om kærligheden
tager sig meget bedre ud, for den er jo visdom. Men vi skammer os ikke over
evangeliets dårskab. For Kristi æres skyld forsvarer vi den og beder Kristus om
Helligåndens hjælp til at gøre den klar og tydelig.
I Konfutationen
har vores modstandere også citeret fra Kolossenserbrevet mod os (3, 14):
”Kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.” Af dette drager de den slutning,
at kærligheden retfærdiggør, fordi den gør os fuldkomne. Selv om vi kunne give
mange svar, når det gælder fuldkommenheden, vil vi bare ganske enkelt sige,
hvad, der er meningen hos Paulus. Det er tydeligt, at Paulus taler om
kærligheden til næsten. Nu har vi ingen ret til at antage, at Paulus vil
tilskrive den anden tavles gerninger, magten til at gøre os retfærdige eller
fuldkomne over for Gud, frem for den første tavles. Og hvis kærligheden gør os
fuldkomne, så er Kristus som forsoner ikke nødvendig. For det er kun troen, der
griber Kristus, forsoneren. Deres mening er langt fra meningen hos Paulus, som
aldrig ville tåle at Kristus, som forsoneren blev udelukket. Han taler altså
ikke om den personlige fuldkommenhed, men om det ubrudte fællesskab i kirken.
Han siger, at kærligheden er en kæde eller et bånd, og med det vil han vise til
det, der knytter sammen og forener kirkens mange lemmer. I alle familier og
samfund må enheden holdes oppe ved gensidige tjenester, og freden kan ikke
bevares uden at mennesker overser og tilgiver visse fejl. På samme måde siger Paulus,
at det også i kirken må være en kærlighed som bevarer freden, som tåler
brødrenes mærkelige adfærd, om det er nødvendigt og overser mindre fejl, så
kirken ikke skal falde fra hverandre i forskellige splittelser og der af disse
splittelser skal opstå had, partier og kætterier.
For det vil
nødvendigvis opløse enheden, hvis biskopperne lægger tunge byrder på folket
uden at tage hensyn til folkets svaghed. Det fører også til splittelser, når
folk dømmer alt for hårdt om præstenes adfærd eller tager afstand fra dem på
grund af visse mindre ting, som de støder sig på, og så søger en anden slags
lære og andre lærere. Derimod bevares fuldkommenheden, dvs., enheden i kirken,
når de stærke tåler de svage, når folket tåler visse mangler hos lærerne med
det gode, og når biskopperne ser gennem fingrene med folkets svaghed. Alle de
vises bøger er fulde af sådanne råd om ret og rimelighed, at vi i det daglige
liv må bære over med mangt og meget indbyrdes for den fælles freds skyld. Og
det er det, Paulus giver påbud om, både her og mange andre steder. Derfor er
det ikke nogen fornuft i den slutning, vores modstandere trækker af ordet
”fuldkommenhed”, at kærligheden retfærdiggør, når Paulus taler om enheden og
den fælles fred. Ambrosius tolker dette sted sådan: ”Også en bygning kaldes
fuldkommen, når alle dens dele er føjet ret sammen.”
Men det er en
skam for vores modstandere at rose kærligheden så meget, når de aldrig viser
den. Hvad er det nu de gør? De splitter menighederne, de skriver love med blod
og lægger den frem for kejseren, den allernådigste fyrste, med bøn om at de
skal blive sat i kraft. De slår præster og andre retsindige mennesker ihjel,
hvis de giver den mindste antydning af, at der er et eller andet åbenbart
misbrug, de ikke kan godtage i et og alt. Dette passer ikke godt til deres
lovord om kærligheden. Hvis de handlede efter dem, ville kirken have ro og
staten fred. For denne larm ville dø ud, hvis vores modstandere ikke holdt så
hårdnakket fast på visse traditioner, som ikke har nogen værdi for gudfrygtigheden,
og som selv de, der forsvarer dem på det voldsomste, for det meste ikke
overholder. Men sig selv tilgiver de let, andre ikke, som poeten skriver: ”Jeg
tilgiver mig selv, siger Maenius.” Men dette er fjernt fra den lovprisning af
kærligheden, som de citerer fra Paulus. Den forstår de ikke mere end væggene
forstår den lyd, som de kaster tilbage.
Fra Peter
citerer de dette udsagn (l Pet 4, 8): ”Kærligheden dækker over en mængde
synder.” Det er oplagt at også Peter her taler om kærligheden til næsten, for
han knytter dette ord sammen med budet om, at de skal elske hinanden. Og det
kunne ikke falde nogen apostel ind, at vores kærlighed skulle overvinde synden
og døden, at kærligheden skulle være den forsoning, der forliger Gud med os
uden Kristus som mellemmand, og at kærligheden skulle være vores retfærdighed
uden Kristus som mellemmand. Skulle der findes nogen sådan kærlighed, så ville
den være lovens retfærdighed, ikke evangeliets. For evangeliet lover os
forligelse og retfærdighed, hvis vi tror, at Faderen er nådig mod os for
Kristi, forsonerens, skyld, og at Kristi fortjeneste bliver skænket os. Derfor
påbyder Peter os lidt tidligere i sit brev, at vi skal komme til Kristus og
bliver opbygget på ham. Og han tilføjer: ”Den, der tror på ham, skal ikke
bliver til skamme.” Vores kærlighed befrier os ikke fra skammen, når Gud dømmer
og anklager os. Men troen på Kristus befrier os i vores rædsel, fordi vi ved,
at vi bliver tilgivet for Kristi skyld.
For øvrig er
dette udsagn om kærligheden hentet fra Ordsprogene 10, hvor modsætningen klart
viser, hvordan det er at forstå: ”Had vækker strid og trætte, men kærlighed
dækker over alle synder.” Dette sted lærer akkurat det samme som Paulus’ ord i
brevet til kolossenserne (3, 13), at hvis der opstår uenighed, bør det udjævnes
og bilægges med rimelighed og velvilje. Uenighed, siger ordet, vokser på grund
af hadet, som vi ofte ser, at de ubetydeligste fornærmelser fører til de
største tragedier. Mellem Gaius Cæsar og Pompeius var det kommet nogle mindre
fornærmelser. Havde da den ene givet lidt efter for den andre, ville det aldrig
have ført til borgerkrig. Men da begge gav efter for sit had, opstod det af den
mindste sag den største omvæltning. Og mange kætterier er opstået i kirken bare
på grund af lærernes had til hinanden. Derfor taler apostelen ikke om ens egne,
men om andres synder, når han siger: ”Kærlighed dækker over synder”, nemlig
andres synder, og synder mellem mennesker. Selv om det sker nogen fornærmelser,
dækker kærligheden alligevel over dem, den tilgiver, giver efter og forfølger
ikke sagen til lovens yderste grænse. Peter mener ikke, at kærligheden
fortjener syndernes forladelse over for Gud, at den er en forsoning i stedet
for Kristus som mellemmand, eller at den genføder og retfærdiggør. Han mener,
at den i forhold til andre mennesker ikke er vrangvillig, strid eller
umedgørlig, at den dækker over visse fejl hos vennerne, og at den også tager
andres noget mere stødende adfærd med det gode, som et kendt ordsprog siger:
”En vens væsen skal du kende, og dog ikke hade.” Og det er ikke uden grund at
apostlene så ofte minder om den kærlighedens pligt, som filosofferne kalder
”rimelighed”. For denne dyd er nødvendig for at bevare den offentlige enighed,
der ikke kan bestå uden at præster og menigheder gensidig overser og tilgiver
hinanden mangt og meget.
Fra Jakob citerer de (2, 24): ”I ser altså, at mennesket
bliver retfærdiggjort ved gerninger og ikke bare ved tro.” Og det er ikke noget
andet sted, der bliver antaget at stride mere mod vores synspunkt end dette.
Men svaret er let og enkelt. Ordene hos Jakob vil ikke skabe nogen
vanskeligheder, hvis ikke modstanderne læser deres egne meninger om
gerningernes fortjenester ind i dem. Men alle steder, hvor det er tale om gerninger,
tilføjer modstanderne deres ugudelige meninger, at vi ved vores gode gerninger
fortjener syndernes forladelse, at gode gerninger er en forsoning og betaling,
der gør at Gud bliver forligt med os, at gode gerninger overvinder rædselen for
synden og døden, at gode gerninger er velbehagelige for Gud på grund af sin
iboende godhed, og at vi ikke har brug for Guds barmhjertighed og forsoneren
Kristus. Intet af dette kunne falde Jakob ind, selv om vores modstandere nu
forsvarer alt dette under påskud af, at det er Jakobs mening.
For det første
må man overveje, om dette stedet ikke taler mere mod vores modstandere end mod
os. Vores modstandere lærer, at mennesket bliver retfærdiggjort ved kærligheden
og gerningerne. Om troen, der modtager Kristus, forsoneren, siger de intet. Ja,
de forkaster tilmed denne tro, og de ikke bare forkaster den i ytringer og
skrifter, men de forsøger også at udrydde den med sværd og tortur. Hvor meget
bedre lærer ikke Jakob, der ikke udelader troen og ikke sætter kærligheden i
stedet for troen, men passer på troen, så ikke Kristus, forsoneren, bliver
lukket ude fra retfærdiggørelsen. Sådan sammenfatter også Paulus troen og
kærligheden, når han skal fremstille hovedsagen i det kristne liv (l Tim 1, 5):
”Målet for dette påbud er den kærlighed som springer frem af et rent hjerte, en
god samvittighed og en oprigtig tro.”
For det andre
viser sagen selv, at de gerninger, der er tale om her, er dem, der følger troen
og viser at den ikke er død, men levende og virksom i hjertet. Jakob mener altså
ikke, at vi fortjener syndernes forladelse og nåden ved gode gerninger. Han
taler om gerningerne hos dem, der er retfærdiggjort, de, der allerede er
forligt med Gud og godtaget af ham og har opnået syndernes forladelse. Derfor
tager vores modstandere fejl, når de trækker den slutning, at Jakob lærer, at
vi fortjener syndernes forladelse ved gode gerninger, og at vi har adgang til
Gud ved vores gerninger uden Kristus, forsoneren.
For det tredje
har Jakob netop sagt, at genfødelsen sker
ved evangeliet. For han siger (1, 18): ”Af sin vilje har han født os ved
sandheds ord, for at vi skulle være den første frugt blandt dem, han har
skabt.” Når han siger, at vi er blevet genfødt ved evangeliet, lærer han jo, at
vi er genfødt og retfærdiggjort ved troen.
For løftet om Kristus kan kun modtages ved tro, når vi stiller den op mod
rædselen for synden og døden. Altså mener Jakob ikke, at vi bliver genfødt ved
vores gerninger.
Af det er det
klart, at Jakob ikke er imod os, når han skelner mellem en død tro og en levende
tro, og revser de dovne og sikre sjæle, der drømmer at de har troen, skønt de
ikke har den. Død er den tro, der ikke fører til gode gerninger, siger han,
levende er den, der fører til gode gerninger. Vi for vores del har ofte nok
givet til kende, hvad vi kalder tro. For vi taler ikke om den unyttige
kundskab, som tilmed Djævelen har, men om den
tro, der modstår rædselen i samvittigheden, og som oprejser og trøster det
forskrækkede hjerte. En sådan tro er hverken nogen let sag, som
modstanderne forestiller sig det, eller nogen menneskelig kraft, men en guddommelig kraft, der gør levende og
overvinder Djævelen og døden. Sådan siger Paulus i brevet til
kolossenserne(2, 12), at troen er virkekraftig ved Guds magt og overvinder
døden: ”I den blev I også oprejst med ham ved troen på Guds kraft.” Da denne tro er et nyt liv, frembringer den
med nødvendighed nye drifter og gerninger. Derfor benægter Jakob med rette, at
vi bliver retfærdiggjort ved en tro, der er uden gerninger. Når han siger, at
vi bliver retfærdiggjort ved tro og gerninger, mener han sandelig ikke, at vi
bliver genfødt ved gerningerne. Heller ikke mener han, at Kristus delvis er
forsoner, delvis er vores gerninger en forsoning. For han skildrer her ikke
måden, retfærdiggørelsen sker på, men han skildrer, hvordan de troende er,
efter at de allerede er blevet retfærdiggjort og genfødt. At bliver retfærdiggjort betyder ikke her, at der af en ugudelig person
bliver frembragt en retfærdig, men at han på retslig vis bliver erklæret
retfærdig. På samme måde står der (Rom 2, 13): ”De, der gør det, loven
siger, skal bliver retfærdiggjort.” Lige som disse ord ”Den, der gør det loven
siger, skal bliver retfærdiggjort” ikke volder os nogen vanskelighed, sådan
mener vi også det er tilfældet med ordene hos Jakob: ”Et menneske bliver
retfærdiggjort ved gerninger og ikke bare ved tro”, for det er sikkert, at de,
der har tro og gode gerninger, bliver erklæret retfærdige. For gode gerninger
hos de hellige er, som vi har sagt, retfærdige og behager Gud på grund af troen.
Jakob taler alene om de gerninger, som troen frembringer, som han viser, når
han taler om Abraham: ”Troen virkede sammen med hans gerninger” (2, 22). Det er
sagt i den mening: ”De, der gør det loven siger, skal bliver retfærdiggjort”,
dvs., de bliver erklæret retfærdige, der i hjertet tror på Gud og derefter
bærer gode frugter, der behager Gud på grund af troen, og som derfor er
opfyldelsen af loven. Disse ord, der er sagt så enkelt, indeholder ikke noget
forkert, men de bliver forvansket af vores modstandere, der lægger sine egne
ugudelige meninger ind i dem. For det følger ikke af disse ord, at gerningerne
fortjener syndernes forladelse, at gerningerne genføder hjerterne, at
gerningerne er en forsoning, at gerningerne behager Gud uden Kristus som forsoner,
eller at gerningerne ikke behøver Kristus som forsoner. Jakob siger ikke noget
af det, som modstanderne alligevel så skamløst slutter af hans ord.
Visse andre udsagn om gerningerne bliver også citeret mod os.
Luk 6, 37: ”Eftergiv, så skal I også få eftergivet.” Jes 58, 79: ”Del dit brød
med dem, der sulter. Så skal Herren svare, når du kalder på ham.” Dan 4, 27:
”Køb dig fri fra dine synder ved barmhjertighed.” Matt 5, 3: ”Salige er de
fattige i ånden, for sådanne hører Himmeriget til.” Ligeledes (v. 7): ”Salige
er de barmhjertige, for de skal få barmhjertighed.” Disse udsagn vil heller
ikke volde nogen vanskeligheder, hvis ikke vores modstandere lade noget ind i
dem. De indeholder to ting. Det ene er forkyndelsen af loven eller boden, der
anklager dem, der gør det onde, og byder dem at gøre det gode. Det andet er
løftet, der bliver tilføjet. Derimod står der ikke skrevet noget om, at
synderne bliver tilgivet uden troen, eller at gerningerne selv er en forsoning.
Når det gælder forkyndelsen af loven, er det to ting, vi altid må være klar
over. For det første at vi ikke kan holde loven, uden at vi er blevet genfødt
ved troen på Kristus, som Kristus siger (Joh 15, 5): ”Uden mig kan I intet
gøre.” For det andet, selv om det er mulig at gøre visse ydre gerninger, må vi
holde fast på dette almene udsagn, der tolker hele loven (Hebr11, 6): ”Uden tro
er det umulig at behage Gud.” Vi må holde fast på evangeliet om, at vi gennem
Kristus har adgang til Faderen. Det står nemlig fast, at vi ikke bliver
retfærdiggjort af loven. Hvorfor skulle Kristus eller evangeliet være
nødvendig, hvis forkyndelsen af loven var nok i sig selv? Således er det i
forkyndelsen af boden ikke nok at forkynde loven eller det ord, der dømmer synden.
For loven virker vrede, den anklager kun, den forskrækker kun samvittighederne.
Samvittighederne kan kun finde fred, hvis de hører Guds stemme, der klart lover
os syndernes forladelse. Derfor er det nødvendig at evangeliet kommer til, at
vores synder bliver tilgivet for Kristi skyld, og at vi får syndernes
forladelse ved tro på Kristus. Hvis vores modstandere udelukker evangeliet om
Kristus fra forkyndelsen af boden, fortjener de at bliver dømt som nogen, der
spotter Kristus.
Esajas
forkynder sådan om boden i kap l (16-18): ”Hold op med at gøre ondt, lær at
gøre det gode! Læg vind på det, der er ret, kom den undertrykte til hjælp,
hjælp den faderløse til hans ret og tag jer af enkers sag! Kom, lad os gå i
rette med hinanden! Hvis jeres synder er som skarlagen, skal de blive hvide som
sne.” Her opfordrer profeten både til bod og tilføjer et løfte. Det ville være
tåbeligt i et sådan udsagn kun at lægge mærke til gerningerne: ”Kom den
undertrykte til hjælp, hjælp den faderløse til hans ret.” For til at begynde
med siger han: ”Hold op med at gøre ondt”, og med det bebrejder han
ugudeligheden i hjertet og kræver tro. Profeten siger ikke at vi ved sådanne
gerninger, som at komme den undertrykte til hjælp og at hjælpe den faderløse
til hans ret, kan fortjene syndernes forladelse ved gjort gerning, men han
påbyder disse gerningerne som nødvendige for det nye liv. Samtidig vil han, at
syndernes forladelse skal modtages ved troen, og derfor tilføjer han et løfte.
Alle lignende steder må vi tolke på samme måde. Kristus forkynder bod, når han
siger (Luk 6, 37): ”Tilgiv,” og så tilføjer han løftet: ”så skal I bliver
tilgivet.” Men han siger ikke, at vi ved den gerning, at vi tilgiver, fortjener
syndernes forladelse ved gjort gerning, som det hedder, men han kræver et nyt
liv, som sandelig er nødvendig. Samtidig vil han at syndernes forladelse skal
bliver modtaget ved troen. Sådan kræver Esajas et nyt liv, når han siger (58,
7): ”Del dit brød med dem, der sulter.” Profeten taler heller ikke bare om
denne ene gerning, men om hele boden, som teksten viser. Men samtidig vil han
at syndernes forladelse skal modtages ved troen. For det er en sætning, der
står fast, og som ingen af Helvedes porter kan kuldkaste, at i forkyndelsen af
boden er det ikke nok at loven bliver forkyndt, fordi loven altid virker vrede
og altid anklager. Forkyndelsen af
evangeliet må altid komme til, for kun på den måde bliver syndernes
forladelse givet os, ved at vi tror, at vores synder bliver tilgivet for Kristi
skyld. Hvorfor skulle evangeliet ellers være nødvendigt, hvorfor skulle Kristus
ellers være nødvendig? Denne sætning bør vi altid have for øje, så vi kan
stille den op mod dem, der forkaster Kristus, tilintetgør evangeliet og
fordrejer Skriften, så den passer til de menneskelige meninger, at vi køber
syndernes forladelse ved vores gerninger.
Således bliver
også troen krævet i Daniels tale (Dan 4, 24). Daniel vil ikke bare at kongen
skal uddele rigelige almisser, men han indbefatter hele boden, når han siger:
”Køb dig løs fra dine synder ved barmhjertighed, dvs., køb dig fri fra dine
synder ved at dit hjerte og dine gerninger bliver forandret. Men dette
indbefatter også tro. Daniel forkyndte mange ting for kongen om tilbedelsen af
Israels eneste Gud, og han omvendte kongen ikke bare til at give rigelige
almisser, men først og fremmest til troen. For vi har en herlig bekendelse af
kongen til Israels Gud (Dan 3, 29): ”Det findes ingen Gud, der kan frelse
sådan.” Det er altså to hovedsager i Daniels tale. Den første del påbyder det
nye liv og det nye livs gerninger. Den anden del er Daniels løfte til kongen om
syndernes forladelse. Og dette løfte om syndernes forladelse er ikke en
forkyndelse af loven, men en sand profetisk og evangelisk røst, som Daniel
virkelig ville skulle bliver modtaget ved tro. For Daniel vidste, at syndernes
forladelse var lovet ikke bare til israelitterne, men til alle folkeslagene.
Ellers havde han ikke kunnet love kongen syndernes forladelse. For det står
ikke i et menneskes magt, især ikke under syndens rædsler, at blive overbevist
om, at Gud vil holde op med at være vred. I sit eget sprog taler Daniels ord
endnu klarere om hele boden: ”Køb dig løs fra dine synder ved ”retfærdighed” og
fra dine misgerninger ved barmhjertighed mod de fattige.” Disse ord giver
befaling om en hel bod. De kræver at han skal blive retfærdig, og at han
derefter skal gøre vel og opfylde en konges pligt: at forsvare de elendige mod
uret. Men retfærdighed er tro i hjertet. Fra synderne køber man sig fri ved
boden, dvs., gælden eller skylden bliver taget bort, fordi Gud tilgiver dem,
der gør bod, som det står skrevet i Ezekiel 18 (21-22). Af dette skal vi ikke
trække den slutning, at Gud tilgiver på grund af gerninger, der følger efter,
eller for almissernes skyld, men for sit løftes skyld tilgiver han dem, der
tager imod løftet. Og ingen tager imod det, uden den, der i sandhed tror og ved
troen overvinder synden og døden. Disse genfødte skal bære frugter, der er
omvendelsen værdig, som Johannes siger (Matt 3, 8). Derfor bliver løftet føjet
til (Dan 4, 27): ”Se, der skal være helbredelse for dine synder.” Her tilføjer
Hieronymus vilkårligt en partikel, der udrykker tvivl, og meget ufornuftig
påstår han i sin kommentar, at syndernes forladelse er usikker. Lad os huske
på, at evangeliet lover syndernes forladelse med vished. Det ville klart betyde
en afskaffelse af hele evangeliet, hvis vi skulle nægte, at syndernes
forladelse må loves med vished. Lad os derfor afvise Hieronymus på dette sted.
For løftet bliver givet til kende også i ordet ”løskøbe”. Det viser nemlig, at
syndernes forladelse er mulig, at vi kan købe os fri fra vores synder, dvs., at
gælden eller skylden kan tages bort, eller at Guds vrede kan bliver forsonet.
Overalt udelader vores modstandere løfterne og ser kun på budene, og de
tilføjer den menneskelige mening, at tilgivelsen sker på grund af gerningerne,
skønt teksten ikke siger det, men i høj grad kræver tro. For overalt, hvor
løftet er, bliver troen krævet. For løftet kan ikke modtages uden ved troen.
Gerningerne
falder mennesker i øjnene. Dem beundrer den menneskelige fornuft helt naturlig,
og fordi den kun har øje for gerningerne og hverken forstår eller tænker over
troen, forestiller den sig at disse gerninger fortjener syndernes forladelse og
retfærdiggør. Denne opfattelse af loven er af naturen indgroet i
menneskehjertet, og den kan ikke bliver drevet ud, uden at vi bliver undervist
af Gud. Men fra sådanne kødelige meninger må sjælen kaldes tilbage til Guds
ord. Vi ser at evangeliet og løftet om Kristus er fremstillet for os. Når loven
bliver forkyndt og når gerningerne bliver påbudt, må vi ikke forkaste løftet om
Kristus. Vi må først gribe løftet, så vi kan bliver i stand til at gøre det
gode, og så vores gerninger kan bliver til behag for Gud. Som Kristus siger:
”Uden mig kan I intet gøre.” Hvis Daniel havde brugt disse ord: ”Køb dig fri
fra dine synder ved at gøre bod”, ville vores modstandere have sprunget over
dette stedet. Men når han nu udtrykker den samme mening med tilsyneladende
andre ord, vrider vores modstandere ordene, så de går imod læren om nåden og
troen, skønt Daniel frem for alt vil, at troen skal høre med. Til disse ord af
Daniel vil vi altså svare, at fordi han forkynder bod, lærer han ikke bare om
gerningerne, men også om troen, som selve historien i teksten vidner om det.
For det andet, siden Daniel så klart fremstiller et løfte, kræver han med
nødvendighed troen, som tror at synderne bliver tilgivet os af Gud ufortjent.
Selv om Daniel nu omtaler gerningerne i forbindelse med boden, siger han
alligevel ikke at vi ved disse gerninger fortjener syndernes forladelse.
Daniel taler
ikke bare om eftergivelsen af straffen, fordi det er nytteløst at søge
eftergivelse af straffen, hvis ikke hjertet først har grebet eftergivelsen af
skylden. For øvrig, hvis vores modstandere blot forstår det sådan, at Daniel
viser til eftergivelsen af straffen, vil dette sted ikke sige noget imod os,
for da må de nødvendigvis indrømme, at syndernes forladelse og
retfærdiggørelsen af nåde kommer først. Så vil vi også bagefter indrømme, at de
straffe, vi bliver tugtet med, bliver mildnet ved vores bønner og gode
gerninger, kort sagt ved boden i hele sit omfang. Som det siges: ”Dømte vi os
selv, blev vi ikke dømt af Herren” (l Kor 11, 31), og Jer 15, 19: ”Hvis du
vender om, vil jeg omvende dig.” Og Zakarias l: ”Vend om til mig, så vil jeg
vende om til jer.” Og Salme 50: ”Kald på mig på nødens dag.”
Lad os derfor i
al lovprisning af gerningerne og i forkyndelsen af loven holde fast på den
regel, at loven ikke kan holdes uden Kristus, som han selv siger: ”Uden mig kan
I intet gøre.” Ligeledes: ”Uden tro er det umulig at behage Gud” (Hebr 11, 6).
For det er helt sikkert at lovens lære ikke vil ophæve evangeliet om Kristus
som forsoner. Forbandet være vores modstandere, disse farisæere, der tolker
loven sådan, at de tilskriver gerningerne den ære, der tilkommer Kristus,
nemlig at de er en forsoning, og at de fortjener syndernes forladelse. Der
følger af dette, at gerningerne altid kun skal prises, fordi de behager Gud ved
troen, da de ikke behager Gud uden Kristus, forsoneren. Ved ham har vi adgang
til Gud, ikke ved gerninger uden Kristus som forsoner.
Når det altså
siges: ”Vil du gå ind til livet, så hold budene” (Matt 19, 17), må vi forstå
det sådan, at vi ikke kan holde budene uden Kristus og heller ikke behage Gud
uden Kristus. Sådan bliver i selve De Ti Bud det rigeste løfte føjet til det
første bud (2 Mos 20, 6): ”Jeg viser barmhjertighed i tusind led mod dem, der
elsker mig og holder mine bud.” Men uden Kristus bliver denne lov ikke holdt.
For den anklager altid samvittigheden, som ikke opfylder loven og derfor
skrækslagen flygter for dommen og lovens straf. ”Loven fremkalder vrede” (Rom
4, 15). Men et menneske holder loven så snart det hører, at Gud er forligt med
os for Kristi skyld, selv om vi ikke kan opfylde loven. Når troen her griber Kristus som mellemmand, bliver hjertet rolig og
begynder at elske Gud og holde loven. Det ved, at det nu behager Gud på
grund af mellemmanden Kristus, selv om den
påbegyndte opfyldelse af loven langt fra er fuldkommen og i høj grad er
uren. Sådan må vi se på forkyndelsen af boden. Selv om de romerske teologer i
deres lære om boden ikke har sagt et ord om troen, tror vi alligevel ikke at
nogen af vores modstandere er så gale, at de nægter, at absolutionen er
evangeliets røst. Men absolutionen må modtages ved troen, så den kan oprejse
den forskrækkede samvittighed.
Fordi læren om boden ikke bare påbyder nye gerninger, men
også lover syndernes forladelse, kræver den nødvendigvis troen. For syndernes
forladelse modtages ikke uden ved troen. De steder, der handler om boden, må vi
altså altid forstå sådan, at der ikke bare kræves gerninger, men også tro. Som
i Matt 6: ”Hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, skal jeres Far i Himmelen,
også tilgive jer.” Her bliver en gerning krævet, og det bliver tilføjet et
løfte om syndernes forladelse, som ikke kommer på grund af gerninger, men på
grund af Kristus ved troen. Sådan vidner også mange andre steder i Skriften.
ApG 10, 43: ”Om ham vidner alle profeterne, at alle, der tror på ham, skal få
tilgivelse for synderne ved hans navn.” Og 1 Joh 2, 12: ”I har fået synderne
tilgivet for hans navn skyld.” Ef l, 7: ”I ham har vi forløsning ved hans blod,
tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde.” Men hvorfor skulle det være
nødvendigt at citere flere vidnesbyrd? Det er evangeliets egentlige tale, at vi
opnår syndernes forladelse ved tro for Kristi skyld og ikke på grund af vores
gerninger. Denne evangeliets stemme prøver vores modstandere at undertrykke ved
ondsindet at fordreje de steder, der handler om loven eller gerningerne. Det er
sandt, at i læren om boden kræves der gerninger, da der virkelig kræves et nyt
liv. Men her tillægger modstanderne på ondsindet vis det syn, at vi ved sådanne
gerninger fortjener syndernes forladelse eller retfærdiggørelsen. Kristus
knytter ganske vist ofte løftet om syndernes forladelse sammen med de gode
gerninger. Ikke fordi han vil, at gode gerninger skal være en forsoning, for de
følger efter forligelsen. Han gør det af to grunde. Den ene er, at gode
gerninger nødvendigvis må følge med. Han advarer altså om, at det er hykleri og en opdigtet bod, hvis gode
frugter ikke følger. Den anden årsag er, at vi har behov for ydre tegn på
et så stort løfte, fordi den ængstelige samvittighed trænger til at bliver
trøstet på mange måder. Ligesom dåben og Herrens nadver er tegn, der stadig
påminder, opmuntrer og styrker de ængstelige hjerter, så de tror fastere at
synderne er tilgivet, således er det samme løfte skrevet og malet på de gode
gerninger, for at disse gerninger skal opmuntre os til at tro fastere. De, der
ikke gør gode gerninger, opmuntrer ikke sig selv til at tro, men foragter
løfterne. De gudfrygtige omfavner dem og glæder sig over at have tegn og
vidnesbyrd om dette store løfte. Derfor øver de sig ved sådanne tegn og
vidnesbyrd. Ligesom altså Herrens nadver ikke retfærdiggør ved gjort gerning
uden troen, således retfærdiggør heller ikke almisser ved gjort gerning uden
troen.
Sådan bør vi
også forstå Tobias’ udsagn i kap 4: ”Almisser befrier fra enhver synd og fra
døden.” Vi siger ikke, det er en retorisk overdrivelse, selv om det kunne
opfattes sådan. Men det bør opfattes, så det ikke ødelægger Kristi ære, hvis
egentlige tjeneste er at befri fra synden og døden. Vi må vende tilbage til den
regel, at læren om loven ikke gavner noget uden Kristus. Almisser behager altså
Gud, når de følger efter forligelsen eller retfærdiggørelsen, ikke når de går
forud for den. Derfor befrier almisser ikke fra synd og død ved gjort gerning.
Som vi har sagt om boden ovenfor, at troen
og frugterne må ses i sammenhæng, sådan må vi også sige med hensyn til
almisser, at det er hele det nye liv, der
frelser. Almisser er virkninger af
den tro, der modtager syndernes forladelse og overvinder døden, og som får
nye kræfter, idet den øver sig mere og mere. Vi indrømmer også at almisser
fortjener mange velgerninger fra Gud, at de mildner vores straf, at de
fortjener en beskyttelse for os i syndens og dødens farer, som vi lidt ovenfor
har sagt om boden i det hele taget. Når man tager hele Tobias’ udsagn i
betragtning, viser den, at der forud for almisserne kræves tro: ”Hav Gud i
tanke alle dit livs dage.” Og senere: ”Velsign altid Gud og bed ham styre dine
veje.” Det hører netop med til den tro, som vi taler om, den, der tror, at den
har en Gud, som er forsonet for hans egen barmhjertigheds skyld, og som ønsker
at bliver retfærdiggjort, helliggjort og styrt af Gud. Men vores modstandere,
de hjælpsomme mennesker, udplukker radbrækkede skriftsteder, for at kaste blår
i øjnene på de ukyndige. Derefter tilføjer de deres egne meninger. Man bør
imidlertid se på stederne i deres helhed, fordi det efter de almindelige regler
er urimelig at dømme eller give svar i en sag, når man kun har fået en enkelt
lille del af loven lagt frem for sig og ikke har taget hele loven i øjesyn. Når stederne bliver taget frem i deres
helhed, giver de for det meste selv deres tolkning.
Lukas 11 bliver
også citeret i en løsrevet form: ”Gi almisse, så bliver alt rent for jer.”
Vores modstandere må være døve. Igen og igen har vi sagt, at evangeliet om
Kristus må føjes til forkyndelsen af loven. For hans skyld er det, at de gode
gerninger behager Gud. Men modstanderne lærer overalt, at vi fortjener retfærdiggørelsen
ved lovens gerninger, uden Kristus. Når dette sted bliver læst i sin helhed,
viser det, at troen kræves. Kristus revser farisæerne, der troede at de blev
renset, dvs., retfærdiggjort, over for Gud ved at de stadig rensede sig. Sådan
sagde også en eller anden pave, at vand, der er strøet salt i, helliger og
renser folk, og kommentaren til teksten siger, at det renser fra tilgivelige
synder. Sådan var farisæernes mening også, som Kristus irettesætter. I
modsætning til denne indbildte renselse sætter han en dobbelt renhed, en indre
og en ydre. Han forlanger, at de må bliver renset indvendig, og om den ydre
renhed tilføjer han: ”Giv almisse af det som er til overs, så vil alt være rent
for jer.” Vores modstandere sætter ikke det omfattende ord ”alt” ind i den
rette sammenhæng. Kristus knytter sin konklusion til begge led: ”så vil alt
være rent, hvis I bliver rene indvendig og i det ydre giver almisser.” Han
giver nemlig til kende, at den ydre renhed bør anses for at bestå i de
gerninger, der er påbudt af Gud, ikke i menneskelige traditioner, som de
renselser, der foregik den gang, eller som den daglige stænkning med vand som
nu foregår, eller som munkeklæder, forskel på mad og lignende ting, der ser
flot ud. Men vores modstandere fordrejer meningen ved spidsfindig kun at lade
det altomfattende ord gælde den ene del af sætningen: ”Alt vil bliver rent, når
I har givet almisser.” Men Peter har sagt, at det er ved troen, hjertet bliver
renset (ApG 15, 9). Når man ser nøje på hele dette sted, udrykker det en
mening, der stemmer med resten af Skriften: Når hjertet er renset, og så
almisser og alle slags kærlighedsgerninger kommer til i det ydre, så er hele
mennesket rent, ikke bare udvendig, men også indvendig. Hvorfor ser de da ikke
hele Kristi tale i sammenhæng? Hans irettesættelse indeholder mange dele,
noget, der påbyder troen, andre gerninger. En ærlig læser ville ikke plukke
påbud om gerninger ud og springe over de steder, der handler om troen.
Endelig må vi
minde læserne om, at vores modstandere giver råd til de gudfrygtige
samvittigheder på en meget dårlig måde, når de lærer, at syndernes forladelse
bliver fortjent ved gerninger. En samvittighed, der søger tilgivelsen ved
gerninger, kan aldrig være sikker på at dens gerning vil tilfredsstille Gud. Derfor
er den altid urolig og finder stadig på nye gerninger og gudstjenester, indtil
den bliver helt fortvivlet. Denne tanke finder vi hos Paulus i Rom 4, hvor han
beviser, at løftet om retfærdigheden ikke opfyldes på grund af vores gerninger,
fordi vi aldrig kan være sikre på, at vi har en nådig Gud. For loven anklager
altid. Altså ville løftet være nytteløst og usikkert. Han slutter derfor, at
løftet om syndernes forladelse og retfærdigheden bliver modtaget ved troen og
ikke ved gerninger. Dette er den sande og enkle og forståelige mening i det,
Paulus siger. Der bliver den største trøst fremstillet for de gudfrygtige
samvittigheder og Kristi ære bliver forherliget, ham, der i sandhed blev givet
os, for at vi ved ham skulle have nåde, retfærdighed og fred.
Hidtil har vi gennemgået de vigtigste steder, som vores
modstandere anfører mod os, for at vise at troen ikke retfærdiggør, og at vi
fortjener syndernes forladelse og nåden ved vores gerninger. Men vi håber, at
vi har vist det klart nok for de gudfrygtige samvittigheder, at disse steder
ikke står i strid med vores synspunkter, og at vores modstandere på en
ondsindet måde forvrænger Skrifterne efter deres eget hoved. De fleste steder
citerer de i løsrevet form. De udelader de steder, der taler klarest om troen
og plukker de steder ud i Skriften, der handler om gerningerne og fordrejer dem
tilmed. Over alt opdigter de menneskelige meninger i tillæg til det, Skriftens
ord siger. De lærer om loven sådan, at evangeliet om Kristus bliver skjult.
Hele vores modstanderes lære er dels taget fra den menneskelige fornuft, dels
er den lovens lære uden evangeliet. De lærer to måder at bliver retfærdiggjort
på, den ene er taget fra fornuften, den anden fra loven, og ingen af dem er
taget fra evangeliet eller løftet om Kristus.
Den første måde retfærdiggørelsen sker
på, efter deres mening, er ved at menneskene fortjener nåden ved gode
gerninger, snart efter rimelighed, snart efter værdighed. Denne måde er efter
fornuftens lære, for fornuften ser ikke hjertets urenhed og mener derfor, at
den behager Gud, når den gør det, der er godt. Derfor har mennesker også, når
de er i store farer, stadig fundet på nye gerninger og nye former for
gudstjenester, for at bliver fri for rædselen i samvittigheden. Hedningene og
israelitterne slagtede menneskeofre og påtog sig mange andre tunge gerninger
for at forsone Guds vrede. Siden fandt man på munkeordener, og disse kappedes
om, at have de strengeste øvelser for at modvirke rædslerne i samvittigheden og
Guds vrede. Og fordi denne måde at bliver retfærdiggjort på stemmer med
fornuften og helt og holdent har med de ydre gerninger at gøre, kan den blive
forstået, og det den kræver, kan bliver udført så nogenlunde. Og med hensyn til
dette har lærerne i den kirkelige lovgivning misforstået og forvrænget de
kirkelige ordninger, som fædrene har givet i en helt anden hensigt, nemlig ikke
for at vi skulle søge retfærdigheden ved disse gerninger, men for at der skulle
være en vis orden i kirken af hensyn til den indbyrdes fred mellem mennesker.
På den måde har de også forvrænget sakramenterne og især messen, så de gennem
den søger retfærdighed, nåde og frelse ved gjort gerning.
Den anden måde at bliver retfærdiggjort
på bliver fremstillet af de romerske teologer, der lærer, at vi bliver
retfærdige ved en bestemt karakter,
kærligheden, der er indgydt af Gud, og at vi ved hjælp af denne karakter
indvendig og i det ydre kan holde Guds bud, og at en sådan opfyldelse af loven
er værdig til nåde og evig liv. Denne lære er oplagt lovens lære. For det er
sandt som loven siger: ”Du skal elske Herren din Gud” og: ”Du skal elske din
næste.” Kærligheden er derfor opfyldelsen af loven.
Det er let for
en kristen at dømme om begge disse måder, da begge udelukker Kristus og derfor
må forkastes. I den første er ugudeligheden tydelig, fordi den lærer, at vores
gerninger er en soning for synderne. Den anden indeholder meget, der er
skadelig. Den lærer os ikke at bruge Kristus i vores genfødelse. Den lærer
ikke, at retfærdiggørelsen er syndernes forladelse. Den lærer ikke, at
syndernes forladelse går forud for vores kærlighed, men opdigter, at vi kan
frembringe en kærlighedsgerning, der gør, at vi fortjener syndernes forladelse.
Den lærer os heller ikke at overvinde syndens og dødens rædsler ved troen på
Kristus. Den opdigter, at mennesker kan komme til Gud ved opfyldelsen af loven
uden Kristus som forsoner. Den opdigter dernæst, at selve opfyldelsen af loven
uden Kristus som forsoner er en retfærdighed, der er værdig til nåden og det
evige liv, skønt der selv hos de hellige knap nok findes en svag og ubetydelig
opfyldelse af loven.
Men evangeliet
blev ikke uden hensigt givet til verden. Det var heller ikke uden hensigt at
Kristus blev lovet, skænket og født, at han led og blev oprejst igen. Den, der
tænker over dette, vil let forstå, at vi ikke bliver retfærdiggjort ved
fornuften eller ved loven. Vi bliver altså tvunget til at være uenige med vores
modstandere om retfærdiggørelsen. For evangeliet viser os en anden måde. Det
tvinger os til at gøre brug af Kristus i retfærdiggørelsen. Det lærer, at vi
gennem ham har adgang til Gud ved troen (Rom 5, 2), og at vi skal sætte ham som
mellemmand og forsoner mod Guds vrede. Det lærer, at vi ved troen på Kristus
modtager syndernes forladelse og forligelsen og overvinder syndens og dødens
rædsler. Sådan siger også Paulus, at retfærdigheden ikke kommer af loven, men
af løftet, hvor Faderen har lovet, at han vil tilgive os og lade sig forlige
med os for Kristi skyld. Dette løftet bliver modtaget ved troen alene, som
Paulus forsikrer i Rom 4. Denne tro alene er det, der modtager syndernes
forladelse, retfærdiggør og genføder. Derefter følger kærligheden og andre gode
frugter. Sådan lærer vi, at mennesket bliver retfærdiggjort, som vi ovenfor har
sagt, når det med en samvittighed, der er blevet forfærdet ved forkyndelsen af
boden, bliver oprejst og tror, at det har en nådig Gud for Kristi skyld. Denne
tro bliver tilregnet retfærdighed over for Gud, Rom 4. Og når hjertet på den
måde er oprejst og levendegjort ved troen, modtager det Helligånden, som
fornyer os, så vi kan holde loven, elske Gud og hans ord, adlyde Gud i
trængslerne, leve et rent liv, elske vores næste osv. Selv om disse gerninger
endnu er fjernt fra den fuldkomne opfyldelse af loven, behager de alligevel Gud
for troens skyld, som gør, at vi regnes retfærdige, fordi vi tror, at vi for
Kristi skyld har en nådig Gud. Dette er enkelt og i overensstemmelse med
evangeliet og kan forstås af den, der har en sund forstand. Og når man går ud
fra dette grundlag, er det let at forstå, hvorfor vi tilskriver troen
retfærdiggørelsen, og ikke kærligheden, selv om kærligheden følger troen, fordi
kærligheden er opfyldelsen af loven. Paulus lærer, at vi bliver retfærdiggjort
ikke af loven, men af løftet, som kun bliver modtaget ved troen. Vi kan ikke
komme til Gud uden Kristus som mellemmand. Heller ikke modtager vi syndernes
forladelse på grund af vores kærlighed, men på grund af Kristus. Vi kan ikke
engang elske den vrede Gud, og loven anklager os altid, viser os altid en vred
Gud. Derfor må vi først ved troen gribe løftet om, at Faderen for Kristi skyld
er nådig og tilgiver. Derefter begynder vi at holde loven. Langt fra den
menneskelige fornuft og langt fra Moses må vi fæste øjnene på Kristus og tro,
at han blev givet os, for at vi skulle bliver regnet retfærdige for hans skyld.
Så længe vi er i kødet, gør vi aldrig fyldest over for loven. Således bliver vi
ikke regnet retfærdige på grund af loven, men på grund af Kristus, fordi hans
fortjenester bliver givet os, når vi tror på ham. Hvis nogen tænker over disse
grundlæggende ting, at vi ikke bliver retfærdiggjort af loven, fordi den
menneskelige natur ikke kan holde Guds lov og heller ikke elske Gud, men at vi
bliver retfærdiggjort af løftet, hvor forsoning, retfærdighed og evig liv
bliver lovet for Kristi skyld, så vil han let forstå, at retfærdiggørelsen
nødvendigvis må tilskrives troen. Det vil man forstå, hvis man blot vil tænke
på, at det ikke er uden hensigt, at Kristus er lovet, fremstillet, født, har
lidt og er blevet oprejst igen. Hvis man vil tænke på, at løftet om nåden i
Kristus ikke uden hensigt blev givet fra verdens begyndelse, før loven og
udenom loven. Hvis man vil tænke på, at løftet må modtages ved troen. Som
Johannes siger: ”Den, der ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner, fordi han
ikke har troet Guds eget vidnesbyrd om sin Søn. Og dette er vidnesbyrdet, at
Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans Søn. Den, der har Sønnen,
har livet, men den, der ikke har Guds Søn, har ikke livet.” (l Joh 5, 10, 12).
Og Kristus siger: ”Får Sønnen frigjort jer, bliver I virkelig fri.” (Joh 8,
36). Og Paulus siger: ”Gennem ham har vi adgang til Gud,” og han tilføjer: ”ved
troen.” (Rom 5, 2). Løftet om syndernes forladelse og retfærdighed modtages
altså ved troen på Kristus. Og vi bliver ikke retfærdiggjort over for Gud ved
fornuften eller ved loven.
Dette er så
klart og så oplagt at det undrer os, at vores modstanderes raseri skal være så
stort, at de kan drage det i tvivl. Beviset er oplagt: Når vi ikke bliver
retfærdiggjort over for Gud ved loven, men ved løftet, må retfærdigheden
nødvendigvis tilskrives troen. Hvad kan nogen have at indvende mod dette bevis,
hvis han ikke har et ønske om helt at afskaffe evangeliet og Kristus? Kristi
ære bliver mere tydelig, når vi lærer, at han må bruges som mellemmand og
forsoner. De gudfrygtige samvittigheder skønner, at der i denne lære bliver
budt dem den rigeste trøst, nemlig at de skal tro og stole fast på, at de for
Kristi skyld har en nådig Far, ikke på grund af vores retfærdighed, og at
Kristus også hjælper os, så vi endog kan holde loven. Sådanne store goder tager
vores modstandere fra kirken, når de fordømmer og forsøger at udslette læren om
troens retfærdighed. Lad derfor alle mennesker af god vilje se til, at de ikke
slutter sig til deres ugudelige råd. I vores modstanderes lære om
retfærdiggørelsen bliver Kristus ikke nævnt, hvordan vi skal stille ham op mod
Guds vrede, som om vi kunne overvinde Guds vrede ved vores kærlighed eller
elske den vrede Gud. Om disse ting bliver samvittighederne ladt i uvished. Hvis
de nemlig skal tro, at de har en nådig Gud, fordi de elsker og holder loven, må
de tvivle på at de har en nådig Gud. Enten føler de ikke denne kærligheden i
det hele taget, som vores modstandere indrømmer, eller de føler bestemt, at den
er meget skrøbelig. Og meget ofte føler de vrede over Guds dom, som plager den
menneskelige natur med så mange skrækkelige onder, med trængsler i dette liv og
med den evige vredes rædsler. Hvornår skal samvittigheden da blive beroliget,
hvornår vil den finde fred? Hvornår vil den elske Gud under sådan tvivl og
sådanne rædsler? Hvad er da denne lovens
lære andet end en fortvivlelsens lære? Lad bare en af vores modstandere
komme frem og lære os om denne kærlighed, som han selv elsker Gud med. De
forstår slet ikke, hvad de snakker om. Som et ekko kaster de blot ordet
”kærlighed” tilbage uden at forstå det. Så forvirret og uklar er deres lære.
Den overfører Kristi ære til de menneskelige gerninger og leder
samvittighederne enten til hovmod eller til fortvivlelse. Vi håber, at de
gudfrygtige sjæle let vil forstå vores lære, og at den vil bringe de
forskrækkede samvittigheder en gudfrygtig og sund trøst. Når det gælder vores
modstanderes udflugt om at også mange ugudelige og djævlene tror, da har vi
allerede mange gange sagt, at vi taler om troen på Kristus, dvs., om troen på
syndernes forladelse, om den tro, der
sandt og helhjertet giver sin tilslutning til løftet om nåden. Det sker ikke
uden stor kamp i menneskehjertet. Og fornuftige mennesker kan let forstå,
at en tro, der tror, at Gud har omsorg for os, tilgiver os og bønhører os, er en overnaturlig ting. For af sig selv
kan menneskehjertet ikke tro noget sådant om Gud. Derfor findes den tro, som vi
taler om, hverken hos de ugudelige eller hos djævlene.
Hvis en eller anden sofist for øvrig skulle komme med den
udflugt, at retfærdigheden ligger i viljen og derfor ikke kan tilskrives troen,
som ligger i forstanden, da er det let at svare på. For de indrømmer selv i
deres skoler, at viljen befaler forstanden at give sin tilslutning til Guds
Ord. Vi siger det endnu klarere: Ligesom
syndens og dødens rædsler ikke bare er tanker i forstanden, men også et
frygtelig oprør i viljen, når den flygter for Guds dom, sådan er heller ikke
troen blot en erkendelse i forstanden, men også en tillid i viljen, dvs., den
består i at ville og at modtage det, der bliver tilbudt i løftet, nemlig
forligelsen og syndernes forladelse. Sådan bruger Skriften ordet tro, som dette
sted hos Paulus viser (Rom 5, 1): ”Da vi altså er retfærdiggjort af tro, har vi
fred med Gud.” På dette sted betyder ”retfærdiggøre” efter retslig sprogbrug at
frikende en skyldig person og erklære ham retfærdig, men at gøre dette på grund
af en andens retfærdighed, nemlig Kristi. Hans fremmede retfærdighed er det,
der bliver meddelt os ved troen. Vores retfærdighed er altså her tilregnelsen
af en fremmed retfærdighed. Derfor må der tales anderledes om denne
retfærdighed end når vi i filosofien eller for retten spørge efter den
retfærdighed, der kommer af ens egen gerning, og som ganske rigtigt ligger i
viljen. Derfor siger Paulus i l Kor l, 30: ”Af ham er I i Jesus Kristus, som er
blevet vores visdom fra Gud, vores retfærdighed, helliggørelse og forløsning.”
Og 2 Kor 5, 21: ”Han som ikke vidste af synd, har han gjort til synd for os,
for at vi skulle bliver gjort til Guds retfærdighed i ham.” Fordi Kristi
retfærdighed bliver givet os ved troen, derfor er troen en tilregnet
retfærdighed i os. Det vil sige, at troen er det, der bevirker, at vi behager
Gud på grund af Guds tilregnelse og bestemmelse. Som Paulus siger: ”Troen
regnes til retfærdighed” (Rom 4, 5). Og på grund af visse vrangvillige personer
må vi udrykke os efter alle kunstens regler: Troen er i sandhed retfærdighed,
fordi den er lydighed mod evangeliet. Det er nemlig klart, at lydighed mod en
højereståendes befaling, i sandhed er den form for retfærdighed, der giver
enhver det, der tilkommer ham. Og denne lydighed mod evangeliet bliver
tilregnet retfærdighed, så selv vores gode gerninger eller lydighed mod loven
behager Gud, fordi vi ved troen griber Kristus som forsoner. For vi gør ikke
fyldest over for loven, men det bliver tilgivet os for Kristi skyld, som Paulus
siger (Rom 8, 1): ”Så er det da ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus
Jesus.” Denne tro giver Gud ære, den giver Gud, hvad Guds er, ved at den lyder
ham, idet den tager imod hans løfter. Sådan siger også Paulus i Rom 4, 20: ”Han
var ikke vantro, så han tvivlede på Guds løfte, men blev stærk i troen og gav
Gud ære.” Således består evangeliets
gudstjeneste og tilbedelse i at modtage det gode fra Gud. Derimod består
lovens gudstjeneste i at tilbyde og fremlægge vores gode ting for Gud. Men vi
kan ikke tilbyde Gud noget, uden at vi først er blevet forligt med Gud og
genfødt. Den allerstørste trøst kommer af
denne lære at den højeste gudstjeneste i evangeliet er at ville modtage
syndernes forladelse, nåde og retfærdighed af Gud. Om denne gudstjeneste
siger Kristus i Joh 6, 40:”Dette er min Fars vilje, som har sendt mig, at
enhver, der ser Sønnen og tror på ham, skal have evig liv.” Og Faderen siger: ”Dette er min Søn den
elskede, som jeg har behag i, hør ham!” Vores modstandere taler om lydighed mod
loven, de taler ikke om lydigheden mod evangeliet, skønt vi ikke kan lyde
loven, hvis vi ikke er blevet genfødt ved
evangeliet, og ikke elsker Gud, hvis vi ikke har modtaget syndernes
forladelse. Så længe vi oplever, at han er vred på os, flygter den menneskelige
natur for hans vrede og dom. Nogen vil måske indvende mod det, at hvis det er
troen, der ønsker det, der tilbydes i løftet, så sammenblander man troen og
håbets væsen. For det er håbet, der venter det, der bliver lovet. Til dette
svarer vi, at disse ting ikke kan skilles ad i virkeligheden, sådan som de
bliver løsrevet fra hinanden ved nytteløse spekulationer på universiteterne.
For også i Hebræerbrevet er troen defineret som en forventning om det, der
håbes (11, 1) Hvis nogen alligevel vil, at der skal skelnes mellem dem, siger
vi at håbets genstand egentlig er en fremtidig hændelse, men at troen både
retter sig mod fremtidige og nuværende ting, og i det nærværende modtager
syndernes forladelse, som skænkes i løftet.
Efter dette håber vi, det er let at forstå, både hvad troen
er, og at vi tvinges til at holde fast på, at vi ved troen bliver
retfærdiggjort, forligt og genfødt, hvis vi i det hele taget ønsker at lære
evangeliets retfærdighed og ikke lovens. De, der lærer, at vi bliver
retfærdiggjort ved kærligheden, lærer lovens retfærdighed, og de lærer ikke at
bruge Kristus som mellemmand i retfærdiggørelsen. Det er klart, at vi ikke ved
kærligheden, men ved troen overvinder syndens og dødens rædsler, fordi vi ikke
kan stille vores kærlighed og opfyldelse af loven op mod Guds vrede, som Paulus
siger: ”Ved Kristus har vi adgang til Gud ved troen.” Dette udsagn indprenter
vi så ofte, fordi det er så klart. Det viser nemlig tydeligt, hvad der er sagen
kerne, og når vi ser nøje på det, kan det lære os meget om hele sagen og trøste
de gudfrygtige hjerter. Derfor er det godt at have det for hånden og for øje,
ikke bare for at sætte det op mod vores modstanderes lære, når de lærer at vi
kommer til Gud, ikke ved troen, men ved kærlighed og egen fortjeneste, uden
Kristus som mellemmand, men også for at styrke os selv i vores frygt og for at
øve troen. Det er også klart, at uden Kristi hjælp, kan vi ikke holde loven,
som han selv siger: ”Uden mig kan I intet gøre.” Derfor må hjertet blive
genfødt ved troen, før vi kan holde loven.
Af dette kan
man også forstå, hvorfor vi forkaster vores modstanderes lære om
værdighedsfortjenesten. Afgørelsen er let, fordi de ikke nævner troen, at vi
behager Gud for Kristi skyld ved troen. De opdigter at gode gerninger, der er
udført ved hjælp af et kærlighedens sindelag, er en fuldværdig retfærdighed,
der i sig selv behager Gud, og som er værdig til det evige liv og ikke har brug
for Kristus som mellemmand. Denne lære at vi behager Gud på grund af vores
gerninger, ikke på grund af Kristus, hvad er det andet end at overføre Kristi
ære på vores gerninger? Det er også at tage æren som mellemmand fra Kristus,
der altid forbliver mellemmand, ikke bare i begyndelsen af retfærdiggørelsen.
Og Paulus siger, at hvis den, der er retfærdiggjort i Kristus, senere begynder
at søge retfærdigheden et andet sted, da ”gør han Kristus til en tjener for
synden” (Gal 2, 17), fordi han ikke gør fuldkomment retfærdig. Og det mest
urimelige er, at vores modstandere lærer, at gode gerninger fortjener nåden
ifølge værdighed, som om nåden virkelig kunne vindes ved gode gerninger, når
samvittigheden undertiden forskrækkes, efter at retfærdiggørelsen er påbegyndt,
og ikke ved troen på Kristus.
For det andet
lader vores modstandere samvittigheden i tvivl, så den aldrig kan være rolig,
fordi loven altid anklager os, også når vi gør gode gerninger. For kødet står
altid Ånden imod med sit begær (Gal 5, 17). Hvordan kan samvittigheden da have
fred uden troen, hvis den tror, at den må behage Gud ikke for Kristi skyld, men
for sine egne gerningers skyld? Hvilken gerning kan den finde, som den vil
regne for værdig til det evige liv, hvis håbet skal grunde sig på fortjenester?
Mod en sådan tvivl siger Paulus: ”Retfærdiggjort ved troen har vi fred med
Gud.” Vi bør altså være forvisset om at retfærdighed og evigt liv bliver givet
os for Kristi skyld. Og om Abraham siger han (Rom 4, 18): ”Mod håb troede han
med håb.” For det tredje, hvordan kan samvittigheden vide, hvornår en gerning
er gjort under påvirkning af kærlighedens sindstilstand, så den kan vide
sikkert, at den fortjener nåden efter værdighed? Men hele denne forskel mellem
værdighedsfortjeneste og rimelighedsfortjeneste er kun konstrueret for at omgå
Skriften, fordi intentionen hos den, der udfører gerningen, ikke skelner mellem
to slags fortjenester, som vi har sagt ovenfor. Men de sikre hyklere
forestiller sig, at deres gerninger uden videre gør dem værdige til at bliver
regnet retfærdige for deres skyld. De forskrækkede samvittigheder, derimod,
tvivler på alle deres gerninger, derfor leder de stadig efter nye, indtil
fortvivlelsen indtræffer. For det at fortjene noget efter rimelighed betyder at
tvivle og at handle uden tro. Kort sagt, alt det vores modstandere lægger frem
i denne sag, er fuldt af vildfarelser og farer.
For det fjerde
bekender hele kirken, at det evige liv kommer til os ved Guds barmhjertighed.
Sådan taler nemlig Augustin om de helliges gerninger efter retfærdiggørelsen, i
skriftet ”Om nåden og den frie vilje”: ”Ikke ved vores fortjenester, men på
grund af sin barmhjertighed, fører Gud os til det evige liv.” Og i niende bog i
sine Bekendelser siger han: ”Ve et menneskes liv, om det aldrig er så
rosværdigt, hvis det skal dømmes uden barmhjertighed.” I sin fortolkning af
Herrens bøn siger Cyprian: ”For at ingen skal være fornøjet med sig selv, som
om han var uskyldig, og ophøje sig selv, så han går endnu mere til grunde,
undervises han om og lærer han, at han synder daglig, da han bliver befalet
daglig at bede for sine synders skyld.” Men det er en kendt sag, og vi har
mange klare vidnesbyrd i Skriften og hos kirkefædrene, som alle med en mund
erklærer, at selv om vi udfører gode gerninger, har vi alligevel behov for
barmhjertighed, når vi gør sådanne gode gerninger. Når troen ser på denne
barmhjertighed, oprejser og trøster den os. Derfor er det en dårlig lære vores
modstandere kommer med, når de berømmer fortjenesterne på en sådan måde, at de
ikke tilføjer noget om den tro, der griber Guds barmhjertighed. For som vi
ovenfor har sagt, at troen og løftet hører sammen, og at løftet ikke kan gribes
uden ved troen, sådan siger vi også nu, at den barmhjertighed, der er lovet, på
tilsvarende måde kræver tro og ikke kan gribes uden ved troen. Med rette
kritiserer vi derfor læren om værdighedsfortjeneste, da den ikke lærer noget om
den retfærdiggørende tro og skygger for Kristi ære og hans tjeneste som
mellemmand. Vi bør heller ikke betragtes som nogen, der lærer noget nyt i denne
sag, da kirkefædrene så klart har hævdet den mening, at vi har behov for
barmhjertighed, selv når vi gør gode gerninger.
Skriften
indprenter ofte det samme. Salmen 143, 2 siger: ”Stævn ikke mig, din tjener,
for retten, for ingen, der lever, er retfærdig for dig.” Dette sted fratager
absolut alle, til og med de hellige og Guds tjenere, æren af at være retfærdig,
hvis ikke Gud tilgiver, men dømmer og anklager deres hjerte. Når David andre
steder roser sig af sin retfærdighed, taler han om sin sag mod dem, der
forfølger Guds ord, og ikke om sin personlige renhed over for Gud. Han beder
om, at Guds sag og hans ære må bliver forsvaret, som i Sal 7: ”Døm mig, Herre,
efter min retfærdighed og efter den uskyld, som er hos mig.” På den anden side
siger han i Sal 130, at ingen kan bliver stående i Guds dom, hvis Gud er
opmærksom på vores synder: ”Hvis du, Herre, vil lægge mærke til misgerningerne,
Herre, hvem kan da bliver stående?” Og i Job 9, 28: ”Jeg gruer for alle mine
gerninger.” Ligeledes (v. 30): ”Om jeg vaskede mig med snevand, og om mine
hænder var skinnende rene, ville du alligevel dukke mig ned i skidtet.” Og Ords
20 (9): ”Hvem kan sige: Jeg har gjort mit hjerte rent, jeg er renset for synd?”
Og l Joh l, 8: ”Siger vi, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og
sandheden er ikke i os.” Og i Herrens bøn beder de hellige om syndernes
forladelse, altså har de hellige også synder. 4 Mos 14, 18: ”Endog den
uskyldige skal ikke være uskyldig.” Og 5 Mos 4, 24: ”Din Gud er en fortærende
ild.” Og Zakarias siger i 2, 13: ”Vær stille, alt kød, for Herrens åsyn!” Og
Esajas 40, 6: ”Alt kød er græs og al dets skønhed som blomsten på marken.
Græsset visner bort, og blomsterne visner, når Herrens ånde blæser på dem,”
dvs., kødet og kødets retfærdighed kan ikke bliver stående i Guds dom. Og Jonas
siger i kap. 2, 9: ”De, der giver afkald på barmhjertighed, de dyrker det
svigefulde og tomme,” dvs., al tillid er nytteløs, undtagen tillid til
barmhjertighed. Barmhjertigheden bjerger os, vores egne fortjenester, vores
egen stræben, bjerger os ikke. Derfor beder også Daniel i kap. 9, 18: ”For det
er ikke på grund af vores retfærdighed vi lægger vores bønner frem for dig, men
på grund af din store barmhjertighed. Herre, hør! Herre, tilgiv! Giv agt på
vores bøn! Grip ind, skjul dig ikke for din egen skyld, min Gud! For dit navn
er nævnt over din by og dit folk.” Sådan lærer Daniel os, at gribe Guds
barmhjertighed, når vi beder, dvs., at sætte vores lid til hans barmhjertighed
og ikke til vores fortjenester over for Gud. Vi undrer os over, hvad vores
modstandere gør, når de beder, hvis disse verdslige mennesker i det hele taget
nogensinde beder Gud om noget. Hvis de minder om, at de er værdige, fordi de
har kærlighed og gode gerninger, og kræver nåde, som noget de har fortjent, så
beder de som farisæeren i Luk 18, når han siger: ”Jeg er ikke som andre
mennesker.” En sådan bøn, der støtter sig på egen retfærdighed og ikke på Guds
barmhjertighed, krænker Kristus, der går i forbøn for os, fordi han er vores
ypperstepræst. Således støtter bønnen sig altså på Guds barmhjertighed, når vi
tror, at vi bliver hørt på grund af Kristus, vores ypperstepræst. Som han selv
siger (Joh 16, 23): ”Hvad som helst I beder Faderen om i mit navn, skal han
give jer.” Han siger ”i mit navn”, fordi vi ikke kan komme til Faderen uden
denne ypperstepræst.
Her hører også
Kristi udsagn i Luk 17, 10: ”Når I har gjort alt, som er pålagt jer, skal I
sige: Vi er unyttige tjenere.” Disse ord siger klart, at Gud frelser gennem sin
barmhjertighed og på grund af sit løfte, ikke som noget han skylder os, fordi
vores gerninger er værdige til det. Men på dette punkt driver vores modstandere
et beundringsværdigt spil med Kristi ord. Først fordrejer de vores bevis og
vender det mod os. Meget snarere, hævder de, kunne vi sige: Når I har troet
alt, skal I sige: Vi er unyttige tjenere. Derefter tilføjer de, at vores gerninger
er unyttige for Gud, men for os er de ikke unyttige. Læg mærke til hvordan
disse barnlige spidsfindigheder fryder vores modstandere! Og skønt sådanne
ordlege ikke fortjener nogen gendrivelse, skal vi alligevel give et kort svar.
Fordrejningen af vores bevis er ikke holdbar. For det første farer vores
modstandere vild, når det gælder ordet ”tro”. Hvis det betegnet den historiske
kundskab, som også de ugudelige og djævlene har, ville vores modstandere med
rette kunne trække den slutning, at troen er unyttig, når de siger: ”Når I har
troet alt, skal I sige: Vi er unyttige tjenere.” Men vi taler ikke om den
historiske kundskab, men om tilliden til løftet og til Guds barmhjertighed. Og
denne tillid til løftet er en bekendelse af, at vi er unyttige tjenere, ja, denne bekendelse af at vores gerninger
ikke fortjener noget, er netop troens røst, som det klart fremgår af
eksemplet fra Daniel, som vi har citeret lidt ovenfor: ”For det er ikke på
grund af vores retfærdighed, vi lægger vores bønner frem for dig.” Troen frelser,
fordi den griber Guds barmhjertighed eller løftet om nåden, selv om vores
gerninger ikke fortjener noget. Og i den betydning skader vores modstanderes
kunstgreb os ikke noget: ”Når I har troet alt, skal I sige: Vi er unyttige
tjenere” nemlig at vores gerninger er uden fortjeneste. For vi lærer med hele
kirken, at vi frelses ved Guds barmhjertighed. Men hvis de på lignende måde vil
trække en slutning fra udsagnet: ”Når du har gjort alt, skal du ikke stole på
dine gerninger” til udsagnet: ”Når du har troet alt, så skal du ikke stole på
det guddommelige løfte,” så hænger det ikke sammen. For det er to helt
forskellige ting. I den første og anden påstand har tilliden forskellige
årsager og forskellig objekt. I den første er tilliden en tillid til vores gerninger.
I den anden er tilliden en tillid til det guddommelige løfte. Kristus fordømmer
tilliden til vores gerninger, men ikke tilliden til sine løfter. Han vil ikke,
at vi skal fortvivle, når det gælder nåden og Guds barmhjertighed. Han
forkaster vores gerninger som uværdige, men han forkaster ikke løftet, som
tilbyder barmhjertighed uden vederlag. Og her siger Ambrosius meget tydelig:
”Vi skal vedkende os nåden, men ikke være ukendt med vores natur”. Vi skal
sætte vores lid til løftet om nåden, ikke til vores natur. Men vores
modstandere går frem på sædvanlig måde: Udsagn, der taler for troen, forvrænger
de, så de taler imod læren om troen. Men sådanne spidsfindigheder henviser vi
til deres universiteter. Det er tydelig blot barnlige udflugter, når de udlægger
ordet, om at vi er unyttige tjenere, sådan at gerningerne er unyttige for Gud,
men nyttige for os. Men Kristus taler om den nytte, der gør, at Gud bliver
skyldig at give os nåde. Imidlertid ligger det uden for sagen her at diskutere,
hvad der er nyttig og unyttig. ”Unyttige tjenere” betyder tjenere som ikke gør
fyldest, fordi ingen frygter, elsker eller tror på Gud, som han burde. Men vi
vil lade vores modstanderes tomme udflugter fare. Forstandige mennesker vil let
kunne skønne, hvordan folk vil dømme om dem, når de kommer frem i lyset. I de
enkleste og klareste ord har de fundet en sprække. Men enhver vil kunne se, at
dette skriftordet forkaster tilliden til vores gerninger.
Lad os derfor
holde fast på det, kirken bekender, at vi bliver frelst ved Guds
barmhjertighed. Og for at ingen skal tænke, at hvis vi bliver frelst af
barmhjertighed, vil håbet være usikkert. Der må gå noget hos dem, der bliver
frelst, der skiller dem fra dem, der ikke bliver frelst. Så vil vi give et
svar, der er tilstrækkelig. Det ser ud til at være en sådan slutning, der har
bevæget teologerne til at opfinde udrykket ”værdighedsfortjeneste”. Denne
slutning kan bliver en stor plage for den menneskelige tanke. Derfor vil vi
svare kort. Netop for at gøre håbet fast og for at skille mellem dem, der bliver frelst, og dem, der ikke bliver det,
er det nødvendig at slå fast, at vi bliver frelst af barmhjertighed. Når dette
bliver sagt så nøgent, synes det meningsløst. For i retten og for den
menneskelige domstol er ret eller skyld det sikre og barmhjertighed det usikre.
Men med Guds dom er det anderledes. Her hviler barmhjertigheden på et klart og
sikkert løfte og på Guds befaling. For evangeliet er egentlig en befaling, der
foreskriver, at vi skal tro, at Gud er nådig mod os for Kristi skyld. Gud
sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal
bliver frelst ved ham. Den, der tror på ham, bliver ikke dømt (Joh 3, 17f). Så
ofte, der det tales om barmhjertighed, må troen på løftet lægges til. Og denne
tro fremkalder et sikkert håb, fordi den støtter sig på Guds ord og befaling.
Hvis håbet skulle støtte sig på gerningerne, ville det virkelig være usikkert,
fordi gerningerne aldrig kan gøre samvittigheden rolig, som vi har sagt ofte
ovenfor. Denne tro skiller mellem dem,
der bliver frelst, og dem, der ikke bliver det. Troen skiller mellem
værdige og uværdige, fordi det evige liv bliver lovet de retfærdiggjorte, og
troen retfærdiggør.
Men her vil
vores modstandere igen skrige op om, at gode gerninger ikke er nødvendige, hvis
de ikke fortjener det evige liv. Sådanne falske klagemål har vi tilbagevist
ovenfor. Nej, det er virkelig nødvendig at gøre gode gerninger. Vi siger, at
det evige liv er lovet dem, der er retfærdiggjort. Men de, der færdes efter kødet, bevarer hverken troen eller
retfærdigheden. Vi bliver netop retfærdiggjort, for at vi som
retfærdiggjorte skal begynde at gøre det gode og at lyde Guds lov. I den hensigt bliver vi genfødt og modtager
Helligånden, at det nye liv skal føre til nye gerninger, et nyt sindelag, frygt
og kærlighed til Gud, hadet til den onde lyst osv. Den tro, vi taler om,
bliver til i boden, og den bør styrkes og vokse under gode gerninger, under
fristelser og farer, så vi kan bliver endnu fastere overbevist om at Gud ser i
nåde til os, tilgiver og bønhører os. Ingen lærer dette uden mange og store
kampe. Hvor ofte mærker vi ikke samvittigheden, når den frister os til
fortvivlelse og viser os vores gamle eller nye synder eller urenheden i vores
natur! Dette gældsbrev bliver ikke udslettet uden stor kamp. Her vidner
erfaringen om, hvilken vanskelig sag troen er. Og mens vi bliver oprejst og får
trøst midt i rædslerne, vokser der samtidig andre åndelige drifter, kendskab
til Gud, frygt for Gud, håb og kærlighed til Gud. Vi bliver genfødt til at
kende Gud, som Paulus siger (Kol 3, 10, 2 Kor 3, 18). Og når vi ser Herrens
herlighed, bliver vi forvandlet til det samme billede, dvs., vi opnår sand
kundskab om Gud, så vi frygter ham ret og i sandhed stoler på, at han ser i
nåde til os og bønhører os. Denne genfødelse er ligesom begyndelsen på det
evige liv. Som Paulus siger (Rom 8, 10): ”Hvis Kristus bor i jer, er legemet
vel dødt på grund af synden, men ånden er levende.” Og (2 Kor 5, 2f): ”Vi
længes efter at bliver overklædt, så vi kan bliver stående påklædt og ikke
nøgne.” Af det kan den ærlige læser se, at vi i højeste grad kræver gode
gerninger, siden vi lærer at troen bliver
til i boden og stadig skal vokse i boden. Og det er den kristelige og åndelige fuldkommenhed, at boden og troen i boden vokser
samtidig. De gudfrygtige kan forstå dette bedre end det, vores modstandere
lærer om beskuelsen og fuldkommenheden. Ligesom
retfærdiggørelsen hører til troen, sådan hører også det evige liv til troen.
Og Peter siger (l Pet 1, 9): ”I når målet eller frugten af jeres tro: sjælenes
frelse.” Vores modstandere indrømmer, at de retfærdiggjorte er Guds børn og
medarvinger med Kristus (Rom 8, 17, Kol 2, 14). Derefter fortjener gerningerne
andre legemlige og åndelige belønninger, fordi de behager Gud på grund af
troen. For der skal være forskel på de helliges herlighed.
Men her
indvender vores modstandere, at det evige liv kaldes en ”løn”, derfor må den
fortjenes efter værdighed ved gode gerninger. Vi skal svare kort og enkelt. I
Rom 6, 23 kalder Paulus det evige liv en ”gave”, fordi retfærdigheden, der
bliver givet os for Kristi skyld, samtidig gør os til Guds børn og medarvinger
med Kristus. Som også Johannes siger (Joh 3, 36): ”Den, der tror på Sønnen, har
evig liv.” Og Augustin siger, som mange andre har sagt det efter ham: ”Gud
kroner sine gaver i os.” Men et andet sted står der skrevet (Luk 6, 23): ”Deres
løn er stor i Himmelen.” Hvis vores modstandere synes at disse udsagn står i
strid med hinanden, må de selv løse den knude. Men de er ikke retfærdige dommere.
For de udelader ordet ”gave”. De forbigår også hele ophavet til sagen og
plukker ordet ”løn” ud, og det udlægger de på den værste måde, ikke bare mod
Skriften, men også mod almindelig sprogbrug. Fordi ”løn” bliver nævnt, slutter
de, at vores gerninger må være af en sådan slags, at de har en værdi, som Gud
skylder os det evige liv for. De fortjener altså nåde og evig liv og trænger
ikke til barmhjertighed eller Kristus som mellemmand eller troen. En sådan
logik er splinterny. Vi hører ordet ”løn”, derfor har vi ikke brug for Kristus
som mellemmand eller troen, der har adgang til Gud for Kristi skyld og ikke på
grund af vores egne gerninger. Hvem kan ikke se at det er en kortslutning? Vi
vil ikke strides om ordet ”løn”. Det vi strides om, er: om gode gerninger i sig
selv gør os værdige til nåde og evig liv, eller om de i virkeligheden behager
Gud alene på grund af troen, der griber Kristus som mellemmand. Vores
modstandere tilskriver gerningerne ikke blot det, at de gør os værdige til
nåden og det evige liv, men de opdigter også, at de har fortjenester tilovers.
Dem kan de give til andre og retfærdiggøre andre med, som når munkene sælger
deres ordens fortjenester til andre. Disse ting stabler de op, som Crispinus
gjorde, så snart de hører det ene ordet ”løn”: Det kaldes ”løn”, derfor har vi
gerninger, der er af en sådan værdi, at der må gives løn derfor. Altså behager
gerningerne Gud i sig selv, ikke for mellemmanden Kristi skyld. Og siden nogen
har flere fortjenester end andre, er der altså nogen, der har fortjenester
tilovers. Og disse fortjenester, som de har optjent, kan de give til andre.
Vent, kære læser! Du har endnu ikke hørt hele slutningen. Det må tilføjes visse
sakramenter, der passer til denne overføringen af fortjenester, som f.eks. at
døde bliver iført en munkehætte osv. Ved en sådan samling af argument bliver
Kristi velgerning og troens retfærdighed skjult.
Vi giver os
ikke af med noget tomt ordkløveri om ordet ”løn”. Hvis vores modstandere vil
medgive, at vi bliver regnet retfærdige for Kristi skyld ved troen, og at gode
gerninger behager Gud på grund af troen, skal vi ikke strides meget om ordet
”løn”. Vi indrømmer at det evige liv er en løn, ikke på grund af vores
fortjenester, men fordi det er noget, der skyldes os på grund af løftet. For
den retfærdiggørelse, som vi ovenfor har vist egentlig er en Guds gave, er
noget, der er lovet. Og med denne gave er løftet om det evige liv forbundet,
ifølge ordet (Rom 8, 30): ”Dem, han har retfærdiggjort, har han også
herliggjort.” Her gælder det, som Paulus siger (2 Tim 4, 8): ”Så ligger
retfærdighedens krans klar til mig. Den skal Herren, den retfærdige dommer,
give mig.” Retfærdighedens krans er nemlig noget, vi har ret til for løftets skyld.
Og det løfte bør de hellige kende. Ikke for at de skal arbejde for deres egen
fordel, de skal nemlig arbejde for Guds ære. Men for at de ikke skal fortvivle
i trængslerne, bør de kende Guds vilje, at han vil hjælpe, udfri og bevare dem.
Sandt nok hører de modne og de svage kristne talen om straf og løn på
forskellig måde, for de svage arbejder for egen fordels skyld. Men alligevel er
forkyndelsen af løn og straf nødvendig. I forkyndelsen af straffen bliver Guds
vrede åbenbart. Derfor hører den til forkyndelsen af boden. I forkyndelsen af
lønnen bliver nåden åbenbart. Når den omtaler gode gerninger, tager Skriften
ofte troen med, fordi den vil sammenfatte hjertets retfærdighed med frugterne.
Sådan tilbyder den under tiden nåden sammen med andre belønninger, som Esajas
58, 8 og mange andre steder hos profeterne. Vi indrømmer også, som vi ofte har
bevidnet, at selvom retfærdiggørelsen og det evige liv hører troen til, så
fortjener gode gerninger alligevel andre legemlige og åndelige belønninger i
forskellig grad, ifølge ordet (l Kor 3, 8): ”Enhver skal få løn efter sit eget
arbejde.” For evangeliets retfærdighed, som har med løftet om nåden at gøre,
modtager retfærdiggørelsen og levendegørelsen gratis. Men opfyldelsen af loven,
som følger troen, har med loven at gøre, hvor lønnen er noget, der bliver
tilbudt, og som vi har ret til, ikke gratis, men efter vores gerninger. Men de,
der fortjener det, er de, der er retfærdiggjort, inden de holder loven. Derfor
er de først sat over i Guds Søns rige, som Paulus siger (Kol 1, 13) og er gjort
til medarvinger med Kristus (Rom 8, 17). Men så ofte der er tale om
fortjenester, overfører vores modstandere straks det, der gælder andre
belønninger, til retfærdiggørelsen, selv om evangeliet tilbyder
retfærdiggørelsen gratis for Kristi og ikke for vores fortjenesters skyld. Og
Kristi fortjenester bliver formidlet til os ved troen. Gerninger og trængsler
fortjener ikke retfærdiggørelsen, men andre belønninger, som i dette udsagn,
hvor der bliver tilbudt løn for gerninger (2 Kor 9, 6): ”Den, der sår sparsomt,
skal høste sparsomt, og den, der sår rigelig, skal høste rig velsignelse.” Her
bliver graden af løn tydeligt tilpasset graden af gerninger. ”Du skal ære din
far og din mor, så du må leve længe i landet” (2 Mos 20, 12). Her fastsætter
loven en løn for en bestemt gerning. Skønt opfyldelsen af loven altså fortjener
løn, for løn hører egentlig til loven, så bør vi alligevel huske på, at
evangeliet tilbyder os retfærdiggørelsen gratis for Kristi skyld. Vi hverken holder eller kan holde loven, før
vi er blevet forligt med Gud, retfærdiggjort og genfødt. Og denne
opfyldelse af loven ville ikke behage Gud, hvis vi ikke var blevet godtaget på
grund af troen. Fordi menneskene bliver godtaget på grund af troen, behager
denne påbegyndte opfyldelse af loven Gud og får sin løn, både her i livet og
efter dette liv. Om ordet ”løn” kunne der også siges meget andet ud fra lovens
natur, men da det ville bliver temmelig langt, bør det udfoldes i en anden
sammenhæng.
Vores
modstandere gør gældende at gode gerninger i egentlig mening fortjener det
evige liv, fordi Paulus i Rom 2, 6 siger: ”Han skal lønne enhver efter det, han
har gjort.” Ligeledes (v. 10): ”Herlighed, ære og fred får enhver, som gør det
gode.” Joh 5, 29: ”De, der har gjort det gode, skal stå op til livet.” Matt 25,
35: ”Jeg var sulten, og I gav mig mad” osv.
Disse og alle
lignende steder i Skriften, hvor gerningerne bliver rost, må man forstå sådan,
at det ikke bare er tale bare om de ydre gerninger, men også om troen i
hjertet. For Skriften taler ikke om hykleri, men om retfærdigheden i hjertet,
sammen med dens frugter. Men så ofte der er tale om loven og gerningerne, er
det nødvendig at vide, at Kristus som mellemmand ikke må udelukkes. For han er
lovens ende (Rom 10, 4), og han siger selv (Joh15, 5): ”Uden mig kan I intet
gøre.” Efter denne regel kan alle steder om loven tolkes, som vi har sagt
ovenfor. Når det evige liv derfor tillægges gerningerne, tillægges det kun de
retfærdiggjorte. Ingen kan gøre det gode, uden de, der er retfærdiggjort, og
som bliver drevet af Helligånden. Heller ikke kan de gode gerninger behage Gud
uden mellemmanden Kristus og troen, ifølge ordet: ”Uden tro er det umulig at
behage Gud” (Hebr 11, 6). Når Paulus siger: ”Han skal lønne enhver efter det,
han har gjort,” må vi ikke kun tænke på den ydre handling, men hele
retfærdigheden eller uretfærdigheden. Sådan må vi forstå det følgende ord: ”Ære
får den, der gør det gode,” dvs., den retfærdige. ”I gav mig mad” bliver
fremholdt som frugt af og vidnesbyrd om hjertets retfærdighed og troen, altså
bliver det evige liv givet til retfærdigheden. På denne måde sammenfatter Skriften hjertets retfærdighed med frugterne
af den. Ofte nævner den frugterne for at bliver bedre forstået af de
uerfarne, og for at vise at der kræves et nyt liv og en ny fødsel, ikke
hykleri. Og genfødelsen sker ved troen i
boden.
Intet
forstandigt menneske kan dømme anderledes. Vi forsøger heller ikke at være
overnøjagtige, så vi river frugterne og hjertets retfærdighed fra hinanden.
Blot vores modstandere vil vedgå, at frugterne behager Gud på grund af troen og
Kristus som mellemmand, og at de ikke af sig selv gør os værdige til nåden og
det evige liv. For det vi kritiserer i vores modstanderes lære er, at de ved at
tolke sådanne steder fra Skriften på enten en filosofisk eller en jødisk måde,
ophæver troens retfærdighed og udelukker Kristus som mellemmand. Af disse
steder drager de den slutning at gerningerne fortjener nåden, dels efter
rimelighed, dels efter værdighed, når kærligheden kommer til, dvs., at de
retfærdiggør og, fordi de er retfærdighed, gør os værdige til det evige liv.
Denne vildfarelse ophæver tydeligt troens retfærdighed, der holder fast på, at
vi har adgang til Gud for Kristi skyld, ikke på grund af vores gerninger, og
som tror, at vi gennem Kristus som ypperstepræst og mellemmand bliver ført til
Faderen og har en forsonet Far, som vi har sagt ofte nok. Og denne lære om
retfærdigheden af tro må ikke forsømmes i Kristi kirke. Uden den kan Kristi
gerning ikke blive forstået, og det, der er igen af læren om retfærdiggørelsen,
er bare en lære om loven. Det er derfor vores pligt, at holde fast på
evangeliet og læren om det løfte, der er givet for Kristi skyld.
Det er altså
ingen lille sag, vi strides med vores modstandere om her. Vi søger ikke efter
ligegyldige spidsfindigheder, når vi kritiserer dem, der lærer, at vi fortjener
det evige liv ved gerningerne, uden den tro, der griber Kristus som mellemmand.
For om den tro, der tror, at Faderen er nådig mod os for Kristi skyld, står det
ikke en stavelse hos de romerske teologer. Overalt hævder de som deres mening,
at vi er velbehagelige og retfærdige på grund af vores gerninger, enten de er
gjort ud fra fornuften, eller i det mindste ved kærlighedens tilskyndelse, som
de taler om. Rigtig nok viser de til udtalelser fra de gamle forfattere, som en
slags autoritative ord, men de tolker dem på en forvrænget måde. På de
teologiske uddannelsessteder indprenter de, at gode gerninger behager Gud på
grund af nåden, og at vi skal sætte vores lid til Guds nåde. Men de tolker
nåden som den beskaffenhed, der gør, at vi kan elske Gud, som om kirkefædrene
virkelig vil sige, at vi skal sætte vores lid til vores kærlighed, som vi af
erfaring godt ved, er både svag og uren. Alligevel er det mærkelig, at de
befaler os, at stole på vores kærlighed, når de lærer, at vi ikke kan vide, om
vi har den. Hvorfor fremstiller de ikke Guds nåde og barmhjertighed mod os? Og
så ofte som den bliver omtalt, skulle troen føjes til. For uden tro kan vi ikke
gribe løftet om Guds barmhjertighed, forligelsen og Guds kærlighed til os. Hvis
de forstod det på den måden, ville de have ret, når de sagde, at vi skal stole
på nåden, og at gode gerninger behager Gud på grund af nåden, når troen griber
nåden.
De gentager
også i undervisningen, at vores gode gerninger har værdi i kraft af Kristi
lidelse. Det er godt sagt! Men hvorfor tilføjer de ikke noget om troen? For
Kristus er et sonoffer ved troen, som Paulus siger (Rom 3, 25). Når de skræmte
samvittigheder bliver oprejst ved troen og tror, at vores synder bliver
udslettet ved Kristi død, og at Gud er forligt med os på grund af Kristi
lidelse, så gavner Kristi lidelse os
virkelig. Hvis læren om troen bliver udeladt, er det nytteløs at sige, at
gerningerne har værdi i kraft af Kristi lidelse.
Også de fleste
andre udsagn fordrejer de i uddannelsen, fordi de ikke lærer troens
retfærdighed, og forstår troen blot som en kundskab om historien og
læresætningerne. De forstår ikke troen
som den kraft, der griber nåden og retfærdigheden, som gør hjertet levende midt
under syndens og dødens rædsler. Paulus siger (Rom 10, 10): ”Med hjertet
tror vi til retfærdighed, med munden bekender vi til frelse.” Her tror vi, at
vores modstandere vil vedgå at bekendelsen ikke retfærdiggør eller frelser ved
at gerningen bliver gjort, men kun på grund af troen i hjertet. Paulus siger at
bekendelsen frelser, for at vise hvad slags tro det er, der vinder det evige
liv, nemlig en fast og virksom tro. Men hvis den ikke viser sig i bekendelse,
er det ikke en fast tro. Sådan behager også de øvrige gode gerninger Gud på
grund af troen, ligesom kirken i sine bønner beder om, at alt må være
velbehagelig for Kristi skyld. På samme måde beder vi om alt for Kristi skyld.
Som bekendt slutter bønnerne altid med disse ord: ”Ved Kristus, vores Herre.”
Af det slutter vi, at vi ved troen bliver retfærdiggjort over for Gud, forligt
med Gud og genfødt ved den tro, der i boden griber løftet om nåde. Den tro, der
i sandhed levendegør den forskrækkede sjæl og er overbevist om at Gud for
Kristi skyld er forsonet og nådig mod os. Ved denne tro, siger Peter (l Pet 1,
5), bliver vi bevaret til den frelse, der skal åbenbares. Kendskabet til denne
tro er nødvendig for de kristne og bringer den rigeste trøst i alle trængsler
og viser os Kristi embede. De, der nægter, at mennesker bliver retfærdiggjort
ved tro, nægter at Kristus er mellemmand og forsoner, de fornægter løftet om
nåde og evangeliet. De lærer blot fornuftens eller lovens lære om
retfærdiggørelsen.
Vi har, så
langt det var mulig, vist hvad ophavet til denne strid er, og vi har forklaret
de ting, som vores modstandere har gået imod. Det vil være let for retsindige
mennesker at dømme om det, hvis de vil huske på, at loven ikke kan holdes uden
Kristus, så ofte der bliver fremdraget et sted om kærligheden eller
gerningerne. Vi bliver ikke retfærdiggjort ved loven, men ved evangeliet, dvs.,
ved løftet om den nåde, der bliver tilbudt i Kristus. Og vi håber, at denne
drøftelse, selv om den er kort, vil være til nytte for retsindige mennesker til
styrkelse af troen og til lærdom og trøst for samvittigheden. Vi ved nemlig, at
det vi har sagt, er i overensstemmelse med de profetiske og apostolske
skrifter, med de hellige fædre, Ambrosius, Augustin og de fleste andre, og med
hele Kristi kirke, som i sandhed bekender, at Kristus er den, der forsoner og
retfærdiggør.
Vi bør ikke
uden videre antage at den romerske kirke er enig i alt, som paven,
kardinalerne, biskopperne eller nogle teologer og munke godtager. Det er kendt,
at de kirkelige embedsmænd bryder sig mere om deres egen magt end om Kristi
evangelium, og alle ved, at de fleste af dem er åbenlyse livsnydere. Det er
også tydeligt, at teologerne har blandet mere end nok fra filosofien ind i den
kristne lære. Og deres autoritet bør ikke respekteres så højt, at det ikke på
noget punkt skulle være tilladt at tage afstand fra deres udlægninger, når der
findes så mange åbenbare vildfarelser hos dem, som f.eks. at vi af rent
naturlige evner kan elske Gud over alle ting. Denne lære har frembragt mange
andre vildfarelser, skønt den er så åbenbart falsk. Den modsiges overalt af
Skriften, de hellige fædre og alle de gudfrygtiges dom. Derfor er kundskaben om
Kristus altid blevet bevaret hos enkelte gudfrygtige. Dette er sket på trods af
at kirkestyret eller nogle teologer og munke i kirken har lært, at vi skal søge
syndernes forladelse, nåde og retfærdighed ved vores gerninger og ved nye
gudstjenester, som skjuler Kristi embede og gør Kristus blot til en lovgiver og
ikke en forsoner og retfærdiggører. Videre har Skriften forudsagt, at det vil
gå sådan, at troens retfærdighed på denne måde bliver skjult af menneskelige
traditioner og læren om gerningerne. Sådan klager Paulus ofte over, at der
allerede dengang var nogen, der i stedet for retfærdigheden af tro lærte at
mennesker bliver forligt med Gud og retfærdiggjort ved egne gerninger og egne
gudedyrkelser, og ikke for Kristi skyld ved troen. For af naturen tror
mennesker, at Gud må forsones ved gerninger. Og fornuften ser ikke nogen anden
retfærdighed end lovens retfærdighed, hvor loven forstås som en borgerlig lov.
Der har altid været nogen i verden, der kun har lært denne kødelige
retfærdighed og undertrykt troens retfærdighed, og sådanne lærere vil der altid
findes. Sådan gik det også med Israels folk. Den største del af folket troede,
at de fortjente syndernes forladelse ved gerninger, derfor ophobede de ofre og
gudstjenester. Profeterne fordømte derimod disse meninger og lærte troens
retfærdighed. Det, der skete med Israels folk, er et eksempel på det, der
skulle ske i kirken i fremtiden. Derfor skal fromme folk ikke bliver forvirret
over mængden af modstandere, der ikke bryder sig om vores lære. Det er let at
dømme om den Ånd, der bor i dem, for i nogle artikler har de fordømt en så klar
og åbenlys sandhed, at deres gudløshed er tydelig. Leo X's bulle har fordømt en
artikel, der er af største nødvendighed at alle kristne holder fast på og tror,
nemlig at vi ikke må stole på, at vi har fået absolution på grund af vores
anger, men på grund af Kristi ord: ”Det du binder” osv. (Matt 16, 19). Og nu på
rigsdagen har forfatterne af Konfutationen fordømt os med klare ord, fordi vi
har sagt, at troen er den del af boden, der gør, at vi opnår syndernes
forladelse, overvinder syndens rædsler og får fred i samvittigheden. Men hvem
indser ikke at denne artikel, at vi får syndernes forladelse ved troen, er den
sandeste og sikreste og nødvendigste for alle kristne? Hvem i eftertiden vil
kunne udholde at høre, at en sådan mening blev fordømt, og så mene at
ophavsmændene til denne fordømmelse havde nogen som helst kundskab om Kristus?
Vi kan også
dømme om deres ånd ud fra den uhørte grusomhed, som det er kendt, at de hidtil
har vist mod mange retsindige mænd. Og vi har hørt at en ærværdig far i
rigsrådet, da der blev udtrykt meninger om vores bekendelse, skal have sagt, at
ingen plan syntes bedre for ham end at man med blod skulle besvare den
bekendelse, som vi har lagt frem, skrevet med blæk. Hvad kunne Phalaris have
sagt, som var mere grusomt? Derfor har nogle fyrster da også erklæret, at et
sådan udsagn er uværdig til at bliver udtalt i en sådan forsamling. Skønt vores
modstandere gør krav på at bære kirkens navn, ved vi dog derfor, at Kristi kirke kun er hos dem, der lærer
Kristi evangelium, og ikke hos dem, der forsvarer ugudelige meninger mod
evangeliet. Som Herren siger(Joh 10, 27): ”Mine får hører min røst.” Og
Augustin siger: ”Spørgsmålet er: Hvor er kirken? Hvad skal vi da gøre? Skal vi
søge den i vores ord eller i hans ord som er dens hoved, vores Herre Jesus
Kristus? Jeg tror at vi skal søge den i hans ord, der er sandheden og bedst
kender sit eget legeme.” Derfor skal vores modstanderes domme ikke bringe os ud
af fatning, når de forsvarer menneskelige meninger mod evangeliet, mod de
hellige fædres autoritet, som har skrevet i kirken, og mod de gudfrygtige
sjæles vidnesbyrd.
Vores modstandere har fordømt den syvende artikel i
bekendelse, hvor vi siger, at kirken er forsamlingen af de hellige. De har
tilføjet en længere forklaring om, at de onde ikke må skilles fra kirken, da
Johannes sammenligner kirken med en tærskeplads, hvor hvede og agner ligger
sammen i en bunke (Matt 3, 12), og Kristus har sammenlignet den med et net,
hvor det er gode og dårlige fisk (Matt 13, 47). Det er vist og sandt, som der
bliver sagt, at det ikke findes midler mod onde tunger. Ingenting kan siges så
forsigtig, at det ikke kan fordrejes. Vi tilføjer netop den ottende artikel af
den grund, at ingen skulle tro, at vi vil skille de onder og hyklerne fra det
ydre fællesskab i kirken eller fratage sakramenterne deres virkning, når de
bliver forvaltet af hyklere eller onde. Derfor er der ikke behov for noget
langt forsvar mod denne falske anklage. Den ottende artikel retfærdiggør os
tilstrækkelig.
Vi indrømmer,
at hyklere og onde er blandet ind i kirken og er medlemmer af kirken, idet de i
det ydre har del i kirkens kendetegn, Ordet, bekendelsen og sakramenterne, især
når de ikke er lyst i band. Sakramenterne er ikke uden virkning, selv om de
forvaltes af onde. Ja, vi kan med rette bruge sakramenter, der bliver forvaltet
af onde. For også Paulus har sagt på forhånd at Antikrist skal sidde i Guds
tempel, dvs., han skal råde og styre sit embede i kirken (2 Thess 2, 4).
Men kirken er
ikke bare et fællesskab i ydre ting og ordninger, sådan som andre politiske
fællesskaber. Den er først og fremmest et
samfund af dem, der tror og har Helligånden i hjertet, selv om der også er
ydre tegn, som den kan kendes på, nemlig evangeliets rene lære og forvaltningen
af sakramenterne i overensstemmelse med Kristi evangelium. Kun den kirke kaldes
Kristi legeme, som Kristus fornyer, helliggør og styrer ved sin Ånd, som Paulus
vidner om det i Ef l, 22f, når han siger: ”Han har givet ham som hoved over
alle ting til kirken, der er hans legeme.” Derfor
er de, som Kristus ikke virker noget i, ikke Kristi lemmer.
Også vores
modstandere indrømmer, at de onde er døde
lemmer på kirken. Derfor synes vi, det er underligt, at de forkaster vores
beskrivelse, der taler om de levende lemmer. Og det er ikke noget nyt, vi har
sagt. Paulus har akkurat på samme måde slået fast hvad kirken er i Ef 5, 25-27,
hvor han siger, at kirken bliver renset, for at den skal være hellig. Og han
tilføjer ydre kendetegn, Ordet og sakramenterne. Sådan siger han det: ”Kristus
elskede kirken og gav sig selv for den for at hellige den, idet han rensede den
ved vandbadet i ordet, for at han selv kunne stille kirken frem for sig i
herlighed, uden plet eller rynke eller noget sådant. Den skulle være hellig og
uden fejl.” Dette stedet har vi gengivet næsten ordret i vores bekendelse.
Sådan definerer også trosbekendelsen kirken i den artikel, der byder os at tro,
at der er en hellig, almindelig kirke. De
ugudelige er sandelig ikke den hellige kirke. Og det udtryk, der følger,
”de helliges samfund,” synes at være føjet til for at forklare, hvad kirken er,
nemlig forsamlingen af de hellige, som indbyrdes har et fællesskab om det samme
evangelium eller den samme lære og i den samme Hellige Ånd, der fornyer,
helliggør og styrer deres hjerter.
Denne artikel har vi fremstillet af en meget nødvendig
grund. Vi ser nemlig de grænseløse farer, der truer kirken med undergang. Der
findes i selve kirken en uendelig mængde ugudelige, der ønsker at undertrykke
den. Derfor holder den nævnte artikel i trosbekendelsen denne trøst frem for
os, for at vi ikke skal fortvivle, men vide at kirken alligevel vil bestå. Og
for at vi skal vide, at selv om der er en mængde ugudelige i kirken, er kirken
alligevel til, og at Kristus yder kirken, hvad han har lovet, nemlig at tilgive
synder, høre bønner og give Helligånden. Det hedder ”en almindelig kirke”, for
at vi ikke skal tro, at kirken er et ydre borgersamfund i bestemte nationer.
Det er de mennesker, der er spredt ud over jorden, som samstemmer om evangeliet
og har den samme Kristus, den samme Hellige Ånd og de samme sakramenter, enten
de så har de samme eller forskellige menneskelige traditioner. Og forklaringen
i kirkeloven siger, at kirken i videre mening omfatter både gode og onde. De onde hører blot af navn med til kirken,
ikke i virkeligheden, men at de gode gør det både i virkeligheden og af navn.
Og hos fædrene kan vi læse meget med samme mening. Hieronymus siger: ”Den, der
er synder og plettet af en eller anden urenhed, kan ikke kaldes Kristi kirke
eller siges at være Kristi undersåt.”
Hyklerne og de onde er altså
forbundet med den sande kirke ifølge de ydre skikke. Men når vi skal definere
kirken præcist, er det alligevel nødvendig at definere den kirke, der er Kristi
levende legeme, som både af navn og i virkeligheden er kirke. Det er der mange
grunde til. Det er nødvendig at vide,
hvad det er, der præcis gør os til medlemmer af kirken og altså levende
medlemmer. Hvis vi blot bestemmer kirken som et ydre borgersamfund af gode
og onde, vil folk ikke forstå, at Kristi
rige er retfærdighed i hjertet og Helligåndens gave. De ville tro, at den
bare bestod i en ydre iagttagelse af visse gudstjenester og ceremonier. Og
hvilken forskel vil der så være på lovens folk og kirken, hvis kirken blot er
et ydre borgersamfund? Men Paulus skiller kirken fra lovens folk ved at sige,
at kirken er et åndeligt folk, der er skilt fra hedningene, ikke ved borgerlige
skikke, men ved at være Guds sande folk, genfødt
ved Helligånden.
I lovens folk
havde det kødelige afkom også løfter om legemlige goder, om landet osv., i
tillæg til løftet om Kristus. Og på grund af disse løfter blev også de onde
blandt dem kaldt Guds folk, fordi Gud havde skilt dette legemlige afkom fra
andre folkeslag ved visse ydre ordninger og løfter. Alligevel behagede disse
onde mennesker ikke Gud. Men evangeliet bringer ikke skyggen af de evige ting,
men de evige ting selv, Helligånden og den retfærdighed, der gør, at vi er
retfærdige over for Gud.
Ifølge
evangeliet er derfor kun de Guds folk, der har modtaget den lovede Ånd. Desuden
er kirken Kristi rige, i modsætning til Djævelens rige. Men det er sikkert, at de ugudelige er i Djævelens magt og er en
del af Djævelens rige, som Paulus lærer i Ef 2, 2, når han siger at
Djævelen er virksom i de vantro. Farisæerne havde således et ydre fællesskab
med kirken, dvs., med de hellige i lovens folk, fordi de styrede, ofrede og
lærte der. Alligevel siger Kristus: ”I har Djævelen til far” (Joh 8, 44). Derfor er den kirke, der i sandhed er Kristi
rige, i egentlig forstand forsamlingen af de hellige. For de ugudelige bliver
regeret af Djævelen og er hans fanger, de bliver ikke regeret af Kristi Ånd.
Men hvad skal
vi med mange ord i en så oplagt sag? Hvis den kirke, der i sandhed er Kristi
rige, må skilles fra Djævelens rige, så følger nødvendigvis, at de ugudelige,
der er i Djævelens rige, ikke er kirken. Heller ikke selv om de i dette liv er
blandet ind i kirken og har embeder deri, fordi Kristi rige endnu ikke er
åbenbart. Men det at åbenbaringen endnu ikke har sket, gør ikke de ugudelige
til Kristi rige. For Kristi rige er altid det rige, han levendegør ved sin Ånd,
enten det er åbenbart eller skjult under korset. Ligesom Kristus er den samme,
enten han, som nu, er herliggjort eller er i trængsler, som tidligere. Kristi
lignelser stemmer godt med det, når han klart siger i Matt 13, 38 at ”den gode
sæd er rigets børn, og ugræsset er Djævelens børn”. Ageren er verden, siger
han, ikke kirken. Således taler Johannes også om hele det jødiske folk (Matt 3,
12) og siger at den sande kirke skal blive skilt fra dette folk. Derfor taler
dette sted mere mod vores modstandere end for dem, fordi det viser, at det
sande og åndelige folk må blive skilt fra det kødelige folk. Kristus taler om
kirkens ydre skikkelse, når han siger: ”Himmeriget er at ligne med et net”
(Matt 13, 47) eller ”ti jomfruer” (Matt 25, 1). Han lærer, at kirken er skjult
under en flok af onde, for at dette anstød ikke skal skade de gudfrygtige, og
for at vi skal vide, at ordet og sakramenterne er virksomme, selv om de bliver
forvaltet af onde. Imidlertid lærer han, at disse ugudelige, selv om de har del
i de ydre kendetegn, alligevel ikke er den sande Kristi kirke og Kristi lemmer.
For de er lemmer på Djævelens rige.
Vi drømmer ikke
om nogen uvirkelig stat, som nogen så skamløst beskylder os for. Vi siger at
denne kirke virkelig er til, nemlig de sandt troende og retfærdige, der er
spredt ud over hele jorden. Og vi tilføjer dens kendetegn: evangeliets rene
lære og sakramenterne. Denne kirke er virkelig sandhedens støtte (l Tim 3, 15)
Den bevarer det rene evangelium og det som Paulus kalder ”grundvolden” (l Kor
3, 12), dvs., den sande kundskab om Kristus og troen. Alligevel er det blandt
dem også mange skrøbelige, der oven på grundvolden bygger forgængelige
byggerier af strå, dvs., unyttige meninger. Men fordi de ikke ødelægger
grundvolden, bliver de dels tilgivet, dels også forbedrede. Og fædrenes
skrifter vidner om, at de under tiden også har bygget med strå på grundvolden,
men at dette ikke gjorde ende på deres tro. Men det meste af det, vores
modstandere forsvarer, vælter troen over ende, som når de fordømmer vores
artikel om syndernes forladelse, hvor vi siger, at syndernes forladelse bliver
modtaget ved troen. Ligeledes er det en åbenlys og farlig vildfarelse, når
vores modstandere lærer at mennesker fortjener syndernes forladelse ved
kærligheden til Gud før nåden. For det er at fjerne grundvolden, som er
Kristus. Ligeledes, hvorfor skulle troen være nødvendig, hvis sakramenterne gør
retfærdig blot de bruges, uden nogen god holdning hos den, der bruger dem? Men
ligesom kirken har det løfte, at den altid skal have Helligånden, sådan har den
også truslerne om, at der skal være ugudelige lærere og ulve. Men kirken i egentlig mening er dem, der har
Helligånden. Skønt ulve og onde lærere huserer i kirken, er de alligevel
ikke egentlig Kristi kirke. Sådan vidner Lyra også, når han siger: ”Mennesker
hører ikke til i kirken på grund af kirkelig eller verdslig magt eller
værdighed, for mange fyrster og paver og andre i lavere stand har vist sig at
være frafaldne fra troen. Derfor består kirken af de personer, der har en sand
kundskab, og som bekender troen og sandheden.” Hvad andet har vi sagt i vores
bekendelse end det Lyra siger her?
Men vores modstandere kræve måske
at kirken skal defineres sådan: Den er det højeste ydre enevælde over hele
verden, hvor den romerske pave skal have uindskrænket magt, som ingen har lov
til at diskutere eller dømme om, til at fastsatte trosartikler, afskaffe de
skrifter han vil, og indstifte gudstjenester og ofringer. Ligeledes til at give
de love han vil, og til at fritag og løse fra de love han vil, guddommelige,
kanoniske og borgerlige. Fra ham skal kejseren og alle konger modtog deres magt
og retten til at have deres riger på Kristi bud. For da Faderen har lagt alle
ting ind under ham, må vi forstå det sådan, at denne ret er overført på paven.
Derfor må paven nødvendigvis være herre over hele jorden, over alle verdens
riger, over alle offentlige og private sager. Han må have den fuldstændige magt
både på det verdslige og det åndelige område, han må bære begge sværd, det
åndelige og det verdslige. Men denne beskrivelse, ikke af Kristi kirke, men af
det pavelige rige, har som sine forfattere ikke bare kirkeretslærerne, men også
Daniel kap. 11 (36-39).
Hvis vi ville beskrive kirken på
denne måde, ville vi sikkert finde velvillige dommere. Der findes mange
skrifter om den romerske paves magt, som er ugudelige og fulde af
overdrivelser, men som ingen nogensinde er blevet anklaget for. Det er kun os,
der må bøde, fordi vi forkynder Kristi velsignelse, at vi vidner om syndernes
forladelse ved troen på Kristus og ikke ved gudstjenester, der er udtænkt af
paven. Men Kristus, profeterne og apostlene definerer kirken som noget helt
andet end et pavelig rige. Heller ikke må det, der gælder den sande kirke, at
den er sandhedens støtte, og at den ikke tager fejl, overføres på paven. Hvor
mange af dem er der vel, som bryder sig om evangeliet og holder det for værd at
læse? Mange spotter åbenlyst al gudsdyrkelse, eller, hvis de godtager noget, er
den kun det, der stemmer med den menneskelige fornuft. Resten betragter de som
noget opdigtet, i lighed med poeternes tragedier. Derfor hævder vi i
overensstemmelse med Skriften, at kirken i egentlig mening er forsamlingen af
de hellige, der i sandhed tror på evangeliet om Kristus og har Helligånden. Og
alligevel indrømmer vi, at de mange hyklere og onde, som i dette liv er blandet
med dem, har del i de ydre tegn, er medlemmer af kirken efter fællesskabet i de
ydre tegn og derfor har embeder i kirken. Og det at sakramenterne bliver
forvaltet af uværdig, fratager dem ikke deres virkning. For de, der forvalter
dem, repræsenterer ikke deres egen person, men Kristi person på grund af
kirkens kald. Sådan vidner Kristus om det (Luk 10, 16): ”Den, der hører jer,
hører mig.” Når de fremholder Kristi ord, når de forvalter sakramenterne, gør
de det i Kristi sted. Det lærer dette Kristi ord os, for at vi ikke skal støde
os på tjenernes uværdighed.
Om denne sag
har vi talt klart nok i vores bekendelse, hvor vi forkaster donatisterne og
wycliffianerne, der mener, at mennesker synder, hvis de modtager sakramenterne
af uværdige i kirken. I den foreliggende situation syntes det tilstrækkelig til
at forsvare den beskrivelse af kirken, som vi havde givet. Vi ser heller ikke,
hvordan den kan beskrives på nogen anden måde, når kirken i egentlig mening
kaldes Kristi legeme. Det står nemlig fast, at de ugudelige hører til Djævelens
rige og er hans legeme. Han driver dem og holder dem fanget. Dette er klarere
end lyset midt på dagen, men hvis vores modstandere bliver ved med at fordreje
det, har vi intet imod at svare endnu mere udførlig.
Vores modstandere fordømmer også den del af den syvende
artikel, hvor vi siger, at der til sand enhed i kirken er nok at være enig i
evangeliets lære og i forvaltningen af sakramenterne, men at det ikke er
nødvendigt at der alle steder er ensartede menneskelige overleveringer eller skikke
eller ceremonier, som er fastsat af mennesker. Her skiller de mellem
universelle skikke og lokale skikke og siger at de godtager vores artikel, hvis
vi mener lokale skikke. Men når det gælder universelle skikke, godtager de den
ikke. Vi forstår ikke rigtig, hvad vores modstandere vil her. Vi taler om den
sande, dvs., åndelige enhed, uden hvilken der ikke kan opstå nogen tro i
hjertet eller hjertets retfærdighed over for Gud. Til denne enhed er det ikke
nødvendig med nogen lighed i menneskelige skikke, enten de er universelle eller
lokale. For troens retfærdighed er ikke knyttet til bestemte overleveringer,
sådan som lovens retfærdighed var knyttet til de mosaiske ceremonier, fordi det
er troens retfærdighed, der gør hjertet levende. Til denne levendegørelse
bidrager de menneskelige overleveringer intet, universelle eller lokale, og
heller ikke er de virkninger af Helligånden, sådan som disciplin, tålmodighed,
frygt for Gud, kærlighed til næsten, og kærlighedens gerninger.
Vi har virkelig
tungtvejende grunde til at fremlægge denne artikel. Der er nemlig ingen tvivl
om, at mange tåbelige meninger om overleveringerne har sneget sig ind i kirken.
Nogen har tænkt, at menneskelige overleveringer er en gudsdyrkelse, der er
nødvendig for at fortjene retfærdiggørelse. Og derefter har de diskuteret,
hvordan det er gået til at Gud er blevet dyrket på så mange forskellige måder.
Som om disse skikke virkelig var gudsdyrkelse og ikke snarere ydre
samfundsordninger, der ikke har noget med hjertets retfærdighed og dyrkelsen af
Gud at gøre. De fremstår i forskellig form, ét sted af tilfældige årsager, et
andet sted af visse fornuftige grunde. Ligeledes har nogle kirker lyst andre i
band på grund af sådanne overleveringer, som overholdelsen af påsken, brugen af
billeder og lignende ting. Af dette har de ukyndige draget den slutning, at
troen eller hjertets retfærdighed over for Gud ikke kan opstå uden iagttagelsen
af sådanne skikke. Om denne sag findes der jo så mange tåbelige skrifter af de
pavelige teologer og andre.
Men ligesom
forskellig længde på nat og dag ikke skader kirkens enhed, sådan mener vi
heller ikke, det skader den sande enhed i kirken, med forskellige skikke, der
er fastsat af mennesker, selv om vi synes, det er godt, når universelle skikke
bliver overholdt af hensyn til god ro og orden. Sådan overholder vi også gerne
i vores kirker messens orden, Herrens dag og andre vigtige festdage. Og med
taknemligt hjerte lægger vi vind på de gamle og nyttige ordninger, særlig når
de indeholder pædagogiske elementer, der tjener til undervisning og indøvelse
for menigmand og de ukyndige. Men nu diskuterer vi ikke, om det er godt at
overholde dem på grund af den ydre ro eller den pædagogiske nytte. Det gælder
en anden sag. Vi diskuterer nemlig, om iagttagelsen af menneskelige
overleveringer er nødvendige for retfærdigheden over for Gud. Det er det
afgørende punkt i denne strid. Først når det er afgjort, kan vi fastslå, om det
er nødvendigt for kirkens sande enhed, at der overalt er de samme menneskelige
overleveringer. Hvis de menneskelige overleveringer nemlig ikke er en
gudsdyrkelse, der er nødvendig for retfærdigheden over for Gud, følger det, at
vi kan være retfærdige og Guds børn, selv om vi ikke har de overleveringer, der
er godtaget andre steder. Hvis tysk klædedragt ikke er en gudsdyrkelse, der er
nødvendig, for at vi skal være retfærdige over for Gud, følger det, at vi kan
være retfærdige og Guds børn og Kristi kirke, selv om vi ikke bærer tysk, men
fransk klædedragt.
Dette lærer Paulus klart i Kol 2,
16f, når han siger: ”Lad ingen dømme jer for det I spiser eller drikker, eller
når det gælder højtider, nymåne dag eller sabbat. Alt dette er bare et
skyggebillede af det, der skulle komme, men legemet selv er Kristus.” Og
ligeledes (v. 20-23): ”Hvis I med Kristus er død bort fra grundstrukturen i
verden, hvordan kan I da, som om I endnu levede i verden, rette jer efter
sådanne bud: Tag ikke, smag ikke, rør ikke? Det er blot menneskers bud og
lærdommen Disse ting er jo bestemt til at bruges og gå til grunde. Det har ganske
vist udseende af visdom, med sin falske gudstjeneste og selvfornedring.” Det
han mener, er dette: Hjertets retfærdighed er en åndelig ting, der levendegør
hjertet. Det er klart, at menneskelige overleveringer ikke levendegør hjertet,
de er heller ikke virkninger af Helligånden, som kærligheden til næsten,
disciplinen, osv., de er heller ikke midler, Gud bruger til at bevæge hjerterne
til at tro som ordet og sakramenterne, der er guddommelig indstiftet. Det er
ting, der ikke angår hjertet, og som skal forgå ved brugen. Vi må ikke tro, at
de er nødvendige for retfærdigheden over for Gud. I den samme mening siger han
i Rom 14, 17: ”Guds rige består ikke i mad og drikke, men i retfærdighed, fred
og glæde i Helligånden.” Men det er ikke nødvendig at nævne mange vidnesbyrd,
da de kommer en i møde overalt i Skriften, og vi har samlet en mængde af dem i
de sidste artikler. Nu vil vi vende tilbage til det, der er det afgørende
spørgsmål i striden, nemlig om de menneskelige overleveringer er en
gudsdyrkelse, der er nødvendig for retfærdigheden over for Gud. Det vil vi
drøfte mere udførlig.
Vores modstandere siger, at de
universelle overleveringer bør iagttages, fordi de bliver antaget at være
overleveret fra apostlene. Sikke nogle fromme mennesker de er! Skikke, der er
hentet fra apostlene, vil de bevare, men apostlenes lære vil de ikke bevare. Om
sådanne skikke bør vi dømme, sådan som apostlene selv i deres skrifter dømte om
dem. For apostlene ville ikke, at vi skulle tro, at vi bliver retfærdiggjort
ved sådanne skikke, og at sådanne skikke er nødvendige for retfærdiggørelsen
over for Gud. De ønskede ikke, at lægge en sådan byrde på samvittigheden eller
at gøre spørgsmålet om retfærdighed og synd til et spørgsmål om at iagttage
dage, mad og lignende ting. Ja, Paulus kalder sådanne meninger lærdomme, der
stammer fra onde magter (l Tim 4, 1). Derfor bør vi søge efter apostlenes vilje
og hensigt i deres skrifter, det er ikke nok at fremhæve deres eksempel. De
overholdt visse dage, ikke fordi det var nødvendig for retfærdiggørelsen at
overholde dem, men for at folket skulle vide, hvornår de skulle komme sammen.
De overholdt også visse andre skikke, sådan som en vis orden i læsningen, når
de kom sammen. Normalt beholdt folket også visse skikke fra fædrene, som
apostlene forandrede lidt og tilpassede den evangeliske historie, som påsken og
pinsen, sådan at de ved disse eksempler og ikke blot gennem læren kunne bevare
mindet om disse store begivenheder til eftertiden. Men hvis de blev overleveret
som noget, der var nødvendig for retfærdiggørelsen, hvorfor forandrede
biskopperne så senere meget netop i disse ting? Hvis de hørte til den
guddommelige ret, ville det ikke være tilladt at forandre dem ved nogen
menneskelig autoritet.
Før Nikæa-mødet
fejrede nogen påsken på ét tidspunkt, andre på et andet. Men denne ulighed
skadede ikke troen. Senere blev det beregnet sådan, at vores påske ikke skulle
falde på samme tid som den jødiske. Apostlene havde befalet menighederne at
fejre påsken sammen med de brødre, der var omvendt fra jødedommen. Derfor holdt
nogle folkeslag også efter kirkemødet i Nikæa hårdnakket fast på den skik, at
rette sig efter det jødiske tidspunkt. Men apostlene ville ikke med deres
dekret lægge nogen tvang på menighederne, som ordene i dekretet selv viser. De
påbyder, at ingen skal bekymre sig om det, hvis nogle brødre ikke udregner
tiden for deres påskefejring ret. Ordene i dekretet findes hos Epiphanius: ”Lav
ikke nogen udregning, men hold påske, når jeres brødre af omskærelsen gør det,
hold den samtidig med dem. Og hvis de skulle tage fejl af tiden, så bryde jer
ikke om det.” Det, skriver Epiphanius, er apostlenes ord i dekretet om påsken.
Af disse kan den fornuftige læser let forstå, at apostlene ville fritage folket
for den tåbelige mening, at det var nødvendig med et bestemt tidspunkt, da de
forbyder dem at bekymre sig om det, hvis der bliver gjort en fejl i
udregningen. Der var nogen i øst, der påstod at påsken på grund af dette
aposteldekret måtte holdes sammen med jøderne. Disse blev kaldt audianere efter
lærens ophavsmand. Epiphanius afviser dem og roser dekretet. Han siger, at det
ikke indeholder noget, der står i modsætning til troen eller til kirkens regel,
og han kritiserer audianerne for ikke at forstå ordene ret. Han tolker dem på
samme måde som vi gør, nemlig at apostlene ikke mente at henvise til hvilken
tid påsken skulle fejres, men de ville, at de andre for enigheden skyld skulle
følge eksemplet fra de fremtrædende brødre, der var omvendt fra jødedommen, men
havde holdt fast på deres skik. Og på en klog måde opfordrede apostlene læseren
til, hverken at ophæve evangeliets frihed eller at lægge en tvang på
samvittighederne, da de tilføjer, at man ikke skal bekymre sig om det, selv om
der sker en fejl i udregningen.
Der kan samles mange eksempler fra
historien, hvor det klart fremgår, at ulighed i menneskelige skikke ikke skader
enheden i troen. Men hvorfor skal vi diskutere dette mere? Vores modstandere
forstår overhovedet ikke hvad troens retfærdighed og hvad Kristi rige er, når
de holder det for nødvendig at det er lighed i skikke, der gælder mad, dage,
klæder og sådanne ting, som der ikke findes nogen Guds bud om. Men se hvilke
fromme mennesker vores modstandere er! Til kirkens enhed kræver de ens,
menneskelige skikke, mens de selv har forandret Kristi ordning for brugen af
nadveren, som i sandhed tidligere var en universel ordning. Hvis de universelle
ordninger er nødvendige, hvorfor forandrer de da selv ordningen for Kristi
nadver, som ikke er en menneskelig, men en guddommelig ordning? Men om hele
denne strid har vi en hel del at sige senere.
De har godtaget helt den ottende
artikel, hvor vi bekender, at hyklere og onde er blandet ind i kirken, og at
sakramenterne er virksomme, selv om de bliver forvaltet af onde tjenere.
Tjenerne handler i Kristi sted, de repræsenterer ikke deres egen person, ifølge
dette ord (Luk 10, 16): ”Den, der hører jer, hører mig.” Ugudelige lærere bør man derimod forlade, for de handler ikke i Kristi
sted, men er antikrister. Og Kristus siger (Matt 7, 15): ”Vogt jer for de
falske profeter.” Og Paulus siger (Gal l, 9): ”Hvis nogen forkynder et andet
evangelium, skal han være forbandet.”
Ellers har Kristus i sine lignelser
om kirken påmindet os om, at vi ikke skal lade os friste til splittelse, når vi
forarges over præsternes eller folkets personlige laster, så vi gør samme
forbrydelse som donatisterne. Men de, der har opmuntret til splittelse, fordi
de nægtede præsterne retten til at have gods eller ejendom, holder vi rent ud
for oprørere. For retten til at have ejendom er en borgerlig ordning. Det er
tilladt de kristne at bruge de borgerlige ordninger, akkurat som de har lov til
at bruge luft og lys, mad og drikke. For ligesom hele naturen og stjernernes
faste bevægelser i sandhed er Guds ordninger og bliver holdt oppe af Gud,
således er lovlige samfundsordninger i sandhed Guds ordninger, og de bliver
holdt oppe og forsvaret af Gud mod Djævelen.
De godkender den niende artikel, hvor vi bekender, at dåben
er nødvendig til frelse og at børn bør døbes, og at barnedåben ikke er unyttig,
men nødvendig og virksom til frelse. Og fordi evangeliet hos os bliver forkyndt
rent og omhyggeligt, har vi ved Guds nåde også den frugt af det, at der i vores
menigheder ikke er opstået nogen gendøbere. For folket er ved Guds Ord blevet
rustet mod disse røveres ugudelige og oprørske parti. Og ligesom vi fordømmer
gendøbernes mange andre vildfarelser, således fordømmer vi også denne, at de
påstår at barnedåben er unyttig. For det er helt sikkert at løftet om frelse
også gælder de spæde. Men det tilhører ikke dem, der er uden for Kristi kirke,
hvor hverken Ordet eller sakramenterne er. For Kristus genføder ved Ordet og
sakramenterne. Altså er det nødvendig at døbe de små børn, for at løftet om
frelsen kan blive tilegnet dem, ifølge Kristi befaling (Matt 28, 19): ”Døb alle
folk.” Ligesom frelsen altså bliver tilbudt alle, således bliver også dåben
tilbudt alle, mænd, kvinder, børn og spæde. Af det følger der altså tydeligt,
at spædbørn skal døbes, fordi frelsen bliver skænket sammen med dåben.
Desuden er det
tydelig, at Gud godkender barnedåben. Derfor er det en ugudelig mening
gendøberne har, når de fordømmer barnedåben. Men at Gud godkender barnedåben
fremgår af, at han har givet Helligånden til mange af dem, der er barnedøbt.
For hvis denne dåb var unyttig, ville Helligånden ikke blive givet, ingen ville
blive frelst, og der ville kort sagt ikke være nogen kirke. Denne grund er i
sig selv nok til at befæste gode og gudfrygtige sjæle mod gendøbernes ugudelige
og fanatiske meninger.
De godkender den tiende artikel, hvor vi bekender vores tro
på, at Kristi legeme og blod virkelig og efter sit væsen er til stede i Herrens
nadver og i sandhed bliver givet sammen med de synlige ting, brødet og vinen,
til dem, der modtager sakramentet. Denne tro forsvarer vi urokkelig efter at
have undersøgt og beskæftiget os omhyggeligt med sagen. For når Paulus siger,
at brødet er delagtighed i Herrens legeme, osv., så ville følgen være, at
brødet ikke var delagtighed i Kristi legeme, men kun i hans Ånd, hvis Herrens
legeme ikke virkelig var til stede. Og vi ved, at ikke bare den romerske kirke
stadfæster Kristi legemlige nærvær, men at den græske kirke både tidligere og i
dag har samme opfattelse. Det viser deres ritual for messen nemlig, hvor
præsten tydeligt beder om, at brødet må blive forvandlet og blive til Kristi
legeme. Og Vulgarius, en forfatter der efter vores opfattelse ikke er så ringe
endda, siger udtrykkelig, at brødet ikke bare er et billede, men virkelig
bliver forvandlet til kød. Og hos Kyrill er det en lang udlægning af Johannes
kapitel 15, hvor han lærer, at Kristus bliver givet os legemlig i nadveren.
Sådan siger han nemlig: ”Vi benægter på ingen måde, at vi ved sand tro og
oprigtig kærlighed bliver forenet med Kristus på åndelig vis. Men vi benægter,
at vi ikke også skulle blive forenet med ham på legemlig vis. Det ville være
fuldstændig i strid med de hellige skrifter. Og hvem tvivler vel på at Kristus
også således er vintræet og at vi er grenene, at vi henter vores liv fra ham?
Hør hvad Paulus siger: Vi er alle ét legeme i Kristus, og: Skønt vi er mange,
er vi alligevel en i ham. For vi har alle del i det ene brød. Tror man måske,
at den mystiske velsignelses kraft er ukendt for os? Når den er i os, skulle så
ikke delagtigheden i Kristi kød bevirke, at han også bor i os legemlig?” Og
lidt senere siger Kyrill: ”Derfor må vi huske på, at Kristus er i os ikke bare
ved den tilstand, som vi kalder kærlighed, men også ved en legemlig
delagtighed, osv.” Vi har ikke citeret alt dette her, for at strides om denne
sagen, for Majestæten har jo ingen indvendinger mod denne artikel, men for at
de, der læser dette, desto klarere kan se, at vi forsvarer den lære, der er
godtaget i hele kirken, nemlig at Kristi legeme og blod virkelig og efter sit
væsen er til stede i Herrens nadver og bliver meddelt sammen med de synlige
ting, brød og vin. Og vi taler om Kristi levende nærvær, for vi ved at døden
ikke længere har magt over ham.
De godkender den elvte artikel, om at absolutionen skal
bevares i kirken. Men om skriftemålet tilføjer de den rettelse, at den
kirkelige forordning skal overholdes, at man skal gå til skrifte én gang
årligt. Og selv om det ikke er mulig at opregne alle synder, skal man alligevel
samvittighedsfuldt samle og lægge det frem, som man kan genkalde i erindringen.
Om hele denne artikel skal vi straks udtale os mere udførlig, når vi forklarer
hele vores mening om boden. Det står fast, at vi har fremstillet og forherliget
rigdommen i absolutionen og nådens nøgler,
så mange plagede samvittigheder har modtaget trøst af vores lære. De har hørt,
at det er Guds befaling, ja, evangeliets egen røst, at vi skal tro på
absolutionen og være overbevist om at syndernes forladelse bliver givet os
gratis for Kristi skyld, og tro at vi i sandhed bliver forligt med Gud ved
denne tro. Denne lære har oprejst mange gudfrygtige sjæle og fra begyndelsen
bragt Luther den højeste anerkendelse fra alle retsindige mennesker, fordi den
fremviser en så sikker og fast trøst for samvittighederne. Tidligere var hele
kraften i absolutionen begravet under læren om gerningerne, fordi sofisterne og
munkene ikke lærte noget om troen og den ufortjente syndsforladelse.
Når det gælder
tiden, er det sikkert, at de fleste i vores menigheder bruger absolutionens og
nadverens sakramente mange ganger om året. Og de, der underviser om
sakramenternes værdighed og frugter, gør det sådan, at de indbyder folk til at
bruge sakramenterne ofte. Om dette emne har vores teologer skrevet meget som
vores modstandere uden tvivl vil godkende og rose, hvis de er ærlige. De
åbenlyse onde og de, der foragter sakramenterne bliver advaret og får
karantæne. Det sker både i overensstemmelse med evangeliet og de gamle
kirkelove. Men vi foreskriver ikke nogen bestemt tid for skriftemålet, for alle
er ikke beredt på samme måde og til samme tid. Ja, hvis alle kom strømmende på
samme tid, ville der ikke blive tid til en ordentlig samtale og undervisning.
Heller ikke de gamle kirkelove og fædrene fastsætter bestemt tidspunkter.
Kirkeloven siger blot dette: ”Hvis man opdager, at nogle kirkegængere aldrig
bruger sakramenterne, skal de advares. Hvis de så stadig undlader det, skal de
gøre bod. Hvis de så derefter ønsker det, skal man ikke holdes dem borte for
altid. Hvis de derimod ikke vil, skal de udelukkes.” Kristus siger, at de, der
spiser uværdig, spiser sig en dom til (1 Kor 11, 29). Derfor tvinger præsterne
ikke dem, der ikke er parate, til at bruge sakramenterne.
Når det gælder
opregningen af synderne i skriftemålet, underviser vi folk på en sådan måde, at
der ikke lægges fælder for samvittighederne. Det er ganske vist godt at vende
de uerfarne til at opregne nogle synder, der plager dem, så de bedre kan blive
undervist. Men nu diskuterer vi, hvad der er nødvendig ifølge guddommelige ret.
Derfor burde vores modstandere ikke henvise os til de kirkelige forordninger,
der ikke er ukendt for os. De burde hellere vise os ud fra guddommelige ret, at
det er nødvendigt, at opregne synderne for at opnå syndsforladelse. Hele kirken
overalt i Europa ved hvilke fælder, der er blevet lagt for samvittighederne med
den del af forordningen, der kræver, at alle synderne skal bekendes. Teksten i
sig selv har ikke gjort så meget skade, som det dogmatikerne har føjet til
senere, når de også tog omstændighederne ved synderne med. Hvilke labyrinter og
hvilken tortur for de oprigtige sjæle! For de rå og skamløse er ligeglad med
disse skrækbilleder. Hvilke tragedier har spørgsmålet om, hvem der var ens
”egen præst” ikke fremkaldt i forholdet mellem sognepræsten og munkebrødrene,
som mindst af alt var brødre, når de sloges om retten til at høre skriftemål.
Vi mener altså, at opregningen af synderne ikke er nødvendig ifølge
guddommelige ret. Det samme er også blevet bifaldt af de fleste andre eksperter
i kirkeret. Vi ønsker ikke at lægge nogen tvang på vores samvittigheder med den
nævnte kirkelige forordning. Om den dømmer vi på samme måde som om andre
menneskelige overleveringer, og vi mener ikke, at de er en gudsdyrkelse, der er
nødvendig for retfærdiggørelsen. Og denne forordning påbyder det umulige, at vi
skal bekende alle synder. Det er nemlig sikkert, at vi hverken husker eller
forstår de fleste af vores synder, ifølge ordet (Sal 19, 13): ”Hvem bemærker
sine fejltrin?”
Hvis præsterne
er dygtige, vil de vide, hvornår det er nyttig at tage en samtale med de
uerfarne. Men de romerske teologers tortur vil vi ikke godkende, skønt den
ville være mindre utålelig, hvis de havde tilføjet ét eneste ord om den tro,
der trøster og oprejser samvittighederne. Nu står det ikke en eneste stavelse
om den tro, der opnår syndernes forladelse, i denne bunke af forordninger,
regler, ritualer og vejledninger. Man finder ikke en stavelse om Kristus. Kun
en liste over forskellige synder. De fleste drejer sig om synder mod
menneskelige overleveringer og er fuldstændig ligegyldige. Deres lære har
drevet mange fromme sind til fortvivlelse, når de ikke kunne finde fred, fordi
de troede, at opregningen af alle synder var efter guddommelig ret, og
alligevel magtede de det ikke. Og i vores modstanderes lære om boden findes der
lignende grove fejl, som vi straks skal påvise.
I den tolvte artikel godtager vores modstandere den første del,
hvor vi siger, at de, der efter dåben falder i synd, kan få syndernes
forladelse til enhver tid og så tit, de omvender sig. Den anden del, hvor vi
siger, at boden består i anger og tro, fordømmer de. De nægter, at troen er det
andet stykke i boden. Hvad skal vi stille op her? Det er evangeliets egen røst,
at vi ved troen opnår syndernes forladelse. Denne evangeliets røst fordømmer
disse Konfutationen forfattere. Vi kan derfor på ingen måde give Konfutationen
medhold. Vi kan ikke fordømme evangeliets frelsebringende og trøstefulde røst.
For at nægte, at vi ved troen opnår syndernes forladelse, hvad er det andet end
at skænde Kristi blod og død? Derfor beder vi om, at man tålmodig og omhyggelig
vil høre os og dømme i denne særdeles vigtige sag, som angår evangeliets
hovedstykke, Kristi sande erkendelse, den sande Gudsdyrkelse. For alle
retsindige mennesker må indse, at vi især i denne sag har lært, hvad der er
sandt, fromt, frelsebringende og nødvendigt for hele Kristi kirke. Man skal se,
at vores skrifter har udbredt meget lys over evangeliet og rettet på mange
fordærvelige vildfarelser, som læren om boden tidligere har ligget begravet
under på grund af de romerske teologer og kirkeretseksperter.
Men før vi
skrider til at forsvare vores mening, må vi forudskikke følgende. Alle
retsindige mennesker af enhver stand, også teologerne, må uden tvivl indrømme,
at før Luthers skrifter kom for lyset, herskede der den største forvirring om
boden. Der gives bøger af sententiarerne, hvor der findes en uendelighed af spørgsmål,
som ingen teolog har kunnet forklare tilstrækkelig. Folk har hverken kunnet
fatte hovedsagen, eller se, hvad der egentlig krævedes i boden, hvor
samvittigheden søgte fred. Lad en af vores modstandere komme frem og sige os,
hvornår syndernes forladelse indtræder? Du gode Gud! Hvor stort er ikke mørket!
De er i tvivl, om syndernes forladelse indtræder ved ”halvanger” (: attritio)
eller ved ”helanger” (: contritio). Og hvis den indtræder på grund af angeren,
hvad behøver man da absolutionen til. Hvad gør da nådens nøgler? Hvis synden
allerede er forladt? Men her plager de sig selv endnu mere og røver helt
ugudeligt nøgler deres kraft og betydning. Nogle drømmer om, at skylden ikke
bliver forladt ved nøglerne, men at de evige straffe forandres til timelige. På
den måde ville denne frelsebringende magt ikke være et livets og Åndens embede,
men kun vredens og straffens. Andre, som er lidt forsigtigere, foregiver, at
nøglerne forlader synderne for kirken, ikke for Gud. Men det er også en
fordærvelig vildfarelse. For hvis nøglerne ikke trøster os for Gud, hvad i al
verden skal da skaffe samvittigheden ro? Endnu mere vrøvlet er følgende: De
lærer, at vi ved anger fortjener nåde. Men nogen kunne her spørge, hvorfor
Saul, Judas og lignende mennesker ikke finder nåde, da de dog er forfærdelig
sønderknust? Her må man hente svar fra troen og evangeliet, at Judas ikke har
troet, ikke har oprejst sig ved evangeliet og Kristi løfte. For troen gør
forskellen på Judas’ og Peters anger. Men vores modstandere henter deres svar
fra loven, at Judas ikke har elsket Gud, men blot har frygtet straffen. Men
hvordan kan den forfærdede samvittighed bedømme, om den frygter Gud for hans
egen skyld eller blot flygter for de evige straffe? Især under disse alvorlige,
sande og store rædsler, som beskrives i salmerne og profeterne, og som de, der
i sandhed omvender sig, ganske sikkert får sin del af. Disse stærke følelser
kan nok adskilles med bogstaver og ord, men i virkeligheden lader de sig ikke
således rive fra hinanden, som disse sofister forestiller sig. Her beråber vi
os alle retsindige og indsigtsfulde menneskers dom. De vil uden tvivl indrømme,
at disse analyser hos vores modstandere i høj grad er forvirrede og indviklede.
Og dog gælder det her en særdeles vigtig sag, nemlig evangeliets hovedpunkt,
syndernes forladelse. Hele denne lære om disse spørgsmål, som vi have
gennemgået, er hos modstanderne fuld af vildfarelser og hykleri og fordunkler
Kristi velgerning, nøglemagten og troens retfærdighed.
Dette sker i
det første stykke. Men når man nu kommer til skriftemålet? Hvilket besvær har
man da ikke med endeløse opregninger af synder, som for en stor del blot har at
gøre med menneskelige overleveringer? Og for at fromme sjæle skal pines endnu
mere foregiver de, at denne opregning er begrundet i guddommelig ret. Idet de
kræver selve opregningen under påskud af guddommelig ret, taler de imidlertid
ganske koldt om absolutionen, som i sandhed er grundet i guddommelig ret. De
hævder, at selve sakramentet meddeler nåde blot det bruges og uden nogen god
rørelse hos den, som bruger det. Om troen, der griber absolutionen og trøster
samvittigheden, nævnes der ikke ét ord. Det er i sandhed, hvad man kan kalde at
forbigå selve hovedsagen.
Endnu står det
tredje stykke om fyldestgørelserne tilbage. Og dette indeholder den mest
forvirrede tale. De foregiver, at evige straffe forandres til Skærsildens
straffe. De lærer, at en del bliver eftergivet ved nøglemagten, fra den anden
del må man løses ved fyldestgørelse. De tilføjer endvidere, at fyldestgørelserne
må være ”gerninger, der ikke er befalede” og lader disse bestå i de tåbeligste
iagttagelser, som valfarter, bederemme og lignende, som ikke er befalet af Gud.
Og lige som de kan købe sig fri for Skærsilden ved fyldestgørelse, således har
man også opfundet den kunst, at købe sig fri for fyldestgørelserne. Og det har
været en særdeles indbringende forretning. De sælger nemlig ”aflad”, som de
forstår som eftergivelse af fyldestgørelserne. Denne indbringende handel driver
de ikke alene med de levende, men endnu langt mere med de døde. Ikke alene ved
aflad, men også ved messeofret sælger de fyldestgørelser for de døde. Kort
sagt, det er ingen ende på disse fyldestgørelser. Blandt disse forargelige ting
og djævelske lærdomme, som vi ikke skal opregne i enkeltheder, ligger læren om
retfærdighed af troen på Kristus og om Kristi velgerning begravet. Derfor er
der mange fornuftige mennesker, der har set, at det er en gavnlig gerning, at
teologernes og kirkeretseksperternes lære om boden er blevet kritiseret.
For følgende
læresætninger er åbenbar falske og fremmede ikke alene for den hellige skrift,
men også for kirkefædrene: l) at vi ved gode gerninger, som er gjorte uden for
nåden, fortjener nåde ifølge en guddommelig pagt. 2) at vi ved halvanger
(attritio) fortjener nåde. 3) at den blotte afsky for overtrædelsen er
tilstrækkelig til syndens udslettelse. 4) at vi på grund af helanger
(contritio), og ikke ved troen på Kristus, opnår syndernes forladelse. 5) at
nøglemagten ikke formår at forlade synder for Gud, men kun for kirken. 6) at
nøglemagten ikke forlader synder for Gud, men er indstiftet, for at den skal
forandre evige straffe til timelige. At den skal pålægge samvittighederne visse
fyldestgørelser. At den skal anordne nye gudstjenester og forpligte samvittighederne
på sådanne fyldestgørelser og gudstjenester. 7) at opregnelsen af overtrædelser
i skriftemålet, således som vores modstandere beskriver den, er nødvendig
ifølge guddommelig ret. 8) at kirkelige fyldestgørelser er nødvendige til
frikøbelse fra Skærsildens straf eller tjenlige som en erstatning for skyldens
udslettelse. Således opfatter de uerfarne det nemlig. 9) at anvendelsen af
bodens sakramente ved selve den kirkelige handlingen giver nåde, uden nogen god
rørelse, det vil sige uden tro på Kristus hos den, der bruger det. 10) at
sjælene ved nøglemagten bliver befriet fra Skærsilden på grund af afladen. 11)
at ikke alene den kirkelige straf, men også syndens skyld i visse specielle
tilfælde skal forblive hos dem, der i sandhed omvender sig.
Vi har nu for
at føre de fromme samvittigheder ud af disse sofistiske labyrinter opdelt boden
i to stykker, nemlig anger og tro. Hvis nogen vil tilføje et tredje, nemlig
omvendelsens værdige frugter, det vil sige, hele livsførelsens og moralens
forandring til det bedre, har vi ikke noget imod det. Med hensyn til angeren
afskærer vi disse tomme og endeløse diskussioner om, hvornår man er bedrøvet af
kærlighed til Gud, hvornår af frygt for straf. Vi siger, at angeren består i en
virkelig skræk, som samvittigheden føler, når den mærker, at Gud vredes over
synden og den sørger over at have syndet. Og en sådan anger fremkommer, når
synderne straffes ved Guds ord. For det
er summen af evangeliets forkyndelse, at straffe synderne og skænke syndernes
forladelse og retfærdighed for Kristi skyld samt Helligånden og det evige liv,
og at vi som genfødte, skal gøre godt. Således sammenfatter Kristus
evangeliets sum, når han hos Lukas i det sidste kapitel siger: ”I mit navn skal
I prædike omvendelse og syndernes forladelse for alle folk.” Og om
samvittighedens skræk taler Skriften f.eks. i Salme 38: ”mine misgerninger gå
over mit hoved, de er blevne mig for svære, som en tung byrde, osv. Jeg er
blevet svag og helt stødt bort, jeg jamrer på grund af mit hjertes forvirring.”
Og Salme 6: ”Herre, vær mig nådig, for jeg er skrøbelig, helbred mig, Herre,
for mine ben er forfærdede, og min sjæl er såre forfærdet, Herre, hvor længe?”
Og Esajas 38: ”Jeg sagde: når mine dage afkortes, må jeg fare til gravens
porte. Jeg ventede indtil om morgenen, som en løve, sådan sønderbryder han alle
mine ben.” Under denne forskrækkelse
føler samvittigheden Guds vrede over synden, som de sikre mennesker, der
vandrer efter kødet ikke kender til. Man ser syndens skændsel og er alvorlig
bedrøvet over at have syndet. Man flygter også fra Guds skrækkelige vrede, for
den menneskelige natur kan ikke udholde den, hvis den ikke bliver holdt oppe
ved Guds ord. Således siger Paulus i Galaterbrevet: ”Jeg er ved loven død fra
loven.” For loven anklager kun og forfærder samvittighederne. I denne skræk
tale vores modstandere slet intet om troen. De fremstiller kun det ord, der
straffer synden. Når det forkyndes alene, er det lovens lære, ikke evangeliets.
Ved denne smerte og forskrækkelse, siger de, fortjener mennesker nåde, hvis de
også elsker Gud. Men hvordan kan mennesker elske Gud under virkelig
forskrækkelse, når de føler Guds skrækkelige vrede, som ingen menneskelig tunge
kan beskrive? Hvad andet end fortvivlelse vil de lære, når de under denne
forskrækkelse kun henviser til loven?
Som det andet
stykke af boden tilføjer vi altså troen på Kristus. Under denne forskrækkelse
må samvittigheden foreholdes evangeliet om Kristus, i hvilket syndernes
forladelse loves gratis på grund af Kristus. Vi skal altså tro, at synderne
bliver os forladte gratis på grund af Kristus. Denne tro oprejser, opretholder
og levendegør de angrende ifølge ordene fra Romerbrevet 5: ”retfærdiggjorte af
tro har vi fred.” Denne tro modtager
syndernes forladelse. Denne tro retfærdiggør for Gud, som det samme
skriftsted bevidner: ”retfærdiggjorte af tro.” Denne tro viser forskellen
mellem Judas og Peter, mellem Sauls og Davids anger. Derfor gavner Judas’ eller
Sauls anger ikke, fordi denne tro ikke kommer til, som griber syndernes
forladelse, skænket for Kristi skyld. Derfor gavner Davids og Peters anger,
fordi troen kommer til, som griber syndernes forladelse, skænket for Kristi
skyld. Og kærligheden eksisterer ikke, før der er sket forligelse ved troen.
For loven opfyldes ikke uden Kristus, ifølge ordene: ”ved Kristus har vi adgang
til Gud.” Og denne tro vokser efterhånden
og kæmper hele livet mod synden, for at besejre synd og død. Desuden følger
kærligheden på troen, som vi ovenfor har sagt. Helangeren kan således klart
defineres som en sådan frygt, der er forenet med troen, det vil sige, hvor
troen trøster og opretholder det bange hjerte. Halvanger er, hvor troen ikke
opretholder det bange hjerte.
Fremdeles forvalter og meddeler nådens nøgler evangeliet
ved absolutionen, der er evangeliets sande røst. Således indbefatter vi også
absolutionen, når vi taler om troen, fordi troen kommer af hørelsen, som Paulus
siger. For ved at høre evangeliet, ved at høre absolutionen bliver
samvittigheden oprejst og fatter trøst. Og da Gud virkelig levendegør ved ordet, forlader også nøglerne synderne
over for Gud, ifølge disse ord: ”Den, der hører jer, hører mig. Derfor bør den
røst, der tilsiger absolution, ikke tros anderledes end som en røst, der lyder
fra Himmelen. Og absolutionen er det, man
med rette kan kalde bodens sakramente, som også de mere fornuftige romerske
teologer gør. Imidlertid bliver denne tro
næret på mange måder i anfægtelsen, både ved evangeliets lære og ved brugen
af sakramenterne. For sakramenterne er
den nye pagts tegn, det vil sige syndsforladelsens tegn. De skænker altså
syndernes forladelse som nadverordene klart viser: ”Det er mit legeme, som
gives for jer. Det er den nye pagts bæger, osv.” Således bliver troen undfanget
og styrket ved absolutionen, ved at høre evangeliet, ved sakramenternes brug,
så den ikke skal bukke under, når den kæmper mod syndens og dødens rædsler.
Denne lære om
boden er klar og tydelig og forøger nøglernes og sakramenternes ære, og
forherlige Kristi velgerning, og lærer os at bruge Kristus som mellemmand og
forsoner.
Men da
Konfutationen fordømmer os, fordi vi har opdelt boden i disse to stykker, må vi
vise, at Skriften netop deler boden eller
synderens omvendelse i disse to stykker. For Kristus siger i Matthæus 11:
”Kom hid til mig, alle I, der slider og er besværede, og jeg vil give jer
hvile.” Her er to dele: Slid og besvær betegner angeren, syndens og dødens
skræk og angst. At komme til Kristus er at tro, at synderne forlades for Kristi
skyld. Og når vi tror, levendegøres vores hjerter af Helligånden ved Kristi
ord. Her er altså to hovedstykker: anger og tro. Og i det første kapitel hos
Markus siger Kristus: ”Omvend jer og tro evangeliet!” Her straffer han i den
første del synderne. I den sidste trøster han os og henviser til syndernes
forladelse. For at tro evangeliet er ikke en sådan almindelige tro, som også djævlene har, men i egentlig forstand er
det at tro syndernes forladelse, skænket for Kristi skyld. For det er det, der
åbenbares i evangeliet. Her er de to stykker også forbundet, nemlig angeren,
der straffer synderne og troen, når der siges: ”tro evangeliet!” Hvis nogen her
vil sige, at Kristus også indbefatter omvendelsens frugter eller hele det nye
liv, har vi intet at indvende. For vi er tilfreds, hvis blot de vigtigste
stykker nævnes, nemlig anger og tro.
Paulus nævner
næsten overalt, hvor han beskriver omvendelsen eller fornyelsen, disse to
stykker, dødelsen og levendegørelsen. Således i Kol 2: ”I ham er I omskåret med
en omskærelse, der ikke er gjort med hænder, nemlig ved afførelsen af det
syndige kød.” Og senere (v, 12): ”I ham er I også oprejste ved troen på Guds
kraft.” Også her er to stykker. Det ene er afførelse af det syndige legeme, det
andet er oprejsning ved troen. Og disse ord, dødelse, levendegørelse, afførelse
af det syndige legeme, oprejsning, bør ikke forstås på urealistisk vis om en
blot tænkt forandring, men dødelsen betegner virkelige rædsler, der er
kendetegnende for døende og som naturen ikke ville kunne udholde, hvis den ikke
blev oprejst ved troen. Således kalder han her afførelsen af det syndige legeme
det, som vi sædvanligvis kalde anger, fordi den naturlige begærlighed bliver
udfejet under denne smerte. Og levendegørelsen bør ikke forstås som en
urealistisk indbildning, men som en trøst, der i sandhed opholder det i angeren
flygtende liv. Altså er her to stykker, anger og tro. For da samvittigheden
ikke kan blive beroliget uden ved troen, derfor levendegør alene troen ifølge
dette ord: ”den retfærdige af troen skal leve.” (Habakuk 2, 4, Rom 1, 17).
Videre siger
Paulus i Kolossenserbrevet, at Kristus udslettede det håndskrift, der ved loven
var imod os. Her er også to stykker: håndskriften og håndskriftens udslettelse.
Håndskriften er nemlig samvittigheden, der straffer og fordømmer os. Fremdeles
er loven det ord, der straffer og fordømmer synderne. Den røst altså, der
siger: ”mod Herren har jeg syndet,” ligesom David sagde, er håndskriften. Og
denne røst har de ugudelige og sorgløse mennesker ikke for alvor hørt. For de
ser og læser ikke den lovens dom, der er skrevet i hjertet. Under virkelige
smerter og rædsler bliver denne dom set. Håndskriften er altså selve angeren,
der fordømmer os. At udslette håndskriften er at ophæve den dom, ved hvilken vi
udtaler, at vi vil blive fordømte, og i
stedet indgraver den dom, ved hvilken vi føle os befriede fra denne fordømmelse.
Men troen er denne nye dom, der
udsletter den første dom og gengiver hjertet fred og liv.
Men hvorfor skulle det være nødvendigt at nævne så mange
vidnesbyrd, når de møder os overalt i Skriften? Sal 118, 18: ”Hårdt har Herren
tugtet mig, men han overgav mig ikke til døden.” Sal 119, 28: ”Min sjæl svinder
bort af sorg. Rejs mig op efter dine ord!” Her er angeren indholdet af den
første dele, i den anden bliver det klart skildret, hvordan vi i vores anger,
får nyt liv ved Guds ord, som tilbyder os nåden. Den holder oppe og levendegør
hjertet. l Sam 2, 6: ”Herren tager liv og giver liv, han sender mennesker ned i
dødsriget og fører dem op derfra.” Her betegner det ene angeren, det andet
troen. Og Es 28, 21: ”Herren skal blive vred, så han kan gøre sin egentlige
gerning, fremmed er hans værk, så han kan gøre sin egen gerning.” Han kalder
det Guds fremmede gerning, når han
forfærder, fordi Guds egentlige gerning
er at levendegøre og trøste. Men han forfærder, siger han, for at skabe rum for trøsten og levendegørelsen, fordi de hjerter,
der er sikre og ikke føler Guds vrede, afviser trøsten. På denne måde plejer
Skriften at knytte disse to ting sammen, skrækken og trøsten, for at lære at
det er de to hoveddele af boden: angeren og den tro, der trøster og
retfærdiggør. Vi kan ikke se, hvordan bodens natur skulle kunne fremstilles
klarere og enklere.
Dette er nemlig
de to vigtigste gerninger af Gud i mennesket, at forskrække og at retfærdiggøre
og levendegøre de forskrækkede. Hele Skriften fordeler sig på disse to
gerninger. Den ene del er loven, der
viser, anklager og fordømmer synden. Den
anden del er evangeliet, dvs., det løfte om nåden som bliver givet i
Kristus, og dette løfte bliver stadig gentaget gennem hele Skriften. Først blev
det givet til Adam, derefter til fædrene, så blev det forklaret af profeterne,
til sidst blev det forkyndt og budt frem af Kristus blandt jøderne og af apostlene
spredt ud over hele verden. For ved troen
på dette løfte er alle de hellige blevet retfærdiggjort, og ikke for sin
ufuldkomne eller fuldkomne angers skyld.
Og der er også
eksempler, som viser disse to dele af boden. Adam blev tugtet og skræmt efter
at han havde syndet, det var angeren. Derefter lovede Gud nåden og sagde, at
der ville komme en sæd, der skulle tilintetgøre Djævelens rige, døden og
synden. Der tilbyder han syndernes forladelse. Det er hoveddelene. For selv om
der bagefter bliver tilføjet en straf, fortjener denne straf alligevel ikke
syndernes forladelse. Og om denne form for straf vil vi sige lidt mere
nedenfor.
Sådan bliver
David tugtet af Nathan, og i sin forfærdelse siger han: ”Jeg har syndet mod
Herren.” Det er angeren. Derefter hører han absolutionen: ”Herren har taget din
synd bort, du skal ikke dø.” Denne røst rejser David op, og ved troen holder
den ham oppe, retfærdiggør og levendegør ham. Der bliver også tilføjer en
straf, men denne straf fortjener ikke syndernes forladelse. Der bliver heller
ikke altid tilføjet særskilte straffe, men de to ting må altid være til stede i
boden: angeren og troen. Således også i Luk 7, 37f. Kvinden, der havde syndet,
kom til Kristus med tårer. På disse tårer kendes angeren. Derefter hører hun
absolutionen: ”Dine synder er dig forladt. Din tro har frelst dig. Gå bort i
fred.” Dette er den anden del af boden, troen som rejser hende op og trøster
hende. Af alle disse skriftsteder er det klart for de gudfrygtige læsere, at vi
netop har fremstillet de dele af boden, der egentlig hører med, når der er tale
om omvendelse eller genfødelse og syndernes forladelse. Frugterne og de gode
gerninger og modgang, der døder kødet, følger efter, når vi først ved troen har
modtaget syndernes forladelse og er blevet genfødt. Og derfor har vi
fremstillet disse to dele, for at troen kan træde så meget klarere frem, den
tro, som vi kræver i boden. Og det er lettere at forstå, hvad den tro er som
evangeliet forkynder, når den bliver sat op over for angeren og dødelsen.
Vores
modstandere fordømmer udtrykkelig vores påstand om, at mennesker opnår
syndernes forladelse ved troen. Vi skal derfor tilføje nogle få beviser, der
gør, at man kan se, at syndernes forladelse ikke kommer af gjort gerning på
grund af angeren, men ved den særlige
tro, hvor enhver personligt tror, at hans synder bliver tilgivet. For den
artikel, som vi kæmper med vores modstandere om, er den vigtigste, og vi anser
det for yderst nødvendig for alle kristne at kende den. Men da der ovenfor i
forbindelse med retfærdiggørelsen synes at være sagt nok om denne sagen, skal
vi gøre dette kortere her. For læren om
boden og læren om retfærdiggørelsen er nært beslægtede lærepunkter.
Når vores modstandere taler om troen og siger, at den går
forud for boden, forstår de med det ikke den tro, der retfærdiggør, men den,
der i almindelighed tror, at det findes en Gud, at det er bestemt straffe for
de ugudelige osv. Udover en sådan tro kræver vi, at enhver skal tro, at netop
hans synder bliver tilgivet. Om denne særlige tro strides vi, og vi sætter den
op imod den opfattelse, der påbyder, at vi ikke skal sætte vores lid til Kristi
løfte, men til angeren, skriftemålet og fyldestgørelserne som gjort gerning. Denne tro følger forskrækkelsen på den måde,
at den overvinder den og giver samvittigheden ro. Denne tro tilskriver vi retfærdiggørelsen og genfødelsen, fordi den
befrier fra rædslerne og giver fred, glæde og nyt liv i hjertet. Om denne
tro påstår vi, at den virkelig er nødvendig for syndernes forladelse, derfor
regner vi den som en del af boden. Og Kristi kirke mener det samme, selv om
vores modstandere skriger om det modsatte.
For det første
spørger vi vores modstandere om modtagelsen af absolutionen er en del af boden
eller ikke. Hvis de skiller den fra skriftemålet, spidsfindige ordkløvere som
de er, så kan vi ikke se, hvad skriftemålet gavner, uden absolutionen. Men hvis
de ikke skiller modtagelsen af absolutionen fra syndsbekendelsen, må de
nødvendigvis være af den mening, at troen er en del af boden, fordi
absolutionen ikke kan modtages uden ved troen. At absolutionen ikke kan
modtages uden ved troen, kan bevises ud fra Paulus, som i Rom 4 lærer, at vi
ikke kan modtage løftet uden ved troen. Og absolutionen er løftet om syndernes
forladelse. Altså kræver den nødvendigvis tro. Og vi kan ikke se, hvordan nogen
kan siges at modtage absolutionen, hvis han ikke tror på den. Hvad er det ikke
at tro på absolutionen andet end at anklage Gud for at være en løgner? Hvis
hjertet tvivler, holder det Guds løfte for usikkert og unyttig. Derfor står der
skrevet i l Joh 5: ”Den, der ikke tror Gud, gør ham til en løgner, fordi han
ikke tror Guds eget vidnesbyrd om sin Søn.”
For det andet
antager vi, at vores modstandere vil indrømme, at syndernes forladelse enten er
en del af eller målet for boden, eller dens hensigt, for at bruge deres eget
sprog. Så må også det, vi modtager syndernes forladelse ved, med rette regnes
som en del af boden. Men det er helt sikkert, selv om alle Helvedes porter ville
skrige imod det, at syndernes forladelse ikke kan modtages uden ved troen
alene, som tror, at synderne bliver tilgivet for Kristi skyld. Ifølge ordet i
Rom 3, 25: ”Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen.” Og Rom 5,
2: ”Gennem ham har vi adgang til nåden ved troen” osv. For den skræmte
samvittighed kan ikke stille vores egne gerninger eller vores kærlighed op mod
Guds vrede, men den finder alene fred, når den griber Kristus som mellemmand og
tror på de løfter, der er givet for hans skyld. De, der drømmer om, at hjertet
kan finde fred uden troen på Kristus, forstår ikke, hvad syndsforladelse er,
eller hvordan den kommer til os. Peter citerer fra Esajas: ”Den, der tror på
ham, skal ikke blive til skamme.” (1 Pet 2, 6). Hyklerne må altså blive til
skamme. Dem, der tror, at de modtager syndernes forladelse på grund af deres
egne gerninger og ikke på grund af Kristus. Og Peter siger i ApG 10, 43: ”Om
ham vidner alle profeterne og siger at alle, der tror på ham, skal få
tilgivelse for synderne ved hans navn.” Han kunne ikke have sagt det klarere:
”Ved hans navn,” og han tilføjer: ”alle, der tror på ham.” Altså er det alene
ved Kristi navn, vi modtager syndernes forladelse, dvs., for Kristi skyld, ikke
på grund af nogen fortjeneste og gerninger, som vi har. Og dette sker, når vi
tror, at vores synder bliver tilgivet for Kristi skyld.
Vores modstandere skriger højt om at de er kirken, og at de
følger kirkens enige opfattelse. Men Peter påberåber sig også kirkens enige
opfattelse til støtte for vores sag: ”Om ham vidner alle profeterne og siger,
at alle, der tror på ham, skal få tilgivelse for synderne ved hans navn” osv.
Alle profeternes enige vidnesbyrd er sandelig den universelle kirkes enige
opfattelse. Hverken paven eller kirken
indrømmer vi nogen magt til at træffe afgørelser, der går imod dette
samstemmige vidnesbyrd fra profeterne. Men pave Leo fordømmer åbenlyst i
sin bandbulle denne artikel om syndernes forladelse, og vores modstandere
fordømmer den også i deres gendrivelsesskrift. Af det bliver det klart, hvordan
vi bør dømme om deres kirke. I deres dekreter forkaster de den lære, at vi
opnår syndernes forladelse ved troen, ikke på grund af vores gerninger, men for
Kristi skyld. Men ikke blot det, de befaler også, at denne lære skal udryddes
med vold og sværd, og at de oprigtige mennesker, der holder fast på denne lære,
skal tilintetgøres ved al slags grusomhed.
De har på deres
side berømte forfattere som Scotus, Gabriel og andre, sammen med udsagn fra
kirkefædrene, som de citerer i løsrevet form i dekreterne. Sandt nok, hvis vi
skulle tælle vidnesbyrdene, ville de vinde. For der er et helt hav af vrøvlede
fortolkere af troslæren, der nærmest har sammensværget sig om at forsvare disse
påfund om fortjeneste ved anger og gerninger og de andre ting, som vi har
omtalt ovenfor. Men for at ingen skal lade sig påvirke af mængden af
vidnesbyrd, så lad det være klart, at der ikke ligger nogen særlig autoritet i
vidnesbyrdene fra de teologer, der følger efter og som ikke selv har udarbejdet
deres skrifter, men blot har skrabet noget sammen fra de ældre og overført
meninger fra én bog til en anden. I det arbejde har de ikke udvist nogen
dømmekraft, men ligesom medlemmer uden taleret har de stiltiende godkendt de
ældres vildfarelser uden at have forstået dem. Lad os derfor ikke tøve med at sætte udsagn af Peter, som viser til
profeternes samstemmige vidnesbyrd, op imod legioner af teologi-kopister.
Til denne Peters prædiken kommer Helligåndens vidnesbyrd også. Sådan står der
nemlig i teksten: ”Mens Peter talte disse ord, faldt Helligånden på alle dem,
der hørte Ordet.” (ApG 10, 44).
Derfor skal de
gudfrygtige samvittigheder vide, at det er Guds bud, at de skal tro, at de
bliver tilgivet gratis for Kristi skyld, ikke på grund af vores gerninger. Ved
dette Guds bud skal de holde sig oppe mod fortvivlelsen og syndens og dødens
rædsler. Og de skal vide, at det er, hvad de hellige i kirken har troet fra
verdens begyndelse. Peter påberåber sig nemlig klart profeternes samstemmige
vidnesbyrd og apostlenes skrifter viser, at de har ment det samme. Og der
mangler heller ikke vidnesbyrd fra kirkefædrene. For Bernhard siger det samme
med ord, der ikke er til at misforstå: ”Det er frem for alt nødvendig at tro,
at du ikke kan få syndernes forladelse uden ved Guds overbærenhed, men du skal
lægge til, at du også tror dette, at dine synder bliver tilgivet ved ham. Det
er det vidnesbyrd, som Helligånden giver i dit hjerte, når der siges: Dine
synder er dig forladt. Sådan fastslår apostelen, at mennesket bliver
retfærdiggjort uden vederlag ved troen.” Disse ord af Bernhard kaster på en
usædvanlig måde lys over vores sag. Han kræver ikke bare at vi i almindelighed
skal tro, at synderne bliver tilgivet ved Guds barmhjertighed, men han befaler
også, at vi skal tilføje den særlige tro, at vi skal tro, at også vi selv får
synderne tilgivet. Og han lærer os, hvordan vi skal blive overbeviste om
syndernes forladelse, nemlig ved at troen oprejser hjertet og Helligånden giver
det ro. Hvad mere kræver vores modstandere? Vover de endnu at nægte, at vi
opnår syndernes forladelse ved troen, eller at troen er en del af boden?
For det tredje siger vores modstandere, at synden bliver tilgivet
på den måde, at den, der har en ufuldkommen eller fuldkommen anger frembringer
den gerning at elske Gud. Ved denne gerning fortjener han at modtage syndernes
forladelse. Dette er ikke noget andet end at lære loven, udslette evangeliet og
afskaffe løftet om Kristus. For de kræver blot loven og vores gerninger, for
loven kræver kærlighed. Desuden lærer de, at vi skal stole på, at vi opnår
syndernes forladelse på grund af angeren og kærligheden. Hvad er dette andet
end at sætte vores lid til vores gerninger, og ikke til Guds ord og løfte om
Kristus? Men hvis loven er nok til at opnå syndernes forladelse, hvorfor skulle
vi da have behov for evangeliet, hvorfor skulle vi have brug for Kristus, hvis
vi opnår syndernes forladelse ved vores gerning? Vi kalder derimod
samvittighederne tilbage fra loven til evangeliet og fra tilliden til egne
gerninger til tilliden til løftet og til Kristus. For evangeliet fremstiller
Kristus for os og lover os syndernes forladelse gratis for Kristi skyld. Dette
løfte befaler os, at have tillid til, at vi for Kristi skyld bliver forligt med
Faderen, og ikke på grund af vores anger eller kærlighed. For ingen anden end
Kristus er mellemmand eller forsoner. Og vi kan ikke holde loven uden at vi
først er forligt med Gud ved Kristus. Selv om vi kan gøre det til en vis grad,
skal vi alligevel tro, at vi ikke opnår syndernes forladelse på grund af disse
gerninger, men på grund af Kristus som mellemmand og forsoner.
Ja, det er en
hån mod Kristus og afskaffelse af evangeliet, hvis vi mener, at vi opnår
syndernes forladelse på grund af loven eller på nogen anden måde end ved troen
på Kristus. Denne opfattelse har vi behandlet ovenfor i forbindelse med
retfærdiggørelsen, hvor vi har sagt, hvorfor vi bekender, at mennesker bliver
retfærdiggjort ved troen, og ikke ved kærligheden.
Derfor er vores
modstanderes lære blot lovens lære, når de hævder, at mennesker opnår syndernes
forladelse ved deres anger og sin kærlighed, og at de skal stole på denne anger
og kærlighed. En lov, de ikke har forstået, ligesom jøderne så på Moses’
tildækkede ansigt. Hvis vi nu forestiller os, at kærligheden er til stede og at
gerningerne er der, så kan hverken kærligheden eller gerningerne alligevel være
en forsoning for synden. Og vi kan ikke stille dem op mod Guds vrede og dom,
ifølge ordet: ”Stævn ikke mig, din tjener, for retten! For ingen, der lever, er
retfærdig for dig.” (Sal 143, 2). Kristi ære må heller ikke overføres på vores
gerninger.
Af disse grunde
påstår Paulus, at vi ikke bliver retfærdiggjort af loven. Mod loven sætter han
løftet om syndernes forladelse, der bliver givet for Kristi skyld, og han
lærer, at vi modtager syndernes forladelse vederlagsfrit for Kristi skyld ved
troen. Til dette løfte er det Paulus kalder os tilbage fra loven. Han byder os,
at rette blikket mod dette løftet, som virkelig ville være nytteløst, hvis vi
blev retfærdiggjort ved loven før løftet, eller hvis vi opnåede syndernes
forladelse på grund af vores egen retfærdighed. Og det er sikkert at løftet
bliver givet os, og Kristus bliver fremstillet for os, fordi vi ikke kan holde
loven. Derfor er det nødvendig, at vi først bliver forligt med Gud ved løftet,
før vi kan holde loven. Men løftet bliver alene modtaget ved troen. Derfor er
det nødvendig, at de angrende ved troen griber løftet om syndernes forladelse,
der bliver givet for Kristi skyld, og holder fast på, at de uden vederlag for
Kristi skyld har en nådig Far. Det er Paulus’ mening i Rom 4, hvor han siger:
”Derfor er det af tro, for at løftet skal være af nåde og stå fast.” Og i Gal
3: ”Skriften har lagt alt under synden, for at de, der tror på Jesus Kristus,
ved tro kan få det, der var lovet.” Det vil sige, at alle er under synden og
ikke kan blive befriet på anden måde end ved at troen griber løftet om
syndernes forladelse. Derfor bør vi modtage syndernes forladelse ved troen, før
vi holder loven, selv om kærligheden følger troen, som vi før har sagt. For de
genfødte modtager Helligånden og begynder derfor at holde loven.
Vi kunne citere
flere vidnesbyrd, hvis de ikke faldt den gudfrygtige læser i øjnene overalt i
Skriften. Og vi ønsker ikke at være alt for detaljerede, så vores sag kan blive
lettere forstået. Og det er ikke tvivl om, at det er Paulus’ opfattelse, vi
forsvarer: At vi ved troen modtager syndernes forladelse for Kristi skyld, og
at vi ved troen skal stille Kristus som vores mellemmand, ikke vores gerninger,
op mod Guds vrede. Og gudfrygtige sjæle skal ikke lade sig forurolige, selv om
vores modstandere forvrænger Paulus’ opfattelse. For intet kan siges så enkelt,
at ordkløvere ikke kan fordreje det. Vi ved, at det, vi har sagt, er den
virkelige og ligefremme mening af ordene hos Paulus. Vi ved, at vores mening
giver de gudfrygtige samvittigheder en fast trøst. Uden denne trøst kan ingen
blive stående i Guds dom.
Derfor forkaster vi den farisæiske opfattelse hos vores
modstandere, at vi ikke modtager syndernes forladelse ved troen, men at vi må
fortjene den ved vores kærlighed og vores gerninger, og at vi skal stille vores
kærlighed og vores gerninger op mod Guds vrede. Dette er lovens lære, ikke
evangeliets, og den opdigter, at mennesker bliver retfærdiggjort ved loven, før
de bliver forligt med Gud gennem Kristus, skønt Kristus siger: ”Uden mig kan I
intet gøre.” Ligeledes: ”Jeg er det sande vintre, I er grenene.” Men vores
modstandere opdigter, at vi ikke er grene på Kristus, men på Moses. De vil
nemlig først blive retfærdiggjort ved loven og tilbyde Gud vores kærlighed og
vores gerninger, før de bliver forligt med Gud ved Kristus, og før de bliver
grene på Kristus. Paulus påstår derimod, at vi ikke kan holde loven uden
Kristus. Derfor må løftet gribes først, så vi kan blive forligt med Gud for
Kristi skyld, før vi kan holde loven. Dette antager vi er klart nok for de
gudfrygtige samvittigheder. Af det kan de forstå, hvorfor vi ovenfor har
erklæret, at mennesker bliver retfærdiggjort ved troen, og ikke ved
kærligheden. For vi må ikke stille vores kærlighed eller vores gerninger op mod
Guds vrede, eller stole på vores kærlighed og vores gerninger, men Kristus,
vores mellemmand. Og vi må gribe løftet om syndernes forladelse, før vi kan
holde loven.
Til sidst,
hvornår skal samvittigheden finde fred, hvis vi modtager syndernes forladelse,
fordi vi elsker eller holder loven? For loven vil altid anklage os, fordi vi
aldrig kan opfylde Guds lov. Som Paulus siger det: ”Loven fremkalder vrede.”
Chrysostomus spørger i forbindelse med boden: ”Hvordan skal vi blive sikre på,
at vores synder er tilgivet?” Om det samme spørger også vores modstandere i
deres fortolkninger. Det kan de ikke svare på, og samvittighederne kan ikke
blive beroliget, hvis de ikke ved, at det er Guds bud og hans eget evangelium,
at de skal holde det for sikkert, at synderne bliver tilgivet for Kristi skyld
uden vederlag, og at de ikke skal tvivle på, at de bliver dem tilgivet. Hvis
nogen tvivler, gør han Guds løfte til en løgner, som Johannes siger (l Joh 5,
10). Vi lærer, at denne troens vished
bliver krævet i evangeliet. Vores modstandere lader samvittighederne være i
usikkerhed og tvivl. Samvittighederne gør ikke noget af tro, hvis de altid
tvivler på, at de har tilgivelsen. Hvordan kan de i en sådan tvivl påkalde Gud,
hvordan kan de være sikre på, at han hører dem? Sådan bliver hele livet uden
Gud og uden en sand gudstjeneste. Det er det, Paulus siger: ”Alt som ikke er af
tro, er synd.” Og fordi de altid bliver holdt i denne tvivl, erfarer de aldrig,
hvad troen er. Det gør, at de til sidst styrter ned i fortvivlelse. Således er
vores modstanderes lære en lovens lære, evangeliets afskaffelse og en
fortvivlelsens lære. Om denne lære om boden, som ikke har noget uklart ved sig,
vil vi gerne lade alle oprigtige mennesker dømme, så de kan udtale, hvem der
har fremsat den mest gudfrygtige og gavnlige lære for samvittighederne, vi eller
vores modstandere. Vi har sandelig ikke nogen glæde af disse stridigheder i
kirken, derfor skulle vi mere end gerne tie stille, hvis vi ikke havde store og
vigtige grunde for at være uenige. Men siden de nu fordømmer den åbenbare
sandhed, står det os ikke frit at lade sagen falde, for det er ikke vores sag,
men Kristi og hans kirkes sag.
Vi har sagt,
hvorfor vi har stillet angeren og troen op som de to dele i boden. Og vi har
været så meget mere villige til at gøre det, fordi så mange udsagn af kirkefædrene
om boden nu er i omløb i en lemlæstet form, udsagn som vores modstandere har
forvrænget for at skygge for troen. Som for eksempel: ”At gøre bod er at sørge
over tidligere synder og ikke mere at gøre noget, som vi må sørge over.” Og:
”Boden er ligesom en hævn fra den bedrøvede synder, som straffer det hos sig
selv, som han er bedrøvet over at have begået.” I disse udsagn er troen overhovedet ikke nævnt. Og heller ikke når
de bliver forklaret i undervisningen, bliver der tilføjet noget om troen.
Derfor har vi opregnet troen blandt bodens bestanddele, for at læren om troen
skal træder tydeligere frem. For disse udsagn, der kræver anger og gode
gerninger, men ikke nævner den tro, der retfærdiggør, er farlige. Det viser
sagen selv. Og med rette kan man sige at savne forstand hos dem, der har
sammendynget disse brokker fra dogmatikken og kirkeretten. For da kirkefædrene
på et sted taler om den ene, på et andet sted om den anden del af boden, ville
det have været gavnlig at udvælge og sammenknytte deres meninger, ikke bare om
den ene del, men om begge, dvs., om angeren og boden. For Tertullian taler ypperlig om troen, når han betoner denne
ed hos profeten (Ez 33, 11): ”Så sandt jeg lever, siger Herren, jeg vil ikke at
synderen skal dø, men at han skal vende om og leve.” Fordi Gud sværger, at han
ikke vil at synderen skal dø, viser han, at han kræver tro, at vi skal tro på
ham, når han sværger, og virkelig være visse på, at han tilgiver os. I sig selv
bør de guddommelige løfters autoritet være stor nok for os. Men dette løfte
bliver også stadfæstet ved en ed. Den, der derfor ikke er vis på, at han får
tilgivelse, han nægter, at Gud har sværget sandt, og det er den værste
gudsbespottelse, der kan tænkes. Sådan siger Tertullian det nemlig: ”Han
indbyder os til frelsen med en belønning, ja, han sværger til og med. Så sandt
jeg lever, siger han, fordi han ønsker at blive troet. Ja, salige er vi, når
Gud sværger en ed for vores skyld. Ve os elendige, hvis vi ikke engang tror på
Gud, når han sværger.” Og her må vi vide at denne tro bør stole på, at Gud
tilgiver os uden vederlag for Kristi skyld, på grund af sit løfte, og ikke på
grund af vores gerninger, vores anger, bekendelse eller fyldestgørelse. For
hvis troen støtter sig til disse gerninger, bliver den straks uvis, fordi den
ængstelige samvittighed ser at disse gerninger er uværdige. Derfor siger
Ambrosius helt tydelig om boden: ”Altså sømmer det sig for os, både at gøre bod
og at tro, at tilgivelsen bliver tildelt os, sådan at vi håber på tilgivelsen
ligesom af tro. Og denne tilgivelse opnår troen ligesom ved en skriftlig
forsikring.” Ligeledes: ”Det er troen, der skjuler vores synder.” Således
findes det udtalelser hos kirkefædrene ikke bare om angeren og gerningerne, men
også om troen. Men da vores modstandere hverken forstår bodens natur eller
kirkefædrenes tale, plukker de udsagn ud om den ene del af boden, nemlig
gerningerne. Det, der andre steder bliver sagt om troen, går de forbi, fordi de
ikke forstår det.
Oprigtige mennesker kan let forstå, hvor vigtig det er at
bevare den sande lære om de to dele af boden, angeren og troen, som vi har
drøftet ovenfor. Vi har derfor lagt vind på at forklare disse to lærepunkter.
Om skriftemålet og fyldestgørelsen har vi slet ikke ført nogen strid. For også
vi beholder skriftemålet, først og fremmest på grund af absolutionen, der er
Guds Ord, som med guddommelig autoritet kundgøres for den enkelte ved hjælp af
nøglemagten. Derfor ville det være ugudelig at fjerne den private absolution
fra kirken. Og de som foragter den private absolution, forstår hverken hvad
syndernes forladelse eller nøglemagten er. Når det ellers gælder opregningen af
synderne i skriftemålet, har vi ovenfor sagt, at vi ikke mener, den er
nødvendig efter guddommelige ret. Når nogen indvender, at en dommer må kende
sagen, før han kan fælle en dom, så har ikke det nogen med sagen at gøre, for
absolutionens tjeneste er en velsignelse eller nåde, ikke en dom eller en lov.
Derfor har tjenerne i kirken et påbud om at tilgiv synder, de har ikke nogen
påbud om at granske de skjulte synder. Og de løser også fra dem, som vi ikke
mindes. Derfor kræver absolutionen, der er evangeliets røst, når det tilgiver
synder og trøster samvittigheden, ikke nogen granskning.
Her er det latterlig
at bruge Salomons ord (Ordsp 27, 23): ”Mærk dig vel, hvordan dine får ser ud.”
For Salomon siger ikke nogen om skriftemålet. Han giver bare husfaderen en
forskrift om husholdningen, at han skal bruge det, der er hans, og ikke det,
der hører en anden til, og han byder ham at forvalte sit eget omhyggelig, men
alligevel ikke sådan, at han i iver efter at øge sit gods bliver så optaget, at
han bortkaster frygten for Gud eller troen eller omsorgen for Guds ord. Men ved
en utrolig forvandling omformer vores modstandere Skriftens udsagn, så den
betyder, hvad som helst, de selv ønsker. Dette ”mærk vel” betyder for dem at
høre skriftemål, ”hvordan de ser ud” betyder ikke den ydre adfærd, men
samvittighedens hemmeligheder. ”Fårene” betyder mennesker. Det er sandelig en
smuk fortolkning og værdig disse foragtere af alle studier om reglerne for ret
tale. Men hvis nogen ved en sammenligning ville overføre budet, der er givet
til en husfar, til hyrden i en menighed, bør han i det mindste tolke ”hvordan
de ser ud” om den ydre adfærd. Da vil sammenligningen passe bedre.
Men lad os
hoppe over sådanne ting. Gentagne gange bliver skriftemålet nævnt i salmerne,
som f.eks. (Sal 32, 5): ”Jeg sagde: Nu vil jeg bekende mine overtrædelser for
Herren. Og du tog min syndeskyld bort.” En sådan bekendelse af synden, som sker
over for Gud, er selve angeren. For når bekendelsen sker over for Gud, må den
nødvendigvis ske af hjertet, ikke bare med munden, som det sker hos
skuespillerne på scenen. En sådan bekendelse er altså den rette anger, hvor man
føler Guds vrede og bekender at han med rette er vred på os, og at han ikke kan
forsones ved vores gerninger, og hvor vi alligevel søger barmhjertighed på
grund af Guds løfte. Sådan lyder denne bekendelse (Sal 51, 6): ”Mod dig alene
har jeg syndet, så du må være retfærdig og bliver stående, når du dømmer.” Det
betyder: Jeg tilstår, at jeg er en synder og har fortjent den evige vrede, og
jeg kan ikke stille min retfærdighed og mine fortjenester op mod din vrede.
Derfor erklærer jeg, at du er retfærdig, når du fordømmer og straffer os. Jeg
erklærer, at du er uskyldig, når hyklerne dømmer dig for at være uretfærdig,
fordi du straffer eller fordømmer dem, trods deres store fortjenester. Ja, vi
kan ikke stille vores fortjenester op imod din dom, men vi bliver
retfærdiggjort, når du retfærdiggør os, når du regner os som retfærdige ved din
miskundhed. Måske vil nogen citere Jakob (Jak 5, 16): ”Bekend synderne for
hverandre.” Men dette stedet taler ikke om det skriftemål, der sker over for
præsten, men om forsoningen mellem kristne i almindelighed. For han befaler, at
bekendelsen skal være gensidig.
Hvis vores modstandere påstår, at opregningen af synderne i
skriftemålet er nødvendig efter guddommelige ret, vil de fordømme mange af de
mest anerkendte lærere. For selv om vi godkender skriftemålet og opfatter
enkelte dybtborende spørgsmål som gavnlig for at folk kan bliver bedre
undervist, så må man alligevel holde måde med det, så der ikke bliver lagt
fælder for samvittighederne. De vil aldrig finde ro, hvis de skal tro, at de
ikke kan opnå syndernes forladelse uden at de har foretaget denne pinlig
nøjagtige opregning. Det er virkelig fuldstændig falsk, det som vores
modstandere hævder i Konfutationen, at den fuldstændige bekendelse er nødvendig
til frelse. For den er umulig. Og hvilke fælder bliver der ikke lagt for
samvittighederne, når de kræver en fuldstændig bekendelse! Hvornår kan
samvittigheden være sikker på at dens bekendelse er fuldstændig? Hos de
kirkelige forfattere er der tale om bekendelse, men de taler ikke om denne
opregning af skjulte overtrædelser, men om ordningen for den offentlige bod.
Fordi de faldne eller åbenlyse syndere ikke blev optaget i menigheden igen uden
visse fyldestgørelser, plejede de at skrifte for præsterne, for at de kunne
foreskrive fyldestgørelser for dem, som stemte med deres overtrædelser. Men
hele denne sagen har ikke nogen lighed med den opregning, som vi diskuterer.
Grunden til skriftemålet var ikke at der uden det, ikke kunne ske nogen
forladelse af synderne over for Gud, men at det ikke kunne bliver foreskrevet
fyldestgørelser uden at man først kendte overtrædelsens karakter. For der var
forskellige regler for de forskellige overtrædelser.
Ordet ”fyldestgørelse” har vi som en levning fra denne
ordning for den offentlige bod. For de hellige fædre ville ikke optage de
faldne eller åbenlyse syndere igen uden at de først havde undersøgt og
betragtet deres bod, så langt det var mulig. Og det synes at have været mange
grunde til det. At tugte de faldne tjente som et eksempel, som en
randbemærkning i kirkeloven minder om, og det var usømmelig straks at give dem,
der havde syndet adgang til nadveren. Disse skikke er nu for længe siden blevet
forældet, og vi har ikke behov for at indføre dem igen, for de er ikke
nødvendige for syndernes forladelse over for Gud. Fædrene har heller ikke ment,
at mennesker fortjener syndernes forladelse ved sådanne skikke eller gerninger.
Alligevel plejer disse ydre ceremonier, at narre de uerfarne til at tro, at de
kan fortjene syndernes forladelse over for Gud ved disse gerninger. Men hvis
nogen tror det, tror han som en jøde og en hedning. For også hedningene har
haft visse sonemidler for overtrædelserne, og de har tænkt sig, at de blev
forliget med Gud ved dem. Men nu, efter at skikken er blevet forældet, er ordet
”fyldestgørelse” blevet igen sammen med en rest af skikken, idet der i
skriftemålet bliver foreskrevet visse fyldestgørelser. Disse definerer de som
gerninger, vi ikke er skyldige til at gøre. Vi kalder dem kirkelige
fyldestgørelser.
Om dem mener vi
det samme som om opregningen af synder, at de kirkelige fyldestgørelserne ikke
er nødvendige for syndernes forladelse efter guddommelige ret. Sådan var heller
ikke den tidligere fremvisning af fyldestgørelser i den offentlige bod
nødvendig efter guddommelige ret for at opnå syndernes forladelse. For vi må
holde fast på læren om troen, at det er ved troen, vi opnår syndernes
forladelse for Kristi skyld, ikke på grund af vores gerninger som går foran
eller følger efter. Af den grund har vi særskilt diskuteret fyldestgørelserne,
for at indførelsen af dem ikke skulle skygge for troen og folk skulle tro, at
de kunne opnå syndernes forladelse på grund af disse gerninger. Og denne
vildfarelse bliver fremmet af mange udsagn, der bliver bragt på bane i
undervisningen, som f.eks. Når de i definitionen af fyldestgørelsen siger, at
den sker for at forsone den guddommelige vrede.
Alligevel
indrømmer vores modstandere, at fyldestgørelserne ikke gavner til tilgivelse af
skylden. Men de opdigter, at fyldestgørelserne gavner til at forløse fra
Skærsilden og fra andre straffe. De lærer, at Gud ved syndernes forladelse
tilgiver skylden, men at han alligevel, fordi det sømmer sig for den
guddommelige retfærdighed at straffe synden, forandrer den evige straf til en
timelig straf. De tilføjer, at en del af disse timelige straffe bliver
eftergivet ved nøglemagten, men at man må købe sig fri fra resten gennem
fyldestgørelser. Vi kan ikke forstå, hvilke straffer det er, der bliver delvis
eftergivet ved nøglemagten, med mindre de siger, at det er en del af
Skærsildstraffene, der bliver eftergivet. I så fald ville det betyde, at
fyldestgørelserne er straffe, som køber os fri fra Skærsilden. Og disse
fyldestgørelser, siger de, er gyldige, selv om de bliver udført af dem, der er
faldet tilbage i dødssynd, som om den guddommelige vrede virkelig kunne
forsones af dem, der lever i dødssynd.
Hele denne
teori er et påfund, som for nylig er kommet til uden nogen hjemmel i Skriften
eller hos de gamle kirkelige forfattere. Ikke engang Lombard taler om
fyldestgørelserne på denne måde. Paveteologerne siger, at der fandtes
fyldestgørelser i kirken, men de forstod ikke at disse ydre ting var indstiftet
dels for eksemplets skyld, dels for at prøve dem, der ønskede at bliver
genoptaget i kirken. Med ét ord, de så ikke at det var en tugt og en ren
borgerlig sag. Derfor indbilder de sig i deres overtro at fyldestgørelserne
ikke tjente til tugt i kirken, men til at forsone Gud. Og ligesom de ofte har
sammenblandet det åndelige og det verdslige på en uheldig måde, sådan har de
også gjort, når det gælder fyldestgørelserne. Men kommentaren til kirkelovene
vidner mange steder om, at disse skikke er indstiftet for kirketugtens skyld.
Men se nu,
hvordan de i Konfutationen, som de har vovet at pådutte deres kejserlige
Majestæt, beviser det, som de har opdigtet! De citerer mange udsagn fra
Skriften for at kaste blår i øjnene på de uerfarne, som om denne sag havde
hjemmel i Skriften, selv om den var ukendt på Lombards tid. De påberåber sig
følgende steder: ”Bær frugter som er omvendelsen værdig” (Matt 3, 8), ”Stil
lemmerne til tjeneste for retfærdigheden” (Rom 6, 19), Kristi forkyndelse af
boden (Matt 4, 17): ”Gør bod”, Kristi befaling til apostlene, om at de skal
forkynde bod (Luk 24, 47), og Peters forkyndelse af boden i ApG 2 (38). Så
citerer de visse udsagn fra kirkefædrene og kirkelovene og trækker den
slutning: Fyldestgørelsen må ikke afskaffes, i strid med evangeliets
udtrykkelige ord og kirkemødernes og kirkefædrenes beslutninger. Ja, selv de,
der har fået absolution af præsten, bør udføre den bod som er pålagt, idet de
følger Paulus’ ord (Tit 2, 14): ”Han gav sig selv for os for at fri os ud fra
al uretfærdighed og rense os, så vi kan være hans eget folk, som med iver gør
gode gerninger.”
Må Gud straffe
disse ugudelige sofister, som så skammelig forvrænger Guds Ord efter deres egne
tomme indbildninger! Hvilket retsindigt menneske kan undgå at bliver oprørt
over nogen så uværdig? Kristus siger: ”Gør bod!” Og apostlene forkynder bod,
altså kan fyldestgørelsen købe os fri fra straffene i Skærsilden. Hvem har lært
disse æsler en sådan logik? Men det er hverken logik eller sofisteri, men ren
og skær uærlighed. Derfor påberåber de sig dette ord: ”Gør bod”, for at de
uerfarne, når de hører et sådant ord citeret mod os, skal få den opfattelse, at
vi vil afskaffe hele boden. Med disse kunster forsøger de at fjerne sjælene fra
os og at tænde had, så de uerfarne skal istemme et skrig mod os, om at sådanne
fordærvelige kættere som forkaster boden, må fjernes fra deres midte.
Men vi håber
ikke, at disse bagvaskelser vil udrette noget hos dem, der er oprigtige. Gud
vil ikke længe tåle en så stor uforskammethed og ondskab. Den romerske pave
sørger også dårlig for sin værdighed, når han bruger sådanne forsvarere og
overlader en så vigtig sag til disse sofisters dom. I vores bekendelse, har vi
sammenfattet næsten alt i hele den kristne lære. Derfor skulle man have fundet
dommere, der er mere prøvet i deres lære og tro end disse sofister, der har
skrevet dette gendrivelsesskrift, til at udtale sig om så store, så mange og så
vigtige sager. Og det burde du, Campegius, have sørget for i din visdom, at de
i så vigtige sager ikke skrev noget, som nu eller i fremtiden kunne føre til at
den romerske pavestol fik et mindre godt rygte på sig. Hvis den romerske
pavestol mener, det er ret, at alle folk skal anerkende den som troens
læremester, bør den gøre sit bedste for at lærde og oprigtige mænd foretager
undersøgelserne i religiøse spørgsmål. Hvordan vil verden bedømme vores
modstanderes skrift, hvis det nogensinde bliver offentliggjort? Hvad vil
eftertiden ikke tænke om de dommere, der står der, og som er rene bagvaskelser?
Du ser, Campegius, at dette er de sidste tider, da religionen, efter hvad
Kristus har forudsagt, skal være i den største fare. I, der skulle sidde som i
et vagttårn og styre religionens sager, burde derfor i disse tider bruge særlig
klogskab og omhu. Hvis I ikke ser jer om, er der mange tegn, som truer med en
forandring i det romerske styre. Og du tager fejl, hvis du tror, at menigheden
skal bevares blot med magt og våben.
Mennesker forlanger undervisning om religionen. Hvor mange
tror du, der er ikke bare i Tyskland, men også i England, Spanien, Frankrig,
Italien, ja, til og med i selve byen rom, der begynder at tvivle på et eller
andet punkt, fordi de ser, at der er opstået stridigheder om de vigtigste
spørgsmål? Hvor mange er der ikke, som i stilhed er harme over, at I afviser at
undersøge og tage stilling til disse vigtige spørgsmål. At I ikke bringer
klarhed til de tvivlende samvittigheder, men bare befaler, at vi skal
undertrykkes og udryddes med våbenmagt? Der er mange ærlige mennesker, som en
sådan tvivl er værre for end døden. Du tænker ikke nok på, hvor vigtig
religionen er, hvis du mener, at det bare er en ubetydelig ængstelse de
oprigtige folk føler, når de hvor som helst kommer i tvivl om et eller andet
lærepunkt. Og denne tvivl kan ikke andet end at føre til det bitreste had mod
dem, der stiller sig i vejen, så sagen ikke kan bliver opklaret, mens de i
stedet burde være optaget af at helbrede samvittigheden. Vi taler ikke her om,
at I bør frygte for Guds dom. For det tror de høje gejstlige, at de let kan
tage sig af, de som selv har nøglerne og naturligvis kan åbne Himmelen for sig
selv, når de vil. Vi taler om menneskenes dommer og alle folks tavse ønsker. De
forlanger i sandhed, at disse sager bliver undersøgt og afgjort nu, så de
ærlige sjæle kan bliver helbredt og befriet fra tvivlen. For hvad som vil ske,
hvis dette had engang bryder løs mod jer, det kan du med din visdom let dømme
om. Men hvis I bringer lærdom til de tvivlende samvittigheder, vil I kunne
binde alle folk til jer ved denne velgerning, som alle fornuftige mennesker
regner som den højeste og største. Dette har vi ikke sagt af den grund, at vi
er i tvivl om vores bekendelse. For vi ved, at den er sand, gudfrygtig og til
gavn for de gudfrygtige samvittigheder. Men det er trolig, at der mange steder
findes mange, som er i tvivl om vigtige spørgsmål, men som ikke hører dygtige
lærere, der er i stand til at give deres samvittigheder fred.
Men lad os
vende tilbage til vores emne. De skrifter som vores modstandere citerer, taler
slet ikke om de kirkeretslige fyldestgørelser og om de pavelige teologers
meninger, da det er klart, at de er opstået for nylig. Derfor er det ren
forfalskning, når de forvrænger skrifterne, så de passer til deres egne
meninger. Vi siger, at gode frugter og gode gerninger hele livet igennem bør
følge boden, dvs., omvendelsen eller genfødelsen. Og det kan ikke være en sand
omvendelse eller en sand anger, hvis der ikke følger en dødelse af kødet og
gode frugter. Sand rædsel og virkelig smerte i sjælen tillader ikke at legemet
følger lysterne, og den sande tro er ikke utaknemlig mod Gud og foragter ikke
Guds bud. Kort sagt, det findes ingen indre bod, uden at den også i det ydre
fører til tugtelse af kødet. Dette hævder vi, er meningen hos Johannes, når han
siger (Matt 3, 8): ”Bær frugter som er omvendelsen værdig”, og ligeledes
Paulus, når han siger (Rom 6, 19): ”Stil jeres lemmer til tjeneste for det, der
er ret”, og et andet sted (Rom 12, 1): ”Bær legemet frem som et levende og
hellig offer” osv. Og når Kristus siger: ”Gør bod”, taler han helt sikkert om
hele boden, om hele det nye liv og dets frugter. Han taler ikke om disse
hykleriske fyldestgørelser, som de pavelige teologer indbilder sig gælder som
vederlag for straffene i Skærsilden eller for andre straffe, også når de ydes
af nogen, der lever i dødssynd.
Der kan samles
mange andre bevis, for at disse udsagn i Skriften ikke har nogen at gøre med de
pavelige fyldestgørelser. De forestiller sig, at fyldestgørelser er gerninger,
som man ikke er pligtig at gøre, mens Skriften i disse udsagn netop kræver
gerninger, som man er pligtig at gøre. For dette ordet af Kristus er et påbud:
”Gør bod”. For det andet skriver vores modstandere, at den skriftende ikke
synder, hvis han vægrer sig ved, at påtage sig fyldestgørelserne, men at så må
betale boden i Skærsilden. Nu kan det ikke diskuteres at disse skriftord: ”Gør
bod”, ”Bær frugter som er omvendelsen værdig”, ”Stil jeres lemmer til tjeneste
for det, der er ret” er bud, der gælder dette liv. Derfor kan man ikke vride
dem om, til at bliver fyldestgørelser som man har lov at afvise. For man har
ikke lov at afvise Guds bud. For det tredje er disse fyldestgørelser noget, som
afladen eftergiver, som det fremgår i kirkeretten i kapitlet om boden og
eftergivelsen. Men afladen løser os ikke fra sådanne bud som: ”Gør bod” og ”Bær
frugter som er omvendelsen værdig”. Derfor er det klart, at de ord, der er
nævnt fra Skriften, bliver ondskabsfuldt forvrænget, når de bliver brugt om de
kirkeretslige fyldestgørelser. Se hvad som følger af dette! Hvis
Skærsildsstraffene er fyldestgørelser, eller rettere fyldestlidelser, eller
hvis fyldestgørelserne er en løskøbelse fra straffene i Skærsilden, påbyder
disse udsagn da, at sjælene skal tugtes i Skærsilden? Da det nødvendigvis følger
af vores modstanderes opfattelse, må disse udsagn tolkes på en ny måde. ”Bær
frugter som er omvendelsen værdig” og ”Gør bod” vil betyde: ”Bær
Skærsildsstraffene efter dette liv”. Men vi har ikke lyst til at bruge flere
ord på at gendrive disse tåbeligheder hos vores modstandere. For det er sikkert
at Skriften taler om de gerninger, som vi er pligtige til at gøre, om hele det
nye liv, og ikke om at overholde gerninger, som vi i ikke er pligtige til, som
vores modstandere snakker om. Og alligevel forsvarer de ved disse ting, som de
har opdigtet, munkeordener, salg af messer og en uendelig mængde ceremonier,
som gerninger, der gør fyldest for straffen, om ikke for skylden.
De
skriftsteder, de citerer, siger ikke, at de evige straffer kan erstattes med
gerninger, som vi ikke er pligtige til at gøre. Derfor påstår vores modstandere
uden grund at disse straffer kan erstattes med kirkelige fyldestgørelser.
Heller ikke har nøglemagten fået noget påbud om at forandre enkelte straffe og
at eftergive en del af straffene. Hvor kan vi læse det i Skriften? Kristus
taler om syndernes forladelse, når han siger (Matt 18, 18): ”Alt det, I løser”
osv. Denne tilgivelse ophæver døden og bringer det evige liv. Heller ikke taler
han om at pålægge straffe, når han siger: ”Alt det, I binder”, men om at
fastholde deres synder, som ikke omvender sig. Men Lombards ytring om
eftergivelsen af en del af straffene gælder de straffe, der er fastsat i
kirkelovene, af disse eftergav præsterne en del. Vi mener altså, at boden må
bære gode frugter til Guds ære og på grund af hans bud, og gode frugter er
befalet af Gud, sådan som sand faste, bøn og almisse. Men ingen steder i de
hellige skrifter finder vi at evige straffer blot kan bliver eftergivet ved
straffen i Skærsilden eller ved kirkelige fyldestgørelser, dvs., på grund af
visse bestemte gerninger, som vi ikke er pligtige til at gøre. Eller at der med
nøglemagten følger en befaling om at forandre straffer eller eftergiv deler af
dem. Dette burde vores modstandere have ført bevis for.
Videre er Kristi død en fyldestgørelse, ikke bare for
skylden, men også for den evige død, ifølge skriftordet (Hos 13, 14): ”Død, jeg
vil være din død.” Hvor frygtelig er det da at sige, at Kristi død frikøber os
fra skylden, men vores straffer frikøber os fra den evige død? Så skulle dette
ord: ”Jeg vil være din død” ikke være at forstå om Kristus, men om vores
gerninger, og det ikke om gerninger, der er påbudt af Gud, men om nogle tomme
skikke, der er udtænkt af mennesker? Og de bliver sagt at skulle tilintetgøre
døden, tilmed når de bliver udført under dødssynd. Det er med ubeskrivelig
smerte vi nævner disse tåbeligheder fra vores modstandere. Den, der overvejer
dem, kan ikke andet end harmes over disse djævelske lærdomme, som Djævelen har
sået i kirken, for at undertrykke kundskaben om lov og evangelium, om bod og
levendegørelse og Kristi velgerninger. For om loven taler de sådan: Gud har
bøjet sig ned til os i vores svaghed og fastsat et mål for det, som mennesket
med nødvendighed må holde, nemlig budene, for at det ved resten, dvs., ved sine
overskudsgerninger, skal kunne gøre fyldest for sine overtrædelser. Her har vi
mennesker som opdigter, at de kan holde Guds lov på en sådan måde, at de tilmed
kan gøre mere end loven kræver. Men Skriften råber overalt om, at vi er langt
fra den fuldkommenhed, som loven kræver. Men de påstår, at Guds lov er tilfreds
med en ydre og borgerlig retfærdighed. De ser ikke, at den kræver en sand
kærlighed til Gud af hele vores hjerte osv., og at den fordømmer hele den onde
lyst i vores natur. Derfor gør ingen så meget som loven kræver, og det er
latterlig at de indbilder sig, at vi kan gøre mere. For skønt vi kan gøre ydre
gerninger, som ikke er befalet i Guds lov, så er det alligevel nytteløst og ugudelig
at stole på, at vi dermed har gjort fyldest over for Guds lov. Gud påbyder sand
bøn, sande almisser og sand faste, og når de er påbudt af Gud, kan vi ikke
forsømme dem uden at synde. Men for så vidt som disse gerninger ikke er påbudt
i Guds lov, men efter sit væsen grunder sig på menneskelige forskrifter, er de
gerninger, der hører de menneskelige overleveringer til, og om dem siger
Kristus (Matt 15, 9): ”Forgæves dyrker de mig med menneskebud”. Således blev
visse faster indstiftet, ikke for at tæmme kødet, men for at Gud skal bliver
æret ved denne gerning, som Scotus siger, og for at den evige død skal bliver
opvejet. Det samme er tilfældet når et vist antal bønner, et vist mål af
almisser, bliver udført for at de skal være en gudstjeneste som ved gjort
gerning ærer Gud og opvejer den evige død. For de regner dette som en
fyldestgørelse, blot ved at gerningen bliver gjort, siden de lærer, at de er
gyldige, også for dem, der lever i dødssynd. Endnu mere fjernt fra Guds bud er
valfarterne, som der er en stor mangfoldighed af, den ene drager af sted i
rustning, den andre barbenet. Dette kalder Kristus en unyttig gudstjeneste,
derfor tjener den heller ikke til at forsone Guds vrede, som vores modstandere
siger. Alligevel smykkes disse gerninger med storslåede titler, de kaldes
overskudsgerninger, og de bliver tilskrevet den ære, at være vederlag for den
evige død. Sådan bliver de foretrukket frem for de gerninger, som Gud har
påbudt. På denne måde bliver Guds lov fordunklet på dobbelt vis, både fordi de tror,
at ydre og borgerlige gerninger gør fyldest over for Guds lov, og fordi de
foretrækker gerninger, der er tilføjet ved menneskelige overleveringer, frem
for de gerninger, der er påbudt i den guddommelige lov.
Dernæst skygger
de også for boden og nåden. For fra den evige død bliver vi ikke frigjort ved
et sådan vederlag, der består af gerninger, for det er gavnløst og indebærer
ikke, at vi her i dette liv smager døden. Vi må have andet at stille op mod
døden, når den angriber os. For ligesom troen på Kristus overvinder Guds vrede,
sådan overvinder den også døden. Som Paulus siger (l Kor 15, 57): ”Gud være tak
som giver os sejer ved vores Herre Jesus Kristus”. Han siger ikke: ”Som giver
os sejer, hvis vi stiller vores fyldestgørelser op mod døden”. Vores modstandere
beskæftiger sig med gavnløse spekulationer om tilgivelse af skyld og indser
ikke, hvordan hjertet i tilgivelsen af skylden ved troen bliver befriede fra
Guds vrede og den evige død. Da Kristi død altså er en fyldestgørelse for den
evige død, og da vores modstandere selv indrømmer at disse fyldestgørelser er
gerninger, som vi ikke er pligtige at gøre, men gerninger, der hører den
menneskelige overlevering til, og som Kristus kalder en unyttig gudstjeneste,
så kan vi trygt slå fast at de kirkelige fyldestgørelser ikke efter
guddommelige ret er nødvendige for eftergivelse af skylden eller den evige
straf eller straffen i Skærsilden.
Men vores modstandere indvender, at hævn eller straf med nødvendighed
hører med til boden, fordi Augustin siger: ”Boden er en straffende hævn” osv.
Vi indrømmer, at straf eller hævn er nødvendig i boden, ikke som en fortjeneste
eller betaling, som vores modstandere udgiver fyldestgørelserne for at være,
men på den måde at hævnen formelt set hører med til boden, dvs., fordi selve
genfødelsen sker under en stadig dødelse af det gamle liv. Det kan godt være at
det er et smukt udsagn, Scotus kommer med, når han siger at boden nærmest må
kaldes at udholde straffen. Men om hvilken straf og om hvilken hævn er det
Augustin taler? Helt sikkert om den sande straf og den sande hævn, nemlig om
angeren og de sande rædsler. Og her udelukker vi heller ikke den ydre dødelse
af legemet, som følger med den sande smerte i sjælen. Vores modstandere tager
grundig fejl, hvis de mener, at de kirkelige fyldestgørelser er en mere ægte
straf end de virkelige rædsler i hjertet. Det er den største tåbelighed at
forvrænge betydningen af ordet ”straf” ved at bruge det om disse usle
fyldestgørelser, og ikke om de frygtelige rædsler i samvittigheden, som David
taler om (2 Sam 22, 5): ”Dødens smerter snørede sig om mig”. Hvem vil ikke
hellere i brynje og rustning søgte til Jakobs tempel eller Peters kirke osv.
End at udholde det uudsigelige tryk, der ligger i den smerte, som også
almindelige mennesker føler, når deres bod er sand!
Men, siger de,
det stemmer med Guds retfærdighed at straffe synden. Ja, svarer vi, men han
straffer virkelig, når han åbenbarer sin vrede i angerens rædsler. Det vidner David
om i sin bøn (Sal 6, 1): ”Herre, revs mig ikke i din vrede”. Og Jeremias i kap
10, 24: ”Tugt mig, Herre, men med måde, ikke i vrede, så du udsletter mig.” Her
taler han virkelig om de hårdeste straffe. Og vores modstandere indrømmer, at
angeren kan være så stor, at der ikke er behov for nogen fyldestgørelse. Altså
er angeren en mere virkelig straf end fyldestgørelsen. Desuden er de hellige
underkastet døden og alle almindelige trængsler, som Peter siger i l Pet 4, 17:
”For nu er tiden kommet da dommen skal begynde, og den skal begynde med Guds
hus. Men kommer dommen over os først, hvordan går det da til sidst med dem, der
ikke tror på evangeliet?” Og selv om disse trængsler for det meste er straf for
synd, så har de alligevel hos de gudfrygtige et andet og bedre formål, nemlig
at opøve dem til at søge Guds hjælp under anfægtelserne og til at erkende
vantroen i deres eget hjerte. Som Paulus siger om sig selv i 2 Kor l, 9: ”Vi
regnede os alle som dødsdømte, for vi ville ikke stole på os selv, men på Gud,
der oprejser de døde”. Og Esajas siger (26, 16): ”Den nød, de var i da de
råbte, var den tugt, som du tugte dem med”, dvs., trængslerne er en tugt, som Gud bruger til at opøve de hellige.
Sådan bliver trængslerne pålagt os på grund af den synd, der er til stede,
fordi de døder og udrydder den onde lyst
hos de hellige, så de kan bliver fornyet i Ånden, som Paulus siger i Rom 8, 10:
”Kroppen er død på grund af synden,” dvs., den bliver dødet på grund af den
synd, der er til stede og endnu er igen i kødet. Og døden selv tjener til at
ødelægge dette syndige kød, så vi kan stå op igen som fuldstændig nye
mennesker. Dødens brod og følelsen af vrede, findes heller ikke længer i den
troendes død, efter at troen har overvundet dødens rædsler. Som Paulus siger (l
Kor 15, 56): ”Dødens brod er synden, og det som giver synden kraft, er loven”.
Denne syndens kraft, denne følelse af vreden er en virkelig straf så længe den
er til stede. Uden denne følelse af vreden er døden egentlig ikke nogen straf i
det hele taget. På den andre siden gælder de kirkelige fyldestgørelser ikke
disse straffe, for vores modstandere siger, at en del af straffen bliver
eftergivet ved nøglemagten. Videre eftergiver nøglemagten, ifølge dem, både
selve fyldestgørelserne og de straffe, som fyldestgørelserne gør det ud for.
Men det står fast, at sådanne almindelige trængsler ikke kan ophæves ved
nøglemagten. Og hvis det er disse straffe, de ønsker at tale om, hvorfor føjer
de da til, at vi må gøre fyldest i Skærsilden?
De gør
indvending mod os ved at nævne Adam, og David, som blev straffet på grund af
ægteskabsbrud. Af disse eksempler laver de en almindelig regel, at ved
syndernes forladelse har de enkelte synder sine bestemte timelige straffe, som
svarer til dem. Ovenfor er det sagt, at de hellige må bære de straffe, som er
Guds gerninger, de må bære angeren eller samvittighedens rædsler, og de må bære
andre almindelige trængsler. Således er der nogen, der bærer straffe, som Gud
kun har lagt på dem, for eksemplets skyld. Disse straffer har ikke noget at
gøre med nøglemagten, for nøglemagten kan hverken pålægge dem eller eftergiv
dem, men Gud pålægger dem og eftergiv dem udenom forvaltningen af nøglemagten.
Af den særlige
straf, der blev lagt på David, følger der ikke nogen universelle regel om., at
der i tillæg til de almindelige trængsler er en særskilt straf i Skærsilden,
hvor der til den enkelte synd svarer en særlig grad af straf. Hvor lærer
Skriften, at vi kun kan bliver befriede fra den evige død ved at der bliver
ydet et vederlag i form af bestemte straffer i tillæg til de almindelige
trængsler? Tvært imod lærer den stadig, at vi opnår syndernes forladelse uden
vederlag for Kristi skyld, som har sejret over synden og over døden. Derfor må
fortjenesten ved fyldestgørelser ikke sættes som en lap på dette. Og selv om vi
stadigvæk har trængsler, så forklarer Skriften dem som en dødelse af den synd,
der endnu er til stede, og ikke som et vederlag eller en betaling, der befrir
os fra den evige død.
Job bliver undskyldt med at hans trængsler ikke kommer af
misgerninger, som han tidligere har begået. Derfor er trængslerne ikke altid
straf eller tegn på Guds vrede. Ja, de
bange samvittigheder skal lære, når de i deres trængsler og kun ser straf og
Guds vrede, at de ikke skal tro, at Gud har forkastet dem, men at trængslerne
har andre og vigtigere formål. De skal betragte disse andre og vigtigere
formål, som at Gud gør en fremmed gerning, for at han kan gøre sin egentlig
gerning. Som Esajas lærer i en lang tale i kapitel 28. Og da disciplene i
tilfældet med den blinde spurgte, hvem det var, der havde syndet, svarede
Kristus (Joh 9, 2f) at årsagen til blindheden ikke var nogen synd, men at Guds
gerninger skulle blive åbenbart på ham. Og hos Jeremias siges det (49, 12): ”Selv
de, der ikke har fortjent det, må drikke af bægeret”. Sådan blev profeterne
dræbt, og Johannes Døberen og andre hellige. Derfor er trængslerne ikke altid straffe for visse synder, som er gjort
tidligere, men de er Guds gerninger, bestemt til at være til nytte for os og
til at gøre Guds magt tydeligere i vores svaghed.
Således siger
Paulus (2 Kor 12, 9): ”Guds kraft fuldendes i min svaghed”. Derfor skal vores
legemer, efter Guds vilje, være ofre, der beviser vores lydighed, men ikke en
betaling for den evige død. Den har Gud fået en anden betaling for, nemlig sin
Søns død. Og på den måde forklarer også Gregor Davids straf, når han siger:
”Hvis Gud havde truet med at David på grund af sin synd, skulle bliver ydmyget
af sin søn, hvorfor opfyldte Gud så sin trussel, da synden var blevet tilgivet?
Svaret er at synden blev tilgivet, for at han ikke skulle bliver hindret i at
gribe det evige liv. Men den straf, der var truet med, fulgte, for at Davids
fromhed også ved denne ydmygelse skulle bliver øvet og prøvet. Sådan har Gud på
grund af synden også pålagt mennesket legemets død, og han har ikke taget den
bort efter syndernes forladelse på grund af opøvelsen til retfærdighed, dvs.,
for at øve og prøve retfærdigheden hos dem, der bliver helliggjort”.
Men de almindelige
ulykker bliver heller ikke taget bort ved udførelsen af disse kirkelige
fyldestgørelser, dvs., ved de gerninger, der er grundet i menneskelige
overleveringer og som gælder ved gjort gerning. De citerer mod os dette ord af
Paulus (l Kor 11, 31): ”Dømte vi os selv, blev vi ikke dømt” af Herren. Men
ordet ”dømme” gælder her hele boden og de frugter, vi skylder, ikke gerninger,
som vi ikke er pligtige til at gøre. Vores modstandere betaler her straffen for
deres foragt for grammatikken, når de opfatter ordet ”dømme” som det samme som
at gøre valfart i fuld rustning til den hellige Jakob, eller lignende
gerninger. At ”dømme” betyder hele boden, det betyder at fordømme synden. Denne
fordømmelse sker virkelig i angeren og i forandringen af livet. Hele boden, anger, tro og gode frugter,
fører til at straffene og de offentlige og private ulykker bliver mildnet.
Som Esajas lærer i kapitel 1, 16-19: ”Hold op med at gøre ondt, lær at gøre det
gode, osv. Hvis jeres synder er som purpur, skal de blive hvide som sne. Hvis I
adlyder villig, skal I nyde landets goder”. Et så vigtig og gavnlig ord om hele
boden og om de gerninger, som vi er pligtige til at gøre, eller som er påbudt
af Gud, må ikke overføres til fyldestgørelser og gerninger, der er grundet på
menneskelige overleveringer. Og det er nyttig at lære, at almindelige onder
bliver mildnet ved vores bod og ved de sande frugter af boden, ved gode
gerninger, der er gjort af tro. Men ikke, som disse folk indbilder sig, ved
gerninger, der er gjort under dødssynd. Her hører ninevitternes eksempel
hjemme, som ved deres bod, og nu taler vi om hele boden, blev forliget med Gud
og opnåde at deres by ikke blev ødelagt.
Når det gælder
det, at fædrene nævner fyldestgørelsen, og at kirkemøderne har givet love om
den, har det været et spørgsmål om kirketugt og noget, der er bestemt for
eksemplets skyld, som vi sagde ovenfor. De mente ikke, at denne tugt var
nødvendig for eftergivelsen af skylden eller af straffen. For når nogen har
nævnt Skærsilden i denne sammenhæng, så forklarer de den selv, som en renselse
af ufuldkomne sjæle, ikke som et vederlag for den evige død og ikke som en
fyldestgørelse. Således siger Augustin, at de tilgivelige synder bliver
opbrændt, dvs., at mistillid til Gud og andre lignende holdninger bliver ødelagt.
Somme tider tager de kirkelige forfattere ordet ”fyldestgørelse” og overfører
det fra selve ceremonien eller den ydre handling og bruger det til at betegne
den sande dødelse. Sådan siger Augustin: ”Den sande fyldestgørelse er at fjerne
syndens årsager, dvs., at døde kødet, at tvinge kødet, ikke for at det skal
være vederlag for den evige straf, men for at kødet ikke skal lokke os til
synd”.
Således siger
Gregor om godtgørelsen, at boden er falsk, hvis vi ikke gør fyldest over for
dem, som vi har taget gods fra. For den, der fortsætter med at stjæle, sørger
ikke virkelig over, at han har stjålet eller røvet. Han er stadigvæk en tyv
eller en røver, så længe han med urette holder fast på det, der tilhører en
anden. En borgerlig godtgørelse er nødvendig, som det står skrevet (Ef 4, 28):
”Den, der er en tyv, må ikke længere stjæle”. Ligeledes siger Chrysostomus: ”I
hjertet anger, i munden bekendelse, i gerningen fuldkommen ydmyghed”. Dette
beviser ingen ting mod os. Gode gerninger må følge efter boden, og boden må
ikke være et hykleri, men en forandring af hele livet til det bedre.
Ligeledes
skriver fædrene, at det er tilstrækkeligt, at der én gang i livet finder en
sådan offentlig eller højtidelig bod sted, som den kirkelovene om
fyldestgørelserne gælder for. Af dette kan vi forstå, at de mente, at disse
love ikke er nødvendige for syndernes forladelse. For de vil, at der ofte skal
gøres bod på en anden måde end ved denne højtidelige bod, og da kræves der ikke
kirkelige fyldestgørelser.
Ophavsmændene
til Konfutationen skriver, at det ikke kan tåles, at fyldestgørelserne bliver
afskaffet i strid med evangeliets klare ord. Vi har derfor vist, at disse
kirkelige fyldestgørelser, dvs., gerninger som vi ikke er pligtige til at gøre,
men som vi skulle gøre til vederlag for straffen, ikke er påbudt i evangeliet.
Sagen selv viser dette klart. Hvis de fyldestgørende gerninger er gerninger,
som vi ikke er pligtige til at gøre, hvorfor henviser de da til evangeliets
klare ord? For hvis evangeliet befalet at straffene skulle opvejes ved sådanne
gerninger, ville gerningen dermed være gerninger, som vi var pligtige til at
gøre. Men de taler sådan, for at kaste blår i øjnene på de uerfarne og henviser
til vidnesbyrd, der taler om gerninger, som vi er pligtige til at gøre, mens de
selv med deres fyldestgørelser foreskriver gerninger, som vi ikke er pligtige
til. Ja, de indrømmer selv i undervisningen, at det ikke er synd at afslå
fyldestgørelserne. Altså er det falsk, når de her skriver, at evangeliets klare
ord tvinger os til at overtag disse kanoniske fyldestgørelser.
Ellers har vi
ofte nok vidnet om, at boden må frembringe gode frugter. Hvad disse frugter er, lærer budene os, nemlig påkaldelse, tak,
bekendelse af evangeliet, forkyndelse af evangeliet, lydighed mod forældre og
øvrighed, troskab mod ens kald, ikke at slå ihjel, ikke at gemme på had, men
være forsonlige, at give til de fattige, så meget som vi kan efter vores evne,
ikke at bedrive utugt, ikke at begå hor, men at tæmme, tøjle og tugte kødet,
ikke for at yde vederlag for den evige straf, men for ikke at give efter for
Djævelen og ikke at krænke Helligånden. Disse frugter er befalet af Gud, og de
skal frembringes til Guds ære og på grund af hans bud, og de har også deres
løn. Men Skriften lærer ikke, at de evige straffer kun kan bliver eftergivet
ved at der bliver ydet vederlag gennem overholdelsen af visse overleveringer
eller gennem Skærsilden. Tidligere var afladen en eftergivelse af pligten til
at overholde disse offentlige vedtægter, for at mennesker ikke skulle bliver
tynget alt for meget ned. Hvis nu en menneskelig autoritet kan eftergiv
fyldestgørelser og straffer, så kan disse vederlag ikke være nødvendig efter
guddommelig ret, for den guddommelige ret kan ikke ophæves ved en menneskelig
autoritet. Da skikken nu desuden selv er gået af brug, og det uden nogen
indvending fra biskopperne, så er det ikke nødvendig med disse eftergivelser.
Imidlertid er navnet ”aflad” blevet igen. Og ligesom ”fyldestgørelse” ikke
bliver forstået som noget, der gælder den offentlige tugt, men som vederlag for
straf, sådan bliver også afladen mistolket, som en frikøbelse af sjælene fra
Skærsilden. Men tjenesten med nøglerne har alene myndighed til at binde og løse
på jorden, efter ordet: ”Det, du binder på jorden, skal være bundet i Himmelen,
og det, du løser på jorden, skal være løst i Himmelen” (Matt 16, 19). Som vi
har sagt ovenfor, har nøglemagten ikke myndighed til at pålægge straffer eller
indføre gudstjenester. Den har kun et påbud om at forlade synderne hos dem, der
bliver omvendt, og at irettesætte og udelukke dem, der ikke vil omvende sig.
For ligesom ”at løse” betyder at tilgiv synder, sådan betyder ”at binde” ikke
at tilgive synder. For Kristus taler om et åndelig rige. Og det er Guds
befaling, at evangeliets tjenere skal absolvere dem, der omvender sig, efter
ordet: ”Det er givet os fuldmagt til at bygge op” (2 Kor 10, 8). Derfor er det
at tilbageholde absolutionen i visse sager noget, der hører den ydre tugt til.
For det er et forbehold, der alene gælder de kirkelige straffer, ikke noget
forbehold, der gælder skylden over for Gud hos dem, der i sandhed omvender sig.
Derfor dømmer vores modstandere ret, når de indrømmer, at dette forbehold om
visse sager i dødsstunden ikke skal hindre, at der bliver givet absolution.
Vi har her
fremstillet summen af vores lære om boden, og vi ved med sikkerhed, at den er
gudfrygtig og gavnlig for de oprigtige sjæle. Og hvis ærlige mennesker vil
sammenligne vores lære med de højst forvirrede drøftelser hos vores
modstandere, vil de klart se, at vores modstandere har udeladt læren om den
tro, der retfærdiggør og trøster de gudfrygtige hjerter. De vil også se, at
vores modstandere har opdigtet en mængde om angerens fortjeneste, om den
endeløse opregning af overtrædelser, om fyldestgørelserne, alt sammen sådanne
ting, der hverken hører hjemme på jorden eller i himmelen, som man siger, og
som vores modstandere ikke engang selv kan forklare tilfredsstillende.
I artikel 13 godkender modstanderne, at vi siger, at
sakramenterne ikke bare er genkendelsestegn mellem mennesker, som nogle mener,
men at de først og fremmest er tegn på og vidnesbyrd om Guds vilje mod os. Ved
dem bevæger Gud hjerterne til tro. Men på dette punkt påbyder modstanderne os
at regne med syv sakramenter. Vi mener, man bør sørge for, at ingen sag eller
ceremoni, der er indstiftet i Skriften, bliver tilsidesat, hvor mange der så
end er. Vi tror ikke, det har stor
betydning om andre, for undervisningens skyld, tæller anderledes, hvis blot
de sager, der er overleveret i Skriften, bliver bevaret omhyggeligt.
Kirkefædrene nummererede heller ikke på samme måde.
Hvis vi kalder de ritualer sakramenter, der er
befalet af Gud og som har tilføjet et løfte om nåde, da er det let at afgøre,
hvad der egentlig er sakramenter. Ifølge denne definition kan kirkelige
handlinger, der er indstiftet af mennesker, egentlig ikke kaldes sakramenter.
Det tilkommer nemlig ikke nogen menneskelige autoritet at love nåden. Et tegn,
indstiftet uden Guds bud, er således heller ikke noget sikkert tegn på nåden,
selv om det måske kan undervise og vejlede de kirkefremmede. Egentlige sakramenter er derfor dåben, nadveren og absolutionen, der
er bodens sakramente. For disse kirkelige handlinger er befalet af Guds og
har et løfte om nåde, som er hovedsagen i den nye pagt. For når vi bliver døbt,
får nadveren og modtager absolutionen, da må hjerterne være sikre på, at Gud
virkelig tilgiver os for Kristi skyld. Og Gud bevæger på samme tid hjerterne
ved ordet og handlingen, for at vi skal tro og modtage troen, som Paulus siger:
”Troen kommer ved hørelsen” (Rom 10, 17). Og ligesom ordet går ind i ørerne for
at påvirke hjertet, sådan går også handlingen ind i øjnene for at bevæge
hjertet. Ordet og handlingen har samme virkning.
Som Augustin præcist siger det, er sakramentet et synligt ord, fordi
handlingen opfattes af øjet og er som et billede af ordet, der gengiver det
samme som ordet. Derfor er virkningen af
begge den samme.
Konfirmationen og den sidste olie er
handlinger, der kommer fra fædrene, men som kirken ikke kræver som nødvendige
til frelse, fordi de ikke er befalet af Gud. Af den grund er det nyttig at
skille disse handlinger fra de øvrige, der udtrykkeligt er befalede af Gud og
har et klart løfte om nåde.
Præsteembedet forstår modstanderne ikke
som tjenesten med ordet og forvaltningen af sakramenterne, men som en
offertjeneste. Som om det i den nye pagt skulle være nødvendig med et
præsteembede i lighed med det levitiske, der ofre og fortjener syndernes forladelse
for folket. Vi lærer, at Kristi offer, da han døde på korset, var tilstrækkelig
for hele verdens synd og at der ud over dette ikke er nødvendig med andre ofre,
som om dette ikke var nok for vores synder. Mennesker bliver derfor ikke
retfærdiggjort på grund af noget andet offer, men på grund af Kristi ene offer,
hvis de tror, at de er løskøbt ved dette offer. Præster bliver derfor ikke
kaldet til at frembære noget offer for folket som i Moseloven, for at de ved
det skulle fortjene syndernes forladelse for folket, men de bliver kaldet til
at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne for folket. Vi har heller ikke
noget andet præstedømme i lighed med det levitiske, som brevet til hebræerne
tydeligt lærer.
Men hvis
ordningen forstås som ordets embede, har vi ikke noget særligt imod at kalde
denne ordning et sakramente. For Ordets embede er befalet af Gud og har herlige
løfter, Rom l, 16: ”Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, der tror.”
Ligeledes Esajas 55, 11: ”Mit ord, der udgår fra min mund, kommer ikke tomt
tilbage til mig, men udfører det jeg vil, osv.” Hvis denne ordning forstås
sådan, har vi heller ingen alvorlige indvendinger imod, at kalde
håndspålæggelsen et sakramente. For kirken har et påbud om at indsætte præster,
så vi bør være meget taknemlige for det, fordi vi ved, at Gud godkender dette
embede og er nærværende i det. Og når det kan ske, er det ret at pryde Ordets
embede med alle former for rosværdighed, mod fanatiske mennesker, der forestiller
sig, at Helligånden ikke bliver givet ved Ordet, men på grund af deres egne
forberedelser, hvis de sidder uvirksomme og tavse i mørke rum og venter på
oplysning. Sådan lærte entusiasterne tidligere, og nu gendøberne.
Ægteskabet
er ikke først indstiftet i den nye pagt, men allerede ved den første
skabelse af menneskeslægten. Og det er både befalet af Gud og har et løfte, men
ikke et sådan løfte, der alene tilkommer den nye pagt. Det angår først og
fremmest det jordiske liv. Hvis nogen derfor vil kalde det et sakramenter, må
det skilles fra de øvrige, der er den nye pagts særlige tegn og er vidnesbyrd
om nåden og syndernes forladelse. Hvis ægteskabet skal betegnes som et
sakramente, fordi det er befalet af Gud, så kan også andre livsforhold eller
embeder, der har en sådan befaling, kaldes sakramenter, som for eksempel den
verdslige øvrighed.
Til sidst, hvis alt det, der er
befalet af Gud og har tilføjet et løfter, skal regnes med som sakramente,
hvorfor så ikke tage bønnen med, der
med største ret kan kaldes et sakramente? Den er nemlig både befalet af Gud og
har mange løfter. Og hvis bønnen blev regnet med blandt sakramenterne, som har
særlig opmærksomhed, kunne det tilskynde folk til at bed. Hertil kunne også
regnes almisser og anfægtelser, der
er tegn, som Gud har tilføjet løfter. Men vi vil indlade det. For intet fornuftigt menneske vil lave en
stor strid om antallet eller navnet, hvis blot de ting bliver bevaret, der er
befalet af Gud og har et løfte.
Det er langt vigtigere at vide, hvordan
sakramenterne skal bruges. Her fordømmer vi hele skaren af romerske
doktorer, der lærer, at sakramenterne skænker nåden ved selve brugen og uden
nogen god sindstilstand hos brugeren, hvis blot ikke hjertedøren låses. Det er
helt og holdent judaistiske meninger at hævde, at vi bliver retfærdiggjort ved
en ceremoni, uden nogen god bevægelse i hjertet, det vil sige, uden tro. Og
alligevel bliver denne ugudelige og fordærvelige mening lært med stor autoritet
i hele pavedømmet. Paulus modsiger og benægter, at Abraham blev retfærdiggjort
ved omskærelsen. Omskærelsen er nemlig et tegn, der er bestemt til at øve troen
(Rom 4, 9). Sådan lærer vi også, at troen
må komme til under brugen af sakramenterne. Den tro, der tror disse løfter
og modtager det, der loves og som nu
bliver skænket i sakramentet. Begrundelsen er klar og urokkelig. Løftet er
unyttigt, hvis det ikke bliver modtaget ved troen. Og sakramenterne er
løfternes tegn.
Troen må derfor
komme til under brugen, sådan at hvis nogen bruger nadveren, skal man brugen
den, så man tillidsfuldt tror, at man modtager nåde og syndernes forladelse.
Fordi det er den nye pagts sakramente, som Kristus tydeligt siger, så må man
være overbevist om, at man her får den sag, der loves i den nye pagt, nemlig
syndernes nådige forladelse. Og dette skal man modtager ved tro, og oprejse den
forskrækkede samvittighed og stole på, at dette vidnesbyrd ikke er falsk, men
lige så sikkert, som hvis Gud med et nyt under fra Himmelen lovede, at han
ville forbarme sig. Men til hvilken nytte skulle disse mirakler og løfter være
for den, der ikke tror? Og vi taler her om den særlige tro, der tror det
nærværende løfte, ikke den tro, der i almindelighed tror, at Gud er til, men
den, der tror at syndernes forladelse bliver givet. Denne brug af sakramentet
trøster det fromme og forskrækkede hjerte.
Ingen ord kan beskrive, hvor stort
misbrug, der er frembragt i kirken ved denne fordærvelige mening om ritualets automatik uden nogen god tanke
hos brugeren. Herfra stammer den endeløse vanhelligelse af messerne, men det
skal vi komme nærmere ind på i det følgende. Der kan heller ikke frembringes et
bogstav fra de gamle forfattere, der forsvarer de romerske teologer i denne
sag. Ja, Augustin siger tværtimod, at det ikke
er sakramentet, men troen på sakramentet, der retfærdiggør. Og Paulus’ ord
er kendt: ”Med hjertet tror man til retfærdighed” (Rom 10, 10).
I artikel 14 siger vi, at ingen får lov til at forvalte
sakramenterne og ordet i kirken uden at de er ret kaldet. Det godtager vores
modpart, dog under den forudsætning at vi bruger den kirkeretslige ordination.
Om denne sag har vi på dette møde ofte bevidnet, at vi i højeste grad har
villet bevare det kirkelige styre og de forskellige embeder i kirken, selv om
det er skabt ved menneskelig autoritet. For på den måde ser vi en god og nyttig
mening i den kirkelige orden, der er indstiftet af fædrene, sådan som den er
beskrevet i de gamle kirkelove. Men biskopperne tvinger enten vores præster til
at forkaste og fordømme den lære, som vi har bekendt, eller de dræber uskyldige
og stakkels præster med nye og uhørte grusomheder. Dette er grunden til, at
vores præster ikke godkender disse biskopper. Denne hårdhed er grunden til at
den kirkelige orden, som vi med stor iver har villet bevare, nogen steder
bliver opløst. De må selv se til, hvordan de for Gud vil aflægge regnskab for,
at de splitter kirken. I den sag er vores samvittigheder ikke ængstelige. Fordi
vi ser, at vores bekendelse er sand, god og almen kirkelig, behøver vi ikke
godtage grusomheder fra dem, der forfølger denne lære. Og vi ved, at kirken er
hos dem, der lærer Guds Ord ret og forvalter sakramenterne ret. Den er ikke hos
dem, der ikke blot søger at udslette Guds Ord med påbud, men endog slår dem ihjel,
der lærer ret og sandt. Mod disse er kirkelovene mildere, selv om de skulle
gøre noget mod lovene. Vi vil videre her igen bevidne, at vi gerne vil bevare
den kirkelige og kirkeretslige ordning, hvis biskopperne holder inde med
grusomheder i vores menigheder. Denne vores mening skal for al eftertid
undskylde os både for Gud og hos alle folk, så det ikke skal kunne tilskrives
os, at biskoppernes autoritet bliver rokket. Mennesker læser og hører her, at
vi ikke har kunnet opnå nogen retfærdighed, skønt vi med bønner forsøgte at få
biskopperne til at standse deres uretfærdige grusomheder.
I artikel 15 godkender de den første del, hvor vi lærer, at
de kirkelige skikke skal overholdes, når de kan holdes uden synd og tjener til
fred og god orden i kirken. I den anden del fordømmer de alt. Vi lærer der, at
menneskelige overleveringer, der er indstiftet for at behage Gud, for at
fortjene nåden og gøre fyldest for synder, strider mod evangeliet. Selv om vi
har sagt nok om forskel på mad i selve bekendelsen, skal vi alligevel kort
gentage noget her.
Selv om vi var overbevist om, at modstanderne ville
forsvare de menneskelige overleveringer af andre grunde, så havde vi alligevel
ikke troet, at de for eftertiden havde fordømt denne artikel: at vi ikke
fortjener syndernes forladelse eller nåden ved overholdelse af menneskelige
overleveringer. Efter at denne artikel er fordømt, er sagen derfor klar og
enkel. Modstanderne bedriver nu åbenlys judaistisk teologi og begraver åbent
evangeliet under dæmonernes lære. For Skriften kalder overleveringer dæmonernes
lære, når der læres, at de udgør en gudsdyrkelse, der er nyttig til at fortjene
syndernes forladelse og nåde (l Tim 4, 1-3). De tildækker da evangeliet, Kristi
velgerning og troens retfærdighed. Evangeliet lærer os, at vi modtager
syndernes forladelse af nåde og bliver forsonet med Gud ved troen for Kristi
skyld. Modstanderne har derimod oprettet en anden mellemmand, nemlig disse overleveringer.
For disse overleveringers skyld vil de modtage syndernes forladelse og ved dem
vil de stille Guds vrede. Men Kristus siger klart: ”Forgæves dyrker de mig med
menneskehed.” (Matth 15, 9).
Vi har ovenfor udførlig vist, at
mennesker bliver retfærdiggjort ved tro, når de tror, at de har en forsonet
Gud, ikke for vores gerningers skyld, men gratis for Kristi skyld. Det er
sikkert, at dette er evangeliets lære, for Paulus siger klart i Efeserbrevet 2,
8: ”I er frelst af nåde ved tro, og det skyldes ikke jer selv, det er Guds
gave, det skyldes ikke mennesker.” Nu siger de, at mennesker fortjener
syndernes forladelse ved disse menneskelige overholdelser. Hvad andet er det,
end at indsætte en anden retfærdiggører og en anden mellemmand udenom Kristus?
Til Galaterne siger Paulus: ”I som vil bliver retfærdiggjort ved loven er skilt
fra Kristus.” (Gal 5, 4). Det betyder: hvis I mener, at I ved at holde loven
fortjener at bliver regnet retfærdige for Gud, så er Kristus ikke til nogen
nytte for jer. For hvad er Kristi gerning for dem, der mener, at de er
retfærdige ved deres overholdelser af loven? Gud gav Kristus, fordi han ville
være forsonet med os for denne mellemmands skyld, ikke for vores retfærdigheds
skyld. Men de mener, at Gud er forsonet for overleveringernes skyld og ikke for
Kristi skyld. De berøver derfor Kristus æren som mellemmand.
Hvad denne sag
angår, er det ingen forskel på vores overleveringer og de mosaiske ceremonier.
Paulus fordømmer derfor de mosaiske ceremonier ligesom han fordømmer overleveringer,
fordi de blev anset for at være gerninger, der fortjener retfærdighed for Gud.
Sådan er Kristi embede og troens retfærdighed blevet tilsløret. Ved at fjerne
loven og ved at fjerne overleveringerne viser han derfor tydelig, at syndernes
forladelse er lovet af nåde - ikke for disse gerningers skyld, men for Kristi
skyld, på den måde at vi modtager det ved troen. For et løfte modtager vi ikke
uden ved tro. Når vi altså modtager syndernes forladelse ved tro, når vi har en
forsonet Gud for Kristi skyld, så er det fejlagtig og ugudelig at fastsætte, at
vi fortjener syndernes forladelse ved disse overholdelser. Hvis nogen her vil
sige, at vi ikke fortjener syndernes forladelse, men at de, der allerede er
retfærdiggjort, fortjener nåden ved disse overleveringer, da gendriver Paulus
også det. Kristus ville være ”syndens tjener” (Gal 2, 17), hvis man efter
retfærdiggørelsen skulle mene, at vi derefter ikke bliver erklæret retfærdige
for Kristi skyld, men ved andre overholdelser først måtte fortjene at blive
erklæret retfærdige. Ligeledes (Gal 3, 15): ”Intet kan tilføjes et menneskes
testamente.” Følgelig kan der heller ikke tilføjes Guds testamente, at vi ved
disse overholdelser først må fortjene at bliver godtaget og erklæret
retfærdige, når han i sit testamente har lovet, at han vil være os en nådig Gud
for Kristi skyld.
Men hvorfor er det nødvendig med en
lang diskussion? Ingen overlevering er indstiftet af de hellige fædre med det
formål, at syndernes forladelse eller retfærdighed skal fortjenes på denne
måde, men de er indstiftet for den gode ordens skyld i kirken og for fredens
skyld. Og når nogen vil indstifte bestemte gerninger til at fortjene syndernes
forladelse eller retfærdighed, hvordan kan han da vide at denne gerning behager
Gud, når den ikke har noget vidnesbyrd fra Guds Ord? Hvordan skal man gøre
mennesker sikre på Guds vilje, uden Guds bud og Ord? Forbyder Gud ikke overalt
hos profeterne at indstifte bestemte former for gudsdyrkelse uden hans bud? I
Es 20, 18 er der skrevet: ”Følg ikke forskrifterne fra deres fædre, hold ikke
deres love, bliver ikke gjort urene ved deres afguder. Jeg er Herren jeres Gud.
Følg mine forskrifter, tag vare på mine love og gør efter dem.” Hvis det var
tilladt for mennesker at indstifte nye former for gudsdyrkelse og fortjene
nåden ved disse, så måtte alle hedningernes gudstjenesteformer godkendes. Også
de, der udenom loven blev indstiftet af Jeroboam og andre måtte godkendes. For
hvilken forskel er der? Hvis det er tilladt os at indstifte en ny form for
gudsdyrkelse til at fortjene nåde og retfærdighed, hvorfor er da ikke det samme
tilladt for hedninger og israelitter? Hedningernes og israelitternes
gudsdyrkelse er blevet afvist, fordi de mente, at de med det fortjente
syndernes forladelse og retfærdighed. Troens retfærdighed kender de ikke. Til
sidst: hvordan kan vi blive sikre på, at gudedyrkelser, der er indstiftet uden
noget Guds bud retfærdiggør, når ingen kan være sikker på Guds vilje, uden ved
Guds Ord? Hvad hvis Gud ikke godkender disse gudedyrkelser? Hvordan kan da
modstanderne bestemme at de retfærdiggør? Uden ord og vidnesbyrd fra Gud, kan
det ikke bekræftes. Paulus siger, at alt det, der ikke er af tro, er synd (Rom
14, 23). Men da denne gudsdyrkelse ikke har noget vidnesbyrd fra Guds Ord, må
samvittigheden med nødvendighed betvivle, at den behager Gud.
Men hvorfor er det nødvendig med
flere ord i en så klar sag? Hvis vores modstandere forsvarer denne menneskelige
gudsdyrkelse, som om man gennem den skulle fortjene retfærdiggørelse, nåde og
syndernes forladelse, så opretter de rent ud Antikrists rige. For Antikrists
rige er en ny gudsdyrkelse, udtænkt ved en menneskelig autoritet, der forkaster
Kristus. Sådan holder Muhameds rige gudstjeneste, og det har gerninger, som man
vil bliver retfærdiggjort for Gud ved. Man ved ikke at mennesker bliver
retfærdiggjort af nåde for Kristi skyld. Sådan er også pavedømmet en del af
Antikrists rige, hvis man forsvarer, at menneskelig gudsdyrkelse retfærdiggør.
Kristus bliver nemlig frataget æren, når de lærer, at vi ikke bliver
retfærdiggjort for Kristi skyld, af nåde og ved tro, men ved sådanne
gudedyrkelser. Dette gælder særlig, når de lærer, at sådanne gudsdyrkelser ikke
bare er nyttige, men også nødvendige til retfærdiggørelse. Denne mening har de
fremsat i artikel syv, hvor de fordømmer os, for at vi har sagt, at der til
kirkens sande enhed ikke er nødvendig at der alle steder er samme skikke
indstiftet af mennesker. I det ellevte kapitel giver Daniel til kende at nye
menneskelige former for gudsdyrkelse udgør selve grunden og magten i Antikrists
rige. Han siger nemlig: ”I hans sted dyrker han guden Moasim. En gud hans fædre
ikke kendte, dyrker han med guld og sølv og ædle stene.” (Dan 11, 38). Her
beskriver Daniel nye former for gudsdyrkelse, for han siger, at de dyrker en
sådan gud som fædrene ikke kendte. For selv om de hellige fædre også selv havde
kirkeskikke og overleveringer, mente de alligevel ikke, at disse var nyttige
eller nødvendige til retfærdiggørelse. De dækkede ikke for Kristi ære og værk,
men lærte, at vi bliver retfærdiggjort ved tro for Kristi skyld, ikke for disse
menneskelige skikkes skyld. De overholdt derimod de menneskelige skikker for
den ydre nyttes skyld, for at folk kunne vide, til hvilken tid de skulle
samles, for at alt, for eksemplets skyld, skulle foregå ordentlig og værdig i
kirkerne, og dernæst også for at folket på den måde skulle opdrages. For
forskel på tider og forskellige kirkeskikke hjælper til opdragelse af folket.
Disse grunde havde fædrene for at opretholde kirkeskikkene, og vi mener, at
også vi retmæssig kan beholde overleveringerne af samme grund. Men vi undrer os
meget over, at modstanderne forsvarer overleveringerne med et andet sigte,
nemlig at de fortjener syndernes forladelse, nåde eller retfærdiggørelse. Hvad
andet er det end at dyrke Gud med guld og sølv og ædle stene, altså at mene at
Gud behages af forskellige klæder, udsmykninger og lignende skikke? Der er
uendelig mange sådanne skikker i de menneskelige overleveringer.
Til kolossenserne skriver Paulus, at overleveringerne har
skin af visdom (2, 23). Det har de virkelig også. For den gode orden passer
fint i kirken og er af denne grund også nødvendig. Men fordi den menneskelige
fornuft ikke forstår troens retfærdighed, indbilder den sig naturlig, at
sådanne gerninger retfærdiggør mennesker, at de forsoner Gud osv. Sådan tænkte
menigmand blandt israelitterne, og ved denne mening øgedes tallet på sådanne
former for gudstjeneste, ligesom de er øget hos os i klostrene. Sådan dømmer
den menneskelige fornuft også om den legemlige askese og om faste. Deres mål er
at binde kødet, men fornuften indbilder sig, at det er gudsdyrkelser, der
retfærdiggør. Sådan skriver Thomas: ”Fasten tjener til at borttage og hindre
skyld.” Det er Thomas’ ord. Sådan kan et skin af visdom og retfærdighed i
sådanne gerninger forføre mennesker. Til dette kommer helgenernes eksempler.
Når mennesker stræber efter at efterligne dem, efterligner de fleste blot de
ydre øvelser, deres tro efterligner de ikke.
Siden dette skin
af visdom og retfærdighed har bedraget mennesker, har uendelig meget galt
fulgt. Evangeliet om troens retfærdighed i Kristus er tilsløret, og den tomme
tillid til sådanne gerninger trænger ind. Dernæst bliver Guds bud tilsløret.
Det sker, når disse gerninger giver sig ud for at være perfekte og udgøre det
åndelige liv. De bliver foretrukket langt mere end Guds buds gerninger, som de
gerninger, der ligger i den enkeltes kald, forvaltning af offentlige sager,
forvaltningen af opgaver i familien, i det ægteskabelige liv, i
børneopdragelse. Ved siden af de andre former for gudsdyrkelse, bliver disse
regnet at være verdslige, sådan at de af mange bliver udført med en vis tvivl i
samvittigheden. For det står fast, at mange har forladt forvaltningen af offentlige
sager og ægteskabet, fordi disse andre, fremragende overholdelser ansås for at
være bedre og helligere.
Men det er ikke nok med det. Hvor
denne overbevisning, at sådanne overholdelser er nødvendige for
retfærdiggørelsen, har fanget sindene, bliver samvittighederne hårdt plaget,
fordi de ikke kan magte alle overholdelserne fuldt ud. For hvor mange kan blot
nævne dem alle? Det findes uendelig mange bøger, ja, hele biblioteker uden en
sætning om Kristus, om troen på Kristus, om de gode gerninger, der hører til
den enkeltes kald. De samler kun overleveringer og tolkninger af disse.
Tolkningerne gøres af og til skarpere og af og til mildere. Hvordan plages ikke
en god mand som Gerson, når han søger efter budenes gyldighedsgrad og omfang?
Alligevel kan han ikke nøjagtig fastslå, hvad der er ret og rimeligt. Men han
beklager stærkt farerne for de fromme samvittigheder, som denne strenge
tolkning af overleveringerne bringer.
Mod dette skin af visdom og retfærdighed i menneskelige
skikke, som bedrager mennesker, må vi derfor forsvare os med Guds Ord. Først må
vi vide, at disse skikke hverken fortjener syndernes forladelse eller
retfærdiggørelse for Gud, og at de heller ikke er nødvendige til
retfærdiggørelse. Ovenfor har vi anført vidnesbyrd om dette. Og det er rigelig
med sådanne steder hos Paulus. Til kolossenserne siger han klart: ”Lad ingen
dømme jer for det, I spiser eller drikker, eller når det gælder højtid, nymåne
eller sabbatter. Dette er skygger af det fremtidige, men legemet er Kristi
legeme.” Her sammenfatter han på samme tid Moseloven og de menneskelige
overleveringer, for at modstanderne ikke skal vride sig løs af dette
vidnesbyrd, som de plejer, sådan at Paulus bare skulle tale om Moselov. På
dette sted bliver det klart bevidnet, at han taler om de menneskelige
overleveringer. Men modstanderne forstår ikke, hvad de selv siger. Hvis
evangeliet benægter, at den mosaiske ceremonilov retfærdiggør - som dog var
guddommelig indstiftet - hvor meget mindre retfærdiggør da ikke menneskelige
overleveringer?
Biskopperne har ikke magt til at
indstifte nogen former for gudsdyrkelse som retfærdiggørende eller nødvendige
til retfærdiggørelse. Ja, apostlene siger i ApG 15, 10: ”Hvorfor frister I Gud
ved at pålægge et åg” osv. Her anklager Peter det som en stor synd, at ville
pålægge menighederne denne byrde. Og i Gal 5, 1 forbyder Paulus dem, igen at
underkaste sig trældom. Apostlene vil derfor, at denne frihed skal forblive i
kirken, og at ingen af lovens former for gudstjeneste eller menneskelige
overleveringer er nødvendige, sådan som ceremonierne for en tid var nødvendige
på lovens tid. Det vil de, fordi troens retfærdighed ikke må bliver tilsløret
ved at mennesker mener, at de ved sådanne gudsdyrkelser fortjener
retfærdiggørelsen, eller at den er nødvendig til retfærdiggørelse. Mange søger
mildere steder i overleveringerne for at lette samvittighederne, men de finder
alligevel ikke sikre holdepunkter, der kan løse samvittighederne fra disse
bånd.
Men ligesom
Alexander løste den gordiske knude ved at hugge den over med et hug, sådan
befrier apostlene med ét slag samvittighederne fra overleveringerne, særlig
hvis de er blevet overleveret for at fortjene retfærdiggørelsen. En sådan lære
tvinger apostlene os at sætte os imod med lære og eksempler. De tvinger os til
at lære, at overleveringer ikke retfærdiggør, at de ikke er nødvendige til
retfærdiggørelse og at ingen skal give eller modtage overleveringer i den
mening, at retfærdiggørelsen bliver fortjent ved dem. Men om nogen vil overholde
dem, så skal han overholde dem uden ængstelse som verdslige skikke, ligesom
militærfolk uden angst klæder sig anderledes end teologerne. Apostlene brød
selv overleveringer og blev undskyldt af Kristus (Matt 12, 1-8). Dette eksempel
skulle nemlig vise farisæerne, at denne form for gudsdyrkelse var unyttig. Og
hvis vores folk tilsidesætter enkelte upassende overleveringer, så er de helt
uden skyld, når disse bliver krævet, for at man skal fortjene retfærdiggørelse
ved dem. En sådan forståelse af overleveringerne er nemlig ugudelig.
Vi overholder videre gerne de gamle overleveringer, der er
til nytte for fredens skyld, og vi forstår dem i bedste mening. Den mening at
de gør retfærdig, afviser vi. Og vores fjender anklager os fejlagtig for at vi
afskaffer gode ordninger som kirketugten. For vi kunne i sandhed proklamere, at
menighedernes ydre orden er holdt højere i ære hos os end hos modstanderne. Og
hvis nogen vil foretage en nøje undersøgelse, vil han finde, at vi også overholder
kirkelovene mere nøjagtig end modstanderne. Modvillige og for betaling holder
offerpræsterne messer hos modstanderne, og mange gør det kun for betalingens
skyld. De synger salmer, ikke for at lære nogen eller for at bede, men for at
forrette gudstjeneste, som om denne gerning skulle være en gudsdyrkelse eller
en sikker grund for løn. Hos os bruger
mange nadveren hver søndag. Men først er de undervist, har været til samtale og
er tilsagt absolutionen. Børnene synger salmer for at lære. Folk synger også, enten
for at lære eller for at bede. Hos modstanderne forekommer der ikke nogen
katekismeundervisning for børnene, noget kirkelovene foreskriver. Hos os har hyrder og præster pligt til at
undervise og høre ungdommen offentlig. Og denne skik har båret de bedste
frugter.
I mange områder
hos modstanderne bliver der hele året ikke holdt nogen prædikener, med
undtagelse af fastetiden. Men det er den
fornemste gudstjeneste at forkynde evangeliet. Og når modstanderne
prædiker, taler de om menneskelige overleveringer, om at dyrke helgener og om
lignende unyttige ting, noget folk med rette ringeagter. Derfor forlader mange
kirken allerede i begyndelsen af gudstjenesten, efter at evangelieteksten er
læst. Nogle få er nu begyndt at lære lidt mere om de gode gerninger. Men om
troens retfærdighed, om tro på Kristus og om trøst for samvittighederne lærer
de ingen ting. Ja, i deres polemik angriber de denne saligbringende del af
evangeliet. I vores kirker behandler alle
prædikener derimod disse ting: om boden, om gudsfrygt, om troens retfærdighed,
om samvittighedernes trøst ved troen, om troens øvelser, om bøn, hvordan den
bør være og at det med sikkerhed må fastslås at den er virksom og bliver hørt,
om korset, om øvrigheden og alle borgerlige ordningers værdighed, om forskellen
mellem Kristi rige eller det åndelige rige og borgerlige ting, om ægteskabet,
om uddannelse og undervisning af børnene, om afholdenhed og om alle
kærlighedens tjenester. Af denne tilstand i menighederne kan det ses, at vi
nøje tager vare på den kirkelige orden og de gudfrygtige ceremonier og gode
kirkeskikke.
Om
kødets dødelse og legemets tugt lærer vi, som bekendelsen siger, at den
sande og ikke hykleriske dødelse sker ved kors og anfægtelser, som Gud opdrager
os med. At være lydig i disse ting er efter Guds vilje, som Paulus siger:
”Frembær jeres legemer som et offer, osv.” (Rom 12, 1). Det er gudsfrygtens og
troens åndelige øvelser. Men ved siden af denne dødelse, der sker ved korset,
er også en slags frivillig øvelse nødvendig. Om det siger Kristus: ”Vær på vagt
og lad ikke jeres hjerter bliver tynget af drukkenskab.” (Luk 21, 34). Og
Paulus siger: ”Jeg tvinger mit legeme og driver det til lydighed, osv.” (l Kor
9, 27). Sådanne øvelser bør vi foretage,
ikke fordi de er gudsdyrkelser, der retfærdiggør, men fordi de skal binde
kødet, så overfloden ikke overmander os og gør os sikre og uvirksomme, så vi
giver efter for kødets lyster og lyder dem. Det må der altid gives agt på,
fordi Guds bud altid påbyder det. Men denne forskrift om bestemt mad til bestemte
tider gør ingen ting for at binde kødet. Disse måltider er nemlig delikatere og
dyrere end andre. Og modstanderne selv overholder ikke de forskrifter for
faste, der er overgivet i kirkelovene.
Dette punkt, om de menneskelige
overleveringer, har medført mange og vanskelige diskussioner, og vores erfaring
i denne sag er, at overleveringerne virkelig er fælder for samvittighederne.
Når de bliver fremstillet som noget nødvendig, plager de på en mærkelig måde de
samvittigheder, der udelader nogen overholdelser. At afskaffe dem helt har sine
problemer og overvejelser. Men når modstanderne fordømmer os, fordi vi lærer,
at menneskelige overleveringer ikke fortjener syndernes forladelse, så er det
en enkel og klar sag. Også selv om de påstår, at det kun er det, de kalder de
alment gældende overleveringer, der er nødvendige til retfærdiggørelse. Mod
dette har vi Paulus som vores trofaste forsvarer. Han hævder overalt, at disse
overleveringer hverken kan frelse eller er nødvendige i tillæg til troens
retfærdighed. Alligevel lærer vi, at det står frit for, at bruge disse ting på
en rimelig måde, blot de uerfarne ikke bliver stødt og bliver fjender af
evangeliets sande lære på grund af misbrugt frihed. Videre skal ingen ændre
noget i kirkeskikkene uden gyldig grund, men de gamle skikke, der kan bevares
uden synd eller uden store vanskeligheder, skal bevares for at opdrage til
enhed. Og netop under dette møde har vi klart nok vist, at vi for kærlighedens
skyld ikke har noget imod at overholde disse mellemting sammen med andre, selv om det skulle medføre visse
vanskeligheder. Vi har ment, at den offentlige enhed er at foretrække frem for
alle andre fordele, hvis det kan ske uden anstød for samvittighederne. Men om
hele denne sag skal vi tale umiddelbart efter dette, når vi skal diskutere
spørgsmålet om klosterløfterne og den kirkelige magt.
Artikel 16 godtager vores modstandere uden nogen
undtagelse. Her har vi bekendt, at det er tilladt for en kristen at indehave et
offentligt embede, at dømme efter kejserlige eller andre aktuelle love, at
fastsætte straf ifølge retten, at føre retfærdig krig, at være soldat, at indgå
rimelige kontrakter, at have ejendom, at aflægge ed når myndighederne kræver
det, at indgå ægteskab. Kort sagt er samfundets lovlige indretninger Guds gode
værk og guddommelige ordninger, som en kristen frit kan bruge.
Hele dette punkt om forskellen
mellem Kristi rige og det verdslige rige, er nyttig forklaret i vores skrifter.
Således er Kristi rige åndeligt, det vil sige, at det er kendskab til Gud i
hjertet, gudsfrygt og tro, evig retfærdighed og det evig livs begyndelse.
Imidlertid er det os tilladt i det ydre at benytte de legitime politiske
ordninger i det land, hvor vi lever, ligesom det er tilladt at bruge medicin og
bygninger, mad, drikke og luft. Evangeliet giver os ingen nye love på det
borgerlige område, men påbyder, at vi skal lyde de eksisterende love, enten de
er udformet af hedninger eller af andre. Og denne lydighed påbyder os at udøve
kærlighed. Det var nemlig vanvid af Karlstadt, at ville pålægge os Moselovens
samfundsindretning. Om disse ting har vi skrevet udførlig, fordi munkene har
spredt mange farlige meninger i kirken. De kaldte det en evangelisk ordning at
have fælleseje, og de siger, at det er et evangelisk råd ikke at have ejendom
eller at føre retssager. Disse meninger tilslører evangeliet og det åndelige
regimente stærkt, og er farlig for samfundet. For evangeliet ødelægger ikke
samfundets ordninger eller familien, men godkender dem i allerhøjeste grad. Og
de påbyder os at lyde dem som guddommelige ordninger, ikke bare for straffens
skyld, men også på grund af samvittigheden.
Julian den
Frafaldne, Celsus og flere andre anklagede de kristne for at evangeliet ville
ødelægge arbejdet med de offentlige sager, fordi det forbød straf, og på grund
af andre ting, der blev forkyndt og som ikke passet til samfundet. Disse
indvendinger var i overraskende grad plagsomme for Origenes, Nazians og andre,
skønt de let kan forklares, hvis vi ser, at evangeliet ikke giver love for det
politiske liv, men at det er syndernes forladelse og et begyndende evig liv i
de troendes hjerter. For øvrig godkender vi ikke blot de ydre myndigheder, men
adlyder dem også, ligesom vi også med nødvendighed er underlagt årstidernes
love og forandringen af vinter og sommer, som guddommelige ordninger.
Evangeliet
forbyder privat hævn. Og Kristus understreger denne mening så ofte, fordi
apostlene ikke skulle tro, at de skulle gribe den verdslige magt, som nogen
mente. Sådan drømte jøderne om et messiansk rige her på jorden. Derfor skulle
apostlene se til, at undervise om det åndelige rige og ikke ændre på de
borgerlige ordninger. Forbudet mod privat hævn er derfor ikke kun et råd, men
en direkte befaling i Matthæus 5 og Romerbrevet 12. Offentlig straf, der sker
efter samfundets love er derimod ikke forbudt, men befalet, fordi det er Guds
værk, ifølge Paulus i Romerbrevet 13. Forskellige slags offentlige
straffeanordninger er: domsafgørelser, afstraffelse, krig, militærtjeneste. At
mange forfattere har været elendige til at vurdere disse ting er helt tydelig,
for de har levet i den vildfarelse, at evangeliet er en ydre sag, en art ny
munkeordning. De ser ikke, at evangeliet bringer evig retfærdighed til
hjerterne og i det ydre anerkender samfundets ordninger.
Det er også ren indbildning, at det
ikke at have ejendom skulle være en form for kristen fuldkommenhed. For den
kristne fuldkommenhed består ikke i borgerlige forordninger, men i hjertets
drifter, i stor gudsfrygt, i stor tro, ligesom Abraham, David og Daniel. De var
ikke mindre fuldkomne end nogen eneboer, selv om de var meget rige og havde
ledende embeder. Men munkene gør indtryk på folk med dette ydre hykleri, sådan
at man ikke kan se, hvilke ting den sande fuldkommenhed består i. Med hvilke
lovord priser de ikke fælleseje, som om det skulle være evangelisk! Men denne
lovprisning indebærer mange farer, særlig når afstanden til Skriften er så
stor. Skriften påbyder nemlig ikke at ting skal være fælles, men De Ti Bud skelner
mellem folks ejendom og befaler enhver, at have sit eget, når den siger:
"Du må ikke stjæle.” Wycliff var havnet helt i sværmeri, da han benægtede,
at det var tilladt for præster at have ejendom. Diskussionerne om kontrakter er
uendelige og de kan aldrig være tilstrækkelig for de gode samvittigheder, uden
at man ser denne regel, at det er tilladt for en kristen at benytte de
borgerlige ordninger og love. Denne regel beskytter samvittighederne, når den
lærer, at en kontrakt er legitim for Gud, for så vidt myndighederne eller loven
godkender den.
Vores teologer
har forklaret alt dette om de politiske ting, sådan at mange gode mennesker,
der arbejder med offentlige ting og forretninger, har oplyst, at de er blevet
hjulpet i mange ting, efter at munkenes meninger havde rystet dem og de var
kommet i tvivl, om evangeliet tillod arbejde i det offentlige og i
forretningslivet. Vi har gentaget det, for at også de udenfor skal forstå denne
lære, som vi følger her, at den ikke svækker de styrendes autoritet eller
samfundets øvrige ordninger, men snarere styrker dem. Betydningen af disse ting
var tidligere på mærkværdig vis blevet tilsløret af disse tåbelige
munkemeninger, der satte den hykleriske fattigdom langt højere end det
offentlige og familien, skønt disse har Guds bud, mens dette platoniske
fællesskab derimod ikke har nogen grund i Guds bud.
Modstanderne godtager artikel 17 uden indvendinger. Vi
bekender her, at Kristus vil komme til syne ved verdens ende og oprejse alle
døde. De fromme vil han give evigt liv og evig glæde, men de ugudelige skal
bliver fordømt og pint uden ende sammen med Djævelen.
Modstanderne godkender artikel 18 om den frie vilje, men de
tilføjer nogle vidnesbyrd, der passer dårligt til sagen. De tilføjer også en
advarsel om, at der ikke må bliver tillagt den frie vilje alt for meget, sådan
som i pelagianismen og at al frihed heller ikke må bliver benægtet, sådan som i
manikæismen. Det er helt fint. Men hvad er forskellen egentlig mellem pelagianerne
og vores modstandere, når begge mener, at
mennesker uden Helligånden kan elske Gud, holde Guds bud efter gerningernes
væsen, fortjene nåden og retfærdiggørelsen ved gerninger, som fornuften virker
uden Helligånden? Hvor meget vrøvl følger ikke af disse pelagianske meninger,
der bliver lært på universiteterne med stor autoritet. Ovenfor, i artiklen om
retfærdiggørelsen, har vi gengivet Augustin, der i tilslutning til Paulus
gendriver dette med stor lidenskab.
Vi benægter
ikke, at den menneskelige vilje er fri. Den
menneskelige vilje har frihed til at vælge blandt gerninger og ting, som
fornuften på egen hånd kan fatte. I en vis grad kan den bevirke verdslig
retfærdighed eller gerningsretfærdighed: den kan tale om Gud, give Gud en vis
ære med ydre gerninger, lyde øvrighed og forældre, på ydre vis kan den vælge at
holde hænderne borte fra mord, fra afgudsdyrkelse og tyveri. Når der i den
menneskelige natur stadig er fornuft og dømmekraft i de ting, der er underlagt
fornuften, er der også stadig et valg og en frihed i disse ting og en evne til
at opnå moralsk retfærdighed. Det kalder Skriften kødets retfærdighed, som det
naturlige kød, det vil sige fornuften, kan skabe på egen hånd uden Helligånden.
Dog har det medfødte begær så stor magt, at mennesker oftere følger de onde
impulser frem for det, der er ret. Og Djævelen, der er virksom i de ugudelige,
som Paulus siger, holder ikke op med at give denne svage natur impulser til
forskellige overtrædelser. Dette er
grunden til at også moralsk retfærdighed er sjælden blandt mennesker. Vi
ser derfor, at selv filosoffer, der har søgt denne retfærdighed, ikke ser ud
til at have opnået den. Men det er forkert at sige, at det menneske, der gør
budenes gerninger uden nåden, ikke synder. Og de føjer her til en mængde
gerninger, der ifølge læren om rimelighed fortjener syndernes forladelse og
retfærdiggørelse. Men uden Helligånden er det menneskeligt hjerte uden frygt
for Gud og uden tillid til Gud. Det tror ikke, at det bliver hørt, tilgivet,
hjulpet og frelst af Gud. Mennesker er derfor ugudelige. Videre kan et dårligt
træ ikke bære god frugt. Og uden tro er det umulig at behage Gud.
Derfor, selv om vi indrømmer, at
den frie vilje har frihed og evne til at følge loven med ydre gerninger, så
tilskriver vi ikke denne vilje sådanne åndelige ting som i sandhed at frygte
Gud, i sandhed at tro på Gud, i sandhed at mene og stole på at Gud passer på
os, hører os, tilgiver os osv. Dette er den første tavles sande gerninger, som
det menneskelige hjerte ikke kan virke uden Helligånden. Som Paulus siger: ”Det
naturlige menneske - det vil sige et menneske, der alene bruger sine naturlige
evner - tager ikke imod det, der er Guds.” (l Kor 2, 14). Her kan man bedømme
om mennesker giver agt på, hvordan hjerterne forstår Guds vilje, om de virkelig
tror at Gud ser til dem og hører dem. Denne tro er det vanskelig at fastholde
selv for de hellige, men i de ugudelige eksisterer den slet ikke. Men, som vi
sagde ovenfor, så skabes denne tro, når det forskrækkede hjerte hører
evangeliet og modtager trøst.
Det er derfor nødvendigt med denne
opdeling, så man ved, at den etiske
retfærdighed hører ind under den frie viljes område, mens den åndelige retfærdighed alene er
noget, Helligånden virker i de genfødte. Og således bevares lovens pædagogiske
brug, at alle mennesker på lige fod kan vide, at Gud kræver denne moralske
retfærdighed, og at vi til en vis grad kan præstere den. Samtidig bliver også
forskellen vist mellem den menneskelige og åndelige retfærdighed, mellem
filosofien og Helligåndens lære, sådan at det står klart, hvad der er Den
Hellige Ånds gerning. Denne skelnen har vi ikke opfundet, men den fremgår meget
tydeligt af Skriften. Også Augustin behandler den, og for nylig er den blevet
behandlet helt fremragende af den franske teolog Guillaume. Men den er
skurkagtig undertrykt af dem, der drømmer om, at mennesker kan lyde Guds lov
uden Helligånden, og at Ånden bare skænkes, for at gerningerne kan blive
fortjenstfulde.
Modstanderne godtager artikel 19. Vi bekender her, at selv om det ene og alene er Gud, der har skabt hele universet og bevarer alt, hvad der er til, så skyldes syndens årsag dog viljen hos Djævelen og mennesker, der vender sig bort fra Gud. Som Kristus