Martin Luther

 

Den verdslige øvrighed

og

lydighedens grænse

1523

 

 

Von welltlicher Uberkeytt, wie weyt man yhr gehorsam schuldig sey, 1523

(WA 11, 245-82)

 

 

 

 

 

 

 

Tilegnet den højbårne fyrste og herre, hr. Johann, hertug af Sachsen, landgreve i Thüringen og markgreve af Meissen, min nådige herre.

 

Nåde og fred i Kristus.

Atter en gang, Deres højvelbårende fyrste, tvinger nøden og mange menneskers opfordringer, og først og fremmest Deres fyrstelige Nådes ønske, mig til at skrive om den verdslige øvrighed og dens magt. Hvordan øvrigheden skal bruge det på kristen måde, og hvor langt man har pligt til at adlyde den. For Deres fyrstelige Nåde føler sig foruroliget ved Kristi ord i Matthæus 5, 39-40: ”I må ikke sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen.” Og ligeledes i Rom. 12, 19: ”Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde, siger Herren.” Disse Skriftsteder foreholdt en fyrste også Skt. Augustin i sin tid og anklagede den kristne lære for at give de onde lov til at handle ondt, og han sagde, at det slet ikke var forenelig med det verdslige sværd.

       På samme måde har de filosofiske teologer på universiteterne også taget anstød af det, da de ikke kunne få begge dele til at passe sammen. For ikke at gøre fyrsterne til hedninger, har de imidlertid lært, at Kristus ikke har givet dette som bud, men som råd til de fuldkomne. Således gør vi Kristus til løgner og lader ham have uret, blot for at fyrsterne kan redde deres ære. For de kunne ikke ophøje fyrsterne uden at måtte nedstøde Kristus, de stakkels forblindede filosof-teologer. Deres giftige vranglære har på denne måde grebet om sig overalt, så alle regner med, at disse ord af Kristus kun er råd for de fuldkomne og ikke forpligtende bud for alle kristne overhovedet. Det er kommet så vidt, at de ikke alene har overladt sværdets ufuldkomne embede og verdslig overhøjhed til biskoppernes fuldkomne stand, ja til pavens allermest fuldkomne stand, men de har ikke betroet nogen så meget som netop ham. Så helt og holdent er sofisterne og universiteterne blevet besat af Djævelen, så de ikke selv kan se, hvad og hvordan de taler og lærer.

       Jeg håber imidlertid, at jeg kan undervise fyrsterne og den verdslige øvrighed sådan, at de kan blive ved med at være kristne, og at Kristus kan forblive herre, uden at jeg for deres skyld behøver at gøre Kristi bud til råd. Det vil jeg gøre som en underdanig tjeneste mod Deres fyrstelige Nåde og mod enhver, der trænger til det, og vor Herre Kristus til lov og ære. Hermed ønsker jeg Guds velsignelse over Deres fyrstelige Nåde og hele familie. Han bevare Dem alle i sin nådige varetægt. Amen.

Wittenberg, nytårsdag 1523.

Deres fyrstelige Nådes underdanige

Martin Luther.

 

 

 

1. De to riger

 

Jeg har tidligere skrevet en lille bog til den tyske adel og her angivet, hvad der var adelens kristne embede og opgave. Men hvordan de har rettet sig efter den, er åbenlyst for enhver. Derfor må jeg gribe til en anden fremgangsmåde og nu også skrive om det, de skal lade være med at gøre. Og jeg håber, at de vil rette sig efter det lige så meget som tidligere, så at de bare kan fortsætte som fyrster, der aldrig nogen sinde bliver kristne. For Gud den almægtige har gjort vore fyrster afsindige, så de blot tror, at de kan handle med befolkningen og befale over dem, som det passer dem. Befolkningen har også fået den fejlagtige opfattelse, at de har pligt til at adlyde i alt. Så vidt er det kommet, at fyrsterne nu er begyndt at beordre folk til at skaffe bøger af vejen og til at tro og gøre, hvad de befaler. Dermed drister de sig også til at sætte sig i Guds sted, være herre over samvittigheden og troen og belære Helligånden ud fra deres skøre påfund. Alligevel hævder de, at det må man ikke sige til dem, man skal fortsat kalde dem ”nådigherrer”.

       De skriver og udsender forordninger om, at kejseren har påbudt det, og de ønsker at være kristne, lydige fyrster, fuldkommen som om det var deres alvor og man ikke bemærkede deres lumskhed. For i det øjeblik kejseren tog et slot eller en by fra dem eller overhovedet gav ordre til noget uretfærdigt, så skulle vi nok få at se, hvor behændigt de ville finde ud af, at de skulle gøre modstand mod kejseren og nægte ham lydighed. Men nu når det gælder om at klæde småfolk af til skindet og lade deres ondskab gå ud over Guds Ord, så hedder det sig, at det er lydighed mod det kejserlige bud. Sådan nogle mennesker kaldte man i gamle dage for slyngler, nu skal man kalde dem kristne, lydige fyrster. Men de vil ikke tillade nogen at fremkomme med en redegørelse eller et forsvar, hvor meget man end tilbyder det. Hvis kejseren eller en anden bar sig således ad over for dem, skulle de nok betragte det som en aldeles utålelig ting. Sådan er nu de fyrster, der styrer kejserdømmets tyske områder. Det er også derfor, det går så udmærket overalt, som vi jo ser.

       Når da disse tåbers vildskab fører til udslettelse af den kristne tro, fornægtelse af Guds Ord og til bespottelse af Guds majestæt, så hverken vil eller kan jeg længere se roligt på, hvad mine unådige herrer og vrede junkere gør. I det mindste må jeg imødegå dem med ord. Når jeg ikke har været bange for deres afgud, paven, der truede med at fratage mig min sjæls salighed, må jeg også vise, at jeg ikke er bange for hans småskidt og vandbobler, der truer med at fratage mig livet her på jorden. Gud give, at de må vredes, til håret falder af, og hjælpe os til, at vi ikke dør af deres trusler. Amen.

 

Den verdslige øvrighed er Guds ordning         

For det første må vi give en klar begrundelse for den verdslige lov og den verdslige magt, så ingen tvivler på, at de er udtryk for Guds vilje og ordning i verden. Skriftstederne, der begrunder dette, er følgende: Rom 13, 1-2: ”Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom.” Desuden l Pet 2, 13-14: ”For Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som magthaver eller statholdere, som sendes af ham for at straffe forbrydere og rose dem, der gør det gode.”

       Øvrighedens magt har eksisteret fra verdens skabelse. For da Kain havde slået sin broder Abel ihjel, var han så bange for, at man ville dræbe ham til gengæld, at Gud endog nedlagde et særligt forbud imod det og satte magten ud af kraft for hans skyld, så ingen måtte dræbe ham. Den frygt havde han ikke haft, hvis han ikke havde set og hørt af Adam, at man skulle straffe mordere. Endvidere har Gud efter Vandfloden udtrykkeligt forordnet det og stadfæstet det igen dér, hvor han siger i l Mos 9, 6: ”Den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker.” Dette kan ikke forstås om Guds straf over mordere, for mange forbrydere forbliver i live ved bod og benådning og dør ikke ved sværdet. Men det er sagt om øvrighedens straf, at en morder er skyldig til døden, og at man med rette skal straffe ham. Selv om retshåndhævelsen nu hindres, eller domstolene skulle have forsømt deres opgave, så morderen dør en naturlig død, er det ikke af den grund forkert, når det står i Bibelen: ”Den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker.” For det er menneskers skyld eller fortjeneste, at denne retfærdighed, der er befalet af Gud, ikke sker fyldest, på samme måde som også andre af Guds bud bliver overtrådt.

       Derefter er det også blevet stadfæstet ved Moseloven: ”Hvis nogen begår overgreb mod en anden og snigmyrder ham, skal du tage ham væk fra mit alter, for at han kan lide døden.” (2 Mos 21, 14). Og endnu en gang samme sted: ”Øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod”, (v. 24). Yderligere stadfæstede Kristus det også, da han sagde til Peter i haven: ”Alle, der griber til sværd, skal falde for sværd”, (Matt 26, 52). Det skal forstås ganske ligesom l Mos 9: Hvis nogen udgyder menneskers blod. Kristus har uden tvivl hentydet til dette sted med sine ord og ønsker dermed at fremholde og stadfæste dette Skriftord. Sådan lærte også Johannes Døber. Da soldaterne spurgte ham, hvad de skulle gøre, sagde han: ”I skal ikke mishandle eller udplyndre nogen, men lade jer nøje med jeres løn”, (Luk 3, 14). Hvis militæret ikke var fra Gud, måtte han have befalet dem at udtræde af den, da han skulle gøre folket fuldkomment og undervise dem på en ret kristen måde. Det er således tilstrækkelig sikkert og klart, at det er Guds vilje at håndhæve det verdslige sværd og de verdslige love til straf for de onde og til værn for de gode.

 

Lovbud eller evangeliske råd               

For det andet: Dette synes nu kraftigt at blive modsagt af det, som Kristus siger i Matt. 5, 38: ”I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham.” Og Paulus siger på samme måde i Rom 12, 19: ”Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde, siger Herren.” Og Matt 5, 44: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.” Og l Pet 3, 9: ”Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse.” Ud fra disse og lignende Skriftsteder ser det jo stærkt ud til, at kristne i den nye pagt ikke bør bruge nogen verdslig straf.

       Derfor siger de romerske filosof-teologer også, at Kristus dermed har ophævet Moseloven. I stedet laver de disse bud om til ”råd” for de fuldkomne. De deler den kristne lære og kristenheden op i to dele. Den ene kalder de den fuldkomne. Den tildeler de rådene. Den anden kalder de den ufuldkomne. Den tildeler de budene. Det gør de af aldeles på egen hånd, uden nogen som helst hjemmel i Bibelen. De har ikke lagt mærke til, at Kristus sammesteds kræver sine ord overholdt så strengt, at han ikke vil tillade selv den mindste lempelse. Og han fordømmer dem til Helvede, der ikke elsker deres fjender. Derfor må vi komme frem til en anden forståelse, så Kristi ord kan blive ved med at gælde for alle, fuldkomne eller ufuldkomne. For fuldkommenhed og ufuldkommenhed beror ikke på ydre gerninger og skaber heller ikke nogen særlig synlig stand blandt de kristne, men viser sig i hjertet, i tro og kærlighed. Den, der tværtimod tror og elsker, er fuldkommen, hvad enten han så i det ydre er mand eller kvinde, fyrste eller bonde, munk eller lægmand. For kærlighed og tro skaber ikke retninger eller skillelinier i det ydre.

 

Loven er nødvendig på grund af synden         

For det tredje: vi må opdele Adams børn og alle mennesker i to grupper: Dem, der hører til Guds rige, og dem, der hører til verdens rige. De første er alle dem, der med en ægte tro er i Kristus og under Kristus. For Kristus er konge og herre i Guds rige, som Salme 2 og hele Bibelen siger. Og han er også kommet for at begynde Guds rige og oprette det i verden. Da han står foran Pilatus, siger han da også: ”Mit rige er ikke af denne verden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.” (Joh 18, 36-37). I evangeliet kundgør han altid Guds rige og siger: ”Omvend jer, Guds rige er kommet nær” (Matt 3, 2). Eller: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed” (Matt 6, 33). Han kalder også evangeliet et evangelium om Guds rige, fordi det oplyser om Guds rige, styrer og opholder det.

       Se nu, disse mennesker behøver ikke det verdslige sværd eller de verdslige love. Og hvis hele verden bestod af ægte kristne, dvs. ægte troende, så ville det ikke være nødvendigt med fyrster, konger, straf eller love. For hvad skulle de med det? De har jo Helligånden i hjertet, som oplyser dem og gør, at de ikke øver uret over for noget menneske. De elsker alle, finder sig gerne og glad i uret, ja, endog døden, fra enhver hånd. Hvor man blot er villig til at tåle uret og gøre det rette, er der ingen strid, splid, domstol, dommer, straf, lov eller sværd. Derfor er det utænkeligt, at den verdslige magt og den verdslige lov kan få noget at bestille hos de kristne. De gør jo meget mere af sig selv, end nogen lov eller forskrift kan kræve af dem, som Paulus siger i l Tim l, 9: ”En lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere.”

       Hvorfor det? Fordi den retfærdige af sig selv gør alt og endnu mere, end nogen lov kræver. Men de uretfærdige handler ikke retfærdigt, derfor har de brug for retfærdighedens lov, der kan retlede dem og tvinge og nøde dem til at handle ret. Et godt træ behøver ikke nogen anvisning eller forskrift for at kunne bære gode frugter, men det bærer frugt af sig selv, sådan som det er dets natur, uden nogen forskrift og anvisning. Der ville virkelig være en tåbelig person, der kunne finde på, at skrive en bog fuld af love og vedtægter for et æbletræ om, at det skal bære æbler og ikke torne, når det kan gøre det bedre af sig selv, end nogen bog kan beskrive og befale det. Ganske på samme måde gør Ånden og troen det helt naturligt for alle kristne at gøre godt og handle ret, meget mere end alverdens lovbud kan lære dem og for deres egen del behøver de hverken lov eller ret.

       Så kommer du og siger: Hvorfor har Gud da givet alle mennesker så mange love, og hvorfor lærer Kristus også i evangeliet, at man skal gøre så mange ting? Det har jeg nu ellers skrevet meget om i Kirkepostillen og andre steder. Kort sagt forholder det sig sådan: Paulus siger, at loven er givet for de uretfærdiges skyld, dvs. for at de, der ikke er kristne, ved lovens hjælp i det ydre kan blive tvunget til at holde sig fra syndige gerninger. Det skal vi høre nærmere om senere. Nu er ingen mennesker imidlertid af naturen kristne eller gode, men alle uden undtagelse er syndere og onde. Derfor bremser Gud dem alle sammen ved lovens hjælp, så at de ikke tør omsætte deres ondskab til handling, som de har lyst til. Desuden giver Paulus loven endnu en opgave i Rom 7 og Gal 2, nemlig at lære os at erkende synden, så vi blive ydmyge nok til at modtage nåden og tro på Kristus. Det samme gør Kristus også her i Matt 5, når han lærer, at man ikke må gøre modstand imod det onde. Dermed udlægger han loven og lærer os, hvordan en ægte kristen skal og må være, som vi senere skal komme tilbage til.

 

 

De to regimenter eller styreformer      

For det fjerde: Alle de, der ikke er kristne, hører til i verdens rige eller under loven. Det er jo kun få, der tror, og de færreste, der lever et kristent liv, så de ikke modsætter sig det onde eller selv gør noget ondt. Derfor har Gud tildelt dem uden for den kristne stand og Guds rige et andet styre og underlagt dem sværdet, for at de ikke skal kunne bringe deres ondskab til udførelse, hvor gerne de end vil. Og hvis de alligevel gør det, skal de dog ikke kunne gøre det uden frygt eller i tryghed og med held. På samme måde binder man et farligt rovdyr med lænker og kæder, så det ikke kan følge sin natur og bide, hvor gerne det end ville. Det behøver man ikke at gøre med et fredeligt, tamt dyr, der på forhånd er ufarligt uden kæder og lænker.

       Hvis Gud ikke havde ordnet det sådan, ville den ene fortære den anden. Hele verden er jo ond, og næppe én ud af tusind er en ægte kristen. Så var der ingen, der kunne ernære kone og børn, forsørge sig selv og tjene Gud. Dermed ville hele verden gå til grunde. Derfor har Gud oprettet to styreformer. Den åndelige, som ved Helligånden skaber kristne og fromme mennesker under Kristus, og den verdslige, som bremser de ikke-kristne og onde mennesker, så de udadtil er nødt til at holde fred og forholde sig i ro meget imod deres egen vilje. Paulus forklarer det verdslige sværd således i Rom 13, 3 og siger, at det ikke skal skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. Og Peter siger, at det er for at straffe forbrydere (1 Pet 2, 14).

       En eller anden kunne nu måske ønske at styre verden med evangeliet og afskaffede al verdslig lov og straf med den begrundelse, at alle er døbte og kristne. Blandt dem vil evangeliet ikke opretholde nogen lov eller noget sværd, for det er unødvendigt. – Prøv at gætte, hvad man så ville sætte i gang? Man ville løse de farlige rovdyrs lænker og kæder, så de sønderrev alle og enhver, og så ville man samtidig påstå, at det er små, søde, tamme og fredelige dyr. Ja, det skulle man nok få at føle på alle sine sår. Således ville de onde slyngler misbruge evangeliets frihed under kristennavnets dække og drive deres onde spil. Der er allerede nu nogle tosser, som fabler om, at de er kristne og ikke underlagt nogen lov eller noget sværd.

       Til dem må man sige: Ja, ganske vist er det sandt, at kristne ikke for deres egen skyld er underlagt nogen lov eller noget sværd og heller ikke behøver det, men sørg først for at få fyldt verden med ægte kristne, før du styrer den kristeligt og evangelisk. Det vil du aldrig kunne, for verden og flertallet er og bliver ikke-kristne, selv om de så alle sammen er døbte og kaldes kristne. De kristne bor langt fra hinanden, som man siger. Derfor er det umuligt her på jorden, at et kristent styre kan omfatte hele menneskeheden, ja ikke engang et land eller en stor gruppe mennesker. For de onde er der altid mange flere af end de gode. At ville styre et helt land eller hele verden efter evangeliet, er nøjagtigt det samme, som hvis en hyrde sætter ulve, løver og får sammen i én stald og lader dem færdes frit imellem hinanden og så siger: Æd nu af foderet, vær gode og fredelige mod hinanden, stalden står til jeres rådighed, foder er der nok af, hyrdehunde eller hyrdestave behøver I ikke at være bange for. Fårene skulle nok holde fred og fredeligt lade folk opdrætte dem og styre dem, men de ville ikke få noget langt liv. Det ene dyr ville ikke få lov til at leve for det andet.

       Derfor må man omhyggeligt holde disse to styreformer adskilt og lade begge eksistere. Den ene frembringer fromhed. Den anden skaber ydre fred og hindrer onde gerninger. Ingen af dem kan undværes her i verden. For uden Kristi åndelige styre kan ingen blive from i Guds øjne ved det verdslige styre. Men Kristi styre omfatter ikke alle mennesker. Nej, de kristne er altid i mindretal og lever midt imellem de ikke-kristne. Hvis nu det verdslige styre eller de verdslige love er ene om at herske, kan det kun føre til skinhellighed, selv om det så også drejede sig om Guds bud selv. For uden Helligånden i hjertet er der ingen, der bliver virkelig from, ligegyldigt hvor strålende gerninger man gør. Men hvis det åndelige styre er ene om at herske over land og folk, så får ondskaben frie tøjler og al slags ugerninger frit slag. For det store flertal tager ikke imod det eller forstå det.

 

Matthæus 5 gælder kun de kristne

Nu kan man se, hvad de ord af Kristus sigter til, som vi gengav ovenfor fra Matt 5, at de kristne ikke må føre retssag eller benytte den verdslige magt over for hinanden. Han siger det udtrykkeligt kun til sine elskede kristne. Det er også kun dem, der vil høre på det, og som også handler efter det. De laver ikke noget „råd” ud af det som sofisterne. De har ved Ånden fået en sådan natur, så de ikke gør noget ondt mod nogen og villigt finder sig i ondt. Hvis nu alle mennesker var kristne, så ville alle disse ord angå dem og de ville handle efter dem. Men når de nu ikke er kristne, så angår ordene dem ikke og de handler heller ikke efter dem. Nej, de hører til under den anden styreform, hvor man i det ydre tvinger de ikke-kristne og nøder dem til at holde fred og gøre det gode.

        Derfor har Kristus heller ikke haft nogen verdslig magt og har heller ikke forordnet det i sit rige. For han er konge over de kristne og styrer uden lov, alene ved hjælp af Helligånden. Og selv om han stadfæster den verdslige magt, har han dog ikke brugt det. Det har ingen opgave i hans rige, hvor der kun er fromhed. Derfor fik David i sin tid ikke lov til at bygge templet, fordi han havde ladet meget blod flyde og havde brugt sværdet. Ikke fordi han havde gjort noget forkert ved det, men fordi han ikke kunne være et billede på Kristus, der uden sværd skulle have et fredens rige. Men det skulle Salomo gøre, hvis navn netop betyder ”Fred-rig” eller ”Fredelig” og som havde et fredens rige. Dermed kunne han symbolisere Kristi rette fredsrige og ham, der er den egentlige Fredrig. Således står der også i 1 kong 6, 7: ”Der hørtes hverken hammer eller mejsel eller noget andet jernredskab i templet, mens det blev bygget.” Det siges alt sammen, fordi Kristus skulle have et frivilligt folk, uden tvang og pres, uden lov og magt.

        Dette er profeternes opfattelse: Salme 110, 3: ”Dit folk møder villigt frem.” Og Es 11, 9: ”Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg.” Og Es 2, 4: ”De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig.” Den, der vil lade disse og lignende Skriftsteder gælde overalt, hvor Kristi navn nævnes, vil fuldstændigt fordreje Skriften. Nej, de drejer sig alene om de ægte kristne, som virkelig også handler sådan mod hinanden.

 

 

For det femte: man indvender: Når da de kristne ikke har brug for det verdslige sværd eller den verdslige lov, hvordan kan det så være, at Paulus i Rom 13, 1 siger til alle kristne, at de skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem? Ligeledes 1 Pet 2, 13: ”I skal underordne jer under enhver menneskelig ordning”, som ovenfor nævnt? Jeg svarer: Jeg har netop sagt, at de kristne indbyrdes og hos sig selv og for sig selv hverken behøver lov eller sværd. For det har de ikke brug for eller nytte af. Men fordi en ægte kristen på jorden ikke lever for sin egen skyld, men lever for sin næste og tjener ham, så gør han, som helt naturligt for ham, også det, som han ikke behøver, men som er til gavn og gode for hans næste. Men da nu sværdet overalt er uomgængeligt nødvendigt til at bevare freden, straffe synden og bremse de onde mennesker, så underkaster han sig med den største beredvillighed sværdets styre, betaler skat, adlyder øvrigheden, stiller sig til tjeneste, yder hjælp og gør alt, hvad han kan for at gavne magten, så at den kan fungere og adlydes og respekteres, selv om han ikke personligt behøver eller trænger til noget af det. Han ser jo på det, der nytter og gavner andre mennesker, sådan som Paulus lærer i Ef 5, 1-6.

       På samme måde udfører han også alle andre kærlighedens gerninger, som han ikke er tvunget til. Han besøger ikke de syge, fordi han selv bliver rask ved det. Han giver ikke nogen mad, fordi han selv trænger til det. På samme måde tjener han også øvrigheden, ikke fordi han, men de andre har brug for den, så at den beskytter dem og de onde ikke bliver værre. For der går ikke noget fra ham af den grund, og denne tjenergerning skader ham ikke, men er jo til stor gavn for verden. Hvis han ikke handlede således, så handlede han ikke som kristen. Nej, han trodsede kærligheden og blev tilmed et dårligt eksempel for de andre, som ligeledes heller ikke vil underkaste sig nogen øvrighed, selv om de ikke er kristne. Derved ville evangeliet opleve den skændsel, at det tilsyneladende opfordrede til oprør og skabte selvrådige mennesker, der ikke ville gøre gavn eller være til tjeneste for nogen, skønt evangeliet jo gør den kristne til alles tjener. Derfor betalte Kristus skat, selv om han jo ikke havde behøvet det, for at han ikke skulle forarge nogen (Matt 17, 24-27).

        Af de omtalte ord af Kristus fra Matt 5 kan du også forstå, at han ganske vist lærer, at de kristne indbyrdes ikke skal bruge nogen verdslig magt eller nogen verdslig lov, men han forbyder dem ikke at tjene og underordne sig dem, der sidder inde med den verdslige magt og den verdslige lov. Fordi du kan undvære det og ikke skal besidde det, skal du så meget mere tjene dem, der ikke er kommet så vidt som du og stadig behøver det. Selv om det ikke er nødvendigt for dig at få din fjende straffet, så er det nødvendigt for din svage næste. Ham skal du hjælpe, for at han kan være i sikkerhed og hans fjender kan blive holdt i skak. Det kan ikke lade sig gøre, uden at magthaveren og øvrigheden bliver adlydt og respekteret. Kristus siger ikke: Du må ikke tjene eller underordne dig magthaveren; men: Du må ikke gøre modstand imod det onde. Det er det samme som at sige: Forhold dig sådan, at du finder dig i alt, for at du ikke skal være nødt til at bruge magten til at hjælpe og tjene og støtte dig, men omvendt: for at du skal hjælpe, tjene og være til nytte og gavn for den. Jeg vil have, at du skal være hævet over den og alt for god til at have brug for den, men den skal have brug for dig.

 

Også kristne kan have offentlige stillinger

For det sjette: så spørger man, om en kristen da også kan bruge det verdslige sværd og straffe de onde, når Kristi ord om, at man ikke må gøre modstand imod det onde, er så utvetydige og klare, at de romerske teologer har været nødt til at lave dem om til råd. Svar: Du har nu hørt om to ting. Det første er, at sværdet er udelukket hos de kristne. Derfor kan du heller ikke benytte det mod de kristne eller blandt dem, da de ikke behøver det. Derfor må man stille spørgsmålet med henblik på den anden gruppe, der ikke er kristen: Er det kristeligt rigtigt at bruge det her? Så kommer det andet: At man har pligt til at tjene og hjælpe sværdet alt, hvad man kan, det være sig med liv og sjæl, gods og ære. For det udfører en gerning, som du ikke har brug for, men som er overordentlig påkrævet og nyttig for hele verden og din næste. Derfor, hvis du ser, at der mangler fængselspersonale, retsbetjente, dommer, herre eller fyrste, så skal du tilbyde dig og søge at blive det, hvis du synes, du er kvalificeret. Ellers vil jo magten, som vi nu engang ikke kan undvære, miste respekten, svækkes eller helt gå i opløsning. For verden kan bestemt ikke klare sig uden den.

       Begrundelse: I en sådan situation går du udelukkende ind i en tjeneste og gerning for andre, uden at det gavner dig, din økonomi eller din anseelse, men kun din næste og andre end dig selv. Og du gør det ikke i den hensigt, at du vil hævne dig eller gengælde ondt med ondt, men for at gavne din næste og værne og beskytte andre. For dit eget vedkommende holder du fast ved evangeliet og lever efter Kristi ord, så du finder dig villigt i en lussing på den anden kind, lader frakken følge med resten af tøjet, hvis det er dig og dit det drejer sig om. Således passer det da storartet sammen, at du samtidigt i det indre giver Guds rige sit og i det ydre giver verdens rige sit, at du finder dig i ondskab og uret og alligevel straffer det, at du ikke gør modstand imod det onde og alligevel gør modstand. For ved det ene ser du på dig selv og dit eget behov, ved det andet på din næste og hans behov. Med henblik på dig selv og dit eget behov retter du dig efter evangeliet og finder dig som en ægte kristen i overgreb. Med henblik på din næste og hans behov handler du efter kærligheden og finder dig ikke i noget overgreb på din næstes vegne. Det forbyder evangeliet ikke, nej, tværtimod påbyder det dette andetsteds.     

       På den måde har alle hellige fra verdens begyndelse brugt sværdet, både Adam og hans efterkommere. Således brugte Abraham det, da han befriede sin brorsøn Lot og slog de fire konger (l Mos 14, 15), skønt han dog helt og holdent var en evangeliets mand. Således slog den hellige profet Samuel kong Agag (l Sam 15, 33), og Elias Ba’alsprofeterne (2 Kong 18, 40). Således har Moses, Josua, Israels børn, Samson, David og alle kongerne og fyrsterne i den gamle pagt brugt sværdet; ligeledes Daniel og hans venner, Hananja, Azarja og Misjael, i Babylon; Josef i Ægypten og mange andre.

 

Alt i Det Gamle Testamente er stillet frit

Nu er der måske nogle, der vil indvende, at den gamle pagt er ophævet og ikke gælder mere, og derfor kan man ikke bruge disse eksempler over for kristne. Dertil svarer jeg: Det er ikke rigtigt, for Paulus siger i l Kor 10, 3-4: ”De spiste alle den samme åndelige mad og drak alle den samme åndelige drik – for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus” dvs. de havde ganske den samme Ånd og tro på Kristus, som vi har, og de var lige så vel kristne som vi. Det, som de har gjort rigtigt i, gør alle kristne derfor også rigtigt i, og det lige fra verdens begyndelse til dens ende. For de kristnes tro er den samme trods tidernes skiften og ydre forandringer. Det er heller ikke sandt, at den gamle pagt er sat ud af kraft, sådan at man ikke må rette sig efter den, eller sådan at den, der vil overholde alt i Det Gamle Testamente, gør forkert. Det er en forkert opfattelse, som Hieronymus og mange andre har gjort sig skyldige i. Det Gamle Testamente er sat ud af kraft på den måde, at man er frit stillet til at bruge det eller lade være, og at det ikke som tidligere mere er nogen betingelse for frelsen at overholde det.

       Paulus siger jo i 1 Kor 7, 19 og Gal 6, 15, at hverken forhud eller omskærelse betyder noget, men en ny skabning i Kristus, dvs. det er ikke synd at beholde forhuden, sådan som jøderne mente, men det er heller ikke synd at lade sig omskære, sådan som hedningerne mente. Begge dele er tilladt og rigtig, hvis den, der gør det, ikke tror, at han bliver retfærdig eller frelst på grund af det. Sådan stiller det sig også med alt andet i Det Gamle Testamente, at man ikke gør forkert ved at undlade at gøre det, og heller ikke ved at gøre det, men man har frihed og ret til at gøre det eller lade være. Ja, hvis det var gavnligt eller påkrævet for min næstes frelse, så var det nødvendigt at overholde det alt sammen. For alle har pligt til at gøre det, der er gavnligt eller påkrævet for deres næste, ligegyldigt om det er fra den gamle eller den nye pagt, og om det er noget jødisk eller hedensk, som Paulus lærer i l Kor 12, 13. For kærligheden går igennem alt og over alt, ser kun på det, der er til gavn eller nytte for andre mennesker, spørger ikke, om det er gammelt eller nyt. Således er du også frit stillet over for eksemplerne med sværdet. Du kan følge dem eller lade være, undtagen hvis du ser, at din næste trænger til det. Så tvinger kærligheden dig til med nødvendighed at gøre det, som det ellers står dig frit for at gøre eller lade være med. Men du må ikke derfor tro, at du bliver retfærdig eller frelst, sådan som jøderne formastede sig til at tro med deres gerninger, men overlad det til troen, der uden gerninger gør dig til en ny skabning.

 

Ny Testamente stadfæster den verdslige myndighed

Og for at vi også kan bevise det ved hjælp af Det Nye Testamente, kan vi roligt anføre Johannes Døber, der skulle vidne og prædike om Kristus Det vil sige, at hans forkyndelse fuldstændigt skulle tilhøre den nye pagt og evangeliet, fordi han skulle berede Kristus et godt, fuldkomment folk. Han stadfæster militærtjenesten og siger til soldaterne, at de skal nøjes med deres løn (Luk 3, 14). Hvis det nu havde været i strid med kristendommen at bruge sværdet, burde han have kritiseret dem for det og givet dem befaling til at opgive både løn og sværd. Ellers havde han ikke oplyst dem rigtigt om, hvad det vil sige at være kristen. Det samme gælder også Peter. Da han prædikede for Kornelius om Kristus (ApG 10, 48), befalede han ham ikke at opgive sit embede. Det burde han dog have gjort, hvis det havde hindret Kornelius i at være kristen. Helligånden kom til med over ham endnu før han blev døbt. Lukas fremhævede ham også som en from og god mand inden Peters prædiken og protesterede dog ikke imod, at han var soldat og den hedenske kejsers officer. Når Helligånden nu har ladet Kornelius beholde sit embede uden indsigelse, er det rimeligt, at vi også tillader det uden nogen kritik.

        Det samme er også tilfældet med den etiopiske hofmand i ApG 8, 26, som evangelisten Filip omvendte og døbte, men lod forblive i sin stilling og tage hjem igen. Han ville jo ikke kunne have været en så mægtig embedsmand hos dronningen af Etiopien uden verdslig magt. Sådan var det også med statholderen på Cypern, Sergius Paulus, som Paulus omvendte, men alligevel tillod at fortsætte som statholder for hedningerne (ApG 13, 4-12). På samme måde gjorde også mange hellige martyrer, der adlød de hedenske, romerske kejsere, drog i kamp under dem og ganske givet også slog mennesker ihjel for fredens skyld.

       Ud over det så foreligger Paulus' klare og utvetydige tekst i Rom 13, 1, hvor han siger: ”Der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud.” Og videre i vers 4: ”Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde.” Min gode mand, vær nu ikke så formastelig at sige: En kristen kan ikke bruge det, som Gud udtrykkeligt har anordnet og skabt. Ellers må du også sige: En kristen må ikke spise og drikke eller gifte sig, for det er også noget, Gud har virket og forordnet. Men er det noget, Gud har virket og skabt, så er det også godt og godt på en sådan måde, at enhver som kristen kan benytte det til velsignelse, som Paulus siger: ”Alt, hvad Gud har skabt, er godt og skal ikke forkastes, men modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden.” (1 Tim 4, 3-4). Til alt det, Gud har skabt, må man dog ikke bare regne mad og drikke, sko og klæder, men også den verdslige magt og lydighed imod den, beskyttelse af borgerne og strafudøvelse.

       Kort sagt: når Paulus siger, at statsmagten er Guds tjener, må man lade alle mennesker bruge den, og ikke blot hedninger. At den er Guds tjener, betyder det ikke netop, at den verdslige magt af væsen er sådan, at man kan tjene Gud ved at bruge den? Det ville rigtignok være meget ukristeligt at tale om, at der skulle være nogen som helst måde at tjene Gud på, som en kristen ikke måtte være med til, når ingen er nærmere til at tjene Gud end netop de kristne. Og det ville rigtignok også være både til gavn og nytte, om alle fyrster var virkelige, gode kristne. For at bruge sværdet og magten som en særlig tjeneste for Gud påhviler de kristne mere end alle andre på jorden. Derfor skal man påskønne sværdet eller magten lige så meget som ægteskabet, landbruget eller et hvilket som helst håndværk, som Gud også har indstiftet. Ligesom nu en mand kan tjene Gud i ægteskabet, i landbruget eller i et håndværk til gavn for andre mennesker, og skal gøre det, hvis hans næste trænger til det, således kan han også tjene Gud ved at udøve magten, og skal gøre det, hvis næstens behov kræver det. For de er Guds tjenere og arbejdsredskaber, når de straffer ondskab og værner det gode. Dog kan man frit lade være, hvis det ikke er nødvendigt, ligesom det er en frivillig sag at indgå ægteskab og drive landbrug, medmindre det er nødvendigt.

       Så kommer man og siger: Hvorfor har Kristus og apostlene da ikke brugt sværdet? Svar: Sig mig engang, hvorfor giftede han sig ikke, eller blev skomager eller skrædder? Hvis en stilling eller en tjeneste ikke er god, fordi Kristus ikke selv havde den, hvad skal der så blive af alle andre stillinger og tjenester ud over forkyndertjenesten, som var den eneste, han havde? Kristus har haft sin tjeneste og sin stilling, uden at det betød, at han forkastede alt andet af den grund. Det var ikke hans opgave at bruge sværd. For han skulle kun udføre den tjenende gerning, hvorved hans rige regeres, og som virkelig tjente hans rige. Nu hører det ikke hans rige til, at han er ægtemand, skomager, skrædder, landmand, fyrste, dommer eller betjent. Han skal heller ikke bruge sværd eller de verdslige love, men kun Guds Ord og Ånd, hvormed de, der hører ham til, regeres i hjertet. Den tjeneste øvede han også dengang og øver den stadig. Han giver os stadig Ånden og Guds Ord. I den tjeneste måtte apostlene være hans efterfølgere og regere åndeligt. For hvis de skal udføre deres gerning godt, har de så meget arbejde at gøre med Guds Ord med det åndelige sværd, at de rigtignok er nødt til at lade det verdslige sværd ligge og overlade det til andre, som ikke skal prædike. Selv om det som sagt ikke strider imod deres stilling at bruge sværdet. For alle skal jo tage vare på deres kald og gerning.  

       Derfor selv om Kristus ikke har brugt sværdet eller påbudt det, så er det jo tilstrækkeligt, at han ikke har forbudt det eller afskaffet det, men stadfæstet det. Ligesom det er tilstrækkeligt, at han ikke har afskaffet ægteskabet, men stadfæstet det, selv om han ikke giftede sig eller lærte noget om det. For han var nødt til udelukkende at fremtræde i den stilling og gerning, som klart og tydeligt tjente hans rige alene, for at man ikke skulle tage hans eksempel som tvingende grund til at tro og lære, at Guds rige ikke kunne bestå uden ægteskab og sværd og den slags ydre ting, når det dog kun består i kraft af Guds Ord og Ånd. Det var og måtte være Kristi særlige tjeneste som den øverste konge i dette rige. Da nu ikke alle kristne har denne tjeneste, selv om de er berettiget til det, er det passende, at de har et andet timeligt arbejde, som de også kan tjene Gud med.

 

De etiske leveregler gælder alle kristne

Af alt dette fremgår nu den rigtige forståelse af Kristi ord i Matt.5: I må ikke gøre modstand imod det onde osv. En kristen skal være sådan beskaffen, at han finder sig i al slags ondskab og uret, ikke tager sig selv til rette og heller ikke søger støtte ved domstolene. Nej, han har slet ikke brug for den verdslige magt og lov for sit eget vedkommende. Men andre, kan og skal han skaffe gengældelse, ret, beskyttelse og hjælp og gøre alt, hvad han kan dertil. På samme måde skal myndighederne enten på eget initiativ eller efter andres tilskyndelse også hjælpe og beskytte ham uden at have modtaget nogen klage, anmodning eller opfordring fra ham selv. Hvis de ikke gør det, skal han lade sig pine og plage og ikke gøre modstand mod det onde, sådan som Kristi ord siger.

       Og du kan være overbevist om, at Kristi lære her ikke blot er et råd for fuldkomne, sådan som vores sofister gudsbespotteligt og løgnagtigt siger. Det er et strengt krav til alle kristne uden undtagelse. Du skal vide, at alle dem, der tager sig selv til rette eller strides for domstolene for gods og ære, alle sammen er hedninger under kristennavnets dække. Sådan forholder det sig virkelig, siger jeg dig. Så gør ikke som alle de andre eller det, der er skik og brug, for der er kun få kristne på jorden, det kan du være sikker på. Og Guds Ord er noget andet end skik og brug.

       Så kan man forstå, at Kristus ikke ophæver loven her, når han siger: ”I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt.” (Matt 5, 38-39). Men Kristus forklarer os meningen med loven og viser, hvordan den skal forstås. Som vil han sige: I jøder tror, at det er godt og rigtigt i Guds øjne, når I ved lovens hjælp tager det tilbage, der er jeres, og stoler på, at Moseloven siger det. Men jeg siger jer, at Moses har givet denne lov for de onde mennesker, der ikke hører til Guds rige, så at de ikke tager sig selv til rette eller gør det, der er værre. Sådanne ydre love skal tvinge dem til at lade være med at begå noget ondt, så at de nu bliver underkastet de offentlige myndigheder ved hjælp af en ydre retsorden og et ydre styre. Men I skal forholde jer sådan, at I ikke behøver eller gør brug af sådan en retsorden. For skønt den verdslige øvrighed er nødt til at have denne lov til at dømme de vantro efter, og I også nok selv må bruge den til at dømme andre mennesker efter, så må I jo ikke antage og bruge den for jeres eget vedkommende. Himmeriget er jo jeres, så hvis nogen derfor tager jorderige fra jer, skal I lade ham gøre det.

       Se, så forstår man, at Kristus ikke vil have sine ord forstået på den måde, at han ophæver Moseloven eller forbyder den verdslige magt. Han fritager derimod sine egne for at bruge den for deres eget vedkommende, men vil, at de skal overlade den til de vantro. Dem er de jo også i stand til at tjene med loven, fordi de ikke er kristne og man ikke kan tvinge nogen til kristendommen. Men at Kristi ord udelukkende går på hans egne, bliver klart, når han bagefter siger, at de skal elske deres fjender og være fuldkomne som deres Fader i Himlen. Når man elsker sine fjender og er fuldkommen, lader man loven ligge og bruger den ikke til at kræve gengældelse. Men man hindrer heller ikke dem, der ikke er kristne og ikke elsker deres fjender, i at bruge den. Nej, man medvirker til, at disse love hindrer de onde i at gøre det, der er værre.

       På den måde mener jeg, at modsætningen nu er ophævet mellem Kristi ord og de Skriftord, der forordner sværdet, og at meningen er følgende: Sværdet må ingen kristen bruge eller kalde til hjælp for sit eget vedkommende, men for et andet menneske kan og skal han gøre det, for at det onde kan holdes nede og det gode værnes. Det er også det, Herren siger sammesteds, at en kristen ikke må sværge, men et ja skal være et ja og et nej være et nej. Det vil sige, af hensyn til sig selv og sin egen vilje og egne ønsker må han ikke sværge, men hvis det er nødvendigt for et andet menneskes gavn, for frelsen eller for Guds æres skyld skal han sværge. Så tjener han jo en anden ved at bruge den forbudte ed, ligesom han tjener andre ved at bruge det forbudte sværd. På samme måde svor Kristus og Paulus ofte for at gøre deres lære og vidnesbyrd tjenligt og troværdigt for mennesker, ligesom man gør og har lov til at gøre, når man slutter forbund eller forlig og lignende. Det er det, Salme 63, 12 taler om: ”Alle, der sværger ved ham, skal prise sig lykkelige.”

       Du spørger så videre, om da også dommere, fængselspersonale, advokater og andre med den bestilling kan være kristne og være i nådens stand. Svar: Hvis man tjener Gud med magtudøvelse og straf, som det er vist ovenfor, så må også alt det, der er nødvendigt for, at myndighederne kan bruge deres magt, være en tjeneste for Gud. Der skal jo være nogen, der pågriber, anklager og straffer de onde, beskytter, frikender og forsvarer de gode. Det er ikke til skade for dem, hvis de gør det med den tanke, at de ikke søger fordele for sig selv, men kun hjælper med til at håndhæve loven og magten, for at onde mennesker kan blive holdt i skak. Så kan de gøre det på linie med andre erhverv og tjene deres penge ved det. For næstekærligheden tager som sagt ikke hensyn til sig selv, ser heller ikke på, hvor store eller små gerningerne er, men hvor gavnlige og nødvendige de er for næsten eller samfundet.

        Spørger du så: Hvad skal det sige? Kan jeg så ikke bruge domstolene for mit eget vedkommende og i egen interesse med den tanke, at jeg ikke dermed søger mit eget, men at jeg straffer det onde? Svar: Et sådant under er ikke umuligt, men det er meget sjældent og risikofyldt. Hvor Ånden er så rigt til stede, kan det vel ske; for vi læser i Dom. 15, 11, at Samson siger: ”Jeg har gjort det samme mod dem, som de har gjort mod mig.” Skønt Ordsp 24, 29 forbyder dette: ”Sig ikke: Som han har gjort mod mig, vil jeg gøre mod ham.” Og Ordsp 20, 22: ”Sig ikke: Jeg vil gengælde ondt.” For Samson havde fået befaling af Gud til at hjemsøge filistrene og frelse Israels børn. Selv om han nok selv lagde op til strid med dem og benyttede sine egne interesser som påskud til at føre krig, så gjorde han det alligevel ikke for at hævne sig selv og skaffe sig selv nogen fordel, men for at tjene andre og straffe filistrene. Men det eksempel er der ingen, der følger, med mindre han er en ægte kristen og fuld af ånd. Hvis fornuften også vil gøre sådan, vil den nok hævde, at den ikke søger sin egen fordel, men i virkeligheden er det usandt. Uden nåde er det nemlig ikke muligt. Bliv derfor først som Samson, så kan du også gøre som Samson.

 

 

2. Hvor langt øvrighedens magt strækker sig

 

Nu kommer vi til det vigtigste afsnit i denne traktat. For efter at vi har lært, at den verdslige øvrighed er nødvendig på jorden, og hvordan man skal bruge den kristeligt og godt, må vi nu lære, hvor langt dens magt og myndighed gælder, for at den ikke skal gå for vidt og gribe ind i Guds rige og styre. Det er særdeles nødvendigt at vide, for det bliver til ubodelig og forfærdelig fortræd, hvis man giver den for vidt spillerum, og det er heller ikke ufarligt, hvis den får for snævre rammer. I det første tilfælde straffer den for meget, i det andet for lidt, selv om det bedre kan forsvares, at den synder på den sidste måde og straffer for lidt. For det er altid bedre at lade en slyngel slippe for straf end at straffe et retfærdigt menneske, da verden har og ikke kan undgå at have slyngler, men kun ejer få retfærdige mennesker.

 

Vor sjæl er kun underlagt Gud

Som ovenfor sagt er der, at de to grupper af Adams børn, den ene i Guds rige under Kristus, den anden i verden under øvrigheden. Derfor skal man være klar over, at de også har to slags love. For ethvert rige er nødt til at have sin lov og ret, og uden lov kan intet rige eller styre bestå, hvad vi dagligt ser eksempler nok på. Det verdslige styre har love, der ikke strækker sig videre end til legeme og ejendom og de ydre ting på jorden. For Gud kan og vil virkelig ikke give andre end sig selv alene lov til at herske over sjælen. Hvis den verdslige magt derfor drister sig til at give love for sjælen, så griber den ind i Guds styre og vildleder og ødelægger kun sjælen. Det vil vi gøre så klart, at man kan fatte det, for at vore fine herrer, fyrsterne og biskopperne, kan indse, hvad de er for nogle tåber, når de med deres love og anordninger vil tvinge folk til at tro sådan og sådan.

       Hvis man med et menneskes lov pålægger sjælen, at den skal tro sådan og sådan, som netop det menneske foreskriver, så er det bestemt ikke Guds Ord. Hvis der ikke er noget ord fra Gud for det, er det tvivlsomt, om Gud vil have det sådan, for man kan ikke være sikker på, at det, som han ikke giver nogen befaling om, er efter hans vilje. Ja, man kan være sikker på, at det ikke er efter hans vilje, for han ønsker, at vor tro ene og alene skal bygge på hans guddommelige Ord. Som han siger i Matt 16, 18: ”På den klippe vil jeg bygge min kirke.” Og Joh 10, 4-5: Mine får kender min røst. Men en fremmed vil de aldrig følge; de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst.” Resultatet er, at den verdslige magt driver sjælen ud i den evige død med sådan et formasteligt bud. For den tvinger den til at tro sådanne ting, som om det er rigtigt og med sikkerhed er efter Guds vilje, mens det jo er usikkert. Det er tværtimod sikkert, at det mishager Gud, fordi der ikke foreligger noget klart ord fra Gud. For den, der tror, at det, som er usandt og usikkert, er sandt, fornægter sandheden, som er Gud selv, og tror på løgn og bedrag og betragter det, der er usandt, som sandt.

       Derfor er det fuldkommen tåbeligt, når de forlanger, at man skal tro kirken, kirkefædrene og koncilierne, selv om der ikke er noget ord fra Gud for det. Det er kun Djævelens apostle, der kan forlange sådan noget, ikke kirken, for kirken befaler intet, uden at den med sikkerhed ved, at det er Guds Ord, sådan som Peter siger: Taler nogen, skal han tale som Guds Ord. Men de vil få meget svært ved at bevise, at konciliebeslutninger er Guds Ord. Langt mere tåbeligt er det dog, når man siger, at kongerne, fyrsterne og flertallet tror det. Kære venner, vi er ikke døbt til konger, fyrster eller flertallet, men til Kristus og Gud selv. Vi hedder heller ikke konger, fyrster eller flertallet, vi hedder kristne. Sjælen kan og skal ingen befale over, med mindre man formår at vise den vejen til Himlen. Det kan kun Gud alene gøre, ikke noget menneske. I spørgsmål, som angår sjælens frelse, er det derfor kun Guds Ord, der må forkyndes og antages.

       Selv om de er nogle værre tåber, så må de da indrømme, at de ikke har nogen myndighed over sjælen. For der er jo ikke noget menneske, der kan dræbe en sjæl eller gøre den levende igen, få den i Himlen eller i Helvede. Og hvis de ikke vil tro os, skal Kristus nok selv vidne tilstrækkeligt stærkt om det i Matt 10, 28: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.” Jeg synes bestemt, det her tydeligt frem går, at sjælen helt er unddraget menneskers magt og kun er underlagt Guds myndighed. Hvor megen forstand tror du der er i hovedet på den, der udsteder ordrer her, hvor han slet ikke har nogen myndighed? Hvem vil ikke kalde den, der befaler månen at skinne, når han ønsker det, vanvittig? Hvor ville det gøre sig godt, hvis folk i Leipzig gav ordrer til os i Wittenberg, eller omvendt: vi i Wittenberg til dem i Leipzig. Som tak ville man bestemt forære dem, der gav befaling på den måde, noget nyserod, for at de kunne få renset ud i hjernen og komme af med den snue. Alligevel bærer vores kejser og kloge fyrster sig sådan ad nu og lader sig lede af pave, biskopper og sofister (den ene blinde fører den anden.) til at befale deres undersåtter at tro, som de finder for godt, uden Guds Ord. Og alligevel vil de kaldes kristne fyrster. Gud forbyde det.

 

Tro er samvittighedens privatsag

Desuden er det også indlysende af den grund, at en hvilken som helst myndighed kun kan og skal virke, hvor den kan iagttage, dømme, domfælde og ændre. For ville det ikke være en mærkelig dommer, der ønskede at dømme løs i sager, som han hverken kan høre eller se? Sig mig nu, hvordan kan et menneske iagttage, dømme, domfælde og ændre hjerterne? For det er forbeholdt Gud alene, som det hedder i Salme 7, 10: ”Gud ransager hjerter og nyrer.” Ligeledes ApG 1, 24: ”Herren kender alles hjerter.” Og Jer 17, 9-10: ”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det? Jeg, Herren, udforsker hjertet og ransager nyrerne.” En domstol må og skal være helt sikker, når den skal dømme, og have alting fremme i lyset. Men sjælens tanker og begæringer kan ikke være åbenbare for andre end Gud. Derfor er det nytteløst og umuligt at befale eller tvinge nogen med magt til at tro sådan eller sådan. Det skal der andre metoder til, tvang gør det ikke. Jeg undrer mig over de store tåber, som alle sammen selv siger: ”Kirken dømmer ikke om det skjulte.” Når kirkens åndelige styre da kun angår de åbenbare ting, hvorfor understår den vanvittige verdslige magt sig så i at holde dom og spille herre over noget så hemmeligt, åndeligt og skjult som troen?

       Desuden har enhver selv ansvar for, hvad han tror, og det må være hans egen sag at sørge for at have den rigtige tro. For lige så lidt som en anden kan komme i Himlen eller i Helvede på mine vegne, lige så lidt kan han tro eller lade være at tro på mine vegne. Lige så lidt som han kan lukke Himlen eller Helvede op eller i for mig, kan han tvinge mig til tro eller vantro. Da det er en sag, der angår den enkeltes samvittighed, hvordan han tror eller ikke tror, og da der ikke går noget fra den verdslige magt ved det, skal den også være tilfreds, passe sit og lade folk tro sådan, som de kan og vil, og ikke tvinge nogen med magt. For troen er en frivillig sag, som man ikke kan tvinge nogen til. Ja, det er en Guds gerning i Ånden? Og der kan slet ikke være tale om, at ydre magt skulle kunne fremtvinge eller skabe den. Det er oprindelsen til den talemåde, som også findes hos Augustin: Til tro kan og skal man ikke tvinge nogen.

       Desuden ser de forblindede stakler ikke, hvad det er for håbløse og umulige ting, de har givet sig i lag med. Hvor strengt de end befaler, og hvor meget de end tager på veje, så kan de virkelig ikke tvinge folk til mere end at adlyde dem med munden og hånden. Hjertet kan de sandelig ikke tvinge, selv om de så sled sig til døde. For ordsproget taler sandt, når det siger: Tanker er toldfri. Hvad er formålet da med at tvinge folks hjerter til at tro, når man ser, at det er håbløst? De nøder derved med magt de svage samvittigheder til at lyve og nægte og sige noget andet end det, de mener i deres hjerte, og læsser således forfærdelige, fremmede synder på sig. For alle de løgne og falske bekendelser, som disse folk med svag samvittighed laver, falder tilbage på den, der fremtvinger dem. Selv om deres undersåtter var på vildspor, ville det jo være meget lettere ganske enkelt at lade dem være det end at tvinge dem til at lyve og sige noget andet end det, der fylder deres hjerte. Man kan heller ikke forsvare, at ville forhindre et onde med et værre onde.

       Men vil du vide, hvorfor Gud bestemmer, at de verdslige fyrster skal komme så forfærdeligt galt af sted? Det skal jeg sige dig: Gud har givet dem hen til et vrangt sind og vil gøre det af med dem som med de gejstlige junkere. For mine unådige herrer, pave og biskopper, skulle være biskopper og forkynde Guds Ord. Det lader de være med og er blevet verdslige fyrster, der styrer med love, som kun angår liv og ejendom. De har vendt godt op og ned på det hele. De skulle regere i det indre over sjælene ved hjælp af Guds Ord, men de regerer i det ydre over slotte, byer, land og folk og piner sjælene med ubeskriveligt myrderi. Tilsvarende skulle de verdslige herrer regere i det ydre over land og folk, men det lader de være med. Det eneste, de forstår sig på, er at puge penge sammen, lægge den ene skat oven på den anden, den ene afgift oven på den anden. Det ene sted slipper de en bjørn løs, det andet sted en ulv. Ydermere kan man ikke finde virkelig troskab og redelighed hos dem, og de opfører sig værre end røvere og banditter. Deres verdslige styre er sandelig sunket lige så dybt som de gejstlige tyranners styre. Derfor forvrænger Gud også deres sind, så at de handler helt bagvendt og vil regere åndeligt over sjælene, ligesom de andre vil regere verdsligt. Sådan pådrager de sig bare trøstigt fremmed synd, Guds og menneskers had, indtil de går nedenom og hjem sammen med biskopper, præster og munke. Den ene slyngel gør den anden følgeskab. Derefter giver de evangeliet skylden for det alt sammen, og i stedet for at bekende deres synder spotter de Gud og påstår, at det er vores forkyndelse, der har forvoldt det. Deres forfærdelige ondskab har været skyld i det og fortsætter med det uophørligt, ligesom romerne også gjorde, da de blev tilintetgjort. Se, her har du Guds kendelse mod de høje herrer. Men de skal ikke komme til at tro på det, for at deres bod ikke skal hindre Guds strenge kendelse.

       Så siger du: Paulus har dog sagt i Rom 13, 1, at enhver sjæl skal underordne sig øvrigheden. Og Peter siger, at vi skal underordne os enhver menneskelig ordning (1 Pet 2,13). Svar: Du har fuldstændig ret. For de Skriftsteder taler netop for min opfattelse. Paulus taler om øvrigheden og magten. Nu har du lige hørt, at ingen kan have magt over sjælen undtagen Gud. Derfor kan Paulus her kun tale om lydighed inden for øvrighedens magtområde. Deraf følger, at han ikke taler om tro (fordi den verdslige magt ikke skal byde over troen), men om at ordne og styre de ydre ting her på jorden. Det viser hans ord også tydeligt og klart, når han sætter en grænse for magten og for lydigheden imod den ved i vers 7 at sige: ”Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære.” Her kan du se, at verdslig magt og lydighed imod den gælder kun skat, told, ære, frygt i ydre sager. Når han siger, at magten ikke skal frygtes af de gode, men af de onde gerninger, begrænser han endnu engang magten, så den ikke skal være herre over troen eller Guds Ord, men kun over de onde gerninger.

       Det er også det, Peter mener med udtrykket ”menneskelig ordning”. En menneskelig ordning kan nu engang ikke omfatte Himlen og sjælen, men kun jorden og folks ydre liv med hinanden; kun her kan mennesker se, iagttage, dømme, domfælde; straffe og redde.

       Alt det har Kristus også selv stillet klart op og sammenfattet med ordene fra Matt 22, 21: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” Hvis nu den kejserlige magt rakte ind i Guds rige og herredømme og ikke havde nogen begrænsning, ville han ikke have sondret sådan. For som sagt er sjælen ikke under kejserens myndighedsområde. Den kan han hverken lede eller føre, hverken dræbe eller gøre levende, hverken binde eller løse, hverken dømme eller domfælde, hverken holde fast eller slippe. Det måtte jo være tilfældet, hvis han havde magt til at befale over den eller give love for den. Men med hensyn til legeme, gods og ære skal han rigtignok gøre det, for det hører ind under hans myndighedsområde.

       Alt det har David også for længe siden sammenfattet i et kort, glimrende udtryk, når han i Salme 115, 16 siger: ”Himlen er Herrens himmel, men jorden gav han menneskene.” Det vil sige, at over det, der er på jorden og hører til det timelige, jordiske rige, har et menneske myndighed fra Gud, men det, der hører til Himlen og det evige rige, er udelukkende under den himmelske Herre. Heller ikke Moses glemte det i l Mos l, 26, hvor Gud siger: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.” Her får mennesker kun overdraget magten over det ydre. Kort sagt er meningen følgende, som Peter siger det i ApG 5, 29: ”Man bør adlyde Gud mere end mennesker.” Dermed begrænser han jo også klart den verdslige magts område. For hvis man skulle overholde alt, hvad den verdslige magt ville, så ville det være meningsløst at sige, at man skal adlyde Gud mere end mennesker.

      

Ingen har pligt til en påtvunget tro

Hvis nu din fyrste eller verdslige herre giver dig befaling til at slutte op omkring paven, at tro bestemte ting eller befaler dig at skaffe bøger af vejen, skal du svare: Det tilkommer ikke Lucifer at have plads ved siden af Gud. Kære herre, det er min pligt at adlyde Dem med liv og gods. Giv mig befaling så vidt Deres myndighed rækker på jorden, så vil jeg adlyde. Men befaler De mig at tro og at skaffe bøger af vejen, så vil jeg ikke adlyde. For så er De en tyran og går for vidt, giver befaling på områder, hvor De hverken besidder nogen ret eller myndighed. Hvis han af den grund fratager dig alt, hvad du ejer, og straffer din ulydighed, salig er du. Og tak Gud for, at du er værdig til at lide for Guds Ords skyld. Lad ham bare opføre sig, som han vil, den tåbe, han skal nok finde sin dommer. For jeg siger dig: hvis du bøjer dig og giver ham lov til at tage din tro og dine bøger fra dig, så har du sandelig fornægtet Gud.

 

Passiv modstand

Lad mig give et eksempel på det: Tyrannerne i Meissen og Bayern og andre steder har udstedt ordrer om, at Det Nye Testamente overalt skal afleveres til myndighederne. Her skal deres undersåtter handle på følgende måde: Ikke en lap, ikke en stavelse skal de udlevere, hvis de ikke vil miste deres sjæls salighed. For de, der gør det, overgiver Kristus i Herodes' hænder. De handler jo som Kristusmordere ligesom Herodes. Men de skal finde sig i, at man foretager husundersøgelser og giver ordre til at beslaglægge med magt, ligegyldigt om det er bøger eller ejendele. Voldshandlinger skal man ikke gøre modstand imod, men finde sig i. Men man skal ikke billige dem og heller ikke støtte dem eller efterkomme dem eller underkaste sig dem med så meget som en antydning. For disse tyranner handler, som verdslige fyrster skal. De er verdslige fyrster, og verden er Guds fjende. Derfor må de også handle Gud imod, men verden tilpas, for at de ikke skal gå hen og blive æreløse, men fortsætte som verdslige fyrster. Derfor skal du ikke undre dig over, at de raser og regerer imod evangeliet. De bliver nødt til at leve op til deres titel og stilling.

       Og du skal vide, at lige siden verdens skabelse har en klog fyrste været en meget sjælden fugl. For slet ikke at tale om en from og retfærdig fyrste. Samfundets ledere er i almindelighed jordens største tåber eller værste slyngler. Derfor må man altid være forberedt på det værste fra dem og skal ikke vente sig noget synderligt godt. Især ikke i åndelige forhold, som drejer sig om sjælens frelse. De er Guds tugtemestre og strafudøvere. Gud bruger dem i sin hellige vrede til at afstraffe de onde og sørge for ydre fred. Vores Gud, han er en mægtig Herre, derfor må han også have disse adelige, højbårne, rige bødler og tugtemestre, og han vil, at de skal have rigdom og modtage ærbødighed og ærefrygt fra alle i overflod og mængde. Det er efter hans guddommelige vilje, at vi kalder hans bødler ”nådigherrer”, kaster os for deres fødder og er dem underdanige med den største ydmyghed, hvis de ikke overskrider deres beføjelser og fra at være bødler vil være hyrder. Hvis det nu viser sig, at en fyrste er både klog, retskaffen og en kristen, så er det et af de store undere og det allerkosteligste tegn på Guds nåde over et land. For i almindelighed går det efter Ordet fra Esajas 3, 4: ”Jeg giver dem drenge som ledere, lømler skal herske over dem.” Og Hoseas 13, 11: ”Jeg giver dig en konge i min vrede og tager ham tilbage i min harme.” Verden er for ond og ikke værdig til at få mange kloge og retskafne fyrster. Frøer skal have storke.

 

Kætteri skal alene bekæmpes med ord

Så siger man igen: Ja, men den verdslige magt øver ikke tvang i trosspørgsmål, men forhindrer kun på ydre måde, at folk skal blive vildledt af falsk lære. Hvordan skulle man ellers bekæmpe kætterne? Svar: Det skal biskopperne gøre. Det er dem, og ikke øvrigheden, der er blevet pålagt denne tjeneste. For kætteri kan man ikke bekæmpe med magt. Det kræver en anden fremgangsmåde, for her er det en anden kamp end med fysisk magt. Guds Ord skal kæmpe her. Hvis det ikke kan klare det, vil den verdslige magt heller ikke kunne stille noget op, selv om den så fylder verden med blod. Kætteri er et åndeligt anliggende. Det kan man overhovedet ikke slå ned med våben eller brænde med ild eller drukne med vand. Guds Ord er alene om det. Det er Ordet, der gør det, som Paulus siger i 2 Kor 10, 4-5: ”Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus.” 

       Desuden er der ikke noget, der styrker troen og kætteriet mere, end hvis man tager fat på det med den rå magt uden Guds Ord. For så er folk klar over, at denne magtudøvelse mangler et retmæssigt grundlag, er retsstridig, når man griber ind uden Guds Ord og kun er i stand til at klare sig med den blotte magt ligesom de vilde dyr. For man kan heller ikke i verdslige anliggender bruge magt, hvis ikke lovovertrædelsen først er fastslået gennem retten. Hvor meget mere umuligt er det da ikke i disse store, åndelige spørgsmål at bruge magt uden ret og Guds Ord? Der kan I bare se, hvor det er nogle kloge junkere. De vil fordrive kætteriet og griber det sådan an, at de blot styrker modstanderen, stiller sig selv i et dårligt lys og lader de andre få retten på deres side. Min gode mand, hvis du vil udrydde kætteri, må du finde på en fremgangsmåde, hvorved du frem for alt river det ud af hjertet og får vedkommende til selv at fjerne det med rode. Med magt kan du ikke udvirke det, men kun styrke det. Hvad nytter det så, hvis du styrker kætteriet i hjertet og kun hindrer, at folk bekender det udadtil og tvinger dem til at lyve? Men Guds Ord oplyser hjerterne, og dermed forsvinder alle former for kætteri og vildfarelse af sig selv fra hjertet.

       Om den slags udryddelse af kætteri har profeten Esajas forkyndt i kap. 11, 4 med ordene: ”Han slår voldsmanden med sin munds stok, og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige.” Der ser du, at det sker ved mundens hjælp, når den gudløse skal dræbes og omvendes. Kort sagt: Disse fyrster og tyranner ved ikke, at det at kæmpe mod kætteri er det samme som at kæmpe mod Djævelen, der gør sig til herre over hjerterne ved falsk lære. Som Paulus siger i Ef 6, 12: ”For os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.” Derfor, så længe man ikke driver Djævelen bort og jager ham ud af hjerterne, er det at kæmpe med sværd mod ham, det samme som at kæmpe med et halmstrå mod lynet. Alt det har Job til fulde bevidnet i kap. 41, 18, hvor han taler om, hvordan Djævelen kun regner jern for halm og ikke er bange for nogen magt på jorden. Det kender man jo også godt af egen erfaring, for selv om man brændte alle kættere med magt, er og bliver dog ingen af den grund overbevist eller omvendt.

 

De to styreformer sammenblandes

Men en sådan verden skal have sådanne fyrster, at ingen passer sin tjeneste. Biskopperne vil lade Guds Ord være og ikke bruge det til at styre sjælene, men vil overlade det til de verdslige fyrster at regere her med sværdet. Omvendt vil de verdslige fyrster se igennem fingre med overrenter, røveri, utroskab, mord og andre onde gerninger og selv øve dem. Derefter vil de overlade biskopperne at straffe ved hjælp af bandbuller og således stille alting på hovedet: De regerer sjælen med våbenmagt og kroppen med bandbuller, så verdslige fyrster regerer åndeligt og åndelige fyrster verdsligt. Hvad andet har Djævelen at gøre på jorden end sådan at drive gæk eller fastelavnskunster med sit folk? Det er vores kristne fyrster, som vil forsvare troen ved at slå de muslimske tyrkere ihjel. Det er vel nok nogle kønne fyre at sætte sin lid til. Med deres kloge hoveder skal de nok få udrettet noget her i verden, dvs. knække halsen og styrte land og folk i nød og elendighed.

       Men jeg ville gerne give de forblindede mennesker det gode råd at tage sig i agt for et lille bitte ord, der står i Salme 107, 40: ”Han overdænger stormænd med foragt.” Jeg besværger jer ved Gud: overser I, at dette lille ord kommer i anvendelse på jer, så er I fortabte. Selv om så hver eneste af jer er så stærk som muslimerne, så kan I ikke stille noget op, ligegyldigt hvor afsindigt I raser og regerer. Det er allerede godt i gang, for det er meget få fyrster, man ikke betragter som tåber og slyngler. Det kommer af, at de jo opfører sig som sådanne. Den jævne mand får øjnene op for det, og fyrsternes svøbe, som Gud kalder ”foragt”, breder sig voldsomt hos folket og den jævne mand. Jeg er bekymret for, at det ikke kan standses, hvis ikke fyrsterne igen optræder som fyrster og begynder at regere med fornuft og omtanke. Man vil ikke, man kan ikke, man ønsker i længden ikke at tåle jeres tyranni og mangel på disciplin. Kære fyrster og herrer, det skal I vide at rette jer efter. Gud vil ikke længere have det. De tider er forbi, da I jagede og forfulgte folk som vildt. Derfor hold op med jeres vold og tyranni og tænk på, at I skal handle i overensstemmelse med lov og ret. Og lad Guds Ord få lov til at virke frit, sådan som det må og skal og vil, uden at I forhindrer det. Hvis der opstår kætteri, så bekæmp det, som ret er, med Guds Ord. Drager I sværdet ret ofte, så pas på, at der ikke kommer en, der beordrer jer til at stikke det i skeden - og det ikke i Guds navn.

 

Biskop og præst er tjenere og ikke herrer

Men måske ville du sige: Når der nu ikke må være noget verdsligt sværd blandt kristne, hvordan skal man da styre blandt dem i deres ydre forhold? Der er jo nødt til at være en øvrighed også iblandt kristne. Svar: Blandt de kristne hverken kan eller skal der være nogen øvrighed, men alle underordner sig på lige fod hinanden. Som Paulus siger i Rom 12, 10: ”Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse.” Og i l Pet 5, 5: ”I skal alle være klædt i ydmyghed over for hinanden.” Det er også det, som Kristus siger i Luk 14, 10: ”Når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads.” Der er ingen overordnet blandt de kristne, bortset fra én, Kristus selv. Hvilken slags øvrighed skulle der være her, når de alle er lige og har samme ret, magt, besiddelse og ære? Tilmed ønsker ingen at være den andens herre, men alle vil underordne sig hinanden. Selv om man gerne ville, kunne man jo ikke oprette nogen øvrighed blandt den slags mennesker, fordi det ikke stemmer overens med sagens natur at have en, der hersker, hvor der hverken kan eller skal være nogen hersker. Og hvis det ikke er den slags mennesker, så er det heller ikke ægte kristne.

       Hvad er præsterne og biskopperne da? Svar: Deres styre er ikke nogen form for herredømme eller magtudøvelse, men en tjeneste og et embede. De er hverken mere eller bedre end andre kristne. Derfor skal de heller ikke pålægge andre mennesker love eller bud uden deres samtykke og billigelse. Nej, deres styre består kun i at indskærpe Guds Ord og derigennem lede de kristne og overvinde kætteri. For, som sagt, de kristne skal man kun styre ved hjælp af Guds Ord. For kristne skal regeres i tro, ikke med ydre midler. Troen kan imidlertid ikke komme gennem noget menneskeord, men kun gennem Guds Ord. Som Paulus siger i Rom 10, 17: ”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.” De, som altså ikke tror, er ikke kristne. De hører heller ikke til i Kristi rige, men i det verdslige rige, hvor man tvinger og regerer dem med sværdet og styrer dem med ydre midler. De kristne gør af sig selv og uden tvang alt godt og har for deres eget vedkommende nok i Guds Ord. Men det har jeg skrevet meget om så tit andre steder.

 

 

 

3. Hvordan øvrigheden skal bruge sin magt

 

Efter at vi har set, hvor langt den verdslige magt strækker sig, er det nu også på tide at tage fat på spørgsmålet om, hvordan øvrigheden skal bruge den. Det gør vi for deres skyld, som desuden gerne vil være kristne myndigheder og ligeledes ønsker at nå til det evige liv. Den slags er der kun meget få af. Kristus skildrer jo selv det karakteristiske for verdens fyrster i Luk 22, 25 hvor han siger: ”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere.” Det kunne ikke falde dem ind at tro, at de ikke har ret til at regere med magt og til at lade sig tjene, når de er født eller valgt til det. Den, der nu vil være en kristen øvrighed, må sandelig aflægge den opfattelse, at man skal herske og bruge vold. Forbandet og fordømt er ethvert liv, hvor man lever og stræber efter at leve til gavn og fordel for sig selv. Forbandet er alle gerninger, der ikke udøves i kærlighed. Men de udøves i kærlighed, når man ikke stræber efter nydelse, fordel, ære, sikkerhed og frelse for sig selv, men af ganske hjerte efter fordel, ære og frelse for andre.

 

Sund fornuft står over lovene

Derfor vil jeg her ikke sige noget om øvrighedens verdslige gøremål og love, for det er en omfattende sag, og der er alt for mange lovbøger om det. Selv om det er sådan, at hvis ikke de ledende selv er klogere end deres jurister og ikke har mere indsigt end lovbøgerne, så vil de bestemt komme til at regere efter Ordet fra Ordsp 28, 16: ”En uforstandig fyrste øger undertrykkelsen.” For så gode og rimelige lovene end er, så har de dog alle den begrænsning, at de ikke kan klare specielle tilfælde. Derfor må fyrsten jo have lige så fast et greb om loven som om sværdet og med sin egen fornuft skønne, når og hvor han skal bruge loven i hele dens strenghed eller lempe den. Således skal fornuften altid være over enhver lov og blive ved med at være den højeste lov og herre over enhver lov. Det er ligesom med husherren: selv om han fastsætter bestemt tid og mål for arbejde og mad for sine folk og sine børn, er han alligevel nødt til at holde fast ved retten til at administrere disse bestemmelser. Han skal kunne ændre dem eller slække på dem i tilfælde af, at hans folk skulle blive syge, taget til fange, opholdt, overlistet eller på anden måde forhindret. Han må ikke bruge samme strenghed mod syge som mod raske. Det siger jeg, for at man ikke skal tro, at det er tilstrækkeligt og i skønneste orden, hvis man følger den skrevne lov eller de juridiske rådgivere. Der skal mere til.

       Hvad skal en fyrste da stille op, hvis han ikke er så klog og må lade sig lede af jurister og lovbøger? Svar: Det er derfor jeg har sagt, at det er farligt at tilhøre fyrstestanden. Hvis han ikke selv er så klog, at han kan styre sine love og rådgivere, går det som Salomo siger: ”Ve dig, land, der har en dreng som konge.” (Præd 10, 16). Det indså Salomo også. Derfor gav han afkald på enhver lov - selv om det var Moses, der som Guds redskab havde foreskrevet ham den - og på sine fyrster og rådgivere og vendte sig til Gud selv og bad ham om visdom i hjertet til at styre folket. Efter det eksempel skal en fyrste også handle, fare med forsigtighed og hverken forlade sig på døde bøger eller på levende hoveder, men blot holde sig til Gud, trække ham i ærmet og bede om den rette indsigt til uafhængigt af alle bøger og jurister at regere med visdom over sine undersåtter. Derfor kan jeg ikke foreskrive fyrsten nogen lov, men vil blot vejlede hans hjerte i, hvordan det skal indrette sig og stille sig til alle lovbøger, råd, afgørelser og sager. Hvis han retter sig efter det, så vil Gud bestemt hjælpe ham til at administrere alle love, råd og sager på en god og gudvelbehagelig måde.

 

Øvrigheden skal være en kærlig tjener

For det første må han tage sig af sine undersåtter og virkelig i sit hjerte gå ind derfor. Det gør han imidlertid, når han retter alle sine bestræbelser mod at gavne og tjene dem. Han må ikke tænke: Dette land og folk tilhører mig, jeg vil gøre, hvad der passer mig; men: Jeg tilhører dette land og folk, jeg vil gøre sådan, som det er til gavn og gode for det. Jeg vil ikke se på, hvordan jeg kan sætte mig på den høje hest og herske, men hvordan de skal beskyttes og forsvares og have fred og gode forhold. Og han må ikke tabe Kristus af syne, men skal sige: Se, Kristus, den øverste fyrste, kom og tjente mig. Han stræbte ikke efter, hvordan han kunne udnytte mig til at få magt, rigdom og ære, men han ænsede kun min nød og satte alt ind på, at jeg kunne få magt, rigdom og ære ved ham og gennem ham. Sådan vil jeg også gøre, ikke stræbe efter min egen fordel hos mine undersåtter, men efter deres. Og jeg vil også tjene dem med mit embede, værne dem, høre på dem og forsvare dem og udelukkende regere sådan, at det er til gavn og gode for dem - og ikke for mig. På den måde skal fyrsten i sit hjerte give afkald på sin magt og myndighed, sørge for sine undersåtters ve og vel og gøre det, som om det var hans eget. Sådan har Kristus nemlig gjort mod os, og det er den kristne kærligheds sande gerninger.

       Så indvender man da: Hvem vil så have lyst til at være fyrste? Dermed ville fyrstestanden blive den usleste i verden, fuld af slid, slæb og besvær. Hvad bliver der så af fyrsternes fornøjelser, dans, jagt, væddeløb, spil og den slags verdslige glæder? Dertil svarer jeg: Nu lærer vi ikke om, hvordan en verdslig fyrste skal leve, men hvordan en verdslig fyrste skal være kristen, så at han også kan komme i Himlen. Hvem er uvidende om, at en fyrste er en sjælden skabning i Himlen? Jeg siger det heller ikke, fordi jeg venter, at de verdslige fyrster vil tage hensyn til det, men det kunne jo være, at der var én, der desuden gerne ville være kristen og vide, hvordan han skulle forholde sig. For jeg er ganske overbevist om, at Guds Ord ikke vil rette sig eller føje sig efter fyrsterne, men at fyrsterne må rette sig efter det. Jeg kan ikke nå længere end til at påvise, at det ikke er umuligt for en fyrste at være kristen, selv om det hører til undtagelserne og vanskeligt lader sig gøre. For hvis de kan få det ordnet sådan, at deres dans og jagt og væddeløb ikke er til skade for undersåtterne – og de i øvrigt udøver deres embedspligt imod dem i kærlighed - vil Gud ikke være så hård, at han ikke skulle unde dem dans og jagt og væddeløb. Men det ville nok komme af sig selv, at de måtte melde afbud til mange af disse store fester, jagter, væddeløb og spil, hvis de skal passe deres embede og have omsorg for deres undersåtter.

        

Eksperter kan fejle

For det andet skal han være forsigtig med eksperterne, der rådgiver ham. Han skal være sådan imod dem, at han ikke lader hånt om nogen af dem, men heller ikke har sådan tillid til dem, at han retter sig fuldstændigt efter dem, for Gud kan ikke lide nogen af delene. Han har engang talt igennem et æsel, derfor skal man ikke lade hånt om noget menneske, lige meget hvor ringe det er. Omvendt har han styrtet den højeste engel ned fra Himlen, derfor skal man ikke sætte sin lid til noget menneske, lige meget hvor klogt, helligt og stort det er. Man skal derimod lytte til enhver og være opmærksom på, hvem Gud vil tale og virke igennem. For det er den største ulykke ved fyrstehofferne, hvis fyrsten lader sig besnakke af eksperterne og de store og selv lukker øjnene. Det rammer jo ikke et enkelt menneske, hvis en fyrste tager fejl og bærer sig tåbeligt ad, men den slags tåbeligheder går ud over land og folk. Derfor skal fyrsten stole på sine stormænd og lade dem arbejde, men sådan at det alligevel er ham, der holder tøjlerne i hånden. Han må ikke slå sig til ro eller falde i søvn, men skal føre tilsyn med landet og ride rundt i det, ligesom Josafat gjorde, og overalt se til, hvordan man styrer og administrerer. Så vil han selv erfare, at man ikke skal stole fuldt ud på noget menneske. For du må ikke tro, at en anden tager sig så ivrigt af dig og dit land, som du selv, med mindre han er helt fyldt af Helligånden og er en god kristen. Et menneske gør det ikke af sig selv. Så længe du da ikke ved, om det er en kristen, eller hvor lang tid han bliver ved med at være det, så kan du heller ikke trygt stole på ham.

       Og pas endelig mest på dem, der siger: Men dog, nådige herre, har De ikke større tillid til mig? Hvem er mere villig til at tjene Dem end mig, osv.? For han er bestemt ikke til at stole på og vil være herre i landet og gøre dig til en nikkedukke. For hvis han var en god og retskaffen kristen, ville han meget gerne have, at du ikke satte din lid til ham. Han ville love og prise dig, fordi du holdt så nøje opsyn med ham. For ligesom han lever efter Guds vilje, vil og kan han også finde sig i, at hans handlinger er synlige for dig og for hvem som helst. Som Kristus siger i Joh 3, 21: ”Den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.” Men den anden type vil føre dig bag lyset og handle i mørke, som Kristus også siger samme sted: ”Enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.” (vers 20). Derfor, vogt dig for ham. Og hvis han beklager sig over det, så sig: Min gode mand, jeg gør dig ikke uret. Gud ønsker ikke, at jeg sætter min lid til mig selv eller noget andet menneske. Ret din vrede mod ham selv, fordi han ønsker det sådan eller ikke har skabt dig som noget større end et menneske. Og dog, selv om du havde været en engel, ville jeg alligevel ikke forlade mig så meget på dig, fordi Lucifer jo ikke har været til at stole på. Gud alene skal man sætte sin lid til.

       Ingen fyrste må imidlertid tro, at han skal have det bedre end David, der er et eksempel for alle fyrster. Han havde en så klog rådgiver ved navn Akitofel, at Bibelen fortæller: Det, som Akitofel fremførte, gjaldt så meget, som hvis man havde rådspurgt Gud selv. Alligevel faldt han og sank så dybt, af han ville forråde, dræbe og gøre det af med David, sin egen herre. Og David måtte ved den lejlighed sandelig lære, at man ikke skal forlade sig på noget menneske. Hvorfor tror du, at Gud har ladet sådan nogle forfærdelige tilfælde finde sted og optegne? Det er blot for at advare fyrster og herrer mod den allerværste ulykke, der kan ske dem, nemlig at forlade sig på nogen? For det er ganske forfærdeligt, hvis det er smigrere [lobbyister], der regerer ved fyrstehofferne, eller når fyrsten sætter sin lid til andre, overlader dem tøjlerne og lader alle gøre, som det passer dem.

       Så kommer du og siger: Hvis man ikke må stole på nogen, hvordan skal man så regere land og folk. Svar: Du må løbe risikoen ved at overlade andre opgaverne, men du må ikke forlade dig derpå og sætte din lid til andre end Gud. Du må jo overlade opgaverne til en og løbe risikoen med ham, men du må ikke forlade dig mere på ham, end at du ved, at han kan fejle. Og du må fortsat føre tilsyn med ham og ikke falde i søvn. Det er ligesom en kusk, der forlader sig på sine heste og den vogn, som han kører med. Han lader dem imidlertid ikke selv om at køre, men holder tømme og pisk i hånden og sover ikke. Og læg mærke til de gamle ordsprog, som afgjort udspringer af gammel erfaring og er rigtige: ”Herrens øje gør hesten fed; herrens fodtrin gøder marken vel.” Dvs. hvis herren ikke selv følger med i det, men stoler på rådgivere og tjenestekarle, så går det aldrig godt. Gud vil netop have det sådan og lader det ske, for at herrerne af nød kan blive tvunget til selv at passe deres embede. Sådan må alle passe deres kald og alle skabninger deres opgaver, ellers bliver herrerne til fedesvin og driverter, der ikke er til nytte for nogen undtagen dem selv.

 

Strafudmåling skal være rimelig og individuel

For det tredje skal han passe på at behandle dem, der øver ugerninger, rigtigt. Her må han være særdeles klog og vis for at kunne straffe, uden at det går ud over andre. Og igen kender jeg ikke noget bedre eksempel end David. Han havde en officer, der hed Joab, som begik to forbrydelser, ved at dræbte to retskafne officerer ved forræderi. Selv om han derved med rette havde gjort sig dobbelt skyldig til døden, dræbte David ham alligevel ikke i sin levetid, men overgav det til sin søn Salomo, sikkert fordi han ikke kunne gøre det uden at gøre ondt værre og fremkalde ballade. Således skal en fyrste også straffe de onde, så at han ikke ved at tage en ske op slår et fad i stykker og for en pandes skyld bringer land og folk i ulykke og får landet fuldt af enker og faderløse. Derfor må han ikke rette sig efter de krigsgale rådgivere, som hidser ham op og ægger ham til at starte en krig og siger: Hvad, skal vi finde os i den slags ord og overgreb? Det er sandelig en dårlig kristen, der for et slots skyld sætter landet på spil. Kort sagt, her må man holde sig til ordsproget: Den, der ikke kan se igennem fingre med noget, kan ikke regere. Derfor skal dette være hans regel: hvis han ikke kan straffe uret uden at øve større uret, så skal han ikke holde på sin ret, ligegyldigt hvor rimeligt det så end er. For han skal ikke tage hensyn til, at der tilføjes ham skade, men se til, at der ikke øves uret imod andre på grund af hans afstraffelse. For hvad har så mange kvinder og børn gjort, siden de skal blive enker og faderløse, blot for at du kan tage hævn over en fræk flab eller voldsmand (terrorist), der har gjort dig fortræd?

 

Effektivt forsvar og mild fred

Så kommer du da og siger: Skal da en fyrste ikke føre krig, eller hans undersåtter ikke følge med ham til kamp? Svar: Det er et indviklet spørgsmål. Men jeg kan i al korthed sige: skal man handle kristent, må ingen fyrste føre krig imod sit overhoved, dvs. kongen og kejseren eller hvem der i øvrigt er hans herre, men han skal lade den tage, som tager. For øvrigheden må man ikke gøre modstand imod med magt, men kun ved at bringe sandheden frem. Retter den sig efter det, så er det i orden, hvis ikke, så er du undskyldt og lider uret for Guds skyld. Men har modparten samme stilling som du, eller en lavere, eller er det en fremmed øvrighed, så skal du først tilbyde ham fred og forsoning, sådan som Moses lærte Israels børn. Vil han ikke det, så tænk på dit eget bedste og forsvar dig med magt imod magt, sådan som Moses gør udmærket rede for det i 5 Mos 20, 10. Så må du ikke se på dit eget og se på, hvordan du kan beholde stillingen som overhoved, men du må kun tænke på dine undersåtters interesse, som du har pligt til at værne og hjælpe, for at en sådan handling kan ske i kærlighed. For eftersom hele dit land er i fare, må du vove det, hvis Gud vil hjælpe dig, så at det ikke bliver helt øde lagt. Og selv om du ikke kan forhindre, at nogle derved bliver enker og faderløse, så må du dog forhindre, at alt går til grunde, og at der ikke bliver andet end enker og faderløse tilbage.

       Og her har undersåtterne pligt til at adlyde og sætte liv og ejendom ind. For i dette tilfælde må man for de andres skyld sætte sin ejendom og sig selv på spil. I sådan en krig er det kristent og en kærlighedens gerning frimodigt at ødelægge og udslette fjenderne, alt, hvad man kan, indtil man overvinder dem, sådan som krigen kræver det. Dog med den undtagelse af at man skal vogte sig for synd og ikke voldtage gifte kvinder og jomfruer. Når man har overvundet dem, skal man vise dem, der overgiver sig og ydmyger sig, nåde og barmhjertighed. Således skal man i det tilfælde lade mundheldet gælde: Gud hjælper den stærkeste, ligesom Abraham gjorde, da han slog de fire konger, l Mos 14, 15. Den gang huggede han bestemt mange ned og viste dem ikke megen nåde, førend han havde overvundet dem. For sådan en begivenhed skal man regne med er sendt af Gud, for at han en gang imellem kan få fejet landet og renset ud i de dårlige elementer.

       Hvad så hvis fyrsten har uret, har hans folk så også pligt til at adlyde ham? Svar: Nej. For ingen bør handle mod retfærdigheden, men man skal adlyde Gud, der ønsker retfærdighed, mere end mennesker. Hvad hvis undersåtterne ikke ved, om han har ret eller ej? Svar: Så længe de ikke ved det eller ikke kan få det at vide trods alle mulige anstrengelser, så kan de adlyde uden fare for sjælen. For i det tilfælde må man bruge Moseloven, hvor Moses skriver, at en morder, der uforvarende og uforsætligt har slået en ihjel, skal flygte til et fristed og frikendes ved dom (2 Mos 21,13). For de, der bliver slået, må betragte det som en straf fra Gud, enten de så har ret eller uret; men de, der med ukendskab til det kæmper og vinder, må se på deres kamp på samme måde, som hvis en mand faldt ned fra taget og slog en anden ihjel, og overlade sagen til Gud. For det er Gud det samme, om han lader en retfærdig eller uretfærdig adelsmand skille dig af med din ejendom og dit liv. Du er hans skabning, og han kan gøre med dig, hvad han vil, når bare din samvittighed er ren. Således frikendte Gud også selv kong Abimelek, da han tog Abrahams kone, ikke fordi det var rigtigt af ham at gøre det, men fordi han ikke havde vidst, at det var Abrahams kone (l Mos 20, 6).

 

Konklusion

For det fjerde (det burde vel være det første - og vi har også ovenfor omtalt det) skal en fyrste også forholde sig kristent over for Gud. Dvs. at han skal underkaste sig Gud i fuld tillid og bede om visdom til at regere godt, ligesom Salomo gjorde. Men tro og tillid til Gud har jeg skrevet så meget om andre steder, at det ikke er nødvendigt at gå nærmere ind på det her.

       Derfor vil vi lade det være nok og slutte med at sammenfatte det på følgende måde: En fyrste skal udøve sit arbejde på fire områder:

       1. Mod Gud med oprigtig tillid og inderlig bøn.

       2. Mod sine undersåtter med kærlighed og kristen tjeneste.

       3. Mod sine rådgivere og stormænd med selvstændig bedømmelse og uafhængig vurdering.

       4. Mod lovovertræderne med besindig fasthed og strenghed.

Sådan udøver han sin stilling rigtigt, både hvad det ydre og det indre angår, og det vil blive til Guds og menneskers tilfredshed. Men han må være forberedt på megen misundelse og modgang for det. Han vil meget snart komme til at skulle bære sit kors for den måde at leve på.

       Til slut må jeg som tilføjelse også her tage stilling til dem, som strides om restitution, dvs. tilbagegivelse af uretmæssigt erhvervet ejendom. For det hører til det verdslige sværds normale opgaver, og det bliver der skrevet meget om, og her bliver der udvist hel urimelig strenghed. Men jeg vil kort sammenfatte det hele og skære igennem alle disse love og al den strenghed, der er fremkommet, på denne måde: Man kan ikke finde nogen mere usvigelig lov for det end kærlighedens lov. For det første: hvis man får forelagt en sådan sag, hvor én skal tilbagegive en anden noget, så er sagen hurtigt afgjort, hvis begge er kristne. Ingen af dem vil nemlig forholde den anden det, der tilhører ham, og så vil heller ingen af dem kræve, at det bliver tilbagegivet. Men er den ene kristen, nemlig den, der skal have noget tilbagegivet, så er det jo let at afgøre, for han spørger ikke, om det nogen sinde bliver tilbagegivet ham. Tilsvarende, er han, som skal tilbagegive, kristen, vil han også gøre det. Hvad enten den ene er kristen eller ej, så skal man afgøre spørgsmålet om tilbagegivelse på følgende måde: hvis skyldneren er fattig og ikke er i stand til at tilbagegive, men den anden part ikke er fattig, så skal man lade kærlighedens lov gælde uden videre og frikende den skyldige. For ifølge kærlighedens lov har den anden også pligt til at eftergive ham dette og forære ham noget ud over det, hvis det er nødvendigt. Men er skyldneren ikke fattig, så lad ham tilbagegive så meget, som han er i stand til, enten det hele, halvdelen, en tredjedel eller en fjerdedel, sådan at man alligevel lader ham beholde nok til at have hjem, føde og klæder til sig selv, kone og børn. For det havde du pligt til at give ham, hvis du var i stand til det, så meget mindre må du tage det nu, så længe du ikke behøver det og han ikke kan undvære det.

       Men hvis ingen af dem er kristne eller den ene ikke vil lade sagen afgøre efter kærlighedens lov, så lad dem søge en anden dommer og fortæl dem, at de handler imod Gud og den naturlige lov, selv om de ud fra menneskers lov opnår den strenge, ubetingede afgørelse. For naturen lærer, ligesom kærligheden gør det, at jeg skal handle sådan, som jeg ønsker, at andre vil gøre over for mig. Derfor kan jeg ikke sådan klæde nogen af til skindet, ligegyldigt hvor meget jeg er i min gode ret til det, når jeg ikke gerne selv vil klædes af til skindet. Men ligesom jeg ville ønske, at en anden gav afkald på sin ret over for mig i sådan et tilfælde, således bør jeg også afstå fra min ret. Sådan skal man bære sig ad med alle uretmæssige besiddelser, både i private og offentlige forhold, så at det altid er kærligheden og den naturlige lov, der er det afgørende. For hvis man dømmer ud fra kærligheden, vil man overordentlig let kunne afgøre og bilægge alle sager uden nogen som helst lovbøger. Men hvis man lader kærlighedens og naturens lov ude af syne, vil man aldrig nogen sinde finde frem til det, der behager Gud, selv om man så havde slugt alle lovbøger og jurister. Jo mere du retter dig efter dem, jo mere vil de lede dig på vildspor. En rigtig og god dom hverken kan eller skal fældes ud fra bøger, men ud fra en selvstændig vurdering, som om bøger slet ikke var til. Men sådan en uhildet retsafgørelse giver kærligheden og den naturlige lov, som al fornuft er fuld af. Bøgerne kommer kun til kategoriske og uholdbare domme.

       Det skal jeg give dig et eksempel på: Man fortæller følgende historie om hertug Karl af Burgund: En adelsmand tog sin fjende til fange. Da kom den tilfangetagnes kone for at få sin mand fri. Men adelsmanden lovede at give manden fri mod, at hun ville gå i seng med ham. Hun var en retskaffen kvinde, men ville dog gerne befri sin mand, og hun går hen og spørger sin mand, om hun skal gøre det for at få ham fri. Manden ville gerne have sin frihed og redde livet og gav konen sin tilladelse. Da adelsmanden nu havde været i seng med konen, lod han den næste dag hendes mand halshugge og gav ham død tilbage til konen. Alt det indankede hun for hertug Karl, der indstævnede adelsmanden og befalede, at han skulle gifte sig med kvinden. Da nu bryllupsdagen var ovre, lod han adelsmanden halshugge, overgav konen alle hans besiddelser, gav hende æresoprejsning og straffede således forbrydelsen, virkelig som en fyrste bør gøre det.

       Se, sådan en kendelse kunne ingen pave, jurist eller bog have vejledt ham til, men den er udsprunget af en selvstændig fornuft, uafhængig af alle bøgers love, og så mesterligt, at alle må bifalde den og finder det skrevet i deres eget hjerte, at sådan er det rigtigt. Det samme skriver Augustin også. Derfor skal man underordne de skrevne love under fornuften, som er det rette kildevæld, som de er udsprunget af. Man skal ikke lade kildevældet være afhængig af dets bække og tage fornuften til fange ved hjælp af bogstaven.

 

 

Web-redaktør,

cand.theol. Finn B. Andersen

marts 2005