Mod den svært bevæbnede Cochlæus



Som svar på Luthers skrift “Begrundelse og hjemmel” udgav den katolske teolog Johannes Cochlæus i 1522 "Om sakramenternes nåde". Dette svarer Luther så på i det følgende lille skrift "Mod den svært bevæbnede Cochlæus" fra 1523.

Cochlæus forsøger i sit skrift at bevise, at Luthers lære om retfærdiggørelse ved tro alene er falsk, da jo også dåben retfærdiggør. Det er jo en urokkelig kirkelære, som også Bibelen klart bevidner, at dåben frelser, altså kan det ikke være troen, der frelser - hævder Cochlæus meget logisk Det er en logik, vi stadig kan møde i dag: er det troen, der frelser, så kan dåben jo ikke også være frelsende og omvendt.

Denne problematik og logik giver Luther lejlighed til at give en klargørende præcisering af forholdet mellem dåb og tro. Luther viser, hvilken betydning og funktion dåben og troen har. Og hvordan deres indbyrdes forhold skal forstås. Vi får derved et godt indblik helt ind i kernen af det lutherske dåbssyn.





Mod den svært bevæbnede Cochlæus

At Peter skriver, at dåben frelser, er ikke i modstrid med min lære, at det alene er ved tro, vi retfærdiggøres. Sandelig, dåben retfærdiggør ikke uden tro, men troen retfærdiggør uden dåben. Derfor kan man ikke tilskrive dåben nogen del af retfærdiggørelsen. Hvis den bidrager til retfærdiggørelsen i nogen del, kan man ikke nægte, at dåben retfærdiggør uden tro. Men da dette benægtes, står vi med rette tilbage med troen alene. Peter vil altså blot fremkalde og øve troen ved dåben eller det ydre tegn, så vi kan blive frelst. Selv ikke ordet, der langt overgår det synlige tegn, kan i sig selv retfærdiggøre, hvis man ikke tror. Som Hebræerbrevet 4,2 siger: "De havde ikke gavn af at høre ordet, fordi de ikke modtog det i tro, da de hørte det."

Selv om nogle af fædrene mente, at sakramenterne retfærdiggør af egen kraft, så regner jeg det ikke. Heller ikke selv om Augustin lærer det, som Cochlæus påstår. De er blot mennesker, der ofte var i modstrid med sig selv og lærte meget ud fra fornuften og uden Skriften. Vi derimod følger den sikre Skrift, der lærer, at hverken ord eller tegn gavner noget uden tro. For det, som Cochlæus især lægger vægt på, nemlig at børnene, der er uden tro, bliver retfærdiggjort ved dåben, det benægter vi på det stærkeste. Vi siger med Augustin: "Ikke sakramentet, men troen på sakramentet, retfærdiggør." Og ligeledes: "Det retfærdiggør, ikke fordi det sker, men fordi det tros." Selv om Augustin så siger noget andet andre steder, følger vi ham kun, hvor han stemmer med Skriften, og forlader ham, hvor han lærer uden for eller imod Skriften. Det er altså forgæves, Cochlæus anfører så mange fædre, som om han kunne tvinge os med menneskeord. Vi har altid sagt, at i sager, der angår samvittigheden, holder vi os alene til Guds ord, da alene Gud og ikke mennesker skal regere og lære samvittighederne.

Vi benægter imidlertid ikke, at børn skal døbes eller mener, at de bliver døbt uden tro. Vi siger, at de tror i dåben ved ordets kraft, der renser dem og ved kirkens tro, der bærer dem frem og gennem bønnen skaffer dem deres egen tro. Ellers ville det jo være en grov og utålelig løgn, når man spurgte barnet, om det tror og ikke døber det, hvis ingen svarer for det: jeg tror. Hvorfor skulle man spørge dem, om de tror, hvis det er sikkert, at de ikke tror, som Cochlæus hævder? Og hvad så om Augustin har lært det? Cochlæus må stille sig tilfreds med, at vi prøver menneskers udtalelser på det guddommelige vidnesbyrd. Ja, hvis det er sandt, at børnene ikke tror, når de døbes, da mener vi, at de slet ikke skal døbes, så vi ikke leger med det majestætiske sakramente og ord. Denne benægtelse af børns tro skyldes de romerske universitetsteologer, der som urene dyr roder menneskers udsagn sammen uden at skelne, og lærer modstridende ting samtidigt. De benægter, at børn har tro, og dog kræver de tro af dem, for at de kan blive døbt.

At nåden retfærdiggør bør Cochlæus forstå således, at troen er selve denne nåde og ikke forestille sig nåden som et adskilt væsen uden for troen og kærligheden. Så var det ikke nødvendigt, at han argumenterede så tåbeligt: Nåden retfærdiggør, altså retfærdiggøres man ikke ved tro alene. Skriften bruger jo ordet "nåde" til at betegne Guds yndest, at han vil os det godt. Således retfærdiggør han os, det vil sige skænker os troen gratis, ved hvilken vi alene retfærdiggøres.

Ingen steder i hele Skriften læser vi, at kærligheden tilskrives retfærdiggørelse. Den er snarere den retfærdiggørende tros frugt, Gal 5,22: "Åndens frugt er kærlighed". Denne udbredte fejl skyldes, at man misforstår ordene i 1 Pet 4,8, der er et citat fra Ordsp 10,12. Her tales nemlig ikke om ens egne synder, men om andres, når der siges: "Kærlighed skjuler mange synder". Meningen er altså, at kærligheden ikke vredes, tåler alt og udholder alt, så man ikke kan synde så meget imod den, at den ikke bærer, skjuler, glemmer og tilgiver det. Disse gerninger retfærdiggør ikke, men hvis man ikke allerede er retfærdiggjort, bærer man ikke disse kærlighedens frugter. At dette er meningen i Ordsp 10,12 fremgår også af modsætningen i første del af verset: "Had vækker splid". Den, der hader sin næste, søger altså at finde fejl i hans bedste gerninger, men den, der elsker, gør lige modsat, så han bærer og skjuler sin næstes fejl.

Således tror jeg, at der er sagt nok til forsvar for mine tre artikler, som Cochlæus fordømmer. Min lære står stadig ved magt: Vi retfærdiggøres alene ved tro. Dermed nægter vi ikke, at ordet, sakramenterne, Kristus, prædikanterne, Ånden og Gud Fader retfærdiggør. Gud udretter nemlig alt, Kristus har erhvervet frelsen og Ånden uddeler Kristi fortjeneste. Ordet er det middel, hvorved Ånden uddeler Kristi fortjeneste. Det samme er sakramenterne og prædikanterne. Men vor egentlige (formalis) retfærdighed tilhører alene troen, for uden tro gavner hverken Gud eller Kristus eller noget andet til retfærdighed.
(WA 11,300-302).

Til næste Luther-skrift

Til indholdsfortegnelsen