Begrundelse og hjemmel 1521



Den første oversættelse er fra 1521 fra Luthers skrift "Begrundelse og hjemmel", som ligger i direkte forlængelse af de berømte 95 teser fra 1517. På grund af det postyr, de 95 teser medførte udgav Luther så en forklaring til sine teser i 1518 i skriftet "Resolutiones".

Da reformationen i 1521 havde bredt sig kommer Luther med en fornyet og endnu grundigere forklaring og uddybning af sine teser i nærværende tyske skrift.
    Det emne, der direkte behandles, er betydningen af den personlige samtale med præsten eller i skriftemålet. Og i forbindelse med dette er det helt centrale punkt den individuelle tilsigelse af syndernes forladelse, den såkaldte absolution. Det er her troens altafgørende betydning og plads tages op til betragtning. Og i forlængelse af dette kommer Luther så også ind på hele spørgsmålet om sakramenternes kraft og rette brug.
    Her bringes en nyoversættelse af den grundlæggende artikel. Hele skriftet er oversat i Luthers Skrifter i Udvalg, Århus 1980-83, bind 4.



Begrundelse og hjemmel

Den første artikel
Det er kættersk at mene, at sakramenterne skænker nåden, blot (hjerte)døren ikke låses.

For at forstå denne artikel skal man lægge mærke til, at mine modstandere har lært, at de hellige sakramenter skænker nåden til alle, selv om der ingen anger er over synden eller et godt forsæt. Det er nok, at man ikke låser døren, det vil sige at man ikke har et ondt forsæt om at synde.

Mod dette har jeg opstillet min artikel og fastholder den, da deres påstand er ukristelig, bedragerisk og kættersk. Foruden at døren ikke må være låst og det onde forsæt må være bort, skal der ikke alene være en virkelig anger over synden, men også en fast tro i hjertet, for at modtage sakramentet værdigt.

Således nævner Kristus også troen i Matthæus 9,2, i beretningen om den lamme. Hvis troen ikke var nødvendig, havde han ikke nævnt den. Vi læser også, at Kristus intet tegn gjorde eller helbredte nogen, når man ikke troede, at han kunne og ville gøre det. Således står der, at han ingen tegn gjorde i sin hjemby på grund af deres vantro.

Da han lærer dem at bede i Matthæus 11,24, siger han også: "Når I beder, skal I tro, at I får det, så skal I få det". Hvad andet er modtagelsen af sakramentet end et inderligt ønske om at få guddommelig nåde? Og hvad andet er dette ønske end en virkelig, hjertelig bøn? Derfor er det ukristeligt at lære, at man modtager sakramenterne og Guds nåde uden et sådan ønske, uden tro, ja, uden anger over synden og noget godt forsæt. Er det ikke forfærdeligt, at høre sådanne ting i kristenheden. Da dette er hovedartiklen, som alle de andre strømmer fra, må vi forklare og befæste den yderligere.

Jakob skriver i 1,5: "Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, tvesindet som det er og ustadig i al sin færd."

Er det ikke udtrykt klart nok, at det menneske intet får af Gud, som beder uden en fast tro om at få det. Langt mindre får den noget, der hverken beder, eller tror, eller angrer, eller har et godt forsæt, men alene slipper det onde forsæts lås. Hvorledes skulle sakramenterne kunne skænke nåden til sådanne, som er uden tro, anger, godhed eller ønske. Gud beskytte os mod en sådan ukristelig, bedragerisk bandbulle og lignende vranglære, som man aldrig nogensinde før har hørt om.

I Rom 14,23 siger Paulus: "Alt, hvad der ikke er af tro, er synd". Hvordan skulle så sakramenterne kunne skænke nåde til de vantro, der synder i alle deres gerninger, så længe de ikke tror. Ja, hvordan skulle de kunne låse døren op, når de bliver i vantro, ved hvilken alt hos dem er synd, som Paulus siger. Alligevel lærer de, at troen ikke er nødvendig for modtagelsen af sakramenterne og nåden, og fordømmer med mig sådanne klare skriftsteder.

Samme mening har vi i Rom 1,17 og Hebr 10,38, hvor Hab 2,4 citeres, der er hovedstykket i hele den kristne lære. Det hedder:"Justus ex fide sua vivet: En retfærdig skal leve ved sin tro". Det hedder ikke: "En retfærdig skal leve ved sakramenterne", men "ved sin tro". Det er nemlig ikke sakramenterne, men troen på sakramenterne, der gør retfærdig og levende. Mange modtager nemlig sakramenterne uden at blive levende eller from. Men den, der tror, er from og lever.

Sådan også i Mark 16,16: "Den, der tror og bliver døbt, skal frelses" Troen sættes før dåben, for hvor troen ikke er, hjælper dåben ikke. Derfor tilføjes der også: "den, der ikke tror, skal dømmes", selv om han er døbt. Det er nemlig ikke dåben, men troen på dåben, der gør salig. Derfor læser vi også i ApG 8,37 at Filip ikke ville døbe den etiopiske hofmand, før han havde spurgt ham, om han troede. Vi ser også alle steder, hvor man døber, at man først spørger barnet, eller fadderne i dets sted, om det tror, og på troen og bekendelsen døber man og giver sakramentet. Hvordan kan denne latterlige, kætterske bandbulle så driste sig til, imod hele Skriften, hele verden, alle kristnes tro og brug at lære, at man ikke skal tro, angre eller have et godt forsæt. Dette er så grov og ukristeligt, at ingen skulle tro, at nogen kan lære noget så vanvittigt, hvis ikke man selv kunne læse det i bandbullen. Jeg håber, de skammer sig dybt over det og ikke gerne ser det læst på tysk af lægfolk.

Videre siger Paulus i Rom 10,10, at man skal tro med hjertet for at blive retfærdig. Han siger ikke, at det er nødvendigt at modtage sakramenterne, for man kan frelses gennem troen uden den ydre modtagelse af sakramenterne, når blot det ikke skyldes foragt for dem. Derfor står der også i Rom 4,3: "Abraham troede eller have tillid til Gud, og denne tro blev regnet ham til retfærdighed eller salighed". Dette er et citat fra 1 Mos 15,6 og blev skrevet, for at vi skulle vide, at det heller ikke er andre ting, der gør os salige og retfærdige end troen, uden hvilken ingen kan have med Gud at gøre og få hans nåde.

Alt dette bekræfter også fornuften og den almindelige erfaring. Hvor man har at gøre med ord og tilsagn, da er det nødvendig med tro også i menneskelige forhold. Hvis ingen troede andres ord og breve, kunne hverken erhvervslivet eller samfundet fungere. På samme måde handler Gud med os gennem sit hellige ord og sakramenter, som er ligesom tegn eller segl, der er tilføjet ordet. Nødvendigst af alt er derfor troen på disse ord og tegn. Hvor Gud taler og giver tegn, dér skal man tro fast af hele sit hjerte. Ellers regner vi ham jo for en løgner og bedrager, og ikke som tro og sandfærdig. Denne tro behager Gud meget og giver ham den største ære, at han er en sandfærdig og retfærdig Gud. Derfor tilregner han så til gengæld os denne tro som en grundgod og tilstrækkelig fromhed til salighed.

Da der i ethvert sakramente er et guddommeligt ord og løfte, hvori Gud tilbyder og tilsiger os sin nåde, er det sandelig ikke nok at låse døren op, som de siger. Der må være en urokkelig og fast tro i hjertet, der griber løftet og tegnet, og ikke tvivler om, at det er som Gud siger og viser. Så bliver nåden i sandhed givet ham, sådan som løftet lyder og tegnet eller sakramentet viser det. Er troen der ikke, er det forgæves med den ulåste dør, da Gud på det kraftigste bliver vanæret og skændet, som er han en løgner og upålidelig gøgler. Ikke alene giver sakramenterne altså ikke nåden til dem, der blot låser op, men derimod giver den al unåde, vrede og ulykke, så det er bedre at være langt borte fra Guds ord og tegn, når troen ikke er til stede.

Dåben er altså et guddommelig tegn eller segl i kraft af Kristi løfte og ord i Mark 16,16: "Den, der tror og bliver døbt, skal frelses". Derfor skal den, der døbes, holde disse ord for sande og tro, at han visselig bliver frelst, når han døbes som ordene lyder og tegnet viser. Tror han ikke, så er disse ord og tegn forgæves der, og Gud bliver foragtet. Vantroen lader Gud stå som en nar og en løgner. En så stærk, ukristelig, gruelig, skrækkelig synd er vantroen eller mistilliden til sakramenterne. Og det er til dette, at denne fordømte bandbulle vil drive os. Den gør troen til et kætteri og Guds vanære til en kristen sandhed. Gud bevare os for denne vederstyggelighed, der står på hellig grund, Matthæus 24,15.

Det guddommelige tegn eller bodens sakramente bliver givet i kraft af ordet og løftet i Matthæus 16,19: "Hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene". Derfor må den, der skrifter og gør bod først og fremmest omhyggelig se til, at han holder disse ord for sande og tror, at han er løst for Gud i himlene, når han får tilsagt syndernes forladelse på jorden. Tror han ikke, eller tvivler, så gør han Gud til en løgner, og Gud bliver vanæret på grund af hans vantro og tvivl. Hvad hjælper det, at han låser op eller slipper sit onde forsæt, når han beholder den allerstørste lås og værste forsæt, nemlig vantroen og tvivlen.

Lige så bliver alterets sakramente givet i kraft af Kristi ord i Matthæus 26,26: "Tag og spis; dette er mit legeme, som gives for jer". Derfor må den, der går til nadver, fast tro, at som Kristi ord lyder, sådan er det virkelig, at hans legeme er givet for os og hans blod er udgydt for os. Tror han ikke det, eller tror han, at det ikke er givet for ham, men kun for andre, så bliver Kristus atter en løgner, og hans ord og tegn tomme. Hvilken usalig, gruelig synd, der finder sted med en sådan vantro og misbrug af sakramentet, så man intet lærer om troen. Desuden fordømmer man troen i bandbullen og lærer ikke mere end at man skal låse op, angre og skrifte. Hvis man endelig lærer om troen, er det blot, at man skal tro, at Kristus virkelig er til stede i nadveren og ikke brød, kun brødets ydre skikkelse. Men hvad Kristus gør i nadveren og hvorfor han er til stede, hører man ingen prædike eller lære om.

Ud fra dette, mener jeg, det må være klart, at troen er nødvendig ved brugen af sakramenterne. Den tro, der ikke tvivler om, at det sker sådan som ordene lyder og sakramentet viser. Det, de siger, om at låse op har intet på sig. Ja, det er kættersk, at den blotte oplåsen giver nåden ved sakramenterne uden tro. Det står altså fast, hvad Augustin siger: "Ikke sakramentet, men troen på sakramentet, gør from og salig". Eller som han siger i sin kommentar til Johannesevangeliet (80,3): "Ordet kommer til elementet, og bliver et sakramente. Og vandet rører legemet og renser dog sjælen, ikke på grund af selve handlingen eller overøsningen, men på grund af troen".

Imod disse stærke beviser for denne artikel har mine modstandere ikke en tøddel af Skriften eller en gnist fornuft til forsvar for deres mening og deres låsen døren op. Det er alt sammen ren og skær ubegrundet menneskepåfund og drømmerier. Selv om deres lære ikke var kættersk, er det galt nok, at de lærer deres egne påfund i kristenheden, hvor dog alene Guds ord skal læres.

De har en eneste grund for deres opfattelse: Hvis sakramenterne i den nye pagt ikke skænker nåden til dem, der låser døren op, men er vantro, så ville der ingen forskel være på de nye og de gamle sakramenter. Da nu sakramenterne i den gamle pagt havde kraft til at skænke nåden til de troende - og da de nye skal være bedre og kraftigere end de gamle - så må de nye sakramenter også skænke nåden til dem, der ikke tror, hvad de gamle ikke gjorde. Dette er fri fantasi, som der kunne siges meget til, men kort sagt bygger det på en total falsk og vildledende antagelse. Der er nemlig ingen forskel på de gamle og de nye sakramenter. Ingen af dem skænker nåden, men alene troen på ordet og tegnene gav dengang og giver nu nåden. Derfor har de i den gamle pagt ved den samme tro modtaget nåden ligesom os. Som Peter siger det i ApG 15,11: "Vi tror, at vi bliver frelst ved troen på samme måde som de". Og Paulus i 2 Kor 4,13: "Vi har den samme troens Ånd". Og i 1 Kor 10,1: "Vore fædre har spist den samme åndelige mad og drukket den samme åndelige drik som os", det vil sige at de har troet som os.

Sandt nok gav de billedlige ting i den gamle pagt ingen nåde, men de kaldes heller ikke sakramenter, som de antager. I symbolerne var der intet ord eller løfte fra Gud, som der må være, hvis det skal kaldes et sakramente. Så er det bare et symbol eller tegn. Smykker og deslige er blot symboler og tegn, hvori der intet ord eller løfte er fra Gud om, at den der har disse ting, skal få dette eller hint. I dåben har vi derimod det løfte, at dén skal blive frelst, der tror og døbes. Hvor der nu i den gamle pagt har været sådanne eller lignende løfter fra Gud, som de har troet på, dér har de i alle ting været vore sakramenter lige. Blot havde de mange og forskellige slags, hvor vi har få, der er fælles for alle i hele verden.

Omvendt svarer vore symboler og tegn, der ikke er sakramenter, fordi de ikke har Guds ord hos sig, til deres gamle symboler. En bispekåbe er altså lige så vel et symbol som Arons dragt. De giver ingen nåde. Man skal altså ikke blande sakramenter og symboler sammen. Så undgår man at gøre den fejl, at man adskiller de nye sakramenter fra de gamle. Den nye og gamle tro må jo dog være udelt.

Når du har fattet og forstået denne artikel grundigt, så vil du let kunne forstå alle de andre, så hele bandbullen bliver til skamme. På denne artikel ligger der nemlig den største vægt, da den angår troen.
(WA 7,316-29).

Til næste Luther-skrift

Til indholdsfortegnelsen