Confessio Augustana  

(Melanchthon 1540)



 

  Ny-oversættelse       

 

 

af folkekirkens autoriserede latinske tekst    

 

 

 

 

 

 

 



 

Første del

 

 

De vigtigste trosartikler

 


  
1. Om Gud
Menighederne hos os lærer i fuld enighed, at det nikænske kirkemødes bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og de tre personer er sandt og bør tros uden nogen tvivl. Nemlig at der er ét eneste guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud, evig, ulegemlig, udelelig, med uendelig magt, visdom og godhed. Skaber og opholder af alle ting, synlige som usynlige. Og alligevel er der tre personer, af samme væsen og magt og lige evige, Fader, Søn og Helligånd. Og ordet person bruges som de kirkelige skribenter gør i denne sag, så det betegner, ikke en del af nogen eller en egenskab ved nogen, men det, der består selvstændigt.
    De fordømmer alle kætterier, der er opstået mod denne trosartikel. Manikæerne, der regner med to guddomsvæsner, et godt og et ondt. Også valentianerne, arianerne, eunomianerne, muhamedanerne og lignende. Ligeledes samosatenerne, både de gamle og de nye, som kun regner med én person og bruger tvetydige spidsfindigheder om Ordet og Helligånden, så det ikke er forskellige personer, men at Ordet står for det talte ord og Ånden for bevægelsen i det skabte.


      
2. Om arvesynden
Ligeledes lærer de, at alle mennesker, der frembringes på naturlig vis efter Adams fald, fødes med synd. Det vil sige uden frygt for Gud, uden tillid til Gud og med ondt begær og stræben. Og denne medfødte tilbøjelighed eller skade er virkelig synd, som også nu fordømmer og bringer evig død over alle dem, der ikke genfødes ved dåb og Helligånd.
    De fordømmer pelagianerne og andre, der benægter, at den medfødte skade er synd. Og som forringer Kristi lidelses og fortjenestes ære ved at hævde, at mennesket kan blive retfærdig for Gud ved fornuftens egne kræfter.


      
3. Om Guds søn

 

Videre lærer de, at Ordet, det vil sige Guds søn, har antaget sig menneskelig natur i den salige Jomfru Marias livmor, så to naturer, den guddommelige og den menneskelige, uadskillelige forenede i personsenheden, er én Kristus, sand Gud og sandt menneske. Han blev født af Jomfru Maria, led virkelig, blev korsfæstet, døde og blev begravet - for at forsone Faderen med os og være et offer, ikke alene for den medfødte skyld, men også for alle vores aktuelle synder - og således forsone Guds vrede.

 

 

    Den samme Kristus steg ned til dødsriget og opstod virkelig på den tredje dag. Dernæst steg han til himmels, for at sidde ved Faderens højre hånd og regere og herske evigt over alle skabninger - for at han kan helliggøre dem, der tror på ham, ved at sende Helligånden i deres hjerter til at lede, trøste og levendegøre dem og forsvare dem mod Djævelen og syndens magt. Den samme Kristus skal komme igen at dømme levende og døde og så videre, ifølge Den Apostolske Trosbekendelse.


      
4. Om retfærdiggørelsen

 

Ligeledes lærer de, at vi ikke kan retfærdiggøres over for Gud ved egne kræfter, fortjenester eller gerninger. Vi retfærdiggøres derimod gratis på grund af Kristus ved tro. Nemlig når vi tror, at vi tages til nåde og får syndernes forladelse på grund af Kristus. - Han som ved sin død har gjort fyldest for vores synder. En sådan tro anser Gud for retfærdighed over for sig, Romerbrevet 3 og 4.


      
5. Om det kirkelige embede

 

For at vi kan få en sådan tro, har Gud indstiftet et embede til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne. For ved ord og sakramenter som midler skænkes Helligånden, der skaber tro i dem, der lytter til evangeliet - når og hvor Gud vil. Evangeliet om at Gud ikke på grund af vores fortjenester, men på grund af Kristus retfærdiggør dem, der tror, at de modtages i nåde på grund af Kristus.

    De fordømmer gendøberne og andre, der mener, vi modtager Helligånden uden det ydre ord gennem egne forberedelser og gerninger.


      
6. Om troens frugter eller de gode gerninger
Ligeledes lærer de, at denne tro bør bære gode frugter og gøre gode gerninger, påbudt af Gud. Men på grund af Guds vilje og ikke for at sætte sin lid til, at disse gerninger fortjener retfærdiggørelse over for Gud. For syndernes forladelse og retfærdiggørelsen gribes ved tro, sådan som også Kristi ord bevidner: "Når I har gjort alt dette, skal I sige: Vi er unyttige tjenere." Sådan lærer også de gamle kirkelærere. Ambrosius siger nemlig: “Dette har Gud bestemt, at den, der tror på Kristus, er frelst, idet han uden gerninger, alene ved troen, for intet modtager syndernes forladelse.”


      
7. Om kirken
Ligeledes lærer de, at der altid vil eksistere én, hellig kirke. Men kirken er de helliges og troendes forsamling, hvor evangeliet læres ret og sakramenterne forvaltes i overensstemmelse med evangeliet. Til sand kirkelig enhed er det nok, at være enige om evangeliets lære og forvaltningen af sakramenterne. Det er ikke nødvendigt, at de samme menneskelige traditioner, ritualer eller ceremonier, der er indstiftet af mennesker, findes overalt. Som Paulus siger: “Én tro, én dåb, én Gud og alles fader og så videre”.


      
8. Om nådemidlernes kraft, når de forvaltes af onde
Kirken i egentlig forstand er en forsamling af hellige og sandt troende, men er i dette liv sammenblandet med mange hyklere og onde. Derfor er det tilladt at benytte sakramenter, der forvaltes af onde. Som Kristus siger: “De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses’ lærestol osv.” Og både sakramenterne og ordet er virksomme på grund af Kristi indstiftelse og befaling, selvom de forvaltes af onde.
    De fordømmer donatisterne og lignende, der benægter, at det er tilladt at gøre brug af onde menneskers tjeneste, og som mener, de ondes tjeneste er unyttig og uvirksom.


      
9. Om dåben
Om dåben lærer de, at den er nødvendig til frelse og at Guds nåde skænkes i dåben. Og man bør også døbe børnene, som modtager Guds nåde, når de i dåben overgives til ham.
    De fordømmer gendøberne, der ikke anerkender barnedåben og forsikrer, at børnene bliver frelst uden dåb.

 

10. Om nadveren
Om nadveren lærer de, at Kristi legeme og blod virkelig er til stede og gives til deltagerne under måltidet. Og de misbilliger dem, der lærer anderledes.


      
11. Om skriftemålet
Om skriftemålet lærer de, at den personlige sjælesorg med tilsigelse af syndernes forladelse bør bevares i kirken. Det er dog ikke nødvendigt, at opregne alle fejltrin. Det er nemlig umuligt ifølge Salme 19: “Hvem kender sine fejltrin.”


      
12. Om boden
Om boden lærer de, at dem, der falder i synd efter dåben, altid kan få syndernes forladelse, hvis de omvender sig. Og kirken bør tilsige syndsforladelse til dem, der gør bod. Helt nøjagtig består boden af to stykker: Det ene er anger eller den angst, samvittigheden mærker, når synden erkendes. Det andet er tro, som bliver til ved evangeliet eller syndsforladelsen. Det er en tro, der tror, at synderne forlades på grund af Kristus og som trøster samvittigheden og befrir fra angsten. Derefter bør de gode gerninger følge, som er en frugt af boden.
    De fordømmer gendøberne, der benægter, at de, der én gang er retfærdiggjorte, kan miste Helligånden. Også dem, der påstår, at nogle allerede her i livet kan nå et så højt stade, at de ikke længere kan falde i synd.
    Også novatianerne fordømmes, som ikke vil tilsige syndsforladelse til dé bodfærdige, der er faldet i synd efter dåben.
    Også de forkastes, der ikke lærer, at vi opnår syndernes forladelse ved tro, men i stedet henviser os til at optjene nåde ved vores bodsydelser.


      
13. Om sakramenternes brug
Om sakramenternes brug lærer de, at de ikke er indstiftet blot for at være ydre kendetegn blandt mennesker, men meget mere for at være tegn og vidnesbyrd om Guds sindelag mod os. Indstiftet for at vække og styrke troen i dem, der bruger sakramenterne. Derfor bør sakramenterne bruges sådan, at troen kommer til. Den tro, der tror de løfter, der gives og tydeliggøres i sakramenterne.
    De fordømmer derfor dem, der lærer, at sakramenterne retfærdiggør blot ritualet udføres og som ikke lærer, at der ved brugen af dem fordres en tro, der tror, at synderne forlades.


      
14. Om den kirkelige ordning
Om den kirkelige ordning lærer de, at ingen bør lære offentligt i kirken eller forvalte sakramenterne uden at være kaldet på ret vis.


      
15. Om de kirkelige skikke eller de menneskelige traditioner
Om de kirkelige skikke lærer de, at de skikke bør blive, hvor det kan ske uden synd, og som tjener til god ro og orden. Det gælder helligdage, fester og lignende.
    Vi minder dog om, at samvittigheden ikke skal bekymre sig om disse ting, da de ikke er frelsesnødvendige. Vi minder også om, menneskelige traditioner, indstiftet for at forsone Gud, fortjene nåde og udbedre synden, strider mod evangeliet og troen. Derfor er traditioner om specielle spiser og dage osv. og løfter, der er indstiftet for at fortjene nåde og godtgøre synden, unyttige og stridende mod evangeliet.


      
16. Om samfundsordningen
Om samfundsordningen lærer de, at de offentlige instanser er Guds gode gerninger. Derfor er det også tilladt kristne at have job i det offentlige, som dommer at dømme efter statens og andre gældende love, og at fastsætte passende straffe. At deltage i uundgåelige krige og være soldat. Indgå redelige handelsaftaler, have ejendom, aflægge ed på forlangende og gifte sig.
    De fordømmer gendøberne, der forbyder kristne disse offentlige hverv. De fordømmer også dem, der ikke lader den evangeliske fuldkommenhed bestå i gudsfrygt og tro, men i at afsondre sig fra samfundet. Evangeliet lærer nemlig en evig retfærdighed i hjertet og afviser ikke den almindelige samfundsorden og familielivet. Tværtimod bør de bevares som Guds ordninger, hvor næstekærligheden skal praktiseres. Derfor bør kristne nødvendigvis adlyde landets love - med mindre der befales at synde. Man bør nemlig adlyde Gud mere end mennesker, ApG 5.


      
17. Om Kristi genkomst til dom
Ligeledes lærer de, at Kristus skal komme synligt til dom ved verdens afslutning. Han vil opvække alle døde. De retfærdige og udvalgte vil han give evigt liv og glæde uden ophør. De ugudelige mennesker og djævlene vil han idømme evig straf.
    De fordømmer gendøberne, der mener, at de fordømte menneskers og djævles straffe vil få ende. De fordømmer også dem, der nu udbreder jødiske teorier om, at de fromme skal få verdensherredømmet før de dødes opstandelse og efter at de ugudelige er nedkæmpet overalt.


      
18. Om den frie vilje
Om den frie vilje lærer de, at menneskets vilje har en vis frihed til at leve ordentligt udadtil og foretage valg i de ting, fornuften forstår. Men uden Helligånden har vi ikke magt til at præstere den retfærdighed, der gælder for Gud, den åndelige retfærdighed. Et sjæleligt menneske begriber nemlig ikke det, der hører Guds Ånd til. Det sker kun i de hjerter, hvor Helligånden modtages gennem ordet.
    Det er nøjagtig hvad Augustin siger i 3. bog af Hypognosticon: “Vi indrømmer, at alle mennesker har en fri vilje, da de har fornuftens brug. Uden Guds hjælp formår de dog intet i de ting, der har med Gud at gøre, men alene hvad angår dette liv, såvel gode som onde handlinger. Med gode handlinger mener jeg, de ting, der stammer fra den gode natur, som at ville arbejde, spise og drikke, have venner, tøj, hjem og familie, avle kvæg, uddanne sig til noget godt, i det hele taget at ville noget godt i de ting, der hører dette liv til. Alt dette sker dog ikke uden guddommelig bistand, for af Ham og ved Ham består det og blev det til. Med onde handlinger mener jeg, at ville dyrke afguder, være morder og så videre.
    De fordømmer pelagianerne og andre, som lærer, at vi kan elske Gud over alle ting, alene ved hjælp af vores naturlige evner og uden Helligåndens hjælp. Og at vi kan holde Guds bud, hvad selve handlingerne angår. For selvom vores natur til dels kan gøre de ydre gerninger - som at holde hånden tilbage fra at begå tyveri og mord - så kan vi dog ikke fremkalde de indre affekter som frygt for Gud, tillid til Gud, mådehold, tålmodighed og så videre.


      
19. Om syndens årsag
Om syndens årsag lærer de, at selvom Gud skaber og opholder naturen, så er syndens årsag dog at søge i viljen hos de onde, det vil sige Djævelen og de ugudelige. Når Gud ikke står dem bi, vender de sig fra ham, som Kristus siger i Johannes 8: “Når han taler løgn, taler han af sit eget”.


      
20. Om de gode gerninger – udførlig forklaring
Med urette anklages vores folk for at forbyde gode gerninger. For bøger, der gennemgår De Ti Bud og lignende, viser, at de lærer gavnligt om alle samfundsmæssige relationer og hvilke gerninger, der i de forskellige forhold i livet er Gud til behag. Dette blev tidligere kun sjældent nævnt. I stedet fremhævede man barnlige og unødvendige gerninger som specielle helligdage, fastedage, munkeordener, valfarter, helgendyrkelse, bederemme, munkevæsenet og lignende.
    Alt dette er vore modstandere nu holdt op med, efter at de er blevet belært, så de ikke længere nævner disse ting så meget som før. Ja, de begynder endda at nævne troen, som før blev forbigået i største tavshed. De lærer os, at vi ikke retfærdiggøres alene ved gerninger, men forbinder tro og gerninger og lærer os, at vi retfærdiggøres ved tro og gerninger tilsammen. Denne lære er lettere at tolerere end den forrige og kan bringe mere trøst end deres tidligere lære.
    Læren om troen, som bør have den mest betydningsfulde plads i kirken, har altså længe ligget hengemt som ukendt. Alle må jo nødvendigvis indrømme, at der i forkyndelsen har hersket total tavshed om den retfærdiggørende tro og alene læren om gerninger har lydt i kirken. Derfor underviser vi om troen således:
    Først og fremmest at vore gerninger ikke kan forsone Gud eller fortjene syndernes forladelse, nåde og retfærdiggørelse. Det opnås kun ved tro, når vi tror, at vi modtager nåde på grund af Kristus, som alene er sat frem som fredsmægler og sonoffer ved hvem Faderen forsones. Den, der således stoler på at fortjene nåde ved hjælp af gerninger, ringeagter Kristi fortjeneste og nåde, og forsøger uden om Kristus at finde en vej til Gud via menneskelige kræfter. Og det skønt Kristus har sagt om sig selv: “Jeg er vejen, sandheden og livet”.
    Denne lære om troen behandles overalt hos Paulus. Således i Efeserbrevet 2: “Af nåde er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv; Det er Guds gerning, ikke ved gerninger”, og så videre. Og for at ingen skal komme med spidsfindigheder om, at vi bringer en helt ny tolkning af Paulus, har hele denne sag kirkefædrenes vidnesbyrd. For Augustin forsvarer nåden og troens retfærdighed over for gerningernes fortjeneste i mange af sine skrifter. Det samme gør også Ambrosius i sit skrift “Om hedningernes kaldelse” og andre steder. Her siger han blandt andet: “Forløsningen ved Kristus ville blive ringeagtet og de værdifulde menneskelige gerninger ville ikke underkaste sig Guds barmhjertighed, hvis retfærdiggørelsen, som sker på grund af nåde, i stedet skyldtes forudgående fortjenester. Så ville det ikke være den gavmildes foræring, men den arbejdendes løn.”
    Men selvom denne lære ringeagtes af de uerfarne, så erfarer fromme og ængstede samvittigheder dog, hvor meget trøst den bringer. Samvittigheden kan nemlig ikke stilles til ro ved nogen gerning, men alene ved tro, når den sikkert skønner, at vi på grund af Kristus har en forsonet Gud. Sådan lærer også Paulus i Romerbrevet 5: “Retfærdiggjort af tro har vi fred med Gud.” Hele denne lære må forstås ud fra den ængstede samvittigheds kamp, og hvis man ser bort fra denne kamp, bliver den uforståelig. Derfor er uerfarne og verdslige mennesker uegnede til at dømme i denne sag, hvis de forestiller sig, at den kristne retfærdighed ikke er andet end en borgerlig eller etisk retfærdighed.
    Tidligere blev samvittighederne plaget med læren om gerninger uden at høre evangeliets trøst. Nogle blev drevet ud i ørkenen, andre i kloster, hvor de håbede at fortjene nåde gennem munkelivet. Andre udtænkte andre gerninger, for derved at opnå nåde og gøre fyldest for synden. Derfor var det i højeste grad nødvendigt, at læren om troen på Kristus blev genopdaget og formidlet, så de ængstede samvittigheder ikke skulle mangle trøst, men vide at det netop er ved tro på Kristus, vi modtager nåde, syndsforladelse og retfærdiggørelse.
    Desuden minder vi om, at ordet “tro” ikke kun betegner en historisk viden, som selv de ugudelige og Djævelen kan have. Det betegner en tro, der ikke alene tror historien, men også historiens virkning, nemlig denne trosartikel: Syndernes forladelse - at vi på grund af Kristus har nåde, retfærdighed og syndernes forladelse.
    Den, som nu véd, at han på grund af Kristus har en forsonet Fader, han kender i sandhed Gud. Han ved sig at være under beskyttelse og påkalder Gud. Han er ikke uden Gud, som hedningerne er. For Djævelen og de ugudelige kan ikke tro denne trosartikel: Syndernes forladelse. Derfor hader de Gud som en fjende. De påkalder ham ikke og venter sig intet godt af ham. Også Augustin minder sine læsere om ordet “tro” på samme måde. Han siger, at ordet “tro” ikke bruges om viden, som også kan være i de ugudelige, men om tillid. Den tillid, der trøster og oprejser det ængstede sind.
    Dernæst lærer vi, at man nødvendigvis må gøre gode gerninger. Ikke for at stole på, at vi derved fortjener nåde, men af hensyn til Guds vilje. For det er alene ved tro, vi griber syndernes forladelse og nåden. Og fordi vi ved tro modtager Helligånden, fornys hjertet nu og frembringer nye rørelser, så vi kan gøre gode gerninger. Således siger Ambrosius nemlig: “Det er troen, der er mor til de gode viljer og de rette gerninger”. For uden Helligånden er de menneskelige kræfter fyldt af ugudelige affekter og alt for svage til at gøre gerninger, der er gode i Guds øjne. Dertil kommer at de er i Djævelens magt, der driver mennesker til alle slags synder, til ugudelige meninger og åbenlyse laster Det kan ses hos filosofferne, der selv har bestræbt sig på at leve et korrekt liv og alligevel ikke har formået det., men er blevet besmittet med alle slags åbenlyse laster. Så dybt svækket er mennesket, når det er uden tro og Helligånd, og alene er henvist til egne kræfter.
    Det fremgår således klart, at denne lære ikke bør anklages for at forhindre gode gerninger, men meget snarere roses for at vise, hvordan vi bliver i stand til at gøre gode gerninger. For uden tro kan den menneskelige natur på ingen måde opfylde det første og andet bud. Uden tro påkalder vi ikke Gud, forventer intet fra ham, accepterer ikke korsets modgang, men søger menneskelig hjælp og sætter vores lid til den. Og hjertet styres af alle slags lyster og menneskelige meninger, når troen og tilliden til Gud er væk. Derfor siger også Kristus: “Uden mig kan I slet intet gøre”, Johannes 15. Og kirken synger: “Uden din guddomskraft er der intet godt i mennesket, intet er uden synd.”

 

21. Om helgendyrkelsen
Om helgendyrkelsen lærer de, at man kan omtale helgenernes historie, for at man kan efterfølge deres tro og gode gerninger i forskellige livsforhold. Således kan Kejseren efterfølge David, når der føres krig for at holde fjenden ude af landet - de er jo begge regenter. Men Skriften lærer intet om at påkalde helgenerne eller søge hjælp hos dem. For der er kun én eneste Kristus, som er givet os som fredsmægler, sonoffer, ypperstepræst og talsmand. Det er ham, vi bør påkalde. Og det er ham, der har lovet, at ville høre vores bønner. Og en sådan dyrkelse godtages i højeste grad, nemlig at vi påkalder ham i al nød. Som Johannes skriver i sit Første Brev, kapitel 2: “Hvis vi synder, har vi en forsvarer hos Gud osv.”

  
Dette er grundessensen af vores lære. Som man kan se, indeholder den intet, der ikke stemmer overens med Skriften eller den almindelige kirke eller den romerske kirke, sådan som den fremstår i de skriftlige kilder. Og når det forholder sig sådan, er det urimeligt at anse os for vranglærere. Der er ganske vist uenighed om forskellige misbrug, der har indsneget sig i kirken med tvivlsom begrundelse. Og selvom der skulle være nogen forskel i disse ting, burde biskopperne se på det med mildhed og tolerance i lyset af vores bekendelse, som vi netop har fremlagt. End ikke kirkelovene er så strenge, at de forlanger ens ritualer overalt, for der har aldrig været de samme ritualer overalt i kirkerne. Desuden bliver mange af de gamle ritualer omhyggeligt bevaret hos os. Det er nemlig falsk beskyldning, at vi skulle have afskaffet alle de gamle ceremonier og ordninger i kirken. Men der har været mange beklagelser over de misbrug, der har heftet sig ved nogle af de almindelige ritualer. Og dem, man ikke kunne beholde med god samvittighed, har vi ændret en smule.





Anden del

 

Artikler, der gennemgår de rettede misbrug



Indledning

Menighederne hos os afviger altså ikke fra den almindelige kirke i nogen trosartikel, men har alene udeladt enkelte misbrug. Misbrug, der en nye og som er indført på grund af tidernes skiften, stik imod kirkelovenes hensigt. Vi beder derfor Deres kejserlige Majestæt høre tålmodigt på, både hvilke misbrug, vi har rettet og af hvad grund, vi ikke har villet tvinge folk til at bevare disse misbrug imod deres samvittighed. Deres Majestæt skal ikke tro dem, der spreder de mest besynderlige beskyldninger blandt folk, for at vække menneskers had mod os. Det er sådan, de fra begyndelsen har skabt irritation blandt velmenende mennesker og lagt grunden til denne strid. Og på samme facon forsøger de nu at øge uenigheden. Men Deres kejserlige Majestæt vil uden tvivl kunne konstatere at både vores lære og vores ceremonier har en bedre udformning end disse fjendske og ondsindede menneskers gengivelse. Desuden finder man ikke sandheden gennem løse rygter eller modstandernes sladder. Derimod er det let at se, at man intet bedre kan gøre for at bevare respekten for ceremonierne og fremme gudsfrygt og fromhed blandt folk, end når ceremonierne foregår korrekt i kirkerne.


      
22. Om nadverens to forskellige skikkelser
Ved nadveren modtager de almindelige kirkegængere nadversakramentet under begge former. Denne skik følger nemlig Herrens befaling ifølge Matthæus 26: “Drik alle heraf.” Her har vi en klar befaling fra Kristus om, at alle skal drikke af bægret. Og ingen skal komme med udflugter om, at det kun angår præsterne. I Paulus’ Første brev til Korintherne har vi nemlig et eksempel, der viser at hele menigheden fik nadveren i begge former.
    Og denne skik holdt sig længe i kirken. Man ved ikke hvornår eller af hvem denne skik er ændret, men alene at kardinal Cusanus skriver, hvornår ændringen blev godkendt. Cyprian bevidner flere steder, at blodet blev givet til folket. Det samme bevidner Hieronymus, som siger: "Præsterne forvalter nadveren og uddeler Kristi blod til folkene." Ja, pave Gelasius forordner, at nadveren ikke må deles (Kirkelovene, del 2, Om nadverens indvielse).
    Først ved en sædvane, der ikke er særlig gammel, er det blevet ændret. Men det står fast, at en sædvane, der er indført imod Guds befalinger, ikke bør godkendes, som kirkelovene siger (Del 8, Om sandheden). Og denne sædvane er ikke alene indført imod Skriften, men også imod de gamle kirkelove og de kirkehistoriske eksempler. Når nogle derfor foretrækker at bruge nadveren under begge skikkelser, burde man ikke hindre dem mod deres samvittighed.
    Og da opdelingen af nadveren ikke stemmer med Kristi indstiftelse, plejer man hos os at udelade den procession, der hidtil har fundet sted.


      
23. Om præsternes ægteskab
Der har været offentlig klage over eksempler på præster, der ikke har kunnet overholde cølibatet. Derfor skulle pave Pius også have sagt, at der er gode grunde til at forbyde præsters at gifte sig, men der er langt flere til at tillade dem at indgå ægteskab – sådan berette Platina nemlig.
    Da præsterne derfor hos os har villet undgå offentlige skandaler, har de giftet sig og lærer, at det er præster tilladt at indgå ægteskab. For det første fordi Paulus siger: ”Enhver skal have sin egen ægtefælle for at undgå utugt.” Og ligeledes: ”Det er bedre at gifte sig, end at brænde af begær.” For det andet siger Kristus i Matthæus 19: ”Ikke enhver kan fatte denne sag.” Dermed lærer han, at ikke enhver er egnet til at leve i cølibat, fordi Gud har skabt os som seksuelle væsner, Første Mosebog 1. Og det står ikke i mennesket magt at ændre vores natur, uden ved en særskilt gave og indgreb fra Guds side. Derfor bør de, der ikke kan leve seksuelt afholdende, indgå ægteskab. For ingen menneskelig lov eller noget løfte kan ophæve Guds befaling og ordning. Det er grundene til, at præsterne lærer, at det er tilladt dem at gifte sig.
    Det er også en kendsgerning, at præsterne i den gamle kirke var gift. For Paulus siger i Første Timotheusbrev 3, at man skal vælge en, der er gift, til biskop. Og desuden er det først 400 år siden, præsterne med magt blev tvunget ind i cølibatet her i Tyskland. Og det med en sådan modstand, at ærkebiskoppen af Mainz nær var blevet slået ihjel af de vrede præster i de tumulter, der opstod, da han skulle kundgøre pavens bekendtgørelse. Og ordningen blev gennemført så brutalt, at man ikke alene forbød fremtidige ægteskaber, men endog opløste allerede indgåede ægteskaber, imod al guddommelig og menneskelig ret. Ja, endda imod kirkelove, der er vedtaget af både paverne og på nogle af de mest kendte kirkemøder.
    Og da den menneskelige natur lidt efter lidt bliver skrøbeligere som verden ældes, må man passe på, at der ikke sniger sig flere laster ind i Tyskland. Nu har Gud indstiftet ægteskabet som en hjælp mod vores skrøbelighed. Selv kirkelovene siger, at man undertiden må svække tidligere tiders strenghed som tiden går på grund af mennesket skrøbelighed. Og det var ønskeligt, at det kunne ske under disse forhandlinger. Ellers ser det ud til, at menighederne for fremtiden kommer til at mangle præster, hvis ægteskabet fortsat forbydes.
    Nu har vi altså Guds befaling og kender kirkens tidligere praksis. Og det urene cølibat har frembragt mange skandaler, ægteskabsbrud og andre forbrydelser, som fortjener retskafne myndigheders straf. Man må derfor undre sig over, at der på ingen andre områder udøves så stor strenghed som i forbindelse med præsters ægteskab. Gud befaler, at man skal holde ægteskabet i ære. Og lovene i alle velordnede stater, endog hos hedningerne, smykker ægteskabet med den største ære. Men her eksekverer man dødsstraf, og det endda på præsterne direkte i strid med kirkelovene – og det af ingen anden grund end at de har giftet sig. Paulus kalder det dæmoners lærdom at forhindre ægteskab, 1 Timotheus 4. Det forstår man godt nu, hvor forbudet mod ægteskab håndhæves med disse metoder.
    Men lige så lidt som nogen menneskelig lov kan ophæve Guds befaling, lige så lidt kan noget løfte gøre det. Derfor tilråder Cyprian også, at de kvinder, der ikke kan overholde deres løfte om cølibat, skal gifte sig. Hans ord lyder således i bind 1, brev nr. 11: ”Hvis ikke de vil eller kan overholde løftet, er det bedre, at de gifter sig, end at de falder i ilden ved deres lyster; og de må ikke være deres brødre og søstre til forargelse.”
    Ja, selv kirkelovene tillader en vis lempelse hos dem, der har aflagt løfter, inden de blev voksne. Og det har hidtil være det mest almindelige.


      
24. Om gudstjenesten
Det er falsk anklage, at vores menigheder skulle have afskaffet gudstjenesten. Vi har nemlig bevaret gudstjenesten og holder den med største ærbødighed. Vi anvender også de fleste almindelige ceremonier. Blot blander vi de latinske salmer med enkelte tyske af hensyn til den jævne mands undervisning. For ceremonierne har først og fremmest det formål at undervise de ukyndige. Og ikke alene Paulus befaler, at man skal bruge et sprog folk forstår i kirken, men det er også en anerkendt menneskeret.
    Folk har vænnet sig til at gå til nadver sammen, når de har behov for det. Hvilket også fremmer ærefrygten og den religiøse bevidsthed over for de almindelige ceremonier. Ingen får nemlig adgang til nadveren uden først at have været til samtale. Og de bliver mindet om sakramenternes værdi og rette brug. Hvilken trøst de bringer ængstede samvittigheder. Så man lærer at tro på Gud og søge og forvente al godt af ham. En sådan tilbedelse behager Gud og en sådan brug af sakramenterne fremmer gudsfrygten. Man finder således ikke større religiøs andagt i vores modparts gudstjeneste end i vores.
    Og det står fast, at ærlige mennesker længe og offentligt har beklaget, at gudstjenesten er blevet skammeligt vanhelliget, blot for at tjene penge. Det er nemlig ingen hemmelighed, hvor udbredt dette misbrug har været i alle kirker. Man har blot holdt gudstjeneste på grund af indtægterne og andre goder. Stik mod kirkelovenes bestemmelser. Men Paulus advarer alvorligt den, der behandler takkemåltidet uværdigt: “Hvis nogen spiser brødet eller drikker af Herrens bæger på uværdig måde, så gør han sig skyldig over for Herrens legeme og blod.” Og siden præsterne er blevet advaret mod denne synd, holdes der næsten ingen privatgudstjenester, da de kun blev hold på grund af indtjeningen.
    Biskopperne har ikke været uvidende om dette misbrug. Og hvis de havde rettet det i tide, kunne denne strid være undgået. Ved deres laden stå til har de også tidligere være skyld i, at mange unoder har listet sig ind i kirken.  Først nu begynder de at klage over kirkens dårlige tilstand. Men den har netop sin grund i disse misbrug, der er så tydelige, at de ikke i længden kunne tolereres. Stor uenighed om gudstjenesten og nadveren er fremkommet. Måske som straf for at gudstjenesten i så mange århundrede er blevet vanhelliget af dem, der burde have rettet det, og som også havde magten til det. For i De Ti Bud står der: “Gud lader ikke den ustraffet, der misbruger hans navn.” Og fra verdens begyndelse er der næppe noget guddommeligt, der er blevet misbrugt til indtægtskilde som gudstjenesten.
    Hertil kommer en opfattelse, der har forøget privatgudstjenesterne i det uendelige, nemlig at Kristus ved sin lidelse ganske vist har gjort fyldest for arvesynden, men derudover har indstiftet nadveren for at udslette de daglige fejltrin, både de store og de små. Det førte videre til den gængse mening, at nadveren er en handling, der udsletter synden, både for de mennesker, der lever og for dem, der er døde, blot ved at nadverritualet gennemføres. Dernæst begyndte man så at diskutere, om en nadverhandling, som flere har betalt for at få udført, gavnede lige så meget som, hvis den kun blev udført for én betalende. Denne debat udmundede i de talløse nadverfejringer.
    Mod disse opfattelser har vi påpeget, at de strider mod Skriften og forringer betydningen af Kristi lidelse. For Kristi lidelse var et offer og godtgørelse, ikke alene for arvesynden, men også for alle slags andre synder. Som det siges i Hebræerbrevet: “Vi er blevet helligede ved Kristi offer én gang for alle.” Og: “Med et eneste offer har han for altid fuldkommengjort dem, der helliges.”
    Desuden lærer Skriften, at vi retfærdiggøres for Gud ved tro på Kristus, idet vi tror, vi får syndernes forladelse på grund af Kristus. Men hvis det nu var sådan, at nadveren udslettede både de levendes og dødes synder blot ved at nadverritualet blev udført, så ville følgen jo være, at vi retfærdiggøres ved nadverritualets udførelse og ikke ved tro. Men en sådan opfattelse tillader Skriften ikke.
    Og Kristus befaler, at vi skal holde nadveren til han ihukommelse. Altså er nadveren indstiftet, for at troen hos den, der deltager i nadveren, skal lægge sig på sinde, hvilke velgerninger den modtager fra Kristus, og således oprejse og trøste den ængstede samvittighed. For dette er at mindes Kristus, at mindes han velgerninger, og betænke at de virkelig skænkes os. Det er ikke nok, at mindes historien, som også jøderne og de ugudelig kan gøre. Nadveren er altså indstiftet med det formål, at sakramentet her gives til dem, der trænger til trøst. Som Ambrosius siger: Fordi jeg altid synder, har jeg altid behov for medicinen.”
    Når nu nadveren er en sådan fælles modtagelse af sakramentet, så holder vi én fælles højmesse på alle søndage og helligdage, og ellers når nogen har brug for nadveren. Her rækkes nadveren til dem, der ønsker det. Og det er ingen ny skik. For kirkefædrene før Gregorius nævner ingen privatgudstjenester, men ofte fællesgudstjenester. Chrysostomus siger således: “Præsten står dagligt for alteret, og nogle giver han adgang til nadveren, men andre holder han borte.” Også i de gamle kirkelove fremgår det, at kun én har forvaltet nadveren og at de øvrige præster og diakoner har modtaget Herrens legeme. Således står der nemlig i den nikænske kirkelov: “Efter præsterne skal diakonerne ifølge god orden modtage den hellige nadver af biskoppen eller præsten.” Og angående nadveren befaler Paulus, at folk skal vente på hinanden, så det bliver et fælles måltid.
    Når højmessen hos os altså har eksempler fra kirkens historie på sin side, både i Skriften og hos kirkefædrene, så er vi overbevist om, at ingen vil forkaste den. Især ikke når vi stadig bruger de fleste almindelige ceremonier. Kun har vi skåret ned på antallet af gudstjenester på grund af de helt åbenlyse misbrug. Heller ikke alle de store menigheder havde før i tiden gudstjeneste hver dag. Det fremgår af historiebøgerne (Historia Tripartia, bind 9, kapitel 38): “I Alexandria oplæses Skriften hver onsdag og fredag, og lærerne forklarer det, ligesom ved en normal gudstjeneste, blot er der ikke nadver.”


      
25. Om skriftemålet
Skriftemålet er ikke afskaffet i vores kirker. Ingen plejer nemlig at modtage nadveren, inden de har været til samtale og har fået tilsagt syndernes forladelse. Og folk bliver omhyggelig påmindet om troen på den tilsagte syndsforladelse, om hvilken der førhen var total tavshed. De påmindes om at skatte den tilsagte syndsforladelse højt. Den er nemlig Guds stemme og udtales på hans befaling. Denne fuldmagt med nøglen til syndernes forladelse holder vi i ære og fremhæver hvilken trøst, den bringer ængstede samvittigheder. Vi pointerer, at Gud fordrer tro, så vi tror på den tilsagte syndsforladelse som var det en røst, der lød til os fra selve Himlen. En sådan tro modtager og får virkelig syndernes forladelse. Førhen rostes de fyldestgørende gerninger grænseløst, mens troen, Kristi fortjeneste og retfærdiggørelsen af tro ikke blev nævnt med et ord. Så på dette punkt bør vi slet ikke bebrejdes. Ja, selv vores modpart er nødt til at indrømme, at læren om boden bliver omhyggelig behandlet og fremlagt af os.
    Men om selve syndsbekendelsen lærer vi, at opregningen af alle ens fejltrin ikke er nødvendig. Samvittigheden skal ikke bebyrdes med en sådan præcis optælling af alle fejl. Det er jo umuligt, at huske alle fejltrin. Som Salme 19 bevidner: “Hvem lægger mærke til alle fejltrin?” Og ligeledes Jeremias, kapitel 17: “Menneskets hjerte er svigefuldt og uudforskeligt.” Så hvis vi kun fik tilgivelse for de synder, vi kunne huske, ville samvittigheden aldrig få ro. Der er jo så mange synder, vi hverken opdager eller kan huske. Også kirkefædrene siger, at opregningen af alle synder ikke er nødvendig. Således anføres Chrysostomus i en skrivelse: “Jeg siger ikke, du skal anklage dig selv offentligt eller hos en anden, men at du skal adlyde profeten, der siger: åbenbar din vej for Herren. – Bekend altså dine synder for Gud, den sande dommer, under bøn. Fortæl din fejltrin, ikke med munden, men som samvittigheden minder dig.” Og i afsnittet om boden, kapitel 5, indrømmes det, at syndsbekendelsen er en menneskelig bestemmelse. Men som sagt beholder vi skriftemålet hos os, først og fremmest på grund af syndstilgivelsens værdi, men også på grund af samtalens andre fordele.


      
26. Om at gøre forskel på mad – og om menneskelige traditioner
Det har ikke alene været en almindelig opfattelse blandt folk, men er også blevet lært i kirkerne, at det at gøre forskel på mad og andre menneskelige påfund, er ting, der tjener til at fortjene nåde og gøre fyldest for synden. At det har været gængs mening fremgår af alle de nye ceremonier, ordener, helligdage og spiseregler, man dagligt har opfundet. Og kirkens lærere har pålagt disse ting som nødvendige for at fortjene nåden. Og skræmt dem, der undlod disse ting. På baggrund af dette syn på traditionerne er der opstået megen uenighed i kirken.
    For det første har det fordunklet læren om nåden og troens retfærdighed, som er hovedsagen i evangeliet. Det er den, der først og fremmest bør dominere og lyse op i kirken, så Kristi fortjeneste kan kendes ret og den tro, der tror, at synderne forlades os på grund af Kristus, bliver sat langt over alle gerninger. Det er også derfor, Paulus lægger så stor vægt på dette punkt. Han skubber loven og de menneskelige traditioner til side og viser os, at den kristne retfærdighed er noget helt andet end sådanne gerninger. Det er nemlig en tro, der tror, at synderne forlades os gratis på grund af Kristus. Men dette hovedpunkt hos Paulus er næsten blevet helt tværet ud på grund af den opfattelse af traditionerne, at man ved at gøre forskel på mad og lignende ting kan opnå nåde og retfærdighed. I læren om boden blev troen ikke nævnt med et ord. Det var alene de fyldestgørende gerninger, der blev fremhævet, som om hele boden alene drejede sig om det.
    For det andet har disse menneskelige traditioner overskygget Guds bud, fordi traditionerne sættes højere. Som om hele kristendommen gik ud på at overholde bestemte helligdage, ritualer, spiseregler og tøjsmag. Overholdelsen af disse ting havde endda så fine benævnelser som at være et åndeligt liv, ja et fuldkomment liv. Mens Guds befalinger i de almindelige livsforhold ingen ros fik. At en far sørgede for sin familie, at en mor passede sine børn, at en fyrste styrede de offentlige sager, det anså man for verdslige og ufuldkomne handlinger, der stod langt under overholdelsen af disse strålende traditioner. Og denne vildfarelse var en hård plage for de fromme samvittigheder, der var bedrøvet over at skulle leve et sådan ufuldkomment liv i ægteskabet, som offentlig ansat eller et andet almindeligt arbejde. De beundrede munkene og den slags, og mente, at deres levemåde var Gud mere tilpas.
    For det tredje blev samvittighederne udsat for en stor risiko på grund af traditionerne. Det var nemlig umuligt at overholde alle disse ting, men alligevel anså man det for en strengt nødvendig gudsdyrkelse. Pariserteologen Gerson fortæller, hvordan mange var blevet fortvivlet og havde taget deres eget liv, fordi de indså at de ikke kunne overholde alle disse traditioner. Og der lød ingen trøst til dem om troens retfærdighed og nåde.
    Man kan se, hvordan de systematiske teologer har forsøgt at samle traditionerne for at lette byrderne for samvittigheden. Det er dog ikke lykkes særlig godt. De har tværtimod ofte lagt store fæller for samvittigheden.
    Og universiteterne og de teologiske foreninger har haft så travlt med at sammenstille disse traditioner, at de ikke har haft tid til at beskæftige sig med Skriften. Til at udforske den langt nyttigere lære om troen, korsets modgang, håbet, det almindelige livs værdi og samvittighedens trøst i svære prøvelser. Derfor har også Gerson og andre teologer fremført alvorlige klager over, at de på grund af drøftelserne om disse traditioner er blevet hindret i at beskæftige sig med lang vigtigere lærepunkter. Og Augustin fraråder at besvære samvittigheden med overholdelsen af traditionerne og understreger at det er ligegyldige ting. Sådan skriver han nemlig til en person ved navn Januarius.
    Man skal altså ikke tro, at vi har taget dette emne op uden vægtige grunde eller af had til biskopperne, som nogen falsk anklager os for. Det har været strengt nødvendigt på grund af de fejlopfattelser, der er udsprunget fra et misforstået syn på traditionerne. For evangeliet nøder os til at lægge vægt på læren om nåden og troens retfærdighed i kirken. Og den kan ikke forstås, hvis folk tror, de skal fortjene nåden ved overholdelse af selvvalgte gerninger.
    Vi lærer derfor, at overholdelsen af menneskelige skikke ikke kan fortjene nåde eller retfærdighed. Derfor må man heller ikke mene, disse overholdelser er nødvendig for gudsdyrkelsen.
    Vi tilføjer dokumentation fra Skriften: I Matthæus 15 undskylder Kristus apostlene, at de ikke overholder de sædvanlige skikke. Det drejer sig om noget, der ikke var påbud, men en frivillig mellemting, som dog havde forbindelse til Moselovens renselser. Kristus siger da: “De dyrker mig forgæves med menneskelige bud”. Han forlanger altså ikke en unødvendig religiøsitet. Og umiddelbart efter fortsætter han: “Intet af det, vi indtager, gør os urene.” Det samme står der i Romerbrevet 14: “Guds rige har intet at gøre med, hvad man spiser og drikker.” Og i Kolossenserbrevet 2: “Lad ingen dømme jer på grund af mad, drikke og bestemte helligdage.” For: “Når I med Kristus er døde fra verdens børnelærdom. Hvorfor opfører I jer så, som om I retter jer efter verdens regler: rør ikke, spis ikke, deltag ikke i.” Og i Apostlenes Gerninger 15 siger Peter: “Hvorfor frister I Gud ved at lægge et åg på disciplenes skuldre, som hverken vi selv eller vores fædre formåede at bære. For vi tror, vi frelses ved vor Herre Jesu Kristi nåde på samme måde som dem.” Her forbyder Peter, at bebyrde samvittighederne med flere skikke, hvad enten de er hentet fra Moseloven eller andre steder.
Og i Første Timotheusbrev 4 kaldes spiseregler for “dæmoners lærdomme”, fordi det strider mod evangeliet at indstifte og overholde sådanne gerninger for ved dem at fortjene nåde, eller som om man ikke kunne være kristen uden disse skikke.
    Her indvender vores modpart, at vi forbyder selvdisciplin og undertvingelse af det gamle kød, ligesom den oldkirkelige munk Jovinianus. Men i vores bøger vil man kunne se, at det forholder sig anderledes. Vi har nemlig altid undervist om korset, at de kristne skal holde ud i modgang. Det er en sand og virkelig dødelse og ikke en opdigtet, at modnes gennem al slags modgang og blive korsfæstet med Kristus.
    Desuden lærer vi, at enhver kristen har pligt til at opøve og disciplinere sig gennem ydre tugt eller legemlige øvelser og almindeligt arbejde, så ikke nydelse eller lediggang skal give anledning til synd. Og denne ydre disciplin bør finde sted altid, ikke kun sommetider eller på bestemte dage. Som Kristus siger: “Pas på at jeres legeme ikke bliver svækket på grund af beruselse.” Og: “Den slags dæmoner kan kun uddrives ved faste og bøn.” Og Paulus siger: “Jeg holder mit legeme i tømme, så det er rede til tjeneste.” Her ses klart, at han ikke tæmmer sit legeme for at optjene syndernes forladelse ved en sådan disciplin, men for at kroppen skal være lydig og skikket til åndelige ting og til at udføre de opgaver, hver især har. Vi forkaster således ikke faste, men kun de traditioner, der kræver, at det sker på bestemte dage og med bestemt slags mad, og som udsætter samvittigheden for fare som om disse ting skulle være en nødvendig del af gudsdyrkelsen.
    Vi har også bevaret mange af de traditioner, der tjener til en vis orden i kirken, såsom læsningen af de faste prædiketekster og fejringen af de normale helligdage. Men samtidig understreges det, at sådanne ting ikke retfærdiggør for Gud, og at man ikke synder ved at undlade disse ting, hvor det kan ske uden forargelse. Denne frihed over for traditionerne var heller ikke ukendt for kirkefædrene. I østkirken fejrede man nemlig påsken på et andet tidspunkt end i Rom. Og da romerkirken anklagede østkirken for kirkebrud på grund af denne forskel, blev de af andre kirke mindet om, at det ikke var nødvendigt, at sådanne skikke var ens alle steder. Og Irenæus siger: “Forskellige spiseregler ophæver ikke troens enighed.” Ligesom også pave Gregorius siger i kirkelovens 12. kapitel, at sådanne forskelle ikke skader kirkens enhed. Og i Tripartitas kirkehistorie, 9. bind, er der samlet en række eksempler på forskellige ritualer, med den tilføjelse: Apostlene var ikke optaget af at indføre bestemte helligdage, men at indskærpe gudsfrygt og venlighed.


      
27. Om klosterløfterne
Hvad vi lærer om klosterløfterne, forstår man bedst, hvis man husker på, hvordan der var i klostrene. Og hvor meget der stadig foregår i klostrene i strid med kirkelovene! På Augustins tid var det frie bofællesskaber. Senere da disciplinen gik i forfald, indførte man løfterne for at genoprette disciplinen ved en slags udspekuleret fængsel. Lidt efter lidt blev der føjet andre regler til klosterløftet. Og disse lænker blev lagt på mange inden de havde den rette alder, i strid med kirkelovene. Mange har også fejlagtig valgt denne levevis. For selvom de måske har haft alderen, har de dog manglet evnen til at bedømme deres egen natur. Men var de først fanget ind, var de tvunget til at blive, selvom nogle kunne være blevet løst ved hjælp af kirkelovene. Og dette foregik endda oftere i nonneklostrene end hos munkene, skønt man burde være mildere mod det svage køn. Denne strenghed mishagede også før i tiden mange gode mennesker, der så disse piger og unge mænd blive drevet i kloster blot for deres underholds skyld. De så de ulykkelige følger deres beslutning fik, de forargelser det medførte og de fælder det lagde for samvittighederne. Det bedrøvede dem, at kirkelovenes myndighed blev fuldstændig overset og tilsidesat i en så alvorlig sag.
    Til disse beklagelige forhold kom også sådanne forestillinger om løfterne, som endog mishagede munkene, i hver fald de mest forstandige af dem, det er sandt. Man lærte, at klosterløftet havde samme værdi som dåben. Man lærte, at denne levevis fortjente syndernes forladelse og retfærdiggørelse for Gud. Ja, man tilføjede endda at klosterlivet ikke alene fortjente retfærdighed over for Gud, men endog mere, fordi man ikke alene overholdt budene, men også de evangeliske råd.
    Således fremstod den mening, at klostertjenesten langt overgik dåben. Og at klosterlivet havde større værdi end et liv som offentlig ansat eller præst og lignende, hvor man lever efter Guds bud dér, hvor man er sat og uden selvvalgt religiøsitet. De kan ikke benægte det, for det står i deres bøger.
    Hvad har klostrene ikke udviklet sig til? Førhen studerede man de kristne skrifter og dygtiggjorde sig på områder, der var til gavn for menighederne. Og det var herfra man fik præster og biskopper. Nu er det anderledes, men det er ikke nødvendig at beskrive. Førhen oprettede man fællesskaber for at uddanne sig. Nu påstår de, at denne levevis er indstiftet for at erhverve nåde og retfærdighed. Ja, de forkynder, at det er den fuldkomne stand, der langt overgår alle andre former for levevis, som Gud har bestemt.
    Uden ondsindet overdrivelse har vi beskrevet dette, for at man bedre kan forstå vores lære i denne sag. For det første lærer vi om ægteskabet, at det er tilladt for alle, der ikke er skikket til at leve ugift, at indgå ægteskab. Klosterløftet kan nemlig ikke tilsidesætte Guds ordning og befaling. Og dette er Guds befaling: For at undgå utugt skal enhver have sin egen ægtefælle. Ja, det er ikke alene en befaling, men også Guds skabelse og bestemmelse driver alle dem ind i ægteskabet, der ikke er undtaget ved en særskilt nådegave. For Gud siger jo: “Det er ikke godt for mennesket at være alene.” Dem, der følger Guds bestemmelse og befaling, synder altså ikke. Hvem kan indvende noget mod dette? Hvor meget man end fremhæver klosterløftets forpligtelse, formår man dog ikke at tilsidesætte Guds befaling.
Kirkelovene lærer selv, at intet løfte må være i strid med en højere ret. Langt mindre gælder da klosterløftet over for Guds befaling.
    Hvis de aflagte løfter var absolut bindende, så intet kunne ophæve dem, så kunne den romerske pave heller ikke dispensere fra dem. Det er nemlig ikke tilladt, at ophæve forpligtelser, der er uopløselige ifølge guddommelig ret. Men den romerske pave har klogelig indset, at der kunne vises rimelighed ved dette klosterløfte. Man kan da også læse, at der ofte er dispenseret fra klosterløftet. Mest kendt er begivenheden med aragonernes konge, der blev kaldt tilbage fra klosteret, og der er også eksempler fra nyere tid.
    Hvorfor overdriver vores modpart i øvrigt løfternes forpligtelse og virkning, men er helt tavse angående selve betydningen af et løfte. At et løfte kun kan dreje sig om noget muligt og frivilligt, der aflægges af egen drift og efter moden overvejelse. Og om menneskers evne til altid at leve i seksuel afholdenhed hersker der vist ingen tvivl? Og heller ikke om hvor mange der aflægger klosterløftet af egen drift og efter moden overvejelse? Unge piger og mænd overtales til at aflægge løftet, inden de er i stand til at vurdere det, ja, undertiden sker det med tvang. Det er derfor ikke rimeligt, at man så strengt fastholder forpligtelsen, når alle ved, at det er i strid med et løftes væsen, når det ikke indgås frivilligt og efter grundige overvejelser.
    De fleste kirkelove ophæver da også løfter indgået inden det femtende år, da man ikke mener, der tidligere kan træffes beslutninger, der gælder for hele livet. Nogle kirkelove føjer endda et par år til på grund af menneskets svage natur, så de forbyder aflæggelse af løfter inden det attende år. Men hvad enten man følger det ene eller det andet har størsteparten undskyldning for at forlade klostrene, da de fleste har aflagt løftet inden de blev femten.
    Og selvom man virkelig kunne bevise, at løftet blev brudt, så følger dog ikke automatisk, at de, der har indgået ægteskab, skal opløse det igen. Augustin forbyder nemlig at opløse ægteskabet, i sin bog Ægteskabet, kapitel 1, spørgsmål 27. Og selvom andre senere hen har haft en anden opfattelse, er Augustin jo ikke nogen ubetydelig autoritet.
    Og skønt Guds befaling om ægteskabet i sig selv burde være nok til at løse de fleste fra deres klosterløfte, så vil vi nævne endnu en grund til at løftet er ugyldigt: Enhver gudsdyrkelse, der er udtænkt og indstiftet af mennesker uden Guds befaling og for at fortjene retfærdiggørelse og nåde, er ugudelig. Som Kristus siger: “De dyrker mig forgæves med menneskelige befalinger.” Og Paulus lærer overalt, at vi ikke kan opnå retfærdighed ved vores egne gerninger eller gudsdyrkelser, udtænkt af mennesker. Nej, retfærdighed opnår vi ved tro, når vi tror, at vi modtages i nåde af Gud på grund af Kristus.
    Og nu er det en kendsgerning, at munkene har lært, at deres selvvalgte religiøsitet fyldestgør for synden, fortjener nåde og retfærdighed. Men hvad andet er det, end at forringe Kristi ære, og fordunkle og benægte troens retfærdighed? Følgelig er disse løfter altså en ugudelig form for gudsdyrkelse og derfor ugyldig. For et ugudeligt løfte, indgået i strid med Guds befaling, er ikke gyldigt. Et løfte må nemlig ikke binde os til noget uretfærdigt, som der står i kirkelovene.
    Også Paulus skriver: “I, som vil retfærdiggøres ved loven, er kommet bort fra Kristus og er faldet ud af nåden.” Altså er også de, der vil retfærdiggøres ved løfterne, kommet bort fra Kristus og er faldet ud af nåden. For de, der tilskriver løfterne retfærdiggørelse, tilskriver jo der egne gerninger det, der rettelig tilhører Kristi ære. Og ingen kan benægte, at munkene lærer, at de retfærdiggøres og fortjener syndernes forladelse ved løfterne og deres egne pligter. Ja, de er helt absurd kommet på den tanke, at de kan låne andre der gerninger. Her kunne nævnes meget, som selv munkene ville skamme sig over, hvis man hade lyst til hadefulde overdrivelser.
    De har således overbevist folk om, at deres selvvalgte religiøsitet er den fuldkomne kristne levevis. Er det ikke at tilskrive gerningerne retfærdiggørelse? Det er ikke småting, at opstille en bestemt form for gudsdyrkelse i menigheden uden Guds befaling - og så lære at denne gudsdyrkelse retfærdiggør os. Troens retfærdighed, som først og fremmest burde læres i kirken, overskygges af denne fantastiske englereligiøsitet, med indbildt fattigdom og falsk ydmyghed og afholdenhed, som man stikker folk i øjnene.
    Desuden fordunkler det også Guds bud og den sande gudstjeneste, når folk hører, at det kun er klosterlivet der er en fuldkommen levevis. For den kristne fuldkommenhed består i alvorligt at frygte Gud og samtidig have stor tro og tillid til at vi har en forsonet Gud på grund af Kristus. Det er at søge hjælp hos Gud i alle livets forhold og være overbevist om at vi også får det. Samtidig med at vi i det daglige flittigt gør gode gerninger og tjener dér, hvor vi er sat. Det er den rigtige fuldkommenhed og den sande gudsdyrkelse. Den består ikke seksuel afholdenhed eller fattigdom eller tarvelige klæder. Men folk får så mange mærkelige tanker på grund af disse falske opfattelser af klosterlivet. De hører seksuel afholdenhed lovprist ud over alle grænser, og lever derfor selv i ægteskabet med dårlig samvittighed. De hører, at alene et liv i fattigdom er fuldkomment, og har derfor ejendom eller forretning med dårlig samvittighed. De hører, at det kun er et evangelisk råd, at man ikke må hævne sig, og står derfor ikke tilbage for at hævne sig i privatlivet. De har jo lært, at et råd ikke er et bud. Atter andre mener, at alt arbejde i det offentlige eller med ansvar i erhvervslivet ikke passer sig for en kristen.
    Man kan læse om mennesker, der har forladt deres ægtefælle og deres arbejde i det offentlige og er gået i kloster. Det kalder man at undfly verden og at søge et liv, der er Gud til mere behag. De forstår ikke, at Gud skal tjenes i de befalinger, han selv har givet, ikke i befalinger, mennesker har udtænkt. Et godt og fuldkomment liv er det, der har Guds befaling. Det er det nødvendigt at minde folk om. Også tidligere har Gerson kritiseret munkenes fejlopfattelse af det fuldkomne liv og bevist at det på hans tid var noget nyt, at klosterlivet skulle være et fuldkomment liv.
    Mange ugudelige opfattelser er altså forbundet med klosterløftet: at det retfærdiggør, at det er et fuldkomment kristenliv, at man overholder både råd og bud, og endda har overskydende gode gerninger. Da alt dette er falsk og opdigtet, er klosterløfterne ugyldige.


      
28. Om den kirkelige magt
Der har været en lang debat om biskoppernes magt, hvor man meget uheldigt har sammenblandet den kirkelige og verdslige magt. Og denne sammenblanding har ført til store kampe og mange uroligheder. Under påberåbelse af sin magt har paven indstiftet nye former for gudsdyrkelse, tiltaget sig en ret til at dispensere fra de kirkelige regler og besværet samvittighederne med voldsomme bandlysninger fra kirken. Ja, han har endda forsøgt at føre denne magt over på det verdslige område og fratage magthaverne deres ret til at styre landet. Disse fejltrin har fromme og lærde folk for længst kritiseret. Og for at berolige samvittighederne har vi forsøgt at vise forskellen på den kirkelige magt og den verdslige og lærer, at begge på grund af Guds befaling skal æres fromt og skattes som Guds højeste velgerninger på jorden.
    Vores opfattelse er da, at nøglemagten eller biskoppernes magt ifølge evangeliet er en magt eller et mandat fra Gud til at prædike evangeliet, irettesætte eller forlade synder og til at forvalte sakramenterne. For Kristus udsendte apostlene med denne befaling: ”Ligesom Faderen udsendte mig, således udsender jeg også jer. Modtag Helligånden. Den, I forlader synderne, er de forladt. Og den, hvem I nægter forladelse, er de nægtet forladelse.” Og i Markus 16: ”Gå ud og forkynd evangeliet for alle skabninger.”
    Denne magt udføres alene ved at lære eller prædike evangeliet og forvalte sakramenterne  enten for mange eller få, sådan som man nu er sat til det. For det drejer sig ikke om materielle ting, men om evige ting: evig retfærdighed, Helligånden og det evige liv. Og dette kan vi ikke opnå uden gennem tjenesten med ordet og sakramenterne. Som Paulus siger: ”Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, der tror.” Da den kirkelige magt altså angår evige ting og kun kan udøves gennem ordets tjeneste, så berøre den ikke den offentlige administration lige så lidt som sangkunsten gør. For det offentlige styre angår andre ting end evangeliet. Statsmagten beskytter ikke sjælen, men legemet og verdslige anliggender. Den vender sig mod åbenlys uret og tvinger mennesker med ydre magt og legemlig straf til at opføre sig ordentlig og holde fred.
    Man skal altså ikke sammenblande den verdslige og kirkelige magt. Kirken har sin befaling til at lære evangeliet og forvalte sakramenterne. Den skal ikke gribe ind i andres opgaver og tiltage sig verdslig magt. Den skal ikke ophæve landets love eller almindelig lovlydighed. Den skal ikke forhindre domstolenes behandling af civile sager og kontrakter eller bestemme hvordan landet skal ledes. Som Kristus siger: ”Mit rige er ikke af denne verden.” Og: ”Hvem har sat mig som dommer eller mægler mellem jer?” Og Paulus skriver i Filipperbrevet 3: ”Vores statsborgerskab er i Himlene.” Og i Andet Korintherbrev 10: ”Vores våben er ikke håndgribelige, men er Guds kraft til at ødelægge menneskepåfund.” Det er sådan, vi underviser om de to slags magtområder. Og vi formaner til at ære begge magtområder og erkende at de begge to er Guds gaver og velgerninger.
    Men hvis en biskop har en magt som verdslig myndighed, har han den ikke ifølge evangeliet, men på grund af en myndighed, der følger med en offentlig opgave. Det er imidlertid en anden funktion en den at tjene evangeliet.
    Når man altså behandler biskoppernes myndighedsområde, bør man skelne mellem det verdslige og det kirkelige. Ifølge evangeliet eller, som man siger, ifølge guddommelig ret har biskopperne som biskopper - det vil sige som dem, hvem ordets og sakramenternes tjeneste er betroet - ingen anden magt end den at forlade synder. Og at bedømme forkyndelsen og forkaste det, der strider mod evangeliets lære. Og at udelukke de åbenlyst ugudelige, hvis synder er kendt fra kirkens fællesskab – men alene ved brug af ordet og ikke med verdslig magt. Her bør menigheden nødvendigvis og ifølge guddommelig ret vise dem lydighed, som det siges: ”Den, der hører jer, hører mig.”
    Men hvis de lærer eller forordner noget i strid med evangeliet, så har kirken Guds befaling, der forbyder lydighed. Matthæus 7: ”Tag jer i agt for de falske profeter.” Galaterbrevet 1: ”Selvom en engel fra Himmelen forkyndte jer et andet evangelium, skulle den være forbandet.” Andet Korintherbrev 13: ”Vi formår intet imod sandheden men kun for sandheden.” Ligeledes: ”Der er givet os magt til at opbygge, ikke til at nedbryde.” Således siger også kirkelovene i kapitlet om præsterne. Og Augustin siger imod biskop Petilians brev: ”Man bør ikke give de katolske biskopper ret, når de farer vild eller har en anden opfattelse end Guds kanoniske skrifter.”
    Hvis biskopperne har et eller andet myndighedsområde eller en funktion, hvor de skal afgøre visse ting som for eksempel i ægteskabssager eller kirkeskat, så har de denne myndighed ifølge menneskelig ret. Og hvis de svigter i disse ting, har de verdslige myndigheder pligt til uanfægtet at gribe ind for at opretholde fred og ro.
    Desuden diskuterer man, om biskopperne eller præsterne har fuldmagt til at indstifte ceremonier i kirken og opstille regler angående mad, helligdage, præsters rangorden og lignende? De, der siger ja, henviser til Kristi ord: ”Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke rumme det nu, men når sandhedens Ånd kommer, skal den lærer jer hele sandheden.” Man påberåber sig også apostlenes eksempel, da de befalede at holde sig fra blod og kvalte dyr. Man påberåber sig, at man – sådan som det kan opfattes – har ombyttet sabbatten med søndagen imod de ti bud. Ja, der er intet eksempel, man fører så stærkt frem, som netop ombytningen af sabbatten. De påstår, at kirkens magt er så stor, at den endog kan dispensere fra befalingerne i de ti bud.
    Angående dette lærer vi, at biskopperne ingen magt har til at indfører noget der er i strid med evangeliet. Som ovenfor vist siger også kirkelovene det samme i paragraf 9. Og det er altså imod skriften at indføre eller overholde skikke, hvis efterlevelse skulle gøre fyldest for synden eller fortjene nåde og retfærdighed. Det krænker nemlig Kristi fortjenestes ære, når man hævder, at sådanne overholdelser fortjener retfærdiggørelse. Og det er tydeligt, at denne opfattelse har forøget antallet af religiøse skikke i det uendelige i kirken, samtidig med at læren om troen og troens retfærdighed er blev sat i skyggen. Flere og flere helligdage, fastedage, skikke og nye faster for helgenerne er blevet forordnet, fordi man mener, at overholdelsen af disse ting fortjener nåde. På samme måde voksede også tidligere reglerne for bodsydelser, hvor man stadig kan se spor af de fyldestgørende gerninger.
    Ligeledes er det i strid med Guds befaling, når de, der indfører nye skikke, forbinder synden med en bestemt slags mad, specielle dage og lignende ting og således plager kirken med lovtrældom. Som om de kristne har brug for religiøse ceremonier i lighed med dem i de Gamle Testamente. Og som om Gud skulle have overdraget det til apostlene og biskopperne at udforme disse ting, som nogle rent faktisk skriver. Og det ser ud som, paven til dels er blevet ført på vildspor af eksemplerne i Moseloven. Herfra stammer også de byrder, at det skulle være en dødssynd at arbejde på en helligdag, også hvis det sker uden gener for andre. At det er en dødssynd at springe bedetiderne over. At en bestemt slags mad skulle besmitte sjælen. At faste er en gerning, der behager Gud. Og at overtrædelser af de specielt indførte regler ikke kan tilgives af andre end ophavsmanden til disse regler – og det selvom kirkelovene faktisk ikke taler om synd i den forbindelse, men alene om eftergivelse af de kirkelige bodsstraffe.
    Hvorfra skulle biskopperne have fået en sådan ret til at pålægge kirken skikke, der narrer samvittigheden? Når Peter netop forbyder at lægge åg på disciplene og Paulus siger, at de har fået magt til at opbygge og ikke til at nedbryde. Hvorfor forøger biskopperne da synden på grund af disse nye skikke?
    Der er jo klare skriftsteder, der forbyder at indføre skikke med det formål at fortjene nåde eller som noget, der skulle være nødvendigt for frelsen. Således skriver Paulus i Kolossenserbrevet 2: ”Lad ingen dømmer jer på grund af mad eller drikke, eller helligdage eller sabbatter.” Og videre: ”Når I med Kristus er døde fra ydre ordninger, hvorfor underkaster I jer så påbud, som om I levede i verden: Tag ikke, smag ikke, rør ikke! – alt sammen noget, der skal bruges og forgå – det er kun mennesker påbud og lære, skønt det går for at være visdom.” Og Kristus siger i Matthæus 15 om dem, der indfører disse skikke: ”Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde.” Og han kritiserer en sådan gudsdyrkelse: Enhver plante, som min himmelske fader ikke har plantet, skal rykkes op.”
    Hvis biskopperne havde en sådan ret til at besvære kirken med disse endeløse skikke og fælder for samvittigheden, hvorfor forbyder skriften så fuldstændig at indføre og adlyde sådanne skikke? Hvorfor kaldes det dæmoners lærdom? Mon Helligånden forud har advaret os om dette uden grund? Følgelig er det ikke nogen biskop tilladt, at anordne religiøse skikke som værende nødvendige for frelsen eller i den hensigt at fortjene nåde, da noget sådant strider mod evangeliet. Det er nemlig vigtigt at fastholde læren om den kristne frihed: at lovtrældom ikke er nødvendig til retfærdiggørelse. Som der står i Galaterbrevet: ”Lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!” Det er altafgørende, at vi bevarer evangeliets vigtigste punkt: at vi modtager nåden gratis ved troen på Kristus, ikke på grund af efterlevelsen af bestemte regler eller religiøse skikke anordnet af mennesker.
    Hvordan bør man så forstå søndagen og andre lignende kirkelige skikke? Vort svar er, at biskopperne eller præsterne har lov til at indføre ordninger, der tjener til at tingene kan gå for sig med en vis orden i kirken. Men ikke for at man skal fortjene nåden ved disse ting eller gøre fyldest for synden. Og man må ikke tvinge samvittighederne til at mene, at disse ting er nødvendige af hensyn til frelsen, eller at man synder, hvis man bryder dem uden at genere andre. Således anordnede Paulus, at kvinderne skulle have hovedet tilsløret og at prædikanterne skulle hører i tur og orden.
    Sådanne ordninger er det rimeligt, at menigheden overholder for kærlighedens og fredens skyld, så man ikke generer andre, så alting i kirken kan foregå med orden og uden ballade. Men altså på en sådan måde at samvittigheden ikke tynges, så man tror, det er noget, der er nødvendig for ens frelse eller at man synder, hvis man overtræder dem uden at skade andre. Ingen siger jo, at en kvinde synder, hvis hun viser sig offentligt uden slør og uden at støde andre.
    Sådan er det også med søndagen, påsken, pinsen og andre helligdage og traditioner. For hvis man tror, det er med kirkens autoritet, man har anordnet søndagens helligholdelse i stedet for sabbatten, tager man gruelig fejl. Det er nemlig skriften (tysk: Gud), der har afskaffet sabbatten ved at lære os, at man kan undlade alle Moselovens regler, efter at evangeliet er blev åbenbaret. Men da man alligevel havde brug for en bestemt dag, så folk kunne vide, hvornår de skulle samles, valgte kirken søndagen til dette formål. Det ser også ud til at man har valgt søndagen som et eksempel på den kristne frihed, så man kunne se, at hverken overholdelsen af sabbatten eller nogen anden dag er strengt nødvendig.
    Der er ført de særeste diskussioner om lovændringer, om den nye lovs regler, om ændringen af sabbatten, som alle stammer fra den forkerte opfattelse, at kirken med nødvendighed må have en gudstjeneste i lighed med den gammeltestamentlige. Og at Kristus skulle have sat apostlene og biskopperne til at udtænke nye ceremonier, der er nødvendige for frelsen. Disse fejl har sneget sig ind i kirken, fordi troens retfærdighed ikke er blevet forkyndt klart nok. Nogle hævder, at søndagens overholdelse ganske vist ikke hviler på guddommelig ret, men dog bør regnes som om den var og laver derfor regler for hvilket arbejde, der er tilladt. Hvad er sådanne diskussioner andet end fælder for samvittigheden? For selvom nogle har forsøgt at mildne reglerne, kan man ikke nå et rimeligt resultat, så længe forestillingen om nødvendigheden består. Og den må jo forblive, hvor man er uvidende om troens retfærdighed og den kristne frihed.
    Apostlene befalede at holde sig fra blod, men hvem overholder det i dag? Og dog synder man ikke, hvis man ikke overholder det, fordi apostlene ikke havde til hensigt at besvære samvittigheden med disse regler. De udstedte kun dette forbud for en tid af hensyn til de svage. Man bør nemlig huske på grunden til denne beslutning, for at forstå evangeliets blivende betydning. Der er vel heller ingen, der overholder alle de kirkelige regler til punkt og prikke. Og selv hos dem, der ivrigst forsvarer de gamle traditioner, går mange regler lidt efter lidt af brug. Og man kan ikke berolige samvittigheden, hvis ikke man indrømmer, at overholdelsen af disse ting ikke er nødvendige for frelsen, og at det intet ville skade, hvis man afskaffede dem.
    Biskopperne kunne let bevare en rimelig lydighed, hvis de ikke fastholdt de regler, der ikke kan overholdes med god samvittighed. Men de kræver cølibat og ansætter ingen med mindre de lover, at de ikke vil forkynde evangeliets rene lære. Vi forlanger ikke at biskopperne skal genoprette enighed ved at ofre deres værdighed, selvom det vel sømmede sig for gode hyrder. Vi ønske blot, at de urimelige byrder afskaffes, som er nye og er anordnet i strid med kirkens almindelige skik og brug. Muligvis har nogle af disse regler fra begyndelsen af haft en god grund, som så ikke længere eksisterer. Det er desuden tydeligt, at nogle er vedtaget ved en fejltagelse, som den milde pave nu kunne ophæve, da det ikke ville skade kirkens enhed. For mange menneskelige traditioner er blevet ændret i tidens løb, som kirkelovene selv viser. Hvis det ikke kan imødekommes, at der gives frihed i de skikke, der ikke kan overholdes uden synd, må vi følge den apostolske regel, som byder, at adlyde Gud mere end mennesker. Peter forbyder biskopperne, at herske og regere over menighederne, og vi beder blot om dette ene, at man vil tillade at evangeliet bliver forkyndt rent og at der gives frihed i de skikke, der ikke kan holdes uden synd. Men hvis man ikke vil give efter i noget, må de selv se til, hvordan de vil gøre regnskab for Gud, hvis de ved hårdnakkethed fremkalder kirkesplittelse.


      
Afslutning
Det er de vigtigste artikler, der kunne være uenighed om. Vi kunne ganske vist nævne flere misbrug, men vi har indskrænket os til de vigtigste, for ikke at gør det for langt. Ud fra dette kan man let dømme om det øvrige. Der har været mange klager over afladshandlen, valfarterne og misbrug ved udelukkelse fra kirken. Sognene har været meget plagede af de omrejsende afladskræmmere. Der har været utallige stridigheder mellem præsterne og munkene om sognegrænsen og retten til at stå for skriftemål, begavelser, festligheder og utallig mange andre ting.
    Det har vi sprunget over, for at det, der er det vigtigste, kunne fremstilles kort, så det lettere kan forstås. Og vi har ikke samlet og fremlagt det for at fornærme nogen. Vi har kun nævnt det, der er nødvendigt, for at man se, at der intet er i vores lære og ceremonier, der er i strid med skriften eller den almindelige kirke. Det skulle være tydeligt, at vi omhyggeligt har vogtet os for ikke at ingen nye og ugudelige lærdomme har sneget sig ind i vores menigheder.


Disse nedskrevne artikler har vi ønsket at fremlægge i overensstemmelse med den kejserlige bekendtgørelse. Heri kan man se vores bekendelse og en sammenfatning af den lære, der forkyndes hos os. Hvis der mangler noget i denne bekendelse, skal vi gerne fremlægge yderligere forklaring med Guds hjælp og ud fra Skriften.





Deres kejserlige Majestæts tro undersåtter

 

Johann, hertug af Sachsen, kurfyrste.

Georg, markgreve af Brandenburg

Ernst, hertug af Lüneburg.

Philipp, landgreve af Hessen.

Johann Frederik, hertug af Sachsen.

Franz, hertug af Lüneburg.

Wolfgang, fyrste af Anhalt.

Byrådet og embedsmændene i Nürnberg.

Byrådet i Reutlingen

 

tilbage til oversigten

 

Smutvej til den latinske tekst

og til den tyske

og til kommentaren