Confessio Augustana



Bekendelsen kommenteret.



Nadverlære og bibelsyn
Om nadverlæren, som ligger i direkte forlængelse af reformatorernes bibelsyn.


Hovedsagen - syndernes forladelse
Når man vil beskæftige sig med reformatorernes syn på nadveren, bliver man ofte distraheret af spørgsmålet om, hvordan Jesu legeme og blod er til stede i nadveren. Det er derfor vigtigt at slå fast med det samme, at dette kun er et bispørgsmål. Hovedsagen i nadveren er derimod, at vi her rækkes syndernes forladelse. Og nadverelementerne skal blot betragtes som et sikkert tegn på, at dette også virkelig gælder mig den enkelte. Som det fremgik i gennemgangen af dåben, så skænker alle nådemidlerne samme nåde, nemlig synderne s forladelse. Der er dog den forskel, at hvor prædikenen proklamerer evangeliet for alle, så rækkes det i nadveren til den enkelte. Lige så sikkert som at vi modtager Jesu legeme og blod i nadverens brød og vin, lige så sikkert modtager vi personligt Guds nåde.


Vilhelm Beck og Grundtvig
Det er dog ikke alle, der følger reformatorerne på dette punkt. Således benægter både Vilhelm Beck og Grundtvig, at der er syndsforladelse i nadveren. Selvom Grundtvig fremhæver, at vi både ved badet og bordet hører Jesu autentiske ord, så er det alene i dåben, syndernes forladelse skænkes.(1) Nadveren peger alene hen på syndsforladelsen i dåben. Både Beck og Grundtvig fastholder realpræsensen, altså at Jesu legeme og blod virkelig er til stede i brød og vin, men de benægter altså, at vi samtidig modtager syndernes forladelse. De fastholder bisagen, men benægter hovedsagen. Det sker åbenbart ud fra datidens logik, at hvis man en gang har fået syndernes forladelse (eller en gang er blevet genfødt), så kan det ikke gentages.


I modstrid med Luther
Luther tager direkte afstand fra det ovennævnte syn i sit store nadverskrift fra 1528 "Om Kristi nadver". Skriftet slutter med en slags åndeligt testamente, som gør ordene endnu mere tungtvejende. Det siges her: "En sådan syndstilgivelse kan ikke kun forventes en gang, nemlig i dåben, som nogle lærer, men så ofte og så mange gange, man har brug for den, lige til døden".(2) Foruden evangeliet, dåben og absolutionen nævnes direkte nadveren, "hvor syndernes forladelse tilbydes, hentes og modtages". I artikel 5 og 13 i Bekendelsen skelnes der ikke mellem de forskellige nådemidler og sakramenter, når det hedder, at de skænker Helligånden og evangeliets løfter.
    Når Jesus ved nadverens indstiftelse siger, at hans blod "udgydes for mange til syndernes forladelse" (Matt 26,28), så forstår nogle dette om Jesu offerdød på korset, mens Luther først og fremmest forstår det, som det, der sker her og nu i nadveren.
    I Den lille Katekismus hedder det om Jesu løfte i Indstiftelsesordene: "Ved disse ord gives i sakramentet syndernes forladelse". Det er dog alene ved tro, vi har frelsende gavn af denne gave: "Den, der tror disse ord, han har, hvad de siger, og som de lyder, nemlig syndernes forladelse."


Fra Gud til os
I artikel 24 gøres der op med den katolske messeoffertanke, som er karakteristisk ved, at det her er mennesker, der bringer Gud noget og ikke omvendt. Ved på ublodig måde at ofre Kristus til Gud opnår præsten syndernes forladelse for dem, messen holdes for. Tankegangen er, at dåben kun borttager arvesynden, mens messeofferet gælder de aktuelle overtrædelser af Guds bud, der senere kommer til. I sin værste form blev det til en ren automatisk handling helt uafhængig af modtagerens tro. Man kunne endog holde messe for folk, der ikke var til stede, ja, endda for afdøde personer.
    Mod dette fremholder reformatorerne forskellen på et offer og et sakramente. Et offer er noget, vi bringer Gud, mens et sakramente er noget, Gud skænker os. Og når det gælder selve forsoningsofferet, så er det bragt en gang for alle på korset. På korset har Kristus en gang for alle fortjent og vundet syndernes forladelse til os. I nadveren uddeler han dette til os.(3) I forklaringen til artikel 24 siges det sådan: "Et sakramente er en ceremoni eller handling, i hvilken Gud skænker os det, som løftet i ceremonien tilbyder". "Ordet tilbyder altså syndernes forladelse og ceremonien er ligesom et billede og et segl. Og ligesom løftet er unyttigt, hvis det ikke modtages i tro, således er også ceremonien unyttig, hvis ikke troen træder til."(4)
Det er altså ikke sådan, at den ydre sakramenthandling har en automatisk indvirken på os uden om troen. Både ord og ritual er givet os af hensyn til troen.


Realpræsens = legemlig nærvær
Det vigtigste i nadveren er som sagt, at vi her rækkes syndernes forladelse helt personligt. Derfor er løfteordene i nadveren også vigtigere end selve nadverelementerne, som blot skal tages som et sikkert pant på, at løftet gælder den enkelte. Det er ganske vist et meget fornemt og dyrebart pant, vi får, nemlig Jesu sande legeme og blod.
    For lettere at forstå, hvorledes Jesu legeme og blod er til stede i brød og vin, kan det være en hjælp at sammenligne med Jesu Gud-menneskelige natur. Ligesom Jesus er sand Gud og sandt menneske i en person, på samme måde er nadverelementerne på en og samme tid Jesu virkelige legeme og blod og almindeligt brød og vin i en sakramental enhed. Nadverelementerne ophører ikke med at være almindeligt brød og vin, som katolikkerne lærte. Heller ikke er de blot symboler og billeder på Jesu legeme og blod, som de reformerte lærte.


Wittenberg-Konkordien 1536
I Augsburg skulle lutheranerne først og fremmest forsvare deres tro over for katolikkerne. I 1536 tog man imidlertid atter nadveren op til behandling internt i den lutherske kirke. Udsendinge fra de sydtyske menigheder drog da til Wittenberg, for at drøfte spørgsmålet med Luther og de andre wittenbergske teologer. Frugten af disse drøftelser blev Wittenberg-Konkordien 1536, hvor vi får en række vigtige præciseringer af den lutherske nadverlære.
    I erklæringen siges der blandt andet: "Med brød og vin er Kristi legeme og blod virkelig og væsentligt til stede, gives og modtages. Og skønt vi benægter, at der sker en forvandling af nadverelementerne og ikke mener, at Kristi legeme er lokalt indesluttet i brødet eller vedvarende er forbundet med det uden for brugen, så antager vi dog en sakramental forening af brødet og Kristi legeme, det vil sige, vi mener, at når brødet rækkes, så er Kristi legeme til stede og gives virkeligt. Men uden for brugen, når det opbevares eller bæres i procession, som hos katolikkerne, så mener vi, at Kristi legeme ikke er til stede".(5) Man præciserer ligeledes, at også de uværdige spiser Kristi legeme og blod, men til dom.
    Under selve nadverhandlingen er Kristi legeme og blod altså virkelig og substantielt til stede og modtages med munden af både værdige og uværdige, så længe man ikke ændrer indstiftelsesordene og Kristi befaling. Dog sker det ikke på en grov, håndgribelig måde, så vi skulle knuse Kristi legeme, når vi tygger brødet, men på en overnaturlig, himmelsk måde. Luther sammenligner det med Jesu tilstedeværelse, da han efter opstandelsen kommer til disciplene gennem en lukket dør (Joh 20,19). Da optog Jesus ingen plads i dørens materiale, som heller ikke blev forvandlet til hans kød. Efter nadverfejringens ophør er elementerne ikke længere bærere af Kristi legeme og blod. Det er derfor heller ikke nødvendigt at kassere det tiloversblevne, eller at præsten spiser og drikker det. Det kan udmærket anvendes igen ved næste nadver.
    Dette syn fastholder Luther også i et brev à. 11. januar 1546, hvor en diakon ved et uheld var kommet til at blande indviede og uindviede oblater sammen. Den pågældende menighed brændte derfor oblaterne og spørger Luther om vejledning. I sit brev svarer Luther, at det er udmærket at brænde oblaterne, for at undgå forargelse, men "i virkeligheden var det ikke nødvendigt at ødelægge dem, da de efter brug ikke er et sakramente længere".(6)
    I sin bog "Kirkens lutherske bekendelse" er Regin Prenter noget upræcis i forhold til disse kilder. Han trækker nogle højkirkelige konklusioner, som der ikke er dækning for i teksterne.
    

Reformatorernes bibelsyn
Kristi legemlige nærvær er altså begrænset til selve nadverhandlingen og må aldrig skygge for hovedsagen, nemlig at nadveren er indstiftet for at række os synderne s forladelse. Dette er faktisk ikke afhængigt af det legemlig nærvær, hvilket fremgår af dåb og absolution, som jo skænker tilgivelse også uden at være bærere af Jesu legeme og blod. I sit skrift "Mod de himmelske profeter" fra 1525 siger Luther direkte, at selvom der kun var brød og vin i nadveren, som nogle hævder, så ville der alligevel være syndsforladelse i sakramentet, hvis blot løftet var der ligesom i dåben.(7)
    Når Luther kæmper så stædigt for realpræsensen, er det altså noget andet, der ligger ham på sinde, nemlig Bibelens autoritet og troværdighed. Det fremgår både af titlen på et af hans skrifter "At disse ord: Dette er mit legeme, osv., endnu står fast", og af de utallige gange, han direkte nævner det i sine mange nadverskrifter.
    Han siger blandt andet: "Ingen må gøre vold på Guds ord, som så vidt muligt skal forstås i deres enkleste betydning og kun under klare tvingende omstændigheder tages i overført betydning".(8) Bibelens ord skal forstås efter almindelig sprogbrug og sund fornuft.(9)
    I sit store nadverskrift "Om Kristi nadver" slutter Luther med ordene: "Det vil jeg berømme mig over for Gud, at jeg i dette skrift har vundet den sejr, der går ud på, at der ikke kan være nogen talefigur i nadveren, men at ordene skal forstås, som de lyder".(10) Modsat sværmerne, så "forstår vi det bogstaveligt, som ordene lyder". Nadverteksten "stammer nemlig fra Guds egen mund, der sagde dem med de selv samme ord og bogstaver". Det gælder "hvert eneste ord, hver eneste stavelse og hvert eneste bogstav". Ikke engang deres placering i Bibelen er tilfældig: "Gud selv har anbragt dem der, hvor de står".(11)
    Det er altså i forbindelse med Luthers mange nadverskrifter, vi finder den grundigste udfoldelse af hans bibelsyn. Det var især her, kampen for Bibelens inspiration og troværdighed stod. Luther slår her fast, at Bibelen er Guds ord helt ned til selve ordlyden og de enkelte bogstaver. Bibelteksten er anbragt der af Gud selv og ordene skal forstås, som de står, efter den almindelige sprogbrug. Hvis vi tillader en tilfældig symbolsk forståelse af nadverordene, har vi snart ikke en eneste sikker bibeltekst tilbage. Det er derfor, Luther kæmpede så energisk for Kristi legemlige nærvær i nadveren.


Bibelens autoritet
Hvad specielt angår Bibelens autoritet, kommer det måske endnu tydeligere frem i forbindelse med reformatorernes afvisning af den katolske praksis med kun at uddele brødet til lægfolket. Den katolske kirke begrundede denne praksis ud fra praktiske hensyn (for ikke at spilde vin) og forsvarede det med, at man jo egentlig fik Jesu blod i brødet, hvor Jesu legeme måtte formodes at være til stede også med sit blod. Selvom denne konklusion måske er rigtig, afviser reformatorerne den blankt, da den er i strid med indstiftelsesordene i Bibelen. Når Kristus udtrykkelig befaler os, at modtage både brød og vin, og når det fremgår af 1 Kor 11,27 at hele menigheden fik både brød og vin, så kan kirken ikke hæve sig over dette (se artikel 22).
    Kirken har ingen magt til at indføre en praksis, der er i direkte modstrid med Bibelen. Her træder forskellen mellem den lutherske og den katolske kirke tydeligt frem. Den katolske kirkes dogmer er supplementer til Bibelen og er undertiden i direkte modstrid med denne. De lutherske bekendelsesskrifter er derimod blot uddrag og sammenfatninger af Bibelens centrale lære. Her er der kun en åbenbaringskilde. Det er kun om de bibelske skrifter, det gælder: "Ingen af deres forfattere har nogensinde taget fejl". Det er nemlig kun apostlene, der har et sikkert løfte om, at de skulle være "ufejlbare lærere".(12) Da Bekendelsen imidlertid er en sammenfatning af Bibelens samlede lære, er den et værn mod en vilkårlig tolkning af løsrevne bibelsteder.



Noter
1)   Beck: "Man får ingen syndsforladelse i nadveren", IMT 1875, s. 260 (se
    også    Annexet 1990, s. 331).
     Grundtvig, se "Udv. Skr.", 9,482.
     Chr. Møller følger Luther her - dog måske med en lidt anden vægtlæggen.
     Se: "Et Gjenmæle", Rønne 1870, s. 39-40.
2)   "Troens evangelium", Kbh. 1994, side 332.
3)   Se Luthers udfoldelse af dette i "Troens evangelium", side 133 og 135.
4)   Apologien 24,70.
5)   Bekenntnisschriften, Göttingen 1982, side 65. (Min fremhævning).
6)   WA Br 11,259 (extra usum nihil sit sacramentum). Oversat i" Udvalgte
     breve", Kbh. 1923, bind 2, side 429.
7)   WA 18,204.
8)   WA 6,509. "Om kirkens babyloniske fangenskab", Kbh. 1982, side 37.
9)   Samme skrift som ovenfor, side 42.
10) WA 26,498. "Troens evangelium", Kbh. 1994, side 34.
11) Som ovenfor, side 309, 259,105 og 260.
12) "Luthers Skrifter i Udvalg", Århus 1980, bind 1, side 325 og "Troen og livet",
     Kbh. 1992, side 154.




tilbage til oversigten