Confessio Augustana



Bekendelsen kommenteret.



Personlig sjælesorg og omvendelse
Om den personlige sjælesorg og det private skriftemål med tilsigelsen af syndernes forladelse. Og om de særlige tilfælde af dåbsfrafaldnes omvendelse.


Bodens sakramente
Artikel 11 om skriftemålet og artikel 12 om boden i Den Augsburgske Bekendelse optræder sammen med dåb og nadver i det afsnit, hvor sakramenterne behandles, nemlig artiklerne 9-13. I den autoriserede forklaring i Apologien benævnes skriftemålet med tilsigelsen af syndernes forladelse i absolutionen da også direkte som "bodens sakramente". Og så sent som i 1545 fastholder Luther, at han gerne bekender, at "boden med absolutionen er et sakramente, da det indeholder løftet og troen på syndernes forladelse for Kristi skyld". (1)
    Som det fremgik i forrige nummer, er det dog i høj grad et spørgsmål om definition, om man bruger betegnelsen nådemiddel eller sakramente. Det vigtigste er, om det er noget, der rækker os syndernes forladelse. Nådemidlernes og sakramenternes virkning er nemlig den samme ifølge reformatorerne.


Absolutionen er hovedsagen
Efter katolsk praksis havde man pligt til at opsøge sin skriftefader efter hver større synd og mindst en gang årligt skulle alle synder skriftes. Reformatorerne ønsker derimod at gøre skriftemålet til en frivillig sag. Desuden afviser man muligheden og nødvendigheden af at opremse alle synder: "Opremsningen af alle synder er ikke nødvendig" (art. 11). Man henviser til Salme 19,13: "Hvem lægger mærke til uforsætlige synder?"
    Syndsforladelsen omfatter hele personen og ikke kun de enkelte bekendte synder. Den nøje opregning af alle synder med en passende anger vender desuden sindet bort fra det, som er hovedsagen i skriftemålet, nemlig absolutionen med tilsigelsen af syndernes forladelse. Den er Guds røst og fremsiges efter Guds befaling (art. 25). Det er mod evangeliet vor tro skal rettes, så vi griber den tilsagte syndsforladelse.
    Reformatorerne ønsker altså på ingen måde at afskaffe skriftemålet, men blot at rense det for den katolske kirkes misbrug af dette nådemiddel.


Syndsforladelsens objektive gyldighed
Samtidig med at den lutherske bekendelse blev fremlagt og drøftet i Augsburg, udarbejdede Luther på Koburg skriftet "Om nøglemagten", hvor han tager skriftemålet op til grundig behandling. (2) Luther understreger stærkt skriftemålets sakramentale karakter. Her "uddeles dagligt Kristi blod". Det er intet mindre end "Kristi blod, død og opstandelse", vi modtager i absolutionen.
    Dette beror alene på Kristi befaling og løfte, og ikke på vor anger og tro. På samme måde som ved dåben, at det ikke er vor tro, der skaber dåben, men alene modtager dens gave, således også ved absolutionen. Luther benytter et meget håndgribeligt billede for at få dette aspekt frem: "En konge giver dig et slot. Tager du ikke imod det, har kongen dog ikke derfor løjet eller fejlet, men du har bedraget dig selv, og skylden er din. Kongen har visselig givet det". (3) Så konkret må vi forestille os tilsigelsen af syndernes forladelse. Uanset tro eller vantro modtager vi virkelig syndsforladelse. Uden tro får vi dog ingen gavn af denne konkrete gave. Parallellen til dåb og nadver er tydelig.


Det jævnlige skriftemål
I artikel 25 fremgår det, at skriftemålet normalt fandt sted i forbindelse med nadveren. Kun de, der forud var prøvet og havde modtaget absolutionen, kunne deltage i nadveren. Skriftemålet er altså en jævnlig tilbagevendende begivenhed i den kristnes liv. Hvor den offentlige forkyndelse proklamerer syndsforladelse i almindelighed, kan man i skriftemålet gå ind og hjælpe den enkelte i en speciel situation. Her er der mulighed for at få ydet individuel hjælp og få tilsagt syndsforladelse netop ind i ens eget konkrete liv. Som Luther afsluttende siger det i Den lille Katekismus: "Den, som har store samvittighedskvaler eller er bedrøvet og anfægtet, vil en skriftefader nok vide at trøste med flere bibelord og opmuntre ham til troen",


Absolutionen i prædikenen
Hvor blandt andet Grundtvig og Vilhelm Beck i nyere tid ønsker at knytte syndsforladelsen udelukkende til dåben, sådan ville den lutherske teolog Andreas Osiander på reformationstiden knytte den til absolutionen. Han hævdede således, at den almindelige evangelieprædiken ikke kunne skænke syndsforladelse. Dette foranledigede Luther og Melanchthon til i fællesskab at udsende en erklæring, hvori de præciserer: "Også evangelieforkyndelsen er i sig selv egentlig en absolution".(4) I et supplerende brev tilføjes der: "Den almindelige evangelieprædiken har den effekt, at den virker syndsforladelse i de hjerter, der derved i tro trøster deres forskrækkede samvittigheder".(5) Samtidig forklarer man, at både den almindelige og den private absolution sker under "troens betingelse". Uden tro gavner de ikke. Evangeliet forkynder syndsforladelse for alle mennesker i hele verden, og selvom alle ikke tror dette, skal man ikke forkaste denne almene absolution.
    I en prædiken pointerer Luther, at denne virkning ikke alene gælder den mundtlige prædiken, men også Det nye Testamentes skrevne beretninger. De er "sakramenter, ved hvilket vor frelse udvirkes". Hvis vi tror disse ord, "genføder de os".(6)


Frafaldets realitet
Hvor artikel 11 først og fremmest omhandler det jævnligt tilbagevendende skriftemål i kristenlivet, drejer artikel 12 sig især om de enkeltstående tilfælde, hvor troens liv helt ophører ved frafald. At dette virkeligt kan ske, var der ingen uenighed om mellem katolikker og lutheranere. På Tridentinerkonciliet i 1547 udtalte den katolske kirke således officielt, at en døbt kan "miste den retfærdiggørende nåde". Gennem boden må man så på ny "genvinde den tabte nåde", så man "atter bliver retfærdiggjort".(7)
    Det var især retninger inden for gendøberne, der benægtede frafaldets mulighed og lærte "at de én gang retfærdiggjorte ikke kan miste Helligånden" (art. 12). Da også en luthersk præst Naogeorg udgav en kommentar, hvori han hævder, at en sand kristen ikke atter kan falde fra og miste Helligånden, uanset hvordan han lever, førte det til, at reformatorerne udarbejdede en fælles betænkning, hvor de tager klart afstand fra et sådant syn.(8) Reformatorerne trækker et tydeligt skel mellem det, at en kristen stadig har synd, så han kan blive overrasket af synden, falde og bede om tilgivelse, og så det bevidst og med vilje at synde og forblive i synden. Det sidste skiller fra samfundet med Gud og fører til fortabelse, med mindre man atter bliver omvendt. I denne situation befinder den frafaldne sig under Guds vrede og har mistet Helligånden.


Døbt, men uigenfødt og ikke-kristen
I fortalen til Den lille Katekismus, som også hører med blandt Folkekirkens bekendelsesskrifter, udtaler Luther om en sådan dåbsfrafalden, at han "ikke er en kristen". I teserne imod Antinomerne fra 1538, hvor Luther udfolder det forhold, at Kristus tager bolig i os ved troen og mere og mere vinder skikkelse i os, siger han om de frafaldne: "Men i de vantro, som i stort tal gennemtrænger kirken, er Kristus helt død, ja, han er der slet ikke".(9) Ifølge Luther er det altså en mere korrekt og præcis sprogbrug at sige, at Kristus slet ikke er i den dåbsfrafaldne længere end at tale om død og dødeopvækkelse i forbindelse med omvendelsen. I Apologien siges det, at de frafaldne "ikke er Kristi lemmer", og man konkluderer, at de "er i Djævelens rige". Og i Kirkepostillen siger Luther det sådan: "De falder atter tilbage i arvesynden og bliver, som de var før dåben".(10) Reformatorerne benytter sig altså af en meget radikal sprogbrug og tegner et realistisk billede af den frafaldne.


Retfærdiggjort og genfødt på ny i boden
Selvom dåbspagten stadig står ved magt fra Guds side, er der således ingen forskel på en udøbt og en dåbsfrafalden, hverken i deres forhold til Gud eller i deres indre. Den frafaldne må atter retfærdiggøres og genfødes. I den autoriserede forklaring til Bekendelsen hedder det således direkte om troen, der atter vækkes i boden ved evangeliet, at den "retfærdiggør og genføder".(11) Ja, "genfødelsen sker ved tro i boden", siges det uden omsvøb.(12) I førnævnte skrift af Luther "Om nøglemagten" fra 1530, som er en af hans grundigste behandlinger af dåbsfrafaldnes omvendelse, udtaler han som en almengyldig dogmatisk sandhed om den, der atter kommer til tro i boden, at han "bliver genfødt på ny".(13) Og selvom ikke alle ønsker at følge Luther helt i hans meget radikale og stærke sprogbrug, er der dog en udbredt enighed om selve sagen i vækkelsesbevægelserne i dag.
    Samtidig er det dog også vigtigt at understrege, at Luther i samme forbindelse knytter denne nye genfødelse stærkt sammen med dåben. Det er nemlig en genfødelse "tilbage til dåbens uskyld". Dåbspagten står stadig ved magt fra Guds side og ved omvendelse og tro træder man atter ind i pagten. Der er netop ikke tale om, at den, der omvender sig efter et frafald, nu skal leve sit kristenliv på helt andre præmisser end før. Det er stadig Kristi fuldbragte værk, der er det blivende frelsesgrundlag også for den bodfærdige. Og det er på dette punkt, vejene skilles mellem den lutherske og katolske kirke.


Nåden og troen skilles
Katolikker og lutheranere er ganske vist enige om, at den retfærdiggørende nåde kan mistes, men genvindes i boden. Her holder enigheden imidlertid også op. Mens boden ifølge katolsk lære er den anden redningsplanke (og en redningsplanke af en helt anden slags), efter at dåbsskibet er forlist, så er boden for Luther blot en tilbagevenden til dåben og troen på Kristus.
    Hvor lidt troen betyder for katolikkerne i denne sammenhæng kom tydeligt frem på Tridentinerkonciliet, hvor man fastslog, at man kan miste nåden og dog beholde den sande tro. Ja, man udtaler endda fordømmelse over dem, der mener andet.(14)


To sider af samme sag
Modsat tilskriver reformatorerne troen al frelse, fordi den griber Kristus. Som det allerede er nævnt, så er det netop den tro, som evangeliet atter tænder i den forskrækkede samvittighed, der retfærdiggør og genføder på ny. Hvor katolikkerne deler boden op i anger, syndsbekendelse og fyldestgørende gerninger, siger Bekendelsen anger og tro. Og denne anger er ikke den selvgjorte anger, men den, Gud fremkalder i os ved sin lov. Det er en "passiv anger", som Luther præciserer det.
    Vi møder her den samme forskel, som vi så i forbindelse med gennemgangen af retfærdiggørelseslæren. Melanchthon henviser da også kort i Apologien til det, han allerede har sagt under dette punkt. Som han siger, så er læren om boden og læren om retfærdiggørelsen nemlig tæt forbundne.(15)
    At det er Gud, der gennem forkyndelsen af lov og evangelium skaber anger og tro i os, betyder imidlertid ikke, at vi så blot skal forholde os helt passive. Efter at Luther i Heidelbergteserne stærkt har understreget menneskets bundne vilje, slutter han med dette råd: "Når du hører dette, så kast dig ned og bed om nåde og flyt dit håb over på Kristus, i hvem vi har frelse, liv og opstandelse".(16)


Den daglige bod
Omvendelse efter et egentligt frafald hører til de enkeltstående tilfælde i en kristens liv. Det er ikke noget, alle kristne oplever. Mange bliver bevaret i troen lige fra deres barnedåb med troens op og nedture. Fælles for alle kristne er derimod den daglige bod, hvor vi i Fadervor bekender vore synder og i troen modtager ny tilgivelse. Denne syndstilgivelse er ikke bundet til skriftemålet alene, men kan også ske gennem læsning og meditation over Bibelens beretninger, ved at høre evangeliet blive forkyndt og ved at modtage nadveren.
    Fordi Gud er rig på kærlighed, kommer hans nåde os i møde på mange forskellige måder, og vi griber hans gaver i tro. Den tro, der tror, at Kristi frelse også gælder mig.



Noter
1)   WA 54,427.
2)   Skriftet er oversat i "Luthers Reformatoriske Skrifter i Udvalg", Kbh. 1883, s. 746-804.
3)   Ovennævnte skrift side 792.
4)   WA Br 6,454; nr. 2010.
5)   WA Br 6,528.
6)   WA 9,440; nos regeneramur.
7)   Denzinger: "Enchiridion symbolorum...", nr. 1542, 1544.
8)   "Troen og livet", Kbh. 1992, bind 6 i  Credos Luther-serie.
9)   Samme bind, s. 218, tese 5,38.
10) WA 17 11,286.
11) Apologien 12,60.
12) Apologien 4,374.
13) WA 3011,505; "von newen widder geborn".
14) Denzinger, nr. 1544 og 1578.
15) Apologien 12,59.
16) Luthers Skrifter i Udvalg, Århus 1980, bind 1, side 82.




tilbage til oversigten