Confessio Augustana



Bekendelsen kommenteret.



Dåben og sakramenternes rette brug
Om dåben og dens rette brug, som Bekendelsen behandler sammen med de andre sakramenter og nådemidler.


Nådemidlerne rækker os Kristi frelse
På korset har Kristus en gang for alle erhvervet syndernes forladelse til os. Vi får dog ingen gavn af denne gave, hvis den ikke deles ud. Det er det, der sker gennem forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne. Prædikenen og sakramenterne er, ifølge artikel 5 i Bekendelsen, midler, hvorved Gud vækker troen på syndernes forladelse i os.
    Fællesbetegnelsen for disse midler er nådemidler, hvis nøjagtige antal ikke fastsættes af reformatorerne. Luther nævner i De Schmalkaldiske Artikler fra 1537, at grunden, til at vi har flere forskellige nådemidler, er at finde i Guds rige nåde. Derfor kommer evangeliet ikke kun til os på en måde. Luther nævner her det mundtlige ord, dåben, nadveren, absolutionen og den indbyrdes sjælesorg.(1) I sit store nadverskrift fra 1528 nævner han desuden bibellæsning.(2) Alle disse ting er midler, hvorved Gud uddeler Kristi nåde og vækker og styrker troen i os.


Sakramenternes antal
Nogle af disse nådemidler kaldes desuden også sakramenter, da evangeliet her er tilføjet et ydre tegn. Det gælder først og fremmest dåbens vand og nadverens brød og vin, men også absolutionen med tilsigelsen af synderne s forladelse kan regnes med. Det er da hele ritualet, eventuelt med håndspålæggelse, der så er det ydre tegn. Således definerer Melanchthon i sin dogmatik et sakramente som en ceremoni (ritus), der er befalet af Gud og som indeholder et løfte om syndernes forladelse.
    I selve Bekendelsen nævnes både dåb, nadver og absolution under behandlingen af sakramenterne i artikel 9_13, og i den autoriserede forklaring i Apologien kaldes absolutionen i boden direkte for "bodens sakramente". Det samme er tilfældet i Den Store Katekismus. Så sent som i 1545 udtaler Luther, at han gerne bekender, at "boden med absolutionen er et sakramente, da det indeholder løftet og troen på syndernes forladelse for Kristi skyld".(3)


Ord og tegn har samme virkning
Om man regner med to eller tre sakramenter er dog ikke afgørende for reformatorerne, da det i høj grad er et definitionsspørgsmål. Det afgørende er derimod, om det er noget, der er befalet af Gud og som indeholder løftet om synderne s forladelse. Derfor ville man f.eks. ikke regne ægteskab og konfirmation med blandt sakramenterne, i modsætning til den katolske kirke.
    Om noget "blot" er et nådemiddel og ikke et sakramente har ikke den store betydning. Virkningen er nemlig den samme: at vække kristentro. I forklaringen pointeres det, at "ordets og handlingens virkning er den samme".(4) Ligesom evangeliet trænger ind i øret for at træffe hjertet, således påvirker handlingen sanserne for at bevæge hjertet til at tro, hedder det samme sted.

    
Tomme symboler eller virksomme midler
Dåben og de andre sakramenter er effektive og virksomme nådemidler, og ikke blot tomme symboler eller uvirksomme tegn. De indeholder og bringer sagen selv. Det understreges med forskellige udtryk i Bekendelsen. I artikel 5 hedder det således, at "Helligånden gives" og at "troen virkes" ved ord og sakramenter. I artikel 9 at "Guds nåde frembæres" i dåben. Det latinske ord "offero", der anvendes her, kan gengives med: ofres, skænkes, frembæres, tilbydes. I artikel 13 hedder det, at "løfterne frembydes" ved sakramenterne. Og endelig siges det i Apologien, at dåben er "virksom til frelse" (9,1), og at "syndernes forladelse gives" her (13,22).
    Der anvendes altså en række dynamiske udtryk, der hver især fremhæver, at sagen selv virkelig er til stede og skænkes os i nådemidlerne. Samtidig undgår man bevidst vendinger, der gør sakramenterne til automatik og skjuler troens
nødvendighed.


Dåbssyn mellem sværmeri og magi
Når det gælder dåben, tager Bekendelsen i artikel 9 på den ene side klart afstand fra gendøberne, der benægter arvesynden og lærer, at børnene frelses automatisk uden hverken tro eller dåb. På den anden side afviser man lige så stærkt i artikel 13 den katolske tanke, at dåben udøver sin frelsende virkning i den døbte uafhængig af troen, blot ritualet udføres. Det er vigtigt, at man læser artikel 9 om dåben sammen med artikel 13, der omkranser hele afsnittet om sakramenterne.
    I artikel 13 understreges det, at dåben og de andre sakramenter ikke kun er ydre kirkelige kendetegn eller lydighedshandlinger, men at de først og fremmest er tegn og vidnesbyrd om Guds nådige sindelag mod os. Og fordi de er det, formår de også, at vække og styrke troen hos os. I den ægte autoriserede tekst med den fulde ordlyd, som desværre mangler i Leif Granes oversættelse, fremgår det, at reformatorerne afviser den katolske ex opere operato-lære, som hævder, at dåben og de andre sakramenter retfærdiggør blot ritualet udføres og uafhængig af modtagerens tro.(5)
    Over for dette lærer reformatorerne, at sakramenternes gyldighed og virkekraft ganske vist er helt uafhængig af både forvalterens og modtagerens tro, og alene beror på Guds befaling og indstiftelse, men dåbens frelsende gavn er betinget af, at evangeliets løfter modtages i tro. Uanset tro og vantro opretter Gud altid en eviggyldig nådepagt med den enkelte i dåben, og denne pagt står ved magt fra Guds side uanset troen. For at den døbte skal få nogen gavn af denne pagt, kræver det dog, at den døbte modtager Kristi frelsesgave i tro. I den forstand er dåbspagten gensidig. Vel at mærke ikke i lovisk forstand, så vi skal yde et eller andet til gengæld, men i evangelisk forstand, hvor troen fra vor side er den hjertehånd, der griber gaven.


Troens plads i dåbsritualet
Denne gensidige pagtstanke træder også tydeligt frem i vort dåbsritual, hvis grundkerne bygger på Luthers dåbsritual fra 1526. Med direkte adressat til barnet spørger præsten om forsagelse og tro, inden der døbes. Og selvom andre svarer ja i barnets sted, forudsætter det teologisk, at dette ja korresponderer med troens reelle virkelighed i barnet. Selvom dette stedfortrædende ja kan virke noget kunstigt, er det altså med til at fastholde troens altafgørende betydning ved dåben. Trosbekendelsesakten er uundværlig, hvis ikke dåben skal blive mistolket som en automatisk virkende tryllehandling.


Uden tro ingen genfødelse
Den centrale placering, troen har i dåbsritualet med den direkte tilspørgelse om forsagelse og tro, svarer helt til den betydning, troen har i Luthers dåbsteologi ellers. I en af de vigtigste prædikener i denne forbindelse, nemlig prædikenen "Om dåben og barnets tro" fra Kirkepostillen 1525 hedder det således: "Troen må være til stede før eller også ved dåben, ellers bliver barnet ikke befriet fra Djævelen og synden".(6) Uden troens tilstedeværelse ved dåben sker der ingen genfødelse. Når der efter dåben forkyndes, at barnet nu er genfødt, så måtte det være falsk, hvis barnet ikke havde sin egen tro, præciserer Luther samme sted.
    Hos Luther er genfødelsen en dynamisk ny virkelighed i menneskets indre, og det finder ikke sted uden tro. I sin prædiken afviser han derfor både en objektiv opfattelse af genfødelsen, hvor der ikke sker noget i den døbte. På den anden side afviser han også en katolsk opfattelse, hvor troen er et slags åndeligt organ, der indplantes i dåben, men som noget helt dødt og livløst og uden forbindelse til evangeliet. Nej, ifølge Luther er troen levende og reel. Som det også udtrykkes i artikel 13 i Bekendelsen, så er der virkelig tale om "en tro, der tror".
    Det er også i dette lys, man må forstå udtrykket i artikel 2, hvor det hedder, at vi genfødes "ved dåben og Helligånden". Dåben genføder ikke, hvor Helligånden ikke får lov til at vække tro. Denne forståelse kommer også fint frem hos Regin Prenter i hans gennemgang af dåben i "Kirkens lutherske Bekendelse", hvor han netop om dåben siger, at den "ikke kan virke menneskets genfødelse uden i og ved den tro, som alene Helligånden kan give det i hjertet".(7)

    
Børnene og dåben
Bekendelsen har ikke nogen speciel behandling af barnedåben som sådan. Pointen er netop, at alt hvad der siges om arvesynden og dåb og tro, gælder såvel børn som voksne. Også børnene er besmittet med en syndig natur fra fødslen af og fødes ind under den skyld, der hviler over hele menneskeslægten. Det er ikke sådan som baptister, metodister og nogle pinsefolk lærer, at børnene automatisk har del i Kristi frelse fra fødslen af uafhængig af troen. Nej, fordi også børnene har del i alle arvesyndens følger, må de døbes, så de i tro kan modtage synderne s forladelse.
    I modsætning til Augustin, Thomas Aquinas og officiel katolsk lære, Calvin, Martensen og Vilhelm Beck, som alle benægter, at det døbte barn reelt tror, så fastholder Melanchthon og Luther, at Gud på menighedens forbøn vækker troen i spædbarnet ved det evangelium, der lyder til det i dåben. Det døbte barn er derfor efter dåben et virkeligt troende og genfødt lille menneske med Helligånden i sit indre. Denne barnetro er selvfølgelig ikke bevidst eller forståelig for barnet, men en voksen tænker jo heller ikke hele tiden på Gud, hverken når man sover eller er travlt optaget, påpeger Luther. I øvrigt er det værd at bemærke, at både Grundtvig og Christian Møller følger Luther helt på dette punkt.(8)
    Hvis man ønsker en nærmere redegørelse for Luthers syn på barnedåben og barnetroen er der rig lejlighed til det, da de vigtigste af Luthers skrifter om dette emne netop er nyoversat på Credo Forlag i "Troens evangelium".(9) I Budskabet 1993, nr. 4 har jeg selv en længere gennemgang af Luthers dåbssyn sammenlignet med dåbssynet i vækkelsesbevægelserne.
    Ifølge Luther kommer alle børn altså til tro og bliver genfødt i dåben. Nogle af disse børn bliver bevaret i troen med dens op og nedture livet igennem. Andre falder fra på et tidspunkt i deres opvækst og må så igennem en omvendelse som voksen. Det skal vi se nærmere på næste gang.
    

Dåbens nødvendighed
I artikel 9 hedder det, at dåben er "nødvendig til frelse" og man afviser dem, der "forsikrer, at børn frelses uden dåb". Disse udsagn kobler mange let sammen som om reformatorerne faktisk siger, at udøbte børn går fortabt. Det er dog ikke tilfældet. Der er nemlig ikke tale om en absolut nødvendighed. Det fremgår klart mange steder hos både Luther og Melanchthon. Det, man ønsker med disse formuleringer, er derimod, at tage afstand fra gendøberne, der som tidligere nævnt benægter arvesynden og lærer, at børnene automatisk har del i frelsen fra fødslen af helt uafhængig af troen på Kristus. Mod dette fastholder man fra luthersk side, at også børnene har brug for Kristi nåde, som de netop modtager i dåben. Hvor et menneske på grund af uheldige omstændigheder dør inden dåben, understreger man dog, at dåben kan erstattes af evangelieforkyndelse og tro.
    Klarest og fyldigst siges det nok i Melanchthons brev fra 1553, hvor han skriftligt svarer på spørgsmålet "Hvad man skal mene om dem, der dør, inden de bliver døbt". Svaret er da: "Om end det er nødvendigt, at troen griber evangeliet og sakramenterne bruges ret, så er der dog en vis forskel. Med hensyn til evangeliet, som fordrer tro af enhver, kan der ikke tillades nogen indskrænkning eller undtagelse. Anderledes med brugen af sakramenterne, som kan mildnes og kompenseres ved tro og fromme bønner".(10)
    Det svarer helt til, hvad Luther siger i "Om kirkens babyloniske fangenskab", at "mennesket kan have ordet eller testamentet uden tegnet eller sakramentet".(11) Der skal så blot tilføjes, at Luther råder til en vis forsigtighed omkring dette, da folk let misbruger sådanne udsagn til skødesløshed med at få deres børn døbt.
    Ifølge Kirkeordinansen af 1537 er dette syn også officiel dansk kirkelære. Endnu er jeg da heller aldrig stødt på en eneste luthersk teolog, der hævder andet.



Noter:    
1)   Martin Luther: Troens evangelium, København 1994, side 390.
2)   Samme bind, side 134.
3)   WA 54,427.
4)   Apologien 7,2.
5)   Til hele spørgsmålet om den ægte tekst se da indledningen.
6)   Troens evangelium, København 1994, side 28.
7)   Kirkens lutherske Bekendelse, Fredericia 1978, side 100.
8)   I Budskab fra Nådens Rige 1866, side 126 siger Møller: " Vi tror, at hos et lidet barn, hvor Helligånden så at sige får lov at råde selv, der virker Han genfødelse ved sit middel". Og i sin bog Den kristelige Dåb, Rønne 1884 forklarer han dette således, at spædbørnene "viljeløst lader Guds And håndtere dem uden modstand" (side 56). Grundtvigs betoning af troen ses tydeligt, når han siger: "Det er kun under forudsætning af at troen er til stede hos de spæde, at de ved dåben genfødes til Guds børn" (Udvalgte Skrifter, bind 4, side 615).
9)   Martin Luther: Troens evangelium, København 1994.
10) CR 8,194, nr. 5519. Se også Præsteforeningens Blad 1994/25.
11) Om kirkens babyloniske fangenskab, København 1982, side 52.



tilbage til oversigten