Confessio Augustana



Bekendelsen kommenteret.



Kirkens kendetegn og det almindelige præstedømme
Om menigheden og dens tjenere, forholdet mellem det almindelige præstedømme og kirkens kaldede tjenere, og den sande kirkes kendetegn og hvem, der tilhører denne kirke.


Kirken i bred og snæver forstand
Vor Bekendelse skelner mellem kirken i bred og snæver forstand. Kirken i bred forstand er den synlige kirke, som samles omkring evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning (art. 7). Inden for rammerne af denne synlige kirke med dens ydre kendetegn finder vi kirken i snæver forstand, der er den egentlige kirke (art. 8).
    Kirken i egentlig forstand består af de mennesker, der ejer en levende tro på Kristus. Da denne tro er usynlig og eksisterer i menneskers inderste, er det alene Gud, der kender omfanget af den sande kirke. De troende er dog altid at finde inden for den synlige kirke, når man undtager de helt specielle tilfælde, hvor nogen er forhindret i at deltage i gudstjenesten.
    En af de klareste præciseringer af dette har vi i Melanchthons dogmatik fra 1543: "Den synlige kirke er forsamlingen af dem, der tilslutter sig Kristi evangelium og bruger sakramenterne ret. Her er Gud virksom gennem evangeliets tjenere og genføder mange til evigt liv. I denne forsamling er der imidlertid mange ugenfødte, der dog samstemmer om den sande lære".(1)


Kirken i bred forstand
Selv om kirken i egentlig forstand er samfundet af dem, der har troen og Helligånden i hjertet, som det hedder i forklaringen til Bekendelsen, så er den dog ikke blot en idé eller utopi.(2) Kirken er en realitet, der eksisterer med sine ydre kendetegn her i verden. Den ydre, synlige kirke består af både troende og vantro. Af både genfødte og ugenfødte. Ifølge reformatorerne kan disse ugenfødte enten være barnedøbte, der i deres opvækst er kommet bort fra troen eller voksendøbte, der aldrig er kommer til tro.
    Det er dog ikke alle døbte, der tilhører kirken i bred forstand. Bekendelsesskrifterne udelukker nemlig både vranglærere og åbenbare syndere fra det ydre tilhørsforhold til den synlige kirke. Foruden denne gruppe, der synder åbenlyst enten i læren eller i livsførelsen, må man også fraregne en passiv gruppe. Det er dem, der ikke kommer i kirken, uden måske til familiens dåb, konfirmation, bryllup og begravelser, men som ellers ikke vil have noget at gøre med kristendommen. Disse grupper kan end ikke siges, at tilhøre kirken i bred forstand.
    Som Luther siger det i fortalen til Den Lille Katekismus: "Den, der ikke søger eller begærer nadveren i det mindste én eller fire gange om året, om ham må man frygte, at han ikke er en kristen". Det samme gælder de, der hverken kan Fadervor, Trosbekendelsen eller De Ti Bud.
    Selv når man tager kirken i bred forstand, består den kun af dem, der samles regelmæssigt omkring evangeliet og samstemmer i kirkens lære og livsførelse.


Den sande kirke
Men selv dér, hvor man driver kirketugt efter reformatorernes retningslinier, vil den kirken stadig være "iblandet mange hyklere og onde" (art. 8), der ikke har troen og Helligånden i hjertet. Disse har nok navn af at tilhøre kirken, men de er det ikke i sandhed.(3) De er kun kirke i det ydre. "De, i hvem Kristus ikke virker, er ikke Kristi lemmer", hedder et i den autoriserede forklaring.(4) De er blot døde lemmer.
    Om disse vantro, der ganske vist har del i kirkens ydre kendetegn, konkluderer man: "de er i Djævelens rige".(5) Om døbte mennesker, der samles til gudstjeneste, kan det altså hedde, at de trods alt alligevel er ugenfødte og befinder sig i Djævelens rige og er hans lemmer, som ham virker igennem.
    Anderledes forholder det sig med de skrøbelige i troen. De tilhører virkelig den sande kirke, selv om de undertiden snubler og falder i synd. De rejser sig straks op igen og søger syndsforladelse hos Kristus. Og selv om de også kan have enkelte forkerte og unyttige meninger, er det dog ikke noget, der omstyrter grundvolden og de centrale trosartikler.


Kirkens ydre kendetegn
Kirkens vigtigste og fornemste kendetegn er evangelieforkyndelsen og sakramentforvaltningen. Og blandt disse indtager evangelieforkyndelsen førstepladsen. Det er hovedhelligdommen, der føder, opholder, nærer, styrker og beskytter kirken, skriver Luther i "Om koncilierne og kirken". Og han fortsætter: "Selv om  der kun var dette ene tegn, var det dog tilstrækkeligt til at vise, at der måtte være et helligt, kristeligt folk dér".(6)
    Modsat er evangeliet også så afgørende, at hvor det forvanskes, ødelægger det også sakramenternes virkning, hvis man holder spædbørnene udenfor. Hvor nadverforvaltningen, som f.eks. hos Zwingli, omkranses af en forkyndelse, der benægter Jesu legemlige nærvær i nadverelementerne, dér modtager man ikke Jesu legeme og blod.(7)
    Dette gælder dog ikke på samme måde ved dåb, når den praktiseres som barnedåb. Børnene skades nemlig ikke så let som de voksne af falsk lære efter Luthers mening. Derfor var han også overbevist om, at Gud i det mindste frelser børnene i den katolske kirke gennem dåben, hvor Helligånden vækker troen hos dem og således virker genfødelsen i dem. Luther kan dog også sige, at hvor man lærer, at børnene ikke kan tro, men alligevel døber dem og erklærer dem for genfødt, er det "næsten nødvendigt", at man lader sig omdøbe.(8)
    Der er altså grænser for sakramenterne objektive virkning, hvor de modsiges i den forkyndelse, der omkranser dem. Det er i øvrigt en tanke, vi møder igen hos Grundtvig, der ikke vil garantere for nogen genfødelse, hvor Trosbekendelsens ordlyd og tilspørgelsen om barnets tro ved dåben ændres.


Den offentlige tjeneste i kirken
Enhver, der er døbt og tror, er en kristen og et levende lem på den sande kirke. Enhver sådan er samtidig også præst. Luther skelner dog her mellem, at alle troende er præster og så at nogle af dem samtidig har et embede som sognepræst: "Hvad der er krøbet ud af dåben, kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave, selv om det ikke sømmer sig for enhver at udøve sådan et embede".(9)
    Man fødes til præst i dåben, men vælges til sognepræst af de andre i menigheden. Netop fordi alle er præster, må ingen selv tiltage sig den offentlige tjeneste, men skal kaldes og vælges af de andre. Tjenesten som sognepræst har altså sit direkte udspring i de troendes almindelige præstedømme.
    Det betyder på ingen måde, at den offentlige tjeneste så blot er et menneskelig påfund. Artikel 5 lærer nemlig udtrykkelig, at præsteembedet er indstiftet af Gud. I den tyske tekst kaldes dette embede for "prædikeembedet". Dermed betoner man at forkyndelsen af evangeliet er den største og vigtigste opgave i kirken og samtidig distancerer man sig over for den katolske kirkes messeofferpræst. I den lutherske kirke har præsten ingen offerfunktion, da Kristus én gang for alle har bragt det endegyldige offer for al synd. Derfor er både prædikenens og sakramentforvaltningens egentlige formål alene at forkynde evangeliet i hørbar og håndgribelig form.


Det almindelige præstedømme
At der skelnes mellem de troendes almindelige præstedømme og så tjenesten som sognepræst, betyder imidlertid ikke, at de troendes præstedømme er helt privat og alene har at gøre med vort Gudsforhold. At vi kan træde frem for Guds trone og lovprise ham. Nej, det indebærer også både retten og pligten til at forkynde evangeliet privat. Disse tanker udfolder Luther især i skriftet "Om menighedens læretugt og præstevalg" og i "Om indsættelse af kirkens tjenere" begge fra 1523.(10)  Foruden disse to skrifter uddybes emnet i en prædikenrække i 1535 over Salme 110, der blev udgivet i bogform i 1539.
    I det sidstnævnte skrift betoner Luther den nøje sammenhæng mellem Kristi præstedømme, de troendes almindelige præstedømme og så den offentlige tjeneste for evangeliet.
    Kristi præstetjeneste består i tre ting, nemlig i at forkynde evangeliet, ofrer og bede. Disse tre ting er også indholdet i vor tjeneste. Vort offer er dog ikke et sonoffer, men består i at vi korsfæster vort gamle natur og stiller vort legeme til rådighed for Gud
    Når det gælder forkyndelsen, så skelner Luther også her mellem embedet som sognepræst og så den almindelige kristenstand. Vi skal ikke alle stå offentligt frem, men har dog alle privat ret og pligt til at forkynde evangeliet: "Når vi er blevet kristne gennem Kristus og hans præstetjeneste og ved tro er blevet indlemmet i ham i dåben, så har vi også ret og magt til at lære og bekende evangeliet, som vi har fra ham, for enhver. Enhver i sin stilling og stand. For skønt vi ikke alle har et offentligt embede og kald, så må og skal enhver kristen dog lære, undervise, formane, trøste og straffe sin næste med Guds ord, når og hvor det behøves. Forældre over for deres børn og husstand. Brødre, naboer, bonde og borger over for hinanden".(11)
    Luther pointerer, at det er en ret og magt, enhver troende har og skal udøve privat. Det er ikke først noget, der følger med præstevielsen, sådan som den katolske kirke påstår. Det bliver tydeligt, hvis en kristen befinder sig et sted, hvor der ikke er andre kristne. Da kan han gøre brug af den ret, han allerede har som døbt og udøve alle præstefunktioner.(12)


Nadverforvaltningen undtaget
Ud over ovennævnte specielle tilfælde er der imidlertid en forskel mellem nadveren på den ene side og så dåben og  syndstilsigelsen i absolutionen ved skriftemålet på den anden side.
    Forskellen skyldes ikke, at nadveren er mere vigtig og betydningsfuld end de andre sakramenter, som den katolske kirke lærte. Det forholder sig snarere modsat. Nadveren er ikke frelsesnødvendig på samme måde som dåb og absolution. Derfor kan enhver kristen i nødsfald døbe og tilsige syndsforladelse. Ved nadveren er der derimod ikke tale om et sådan nødstilfælde
    Luther afviser således direkte i en række breve nadver under private former. Og hvis det ikke kan ske i forståelse med de kirkelige myndigheder fraråde han endda husnadver med en præsts medvirken.
    Dette råd udelukker dog ikke, at f.eks. de faste prædikanter og missionærer i LM og IM (evnt. efter et kursus) kunne stå for en supplerende nadverfejring i missionshusene efter ritualer godkendt af biskopperne og med de kirkelige myndigheders velsignelse. Om det er nødvendigt og ønskeligt er en anden sag. Så længe dette ikke kan ske i forståelse med de kirkelige myndigheder er det dog både Luthers, Speners og Rosenius' råd, at man søger til den nærmeste kirke, hvor evangeliet forkyndes rent. Også i dette spørgsmål gør vi klogt i at følge vore lutherske, pietistiske og rosenianske fædres råd og vejledning.(13)


Forvalterens person er underordnet
Uanset hvem, der forvalter dåb og nadver eller står for forkyndelse, så er de virksomme til frelse på grund af Kristi ord og indstiftelse, lærer artikel 8 i Bekendelsen. I Skriftet "Wider Hans Worst" fra 1541 sætter Luther dette på spidsen ved at hævde, at det gælder om det så var Judas, Kajfas, Pilatus, Paven eller Djævelen selv, der prædikede eller døbte ret. Det gælder så længe evangeliet forkyndes ret og ritualerne følges. Hvad man end mener om kvindelige præster og biskopper, kan man altså ikke betvivle gyldigheden af deres forvaltning.
    Hvis ritualerne ændres eller omkranses af falsk forkyndelse, forholder det sig imidlertid anderledes. Da må man søge andet sted hen. "Ugudelige lærere bør man forlade og ikke høre", hedder det i Melanchthons forklaring til artikel 8.(14) Kun hvis sakramenterne forvaltes ret og ikke modsiges i forkyndelsen, kan man anbefale folk at slutte op om deres lokale sognekirke. Ellers må man finde en anden kirke i nærheden.



Noter
1)   Corpus Reformatorum 21,826.
2)   Apologien 4,5.
3)   Apologien 4,11: Nomine, non re.
4)   Apologien 4,6.
5)   Apologien 4,17.
6)   Luthers Skrifter i Udvalg, bind 2, side 392-94.
7)   WA 26,506. Oversat i "Troens evangelium", Kbh. 1994, side 331.
8)   WA 17 II,82. Oversat i "Troens evangelium", side 29.
9)   WA 6,408. Oversat i Luthers Skrifter i Udvalg 4,47.
10) Det første skrift er oversat i: Luthers Skrifter i Udvalg 2,44-66 og det andet i:     Luthers hyrdebrev om pavens falske præster og ordets rette tjenere, Odense 1855.
11) WA 41,211.
12) WA 12,189.
13) WA Br 6,507 og 7,167,338,365.
14) Apologien 4,48.


tilbage til oversigten