Confessio Augustana



Bekendelsen kommenteret.



Den virksomme tro og Guds bud
Om forholdet mellem tro og gode gerninger. Og om den kristnes nye lydighed i lyset af De Ti Bud.

Den Augsburgske Bekendelses lære om det kristne liv har sit udgangspunkt og fundament i retfærdiggørelseslæren. Gud, der ønsker at frelse alle, lader evangeliet lyde i hele verden. Ved dette budskab er Helligånden virksom på hjerterne, så troen vækkes til at gribe Kristi frelsergerning. Denne tro, der finder hvile fra lovens anklage i det fuldbragte værk uden for os, regnes af Gud til retfærdighed. Som der står i artikel 4: "Denne tro lader Gud gælde som retfærdighed for sig".
    Troen, der finder trøst og hvile hos Kristus, er samtidig i sig selv et helt nyt forhold til Gud. Gud er nu ikke længere vor fjende, som vi flygter fra. Erkendelsen af det faktum at Gud elsker os så højt, som forsoningen viser, vækker genkærlighed i vore hjerter. Samvittigheden, der før holdtes fangen under lovens anklage, befries nu fra denne lænke ved troen på syndernes forladelse. Selve evangeliets trøst har altså en befriende og helbredende virkning i vor samvittighed og personlighed. Så tæt er forbindelsen mellem troen på syndernes forladelse og de gode gerninger. Mellem retfærdiggørelse og helliggørelse. Troens tillid til Kristus er både kernen og drivkraften i det nye liv. Retfærdiggørelse og helliggørelse er to sider af samme sag. Det er henholdsvis indersiden og ydersiden af troens trøst i hjertet. Om evangeliets trøst hedder det netop i Apologien: "Denne trøst er et nyt og åndeligt liv".


Helliggørelsen skal skelnes fra retfærdiggørelsen
Samtidig med at Bekendelsen viser denne tætte sammenhæng mellem retfærdiggørelsen og de gode gerninger, fastholder man klart forskellen. Det er nemlig vigtigt at skelne klart her. Selv om troen altid har denne helliggørende yderside, der frembringer gode gerninger, er det ikke derfor, den retfærdiggør. Troen retfærdiggør alene fordi den griber om det én gang for alle fuldbragte værk uden for os. "Vore gerninger kan ikke forsone Gud. Kristus alene er formidler og forsoner", siges der i artikel 20.
    Dette gælder både i begyndelsen af vort kristenliv, undervejs og til sidst for Guds domstol. Kristus er ikke kun udgangspunktet for vor frelse, som vi så selv må supplere op med vore kærlighedsgerninger. I et brev fra 1536 svarer Luther på spørgsmålet, om den kristnes gode gerninger kan tilskrives nogen frelsende betydning, således: "Mennesket bliver, er og forbliver retfærdig udelukkende på grund af Guds barmhjertighed alene".(1)
    Retfærdiggørelsen omfatter hele personen og er fuldstændig. Den befrier os helt fra Guds vrede og anklage i ét nu, ikke stykvis. Anderledes forholder det sig med helliggørelsen og det nye liv i gode gerninger. Her foregår en fremadskridende proces.


Helligåndens hjælp
Helligånden, der vækker den frelsende tro i os, er også den inspirerende og drivende person i al sand kristenliv. Idet vi kommer til tro, tager Ånden bolig i os, og styrker vor tro i kampen mod synden og væksten i gode gerninger. Bekendelsen kan derfor veksle mellem at tilskrive Helligånden og troen væksten i det nye liv. I artikel 20 hedder det således først, at "fordi Helligånden modtages ved troen, så fornys hjerterne nu og fyldes med nye affekter, så man kan frembringe gode gerninger". Umiddelbart efter siges det: "Troen er mor til den gode vilje og den retfærdige handling". Og dét er troen netop ved Åndens inspiration og bistand.
    Når vi går over til at tale om den kristnes nye liv er det altså langtfra ensbetydende med, at vi så lader troen ligge, for nu at beskæftige os med noget helt andet. Helliggørelsen er blot, hvad den samme retfærdiggørende tro udretter i vort liv, når vi er optaget af Kristus, så vi fyldes med Guds kærlighed.


Evangeliets to goder
I Kristi forsoning uden for os og Helligåndens fornyende gerning i os ved troen har vi det, Luther flere steder kalder for evangeliets to goder. I indledningen til Kirkepostillen, som var tænkt som vejledning for de nye lutherske præster, kaldes disse to goder for gaven og eksemplet. Gaven er Kristi forsonergerning med alt, hvad han "gør eller lider". At modtage denne gave i tro er det, der gør os til kristne, siges der. Evangeliets andet gode er Kristi eksempel, der øver os i gode gerninger og er et forbillede for vor livsførelse.
    Her er rækkefølgen imidlertid afgørende. Troens modtagelse af gaven må altid gå forud for efterfølgelsen af Kristus som eksempel. Det andet gode er altid noget, der følger efter. Det er netop "det andet" og det, der følger "derefter".(2)
    Denne rækkefølge er væsentlig både fordi retfærdiggørelsen ikke afhænger af vore gode gerninger, og fordi de sande gode gerninger netop har sit udspring i den lovfrie tro. I Heidelbergerteserne siger Luther det sådan: "Når nu Kristus bor i os ved troen, så bevæger han os da til at gøre gode gerninger ved den levende tro på hans gerninger".(3) Ved at vi i troen betragter Kristi gerninger, fremkalder det barmhjertighedsgerninger hos os. Det nye liv "flyder fra troen og den tilregnede retfærdighed".(4) Den ved troen tilregnede retfærdighed opsluger i ét eneste øjeblik al synd og er samtidig "fundament, årsag og oprindelsen til vor egen aktuelle retfærdighed".(5) Helliggørelsen er troens "værk, frugt og kilde".(6)


Hvilke er de gode gerninger
Artikel 20 afviser, at den kristne skal udføre specielle religiøse handlinger som i det katolske munkevæsen. Stedet hvor troen skal udfolde sig, er i den normale dagligdag med dens mange almindelige gøremål. Det er her, vi skal "tjene Gud efter de bud, han selv giver os, ikke efter de bud, der er udtænkt af mennesker" (art. 27). Vi skal leve i overensstemmelse med "de ti bud" (art. 20) og efter "Guds befalinger" (art. 6). Bekendelsen sammenfatter det smukt i artikel 27 med ordene: "God og fuldkommen er den livsførelse, der grunder sig på Guds ord".
    Selv om hele loven i sin gammeltestamentlig udformning har mistet sin gyldighed og loven ikke længere har nogen ret til at anklage dem, der lever i troen på Kristus, er den kristne stadig forpligtet på Guds etiske vilje.
    Moralloven, som er gengivet i de ti bud og sammenfattet i det dobbelte kærlighedsbud, er udtryk for Guds oprindelige og gode vilje med vort menneskeliv. Denne vilje blev indskrevet i vore samvittigheder ved skabelsen, men blev formørket ved syndefaldet. Derfor måtte Gud gentage denne vilje i de ti bud, som i dag er forpligtende for os i den skikkelse, de har fået i Det Nye Testamente.
    I et lille skrift fra 1525 om Moselovens gyldighed konkluderer Luther, at kun det er gældende som bindende regel for os i dag i Det Gamle Testamente, som stemmer overens med Det Nye Testamente og den naturlige lov.(7)
    Da den naturlige loverkendelse normalt er ret usikker på grund af syndens formørkelse, som også gør sig gældende i den troende, bliver det i praksis Det Nye Testamentes formaninger, der afstikker de gode gerningers vej for os. Som det hedder i teserne over Rom 3,28, så er vi endnu ustadige i Ånden og ligger i strid med kødet, derfor er det nødvendigt "at holde fast ved sikre bud og skrifter af apostlene".(8)
    At Luther bruger de ti bud som ramme for sin kateketiske belæring af de kristne sker af pædagogiske grunde, da vi ingen andre steder finder en bedre sammenfatning af Guds vilje med vort liv.(9) Efter gennemgangen af budene i Den Store Katekismus siger han således: "De ti bud er en sammenfatning af den guddommelige lære om, hvad vi skal gøre, for at hele vort liv kan behage Gud. Dette er den rette kilde, som alt må springe fra og den rette ledning, som alt må strømme igennem, når det skal være rette gode gerninger".(10)


Lovens tredje brug
Af det foregående fremgår det klart, at reformatorerne fastholder lovens vejledende funktion for de kristne. Og at denne funktion er nødvendig.
    I sin dogmatik fra 1535 systematiserer Melanchthon det til læren om lovens tredje brug, hvis indhold netop er lovens forpligtende vejledning også for de kristne. Selve udtrykket "lovens tre brug" har han fra Luther, der bruger det én eneste gang i Kirkepostillen, men ellers forlader det til fordel for talen om evangeliets to goder.(11)
    Som vi har set, fastholder Luther selve sagen, men anvender altså andre udtryk som evangeliets andet gode. Talen om lovens tredje brug bliver måske også let misvisende, da der jo netop  ikke er tale om en ny brug, men blot en understregning af, at loven også gælder for den troende i hans hverdag. Ganske vist har formaningerne i Det Nye Testamente en mild og venlig klang, men det er ikke det, der er det revolutionerende nye. Det helt nye er, at mennesket nu bliver forvandlet, mens Guds vilje består.
    I sin lille kommentar til Galaterbrevet præciserer Luther det sådan: "Kødelig frihed er nemlig, at loven ændres, men mennesket forbliver uændret. Men kristelig frihed er, at loven ikke ændres, men derimod mennesket. Da hilses den samme lov, som viljen før hadede, velkommen, fordi Guds kærlighed nu er udgydt i vore hjerter ved Helligånden".(12)
    Der er ingen modsætning mellem Melanchthons tale om lovens tredje brug og Luthers tale om evangeliets andet gode. De forskellige udtryk supplerer hinanden og udtrykker hver især noget væsentligt. Og Luther anbefalede varmt Melanchthons dogmatik fra 1535, hvor læren om lovens tre brug findes, og ifølge Kirkeordinansen hører denne udgave af dogmatikken med til den danske kirkes officielle bøger.


Evangeliet og formaningerne
Den kristnes etiske liv levet i overensstemmelse med Guds vilje i kærlighed og omsorg for næsten, er altså ifølge reformatorerne et produkt og en frugt af Kristi retfærdighed, som vi ejer i troen. Selve den tro, der finder trøst og hvile fra lovens anklage, er essensen og kilden i det nye liv. Denne tro tager med Åndens hjælp kampen op mod den resterende synd og vokser i kærlighed og gode gerninger. I denne kamp og vækst har den troende brug for lovens vejledning. Både de positive vejvisere og tilskyndelser, og de alvorlige advarselstavler. Da vi endnu ikke er fuldt oplyste i vore tanker og stadig har en sløv vilje, har vi brug for både vejledning og tilskyndelser. Den kristne frihed er ikke en frihed for vor syndige natur, der tværtimod skal tvinges til i det mindste at følge loven i det ydre.
    Her er det dog af afgørende vigtighed, at lov og formaninger aldrig får adgang til vor samvittighed og spørgsmålet om vor barnekår. Loven har intet at gøre med vor nådestand, men skal holde sig her på jorden og vejlede os i vor dagligdag. Dette udfolder Luther grundigt og godt i sin store kommentar til Galaterbrevet.(13)
    Selv om den kristne stadig har synden i sig, der i sit væsen er ens hos både den ugudelige og den kristne, så er der dog den afgørende forskel, at hvor synden før var herre i vort liv, så er den nu en behersket synd, der holdes lænket af troen. Også den kristne mærker til vrede og seksuelt begær, men bekæmper det, så det ikke fører til konkret handling. Den resterende synd i os er som en fængslet og dødsdømt fange, siger Luther i sit skrift mod Latomus, som netop er udkommet på dansk.(14) Og forudsætningen for at synden forbliver en fanget og behersket synd, er den frigjorte samvittighed, der hviler i Kristi offerdød og er taknemmelig for formaningernes vejvisere og advarselsskilte på vejen frem.
    Sker det, at man falder i synd, må man straks søge syndernes forladelse og rejse sig igen. Opgiver man kampen og lader synden råde, kvæles troen, så man falder ud af nåden og mister Helligånden. I så fald må man igennem en omvendelse atter vende tilbage til nådepagten, som vi skal se i forbindelse med artikel 12 om boden.


Noter
1)   WA Br 12,191.
2)   Indledningen til Kirkepostillen er oversat i "Troens evangelium", København 1985,
     side 17-24.
3)   WA 1,364; Oversat i "Luthers Skrifter i Udvalg", Gad/Aros, bind 1,89.
4)   WA 2,46.
5)   WA 2,146; oversat i "Troen og livet", København 1992, side 12.
6)   Samme som ovenfor, side 13.
7)   WA 24,7; oversat i "Troen og livet", side 27.
8)   "Troen og livet", side 154, tese 58.
9)   WA 18,81 (Mod de himmelske profeter). Oversat i "Martin Luther. Verker i utvalg",
     Oslo 1979-83, bind 3,221-349.
10) Luthers Skrifter i Udvalg, Gad/Aros, bind 2,163.
11) WA 10 I 1,456 (dreyerley brauch des gesetzs).
12) WA 2,560.
13) Se især Store Galaterbrevskommentar bind 1,168-71 og bind 2,13-72 (Kbh. 1981 og 1984).
14) "Mod Latomus", København 1995, side 122.



tilbage til oversigten