Confessio Augustana



Bekendelsen kommenteret..



Kristus og hjertets fremmede retfærdighed
Om Kristi forsoning og troens retfærdighed


Med læren om menneskets retfærdiggørelse ved tro alene er vi ved den artikel, om hvilken Luther i sin kommentar til Salme 130 siger: "Står denne artikel, så står kirken, falder den, så falder kirken med" (WA 40 III,351). Og i Apologien, som er det tilhørende forsvarsskrift for Augustana, hedder det, at dette er "den vigtigste artikel i den kristne lære".
    Den kendte formulering, at det er "den artikel hvormed kirken står eller falder", findes ikke fuldstændig ordret hos Luther, men stammer fra den reformerte teolog Heinrich Alsted og hans bog "Theologia scholastica didacta" fra 1618 (articulus stantis et cadentis ecclesiae, s. 711).
    Den lutherske lære om forsoning og retfærdiggørelse behandles især i artikel 3, 4, 5, 20 og 24.


Det endegyldige sonoffer
Forudsætningen for menneskets retfærdiggørelse for Guds domstol er Kristi frelsergerning. Ifølge bekendelsen er den altomfattende og total. Med henvisning til Hebræerbrevet 10,10 og 14 fastslår man kort og præcis, at Kristi død er betaling "ikke alene for arvesynden, men også for alle menneskers aktuelle synder" (art. 3 og 24). Man afviser direkte en katolsk opfattelse, der lærer, at Kristus kun har gjort fyldest for arvesynden og at vor egne aktuelle synder må udslettes ved Kristi gentagne offer i messen. Nej, ikke alene den skyld, vi har arvet fra Adam, men også den skyld, vi selv har pådraget os i vort liv, har Kristus betalt for.
    Genstanden for denne betaling er Faderen ("Faderen forsones", art. 20). I den tyske tekst præciseres det, at det gælder "Guds vrede" (art. 3). Betalingsmidlet er "Kristi død" (art. 4), som kaldes et "offer" (art. 3) og et "sonoffer" (Apologien 24). Det sidste udtryk er en oversættelse af et ord, der kun findes to gange i NT nemlig i Hebræerbrevet 9,5, hvor det helt bogstavelig betegner sonedækket på pagtens ark og i Romerbrevet 3,25, hvor det bruges om Jesus og er oversat med sonoffer.
    I Apologien får vi samtidig en definition på, hvad et sonoffer er, og altså hvori Kristi gerning består. Der hedder her: "Et sonoffer er en handling, der fyldestgør for skyld og straf, dvs. som forsoner Gud, eller Guds vrede eller skaffer syndernes forladelse til andre". Og man konkluderer, at der i virkeligheden kun har været ét eneste sonoffer i verden, nemlig Kristi død.


Stedfortrædende lovopfyldelse
At Kristi gerning i bekendelsen først og fremmest beskrives med ord som offer og sonoffer, udelukker på ingen måde, at Kristus også har holdt og opfyldt loven i vort sted. Både før og efter rigsdagen i Augsburg lærer Luther dette.
    I fortalen til Kirkepostillen hedder det således i forbindelse med Luthers klare skelnen mellem Kristus som gave og som eksempel netop, at "Kristus selv med det han gør og lider, er din". Og det må vi sætte vor lid til "ganske som om du selv havde gjort det".
    I sine fem teserækker fra 1538 over Rom 3,28 sætter Luther direkte Kristi gerning ind i et lovskema. I teserække to hedder det, at den, der vil gå ind til livet, må holde Guds bud (tese 67). Men ingen hellig har nogensinde gjort eller kan gøre det (56). I Kristi gerning har vi imidlertid "et sikkert og troværdigt eksempel på opfyldelsen af loven" (74). Kristus "var lydig mod Faderen for os" (80). Her har vi en gennemført og tydelig beskrivelse af Kristi gerning som en stedfortrædende lovopfyldelse.


Befrielse gennem forsoning
I den stærke fremhævelse af Kristi stedfortrædende lovopfyldelse og straflidelse under Guds vrede må vi imidlertid ikke glemme det aspekt, som Luther især har fremme i sin lille Katekismus og i sine prædikener, nemlig at Kristi gerning også er Guds mægtige befrielseshandling, der river os ud af det fangenskab, som synden, døden og Djævelen holdt os i.
    I den grundigere forklaring i den store Katekismus er begge motiver samlet, både befrielsen og forsoningen. De to motiver supplerer hinanden og understreger afgørende aspekter i Kristi frelsesgerning. Befrielsesaspektet er med til at fastholde, at frelsen skyldes Guds indgriben. Det er Gud, der er det handlende subjekt, der i kærlighed til os mennesker, tager kampen op mod de magter, der vil skade os.
    Vort nuværende fangenskab under fordærvsmagterne er jo ikke Guds oprindelige og gode plan med menneskeslægten. Det skyldes derimod Djævelens sabotagehandling. Det var ham, der bragte os under ulydighed, synd, død og al ulykke, så vi kom under Guds vrede og unåde, som Luther siger det i sin Katekismus. Guds vrede er således ikke en evig egenskab i Guds væsen på lige linie med hans kærlighed, men er først fremkaldt ved Djævelen og vor egen ulydighed. Og det er Guds kærlighed, der er den bevægende årsag til hans mægtige befrielsesaktion. Karakteristisk for den lutherske teologi i modsætning til den calvinske er netop, at hvor de ønsker at understrege Guds hellighed, så fokuserer Luther på Guds kærlighed, som er det inderste i Guds væsen.
    Men fordi den skyld, vi har pådraget os over for Gud, er den lænke, der holder os fanget under Djævelen, så indeslutter Jesu befrielseshandling også forsoning. Jesus må selv opfylde vor forpligtelse og lide vor straf, så at skylden slettes ud. Der er ingen anden måde, hvorpå ondskabsmagternes tyranni kan brydes. Og det drivende motiv er den guddommelige kærlighed. (Se Luthers Skrifter i Udvalg, Århus 1980, bind 2, s. 234, note 56).


Retfærdiggjort af tro
Kristi stedfortrædende frelsergerning, der befrier os fra Djævelen ved at sone vor skyld, bliver vor personlige ejendom ved tro. Denne altomfattende og totale frelse, som er tilvejebragt uden for os af en anden, kommer Gud selv og skænker os gennem ord og sakramenter (art 5). Ved ordet om den fuldbragte frelse vækker Gud troen i os, så vi griber Kristus og hans frelse. Og netop denne tro, der griber Kristus, regnes af Gud til retfærdighed. Der er altså ikke tale om nogen verdensretfærdiggørelse i bekendelsen eller en retfærdiggørelse af syndere ud i det blå. Det er alene den synder, der gennem forkyndelsen af lov og evangelium, griber om Kristi frelse, der regnes retfærdig for Guds domstol. Kristi korsdød er altomfattende og forkyndelsen af syndernes forladelse er universel, men det er alene den, der griber om frelsen, der erklæres retfærdig. Og som vi så sidste gang, så har Gud ikke udelukket nogen fra dette på forhånd ved en eller anden hemmelig beslutning. Gud vil, at alle skal frelses. Derfor skal vi heller ikke gemme hænderne passivt under armene, men med udstrakte arme og glæde omfavne Guds Søn, som Luther siger det i de førnævnte teser (1,22).


Uden for os og dog i os ved troen
At vor retfærdighed er en fremmed retfærdighed, der er tilvejebragt uden for os af en anden, er dog ingen modsætning til, at den tager bolig i os ved troen. Ordene uden for/i os refererer til to forskellige planer. Udtrykket "uden for" understreger, at frelsen er tilvejebragt uden vor medvirken. Ved troen tager Kristus imidlertid bolig i os med sin frelse, så det bliver vor personlig ejendom. Dog ikke som en del af vor natur. Så i en vis forstand forbliver frelsen altid "uden for" os, selv om den er i os ved troen.
    I sin store kommentar til Galaterbrevet siger Luther i forbindelse med 2,16, at han også antager en iboende retfærdighed i hjertet, men det er troen og ikke kærligheden, som katolikkerne mener. Og vel at mærke den tro, der udelukkende ser hen til Frelseren Kristus. Det er altså Kristus, som troen favner og som bor i hjertet, der er den kristnes retfærdighed.
    Da den lutherske teolog Andreas Osiander forsøgte at tolke denne Kristi iboen som om det egentlig var vor forening med Kristi guddommelig natur, der var vor retfærdighed, blev det afvist af både Luther og Melanchthon. Det er netop den én gang for alle fuldbragte frelse uden for os, der er vor iboende retfærdighed ved troen.
    Noget andet er så, at reformatorerne var omhyggelige med at pointere, at den frelsende tro altid er en levende tro, der bringer Helligånden med sig, som frembringer et nyt liv med gode frugter. Men det er ikke derfor, at troen retfærdiggør. Det skyldes alene, at den griber den fuldbragte frelse.
    Samtidig afviser man også den katolske forståelse, at troen retfærdiggør fordi den er begyndelsen eller forberedelsen til retfærdiggørelsen, således at det egentlig ikke er ved selve troen, vi bliver Gud velbehagelig, men ved de gerninger, der følger efter. Nej, troen er både begyndelsen, midten og slutningen, ja alt i retfærdiggørelsen, fordi det alene er den, der griber Kristus.


Aktuelt
På baggrund af flere års samtaler mellem katolikker og lutheraner udsendte man i begyndelsen af året en fælles erklæring om retfærdiggørelseslæren, hvor man angiveligt skulle have nået frem til så stor enighed, at der ikke længere er grund til adskillelse mellem de to kirkesamfund. Dette har været omtalt i pressen. I dokumentet fastslår man, at der er to aspekter i retfærdiggørelsen, nemlig at vi både erklæres og gøres retfærdig. Eller at der både sker en ikke-tilregning af synden og at Helligånden skaber en aktiv kærlighed i os. Det hedder at den retfærdiggørende tro omfatter kærlighed til Gud. I øvrigt er der det pudsige ved dokumentet, at man samtidig med at man opfordrer til at drøfte indholdet forbyder at citere fra det.
    Dokumentet minder meget om et lignende forsøg på at forene de to kirkesamfund, som man gjorde i Regensburg i 1541. Dengang blev det afvist af Luther med den begrundelse, at der var tale om en kunstig enighed, hvor man blot havde "sammenlimet" to uforenelige syn, som man så stadig kunne tolke i hver sin retning. Melanchthon kritiserede også den tvetydige trosforståelse, der kom til udtryk, når man udtalte, at retfærdiggørelsen sker "ved en kraftig og virksom tro". Derved gives der rum for en sammenblanding af tro og gerninger.




tilbage til oversigten