Confessio Augustana



Bekendelsen kommenteret.



Menneskets vilje over for Guds
Om den treenige Gud og det syndige menneske. Og om forholdet mellem Guds vilje og vores.

Tre virkelige personer
Den Augsburgske Bekendelse indleder med at tilslutte sig oldkirkens bekendelse til den treenige Gud. Tre personer i ét guddommeligt væsen. Man anvender ordet "person" nøjagtig, som vi gør i dag, så det betegner "ikke en del af en anden eller en egenskab ved en anden, men en, der består ved sig selv".
    På reformationstiden forsøgte Michael Servetus at afsvække treenighedslæren, ved at henvise til at ordet "person" oprindelig stod for skuespillerens maske eller rolle. Denne brug af ordet blev skarpt tilbagevist fra både reformert og luthersk hold. Melanchthon gør det i sin dogmatik fra 1543, hvor han præciserer, at ordet betegner et "udeleligt, selvstændigt jeg".
    Man anvender altså den almindelige sprogbrug, som svarer til den nudanske, men viser så det specielle ved de tre personer i treenigheden. Hvor én person er, er de to andre også. Alle tre personer er lige i alder, kraft og herlighed. Og vigtigst af alt: de har alle tre samme vilje og hjerte - som Luther beskriver som brændende kærlighed.
    

Syndens ophav
I forlængelse af treenighedslæren rejser der sig imidlertid et spørgsmål om, hvor det onde i tilværelsen og i menneskets natur kommer fra. For når der kun er én Gud, hvis væsen er fuldkommen kærlighed og godhed, hvor stammer det onde så fra? Eksisterer der en eller anden ond modgud?
    Artikel 1 i bekendelsen afviser den tanke, at der skulle eksistere to guder eller principper, et ondt og et godt. En tankegang, vi møder i megen filosofi og religion i dag. Nej, der er kun én Gud, som har skabt alt, hele universet med alle englevæsener og mennesker.
    Svaret på spørgsmålet må vi søge i disse skabningers misbrug af den personlighed og frie vilje, som de er skabt med. "Syndens årsag er Djævelens og de ugudeliges vilje", hedder det i artikel 19. Gud har ganske vist skabt og opretholder engle og mennesker, men synden er hverken hans idé eller ønske. Planen med personlige, frie skabninger var, at de i frivillig kærlighed skulle dyrke og elske Gud. Samtidig bestod der så også den mulighed, at de kunne misbruge denne frihed og selvstændighed. Men det var hverken Guds vilje eller plan - eller noget han havde forudbestemt!


Faldet og fortabelsen er ikke forudbestemt
Med dette syn adskiller reformatorerne sig fra Zwingli og Calvin. I sin dogmatik fra 1559 lærer Calvin, at Gud både har bestemt og villet syndefaldet, og har bestemt, at ikke alle skal frelses. Det er først efter Luther død, disse tanker fremkommer. Zwingli gjorde sig allerede bemærket på selve rigsdagen i Augsburg i 1530, hvor han indleverede sin egen bekendelse. Heri fremhæver han Guds suveræne forudbestemmelse af alt, som ikke tager hensyn til menneskets vilje og valg.
    Mod dette bekender reformatorerne, at mennesket er skabt som en selvstændig person, hvis frihed Gud respekterer og tager hensyn til både før og efter syndefaldet. Mennesket er ikke en på forhånd programmeret robot og Himlen fyldes ikke af mennesker, hvis vilje Gud har udraderet med sin almagtshånd.


Mellem katolikker og calvinister
Den lutherske kirke placerer sig på Bibelens grund med katolikker og calvinister på hver sin side. Modsat den katolske kirke fastholder man det faldne menneskes trælbundne vilje i åndelige ting (artikel 18). Vi er født med arvesynd, der ifølge artikel 2 er "virkelig" synd. Vi ikke alene fødes ind under den skyld, der hviler på menneskeheden på grund af Adams fald. Vi fødes også med en syndig natur, der vender ryggen mod Gud. Reformatorerne skelner her mellem "appetit" og "begær". Vi er skabt med en naturlig appetit på livet, mad, det modsatte køn og Gud. Ved faldet blev denne appetit imidlertid besmittet af det onde begær, der først og fremmest søger sit eget i alt. Denne front er tydeligst i begyndelsen af reformationen og når sit højdepunkt i Luthers skrift "Om den trælbundne vilje".
    Omkring 1530 og frem får vi så den anden front med afstandtagen fra Zwinglis og Calvins syn (og Augustins), hvor menneskets vilje og selvstændighed er sat fuldstændig ud af spillet til fordel for Guds suveræne almagt. Mod dette hævder de lutherske reformatorer Guds universelle frelsesvilje, som indebærer, at Gud virkelig og seriøst ønsker og vil, at alle mennesker skal frelses. At alle så rent faktisk ikke bliver det, skyldes ene og alene at mennesket misbruger sin vilje og fastholder sin modstand.
    Af fødsel og natur er vi alle fjendtlig stemt mod Gud. Derfor må Gud komme til os og skabe trostillid i vore hjerter. Denne nådevirkning sker dog ikke på uimodståelig måde, da det ville smadre vor personlighed og gøre os til viljeløse robotter. At nogle afviser Guds frelsesindbydelse, skyldes ikke Gud, men det enkelte menneske. Guds kald og nåde er lige reel og seriøs over for enhver. Helligåndens trosskabende effekt er ikke større eller mere alvorlig ment hos den ene end hos den anden. Forskellen ligger ene og alene i det faktum, at vi er skabt som frie personvæsener med mulighed for at afvise Guds seriøse frelsestilbud.
    Dette syn med den nye front får sit tydeligste udtryk i Melanchthons dogmatik fra 1535 og i de senere Lutherskrifter. De vigtigste af disse tekster er samlet og oversat i "Martin Luther. Guds frelsesvilje og det evige nådevalg". Her har vi blandt andet en udtalelse fra 1539, hvor Luther siger: "Årsagen til at Gud udvælger én og ikke en anden, skal man søge i mennesket, ikke i Guds vilje. For Guds løfter er universelle. Han vil, at alle skal frelses. Derfor er skylden ikke vor Herre Guds, som giver løfterne, men deres, som ikke vil tro" (s. 54).


De store nordiske teologer fastholder valgets mulighed
Dette lutherske syn finder vi også hos betydelige teologer i nyere tid, således i Hallesbys "Utvelgelsen", hos Rosenius og Regin Prenter. Lad os her blot nøjes med at citere de to sidste.
    I "Kirkens tro" fremhæver Prenter vor valgmulighed, når Ånden ved evangeliets forkyndelse virker på hjerterne: "Gud kan ved sit evangelium og sin Ånd frigøre denne trælbundne vilje til at tro ham glad og gerne. Dog kender NT den gåde, at et menneske kan sige nej til Guds evangelium og Guds Ånd". Prenter forklarer denne gåde med troens væsen, som er "personlig og frivillig" (s.228).
    I sin artikel "Om det evige nådevalg" siger Rosenius: "Indbydelsen går ud. Der graves og gødes om træet. Gennem dette får mennesket en evne, en anledning, som det ikke før havde, til at vælge mellem døden og livet, og først da afgør det ved den stilling, det indtager, sin evige skæbne. Nu siger Paulus så, at Herren i sin alvidenhed har forudset, hvem der modtager nåden. Ikke udset, men forudset. Og det er disse, Gud i kraft af sin forudviden fra evighed har forudbestemt til at blive hans Søn lig" (Samlede Skrifter V, s.133).
    Samtidig med at man fastholder det faldne menneskes bundne vilje, lærer man altså, at vi i omvendelsen sættes ind i en ny situation med et reelt valg, hvis udfald ikke på forhånd er givet. Da Gud er hævet over tid og rum, og alt ligger blottet for ham i ét eneste nærværende nu, kender han imidlertid udfaldet af dette valg, hvis mulighed han selv har givet - og det har han taget med ind i sin frelsesplan.


Udvælgelsens grund er Kristus og troen
Udvælgelsen af enkeltpersoner til frelse fra evighed af er ikke et paradoks, hvis grund vi ikke kender. Ifølge Bibelen er udvælgelsens grund Kristus og troen. Vi er udvalgt i Kristus ved tro (Ef 1,4).
    Det er især Melanchthons fortjeneste, at have påvist den nøje parallel mellem udvælgelsen og retfærdiggørelsen. "Man bør ikke søge anden årsag til forudbestemmelsen end til retfærdiggørelsen", hedder det i dogmatikken fra 1535. Nådevalget og retfærdiggørelsen stemmer overens på samme måde som en plan og dens udførelse. Gud har ikke bestemt ét fra evighed af for så at udføre noget andet her i tiden. Som vi retfærdiggøres på grund af Kristus og ved tro, således er vi også udvalgt af Gud fra evighed af. Både Kristus og troen indgår som årsag i Guds udvælgelse. Og vel at mærke en tro, som Gud gerne skænker enhver. Vi er udvalgt efter Gud Faders forudviden om disse ting, siger Peter i sit Første Brev 1,2. Udvælgelsen er betinget både af Kristi soningsdød og af menneskets forhold til denne.
    Selv om vi ikke med vor forstand kan fatte, hvordan Gud fra evighed af kan tage hensyn til en tro, der først bliver til her i tiden, så kender vi altså udmærket nådevalgets præmisser.
    Desuden er det vigtigt, såvel i vore overvejelser som i anfægtelse, at vi altid holder fast ved, både at Guds frelsesvilje er universel og at evangeliet er gratis. Ingen er på forhånd udelukket fra frelsen ved en tilfældig og blind udvælgelse, og ingen er for uværdig til nåden.


Uenighed om nådevalget blandt lutheranerne
I Nordamerika var der sidst i 1800-tallet en længere strid om, hvem der tolkede reformatorerne rigtigst på dette punkt. Om det var dem, der lagde vægten på Luthers tidlige skrifter eller om det var dem, der fulgte den præcisering, som fremkom omkring 1530 og som svarer til det, vi så hos Prenter og Rosenius.
    De fleste lutherske menigheder sluttede efterhånden op omkring det syn, der ligger i forlængelse af Rosenius. Konkret tilsluttede man sig Erik Pontoppidans formuleringer i "Sandhed til Gudfrygtighed", hvor svaret på, hvad udvælgelsen er, lyder: "At Gud har beskikket alle dem til det evige liv, som han af evighed har set ville antage den tilbudte nåde, tro på Kristus og i denne tro blive bestandig indtil enden" (sp.548).
    Især Missouri-synoden mente dog, at dette syn let fører i synergistisk retning ved at tillægge menneskets vilje en for stor plads. Modsat blev de selv kritiseret for at lægge så megen vægt på Guds almagt og menneskets afmagt, at de ingen plads fik til menneskets valg i omvendelsen og reelt stod i fare for at fornægte Guds universelle frelsesvilje. Deres megen tale om hemmeligheder og paradokser i denne forbindelse var med til at problematisere hele spørgsmålet på en uholdbar måde.
    Begge syn findes i dag i de danske vækkelsesbevægelser, både Missouris syn, der lægger vægten på Luthers tidlige skrifter, som man tolker i augustinsk retning og det pontoppidansk-rosenianske, der følger den præcisering og afklaring, der fremkom hos reformatorerne i 1530'erne som følge af den nye front mod Zwingli og Calvin.


Når og hvor Gud vil
Når det derfor i artikel 5 i Augustana hedder, at Gud virker troen "når og hvor han vil", så må vi ikke tolke dette knappe udtryk i modstrid med reformatorernes egen mening. Modsat Augustin og Calvin lærer reformatorerne, at Gud ikke giver sin nåde på uimodståelig vis.
    Det vil heller ikke være rigtigt, at tolke udtrykket, så der opstår tvivl om nådemidlernes virkning. Man kan ikke bruge dette udtryk til f.eks. at problematisere genfødelsen i dåben. Ifølge Luther selv bliver alle børn genfødt i dåben. Netop fordi Helligånden altid virker troen i barnet, som ikke yder hårdnakket modstand - hvad en voksen kan.
    I øvrigt viser Luthers dåbssyn tydeligt, at Rosenius og Pontoppidan tolker Luthers syn på udvælgelsen ret. Grunden til at alle børn bliver genfødt i dåben skyldes netop Guds universelle frelsesvilje, som barnet ikke yder nogen modstand. Og når alle voksne ikke bliver genfødt og kommer til tro i dåben skyldes det alene, at de kan yde hårdnakket modstand.
    Udtrykket "når og hvor Gud vil" forstås altså bedst som reformatorernes modspil til det katolske "ex opere operato" (: blot ritualet udføres). Hvor retninger inden for den katolske kirke lærte, at sakramenterne skænker nåden blot ritualet bliver udført og uafhængig af tro, vil reformatorerne med deres udtryk pointerer, at nåden kun kan modtages i den tro, som kun Gud kan skænke og som vi derfor må bede om. - Men som han skænker glad og gerne.



tilbage til oversigten