Confessio Augustana   


 


Om oversættelsen af artikel 13  




Artikel 13 i den nye oversættelse
I den nye oversættelse lyder artikel 13 sådan:

“Om sakramenternes brug lærer de, at de ikke er indstiftet blot for at være ydre kendetegn blandt mennesker, men meget mere for at være tegn og vidnesbyrd om Guds sindelag mod os. Indstiftet for at vække og styrke troen i dem, der bruger sakramenterne. Derfor bør sakramenterne bruges sådan, at troen kommer til. Den tro, der tror de løfter, der gives og tydeliggøres i sakramenterne.

   De fordømmer derfor dem, der lærer, at sakramenterne retfærdiggør blot ritualet udføres og som ikke lærer, at der ved brugen af dem fordres en tro, der tror, at synderne forlades.”

                    

Sakramenterne som udstillingsmontrer eller nådemidler            
Det er de fremhævede ord, der volder problemer, når de skal oversættes fra den latinske grundtekst. Helt præcis gælder det ordet, der her er oversat med “gives”. Det er en oversættelse af det latinske ord “exhibeo”, der har grundbetydningen: holder ud, holder frem, giver, udleverer - og afledt: fremviser, viser, opfører (dannet af “habeo”: -  har, holder, bærer, ejer).
    Vi kender ordet på dansk i “ekshibitionisme” som beskrives som en sygelig trang til at blotte sig. Hvornår det er sygeligt og om det er sygeligt er der sikkert ikke enighed om, men det er i hvert fald noget andet end bare at udstille sig nøgen. Man er ikke automatisk ekshibitionist fordi man er nudist. Ekshibitionisten vil i kontakt med et andet menneske, ganske vist ikke fysisk, men visuelt og psykisk. Nudisten færdes blot uden tøj og kan betragtes af andre, hvis de vil, mens ekshibitionisten blotter sig over for bestemte personer for at skabe en seksuel kontakt, selvom den kun foregår på et psykisk plan.


Engelsk stipendiat eller dansk blotter
På engelsk bruger man derimod også ordet i sin grundbetydning. “Exhibition” kan være en udstilling, men det kan også være et stipendium, og en “exhibitioner” er betegnelsen for en stipendiat, hvorimod en blotter på engelsk hedder en “exhibitionist”. Så det er ikke ligegyldigt om man i England er en exhibitioner eller en exhibitionist. Det er fint af være exhibitioner på Oxford, men det er ikke så fint at være exhibitionist samme sted.
    Denne forskel i betydningen af det latinske ord er vigtig for oversættelsen og forståelsen af artikel 13. Bliver nåden reelt skænket i nådemidlerne eller bliver de blot vist frem, udstillet. Er det en guddommelig udstilling eller er det en guddommelig gaveuddeling - et nådestipendium? Hvilken opfattelse ønsker Melanchthon, Luther og deres fæller at formidler i artikel 13?


Forskellige oversættelser - på tilbud
Ja, i hvert fald kan man se, oversætterne har forsøgt sig med forskellige ord. For eksempel bruger Leif Grane og Peder Nørgaard-Højen, som følger Granes oversættelse ordet “tilbyde”, som også bruges i Johs. Feveile og Max W. Olsens udgave fra 1955. I dag har dette ord nok en for svag klang til at være dækkende, med alle reklamerne med ugens tilbud - der måske er væk, når du kommer. Ganske vist kan der også stadig være mere substans i et tilbud, hvis det er en håndværker, der giver et (evnt. skriftlig) tilbud eller hvis man får tilbudt en bedre stilling. Men generelt har ordet nok fået en for svag klang, der ikke længere dækker sagen.


Regin Prenter takker nej til ugens tilbud
En autoritet som Regin Prenter, der bekræfter at det latinske ord har grundbetydningen “bringe ud til”, “skænke”, siger da også i sin bog Kirkens lutherske bekendelse: “Når ordet anvendes i forbindelse med forjættelse, er der tale om mere end et tilbud. Ordet “tilsige” ville her være mere dækkende end “tilbyde”.”


Dynamiske udtryk i overvægt
En anden mulighed er Biskop Nic. Balles oversættelse fra 1817, som bruger ordet “frembydes”. Og den berømte udgave af Oluff Jacobsøn fra 1618, der er blev genoptryk flere gange, har “tilbæres”. Og den sønderjyske fra 1818 har “frembydes”. Og Rudelbach vælger i sin udgave i 1825 “meddeles”. Og endelig har vi i Caspari og Johnsons dansk-norske oversættelse af hele Konkordiebogen, Christiania 1882, ordet “rækkes”.
    En nyere norsk har “løftene som blir gitt og framvist ved sakramenterne”. Og den amerikansk fra 1921 “are offered and set forth”.
    Den overvejende del af oversætterne har således valgt ord, der dækker en reel gaveoverdragelse. Det er ord som  meddele, række, give, tilbære. Guds nåde udstilles ikke blot. Der sker en reel transport fra én person til en anden. Nåden rækkes over, holdes ud, bæres frem, gives over, meddeles, distribueres.


Bekendelsens egen sprogbrug
Det er da også denne dynamiske betydning af ordet Melanchthon selv anvender i bekendelsen. Ordet “exhibeo” optræder nemlig ikke kun i artikel 13, men bruges i alt seks gange. Og i modsætning til artikel 13, hvor der desværre ikke er en direkte parallel tekst, så er der heldigvis det de andre fem gange. Første gang er i selve titlen, hvor der står at bekendelsen blev “exhibita” til Kejseren på rigsdagen i Augsburg. I den tyske udgave står der “überantwortet” samme sted, altså “overgivet”. Den bekendelse som kejseren udtrykkelig havde bedt om at få skriftlig på latin og tysk, fik han helt bogstavelig overrakt og tog med sig - og det er altså samme ord, der bruges i artikel 13. Samme vending som i titlen gentages to gange i afslutningen.
    I art. 8 bruges ordet igen, når det hedder: “Ord og sakramenter er virksomme på grund af Kristi indstiftelse og befaling, selvom de “exhibeantur” af onde”. Her har den tyske paralleltekst “gereicht werden” altså rækkes, gives.
    Det sidste sted er i art. 24, hvor det hedder: “Dette er at ihukomme Kristus, at ihukomme hans velgerninger og tro, at de virkeligt gives os (vere exhibeantur nobis).” Det vil jo ikke give nogen mening at sige her, at Kristi velgerninger “virkelig vises os”. Nej, de skænkes og gives os virkelig. Eller som det siges i den tyske tekst om Kristi nåde, at den tilsiges os (“zugesagt ist” - Zusage som substantiv betyder: tilsagn, løfte). Det er her Prenter kan hente støtte for sit forslag.


Bekendelsens egen forståelse af sakramenternes virkning
At der altså sker en virkelig gaveoverdragelse og ikke blot en udstilling fremgår også med al ønskelig tydelighed i artikel 5, hvor det umisforståeligt siges, at “Helligånden gives ved ord og sakramenter som midler.” Det er det latinske “donare”, som vi har på dansk i en donor (f.eks. bloddonor) og at donere noget til et godt formål, osv. I den tyske tekst står “gibt” (durch Mittel den heiligen Geist gibt).
    I selve Bekendelsen er der altså i den tyske tekst en række ord, der dækker en reel overdragelse af et åndeligt gode og ikke blot en fremvisning og udstilling. Det er ordene: zusagen, reichen, überantworten, geben - tilsige, række, overgive, give.
    Det er da også de ord og oversættelser, der bedst beskriver selve sagen, som er klar og tydelig både hos Melanchthon og Luther.


Ordene må dække det saglige dogmatiske indhold
I sin dogmatik siger Melanchthon således, at Gud har indstiftet et embede “til at forlade synden og uddele forladelse ved sakramenterne” (Instituit autem Deus in Ecclesia ministerium remittendi peccata et distribuendi remissionem per Sacramenta). Syndernes forladelse distribueres altså helt konkret via sakramenterne.
    Nøjagtig samme syn har Luther. I sit skrift “Om nøglemagten” fra 1530, som Luther netop skrev, mens resten af holdet befandt sig i Augsburg, siger han, at det, der sker i sakramenterne og når evangeliet bliver forkyndt til få eller mange, er lige så konkret og virkeligt som når en konge skænker en person et slot: “En konge giver dig et slot, tager du ikke imod det, så har kongen dog derfor ikke løjet eller fejlet, men du har bedraget dig selv, og skylden er din; kongen har visseligt givet det.” Der foregår altså en helt konkret og virkelig gaveoverdragelse ifølge Luthers opfattelse. Derfor kan han også i samme forbindelse kalde nådemidlerne for “Executores, evangeliets udøvere, dets fogeder”.(Luthers Reformatoriske Skrifter i Udvalg, Kbh. 1883, s. 792 og 799).


Sakramenterne giver løfter og skænker nåde
Ud fra denne analyse gengiver den nye oversættelse artikel 13 med ordet “give”, da det både dækker reformatorernes mening og sprogbrug, og på dansk passer godt sammen med ordet “løfte”. Et løfte giver man.    


tilbage til oversigten



Smutvej til den nye danske oversættelse

og til den latinske tekst

og til den tyske tekst