Confessio Augustana



Kirkens bekendelse og dens tekst-udgaver..




Reformationen i Danmark og de nye bøger

Reformationens indførelse i Danmark 1536 foregik med tæt kontakt til teologerne i Wittenberg. Den danske konge, Christian III, bad derfor også Luther om assistance til at gennemføre de nye reformer.
    Luther sendte sin ekspert på området, nemlig den tyske reformator Johann Bugenhagen, præst og professor i Wittenberg og Luthers nære, personlige ven. Han var eksperten i opbygningen af nye lutherske kirker. Han var i Danmark fra 1535-37 og med hans bistand fik man udarbejdet Den Danske Kirkeordinans, som grundlag for den nye evangeliske kirke. Kirkeordinansen blev vedtaget i 1539 af Kongen og kirkens mænd, efter at have være til godkendelse hos Luther. Så den danske kirke er i høj grad forbundet med Wittenberg og den lutherske reformation.
    Kirkeordinansen indeholder ikke direkte nogen symbolforpligtelse. Præsteløftet eller de ord biskoppen pålægger den kommende præst, omtaler kun Den hellige Skrift og evangeliet. Det samme gælder bispeeden. Men helt uden omtale af bekendelsesskrifter er Ordinansen dog ikke. Præsterne får nemlig indskærpet, at de “alene må bruge de bøger”, som er godkendt af kirken og får samtidig beskrevet, hvilke bøger, de “skal eje” og bruge i deres tjeneste. Afhængig af hvordan man tæller, nævner Kirkeordinansen 7 eller 8 bøger. Og blandt dem er der to, som normalt nævnes blandt kirkens symboler eller bekendelsesskrifter.


Kirkeordinansens bekendelsesskrifter eller grundbøger

  

Først og fremmest skal præsterne være i besiddelse af en Bibel.

  

Dernæst Luthers Kirkepostil, som han netop skrev, som en vejledning og hjælp for de nye lutherske præster.

  

Så er der Melanchthons Apologi, som altid blev udgivet sammen med Augustana (derfor 7 eller 8)

  

Lærebogen i dogmatik er naturligvis Melanchthons “Loci”, som var den bog Luther af alle roste mest.

  

Til oplæring af ungdommen er det lige så naturligt den Lille Katekismus, der anføres.

  

Efter disse bøger af mere læremæssig karakter kommer som de to sidste De sachsiske Visitationsartikler og Kirkeordinansen selv. Det er bøger, der berører et vidt spekter af kirkens liv: Gudstjenestens indhold og ritualer, menighedspleje, undervisning og mange praktiske anvisninger.

Afhængig af om man tæller Apologien som en eller som to, da den også indeholder Den Augsburgske Bekendelse, så nævner Ordinansen altså her 7 eller 8 bøger, hvoraf to normalt henregnes til kirkens bekendelsesskrifter, nemlig Den Lille Katekismus og Den Augsburgske Bekendelse.
    Om Luthers katekismus ved vi endda, at man her tænker på den fuldstændige udgave med alle seks dele og den lille dåbsbog og vielsesbogen som tillæg. Der nævnes nemlig i Ordinansen at gudstjenesten foruden prædikenen også skal indeholde en gennemgang af “de 6 Stykker” i Luthers lille katekismus, ligesom ægtevielsen skal foregå “efter den skik og på den måde, som står i Luthers lille Katekismus”.


Kongelig forordning fra 1574 om Den Augsburgske Bekendelse
Allerede her i Den Danske Kirkeordinans fra 1537-39 møder vi altså en omtale af bøger, som vi normalt opfatter som kirkens bekendelsesskrifter. Næste gang kirkens bekendelse omtales officielt, er i en kongelig forordning fra 26. juni 1574, hvor præsterne påmindes om at de skal “lere og undervise deris sognefolk efter dend ausborgiske confession”. Og 10. juli 1588 udsendes en skrivelse, hvor Christian IV udtrykker ønske om, at præster, skolemestre og andre lærere vil holde fast ved den hidtidige lære og ceremonierne “effther thend hellige Prophetische och Apostolische schrifft och thend Augborgiske Confession och Ordinantzen”.
    I disse skrivelser nævnes Den Augsburgske Bekendelse to gange og direkte, hvor den i Kirkeordinansen blot var med som første del af Apologien. I og med Ordinansen også nævnes, bliver de 8 bøger indirekte nævnt igen som de bøger, der indeholder den dansk kirkes hidtidige lære og ceremonier - og som også skal fastholdes i fremtiden ifølge Christian den Fjerdes skrivelse.


Præciseringen i Kongeloven og Danske Lov
Så når vi frem til Kongeloven fra 1665, hvor Frederik III befaler sine efterkommere at de skal: “Tjene og dyrke den ene rette og sande Gud på den Måde og Maner, som han i sit hellige og sande Ord åbenbaret haver, og Vores christelige Tro og Bekendelse klarligen derom formelder, efter den Form og Måde, som den ren og uforfalsket er bleven foresat og fremstillet udi den Augsburgiske Confession År Et Tusind Fem Hundrede og Tredive.”
    Kongeloven blev revideret i Danske Lov 1683 under Christian V. I hans rige er der kun én tilladt trosretning. Uden at der direkte sættes navn på denne tro, præciseres indholdet af denne tro således i Danske Lov, Anden Bog, kapitel 1: "Den Religion skal i Kongens Riger og Lande alleene tilstædis, som overeens kommer med den Hellige Bibelske Skrift, det Apostoliske, Nicæniske og Athanasii Sybolis, og den uforandrede Aar et tusind fem hundrede og tredive overgiven Augsburgiske Bekiendelse og Lutheri liden Catechismo".


Danskernes almindelige religion får navn
Der er vist ingen tvivl om, hvad det er for en “religion” kongen tænker på, nemlig den, vi i dag kalder den evangelisk-lutherske. Selve udtrykket en “evangelisk-luthersk kirke” møder vi i hvert fald i begyndelsen af 1700-tallet i Tyskland. På dansk grund optræder det officielt første gang i en kongelig forordning fra 30. april 1824. Det er i forbindelse med reglerne for ægteskab mellem en katolik og en, der “bekender sig til Landets almindelige Religion”. Inden et sådan ægteskab skal de kommende ægtefæller love, at lade eventuelle børn opdrage i “den evangelisk-lutherske Kirke”. Det samme møder vi i en forordning fra 27. december 1842, hvor der både tales om “evangelisk-lutherske Christne” og “den evangelisk-lutherske Kirke”, som også her er “Landets almindelige Religion”.


Grundlovens bestemmelser om folkekirken
Med Grundloven af 1849 fik vi religionsfrihed her i landet. Dog beholder kirken en speciel plads som det fremgår af paragraf 4: “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”
    Ifølge de to kongelige forordninger må udtrykket “evangelisk-luthersk kirke” vel siges at være en kendt, officiel, juridisk størrelse. Den evangelisk-lutherske kirke er landets hidtidige almindelige religion, som gennemgik en reformation og fornyelse med Luther i 1536. Og det er altså denne religion, der ifølge Grundloven er den danske folkekirke, som staten understøtter.


Bekendelsen i mini og maxi
Sammenfatter man de forskellige officielle udsagn er denne religion ifølge den korteste definition at finde i Bibelen. Og den tolkes og læres ret, når det sker i lyset af Den Augsburgske Bekendelse. Hertil kan føjes Luthers lille Katekismus og de tre oldkirkelige trosbekendelser - som jo også er nævnt i Augustana. Danmarks almindelige religion som den findes i den evangelisk-lutherske kirke har sin mest omfattende og vel også smukkeste præcisering i Kirkeordinansen 1535-37, hvor vi har kirkens 7 eller 8 grundbøger: Bibelen, Kirkepostillen, Den Augsburgske Bekendelse med dens Apologi, Melanchthons dogmatik, Luthers Katekismus, Visitatsbogen og Kirkeordinansen selv.
    Om nogen af disse gamle forordninger og love stadig gælder og har juridisk gyldighed, er nok svært at afgøre. Og under alle omstændigheder står de jo ikke i nogen modsætning til hinanden. Der er blot tale om mere eller mindre tydelige og omfattende definitioner af den samme tro og religion. Og de forskellige definitioner skyldes især, at de er sagt ind i forskellige situationer. Således er Danske Lovs fem små bekendelser talt ind i en situation uden religionsfrihed, og lovens bestemmelser er en slags mindstemål for, hvad der er tilladt religion. For at en religion var tilladt, skulle den i det mindste opfylde det minimumskrav, de fem bekendelser sætter. Modsat er Kirkeordinansens otte store skrifter snarere et udtryk for den lutherske kirke i sin fylde og i konkret funktion. Det var med disse otte bøger som grundlag, den danske kirkes reformatoriske fædre ønskede at de nye lutherske præster udøvede deres embede.


Den rette udgave af Den Augsburgske Bekendelse
Hvis man går i detaljer med et par af de nævnte bøger, er der lidt tvivl om, hvilken udgave det helt præcist drejer sig om. Men når det gælder Katekismen kan man i hvert fald se, at Kirkeordinansen tænker på den udvidede udgave, der også indeholder Luthers ritualer for dåb og vielse.
    Desuden burde der heller ikke med Den Augsburgske Bekendelse herske nogen tvivl på dansk grund. Kongeloven siger ganske vist blot “ thend Augborgiske Confession” uden nærmere definition. Men allerede Danske Lov præciserer, at det drejer sig om “den uforandrede Aar et tusind fem hundrede og tredive overgiven Augsburgiske Bekiendelse”. Udtrykket den “uforandrede” skyldes, at man fra katolsk side på et tidspunkt begyndte at anfægte lutheranernes religionsfrihed, fordi Melanchthon havde foretaget nogle ændringer i de nye oplag af Bekendelsen. Så var det jo ikke længere den tro, Kejseren havde givet lutheranerne lov til at udøve, mente man fra katolsk side. Derfor var man fra luthersk hold nødt til at definere, hvilken nøjagtig udgave, man bekendte sig til. Nemlig den, som blev overrakt Kejseren på Rigsdagen i Augsburg 1530 og som Melanchthon udgav en tro kopi af samme år (udkom i foråret 1531). Denne trykte originaludgave “Første Udgaven” (på latin: Editio Princeps) er den udgave, man betegner som den “uforandrede”.


Kirkens officielle 1817-udgave
I Danmark er vi endda så heldige at have en helt nøjagtig tro kopi af denne bog. Ved reformationsjubilæet i 1817 udgav den danske kirke nemlig på kongens befaling en nøjagtig kopi af Første Udgaven.
    Om dette jubilæum hedder det blandt andet i den kongelige forordning (9.april 1817): “Vi Frederik den Sjette, af Guds Nåde Konge til Danmark, osv. Gjøre vitteligt: ... og da det er Os vigtigt, at den christelige Troesbekjendelse, som Dr. Luther ved Reformationen fremkaldte, aldrig skal glemmes, så have Vi og allernådigst ladet foranstalte, at en nøjagtig Affskrift af den augsburgske Confession vorder trykt, således som den oprindeligen blev overgivet, i det latinske Sprog; hvoraf eet Exemplar anskaffes til hvert Pastorat, på vedkommende Kirkes eller Kirkers Regning; og som dette forbliver ved Pastoratet, så skulle Præsterne Mand efter Mand dertil være ansvarlige.”
    Denne “nøjagtige afskrift” af den latinsk tekst fik Sjællands biskop Dr. Frederich Münster ansvaret for. Og den blev da også udsendt samme år til alle landets pastorater sammen med en rundskrivelse underskrevet af samtlige biskopper. Heri siges det blandt andet om dette nyoptryk af Bekendelsen: “En ny udgave deraf sendes, ifølge den kongelige Forordning... og skal i Fremtiden opbevares i jeres præstegårde. I denne gyldne lille bog rummes den evangeliske læres kernepunkt.”


Den Augsburgske Bekendelse indtager førstepladsen
I skrivelsen får vi faktisk også fastsat en rangorden, som nok ikke helt falder i Grundtvigs smag. Biskopperne siger nemlig om Augustana: “Denne bog, som af alle de symbolske bøger, de evangeliske kirker ejer, ubestridelig er den ypperste.” Der er kun en, der står over den, nemlig den hellige Skrift, der er “lærens eneste rettesnor”. Forholdet mellem Bibel og Bekendelse indgår vel nærmest i en slags symbiose i biskoppernes brev, for bibelen skal samtidig udlægges med bekendelsen som “rettesnor”.
    Vi har således i Danmark og den danske kirke en autoriseret udgave af kirkens ypperste bekendelsesskrift. Og det er den, der bringes her i fuld længde sammen med den tilsvarende Første Udgave af den tyske tekst. Og med en ny dansk oversættelse af Folkekirkens autoriserede latinske udgave fra 1817.


Den ufuldstændige fra 1930
Når der overhovedet kan være grund til at præcisere, hvilken udgave af bekendelsen, det drejer sig om, skyldes det, at der også er en anden i omløb. Det er en udgave, man kunne kalde “Den ufuldstændige” eller ufærdige. Det er en udgave, man konstruerede sig frem til i Tyskland i 1930'erne. Konstruktionen bygger på undersøgelser af nogle håndskrifter, som man har tillagt afgørende betydning. Højst sandsynlig drejer det sig dog blot om tidlige udkast til det færdige resultat af Bekendelsen. Vi ved nemlig, at der lige til det sidste blev drøftet og rettet i dokumenterne. Faktisk medførte dette forhold en kras bemærkning fra Kejseren, da forhandlingerne blev udskudt en enkelt dag. Lutheranerne havde nemlig erklæret, at deres bekendelse var klar, men da fremlæggelsen så blev udskudt til dagen efter, ville de lutherske gerne beholde dokumenterne, da de manglede enkelte rettelser. Det brokkede Kejseren sig over - først siger man, at dokumentet er klar til fremlæggelse, og så mangler det alligevel nogle rettelser!
    Det kan sagtens være sådanne tidlige udkast, man i Tyskland i 1930'erne er gået i lag med. Og det virker besynderlig, at man 400 år efter Rigsdagen i Augsburg begynder at ændre på officielle kirkelige dokumenter, der foreligger i godkendte trykte versioner. Det er jo en helt anden sag end med Bibelen, hvor vi ikke har en trykt udgave fra Kristi eller apostlenes hænder. Da er vi henvist til håndskrifter og afskrifter. Men med Den Augsburgske Bekendelse har vi altså en trykt udgave som forfatteren selv har besørget og som er godkendt ved flere officielle lejligheder af folk, der selv var til stede i Augsburg i 1530.


Leif Granes ufuldstændige oversættelse
Den bedst kendte danske oversættelse, der bygger på denne ufærdige udgave fra 1930, er Leif Granes. Men ved nu at lægge den fuldstændige, uforandrede udgave ud på nettet sammen med en ny oversættelse, skulle der være bragt orden i folkekirkens officielle bekendelse igen.
    Der skal dog tilføjes, at der ikke er nogen saglig overensstemmelser mellem de forskellige udgave, så vidt vides. Men hvorfor skulle vi dog nøjes med et udkast eller en ufærdige udgave, når vi kan få den helt færdig. Og i den vigtige artikel 13 om sakramenternes brug, får vi faktisk nogle vigtige og tydelige præciseringer omkring sakramenterne i den færdige udgave. Det gælder blandt andet afvisningen af ex opere operato-læren, at sakramenterne ikke frelser automatisk blot ritualet bliver udført, men at de må modtages i tro. Denne lutherske afvisning mangler i 1930-udgaven og dermed også i Granes oversættelse. Og det er jo ikke bare en lille bagatel.






....
Den Uforandrede
Augsburgske Bekendelse

til minde om 300 året
for reformationen


forordnet af
Frederik VI

til brug i de dansk kirker


Tro mod
Melanchthons Første Udgave

_____

København 1817


Billede af 1817-udgaven (ved Carsten Vigsø)
(i dansk oversættelse)


   








(Den ægte tekst til artikel 13)




tilbage til oversigten
Om oversættelsen af artikel 13