Trosbekendelse
 

overrakt

 

Den uovervindelige Hersker

Karl V

 

 

På rigsdagen i Augsburg

 

År 1530

 

______

 

Salme 119

Jeg vil tale om dine vidnesbyrd for øjnene af konger og ikke blive til skamme

 

Confessio Fidei

 

exhibita

 

Invictissimo Imperatori

Carolo V

 

in Comitiis Augustæ

 

Anno MDXXX.

 

________

 

Ps. 119, 46: Loquebar de

testimoniis tuis in conspectu

regum et non confundebar.


 

Fortale til Kejser Karl V

 

Uovervindelige Hersker, ophøjede Kejser, allernådigste Herre

Deres kejserlige Majestæt har udskrevet en rigsdag i Augsburg, for at forhandle om hjælpetropper mod tyrkerne, kristendommens og troens værste og ældste fjender, så vi kan modstå deres raseri og angreb med en stabil, stående hær. Men desuden også på grund af uenighederne i vores hellige religion og kristne tro, så begge parter i kærlighed, venligt og ydmygt kan få lejlighed til at høre, forstå og drøfte disse religionsanliggender offentligt. Det, som begge parter fejlagtigt har behandlet eller forstået i skrifterne, kunne så blive korrigeret eller fjernet, så sagen bliver bilagt og ført tilbage til én klar sandhed og kristen enighed. Herefter kan vi så have og dyrke én, ren og sand religion. Ligesom vi nu er og kæmper under én Kristus, kunne vi så også leve i én kirke i fællesskab og enighed. Vi kurfyrster og fyrster, der har underskrevet os, og andre af vores fæller, er blevet indkaldt til ovennævnte rigsdag sammen med andre kurfyrster, fyrster og grever. Og for at efterkomme den kejserlige befaling ankom vi til Augsburg i god tid. Ja, uden at prale var vi faktisk blandt de første.

  

 

     Ved selve åbningen af rigsdagen her i Augsburg foreslog deres Majestæt blandt andet, at kurfyrsterne, fyrsterne og adelige fra de andre områder i forlængelse af den kejserlige bestemmelse hver især skriftligt burde udfærdige og fremlægge sine synspunkter og meninger på tysk og latin. Efter et samråd i onsdags svarede vi da deres kejserlige Majestæt, at vi for vores del var rede til at fremlægge vores bekendelse om fredagen. For således at efterkomme deres Majestæts ønske fremlægger vi da her vores prædikanters og vores bekendelse omkring disse religiøse spørgsmål. Det er den lære, der hidtil er blevet fremført i vores områder, fyrstendømmer, grevskaber og byer og som er blevet forkyndt i menighederne ud fra de hellige skrifter og Guds rene ord.

     Hvis de andre kurfyrster, fyrster og grever også opstiller lignende skrifter på latin og tysk, så er vi rede til i al venlighed og inden for rimelige rammer at drøfter, hvordan vi på bedste måde når frem til en overenskomst. Så uenigheden med Guds hjælp kan blive bragt ud af verden uden ondsindet strid, men ved en fredelig drøftelse. Så sagen kan blive ført tilbage til én eneste, sand enighed i vores religion. For ligesom vi alle lever og kæmper under én Kristus, således bør vi også bekende én Kristus - som der hedder i deres kejserlige Majestæts bestemmelse. Det anråber vi Gud om med indtrængende bønner, så alt må blive ført igennem til Guds sandhed.

 

 

 

     Men hvis forhandlingerne omkring de religiøse spørgsmål ikke skulle føre til noget på grund af vores modparts fyrster og grever. Eller hvis forhandlingerne ikke kan foregå fredeligt ved at hver part fremlægger sine skrifter, sådan som deres Majestæt viseligt har ønsket det. Hvis vi ikke skulle nå noget resultat på denne måde, så erklærer vi åbent, at vi ikke vil stå tilbage for noget, der kan fremme den kristne enighed, når blot vi kan forsvare det over for Gud og med en god samvittighed. Det håber vi, at deres kejserlige Majestæt og også de andre fyrster og grever for andre områder, og alle andre, der oprigtigt elsker religionen og brænder for den, vil kunne se af vores fælles bekendelse, når den mødes med et åbent sind.

 

 

     Deres Majestæt har desuden venligt, ikke blot én gang, men flere gange tilkendegivet over for fyrsterne og også på rigsdagen i Speyer i 1526 ladet oplyse og offentliggøre, at De på grund af visse nævnte omstændigheder, hverken ville eller kunne træffe afgørelser i religionsanliggender. Derimod ville De over for den romerske pave på embedets vegne indtrængende arbejde på at få indkaldt til et almindeligt kirkemøde. Det samme blev uddybet på rigsdagen i Speyer sidste år. Her lod De gennem Den herre Ferdinand, Bøhmens og Ungarns konge, vor nådige ven og herre, og ligeledes gennem den kejserlige ordfører og tillidsmændene kundgøre, at De var blevet bekendt med og havde overvejet den betænkning om indkaldelse af et kirkemøde. Det var den betænkning, der var udarbejdet af  den kejserlige rigsforstander, præsidenten, rigsrådene og udsendinge fra byerne, som havde været forsamlet i Regensburg. Deres Majestæt anså det for nyttigt at sammenkalde til et kirkemøde, og tvivlede ikke på, at den romerske pave kunne bevæges til at afholde et sådan almindeligt kirkemøde nu, hvor de igangværende forhandlinger mellem Dem og paven var tæt på at føre til enighed og et kristent forlig. Deres Majestæt tilkendegav derfor at ville arbejde på at få paven til i fællesskab med Deres Majestæt, at sammenkalde til et almindeligt kirkemøde, som så snarest muligt ville blive bekendtgjort gennem udsendte skrivelser.

 

 

 

 

 

 

 

     I tilfælde af at disse uenigheder i religionsspørgsmålene ikke skulle blive bilagt i venlighed og kærlighed, erklærer vi os hermed underdanigt over for Deres Majestæt rede til at komme og fremlægge vores sag ved et sådant almindeligt, frit og kristent kirkemøde. Det har der altid været enighed om blandt fyrster og grever på alle de rigsdage, Deres Majestæt har afholdt. Vi har også tidligere henvendt os til Deres Majestæt, på behørig vis og efter reglerne, og opfordret til et sådant almindeligt kirkemøde. Denne lovformelige henvendelse holder vi fast ved, og vi har hverken til hensigt eller er i stand til at opgive den på grund af denne forhandling eller nogen anden, med mindre da uenigheden mellem os og vores modpart bliver bilagt og ført tilbage til en kristen enighed i al venlighed og kærlighed, sådan som det hedder i den kejserlige bekendtgørelse. Herom afgiver vi nu også en højtidelig og offentlig erklæring.

 

Præfatio ad Cæsarem Carolum V.

 

Invictissime imperator, Cæsar Auguste, domine clementissime

Quum vestra cæsarea majestas indixerit conventum imperii Augustæ, ut deliberetur de auxiliis contra Turcam, atrocissimum, hereditarium atque veterem christiani nominis ac religionis hostem, quomodo illius scilicet furori et conatibus durabili et perpetuo belli apparatu resisti possit, deinde et de dissensionibus in causa nostræ sanctæ religionis et christianæ fidei, et ut in hac causa religionis partium opiniones ac sententiæ inter sese in caritate, lenitate et mansuetudine mutua audiantur coram, intelligantur et ponderentur, ut illis, quæ utrinque in scripturis secus tractata aut intellecta sunt, sepositis et correctis, res illæ ad unam simplicem veritatem et Christianam concordiam componantur et reducantur, ut de cetero a nobis una, sincera et vera religio colatur et servetur, ut, quemadmodum sub uno Christo sumus et militamus, ita in una etiam ecclesia christiana in unitate et concordia vivere possimus; quumque nos infra scripti elector et principes cum aliis, qui nobis conjuncti sunt, perinde ut alii electores et principes et status, ad præfata comitia evocati simus, ut cæsareo mandato obedienter obsequeremur, mature venimus Augustam, et, quod citra jactantiam dictum volumus, inter primos adfuimus.

     Quum igitur vestra cæsarea majestas electoribus, principibus et aliis statibus imperii etiam hic Augustæ sub ipsa initia horum comitiorum inter cetera proponi fecerit, quod singuli status imperii vigore cæsarei edicti suam opinionem et senteniam in germanica et latina lingua proponere debeant atque offerre; et habita deliberatione, proxima feria quarta, rursum responsum est, vestræ cæsareæ majestati nos proxima feria sexta articulos nostræ confessionis pro nostra parte oblaturos esse, ideo, ut vestræ majestatis voluntati obsequamur, offerimus in hac religionis caussa nostrorum concionatorum et nostram confessionem, cujusmodi doctrinam ex scripturis sanctis et puro verbo dei hactenus illi in nostris terris, ducatibus, ditionibus et urbibus tradiderint ac in ecclesiis tractaverint.

     Quod si ceteri electores, principes, status imperii similibus scriptis, latinis scilicet et germanicis, juxta prædictam cæsaream propositionem suas opiniones in hac causa relgionis produxerint, hic nos coram vestra cæsarea majestate, tanquam domino nostro clementissimo, paratos offerimus, nos cum præfatis principibus et amicis nostris de tolerabilibus modis ac viis amice conferre, ut, quantum honeste fieri potest, conveniamus, et, re inter nos, partes, citra odiosam contentionem, pacifice agitata, deo dante, dissensio dirimatur et ad unam veram concordem religionem reducatur, sicut omnes sub uno Christo sumus et militamus et unum Christum confiteri debemus, juxta tenorem edicti vestræ cæsareæ majestatis, et omnia ad veritatem dei perducantur, id quod ardentissimis votis a deo petimus.

     Si autem, quod ad ceteros electores, principes et status, ut partem alteram, attinet, hæc tractatio caussæ relgionis eo modo, quo vestra cæsarea majestas agendam et tractandam sapienter duxit, scilicet cum tali mutua præsentatione scriptorum ac sedata collatione, inter nos non processerit, nec aliquo fructu facta fuerit: nos quidem testatum clare relinquimus, hic nihil nos, quod ad christianam concordiam quæ cum deo et bona conscientia fieri possit, conciliandum conducere queat, ullo modo detrectare; quemadmodum et vestra cæsarea majestas, deinde et ceteri electores et status imperii et omnes, quicunque sincero relgionis amore ac studio tenentur, quicunque hanc caussam æquo animo audituri sunt, ex hac nostra et nostrorum confessione hoc clementer cognoscere et intelligere dignabuntur.

     Quum etiam vestra cæsarea majestas electoribus, principibus et reliquis statibus imperii non una vice, sed sæpe clementer significaverit et in comitiis Spirensibus, quæ anno domini &c. XXVI. habita sunt, ex data et præscripta forma vestræ cæsareæ instructionis et commissionis recitari et publice prælegi fecerit, vestram majestatem in hoc negotio relgionis ex caussis certis, quæ vestræ majestatis nomine allegatæ sunt, non velle quicquam determinare, nec concludere posse, sed apud pontificem Romanum pro officio vestram cæsaream majestatem diligenter daturam operam de congregando concilio generali; quemadmodum idem latius expositum est ante annum in publico proximo conventu, qui Spiræ congregatus fuit, ubi vestra cæsarea majestas per dominum Ferdinandum, Bohemiæ et Ungariæ regem, amicum et dominum clementem nostrum, deinde per oratorem et commissarios cæsareos, hæc inter cetera proponi fecit, quod vestra cæsarea majestas intellexisset et expendisset locum tenentis vestra cæsarea majestas in imperio et præsidentis et consiliariorum in regimine et legatorum ab aliis statibus, qui Ratisbonæ convenerant, deliberationem de concilio congregando, et quod judicaret etiam vestra cæsarea majestas, utile esse, ut congregaretur concilium, et quia caussæ, quæ tum tractabantur inter vestram cæsaream majestatem et Romanum pontificem, vicinæ essent concordiæ et christianæ reconciliationi, non dubitaret vestra cæsarea majestas, quin Romanus pontifex adduci posset ad habendum generale concilium: ideo significabat se vestra cæsarea majestas  operam daturam, ut præfatus pontifex maximus una cum vestra cæsarea majestate tale generale concilium, primo quoque tempore emissis litteris publicandum, congregare consentiret.

     In eventum ergo talem, quod in caussa religionis dissensiones inter nos et partes amice et in caritate non fuerint compositæ, tunc coram vestra cæsarea majestate hic in omni obedientia nos offerimus ex superabundanti comparituros et caussam dicturos in tali generali, libero et christiano concilio, de quo congregando in omnibus comitiis imperialibus, quæ quidem annis imperii vestræ cæsareæ majestatis habita sunt, per electores, principes et reliquos status imperii semper concorditer actum et congruentibus suffragiis conclusum est; ad cujus etiam generalis concilii conventum, simul et ad vestram cæsaream majestatem in hac longe maxima et gravissima caussa jam ante etiam debito modo et in forma juris provocavimus et appellavimus. Cui appellationi ad vestram cæsaream majestatem simul et concilium adhuc adhæremus, neque eam per hunc vel alium tractatum, nisi caussa inter nos et partes juxta tenorem cæsareæ proximæ citationis amice in caritate composita, sedata et ad christianam concordiam reducta fuerit, deserere intendimus aut possumus, de quo hic etiam solemniter et publice protestamur.

 

Første del

De vigtigste trosartikler

 

Pars I

Articuli fidei præcipui

 

1. Om Gud

Menighederne hos os lærer i fuld enighed, at det nikænske kirkemødes bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og de tre personer er sandt og bør tros uden nogen tvivl. Nemlig at der er ét eneste guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud, evig, ulegemlig, udelelig, med uendelig magt, visdom og godhed. Skaber og opholder af alle ting, synlige som usynlige. Og alligevel er der tre personer, af samme væsen og magt og lige evige, Fader, Søn og Helligånd. Og ordet person bruges som de kirkelige skribenter gør i denne sag, så det betegner, ikke en del af nogen eller en egenskab ved nogen, men det, der består selvstændigt.

     De fordømmer alle kætterier, der er opstået mod denne trosartikel. Manikæerne, der regner med to guddomsvæsner, et godt og et ondt. Også valentianerne, arianerne, eunomianerne, muhamedanerne og lignende. Ligeledes samosatenerne, både de gamle og de nye, som kun regner med én person og bruger tvetydige spidsfindigheder om Ordet og Helligånden, så det ikke er forskellige personer, men at Ordet står for det talte ord og Ånden for bevægelsen i det skabte.

 

Art. I. De Deo

Ecclesiæ magno consensu apud nos docent, decretum Nicænæ synodi de unitate essentiæ divinæ et de tribus personis verum et sine ulla dubitatione credendum esse; videlicet, quod sit una essentia divina, quæ et appellatur et est Deus, æternus, incorporeus, impartibilis, immensa potentia, sapientia, bonitate; Creator et Conservator omnium rerum, visibilium et invisibilium; et tamen tres sint personæ ejusdem essentiæ et potentiæ, et coæternæ, Pater, Filius et Spiritus Sanctus. Et nomine personæ utuntur ea significatione, qua usi sunt in hac causa scriptores ecclesiastici, ut significet non partem aut qualitatem in alio, sed quod proprie subsistit.

     Damnant omnes hæreses, contra hunc articulum exortas, ut Manichæos, qui duo principia ponebant, bonum et malum, item Valentinianos, Arianos, Eunomianos, Mahometistas et omnes horum similes. Damnant et Samosatenos, veteres et neotericos, qui, quum tantum unam personam esse contendant, de Verbo et de Spiritu Sancto astute et impie rhetoricantur, quæ non sint personæ distinctæ, set quod Verbum significet verbum vocale et Spiritus motum in rebus creatum.

 

2. Om arvesynden

Ligeledes lærer de, at alle mennesker, der frembringes på naturlig vis efter Adams fald, fødes med synd. Det vil sige uden frygt for Gud, uden tillid til Gud og med ondt begær og stræben. Og denne medfødte tilbøjelighed eller skade er virkelig synd, som også nu fordømmer og bringer evig død over alle dem, der ikke genfødes ved dåb og Helligånd.

     De fordømmer pelagianerne og andre, der benægter, at den medfødte skade er synd. Og som forringer Kristi lidelses og fortjenestes ære ved at hævde, at mennesket kan blive retfærdig for Gud ved fornuftens egne kræfter.

 

Art. II. De peccato originis

Item docent, quod post lapsum Adæ omnes homines, secundum naturam propagati, nascantur cum peccato, hoc est, sine metu Dei, sine fiducia erga Deum et cum concupiscentia; quodque hic morbus seu vitium originis vere sit peccatum, damnans et afferens nunc quoque æternam mortem his, qui non renascuntur per baptismum et Spiritum Sanctum.

     Damnant Pelagianos et alios, qui vitium originis negant esse peccatum et, ut extenuent gloriam meriti et beneficiorum Christi, disputant hominem propriis viribus rationis coram Deo justificari posse.

 

3. Om Guds søn

Videre lærer de, at Ordet, det vil sige Guds søn, har antaget sig menneskelig natur i den salige Jomfru Marias livmor, så to naturer, den guddommelige og den menneskelige, uadskillelige forenede i personsenheden, er én Kristus, sand Gud og sandt menneske. Han blev født af Jomfru Maria, led virkelig, blev korsfæstet, døde og blev begravet - for at forsone Faderen med os og være et offer, ikke alene for den medfødte skyld, men også for alle vores aktuelle synder - og således forsone Guds vrede.

     Den samme Kristus steg ned til dødsriget og opstod virkelig på den tredje dag. Dernæst steg han til himmels, for at sidde ved Faderens højre hånd og regere og herske evigt over alle skabninger - for at han kan helliggøre dem, der tror på ham, ved at sende Helligånden i deres hjerter til at lede, trøste og levendegøre dem og forsvare dem mod Djævelen og syndens magt. Den samme Kristus skal komme igen at dømme levende og døde og så videre, ifølge Den Apostolske Trosbekendelse.

 

Art. III. De Filio Dei

Item docent, quod Verbum, hoc est, Filius Dei, adsumserit humanam naturam in utero beatæ Mariæ virginis, ut sint duæ naturæ, divina et humana, in unitate personæ inseparabiliter conjunctæ, unus Christus, vere Deus et vere homo, natus ex virgine Maria, vere passus, crucifixus, mortuus et sepultus, ut reconciliaret nobis Patrem, et hostia esset non tantum pro culpa originis, sed etiam pro omnibus actualibus hominum peccatis.
     Idem descendit ad inferos et vere resurrexit tertia die, deinde ascendit ad cælos, ut sedeat at dexteram Patris, et perpetuo regnet et dominetur omnibus creaturis, sanctificet credentes in ipsum, misso in corda eorum Spiritu Santo, qui regat, consoletur ac vivificet eos ac defendat adversus diabolum et vim peccati. Idem Christus palam est rediturus, ut judicet vivos et mortuos etc. juxta Symbolum Apostolorum.

 

4. Om retfærdiggørelsen

Ligeledes lærer de, at vi ikke kan retfærdiggøres over for Gud ved egne kræfter, fortjenester eller gerninger. Vi retfærdiggøres derimod gratis på grund af Kristus ved tro. Nemlig når vi tror, at vi tages til nåde og får syndernes forladelse på grund af Kristus. - Han som ved sin død har gjort fyldest for vores synder. En sådan tro anser Gud for retfærdighed over for sig, Romerbrevet 3 og 4.

 

Art. IV. De justificatione

Item docent, quod homines non possint justificari coram Deo propriis viribus, meritis aut operibus, sed gratis justificentur propter Christum per fidem, quum credunt, se in gratiam recipi et peccata remitti propter Christum, qui sua morte pro nostris peccatis satisfecit. Hanc fidem imputat Deus pro justitia coram ipso, Rom. 3 et 4.

 

5. Om det kirkelige embede

For at vi kan få en sådan tro, har Gud indstiftet et embede til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne. For ved ord og sakramenter som midler skænkes Helligånden, der skaber tro i dem, der lytter til evangeliet - når og hvor Gud vil. Evangeliet om at Gud ikke på grund af vores fortjenester, men på grund af Kristus retfærdiggør dem, der tror, at de modtages i nåde på grund af Kristus.

     De fordømmer gendøberne og andre, der mener, vi modtager Helligånden uden det ydre ord gennem egne forberedelser og gerninger.

 

Art. V. De ministerio ecclesiastico

Ut hanc fidem consequamur, institutum est ministerium docendi evangelii et porrigendi sacramenta. Nam per verbum et sacramenta, tamquam per instrumenta, donatur Spiritus Sanctus, qui fidem efficit, ubi et quando visum est Deo, in iis, qui audiunt evangelium; scilicet quod Deus non propter nostra merita, sed propter Christum justificet hos, qui credunt se propter Christum in gratiam recipi.

     Damnant Anabaptistas et alios, qui sentiunt Spiritum Sanctum contingere sine verbo externo hominibus per ipsorum præparationes et opera.

 

6. Om troens frugter eller de gode gerninger

Ligeledes lærer de, at denne tro bør bære gode frugter og gøre gode gerninger, påbudt af Gud. Men på grund af Guds vilje og ikke for at sætte sin lid til, at disse gerninger fortjener retfærdiggørelse over for Gud. For syndernes forladelse og retfærdiggørelsen gribes ved tro, sådan som også Kristi ord bevidner: "Når I har gjort alt dette, skal I sige: Vi er unyttige tjenere." Sådan lærer også de gamle kirkelærere. Ambrosius siger nemlig: “Dette har Gud bestemt, at den, der tror på Kristus, er frelst, idet han uden gerninger, alene ved troen, for intet modtager syndernes forladelse.”

 

Art. VI. De fidei fructibus seu bonis operibus

Item docent, quod fides illa debeat bonos fructus parere, et quod oporteat bona opera, mandata a Deo, facere propter voluntatem Dei, non ut confidamus per ea opera justificationem coram Deo mereri. Nam remissio peccatorum et justificatio fide adprehenditur, sicut testatur et vox Christ: Quum feceritis hæc omnia, dicite: Servi inutiles sumus. Idem docent et veteres scriptores ecclesiastici. Ambrosius enim inquit: Hoc constitutum est a Deo, ut, qui credit in Christum, salvus sit sine opere, sola fide gratis accipiens remissionem peccatorum.

 

7. Om kirken

Ligeledes lærer de, at der altid vil eksistere én, hellig kirke. Men kirken er de helliges og troendes forsamling, hvor evangeliet læres ret og sakramenterne forvaltes i overensstemmelse med evangeliet.
     Til sand kirkelig enhed er det nok, at være enige om evangeliets lære og forvaltningen af sakramenterne. Det er ikke nødvendigt, at de samme menneskelige traditioner, ritualer eller ceremonier, der er indstiftet af mennesker, findes overalt. Som Paulus siger: “Én tro, én dåb, én Gud og alles fader og så videre”.

 

Art. VII. De ecclesia

Item docent, quod una sancta ecclesia perpetuo mansura sit. Est autem ecclesia congregatio sanctorum, in qua evangelium recte docetur et recte administrantur sacramenta.

     Et ad veram unitatem ecclesiæ satis est, consentire de doctrina evangelii et administratione sacramentorum. Nec necesse est ubique esse similes traditiones humanas, seu ritus aut ceremonias ab hominibus institutas. Sicut inquit Paulus: Una fides, unum baptisma, unus Deus et Pater omnium etc.

 

8. Om nådemidlernes kraft, når de forvaltes af onde

Kirken i egentlig forstand er en forsamling af hellige og sandt troende, men er i dette liv sammenblandet med mange hyklere og onde. Derfor er det tilladt at benytte sakramenter, der forvaltes af onde. Som Kristus siger: “De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses’ lærestol osv.” Og både sakramenterne og ordet er virksomme på grund af Kristi indstiftelse og befaling, selvom de forvaltes af onde.

     De fordømmer donatisterne og lignende, der benægter, at det er tilladt at gøre brug af onde menneskers tjeneste, og som mener, de ondes tjeneste er unyttig og uvirksom.

 

Art. VIII. De vi sacrorum per malos administratorum

Quanquam ecclesia proprie sit congregatio sanctorum et vere credentium, tamen, quum in hac vita multi hypocritæ et mali admixti sint, licet uti sacramentis, quæ per malos administrantur, juxta vocem Christi: Sedent scribæ et Pharisæi in cathedra Mosi etc. Et sacramenta et verbum propter ordinationem et mandatum Christi sunt efficacia, etiamsi per malos exhibeantur.

     Damnant Donatistas et similes, qui negabant licere uti ministerio malorum in ecclesia, et sentiebant ministerium malorum inutile et inefficax esse.

 

9. Om dåben

Om dåben lærer de, at den er nødvendig til frelse og at Guds nåde skænkes i dåben. Og man bør også døbe børnene, som modtager Guds nåde, når de i dåben overgives til ham.

     De fordømmer gendøberne, der ikke anerkender barnedåben og forsikrer, at børnene bliver frelst uden dåb.

 

Art. IX. De baptismo

De baptismo docent, quod sit necessarius ad salutem, quodque per baptismum offeratur gratia Dei, et quod pueri sint baptizandi, qui per baptismum oblati Deo recipiantur in gratiam Dei.

     Damnant Anabaptistas, qui improbant baptismum puerorum ac affirmant pueros sine baptismo salvos fieri.

 

10. Om nadveren

Om nadveren lærer de, at Kristi legeme og blod virkelig er til stede og gives til deltagerne under måltidet. Og de misbilliger dem, der lærer anderledes.

 

Art. X. De coena Domini

De coena Domini docent, quod corpus et sanguis Christi vere adsint et distribuantur vescentibus in coena Domini; et improbant secus docentes.

 

11. Om skriftemålet

Om skriftemålet lærer de, at den personlige sjælesorg med tilsigelse af syndernes forladelse bør bevares i kirken. Det er dog ikke nødvendigt, at opregne alle fejltrin. Det er nemlig umuligt ifølge Salme 19: “Hvem kender sine fejltrin?”

 

Art. XI. De confessione

De confessione docent, quod absolutio privata in ecclesiis retinenda sit, quanquam in confessione non sit necessaria omnium delictorum enumeratio. Est enim impossibilis juxa Psalmum: Delicta quis intelligit?

 

12. Om boden

Om boden lærer de, at dem, der falder i synd efter dåben, altid kan få syndernes forladelse, hvis de omvender sig. Og kirken bør tilsige syndsforladelse til dem, der gør bod. Helt nøjagtig består boden af to stykker: Det ene er anger eller den angst, samvittigheden mærker, når synden erkendes. Det andet er tro, som bliver til ved evangeliet eller syndsforladelsen. Det er en tro, der tror, at synderne forlades på grund af Kristus og som trøster samvittigheden og befrir fra angsten. Derefter bør de gode gerninger følge, som er en frugt af boden.

     De fordømmer gendøberne, der benægter, at de, der én gang er retfærdiggjorte, kan miste Helligånden. Også dem, der påstår, at nogle allerede her i livet kan nå et så højt stade, at de ikke længere kan falde i synd.

     Også novatianerne fordømmes, som ikke vil tilsige syndsforladelse til dé bodfærdige, der er faldet i synd efter dåben.

     Også de forkastes, der ikke lærer, at vi opnår syndernes forladelse ved tro, men i stedet henviser os til at optjene nåde ved vores bodsydelser.

 

Art. XII. De poenitentia

De poenitentia docent, quod lapsis post baptismum contingere possit remissio peccatorum quocunque tempore, cum convertuntur; et quod ecclesia talibus redeuntibus ad poenitentiam absolutionem impartiri debeat. Constat autem poenitentia proprie his duabus partibus. Altera est contritio seu terrores incussi conscientiæ agnito peccato. Altera est fides, quæ concipitur ex evangelio seu absolutione, et credit propter Christum remitti peccata, et consolatur conscientiam et ex terroribus liberat. Deinde sequi debent bona opera, quæ sunt fructus poenitentiæ.

     Damnant Anabaptistas, qui negant semel justificatos posse amittere Spiritum Sanctum; item, qui contendunt, quibusdam tantam perfectionem in hac vita contingere, ut peccare non possint.

     Damnantur et Novatiani, qui nolebant absolvere lapsos, post baptismum redeuntes ad poenitentiam.

     Rejiciuntur et isti, qui non docent remissionem peccatorum per fidem contingere, set jubent nos mereri gratiam per satisfactiones nostras.

 

13. Om sakramenternes brug

Om sakramenternes brug lærer de, at de ikke er indstiftet blot for at være ydre kendetegn blandt mennesker, men meget mere for at være tegn og vidnesbyrd om Guds sindelag mod os. Indstiftet for at vække og styrke troen i dem, der bruger sakramenterne. Derfor bør sakramenterne bruges sådan, at troen kommer til. Den tro, der tror de løfter, der gives og tydeliggøres i sakramenterne.

     De fordømmer derfor dem, der lærer, at sakramenterne retfærdiggør blot ritualet udføres og som ikke lærer, at der ved brugen af dem fordres en tro, der tror, at synderne forlades.

 

Art. XIII. De usu sacramentorum

De usu sacramentorum docent, quod sacramenta instituta sint, non modo ut sint notæ professionis inter homines, sed magis ut sint signa et testimonia voluntatis Dei erga nos, ad excitandam et confirmandam fidem in his, qui utuntur, proposita. Itaque utendum est sacramentis ita, ut fides accedat, quæ credat promissionibus, quæ per sacramenta exhibentur et ostenduntur.

     Damnant igitur illos, qui docent, quod sacramenta ex opere operato justificent, nec docent fidem requiri in usu sacramentorum, quæ credat remitti peccata.

 

14. Om den kirkelige ordning

Om den kirkelige ordning lærer de, at ingen bør lære offentligt i kirken eller forvalte sakramenterne uden at være kaldet på ret vis.

 

Art. XIV. De ordine ecclesiastico

De ordine ecclesiastico docent, quod nemo debeat in ecclesia publice docere aut sacramenta administrare, nisi rite vocatus.

 

15. Om de kirkelige skikke eller de menneskelige traditioner

Om de kirkelige skikke lærer de, at de skikke bør blive, hvor det kan ske uden synd, og som tjener til god ro og orden. Det gælder helligdage, fester og lignende.

     Vi minder dog om, at samvittigheden ikke skal bekymre sig om disse ting, da de ikke er frelsesnødvendige.
     Vi minder også om, menneskelige traditioner, indstiftet for at forsone Gud, fortjene nåde og udbedre synden, strider mod evangeliet og troen. Derfor er traditioner om specielle spiser og dage osv. og løfter, der er indstiftet for at fortjene nåde og godtgøre synden, unyttige og stridende mod evangeliet.

 

Art. XV. De ritibus ecclesiasticis seu traditionibus humanis

De ritibus ecclesiasticis docent, quod ritus illi servandi sint, qui sine peccato servari possunt et prosunt ad tanquillitatem et bonum ordinem in ecclesia, sicut certæ feriæ, festa et similia.

     De talibus rebus tamen admonentur homines, ne conscientiæ onerentur, tamquam talis cultus ad salutem necessarius sit.

     Admonentur etiam, quod traditiones humanæ insitutæ ad placandum Deum, ad promerendam gratiam et satisfaciendum pro peccatis, adversentur evangelio et doctrinæ fidei; quare vota et traditiones de cibis et diebus etc. institutæ ad promerendam gratiam et satisfaciendum pro peccatis, inutiles sint et contra evangelium.

 

16. Om samfundsordningen

Om samfundsordningen lærer de, at de offentlige instanser er Guds gode gerninger. Derfor er det også tilladt kristne at have job i det offentlige, som dommer at dømme efter statens og andre gældende love, og at fastsætte passende straffe. At deltage i uundgåelige krige og være soldat. Indgå redelige handelsaftaler, have ejendom, aflægge ed på forlangende og gifte sig.

     De fordømmer gendøberne, der forbyder kristne disse offentlige hverv. De fordømmer også dem, der ikke lader den evangeliske fuldkommenhed bestå i gudsfrygt og tro, men i at afsondre sig fra samfundet. Evangeliet lærer nemlig en evig retfærdighed i hjertet og afviser ikke den almindelige samfundsorden og familielivet. Tværtimod bør de bevares som Guds ordninger, hvor næstekærligheden skal praktiseres. Derfor bør kristne nødvendigvis adlyde landets love - med mindre der befales at synde. Man bør nemlig adlyde Gud mere end mennesker, ApG 5.

 

Art. XVI. De rebus civilibus

De rebus civilibus docent, quod legitimæ ordinationes civiles sint bona opera dei; quod christianis liceat gerere magistratus, exercere judicia, judicare res ex imperatoriis et aliis praæentibus legibus, supplicia jure constituere, jure bellare, militare, lege contrahere, tenere proprium, jusjurandum postulantibus magistratibus dare, ducere uxorem, nubere.

     Damnant Anabaptistas, qui interdicunt hæc civilia officia christianis: damnant et illos, qui evangelicam perfectionem non collocant in timore dei et fide, sed in deserendis civilibus officiis, quia evangelium tradit justitiam æternam cordis; interim non dissipat politiam aut oeconomiam, sed maxime postulat conservare tamquam ordinationes dei et in talibus ordinationibus exercere caritatem. Itaque necessario debent christiani oboedire magistratibus suis et legibus, nisi cum jubent peccare; tunc enim magis debent obedire deo quam hominibus. Actor. 5.

 

17. Om Kristi genkomst til dom

Ligeledes lærer de, at Kristus skal komme synligt til dom ved verdens afslutning. Han vil opvække alle døde. De retfærdige og udvalgte vil han give evigt liv og glæde uden ophør. De ugudelige mennesker og djævlene vil han idømme evig straf.

     De fordømmer gendøberne, der mener, at de fordømte menneskers og djævles straffe vil få ende. De fordømmer også dem, der nu udbreder jødiske teorier om, at de fromme skal få verdensherredømmet før de dødes opstandelse og efter at de ugudelige er nedkæmpet overalt.

 

Art XVII. De christi reditu ad judicium

Item docent, quod Christus adparebit in consummatione mundi ad judicandum, et mortuos omnes resuscitabit, piis et electis dabit vitam æternam et perpetua gaudia, impios autem homines ac diabolos condemnabit, ut sine fine crucientur.

     Damnant Anabaptistas, qui sentiunt hominibus damnatis ac diabolis finem poenarum futurum esse. Damnant et alios, qui nunc spargunt judaicas opiniones, quod ante resurrectionem mortuorum pii regnum mundi occupaturi sint, ubique orppressis impiis.

 

18. Om den frie vilje

Om den frie vilje lærer de, at menneskets vilje har en vis frihed til at leve ordentligt udadtil og foretage valg i de ting, fornuften forstår. Men uden Helligånden har vi ikke magt til at præstere den retfærdighed, der gælder for Gud, den åndelige retfærdighed. Et sjæleligt menneske begriber nemlig ikke det, der hører Guds Ånd til. Det sker kun i de hjerter, hvor Helligånden modtages gennem ordet.

     Det er nøjagtig hvad Augustin siger i 3. bog af Hypognosticon: “Vi indrømmer, at alle mennesker har en fri vilje, da de har fornuftens brug. Uden Guds hjælp formår de dog intet i de ting, der har med Gud at gøre, men alene hvad angår dette liv, såvel gode som onde handlinger. Med gode handlinger mener jeg, de ting, der stammer fra den gode natur, som at ville arbejde, spise og drikke, have venner, tøj, hjem og familie, avle kvæg, uddanne sig til noget godt, i det hele taget at ville noget godt i de ting, der hører dette liv til. Alt dette sker dog ikke uden guddommelig bistand, for af Ham og ved Ham består det og blev det til. Med onde handlinger mener jeg, at ville dyrke afguder, være morder og så videre.

     De fordømmer pelagianerne og andre, som lærer, at vi kan elske Gud over alle ting, alene ved hjælp af vores naturlige evner og uden Helligåndens hjælp. Og at vi kan holde Guds bud, hvad selve handlingerne angår. For selvom vores natur til dels kan gøre de ydre gerninger - som at holde hånden tilbage fra at begå tyveri og mord - så kan vi dog ikke fremkalde de indre affekter som frygt for Gud, tillid til Gud, mådehold, tålmodighed og så videre.

 

Art XVIII. De libero arbitrio

De libero arbitrio docent, quod humana voluntas habeat aliquam libertatem ad efficiendam civilem justitiam et deligendas res rationi subjectas. Sed non habet vim sine Spiritu Sancto efficiendæ justitiæ Dei seu justitiæ spiritualis, quia animalis homo non percipit ea, quæ sunt Spiritus Dei; sed hæc fit in cordibus, quum per verbum Spiritus Sanctus concipitur.
     Hæc totidem verbis dicit Augustinus lib.III. Hypognosticon:Esse fatemur liberum arbitrium omnibus hominibus, habens quidem judicium rationis, non per quod sit idoneum in iis, quæ ad Deum pertinent, sine Deo aut inchoare aut certe peragere, sed tantum in operibus vitæ præsentis, tam bonis quam etiam malis. Bonis dico, quæ de bono naturæ oriuntur, id est, velle laborare in agro, velle manducare et bibere, velle habere amicum, velle habere indumenta, velle fabricare domum, uxorem velle ducere, pecora nutrire, artem discere diversarum rerum bonarum, vel quicquid bonum ad præsentem pertinet vitam. Quæ omnia non sine divino gubernaculo subsistunt, imo ex ipso et per ipsum sunt et esse coeperunt. Malis vero dico, ut est, velle idolum colere, velle homicidium etc.

     Damnant Pelagianos et alios, qui docent, quod sine Spiritu Sancto, solis naturæ viribus possimus Deum super omnia diligere, item præcepta Dei facere quoad substantiam actuum. Quamquam enim externa opera aliquo modo efficere natura possit (potest enim continere manus a furto, a cæde), tamen interiores motus non potest efficere, ut timorem Dei, fiduciam erga Deum, castitatem, patientiam etc.

 

19. Om syndens årsag

Om syndens årsag lærer de, at selvom Gud skaber og opholder naturen, så er syndens årsag dog at søge i viljen hos de onde, det vil sige Djævelen og de ugudelige. Når Gud ikke står dem bi, vender de sig fra ham, som Kristus siger i Johannes 8: “Når han taler løgn, taler han af sit eget”.

 

Art XIX. De caussa peccati

De caussa peccati docent, quod, tametsi Deus creat et conservat naturam, tamen caussa peccati est voluntas malorum, videlicet diaboli et impiorum, quæ, non adjuvante Deo, avertit se a Deo, sicut Christus ait Joann.8: Quum loquitur mendacium, ex se ipso loquitur.

 

20. Om de gode gerninger – udførlig forklaring

Med urette anklages vores folk for at forbyde gode gerninger. For bøger, der gennemgår De Ti Bud og lignende, viser, at de lærer gavnligt om alle samfundsmæssige relationer og hvilke gerninger, der i de forskellige forhold i livet er Gud til behag. Dette blev tidligere kun sjældent nævnt. I stedet fremhævede man barnlige og unødvendige gerninger som specielle helligdage, fastedage, munkeordener, valfarter, helgendyrkelse, bederemme, munkevæsenet og lignende.

     Alt dette er vore modstandere nu holdt op med, efter at de er blevet belært, så de ikke længere nævner disse ting så meget som før. Ja, de begynder endda at nævne troen, som før blev forbigået i største tavshed. De lærer os, at vi ikke retfærdiggøres alene ved gerninger, men forbinder tro og gerninger og lærer os, at vi retfærdiggøres ved tro og gerninger tilsammen. Denne lære er lettere at tolerere end den forrige og kan bringe mere trøst end deres tidligere lære.

     Læren om troen, som bør have den mest betydningsfulde plads i kirken, har altså længe ligget hengemt som ukendt. Alle må jo nødvendigvis indrømme, at der i forkyndelsen har hersket total tavshed om den retfærdiggørende tro og alene læren om gerninger har lydt i kirken. Derfor underviser vi om troen således:

     Først og fremmest at vore gerninger ikke kan forsone Gud eller fortjene syndernes forladelse, nåde og retfærdiggørelse. Det opnås kun ved tro, når vi tror, at vi modtager nåde på grund af Kristus, som alene er sat frem som fredsmægler og sonoffer ved hvem Faderen forsones. Den, der således stoler på at fortjene nåde ved hjælp af gerninger, ringeagter Kristi fortjeneste og nåde, og forsøger uden om Kristus at finde en vej til Gud via menneskelige kræfter. Og det skønt Kristus har sagt om sig selv: “Jeg er vejen, sandheden og livet”.

     Denne lære om troen behandles overalt hos Paulus. Således i Efeserbrevet 2: “Af nåde er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv; Det er Guds gerning, ikke ved gerninger”, og så videre. Og for at ingen skal komme med spidsfindigheder om, at vi bringer en helt ny tolkning af Paulus, har hele denne sag kirkefædrenes vidnesbyrd. For Augustin forsvarer nåden og troens retfærdighed over for gerningernes fortjeneste i mange af sine skrifter. Det samme gør også Ambrosius i sit skrift “Om hedningernes kaldelse” og andre steder. Her siger han blandt andet: “Forløsningen ved Kristus ville blive ringeagtet og de værdifulde menneskelige gerninger ville ikke underkaste sig Guds barmhjertighed, hvis retfærdiggørelsen, som sker på grund af nåde, i stedet skyldtes forudgående fortjenester. Så ville det ikke være den gavmildes foræring, men den arbejdendes løn.”

     Men selvom denne lære ringeagtes af de uerfarne, så erfarer fromme og ængstede samvittigheder dog, hvor meget trøst den bringer. Samvittigheden kan nemlig ikke stilles til ro ved nogen gerning, men alene ved tro, når den sikkert skønner, at vi på grund af Kristus har en forsonet Gud. Sådan lærer også Paulus i Romerbrevet 5: “Retfærdiggjort af tro har vi fred med Gud.” Hele denne lære må forstås ud fra den ængstede samvittigheds kamp, og hvis man ser bort fra denne kamp, bliver den uforståelig. Derfor er uerfarne og verdslige mennesker uegnede til at dømme i denne sag, hvis de forestiller sig, at den kristne retfærdighed ikke er andet end en borgerlig eller etisk retfærdighed.

     Tidligere blev samvittighederne plaget med læren om gerninger uden at høre evangeliets trøst. Nogle blev drevet ud i ørkenen, andre i kloster, hvor de håbede at fortjene nåde gennem munkelivet. Andre udtænkte andre gerninger, for derved at opnå nåde og gøre fyldest for synden. Derfor var det i højeste grad nødvendigt, at læren om troen på Kristus blev genopdaget og formidlet, så de ængstede samvittigheder ikke skulle mangle trøst, men vide at det netop er ved tro på Kristus, vi modtager nåde, syndsforladelse og retfærdiggørelse.

     Desuden minder vi om, at ordet “tro” ikke kun betegner en historisk viden, som selv de ugudelige og Djævelen kan have. Det betegner en tro, der ikke alene tror historien, men også historiens virkning, nemlig denne trosartikel: Syndernes forladelse - at vi på grund af Kristus har nåde, retfærdighed og syndernes forladelse.

     Den, som nu véd, at han på grund af Kristus har en forsonet Fader, han kender i sandhed Gud. Han ved sig at være under beskyttelse og påkalder Gud. Han er ikke uden Gud, som hedningerne er. For Djævelen og de ugudelige kan ikke tro denne trosartikel: Syndernes forladelse. Derfor hader de Gud som en fjende. De påkalder ham ikke og venter sig intet godt af ham. Også Augustin minder sine læsere om ordet “tro” på samme måde. Han siger, at ordet “tro” ikke bruges om viden, som også kan være i de ugudelige, men om tillid. Den tillid, der trøster og oprejser det ængstede sind.

     Dernæst lærer vi, at man nødvendigvis må gøre gode gerninger. Ikke for at stole på, at vi derved fortjener nåde, men af hensyn til Guds vilje. For det er alene ved tro, vi griber syndernes forladelse og nåden. Og fordi vi ved tro modtager Helligånden, fornys hjertet nu og frembringer nye rørelser, så vi kan gøre gode gerninger. Således siger Ambrosius nemlig: “Det er troen, der er mor til de gode viljer og de rette gerninger”. For uden Helligånden er de menneskelige kræfter fyldt af ugudelige affekter og alt for svage til at gøre gerninger, der er gode i Guds øjne. Dertil kommer at de er i Djævelens magt, der driver mennesker til alle slags synder, til ugudelige meninger og åbenlyse laster Det kan ses hos filosofferne, der selv har bestræbt sig på at leve et korrekt liv og alligevel ikke har formået det., men er blevet besmittet med alle slags åbenlyse laster. Så dybt svækket er mennesket, når det er uden tro og Helligånd, og alene er henvist til egne kræfter.

     Det fremgår således klart, at denne lære ikke bør anklages for at forhindre gode gerninger, men meget snarere roses for at vise, hvordan vi bliver i stand til at gøre gode gerninger. For uden tro kan den menneskelige natur på ingen måde opfylde det første og andet bud. Uden tro påkalder vi ikke Gud, forventer intet fra ham, accepterer ikke korsets modgang, men søger menneskelig hjælp og sætter vores lid til den. Og hjertet styres af alle slags lyster og menneskelige meninger, når troen og tilliden til Gud er væk. Derfor siger også Kristus: “Uden mig kan I slet intet gøre”, Johannes 15. Og kirken synger: “Uden din guddomskraft er der intet godt i mennesket, intet er uden synd.”

 

 

Art. XX. De bonis operibus - uberior exposito

Falso accusantur nostri, quod bona opera prohibeant. Nam scripta eorum, quæ exstant de decem præceptis, et alia simili argumento testantur, quod utiliter docuerint de omnibus vitæ generibus et officiis, quæ genera vitæ, quæ opera in qualibet vocatione Deo placeant. De quibus rebus olim parum docebant concionatores, tantum puerilia et non necessaria opera urgebant, ut certas ferias, certa jejunia, fraternitates, peregrinationes, cultus sanctorum, rosaria, monachatum et similia. 

     Hæc adversarii nostri admoniti nunc dediscunt, nec perinde prædicant hæc inutilia opera ut olim. Præterea incipiunt fidei mentionem facere, de qua olim mirum erat silentium. Docent nos non tantum operibus justificari, sed conjungunt fidem et opera, et dicunt nos fide et operibus justificari. Quæ doctrina tolerabilior est priore, et plus afferre potest consolationis quam vetus ipsorum doctrina.

 

 

 

     Quum igitur doctrina de fide, quam oportet in ecclesia præcipuam esse, tam diu jacuerit ignota, quemadmodum fateri omnes necesse est, de fidei justitia altissimum silentium fuisse in concionibus, tantum doctrinam operum versatam esse in ecclesiis, nostri de fide sic admonuerunt ecclesias:

     Principio, quod opera nostra non possint reconciliare Deum, aut mereri remissionem peccatorum et gratiam et justificationem, sed hanc tantum fide consequimur, credentes, quod propter Christum recipiamur in gratiam, qui solus positus est mediator et propitiatorium, per quem reconcilietur Pater. Itaque qui confidit operibus se mereri gratiam, is aspernatur Christi meritum et gratiam, et quærit sine Christo humanis viribus viam ad Deum, quum Christus de se dixerit: Ego sum via, veritas et vita.

 

     Hæc doctrina de fide ubique in Paulo tractatur; Eph. 2: Gratia salvi facti estis per fidem, et hoc non ex vobis, Dei donum est, non ex operibus etc. Et ne quis cavilletur a nobis novam Pauli interpretationem excogitari, tota hæc caussa habet testimonia patrum. Nam Augustinus multis voluminibus defendit gratiam et justitiam fidei contra merita operum. Et similia docet Ambrosius De Vocatione Gentium et alibi. Sic enim inquit De Vocatione Gentium: Vilesceret redemptio sanguinis Christi, nec misericordiæ Dei humanorum operum prærogativa succumberet, si justificatio, quæ fit per gratiam, meritis præcedentibus deberetur, ut non munus largientis, sed merces esset operantis.

 

  

 

 

     Quanquam autem hæc doctrina contemnitur ab imperitis, tamen experiuntur piæ ac pavidæ conscientiæ plurimum eam consolationis adfere, quia conscientiæ non possunt reddi tranquillæ per ulla opera, sed tantum fide, quum certo statuunt, quod propter Christum habeant placatum Deum, quemadmodum Paulus docet Rom. 5: Justificati per fidem, pacem habemus apud Deum. Tota hæc doctrina ad illud certamen perterrefactæ conscientiæ referenda est, nec sine illo certamine intelligi potest. Quare male judicant de ea re homines imperiti et profani, qui christianam justitiam nihil esse somniant, nisi civilem et philosophicam justitiam.

 

     Olim vexabantur conscientiæ doctrina operum, non audiebant ex evangelio consolationem. Quosdam conscientia expulit in desertum, in monasteria, sperantes ibi se gratiam merituros esse per vitam monasticam. Alii alia excogitaverunt opera ad promerendam gratiam et satisfaciendum pro peccatis. Ideo magnopere fuit opus hanc doctrinam de fide in Christum tradere et renovare, ne deesset consolatio pavidis conscientiis, sed scirent, fide in Christum adprehendi gratiam et remissionem peccatorum et justificationem.

     Admonentur etiam homines, quod hic nomen fidei non significet tantum historiæ notitiam, qualis est in impiis et diabolo, sed significet fidem, quæ credit non tantum historiam, sed etiam effectum historiæ, videlicet hunc articulum, remissionem peccatorum, quod videlicet per Christum habeamus gratiam, justitiam et remissionem peccatorum.

     Jam qui scit se per Christum habere propitium Patrem, is vere novit Deum, scit se ei curæ esse, invocat eum, denique non est sine Deo, sicut gentes. Nam diaboli et impii non possunt hunc articulum credere: remissionem peccatorum. Ideo Deum tamquam hostem oderunt, non invocant eum, nihil boni ab eo exspectant. Augustinus etiam de fidei nomine hoc modo admonet lectorem et docet in Scripturis nomen fidei accipi non pro notitia, qualis est in impiis, sed pro fiducia, quæ consolatur et erigit perterrefactas mentes.

     Præterea docent nostri, quod necesse sit bona opera facere, non ut confidamus per ea gratiam mereri, sed propter voluntatem Dei. Tantum fide adprehenditur remissio peccatorum ac gratia. Et quia per fidem accipitur Spiritus Sanctus, jam corda renovantur et induunt novos affectus, ut parere bona opera possint. Sic enim ait Ambrosius: Fides bonæ voluntatis et justæ actionis genitrix est. Nam humanæ vires sine Spiritu Sancto plenæ sunt impiis affectibus et sunt imbecilliores, quam ut bona opera possint efficere coram Deo. Ad hæc sunt in potestate diaboli, qui impellit homines ad varia peccata, ad impias opiniones, ad manifesta scelera; quemadmodum est videre in philosophis, qui et ipsi conati honeste vivere, tamen id non potuerunt efficere, sed contaminati sunt multis manifestis sceleribus. Talis est imbecillitas hominis, quum est sine fide et sine Spiritu Sancto et tantum humanis viribus se gubernat.

 

     Hinc facile apparet, hanc doctrinam non esse accusandam, quod bona opera prohibeat, sed multo magis laudandam, quod ostendit, quomodo bona opera facere possimus. Nam sine fide nullo modo potest humana natura primi aut secundi præcepti opera facere. Sine fide non invocat Deum, a Deo nihil exspectat, non tolerat crucem, sed quærit humana præsidia, confidit humanis præsidiis. Ita regnant in corde omnes cupiditates et humana consilia, quum abest fides et fiducia erga Deum. Quare et Christus dixit: Sine me nihil potestis facere, Joan. 15. Et ecclesia canit: Sine tuo numine nihil est in homine, nihil est innoxium.

 

21. Om helgendyrkelsen

Om helgendyrkelsen lærer de, at man kan omtale helgenernes historie, for at man kan efterfølge deres tro og gode gerninger i forskellige livsforhold. Således kan Kejseren efterfølge David, når der føres krig for at holde fjenden ude af landet - de er jo begge regenter. Men Skriften lærer intet om at påkalde helgenerne eller søge hjælp hos dem. For der er kun én eneste Kristus, som er givet os som fredsmægler, sonoffer, ypperstepræst og talsmand. Det er ham, vi bør påkalde. Og det er ham, der har lovet, at ville høre vores bønner. Og en sådan dyrkelse godtages i højeste grad, nemlig at vi påkalder ham i al nød. Som Johannes skriver i sit Første Brev, kapitel 2: “Hvis vi synder, har vi en forsvarer hos Gud osv.”

 

Art. XXI. De cultu sanctorum

De cultu sanctorum docent, quod memoria sanctorum proponi potest, ut imitemur fidem eorum et bona opera juxta vocationem, ut Cæsar imitari potest exemplum Davidis in bello genrendo ad depellendos Turcas a patria. Nam uterque rex est. Sed Scriptura non docet invocare sanctos, seu petere auxilium a sanctis, quia unum Christum nobis proponit mediatorem, propitiatorium, pontificem et intercessorem. Hic invocandus est, et promisit se exauditurum esse preces nostras, et hunc cultum maxime probat, videlicet ut invocetur in omnibus afflictionibus. I Joh. 2: Si quis peccat, habemus advocatum apud Deum etc.

    

 

 

Dette er grundessensen af vores lære. Som man kan se, indeholder den intet, der ikke stemmer overens med Skriften eller den almindelige kirke eller den romerske kirke, sådan som den fremstår i de skriftlige kilder. Og når det forholder sig sådan, er det urimeligt at anse os for vranglærere. Der er ganske vist uenighed om forskellige misbrug, der har indsneget sig i kirken med tvivlsom begrundelse. Og selvom der skulle være nogen forskel i disse ting, burde biskopperne se på det med mildhed og tolerance i lyset af vores bekendelse, som vi netop har fremlagt. End ikke kirkelovene er så strenge, at de forlanger ens ritualer overalt, for der har aldrig været de samme ritualer overalt i kirkerne. Desuden bliver mange af de gamle ritualer omhyggeligt bevaret hos os. Det er nemlig falsk beskyldning, at vi skulle have afskaffet alle de gamle ceremonier og ordninger i kirken. Men der har været mange beklagelser over de misbrug, der har heftet sig ved nogle af de almindelige ritualer. Og dem, man ikke kunne beholde med god samvittighed, har vi ændret en smule.

 

Hæc fere summa est doctrinæ apud nos, in qua cerni potest nihil inesse, quod discrepet a Scripturis, vel ab ecclesia catholica, vel ab ecclesia Romana, quatenus ex scriptoribus nota est. Quod quum ita sit, inclementer judicant isti, qui nostros pro hæreticis haberi postulant. Sed dissensio est de quibusdam abusibus, qui sine certa auctoritate in ecclesias irrepserunt, in quibus etiam, si qua esset dissimilitudo, tamen decebat hæc lenitas episcopos, ut propter confessionem, quam modo recensuimus, tolerarent nostros, quia ne canones quidem tam duri sunt, ut eosdem ritus ubique esse postulent, neque similes unquam omnium ecclesiarum ritus fuerunt. Quamquam apud nos magna ex parte veteres ritus diligenter servantur. Falsa enim calumnia est, quod omnes ceremoniæ, omnia vetera instituta in ecclesiis nostris aboleantur. Verum publica querela fuit abusus quosdam in vulgaribus ritibus hærere. Hi, quia non potereant bona conscientia probari, aliqua ex parte correcti sunt.

 

 

 
(Melanchthon 1529)

Anden del

Artikler, der gennemgår de rettede misbrug

 

Pars II

Articuli, in quibus recensentur abusus mutati

 

Indledning

Menighederne hos os afviger altså ikke fra den almindelige kirke i nogen trosartikel, men har alene udeladt enkelte misbrug. Misbrug, der en nye og som er indført på grund af tidernes skiften, stik imod kirkelovenes hensigt. Vi beder derfor Deres kejserlige Majestæt høre tålmodigt på, både hvilke misbrug, vi har rettet og af hvad grund, vi ikke har villet tvinge folk til at bevare disse misbrug imod deres samvittighed. Deres Majestæt skal ikke tro dem, der spreder de mest besynderlige beskyldninger blandt folk, for at vække menneskers had mod os. Det er sådan, de fra begyndelsen har skabt irritation blandt velmenende mennesker og lagt grunden til denne strid. Og på samme facon forsøger de nu at øge uenigheden. Men Deres kejserlige Majestæt vil uden tvivl kunne konstatere at både vores lære og vores ceremonier har en bedre udformning end disse fjendske og ondsindede menneskers gengivelse. Desuden finder man ikke sandheden gennem løse rygter eller modstandernes sladder. Derimod er det let at se, at man intet bedre kan gøre for at bevare respekten for ceremonierne og fremme gudsfrygt og fromhed blandt folk, end når ceremonierne foregår korrekt i kirkerne.

 

Prooemium

Quum ecclesiæ apud nos de nullo articulo fidei dissentiant ab ecclesia catholica, tantum paucos quosdam abusus omittant, qui novi sunt et contra voluntatem canonum vitio temporum recepti, rogamus, ut Cæsarea Majestas clementer audiat, et quid sit mutatum, et quæ fuerint caussæ, quo minus coactus sit populus illos abusus contra conscientiam observare. Nec habeat fidem Cæsarea Majestas istis, qui, ut inflamment odia hominum adversus nostros, miras calumnias spargunt in populum. Hoc modo irritatis animis bonorum virorum initio præbuerunt occasionem huic dissidio, et eadem arte conantur nunc augere discordias. Nam Cæsarea Majestas haud dubie comperiet tolerabiliorem esse formam et doctrinæ et ceremoniarum apud nos, quam qualem homines iniqui et malevoli decribunt. Porro veritas ex vulgi rumoribus aut maledictis inimicorum colligi non potest. Facile autem hoc judicari potest, nihil magis prodesse ad dignitatem ceremoniarum conservandam et alendam reverentiam ac pietatem in populo, quam si ceremoniæ rite fiant in ecclesiis.

 

22. Om nadverens to forskellige skikkelser

Ved nadveren modtager de almindelige kirkegængere nadversakramentet under begge former. Denne skik følger nemlig Herrens befaling ifølge Matthæus 26: “Drik alle heraf.” Her har vi en klar befaling fra Kristus om, at alle skal drikke af bægret. Og ingen skal komme med udflugter om, at det kun angår præsterne. I Paulus’ Første brev til Korintherne har vi nemlig et eksempel, der viser at hele menigheden fik nadveren i begge former.

     Og denne skik holdt sig længe i kirken. Man ved ikke hvornår eller af hvem denne skik er ændret, men alene at kardinal Cusanus skriver, hvornår ændringen blev godkendt. Cyprian bevidner flere steder, at blodet blev givet til folket. Det samme bevidner Hieronymus, som siger: "Præsterne forvalter nadveren og uddeler Kristi blod til folkene." Ja, pave Gelasius forordner, at nadveren ikke må deles (Kirkelovene, del 2, Om nadverens indvielse).

     Først ved en sædvane, der ikke er særlig gammel, er det blevet ændret. Men det står fast, at en sædvane, der er indført imod Guds befalinger, ikke bør godkendes, som kirkelovene siger (Del 8, Om sandheden). Og denne sædvane er ikke alene indført imod Skriften, men også imod de gamle kirkelove og de kirkehistoriske eksempler. Når nogle derfor foretrækker at bruge nadveren under begge skikkelser, burde man ikke hindre dem mod deres samvittighed.

     Og da opdelingen af nadveren ikke stemmer med Kristi indstiftelse, plejer man hos os at udelade den procession, der hidtil har fundet sted.

 

Art. XXII. De utraque specie

Laicis datur utraque species sacramenti in coena Domini, quia hic mos habet mandatum Domini Matth. 26: Bibite ex hoc omnes. Ubi manifeste præcepit Christus de poculo, ut omnes bibant. Et ne quis possit cavillari, quod hoc ad sacerdotes tantum pertineat, Paulus ad Corinth. exemplum ricitat, in quo apparet totam ecclesiam utraque specie usam esse. 

 

 

 

     Et diu mansit hic mos in ecclesia, nec constat, quando aut quo auctore mutatus sit, tametsi Cardinalis Cusanus recitet, quando sit adprobatus. Cyprianus aliquot locis testatur populo sanguinem datum esse. Idem testatur Hieronymus, qui ait: Sacerdotes eucharistiæ ministrant et sanguinem Christi populis dividunt. Imo Gelasius Papa mandat, ne dividatur sacramentum, dist. 2. De Consecrat., cap. Comperimus. 

     Tantum consvetudo non ita vetus aliud habet. Constat autem, quod consuetudo contra mandata Dei introducta non sit probanda, ut testantur canones, dist. 8., cap. Veritate, cum sequentibus. Hæc vero consuetudo non solum contra Scripturam, sed etiam contra veteres canones et exemplum ecclesiæ recepta est. Quare si qui maluerunt utraque specie sacramenti uti, non fuerunt cogendi, ut aliter facerent cum offensione conscientiæ. 

     Et quia divisio sacramenti non convenit cum institutione Christi, solet apud nos omitti processio, quæ hactenus fieri solita est.

 

23. Om præsternes ægteskab

Der har været offentlig klage over eksempler på præster, der ikke har kunnet overholde cølibatet. Derfor skulle pave Pius også have sagt, at der er gode grunde til at forbyde præsters at gifte sig, men der er langt flere til at tillade dem at indgå ægteskab – sådan berette Platina nemlig.

     Da præsterne derfor hos os har villet undgå offentlige skandaler, har de giftet sig og lærer, at det er præster tilladt at indgå ægteskab. For det første fordi Paulus siger: ”Enhver skal have sin egen ægtefælle for at undgå utugt.” Og ligeledes: ”Det er bedre at gifte sig, end at brænde af begær.” For det andet siger Kristus i Matthæus 19: ”Ikke enhver kan fatte denne sag.” Dermed lærer han, at ikke enhver er egnet til at leve i cølibat, fordi Gud har skabt os som seksuelle væsner, Første Mosebog 1. Og det står ikke i mennesket magt at ændre vores natur, uden ved en særskilt gave og indgreb fra Guds side. Derfor bør de, der ikke kan leve seksuelt afholdende, indgå ægteskab. For ingen menneskelig lov eller noget løfte kan ophæve Guds befaling og ordning. Det er grundene til, at præsterne lærer, at det er tilladt dem at gifte sig.

     Det er også en kendsgerning, at præsterne i den gamle kirke var gift. For Paulus siger i Første Timotheusbrev 3, at man skal vælge en, der er gift, til biskop. Og desuden er det først 400 år siden, præsterne med magt blev tvunget ind i cølibatet her i Tyskland. Og det med en sådan modstand, at ærkebiskoppen af Mainz nær var blevet slået ihjel af de vrede præster i de tumulter, der opstod, da han skulle kundgøre pavens bekendtgørelse. Og ordningen blev gennemført så brutalt, at man ikke alene forbød fremtidige ægteskaber, men endog opløste allerede indgåede ægteskaber, imod al guddommelig og menneskelig ret. Ja, endda imod kirkelove, der er vedtaget af både paverne og på nogle af de mest kendte kirkemøder.

     Og da den menneskelige natur lidt efter lidt bliver skrøbeligere som verden ældes, må man passe på, at der ikke sniger sig flere laster ind i Tyskland. Nu har Gud indstiftet ægteskabet som en hjælp mod vores skrøbelighed. Selv kirkelovene siger, at man undertiden må svække tidligere tiders strenghed som tiden går på grund af mennesket skrøbelighed. Og det var ønskeligt, at det kunne ske under disse forhandlinger. Ellers ser det ud til, at menighederne for fremtiden kommer til at mangle præster, hvis ægteskabet fortsat forbydes.

     Nu har vi altså Guds befaling og kender kirkens tidligere praksis. Og det urene cølibat har frembragt mange skandaler, ægteskabsbrud og andre forbrydelser, som fortjener retskafne myndigheders straf. Man må derfor undre sig over, at der på ingen andre områder udøves så stor strenghed som i forbindelse med præsters ægteskab. Gud befaler, at man skal holde ægteskabet i ære. Og lovene i alle velordnede stater, endog hos hedningerne, smykker ægteskabet med den største ære. Men her eksekverer man dødsstraf, og det endda på præsterne direkte i strid med kirkelovene – og det af ingen anden grund end at de har giftet sig. Paulus kalder det dæmoners lærdom at forhindre ægteskab, 1 Timotheus 4. Det forstår man godt nu, hvor forbudet mod ægteskab håndhæves med disse metoder.

     Men lige så lidt som nogen menneskelig lov kan ophæve Guds befaling, lige så lidt kan noget løfte gøre det. Derfor tilråder Cyprian også, at de kvinder, der ikke kan overholde deres løfte om cølibat, skal gifte sig. Hans ord lyder således i bind 1, brev nr. 11: ”Hvis ikke de vil eller kan overholde løftet, er det bedre, at de gifter sig, end at de falder i ilden ved deres lyster; og de må ikke være deres brødre og søstre til forargelse.”

     Ja, selv kirkelovene tillader en vis lempelse hos dem, der har aflagt løfter, inden de blev voksne. Og det har hidtil være det mest almindelige.

 

Art. XXIII. De conjugio sacerdotum

Publica querela fuit de exemplis sacerdotum, qui non continebant. Quam ob caussam et Pius papa dixisse fertur, fuisse aliquas caussas, cur ademptum sit sacerdotibus conjugium, sed multo majores esse caussas, cur reddi debeat. Sic enim scribit Platina. 

     Quum igitur sacerdotes apud nos publica illa scandala vitare vellent, duxuerunt uxores, ac docuerunt, quod liceat ipsis contrahere matrimonium. Primum, quia Paulus dicit: unusquisque habeat uxorem suam propter fornicationem, item: melius est nubere, quam uri. Secundo, Christus inquit: non omnes capiunt verbum hoc; ubi docet non omnes homines ad coelibatum idoneos esse, quia deus creavit hominem ad procreationem, Genes. 1. Nec est humanæ potestatis, sine singulari dono et opere dei creationem mutare. Igitur qui non sunt idonei ad coelibatum, debent contrahere matrimonium. Nam mandatum dei et ordinationem dei nulla lex humana, nullum votum tollere potest. Ex his caussis docent sacerdotes sibi licere uxores ducere. 

 

 

     Constat etiam in ecclesia veteri sacerdotes fuisse maritos. Nam et Paulus ait, episcopum eligendum esse, qui sit maritus. Et in Germania primum ante annos quadringentos sacerdotoes vi coacti sunt ad coelibatum, qui quidem adeo adversati sunt, ut archiepiscopus Moguntinus, publicaturus edictum Romani pontificis de ea re, pæne ab iratis sacerdotibus per tumultum oppressus sit. Et res gesta est tam inciviliter, ut non solum in posterum conjugia prohiberentur, sed etiam præsentia, contra omnia jura divina et humana, contra ipsos etiam canones, factos non solum a pontificibus, sed a laudatissimis synodis, distraherentur. 

 

 

     Et quum senescente mundo paullatim natura humana fiat imbecillior, convenit prospicere, ne plura vitia serpant in Germaniam. Porro deus instituit conjugium, ut esset remedium humanæ infirmitatis. Ipsi canones veterem rigorem interdum posterioribus temporibus propter imbecillitatem hominum laxandum esse dicunt, quod optandum est, ut fiat et in hoc negotio. Ac videntur ecclesiis aliquando defuturi pastores, si diutius prohibeatur conjugium.

 

 

     Quum autem exstet mandatum dei, quum mos ecclesiæ notus sit, quum impurus coelibatus plurima pariat scandala, adulteria et alia scelera digna animadversione boni magistratus: tamen mirum est nulla in re majorem exerceri sævitiam quam adversus conjugium sacerdotum. Deus præcipit honore afficere conjugium; leges in omnibus rebus publicis bene constitutis, etiam apud ethnicos, maximis honoribus ornaverunt. At nunc capitalibus poenis excruciantur, et quidem sacerdotes, contra canonum voluntatem, nullam aliam ob caussam nisi propter conjugium. Paulus vocat doctrinam dæmoniorum, quæ prohibet conjugium, 1 Tim. 4. Id facile nunc intelligi potest, quum talibus suppliciis prohibitio conjugii defenditur.          

 

 

     Sicut autem nulla lex humana potest mandatum dei tollere, ita nec votum potest tollere mandatum dei. Proinde etiam Cyprianus suadet, ut mulieres nubant, quæ non servant promissam castitatem. Verba ejus sunt hæc, lib. 1, epist. 11: Si autem perseverare nolunt aut non possunt, melius est, ut nubant, quam ut in ignem deliciis suis cadant; certe nullum fratribus aut sororibus scandalum faciant. Et æquitate quadam utuntur ipsi canones erga hos, qui ante justam ætatem voverunt, quomodo fere hactenus fieri consuevit.

 

24. Om gudstjenesten

Det er falsk anklage, at vores menigheder skulle have afskaffet gudstjenesten. Vi har nemlig bevaret gudstjenesten og holder den med største ærbødighed. Vi anvender også de fleste almindelige ceremonier. Blot blander vi de latinske salmer med enkelte tyske af hensyn til den jævne mands undervisning. For ceremonierne har først og fremmest det formål at undervise de ukyndige. Og ikke alene Paulus befaler, at man skal bruge et sprog folk forstår i kirken, men det er også en anerkendt menneskeret.

     Folk har vænnet sig til at gå til nadver sammen, når de har behov for det. Hvilket også fremmer ærefrygten og den religiøse bevidsthed over for de almindelige ceremonier. Ingen får nemlig adgang til nadveren uden først at have været til samtale. Og de bliver mindet om sakramenternes værdi og rette brug. Hvilken trøst de bringer ængstede samvittigheder. Så man lærer at tro på Gud og søge og forvente al godt af ham. En sådan tilbedelse behager Gud og en sådan brug af sakramenterne fremmer gudsfrygten. Man finder således ikke større religiøs andagt i vores modparts gudstjeneste end i vores.

     Og det står fast, at ærlige mennesker længe og offentligt har beklaget, at gudstjenesten er blevet skammeligt vanhelliget, blot for at tjene penge. Det er nemlig ingen hemmelighed, hvor udbredt dette misbrug har været i alle kirker. Man har blot holdt gudstjeneste på grund af indtægterne og andre goder. Stik mod kirkelovenes bestemmelser. Men Paulus advarer alvorligt den, der behandler takkemåltidet uværdigt: “Hvis nogen spiser brødet eller drikker af Herrens bæger på uværdig måde, så gør han sig skyldig over for Herrens legeme og blod.” Og siden præsterne er blevet advaret mod denne synd, holdes der næsten ingen privatgudstjenester, da de kun blev hold på grund af indtjeningen.

     Biskopperne har ikke været uvidende om dette misbrug. Og hvis de havde rettet det i tide, kunne denne strid være undgået. Ved deres laden stå til har de også tidligere være skyld i, at mange unoder har listet sig ind i kirken.  Først nu begynder de at klage over kirkens dårlige tilstand. Men den har netop sin grund i disse misbrug, der er så tydelige, at de ikke i længden kunne tolereres. Stor uenighed om gudstjenesten og nadveren er fremkommet. Måske som straf for at gudstjenesten i så mange århundrede er blevet vanhelliget af dem, der burde have rettet det, og som også havde magten til det. For i De Ti Bud står der: “Gud lader ikke den ustraffet, der misbruger hans navn.” Og fra verdens begyndelse er der næppe noget guddommeligt, der er blevet misbrugt til indtægtskilde som gudstjenesten.

     Hertil kommer en opfattelse, der har forøget privatgudstjenesterne i det uendelige, nemlig at Kristus ved sin lidelse ganske vist har gjort fyldest for arvesynden, men derudover har indstiftet nadveren for at udslette de daglige fejltrin, både de store og de små. Det førte videre til den gængse mening, at nadveren er en handling, der udsletter synden, både for de mennesker, der lever og for dem, der er døde, blot ved at nadverritualet gennemføres. Dernæst begyndte man så at diskutere, om en nadverhandling, som flere har betalt for at få udført, gavnede lige så meget som, hvis den kun blev udført for én betalende. Denne debat udmundede i de talløse nadverfejringer.

     Mod disse opfattelser har vi påpeget, at de strider mod Skriften og forringer betydningen af Kristi lidelse. For Kristi lidelse var et offer og godtgørelse, ikke alene for arvesynden, men også for alle slags andre synder. Som det siges i Hebræerbrevet: “Vi er blevet helligede ved Kristi offer én gang for alle.” Og: “Med et eneste offer har han for altid fuldkommengjort dem, der helliges.”

     Desuden lærer Skriften, at vi retfærdiggøres for Gud ved tro på Kristus, idet vi tror, vi får syndernes forladelse på grund af Kristus. Men hvis det nu var sådan, at nadveren udslettede både de levendes og dødes synder blot ved at nadverritualet blev udført, så ville følgen jo være, at vi retfærdiggøres ved nadverritualets udførelse og ikke ved tro. Men en sådan opfattelse tillader Skriften ikke.

     Og Kristus befaler, at vi skal holde nadveren til han ihukommelse. Altså er nadveren indstiftet, for at troen hos den, der deltager i nadveren, skal lægge sig på sinde, hvilke velgerninger den modtager fra Kristus, og således oprejse og trøste den ængstede samvittighed. For dette er at mindes Kristus, at mindes han velgerninger, og betænke at de virkelig skænkes os. Det er ikke nok, at mindes historien, som også jøderne og de ugudelig kan gøre. Nadveren er altså indstiftet med det formål, at sakramentet her gives til dem, der trænger til trøst. Som Ambrosius siger: Fordi jeg altid synder, har jeg altid behov for medicinen.”

     Når nu nadveren er en sådan fælles modtagelse af sakramentet, så holder vi én fælles højmesse på alle søndage og helligdage, og ellers når nogen har brug for nadveren. Her rækkes nadveren til dem, der ønsker det. Og det er ingen ny skik. For kirkefædrene før Gregorius nævner ingen privatgudstjenester, men ofte fællesgudstjenester. Chrysostomus siger således: “Præsten står dagligt for alteret, og nogle giver han adgang til nadveren, men andre holder han borte.” Også i de gamle kirkelove fremgår det, at kun én har forvaltet nadveren og at de øvrige præster og diakoner har modtaget Herrens legeme. Således står der nemlig i den nikænske kirkelov: “Efter præsterne skal diakonerne ifølge god orden modtage den hellige nadver af biskoppen eller præsten.” Og angående nadveren befaler Paulus, at folk skal vente på hinanden, så det bliver et fælles måltid.

     Når højmessen hos os altså har eksempler fra kirkens historie på sin side, både i Skriften og hos kirkefædrene, så er vi overbevist om, at ingen vil forkaste den. Især ikke når vi stadig bruger de fleste almindelige ceremonier. Kun har vi skåret ned på antallet af gudstjenester på grund af de helt åbenlyse misbrug. Heller ikke alle de store menigheder havde før i tiden gudstjeneste hver dag. Det fremgår af historiebøgerne (Historia Tripartia, bind 9, kapitel 38): “I Alexandria oplæses Skriften hver onsdag og fredag, og lærerne forklarer det, ligesom ved en normal gudstjeneste, blot er der ikke nadver.”

 

Art. XXIV. De missa

Falso accusantur ecclesiæ nostræ, quod missam aboleant. retinetur enim missa apud nos et summa reverentia celebratur. Servantur et usitate ceremoniæ fere omnes, præterquam quod Latinis cantionibus admiscentur alicubi Germanicæ, quæ additæ sunt ad docendum populum. Nam ad hoc unum opus est ceremoniis, ut doceant imperitos. Et non modo Paulus præcipit uti lingua intellecta populo in ecclesia, sed etiam ita consitutum est humano jure.


     Assuevit populus, ut una utantur sacramento, si qui sunt idonei; id quoque auget reverentiam ac religionem publicarum ceremoniarum. Nulli enim admittuntur, nisi antea explorati. Admonetur etiam homines de dignitate et usu sacramenti, quantam consolationem afferat pavidis conscientiis, ut discant deo credere et omnia bona a deo exspectare et petere. Hic cultus delectat deum, talis usus sacramenti alit peitatem erga deum. Itaque non videntur apud adversarios missæ majore religione fieri quam apud nos. 

 

 

     Constat autem hanc quoque publicam et longe maximam querelam omnium bonorum virorum diu fuisse, quod missæ turpiter profanarentur, collatæ ad quæstum. Neque enim obscurum est, quam late pateat hic abusus in omnibus templis, a qualibus celebrentur missæ tantum propter mercedem aut stipendium, quam multi contra interdictum canonum celebrent. Paulus autem graviter minatur his, qui indigne tractant eucharistiam, quum ait: qui ederit panem hunc, aut biberit calicem domini indigne, reus erit corporis et sanguinis domini. Itaque cum apud nos admonerentur sacerdotes de hoc peccato, desierunt apud nos privatæ missæ, cum fere nullæ privatæ missæ nisi quæstus causa fierent.
     Neque ignoraverunt hos abusus episcopi; qui si correxissent eos in tempore, minus nunc esset dissensionum. Antea sua dissimulatione multa vitia passi sunt in ecclesiam serpere. Nunc sero incipiunt queri de calamitatibus ecclesiæ, quum hic tumultus non aliunde sumserit occasionem quam ex illis abusibus, qui tam manifesti erant, ut tolerari amplius non possent. Magnæ dissensiones de missa, de sacramento exstiterunt. Fortasse dat poenas orbis tam diuturnæ profanationis missarum, quam in ecclesiis tot sæculis toleraverunt isti, qui emendare et poterant et debebant. Nam in Decalogo scriptum est: qui dei nomine abutitur, non erit impunitus. Et ab intitio mundi nulla res divina ita videtur unquam ad quæstum collata fuisse ut missa. 

     Accessit opinio, quæ auxit privatas missas in infinitum, videlicet quod Christus sua passione satisfecerit pro peccato originis, et instituerit missam, in qua fieret oblatio pro quotidianis delictis, moratalibus et venialibus. Hinc manavit publica opinio, quod missa sit opus delens peccata vivorum et mortuorum ex opere operato. Hic coeptum est disputari, utrum una missa dicta pro pluribus tantumdem valeat, quantum singulæ pro singulis. Hæc disputatio peperit istam infinitam multitudinem missarum.

 

 

 

     De his opinionibus nostri admonuerunt, quod dissentiant a scripturis sanctis et lædant gloriam passionis Christi. Nam passio Christi fuit oblatio et satisfactio non solum pro culpa originis, sed etiam pro omnibus reliquis peccatis, ut ad Hebræos scriptum est: sanctificati sumus per oblationem Jesu Christi semel. Item: una oblatione comsummavit in perpetuum sanctificatos.
     Item scriptura docet nos coram deo justificari per fidem in Christum, quum credimus, nobis remitti peccata propter Christum. Jam si missa delet peccata vivorum et mortuorum ex opere operato, contingit justificatio ex opere missarum, non ex fide, quod scriptura non patitur. 



     Sed Christus jubet facere in sui memoriam; quare missa instituta est, ut fides in iis, qui utuntur sacramento, recordetur, quæ beneficia accipiat per Christum, et erigat et consoletur pavidam conscientiam. Nam id est meminisse Christi, beneficia meminisse ac sentire, quod vere exhibeantur nobis. Nec satis est historiam recordari, quia hanc etiam Judæi et impii recordari possunt. Est igitur ad hoc facienda missa, ut ibi porrigatur sacramentum his, quibus opus est consolatione, sicut Ambrosius ait: quia semper pecco, semper debeo accipere medicinam. 

     Quum autem missa sit talis communicatio sacramenti, servatur apud nos una communis missa singulis feriis atque aliis etiam diebus, si qui sacramento velint uti, ubi porrigitur sacramentum his, qui petunt. Neque hic mos in ecclesia novus est. nam veteres ante Gregorium non faciunt mentionem privatæ missæ; de communi missa plurimum loquuntur. Chrysostomus ait: sacerdotum quotidie stare ad altare et alios ad communionem accersere, alios arcere. Et ex canonibus veteribus apparet unum aliquem celebrasse missam, a quo reliqui presbyteri et diaconi sumpserunt corpus domini. Sic enim sonant verba canonis Nicæni: accipiant diaconi secundum ordinem post presbyteros ab episcopo vel a presbytero sacram communionem. Et Paulus de communione jubet, ut alii alios exspectent, ut fiat communis participatio. 

     Postquam igitur missa apud nos habet exemplum ecclesiæ, ex scriptura et patribus, confidimus improbari eam non posse, maxime quum publicæ ceremoniæ magna ex parte similies usitatis serventur. Tantum numerus missarum est dissimiilis, quem propter maximos et manifestos abusus certe moderari prodesset. Nam olim etiam in ecclesiis frequentissimis non fiebat quotidie missa, ut testatur historia Triparita, lib. 9, c. 38: rursus autem in Alexandria quarta et sexta feria scripturæ leguntur easque doctores interpretantur, et omnia fiunt præter solemnem oblationis morem.

 

 

25. Om skriftemålet

Skriftemålet er ikke afskaffet i vores kirker. Ingen plejer nemlig at modtage nadveren, inden de har været til samtale og har fået tilsagt syndernes forladelse. Og folk bliver omhyggelig påmindet om troen på den tilsagte syndsforladelse, om hvilken der førhen var total tavshed. De påmindes om at skatte den tilsagte syndsforladelse højt. Den er nemlig Guds stemme og udtales på hans befaling. Denne fuldmagt med nøglen til syndernes forladelse holder vi i ære og fremhæver hvilken trøst, den bringer ængstede samvittigheder. Vi pointerer, at Gud fordrer tro, så vi tror på den tilsagte syndsforladelse som var det en røst, der lød til os fra selve Himlen. En sådan tro modtager og får virkelig syndernes forladelse. Førhen rostes de fyldestgørende gerninger grænseløst, mens troen, Kristi fortjeneste og retfærdiggørelsen af tro ikke blev nævnt med et ord. Så på dette punkt bør vi slet ikke bebrejdes. Ja, selv vores modpart er nødt til at indrømme, at læren om boden bliver omhyggelig behandlet og fremlagt af os.

     Men om selve syndsbekendelsen lærer vi, at opregningen af alle ens fejltrin ikke er nødvendig. Samvittigheden skal ikke bebyrdes med en sådan præcis optælling af alle fejl. Det er jo umuligt, at huske alle fejltrin. Som Salme 19 bevidner: “Hvem lægger mærke til alle fejltrin?” Og ligeledes Jeremias, kapitel 17: “Menneskets hjerte er svigefuldt og uudforskeligt.” Så hvis vi kun fik tilgivelse for de synder, vi kunne huske, ville samvittigheden aldrig få ro. Der er jo så mange synder, vi hverken opdager eller kan huske. Også kirkefædrene siger, at opregningen af alle synder ikke er nødvendig. Således anføres Chrysostomus i en skrivelse: “Jeg siger ikke, du skal anklage dig selv offentligt eller hos en anden, men at du skal adlyde profeten, der siger: åbenbar din vej for Herren. – Bekend altså dine synder for Gud, den sande dommer, under bøn. Fortæl din fejltrin, ikke med munden, men som samvittigheden minder dig.” Og i afsnittet om boden, kapitel 5, indrømmes det, at syndsbekendelsen er en menneskelig bestemmelse. Men som sagt beholder vi skriftemålet hos os, først og fremmest på grund af syndstilgivelsens værdi, men også på grund af samtalens andre fordele.

 

Art. XXV. De confessione

Confessio in ecclesiis apud nos non est abolita. Non enim solet porrigi corpus domini nisi antea exploratis et absolutis. Et docetur populus diligentissime de fide absolutionis, de qua ante hæc tempora magnum erat silentium. Docetur homines, ut absolutionem plurimi faciant, quia sit vox dei et mandato dei pronuntietur. Ornatur potestas clavium et commemoratur, quantam consolationem afferat perterrefactis conscientiis et quod requirat deus fidem, ut illi absolutioni tamquam voci de coelo sonanti credamus, et quod illa fides in Christum vere consequatur et accipiat remissionem peccatorum. Antea immodice extollebanatur staisfactiones; fidei vero et meriti Christi ac justitiæ fidei nulla fiebat mentio; quare in hac parte minime sunt culpandæ ecclesiæ nostræ. Nam hoc etiam adversarii tribuere nobis coguntur, quod doctrina de poenitentia diligentissime a nostris tractata ac patefacta sit.


      Sed de confessione docent, quod enumeratio delictorum non sit necessaria, nec sint onerandæ conscientiæ cura enumerandi omnia delicat, qui impossibile est omnia delicta recitare, ut testatur Psalmus: delicta quis intelligit? Item Jeremias: pravum est cor hominis et inscrutabile. Quod si nulla peccata, nisi recitata remitterentur, nunquam acquiescere conscientiæ possent, quia plurima peccata neque vident, neque meminisse possunt. Testantur et veteres scriptores enumerationem non esse necessariam. Nam in decretis citatur Chrysostomus, qui sic ait: non tibi dico, ut te prodas in publicum, neque apud alios te accuses; sed oboedire te volo prophetæ dicenti: revela ante deum viam tuam. ergo tua confitere peccata apud deum, verum judicem, cum oratione. Delicata tua pronuncia non lingua, sed conscientiæ tuæ memoria etc. Et glossa de poenitentia, dist. 5, cap. consideret, fatetur humani juris esse confessionem. Verum confessio cum propter maximum absolutionis beneficium tum propter alias conscientiarum utilitates apud nos retinetur.

 

26. Om at gøre forskel på mad – og om menneskelige traditioner

Det har ikke alene været en almindelig opfattelse blandt folk, men er også blevet lært i kirkerne, at det at gøre forskel på mad og andre menneskelige påfund, er ting, der tjener til at fortjene nåde og gøre fyldest for synden. At det har været gængs mening fremgår af alle de nye ceremonier, ordener, helligdage og spiseregler, man dagligt har opfundet. Og kirkens lærere har pålagt disse ting som nødvendige for at fortjene nåden. Og skræmt dem, der undlod disse ting. På baggrund af dette syn på traditionerne er der opstået megen uenighed i kirken.

     For det første har det fordunklet læren om nåden og troens retfærdighed, som er hovedsagen i evangeliet. Det er den, der først og fremmest bør dominere og lyse op i kirken, så Kristi fortjeneste kan kendes ret og den tro, der tror, at synderne forlades os på grund af Kristus, bliver sat langt over alle gerninger. Det er også derfor, Paulus lægger så stor vægt på dette punkt. Han skubber loven og de menneskelige traditioner til side og viser os, at den kristne retfærdighed er noget helt andet end sådanne gerninger. Det er nemlig en tro, der tror, at synderne forlades os gratis på grund af Kristus. Men dette hovedpunkt hos Paulus er næsten blevet helt tværet ud på grund af den opfattelse af traditionerne, at man ved at gøre forskel på mad og lignende ting kan opnå nåde og retfærdighed. I læren om boden blev troen ikke nævnt med et ord. Det var alene de fyldestgørende gerninger, der blev fremhævet, som om hele boden alene drejede sig om det.

     For det andet har disse menneskelige traditioner overskygget Guds bud, fordi traditionerne sættes højere. Som om hele kristendommen gik ud på at overholde bestemte helligdage, ritualer, spiseregler og tøjsmag. Overholdelsen af disse ting havde endda så fine benævnelser som at være et åndeligt liv, ja et fuldkomment liv. Mens Guds befalinger i de almindelige livsforhold ingen ros fik. At en far sørgede for sin familie, at en mor passede sine børn, at en fyrste styrede de offentlige sager, det anså man for verdslige og ufuldkomne handlinger, der stod langt under overholdelsen af disse strålende traditioner. Og denne vildfarelse var en hård plage for de fromme samvittigheder, der var bedrøvet over at skulle leve et sådan ufuldkomment liv i ægteskabet, som offentlig ansat eller et andet almindeligt arbejde. De beundrede munkene og den slags, og mente, at deres levemåde var Gud mere tilpas.

     For det tredje blev samvittighederne udsat for en stor risiko på grund af traditionerne. Det var nemlig umuligt at overholde alle disse ting, men alligevel anså man det for en strengt nødvendig gudsdyrkelse. Pariserteologen Gerson fortæller, hvordan mange var blevet fortvivlet og havde taget deres eget liv, fordi de indså at de ikke kunne overholde alle disse traditioner. Og der lød ingen trøst til dem om troens retfærdighed og nåde.

     Man kan se, hvordan de systematiske teologer har forsøgt at samle traditionerne for at lette byrderne for samvittigheden. Det er dog ikke lykkes særlig godt. De har tværtimod ofte lagt store fæller for samvittigheden.

     Og universiteterne og de teologiske foreninger har haft så travlt med at sammenstille disse traditioner, at de ikke har haft tid til at beskæftige sig med Skriften. Til at udforske den langt nyttigere lære om troen, korsets modgang, håbet, det almindelige livs værdi og samvittighedens trøst i svære prøvelser. Derfor har også Gerson og andre teologer fremført alvorlige klager over, at de på grund af drøftelserne om disse traditioner er blevet hindret i at beskæftige sig med lang vigtigere lærepunkter. Og Augustin fraråder at besvære samvittigheden med overholdelsen af traditionerne og understreger at det er ligegyldige ting. Sådan skriver han nemlig til en person ved navn Januarius.

     Man skal altså ikke tro, at vi har taget dette emne op uden vægtige grunde eller af had til biskopperne, som nogen falsk anklager os for. Det har været strengt nødvendigt på grund af de fejlopfattelser, der er udsprunget fra et misforstået syn på traditionerne. For evangeliet nøder os til at lægge vægt på læren om nåden og troens retfærdighed i kirken. Og den kan ikke forstås, hvis folk tror, de skal fortjene nåden ved overholdelse af selvvalgte gerninger.

     Vi lærer derfor, at overholdelsen af menneskelige skikke ikke kan fortjene nåde eller retfærdighed. Derfor må man heller ikke mene, disse overholdelser er nødvendig for gudsdyrkelsen.

     Vi tilføjer dokumentation fra Skriften: I Matthæus 15 undskylder Kristus apostlene, at de ikke overholder de sædvanlige skikke. Det drejer sig om noget, der ikke var påbud, men en frivillig mellemting, som dog havde forbindelse til Moselovens renselser. Kristus siger da: “De dyrker mig forgæves med menneskelige bud”. Han forlanger altså ikke en unødvendig religiøsitet. Og umiddelbart efter fortsætter han: “Intet af det, vi indtager, gør os urene.” Det samme står der i Romerbrevet 14: “Guds rige har intet at gøre med, hvad man spiser og drikker.” Og i Kolossenserbrevet 2: “Lad ingen dømme jer på grund af mad, drikke og bestemte helligdage.” For: “Når I med Kristus er døde fra verdens børnelærdom. Hvorfor opfører I jer så, som om I retter jer efter verdens regler: rør ikke, spis ikke, deltag ikke i.” Og i Apostlenes Gerninger 15 siger Peter: “Hvorfor frister I Gud ved at lægge et åg på disciplenes skuldre, som hverken vi selv eller vores fædre formåede at bære. For vi tror, vi frelses ved vor Herre Jesu Kristi nåde på samme måde som dem.” Her forbyder Peter, at bebyrde samvittighederne med flere skikke, hvad enten de er hentet fra Moseloven eller andre steder. Og i Første Timotheusbrev 4 kaldes spiseregler for “dæmoners lærdomme”, fordi det strider mod evangeliet at indstifte og overholde sådanne gerninger for ved dem at fortjene nåde, eller som om man ikke kunne være kristen uden disse skikke.

     Her indvender vores modpart, at vi forbyder selvdisciplin og undertvingelse af det gamle kød, ligesom den oldkirkelige munk Jovinianus. Men i vores bøger vil man kunne se, at det forholder sig anderledes. Vi har nemlig altid undervist om korset, at de kristne skal holde ud i modgang. Det er en sand og virkelig dødelse og ikke en opdigtet, at modnes gennem al slags modgang og blive korsfæstet med Kristus.

     Desuden lærer vi, at enhver kristen har pligt til at opøve og disciplinere sig gennem ydre tugt eller legemlige øvelser og almindeligt arbejde, så ikke nydelse eller lediggang skal give anledning til synd. Og denne ydre disciplin bør finde sted altid, ikke kun sommetider eller på bestemte dage. Som Kristus siger: “Pas på at jeres legeme ikke bliver svækket på grund af beruselse.” Og: “Den slags dæmoner kan kun uddrives ved faste og bøn.” Og Paulus siger: “Jeg holder mit legeme i tømme, så det er rede til tjeneste.” Her ses klart, at han ikke tæmmer sit legeme for at optjene syndernes forladelse ved en sådan disciplin, men for at kroppen skal være lydig og skikket til åndelige ting og til at udføre de opgaver, hver især har. Vi forkaster således ikke faste, men kun de traditioner, der kræver, at det sker på bestemte dage og med bestemt slags mad, og som udsætter samvittigheden for fare som om disse ting skulle være en nødvendig del af gudsdyrkelsen.

     Vi har også bevaret mange af de traditioner, der tjener til en vis orden i kirken, såsom læsningen af de faste prædiketekster og fejringen af de normale helligdage. Men samtidig understreges det, at sådanne ting ikke retfærdiggør for Gud, og at man ikke synder ved at undlade disse ting, hvor det kan ske uden forargelse. Denne frihed over for traditionerne var heller ikke ukendt for kirkefædrene. I østkirken fejrede man nemlig påsken på et andet tidspunkt end i Rom. Og da romerkirken anklagede østkirken for kirkebrud på grund af denne forskel, blev de af andre kirke mindet om, at det ikke var nødvendigt, at sådanne skikke var ens alle steder. Og Irenæus siger: “Forskellige spiseregler ophæver ikke troens enighed.” Ligesom også pave Gregorius siger i kirkelovens 12. kapitel, at sådanne forskelle ikke skader kirkens enhed. Og i Tripartitas kirkehistorie, 9. bind, er der samlet en række eksempler på forskellige ritualer, med den tilføjelse: Apostlene var ikke optaget af at indføre bestemte helligdage, men at indskærpe gudsfrygt og venlighed.

 

Art. XXVI. De discrimine ciborum - similibusque traditionibus humanis

Publica persuasio fuit non tantum vulgi, sed etiam docentium in ecclesiis, quod discrimina ciborum et similes traditiones humanæ sint opera utilia ad promerendam gratiam et satisfactoria pro peccatis. Et quod sic senserit mundus, adparet ex eo, quia quotidie instituebantur novæ ceremoniæ, novi ordines, novæ feriæ, nova jejunia, et doctores in templis exigebant hæc opera tamquam necessarium cultum ad promerendam gratiam, et vehementer terrebant conscientias, si quid omitterent. Ex hac persuasione de traditionibus multa incommoda in ecclesia secuta sunt. 

     Primo obscurata est doctrina de gratia et justitia fidei, quæ est præcipua pars evangelii, et quam maxime oportet exstare et eminere in ecclesia, ut meritum Christi bene cognoscatur et fides, quæ credit remitti peccata propter Christum, longe supra opera collocetur. Quare et Paulus in hunc locum maxime incumbit, legem et traditiones humanas removet, ut ostendat justiaiam christianam aliud quiddam esse quam hujusmodi opera, videlicet fidem, quæ credit peccata gratis remitti propter Christum. At hæc doctrina Pauli pæne tota oppressa est per traditiones, quæ pepererunt opinionem, quod per discrimina ciborum et similes cultus oporteat mereri gratiam et justitiam. In poenitentia nulla mentio fiebat de fide, tantum hæc opera satisfactoria proponebantur; in his videbatur poenitentia tota consistere.



     Secundo hæ traditiones obscuraverunt præcepta dei, quia traditiones longe præferebantur præceptis dei. Christianismus totus putabatur esse observatio certarum feriarum, rituum, jejuniorum, vestitus. Hæ observationes erant in possessione honestissimi tituli, quod essent vita spiritualis et vita perfects. Interim mandata dei juxta vocationem nullam laudem habebant, quod paterfamilias educabat sobolem, quod mater pariebat, quod princeps regebat rempublicam: hæc putabantur esse opera mundana et imperfecta et longe deteriora illis splendidis observationibus. Et hic error valde cruciavit pias conscientias, quæ dolebant se teneri imperfecto vitæ genere, in conjugio, in magistratibus aut aliis functionibus civilibus, mirabantur monachos et similes, et falso putabant illorum observationes deo gratiores esse. 

     Tertio traditiones attulerunt magna pericula conscientiis, quia impossibile erat omnes traditiones servare, et tamen homines arbitrabantur has observationes necessarios esse cultus. Gerson scribit multos incidisse in desperationem, quosdam etiam sibi mortem conscivisse, quia senserant se non posse satisfacere traditionibus, et interim consolationem nullam de justitia fidei et de gratia audierant.
     Videmus summistas et theologos colligere traditiones et quærere "epieikeias", ut levent conscientias; non satis tamen expediunt, sed interdum magis injiciunt laqueos conscientiis.

 

     Et in colligendis traditionibus ita fuerunt occupatæ scholæ et conciones, ut non vacaverit attingere scripturam et quærere utiliorem doctrinam de fide, de cruce, de spe, de dignitate civilium rerum, de consolatione conscientiarum in arduis tentationibus. Itaque Gerson et alii quidam theologi graviter questi sunt se his rixis traditionum impediri, quominus versari possent in meliore genere doctrinæ. Et Augustinus onerare conscientias hujusmodi observationibus, et prudenter admonet Januarium, ut sciat eas indifferentere observandas esse; sic enim loquitur. 



     Quare nostri non debent videri hanc caussam temere attigisse aut odio episcoporum, ut quidam falso suspicantur. Magna necessitas fuit de illis erroribus, qui nati erant ex traditionibus male intellectis, admonere ecclesias. Nam evangelium cogit urgere doctrinam in ecclesiis de gratia et justitia fidei, quæ tamen intelligi non potest, si putent homines se mereri gratiam per observationes ab ipsis electas. 

     Sic igitur docuerunt, quod per observationem traditionum humanarum non possimus gratiam mereri aut justificari. quare non est sentiendum, quod hujusmodi observationes sint necessarius cultus.
     Addunt testimonia ex scriptura. Christus Matth. 15. excusat apostolos, qui non servaverant usitatam traditionem, quæ tamen videbatur de re non illicita, sed media esse, et habere cognationem cum baptismatibus legis, et dicit: frustra colunt me mandatis hominum. Igitur non exigit cultum inutilem. et paulo post addit: omne, quod intrat in os, non inquinat hominem. Item Rom. 14: regnum dei non est esca aut potus. Col. 2: nemo judicet vos in cibo, potu, sabbato aut die festo. Item: si mortui estis cum Christo ab elementis mundi, quare tamquam viventes in mundo decreta facitis: ne attingas, ne gustes, ne contrectes? Act. 15.ait Petrus: quare tentatis deum, imponentes jugum super cervices discipulorum, quod neque nos neque patres nostri portare potuimus? sed per gratiam domini nostri Jesu Christi credimus salvari, quemadmodum et illi. Hic vetat Petrus onerare conscientias pluribus ritibus sive Mosis, sive aliis. Et 1 Tim. 4. vocat prohibitionem ciborum doctrinam dæmoniorum, quia pugnat cum evangelio talia opera instituere aut facere, ut per ea mereamur graitam, aut quod non possit existere christianismus sine tali cultu. 







     Hic objiciunt adversarii, quod nostri prohibeant disciplinam et mortificationem carnis, sicut Jovinianus. Verum aliud deprehendetur ex scriptis nostrorum. Semper enim docuerunt de cruce, quod Christianos oporteat tolerare afflictiones. Hæc est vera, seria et non simulata mortificatio, variis afflictionibus exerceri et crucifigi cum Christo. Insuper docent, quod quilibet christianus debeat se corporali disciplina aut corporalibus exercitiis et laboribus sic exercere et coercere, ne saturitas aut desidia exstimulet ad peccandum, non ut per illa exercitia mereamur gratiam aut satisfaciamus pro peccatis. Et hanc corporalem disciplinam oportet semper urgere, non solum paucis et constitutis diebus, sicut Christus præcipit: Cavete, ne corpora vestra graventur crapula. Item: Hoc genus dæmoniorum non ejicitur nisi jejunio et oratione. Et Paulus ait: Castigo corpus meum et redigo in servitutem. Ubi clare ostendit se ideo castigare corpus, non ut per eam disciplinam mereatur remissionem peccatorum, sed ut corpus habeat obnoxium et idoneum ad res spirituales et ad faciendum officium juxta vocationem suam. Itaque non damnantur ipsa jejunia, sed traditiones, quæ certos dies, certos cibos præscribunt cum periculo conscientiæ, tamquam istiusmodi opera sint necessarius cultus. 

     Servantur tamen apud nos pleræque traditiones, quæ conducunt ad hoc, ut res ordine geratur in ecclesia, ut ordo lectionum in missa et præcipuæ feriæ. Sed interim homines admonentur, quod talis cultus non justificet coram deo, et quod non sit ponendum peccatum in talibus rebus, si omittantur sine scandalo. Hæc libertas in ritibus humanis non fuit ignota patribus. Nam in oriente alio tempore servaverunt pascha quam Romæ, et quum Romani propter hanc dissimiltudinem accusarent orientem schismatis, admoniti sunt ab aliis, tales mores non oportere ubique similes esse. Et Irenæus inquit: dissonantia jejunii fidei consonantiam non solvit, sicut et distinct. 12 Gregorius papa significat, talem dissimiltudinem non lædere unitatem ecclesiæ. Et in historia Tripartia, lib. 9, multa colliguntur exempla dissimilum rituum et recitantur hæc verba: mens apostolorum fuit non de diebus festis sancire, sed prædicare bonam conversationem et pietatem.

 

27. Om klosterløfterne

Hvad vi lærer om klosterløfterne, forstår man bedst, hvis man husker på, hvordan der var i klostrene. Og hvor meget der stadig foregår i klostrene i strid med kirkelovene! På Augustins tid var det frie bofællesskaber. Senere da disciplinen gik i forfald, indførte man løfterne for at genoprette disciplinen ved en slags udspekuleret fængsel. Lidt efter lidt blev der føjet andre regler til klosterløftet. Og disse lænker blev lagt på mange inden de havde den rette alder, i strid med kirkelovene. Mange har også fejlagtig valgt denne levevis. For selvom de måske har haft alderen, har de dog manglet evnen til at bedømme deres egen natur. Men var de først fanget ind, var de tvunget til at blive, selvom nogle kunne være blevet løst ved hjælp af kirkelovene. Og dette foregik endda oftere i nonneklostrene end hos munkene, skønt man burde være mildere mod det svage køn. Denne strenghed mishagede også før i tiden mange gode mennesker, der så disse piger og unge mænd blive drevet i kloster blot for deres underholds skyld. De så de ulykkelige følger deres beslutning fik, de forargelser det medførte og de fælder det lagde for samvittighederne. Det bedrøvede dem, at kirkelovenes myndighed blev fuldstændig overset og tilsidesat i en så alvorlig sag.

     Til disse beklagelige forhold kom også sådanne forestillinger om løfterne, som endog mishagede munkene, i hver fald de mest forstandige af dem, det er sandt. Man lærte, at klosterløftet havde samme værdi som dåben. Man lærte, at denne levevis fortjente syndernes forladelse og retfærdiggørelse for Gud. Ja, man tilføjede endda at klosterlivet ikke alene fortjente retfærdighed over for Gud, men endog mere, fordi man ikke alene overholdt budene, men også de evangeliske råd.

     Således fremstod den mening, at klostertjenesten langt overgik dåben. Og at klosterlivet havde større værdi end et liv som offentlig ansat eller præst og lignende, hvor man lever efter Guds bud dér, hvor man er sat og uden selvvalgt religiøsitet. De kan ikke benægte det, for det står i deres bøger.

     Hvad har klostrene ikke udviklet sig til? Førhen studerede man de kristne skrifter og dygtiggjorde sig på områder, der var til gavn for menighederne. Og det var herfra man fik præster og biskopper. Nu er det anderledes, men det er ikke nødvendig at beskrive. Førhen oprettede man fællesskaber for at uddanne sig. Nu påstår de, at denne levevis er indstiftet for at erhverve nåde og retfærdighed. Ja, de forkynder, at det er den fuldkomne stand, der langt overgår alle andre former for levevis, som Gud har bestemt. Uden ondsindet overdrivelse har vi beskrevet dette, for at man bedre kan forstå vores lære i denne sag.
     For det første lærer vi om ægteskabet, at det er tilladt for alle, der ikke er skikket til at leve ugift, at indgå ægteskab. Klosterløftet kan nemlig ikke tilsidesætte Guds ordning og befaling. Og dette er Guds befaling: For at undgå utugt skal enhver have sin egen ægtefælle. Ja, det er ikke alene en befaling, men også Guds skabelse og bestemmelse driver alle dem ind i ægteskabet, der ikke er undtaget ved en særskilt nådegave. For Gud siger jo: “Det er ikke godt for mennesket at være alene.” Dem, der følger Guds bestemmelse og befaling, synder altså ikke.
     Hvem kan indvende noget mod dette? Hvor meget man end fremhæver klosterløftets forpligtelse, formår man dog ikke at tilsidesætte Guds befaling. Kirkelovene lærer selv, at intet løfte må være i strid med en højere ret. Langt mindre gælder da klosterløftet over for Guds befaling.

     Hvis de aflagte løfter var absolut bindende, så intet kunne ophæve dem, så kunne den romerske pave heller ikke dispensere fra dem. Det er nemlig ikke tilladt, at ophæve forpligtelser, der er uopløselige ifølge guddommelig ret. Men den romerske pave har klogelig indset, at der kunne vises rimelighed ved dette klosterløfte. Man kan da også læse, at der ofte er dispenseret fra klosterløftet. Mest kendt er begivenheden med aragonernes konge, der blev kaldt tilbage fra klosteret, og der er også eksempler fra nyere tid.

     Hvorfor overdriver vores modpart i øvrigt løfternes forpligtelse og virkning, men er helt tavse angående selve betydningen af et løfte. At et løfte kun kan dreje sig om noget muligt og frivilligt, der aflægges af egen drift og efter moden overvejelse. Og om menneskers evne til altid at leve i seksuel afholdenhed hersker der vist ingen tvivl? Og heller ikke om hvor mange der aflægger klosterløftet af egen drift og efter moden overvejelse? Unge piger og mænd overtales til at aflægge løftet, inden de er i stand til at vurdere det, ja, undertiden sker det med tvang. Det er derfor ikke rimeligt, at man så strengt fastholder forpligtelsen, når alle ved, at det er i strid med et løftes væsen, når det ikke indgås frivilligt og efter grundige overvejelser.

     De fleste kirkelove ophæver da også løfter indgået inden det femtende år, da man ikke mener, der tidligere kan træffes beslutninger, der gælder for hele livet. Nogle kirkelove føjer endda et par år til på grund af menneskets svage natur, så de forbyder aflæggelse af løfter inden det attende år. Men hvad enten man følger det ene eller det andet har størsteparten undskyldning for at forlade klostrene, da de fleste har aflagt løftet inden de blev femten.

     Og selvom man virkelig kunne bevise, at løftet blev brudt, så følger dog ikke automatisk, at de, der har indgået ægteskab, skal opløse det igen. Augustin forbyder nemlig at opløse ægteskabet, i sin bog Ægteskabet, kapitel 1, spørgsmål 27. Og selvom andre senere hen har haft en anden opfattelse, er Augustin jo ikke nogen ubetydelig autoritet.

     Og skønt Guds befaling om ægteskabet i sig selv burde være nok til at løse de fleste fra deres klosterløfte, så vil vi nævne endnu en grund til at løftet er ugyldigt: Enhver gudsdyrkelse, der er udtænkt og indstiftet af mennesker uden Guds befaling og for at fortjene retfærdiggørelse og nåde, er ugudelig. Som Kristus siger: “De dyrker mig forgæves med menneskelige befalinger.” Og Paulus lærer overalt, at vi ikke kan opnå retfærdighed ved vores egne gerninger eller gudsdyrkelser, udtænkt af mennesker. Nej, retfærdighed opnår vi ved tro, når vi tror, at vi modtages i nåde af Gud på grund af Kristus.

     Og nu er det en kendsgerning, at munkene har lært, at deres selvvalgte religiøsitet fyldestgør for synden, fortjener nåde og retfærdighed. Men hvad andet er det, end at forringe Kristi ære, og fordunkle og benægte troens retfærdighed? Følgelig er disse løfter altså en ugudelig form for gudsdyrkelse og derfor ugyldig. For et ugudeligt løfte, indgået i strid med Guds befaling, er ikke gyldigt. Et løfte må nemlig ikke binde os til noget uretfærdigt, som der står i kirkelovene.

     Også Paulus skriver: “I, som vil retfærdiggøres ved loven, er kommet bort fra Kristus og er faldet ud af nåden.” Altså er også de, der vil retfærdiggøres ved løfterne, kommet bort fra Kristus og er faldet ud af nåden. For de, der tilskriver løfterne retfærdiggørelse, tilskriver jo der egne gerninger det, der rettelig tilhører Kristi ære.
     Og ingen kan benægte, at munkene lærer, at de retfærdiggøres og fortjener syndernes forladelse ved løfterne og deres egne pligter. Ja, de er helt absurd kommet på den tanke, at de kan låne andre der gerninger. Her kunne nævnes meget, som selv munkene ville skamme sig over, hvis man hade lyst til hadefulde overdrivelser.

     De har således overbevist folk om, at deres selvvalgte religiøsitet er den fuldkomne kristne levevis. Er det ikke at tilskrive gerningerne retfærdiggørelse? Det er ikke småting, at opstille en bestemt form for gudsdyrkelse i menigheden uden Guds befaling - og så lære at denne gudsdyrkelse retfærdiggør os. Troens retfærdighed, som først og fremmest burde læres i kirken, overskygges af denne fantastiske englereligiøsitet, med indbildt fattigdom og falsk ydmyghed og afholdenhed, som man stikker folk i øjnene.

     Desuden fordunkler det også Guds bud og den sande gudstjeneste, når folk hører, at det kun er klosterlivet der er en fuldkommen levevis. For den kristne fuldkommenhed består i alvorligt at frygte Gud og samtidig have stor tro og tillid til at vi har en forsonet Gud på grund af Kristus. Det er at søge hjælp hos Gud i alle livets forhold og være overbevist om at vi også får det. Samtidig med at vi i det daglige flittigt gør gode gerninger og tjener dér, hvor vi er sat. Det er den rigtige fuldkommenhed og den sande gudsdyrkelse. Den består ikke seksuel afholdenhed eller fattigdom eller tarvelige klæder. Men folk får så mange mærkelige tanker på grund af disse falske opfattelser af klosterlivet. De hører seksuel afholdenhed lovprist ud over alle grænser, og lever derfor selv i ægteskabet med dårlig samvittighed. De hører, at alene et liv i fattigdom er fuldkomment, og har derfor ejendom eller forretning med dårlig samvittighed. De hører, at det kun er et evangelisk råd, at man ikke må hævne sig, og står derfor ikke tilbage for at hævne sig i privatlivet. De har jo lært, at et råd ikke er et bud. Atter andre mener, at alt arbejde i det offentlige eller med ansvar i erhvervslivet ikke passer sig for en kristen.

     Man kan læse om mennesker, der har forladt der ægtefælle og deres arbejde i det offentlige og er gået i kloster. Det kalder man at undfly verden og at søge et liv, der er Gud til mere behag. De forstår ikke, at Gud skal tjenes i de befalinger, han selv har givet, ikke i befalinger, mennesker har udtænkt. Et godt og fuldkomment liv er det, der har Guds befaling. Det er det nødvendigt at minde folk om. Også tidligere har Gerson kritiseret munkenes fejlopfattelse af det fuldkomne liv og bevist at det på hans tid var noget nyt, at klosterlivet skulle være et fuldkomment liv.

     Mange ugudelige opfattelser er altså forbundet med klosterløftet: at det retfærdiggør, at det er et fuldkomment kristenliv, at man overholder både råd og bud, og endda har overskydende gode gerninger. Da alt dette er falsk og opdigtet, er klosterløfterne ugyldige.

 

 

Art. XXVII. De votis monachorum

Quid de votis monachorum apud nos doceatur, melius intelliget, si quis meminerit, qualis status fuerit monasteriorum. Quam multa contra canones in ipsis monasteriis quotidie fiebant. Augustini tempore erant libera collegia; postea, corrupta disciplina, ubique addita sunt vota, ut tamquam excogitato carcere disciplina restitueretur. Additæ sunt paullatim supra vota aliæ multæ observationes. Et hæc vincula multis ante justam ætatem contra canones injecta sunt. Multi inciderunt errore in hoc vitæ genus, quibus, etiamsi non dessent anni, tamen judicium de suis viribus defuit. Qui sic irretiti erant, cogebantur manere, etiamsi quidam beneficio canonum liberari possent. Et hoc accidit magis etiam in monasteriis virginum quam monachorum, quum sexui imbecilliori magis parcendum esset. Hic rigor displicuit multis bonis viris ante hæc tempora, qui videbant puellas et adolescentes in monasteria detrudi propter victum. Videbant, quam infeliciter succederet hoc consiliu; quæ scandala pareret; quos laqueos conscientiis injiceret. Dolebant auctoritatem canonum in re periculosissima omnino negligi et contemni.

 

  


     Ad hæc mala accedebat talis persuasio de votis, quam constat etiam olim displicuisse ipsis monachis, si qui paulo cordatiores fuerunt. Docebant vota paria esse baptismo; docebant se hoc vitæ genere mereri remissionem peccatorum et justificationem coram deo. Immo addebant vitam monasticam non tantum justitiam mereri coram deo, sed amplius etiam, quia servaret non modo præcepta, sed etiam consilia evangelica.

 

     Ita persuadebant monasticam professionem longe meliorem esse baptismo, vitam monasticam plus mereri quam vitam magistratuum, vitam pastorum et similium, qui in mandatis dei sine factitiis religionibus suæ vocationi serviunt. Nihil horum negari potest; extant enim in libris eorum.

     Quid fiebat postea in monasteriis? Olim erant scholæ sacrarum disciplinarum, quæ sunt utiles ecclesiæ, et sumebantur inde pastores et episcopi. Nnunc alia res est: nihil opus est recitare nota. Olim ad discendum conveniebant; nunc fingunt institutum esse vitæ genus ad promerendam gratiam et justitiam, immo prædicant, esse statum perfectionis, et longe præferunt omnibus aliis vitæ generibus, a deo ordinatis. Hæc ideo recitavimus nihil odiose exaggerantes, ut melius intelligi posset de hac re doctrina nostrorum. 



     Primum de his, qui matrimonia contrahunt, sic docent apud nos, quod liceat omnibus, qui non sunt idonei ad coelibatum, contrahere matrimonium, quia vota non possunt ordinationem ac mandatum dei tollere. Est autem hoc mandatum dei: propter fornicationem habeat unusquisque uxorem suam. Neque mandatum solum, sed etiam creatio et ordinatio dei cogit hos ad conjugium, qui sine singulari dei opere non sunt excepti, juxta illud: non est bonum homini esse solum. Igitur non peccant isti, qui obtemperant huic mandato et ordinationi dei. 

     Quid potest contra hæc opponi? Exaggeret aliquis obligationem voti, quantum volet, tamen non poterit efficere, ut votum tollat mandatum dei. Canones docent in omni voto jus superioris excipi; quare multo minus hæc vota conta mandata dei valent. 

     Quod si obligatio votorum nullas haberet caussas, cur mutari possit: nec Romani pontifices dispensassent. Neque enim licet homini obligationem, quæ simpliciter est juris divini, rescindere. Sed prudenter judicaverunt Romani pontifices æquitatem in hac obligatione adhibendam esse; ideo sæpe de votis dispensasse leguntur. Nota est historia de rege Arragonum revocato ex monasterio; et exstant exempla nostri temporis. 


     Deinde, cur obligationem exaggerant adversarii seu effectum voti, quum interim de ipsa voti natura sileant, quod debet esse in re possibili, quod debet esse voluntarium, sponte et consulto conceptum? At quomodo sit in potestate hominis perpetua castitas, non est ignotum. Et quotusquisque sponte et consulto vovit? Puellæ et adolescentes, priusquam judicare possunt, persuadentur ad vovendum, interdum etiam coguntur. Quare non est æcum tam rigide de obligatione disputare, quum omnes fateantur contra voti naturam esse, quod non sponte, quod inconsulto, admittitur.



     Plerique canones rescindunt vota, ante annum 15. contracta, quia ante illam ætatem non videtur tantum esse judicii, ut de perpetua vita constitui possit. Alius canon, plus concedens hominum imbecilltati, addit annos aliquot; vetat enim ante annum 18. votum fieri. Sed utrum sequemur, maxima pars habet excusationem, cur monasteria deserant, quia plurimi ante hanc ætatem voverunt. 

     Postremo, etiam si voti violatio reprehendi posset, tamen non videtur statim sequi, quod conjugia talium personarum dissolvenda sint. Nam Augustinus negat debere dissolvi, 27. quæst., 1. cap., nuptiarum; cujus non est levis auctoritas, etiamsi alii postea aliter senserunt.

 

     Quamquam autem mandatum dei de conjugio videatur plerosque liberare a votis, tamen afferunt nostri et aliam rationem de votis, quod sint irrita, quia omnis cultus dei, ab hominibus sine madato dei institutus et electus ad promerendam justificationem et gratiam, impius est, sicut Christus ait: frustra colunt me mandatis hominum. Et Paulus ubique docet, justitiam non esse quærendam ex nostris observationibus et cultibus, qui sint excogitati ab hominibus, sed contingere eam per fidem credentibus, se recipi in gratiam a deo propter Christum. 

     Constat autem monachos docuisse, quod factitiæ religiones satisfaciant pro peccatis, mereantur gratiam et justificationem. quid hoc est aliud, quam de gloria Christi detrahere eet obscurrare ac negare justitiam fidei? Sequitur igitur ista vota usitata impios cultus fuisse, quare sunt irrita. Nam votum impium et factum contra mandata dei non valet; neque enim debet votum vinculum esse iniquitatis, ut canon dicit.Paulus dicit: evacuati estis a Christo, qui in lege justificamini: a graita excidistis. Ergo etiam qui votis justificari volunt, evacuantur a Christo et a gratia excidunt. Nam et hi, qui votis tribuunt justificationem, tribuunt propriis operibus hoc, quod proprie ad gloriam Christi pertinet. 


     Neque vero negari potest, quin monachi docuerint se per vota et observationes suas justificari et mereri remissionem peccatorum; immo affinxerunt absurdiora, dixerunt se aliis mutari sua opera. Hæc si quis velit odiose exaggerare, quam multa possit colligere, quorum iam ipsos monachos pudet! Adhæc persuaserunt hominbus factitias religiones esse statum Christianæ perfectionis. An non est hoc justificationem tribuere operibus? Non est leve scandalum in ecclesia, populo proponere certum cultum ab hominibus excogitatum sine mando dei, et docere, quod talis cultus justificet homines; quia justitia fidei, quam maxime oportet tradi in ecclesia, obscurature, quum illæ mirificæ religiones angelorum, simulatio paupertatis et humilitatis et coelibatus offunduntur oculis hominum.

     Præterea obsurantur præcepta dei et versus cultus dei, quum audjunt homines solos monachos esse in statu perfectionis, quia perfectio christiana est serio timere deum et rursus concipere magnam fidem et confidere propter Christum, quod habeamus deum placatum, petere a deo et certo exspectare auxilium in omnibus rebus gerendis juxta vocationem; interim foris diligenter facere bona opera et servire vocationi. In his rebus est vera perfectio et verus cultus dei; non est in coelibatu aut mendicitate, aut veste cordida. Verum populus concipit multas perniciosas opiniones ex illis falsis præconiis vitæ monasticæ. Audit sine modo laudari coelibatum: ideo cum offensione conscientiæ versatur in conjugio. Audit solos mendicos esse perfectos: ideo cum offensione conscientiæ retinet possessiones, negotiatur. Audit consilium evangelicum esse de non vindicando: ideo alii in privata vita non verentur ulcisci; audjunt enim consilium esse, non præceptum. Alii omnes magistratus et civilia officia judicant indigna esse christianis.


 



     Leguntur exempla hominum, qui deserto conjugio, deserta republicæ adminstraione abdiderunt se in monasteria. Id vocabant fugere ex mundo et quærere vitæ genus, quod deo magis placeret; nec videbant deo serviendum esse in illis mandatis, quæ ipse tradidit, non in mandatis, quæ sunt excogitata ab hominibus. Bonum et perfectu vitæ genus est, quod habet mandatum dei. De his rebus necesse est admonere homines. Et ante hæc tempora reprehendit Gerson errorem monachorum de perfectione et testatur, suis temporibus novam vocem fuisse, quod vita monastica sit status perfectionis. 

     Tam multæ impiæ opiniones hærent in votis: quod justificent, quod sint perfectio christiana, quod servent consilia et præcepta, quod habeant opera supererogationis. Hæc omnia quum sint falsa et inanaia, faciunt vota irrita.

 

28. Om den kirkelige magt

Der har været en lang debat om biskoppernes magt, hvor man meget uheldigt har sammenblandet den kirkelige og verdslige magt. Og denne sammenblanding har ført til store kampe og mange uroligheder. Under påberåbelse af sin magt har paven indstiftet nye former for gudsdyrkelse, tiltaget sig en ret til at dispensere fra de kirkelige regler og besværet samvittighederne med voldsomme bandlysninger fra kirken. Ja, han har endda forsøgt at føre denne magt over på det verdslige område og fratage magthaverne deres ret til at styre landet. Disse fejltrin har fromme og lærde folk for længst kritiseret. Og for at berolige samvittighederne har vi forsøgt at vise forskellen på den kirkelige magt og den verdslige og lærer, at begge på grund af Guds befaling skal æres fromt og skattes som Guds højeste velgerninger på jorden.

     Vores opfattelse er da, at nøglemagten eller biskoppernes magt ifølge evangeliet er en magt eller et mandat fra Gud til at prædike evangeliet, irettesætte eller forlade synder og til at forvalte sakramenterne. For Kristus udsendte apostlene med denne befaling: ”Ligesom Faderen udsendte mig, således udsender jeg også jer. Modtag Helligånden. Den, I forlader synderne, er de forladt. Og den, hvem I nægter forladelse, er de nægtet forladelse.” Og i Markus 16: ”Gå ud og forkynd evangeliet for alle skabninger.”

     Denne magt udføres alene ved at lære eller prædike evangeliet og forvalte sakramenterne  enten for mange eller få, sådan som man nu er sat til det. For det drejer sig ikke om materielle ting, men om evige ting: evig retfærdighed, Helligånden og det evige liv. Og dette kan vi ikke opnå uden gennem tjenesten med ordet og sakramenterne. Som Paulus siger: ”Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, der tror.” Da den kirkelige magt altså angår evige ting og kun kan udøves gennem ordets tjeneste, så berøre den ikke den offentlige administration lige så lidt som sangkunsten gør. For det offentlige styre angår andre ting end evangeliet. Statsmagten beskytter ikke sjælen, men legemet og verdslige anliggender. Den vender sig mod åbenlys uret og tvinger mennesker med ydre magt og legemlig straf til at opføre sig ordentlig og holde fred.

     Man skal altså ikke sammenblande den verdslige og kirkelige magt. Kirken har sin befaling til at lære evangeliet og forvalte sakramenterne. Den skal ikke gribe ind i andres opgaver og tiltage sig verdslig magt. Den skal ikke ophæve landets love eller almindelig lovlydighed. Den skal ikke forhindre domstolenes behandling af civile sager og kontrakter eller bestemme hvordan landet skal ledes. Som Kristus siger: ”Mit rige er ikke af denne verden.” Og: ”Hvem har sat mig som dommer eller mægler mellem jer?” Og Paulus skriver i Filipperbrevet 3: ”Vores statsborgerskab er i Himlene.” Og i Andet Korintherbrev 10: ”Vores våben er ikke håndgribelige, men er Guds kraft til at ødelægge menneskepåfund.” Det er sådan, vi underviser om de to slags magtområder. Og vi formaner til at ære begge magtområder og erkende at de begge to er Guds gaver og velgerninger.

     Men hvis en biskop har en magt som verdslig myndighed, har han den ikke ifølge evangeliet, men på grund af en myndighed, der følger med en offentlig opgave. Det er imidlertid en anden funktion en den at tjene evangeliet.

     Når man altså behandler biskoppernes myndighedsområde, bør man skelne mellem det verdslige og det kirkelige. Ifølge evangeliet eller, som man siger, ifølge guddommelig ret har biskopperne som biskopper - det vil sige som dem, hvem ordets og sakramenternes tjeneste er betroet - ingen anden magt end den at forlade synder. Og at bedømme forkyndelsen og forkaste det, der strider mod evangeliets lære. Og at udelukke de åbenlyst ugudelige, hvis synder er kendt fra kirkens fællesskab – men alene ved brug af ordet og ikke med verdslig magt. Her bør menigheden nødvendigvis og ifølge guddommelig ret vise dem lydighed, som det siges: ”Den, der hører jer, hører mig.”

     Men hvis de lærer eller forordner noget i strid med evangeliet, så har kirken Guds befaling, der forbyder lydighed. Matthæus 7: ”Tag jer i agt for de falske profeter.” Galaterbrevet 1: ”Selvom en engel fra Himmelen forkyndte jer et andet evangelium, skulle den være forbandet.” Andet Korintherbrev 13: ”Vi formår intet imod sandheden men kun for sandheden.” Ligeledes: ”Der er givet os magt til at opbygge, ikke til at nedbryde.” Således siger også kirkelovene i kapitlet om præsterne. Og Augustin siger imod biskop Petilians brev: ”Man bør ikke give de katolske biskopper ret, når de farer vild eller har en anden opfattelse end Guds kanoniske skrifter.”

     Hvis biskopperne har et eller andet myndighedsområde eller en funktion, hvor de skal afgøre visse ting som for eksempel i ægteskabssager eller kirkeskat, så har de denne myndighed ifølge menneskelig ret. Og hvis de svigter i disse ting, har de verdslige myndigheder pligt til uanfægtet at gribe ind for at opretholde fred og ro.

     Desuden diskuterer man, om biskopperne eller præsterne har fuldmagt til at indstifte ceremonier i kirken og opstille regler angående mad, helligdage, præsters rangorden og lignende? De, der siger ja, henviser til Kristi ord: ”Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke rumme det nu, men når sandhedens Ånd kommer, skal den lærer jer hele sandheden.” Man påberåber sig også apostlenes eksempel, da de befalede at holde sig fra blod og kvalte dyr. Man påberåber sig, at man – sådan som det kan opfattes – har ombyttet sabbatten med søndagen imod de ti bud. Ja, der er intet eksempel, man fører så stærkt frem, som netop ombytningen af sabbatten. De påstår, at kirkens magt er så stor, at den endog kan dispensere fra befalingerne i de ti bud.

     Angående dette lærer vi, at biskopperne ingen magt har til at indfører noget der er i strid med evangeliet. Som ovenfor vist siger også kirkelovene det samme i paragraf 9. Og det er altså imod skriften at indføre eller overholde skikke, hvis efterlevelse skulle gøre fyldest for synden eller fortjene nåde og retfærdighed. Det krænker nemlig Kristi fortjenestes ære, når man hævder, at sådanne overholdelser fortjener retfærdiggørelse. Og det er tydeligt, at denne opfattelse har forøget antallet af religiøse skikke i det uendelige i kirken, samtidig med at læren om troen og troens retfærdighed er blev sat i skyggen. Flere og flere helligdage, fastedage, skikke og nye faster for helgenerne er blevet forordnet, fordi man mener, at overholdelsen af disse ting fortjener nåde. På samme måde voksede også tidligere reglerne for bodsydelser, hvor man stadig kan se spor af de fyldestgørende gerninger.

     Ligeledes er det i strid med Guds befaling, når de, der indfører nye skikke, forbinder synden med en bestemt slags mad, specielle dage og lignende ting og således plager kirken med lovtrældom. Som om de kristne har brug for religiøse ceremonier i lighed med dem i de Gamle Testamente. Og som om Gud skulle have overdraget det til apostlene og biskopperne at udforme disse ting, som nogle rent faktisk skriver. Og det ser ud som, paven til dels er blevet ført på vildspor af eksemplerne i Moseloven. Herfra stammer også de byrder, at det skulle være en dødssynd at arbejde på en helligdag, også hvis det sker uden gener for andre. At det er en dødssynd at springe bedetiderne over. At en bestemt slags mad skulle besmitte sjælen. At faste er en gerning, der behager Gud. Og at overtrædelser af de specielt indførte regler ikke kan tilgives af andre end ophavsmanden til disse regler – og det selvom kirkelovene faktisk ikke taler om synd i den forbindelse, men alene om eftergivelse af de kirkelige bodsstraffe.

     Hvorfra skulle biskopperne have fået en sådan ret til at pålægge kirken skikke, der narrer samvittigheden? Når Peter netop forbyder at lægge åg på disciplene og Paulus siger, at de har fået magt til at opbygge og ikke til at nedbryde. Hvorfor forøger biskopperne da synden på grund af disse nye skikke?

     Der er jo klare skriftsteder, der forbyder at indføre skikke med det formål at fortjene nåde eller som noget, der skulle være nødvendigt for frelsen. Således skriver Paulus i Kolossenserbrevet 2: ”Lad ingen dømmer jer på grund af mad eller drikke, eller helligdage eller sabbatter.” Og videre: ”Når I med Kristus er døde fra ydre ordninger, hvorfor underkaster I jer så påbud, som om I levede i verden: Tag ikke, smag ikke, rør ikke! – alt sammen noget, der skal bruges og forgå – det er kun mennesker påbud og lære, skønt det går for at være visdom.” Og Kristus siger i Matthæus 15 om dem, der indfører disse skikke: ”Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde.” Og han kritiserer en sådan gudsdyrkelse: Enhver plante, som min himmelske fader ikke har plantet, skal rykkes op.”

     Hvis biskopperne havde en sådan ret til at besvære kirken med disse endeløse skikke og fælder for samvittigheden, hvorfor forbyder skriften så fuldstændig at indføre og adlyde sådanne skikke? Hvorfor kaldes det dæmoners lærdom? Mon Helligånden forud har advaret os om dette uden grund?
     Følgelig er det ikke nogen biskop tilladt, at anordne religiøse skikke som værende nødvendige for frelsen eller i den hensigt at fortjene nåde, da noget sådant strider mod evangeliet. Det er nemlig vigtigt at fastholde læren om den kristne frihed: at lovtrældom ikke er nødvendig til retfærdiggørelse. Som der står i Galaterbrevet: ”Lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!” Det er altafgørende, at vi bevarer evangeliets vigtigste punkt: at vi modtager nåden gratis ved troen på Kristus, ikke på grund af efterlevelsen af bestemte regler eller religiøse skikke anordnet af mennesker.

     Hvordan bør man så forstå søndagen og andre lignende kirkelige skikke? Vort svar er, at biskopperne eller præsterne har lov til at indføre ordninger, der tjener til at tingene kan gå for sig med en vis orden i kirken. Men ikke for at man skal fortjene nåden ved disse ting eller gøre fyldest for synden. Og man må ikke tvinge samvittighederne til at mene, at disse ting er nødvendige af hensyn til frelsen, eller at man synder, hvis man bryder dem uden at genere andre. Således anordnede Paulus, at kvinderne skulle have hovedet tilsløret og at prædikanterne skulle hører i tur og orden.

     Sådanne ordninger er det rimeligt, at menigheden overholder for kærlighedens og fredens skyld, så man ikke generer andre, så alting i kirken kan foregå med orden og uden ballade. Men altså på en sådan måde at samvittigheden ikke tynges, så man tror, det er noget, der er nødvendig for ens frelse eller at man synder, hvis man overtræder dem uden at skade andre. Ingen siger jo, at en kvinde synder, hvis hun viser sig offentligt uden slør og uden at støde andre.

     Sådan er det også med søndagen, påsken, pinsen og andre helligdage og traditioner. For hvis man tror, det er med kirkens autoritet, man har anordnet søndagens helligholdelse i stedet for sabbatten, tager man gruelig fejl. Det er nemlig skriften (tysk: Gud), der har afskaffet sabbatten ved at lære os, at man kan undlade alle Moselovens regler, efter at evangeliet er blev åbenbaret. Men da man alligevel havde brug for en bestemt dag, så folk kunne vide, hvornår de skulle samles, valgte kirken søndagen til dette formål. Det ser også ud til at man har valgt søndagen som et eksempel på den kristne frihed, så man kunne se, at hverken overholdelsen af sabbatten eller nogen anden dag er strengt nødvendig.

     Der er ført de særeste diskussioner om lovændringer, om den nye lovs regler, om ændringen af sabbatten, som alle stammer fra den forkerte opfattelse, at kirken med nødvendighed må have en gudstjeneste i lighed med den gammeltestamentlige. Og at Kristus skulle have sat apostlene og biskopperne til at udtænke nye ceremonier, der er nødvendige for frelsen. Disse fejl har sneget sig ind i kirken, fordi troens retfærdighed ikke er blevet forkyndt klart nok. Nogle hævder, at søndagens overholdelse ganske vist ikke hviler på guddommelig ret, men dog bør regnes som om den var og laver derfor regler for hvilket arbejde, der er tilladt. Hvad er sådanne diskussioner andet end fælder for samvittigheden? For selvom nogle har forsøgt at mildne reglerne, kan man ikke nå et rimeligt resultat, så længe forestillingen om nødvendigheden består. Og den må jo forblive, hvor man er uvidende om troens retfærdighed og den kristne frihed.

     Apostlene befalede at holde sig fra blod, men hvem overholder det i dag? Og dog synder man ikke, hvis man ikke overholder det, fordi apostlene ikke havde til hensigt at besvære samvittigheden med disse regler. De udstedte kun dette forbud for en tid af hensyn til de svage. Man bør nemlig huske på grunden til denne beslutning, for at forstå evangeliets blivende betydning.
     Der er vel heller ingen, der overholder alle de kirkelige regler til punkt og prikke. Og selv hos dem, der ivrigst forsvarer de gamle traditioner, går mange regler lidt efter lidt af brug. Og man kan ikke berolige samvittigheden, hvis ikke man indrømmer, at overholdelsen af disse ting ikke er nødvendige for frelsen, og at det intet ville skade, hvis man afskaffede dem.

     Biskopperne kunne let bevare en rimelig lydighed, hvis de ikke fastholdt de regler, der ikke kan overholdes med god samvittighed. Men de kræver cølibat og ansætter ingen med mindre de lover, at de ikke vil forkynde evangeliets rene lære. Vi forlanger ikke at biskopperne skal genoprette enighed ved at ofre deres værdighed, selvom det vel sømmede sig for gode hyrder. Vi ønske blot, at de urimelige byrder afskaffes, som er nye og er anordnet i strid med kirkens almindelige skik og brug. Muligvis har nogle af disse regler fra begyndelsen af haft en god grund, som så ikke længere eksisterer. Det er desuden tydeligt, at nogle er vedtaget ved en fejltagelse, som den milde pave nu kunne ophæve, da det ikke ville skade kirkens enhed. For mange menneskelige traditioner er blevet ændret i tidens løb, som kirkelovene selv viser. Hvis det ikke kan imødekommes, at der gives frihed i de skikke, der ikke kan overholdes uden synd, må vi følge den apostolske regel, som byder, at adlyde Gud mere end mennesker.
     Peter forbyder biskopperne, at herske og regere over menighederne, og vi beder blot om dette ene, at man vil tillade at evangeliet bliver forkyndt rent og at der gives frihed i de skikke, der ikke kan holdes uden synd. Men hvis man ikke vil give efter i noget, må de selv se til, hvordan de vil gøre regnskab for Gud, hvis de ved hårdnakkethed fremkalder kirkesplittelse.

 

Art. XXVIII. De potestate ecclesiastica

Magnæ disputationes fuerunt de potestate episcoporum, in quibus nonnulli incommode commiscuerunt potestatem ecclesiasticam et potestatem gladii. Et ex hac confusione maxima bella, maximi motus exstiterunt, dum pontifices, freti potestate clavium, non solum novos cultus instituerunt, reservatione casuum, violentis excommunicationibus conscientias oneraverunt, sed etiam regna mundi transferre et imperatoribus ad imere imperium conati sunt. Hæc vitia multo ante reprehenderunt in ecclesia homines pii et eruditi. Itaque nostri ad consolandas conscientias coacti sunt ostendere discrimen ecclesiasticæ potestatis et potestatis gladii, et docuerunt, utramque propter mandatum dei religiose venerandem et honore afficiendam esse tamquam summa dei beneficia in terris. 


     Sic autem sentiunt, potestatem clavium seu potestatem episcoporum juxta evangelium potestatem esse seu mandatum dei prædicandi evangelii, remittendi et retinendi peccata et administrandi sacramenta. Nam cum hoc mandato Christus mittit apostolos: sicut misit me pater, ita et ego mitto vos. Accipite spiritum sanctum: quorum remiseritis peccata, remittuntur eis, et quorum retinueritis peccata, retenta sunt. Marc. 16: Ite: prædicate evangelium omni creaturæ etc. 

     Hæc potestas tantum exercetur docendo seu prædicando verbum et porrigendo sacramenta vel multis, vel singulis juxta vocationem, quia conceduntur non res corporales, sed res æternæ, justitia æterna, spiritus sanctus, vita æterna. Hæc non possunt contingere nisi per ministerium verbi et sacramentorum, sicut Paulus dicit: Evangelium est potentia dei ad salutem omni credendi. Itaque quum potestas ecclesiastica concedat res æternas et tantum exerceatur per ministerium verbi, non impedit politicam administrationem, sicut ars canendi nihil impedit politicam administrationem. Nam politica administratio versatur circa alias res quam evangelium. Magistratus defendit non mentes, sed corpora et res corporales adversus manifestas injurias, et coercet homines gladio et corporalibus poenis, ut jusitiam civilem et pacem retineat. 

     Non igitur commiscendæ sunt potestates ecclesiastica et civilis. Ecclesiastica suum mandatum habet evangelii docendi et administrandi sacramenta. Non irrumpat in alienum officium, non transferat regna mundi, non abroget leges magistratuum, non tollat legitimam oboedientiam, non impediat judicia de ullis civilibus ordinationibus aut contractibus, non præscribat leges magistratibus de forma reipublicæ; sicut dicit Christus: Regnum meum non est de hoc mundo. Item: Quis constituit me judicem aut divisorem super vos? Et Paulus ait Philip. 3: Nostra politia in coelis est. 2 Cor. 10: Arma militiæ nostræ non sunt carnalis, sed potentia deo ad destruendas cogitationes etc. 

     Ad hunc modum discernunt nostri utriusque potestatis officia, et jubent utramque honore afficere et agnoscere, utramque dei donum et beneficium esse.

      Si quam habent episcopi potestatem gladii, hanc non habent episcopi ex mandato evangelii, sed jure humano, donatam a regibus et imperatoribus ad administrationem civilem suorum bonorum. hæc interim alia functio est quam ministerium evangelii. 

     Quum igitur de jurisdictione episcoporum quæritur, discernit debet imperium ab ecclesiastica jurisdictione. Porro secundum evangelium seu, ut loquuntur, de jure divino nulla jurisdictio competit episcopis ut episcopis, hoc est, his, quibus est commissum ministerium verbi et sacramentorum, nisi remitere peccata, item cognoscere doctrinam et doctrinam ab evangelio dissentientem rejicere et impios, quorum nota est impietas, excludere a communione ecclesiæ sine vi humana, sed verbo. Hic necessario et de jure divino debent eis ecclesiæ præstare oboedientiam, juxta illud: Qui vos audit, me audit.
     Verum quum aliquid contra evangelium docent aut statuunt, tunc habent ecclesiæ mandatum dei, quod oboedientiam prohibet, Matth. 7: Cavete a pseudoprophetis! Gal. 1: Si angelius de coelo aliud evangelium evangelizaverit, anathema sit! 2 Cor. 13: Non possumus aliquid contra veritatem, sed pro veritate. Item: Data est nobis potestas ad ædificationem, non ad destructionem. Sic et canones præcipiunt, 2, 1. 7, cap. sacerdotes, et cap. oves. Et Augustinus contra Petiliani epistolam inquit: Nec catholicis episcopis consentiendum est, sicubi forte falluntur, aut contra canonicas dei scripturas aliquid sentiunt. 

     Si quam habent aliam vel potestatem vel jurisdictionem in cognoscendis certis causis, videlicet matrimonii aut decimarum etc., hanc habent humano jure, ubi cessantibus ordinariis coguntur principes vel inviti suis subditis jus dicere, ut pax retineatur. 


     Præter hæc disputatur, utrum episcopi seu pastores habeant jus instituendi ceremonias in ecclesia et leges de cibis, feriis, gradibus ministrorum seu ordinibus etec., condendi. Hoc jus, qui tribuunt episcopis, allegant testimonium: Adhuc multa habeo vobis dicere, sed non potestis portare modo. Quum autem venerit ille spiritus veritatis, docebit vos omnem veritatem. Allegant etiam exemplum apostolorum, qui prohibuerunt abstinere a sanguine et suffocato. Allegant sabbatum, mutatum in diem dominicum contra Decalogum, ut videtur. Nec ullum exemplum magis jactatur quam mutatio sabbati. Magnam contendunt ecclesiæ potestatem esse, quod dispensaverit de præcepto Decalogi.

      Sed de hac quæstione nostri sic docent, quod episcopi non habent potestatem statuendi aliquid contra evangelium, ut supra ostensum est. Docent idem canones 9. distinct. Porro contra scripturam est traditiones condere aut exigere, ut per eam observationem satisfaciamus pro peccatis, aut mereamur gratiam et justitiam. Læditur enim gloria meriti Christi, quum talibus observationibus conamur merei justificationem. Constat autem, propter hanc persuasionem in ecclesia pæne in infinitum crevisse traditiones, oppressa interim doctrina de fide et justitia fidei, quia subinde plures feriæ factæ sunt, jejunia indicta, ceremoniæ novæ, novi honores sanctorum instituti sunt, quia arbitrabantur se auctores talium rerum his operibus mereri gratiam. Sic olim creverunt canones poenitentiales, quorum adhuc in satisfactionibus vestigia quædam videmus. 

     Item auctores traditionum faciunt contra mandatum dei, quum collocant peccatum in cibis, in diebus et similibus rebus, et onerant ecclesiam servitute legis, quasi oporteat apud christianos ad pomerendam justificationem cultum esse similem Levitico, cujus ordinationem commiserit deus apostolis et episcopis. Sic enim scribunt quidam, et videntur pontifices aliqua ex parte exemplo legis mosaicæ decepti esse. Hinc sunt illa onera, quod peccatum mortale sit etiam sine offensione aliorum in feriis laborare manibus, quod sit peccatum mortale omittere horas canonicas, quod certi cibi polluant conscientiam, quod jejunia sint opera placantia deum, quod peccatum in casu reservato non possit remitti, nisi accesserit auctoritas reservantis; quum quidem ipsi canones non de reservatione culpæ, sed de reservatione poenæ ecclesiasticæ loquantur.
     Unde habent jus episcopi has traditiones imponendi ecclesiis ad illaqueandas conscientias, quum Petrus vetet imponere jugum discipulis, quum Paulus dicat, potestatem ipsis datam esse ad ædificatione, non ad destructionem? Cur igitur augent peccata per has traditiones? 

 

 

 

 

 

     Verum exstant clare testimonia, quæ prohibent condere tales traditiones ad promerendam gratiam, aut tamquam necessarias ad salutem. Paulus Col. 2: Nemo vos judicet in cibo, potu, parte diei festi, novilunio aut sabbatis. Item: Si mortui estis cum Christo ab elementis mundi, quare tamquam viventes in mundo decreta facitis: non attingas, non gustes, non contrectes? quæ omnia pereunt usu et sunt mandata et doctrinæ hominum, quæ habent speciem sapientiæ. Item ad Titum aperte prohibet traditiones: Non attendentes Judaicis fabulis et mandatis hominum, aversantium veritatem. Et Christus Matth. 15. inquit de his, qui exigunt traditiones: Sinite illos; cæci sunt et duces cæcorum; et improbas tales cultus: Omnis plantatio, quam non plantavit pater meus coelestis, eradicabitur. 

     Si jus habent episcopi, onerandi ecclesias infinitis traditionibus et illaqueandi conscientias, cur toties prohibet scriptura condere et audire traditiones? Cur vocat eas doctrinas dæmoniorum? Num frustra hæc præmonuit spiritus sanctus?

     Relinquitur igitur, quum ordinationes, institutæ tamquam necessariæ aut cum opinione promerendæ gratiæ, pugnent cum evangelio, quod non liceat ullis episcopis tales cultus instituere aut exigere. Necesse est enim in ecclesiis retinerei doctrinam de libertate christiana, quod non sit necessaria servitus legis ad justificationem, sicut in Galatis scriptum est: Nolite iterum jugo servitutus subjici. Necesse est retineri præcipuum evangelii locum, quod gratiam per fidem in Christum gratis consequamur, non propter certas observationes aut propter cultus ab hominibus institutos.
 

     Quid igitur sentiendum est de die dominico et similibus ritibus templorum? Ad hæc respondent, quod liceat episcopis seu pastoribus facere ordinationes, ut res ordine gerantur in ecclesia, non ut per illas mereamur gratiam, aut satisfaciamus pro peccatis, aut obligentur conscientiæ, ut judicent esse necessarios cultus, ac sentiant se peccare, quum sine offensione aliorum violant. Sic Paulus ordinat, ut in congregatione mulieres velent capita, ut ordine audiantur in ecclesia interpretes etc. 



     Tales ordinationes convenit ecclesias propter caritatem et tranquillitatem servare eatenus, ne alius alium offendat, ut ordine et sine tumultu omnia fiant in ecclesiis; verum ita, ne conscientiæ onerentur, ut ducant res esse necessarias ad salutem, ac judicent se peccare, quum violant eas sine aliorum offensione; sicut nemo dixerit peccare mulierem, quæ in publicum non velato capite procedit sine offensione hominum. 

     Talis est observatio diei dominici, paschatis, pentecostes et similium feriarum et rituum. Nam qui judicant ecclesiæ auctoritate pro sabbato insitutam esse diei dominici observationem tamquam necessariam, longe errant. Scriptura abrogavit sabbatum, quæ docet omnes ceremonias mosaicas post revelatum evangelium omitti posse. Et tamen quia opus erat constituere certum diem, ut sciret populus, quando convenire deberet, apparet ecclesiam ei rei destinasse diem dominicum, qui ob hanc quoque causam videtur magis placuisse, ut haberent homines exemplum christianæ libertatis, et scirent nec sabbati nec alterius diei observationem neccessariam esse. 

     Exstant prodigiosæ disputationes de mutatione legis, de ceremoniis novæ legis, de mutatione sabbati, quæ omnes ortæ sunt ex falsa persuasione, quod oporteat in ecclesia cultum esse similem levitico, et quod Christus commiserit apostolis et episcopis excogitare novas ceremonias, quæ sint ad salutem necessariæ. Hi errores serpserunt in ecclesiam, quum justitia fidei non satis clare doceretur. Aliqui disputant diei dominici observationem non quidem juris diviniesse, sed quasi juris divini; præscribunt de feriis, quatenus liceat operari. Hujusmodi disputationes quid sunt aliud nisi laquei conscientiarum? Quamquam enim conentur epiikeizare traditiones, tamen nunquam potest æquitas deprehendi, donec manet opinio necessitatis, quam manere necesse, est, ubi ignorantur justitia fidei et libertas christiana.

 

     Apostoli jusserunt abstinere a sanguine: quis nunc observat? Neque tamen peccant, qui non observant, quia ne ipsi quidem apostoli voluerunt onerare conscientias tali servitute, sed ad tempus prohibuerunt propter scandalum. Est enim perpetua voluntas evangelii consideranda in decreto. 

 

 

     Vix ulli canones servantur accurate et multi quotidie exolescunt apud illos etiam, qui diligentissime defendunt traditiones. Nec potest conscientiis consuli, nisi hæc æquitas servetur, ut sciamus eos sine opinione necessitatis servari nec lædi conscientias, etiamsi traditiones exolescant. 

 

     Facile autem possent episcopi legitimam oboedientiam retinere, si non urgerent servare traditiones, quæ bona conscientia servare non possunt. Nunc imperant coelibatum, nullos recipiunt, nisi jurent se puram evangelii doctrinam nolle docere. Non petunt ecclesiæ, ut episcopi honoris sui iactura sarciant concordiam; quod tamen decebat bonos pastores facere. Tantum petunt, ut injusta onera remittant, quæ nova sunt et præter consuetudinem ecclesiæ catholicæ recepta. Fortassis initio quædam consitutiones habuerunt prohabiles causas; quæ tamen posterioribus temporibus non congruunt. Apparet etiam quasdam errore receptas esse. quare pontificiæ clementiæ esset illas nunc mitigare, quia talis mutatio non labefacit ecclesiæ unitatem. Multæ enim traditiones humanæ tempore mutatæ sunt, ut ostendunt ipsi canones. Quodsi non potest impetrari, ut relaxentur observationes, quæ sine peccato non possunt præstari, oportet nos regulam apostolicam sequi, quæ præcipit, deo magis oboedire, quam hominbus. 

     Petrus vetat episcopos dominari et ecclesiis imperare. Nunc non id agitur, ut dominatio eripiatur episcopis, sed hoc unum petitur, ut patiantur evangelium pure doceri, et relaxent paucas quasdam observationes, quæ sine peccato servari non possunt. Quodsi nihil remiserint, ipsi viderint, quomodo deo rationem reddituri sint, quod pertinacia sua causam schismati præbent.

 

Afslutning

Det er de vigtigste artikler, der kunne være uenighed om. Vi kunne ganske vist nævne flere misbrug, men vi har indskrænket os til de vigtigste, for ikke at gør det for langt. Ud fra dette kan man let dømme om det øvrige. Der har været mange klager over afladshandlen, valfarterne og misbrug ved udelukkelse fra kirken. Sognene har været meget plagede af de omrejsende afladskræmmere. Der har været utallige stridigheder mellem præsterne og munkene om sognegrænsen og retten til at stå for skriftemål, begavelser, festligheder og utallig mange andre ting.

     Det har vi sprunget over, for at det, der er det vigtigste, kunne fremstilles kort, så det lettere kan forstås. Og vi har ikke samlet og fremlagt det for at fornærme nogen. Vi har kun nævnt det, der er nødvendigt, for at man se, at der intet er i vores lære og ceremonier, der er i strid med skriften eller den almindelige kirke. Det skulle være tydeligt, at vi omhyggeligt har vogtet os for ikke at ingen nye og ugudelige lærdomme har sneget sig ind i vores menigheder.

 

 

Disse nedskrevne artikler har vi ønsket at fremlægge i overensstemmelse med den kejserlige bekendtgørelse. Heri kan man se vores bekendelse og en sammenfatning af den lære, der forkyndes hos os. Hvis der mangler noget i denne bekendelse, skal vi gerne fremlægge yderligere forklaring med Guds hjælp og ud fra Skriften.

 

 

Epilogus.

Hi sunt præcipui articuli, qui videntur habere controversiam. Quanquam enim de pluribus abusibus dici poterat, tamen, ut fugeremus prolixitatem, præcipua complexi sumus, ex quibus cetera facile judicari possunt. Magnæ querelæ fuerunt de indulgentiis, de peregrinationibus, de abusu excommunicationis. Parochiæ multipliciter vexabantur per stationarios. Infinitæ contentiones erant pastoribus cum monachis de jure parochiali, de confessionibus, de sepulturis, de extraordinariis concionibus et de aliis innumerabilibus rebus.
     Hujusmodi negotia prætermisimus, ut illa, quæ sunt in hac cause præcipua, breviter proposita facilius cognosci possent. Neque hic quidquam ad ullius contumeliam dictum aut collectum est. Tantum ea recitata sunt, quæ videbantur necessario dicenda esse, ut inteligi possit, in doctrina ac ceremoniis apud nos nihil esse receptum contra scripturam aut ecclesiam catholicam, quia manifestum est, nos diligentissime cavisse, ne qua nova eet impia dogmata in ecclesias nostras serpent.

 

 

Hos articulos supra scriptos voluimus exhibere juxta edictum cæsareæ majestatis, in quibus confessio nostra exstaret et eorum, qui apud nos docent, doctrinæ summa cerneretur. Si quid in hac confessione desiderabitur, parati sumus latiorem informationem, deo volente, juxta scripturas exhibere.

 

Deres kejserlige Majestæts tro undersåtter

 

Johann, hertug af Sachsen, kurfyrste.

Georg, markgreve af Brandenburg

Ernst, hertug af Lüneburg.

Philipp, landgreve af Hessen.

Johann Frederik, hertug af Sachsen.

Franz, hertug af Lüneburg.

Wolfgang, fyrste af Anhalt.

Byrådet og embedsmændene i Nürnberg.

Byrådet i Reutlingen

 

Cæsareæ majestatis vestræ fideles et subditi

 

Johannes, Dux Saxoniæ, Elector.

Georgius, Marchio Brandenburgensis.

Ernestus, Dux Lunenburgensis.

Philippus, Landgravius Hessorum.

Johannes Fridericus, Dux Saxoniæ.

Franciscus, Dux Lunenburgensis.

Volfgangus, Princeps ab Anhalt.

Senatus Magistratusque Nurnbergensis.

Senatus Reutlingensis.