Teser om dåb og tro



1 Ethvert menneske fødes med arvesynd. Dette betyder, at vort inderste væsen er besmittet med synd og begær, der i alt først og fremmest søger sit eget. Dette indebærer skyld over for Gud. Vi fødes derfor på syndens baggrund - men med evangeliets fortegn. (Sl 51,7; Joh 3,6; Ef 2,3 og Rom 5,18).

2  På grund af Kristi liv, død og opstandelse forkynder evangeliet syndsforladelse og et nyt liv, virket af Helligånden. Gennem ord og sakramenter rækkes vi Kristi fuldbragte frelse. Og ved budskabet herom vækker Helligånden troen i os, som griber denne frelse. (Rom 1,16; 10,17; 1 Pet 1,23).
Dette gælder også dåben, der er evangelium forbundet med et ydre tegn (Ef 5,26). Dåben adskiller sig dog fra de andre nådemidler ved at have karakter af en pagtsslutning. Der er således både noget objektivt og noget subjektivt forbundet med dåben.

3  Dåbens objektive side er pagtsslutningen, hvor den døbte får overdraget syndernes forladelse som en eviggyldig gave. Det er en engangshandling, der ikke skal gentages og som står ved magt uafhængig af modtageren. Dåbens stedsevarende karakter og pagtens gyldighed hviler alene på Kristi indstiftelse. Dåben er trådt i omskærelsens sted som pagtstegn (Kol 2,11-12; 1 Pet 3,21). Den er døren ind i kirken (1 Kor 12,13).

4  Dåbens subjektive side er det, der sker i den døbte: At Helligånden tager bolig i os og skaber en ny natur med et nyt lys og en ny vilje. Ifølge reformatorerne er dette det egentlige indhold af ordet "genfødelse" (Jvnf. Luthers "Om dåben og barnets tro" i "Troens evangelium", Kbh. 1994). Genfødelsen kan dog også omfatte både syndsforladelsen og nyskabelsen. Denne nyskabelse i os er imidlertid blot en begyndelse, som livet igennem må kæmpe mod den resterende synd i vor natur. Både dåbens frelsende gavn og dens indre virkninger i den døbte er i absolut forstand knyttet til troen (Mark 16,16).

5  Reformatorerne skelner mellem dåb af voksne og dåb af børn. Det er dog den samme dåb, med det samme indhold. Og forudsætningen er den samme, nemlig troen. Ifølge dåbsritualet, der går tilbage til Luther, spørges der med klar adressat til den, der skal døbes, om vedkommende tror. - Og det er på denne personlige tro, der døbes.

6  Ved dåb af børn regner reformatorerne med, at Gud på menighedens forbøn skænker barnet troen ved det evangelium, der lyder til det ved dåben. Efter dåben anses barnet derfor for et virkeligt troende, genfødt og Åndsbesiddende menneske. Men bevidsthedsniveauet hos barnet er selvfølgelig ikke det samme som hos en voksen. (Matthæus 18,6; Luk 1,15 og "Om dåben og barnets tro", se tese 4).

7  Ved dåb af voksne regner reformatorerne med tilfælde, hvor troen og genfødelsen er til stede inden dåben. Det klassiske eksempel er her Abraham, der var sandt troende og havde Helligånden, inden han fik pagts tegnet (Rom 4,9-11; Gal 3,2-6). I sådanne tilfælde er omskærelsen/dåben blot et segl på den retfærdighed af tro, der allerede forefindes.
Ligeledes regner man med enkelte tilfælde, hvor en voksen døbes med vantro og hykleri. Her sker der ingen genfødelse, men alene selve pagtsslutningen fra Guds side.

8  Rigtigheden i genfødelsesudsagnet efter dåben hviler altså på troens tilstedeværelse ved dåben. Lovprisningen udtrykker menighedens håb og tro på, at Gud nu har hørt deres bøn og skænket den døbte troen og Helligånden. Det er ikke et ufejlbarligt udsagn om, at dette altid sker uden undtagelse, når det drejer sig om større børn og voksne  (WA 18,652 og Grundtvig: "Hele Daabs-naaden betinges klarlig af den Tro paa Faderen og Sønnen og Helligaanden, som vi alle ved Dåben bekjender os til og høster Retfærdiggjørelsen af", Udvalgte Skrifter, Kbh 1909, bind 9, s. 482).

9  Et døbt menneske har syndsforladelse, Åndens iboen og er genfødt, så længe det lever i troen på Kristus. Mister det troen ved synd og vantro, mister det også disse ting. Herom er der udbredt enighed. (Jvnf. Vilh. Becks præcisering i IMT 1889, s. 152: "Ved forsætlig synd og vantro har Ånden forladt et hjerte med sin iboelse").

10  Den dåbsfrafaldne må atter modtage syndsforladelse og Helligånden i sit indre gennem omvendelse og ny tro. Det er at vende tilbage til sin dåbspagt, som står ved magt fra Guds side. Dette kan reformatorerne kalde for en ny genfødelse i officielle skrifter ("von newen widder geborn", WA 30 II,505). Andre foretrækker at tale om (døde)opvækkelse, for at under strege sammenhængen med dåben. Her skal vi ikke binde hinandens sprogbrug, men i stedet fokusere på og fremhæve den enighed, der er om selve sagen og indholdet i denne genfødelse/opvækkelse. (Jvnf. Hallesbys erklæring i 1947, gengivet i Ixthyc 1992/3, s. 104).

11  Vi må alle arbejde for og stræbe efter, at pagtsslutningens gyldighed og troens nødvendighed kommer tydeligt frem både i liturgi, dåbssamtaler, prædikener, tryksager, valg af faddere og i dåbsoplæringen. Kirken døber med glæde alle børn, der frembæres af faddere, der er villig til at oplære barnet i den kristne tro.



Smutveje til andre artikler:

Helbredelse ved bøn - hos Luther

Realiteten i Guds frelsesvilje


Til forsiden


Hvis du vil ha, mere teologi, så gi' giraffen her et klem: