Dåb, genfødelse og tro
hos Luther og i vækkelsesbevægelserne


LUTHERS DÅBSRITUAL
Reformationen var starten på Luthers opgør med Romerkirkens forvanskning af Kristi sande kirke.
    Grundlæggende drejede det sig om den rette forståelse af evangeliet. Imidlertid medførte dette af sig selv kritiske indvendinger også på andre punkter. Og da skilsmissen mellem lutheranere og katolikker først var en kendsgerning medførte det en række ændringer også i gudstjenesten og liturgien.

Her viser der sig dog en væsentlig forskel, når det gælder de to sakramenter, dåb og nadver.
    I nadverforståelsen havde Luther indvendinger både mod læren og ritualet, som blandt andet indebar at lægfolket kun fik brødet. Luther indførte da i stedet nadver med uddeling af både brød og vin. Ligesom han rensede nadverritualet for alt, hvad paven havde fyldt i det af messeoffertanker.
    I dåbssynet havde Luther også en række alvorlige kritikpunkter. Disse omfattede dog ikke på samme måde selve ritualet og dåbshandlingen. Ritualet var ganske vist blevet krydret med en række menneskelig påfund som at lægge salt på barnets tunge, salve det med olie, iføre det en dåbshue og overrække det et dåbslys. Disse ting ændrede dog ikke væsentligt ved selve dåbens væsen, som indebar at Gud derigennem skænkede børnene syndernes forladelse - også i Romerkirken. Luther var således overbevist om, at Gud i det mindste havde bevaret dette ene sakramente uskadt i den katolske kirke.
    I det reformatoriske hovedskrifter "Om kirkens babyloniske fangenskab" fra 1520 indleder Luther sit afsnit om dåben med disse ord: "Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed i det mindste har bevaret dette sakramente for os i sin kirke, uden at mennesker har svækket dets kraft eller sat så meget som en plet på det med deres påfund."
    Når Luther i sin "Dåbsbog" fra 1523 udgav sit første forslag til et tysk dåbsritual, er der derfor ingen grund til at undre sig over, at han da stort set blot oversatte det gamle katolske ritual, som var i brug i Wittenberg. Dels ønskede han ikke at indføre et helt anderledes dåbsritual af hensyn til de svage i troen, så de ikke skulle komme i tvivl om gyldigheden af deres dåb - og dels fandt han altså at kernen i det gældende ritual var udmærket. Luther indføjer dog en ekstra bøn i ritualet, den såkaldte "Syndflodsbøn", hvor der blandt andet indgår en bøn om, at Gud vil "saliggøre barnet med en ret tro" og at det må blive "udskilt fra de vantros tal".
    I 1526 reviderede Luther dåbsritualet, idet han fjernede de ovennævnte menneskelige påfund. Herved kom dåbens betydning klarere frem, og bønnen om at Gud vil skænke barnet troen fik en mere fremtrædende plads. Og i 1529 udgav Luther sin Lille Katekismus, som allerede samme år udkom i en udvidet udgave, hvor Dåbsbogen fra 1526 var tilføjet.
    Da reformationen blev indført i Danmark sørgede Bugenhagen som Luthers udsending for, at det var denne udgave af Katekismen, Peder Palladius over satte til dansk i 1538. Og det er denne udgave, der nævnes i Kirkeordinansen, som er den danske og norske kirkes grundlov.
    Luthers dåbsritual har altså en central plads i Luthers skrifter, og som en del af den Lille Katekismus må det anses som forpligtende for både den danske og norske kirke.

Olav Valen-Sendstads kritik af dåbsritualet
Når Olav Valen-Sendstad i sin "Konkordie-boken" således forsøger at diskvalificere Luthers dåbsritual med en henvisning til dets katolske rødder, så går den altså ikke. Både de faktiske historiske kendsgerninger og Luthers egne udtalelser modsiger dette.
    De ord, som Olav Valen-Sendstad ikke kan forlige sig med i dåbsritualet, er ordene efter dåbshandlingen: "Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv".
    Disse ord opfatter Olav Valen-Sendstad som en "dåbserklæring", der ud trykker en magisk virkning af dåben, som derfor er uforenelig med Luthers egentlige lære om dåben.
    Nu er det ubestrideligt, at mange i vor kirke opfatter dåben på magisk måde, hvor børnene uafhængig af en egen tro automatisk bliver genfødt blot dåbshandlingen udføres. Det er også sikkert, at mange teologer i den katolske kirke lagde denne opfattelse i det ritual, som Luther oversatte til tysk. Alligevel valgte Luther, at oversætte dette ritual. Og det går ikke an på historisk grund og i ærlighed overfor Luthers egne udtalelser, at diskvalificere Luthers dåbsritual.

Det betyder imidlertid ikke, at vi så helt må forkaste Olav Valen-Sendstads forståelse af Luther. Tværtimod, han er netop en af dem, der har øjnene oppe for selve grundkernen i Luthers dåbssyn, nemlig at dåb og tro hører uløseligt sammen, og at genfødelsen i dåben er betinget af en i dåbsøjeblikket tilstedeværende tro i barnet. For Olav Valen-Sendstad gør denne urokkelige grundtanke i Luthers dåbssyn det umuligt med et dåbsritual, der i ethvert tilfælde af barnedåb udtaler, at nu er barnet genfødt. Det gjorde det imidlertid ikke for Luther selv. Og det lader sig, som sagt, ikke gøre, på historisk grund, at afvise Luthers dåbsritual.

Den rette vej er derfor at lytte til, hvordan Luther selv så sammenhængen mellem sit dåbsritual og sin dåbslære.
    I Kirkepostillen fra 1525 - som i lighed med den Lille Katekismus ved reformationens indførelse i Danmark fik status som en af de bøger, alle andre bøger skulle bedømmes efter og stemme overens med -finder vi netop en prædiken, hvor Luther tager disse spørgsmål op til grundig behandling.
    Luther henviser flere gange til denne prædiken som det sted, hvor han på afgørende vis har behandlet spørgsmålet om barnets tro i forbindelse med dåben, således for eksempel i indledningen til bogen Om Gendåben fra 1528.


LUTHERS DÅBSSYN
I denne prædiken over evangelieteksten til 3. søndag efter hellig tre kongers dag benytter Luther lejligheden til en grundig behandling af spørgsmålet "om den fremmede tro og dens kraft" i forbindelse med dåb af børn.
    Ud fra Mark. 16,16, Rom. 1,17 og Joh. 3,16-18 fastslår Luther sin hoved tese: "Ingen bliver salig gennem andres tro eller retfærdighed, men gennem sin egen". Dåb og tro hører altså uløseligt sammen.
    Hermed fastholder Luther sine stærke og markante udtalelser fra de reformatoriske hovedskrifter omkring 1520. I Begrundelse og Hjemmel ind leder han således sit skrift med at hævde, at: "det er kættersk, at den blotte oplåsen giver nåden ved sakramenterne uden tro". Nej: "hvor troen ikke findes, hjælper dåben ikke, for det er ikke dåben, men troen på dåben, der gør salig". Dette er for Luther ikke bare nogle strøtanker, men "hovedsætningen, som alle de andre udgår fra". Og denne grundtanke fastholdt han livet igennem!

Katolske dåbssyn
I prædikenen her afviser Luther så dernæst de to almindeligste dåbsopfattelse på katolsk grund.
    Den første er den, vi bla. møder hos den store katolske teolog Thomas Aquinas. Her fastholder man, at modtagelsen af den helliggørende dåbsnåde er betinget af tro. Barnet kan imidlertid ikke tro i katolsk betydning, da troen har sit sæde i viljen, som endnu ikke er udviklet hos barnet. Man lærer da, at barnet sammen med dåbsnåden får skænket en trosevne, som dog foreløbig er helt uvirksom og uudfoldet. Kirken vikarierer så indtil videre for barnet med en levende tro og kærlighed. Det døbte barn tror altså ikke, men har blot fået anlægget og mulighed for engang at kunne tro.
    Denne tankegang møder vi også hos Calvin i hans dogmatik "Institutio" fra 1559. Her siger Calvin, at børnene døbes til en "fremtidig tro og omvendelse". Denne fremtidige tro har "endnu ingen skikkelse" i børnene. Dog er der "plantet et frø" i den døbte. (Det er altså herfra man har tanken om en skjult dåbsspire - og ikke fra Luther!).
    I det andet katolske dåbssyn, som Luther afviser, er man gået et skridt videre og er havnet i den helt grove ex opere operato-lære, som Luther beskriver sådan: "Sakramenterne har en sådan kraft, at du, selvom du ingen tro har og modtager sakramentet, at du (så sandt du ikke har forsæt om at synde) alligevel modtager nåden og syndsforladelsen uden nogen som helst tro".

Valdenserne
Foruden disse to katolske dåbssyn afviser Luther også et tredje dåbssyn. Det var et syn, han havde mødt hos de valdensiske brødre, som var en evangelisk menighed, der var i kontakt med Luther. Menigheden var fælles med Luther om evangeliets forståelse og troens betydning. Man var enige om, at dåb og tro hører sammen. Et døbt menneske kan ikke blive frelst uden tro. Valdenserne mente blot ikke, at små børn selv kan tro, men døbte dem på en "fremtidig tro". Alligevel udtalte de efter dåben, at "barnet var genfødt, havde fået syndernes forladelse og iklædte det som tegn en hvid klædning".
    Deri er Luther dybt uenig, og siger, at "alt dette måtte være falsk, hvis barnet ikke havde sin egen tro". Han anklager valdenserne for at drive gæk med dåben og misbruge Guds navn. Han afviser også valdensernes forsøg på at tolke dåbens betydning rent objektivt, så det der sker i dåben blot er en ydre optagelse i kristenheden. For Luther er dåbens virkning real, at "jeg bliver et levende lem på kristenheden og ikke alene hører evangeliet, men også tror det." Luther kan altså være dybt uenig med en evangelisk menighed, der lærer, at dåben genføder, og som lærer, at dåb og tro hører sammen. For Luther hører dåb og tro ikke kun sammen til frelse, men også i selve dåbsøjeblikket. Uden en i dåben tilstedeværende tro sker der ingen genfødelse.
    Hvis man ikke mener, at børn kan tro og alligevel døber dem og behandler dem som genfødte Guds børn, er det ifølge Luther at drive gæk med dåben.

Barnetroen
Luthers egen opfattelse af forholdet mellem tro og genfødelse, og af faddernes og menighedens betydning ved dåben er derimod: "ikke at børnene bliver døbt i faddernes eller kirkens tro. Men faddernes og kristenhedens tro udbeder og udvirker, at de får deres egen tro, i hvilken de bliver døbt og selv tror."
    Luther fortsætter så i prædikenen med en sammenligning af børns og voksnes tro, og viser at netop de voksnes fornuft jo er en af de største hindringer for at Helligånden kan skabe tro. Denne hindring findes ikke i børn. "Nej, netop fordi de er uden fornuft og ubegavede, er de bedre skikkede til tro, end de voksne og fornuftige, hvem fornuften altid står i vejen, så de ikke kan få deres store hoveder gennem den smalle port."
    Lad ikke den sjove formulering narre! Vi har her tolkningsnøglen til forståelsen af sammenhængen mellem Luthers dåbslære og dåbsritual. Børnene er bedre skikkede til tro end de voksne. Hos dem står der ikke noget i vejen for Helligåndens trosskabende virken. - Og derfor kan Luther fastholde dåbsritualet med ordene om, at Gud nu har genfødt barnet!

Vi ser således her et luthersk dåbssyn, hvor dåb og tro hører uløseligt sammen, ikke kun til frelse, men også når det gælder den personlige genfødelse og meddelelsen af Helligånden. Luther distancerer sig fra såvel den helt grove sakramentforståelse, hvor dåben virker ved sin blotte udførelse, uafhængig af den døbtes tro, som den mere fine udgave, hvor barnet får indgydt en ny natur med evner til at tro og elske (men hvor troen ikke er den tro, der aktuelt tror det nærværende løfte om syndernes forladelse). - Men altså også de evangeliske valdensere, der lærte at dåben genføder, og at dåb og tro hører sammen, men som nægter tilstedeværelsen af tro i selve dåbsøjeblikket.
    Alle tre dåbssyn lærte, at dåben genføder, men de manglede alle det lutherske særkende, at dåben genføder, så sandt det nærværende løfte om syndernes forladelse gribes i selve dåbsøjeblikket.
    Luther var selv personligt overbevist om at genfødelsen fandt sted hver gang ved barnedåb. Hans begrundelse for denne overbevisning hviler på Guds universelle frelsesvilje, menighedens forbøn for barnet og barnets ringe modstand mod Helligåndens virken.

Genfødelsesudsagnet efter dåben
Hos Luther er det dog ikke et dogmatisk punkt at genfødelsen i ethvert tilfælde af dåb altid finder sted. Dogmatisk kan Luther operere med det tilfælde at et barn ikke tror og ikke bliver genfødt. Da er dåben i sig selv gyldig og skal ikke gøres om, men barnet får først personlig gavn af dåben, når det engang kommer til tro. I de Schmalkaldiske Artikler fra 1537, som Luther, på fyrstens opfordring, udarbejdede som et nyt bekendelsesskrift til det planlagte konsilium, omtaler han døbte, der først senere i livet kommer til tro. Disse får først da Helligånden, og er først da ret døbt.
    Udsagnet efter dåb om at barnet nu er genfødt blev af Luther ikke opfattet som et guddommeligt udsagn, men som menighedens frimodige overbevisning om, at Gud nu havde hørt deres bøn og skænket barnet troen og dermed også genfødelsen. I sin bog "Om den trælbundne Vilje" gør Luther da også opmærksom på, at hans udsagn om menneskers nådestand er en "kærlighedsoverbevisning", der kan tage fejl, da vi ikke kan se ind i andres hjerter og konstatere om de tror.
    Når det gælder dåb af voksne, nævner Luther flere gange eksemplet med hykleren, der kun lader sig døbe for et syns skyld. Han bliver ikke genfødt eller får gavn af dåben, skønt dåben i sig selv er ret.

Tager vi dåb af både børn og voksen under et, så er det ifølge Luther altså ikke alle, der bliver genfødt i dåben.
    I en prædiken fra 1535, som Luther bearbejdede til et lille skrift om dåben, giver han udtryk for disse tanker. Efter at have understreget dåbens gyldig hed, der alene grunder sig på Guds indstiftelse, går han ind på at tale om, hvordan dåben bliver modtaget. Her deler de døbte sig i to slags: "Nogle modtager dåben med tro, andre uden". Dem, uden tro, kan ikke nyde dåbens "kraft og nytte". Grunden er ifølge Luther: "Deres hjerte er tillukkede, så dåbens kraft ikke kan komme ind og virke i dem". Om dem, der modtager dåben med tro hedder det: "Her står hjerterne åbne, så dåben går ind i sin fulde kraft, oplyser og varmer og gør af det gamle, døde menneske en ny, levende hellig."
    Luther fastholdt altså i 1534/35 sin reale, dynamiske forståelse af genfødelsen, som er betinget af at dåben modtages i tro. Hvor dette ikke er tilfældet, sker der ingen genfødelse. Så en generel lære om, at dåben altid genføder, finder vi ikke hos Luther. Kun når det gælder dåb af børn. Og kun på baggrund af de af Luther i Kirkepostillen nævnte grunde.

Også de teologer, der fulgte efter på Luthers lærestol i Wittenberg havde det samme syn på forholdet mellem tro og genfødelse. Jeg har således undersøgt og fundet dette syn fra reformationen og frem til ortodoksiens afslutning, altså en periode på omkring 200 år. I spørgsmålet om genfødelsen i dåben tegner der sig således en fælles tradition, der gør genfødelsen betinget af en i dåbsøjeblikket tilstedeværende tro.
    Selvfølgelig regner man ikke med en bevidst reflekterende tro hos barnet, men grundstrukturen, som findes i den voksnes tro - nemlig tilliden til Kristus - den er den samme.


Omvendelse og genfødelse hos Luther
Hos Luther og hos reformationstidens førende teologer og i den klassiske ortodoksi var genfødelsen, som sagt, en dynamisk, real, ny virkelighed præget af den iboende Helligånd. Genfødelsen og Åndens iboen var uløseligt knyttet sammen med en personlig tilstedeværende tro. Det var derfor også en naturlig dogmatisk følge at man, med front mod bla. gendøberne og den reformerte kirke, understregede at Ånden mistes ved bevidst synd og vantro, og atter kan genvindes i omvendelsen.
    Uden tro, ingen genfødelse. Denne sammenfatning af det lutherske dåbs syn, som vi finder hos Johann Gerhard, der anses for ortodoksiens betydeligste dogmatiker, blev taget for fuldt pålydende. Dette gælder ikke alene ved selve dåben, men også senere hen i livet. Hvis det i dåben ved troen genfødte barn senere mistede sin tro, mistede det også dermed sin genfødelse og Hellig ånden.

Genfødelsen kan mistes
I sin kommentar til 1. Joh. Brev fra 1527 siger Luther udtrykkeligt: "Genfødelsen fra Gud kan mistes".
    I Kirkepostillen, Festdelen 1527, hedder det om dem, der mister troen: "De falder atter tilbage i arvesynden og bliver som de var før dåben."
    En døbt, der lever i vantro er således ifølge Luther et mennesker, der er tilbage i arvesynden og er som en udøbt. Vedkommende har mistet sin genfødelse, og har ikke længere Helligånden.

Ny genfødelse i omvendelsen
Det er kun ganske få steder Luther dogmatisk behandler dåbsfrafaldnes omvendelse, men vi finder det bla. dér, hvor man kunne forvente det, nemlig i skriftet "Om Nøglemagten" fra 1530, dvs. om menighedens fuldmagt til at tilsige den angrende frafaldne syndernes forladelse. Heri udtaler Luther klart og tydeligt, at den dåbsfrafaldne atter bliver genfødt ved omvendelse og tro. Om den, der i absolutionen i tro griber Guds løftetilsagn hedder det: "Tror du på dette tilsagn, så bringer det dig atter tilbage til dåbens uskyld. Du bliver atter genfødt og en ret, ny hellig".
    Læg vel mærke til dette citat. Her er det ikke Luthers personlige omvendelsesoplevelse, der skildres, hans tårnoplevelse, hvor han da følte sig som helt genfødt, men derimod en principiel dogmatisk udtalelse i et skrift, som netop behandler dåbsfrafaldnes omvendelse. Her udtaler Luther som en almengyldig dogmatisk sandhed, der gælder for enhver dåbsfrafalden, der atter omvender sig og griber Guds nådestilsagn i absolutionen, at man "bliver atter genfødt". Og Luther kan tale om en ny genfødelse i omvendelsen uden at svække dåbens betydning, for i citatet er denne nye genfødelse netop ensbetydende med at man atter bringes tilbage til "dåbens uskyld".
    På baggrund af sådanne klare dogmatiske udtalelser hos Luther kan man nok undre sig over at lutherske teologer også i dag kan problematisere det berettigede i at tale om en dobbelt genfødelse. Det hjælper dem heller ikke at spille katekismerne ud mod dette. Skriftet om nøglemagten er nemlig skrevet i samme periode som katekismerne, disse i 1529, dette i 1530. Og der er intet i katekismerne, der modsiger dette principielle dogmatiske ud sagn, der blot er en naturlig dogmatisk konsekvens af Luthers syn på genfødelsen, som vi så i prædikenen fra Kirkepostillen.
    Og netop i Kirkepostillen finder vi lignende udtalelser, hvor Luther hævder en dobbelt genfødelse, såvel i dåben som i omvendelsen.
    Guds ord har magt til at genføde os både som det møder os i dåben og i absolutionen: "Blot dette ord lyder: Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og den Helligånds navn; jeg tilsiger dig syndernes forladelse i kraft af den Herre Kristi befaling. Her er jo ikke andet end Ordets ånde eller pust, som træffer dit øre, og dog skal derved kunne udrettes så store ting, at du bliver ren fra synden, forløst fra den evige død, et nyt genfødt Guds Barn".
    Om det i genfødelsen frembragte nye menneske hedder det, at det "begynder i dåben eller også i boden og omvendelsen".
    Som en naturlig dogmatisk konsekvens af sit dåbssyn med den dynamiske, reale, personlige forståelse af genfødelsen, hvor genfødelsen forudsætter en personlig tro, kan Luther altså en række steder tale om en ny genfødelse ved absolutionen eller i omvendelsen. Det gør han både i Kirkepostillen, som jo var tænkt som prædikenvejledning for de nye lutherske præster, og i hans dogmatiske behandling af spørgsmålet om frafaldnes omvendelse. Ingen steder problematiserer Luther dette, og ingen steder betegner han dåbsfrafaldne som genfødte kristne.
    Den mest almindelig sprogbrug hos Luther om disse ting er forskellige vendinger, hvor ordet tro indgår. Og her skelnes der oftest ikke mellem tilhørernes åndelige situation, da det for både den frafaldne og den troende gælder om atter på ny og igen at få rettet troens blik på den frelse, som Kristus har tilvejebragt for alle.

Reformatorernes fælles udtalelse om frafald
Det allerstærkeste udsagn vi har, om at genfødelsen forstået som den personlig besiddelse af Helligånden kan mistes og atter genvindes, har vi i en fælles betænkning fra reformationens tre betydeligste ledere, Luther, Melanchthon og Bugenhagen.
    Denne fælles betænkning fra 1544, to år før Luthers død, beskæftiger sig udelukkende med det spørgsmål, om en sand troende atter kan falde fra og miste Helligånden. Reformatorerne fastslår her klart og tydeligt som en sandhed de "altid i alle menigheder enstemmigt har lært således: Hvis en hellig bevidst og med vilje handler mod Guds bud, er han ikke længere hellig, men har kastet den rette tro og Helligånden ud". Samtidig fastslår de ligeså klart, at den frafaldne atter kan omvende sig og modtage Helligånden på ny. Den frafaldne har således mistet Helligånden, "indtil han atter bliver omvendt".


DÅBSSYNET I VÆKKELSESBEVÆGELSERNE

Chr. Møller og LM
Også Chr. Møller, LM's første formand, benyttede sig af reformationstidens dynamiske forståelse af genfødelsen betinget af tro: "Nådens virkninger i menneskehjertet, den Helligånds iboelse, kan aldeles ikke finde sted uden ved tro". Om hyklerens dåb må han derfor konstatere: "da er vel dåben lige stor, herlig og gyldig i sig selv; men ikke bliver han vel gjenfødt derved".
    Tidligt i sit virke udtaler Møller, at alle børn bliver genfødt i dåben: "Vi tror, at hos et lidet barn, hvor den Helligånd så at sige får lov at råde sig selv, dér virker Han gjenfødelse ved sit middel". I sit dåbsskrift fra 1884 gentager han ikke denne overbevisning - men han tilbagekalder den heller ikke, eller problematiserer den.
    I LM's senere historie har der været en vis skepsis ved at udtale at genfødelse finder sted i alle tilfælde af barnedåb, ligesom der har været en berettiget protest mod megen folkekirkelig dåbsmagi, som anser genfødelsesudsagnet efter dåben for en guddommelig erklæring uafhængig af tro.

Vilh. Beck og IM
Vilh. Beck var stærkt påvirket af sin lærer ved universitetet i København, Hans Martensen, og overtog meget af hans dåbssyn. Grundstrukturen i dette syn er i store træk det samme som det, vi så hos Thomas Aquinas og Calvin, der ikke regner med at det døbte barn aktuelt tror, men blot hat fået anlæg, evner og spirer til en fremtidig tro. Beck fastholdt dog det lutherske syn både på viljens bundethed og på troen som noget kun Gud kan skænke gennem evangeliet - og som ikke blot kan appelleres frem!
    Beck reviderede eller præciserede også sit dåbssyn på enkelte punkter. Således understregede han, at en vantro døbt ikke længere har Helligånden i sit hjerte. Ved vantro har Helligånden "forladt et hjerte med sin iboelse".

Dåbssynet i vækkelsesbevægelserne i dag
På baggrund af nogle udtalelser i IM's årbog "Det nye år" 1984 har der i en årrække hersket en del uklarhed og forvirring omkring IM's dåbssyn. Det er derfor glædeligt, at både den tidligere og den nuværende formand i IM nu har bekræftet, at det er det dåbssyn, som bla. er gengivet i John Ørum Jørgensens bog  "Indre Mission og Dåben", s. 134-35, der står ved magt.
    IM har således kun ét dåbssyn - men to forkyndelsesklange. Begge forkyndelsesklange lærer, at dåben genføder. Begge lærer, at den, der ved synd og vantro er faldet ud af dåben og har mistet Helligånden i hjertet, må vende tilbage til dåbens syndstilgivende nåde og atter modtage Helligånden gennem omvendelse og tro. Den ene forkyndelsesklang kalder så dette under for en ny genfødelse, mens andre foretrækker at bruge betegnelsen (døde)opvækkelse. Og begge klange har altså deres hjemstedsret i IM, og har altid haft det.
    Når det gælder selve sagen, nemlig at en dåbsfrafalden ikke længere har Helligånden i sit hjerte, da er enigheden meget omfattende. Man slutter da op omkring Becks egen præcisering af sit dåbssyn, at: "ved forsætlig synd og vantro har Helligånden forladt et hjerte med sin iboelse".

Med dette syn befinder IM sig således på den linie, Hallesby officielt fremlagde for IM og MF i Norge i 1947.
    På baggrund af en langvarig debat om dåbssyn i Norge udtalte Hallesby da om den, der er faldet ud af sin dåbspagt: "Skal han på ny bli frelst, må Gud gjennom sitt ord vekke og omvende ham og på ny skape troen og dermed det nye liv i hans hjerte. Om vi kaller dette under en ny gjenfødelse eller en dødeopvekkelse, er saglig sett uten betydning, idet underet er like guddommelig."
    Selv kan Hallesby fra omkring 1935 og frem tale uproblematisk om omvendelsen som en ny genfødelse. Også en så kirkelig og sakramental bevidst, svensk teolog som Bo Giertz anvender gerne betegnelsen en ny genfødelse om det, der sker i omvendelsen.

En af de nyeste danske fremstillinger er Regin Prenters "Kirkens lutherske bekendelse" fra 1978, hvor der på siderne 94-106 udførligt og klart vises, at Luther fastholdt sin lære om spædbarnetroen hele livet, og at dette er en "uundværlig del af hans forsvar for barnedåben". Ligesom Luther fremfører Prenter det syn, at dåben "ikke kan virke menneskets genfødelse uden i og ved den tro, som alene Helligånden kan give det i hjertet". Prenter hævder også, at hvor man ikke følger reformatorernes syn, bliver det svært at fastholde barnedåben som virkelig genfødelse: "Enten opgiver man tanken om genfødelsen, og dåben bliver bare en symbolsk 'forkyndelse' af Guds nåde, eller også fastholder man, 'at der virkelig sker noget i dåben', men, når dette 'noget' sker, uden at barnets tro er med i det, glider man uundgåeligt i retning af en 'magisk' dåbsopfattelse, hvorefter dåben virker automatisk, uden at menneskets tro er med i det, altså 'ex opere operato', som det hed hos skolastikerne."
    Samme stærke understregning af troens uundværlighed finder vi i Niels Ove Vigilius` bog "Vejen mellem afvejene" fra 1981, hvor det hedder: "Ny Testamente kender intet til nogen frelsende og genfødende sakraments- eller nådemiddelvirkning i det hele taget uden troens modtagelse og tilegnelse af den i sakramentet tilsagte og skænkede nåde og gave." Vigilius er i dag samtidig positivt stemt over for genfødelsesudsagnet efter dåben, når det forstås i overensstemmelse med Luthers egen opfattelse, sådan som den er beskrevet her i artiklen.


Afslutning
For Luther var det kættersk tale, at nåden bliver skænket gennem sakramenterne uden en tilstedeværende tro. Dette syn fastholdt han livet igennem.
    Når det gælder dåb af børn, havde han den tillidsfulde overbevisning, at genfødelsen altid finder sted. Den overbevisning bygger på Bibelens klare lære om Guds universelle frelsesvilje, Guds bønhørelse af faddernes og menighedens forbøn for barnet og barnets modstandsløshed mod Helligåndens virken.
    Dette blev i ortodoksien fastslået som officiel luthersk kirkelære i modsætning til den reformerte kirke, der begrænsede genfødelsen til kun at ske med dem, der var udvalgt til frelse fra evighed af.
    Ifølge luthersk kirkelære kan voksne mennesker hårdnakket modstå Guds frelsestilbud - og det er svaret på, hvorfor ikke alle bliver frelst! For dåbs synet indebærer dette, at både Luther og hans efterfølgere i Wittenberg alle regnede med konkrete tilfælde, hvor voksne ikke bliver genfødt i dåben. Et dåbssyn, der lærer, at dåben altid genføder såvel børn som voksne, er altså ikke dækkende for en luthersk forståelse.
    Hvis en døbt og troende mister sin tro, mister vedkommende dermed også Helligånden i sit hjerte. Man må da atter modtage Helligånden på ny gennem omvendelse og tro.
    I vækkelsesbevægelserne er der i dag stor enighed om denne sandhed, selvom man ønsker at anvende forskellige udtryk. Dette er i orden, når blot man ikke diskvalificerer den andens sprogbrug. Både IM i Norge og i Danmark har fastslået, at der er to fuldt gyldige forkyndelsesklange.
    Luther selv kalder omvendelsen for en ny genfødelse i sit hovedskrift om dåbsfrafaldnes omvendelse.

Grundtvig forsvarer det lutherske dåbssyn og dåbsritual
Også en så betydelig skikkelse i dansk kirkeliv som Grundtvig fremhævede den uløselige forbindelse mellem genfødelse og tro i dåben. I "Den kristelige Børnelærdom" siger han således: "Vi maa holde fast paa, baade at Synd-Forladelsen skjænkes i Daaben, og at den skjænkes fuldstændig, men ingenlunde ubetinget, da den tillige med hele Daabs-Naaden klarlig betinges af den Tro paa Faderen og Sønnen og den Helligånd, som vi alle ved Daaben bekjender os til og høster Retfærdiggjørelsen af." I samme skrift siger han: "Dåben er kun Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i uopløselig Forening med Daabs-Pagten", og det vil hos Grundtvig sige i forsagelse og tro.


Dåbsritual og dåbslære hænger sammen
Både Luthers dåbsritual og dåbslære befinder sig i de bøger, den danske kirke ved reformationens indførelse gav status som kirkens grundbøger, hvormed alle andre bøger og al anden lære skal stemme overens.
    Vejen frem går altså ikke via en kritik af Luthers dåbsritual, som Olav Valen-Sendstad med urette forsøgte. Det ender på et blindspor, blokeret af Luthers egne udtalelser og af de faktiske dogmehistoriske kendsgerninger. Derimod må vi holde os selv og kirken fast på Luthers dåbslære, der giver den rette begrundelse for en luthersk opfattelse af dåbsritualet - samlet i det klassiske udtryk "uden tro, ingen genfødelse", med alt, hvad dette indebærer!

Konkret bør dette også fremgå af vor sprogbrug, hvor vi må forsøge at undgå utydelige, tvetydige og direkte forkerte udtryk.
    I stedet for utydelige sætninger som: "i dåben bliver vi genfødt", bør vi bruge sætninger, der har det lutherske særkende med, altså fx: "i dåben bliver vi genfødt ved tro".
    En direkte forkert udtalelse som denne: "i dåben blev du Guds barn, men nu gælder det så om, at du modtager dette i tro". Hermed giver man jo udtryk for, at man skulle kunne blive et Guds barn uden tro. Nej: "i dåben blev du Guds barn ved tro, men nu gælder det så om, at du stadig lever i denne tro, ellers må du omvende dig!".
    Også tvetydige ord som at "alle døbte er genfødte kristne" bør undgås, da den, der har mistet troen, jo ikke længere er en nuværende genfødt, men derimod en åndelig død, der enten må opvækkes eller fødes på ny. Ja, hvis udsagnet skal dække også alle, der er døbt som voksne, er det direkte i modstrid med traditionel luthersk kirkelære.


Cand.theol.  
Finn B. Andersen



Til næste artikel om dåb og tro

Til indholdsfortegnelsen