Går udøbte fortabt

I Augustana art. 2 hedder det, at vi alle fødes med arvesynd, som medfører evig død for dem, der ikke genfødes ved dåben og Helligånden. Videre siges det i art. 9, at dåben er nødvendig til frelse (necessarius ad salutem). Hvis man tager disse udsagn alvorligt, opstår der naturligt det spørgsmål, om udøbte så går fortabt. Heldigvis har vi reformatorernes eget svar på dette spørgsmål.

I 1553 svarede Melanchthon skriftligt på spørgsmålet "Hvad man skal mene om dem, der dør, inden de bliver døbt". Han svarer da: "Om end det er nødvendigt, at troen griber evangeliet og sakramenterne bruges ret, så er der dog en vis forskel. Med hensyn til evangeliet, som fordrer tro af enhver, kan der ikke tillades nogen indskrænkning eller undtagelse, da 'den, der ikke tror, skal blive fordømt', og 'den retfærdige skal leve af tro'. Noget andet med brugen af sakramenterne, som kan mildnes og kompenseres ved tro og fromme bønner. For skønt foragt for og selvforskyldt tilsidesættelse af sakramenterne nedkalder Guds evige vrede, så forholder det sig dog anderledes med uforskyldt udeladelse af sakramenterne" (CR Mel. 8,194; nr.5519).

Både i Augustana og i svaret her fra 1553 bruges det samme latinske ord for "nødvendig", og som det fremgår, er denne nødvendighed ikke lige så strengt knyttet til selve dåbshandlingen som til evangeliet og troen. I nøds tilfælde kan der dispenseres fra dåben, men ikke fra evangeliet og troen.

Samme tankegang finder vi i en fælles udtalelse fra 1555, som blandt andet er underskrevet af Melanchthon og Bugenhagen. Her afviser man desuden gendøbernes vildfarelse "at der ingen arvesynd er, og at alle børn i hele verden bliver salige, hvis de dør, inden de begår virkelig synd". Reformatorerne understreger, at udøbte børn af kristne forældre, som er båret frem for Gud i bøn, skal begraves samme sted som de andre kristne og med de samme ceremonier "og ikke ringere". (CR Mel. 8,531; nr.5836).

Disse tanker er ikke først fremkommet efter affattelsen af Augustana og findes ikke kun hos Melanchthon. Vi finder dem også før 1530 og hos Luther selv mange steder. Lad os her nøjes med at henvise til det reformatoriske hovedskrift "Om kirkens babyloniske fangenskab", fra 1520. Her siger Luther: "mennesket kan have ordet eller testamentet uden tegnet eller sakramentet" (WA 6,518 -  dansk oversættelse 1982, s. 52).

At dette også er officiel dansk kirkelære, fremgår af Kirkeordinansen 1539, hvor vi møder samme syn i afsnittene om undervisning af jordemødre og barselskvinder. Det siges her "at kvinderne ofte skal befale deres livsfrugt i Guds varetægt". I den anbefalede bøn indgår blandt andet ordene "vi ofrer dig dette foster med denne vor bøn, at du vil tage imod det og lade det få evig gavn af dit hellige, dyrebare blod". Og Kirkeordinansen fastslår: "Et sådan barn, som på denne vis efter Kristi egne ord gives og skænkes ham allerede i moders liv, må ikke betragtes som fordømt". (Max W. Olsens udgave 1936, s. 94).

Konklusionen bliver altså, at det både er genuin luthersk og officiel dansk kirkelære, at dåben ikke er streng frelsesnødvendig på samme måde som evangeliet og troen. I nødsfald kan dåben erstattes af evangelieforkyndelse og bøn. Augustanas korte tekst må læses i dette lys.

Dette syn er både til trøst for de kristne forældre, der har måttet begrave et udøbt barn som en anspore til os alle om at bære børnene til Gud i bøn allerede under graviditeten. Noget mandat til at udsætte dåben på ubestemt tid har vi ikke.

Til næste artikel om dåb og tro

Til indholdsfortegnelsen