Dåbsritual og dåbssyn

I sit skrift "Om kirkens babyloniske fangenskab" fra 1520 begynder Luther afsnittet om dåben med en lovprisning af, at Gud
"i det mindste har bevaret dette ene sakramente for os i sin kirke, uden at mennesker har svækket dets kraft eller sat så meget som en plet på det med deres påfund".
I modsætning til nadveren, hvor Luther havde kritiske indvendinger til både ritualet og teologien, kunne han derfor næsten uændret overtage det katolske dåbsritual, som var i brug i Wittenberg. Foruden Fadervor, som allerede var placeret før dåben, tilføjede han dog den såkaldte syndflodsbøn, hvor der indgår bøn om, at Gud må "saliggøre barnet med en ret tro", så det bliver "udskilt fra de vantros tal".

Luthers lutherske tilføjelse til dåbsritualet
Denne tilføjelse til ritualet om barnets tro har direkte forbindelse til hovedpunktet i Luthers kritik af det katolske dåbssyn, hvor troen helt havde mistet sin betydning. Og dermed til selve kernen i reformationen, nemlig læren om frelse ved tro alene. I stedet for menneskers gerninger og præstationer satte Luther atter troen i centrum - vel at mærke den tro, Gud selv virker i os og som er rettet på Kristus.

I sin berømte prædiken "Om dåben og barnets tro" fra Kirkepostillen 1525, som ifølge Kirkeordinansen  hører med blandt den danske kirkes grundbøger, giver Luther en af sine mest udførlige udredninger af sin forståelse af dåbsritualet og barnets tro. Luther beskriver tre dåbssyn, som han ikke er enig med. Først det gængse katolske, som lærer, at barnet sammen med dåbsnåden får indgydt en iboende trosevne, der hos barnet endnu er helt uvirksom og først senere udfolder sig. Det døbte barn tror ikke aktuelt, men har blot fået evnen og forudsætningen for en fremtidig tro og kærlighed. Indtil da vikarierer kirken for barnets manglende tro og kærlighedsgerninger. I det andet katolske dåbssyn er man gået et skridt videre og havnet i den helt grove ex opere operato-lære, som Luther beskriver sådan: "Sakramenterne har en sådan kraft, at du, selvom du ingen tro har og modtager sakramentet, at du (så sandt du ikke har forsæt om at synde) alligevel modtager nåden og syndsforladelsen uden nogen som helst tro". Det tredje syn var et, han havde mødt blandt de evangeliske valdensere i Böhmen. De var enige med Luther om, at vi frelses ved tro alene, og de lærte om det døbte barn, at "barnet nu var genfødt, havde fået syndernes forladelse og iklædte det som et tegn en hvid klædning". Modsat Luther mente de imidlertid ikke, at barnet troede efter dåben. Hertil svarer Luther: "Alt dette måtte være falsk, hvis barnet ikke havde sin egen tro".

Luthersk afvisning af tre dåbssyn
Luther afviser disse tre dåbssyn. Både den helt grove, magiske forståelse og den lidt finere, hvor barnet ganske vist får en trosevne - men ikke en tro, der reelt tror. Men altså også de evangeliske böhmere, som døbte på en fremtidig tro. Alle tre dåbssyn havde et ritual, hvor man efter dåben udtalte, at barnet nu var genfødt, men alligevel var Luther dybt uenig med dem! De var i strid med Luthers "grundvold" nemlig, at "ingen bliver salig gennem andres tro eller retfærdighed, men gennem sin egen". Efter at have bevidst dette ud fra Bibelen fortsætter han:
"Dette er klare, tydelige ord, som viser, at enhver selv må tro, og at ingen kan hjælpes gennem fremmed tro, hvis han ikke har sin egen. Fra disse udsagn må man ikke vige eller fornægte dem, hvad end det måtte indebære. Og man skulle før lade hele verden gå til grunde, inden man forandrede denne guddommelige sandhed. Og om noget tilsyneladende kunne anføres derimod, som du ikke kan forklare, skal du før bekende, at du ikke forstår det og overlade det til Gud, inden du gør indrømmelser i disse klare udsagn. Så må det forholde sig med hedninger, jøder, tyrker, småbørn og alt, som det kan, disse ord må og skal have ret og være sande."

Disse ord er så stærke, at vi næppe finder paralleller til dem uden lige i læren om frelse ved tro alene - og det er da netop også to sider af samme sag!

I prædikenen gør Luther så rede for sit eget syn som er, at Gud på faddernes og menighedens forbøn skænker barnet dets egen tro, hvorpå det bliver døbt. Det døbte barn er således et virkeligt troende og genfødt menneske.

Troen må være til stede ved selve dåbshandlingen
dr. theol. Poul Henning Jørgensen har derfor ret, når han i Dansk teologisk Tidsskrift, 1979, s. 264, gør opmærksom på, at biskop Henrik Christiansen mistolker det reformatoriske dåbssyn, når han i forbindelse med Ruben Jørgensen-sagen skrev: "Der er i Confessio Augustana ikke tale om tro forud for dåben hverken hos forældrene eller hos barnet, idet troen, som udtrykkeligt fremhævet i artikel 13, "kommer til" siden hen og fornemmelig er tro på, at Kristus i dåben har udført sin frelseshandling". De fatale ord er ordene "siden hen". Biskoppens tolkning kan måske undskyldes med, at han sikkert har benyttet Granes oversættelse af den forkortede tyske udgave af Augustana fra 1930. I den danske kirkes autoriserede grundtekst, som den findes i 1817-udgaven, fremgår det nemlig klart, at troen må komme til allerede "ved brugen" af sakramenterne (in usu - som også kunne oversættes "under brugen"), og altså ikke først bagefter. (Vi har her et konkret tilfælde, som viser, at det ikke er lige meget, hvilken tekst man bruger. Om det er den uforandrede eller den forkortede). I Melanchthons egen kommentar til bekendelsen præciserer han også, at der er tale om troen på de "nærværende" (præsenti) løfter, "når" (cum/wenn) vi døbes og går til nadver. Det samme giver Luther udtryk for i ovennævnte prædiken, hvor han siger: "Troen må være til stede før eller også ved dåben, ellers bliver barnet ikke befriet fra djævelen og synden".

Når der nu igen er røster fremme om, at ændre tilspørgelsen ved dåben, så den henvender sig til forældrenes ansvar, i stedet for barnets forsagelse og tro, så er dette ikke noget nyt. I Kristeligt Dagblad 19/8 1993 viste jeg, at der især i 1800-tallet var stærke røster fremme, som benægtede at barnet kom til tro i dåben. Herhjemme var det især teologiprofessorerne Martensen og Clausen, der stod for dette syn. Jeg har så nu opdaget, at dette syn også gav sig udslag i forslag til ændringer af dåbsritualet. Bagest i H. N. Clausens tykke bog om "Catholicismen og Protestantismen", Kbh. 1825, har han et forslag til et nyt dåbsritual, der netop tager hensyn til hans opfattelse af barnets manglende tro. I stedet for tilspørgelsen om barnets forsagelse og tro skal præsten fremsige trosbekendelsen og så spørge: "Vil du paa denne Tro være døbt?" Ordene efter dåben om at Gud nu har genfødt barnet og skænket det syndernes forladelse ændres til, at Gud "nu haver aabnet Dig Adgang til sin elskelige Søns Rige". Da Sjællands biskop J. P. Mynster i 1839 udgav sit "Udkast til en Alterbog og et Kirke-Ritual" henviser han direkte til Clausen og følger hans linie.

Grundtvig forsvarede det lutherske dåbssyn og dåbsritual
En af dem, der reagerede kraftigst på dette nye forslag, var ingen ringere end Grundtvig. I protest mod et ritual, der ifølge Grundtvig ville tvinge de gammeldags lutheranere til at forlade kirken, udgav han samme år "Frisprog mod h.h.hr. Biskop Mynsters forslag til en ny Forordnet Alterbog". Grundtvig kalder forslaget for både uapostolisk og uluthersk. Ændringen ville nemlig betyde, at børnene ikke længere "døbdes paa samme Vilkaar og med samme Forsikkring om Gjenfødelse og Syndsfor-ladelse" (s. 25). Grundtvig hævder, at Clausens og Mynsters dåbssyn er det samme, som længe har hersket i England og Tyskland, og som betragter dåben som en "blot kirkeskik" og ikke som den "egentlige Gjenfødelse og Syndsforladelse" - og det er den ikke "hvor ingen Pagt oprettes" (s. 32). Også senere i sit forfatterskab fastholdt Grundtvig denne uløselige sammenhæng mellem tro og genfødelse i dåben. I "Den kristelige Børnelærdom" siger han således, at "Daaben kun er Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i uopløselig Forening med Daabs-Pagten" (Udvalgte Skrifter, Kbh. 1909, bind 9, s. 335 - se også s. 482).

Selvom Grundtvig måske overfortolker Mynsters ritual, så er det værd at bemærke, at en så betydelig skikkelse i dansk kirkeliv går i kamp mod det nye ritual ud fra en overbevisning om, at barnet virkelig tror i dåben - og at dette er baggrunden for, at vi efter dåben kan udtale, at barnet nu er genfødt. Grundtvigs dåbssyn har således en klar sammenhæng med hans syn på ritualet. Ligesom det har i negativ retning hos Clausen og Mynster. Ud fra en benægtelse af barnets tro ændrer man ritualet. Det kommer også tydeligt frem i Mynsters ritual for voksendåb, hvor han bibeholder tilspørgelsen og genfødelsesudsagnet.

Man havner altså her i den stik modsatte opfattelse af den, Luther og de efterfølgende teologer på lærestolen i Wittenberg havde. Her mente man nemlig, at børnene altid kommer til tro i dåben og bliver genfødt, hvorimod men regnede med tilfælde af voksendåb med manglende tro og genfødelse.

Fælles overbevisning om barnetroen hos Luther og Grundtvig
Både Luther og Grundtvig var overbevist om, at børnene virkelig kommer til tro i dåben. Og det er på denne baggrund, de fastholder, at børnene bliver genfødt. Og vel at mærke en virkelig genfødelse, hvor barnet modtager Helligånden i sit indre og bliver et levende lem på Kristus. Rigtigheden i genfødelsesudsagnet efter dåben hviler således på en tilstedeværende tro ved dåben. - Noget andet er derimod dåbens gyldighed, som ikke beror på vor tro, men alene på Gud og hans indstiftelse. Og dermed et nej til al gendåb. Dåbens gyldighed afhænger ikke af den døbtes tro, hverken i selve dåbsøjeblikket eller senere hen. Ved dåben sker der altid en gyldig pagtsoprettelse med den døbte fra Guds side, og den står ved magt uafhængig af den døbtes tro.

Denne klare sammenhæng mellem dåbssynet og ritualet er der desværre mange i dag der ikke er opmærksom på. Man fastholder nok dåbsritualets ordlyd om, at barnet efter dåben nu er genfødt, men man glemmer eller fornægter Luthers og Grundtvigs begrundelse for dette udsagn, nemlig at barnet virkelig kommer til tro i dåben. Man mener at have et luthersk dåbssyn, da man jo fastholder Luthers dåbsritual. Man fastholder ritualets ordlyd, som ikke er specielt luthersk, men fornægter teologien, der ligge bag, og som giver den luthersk forståelsesramme for ritualet. Den rette vej frem må derimod være at fastholde både Luthers dåbsritual og hans dåbssyn - og så lade dette syn komme tydelig frem i forkyndelsen. Konkret må det betyde, at man ikke foregiver, at Gud nu i dåben har oprette en pagt med den døbte, som vedkommende har gavn af uafhængig af troens forhold til Gud.

Selvom man må anerkende, at den katolske kirke tager oplæringen alvorlig med det nye ritual for barnedåb, hvor man ikke tilspørger barnet, men forældrene, så skal man være klar over, at denne ændring passer ud mærket ind i et katolsk dåbssyn, men ikke ind i det syn, Grundtvig og Luther havde.

Til næste artikel om dåb og tro

Til indholdsfortegnelsen