Jeg er ikke længere værdig
til at møde min far
For jeg har svigtet
og holdt ham for nar
Jeg gjorde krav på hvad jeg mente tilfaldt mig
Jeg troede livet blot var en sjov og enkelt leg
Jeg åbnede gaver givet til en særlig lejlighed
Jeg vidste det var synd
men blev blot ved og ved
Alligevel går jeg nu mod mit hjem

Jeg ved ikke hvor jeg ellers skal gå hen

men jeg skjuler mit ansigt

for jeg er pjaltet og støvet

og jeg ved jeg har min far bedrøvet


Forunderligt nok kan jeg høre
trin mod mig her
Der er en der tager mine hænder bort
og det jeg ser
er et par kærlige faderøjne

Jeg fremstammer sagte
Kan du tilgive mig?
Han trykker mig ind i sin favn

Hvisker stille mit navn

Siger velkommen hjem

mit barn
Gitte Mogensen ....

Flere digte af Gitte Mogensen
 
Til forsiden