Læreafgørelse om genfødelsen
fra det teologiske fakultet i Wittenberg




I 1664 udgav det teologiske fakultet i Wittenberg bogen "Consilia Theologica Witebergensia". Denne bog er en kæmpe moppedreng på 1600 sider á 20x35 cm., som indeholder en lang række officielle betænkninger, beslutninger og domme fra reformationen og frem til udgivelsen i 1664. Som begrundelse for udgivelsen angiver man i forordet, at flere af disse dokumenter efterhånden er blevet sjældne, og at man på denne måde derfor vil bevare dem for eftertiden. Mange af de teologiske stridigheder, der dukkede op i 1600-tallet havde man allerede tidligere taget stilling til, så ved flittig granskning af disse dokumenter af Luther og hans tro efterfølgere på lærestolen i Wittenberg, kunne man undgå nye stridigheder i kirken.

Hele denne dokumentsamling er tilegnet Frederik III, som man takker for hans understøttelse af reformationen indtil nu, så både Danmark og Norge kan kaldes "rette lutherske kongedømmer". I forordet hedder det desuden, at man "i alle ting skal begynde med Gud". Det var dette udtryk kongen benyttede året efter, i 1665, som indledningen til Kongeloven: "Den bedste begyndelse på alle ting er at begynde med Gud".

Blandt mange andre spændende ting finder vi i denne samling også fakultetets betænkning fra sidst i 1500-tallet om genfødelsen i dåben. Man fastslår da, at genfødelsen ikke hører med til selve dåbens væsen, men til dens frugt, som modtages i tro. Tanken om "hyklerens genfødelse" (der Irrthumb von der Wiederburt der Heuchler) tages der skarpt afstand fra.


Det lutherske dåbssyn
Årsagen til denne læreafgørelse skyldtes Samuel Huber, der blev ansat som lærer ved fakultetet i 1592. Han gjorde sig hurtigt bemærket ved at nægte at medunderskrive nogle dåbsteser forfattet af fakultetets ledende professor Aegidius Hunnius. I disse teser havde Hunnius sammenfattet den lutherske dåbslære således: "Ved dåben bliver alle børn født på ny af Gud ved Helligåndens kraft og virkning. Med hensyn til de voksne må man imidlertid skelne mellem dem, der modtager dåben med troende hjerter og hyklerne, der kun for et syns skyld og med bedrag lader sig døbe. De første bliver virkelig genfødt og modtager ved troen dåbens kraft og frugt. De andre rækkes ganske vist en fuldkommen dåb, hvad angår dens substans og væsen, men frugten og kraften bliver udenfor på grund af deres vantro, bedrag og hykleriske vilje." (s. 553).

Dette officielle dokument afslog Huber som sagt at underskrive, da han hævdede: "Alle, der bliver døbt, bliver også genfødt, hvad enten de tror eller ej, idet de bliver døbt" (s. 553).

Hunnius og fakultetets øvrige teologer måtte dog afvise denne indvending med en henvisning til, at ifølge luthersk dåbslære, så "må troen og genfødelsen aldrig skilles ad" (s. 553).

Fakultetet havde så en læresamtale med Huber, hvor det tilsyneladende i første omgang lykkedes at overbevise ham om, at han havde taget fejl. I en skriftlig redegørelse fremlagde Huber sit nyreviderede dåbssyn, som blev godtaget og anerkendt som luthersk af fakultetet. Heri siger han: "Hykleren modtager ikke dåbens frugt og nytte, hvilket er genfødelsen og fornyelsen, selvom dåben ikke kun er vand, men et vandbad i Ordet. Derfor hører genfødelsen til dåbens frugt og nytte, og ikke til dens substans og væsen - for ellers ville også den skinbarlige hykler blive genfødt" (s. 561). Denne erklæring fremkom i 1594.


Samuel Hubers dåbssyn
Allerede året efter viste det sig dog, at Hubers tilslutning til det lutherske dåbssyn kun var tilsyneladende. Han udgav nemlig da nogle artikler om dåben, hvor han blandt andet skrev: "For at undgå gendåb må man trøste det bodssøgende menneske, som endnu ikke var ret omvendt, da han blev døbt, med at han sikkert og sandt har modtaget genfødelsen, dvs. den nåde at Gud antog ham sig som sit barn i dåben i kraft af dens indstiftelse - selv om han på grund af sin vantro selv har forhindret Helligåndens fornyelse indtil nu" (s. 561).

Som man kan se, angiver Huber som begrundelse for at han nu knytter genfødelsen eksklusivt til dåben og lærer at alle bliver genfødt i dåbsøjeblikket, at det er for at undgå gendåb. Nøjagtig de samme tanker, som man kan møde i dag. For at afgrænse sig over for frikirkerne og modvirke gendåb er man betænkelig ved at tale om en ny genfødelse i omvendelsen. Man anser det ikke for tilstrækkeligt at lære, at der altid i dåben sker en eviggyldig pagtsoprettelse, men ønsker desuden en lære om, at alle også bliver genfødt i dåben uafhængig af, om de tror eller ej. I 1800-tallet havde dette syn stor udbredelse og har som man kan se rødder tilbage til 1500-tallet og Huber - men disse tanker blev altså afvist af et samlet teologisk fakultet i Wittenberg!

Fakultetet opfattede Hubers nye artikler således, at han ikke virkelig stod ved sin redegørelse året før. Hele sagen endte med Hubers afskedigelse. Ud over hans afvigende dåbssyn begrundede fakultetet afskedigelsen også med afvigelser i læren om det evige nådevalg, hvor Huber lærte, at alle mennesker var udvalgt til frelse af Gud fra evighed af uanset deres tro eller vantro. Desuden mente man, at han sammenblandede forsoning og retfærdiggørelse, så han lærte, at menneskeslægten ikke alene var forsonet ved Kristi død, men også retfærdiggjort.


Læreudtalelse fra fakultetet
Som afslutning på sagen udarbejdede fakultetet en læreafgørelse om genfødelsen i dåben, som blev underskrevet af samtlige teologer. Dokumentet findes på side 642 og lyder i min oversættelse sådan:

"Vi forkaster som fejl og vildfarelse, at doktor. Huber foregiver, at genfødelsen hører til den hellige dåbs substans og væsen, da Helligånden i Skriften og også børnekatekismen henfører genfødelsen til dåbens virkning, frugt og frelsende brug. For det andet forkaster vi, at også gudløse hyklere, når de midt i deres vantro bliver døbt som voksne, ikke alene modtager den rette dåb - hvilket også vi mener - men desuden også bliver født på ny af Gud og virkelig renset for synden. Ligeledes at de samme hyklere, selvom de ikke er virkelig omvendt, når de bliver døbt, ikke desto mindre, i kraft af indstiftelsen, sikkert og vist i dåben modtager genfødelsen og nåden, at Gud har antaget dem som sine børn. Ligeledes at de bliver genfødt uden Helligåndens fornyelse, hvilket er en åbenbar, uhyrlig selvmodsigelse, der gendriver sig selv. Ligeledes at også sådanne gudløse hyklere i dåben - selv midt i deres ubodfærdighed - i kraft af dåbens indstiftelse antages som Guds børn og regnes med blandt Guds børn. Ligeledes at disse på en og samme gang, ifølge doktor Hubers lære, er Guds børn, men dog skønt de er Guds børn, har modtaget barnekårets nåde til dom. Dette er en sammenblanding af dåbens substans og dens nytte; adskillelse af genfødelsen og fornyelsen ved Helligånden; at blive genfødt uden omvendelse; antaget til barnekår uden tro på Kristus; modtagelse af barnekårets nåde til dom - hvilket man klart og totalt må forkaste og fordømme som uhørte paradokser og håndgribelige selvmodsigelser, som ingen apostel nogensinde har drømt om."

I denne kontrovers i 1500-tallet har vi altså en klar læreafgørelse fra det wittenbergske fakultet, underskrevet af samtlige teologer. Man fastslog da, at genfødelsen ikke hører med til dåbens væsen, men til dens frugt og nytte, som er betinget af troens tilstedeværelse. Genfødelsen må aldrig skilles fra troen. Når dåben forvaltes efter Guds indstiftelse er det altid en ret dåb, som aldrig skal gentages, men uden tro sker der ingen genfødelse. Ved dåb af børn regner man (som Luther) med, at børnene altid bliver virkelig genfødt i dåben, da barnet kommer til tro "ved Helligåndens kraft og virkning".


Dåb, genfødelse og tro i dag
Dette lutherske dåbssyn, hvor genfødelse og tro er knyttet uløseligt og uadskilleligt sammen, finder vi også beskrevet og bekræftet i nyere tid hos en så betydelig teolog som Regin Prenter, i hans bog "Kirkens lutherske bekendelse", hvor han på side 100 om dåben siger, at den "ikke kan virke menneskets genfødelse uden i og ved den tro, som alene Helligånden kan give det i hjertet". Han viser, at dette også er Grundtvigs forståelse af "dåbspagtens oprettelse". Dette gælder også ved dåb af børn. Og hvor denne opfattelse opgives, da får man vanskeligheder med at fastholde barnedåben som virkelig genfødelse. "Enten opgiver man tanken om genfødelsen, og dåben bliver bare en symbolsk 'forkyndelse' af Guds uforskyldte nåde, eller også fastholder man, 'at der virkelig sker noget i dåben', men, når dette 'noget' sker, uden at barnets tro er med i det, glider man uundgåeligt i retning af en 'magisk' dåbsopfattelse, hvorefter dåben virker automatisk, uden at menneskets tro er med i det, altså 'ex opere operato', som det hed hos skolastikerne. Begge opfattelser er uforenelige med det, Den Augsburgske Bekendelse siger om dåben som genfødelsens bad. Det var ikke Luthers tanke - og heller ikke Melanchthons og de andre lutherske kristnes tanke i 1530 - at 'et så lille barn' ikke 'kan' tro." (s. 105).

Også dr. theol. E. Thestrup Pedersen beskriver dette syn i sin bog "Dåb og dåbsundervisning i folkekirken", hvor han på side 89 siger, at i modsætning til "katolikker, gendøbere, de reformerte, den moderne tro - som alle hævder enstemmigt, at et spædbarn ikke kan tro, for det har ingen fornuft", så fastholdt Luther læren om spædbarnstroen. "På faddernes og kirkens bøn skaber Gud troen i barnet, der ikke som den voksne ved selvklog fornuft formår at vende sig fra ordet".


Genfødelsen følger altid troen
En lang række steder i helt centrale skrifter som Kirkepostillen og skriftet Om Nøglemagten udtaler Luther selv som en naturlig, dogmatisk konsekvens af denne sammenhæng mellem tro og genfødelse, at hvor troen ikke er, dér er den "nye fødsel" heller ikke. Og hvor mennesket atter får skænket troen gennem evangeliets forkyndelse, dér bliver man "atter født på ny". Ja, "den guddommelige fødsel er intet andet end troen". Denne konsekvens er klar og tydelig beskrevet i dr. theol. Aksel Valen-Sendstads "Kristen dogmatikk" og i den svenske biskop Bo Giertz` "Troens ABC", som er oversat til dansk af Bartholdy, Indre Missions længst siddende formand med 25 år.

Der er således en både lang og bred tradition i den lutherske kirke for det syn, der knytter genfødelse og tro sammen. Melanchthon kan i Apologien som et almengyldig udsagn sige: "Genfødelsen sker ved tro i boden" (fit autem regeneratio fide in poenitentia). Det gælder såvel den bod og omvendelse, der sker i dåben som den, der sker efter et eventuelt frafald fra dåben. Ligesom et menneske, der bliver døbt som voksen uden tro, først bliver genfødt når og hvis vedkommende kommer til tro. Desværre blev denne klarhed i det lutherske dåbssyn fordunklet i 1800-tallet via påvirkning fra såvel katolsk som reformert hold, så dette dåbssyn i dag ikke skinner så klart som på reformationstiden.

Foruden denne læreafgørelse om genfødelsen i dåben findes der i denne dokumentsamling "Consilia Theologica Witebergensia" mange andre spændende ting, som det er værd at gå på opdagelse i.


Til næste artikel om dåb og tro

Til indholdsfortegnelsen