Microsoft WordArt 2.0

Om retfærdiggørelsen
1536



Dr. Martin Luthers disputats over Romerbrevet 3,28

Én ting er vores retfærdiggørelse over for Gud,
noget andet over for mennesker
1. Det er tilstrækkeligt klart ud fra dette sted, at den måde, man bliver retfærdiggjort over for Gud er en anden, end den måde man bliver det over for mennesker.
2. For Paulus sætter tydeligt troen i modsætning til gerninger og fraskriver gerningerne retfærdiggørelse over for Gud og tilskriver troen det.
3. Den, der bliver retfærdiggjort af gerninger, har ros for mennesker, men ikke for Gud (Rom.4,2).
4. Mennesket bliver retfærdiggjort for Gud, også selvom det kun har vanære i andres og egne øjne.
5. Dette er Guds mysterium, han, som er underfuld i sine hellige (Sl 68, 36), hvilket ikke alene er umuligt for de ugudelige at begribe, men også er forunderligt og svært at tro selv for de fromme.
6. For menneskets natur, som ved arvesyndens kraft er fordærvet og forbundet, kan ikke forestille sig eller begribe noget andet og højere end retfærdiggørelse ved gerninger.
7. Heraf kommer hyklernes kamp mod de troende om retfærdiggørelsen, som ikke bør bilægges ved noget andet end Guds afgørelse.
8. Vi indrømmer således hyklerne og filosofferne gerninger og retfærdighed ifølge loven, blot fastholder vi, at det er en retfærdighed for mennesker og ikke for Gud.
9. Men retfærdigheden blandt mennesker er, skønt Gud også her i livet belønner den med de største jordiske gaver, dog for Guds åsyn et bedrag og ugudeligt hykleri.
10.    Og det er en sælsom sag, at Gud belønner en retfærdighed, som han selv anser for uretfærdig og ond.
11.    For hos profeterne kalder han vore smukkeste gerninger ifølge loven og vor fornuft for vore hænders ondskab (Mika 7,3).
12.    Det er det samme, som når en konge tolererer en ond tjener, hvem han ikke kan udrydde uden at bringe sit rige i større fare.
13.    Altså skal man hverken se på den ugudelige person, der øver retfærdighed, eller på hans allerbedste gerninger, men på Guds ubegribelige tolerance og visdom, som bærer over med et mindre onde, for at ikke alt skal ødelægges ved et større onde.
15.    Ligesom man tolererer en byld, en halten eller en anden uhelbredelig sygdom i kroppen af hensyn til det legemlige liv.
16.    For lovens retfærdighed er så syg og svag, at den ofte ikke alene ikke opfylder sine egne høje krav, men også tilsidesætter dem ved den mindste uro.
17. Men da vi ikke kan præstere en anden, tolereres og understøttes vi med denne verdens højeste goder.
18. For i sammenligning med sin godheds storhed anser Gud det for en lille ting at give både uværdige og onde og retfærdige og hellige så mange og så store ting.
19. Ligesom en klog øvrighed undertiden ser gennem fingrene med en ond og fræk borger, og lader ham nyde samfundets goder til bedste for den borgerlige fred.
20. For Gud har blikket rettet på noget andet, nemlig på det fremtidige riges herlighed, i hvilket de uomskårne og urene ikke skal komme ind, som Skriften siger (Es 52, 1).
21. Ja, også med kirken og sine hellige på jorden handler han med en tolerance og godhed, som ikke er anderledes.
22. Så at han tolererer og understøtter dem på grund af førstegrøden af hans skabning i os, og dernæst erklærer han dem for at være både retfærdige og rigets børn.
23.    For vi mener, at den, der retfærdiggøres, endnu ikke er retfærdig, men er i bevægelse eller på vej mod retfærdighed.
24. Derfor er den, der retfærdiggøres, endnu en synder, og dog bliver han regnet som helt og fuldkommen retfærdig på grund af Guds tilgivelse og barmhjertighed.
25. Men Gud tilgiver og forbarmer sig over os, fordi Kristus, vor forsvarer og præst, træder imellem og helliger vor begyndende retfærdighed.
26. Hans retfærdighed, da den er uden fejl og tjener os som et skjold mod Guds brændende vrede, tillader ikke, at vor begyndende retfærdighed fordømmes.
27. Nu er det sikkert, at Kristus eller Kristi retfærdighed, da den er uden for os og er en fremmed retfærdighed, ikke kan gribes med vore gerninger.
28. Men troen, som ved at høre om Kristus indgydes i os ved Helligånden, den griber Kristus.
29. Derfor retfærdiggør troen alene uden vore gerninger; for jeg kan ikke sige: ”Jeg gør Kristus, eller Kristi retfærdighed”.
30. Sådan som jeg dog kan sige: ”Jeg gør gerninger, enten de himmelske retfærdige ved Ånden, eller de jordiske ved naturen.”
31. Men rettelig bør man sige: ”Jeg tror på Kristus, og bagefter gør jeg virkelig gode gerninger i Kristus”.
32. Det er altså ret at sige, at vi retfærdiggøres ved tro, uden lovgerninger.
33. Denne retfærdiggørelse indeholder dette, at vi ved troen regnes for retfærdige på grund af Kristus.
34. Og at ikke en eneste synd tilregnes, hverken de forhenværende eller de, der forbliver i vort kød, men det er, som var der ingen, da de imidlertid er borttaget ved tilgivelse.
35.    Denne tro ledsages af begyndelsen til en ny skabning og kamp mod synden i kødet, som både tilgives og besejres ved samme tro på Kristus.
(W.A. 39. I, 82-83)


Til forsiden