Indledning

Følgende skrift fra Luthers hånd fremkom i 1523 som svar på en henvendelse fra menigheden i den tyske by Leisnig. Byen var allerede tidligt blevet påvirket af reformationen og havde for egne midler ansat en evangelisk præst ved byens kirke, skønt det nærliggende Cistercienserkloster fra gammel tid egentlig havde retten til at besætte præsteembedet.
    Luthers svarskrift falder i to dele. Først viser han ud fra Skriften, at det er den enkelte kristne og menigheden, der har ansvaret for at bedømme forkyndelsen. Dernæst påviser han, at dette også indebærer ret til at indsætte og afsætte forkyndere i menigheden. Disse rettigheder havde det katolske kirkestyre frataget menigheden og overført til sig selv. I direkte modstrid med Skriften og Kristi klare ord.
    Med udgangspunkt i de troendes almindelige præstedømme påviser Luther nu ud fra Bibelen, at enhver kristen ved dåb og tro er en født ordets tjener og er indviet af Gud til præst. Konkret skal det give sig udslag i hverdagen, hvor hver enkelt kristen står som formidler af Guds kærlighed i ord og handling over for familie, naboer og dem, man omgås til dagligt. Og hvis en kristen befinder sig et sted, hvor der ikke er andre kristne, kan han også træde offentligt frem med evangeliet. Blandt andre kristne må han derimod først kaldes af de andre - netop fordi alle har samme ret. Menigheden beholder dog stadig ansvaret for bedømmelsen af forkyndelsen og kan i ekstreme tilfælde afsætte præsten igen.
    Flere gange i skriftet møder man vendingen, at evangeliet skal "læres" og dem, der står for det kaldes "lærere". Denne sprogbrug er et udtryk for, at evangeliet altid har et ganske bestemt indhold. Ifølge Luther har det to vigtige kendetegn. Det første er omkostningerne, at Guds frelsesindgreb kostede Jesus livet. Det andet er den personlige adressat, at alt dette skete "for mig". Det er alene en forkyndelse med disse kendetegn, der kan kaldes evangelium i egentlig forstand.
    Sidst i skriftet fremhæves forkyndelsen i forhold til dåb og nadver. Det skyldes ikke en ringeagt for sakramenterne, men understreger, at de sakramentale handlinger ikke kan stå alene. Den tro, som evangeliet vækker i barnet ved dåben, må fortsat næres for ikke atter at dø ud. Forkyndelsen må forklare og minde os om sakramenternes betydning, så de ikke blot bliver en fornem, men tom underskrift i et brev uden indhold.
    Overskriften "Menighedens læreansvar" er ikke den oprindelige titel, som er den noget længere, der følger umiddelbart efter. Senere samme år tog Luther i øvrigt emnet op igen i et mere omfattende skrift til bøhmerne om indsættelse af tjenere i kirken. Det foreligger i en ældre dansk oversættelse med titlen "Luthers hyrdebrev om pavens falske præster og ordets rette tjenere", Odense 1855.



__________





Menighedens læreansvar

At en kristen forsamling eller menighed har lov og ret til at bedømme al lære og til at kalde, indsætte og afsætte lærere. Med begrundelse og dokumentation fra Skriften. 1523

  
Evangeliet er kirkens grundkendetegn
For det første er det nødvendig at vide, hvor og hvem den kristne menighed er, så der ikke under dække af kristennavnet blot udføres menneskeværk, som de ikke-kristne plejer. Derfor skal man med sikkerhed kende den kristne menighed på, om evangeliet forkyndes rent. For ligesom man kender en hærfører og hans hær på fanen, således kender man også Kristus og hans hær på evangeliet. Det har vi Guds løfter for i Esajas 55,11: "Mit ord, som udgår af min mund, vender ikke virkningsløst tilbage, men gør min vilje og udfører mit ærinde".
    Derfor ved vi med sikkerhed, at hvor evangeliet forkyndes, er det umuligt, at der ingen kristne skulle være, hvor få, syndige og svage, de end er. Ligesom det er umuligt, at der skulle findes kristne og ikke lutter hedninger, hvor evangeliet ikke er, men menneskelære råder, hvor mange de så er og hvor helligt og smukt, de lever.
    Den uimodsigelige konklusion bliver derfor, at de nuværende katolske biskopper, broderskaber, klostre og hvem de end er langt fra er kristne eller en kristen menighed, skønt de har reserveret disse navne for dem selv. Den, der har lært evangeliet at kende, erfarer og indser, hvordan de stadig pukker på deres menneskelige traditioner og helt har fordrevet evangeliet og fortsætter dermed. Hvad de bedriver og lærer, må anses for et hedensk og verdsligt foretagende.
  
Guds ord står over menneskelige traditioner og vedtægter
For det andet skal man slet ikke tage hensyn til menneskelige love, ret, brug, sædvane osv., når det drejer sig om at bedømme læren eller at indsætte eller afsætte lærere og sjælesørgere i kirken. Ligegyldig om så pave, biskop, fyrste og den halve eller hele verden har ment sådan i tusind år. For menneskets sjæl er evig, ophøjet over alt timeligt. Derfor må den kun regeres og styres med evige ord. Det er aldeles skammeligt at regere samvittighederne over for Gud med menneskeret og gammel sædvane. Her skal man følge Skriften og Guds ord. Det slår aldrig fejl, at Guds ord og menneskelære kommer i konflikt, når det drejer sig om at regere sjælen. Det fremgår klart af den foreliggende sag.
    Traditionen og menneskelære har nemlig forordnet og vedtaget, at man alene bør overlade det til biskopperne, de lærde og kirkerådene at bedømme læren. Hvad de beslutter, har hele verden bare at anse for ret og nye trosartikler. Det fremgår tilstrækkeligt af deres stadige henvisning til pavens fuldmagt i åndelige spørgsmål. Man hører næsten ikke om andet end at det er dem, der har magt og ret til at afgøre, hvad der er kristendom eller kætteri. Den menige kristne må pænt afvente deres dom og rette sig efter den. Se, hvor uforskammet og tåbeligt denne selvros, som de holder hele verden i skak med og som er deres grundvold og værn, strider mod Guds ord og bud.
  
Menigheden har ansvaret for læren
Kristus gør nemlig det lige modsatte. Han fratager biskopperne, de lærde og kirkerådene både ret og magt til at bedømme læren og giver den i stedet til enhver og alle kristne i fællesskab. I Joh 10 siger han: "Mine får hører min røst" (v. 27). Ligeledes: "En fremmed vil de aldrig følge; de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender den fremmedes røst" (v. 5). Og: "Alle de, der er kommet er tyve og røvere, men fårene hørte ikke på dem" (v. 8).
    Her ser man tydeligt, hvem der har ret til at bedømme læren. Biskopper, paver, lærde og enhver har ret til at lære, men fårene skal bedømme, om det er Kristi stemme, de hører eller en fremmed. Kære, hvad kan de indvende mod dette disse oppustede balloner, der bare skråler: kirkeråd, kirkeråd; man må virkelig hører på de lærde, biskopperne og flertallet; man må tage hensyn til gammel skik og brug. Mener du virkelig, at jeg bør lade Guds ord vige for gammel skik og brug? Aldrig! Derfor lader vi biskopper og kirkeråd udtale, hvad de vil, men hvor vi har Guds ord for os, er det op til os, og ikke til dem, at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert. Da må de bøje sig for os og adlyde vores ord.
    Man ser her helt klart, hvilken tillid man bør have til folk, der ønsker at regere sjælene med menneskeord. Hvem ser ikke, hvordan alle biskopper, broderskaber, klostre og universiteter med hvad dertil hører kommer i konflikt med Kristi klare ord, når de skammeligt fratager fårene bedømmelsen af læren og beholder den selv via egne vedtagelser og åbenlys frækhed. Derfor skal de også anses for mordere og røvere, ulve og frafaldne kristne. Det er helt tydeligt, at de ikke alene fornægter Guds ord, men endog bekæmper det og optræder, som det passer sig for Antikrist og hans folk, ifølge profetien hos Paulus i 2 Thess 2,3-4.
    I Matt 7,15 advarer Kristus ligeledes: "Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve". Se, her overlader Kristus ikke bedømmelsen til profeterne og lærerne, men til eleverne og fårene. For hvordan skulle man ellers kunne tage sig i agt for de falske profeter, hvis ikke man må prøve, vurdere og bedømme deres lære?
    Det tredje skriftsted er hos Paulus i 1 Thess 5,21: "Prøv alt, hold fast ved det gode". Paulus vil ikke have nogen læresætning eller trosartikel indført, før den er bedømt og godkendt af menigheden, som hører det. Bedømmelsen er ikke lærernes sag, men de må først forkynde det, der skal bedømmes. Altså fratages også her retten til bedømmelsen fra lærerne og gives til tilhørerne. Tingene foregår nemlig helt anderledes blandt de kristne end i verden. I verden byder herskerne, hvad de vil og undersåtterne adlyder. Men således skal det ikke være blandt jer, siger Kristus. Her er den ene den andens dommer og samtidig underordnet den anden. Selvom de kirkelige magthavere har omskabt kirken til en verdslig magt.
    Det fjerde skriftsted er atter fra Kristus i Matt 24,4: "Se til, at ingen fører jer vild! For der skal komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus! Og de skal føre mange vild." Det er kort sagt ikke nødvendigt at citere flere skriftsteder. Paulus advarer gang på gang i Rom 16, 1 Kor 10, Gal 3, Kol 2 og mange andre steder. Ligeledes advarer profeterne mod menneskelære. De gør intet andet end at fratage lærerne al magt og ret til at bedømme læren og pålægger det i stedet tilhørerne under trussel om fortabelse. De har ikke alene ret og magt til at bedømme alt, hvad der forkyndes, men er skyldige til det, hvis ikke de vil falde i unåde hos den guddommelige majestæt. Heraf kan man se, hvor ukristeligt magthaverne har handlet, når de har fratage os den ret og befaling, og selv tilraner sig den. Det var grund nok til at man jog dem ud af kirken og drev dem bort som ulve, røvere og mordere, der hersker over os og lærer i strid med Guds ord og vilje.
    Vi konkluderer altså, at hvor der findes en kristen menighed, der har evangeliet, har de ikke alene magt og ret, men er pligtige til at undgå, flygte fra, afsætte og trække sig tilbage fra det nuværende katolske kirkestyre med dets biskopper, klostre og lignende, der åbenlyst lærer og regerer i modstrid med Gud og hans ord. Det skal de gøre med tanke på deres sjæls frelse og det løfte, de gav Kristus i dåben. Da der altså foreligger stærke og klare grunde for, at der her er tale om guddommelig ret, der angår vor frelse, så skal man afskaffe sådanne biskopper, munke og broderskaber med al deres kirkestyre eller helt undgå det.

  
Menighedens ret til at vælge præst
Da den kristne menighed imidlertid hverken skal eller kan være uden Guds ord, følger det klart af det foregående, at de må have lærere og prædikanter, der forkynder ordet. De nuværende biskopper med deres falske kirkestyre i denne forbandede tid er ikke og vil ikke være sådanne lærere. De vil hverken selv indsætte sådanne lærere eller tolerere dem. Og da man ikke skal friste Gud ved at forvente nye prædikanter direkte fra Himlen, må vi følge Skriften og blandt os selv kalde og indsætte dem, vi finder egnede og som Gud har oplyst med forstand og udrustet med nådegaver.
    For det kan ingen nægte, at enhver kristen har Guds ord og er oplært og salvet af Gud til præst. Som Kristus siger i Joh 6,45: "Alle skal være oplært af Gud". Og Salme 45,8: "Gud har salvet dig med glædens olie frem for dine lige". Disse hans lige er de kristne, Kristi brødre, der er indviet sammen med ham til præster. Som også Peter siger i 1 Pet 2,9: "I er et kongeligt præsteskab, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, som kaldte jer til sit underfulde lys".
  
Alle kristne er hverdagspræster
Når det nu er sådan, at de har Guds ord og er salvet af ham, så har de også pligt til at bekende, lære og udbrede det som Paulus siger i 2 Kor 4,13: "Da vi har den troens ånd, der står skrevet om: 'jeg troede, derfor talte jeg', så tror vi, og derfor taler vi". Og Salme 51,15 udtaler på alle kristnes vegne: "Jeg vil lære lovbrydere dine veje, så syndere kan vende om til dig". Her understreges det atter, at en kristen ikke alene har ret og magt til at lære Guds ord, men har pligt til det for at undgå fortabelsen og Guds vrede.
    Du indvender måske: Ja men, hvad nu hvis man ikke er kaldet? Så må man jo ikke prædike, som du selv ofte har lært. Svar: Du skal forestille dig en kristen i to forskellige situationer. Når han befinder sig på et sted, hvor der ingen andre kristne er, har han ikke behov for andet kald end at han er en kristen med et indre kald og er salvet af Gud. Derfor har han pligt til at prædike for de vildfarne hedninger og ikke-kristne og at forkynde evangeliet på grund af medmenneskelig kærlighed, selvom ingen kalder ham dertil. Således gjorde Stefanus i ApG 6, selvom apostlene ikke havde pålagt ham at prædike. Alligevel prædikede han og gjorde store tegn blandt folk. Det samme gjorde diakonen Filip, Stefanus' kollega, i ApG 8, selvom heller ikke han havde noget prædikeembede. Og Apollos i ApG 18. I sådanne tilfælde handler en kristen ud fra almindelig menneskelig kærlighed på grund af omsorg for de arme, fortabte sjæle uden at vente på befaling eller brev fra fyrste og biskop. Kærligheden er skyldig at hjælpe, hvor der ikke er andre, der kan eller skal.
  
Men alle kristne er ikke sognepræster
Hvor man derimod er på et sted, hvor der er andre kristne, der har samme magt og ret som en selv, skal man ikke selv trænge sig frem, men lade sig kalde og trække frem, for at prædike på de andres vegne og befaling. Ja, en kristen har så stor magt, at han selv midt blandt andre kristne kan og skal stå frem og lære ukaldet af mennesker, hvor han ser, at lærerne selv fejler. Dog skal det gå sømmeligt og ordentligt til. Det har Paulus klart befalet i 1 Kor 14,30: "Får en anden, som sidder der, en åbenbaring, skal den første tie stille". Se, hvad Paulus gør her. Midt blandt kristne befaler han den, der er lærer, at tie stille og træde tilbage og den, der hører, at træde frem endda ukaldet, alene fordi nøden bryder alle love.
    Således befaler også Paulus her enhver i nødsfald, selv midt blandt kristne, at træde frem ukaldet og kalder ham gennem dette skriftsted. Ligeledes byder han den anden at træde tilbage og afsætter vedkommende i kraft af disse ord. Hvor meget mere har så ikke en hel menighed ret til at kalde en, når det er nødvendigt, som det altid er, især nu. I samme forbindelse giver Paulus enhver kristen ret til at lære blandt de kristne i nødsfald, idet han siger, at "alle kan komme til at tale profetisk, men én ad gangen, så alle kan belæres og alle formanes" (v. 31). Ligeledes at de "alle skal stræbe efter at tale profetisk, og ikke må forhindre nogen i at tale i tunger. Men alt skal gå sømmeligt og ordentligt til" (v. 39-40).
    Vi må ikke betragte disse ord for tvivlsomme, som giver den kristne menighed en så overvældende magt til at prædike, lade prædike og kalde. Især i nødsfald kalder disse ord enhver personligt uden om menneskers kaldelse. Derfor hersker der ingen tvivl om at en menighed, der har fået evangeliet betroet, også må og skal udvælge og kalde nogen iblandt sig, som i de andres sted skal forkynde ordet.
  
Biskopperne skal følge menighedens ønske, valg og kald
Indvender du, at Paulus jo befaler Timotheus og Titus at indsætte præster. Og i ApG 14,23 læser vi, at Paulus og Barnabas udpegede ældste for dem. Altså kan menigheden vel ikke bare kalde nogen og ingen kan af sig selv træde frem for at prædike blandt de kristne. Man må først have tilladelse og befaling fra biskopperne og de kirkelige myndigheder, der sidder i apostlenes sted. Til dette svarer jeg, at hvis vore biskopper og kirkelige myndigheder virkelig var i apostlenes sted, som de roser sig af, så gav det vel mening at man lod dem indsætte præster som Titus, Timotheus, Paulus og Barnabas gjorde. Nu er de derimod i Djævelens sted og er ulve, der hverken vil lære eller tolerere evangeliet. Derfor angår prædikeembedet og sjælesorgen blandt de kristne dem ligeså lidt som det angår tyrkerne og jøderne. De burde i stedet sættes til at passe æsler.
    Selv dér, hvor der er retskafne biskopper, der ønsker at fremme evangeliet og indsætte rette præster, bør de dog ikke gøre det uden menighedens ønske, valg og kald. Undtaget i nødsfald af omsorg for sjælene, så de ikke går fortabt af mangel på Guds ord. Som du har hørt, har enhver i sådanne nødsfald ikke alene ret til at skaffe prædikanter gennem bøn eller via den verdslige øvrighed, men man bør selv løbe til, træde frem og lære, hvis man kan. Nødsfald er nødsfald og bryder alle love, ligesom enhver må løbe til og hjælpe, hvis det brænder og ikke vente til nogen beder ham om hjælp.
    Hvor der derimod ikke foreligger nødsfald, men der er nogen, med ret, magt og nådegaver til at lære, da skal ingen biskop indsætte nogen uden menighedens ønske, valg og kald, men skal stadfæste menighedens valg og kald. Undlader han dette, er vedkommende alligevel stadfæstet gennem menighedens kald. Hverken Titus, Timotheus eller Paulus har indsat nogen præst uden menighedens valg og kald. Det ses klart i Tit 1,6 og 1 Tim 3,2, hvor det hedder, at en biskop eller præst skal være ulastelig og at menighedstjenere først skal prøves. Titus kunne jo ikke vide, hvem der var ulastelig. Det er en vurdering, menigheden må foretage.

Ligeledes læser vi i ApG 6, at selv ikke ved valget af de syv menighedstjenere indsatte apostlene nogen uden menighedens viden og vilje. Det var menigheden, der valgte og kaldte de syv, og apostlene stadfæstede deres valg. Når nu apostlene end ikke handler på egen hånd her, hvor det blot drejer sig om embedet med at fordele det daglige brød, hvordan skulle de så kunne gøre det uden menighedens viden, ønske og kald, hvor det gælder det højeste embede med at prædike.
    Under de nuværende forhold, hvor ingen biskop vil skaffe evangeliske prædikanter, gælder eksemplerne med Titus og Timotheus ikke, men man er nødt til at kalde nogen blandt menigheden, hvad enten Titus vil stadfæste valget eller ej. Sådan måtte de også have gjort dengang, hvis Titus ikke ville have stadfæstet deres valg eller der slet ikke var nogen til at indsætte prædikanter. Derfor er denne tid helt anderledes end da Titus levede, hvor apostlene styrede og gerne ville skaffe rette prædikanter. Nu vil vore tyranner kun have ulve og røvere.
    Og hvorfor fordømmer de rasende tyranner os i sådan valg og kald? De gør jo selv det samme. Ingen pave eller biskop indsættes jo af egen magt, men bliver kaldet og valgt af stiftet og stadfæstet af de andre. Biskopper af paven som deres overordnede, men paven selv af kardinalen fra Ostia som hans undersåt. Og selvom det skete, at en ikke blev stadfæstet i valget, var han alligevel biskop og pave. Jeg spørger derfor de kære tyranner: Når jeres eget valg og kald gør nogen til biskop og paven er pave uden nogen øvrigheds stadfæstelse alene på grund af valget, hvorfor skulle en kristen menighed så ikke kunne gøre nogen til prædikant alene gennem deres valg? Så meget mere da man anser biskoppens og pavens embede for højere end prædikeembedet. Hvem har givet dem denne ret og frataget os den? Og vort kald har Skriften med sig, mens deres kald er lutter menneskepåfund uden grund i Skriften, blot for at berøve os vores ret. Tyranner er de og slyngler, der behandler os som Djævelens apostle må.
  
Prædikeembedet er kirkens højeste embede
Desuden hænder det også enkelte steder, at også den verdslige øvrighed som rådsherrerne eller fyrsterne selv anskaffer sig prædikanter i deres byer og slotte efter eget ønske og uden tilladelse eller befaling fra biskop og pave. Det er der ingen indvendinger imod. Selvom jeg frygter, at de ikke har handlet ud fra indsigt i kristelig ret, men af foragt for embedet, for at skille det fra det åndelige regimente. Og dog er prædikeembedet det højeste embede, som alle andre udspringer fra og støttes af. Hvor prædikeembedet ikke er, kan ingen af de andre bestå. Også Joh 4,2 fortæller, at Kristus ikke selv døbte, men kun forkyndte. Og Paulus roser sig i 1 Kor 1,17 af, at han ikke er sendt for at døbe, men for at forkynde evangeliet.
    Den, der derfor får prædikeembedet betroet, betros det højeste embede i kirken. Hvis han vil, kan han derfor også døbe, holde nadver og stå for al sjælesorg. Hvis han ikke ønsker det, kan han alene koncentrere sig om forkyndelsen og lade andre tage sig af dåben og de andre underembeder. Sådan gjorde Kristus og Paulus og de andre apostle i ApG 6. Deraf ser man, at vore nuværende biskopper og gejstlige er afguder og ikke rette biskopper. De overlader nemlig ordets højeste embede, som skulle være deres eget, til sognemedhjælpere, studenter og munke. Ja, de giver også de ringere embeder med at døbe og anden sjælesorg fra sig. Selv foretager de konfirmation, indvier klokker, altre og kirker som hverken er kristne eller biskoppelige handlinger, men egne påfund. De er forvildede og forblindede parodister, ja, rigtige barnebisper.


Til forsiden