Martin Luther

En vejledning til højmesse og altergang

for menigheden i Wittenberg

(Formula missae)

1523



Indledende brev
Martin Luther ønsker den i Kristus ærværdige hr. Nicolaus Hausmann nåde og fred i Kristus!
    Hidtil har jeg virket blandt folk ved mine skrifter og prædikener, for at jeg først og fremmest kunne drage hjerterne bort fra de ukristelige meninger om de kirkelige ceremonier. Jeg mente, at jeg gjorde noget kristeligt og nyttigt, hvis jeg gav stødet til, at den rædsel blev tilintetgjort uden vold, som Satan ved syndens menneske har anbragt på det hellige sted. Derfor har jeg heller ikke forsøgt på noget ved magt eller befaling og har heller ikke erstattet det gamle med noget nyt. Jeg har altid været tøvende og tilbageholdende. Det skyldes hensyn til de svage i troen, fra hvem en så gammel og tilvant skik ikke pludselig kan fratages, og heller ikke kan en så ny og usædvanlig gudstjenesteordning, indføres blandt dem. Det skyldes også hensyn til de flygtige og overmodige ånder, der ligesom snavsede svin, uden tro, uden forstand, kommer styrtende og glæder sig ved en nyhed, og som straks væmmes, når den ikke er ny mere. Er nu intet besværligere end den slags mennesker, når det drejer sig om almindelige forhold, så er de, når talen er om åndelige spørgsmål, de mest trættende og utålelige personer. Dog nødes jeg til at tåle dem, hvis jeg da ikke ville fjerne selve evangeliet overalt, selv om jeg sprænges af forbitrelse.
    Men da der nu er håb om, at mange er blevet oplyst og styrket ved Guds nåde, og selve sagen kræver, at forargelserne omsider fjernes fra Kristi rige, må der voves noget i Kristi navn. For det er rimeligt, at vi drager omsorg for selv nogle få, for at vi ikke, af stadig frygt for de andres overfladiskhed og misbrug, slet ikke hjælper nogen overhovedet. Ved at vi vil vogte os for deres fremtidige forargelser, styrker vi tværtimod samtlige deres afskyeligheder.
    Derfor vil vi, som du også, min kære Nikolaus, så ofte har forlangt det, beskæftige os med en anvisning til at holde højmesse, som man kalder det og altergang efter. Vi vil udarbejde den sådan, at vi ikke mere styrer hjerterne blot med forkyndelsens ord, men vi lægger også hånd derpå og tager den ved offentlig benyttelse i brug. Ingen skal dog mene, at det ikke er tilladt at antage eller bruge en anden vejledning. Ja, vi bønfalder dem af hjertet for Kristi skyld, at hvis noget bedre bliver åbenbaret dem, de da vil byde os, som først tog til orde, at tie, for at vi i samarbejde kan hjælpe den fælles sag.


Gudstjenesten er en guddommelig ordning
Først erklærer vi da, at vi ikke har og aldrig har haft i sinde at afskaffe enhver gudstjeneste overhovedet, men derimod at rense den nu brugte, det er ødelagt ved de værste tilføjelser og vise dens kristelige brug. Vi kan nemlig ikke nægte, at messe og altergang er en ordning indstiftet af Kristus på guddommelig vis, og som er blevet benyttet, først af Kristus selv, dernæst af hans apostle, på den enkleste og frommeste måde. Men i tidernes løb blev den forøget med så mange menneskelige tilføjelser, så at der til vores tid ikke er overleveret noget andet af messen og altergangen, end selve navnet.
    Men de tilføjelser, der stammer fra de første fædre, er rosværdige. Man kan læse, at de har bedt én eller to salmer før brødets og vinens velsignelse, sådan som Athanasius og Cyprian menes at have gjort. Dernæst synes jeg også om dem, som tilføjede Kyrie. For under Basilius Magnus læser vi, at bønnen ”Herre, forbarm dig.” (kyrie eleison) var i almindeligt brug i hele folket. At der derefter fandt en oplæsning sted af epistler og evangelier var også, og er, en nødvendighed. Men det er et misgreb, at de oplæses på et sprog, som folket ikke forstår. Men senere, da sangen opkom, blev salmerne erstattede med indgangssalme (introitus). Så tilføjedes englenes lovsang: ”Ære være Gud i det højeste” (gloria in excelsis). Ligeså gradualesalmerne og halleluja og Den Nikænske Trosbekendelse, Helligsangen (sanctus), ”O, du Guds lam” (agnus dei), og salmen under uddelingen. Disse stykker er alle af en sådan art, at de ikke kan dadles, især ikke dem, der synges til højtiderne eller på søndagene. De dage bærer endnu vidnesbyrd om den oprindelige renhed, undtagen messeoffer-bønnen (messens kanon).

Det katolske messeoffer
Men så snart der blev frihed til at tilføje og forandre, som enhver havde lyst til, så begyndte disse altre og billeder for Ba'al og alle andre afguder at få plads i Herrens tempel. Det skyldes, at den præstelige profits og forfængeligheds tyranni kom til, takket være vore ugudelige konger, dvs. biskopperne og præsterne. Her har også den ugudelige Kong Akaz fjernet kobberalteret og i dets sted anbragt et andet, hentet fra Damaskus (2 Kong 16, 10). Jeg taler naturligvis om den forvirrede og afskyelige bøn før messeofferet, der består af en blanding skidt fra forskellige kloakker.
    Da begyndte messen at blive et offer. Man tilføjede offersange og bønner, som læses mod betaling. Sekvens-salmer blev indføjet mellem Helligsangen (sanctus) og ”Ære være Gud i det højeste” (gloria in excelsis). Da begyndte messen at blive et præstemonopol, som røver hele verdens skatte, og som oversvømmer hele jorden med rige, uvirksomme, mægtige, vellystige og, som en sidste ødelæggelse, de urene, der lever i ugift stand. Herfra stammer messer for afdøde, for rejser, for formuers forøgelse, og hvem kan opregne blot betegnelserne på alt det, som messen er blevet holdt som et offer for?
    Og heller ikke den dag i dag er kanon ophørt med at blive forøget, idet den så fra nogle, så for andre fester, optager snart disse handlinger, snart disse personer. For ikke at tale om "ihukommelserne" af levende og døde, som endnu ikke er blevet forøget til ende. Og hvad skal jeg sige om de ydre tilføjelser af ornater, kar, lys, smykker, desuden orgler og hele kirkemusikken og billederne? Der har næppe i hele verden været et håndværk, der ikke for en stor del levede af messen og havde sin beskæftigelse og sin profit af den. Lad altså disse ting være foregået, og de foregår endnu, alt imens evangeliet afslører så store vederstyggeligheder, indtil de er aldeles tilintetgjorte. Imidlertid vil vi prøve alt og beholde det gode.


Den lutherske gudstjeneste
Men i denne bog undlader vi at tale om, hvorvidt nadverfejringen er et offer eller en god gerning eller ej, da vi andre steder har undervist tilstrækkeligt om det. Men lad os tage den for os som et sakramente eller som et testamente eller, på latin, en benedictio (: velsignelse) eller, på græsk, en eukaristi (: taksigelse) eller som Herrens bord eller Herrens nadver eller Herrens mindefest eller kommunionen, eller under hvilket andet fromt navn, der måtte synes passende. Blot den ikke besmittes med betegnelsen af offer eller fortjenstfuld gerning. Og lad os nu give en anvisning på den ordning efter hvilken det behager os at bruge den.

Indgangssalme (introitus)
Indgangssalmen på søndagene og på Kristi fester, nemlig påske, pinse, jul, billiger og bevarer vi, selvom vi hellere ville have de Salmer i Bibelen, som de er taget fra, ligesom forhen, men nu vil vi acceptere den vedtagne brug. Dog misbilliger vi ikke dem, som vil anerkende aposteldagenes, den hellige Jomfrus og de andre helgendages indgangssalme, når de er taget af Salmernes bog eller de andre skrifter.

helligdagene
Vi her i Wittenberg vil stræbe efter alene at fejre søndagene og Herrens fester og helt ophæve samtlige helgenfester, eller hvis der er noget i dem, som er værd at omtale, mener vi, at det kan indføjes i søndagsprædikenerne. Marias renselsesdag og Marias bebudelsesdag anser vi for Kristusfester, ligesom helligtrekongersdag og omskærelsesdagen. I stedet for skt. Stefans og apostlen Johannes' fester synes jeg bedre om ritualet til juledag. Fester for det hellige kors skal være bandlyste. Andre kan indrette sig efter deres samvittighed eller tage hensyn til de svage efter som ånden indgiver dem.

Nådens påkaldelse og lovprisning af Gud (Kyrie og Gloria)
Salmen ”Herre, forbarm dig” (Kyrie eleison) sådan som det hidtil er blevet sunget med forskellige melodier til de skiftende tider fastholder vi tilligemed den følgende englenes lovsang: ”Ære være Gud i det højeste” (Gloria in excelsis). Dog står det præsten frit, hvor ofte han vil springe det over.

Bøn og tekstlæsning (kollekt og epistel)
Den følgende bøn eller kollekt kan forblive efter sin sædvanlige skik, blot må den være kristen. Det er næsten alle dem, der er henlagte til søndagene. Men kun én bøn. Efter den sker oplæsning af epistelen. Men det er endnu ikke tiden til at forny også her, når blot der ikke læses nogen ukristelig.

Tekstrækken trænger til revision
Det synes som om den person, der har anordnet epistlerne, har været en noget ulærd person, der har været talsmand for gerningerne. Det er sjældent, han har valgt de stykker af Paulus' breve, hvor troen læres, men fortrinsvis de afsnit, som er etiske og formanende. Så det er påkrævet, at anordne det sådan, at det snarere for størstedelen bliver de tekster, hvor troen på Kristus læres. Det samme har han også gentagne gange taget hensyn til i evangelierne, hvem det så ellers er, som har været mester for disse læsestykker. Imidlertid må prædikenen på modersmålet udfylde det manglende. Ellers, hvis det kommer så vidt, at man får gudstjeneste på modersmålet (hvad Kristus give!), må man gøre sig umage for, at epistlerne og evangelierne læses efter de bedste og vigtigste steder.

Salme med halleluja
Dernæst en graduale-salme på to vers tilligemed halleluja, eller en af delene, synges efter præstens forgodtbefindende. Men fastetidens gradualer og lignende, som har mere end to vers, kan hvem der vil synge hjemme. I kirken vil vi ikke udslukke de troendes ånd ved kedsomhed. Men det sømmer sig heller ikke at lade fastetiden eller den stille uge eller langfredag fremtræde med andre skikke end hvilke som helst andre dage, for at vi ikke længere skal synes at ville bespotte Kristus med en halv messe og kun nadverens ene skikkelse. For halleluja er en evig stemme i kirken, ligesom ihukommelsen af hans lidelse og sejr er evig.

Eventuelt en kort salme
Vi ønsker ingen sekvens-kor, undtagen måske den korte, som bruges på Kristi fødselsdag: ”Nu lader os alle takke Gud vor Herre” (grates nunc omnes). Der er næsten heller ingen, der bærer præg af ånd.

Oplæsning af teksten fra evangeliet
Så følger evangeliets oplæsning, hvor vi hverken forbyder eller forlanger lys eller røgelse. Det lader vi være frit.

Trosbekendelsen og prædikenen
At den sædvanlige Nikænske Trosbekendelse synges, mishager os ikke, dog må præsten også bestemme det. Det samme mener vi om placeringen af prædikenen på modersmålet, så der ikke ligger nogen vægt på, om den holdes efter bekendelsen eller foran indgangssalmen til nadveren.
    Der er dog en anden grund til, at prædikenen bedst kunne holdes før nadveren, nemlig at evangeliet er en røst, der råber i ørkenen og kalder dem, der ikke tror til troen. Men nadveren er evangeliets brug og fællesskabet om Herrens bord, som alene tilhører de troende. Den burde afholdes for sig selv. Dog binder denne opfattelse ikke os, som er fri, især da alt som sker i gudstjenesten indtil trosbekendelsen, er vort og frit, og ikke kræves af Gud og derfor heller ikke med nødvendighed angår nadveren.

Nadverfejringen
Intet messeoffer
I den katolske kirke følger nu hele den vederstyggelighed, som alt det forudgående i messen var tvunget til at tjene, hvorfor den også kaldes offerfrembærelsen (: offertorium). Og fra dette punkt i ritualet klinger og stinker næsten alt af offer. Og midt blandt disse ting er livets og frelsens ord anbragt ligesom før i tiden Herrens ark i afgudernes tempel ved siden af guden Dagon. Og der var ingen israelit, som kunne hverken nærme sig arken eller bringe den tilbage, før den selv gjorde sine tilbageslagene fjender navnkundige gennem en evig beskæmmelse og tvang dem til at sende sig tilbage. Det er et billede på den nuværende tid. Lad os derfor forkaste alt det, der klinger af offer, tillige med hele messeofferbønnen, men beholde det, der er rent og helligt. Vi vil så fremstille vores nadver sådan:

Luthersk nadverfejring med brød og ren vin
Under trosbekendelsen eller efter nadverbønnen gøres brød og vin parat til indvielse efter almindelig skik. Kun har jeg endnu ikke taget nogen beslutning om, hvorvidt der skal blandes vand i vinen eller ej, skønt jeg hælder til den mening, at der hellere må beredes ren vin uden iblanding af vand. Jeg synes nemlig dårligt om den antydning, som Esajas giver kap. 1, 22: ”din vin er blandet med vand.” For ren vin er et smukt billede på den evangeliske læres renhed. Desuden er det alene Kristi blod, der er udgydt for os, og hans alene, ublandet med vort, han hvis mindefest vi der fejrer. Så deres drøm kan ikke bestå, som siger at det betegner vores forening med Kristus. Det er ikke en sådan mindefest vi fejrer her. Vi er heller ikke blevet forenede med ham, før udgydelsen af hans blod. Ellers måtte vi også fejre vores blod, samtidig med at vi fejrer udgydelsen af Kristi blod for os. Dog vil jeg ikke mod vores frihed indføre en overtroisk lov. Kristus vil ikke lægge større vægt på denne ting, og sagen er heller ikke strid værd. Den romerske og græske kirke har udkæmpet denne tåbelige strid tilstrækkeligt, ligesom så mange andre. Men at nogle her fremfører, at der er flydt vand tilligemed blod ud af Kristi side, beviser intet. For dette vand betegner noget andet, end de vil, at der skal betegnes med dette blandede vand. Tilmed beviser billedet intet og eksemplet kan ikke bestå. Derfor kan sagen som et menneskeligt påfund behandles frit.

Vekselsvar
Når brød og vin er klar, fortsætter man straks på denne måde:

Herren være med jer - svar: og med din ånd - opløft jeres hjerter - svar: det har vi - lad os takke vor Gud - svar: det er værdigt og retfærdigt - det er i sandhed værdigt og retfærdigt, rimeligt og godt, at vi altid og overalt takker dig, hellige Herre, almægtige fader, evige Gud, ved Kristus, vor Herre. -


Indstiftelsesordene:

- som dagen før han led, tog et brød, takkede, brød det, gav det til sine disciple og sagde: tag det, spise det, det er mit legeme, som gives for jer.

Ligeledes også bægeret, efter de havde spist og sagde: dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer og for mange til syndernes forladelse. Gør det, så ofte som I gør det, til min ihukommelse.

Disse Kristi ord kunne jeg, når der var gjort en passende pause efter indledningsbønnen, ønske messet i den samme tone, hvori ellers Fadervor blev messet i kanon, så at de kunne høres af de omkringstående, selvom der i alle disse ting skal være frihed for de fromme sind til at messe samme ord sagte eller højlydt.

Helligsangen synges mens brød og vin opløftes
Når indvielsen er tilendebragt, synger koret Helligsangen (sanctus) og under afsyngelse af ”Velsignet være han, som kommer i Herrens navn” (Benedictus), opløftes brødet og bægeret efter den hidtidige skik for de svages skyld, som måske kunne stødes ved en så hastig forandring af dette det fornemste sted i messen. Og tilmed bliver de jo i prædikerne på modersmålet belærte om, hvad der tilstræbes ved denne opløftning.

Fadervor og fredshilsen med absolution
Derefter læses Herrens bøn, idet den tilføjede bøn dog udelades tillige med alle de tegn, som plejer at gøres over brødet og med brødet over bægeret. Vi bryder heller ikke brødet, lige så lidt som den blandes med vinen i bægeret. Men straks efter Fadervor siges: ”Fred være med jer, osv.”.
    Denne fredshilsen er en offentlig absolution af altergæsterne, en klar evangelisk røst, som forkynder syndernes forladelse. Det er den eneste og værdigste forberedelse til Herrens bord, såfremt den gribes med troen, og ikke hører anderledes, end som udgået af Kristi egen mund. Derfor ville jeg gerne have at den forkyndtes med ansigtet vendt imod folket, ligesom biskopperne plejer. Det er det eneste af de tidligere biskoppers fodspor, hvori vore biskopper kan træde.

Uddeling af nadveren
Derpå giver præsten både sig selv og folket nadveren. Imens synges: Oh, Du Guds lam. Men hvis præsten før uddelingen vil bede denne bøn: ”Herre Jesus Kristus, du den levende Guds Søn, som efter Faderens ville osv.”, så er det ikke en dårlig bøn, blot skal ental ændres til flertal: ”vores” i stedet for ”min”.

Altergangssalme og lovprisning
Hvis man ønsker at synge under altergangen, kan man gøre det. Men i stedet for slutningsbønnen der lyder noget af offer, læses en af de evangeliske bønner i samme tone. Med ændring af ental til flertal og sluttes: som lever og regerer osv. Herren være med jer osv. I stedet for gå bort skal der siges: ”Lad os prise Herren”, idet der tilføjes Halleluja med sine melodier, hvor og når man finder det for godt, eller man låner den lovprisning, der bruges ved aftensangen.


Den aronitiske velsignelse
Den sædvanlige velsignelse bruges, eller man tager den fra 4. Mos. 6, 24, som Herren selv har anordnet:

”Herren velsigne os og bevare os, Herren lade sit ansigt lyse over os og være os nådig, Herren løfte sit ansigt mod os og give os fred.”

Eller den, der står Sl 96:

”Gud, vor Gud, velsigne os, vor Gud velsigne os, og al jordens grænser frygte ham. Amen.”

En velsignelse af den art tror jeg, at også Kristus har brugt, da han velsignede sine disciple, idet han for til Himmels.

To måder at uddele nadveren på    
Og her skal det også stå præsten frit, i hvilken rækkefølge han vil tage eller uddele nadverens to dele. For han kan velsigne både brødet og vinen, umiddelbart efter hinanden, før han modtager brødet. Eller han kan efter indvielsen af brødet straks give sig selv og så mange, som vil, brødet og derpå velsigne vinen og så først give dem den at drikke. Den skik synes Kristus at have brugt, sådan som evangeliets ord lyder, hvor han befaler dem at spise brødet, før han velsignede bægeret. Derefter hedder det udtrykkeligt: ”Ligeledes tog han også bægeret efter at de havde spist”, så at man kan skønne, at bægeret først er blevet velsignet efter spisningen. Men denne i høj grad nye skik tåler ikke, at det som vi hidtil har sagt efter velsignelsen, sker, medmindre også det forandres.
    
De ydre ritualer hører ind under den kristne frihed
Sådan tænker vi om messen, men i alt dette må der passes på, at vi ikke gør en lov af friheden, eller tvinger dem til at synde, som enten handler anderledes eller udelader noget. Blot de lader indvielsesordene lyde uantastede og handler i tro. For de kristnes, dvs. de frie børns, skikke bør være sådanne ting, som de frivilligt og af hjertet benytter, men som kan ændres så ofte og på hvilken måde, de ønsker. Derfor er det ikke om at gøre, at nogen enten søger eller fastsætter en tvingende skik eller lov i denne sag, som besnærer og plager samvittighederne. Heraf kommer det også, at vi ikke hos de gamle fædre og i den oprindelige kirke læser noget eksempel på et sådant ritual, undtagen i den romerske kirke. Men det var heller ikke til at tolerere, hvis noget blev fastslået ved lov i denne sag, fordi disse ting ikke kan og ikke skal være bundet ved love.
    Hvis nogen bruger en anden skik, skal ingen dømme eller fordømme den anden. Enhver må have nok i sin egen opfattelse. Lad os være af samme indsigt og mening, selvom vi benytter forskellige ordninger. Og lad den enes ordning behage den anden, for at der ikke på grund af ordningernes forskellighed skal følge forskellige meninger og sekter, på den måde, som det sker i romerkirken. For skønt vi ikke kan undvære de ydre ordninger, lige så lidt som vi kan undvære mad og drikke, giver de os dog ingen yndest hos Gud, ligesom mad heller ikke giver os yndest hos Gud. Men troen og kærligheden er det, der giver os yndest hos Gud. Derfor skal her dette ord af Paulus gælde: “Guds rige består ikke i mad og drikke, men i retfærdighed, fred og glæde i Helligånden.” Sådan er de ydre ordninger heller ikke Guds rige, men troen i os.

Messeklæderne
Om messeklæder har vi ikke udtalt os, men vi mener det samme om dem, som om de øvrige ordninger. Vi tillader at bruge dem frit, blot pragt og luksus undgås. For du behager ikke Gud mere, om du velsigner iført messeklæder, og du behager ham ikke mindre, hvis du velsigner uden messeklæder på. For heller ikke messeklæderne giver os yndest hos Gud. Men jeg ville ønske, at de heller ikke indvies eller velsignes, som om de herefter skulle være mere hellige end andre klæder, undtagen da med den almindelige velsignelse, hvormed enhver god Guds skabning helliges gennem ordet og bønnen, som skriften lærer. Ellers er det ren og skær overtro og ugudelighed, indført af de afskyelige biskopper, ligesom også andre ting.



Hvordan menigheden skal forholde sig ved nadveren


Det er tilstrækkeligt om præstens opgave i forbindelse med nadveren. Nu vil vi se på, hvordan menigheden skal forholde sig ved altergang. Det er for deres skyld denne Herrens nadver først og fremmest er indstiftet og kaldes med dette navn. Det er jo fuldstændig vanvittigt og tåbeligt, hvis ordets tjener forkynder ordet ved en gudstjeneste, hvor der ingen tilhører er til stede og han blot råber til sig selv alene mellem klipper og træer eller under åben himmel. På samme måde er det aldeles forkert, hvis præsterne bereder Herrens nadver, der angår hele folket, hvis der ingen altergæst er til stede, som kan nyde nadveren, og de selv alene, som skal betjene andre, spiser og drikker ved et tomt bord og i en tom sal. Derfor, hvis vi i sandhed vil følge Kristi indstiftelse, bør ingen privatmesse blive tilbage i kirken, med mindre også den må tåles et stykke tid for de svages skyld.

Tilmelding til nadver via samtale med præsten
Her skal man bære sig ad, som man gør ved dåben, nemlig at det først skal tilkendegives præsten, hvem de er, som agter at gå til alters. Folk skal selv bede om at få Herrens nadver, så han kan undersøge deres navne og derpå afvise dem, medmindre de kan redegøre for deres tro og give ham svar, når de taler sammen. Forstår de, hvad Herrens nadver er og hvad den giver? Ved de, hvad de ønsker at modtag ved brugen af den? Kan de fremsige indstiftelsesordene udenad og forklare dem? Kommer de, fordi de plages af samvittigheden som følge af synd, af frygt for døden? Fristes de af kødet, verden, Djævelen til et eller andet ondt og hungrer og tørster efter nådens og frelsens ord og tegn af Herren selv gennem præsteembedet? Søger de trøst og styrke, som Kristus af sin uudsigelige kærlighed har givet og indstiftet i denne nadver, når han siger: ”Tag det og spis det, osv.”.

Kun for de bodfærdige og vågne
Jeg mener, at denne samtale er tilstrækkelig, hvis den sker én gang om året med den, der ønsker at gå til alters. Ja, den, der kommer med sit ønske, kunne være så indsigtsfuld, at han skulle spørges enten blot én gang i hele sit liv eller overhovedet aldrig. For med denne ordning vil vi drage omsorg for, at ikke både værdige og uværdige kommer løbende til Herrens bord, sådan som vi har set det ske hidtil i romerkirken, hvor man intet andet har søgt end blot at modtage nadveren. Om tro og trøst, om nadverens brug og frugt, var der overhovedet hverken tale eller tanke. Ja, de har endog med umådelig iver skjult nadverordene, selve livets brød. De behandler det med den største tåbelighed, så de går til alters for at øve en gerning, der er god ved selve handlingens værdighed, men ikke for at nære og styrke troen ved Kristi goder. Men vi vil aldeles udelukke og fjerne dem fra nadverfællesskabet, som ikke kan besvare førnævnte spørgsmål, som nogen, der ikke har bryllupsklædningen på.
    Dernæst, hvor præsten ser, at de har forstået alt dette, skal han endvidere give agt på, om de i deres liv og væremåde beviser samme tro og indsigt. For også Satan forstår alt dette og kan tale om det. Altså, hvis præsten ser, at én er skørtejæger, horkarl, drukkenbolt, spillefugl, kapitalist, bagtaler eller er berygtet som følge af en anden åbenlys last, skal han udelukke ham helt fra nadveren, indtil der er tydeligt bevis for, at han virkelig har forandret sin livsførelse. Men de, der undertiden falder og kommer tilbage og sørger over deres fald, skal ikke blot ikke holdes borte fra nadveren, men bør vide, at den netop er indstiftet især for deres skyld, for at de kan trøstes og styrkes. For vi begår alle mange fejl og må bærer hinandens byrder, hvis den enes byrde er for tung. Jeg taler naturligvis her om de foragtere, der synder frækt og uden frygt, og ikke desto mindre praler højt af evangeliet.

Nadveren som en offentlig bekendelse
Når messen fejres, skal altergæsterne stille sig op på et sted for sig og i én flok. Dertil er også altret og koret indrettet. Ikke at det betyder noget hos Gud, om man står her eller der, eller at det angår troen, men fordi det bør være sådan, at det klart kan ses, hvem der går til alters. På den måde kan deres livsførelse også bedre ses, undersøges og komme frem. For deltagelsen i nadveren er en del af den bekendelse, hvormed de over for Gud, englene og mennesker bekender, at de er kristne. Derfor skal man sørge for, at ingen i smug modtager nadveren og derpå går bort og blander sig mellem de andre, så man ikke ved, om de lever godt eller dårligt. Dog vil jeg ikke her fastsætte nogen lov, men alene vise, at hvad der er passende og sømmeligt, frit kan gøres af kristne, som jo er frie.
    Om det private skriftemål før altergangen mener jeg, som jeg hidtil har lært, nemlig, at det ikke er nødvendigt og heller ikke kræves. Men skriftemålet er nyttigt og ikke at foragte. Herren har heller ikke forlangt altergang af tvang eller fastsat den ved lov, men har overladt den frit til enhver, når han siger: ”Så ofte som i gør dette, osv.”.

Forberedelse til nadver
Om forberedelsen til nadveren mener vi, at det står enhver frit at berede sig med faste og bønner. Selvfølgelig skal altergæsterne komme ædru, ivrige og opmærksomme, selvom de slet ikke har fastet eller bedt. Men jeg taler ikke om papisternes overtroiske mådehold, men om at man ikke skal have opstød som følge af fylderi eller være uoplagt på grund af en fyldt mave. For den bedste forberedelse er, som sagt, at sjælen er rystet over sine synder, over døden, over sine fristelser og hungrer og tørster efter hjælp og styrke. Men det er præstens pligt at undervise folk om disse ting.

Grænserne for hensynet til de svage
Det står endnu tilbage, om man skal give folk begge dele af nadveren, som det kaldes. Her siger jeg sådan, at efter at evangeliet nu i hele to år er blevet indprentet hos os, er der samtidig båret over med svagheden og givet den, hvad den har krav på. Herefter må der handles efter dette ord af Paulus: ”er nogen uvidende derom, så må han være uvidende.” For det har ikke stort at sige, om de, der i så lang tid ikke har erkendt evangeliet, ikke får nogen af delene af nadveren, for at ikke en vedvarende overbærenhed måske skal nære stædigheden og bruges som påskud mod evangeliet. Derfor skal både brød og vin uddeles i overensstemmelse med Kristi indstiftelse. De, der ikke vil modtage det, overlades til sig selv, og intet uddeles til dem. Denne gudstjenesteordning fremsætter vi nemlig for dem, der har fået evangeliet forkyndt og til dels fået indsigt i det. Men de, der endnu ikke har hørt det, og heller ikke har kunnet forstå det, dem kan der endnu ikke drages omsorg for i denne sag.

Kirkelige autoriteter
Det skal heller ikke standse nogen, at de uafbrudt taler om et kirkemøde, på hvilket det så må stadfæstes, at det er tilladt at uddele begge skikkelser. For vi har Kristi tilladelse, og vi vil hverken vente eller høre koncilier i disse spørgsmål, som klart nok er evangeliske. Ja, vi siger endda: hvis et koncilium ved given lejlighed ville beslutte eller tillade det, så vil vi mindst af alt modtage begge skikkelser. Tværtimod, så ville vi først af foragt for både konciliet og dets bestemmelser bruge enten kun den ene skikkelse eller slet ingen, men på ingen måde modtage begge skikkelser, og uden videre bandlyse alle dem, som på grund af et sådant konciliums eller sådan bestemmelses tilskyndelse ville nyde nadveren under begge skikkelser.
    Undrer du dig og forlanger en årsag? Hør, hvis du ved, at brød og vin er indstiftet af Kristus, og begge skikkelser altså bør modtages af alle, sådan som evangelierne og Paulus klart og tydeligt bevidner, sådan som også modstanderne selv tvinges til at bekende det, og du dog ikke tør tro eller stole på disse vidnesbyrd, så du modtager nadveren sådan, men vover at modtage den hvis mennesker på deres koncilium træffer beslutning derom, mon du så ikke foretrækker mennesker for Kristus? Mon du så ikke sætter syndige mennesker over Gud, der skal forkyndes og dyrkes? Mon du så ikke har mere tro til menneskers ord end til Guds ord, ja aldeles mistvivler om Guds ord og tror på menneskers ord alene? Hvor stor er dog ikke denne afskyelighed og fornægtelse af den evige Gud. Hvilket afguderi kan måle sig med denne din fromme lydighed mod menneskers koncilium? Måtte du ikke hellere tusinde gange dø? Måtte du ikke hellere modtage nadveren under én skikkelse eller slet ingen, end at modtage den i en sådan skændig lydighed og i frafald fra troen?
    Lad dem derfor ophøre med at drive på deres koncilier, men lad dem først gøre dette: lad dem genoprette deres krænkelse af den guddommelige ære, lad dem bekende at de tilskyndede af Satan, deres lærer, har udelukket nadverens ene skikkelse, har ophøjet sig over Gud, fordømt hans ord og gennem århundreder forført så mange mennesker. Lad dem gøre bod for dette deres grusomheds og ugudeligheds uudsigelige tyranni. Og lad dem indrømme, at vi har handlet ret, når vi uden, ja, imod deres læresætninger, har lært og modtaget nadveren under begge skikkelser og ikke ventet på deres koncilium. Lad dem takke os, fordi vi har vægret os ved at følge deres fordærvelse og afskyelighed.
    Når de har gjort det, så vil vi gerne og ydmygt hylde og antage deres koncilium og bestemmelse. Da de imidlertid ikke gør det, men bliver ved med at kræve, at vi skal være rede til at modtage deres autoritet, vil vi intet høre. Vi fortsætter med at lære og gøre i modsætning til dem, og det så meget mere som vi ved, at det i højeste grad mishager dem. For hvad andet kræver de med dette djævelske forlangende, end at vi skal sætte dem over Gud. At vi skal sætte deres ord over Guds ord og anbringe deres genfærds uhyrer som afgudsbilleder i Guds sted. Medens vi vil, at hele verden skal underlægges Gud og være ham lydig.

Sange på modersmålet
Jeg ville også ønske, at vi havde mange flere tyske sange, som folket kunne synge under messen, dels ved siden af gradualesalmerne, ligeledes ved siden af Helligsangen (sanctus) og ”O, du Guds lam” (agnus dei). For der er ingen tvivl om, at hele folket tidligere har sunget det, som nu alene koret svarer præsten? Men disse sange kunne anordnes sådan af præsten, at de enten blev sunget straks efter de latinske messeled, eller hver anden dag på latin og på tysk, indtil hele messen blev på modersmålet.
    Men vi mangler digtere, eller de er endnu ikke kendte, som kunne digte os fromme og åndelige sange, der var værd at bruge i Guds kirke. Imidlertid synes jeg om, at denne synges efter kommunionen: ”Gott sei gelobet und gebenedeiet, der uns selber hat gespeiset, osv.”. Foruden den er også denne værdifuld: ”Nu bede vi den Helligånd” (Nu bitten wir den heiligen Geist), ligeså: ”Et lidet barn så lysteligt” (Ein kindelin so lobelich). Man finder ikke mange, som bærer præg af ånd. Dette siger jeg, for at tyske digtere, hvis de findes, må opmuntres til at frembringe os kristne sange.


Dette må for nu være tilstrækkeligt sagt om gudstjenesten og nadveren. Det øvrige vil brugen og selve sagen lære os, blot Guds ord ivrigt og trofast forkyndes i kirken. For at nogle måske kunne ønske, at alt dette bevistes ud fra fædrenes skrifter og eksempler, rører os ikke meget, fordi vi, som sagt, i disse ting bør lade friheden regere. Det er ikke tilladt at tage de kristne samvittigheder til fange med love eller befalinger. Derfor bestemmer Skriften ikke noget i disse ting, men lader åndens frihed være rigeligt tilstede efter sin egen mening til bedste for steder, tider og personer. Men fædrenes eksempler er til dels ukendte, men de, som er kendte, er så forskellige, at det ikke med sikkerhed er muligt at fastslå noget. De har også brugt deres frihed. Ja, selvom de var aldeles sikre og ensartede, ville de dog ikke pålægge os nogen lov eller nødvendighed til at bære os ad på samme måde.

Gudstjenester på hverdage
På de øvrige dage, de såkaldte hverdage, ser jeg intet i den nuværende ordning, som ikke kan tåles, blot messerne afskaffes. For morgensangen, bestående af tre læsninger, og de faste messer, både aftengudstjenesten og aftensangen (undtagen helgenernes dage), er intet andet end Bibelens ord. Og det er smukt, ja nødvendigt, at vænne børnene til at læse og høre salmerne og Den Hellige Skrifts læsestykker. Men hvis der her skal fornys noget, kan det efterhånden ændres efter præstens skøn, så nogle af de mange sange afskaffes. Men dette kan ikke ordnes på bedre vis end efter beslutning af præsten, som det tilkommer at udvælge de bedste blandt vekselsangene og svarvekselsangene. Ugen igennem fra søndag til søndag skal han ordne dem, så ånden ikke skal føle lede ved alt for megen ensformig gentagelse og ej heller føle ubehag ved alt for stor afveksling og mangfoldighed i sangen og læsningerne. Men alle Davids Salmer, inddelt i sine afsnit, skal forblive i brug, og hele Bibelen, inddelt i sine læsninger, skal fremdeles lyde for menighedens ører.
    Men her er det vigtigt, at sådan sang ikke blot sker med munden, eller snarere, uden forstand, klinger som fløjte eller harpe. Derfor er de daglige lektioner foranstaltede, den ene om morgenen fra Ny Testamente eller Gammel Testamente, den anden om aftenen af enten Ny eller Gammel Testamente, sammen med en udlægning på modersmålet. At denne skik er gammel, viser både tingen selv og også ord som “homilie” (: tale) ved morgensangen og "kapitel" ved aftensangen og de øvrige tidebønner. De kristne har med andre ord læst noget og udlagt det på modersmålet, så ofte de er kommet sammen efter den skik, som Paulus beskriver i 1 Kor 14, 26.
    Senere, da dårligere tider fulgte, og der manglede profeter og fortolkere, blev alene dette råb: ”Gud ske tak” tilbage efter lektionerne og kapitlerne. I stedet for prædikenen blev salmerne, læsningerne, hymnerne og andre ting mangedoblede til den nuværende lange kedsommelighed, selvom hymnerne og ”Vi priser dig Gud” udtrykker nøjagtig det samme som ”Gud ske tak”, nemlig at folk efter udlægningerne og homilierne har lovprist Gud og takket ham for Gudsordets åbenbarede sandhed. Jeg ville ønske, at vore tyske, kristelige sange bliver af lignende art.

Afsluttende bemærkninger
Så meget havde jeg, min kære Nikolaus, at skrive til dig om de gudstjenesteformer og ceremonier, som til dels allerede er indførte og, hvis Kristus vil, så hurtigt som muligt skal gøres færdige i vores menighed her i Wittenberg. Hvis udkastet behager dig og andre, er det tilladt at kopiere det, hvis ikke vil vi gerne give plads for Åndens salvelse (1 Joh 2, 20) og er rede til at tage imod, hvad der er bedre, fra jer eller fra hvem som helst.
    Det må heller ikke afskrække jer eller andre, at den skændige Tofet (Jer 7, 32), som er Sachsens fyrsters ugudelige og bundfordærvede indtægtskilde - jeg sigter til Alle Helgens Kirken - stadigvæk består i vort Wittenberg. For ved Guds barmhjertighed er der hos os ved Guds dyrebare ord så megen modgift, at denne pest ligger kraftesløs i sin krog og ikke er til skade for andre end sig selv. Overhovedet er der i dette fortabelsens hus næppe tre eller fire svin eller vomme, som dyrker denne mammon. For alle andre og for hele menigheden er det en tydelig væmmelse og afskyelighed. Og det passer sig ikke, at vi går løs på dem med vold og magt, da du ved, at det ikke er sømmeligt for kristne at kæmpe med andet end åndens sværds kraft. For sådan holder også jeg daglig folk i tømme, ellers var for længst dette "alle helgens" eller snarere ”alle djævlenes hus” benævnt med et andet navn på jorden.


    Men jeg har ikke udøvet åndens magt, som Gud har givet os, imod denne kirke men bærer langmodigt denne forsmædelse, om Gud måske ville give dem omvendelse. Imens er jeg tilfreds med, at vort Gudshus, som i sandhed er et alle helgens hus, regerer og står her som Libanons tårn imod alle djævlenes hus. Sådan piner vi Satan med ordet, skønt han foregiver at le af det. Men Kristus skal give nåde til, at hans håb må svigte og han må falde i alles påsyn.
Bed for mig, du hellige Guds mand. Nåden være med dig og jer alle. Amen.


Til forsiden