Forelæsningen over
Første Mosebog
1535-45



Fra 1535-45 holdt Luther med store og små pauser forelæsninger for de teologiske studenter i Wittenberg over Første Mosebog.
    Disse forelæsninger blev nedskrevet af Luthers venner og udgivet. Kommentaren til de første 12 kapitler nåede Luther selv at være med til at få i trykken. Den sidste del blev først udgivet efter hans død i 1546.
    Denne kæmpe kommentar til Første Mosebog, som findes i en ældre dansk udgave på over 2500 sider, er således en uvurderlig kilde til Luthers sidste tanker. Vi får her et indblik i den modne reformators afklarede tanker og teologi.
    I forbindelse med kapitel 17 har Luther en længere kommentar til spørgsmålet om omskærelsens betydning. Og Luther trækker da en parallel til dåben i det nye testamente. Ifølge Luther er det nemlig ikke kun os, der har sakramenter. Også før Jesu fødsel var der sakramenter til. Som vi har dåb og nadver, havde de omskærelsen og påskelammet. Og om både nytestamentes og gammeltestamentes sakramenter gælder det, at Gud ganske vist står inde for både gyldigheden og virkningen, men at de intet gavner uden tro.
    Den klare reformatoriske parallel mellem dåb og omskærelse er desværre forsvundet fra manges tanker i dag - med den alvorlige konsekvens, at man derfor ikke ser og bruger reglerne for omskærelsen i forbindelse med drøftelserne omkring barnedåben. Både dåb og nadver er jo pagtstegn og ritualer, hvorved man blev optaget i pagten. Og når det gælder omskærelsen er det soleklart, at den også omfattede børnene. Ja, ikke kun børn, der havde nået en bestemt modenhedsalder, men bitte, små spædbørn (latin: infantes) på kun otte dage.
    Det er ind i denne sammenhæng, vi må forstå og se på dåben. Det ville være helt utænkeligt for Jesu jødiske tilhørere, at ikke også børnene skulle høre med til den nye pagt og derfor også kunne få del i den nye pagt tegn lige som de havde del i den gamle pagts tegn.




Forelæsningen over Første Mosebog

Første Mosebog 17,3-6
Vi har nu set, at omskærelsen ikke er et tegn, der retfærdiggjorde Abraham, men symboliserer den retfærdighed, der allerede var i ham på grund af troen. Det rejser da det spørgsmål, om dette segl så kun er et tomt tegn, eller om sagen, som symboliseres, selv er til stede.
    Til dette svarer jeg: Hos Abraham er omskærelsen blot et tegn uden ind hold, det vil sige at den er et tegn, der ikke virker, hvad den symboliserer. Argumentationen hos Paulus er nemlig uigendrivelig, når han beviser, at Abraham allerede var retfærdig før omskærelsen. Altså er omskærelsen her et tegn, der blot symboliserer retfædigheden, men ikke bevirker den. Den møder nemlig en Abraham, der allerede er retfærdig, og gør ham ikke retfærdig.
    Anderledes forholder det sig med Abrahams efterkommere. Her kommer omskærelsen ikke til nogen, der allerede var retfærdig som Abraham. Her er det retfærdighedens segl, da retfærdigheden her er til stede. For således står der skrevet: "Hvis et drengebarn ikke omskæres, skal han udryddes af mit folk, da han har brudt min pagt". Dette beskriver noget åndeligt og evigt.
    Denne trussel bekræfter, at et drengebarn, der omskæres på den ottende dag, bliver frelst og regnes med blandt Guds folk. Altså var omskærelsen virkekraftig i Abrahams efterkommere. Den bragte retfærdighed, ikke på grund af selv handlingen, hvor man er helt passiv, men på grund af Guds løfter, der var forbundet med denne passive handling.
    Når nu omskærelsen havde sin virkning på grund af løftet, og løftet ikke kan gribes uden tro, så følger, ikke alene at de omskårne børn bliver optaget i Guds folk og er retfærdige - men også at børnene har tro ved Helligåndens medvirken.
    Dette er vigtigt og derfor skal man nøje lægge mærke til det. Det viser klart, at Gud optager jødernes børn i sit folks fællesskab og den evige nåde. Denne omskærelsens herlighed kender jøderne intet til. De tænker kun på den store lidelse, som de tillægger retfærdighed og fortjeneste. De betænker ikke løftet og troen, der er Helligåndens gerning.
    Det er en stor blindhed. Omskærelsen udretter nemlig intet som sådan, men troen på ordet må komme til. Når troen er til stede, så er omskærelsen retfærdighedens segl og indeholder retfærdighed.
    Jøderne angiver en tåbelig grund for omskærelsen. De siger, at forhuden borttages, fordi ingen anden legemsdel er så overflødig og unyttig. Som om der ikke var andet, der var meget mere overflødig som hår og negle, som vi afklipper, fordi de er overflødig. Som om Gud er en sådan arkitekt, der har skabt noget overflødigt.
    Sådanne argumenter stammer fra et forblindet sind, der ikke har et gran af forstand. Vi følger derfor Paulus, der kalder omskærelsen for retfærdighedens segl, idet han knytter omskærelsen sammen med troen, da den er forbundet med et løfte. Men hvis du skiller omskærelsen fra troen, så er den i sandhed død og ingenting. Det er en sådan kødelig omskærelse, jøderne roser sig af.

Frelse uden det ydre sakramentale tegn
Men her opstår et andet spørgsmål. Når uomskårne drengebørn gik fortabt, hvad skal man så mene om dem, der dør inden den ottende dag? Og hvad med pigerne? Og hvad med vore børn, der dør før dåben, enten under graviditeten eller umiddelbart efter fødslen?
    Angående de børn, der dør før den ottende dag, er det let at svare. Ligesom med vore børn, der dør inden dåb. De synder jo ikke mod omskærelsens eller dåbens pagt. Og hvordan skulle Gud kunne fordømme dem, der dør inden tiden, når loven befaler, at de først skal omskæres på den ottende dag.
    Deres sjæle skal vi betro i vor himmelske fars vilje, som vi ved, er barmhjertig. Her må vi også hente trøst i det, Paulus siger i Rom 5,14, at de "ikke har syndet ved en lignende overtrædelse som Adam". Eller det, der siges om Esau og Jacob i Rom 9,11: "før de havde gjort noget godt eller ondt".
    For selv om børnene medbringer medfødt synd, som vi kalder arvesynd, så er der dog den store forskel, at de ikke har syndet mod loven. Og da Gud af væsen er barmhjertig, vil han ikke lade dém være dårligere stillet, der ikke kunne blive omskåret i den gamle pagt eller døbt i den nye pagt.
    Hvad angår de jødiske piger er det også let at svare: Da omskærelsens segl alene var påbudt det mandlige køn, angår det ikke pigerne. Da de er Abrahams afkom, er de dog ikke udelukket fra Abrahams retfærdighed, men opnår den alene ved troen. Men de voksne, der enten ringeagter omskærelsen eller dåben, de fordømmes visselig.

Barnetroen
Man skal lægge godt mærke til befalingen om omskærelse, for at gendrive gendøbernes vildfarelse. De mener nemlig, at dåben skal gentages. Og at alene voksne bør døbes, da børn ingen fornuft har. Og hvor der ingen fornuft er, dér er der heller ingen tro.
    Men hør nu her: Vi har jo set, at omskærelsen alene gavner på grund af troen. Og børnene befales, at omskæres på den ottende dag og har løfte om, at Gud vil opholde og bevare dem. Altså må befalingen om omskærelse enten være nytteløs eller også må børnene, der er uden nogen fornuft, kunne tro. Gennem omskærelsen må de have opnået retfærdighed ved troen, på samme måde som Abraham opnåede det, mens han endnu var uomskåret. Der loves nemlig de omskårne, at de skal være Guds folk og at Gud vil være deres Gud. De er altså medborgere i Guds rige og retfærdiggjort ved den retfærdiggørende tro, som Gud giver dem ved Helligånden.
    Hvis jøderne har opnået dette i den gamle pagt gennem omskærelsen, hvorfor skulle Gud så ikke kunne gøre det samme med hedningerne ved dåben i den nye pagt. For befalingen er universel: "Gå ud i alverden, lær og døb alle folkeslag". Hvor omskærelsen altså kun gælder Abrahams slægt, så er dåben befalet alle folkeslag sammen med løftet om frelse, hvis de tror.
    Når Abrahams slægt på grund af løftet havde den velsignelse, at de, der blev omskåret på den ottende dag, fik skænket troen og blev Guds folk, hvorfor skulle man så benægte, at det samme gælder hedningerne, som er forenet med Gud ved dåbspagten?
    For dåben er ikke ringere end omskærelsen, især ikke da omskærelsen alene angik drengebørn, mens dåben omfatter begge køn.

Dåb og omvendelse
Ligesom jøderne, der ved synd faldt fra pagten med Gud, ikke havde nødig igen at lade sig omskære, men atter blev optaget i nåden, når de vendte tilbage til pagten og styrkede sig ved løftet, sådan bør de, der nu falder ud af nåden ikke lade sig gendøbe. Ved en fast tro skal de støtte sig til det løfte, der én gang er givet og håbe på nåde for Kristi skyld.
    Dette argument imødegår altså kraftigt dem, der nægter at døbe børn, fordi de ikke har fornuft og derfor heller ikke tror. Her er nemlig befaling om, at omskære børn på den ottende dag, med det løfte tilføjet: "Jeg vil være deres Gud".
    Begge dele, både befalingen og løftet, viser altså, at børnene fik retfærdighed tilregnet gennem omskærelsen, ligesom den blev tilregnet Abraham før omskærelsen ved troen. For uden tro er det umuligt at have Guds velbehag.
    Omskærelsens pagt skulle kun vare indtil Kristus. Da hedningerne også skulle være medborgere i Guds rige, ville han afskaffe det gamle tegn eller pagt, og indstifte et nyt tegn. Som han siger: "Den, der ikke bliver født af vand og Ånd, kan ikke komme ind i Guds rige".

Det sakramentale tegns betydning
Vi har noget lignende på det verdslige plan, selv om det ikke passer i alle detaljer: En, der har været tapper til at forsvare sit fædreland, ham skænker kejseren en eller anden medalje, og forærer ham gods og guld. Disse gaver nyder alle hans efterkommere godt af, og opmuntres til at efterligne hans eksempel. Men hvis de opfører sig dårligt, kan kejseren atter tage sine gaver tilbage.
    Således har Gud givet den sejrrige patriark, der ikke alene besejrede fjenderne, men også synd og død, omskærelsen som et tegn på hans dyder. Ikke kun som et tomt tegn, for også hans efterkommere skulle glæde sig og nyde godt af denne velsignelse - vel at mærke, hvis de fulgte deres stamfaders dyder.
    Selv om alene Abrahams slægt skulle bære dette tegn for hele verden, blev hedningerne dog også indbudt derved til at kende og tjene Abrahams Gud.
    Derfor siger Paulus i Rom 4,11: "Omskærelsen fik han som et tegn og et segl på den retfærdighed ved tro, han havde, inden han blev omskåret". Og fortsætter: "for at han skulle være fader til alle de uomskårne, der tror". Og: "for at han skulle være fader til de omskårne, når de ikke kun har omskærelsen, men også går i sporene af den tro, som vor fader Abraham havde, før han blev omskåret".
    Dette er en præcis definition på omskærelsen, at den er et offentligt tegn, som indbyder alle, hvad enten de er omskåret eller uomskåret, til at følge Abrahams tro.
    Han er både fader til hedninger og jøder. Derfor blev han også smykket med et nyt tegn, for at også hedningerne skulle slutte sig til ham, så de erkendte, bekendte og dyrkede den samme Gud. For også hedningerne indbydes til den samme trosretfærdighed, så Abraham kan blive mange folkeslags fader, som det var lovet.
    Således blev Job, Farao og mange andre frelst på lovens tid og før, skønt de ikke var af Abrahams slægt. For Abraham skulle være fader, ikke alene til jøderne, men også til de hedninger, der tror.
    Selv om de fremmede ikke blev tvunget til omskærelse, blev de altså optaget i de retfærdiges fællesskab. Omskærelsen havde imidlertid også den nytte, at folket havde en bestemt skikkelse, indtil han kom, til hvem alt henfører. Han, der oprejste en ny fane eller tegn, ikke alene for ét folk, men for hele verden.

For alle
Kirken skal nemlig ikke lukkes inde i et eller andet afsondret hjørne, således som den romerske pave ikke vil anerkende en kirke, der ikke anerkender ham. Den fane, som Kristus oprejste, da han sagde: "Gå ud i alverden", er ikke bestemt alene for et enkelt sted eller familie. Derfor kaldes kirken katolsk (: almindelig). Og dog er kirken alene blandt de døbte. Uden dåb er der nemlig ingen frelse. Ligesom der ved omskærelsen var frelse, ikke på grund af selve handlingen, men på grund af troen på det løfte, der var forbundet med omskærelsen og ligesom indoptaget i den.
    Således har den guddommelige visdom fra verdens skabelse af bestemt og tilrettelagt det sådan, at der altid skal være et offentligt tegn, til hvilket alle folkeslag kunne se hen, så også hedningerne kan finde den sande Gud og dyrke ham, selv om ikke alle, der havde dette tegn, troede og opnåede retfærdighed.

Andre tegn
Før omskærelsen var ofrene således tegn, som brødrene Kain og Abel ofrede. Abels offer var et retfærdighedstegn, fordi han troede. For Kain var det ikke et retfærdighedstegn, fordi han ikke troede. Han havde alene den nøgne gerning uden tro.
    På samme måde oprettes omskærelsen som et tegn eller et banner, som de, der skal frelses, ser hen til. For da Abraham ved guddommelig velsignelse skulle blive til mange folk og riger, var kirken på hans tid ligesom indlemmet i hans legeme og havde et universelt tegn, der hørte til kirken. Dog var dé ikke udelukket fra frelsen, der troede uden at have dette tegn.

Hvad er et sakramente
Augustin definerer et sakramente således, at det er en synlig skikkelse af den usynlige nåde. Det er godt sagt og viser samtidig, hvorfor det ofte bliver foragtet af dem, hvem det egentlig tilhører. Som Esajas 65,1 siger: "Jeg er at finde for dem, der ikke søger mig. Men det folk, til hvem jeg dagen lang rækker hænderne ud, er vantro og følger en vej, der ikke er god, efter deres egne tanker",
    Dette er Guds beslutning, som man må slå sig til tåls med. Gud giver nådetegn, for at de skal kendes af syndere, så de kan frelses. Men ofte går det sådan, at de foragtes af dem, for hvem de er givet.
    Således er dåben givet som et retfærdighedstegn for alle, der tror på Kristus. Papisterne priser også dåben, men forgæves, da de ikke tror, men fordømmer og forfølger læren om retfærdiggørelsen.
    Således var Johannes en røst i ørkenen, der førte dåbens banner, men blev foragtet af farisæerne. Som Esajas 10,11 siger: "Isajs rodskud skal stå som et banner". Jøderne forkastede dette tegn, men hedningerne sætter deres håb til det.
    Vi siger det samme om omskærelsen, der ikke var pålagt hedningerne, men som dog blev indbudt til samme tro, for at Abraham skulle være fader til både omskårne og uomskårne.

Menneskelige påfund
Mange hedninger kom altså til tro, mens jøderne beholdt deres uomskårne hjerter. Således blev omskærelsen også en anledning til frelse for hedningerne og til gavn for dem. Vi må nemlig have sådanne kendemærker og tegn af den grund, at vi kan blive ført til erkendelse af Gud. For den menneskelige fornuft kan ikke selv finde Gud, hvis ikke sådanne tegn, som Gud selv har indstiftet, så at sige tager os ved hånden. Intet er mere farligt end hvis nogen selv udtænker sig en vej til Gud og støtter sig til sine egne spekulationer.
    Således plejede vi at gøre i pavedømmet. Én mente at kunne finde Gud i Rom, en anden i Spanien, en anden i en anden del af verden. Da enhver forsøgte sig sådan, kom det til at passe, hvad der står i Salme 14,3: "De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede".
    Hvorfor fulgte vi ikke i stedet de tegn, som Gud selv havde givet os, for at samle os om den ene tro, nemlig Guds ord, dåben og Herrens måltid.
    På samme måde havde også jøderne templet, omskærelsen og andre gudstjenestelige skikke, om hvilke de skulle samles som om en militærfane, og erkende Gud som deres fører. I stedet var enhver ivrig efter at udtænke sin egen måde at dyrke Gud på, og fulgte den til deres sikre undergang.
    Men når som helst Gud åbenbarer sig i et eller andet tegn, lige meget hvilket, så skal vi gribe ham dér. Men Satan fjerner altid de sande tegn for vore øjne, og opstille nogle falske. Ligesom han for de vildfarne om natten viser syner, som de intetanende følger, så de falder i huller eller vand.
    Derfor formaner Kristus os alvorligt til at sky disse ting, når han siger i Matt 24,23: "Hvis nogen siger: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro ham ikke".
    Kristus skal søges dér, hvor han åbenbarer sig og vil kendes, som i ordet, i dåben, i nadveren. Dér er han at finde med sikkerhed. Ordet kan ikke bedrage os. Men ofte går det sådan, at fornuften ringeagter disse ting og vender sig til skøgen på torvet, Ordsp 7,12.
    Altså skal enhver lægge sig på sinde, at gå den vej, som Gud selv har foreskrevet, ikke den, vi selv vælger. For vort valg er syndigt og fejlagtigt.
    Som Esajas 66,3 siger: "Alle vælger deres egen vej". Og Paulus fordømmer i Kol 2,23 "selvvalgt gudsdyrkelse". Det er sikkert, at mennesker ikke kan finde Gud ved egen visdom. Desuden kan Satan forvandle sig til en lysets engel og omgive sig med majestætisk guddommelighed, idet han gør tegn og undere for at bekræfte sine vildfarelser.

Kun én vej
Vi er fri for denne fare, hvis vi følger den synlige skikkelse eller de tegn, Gud selv har sat frem for os. I den nye pagt har vi i synlig skikkelse Guds Søn i sin moders skød. Han har lidt og er død for os, som trosbekendelsen lærer. Derudover har vi andre ydre skikkelser som dåben, nadveren og det forkyndte ord selv. Derfor kan vi ikke klage over, at han har ladt os i stikken.
    Men Satan selv og hans tjener paven med hele hans kirke fører os bort fra disse synlige skikkelser, der er guddommelig indstiftet, til hans egne skikkelser: de kanoniserede helgener, påkaldelse og tilbedelse af afdøde hellige og billeder, der er opstillet på bestemte steder, for at skaffe profit, osv.
    Derfor må vi ruste os mod disse snarer, så vi siger: Før Kristus kom, kender jeg ikke til nogen anden kirke end den, der var i Abrahams hus og hvis kendetegn var omskærelsen. Efter Kristi komme kender jeg kun Kristus, og det som korsfæstet. Han åbenbarer sig for os i synlig skikkelse, i absolutionen, i nadveren. Dér ved jeg, at jeg møder Gud. Dér, og intet andet sted, får jeg syndernes forladelse.
    Nej, siger paven, Gud giver sine hellige forskellige gaver. Hvilke mirakler er domkirken i Santiago de Compostela ikke smykket med på grund af den hellige Jakob. Hvilke mirakler sker der ikke i Rom. Gud vil altså også søges og lade sig finde dér. Således har også Frans af Assisi efterladt sig en hellig regel, så de, der overholder den, må behage Gud. På samme måde gavner fædrenes vedtægter, som de bifalder.
    Så travlt har Satan med at føre os bort fra de guddommelige skikkelser, som er foreskrevet os. Men behold og følg du denne regel, der er sikker og ufejlbar, at Gud i sin visdom har bestemt, at han vil åbenbare sig for mennesker i bestemte pålidelige og synlige skikkelser, som man kan se med øjnene og gribe med hænderne, kort sagt føle med alle fem sanser. Se, så nær kommer den guddommelige majestæt os.
    Det er den højeste visdom, at man holder fast ved disse synlige skikkelser. Og eksemplerne fra alle patriarker, profeter og fromme lærer os, at Satan altid forsøger, at fordunkle disse skikkelser og sætte andre i stedet.
    Således var omskærelsen et synligt tegn, ikke indstiftet af mennesker, men af Gud, for at han derigennem skulle erkendes, så ikke alene jøderne, men også hedningerne skulle tro på den samme Gud, der på denne måde åbenbarede sig for jøderne.

Forskel på børn og voksne
Derfor er det min mening, at jeg tror, at alle omskårne jødebørn, der døde i de første leveår, blev frelst. De befinder sig nemlig i Abrahams skød, det vil sige det løfte at Gud vil være deres Gud.
    Det samme mener jeg om vore døbte børn. Men fordi det kan hænde, at de voksne udslukker troen ved synd, så bliver de ikke frelst, hvis de ikke tror, selv om de er døbt. Dette sker ikke med børnene, der forbliver i den frelse, de har modtaget og således frelses.
    Denne lære er nødvendig og priser sakramenternes herlighed, som sværmerne gør ringe, fordi de ikke lægger mærke til ordet. For det er ikke en leg eller en spøg, når Gud i forbindelse med omskærelsen siger: "Jeg vil være Gud for dig og din slægt efter dig".
    Omskærelsen var et ydre, synlig tegn, hvorpå man kunne kende jøderne, men den var ikke indstiftet alene for at samle folket politisk og være et indbyrdes kendetegn. Omskærelsen var også et sakramente, det vil sige den guddommelige viljes tegn. Altså et tegn for den troende på evig frelse. Den viste nemlig, at Gud var dette folks Gud. Og: "Gud er ikke Gud for de døde, men for de levende". Altså er de ved omskærelsen, til hvilken troen slutter sig, ikke alene medborgere i det folk, der var adskilt fra andre folk, men de var også arvinger til det evige liv. For Gud er udødelig og evig, derfor skænker han også sine udødelighed.
    Nøjagtig det samme mener vi om dåben i den nye pagt og om nadveren, idet vi ikke på sværmerisk facon antager, at de kun er ydre tegn, der adskiller de kristne fra alle andre. Ganske vist gør de det, men ikke det alene. De, der tror løftet og bruger disse tegn, bliver Guds folk og frelses.
    Men man skal huske, hvad jeg før sagde om omskærelsen. Selv om den kun var påbudt Abrahams slægt og alene drengene, så var hverken jødepigerne eller hedningerne udelukket fra nåden. For omskærelsen i sig selv gavner intet, men troen på det løfte, der er knyttet sammen med omskærelsen.
    Før omskærelsen var ofrene og ordets embede synlige tegn på den usynlige nåde, og med Abraham blev omskærelsen indstiftet indtil den velsignede sæd kom.
    Efter Kristi komme har vi den hellige dåb, nadveren, absolutionen, i hvilke tegn Gud åbenbarer sig og frelser dem, der bruger dem i tro. Og hvis Kains slægt, som blev undervist i Guds ord, var kommet til tro, var de også blevet frelst. For Kain blev ikke forkastet, således at hans efterkommere blev nægtet Guds frelse.
    Således erkender dronningen af Saba og kong Hiram den omskårne Salomos Gud, selv om Hiram forblev uomskåren. Abrahams skød, i hvilket også hedningerne samles, er altså Abrahams tro, ved hvilken også de får del i løftet, skønt de ikke har del i det til løftet knyttede synlige tegn.
    Abraham er således kirkens fader og pave, ikke på grund af omskærelsen, som alene er et tegn på retfærdighed, ikke retfærdigheden selv, men på grund af løftet om den velsignede sæd. Enhver, der har denne tro, hvad enten de lever i Ægypten eller Kanaan, er Abrahams børn, beåndet med den samme Helligånd som Abraham, hedningernes far. Således forbliver der en eneste og sikker kirke og en eneste vej, ikke mange eller usikre veje.
(WA 42,620-29).

Til artikler om dåb og tro

Til indholdsfortegnelsen