Om den hellige dåb
1535



Skriftet "Om den hellige dåb" fra 1535 er det sidste skrift om dåben, som Luther selv udgav.

Første del af skriftet handler om, hvad dåben er, nemlig vand forbundet med løftet om syndernes forladelse og indesluttet i Guds befaling om at døbe.

I sidste del, som bringes her, behandler Luthers så dåbens rette brug og i den forbindelse selvfølgelig også troens funktion og betydning. Luther viser, at der går et usynligt skel ned gennem de døbtes rækker. “Nogle modtager dåben i tro, andre uden tro.”

Den i sig selv rette og gyldige dåb, kan modtages på uret vis - og gavner da intet!

Ifølge Luther opretter Gud eviggyldig nådepagt med os, som altid står ved magt fra Guds side. Men hvis vi går væk fra pagten og holder os borte fra Gud, så gavner dåben os intet. Lige så vigtigt det er at holde dåb og tro sammen i selve livet, er det derfor for Luther at holde dem adskilte i dogmatikken, i vores forståelse af sagen.

Sidst i skriftet fremhæver Luther også dåbslivets betydning. Dåben har etiske konsekvenser i vores indbyrdes samliv. Som Luther siger det: “Du er blevet renset for dine synder og har fået nåde, for at du skal føre et nyt liv og holde op med at synde.” Det hedder faktisk syndernes forladelse og ikke syndernes tilladelse.

Et troende menneske kan ganske vist stadig blive overrumplet og falde i synd, men for Luther og vores reformatoriske fædre er der en afgørende forskel på det og så bevidst og med vilje at vælge synden og forblive i den. Det sidste vil før eller siden skille os fra livet med Gud.




Om den hellige dåb

At døbes i tro
Vi har tidligere set, både hvad dåben er og hvilken kraft og nytte, den har. Nu vil vi også se på dåbens brug eller på dem, der bliver døbt.

Her skiller vejen sig, så der opstår forskelle. For selv om alle bliver døbt med samme dåb, modtager de ikke alle dåbens kraft og nytte. Der er nemlig to slags mennesker, der bliver døbt. Nogle modtager dåben i tro, andre uden tro. I sig selv er dåben god nok og lige så hellig og guddommelig for den vantro som for den troende. Dog er der den afgørende forskel, at den vantro ingen gavn har af dåbens kraft og nytte. Men det er ikke dåbens skyld, men deres egen, da de ikke bruger den, som man skal. Karret er ikke skikket til at tage imod. Hjertet er tillukket, så dåbens kraft ikke kan komme ind og virke i det. De begærer det ikke og vil ikke lade det ske.

Det kender vi også fra naturen: Den kære sol varmer og lyser alle steder, men ikke alle ser det eller bliver varme. Og dog er den rette, kære sol med sin varme, glans og al energi hos den ene såvel som den anden. Hvorfor lever nogle så i mørke og kulde? Fordi de har lukket døre og vinduer, og ikke ønsker at se solen. Sådan er det også med de vantro hjerter. De er døbt med den rette dåb, der er et guddommeligt, himmelsk bad med alt, hvad Gud har lagt deri, men da de ikke vil tro og modtage det, så har de ingen gavn deraf. Ikke på grund af manglende kraft eller ufuldkommenhed hos dåben, men fordi de vender den ryggen og ikke åbner hjertet, så den kan komme ind og virke i dem.

Den, der derimod tror, at Gud i dåben har indstiftet et genfødelsens bad, i hvilket man bliver renset fra synden og bliver et Guds barn, han får det. Som man tror, får man. Her står hjertet åben, så dåben kan komme til med hele sin kraft. Den oplyser og varmer, og skaber af det gamle, døde menneske en ny, levende helgen.

Den forskel har Kristus vist med ordene: "Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst, men den, der er vantro, skal blive fordømt". Med disse ord har han angivet, både hvad dåben gavner og virker, og hvordan de skal være skikket, i hvem dåben udfører sit hverv. Eller hvad der hører til, for at man kan modtage dåben til nytte og gavn, nemlig troen.


Den rette dåb modtaget uret
Vi har ofte indprentet, hvordan man skal bruge dåben og altid holde sig til den i tro, og øve sig på dette så længe, man lever. Nu er det nok, at vi lærer at skelne ret, så vi kan modstå sværmerne. For én ting er at blive døbt med den rette dåb, noget andet at modtage dens kraft og nytte. Man skal ikke ringeagte og forkaste dåben i sig selv, blot fordi den ikke straks bliver ret modtaget. Dette gør gendøberne, som påstår, at papisternes dåb ikke er gyldig, da den både gives og modtages uden tro. Derfor må de, der er døbt af dem, døbes igen. Denne vildfarelse har også mange haft tidligere i kirkens historie, som for eksempel Cyprian.

At vi strides med papisterne om dåb og nadver betyder ikke, at vi anser deres dåb og nadver for ugyldig eller uden kraft, når de forvaltes efter Guds indstiftelse. Det er deres lære, vi straffer, som er imod troen og dåbens rette brug. Derved gør de, at dåben intet udretter. Og de, der er ret døbt, river de atter bort og lader ingen beholde dåben ren, så vidt det står til dem. De hævder nemlig, at dåben ikke gavner længere, når først dåbskjolen er snavset til og uskylden er borte. De synder, man begår efter dåben, må derfor fjernes ved gerningsbod og fyldestgørelse. De sætter altså vor egne gerninger i dåbens sted. Derved indstifter de en ny dåb, ikke i vand, men i gerninger. Uforskammet sammenligner de munkevæsenet og klosterlivet med dåben.

Det er mod en sådan uforskammet og fordømt lære, vi prædiker og strider. Men alligevel fornægter vi ikke dåben, som vi har fået fra dem. Tværtimod bringer vi atter den kære dåb, som de i kirkens navn har modtaget af Kristus gennem apostlene, i sin rette brug, imod deres gerningsdåb, som de har tilføjet. Ligesom vi atter har bragt evangeliet og Skriften, som de ganske vist har modtaget ret, men fordunklet og forfalsket ved deres menneskelære, ud i lyset igen ren og klar. Denne sondring gør gendøberne ikke, så de skelner mellem dåben, som paven giver i Kristi navn og så den lære, som han har udtænkt imod dåben. Sammen med læren forkaster de også dåben som om den intet er eller gælder. Som om også dåben var et menneskepåfund ligesom deres lære. Dermed river de fuldstændig dåben væk.


I dogmatikken skal dåb og tro holdes skarpt adskilt
For at vi nu kan beholde dåben og den rette lære både over for papisterne og gendøberne, så lære og indprenter vi altid den skelnen mellem Guds værk og vor. Når vi taler om, hvad dåben er og dens nytte, så taler vi ikke om vore gerninger. For hvem vil påstå, at han har udtænkt og indstiftet dåben, eller kendt til den, hvis ikke Gud selv havde indstiftet den og befalet os at døbe. Langt mindre kunne vi give dåben dens kraft og nytte. Både dens væsen og kraft er helt og holdent Guds værk, hvortil vi intet bidrager. Hvor vi ser, der bliver handlet efter Guds ord og befaling, skal vi overhovedet ikke betvivle, at den, der bliver døbt, modtager den rette dåb. Men når du er døbt, skal du se til, hvordan du tror og bruger dåben ret. Kort sagt skal man skille disse to, dåb og tro, så langt fra hinanden som himmel og jord.

Hvad Gud udretter og laver, er nemlig sådanne ting, der er faste, sikre, uforanderlige og evige som Gud selv. Derfor forbliver de også faste og uændrede, og bliver ikke anderledes, selv om nogen misbruger dem. Men hvad vi gør, er foranderlig og usikker, så man ikke kan stole og bygge på det. Derfor, for at dåben skal bestå og være sikker, har han ikke grundet den på vores tro, da den er usikker og kan være falsk, men på sit ord og ordning. Så er den gyldig og består, selv om troen ikke er til stede.

Ved hjælp af denne skelnen kan enhver selv bedømme og gendrive de vildfarelser, der kan opstå i forbindelse med dåben. Som når man siger, at dåben ikke gælder, når den er givet af en, der ikke tror. Det lyder jo fromt og har været en vidt udbredt mening, så endog den store biskop og martyr Cyprian blev fanget af den. Men det er at bygge dåben på mennesker, så den bliver usikker og unyttig. For hvis jeg skulle vente til jeg var helt sikker på, at den, der døbte mig, var ren, så blev hverken jeg eller nogen anden nogensinde døbt. Jeg måtte jo så også fjerne Fadervor, hvor vi beder: Forlad os vor skyld.


Guds ordninger afhænger ikke af vor værdighed
Derfor siger vi: I denne sag må vi for alt i verden ikke bygge på vor værdighed og rene hænder. Her har vi nemlig andre hænder end vore, nemlig Kristi hænder, der er helt rene og hellige, så de gør alt det helligt og rent, de rører. Det er ham, der indstifter og forvalter dåben. Alt, hvad der sker i dåben, er hans værk. Når nu han, hvis dåb det er og som selv døber, er hellig, hvorfor skulle det så bekymre mig, om jeg, du og alle mennesker er urene? Ligesom den kære sol ikke bliver besmittet og uren, fordi den skinner på såvel møg som på guld. Den skinner lige så klart på møgdyngen som på de hvide klæder. Det skader den ikke, om det, den rammer og oplyser, er urent. På samme måde med dåben. Selv om den bliver givet ved en uren tjener, så skader det hverken dåben eller mig, der bliver døbt. Dåben og dens embede tilhører nemlig ikke mennesker, men Kristus.

Ja, hvis Guds ordning og befaling kun gælder dér, hvor personen er ren og uden synd, så kunne ingen mere prædike Guds ord eller lære, trøste og regere. Man ville aldrig finde én, der er helt ren og ikke har behov for at bede Fadervor. Så skulle børnene heller ikke adlyde deres forældre, da de ikke er rene og hellige. Så måtte man også afskaffe øvrigheden, da de fleste ikke er fromme. Det kunne blive et kønt virvar.


Cyprian er far til gendøberne
Du ser altså at dette er en forfærdelig vildfarelse som Gud på en særlig måde atter må have befriet Cyprian fra og renset ham ved Kristi blod. Dog blev kimen her lagt til mange skadelige ting. Det er herfra gendåben fra først af har sit udspring. Den, der nu igen tager overhånd, så land og folk føres i fordærv. Deres tomme bedrag bygger på denne påstand: I troede ikke, da I blev døbt. Eller selv om I troede, så var de, der døbte jer, dog urene og gudløse. Derfor må I atter lade jer døbe.

Den, der ikke vil forføres her, må lære at skelne ret, så han svarer: At jeg er døbt, er ikke mit værk, heller ikke hans, som døbte, for dåben tilhører ikke mig, eller præsten eller noget andet menneske, men Kristus, min Herre. Hverken min eller din renhed gør noget hertil, for hverken jeg eller noget menneske skal hellige og rense dåben. Tværtimod skal vi alle helliges og renses i dåben. Derfor grunder jeg ikke dåben på min tro, men derimod bygger jeg min tro på dåben.

Lad os blot forestille os, at den, der bliver døbt, ung eller gammel, slet ikke tror. Det kan jo hænde, at en eller anden lader sig døbe i en falsk hensigt. Man skal da ikke sige, at hans dåb intet er. Tværtimod må jeg sige, at han har modtaget den rette dåb, selv om det er til skade og fordømmelse. En vantro, der misbruger Guds navn, synder jo også mod den rigtige Gud. Og evangeliet er Guds ord, selv om en skurk prædiker eller hører det. Sådan som også Kristi legeme og blods højværdige sakramente modtages af såvel forræderen Judas som af Sankt. Peter. Gud bliver ikke en anden på grund af os, eller ændrer og svækker sit ord og værk på grund af vor tro eller vantro. Og det ved vi med sikkerhed, at vi hverken er eller kan blive rene. Hvis dåben beror på vor renhed og tro, ser det altså ilde ud. Djævelen ville da snart rive troen væk og ødelægge dåben, så ingen længere kunne være sikker og forlade sig på dåben.


Gendøbernes dåb er usikker
Desuden vil jeg gerne høre af gendøberne, hvordan de sikrer sig, at deres dåb er ret, når de forkaster vores og gendøber dem, som de mener, er uret døbt. Kan de give en sådan forsikring, skal jeg gerne lade mig døbe ikke blot én gang, men så tit, de ønsker. Hertil svarer de: Du ved ikke, om du troede, da du blev døbt, men nu døber jeg dig, fordi du tror og ved, hvad du gør.

Men hvor ved de fra, at den, der skal døbes, nu også virkelig tror? Jo, svarer de, du bekender troen og ønsker at blive døbt. Men det er jo at bygge på sand. For hvordan ved du med sikkerhed, at han ikke bedrager dig med sin bekendelse? Er det tilstrækkeligt, at han siger det med munden? Sådan kan enhver skurk vel sige og opføre sig som om han tror. Hvis du stoler på det, må jeg minde dig om, at Skriften lærer, at alle mennesker er løgnere og falske. Skriften forbyder os, at stole på mennesker. Din gendåb bliver således uvis. Ja, forbudt og fordømt, da den grunder sig på mennesker og sætter sin tillid til en skabning. Vi vil derimod ikke bygge på mennesker, men alene på Guds værk. Det er ikke alene sikkert, men forbliver og gælder også evigt, når det én gang er udført. Det skal man ikke ændre eller forny, som man gør med menneskers handlinger og værk.


I dåben oprettes en evig nådepagt
Det gælder også dåben, ved hvilken vi, når vi én gang har modtaget den, bliver optaget blandt deres tal, der skal frelses, og i hvilken Gud slutter en evig nådepagt med os. At vi ofte snubler og falder, dermed er dåben ikke spildt. Ligesom nåden forbliver og råder evigt, så vi altid kan vende tilbage, hvis vi falder, således forbliver dåben også altid. Du kan ikke falde så langt og dybt, at du ikke atter kan og skal komme tilbage. Og selv om du ikke tidligere har troet, skal du ikke lade dig døbe på ny. For dåben er som sagt et evigt bad, hvor vi er placeret og skal forbliver evigt, ellers er vi fordømt.

Du ser altså, at gendøberne er nogle blinde fjolser og forførere, der intet forstår af Guds ord og værk. De synder dobbelt mod den hellige dåb. For det første ved at skænde og fordømme den rette dåb ved deres lære. For det andet ved at deres dåb ikke er sikker, og derfor i sandhed ingen dåb er, men blot en opdigtet idé. Nu er det slemt nok, at kritisere den rette dåb og dermed påfører sig selv en forfærdelig straf. De bekæmper Guds ordning, så de berøver både sig selv og andre dåben med al den nåde, der er givet deri.


Dåbens etiske konsekvenser
Det må nu være nok om den hellige dåbs højværdige sakramente, så man kan opretholde den rene lære og forståelse imod Djævelens hjernespind. Det har lykkedes ham, at fjerne dåben helt, eller at berøve folk dens kraft og nytte. Men vi, der ved Guds nåde har læren og brugen af dåben ren og klar, har særskilt behov for en prædiken om dåbens frugt og følge. Her sporer man nemlig stor mangel hos os.

Mange opfører dig desværre som om de har i sinde at forblive som før i deres gamle hud. De lever, som de vil, og bruger kun den hellige dåb som et skalkeskjul. Som om de er kaldet til nådens rige, for at få lov til at leve, som de vil, og alligevel forlade sig på, at Gud er dem nådig. De undskylder sig sådan: Jeg er et svagt menneske. Gud må holde mig det til gode og tilgive. Nej, kære broder, den vej har jeg ikke anvist dig, at dåben skulle give frihed til at synde, men lige modsat. Du er blevet renset for dine synder og har fået nåde, for at du skal føre et nyt liv og holde op med at synde. Det rimer ikke, at være døbt og forblive i synden. Dåben er jo netop givet, for at borttage synden, så mennesket kunne blive from og vokse i gode gerninger. Hvor man før var ulydig, vred og utro, skal man da opgive dette, bede et Fadervor og så for fremtiden stræbe efter at være lydig, tålmodig og kysk. Hvis du ikke gør det, skal du ikke tro, at det står ret til med dig. Da skal du ikke rose dig højt af Kristi nåde og undskylde dine synder dermed.


At falde i synd og at leve i synd
Det er noget andet, om du forbedrer dig så meget, at du ikke længere bliver vred eller misundelig som før, men i løbet af et år eller så, måske falde en eller to gange på grund af svaghed eller uforsigtighed. Det kan man holde dig til gode og atter hjælpe dig til rette. Men at du forbliver i dit gamle væsen og fortsætter med vrede, utålmodighed og misundelse, det viser, at du har modtaget den hellige dåb til stor skade.

Altså hvis du tidligere har været utro, havesyg og tyvagtig, så skal dåben lærer dig, at du ikke længere skal gøre disse ting. Det forrige liv skal være tilgivet og dødt, og for fremtiden skal du være et andet, fromt, retfærdigt, godgørende, kysk menneske. Lever du et sådan liv med disse frugter, så viser det, at dåbens kraft virker i dig. Sker det da, at du snubler og falder i et stykke eller to, så har du lov til at trøste dig med nåden og syndsforladelsen. Men altså ikke hvis du bliver ved og fortsætter dermed, idet du siger: Hvad kan jeg gøre? Jeg kan ikke andet. Og er det ikke ren nåde og forladelse? - Den går ikke. Dermed gør du Gud vred og kommer længere og længere bort fra nåden, så du til sidst mister den. Så havner du i den utilgivelige synd, at du fornægter og ringeagter den kære dåb og nåde.

Hold derfor selv dit liv frem for dig og se, hvordan det rimer med din dåb. Skønt du er kaldet og sat i nådens rige, hvor du på grund af Kristus har del i alt, hvad de kristne har, så gavner det dig intet, hvis du altid forbliver som før. Du kan ganske vist kaldes en kristen, men har dog mistet Kristus. Synden er din herre og du tjener Djævelen. Du har ikke andet end navn og skin af kristendom, hvormed du bedrager dig selv og andre. For Gud har ikke alene givet den kære dåb og nadver, for at tilgive dine synder. Han vil også dagligt udrense og helt fjerne, hvad der endnu er tilbage af synd, så der fremstår et helt andet menneske, der er egnet til og ivrig efter gode gerninger. Hvor dåben er ret modtaget, sker det virkelig også at synden daglig aftager og bliver mindre. Hvis ikke så viser det, at du nok har iklædt dig festdragten, men at der gemmer sig en skurk derunder, som besmitter og ødelægger den skønne dragt.

Lad os derfor med alvor og flid se til, at vi ikke mister ordets dyrebare skat og den salige dåb.

Til næste Luther-tekst

Til indholdsfortegnelsen