Kirkepostillen 1522

Genfødt ved tro i boden




Følgende lille stykke er også fra Luthers Kirkepostil, fra den del, der allerede udkom i 1522 og som kaldes Julepostillen.

Som det fremgik af det forrige stykke “Om dåben og barnets tro”, er tro og genfødelse knyttet uløseligt sammen. Den, der tror, er genfødt. Den, der ikke tror, er ikke genfødt.
    Ved barnedåb er Luther overbevist om, at genfødelsen altid finder sted, da troen altid vækkes i barnet (se Luthers begrundelser i forrige prædiken).
    Ved dåb af voksne må vi imidlertid dogmatisk set regne med at det ikke altid tilfældet, selvom vi i kærlighed altid må tro og håbe det bedste.
    Og en barnedøbt kan desværre under opvæksten miste sin genfødelse igen. Luther kan derfor tale om en ny genfødelse hos voksne. En genfødelse ved tro i boden eller omvendelsen, når anfægtelsen kommer.
    Men hvad enten genfødelsen sker i dåben eller i omvendelsen er den i alle tilfælde knyttet sammen med troen. Ja, som Luther direkte siger her, så er troen lig med genfødelsen.





Kirkepostillen 1522
Genfødt ved tro i boden


Første juledag
Johannesevangeliet 1,1-14


Vers 13:
Den guddommelige fødsel er nu intet andet end troen. Hvordan går det til? Ovenfor har vi set, hvordan nådelyset bekæmper og blænder fornuftens naturlige lys. Evangeliet kommer og nådens lys bevidner, at mennesket ikke må handle og leve efter eget forgodtbefindende, men at det må forkaste, døde og ødelægge det naturlige lys. Hvis mennesket antager dette vidnesbyrd og følger det, opgiver sit eget lys og tanker, og gerne vil være en nar og lade sig føre, belære og oplyse, se, da bliver mennesket forandret i sin inderste substans, nemlig sit naturlige lys. Da slukkes det gamle lys og et nyt lys tændes, nemlig troen. Den følger han gerne gennem liv og død. Holder alene fast ved Johannes' vidnesbyrd eller evangeliet.

Se, så er han genfødt af Gud ved evangeliet. Her forbliver han og lader sit eget lys og tanker fare. Som Paulus siger i 1 Kor 4,15: "Jeg har i Kristus født jer ved evangeliet". Og Jakob 1,18: "Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger". Derfor kalder Peter os også Guds nyfødte børn i 1 Pet 2,2. Ligeledes kaldes evangeliet Guds livmor, i hvilken han undfanger, bærer og føder os som en mor undfanger, bærer og føder et barn i sin livmor. Esajas 46,3: "Hør mig, alle der er tilbage af Israels hus, som jeg bar i min livmor".

Men denne fødsel viser sig ret, når anfægtelser og døden kommer. Da erfarer man, hvem der er genfødt eller ej. Da klynker og klager fornuften sig, det gamle lys, og giver nødig slip på sine tanker og vilje, vil ikke lade sig døde og begrave af evangeliet. Men de, der er genfødt - eller da bliver genfødt, de lader det gamle lys fare med liv, gods, ære og hvad man har. De stoler og holder sig til Johannes' vidnesbyrd. Derfor får de også arveret til det evige liv som rette børn.

(WA 10 I 1,231).

Til næste Luther-tekst

Til indholdsfortegnelsen