Martin Luther
De Schmalkaldiske Artikler
Kristne læreartikler
|
|
|
|
Hvad vi fastholder og hvad vi kan ændre
forfattet af dr. Martin Luther
1537
|
|
Fortale af dr. Martin Luther
|
Pave Paul den Tredje udskrev forrige år et
kirkemøde, der skulle holdes i Mantua i Norditalien til pinse. Men det er siden
blevet flyttet fra Mantua, så man stadig ikke ved, hvor han vil eller kan
afholde det. Imidlertid skulle vi være forberedt på, at blive indkaldt til
mødet, hvis vi ikke blot bliver fordømt uden at være til stede. I tilfælde af
at mødet virkelig bliver til noget, er det blevet mig pålagt, at opstille og
sammensætte vores lære i en række artikler. Vi skulle gøre rede for, om der var
punkter, hvor vi kunne ændre noget i forhold til pavekirken, men også hvilke
punkter, vi absolut måtte stå fast på og bevare.
Derfor har jeg opstillet
disse artikler og overgivet dem til vores folk. De er også blevet antaget og
enigt vedtaget, og man har besluttet at fremlægge dem offentligt som kommentar
til vores trosbekendelse. Det ligger derfor klar, hvis paven sammen med sine
engang skulle blive så dristig, at han uden løgn og bedrag, seriøst og reelt
afholdt et sandt, frit kirkemøde, som han med rette har pligt til.
Men fordi det romerske hof
frygter et frit kirkemøde så meget og flygter fra lyset, har selv hans egne
tilhængere mistet håbet om, at han nogen sinde vil tillade et frit kirkemøde og
slet ikke afholde et selv. Det forarger dem meget, som det også er rimeligt, og
det er en ikke ringe belastning for dem. De kan jo konstatere, at paven hellere
ville lade hele kristenheden gå fortabt og alle sjæle blive fordømt, end han
ville lade sig selv og sine reformere en smule og sætte en grænse for sit
tyranni.
Alligevel har jeg ønsket at
offentliggøre disse artikler på tryk i tilfælde af, at jeg skulle dø, inden der
blev afholdt noget kirkemøde. Det er jeg helt forberedt på og håber det
faktisk. Med disse artikler kan de, der stadig lever og de, der kommer efter
mig, have mit vidnesbyrd og bekendelse at fremlægge ud over den bekendelse, som
jeg tidligere har ladet udsende i forbindelse med min bog ”Om Kristi
nadver.” Den bekendelse står jeg stadig ved og med Guds nåde vil jeg
fortsat blive stående. (Denne bekendelse gengives her neden under)
Men hvad skal jeg sige? Og hvad har jeg at klage over? Jeg
er endnu i live, skriver, prædiker og holder forelæsninger dagligt. Alligevel
findes der nogle giftige folk, ikke alene blandt modstanderne, men også falske
brødre på vores egen side. De er så frække, at de vover at angribe mig med
ting, jeg selv lige har skrevet og lært. De lader mig stå og se på og lytte til
disse ting, selv om de udmærket godt ved, at jeg lærer anderledes. De vil blot
smykke deres gift med mit arbejde og forføre de stakkels folk under dække af
mit navn. Hvor meget mere vil det ikke blive tilfældet efter min død?
Ja, rimeligvis skulle jeg
vel svare på det alt sammen, mens jeg endnu lever? Men på den anden side:
Hvordan kan jeg alene stoppe Djævelens mange munde? Særlig dem, der ikke vil
høre eller mærke sig, hvad vi skriver. Tværtimod anvender de al energi på, at
fordreje og fordærve vores ord i mindste detalje. Disse mennesker lader jeg
Djævelen svare, eller til sidst Guds vrede, som de fortjener. Jeg tænker tit på
den gode Gerson, der tvivlede på, om man overhovedet skulle skrive noget godt
offentligt. Gør man det ikke, bliver mange sjæle forsømt, som man kunne have
reddet. Gør man det derimod, så er Djævelen der med utallige giftige, onde
munde, der forgifter og fordrejer alting, så det endelig ikke skal bære frugt.
Men hvad de vinder ved det, ligger klart for dagen. For alt imens de har løjet
så skændigt imod os og har villet fastholde folk med løgn, har Gud støt og
roligt udført sit værk. Deres flok er blevet mindre og mindre og vores større
og Gud har ladet dem blive til skamme med deres løgn, og sådan vil han
fortsætte.
Jeg må fortælle en
historie. Her i Wittenberg havde vi besøg af en doktor, sendt fra Frankrig, som
åbenhjertigt fortalte os, at hans konge var sikker, ja, mere end sikker på, at
der hos os ikke fandtes nogen kirke, eller øvrighed, eller ægteskab, men at alle
gik rundt mellem hinanden som kvæg, og enhver gjorde, som han ville. Forestil
dig nu, hvordan de så vil se på os på hin dag, når vi står for Kristi domstol,
de, som med det, de har skrevet, har foregøglet kongen og andre lande den slags
grove løgne som den pure sandhed? Kristus, som er Herre og dommer over os alle,
ved meget vel, at de lyver og har løjet. Hans dom kommer de til at høre, det
ved jeg i sandhed. Måtte Gud lede dem til bod, der er til at omvende. For de
andre kommer det til at hedde, ak og ve i evighed.
Og for igen at vende
tilbage til sagen, så ser jeg sandelig meget gerne et rigtigt kirkemøde, for
dermed ville mange sager og mennesker blive hjulpet. Ikke fordi vi selv har
behov for det, for vores kirker er nu af Guds nåde blevet oplyst og har fået
overdraget det sande ord og den rette brug af sakramenterne. Vi har også en ret
forståelse af, hvordan man skal leve i de forskellige ordninger. Derfor har vi
ikke brug for noget kirkemøde i disse sager og vi ved ikke, hvad vi skulle
kunne håbe eller forvente os bedre af et sådan møde. Men rundt om i
bispedømmerne ser vi alle vegne så mange præsteembeder ledige og øde, at det
kan knuse ens hjerte. Og alligevel bekymrer hverken biskop eller andre
myndigheder sig om, hvordan de stakkels folk lever eller dør. Mennesker som
Kristus dog er død for, og som ikke kan høre ham tale med dem som den rette
hyrde med sine får. Jeg gruer og frygter for, at Kristus engang vil lade holde
et englemøde over Tyskland, som vil ødelægge os alle i bund og grund som Sodoma
og Gomorra, fordi vi spotter ham så frækt med dette kirkemøde.
Foruden de nødvendige
kirkelige sager er der også i det verdslige styre utallige betydningsfulde
forhold at forbedre. Der er uenighed mellem fyrster og andre samfundsklasser,
overrente og griskhed er brudt ind som en syndflod og er blevet almindelig ret.
Modvilje, løse forhold, dyr livsstil, frådseri, spillelidenskab, perversiteter
og alle former for ondskab, ulydighed blandt befolkning og ansatte, overpriser
hos håndværkere af alle slags, også hos bønder, ja, hvem kan få det hele med?
Alt sammen har det taget sådan overhånd, at man ikke vil kunne bringe det i
orden selv med ti kirkemøder og tyve rigsdage. Hvis man på møder vil behandle
den slags hovedpunkter fra det åndelige og det verdslige område, vil man
sandelig få nok at bestille, alle hænderne fulde, og så vil man sikkert glemme
barnelegen og narreværket med kunstfærdige bispekåber, smarte frisurer, store
halskæder, provstehatte eller præstestave og den slags gøgl. Hvis vi først havde
udført Guds bud og befaling i det åndelige og det verdslige regimente, så ville
vi få tid nok til at reformere fastereglerne, dragterne, frisuren og
messeklæderne. Men når vi sluger sådanne kameler og i stedet for sier myggene
fra, lader bjælken sidde og vil undersøge splinten, så må vi vel også kunne
være tilfreds med et sådan kirkemøde.
Derfor har jeg kun
opstillet nogle få artikler. For vi har foruden dem så mange befalinger fra Gud
at udføre såvel i kirken som i det, der hører ind under det offentlige styre,
og i hjemmet, at vi aldrig bliver færdige med dem. Hvad skal det så til, eller
hvad skal det gøre godt for, at man desuden laver en masse dekreter og
forordninger på et kirkemøde? Især når man hverken regner med eller overholder
disse hovedstykker, som Gud har befalet. Som om han skulle rose vores
tosserier, mens vi tramper hans alvorlige bud ned med fødderne. Men vores
synder tynger os og gør, at Gud ikke kan være nådig imod os. Vi gør ikke engang
bod, men vil tilmed forsvare hele afskyeligheden.
Ak, Herre Jesus Kristus,
hold du selv et kirkemøde og udløs dem, der hører dig til, ved din herlige
genkomst. Det er forgæves med paven og dem, der hører ham til. De vil ikke vide
af dig. Så hjælp du os arme og elendige, som sender vores suk til dig og søger
dig med alvor ifølge den nåde, du har givet os ved din Helligånd, som med dig
og Faderen lever og regerer, højlovet i evighed. Amen.
|
|
Guds væsen og de tre personer
|
Gud Fader, Søn og Helligånd, i
ét guddommeligt væsen og natur, er en eneste Gud i tre forskellige personer,
der har skabt himmel og jord.
|
|
Faderen er ikke af nogen, Sønnen er født af Faderen, og Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen. |
|
|
Det var ikke Faderen, heller ikke Helligånden, men Sønnen, der blev menneske. |
Sønnen er blevet menneske ved, at han blev
undfanget ved Helligånden uden mands medvirken og født af den rene, hellige
Jomfru Maria.
Derefter har han lidt, er
død, begravet, nedfaret til Helvede, opstået fra de døde, opfaret til Himmelen,
siddende ved Guds højre hånd og skal i fremtiden dømme de levende og døde, som
apostlenes og ligeledes Athanasius' bekendelse og den almindelige
børnekatekismus lærer.
Disse artikler er ikke genstand for strid eller
uenighed, da vi på begge sider bekender det samme. Derfor er det ikke
nødvendigt at uddybe dem yderligere nu.
|
|
Hovedartiklen
|
|
|
Kristi forsoning og retfærdiggørelsen af tro
|
Jesus Kristus, vores Gud og
Herre, er død for vores synders skyld og opvakt for vores retfærdigheds skyld,
Romerbrevet 4,25. Han alene er det Guds lam, der bærer verdens synd, Johannes
1,29. Og Gud har lagt den skyld på ham, der lå på os alle, Esajas 53,6.
Ligeledes: Alle er syndere og bliver retfærdige uforskyldt af hans nåde ved
forløsningen i Jesus Kristus, ved hans blod osv., Romerbrevet 3,23.
Dette må tros og kan ikke tilegnes eller gribes ved nogen
gerning, lov eller fortjeneste. Derfor er det klart og sikkert, at alene en
sådan tro gør os retfærdige, som Paulus siger i Romerbrevet 3,28: Vi mener, at
et menneske bliver retfærdigt ved tro, uden lovgerninger. Ligeledes: Så han
alene er retfærdig og gør dem retfærdige, der har tro på Jesus.
Fra denne artikel kan man ikke vige eller
ændre noget, om så himmel og jord og hvad der ellers er, styrter sammen. For
der er ikke giver mennesker noget andet navn, som vi kan blive frelst ved,
siger Peter i Apostlenes Gerninger 4,12. Og: Vi fik lægedom ved hans sår,
Esajas 53,3.
På denne artikel hviler alt, hvad vi lærer og foretager os
imod paven, Djævelen og verden. Derfor må vi være helt sikre på dette og ikke
tvivle. Ellers er alt tabt og pave, djævel og alt hvad, der er imod os,
beholder sejren og retten.
|
|
Pavekirkens falske messe
|
Messen må være den største og
skrækkeligste vederstyggelighed i pavedømmet, fordi den direkte og voldsomt
strider imod den ovennævnte hovedartikel. Og dog har den over og frem for alle
andre pavelige afguderier været anset for den højeste og smukkeste. Man påstår
nemlig, at messeofret eller det at holde messe hjælper folk af med deres
synder, både her i livet og siden i Skærsilden. Selv hvis det er en ugudelig
præst, der står for messen. Men som ovenfor vist er det alene Guds lam, der
skal og kan gøre det. Denne artikel kan vi heller ikke vige fra eller ændre, da
det ville være i strid med den første artikel.
Men hvis der var nogle
fornuftige papister, kunne man i venlighed tale med dem om, hvorfor de dog
holder så hårdt fast på messen?
Den er jo et rent
menneskeligt påfund, ikke påbudt af Gud. Og alle menneskelige påfund kan vi
lade falde, som Kristus siger i Mattæus15,9: De tjener mig forgæves med
menneskebud.
For det andet er messen en
unødvendig ting, som man uden synd og fare udmærket kan undlade.
For det tredje kan man få
nadveren meget bedre og på en mere nyttig måde, hvis man følger Kristi
indstiftelse. Ja, faktisk er det den eneste frelsende måde. Hvorfor vil man da
tvinge verden ud i jammer og nød for en unødvendig, opdigtet sags skyld, når
man dog kan få det på en god og frelsende måde?
Man skal lade det prædike
offentligt for folk, at messen kan opgives uden synd som tomt menneskeværk, og
at ingen bliver fordømt ved at droppe den. Man kan blive frelst på en bedre
måde uden messe. Mon så ikke messen vil falde af sig selv ikke alene i den
brede befolkning, men også hos alle fromme, kristne, fornuftige og gudfrygtige
hjerter? Især når de oven i købet hører, at den er en farlig ting, som er
opdigtet og opfundet uden Guds ord og vilje.
For det fjerde. Fordi der
er opstået så utallige og ufattelige misbrug i hele verden med køb og salg af
messer, burde man rimeligvis opgive den alene for at afværge sådanne misbrug,
også selv om den i og for sig rummede noget nyttigt og godt. Hvor meget snarere
skal man så ikke opgive den for altid, for at undgå sådanne misbrug, når den
helt igennem er unødvendig, unyttig og farlig. Man kan jo få det alt sammen
mere nyttigt og sikkert uden messen.
For det femte. Messen er
ikke og kan heller ikke være andet end et værk udført af mennesker, ja, selv af
ugudelige folk. Og ifølge den pavelige kirkelov og alle bøger kan man ved en
sådan messe forsone sig selv og andre med Gud, erhverve og fortjene syndernes
forladelse og nåde. Sådan opfatter man messen, når den agtes højest, og hvad
skulle den ellers også tjene til? Derfor må og skal man også fordømme den. For
det er direkte imod hovedartiklen, der siger, at det hverken er en ond eller en
god messepræst, men Guds lam og Guds Søn, der bærer vores synd.
Og selv om nogen, for at
give et godt indtryk, ville påstå, at han ønsker at række sig selv nadveren for
opbyggelsens skyld, er det ikke alvorlig ment. Vil han holde nadver for alvor,
gør han det bedst og mest sikkert, når han modtager nadveren i overensstemmelse
med Kristi indstiftelse. Men at betjene sig selv med nadveren er usikkert og
unødvendigt, ja forbudt. Han ved ikke, hvad han gør, fordi han følger et falsk
menneskeligt indfald og påhit, uden Guds ord.
Og selv om alt andet var i
orden, ville det alligevel ikke være rigtig, når man bruger kirkens fælles
sakramente efter sit eget fromme hoved, uden om Guds ord og kirkens fællesskab.
Denne artikel om messen vil
blive hovedpunktet på kirkemødet. Selv om det var muligt, at de gav os ret i
alle andre artikler, kan de dog ikke give efter i denne artikel. Som pavens
forhandler, Campegius sagde i Augsburg: Han ville hellere lade sig rive i
stykker, end opgive messen. På samme måde vil jeg også hellere med Guds bistand
lade mig brænde til aske, før jeg lader en messepræst med sin gerning stå på
linie med eller højere end min herre og frelser Jesus Kristus. Altså er og
bliver vi for evigt adskilt og uenige. De føler det tydeligt: hvis messen
falder, så ligger pavedømmet der også. Før de lader det ske, vil de hellere
dræbe os alle.
Foruden alt det har denne
dragehale, messen, frembragt mange slags skadedyr og giftige afguderier.
|
|
|
|
|
|
Skærsilden
|
For det første er der Skærsilden.
Her har man med messer for de døde, bønner og årsfester for de døde og meget
andet drevet afladshandel helt ind i Skærsilden. Messen holdes nu næsten
udelukkende for de døde, selv om Kristus dog alene har indstiftet nadveren for
de levende. Derfor bør Skærsilden regnes for et rent djævelsk blændværk med
alle dens ceremonier, gudstjenester og forretninger. For det er også imod
hovedartiklen, som lærer, at alene Kristus og ikke menneskeværk skal hjælpe
sjælene. Desuden er der heller ikke hverken befalet eller påbudt os noget om de
døde. Derfor kunne man udmærket lade være med at bruge den, også hvis der ikke
havde været nogen vildfarelse eller noget afguderi.
Papisterne anfører her
Augustin og flere andre kirkefædre, som skal have skrevet om Skærsilden. De
tror ikke, vi kan ser, hvorfor og hvortil de kommer med sådanne citater.
Augustin skriver nemlig ikke, at der findes en Skærsild, har heller ikke noget
skriftsted, der tvinger ham til det, men lader det stå hen i uvished, om den
findes. Han nævner blot, at hans mor har ønsket, at man skulle mindes hende ved
alteret eller når man holdt nadver. Nu har alt sådan noget jo ikke været andet
end menneskefromhed hos enkelte personer. Det grundlægger ikke nogen
trosartikel, for det er alene Guds sag. Men vores papister trækker sådanne
menneskeord frem, for at man skal tro deres skændige, bespottelige, forbandede
gøglermarked, at deres ofring af sjælemesser skulle have virkning ind i
Skærsilden. Den slags vil de langt fra kunne bevise ud fra Augustin. Men hvis
de først afskaffer handlen med Skærsildsmesserne, som Augustin end ikke har
drømt om, så vil vi gerne drøfte sagen med dem. Om man kan godtage hans ord,
der er uden skriftgrundlag, og om man må mindes de døde i forbindelse med
nadveren. Det har ingen gyldighed, når man laver trosartikler af de hellige
fædres gerninger eller ord. Ellers måtte der også blive en trosartikel ud af
det, de har haft at spise, deres tøj, huse, osv., som man har gjort det med
relikvierne. Det hedder nu engang: Guds ord skal opstille trosartikler og
ellers ingen, ikke engang en engel.
|
|
Onde ånder
|
For det andet har følgen af det
været, at de onde ånder har drevet deres spil. De har vist sig som menneskers
sjæle, og med utrolige løgne og ondskab har de forlangt messer, valfarter og
andre almisser. Det har vi alle måttet regne for trosartikler, som vi skulle
efterleve. Og paven har bekræftet sådanne ting ligesom også messen og al anden
afskyelighed. På det punkt kan vi heller ikke vige eller ændre noget.
|
|
|
|
Valfarter
|
For det tredje er der
valfarterne. Også her har man søgt messer, syndernes forladelse og Guds nåde.
For messen har behersket det hele. Nu er det jo sikkert og vist, at sådanne
valfarter ikke er påbudt os. De er heller ikke nødvendige, for vi kunne få det
på en meget bedre måde og kunne undlade dem uden synd eller fare. Hvorfor
forlader man sin egen præst, Guds ord, hustru og børn, derhjemme, selv om de er
nødvendige og påbudt, og løber efter Djævelens blændværk, der er unødvendig,
usikker og skadelig? Udelukkende fordi Djævelen har besat paven og fået ham til
at rose og stadfæste sådanne ting, for at folk i hobetal kunne løbe væk fra
Kristus og hen til deres egne gerninger og blive afgudsdyrkere. Det er den
værste skade, rent bortset fra at det er en unødvendig ting, hverken befalet
eller tilrådet, usikker og tilmed skadelig. Derfor kan der heller ikke her
viges eller gives efter.
|
|
Broderskaber
|
For det fjerde er der
broderskaberne. Klostrene og de kirkelige stiftelser har med juridiske
købskontrakter forpligtet sig til at meddele alle deres messer og gode
gerninger til gavn for både levende og døde. Det er ikke alene lutter
menneskeligt narreværk, helt unødvendigt og uden påbud, men det er også imod
den første artikel om forsoningen og kan derfor på ingen måde tolereres.
|
|
Relikvier
|
For det femte er der
relikvierne. Her er der opdigtet så mange åbenbare løgne og narrestreger med
knogler fra hunde og heste, at selv Djævelen har moret sig. Det burde for
længst have været forbudt, selv om der var noget godt i det. Dertil kommer at
det er uden grundlag i Guds ord, hverken befalet eller tilrådet, men unødvendigt
og unyttigt. Men det værste er, at det også har skullet give aflad og syndernes
forladelse som en god gerning og gudstjeneste, ligesom messen.
|
|
Aflad
|
For det sjette er der den
stakkels aflad. Den bliver givet både til de levende og døde for penge. Med det
sælger paven Kristi fortjeneste samt alle helgenernes og hele kirkens
overskydende fortjenester. Alt dette kan ikke tåles. Og det er ikke alene uden
grundlag i Guds ord, unødvendig og uden ethvert påbud, det er også imod den
første artikel.
Kristi fortjeneste får vi
ikke ved hjælp af vores gerninger eller penge, men ved troen af nåde uden nogen
penge eller fortjeneste. Og det bringes ikke til os ved pavelig magt, men ved
prædikenen eller Guds ord.
|
|
|
|
|
|
Helgenpåkaldelse
|
Helgenpåkaldelse er også et af
de antikristelige misbrug. Det strider imod den første hovedartikel og
tilintetgør erkendelsen af Kristus. Det er heller ikke hverken påbudt eller
tilrådet. Der er heller ikke noget eksempel på den i Skriften. Og vi har det
alt sammen tusind gange bedre i Kristus, selv om det så havde været et
kosteligt gode, hvad den dog ikke er.
Englene i Himlen beder
ganske vist for os, som Kristus også selv gør, og også de hellige på jorden og
måske også i Himlen. Det betyder dog ikke, at vi derfor skal påkalde og tilbede
englene og helgenerne. Vi skal heller ikke faste eller feste for dem, holde
messer, ofre, indvie kirker eller altre, indstifte gudstjenester eller på anden
måde tjene dem. Og vi skal ikke regne dem for hjælpere i nød, fordele al slags
hjælp imellem dem og tilskrive enhver af dem en særlig tjeneste, som papisterne
lærer og gør. For det er afguderi. Sådan ære tilkommer Gud alene. Som en
kristen og helgen på jorden kan du bede for mig ikke bare i én slags nød, men i
al nød. Men derfor skal jeg jo ikke tilbede eller påkalde dig, feste eller
faste for dig, ofre, holde messe til din ære eller tro på dig som min frelser.
Jeg kan sagtens ære, elske og takke dig i Kristus på anden måde. Når nu denne
afguderiske ære tages fra englene og døde helgener, så vil den anden ære blive
fri for skade, ja, snart glemt. For kan man ikke længere gøre sig håb om nytte
og hjælp, legemligt eller åndeligt, vil man nok lade helgenerne i fred, både i
graven og i Himlen. For af kærlighed eller for intet vil ingen tænke på dem, og
slet ikke agte eller ære dem.
Alt i alt: Det, som messen
er, og som er kommet ud af den, og som er forbundet med den, det kan vi ikke
tolerere, men må fordømme det, for at vi kan beholde den hellige nadver ren og
sikker efter Kristi indstiftelse, brugt og modtaget i tro.
Kirkelige institutioner og klostre
Kirkelige institutioner og klostre, der tidligere
er blevet oprettet i god hensigt for at uddanne lærde folk og ærbare kvinder,
skal igen indrettes til sådant brug. På den måde kan man have præster,
prædikanter og andre kirkelige tjenere og også personer, der er nødvendige i de
offentlige embeder, samt velopdragne unge kvinder til husmødre og assistenter,
osv.
Hvor klostrene ikke tjener det formål, er det bedre, at
man lader dem ligge øde hen eller river dem ned. Deres bespottelige
gudstjeneste, der er opfundet af mennesker, skal ikke betragtes for noget, der
er finere end et almindeligt kristent liv og de af Gud indstiftede embeder og
ordninger. Det strider nemlig også alt sammen imod den første hovedartikel om
befrielsen i Jesus Kristus. Som alle andre menneskepåfund er de heller ikke
påbudt eller nødvendige eller gavnlige og desuden fremkalder de farlige og
forgæves stræben, ligesom også profeterne kalder en sådan gudstjeneste
”forgæves besvær.”
|
|
|
|
|
|
Pavens
overhøjhed
|
Paven er ikke hele kristenhedens
overhoved efter guddommelig ret eller ud fra Guds ord, for det tilkommer alene
én person, som hedder Jesus Kristus. Paven er blot biskop eller sognepræst for
menigheden i Rom og for dem, der af egen fri vilje eller på grund af
menneskelige ordninger har tilsluttet sig ham. Og de står ikke under ham som
under en herre, men ved siden af ham som brødre og ligemænd, som også de gamle
kirkemøder fra Cyprians tid viser. Men nu tør ingen biskop kalde paven broder
som dengang, men må kalde ham sin allernådigste herre, ja, selv om det så også
er en konge eller en kejser. Det hverken vil, skal eller kan vi tage på vores
samvittighed. Den, der vil det, må gøre det uden os.
Heraf følger, at alt det,
som paven har gjort og forsøgt ved hjælp af sådan falsk, bespottelig, tilranet
magt, helt igennem har været djævelsk værk og gerning og er det endnu. Så vidt
det står til ham, er det til fordærv for hele den kristne kirke og til
tilintetgørelse af den første hovedartikel om befrielsen i Jesus Kristus. Den
eneste undtagelse er, hvad paven gør på det verdslige styres område, hvor Gud
selv gennem en tyran og skurk lader meget godt ske for et folk.
For i alle sine bandbuller
og bøger, brøler paven som en løve, som engelen viser det i Johannes'
Åbenbaring 12. Han brøler, at ingen kristen kan blive frelst, uden at han er
ham lydig og underdanig i alt, hvad han vil, hvad han siger, og hvad han gør.
Det er det samme som at sige, at selv om du tror på Kristus og i ham har alt,
hvad der er nødvendigt til frelse, så er det alligevel ingenting, og
fuldstændig forgæves, hvis du ikke regner paven for din Gud og er ham
underdanig og lydig. Og så er det dog åbenlyst, at den hellige kirke har været
uden pave i det mindste i fem hundrede år, og at den græske kirke og kirker i
mange andre sprogområder indtil denne dag aldrig har været under paven og
heller ikke er det nu. Derfor er det, som ofte sagt, en menneskelig opfindelse,
der ikke er påbudt, og som er unødvendig og nytteløs. For den hellige,
kristelige kirke kan udmærket bestå uden et sådant overhoved og havde bestået
bedre, hvis et sådant overhoved ikke var blevet oprejst af Djævelen. Pavedømmet
er heller ingen nytte til i kirken, for det udøver ikke noget kristeligt
embede. Derfor kan kirken også godt forblive og bestå uden paven.
|
|
Demokratisk
valg af pave
|
Lad os antage, at paven ville gå
med til, at han ikke er den øverste efter guddommelig ret eller på Guds bud.
Men for at kristenhedens enhed bedre må blive bevaret mod partier og kætteri,
er det nødvendigt med et overhoved, som alle de andre kunne holde sig til. Et
sådant overhoved ville da blive valgt af mennesker, og det ville være op til
menneskers valg og magt at ændre eller afsætte samme overhoved, ligesom
kirkemødet i Konstans gjorde, da der på samme tidspunkt var hele tre paver. De
afsatte de tre og valgte en fjerde. Jeg forestiller mig nu, at paven og
pavestolen i Rom ville gå med til og acceptere noget sådant. Men det er dog
umuligt. For han måtte lade hele sit regimente og hele sin position vælte og
ødelægge tillige med alle sine rettigheder og bøger. Kort sagt: Han kan ikke
gøre det. Kristenheden ville alligevel heller ikke være hjulpet med det, og der
ville komme langt flere grupperinger end før. For behøver man ikke at være
undergivet et sådant overhoved efter Guds befaling, men blot af almindelig god
vilje, ville det let og hurtigt komme i foragt og til sidst ville der ikke være
et menneske tilbage. Det behøvede heller ikke altid at ligge i Rom eller et
andet permanent sted, men hvor og i hvilken kirke Gud ville vælge en sådan
mand, som var dygtig til det. Oh, det ville blive et langtrukken, hæmningsløst
væsen.
|
|
Kirkens
eneste herre
|
Derfor kan kirken aldrig blive
regeret og bevaret bedre, end ved at vi alle lever under ét overhoved, nemlig
Kristus. Biskopperne, som alle er lige efter embedet, selv om de kan have
forskellige nådegaver, skal holde flittigt sammen i samme lære, i troen,
sakramenterne, bønnerne og kærlighedens gerninger. Sådan som Hieronymus
skriver, at præsterne i Alexandria samtlige og i fællesskab styrede kirken,
ligesom også apostlene har gjort og siden alle biskopper i hele kristenheden,
indtil paven løftede sit hoved op over dem alle.
Dette punkt viser med al
tydelighed, at han er den rigtige Endetidskristus eller Antikrist, der har
ophøjet sig selv og sat sig over og imod Kristus. Han vil ikke lade de kristne
blive salige uden gennem sin magt, skønt den ingenting er, hverken anordnet
eller befalet af Gud. Det er i egentlig forstand at ophøje sig over Gud og
sætte sig imod ham, som Paulus siger. Ikke engang tyrkerne bærer sig sådan ad,
hvor store fjender af de kristne de end er, men lader dem tro på Kristus, som
de vil. De kræver kun jordisk skat og lydighed af de kristne.
Men paven vil forbyde troen,
og siger, at man skal være ham lydig, for så bliver man salig. Det vil vi ikke
gøre, om vi så skal dø i Guds navn. Det kommer alt sammen af, at han efter
guddommelig ret skulle gælde for at være den øverste over den kristne kirke.
Derfor har han måttet sætte sig selv lig med Kristus og over Kristus, og ladet
sig ære som overhovedet. Dernæst som en herre over kirken, til sidst også over
hele verden, ja ligefrem som en jordisk gud, indtil han var så fræk også at
ville befale over englene i Himmeriget.
|
|
Pavedømmet
er Djævelens værk
|
Og hvis man sammenligner pavens
lære med den hellige Skrift og stiller dem op over for hinanden, så viser det
sig, at pavens lære, hvor den er bedst, er taget fra den kejserlige, hedenske
ret og lærer verdslig handel og retsvæsen, som det fremgår af hans kirkelov.
Dernæst giver den anvisninger om ceremonier for kirker, klæder, spiser,
personer og for al slags barneleg, teater og narreværk uden ende. Men i det alt
sammen findes der overhovedet intet om Kristus, om troen eller om Guds bud.
Til sidst er der intet
andet end ren og skær djævleri, hvor han kører frem, over og imod Gud, med sine
løgne om messer, Skærsild, klostervæsen, egne gerninger og gudstjeneste, som jo
er selve kernen i pavedømmet. Han fordømmer alle kristne, slår dem ihjel og
plager dem, hvis de ikke ophøjer og ærer denne hans vederstyggelighed frem for
alt andet. Lige så lidt som vi kan tilbede Djævelen selv som herre eller Gud,
lige så lidt kan vi derfor finde os i hans apostel, paven eller Endetidskrist
som overhoved eller Herre i udøvelsen af Djævelens herredømme. For det pavelige
herredømme består reelt i løgn og mord med den hensigt at fordærve legeme og
sjæl i evighed, som jeg har vist i mange bøger.
Med disse fire artikler vil de have nok at fordømme
på kirkemødet. For de hverken kan eller vil give os ret i blot den mindste
lille del af én af artiklerne. Men så må vi være tillidsfulde og vove at sætte
vores håb til, at Kristus, vores Herre, der har angrebet sin modstander også
vil sætte kraft bag både med sin Ånd og sin genkomst. Amen.
For ved kirkemødet vil vi
ikke stå for kejseren eller den verdslige øvrighed, som vi gjorde i Augsburg,
da kejseren udsendte en ganske pæn indbydelse til rigsdagen og lod sagerne
forhandle i venlighed. Men denne gang vil vi stå over for paven og Djævelen
selv, som ikke har i sinde at høre noget som helst, men uden videre vil
fordømme, myrde og tvinge til afguderi. Derfor må vi her ikke kysse hans fødder
eller sige, ”I er min nådige herre”, men i stedet som englen hos
Zakarias sagde til Djævelen: ”Gud straffe dig, Satan!”
Følgende stykker eller artikler kan vi drøfte med
lærde, fornuftige folk eller blandt os selv. For paven og hans rige regner dem
ikke for noget. For samvittigheden siger dem ingen ting, men alt drejer sig om
penge, ære og magt.
|
|
Om
synden
|
Her må vi bekende, som Paulus
siger i Romerbrevet 5, at synden er kommet fra det ene menneske, Adam. På grund
af hans ulydighed er alle mennesker blevet syndere og underlagt døden og
Djævelen. Det kaldes arvesynden eller grundsynden.
Frugten af denne synd er
dernæst de onde gerninger, der er forbudt i De Ti Bud, som vantro, falsk tro,
afguderi, at være uden gudsfrygt, uforskammethed, fortvivlelse, blindhed, kort
sagt, ikke at kende eller agte Gud. Dernæst at lyve, sværge ved Guds navn, ikke
bede, ikke påkalde, ikke regne Guds ord, være ulydig over for forældre, myrde,
være umoralsk, stjæle, bedrage osv.
Denne arvesynd er en så
omfattende og grusom fordærvelse af menneskets natur, at ingen fornuft kan
begribe det, men det må tros ud fra Skriftens åbenbaring, Salme 51, Rom 5, 1
Mos 3 og 2 Mos 33.
Derfor er det, som de pavelige teologer har lært,
ren og skær vildfarelse og blindhed over for denne artikel.
|
|
Nemlig, at menneskets naturlige kræfter er forblevet hele og ufordærvede efter Adams syndefald. |
|
|
At mennesket af natur har en ret fornuft og god vilje, som filosofferne lærer. |
|
|
At mennesket har en fri vilje til at gøre det gode og undlade det onde og modsat at undlade det gode og gøre det onde. |
|
|
At mennesket ved sine naturlige kræfter kan udføre og holde alle Guds bud. |
|
|
At det ved sine naturlige kræfter kan elske Gud over alt andet og sin næste som sig selv. |
|
|
At når et menneske gør, hvad der er muligt for det, så giver Gud ham med sikkerhed sin nåde. |
|
|
At det ikke nødvendigt med et godt forsæt om at gøre det gode, når vi ønsker at gå til nadver, men det er nok, at vi ikke har et ondt forsæt om at synde - så gennemsund er menneskets natur og så virksomme er sakramenterne. |
|
|
At det er uden grundlag i Skriften, at Helligånden med sin nåde skulle være nødvendig, for at gøre gode gerninger. |
Sådanne og mange lignende påstande er udsprunget af
uforstand og uvidenhed både om synden og om Kristus, vores frelser. Det er ægte
hedensk lære, som vi ikke kan tolerere. For hvis denne lære er korrekt, så er
Kristus død forgæves. Der findes jo så ikke nogen skade eller synd i mennesket,
som han måtte dø for. Eller også er han alene død for legemet, og ikke også for
sjælen, fordi sjælen er sund, og det kun er legemet, der er underlagt døden.
|
|
Loven
|
Om loven lærer vi, at den fra
først af blev givet af Gud, for at forhindre synden med trusler og frygt for
straf og med løfter, der tilbyder nåde og velgerninger. Men det er alt sammen
slået fejl på grund af den ondskab, som synden har virket i mennesket.
Nogle mennesker er blevet
værre på grund af loven. De er nemlig fjendtlig stemt over for loven, fordi den
forbyder det, som de gerne vil, og befaler det, de ikke har lyst til. Hvis de
kan komme af sted med det uden at blive straffet, lever de derfor blot endnu mere
i strid med loven end før. Det er de uopdragne og umoralske mennesker, der
handler ondt, hvis der blot byder sig en lejlighed til det.
Andre mennesker bliver
blinde og hovmodige, og indbilder sig, at de holder loven og kan gøre det af
egen kraft. Som vi netop har set, er det de pavelige teologers overbevisning.
Denne lære skaber hyklere og falske hellige.
Men lovens vigtigste embede eller virkning er, at
den åbenbarer arvesynden med dens frugter og det hele og viser os, hvor dybt
vores natur er faldet og hvor altomfattende vi er blevet fordærvet. Loven må
fortælle os, at vi ikke har og ikke regner med nogen Gud, men tilbeder fremmede
guder. Det troede vi ikke tidligere, før loven fortalte os det. Men nu bliver
vi forskrækket, ydmyget, modløse, fortvivlet og ville gerne, vi kunne få hjælp.
Men vi ved ikke, hvor vi skal finde hjælp, og begynder derfor at blive
fjendtlige mod Gud og knurre ad ham. Som det hedder i Romerbrevet 4:
”Loven fremkalder vrede”, og i kapitel 5: ”Synden bliver
større ved loven”.
|
|
Boden
|
Det Nye Testamente beholder
lovens embede og udøver det også. Paulus gør det i Romerbrevet 1, hvor han
siger: ”Guds vrede åbenbares fra Himlen over alle mennesker”.
Ligeledes i kapitel 3: ”Hele verden er skyldig for Gud”. Og: ”Intet
menneske er retfærdigt for Gud”. Og Kristus siger i Johannes 16:
”Helligånden skal overbevise verden om synden”.
Dette er nu Guds
tordenøkse. Med den slår han både de åbenlyse syndere og de falske hellige til
jorden og lader ingen af dem stå som retfærdige. Han gør dem alle sammen
skrækslagne og modløse. Det er den hammer, Jeremias taler om: ”Mit ord er
en hammer, der knuser klipperne”, (23,29). Det er ikke en selvgjort
anger, men en påført anger, en virkelig hjertesorg, en smerte og følelse af døden.
Det er det, vi kalder
begyndelsen på den rigtige bod. Her må mennesker høre denne dom: Ingen af jer
er noget værd, hvad enten I er åbenbare syndere eller hellige. I må alle blive
og leve anderledes, end I nu er og lever. Det er lige meget hvem I er, eller
hvor betydningsfulde, kloge, indflydelsesrige og hellige I er. Her er ingen
retfærdig.
Men Ny Testamente tilføjer
omgående et andet embede til lovens embede, nemlig evangeliets trøstefulde
løfte om nåden, som man skal tro. Som Kristus siger i Markus 1: ”Gør bod
og tro evangeliet”. Det vil sige, bliv anderledes og lev anderledes og
tro mit løfte. Og forud for Kristus kaldes Johannes en bodsprædikant, dog til
syndernes forladelse. Det vil sige, at han skulle straffe dem alle og gøre dem
til syndere, for at de kunne vide, hvad de var over for Gud og erkende sig som
fortabte mennesker. På den måde skulle de blive forberedt på Herren, så de var
modne til at tage imod nåden og af Kristus vente og modtage syndernes
forladelse. Således siger Kristus selv i Lukas 24: ”Man skal i mit navn
prædike bod og syndernes forladelse i hele verden”.
Men hvor loven udøver sit
embede alene, uden at evangeliet kommer til, er der kun død og helvede.
Mennesket må fortvivle som Saul og Judas. Det er som Paulus siger: ”Loven
dræber os ved synden”. Til gengæld giver evangeliet ikke kun trøst og
tilgivelse blot på én måde, men både ved Ordet, nadveren og lignende, som vi
skal høre. For hos Gud er der befrielse i overflod fra syndens forfærdelige
fangenskab, som Salme 130 siger.
Men nu vil vi sammenholde
de romerske teologers falske bod med den rigtige bod, så vi lettere kan se
forskellen.
|
|
Papisternes
falske bod
|
Pavekirken kan umuligt lære
sandt om boden, når de ikke forstår, hvad synd er. For som ovenfor sagt forstår
de ikke arvesynden rigtigt, men siger, at menneskets naturlige kræfter er
forblevet hele og ufordærvede. De hævder, at fornuften kan lære ret, og viljen
kan handle efter det. Man kan derfor trygt regne med, at Gud giver sin nåde,
når mennesket gør, hvad det kan, efter sin frie vilje.
Denne lære medfører, at de
alene gør bod for de ydre, aktuelle synder som onde tanker, man giver sin
tilslutning, onde ord og onde gerninger, som den frie vilje kunne have undladt.
For selve det onde begær, lysten til synd og driften mod synd, anser de ikke
for synd
De regner med tre dele i deres bod:
Anger, skriftemål og fyldestgørelse. Og de forsikrer, at det menneske, der på
den rette måde angrer, skrifter og gør fyldest, derved har fortjent tilgivelse
og betalt synden over for Gud. På den måde henviste de folk til at stole på
deres egne gerninger i boden. Sådan kom det ord på prædikestolen, når man havde
offentligt skriftemål, at man da tilføjede bønnen: ”Herre Gud, forlæng
mig mit liv, indtil jeg får gjort bod for mine synder og forbedret mit
liv.”
Man var total tavs om
Kristus og om troen. For man håbede at kunne overvinde og udslette synden med
egne gerninger. Det var også i den hensigt vi blev præster og munke, så vi selv
kunne bekæmpe synden.
|
|
Selvgjort
anger - uden tro
|
Med angeren gjorde man sådan:
Fordi ingen kunne huske alle sine synder, især ikke, når de strækker sig over
et helt år, klarede man det på denne måde: Når de glemte synder senere dukkede
op i hukommelsen, måtte man også angre og skrifte dem. I mellemtiden var man
overgivet til Guds nåde.
I øvrigt vidste ingen, hvor
stor angeren skulle være for at være tilstrækkelig for Gud. Derfor gav man folk
den trøst, at den, der ikke havde en rigtig anger, i det mindste skulle have et
ønske om at angre. Man kunne kalde dette ønske for en halvanger eller en
indledende anger. Men der er ingen, der forstår hverken det ene eller det andet
af disse begreber, lige så lidt som jeg. En sådan halvanger blev regnet for en
hel anger, når man gik til skrifte.
Og når det skete, at en
person sagde, han ikke kunne angre eller være ked af sin synd, som det kan være
tilfældet ved forbudt kærlighed eller hævngerrighed, så spurgte de, om han da
ikke ønskede eller gerne ville, at han havde anger? Sagde han så ja - for hvem
andre end Djævelen selv ville her sige nej - så antog de det for en rigtig
anger og tilgav ham hans synder på grund af denne hans gode gerning.
Her ser man, hvordan den
blinde fornuft famler sig frem i Guds sager og efter eget forgodtbefindende
søger trøst i egne gerninger og ikke skænker Kristus eller troen en tanke. Når
man undersøger en sådan anger, ser man, at den er en selvgjort og opdigtet
tanke fremkommet ved egen kraft. Den er uden tro og uden kendskab til Kristus.
Ind imellem har den stakkels synder mere grinet end grædt, når han tænkte på
lysten eller på hævnen. Undtaget var kun de, der for alvor var blevet ramt af
loven eller til ingen nytte var blevet plaget af Djævelen med en depressiv ånd.
Ellers har en sådan anger med sikkerhed ikke været andet end hykleri og har
ikke dæmpet lysten til at synde. For folk skulle angre, men ville hellere have
syndet endnu mere, hvis det havde været frit.
|
|
Pinefuldt
skriftemål
|
Med skriftemålet stod det sådan
til: Enhver måtte opregne alle sine synder. Og det er umuligt. Skriftemålet var
således en stor plage. Og de synder, man havde glemt, blev tilgivet på det
vilkår, at man kom og skriftede dem, så snart man kom i tanke om nogen. Derfor
kunne man aldrig vide, hvornår skriftemålet var rent nok, eller hvornår man var
færdig med skriftemålet. Alligevel blev man henvist til sine egne gerninger, og
der blev sagt, at jo renere man skriftede, og jo mere han skammede sig og på
den måde gjorde sig selv til skamme for præsten, jo før og bedre gjorde man
fyldest for synden. En sådan ydmyghed ville med sikkerhed erhverve nåde hos
Gud.
Heller ikke her var der et
ord om troen eller Kristus. Og kraften i tilsigelsen af syndernes forladelse
blev ikke forkyndt. Trøsten måtte derimod bygge på opregningen af synder og på
at skamme sig. Det er ikke til at beskrive, hvad den slags skriftemål har
anrettet af pinsler, snyderi og afgudsdyrkelse.
|
|
Tvivlsom
fyldestgørelse
|
Fyldestgørelsen er dog det mest
horrible. For intet menneske kunne vide, hvor meget det skulle gøre for en
enkelt synd, for slet ikke at tale om alle. Men her fandt de på råd, nemlig, at
præsterne kun pålagde folk små ting, som man let kunne holde, som at bede fem
Fadervor, faste en enkelt dag, osv. Resten af bodsøvelserne henlagde man så til
Skærsilden.
Her var nu ikke andet end
jammer og nød. Nogle mente, de aldrig mere ville komme ud af Skærsilden, for
efter de gamle kirkelove var der syv års bod for en dødssynd. Alligevel hvilede
fortrøstningen på vores egen fyldestgørelse. Og hvis fyldestgørelsen kunne have
været fuldkommen, så ville fortrøstningen helt og holdent hvile på den, og
hverken troen eller Kristus ville være til nogen nytte. Men den kunne umuligt
være fuldkommen. Om man så havde gjort bod i hundred år, ville man alligevel
ikke vide, hvornår man havde gjort tilstrækkelig bod. Det ville være
ensbetydende med altid at gøre bod og aldrig nogen sinde at blive færdig med
den.
|
|
Indbringende
aflad
|
Her kom nu den hellige stol i
Rom den stakkels kirke til hjælp og opfandt afladen. Med den eftergav og
ophævede man fyldestgørelsen, først i enkelte tilfælde, så for syv år, hundrede
år osv. Så udliciterede man det til biskopperne og de kirkelige embedsmænd, så
en kunne give aflad for hundrede år, en anden for hundrede dage, mens paven
forbeholdt sig selv retten til at kunne ophæve hele fyldestgørelsen.
Da nu dette begyndte at
give penge, og afladshandlen var indbringende, udtænkte man et gyldenår og
henlagde det til Rom. Her kunne man få eftergivelse af al pine og skyld. Så
folk strømmede til Rom. For enhver ville gerne være fri for de tunge, utålelige
byrder. Det var som at finde jordens skatte og grave dem op. Straks iler paven
videre og laver mange gyldenår efter hinanden. Men jo flere penge han opslugte,
desto større blev hans svælg.
Derfor sendte paven
herefter afladen med sine embedsmænd rundt til de forskellige lande, indtil
alle kirker og huse var fulde af gyldenår. Til sidst raslede han også omkring i
Skærsilden blandt de døde, først ved at anrette offermesser og forbønstjeneste,
dernæst med afladen og gyldenåret, og endelig blev sjælene så billige, at han
frigav en sjæl for en tier.
Men det var heller ikke
nok. For selv om paven lærer folk at have tiltro til og stole på denne aflad,
så gør han det dog på den anden side usikker. For i sine skrivelser bestemmer
paven, at den, der vil have del i afladen eller gyldenåret, både skal have
angret og skriftet og give penge. Men ovenfor har vi hørt, at sådan anger og
skriftemål hos dem er usikker og hykleri. Desuden var der heller ingen, der
vidste, hvem der var i Skærsilden. Og hvis der i det hele taget var nogen, var
der ingen, der vidste hvem, der havde angret og skriftet sandt. Altså tog paven
imod pengene og bød dem stole på sin magt og aflad og henviste dem dog
alligevel til deres egne tvivlsomme gerninger.
|
|
Overskydende
gode gerninger
|
Nu var der nogle, som ikke anså
sig for at være skyldige i sådanne virkelige synder med tanker, ord og
gerninger. De ville ligesom mig og andre med mig være munke og præster i
klostre og stiftelser. Ved at faste, våge, bede, holde messe, bruge ubehageligt
tøj og hårde senge, kæmpede vi imod onde tanker og ville med alvor og magt være
hellige. Men den medfødte arvesynd virkede i søvne efter sin natur, som også
Augustin og Hieronymus sammen med andre bekender. Dog tænkte enhver om de
andre, at nogle nok var så hellige, som vi prædikede, uden synd og fulde af
gode gerninger. Derfor overgav og solgte vi vores gode gerninger til andre, som
om de var overflødige for os selv til at komme i Himlen. Det er fuldstændig
sandt, og vi kan fremvise både breve og underskrevne kontrakter.
Munkene selv havde jo ikke
brug for boden, for hvad skulle de angre? De gav ikke plads for onde tanker.
Hvad skulle de skrifte? De undgik onde ord. Hvad skulle de gøre fyldest for? De
var uskyldige i deres gerninger og kunne derfor også sælge andre stakkels
syndere deres overflødige retfærdighed. Sådanne hellige var også farisæerne og
de skriftkloge på Kristi tid.
|
|
Den
sande bod
|
Her kommer den flammende engel
Johannes Døber, den rette bodsprædikant, og slår alle sammen til jorden med et
tordenbrag og siger: ”Gør bod!” Og nogle tænker da: Vi har jo gjort
bod. Andre tænker: Vi har ikke brug for at gøre bod. Men Johannes siger: Gør
alle sammen bod! For det, som nogle mennesker gør, er en falsk bod, mens de
andre er falske hellige, og begge slags behøver syndernes forladelse For I ved
endnu ikke, hvad synd i virkeligheden er, for slet ikke at tale om, at I skulle
gøre bod for den eller undgå den. Ikke en eneste af jer er god, I er fulde af
vantro, uforstand og uvidenhed om Gud og hans vilje. For her er han til stede,
af hvis fylde vi alle må modtage nåde over nåde, og intet menneske kan være
retfærdig for Gud uden ham. Derfor, vil I gøre bod, så gør sand bod. Jeres bod
duer ikke. I hyklere, der ikke tror, I har behov for bod, I slangekryb, hvem
har forsikret jer om, at I skal undslippe den kommende vrede, osv.
På samme måde prædiker
Paulus også i Romerbrevet 3: ”Der er ingen forstandig, ingen retfærdig,
ingen agter Gud, ingen gør godt, end ikke en eneste, alle sammen er uduelige og
frafaldne.” Og i Apostlenes Gerninger 17: ”Nu byder Gud alle
mennesker alle vegne at gøre bod”. Der står ”alle mennesker”,
ingen er undtaget, som hører under betegnelsen menneske. Denne bod lærer os at
kende synden, nemlig, at vi alle er fortabte. Hverken hud eller hår er godt, vi
må ganske enkelt blive nye og andre mennesker.
Denne bod er ikke opdelt og
afkortet som den anden, der gør bod for gerningssynderne. Den er heller ikke
usikker som den anden, for den diskuterer ikke, hvad der er synd eller ikke er
synd, men samler det hele i én bunke og siger: alt og det hele hos os er synd.
Hvorfor skal vi bruge lang tid på at søge, dele og skelne? Derfor er angeren
heller ikke usikker her. For der er intet tilbage, som vi kan bruge som noget
godt til at betale vores synd med, men alene en sikker fortvivlelse over alt,
hvad vi er, tænker, siger og gør.
Skriftemålet kan heller
ikke være falsk, usikker eller opdelt, for den, der bekender, at alt hos ham
udelukkende er synd, han sammenfatter al synd, udelader intet og glemmer heller
ikke nogen. Derfor kan der heller ikke være usikkerhed omkring fyldestgørelsen.
Den er nemlig ikke vores usikre, syndige værk, med Guds uskyldige lams lidelse
og blod. Ham, der bærer verdens synder.
Denne bod prædiker Johannes
og derefter Kristus i evangeliet, og også vi. Med denne bod støder vi pave og
alt, der er bygget op på vores gode gerninger, til jorden. For det er alt
sammen bygget på en rådden og ustabil grund, der hedder gode gerninger eller
loven. Men der er ingen gode gerninger at finde, men alene onde gerninger. Og
ingen overholder loven, som Kristus siger i Johannes 7, men alle overtræder
den. Derfor består bygningen, hvor den er allerhelligst og allerfinest, af ren
og skær løgn og hykleri.
Denne bod varer hos den
kristne indtil døden. For vi kæmper hele livet mod den synd, der er tilbage i
kødet, som Paulus viser i Romerbrevet 7. Men vi kæmper ikke ved hjælp af egne
kræfter, men ved hjælp af Helligåndens gave, som følger syndernes forladelse.
Denne gave renser og udfejer dagligt de tilbageværende synder og arbejder på at
gøre mennesket helt rent og helligt.
Hverken pave, teologer,
kirkeretseksperter eller noget andet menneske ved noget om denne bod. Det er en
lære fra Himlen, åbenbaret gennem evangeliet, men må gå for at være kætteri hos
de ugudelige hellige.
|
|
Livslang
bod
|
Modsat kunne der også komme
nogle sekteriske partier, ja, måske findes der allerede nogle, som vi så det
under bondeoprøret. Det er folk, der mener, at alle, der engang har modtaget
Helligånden eller syndernes forladelse eller er blevet troende, altid forbliver
troende, selv om de synder. Synden kan ikke længere skade dem. Derfor råber de:
Gør, hvad du vil! Tror du, så har det alt sammen ingen betydning. Troen
udsletter alle synder, osv. De tilføjer yderligere, at hvis man synder, efter
at have modtaget troen og Helligånden, så har man aldrig virkelig haft troen og
Ånden. Af den slags tåbelige mennesker har jeg haft mange for mig, og jeg er
bekymret for, at der stadig stikker sådan en djævel i nogle.
Derfor er det nødvendigt at
vide og lære, at hellige mennesker, endnu har og føler arvesynden og derfor
også dagligt gør bod og kæmper imod den. Men hvis de falder i åbenlys synd som
David med ægteskabsbrud, mord og gudsbespottelse, så støder de troen og
Helligånden ud, så de ikke længere har troen og Ånden. For Helligånden lader
ikke synden herske og få overhånd, så den fuldbyrdes, men styrer og hindrer
den, så den ikke udfører, hvad den vil. Men hvis synden får lov til at gøre,
hvad den vil, så mister man Helligånden og troen. For det hedder, som Johannes
siger: ”Den, der er født af Gud, synder ikke, og kan ikke synde”.
Og dog er det også sandt, som Johannes skriver samme sted: ”Hvis vi
siger, at vi ikke har synd, så lyver vi, og Guds sandhed er ikke i os”.
|
|
Evangeliet
|
Vi vil nu komme tilbage til
evangeliet, der ikke kun giver råd og hjælp imod synden på én måde, for Gud er
rig i sin nåde. For det første sker det gennem det mundtlige ord, der forkynder
syndernes forladelse for hele verden. Det er evangeliets egentlige embede. For
det andet gennem dåben. For det tredje gennem nadveren. For det fjerde gennem
absolutionens kraft, og også gennem kristnes indbyrdes samtale og trøst,
Matthæus 18: ”hvor to eller tre er forsamlede, osv.”
|
|
Dåben
|
Dåben
er intet andet end Guds ord i vand, befalet ved hans indstiftelse. Dåben er et
”bad i Ordet”, som Paulus siger i Efeserbrevet 5, eller som også Augustin
siger: ”Ordet kommer til elementet og skaber et sakramente.” Derfor
er vi ikke enige med Thomas Aquinas, der glemmer Guds indstiftelse, og siger,
at Gud har tilføjet en åndelig kraft til vandet, som vasker synden bort ved
hjælp af vandet. Vi er heller ikke enige med Duns Scotus, der lærer, at dåben
vasker synden bort ved den guddommelige viljes bistand, så renselsen altså
alene sker ved Guds vilje, og slet ikke i kraft af ord eller vand.
|
|
|
|
Barnedåben
|
Om barnedåben lærer vi, at man
skal døbe børnene. De hører nemlig også med til den lovede befrielse, som
Kristus har fuldbragt. Derfor skal kirken række børnene disse ting.
|
|
Nadveren
|
Om nadveren lærer vi, at brød og
vin i nadveren er Kristi sande legeme og blod og ikke alene bliver rakt til og
modtaget af fromme, men også af onde kristne.
Man skal ikke kun give folk
den ene del af nadveren. Vi har ikke brug for filosofiske kunstgreb, der vil
lærer os, at der er lige så meget i den ene del af nadveren som i begge dele,
som de pavelige teologer og kirkemødet i Konstanz lærer. For selv om det også
var sandt, at der er lige så meget i den ene del som i begge dele, så er den
ene del jo dog ikke hele den ordning og indstiftelse, som er overgivet os og
befalet af Kristus. Og især fordømmer og forbander vi i Guds navn dem, der ikke
alene selv undlader at bruge både brød og vin, men tilmed som herrer slet og
ret forbyder og fordømmer det. De anklager det for kætteri og sætter sig dermed
imod og over Kristus, vores Herre og Gud.
Deres spidsfindige filosofi
regner vi overhovedet ikke med, når de hævder, at der sker en forvandling af
selve grundkernen i brød og vin. De lærer, at brød og vin forlader eller mister
deres indre naturlige væsen, og at kun brødets ydre skikkelse og farve bliver
tilbage og ikke længere er rigtigt brød. Det passer imidlertid på bedste måde
med Skriften, at brødet virkelig er og forbliver brød, som Paulus selv kalder
det, når han siger: Det ”brød” som vi bryder (1 Kor 10,16) og
ligeledes: Så kan han spise af ”brødet” (1 Kor 11,28).
|
|
Nådens
nøgler
|
Nådens
nøgler er et embede og en fuldmagt, der er givet kirken af Kristus, til at
binde og tilgive synden. Det gælder ikke alene de grove, åbenlyse synder, men
også de finere, hemmelige, som kun Gud kender. Som der står skrevet i Salme 19:
”Hvem ved, hvor meget han fejler?” Og Paulus klager i Romerbrevet 7
selv over, at han i kødet tjener syndens lov. Det er ikke op til os at vurdere
synden, men det er alene Gud, der afgør, hvad, der er synd, hvor alvorlig den
er og hvor meget den omfatter. Som der står skrevet i Salme 143: ”Gå ikke
i rette med din tjener, for intet menneske er retfærdigt for dig”. Og som
Paulus også siger i Første Korinterbrev 4: ”Vel er jeg mig intet bevidst,
men derfor er jeg ikke retfærdiggjort.”
|
|
|
|
Skriftemålet
|
Nådens nøgler omfatter altså
tilsigelsen af syndernes forladelse i absolutionen. De er forordnet af Kristus
i evangeliet, som en hjælp og trøst mod synden og den onde samvittighed. Derfor
må man for alt i verden ikke lade den personlige samtale med tilsigelsen af
syndernes forladelse gå af brug i kirken. Især ikke af hensyn til de svage
samvittigheder eller de udisciplinerede unge, så de kan blive hørt og undervist
i den kristne lære.
Men hvilke synder, den
enkelte vil tale om, må stå enhver frit. For så længe vi er i kødet, lyver vi
ikke, hvis vi siger: Jeg er et stakkels menneske, fuld af synd. Eller som det
siges i Romerbrevet 7: Jeg føler en anden lov i min lemmer, osv. For da den
personlige absolution udspringer af tjenesten med nådenøglerne, skal man ikke
foragte den, men sætte den højt og værdsætte den som alle andre embeder i den
kristne kirke.
|
|
Det
ydre ord og troen
|
Det handler nemlig her om
virkningen af det ydre, talte ord. Vi fastholder da, at Gud ikke giver nogen
sin Ånd eller nåde undtagen gennem eller med det forudgående, ydre ord. Dermed
kan vi holde stand over for sværmerne, der praler med, at de har fået Ånden
uden ordet og forud for det. Derefter sætter de sig til doms over Skriften og
det ydre ord, tolker og vrider det, som de vil. Det var det, Müntzer gjorde, og
som mange endnu gør den dag i dag, når de skelner skarpt mellem Ånden og
bogstaven og hverken ved, hvad de siger eller hævder. Sådan er også pavedømmet
det rene sværmeri, fordi paven roser sig af, at ”al ret findes i hans
hjertes skrin”. Hvad han dømmer og befaler sin kirke, det skal være ånd
og sandhed, også selv om det er over og imod Skriften eller det mundtlige ord.
Det er alt sammen den gamle
Djævel og slange, der også gjorde Adam og Eva til sværmere og førte dem fra
Guds ydre ord over i åndelighed og egne meninger. Men han gjorde det jo netop
ved andre ydre ord. Ligesom også vores sværmere fordømmer det ydre ord og
alligevel ikke selv tier stille, men plaprer løs og skriver verden fuld. Som om
det alene er gennem Bibelen eller apostlenes mundtlige ord, at Helligånden ikke
kan komme, men sagtens kan komme gennem deres egne bøger og ord. Hvorfor venter
de ikke selv med at prædike og skrive, til Ånden af sig selv kommer ind i folk
uden og forud for deres skrifter? De praler jo med, at Ånden er kommet ind i
dem uden Skriftens prædiken? Men vi vil ikke spilde mere tid på det her. Vi har
redegjort tilstrækkeligt for det andre steder.
|
|
Vækkelse
|
For
også de, der tror forud for dåben eller bliver troende i dåben, har det gennem
det ydre, forudgående ord. De voksne, der er kommet til fornuft, må jo også
tidligere have hørt, at den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst, selv
om de måske i begyndelsen var vantro og derfor først fik Helligånden og dåben
10 år senere. Også Kornelius fra Apostlenes Gerninger 10, havde i lang tid
forud hos jøderne hørt om den kommende Messias. Derved var han retfærdig for
Gud, og hans bønner og almisser var Gud velbehagelige ved denne tro. Derfor
kalder Lukas ham retfærdig og gudfrygtig. Uden at dette løfte om Messias først
var blevet forkyndt og hørt, kunne han ikke have troet eller været retfærdig.
Men Peter måtte nu fortælle ham, at den Messias, som han indtil da havde troet
på som den kommende, nu var kommet. Hans tro på den kommende Messias måtte
derfor ikke holde ham fanget hos de forstokkede og vantro jøder. Nu måtte han
vide, at han skulle blive frelst ved den nærværende Messias, så han ikke
fornægtede eller forfulgte ham som jøderne gjorde.
Kort sagt, sværmeriet
sidder i Adam og hans børn fra syndefaldet af og indtil verdens ende. Dets gift
er indgydt og indplantet i os af den gamle drage. Og det er oprindelsen, kilden
og kraften bag alle kætterier, også pavedømmet og muhamedanismen. Derfor må og
skal vi stå fast på, at Gud ikke vil handle med os mennesker på anden måde end
gennem sit ydre ord og sakramenter. Alt andet, der giver sig ud for at være
Helligånd, men som er uden et sådant ydre ord eller sakramenterne, det er fra
Djævelen. Gud ville heller ikke give sig til kende for Moses uden gennem den
brændende tornebusk og det mundtlige ord. Heller ingen af profeterne, hverken Elias
eller Elisa, har modtaget Ånden uden om Guds åbenbaring til Moses. Og Johannes
Døber blev ikke undfanget uden Gabriels forudgående ord, og gav ikke et hop i
moders liv, før Marias stemme lød. Og Peter siger: ”Profeterne har ikke
profeteret ud fra menneskelig vilje, men ved hjælp af Helligånden, som Guds
hellige mennesker.” (2 Pet 1,21). Men uden det ydre ord var de ikke
hellige, langt mindre ville Helligånden have drevet dem til at tale, hvis de
ikke var hellige. For de var hellige, siger han, fordi Helligånden taler gennem
dem.
|
|
|
|
Udelukkelse
fra menigheden
|
Den store bandlysning, som paven
kalder det, regner vi for en ren politisk sanktion, der ikke kommer os kirkens
tjenere ved. Men udelukkelsen fra menigheden, som er den sande, kristne
bandlysning, består i, at man ikke skal lade åbenlyse syndere, der stædigt
fastholder synden, komme til nadver eller have del i menighedens fællesskab.
Ikke før de forbedrer sig og afstår fra synden. Og præsten skal ikke blande
nogen verdslig straf ind i denne åndelige straf eller bandlysning.
|
|
Kaldelse
og ordination af præster
|
Hvis
biskopperne ville være sande biskopper og tage sig af kirken og evangeliet,
kunne man for kærlighedens og enighedens skyld godt gå med til, at de
ordinerede og godkendte os og vores prædikanter. Det er dog ikke nogen absolut
nødvendighed og bør kun ske, hvis man fjerner det overbesmykkede paradeværk med
sit ukristelige væsen. Men nu er de desværre ikke sande biskopper og ønsker
heller ikke at være det. De opfører sig som verdslige herrer og fyrster, der
hverken prædiker eller lærer eller døber eller holder altergang for slet ikke
at tale om andre af kirkens opgaver. Oven i købet forfølger og fordømmer de
dem, der er kaldet til et sådant embede og udøver det.
Uanset disse biskopper kan
kirken dog ikke være uden tjenere. Derfor må og skal vi selv ordinere dygtige
personer til dette embede, som de gamle eksempler fra kirken og fædrene viser.
Og det kan de hverken forbyde os eller forhindre os i, heller ikke efter deres
egen kirkelov. For den siger nemlig, at selv dem, der er ordineret af kættere,
skal anses for at være virkelig ordinerede og fortsat være det. Ligesom også
Hieronymus skriver om kirken i Alexandria, at den til at begynde med blev
styret uden biskopper af præsterne og prædikanterne i fællesskab.
|
|
|
|
Præsternes
ægteskab
|
Pavekirken
forbyder præsterne ægteskab og har besværet deres guddommelige stilling med et
liv som evig ugift. Men dette forbud har de hverken begrundelse for eller ret
til, men handler som antikristelige, tyranniske, ulykkesbringende skurke.
Derved har de givet årsag til utallige forfærdelige, afskyelige seksuelle
synder af alle slags, som de endnu sidder fast i. Hverken paven eller vi selv
har fået magt til at lave en kvinde af en mand eller en mand af en kvinde eller
at gøre begge til intetkøn. Lige så lidt har vi magt til at adskille Guds
skabninger, der er skabt sådan, eller forbyde dem at bo sammen i et lovligt
ægteskab. Derfor vil vi hverken anerkende eller efterleve deres elendige
cølibat, men have, at ægteskabet skal være tilladt, som Gud har anordnet og
indstiftet det. Hans værk vil vi hverken rive fra hinanden eller hindre, for en
sådan fremgangsmåde er ”en djævelsk lære”, som Paulus siger i
Første Timotheusbrev 4.
|
|
|
|
Kirken
|
Vi
giver dem ikke medhold i, at de er kirken, for det er de heller ikke. Vi vil
heller ikke høre på, hvad de befaler eller forbyder i kirkens navn. Gudskelov
ved selv et syvårs barn i dag, hvad kirken er, nemlig de hellige, troende får,
der hører deres hyrdes røst. For sådan beder børnene: ”Jeg tror på en
hellig, kristelig kirke”. Denne hellighed består ikke i messeklæder,
bestemte frisurer, kunstfærdige kåber eller andre ceremonier, som de har
opdigtet uden grund i den hellige Skrift, men den består i Guds ord og en sand
tro.
|
|
|
|
Tro
og gode gerninger
|
Om
retfærdiggørelsen har jeg intet at ændre i det, jeg hidtil og altid lærer.
Nemlig, som Peter siger, at vi ved troen får et andet, nyt, rent hjerte, og at
Gud regner os for fuldstændig retfærdige og hellige på grund af Kristus, vores
mellemmand. Skønt synden i kødet endnu ikke helt er væk eller død, så vil han
dog hverken tilregne os den eller huske den.
På denne tro, fornyelse og
tilgivelse af synd følger de gode gerninger. Og hvad der endnu er af syndigt
eller mangelfuldt ved dem, bliver ikke regnet for synd eller mangel netop på
grund af Kristus. Vi skal i alle henseender, både hvad angår vores person og
vores gerninger, kaldes og være retfærdige og hellige af ren og skær nåde og
barmhjertighed, udøst og udbredt over os i Kristus. Derfor kan vi ikke rose os
meget af fortjeneste eller gerninger, hvis de vurderes uden nåde og
barmhjertighed. Men, som der står skrevet i Første Korinterbrev 1: ”Den,
der roser sig, skal rose sig af Herren”, nemlig at han har en nådig Gud.
Så er alt godt. Vi siger desuden, at troen er falsk og ikke sand, hvis der ikke
følger gode gerninger.
|
|
|
|
Klosterløfterne
|
Fordi
klosterløfterne strider direkte imod den første hovedartikel, skal de ganske
enkelt afskaffes. Det er dem, Kristus taler om i Matthæus 24, hvor han advarer
mod falske antikrister. For den, der aflægger løfte om at leve i kloster, tror,
han fører et bedre liv end almindelige kristne mennesker og vil i kraft af sine
gerninger hjælpe ikke alene sig selv til Himlen, men også andre. Det er at
fornægte Kristus. Og med støtte i Thomas Aquinas roser de sig af, at et
klosterløfte skulle have samme værdi som dåben.
|
|
|
|
Menneskelige
traditioner
|
Det er ukristeligt og må
fordømmes, at papisterne påstår, at menneskelige skikke tjener til at opnå
syndernes forladelse eller til at fortjene saligheden. Som Kristus siger:
”Det er forgæves, de tjener mig, fordi de lærer ting, der ikke er andet
end menneskelige bud” (Matt 15, 9). På samme måde i Titus 1: ”De vender
sig bort fra sandheden”. Det er heller ikke sandt, når de siger, det er
en dødssynd at bryde sådanne bud.
Det er de artikler, jeg må stå fast på og vil stå
fast på indtil døden, om Gud vil. Der er intet, jeg kan ændre eller give efter
i. Hvis nogen vil give efter i et eller andet, så må han gøre det efter sin
egen samvittighed.
Til sidst er der også pavens blændværk med fjollede
og barnlige ting som indvielse af kirker, dåb af klokker, dåb af altersten,
hvor der indbydes faddere, der giver gaver. Den slags dåb er en sådan spot og
hån mod den hellige dåb, at man ikke skal tåle det. Dernæst er der også
indvielse af lys, træer, urter, korn, kager, osv. Det har intet med en virkelig
indvielse at gøre, men er det rene spot og bedrag. Der er ikke tal på, hvad der
er af narreværk. Det overlader vi til deres Gud og til dem selv til at tilbede,
indtil de bliver trætte af det. Vi vil ikke rodes ind i det.
|
|
Underskrifter
|
Martin
Luther Dr. har underskrevet.
Justus Jonas Dr., rektor, har egenhændig
underskrevet.
Johannes Bugenhagen fra Pommern Dr. har
underskrevet.
Caspar Creutziger Dr. har underskrevet.
Niclas Amsdorff fra Magdeburg har underskrevet.
Georg Spalatin fra Altenburg har underskrevet.
Jeg Filip Melanchthon har læst artiklerne og fundet
dem rette og kristelige. Men når det gælder paven, mener jeg dog, at hvis han
vil tillade evangeliet, så kan vi for vores del og for fredens og enhedens
skyld også tillade de biskopper som lever nu, og som i fremtiden kommer til at
leve under den overhøjhed, som han har efter menneskelig ret, at de fortsætter
med at adlyde ham.
Johan Agricola fra Eisleben har underskrevet.
Gabriel Didymus har underskrevet.
Jeg Urban Regius Dr., superintendent for
menighederne i hertugdømmet Lüneburg, underskriver i mit og mine brødres navn
og på vegne av kirken i Hannover.
Jeg Stefan Agricola, hofprædikant, underskriver.
Også jeg Johan Draconites, professor og prædikant i
Marburg, har underskrevet.
Jeg, Konrad Figenbotz, underskriver til Guds ære på
at jeg har lært sådan og fortsat lærer og tror med vished på det som ovenfor er
skrevet.
Andreas Osiander, prædikant i Nürnberg,
underskriver.
M. Viet Dietrich, prædikant i Nürnberg,
underskriver
Erhard Schnepff, prædikant i Stuttgart,
underskriver.
Konrad Oetinger fra Pforzheim, hertug Ulrichs
hofprædikant.
Simon Schneeweiss, sognepræst i Crailsheim.
Johan Schlainhauffen, sognepræst i Köthen,
underskriver.
M. Georg Helt fra Forchheim.
M. Adam Krafft fra Fulda og
M. Antonius Corvin, prædikanter i Hessen.
Jeg, Johan Bugenhagen fra Pommern Dr., underskriver
på magister Johan Brenz' vegne, i overensstemmelse med den opgave han gav mig
både mundtlig og skriftlig, da han forlod Schmalkalden. Jeg har vist det frem
for de brødre, som har underskrevet.
Jeg, Dionysius Melander, underskriver Bekendelsen,
Apologien og Konkordien om nadveren.
Paul Rhodius, superintendent i Stettin.
Gerhard Oeniken, superintendent i Minden.
Jeg, Brixius Northanus, pastor i Kristi kirke i
Soest, underskriver den ærværdige Fader M. Luthers artikler og vidner at jeg
hidtil har troet og lært sådan, og at jeg ved Kristi Ånds hjælp herefter vil
tro og lære sådan.
Mikael Coelius, prædikant i Mansfeld, underskriver.
M. Petrus Geltner, prædikant i Frankfurt, har
underskrevet.
Wendalin Faber, sognepræst i Seeburg i Mansfeld.
Jeg, Johan Aepinus, underskriver.
Ligeledes også jeg, Johan Amsterdamus, fra Bremen.
Jeg, Fredrik Myconius, sognepræst i Gotha i
Thuringen, underskriver på egne og på Justus Menius fra Eisenachs vegne.
Jeg, Johan Lang, doktor og prædikant i Erfurt,
underskriver egenhændig på egne og mine evangeliske medarbejderes vegne,
nemlig:
Hr. Licentiat Ludvig Platz fra Melsungen.
Hr. Magister Sigismund Kirchner.
Hr. Wolfgang Kismetter.
Hr. Melchior Weitmann.
Hr. Johan Thall.
Hr. Johan Kilian.
Hr. Niclas Faber.
Hr. Andreas Menser.
Også jeg, Egidius Mechler, har egenhændig
underskrevet.
|
|