Martin Luther

 

 

 

Den Store Galaterbrevskommentar

 

Kapitel 2

 

 

____

 

 

 

Martin Luthers

Store kommentar til Galaterbrevet

 

Med venlig tilladelse fra Helge Haystrup bringes her hans flotte og præcise oversættelse af Martin Luthers latinske kommentar til Galaterbrevet. Hele oversættelsen kan lånes i bogform via bibliotekerne.

 

Bibelteksten er byttet ud med den nye autoriserede oversættelse. Det har blot krævet et par ubetydelige, sproglige tilpasninger.

Web-redaktør

Finn B. Andersen

 

 

 

Kapitel 2

      

      

Vers 1: »Dernæst, efter fjorten års forløb, drog jeg igen op til Jerusalem«

Dette var en meget forbitret strid, der plagede Paulus meget i de følgende år. For Paulus lærte, at hedningerne blev retfærdiggjorte ved troen alene uden lovens gerninger. Da han havde lært det rundt om blandt hedninger, kom han til Antiokia og gav disciplene der besked derom. Og de, der af sædvane var fortrolige med loven, rejste sig mod Paulus og kunne ikke tåle, at han forkyndte hedningerne en sådan frihed fra loven. Og der blev stor opstandelse i Antiokia. Paulus og Barnabas stod dog fast og aflagde vidnesbyrd ved at sige: Hvor som helst vi forkyndte blandt hedningerne, kom Helligånden og faldt over dem, der hørte Ordet, og det skete i alle hedningemenigheder. Men vi har ikke forkyndt omskærelse og heller ikke befalet, at Moseloven skulle over­holdes, men blot forkyndt troen på Kristus. Og til denne prædiken om tro på Kristus har Gud givet Helligånden til dem, der hørte den. Altså godkender Helligånden hedningernes tro uden lov og omskærelse. For hvis ikke denne forkyndelse af evangeliet og hedningernes tro på Kristus havde været Ham velbehagelig, var Han ikke steget ned med et synligt tegn (tungetalen o. lign.) over de uomskårne, der hørte Ordet. Da Helligånden altså faldt over dem, alene fordi de havde hørt om troen, er det helt sikkert, at Han ved dette tegn har anerkendt deres tro. For man har aldrig nogen sinde før erfaret, at det er sket, når loven blev forkyndt. Det var Paulus' og Barnabas' bevisførelse.

       Den gik mange imod ved den lejlighed og sagde: Loven skal holdes, og hvis ikke hedningerne bliver omskåret efter Moseloven, kan de ikke blive frelst. Det bestred Paulus meget skarpt. Og striden, der var opstået om dette spørgs­mål, plagede ham meget senere hen. Men jeg mener ikke, at det er den strid, som Lukas beskriver i ApG kap. 15, og som tydeligvis er opstået straks ved evangelieforkyndelsens begyndelse. Men den begivenhed, som Paulus fortæller her, synes at være sket længe efter, da han allerede havde for­kyndt evangeliet i hen ved 18 år.

       Her gik jøderne, der var voldsomt nidkære og kæmpede for loven, med stor kraft imod Paulus, der forkyndte, at hedningerne skulle blive retfærdiggjort ved troen alene uden lovens gerninger. Og det var der ikke noget underligt i. For alene navnet Guds lov har jo den største herlighed og kraft i menneskenes hjerter. Hedningen, som aldrig har kendt no­get til Guds lov, bliver dog bestemt bevæget, når han får at høre: Denne lære er Guds lov. Og hvordan skulle de kunne undgå at føle sig angrebet og kæmpe voldsomt for Guds lov, som fra deres spæde barndom var blevet opdraget i den og hav­de inddrukket den med deres inderste knogler og marv? Vi ser i dag, med hvor stor en stædighed papisterne strider for deres traditioner og dæmoniske lære. Det var langt mindre til at undres over, at jøderne har kæmpet med så stor iver og nidkærhed for deres lov, som de havde modtaget fra Gud. For så stor er vanens magt, når den bekræfter naturen, der af sig selv har en tilbøjelighed for loven. Men når vanen kom­mer til og styrkes gennem lang tids brug, bliver naturen fordoblet. Derfor var det umuligt for jøderne, der blev omvendt til Kristus, straks at forlade loven. Vist havde de antaget troen på Kristus. Alligevel mente de på samme tid, at loven skulle holdes. Og foreløbig bar Gud over med deres svaghed, indtil evangeliets lære blev klart adskilt fra loven. På samme vis bar Han på kong Akabs tid, da folket haltede til to sider, over med Israel (1 Kong 16, 29 f.). Ja, Han bar også over med vor svaghed under pavedømmet. For Han er langmodig og meget barmhjertig. Men vi bør ikke misbruge denne Guds godhed, så vi forbliver i svaghed og vildfarelse, når sandheden åbenbares os ved evangeliets lys.

       De, der over for Paulus hævdede, at hedningerne skulle omskæres, havde for sig deres fædrene lov, ligeledes apost­lenes eksempel og endelig også Paulus' eksempel, da han jo havde ladet Timotheus omskære. Hvis Paulus sagde dertil, at han ikke havde gjort det af nødvendighed, men af fri kristen kærlighed for ikke at støde an mod de svage i troen, hvem ville mon forstå eller tro på det? Hele skaren svarede ham derfor blot: Da det er håndgribeligt, at du har ladet Timotheus omskære, så har du gjort det, hvad du så end har sagt som begrundelse. For den sag er langt over hobens fatteevne. Desuden formår en undskyldning ingenting, hvis man har sat folkets bifald over styr og er kommet i en så ubehagelig stilling. Da Paulus altså så den strid og råben op dagligt tage til, og fordi han desuden var blevet formanet dertil ved en guddommelig åbenbaring, drog han op til Jerusalem for at sammenholde sit evangelium med apostle­ne – dog ikke for sin egen, men for folkets skyld.

      

»sammen med Barnabas og tog også Titus med«.

Han skaffer sig to vidner, Barnabas og Titus. Barnabas havde været Paulus' forbundsfælle, når det gjaldt den frihed fra loven, der skulle forkyndes blandt hedningerne. Desuden var han også vidne om alt, hvad Paulus havde gjort. Han havde set Helligånden blive givet til hedninger, der var uomskårne og frie for Mose lov, alene ved forkyndelsen af tro på Kristus. Og han alene stod sammen med Paulus i den opfattelse, at det ikke var nødvendigt at pålægge hedninger­ne loven, men tilstrækkeligt at de troede på Kristus. Derfor vidnede han ud fra egen erfaring sammen med Paulus imod jøderne, der ivrede for loven, at hedninger bliver Guds børn og frelses alene ved tro på Kristus uden lov og omskærelse.

       Titus var ikke blot kristen, men tillige den ærkebiskop, som Paulus havde betroet det hverv at ordne menighederne på Kreta (Tit. 1). Han havde været hedning osv.

      

Vers 2: »Jeg rejste derop på grund af en åbenbaring«

I modsat fald havde Paulus været så stædig, at han ikke var draget op. Men fordi Gud ved en særlig åbenbaring påmin­dede og befalede ham at drage op, gjorde han det – og det for at nedkæmpe eller i hvert fald neddæmpe de troende af omskærelsen (:de jødekristne), der krævede loven over­holdt. Derpå kunne evangeliets sandhed så blive helt klar og blive styrket.    

»og forelagde dem det evangelium«,

Du hører altså, at han efter 18 års forløb endelig kom til Jerusalem og forhandlede med apostlene om sit evangelium.

      

»som jeg prædiker blandt hedningerne«,

For blandt jøderne bar han for en tid over med loven og omskærelsen ligesom de andre apostle. »Jeg er blevet alt for alle«, siger han i 1 Kor. 9, 22. Dog uden at gå hans evange­lium for nær. Over for det ville han, at lov og omskærelse, apostle og en engel fra Himlen skulle vige. For således taler han til jøderne i ApG. 13, 38 f.: »Ved denne Kristus forkyn­des der jer syndernes forladelse og (tilføjer han betegnende) frihed fra alt, som I ikke kunne retfærdiggøres fra ved Mose lov«. Derfor driver han overalt på læren om evangeliet og tå­ler aldrig, at den bringes i fare. Dog trængte han ikke brat igennem, men tog hensyn til de svage. Og for at de svage ikke skulle tage anstød, talte han uden tvivl således til jøder­ne: Hvis I finder behag i den overflødige overholdelse af Mose lov, som ikke duer til retfærdighed, afskaffer jeg den ik­ke. Behold den blot, men på betingelse af, at hedningerne, der ikke har den levemåde, ikke bliver bebyrdet med den osv.

       Paulus indrømmer altså, at han har talt med apostlene om evangeliet. Men, siger han, de har ikke givet eller lært os noget, ja vi har sejret og triumferet til gavn for evangeliets frihed. Dette kan I bekendtgøre for jeres falske apostle, der siger, at vi har omskåret Timotheus, har ladet vort hoved rage i Kenkreæ og er draget op til Jerusalem efter apostlenes befaling. Men de lyver. Derimod roser vi os af, at vi drog op til Jerusalem som følge af en åbenbaring fra Gud og ikke på apostlenes befaling. Der drøftede vi evangeliet med dem og bevirkede det stik modsatte. Vi opnåede nemlig, at apostlene godkendte os og ikke dem (:Paulus' judaistiske modstandere).

       Og det var spørgsmålet, som man beskæftigede sig med ved denne forhandling om evangeliet: Kan mennesker ret­færdiggøres uden loven, eller er det nødvendigt til retfærdig­gørelse at overholde den? Ved den lejlighed sagde Paulus: I overensstemmelse med mit evangelium, som jeg har modta­get fra Gud, har jeg forkyndt hedningerne tro på Kristus, ikke loven, og ved denne prædiken har de modtaget Hellig­ånden. Og jeg har Barnabas som vidne på dette. Derfor slutter jeg, at hedninger ikke skal besværes med loven eller skal omskæres. Dog forbyder jeg ikke dette, når blot de gør det som en fri sag. Og således har jeg levet og lært blandt jøderne, »blevet jøderne en jøde« osv. Dog under bibehol­delse af mit evangelium.

      

»men særskilt for de ansete«,

Det vil sige: jeg har ikke blot forhandlet med brødrene, men med de særligt fremragende.

      

»så jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves«.

Det forholder sig ikke sådan, at Paulus har været i tvivl, om han løb eller havde løbet forgæves. For han havde allerede forkyndt i 18 år. Og straks følger i teksten, at han forblev fast ved, hvad han bestandig havde fastholdt, og sejrede. Men mange mente, at han havde prædiket forgæves i så mange år, siden han befriede hedningerne for loven. Endvi­dere vandt den mening dag for dag mere overhånd, at loven var nødvendig til retfærdighed. Derfor ville han, da han som følge af en åbenbaring drog op, råde bod på dette onde på en sådan vis, at det af sammenkomsten blev klart for alle, at hans evangelium ikke afveg fra de øvrige apostles lære. Såle­des kunne han stoppe munden på modstanderne, som ellers havde sagt, at han løb eller havde løbet forgæves. Men samtidig skal du her i forbigående bemærke den egenskab ved selv– eller lovretfærdigheden, at de, der lærer den, løber og lever forgæves.

 

 

Vers 3: »Men ikke engang Titus, der var med mig, og som er græker, blev tvunget til at lade sig omskære«,

Dette udtryk »blev tvunget« viser tilstrækkeligt, hvorledes forhandlingen forløb, og hvad der var dens resultat, nemlig dette: Der pålægges ikke hedningerne omskærelse, men jø­derne får midlertidig tilladelse til den – dog ikke som nød­vendig til retfærdighed, men af ærbødighed for fædrene og desuden tillige for kærlighedens skyld, for at de svage ikke skal tage anstød, mens de bliver befæstet i troen. For det havde været meget ubilligt straks at forlade fædrenes lov og gudsdyrkelse, som var blevet overgivet til det folk af Gud med så stor herlighed.

       Paulus forkastede altså ikke omskærelsen som noget for­dømmeligt; hverken med ord eller i gerning tvang han jø­derne til at opgive den. For han siger i 1 Kor. 7, 18: »Blev nogen kaldet som omskåren, skal han ikke lade forhud drage over.« Men han forkaster omskærelsen som noget, der er nødvendigt til retfærdighed. Heller ikke fædrene var blevet retfærdiggjorte ved den; men den havde blot været dem et tegn på retfærdigheden, som de havde fået vidnesbyrd om og havde øvet deres tro ved (Rom 4). Dog kunne de troende jøder, der stadig var svage og nidkære for loven – da de fik at høre, at omskærelse ikke var nødvendig til retfær­dighed – ikke forstå det på anden vis, end at den så var helt unyttig og fordømt. Og de falske apostle fremhævede denne de svages mening, for at de efter at have forbitret hobens sind ved hjælp af denne tilsyneladende nederdrægtighed kunne gøre Paulus' lære helt fordægtig. På samme vis forkaster vi i dag heller ikke faste og andre fromhedsøvelser som noget fordømt. Men vi lærer, at vi ikke ved de øvelser opnår syndsforladelse osv. Når hoben hører det, mener den, at vi fordømmer gode gerninger. Og papisterne bestyrker denne mening hos hoben for deres forsamlinger og i deres skrifter. Men de lyver og gør os uret. For i mange århundreder tilbage har ingen lært bedre og mere fromt om gerninger, end vi nu gør osv.

       Derfor blev omskærelse ikke på den vis fordømt af Pau­lus, at det skulle være en synd at underkaste sig eller over­holde den. Dette ville have krænket jøderne overmåde me­get. Men det blev bestemt, at den ikke er nødvendig til retfærdiggørelse og derfor ikke skulle pålægges hedninger­ne. Således fandt man en middelvej eller »det rimelige«, nemlig at jøderne for en tid skulle holde loven og omskærel­sen af ærbødighed for fædrene og af kærlighed til de svage i troen; men de skulle dog ikke søge at blive retfærdiggjorte ved den og ikke pålægge hedningerne den. For dem ville den nemlig have været noget nyt og ukendt, og desuden en utålelig byrde, som Peter siger i ApG. 15, 10. Ingen skulle, kort sagt, tvinges til omskærelse, og ingen med magt hindres i omskærelse.

       Hieronymus og Augustin strides heftigt om dette sted. Ordet »blev tvunget« taler til forsvar for Augustin. Hiero­nymus har ikke indset, hvad sagen drejer sig om. For det drejer sig her ikke om, hvad Paulus eller Peter har gjort ved at omskære eller ikke omskære, således som Hieronymus mener. Og derfor undrer han sig over, hvorfor Paulus vove­de at dadle hos Peter, hvad han selv har gjort. For, siger han, Paulus lod Timotheus omskære, og levede med hedninger på hedensk vis og med jøder på jødisk vis osv. Han mener, at striden ikke var alvorlig ment. Ud fra det grundlag slutter han, at ingen af dem har syndet, men foregiver, at begge har hyklet med en høflig nødløgn. Men drøftelserne har alle været og er alvorlig ment og har drejet sig om de største ting. Derfor har de intet gjort af forstillelse.

       Derimod var det hovedsagen, om loven er nødvendig til frelse eller ej? Om dette særdeles vigtige emne, som summen af hele den kristne lære beror på, strider Paulus og Peter her. Paulus var for alvorlig en mand til at ville angribe Peter for en ubetydelig ting og skælde ham ud derfor i hele Antiokiamenighedens påsyn. Han angriber ham altså på grund af hovedpunktet i den kristne lære. For da der ikke var jøder til stede, holdt Peter måltid sammen med hedninger. Men da der kom nogle jøder, trak han sig tilbage osv. I den situation var det, Paulus bebrejdede ham, at han ved sit hykleri tvang hednin­gerne til at leve som jøder. Hele vægten ligger på ordet »tvinger«. Dette så Hieronymus ikke.

       Paulus tvang følgelig ingen, som gerne ville omskæres, til at forblive uomskåren. Blot skulle man vide, at omskærelse ikke er nødvendig til retfærdiggørelse. Denne tvang ville Paulus afskaffe. Derfor tillod han jøder at holde loven som nødvendig for deres handlen. Men han lærte altid både jøder og hedninger, at de i samvittigheden burde være frie fra loven og omskærelse, ligesom alle patriarker og hellige i Gamle Testamente havde været frie i deres samvittighed og var blevet retfærdiggjort af tro, ikke ved loven eller ved omskærelse.

        Og vist havde Paulus kunnet tillade Titus at blive omskå­ret. Men da han så, at meningen var, at han skulle tvinges dertil, ville han ikke. For hvis de, der drev på omskærelsen, havde opnået dette, ville de straks have draget den slutning, at den var nødvendig til retfærdighed. Og som følge af en sådan tilladelse ville de have været herrer. Således lader vi det være frit for enhver at antage eller aflægge munkekutte, at træde ind eller ud af et kloster, at spise kødretter eller grøn­sager, når blot han gør det frit og uden at krænke samvittig­heden eller som et eksempel på kærlighed, ikke som en tros­sag. Han skal vide, at alt det duer ikke til at gøre fyldest for synder og til at fortjene nåden osv. Men ligesom de falske apostle dengang ikke lod overholdelse af loven og af omskærelse være fri, men gjorde den nødvendig til frelse, således påstår vore modstandere i dag, med stor kraft, at man ikke kan undlade de menneskelige overleveringer uden at bringe sin frelse i fare. Således gør de en trossag ud af, hvad der skulle være et forbillede for kærligheden, skønt dog det ene skal være mønster for troen: at tro på Jesus Kristus. Og ligesom dette alene er nødvendigt til frelse, således angår det også alle mennesker. Men vore modstandere ville hellere tilbede Djævelen ti gange i stedet for Gud, end at indrømme dette. Derfor bliver de dag for dag mere forhærdede og vil genindføre deres ugudeligheder og gudsbespottelser og for­svare dem med magt. Ikke engang en fingerbredde vil de vige for os. Lad derfor også os uforfærdet blive ved med i Hær­skarernes Herres navn at berømme Kristi herlighed og kæmpe mod Antikrists rige med ord og bøn, så alene Guds navn kan blive helligt, og hans rige komme. At det må ske snart, længes vi efter af hele hjertet. Amen, amen.

       Det var altså en herlig triumf for Paulus, at hedningen Titus, skønt han stod midt blandt alle apostle og troende, hvor man havde kæmpet så hårdt om dette spørgsmål, dog ikke blev tvunget til at lade sig omskære. Denne triumf vandt Paulus, og han siger, at der ved den sammenkomst med alle apostles samtykke og hele menighedens godkendelse blev besluttet, at Titus ikke skulle omskæres. Det er en kraftig og urokkelig bevisførelse af stor betydning mod de falske apostle. Og Paulus vidste at presse og trænge ind på fjender­ne med dette argument: »Og Titus blev ikke tvunget« osv. Ret som om han vil sige: Hvorfor siger de falske apostle løgnagtigt imod mig, at jeg blev tvunget til at overholde omskærelsen efter apostlenes ordre, da jeg har vidnesbyrd fra alle troende i Jerusalem, og desuden fra selve apostlene om, at der på min foranledning blev bestemt det stik modsat­te? Og der har jeg ikke alene vundet den sejr, at Titus kunne forblive uomskåret. Men jeg opnåede den endog med apost­lenes samtykke og godkendelse. Jeres falske apostle lyver altså, når de nedsætter mig over for jer og derigennem fører jer bag lyset. For jeg har ikke haft apostlene og de troende imod mig, men for mig. Og dette beviser jeg med Titus' eksempel.

       Paulus har dog ikke fordømt omskærelse, men heller ikke tvunget nogen til at foretage den. For det er hverken synd eller retfærdighed at være uomskåret eller omskåret. Således er det en nødvendig ting for legemet at spise og drikke; men den sag drejer sig hverken om synd eller om retfærdighed. For hvad enten du spiser eller ikke spiser, er du i ingen henseende hverken bedre eller værre af den grund (1 Kor. kap. 8). Men hvis der kom en, der gjorde det til synd eller retfærdighed og sagde: Hvis du spiser, synder du, om du er afholdende, er du retfærdig, eller modsat, så var han tåbelig og ugudelig. Derfor er det ugudelighed at ville behandle ceremonier som synd eller retfærdighed, således som paven gør, når han i bandlysningsformlen truer med, at alle, der ikke adlyder den romerske paves love, bringer deres sjæle i fare. Han gør alle sine love nødvendige til frelse. Følgelig er det Djævelen, der taler igennem paven og den slags dekreter fra ham. For hvis frelsen består i at overholde pavens love, hvortil er det så nødvendigt, at vi har Kristus som retfærdiggører og frelser?

 

 

Vers 4: »det krævede ellers nogle indsnegne falske brødre, som havde listet sig ind for at udspejde den frihed, vi har i Kristus Jesus, og for at trælbinde os. v5 Men dem gav vi ikke et øjeblik efter for og bøjede os ikke; for vi ville, at evangeliets sandhed skulle blive hos jer.«

Her angiver Paulus grunden til, at han drog op til Jerusalem, sammenholdt sit evangelium med apostlene og ikke ville lade Titus omskære. Det skete ikke for at blive mere vis på og bestyrket i evangeliet, men for at evangeliets sandhed kunne forblive hos galaterne og alle hedningemenighederne. Der­for ser du, at Paulus' anliggende der ikke har været en spøg eller noget underordnet.

       Men når han siger »evangeliets sandhed«, angiver han, at evangeliet kan bruges på to måder, nemlig sandt eller falsk, og at der er et sandt og et falsk evangelium. Han mener: de falske apostle forkynder også troen og evangeliet; men deres evangelium er et falsk evangelium. Derfor har min kendte stædighed, dette at jeg ikke har villet vige for dem, bevirket, at evangeliets sandhed kunne forblive hos jer. Således bry­ster paven og sektererne sig i vore dage af, at de lærer evangeliet og troen på Kristus. Vist lærer de det. Men med samme resultat som før hen de falske apostle, som Paulus kalder forvirrere af menighederne og omstyrtere af Kristi evangelium osv. Derimod siger han, at han lærer evangeli­ets sandhed, det vil sige et rent og sandt evangelium. Dermed vil han faktisk sige: alt det andet er løgn under påskud af at være evangelium. For alle kættere skilter med Guds og Kristi og kirkens navn osv. Ligeledes lover de, at de lærer, ikke. vildfarelser, men den visseste sandhed og det reneste evan­gelium.

       Men det er evangeliets sandhed, at vor retfærdighed er af tro alene, uden lovens gerninger. Det falske eller fordærvede evangelium går ud på, at vi vel retfærdiggøres ved troen, men ikke uden lovens gerninger. Det var med denne betingelse føjet til, de falske apostle forkyndte evangeliet. Det samme har vore sofister lært, nemlig at man skal tro på Kristus, og at troen er frelsens grund, men at den først retfærdiggør, når den gennem kærligheden har fået sin rette form. Dette er ikke evangeliets sandhed, men dets falske skin og hykleri. Men det er et sandt evangelium, at gerninger eller kærlighed er ikke troens smykke eller fuldendelse; men troen er i sig selv Guds gerning og værk i hjertet, og den retfærdiggør af den grund, at den griber om Kristus, Frelseren selv. Menneskets forstand har loven som sin genstand. Men når troen er i sit egentlige embede har den slet ikke nogen anden genstand end Jesus Kristus, Guds Søn, der er givet hen for verdens synder. Den ser ikke hen til kærligheden og siger ikke: »Hvad har jeg gjort? Hvilke synder har jeg begået? Hvad har jeg erhvervet mig?« Men »Hvad har Kristus gjort? Hvad har Han erhvervet?« Og evangeliets sandhed siger til den: Han har genløst dig af synden, Djævelen og den evige død. Troen erkender altså, at den i den person, Jesus Kristus, har syndernes forladelse og evigt liv. Den, der mister denne genstand, har ikke den rette tro, men blot et ydre skin og en mening. Han vender sine øjne fra løftet til loven, der forskrækker og driver ham ud i fortvivlelse.

       Derfor er, hvad sofisterne lærte om en tro, der retfærdig­gør, hvis den er »formet gennem kærlighed«, blot vidundere af ord. For det er den tro, som griber Kristus, Guds Søn og prydes ved Ham – men ikke den, som indbefatter kærlighe­den – der gør retfærdig. For hvis troen skal være vis og fast, må den ikke omfatte noget andet end Kristus alene, og i samvittighedens kampe og forskrækkelser kan den heller ikke støtte sig til noget andet end denne perle. Derfor kan den, der har grebet Kristus med troen, hvor meget han så end skræmmes af loven og tynges ned af sine synders byrde, rose sig af at være retfærdig. Hvordan, eller ved hvad? Gennem ædelstenen Kristus, som han ejer ved troen. Dette forstår modstanderne ikke. Derfor kaster de ædelstenen Kristus bort, og sætter i stedet for Ham kærligheden, som de kalder for en ædelsten. Men da de er uvidende om, hvad troen er, kan de umuligt have tro og meget mindre lære andre den. Hvad de har, er en drøm, en mening og så den naturgivne fornuft, men ikke troen.

       Dette siger jeg, for at I kan forstå, at Paulus udtrykkeligt siger »evangeliets sandhed« for at dadle dets modsætning. Han vil nemlig angive, at nogle misbruger evangeliet. Med disse ord dadler han følgelig de falske apostle, fordi de lærte et falsk evangelium. For de fremhævede stadig, at omskærel­sen nødvendigvis måtte overholdes. Dernæst lagde de med besynderlige kunster og kneb baghold for Paulus. For de gav agt på, om han ville lade Titus omskære, endvidere om han dristede sig til at gå imod dem i apostlenes nærværelse. Derfor dadler han dem med hårde ord. De ville, siger han, »lure på vor frihed, som vi har i Kristus Jesus, for at de kunne gøre os til trælle«. Derfor bevæbnede de falske profe­ter sig med største iver mod Paulus og havde indrettet alt på, om de bare på en eller anden måde kunne beskæmme ham og overvinde ham over for menigheden. Og i den hensigt ville de desuden misbruge apostlenes autoritet ved at sige: Paulus fører den uomskårne Titus ind for hele menighedens åsyn, han fornægter og fordømmer loven i jeres, apostlenes nær­vær. Hvis han vover at forsøge på det her, hvad kunne han så ikke driste sig til ude blandt hedningerne, borte fra jer.

       Da Paulus så sig angrebet ved denne list, satte han sig derfor meget kraftigt til modværge mod de falske apostle. Vi tillod, siger han, ikke, at vor frihed, som vi har i Kristus Jesus, blev sat over styr, hvor meget så end de falske brødre efterstræbte og forfulgte os. Men vi har endog med selve apostlene som dommere besejret dem og ville end ikke en times tid vige for dem. (De havde nemlig uden tvivl sagt: Paulus, suspender dog blot for en tid den frihed). For vi så, de fremhævede loven som noget, der er nødvendigt til frelse. Hvis de derimod havde påberåbt sig den eftergivenhed, man skylder brødrene, havde Paulus givet efter. Men det var noget andet, de søgte, nemlig at føre Paulus og alle tilhæn­gere af hans lære i trældom. Derfor ville han end ikke et øjeblik vige for dem.

       Således giver vi papisterne, hvad de skal have, endog mere end vi er skyldige. Vi undtager alene den frihed for samvittigheden, som vi har i Kristus Jesus. Vi vil nemlig ikke tvinges eller have, at samvittigheden skal bindes til nogen gerning, så at de, der gør sådan eller sådan, skal være retfærdige, men de, der undlader det, er fordømte. Vi vil gerne sammen med dem gøre brug af de samme måltider, ligeså holde deres helligdage og faster, når blot de lader os holde dem af fri vilje og undlader disse truende ord, hvormed de hidtil har skræmt hele verden og lagt den ind under sig: Vi befaler, vi pålægger med trussel om straf, vi pålægger med trussel om endnu større straf, vi bandlyser osv. Men så lidt som Paulus kan vi opnå den frihed. Derfor gør vi som han. For da han ikke kunne opnå den frihed, ville han end ikke blot for en stund give efter for de falske apostle.

       Når derfor modstanderne ikke vil lade det være uantastet, at alene troen på Kristus retfærdiggør, hverken vil eller kan vi indrømme dem dette, at det er den tro, der ved kærligheden har fået sin rette form, der retfærdiggør. Her vil og må vi være oprørske og stædige. Ellers ville vi sætte evangeliets sandhed over styr og miste vor frihed, som vi ikke har i kejseren, konger eller fyrster, ikke i paven, verden og kødet, men i Kristus Jesus. Ja, vi ville sætte troen på Kristus over styr, den der - som jeg ovenfor har sagt – ikke omfatter andet end ædelstenen Kristus. Hvis modstanderne lod os have denne tro, hvorved vi er genfødt, retfærdiggjort og indlemmet i Kristus, uantastet, så lover vi, at vi vil gøre alt, når det blot ikke er i strid med troen. Men fordi vi ikke kan opnå det af dem, vil vi til gengæld heller ikke vige det mindste for dem. For det drejer sig her om noget alvorligt og stort nemlig om Guds Søns død – Han, der efter Faderens vilje og befaling blev kød, blev korsfæstet og døde for hele verdens synder. Hvis troen viger på dette punkt, er denne Guds Søns død forgæves; ligeså er det omsonst, at Kristus er verdens frelser; endelig befindes Gud selv at være en løgner, siden han ikke har holdt, hvad Han lovede.

       Vor stædighed i denne vor sag er altså from og hellig. For ved den søger vi at bevare vor frihed, som vi har i Kristus Jesus, og at beholde evangeliets sandhed. Når den er gået tabt, har vi nemlig mistet Gud, Kristus, alle forjættelserne, troen, retfærdigheden og det evige liv.

       Nu vil nogen sige: Loven er fra Gud og hellig. Vist skal den have sin ære. Men ingen nok så guddommelig og hellig lov skal lære mig, at jeg bliver retfærdig og får liv gennem den. Jeg indrømmer gerne, at den lærer mig, at jeg skal elske Gud og næsten; ligeså, at jeg skal leve i kyskhed, tålmodig­hed osv. Men den skal ikke vise mig, hvorledes jeg skal blive befriet fra synderne, Djævelen, døden og Helvede. Her er det evangeliet, der skal rådspørges og høres, og det lærer ikke, hvad jeg skal gøre – for dette er med rette lovens hverv – men hvad en anden har gjort for mig, nemlig at Kristus, Guds Søn, har lidt og er død for min skyld, for at fri mig ud af synden og døden. At modtage og tro på dette befaler evangeliet mig, og det er og kaldes evangeliets sand­hed. Og det er den kristne læres hovedartikel, på hvilken erkendelsen af alt, hvad der har med gudsfrygt at gøre, hviler. Derfor er det af største betydning at kende den godt og stadig indskærpe den. For ligesom den er den fineste, således lider den også lettest skade. Dette har Paulus erfaret ret. Og den erfaring gør også alle fromme.

       Kort sagt ville Paulus ikke lade Titus omskære alene af den grund, at, som han siger, der havde indsneget sig nogle falske brødre for at lure på den frihed osv. Og de ville tvinge Paulus til at lade Titus omskære. Da Paulus bemær­kede denne tvang og (påståede) nødvendighed, ville han ikke engang for en stund give efter, men satte sig af al magt til modværge. Derfor siger han: »End ikke min ledsager Titus, som var en græker, blev tvunget til at omskæres osv.« Hvis de havde fordret det af ham med kærlighedens ret eller som lydighed mod broderforholdet, ville han ikke have protesteret. Men fordi de ville presse det igennem som et slet eksem­pel, der ville medføre trældom i samvittighederne og øde­læggelse af hele evangeliet, satte han sig voldsomt op imod dem, trængte igennem og opnåede, at Titus ikke skulle omskæres.

       Det synes rigtignok at være småting at være omskåret eller uomskåret. Men når dette er føjet til som en betingelse, for at vi skal frygte eller slå vor lid til det, så er det død og Helvede, der er føjet til, og Gud, Kristus, nåden og alle Guds løfter bliver fornægtet. I andet fald, hvis det blot drejede sig alene om omskærelsen uden den tilføjelse, var der ingen fare på færde. Ligeså ville der ikke være nogen fare, hvis paven bare krævede sine overleveringer overholdt som rene ceremo­nier. For hvilket besvær ville det være at bære munkekutte eller gå med issen raget, da vi jo også ellers bruger ceremo­nier? Men at tilføje dette store onde, at evigt liv eller død afhænger af disse bagateller, der slet ikke er noget, det er satanisk og gudsbespotteligt. Han, der da ville tie, skal være forbandet! Jeg vil spise, drikke, bære kutte, gøre hvad som helst, paven vil, når blot han lader alt det være frit. Men når han vil kræve det som noget, der er nødvendigt til frelse, binde samvittighederne dertil og indrette en gudsdyrkelse med det, da må der gøres modstand. Det er ingen skade til at hugge en statue af sten eller træ; men at indrette en gudsdyr­kelse deraf og tillægge en sten eller en statue guddommelig­hed, det er at dyrke en afgud i stedet for Gud. Derfor skal man lægge omhyggeligt mærke til, hvad det drejer sig om for Paulus, så vi ikke våser som Hieronymus, der mente, at det bare var et spørgsmål eller drøftelse om disse (:ydre) ting. Deri tog han fejl. For det er ikke en drøftelse, om træ er træ, eller sten en sten, men om tilføjelsen, nemlig om hvad man vil bruge disse ting til: om dette træarbejde skal være en gud, om der bor en guddom i denne sten. Her svarer vi, at træ er træ osv. Således »har omskærelse intet at sige og forhud intet at sige,« siger Paulus (1 Kor. 7, 19). Men at lade retfær­dighed, ærefrygt, frelsesvished og frygt for døden bero på sådanne ting, det er at tillægge ceremonier guddommelig­hed. Derfor må man ikke i mindste måde give efter for modstanderne, ligesom Paulus heller ikke gav efter for de falske apostle. For til retfærdighed tjener hverken omskæ­relse eller forhud, eller tonsur eller kutte, men helt og alene nåden. Dette er »evangeliets sandhed«.

      

Vers 6: »Og de, som anses for at være noget – hvad de engang var, er mig ligegyldigt,«

Hans udsagn er mangelfuldt. Der mangler nemlig: »har jeg intet modtaget«. Men vi skal tilgive Helligånden, der taler i Paulus, om Han nu og da forsynder sig mod grammatikken. Han taler med en heftig glød. Men den, der brænder, kan ikke så nøje overholde grammatiske regler og veltalenhedens forskrifter i sin tale. Det samme vidner Augustin om i »Den kristne prædiken«: jeg mener, siger han, at selv veltalenhedslærerne ikke har kunnet overholde deres egne regler osv.

       Men gendrivelsen her er meget voldsom og overmodig. For han har end ikke givet de sande apostle deres herlige titel, men siger ligesom med en vis underdrivelse: »De, der syntes at være noget«, det vil sige: de der havde myndighed og af hvis bekræftende eller benægtende nik alt afhang. Apostlenes myndighed var nemlig i sandhed stor i alle me­nigheder, og Paulus berøver dem intet af deres ære. Men han svarer de falske apostle så foragteligt, fordi de overalt i menighederne gjorde apostlenes og deres disciples storhed gældende imod Paulus for derved at kunne svække Paulus' myndighed og mistænkeliggøre hele hans tjeneste over for dem. Dette kunne Paulus på ingen måde tåle. For at evangeliets sandhed og samvittighedernes frihed i Kristus kunne blive hos galaterne og alle hedningemenigheder, svarer han de falske apostle meget overmodigt, at han er ligeglad med, hvor store apostlene er, eller hvordan de engang har været; endvidere at det er ham uden betydning, at de satte apostel­navnets myndighed op imod ham. Vist var apostlene noget, og deres autoritet skulle æres; men han havde ikke af den grund tilladelse til at sætte sit evangelium og sit embede på spil af hensyn til nogen aldrig så stor apostel eller engel fra Himlens navn eller titel.

       Dette var altså et af de stærkeste argumenter, som de falske apostle pressede voldsomt på med på denne vis: Apostlene levede i tre år meget fortroligt sammen med Kri­stus, de hørte hans prædikener og så hans undere. Dernæst forkyndte de også selv og gjorde undere, mens Han endnu levede på jorden og længe inden Paulus, der aldrig havde set Kristus, men først adskillige år senere var blevet omvendt. Hvem mente de, man skulle tro på, Paulus, der var alene og blot en discipel og det endda en senere, eller de højeste og største apostle, der var blevet udsendt og bekræftet (:i deres apostolske fuldmagt) af Kristus selv længe før Paulus? Hertil svarer Paulus: Hvad har »senere« med sagen at gøre? Dette argument fører ikke til noget resultat. Lad dem blot være store apostle, lad dem være engle fra Himlen, jeg er da ligeglad. Vi forhandler om Guds ord og evangeliets sandhed. Det er meget magtpåliggende, at det første bliver bevaret; men det sidste bør dog være det vigtigste. Derfor bekymrer vi os ikke om, hvor stor Peter og de andre apostle har været, og hvor mange undere de har gjort. Men vi kæmper for dette, at evangeliets sandhed må forblive hos jer. Og den forklaring synes nok svag, fordi han med flid foragter så store apostle, som de falske apostle har sat op imod ham, og ikke gendriver de sammes kraftigste argument på anden vis end ved at sige: Jeg er da ligeglad. Dog giver han nu begrundelsen for den gendrivelse.

      

»Gud gør ikke forskel på mennesker

Dette skriftsted anfører han fra Moses, der mere end en gang har brugt det: »Vis ingen personsanseelse for retten; hør på den ringeste som på den største« (5 Mos 1, 17). Det er et teologisk ordsprog eller sætning: Gud tager ikke hensyn til det ydre eller til personen. Og med denne ytring lukker han munden på de falske lærere, ret som om han vil sige: I sætter dem, der synes at være noget, op imod mig osv. Men Gud bekymrer sig ikke om noget af dette. Han tager ikke hensyn til, om vi er apostle, biskopper eller fyrster, Han ser ikke på værdighed, myndighed osv. Og til tegn derpå lod Han en af de første apostle, nemlig Judas, falde og blive fordømt. Ligeså en af de største konger, endda den første, nemlig Saul. Ismael og Esau, begge førstefødte, forkastede Han. Således finder du gennem hele Skriften, at Gud har forkastet de tilsyneladende bedste og helligste mænd. Og Gud kan nu og da i disse eksempler forekomme grusom. Men det var højst nødvendigt at gøre og nedskrive disse uhyrligheder. For vi er af naturen tilbøjelige til personsanse­else. Denne skavank er os medfødt, at vi beundrer personer­ne og tager mere efter dem end efter Ordet, skønt Gud vil have, at vi blot holder os til og er uadskilleligt forbundet med Ordet. Han vil, at vi skal vælge kærnen, ikke skallen, at vi bekymrer os mere om husfaderen end om huset. Han vil ikke, at vi hos Peter og Paulus beundrer eller tilbeder deres apostelembede, men Kristus, der taler i dem, og selve Guds ord, der udgår af deres mund.

       Dette kan det borgerlige menneske, således som det er af naturen, ikke indse, men alene det åndelige menneske. Det alene skelner personen fra Ordet, Guds maske fra Gud selv og Guds værk. Nu har vi bestandig at gøre med Gud tilslø­ret; for i dette liv kan vi ikke tale med Gud ansigt til ansigt. Hele skabningen er for så vidt Guds ydre maske. Men her kræves der en visdom, som kan skelne Gud fra hans maske. Denne visdom har verden ikke. Derfor kan den ikke skelne Gud fra hans maske. For så snart som den griske, der har bugen til Gud, hører, at mennesket ikke lever af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund, sluger han vel brødet, men ser ikke Gud i det, fordi han blot harmasken for øje, beundrer og tilbeder den. Ligeså gør han med guld og alt andet skabt. Så længe som han har dem, er han ved godt mod. Men når de slipper op, fortvivler han.

       Jeg siger dette, for at ingen skal mene, at Paulus helt forkaster og foragter disse masker eller personer. Paulus siger ikke, at der ikke skal være nogen person, men at der ikke er personsanseelse hos Gud. Personer eller masker skal der være. Gud har givet dem, de er hans skabninger. Men vi bør ikke ære og tilbede dem. Det afgørende er, hvordan vi bruger tingene, ikke tingene selv, således som jeg har sagt ovenfor. Skavanken har ikke noget at gøre med omskærelse eller forhud (for omskærelse er intet, og forhud er intet), men med den brug, der bliver gjort deraf. At dyrke og tilbede omskærelse og ville fastsætte overholdelse af den skik som retfærdighed, og gøre det at beholde sin forhud til synd, en sådan brug er fordømt og skal afskaffes. Når det er gjort, så er både omskærelse og forhud noget godt.

       Således er øvrighed, kejser, konge, fyrste, rådmand, doctor, prædikant, lærer, elev, far, mor, børn, husbond, tjener osv. personer eller masker, som efter Guds vilje skal æres gudfrygtigt og anerkendes som hans skabninger, som også bør være til i dette liv. Men Han vil ikke, at vi tillægger dem guddommelighed, det vil sige, at vi frygter og dyrker dem, slår vor lid til dem og glemmer Ham. Derfor lader Gud der være synder og fald, endda meget alvorlige, i alle de mennesker, for at påminde os om at skelne mellem personen og Gud selv. For at David, den bedste konge, ikke skulle synes at være en person, som man skulle slå sin lid til, faldt han i frygtelige synder, hor, drab osv. Af samme grund fornæg­tede Peter Kristus. Disse og lignende eksempler, som Skrif­ten er fuld af, påminder os om ikke at blive hængende ved personen eller mene, at når vi blot har personen, har vi alt. Således som man kan se i pavedømmet, hvor alt sker og bedømmes efter det ydre skin. Derfor er det helt igennem ren personsanseelse. Vist har Gud givet alle skabninger at være til nytte og brug, men ikke for at de skulle blive dyrket og tilbedt. Brug derfor brød, vin, klæder, ejendom, guld osv., men slå ikke din lid til dem og bryst dig ikke af dem. For vi skal rose os af Gud alene og stole på ham. Han alene skal elskes, frygtes og dyrkes.

       Men Paulus kalder her apostelgerningen eller apostlenes embede for et menneskes person. Vist havde de gjort mange undere, havde belært og omvendt mennesker til troen og havde været Kristi fortrolige. Kort sagt omfatter »persona« hele apostlenes ydre vandel, der var hellig, og deres myndig­hed, der var stor. Dog, det er Gud ligeglad med, siger han. Det vil ikke sige, at Han overhovedet ikke bryder sig derom. Men når det gælder retfærdiggørelsen, er han ligeglad der­med. For det skel skal opretholdes omhyggeligt, at vi taler helt anderledes om (de samme) ting i teologien end i det borgerlige liv. I det almindelige, borgerlige liv vil Gud, som jeg har sagt, at de personer skal æres som hans masker og de redskaber, hvormed han styrer og regerer verden. Men når man kommer til religionen, samvittigheden, frygten, tilliden og gudsdyrkelsen, skal ingen frygte for nogen person, ingen stole på den, ingen vente trøst af den, ingen håbe, at han legemligt eller sjæleligt kan blive befriet ved hjælp af den. Derfor vil Gud, at der ved rettergang ikke skal tages hensyn til personen. For dommen er noget guddommeligt. Derfor bør jeg hverken frygte eller elske dommeren, men min ære­frygt og tillid bør gælde en anden, hinsides dommeren, nemlig Gud, der er den egentlige dommer. Vel vil jeg agte den borgerlige dommer, som er Guds maske, og ære ham for Guds skyld. Men min samvittighed bør ikke slå sin lid til eller stræbe efter hans retfærdighed eller lade sig skræmme af hans tyranni, så jeg gør noget mod Gud og krænker Gud ved at lyve, sige falsk vidnesbyrd og fornægte sandheden. Ellers – når blot forholdet til Gud er undtaget – viser jeg gerne en dommer ære.

       Således vil jeg også vise paven ære og hædre hans embede, blot han lader min samvittighed være fri og ikke tvinger mig til at krænke selve Gud. Men han vil æres og frygtes, således at Guds majestæt bliver krænket, så samvittigheden bliver såret, og så jeg bringes i slaveri under synden. Hvis det ene må opgives, (siden det forholder sig sådan), skal man prisgi­ve personen og holde fast ved Gud. Vi tålte gerne pavens herredømme. Men fordi han misbruger sin myndighed og magt og vil tvinge os til efter fornægtelse og bespottelse af Gud at anerkende ham alene som vor herre og vil binde og tvinge vore samvittigheder imod den frygt og tillid, vi har til Gud – derfor nødes vi til mod vor vilje at stå paven imod, da der står skrevet: »Man bør adlyde Gud mere end menne­sker« (ApG 5, 29). Derfor modstår vi paven med god sam­vittighed, hvad der trøster os meget. I modsat fald ville det sikkert tynge på samvittigheden, at vi var oprørske mod paven, men især mod kejserens store magt og majestæt, som Gud har befalet os at vise den største ære. Også Müntzer har stået paven imod, og andre sekter har gjort det og gør det stadig. Men de gør det på grund af hans ydre optræden, ikke for Guds skyld. Vi gav gerne Behemoth (:et dæmonisk væsen, se Jobs Bog 40, 10) og hans skællede fisk, det vil sige paven og biskopperne, alle de embeder og værdigheder, som de har, blot de overlod os Kristus. Men fordi vi ikke kan opnå det af dem, foragter vi deres høje stilling og siger tillidsfuldt med Paulus: »Gud ser ikke på et menneskes person«.

       Eftertrykket ligger altså på ordet »Gud«. For når det drejer sig om religionen og Guds ord, skal der på ingen vis tages hensyn til, hvem man er. Men når der ikke er tale om religionen, dvs. uden for hvad der har med Gud at gøre, dér bør der være personsanseelse, og menneskene bør tage hensyn til personen, for at der ikke skal ske forvirring, eller ærbødighed og orden blive afskaffet. For inden for det almindelige livs område ønsker Gud, at orden, ærefrygt og forskel på, hvem man er, bliver bevaret. Ellers kunne en søn, elev, undersåt eller tjener sige: Jeg er lige så god en kristen som min far, lærer, fyrste eller husbond. Hvorfor skulle jeg så vise ham ære? Derfor vil Gud have forskellen på, hvad man er, bevaret hos os. Men over for Ham ophører alle standsforskelle. For der er hverken græker eller jøde; men alle er én i Kristus.

       Således tilintetgør Paulus de falske apostles slutning, hvormed de foreholdt ham apostlenes myndighed, og han siger, at det er et ubetimeligt og slet valgt bevis, der derfor ikke har noget med det foreliggende spørgsmål at gøre. Det drejer sig jo her om noget helt andet end om hensynet til personer, nemlig om noget guddommeligt, om Gud og Guds ord. Skal det sættes over apostelembedet eller om­vendt? Derpå svarer Paulus: »For at evangeliets sandhed må blive varig«, for at Guds ord og retfærdigheden af tro må blive bevaret rene og ukrænket, skal apostelembedet, skal en engel fra Himlen, skal Paulus og Peter (i givet fald) gå til grunde.

 

»mig pålagde de ansete intet nyt«

Han vil sige: Jeg rådførte mig ikke med apostlene eller kom til forhandling med dem af den grund, at de skulle belære mig. For hvad skulle de kunne lære mig, da Kristus allerede tilstrækkeligt havde lært mig alt gennem sin åbenbaring, og da jeg dernæst allerede i atten år havde forkyndt evangeliet blandt hedninger, og Kristus gennem mig havde bevirket så mange mirakler, hvormed han bekræftede min forkyndelse. Derfor var det ikke en diskussion, men blot en sammen­komst, ved hvilken jeg fortalte, hvad jeg havde gjort, nemlig at jeg alene har forkyndt tro på Kristus uden loven, og at Helligånden ved denne forkyndelse er faldet ned på hednin­gerne, der straks talte i forskellige tungemål. Det er altså omsonst, de falske lærere påberåber sig apostlenes autori­tet, som om de skulle have belært mig. For jeg har intet lært af dem og heller ikke forsvaret mig, men blot fortalt, hvor­dan jeg forkyndte evangeliet blandt hedningerne, og da apostlene havde hørt det, anerkendte de, at jeg havde lært ret.

       Det overmod hos Paulus, der lader ham sige, at de andre apostle ikke har pålagt ham noget, er heller ikke skadeligt, men overmåde nødvendigt. For hvis han havde givet efter her, var evangeliets sandhed gået til grunde. Og langt mindre bør vi bøje os for papisterne, der bryster sig over for os af deres afgud, paven, da Paulus ikke ville give efter for de falske apostle, der dog imod ham søgte at bryste sig af de sande apostles myndighed. Jeg ved nok, at de fromme skal være ydmyge; men imod paven vil jeg og bør jeg bryste mig med et helligt hovmod, nemlig således: Pave, jeg vil ikke underkaste mig dig, jeg vil ikke bruge dig som lærer; for jeg er vis på, at min lære er sand og fra Gud. Det vil jeg bevise og aflægge regnskab for. Men paven vil ikke høre på det, ja han vil tvinge mig til at adlyde ham. Og hvis ikke jeg vil adlyde, bandlyser og fordømmer han mig som en kætter og en, der har forladt kirken. Derfor er vort hovmod over for paven højst nødvendigt, og hvis ikke vi i Helligånden ville hovmode os og foragte ham tillige med hans lære og hans fader Djæve­len, kunne vi på ingen vis beholde artiklen om troens retfær­dighed. Det forholder sig ikke sådan, at vi derigennem søger at herske over paven eller gør det for at hæve os op over kejserens majestæt. Det er jo tydeligt, at vi lærer, at hvert menneske skal være ydmyg, underkaste sig og tjene øvrig­heden. Men vi søger dette, at Guds ære må stå fast, og troens retfærdighed må blive bevaret; for så vil også vi selv være i god behold. Når vi har opnået dette, nemlig (anerkendelse af den lære) at Gud alene af ren og skær nåde retfærdiggør ved Kristus, vil vi ikke blot bære paven på hænder, men endog kysse hans fødder. Men fordi vi ikke kan opnå det, hovmoder vi os umådeligt i Gud og vil ikke vige et hårsbredde hverken for alle engle i Himlen, eller for Peter eller Paulus, eller for hundrede kejsere, eller for tusind paver eller for hele verden. Der skal al ydmyghed være langt borte, da de vil berøve os vor ære, Gud selv, der har skabt os og givet os alt, og Kristus selv, der har løskøbt os med sit blod. Vi lader os gerne berøve vor ejendom, navn, liv og alt, hvad vi har. Men vi finder os ikke i, at evangeliet, troen, Kristus osv. bliver taget fra os. Lad dette være sagens kærne. Og forbandet være en ydmyghed, der opfører sig underdanigt i denne situation! Her må enhver både være hovmodig og stædig, hvis ikke han vil fornægte Kristus. Derfor skal med Guds hjælp min pande være hårdere end alle andres. I dette vil jeg både være og anses for ubøjelig, og af hjertet glæder jeg mig her over at blive kaldt oprørsk og stædig. Her bærer jeg påskriften: Jeg viger ikke for nogen. Her bekender jeg åbent, at jeg er og vil være ubøjelig og end ikke vige et hår. Vel viger kærligheden, som tåler alt, tror alt og håber alt. Men med troen er det ikke sådan. For den kan overhovedet ikke finde sig i noget, sådan som det hedder sig: Rygtet, troen og øjet tåler ikke spøg. Derfor skal en kristen, når det gælder troen, være den mest hovmodige og stædige, intet tåle og end ikke vige et hår. For ved troen bliver mennesket Gud (2 Pet 1, 4), og Gud tåler intet, giver ikke efter for nogen; for han er uforanderlig. På samme vis er troen ufor­anderlig. Derfor bør den ikke tåle noget eller give efter for nogen. Men ved kærligheden giver en kristen efter og tåler alt. For da er han blot et menneske.

      

Vers 7: »Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne v8 – for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne v9 – og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.«

Dette er den allerstærkeste gendrivelse af de falske apostle. Her gør Paulus fordring på og skaffer sig samme myndig­hed, som de falske apostle pralede af hos de sande apostle. Og han bruger en retorisk omstilling: de falske apostle gør disse store apostles autoritet gældende for sig imod mig. Jeg derimod påberåber mig den imod dem. For apostlene er for mig. Derfor skal I, mine galatere, ikke tro på dem, der anfører apostlenes autoritet imod mig. For da de havde set, at jeg havde fået betroet evangeliet til de uomskårne, og havde anerkendt den nåde, der var blevet givet mig, gav de mig og Barnabas hånd til samarbejde, godkendte min tjene­ste og takkede for min gave. Således lader han (:Paulus) på udmærket vis argumentet falde tilbage på modstanderne. Og i disse ord er der udelukkende glød og flamme, og mere følelse end tale. Derfor sker der også det, at Paulus har glemt grammatikken og har fået forvirring i sin sætning.

       Men når han siger: »De, der syntes at være søjler«, var det ikke en falskhed; men de blev virkelig anset for at være søjler. For apostlene var æret og højagtet i hele kirken, og de havde myndighed til at godkende og bekendtgøre den sande lære og fordømme den, der var modsat.

       Den tekst er mærkværdig, fordi Paulus siger, at han fik betroet evangeliet til de uomskårne, Peter derimod til de omskårne. Det forholder sig dog således med de to ting, at Paulus næsten overalt forkyndte for jøderne i deres synago­ger, og Peter prædikede også for hedninger. I Apostlenes Gerninger er der vidnesbyrd og eksempler på begge dele: Peter omvendte høvedsmanden og hans hus, og han var en hedning. Desuden har han skrevet til hedningerne, således som hans brev vidner om. Paulus forkynder Kristus blandt hedningerne, men går samtidig ind i jødernes synagoger og underviser der om evangeliet. Og hos Markus og Mattæus befaler Kristus alle apostle: »Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for al skabningen.« Og Paulus siger i Kol. 1, 6, at evangeliet er blevet forkyndt for al skabningen, der er under Himlen. Hvorfor kalder han da sig selv for hedningernes apostel og Peter og de øvrige for de omskårnes?

       Dette spørgsmål er ikke svært. Paulus sigter dertil, at de andre apostle i begyndelsen blev boende i Judæa og i Jerusa­lem, indtil de på Guds kald begav sig andetsteds hen. Efter omstændighederne forholdt det sig altså dengang således, at de, mens det jødiske rige og præsteskabet bestod, var i Judæa, og først da ødelæggelsen nærmede sig, blev spredt ud over hele verden. Paulus derimod blev, således som det beskrives i ApG. 13, ved en særlig kaldelse udvalgt til hed­ningernes apostel. Derpå blev han sendt ud af Judæa og rejste omkring blandt hedningefolkene. Og skønt han også gik ind i jødernes skoler, forkyndte han ved andre lejligheder offentligt for hedningerne på torvet, i husene og ved floden. Desuden gik hedningerne ind i jødernes synagoger for at høre Paulus' prædiken. Derfor er det sandt, at Paulus først og fremmest var hedningeapostel. I disse ord er der altså en generalisering, der tager hensyn til tiden. For senere, da jødedommen var gået til grunde, dannede hedninger og jø­der én kirke.

       Paulus bruger et billede, en hebraisk udtryksmåde, når han siger: »forhudens evangelium« og »omskærelsen«. For hebræerne bruger ejefald på forskellig vis, snart aktivt og snart passivt, hvad der ofte kan gøre en sætning svær at forstå. Det er let at finde eksempler derpå hos Paulus og i hele Skriften, således som f.eks. udtrykket »Guds ære« på sin vis er uklart, da det kan udlægges både aktivt og passivt. Aktivt betyder Guds ære den ære, hvormed Gud er herlig i sig selv. Passivt derimod den ære, hvoraf vi kan rose os i Gud. Ligeså med »Kristi tro«, osv. Ofte udlægger vi så­danne vendinger passivt, sådan som Kristi tro er den tro, hvormed man tror Kristus. På samme vis kaldes evange­liet også aktivt for Guds, fordi alene Gud giver og sender det til verden. Men forhudens og omskærelsens evangelium be­tegner noget passivt: at det er blevet sendt til hedninger og jøder og er blevet antaget af dem. Ved »forhud« forstår Paulus nemlig hedningerne og ved »omskærelse« jøderne, idet han gør brug af en synekdoke, en talefigur, der er meget brugt i De hellige Skrifter, når man nemlig udtrykker helhe­den gennem en del deraf. Men Paulus vil ikke tilkendegive andet, end at evangeliet til forhuden er blevet betroet ham, dvs. at han skulle sendes til hedningerne, ligesom Peter havde fået evangeliet til de omskårne betroet osv.

       Af dette er det tilstrækkelig klart, at Jakob, Peter og Johannes, der syntes at være »søjlerne«, ikke har belært Paulus. Og de har heller ikke som foresatte og ledere betroet ham evangeliet. For der er ikke tale om nogen myndighed til at belære, overdrage eller udsende. Derfor anerkender han dem heller ikke som sine lærere og ledere. Men, siger han, »da de så, at jeg havde fået betroet«, det vil sige, at det var pålideligt, at jeg havde fået evangeliet overdraget – dog ikke af Peter. For ligesom jeg hverken har modtaget eller lært evangeliet af noget menneske, således har jeg heller ikke fået befaling til at forkynde det af noget menneske. Men begge dele, både kendskabet til evangeliet og befalingen til at for­kynde det blandt hedningerne, har jeg fået af Gud, og det umiddelbart. Helt på samme vis som evangeliet var blevet givet og det hverv at forkynde det blandt jøderne var blevet betroet Peter af Gud.

       Teksten er tydelig på dette punkt, at alle apostle havde en lige høj kaldelse og befaling om det samme evangelium. Peter forkyndte ikke et andet evangelium end de andre, ej heller betroede han de andre deres hverv. Men de var fuld­stændig ligestillede. For de var alle belært og kaldet af Gud, det vil sige, begge dele, alle apostles kaldelse og hverv var blot umiddelbart fra Gud. Ingen apostel er altså større end den anden, og der er heller ikke tale om noget personligt fortrin. Derfor er det en uforskammet løgn, når paven praler af, at Peter har været apostlenes overhoved og derigennem bekræfter sit eget primat.

      

Vers 8: »Han, der har givet Peter kraft osv.«

Her omstøder han et andet bevis og siger: Hvorfor bryster de falske apostle sig af, at evangeliet har været virksomt i Peter, at mange er blevet omvendt gennem ham, at han har gjort mange og store undere, at han har opvakt døde og har helbredt syge ved sin skygge? Jeg indrømmer det alt sam­men. Men Peter havde fået den kraft fra Himlen. Gud har givet hans røst kraft, så mange kom til troen, og der skete mange undere ved ham. Den samme kraft har jeg også fået, ikke som noget, jeg har modtaget af Peter; men den samme Gud og Ånd, der var virksom i Peter, var også virksom i mig. Jeg har haft den samme nåde, belært mange og gjort mange undere, ja også helbredt syge med min skygge. Det bevidner Lukas i ApG. 19, 11 f. med disse ord: »Og Gud gjorde usædvanlige kraftige gerninger ved Paulus' hænder, så at man endog bragte tørklæder og bælter fra hans legeme til de syge, og sygdommene veg fra dem, og de onde ånder for ud.« Læs også ApG., kap. 13, 16, 20 og 28.

       Paulus vil kort sagt ikke give efter for de andre apostle på noget punkt. Og dette hovmoder han sig af fromt og helligt. Det er altså uden grund, Julian og Porphyrius beskylder Paulus for at optræde anmassende over for apostlenes over­hoved. Det skyldes nemlig en guddommelig nødvendighed, at Paulus her var pralende og overmodig. For nidkærhed for Guds ære tvang ham til at være hovmodig. Da de falske anklagere ikke indså det, mente de, at denne hans overmo­dighed var kødelig, således som det er i dag hos paven og hans biskopper. Men her gjaldt det ikke Paulus', men troens sag. Når det gælder troen, skal vi være uovervindelige, ubøjelige og meget stædige og om muligt hårdere end dia­mant. Men når det gælder kærligheden, skal vi være blide­re og bøjeligere end noget rør og blad og føjelige i alt. Kampen står altså ikke her om hovmod, ære og forrang osv., således som vi ser det blandt papisterne. Men kampen står om Guds ære, Guds ord, den sande gudsdyrkelse, reli­gionen og troens retfærdighed, at vi må have og beholde dem rene.

      

Vers 9: »og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig«,

Det vil sige: Da de havde hørt, at jeg fra Gud havde modtaget kaldelse og befaling om at forkynde evangeliet blandt hed­ningerne, at Gud havde gjort så mange undere ved mig, og at desuden så stort et antal hedninger gennem min tjeneste havde lært Kristus at kende og havde modtaget Helligånden uden lov og omskærelse, alene ved at høre i tro, priste de Gud for den nåde, der er blevet givet mig. Og ordet »nåde« omfatter alt, som er blevet givet Paulus af Gud. Hermed angiver Paulus, at Peter har givet ham det vidnesbyrd, at han er en sand apostel, der ikke er blevet belært og udsendt af sig selv eller af de andre apostle, men alene af Gud. Og således anerkendte og godkendte han ydmygt Paulus' tjeneste, myndighed og alt, hvad der ellers var blevet givet ham, dog ikke som om han var ophav dertil, men som vidne derom, og Peter står nu sammen med ham som udadtil ét.

      

»håndslag«

Det er: hænder til fællesskab eller kammeratskab. De sagde nemlig: Paulus, vi har enstemmigt erkendt, at vi forkynder samme evangelium som du. Vi er altså forbundsfæller i læren og har den i fællesskab, det vil sige, vi fører den samme lære. Vi forkynder samme evangelium, samme dåb, samme Kri­stus og tro som du. Derfor kan vi ikke lære eller pålægge dig noget, da vi er enige om alt. For vi lærer ikke noget forskel­ligt, bedre eller højere end du. Men vi ser den samme gave hos dig, som vi har, bortset fra, at du har fået betroet evangeliet til de uomskårne og vi til de omskårne. Men vi drager nu den slutning, at forhud og omskærelse ikke bør hindre vort fællesskab, da vort og dit evangelium er det samme.

       Her har du en tydelig angivelse af, at evangeliet er det samme for hedninger og jøder, munke og lægfolk, unge og gamle, mænd og kvinder osv. For det retter sig ikke efter personer. Men Ordet og læren er fælles for alle mennesker, selv om det udadtil kan se forskelligt ud, og personerne er forskellige. Apostlene omskar, det gjorde Paulus ikke. Dog lod han ligesom apostlene omskærelse være en fri sag for dem, der var født i den. Apostlene kunne nemlig klogt og rent skelne evangeliet fra loven. Derfor tror jeg, at jødedom­men stadig havde bestået, og hele verden havde antaget jødernes ceremonier, hvis de troende jøder dengang havde overholdt loven og omskærelsen på det vilkår, hvormed apostlene tillod dem. Men fordi de stadig fremholdt lov og omskærelse som nødvendige for frelsen og gjorde sig en gudsdyrkelse og en afgud deraf, kunne Gud ikke tåle det. Og derfor lod Han templet, loven, gudstjenesten og den hellige stad Jerusalem gå til grunde, så der ikke blev sten på sten tilbage.

       Hidtil har Paulus påvist, at han havde lært evangeliet ret og fromt, og at han har et sandt og ægte evangelium, ikke blot ifølge Guds, men også efter menneskers vidnesbyrd, nemlig selve apostlenes (som de falske apostle især støttede sig til), således at alt, hvad modstanderne anførte imod Paulus, viste sig at tale for ham. Men fordi Paulus er ene om at fortælle det, aflægger han ed og kalder Gud til vidne på, at det ikke er løgn, hvad han har sagt.

      

Vers 10: »Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre.«

Næst efter forkyndelsen af evangeliet ligger det en god hyrde på hjerte at komme de fattige i hu. For hvor der er en menighed, er der nødvendigvis også fattige, som jo også oftest er evangeliets eneste sande disciple, således som Kri­stus siger: »Evangeliet forkyndes for fattige« (Matt 11, 5). For mennesker og Djævelen forfølger kirken og gør mange fattige, som siden bliver overladt til sig selv. Ingen vil give dem noget. Der er desuden ikke nogen, der bekymrer sig for at bevare evangeliet; ingen vil bidrage til eller sørge for dets tjeneres underhold, oprette skoler osv. Til at opstille og bevare overtro og falsk gudsdyrkelse var der ingen, der ikke gerne gav med begge hænder. Under pavedømmet, da ugu­deligheden selv rådede, blev der oprettet så mange klostre, så mange domkirker, så mange bispedømmer, og der blev for­ordnet så mange indtægter til at opretholde dem. Men nu vægrer den samme by sig ved at forsørge en og anden tjener for evangeliet, som tidligere, da ugudeligheden rådede, uden at besvære sig forsørgede adskillige klostre og et utal af messepræster, for ikke at tale om terminarier, stationarier osv. Den sande religion er altid fattig. Kristus måtte klage over, at han var hungrig, tørstede, var fremmed, nø­gen, syg osv. Derimod blomstrer ugudeligheden og har alt i overflod. Derfor skal en ret biskop også have omsorg for de fattige. Det siger Paulus her, at han har haft.

      

Vers 11: »Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv.«

Paulus fortsætter sin gendrivelse og siger, at han ikke alene har Peters og de andre apostle i Jerusalems vidnesbyrd for sig, men endogså i Antiokiamenighedens nærvær satte sig op imod Peter. Og han fortæller, at det ikke er sket afsides, men for øjnene af menigheden. Og denne begivenhed var til­strækkelig mærkværdig til at give mange anledning til falske anklager. Således beskylder Porphyrius, Celsos, Julian og andre Paulus for hovmodighed, siden han gik til angreb på den øverste af apostlene, og det for øjnene af menigheden. Derved havde han overskredet grænserne for kristent måde­hold og ydmyghed. Og det er ikke underligt, at de, der ikke kan se hensigten med Paulus' drøftelse, tænker og taler sådan.

       Paulus taler her ikke om »kejserens skæg« eller noget andet underordnet, men om den kristne læres hovedartikel. Når man har fattet den og holdt sig den for øje, er alt andet uden værdi, ja slet intet værd. For hvad er Peter, Paulus, en engel fra Himlen eller hele skabningen i sammenligning med artiklen om retfærdiggørelsen?

       Når du ser den blive undergravet eller komme i fare, er det derfor rigtigt at stå selv Peter eller en engel fra Himlen imod. For den kan ikke prises herligt nok. De andre ser derimod på Peters store værdighed, de beundrer hans ydre stilling og glemmer denne artikels majestæt. Paulus gør det modsatte. Han styrter ikke heftigt løs på Peter, men behandler ham med tilstrækkelig ærbødighed. Men fordi han ser retfærdiggørelsesartiklens majestæt komme i fare på grund af Peters værdighed, tager han intet hensyn til hans værdighed. Han vil nemlig bevare den (trosartikel) uskadt og forsvare den. Således gør vi også. For der står skrevet: »Den, der elsker fader eller moder eller sin egen sjæl osv. mere end mig, er mig ikke værdig,« se Matt 10, 37.

       Når det drejer sig om at forsvare evangeliets sandhed, rødmer vi derfor ikke over, at hyklerne anklager os for at være hovmodige og stædige, der alene vil vide besked, ikke vil høre på nogen eller give efter for nogen. Her er det højst nødvendigt at være ubøjelig og stædig. For sagen, for hvis skyld vi synder imod et menneske, det vil sige, for hvis skyld vi træder en persons eller verdens majestæt under fode, er så stor, at de synder, som verden anser for de største, bliver og er i Guds øjne de største dyder. Vi gør vel i at ære vore forældre, vise øvrigheden ære, ære Peter og de andre Ordets tjenere. Men nu har vi ikke at gøre med Peter, forældre, kejseren, verden eller nogen skabning, men med Gud. Og da gør jeg ret i ikke at give efter for forældre, kejseren eller endog en engel fra Himlen osv. Af denne grund: Sammen­lign Gud med skabningen. Hvad er hele skabningen imod Gud? En dråbe imod havet. Hvorfor skulle jeg da beundre Peter, der kun er en lille dråbe, således at jeg tilsidesætter Gud? Han som er havet. En dråbe skal derfor vige for havet, og Peter for Gud.

       Jeg siger dette, for at I skal lægge nøje mærke til, hvad Paulus taler om. Han taler nemlig om Guds ord, som ingen kan berømme tilstrækkelig meget. Augustin har lagt bedre mærke til, hvad det drejer sig om for Paulus, end Hieronymus har. Han havde blot øje for Peters værdighed og autori­tet og drog deraf følgende slutning: Peter var den højeste apostel; følgelig burde Paulus ikke gå i rette med ham, eller om han gjorde det, kunne det blot have været på skrømt. Han tilskriver således Paulus at have forstillet sig, og Peter at være oprigtig, og undskylder ham på enhver vis. Men det er at vende op og ned på teksten på en meget uvenlig måde, (når han påstår), at Paulus har foregivet, at Peter burde irettesættes, alene for at fremme sin egen apostelgerning og forsvare sine hedninger. Teksten siger jo tværtimod tydeligt, at Peter burde irettesættes og havde forvildet sig bort fra sandheden. Ligeså at de andre jøder hyklede sammen med ham, så at endog Barnabas blev forledt af dem til dette hykleri. Hieronymus ser ikke disse klare ord, men hænger sig i dette: Peter var en apostel, altså var han hævet over dadel og kunne ikke synde. Med rette protesterer Augustin imod en sådan forståelse. Man må ikke påstå, at Paulus har hyklet, siger han: for Paulus bekræfter med en ed, at han taler sandt.

       Derfor gør Hieronymus og Erasmus Paulus uret, når de udlægger vendingen »secundum faciem« (for hans åbne øj­ne), som om den betød »på skrømt«. De mener nemlig, at Paulus ikke oprigtigt, men af pligtskyldigt hykleri har stået Peter imod, for at de andre ikke skulle blive forarget, hvis han bare holdt sin mund. Men »secundum faciem« betyder »i hans nærvær, for ens øjne«. For han stod Peter imod lige op i hans åbne ansigt, ikke afsides, men i Peters nærværelse, og mens hele menigheden var til stede. Og med vilje stiller han denne vending »secundum faciem« op imod de giftige ånder, der rakker ned på de fraværende, men ikke engang vover at sige en lyd, når de er til stede. På samme vis gjorde de falske apostle, som han også her indirekte langer ud imod. De vovede ikke at kritisere ham, mens han var til stede, men først da han var rejst. Således, siger han, har jeg ikke kritise­ret Peter. Men frit og åbenlyst har jeg sat mig op imod ham, ikke af hykleri, af æresyge eller af nogen anden menneskelig lidenskab eller sygdom i sjælen, men fordi han burde dadles osv.

       Lad de andre om at diskutere, hvorvidt en apostel kan synde. Vi bør ikke formindske Peters synd. Også profeterne for nu og da vild og fejlede, således som da Natan af egen tilskyndelse sagde til David, at han skulle bygge Herrens hus (2 Sam. 7, 3). Den profeti blev snart rettet ved en åbenbaring fra Gud om, at ikke David, som havde været en stridbar mand og udgydt meget blod, men hans søn Salomon skulle bygge Herrens hus. Således kan også en apostel tage fejl. Skønt, her tog Peter ikke fejl, men begik en alvorlig synd. Derfor bør vi ikke tillægge apostlene så stor en hellighed, at de ikke kan synde.

       Lukas bevidner i ApG. kap. 15, at der opstod så stor en strid mellem Paulus og Barnabas, at den ene drog bort fra den anden. Og de var dog sammen blevet udtaget til evange­liets tjeneste blandt hedningerne og var allerede draget gen­nem mange egne, hvor de havde forkyndt evangeliet. Her har enten Paulus eller Barnabas forløbet sig, og der må have været en voldsom uenighed, siden den kunne skille disse så nøje forbundne fæller fra hinanden. Det antyder teksten også. Og den slags eksempler er skrevet til vor trøst. Det er nemlig meget trøsterigt at høre, at også så store helgener har syndet. Men de, der benægter, at helgener kan synde, vil berøve os denne trøst.

       Samson, David og mange andre kendte mænd, der var fulde af Helligånden, faldt i store synder. Job og Jeremias forbander den dag, da de blev født. Elias og Jonas er så kede af livet, at de beder om at dø. De helliges fejl og synder omtales altså, for at de anfægtede og fortvivlede kan få trøst deraf og de hovmodige blive bange. Ingen er nogen sinde faldet så dybt, at han ikke kan rejse sig igen. På den anden side står ingen så fast, at han ikke kan falde. Hvis Peter faldt, kan jeg også falde; hvis han har rejst sig igen, kan jeg også rejse mig.

       Og sådanne eksempler bør de frygtsomme og ængstelige samvittigheder sætte meget højt, så de endnu bedre kan lære at forstå, hvad de beder om, når de siger: »Forlad os vor skyld,« og forstå artiklen om syndernes forladelse, som apostlene og alle hellige har troet på. Ligesom vi bad de deres »Fadervor«. Apostlene har ikke haft noget frem for os undtagen deres apostolat. Vi har de samme goder som de, nemlig den samme Kristus, dåben, Ordet, syndernes forla­delse. De har også selv haft behov for det alt sammen og er ligesom vi blevet helliget og frelst gennem dem.

       Dette siger jeg med brod imod de uhyrlige forherligelser og lovtaler, hvormed de tåbelige sofister og munke har besmykket helgenerne. Og de har sagt, at kirken er så hellig, at den er helt uden synd. Vist er kirken hellig. Men samtidig er den en synderinde. Derfor tror den også på syndernes forladelse og beder: »Forlad os vor skyld!« Som det hedder i Sl 2, 6: Derom bede hver from til dig osv. Derfor kaldes vi ikke i egentlig forstand hellige, således som en væg kaldes hvid, fordi den har en iboende hvidhed. Vor iboende hellig­hed er ikke nok. Derfor er Kristus hele vor hellighed. Hvor den iboende hellighed ikke slår til, der gør Kristus det. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at Peter her er faldet dybt. Og hvis ikke Paulus her havde stået imod, ville alle jøder og hedninger, der var kommet til troen, være blevet tvunget til at vende tilbage til jødedommen. Og så var de gået fortabt. Og det havde Peter givet anledning til ved sit hykleri.

      

Vers 12: »Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne;«

Hedningerne, der var blevet omvendt til troen, spiste føde, der var forbudt i loven. Det samme gjorde Peter sammen med de omvendte hedninger, mens han omgikkes dem, og han drak vin, hvad der var forbudt. Og han vidste, at han gjorde ret i dette. Derfor overtrådte han også med rolig samvittighed loven sammen med hedningerne. Og Paulus siger, at han også har gjort således, 1 Kor. 9, 20 f.: »Jeg er blevet jøderne en jøde, ... dem uden for loven, som en uden for loven osv.« Det vil sige, jeg spiste og drak sammen med hedninger på hedensk vis og overholdt overhovedet ikke nogen lov. Sammen med jøderne levede jeg derimod efter loven, afholdt mig fra svinekød osv.; for jeg var ivrig efter at rette mig efter alle og behage dem, for at jeg kunne vinde alle. Derfor har Peter ikke syndet ved den lejlighed, men gjort vel, og han vidste, at det stod ham frit. Og ved denne sin overtrædelse viste han, at loven ikke er nødvendig til retfærdighed, og befriede hedningerne for at holde den. For hvis det var Peter tilladt at bryde loven i ét stykke, var det ham også tilladt at bryde den i alle. Og Paulus dadlede heller ikke Peter på grund af denne overtrædelse, men på grund af hans hykleri, således som det ses af det følgende.

 

»men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne.«

Der ser du Peters synd, som Paulus omhyggeligt beskriver. Han anklager ham ikke for ondskab eller uvidenhed, men for svaghed, at han nemlig var bange for de jøder, der var kommet fra Jakob, og faldt af frygt for dem. For han ville ikke forarge dem på denne vis. Og han tog således større hensyn til sine jøder end til hedningerne og blev derved skyld i, at den kristne frihed og evangeliets sandhed blev bragt i fare. For derved, at han trak sig tilbage og helt holdt sig borte, idet han undgik den i loven forbudte føde, som han tidligere havde spist, kastede han en ængstende tvivl ind i de troendes samvittigheder, så at de af, hvad han havde gjort, drog følgende slutning: Peter afholder sig fra føde, som er forbudt i loven, altså synder enhver, der spiser, hvad der er forbudt i loven, og han overtræder loven. Men den, der er afholdende, holder loven og er retfærdig. Hvis ikke det forholder sig sådan, havde han ikke holdt sig tilbage. Men at han holder sig tilbage og med flid undgår den føde, han tidligere spiste, er det sikreste tegn på, at de, der over­træder lovens spiseregler, synder, mens de, der afholder sig fra føde, der er forbudt i loven, bliver retfærdige.

       Det er den sag, der her er tale om: Det indser Hieronymus ikke. Han ser blot handlingen, ikke hensigten med den. Handlingen var ikke i sig selv slet; for det er ligegyldigt, om man spiser og drikker, eller lader være. Men meningen bag den er slet: om du spiser, begår du synd; om du er afholden­de, er du retfærdig. Således er omskærelse i sig noget godt. Men den udføres her med en slet bagtanke: om du ikke lader dig omskære efter Mose lov, kan du ikke blive frelst. Netop det var også formålet med Peters eksempel her: hvis du ikke undgår føde, der er forbudt i loven, kan du ikke blive frelst. Det burde Paulus på ingen måde lade upåagtet, fordi evangeliets sandhed der stod på spil. For at bevare den uskadt trådte han åbent op imod Peter. Og Paulus gør her en adskillelse: at undgå føde kan for det første ske af føjelighed imod en broder – ene af hensyn til kærligheden. Så er der ingen fare. Tværtimod er det godt således at tjene en svag broder. Det samme har Paulus også selv gjort og lært. Men for det andet kan det ske, for at du ved afholdenhed kan blive retfærdig og bliver frelst, men ved ikke at holde dig tilbage er en synder og bliver fordømt. I så fald er kærligheden og alle dens tjenester og given efter forbandet. For på denne vis er det at undgå føde at fornægte Kristus, at trampe på hans blod og at bespotte Helligånden, Gud og alt, der hører Gud til. Hvis det ene skal gå tabt, er det bedre, at vi mister en ven eller broder, der dog blot er et menneske, og lader ham gå tabt end Gud Fader. For om Gud Fader går tabt, vil din broder, et menneske, heller ikke forblive længe.

       Dette ser Hieronymus ikke, og han kan derfor hverken forstå dette sted eller hele brevet. Han mener, at Paulus strider om småting. Derfor svækker og undskylder han Peters forsyndelse og siger, at han har syndet af uvidenhed. Men han har ikke syndet af uvidenhed (for han vidste, at han måtte spise hvad som helst), men af hykleri. Og ved det hykleri ville Peter have fastslået lovens nødvendighed, tvun­get hedninger og jøder til at forlade evangeliets sandhed og givet dem den kraftigst mulige anledning til at forlade Kri­stus, fornægte nåden, vende tilbage til jødedommen og bære alle lovens byrder, hvis ikke Paulus havde irettesat ham og derved ført de hedninger og jøder, der havde taget anstød af dette Peters eksempel, tilbage til friheden i Kristus og evan­geliets sandhed. Om derfor nogen vil dadle og fremhæve Peters synd, så var den virkelig meget stor, og dog syndede han blot ved et tilfælde og af frygt, ikke af ondskab eller af uvidenhed. Så let volder en enkelts fald eller fejl vældige skader, hvis de ikke bliver rettet. Derfor må der ikke drives spøg med artiklen om retfærdiggørelsen. Det er ikke uden grund, vi indprenter og fremhæver den med så stor flid.

       Og det er overordentlig mærkværdigt, at netop Peter, der var så stor en apostel, kunne gøre sådan noget. Tidligere på Apostelmødet i Jerusalem havde han næsten alene opnået ved at sige sin mening, at de troende skulle blive retfærdige ved troen uden loven. Han, der var den, som tidligere havde været anledning til evangeliets sandhed og frihed, falder nu på den besynderlige vis derved, at han undgår føde, der var forbudt i loven. Derved giver han stødet til så stor en forar­gelse og synder imod sin egen vedtagelse. »Derfor skal den, som tykkes at stå, se til, at han ikke falder« (1 Kor. 10, 12). Ingen tror, overleveringer og ceremonier er så farlige, og dog kan vi ikke undvære dem. Hvad er mere nødvendigt her i verden end loven og dens gerninger? Og dog er der bestan­dig risiko for, at de fører til fornægtelse af Kristus. For ud af loven vokser der som regel tiltro til egne gerninger. Og hvor den er, der kan der ikke være tro på Kristus. Det er altså let at fornægte og miste Kristus, således som vi kan se hos Peter (der dog kendte artiklen om retfærdiggørelsen bedre end vi). Hvor let havde han ikke ved sin gerning og sit eksempel forvoldt så stor en ødelæggelse, at alle hedninger var faldet fra Paulus' forkyndelse, havde mistet evangeliet og Kristus osv. Og det under skin af hellighed. For de havde kunnet sige: Paulus, du har hidtil lært, at vi bør retfærdiggøres ved nåden alene uden loven. Nu ser du Peter gøre lige modsat. For han afholder sig fra, hvad der er forbudt i loven og viser derved, at vi ikke kan blive frelst, medmindre vi antager omskærelsen og holder loven.

 

Vers 13: »Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri.«

Her ser du tydeligt, at Paulus tilskriver Peter at have hyldet. Hieronymus tilskriver derimod Paulus at have gjort det. Hvis Peter hyklede, vidste han altså bestemt, hvad der var sandhed og hvad der ikke var det. Den, der hykler, synder nemlig ikke af uvidenhed; men han giver bevidst sin fejl ud for at være noget andet, end den virkelig er. Og de andre, siger han, gav deres tilslutning til Peters hykleri, så at endog Barnabas, der havde været Paulus' ledsager og allerede i lang tid sammen med ham havde forkyndt troen på Kristus uden loven blandt hedningerne, blev forført til det samme hykleri. Her har du altså Peters synd klart beskrevet: den bestod i et hykleri, der ville have givet anledning til undergang for det evangelium, de havde modtaget, hvis ikke Paulus havde sat sig op imod Peter.

       Men det er noget mærkeligt noget, at Gud dengang beva­rede den unge kirke og selve evangeliet ved hjælp af et eneste menneske. Alene Paulus står fast; for han har mistet sin kammerat, Barnabas, og han har Peter imod sig. Således er nu og da én person mere værd på et kirkemøde end hele kirkemødet. Det skriver selv papisterne og anfører Paphnutius som eksempel derpå. Han stod hele det nikænske kirke­møde, der var det bedste efter Apostelmødet i Jerusalem, imod og trængte igennem med sin mening.

       Jeg siger dette, for at vi med største omhu skal lære artiklen om retfærdigheden, og for at vi helt klart kan skelne evangeliet fra loven. I den sag skal vi slet intet gøre ved hjælp af hykleri og ikke vige et hår for nogen, om vi vil beholde evangeliets sandhed og troen hel og uskadt. De kan, som jeg har sagt, meget let tage skade. Derfor skal troens fjende, fornuften, her holdes langt borte. For den støtter sig i syn­dens og dødens anfægtelser ikke til troens eller den kristne retfærdighed – for den kender den slet ikke – men på sin egen eller højst på lovens retfærdighed. Men så snart som loven og fornuften forener sig med hinanden, er troens uskyld krænket. Der er intet, der med større kraft rejser sig mod troen, end loven og fornuften, og de to kan kun over­vindes med stor anstrengelse og besvær. Og dog må de overvindes, om du ønsker at blive frelst. Når samvittigheden forskrækkes af loven og strider med Guds dom, skal du derfor hverken rådføre dig med fornuften eller loven, men alene holde dig til nåden og trøstens ord. Da skal du i det hele taget opføre dig, som om du aldrig har hørt noget som helst om Guds lov, men stige op i det mørke, hvor hverken loven eller fornuften lyser op, men alene den gådefulde tro, der er vis på at blive frelst uden og ud over loven, nemlig ved Kristus. Således fører evangeliet os hinsides og op over lovens og fornuftens lys til troens mørke, hvor loven og fornuften ikke har noget at gøre. Vi skal vel lyde loven, men på dens sted og til dens tid! Mens Moses er på bjerget, hvor han taler med Gud ansigt til ansigt, hverken har han eller stifter han eller forvalter han nogen lov. Men da han stiger ned fra bjerget, er han en lovgiver og styrer folket med loven. Således er samvittigheden fri fra loven; men kroppen må adlyde den.

       Heraf er det sikkert, at Paulus har bebrejdet Peter, ikke på grund af en bagatel, men på grund af den kristne læres hovedartikel, som Peter var ved at bringe til fald ved sit hykleri. For sammen med ham hyklede de andre jøder og selv Barnabas. Og alle disse har sikkert ikke syndet af uvi­denhed eller af ondskab, men af frygt for jøderne. Den frygt havde nemlig hyllet deres hjerter i tåger, så de ikke indså, at de syndede. Men det er bestemt påfaldende, at så store mænd som Peter, Barnabas og de andre så hurtigt og så let farer vild netop i den handling, som de vidste, de havde gjort rigtig, og tidligere havde belært andre om. Derfor påmindede dr. Staupitz med rette om, at det er farligt at slå sin lid. til vore egne kræfter, om vi end er hellige og højlærde, og selv om vi mener at kende sagen nok så godt. For netop i det, vi kender allerbedst, kan vi dog snuble og fare vild, til alvorlig skade ikke blot for os selv, men også for andre,* således som Peter her.

       Trods alle nok så store gaver er vi altså intet, hvis ikke Gud står os bi. Når han lader os i stikken eller overlader os til os selv, er vor visdom og viden intet værd. Om han ikke selv
stadig holder os oppe, nytter det grundigste kendskab og selveste teologien ingenting. For i fristelsens stund kan det pludselig ske, at alle trøstende skriftsteder ved Djævelens list
bliver borte for os og alene de truende falder os ind og overvælder os.

       Lad os lære deraf, at når Gud trækker sin hånd tilbage, kan vi meget let falde og gå til grunde. Derfor skal ingen være overmodig og rose sig af sin retfærdighed, visdom og gaver, men ydmyge sig og bede med apostlene: »Herre, giv os mere tro!« (Luk 17, 5).

       Jeg indprenter dette så omhyggeligt, for at ingen skal mene, at læren om troen er let. Vist er det let at tale om den; men den er meget vanskelig at fatte, og desuden kan den let blive fordunklet og gå tabt. Lad os derfor med største flid og ydmyghed beskæftige os med studiet af De hellige Skrifter og alvorligt bede om, at vi ikke må miste evangeliets sand­hed!

 

Vers 14: »Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed

Dette er et mærkværdigt eksempel på, hvad menighedernes største mænd og søjler er værd. Her har alene Paulus øjnene åbne og ser synden, som Peter, Barnabas og de andre jøder, der hyklede sammen med Peter, begik. Derimod så de ikke selv deres synd, men mente, at de handlede rigtigt og for kærlighedens skyld rettede sig efter de svage jøder. Men Paulus overså ikke deres synd, men anklagede Peter, Barnabas og de andre med rene ord for ikke at vandre ret efter evangeliets sandhed – det vil sige for at afvige fra evangeliets sandhed. Men det er noget vigtigt, at Peter bliver anklaget af Paulus for at være faldet fra og have afveget fra evangeliets sandhed. Ja, der kunne ikke rettes nogen alvorligere bebrej­delse imod ham. Og dog bærer han det tålmodigt og tager uden tvivl imod den med stor taknemmelighed. Ovenfor har jeg vel mindet om, at mange har evangeliet, men ikke evan­geliets sandhed. Således siger Paulus her, at Peter, Barnabas og de andre jøder ikke vandrede ret i overensstemmelse med evangeliets sandhed, det vil sige at de vel har haft evangeliet, men ikke vandrede ret med hensyn til det. Hvor meget de end forkyndte evangeliet, så var det dog loven, de opstillede ved deres hykleri, som ikke kunne bestå sammen med evan­geliet. Men at opstille loven er ensbetydende med at afskaffe og tilintetgøre evangeliet.

       Derfor skal den, der ved vel at skelne evangeliet fra loven, takke Gud og vide, at han er en teolog. Jeg har bestemt endnu ikke lært i anfægtelse at kunne det så godt, som jeg burde. De skal nemlig adskilles således, at du anbringer evangeliet i Himlen og loven på jorden. Du skal kalde evan­geliets retfærdighed for himmelsk og fra Gud, lovens der­imod blot jordisk og menneskelig. Og du skal skelne evange­liets retfærdighed lige så omhyggeligt fra lovens retfærdig­hed, som Gud klart har skilt Himlen fra jorden, lyset fra mør­ket og dagen fra natten, så at dette (:evangeliets retfærdig­hed) kan være lys og dag, men det andet (:lovens retfærdig­hed) mørke og nat. Ja, Gud give, vi kunne skelne dem endnu mere fra hinanden! Når det derfor drejer sig om troen, den himmelske retfærdighed og samvittigheden, skal loven være helt udelukket og efterladt på jorden. Når det drejer sig om gerninger, skal gerningernes eller lovretfærdighedens lampe tændes i natten. Således skal evangeliets og nådens sol og vældige lys lyse om dagen, men lovens lampe, når det er nat. Således skal der også i vort sind skelnes mellem de to, så at den samvittighed, der er opskræmt af sin syndsfølelse, tæn­ker: Nu er du på jorden. Der arbejder æslet, det tjener og bæ­rer den byrde, der erlagt på det. Det vil sige: kroppen og dens lemmer skal være underlagt loven. Men når du stiger op til Himlen, skal du efterlade æslet og dets byrder på jorden. For samvittigheden har ikke noget at gøre med loven, gerninger og jordisk retfærdighed. Således bliver æslet i dalen, mens samvittigheden stiger op på bjerget med Isak uden at vide noget om lov og gerninger, men med blikket alene rettet imod syndernes forladelse og den rene retfærdighed, der er lovet os og givet os i Kristus.

       Derimod skal der med største strenghed kræves lydighed mod loven i det borgerlige livs forhold. Der skal man ikke kende til evangeliet, samvittigheden, nåden, syndernes for­ladelse og retfærdigheden fra Himlen, men alene til Moses, loven og gerningerne. For at begge disse områder, loven og evangeliet, kan holdes mest muligt adskilt og hver holde sig inden for sine grænser, skal loven holde sig uden for Him­len, det vil sige uden for hjertet og samvittigheden. På den anden side skal den evangeliske frihed holde sig fra jorden, det vil sige legemet og dets lemmer. Så snart som loven og synden kommer ind i Himlen, nemlig ind i samvittigheden, skal de altså straks kastes ud. For da bør samvittigheden ikke kende noget til loven og synden, men alene til Kristus. Og tilsvarende når nåden og friheden kommer til jorden, nemlig til legemet, skal man sige: Du bør ikke opholde dig i det legemlige livs svinesti og snavs, men hører til oppe i Himlen, osv.

       Den adskillelse mellem loven og evangeliet havde Peter visket ud og ved sin handling overbevist de troende om, at de skulle retfærdiggøres både ved evangeliet og loven. Dette kunne Paulus på ingen vis tåle, og han bebrejdede Peter det, ikke for at beskæmme ham, men for at han atter skulle skelne klart mellem de to. Loven retfærdiggør nemlig på jorden, men evangeliet i Himlen. Men paven har ikke blot blandet loven sammen med evangeliet, men har af evangeliet gjort lutter love, og det endog om ceremonier. Han har sammenblandet det verdslige og det kirkelige, hvad der vir­kelig er en satanisk og Helvedes forvirring.

       Det er meget nødvendigt at kende til dette lærepunkt om forskellen mellem loven og evangeliet; for det giver hele den kristne lære i en sum. Derfor skal enhver især lære at skelne loven fra evangeliet. Ikke blot med ord; men også med sin indre følelse og erfaring, det vil sige i hjertet og samvittighe­den, skal han adskille de to godt. I øvrigt er det let at skelne mellem dem, for så vidt det bare drejer sig om ord. Men når det gælder erfaringen, så finder du, at evangeliet er en sjæl­den, loven derimod en hyppig gæst i samvittigheden. For den er vant til loven og syndsfølelsen. Fornuften befordrer også den fornemmelse.

       Når loven forskrækker, og synden anklager og ryster samvittigheden, skal du derfor sige: Der er en tid til at dø og en tid til at leve. Der er en tid til at høre loven og ligeså til at foragte loven. Der er en tid til at høre evangeliet og ligeså til ikke at kende til det. Nu skal loven gå og evangeliet komme; for nu er det ikke tid til at høre loven, men evangeliet. Vist har du ikke gjort noget godt. Ja, du har syndet alvorligt. Det indrømmer jeg; men jeg har syndernes forladelse gennem Kristus, for hvis skyld alle synder er mig forladt. Når det derimod ikke drejer sig om samvittigheden. Når det er de ydre pligter, der skal opfyldes, dem som du har som forkynder, øvrighedsperson, ægtemand, lærer, elev osv., da er det ikke tiden til at høre evangeliet, men loven. Da skal du rette dig efter din kaldelse. Således forbliver loven med æslet i dalen, og evangeliet med Isak på bjerget.

      

»sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder?«

Det er: Du er en jøde og forpligtes af loven til at leve på jø­disk vis, det vil sige til at afholde dig fra føde, der er forbudt i loven. Og skønt du er jøde, lever du på hedensk vis; du gør nemlig frit imod loven, du overtræder den og træder den under fode. For du spiser (med rette) almindelig eller uren føde som en anden hedning, der er fri for at holde loven. Men i og med dette, at du nu overholder loven, tvinger du hedningerne til at leve på jødisk vis, det vil sige til at overhol­de loven. For ved det eksempel, som du har givet ved at afholde dig fra uren føde, giver du hedningerne anledning til at tænke således: Nu undgår Peter hedensk føde, som han spiste førhen. Så bør vi også undgå den og leve som jøder, da vi ellers hverken vil blive retfærdige eller frelst. Du ser altså, at Paulus ikke dadlede Peter for uvidenhed – for han vidste, det var frit at spise sammen med hvilke som helst hednin­ger –, men for et hykleri, hvorved han tvang hedningerne til at leve på jødisk vis.

       Her påminder jeg på ny om, at det ikke i og for sig er forkert at leve på jødisk vis; for det er noget ligegyldigt, om du spiser svinekød eller andet kød. Men at leve således på jødisk vis, at du af hensyn til samvittigheden afholder dig fra visse, ligegyldigt hvilke slags føde, det er at fornægte Kristus og omstyrte evangeliet. Da Paulus derfor så, at Peters hand­ling sigtede mod dette, protesterede han og sagde til ham: Du ved, at det ikke er nødvendigt at holde loven for at blive retfærdig. For det bliver vi alene ved Kristus. Derfor skal du ikke holde loven, men overtræde den og spise, hvad du vil. Alligevel nøder du ved dit eksempel hedningerne til at falde fra Kristus til loven. For du får dem til at tænke således: Troen alene retfærdiggør ikke; men der kræves tillige lov og gerninger. Og det har Peter vist ved dette sit eksempel. Derfor er overholdelse af loven lige så nødvendig som tro på Kristus, hvis du vil retfærdiggøres. På den vis skadede Peter ved sin handling ikke blot lærens renhed, men også den kristne tros og retfærdigheds sandhed. For hedningerne har som følge af dette anset loven for at være nødvendig til retfærdighed. Og så længe som den vildfarelse består, er Kristus ingen nytte til.

       Heraf fremgår tilstrækkeligt, hvad der er hensigten med Paulus' strid og kamp med Peter her. Paulus handler alvor­ligt og af et oprigtigt hjerte. Den tilrettevisning er ikke noget, han foregiver. Men som teksten tydeligt viser, er det Peter, der hykler, hvad Paulus dadler ham for. Derfor er der ikke hykleri hos Paulus, men en ren og højst kristelig streng­hed og et helligt hovmod, der havde været forkert, hvis Peter havde begået en eller anden ringe synd og ikke havde syndet imod den kristne læres hovedstykke. Men fordi evangeliets sandhed kom i fare ved Peters forseelse, hverken vil eller kan Paulus undlade at forsvare den. For at bevare den uskadt tager han ikke hensyn til, hvem Peter er, og Barnabas og alle de andre betyder intet for ham.

       Paulus gjorde altså ret i at irettesætte Peter. Og Porphyrius og Julian gør Paulus uret, når de beskylder ham for af rent og skært hovmod at have irettesat Peter. Ja endog fornuften tvinges til, når først den indser hensigten med, hvad Paulus gør, at indrømme, at det er bedre, at Peter bliver ringeagtet, end at Guds majestæt skal skubbes til side, eller troen blive sat på spil. For det er sagen, som det her drejer sig om: Enten skal Peter irettesættes strengt, eller også skal Kristus ryddes af vejen. Da er det bedre, Peter går til grunde, ja går ad Helvede til, end at vi mister Kristus. Denne mening burde Porphyrius og alle andre give deres tilslutning, og alle må indrømme, at Paulus har handlet rigtigt og fromt i denne sag.

       Men om der havde været strid om en eller anden ligegyldig ting (således som uenigheden mellem Paulus og Barnabas i ApG 15 i sammenligning med denne sag ligefrem er en spas og en bagatel), så havde Paulus kunnet give efter. Men i denne særdeles vigtige sag kunne han bestemt ikke gøre det. Her skal enhver kristen efter Paulus' eksempel være over­modig. Kærligheden tåler, tror og håber alt. Troen tåler derimod slet intet, men styrer, befaler, triumferer og udret­ter alt. For kærlighedens og troens virkninger, opgaver og fortrin er helt forskellige. Kærligheden giver efter selv i de mindste ting. Den siger: jeg udholder alt, jeg viger for alle; men troen derimod: jeg viger ikke for nogen, men alle skal vige for mig – pøbel, folk, konger, fyrster og jordens dom­mere, som der står i Sl 2: »Og nu, I konger, vær kloge. Lad jer råde, I jordens dommere. Tjen Herren med frygt osv. Kys Sønnen, at ikke han vredes, og I forgår!«

       Derfor ligger hele vægten på den lille vending »tvinge hedningerne til at opføre sig på jødisk vis,« det vil sige tvinge dem til at falde fra nåden og troen til loven og gerningerne og til at fornægte Kristus. Han har da lidt, er død osv. forgæ­ves. Dette ord »tvinger« rummer alle de farer og synder, som Paulus gør gældende og udvikler gennem hele dette brev. For når der bestod en tvang eller nødvendighed, var troen nødvendigvis blevet ophævet. Og når den er ophævet, er alle Guds løfter til ingen nytte og alle Helligåndens gaver trådt under fode. Så måtte alle mennesker simpelt hen forgå og blive fordømt. Gennem hele dette brev tillægger Paulus lovens retfærdighed mange sådanne konsekvenser.

       Da det altså er så farligt at give sig af med loven, og da det er så let at falde så dybt – som fra den høje Himmel ned i Helvede – skal hver kristen lære at skelne på det omhyggeligste mellem de to. Vist skal han lade loven herske over kroppen og dens lemmer, men ikke på samme vis over samvittigheden. For den er en dronning og en brud, der ikke må besudles af loven, men skal bevares uden fejl og lyde ene og alene for sin brudgom Kristus, således som Paulus siger det andetsteds: »Jeg har jo trolovet jer med én mand osv.« (2 Kor. 11, 2). Samvittigheden skal altså have sit sovekam­mer, ikke dybt nede i dalen, men højt oppe på bjerget, hvor alene Kristus hviler og råder. Og han skræmmer og bedrøver ikke syndere, men trøster dem, tilgiver synder og frelser. Derfor skal den bedrøvede samvittighed ikke tænke på noget andet, ikke vide af noget andet og ikke sætte noget andet op imod Guds vrede og dom end Kristi ord, som er nådens, syndsforladelsens, frelsens og det evige livs ord. Men at gøre det er noget vanskeligt, ja det sværeste af alt. For fornuften og den menneskelige natur holder sig ikke fast til Kristus, men falder snart tilbage til overvejelser om loven og om synden. Og således søger den altid at være selvstændig efter kødet, men er dog kun en slave og en fange, hvad samvittig­heden angår.

       Paulus har over for Peter kort sammenfattet artiklen om retfærdiggørelsen med disse ord: »Når du, som er en jøde« osv. lige til det ord: »thi af lovens gerninger skal intet kød retfærdiggøres,« hvorefter han atter henvender sig til galaterne. Men de anførte ord har han talt til Peter, ikke for at belære ham, men for at gøre ham stærk i hele menighedens nærværelse og påhør. Han siger altså til Peter:

      

Vers 15: »Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedensk herkomst.«

Det vil sige: Vi er af naturen jøder og fødes til lovens retfærdighed, til Moses og omskærelsen, så vi medbringer loven ved selve vor fødsel. Ikke efter eget valg sådan som hednin­gerne, men af naturen har vi lovens retfærdighed, således som Paulus også har sagt om sig selv ovenfor i kap. 1, at »Jeg var langt mere nidkær for mine fædrene overleveringer osv.« Hvis vi sammenligner os med hedningerne, er vi derfor ikke syndere uden lov og gerninger som hedningerne; men vi fødes og opdrages som jøder og til at være retfærdige. Det vil sige, at vor retfærdighed tager sin begyndelse lige fra selve fødslen, da jødedommen er os medfødt. For Gud befalede i 1 Mos kap. 17 Abraham at omskære alt mandkøn på den ottende dag osv. Og den lov om omskærelse, som fædrene havde modtaget, stadfæstede Moses siden hen. Det er altså noget stort, at vi af naturen er jøder. Men skønt vi har det fortrin, at vi af naturen er retfærdige og fødes til selve loven og dens gerninger og ikke er syndere som hedninger­ne, er vi dog ikke af den grund retfærdige for Gud.

       Hvis du derfor giver mig et virkelig godt menneske, der er jøde og født retfærdig og lige fra sin fødsel har overholdt loven til punkt og prikke, så er han dog ikke af den grund retfærdig. Vist er vi omskårne; men vi bliver ikke retfærdige ved omskærelsen. Den er nemlig blot »et segl på troens retfærdighed« (Rom 4, 11). Og de børn, der er blevet om­skåret i Abrahams tro, er ikke blevet frelst på grund af deres omskærelse, men på grund af deres tro. Skønt vi altså er født jøder og hellige og over for hedningerne kan rose os af, at vi har lovens retfærdighed, gudstjenesten, løfterne og fædrene, hvad der virkelig er en vældig stor ære, er vi dog ikke af den grund retfærdige over for Gud og udmærker os ikke frem for hedningerne.

       Paulus viser med disse ord tydeligt, at det ikke her drejer sig om, at ceremonierne skulle være dødbringende efter Kristi komme, således som Origenes og Hieronymus me­ner. Men det drejer sig om noget meget stort og alvorligt, nemlig om jødernes fødsel. Han benægter, at de er retfær­dige, skønt hellige af fødsel, skønt omskårne, skønt de holdt loven, havde barnekår, herlighed, pagter, fædre, gudstjene­sten, Gud og Kristus, ja skønt de havde forjættelserne, som de levede i og roste sig af, som i Johannesevangeliet 8, 33: »Vi er Abrahams sæd.« Ligeså: »Vi har én Fader, Gud« (Joh 8, 41). Og Rom 2, 17: »Men når du kalder dig jøde og forla­der dig trygt på loven og roser dig af Gud, osv.« Således var Peter, Paulus og de andre apostle Guds børn, retfærdige efter loven og desuden Kristi tjenere. Men de blev dog ikke af den grund erklæret for retfærdige for Gud. Saml det nu derfor alt sammen som i et bundt: loven, gerninger og dens retfærdighed, omskærelsen, barnekår, løfter, apostelger­ning osv. Den kristne retfærdighed sker dog ikke gennem dem. For de er ikke Kristus!

       Hensigten hermed er: Paulus vil fremstille, ophøje og forsvare troen. Den alene retfærdiggør, ikke loven. Det vil ikke sige, at loven er ond eller fordømt. For loven, omskærelsen, gudstjenesten osv. fordømmes ikke, fordi de ikke kan gøre retfærdig. Men Paulus angriber dem, fordi de falske apostle hævdede, at mennesker blev retfærdige og frelst ved dem uden troen, blot »som følge af gjort gerning«. Dette kunne Paulus ikke tåle. For når troen mangler, er alt dødbringende, loven, omskærelsen, barnekår, tempel, guds­tjeneste, løfter; ja selv Gud og Kristus gavner intet uden tro­en. Paulus taler altså omfattende og i almindelighed imod alt, hvad der strider mod troen. Han pjatter ikke bare om ceremonier.

      

Vers 16: »Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger,«

De ord »lovens gerninger« skal tages i videste forstand og betones meget kraftigt. Det siger jeg på grund af de sikre og unyttige sofister og munke, der har fordrejet den slags ord hos Paulus, ja hele Paulus, med deres tåbelige og ugudelige forklaringer, som de ikke engang selv forstår. »Lovens ger­ning« skal nemlig ganske enkelt forstås som det modsatte af nåden: hvad der ikke er nåde, er lov – og det hvad enten det er borgerlig lov, ceremoniallov eller De 10 bud. Derfor, selv om du også har gjort lovens gerning i overensstemmelse med dette bud: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte osv.,« så vil du dog ikke blive retfærdig for Gud. For et menneske bliver ikke retfærdigt ved lovens gerninger. Men derom udførligere nedenfor.

       »Lovens gerning« betyder altså for Paulus hele lovens gerning. Der kan derfor ikke skelnes mellem De 10 bud og ceremoniallovene. Men hvis det at gøre De 10 bud ikke retfærdiggør, så gør omskærelse, der er en opfyldelse af en ceremoniallov, det meget mindre. Når Paulus derfor, som han ofte gør, siger: »Af loven« eller hvad der for Paulus betyder det samme »Af lovens gerninger bliver intet menne­ske retfærdigt,« taler han simpelt hen om hele loven og sæt­ter trosretfærdigheden modsætningsvis op imod hele lovens retfærdighed. Denne kan erhverves ved at holde loven enten ved guddommelig eller ved menneskelig kraft. På grund af den, siger han, erklæres mennesket ikke retfærdigt for Gud. Men troens retfærdighed tilregner Gud gratis af barmhjer­tighed for Kristi skyld. Derfor har Paulus udtrykkeligt og med kraft sagt »Af lovens gerninger«. For vel er der ingen tvivl om, at loven er hellig, retfærdig og god, og følgelig også lovens gerninger hellige, retfærdige og gode. Men dog ret­færdiggøres mennesket ikke over for Gud ved dem.

       Hieronymus' og de andres mening må derfor afvises. De fantaserer om, at Paulus her taler om de gerninger, der har med ceremonialloven, ikke med De 10 bud at gøre. Men om jeg end indrømmer dette, så nødes jeg også til at indrømme, at også ceremonialloven var god og hellig. Omskærelsen og de andre love om gudstjenesteskikke og om templet var bestemt retfærdige og hellige. For de var lige så vel som moralbudene foreskrevet og forordnet af Gud. Her overfor siger disse fortolkere imidlertid: Men efter Kristus har love­ne om ceremonier bragt død. Dette er dog bare noget, de selv har fundet på; det står ikke skrevet nogetsteds. Og Paulus taler heller ikke her om hedningerne, som ceremoni­erne ville bringe død, men om jøderne, for hvem de var gode. Han overholdt dem jo også selv. Altså kunne ceremoniallovene ikke retfærdiggøre, skønt de samtidig var hellige, retfærdige og gode.

       Paulus taler altså ikke om en del af loven, som også er god og hellig, men om hele loven. Han siger, at end ikke den gerning, der har opfyldt hele loven, gør retfærdig. Og den gerning kalder han ikke for synd mod loven eller »kødets gerning«, men for »lovens gerning«, det vil sige en opfyldel­se af loven. Hvad enten det ikke at slå ihjel, ikke at bedrive hor osv. sker af naturen, af vore menneskelige kræfter og frie vilje, eller af en gave fra Gud, en guddommelig kraft, så retfærdiggør det altså dog ikke.

       Men lovens gerning kan ske enten inden retfærdiggørelsen eller efter retfærdiggørelsen. Inden retfærdiggørelsen har mange gode hedninger som Xenophon, Aristides, Fabius, Cicero, Pomponius Atticus og andre holdt loven og gjort herlige gerninger. Cicero udholdt tappert at dø for en god og retfærdig sag. Pomponius var en så sandfærdig og stabil mand, at han hverken sagde eller kunne tåle nogen løgn. Men standhaftighed og sandhedskærlighed er de bedste dy­der og den fineste opfyldelse af loven, og dog blev de ikke retfærdiggjort ved dem. Efter retfærdiggørelsen gør Paulus, Peter og alle kristne lovens gerninger; men de retfærdiggøres ikke ved dem. »Vel ved jeg intet med mig selv,« siger Paulus, det vil sige: Vel er der ingen, der har noget at sige mig på, »dog er jeg ikke dermed retfærdiggjort« (1 Kor 4, 4). Det står altså fast, at Paulus taler om hele loven og om overhol­delse af hele loven, ikke om overtrædelser af den.

       Papisternes fordærvelige og ugudelige mening bør altså fordømmes. De lader den gjorte gerning fortjene nåde og syndsforladelse. For de siger: Hvad vi gør af godt inden nåden, formår at skaffe os nåde »af billighed« (den såkaldte »Gratia de congruo«). Men når man har opnået den nåde, fortjener de gerninger, vi siden gør, evigt liv »fuldt fortjent« (»de condigno«). Om derfor et menneske, der lever i dødssynd og uden nåden, af en god naturlig tilskyndelse gør en god gerning, f.eks. læser eller hører messe, giver almisse osv., så fortjener han nåden »af billighed«. Og når han har opnået den nåde, kan han nu gøre et »fuldt fortjenstfuldt« værk og derved erhverve sig det evige liv. I det første tilfælde er Gud vel ikke skyldig (:at belønne den gode gerning). Men da Han er god og retfærdig, er det passende, at Han anerkender et sådant værk, selv om det er gjort i dødssynd, og belønner en sådan tjeneste med nåde. Men efter at menne­sket har fået del i den, er Gud blevet menneskets skyldner og nødes med rette til at give det evigt liv. For nu er det ikke blot et værk af den frie vilje, gjort efter lovens ydre fordring; men det er tillige gjort i den nåde, der behager Gud, nemlig i kærligheden.

       Dette er det antikristne riges teologi. Jeg erindrer om den, for at man bedre kan forstå Paulus' drøftelse. For når mod­sætningerne sættes over for hinanden, træder de klarere frem. Desuden gør jeg det, for at det kan blive tydeligt, hvor langt disse »blinde vejledere for blinde« (Matt 15, 14) har fjernet sig fra sandheden, og hvordan de med deres ugudeli­ge og gudsbespottelige lære ikke blot har fordunklet, men simpelt hen fordærvet evangeliet og begravet Kristus. For om jeg, når jeg befinder mig i dødssynd, kan gøre en lille ting, der ikke blot er gudvelbehagelig ved sin beskaffenhed, men endog kan fortjene mig »billighedsnåde«, og om jeg, når jeg har fået nåden, kan handle i overensstemmelse med den, det vil sige af kærlighed, så jeg med rette skaffer mig evigt liv – hvad brug har jeg da for Guds nåde, syndernes forladelse, løftet, Kristi død og sejr? Da er Kristus mig til ingen nytte. For jeg har en fri vilje og kræfter til at gøre et godt værk, hvorved jeg fortjener »billighedsnåde« og senere hen »fuldt fortjent« evigt liv.

       Sådanne hæslige teologiske misfostre og frygtelige be­spottelser burde fremsættes af tyrkere og jøder, men ikke af Kristi kirke. Og dette viser tilstrækkeligt, at paven med sine biskopper, doctorer og munke hverken har haft noget kend­skab til eller omsorg for, hvad der er helligt, eller har bekym­ret sig for den forladte og ynkeligt adspredte hjords frelse. For om de blot dunkelt havde indset, hvad Paulus kalder synd og nåde, så havde de ikke påtvunget kristenfolket sådanne afskyeligheder og ugudelige narrestreger. Selv for­stod de blot ved dødssynd den ydre gerning, der er begået imod loven, som f.eks. drab, hor, tyveri osv. De så ikke, at dssynd er uvidenhed om, had til og foragt for Gud derinde i hjertet, utaknemmelighed og knurren mod Gud, at vende sig bort fra Guds vilje, at kødet alene tænker, taler og gør imod Gud og til gavn for Djævelen. Hvis de havde indset, hvilken frygtelig pestsygdom, der klæber ved menneskets natur, havde de ikke snakket så dumt om billighedsfortjeneste og fuldværdig fortjeneste og lignende.

       Derfor skal det angives nøjagtigt og tydeligt, hvad det vil sige at være ugudelig og en dødssynder. Det er netop at være sådan en hellig og blodtørstig hykler, som Paulus var, da han drog til Damaskus for at forfølge Jesus Nazaræeren, tilintet­gøre evangeliets lære, dræbe de troende og styrte Kristi kirke helt omkuld. Det var bestemt de største og frygteligste synder imod Gud. Men det kunne Paulus ikke se. For han var så forblindet af ugudelig nidkærhed for Gud, at han mente, at disse hans skændige forbrydelser var den højeste retfærdighed og en Gud særdeles velbehagelig dyrkelse og lydighed. Skulle mon sådanne hellige, der hævder, at den slags frygtelige synder er den højeste retfærdighed, virkelig fortjene nåden?

       Derfor benægter vi som Paulus fuldstændig, at dette med »billighedsfortjeneste« og »fuldværdig fortjeneste« har noget på sig, og vi erklærer med fuld vished, at de spekulationer blot er narreværk, som Satan har fundet på. Der er ingen realiteter bag og man har derfor aldrig kunnet fremvise nogen eksempler på dem. For Gud har aldrig givet nogen nåde og evigt liv som deres billigheds – og fuldværdige fortjeneste. Skolastikernes drøftelser om billigheds – og fuldværdig for­tjeneste er altså pure opspind og ørkesløse menneskers fan­tasidrømme om ingenting. Og dog er hele pavedømmet grundlagt på dem, og det støtter sig stadig den dag i dag til dem. For hver munk bilder sig følgende ind: Jeg kan ved overholdelse af den hellige ordensregel fortjene »billigheds­nåde«, og fremdeles kan jeg ved de gerninger, jeg gør efter at have modtaget denne nåde, samle så stor en fortjeneste, at den ikke alene forslår til at skaffe mig selv evigt liv, men også til, at jeg kan lade andre få del deri og sælge den til dem. Således har alle munke lært og levet. Og for at forsvare denne åbenlyse bespottelse mod Kristus, lader papisterne den dag i dag intet uforsøgt i deres kamp imod os. Jo helligere hykler og værkhellig en er, des værre fjende er han af Kristi evange­lium.

       Men den sande kristendoms ræsonnement er, at menne­sket først ved loven skal erkende, at han er en synder, der umuligt kan gøre nogen som helst god gerning. For loven siger: Du er et dårligt træ. Derfor strider alt, hvad du tæn­ker, taler og gør, imod Gud. Du kan altså ikke fortjene nåde ved dine gerninger. Om du prøver derpå, gør du bare ondt værre. For da du er et dårligt træ, kan du kun bære slette frugter, nemlig synder. For »alt det, som ikke er af tro, er synd« (Rom 14, 23). At ville fortjene nåde ved de gerninger, der går forud for nåden, er derfor at ville forsone Gud med synder. Og det er ikke andet end at lægge synd til synd, gøre nar af Gud og udfordre hans vrede. Når et menneske under­vises, forskrækkes og ydmyges således af loven, får det et sandt billede af, hvor stor dets synd er. Så finder det ikke hos sig den mindste smule kærlighed til Gud, men giver Gud ret i hans ord og bekender at være skyldig til evig død og fordøm­melse. Kristendommens første del er altså at forkynde bod og selverkendelse.

       Den anden del er den: Om du vil frelses, får du ikke del i frelsen ved gerninger. Men Gud har sendt sin Søn, den enbårne, til verden, for at vi skulle leve ved ham (1 Joh 4, 9). Han er korsfæstet og død for dig, og han har i sit legeme båret dine synder (1 Pet 2, 24). Der er der ingen »billighed« eller gerning inden nåden, men blot vrede, synd, angst og død. Loven peger altså blot på synden, skræmmer og ydmyger. Derved forbereder den til retfærdiggørelsen og driver hen til Kristus. For Gud har i sit ord åbenbaret, at Han vil være en nådig Fader, som uden vor fortjeneste – da vi ikke kan fortjene noget – gratis vil give os syndsforladelse, retfær­dighed og evigt liv for Kristi skyld. For Gud er den, der gratis skænker sine gaver til alle, og det tjener hans guddommelig­hed til pris. Men denne sin guddommelighed kan Han ikke forsvare imod de værkhellige, der ikke ønsker at modtage nåde og evigt liv gratis af Ham, men at fortjene dem ved deres gerninger. De vil ganske enkelt berøve Ham hans guddomsherlighed. For at beholde den, blev Han derfor tvunget til først at sende loven, som skræmmer og som lyn og torden knuser disse meget hårde klipper.

       Dette er i korthed vor teologi om den kristne retfærdighed i dens modsætning til sofisternes afskyelige misfostre om »billighedsfortjeneste« og »fuldgyldig fortjeneste« eller om gode gerninger før og efter nåden. For det er en helt ind­holdsløs snak, som sikre mennesker, der aldrig er blevet prøvet i anfægtelser og virkelig angst for synden og døden, selv har opdigtet. Derfor forstår de ikke, hvad de siger, eller hvorom de udtaler sig så sikkert (1 Tim 1, 7). For der kan ikke gives noget eksempel på gerninger før og efter nåden. Det er altså blot vrøvl og fabler, som papisterne bedrager sig selv og andre med.

       Det er grunden til, at Paulus her ganske tydeligt siger, at mennesker ikke bliver retfærdiggjort af lovens gerninger, hvad enten de går forud (dem er det, der her er tale om), eller de følger efter. Du ser altså, at den kristne retfærdighed ikke er nogen iboende beskaffenhed, som de siger. De siger nemlig: Når et menneske gør en god gerning, anerkender Gud den og indgyder sin kærlighed i mennesket for den gernings skyld. Denne indgydte kærlighed kalder de en hjertets iboende egenskab, nemlig den iboende retfærdig­hed (det er nyttigt for jer at kende denne udtryksform). Og der er ikke noget, de bryder sig mindre om at høre, end at den egenskab, der giver hjertet dets form, på samme måde som den hvide farve giver væggen dens præg, ikke er retfær­dighed. De kan ikke stige højere op, end til ved deres menne­skelige fornuft at gøre følgende overvejelse: Mennesket er retfærdigt gennem sin iboende retfærdighed nemlig kærlig­heden, der er en nåde, som gør velbehagelig (:for Gud). Således tillægger de denne holdning og egenskab i sjælen, nemlig kærligheden, som ifølge loven er en gerning og en gave – for loven siger: »Du skal elske Herren din Gud osv.« – en iboende retfærdighed. Og de siger, at den har fortjent at få evigt liv, og at den, der har den, »i sig selv« (formaliter) er retfærdig. Dernæst er han det også i sin handlen; for nu gør han gode gerninger, der bør belønnes med evigt liv. – Dette er, hvad de bedste blandt sofisterne mener.

       Andre er ikke så gode, f.eks. Scotus og Occam, som har sagt, at den kærlighed fra Gud ikke er nødvendig for at erhverve Guds nåde, men at mennesket ved egne kræfter kan frembringe den kærlighed, der elsker Gud over alle ting. For Scotus påstår følgende: Hvis mennesket kan elske noget skabt, den unge mand sin pige, den griske sine penge, som er et mindre gode, så kan det også elske Gud, som er et større gode. Hvis mennesket af sine naturlige kræfter har kærlig­hed til skabningen, har han meget mere kærlighed til skabe­ren. Denne bevisførelse er alle sofisterne enige om, og ingen af dem har kunnet gendrive den. Men de har sagt: Skriften nøder os til at indrømme, at Gud selv foruden den naturlige kærlighed, som Han ikke kan nøjes med, også kræver en kærlighed, som Han selv har givet. Dermed anklager de Gud for at være en grum tyran og en grusom opkræver, der ikke er tilfreds med, at jeg overholder og opfylder hans lov. Men ud over loven, som jeg vel kan opfylde, kræver Han også, at jeg opfylder den på en særlig vis, med en særlig prydelse eller påklædning. Som om en husmor ikke ville være tilfreds med, at kokkepigen havde lavet udmærket mad, men besværede sig over, at hun ikke havde lavet mad iført en kostbar klæd­ning og prydet med en guldkrone. Hvad ville det være for en frue, som ud over, hvad kokkepigen skulle og også gjorde på bedste vis, krævede af hende, at hun skulle bære en guldkro­ne, som hun jo slet ikke kunne have. Ligeså, hvad ville det være for en Gud, der krævede sin lov, som vi ellers nok kan holde med vore naturlige kræfter, opfyldt af os, iført en sådan prydelse, som vi slet ikke kunne have?

       Men de skelner således for ikke at synes selvmodsigende, og de siger, at loven skal opfyldes på to måder. Først med henblik på selve gerningen og dernæst efter lovgiverens egentlige hensigt. Med henblik på selve gerningen vil sige: hvad selve sagen angår, kan vi uden videre opfylde alt, som loven foreskriver. Det kan vi imidlertid ikke, når der er tale om lovgiverens hensigt. Den går ud på, at Gud ikke er tilfreds, når du har gjort og opfyldt alt, hvad der er befalet i loven; men skønt Han ikke har yderligere at fordre, kræver Han dog, at du skal holde loven af kærlighed – ikke den naturlige, som du har, men den overnaturlige og guddom­melige, som han selv giver. Hvad er dette andet end at gøre Gud til en tyran og en bøddel, der kræver det af os, som vi ikke kan give? Det er ikke langtfra, at de klart har sagt, at det ikke er vor, men Guds skyld, når vi går fortabt. For det var Ham, der krævede, at vi skulle holde hans lov med denne særlige tilføjelse.

       Jeg henviser hertil for at belyse denne sag, så I kan se, hvor fjernt fra Skriftens mening de har forvildet sig, der har sagt, at vi med vore naturlige kræfter kunne elske Gud over alle ting, eller i hvert fald fortjene nåden og det evige liv som følge af gjort gerning. Men fordi Gud ikke er tilfreds med, at vi opfylder loven efter selve gerningen, men ønsker, at den bliver opfyldt efter lovgiverens hensigt, tvinger Den hellige Skrift os til at have en overnaturlig beskaffenhed, der er indgydt fra Himlen, nemlig kærligheden. Den kaldte de vor iboende retfærdighed, der former og pryder troen og bevir­ker, at den kan retfærdiggøre. Troen er således det ydre legeme, en skal eller farve. Men kærligheden er livet, kær­nen, det indre væsen.

       Dette er skolastikernes fantasier. Men vi sætter troen på den plads, som de har givet kærligheden. Og ligesom de siger, at troen er skitsen og kærligheden de levende farver og selve helheden, således siger vi modsat, at troen griber om Kristus, og det er ham, der er det indre væsen, der pryder og giver troen skikkelse, som farven sætter præg på en væg. Den kristne tro er derfor ikke en uvirksom egenskab eller en tom skal i os, som kan bestå, selv om man har begået dødssynd, og som først bliver levende, når kærligheden kommer til. Men om det er den sande tro, er det hjertets visse fortrøstning og kraftige tilslutning, hvormed det griber om Kristus. Således er Kristus troens genstand, eller rettere ikke dens genstand; men Kristus er så at sige nærværende i selve troen. Troen er altså en slags kendskab til eller snarere et mørke, der intet ser, men hvor dog Kristus, som troen har grebet om, troner, ligesom Gud tronede på Sinaj og i templet midt i mørke (Es.6,1 ff.). Vor iboende retfærdighed er derfor ikke en kærlighed, der giver troen dens rette skikkel­se, men derimod troen selv, mulmet i hjertet, det vil sige en tillid til noget, vi ikke ser (Hebr. 11, 1), nemlig til Kristus, der selv om han slet ikke bliver set, dog er nærværende.

       Troen retfærdiggør altså, fordi den griber om og ejer den skat, nemlig den nærværende Kristus. Men hvordan han er til stede, kan vi ikke regne ud, fordi der, som jeg har sagt, er mørke. Hvor der altså er en sand fortrøstning i hjertet, der er Kristus til stede i selve mørket og troen. Og det er den iboende retfærdighed, hvorved mennesket bliver retfærdigt, derimod ikke på grund af kærligheden, således som sofister­ne siger. Kort sagt: Ligesom sofisterne siger, at kærligheden former og gennemtrænger troen, således siger vi, at Kristus former og gennem trænger troen, ja er troens rette skikkelse og kraft (formå). Kristus, som troen har favnet, og som bor i, hjertet, er altså den kristne retfærdighed, for hvis skyld Gud regner os for retfærdige og giver os evigt liv. Der er der bestemt ingen lovgerning, ingen kærlighed, men en helt anden retfærdighed og en ny verden uden for og oven over loven. For Kristus eller troen er ikke en lov eller en lovger­ning. Om denne sag, som sofisterne hverken har skrevet om eller indset, vil vi tale mere udførligt nedenfor. For øjeblik­ket er det tilstrækkeligt at have mindet om, at Paulus her ikke blot taler om ceremonialloven, men om hele loven. . Og i øvrigt har jeg samtidig mindet om en meget farlig vildfarelse. De skolastiske teologer har nemlig lært, at et menneske får syndsforladelse og bliver retfærdiggjort på følgende vis: Gennem de gerninger, som går forud for nå­den, og som de kalder »billighedsfortjenester«, fortjener det nåden, som efter deres opfattelse er en beskaffenhed ved viljen, som Gud har skænket os ud over den kærlighed, som vi har ved vore naturlige kræfter. Når et menneske så ejer den, siger de, at han i sig selv er retfærdig og en sand kristen. Det siger jeg, er en ugudelig og fordærvelig mening. For den gør os til tyrkere, jøder, gendøbere eller sværmere. For hvem kan da ikke af egen kraft uden nåden gøre en god ger­ning, hvorved han fortjener nåden osv.? På denne vis har de drømmere gjort troen til en egenskab uden indhold i sjælen. Alene og uden kærligheden formår den intet; men når kærligheden kommer til, er den virksom og retfærdiggør.

       Men om de gerninger, der følger efter nåden, har de sagt, at de formår at gøre fortjent til det evige liv som en »fuldgyl­dig« fortjeneste på den vis, at Gud på grund af den kærlig­hed, som Han har indgydt i menneskets vilje, anerkender den derpå følgende gode gerning (som tilstrækkelig) til det evige liv. De siger nemlig således: Gud anerkender den gode gerning til evigt liv, men underkender den onde gerning til fordømmelse og evig straf. De har i deres drøm hørt om Guds godkendelse, og dette satte de siden i forbindelse med gerningerne. Alt det er fejlagtigt og bespottelser imod Kri­stus. Skønt ikke alle taler så kønt. Men nogle har, som jeg har sagt, lært, at vi endog af vore naturlige kræfter kan elske Gud over alle ting. Det er godt at vide besked om dette, så vi bedre kan forstå indholdet af Paulus' drøftelse.

       Imod disse narrestreger og helt frie fantasier, som vi oven­for kort har mindet om, lærer vi således om troen og kristen­dommens sande indhold. Først skal mennesket belæres af loven, så det kommer til selverkendelse og kan lære at be­kende: »Alle har jo syndet, og dem fattes æren fra Gud« (Rom 3, 23) og: »Der er ingen retfærdig, end ikke én; der er ingen forstandig; der er ingen, som søger efter Gud; alle er afvegne« (Rom 3, 10 ff.) og ligeså: »Mod dig alene har jeg syndet osv.« (Sl 51, 6). Sådan skræmmer vi tværtimod menneskene bort fra »billigheds – « og »fuldgyldig« fortjene­ste. Men når mennesket således af loven er blevet ydmyget og bragt til selverkendelse ved hjælp af loven, så er det virkelig blevet en bodfærdig (sand bod begynder nemlig med frygt for Gud og hans dom). Det ser nu, at det er så stor en synder, at det ikke ved sine egne kræfter, sysler og gerninger kan blive befriet fra sine synder. Så forstår det omsider virkelig, hvor Paulus vil hen, når han siger, at mennesket er syndens træl og fange, at Gud har indesluttet alt under synd, og at hele verden er skyldig for Gud. Da indser det, at sofisternes lære om »billigheds – « og »fuldgyldig« fortjeneste blot er tom snak, og at hele pavedømmet er styrtet omkuld.

       Da fødes dette suk: Hvem kan da hjælpe? For når menne­sket er blevet opskræmt således ved loven, fortvivler det helt over sine egne kræfter, og det ser sig om og længes efter hjælp fra en midler og frelser. Da er tiden inde for evangeliets frelsende ord til at komme og sige: »Søn, vær frimodig, dine synder forlades dig« (Matt 9, 2). Tro på Jesus Kristus, der er korsfæstet for dine synder osv. Om du føler dine synder, skal du ikke betragte dem som dine, men huske, at de er blevet overført til Kristus, »ved hvis sår vi fik lægedom osv.« (Es. 53, 5).

       Dette er frelsens begyndelse. Sådan befries vi fra synden, retfærdiggøres og får evigt liv – ikke på grund af vore fortjenester og gerninger, men på grund af troen, hvormed vi griber om Kristus. Derfor antager også vi, at der er en egenskab og en iboende retfærdighed i hjertet. Men det er ikke kærligheden, som sofisterne mener, men troen; dog således at forstå, at troen ikke må se hen til eller holde sig til noget andet end Frelseren Kristus. Men da er det nødven­digt, at du virkelig ved, hvem Kristus er. Fordi sofisterne ikke vidste det, gjorde de ham til en dommer og en bøddel og udtænkte hele dette tåbelige opspind om »billigheds – « og »fuldgyldig« fortjeneste.

       Men Kristus er bestemt ikke en lovgiver, men en forsoner og frelser. Det holder troen sig til og tror uden at tvivle på, at Han har gjort gerninger og erhvervet »billigheds – « og »fuld­gyldig« fortjeneste i overflod. Thi ved en eneste bloddråbe kunne han have gjort fyldest for verdens synder. Men nu har han gjort rigelig fyldest. Hebr.9, 12: »Med sit blod gik han én gang for alle ind i Helligdommen osv.« og Rom 3, 24 f.: »Retfærdiggjorte uforskyldt ved hans nåde ved den forløs­ning, som er i Kristus Jesus, hvem Gud fremstillede som sonemiddel ved troen på hans blod osv.« Derfor er det noget stort at gribe Kristus, der bærer verdens synd, ved troen, og den tro alene regnes til retfærdighed (Rom kap. 3 og 4).

       Her må vi også lægge mærke til, at de tre: troen, Kristus og så godkendelsen eller tilregnelsen hører nøje sammen. For troen griber om Kristus. Den har ham hos sig og indeslutter ham som ringen en ædelsten. Og ham, der er blevet fundet med en sådan inderlig tro på Kristus, ham regner Gud for retfærdig. Dette er den måde eller fortjeneste, hvorved vi opnår syndernes forladelse og retfærdighed. Fordi du tror på mig, og din tro indeslutter Kristus, som jeg har givet dig, som din retfærdiggører og frelser, siger Gud – derfor skal du være retfærdig. Altså godkender Gud dig eller regner dig for retfærdig alene for Kristi skyld, ham på hvem du tror osv.

       Og godkendelsen eller tilregnelsen er højst nødvendig. For det første fordi vi endnu ikke er helt retfærdige; men så længe vi lever, klæber der sig stadig synd til vort kød. Denne rest af synd i vort kød renser Gud i os. For det andet prisgiver Helligånden os undertiden, så vi falder i synd ligesom Peter, David og andre hellige. Vi har dog altid mulighed for at vende om til den trosartikel, at vore synder er skjult, og at Gud ikke vil tilregne os dem (Rom 4).

       Ikke sådan at forstå, at synden ikke er der. Sofisterne lærte således, at vi skal arbejde så længe, at vi ikke mere er os no­gen synd bevidst. Men synden er der virkelig, og de fromme mærker til den. Men Gud vil ikke vide af den og ser den ikke. For midleren Kristus står for. Fordi vi griber ham med troen, skal ingen synd være synd. Men hvor Kristus og troen ikke er, der er der ingen syndsforladelse, intet skjul (:for synden), men kun tilregnelse og fordømmelse af vor synd. Således vil Gud, at Sønnen bliver herliggjort, og at Han selv bliver herliggjort i os gennem ham.

       Efter at have lært således om troen på Kristus lærer vi også om gode gerninger. Fordi du med troen har grebet Kristus, ved hvem du er retfærdig, skal du nu gå hen og elske Gud og din næste. Påkald Gud, sig Ham tak, forkynd, lovpris og bekend Gud. Gør vel imod din næste og tjen ham. Pas dit arbejde. Dette er virkelig gode gerninger, der strømmer frem af troen og stammer fra glæden i hjertet over, at vi har syndernes forladelse uforskyldt gennem Kristus.

       Hvad man siden hen må bære af kors og lidelser, skal man roligt finde sig i. For det åg, Kristus lægger på os, er gavnligt og hans byrde let (Matt 11, 30). Når synden er forladt og samvittigheden befriet for syndens byrde og bid, kan en kristen nemlig med lethed tåle alt. Fordi hele hans indre er mildt og blidt, gør og lider han gerne alt. Men når et menne­ske skrider selvretfærdigt frem, er alt, hvad han gør og lider, tungt og besværligt for ham, fordi han gør det modvilligt.

       En kristen er altså efter vor definition ikke en, der ikke har eller mærker til synden, men en, hvem den ikke bliver til­regnet af Gud på grund af troen på Kristus. Den lære bringer samvittighederne en urokkelig trøst selv i virkelig angst. Og det er derfor ikke uden grund, vi ofte og med så stor flid indskærper syndernes forladelse og tilregnelsen af retfærdig­hed for Kristi skyld. Ligeså, at en kristen slet ikke og især ikke i anfægtelse, skal have noget at gøre med loven og synden. For så vidt han nemlig er kristen, står han over loven og synden. For i sit hjerte har han Kristus, lovens herre, som en ædelsten i en ring. Når loven derfor anklager ham, og synden ængster osv., ser han hen til Kristus. Med ham indfattet ved hjælp af troen, har han hos sig sejrherren over loven, synden, døden og Djævelen. Han hersker over dem alle, så de ikke skal skade ham (:den troende).

       Derfor er en kristen ret forstået fri for alle love og hverken i det indre eller det ydre undergivet nogen. Men jeg siger udtrykkeligt: For så vidt som han er en kristen (ikke for så vidt han er mand eller kvinde), det vil sige, for så vidt som hans samvittighed er fuld af, smykket med og beriget med denne tro, den store og ubegribelige skat, eller som Paulus siger »uudsigelige gave« (2 Kor 9, 15). Den gave kan derfor ikke prises og ophøjes nok. For den gør os til Guds børn og arvinger. En kristen er også større end hele verden, fordi han har denne tilsyneladende ringe gave i sit hjerte. Denne ringe gave eller sum, som han har i troen, er imidlertid større end Himmel og jord, fordi Kristus, som er denne gave, er større.

       Når denne lære består uskadt, er de kristne dommere over alle lærer og herrer over alle love. De kan frimodigt erklære tyrkeren med hans Koran for fordømt, fordi han ikke vandrer ad den rette vej. Han erkender nemlig ikke, at han er en elendig og fordømt synder. Han griber ikke i tro om Kristus og tror ikke, at hans synder forlades ham for hans skyld. På samme vis fælder de med tillid den dom imod paven, at han med hele sit herredømme er fordømt, fordi han tillige med alle sine munke og universiteter vandrer på følgende måde: gennem billighedsfortjeneste opnår vi nå­den, og siden bliver vi gennem fuldværdig fortjeneste mod­taget i Himlen. Derom siger den kristne: Det er ikke den rigtige måde at blive retfærdiggjort på. Det er ikke sådan, man kommer op til stjernerne. Jeg kan ikke gennem forud­gående gerninger fortjene billighedsnåde og heller ikke gennem de efterfølgende fortjenester opnå det evige liv »fuld­værdigt«. Men synden bliver tilgivet og retfærdighed tilreg­net den, der tror på Kristus. Den tro gør ham til Guds barn og arving, der i håbet ejer det lovede evige liv. Alt skænkes os altså ved troen på Kristus, ikke ved billigheds – og fuldværdig fortjeneste. Det gælder både nåden, freden, syndsforladelsen, frelsen og det evige liv.

       Derfor er sententiarernes lære om billighedsfortjeneste og fuldværdig fortjeneste, og alle pavedømmets gudstjenester og utallige messer og stiftelser afskyelige gudsbespottelser, helligbrøde og fornægtelser af Kristus. Det har Peter forudsagt i 2 Pet 2, i med disse ord: »Iblandt jer vil komme falske lærere, som vil liste fordærvelige vranglærdomme ind, idet de endog fornægter den Herre, som købte dem osv.« Det er, som om han vil sige: Herren har forløst og købt os med sit blod for at retfærdiggøre og frelse os. Dette er vejen til retfærdighed og frelse. Men der vil komme løgnelærere, der fornægter Herren, bespotter vejen til sandhed, retfærdighed og frelse, og opfinder nye veje, der blot fører ud i falskhed og fordærv. Og mange følger deres fordærvelige lære osv. I hele det kapitel har Peter givet et udmærket billede af pave­dømmet, som ringeagtede evangeliet og troen på Kristus og lærte gerninger og menneskelige overleveringer, som f.eks. om »billigheds – « og »fuldværdig« fortjeneste, om forskel på dage, spiser og personer, om munkeløfter, helgenpåkaldel­se, pilgrimsrejser, Skærsilden osv. Disse afsindige menin­ger om menneskelige overleveringer og om gerninger har papisterne indsuget i en sådan grad, at det er dem umuligt at forstå bare en stavelse om evangeliet, troen og Kristus.

       Det viser forholdene klart nok. For de anmasser sig selv den ret, der alene er Kristi. Han alene befrier fra synderne og giver os retfærdighed og evigt liv. Men det lærer de, at man helt sikkert kan få gennem sine billigheds – og fuldværdighedsfortjenester. Det kalder Peter og de andre apostle for at indføre fordærvelige vranglærdomme, fornægte Kristus, trampe på hans blod og bespotte Helligånden og Guds nåde. Derfor ser ingen klart nok, hvor frygtelig den papistiske afgudsdyrkelse er. Lige så uudsigelig den nåde er, som skæn­kes os gennem Kristus, lige så afskyelige er de papistiske ugudeligheder. Derfor må det heller ikke agtes ringe eller blive glemt, men skal overvejes nøje, alt det, der også mod­sætningsvis formår at sætte Guds ære og Kristi velgerning i et klarere lys. For jo bedre jeg kender den papistiske messes ugudelighed, des mere forbander og afskyer jeg den. Paven har nemlig afskaffet messens rette brug og forvandlet den til en vare, som kan købes til gavn for en anden. Der stod messepræsten, en frafalden, der fornægtede Kristus og be­spottede Helligånden, og udførte ved alteret en handling, ikke blot til gode for sig selv, men også for andre, levende og døde, samt for hele kirken, og det ikke af nogen anden grund end som følge af den udførte handling.

       Alene deraf fremgår, at Guds tålmodighed er uvurderlig, siden han ikke allerede for længst har ladet hele pavedømmet gå til grunde og ikke har tilintetgjort det med ild og svovl ligesom Sodoma og Gomorra. Og nu ønsker de nette folk at tildække og besmykke deres ugudelige slethed. Det kan vi på ingen måde tåle. Men vi bør drage dem frem af hykleriets mørke tåge til lyset, så artiklen om retfærdiggørelsen lige­som solen kan afsløre deres skændsel og skam. Derfor ind­skærper vi gerne retfærdigheden af tro og fremhæver den, for at papisterne og alle sekterere kan blive bragt ud af fatning, og den artikel blive fast forankret og vis i vore hjerter. Dette behøver vi mest af alt. For når den sol er gået tabt, falder vi tilbage til vort tidligere mørke. Men det mest forfærdelige er, at paven har kunnet udvirke dette i kirken, at Kristus blev fornægtet, trådt under fode, spyttet på og bespottet, og det gennem evangeliet og sakramenterne, som han i den grad formørkede og forvandlede til et så afskyeligt misbrug, at de tjente ham til at oprette og styrke hans djævelske vederstyggeligheder imod Kristus. O, hvilket mørke, hvilken uendelig vrede hos Gud!

 

»har også vi sat vores lid til Kristus Jesus«Hvorfor? – »for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger.«

Dette er kristendommens sande lære, nemlig at vi retfærdig­gøres ved tro på Kristus, ikke ved lovens gerninger. Her må sofisternes ugudelige forklaring ikke få dig til at vakle. De siger, at troen først da retfærdiggør, når kærligheden og de gode gerninger er kommet til. Ved denne fordærvelige for­klaring har de gjort de bedste skriftsteder derom dunkle og forvanskede. For når et menneske hører, at han vel bør tro på Kristus, men at troen ikke gør retfærdig, medmindre den formende kraft, nemlig kærligheden, er kommet til, så falder han straks fra troen og tænker: Hvis tro uden kærlighed ikke gør retfærdig, så er troen altså uvirksom og unyttig, og det er alene kærligheden, der gør retfærdig. For hvis troen ikke er formet af og smykket med kærligheden, er den slet intet.

       Og for at bevise denne deres skadelige og fordærvelige forklaring anfører modstanderne i 1 Kor 13, i f.: »Taler jeg med menneskers og engles tunger, ... og har jeg profetisk gave og kender alle hemmelighederne og al kundskaben, og har jeg al troen, så at jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, da gavner det mig intet.« Dette skriftsted er deres uindtagelige mur. Men de er uforstandige mennesker, og derfor forstår de intet og begriber intet hos Paulus. Og ved denne falske fortolkning har de ikke blot gjort uret imod Paulus' ord, men også fornægtet Kristus og gjort alle hans velgerninger til intet. Derfor skal den skyes som en Helvedes gift, og med Paulus skal man drage den slutning: Alene ved troen, ikke ved en tro, der ved kærligheden har fået sin rette skikkelse, bliver vi retfærdiggjort. Derfor skal kraften til at retfærdiggøre ikke tilskrives den formende kraft, der gør yndet af Gud, men troen, der har grebet og i sit hjerte besidder Kristus selv, Frelseren. Denne tro retfærdiggør uden og inden kærligheden.

       Vi indrømmer, at der også skal læres om gode gerninger og om kærligheden, men til rette tid og på rette sted, nemlig når det drejer sig om gerninger uden for dette hovedpunkt. Men her er dette sagens kærne: Hvorved bliver vi retfærdige og får det evige liv? Her svarer vi med Paulus, at vi alene ved troen på Kristus bliver erklæret retfærdige, ikke ved lovger­ninger eller ved kærlighed. Det betyder ikke, at vi forkaster gerningerne eller kærligheden, som modstanderne beskyl­der os for; men vi vil ikke lade os rive bort fra sagens kærne, hvad Satan forsøger på. Når vi beskæftiger os med lære­punktet om retfærdiggørelsen, forkaster og fordømmer vi derfor gerningerne. For det lærepunkt tillader slet ingen drøftelse om gode gerninger. Vi skærer derfor alle love og alle lovgerninger bort, så længe som det drejer sig om dette emne.

       Men loven er god, retfærdig og hellig. Javel. Men når vi beskæftiger os med drøftelse af retfærdiggørelsen, er det ikke rette plads til at tale om loven. For nu spørges der om, hvad Kristus er, og hvilken velgerning han har gjort imod os. Og Kristus er ikke lov. Han er ikke mit eller lovens værk. Han er ikke min eller lovens kærlighed. Han er ikke min kyskhed, lydighed eller fattigdom, men Herren over liv og død, synderes midler og frelser, genløseren for dem, der er under loven.

       Ved troen er vi i ham og han i os (Joh6, 56). Denne brudgom Kristus bør være alene med bruden, i ro og fred, efter at have sendt alle tjenere og hele husstanden bort. Men siden, når brudgommen åbner døren og går ud, skal tjenere og tjenerinder ile til og tjene. De skal bringe mad og drikke. Da begynder gerningerne og kærligheden.

       Lad os derfor lære omhyggeligt at skelne alle love, også de guddommelige, og alle gerninger fra troen og Kristus, så vi forstår ham ret. Kristus er nemlig ikke loven og kræver følgelig ikke lov og gerninger. Men han er Guds lam, der (bort – )bærer verdens synd (Joh 1, 29). Men dette fattes alene ved troen, ikke ved kærligheden. Vel bør den følge på troen, men som en takkegave. Derfor har sejren over synd og død, frelsen og det evige liv ikke sin grund i loven eller lovgernin­ger eller vor vilje, men alene i Jesus Kristus. Altså retfærdig­gør alene troen, der griber fat herom. Det følger af den tilstrækkelige adskillelse og bevisførelse: Sejren over synd og død vindes ikke ved, at vi gør lovens gerninger eller sætter vor vilje ind osv. Følgelig er den vundet af Jesus Kristus alene. På det punkt lader vi dem gerne kalde os »enegænge­re« (solarii); for de forstår intet af Paulus' redegørelse her. I, som vil være de bange samvittigheders trøstere, bør omhyg­geligt lære den artikel og stadig øve jer i den og fremhæve den ved at sige kraftigt fra over for papisternes og jødernes og tyrkernes afskyeligheder.

 

[Note: I overensstemmelse med Romerbrevet 3, 28 understregede Luther stærkt, at frelsen ene og alene skyldes Kristus – uden nogen som helst hjælp fra vores egne gerninger. Denne understregning af troen alene (: solo) med afvisning af gerningerne gav lutheranerne øgenavnet ”solarii”. Det er dannet af det latinske ”solo”, der, som bekendt, betyder ”alene”. På dansk kan ”solarii” gengives med ord som ”enegængere”, de ”udelukkende” (”gernings-udelukkere”) de ”ekskluderende” og lignende].

 

»for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger.«

Hvert ord bør læses opmærksomt og eftertrykkeligt. Paulus taler nu ikke om ceremonialloven, men om hele loven, såle­des som jeg også har mindet om ovenfor. For ceremoniallo­ven var i lige så høj grad en guddommelig lov som morallo­ven. Omskærelsen, oprettelsen af præsteembedet, gudsdyr­kelsen og dens former var i lige så høj grad befalet af Gud som De 10 bud. Ligeså var det en lov, at Abraham fik befa­ling om at ofre sin søn Isak. Denne handling af Abraham behagede Gud, ligesom andre ceremonielle gerninger var ham til behag. Men Abraham blev ikke retfærdiggjort gen­nem den handling, men ved troen. For Skriften siger: »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdig­hed« (Rom 4, 3).

       Men efter at Kristus er blevet åbenbaret, bringer ceremoniallovene død, siger de. Ja vist, al lov, også De 10 bud, bringer død, hvor der ikke er tro på Kristus. Siden bør der ikke herske nogen anden lov i samvittigheden, end livets Ånds lov, og ved den er vi i Kristus befriede fra bogstavens og dødens lov, dens gerninger og synder. Det betyder ikke, at loven er slet, men at den ikke er til mindste nytte, når det gælder retfærdiggørelsen. Det er noget meget højt og stort at have en nådig Gud. I den situation er det derfor nødvendigt med en helt anden mellemmand end Moses eller loven, vor vilje eller endog den nåde, som de kalder Guds (i os indgydte) kærlighed. Her bør vi slet ikke gøre noget, men blot tage imod den skat, som er Kristus i hjertet, fattet ved troen – og det om vi så aldrig så meget føler, vi er fulde af synder. Der ligger altså stor vægt på de ord »af tro på Kristus«. De er ikke, som sofisterne mener, tomme og overflødige, hvorfor de bravt forbigår dem.

 

»For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt

Hidtil har Paulus' ord været talt til Peter. Og i dem har han kort sammenfattet den kristne læres hovedar­tikel – den, der gør os til sande kristne. Nu vender han sig til galaterne, som han skriver til og afslutter med at sige: Da det forholder sig således, at vi retfærdiggøres ved tro på Kristus, så bliver altså »af lovens gerninger intet kød retfærdiggjort«. »Ikke alt kød« står der egentlig, og det er en hebraisk vending, der strider imod den almindelige grammatiks reg­ler. Således hedder det egentlig i 1 Mos 4, 15: »For at ikke enhver, der mødte ham, skulle slå ham ihjel.« Grækere og romere taler ikke sådan. »Ikke enhver« det vil sige: »ingen«. »Ikke alt kød« det vil sige: »intet kød«. Men på latin betyder »ikke alt kød«: »noget kød«. Helligånden holder sig imid­lertid ikke så strengt til grammatikken.

       Men kød betyder ikke hos Paulus, således som sofisterne mener, de grove synder. Dem plejer han nemlig med rene ord at kalde for hor, utugt, urenhed osv. (se Gal. 5, 19 ff.). Men kød er for Paulus det samme som for Kristus, der i Joh 3, 6 siger: »Hvad der er født af kødet, er kød.« Kød er altså en betegnelse for hele menneskets natur med dens fornuft og alle dens kræfter. Dette, siger han, »bliver ikke retfærdiggjort af gerninger, ikke engang af lovens gernin­ger«. Han siger ikke: kødet bliver ikke retfærdiggjort af gerninger, der strider imod loven som f.eks. voldtægt, fuld­skab osv., men kødet bliver ikke retfærdiggjort af gernin­ger, der er gjort efter loven og er gode. Kød tilkendegiver derfor for Paulus den højeste retfærdighed, visdom, gudstje­neste, fromhed, forstand og vilje, der kan være i verden. Altså retfærdiggøres hverken munken gennem sin ordensre­gel eller præsten gennem sin messe og tidebøn eller filosoffen ved sin visdom eller teologen ved sin teologi eller tyrken ved sin Koran eller jøden ved sin Moses. Kort sagt, hvor vise og retfærdige mennesker end kan være efter vor fornufts vurde­ring og efter Guds lov, så retfærdiggøres de dog ikke ved alle deres gerninger, fortjenester, messer, den højeste retfærdig­hed og gudsdyrkelse.

       Det her tror papisterne ikke på. Blinde og forhærdede forsvarer de derimod på trods af samvittighedens stemme deres afskyeligheder og holder fast ved denne deres gudsbe­spottelse, idet de stadig oplader deres ugudelige røster: Den, der har gjort sådan eller sådan, fortjener syndernes forladelse. Den, der har overholdt denne eller hin hellige ordensre­gel, ham lover vi bestemt evigt liv. Det er ikke til at sige, hvor frygtelig en bespottelse det er, at tilskrive onde ånders lære, menneskers bestemmelser og regler, pavens ugudelige over­leveringer og munkenes gerninger det, som Paulus, Kristi apostel, frakender den guddommelige lov og dens gernin­ger. Men hvis, som apostelen bevidner, ingen bliver retfær­diggjort af den guddommelige lovs gerninger, så retfærdig­gøres meget mindre nogen af Benedikts eller Franciskus' munkeregel, hvor der ikke findes en stavelse om troen på Kristus, men alene dette fremhæves: Den, der overholder dette, har det evige liv.

       Derfor har jeg ofte forundret mig voldsomt over, at kir­ken i de mange århundreder, hvor de fordærvelige partier varede ved, dog kunne bestå i så stort et mørke og så store vildfarelser. Vist har der været nogle, som Gud kaldte bare ved evangeliets ord (det var der dog stadig i prædikenen) og ved dåben, og de vandrede i hjertets enfold og ydmyghed. De mente, at alene munkene og de, der var blevet ordineret af biskopperne, var hellige og gudfrygtige, mens de selv som urene og verdslige på ingen måde kunne sammenlignes med dem. De fandt ingen gode gerninger eller fortjenester, som de kunne sætte op imod Guds vrede og dom. Derfor tog de deres tilflugt til Kristi lidelse og død, og blev frelst i denne enfoldige tro.

       Men Guds vrede er frygtelig og uendelig, siden Han i så mange århundreder har straffet papisternes utaknemmelig­hed og foragt mod evangeliet og Kristus ved at give dem hen »til et forkasteligt sind« (Rom 1, 28), så de helt benægtede at have brug for Kristus og bespottede ham. I stedet for evan­geliet antog de så afskyelige, af mennesker opfundne mun­keregler og overleveringer. De dyrkede alene dem og fore­trak dem frem for Guds ord, indtil endelig også ægteskabet blev taget fra dem, og de blev tvunget til det ukyske cølibat (:liv i enlig stand). Fra nu af blev de så også udadtil besmit­tede med enhver form for skændsel: hor, udsvævelse, uren­hed, sodomi osv. Det var nemlig frugten af det urene cølibat. Således gav Gud dem med rette indadtil hen til »et forkasteligt sind« og udadtil tillod han dem at kaste sig ud i så store forbrydelser, fordi de bespottede Guds enbårne Søn, i hvem Faderen vil æres. Han har givet ham hen til døden, for at de, der tror på Sønnen, kan blive frelst ved ham, men ikke gennem deres munkeordener. »Den, som ærer mig,« siger Han, »vil jeg ære« (1 Sam 2, 30). Men Gud æres ved Sønnen (Joh 5, 23). Han, som altså er kommet til tro på, at Guds Søn er vor midler og frelser, han ærer Faderen, og Gud ærer ham til gengæld, idet han smykker ham med sine gaver, synder­nes forladelse, retfærdighed, Helligånden og evigt liv. Men »de, som ringeagter mig«, siger Han, »skal beskæmmes« osv. (1 Sam 2, 30).

       Dette er altså en afgørende slutning: »Thi af lovens ger­ninger skal intet kød blive retfærdiggjort.« Den skal du fremhæve vidt og bredt, og gennemgå hver stand i lyset af den. Følgelig retfærdiggøres munken ikke af sin orden, non­nen ikke af sin kyskhed, borgeren ikke af sin retskaffenhed, fyrsten ikke af sin godgørenhed osv. Guds lov er større end hele verden; for den omfatter alle mennesker. Og lovens gerninger overgår langt de værkhelliges selvvalgte gerninger, og dog siger Paulus, at hverken loven eller lovens gerninger gør retfærdig. Altså er det alene troen, der retfærdiggør. Efter at have slået den sætning fast, begynder han nu at bekræfte den med beviser. Og det første bevis er som hentet fra modstillingen af dens konsekvens.

 

Vers 17: »Men når vi, ved at søge at blive retfærdige i Kristus, selv er kommet til at stå som syndere, går Kristus så ikke syndens ærinde?«

Dette er ikke latinske vendinger, men hebraiske og teologi­ske. Hvis dette er sandt, siger han, at vi retfærdiggøres i Kristus, er det umuligt, at vi stadig er syndere, eller at vi skal retfærdiggøres ved loven. Hvis det derimod ikke er sandt, men vi bør retfærdiggøres ved loven og dens gerninger, så er det umuligt, at vi bliver retfærdiggjorte ved Kristus. En af delene må være forkert: Enten retfærdiggøres vi ikke i Kri­stus, eller også sker det ikke ved loven. Men vi retfærdiggø­res i Kristus, og altså ikke ved loven. Der må altså sluttes på denne vis: »Hvis vi søgte osv.,« det betyder, hvis vi forsø­ger at blive retfærdiggjort ved troen på Kristus, og når vi er blevet det, alligevel stadig befindes at være syndere, der trænger til, at loven skal retfærdiggøre os syndere; hvis, siger jeg, det er nødvendigt at holde loven for at blive retfær­diggjort, så at de, der er retfærdige i Kristus, dog ikke er det, men stadig trænger til den retfærdiggørende lov, eller hvis den, der er blevet retfærdiggjort ved Kristus, stadig trænger til at blive retfærdiggjort ved loven – er Kristus intet andet end en lovgiver og en tjener for synden! Så er den, der er blevet retfærdiggjort og hellig i Kristus, dog ikke retfær­diggjort og hellig, men har stadig behov for lovens retfær­dighed og hellighed.

       Men vi er bestemt retfærdiggjorte og retfærdige i Kristus. For evangeliets sandhed lærer, at mennesket ikke retfærdig­gøres gennem loven, men i Kristus. Men om de, der bliver retfærdiggjort i Kristus, stadig findes at være syndere, det vil sige, stadig hører ind under loven og er under den, således som de falske apostle lærte, så er de altså dog endnu ikke blevet retfærdiggjorte. For loven anklager og beskylder dem for stadig at være syndere, og den fordrer, at de gør lovens gerninger for at blive retfærdiggjort. De i Kristus retfærdiggjorte er altså ikke retfærdiggjorte. Og således følger med nødvendighed, at Kristus ikke er en retfærdiggører, men en tjener for synd.

       Men han retter her en meget alvorlig anklage mod de falske apostle og alle værkhellige for at vende op og ned på alt derved, at de gør loven til nåde og nåden til lov, Moses til en Kristus og Kristus til en Moses. For de lærer, at du selv efter Kristus og al hans retfærdighed behøver at holde loven, om du vil retfærdiggøres. Således bliver Kristus ved en utålelig forkerthed til en lov. For de tildeler loven, hvad der med rette tilkommer Kristus. De siger: Hvis du har gjort lovens gerninger, bliver du retfærdiggjort, og hvis du ikke har gjort dem, bliver du ikke retfærdiggjort, hvor meget du så end tror på Kristus. Men hvis det er sandt, at Kristus ikke retfærdiggør, men er en tjener for synd, således som det med nødvendighed må følge af deres lære, så er Kristus altså en lov. For vi får ikke noget andet fra ham, når han lærer, at vi er syndere, end vi får af loven. Kristus belærer os altså om, at vi er syndere, og sender os hen til loven og Moses for at blive retfærdiggjort.

       Derfor kan papister, zwinglianere, gendøbere og alle, der er uvidende om Kristi retfærdighed eller ikke forstår den ret, ikke lade være med at gøre en Moses og en lov af Kristus, og af loven en Kristus. For de lærer således: Vist retfærdig­gør troen på Kristus; men samtidig skal man også holde Guds bud. For der står skrevet: »Vil du indgå til livet, da hold budene« (Matt 19, 17). Der er Kristus straks blevet fornægtet og troen afskaffet. For der tillægges Guds bud eller loven, hvad der alene hører Kristus til. For Kristus er ifølge sit navn en retfærdiggører og forløser fra synd. Hvis jeg overlader det til loven at gøre dette, så er nu selve loven min retfærdiggører, der befrier mig fra mine synder, fordi jeg gør dens gerninger. Og således er loven Kristus, og Kristus mister helt sit navn, sin opgave og sin ære og er intet andet end en tjener for synd, der anklager, forskrækker, stiller frem og sender synderen hen til en anden, som kan retfærdiggøre ham. Men det er jo virkelig lovens opgave.

       Kristi opgave er derimod udelukkende at favne ham, der ved loven er blevet gjort til en synder og befri ham for hans synder, om han tror på evangeliet. For Kristus er lovens ende til retfærdighed for hver den, som tror (Rom 10, 4). Han er Guds lam, som bærer verdens synd (Joh 1, 29). For papisterne og sværmerne vender op og ned på tingene. De kan heller ikke andet, da de ikke forstår læren om retfærdig­gørelsen rigtigt, men hævder det stik modsatte, nemlig at Moses er Kristus, og Kristus er Moses. Dette er ligefrem deres grundsætning. Men os, der med så stor flid indprenter og fremhæver troen, ler de af og siger: Ha, ha, troen, troen, du skal nok komme til at vente længe, inden du kommer i Himlen ved troen. Der skal stræbes efter noget højere. Du bør opfylde loven i overensstemmelse med ordet: »Gør dette, så skal du leve« (Luk 10, 28). Du bør lide meget, udgyde dit blod, forlade dit hus, hustru og børn, og efterføl­ge Kristi eksempel. Jeres tro gør menneskene sikre, uvirk­somme og søvnige. Således bliver de (:Luthers modstandere) rene og skære mosaiske lovlærere, der falder fra Kristus til Moses og kalder folket tilbage fra dåben, troen og Kristi løfter til loven og gerningerne; for de gør en lov ud af nåden og af loven nåde.

       Men hvem kunne nogen sinde tro, at de to ting så let kunne blive sammenblandet? Ingen er dog så tåbelig, at han ikke kan se den meget bestemte forskel på lov og nåde. For selve begrebernes og navnenes beskaffenhed angiver den forskel. Enhver forstår jo, at de ord: lov og nåde både indholdsmæssigt og hvad navnet angår, er forskellige. Derfor er det den hæsligste mærkværdighed, at papister og svær­mere trods denne helt klare adskillelse dog glider ud i den sataniske forvendthed, at de sammenblander loven og nåden og forvandler Kristus til en Moses. Derfor siger jeg ofte, at denne (min) lære om troen vel er særdeles letforståelig, og at enhver let kan fatte adskillelsen mellem lov og nåde, så længe det blot drejer sig om ordene. Men når det gælder om at bruge den i vort liv og i vort sind, er den det sværeste af alt.

       Paven og hans skolastiske doktorer siger tydeligt, at loven og nåden er forskellige, og dog lærer de helt modsat, når det gælder om at anvende dem. Hvad enten troen på Kristus er vundet gennem vore egne kræfter, handlinger og naturlige dyder, eller den er blevet indgydt af Gud, siger han, at den er død, medmindre kærligheden følger på den. Men hvad bli­ver der så af adskillelsen mellem loven og nåden? Vist skelner han mellem dem med hensyn til navnet; men i virkeligheden kalder han dog kærligheden for nåde. Således kræver sekte­rerne også foruden troen gerninger. Alle, der ikke forstår artiklen om retfærdiggørelsen ret, sammenblander altså nød­vendigvis loven og nåden.

       Derfor skal alle fromme lære nøje at skelne loven fra nåden, i sindet og i den praktiske anvendelse, og ikke blot i ord, således som paven og sværmerne. For hvad ordene angår, indrømmede de, at de to, er adskilte; men i virkelig­heden sammenblander de dem, som jeg har sagt, fordi de ikke indrømmer, at troen retfærdiggør uden gerninger. Hvis dette er sandt, er Kristus ikke til nogen nytte for mig. For hvor meget jeg end ejer den sande tro, retfærdiggøres jeg dog ikke efter denne deres opfattelse, hvis min tro er uden kær­lighed. Og selv om jeg skulle have den, elsker jeg dog ikke nok. Og på den vis er Kristus, som troen har grebet om, ikke en retfærdiggører, nåden gavner intet, og troen kan heller ikke være sand uden kærligheden (eller som gendøberne siger det: uden kors, lidelse og blodsudgydelse). Men hvis kærligheden, gerningerne og korset kommer til, så er troen sand og gør retfærdig.

       Ved en sådan lære fordunkler sværmerne atter i vor tid Kristi velgerning, berøver ham den ære af at være vor retfær­diggører og gør ham til en tjener for synd. De har altså ikke lært andet af os end at sige ordene efter; selve sagen fatter de ikke. Vel ønsker de, at det skal se ud, som om de også lærer Kristi evangelium og tro rent, ligesom vi; men når det kom­mer til den praktiske brug, er de lovlærere, der i et og alt ligner de falske apostle. For ligesom disse tilskyndede alle menighederne til foruden at tro på Kristus at lade sig omskæ­re og overholde loven, uden hvilket de benægtede, at troen kunne retfærdiggøre (for de sagde: »Dersom I ikke lader jer omskære efter Moses' skik, kan I ikke blive frelst«, jfr. ApG 15, 1), således kræver sektererne i vore dage ud over troens retfærdighed også overholdelse af Guds bud i over­ensstemmelse med ordet: »Gør dette, så skal du leve« (Luk 10, 28), og »Men vil du indgå til livet, så hold budene« (Matt 19, 17). Derfor forstår ingen af dem, skønt de selv mener at vide besked, den rette adskillelse mellem loven og nåden. For de gendrives af deres egen praktiske anvendelse og be­dømmelse af de faktiske forhold.

       Men vi gør her en forskel og siger, at vi nu ikke diskuterer, om man skal gøre gode gerninger. Heller ikke spørger vi, om loven er god, hellig og retfærdig, eller om den skal holdes. For det er en helt anden sag. Men vor diskussion og spørgs­mål drejer sig om retfærdiggørelsen, om loven kan retfærdig­gøre. Det forstår vore modstandere ikke. De hverken besva­rer dette spørgsmål eller skelner i den sag ligesom vi. Men de råber blot op om, at man skal gøre gode gerninger og holde loven. Vel, det ved vi. Men fordi det er forskellige sager, det drejer sig om, finder vi os ikke i, at de bliver blandet sam­men. Til sin tid skal vi tale om den sag, at man skal lyde loven og gøre gode gerninger. Men når vi her beskæftiger os med spørgsmålet om retfærdiggørelsen, forkaster vi nu de ger­ninger, som vore modstandere holder fast ved af al magt. De henfører retfærdiggørelsen til dem, hvad der er det samme som at berøve Kristus hans ære og give den til gerningerne.

       Derfor er denne sætning et tilstrækkelig kraftigt bevis, som jeg ofte har gjort brug af til stor trøst: »Når vi, idet vi søgte osv.« Paulus vil ligesom sige: Hvis vi, der er retfærdiggjort i Kristus, stadig anses for ikke at være retfærdiggjorte, men syndere, der endnu skal retfærdiggøres ved lo­ven, så kan vi altså ikke søge vor retfærdiggørelse i Kristus, men må søge den i loven. Men hvis retfærdiggørelsen sker ved loven, sker den ikke ved nåden. Her gælder modsigelsens grundsætning. Hvis retfærdiggørelsen nu ikke sker ved nå­den, men ved loven, hvad har Kristus da udrettet ved sin lidelse, forkyndelse, sejr over synden og døden og udsendel­se af Helligånden? Enten bliver vi altså retfærdiggjorte ved Kristus, eller også gør han os til strafskyldige syndere. Men hvis loven retfærdiggør, så følger uundgåeligt, at vi gøres til syndere ved Kristus. Altså er Kristus syndens tjener. Der kan altså fremsættes den tese: Enhver, der tror på Herren Jesus Kristus, er en synder og skyldig til den evige død, og han bliver ikke frelst, medmindre han tager sin tilflugt til loven og gør dens gerninger.

       Overalt i Skriften, især Det ny Testamente, indskærpes og forkyndes troen på Kristus på herlig vis. Den, der tror på ham, siger den, skal blive frelst, han går ikke fortabt, døm­mes ikke, bliver ikke til skamme, har evigt liv (jfr. Joh 3, 16). De siger derimod: Den, der tror på ham, bliver fordømt osv., fordi han tror uden gerninger, og det bringer for­dømmelse. Således vender de op og ned på alt og gør lige­frem Kristus til en fordømmer og Moses til en frelser. Men mon ikke det er en umådelig gudsbespottelse at lære således: Ved at holde loven og gøre dens gerninger bliver du værdig til det evige liv; men ved at tro på Kristus bliver du skyldig til den evige død? Når den er blevet overholdt, frelser loven; troen på Kristus fordømmer!

       Vel benytter vore modstandere sig ikke af sådanne ord; men i virkeligheden lærer de dog således, fordi det efter deres mening ikke er den indgydte tro (som de med rette kalder troen på Kristus), men den tro, der er blevet formet af kærligheden, der befrier fra synder. Heraf følger, at alene troen på Kristus uden lov og gerninger ikke frelser. Dette er bestemt at påstå, at Kristus lader os blive i vore synder og under Guds vrede og gør os skyldige til den evige død. Men om du derimod holder loven og gør dens gerninger, så retfærdiggør troen, fordi den har gerninger, uden hvilke troen slet ikke er nogen nytte til. Altså er det gerningerne og ikke troen, der retfærdiggør. For det, der giver hver enkelt ting dets beskaffenhed, er i højere grad sådan selv. Hvis troen retfærdiggør på grund af gerninger, så er det nemlig snarere gerningerne end troen, der retfærdiggør. Denne gudsbespottelige læres afskyelighed er afgrundsdyb.

       Paulus når frem til et bevis ved efter at have udskilt det umulige at opregne de muligheder, der foreligger: Hvis vi, skønt vi er blevet retfærdiggjort i Kristus, stadig er syndere, der må retfærdiggøres ved noget andet end Kristus, nemlig ved loven, så kan Kristus altså ikke retfærdiggøre os, men anklager og fordømmer os blot. Følgelig er han død forgæ­ves, og disse og lignende skriftsteder er usande: »Se det Guds lam osv.« (Joh 1, 29) og ligeså: »Den, som tror på Sønnen, har et evigt liv« (Joh 3, 36). Ja, hele Skriften er da løgnagtig, da den bevidner, at Kristus er en retfærdiggører og frelser. For om vi findes at være syndere, efter at være blevet retfær­diggjort i Kristus, må der med nødvendighed sluttes, at de, der gør loven uden Kristus, er retfærdiggjorte. Men hvis det er sandt, så er vi tyrkere, jøder og tartarer, der blot tilsynela­dende holder fast ved Kristi ord og navn, men som i det praktiske liv og i virkeligheden helt fornægter Kristus og hans ord. Men Paulus vil, at troen skal være »uskrømtet« (1 Tim 1, 5).

       Det er derfor en ugudelig vildfarelse at hævde, at den indgydte tro ikke gør retfærdig, medmindre den er prydet med kærlighedens gerninger. Men hvis vore modstandere overhovedet vil forsvare dette, hvorfor kaster de så ikke troen på Kristus helt bort? Især da de ikke anser den for andet end en unyttig egenskab i sjælen, som ikke er til nogen nytte uden kærlighed. Og hvorfor kalder de ikke hellere en båd for en båd? Det vil sige: Hvorfor siger de ikke med rene ord, at det er gerningerne og ikke troen, der retfærdiggør? Og hvorfor i alverden fornægter de ikke åbenlyst hele evan­geliet og Paulus (således som de jo i virkeligheden fornægter dem), da disse tilskriver troen alene, ikke gerningerne ret­færdighed? For hvis troen retfærdiggør sammen med ger­ninger, er hele Paulus' redegørelse urigtig. Han siger jo tydeligt, at mennesket ikke retfærdiggøres ved lovens ger­ninger, men ved troen på Kristus.

 

 »så er Kristus en tjener for synd«

Syndens tjener er på ny en hebraisk udtryksmåde, som Paulus også anvender i 2 Kor 3, 7 ff., hvor han med herlig klarhed taler om disse to tjenester: bogstavens og Åndens, lovens og nådens eller dødens og livets. Og han siger, at Moses, der var lovens tjener, havde lovens tjeneste, som han kalder syndens, vredens, dødens og fordømmelsens tjene­ste. For Paulus plejer at give Guds lov nogle meget skændige navne, og ene blandt apostlene bruger han denne måde at udtrykke sig på. De andre taler ikke således. Men det er meget nyttigt, at de, der studerer Den hellige Skrift, forstår Paulus' udtryksmåde.

       Men en syndetjener er intet andet end en lovgiver eller en lovlærer eller en lovens håndhæver, det vil sige en, der lærer om gode gerninger og kærlighed, der lærer, at vi skal bære kors og lidelser og følge Kristus og de hellige efter. Den, der lærer og fremhæver de ting, er en tjener for loven, og ligeså for synden, vreden og døden. For han udretter ikke andet med sin belæring end at skræmme og forvirre samvittighe­derne og indeslutte dem under synden. For menneskenatu­ren kan umuligt opfylde loven. Ja, selv i dem, der er retfærdiggjort og har Helligånden, strider lemmernes lov imod sindets lov osv. (Rom 7, 23). Hvad ville den så ikke gøre i de ugudelige, som ikke har Helligånden? Derfor forstår han, der lærer, at vi får retfærdigheden ved loven, ikke selv, hvad han siger eller fastslår. Langt mindre overholder han loven. Men han narrer sig selv og andre, og pålægger dem en uudholdelig byrde. Han foreskriver og fordrer det umulige og ender med at føre sig selv og sine lærlinge ud i fortvivlelse.

       Derfor er lovens rette brug og formål at anklage ubekym­rede og sikre mennesker for at være hjemfaldne til synd, vrede og død, så de bliver forskrækket, dybt fortvivlet, blege af frygt og bæver bare ved lyden af et blad, der flyver omkring. Og for så vidt som de har det sådan, er de under loven. For loven fordrer en fuldkommen lydighed imod Gud og fordømmer dem, der ikke kan yde den. Men det er sikkert og vist, at ingen yder eller kan yde en sådan fuldkom­men lovlydighed, som dog Gud vil, at vi skal lægge ror dagen. Altså retfærdiggør loven ikke; tværtimod fordømmer den. Den siger nemlig således: »Forbandet enhver, som ikke holder denne lovs ord i hævd og handler efter dem« (5 Mos. 27, 26). Derfor er den, der forkynder loven, en tjener for synden.

       Paulus kalder derfor med rette i 2 Kor 3, 7 lovens tjeneste for en »syndens tjeneste«. For loven anklager blot samvit­tighederne og åbenbarer synden (der uden loven er død, jfr. Rom 7, 8). Men syndserkendelse (ikke hyklernes teoretiske erkendelse, men den virkelige, hvor man mærker Guds vrede over synden og virkelig fornemmer en smag af død) indjager hjerterne skræk, driver dem til fortvivlelse og dræ­ber dem (Rom 7, 11). Derfor plejer Skriften at kalde dem, der forkynder loven og gerningerne for opkrævere og tyran­ner. For på samme måde som fogederne i Ægypten trykkede Israels børn ned i legemlig trældom, således bringer disse ved deres lære om lov og gerninger sjælene ind i den elendigste åndelige trældom og ender med at føre dem ud i fortvivlelse og undergang. De hverken kender sig selv eller fatter menin­gen med loven. Og det er heller ikke muligt for dem at få fred i samvittigheden, når de er virkelig bange og ligger og skal dø, skønt de har holdt deres munkeregel, vist kærlighed, gjort mange gode gerninger og udholdt meget ondt. For loven skræmmer og anklager dem altid ved at sige: Du har ikke gjort nok osv. Derfor bliver angsten ved med at være der, ja den bliver efterhånden større, og hvis sådanne lovlæ­rere ikke bliver oprejst ved troen og Kristi retfærdighed, er de nødt til at fortvivle.

       Der er et udmærket eksempel på dette i »Vita patrum«om en eremit, der kort inden sin død i tre dage stod bedrøvet og uden at røre sig med øjnene rettet mod Himlen. Da man spurgte ham om, hvorfor han gjorde det, sagde han, at han var bange for at dø. Da hans disciple søgte at trøste ham med, at han jo ikke havde nogen grund til at være bange for at dø, eftersom han havde ført et meget helligt liv, svarede han: Vist har jeg ført et helligt liv og holdt Guds bud; men Guds domme er helt anderledes end menneskenes. Da han mærkede døden nærme sig, kunne han til trods for sit dadelfrie liv og sin lydighed mod Guds lov ikke være rolig i sindet. For han kom i tanke om, at Gud dømmer helt anderledes end menneskene. Og således tabte han tilliden til alle sine gode gerninger og fortjenester, og hvis han ikke er blevet rejst op af Kristi løfte, er han gået til grunde i fortvivlelse. Loven kan derfor ikke udrette noget andet end at stille os frem nøgne og skyldige. Der er ingen råd og ingen hjælp. Men alt er opgivet. Her kan ingen helgeners liv og martyrier hjælpe os.

       Dette er også skildret smukt i fortællingen om overgivel­sen af loven i 2 Mos kap. 19 og 20. Moses havde ført folket ud af lejren for at møde Gud og høre ham tale ud af den mørke sky. Men der blev folket, som kort forinden havde lovet at ville gøre alt, hvad Gud befalede, forskrækket, og slået af angst trak det sig tilbage og sagde langt borte fra til Moses: Hvem kan holde ud at se ilden og høre tordenen og klangen af hornene. »Tal du med os, så vil vi lytte til; men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø« (2 Mos 20, 19). Lovens egentlige opgave er altså at føre os ud af vore telte, J det vil sige ud af vor fred og selvtillid og stille os frem for Guds ansigt og åbenbare os Guds vrede. Der får samvittigheden da at mærke, at den ikke har opfyldt loven. Den kan hverken gøre fyldest eller udholde Guds vrede, som loven åbenbarer, når den således fører os frem for Guds åsyn, det vil sige når den forskrækker, anklager og viser os vor synd. Der kan vi umuligt bestå. Derfor flygter vi skræmt og råber med Israel: Vi dør, vi dør. Lad ikke Herren tale til os, tal du osv.

       Den, der altså lærer, at troen på Kristus ikke retfærdiggør, medmindre man samtidig overholder loven, han gør Kristus til en tjener for synd, det vil sige til en lovlærer, der lærer det samme som Moses. Så er Kristus ikke en frelser, der skænker nåde, men en grusom tyran, der ligesom Moses, kræver det umulige, hvad ingen kan yde. Således mener Erasmus og papisterne, at Kristus er en ny lovgiver. Og sværmerne fatter intet af evangeliet, men bilder sig ind, at det er en bog, der indeholder nye love om gerninger, således som tyrkerne fantaserer om deres Koran. Men der er rigeligt af love hos Moses. Evangeliet er derimod en forkyndelse om Kristus, at han forlader synder, giver nåde, retfærdiggør og frelser syn­dere. Men hvad det angår, at der findes befalinger i evangeliet, så er de netop ikke evangeliet, men udlægninger af loven og tilføjelser til evangeliet.

       Hvis loven er en tjener for synden, så følger heraf yderli­gere, at den også er håndlanger for vreden og døden. For ligesom loven åbenbarer synden, således indgiver den men­nesket Guds vrede og truer det med døden. For samvittighe­den drager straks den slutning: du har ikke holdt budene, følgelig er Gud opbragt og vred på dig. Og denne følgeslut­ning er da uundgåelig: Jeg har syndet, altså skal jeg dø. Således er syndens tjeneste nødvendigvis også en tjeneste for Guds vrede og døden. For hvor der er synd, der siger samvittigheden straks: Du har syndet, altså er Gud vred på dig, og hvis Han er vred, vil Han slå dig ihjel og fordømme dig for evigt. Og deraf kommer det, at mange, der ikke kan udholde Guds vrede og dom, begår selvmord, kaster sig ud, drukner sig osv.

 

» Aldeles ikke!«

Det er, som vil han sige: Kristus tjener ikke synden, men giver retfærdighed og evigt liv. Derfor holder Paulus Kristus så langt borte fra Moses som muligt. Moses skal altså blive på lorden og være den, der belærer om »bogstaven«, håndhæ­ver loven og korsfæster syndere. Men Paulus siger, at de troende har en anden lærer i deres samvittighed – ikke Moses, men Kristus, som har ophævet loven, sejret over vreden og døden og udslettet dem. Han befaler os at se hen på sig og tro. Da må loven flygte bort og Moses dø, så man ikke ved, hvor han ligger begravet (5 Mos. 34, 6). Og synden og døden kan ikke længere skade os. For Kristus, vor lærer, er Herre over loven, synden og døden. Den, der tror på ham, er derfor fri for dem alle. Det er altså Kristi egentlige opgave at befri fra synderne og døden. Det er, hvad Paulus stadig lærer og indprenter.

       Altså dømmes og dræbes vi ved loven; men ved Kristus gøres vi retfærdige og levende. Loven forskrækker og støder os bort fra Gud; men Kristus forsoner os med Gud og gør, at vi har adgang til ham. For Kristus er Guds lam, der bærer verdens synd. Den, som tror på Kristus, ejer altså ham, der har båret verdens synd. Hvis verdens synd er båret bort, er den også båret bort fra mig, som tror på ham. Hvis synden er blevet båret bort, er også vreden blevet ryddet af vejen, og hvis vreden er det, så er døden og fordømmelsen det også. Og i stedet for synd er der kommet retfærdighed, i stedet for vrede forsoning og nåde, i stedet for død liv, og i stedet for fordømmelse evig frelse. Den adskillelse skal vi ikke alene lære med ord, men også lære at virkeliggøre i det praktiske liv og i selve vore levende følelser. For hvor Kristus er, der skal der være en god samvittighed og glæde. Kristus er nemlig selv forsoning, retfærdighed, fred, liv og frelse. Og hvad som helst den ulykkelige og forpinte samvittighed søger, det finder den hos Kristus. Paulus forstærker nu sin bevisførelse og siger overtalende:

 

Vers 18: »For hvis jeg igen bygger det op, som jeg har brudt ned, så viser jeg mig som en overtræder.«

Han vil sige: Jeg har ikke forkyndt således, at jeg må bygge op igen, hvad jeg har revet ned. For om jeg gjorde det, arbejdede jeg ikke blot forgæves, men gjorde mig til en overtræder og vendte ligesom de falske apostle op og ned på alt, det vil sige: af nåden og Kristus gjorde jeg loven og Moses, og til gengæld af loven og Moses nåden og Kristus. Men ved evangeliet har jeg tilintetgjort synden, sorgen, vreden og døden. Jeg lærte nemlig således: Din samvittig­hed, o menneske, er hjemfalden til loven, vreden og døden.

       Nu kommer evangeliet og forkynder dig syndernes forladel­se ved Kristus, som har afskaffet loven og tilintetgjort syn­den og døden. Tro på dette, så skal du være fri for lovens forbandelse, være retfærdig og få det evige liv.

       Således har jeg gennem forkyndelsen af evangeliet tilintet­gjort loven, så den ikke mere skal herske i samvittigheden. For dens gamle beboer Moses bør forsvinde og flytte andetsteds hen, når den nye gæst Kristus kommer ind i det nye hus, for at han kan bo der alene. Hvor han er, der er der ikke plads for loven, synden, vreden og døden; men der er lutter nåde, retfærdighed, glæde, liv og lutter barnlig tillid til en forsonet, velvillig og nådig Fader. Skulle jeg mon så drive Kristus ud og ødelægge hans rige, som jeg har plantet ved evangeliet, og på ny oprejse loven? Det ville være tilfældet, hvis jeg, ligesom de falske apostle plejer, lærte, at omskærelse og overholdelse af loven er nødvendig til frelse. Og på den måde ville jeg genindsætte synden og døden i retfærdighe­dens og livets sted. For loven åbenbarer blot synden, frem­kalder vrede og slår ihjel.

       Hvad, spørger jeg, er papisterne vel andet, når de er bedst, end ødelæggere af Kristi rige og opbyggere af Djævelens, syndens, Guds vredes og den evige døds rige? Men de øde­lægger kirken, der er Guds bygning, ikke ved Mose lov således som de falske apostle, men ved menneskelige overle­veringer og ved lærer, der stammer fra de onde ånder. Ligeså med sværmerne i vore dage og dem, der vil følge efter os. De ødelægger og vil ødelægge, hvad vi har bygget op, og opbyg­ger på ny nu og i fremtiden, hvad vi har revet ned.

       Men vi, der ved Guds nåde forstår artiklen om retfærdig­gørelsen, ved for vist, at vi bliver retfærdiggjort alene ved troen på Kristus. Derfor sammenblander vi ikke lov og nåde, tro og gerninger, men skiller dem så langt som muligt fra hinanden. Og den adskillelse mellem loven og nåden skal enhver, der vil være from, nøje iagttage og lade den gælde ikke bare i skrift og bogstaver, men i det praktiske liv. Når han så hører, at man skal gøre gode gerninger og efterfølge Kristus, kan han dømme ret og sige: Vel, det vil jeg gerne gøre. Og hvad så mere? Så vil du blive frelst. Nej! Jeg indrømmer, at man skal gøre alt godt, lide ondt, og om så skal være, udgyde sit blod for Kristi skyld. Men det er ikke derigennem, jeg bliver retfærdig og opnår frelsen.

       Man må altså ikke anføre fromhedsøvelser og legemlige lidelser som den måde, hvorved man bliver retfærdiggjort, således som munkene har gjort. Når de ville trøste dem, der på grund af deres misgerninger var skyldige til at lide døds­straf, sagde de: Du skal villigt lide denne forsmædelige død. Når du gør det, vil du gøre dig fortjent til syndernes forla­delse og det evige liv.

       Det er ganske forfærdeligt, at en ussel tyv, morder eller røver bliver ført bag lyset i sin største ængstelse sådan, at han i selve sin dødsstund, da han står for at skulle hænges eller blive halshugget, bare bliver opfordret til at håbe på tilgivel­se og syndsforladelse, om han villigt lider den vanærende død, som han må lide på grund af sine forbrydelser. Men evangeliet om Kristus, som da alene kan trøste og frelse, er sat til side. Dette er virkelig at føje den endelige fortabelse til den elendiges lod og vise ham vej til Helvede ved hjælp af en falsk mening og tillid til sin egen død.

       Og derved har de hyklere tilstrækkelig vist, at de ikke engang har lært eller forstået et bogstav om nåden, evangeliet eller Kristus. De har blot tilsyneladende beholdt navnet evangelium og Kristus for des lettere at gøre indtryk på de enfoldige. Men i virkeligheden har de fornægtet Kristus, trådt ham under fode og tillagt menneskers overleveringer større betydning end Kristi evangelium. Det vidner alle disse gudstjenester, forskellige ordener, ceremonier og gerninger om. De er alle blevet anordnet i den indbildning, at de skulle være i stand til at fortjene nåden osv. I skriftemålet har de slet ikke nævnt troen og Kristi fortjeneste, men blot ind­prentet menneskers fyldestgørelser og fortjenester, således som man kan se af denne afløsningsformular, for ikke at nævne andre, som netop de munke, der var frommere end andre benyttede indbyrdes. Den har jeg lyst til at skrive ned, så at også eftertiden kan forstå, at pavedømmets afskye­lighed har været uendelig og uudsigelig:

 

En afløsningsformular for munke.

Gud spare dig, broder.

Vor Herres Jesu Kristi lidelses, den salige, stadig jomfruelige Marias og alle helgeners fortjeneste, vor ordens fortjeneste, den fromme munkestands byrde, den ydmyge syndsbeken­delse, hjertets sønderknuselse og de gode gerninger, som du har gjort og vil gøre af kærlighed til vor Herre Jesus Kristus, blive dig til dine synders forladelse, til forøgelse af din for­tjeneste og nåde og til det evige livs belønning. Amen.

 

Her får du vel at høre om Kristi fortjeneste. Men hvis du overvejer ordene mere indgående, opdager du, at Kristus slet ikke er nogen nytte til, og at man berøver ham hans ære og navn som retfærdiggører og frelser og giver dem til mun­kegerningerne. Er det mon ikke at tage Guds navn forfænge­ligt? Er det mon ikke at bekende Kristus med ord, men at fornægte og spotte hans kraft? Jeg har selv hængt fast i det samme dynd. Skønt jeg med munden bekendte, at Kristus havde lidt og var død for menneskeslægtens genløsning, mente jeg, at Kristus var en dommer, som jeg skulle forsone ved at overholde min ordensregel. Når jeg bad og fejrede messen, plejede jeg derfor altid til slut at tilføje: Herre Jesus, jeg kommer til dig og beder, at min ordens besværlige byrder må være en godtgørelse for mine synder. Men nu takker jeg barmhjertighedens Fader, som kaldte mig ud af mørket til evangeliets lys og har givet mig et fuldstændigt kendskab til Jesus Kristus, min Herre, for hvis skyld jeg ligesom Paulus regner alt for tab, ja anser det for skarn, for at jeg må vinde Kristus og blive fundet i ham – ikke med min egen retfær­dighed (som følge af min lydighed mod Augustinerordenens regel), men med den, som kommer ved tro på Kristus (jfr. Fil. 3, 8 f.). Ham være pris og ære sammen med Faderen og Helligånden i evigheders evighed. Amen.

       Vi slutter derfor med Paulus, at vi bliver retfærdiggjord alene ved troen på Kristus uden lov og gerninger. Men efter at mennesket er blevet retfærdiggjort og nu ejer Kristus i troen og ved, at han er dets retfærdighed og liv, vil det bestemt ikke være uvirksomt, men ligesom det gode træ bære gode frugter. For den troende ejer Helligånden, og hvor Han er, tillader Han ikke mennesket at være uvirksomt, men tilskynder det til alle mulige fromme øvelser, til at elske Gud, til tålmodighed i bedrøvelser, til påkaldelse og taksi­gelse, til at vise kærlighed imod alle.

       Derfor siger vi også, at tro uden gerninger intet er værd. Den er tom. Dette forstår papisterne og sværmerne imidler­tid på den måde, at troen uden gerninger ikke retfærdiggør, eller at hvor sand end troen er, så duer den dog intet, hvis den ikke har gerninger. Dette er forkert. Men tro uden gerninger, det vil sige, en tro, der blot er en sværmerisk forestilling, ren og skær forfængelighed og drøm i hjertet, den er falsk og retfærdiggør ikke.

       Hidtil har vi behandlet den første bevisførelse, hvormed Paulus strider: Enten kan vi ikke retfærdiggøres ved loven, eller også er Kristus nødvendigvis en tjener for synd. Men det sidste er umuligt. Følgelig må vi på ingen vis indrømme, at vi retfærdiggøres ved loven. Vi har behandlet dette punkt ret omhyggeligt og udførligt, som sig hør og bør, skønt det end ikke sådan kan indskærpes og forstås tilstrækkeligt.

 

 

Vers 19: »For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud.«

Dette er forunderlige ord og uhørte vendinger, som den menneskelige fornuft slet ikke forstår. Og det siges kort, men med stor vægt. Paulus synes også her at tale med en brændende åndelig iver og stor nidkærhed, således som man gør, når man er vred. Som om han vil sige: Hvorfor udbre­der I jer om loven, som jeg ikke vil kende af? Hvorfor plager I mig så ofte med den? Men om man overhovedet skal have en lov, så har jeg også min lov. Ligesom af vrede i Helligån­den kalder han selve nåden for lov, og betegner nåden med et nyt ord for at vise sin foragt for Moses' og de falske apostles lov. De påstod, at den var nødvendig til retfærdiggørelse. Således stiller han lov op imod lov. Og dette er en meget dejlig måde at udtrykke sig på, og hyppigt i Skriften, især hos Paulus, stilles lov op imod lov, synd mod synd, død mod død, fangenskab mod fangenskab, Djævel mod Djæ­vel, Helvede mod Helvede, ligeså alter mod alter, lam mod lam, påske mod påske.

       I Rom 8, 3 hedder det: »Og for syndens skyld domfældte Han synden i kødet.« Sl 68, 19 og Ef 4, 8: »Han tog fangen­skabet til fange,« og endelig hos Hoseas 13, 14: »Død, jeg vil være din død; Helvede, jeg vil være din pest!« Således siger han her, at han ved loven er død for loven. Det vil sige: Mose lov anklager og fordømmer mig. Men imod den anklagende og fordømmende lov har jeg en anden lov, som er nåde og frihed. Den anklager den anklagende og fordømmer den fordømmende lov. Således slår døden døden ihjel. Men den død, der ihjelslår døden, er selve livet. Den kaldes imidlertid for dødens død på grund af Åndens overvældende harme imod døden. Således tager retfærdigheden navn af synd, fordi den fordømmer synden, og dette, der fordømmer synden, er den sande retfærdighed.

       Paulus er her kætteren over alle kættere, og hans kætteri er uhørt. For han siger, at han er død for loven og lever for Gud. De falske apostle lærte: Hvis du ikke har levet for loven, skal du ikke leve for Gud. Det vil sige: Hvis du ikke har levet efter loven, vil du være død for Gud. Paulus lærer det modsatte: Om ikke du tværtimod er død for loven, lever du ikke for Gud. Hvad vore dages sværmere lærer, er det samme, som de falske apostle lærte dengang. Om du vil leve for Gud, siger de, det vil sige være levende for Gud, så lev for loven eller således, som loven byder. Vi siger derimod: Hvis du vil leve for Gud, bør du helt dø bort fra loven. Denne lære fatter den menneskelige fornuft og visdom ikke. Derfor lærer den stedse det modsatte, nemlig: Hvis du vil leve for Gud, bør du holde loven; for der er skrevet: »Men om du vil indgå til livet, da hold budene« (Matt 19, 17). Og dette er den eneste virkelig vigtige grundsætning for alle teologer: Den, der lever for loven, lever for Gud. Paulus siger imidler­tid noget helt andet, nemlig at vi ikke kan leve for Gud, hvis ikke vi er døde for loven. Vi må derfor løftes så højt op i Himlen, at vi med vished kan mene, at vi er højt hævet over loven, ja at vi er helt døde for loven. Men om vi er døde for loven, så har loven bestemt ingen retskrav over os, ligesom den heller ikke har noget retskrav at gøre gældende over for Kristus, som har løskøbt os fra loven, for at vi derved kunne leve for Gud. Alt dette har dog alene at gøre med dette, at loven ikke retfærdiggør. Det gør alene troen på Kristus.

       Og Paulus taler her ikke om ceremonialloven. For han ofrede i templet, lod Timotheus omskære og sit hoved rage i Kenkreæ. Det havde han ikke gjort, hvis han havde været død for ceremonialloven. Men han taler om loven i sin helhed. Derfor er simpelt hen hele loven, hvad enten det er ceremonialloven eller De 10 bud, afskaffet for den kristne, da han er død for den. Det vil ikke sige, at loven skal forgå. For den består, lever og regerer i den ugudelige. Men den fromme er død for loven, ligesom han også er død for synden, Djævelen, døden og Helvede, som dog bliver ved med at bestå. Verden og de ugudelige skal få dem. Når en sofist derfor mener, at loven, nemlig ceremonialloven, er afskaffet, skal du snarere forstå sagen således, at Paulus og enhver kristen er afskaffet for hele loven, og at loven dog består.

       For eksempel: Da Kristus opstod fra døden, var han fri fra graven, og dog var graven der stadig. Peter var fri fra fængs­let, den lamme fra sin båre, enkens unge søn fra sin båre og Jairi datter fra sit leje, og dog var fængslet, sengen, båren og lejet der stadig. Således blev loven afskaffet, da jeg blev afskaffet for den, og loven døde, da jeg døde bort fra den, og dog er den der stadig. Men fordi jeg dør fra den, dør den også selv for mig. Ligesom Kristi grav, Peters fængsel, pigens leje osv. stadig er der; men Kristus er ved sin opstandelse død fra graven, Peter ved sin befrielse taget bort fra fængslet og pigen ved livet befriet fra sit sygeleje.

       Og de ord »jeg er død fra loven« er meget betydningsful­de. For han siger ikke: jeg er for en tid fri eller befriet fra loven, eller: jeg er lovens herre, men ligeud »jeg er død fra loven«, det vil sige, jeg har slet intet at gøre med loven. Og man havde ikke kunnet sige noget kraftigere imod retfærdig­gørelsen ved loven end dette, som Paulus siger: »Jeg er død fra loven,« det vil sige, jeg bekymrer mig slet ikke om loven, altså bliver jeg ikke retfærdiggjort ved den.

       Men at dø bort fra loven er ikke at lade sig fastholde af lo­ven, men at være fri fra den og ikke vide af den. Han, der vil væ­re levende for Gud, skal altså stræbe efter at blive fundet borte fra loven og sammen med Kristus gå ud af graven. Solda­terne var forbløffede, da Kristus var stået op af graven. Også de, der så Jairi datter blive vakt op, var forbløffede. Således forbløffes den menneskelige fornuft og visdom og bliver til dårskab, når den hører, at vi ikke bliver retfærdiggjort, hvis ikke vi er døde fra loven. For dette kan fornuften ikke fatte. Men vi skal lære, at vi, når vi griber om Kristus, hvad samvittigheden angår, træder ind under en ny lov, der opsluger den anden lov, der holdt os fangen. Ligesom den grav, som den døde Kristus lå i, ved hans opstandelse åbnede sig og blev fundet tom, og Kristus forsvandt, således står jeg, når jeg tror på Kristus, op med ham og er død for min grav, det vil sige loven, der holdt mig fangen. Loven er allerede tom, jeg er gået ud af mit fængsel og min grav, det vil sige loven. Derfor har den nu ikke mere ret til at anklage og holde på mig; for jeg er opstanden.

       Samvittighederne skal omhyggeligt belæres om nøje at studere lærepunktet om at skelne mellem lovens og nådens retfærdighed. Nådens retfærdighed angår slet ikke kødet. For kødet bør ikke være frit, men blive i graven, i fængslet og på lejet. Det skal være underlagt loven og plages af ægypter­ne (jfr. 2 Mos 1, 11 ff.). Men den kristne samvittighed skal være død for loven, det vil sige fri fra loven, og slet intet have at gøre med den. Og denne er den vigtigste og øverste artikel, der mest formår at trøste de bedrøvede samvittighe­der. Når du derfor ser et menneske, der er opskræmt og bedrøvet i sin syndsbevidsthed, skal du sige: Du skelner ikke ret, min broder! Du henfører loven, der skulle henføres til kødet, til samvittigheden. Vågn op, stå op og betænk, at du tror på Kristus, sejrherren over loven og synden, og i denne tro skal du stige op over loven og gå ind i nådens rige (egentlig: nåden), der hvor der ikke er nogen lov og synd. Og selv om der skulle være lov og synder, har de dog ikke noget at gøre med dig; for du er død for loven og synden.

       Dette er let at sige. Men salig den, der har fattet det ret, når samvittigheden er i kamp. Det vil sige ham, der når synden trænger ind på ham, og loven anklager og skræmmer ham, kan sige: Hvad angår det mig, at du, lov, anklager mig og overbeviser mig om at have begået mange synder? Vist begår jeg stadig mange hver eneste dag. Men det angår ikke mig; jeg er døv, jeg hører dig ikke. Du fortæller derfor din histo­rie for døve ører; jeg er nemlig død for dig. Men om du overhovedet ønsker at forhandle med mig om synden, så gå til mit kød og mine lemmer, mine tjenere. Undervis dem, plag og korsfæst dem. Men mig, samvittigheden, der er en herskerinde og dronning, skal du ikke volde besvær. For jeg har ikke noget med dig at skaffe. Jeg er nemlig død for dig og lever nu for Kristus, hvor jeg står under en anden, nemlig nådens lov, som er herre over synden og loven. Hvorved er den det? Ved troen på Kristus, som Paulus forklarer nærme­re nedenfor.

       Men det er en forunderlig og uhørt definition, dette: at leve for loven er at være død for Gud, og at være død for loven er at leve for Gud. Og disse to sætninger er helt modsat fornuften. Derfor forstår ingen sofist eller lovlærer dem. Men du skal lære at forstå dem ret. Den, der stræber efter at leve for loven, det vil sige, der blot vil gøre gerninger for at blive retfærdig ved loven, han er og bliver en synder. Følgelig er han død og fordømt. For loven kan ikke retfærdiggøre og frelse ham; men da den retter sande anklager imod ham, slår den ham ihjel. At leve for loven er altså at være død for Gud, og modsat er at være død for loven at leve for Gud. (Men at leve for Gud er at blive retfærdiggjort ved nåden eller troen for Kristi skyld uden lov og gerninger). Om du derfor vil leve for Gud, må du være død fra loven; men om du vil leve for loven, er du død for Gud.

       Om man rigtig tydeligt vil fastsætte, hvad en kristen er, så er han en nådens og syndsforladelsens søn, der slet ikke har nogen lov, men står over loven, synden, døden og Helvede. Og ligesom Kristus er fri fra graven og Peter fra fængslet, således er den kristne fri fra loven. Og lige så lidt som Kri­stus, da han var stået op af graven, og Peter, da han var blevet befriet fra fængslet, kerede sig om grav og fængsel, så lidt tager den retfærdiggjorte samvittighed hensyn til loven. Og ligesom Kristus ved sin død og opstandelse er død for gra­ven, så den ikke længere har nogen fordring på ham og ikke kan holde ham fast, men han står op og går ud som en fri mand, efter at stenen er væltet fra, seglene er brudt og vogterne er blevet opskræmt, og ligesom Peter ved sin befri­else er død fra fængslet og går bort, hvorhen han vil, således befries samvittigheden ved nåden fra loven. Og »således er det med hver den, der er født af Ånden« (Joh 3, 8). Men kødet ved ikke, hvor han kommer fra, og hvor han går hen; for det kan kun dømme efter loven. Men Ånden siger: Lad loven blot anklage mig, og synden og døden skræmme mig. Jeg fortvivler dog ikke af den grund. For jeg har en lov mod loven, en synd mod synden og en død mod døden.

       Når jeg derfor føler samvittighedsnag på grund af synden, ser jeg hen på kobberslangen, Kristus på korset. Der finder jeg en anden synd mod min synd, der anklager og opsluger mig. Men den anden synd, nemlig i Kristi kød, som bortta­ger hele verdens synd, er almægtig. Den fordømmer og opsluger min synd. For at min synd ikke skal anklage og fordømme mig, er min synd på den vis fordømt af synden, nemlig gennem den korsfæstede Kristus, der er »gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed ved ham« (2 Kor 5, 21). Således finder jeg i mit kød døden, som plager og dræber mig; men jeg har en helt anden død, som er døden for min død. Den korsfæster og opsluger den.

       Alt dette sker ikke ved loven eller gerningerne, men ved den korsfæstede Kristus, på hvis skuldre alt, hvad der volder menneskeslægten ondt, hviler: loven, synden, døden, Djæ­velen og Helvede. Det er alt dødt i ham; han har dødet dem ved sin død. Men vi bør modtage denne Kristi velgerning med en fast tro. For ligesom hverken loven eller noget værk, men alene Kristus gives hen for os, således kræves der intet andet af os end troen, der holder fast ved og tror på, at min synd og død fordømmes og afskaffes ved Kristi synd og død.

       Således har vi altid de sikreste beviser, hvoraf man med nødvendighed må slutte, at troen alene gør retfærdig. For hvordan skulle loven og gerningerne kunne være medvir­kende til retfærdiggørelsen, da Paulus taler mod loven og gerningerne, og netop siger, at vi bør være døde for loven, om vi vil leve for Kristus? Men om vi er døde for loven, og den selv er død for os, så har den ikke noget at gøre med os. Hvordan skulle den altså kunne medvirke til retfærdiggørel­sen? Derfor er det nødvendigt at sige, at vi alene ved nåden eller troen på Kristus bliver erklæret for retfærdige – uden lov og gerninger.

       Dette forstår de blinde sofister ikke. Derfor fantaserer de om, at troen ikke gør retfærdig, hvis den ikke gør kærlighe­dens gerninger. På denne måde bliver troen, der tror på Kristus, overflødig og virkningsløs; for den berøves kraft til at retfærdiggøre, medmindre den ved kærligheden har fået sin bestemte skikkelse. Men du skal nu lægge loven og kærligheden hen til et andet sted og en anden tid og rette din opmærksomhed imod den forhåndenværende sags beskaf­fenhed. Men den er, at Jesus Kristus, Guds Søn, er død på korset og bærer min synd, lov, død, Djævel og Helvede på sin krop. Disse uovervindelige fjender og tyranner plager mig og volder mig besvær. Derfor er jeg urolig for, hvordan jeg kan blive befriet fra dem, blive retfærdiggjort og frelst. I den situation finder jeg ikke nogen lov, gerning eller kærlig­hed, der kan befri mig fra dem; men alene Kristus borttager loven, dræber synden og gør min død til intet ved sin krop. Og på denne måde kan han udtømme Helvede, dømme Djævelen, korsfæste ham og kaste ham i Helvede. Kort sagt: alt det, som før hen plagede og overvældede mig, det har Kristus ryddet af vejen. Han har taget dets bytte, stillet det åbenlyst til skue og triumferet over det ved sig selv (jfr. Kol. 2, 15), så det ikke længere kan være herre, men tvinges til at tjene mig.

       Af dette fremgår det tilstrækkelig tydeligt, at man her ikke bør gøre noget andet end at høre, at det er sket således, oggribe det med en tro, der ikke tvivler. Det er en ret »formet tro«. Dernæst, når troen har grebet Kristus således, at jeg er død for loven, retfærdiggjort fra synden og befriet fra dø­den, Djævelen og Helvede ved Kristus – så gør jeg gode gerninger, elsker Gud og siger Ham tak, og viser min næste kærlighed. Men det er ikke den kærlighed eller de gerninger, der følger på troen, der former eller pryder min tro, men min tro, der former og pryder kærligheden.

       Dette, der strider mod fornuften, er underfuldt og urime­ligt, er vor teologi. Den går ud på, at jeg ikke blot er blind og døv for loven og fri fra den, men er helt død for den. Og den sætning af Paulus: »Ved loven er jeg død fra loven,« er helt fuld af trøst. Og om den kunne indfinde sig hos en i rette tid og med en sand indsigt blive fastholdt i sindet, så kunne han tappert holde stand mod al dødsfare og samvittighedsangst over synden, hvor meget de så end brød ind over ham, anklagede ham og ville drive ham til fortvivlelse. Enhver kommer jo ud for anfægtelse, om ikke i livet, så dog i døden. Når loven da anklager og viser synden, siger samvittigheden straks: Du har syndet. Hvis du da holder fast ved, hvad Paulus, Kristi apostel, lærer her, svarer du: Det er sandt. Jeg har syndet. – Så skal Gud da straffe dig og fordømme dig. – Nej. – Jamen sådan siger Guds lov. – Jeg har ikke noget med loven at skaffe. – Hvordan det? – Fordi jeg har en anden lov, der tvinger denne lov til at blive tavs, nemlig friheden. – Hvilken frihed? – Kristi. For ved Kristus er jeg befriet fra loven. Loven, der er og bliver en lov for de ugudelige, er for mig frihed og binder den lov, der fordømte mig. Og således bindes nu loven, der bandt mig og holdt mig fanget. Den holdes fangen ved nåden eller friheden, der nu er min lov. Af den får den anklagende lov at høre: Du skal ikke binde denne eller holde ham fangen eller anklage ham for mig. Derimod vil jeg holde dig fangen og binde dine hænder, så du ikke kan skade ham, der nu lever for Kristus og er død for dig.

       Dette er at trække tænderne ud på loven, sløve dens brod og gøre den og alle dens våben helt afmægtige. Og dog bliver den ved med at være lov for de ugudelige og vantro. Og for os svage kristne forbliver den, for så vidt som vi ikke tror. Da har den stadig sin brod og sine tænder i behold. Men om jeg tror på Kristus, kan jeg dog, hvor meget end synden tilskynder mig til fortvivlelse, i tillid til denne frihed, som jeg har i Kristus, sige: Jeg indrømmer, at jeg har syndet. Men min synd, der er en fordømt synd, er i Kristus, som er en synd, der fordømmer (:synden). Den fordømmende synd er imidlertid stærkere end den fordømte. For den er retfærdiggørende nåde, retfærdighed, liv og frelse. Når jeg mærker til frygten for døden, siger jeg således: Jeg har intet med dig at skaffe, død. For jeg har en anden død, der døder dig, min død. Men den død, der døder, er stærkere end den, der er dødet.

       Således kan den troende ved troen alene rejse sig og fatte en vis og sikker trøst, så han ikke skal blegne, når han står over for synden, døden, Djævelen og alt ondt. Og hvor meget end Djævelen falder over ham med al sin kraft og vil begrave ham under al verdens skræk, skal han dog midt i al den angst fatte håb og sige: Hr. Djævel, du skal ikke rase således, men opføre dig fornuftigt. Der er nemlig en, der hedder Kristus. Ham tror jeg på. Han har afskaffet loven, fordømt synden, tilintetgjort døden og lagt Helvede øde. Og han, Djævel, er din Djævel. For han har taget dig til fange og besejret dig, så at du ikke mere kan skade mig og alle, der tror på ham. Denne tro kan Djævelen ikke overvin­de; men han overvindes af den. For Johannes siger: »Dette er den sejr, der har overvundet verden, vor tro. Hvem er den, der overvinder verden, uden den, som tror, at Jesus er Guds Søn?« (1 Joh 5, 4 f.).

       I overvældende nidkærhed og harme i ånden kalder Paulus altså selve nåden for en lov, skønt den dog i virkeligheden ikke er noget andet end nådens uendeligt store frihed. Og den har vi i Kristus Jesus. Dernæst tillægger han også loven den følgende skændige betegnelse til trøst for os, for at vi kan vide, at den nu er blevet døbt med et nyt navn: Den er ikke længere levende, men død og fordømt. Og han slæber loven frem og stiller den til skue som en tyv eller røver, der allerede er blevet dømt og overgivet til døden. Det er et meget glædeligt skue. For han afmaler dramatisk, at loven holdes fangen, allerede er bundet på hænder og fødder og berøvet al sin magt, så den ikke længere kan udøve sit tyranni, det vil sige: ikke kan anklage og fordømme. Og dette højst opmuntrende billede gør, at samvittigheden for­agter den, så den, der tror på Kristus, nu ligesom i helligt overmod vover at fornærme loven på denne manér: Jeg er en synder. Om du, lov, formår at gøre mig noget, så gør det. Så lidt gruer den troende nu for loven!

       Hvad grund havde Kristus til at frygte for graven, da han var stået op fra døden? Hvad grund kunne Peter have til at frygte for fængslet, da han var blevet befriet fra det? For den døende pige (Jairi datter) kunne lejet være frygteligt; men hvorfor skulle hun frygte det, nu da hun var blevet kaldt tilbage til livet? På samme vis er der ingen grund til, at den kristne, der virkelig ved sin tro ejer Kristus, skulle være bange for loven. Vist kender han til angst for loven. Men han overvindes ikke af den, men siger i tillid til den frihed, som han har i Kristus: Vist hører jeg dig, lov, knurre om, at du vil anklage og fordømme mig. Men det rører mig slet ikke. Du er for mig, hvad den tomme grav var for Kristus. For jeg ser dig fanget og bundet på hænder og fødder. Og det er min lov, der har bundet dem. Hvad er det for en lov? – Friheden, som kaldes lov, ikke fordi den binder mig, men fordi den binder min lov. For De 10 buds lov bandt mig. Mod den har jeg nu en anden lov, nemlig nådens lov, som ikke er en lov for mig, og som ikke binder, men befrier mig. Men den er en lov mod den lov, der fordømmer. Den binder denne, så den ikke mere kan binde mig. På samme vis har jeg imod min død, der binder mig, en anden død, nemlig livet, der gør levende i Kristus. Og den løser og befrier mig fra min døds lænker og binder min død med dem. Således er den død, der bandt mig, nu selv blevet bundet, og den, der dræbte mig, er nu blevet dræbt. Af døden selv, det vil sige af livet i egentlig­ste forstand.

       Således kaldes Kristus med de dejligste navne som min lov, min synd og min død imod loven, synden og døden, da han sandt at sige ikke er andet end ren og skær frihed, retfærdig­hed, liv og evig frelse. Men derfor er han blevet gjort til en lov for loven, en synd for synden og en død for døden, for at han kunne løskøbe mig af lovens forbandelse, retfærdiggøre og levendegøre mig. Således er Kristus begge dele: samtidig med at han er en lov, er han retfærdighed, samtidig med at være synd er han retfærdighed, og samtidig med at være død er han liv. For netop derved, at han lod loven anklage sig, synden fordømme sig og døden opsluge sig, ophævede han loven, fordømte synden, tilintetgjorde døden, retfærdig­gjorde og frelste mig. Således er Kristus på én gang en gift for loven, synden og døden, og lægemidlet til frihed og evigt liv.

       Denne ægte paulinske tankegang og udtryksmåde er meget glædelig og rig på trøst. Således stiller han i Rom 7, 23 sindets lov op over for lemmernes lov. Og fordi dette er sagt på en ny og mærkelig manér, trænger det lettere ind i sindet og hænger kraftigere fast i erindringen. Desuden lyder det også mere oplivende, når han siger: »Jeg er ved loven død for loven,« end om han sagde: »Jeg er ved friheden død for loven.« For han danner ligesom et billede af en lov, der kæmper mod loven. Som om han vil sige: Hvis du, lov, kan bide, binde og plage mig, så vil jeg sætte an anden lov op over dig, det vil sige en anden tyran og bøddel, der kan anklage, binde og undertvinge dig til gengæld. Vist er du min bøddel. Men jeg har en anden bøddel, Kristus, som skal henrette dig. Og når han har fået henrettet dig, er jeg fri. På samme vis har jeg, hvis Djævelen pisker mig, en Djævel, der er stærkere og kan piske ham til gengæld. Og når den stærkere Djævel kæmper med den stærke og besejrer ham (sammenlign Luk 11, 22), bliver jeg fri. Således er nåden ikke en lov for mig – for mig binder den ikke – men for min lov. Denne er det, som den binder, så den ikke mere kan binde mig.

       Derfor ville Paulus gerne drage os helt væk fra at betragte loven, synden, døden og alt ondt og vende os hen imod Kristus, hvor vi kan få den allerglædeligste tvekamp at se, nemlig den, som loven udkæmper mod loven for at jeg kan få friheden, og synden mod synden for at jeg kan få retfærdig­hed, og døden mod døden for at jeg kan have liv. Kristus er min Djævel imod Djævelen, for at jeg kan være Guds barn. Han tilintetgør Helvede, for at jeg kan få Himmeriget.

 

»for at leve for Gud«.

Det vil sige: for at jeg kan være levende for Gud. Du ser altså, at der ikke er liv til, medmindre du er uden lov – ja, om ikke du helt og holdent er død for loven, nemlig i samvittigheden. Imens må kødet dog, så længe som kroppen lever, øves ved lovene og plages af lovenes fordringer og straffe. Det har jeg ofte belært jer om. Men det indre menne­ske skylder ikke loven noget, men er frit for den. Det er en levende, retfærdig og hellig person, ikke i sig selv og ved sin egen beskaffenhed, men i Kristus, fordi det tror på ham, således som det fremgår af det følgende:

 

Vers 20: »Jeg er korsfæstet med Kristus.«

Dette tilføjer han for at tydeliggøre den lov, der opæder loven. Han siger ikke bare: Jeg er ved loven død for loven, for at jeg kan leve for Gud, men endogså: Jeg er korsfæstet med Kristus. Men Kristus er jo lovens herre, fordi han er korsfæstet og død for loven. Følgelig er jeg også lovens herre. For jeg er også korsfæstet og død for loven. Jeg er nemlig korsfæstet og død med Kristus. Hvorved? Netop ved nåden og troen. Når jeg i denne tro korsfæstes og dør for loven, mister den al sin ret over mig, ligesom den har fortabt (sin ret) over Kristus. For ligesom Kristus selv er korsfæstet for loven, synden, døden og Djævelen, så de ikke mere har nogen ret over ham, således korsfæstes og dør også jeg for loven, synden osv., da jeg ved troen er blevet korsfæstet med Kristus i Ånden, så at de heller ikke mere har nogen ret over mig, men er korsfæstede og døde for mig.

       Paulus taler imidlertid ikke her om den korsfæstelse med Kristus, der består i at følge hans eksempel. For at efterligne Kristi forbillede er også at blive korsfæstet med ham. Men den korsfæstelse gælder vort »kød« (:vort gamle, ugenfødte jeg), hvorom det i 1Pet2, 21 hedder: »Kristus har lidt for jer og efterladt jer et forbillede, for at I skal følge i hans fodspor.« Men her taler han om den høje korsfæstelse, hvorved synden, Djævelen og døden korsfæstes i Kristus, ikke i mig. Her er det alene Kristus, der gør alt. Men idet jeg tror, bliver jeg korsfæstet med Kristus ved troen, så at disse fordærvsmagter også er døde og korsfæstede for mig.

 

»jeg lever.«

Han taler klart og ret. Jeg taler ikke om min død og korsfæ­stelse, som om jeg ikke lever mere, siger han. Vist lever jeg. For jeg lever netop op ved den død og korsfæstelse, hvormed jeg dør. Det vil sige, mens jeg ved nåden og troen bliver befriet for loven, synden og døden, lever jeg virkelig. Derfor er denne korsfæstelse og død, hvorved jeg bliver korsfæstet og død for loven, synden, døden og alt ondt, for mig en opstandelse og et liv. For Kristus nagler Djævelen til korset, døder døden, fordømmer synden og binder loven. Når jeg tror på dette, bliver jeg fri for loven osv. Loven er altså døv, bundet, død og korsfæstet for mig, og jeg er på min side døv, bundet, død og korsfæstet for den. Netop ved selve den død og korsfæstelse, det vil sige, ved selve den nåde eller frihed, lever jeg. Men man skal, som jeg har sagt ovenfor, bemærke Paulus' udtryksmåde. Han siger dermed, at vi dør og korsfæstes for loven, skønt det snarere er loven selv, der dør og korsfæstes for os. Men han benytter sig med overlæg af denne udtryksmåde, at vi er korsfæstede og døde for loven, for at gøre sin forkyndelse endnu mere glædelig. For loven, der ellers forbliver, lever og regerer i hele verden, som anklager og fordømmer alle mennesker, korsfæstes og dør alene for dem, der tror på Kristus. Derfor har de alene denne ære, at de er korsfæstede og døde for loven, synden osv.

 

»Jeg lever ikke mere selv,«

Det vil sige, ikke i min person, eller sådan som jeg er. Han viser her tydeligt, hvorledes han lever, og siger, hvad den kristne retfærdighed er, nemlig den, hvorved Kristus lever i os, ikke den, der hører til vor (medfødte) person. Når man derfor skal drøfte den kristne retfærdighed, skal man se helt bort fra vor person. For om jeg bare holder mig til min person eller taler om den, så bliver personen, med eller mod min vilje til en gerningsretfærdig, der er underlagt loven. Men her bør Kristus og min samvittighed blive ét hele, så jeg ikke ser andet end den korsfæstede og opstandne Kristus. Når jeg har lukket Kristus ude og bare ser på mig selv, er det nemlig ude med mig. For så får jeg straks den tanke: Kristus er i Himlen, og du på jorden. Hvordan skal du nu komme til ham? Jeg vil leve helligt og gøre, hvad loven fordrer og på den vis gå ind til livet. Når jeg så vender mig mod mig selv og betænker, hvordan jeg er eller bør være og ligeså, hvad jeg bør gøre, så taber jeg Kristus af syne – han der alene er min retfærdighed og mit liv. Men når jeg har mistet ham, er der hverken råd eller hjælp at finde. I stedet følger med nødven­dighed den visse fortvivlelse og fortabelse.

       Og dette er et såre almindeligt onde. For det er menneskets elendighed, at vi i anfægtelse eller i dødens stund straks lader Kristus fare og (i stedet) betragter vort liv og vore gerninger. Hvis ikke vi her oprejses ved troen, må vi forgå. Derfor bør vi vænne os til i sådanne samvittighedskampe at lade os selv, loven og de gerninger, der bare tvinger os til at se på os selv, fare og alene vende vore øjne mod kobberslan­gen, den korsfæstede Kristus. På ham skal vi holde vort blik fæstet ufravendt, stå fast på, at han er vor retfærdighed og vort liv, og ikke bryde os om lovens, syndens, dødens og Guds doms skrækindjagende trusler. For Kristus, som vi holder os til med iver og fasthed, i hvem vi lever, og som lever i os, er overvinderen af og Herren over loven, synden, døden og alt ondt. Ved ham er der tilsagt os en sikker trøst og givet os sejr.

 

»Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig,«

Når Paulus siger: »Jeg lever«, lyder det personligt, som om han taler om sin egen person. Derfor retter han det straks og siger: »dog ikke jeg«, det vil sige: Det er ikke mig, der lever i min person, men »Kristus lever i mig.« Vist lever personen, men ikke i sig selv eller for sin egen persons skyld. Men hvem er det jeg, hvorom han siger: dog ikke jeg? Det er det jeg, som har loven og skal arbejde, og som er en fra Kristus adskilt person. Det jeg forkaster Paulus, fordi et jeg, der er en fra Kristus forskellig person, er hjemfalden til død og Helvede. Derfor siger han: »Det er ikke mere mig, men Kristus, der lever i mig.« Han er den formende kraft i mig, der pryder min tro, ligesom farve og lys pryder en væg. (Så groft må det siges; for vi kan ikke fatte åndeligt, at Kristus omslutter os og forbliver i os så nært og inderligt, som lyset eller hvid farve hænger ved en væg). Kristus er altså så nøje forbundet og sammenlimet med mig, at han forbliver i mig, så at han lever i mig det liv, som jeg lever. Ja, den livskraft, hvorved jeg lever således, er Kristus selv. Derfor er Kristus og jeg nu i denne henseende ét.

       Men idet Kristus lever i mig, afskaffer han loven, fordøm­mer synden og døder døden; for hvor han er til stede, må de forsvinde. Kristus er nemlig evig fred, trøst, retfærdighed og liv. Og for dem bør lovens skræk, sindets sorg, synd, Hel­vede og død vige. Når Kristus således bliver og lever i mig, fjerner og opsluger han alt ondt, der piner og plager mig. Derfor bevirker denne iboen, at jeg bliver friet ud af skræk­ken for loven og synden, taget ud af mit eget skind og ført over til Kristus og til hans rige, som er nådens, retfærdighe­dens, fredens, glædens, livets, frelsens og den evige herlig­heds rige. Når jeg lever i ham, kan intet ondt skade mig.

       Imidlertid bliver det gamle menneske, der er underlagt loven, ved med at være der udadtil. Men i hvad der angår retfærdiggørelsen, bør Kristus og jeg være helt nøje forenet, så han lever i mig, og jeg i ham (forunderlige måde at tale på). Fordi han virkelig lever i mig, derfor hører, hvad der findes i mig af nåde, retfærdighed, liv, fred og frelse, til Kristus selv, og dog er det samme mit på grund af den nøje forbindelse og iboen, som troen har bevirket, og hvorved vi bliver ligesom ét legeme i Ånden. Fordi Kristus altså lever i mig, er nåden, retfærdigheden, livet og den evige frelse nødvendigvis for­hånden sammen med ham, og loven, synden og døden er borte. Ja, loven korsfæstes, opsluges og ryddes af vejen af en lov, synden af en synd, døden af en død og Djævelen af en Djævel. Således forsøger Paulus at drage os helt bort fra os selv, fra loven og gerningerne, og flytte os over til Kristus selv og troen på Kristus, så vi i spørgsmålet om retfærdiggø­relsen slet ikke ser hen til noget andet end nåden og adskiller den længst muligt fra loven og gerningerne, som bør være langt borte her.

       Paulus har sin særegne udtryksmåde, der ikke er menne­skelig, men guddommelig og himmelsk. Evangelisterne og de øvrige apostle anvender den ikke – alene bortset fra Johannes, der nu og da taler således. Og hvis ikke Paulus tidligere havde benyttet den måde at tale på og med klart formulerede ord havde foreskrevet os den, ville ikke engang en af de hellige have vovet at bruge den. For det er helt usædvanligt og uhørt, dette med: »Jeg lever« – »jeg lever ikke«, »jeg er død« – »jeg er ikke død«, »jeg er en synder« – »jeg er ikke en synder«; »jeg har en lov« – »jeg har ingen lov«. Men den udtryksmåde er sand i Kristus og på grund af Kristus. Om du derfor, når det drejer sig om retfærdiggørel­sen, sondrer mellem Kristus og din person, så er du inde under loven, forbliver under den og har dit liv i dig (selv), hvad der vil sige at være død for Gud og fordømt af loven. For da har du blot, således som sofisterne våser om, en tro, der er formet af kærligheden. Således taler jeg som et eksem­pel. For der er ingen, der har en sådan tro. Hvad sofister­ne har lært om troen, der er formet af kærligheden, er da blot Satans narreværk. Men selv om vi vil indrømme, at der kan findes et menneske med en sådan tro, ville han, der har den, dog i virkeligheden være død. For han havde blot en historisk tro på Kristus – den som også Djævelen og alle ugudelige har.

       Men der bør læres rigtigt om troen nemlig, at du ved den er så inderligt sammenføjet med Kristus, at der af ham og dig bliver ligesom én person, der ikke kan adskilles, men stadig holder sig til ham og siger: Jeg er som Kristus, og Kristus omvendt siger: Jeg er som denne synder; for han holder fast ved mig og jeg ved ham. For ved troen er vi forenet til ét kød > og ben. Som det hedder i Ef 5, 30: »For vi er lemmer på ' Kristi legeme, af hans kød og af hans ben.« Han siger således, at denne tro knytter Kristus og mig tættere sammen, end en ægtemand er forenet med sin hustru. Den tro er altså ikke en hvilende egenskab; men dens magt er så stor, at den fordunkler og helt rydder den sofistiske læres ganske tåbeli­ge fantasier af vejen, om den opdigtede formede tro og kærlig­heden, om fortjenester, om vor værdighed og kvalitet osv. Dette ville jeg gerne lære udførligere om, hvis jeg kunne.

       Vi har indtil nu angivet, at dette var Paulus' første bevis: enten er Kristus en tjener for synd, eller også kan loven ikke retfærdiggøre. Efter at have afsluttet den bevisførelse frem­stillede Paulus sig selv som eksempel, gengav forholdet dra­matisk og sagde, at han var død fra den gamle lov ved en ny lov. Nu føjer han hertil to gendrivelser, det vil sige vanske­ligheder. Den første er rettet imod, hvad der er de hovmodiges falske anklage og en forargelse for de svage. For når man forkynder syndernes forladelse af nåde (»gratis«), går de ondskabsfulde straks til angreb på denne forkyndelse og siger ligesom i Rom 3, 8: »Lad os gøre det onde, for at det gode kan komme deraf.« For når den slags mennesker hører, at vi ikke retfærdiggøres ved loven, slutter de straks på ondsindet vis: Lad os så lade loven helt fare. Og ligeså: Hvis virkelig der er overflod på nåde der, hvor der er rigeligt af synd, så lad os trøstigt synde løs, så vi kan blive retfærdiggjort og få nåde i overflod. Disse er de fjendske og hovmodige, der gerne forvansker Helligåndens skrifter og ord, lige­som de, mens apostlene endnu levede, endog forvanskede Paulus til deres eget fordærv, som det siges i 2 Pet 3, 16.

       Endvidere tager de svage, der ikke er træske ligesom de falske anklagere, men gode, anstød, når de hører, at man ikke skal holde loven og gøre gode gerninger for at blive retfærdiggjort. Dem skal man komme til hjælp og forklare, hvordan det kan være, at gerninger ikke retfærdiggør, hvor­ledes de skal gøres, og hvorledes de ikke skal gøres. De skal nemlig gøres som retfærdighedens frugter, ikke for at frem­bringe retfærdigheden. Da vi allerede er retfærdige, bør vi gøre dem, derimod ikke for som uretfærdige at blive retfær­dige ved dem. Det er træet, der bærer æblet, og ikke æblet træet.

       Han havde ovenfor sagt: »Jeg er død osv.« Dette kunne en ondsindet person let fordreje således: Hvad er det, du siger, Paulus? Er du død? Hvordan kan det så være, at du taler og skriver? Den svage kunne også let tage anstød: Hvad er du for en? Ser jeg mon ikke, at du er levende og passer dit arbejde? Paulus' svar er: »Vist lever jeg, dog ikke mere jeg; men Kristus lever i mig.« Der er altså to slags liv: mit naturlige eller kødelige liv, og et derfra forskelligt, nemlig Kristi liv i mig. Hvad mit kødelige liv angår, er jeg død, og nu lever jeg et liv, der er anderledes. Det er ikke mere Paulus, der lever. Paulus er derimod død. Hvem er det da, der lever? En kristen. For så vidt Paulus levede i sig selv, er han helt død ved loven. Men for så vidt som han lever i Kristus, eller rettere Kristus lever i ham, lever han et helt andet liv. For det er Kristus, der i ham taler, virker og udfører alle handlinger. Dette er ikke mere Paulus', men en kristens liv. Du ond­skabsfulde skal altså ikke rette beskyldninger imod mig, fordi jeg har sagt, at jeg er død. Og heller ikke skal du, der er svag, tage anstød; men læg vel mærke til, at der er to slags liv, mit eget og et andet. Jeg lever ikke mit liv. Ellers skulle loven herske over mig og holde mig fangen. For at den altså ikke skal holde mig fangen, er jeg ved en anden lov død for den. Og denne død føder et helt andet liv for mig, nemlig Kristi liv, der ikke er mig medfødt, men skænkes ved Kristus i troen.

       Den anden gendrivelse er denne. Man havde nemlig des­uden kunnet indvende mod Paulus: Hvad er det dog, du siger? Lever du ikke dit eget liv eller i kødet, men i Kristus? Jamen, jeg ser jo dit kød og ikke Kristus. Mon du altså vil narre os ved blændværk, så vi ikke ser, at du er legemligt til stede og lever samme liv som før, at du har fem sanser og gør alt det, som andre mennesker gør i deres legemlige liv? Han svarer:

 

»og mit liv her på jorden [ordret: i kødet] lever jeg i troen på Guds søn,«

Det vil sige: Vel lever jeg i kødet; men jeg regner ikke dette liv, hvordan det end er, som leves i mig, for livet. For i virkeligheden er det ikke et liv, men kun et skinliv, under hvilket der lever en anden, nemlig Kristus, som er mit rette liv, som du ikke ser, men blot hører, ligesom »du hører vinden suse; men du ved ikke, hvorfra den kommer, eller hvor den farer hen« (Joh 3, 8). Således ser du mig vel tale, spise, arbejde, sove osv., og dog ser du ikke mit liv. For i denne mit levneds tid lever jeg vel i kødet; men jeg lever ikke ud fra kødet eller i overensstemmelse med kødet, men i tro, ud af tro og i overensstemmelse med troen. Han benægter altså ikke, at han lever i kødet. For han gør alle et almindeligt menneskes gerninger. Desuden benytter han også kødelige ting, føde, klædedragt osv., hvad der visselig vil sige at leve i kødet. Men han siger, at dette ikke er hans liv, og at han ikke lever i overensstemmelse dermed. Vel bruger han kødelige ting. Men han lever ikke for dem, således som verden lever kødeligt og retter sig efter det kødelige. For den hver­ken kender til eller håber på et andet liv ud over dette kødelige liv.

       Hvordan altså dette liv, som jeg lever i kødet, end er, siger han, så lever jeg det i troen på Guds Søn, det vil sige: dette ord, som jeg ytrer legemligt, er ikke kødets, men Helligån­dens og Kristi ord. Det blik, hvormed jeg ses og ser, kom­mer ikke af kødet, det vil sige: det er ikke mit kød, der styrer det, men Helligånden. På samme vis kommer hørelsen ikke fra kødet, selv om den er i kødet; men den er i og af Helligånden. En kristen taler kun, hvad der er kysk, besin­digt, helligt og guddommeligt, hvad der har at gøre med Kristus, Guds ære og næstens gavn. Det kommer ikke af kødet og sker ikke efter kødets vilje, men er dog i kødet. For jeg kan ikke belære, forkynde, skrive, bede eller takke uden ved hjælp af de kødelige redskaber, der kræves for at gøre den slags gerninger. Og dog kommer de ikke fra kødet og bliver ikke til i det. Men de gives og åbenbares på guddom­melig vis fra Himlen. Således ser jeg med mine øjne på et kvindfolk, men med et kysk blik og uden at begære hende. Den måde at se på kommer ikke af kødet, skønt det sker legemligt; for øjnene er det legemlige redskab for den måde at se på. Men den kyskhed, der var i min måde at se på, kommer fra Himlen.

       Således bruger en kristen verden og alle skabninger, så at der ikke er nogen forskel mellem ham og den ugudelige. Føden er den samme, ligeså klædedragt, de har samme hø­relse, syn og tale; alle de samme forskelle i opførsel, ydre og optræden, således som Paulus også siger om Kristus, at »han i sin fremtræden fandtes som et menneske« (Fil. 2, 8). Og alligevel er der den allerstørste forskel. For vel lever jeg i kødet, og dog lever jeg ikke mere af mig selv, men »hvad jeg lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn«. Det, som du nu hører mig sige, kommer fra en anden kilde end, hvad du før hen har hørt mig sige. Inden sin omvendelse talte Paulus vel med samme røst og tunge. Men da var røsten og tungen gudsbespottelig. Derfor kunne han ikke sige andet end, hvad der var bespottelser og vederstyggeligheder mod Gud. Siden hen da han var blevet omvendt, var kødet det samme; der var samme røst og tunge som tidligere. Og der var slet ingen forandring. Men hans røst og tunge talte ikke længere gudsbespottelser, men åndelige ord, nemlig tak og lovpris­ning til Gud, som kom af troen og Helligånden. Selv om jeg altså lever i kødet, lever jeg dog ikke af og overensstemmen­de med kødet, men i troen på Guds Søn.

       Af dette kan man forstå, hvorfra dette anderledes og åndelige liv, som det naturlige menneske ikke forstår, kom­mer. Han forstår nemlig ikke, hvad dette er for et liv. Han hører vinden suse, men ved ikke, hvorfra den kommer, eller hvor den farer hen. Han hører det åndelige menneskes røst, og ved, hvordan han ser ud, hans sæder og opførsel. Men hvorfra disse ord, der ikke er ugudelige og bespottelige som før, men hellige og guddommelige, og hvorfra de forandre­de handlinger kommer, det ser han ikke. For det liv er i hjertet ved troen, der hvor Kristus har udslukket kødet og regerer med sin Helligånd, der nu ser, hører, taler, virker, lider og ganske enkelt gør alt i ham, skønt kødet stritter imod. Kort sagt, det liv er ikke kødets, skønt det leves i kødet, men Kristi, Guds Søns, han som den kristne ejer ved troen.

 

»Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.«

Her har du en beskrivelse af den sande måde at blive retfærdiggjort på og et eksempel på troens vished. »Jeg lever i tro på Guds Søn, som har elsket mig og givet mig selv hen for mig.« Den, der blot kunne sige disse ord ligesom Paulus med en vis og bestandig tro, han ville bestemt være salig. Og med de selv samme ord afskaffer og udsletter han helt loven og gerningernes retfærdighed, som vi senere skal tale om. Men disse ord bør omhyggeligt overvejes: »Guds Søn har elsket mig og givet sig selv hen for mig.« Det er ikke mig, der har elsket Guds Søn og hengivet mig for ham, således som sofisterne bilder sig ind, at de elsker Guds Søn og hengiver sig for ham. For de lærer, at mennesket som følge af sin medfødte natur kan erhverve sig en fortjeneste, der svarer til hans anstrengelser, kan elske Gud og Kristus over alt. De kommer Guds og Kristi kærlighed i forkøbet derved, at de gør, hvad de formår. De bliver munke, iagttager kyskhed, fattigdom og lydighed, og giver sig derved hen for Kristus, således som de fabler om. De vender disse ord af Paulus om og læser dem, som om der stod: Vi har elsket Kristus og givet os hen for ham. Men mens de ugudelige mennesker, der uden grund er opblæste i deres kødelige sind, fantaserer om og praler med, at de gør, hvad de formår, elsker Gud og giver sig hen for Kristus, afskaffer de evangeliet. De latter­liggør, fornægter og bespotter Kristus, spytter på ham og træder ham under fode. For de indrømmer vel med munden, at han er retfærdiggører og frelser; men i virkeligheden frakender de ham kraften til at retfærdiggøre og frelse, og tilskriver deres egne selvvalgte gudsdyrkelser denne magt. Det er at leve ikke i troen på Guds Søn, men i sine egne retfærdighedsgerninger.

       Derfor er det ikke den rette måde at blive retfærdiggjort på, at du begynder med at gøre, hvad du formår (det er det udtryk, de bruger). Hvis et menneske gør, hvad han formår, siger de, så giver Gud ham helt sikkert sin nåde. Og den sætning er et grundlag, ja ligefrem en trosartikel hos sofister­ne. Alligevel af svækker de den sætning på følgende manér: At gøre hvad man formår, skal ikke forstås i strengt matematisk forstand, men med hensyntagen til vor medfødte (og svage) natur. Det vil sige, at det er tilstrækkeligt, at man gør, hvad der efter bedste skøn kan anerkendes af et bravt men­neske. Ikke i strengeste forstand, for det er umuligt, men bare man holder sig nær »Middelvejen«, det vil sige: det er nok, at man gør så meget, faster så meget osv., at det efter et bravt menneskes skøn kan siges at være godt. Så følger nåden helt sikkert, ikke bare på grund af den til anstrengel­serne svarende fortjeneste i og for sig, men fordi Gud er uforanderlig. Han er så god og retfærdig, at han ikke kan undlade at belønne det gode med nåde osv. Og herfra stammer det lille vers:

Ud over hvad evnerne rækker til,
Gud intet af mennesket fordre vil.

Det er bestemt en god sentens. Men den skal bruges på rette sted, nemlig når det drejer sig om politiske, økonomiske og det almindelige livs forhold. Hvis jeg f.eks. inden for det område, hvor fornuften råder, styrer min familie, bygger et hus, bestrider et embede, og gør så meget, jeg formår, eller hvad mine evner rækker til, så er jeg uden skyld. For det livsområde har sine grænser, og de vendinger hører med rette til inden for dem: At gøre så meget, som man kan, eller: At gøre, hvad man formår. Men sofisterne overfører dem til det åndelig livs område, hvor man ikke formår andet end at synde; for mennesket er »solgt under synden« (Rom 7, 14). Men i de ydre livsforhold, det vil sige i politiske og økonomiske forhold, er mennesket ikke en slave, men en herre over disse legemlige ting. Derfor har sofisterne båret sig ugudeligt ad ved at overføre disse for politiske og økonomi­ske forhold gældende sætninger på kirken. For den menne­skelige fornufts rige bør holdes så langt som muligt borte fra Åndens rige.

       Ligeså har de belært om, at vel er naturen fordærvet, men de medfødte evner, som de endog tillægger de onde ånder, er uskadte. Men når de medfødte evner er uskadte, er forstan­den også ren og viljen god og ufordærvet, og følgelig er alt fuldkomment. At vide det er også nyttigt, for at den rene lære om troen kan blive bevaret. Når sofisterne siger, at de medfødte evner er uskadte, indrømmer jeg det. Men når de slutter deraf, at mennesket så kan opfylde loven, elske Gud osv., da benægter jeg den følgeslutning og drager et skel mellem, hvad der er medfødt, og hvad der har med Ånden at gøre, og jeg siger, at det åndelige ikke er uskadt, men der­imod fordærvet, ja på grund af synden helt udslukket i mennesket og i Djævelen, så at der ikke findes andet der end en vildført forstand og en vilje, som er fjendsk og modvillig over for Gud, og som ikke har andet i sinde end at stå Gud imod. Vel er de medfødte evner derfor uskadt, men hvilke medfødte evner? At et menneske, der er sænket dybt ned i ugudelighed og er en tjener for Djævelen, har vilje, forstand, og frihed til at vælge og magt til at bygge hus, beklæde en embedsstilling, styre et skib og udføre andre opgaver, der er mennesket underlagt ifølge 1 Mos 1, 28. For det er ikke frataget mennesket at kunne føde børn og at beskæftige sig med offentlige og økonomiske anliggender; men derimod er det bekræftet ved disse ord. Men sofisterne har overført det til også at gælde for det åndelige liv. Og måske har de overtaget det fra fædrene, og da de misforstod det, overførte de det på det åndelige og sammenblandede således borgerligt og kirkeligt. Det er derfor op til os at udrense og fjerne disse anstødssten fra kirken. Vi indrømmer altså, at de sætninger er sande, blot inden for deres eget, nemlig det legemliges område. Men om du overfører dem på det åndelige rige, vort gudsforhold, benægter jeg dem fuldstændig. For her er vi gået helt under i vore synder. Alt hvad der er i vor vilje, er ondt, og alt hvad der er i vor forstand, er vildfarelse. Derfor har mennesket i det, der har med Gud at gøre, intet andet end mørke, vildfarelser, ondskab og en fordærvet vilje og forstand. Hvordan skulle han kunne gøre godt, elske Gud osv?

       Paulus siger derfor her, at det ikke er os, men Kristus, der begyndte. »Han elskede mig,« siger han, »og gav sig selv hen for mig«, som om han vil sige: Han fandt ikke hos mig nogen god vilje og ret forstand; men han forbarmede sig over mig og så min ugudelige vildfarelse, bortvendt fra Gud, fanget, regeret og draget med af Djævelen. Således har han elsket mig på grund af en barmhjertighed, der kom min fornuft, vilje og forstand i forkøbet, og han elskede mig sådan, at han gav sig selv hen for mig, for at jeg på den vis kunne blive befriet fra loven, synden, Djævelen og døden.

       Men de ord »Guds Søn«, »har elsket mig« og »har givet sig selv hen for mig« er den rene torden og lynild fra Himlen mod lovretfærdigheden og gerningslæren. Så stort et onde var det, så stor var vildfarelsen, mørket og ugudeligheden i min vilje og forstand, at jeg måtte udfries for så uendelig høj en pris. Hvorfor praler vi da af forstandens vejledning, af vore uskadte, medfødte evner, af at have en fornuft, der udsøger sig det bedst mulige, af at gøre, hvad vi formår? Hvad nytter det at tilbyde en fortørnet Gud, der som Moses siger det (5 Mos 4, 24), er en »fortærende ild«, mine tomme skaller, ja rettere mine forfærdelige synder? Hvad grund er der til at strides med Ham om, at Han til gengæld skal give mig nåde og evigt liv, når jeg får at høre, at der i min natur er så meget ondt, at end ikke verden og al skabningen forslår til at formilde Gud? Men Guds egen Søn måtte gives hen på grund af det.

       Men overvej denne pris noget nærmere og betragt den fange, nemlig Guds Søn, så vil du indse, at han er uendeligt større og herligere end al skabningen. Hvad vil du så gøre, når du hører Paulus nævne, at der er blevet givet så uendelig høj en pris for dine synder? Vil du mon frembære din kutte og tonsur, din kyskhed, lydighed og fattigdom? Hvad er det alt sammen værd? Ja, hvad er Mose lov og lovens gerninger værd? Hvad med alle martyrernes samlede gerninger og lidelser? Hvad med alle de hellige engles lydighed i sammen­ligning med Guds Søn? Han der blev givet hen og det på den allerskændigste vis, nemlig til døden på et kors, for at alt hans så dyrebare blod skulle udgydes og det for dine synder? Hvis du indså, hvor høj denne pris er, så skulle du forbande, besudle, bespytte og fordømme alle munkekutter og tonsu­rer, alle løfter, gerninger og fortjenester og sende dem til Helvede, hvad enten det er billigheds – eller fuldgyldige for­tjenester. Det er derfor en utålelig og frygtelig gudsbespottel­se at indbilde sig nogen gerning, hvorved du drister dig til at mene at forsone Gud, da du ser, at han kun kan forsones ved denne umådelige og uendelige betaling, hans Søns død og blod, hvoraf én dråbe er mere dyrebar end hele skabningen.

 

»for mig«.

Hvem er det »mig«? Jo, han er en fortabt og fordømt synder, som Guds Søn har elsket så højt, at han gav sig selv hen for mig. Om jeg altså havde kunnet elske Guds Søn og komme til ham ved hjælp af mine gerninger eller fortjenester af billighed eller fuldt fortjent, hvorfor måtte han da nødven­digvis gives hen for mig? Heraf fremgår klart, hvor koldsin­digt papisterne har fremstillet, ja helt har forsømt de hellige skrifter og læren om troen. For om de blot havde forstået de ord, at Guds Søn måtte gives hen for mig, så havde der ikke kunnet opstå nogen munkeorden eller sekt. For troen havde straks indvendt: Hvorfor vælger du denne livsførelse, denne orden og dette værk? Mon for således at forsone Gud og blive retfærdiggjort? Hører du, slyngel, mon ikke, at Guds Søn er blevet givet hen og har udgydt sit blod for dig. På den måde havde troen på Kristus såre let kunnet modstå alle sekter.

       Derfor siger jeg ofte, at der ikke er nogen anden kraft eller noget andet middel til at modstå sekterne end den ene artikel om den kristne retfærdighed. Hvor den er gået tabt, kan man umuligt modstå nogen vildfarelse eller sekt. Det ser vi i dag hos sværmerne, gendøberne og sakramentererne, som, når de er faldet fra denne artikel, ikke vil ophøre med at falde, fare vild og føre vild i en uendelighed. Og uden tvivl vil de give årsag til utallige sekter og udpønse nye gerninger. Men hvad er det alt, om det også tilsyneladende forekommer at være det allerbedste og helligste, imod Guds Søns død og blod – han, som har givet sig selv hen for mig? For hvem er denne Guds Søn? Hvad er Himmel og jord i sammenligning med ham? Skønt hele verden holder sig til dem, må alle sværmerne og papisterne hellere synke ned i Helvede med samt deres retfærdigheder, gerninger og fortjenester, end at evangeliets sandhed skulle blive fordunklet og Kristi herlig­hed gå til grunde. Hvad grund har de da til at bryste sig af gerninger og fortjenester? Hvis jeg fortabte og fordømte synder havde kunnet blive løskøbt for nogen anden pris, hvorfor skulle Guds Søn så nødvendigvis gives hen for mig? Men fordi det ikke kunne ske ved noget i Himlen eller på jorden, derfor var det helt nødvendigt, at han blev givet hen for mig. Han gjorde det desuden af den største kærlighed; for Paulus siger: »Som har elsket mig«.

       Og disse ord »Som har elsket mig osv.« er stopfulde af tro. Og den, der med samme tro som Paulus kan sige dette lille stedord (»mig«) og anvende det på sig selv, han vil også sammen med Paulus være den allerbedste til at gendrive loven. For Han har ikke hengivet et får, en ko, guld eller sølv for mig, men hvad der helt igennem var Gud, det vil sige: han har hengivet sig selv for mig. Jeg siger: for mig, som var den elendigste og mest fortabte synder. Fordi Guds Søn blev givet hen i døden, ånder jeg op og anvender det på mig. Og denne tilregnelse er troens sande kraft. Den gerningsretfærdige siger ikke således: »Kristus har elsket mig osv.«

       De ord, som er den reneste forkyndelse af nåden og den kristne retfærdighed, sætter Paulus op mod lovens retfær­dighed, som om han vil sige: Loven er bestemt en guddom­melig lære, den har sin herlighed. Men den har ikke elsket mig eller givet sig selv hen for mig. Tværtimod anklager og ængster den mig. Men nu har jeg en anden, der har befriet mig fra angsten for loven, fra synd og død og overflyttet mig til frihed, Guds retfærdighed og evigt liv. Han kaldes Guds Søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.

       Som sagt omslutter troen Kristus, Guds Søn, der er givet hen for os, og fordyber sig i ham, således som Paulus lærer her. Når vi har grebet ham med troen, har vi retfærdighed og liv. For Kristus er Guds Søn, der af ren og skær kærlighed har hengivet sig selv for at løskøbe mig. Og med disse ord beskriver Paulus så smukt Kristi præstelige embede og ger­ning. Det er at forsone Gud, at være mellemmand og bede for syndere, at frembære sig selv som offer for deres synder, løskøbe dem osv. Derfor skal vi beskrive Kristus rigtigt, ikke som sofisterne og sværmerne, der gør ham til en ny lovgiver, som efter at have sat den gamle lov ud af kraft, har bragt en ny. For dem er Kristus en opkræver og en tyran. Men du skal beskrive ham på samme vis, som Paulus gør her, nemlig som Guds Søn, der ikke på grund af fortjeneste eller nogen retfærdighed hos os, men af ren og skær barmhjertig­hed og kærlighed har hengivet og bragt sig selv som et offer til Gud for os elendige syndere, for at helliggøre os for evigt. Kristus er derfor ikke en Moses, ikke en opkræver eller lovgiver, men en, der skænker nåde, en frelser og forbarmer og kort sagt intet andet end ren og uendelig, givet og givende barmhjertighed. Således har du afmalet Kristus ret. Hvis du finder dig i, at der bliver malet et andet billede af ham for dig, skal du snart blive kastet omkuld i anfægtelsens stund. Men ligesom det er de kristnes højeste kunst at kunne beskrive Kristus sådan, således er det også den vanskeligste af alle. For det er meget svært selv for mig, der dog med flid har beskæftiget mig med og øvet mig på dette, at beskrive Kri­stus på den vis, som Paulus plejer her – og det til trods for, at evangeliets lys nu skinner så kraftigt. I den grad er den lære og fordærvelige anskuelse om Kristus som en lovgiver gået mig i blodet. I dette stykke er I yngre meget lykkeligere stillet end vi gamle. For I er ikke blevet fyldt med de fordær­velige meninger, som jeg fra barnsben var blevet så påvirket af, at jeg blev bleg af skræk blot ved at høre Kristi navn. For jeg var overbevist om, at han var en dommer. Derfor har jeg to slags arbejde at gøre. For det første skal jeg vænne mig af med den gamle, indgroede anskuelse om Kristus som en lovgiver og dommer. Den skal jeg fordømme og afvise; for den kommer stadig igen og holder mig fangen. Og desuden skal jeg danne mig en ny anskuelse, nemlig en sand fortrøst­ning til Kristus som retfærdiggører og frelser. I kan, om blot I vil, meget lettere kende Kristus ret. Om nogen sorg eller bedrøvelse gør hjertet modløst, må det altså ikke tilskrives Kristus, om det end kommer i hans navn, men derimod Djævelen. Han plejer at komme i ly af Kristi navn. For han skaber sig om til en lysets engel.

       Vi skal derfor lære ikke blot i ord, men også i det praktiske liv omhyggeligt at skelne Kristus fra en lovgiver, så vi, når Djævelen kommer forklædt som Kristus og hjemsøger os i hans navn, kan vide, at han ikke er Kristus, men i virkelighe­den Djævelen. For Kristus er glæde og mildhed for et bange og bedrøvet hjerteifølge Paulus, der smykker ham med denne dyrebare benævnelse, at han »elsker MIG og giver sig selv hen for mig.« Kristus elsker altså dem, der er i nød, (underlagt) synd og død. Og han elsker dem så højt, at han hengiver sig selv for os og bliver vor præst, det vil sige den, der står som midler mellem Gud og os elendige syndere. Hvad, spørger jeg, kunne der siges, der er mere oplivende og glædeligt? Hvis det er sandt – og det må det være, da hele evangeliet ellers er en løgn – så retfærdiggøres vi bestemt ikke ved lovens retfærdighed og endnu langt mindre ved vor egen retfærdighed.

       Med kraftig betoning skal du altså læse disse ord »MIG« og »FOR MIG«, og væn dig til at kunne forstå og anvende dette »MIG« på dig selv med en sikker tro. Tvivl ikke på, at du hører til dem, der her er tale om med »MIG« og heller ikke på, at Kristus ikke bare har elsket Peter og Paulus og givet sig selv hen for dem; men den samme nåde gælder også os og kommer også til os såvel som til dem. Vi er derfor også indbefattet i dette »MIG«. For ligesom vi ikke kan benægte, at vi alle er syndere, og tvinges til at sige, at Adam ved sin synd har fordærvet os og gjort os til Guds fjender, der er prisgivet Guds vrede og dom samt skyldige til evig død (for det føler og indrømmer de opskræmte sind kun i alt for høj grad), således kan vi heller ikke benægte, at Kristus er død for vore synder for at retfærdiggøre os. For han er ikke død for at retfærdiggøre retfærdige, men for at gøre syndere retfærdige, gøre dem til Guds venner og børn og arvinger til alle himmelske goder. Når jeg derfor føler og bekender mig som synder på grund af Adams overtrædelse, hvorfor skulle jeg så ikke kalde mig retfærdig på grund af Kristi retfærdig­hed, især da jeg hører, at han har elsket mig og givet sig selv hen for mig? Paulus stolede derpå med en fast tro. Derfor taler han også med så stor en vished.

 

Vers 21: »Jeg ophæver ikke Guds nåde.«

Dette er den anden bevisførelse i dette brev. Men du må her nøje overveje, at det at ville retfærdiggøres ved lovens ger­ninger er det samme som at forkaste Guds nåde. Hvad, spørger jeg, kan være mere ugudeligt, og hvilken synd mere afskyelig end at forkaste Guds nåde og ikke ville retfærdig­gøres ved tro på Kristus? Det er bestemt nok, ja mere end nok, at vi er ugudelige overtrædere af alle Guds bud. Nu føjer vi yderligere denne allerværste synd til, at vi så selvsikkert forkaster nåden og syndernes forladelse, der er tilbudt os ved Kristus. Tro mig, den gudsbespottelse er større og frygteligere, end nogen kan sige. Paulus og de andre apostle har ikke fremhævet og angrebet nogen synd så voldsomt som foragt for nåden og fornægtelse af Kristus, og alligevel er det såre let at begå den. Derfor går især Paulus så hårdt løs på Antikrist. For han tager nåden bort og fornægter Kristi, vor præsts velgerning – han som gav sig selv som offer for vore synder. Men at fornægte Kristus på den måde er ligeud at spytte og trampe på ham og sætte sig selv i hans sted og sige: Jeg vil retfærdiggøre og frelse dig. Hvorved? Ved messer, pilgrimsrejser, aflad, overholdelse af munkeregel osv. Der­for har Antikrist ganske enkelt ophøjet sig mod og over Gud og sat sig i Kristi sted, forkastet nåden og fornægtet troen. For fra ham stammer denne lære: Troen gavner intet, når den ikke har gerninger, og ved at overbevise om denne løgn har han helt fordunklet og tildækket Kristi velgerning og i nådens, Kristi og hans riges sted indført en lære om gernin­ger og ceremonivælde, bekræftet det med ren løs snak og på den vis revet hele verden bort fra Kristus, der dog var den eneste, der burde regere i samvittigheden, og med vold stødt den ned i Helvede.

       Dette er tilstrækkeligt til, at man kan indse, hvad det er at forkaste Guds nåde, nemlig at ville retfærdiggøres af loven. Men hvem har nogen sinde hørt dette, at vi ved at gøre loven forkaster nåden? Begår vi da synd ved at gøre loven? Nej. Men da forkaster vi nåden, når vi gør loven i den formening, at vi kan blive retfærdiggjort ved den. »Loven er god, hellig og nyttig« (Rom 7, 12). Men den retfærdiggør ikke. Den, der altså gør loven i den hensigt at ville retfærdiggøres ved den, forkaster nåden, tilbageviser Kristus og hans offer og vil ikke frelses ved denne uendeligt høje betaling, men gøre fyldest for sine synder ved lovens retfærdighed eller gøre sig fortjent til nåden ved sin egen retfærdighed. Han bespotter bestemt Gud og forkaster hans nåde. Men det er forfærdeligt blot at sige, at et menneske kan være ondt på en så bagvendt manér, at det endog kaster vrag på Guds barmhjertighed og nåde. Og dog gør hele verden dette, om den end ikke ønsker at gøre det åbenlyst, men siger, at den viser Gud den højeste ære. Nu følger den anden bevisførelse.

 

»for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte.«

Atter her minder jeg om, at Paulus ikke taler om ceremonialloven, således som sofisterne stadig våser om. De første ophavsmænd til denne vildfarelse var Origenes og Hieronymus, som i dette stykke er de allerskadeligste lærere. Og siden hen fulgte alle skolastikerne dem. Og i dag billiger Erasmus deres vildfarelse og går ind for den. Deres vrøvl skal de fromme holde sig helt på afstand af. De forvansker nemlig Paulus med deres tåbelige forklaringer. De taler om en ting, de aldrig har forstået eller erfaret. Ret som om ceremoniallovene ikke var gode og hellige. Præstevielsen, omskærelsen, ofrene, gudstjenesten, fromhedslivet og alle lignende hellige handlinger var jo bestemt ceremonier. Derfor taler han om hele loven.

       Men disse Paulus' ord bør overvejes omhyggeligt på den­ne vis: Passer det, eller passer det ikke, at Kristus er død? Og ligeså: Er han mon død omsonst? Hvis ikke vi er åbenlyst tossede, nødes vi til at svare derpå, at han er død, og ligeså, at han ikke er død omsonst, bare til gavn for sig selv, men for os. Hvis han altså ikke er død omsonst, så kommer retfær­digheden ikke af loven.

       Derfor skal du nu tage begge slags love for dig, ceremonialloven og moralloven eller De 10 bud, og forestil dig så, at du ved hjælp af billighedsfortjeneste er nået frem til at have Ånden og have kærlighed. Dette er naturligvis kun tanke­spind og kommer ikke for i virkelighedens verden. Men forestil dig, siger jeg, at du ved at gøre, hvad du formår, erhverver dig nåde, er retfærdig og har Ånden. Hvorfra har du så det? Mon fra billighedsfortjenesten? I så fald har du ikke brug for Kristus. Han er til ingen nytte for dig og død omsonst.

       Tag dernæst også selve De 10 bud, der foreskriver den højeste form for gudsdyrkelse, nemlig gudsfrygt, tro på og kærlighed til Gud, ligeså kærlighed til næsten. Og sæt så, at der er en, der er retfærdiggjort af De 10 buds lov. Også da er det sandt, at Kristus er død omsonst. For den, der er retfær­diggjort af De 10 buds lov, har i sig selv kraften til at skaffe sig retfærdighed. Ved ikke at »skyde slåen for« og ved at gøre, hvad han formår, fortjener han nemlig usvigelig sikkert nåden og får indgydt Helligånden, så at han kan elske Gud og sin næste. Da dette står fast, følger med nødvendig­hed, at Kristus er død omsonst. For hvad brug har det menneske for en Kristus, der elsker ham og giver sig selv hen for ham, da han jo uden Kristus, ved sin billighedsfortjeneste, kan få nåden, dernæst gøre godt og fuldt fortjent vinde evigt liv, eller i hvert fald blive retfærdiggjort ved at gøre loven? I så fald skal Kristus tilligemed alle hans velgerninger bort; for han er helt overflødig. Men hvorfor er Kristus født, korsfæstet og død? Hvorfor bliver han min præst, der elsker mig og frembærer et uvurderligt stort offer, nemlig sig selv, for mig? Hvorfor gør han alt det? Det er jo helt meningsløst, hvis den måde at blive retfærdig på, som sofisterne lærer, er den sande. For da finder jeg retfærdigheden i loven eller i mig selv uden nåden og Kristus.

       Men skal man mon finde sig i og ignorere den gudsbespot­telse, at den guddommelige majestæt, der ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, gjorde dette uden virkelig grund, men blot på skrømt? Før jeg ville indrømme dette, ville jeg hellere, at ikke blot alle papisters og sværme­res, men også alle engles hellighed blev forkastet og fordømt for evigt, tilligemed Djævelen selv. Jeg vil aldeles ikke se noget andet end denne Kristus. Han skal være mig så stor en skat, at jeg regner alt andet for snavs i sammenligning med ham. Han skal endelig være så stort et lys for mig, at jeg, når jeg har grebet ham i troen, ikke ved, om der er nogen lov, synd eller uretfærdighed i verden. For hvad er alt i Himlen og på jorden i sammenligning med Guds Søn?

       At forkaste Guds nåde er derfor den største og mest udbredte synd, som alle gerningsretfærdige begår. For idet de anstrenger sig for at blive retfærdiggjort enten ved billighedsfortjeneste eller ved deres gerninger og spægelser eller ved loven, forkaster de, som jeg har sagt, Guds nåde og Kristus. Og ophavet til al denne afskyelighed er paven. For efter at Kristi evangelium var blevet fordunklet, ja fuldstæn­dig skjult, fyldte og bebyrdede han verden med sine ugude­lige belæringer. Det vidner blandt andet hans egne aflads­breve og buller om. I dem giver han nemlig ikke de troende, men dem, der har angret, bekendt og rækker hjælpende hænder osv., tilgivelse. Og derved har han aflagt tilstræk­keligt bevis for, at Kristus er død helt omsonst, og at nåden er unyttig og værdiløs. Derfor er pavedømmets afskyelige gudsbespottelser uendelig store. Og alligevel fremturer de blinde og forhærdede sofister, til trods for sandhedens klare lys, i disse deres ugudelige og helt ubegrundede anskuelser og siger, at de naturgivne anlæg er ufordærvede, og at menneskene ved deres gode gerninger og fortjenester kan berede sig til nåden. Og det er så langtfra, at de erkender deres ugudelighed og vildfarelse, at de endog over for deres sam­vittighed forsvarer den.

       Men vi hævder bestandig med Paulus – vi vil nemlig ikke forkaste Guds nåde – at enten er Kristus død omsonst, eller også gør loven ikke retfærdig. Men Kristus er ikke død forgæves, og følgelig retfærdiggør loven ikke. Kristus, Guds Søn, har retfærdiggjort os af ren og skær nåde og barmhjer­tighed. Altså har loven ikke kunnet gøre dette. For om den havde kunnet det, havde Kristus gjort tåbeligt i at give sig hen for vore synder, for at vi skulle blive retfærdiggjort derved. Vi drager altså den slutning, at vi retfærdiggøres hverken ved billigheds – eller fuldgyldig fortjeneste eller ved kors eller ved trængsler, ja end ikke ved loven, men alene ved tro på Kristus.

       Men hvis min frelse kostede Kristus så meget, at han måtte dø for mine synder, så er det tydeligt, at mine gerninger, ja endog lovens retfærdighed er for ringe, ja slet intet værd i sammenligning med denne så høje pris. For jeg kan bestemt ikke for en ringe mønt købe, hvad der har kostet mange tusinde guldstykker. Men for at forbigå, hvad der er af ringere betydning, i tavshed, så er loven med alle sine ger­ninger og retfærdigheder blot en småskilling i forhold til Kristus, ved hvis død og opstandelse min død er overvundet, og jeg har fået skænket retfærdighed og evigt liv. Skulle jeg mon foragte og kaste vrag på denne uforlignelige pris, og ved loven eller ved fortjenstfulde gerninger af den ene eller anden art (ved, hvad Paulus kalder for snavs og skarn, især i sam­menligning med Kristus) stræbe efter en retfærdighed, om hvilken Paulus her vidner, at Kristus har givet mig den gratis og af ren og skær kærlighed, samt at denne har kostet ham så meget, at han måtte give sig selv hen for mig? Sådan gør, som jeg har sagt, hele verden, og da frem for alt de, der vil synes at være de bedste og helligste i verden. Og skønt de med munden bekender noget andet, lægger de derved klart nok for dagen, at Kristus er død forgæves. Og det er den værste bespottelse, man kan rette mod Kristus, ja at spytte ham i ansigtet, at træde Guds Søn under fode, at vanhellige (den nye) pagts blod osv.

       Og man bør lægge nøje mærke til, at når Paulus omtaler retfærdigheden, bevæger han sig på et ophøjet plan, og tager ikke ordet i borgerlig eller økonomisk betydning. Det vil sige, at han ikke taler om den borgerlige retfærdighed, som Gud anerkender og fordrer, og til hvilken han udsætter sine belønninger. Den kan fornuften nok til en vis grad præstere. Men han taler om retfærdigheden over for Gud, ved hvilken vi befries fra loven, synden, døden og alt ondt og bliver delagtige i nåde, retfærdighed og liv og til sidst indsættes til herrer over Himmel og jord og alle skabninger. Den retfær­dighed kan hverken menneskelig eller guddommelig lov skaffe til veje.

       Vist er loven blevet føjet til ud over fornuften for at oplyse og hjælpe mennesket og vise ham, hvad han bør gøre, og hvad han skal lade være med. Alligevel kan et menneske ikke blive retfærdigt, trods alle dets egne kræfter og fornuft, ja end ikke når loven, denne strålende velgerning fra Gud, kommer til. Men hvis det bedste, som verden har her på jorden, nemlig loven, der ligesom en sol er blevet føjet til det jordiske lys, den svage fakkel i mennesket, som fornuften er, for at oplyse og lede denne, ikke kan retfærdiggøre, hvad – spørger jeg – skulle fornuften da kunne gøre uden loven? Hvad? Ikke andet end, hvad paven har formået med sine universiteter og munke, som endog har hyllet det første buds lys i mørke ved deres menneskeoverleveringer. Hvor mange de end er, kan derfor ingen fatte bare et enkelt bogstav af loven ret; men de kommer ud i et rent forstandens mørke. Og den vildfarelse er meget skadeligere end den, der stammer fra læren om lovens gerninger.

       Det er derfor meget kraftige ord, når Paulus siger: »Thi er der retfærdighed ved loven, osv.« Han tier om menneskets kræfter, fornuft og visdom, hvor stor den end er – for jo større den er, des lettere og hastigere gør den indtryk på mennesker – men siger blot: »Thi er der osv.« Den menneskelige fornuft kan altså ikke, end ikke når den får hjælp fra guddommelige love, skaffe retfærdighed, men fører bort fra retfærdigheden og forkaster Kristus. For hvis fornuften kunne bringe retfærdighed, var Kristus død forgæves. Der­for skal du sætte Kristi død op imod simpelt hen alle love og med Paulus ikke vide af andet end Kristus og ham korsfæstet (1 Kor 2, 2), så intet andet end han skal lyse. Da vil du blive lærd, retfærdig og hellig og skal modtage Helligånden, der skal bevare din forkyndelse og tro ren. Men når Kristus er tabt af syne, er alt forgæves.

       Vi ser her på ny en »forherligelse« af lov – eller egenretfær­digheden. Den er nemlig efter Paulus' mening foragt for og forkastelse af den guddommelige nåde og gør desuden Kristi død virkningsløs og forgæves. Paulus er ikke nogen stor taler. Men læg dog mærke til, hvor meget materiale til reto­risk fremstilling han bringer til veje. Hvor, spørger jeg, møder man en sådan ophøjet stil, der kan måle sig med de ord: »forkaste nåden«, og det »Guds nåde«, og ligeså, at »Kristus er død forgæves«? Denne nederdrægtighed er så stor, at end ikke hele verdens veltalenhed er tilstrækkelig til at skildre den. Det er for lidt at sige »dø forgæves«? Men (at sige): »Kristus er død forgæves,« er det samme som at rydde ham helt af vejen. Den, der vil fremstille sagen retorisk, har et meget rigeligt materiale til at fremhæve og understrege, hvor forfærdelig en gudsbespottelse læren om retfærdighed ved loven og gerninger er. Hvad kan man nogen sinde få at høre, der er mere frygteligt og gudsbespotteligt, end at jeg gør Kristi død forgæves, hvis jeg vil overholde loven for at blive retfærdiggjort ved den? Men at gøre Kristi død forgæ­ves er at gøre hans opstandelse, sejr, herlighed og rige forgæ­ves – ja Himmel og jord, Gud selv og Hans majestæt, kort sagt alt forgæves. Er dette mon noget ringe? Om du ville sige, at den franske konges magt eller Det romerske Rige er oprettet til ingen nytte, ville du blive regnet for helt tosset. Men det er slet intet i sammenligning med at sige, at Kristus er død forgæves.

       En sådan torden og lynild fra Himlen mod lov – og egen­retfærdigheden, som vi møder her hos Paulus, burde med rette skræmme os bort fra den. Alt hvad der er af klostre, gudsdyrkelser og former for retfærdighed, der bygger på lovens eller selvvalgte gudstjenester, er dér af hans lyn blevet kastet til jorden og fordømt én gang for alle. Men hvem vil ikke spytte på sine løfter, sin tonsur og munkekutte, over­leveringer fra mennesker og desuden Mose lov, når han får at høre, at han takket være dem kaster vrag på Guds nåde og gør Kristi død ganske unyttig? Når verden hører det, tror den, at det ikke er sandt. For den mener ikke, at der kan komme så stor en ondskab op i et menneskehjerte, at det kan forkaste Guds nåde og agte Kristi død for intet. Og dog er denne forfærdelige synd såre almindelig. For enhver, der søger sin retfærdighed uden for troen på Kristus, hvad enten det er ved gerninger, bodsøvelser og lidelser eller ved Guds lov, han forkaster Guds nåde og foragter Kristi død, og det uanset hvor meget han end med munden siger det modsatte.