Martin Luther

 

Store Galaterbrevskommentar

1531

 

 

 

 

 

 

Forord

I 1531 holdt Martin Luther forelæsninger over Galaterbrevet. På baggrund af tilhørernes notater udkom disse forelæsninger i bogform i 1535 med Luthers forord.

 

Bogen findes i en flot dansk oversættelse af Helge Haystrup i 2 bind, som desværre er udsolgt fra forlaget.

 

Man kan dog låne dem via bibliotekerne: (Store Galaterbrevskommentar I, København 1981 og Store Galaterbrevskommentar II, København 1984. Det er i serien ”Martin Luther. Skrifter i Udvalg”).

 

Luthers kommentar til første kapitel bringes her i en ny oversættelse. (Oversættelsen følger Luthers latinske grundtekst i WA 40 I).

Cand.theol.

Finn B. Andersen

marts 2006

 

 

 

 

Dr. Martin Luthers fortale

Jeg har svært ved at tro det, at jeg skal have udlagt og behandlet dette Paulus’ brev så vidtløftigt og med så mange ord, da jeg offentlig forelæste over det på vort universitet i Wittenberg, som jeg ser, at det er sket i denne bog. Alligevel ser jeg dog, at det alt sammen har været mine tanker, som nogle brødre så aldeles nøje og omhyggeligt har opfanget og skrevet sammen i denne bog, så jeg må bekende og sige, at jeg i den offentlige forelæsning har talt alt dette og vel endnu mere, end her er optegnet. I mit hjerte hersker alene denne artikel, nemlig troen på Kristus, som alle mine teologiske tanker udspringer fra og vender tilbage til og lever i nat og dag. Skønt jeg har gjort så mange ord derom, føler jeg dog alligevel, at jeg af det høje, dybe og brede i denne umådelige og ubegribelige visdom næppe har nået at give mere end en ringe og svag antydning og næppe formået at bringe nogle få små stykker og stumper for lyset af denne allerkosteligste guldgrube.

     Derfor skammer jeg mig da også noget ved, at denne min udlægning af denne store og herlige apostels og Guds udvalgte redskabs skrift skulle blive udgivet. Det er alt, alt for ringe og indeholder alt for lidt derover. For hverken kan jeg tilstrækkeligt fremhæve disse høje sager, som apostelen omhandler, heller ikke så fuldkomment påpege og så klart stille for øjnene den store, mægtige alvor og iver, som han har haft i denne sag. Hvordan det har været alvorlig ment af ham og ligget ham på hjerte. Hvad der alligevel i dette tilfælde alene tvinger og driver mig til at sætte skammen til side og uden skam ligesom bliver trodsig og modig, det er den uendelige og uudsigelige store forstyrrelse og gruelighed, som bestandig har anrettet al jammer og hjertekval i kristenheden. Endnu den dag i dag vil den ikke ophøre med at larme og rase mod den eneste faste klippe, som vi kalder artiklen om retfærdiggørelsen. Nemlig, at vi ikke ved os selv, meget mindre ved vore egne gerninger og værk (som sandelig er meget ringere og mindre end os selv) men, at vi ved fremmed hjælp, nemlig ved Guds eneste søn Jesus Kristus er forløst fra synd, død og Djævel og bragt til det evige liv.

     Denne klippe angreb Satan straks i Paradiset, da han overtalte vore første forældre til at lade troen på Gud fare, for at de ved deres egen visdom og kraft skulle blive ligesom Gud, som dog allerførst i begyndelsen havde givet dem livet og også lovet dem at opholde det.

     Således driver også snart derefter denne løgnens fader og morder, som aldrig kan fornægte sin natur, for denne artikels skyld den ene broder til skammelig og jammerlig at myrde den anden. Han havde ikke anden årsag til det end den alene, at hans broder var rettroende, og ved sin tro havde ofret Gud et velbehageligere og bedre offer end han, som var ugudelig og ville ofre Gud sin gerning uden tro, hvilket ikke kunne behage Gud.

     Desuden har Satan fremdeles bestandig ved Kains børn forfulgt denne tro og gjort det så aldeles groft, at det dermed ikke længere kunne bestå. Gud måtte en gang rense og feje verden ved syndfloden og med magt beskytte og forsvare den fromme Noah, som var en retfærdighedens prædikant, skønt skarnet dog derved ikke blev så ganske helt fejet ud, men Satan beholdt sig en sæd i Kam, som var en af Noahs tre sønner.

     Men hvem kan fortælle alt dette? Herefter har jo dog hele verden larmet og raset mod denne tro derved, at den opfandt utalligt meget afguderi og falsk gudstjeneste, hvori enhver gik på sine egne og specielle veje, som Paulus siger i ApG 17, 22-23. Enhver håbede ved sine gerninger at gøre sin afgud nådig (af hvilke altid den ene havde flere end den anden); det vil sige, enhver ville uden fremmed hjælp fra Kristus frigøre og redde sig fra synd og alt ondt, hvilket alt sammen, tilstrækkelig bevidnes i alle hedningers skrifter og historier.

     Dog er alle disse slet intet, når man vil sammenligne dem med Israels folk. Skønt nu dette var Guds udvalgte folk og den hellige synagoge og frem for alle andre benådet. Ikke alene havde de disse sikre løfter, som af Gud var skænket fædrene, men desuden også loven, som var givet ved engle. I løftet havde de altid profeter hos sig, og det mange, ved hvilke de på det allersikreste blev undervist med prædiken, undergerninger og mange slags fortræffelige historier og eksempler. Alligevel bragte Satan, det vil sige, egenretfærdighedens afsindige, gale væsen, så meget til veje hos dem, at de ikke alene dræbte og myrdede alle profeter, men også Guds Søn deres lovede Messias, som er den Herre Kristus selv. Det havde de dog aldeles ingen årsag til uden den alene, at de ikke kunne tåle denne lære. For profeterne og Kristus lærte således: Mennesker bliver velbehagelige for Gud, ikke for deres egen retfærdigheds og gerningers skyld, men af ren nåde og barmhjertighed. Og når man ret vil beskue det i lyset, så er netop dette hovedartiklen og den ganske læres hele sum, som Djævelen og verden fra begyndelsen af bestandig har beskæftiget sig, nemlig sådan, at de begge mener og siger: Vi vil på ingen måde tåle, hverken høre eller se, at man siger om os, at vi handler uret. Vi gør og handler derimod, som vi vil, så må Gud uden videre lade sig det behage, og profeterne sige, at det er ret og vel gjort, selv om de knurrer derimod. Men vil de ikke gøre dette, så må og skal de også dø. Derfor kun bort med Abel og lad Kain leve. Således mener og lærer vor ret og lov, derfor skal det også gå således. Og det går også sådan, som man ser.

     Men hvorfor skal man tale meget om jødernes rasen? Lad os se, hvordan det en tid lang og endnu den dag i dag er gået i denne sag hos dem, som nu af hedninger er blevet Guds folk og kaldet til den hellige kristenhed, så vil vi sandelig finde, at jødernes raseri kun har været en ren spøg og lutter børneleg imod hedningernes ondskab. For jøderne har, som Paulus vidner i 1 Kor 2, 8, ikke kendt deres Messias, og således uafvidende korsfæstet herlighedens Herre. Derimod har kirken, som er kaldet ud af hedningerne, ikke alene antaget og erkendt dette, men bekender også og priser på det allerherligste, at Guds Søn, Kristus, er blevet vor retfærdighed. Man synger, læser og prædiker overalt derom i alle kirker, klostre, stiftelser og skoler, frit og offentlig. Og skønt de, som med deres egen syngen, læsen, skriven og prædiken, selv vil være den hellige, kristne kirke og frit og offentligt bekender dette, så raser og larmer de dog alligevel ikke desto mindre derimod med mord og brand og alle former for grusomt og uhørt tyranni, og vil ikke på nogen måde tåle, at andre med alvor og af hjertet tror, lærer og med sanddru gerninger bevidner, at Kristus er, hvad de selv, skønt med falsk mund og opdigtede, hykleriske gerninger, må bekende om ham. For enhver ved jo, og de roser sig også selv deraf, at de regerer og hersker i Kristi navn og ligesom i hans sted og på hans vegne. Hvis de kunne vedligeholde denne pragt, magt og tyranni blandt folk uden Kristi navn, ville de sandelig også i det ydre og åbenlyst ikke vise sig på anden måde imod ham, end de i det indre i deres hjerte anser ham. Og egentlig anser de Kristus meget ringere, end jøderne endnu nogensinde har gjort. For jøderne anser ham for at være en thola, det vil sige, en forbryder eller en morder, som man rimeligvis og med rette har korsfæstet. Men vore papister anser ham i deres hjerter ikke for andet end en ren fabel og en opdigtet eller drømt hedensk afgud. Det kan man både se og føle i Rom, især ved pavens hof, blandt de ledende teologer og vel næsten gennem hele Italien.

     Fordi Kristus da netop hos sin egen kristenhed og hellige kirke (for således vil de endelig benævnes og aldeles ikke anderledes) således holdes for ren og skær hån og spot, og Kain endnu bestandig uden ophørelse myrder den fromme Abel, og Satans forvirrende grueligheder vel allermest og heftigst regerer og hersker i denne tid, så vil det også sandelig være såre højt fornødent, at vi på det allerflittigste og grundigste behandler denne artikel, og med al glæde støder den lede Satan på næsen. Så må vi være veltalende eller dårligt talende, lærde eller ulærde. For der gives intet andet råd: denne klippe må man bekende, synge og tale om. Ja, hvis alle mennesker tav stille om den, så måtte de egentlige klipper og sten selv gøre det.

     Derfor er jeg også desto villigere til at gøre mit for denne sag, så meget det er mig sømmeligt og muligt, at denne min udlægning, hvor vidtløftig og ordrig den end er, i Guds navn udgår. Derved kan jeg måske opvække og tilskynde fromme kristne mod Satans over al måde raske kneb og ondskab, som i disse allersidste og yderste tider (fordi Kristi frelsebringende erkendelse nu atter ved Guds nåde er åbenbaret) er blevet så aldeles rasende og over al måde larmende. Man skulle ligefrem tro, at ligesom djævlene forhen er faret i mennesker, har gjort dem besatte, rasende og gale, således er nu en Djævel faret ind i den anden, og den ene Djævel er blevet besat af en anden endnu ondere, hvorfor de nu raser og larmer meget mere, heftigere og grueligere, end de endnu nogensinde før har plejet. Dette er da sandelig et stort og mærkeligt kendetegn på, at sandhedens og livets ærkefjende godt føler og mærker, at den dag må være nær for hånden, på hvilken han bliver forstødt til evig fordømmelse, men vi derimod vil komme til den evige forløsning. Således vil alt hans tyranni og raseri blive for ham en skrækkelig og fordømmelig, men os en frydefuld og salig ende; hvorfor han vel gruer for den, men vi på det allerhjerteligste begærer og håber på den. For det er sandelig ikke uden årsag, at han så alvorligt og dybt forskrækkes, at alle hans lemmer og kræfter sitrer og bæver, ligesom når en tyv eller horkarl tøver for længe, så at dagen uforvarende falder over ham, og han gribes i sit tyveri eller horeri.

     For hvem har vel nogen sinde hørt eller erfaret, at der på en gang har vist sig så meget grueligt, sælsomt og forunderligt sværmeri, som vi nu til dags ser, at gendøbernes bande alene frembringer. Her rører og umager Satan sig så mægtig, kæmper og snor sig så ængsteligt, som om sjælene nu snart skulle udgå af hans ganske rige. Han driver overalt sine med så overmåde stor, grusom magt og hurtighed, som om han ved dem ikke alene ville drukne i blod og ombringe den ganske verden ved mord og oprør, men også med en utallig mængde bander og sekter rent opæde og sluge Kristus selv med hele hans kristenhed.

     Ellers må folk tro og høre, hvad de vil, så larmer og raser han ikke så grueligt og fjendtligt derimod, selv om de er tyve, horkarle, løgnere, ugudelige, kirketyve, vantro eller hvad som helst; ja, sådanne giver han frit og sikkert lejde i sit palads, lader dem være sine kære fortrolige og er også på ny deres allernådigste kære Herre, som de aldrig mere kan forstyrre, de må da gøre, hvad de vil. Ligesom han ved kristendommens begyndelse ikke alene holdt meget, af al slags afguderi i den gamle verden, men avlede det også og plejede det på det allerherligste, men derimod plagede kristenheden alene på det højeste og fjendtligste på alle kanter, så meget han kunne og turde, således lod han også herefter alle kættere i ro og anfægtede alene den kristne lære. Således tager han sig ikke endnu den dag i dag så alvorligt og heftigt af nogen anden sag som at forfølge vor kære Herre Jesus Kristus - som er vor retfærdighed for Gud uden alt tillæg af vore egne gerninger. Ligesom han da til alle tider ikke plejer at udrette andet end det, som står skrevet om ham i 1 Mos 3, 15: ”Du skal bide hendes afkom i hælen.”

     Men dog lader jeg udgå disse mine tanker, som jeg har haft over dette Paulus’ brev, mere derfor, at jeg tjener mine kære kristne med det, end for, at jeg derved modstår Djævelens bander. Derfor tvivler jeg heller ikke på, at disse mine kære kristne enten gerne vil takke mig for min anvendte og hjertelig velmente flid i Herren, hvor jeg har tjent dem til deres nytte, eller også vil holde mig det til gode, hvis jeg har vovet mig noget for langt, ikke har kunnet træffe det så præcist og gøre det så godt, som jeg gerne ville have gjort, og de måske også kunnet ønske. Det skulle gøre mig hjertelig ondt, hvis der var noget deri, som var de ugudelige til behag, men ville ikke desto mindre gerne, at de derved tilligemed deres Gud, Djævelen, bliver forbitrede på det allerheftigste. For jeg har ladet mig det være surt at meddele dette alene for deres skyld, til hvem Paulus selv har skrevet dette brev, nemlig til dem, som er forvirrede, ængstede, plagede og anfægtede i troen, som galaterne var. Det er alene dem, som virkelig forstår denne lære. Men de, som ikke har det sådan, kan lade deres egne mestre prædike og skrive for dem, det være nu papister, munke, gendøbere eller hvad der ellers er af disse utallige mange lærere, som plejer at lære om den høje, uendelige verdensvisdom og egenretfærdigheden og foragter rask væk, hvad vi lærer og skriver for vore, spørger heller ikke efter, om de forstår eller ikke forstår det.

     Skønt de ikke vil vide noget deraf, så ligger det dog klart og åbenbart for dagen, at begge, både papister og gendøbere, er enige om den samme opfattelse mod Guds hellige kristenhed – skønt de bruger forskellige udtryk. Deres fælles syn er, at Guds gerning afhænger af personens værdighed. Gendøberne lærer således, at dåben intet er, hvor personen ikke er troende. Ud fra dette grundsynspunkt følge nødvendigvis, at alle Guds gerninger intet er, hvis ikke mennesket er fromt. Dåben er ganske vist Guds gerning, men hvis mennesket er ondt, bevirker det, at dåben ikke er en Guds gerning.

     Heraf må videre følge, at ægtestand, øvrighed, arbejde, osv. nok er en Guds gerning, men hvis folk deri er onde, så er det ikke længer en Guds gerning. Ligeledes: de ugudelige har sol, måne, jord, vand, luft og alt andet, som Gud har underlagt mennesket og skabt til dets tjeneste; men på grund af deres ugudelighed, er solen ikke sol, månen, jorden, vandet, luften osv. er heller ikke det, som de er. Således kunne man da også sige: gendøberne har vistnok selv haft legeme og sjæl, før de blev døbt på ny; men fordi de den gang ikke var fromme og gudfrygtige, så var deres legemer og sjæle heller ikke rigtige legemer og sjæle. Ligeledes: deres forældre har, efter deres egen bekendelse, heller ikke været rette ægtefolk, fordi, de ikke er blevet døbt om igen, derfor må også gendøberne alle til hobe være idel bastarder eller horebørn, og alle deres forældre idel horere og utugtige mennesker, men ikke desto mindre arver de alligevel deres forældres gods, skønt de selv bekender, at de er horebørn og arveløse. Hvem mærker og ser ikke her på gendøberne, at det ikke er mennesker besatte af Djævelen, men meget mere djævle, som er besatte af meget onde djævle.

     På samme måde holder papisterne også endnu bestandig ved og trænger med magt på gerningerne og personens værdighed imod nåden og hjælper således deres kære brødre, gendøberne, om de ikke kan mere, så dog på det allerkraftigste idet mindste med ord og lære. For disse ræve er alle sammenbundne med halerne, skønt de ikke alle vil samme vej med hovederne, men den ene hid, den anden did. For papisterne foregiver vel i det ydre, at de er gendøberne fjendske, mens de dog i hjerterne holder med dem og er ét. På begge sider lærer og forsvarer de ganske det samme mod Kristus, den eneste frelser, som alene er vor retfærdighed. Derfor skal enhver, der kan, blive ved denne hovedartikel. De andre, der har lidt skibbrud, må vi lade drive, hvor havet og vinden fører dem hen, indtil de enten atter kommer tilbage i skibet, eller selv svømmer i land. Men om gendøberne vil jeg en anden gang sige noget mere, hvis min Herre Kristus vil det. Amen.

     Men hvortil skal jeg sige meget? Om man end klager længe og meget, så er dette summen og den endelige beslutning derpå, at der ikke er nogen ro eller fred, heller ikke nogen ende eller noget ophør på sådanne klager at håbe, så længe Kristus og Beliar ikke stemme overens (2 Kor 6, 15). En slægt forgår. En anden kommer i dens sted; falder et kætteri, så opstår der et andet. Således er det gået fra verdens begyndelse, vil også vedblive til dens ende. Djævelen sover eller slumrer ikke. Jeg – som dog intet er – kan i sandhed sige, at jeg i de tyve år, hvori jeg har tjent min kære Herre Kristus i prædikeembedet, har haft mere end tyve sekter imod mig, af hvilke en del nu ganske og aldeles er gået til grunde, men nogle ligger endnu og spræller som en snog eller andet lignende, hvem hovedet er af, og kun benene alene rører sig.

     Men Djævelen, som er sådanne sektmageres Gud, opvækker endnu alle dage nye: og nu nylig har han opvakt et sådant sværmeri, som jeg mindst havde ventet og ingenlunde frygtet for, nemlig de, som foregiver, at man i kirken, det vil sige, blandt de kristne, ikke skal prædike De Ti Bud. Man skal lade folk uskræmte med lovens prædiken, men derimod skal man smukt, venligt og kærligt lokke og formane dem ved Kristi søde nåde, for at det må opfyldes, som profeten Mika siger i kap. 2, 6: ”I må ikke profetere.” Som om vi ikke vidste og endnu aldrig havde lært, at man skal trøste de elendige og dem, som har et ængstet og sønderknust hjerte med Kristi nåde og hjælpe dem. De hårdnakkede, forstokkede faraoer, som ikke spørger efter Guds nåde, skal man derimod forskrække med lovens prædiken. De må dog selv indrømme, at Guds vrede åbenbares over de onde og vantro. Og hvad er loven andet end en åbenbarelse af vreden? Så stor er disse selvfordømte menneskers blindhed og hovmod.

     Derfor skal retskafne prædikanter, som ellers vil befindes at være kloge og tro på Kristi dag, holde for, at Paulus sandelig ikke forgæves og uden årsag har spået og forudforkyndt (1 Kor 11, 19): ”Der må jo også være partier hos jer, så man kan se, hvem af jer der er til at stole på!” Ja, jeg siger, det skal enhver tro prædikant og Kristi tjener vide og for vist vente, at så længe Kristus bliver prædiket purt og rent, vil der sandelig være sådanne forvendte mennesker, også blandt vore, som vil anvende al flid for at vildlede og forstyrre den kristne menighed.

     Dog skal man imod sådan stor forargelse trøste sig med, at Skriften fra begyndelsen af har forkyndt, at mellem Kristus og Beliar, mellem slangens sæd og kvindens sæd kan der ikke være eller blive nogen fred eller enighed. Ja, han skal glæde sig over, at sådanne sekter og oprørske ånder sætter sig op imod ham og stedse træder frem den ene efter den anden. For dette er vor ros, vor samvittigheds vidnesbyrd, at vi bliver fundne faste og stridende hos kvindens sæd imod slangens sæd. Om nu end slangens sæd bider os i hælen og ikke vil ophøre med sin biden, så vil vi heller ikke ophøre med på ny at knuse dens hoved ved Kristus, vor fyrste og anfører, som er den, der rettelig og i sandhed søndertræder dens hoved, højlovet i al evighed. Amen!

 

 

 

Hovedsagen i Paulus’ brev til galaterne

 

Paulus vil med det brev grundfæste læren om troen, nåden og syndernes forladelse eller den kristne retfærdighed, så vi har en præcis beskrivelse af forskellen mellem den kristne retfærdighed og alle andre former for retfærdighed. Der er nemlig forskellige former for retfærdighed.

 

Tre slags retfærdighed.

Den første slags kaldes den borgerlige retfærdighed, en retfærdighed, som henhører under det offentlige styre, hvorefter land og folk skal regeres og dømmes, med hvilken kejseren, fyrster, filosofer og jurister har at gøre. Den anden kaldes den ceremonielle retfærdighed, hvorved man øver folk i den ydre gudstjeneste og opdrager dem til Guds åndelige rige. Denne læres ved menneskelige anordninger, som pavens og sådannes skulle være. Og denne lærer ingen så ret og uden fare som husfædre og skolemestre, af den grund, at de ikke lærer den, som om man derved kunne og skulle gøre fyldest for synden, forsone Gud og fortjene nåde, men bruger den alene som til ydre tugt og øvelse, hvorefter man endrægtig, smukt og ordentlig må holde og rette sig. Foruden disse er der lovens eller De Ti Buds retfærdighed, som Moses lærer. Den lærer vi også efter artiklen om troen.

 

Troens retfærdighed.

Foruden og over alle disse retfærdigheder er der troens eller den kristne retfærdighed, som omhyggeligt må holdes adskilt fra de førnævnte. Alle de førnævnte er nemlig fuldstændig anderledes end denne, både fordi de stammer fra kejserens, pavens eller Guds egen lov, og fordi de alle sammen beror på vore gerninger og kan udføres af os, enten det nu sker alene ved vore naturlige evner og kræfter (som de romerske teologer siger), eller også med Guds hjælp (for gerningernes retfærdighed er sandelig også Guds gaver, ligesom alt, hvad vi har).

     Men denne troens retfærdighed, som er den højeste, tilregner Gud os på grund af Kristus, uden vore gerninger. Den er ikke hverken en borgerlig, religiøs eller den guddommelige lovs retfærdighed og den beror ikke på vore gerninger. Den er total anderledes. Den er helt og holdent en passiv retfærdighed, hvor de andre er aktive. Her virker og giver vi ikke Gud noget, men modtager tværtimod og lader en anden virke i os, nemlig Gud. Derfor så jeg gerne, at man kalder denne troens retfærdighed eller kristne retfærdighed for en passiv retfærdighed.

     Denne retfærdighed er ganske vist en hemmelig og skjult ting, hvoraf verden intet ved eller forstår, ja, som selv de kristne har svært ved at begribe og aldrig tilstrækkeligt kan fatte. Derfor bør man også stedse lære om den og uden ophør øve sig vel deri. Og det er sikkert, at den som ikke har eller ikke straks griber til denne retfærdighed i sin samvittighedsnød, når han forskrækkes for Guds dom over sine synder, for ham er det aldeles ikke muligt at kunne bestå og opholdes. For der er sandelig ellers ingen anden bestandig og fast trøst for elendige forfærdede samvittigheder end denne retfærdighed, som vor Herre Gud selv alene virker og udretter i os uden vore gerninger og hjælp.

     Men så usselt, jammerligt og elendigt er det med os mennesker på jorden, at vi i sådan samvittighedsangst og dødsnød ikke kan se på noget andet, end kun alene på vore egne gerninger, værdighed, fortjeneste og sådanne ting, som loven lærer. Og fordi vi da her ikke kan finde andet end idel synd og skyld, så begynder vi straks at eftertænke vort liv, hvordan vi har ført og tilbragt det i den tid, der er gået. Hvorover da en stakkels synder i stor smerte og hjertekval må sukke, tænke ved sig selv og klage: Ak Gud! Min store jammer, hvor ilde har jeg ikke tilbragt mit liv, ve mig arme synder! Ak! At jeg dog endnu måtte leve nogen tid, hvor meget ville jeg da ikke forbedre mig og indrette mit liv godt! Og denne usalige ulykke er så dybt indgroet hos os i vore hjerter, at det ikke er muligt, at menneskelig fornuft, så længe den ser hen til sine egne gerningers retfærdighed, kan undslå sig for sådanne tanker, fatte Kristi retfærdighed og holde sig til den, men bliver kun hængende ved sine egne gerningers retfærdighed.

     Når da Satan, som har så mange og store fordele mod den menneskelige natur, så mægtigt og hurtigt jager disse tanker ind i menneskets hjerte, så kan det aldrig slå fejl, at samvittigheden må blive jo længere jo mere forsagt og bange. For så længe man i sådan angst føler synden og har med den at bestille, formår menneskets hjerte ikke at trøste sig selv, ingen nåde forvente, og den megen disputeren, Satan plejer at sætte i bevægelse over gerningerne, kan det ikke altid gendrive, langt mindre vise den helt bort fra sig. Det er en kunst, der sandelig overgår alle menneskelige kræfter og evner, tanker og forstand, ja endog Guds lov selv, og er den meget, meget for høj. For skønt Guds lov er den allerhøjeste kunst og herligste lærdom i hele verden, formår den dog ikke at trøste eller give en bedrøvet og beængstet samvittighed fred, ja, den gør den kun jo længere jo mere bedrøvet, indtil den omsider ganske og aldeles må fortvivle; for ved loven bliver synden kun jo længere jo større og mægtigere, som Paulus vidner i Rom 7, 13.

 

En fremmed, men iboende retfærdighed

En arm og bedrøvet samvittighed har da derfor ingen anden hjælp eller lægedom mod fortvivlelse og den evige død end at antage den nåde, som tilbydes på grund af Kristus. Det er Kristi retfærdighed eller troens retfærdighed, som Gud selv virker i os uden al vor egen gerning og medvirken. Den, der har den, kan frit og trøstig sige: Skønt jeg ikke er retfærdig ved mine egne gerninger, så vil jeg dog derfor ikke fortvivle, skønt det er sandt, og jeg bekender, at jeg rimeligvis og med rette også burde have denne retfærdighed. Selv om jeg havde og øvede den, så kunne jeg dog ikke forlade mig på den eller bestå og forblive for Guds dom dermed. Hvorfor jeg ganske og aldeles frasiger mig al den retfærdighed, jeg skal have af mine egne gerninger og ved loven og holder mig alene til den retfærdighed, som Gud på grund af Kristus virker og udretter i mig, nemlig til nådens, barmhjertighedens og syndernes forladelses retfærdighed, og i én sum, til Kristi og Helligåndens retfærdighed. Den virker eller udretter vi ikke selv, men vi holder alene stille, og lader vor Herre Gud virke den i os. Vi har den ikke af os selv, men får den af Gud fader, som skænker os den på grund af Jesus Kristus, vor Herre. (Hebr 6, 7-8).

     For ligesom jorden ikke selv kan skaffe sig nogen regn ved egne gerninger og kræfter, men må få den alene ovenfra som en himmelsk gave, Hebr 6, 7, således bliver denne retfærdighed på samme måde givet os ovenfra ned uden egen gerning eller fortjeneste. Så meget som nu det tørre og magre land af sig selv kan gøre og hjælpe til at få en frugtbar og nyttig regn, lige så meget, og ikke mere, kan vi arme mennesker med vore egne kræfter og gerninger gøre dertil, at vi får denne guddommelige, himmelske evige retfærdighed. Men vi modtager den da, når vor kære Herre Gud tilregner og skænker os den af nåde, efter sin uudsigelige milde godhed. Derfor er det også de kristnes højeste kunst og visdom, at [når loven anklager og forskrækker dem for syndens skyld, de da kun holder sig tæt til Kristus, som har betalt for synden, og] de aldeles intet ved hverken af loven eller gerninger, ikke heller af nogen slags retfærdighed ved deres egne gerninger. Ligesom det ellers uden for kristenheden er den allerhøjeste visdom, at man på det bedste kender lov, gerning og vore egne gerningers retfærdighed og stedse har dem for øje.

 

De kristnes frihed fra loven.

Derfor er det vel underligt og sælsomt, ja en aldeles uhørt sag i verden, at man vil foreskrive og lære de kristne, at de skal lære at glemme loven og slet ikke mere vide af den at sige, men leve, således for Gud, som om ingen lov var til. For hvis du ikke således ganske forglemmer loven, skiller dig af med den og tænker, at der kort og godt slet ingen lov er til, men idel nåde, så kan du ikke blive salig. For ved loven kommer hin syndens erkendelse osv. Rom 3.20,

     Atter må man således drive på loven og gerningslæren i verden, som om der slet intet løfte eller nåde var til, og dette for de halsstarrige, hovmodige og ville folks skyld, hvilke man intet andet skal foreholde og stille for øjnene end loven, så de også må blive forfærdede og ydmygede. For netop derfor er loven givet, at den skal forskrække og døde de sikre og forstokkede og ret angribe den gamle Adam, til gavns plage og pine ham, og således skal begge dele, efter apostelens råd, nådens og vredens ord og prædiken rettelig uddeles 2 Tim 2, 2

 

Lovens og troens retfærdighed må ikke sammenblandes.

Derfor behøver man vel hertil én tro og klog lærer, der ved at drive på og bruge loven på den måde, at den ikke går videre end den bør, og som kan være tjenligt. For, hvis jeg ville prædike loven således for folk, som om de ved den kunne blive fromme og retfærdige for Gud, så havde jeg allerede gjort for meget deraf og var gået over stregen og sammenblandede disse to slags retfærdighed, nemlig den retfærdighed, som kommer af loven og er mit eget værk, med den anden. Retfærdighed, som kommer af nåden uden loven, og uden alle mine gerninger og medvirken bliver givet og skænket mig af Gud for Kristi skyld. Jeg var derfor en aldeles for grov og uduelig lærer, som uden al forskel gjorde hundrede til tusinde og sammenblandede det ene i det andet.

     Men når jeg foreholder den gamle Adam læren om loven og gerningerne, men prædiker løfter og nåden for det nye menneske, så deler jeg det ret. For kødet eller den gamle Adam. Loven og gerningerne hører sammen, ligesom Ånden eller det nye menneske, løfte og nåde også hører sammen. Derfor, når jeg mærker, at mennesket har plaget sig tilstrækkeligt med loven, lider nød derunder, martrer sig med sine synder og begærer nåde, da er det sandelig på høj tid. Og fornødent, at jeg tager loven med samt hans egne gerningers retfærdighed bort fra hans øjne og viser ham ved evangeliet den anden retfærdighed, som Gud tilbyder og skænker ham alene af nåde for sin søns skyld uden nogen hans egen gerning, fortjeneste eller medvirken: hvilken retfærdighed da byder Moses at vige med sin retfærdighed og foreholder det ved loven forskrækkede menneske løftet om Kristus, som den, der er kommet for sådanne elendige samvittigheders og arme synderes skyld. Så bliver da det arme menneske hjulpet vel op, at han får et ret trøstigt håb og en god tillid, er da siden ikke mere under loven, men under nåden. Men hvordan er han ikke mere under loven? Svar: efter det nye menneske, hvem loven aldeles ikke angår mere, men som alene er afstraffet på Kristus, som også Paulus. Senere hen siger, at lov en varer indtil Kristus; når han kommer, da må Moses holde inde og vige med loven, omskærelse, offer, sabbat osv., og med ham alle profeterne.

 

Troens retfærdighed er for det nye menneske, loven for det gamle menneske.

Dette er nu vor teologi, hvori vi med besværlig flid lærer at adskille disse to slags retfærdigheder fra hinanden. Den ene, som grunder sig på vor egen gerning, den anden, som Gud selv frembringer og virker i os uden vor gerning, så man ikke uordentlig skal sammenblande, hvad der med behørig forskel er at lære om et ærbart, ydre levnet og troen, om gerninger og nåde, om verdsligt regimente og om åndelig gudstjeneste. For, skønt man, fordi det er nødvendigt, bør lære og drive på begge dele, så skal det dog alligevel være med behørig forskel, hvert stykke for sig, når og hvor det bør sig. For den kristne retfærdighed er alene for det nye menneske, men lovens retfærdighed for det gamle menneske, hvilket, fordi det er født af kød og blod, man må pålægge loven, ligesom et æsel dets læs og byrde, og slet ikke lade det bruge åndens og nådens frihed, indtil det ved troen på Kristus også har iført sig det nye menneske (hvilket dog ikke kan ske ganske fuldkomment i dette liv). Når dette er sket, da kan de også tilegne sig og bruge riget og gaverne, den uudsigelige store nåde.

     Dette siger jeg derfor, så ingen skal tænke, at vi vil forkaste eller forbyde gode gerninger, som papisterne bebrejder os, og med usandhed giver os skyld for, da de dog ikke selv forstår, hverken hvad de selv taler eller, endnu meget mindre, hvad vi lærer. For de ved sandelig ikke at tale om andet end kun om lovens retfærdighed alene, og dog formaster de sig alligevel til at rette og dømme den lære, som er uendelig meget højere end loven, hvorover intet menneske på jorden kan dømme, med mindre han har Helligånden. Derfor kan det helle aldrig fejle, de må støde an og forarge sig derover; for de kan ikke komme til nogen højere erkendelse eller forstand end så meget, som loven lærer dem; derfor må alt, som er højere end loven| være dem højst forargeligt.

     Men vi holder for og lærer således derom, som om der var to verdener, den ene himmelsk og den anden jordisk, i hvilke vi deler disse to slags retfærdighed, hvori enhver har sin egen plads. Lovens retfærdighed er en jordisk retfærdighed, som omgås med jordiske ting, og hvorved vi gør gode gerninger. Men ligesom jorden ingen frugt bærer, med mindre den får velsignelsen her oven fra, Hebr 6, 7, (for jorden kan sandelig ikke mestre, forny og regere Himlen, men må meget mere lade sig mestre, forny og regere fra Himlen, at den kan blive frugtbar og gøre, hvad Gud vil), således gør også vi meget efter loven, og dog er der intet gjort: opfylder meget, og den bliver dog uopfyldt, hvis vi ikke først er blevet retfærdiggjorte uden alle vore gerninger og fortjenester ved Kristi retfærdighed, hvilken slet ikke har noget at bestille med lovens retfærdighed, som er en jordisk ting, og hvad vi selv skal gøre. For hin er en himmelsk retfærdighed, hvilke vi ikke har af os selv og formår heller ikke at tilvejebringe den med vore gerninger, men som vi uden vore gerninger må modtage ovenfra, fra Himlen, nemlig ved troen, hvorved vi oprejses og ophøjes over alle love og gerninger. Ligesom vi nu, efter Paulus’ ord i 1 Kor 15, 49, har håret den jordiske Adams billede, så skal vi og bære den himmelske Adams billede, hvilket er et nyt menneske i en ny verden, hvor der aldeles ingen lov er, ingen synd, ingen samvittighed, ingen død, men kun idel glæde, retfærdighed, nåde, fred, liv, salighed og herlighed.

 

Retfærdigheden modtages alene ved troen på Jesus Kristus.

Men om nogen ville sige: ej, gør eller virker du slet intet for at modtage sådan retfærdighed? Ham svarer jeg, at vi sandelig gør intet og slet intet dertil. For denne retfærdighed er intet andet og beror på intet andet end kun alene derpå, at vi intet gør, intet hører, intet ved, hverken af lov eller gerninger; men at vi alene kun ved og tror, at Kristus er gået til faderen og ses ikke mere, sidder ved faderens højre hånd i Himlen, ikke som en dommer, men sor1 den, der er blevet os visdom fra Gud, og retfærdighed, og helliggørelse, og forløsning, 1 Kor 1, 30. I en sum, at han er vor ypperstepræst, som taler og beder for os, hersker og regerer over os og i os ved sin nåde, så at man ingen synder ser, føler heller ingen angst eller bid i samvittigheden. For det er umuligt, at denne himmelske retfærdighed skulle være besmittet med synder, fordi den ikke har nogen lov. Men hvor der ikke er lov, der er ej heller overtrædelse, Rom 4, 15. Men fordi der ingen synd er dér, kan der heller ingen ond samvittighed være, ingen angst, ingen frygt, ej heller bedrøvelse. Dette mener Johannes, når han siger i 1 Joh 3 9. Hver den, som er født af Gud, kan ikke synde.

     Men kommer det dertil, at samvittigheden undertiden rører sig, eller at der bliver følt en frygt eller skræk, så er det et sikkert tegn på, at man kun har tabt synet på denne retfærdighed og nåde, og at Kristus er skjult i mørket og ikke mere ses. Men hvor Kristus endnu står for øjnene og bliver ret erkendt, der må egentlig også være en aldeles fuldkommet glæde i hjertet og en hjertensfred, og hjertet sige således: om jeg end er en synder for loven og har mangel på lovens retfærdighed, så vil jeg dog derfor hverken fortvivle eller dø; for Kristus lever jo endnu, og han er min himmelske, evige retfærdighed og mit liv, i hvilken retfærdighed og i hvilket liv jeg sandelig ikke har nogen slags synd, samvittighed eller død. Vel er det sandt, at jeg i dette nærværende liv er en synder og uretfærdig, ligesom andre Adamsbørn også er, hvor loven vil anklage mig, døden, herske og opsluge mig, men over dette nærværende liv har jeg endnu en anden retfærdighed og et andet liv, som er Guds Søn, der hverken ved af synd eller død, men er evig retfærdighed og et evigt liv, for hvilken retfærdigheds og evige livs skyld, dette mit legeme, om det end skal dø, dog skal blive genopvakt til liv og vil blive forløst fra alle lovens og syndens lænker og tillige helliget med Ånden.

     Således forbliver da begge dele. Imedens og så længe vi lever her på jorden, bliver kødet og den hele natur efter Adam anklaget, plaget, martret og ængstet af lovens retfærdighed, hvilken vi skulle gøre. Men Ånden hersker, er glad og salig i Kristi retfærdighed; for den ved og er fuldt forvisset om, at den har en Herre, som sidder deroppe i Himlen ved faderens højre hånd. Han har borttaget loven, trådt synd, død og al ulykke under sine fødder og taget dem til fange og såre herligt overvundet dem ved sig selv.

 

Kirkens hovedartikel

Derfor beskæftiger Paulus sig i dette brev med, at han vil undervise og vel styrke og opholde os i en fuldkommet erkendelse af denne Kristi retfærdighed, som langt, langt overgår alle andre slags retfærdigheder; for hvis denne artikel går tabt, går tillige hele den kristne lære tabt. Og alle de mennesker, som er på den ganske jord og ikke har denne lære, de må da egentlig være enten jøder eller tyrker, papister eller sekterer og kættere. For med ét ord, imellem disse to slags retfærdigheder, lovens, som vi gør, og Kristi, som uden vore gerninger bliver givet os ovenfra, er der slet ingen middelvej. Derfor må nødvendigvis enhver, som falder ud af Kristi retfærdighed, komme ind på sine egne gerningers retfærdighed, det vil sige, han må, når han har tabt Kristus, henfalde til fortrøstning på sine egne gerninger og fortjenester.

     Sådant ser man vel i denne tid på sekterne og sværmerånderne, som slet intet lærer om denne nådens retfærdighed, ved heller intet at lære derom. Det kan de vel gøre, at de eftersnakker os vore ord, som de har hørt af os eller læst i vore skrifter; men at de således skulle kunne drive sagen så kraftig, indskærpe den så, at det bider på, trænger igennem og virker og udretter noget hos folk, det lader de vel være; for de forstår det ikke, og kan ikke heller forstå det, men bliver kun hængende ved lovens og deres egne gerningers retfærdighed; derfor er og forbliver de også, på den ene eller anden måde, intet andet end gerningsdrivere, som aldrig kan komme højere end til deres egne gerningers retfærdighed. De bliver derfor de selv samme, som de har været under pavedømmet, uden alene dette, at de opdigter nye navne og andre gerninger; ellers er de i grunden og hovedsagen ligesom forhen, af samme slags som pavedømmet.

     Tyrkerne gør vel andre gerninger end papisterne, papisterne andre gerninger end jøderne og så fremdeles osv. Men hvor ulige alle disse gerninger synes efter deres ydre skin og anseelse i sammenligning med hinanden, sådan, at den ene hobs gerninger er mere skinnende og sværere end dens andens, så er de dog i grund og væsen et og det samme, uden alene dette, at enhver giver sine gerninger i det ydre et særegent skin og navn, men deres grund og væsen beror dog på gerningerne. Men de, som har således at bestille med gerningerne, er sandelig ikke kristne, som søger retfærdighed, nåde og salighed på grund af Kristus; men de er gerningshellige, som vil være retfærdige for Gud, modtage nåde og salighed, enhver ved sin egen virksomhed og gerning, det være nu jøder, muhamedanere, papister eller sværmere osv.

     Derfor gentager vi og driver så ofte og flittigt på disse stykker, om den kristne retfærdighed og troen, for at man altid kan holde det i bestandig øvelse og vel vide at adskille og sondre det fra lovens eller vore egne gerningers retfærdighed. Kirken bliver nemlig skabt alene ved denne artikel og består alene ved den. Ellers vil vi aldrig kunne beholde den rette teologi, den sikre brug og forståelse af Den Hellige Skrift, men må inden kort tid blive til lutter jurister, munke, lovlærere og papister, Kristus ganske forsvinde, og intet menneske i den hele kristenhed kan da rettelig læres og trøstes. Derfor vil det sandelig være højt fornødent for os, om vi ellers vil lære og prædike for andre mennesker, at vi får ret forstand på disse ting og giver vel agt på dem, så vi helt vel og nøje ved at gøre forskel mellem disse to slags retfærdighed, nemlig Kristi og lovens. Hvilket, skønt det vel er let at tale derom, bliver dog, når man skal tage fat derpå og forsøge at øve det, alt for tungt, endog når man gør sig den allerstørste umage dermed. For disse to slags retfærdighed plejer i dødsnød og ellers i anden åndelig samvittighedskamp at komme hinanden nærmere og have mere med hinanden at bestille, end nogen begærer og forestiller sig.

 

Sjælesørgernes vigtigste redskab

Derfor formaner jeg jer, i, som med tiden skal være sjælesørgere og undervise samvittighederne, dertil, også enhver for sin person, i særlighed, at I flittig øver jer med studeren og læsen samt granske i disse ting og bede, så i kan undervise og trøste både jeres egen og andres samvittigheder, og hjælpe at føre dem fra loven til nåden, og fra egne gerningers retfærdighed til den retfærdighed, som vi får af Kristus uden vore gerninger; i en sum, at I kan vide at føre dem fra Moses til Kristus. For Djævelen har den slemme vane, at han i sådan samvittighedens kamp og angst plejer at forskrække os med loven og foreholder os vor syndige samvittighed, onde levnet, Guds vrede og dom, Helvede og den evige. Død osv, for dermed at bringe os i fortvivlelse, overvælde os og rive os bort fra Kristus. Han plejer også fremdeles at plukke nogle sprog ud af evangeliet, hvori kræves Kristi gerninger, og de, som ikke har gjort sådanne gerninger, trues med klare og tydelige ord, at de skal fortabes. Den, der nu ikke sikkert og vel gør forskel mellem disse to slags retfærdighed, ikke ved troen kan fatte Kristus, som sidder her oventil ved Guds højre hånd, er der vort liv og retfærdighed og beder for os arme syndere hos faderen; han er sandelig under loven og ikke under nåden og har ikke mere nogen frelser i Kristus, men en dommer. Der kan man da ikke mere vente nogen salighed, men derpå må følge en vis fortvivlelse og evig død. Vi bør derfor lære denne kunst vel, at vi ret og vel ved at gøre forskel mellem disse to slags retfærdighed, så vi kan vide, hvorvidt vi er underkastede loven med lydighed.

     Jeg har sagt overfor, at loven bør hos en kristen have sin afstukne, bestemte grænse og sit mål, over hvilke den ikke må komme, og videre må den hverken have magt eller ret, end kun alene over kødet og den syndige natur, hvilke er og skal forblive underkastede loven. Hvor det sker, der bliver loven i det, dens er, og har ret; men vil den gå for højt og herske også. Over samvittigheden, da må du være påpasselig og klog, så du ikke indrømmer loven mere, end den tilkommer, men sige således til den: hør i, junker lov, i understå jer til at være alt for dristig, vil herske i samvittigheden, anklage den for syndens skyld, berøve hjertet dets glæde, som det har på grund af troen på Kristus, og føre mig i fortvivlelse, så jeg skal gå fortabt. Det tilkommer jer ikke, og i har heller ingen ret dertil. Derfor husk på og bliv på din mødding og i din stald, hersk og kæmp der med det gamle æsel kødet, og lad mig beholde samvittigheden i ro. For du må vide dette, at jeg er døbt og ved evangeliet kaldet til retfærdigheds og det evige livs samfund i Kristi rige, derpå trodser og forlader min samvittighed sig. For der er ingen lov, men idel syndernes forladelse, fred, rolighed, girede, evigt liv og salighed. Derfor lad mig være i ro; for i min samvittighed skal ikke nogen lov, som en grusom, forskrækkelig og sjælefjendsk tyran og driver herske og råde, men alene min kære Herre Jesus Kristus, Guds Søn, som er en fredens og retfærdigheds konge, en mild frelser og midler, som også vil opholde min samvittighed fredsommelig og glad i evangeliets rene lære, og i en ret, fast erkendelse af denne retfærdighed, som jeg uden min medvirken har af ham, amen!

 

Virkninger og frugter, som flyder af troens retfærdighed

Og når jeg har denne retfærdighed, nedlader jeg mig, ligesom en frugtbar salig regn fra Himlen og gør jorderige frugtbart; det vil sige, jeg skrider fremad, og kommer ligesom i en ny verden og et andet rige og gør alle hånde gode gerninger, fordi lejlighed gives mig. Er jeg prædikant eller sjælesørger, så lærer jeg, trøster de klejnmodige, uddeler sakramenterne osv. Er jeg husfader så styrer jeg mit tyende, opdrager mine børn til gudsfrygt og ærbarhed. Er jeg regent, så passer jeg mit embede, som er mig befalet af Gud. Er jeg en tjener, så udretter jeg min Herres sager så vel og tro, som jeg kan. I en sum, den, som forvist ved og tror, at Kristus er hans retfærdighed for Gud, han gør ikke alene af hjertet og med glæde, hvad der efter hans stand og kald med rette tilkommer og anstår ham, men underkaster sig endog godvillig og af kærlighed ugudelige regenter og deres love. Ja, han giver sig end dertil og vover sig (om fornødent gøres) i alle hånde besværligheder og farer for legeme og liv, fordi han ved forvist, at Gud vil have det således og har nådigt velbehag i sådan lydighed.

     Dette må nu være nok sagt om hovedsagen, som Paulus har foretaget sig at behandle i dette brev, hvortil de falske lærere foranledigede ham, fordi de aldeles havde undertrykt og fordunklet troens retfærdighed hos galaterne; derfor priser han imod disse sit embede og kald, som var givet ham af Gud.

 

 

 

Første kapitel

 

v1 Fra Paulus, apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde,

 

Anledningen til dette brev

Efter at det nu tilstrækkeligt er vist, hvad sagen er, hvorom Paulus handler i dette brev, og hele indholdet deraf, vil jeg, før vi begynder at forklare brevet, forud kortvise, hvad der dog har foranlediget og bevæget Paulus til at skrive dette brev. Denne er årsagen: Paulus havde vel plantet evangeliets rene lære og troens retfærdighed hos de galater, men så snart han drog bort fra dem, sneg nogle andre falske lærere sig ind hos de galater, hvilke aldeles forvendte og fordærvede alt det, som Paulus ret og vel havde lært.

 

Verdens fjendskab mod evangeliet

For Djævelen kan ikke andet, han må på det fjendtligste angribe og forfølge evangeliets lære, både med tyranni og magt, som og med list. Han holder heller ikke op eller har nogen ro, medens der endnu er en eneste lille gnist tilbage, indtil så længe han enten ved tyranner ganske udrydder den eller ved sekterere besmitter og forfalsker den, og i stedet for sådan salig lærdom ganske hemmeligt og underfundigt bibringer mennesker, som er ganske sikre, sine gudsbespottelige løgne og skadelige vildfarelser, dog under skin og navn af hellighed. Derfor må vi for denne ene årsags skyld, nemlig at prædike evangelium purt og rent, også tåle, at verden, Djævelen og hans kære tro apostle, sværmerne, gør os al fortræd på alle kanter.

     Men evangeliet er en sådan lærdom, der lærer noget, der er en langt højere og hemmeligere ting end al den visdom, hellighed og gudsdyrkelse osv, som verden ved og lærer, nemlig syndernes forladelse, hvilken man får af idel nåde på grund af Kristus. Og skønt det kære evangelium er sådan en stille og fredsommelig lære. At den lader alt det, verden agter højt og stort stå ved sit værd, ja endog roser det, så har verden det besværlige uheld, at disse foretrækker sådanne skabninger og gaver for Gud, skaberen, vil endog dermed hel herligt udslette deres synder, frelse sig fra den evige død og få det evige liv. Sådant kan da evangelisten ikke tåle, men straffer og fordømmer det som en gudsbespottelse og djævelsk vildfarelse.

     Men sådant vil nu verden heller ikke tåle, at dens bedste ting og højeste dyder og gaver således skal foragtes og fordømmes. Derfor sætter den hurtig en skamklud på evangeliet, som om det var en vildfarende og oprørsk lære, hvorved al godt regimente og orden, fyrstendømme, kongerige, kejserdømme og gudstjeneste forstyrres og ophæves, hvorfor det synder både mod Gud og kejseren, ophæver al lov og ret, fordærver god tugt og ærbarhed og giver enhver frit forlov, anledning og årsag til at øve modvillighed uden undseelse eller frygt for straffen. Derfor synes det også, som om verden af ret og god iver rimeligvisen burde hade denne lære og gjorde Gud en velbehagelighed dermed, når den forfølger den og aldeles fordømmer dem som ugudelige, der lærer og antager den, og overgiver dem til Satan, som den skadeligste gift og pestilens, jorden kan bære.

 

Djævelens kamp mod evangeliet.

Desuden bliver ved evangeliets lære også Djævelen overvældet, hans rige brudt, loven, synden og døden (ved hvis hjælp, som ved tre mægtige og uovervindelige tyranner, han har bragt den hele menneskeslægt under sig), bliver ham med magt aftvungne, og endelig bliver de, som han har holdt fangne i mørkets rige til evig trældom, førte til lysets og frihedens rige. Men skulle alt dette ikke gøre Djævelen ondt og fortryde ham? Skulle han så stiltiende sove fra det og lade det ske? Eller skulle han ikke meget mere, som en løgnens fader, forsøge alle sine kræfter derimod, for at han grundig kunne udrydde og tilintetgøre denne lære, hvoraf al frelse, salighed og evigt liv kommer? Vist er det, at Paulus i dette og alle sine andre breve allermest har klaget over, at Satan drabelig har bevist og udrettet sådant ved sine apostle, medens han endnu var i live og selv har måttet se derpå.

     Det er også den dag i dag vor højeste og største klage, at Satan (desværre) har gjort vort evangelium mere skade og hindring ved sine tjenere, kættere og sværmere, end ved alle tyranner, konger, fyrster og biskopper, som med magt har forfulgt det og også endnu forfølger ”det. Og havde vi ikke også selv, her i Wittenberg, så flittig og trolig våget og arbejdet på at plante og drive denne lære om troen, så var vi ikke så længe blevet enige, men der var vel opstået sekter mellem os selv. Men fordi vi (Gud være lovet!) Står fast og forbliver i denne lære og stedse driver den, holder den os også sammen i god fred og enighed. Men de andre, som enten ganske lader denne lære fare eller (efter deres formening) vil lære noget højere, falder alle sammen i mange og skadelige vildfarelser og sekter, ud af hvilke de ikke kan komme, men må forgå i dem. Dette har jeg blandt andet således villet vise, så man kunne vide, hvorfor dog Djævelen og verden er det kære evangelium så bitterlig fjendske, da det dog er en prædiken, som intet andet lærer end idel salighed og evigt liv.

 

De falske apostles bedrag

Ovenfor har jeg sagt, hvordan Paulus er blevet foranlediget til at skrive dette brev om den kristne retfærdighed af de falske lærere og prædikanter, som efter hans afrejse i kort tid havde omstyrtet og ødelagt hos galaterne alt det, som den gode, fromme apostel med stor møje og arbejde næppe havde kunnet opbygge og oprette i lang tid. Men sådanne falske lærere og løgneprædikanter har sandelig ikke været af nogen slet, ringe og foragtelig, men af stor og herlig anseelse, især af jødernes og farisæernes orden og har uden tvivl med store, stolte og opblæste ord på det kraftigste pralet af, at de var af jødernes hellige, udvalgte folk, og at de var de rette Israelitter og Abrahams sæd, som havde løfterne fra Gud og de hellige fædre osv, ligeledes, at de var Kristi rette tjenere og de rette apostles disciple og lærlinge, med hvem de havde vandret og omgåedes, og hvis undergerninger de selv havde set. Det kan måske vel også være, at de selv havde gjort mirakler, som Kristus vidner Matt 7, 22, at endog de ugudelige kan gøre tegn.

     Desuden har de også på det højligste tilintetgjort den anseelse, som Paulus havde hos galaterne, så meget som de kunne og formåede, og har sagt således: hvad er det, at I roser og agter Paulus så højt? Hvem er denne Paulus? Er han ikke den allersidste og efter alle andre blevet omvendt til Kristus? Men vi er apostlenes disciple, har daglig omgåedes med dem, har selv med vore øjne set Kristus gøre undergerninger og hørt hans prædiken, så Paulus må derfor være yngre og ringere end vi. Og det er ikke muligt, at Gud skulle lade os fare vild, fordi vi jo er af det hellige folk og Kristi tjenere, har modtaget Helligånden og er så mange. Derimod er Paulus en enkelt person, som hverken har omgåedes med apostlene, endnu meget mindre selv set og hørt Kristus, ja. Som endog har forfulgt Kristi menighed. Skulle da vor Herre Gud for den enes Paulus’ skyld lade så mange kristne menigheder og forsamlinger fare vild?

 

Paven smykker sin vranglære med kirkens anseelse

Hvor nu sådanne store, anselige folk kommer i en by eller et land, der gør straks enhver store øjne, og da de efter anseelse synes at være store, fortræffelige helgener, bedrager de ikke alene den enfoldige mængde, men også dem, der er vel lærte og grundfæstede i troen, i særdeleshed når de (som hine gjorde) roser sig af at nedstamme fra de hellige patriarker, af at være Kristi tjenere og apostlenes disciple osv. Lige så gør og paven nu om stunder, fordi han ellers intet skrift har, hvormed han kan forsvare sin vildfarelse, misbrug og vederstyggelighed, så hjælper han sig og klarer sig med dette ene bevis, at han råber: kirke, kirke. Kære, mener du (siger han), at vor Herre Gud skulle være så ubarmhjertig for nogle få lutherske kætteres skyld at forkaste sin hellige kirke? Mener du, at han i så mange hundrede år skulle have ladet den være i vildfarelse? Der er da intet, han stærkere driver på, end at kirken ikke kan gå under eller i grund ødelægges. Og ligesom nu dette bevis går mange folk til hjerte, højt bekymrer dem og giver dem nok at skaffe, således er det også vist, at de falske apostle med disse og lignende ord har tilføjet de enfoldige og uforstandige galater den største skade, gjort Paulus’ person ganske foragtelig hos dem og altså også hans lære mistænkelig, som om den ikke var ret og vel begrundet.

 

Paulus roser sit kald

Imod sådanne løgnagtige prædikanters og falske apostles ugudelige snak og stinkende selvros ophøjer da Paulus også med al frimodighed og en uforfærdet god samvittighed sit apostelembede, og uden al undseelse roser han sit kald imod dem med al ære og herlighed, forsvarer sit embede med sådan trodsighed, at han deri (hvad han dog intetsteds plejer) slet ikke vil vige for nogen, ikke engang for de ret bekendte og prøvede apostle selv, endsige da for deres disciple og lærlinge. Og så han ganske kan kuldkaste den højtravende, farisæiske stolthed og de uforskammede stortalende opdigtelser og gøre det aldeles til intet, taler han vidtløftig, skyr ingen forargelse, men fortæller en hel historie om, hvordan det er gået til i antiokia, at han der er trådt op imod Peter, har revset og modstået ham uden at bryde sig om, at han var den fornemste blandt apostlene, havde selv set Kristus og daglig vandret med ham. Som om han ville sige: skulle det kunne gøre noget til sagen, så er jeg, det ved jeg forvist, også en apostel, og det en sådan apostel, der ikke spørger om, hvad de andre er, så at jeg vel også har turdet irettesætte den, som er alle apostlenes piller.

     Og i en sum: i de to første kapitler gør hån ikke andet, end at han kun højt roser sit kald, embede og evangelium, ophøjer det overalt og herliggør det, fordi han ikke har modtaget det af mennesker eller ved mennesker, men ved Jesu Kristi åbenbarelse. Så at, om han selv eller en engel fra Himlen ville prædike et andet evangelium end det, da skulle den være forbandet.

 

Om kaldet

Men om nogen ville tænke eller sige: hvortil tjener da det, at Paulus farer så højt frem med denne ros? Er det ikke for meget? Den ros er ikke en blot tom ordlyd, men et af de fornemste hovedstykker i den kristne lære og evangelium og tjener til, at enhver prædikant og sjælesørger kan lære at være vis på sit kald og embede, så han både for Gud og mennesker må kunne rose sig af. At han rettelig og i sandhed er kaldet og beskikket til det evangelium, som han prædiker; ligesom en jordisk konges gesandt eller sendebud plejer at rose sig af og trodse på, at han ikke kommer og handler for sig selv som en simpel mand, men som sin konges gesandt og sendebud. Og netop for sådan værdigheds skyld, at han er en konges udsendte budbringer, byder man ham den ære, at han har fortrinet og sidder øverst, hvilket vel ellers ville være ham for dyrt og ikke ske, hvis han kom for sig selv som en simpel mand.

     Derfor skal en evangeliets forkynder være vis på, at han har sit kald af Gud, og det er godt og nyttigt, at han også ved at rose dette sit kald højt for folk, ligesom Paulus gør, så de, som hører ham, kan vide, hvordan de skal anse og antage hans embede og lære. Ligesom også en konges udsending roser og agter sit gesandtskab og befaling højt. Og sådan er ikke en letsindig, forfængelig og forgæves, men en nødvendig og nyttig ros, for han roser sig jo ikke af sig selv, men af sin Herre. Kongen, som har sendt ham, hvilken han gerne ville have holdt i høj anseelse og herligt æret af enhver. Og når han på kongens vegne vil have noget af undersåtterne, siger han ikke. Om forladelse, mine Herrer, jeg beder jer gøre det eller det, men således siger han: vi befaler alvorligt og vil osv. Men når han taler for sig selv, som en privat mand, siger han vel: jeg beder venligt osv.

     Således også her; når Paulus så højt ophøjer og herligt roser sit kald og embede, da roser han ikke, som nogle mener, sin egen person som en ærgerrig, men han roser og priser kun alene sit embede, hvilket er en nødvendig og hellig hovmodighed og ros. Derfor siger han i Rom 11, 13: ”Jeg sætter netop min tjeneste som hedningeapostel højt.” Det vil sige, jeg vil anses, ikke for Paulus fra Tarsus, men for Paulus, som er Jesu Kristi ambassadør, det vil sige, hans sendebud og apostel. Han har også vigtige årsager til at gøre dette, nemlig, for at skaffe sig anseelse hos dem, for hvem han prædiker, så de des flittigere og hellere skal høre ham og desto bedre fatte og antage hans lære. For de hører da ikke det slette, ringe og enfoldige menneske, som hedder Paulus, men de hører i Paulus’ person den, som har udsendt ham, det vil sige: Kristus og Gud fader selv. Derfor, ligesom alle mennesker er skyldige til højt at agte og ære sådan guddommelig majestæt og herlighed, så er de også skyldige til med al ærbødighed at høre og modtage hans udsending og apostel, som den, der udfører denne majestæts ord og ærinde.

     Derfor er dette et meget kosteligt stykke, at han gør sig så til og roser sig af sit kald og embede, så han agter endog alle andre intet imod sig selv. Om ellers nogen efter verdens vis således ville hovmode sig over andre og foragte dem, holde sig selv i alle ting bedre end andre, det ville egentlig være en stor dårlighed og synd; men her, i denne sag, er sådan ros højt nødvendig, fordi den slet ikke angår Paulus’ person, men kun sker for vor og vor Herre Guds skyld. For derved ofres der vor Herre Gud et kosteligt lov- og takoffer, og hans hellige navn, nåde og barmhjertighed bliver bekendtgjort for verden. Men vi vil nu tage fat på brevet, hvilket apostelen begynder således:

 

Fra Paulus, apostel, ikke fra mennesker.

 

Paulus er kaldet af Gud

Straks i begyndelsen af brevet angriber han løgneprædikanterne og de falske apostle, som roste sig meget af, at de var de rette apostles disciple og udsendte af dem, men foragtede Paulus som den, der ikke var nogen apostels discipel og ikke udsendt af nogen af dem for at prædike evangeliet, men kun var udgangen af sig selv og af egen selvkloghed havde trængt sig ind i dette embede. Derfor forsvarer Paulus sig imod dem og siger: jeres prædikanter og lærere holder mit kald og embede for meget ringe og foragteligt, men nu er det dog ganske vist, at de, som er komne til jer, det være, hvem de vil, er blevet udsendte enten af mennesker eller i al fald ved mennesker. Det er (for at jeg skal tale rent ud af posen): de er enten draget ud af sig selv for at prædike uden befaling og ukaldede, eller også er de blevet udsendte og beskikkede dertil af andre mennesker. Men min kaldelse er ikke sket af mennesker eller ved mennesker, men står højt over enhver kaldelse, som kan ske efter apostlenes kald, for den er sket ved Jesus Kristus selv og Gud fader osv.

     At Paulus siger af mennesker osv, det forstår jeg om. Dem, som selv gør sig til lærere og trænger sig ind i prædikeembedet, hvortil hverken Gud eller mennesker kalder eller sender dem, og som løber og sniger sig omkring af sig selv og taler, hvad de drømmer osv, ligesom sektånderne nu om stunder plejer at gøre, hvilke kryber omkring i alle kroge, søger rum til at udspy deres gift og besudle folk og skyr de kristne menigheders og kirkers forsamling eller også blander de sig i det der, hvor evangeliet er plantet tidligere. Disse mener jeg, at Paulus sigter til, når han kalder dem, udsendte af mennesker. Men de, som er sendte ved mennesker, holder jeg for, er de, som har et guddommeligt og ret kald til deres embede, hvilket dog er sket ved mennesker.

 

To slags guddommelige kald

Derfor så sker da det kald, som er guddommeligt og ret, på to måder: for det første ved middel, for det andet uden middel. For nu i vore tider kalder vor Herre Gud os til prædikeembedet ved middel, nemlig ved mennesker, men apostlene er uden middel blevet kaldede af Kristus selv, ligesom profeterne i Det Gamle Testamente også er blevet kaldede uden middel af Gud selv. Derefter har apostlene kaldet deres disciple, som Paulus sin Timotheus og Titus osv, som da igen har kaldet biskopperne (som skrevet står tit 1, 5); men biskopperne har kaldet deres efterfølgere, således fremdeles lige til disse vore tider, og således må det forblive og holdes indtil verdens ende. Og dette er det kald, som sker ved middel, og dog ikke desto mindre er et guddommeligt kald.

     Således er det også, når en fyrste eller øvrighed eller også jeg beskikker en til prædikeembedet, den samme har da også sit kald eller befaling ved et menneske. Og dette er efter apostlenes kaldelse den almindelige og sædvanlige måde at kalde og beskikke alle prædikanter i hele verden til deres prædikeembede, hvilken man skal lade forblive således og på ingen måde forandre, men agte det for noget stort, dyrebart og højt, især for vore sekters skyld, der foragter sådant kald og derimod roser sig af et andet og langt bedre kald, at de nemlig af Helligånden selv drives til at prædike. Men de lyver, de knægte. Det kan vel være, at de bliver drevne af en ånd, men denne ånd er sandelig ingen god, men en ond ånd. For skønt jeg på grund af min doktorværdighed vel skulle have magt til at prædike over hele pavedømmet, hvis man ikke med magt forbød mig det, så sømmede det sig dog på ingen måde for mig, at jeg ukaldet ville løbe fra dette mit betroede kirkesogn til en anden by som prædikant, og der understå mig til at prædike. Ja, om jeg end hørte, at der lærtes falsk, og at sjælene blev førte i vildfarelser og til Djævelen i Helvede, og jeg med min saliggørende lære kunne hindre alt dette, så skulle jeg dog afholde mig fra at prædike. Men jeg skal befale vor Herre Gud sagerne, som til sin tid vel vil finde lejlighed til ordentlig at kalde og sende sine tjenere og ved sit ord virke nåde og frelse. For han er høstens Herre, som nok skal sende arbejdere i sin høst tilkommer det ikke at gøre mere dertil end at hede derom Matt 9, 38.

     Derfor skal ingen falde den anden i hans høst eller skår, som Djævelen plejer at gøre ved sine sekter, hvilke stedse foregiver, hvor stor og overmåde heftig og brændende nidkærhed, de drives af, fordi det gør dem ondt i deres hjerter, at folk bliver så jammerlig forførte, derfor kan de ikke holde sig, men bliver tvungne til at prædike den rette sandhed og befri de forførte af Djævelens snarer. Således sker det da, om end en af hellig iver og i en god mening gerne ville ved saliggørende lære udfri nogle forførte, at der ved et sådant eksempel bliver givet de ugudelige lærere og løgneprædikanterne lejlighed til derefter også at trænge sig ind, hvorved da Satan vinder plads på prædike- og talerstolene, og dette eksempel gør således stor skade.

     Men når en fyrste eller anden øvrighed kalder eller beskikker mig, da kan jeg med en god og tryg samvittighed rose mig imod Djævelen og alle evangeliets fjender, at jeg er kaldet efter Guds befaling ved et menneskes stemme og ord. For da er Guds befaling forkyndt mig ved fyrstens mund, og sådanne kaldelser er også rette. Derfor er vi også trygge og kan vel med sandhed rose os af, at vi er kaldede af guddommelig magt, og skønt det ikke er sket uden middel ved Jesus Kristus selv, som det skete med apostlene, så er det dog sket ved middel, nemlig ved mennesker.

     Nu er det jo da højt nødvendigt, at man vel ved dette stykke, at enhver skal være vis på sit kald for de giftige og djævelske sværmeres skyld, hvilke bærer sig således ad, at de over al måde højt roser sig af, at de er kaldede fra Himlen og bliver drevne af Ånden, og bedrager mange folk med sådan snak, skønt det er idel løgn og opspind. Derfor trænger vi vel til at være visse på vort kald, at enhver kan rose sig og frit sige med Johannes Døber, Luk 3, 2: Guds Ord er sket til mig osv., om at jeg nu skal prædike, døbe og uddele sakramentet, dertil har jeg befaling og er kaldet og beskikket til at gøre det; for Guds Ord har befalet mig det, ikke i en mørk krog, hemmeligt og skjult, men ved et menneskes mund og ord, der er i et ordentligt embede.

     Men skete det, at en borger eller to bad mig om at prædike, da skal jeg ikke følge sådan kaldelse og befaling; for derved tilvejebringer og åbner man også Satans apostle og tjenere en indgang, at de efter dette eksempel også siden gør skade, som ovenfor er sagt. Men bliver jeg bedt derom af dem, som er i et offentligt embede eller regimente, da skal jeg gøre det.

 

Kun apostlene kaldes af Gud uden middel

Derfor, når han siger: Paulus apostel, kaldet ikke af mennesker og ikke ved mennesker osv, da støder han dermed løgneprædikanterne og de falske apostle for hovedet, som om han ville sige: om nu end de giftige øgler ville rose sig i høje toner, hvad kan de rose sig af andet, end at de er sendte enten af mennesker, det vil sige, komne af sig selv, ukaldede og uden befaling, eller at de er sendte ved mennesker, det er af andre? Men jeg spørger ikke meget efter nogen af delene og vil heller ikke, at I skal agte det stort, for jeg er selv kaldet og udsendt til mit embede hverken af mennesker eller ved mennesker, men uden noget middel ved Jesus Kristus selv. Og dette mit kald er i alle måder sket ligesom de andre apostles kald, så at sandelig også jeg er en apostel.

     Således forhandler nu Paulus dette stykke om apostlenes kald og embede meget omhyggeligt, og på andre steder udsondrer og adskiller han dette apostelembede fra andre gejstlige embeder, som 1 Kor 12, 28. Ligeså Ef 4, 11 hvor han siger, at Gud har sat nogle til apostle, nogle til profeter. Han sætter altså apostelembedet foran og vil dermed vise, at apostlene er kaldede uden middel, af vor Herre Gud selv. Ligeså er Matthæus kaldet umiddelbart af Gud. For da de andre apostle havde fremstillet to, turde de ikke udvælge nogen af dem, men kastede kun lod om dem og bad vor Herre Gud, at han selv ville vise, hvilken han havde udvalgt. ApG 1, 23.24. For han måtte kaldes af Gud, skulle han være en apostel. Ligeledes er Paulus, hedningernes apostel, også blevet kaldet. ApG 9, 15. Derfor kaldes også apostlene hellige, fordi de var visse på deres kald og deres lære og blev troligt og faste ved i deres embede, og blandt alle apostle er ingen falden fra, uden judas alene; for deres kald er helligt.

     Og dette er nu det første stød, hvormed Paulus slår de falske apostle til jorden, hvilke ukaldede og uden at være udsendte løber omkring af sig selv. Man skal derfor ikke holde kaldet for en ringe ting. Det er ikke nok, om man også har Guds rene og pure ord og en ret lære, men man må også være vis på sit kald, at det er ret. For den, som ukaldet trænger sig ind af sig selv, han kommer sandelig ikke for andet end for at myrde og dræbe Joh 10, 10. Så giver vor Herre Gud aldrig de lærere, som optræder af sig selv uden ordentlig kaldelse og befaling, nogen lykke og velsignelse: og om de end undertiden bringer noget godt og ret til torvs, så gør de dog ingen nytte eller gavn dermed. Ligesom også vore sektånder fører læren om troen i munden og dog intet nyttigt udretter, for al deres møje, arbejde, flid og bekymring går kun ud på at få indprentet folk deres vildfarende meninger og artikler.

     Nu må netop de, som har et ret, sikkert og guddommeligt, helligt kald, dertil også den sikre, rette og rene lære, udholde megen og mangfoldig hård kamp og kan dog næppe bestå mod Satans mange og uophørlige rænker og mod verdens tyranni. Hvad skulle da mon den kunne gøre, som er aldeles uvis på sit kald og hvis lære dertil er falsk og uren.

     Derfor er dette vor trøst, vi, som nu for tiden er i prædikeembedet, at vi har et helligt og himmelsk embede, dertil er ordentlig og rettelig kaldede, hvilket vi vel også kan rose imod Helvedes porte. Derimod er det en såre gruelig og skrækkelig ting, når samvittigheden siger således: ak Herre Gud! Hvad har du nu gjort, det og det har du gjort uden kald og befaling. Da rejser sig sådan en skræk og hjertekval i samvittigheden, at en sådan ukaldet prædikant vel måtte ønske, at han endnu aldrig i sin livstid havde hørt eller læst det, som han lærer. For ulydighed gør alle gerninger onde, de være ellers i sig selv så gode, som de vil, så at endog de allerstørste og bedste gerninger bliver til de allerstørste og groveste synder.

     Så ser du da nu vel, hvor nyttig og højt nødvendig denne ros af vort embede er. Da jeg før i tiden endnu var en ung teolog og en ny doktor, syntes mig, det var ikke smukt, at Paulus i alle sine breve gjorde så meget væsen og skrig af sit kald, men jeg forstod slet ikke, hvad han egentlig mente dermed, og hvad der var årsagen dertil. For jeg vidste den gang endnu ikke, at prædikeembedet var så stor en ting, jeg vidste endnu heller ikke, hverken hvad læren om troen eller hvad en god samvittighed var. For man læste den gang heller ikke noget derom, hverken i skoler eller i kirker, men overalt hørte man intet andet end kun idel opdigtet løs snak af romerske teologer, kanonister, og hvad mesteren for de høje tanker) havde drømt. Det var derfor ikke muligt, at nogen skulle have forstået, hvad og hvor meget denne hellige og åndelige ros af kaldet havde at betyde, hvilken især skal tjene til Guds ære og følgelig til vort embedes pris, dernæst også til vor nytte og sikkerhed. For vi begærer ved sådan ros jo slet ikke at være noget for verden, søger ingen ære eller berømmelse for mennesker, hverken penge, ære eller gods eller verdens venskab osv. Derfor er det højst nødvendigt for folk, at de er visse på vort kald, for at de ret kan vide, at vor lære er Guds eget ord. Derfor roser vi den også så herligt, og det er således ikke en forgængelig og letfærdig, men en ganske hellig ros og stolthed, der kun er sat Djævelen og verden til trods; men for vor Herre Gud er det en ret og sand ydmyghed.

 

Og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde.

 

Hovedsagen i hele brevet

Paulus er så forbitret imod de falske apostle, at han ikke vel kan vente, indtil han ret kommer til hovedsagen, men allerede i underskriften bryder han ud og siger, hvad der ligger ham på hjerte. For det var hans forsæt, at han i dette brev ville tale om troens retfærdighed, forsvare denne og derimod tilintetgøre den retfærdighed, som kommer af loven og gerningerne. Dette ligger ham så meget på sinde, at han ikke kan tænke på noget andet! Ligesom nu hans hjerte er fuldt af sådan himmelsk, høj og fortræffelig visdom og ikke ved andet end samme Kristi erkendelse, så løber også hans mund over deraf, så at han ikke kan tie og dog heller ikke tale om andet, uden dette alene. For det er ikke muligt, at den store iver og brændende nidkærhed i hans hjerte skulle kunne forblive skjult og forborgen og lade ham tie. Og deraf kommer det, at han tilføjer de ord: og Gud fader, som oprejste ham fra de døde.

     Det kunne her synes, som om Paulus vel kunne have udeladt, disse ord: og ond fader, som oprejste ham, men som jeg før har sagt, hvad hans hjerte er fuldt med, strømmer hans mund over af. Hans hjerte. Sind og hu er så brændende, at han gerne allerede i underskriften ville udøse Kristi nådes ubegribelige rigdom og prædike om den Guds retfærdighed, som kaldes de dødes opstandelse. For Kristus, som lever og er opstanden fra de døde, han taler selv gennem ham og driver ham dertil; derfor tilføjer han ikke uden årsag, at han er en apostel også ved Gud fader, som oprejste Jesus Kristus fra de døde. Ligesom om han ville sige: jeg må her handle mod Satan og den giftige øgleæt, Satans redskaber, som de, der vil kuldkaste mig min Herre Kristi retfærdighed, han, som er oprejst fra de døde ved Gud fader, ved hvilken retfærdighed også vi alene bliver gjorte fromme for Gud og skal oprejses fra de døde til det evige liv. Men fordi de understår sig til at ville kuldkaste denne Kristi retfærdighed, modstår de både faderen og sønnen og det, som er deres begges gerning.

 

Betydning for os af Kristi opstandelse

Således lader han, så snart han lukker munden op, dette brevs hele genstand og hovedårsag på en gang bryde ud. Hovedsagen er Kristi opstandelse, han, som er oprejst for vor retfærdiggørelse Rom 4, 25 og derved har overvundet loven, synden. Døden og al ulykke. Derfor er hans sejr en sejr over loven, synden, vort kød, verden, Djævelen, døden, Helvede og al slags ondt og al ulykke. Og denne sin sejr og herlige glædelige sejrvinding har han skænket og tilegnet os. Derfor har det, Gud ske lov! Inden nød mere med os. For om end disse tyranner og fjender vel anklager og forfærder os, kan de dog ikke bringe os til fortvivlelse eller fordømmelse, al den stund Kristus, som er opstanden fra de døde og har overvundet dem alle sammen er vor retfærdighed. Derfor siger vi Gud lov og tak i evighed, som har givet os sådan glædelig sejr og sejrvinding ved Jesus Kristus vor Herre. Amen.

     Men giv her nøje agt, hvor passende og beskedent Paulus taler. Han siger ikke. At han er sendt af Gud, som har skabt himmel og jord, som er englenes Herre, som har befalet Abraham at drage ud af sit fædreland, som har sendt Moses til farao, som har udført Israel af Egypten osv, ligesom de falske apostle gjorde, der pralede af, at han var deres fædres Gud, som skaber, opholder og virker alt, og som gjorde så mange tegn og undergerninger blandt deres folk. Paulus minder intet om alt dette, men havde noget langt andet og større i tanker, hvilket også var ham mere magtpåliggende, nemlig Kristi retfærdighed, hvilken han lærte og forsvarede, som det tilkommer og sømmer sig en apostel. Derfor bruger han også sådanne ord, som passer til sagen, og siger: jeg er en apostel, ikke af mennesker og ikke ved noget menneske, men ved Jesus Kristus og Gud fader, som oprejste ham fra de døde. Heraf ser man vel, hvordan han er optændt med åndens heftige og brændende nidkærhed og drives til den sag. Som han ikke alene tænker at plante, men også at vedligeholde mod Helvedes hele rige, mod al verden, magt og visdom, imod Djævelen og alle hans apostle.

 

v2 og alle brødrene, der er hos mig.

Dette siger han også for at støde de falske apostle for hovedet. For hans hele bevisførelse går ud på at forherlige og ophøje sit embede og derimod tilintetgøre de falske apostle med deres embede. Som om han ville sige: skønt det er fuldkommet nok, at jeg er en apostel kaldet fra Himlen og sendt af Gud fader ved Jesus Kristus, så tager jeg dog til overflod de andre mine brødre i Kristus med, hvilke ikke er apostle, men alene for evangeliets skyld vandrer med mig og hjælper <til at fremme det, hvilke skriver dette brev sammen med mig og hjælper til at bevidne, at min lære er guddommelig og ret, hvilke altså er ganske visse og sikre på, at Kristus er nærværende hos os og selv taler og lærer midt blandt os og i vor menighed. Er disse noget, så kan de dog ikke være andet end udsendte alene af mennesker eller ved mennesker. Men derimod er jeg blevet sendt af Gud fader selv og ved Jesus Kristus, (som er os opstandelsen og livet Joh 11, 25.); men mine brødre, som er med mig og skriver dette brev med mig, er også af Gud, men kaldte og udsendte ved mennesker, nemlig ved mig. For at de nu ikke skal skrige op om, at jeg alene ophøjer mig mod så mange af dem, så har jeg på min side også nogle brødre hos mig, som holder enigt fast i troens lære, og som trofaste vidner hjælper til at bekende den i skrift og tale. – Så meget være nu sagt om underskriften. Nu følger overskriften.

 

Til menighederne i Galatien.

 

De falske lærere i Galatien og i dag

Paulus har prædiket alle vegne over hele galatien, og skønt han ikke har omvendt dem alle til Kristus, så har han dog alligevel haft menigheder der, blandt hvilke de falske apostle og Djævelens sendebud over alt havde indsneget sig.

     Således indsniger sværmerne og sektånderne i vore tider sig heller ikke på de steder, hvor øvrigheden eller regeringen er evangeliet imod; men hvor der er kristne og fromme folk, dem kryber de efter og søger dem, selv om de bor mellem tyranner og ugudelige fyrster, som forfølger evangeliet; kryber og sniger sig så hemmelig i mørket og ubemærket her i et hus, og der i et andet, gennemroder alt. Ligesom de blinde muldvarpe og skadelige mus, indtil de får udspyet deres gift mellem pøbelen i alle kroge, får besmittet, forgiftet og således omrodet alt, at det næsten alt sammen må styrte sammen.

     Men hvorfor drager de ikke meget hellere ind i papisternes byer, lande og fyrstendømmer, bekender og forsvarer der for de ugudelige fyrster, biskopper og deres lærde, på de høje skoler, frit og offentlig deres lære, ligesom vi af Guds nåde har gjort? Men de kælne martyrer frygter for skindet og flyr faren, derfor kommer de kun derhen, hvor evangeliet før har haft plads og er antaget, hvor de uden fare i al sikkerhed kan gnave og rode. Således gjorde også de falske apostle. Ingen af dem var så dristig, at han turde rejse til Jerusalem for Kaifas, eller til Rom for kejseren eller andetsteds hen, hvor evangeliet endnu ikke ret var prædiket, som Paulus og de andre apostle gjorde, men til galaterne, som Paulus først med så stor møje, arbejde og fare havde bragt til Kristus, til dem i asien og Korinth, hvor der var fromme kristne, som ikke forfulgte nogen, men selv måtte lide forfølgelse, der indfandt de sig, der kunne disse Kristi korses fjender ganske sikre og uden al fare udrette, hvad de ville.

     Så lær nu her, at det almindeligvis plejer at gå fromme prædikanter sådan, at de, foruden at de forfølges af den skændige, onde og utaknemmelige verden og med så surt, tungt arbejde og stor fare må opbygge Kristi menighed, endnu oven i købet må tåle, at det gode, som de med så stort arbejde, møje og fare næppe har fået opbygget, alt sammen i en hast bliver nedrevet og omstyrtet i bund og grund af disse forbandede sværmere og sektånder, hvilke da siden får tøjlen i hånden, bliver til Herrer og junkere og langt, langt foretrækkes frem for de fromme, tro prædikanter. Og denne plage gør dem da meget mere ondt end nogen forfølgelse, som kan møde dem fra tyrannerne.

     Den, der nu ikke kan tage til takke hermed og tåle sådant, han give sig kun tilfreds og blive ikke en evangeliets forkynder, eller, om han allerede er det, så afsige han det og overlade det til en anden. Vi bliver nu i vore tider, som enhver ser, plagede i høj grad: udefra af de ugudelige tyranner, men mellem os selv af dem, som vi har frigjort ved evangeliet fra mange hånde besværinger og bånd; desuden også af de falske brødre. Doger det alene vor trøst og ros, at vi er kaldede af Gud og har det evige livs løfte, efter hvilken vi venter en sådan løn, som intet øje har set, og intet øre har hørt, og som ikke er opkommet i noget menneskes hjerte 1 Kor 2, 9. For når vor hjertekære overhyrde, Kristus, skal åbenbares i sin herlighed, da skal vi modtage ærens uvisnelige krans 1 Pet 5, 4; han skal imidlertid også her på jorden vel opholde og forsørge os.

 

Hvad der gør en hellig menighed

Hieronymus fremsætter her et stort spørgsmål: hvorfor Paulus regner galaterne blandt de kristne menigheder eller kirker, da de dog ikke er kristne menigheder eller kirker; for Paulus (siger han) skriver jo til de galater, som var faldet fra Kristus og fra nåden og atter havde vendt sig til Moses og loven? Dertil svarer jeg således: at Paulus her taler efter den figur, som kaldes synekdoche og er meget almindelig i Skriften, ligesom han også skriver til korintherne og glæder sig med dem over Guds nåde i Kristus, at de ved ham er gjorte rige i alt, i al lære og al kundskab, skønt dog mange af dem var forførte ved de falske apostle og ikke troede, at der var en opstandelse fra de døde osv. Ligesom vi nu om stunder kalder de romerske kirker og bispedømmerne hellige, skønt også de er forførte og deres tjenere ugudelige. For vor Herre Gud hersker midt blandt sine fjender Sl 110, 2, og antikristen sidder i Guds tempel, 2 Thess 2, 4, ligeledes: Satan er midt blandt Guds børn. Job 1, 6.

     Derfor, om kirken eller kristenheden er midt imellem den vanartede og forvendte slægt, som Paulus siger Fil 2, 15, og om end den ligger midt imellem ulve og mordere, det er imellem åndelige fjender og tyranner, så er og bliver den dog en hellig kristenhed, en Kristi menighed og kirke. I byen Rom er og forbliver jo (skønt den er værre end Sodoma og Gomorra) den hellige dåb, sakramenterne, evangeliets ord og tekst, Den Hellige Skrift, Kristi og Guds embede og navn. Den, som det har, han har det; men den, som ikke har det, han er dog ikke undskyldt. For skatten er jo endnu der til stede. Derfor er den romerske kirke hellig, fordi den har Guds hellige navn, evangelium og dåb osv. For når disse ting er hos et folk, der kaldes sådant folk med rette et helligt folk, ligesom denne vor by Wittenberg og vi, som bor deri, også sandelig og rettelig er hellige, fordi vi er døbte, har modtaget sakramentet og evangeliets lære og er kaldede af Gud. Kort og godt, vi har Guds gerninger blandt os, nemlig Ordet og sakramenterne, og de gør os hellige.

 

De kristnes hellighed beror ikke på dem selv

Sådant taler jeg, for at vi herefter ret må kunne forstå og til gavns vide, hvad der er de kristnes hellighed, når man sammenholder og sammenligner den med anden hellighed. Munkene har kaldt deres ordener hellige, skønt de netop ikke er hellige, og har dog ikke kunnet kalde sig selv hellige. For, som vi har hørt ovenfor, de kristnes hellighed er ikke en ting af dem selv eller af deres egen gøren, men det er en hellighed, som kommer andetsteds fra uden deres gerning og værk. Derfor skal ingen rose sig af at være hellig for sin ordens, sit livs eller gernings skyld, om han faster, beder, spæger sit kød, giver de fattige almisse osv.; for om så var, da havde farisæeren, som der tales om Luk 18, 11.12, også været hellig. Vel er det sandt, at sådanne gerninger er gode, og at Gud også fordrer og vil have dem af os, men de gør os derfor alligevel ikke hellige. Men at du og jeg er hellig, at kirken, ligeledes at en by eller et folk er helligt, det er ikke vor eller deres egen, men en andens hellighed, som vi ikke selv kan tilvejebringe ved vore gerninger og handlinger, men som vi modtager andetsteds fra uden vore gerninger og handlinger, og som kommer deraf, at vi og de har sådanne ting blandt os, hvorved vi bliver hellige, nemlig det guddommelige kald til vort embede, evangeliet, dåben osv.

 

Guds Ord og sakramenterne er altid hellige i sig selv

Derfor, skønt galaterne var forførte, så var dog dåben, Guds Ord og Kristi navn forblevet hos dem; således var der også nogle fromme tilovers blandt dem, som ikke var faldet fra Paulus’ lære, og disse havde beholdt Ordet og sakramenterne og brugt dem ret, sådan, at de for de andre frafaldnes skyld ikke var blevet urene eller vanhellige. For om end nogle for deres egen person er blevet besmittede og vanhelligede eller også have en uret mening om evangeliet eller sakramentet, så må dog ikke straks dåben og evangeliet derfor være vanhellige, men de bliver altid i sig selv rene og hellige, enten de er hos fromme eller ugudelige, og bliver ikke hverken helligede eller vanhelligede ved nogen. Af dem. Vel er det sandt, at de for de ikke kristnes skyld bliver vanærede og vanhelligede eller også ærede og helligede ved vor gode eller onde vandel og livsførelse, men ikke for vor Herre Gud.

     Derfor er kirken overalt hellig, også på de steder, hvor sværmerne og sekterne regerer, hvis de kun ikke aldeles fornægter og forkaster Ordet og sakramentet. For de, som ganske og aldeles fornægter disse ting, er ikke længere nogen kirke. Men hvor Ordet og sakramenterne væsentlig forbliver, der forbliver også en hellig kirke, og det gør intet, om end Antikrist selv regerer der, hvilken ikke sidder i en djævlestald, heller ikke i en svinesti, heller ikke blandt en vantro hob, men på det allerædleste og helligste sted, nemlig i Guds tempel, 2 Thess 2, 4. Deraf er det jo ganske klart og åbenbart, at Guds tempel må være og forblive også under de gejstlige tyranner, som skalter og valter og raser deri. For man finder jo overalt også under disse tyranner dem, som tror ret. Man kan derfor let og kort svare på dette spørgsmål, at kirken er overalt i hele verden, hvor kun evangeliet og sakramenterne er. Men jøder, tyrkere, sværmere og sektånder eller kættere er ikke kirken, for de nægter og tilintetgør disse ting. Nu følger hilsenen:

 

v3 Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus,

Læren om retfærdiggørelsen af tro må altid indprentes på ny

Jeg håber, at man vel kan forstå, hvad disse ord, nåde og fred, har at betyde i Paulus’ skrifter, for Paulus bruger dem tit og ofte, og de er også lette. Men fordi jeg nu en gang har foretaget mig at udlægge dette brev, ikke af nødvendighed, eller fordi det i sig selv skulle være så såre vanskeligt og ikke også skulle kunne forstås uden min udlægning, men ene og alene af den grund, at vore samvittigheder må være udrustede mod de mange slags partier og kætterier, man med tiden må befrygte; så må vi heller ikke her lade os det besvære eller fortryde, at vi her gentager det, som vi også andetsteds lærer, prædiker, synger og skriver. For når denne artikel eller det stykke om retfærdiggørelsen forsømmes, da forsømmes alting. Derfor er det vel nødvendigt, at vi daglig lærer det, og som Moses betaler om sin lov, indskærper og indprenter den vel; for man kan aldrig klart, end sige da for godt og vist, holde og fatte den; ja, om vi end lærer og øver den, det allerflittigste vi kan, så er der dog ingen, som ganske kan fatte den og af hjertet fuldt tro den. Så ganske uimodtagelig er vor natur og så genstridig til at underkaste sig Ånden i lydighed.

 

Betydninger af den apostolske hilsen

Men dette er en hilsen, som apostlene efter en egen sædvane plejer at bruge, og som ellers er ganske fremmed i verden og aldrig hørt, før evangeliets prædiken begyndte. I de to små korte ord; nåde og fred, indbefattes summen og indholdet af den hele kristne lærdom. Nåden forlader synderne og freden trøster samvittigheden. For der er to djævle, som såre vil plage os, synden og samvittigheden. Begge disse to grumme og forfærdelige tyranner har Kristus overvundet og trådt under fødder i den nærværende og kommende verden. Men fordi verden aldeles intet ved derom, kan den heller ikke lære noget vist om, hvordan man skal overvinde synden, en ond samvittighed og døden. Denne lære er kun hos de kristne alene, som øver sig i og bereder sig til dermed at overvinde synden, fortvivlelsen og den evige død, og den er sådan en lære, som sandelig ikke er opfunden eller udtænkt af fri vilje, ikke af menneskelig fornuft eller visdom, men er uden noget middel givet af vor Herre Gud selv.

     I denne hilsen indbefattes hovedindholdet af det ganske kristne væsen. Derfor indbefatter disse to stykker nåde og fred det ganske kristne væsen i sig. Nåden, syndernes forladelse, freden, en glad og rolig samvittighed. Fred kan man aldrig have, med mindre synden er forladt. Men nu bliver synden ikke forladt, fordi man holder loven, som ingen kan opfylde. For loven anklager jo stedse samvittigheden og forfærder den for syndens skyld, forkynder Guds vrede og driver samvittigheden til fortvivlelse. Forlades nu ikke synden ved loven, så bliver den sandelig langt mindre forladt ved menneskelige gerninger, som kun er idel afguderiske misbrug og afgudsdyrkelse; ja den tiltager derved kun alt mere og mere og bliver bestandig større. For, jo mere de, som ville helliges ved gerninger, lader sig det være surt og tungt at udslette og afskaffe synden ved gerninger, jo værre bliver det med dem. Men ved nåden bliver vi dem kvit og ikke på nogen anden måde. Derfor har Paulus den skik, at han i hilsenen i sine breve altid ønsker nåde og fred, for at man kan bestå imod synden og den onde samvittighed. Vistnok er ordene lette; men i anfægtelsen at bringe det ind i hjertet og holde urokkelig fast ved, at vi skal have syndernes forladelse og fred med Gud på jorden og i Himlen ene og alene af idel nåde uden alle og alle slags gerningers og midlers medvirken, det er en over al måde vanskelig sag.

     Sandt er det, at verden ikke ved eller forstår en smule af denne lære, derfor vil og kan den heller, ikke tåle den, ja, den fordømmer den endog som det argeste kætteri og den ugudeligste vildfarelse; imidlertid priser den med høje ord den fri vilje, det naturlige lys, vore egne kræfter og gode gerninger, hvorved vi selv kan fortjene og få nåde og fred, det vil sige: syndernes forladelse og en god samvittighed. Men det er umuligt, at samvittigheden kan blive tilfreds og glad med mindre den får fred ved denne nåde, det vil sige, ved syndernes forladelse, som loves os i Kristus.

     Vel er det sandt, at mange i verden har tragtet højt derefter og ladet sig det blive surt at optænke mange slags ordener og mange besværlige nye gerninger for derved at hjælpe samvittigheden til fred; men derved er de kun vadede jo længere jo dybere ud i jammer og angst, ja er derved komne i endnu meget større nød og elendighed. For alle sådanne opdigtede egne gerninger duer ikke til andet end til kun at føre samvittigheden i fortvivlelse og evig fordærvelse. Derfor kan sandelig ingen af os have ro i marv og ben, med mindre vi hører det ord, som forkynder os denne nåde, og hengiver os dertil med fast, bestandig tro og tillid. Når vi gør det, da kan vi komme til fred og ro.

 

v3 Nåde og fred fra Gud vor fader

Men læg mærke til, hvordan apostelen her taler om en ganske egen og særlig nåde og fred, som er en ganske anden ting end al anden nåde og. Fred. For han ønsker de galater nåde og fred, ikke af kejser, konger, fyrster osv.; for disse plejer ofte at forfølge de fromme og gudfrygtige og fremstille sig og rådslå sammen imod Herren og hans salvede Sl 2.2. Han ønsker dem heller ikke nogen nåde og fred af verden, for i verden (siger Kristus Joh 6, 33) skal I have trængsel. Men af Gud vor fader osv, det vil sige, han ønsker dem en guddommelig og himmelsk fred, ligesom også Kristus siger Joh 14, 27, fred lader jeg jer, min fred giver jeg jer, ikke som verden giver osv.

     Verdens fred giver ikke mere, end at legeme og gods er sikre, og vi i dette jordiske liv kan have lyst og glæde, så at vi kan bruge det gods, vi har, så godt vi kan, enhver i sit hus, sin gård og ejendomme osv. Men når det kniber, og den sidste stund nærmer sig, da er det forbi med denne verdens nåde og fred, og de kan ikke hjælpe os i sådan angst og dødsnød, men lader os blive liggende deri og ganske fortvivle.

     Hvor Guds fred og nåde er, der gør den mennesket modigt, så at han uforfærdet og frimodig går igennem godt og ondt og tager for godt kors og fred, glæde og trængsel; for han bliver da mandig og stærk i Kristi døds sejr og begynder på grund af troen at herske og råde i samvittigheden over synd og død; for han har syndernes sikre forladelse, som, når den modtages, gør samvittigheden ganske glad og frimodig. Men når mennesket er således blevet trøstet og frimodiggjort i samvittigheden på grund af Guds nåde, det er ved syndernes forladelse og samvittighedens fred, så kan det vel og vældigt overvinde alle trængsler, endog døden selv. Men denne Guds fred er ikke givet verden, som heller ikke hverken begærer eller forstår den, men alene de troende, og det ved intet andet end ved Guds nåde.

 

Gud ja, men ikke Jesus

Men hvad vil det sige, at apostelen også tilføjer og af den Herre Jesus Kristus? Var det ikke nok, at han siger, af Gud vor fader? Måtte han just således sætte Gud fader og Jesus Kristus sammen? I har sikkert ofte hørt af mig, at man flittigt må give agt på denne regel i Den Hellige Skrift, nemlig, at vi skal afholde os fra at ransage Guds majestæt; for den er aldeles uudholdelig for den menneskelige natur, men langt uudholdeligere for samvittigheden. Derfor siger Skriften 2 Mos 32, 20: mennesket kan ikke se mig og leve.

     Paven, tyrker, jøder samt alle sekter og kættere holder ikke denne regel, men sætter midleren Kristus rent til side og taler om Gud uden ham, beder, lover og gører alt for Gud uden denne midler. For en munk tænker således: disse gerninger, som jeg gør, er Gud velbehagelige, Gud skal anse mit løfte og for disse tings skyld gøre mig salig tyrken tænker således: når jeg lever så og så, bader og vasker mig sådan, og i en sum, holder det, som befales mig i koranen, så vil vor Herre Gud tage mig til nåde og give mig det evige liv. Jøden tænker således: holder jeg Moses’ lov, så har jeg en nådig Gud og bliver salig. Og vore sekter og sværmere, som højt ved at rose sig af ånd, syner og jeg ved ikke hvad, de omgås også kun med store ting, som dog er dem alt for høje, og fordi de er vise munke, så opdigter de også nye kors og gerninger, hvormed de vil behage Gud og modtage nåde. Kort, alle de, som ikke fatter artiklen om retfærdiggørelsen, de forkaster Kristus som midlet og lader ham ikke være den, ved hvem man alene bliver forsonet med Gud og kommer til nåde, de vil således ved deres egne tanker fatte Gud i hans majestæt og gøre ham nådig med deres egne gerninger.

 

Vi lærer Gud at kende gennem Kristus

Men den kristne lære, hvilken alene er den rette teologi, stiller (som jeg ofte plejer at sige) ikke Gud således frem for os i hans majestæt, som Moses og andre lærere gør, befaler os ikke at udgrunde, hvad der er hans guddommelige natur og væsen, men alene at erkende hans vilje, således som han åbenbarer os den i Kristus, hvem han har ladet blive et menneske og dø for vore synders skyld, hvilken han derefter har ladet prædike blandt alle hedninger. For fordi verden for idel visdom ikke erkendte Gud i hans visdom, da behagede det Gud på grund af denne prædikens dårlighed at gøre dem salige, som tror. 1 Kor 1, 21. Derfor er sandelig heller ikke noget farligere, end når man skal handle for Gud imod loven, synden og døden, at man da med sine tanker vil flagre op til Himlen og driste sig til uden Kristus at ville udgrunde Guds ubegribelige magt, visdom og majestæt, hvordan han både har skabt og opholder den ganske verden. Hvis du nu således vil begribe og erkende Gud og understår dig til at ville forsone ham uden midleren Kristus og fremstille dine egne gerninger, fasten, kappe og hætte imellem hans dom og dine synder, så kan det ikke være andet, end at du må gøre et fald som Lucifer og i din gruelige, skrækkelige fortvivlelse tabe både Gud og alt andet. For ligesom det guddommelige væsen er ubegribeligt og ikke kan begribes eller fattes af al verden og den hele skabning, således er det også utåleligt og uudholdeligt for den menneskelige natur med sanserne at ville udforske og fatte dette hans uendelige og ubegribelige væsen, majestæt og herlighed.

     Vil du derfor handle vis, sikker og uden fare for din samvittighed og salighed, så afhold dig fra sådan grublen og grunden og lær at fatte vor Herre Gud på den måde, som Skriften lærer, som skrevet står 1 Kor 1, 21–24: for fordi verden for idel visdom ikke erkendte Gud i hans visdom, da behagede det Gud på grund af denne prædikens dårlighed at gøre dem salige, som tror, så som både jøderne æsker tegn, og grækerne søger visdom, men vi prædiker den korsfæstede Kristus, som er jøderne en forargelse og grækerne en dårlighed, men dem, som er kaldede, både jøder og græker, prædiker vi Kristus, Guds kraft og Guds visdom. Derfor begynd nu der, hvor Kristus selv begyndte, nemlig, hvor han ligger i sin moders jomfruelige liv, i krybben og ved sin moders bryst. For derfor alene er han kommet ned ovenfra og er blevet født, har vandret på jorden blandt mennesker, har lidt, er kortfæstet og død, så han således kunne stille sig os for øje og vende vort hjertes øjne, det vil sige: alle tanker og sanser, til sig og derved forhindre, at vi så dumdristig og uviselig skulle understå os at udgrunde majestæten i Himlen.

     Derfor, når du omgås og har at gøre med denne sag, nemlig med retfærdiggørelsen, og tænker eller disputerer med dig selv om, hvor dog den Gud er at finde, som gør syndere retfærdige og fromme og tager dem til nåde, så se kun til, at du ikke ved af nogen Gud eller agter nogen anden Gud uden det menneske Jesus Kristus. Men grib kun ham og hæng med dit hjerte fast ved ham og lad alle tanker og spekulationer om Guds majestæt fare. For (som ordsp 25, 27 siger) den, som ransager høje ting, ham uiver det for højt. Hvad jeg siger, det har jeg erfaret og ved, at det er sandt; men sværmere, som vil handle med Gud udenfor det menneske Kristus, de tror mig ikke. Kristus siger jo dog selv Joh 14, 6: jeg er vejen, sandheden og livet. Der kommer ingen til faderen uden ved mig. Derfor vil du ikke finde nogen vej til faderen end den, som er Kristus, men kun afveje og forførelse, ingen sandhed, men idel hykleri og løgn, intet liv, men den evige død. Derfor giv vel agt på, at i denne sag, når man vil blive retfærdig for Gud og få nåde, og da vi alle har at gøre med loven, synden og døden, så må man ikke vide af nogen anden Gud end den Gud, som er menneske tillige.

     Men om det ellers hænder sig, at du uden for denne sag om retfærdiggørelsen skal disputere med jøder, tyrker, sekter eller kættere om Guds visdom, magt osv, da brug din kunst, det bedste du kan. Vær så skarp, subtil og spids, som du kan, der har det alt ingen fare; for der har du med en anden sag at bestille. Men i denne sag om retfærdiggørelsen, (om hvilken jeg her udtrykkelig taler og vil have det forstået), hvor vi for Gud skal forsvare vor samvittighed mod loven, vor retfærdighed mod synden og vort liv mod døden og Djævelen, eller hvor vi skal søge, hvad fyldestgørelse for synden er, hvorved synden bliver os tilgivet, og hvordan vi bliver forsonede med Gud og evig salige: i denne sag (siger jeg endnu en gang) vend kun dit hjerte, sind og hu med alle tanker bort fra den høje majestæt og se kun lige på det menneske, som fremstiller sig til midler for os og siger Matt 11, 28: kommer hid til mig alle I, som arbejder og er besværede osv. Når du gør det, da skal du finde idel Guds kærlighed, miskundhed og mildhed, og se Guds visdom, magt og herlighed forestillet dig så yndig og kærlig, at du meget vel skal kunne tåle og forstå alting i dette kærlige og yndige billede og beskue det med idel lyst og glæde, som Paulus siger Kol 2, 3, at i Kristus er alle visdommens og kundskabens skatte skjulte, ligeledes v. 9, at i ham bor al guddommens fylde legemligt. Men sådant forstår verden ikke, derfor efterforsker den Guds vilje udenfor løftet om Kristus med stor fare og til sin store skade. For ingen kender faderen uden sønnen, og hvem sønnen vil det åbenbare. Matt 11, 27.

 

Kristendommen begynder nedenfra

Deraf kommer det nu, at Paulus har den gode vane således at stille Kristus og Gud fader sammen, så han kan lære os, hvad de kristnes tro og religion er for en erkendelse og visdom, da den ikke begynder fra det højeste og går ovenfra nedad, som alle religioner plejer at gøre, men den begynder nedefra og fører os opad og byder os smukt at stige nedenfra og opad ligesom på Jakobs stige, hvor Gud stod oventil, medens den nedentil stod på jorden ved Jakobs hoved. 1 Mos 28, 12, 13.

     Derfor, når du vil tænke på din egen salighed eller handle om den, så undslå dig kun fra alle tanker og spekulationer om Guds majestæt, alle tanker om gerninger, om filosofiens, den menneskelige forstands og også den guddommelige lovs sætninger og løb kun lige til krybben og til moderens skød, hvor du kan finde barnet, jomfruens søn, og se, hvordan han fødes, dier, opvokser, vandrer blandt mennesker, lærer, lider, dør, atter opstår, opfarer over alle himle og er en vældig Herre over alle ting. For på denne måde vil du ret kunne forjage alle hånde frygt og erkende og undgå al vildfarelse og forførelse, ligesom den kære lyse sol fordriver alt skyernes mørke og gør alt klart og åbenbart. Og dette billede opholder dig også på den rette bane, at du ret kan efterfølge Kristus og komme der, hvor han er.

     Dette er da det første, som Paulus vil vise hermed, når han ønsker galaterne nåde og fred ikke alene af Gud fader, men også af den Herre Jesus Kristus, nemlig, at vi skal afholde os fra alle tanker og spekulationer om den guddommelige majestæt, fordi ingen kender Gud; men at vi skal høre Kristus, som er i faderens skød og åbenbarer os hans vilje, af faderen selv sat og beskikket til at være vor lærer, for at vi skal høre ham. Joh 1, 18, Matt 17, 5.

 

Kristus er af natur sand Gud

Det andet stykke, som Paulus lærer på dette sted, tjener til at bevise vor trosartikel om Kristi guddom, at Kristus er sand Gud. Og sådanne sprog om Kristi guddom må man med al flid vel agte og beholde, ikke alene imod sværmere og de arianske kættere), som har været eller endnu kan komme, men også for dermed at befæste vore egne hjerter og samvittigheder. For Satan kan ikke afholde sig derfra; han må anfægte alle troens artikler i vort hjerte, før vi skilles fra dette liv. En sådan fjende er han af troen, om hvilken han vel ved, at den er den kraft og sejr, hvorved vi overvinder verden. 1 Joh 5, 4. Derfor er det vel nødvendigt, at vi egentlig og fast fatte troen, og at vi ved daglig bestandig øvelse i Ordet og bønnen fra dag til dag styrker og befæster den, for at vi kan modstå Djævelen.

     Men at Kristus er sand Gud, følger sandelig deraf, at Paulus tilskriver ham netop det samme, som han tilskriver faderen, nemlig guddommelig magt, ligeledes at han kan give nåde, fred i samvittigheden, syndernes forladelse, liv, sejr over synden, døden og Djævelen osv. Af disse ting turde Paulus ikke tilskrive ham noget, (med mindre han ville røve Gud hans ære og tillægge en anden den, som ikke var Gud), hvis ikke Kristus var sand Gud, efter hvad Gud selv siger Es 42, 8: jeg vil ikke give en anden min ære. Heller ikke kan nogen give en anden noget, som han ikke selv har. Men fordi Kristus giver nåde, fred, Helligånden og forløser fra Djævelens magt, fra synd og død, så er det vist, at han overalt har en uendelig, uindskrænket og almægtig, guddommelig magt ligesom faderen. Kristus bringer også freden, ikke på den måde, hvorpå apostlene bringer den, nemlig ved prædikeembedet, men som skaber skænker han den som sin egen gerning og skabning. Faderen skaber og giver liv, nåde og fred osv, og netop de samme gaver skaber og giver sønnen også.

     Nu er disse ting at give nåde, fred og evigt liv, at forlade synder, at gøre retfærdig eller from, at levendegøre, forløse fra døden og Djævelen, sandelig ingen skabnings, men ene og alene den guddommelige majestæts gerning, og end ikke englene selv kan skabe eller give sådanne ting, derfor henhører sådanne gerninger kun til den høje, guddommelige majestæts, ære og herlighed, hvilken da er alle tings eneste rette og sande skaber. Fordi da nu Paulus tillægger Kristus at have samme magt og evne som faderen til at skabe og give alle disse ting, så følger også deraf med kraft, at han er en sand og naturlig Gud.

 

Faderen og sønnen er ét

Af sådanne beviser findes der såre mange i Johannes evangelium, hvor der af de gerninger, som tillægges sønnen, tillige med faderen, kraftig bevises, at sønnen er ét med faderen og sand Gud. Derfor har eller modtager vi slet intet andet af faderen end af sønnen; men alt, som vi modtager både af faderen og sønnen, er kun et og det samme. Ellers havde Paulus måttet tale anderledes; nemlig således: nåde være med jer af Gud fader, og fred være med jer af den Herre Jesus Kristus. Men det gør han ikke; men han sammenfatter begge dele og tilskriver det på engang faderen og sønnen.

     Dette minder jeg så flittig om af den grund, at det (desværre!) er at befrygte, fordi så mange slags vildfarelser og forunderlige, gruelige sekter og kætterier er opkomne, at måske med tiden også Arius', Eunomius' og Macedonius' gamle kætterier) atter kunne opvækkes og ved deres spidsfindige talemåder gøre kristenheden skade. For arianerne var sandelig skarpsindige folk og indrømmede gerne, at Kristus havde to naturer, og at han kunne kaldes Gud af den rette og sande Gud; men dog sådan, at han ikke havde mere af guddommen end kun det blotte navn alene, uden guddommeligt, evigt væsen, magt og herlighed. For de lærte om Kristus, at han vel var en skabning, men meget bedre, ædlere og fuldkomnere end englene. For Gud havde først skabt ham, dernæst havde han skabt himmel og jord og alt ved ham. Ligesom også muhamed bruger store og herlige ord om Kristus, men det er dog alt sammen intet uden tomme, unyttige, forfængelige tanker og ord, som den menneskelige fornuft gerne vil høre, og som smager den godt, og hvormed sværmerne og sektånderne bedårer og narrer den tåbelige og uforstandige pøbel.

     Men Paulus taler ganske anderledes om Kristus og siger: I har god grund til at mene og være vis på, at Kristus ikke er den mest fuldkomne og bedste skabning, men sand og ret Gud, fordi han netop gør det, som Gud alene og ellers ingen uden ham skal og kan gøre; han har sådanne guddommelige gerninger, som det ikke er muligt at gøre for nogen skabning, men alene for skaberen. For han giver nåde og fred, hvilket er så meget som at fordømme synden, overvinde døden og træde Djævelen under fødder, hvilket alt sammen ingen engel kan give eller gøre. Men fordi Kristus gør sådant, må han sandelig nødvendigt være naturlig Gud.

 

v4 som gav sig selv hen for vore synder

Imod al egenretfærdighed

Der er næppe noget ord, hvori Paulus ikke behandler hovedsagen i dette brev; intet andet går jo ud af hans mund uden kun bestandig Kristus, Kristus; derfor er også alle hans ord så fulde af ånd, at der er intet deri, uden at det jo brænder eller lever alt sammen. Men kære, mærk dog og giv flittig agt på, hvor tydeligt og passende han sætter alle ord. Han siger ikke: som har antaget vore gerninger, nej, nej! Han siger heller ikke: som har antaget af os ofrene efter Moses’ lov, vore gudstjenester, messer, løfter, valfarter osv, men: som hengav, siger han. Men, kære, hvad hengav han? Sandelig hverken guld eller sølv, hverken okse eller påskelam, ja end ikke nogen engel. Men hvad da? Noget langt højere og kosteligere end alt, som er skabt i himmel og på jord. Kære, hvad da? Sig selv. Hvorfor da? Sandelig ikke for nogen krone eller noget kongerige, sandelig heller ikke for vor retfærdighed eller hellighed, men for vore synder. Er nu ikke alle disse ord idel kraftige tordenslag fra Himlen mod alle menneskers alle hånde retfærdighed og fromhed? Ligesom alle ord i det sprog: se, det Guds lam, som bærer al verdens synd, (Joh 1, 26) er sådanne tordenslag. Derfor skal man også på det allerflittigste betragte alle ord og ikke fare så uagtsomt og letfærdigt derover, for det er forunderligt, hvor mægtig de trøster og styrker de stakkels forfærdede og bange samvittigheder.

     Hvis man spørger, hvordan man dog skal bære sig ad med synden, og hvor man skal hen med den, ikke alene med andre folks synder, men meget mere med vore egne? Da giver Paulus dette svar: vi skal kun være ved frit mod og ikke tvivle, der er en mand, som hedder Jesus Kristus, som har hengivet sig selv. For dem. Dette er dog store, herlige, trøsterige og vigtige ord, hvorom også er givet os løfte i den gamle lov, nemlig, at vore synder ikke kunne udslettes ved noget andet middel eller på nogen anden måde, end at Guds Søn ofrede sig selv derfor. Se, med sådanne kartover, kanoner, svært skyts og mægtige krigsredskaber må det fordømte pavedømme bestormes, og alle hånde formentlig religion, afguderi, gerning og fortjeneste ødelægges i bund og grund. For hvis vore synder kunne udslettes ved vore egne gerninger, fortjenester og fyldestgørelser, kære, hvorfor var det da nødvendigt, at Guds Søn selv skulle give sig hen for dem? Men fordi han har hengivet sig selv for dem, kan vi sandelig ikke udslette dem ved vore gerninger.

 

En ufattelig høj pris

Fremdeles følger også det deraf, at vore synder er så store, umådelige og uovervindelige, at det er umuligt, at endog den ganske verden til hobe kunne gøre fyldest for en af dem. Og heraf er det således vist og åbenbart nok, at vi ikke selv kan gøre fyldest for synden og overvinde den, fordi Gud har måttet give en så ufattelig høj pris for den, nemlig sin egen søns blod. For med disse ord: som hengav sig selv for vore synder, vises sandelig, hvor stor syndens magt og kraft er. Vi agter vel ikke stort om synden, men slår den hel let hen i vejr og vind som en ringe ting, der har intet at betyde; og om det end kommer så vidt, at synden nager os noget i samvittigheden, så tænker vi endda, den er ikke så meget stor, vi kan jo udslette den med en lille gerning eller fortjeneste. Men vi skulle se hen til betalingens enorme størrelse og uendelige omfang, som måtte ydes derfor, så skulle vi snart blive var, at synden er en så stor og mægtig ting, at vi på ingen måde kan udslette den med vore gerninger eller kræfter; men at Guds Søn selv har måttet hengive sig for den. Den, der tager det ret til hjerte og betragter det vel, han forstår nok, hvad det ord synd har i sig, nemlig Guds evige vrede samt Satans ganske rige, og at synden ikke er en så ringe og let ting, som den sikre verden drømmer om og synes.

     Således slutter nu denne tekst på det allerkraftigste, at alle mennesker er syndens fangne, livegne trælle og, som Paulus siger Rom 7, 14, 15, solgte under synden. Ligeledes, at synden er den allermægtigste og grusomste, mest ødelæggende tyran over alle mennesker i hele verden, som ikke kan overvindes eller udryddes, om end alle skabninger slog sig sammen derom, både engle og mennesker, men kun alene ved Jesu Kristi uindskrænkede og overmægtige magt og kraft, hvilken har hengivet sig selv derfor.

 

Trøst for syndige samvittigheder

Desuden giver også denne tekst en stor trøst til alle de stakkels samvittigheder, som er forfærdede over syndernes store mængde. For synden være nu en så grusom og uovervindelig tyran, som den kun vil, fordi Kristus har overvundet den ved sin død, kan den alligevel ikke gøre dem nogen skade, som tror på ham. Og når vi, vel rustede i denne tro, af ganske hjerte hænger ved det menneske, som hedder Jesus Kristus, da opstår det rette lys for os, så at vi ret kan kende og forstå, hvad alle menneskers levnet og væsen er i alle hånde forhold på jorden. For når vi hører, at synden er en sådan tyran, som med sin magt er den ganske verden overlegen, så kan det heller ikke fejle, at man deraf må slutte således: er det så, som nu er sagt, hvad gør da alle papister, munke, nonner, præster, muhamedanere, gendøbere, sekter og kættere i verden, hvilke med deres love, fortjenester og fyldestgørelser vil udslette og overvinde synden? Da erkender vi straks, at disse sekter sammen er slet intet, ja ganske skadelige og fordærvelige, fordi Guds ære og Kristi fortjeneste derved ikke alene fordunkles og formørkes, men endog ganske ophæves og gøres til intet, og derimod vor egen ære oprettes og forherliges.

 

Tilegnelsens kraft

Men kære, tag dog Paulus’ ord for dig, og overvej med flid hvert især, og giv især vel agt på det personlige stedord: vore. Hele kraften ligger nemlig i, at vi anvender stedordene rigtigt. Vi må give nøje agt på alt det, som siges om os i Den Hellige Skrift, ved sådanne ord, for mig, for os, for vore synder og lignende, at vi anvender det netop på os og holder fast derved i troen. For det fejler aldrig, der ligger altid noget stort og mærkeligt skjult deri, som man særlig må mærke og give agt på. For det har du hel snart fået ind i hjertet, at du tror, at Kristus, Guds Søn, er hengivet for Peters, Paulus’ og andre helgeners synder, hvilke har været værdige til en sådan nåde; men derimod er det såre vanskeligt, at du for din person, en fattig, uværdig fordømt synder skal af hjertet vist tro, mene og sige, at Kristus, Guds Søn, er hengivet for dine mange og store synder, du, som dog endnu aldrig er blevet værdig til en sådan nåde.

     Det vil sige, siger jeg, en svær møje og et tungt stykke arbejde derfor er det en let sag, således i almindelighed at love og prise Kristi velgerninger, nemlig, at han er hengivet for andres synder, som har været værdige dertil og fortjent det; men når man skal styre sin tunge og sige, at han er død for vore synder, da studser naturen, og fornuften farer tilbage og tør ikke træde Gud under øjnene, kan næppe få det ind i hjertet, at en sådan skat gives den af nåde ved Kristus, uden fortjeneste og egen værdighed. Derfor vil den heller ikke have noget at skaffe eller bestille med Gud, med mindre den først er ganske og aldeles ren og syndfri. Om den end derfor læser eller hører dette sprog: som hengav sig selv for vore synder eller andre lignende, henfører og forstår den dog det ord vore ikke om sig selv, men mener, at det kun er sagt om andre, som er hellige og værdige til sådan nåde, og foresætter sig derfor at vente så længe på nåden, indtil den ved sine gerninger bliver nåden værdig.

     Dette er da i sandhed ikke andet, end at den menneskelige fornuft gerne ville have, at synden ikke var så stor og stærk, som Gud gør den i Skriften, men at den skulle være en ringe, afmægtig ting, som den, fornuften, selv drømmer om, hvilket da vel viser sig hos de hyklere, som intet ved om Kristus. For om disse end føler, hvordan synden nager dem, tænker de dog, at det ikke må og skal have nogen nød, de vil nok udslette sådanne synder med deres egne gerninger. De ønsker derfor stiltiende i deres hjerter, at disse ord, som hengav sig selv for vore synder, ikke skal forstås som ramme alvor, men kun for en pur spøg, og at de ikke skulle være sådanne store syndere, for hvilke Guds Søn havde måttet hengive sig selv, og at de altså ikke i ret alvor, men kun af ydmyghed i sådanne ord skulle bekende sig som syndere, og at deres synder ikke skulle agtes for rette virkelige synder for Gud, men kun for ganske simple, opdigtede synder.

 

Virkelige, store, uovervundne synder

Kort sagt: den menneskelige fornuft er således sindet, at den gerne vil fremstille en sådan synder for vor Herre Gud, som er opdigtet og indbildt, og heller ikke følte nogen synd eller lod sig afskrække af nogen synd. Vi vil bringe en rask til lægen og ikke en syg. Og når vi ikke mere kunne mærke synden, ville vi gerne tro, at Kristus var hengivet for vore synder.

     Således er den ganske verden sindet, og især de, som i verden vil være de allerbedste og helligste, idet nemlig munkene og de gerningshellige alle med munden bekender, at de nok er syndere og hver dag gør synd, men dog ikke så mange og store synder, at de ikke skulle kunne udslette og betale dem med deres egne gerninger. Ja end mere, de vil endog foruden denne fyldestgørelse for synden føre deres egen retfærdighed og fortjeneste frem for Kristi domstol og kræve det evige liv til belønning af ham. Men for at de dog ikke selv skal gøre sig selv ganske rene og uskyldige, men også med den arme tolder må bede: Gud vær mig synder nådig. Luk 18, 13, opdigter sådanne ordensbrødre, at en særdeles særlig ydmyghed, sig nogle særdeles synder, for hvilke de må kunne bede således. Sådanne hyklere holder disse Paulus’ ord (for vore synder) for et intet og for falske; derfor kan de aldrig forstå dem ret eller trøste sig dermed, når de i anfægtelsen ret føler deres synd, men må rent fortvivle.

 

Enhver må selv tilegne sig disse ord

Derfor er dette vel den allerhøjeste kunst og de kristnes rette visdom, at man kan holde disse Paulus’ ord for alvor og fast og urokkelig tro dem, nemlig, at Kristus er hengivet i døden, ikke for vor retfærdighed og hellighed, men kun for vore synders skyld, hvilke er rette, store, grove, mange, ja utallige og uovervindelige synder. Derfor tør du ikke indbilde dig, at dine synder skulle være så små og ringe, at vi skulle kunne udslette dem med vore egne gerninger. Men på den anden side skal du heller ikke fortvivle, om de end er så overmåde store, hvilket du først ret erfarer, når det engang enten i liv eller død kommer så vidt, at du ret føler dem, men lær her af Paulus at tro, at Kristus har hengivet sig selv, ikke for opdigtede eller malede, men for virkelige, ikke for små og ringe, men for overmåde store og grove, ikke for en eller to, men for alle, ikke for overvundne og udslettede, men for uovervundne og stærke, mægtige synder. For sandelig intet menneske, ja end ikke en engel, kan overvinde en eneste, end ikke den allerringeste synd. Og hvis du ikke er blandt deres tal, som siger for ”vore” synder, det vil sige, blandt dem, som har denne troens lære, lærer, hører, elsker og tror den, da kan du med sikkerhed slutte, at det er forbi og ganske ude med din salighed.

     Så betænk dig nu og rust dig med flid, så du altid kan være beredt, ikke alene, når du er uden anfægtelse og vel tilfreds med din samvittighed, men også når du er i yderste nød og fare og må kæmpe med døden, når din samvittighed minder dig om dine begåede synder og forskrækkes, og Satan med stor magt går dig under øjnene og tænker at overvælde dig med dine synders store byrde ligesom med en syndflod, at skræmme og jage dig fra Kristus og til sidst føre dig i fortvivlelse; tænk da på (siger jeg), at du med frimodigt hjerte og en stærk tro kan sige: Kristus, Guds Søn, er hengivet, ikke for de helliges retfærdighed, men for arme synderes uretfærdighed. Var jeg retfærdig og havde ingen synd, da behøvede jeg ikke Kristus, midleren, til at forsone mig med Gud. Hvorfor vil du da, forbandede Satan, på en så forvendt måde gøre mig til en helgen og fordre idel retfærdighed af mig, som dog ikke har andet

End kun lutter synder, og det ikke opdigtede, men rette og sande; ikke lette og ringe, men ret store, grove og overmåde svære synder, som stor vantro, at jeg ikke tror Gud, tvivler på hans godhed, daglig foragter ham, er ham fjendsk, aldrig ret erkender ham, bespotter ham, er utaknemmelig imod ham, misbruger hans navn, forsømmer hans hellige ord, bliver ked og led af det og foragter det osv, hvilket jo er idel store, grove, svære synder mod den første tavle.

     Desuden er der endnu også de grove, kødelige synder imod den anden tavle, nemlig, at man ikke ærer forældrene, ikke beviser lydighed mod øvrigheden, begærer en andens gods og hustru osv, skønt sådanne synder kun er ringe og lette mod dem, som begås mod den første tavle. Og lad det endog så være, ar jeg ikke i gerningen har bedrevet mord, hor, tyveri og andre lignende grove synder mod den anden tavle, så har jeg dog i hjertet forsyndet mig derimod og er derfor en overtræder af alle Guds bud; og mine synder er desværre så mange, at de sandelig ikke alle kunne skrives på en stor oksehud, ja det er umuligt, at man skulle kunne tælle dem, for de er flere i tal end havets sandskorn (Manasse bøn v. 9). Desuden er Djævelen en sådan tusindkunstner og behændig mester, at han også kan gøre mine allerbedste gerninger og min retfærdighed til de allerstørste synder. Fordi det altså er sådant alvor med mine synder, hvilke er rette, virkelig store, grove, afskyelige, utallige og uovervindelige synder, og min egen retfærdighed slet ikke kan nytte, men kun skade mig, derfor er Kristus, Guds Søn hengivet i døden for at udslette dem og gøre mig og alle, som tror derpå, salige; ham være lov og pris for sådan uudsigelig kærlighed. Amen.

     Al salighedens kraft og styrke består derfor i, at vi holder disse ord for alvorlige og sande. Og dette siger jeg i sandhed ikke forgæves; for jeg har ofte erfaret og erfarer det endnu daglig, jo længere jo mere, hvor over al måde vanskeligt det er at tro, især når den elendige samvittighed er beængstet og i klemme, at Kristus er hengivet, ikke for dem, som er hellige, retfærdige, værdige og hans venner, men for de ugudelige, syndere, uværdige og for dem, som er hans fjender, hvilke har fortjent Guds vrede, den evige død og fordømmelse.

 

Guddommelige våben mod Satan

Vi må derfor vel udruste og berede vore hjerter med dette og andre lignende sprog af Paulus, for at vi, når Djævelen engang kommer og anklager os og siger: se, du er en synder, derfor må du fordømmes, da kan møde ham og svare: ja, kære Djævel, netop derfor, at du anklager og vil fordømme mig som en synder, vil jeg være retfærdig og from, ikke blive fordømt, men tværtimod salig. Og om han da også bliver ved og siger: kort og godt, du må gå fortabt, at du da kan vide at holde dig oprejst og stå fast og sige: nej, ikke så; for jeg holder mig til Kristus, som har hengivet sig selv for mine synder, derfor skal du, lede Satan, slet intet kunne udrette med at foreholde mig mine synders storhed, hvormed du vil forskrække og bekymre mig og føre mig i fortvivlelse og bevirke, at jeg skal blive Gud fjendsk, foragte og bespotte ham. For netop derved, at du siger mig, at jeg er en arm og grov synder, giver du mig sværd og våben i hænde, hvormed jeg kraftig kan overvinde dig, ja nedlægge og fælde dig med dit eget sværd.

     For om du ville sige mig, at jeg er en arm synder, så vil jeg derimod igen sige dig, at Kristus er død for syndere. Tilmed så priser du selv Guds ære og herlighed for mig, idet du påminder mig om Guds faderlige kærlighed, som han har til mig arme, store og fordømte synder, nemlig, at han således har elsket verden, at han ikke har sparet sin enbårne søn, men hengivet ham for vore synder Joh 3, 16. Rom 8, 32. Fremdeles påminder du mig også om min kære frelsers Jesu Kristi velgerninger, på hvis egne skuldre, ikke på mine, alle mine synder ligger, for han har taget vore sygdomme på sig og båret vore smerter; han havde plage for mit folks overtrædelses skyld. Es 53, 4, 8. Derfor forskrækker du mig slet ikke ved at kalde mig en synder, men trøster mig meget mere derved.

     Du kære Gud, den, der kunne denne kunst ret, ham var det især en let sag at jage Satan med alle hans rænker og listigheder på døren, da han dog ellers, ved det, at han foreholder folk deres synder, bevirker, at de græmmer sig til døde og af fortvivlelse må fare til Helvede, med mindre de er vel udrustede og kan stå ham imod med denne guddommelige kunst og visdom; for alene derved bliver synden, døden og Djævelen overvundne. Men den, som ikke kan slå synden af sit sind og sine tanker, men beholder den således hos sig og kun martrer og plager sig med sine egne tanker, hvordan han ved sine egne kræfter og gerninger kan hjælpe sig selv eller vente så længe, indtil hans samvittighed af sig selv bliver tilfreds og får ro, han kommer først ret i Djævelens garn, plager sig selv ynkelig og falder med tiden, når anfægtelsen bliver større og ikke vil ophøre, i fortvivlelse; for Djævelen hører ikke op med at anklage samvittigheden, før han får udrettet sin gerning, det vil sige: bragt et menneske til fortvivlelse.

 

Paulus afmaler os Kristi person og gerning

Mod sådan anfægtelse må man bruge Paulus’ ord, som han skriver på dette sted, hvori han ganske ret og egentlig afmaler os Kristus, den, og hvem han er, nemlig, at han er Kristus, Guds og Jomfru Marias søn, hengivet og død for vore synder. Når nu Djævelen fortæller dig, at Kristus er en anden mand, end Paulus her afmaler ham, så svar ham således: at han ikke har truffet det ret, men løjet i hvert ord og hvert bogstav, derfor antager du heller ingen af dem. Jeg bruger ikke forgæves og ikke uden årsag så mange ord derom; for jeg ved meget vel, hvor god årsag, jeg har til så heftig at formane til, at man ret egentlig skal lære Kristus at kende af Paulus’ ord. For Kristus er ikke en sådan mand, som skulle fordre noget af vort af os, men han er meget mere en forsoner, som forsoner alle syndere i den ganske verden med Gud.

     Derfor, om du er en synder, som vi i sandhed alle er, så forestil dig dog på ingen måde Kristus sådan, som han sidder på regnbuen og er dommer, ellers må du forfærdes og fortvivle, men antag ham i hans rette og egentlige billede, nemlig i det, hvori du ser og bekender ham som en Guds og Jomfru Marias søn. I denne person forfærder han ingen, langt mindre piner eller plager han, ja, han foragter end ikke os arme syndere, fordrer intet regnskab af os for vort levnet, som vi har tilbragt så slet, men er en sådan person, som har borttaget den ganske verdens synder, korsfæstet og udslettet dem ved sig selv.

 

Dette rette billede af Kristus

Så lær nu på denne måde kun sikkert og egentligt at erkende, den, og hvad Kristus er, og lær især at drage dig det ord ”vore” vel til nytte, så at du er ganske forvisset om, at Kristus ikke alene har borttaget nogles, men også dine og hele verdens synder. For han har virkelig hengivet sig for hele verdens synder, selv om hele verden ikke tror. Derfor skal du ikke alene anse dine synder sådan, at du erkender dem for at være rette synder; men også sådan, at du erkender dem for at være dine egne og ikke nogen andens synder, det vil sige: du skal erkende og tro, at Kristus ikke alene er hengivet for de andre menneskers synder, men også ret egentlig for dine. Hold fast herved, og lad dig slet ikke afvende fra dette billede af Kristus, i hvilket endog de kære engle i Himlen har deres lyst, nemlig, at Kristus efter sit rette billede og kontrafej ikke er nogen Moses, ikke nogen stokmester eller bøddel, men en sådan midler, som forsoner os arme syndere med Gud, giver nåde, liv og retfærdighed, som har hengivet sig selv, ikke for vore fortjenester, hellighed, retfærdighed, ære, gode levnet osv., men for vore synder. For skønt Kristus undertiden udlægger loven, så er dette alligevel ikke hans eget og rette embede, hvormed han har at bestille, og hvortil faderen har sendt ham.

     Dette kan vi vel alle sige, for ordene er lette; men når det kommer til stykket, når Djævelen i anfægtelsen skjuler Kristus for os og borttager ham fra vore øjne og dertil river nådens ord ud af vort hjerte, da erfarer vi, at der endnu mangler os meget, og at vi endnu på ingen måde har lært det ret. Hvem der da kan kende Kristus ret egentlig, ret forherlige ham og ikke anse ham for en streng dommer, men som den allervenligste og kæreste frelser og ypperstepræst, han havde allerede overvundet al ulykke og genvordighed og var allerede kommet ind i himmerige. Men intet er vanskeligere på jord end at kunne gøre det i anfægtelsen.

 

Djævelens arge list og kneb

Hvad jeg siger, det har jeg til dels erfaret; for jeg kender meget vel Djævelens list og behændige, lumske kneb, at han ikke alene plejer at tude os loven i øret for at forfærde os dermed, og af små skæver gøre mange store bjælker, det er at gøre et ret Helvede af det, som vel er slet ingen eller dog en lille, ringe synd (for han er sandelig en tusindkunstner, som kan gøre synden ret stor og svar, ja endog gøre synd, hvor der ingen er, og ængste samvittigheden dermed); men han plejer også at skildre os Kristi, midlerens, person således og forstille sig i hans person, så vi må forfærdes derfor. For han griber da måske et sprog af Den Hellige Skrift eller en af Kristi trusler og giver os dermed i en fart, og inden vi bliver det var, så hårdt et hjertestød, at vi taber alt lys og syn og indbilder os, at det er den rette Kristus, der indskyder os sådanne tanker, og det er dog den lede Djævel. Og med sådan maske kan han i lang tid opholde, forfærde og skræmme os og stedse lade os blive i den tanke og indbildning, så at vor samvittighed vel turde sværge tusinde jer på, at det er den rette Kristus selv, hvis ord eller sprog han fører.

     Endelig er også det et stykke af denne skurks list og rænker, at han kun foreholder os en del af Kristus, ikke den hele Kristus. Nemlig sådan, at han vel er Guds Søn, født som menneske af Jomfru Maria, men kommer ikke videre, nemlig at han er hengivet for vore synder. Der bryder han af og flikker noget fremmed ind, som slet ikke hører herhid, foreholder os måske et sprog af Kristus, hvormed han forskrækker de ugudelige, som f.eks. dette, Luk 13, 3: hvis I ikke omvender jer, skal i alle ligeså omkomme. Således besudler og forgifter han os da Kristi rene og sande kundskab med sin gift og gør, om vi end tror, at Kristus er vor midler og frelser, at han dog i vore samvittigheder bestandig bliver en skrækkelig og grusom tyran og stokmester. Vi bliver på denne måde da således bedragne af fjenden, at vi aldeles mister og lader vor ypperstepræsts og midlers Jesu Kristi milde og kærlige trøstebillede fare. Og når dette er sket, bliver vi ligeså frygtsomme og bange for ham som for Djævelen selv.

     Og dette er alene den eneste årsag, hvorfor jeg så flittig og alvorlig formaner og indprenter, at man af disse Paulus’ ord: som hengav sig selv for vore synder, skal lære Kristus ret og egentlig at kende. For fordi han har hengivet sig selv i døden for vore synder, så er han sandelig ingen tyran eller dommer, der for syndens skyld vil fordømme os og endnu mere bedrøve de elendige, men som meget mere ophjælper dem, som er faldne, hjælper de forfærdede til nåde, forsoner og trøster dem osv. Ellers måtte Paulus lyve, når han siger, at han hengav sig selv for vore synder. Når jeg forestiller mig Kristus sådan, da afmaler jeg ham ret og egentligt, antager og har den rette Kristus og lader da alle hånde tanker og spekulationer om den guddommelige majestæt og herlighed aldeles fare, hænger og bliver alene ved Kristi menneskelighed, hvori der slet ikke er nogen rædsel, men idel venlighed og glæde. Og dermed går da et sådant lys og en sådan erkendelse op for mig, at jeg kan erkende, hvad Gud er, hvad jeg selv er, hvad alle skabninger er, hvad al ondskab i Djævelens rige er.

     Hvad jeg her lærer, er intet nyt; men det samme, som apostlene og alle kristne lærere før os har lært, det driver vi så idelig på, for at man skal fatte og forstå det ret. Og Gud give, at vi ret og vel kunne indprente det og lære det så grundigt, at vi ikke alene kunne have det i munden, men også vist og fast i hjertet, og at vi, især i dødsangst, ret kunne drage os det til nytte. Amen.

 

v4 for at rive os ud af den nuværende onde verden,

Paulus behandler også i disse ord den egentlige hovedsag i dette brev. Han kalder denne ganske verden, som har været, som er nu, og som herefter vil være, en nærværende verden imod den verden, som derefter vil komme og forblive evindelig. Dernæst kalder han den en ond verden, fordi alt det, som er i hele denne verden, er alt til hobe underkastet Djævelens ondskab, fordi han hersker og regerer overalt i den verden. Hvorfor da verden også kaldes Djævelens rige; for alle vegne i denne ved man intet af Gud, foragter ham, bespotter ham, hader ham og handler ulydigt imod alle hans ord og gerninger osv. I sådant rige er vi og er dets konge underkastede.

     Derfor ser du her. At ingen kan udslette synden ved sine egne kræfter eller gerninger, for denne nærværende verden er ond, og som Johannes siger 1 Joh 5, 19: den ganske verden ligger i det onde. Så mange som nu er i verden, de er underkastede synden og Djævelen, ja de er Djævelens lemmer; han har alle mennesker fangne efter sin vilje under sit tyranni og Herredømme. Hvad har det da hjulpet, at man har oprettet og stiftet så mange ordener for dermed at udslette synden? Opdigtet så mange store og svare gerninger, så som at bære hårskjorter, at piske legemet med svøber, indtil blodet flyder, valfarte i fuldt harnisk til Jakob osv.) for lad være, du gør alt dette, så bliver det dog ikke des mindre vist og sandt, at du endnu altid er i denne nærværende onde verden og ikke i Kristi rige. Men er du ikke i Kristi rige, så er det også vist, at du endnu hører til Djævelens rige, som er den onde verden. Derfor er alle de gaver, du har, åndelige og legemlige, så som visdom, retfærdighed, hellighed, færdighed i at tale, magt, skønhed, rigdom og lignende, intet andet end kun et ret redskab for det djævelske og Helvedes tyranni, hvormed du må tjene Djævelen og derved fremme og forøge hans rige.

 

 

Denne verdens visdom og retfærdighed

For det første formørker du med din visdom Kristi visdom og erkendelse, forfører folk ved ugudelig lære, så de ikke kan komme til nåden og Kristi kundskab, roser og priser selv din egen retfærdighed og hellighed; men Kristi retfærdighed og hellighed, hvorved vi alene bliver retfærdige og hellige, forbander og fordømmer du på værste måde, som om den var en ganske ugudelig og djævelsk ting. endelig nedbryder du Kristi rige ved din magt, misbruger den til dermed at udrydde og udslette evangeliet, forfølge og myrde Kristi tjenere, samt alle, som tilhører dem osv. Derfor er din visdom, når du er uden for Kristus kun en dobbelt dårlighed, din retfærdighed en dobbelt synd og et ugudeligt væsen, fordi du intet ved af Kristi visdom og retfærdighed og endnu dertil også fordunkler, forhindrer, bespotter og forfølger den.

     Derfor kan Paulus vel kalde verden en ond verden; for da er den allerværst, når den vil være allerfrommest og bede. For hos de åndelige, vise og lærde mennesker vil den være allerfrommest og bedst og er dog dobbelt ond. Jeg vil nu ikke tale om de grove, kødelige laster imod den anden tavle, med hvilke verden er opfyldt, så som ulydighed mod forældre og øvrighed, ægteskabsbrud, horeri, gerrighed, tyveri, drab, misundelse og had, hvilket dog alt sammen er ringe synder, når man sammenligner dem med det, hvorom nu er talt, nemlig med de ugudeliges visdom og retfærdighed, hvormed de synder mod den første tavle. Den hvide skønne Djævel, der driver folk til åndelige synder, hvilke man ikke holder for synd, men for idel retfærdighed, ham er det, som gør den største skade, meget mere end den sorte Djævel, som forfører folk alene til de grove, kødelige synder, hvilke er så grove, at også verden kan erkende dem for synd.

 

Djævelen er verdens konge og gud

Derfor viser Paulus med disse ord: så han kunne udfri os fra den nærværende onde verden meget smukt, hvad hele indholdet og hovedsagen er i dette brev, nemlig at vi trænger til Guds og Kristi nåde, og at ellers ingen skabning, hverken mennesker eller engle, kan udfri os fra denne onde verden. For Kristus har udslettet synden og udfriet os af Djævelens tyranni og rige, det er sandelig ikke nogen skabnings, menneskes eller engels værk, men alene den høje guddommelige majestæts gerning. Sådant Djævelens rige er denne skændige verden, hvil er en hel kær, tro, villig og lydig træl og tjener for sin Gud, Djævelen. Alt, hvad nu denne morder og løgnens fader gør og taler, det gør dette hans fromme barn og kære, lydige søn, verden, ham ret mesterligt efter, og udfører det på det bedste; derfor er den også, som sagt er, fuld af al synd og udyd, ved intet om Gud, er ham fjendsk, bespotter og foragter ham og hans ord. Desuden lever den også i grove og kødelige synder, så som: mord, ægteskabsbrud, horeri, røveri, tyveri, løgn, bedrageri osv.; for den slægter sin fader, Djævelen, på, som er en løgner og morder. Joh 8, 44. Og jo visere, retfærdigere og helligere folk er uden for Kristus, desto mere skade gør de evangeliet. Og i en sum, verden er en dobbelt skalk, når den er allerbedst og from. Således har vi, under pavedømmet, før det kære evangelium af Guds nåde gik op for os, også været sådanne dobbelt ugudelige skalke og førte dog titel og navn af helligt og åndeligt væsen.

     Kære, lad også disse Paulus’ ord være sagte i alvor og sande, og agt det ikke for opdigtet tant eller for en drøm, når han siger, at verden er ond, uanset, om mange folk i den har mange herlige og skønne dyder ved sig; om der vel også efter det ydre skin og anseelse er megen hellighed og meget glimrende væsen hos den, lad alt dette ikke føre dig vild, men hør til, og giv agt på, hvad Paulus siger, af hvis ord du helt frit og sikkert kan kende og dømme den ganske verden, nemlig: at den med al sin visdom, retfærdighed og magt er den arge Djævels eget rige, hvoraf slet ingen kan udfri os uden alene vor Herre Gud ved sin egen og eneste søn.

     Vi bør nu også derfor rimeligvisen takke vor Gud og fader for denne hans uudsigelige barmhjertighed, at han ved sin elskelige søn har genløst os fra Djævelens rige, hvori vi alle sammen var fangne og ikke kunne udfries ved vore egne kræfter. Og vi må med Paulus frit ud bekende, at alle vore gerninger og vor retfærdighed er idel skarn og urenhed, hvormed vi, om vi end smeltede dem sammen alle i en hob, dog ikke dermed kunne krumme et eneste hår på Djævelens hoved.

     Således skal vi også kun frit træde under fødder alle den fri viljes kræfter, al hyklerisk retfærdighed og alt munkevæsen, messer, åndelighed, gudstjeneste, løfter, hårskjorter osv. Og andet pavens narreværk, hvormed han har undertrykt den rene lære, og spytte på dem som på et skident klædebon og en giftig Djævelens pestilens; derimod skal vi højt ophøje og prise vor kære Herres Jesu Kristi herlighed og uudsigelige velgerninger, der ved sin død har udfriet os, ikke fra en tåbelig, slet og ret verden, men fra en listig og ond verden.

 

Forskellen mellem Kristi rige og Djævelens rige

Så viser Paulus nu tilstrækkelig med den titel, som han giver verden og kalder ond, at Djævelens rige er et uretfærdighedens, blindhedens, vildfarelsens, syndens, dødens, gudsbespottelsens, fortvivlelsens og den evige fordømmelses rige, og derimod, at Kristi rige er et retfærdighedens, lysets, nådens, syndsforladelsens, fredens, trøstens, det evige livs og saligheds rige, hvori vi er bragte ved vor kære Herre Jesus Kristus, hvem alene være lov og ære i al evighed, amen!

 

Efter Guds, vor Faders, vilje.

Paulus stiller og ordner alle sine ord med stor, omsorgsfuld flid sådan, at han forsvarer sin lære om evangeliet, og i særdeleshed hovedstykket om retfærdiggørelsen, mod de falske og forføreriske lærere. Kristus (siger han) har udfriet os fra dette Djævelens træske, onde rige, og fra denne verden; og at han har gjort dette, har været velbehageligt for faderen, som også har villet og befalet det. Deraf må da følge, at vi ikke er udfriede ved vor egen villen eller løben, ikke ved vort eget råd, vilje eller styrke, men ved Guds barmhjertighed og nåde; ligesom også Johannes taler derom i sit første brev 4, 9-10, når han siger: ” Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.” Det er derfor idel nåde, at vi er udfriede fra denne onde verden, og aldeles ikke vor egen fortjeneste. Så kraftig og rigelig kan Paulus indprente læren om Guds nåde, at der af alle hans ord næsten ikke er noget, uden det er skærpet og henført på de falske apostle, så at han dermed slår deres falske lære til jorden.

 

Gud faders nådige vilje kendes alene ved Kristus

Men der er ellers endnu en anden årsag, hvorfor Paulus taler om faderens vilje, som tit og ofte vises på mangfoldige steder i Johannes evangelium. For når Kristus på det herligste vil ophøje sit embede, lære og gerning, at vi skal agte og holde det højt, fremfører han faderens vilje og viser os hen til den; så vi både i hans ord og gerninger mere skal erkende faderen end ham selv. For derfor er Kristus kommet til denne verden og har påtaget sig menneskelig natur så han kunne give sig selv til et offer for den ganske verdens synder og således forsone os med faderen, og for at åbenbare os, at det alene er sket efter faderens nådige vilje, så vi således alene skal se på Kristus og ved ham drages op til faderen.

     For som jeg ovenfor har sagt, det er aldrig at håbe, at man blot ved egne tanker om den guddommelige majestæt kan lære at kende noget saligt eller trøstefuldt om Gud, med mindre man griber efter Kristus, som efter faderens vilje har hengivet sig selv i døden for vore synder. Men så snart du med en fast tro omfatter denne kundskab, da forsvinder i en hast al vrede, frygt og bæven osv. Og der ses og erkendes intet andet hos Gud end kun idel barmhjertighed; da han efter sit forud besluttede båd har villet lade sin kære søn dø for os, for at vi skulle leve ved ham. Sådan erkendelse gør hjertet ret frisk og glad, så det sandelig kan tro, at Gud ikke vredes på os arme syndere, men har os så hjertelig kær, at han endog har givet sin enbårne søn for os. Hvoraf det vel ses, at Paulus ikke uden årsag så flittigt og ofte siger, at Kristus er hengivet for vore synder efter faderens nådige vilje.

     Men derimod er de høje, farlige og uvisse tanker og spekulationer om Guds majestæt og forfærdelige domme, som, at han ødelagde den ganske verden ved syndfloden, ligeledes Sodoma og Gomorra med ild og svovl fra Himlen osv. Ganske farlige og skadelige, og det kan ikke fejle, at de til sidst styrter mennesker i fortvivlelse og evig fordærvelse, som jeg også ovenfor har vist.

 

Efter Guds, vor Faders, vilje.

Ordet vor skal man henføre til begge ord, Guds og faders, så at meningen er denne: vor Guds og vor faders. For den selv samme, som er Kristi fader, han er også vor fader, som Kristus siger Joh 20, 17. Til Magdalena: ”sig til mine brødre, at jeg farer op til min fader og til jeres fader, til min Gud og til jeres Gud.” Så er Gud da sandelig vor fader og vor Gud; men dog begge dele ikke anderledes end ved Kristus alene. Og dette er også den rette art og måde, apostlene, og især Paulus, plejer at tale på, da de ikke bruger særlige, skønne, prægtige og store anselige ord, og dog alligevel taler de egentlig ganske tydeligt og kraftigt om sagen.

 

v5 Ham være ære i evighedernes evigheder! Amen.

Jøderne plejede efter deres egen særlige skik sædvanligvis at indblande megen lov og taksigelse i deres skrifter, hvilken skik og maner apostlene, som de, der selv var jøder, har beholdt, hvilket man også kan se på mange steder i Paulus’ skrifter. For man skal også ære Herrens navn og aldrig nævne det uden med lov og taksigelse. Og denne måde er en smuk ærbødighed og tjeneste for vor Herre Gud. Ligesom man også i det verdslige regimente, når man nævner store kongers eller fyrsters navne, plejer at vise ærbødighed derfor, enten med at blotte hovedet eller bøje knæ osv. Men meget mere skal vi jo nu, når vi taler om Gud, bøje vore hjerter i ærbødighed for ham og nævne hans navn med taksigelse og al ærbødighed.

 

v6 Jeg undrer mig over.

Her kan du se Paulus’ kunst og mesterskab, hvor fint og varsomt han ved at omgås med galaterne, som havde så groft faret vild og var forførte af de falske apostle. Han overfuser dem ikke med heftige, forskrækkelige ord; men taler ganske faderlig og venlig med dem og holder dem ikke alene deres fald og vildfarelse til gode, men endog undskylder dem på en vis måde, plejer og antager sig dem som en moder sit barn og taler på det allervenligste med dem; dog alligevel sådan, at han ikke desto mindre dermed revser dem. Men han udfører dette i den grad forsigtigt og fremfører alle sine ord så beskedent, for at han dermed ikke skal angribe dem så hårdt og for dybt bedrøve dem. Men imod dem, som med falsk lære havde forført det stakkels folk, er han derimod heftig opbragt og fuld af vrede, lægger også al skylden på dem, som er årsag til hele denne ulykke. Og derfor farer apostelen også straks i begyndelsen af dette brev frem med så stormende og vældige ord, at han dermed, ligesom med en torden, nedslår alle deres vildfarelser til jorden, og siger v. 8: hvis nogen prædiker et andet evangelium osv, han være en forbandelse! Og siden i kap. 5, v. 10 truer han dem med dom og fordømmelse og siger: den, som forvilder jer, skal lide dommen, hvem, han end er. Dertil forbander han dem endog med såre skrækkelige ord og siger v. 12. ”gid de også måtte afskæres, som forvirrer jer!” Dette er jo sandelig skrækkelige ord imod den retfærdighed, som kommer af vore egne gerninger eller af loven.

 

At tale vist til de enfoldige og forførte

Vel kunne Paulus have tiltalt galaterne noget hastigere, heftigere og hårdere, på denne måde: hvilken skam, hvor skændigt er I ikke faldet, må jeg dog ikke skamme mig over jer osv, hvor hjertelig ondt og harmfuld gør det mig dog, at I er så grove og utaknemmelige folk osv. Eller han havde vel kunnet (som man plejer at gøre i tragedier) beklage dem med stor hylen og jammerskrig, fordi de nu var så ganske og aldeles fordærvede, at han ikke mere kunne vente sig noget godt af dem. Men fordi han har det sindelag, at han gerne atter ville føre dem ud af den vildfarelse, hvori de var faldne, og hjælpe dem til rette, og ved evangeliet ligesom føde dem på ny, så omgås han venlig og forsigtig med dem og undlader sådanne hårde ord, især i indgangen til sit skrift, og bruger de allerlempeligste og mildeste ord, som er ham muligt. For det havde heller ikke skikket sig vel, fordi galaterne nylig havde fået deres skade, at han, som en ubesindig læge med et upassende og utjenligt lægemiddel skulle have fået de endnu friske sår mere til at svie og hermed kun gjort ondt værre; han havde intet andet udrettet dermed end kun at gøre dem mere frygtagtige og sky for sig, gjort sig selv mere fjendsk imod dem. Han kunne derfor af alle lemfældige og sagtmodige ord næppe have udsøgt et mere bekvemt, end at han siger: jeg undrer mig, og dermed giver han dem dog alligevel at forstå, at det ikke alene gør ham ondt men også mishager, at de var faldet fra ham.

     Paulus erindrer sig da her smukt sin egen lære, som han siden i kap. 6, v. 1 giver, når han siger: brødre! Hvis også et menneske bliver overilet af nogen brøst, da hjælper ham til rette med sagtmodigheds ånd, osv. Og dette eksempel bør vi også efterfølge, at vi er lige sådan sindede mod de arme forførte disciple som fader og moder mod deres børn, så de måtte forstå og erkende, at vi bærer en faderlig nidkærhed og et moderhjerte mod dem og søger ikke deres fordærvelse, men deres frelse og salighed. Men imod Djævelen og hans tjenere, som forårsager sådanne forførelser og partier, skal vi, som også apostelen selv gør, være ganske ivrige, hårde, heftige og ubarmhjertige, og så snart ske kan påtale og lægge deres bedrageri og falskhed for dagen, forbande og fordømme dem. Ligesom forældrene, når deres barn bliver bidt af en hund, alene jager efter hunden, udskælder og slår den, men det arme barn, som græder og har smerter, får de allerbedste og sødeste ord, som passer til at trøste det.

     Paulus er derfor sandelig ret en forunderlig og ypperlig mester i at omgås med arme, forførte og bedrøvede samvittigheder og pleje dem. Men paven, han river og farer tyrannisk af sted som en rasende, afsindig glubende ulv, kan ikke andet end med sit band og sin bandlysning ligesom med lyn og torden nedslå de arme samvittigheder til jorden, som man kan se i hans buller, især af den bulle om aftens-gæstebud (nadveren). De andre biskopper forestår således heller ikke deres embeder bedre end paven; for de lærer jo ikke evangelium; de bekymrer sig og kun lidet om de arme sjæles salighed, men stræber og tragter alene efter, hvordan de kan få stor magt og Herredømme her på jorden. De må derfor også tale og handle sådan, at de kan tilvejebringe sådan magt og beholde den usvækket. Ligeså er også alle ærgerrige og stortalende lærere sindede.

 

v6 at I så hastigt

Hvor let man kan tabe troen

Der ser du, hvordan Paulus klager, at det så snart og let kan ske, at man snubler og falder i troen. Derfor formaner og advarer han også de kristne andetsteds og siger 1 Kor 10, 12: ”den, som synes at stå, se til, at han ikke falder”. Vi erfarer det vel også alle daglig, hvor svært og kummerligt det går til, at et menneskehjerte kan fatte og beholde troen. Ligeledes, hvor besværligt det er at berede Herren et velskikket folk. Har man end hele ti år alle hænder fulde og nok at gøre med læren, formaning og straffen, før man på et sted kan få en kirke eller menighed oprettet, hvor det kan gå smukt, ordentlig og kristnet til, og når man da endelig en gang med stor møje næppe har fået det indrettet, så kommer der indsnigende, en fordømt sværmer, som er en stor, grov æsel, og hvis hele kunst består i, at han kan bagtale og laste de rette præster; somme vender da således i en hast op og ned på alt. Men hvem ville ikke have hjertelig ondt af sådan elendighed?

     Vi har nu her i Wittenberg ved Guds nåde indrettet det i den form og skik, som det bør være og gå til i en ret kirke og kristne menighed; for man prædiker jo det rene evangelium og Guds Ord; ligeså bruger man sakramenterne ret, man giver formaning, man beder for alle stænder osv, i en sum, det går Gud ske lov alt sammen smukt og vel, som det skal gå til. Dog er det sandt, der kunne komme en fordømmelig sværmer og på en gang forstyrre alt det, som nu er bragt i en så smuk og salig gænge, og så at sige i et øjeblik omstyrte og kuldkaste, hvad vi i så mange år og med så stor møje og arbejde næppe har kunnet oprettet.

     Således er det jo gået Paulus selv, han, som var Kristi udvalgte redskab; for da han med stor omhu og meget arbejde havde fået oprettet menighederne i galatien, kom de falske apostle, efter at han var draget bort, og i kort tid omstyrtede det alt sammen, som dette hans nærværende brev tilligemed de andre også rigelig bevidner. En så fattig og elendig, svag, uvis og ubestandig ting er vort liv her på jorden. Således har Satan sat sine garn ud på alle steder og lagt strikker for os alle vegne, hvor vi end vender os hen, så at en eneste sværmer ofte i en hast kuldkaster og grundigt forstyrrer det, som fromme, oprigtige og tro Kristi tjenere næppe i lang tid med stort arbejde dag og nat har oprettet. Det må vi, desværre! I denne tid til vor skade og med stor hjertesorg erfare og fornemme og kan alligevel hverken hindre eller afvende denne jammer og elendighed.

 

Sande hyrder bør holde øje med de falske læreres virksomhed

Derfor, fordi kristendommen er en så øm og fin ting, som det så snart og ynkeligt kan være gjort af med, må man stedse nøje og flittig give agt på sådanne sværmere og sektånder, der er sådan sindede, at de mener, når de kun har hørt en prædiken eller to eller og læst en lille bog eller to, så er de straks beredte til mester over alle andre mestre og disciple, skønt ingen har forordnet, kaldet eller sendt dem dertil. Ja, endog nogle ulærde håndværksfolk tør være så dumdristige at understå sig til, letfærdigt at indblande sig i dette store, høje, svære og farlige embede, uagtet de endnu aldrig i deres livstid har været i nogen ret anfægtelse, endnu aldrig ret for alvor og af hjertet er blevet forskrækkede for Guds vrede og dom, men langt mindre smagt hans nåde.

     Fordi de er uden Ånden, lærer de efter deres eget hoved hen i vejret, hvad der behager dem og pøbelen gerne hører. Og fordi pøbelen nu gerne hører, hvad der er sælsomt og nyt, så finder de behag i sådanne nye påfund, og således samler der sig en hob sværmere. Ja, det kan og vel hænde sig, at de, som mener, tilmed at have fattet troens lærdom ret, fast og vel, og vel også er øvede og forsøgte i nogle anfægtelser, bliver bedragne og forførte af sådanne forrykte sværmerånder.

     Derfor fordi Paulus lærer os ud af det, som han selv har erfaret, hvor hurtigt og ynkeligt Kristi menighed kan blive forvendt og forført, den, man dog med langvarig, stor møje og arbejde har oprettet, må vi sandelig med største flid våge og være agtpågivende over for Djævelen, som på alle kanter sniger sig blandt os, så han ikke, når vi sover, kommer og sår sit ukrudt blandt vor gode hvede. Matt 13, 25. De kristne har desuden fare og nød nok at vente af Djævelen, skønt sjælesørgerne og hyrderne stedse våger og flittigt vogter dem; for, som jeg har sagt (§ 113), da Paulus med største flid, møje og arbejde havde oprettet nogle menigheder i galatien og næppe sat sin fod uden for porten, kom straks de falske apostle og forvendte nogle for ham og derefter bragte lige så mange andre med sig i faldet. Og ingen skal tvivle på, at jo dette, galaternes pludselige og dybe fald, har gjort den gode apostel så ondt, at han meget hellere havde villet dø. Lader os derfor alle våge og se os vel for, først: enhver for sig selv, dernæst også de, som er i prædikeembedet og er sjælesørgere, ikke alene for sig selv, men også for deres hele menighed og betroede kirkes lemmer, så vi ikke skal falde i fristelse.

 

v6 lader jer vende bort

Paulus bruger atter her intet hårdt, vredt eller uvenligt ord; han siger ikke: jeg undrer mig ret over, at I så snart falder fra, at I er så ulydige, letsindige, ustadige og utaknemmelige, men han siger lige hen: jeg undrer mig over, at I lader jer så snart afvende. Som om han ville sige: I er jo gode folk, som vel ikke selv har gjort nogen skade, men som alene af hine har ladet jer gøre skade, bedrage og forføre. Han udskælder således ikke de arme folk, som er blevet beskadigede, men de falske apostle og forførere, som havde gjort skaden. Dog alligevel revser han dem ret høflig og lemfældig, at de havde været så glemsomme og uforsigtige og ladet sig afvende. Som om han sagde: skønt jeg har jer hjertelig kær som en fader sine børn og ved vel, at det ikke er jeres egen, men de falske apostles skyld, at I er forførte og vildledte, så havde jeg dog meget gerne set, og ville, om jeg kunne, såre gerne ønske, at I havde været noget bedre grundede i Kristi saliggørende lære og stået fastere og urokkeligere. I har. Desværre! Ikke fattet Ordet så fast og vel, som I rimeligvis burde gøre, at det ret havde kunnet slå an og fæste rødder hos jer; derfor har I så snart og pludseligt ladet jer afvende at en så let vind.

     Hieronymus holder for, at Paulus med dette ord ”afvende” vil udlægge og tyde navnet galater, der lyder ligesom det hebraiske ord odlah (afvendt). Som han ville sige: I er dog, som jeres navn lyder, rette galater, det vil sige, gode folk, som let lader sig afvende.

     Nogle vil mene, at vi tyskere skulle nedstamme fra galaterne, og der skal vel ikke fattes meget i, at det er ret truffet og gættet. For vi tyske er næsten af samme art, og (når man skal sige sandheden) var det vel at ønske, vore gode tyskere var noget mere tapre og bestandige. For det er vor måde, at vi, når noget nyt kommer først op, er meget hastige og hidsige derpå, løber efter det med hastige spring og tør vel, som en blind hest, vove os både gennem ild og vand; men så snart denne første hede er en smule bortdunstet, lader vi snart af, bliver trætte, og så meget vi end i begyndelsen har ilet derefter, ligeså let og snart lader vi det igen falde; ja, det som i begyndelsen kun behager os meget vel, det bliver vi med tiden så kede af, at vi hverken gider høre eller se det. Sådan, for at give et eksempel: I begyndelsen, efter den pavelige, usalige menneskelæres gruelige mørke, da det kære saliggørende evangelium af Guds nåde gik op, med hvor stor flid alvor og iver hørte da ikke mange folk prædikenerne og beviste prædikanterne al ære. Men nu, da den kristne lære er blevet så smukt renset og har taget så rigelig til, så er der nu mange af dem, som forhen har antaget læren, der ikke alene foragter, men er den også fjendsk såvel som dem, der lærer og prædiker den; dertil foragter de ikke alene Den Hellige Skrift, men også alle andre skrifter og gode kunster; således bliver de til rette urene svinevomme, som man meget vel kan sammenligne med de uforstandige galater.

 

v6 fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde

Teksten er på dette sted noget dunkel, så at ordene vel kan tages i to meninger, som: fra den Kristus, som kaldte jer til nåden, eller og fra den, nemlig fra Gud, som kaldte jer ved Kristi nåde. Jeg for min person synes bedst om den første mening. For det behager mig vel, hvad Paulus kort tidligere har sagt om Kristus, at han har udfriet os af denne onde verden; ligeledes, at han tillige med Gud fader giver os nåde og fred, således også her siger om ham, at han kalder os til nåden. For dette er dog hovedsagen, som Paulus især har i tankerne om han blot ret kunne afmale os Kristus med hans velgerninger på grund af hvem vi kommer til faderen og lærer at kende faderen ved ham.

 

Kristi kald til nåde, Moses’ kald til fordømmelse

Disse ord: af Kristus, som kaldte jer til nåden, har også noget særligt og vigtigt ved sig, hvorfor de bør vel eftertænkes hvilket smukt giver sig til kende og fremtræder af sig selv, når man holder den nåde, hvortil Kristus havde holdt galaterne, imod loven, som de falske apostle driver på, og sammenligner begge med hinanden. Som om Paulus ville tale således: ak, hvor let lader I jer afvende fra Kristus! Som dog ikke, ligesom Moses, har kaldt jer til loven eller til gerninger, ikke under synden, vreden eller fordømmelsen, men til idel nåde og miskundhed.

     Således må også vi i denne tid klage med Paulus, at der er en så gruelig, forfærdelig blindhed og et så forvendt væsen i verden, at der næppe er nogen, som vil antage nådens og salighedens lærdom. Eller, om der end er nogle få, som antager den, så falder de dog snart og ynkeligt atter fra igen, skønt den dog bringer med sig alle hånde legemlige og åndelige goder, nemlig syndernes forladelse, samt retfærdighed, hjertets fred og evigt liv; bringer også tillige et lys og en ret erkendelse af alle ting, gør os visse og sikre på, at det verdslige regimente og alle slags stænder, som Gud dertil har forordnet og stiftet, som husholdning og andre flere lignende, er Gud velbehagelige, og vi kan salig bruge dem med en god samvittighed; den fordriver al slags skadelig lærdom, hvorved man geråder i vildfarelse, i synd, død, skam og skade osv.; den åbenbarer og forstyrrer alle Djævelens gerninger, giver os til kende ved Kristus, hvad Guds nådige vilje, kærlighed og velgerninger imod os er, og opretter idel Guds gerning. Hvilken jammer og beklagelig afsindighed er det da ikke, at verden er så bitterfjendsk mod dette Kristi ord og evangelium, bespotter og forfølger det med så djævelsk raseri, da det dog intet andet fører med sig end evig trøst, nåde, liv og salighed.

     Men Paulus har vel ovenfor (v. 4) tilstrækkelig nok besvaret dette spørgsmål, da han siger: denne nærværende verden er en ond verden, det er idel bedrageri og ondskab og et ret Djævelens rige. For hvis den ikke var det, da ville den sandelig også erkende Guds velgerning og barmhjertighed, hvilken den, skønt den er under Djævelens magt, ikke kan tåle, men støder den fra sig og forfølger den, elsker mere mørket, vildfarelse og Djævelens rige end lyset, sandhed og Kristi rige. Det er derfor heller ikke fejltagelse og uforstandighed af den, men kun idel djævelsk bedrageri og ondskab. Dette kan man vel erkende deraf, at Kristus, Guds Søn, fordi han har hengivet sig selv i døden for alle vore synder, ikke skal fortjene anden tak i verden, end at den bespotter ham for sådanne uudsigelige velgerninger, forfølger hans salige ord og ville endnu en gang gerne korsfæste ham meget grusommere end før, om den kunne. Derfor handler og vandrer verden ikke alene i mørket: men den er selve mørket, som skrevet står Joh 1, 5.

     Derfor fremhæver Paulus stærkt disse ord fra Kristus, som har kaldet jer til nåden, og tilskynder således hemmelig til at holde prædiken om nåden imod lovens prædiken og sammenligne den ene med den anden. Som om han ville sige: jeg har jo i mit prædikeembede ikke besværet jer med Moses’ hårde og utålelige love, har heller aldrig lært jer, at I skal arbejde og trælle under lovens åg; men jeg har prædiket idel nåde og frihed fra loven og synden for jer, nemlig, at Kristus af barmhjertighed har kaldet jer til nåden, at I skal være frie børn under ham og ikke livegne trælle under Moses, hvis disciple og lærlinge I nu atter er blevet, overtalte dertil af jeres falske apostle, hvilke ved Moses’ lov jo slet ikke har kaldet jer til nåden, men meget mere under Guds vrede, så I skal blive Guds fjender og måtte fortabes i synden og den evige død. Men Kristus kalder dem, som tror hans ord, til nåde og salighed, hjælper dem fra loven til evangelium, fra vrede til nåde, fra synd til retfærdighed, fra død til liv. Hvoraf kommer det da, at I så snart og letsindigt har ladet jer afvende fra denne levende og rige nådens og salighedens kilde? Men når Moses ved Guds lov kalder os under Guds vrede og synden, hvorhen kalder da vel paven os med sine ugudelige menneskelove, ja djævlelove? Den anden mening, som at Gud Fader kalder til Kristi nåde, er vel også god; men denne første om Kristus er skønnere og tjener bedre til at trøste de stakkels bedrøvede samvittigheder.

 

v6 til et andet evangelium,

Djævelens evangelium

Lader os her ret lære at kende Djævelens argelist og lumske kunst. Ingen kætter kommer under det skin eller vil have ord mor, at han kommer fra Djævelen og vil føre os i vildfarelse. Djævelen kommer end ikke selv som en Djævel, når det ellers er en af de skikkelige hvide og skønne djævle. Ja også den sorte og hæslige Djævel selv plejer, når han vil forlede folk til grove og åbenbare slemme synder og skændige gerninger, at besmykke sagen sådan, at den synd, man vil gøre eller endog allerede har gjort, på ingen måde synes så stor, men langt ringere, end den er i sig selv. Medens en morder går omkring i sit galenskab og raseri, ser og erkender han ikke, at mord er en så stor og gruelig synd, som den i sig selv er; for Djævelen har skjult det for ham, så at han ikke kan erkende eller se det. Horkarle, tyve, gniere og drukkenbolte osv. Har alle, hver for sig i sin last noget, som han elsker, og som forblinder ham, så at også den rette sorte og hæslige Djævel i alle sine gerninger og anslag har sin særegne maske og sminke, hvormed han smykker sig og bedrager folk, så at de ikke kan erkende, hvor ond og gruelig synden er, men bilder sig ind, at den ikke er så meget farlig og skadelig.

     Men i de åndelige synder, hvor Satan ikke kommer sort og hæslig, men snigende hel hvid og skøn, som var han en engel, ja Gud selv, der kan skalken så mesterlig dække og skjule sig og overgå sig selv i bedrageri, så at han prædiker sin dødelige, forpestede gift som idel nåde, udgiver det for Guds Ord og Jesu Kristi evangelium. Og deraf kommer det, at Paulus også kalder de falske apostles og Djævelens tjeneres vildfarende lære et evangelium og siger: galaterne har ladet sig afvende til et andet evangelium. Dog gør han det ikke for ramme alvor, som om Djævelens lære skulle være et evangelium, men sådan, at han kun spotter den. Som om han ville sige: nu vel, I kære galater, I har nu andre og nye evangeliske prædikanter, et andet og nyt evangelium, derfor må jeg være foragtet med mit evangelium, det duer nu ikke længere osv.

 

De falske apostles bedrageri

Og af alt dette er det let at mærke og slutte, at de falske apostle har forkastet og fordømt Paulus’ evangelium hos galaterne og sagt: Paulus har vel begyndt at lære retteligen; men hvad er det? Man må ikke alene begynde, man må også blive ved, der er endnu hel mange større og højere stykker tilbage, som man også må have og vide til salighed, hvorom Paulus intet ved. Derfor sagde de også i ApG 15, 1, at det ikke er nok dermed, at man tror på Kristus, er døbt osv.; I må desuden også lade jer omskære, for hvis I ikke lader jer omskære efter Moses’ skik, kan I ikke blive salige. Det er i grunden ikke andet, end om man ville sige: Kristus er sandelig en skøn tømmermand, som vel har begyndt på bygningen, men kan ikke fuldføre den, men hvis den skal blive færdig, må Moses gøre den fuldt i stand.

     Således gør vor tids sværmere og sektånder også. Fordi de ikke offentlig kan fordømme os, siger de: de lutherske har en alt for ængstelig, forsagt ånd; de tør ikke sige sandheden rent ud og bryde igennem, vi må fortsætte og bryde igennem. De har vel i begyndelsen lagt en god grundvold, som er troen på Kristus, men hvad nytter det, blot at begynde? Begyndelse, midte og ende, det er at begynde noget, fortsætte dermed og udføre det, det hører sammen; men det er ikke givet dem af Gud, men os. Således ved disse forvendte, djævelske folk at besmykke deres ugudelige, forføriske bedrageri, kalde det Guds Ord, så de under Guds navn kan gøre desto mere og større skade. For Djævelen vil slet ikke være sort og hæslig i sine tjenere, men ganske ren, net og hvid. Og så han kan anses derfor, så foregiver han ved alle sine ord og gerninger, at det er Guds egen sandhed, ord og gerning. Derfor er det ordsprog kommet hos os tyskere: i Guds navn begynder al ulykke.

     Derfor lader os vel mærke, at dette er Djævelens egen art og vane. Når han ikke kan gøre skade med forfølgelse og ødelæggelse, så gør han det på den måde, at han vil bygge anderledes og gøre det bedre, end Gud selv har gjort det og vil have det. Således bær han sig ad nu i vore tider, forfølger os med magt og tyranni, så han, når han har myrdet og ødelagt os med sværdet, da ikke alene kan fordunkle evangelium, men omstyrte det i bund og grund. Men han har dog (Gud ske lov!) Endnu intet udrettet dermed. Vel har han myrdet mange fromme folk for evangeliets bekendelses skyld, hvori de har stået fast som helte og frit bekendt, at denne vor lære er en hellig og guddommelig lære; men han har dog ved dette udgydte blod ikke kunnet udrydde kristendommen, men langt mere gødet den og gjort den frugtbar. Men nu, da den listige ånd vel ser, at han på denne måde intet kan udrette, opvækker han falske lærere, som i begyndelsen rimeligviser vor lære og lærer overensstemmende med os; men siden siger de, at vi er kaldede til at lære den første begyndelse af den kristne lære og lægge grunden; men de har åbenbarelsen af de rette hemmeligheder i Skriften og er kaldede til at åbenbare disse for hele verden og først ret fuldføre det.

 

Angreb både til højre og venstre

Således forhindrer og hæmmer den lede Satan det kære evangelium til begge sider, til højre og venstre. Dog gør han alligevel meget større skade til højre med sin byggen og forbedren end til venstre med mord og forfølgelse. Derfor burde vi vel og rimeligvis bede uden ophør, læse, flittigt hænge og holde fast ved Kristus og hans ord, så vi kan overvinde og modstå Djævelens list, hvormed han anfægter os på begge sider. For vi har ikke kamp mod kød og blod, men mod fyrstedømmer og magter. Ef 6, 12.

 

v7 som slet ikke er et evangelium; der er bare nogle, som forvirrer jer

Han undskylder atter galaterne, så meget han kan, og skælder derimod heftigt på de falske apostle, ligesom om han ville sige: I galater har ladet jer overtale til at tro, at det evangelium, som I har modtaget af mig, ikke er det sande og rette evangelium; I mener derfor, at I gør ret og vel i at antage det nye, som de falske apostle prædiker for jer, som om dette skulle være meget bedre end det, som jeg har prædiket for jer. Skylden er derfor ikke så stor hos jer som hos dem, der forvirrer jer i jeres samvittighed og således river jer ud af min hånd.

     Der ser du atter, hvor heftig forbitret apostelen er mod forførerne, og med hvilke hårde og hæslige ord han tager fat på dem, idet han siger, at det er dem, som alene forvirrer og vildleder Kristi menighed og de kristnes samvittigheder og ellers intet andet gør eller udretter end at forføre og forvirre samvittighederne uden tal og forårsager gruelig jammer, skade og hjertesorg i kristenheden. Sådan stor jammer og elendighed må vi (desværre) også erfare i vore tider og kan dog ikke hverken råde eller hjælpe, ligesom Paulus heller ikke hverken kunne råde eller hjælpe.

     Her på dette sted mærker man egentlig, at de falske apostle uden tvivl har nedrevet Paulus hos galaterne, som om han ikke var en ret fuldkommet apostel, men en svag og ikke grundfæstet lærer, som i mange stykker selv endnu tog fejl og var ulært. Derfor angriber han dem også her og kalder dem kristenhedens forvirrere og Kristi evangeliums forstyrrere. Således har de fordømt hinanden, de falske apostle Paulus, og Paulus igen de falske apostle.

 

Der har altid været splid om evangeliet

Og sådan splid, hvori den ene part således fordømmer den anden, har altid fundet sted i kristenheden, især når evangeliets lære har stået i god blomstring, så at de ugudelige lærere har forfulgt, fordømt og undertrykt de fromme og retskafne, og derimod har de fromme og rette lærere også frit fordømt og straffet de ugudelige forførere. Papisterne og sekterne er i denne tid vore dødelige fjender og fordømmer os på det yderste; vi er også deres fordømte og gudsbespottelige lære af hjertet fjendske og fordømmer dem også stedse til Djævelen i Helvedes afgrund. Imidlertid går det arme, enfoldige folk der, svæver mellem himmel og jord, er uerfaren og uvis i sagen og ved ikke, hvilken part det skal følge, at det kan handle ret og viselig. For ikke enhver har den forstand og kundskab, at han kan dømme ret kristnet og sikkert om disse store, høje, vigtige og vanskelige ting.

     Nu er det klart nok, når man kun vil forstå det, hvilken part der lærer retskaffent og rimeligvisen og med rette har fordømt den anden. Den fordel har vi (Gud ske lov) og det er vist, at vi ingen forfølger, ingen undertrykker, ingen myrder. Vor lære forvirrer heller ikke samvittighederne, men hjælper dem meget mere til at blive frie og løste af utallig mange vildfarelser og Djævelens garn, hvori de var fangne, hvorfor sandelig mange fromme folk giver os et godt og pålideligt vidnesbyrd og takker vor kære Herre Gud, at de af vor lære har kunnet øse en vis og bestandig trøst for deres samvittigheder. Ligesom det nu på hin tid ikke var Paulus’, men de falske apostles skyld, at kristenheden var forvirret, således er det også nu ikke vor, men papisternes, gendøbernes, sakramenterernes og andre sværmeres og sektånders skyld, at der hist og her i kristenheden opvækkes og opstår så mange vildfarelser og så megen uro.

 

Samvittighederne forvirres

Men dette skal du her med flid agte, at alle de, som lærer, at man skal blive from ved gerninger og lov, de udretter sandelig intet andet end at forvirre samvittighederne og kristenheden. Men den, ville vel nogen sinde have ment eller troet, at paven med sine kardinaler, biskopper, munke og hele denne djævleskole, men især og især stifterne af de hellige ordener, (af hvilke vor Herre Gud dog forunderlig har kunnet redde nogle) skulle have forvirret og vildledt samvittighederne? Og hvad1 synes du, om også de var endnu værre end de falske apostle. For de falske apostle har lært, at man foruden troen på Kristus også måtte have den guddommelige lovs gerninger til salighed; men papisterne har ganske udeladt troen på Kristus og i stedet for de gerninger, Gud har befalet, har lært andre gerninger, som de selv har opdigtet uden, ja imod Guds Ord. De har således ikke alene sat deres selvopfundne, ugudelige gerninger lige med Guds gerninger, men endogså langt, langt ophøjet dem over disse. Men fordi jeg foretrækker de falske apostle frem for papisterne, forsvarer jeg derfor ikke deres vildfarelse, for jo helligere kætternes og sekternes skin og ydre anseelse er, desto større skade gør de. For havde de falske apostle ikke haft store, herlige gaver, en stor og iøjnefaldende anseelse og skin af et helligt væsen, havde de ikke udgivet sig for Kristi tjenere, de rette apostles disciple og rene, retskafne evangeliets prædikanter, da havde de ikke så let og snart kunnet tilintetgøre Paulus’ anseelse og så ynkelig bedrage de stakkels galater.

     Men årsagen, hvorfor Paulus med så heftige ord revser de falske apostle og kalder dem Kristi menigheds forvirrere, er den, at de lærte, at man foruden troen på Kristus også måtte lade sig omskære og holde Moses’ lov, hvis man ville blive salig, som Paulus siden selv bevidner kap. 5, 1–2. Ligeledes siger også Lukas i ApG 15, 1, at nogle kom ned fra Judæa og lærte brødrene, at hvis de ikke lod sig omskære efter Moses' skik kunne de ikke blive salige. Derfor har de falske apostle ladet det blive sig helt surt og af al magt trængt på, at man måtte holde loven. Dette har da jøderne straks bifaldet, da de var af samme mening, at man måtte holde loven, ellers kunne man ikke blive salig. Og disse har da siden så ilde kunnet overtale dem, som ikke var, alt for vel og fast grundede i troen, at de troede, at Paulus ikke kunne være nogen retskaffen lærer, fordi han ikke også drev på loven. For det syntes dem at være en aldeles urimelig ting, at Guds lov skulle ophæves, og at jøderne, der i så lang tid havde været holdte for Guds folk og havde fået Guds løfter, skulle forskydes. Dernæst syntes det dem endnu mere urimeligvist og urimeligt, at de ugudelige, afguderiske hedninger uden omskærelse og lovens gerning, af lutter nåde og kun ved troen på Kristus alene, skulle komme til den herlighed, at de skulle være Guds folk.

     Disse stykker har de falske apostle gjort stort væsen af og fremhævet dem på det højeste for at bringe Paulus i foragt og ugunst hos galaterne. Og for at forbitre deres hjerter så meget mere imod ham, sagde de om ham, at han imod Guds lov, imod det jødiske folks skik, imod alle apostlene, ja endog imod sit eget eksempel forkyndte hedningerne frihed fra loven, og det alene til spot, så han således kunne tilintetgøre både Guds lov og hele det jødiske rige. Derfor skulle man også undgå og sky ham som en åbenbar gudsbespotter og oprørsk forstyrrer af det ganske jødiske regimente, men dem skulle man høre, fordi de oprigtig lærte det sande evangelium og var de rette apostles disciple, med hvem Paulus endnu aldrig havde omgåedes eller haft noget at bestille. Derfor har de med sådan list og rænker bagtalt Paulus hos galaterne og gjort ham mistænkelig, så længe, indtil de fik så meget udrettet og bragt det så vidt, at galaterne faldt fra ham. Skulle nu evangeliets sandhed beholdes ren hos galaterne, så måtte Paulus nødvendigvis sætte sig imod de falske apostle. Og fordi han har god grund for sin lære og er fuldt forvisset, så trøster han sig også dermed og fordømmer dem dristigt som de, der kun forvirrer Kristi menighed og forvender Kristi evangeliet, som nu følger:

 

v7 søger at forvrænge Kristi evangelium.

Det vil sige, de er ikke alene optændte imod jer, så at de vil forvirre jer, men de ville også gerne aldeles kuldkaste og udrydde Kristi evangelium. For med de to stykker omgås sædvanlig Satan: først lader han sig ikke nøje med, at han ved sine falske apostle kan forvirre og forføre mange folk, men han understår sig endnu oven i købet til ganske og aldeles at ville omstyrte og borttage evangeliet og har heller ingen ro, ” før han har fået udrettet det. Og dog er der intet disse evangeliets forvendere så dårligt kan tåle at høre, som at man siger om dem, at de er Djævelens apostle. Ja, de tør endog hel herligt og trodsigt rose sig af, at de er Kristi rette apostle og de allerreneste evangeliske lærere på jorden.

 

Loven og evangeliet kan ikke forenes i samvittigheden

Og dog kan det ikke være andet, end at de må være evangeliets forvendere, fordi de sammenblander loven med evangeliet. For en af delene må det jo nødvendigvis være; enten at Kristus forbliver, og loven falder, eller også, at loven forbliver, og Kristus falder. Kristus og loven kan aldrig samtidig regere og herske sammen i samvittigheden. Hvor retfærdigheden af loven har plads, der kan retfærdigheden af nåde ikke have plads, og omvendt: hvor retfærdigheden af nåde har ret, der kan retfærdigheden af loven ikke have ret; men den ene må vige og give plads for den anden. Kan du nu ikke tro, at Gud vil forlade dig dine synder for Kristi skyld, som så dyrt har betalt dem, da han nemlig er død og har udgydt sit blod for dem, hvordan vil du da nogen sinde kunne tro, at han kan og vil forlade dig dine synder for lovens eller dine egne gerningers skyld, hvilke du endnu aldrig har gjort sådan, som loven fordrer dem af dig, og da du selv må bekende, at du aldrig kan bestå for Guds dom dermed? Det er derfor ikke muligt, at prædiken om nåden og lovens prædiken skulle kunne bestå samtidig og begge samtidig kunne gøre mennesket retfærdigt og saligt. Derfor må man straks aflægge den ene og lade den fare og holde sig til den anden alene.

     Men ligesom jøderne havde en afsky for denne lære om troen og nåden, således vil den nu om stunder heller ikke få indpas hos os. Jeg ville dog gerne have disse to slags retfærdigheder på én gang: den ene, som gør mig retfærdig på grund af nåden, og den anden, som gør mig behagelig for Gud ved lovens gerning; men når man vil blande lovens retfærdighed sammen med nådens retfærdighed, da er dette intet andet, siger Paulus, end at forvende Kristi evangelium. Og det går dog alligevel således til, når det kommer til disput, og man skal forhandle sagerne, at den største hob sejrer, skønt den mindste har ret. For Kristus med sin hob er for svag, og evangeliets prædiken er en dårlig prædiken, men verden og dens fyrste, Djævelen, er stærke, og hvad han ved sine apostle lærer og foregiver, har altid et bedre skin og anseelse, end hvad Kristus lærer ved sine. Derfor lader man troens og nådens retfærdighed fare og opretter derimod en anden, nemlig lovens og gerningernes retfærdighed, hvilken man også forsvarer. Men her trøster vi os med, at Djævelen med sine lemmer, hvor stærk han end er, dog alligevel ikke kan udrette, hvad han har i sinde og foretager sig. Vel kan han forvirre og forvilde nogle stakkels enfoldige menneskers samvittigheder, men Kristi evangeliet må han dog lade blive uforvendt. For skønt det vel ofte kan ske, at sandheden må lide nød, så er det dog ikke muligt, at den skulle kunne blive ganske og aldeles undertrykt; for Herrens ord forbliver i evighed, Es 40, 8.

     Det synes vel, som om det er en ubetydelig og ringe ting og uden al fare, at man sammenblander loven med evangeliet og troen med gerningerne; men når man nøje betragter og beser det ved lyset, da er det vist og viser sig også sådan, at sådan læren og driven på gerningerne som nødvendige til salighed gør mere og større skade, end den menneskelige fornuft nogen sinde kan fatte eller forstå. For nådens erkendelse bliver derved ikke alene fordunklet, men Kristus med alle sine velgerninger bliver derved bortrevet, og det ganske evangelium, som Paulus her vidner, forvendt. Men nu er der ingen anden årsag til sådant stort onde end vor egen natur, som, når synden forskrækker og nager den, ikke kan se nogen anden måde at redde sig ud på end alene ved gerninger. Den tænker derfor at leve i lovens retfærdighed og at bestå i tillid til sine egne gerninger, ved og forstår derfor slet intet af den prædiken og lære om troen og nåden, uden hvilken det dog er umuligt, at et menneskes samvittighed kan være tilfreds.

     Det fremgår også tydeligt nok af disse Paulus’ ord (og vil forvende Kristi evangelium) at de falske apostle har været helt dumdristige og uforskammede folk, som så stærkt af al magt har sat sig mod Paulus. Han opmuntrer derfor sig selv i Ånden og trøster sig ved, at han er vis på sit evangelium og sin kundskab om Kristus, modsætter sig dem atter af al magt, priser over al måde højt sit embede og siger:

 

v8 Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.

Paulus har sandelig været over al måde ivrig og meget heftigt optændt, så at han vel også havde turdet forbande englene. For han siger det rent ud: hvis også vi, jeg og mine brødre, Timotheus, Titus og hvem de ellers er, som forkynder Kristus purt og rent med mig (jeg vil endnu ikke tale om den, som forvirrer og forfører samvittighederne), ja endog en engel fra Himlen, så ville jeg dog hellere, at jeg selv, mine brødre eller en engel, skulle være forbandede, end at mit evangelium skulle blive forvendt. Det er sandelig et stort alvor, at han så dristig tør forbande, ikke alene sig selv og sine brødre, men endog en engel fra Himlen.

 

Betydningen af ordet forbandelse

Anathema på græsk vil sige noget, som er forbandet, fordømt, bandlyst og ganske adskilt fra al samfund med Gud. Således siger Josua om byen Jeriko, at den skulle være et evigt anathema, det er en fordømt og forbandet ting, som aldrig i evighed mere skulle bebygges. Josua 6, 26. Og 3 Mos 27, 28, 29 står der også skrevet, at når et menneske eller et dyr, hvad det så end er, er bandlyst, da skal det dødes og slet ikke lades i live. Således måtte Amalek og nogle byer, som efter Guds dom blev forbandede, i bund og grund ødelægges 1 Sam 15, 3.

     Så er nu dette Paulus’ mening: jeg ville hellere, at jeg og andre, om det og var en engel fra Himlen, måtte være evig fordømte og bandlyste og adskilte fra Gud, end at vi skulle prædike et andet evangelium end det, som vi forhen har prædiket. Og det er ikke uden grund, at Paulus sætter sig selv foran og vil først og fremmest frem for alle andre være forbandet, hvis han heri gør uret. For alle kostelige redskaber plejer også at gøre sådan, nemlig først at laste deres egne fejl, så kan de derpå også desto frimodigere laste og straffe andres fejl og forseelse.

     Så slutter nu Paulus, at der intet andet evangelium er end det, som han forhen har prædiket, at der heller ikke må prædikes noget andet, hverken af ham selv eller af andre, om end en engel fra Himlen ville gøre det. Men han har prædiket et evangelium, som han ikke selv har opdigtet, men hvilket Gud fra begyndelsen af havde lovet ved sine hellige profeter i Den Hellige Skrift, som han vidner Rom 1, 1, 2; og han fælder derfor en sådan dom: om enten han selv, en anden, var det og en engel fra Himlen, ville prædike et andet evangelium end det, som forhen var prædiket, han skulle dog være forbandet. For evangeliets ord, som Gud engang har sendt fra Himlen, vil eller skal aldrig blive tilbagekaldte indtil den yderste dag.

 

v9 Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.

Han gentager aldeles de forrige ord, alene med den forskel, at han forandrer personen. Ovenfor (v. 8) har han forbandet sig selv, sine brødre og en engel fra Himlen; her siger han, om der end ellers var nogen foruden os, som ville prædike et andet evangelium end det, I modtog af os, han være også forbandet. Han forbander således alle lærere, som lærer imod evangelium, enten det måtte være ham selv, hans brødre, en engel fra Himlen, eller hvem det ellers måtte være. Det er her apostelen ret alvorligt om at gøre, så at han tør forbande alle lærere i den vide verden, ja også i Himlen, som forvender ham hans evangelium, og i dets sted lærer deres eget. For han vil, at de enten skal tro hans evangelium, som han, Paulus, har prædiket, eller alle sammen være forbandede og fordømte. Og Gud give, at forvenderne af det evangelium, som Paulus har prædiket, af hvilke den ganske verden i denne tid (desværre!) Er fuld, dog ville lade sig afskrække af denne alvorlige, forfærdelige dom!

     Man skal også her give agt på forandringen af personerne. For Paulus taler lidt anderledes i den første forbandelse end i den anden; i den første siger han således: hvis endog vi eller en engel fra Himlen prædiker jer evangelium anderledes, end vi har prædiket jer det osv. Men her siger han således: anderledes, end I har modtaget det osv. Og dette gør han med forsæt og velberåd hu, så galaterne ikke skulle kunne sige: kære Paulus, vi har jo sandelig slet ikke forandret det evangelium, som du har prædiket for os, men ladet det blive ganske sådan, som du prædikede det. Men fordi vi i dine prædikener ikke har forstået alle stykker så ganske ret og vel, så har disse lærere, som kom til os efter din afrejse, lært og åbenbaret os den rette mening deraf. Det vil jeg, siger Paulus, på ingen måde indrømme eller tilstede, at jeres falske lærere skulle kunne gøre noget dertil eller forbedre noget deri; men jeg vil, at I skal holde det ord, I har hørt af mig for et fast, rent Guds Ord og lade det blive uforandret og uforbedret, jeg begærer slet ikke, at enten jeg skal prædike evangeliet på en anden måde eller I modtage det på en anden måde. Derfor, om I hører nogen, som lærer et andet evangelium end det, som I har hørt af mig, eller roser sig af, at han vil forebringe noget bedre end det, I har modtaget af mig, han være forbandet tilligemed sine disciple.

     Men dette er Djævelens sendebuds rette måde, for at de ved sådan kunst ganske hemmeligt kan snige sig ind i menneskenes hjerter; de bekender vel og indrømmer, at de første evangeliets prædikanter har begyndt ret, men dermed er det endnu ikke nok; derfor vil de nu lære den rette grund, så at de. Som hører dem, skal forbedre sig over al måde. Således giver nu sværmerne og sektånderne (skønt meget ugerne) os også så megen ros, at de må bekende, vi har begyndt evangeliets sag ret; men fordi vi fordømmer og forkaster deres gudsbespottelige lære, kalder de os nu til løn hyklere og nye papister, der er dobbelt så slemme som de gamle. Derfor åbner sådanne tyve og mordere sig en dør og indgang i Herrens fåresti, hvor de gerne ville stjæle, myrde og ombringe, Joh 10. 8, 10, nemlig, at de først rimeligviser og roser vor sag, men siden foregiver de falskelig, hvordan de vil gøre alt klarere og bedre, som vi ikke tilstrækkelig har forklaret, eller, som de plejer at lyve, ikke rettelig har forstået. Lige på samme måde har også de falske apostle åbnet sig en dør hos de galater. Paulus, sagde de, har vel lagt grunden til den kristne lære. Men hvordan man skal blive retfærdig for Gud, derom ved han ingen besked, og derom er han ikke grundig undervist; for han lærer, at man skal lade loven fare. Derfor lærer, nu dette af os, som han ikke ret har kunnet undervise jer om. Men Paulus vil, at ingen skal lære anderledes, end han havde lært galaterne, og at man heller ikke skal høre eller antage noget andet, end hvad galaterne har hørt og modtaget af ham. Men de, som enten lærer eller modtager noget andet end dette, de være (siger han) en forbandelse.

 

Kirken har ingen magt over Skriften

I de to første kapitler gør Paulus næsten intet andet end kun at forsvare sig selv og sit embede og gendrive de falske apostles løgnagtige snak; for i slutningen af det andet kapitel begynder han først at handle om den hovedartikel, som lærer, hvordan man skal blive retfærdig for Gud. Dog bliver vi alligevel ved dette Paulus’ sprog mindede om, at alle de er forbandede, som mener, at paven er en dommer over Skriften, ligeledes, at kirken skal have magt og myndighed over Den Hellige Skrift, som kanonisterne og sententiarierne uden skam har skrevet mod Gud og al ét. Deres eneste grund er denne, at de siger: kirken har ikke approberet og antaget mere end kun 4 evangelier, derfor er der også kun 4, havde den antaget flere, så havde der også været flere. Men da kirken har haft magt og myndighed til, efter eget behag og for godt befindende, at antage og approbere, hvilke og hvor mange evangelier den ville, så følger deraf, at kirken også har magt over evangeliet.

     Det rimer sig meget smukt, som en knyttet næve til et blåt øje. Kære! Hvad er det dog for en slutning? Jeg antager Skriften og approberer den; det vil sige, jeg bekender, at den er ret og Guds Ord, derfor har jeg magt og myndighed over den. På samme måde: Johannes Døber approberer, det vil sige, han bekender Kristus, antager ham og vidner om ham, at han er messias og verdens frelser, derfor er han mere end Kristus og har magt over ham. På samme måde: kirken approberer Kristi lære og tro, det vil sige, den antager den, tror og bekender, at den er ret; deraf følger, at kirken er over Kristi lære og tro. – oh, hvilke fine, kunstrige, mesterlige hårkløvere!

     Til at gendrive denne ugudelige og bespottelige lære, har du her en klar og tydelig tekst, hvormed Paulus ganske og aldeles slår den til jorden ligesom med en tordenøkse fra Himlen. For han underkaster sig selv med alle lærere og mestre i verden under Den Hellige Skrift. Denne kejserinde skal herske og regere, og alle andre, de hedde, hvad de vil, skal være hende underdanige og lydige. De skal ikke være hendes mestre og dommere, men kun slette og rette vidner, disciple og bekendere, det være nu paven, Luther, Augustin, Paulus eller en engel fra Himlen. Der skal heller ikke i kristenheden prædikes eller høres nogen anden lære end det rene, pure Guds Ord; eller også skal prædikanter og tilhørere være forbandede tillige med deres lære.

 

v10 Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud?

Paulus taler endnu stedse med stort og heftigt alvor, som han ovenfor (v. 6.) var begyndt. Som om han ville sige: Er jeg, Paulus, nu så ubekendt, jeg, som dog hidtil har prædiket offentlig i så mange menigheder? Er min strid og de store heftige kampe, som jeg har haft med jøderne, ikke kendte? Jeg mener jo; af mine mangfoldige prædikener, af så mange store trængsler og genvordigheder skulle man vel kunne slutte og erkende, om jeg tjener mennesker eller vor Herre Gud. For enhver ser jo godt, at jeg med min prædiken kun har opvakt fjendskab og forfølgelse mod mig alle vegne, så at al verden, men i særlighed mit eget folk, mine landsmænd og brødre, jøderne, er blevet mine dødelige fjender. Heraf beviser jeg da sandelig tilstrækkelig, at jeg med mine prædikener ikke søger menneskenes gunst og verdens nåde, men kun det alene, at jeg kan kundgøre og prise Guds nåde og velgerninger for al verden.

 

Evangeliets prædiken irriterer verden

Og vi søger (uden at rose os selv) heller ikke nogen gunst hos mennesker med vor lære. For vi lærer jo, at alle mennesker er ugudelige og vredens børn. Vi fordømmer og forkaster den frie vilje, den menneskelige kraft, visdom, retfærdighed, al selvopdigtet åndelighed, og hvad mere der kan være, endog det allerbedste i verden. I en sum: vi siger, at der i al vor styrke og evne intet er, hvormed man kan fortjene nåde og syndernes forladelse, men prædiker, at den gives os af idel Guds barmhjertighed. For således fortæller Himlene Guds ære, og den udstrakte befæstning forkynder hans hænders gerning Sl 19, 2, at de fordømmer alle mennesker med deres gerninger. Det kan dog sandelig ikke kaldes at prædike mennesker og verden til behag.

     For man kan ikke heftigere og bitrere fortørne verden, end når man angriber og fordømmer dens visdom, retfærdighed, åndelighed, evne og kræfter. Når man nu forkaster og fordømmer disse verdens højeste gaver, da kan det sandelig ikke kaldes at hykle og smigre for verden, men at kæmpe for had og ulykke og også få hænderne fulde deraf, for hvis man fordømmer mennesker med alle deres gerninger, kan det ikke fejle, at man må pådrage sig sådant had og fjendskab, at man bliver forfulgt, bandlyst, forjaget, fordømt og til sidst vel også myrdet.

     Paulus vil derfor sige så meget: Fordi de kan se alle ting så bestemt og nøje, hvorfor ser og skønner de da ikke også, at jeg ikke lærer noget menneskeligt, men guddommeligt. Det vil sige, at jeg med min lære ikke søger menneskers, men Guds ære, og alene prædiker om, hvor stor barmhjertighed Gud har bevist os ved Kristus. For hvis jeg søgte menneskers gunst, da forkastede og fordømte jeg ikke så aldeles deres gerninger. Men jeg opvækker et evigt uforsonligt had mod mig af alle mennesker, ved at fælde en guddommelig dom efter Guds Ord, hvis tjener og apostel jeg er. Jeg forkaster og fordømmer nemlig menneskers gerninger ved at fastslå, at alle mennesker er syndere, ugudelige, uretfærdige, vredens børn, Djævelens egne og fordømte, og at de bliver retfærdige, ikke ved gerninger, ikke ved omskærelse, men af ren og skær nåde ved troen på Kristus. Der er intet, de så nødig vil høre og så dårlig kan tåle, som at de skulle være sådanne folk. Ja, de vil, at man skal prædike således om dem, at de er vise, retfærdige, hellige osv. Derfor vidner dette klart om, at jeg ikke lærer for at tækkes mennesker.

     På samme måde taler også Kristus i Joh 7, 7: ”Jer kan verden ikke hade, men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde.” Og Joh 3, 19: ”Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og mennesker elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.”

     Men at jeg lærer for at tækkes Gud, kan ses ved, at jeg alene prædiker om Guds nåde, barmhjertighed, hans velgerninger og herlighed. Desuden, den, der taler og udretter det, hans Herre og mester har befalet ham, og ikke priser sig selv, men den, som har udsendt ham, han fører og lærer sandelig Guds Ord. Nu lærer jeg jo alene det, som er mig befalet af Gud, og intet andet. Jeg priser ikke mig selv, men den, som har udsendt mig, og påfører mig derved vrede og ugunst, både hos hedninger og jøder. Derfor er det sikkert, at min lære er ret, ren, fast og guddommelig, og det er ikke muligt, at en anden lære skulle kunne være så ret og guddommelig som min, endsige at den skulle være bedre. Derfor må det nødvendigvis være sådan, at enhver anden lære, der ikke lærer som min lære, nemlig, at alle mennesker er syndere og bliver retfærdige ved troen på Kristus alene, er falsk, usikker, ugudelig, gudsbespottelig, forbandet og djævelsk. Og sådan er også alle de, der hører og antager sådan lære.

     Således siger også vi med Paulus i fuldkommen vished, at enhver lære, der ikke stemmer overens med vor lære, er forbandet og djævelsk. For vi søger jo ikke med vor prædiken menneskers gunst eller fyrsters og biskoppers nåde, men alene, at vor Herre Gud vil være os nådig, hvis nåde og gave vi alene prædiker. Herved forkaster og fordømmer vi alt, som er vort. Den, som nu lærer anderledes eller imod denne vor lære, om ham siger og dømmer vi frit og uden undtagelse, at han er sendt af Djævelen og må være forbandet.

 

v10 Eller søger jeg at være mennesker til behag?

Det er så meget sagt: tjener jeg mennesker, eller tjener jeg vor Herre Gud. Dermed sigter han endnu bestandig til de falske apostle og siger, at de ikke kan andet end smigre mennesker og søge at tækkes dem. De gør det, for at de igen kan få ros for deres kødelige væsen og liv. Desuden er det også sarte hellige, som ikke gerne lader sig hade og forfølge af folk; derfor lærer de, at man skal lade sig omskære, så de ikke skal komme til at lide nogen forfølgelse eller modstand for Kristi korses skyld, som han senere siger i kap. 5, 11 og 12.

 

Verdens had mod fromme lærere

Således er der også i denne tid mange, som søger at behage mennesker. De prædiker mennesker til behag, så de kan beholde deres timelige liv og velfærd i sikkerhed; det vil sige, de lærer, hvad der er ugudeligt og uret, eller bifalder i al fald mod deres egen samvittighed vore modstanderes gudsbespottelse og deres ukristne og ugudelige domme, hvormed de fordømmer Guds Ord, så de kan få fyrsternes og biskoppernes nåde, deres gods og ære. Men vi, som søger at tækkes Gud og ikke mennesker, opvækker kun idel djævlehad og helvedeshad imod os og må af verden tåle al slags skam, skældsord, død og ulykke.

     Så vil Paulus nu altså sige: jeg søger ikke at behage mennesker, for at de højt skal prise min lære og rose mig for at være den bedste lærer, men jeg ønsker alene, at jeg kan behage vor Herre Gud. Men den, der vil behage vor Herre Gud, må vente sig, at mennesker vil blive hans bitreste fjender. Det erfarer jeg rigeligt; for den løn, som de giver mig for min tro tjeneste, er forsmædelse, bagtalelse, fængsel og sværd osv. Men derimod lærer de falske apostle det, som behager mennesker og er kært og behageligt for fornuften, og det gør de, så de kan have fred og folks gunst og bifald. De får også det, de tragter efter. For sådanne folk beholder prisen og får tak af enhver. Således siger også vor Herre Kristus i Matt 6, 5, at hyklerne kun gør alle deres gerninger, for at vise sig for mennesker; og i Joh 5, 44 revser han dem heftig og siger: ”Hvordan skal I kunne tro, når I vil have jeres ære fra hinanden og ikke søger æren hos den eneste Gud?”

     Hvad Paulus hidtil har sagt, har været lutter almindelig eksempler; dog indprenter han alle vegne, at hans lære er sand og retskaffen. Han formaner derfor galaterne til at vogte sig, at de ikke foragter den og ikke antager nogen anden.

 

v10b Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener.

Alt dette må man forstå om Paulus’ apostel- eller prædikeembede, som han sammenligner med sin forrige stand og det liv, han levede i jødedommen, som om han ville sige: Mener I, at jeg endnu hykler for mennesker og lever dem til behag? Ligesom han også senere siger i kap. 5, 11: ”Hvis jeg stadig prædiker omskærelse, hvorfor bliver jeg så forfulgt?” Som om han ville sige: Ser og hører I ikke mine daglige kampe, den allerfjendtligste forfølgelse og modstand. For siden den tid jeg blev omvendt og kaldet til apostelembedet, har jeg aldrig prædiket mennesker til behag eller søgt at behage dem, men Gud alene, det vil sige, jeg søger med mit embede eller tjeneste ikke menneskers gunst og ære, men Guds.

     Alt dette siger Paulus for dermed at vise, hvor underfundig og listig de falske apostle har arbejdet på at skaffe ham ugunst og fjendskab hos galaterne. De har da med flid og meget omhyggelig søgt efter, om de måske i hans skrifter og prædikener kunne finde nogle modstridende talemåder (ligesom vore modstandere nu også plejer at pille noget ud af vore bøger). Dermed ville de da overbevise ham om, at han havde lært modstridende ting og modsagt sig selv. Således sagde de, at Paulus for sådanne årsagers skyld ikke stod til troende, men at man meget mere skulle holde loven og omskærelsen, som Paulus også viste med sit eget eksempel, fordi han efter lovens indhold havde ladet Timotheus omskære (ApG 16, 3), havde renset sig sammen med fire andre mænd i templet i Jerusalem og ladet sit hoved rage i Kenkreæ, (kap. 18, 18). Disse bagvaskere og løgnere foregav falsk, at Paulus nødvendigvis havde måttet gøre alle disse ting og var blevet tvungen til det ved de andre apostles bud og befaling. Skønt han havde gjort det uden al frygt og frivillig, alene for at føje de skrøbelige og hjælpe dem til rette, så de ikke skulle forarges, fordi de endnu ikke kunne forstå sig på den kristne frihed. På sådan bagvaskelse og løgnagtig påstand svarer han således: Hvor sandt det alt sammen er, og hvad grund det har, som de falske apostle falskelig opdigter og foregiver imod mig for dermed at omstyrte mit evangelium og derimod atter oprette loven og omskærelsen, det ses tydeligt nok af sagen i sig selv. Prædikede jeg endnu loven og omskærelsen og priste menneskers kræfter og gerninger, så var mennesker mig sandelig ikke så fjendske, men ville have velbehag til mig osv.

 

v11 For jeg gør jer bekendt med, brødre, at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, ikke er menneskeværk. v12 Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus.

Hovedsagen, som han behandler på dette sted og indtil slutningen af det andet kapitel, er denne, at han vil svare på de falske apostles påstand og forsvare sit evangelium og apostelembede. Det er intet andet end en historisk beretning, som Paulus stedse fortæller. Hieronymus bruger her megen energi på at rime den sammen og bringe den i orden; men hovedsagen lader han fare og rører ikke ved den. Han ser ikke på, hvad Paulus vil med den, og hvad han med alt sigter til og taler om.

     Det sker ofte, at historierne og fortællingerne i Den Hellige Skrift ikke beskrives udførligt. Desuden er de også nedskrevet uden orden og imellem hinanden, så det ikke er let at samle dem og bringe dem i god orden. Det kan man se ved Peters fornægtelse i Kristi lidelseshistorie og ellers i andre stykker. Således fortæller Paulus heller ikke her sin historie fuldt ud. Derfor gør jeg mig ingen umage med og bekymrer mig næsten ikke om at fuldstændiggøre historien og bringe den i orden, men jeg ser alene på og giver agt på, hvad Paulus mener dermed, hvorfor han fortæller denne historie, og hvad han søger at udrette dermed.

     Men sagen, som behandles på dette sted, er denne: Det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, er ikke menneskeværk. Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus. Denne sag vil han rigelig indprente, vil tage sig tid nok dertil og gøre sig den vel til nytte, ja endog bekræfte den med en ed, nemlig, at han ikke har lært sit evangelium af noget menneske, men fået det ved Jesu Kristi åbenbarelse. Men han sværger ikke uden årsag, men af nødvendighed, så galaterne skal tro ham og ikke de falske apostle, som han overbeviser om løgn i det, som de havde sagt, at Paulus havde fået og lært sit evangelium af de andre apostle.

 

Evangeliet er ikke menneskepåfund

Men når han siger, at hans evangelium ikke er menneskeværk, mener han dermed ikke, at hans evangelium ikke er opfundet af mennesker, hvilket desuden var klart og vitterligt nok, al den stund også de falske apostle roste sig af, at deres lære var guddommelig og ikke menneskelig; men Paulus vil alene have sagt dermed, at han har lært sit evangelium uden noget menneskes tjeneste, hjælp eller medvirken, ikke heller havde han fået og lært det ved menneskelige midler, som man plejer af gøre ved andre ting, fordi vi alle plejer at lære ved menneskers tjeneste eller undervisning og ved menneskelige midler, nogle ved at høre, nogle ved læsen, skriven, tegnen osv.. Men han havde fået sit evangelium umiddelbart ved Jesu Kristi personlige åbenbaring. Den, som vil tolke og forklare det anderledes, han skal have frihed til det for mig. Men i og med det, at Paulus siger, han ikke havde fået sit evangelium af noget menneske, viser han klart, at Kristus ikke er et blot og bart menneske, men at han er sand Gud og sandt menneske tillige.

     Men Paulus modtog sit evangelium, da han var på vejen og rejste til Damaskus, da Kristus åbenbarede sig for ham og talte med ham. Han har også siden talt med ham i templet i Jerusalem; men på vejen har han modtaget evangeliet af ham, som Lukas fortæller ApG 9, 6: ”Rejs dig (siger Kristus til ham) og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.” Han befaler ham ikke at gå ind i byen for at lære evangeliet af Ananias. Han skulle alene døbe ham, lægge hænderne på ham og betro ham prædikeembedet og forestille ham for Kristi menighed. Men evangeliet skulle han ikke lære ham, da han allerede, (som han her roser sig af) havde modtaget det på vejen ved Jesu Kristi åbenbarelse. Dette bekender også Ananias selv med disse ord, når han i v. 17 siger: ”Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.” Han har derfor ikke modtaget sin lære af Ananias, men da han allerede forud på vejen var blevet kaldet, oplyst og lært af Kristus, først da blev han sendt til Ananias, alene for at han også af mennesker skulle have det vidnesbyrd, at han var blevet kaldet og sendt af Gud til at prædike Kristi evangelium.

     Dette må Paulus fortælle for at tilintetgøre de falske apostles løgnagtige snak, som stræbte efter at anklage ham for galaterne, nemlig på den måde, at de foregav, at Paulus var langt ringere end de andre apostles disciple, da de ikke lærte eller gjorde andet, end hvad de havde modtaget af apostlene selv, med hvem de havde omgåedes lang tid og set hele deres livsførelse. Paulus havde også modtaget netop lige det samme af dem, om han end strengt og bestandig nægtede det. De sagde derfor: Hvad der dog gik af de gode galater, at de så tro ville følge Paulus, som dog var mindre og ringere, og derimod foragte apostlenes store anseelse, som ikke alene var deres, galaternes, men alle kristne menigheders øverste gejstlige og lærere på hele jorden. Dette de falske apostles påstand, hvormed de har beråbt sig på de rette apostles anseelse og magt, har sandelig haft en stor og stærk anseelse, hvorved galaterne meget snart og ligesom i et øjeblik let kunne vendes væk, især i denne sag. Og hvis jeg ikke havde set det af de store, skrækkelige eksempler med så mange menigheder i galatien, Korinth og asien osv, så havde jeg aldrig kunnet tro at de, som i begyndelsen havde modtaget Ordet med sådan glæde, og blandt hvem der uden tvivl havde været mange brave, fortræffelige folk, kunne så snart og let afvendes.

 

Vi bliver let forført og anfægtet

Du gode Gud, bevar os vel! Hvor snart og let er det ikke gjort, at man gør en så gruelig, umådelig skade og anretter så stor jammer og hjertesorg med et eneste bevis, hvormed man kan gøre en samvittighed så forskrækket og bekymret, at den i et eneste øjeblik kan tabe alt, hvis Gud unddrager den sin nåde! De falske apostle har derfor ikke haft stor umage nødig for at bedrage de stakkels enfoldige galatere med dette falske skin, især da de endnu ikke var ret faste og vel grundede, men endnu svage.

     Tilmed er det meget bedragerisk og farligt med denne artikel, som lærer, hvordan man skal blive retfærdig for Gud, og det ikke for lærens skyld, som i sig selv er ganske sikker og fast, men for vor egen skyld, som jeg ofte selv erfarer. For jeg ved vel, hvordan lyset undertiden slukkes for mig, og hvor hårde, svære kampe jeg må udstå. Jeg ved vel, hvor ofte det sker, at jeg taber al nådens og evangeliets klarhed af syne, ligesom når de tykke og mørke skyer skjuler den kære sol. Ja, jeg ved også godt, at i denne sag snubler og vakler de ofte, som er vel øvede, og som mener, at de står allersikrest.

     Vel er det sandt, at vi har god forstand på denne sag, da vi kan lære andre den, hvilket er et sikkert tegn på, at vi selv forstår den. For hvad man ikke selv kan eller forstår, lader man også nok være med at lære andre, som det hedder: kendetegnet på at man forstår noget er, at man kan lære andre. Men det må være, hvordan det end vil, når det kommer dertil, at man i samvittighedens alvorlige kamp og anfægtelse skal hjælpe sig selv med evangeliet, som er et nådens, trøstens og livets ord, da sker det tit og ofte, at loven, som er et vredens, sorgens og dødens ord, træder foran evangeliet. I samvittigheden anretter det en sådan larm og forskrækkelse, som slet ikke er mindre, end det forfærdelige væsen ved Sinaj bjerg. Således kan ét eneste trusselens ord af Skriften godt undertrykke og fordunkle alle trøstesprog og gøre vort hjerte og samvittighed så bestyrtet, at man rent glemmer, hvordan man skal blive retfærdig for Gud, hvad nåde, Kristus og evangelium er. Derfor, fordi det står så vanskeligt og ustadigt til med os, så bliver sagen i henseende til os, og det vi skal gøre dertil, også vanskelig.

     Vi er tilmed i denne sag nærmest halvt os selv imod, for vor fornuft med sine kræfter strider lige imod det. Således modstår kødet også Ånden og kan slet ikke få det ind i hjertet, at Guds løfter er visse og sande. Derfor kæmper og strider det imod Ånden og tager den til fange, så den ikke kan tro så fast og urokkelig, som den gerne ville, som Paulus taler om. Vi plejer derfor stedse med flid at lære, at erkendelsen af Kristus og troen ikke er en menneskelig gerning eller ting, men helt og holdent en Guds gave, som han både må virke og opholde i os.

 

Gud virker og opholder troen ved Ordet

Ligesom Gud fra først af giver os denne tro ved Ordet, så forøger, befæster og fuldkommer han den på samme måde ved Ordet. Derfor er dette også den allerstørste gudstjeneste og allerhelligste sabbat, at man øver sig vel deri, det vil sige, at man med flid betragter og hører Ordet. Og der er intet farligere til, end at man bliver ked og træt af Ordet. Den, der nu altså bliver så kold, at han mener, han har fattet Ordet så godt, at han nu har nok og begynder så småt at foragte det, han har både tabt Kristus og hans evangelium. Det, som han bilder sig ind, han kan og ved, er ingen egentlig og vis kundskab, men langt mere en forfængelig og bedragerisk drøm. Han ligner, som Jakob siger i 1, 23-24, en, som betragter sit eget ansigt i et spejl. Han betragter nok sig selv, men går bort og har straks glemt, hvordan han så ud. Og af sådanne folk må der til sidst blive sværmere og løgnere.

     Ethvert fromt og gudfrygtigt menneske bør derfor højt stræbe og beflitte sig og med fuldt alvor lægge vind på, at han virkelig og sikkert kan fatte og beholde denne lære. Dertil må han i ydmyg bøn påkalde vor Herre Gud og øve sig uden ophør i at studere, læse og eftertænke Guds Ord. For om vi end anvender vor højeste flid og vort største alvor på det, så bliver det os dog surt og tungt nok, og vi må endda svede for at blive derved. For vi har fjender imod os, som ikke er at foragte, men er meget store og mægtige, og som ikke ophører med at plage os, nemlig vort kød, verden med alle slags farer, dernæst loven, synden, døden, Guds vrede og dom og endelig også den lede Djævel selv. Han hviler aldrig eller er rolig, men frister os stadig i det indre med sine gloende pile og i det ydre ved de falske apostle, så han kan bringe, om end ikke os alle sammen, så dog en stor del af os til fald.

     Det har derfor været et prægtigt og stærkt bevis, som de falske apostle har foregivet, hvorved galaterne så kraftig og højt er blevet bevægede. Således bliver også mange mennesker nu om stunder bevægede, når de hører vore modstandere prale således: De hellige fædre samt deres efterkommere har lært sådan og sådan, kirken eller den almindelige kristenhed følger dem efter heri. Nu er det umuligt, at Kristus skulle lade kirken eller sin menighed fare vild i så mange hundrede år, og du, som er en enkelt person, er sandelig ikke visere og forstandigere end så mange hellige fædre og hele kristenheden osv. Fordi nu samme hellige kristenhed i så mange hundrede år har lært og troet sådan, som den har modtaget det af de første og ældste fædre og lærere, som sandelig var såre hellige mænd og langt lærdere, end du er, hvem er da du, at du tør have og fremføre en anden mening, end disse har haft?

 

Den hellige kirkes navn og lærere

Den, der hører dette, går det sandelig til hjerte. For hvem skulle ikke lade sig bevæge af de hellige læreres og fædres, men især af den hellige kirkes navn? Men navnet alene gør det ikke, ellers måtte de falske apostle også have haft ret. For de førte jo høje navne, foregav, at de var Kristi tjenere og disciple af apostlene i Jerusalem, og dog tager Paulus sig ikke af det, men siger rent ud: Fordi de prædiker et andet evangelium end det, som vi har modtaget af Kristus, så er de forbandede, selv om de roser sig nok så meget af at være Kristi tjenere og apostlenes disciple. Således siger også vi: Selv om papisterne længe nok praler og skriger: fædre, fædre! kirke, kirke! Når de ikke alene ikke prædiker evangeliet, men endog bespotter og forfølger det, kun vil vedligeholde deres pragt og slet ikke spørger efter Kristi velgerning og ære eller efter de stakkels sjæles salighed, da hjælper deres pral dem lige så lidt, som de falske apostles hjalp dem.

     Jeg ved også derimod for vist, at vi ikke prædiker for at behage mennesker, men Gud, det vil sige, at vi alene tilskriver Gud alt og ret hjertelig gerne ville, at hele verden skulle erkende den uudsigelige nåde og velgerning, som den barmhjertige fader har bevist os i vor Herre Jesus Kristus. Dertil sigter al vor lærdom, prædiken og skriven; og netop, fordi vi giver Gud al ære og pris og ikke lader verden beholde noget, bliver verden vor fjende. Jeg kan endnu meget vel erindre, hvad dr. Staupitz, som var augustinernes ordensvikar, i begyndelsen, da evangeliet gik op for os, sagde til mig: Det trøster mig mest, sagde han, at denne evangeliets lære, som nu igen kommer for dagen, giver Gud alene al ære og pris og mennesker intet. Nu er det jo klart og åbenbart, at man aldrig kan tilmåle Gud for megen ære, miskundhed osv. Således trøstede han mig den gang, og det er også sandhed, at evangeliets lære berøver mennesker al ære, visdom og retfærdighed og tilskriver den eneste rette skaber den, som gør alt af intet. Men nu er det langt sikrere at tilskrive vor Herre Gud for meget, skønt man aldrig kan tilskrive ham for meget, end at man skulle tilskrive menneske for meget. For så kan jeg dog trøstig og glad sige: lad det end være sådan, at kirken, Augustin samt andre lærere, ja, Peter, Apollos, ja endog en engel fra Himlen, lærer anderledes, så er dog min lære af den art, at den alene rent lærer den eneste Gud at kende og tjene ham ret og fordømmer alle mennesker i deres visdom og retfærdighed. Så kan jeg jo ikke fare vild og forsynde mig, for jeg giver dem begge, nemlig Gud og mennesker, hvad der med rette tilhører og tilkommer enhver.

 

Kirken og de hellige kan fare vild

Ja, siger du, men kirken er dog alligevel hellig, og fædrene er også hellige. Det er ret, og hvem siger andet? Men hvor hellig kirken end er og kan blive, så må den dog bede: Forlad os vor skyld. Således også fædrene; de må være så hellige, som de kan, så må de dog tro syndernes forladelse. Derfor skal man hverken tro mig, eller kirken, eller fædrene, eller apostlene, ja ikke engang en engel fra Himlen, hvis vi lærer noget imod Guds Ord, for Guds Ord forbliver i evighed. Ellers havde dette, de falske apostles bevis, været alt for mægtigt. For det har sandelig været en stor ting, ja sandelig noget stort, at de holdt den ganske kirke, ja endog alle apostle sammen for galaterne imod Paulus, der var én enkelt mand, der nylig var blevet omvendt til kristendommen og kun havde ringe anseelse. Det har derfor været et meget vigtigt og stærkt bevis, som har ført til stærke slutninger. For ingen tør vel sige, at kirken farer vild, og man må dog sige, at kirken farer vild, når den lærer noget, som er uden for eller imod Guds Ord.

     Peter, som var den fornemste blandt apostlene, handler mod Guds Ord, derfor farer han jo vild. Og skønt det kunne se ud, som om det var en ringe vildfarelse, så vil Paulus dog alligevel ikke tie stille dertil, fordi han godt så, at dette ville blive hele menigheden til skade og forargelse. Derfor modstod han ham i hans åbne øjne og irettesatte ham, fordi han ikke vandrede efter evangeliets sandhed, som vi siden skal se i kap. 2, 11. Her hører du jo, at den høje apostel, Peter, har faret vild, derfor vil jeg hverken følge kirken eller fædrene, eller apostlene, eller englene, med mindre de fremfører og prædiker mig det rette, rene og pure Guds Ord.

 

Hvordan man skal forholde sig i strid om læren

Netop dette bevis gør os også stor skade nu om stunder og besværer os meget. For hvis man hverken skal tro paven, eller fædrene, eller Luther osv, med mindre de lærer det rene Guds Ord, hvem skal man da ellers tro? Hvem kan imidlertid egentlig og pålideligt fortælle samvittighederne, hvilken af parterne, der lærer Guds Ord purt og rent, om vi gør det eller vore modstandere? For de roser sig jo også og foregiver, hvordan de har og lærer det rene og pure Guds Ord. Men de lyver, da man godt kan se, at de bespotter og fordømmer det som kætteri, og netop derfor er vore bitreste og dødeligste fjender, forfølger os til det yderste som de allergiftigste kættere og skadeligste forførere, fordi vi med al flid lærer og driver det purt og rent.

     Fordi da de holder os for at være sådanne og fordømmer os, og vi derimod holder dem for gudsbespottere og hans hellige kirkes værste fjender, hvad skal man da her gøre? Skal man lade enhver sværmer have lov til at lære, hvad han lyster, fordi verden hverken kan eller vil høre eller se vor lære, og på ingen måde tåle den? For om vi end aldrig så meget med Paulus roser os af, at vi lærer det rette Kristi evangelium, så udretter vi alligevel intet, men må endda oven i købet høre, at denne vor ros ikke alene er alt for stor og alt for letfærdig og forfængelig, men at den også er gudsbespottelig og djævelsk. Og dog er det virkelig Kristi evangelium, for hvilket kejser, pave, sekter, fædre, kirken osv, ikke alene skal vige og lade det beholde ret, men som de også skal antage med hjertelig attrå og taksigelse. De skal tilbede det og med største flid befordre og fremme det, for at det kan blive udbredt mellem andre folk. Og hvis nogen lærer noget andet, det være paven, Augustin, en apostel eller endog en engel fra Himlen, så skal han være fordømt med samt sit evangelium.

     Men ydmyger vi os og viger for vore modstanderes ros og tyranni, så bliver de begge, både papister og sekter, over al måde overmodige og stolte. Sekterne drister sig da straks til at frembringe og lære noget nyt, som verden endnu aldrig har hørt noget om. Og papisterne vil også igen oprette og stadfæste deres vederstyggeligheder. Derfor må enhver se sig godt for, så han kan være sikker i sin sag. For det gælder ikke ære, gods, liv og velfærd, men evig fordømmelse eller salighed. Men du kan være vis på sagen, når du frit og sikkert kan slutte og sige: Det er den rette, skære sandhed, på den vil jeg leve og dø, og den, der lærer anderledes, han hedde og være, hvem han vil, han er forbandet.

     Hidtil har Paulus angivet hovedsagen, som han på dette sted har taget sig for at behandle, nemlig at han ikke har fået eller lært sit evangelium af noget menneske, men ved Jesu Kristi åbenbarelse. Det vil han i det følgende udførlig bevise ved at fortælle mange historier og tildragelser.

 

v13 I har jo hørt om, hvordan jeg tidligere levede i jødedommen, at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den. v14 Jeg gik videre i jødedommen end mange jævnaldrende i mit folk

I denne tekst er ikke nogen særlig lærdom, dog anfører Paulus sit eget eksempel og siger: jeg har forfægtet og forsvaret farisæerstanden og jødedommen langt stærkere og stædigere end I galatere med samt jeres løgneprædikanter nogen sinde kan gøre. Hvis den retfærdighed, der kommer af loven, derfor kunne gælde noget, ville jeg også være forblevet ved den og havde ikke vendt mig fra den, skønt jeg tidligere, inden jeg lærte Kristus at kende, var så øvet i den og forholdt mig sådan, at jeg overgik mange af mine jævnaldrende i mit folk. Desuden har jeg med så alvorlig iver taget mig af at forsvare min fædrene lov og det farisæiske væsen i jødedommen, at jeg derfor på det allerfjendtligste har forfulgt Guds menighed. For jeg fik fuldmagt og befaling af de øverste og kastede mange hellige i fængsel og lænker og fældede dom over dem, når man skulle dræbe dem, og forfulgte dem og tvang dem til at bespotte Gud. Jeg lod det ikke engang blive derved, men blev endnu mere rasende imod dem og forfulgte dem endog til fremmede byer.

 

v14 og brændte mere af iver for mine fædrene overleveringer.

Når Paulus her taler om sine fædrene lærdomme, mener han ikke farisæernes eller menneskelige love, som Hieronymus mener. Han behandler ikke farisæernes anordninger her, men langt højere og større ting. Derfor kalder han den rette og hellige Moselov sin fædrene lov, som den han havde fået af fædrene og i visse måder havde arvet sig til. For denne lov har jeg (siger han) i jødedommen været overmåde nidkær. På samme måde taler han også i Fil 3, 5-6 og siger: ”Jeg er lovtro farisæer, ivrig forfølger af kirken, uangribelig i lovretfærdighed.” Som om han ville sige: Jeg kunne godt med god ære og i sandhed frit rose mig og byde hele det jødiske folk trods, endog de allerhelligste og bedste, at de ikke kan fremstille en eneste blandt sig, som har forfægtet og forsvaret Moseloven heftigere og alvorligere, end jeg har gjort. For jeg var virkelig en særlig ivrer for den fædrene lov, det vil sige, jeg beflittede mig på og gjorde mig største umage for at blive from og retfærdig ved loven. Dette burde rimeligvis have bevæget jer, I galatere, til ikke at skænke forførerne og bedragerne nogen tiltro, som så højt roser lovens gerninger og ophøjer dem så meget, som om de var noget kosteligt og fortræffeligt. Skulle man rose sig af lovretfærdighed, da kunne jeg med grund rose mig langt højere end de.

 

Luthers liv under pavedømmet

På denne måde kan jeg også godt med sandhed sige om mig selv: Har der nogen sinde været nogen under pavedømmet, som, før evangeliet kom frem, har holdt pavens og fædrenes anordninger højt i ære og med stor, alvorlig iver været nidkær for dem, så har jeg sandelig i særdeleshed gjort det. Jeg har for fuldt hjertens alvor anset dem og holdt så fast på dem, som om de var idel helligdom, og som om det var ganske nødvendigt til salighed, at man holdt dem. Desuden har jeg også selv i højeste måde beflittet mig på at holde sådanne anordninger og pint og plaget mit legeme med faste, vågen, beden og andre øvelser, langt mere end alle dem, som nu er mine argeste fjender og forfølgere, fordi jeg lærer, at sådant narreværk ikke kan gøre nogen retfærdig for Gud. For jeg var så flittig med at holde på sådant gøgleri, at jeg derved var kommet ud i overtro og pålagde mit eget legeme mere, end det næsten kunne tåle uden tab af helbredet. Paven tilbad jeg ret med inderligt og hjerteligt alvor, ikke for fede indtægters, gejstlige forretningers og høj værdigheds skyld, men hvad jeg gjorde, det gjorde jeg sandelig af et enfoldigt hjerte, ret god nidkærhed, og fordi jeg mente, at det var rigtig at gøre og burde være til Guds ære osv. Men hvad der var mig vinding, det har jeg med Paulus i Fil 3, 7-8 lært at regne for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. Men vore modstandere, som er gode sikre folk, godt vante til det rolige præsteliv og klosterliv og aldrig i deres levetid har smagt en virkelig åndelig anfægtelse, de tror slet ikke, at jeg eller andre nogen sinde har erfaret sådanne ting. Vi har ladet os det blive så surt og tungt, for at vi blot kunne bringe vore hjerter og samvittigheder til ro og fred for Gud, men kunne dog aldrig nogetsteds finde denne fred i dette gruelige mørke.

 

v15 Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede

Dette er Paulus’ første rejse for at forkynde evangeliet. Hieronymus gør sig her megen umage og siger, at Lukas i Apostlenes Gerninger ikke omtaler denne Paulus’ rejse til Arabien. Som om Lukas nødvendigvis havde måttet opskrive og angive, hvad Paulus hver dag har foretaget sig, hvilket er umuligt. Vi skal lade os nøje og takke Gud, at vi kun har nogle stykker af historien og tildragelserne, hvoraf vi kan hente eksempler og anvisninger.

     Men Paulus vidner da selv her, at han, da han ved Guds nåde var blevet kaldet til at prædike Kristus blandt hedningerne, straks og uden at tøve drog til Arabien og har ikke rådført sig eller talt med nogen om dette sit embede, som han var kaldet til. Her har du teksten, som siger, af hvem han var lært, og ved hvad middel, han var kommet til evangeliets kundskab og til apostelembedet: ”Da Gud besluttede”, siger han, som om han ville sige: Ved at jeg i uforstand og blindhed var nidkær for den fædrene lov, har jeg ikke fortjent Guds nåde eller gjort mig værdig. Ja, denne naragtige og ugudelige nidkærhed har langt mere forblindet mig således, at jeg ved Guds tilskikkelse faldt i et grusomt raseri og mange skændige, onde gerninger. Jeg forfulgte Guds menighed, var Kristi fjende og spottede hans hellige evangelium. Desuden var jeg også årsag i, at meget uskyldigt blod blev udgydt. Det var min fortjeneste og værdighed. Men midt i dette afsindige raseri er jeg blevet kaldet til sådan nåde. Men hvorfor? For dette mit afsindige raseris skyld? Nej, sandelig ikke. Men Guds overstrømmende nåde, som forbarmede sig over mig og kaldte mig, har nådigt forladt og tilgivet mig denne gudsbespottelse. Og for denne min gruelige og forskrækkelige synd, som jeg på den tid holdt for den største hellighed, der var Gud den allerbehageligste dyrkelse, har han rigelig givet mig nåde og sandhedens erkendelse og kaldet mig til apostelembedet.

 

Hellig skidt

Netop ved sådanne fortjenester er vi også kommet til nådens erkendelse. Da jeg var munk, korsfæstede jeg Kristus hver dag og bespottede ham med min falske selvtillid, som stedse hang ved mig. I det ydre var jeg ikke som andre folk, røvere, uretfærdige, horkarle, men holdt fast ved kyskhed, lydighed og armod. Desuden bekymrede jeg mig heller ikke noget om dette nærværende liv, men havde ganske og aldeles hengivet mig til faste, vågen, beden, at holde messer osv. Men ikke des mindre havde jeg dog ved denne hellighed og falske tillid til min egen retfærdighed hemmelig skjult en evig mistillid og tvivl i mit hjerte, så at jeg var bange for Gud, var ham fjendsk og bespottede ham. Min retfærdighed var intet andet end et lokum og Djævelens skønneste rige. For sådanne helgener holder Satan meget af og holder dem for sit allerbedste tidsfordriv. De fordærver selv både deres legemer og sjæle og berøver sig alle Guds velsignelser og himmelske gaver. I deres indre er de fulde af og opfyldte med alt ugudeligt væsen, blindhed, tvivl, gudsforagt, forstår ikke et ord af evangeliet, vanhelliger og skænder de højværdige sakramenter, spotter Kristus og træder ham med fødder og misbruger alle Guds goder. Kort sagt: sådanne helgener er ikke andet end Satans rette fanger og trælle, derfor må de tænke, tale og gøre, hvad han vil, selv om de i det ydre ser ud og anstiller sig, som om de på grund af deres gerninger og deres sure liv var meget bedre end andre mennesker.

 

Luthers høje tanker om paven

Sådanne har vi også været under pavedømmet og har sandelig ikke skændet og bespottet Kristus og hans evangelium mindre end Paulus selv, hvis vi ikke har gjort det mere. I særdeleshed har jeg, for jeg agtede paven så højt, at jeg mente, at den, som ikke holdt med ham i den allerringeste artikel, måtte i evighed blive fordømt og høre Djævelen til. Og i sådan ugudelig mening anså jeg Johan Huss for en så forbandet kætter, at det var synd og imod Gud, blot jeg tænkte på ham. Ja, jeg var så ivrig for paven, at jeg gerne havde kunnet bære ild og stene til, for at få Johan Huss dræbt, om ikke i gerningen, så dog med mit hjertes gode vilje og mening. Jeg havde tænkt, at jeg deri havde gjort vor Herre Gud en kærkomment, velbehagelig gudstjeneste.

 

Åbenlyse syndere er Guds rige nærmere end de gerningsretfærdige

Derfor må du også lade tolderne og skøgerne være fromme og hellige, når du sammenligner dem med disse opdigtede, falske og hykleriske hellige. For de føler dog anger i samvittigheden og erkender, at det er uret og ilde gjort, når de synder; langt mindre formaster de sig til at ville retfærdiggøre sig selv ved deres ugudelige synder. Men de andre erkender slet ikke, at deres grueligheder, afguderi og ugudelige hellighed er synd, men de roser sig endog højt deraf og prædiker derom for al verden, som om sådanne grueligheder er vor Herre Gud allerbehageligste og mest kærkomne offer. De tilbeder det selv for dets store hellighed, lover andre folk, at de skal blive salige derved, og sælger det til dem for penge, som en meget kostelig og salig ting.

     Se, det er nu vor skønne og højtberømte retfærdighed, det er vor store fortjeneste, hvorved vi er kommet til nådens erkendelse, nemlig at vi så fjendsk og djævelsk har forfulgt, bespottet og fordømt Gud selv, Kristus, evangeliet, troen, sakramenterne, alle rettroende, ret gudstjeneste, og derimod lært og oprettet det aldeles modsatte deraf. Og jo helligere vi ville være, desto blindere var vi og tilbad Djævelen selv.

 

v15 Men da Gud besluttede

Vi har fået alt af nåde

Det er så meget sagt: Det er Guds pure og overstrømmende ubegribelige nåde, at han ikke alene har skånet mig, et sådant stort skarn, gudsbespotter, forfølger, som har berøvet Gud sin ære, men han har endog forladt mig alt dette og holdt mig det til gode. Ja, han har dertil så herligt og rigelig begavet og benådet mig med sin nådes evige erkendelse, med sin Helligånd i Kristus, sin søn, med apostelembedet og det evige liv.

 

Guds barmhjertighed er stor mod alle

På samme måde har også vor kære Herre Gud, efter sin barmhjertighed, taget os til nåde, som var nedsunket i de samme synder. Han har ikke alene nådigt forladt og tilgivet os vort ugudelige væsen og vor synd, uden al vor fortjeneste, alene for Kristi skyld, men har endog rigelig udøst de allerstørste og herligste åndelige gaver over os. Men der er desværre mange af os, som ikke alene glemmer renselsen fra de gamle og forrige synder, samt den nåde, som er dem skænket, som der siges i 2 Pet 1, 9, men igen lukker dør og vindue vidt op for Djævelen og begynder at foragte Ordet. Nogle forfalsker det og opretter nye partier, med hvilke det til sidst uden tvivl vil blive værre, end det har været i begyndelsen.

 

v15 havde udset mig fra moders liv

Det er talt på hebraisk vis, og dermed er så meget sagt: Gud har udvalgt, udkåret og forberedt mig. Det vil sige, da jeg endnu var i moders liv, havde Gud forudset, at det ville gå således til, at jeg med sådan ondskab ville rase mod Kristi menighed, og at han derefter af idel nåde ville kalde mig på sandhedens og salighedens vej, midt ud af denne min rasen og gudsbespottelse. Kort sagt, forud og før jeg blev født, var jeg for Gud en apostel, og da tiden kom, er jeg også blevet åbenbar for verden som en apostel.

     Således afskærer Paulus al fortjeneste og giver Gud alene al ære, men sig selv al vanære. Som om han ville sige således: Alle gaver, store og små, åndelige og legemlige, hvormed Gud har villet benåde mig, og alt det gode, jeg i hele min livstid har skullet gøre, det har Herren vor Gud forudset, da jeg endnu var i moders liv og hverken kunne tænke, begære eller gøre noget godt, men var endnu et umodent foster i min moder. Derfor har jeg fået denne gave helt og holdent på grund af Guds forudbestemmelse og forbarmende nåde, da jeg endnu ikke var født. Men siden, efter at jeg blev født, har han holdt mig til gode og overset, at jeg har levet i mange store, gruelige, hæslige og forskrækkelige synder. For at han rigelig kunne vise omfanget af sin over al måde store og uendelige barmhjertighed mod mig for al verden, har han af idel nåde forladt mig mange, utallige og grove synder. Desuden har han også overflødig og uendelig udøst sin nåde over mig, at jeg ikke alene for min person har erkendt, hvor stor en nåde, der er givet os ved Kristus, men at jeg også skulle forkynde og prædike det for andre.

     Sådan er også alle menneskers retfærdighed, som Paulus’ var, især de gamle narres, som frem for andre folk har ladet det blive dem så overstrømmende møjsommeligt i den menneskelige retfærdigheds dynd. Skal de nu blive salige, må det ske af Guds blotte nåde på grund af Kristus, således som Paulus her skildrer det os til et spejl og eksempel.

 

v15 kaldet mig ved sin nåde,

Giv agt på apostelens særlige flid. ”Han kaldte mig”, siger han. Men hvordan? For min farisæerstands skyld? For mit udadlelige hellige levnets skyld? For min bøns skyld? For min fastes skyld? For mine skønne gerningers skyld? Nej på ingen måde. Men meget mindre for min gudsbespottelses, forfølgelses og raseris skyld. Hvordan da? Ved sin pure nåde.

 

v16 at åbenbare sin søn for mig,

Forskellen på lov og evangelium

Her hører du, hvad for en lære, der er givet og betroet Paulus, nemlig evangeliets lære, som er en åbenbarelse af Guds Søn. Som Salme 2, 7 vidner: ”Jeg vil forkynde, hvad Herren har bestemt: Han sagde til mig: Du er min søn, jeg har født dig i dag.” Og i vers 12: ”Kys hans fødder! Ellers bliver han vred, og I går til grunde. Lykkelig hver den, der søger tilflugt hos ham.” Det er en helt anden lære, end ellers alle andre lærdomme. Moses åbenbarer dig ikke Guds Søn, men ved loven åbenbarer han dig synden, samvittigheden, døden, Guds vrede og dom og Helvede. Men alt dette er sandelig ikke Guds Søn. Derfor er evangeliet også en sådan lærdom, i hvilken der aldeles ingen lov er. O Gud, hvem der blot rigtig forstod at skelne her, så man ikke søger nogen lov i evangeliet, men adskiller loven og evangeliet så langt fra hinanden som Himlen er fra jorden. Vel er forskellen imellem disse to lærdomme i sig selv ganske let, tydelig og enkelt, men for os er det mange gange svært, ja, næsten helt ubegribeligt. Du kan snart og rigtigt sige, at evangeliet intet andet er end en åbenbarelse af Guds Søn og en sand erkendelse af Jesus Kristus, og at det ikke er en lovens åbenbarelse eller kundskab. Men når det kommer til kamp og strid i samvittigheden, og man skal forsøge det i praksis og holde fast ved det, så er det en overmåde vanskelig ting, også for dem, som er vel prøvede, at kunne holde urokkeligt fast ved det.

 

Hvad evangeliet er, og hvad papisterne har gjort det til

Når evangeliet er en åbenbarelse af Guds Søn, som Paulus her siger, så er det sikkert, at det ikke anklager eller ængster de stakkels samvittigheder, truer ingen med døden og fører heller ikke til fortvivlelse, som loven plejer at gøre. Evangeliet fremholder Guds Søn. Det er det imidlertid umuligt, at overbevise papisterne om. Derfor har de gjort en lov om kærligheden af evangeliet. Nej, evangeliets genstand er Kristus. Det er Guds værk, som skænkes os ganske gratis. Dette lærer og fremholder evangeliet, ikke den menneskelige fornuft eller visdom, ja, end ikke Guds lov. Denne gave kan alene modtages ved troen.

     Dette bliver åbenbaret af Gud alene, som Paulus her siger: Først ved det ydre ord, dernæst i det indre ved Helligånden. Evangeliet er altså et guddommeligt ord, som kommer ned fra Himlen og bliver åbenbaret ved Helligånden, der netop blev sendt til dette formål. Det ydre ord går altid i forvejen. Paulus selv hørte også først det ydre ord fra Himlen, før han fik den indre åbenbaring. Han hørte nemlig ordene i ApG 9, 4. ”Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig.” Han hørte først det ydre ord og derefter fulgt den indre åbenbaring, ordets kundskab, troen og andre åndelige gaver.

 

v16 for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne,

Mærk, hvor skønt Paulus sætter og ordner sine ord efter hinanden. Han siger: ”Gud besluttede at åbenbare sin søn for mig.” Hvorfor? Ikke alene for at jeg selv skulle tro på hans søn, men for at jeg også skulle forkynde ham blandt hedningerne. Men, hvorfor ikke blandt jøderne? Her ser du, at Paulus specielt blev sendt til at være hedningernes apostel, skønt han også har prædiket Kristus blandt jøderne.

     Som han ofte plejer, viser han her på det allerkorteste, hvad hans teologi er, nemlig intet andet, end at forkynde Kristus blandt hedningerne. Som om han ville sige sådan: Jeg vil ikke besvære hedningerne med loven, for jeg er hedningernes apostel og en evangeliets forkynder, og ikke hedningernes lovgiver. Således retter han alle sine ord mod de falske apostle. Som om han ville sige: Kære galater, I har sandelig endnu aldrig hørt af mig, at jeg har lært jer om den retfærdighed, som kommer af loven og gerningerne; for dette tilkommer egentlig Moses og ikke mig, Paulus, fordi jeg er hedningernes apostel. Mig er det embede betroet, at jeg skal forkynde evangeliet blandt jer, og at jeg netop skal forkynde jer den samme åbenbaring, som jeg selv har modtaget. I skal derfor ikke høre efter nogen lærer, som prædiker loven for jer, for blandt hedningerne skal der ikke prædikes nogen lov, men evangelium, ikke nogen Moses, men Guds Søn, ikke retfærdighed af gerninger, men af troen. Dette er den rette prædiken, som hører til blandt hedningerne.

 

v16 da rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod,

Hieronymus har på dette sted en stor og hård strid med Porphyrius og Julianus, som beskyldte Paulus, og særlig dadlede ham for at være alt for stortalende og ærgerrig, fordi han ikke havde rådspurgt sig med de andre apostle om sit evangelium og fordi han havde kaldt apostlene kød og blod.

 

Hvad Paulus mener med kød og blod

Men for kort at tale derom, er meningen denne, at Paulus på dette sted, når han siger kød og blod, ikke taler om apostlene, for han tilføjer straks efter: ”drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig.” Derfor vil han kun antyde dette alene og give at forstå, at han, efter at denne åbenbaring af Kristus var overgået ham, ikke rådspurgte sig med noget menneske i Damaskus om evangeliet, meget mindre har han ønsket at lære det af nogen. Ligeledes, at han heller ikke drog op til Jerusalem til Peter eller de andre apostle for at lære evangeliet af dem. Men da Ananias havde døbt ham og lagt hænderne på ham, (for han måtte også have et ydre tegn og vidnesbyrd om sit kald), så prædikede han i Damaskus, at Jesus er Guds Søn. Det samme skriver også Lukas i ApG 9, 20-21.

 

v17 og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus.

Det vil sige, forud og inden jeg endnu havde set eller rådført mig med nogen apostel, drog jeg til Arabien og påtog mig straks mit embede at forkynde evangeliet blandt hedningerne, hvortil jeg var kaldet og som jeg havde modtaget guddommelig åbenbaring om. Heraf er det nu klart åbenbart, at Hieronymus ikke havde behøvet at spørge, hvad Paulus havde udrettet i Arabien. For hvad andet skulle han vel ellers have gjort end at prædike Kristus? For han siger jo selv, at Guds Søn er blevet åbenbaret for ham, for at han skulle forkynde ham blandt hedningerne. Derfor begiver han sig også snart fra Damaskus, som var en hedensk by, til Arabien, hvor der også var hedninger, prædiker Kristus der og varetager sit embede på det flittigste. Han går ikke først hen og lader et menneske undervise sig i evangeliet, end ikke apostlene selv, modtager ingen tilladelse eller magt dertil af dem, men lader sig det være nok, at han er kaldet fra Himlen og fået åbenbarelse af Kristus.

     Men med alt dette, vil Paulus intet andet udrette, end at han vil gendrive og tilintetgøre de falske apostles bevisgrund, som de havde fremført imod ham. For de fremstiller det sådan, som om han skulle have været en lærling eller discipel af de andre apostle, som alle levede og vandrede efter Moses’ lov. Ligeledes at Paulus også selv havde levet og vandret efter loven, derfor måtte det også nødvendigt være sådan, at hedningerne også holdt loven og lod sig omskære. For nu at tilintetgøre deres løse påstand, fortæller han denne lange historie og siger: Forhen og inden jeg var omvendt til kristendommen, har jeg sandelig ikke lært mit evangelium af apostlene, heller ikke af andre troende, for jeg har ikke alene på det yderste forfulgt denne lære, men også Guds menighed og skadet den. Heller ikke efter min omvendelse har jeg lært af dem eller nogen anden, for straks derefter prædikede jeg Kristus i Damaskus, da jeg endnu ikke havde rådført mig med nogen, ja i det hele taget endnu ikke set nogen apostel.

     Sådan kan vi jo også rose os af, at vi sandelig heller ikke har modtaget vor lærdom af paven. Vel er det sandt, at vi har Den Hellige Skrift, sakramenterne og de ydre tegn fra ham, men at vi også skulle have læren af ham, det er ikke rigtig, for Gud alene har givet os den. Dertil har vi også gjort os al flid, studeret, læst og omhyggeligt ransaget Skriften. Derfor er det aldeles ugrundet, at vore modstandere nu vil foregive og sige: Hvem, vil vel tro jeres lære, I lutheranere, fordi I ikke har noget offentligt embede? I skal modtage jeres lære fra paven og biskopperne, som dem, der er beskikkede dertil og er i deres ordentlige embede osv.

 

v18 Dernæst, efter tre års forløb, drog jeg op til Jerusalem for at træffe Kefas, og jeg blev hos ham i fjorten dage, v19 men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror.

Paulus nægter ikke, at han har været hos apostlene, ja, han bekender direkte, at han har været hos dem, dog ikke hos alle. Men han tilkendegiver, at han drog op til dem, ikke efter befaling, men frivillig, af sig selv, og det ikke af den årsag, at han ville lære noget af apostlene, men alene for at besøge Peter. Nøjagtig det samme skriver også Lukas i ApG 10, 27, nemlig, at Barnabas bragte Paulus til apostlene og fortalte dem, at Paulus på vejen havde set Herren, og hvordan Herren havde talt med ham, ligeledes, hvor frimodig han havde handlet i Damaskus i den Herre Jesu navn. Dette vidnesbyrd gav Barnabas ham.

     Derfor er alle ord rettede hen på, at han tilstrækkelig kan vise, at hans evangelium ikke er af mennesker osv. Han bekender vel, at han har set Peter og Jakob, Herrens bror, men ellers ingen andre end disse to, dog sådan, at han alligevel ikke havde lært noget af dem. Derfor tilstår han, at han havde været i Jerusalem hos apostlene, og heri har de falske apostle talt ret. Endvidere tilstår han også for dem, at han havde vandret efter jødisk skik og sædvane, men dog sådan, at han aldrig har gjort sådant uden hos jøderne alene. For Paulus har alle vegne holdt sig efter den regel, som man plejer at sige: ”Når du er i Rom, skal du følge de romerske skikke.” Dette vidner han om sig selv i 1 Kor 9, 19-22: ”Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven. For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen.” Derfor indrømmer han så meget af de falske apostles påstand, at han har været i Jerusalem hos apostlene, men han tilstår ikke, at han skulle have lært sit evangelium af apostlene, eller at han var blevet tvunget til at lære evangeliet sådan, som apostlene skulle have angivet og foreskrevet ham. Derfor ligger al vægten på det lille ord ”se” eller ”træffe”, for han siger: ”jeg op til Jerusalem for at træffe Kefas”. Han siger ikke: ”for at lære af ham”. Derfor har hverken Peter eller Jakob været mine læremestre. Han så ikke nogen af de andre.

     Men hvorfor indprenter Paulus dette med så mange ord og siger, at han ikke havde modtaget sit evangelium af noget menneske, end ikke lært det af apostlene selv? Man bliver jo næsten træt af at høre det. Det er ham alt sammen om at gøre, at han kan gøre menighederne i galatien visse og forsikret om, at hans evangelium er det rette og sande Guds Ord, derfor driver han så heftigt på med det. Og hvis han ikke havde holdt så kraftigt på med dette stykke, havde han heller ikke kunnet stoppe munden på de falske apostle. De havde da overalt taget dette frem og sagt: Vi er i alle måder lige så gode som dig, Paulus, for vi er lige så vel apostlenes disciple, som du er. Desuden er du, som en enkelt person, alene, men af os er der mange, som holder sammen og er af samme mening. Derfor overgår vi dig langt både i henseende til anseelse og mængde. Derfor måtte apostelen optræde bestemt og rose sig, sige og sværge med dyre ord, at han på ingen måde havde modtaget sit evangelium af noget menneske, ja end ikke lært det af apostlene selv. Og sandelig var det ham højt nødvendigt at fare så højt frem med denne ros, ikke for forfængelig æres skyld, som Porphyrius og Julianus bespottelig siger. De har aldrig kunnet indse, hvor magtpåliggende det var Paulus, og hvorfor det var ham så meget om at gøre med denne ros, ligesom heller ikke Hieronymus selv til fulde har forstået dette.

     For det var af så stor vigtighed, at, hvis han ikke havde understreget dette på denne måde, ville hans apostelembede være blevet foragtet, og som følge deraf også de kristne menigheder forført i vildfarelse til deres fordærv. Det var derfor højt nødvendigt på grund af hans apostelembede og alle Kristi menigheders skyld med en sådan hellig pragt at rose sig af, at han havde modtaget sit kald og evangeliets åbenbarelse af Kristus selv, så de, som hørte ham, kunne blive visse og forsikrede i deres samvittigheder på, at hans lære er Guds Ord. Derfor var det sandelig ingen spøg, men en stor og alvorlig sag, at han derved kunne bevare alle Kristi menigheder i den saliggørende lære. Kort sagt, det handlede om evigt liv eller evig død, for hvis man mister det rene og sande Guds Ord, kan man ikke mere have nogen trøst, nogen salighed, noget liv. Paulus har da dermed søgt at opholde Kristi menigheder i den rette lære. Han kæmper ikke for sin egen ære, for at forsvare den, som Porphyrius bespottelig siger. Derfor har han straks med den historie villet vise, at han ikke havde modtaget sit evangelium af noget menneske. Desuden at han efter guddommelig åbenbaring i nogle år, tre eller fire, havde prædiket i Damaskus og Arabien netop det samme evangelium, som også de andre apostle forkyndte, endnu før han havde set én eneste af de andre apostle.

     Hieronymus har her sin særdeles lyst og tidsfordriv med en hemmelighedsfuld tolkning af de femten dage. Ligeledes siger han, at Paulus i disse femten dage havde lært af Peter, og af ham er blevet undervist i ottetallets og syvtallets hemmelighed. Men det gør intet til sagen, for Paulus siger med tydelige ord, at han kom til Jerusalem alene for at træffe Peter, og forblev hos ham i femten dage. Havde han nu da først skullet lære evangeliet af Peter, så havde han vel måttet blive hos ham nogle år, i femten dage kunne han sandelig ikke være blevet til så høj en apostel, så mægtig og kraftfuld en hedningernes lærer. For ikke at tale om, hvordan han (som Lukas vidner i ApG 9, 29-30) i disse femten dage faktisk lærte i den Herres Jesu navn med al frimodighed og talte og diskuterede med grækerne.

 

v20 Jeg tager Gud til vidne på, at hvad jeg skriver her, ikke er løgn!

Hvorfor sværger Paulus derpå? Svar: Fordi han fortæller en begivenhed, er han tvunget til at sværge, så menighederne kan tro ham, og de falske apostle ikke sige: Hvem ved dog, om det også er sandt alt, hvad Paulus siger?

     Her ser du, at Paulus, en så stor Kristi apostel, alligevel har været så ringeagtet, at han endog har måttet sværge for sine galatere, som han havde forkyndt Kristus for, så de skulle tro, at han var af sandheden. Men er det gået apostlene sådan, at de har haft deres foragtere, og blandt disse har der måske også været en del store, fortræffelige og ansete mænd, som har været uforskammede nok til at turde beskylde dem for løgn. Hvad mærkeligt er der da i, at det nu også går os på samme måde, vi, som dog ikke er værdige til at blive sammenlignet med apostlene? Det synes måske derfor, som han har svoret i en ubetydelig sag, nemlig at det var sandt, at han ikke blev hos Peter for at lære noget af ham, men kun for at blive kendt med ham, men når man nøje og med flid skuer ind i denne begivenhed, så er det sandelig en alvorlig og vigtig sag, som det fremgår af det, som er sagt ovenfor. Således sværger vi da også efter dette Paulus’ eksempel og siger: Gud ved, at vi ikke lyver.

 

v21 Dernæst tog jeg til Syrien og Kilikien.

Syrien og Kilikien er lande ikke langt borte fra det samme område. Men det er her, som ellers altid og alle vegne, Paulus om at gøre, at han kan bekende og bevise, hvordan han både før og efter at have set apostlene, prædikede det evangelium, som han havde modtaget ved Kristi åbenbarelse, og aldrig som en discipel lært dette af nogen.

 

Men af person var jeg ubekendt for Kristi menigheder i Judæa, kun havde de hørt: den, som os tidligere forfulgte, prædiker nu den tro, som han tidligere ville udrydde, og de priste Gud for mig.

 

v22-24 Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa; de havde bare hørt om, at han, der før forfulgte os, nu forkynder den tro, han tidligere ville udrydde, og de priste Gud for mig.

Dette føjer han til, så han af tildragelsen desto bedre og kraftigere kan slutte det, som han vil bevise, idet han siger, at han har prædiket i Syrien og Kilikien, efter at han allerede var blevet kendt med Peter. Han prædikede sådan, at han fik vidnesbyrd derfor i alle kristne menigheder i Judæa. Som om han ville sige således: Jeg beråber mig på alle kristne menigheders vidnesbyrd, endog deres, som er i Judæa. Ikke alene i Damaskus, Arabien, Syrien og Kilikien, men også de menigheder, som er i Judæa bekender og vidner, at jeg har prædiket den tro, som jeg en gang forfulgte, og de priste Gud for mig. Ikke fordi jeg har lært at holde omskærelsen og Moses’ lov, men for den tro, jeg har prædiket, og for de menigheder, som jeg har opbygget og oprettet i Kristus ved mit evangeliums embede. Derfor har I nu vidnesbyrd ikke alene fra dem i Damaskus og Arabien osv., men fra hele den almindelige kristne kirke eller forsamling i Judæa.

 

 

 

 

Store Galaterbrevskommentar - kap. 2