Tredje juledag
(Skt. Johannes Apostels dag)

Prædiken over epistelen. Siraks Bog 15, 1-6.

v1 Sådan handler den, der frygter Herren;

den, der er hjemme i loven, finder visdommen.

v2 Hun vil møde ham som en moder

og tage imod ham som en brud.

v3 Hun vil give ham indsigts brød at spise

og visdoms vand at drikke.

v4 Han støtter sig til hende og vil aldrig bøje af;

han holder sig til hende og vil aldrig blive til skamme.

v5 Hun vil ophøje ham over hans omgivelser

og få ham til at tage ordet i forsamlingen.

v6 Glæde og festkrans og et evigt navn får han i eje.

 

Følg ikke din egen skygge

Denne epistel er ingen lære, men en lovprisning. For den siger ikke, hvormed og hvordan man skal gøre godt, men hvordan det går dem, som gør godt. Derfor er den kun en opmuntring og formaning til at gøre det gode, som man i forvejen kender. Sådan deler også Paulus i Rom 12 al prædiken i to dele. Noget kalder han lære, noget formaning. Læren meddeler hvad man tidligere ikke kender eller har. Formaningen opmuntrer driver og opvækker, at læren ikke må blive liggende ufrugtbar, samt trøster mennesket så det holder ud og ikke bliver træt. Derfor er denne del af prædikenen lettere end den første. Den er dog såre nødvendig og nyttig.

       Den som nu vil opmuntre, vække,  trøste og formane en anden, må foreholde ham grunde, som kan bevæge ham, nemlig hvor særdeles nødvendigt, hvor nyttigt, hvor prisværdigt og hvor ærefuldt det er, om man gør det. Og på den anden side, hvor skadeligt og skammeligt, det er, om man undlader det. Sådan gør denne epistel også. Den peger hen på den store nytte og ære, der bliver dem til del, som frygter Gud og elsker retfærdighed. Det skal vi nu se nærmere på.

       Hvad gudsfrygt og retfærdighed er, siges ikke her, men ovenfor har vi ofte talt derom, at gudsfrygt nemlig består deri, at mennesket ikke bygger på sig selv, eller på hvad det har, hverken forlader sig på sin ære eller magt, rigdom, styrke, gunst og evner, ja end ikke på sine gode gerninger eller sin gode levevis, men drager i alle ting omsorg for, at han ikke synder, og er bange derfor. Ja han véd, at om Gud med alvor og efter sin dom ville handle med ham, så var han tusinde gange fortabt. Derfor ophøjer han sig heller ikke i nogen ting over det allerringeste menneske på jorden, forbliver ydmyg og mild i al sin livsførelse og gerning. Viser sig ikke stolt mod nogen, viger gerne og lader sig sige. Se, denne ydmyghed gør da, at alle hans gerninger er gode. For Peter siger i 1 Pet 5, 5: ”Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge viser han nåde”. Hvad der da sker i denne nåde, det er alt sammen vel gjort.

       Så har vi også hørt om retfærdigheden, at den ikke er andet end troen, hvormed det er sådan fat: For det første, fordi ingen kan bestå for Guds dom, og da mennesket må frygte i alt sit væsen og alle sine gerninger, så driver en sådan frygt det til at søge og finde noget andet uden for sig selv, som det kan bygge på, forlade sig på og sådan bevares.Det er Guds rene og skære barmhjertighed, tilvejebragt og tilsagt os i Kristus. At forlade sig på det, en sådan tro og fortrøstning gør retfærdig og from for Gud, sådan som Paulus siger i Rom 1, 17: ”Den retfærdige skal leve af tro.”

       Så meget mennesket nu frygter, når det ser hen til sig selv, og for Guds dom i alle stykker bliver en synder, så meget trøster det sig ved Guds fremmede nåde og bliver for den i alle stykker retfærdig. Sådan må de to blive hos hinanden: Dom og nåde, frygt og tillid. Dommen skal fremkalde frygt, nåden skal fremkalde tillid eller fortrøstning. Sådan hæver frygten ved dommen os ud af os selv og af alt vort, men tilliden hensætter os i Gud og i alt, hvad Gud er, så vi altså ikke bygger på noget godt hos os selv, men kun på Guds gode ting. Da opfyldes det ord i Sl 147, 11: ”Herren glæder sig over dem, der frygter ham, og som håber på hans trofasthed.”

       Er nu troen ret, så handler mennesket på sin side imod næsten sådan, som det tror Gud har handlet og handler imod det, og viser også idel nåde mod ham, tilgiver ham, bærer og tolererer ham, hjælper ham ud af hans elendighed og gør ham delagtig i sine egne goder, lader ham nyde alt, hvad det selv har, nægter ham intet. Sætter legeme, liv, gods og ære til for ham, i alle måder sådan som Gud har gjort mod det selv. For dette tror mennesket, at Gud gør imod ham af lutter nåde, uanset hans store uværdighed, og Gud gør det visselig også imod ham, sådan som han tror.

       Ligesom Gud derfor udgyder sig over ham og overøser ham med sine goder uden at agte på hans uværdighed, sådan udgyder han sig over sin næste og udøser over ham, hvad han har, uanset om han er hans fjende eller ikke har fortjent det. Han er også sikker på, at han ikke nogensinde kan udtømme sig for jo mere han udgyder, desto mere skænker Gud i, og jo mere han fylder sin næstes med sine goder, desto større fylde modtager han af Guds goder.

       Se det er den rette sande tro som gør mennesket retfærdigt for Gud. Det er den kristelige retfærdighed, som modtager fra oven og strømmer ud hernede, sådan som det er afbildet i Dom 1, idet den hellige fader Kaleb gav sin datter Aksa et stykke land, som var vandrigt for oven og vandrigt for neden, det er at det havde rindende vand for oven og for neden hvorved det blev frugtbart og kosteligt. Sådan er det også med troen, som sagt er. Det kan man ikke prædike nok om. Aksa betyder på vort sprog: smykke eller prydelse på sko, og er den kære lille Grete med de røde sko, Guds datter, den troende sjæl, der vandrer i de skønne røde forgyldte sko. Om dem siger Paulus i Ef 6, 15: ”Tag sko på fødderne”. Hvilke? ”Villighed til at gå med fredens evangelium”. Se når hjertet vandrer i evangeliet og lever i det samme ord ved troen, så er det Aksa, den lille Grete medde skønne sko, hvorom også Salomo siger til bruden i Højsangen 7, 2: ”Hvor er dine fødder i sandalerne smukke, fyrstedatter!”
       Nu ville vi betragte de grunde, som driver og opmuntrer til sådan gudsfrygt og retfærdighed.

 

 

Den første bevæggrund:
At gøre godt

Al verden taler om at gøre godt, men vil du vide hvordan du skal gøre godt, så hør her: Gør ikke som dårerne, der ser på gerningerne og af gerningerne udvælger sig hvad der skal være godt eller ikke godt. De gør derved forskel på gerningerne. Nej ikke sådan, lad gerningerne være uden forskel, lad den ene være som den anden, men frygt Gud og vær retfærdig, som sagt er. Gør dernæst, hvad der møder dig, så er alt sammen vel gjort,om det end ikke var andet end at køre gylle og drive æsler.

       Her står teksten urokkelig: Den, som frygter Herren, skal gøre godt. Han gør, hvad han vil og kan, hans gerninger er gode. Ikke for gerningernes skyld, men for hans gudsfrygts skyld. Se her, hvilken stor trøst det er, hvor fuld af gode gerninger, du bliver i en fart, så hele dit liv er godt, når du frygter Gud. Når du spiser, drikker, går, står, ser, hører, sover og våger, så er det hele vel gjort. Hvem skulle ikke af sådan gavn lade sig opmuntre til gudsfrygt? Se, det er Guds små får, hos hvem intet er uden nytte, selv deres møg tjener til at gøde marken med.

       Derimod gør gernings-udvælgerne og de valg-hellige med deres udkårne, udvalgte gerninger, ingen god gerning. Hvorfor ikke det? De frygter ikke Gud, sætter deres ting meget højt, forlader sig ikke på Gud; derfor er også de gerninger onde, som de holder for de bedste. For det står fast: Den, som frygter Gud, hans gerning er god. Den, som ikke frygter Gud, hans gerning er ikke god.

 

 

Den anden bevæggrund:
At gribe retfærdighed

For sådan siger han: Den, som holder fast på retfærdighed, skal gribe den. Meningen er imidlertid her den samme, kun med andre ord. At holde fast på retfærdighed er det samme som at holde fast på troen og blive i den. Den som gør det, griber retfærdigheden, så at det bliver hans egen, sådan, at alt, hvad han gør og lever, er retfærdigt. Han har modtaget den, så han bor deri som i sit arvegods. Den, som derfor vil gøre ret og leve i retfærdighed, skal tro og holde fast på den, gøre ret og leve i retfærdighed. Han skal tro og holde fast på det og dernæst gøre gerningerne som de falder ham for, så har han den fordel, at han ikke behøver at søge eller spøge efter, hvordan disse gerninger skal blive retfærdige. De er allerede retfærdige, netop idet de sker, og retfærdigheden er uden søgen og uden udvælgelse allerede grebet deri, fordi han holder fast på den ved troen.

       Men de vantro, som lader retfærdigheden fare, dem farer den også til gengæld bort fra i alle deres gerninger. Selvom de ofte snapper efter den, som en hund efter fluerne, så undslipper den dem dog, som Paulus siger i Rom 9-10 om jøderne, at de jagede efter retfærdighed, men fik den dog ikke. De ligner dem, som løber efter deres skygge. De ville med gerninger jagte retfærdigheden, men den flyr for dem, lader sig ikke gribe, fordi de i forvejen ikke har ladet sig gribe i troen og således har holdt sig til retfærdigheden. Hvis det var tilfældet var den senere greben i alle deres gerninger, og skyggen ville da af sig selv følge dem.

 

 

Den tredje bevæggrund:
Den skal møde ham som en ærens moder

Hvad vil det sige? Det er talt på hebraisk vis. Som man ifølge den plejer at tale om visdommens børn, på samme måde om ondskabens børn, vredens børn, fordømmelsens børn, sådan tales også her om retfærdighedens børn. Den som nu er et syndens barn eller et uretfærdighedens barn, har en skændsels moder, som han må skamme sig ved og ikke kan glæde sig ved. Den som er retfærdighedens barn har en ærens moder, som han må rose sig af og glæde sig ved. For også en naturlig moder er, hvis hun er en redelig kvinde, sit barn til ære, ros og trøst. Derimod til vanære for det, hvis hun er uredelig, så at der næppe kan være en bitrere forsmædelse, end om man forekaster en hans moders vanære og udskælder ham for et uægte eller en slet moders barn. Nu vil den vise mand, at retfærdigheden modtager sit barn på det aller-venligste, som en moder sit barn, når hun møder det. Det vil sige, at hun altid er beredvillig mod det, gør hvad hun af sit ganske hjerte og af alle sine kræfter er i stand til. Dermed vil han udtrykke, hvad for en stor sikkerhed, trøst, fred, lyst og ære der vederfares et sådant hjerte også for Gud ved troen. For en naturlig moder favner, kysser, bærer og løfter sit barn, tragter til stadighed kun efter at komme det i møde og være forekommen imod det, og der er ingen større velvilje end en moders velvilje mod sit barn. Sådan gør retfærdigheden også: Den favner, løfter og bærer mennesket. Kommer det i møde i alle ting, så det hviler i tryghed og hjertets fred og er delagtigt i dens store ære, kan rose sig deraf for Gud, for retfærdigheden er en ærens moder.

 

 

Den fjerde bevæggrund:
Og som en ung brud skal den modtage ham

Hvad skal det sige? Det er netop den foregående tanke med andre ord, for at udtrykke, hvor omhyggelig retfærdigheden er for sit barn, idet han endog sammenligner dets sindelag med en ung bruds, som forhen ikke har været nogens hustru, og vil sige: Ligesom en jomfru, der nu for første gang er blevet hustru, er til sinds mod sin brudgom, sådan er retfærdigheden sindet mod sit barn. Hvordan en sådan bruds hjerte føler, vil jeg lade dem fortælle, som have erfaret det. Det er også noget, som er almindelig omtalt, at ingen kærlighed eller omhu kan være større end den, som en ung brud viser sin brudgom, og Skriften er fuld af tale om brudekærlighed, derfor kaldes retfærdigheden her en jomfru-hustru, en, som netop er blevet hustru, som ikke tidligere har været forelsket i en mand. For en enke, som forhen har været gift, har ikke et sådant sind lige overfor sin anden brudgom.

       Se, hvor træffende og dybt begrunder den vise mand sin formaning. Er dette ikke stærke og glødende opmuntringer til tro og gudsfrygt? Hvordan kunne han have fundet på en yndigere lignelse end billedet af en redelig moder overfor sit barn og en ung brud overfor sin brudgom? Billedet af en kvinde er af naturen mere egnet til at fremstille kærlighed og gunst, end billedet af en mand. Nu, denne retfærdighedens gunst og kærlighed til os og omhu for os kunne vi ikke nå med gerninger. Det må alt sammen blive erfaret i hjertet. Da føler samvittigheden i troen ganske sådan tryghed, lyst og kærlighed i retfærdigheden, som et barn kan finde hos sin moder, og en mand hos sin unge brud.

 

Den femte bevæggrund:
Den skal bespise ham med livs og forstandigheds brød

Det er det samme som, at den skal bespise ham med, liv og forstand. Det går sådan til: Ligesom det naturlige brød ikke blot opholder legemet, men nærer det også, så at det vokser og tiltager, bliver sundt og får et godt udseende, bliver stærkt og friskt til arbejde, sådan nærer også retfærdigheden mennesket, så det fra dag til dag tiltager i ånd og får daglig mere og mere forstand såvel på det guddommelige som på alle andre ting, sådan som erfaringen viser os. Og uden erfaring er det en uforståelig tale, for alt, hvad et sådant menneske betragter, det tjener til dets ånds uddannelse, og deraf henter det forstand. Det må blive fuldt af liv og forstandighed, når det omgås Skriften. Sådan har Salomo lært mange ting, som vi ser af hans Ordsprog og hans Højsang, men han sætter livet foran forstandigheden, for forstand uden liv er til ingen nytte. Og denne forstandighed skal ikke forstås om den, som hedningerne og den naturlige fornuft bringer i timelige ting, men om den som troen giver i det åndelige og guddommelige. Den som gør sjælen levende for Gud og lærer den, hvad den bør vide til salighed.

 

 

Den sjette bevæggrund:
Den vil skænke ham med den sunde visdoms vand

Dette er det samme som det foregående, lige ledes udtalt om åndens vækst, og fremhæver især den sunde visdom med udelukkelse af verdens og menneskers visdom, som ikke er sund. Og med at skænkes at drikke går det til på samme måde som med det at bespises, at mennesket nemlig øser visdom af alt, som kommer det for. Det må blive dets græsgang, alt hvad der findes i himmelen og på jorden, men især Skriften, som det alene opfatter i den rette heldbringende forstand og næres ved.

 

 

Den syvende bevæggrund:
Derved skal han blive stærk

Hidtil har han opregnet den gavn og den frugt, som mennesket har af retfærdigheden i fred og hos sig selv. Nu nævner han, hvad den udretter i strid og overfor fjenderne. Han siger: Derved skal han blive stærk. Det vil sige, at den gør ham stærk, så han ikke blot kan modtage disse ovennævnte goder, men også forsvare og beholde dem, trods alle anfægtelser, som vil tage dem fra ham. Dermed bekender han, at den, som frygter Gud og vil være from, har arbejde, strid, og megen møje. Korset vil ikke udeblive, som også Paulus siger i ApG 14, 22: ”Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige.” Hermed kommer han de skrøbelige og forsagte i møde, som gerne modtager sådanne store opmuntringer, men klage over, at de derved må sætte på spil gods, ære, legeme, liv og alt, hvad de har. Dette nægter han ikke. Tænker heller ikke på at afvende det og give en svag trøst, men styrker modet og opmaner derimod. Han trøster dermed, at retfærdigheden, når han holder fast på den, vil give ham mod nok, gøre ham stærk og hård, så han godt kan tåle det alt sammen.

 

 

Den ottende bevæggrund:
Så han kan stå fast

Det er netop det samme som, at den er fast i ham. Hvad vil du have mere, når du bliver så stærk, at du overvinder alle ting? Dette formår de gernings hellige ikke, de står ikke, hos dem er der ingen fasthed, men idel vaklen og liggen under. De hænger ved, hvad de selv har, og det kan man godt tage fra dem, så tager man dem også selv med. Men den kristne, troende retfærdighed hænger ved Guds barmhjertighed. Den kan ingen tage, så kan heller ikke nogen tage dem, som hænger ved den, om man end tager alt andet fra dem.

 

 

Den niende bevæggrund:
Han skal holdes fast ved den

Det vil sige, at han skal blive opretholdt ved den med ære. Her bekender den vise mand, at det gudfrygtige, troende menneske ikke alene må lide meget ondt, men desuden også udholde spot og forsmædelse. For de kristnes lidelser består egentlig ikke deri, at de lider ondt som andre mennesker, men deri, at de lider det under forhånelse og forsmædelse som de allerværste misgerningsmænd, sådan som Kristus har lidt. Derfor kaldes det også Kristi lidelser eller korsets lidelser. Den kristne griber ikke efter den timelige ære, men efter den ære, som man skal have i samvittigheden og for Gud. Sådan er alle martyrer dræbte, ikke som om de havde forskyldt nogen timelig vanære og skændsel, men som om de var Guds fjender og bespottere. At nu ingen skal forskrækkes for det, så trøster og opmuntrer han her med de ord, at den, som tror, skal opholdes og bestå med al ære for Gud og verden.

 

 

Den tiende bevæggrund:
Han ikke skal blive til
skamme

Det er ligesom det forrige med andre og tydeligere ord. Den lader vel skam og forsmædelse gøre stormløb på ham, for at dens magt kan blive prøvet og forsøgt, ligesom også Visd 10, 12 siger om den: ”I den hårde kamp gav hun ham sejrsprisen, for at han skulle forstå, at gudsfrygt er det stærkeste af alt.”Der må jo være prøvelse, og det kan ikke gå af uden forsmædelsen må ramme og røre også hjertet, så at han en stund forskrækkes og bæver, som om Gud ville lade ham blive til skamme. Men imod dette hjælper den ham, så at han får en fast fortrøstning, og derved bliver han opretholdt og træder forsmædelsen under fødder. Det er alt sammen fjernt fra de gerningshellige.

 

 

Den ellevte bevæggrund:
Den skal ophøje ham over hans næste

Det vil sige, han bliver ved sådan prøvelse og strid kun desto større og bedre kendt hos og for andre folk, sådan som Paulus i 1Kor 11, 19 siger, at det ved partier bliver åbenbart, hvem der er de retskafne kristne. For sådan anfægtelse gør ham kendt og priselig for enhver, så man roser ham derfor og holder ham i ære. De gerningshellige derimod har ingen modgang, så at ingen ved noget om dem. Det er uprøvede og uerfarne folk, kun vante til sit væsen, véd intet at sige om Guds goder og gerninger.

 

 

Den tolvte bevæggrund:
og skal oplade hans mund midt i forsamlingen

Det bliver en god prædikant og lærer af en sådan, for ved troen forstår han alle ting ret, og ved anfægtelsen prøver han det senere alt sammen, så at han bliver sikker på det, derfor kan han visselig tale derom og give enhver undervisning. Træffende siger Tauler derom: Et sådant menneske kunne godt dømme og undervise hele verden. Uden sådan prøvelse bliver ingen en god prædikant. Det bliver kun idel snakkehoveder, som selv ikke véd, hvorom og hvorhen de taler, sådan som Paulus siger i 1 Tim 1, 7:”De vil være lærere i loven, men forstår hverken det, de selv siger, eller hvad det er, de udtaler sig så sikkert om.” Det er unyttige snakkehoveder, siger han.

 

 

Den trettende bevæggrund:
 Og den skal fylde ham med visdoms og forstands ånd

Ovenfor har han sagt: Den skal bespise ham med forstands brød og skænke ham med visdomsvand. Det er før anfægtelsen, da Guds gaver blot er modtaget og endnu ikke er prøvet. Men efter anfægtelsen, når mennesket er forsøgt og prøvet, bliver han ikke alene fyldt med visdoms og forstands gaver, men også med disse gavers giver, Helligånden selv, og ganske fuldkommengjort. Ikke sådan at forstå, at Helligånden ikke også tidligere har været i ham, for hvor hans gaver er, der er han visselig også selv tilstede, men sådan, at et uprøvet menneske endnu ikke er kommet så højt, at han har prøvet og følt Åndens nærværelse. Først når han bliver forfulgt og prøvet, bliver han fuld af Ånden, han,som før har været fyldt med gaver, så han senere ikke blot sådan som før anfægtelsen er sig selv til gavn ved gaverne, men nu ikke gør andet, end hvad der er andre til gavn, så at også de ved ham må komme til den samme nåde. Og ligesom han tidligere, som ovenfor sagt, har gavnet i det legemlige ved at udøse sine goder over næsten, hvortil troen og gaverne har drevet ham, men endnu ikke derved har gavnet dem idet åndelige – sådan kommer efter anfægtelsen Ånden og virker, at han ikke blot bliver bespist med visdoms og forstands brød som tidligere, men også oplader sin mund og bespiser andre med visdom og forstand og således står dem bi i det åndelige. Sådan var apostlene før Kristi lidelser kun Herrens gæster, spiste og drak af hans visdom og forstand, var fromme, men kun sig selv til gavn. Efter opstandelsen blev de værter, bespiste andre og gjorde dem fromme ved den visdoms og forstands ånd, hvormed de efter deres anfægtelse blev fyldte.

 

 

Den fjortendebevæggrund:
Med ærens klæde skal den klæde ham

Det vil sige: Godt ry og rygte skaffer den ham vidt og bredt, sådan som Gud siger til David: Jeg har gjort dig et stort navn. Sådan bliver han prydet, at al verden agter og omtaler ham med ære for hans visdoms og forstands skyld. For ære kaldes her gloria, som betegner en stor og herlig omtale og berømmelse. Han kalder det et klæde, for det pryder mere end alle andre smykker og klenodier.

 

 

Den femtende bevæggrund
Lyst og glæde skal den samle over ham som en skat

Hidtil har han omtalt, hvad der tilfalder ham i dette liv; her siger han nu til slutning, hvad der levnes ham efter dette liv, nemlig evig lyst og glæde. Det er hans skat, som den samler til ham; den har ingen ende.

 

 

Den sekstende bevæggrund:
Et evigt navn skal den lade ham arve

Det vil sige, efter hans død skal hans ihukommelse vare ved, og han skal ikke blot i dette liv holdes i ære. Det er det, alle de gerningshellige stræber efter, uden dog at opnå det, for de frygter ikke Gud, holder heller ikke fast på troens retfærdighed. Se altså, hvilken stor frugt og gavn den har, hvilket rimeligvis skal trøste os og formane os til, at blive ved troen og gudfrygtigheden. Jeg har korteligt løbet teksten igennem og kun givet en fortegnelse. Man kunne ellers godt have holdt en lang prædiken over hvert enkelt stykke, om man med Skriften for øje ville udbrede sig over dem. Nu må dette ikke forstås sådan, at man skal frygte Gud eller tro på ham for disse tings skyld eller søge sådanne goder ved troen; for det ville være falskt. Det er ikke skrevet, for at man skal søge eller begære sådant, men for at man skal vide, at dette visselig tilfalder dem, som frygter Gud. Og netop de alene finder dette, som ikke søger det. De, som frygter Gud, ikke eftertragter sit eget, kun holder sig til Guds nåde, dem må sådanne ting tilfalde, uden at de søger dem, medens de gerningshellige ikke kunne nå dem med al deres stormen. Denne epistel passer heller ikke ilde til evangeliet, for her siger han: Retfærdigheden skal modtage mennesket, som en ærens moder sit barn, og som en ung brud sin brudgom. Sådan tager også Kristus Johannes til sit bryst og lader ham være den kære discipel. På begge steder prises troen, og foreholdes os, hvad der er dens art.