Traktaten
om pavens magt og overhøjhed
Opstillet af de teologer, der var forsamlet i Schmalkalden
1537
Traktaten
Paven i Rom hævder selv
hovmodigt, at han efter guddommelig ret står over alle biskopper og præster. Og
han tilføjer, at han efter guddommelig ret fører begge sværd, det vil sige at
han også har myndighed til at indsætte og afsætte konger. Desuden siger han, at
det er nødvendigt for ens frelse, at man tror dette. Af disse grunde kalder den
romerske biskop sig for Kristi stedfortræder på jorden. Disse påstande
betragter vi som falske, ugudelige, tyranniske og skadelige for kirken.
For at
vores påstand skal kunne forstås, vil vi først definere, hvad man mener med at
stå over alle biskopper efter guddommelig ret. Man forstår det sådan, at paven
er universel, eller som de selv siger, en økumenisk biskop. Fra ham må alle
biskopper og præster i hele verden derfor søge ordination og godkendelse. For
det er ham, der har retten til at vælge, ordinere, godkende og afsætte alle
biskopper. Dertil tillægger han sig retten at give regler for gudstjenesten,
forandringer i forvaltningen af sakramenterne og i læren. Og han kræver at
disse artikler, dekreter og love skal betragtes med samme respekt som Den
hellige Skrift og trosartiklerne. Det vil sige, at de forpligter
samvittighederne, så man begår dødssynd, hvis man undlader at handle efter dem,
selv hvis det sker uden offentlig forargelse. Og endnu frygteligere er det, at
han tilføjer, at det er nødvendig for frelsen at tro alt dette.
|
|
|
Vidnesbyrd fra Skriften |
Først vil vi nu ud fra Ny Testamente vise,
at den romerske biskop ikke står over de andre biskopper og præster i kraft af
guddommelig ret.
I Lukas
22, 24-27 forbyder Kristus udtrykkelig den ene apostel at herske over den
anden. For netop det var spørgsmålet, da Kristus havde talt om sin lidelse:
Hvem skulle være den øverste og ligesom være stedfortræder for den fraværende
Kristus. Her irettesætter Kristus apostlenes mistolkning, og lærer dem, at der
ikke skal være nogen herskerstilling eller nogen rangordning imellem dem. Men
alle apostlene skal sendes ud som ligemænd for at uføre den fælles tjeneste med
evangeliet. Derfor siger han: ”Folkenes konger hersker over deres
undersåtter, men hos jer skal det ikke være sådan. For den, der vil være stor
blandt jer, skal være jeres tjener.” Denne modsætning viser at en
herskerstilling bliver forbudt. Det samme lærer den lignelsen, som Kristus
bruger i den samme diskussion om riget i Matt 18, 2. Han stiller en lille dreng
frem og giver derved til kende, at det ikke skal være nogen overhøjhed blandt hans
tjenere, akkurat som den lille dreng jo ikke tiltog sig eller søgte nogen
overhøjhed.
I
Johannesevangeliet 20, 21 sender Kristus også apostlene ud uden at gøre nogen
forskel mellem dem, idet han siger: ”Som Faderen har udsendt mig, sender
jeg også jer.” På den samme måde som Faderen havde sendt ham, sender han
hver enkelt af dem. Derfor giver han ingen af dem noget fortrin eller nogen
herskerstilling over de andre.
I
Galaterbrevet 2, 2-6 forsikrer Paulus med rene ord, at han hverken er blevet ordineret
eller godkendt af Peter, og at han ikke betragter Peter som en man skal søge
godkendelse hos. Og han bestrider udtrykkelig i denne sag, at hans kald var
afhængigt af Peters myndighed. Han burde jo have anerkendt Peter som sin
overordnede, hvis Peter var hans overordnede i kraft af guddommelig ret. Derfor
siger Paulus, at han uden at rådføre sig med Peter, straks forkyndte
evangeliet. Ligeledes: ”Hvad de engang var, som anses for at være noget,
er mig ligegyldigt, Gud gør ikke forskel på mennesker.” Og: ”De,
der anses for at være noget, pålagde mig intet nyt.” Da Paulus altså
klart bevidner, at han ikke ville søge godkendelse hos Peter, selv ikke da han
var kommet til ham, lærer han at tjenestens myndighed afhænger af Guds Ord.
Peter var ikke de andre apostles overordnede og at ingen af dem søgte
ordination eller godkendelse af den ene, nemlig Peter.
I
Første Korintherbrev 3 stiller Paulus alle kirkens tjenere lige, og lærer at
kirken står over embedet. Derfor kan man ikke tilskrive Peter nogen overhøjhed
eller magt over kirken eller de andre tjenere. For sådan står der: ”Alt
tilhører jo jer, enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas” (vers
21). Det vil sige, at hverken Peter eller de andre tjenere, skal tiltage sig
lederstilling eller overhøjhed. Og de skal ikke besvære kirken med menneskelige
traditioner eller lade nogen autoritet gælde mere end Ordet. Og de skal ikke
sætte Peters autoritet op mod de andre apostles. Det var det, de gjorde i
Korinth, når nogen sagde: Peter, der er den øverste apostel, overholder disse
ting, derfor skal også Paulus og de andre gøre det. Men Paulus fastslår, at
Peters autoritet ikke står over de andres eller over kirken.
|
|
|
Vidnesbyrd fra historien |
Kirkemødet i Nikæa bestemte at biskoppen
i Alexandria skulle føre tilsyn med kirken i Østen og at den romerske biskop
skulle have tilsyn med de kirker, det hørte ind under de romerske provinser i
Vesten. Her blev den romerske biskops autoritet for første gang fastsat, og
altså i kraft af menneskelig ret, ved en synodevedtagelse. Men hvis den
romerske biskop havde denne overhøjhed ifølge guddommelig ret, havde det ikke
vært mulig for synoden at unddrage ham noget af denne ret og overføre den til
biskoppen i Alexandria. Så skulle alle biskopper i Østen altid søge ordination
og godkendelse fra biskoppen i Rom.
Ligeledes
afgjorde Kirkemødet i Nikæa at biskopperne skulle vælges af deres menigheder,
hvor en eller flere nabobiskopper var til stede. Denne regel blev også fulgt i
Vesten og i de latinske menigheder, sådan som Cyprian og Augustin bevidner.
Sådan skriver Cyprian nemlig i det fjerde brev til Kornelius: ”Derfor
skal man nøje følge den guddommelige tradition og den apostolske regel og holde
sig til den. Regelen over-holdes også hos os og i næsten alle distrikter,
nemlig at man for at holde en ret ordinationsgudstjeneste, skal sammenkalde den
menighed, der skal have ny tilsynsmand, og nogle nabobiskopper. Så skal
biskoppen vælges, mens folket er til stede, der kender den enkeltes livsførelse.
Dette så vi blev gjort også hos jer, da vor kollega Sabinus blev ordineret. På
den måde skal bispeembedet overdrages ved brødrenes valg og med biskoppernes
råd og ved håndspålæggelse”. Denne skik kalder Cyprian en guddommelig
tradition og en apostolsk skik, og han stadfæster at den er blevet praktiseret
så at sige i alle kirkeprovinser. Siden ordination eller godkendelsen altså
hverken måtte søges hos den romerske biskop i størstedelen af verden, i græske
og latinske kirker, er det klart at kirkerne den gang ikke tilskrev biskoppen i
Rom forrang og overhøjhed.
Denne
overhøjhed er umulig. For det er umulig at én biskop kan overvåge kirkerne i
hele verden, eller at kirkerne i de fjerneste lande skulle kunne søge
ordination hos denne ene person. Men det står fast at Kristi rige er spredt
over hele verden. Og det er mange af kirkerne i Østen, der ikke søger
ordination eller godkendelse fra biskoppen i Rom. Når da denne overhøjhed er en
umulighed og aldrig har vært i almindelig brug, og da kirkerne i størstedelen
af verden ikke har anerkendt den, er det klart at den aldrig har vært
indstiftet.
Mange
af de gamle kirkemøder blev udskrevet og afholdt uden at den romerske biskop
førte forsæde, som Nikæa og andre. Også det er vidnesbyrd om, at kirken dengang
ikke anerkendte den romerske biskops overhøjhed.
Hieronymus
siger: ”Når det gælder autoritet, er verden dog større end en by. Hvor
som helst der findes en biskop, enten det er i Rom, Konstantinopel eller
Alexandria, har han den samme værdighed og tjeneste.
Gregorius
frabeder sig i et brev til patriarken i Alexandria at blive kaldt
universal-biskop. Og i sine optegnelser skriver han, at kirkemødet i Kalkedon
havde tilbudt biskoppen i Rom lederskabet i kirken, men at tilbudet ikke blev
godtaget.
Til
sidst, hvordan kan paven i kraft af guddommelig ret være over kirken, når det
dog er kirken, der har valgret og den skik lidt efter lidt er blevet indført,
at biskopperne i Rom bliver godkendt af kejserne? Og ligeledes, da det længe
havde vært strid mellem biskopperne i Rom og Konstantinopel, var det jo
kejseren, der afgjorde at den romerske biskop skulle tilkendes lederskabet.
Hvis den gamle kirke havde anerkendt de romerske biskoppers lederskab, kunne
denne strid jo ikke være opkommet, og det havde da ikke vært behov for noget
dekret fra kejseren.
|
|
|
Papisternes argumenter gendrives |
Men man anfører visse skriftord imod
dette. For eksempel fra Matthæus 16, 18: ”Du er Peter, og på denne
klippen vil jeg bygge min kirke”, og: ”Dig giver jeg
nøglerne.” Ligeledes: ”Vogt mine får” (Joh 21, 15), og andre
lignende ord. Da hele denne uenigheden imidlertid er behandlet udførlig og
nøjagtig andre steder i vores bøger, og fordi alt ikke kan gentages her,
henviser vi til disse skrifter og beder om at de regnes som gentaget. Kort vil
vi alligevel svare på spørgsmålet om, hvordan disse skriftord skal forstås. I
alle disse ord står Peter som repræsentant for hele apostelskaren, som det også
fremgår af selve bibelteksten. For Kristus stiller ikke sit spørgsmål til Peter
alene, men siger: ”Men hvem siger I, at jeg er?” (Matt 16,15). Og
det, han her siger i ental: ”Dig giver jeg nøglerne”, ”det du
binder” det siger han andre steder i flertal: ”Alt det, I
binder” (Matt 18, 18). Og i Johannes 20, 23: ”Hvis I tilgiver nogen
deres synder”, osv. Disse ord bevidner, at nøglerne er givet til alle
apostlene på lige vilkår, og at alle er udsendinge på lige fod.
Derfor
må man nødvendigvis indrømme at nøglerne ikke tilhører nogen enkelt person, men
hele kirken. Dette bestyrkes også af mange andre særdeles klare og urokkelige
argumenter. For Kristus siger om nøglerne i Matthæus 18, 19 følgende:
”Hvad som helst to eller tre bliver enige om på jorden”, osv. Han
overgiver altså nøglerne principielt og umiddelbart til kirken. Enhver må da
også indrømme, at nøglemagten til at tilgive synder, ikke kun er givet til én
person, men til hele kirken. Det bevises tilstrækkeligt af klare og sikre
grunde. For ligesom evangeliets løfter med sikkerhed tilhører hele kirken uden
mellemled, sådan tilhører nøglefunktionen også hele kirken uden mellemled. For
nøglernes opgave er intet andet end en tjeneste, der skænker løfterne til
enhver, der ønsker det. Det er jo også tydeligt for enhver, at kirken har ret
til at ordinere sine tjenere. Det er menigheden, der principielt har
kaldsretten.
Derfor
må man nødvendigvis i disse ord opfatte Peter som repræsentant for hele
apostelskaren. Og de giver altså ikke nogen forret eller noget lederskab til
Peter.
Når det
gælder udsagnet ”på denne klippen vil jeg bygge min kirke”, så er
kirken så sandelig ikke bygget på et menneskes autoritet, men på den
tjeneste, der fører den bekendelse, som Peter forkyndte, nemlig at Jesus er
Kristus, Guds Søn. Derfor taler Kristus til ham som indehaver af dette embede,
når han siger ”på denne klippe”, det vil sige, på dette embede.
Denne
tjeneste i den nye pagt er ikke bundet til bestemte steder og personer som det
levitiske præstedømme i Det Gamle Testamente. Men det er spredt ud over hele
verden, og er der, hvor Gud giver sine gaver, apostle, profeter, præster og
lærere. Tjenesten har ikke sin gyldighed på grund af personens autoritet, men
på grund af det Ord, som Kristus har givet. Ligegyldigt hvem, der prædiker og
underviser, hvis blot der er hjerter, der tror og holder fast i det, så sker
det, som de hører og tror. Derfor har de fleste af de hellige fædre, ikke
tolket ordet om klippen som personen Peter. Hverken Origenes, Ambrosius,
Cyprian, Hilarius eller Beda gør det. Således siger Chrysostomus: ”Der
står ikke 'på Klippemanden', men 'på klippen' (denne forskel fremgår af
grundteksten), for Kristus bygger ikke kirken på et menneske, men på Peters
tro. Men hvilken tro? Den, der siger: Du er Kristus, den levende Guds
Søn.” Og Hilarius siger: ”Ved Faderens åbenbaring kunne Peter sige:
Du er den levende Guds Søn. På denne bekendelses klippe er kirken derfor
bygget. Denne tro er kirkens grundvold.”
På
samme måden er det med dette skriftord: ”Vogt mine får”, og med
spørgsmålet: ”Elsker du mig mere end de andre gør?” (Joh 21, 15) Af
dette følger på ingen måde, at Peter har fået nogen overordnet stilling.
Kristus befaler ham nemlig at vogte fårene, det vil sige at lære Ordet, eller
at styre kirken ved Ordet. Men den befalingen havde Peter på lige linie med de
øvrige apostle.
I det
andet punkt er det endnu tydeligere, at Kristus kun har givet apostlene åndelig
magt, det vil sige en befaling om at lære evangeliet, tilsige syndernes
forladelse, forvalte sakramenterne og udstødte de ugudelige uden fysiske
magtmidler. Han gav dem ikke sværdmagten eller retten til at oprette, bemægtige
sig eller overdrage verdslige riger. Kristus siger nemlig: ”Gå og lær dem
at holde det, jeg har befalet jer” (Mat 28, 19-20). Og: ”Ligesom
Faderen har sendt mig, sender jeg jer” (Joh 20, 21). Og det står fast, at
Kristus ikke var sendt for at føre sværdet, eller for at styre et verdslig
rige, som han selv siger: ”Mit rige er ikke af denne verden” (Joh
18, 36). Og Paulus siger: ”Vi vil ikke herske over jeres tro” (2
Kor 1, 24). Ligeledes: ”Vores stridsvåben er ikke kødelige” (2 Kor
10, 4).
At
Kristus under sin lidelse blev tornekronet, og til spot blev fremført klædt i
kongelig purpur, betød at det skulle komme en tid, da det åndelige kongedømme
ville blive foragtet. Det vil sige at evangeliet skulle blive underkuet og et
andet verdslig rige skulle blive oprettet, der skulle foregiv at være grundet
på kirkelig myndighed. Det er derfor løgnagtigt og falsk, når Bonifacius VIII i
sine vedtægter erklærer, at paven ifølge guddommelig ret har magt over de
verdslige riger på jorden. Denne vrangforestilling har indført et uhyggelig
mørke i kirken og det har ført til mange forstyrrelser i Europa. For tjenesten
med evangeliet er blevet forsømt. Kendskabet til troen og det åndelige regimentet
er formørket, og man har troet at den kristne retfærdigheden er en ydre,
politiske retfærdigheden, som paven har indstiftet.
Senere
begyndte paverne at rane til sig, afsætte konger og plage næsten alle folk i
Europa med uretfærdige bandlysninger og krige. Særlig er dette gået ud over de
tyske kejsere. Sommetider gjorde de det, for at underlægge sig italienske
landområder, til andre tider for at bringe tyske biskopper under deres
myndighed og for at fratage kejsere retten til at udnævne biskopper. Ja, som
der står i vedtægterne: ”Hvis kejsertronen står ledig, er paven den
retmæssige tronfølger.”
Således
har paven ikke blot tilranet sig et herredømme i strid med Kristi mandat, men
han har også på tyrannisk vis gjort sig til herre over alle konger. Her må vi
ikke bare kritisere selve denne gerning, men endnu mere må vi forkaste det, at
han med Kristi autoritet som påskud har hævdet at nøglemagten også gælder den
verdslige magt. Men har bundet frelsen til sådanne ugudelige og frække påstande,
så man påstår, at det er nødvendigt for frelsen, at folk tror, at paven med
guddommelig ret besidder denne magt.
Da
disse store vranglærdomme formørker troen og Kristi rige, kan man på ingen måde
se gennem fingre med dem. Historien viser at de har vært en stor pest i kirken.
For det
tredje må det tilføjes, at selv om paven i Rom skulle have haft en overordnet
lederstilling i kraft af guddommelig ret, ville man alligevel ikke have skyldt
de paver lydighed, der forsvarer ugudelige gudstjenestebrug, afgudsdyrkelse og
en lære, der er i strid med evangeliet. Nej sådanne paver og et sådan
herredømme bør man regne for en forbandelse. Således lærer Paulus med rene ord:
”Hvis en engel fra Himmelen forkynder et andet evangelium end det, jeg
lærte jer, skal han være forbandet” (Gal 1, 8). Og i Apostlenes Gerninger
5, 29: ”Man bør adlyde Gud mere end mennesker”. Også de kirkelige
love siger lige ud, at en vranglærende pave ikke skal adlydes.
Ypperstepræsten
i den gamle pagt havde sit embede i kraft af guddommelig ret, og alligevel
skulle man ikke adlyde ugudelige ypperstepræster. Derfor var Jeremias og andre
profeter uenige med ypperstepræsterne. Apostlene var uenige med Kajfas og var
ikke forpligtet til at adlyde ham.
|
|
|
Antikrists kendetegn |
Men det står fast at de romerske
paver og deres medhjælpere forsvarer ugudelig lære og ugudelig gudsdyrkelse.
Ja, Antikrists tegn kommer til syne i pavens herredømme og hos hans
medhjælpere. For når Paulus beskriver Antikrist i brevet til thessalonikerne, kalder
han ham for ”Kristi modstander, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder
Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at
være Gud” (2 Thess 2, 3-4). Han taler altså om en, der styrer i kirken,
ikke om hedenske konger. Og denne personen kalder han Kristi modstander, fordi
han skal udtænke en lære, der er i strid med evangeliet og tiltage sig
guddommelig myndighed.
For det
første står det jo fast at paven har herredømmet i kirken og at han har
etableret denne herskerstilling under dække af kirkelig autoritet og
embedsførelse. Han skyder sig nemlig ind under ordene: ”Dig vil jeg give
nøglerne” (Mat 16, 19). Dernæst strider pavens lære på mange måder mod
evangeliet, og paven tilraner sig guddommelig myndighed på tredobbelt måde: For
det første fordi han har tiltaget sig ret til at forandre Kristi lære og
gudsdyrkelse, som Gud har fastsat. Og han kræver at hans lære og gudsdyrkelse
skal følges, som om de var guddommelige. For det andet fordi han tiltager sig
myndighed til ikke bare at løse og binde synden i dette liv, men hævder den
samme ret over sjælene også efter dette liv. For det tredje fordi paven ikke
vil lade sig dømme af kirken eller af nogen, men sætter sin egen autoritet over
kirkemøder og hele den samlede kirke. Men det ikke at ville lade sig dømme af
kirken eller overhovedet af nogen, er at gøre sig selv til Gud. Endelig: Disse
frygtelige vildfarelser og denne ugudelighed forsvarer han med grusomhed og
dræber dem, der har en anden mening.
Fordi
det forholder sig sådan, bør alle kristne tage sig i agt, så de ikke bliver
delagtige i pavens falske lære, gudsbespottelser og uretfærdige grusomheder.
Derfor bør de holde sig væk og forbande pave og hans tjenere som Antikrists
rige, som Kristus siger: ”Tag jer i agt for de falske profeter”
(Matt 7, 15). Og Paulus befaler, at man skal undgå ugudelige lærere, forbande
dem og holde dem for en forbandelse (Gal 1, 8). Og i 2 Kor 6, 14 siger han:
”Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har lys til fælles med
mørke?”
Det er
en alvorlig sag, at være uenig med så mange folk og blive kaldt skismatikere.
Men guddommelig autoritet byder alle, at de ikke skal have samfund med eller
være forkæmpere for ugudelighed og uretfærdig grusomhed.
Dermed
er vore samvittigheder tilstrækkelig retfærdiggjort. For pavens vildfarelser er
åbenlyse. Og Skriften råber med kraftig røst, at disse vildfarelser er de onde
ånders og Antikrists lære. Afgudsdyrkelsen er tydelig i misbrugen af messerne.
I tillæg til andre fejl bliver de brugt til at vinde skændig fortjeneste. Læren
om boden er fuldstændig ødelagt af paven og hans folk. De lærer nemlig, at
synderne forlades på grund af vore gerningers værdi. Dernæst påbyder de, at man
skal tvivle på, om man har fået forladelsen. Aldrig lærer de, at synderne
forlades gratis for Kristi skyld, og at vi modtager syndernes forladelse ved
troen.
Således
formørker de Kristi ære og fratager samvittighederne den faste trøst, afskaffer
den sande gudsdyrkelse, det vil sige øvelsen i troens kamp mod fortvivlelsen.
De har
utydeliggjort læren om synden og har indført en regel om, at man må opregne
sine synder i skriftemålet. Af dette er der udsprunget mange vildfarelser og
fortvivlelse.
De har
også opfundet læren om godtgørelser, og de har skjult Kristi velgerning.
Af det
er afladen født. Og den er ren og skær løgn, der er udtænkt for vindings skyld.
Dernæst
har den ført til påkaldelse af helgenerne. Og hvilke misbrug og hvilken
uhyggelig afgudsdyrkelse har det ikke affødt?
Og
hvilken skændsel er ikke opstået på grund af forbudet mod præsteægteskab? Og
hvilket mørke har ikke bredt sig over evangeliet på grund af læren om
klosterløfterne? Her påstår de, at løfterne gør en retfærdig for Gud og
fortjener syndernes forladelse. Kristi fortjeneste har de overført til
menneskelige traditioner og fuldstændig udslukket læren om troen. De påstår at
traditioner om de ubetydeligste småting er gudstjenester og fører til
fuldkommenhed. De sætter sådanne ting højere end det, at man i sit kald gør
gerninger, som Gud kræver og har befalet. Heller ikke disse vildfarelserne skal
man anse for ubetydelige. For de krænker Kristi ære og bringer sjælen i ulykke.
Man kan ikke se gennem fingre med dem.
Dernæst
kommer to umådelige synder til disse vildfarelser. For det første det at paven
forsvarer disse vildfarelser med uretfærdig grusomhed og trusler om straf. For
det andet at han tager domsretten fra kirken og ikke tillader den på rettelig
vis at dømme i kirkelige sager. Ja, han påstår at han står over kirkemøder og
at han kan tilbagekalde deres vedtagelser, som det enkelte steder uforskammet
står i de kirkelige love. Og vi har eksempler på, at paverne har gjort dette på
den mest hensynsløse måde. Det hedder således i kirkelovens tredje afdeling: ”Ingen
må dømme den høje pavestol. For dommeren kan ikke dømmes af hverken kejser
eller af det samlede præsteskab, af konger eller af folket.” Således
udøver paven et dobbelt tyranni. Han forsvarer sine vildfarelser med magt og
mord, og forbyder enhver undersøgelse af dem. Det sidste gør større skade end
nogen trusler om straf. For når man har frataget kirken retten til prøvning,
kan man ikke afskaffe ugudelige trossætninger og ugudelige gudsdyrkelser og
derfor er utallige sjæle gået fortabt i mange generationer.
Lad
derfor de fromme betænke disse store vildfarelser i pavedømmet og hans tyranni,
så de kan forstå, at man først må forkaste vranglæren og så slutte sig til den
sande lære for Guds æres skyld og for sjælenes frelses skyld. Lad dem dernæst
betænke hvilken stor forbrydelse det er, at bistå en uretfærdig grusomhed, der
dræber de hellige. Deres blod vil Gud uden tvivl hævne.
Men
først og fremmest må de medlemmer af kirken, som har stor indflydelse, som
f.eks. konger og fyrster, drage omsorg for kirken og sørge for at vranglæren
afskaffes og samvittighederne renses. Gud formaner specielt kongerne og siger:
”I konger, vær nu kloge, tag imod råd, I jordens dommere.” (Salme
2,10). For kongers vigtigste pligt bør være at fremme Guds ære. Og det
uværdigste de kan gøre, er at bruge deres autoritet og magt til at støtte
afgudsdyrkelse, og utallige andre skammeligheder og til at myrde de hellige.
Selv om
nu paven skulle afholde et kirkemøde, hvordan skulle kirken så få gavn af det,
når paven ikke tillader nogen at vedtag noget, der går imod hans vilje. Eller
hvis han ikke tillader nogen andre end sine egne folk at udtale sig. For hans
folk er jo bundet ved uhyggelige eder og forbandelser til at forsvare hans
tyranni og hans ugudeligheder uden hensyn til Guds Ord. Men når kirkemødernes
afgørelser er kirkens afgørelser, og ikke pavens, tilkommer det i første række
kongerne at tæmme pavernes selvrådighed og se til at kirken ikke fratages
retten til at vurdere og afgøre sagerne ud fra Guds Ord. Og ligesom man bør
vurdere de andre pavelige vildfarelser, bør man også kritisere paven, når han
undviger eller vil hindre kirkens rette forståelse og rigtige afgørelser.
Selv om
biskoppen i Rom altså havde kirkelig overhøjhed i kraft af guddommelig ret,
skylde man ham alligevel ikke lydighed efter at han havde forsvaret ugudelige
gudstjenesteskikke og en lære, der er i strid med evangeliet. Man må tværtimod
modarbejde ham som Antikrist. Pavens vildfarelser er åbenlyse og ikke
ubetydelige.
Åbenlys
er også den grusomhed, som han udøver mod de fromme. Og det står fast at Guds
bud pålægger os at forlade afgudsdyrkelse, ugudelig vranglære og uretfærdig
grusomhed. Derfor har alle fromme betydelige, tvingende og åbenlyse grunde til
ikke at adlyde paven. Og disse grunde vil trøste de fromme, når de bliver
beskyldt for at have forvoldt anstød, splittelse og strid, som man plejer at
kritisere dem for.
Men de,
der er enige med paven og forsvarer hans lære og gudstjeneste, besmitter sig
med afgudsdyrkelsen og gudsbespottelige meninger, bliver skyldige i de helliges
blod som paven forfølger, krænker Guds ære og hindrer kirkens overlevelse,
fordi de støtter vildfarelser og andre skændsler for al fremtid.
|
|
|
Om biskoppernes magt og domsret |
I vores Augsburgske Bekendelse og den
tilhørende Apologi har vi anført det, vi mente, var vigtig at sige generelt om
kirkens magt. Evangeliet giver nemlig dem, der forestår kirkerne, mandat til at
lære evangeliet, tilgive synder, forvalte sakramenterne og desuden
domsmyndighed, det vil sige mandat til at udelukke dem, hvis synder er åbenlyse
og offentlige, og at tilgive dem, der omvender sig.
Som
alle indrømmer, også vore modstandere, er det tydelig at denne myndighed i
kraft af guddommelig ret tildeles alle, der forestår menigheder, enten de
kaldes præster, hyrder, ældste, tilsynsmænd eller biskopper. Derfor lærer
Hieronymus klart, at i de
apostolske breve er alle de, der forestår menighederne både tilsynsmænd og
ældste. Fra Titus 1, 5 citerer han: ”Derfor efterlod jeg dig på Kreta for
at du skulle indsætte ældste i alle byerne.” Om disse ældste siges der så
i vers 7: ”En tilsynsmand bør være én kvindes mand”. Ligeledes
kalder Peter og Johannes sig for ældste (1 Pet 5,1 og 2 Joh 1). Og Hieronymus
tilføjer: ”Men at man senere har valgt én bestemt person, der blev de
øvriges overordnede, det skete som et middel mod splittelse, for at ikke snart
den ene snart den anden skulle trække folk til sig og rive Kristi kirke i
stykker. Fra evangelisten Markus' tid og lige til biskopperne Herakles og
Dionysios har de ældste i Alexandria valgt en af deres egen midte, som man så
har givet forrang og kaldt biskop. På samme måde som en hær kan vælge sin egen
hærfører, kan diakonerne vælge en af deres midte, hvis dygtighed de kender, og
kalde ham ærkediakon. Men hvad gør biskoppen som de ældste ikke gør, bortset
fra at ordinere?”
Hieronymus
lærer altså, at det efter menneskelig ordning er indført en gradsforskel mellem
biskop og ældste eller præster. Og sagen selv vidner om dette. For myndigheden
er den samme, som der ovenfor er sagt. Men en ting har senere gjort en forskel
mellem biskopper og præster, nemlig ordinationen. For det er bestemt at én
biskop skulle ordinere tjenere for flere menigheder. Men da der ifølge guddommelig
ret ikke er gradsforskel mellem biskop og præster, er det klart, at også en
ordination som en præst foretag i sin egen menighed, er gyldig.
Når
derfor de, der er indviet til biskopper bliver fjender af evangeliet eller
nægter at meddele ordination, da beholder menighederne sin ret til dette. For
hvor der findes en kirke, findes også retten til at forvalte evangeliet. Derfor
beholder kirken med nødvendighed retten til at kalde, vælge og indvie sine
tjenere.
Og
dette er en gave, som Gud har givet direkte til menigheden, og ingen
menneskelig magt kan fratag menigheden den gave, som også Paulus bevidner i
brevet til efeserne, når han siger: ”Han steg op til det høje og gav
mennesker gaver” (Ef 4, 8). Og blandt gaverne, der er givet direkte til menigheden,
nævner han hyrder og lærere, og tilføjer, at de er givet for at tjene til
opbyggelse af Kristi legeme. For hvor der er en sand kirke, må der nødvendigvis
også være en fuldmagt til at vælge og indvie tjenere. Ligesom en lægmand i
nødsfald kan tilsige en anden afløsning og således blive hans tjener og præst.
Således fortæller Augustin en historie om to kristne på et skip. Den ene af dem
døbte den anden, som derefter tilsagde den første absolution.
Her
hører de ord til, hvor Kristus bevidner, at nøglerne er givet til menighederne
og ikke bare til visse personer: ”hvor to eller tre er samlet i mit
navn”. (Matt 18, 20).
Til
sidst fremgår det også af Peters ord: ”I er et kongeligt
præsteskab” (1 Pet 2, 9). De ord hører den sande kirke til, der også har
retten til at vælge og indvie tjenere, fordi den alene har et præsteskab.
Dette
bevidnes også af en fælles kirkelig sædvane. For i gamle dage valgte folket
præster og biskopper. Senere kom en biskop enten fra den samme kirke eller fra
en nabokirke for at godkende valget ved håndspålæggelse. Og indvielsen var ikke
andet end en sådan godkendelse. Senere kom der andre ceremonier til, og
Dionysios beskriver mange af dem. Men han var en senere og noget upålidelig
forfatter, hvem han end var, ligesom også bøgerne af Klemens er uægte. Senere
har nyere forfattere tilføjer: ”Jeg giver dig fuldmagt til at ofre for
levende og døde”. Men heller ikke det finder man hos Dionysios.
Af alt
dette er det tydelig at kirken beholder retten til at vælge og indvie sine
tjenere. Hvis biskopperne derfor enten bliver vranglærere eller nægter at give
ordination, tvinges menighederne på grundlag af guddommelig ret til at
sammenkalde sine ældste for at indvie præster og tjenere. Ansvaret for
splittelsen og uenigheden må biskoppernes ugudelighed og tyranni bære. Paulus
skriver jo, at biskopper, der lærer og forsvarer ugudelig lære og ugudelige
gudstjenester, skal være forbandet (Gal 1, 7-9).
Om
ordinationen har vi hidtil sagt, som også Hieronymus siger, at den er det eneste
som skiller biskopperne fra de øvrige præster. Derfor er det heller ikke
nødvendig at drøfte biskoppernes øvrige tjenester. Heller ikke er det nødvendig
at gå ind på konfirmationen og indvielsen af kirkeklokker, hvilket næsten er
det eneste, de har beholdt for sig selv. Men vi må tilføje nogle ord om deres
domsret.
Det
står fast, at retten til at udelukke dem, der er skyldige i åbenlyse synder,
tillægger alle præster. Denne ret har biskopperne på tyrannisk vis overført til
sig selv alene og brugt den til økonomisk vinding. Det er påvist, at de
kirkelige embedsmænd, har taget sig utålelige friheder og at de af pengebegær
eller andre grunde har plaget folk og bandlyst dem uden retfærdig
sagsbehandling. Men hvad er dette tyranni med embedsmændenes magt til at
bandlyse mennesker efter eget hoved og uden rimelig sagsbehandling? Og i hvilke
sager har de ikke misbrugt denne magt? Nemlig ikke for at straffe virkelige
synder, men for brud på fasteforskrifter og helligdage og andre bagateller. Dog
har de under tiden også straffet ægteskabsbrud. Men i den sammenhæng plager de
ofte uskyldige og hæderlige mennesker. Men da det her drejer sig om en meget
alvorlig synd, må man sandelig ikke dømme nogen for den, uden en rimelig
sagsbehandling. Da biskopperne har misbrugt den, er det ikke nødvendig at
adlyde dem, når de bruger den. Og når vi har gode grunde til ikke at adlyde
dem, er det også rigtig at overføre denne ret til fromme præster og sørge for
at den bliver ret brugt til forbedring af moralen og til Guds ære.
Tilbage
er de sager, der ifølge kirkelovene hører ind under den såkaldte kirkelige
domstol, især ægteskabssager. Også den fuldmagten har biskopperne alene efter
menneskelig ret, og det er heller ikke tale om nogen gammel ret. Det fremgår af
Justinians optegnelser, at ægteskabssager dengang lå under den verdslige
domstol. Og i kraft af guddommelig ret har den verdslige domstol pligt til at
udøve funktionerne, hvis biskopperne forsømmer den. Det medgiver kirkelovenes
retsregler. Derfor er det ikke nødvendig at adlyde biskopperne i sådanne sager.
Og da de har givet visse uretfærdige love om ægteskabet, og dømmer efter dem,
er også det en grund til at man bør oprette andre domstole. For forbudet mod
ægteskab mellem dåbsfaddere er urimelige. Det er også uretfærdigt, at de
forbyder den uskyldige part at gifte sig igen efter en skilsmisse. Det er også
en uretfærdig regel, der generelt godkender hemmelige og bedrageriske
forlovelser mod forældrenes vilje. Desuden er den lov også uretfærdig, der
forbyder præsteægteskab. Det er også andre fælder for samvittighederne i deres
love. At opregne dem alle tjener intet formål. Det er nok at minde om at det er
mange uretfærdige pavelige love om ægteskabet. Derfor bør de verdslige
myndigheder oprette andre domstole.
Der er
altså nok af tvingende grunde til at menighederne ikke anerkender dem, som
biskopper, der følger paven. De forsvarer ugudelig lære og ugudelig
gudsdyrkelse og vil ikke indvie fromme lærere, men støtter pavens grusomhed.
Desuden fratager de præsterne deres lovlige ret, fortsætter deres tyranni, og
følger endelig i ægteskabssagerne deres mange uretfærdige love. Selv burde de
huske på, at de store privilegier er blevet givet til biskopperne som gaver,
for at de skulle administreres til menighedernes gavn, efter regelen: ”En
gave gives til at tjene med.” Derfor kan de ikke med god samvittighed
sidde med disse privilegier. Og de bedrager i mellemtiden kirken, der har brug
for disse muligheder til at underholde deres tjenere og hjælpe i undervisningen
og tage sig af de fattige og til at oprette domstole specielt for
ægteskabssager. For det er en så stor variation og mangfoldighed af modsigelser
i disse spørgsmål, at det er blevet nødvendig med en særlig domstol. Men til
det har man behov for disse privilegier. Peter forudsagde, at det skulle komme
ugudelige biskopper, der ville misbruge menighedernes rigdomme til egen
nydelse, men forsømme tjenesten. Men de, der bedrager kirken skal vide, at de
skal få deres straf af Gud også for disse forbrydelser.
|
|
|
Lærere og prædikanter |
der har underskrevet
Den Augsburgske Bekendelse og dens Apologi
1537
I overensstemmelse med
befalingen fra de højstærede fyrster, stænder og byer, der bekender den evangeliske
lære, der blev overgivet kejseren på rigsdagen i Augsburg, har prædikanterne
været samlet til et konvent i Schmalkalden. De har atter gennemlæst artiklerne
i den bekendelse, der blev overgivet til kejseren og de bekender, at de ved
Guds nåde fastholder artiklerne i Den Augsburgske Bekendelse og dens Apologi og
lærer dem i deres menigheder. De bekender sig også til artiklerne om pavens
magt og overhøjhed og biskoppernes magt og domsret, sådan som de her i
Schmalkalden er blevet fremlagt. Derfor skriver de deres navne:
Jeg, Johannes Bugenhagen fra
Pommern D., underskriver artiklerne i Den Augsburgske Bekendelse og Apologien
og artiklerne om paven, der blev fremlagt for fyrsterne i Schmalkalden.
Også jeg, Urban Regius D.,
superintendent over menighederne i hertugdømmet Lü-neburg, underskriver.
Niclas Amsdorff fra Magdeburg
har underskrevet.
Georg Spalatin fra Altenburg
har underskrevet.
Jeg, Andreas Osiander,
underskriver.
M. Veit Dietrich fra Nürnberg
underskriver.
Stefan Agricola, hofprædikant,
har egenhændig underskrevet.
Johan Draconites fra Marburg
har underskrevet.
Konrad Figenbocz har
underskrevet alt sammen.
Martin Bucer.
Jeg, Erhard Schnepff,
underskriver.
Paul Rhodius, prædikant i
Stettin.
Gerhard Oeniken, præst i
Minden.
Brixius Northanus, prædikant i
Soest.
Simon Schneeweiss, sognepræst i
Creilsheim.
På nyt underskriver jeg
Pomeranus (Bugenhagen), men nu på magister Johan Brenz vegne efter aftale med
ham. (Se den vedlagte fuldmagt neden under).
Filip Melanchthon underskriver
egenhændig.
Antonius Corvin underskriver
egenhændig for sig selv og for Adam af Fulda.
Johan Schlainhauffen
underskriver egenhændig.
Georg Helt fra Forchheim.
Mikael Caelius, prædikant i
Mansfeld.
Peter Geltner, prædikant i
Frankfurt.
Dionysius Melander har
underskrevet.
Paul Fagius fra Strassburg.
Wendalin Fabeder, sognepræst i
Seeburg Mansfeld.
Konrad Otinger fra Pforzheim,
hertug Ulrichs af Württemberg hofprædikant.
Bonifacius Wolfhart, ordets
tjener for menigheden i Augsburg.
Johan Aepinus, superintendent i
Hamburg osv., har underskrevet egenhændig.
Det samme har Johan Amsterdamus
fra Bremen gjort.
Johan Fontanus, superintendent
over Nedre Hessen, har underskrevet.
Fredrik Myconius har
underskrevet for sig selv og Justus Menius.
Ambrosius Blaurer.
(Fuldmagten fra Johannes Brenz)
Jeg har læst og igen og igen
gennemlæst Den Augsburgske Bekendelse og dens Apologi, som af den berømte
kurfyrste af Sachsen og de øvrige fyrster, og stænder blev overrakt kejseren i
Augsburg. Ligeledes har jeg læst fælleserklæringen om sakramenterne, som man
udarbejdede i Wittenberg sammen med Martin Bucer og andre. Ligeledes har jeg
læst de artikler, som vores højtærede lærer Dr. Martin Luther har forfattet på
tysk til mødet i Schmalkalden og det lille skrift om paven og biskoppernes
magt.
Og
efter min ringe mening anser jeg det alt sammen for at stemme med Den Hellige
Skrift og med den sande og virkelige katolske kirke. Da det imidlertid ikke er
muligt for mig, at blive til konventet er slut, beder jeg dig Dr. Johannes Bugenhagen,
at du vil underskrive de skrifter, jeg har nævnt, på mine vegne, hvis det
bliver nødvendigt. Jeg bevidner, at jeg ved vor herre Jesus Kristus tror,
bekender og altid vil lære sådan. Med egenhændig underskrift. Schmalkalden 23.
februar 1537, Johannes Brenz, præst i Halle.
Net-redaktør
Cand.theol Finn B. Andersen
E-post