Davids Salme 23
Forklaret af Martin Luther
1536
v1 Salme af David.
Herren er min
hyrde, jeg lider ingen nød,
v2 han lader
mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
v3 Han giver
mig kraft på ny,
han leder mig
ad rette stier
for sit navns skyld.
v4 Selv om
jeg går i mørkets dal,
frygter jeg
intet ondt,
for du er hos
mig,
din stok og din stav er min trøst.
v5 Du dækker
bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit
hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
v6 Godhed og
troskab følger mig,
så længe jeg
lever,
og jeg skal
bo i Herrens hus
alle mine dage.
Det forkyndte ords
rigdom
I denne salme
lover og takker David og enhver kristen Gud for hans højeste velgerning, nemlig
for hans kære, hellige Ords forkyndelse. Ved
Ordets forkyndelse kaldes, antages og regnes vi til den skare, som er Guds
menighed eller kirke. Alene her og ellers ingen andre steder kan man finde
og få den rene lære, Guds viljes sande erkendelse og den rette gudsdyrkelse.
Den hellige David priser og berømmer nu
denne ædle skat herligt med fine, livsalige, dejlige og billedrige ord og
sammenligninger, hentede fra den gamle pagts gudstjeneste.
Først sammenligner han sig selv med et
får, som Gud selv, som en trofast og nidkær hyrde, tager sig af på bedste måde.
Han lader det ligge på dejlige, grønne græsgange, som står fulde af herligt,
saftigt græs, hvor der også er rigeligt med frisk vand, og hvor intet mangler.
En hyrde, som også fører og leder sit får med staven på ret vej, så det ikke
kan fare vild, og værner det med hyrdekæppen, så ulvene ikke sønderriver det.
Dernæst sammenligner han sig selv med en gæst, som Gud dækker bord for, hvor
han finder både styrke og trøst, opmuntring og glæde i rigt mål.
David giver Guds Ord mange navne. Han
kalder det herligt, grønt græs, stille rindende vande, den rette vej, en kæp,
en stav, et bord, en salve eller glædesolie og et bæger, som altid flyder over.
Og han gør det ikke uden grund, for Guds
Ord virker også på mange måder. Et får, der er på en dejlig, herlig eng med
grønt græs og køligt vand, har sin føde og glæde i tryghed, da hyrden er nær,
som leder det med sin stav eller stok, så det ikke farer vild, og værner det
med sin kæp, så intet ondt rammer det. Et menneske, som sidder ved et bord, fyldt
med mad og drikke og al trøst og glæde, så han intet mangler. Sådan er det i
endnu højere grad med de får, som tilhører den hyrde, der omtales i denne
salme. De savner intet som helst godt, er rigeligt forsørgede ikke alene til
sjælen, men også til legemet. Som Kristus siger i Matt 6, 33: ”Søg først Guds
rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”
For når Guds Ord forkyndes ret og rent, så
er det til gavn og giver frugt på lige så
mange måder, som profeten her giver det navne. Alene dem, der hører Guds
Ord med flid og alvor, anser Herren, vor Gud, som sine får. For dem er Ordet
som herligt, grønt græs, som en kølig drik, som de mættes og styrkes af. Det
holder dem også på den rette vej og bevarer dem, så ingen ulykke eller smerte
rammer dem. Desuden har de altid gode dage, nok af mad og drikke og mange slags
glæder. Det vil sige, at de ikke blot ved
Guds Ord undervises og ledes, opmuntres, styrkes og trøstes, men også stadig
holdes på den rette vej. De beskyttes i al nød, både legemlig og sjælelig,
sejrer til sidst og overvinder alle anfægtelser og trængsler, som de må lide
mange af. Det er det, som det fjerde vers taler om. Alt i alt lever de i
fuld tryghed, da intet ondt kan ramme dem, fordi deres hyrde vogter og beskytter
dem.
Derfor skal vi af denne salme lære ikke at
ringeagte Guds Ord, men gerne høre og lære det, have det kært og agte det højt.
Vi skal slutte os til den flok, hvor man finder det, og på den anden side
flygte for og undgå dem, som håner og forfølger det. For hvor dette salige lys
ikke skinner, er der hverken lykke eller frelse, styrke eller trøst, hverken
til legeme eller sjæl. Der er kun ufred, forskrækkelse og bæven, særlig når
trængsel, angst og den bitre død er til stede. De ugudelige, siger profeten,
har ingen fred, hverken i gode eller onde dage (Es 48, 22). I gode dage bliver
de overmodige, store på det og stolte, glemmer helt Gud, pukker og trodser
alene på deres magt, rigdom, visdom og hellighed med mere. Desuden bekymrer de
sig for, hvordan de kan fastholde og øge disse ting og forfølger og
undertrykker andre, som står dem i vejen. Men når bladet vender sig for dem –
og det sker bestemt til sidst, for jomfru Maria synger ganske rigtigt og har
endnu aldrig taget fejl af en eneste node i sin sang (Luk 1, 51–53) – så er de
de elendigste og ulykkeligste mennesker, som straks fortvivler og opgiver
håbet. Hvad mangler de? De ved ikke, hvor og hvordan de skal søge trøst, fordi
de ikke har Guds Ord, som er det eneste,
der på den rigtige måde lærer os at holde ud og være tillidsfulde, når det går
os dårligt (Rom 15, 4).
Dette skal advare os og bevæge os til, at
vi ikke skal agte noget for højere og mere dyrebart på jord end denne
velgerning, at man kan have det kære, salige Ord og være på et sted, hvor man
frit og åbent tør forkynde og bekende det. En kristen, som hører til en kirke,
hvor man underviser i Guds Ord, skal derfor tænke på denne salme og med glad
hjerte takke Gud for hans uudsigelige nåde. Takke Gud for, at han har sat ham
som sit får i en herlig, grøn græsgang, hvor der er fuldt af dyrebart græs og
stille rindende vand, det vil sige, at han kan være på et sted, hvor han kan
høre og lære Guds Ord og øse rig trøst både til legeme og sjæl.
David har virkelig forstået, hvor dyrebar
en skat det er, hvis man kan have det sådan. Derfor kan han også så mesterligt
prise det, synge om det og ophøje sådan velgerning langt ud over alt, hvad der
er dyrebart og herligt på jord. Det ser man i denne og i andre salmer.
Ham skal vi lære kunsten af og efter hans forbillede være taknemlige mod Gud,
vor kære, trofaste hyrde, og prise hans uudsigelige gave, som han af bare
godhed har skænket os. Det gør David her i de første fem vers. Dog ikke alene
det, men vi skal også alvorligt bede og begære af ham, som David gør det i
sidste vers, at vi må blive ved dette gode og aldrig falde fra hans hellige,
kristne kirke.
En sådan bøn er højst nødvendig. For vi er
meget svage og bærer denne skat i lerkar, som apostlen Paulus siger i 2 Kor 4,
7. Desuden er Djævelen, vor modstander, for denne skats skyld vor dødsfjende.
Han hviler ikke, men går omkring os som en brølende løve, og søger, hvem han
kan opsluge. Desuden har han også en platform i os på grund af vores gamle
natur. I vores medfødte natur sidder der
stadig mange onde lyster og synder, som han forsøger at påvirke. Desuden er
den kære kristenhed tilsnavset og tilsølet med så mange gruelige forargelser,
at mange af den grund falder fra den. Derfor, siger jeg, er det meget
nødvendigt, at vi beder og uden ophør omgås den rene lære og dermed værger os
mod alle forargelser, for at vi må holde ud indtil enden og blive salige.
Den tåbelige og blinde verden kender slet
intet til denne skat og dyrebare perle. Den tænker ligesom en so eller et
ufornuftig dyr blot på, hvordan den her kan fylde bugen. Eller når den bringer
det vidt, så følger den løgn og hykleri og lader sandhed og tro fare. Derfor
synger den ingen lovsang til Gud for hans hellige Ord. Når Gud tilbyder den sit
Ord, håner og fordømmer den det tværtimod som sektvæsen. Den forfølger og
ihjelslår dem, som forkynder og bekender det, som var de forførere og de værste
slyngler, som findes i verden. Derfor forbliver det hos den lille flok, fordi de
erkender denne velgerning og synger sammen med profeten David Gud en salme eller
takkesang for det.
Frelse hvor Ordet ikke
lyder
Men hvad
siger du nu om dem, som ikke kan få Guds Ords forkyndelse, som for eksempel
dem, som bor under tyranners og sandhedsfjenders herredømme her og der? Det er
sandt, at hvor Guds Ord forkyndes, kan det ikke være uden frugt, som Esajas
siger i kap. 55, 11. På et sådant sted har de fromme kristne en fordel, som de
i sandhed er glade for. For kristne sætter det meget højt at kunne være på et
sted, hvor man forkynder og bekender Guds Ord frit og offentligt samt uddeler
sakramenterne efter Kristi befaling. Men de kristne er meget tyndt såede. Der er altid flere af de falske kristne end
af de fromme. Den store flok spørger ikke efter Guds Ord, anser det heller
ikke for en velgerning at kunne høre det uden at skulle lide skade eller fare
for det. Den bliver snart mæt og ked af det og holder det for noget besværligt
at skulle høre det og modtage den hellige nadver. På den anden side råber de,
som må udholde tyrannernes herredømme, med stor begærlighed dag og nat efter
det, og får de måske fat i en lille smule af vort brød, som Kristus så rigeligt
har tildelt os, tager de imod det med stor glæde og taknemlighed og bruger det
til stor gavn. Svinene hos os derimod, som har det kære brød så rigeligt hos
sig og mange hele kurve fulde af smuler, gider ikke lugte til det af bare væmmelse.
De vælter det med trynen, roder i det, træder på det med fødderne og løber hen
over det.
Derfor går det, som ordsproget siger: når
noget bliver almindeligt, regnes det ikke mere for noget værd og bliver
foragtet, selv om det er nok så dyrebart. At dette ordsprog er sandhed, ses
desværre først og fremmest på det kære Guds Ord. Hvor man har det, bryder man
sig ikke om det, hvor man derimod ikke har det, vil man hjertens gerne eje det.
Hvor man har en kirke for døren, i hvilken Guds Ord forkyndes, går man imens
der er gudstjeneste spadseretur på torvet eller driver rundt omkring
voldgraven. Hvor man har ti, tyve eller flere kilometer til en sådan kirke,
ville man gerne drage af sted, som der står i salme 42, 5: ”Jeg vandrede til
Guds hus under jubelråb og takkesange i valfartsskaren.”
Dette er nu i korthed mit svar på
spørgsmålet angående dem, som bor under tyranners herredømme. Hvad enten de nu
bor i adspredelse under muslimernes eller pavens herredømme, så er de mennesker frelst, som er berøvet
Ordet og dog hjertens gerne ville have det og imens med tak tager imod de
smuler, som kan blive dem til del, indtil det engang bliver bedre. Men har
de ikke langt til steder, hvor man
forkynder Guds Ord og uddeler den hellige nadver efter Kristi befaling, skal de
rejse derhen og gøre brug af denne skat. Sådan gør mange og bliver af den grund
af deres ugudelige øvrighed straffet på legeme og ejendom. Men bor de langt fra
sådanne steder, så skal de blot ikke ophøre med at sukke efter det. Vor Herre
Kristus vil med garanti høre deres suk og til sin tid forandre deres
fangenskab. Derimod, usalige og atter usalige er de, som har denne skat
rigeligt foran døren og dog foragter den. På de førstnævnte vil Kristi ord
blive opfyldt, når han siger i Matt 8, 11: ”Mange skal komme fra øst og vest og
sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget,” men på de
sidstnævnte: ”men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor.” Dette være
sagt som indledning. Nu vil vi kort gennemgå salmen.
v 1 Herren er min
hyrde, jeg lider ingen nød
Først kalder
David og ethvert troende hjerte Gud for sin hyrde. Selv om Skriften giver Gud
mange venlige navne, så er dog det navn, som profeten her giver Gud, et særlig
elskeligt og lifligt navn. Han kalder ham en hyrde og siger: ”Herren er min
hyrde.” Det er meget fortrøstningsfuldt, når Skriften kalder Gud vor tilflugt,
vor styrke, vor klippe, vor faste borg, vort skjold, vort håb, vor trøst,
frelser og konge med mere. For han viser det sandelig også uden ophør i gerning
på dem, som hører ham til, at han virkelig er sådan, som Skriften afmaler ham.
Overmåde fortrøstningsfuldt er det dog, at han her og også ellers ofte i Skriften
kaldes hyrde. For i dette ene ord ”hyrde” er næsten alt indbefattet, hvad der
kan siges af godt og fortrøstningsfuldt om Gud.
Derfor taler profeten dette Ord ud af et
glad og trygt hjerte, som er fuldt af tro og løber over af stor glæde og trøst.
Han siger ikke: Herren er min styrke, min faste borg, og så videre, hvilket
også er meget trøstefuld tale, men ”min hyrde”. Som om han ville sige: Er
Herren min hyrde, og jeg hans får, så står det vel til med mig både til legeme
og sjæl. Han vil give mig føde i rigt mål, beskytte og bevare mig for alt ondt,
sørge for mig, hjælpe mig ud af al nød, trøste og styrke mig. Alt i alt, han
vil gøre mod mig, som en ret hyrde skal gøre. Alle disse velgerninger og flere
med sammenfatter han i det ene lille ord ”hyrde”, således som han også selv
forklarer det straks efter, når han siger: ”jeg lider ingen nød.” Desuden
klinger de andre navne, som Skriften giver Gud, for en del så herlige og
majestætiske, at de straks bringer ængstelse og frygt, når man hører dem nævnt,
således når Skriften kalder Gud for Vor Herre, konge og skaber. Med ordet
”hyrde” er det ikke sådan. Det lyder meget venligt og virker hos de gudfrygtige
straks tillid, trøst og tryghed ligesom ordet ”far” og flere andre ord, når de
bruges om Gud.
Derfor er dette billede et af de mest elskelige
og fortrøstningsfulde, og dog er det meget almindeligt i Skriften, at den
guddommelige majestæt sammenligner sig med en ret, trofast eller, som Kristus
siger, god hyrde og os arme, svage, elendige syndere med får.
Men man kan ikke forstå dette fortrøstningsfulde og livsalige billede bedre, end når man går ud i naturen,
hvorfra profeterne har hentet dette og lignende billeder. Her kan man lære,
hvilken art og egenskab et får har, og hvori en ret hyrdes gerning og arbejde
består. Den, som er meget opmærksom på dette, kan så ikke blot let forstå denne
og andre lignelser i Skriften om hyrden og fåret, men de bliver også meget kære
og fortrøstningsfulde for ham.
Et får må udelukkende leve af sin hyrdes
hjælp, beskyttelse og flid. Så snart det mister ham, er det stedt i al slags
fare og må gå til grunde, for det kan slet ikke hjælpe sig selv. Grunden er, at
det er et stakkels, svagt, enfoldigt dyr, som hverken kan ernære eller styre
sig selv, ligesom det heller ikke finder hen på den rette vej eller beskytter
sig selv mod nogen fare eller ulykke. Desuden er det også af natur sky, flygter
straks og har let ved at fare vild. Bare det kommet et lille stykke bort fra
sin hyrde, er det umuligt for det selv at finde tilbage til ham, ja, det løber
kun længere bort fra ham. Og selv om det kommer hen til andre hyrder og får, har
det ingen gavn af det, for det kender ikke de fremmede hyrders røst. Derfor
flygter det for dem og farer vild indtil ulven røver det, eller det omkommer på
anden måde.
Men selv om det er et svagt dyr, har det
alligevel det ved sig, at det er ivrigt for at holde sig til sin hyrde, at det
trøster sig ved hans hjælp og beskyttelse og følger ham, hvordan og hvorhen han
end leder det. Når bare det kan være hos ham, er det ikke bekymret for nogen
ting, frygter heller ikke for nogen, men er tryg og glad, for det mangler intet.
Desuden har det også det fortræffelige ved sig, som man gør vel i at lægge
mærke til. Det er noget Kristus priser særlig hos sine får. Nemlig at det
ganske nøje og bestemt hører og kender sin hyrdes røst og retter sig efter den.
Det lader sig heller ikke på nogen måde lede bort fra den, men følger den uden
betænkeligheder. Fremmede hyrders røst agter det derimod slet ikke på. Selv om
de på den allervenligste måde lokker og fløjter ad det, så ænser fåret det ikke
og vil langt mindre følge dem.
På den anden side er det en ret hyrdes
gerning, at han ikke blot sørger godt for sine får med gode græsgange og andet,
som hører til, men også værner dem, så intet ondt rammer dem. Desuden er han
omhyggelig med, at han ikke mister nogen af dem. Men når et af dem farer vild,
så løber han efter det, opsøger det og henter det tilbage. De små, svage og
syge omgås han varsomt, løfter dem op og bærer dem, indtil de bliver store,
stærke og raske.
Ligesådan går det til i den åndelige fåresti, nemlig i
kristenheden. Lige så lidt som et får kan vi ernære, lede og styre os selv,
værge eller beskytte os mod fare og ulykke. Og lige så lidt kan vi stakkels,
svage, elendige folk åndeligt ernære og lede os selv ret, vandre og blive på
den rette vej, af egne kræfter beskytte os mod alt ondt eller i angst og nød
skaffe os hjælp og trøst.
For hvordan skal det menneske forstå at
lede sig selv ret efter Guds vilje, som intet kender til Gud, men som er
undfanget og født i synd – som vi alle er det – og fra fødselen af er et
vredens barn og Guds fjende? Hvordan skal vi finde den rette vej og blive på
den, når vi dog ikke kan andet end fare vild, som profeten Esajas siger? Hvordan
er det muligt, at vi kan værge os mod Djævelen, som er denne verdens fyrste og
herre, og hvis fanger vi alle er? Vi formår jo dog med al vor kraft og evne
ikke engang så meget, at vi kan hindre et lille blad i at tilføje os ondt eller
med held forbyde en ussel flue noget? Hvorfor skal vi stakkels, elendige folk
berømme os så meget af stor trøst, hjælp og råd mod Guds dom, Guds vrede og den evige død? Vi erfarer jo dog alle dage
og timer både hos os selv og andre så rigeligt, hvordan vi i små, timelige
vanskeligheder hverken kan råde eller hjælpe os selv eller hente trøst.
Drag derfor blot denne ligefremme
slutning: Lige så lidt som et får i den allerringeste sag kan hjælpe sig selv,
men simpelt hen må vente alt godt af sin hyrde, sådan kan et menneske meget
mindre i de ting, som angår saligheden, lede sig selv ret eller finde trøst,
hjælp og råd hos sig selv. Vi må vente alt dette alene af Gud, vores hyrde, og
han er tusinde gange mere villig og ivrig for at gøre alt det mod sine får, som
de til enhver tid har behov for, end nogen ret, jordisk hyrde kan være.
Kristus er hyrden
Men denne
hyrde, som profeten så lang tid i forvejen har bebudet, er Kristus, vor kære Herre.
Han er en helt anden hyrde end Moses. For Moses er hård og uvenlig mod sine får
og driver dem ud i ørkenen, hvor de hverken har græsgange eller vand, men kun mangler
(2 Mos 3, l). Kristus er derimod den gode, venlige hyrde, som løber efter det sultende
og fortabte får i ørkenen og søger efter det dér. Og når han finder det, lægger
han det på sine skuldre med glæde (Luk 15, 4). Han sætter endda sit liv til for
fårene (Joh 10, 12). Det er i sandhed en venlig hyrde. Hvem vil ikke gerne være
hans får?
Men denne hyrdes røst, med hvilken han
tiltaler og kalder sine får, er det hellige evangelium. Af dette lærer vi, at
vi modtager nåde, syndernes forladelse og den evige salighed, ikke ved Moseloven, men ved Kristus, som
er vore sjæles hyrde og tilsynsmand (l Pet 2, 25). For ved Moseloven bliver vi,
som i forvejen er alt for bange, ængstelige og forskrækkede, kun endnu mere
sky, vildfarende og forsagte. Kristus har søgt os elendige, fortabte får og
hentet os ud af ørkenen, det vil sige, genløst os fra loven, synden, døden,
Djævelens magt og den evige fordømmelse. Og derved, at han har sat sit liv til
for os, har han erhvervet os nåde, syndsforladelse, trøst, hjælp og styrke mod
Djævelen og alt ondt, ja, end mere det evige liv. Dette er for Kristi får en
liflig, elskelig røst, som de hjertens gerne hører, godt kender og retter sig
efter. Men en fremmed røst, som lyder anderledes, kender eller hører de ikke, men
undgår den og flygter fra den (Joh 10, 5).
Den græsgang, som Kristus lader sine får
ligge i, er også et billede på det kære evangelium. Ved dette bliver sjælene
mættet og styrket, bevaret for vildfarelse, trøstet i alle anfægtelser og
trængsler, beskyttet mod Djævelens list og magt og til sidst frelst af al nød.
Men fordi hans får ikke alle er lige stærke, men en del endnu er fortabte,
fordrevne hid og did, sårede, syge, små og svage, forkaster han dem ikke af den
grund. Han har tværtimod mere øje for dem og sørger også ivrigere for dem end
for de andre, som ikke har nogen af disse mangler. For han leder efter det, som
er tabt, som profeten Ezekiel siger i kap. 34, 16. Han fører det fordrevne
tilbage. Han forbinder det, som har lidt brud, og han styrker det syge. De
svage lam, som for nylig er blevet født, samler han – som Esajas siger i kap.
40, 11 – i sin arm og bærer dem, for at de ikke skal blive trætte. Og de får,
som giver die, leder han varsomt. Alt dette udretter
Kristus, vor kære hyrde, ved forkyndergerningen og de hellige sakramenter. Det
er der talt ofte og udførligt om andre steder. Det ville nemlig føre for vidt
at forklare dette med ord så udførligt, som det ville være nødvendigt. Profeten
vil også siden i salmen omtale det.
Pavedømmet – Moses
eller Kristus
Heraf kan man
nu tydeligt se, hvor skændigt vi har været forførte under pavedømmet. For man
har ikke afmalet os Kristus så venligt, som de kære profeter, apostle og
Kristus selv gør. Man har afmalet ham så grueligt for os, at vi har frygtet
mere for ham end for Moses, ja, heller ikke tænkt andet end, at Moses’ lære var
meget lettere og venligere end Kristi lære. Derfor vidste vi ikke andet end, at
Kristus var en vred dommer, hvis vrede vi måtte forsone ved vore gode gerninger
og vort hellige liv, og hvis nåde vi måtte søge at opnå ved de kære helliges
fortjeneste og forbøn. Det vil ikke alene sige at lyve skændigt og jammerligt
at bedrage de arme samvittigheder, men også i højeste grad at vanhellige Guds
nåde, at fornægte Kristi død, opstandelse, himmelfart og alle hans usigelige
velgerninger, at håne og fordømme hans hellige evangelium, at udslette troen og
i dens sted at oprette bare vederstyggelighed, løgn og vildfarelse.
Hvis det ikke er mørke, da ved jeg ikke,
hvad mørke er. Alligevel har ingen kunnet mærke det, men enhver har holdt det
for den rene sandhed. Endnu den dag i dag vil vore pavetilhængere fastholde det
som ret og udgyder for den sags skyld meget uskyldigt blod. Kære, hvis vi kan
ernære og lede os selv ret, vogte os for vildfarelse, opnå nåde og syndernes
forladelse ved det, som vi er værd, modstå Djævelen og alt ondt og overvinde
synden og døden, så må hele Skriften være løgn. Den vidner nemlig om os, at vi
er fortabte, fordrevne, sårede, svage og værgeløse får. Så har vi heller ingen
Kristus behov som hyrde til at søge os og føre os tilbage, lede, forbinde og
pleje os og styrke os mod Djævelen. Så har han også forgæves sat sit liv til
for os. For når vi kan udrette og opnå alt dette ved vore egne kræfter og vor
fromhed, trænger vi jo aldeles ikke til Kristi hjælp.
Men her hører du lige det modsatte, nemlig
at du fortabte får ikke selv kan finde hen til hyrden, du kan blot én ting:
løbe vild. Og hvis Kristus, din hyrde, ikke søgte efter dig og hentede dig
tilbage, måtte du simpelt hen blive ulvens bytte. Men nu er det sådan, at han
kommer, søger og finder dig og bringer dig ved Ordet og sakramentet til sin
fåreflok, som er kristenheden. Han sætter sit liv til for dig og holder dig
siden på den rette vej, så du ikke kommer i nogen vildfarelse. Her hører du
intet om dine evner, gode gerninger og fortjenester. Det skulle da være, om du
vil kalde det at løbe vild, være værgeløs og fortabt for en evne, god gerning
og fortjeneste. Kristus gør gerningen,
det er hans fortjeneste, han alene beviser her sin evne. Han søger, bærer
og leder dig. Han fortjener ved sin død det evige liv til dig. Han alene har
evne og er dit værn, så du ikke omkommer, ikke rives ud af hans hånd (Joh 10,
28). Alt dette kan du slet intet gøre til. Vær
blot lutter øre, hør og tag med taksigelse imod en sådan usigelig skat. Lær
din hyrdes røst ret at kende, følg ham og undgå de fremmedes røst.
Vil du derfor være rigeligt forsørget både
til legeme og sjæl, giv da frem for alt flittig agt på denne hyrdes røst. Hør nøje,
hvad han siger til dig, og lad ham ernære, styre, lede, beskytte og trøste dig.
Det vil sige: Hold dig til hans Ord, hør og lær det gerne, så bliver du
visselig vel forsørget både til legeme og sjæl.
Af det hidtil sagte håber jeg, at man nu
let kan forstå disse Ord: ”Herren er min hyrde osv.” Og tilmed hele salmen. Det
er kun få ord: ”Herren er min hyrde”, men meget indholdsrige og rammende ord.
Verden pukker og trodser på ære, magt, rigdom og folkegunst. Men David roser
sig ikke af noget af den slags, for det er alt sammen usikkert og forgængeligt.
Han siger kort og godt: ”Herren er min hyrde”. Sådan taler en tryg og vis tro,
som vender ryg til alt det timelige og forgængelige. Lad det så være så højt og
dyrebart, som det være vil, og vender ansigt og hjerte lige mod Herren, som
alene er og virker alle ting. Han og ellers ingen, hverken konge eller kejser,
er min hyrde, siger han. Derfor udbryder han også frit i al tryghed og siger:
v1 jeg lider ingen nød
Det siger han
i almindelighed om alle slags velgerninger, både legemlige og åndelige, som vi
modtager ved forkyndelsens tjeneste. Han vil dermed sige: Er Herren min hyrde,
skal jeg sandelig intet mangle. Jeg vil i rigt mål få mad, drikke, klæder,
udkomme, beskyttelse, fred og alt, hvad jeg trænger til, alt, som tjener til
dette livs underhold, for jeg har en rig hyrde, som ikke vil lade mig lide
mangel. Men frem for alt taler han om de åndelige goder og gaver, som Guds Ord
bringer med sig, og siger: Fordi Herren har optaget mig i sin fåreflok og
sørger for mig ved at føde og beskærme mig, dvs. fordi han har givet mig sit
hellige Ord i rigt mål, vil han nu ikke lade mig savne noget som helst. Han vil give sin velsignelse til Ordet, at
det må være virksomt og frembringe frugt hos mig. Han vil også give mig sin
Ånd til at hjælpe og trøste mig i alle anfægtelser og trængsler og til at gøre
mit hjerte trygt og vist, så det ikke tvivler på, at jeg er min Herres kære
får, og han min trofaste hyrde, som vil omgås mig varsomt som et fattigt, svagt
får. Han vil styrke min tro og også smykke mig med andre åndelige gaver. Han
vil trøste mig i al nød, bønhøre mig, når jeg påkalder ham, værge mig mod
ulven, dvs. Djævelen, så han intet ondt kan gøre mig, og til sidst fri mig fra
al nød. Det mener han, når han siger: ”Jeg lider ingen nød.”
Ja, siger du så, men hvordan skal jeg kende det, at Herren er min hyrde? Jeg erfarer jo ikke, at han er så venlig imod mig, som salmen taler om det. Ja, jeg erfarer netop det modsatte. David var en hellig profet, og Gud har elsket ham og haft ham kær, derfor har han kunnet tale godt om sagen og kunnet tro det så godt, som han har talt det. Men jeg kan ikke gøre ham det efter, for jeg er en stakkels synder. Her svarer jeg:
Øre-tro eller øje-tro
Jeg har
ovenfor talt om, at et får særligt har denne gode egenskab og dette
fortræffelige ved sig, at det kender sin hyrdes røst godt og retter sig mere efter sine ører end efter
sine øjne. Netop dette priser Kristus hos sine får, når han siger: ”Mine
får hører min røst” (Joh 10, 27). Men hans røst lyder sådan: ”Jeg er den gode
hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Og jeg giver dem evigt
liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min
hånd.” Denne røst må du flittigt give agt på og rette dig efter. Gør du det, så
tro kun trygt, at du er Kristi får, og at han er din hyrde, som kender dig vel
og véd at kalde dig ved navn. Men har du ham som hyrde, da vil du bestemt ikke
mangle noget. Ja, du har allerede, hvad du skal have, nemlig det evige liv. Og
du skal i al evighed ikke fortabes, ingen magt skal kunne være så stor og
stærk, at den kan rive dig ud af hans hånd. Det skal du blot være vis på, for
denne hyrdes røst vil sandelig ikke vise dig den forkerte vej. Hvad ønsker du
mere?
Men lader du denne røst fare og retter dig efter det, dine øjne ser, og den
gamle Adam føler, så mister du den tro og tillid, du som fåret skulle have
til ham, din hyrde. Kommer snart denne, snart hin tanke for dig, så kan du ikke
være tilfreds, men er tvivlrådig i dine tanker og siger, hvis Herren er min
hyrde, hvorfor tilskikker han mig da, at verden så jammerligt plager og
forfølger mig, uden at jeg selv har forskyldt det. Jeg sidder midt iblandt ulve
og er intet øjeblik sikker på mit liv, men jeg ser ingen hyrde, som vil
beskytte mig. Og hvorfor tillader han Djævelen at tilføje mig så meget ondt med
forskrækkelse og forsagthed? Desuden føler jeg mig ganske uduelig, svag,
utålmodig, er endnu belæsset med mange synder. jeg føler ingen sikkerhed, kun
tvivl, ingen trøst, kun frygt og bæven for Guds vrede. Hvornår mon han engang
vil begynde at vise mig, at han er min hyrde?
Disse og andre endnu mere mærkelige
indskydelser vil du få, når du lader hans røst og Ord fare. Men bliver du
hængende fast ved Ordet, så lader du dig hverken anfægte af Djævelens list,
verdens unåde og rasen eller af din egen svaghed og uværdighed, men kan da gå
lige igennem og sige: Selv om Djævelen, verden og min egen samvittighed sætter
sig imod mig, så heftigt de kan, vil jeg dog derfor ikke græmme mig til døde. Det
må og skal også gå sådan, at den, som er
Kristi får, ikke vil blive uanfægtet af ulvene. Lad det gå mig, som det
kan. Om man koger eller steger mig, så er det dog min trøst, at min hyrde har
sat sit liv til for mig. Og så har han også en liflig, elskelig røst. Med den
trøster han mig og siger, at jeg i al evighed ikke skal fortabes, at ingen skal
rive mig ud af hans hånd, men at jeg skal have det evige liv. Det løfte skal
han nok i sin trofasthed holde, lad det så gå mig, som det vil. Er der på grund
af min svaghed endnu synd og andre mangler, vil han derfor dog ikke kaste mig
bort, for han er en venlig hyrde, der tager sig af de svage får, forbinder og
læger dem. Og for at jeg skal være desto mere vis og ikke tvivle på det, har
han efterladt mig de hellige sakramenter
som en stadfæstelse på det.
Sådan har det også været med profeten. Han
har ikke altid været glad og har ikke til enhver tid kunnet synge: ”Herren er
min hyrde, jeg lider ingen nød.” Han har
til tider savnet meget, ja, næsten alt for meget, så han hverken har følt
retfærdighed, Guds trøst eller hjælp, men ikke andet end synd, Guds vrede,
forskrækkelse, forsagthed og Helvedes angst. Sådan klager han jo i mange
salmer. Alligevel vender han sig bort fra
det, han føler, og griber Gud i hans løfte om den kommende Messias. Han
tænker: Lad det stå til med mig, som det kan, det er dog mit hjertes trøst, at
jeg har en nådig, barmhjertig Herre, som er min hyrde. Hans Ord og tilsagn
styrker og trøster mig, derfor lider jeg ingen nød. Netop derfor har han
skrevet denne og andre salmer, for at vi skal være klare over, at der i rigtige anfægtelser ikke findes råd og
trøst nogen andre steder. Den gyldne
kunst består alene i, at man holder sig til Guds Ord og tilsagn og dømmer efter
dette og ikke efter hjertets følelser. Så skal der nok følge hjælp og trøst
og slet intet skal mangle. Nu følger det andet vers:
v2 han lader mig ligge
i grønne enge, han leder mig til det stille vand
Profeten har
i det første vers kort sammenfattet hele salmens indhold, nemlig, at den, som
har Herren til hyrde, ikke lider nogen nød. Mere forkynder han ikke i denne
salme. Blot udmaler han det mere med fine, billedrige ord og lignelser, hvordan
det går til, at dem, der er Herrens får, ikke mangler noget. Han siger: ”Han
lader mig ligge i grønne enge, osv.” Men han bruger næsten hele salmen igennem,
som så ofte ellers, ord, der antyder noget andet, end hvad den simple ordlyd
har i sig. For når han minder om hyrden, de skønne græsgange, de stille
rindende vande, kæppen og staven, kan man godt forstå, at han dermed mener
noget andet, end når vi mennesker i almindelighed taler om det. Den måde at
tale på er meget almindelig i Skriften, derfor skal man flittigt lægge mærke
til den for at blive fortrolig med den og lære at forstå den.
Men se, hvor lifligt han taler! Han siger,
jeg er Herrens får, han lader mig ligge i skønne græsgange osv. Intet kan være
bedre for et får, end når hyrden lader det ligge i dejlige, skønne græsgange og
ved stille rindende vande. Hvor det går et får sådan, dér synes det, at ingen
på jorden er mere rig og salig. For her finder det alt, hvad det kan begære:
fint, saftigt, godt græs, som det bliver stærkt og fedt af, stille rindende
vande, hvormed det kan læske og vederkvæge sig, når som helst det vil, og her
har det sin lyst og glæde. Sådan vil også David her sige, at Gud aldrig har
vist ham nogen større nåde og velgerning på jorden end den, at han har kunnet
være på et sted og blandt et folk, hvor Guds Ord og bolig og den rette
gudsdyrkelse var. For hvor denne skat er, står det godt både i det åndelige og
verdslige styre. Som ville han sige: alle folkeslag og kongeriger på jord er
slet intet. De er nok rigere, mægtigere og herligere end vi jøder og pukker også
vældigt derpå. Desuden roser de sig af deres visdom og hellighed, for de har
også guder, som de tjener. Dog er de med al deres pragt og herlighed ikke andet
end ørken og ødemark, for der er hverken hyrde eller græsgange. Derfor må fårene
løbe vild, vansmægte og gå til grunde. Men skønt vi har megen ørken omkring os,
så sidder og hviler vi dog trygge og glade i paradiset og i dejlige, skønne
græsgange, hvor der er fyldt med græs og rindende vand. Og vi har vor hyrde hos
os, som føder os, fører os til vandstedet og beskytter os. Derfor lider vi
ingen nød.
Denne mand har haft åndelige øjne, derfor
har han tydeligt set, hvad der er det bedste og ædleste på jorden. Han roser
sig ikke af sin kongelige herlighed og magt. Han erkender til fulde, at sådanne
goder er Guds gaver, han løber heller ikke fra dem og lader dem ligge, men
bruger dem til Guds ære og takker ham for dem. Men det priser han allermest, at
Herren er hans hyrde, og at han er på hans græsgang og i hans varetægt, dvs., at
han har Guds Ord. Denne velgerning kan han aldrig glemme. Han taler herligt og
med stor glæde om den og priser den langt højere end alle goder på jorden, og
det gør han i mange salmer. Således siger han i salme 119, 72: ”Den lov, du har
givet, er bedre for mig end tusind stykker guld og sølv.” Ligesådan i salme 19,
11: ”Herrens bud er mere kostbare end guld, end det reneste guld i mængde, de
er sødere end honning, end flydende honning.”
Denne kunst skal vi også lære, nemlig bare
lade verden rose sig af stor rigdom, ære og magt. Det er dog kun værdiløs,
usikker og forgængelig ting, som Gud strør om sig med. Det er for ham en ringe
sag at give et kongerige, fyrstendømme eller anden jordisk ære og gods til en
slyngel, som til tak håner og vanærer ham. Disse ting er klid og mask, som han
fylder i bugen på grisene, han vil slagte. Men sine børn giver han den rette
skat, som David her taler om. Derfor skal vi som Guds kære børn og arvinger
ikke rose os hverken af vor visdom, styrke eller rigdom, men deraf, at vi har den kostbare perle, det kære
Guds Ord, og derigennem kender Gud, vor
kære fader, og Jesus Kristus, som han udsendte. Det er vor skat og arv. Den er sikker
og evig og bedre end al verdens gods. Den, som nu har Guds Ord, skal blot lade
de andre samle penge, leve i sus og dus, være stolte og store på det. Selv om
han er foragtet og fattig i verdens øjne, skal han ikke lade sig anfægte af det,
men takke Gud for hans uudsigelige gave og bede om at måtte blive ved den. Det er ikke afgørende, hvor rige og herlige
vi er her på jorden. Har vi denne skat i behold, har vi rigdom og ære i
overflod. Paulus var her på jorden et ringeagtet, elendigt menneske, som blev
angrebet heftigt af Djævelen og verden, men for Gud var han en kær og elsket
mand. Han var så fattig, at han måtte ernære sig ved sine hænders arbejde, og
dog var han trods sin store fattigdom rigere end kejseren i Rom, skønt han ikke
havde anden rigdom end Kristi erkendelse. Mod det at kende Kristus regner han
uden undtagelse alt jordisk for tab og skam, siger han (Fil 3, 8).
Vor kære Gud give nåde til, at også vi
ligesom David, Paulus og andre hellige agter denne vor skat så højt – det er jo
den samme skat, som de har haft – sætter den højere end alle jordiske goder og
takker Gud af hjertet, at han har bevist os frem for mange tusinde andre den
ære at give os den. Han kunne lige så godt have ladet os løbe omkring i
vildfarelse som muslimerne, jøderne og andre afgudsdyrkere, der intet véd om
denne skat. Eller også ladet os blive i forhærdelsen som pavetilhængerne, der
håner og fordømmer denne vor skat. At han har ført os til sin grønne eng og
givet os god græsgang og stille rindende vand i så rigt mål, er alene nåde.
Derfor skal vi desto mere sige ham tak for det.
Profeten kalder Guds folk eller den
hellige, kristelige kirke en skøn græsgang, for den er Guds lysthave, smykket
og prydet med alle slags åndelige gaver. Men føden eller græsset i den er Guds
Ord, dermed styrkes og vederkvæges hjerterne. Til denne skønne græsgang samler
Herren vor Gud sine får, føder dem dér med dyrebart græs og forfrisker dem med stille rindende vand. Det vil
sige, at han overgiver hyrdetjenesten til den hellige, kristne kirke, betror og
giver den det hellige evangelium og sakramenterne, for at den dermed kan tage
sig af hans får og pleje dem, så de rigeligt er forsynede med lære, trøst,
styrke og beskyttelse mod alt ondt. Men de, som forkynder Moseloven eller
menneskebud, lader ikke fårene ligge i skønne græsgange, men i ørkenen, hvor de
vansmægter, og fører dem til dårlige, stinkende vande, hvoraf de omkommer og
dør.
Profeten vil ved billedtalen om de skønne
græsgange pege på det hellige evangeliums og Kristi erkendelses overstrømmende
rigdom blandt dem, som tror. For ligesom græsset i de skønne græsgange står
kraftigt og godt og stadig vokser frem, sådan har også de, som tror, ikke alene
Guds Ord rigeligt, men jo mere de bruger det og omgås dermed, desto mere
tiltager og vokser det hos dem. Derfor vælger han også ordene meget betegnende.
Han siger ikke: Han fører mig én eller flere gange på en skøn græsgang, men: Han
lader mig uden ophør ligge dér, så jeg kan ligge, hvile og bo midt i græsset og
føden og aldrig skal lide sult eller nogen anden mangel. For det ord, han
bruger her (i grundteksten), betyder at lade ligge og hvile, som et dyr ligger
og hviler på jorden. Sådan taler også Salomon i salme 72, 16, hvor han bebuder,
at Kristi rige og evangeliet vil trænge igennem med styrke og nå frem alle
vegne, han siger: ”På bjergtoppene skal kornet bølge; som Libanon skal dets
frugt modnes, dets korn skal stå som græsset på marken.” Men at David også i
denne salme taler om evangeliet, viser han selv siden, idet han siger: ”Han
giver mig kraft på ny,” og ”din stok og din stav er min trøst.”
Så er nu dette det kære Ords første frugt,
at de kristne derved bliver undervist sådan, at de tiltager i tro og håb, lærer
at betro alt det, de gør og er, til Gud og af ham venter alt, som de har behov
til legeme og sjæl.
v2 Han leder mig til
det stille vand.
Dette er det
kære Ords anden frugt. Det er ikke alene føde og græs for dem, som tror,
hvorved de mættes og bliver stærke i troen, men det er for dem også herligt,
køligt, rindende vand, hvorved de får energi og trøst. Derfor nøjes han ikke
med at sige: ”Han lader mig ligge i grønne enge” men tilføjer: ”Han leder mig
til det stille vand.” Som ville han sige: I stor hede, når solen stikker hårdt
(salme 121, 6), og jeg ikke kan finde skygge, fører han mig til stille rindende
vand, giver mig at drikke og forfrisker mig. Det vil sige, at i al åndelig og
legemlig trængsel, angst og nød, når jeg intet steds ved at finde hjælp og trøst,
holder jeg mig til nådens Ord. Det er det
eneste sted, hvor jeg finder sand trøst og vederkvægelse, og det i rigt mål.
Hvad han her i billedtale siger om denne trøst, omtaler han andet steds (salme
119, 92–93) med rene, ligefremme ord, når han siger: ”Havde din lov ikke været
min opmuntring, var jeg gået til grunde i min elendighed. Jeg vil aldrig glemme
dine forordninger, for ved dem holder du mig i live.”
Men han bliver endnu stadig ved lignelsen
om hyrden og fåret, og den anvendes alle vegne hos profeterne. For jødernes
hovederhverv var fåreavl og i det hele taget kvægavl, og de var i almindelighed
hyrder. David selv og de kære patriarker har jo også været hyrder. Derfor
bliver denne lignelse ofte brugt i Skriften. Men David taler herom, således som
landets beskaffenhed medfører, for det forjættede land er et meget varmt, tørt,
sandet og stenet land med megen ørken og kun lidt vand. Der fortælles os derfor
mere end én gang i Første Mosebog, hvordan hedningernes hyrder for vandets
skyld har haft stridigheder med patriarkernes hyrder. Derfor anså de det i
disse lande for et særligt klenodie, når de kunne få vand til deres kvæg. Dette
kender man i vores del af verden intet til, for man finder alle vegne vand nok.
Det har David haft for øje, og han fremhæver det som en særlig velgerning, at
han er under Herrens beskyttelse, som ikke alene lader ham ligge i skønne
græsgange, men også i den stærke varme leder ham til de stille rindende vande.
Han vil kort og godt fremhæve: Lige så lidt som man uden Guds Ord kan komme
til at erkende Gud og sandheden og til den rette tro, lige så lidt kan man uden
det finde trøst og fred for samvittigheden. Verden har også sin trøst og
glæde, men den varer kun et øjeblik. Når angst og nød og særlig den sidste time
kommer, går det, som Salomon siger (ordsprog 14, 13): ”Selv under latter kan et
hjerte lide, og glæden kan ende med bekymring.” Men de, som drikker af dette
forfriskende og levende vand, lider vel trængsel og modgang i verden, men de
skal aldrig savne den sande trøst. Særlig når afgørelsens time kommer, vender
bladet sig for dem, så det nu hedder: ”Vore lette trængsler her i tiden bringer
os i overmål en evig vægt af herlighed”, (2 Kor 4, 17). For de skal ikke græde
og være bedrøvede både her og siden, men det går, som Kristus siger: ”Salige er
I, som græder nu, for I skal le.” (Luk 6, 21).
v3 Han giver mig kraft
på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld.
Her forklarer
profeten selv, hvilken græsgang og hvilket stille rindende vand han har talt
om, nemlig det, som sjælen styrkes og vederkvæges af. Det kan ikke være andet
end Guds Ord. Herren vor Gud har to slags
Ord, lov og evangelium. Ved nu at sige, han vederkvæger min sjæl, giver
profeten tydeligt til kende, at han her ikke taler om loven, men om evangeliet.
Loven kan ikke styrke sjælene, for
den er et ord, som kræver af os og byder,
at vi skal elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv. Og loven fordømmer den, som ikke gør dette,
og fælder den dom: ”Forbandet være den, der ikke holder ordene i denne lov i
hævd og følger dem.” (5 Mos 27, 26).
Men nu er det sikkert, at ingen på jorden
holder loven. Derfor kommer loven til sin tid med sin dom, bedrøver og
forskrækker blot sjælene, og får de ikke hjælp, så piner den dem så stærkt, at
de må fortvivle og være evigt fordømte. Derfor siger Paulus, at der ved loven
kun kommer erkendelse af synd (Rom 3, 20), og at loven kun virker vrede (Rom 4,
15).
Evangelium
er derimod et saligt Ord. Det kræver
intet af os, men forkynder os alt godt. Nemlig at Gud har skænket os
fattige syndere sin eneste søn, for at han skal være vor hyrde, som skal søge
os vanrøgtede og forkomne får og sætte
sit liv til for os for således at genløse os fra synden, fra den evige død
og Djævelens magt. Det er det grønne græs og det stille rindende vand, som
Herren styrker vore sjæle med. Således bliver vi den onde samvittighed og de
tunge tanker kvit. Derom tales mere i fjerde vers.
v3 Han leder mig ad
rette stier
Herren, min
trofaste hyrde – siger David – nøjes ikke med at lade mig ligge i skønne enge
og at lede mig til de stille rindende vande og således styrke min sjæl, men han
fører mig også på rette veje, så jeg ikke viger derfra, ikke farer vild og
således omkommer. Det vil sige, at han holder mig fast ved den rene lære, for
at jeg ikke må vildledes af falske ånder eller ved anfægtelse eller forførelse
falde fra den. Ligeledes for at jeg må vide, hvordan jeg i det ydre skal vandre
og leve og ikke lade mig anfægte af hyklernes hellighed og strenge livsførelse,
samt også vide, hvad ret lære, tro og gudsdyrkelse er.
Også dette er det kære Ords gode frugt og
evne, at de, som holder fast ved det, derved ikke alene får styrke og trøst for
sjælen, men også bevares fra vrang lære og forkyndelse og falsk hellighed. Ganske
vist bliver denne skat mange til del, men de kan ikke fastholde den. For så
snart én bliver sikker og stor på det og tænker, at han er vis i sin sag, da er
det forbi med ham. Inden han ser sig om, er han vildledt. For Djævelen kan også
hykle hellighed og påtage sig skikkelse af en lysets engel, som Paulus siger (2
Kor 11, 14). Sådan giver også hans tjenere sig ud for retfærdighedens
forkyndere og kommer i fåreklæder midt iblandt Kristi får, men de er glubende
ulve indvendig. Derfor gælder det her om
at våge og bede, som profeten minder om i det sidste vers, om at vor hyrde
må holde os fast ved den skat, som han har givet os. De, som ikke gør det,
mister ham bestemt, og det sidste bliver med dem værre end det første, som
Kristus siger (Luk 11, 26). For de bliver siden de kristnes giftigste fjender
og gør med deres falske lære og forkyndelse meget større skade end tyrannerne
med sværdet. Det kom Paulus rigtig til at erfare af de falske apostle, som for
en tid vildledte korinterne og galaterne og siden rev hele Asien med sig. Det
samme ser vi den dag i dag på gendøberne og andre sekter.
v3 For sit navns skyld.
Guds navn er
forkyndelsen om Gud, ved hvilken han prises og erkendes, at han er nådig,
barmhjertig, langmodig, sanddru og trofast. Selv om vi er vredens børn og
skyldige til den evige død, tilgiver han os al vor synd og antager os som børn
og arvinger. Det er hans navn, som han lader udråbe ved Ordet. Sådan vil han
erkendes, prises og æres og vil også, som det første bud lover, være sådan mod
os, som han lader forkynde om sig. Sådan er han også stadig: Åndeligt styrker
og vederkvæger han vore sjæle og forhindrer, at vi falder i vildfarelse. Legemligt
ernærer han os og frier os fra alt ondt. Den ære, at han er sådan, som nu er
sagt, giver alene de ham, som holder fast ved hans Ord. Om alle gaver og goder,
som de har til legeme og sjæl, tror og bekender de frit, at de har fået dem af
Gud af bare nåde og godhed dvs. alene for hans navns skyld, ikke for deres
gerningers og fortjenestes skyld. Derfor takker de ham og forkynder dette også
for de andre. Denne ære kan ingen af de hovmodige hellige, som vranglærerne
give Gud, heller ikke Ordets fjender og bespottere, for de priser ikke ham, men
deres eget navn.
v4 Selv om jeg går i
mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er
min trøst.
Hidtil har
profeten talt om, at dem, der har og elsker Guds Ord, ikke lider nød. For
Herren er deres hyrde, som ikke alene lader dem ligge i skønne enge og leder
dem til de stille rindende vande, så de bliver fede og stærke og vederkvæges
åndeligt og legemligt. Han sørger også for, at de ikke bliver lede ved den gode
føde og det friske vand, forlader den skønne græsgang og atter kommer bort fra
den rette vej og ud i ørkenen. Dette er salmens første del. Desuden lærer han
os, at de, som er denne hyrdes får, er
omgivet af megen fare og ulykke. Imidlertid siger han, at Herren ikke alene
beskytter dem, men også frelser dem ud af alle anfægtelser og trængsler, for
han er med dem. Og hvordan han er med dem, viser han også klart.
Her ser du, at så snart Guds Ord tager sin
begyndelse, og der er mennesker, som modtager og vedkender sig det, da
indfinder Djævelen sig straks med alle sine engle og ophidser verden og al dens
magt mod Ordet for at undertrykke det og helt at udslette dem, som har det og
bekender det. For det, som Herren vor Gud taler og gør, må prøves og gå gennem
ild. Det er meget nødvendigt for de
kristne at vide dette, ellers kunne de komme i tvivl og tænke: Hvordan
passer det sammen? Ovenfor siger profeten: ”Herren er min hyrde, jeg lider
ingen nød.” Her siger han lige det modsatte, at han må vandre i mørkets dal, og
i det følgende vers bekender han, at han har fjender. Derved giver han jo tydeligt til kende, at han ikke blot mangler meget,
men nærmest alt. For den, som har fjender og vandrer i mørkets dal, han ser
intet lys. Han har hverken trøst eller håb. Nej, han er forladt af alle, og alt
er sort og mørkt for hans øjne, endog den skønne, lyse sol. Hvordan kan det så
være sandhed, at han ikke lider nød?
Her
må du ikke rette dig efter det, som du ser, eller følge din forstand. Sådan
gør verden, for den er det umuligt at se denne de kristnes rige, herlige trøst,
at de ikke lider nød. Ja, den er helt sikker på, at det modsatte er sandhed,
nemlig at der på jorden ikke findes mere fattige, elendige og usalige folk end
netop de kristne. Den hjælper også trofast og roligt til med at forfølge,
forjage, håne og ihjelslå dem på den grueligste måde. Og når den bærer sig
sådan ad, mener den at have vist Gud en dyrkelse dermed. Når man derfor ser på
det ydre, ser det ud, som om de kristne var de adsplittede får, forladt af Gud
og allerede prisgivet ulvenes gab – de mangler alt.
På den anden side ser det sådan ud i
verden, som om de, der tjener den store Gud mammon eller bugen, er de kære får,
om hvem salmen siger, at de ikke lider nød. - Gud forsørger dem rigeligt,
trøster dem og bevarer dem fra al fare og ulykke. De har det, som hjertet
begærer: ære, gods, glæde, velbehag og hvert menneskes yndest. De behøver
heller ikke at frygte, at man skulle forfølge og dræbe dem for troens skyld. Bare de nemlig ikke tror på Kristus, den
eneste sande hyrde, og bekender ham – lad dem så tro på Djævelen eller hans mor
og ellers gøre, hvad de vil med gerrighed og andre synder – så gør de ikke alene
vel deri, men er også hellige i levende live. De fastholder jo ”den gamle tro”
og lader sig ikke vildlede af det sektvæsen, som består i det, som David her
lærer, at Herren alene er hyrde. En så gruelig og stor dødssynd er det i deres
øjne at tro på denne hyrde og bekende ham, at der endnu aldrig på jord er
opstået noget lignende. Pavens hellighed befrier ellers fra alle synder og
tilgiver dem, men denne ene ”synd” kan den ikke tilgive.
Derfor siger jeg: Følg i denne sag ikke
verden eller din forstand. Fordi den her retter sig efter det ydre, bliver den
til en dåre og holder profeten for en løgner, når han siger: ”Jeg lider ingen
nød.” Men som ovenfor sagt: Hold du dig til Guds Ord og løfte, lyt til din
hyrde, hør, hvordan og hvad han taler til dig. Ret dig efter hans røst, ikke efter det, som øjnene ser og hjertet
føler, så har du vundet. Sådan gør profeten også. Han bekender, at han
vandrer i mørkets dal. Han er omgivet af
trængsler, bedrøvelse, angst og nød, som man ser det i hans livs historie
og i andre salmer. Og at han trænger til trøst, hvilket tydeligt viser, at han
er bedrøvet, og desuden har han fjender. Alligevel siger han: Selv om mine
anfægtelser var endnu flere og større, og selv om det stod endnu værre til med
mig, og jeg allerede var i dødens gab, vil jeg dog ikke frygte for ondt. Jeg
mener ikke, at jeg kunne finde udvej ved min egen bekymring, møje, arbejde
eller hjælp. Jeg stoler heller ikke på min visdom, fromhed, min kongelige magt
og rigdom, for her er alle menneskers hjælp, råd, trøst og magt for ringe.
Men det er min hjælp, at Herren er med
mig. Dermed vil David sige: Hvad mig angår, er jeg i sandhed svag, bedrøvet,
ængstelig og omgivet af al slags fare og ulykke. Mit hjerte og min samvittighed har heller ingen fred for min synds skyld.
Jeg føler gruelig skræk for døden og Helvede, så jeg næsten må fortvivle. Men
selv om hele verden og tilmed Helvedes porte sætter sig op imod mig, vil jeg
dog ikke fortvivle. Ja, jeg vil ikke frygte for al ulykke og alt ondt, som de
kan tilføje mig, for Herren er med mig. Herren, siger jeg, som har skabt himmel
og jord og alt, som er i dem, af noget, som er mindre end et støvfnug, nemlig
af intet, Herren, hvem alle skabninger, engle, djævle, mennesker, synden og
døden er underlagt. Kort sagt: Han, som har alt i sin magt, er min rådgiver,
trøster, beskytter og hjælper. Derfor frygter jeg ikke for ondt.
På samme måde taler også Asaf i Salme 73, i hvilken han trøster de kristne mod det store anstød, at det går de ugudelige så godt på jorden, mens Guds kære hellige altid plages. Han siger: ”Om end min krop og mit hjerte forgår, så er Gud for evigt mit hjertes klippe og min lod.” (v. 26). Men hvordan Herren er med ham, forklarer han nu og siger:
v4 Din stok og din stav
er min trøst
Nådemidlerne og troen
Herren er med
mig, siger han. Dog er han det ikke legemligt, så jeg kan se og høre ham. Denne Herrens nærværelse, som jeg taler om,
kan man ikke fatte med sine fem sanser. Kun troen ser den og stoler sikkert
på, at Herren er os nærmere, end vi selv er. Hvordan? Ved Ordet. Derfor siger
han: ”Din stok og din stav er min trøst.” Dermed vil han sige: I al min angst
og nød finder jeg på jord intet, som kan hjælpe mig til fred. Da er alene Guds
Ord min kæp og min stav, som jeg holder mig til og oprejses ved. Jeg erfarer
det også til fulde, at Herren derved er med mig og ved dette sit Ord ikke alene
styrker og trøster mig i alle trængsler og anfægtelser, men også frier mig fra
alle mine fjender, på trods af Djævelens og verdens vilje.
Med disse Ord: ”Din stok og din stav er
min trøst,” vender han igen tilbage til lignelsen om hyrden og fårene og vil
dermed sige: Ligesom en jordisk hyrde leder sine får med stokken eller staven,
fører dem på de skønne græsgange og til de stille rindende vande, hvor de
finder mad og drikke, og beskytter dem med kæppen mod al fare, sådan fører og
leder Herren, den sande hyrde, også mig med sin stav, dvs. med sit Ord. Derfor vandrer
jeg for ham i ret tro og med et glad hjerte, bliver på den rette vej og véd at
vogte mig for vildledende forkyndelse og falsk hellighed. Desuden beskytter han
mig også mod al fare og ulykke til legeme og sjæl og frelser mig fra alle mine
fjender med sin kæp, det vil sige, at han styrker og trøster mig med det samme Ord
i så rigt mål, at ingen ulykke, hverken
åndelig eller legemlig, er så stor, at jeg ikke kan udholde og overvinde den.
Som du ser, taler profeten her ikke om
menneskers hjælp, beskyttelse og trøst. Han drager intet sværd. Alt sker her i
det skjulte og hemmeligt ved Ordet, så ingen får øje på beskyttelsen og trøsten
undtagen de, som tror. David foreskriver her alle kristne en almindelig regel,
som man skal lægge godt mærke til: Der er intet andet middel eller råd på jord
til at blive af med al slags anfægtelse, end at et menneske kaster al sin sorg på
Gud, griber ham i hans nådes Ord, holder fast derved og på ingen måde lader sig
det frarøve. Den, som gør det, kan have fred, om det så går ham godt eller skidt,
om han lever eller dør, og han kan bestå indtil enden og må vinde sejer over
alle djævle, verden og det onde. Her, mener jeg, prises Guds kære Ord sandelig
højt, og der tillægges det en kraft, som langt overgår alle engles og
menneskers kraft. Den samme lovprisning udtaler Paulus også i Rom 1, 16, idet
han siger: ”Evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror.”
Profeten tænker her på forkyndertjenesten.
For ved Ordets mundtlige forkyndelse, som
går ind ad øret og gribes af hjertet ved troen, og ved de hellige
sakramenter udretter Herren vor Gud alt dette i sin kristenhed. Herved kommer folk til tro, styrkes i
troen og holdes fast ved den rette lære. Endvidere gør det, at de indtil enden
kan bestå mod alle Djævelens og verdens anfægtelser. Uden disse midler, Ordet og sakramenterne, får man
intet af de nævnte ting. For Gud har fra
verdens begyndelse af handlet med alle sine hellige ved sit Ord og har ved siden af dette givet dem ydre tegn på nåden. Dette siger jeg, for
at ingen skal driste sig til at ville have med Gud at gøre uden disse midler eller at ville bygge sig en særlig vej til Himlen,
ellers vil han falde ned og brække nakken. Sådan har paven og hans tilhængere
båret sig ad og gør det endnu, og den dag i dag gør gendøberne og andre sekter
det samme.
Profeten vil med ordene: ”Din stok og din
stav er min trøst,” fremhæve noget særligt. Han vil sige: Moses er også en hyrde, han har også en stok og en stav. Men han
gør ikke andet end at drive på sine får, plage og besvære dem med en byrde, som
de ikke formår at bære (ApG 15, 10; Es 9, 3). Derfor er han en skrækindjagende,
gruelig hyrde, som fårene kun frygter og flygter for. Men du, Herre, driver
ikke på dine får og forfærder dem ikke med din stok og din stav, besværer dem
heller ikke, men trøster dem.
Heraf fremgår, at David taler om den nye pagts
forkyndertjeneste, ved hvilken der forkyndes verden, at Kristus er kommet til
jord for at gøre syndere salige, og at han har erhvervet dem denne salighed,
ved at han har sat sit liv til for dem. Alle, som tror dette, skal ikke
fortabes, men have evigt liv (Joh 3, 16). Det er den stok og stav, ved hvilken
sjælene får styrke, trøst og glæde. Af den grund skal man i den åndelige
fåresti, dvs. i Kristi rige, ikke
forkynde Guds lov, langt mindre menneskers love, men evangeliet for Kristi
får. (Bukkene skal man derimod styre med
Mose’ og kejserens stok og stav). Dette evangelium kalder profeten i
billedtale en trøstestok og trøstestav, ved hvilken de modtager styrke i troen,
vederkvægelse i hjertet og trøst i al slags angst og dødsnød.
De, der forkynder sådan, udfører den
åndelige hyrdetjeneste ret, lader Kristi får ligge i skønne græsgange, leder
dem til de stille rindende vande, vederkvæger deres sjæle, forhindrer, at de
ledes vild, og trøster dem med Kristi stok og stav. Hvor man hører sådanne
forkyndere, skal man være sikker på, at man hører Kristus selv. Man skal også anse
dem for rette hyrder dvs. for Kristi tjenere og Guds husholdere og ikke bryde
sig om, at verden udskriger og fordømmer dem som sekterere og forførere.
Derimod er de, der forkynder noget andet end evangeliet og henviser mennesker
til det, de skal gøre og være værdige til, og til selvudtænkt hellighed,
aldeles sikkert gruelige ulve og mordere. Også selv om de endnu ti gange så
stærkt roste sig af at være apostlenes efterfølgere, smykkede sig med den
kristne kirkes navn og titel og desforuden opvakte døde. De skåner ikke Kristi
fåreflok, men fordriver, piner og ihjelslår dem ikke alene åndeligt, men også
legemligt, som man nu kan se det med sine øjne.
Ligesom profeten ovenfor kalder Guds Ord
eller evangeliet for en græsgang, et vand, en ret vej, en stok og en stav,
sådan kalder han det siden i femte vers for et bord, som er dækket, en olie og
et bæger, som flyder over. Denne sammenligning med bordet, olien og bægeret
henter han fra jødernes gudstjeneste i den gamle pagt. Han siger dermed omtrent
det samme, som han har sagt ovenfor, nemlig at de, som har Guds Ord, er
rigeligt og i alle ting forsørgede til legeme og sjæl. Blot fremhæver han det
her med andre billeder og lignelser. Først anfører han billedet med bordet, på
hvilket der altid skulle ligge skuebrød (2 Mos 25, 30 og 40, 23). David viser
også, hvad dette har betegnet, og siger:
v5 Du dækker bord for
mig for øjnene af mine fjender. Du salver mit hoved med olie, mit bæger er
fyldt til overflod.
En lystig krig
Her bekender
han åbent, at han har fjender. Men han siger, at han værger sig mod dem og slår
dem tilbage derved, at Herren har dækket bord for ham over for og imod hans
fjender. Er det ikke en mærkelig beskytter? Jeg mente, at han burde berede en
solid mur for ham, en stærk vold, en dyb borggrav, en rustning og andre
forsvarsvåben og stridsvåben, så han derved kunne være sikker for sine fjender
eller jage dem på flugt. Men nu bereder han et bord for ham, som han skal spise
og drikke ved og således slå fjenderne. Sådan kunne jeg også have lyst til at
føre krig, når jeg kunne overvinde fjenderne uden al fare, bekymring, møje og
arbejde og ikke behøvede at gøre andet end at sidde til bords, spise, drikke og
være glad.
Profeten vil med disse Ord: ”Du dækker
bord for mig for øjnene af mine fjender,” fremhæve, hvor stor, herlig og
underfuld en kraft det kære Ord har. Han vil sige: Du, Herre, gør det hele så godt
for mig og bespiser mig så rigeligt og herligt ved dit bord, som du har dækket
til mig. Det vil sige, at du overøser mig med overstrømmende erkendelse af dit
kære Ord, så jeg ikke alene indadtil
i hjertet ved dit Ord har rig trøst mod min onde samvittighed, synden, frygten
og forfærdelsen for døden, Guds vrede og dom, men også udadtil bliver jeg ved dette Ord en så modig og uovervindelig stridsmand, at alle mine fjender intet kan
udrette imod mig. Jo mere de vredes og bliver afsindige af raseri mod mig, des
mindre bekymrer det mig. Ja, tværtimod, jeg er tryg, glad og ved godt mod og
det ikke af anden grund end den, at jeg har dit Ord. Dette giver mig sådan kraft og trøst mod alle mine fjender, at jeg midt i
deres heftigste raseri og galskab er bedre tilpas, end hvis jeg sad ved et
bord, hvor jeg kunne få alt, hvad hjertet begærer af mad, drikke, glæde,
velbehag og musik.
Her hører du endnu engang, hvor højt den
hellige David skatter og priser det kære Ord. Han siger jo, at de troende
derved vinder og sejrer over Djævelen, verden, kødet, synden, samvittigheden og
døden. For hvor man har Ordet og holder fast ved det i troen, må alle disse
fjender, som ellers er uovervindelige, vige tilbage og overgive sig. Dog er det
en mærkelig sejr og kraft og noget, som de troende stolt og trøstigt roser sig
af. De betvinger og overvinder nemlig alle disse gruelige og så at sige almægtige
fjender ikke ved at rase, bide, stå imod,
slå igen, hævne sig og søge råd og hjælp her og der, men ved at spise, drikke,
leve godt, være glade og hvile. Dette sker som sagt alt sammen ved Ordet.
For at spise og drikke betyder i Skriften at tro og holde fast ved Ordet. Deraf
følger så fred, glæde, trøst og styrke.
Fornuften
kan ikke finde sig i denne de troendes underlige sejer, for her sker alt i
modstrid med almindelig tænkegang. Verden forfølger og dræber stadigvæk de
kristne, som om de var de skadeligste folk på jorden. Når fornuften ser det,
kan den ikke tænke andet end, at de kristne bukker under, mens deres fjender
har overtaget og sejrer. Sådan bar jøderne sig ad med Kristus, apostlene og
dem, som troede. Når de havde dræbt eller i det mindste fordrevet dem, råbte
de: ”Nu har vi vundet! De, som har voldt os fortræd, kan ikke vildlede os mere,
nu vil vi gøre helt, som vi selv synes!” Da de var mest trygge, sendte Herren
vor Gud romerne over dem. De behandlede dem så grusomt, at det er forfærdeligt
at høre om. Siden – nogle hundrede år senere – fik også romerne det betalt, at
de alle vegne i det romerske rige havde dræbt mange tusinde martyrer. Gud lod
byen Rom blive indtaget af goterne og vandalerne fire gange i løbet af få år.
Til sidst blev den brændt og jævnet med jorden, og riget gik til grunde. Hvem
har nu vundet? Mon jøderne og romerne, der udgød de kære helliges blod som
vand? Eller de stakkels kristne, der lod sig henrette som slagtefår og ikke
havde andet værn og våben end det kære Ord?
Med disse ord siger David, hvordan det
står til med den hellige, kristne kirke, for han taler her ikke blot om sin
egen person. Han angiver dens farve og afbilder den godt: Den er i Guds øjne en
herlig, grøn eng, hvor der er græs og stille rindende vand i overflod. Det vil
sige, at den er Guds paradis og lysthave, smykket med alle hans gaver, og har
hans uudsigelige skat, nemlig de hellige sakramenter og hans kære Ord, hvormed
den underviser, styrer, styrker og trøster hans fåreflok. Men i verdens øjne ser
den helt anderledes ud. Den ligner en sort dødsskyggens dal, hvor der hverken
findes glæde eller fryd, men kun trængsel, angst og nød. For Djævelen angriber
den af alle kræfter for denne skats skyld. Indadtil volder han den stadig pine
med sine giftige, gloende pile, udadtil adsplitter han den ved sekter og
forargelser. Således ophidser han sin brud, verden, mod kirken. Den tilføjer
kirken al ulykke og hjertesorg ved at forfølge, håne, spotte, fordømme og myrde
den. Det ville ikke være underligt, om den kære kristenhed i løbet af et
øjeblik blev fuldstændig tilintetgjort ved så stor en list og magt, både
Djævelens og verdens. For den kan ikke værge sig mod sine fjender, som er alt
for stærke, listige og mægtige for den. Den er jo – som profeten her aftegner
den – et uskyldigt, enfoldigt, værgeløst lam, som hverken kan eller vil tilføje
nogen noget ondt, men altid er rede til ikke alene at gøre godt, men også at
lide ondt for det.
Hvordan går det så til, at kristenheden i
så stor svaghed kan udholde Djævelens og verdens list og voldsherredømme?
Herren er dens hyrde, derfor lider den ikke nød. Han bespiser og styrker den
åndeligt og legemligt, og han holder den på den rette vej. Han giver den også
sin stok og stav til sværd. Dette sværd
fører den ikke i hånden, men i munden, og dermed trøster den ikke alene de bedrøvede, men jager også dermed Djævelen og alle hans apostle på flugt, selv om
de er nok så listige og spidsfindige. Desuden har Herren dækket et bord eller
et påskelam for den. Når dens fjender bliver vrede, skærer tænder efter den,
bliver gale, fortørnede, arrige og rasende og tager al deres list, kraft og
magt til hjælp for simpelt hen at tilintetgøre den – så sætter den kære Kristi
brud sig til sin Herres bord, spiser af påskelammet, drikker af det stille
rindende vand, er glad og synger: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.” Det er dens våben og ammunition, med
hvilke den hidtil har slået og overvundet alle sine fjender. Den vil også på
denne måde beholde sejren indtil den yderste dag. Jo mere Djævelen og verden
plager og piner den, des bedre står det til med den, for dens bedring og fremgang består i forfølgelse, lidelse og død.
Derfor har også en af de gamle fædre sagt: Martyrernes blod er en sæd. Hvor man
henretter én, vokser der hundrede nye frem. Om denne mærkelige sejer synges i
nogle af salmerne som f.eks. i salme 9 og 10.
Luthers personlige
erfaringer gennem atten år
Sådan har det
ved Guds nåde været min sædvane i disse
atten år. Jeg har blot ladet mine fjender vredes på mig, true, spotte og
fordømme mig, ladet dem uden ophør rådslå imod mig, udtænke mange onde rænker
og udøve al slags ondskab. Jeg har ladet dem ængstelig bekymre sig for, hvordan
de kunne slå mig ihjel og udslette min, eller rettere, Guds lære. Midt i alt
dette har jeg været glad og ved godt mod (dog
ikke altid i samme grad). Jeg har ikke bekymret mig meget om deres raseri
og fortørnelse, men jeg har holdt mig til trøstestaven og indfundet mig ved det
bord, Herren har beredt. Det vil sige, at jeg har overgivet sagen til Herren
vor Gud, en sag, som han har ført mig ind i ganske
uden min vilje og beslutning, og imens har jeg bedt et Fadervor eller en
salme af David. Det er hele min rustning, hvormed jeg indtil i dag ikke alene
har forsvaret mig mod mine fjender, men også ved Guds nåde udrettet så meget,
at når jeg nu ser tilbage og tænker på, hvordan det stod til i pavedømmet, må
jeg af hjertet undres over, at det er kommet så vidt.
Jeg havde aldrig turdet tænke, at kun en
tiendedel skulle ske af det, som nu kan ses. Han, som har begyndt det, vil også
i fremtiden fuldføre det, selv om ni Helveder og verdener stod sammen. Derfor bør enhver kristen ret lære den kunst
at holde sig til denne stok og stav og indfinde sig ved dette bord, når
bedrøvelse eller anden ulykke er til stede. Så modtager han bestemt styrke og
trøst mod alt, som truer ham.
Den anden sammenligning er med olien. Den
nævnes ofte i Den Hellige Skrift. Men det har været en kostbar olie som balsam
eller en anden vellugtende væske. Dermed plejede man at salve præsterne og
kongerne. Også når jøderne holdt deres fester og ville være glade, salvede
eller bestænkede de sig med sådan kostbar olie. Det fremgår også af Kristi Ord,
når han siger (Matt 6, 17): ”Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit
ansigt.” Sådan er olien blevet brugt hos disse folk, når de ville være glade og
godt til mode. Sådan ville også Magdalene glæde Herren, da hun hældte kostbar
nardussalve på hans hoved. Hun så jo, at han var bedrøvet. Den tredje
sammenligning er med bægeret. Dette brugte jøderne i deres gudstjeneste, når de
ofrede drikoffer og var glade for Herren.
Profeten vil med disse Ord: ”Du salver mit
hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod,” pege på den store, rige
trøst, som de, der tror, har ved Ordet. For dette gør deres hjerter trygge,
glade og vel til mode midt i al slags anfægtelse, trængsel og også i døden. Han
vil sige: Herren gør mig i sandhed til en mærkelig stridsmand og udruster mig
underligt mod mine fjender. Jeg mente, at han ville iføre mig en rustning, sætte
en hjelm på mit hoved, give mig et sværd i hånden og advare mig, at jeg skulle
være forsigtig og ivrigt give agt på, at jeg ikke overrumples af fjenderne. Men
nu sætter han mig til et bord og bereder et herligt måltid for mig, salver mit
hoved med kostbar balsam eller – som man plejer her til lands – sætter en krans
på mit hoved, som om jeg skulle gå til glædesfest og leg og ikke slås med mine
fjender. Og for at jeg ikke skal mangle noget, lader han mit bæger flyde over,
så jeg straks kan drikke, blive glad, være ved godt mod og få nok. På den måde er det beredte bord altså min
rustning, den dyrebare balsam min hjelm og det overfyldte bæger mit sværd,
hvormed jeg overvinder alle mine fjender. Er dette ikke i sandhed en
mærkelig rustning og en endnu mærkeligere sejr?
David vil sige sådan: Herre, dine gæster,
som sidder ved dit bord, dvs. de troende, bliver ikke alene stærke og dristige
kæmper mod alle deres fjender, men de bliver også glade og berusede. Det kommer
af, at du holder en stor fest for dem, som en rig mand plejer at gøre for sine
gæster. Du bespiser dem på bedste måde, du gør dem feststemte og glade, og du
skænker også så rigeligt for dem, at de bliver berusede. Det sker alt sammen
ved nådens Ord, for ved dette
bespiser og styrker Herren, vor hyrde, sine troendes hjerter, så de tør byde
alle deres fjender trods og sige som profeten: ”Jeg frygter ikke ti tusind
krigere, der belejrer mig fra alle sider.” (Sl 3, 7). Og ovenfor siger han i
det fjerde vers: ”Jeg frygter intet ondt, for du er hos mig.” Sammen med Ordet giver
han dem også Helligånden. Ja, han giver
dem Helligånden ved selve Ordet. Og Helligånden gør dem ikke alene modige
og dristige, men også så trygge og glade, at de bliver berusede af stor,
overvældende glæde.
David taler her om åndelig kraft, glæde og beruselse, som er guddommelig styrke (Rom 1,
16), og en glæde, som Paulus kalder ”glæde i Helligånden” (Rom 14, 17), og en
salig beruselse, hvorved mennesker ikke bliver fulde af vin, som fører til hæmningsløshed,
men fyldt med Helligånden (Ef 5, 18). Det er den rustning og de våben, som
Herren vor Gud udruster sine troende med mod Djævelen og verden. Han giver dem
nemlig Ordet i munden og modet, som er Helligånden, i hjertet. Iført denne
rustning angriber de frimodigt og glad alle deres fjender, slår og overvinder
dem trods al deres magt, visdom og hellighed. Sådanne stridsmænd var apostlene
på pinsedagen. De stod frem i Jerusalem uden at tage hensyn til kejserens og
ypperstepræsternes befaling. De bar sig ad, som var de guder, og alle de andre
ikke andet end græshopper. De gik frem med kraft og glæde, som var de berusede.
Der var jo også nogle, som spottede og sagde: ”De har drukket sig fulde i sød
vin.” Men Peter viste dem, ud fra profeten Joel, at de ikke var fulde af vin,
men fulde af Helligånden. Og så slår han om sig med sit sværd, dvs. at han
åbner sin mund, prædiker og vinder med ét slag tre tusinde sjæle fra Djævelen.
Sådan kraft, glæde og salig beruselse
viser der sig i dem, som tror. Ikke alene, når det står vel til med dem, og de
har fred, men også når de lider og dør. Men
da rådet i Jerusalem lod apostlene piske, var de glade, fordi de var blevet regnet
værdige til at vanæres for Kristi navns skyld. (ApG 5, 41). Og i Rom 5, 3 siger
Paulus ”vi er også stolte af vore trængsler.” Også siden er mange martyrer,
både mænd og kvinder, med glad hjerte og smilende mund gået i døden, som om de
gik til fest eller leg. Sådan læser man jo om Skt. Agnes, Skt. Agatha, unge
piger på tretten eller fjorten år, og om flere andre. De har ikke alene ved
deres død dristigt og frimodigt overvundet Djævelen og verden, men de har også
af hjertet været godt til mode, som om de var berusede af stor glæde. Når man
sådan trygt foragter Djævelens store magt og list, fortørnes han over al måde. Også i vor tid er mange for Kristi
bekendelses skyld gået glade i døden. Man erfarer også ellers, at mange dør
på deres sygeseng med ret erkendelse og tro og siger med Simeon: ”Herre, nu
lader du din tjener gå bort med fred.” Det frydes man over. Jeg har selv set
mange dø sådan. Alt dette kommer af, at de, som profeten siger, er salvet med
olie – i salme 45, 8 kaldes denne for ”glædens olie”. Og de har drukket af det
overfyldte bæger, som Herren skænker for dem.
Ja, siger du, men med mig er det endnu
ikke sådan fat, at jeg kan dø glad. Det er ikke til nogen skade. David har heller ikke til enhver tid haft
den erkendelse, som ovenfor sagt, men han har i sandhed til tider klaget: Jeg
er bortstødt fra dine øjne. På samme måde har også andre hellige ikke altid haft hjertelig tillid til Gud
og haft stadig tålmodighed og velbehag i deres trængsler og anfægtelser. Paulus
holder til tider så trygt og fast på Kristus, at han slet ikke tager hensyn til
loven, synden, døden og Djævelen. Han siger: ”Jeg lever ikke mere selv, men
Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn,
der elskede mig og gav sig selv hen for mig.” (Gal 2, 20). Ligeledes siger han:
”Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus.” (Fil 1, 23). Og
endvidere: ”Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle,
vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed?
Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd?” (Rom 8,
35 og 32). Her taler han så trygt om døden, Djævelen og alt ondt, som om han
var den stærkeste og største helgen, for hvem døden ikke var andet end glæde og
leg. Men andre steder omtaler han sig selv som den største og svageste synder
her på jorden.
Han siger i 1 Kor 2, 3: ”Jeg optrådte hos
jer i svaghed og med megen frygt og bæven.” Ligesådan i Rom 7: ”Jeg er af kød,
solgt til at være under synden.” Den tager mig til fange. ”Jeg elendige
menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?” (Rom 7, 14; 24). Og i
Gal 5, 17 lærer han, at der i de hellige er en stadig kamp mellem kødet og
Ånden. Derfor skal du ikke straks opgive håbet, når du føler dig svag og
forsagt, men bed flittigt om, at du må kunne blive ved Ordet og tiltage i troen
og i Kristi erkendelse. Det gør profeten også her og lærer andre at gøre ligesådan,
idet han siger:
v6 Godhed og troskab
følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.
Djævelen
ophører aldrig med at plage dem, som tror, indadtil med forfærdelser og udadtil
med de falske forkynderes list og tyrannernes magt. Derfor beder han her til
sidst alvorligt om, at Gud, som har givet ham denne skat, også vil holde ham
fast ved den indtil enden. Han siger: Ak, den kære Gud give dog i sin nåde, at
godt og miskundhed må følge mig gennem hele livet, og straks siger han også,
hvad det er, som han kalder godt og miskundhed, nemlig dette, at han altid må
blive i Herrens hus. Som ville han sige:
Herre, du har begyndt, du har givet mig
dit hellige Ord og optaget mig blandt dem, som er dit folk, som erkender, lover
og priser dig. Så giv nu fremdeles nåde til, at jeg må blive ved dit Ord og
aldrig nogen sinde skilles fra din hellige kristenhed. Sådan beder han også i
salme 27, 4, hvor han siger: ”Kun ét ønsker jeg fra Herren, kun det længes jeg
efter: At bo i Herrens hus, så længe jeg lever, så jeg kan fryde mig over
Herrens herlighed og søge svar fra ham i hans tempel.”
Sådan underviser og formaner nu profeten
her ved sit eksempel alle dem, som tror, for at de ikke skal blive sikre,
stolte eller store på det, men frygte og bede om ikke at miste denne skat. En
sådan alvorlig formaning skal i sandhed opvække og opmuntre os til flittigt at
bede. Den hellige David, som dog var en profet, højt oplyst med guddommelig
visdom og erkendelse og benådet med mange store og herlige gaver fra Gud, har
så ofte og med stor alvor bedt om at måtte blive ved dette gode. Hvor meget
mere bør da ikke vi, som er for intet at regne imod ham og desuden lever i de sidste tider – der efter
Kristi og apostlenes udsagn er gruelige og farlige tider – våge og bede med
stor alvor og flid, at vi alle vore livsdage må blive i Herrens hus, dvs. høre Guds
Ord, derved modtage den store gavn og de frugter, som ovenfor er omtalt, og
blive faste deri indtil enden. Det give os Kristus,
vor eneste hyrde og frelser. Amen!