Martin
Luther
Islam
og jødedom
.jpg)
Indledning
Martin Luthers skrifter om islam og jødedommen hører til
hans mere kontroversielle skrifter. Det gælder ikke mindst hans skrift om
jøderne fra 1543, som er blevet misbrugt til vold og forfølgelse af jøderne.
Det skyldes imidlertid ikke Luthers egne ytringer, som det fremgår af
teksterne. Derfor må det også være rimeligt at bringe teksterne her, så der er
mulighed for at se, hvad Luther rent faktisk siger.
Luther tager ganske vist skarp afstand fra både islam og
jødedom som trosretninger og religion i disse skrifter, men han går hverken ind
for eller opfordrer til vold mod muslimer eller jøder.
For Luther er alle religioner ikke bare ét fedt og det
samme. Islam og jødedommens lovreligion har intet med
sand evangelisk kristendom at gøre. Derfor opfordrer Luther til at tage kampen
op mod disse trosretninger på to måder.
Den første
måde er den teologiske eller kristne, hvor man med bøn og bibel forsøger at
overbevise og gendrive islam og jødedom.
Den anden
måde er den politiske, som man deltager i som samfundsborger. Her kan der blive
tale om anvendelse af militær magt, hvis ens land angribes eller trues. Det var
netop tilfældet på reformationstiden, hvor Tyskland og andre europæiske lande
blev angrebet af tyrkiske muslimer.
Når det gælder den jødedom, som Luther vender sig imod,
er den en speciel, aggressiv form for jødedom, som vi ikke kender i dag. I
hvert fald ikke her i Danmark. Her opfordrer Luther til at bruge de samme
politiske muligheder, som andre lande havde gjort, nemlig at bede jøderne om at
forlade landet. Og deres synagoger og religiøse forsamlingssteder skal
nedrives.
Luther taler
i den forbindelse om at brænde jødernes synagoger. Som det fremgår af hans
skrift er der imidlertid ikke tale om nogen form for mordbrand, hvor der befinder
sig mennesker i bygningerne. Det drejer sig udelukkende om at nedrive og fjerne
sporerne af de religiøse forsamlingssteder.
Den form for jødedom, som Luther beskriver og vender sig
imod, kender vi som sagt ikke i dag her i landet. Hvis man derfor vil gøre et
reelt forsøg på at forstå Luthers udtalelser, er man i dag nødt til at tænke på
andre religiøse grupper.
Det kunne
være nogle af de rabiate muslimske grupper som for eksempel Hizb
ut-Tahrir, som prøver på at påvirke de muslimske
skoleelever på en meget aggressiv facon gennem deres klassekammerater.
Mennesker, der misbruger vor gæstfrihed og hjælp til at tale nedladende og
hånende om danske piger, kultur og kristendom. Hvis man så tilføjer lidt
økonomisk og socialt snyd, så har man et mere realistisk billede af Luthers
modstandere.
Der er tale
om yderliggående og aggressive religiøse grupper, der samtidig håner alt, hvad
der er dansk og kristent. Det er det, Luther vender sig imod i sine skrifter
her. Der er på ingen måde tale om vold mod disse grupper, men om at bruge
lovlige politiske sanktioner. På reformationstiden omfattede disse politiske
sanktioner blandt andet at man kunne vise folk ud af landet og fjerne deres
religiøse tilholdssteder.
Det er på
dette plan og ind i denne historiske situation, man må forsøge at forstå
Luther. Man kan så være enig eller uenig
med ham i vurderingen af disse religiøse grupper og de politiske sanktioner, som Luther foreslår, men der er på ingen måde
tale om nazisternes jødeforfølgelse eller lignende. Og der er heller ingen
legitimation til det hos Luther.
Luthers kamp
er derimod et skarpt opgør med den jødiske lovreligion,
altså af jødedommen, den jødiske tro. Det er ikke et angreb på jøderne som folk
eller race. Luther fremhæver netop stærkt, at både Jesus selv og hans største
apostel Paulus begge var fødte jøder.
Luther
skelner mellem ægte jøder og falske jøder. Og de falske jøder er dem, vi blandt
andet kender fra farisæerne i Nytestamente, som var Jesu værste modstandere.
Det er også dem, Paulus bekæmper i Galaterbrevet. Det drejer sig netop om
falske jøder, der fordrejer den ægte tro og forsøger at opstille en anden vej
til frelse ved hjælp af egne gerninger. Det er ikke en kamp mod jøder som
sådan, men mod en falsk lovreligion, farisæismen
eller judaismen, eller hvad den nu end kaldes.
Når det
drejer sig om almindelige jøder på det personlige plan, har vi faktisk flere
eksempler i Luthers breve, hvor han går ind og hjælper enkeltpersoner af jødisk afstamning til opholdstilladelse og andre
sociale problemer.
Luther går ind i debatten med jøderne på deres egen
hjemmebane, nemlig Det Gamle Testamente og det hebraiske sprog. Disse afsnit
kan godt være vanskelige helt at følge med i, hvis man ikke har et vist kendskab
til disse ting. Man kan dog sagtens springe disse afsnit over og alligevel få
pointen.
Essensen i det er, at de rabbinske jøder både misforstår
og misfortolker Gammeltestamente. Derfor kan de ikke se, at Jesus af Nazaret
virkelig er den lovede frelser og Messias. Den Messias, som loves, skal ikke
være en politisk skikkelse og leder, men en religiøs. Messias’ vigtigste opgave
skal være, at frelse os fra synd, død og djævel. Og det var netop det, Jesus
Kristus gjorde, da han døde for alverdens synd på korset.
Originaltitlerne er ”Vom Kriege
wider die Türken,
Århus, februar 2005
Web-redaktør
Cand.theol. Finn B. Andersen
Martin
Luther
Kampen mod muslimsk terror
1528
Vom Kriege
wider die Türken, 1528
(WA 30 II, 107-148)
Luthers forord
Til Hans Højhed, den højbårne Fyrste og Herre, Hr.
Philip, Landgreve af Hessen, Greve af Katzenelbogen, Zigenhain og Nida, min nådige Herre.
Nåde og Fred
i Kristus Jesus, vor Herre og Frelser! Ærværdige, højbårne Fyrste, nådige
Herre. For omkring fem år siden var der nogle, som bad mig skrive om krigen mod
muslimerne og formane og tilskynde vore folk til den. Og nu, da muslimerne
kommer os så nær, tvinger dette og mine venner mig til at gøre det færdigt.
Især fordi jeg hører, at der desværre er nogle uduelige prædikanter blandt os
tyskere selv, som indbilder menigmand, at man ikke skal og må kæmpe mod
muslimerne. Ja nogle er endog så
tåbelige, at de prædiker, at det ikke sømmer sig for nogen kristen at føre det
verdslige sværd eller regere. Da vort tyske folk desuden er et så uoplyst
og tåbeligt folk, ja ligefrem halvt djævle og halvt mennesker, er der nogle,
som ønsker fremtidigt at stå under muslimernes herredømme!
Og al sådan vildfarelse og slethed hos
folket får Luther skylden for, og det skal kaldes mit evangeliums frugter.
På samme måde må jeg også bære skylden for oprøret og for alt det onde, som nu
sker i hele verden, skønt de dog nok ved, at det forholder sig anderledes. Men
i oprør mod Gud og hans Ord lader de som om de ikke ved bedre og søger
anledning til at spotte Helligånden og den af alle kendte sandhed. Det er, for
at de rigtig kan fortjene Helvede og aldrig nå frem til at angre og få
tilgivelse for deres synder.
Derfor er jeg
nødt til at skrive om sagen, også for min egen og for evangeliets skyld, for at
fralægge os skylden. Ikke af hensyn til spotterne, over for hvem jeg ikke
finder det umagen værd at undskylde mig med ét eneste ord. Evangeliet skal for
dem være en duft af død til død (2 Kor 2, 16), som de fortjener det med deres
vrangvillige spot. Men jeg gør det, for at de uskyldige samvittigheder ikke
længere skal bedrages af disse bagvaskere og fatte mistro til mig og min
undervisning eller forføres til at tro, at man ikke bør kæmpe imod muslimerne.
Jeg anser det
for passende at udsende bogen under Deres fyrstelige Nådes navn som en berømt,
mægtig fyrstes. Derved kunne den finde desto større anseelse og læses
flittigere, så at fyrsterne og herrerne kunne have en fælles betænkning, hvis
det engang skulle komme dertil, at man vil tage kampen op mod muslimerne. Det
er nemlig min agt heri at påpege nogle ting, som er værd at overveje og som vil
være af vigtighed. Hermed befaler jeg Deres fyrstelige Nåde til vor
barmhjertige Guds nåde og yndest, at han vil bevare Dem mod al Djævelens
vildfarelse og list og oplyse og styrke Dem til et lykkeligt styre.
Deres fyrstelige Nådes villige
tjener
Martin Luther.
De to regimenter
I den bandbulle, hvori pave Leo den Tiende bandlyser mig,
fordømmer han blandt andre artikler også den, at jeg har sagt, at det at stride
imod muslimerne er det samme som at stride imod Gud, som hjemsøger os med dette
tugtens ris. De, som siger om mig, at jeg forbyder og fraråder at stride imod
muslimerne, bygger formodentlig på denne artikel. Jeg vedkender mig gerne, at
denne artikel er min og i sin tid fremsat og forsvaret af mig. Hvis det nu stod
til i verden som dengang, ville og måtte jeg også stadig fremsætte og forsvare
den. Men det er ikke smukt, at man så hurtigt glemmer, hvordan det dengang stod
til i verden. Hvad der var grund og
årsag til mine ord, som man alligevel fastholder og fremfører, hvor denne grund
og årsag ikke findes. Hvem kunne ikke med en sådan metode gøre evangeliet til
lutter løgn og påstå, at det var i strid med sig selv? Men situationen var
dengang, at ingen havde sagt eller hørt, og ingen vidste noget om den verdslige
øvrighed, hvorfra den kom, hvad der var dens embede og gerning, eller hvordan
den skulle tjene Gud. De allerklogste - jeg vil ikke nævne dem ved navn - anså
den verdslige øvrighed for en hedensk, menneskelig, ugudelig ting, som om den
var en stand, der var farlig for ens salighed. Derfor havde præster og munke
også lokket og overtalt konger og fyrster til at foretage sig andre ting for at
tjene Gud, som at høre messe, bede, stifte messer og lignende.
Kort sagt,
fyrster og herrer, som gerne ville være fromme, regnede deres stand og embede
for intet, ikke for en gudstjeneste. De blev rene præster og munke, kun med den
forskel at de ikke fik munkefrisure og gik i munkedragt. Ville de tjene Gud,
måtte de hen i kirken. Det kan alle de herrer, som levede dengang og erfarede
det, bevidne for mig, for min allernådigste herre, hertug Friedrich, salig
ihukommelse, blev så glad, da jeg første gang skrev om den verdslige øvrighed,
at han lod den lille bog afskrive og indbinde specielt. Han var rigtig glad for
at se, hvad hans stand var i Guds øjne.
Sådan var
paven og gejstligheden dengang alt i alle, over alle og gennem alle som en gud
i verden. Den verdslige øvrighed lå undertrykt og ukendt i mørket. Nu ville
paven og hans flok dog være kristne og foregav alligevel at føre krig imod
muslimerne. Heraf kom det hele, for jeg arbejdede dengang med læren, som angik
de kristne og samvittigheden, og havde endnu ikke selv skrevet noget om den
verdslige øvrighed. Derfor skældte papisterne mig ud for at hykle for
fyrsterne, fordi jeg kun skrev om, hvordan de gejstlige skulle være som
kristne, og ikke noget om de verdslige. Ligesom de nu skælder mig ud for oprør,
efter at jeg
ved Guds nåde har skrevet så herligt og nyttigt om den verdslige øvrighed som
aldrig nogen lærer har gjort siden apostlenes dage. Det skulle da lige være St. Augustin. Det kan jeg med god
samvittighed og med verden som vidne rose mig af.
Frivillige råd eller forpligtende bud
Men blandt de kristne lærestykker skrev jeg også om, hvad
Kristus siger i Matt. 5, 39: En kristen skal ikke sætte sig imod det onde, men
tåle alt, lade kappen følge kjortelen og lade den røves, vende den anden kind
til osv. Disse ting ville paven med sine universiteter og klostre gøre til frivillige råd, som ikke var befalet eller nødvendigt for den kristne
at efterleve. De fordrejede altså Kristi ord, prædikede falsk lære for alverden
og bedrog de kristne.
Da de nu
ville være kristne, ja tilmed de bedste, og alligevel stride mod muslimerne,
ikke lide noget ondt eller tåle vold eller uret, foreholdt jeg dem dette ord af
Kristus, at kristne ikke skulle modstå det onde, men tåle og finde sig i alt.
Dertil føjede jeg den artikel, som pave Leo den Tiende har fordømt. Og jeg
gjorde det så meget snarere, for at jeg kunne fratage det romerske bedrageri
dets skalkeskjul. Paverne havde nemlig aldrig for alvor i sinde at stride imod
muslimerne, men havde brug for tyrkerkrigen som et
påskud, hvorunder de kunne berøve Tyskland for deres penge med afladshandelen.
Det kunne de gøre, så tit de ønskede, som alverden meget vel vidste, men som nu
er glemt.
Altså
fordømte de ikke min artikel, fordi den hindrede tyrkerkrigen,
men fordi den afslørede deres skalkeskjul og spærrede pengenes vej til Rom.
Havde det nemlig været deres alvor med at føre krig mod muslimerne, havde paven
og hans kardinaler sikkert så meget fra deres utallige andre indkomster, at de
ikke behøvede en sådan overpris og røveri fra Tyskland. Havde der for alvor
været tale om en krig i almindelig forstand, havde jeg nok kunnet udarbejde min
artikel bedre og klarere.
Desuden
syntes jeg heller ikke om, at man i den grad presser og opildner de kristne og
fyrsterne til at angribe og bekrige muslimerne, før vi selv forbedrer os og
lever som rette kristne. Begge disse ting er, også taget hver for sig,
tilstrækkelig grund til at fraråde krig. Jeg ville nemlig ikke tilråde en
hedning eller muslim, endsige da en kristen, at angribe eller begynde en krig,
hvilket ikke er andet end at tilråde blodsudgydelse og ødelæggelse. Der er ikke
nogen lykke ved det, som jeg også har skrevet i en lille bog om militær. Heller
ikke lykkes det nogensinde en skurk at forbedre en anden, hvis han ikke først
selv vil være skikkelig.
Misbrug af kristennavnet
Det, der drev mig mest af alt, var, at man under
kristennavnet tog sig for at lære og ophidse til strid mod muslimerne, som om vort folk skulle kaldes en hær af kristne, imod muslimerne som mod Kristi fjender. Det er stik
imod Kristi navn og lære. I strid med læren er det, fordi han siger (Matt 5,
39): Kristne skal ikke sætte sig imod det onde, ikke strides eller skændes,
ikke hævne sig eller føre retssager. Det er imod hans navn, da der i en sådan
hær vel knap
er fem kristne og måske folk, som i Guds
øjne er værre end muslimerne. Alligevel vil de alle føre Kristi navn, hvilket
dog er den allergroveste synd, som ingen muslim begår. Det indebærer, at Kristi
navn vanæres ved at bruges til skam og skændsel, især hvis paven og bisperne er
med. De ville nemlig bringe skam og vanære over Kristi navn, fordi de er kaldet til at
kæmpe mod Djævelen med Guds ord og ville
lade dette kald og embede vente for at kæmpe med sværdet mod kød og blod. Det
er dem ikke befalet, men ligefrem forbudt.
Oh, med
hvilken glæde ville Kristus ikke modtage mig på den yderste dag, hvis jeg, som
var sat til et gejstligt embede, hvor jeg skulle prædike og øve sjælesorg,
havde ladet dette ligge og i stedet beflittet mig på at kriges og føre det
verdslige sværd! Og hvordan skulle Kristus komme dertil, at han eller hans
skulle have med sværdet at gøre, føre krig og dræbe folk, når han dog roser sig
af, at han er kommet for at frelse verden, ikke for at dræbe folk? Hans gerning
er jo at udbrede evangeliet og med sin Ånd frelse mennesker fra synd og død, ja
fra dette liv hjælpe dem til det evige liv. I Joh. 6, 15 flygter han og vil
ikke lade sig gøre til konge. For Pilatus bekendte han: ”Mit rige er ikke af
denne verden.” (Joh. 18, 36) Og i haven bød han også Peter stikke sit sværd i
skeden og sagde: ”Den, der griber til sværd, skal omkomme ved sværd.” (Matt 26,
52).
Dette siger
jeg ikke, som om jeg med det ville prædike, at den verdslige øvrighed ikke
skulle kunne være kristen, eller at en kristen ikke måtte føre sværdet og tjene
Gud under den verdslige øvrighed. Gud give, at de alle
var kristne eller at der ikke fandtes andre end kristne fyrster. Så ville det
nok stå bedre til, end det nu gør, og muslimerne ville ikke være blevet så
mægtige. Men jeg vil, at man skelner og gør forskel på de forskellige embeder og kald, og at enhver agter på, hvad Gud har kaldet ham til, og
følger det troligt og af hjertet gør fyldest i Guds tjeneste. Det har jeg
skrevet udførligt om andetsteds, især i bogen om militæret og om den verdslige
øvrighed.
Paulus vil
nemlig ikke tillade, at nogen trænger sig ind i en andens embede i kirken, som
dog skal bestå af lutter kristne (Rom 12, 4 og 1 Kor 12, 27ff.). Han formaner
enhver til at blive ved sit eget embede, for at der ikke skal opstå uorden, men
alt foregå i orden. Meget mindre vil han derfor tillade den uorden, at en
kristen forlader sit embede og påtager sig et andet, verdsligt embede, eller at
en biskop eller sognepræst forlader sit embede og påtager sig en fyrstes eller
dommers? Og at omvendt en fyrste påtager sig en biskops embede og lader sit
fyrstelige embede vente, sådan som sådan skændig uorden endnu stadig går i
svang i hele pavedømmet på trods af dets egne kirkelove og ret.
Spørg engang
erfaringen, hvor godt det hidtil er gået os med tyrkerkrigen,
som vi har ført som kristne og i Kristi navn, indtil vi til sidst har tabt
Rhodos og næsten lider sult og tilmed har mistet meget af Tyskland. Og for at
man kan mærke og forstå, at Gud ikke er med os for at stride mod muslimerne,
har han aldrig indgydt vore fyrster så meget mod eller ånd, at de dog engang
for alvor kunne tage fat på tyrkerkrigen. Næsten alle
rigsdage er blevet sammenkaldt og afholdt i den anledning, uden at det dog
fører til noget. Så det synes, at Gud spotter vore rigsdage og lader Djævelen
forhindre og beherske dem, indtil muslimerne i ro og mag går på græs lige
hertil og sådan uden besvær og uden at møde modstand lægger Tyskland øde.
Hvorfor går det sådan? For at min artikel, som pave Leo har fordømt, ikke skal
være fordømt, men stå ved magt. Og fordi papisterne forkaster den uden
Skriftbegrundelse, af overmod, må muslimerne tage sig af det og bekræfte den
med magt og handling. Vil vi ikke lade os belære af Skriften, må muslimerne
belære os med sværdet, indtil vi af vor
skade lærer, at kristne ikke skal stride eller sætte sig imod det onde. Tåber
må man belære med fysiske midler.
Sammenblanding af kristendom og politik
Hvor megen krig tror du, der havde været mod muslimerne,
hvori vi ikke havde lidt stor skade, hvis bisper og præster havde været med
deri? Hvor ynkeligt blev ikke den gode kong Lasla med
sine bisper slået af muslimerne ved Varna, så at også Ungarerne selv gav
Kardinal Julianus skylden derfor og dræbte ham
derfor. Og nu for nylig havde kong Ludvig måske kæmpet med bedre lykke, hvis
han ikke havde ført en præstehær eller, som de praler
med, en kristenhær
mod muslimerne. Og var jeg kejser, konge eller fyrste, så ville jeg ved felttog
mod muslimerne formane mine bisper og præster til at blive hjemme og passe
deres embede med bøn, faste, skriftlæsning, prædiken og tjeneste for de
fattige, som ikke alene Den Hellige Skrift, men også deres egen gejstlige ret
lærer og kræver. Men hvis de i strid med det alligevel, ulydige mod Gud og
deres egen lov, ville med i krigen, ville jeg med magt lære dem at passe deres
embede og ikke sådan ved deres ulydighed pådrage mig og min hær Guds vrede og
bringe os i al slags fare. Det ville være mindre farligt for mig at have tre
djævle i hæren end én ulydig, frafalden biskop, som glemte sit embede og uden
befaling tog sig et andet, for der kan ikke være nogen lykke ved sådanne
mennesker, som strider imod Gud og deres egen lov.
Jeg har hørt
om fremragende krigere, som mente, at da kongen af Frankrig blev slået af
kejseren ved Pavia, kom al hans ulykke af, at han
havde pavens eller, som de pågældende siger, kirkens folk med sig. For efter at
de kom ind i hans lejr med stort halløj: ”Her er kirken, her er kirken!” havde
han ikke længere lykken med sig. Sådan fortæller krigsfolkene, som sikkert ikke
kender årsagerne til, at det ikke sømmer sig for paven, som jo vil være en
kristen, ja tilmed den øverste og bedste forkynder af kristendommen, at føre en
kirkehær eller kristenhær.
Kirken skal ikke stride eller kæmpe med sværdet, den har andre fjender end dem
af kød og blod, nemlig de onde djævle i luften. Derfor har den også andre våben
og sværd og fører andre krige, som den har nok at gøre med, så den ikke skal
blande sig i kejserens eller fyrsternes krige, da Skriften siger: Der skal ikke
være nogen lykke, hvor man er ulydig imod Gud.
Endvidere,
hvis jeg var soldat og på kamppladsen så en præst eller et korsbanner, ja, om
det så var et krucifiks, så ville jeg flygte derfra som forfulgt af Djævelen.
Selv om de ved Guds tilskikkelse vandt sejr, ville jeg dog ikke have del i
byttet eller glæden. End ikke den onde storpraler pave Julius, som halvvejs var
en Djævel, havde mere held med sig, end at han til sidst måtte bede kejser Maximilian om hjælp og lade ham råde, skønt Julius havde
flere penge, våben og folk.
Sådan mener
jeg også, at den næste pave Clemens, som man næsten regner for en krigsgud,
nærmest slap heldigt fra sin krigsførelse, indtil han tabte Rom med al dens
rigdom ved få og dårligt udrustede krigsfolk. Det er en afgjort sag, Kristus
vil lære dem at forstå min artikel, at kristne ikke skal føre krig. Sådan må
den af dem fordømte artikel hævne sig, for den taler om kristne og vil være
uden fordømmelse, rigtig og sandfærdig. Alligevel vil de ikke bekymre sig om
det eller tro på det, så at de til sidst, forstokkede og ubodfærdige, forfalder
mere og mere og går til grunde, og dertil siger jeg: Amen, Amen!
Fordi de har
verdsligt herredømme og gods, skal de ganske vist yde og give kejseren, kongen
eller fyrsterne, hvad der tilkommer dem deraf, ligesom man må gøre det af andet
verdsligt gods. Ja, alt sådant kirkegods, som de kalder det, skal især frem for
alt andet gods tjene og hjælpe til værn for de nødstedte og til fælles
bedste. Til det formål er det nemlig
skænket, og ikke for at en biskop skal glemme sit embede og bruge det til krig
og stridigheder. Når kejser Karls eller en fyrstes banner føres i felten, så
skal enhver glad og frejdig stille op under hans banner, sådan som han har
svoret, hvad vi vil komme tilbage til. Er det derimod en biskops, kardinals
eller paves, så løb din vej og sig: Den mønt kender jeg ikke, men var det en
bønnebog eller hellig Skrift, som forkyndes i kirken, skulle også jeg nok komme
løbende!
Kamp på to fronter
Inden jeg nu formaner eller opildner dig til at kæmpe
imod muslimerne, så hør dog for Guds skyld først på mig. Jeg vil først lære dig
at kæmpe med god samvittighed. For selv om jeg kunne fristes til at lade den
gamle Adam råde og stiltiende se til, hvordan muslimerne hævnede mig på de
tyranner, som forfølger evangeliet og volder mig al mulig sorg, og betalte dem,
så vil jeg alligevel ikke gøre det, men tjene både venner og fjender, for at
også min sol må gå op over onde og gode, og det må regne over taknemmelige og
utaknemmelige.
For det
første: Da det er sikkert, at muslimerne slet ingen ret eller befaling har til
at føre krig og angribe de lande, som ikke er deres, så er deres krige kun ren
forbrydelse og røveri, som Gud straffer verden med, som han også ellers
undertiden straffer også retskafne folk ved voldsmænds hånd. Muslimerne strider
nemlig ikke af nødvendighed eller for at bevare deres land i fred, sådan som en
retskaffen øvrighed gør. De søger som sørøvere eller landevejsrøvere at røve
andres land og volde det skade, uden at det gør eller har gjort dem noget. De er Guds svøbe
og Djævelens tjener, derom er der ingen
tvivl.
For det andet
må man vide, hvem det er, der skal kæmpe mod muslimerne, for at man kan være
vis på, at man har Guds befaling og handler ret med det. Så man ikke styrter
sig i krig for at hævne sig selv, eller på anden måde har en dårlig hensigt og
årsag, for at man, enten man sejrer eller falder, kan være i en salig stand og
et guddommeligt embede. Af sådanne retmæssige krigere er der to, og flere skal der
ikke være. Den ene hedder hr. Kristen, den anden kejser Karl.
Første front – bod og bøn
Hr. Kristen skal være den første med sin hær. Muslimerne er
nemlig vor Herre Guds vredes ris og den rasende Djævels træl. Derfor må man først og fremmest slå deres herre,
Djævelen selv og tage riset ud af Guds hånd, så at man kun får at gøre med muslimernes egen magt uden
Djævelens hjælp og Guds hånd. Dette skal hr. Kristen gøre, dvs. den fromme,
hellige, elskelige skare af kristne, som er de folk, som er rustet til denne
krig og forstår at føre den. Hvis nemlig muslimernes gud, som er Djævelen, ikke først bliver slået, må man frygte, at muslimerne
ikke vil blive så let at slå. Nu er Djævelen en ånd, som ikke kan besejres med
rustning, våben, heste og ryttere, hvormed Guds vrede heller ikke kan forsones, som der står skrevet i salme 147,
Her
spørger du: Hvem er så de kristne, og hvor finder man dem? Svar: De kristne er kun
få, men er dog overalt, selv om de er spredt, og der er langt imellem dem, både under gode og slette fyrster. For kristenheden må
bestå til det sidste, som Trosbekendelsen siger: ”Jeg tror på en hellig,
kristen kirke.” Altså må de være et sted. Og præsterne og prædikanterne skal
hver især med største flid formane deres folk til bod og bøn. Boden skal de drive på ved at påpege vor store, umålelige synd og
utaknemmelighed, hvorved vi fortjener Guds vrede og unåde, så at han med rette
giver os i Djævelens og muslimernes hænder.
Og for at denne prædiken kan trænge desto stærkere ind, må man anføre Skriftens
eksempler og ord. Det kan være om
Syndfloden, om Sodoma og Gomorra og om Israels børn, og hvor frygteligt Gud
ofte har straffet verden, lande og folk. De skal stærkt understrege, at det
ikke er noget under, om vi, som vel synder værre end disse, også straffes
strengere end de.
Vejledning til bod og bøn
Denne strid må virkelig begynde med boden, og vi må
forbedre vort liv, ellers kæmper vi forgæves. Som profeten Jeremias siger (Jer
18, 7 ff.): ”Snart truer jeg et folk eller et kongerige med at rykke det op med
rode, rive det ned og ødelægge det. Men hvis det folk, jeg har truet, vender om
fra sin ondskab, så fortryder jeg den ulykke, som jeg har planlagt mod det.
Snart lover jeg et folk eller et kongerige at bygge det op og plante det. Men
hvis det gør, hvad der er ondt i mine øjne, og ikke adlyder mig, fortryder jeg
det gode, jeg lovede at gøre mod det. Sig nu til judæerne og Jerusalems
indbyggere: Dette siger Herren: Nu former jeg en ulykke mod jer og lægger
planer mod jer. Vend jer dog alle fra jeres onde vej, og gør jeres færd og
jeres gerninger gode!” Disse ord må vi sandelig lade være talt til os, for Gud
har noget ondt i sinde imod os for vor ondskabs skyld og ruster sikkert
muslimerne imod os.
Ved siden af
dette skal man så også anføre ord og eksempler fra Skriften, der viser os, hvor
stort behag Gud har i en ret anger eller omvendelse, som sker i tro og tillid
til hans Ord. Det gælder ninevitterne (Jonas 3, 10),
kongerne David (2 Sam 12, 13 (Sl 51), Akab (1 Kong
21, 27), Manasse (2 Krøn 21, 12) og flere andre i Det Gamle Testamente. Og det
gælder Skt. Peter (Matt 26, 75), røveren (Luk 23, 39), tolderen i evangeliet
(Luk 18, 13) m.fl. i Det Nye Testamente. Og selv om jeg ved, at denne min undervisning
vil synes latterlig for de højlærde og hellige, som ikke trænger til nogen bod, og at de anser det for simple og ringe ting, så har jeg
dog ikke villet undlade at sige det, for min egen og for andre lige så store
synderes skyld. Vi har i høj grad daglig brug for både boden og formaningen dertil. Desværre forbliver vi alligevel alt for dovne og
efterladende og er endnu ikke kommet så langt over bjerget som disse
nioghalvfems retfærdige selv forestiller sig.
Dernæst, når
de sådan er blevet undervist og formanet til at bekende deres synder og
forbedre sig, skal man endvidere også formane dem til at bede meget flittigt og
lære dem, hvor meget sådan bøn behager Gud. Han har befalet det og lovet
bønhørelse, og ingen må ringeagte sin bøn eller tvivle, men med en fast tro
stole på bønhørelsen, sådan som det alt sammen er skrevet af os i mange bøger.
For den, som tvivler eller beder som på det uvisse, gjorde bedre i slet ikke at
bede, da en sådan bøn kun er at friste Gud og kun gør sagen værre. Derfor ville
jeg også fraråde processionerne som en unyttig hedensk skik, da de snarere er
en pragtudfoldelse og et skin end en bøn. Det samme siger jeg om det at holde
mange messer og anråbe helgener.
En anden sag
var, om man, f.eks. under gudstjenesten, ved aftenandagten eller efter prædiken
lod særlig ungdommen synge eller læse litaniet. Og ikke mindst at hver enkelt
hjemme hos sig selv i hjertet sukkede til Kristus om nåde til en bedre
livsførelse og om hjælp imod muslimerne. Jeg tænker her ikke på nogen
langtrukken bøn, men på hyppige og korte suk, med ganske få ord som: Ak, hjælp
os, kære Gud Fader, forbarm dig over os, kære Herre Kristus, og lignende.
Se, en sådan
prædiken vil nok møde og finde kristne, og der vil være kristne, som tager
derimod og handler derefter. At du ikke kender dem, gør intet til sagen.
Tyrannerne og bisperne kan man også formane til at ophøre med deres rasen imod og forfølgelse af Guds Ord og ikke at hindre vor
bøn. Men selv om de ikke holder op, må vi dog ikke ophøre med vor bøn og sætte
os hen og afvente, om vor bøn kommer dem til gode, og de bliver reddet sammen
med os, eller om vi må undgælde for deres rasen og gå
til grunde sammen med dem. De er sikkert så forvendte og forblindede, at når
Gud giver held mod muslimerne, tilskriver de deres hellighed og fortjeneste æren
derfor og praler over for os. Falder det derimod dårligt ud, tilskriver de det
bestemt ikke andre end os uanset den åbenlyse, skændige, syndige og onde
levevis, som de ikke blot praktiserer, men tilmed forsvarer. De kan ikke lære
ét eneste stykke ret, nemlig hvordan man skal bede, og er snarere værre end
muslimerne. Nuvel, det må man overlade til Guds dom.
I en sådan
formaning til bøn må man også anføre ord og eksempler fra Skriften, hvori man
ser, hvor stærk og virksom et menneskes bøn undertiden har været. Som Elias' bøn (1 Kong 17, 1), som St. Jakob priser (5,
7). Ligeledes Elisas (2 Kong 4) og andre profeters (2 Sam 24, 12ff), og kong
Davids, Salomons (1 Kong 3, 6ff, 8, 15ff), Asas (2
Krøn 14, 1 ff.), Josafats (2 Krøn 20, 5ff), Esajas', Ezekias' (2 Kong 19, 4.14ff) og andres. Ligeledes hvordan
Gud lovede Abraham at skåne Sodomas og Gomorras land for fem retfærdiges skyld
(1 Mos 18, 32) m.m. For en retfærdigs bøn formår meget, siger St. Jakob i sit
brev (5, 16), når den holder ud. Og her må man fremhæve, at de må tage sig i
agt og ikke fortørne Gud, idet de ikke vil bede, for at de ikke skal falde
under dommen, Ez 13, 5, hvor Gud siger: ”I har hverken stillet jer op i murbruddene eller rejst gærde om Israels hus, så det kunne
holde stand i krigen på Herrens dag.” og i 22,
Bod og bøn mod Guds vrede
Heraf kan man se, hvad Gud vil have, og at han vredes
heftigt, hvor man ikke modstår hans vrede og afværger den. Som jeg har nævnt
ovenfor, vil det sige, at man tager riset ud af Guds hånd. Her skulle enhver faste, som havde vilje til det. Her
skulle man knæle, bøje sig og falde til jorden, fordi det er alvor. Hvad der
hidtil har været af buk og knæfald i stiftelser og klostre, har ikke været
alvor, men narrestreger, som det endnu stadig er. Ikke uden grund formaner jeg
præster og prædikanter til at lære og indskærpe det grundigt for folket, for
jeg ser nok, at det sandelig helt og holdent afhænger af præster og prædikanter, om
folket skal forbedre sig eller bede. Med
den prædiken, som består i at bagtale og udskælde Luther, mens man derimod ikke
taler om bod og bøn, udrettes ikke synderligt. Men hvor Guds ord lyder, bliver
det ikke uden frugt.
Til en sådan
bøn imod muslimerne skal nu vor store nød bevæge os, for muslimerne er som
sagt en Djævelens tjener, som ikke alene
lægger land og folk øde med sværdet, hvorom vi senere skal høre, men også
fordærver den kristne tro og vor kære Herre Jesus Kristus. For selv om nogle
roser muslimernes styre for, at de lader enhver tro, hvad man vil, og kun
verdsligt vil være herre, så er dog en sådan ros ikke sand. De lader sandelig
ikke de kristne forsamles offentligt, og
ej heller må nogen bekende Kristus offentligt eller lære og prædike mod
Muhamed. Men hvad er det for en trosfrihed, hvor man ikke må forkynde eller
bekende Kristus? Vor frelse beror dog på denne bekendelse, som Paulus siger i
Rom 10, 19: ”At bekende med munden gør salig”. Og Kristus har udtrykkelig
befalet at bekende og forkynde hans evangelium.
Når nu altså
troen skal forties og hemmeligholdes hos et sådant vildt folk og under et så
strengt og vidt udbredt styre, hvordan kan den da i længden bestå eller
forblive, når det dog koster møje og besvær, selv når man prædiker med største
troskab og flid? Derfor går det også sådan, at alt hvad der er kristent og
fanges eller på anden måde kommer til Tyrkiet, bliver muslimsk, så der kun
sjældent forbliver en eneste kristen tilbage. De mangler nemlig sjælens levende
brød og ser muslimernes frie kødelige levevis og vil derfor højst sandsynlig
slutte sig til dem.
Men hvordan
kan man anrette større ødelæggelse på kristendommen end ved hjælp af disse to
ting, magt og list? Ved med magt at forhindre prædikenen og Ordet, og ved med
list dagligt at stille onde, farlige eksempler for øje og lokke folk til sig.
For at vi nu ikke skal miste vor Herre Kristus, hans Ord og tro, må vi bede
imod muslimerne på ganske samme måde som mod andre fjender af vor salighed og
alt, hvad godt er, ganske som mod Djævelen selv.
Islam – muslimernes tro
Og her skulle man nu gøre folket opmærksom på hele det
vilde liv, muslimerne fører, for at det desto stærkere kan føle, at bønnen er
fornøden. Det har virkelig mange gange forbitret mig, og gør det endnu, at
hverken vore fornemme herrer eller de højlærde har gjort sig så megen umage, at
vi dog rigtig og med sikkerhed kunne vide besked med muslimernes levevis både i
den gejstlige og den verdslige stand, skønt det dog er kommet os på så nært
hold. Man siger, at de også har stiftelser og klostre. Ganske vist har nogle opdigtet
løgne om muslimerne for at ophidse os tyskere imod dem. Men der er ingen brug
for løgne, sandheden er mere end tilstrækkelig. Jeg vil fortælle mine kære
kristne nogle træk, som jeg ved, er rigtige, for at de desto mere må tilskyndes
og opildnes til at bede med alvor imod deres Herre Kristi fjende. Jeg har læst
nogle afsnit af Muhameds Koran, som på tysk må kaldes en prædikensamling eller
lovbog, som pavens bestemmelser kaldes. Hvis jeg får tid, må jeg hellere
oversætte den til tysk, for at enhver kan se, hvad det er for en dårlig,
skændig bog. Han roser ganske vist Kristus og Maria en del til at begynde med
som dem, der alene er syndfrie. Alligevel anser han ikke Kristus for mere end en hellig
profet som Jeremias eller Jonas, men nægter, at han er Guds Søn og sand Gud. Desuden mener han heller ikke, at Kristus er verdens
frelser, som er død for vore synder, men blot at han i sin tid har prædiket og
fuldendt sin gerning før sin død ligesom en anden profet.
Islam fornægter Kristus
Sig selv roser han derimod og værdsætter højt som den,
der har talt med Gud og englene og har fået befaling til at omvende verden til
sin tro, efter at Kristi embede som profet nu er forbi. Og hvis den ikke vil
tro, da må han tvinge den med sværdet eller straffe den. Sværdet prises meget i
Koranen. Derfor
sætter muslimerne deres Muhamed langt højere end Kristus, for vor Herres Jesu embede er endt, og nu er det
Muhameds embede, der gælder.
Heraf kan
enhver nok forstå, at Muhamed er en nedbryder af vor Herre Kristus og hans
rige. For den, som nægter de artikler om Kristus, at han er Guds Søn, som er
død for os, at han stadig lever og hersker ved Guds højre hånd, hvad har han
mere tilbage af Kristus? Her er Fader, Søn, Helligånd, dåb, nadver, evangelium,
tro og al kristelig lære og væsen borte, og i stedet for Kristus ikke andet end
Muhamed med sin lære om egne gerninger og i særdeleshed om sværdet. Det er det vigtigste stykke
af den muslimske tro, hvori al vederstyggelighed, vildfarelse og alle djævle er
samlet.
Og alligevel
strømmer verden til, så det sner med muslimske disciple. Det behager
nemlig fornuften overmåde godt, at
Kristus ikke er Gud, hvad også jøderne mener, og i særdeleshed den gerning at
herske og føre sværdet og være i spidsen i verden. Her virker Djævelen selv
med. Det er altså en tro, som er sammenføjet af jødernes, de kristnes og
hedningernes tro. Fra kristendommen har de, at de roser Kristus og Maria højt,
og også apostlene og flere andre helgener. Fra jøderne har de, at de ikke
drikker vin, faster en tid af året, foretager tvætninger ligesom nasiræerne,
sidder på jorden og spiser. De har sådan travlt med den slags fromme gerninger
ligesom en del af vore munke, og håber på det evige liv på den yderste dag. De
tror dog nemlig på de dødes opstandelse, det hellige folk, som kun få papister
tror på.
Hvilket fromt
kristent hjerte ville nu ikke grue for en sådan Kristi fjende, når vi ser, at
muslimerne ikke lader nogen af vor trosartikler bestå undtagen den ene om de
dødes opstandelse? Her er ingen genløser, frelser, konge, her er ingen
syndsforladelse, ingen nåde, ingen Helligånd. Og hvad mere skal jeg sige - alt er tilintetgjort i den artikel, at
Kristus skal stå under Muhamed og være ringere end ham. Hvem ville ikke hellere
være død end leve under et sådant styre, hvor man måtte tie om Kristus og se og
høre på en sådan bespottelse og vederstyggelighed imod ham? Og dog griber det
alligevel så voldsomt om sig, hvor han erobrer et land, at man også frivilligt
underkaster sig. Derfor må enhver bede, som bede kan, at en sådan
vederstyggelighed ikke bliver herre over os og vi ikke straffes af den
guddommelige vrede med et så frygteligt ris!
Islam hersker med våben
For det andet lærer muslimernes Koran eller tro ikke
alene at fordærve den kristne tro, men også hele det verdslige regimente. Deres Muhamed
befaler nemlig som sagt at herske med sværdet, og det meste arbejde og det fornemste middel dertil i deres Koran er
sværdet. Og følgelig er muslimerne i virkeligheden ikke andet end en
regulære mordere eller røvere, som virkeligheden da også tydeligt viser. Andre kongeriger betegner Augustin også som groft
røveri, fordi et kejserdømme kun sjældent er opstået uden rov, vold og uret,
eller i det mindste bliver det ofte indtaget og besiddes af onde mennesker.
Ofte sker det ved ren og skær uret, hvorfor Skriften også i 1 Mos 10, 9 kalder
jordens første fyrste, Nimrod, en mægtig jæger.
Men aldrig er
noget rige opkommet og blevet så mægtigt ved mord og rov som muslimernes, og
endnu myrder og røver de daglig. Det bliver dem nemlig befalet i deres lov som en god, gudvelbehagelig gerning, at de røver, myrder
og bestandig æder længere omkring sig og ødelægger, som de da også gør, og
mener at gøre Gud en tjeneste med det. Derfor er det ikke, som andre, en
guddommelig, ordentlig øvrighed til at opretholde freden, beskytte de gode og
straffe de onde, men som sagt helt og holdent et Guds vredes ris og straf over
den vantro verden. Og selve denne gerning, at myrde og røve, behager desuden
kødet godt, dette at beherske, at underlægge sig enhvers liv og gods. Hvor
meget mere må det da ikke behage, når der dertil kommer en befaling, som om Gud
vil have det sådan, og det har hans velbehag. Derfor regnes hos muslimerne også
de for de bedste, som gør sig anstrengelser for at udvide det tyrkiske rige og røve
og myrde bestandig videre omkring sig.
Dette følger
også nødvendigvis af det første, for Kristus siger i Joh. 8, 44 at Djævelen er
en løgner og morder. Med løgnen dræber han sjælen, med mord og vold dræber han
legemet. Hvor han nu sejrer med løgnen, venter og tøver han ikke, men følger
efter med mord. Da løgneånden sådan havde besat
Muhamed, og Djævelen havde myrdet sjælene ved hjælp af hans Koran og fordærvet
kristentroen, måtte han også fortsætte og gribe til sværdet for også at myrde
legemerne. På den måde er den muslimske tro nået så vidt, ikke ved prædiken og
undergerninger, men ved sværd og mord.
Ved Guds vrede er det lykkedes ham, for at der, fordi hele verden har lyst til
sværd rov og mord, dog engang skulle komme en, der gav den nok af myrden og røveri.
Ja,
almindeligvis har alle sværmerånder, når løgnens ånd har besat dem og lokket
dem bort fra den rette tro, ikke kunnet undlade det, men efter løgnen har de
også grebet til mord og taget sværdmagten. Som et kendetegn på, at de er børn
af al løgns og mords fader. Sådan læser vi, hvordan arianerne
blev til mordere, så også en af de store bisper i Aleksandria,
ved navn Lucius, fordrev de rettroende fra byen og
trådte ud på skibet med et draget sværd i hånden, indtil alle de rettroende var
gået ombord og tvunget bort. Mange andre mord begik de, disse fintfølende,
hellige biskopper, allerede dengang, i det tredje århundrede.
Ligeledes
viser Augustin til overmål i sine skrifter, hvilke mordere donatisterne
var på hans tid. Det kom af, at de vel af navn og ydre var biskopper blandt de
kristne, men fordi de var faldet fra sandheden, var de undergivet løgnens ånd
og måtte træde helt i dens tjeneste og blive ulve og mordere. Og hvad stræbte
Münzer efter nu i vore dage andet end at blive en ny tyrkisk kejser? Han var
besat af løgneånden, derfor var der intet, der holdt
ham tilbage. Han måtte også tage fat på Djævelens anden gerning, gribe til
sværdet, myrde og plyndre, som morderånden drev ham
og anrettede så stort et oprør og så megen jammer.
Muhammed og paven har sammenbundne haler
Og hvad skal jeg sige om den allerhelligste Fader, Paven?
Er det ikke sådan, at siden han sammen med sine biskopper er blevet en verdslig
herre og ved løgneånden er faldet fra evangeliet til
sine egne menneskelige lærdomme, har de udelukkende begået mord lige til denne
stund? Læs historien lige fra den tid, så vil du se, hvordan pavernes og
bispernes vigtigste beskæftigelse har været at ophidse kejsere, konger,
fyrster, lande og folk imod hinanden og tillige selv føre krige og hjælpe til
med mord og blodsudgydelse. Hvorfor? Fordi løgnens ånd ikke bestiller andet.
For når han har gjort sine disciple til løgnelærere og forførere, har han ingen
ro, før han får dem gjort til mordere, røvere og blodhunde. Hvem ellers har
befalet dem at bruge sværd og ophidse til mord og krig? De, som dog skulle
beskæftige sig med prædiken og bøn!
Man udskælder
mig og mine som oprørere, men hvornår har jeg begæret sværdet eller ophidset
til at bruge det. Har jeg ikke tværtimod formanet til fred og lydighed og holdt
derpå? Kun med den undtagelse, at jeg har lært og formanet den retmæssige
øvrighed til at håndhæve sit embede og drage omsorg for fred og retfærdighed.
På frugterne skal man kende træet. Jeg og mine tilhængere holder og prædiker
fred. Paven og hans folk strides, myrder og plyndrer ikke alene deres egne
genstridige, men brænder, fordømmer og forfølger også de sagesløse, fromme,
rettroende, som en ægte Antikrist. Han sidder nemlig og udfører dette som
kirkens overhoved i Guds tempel. Det gør muslimerne ikke. Men ligesom paven
er Antikrist, er Muhamed den skinbarlige Djævel. Imod dem begge kæmper vor og kristenhedens bøn. De skal
også fare til Helvede og skal gøre det snart på den yderste dag, som, håber
jeg, ikke er fjern.
Kort sagt,
hvor løgneånden råder, er morderånden
også til stede, enten den giver sig udslag eller bliver hindret. Møder den
hindringer, så ler og fryder den sig dog, når mordet sker, og bifalder det i
hvert fald, for den anser det for ret. Men rette kristne glæder sig ikke over
noget mord, heller ikke over deres fjenders ulykke. Da nu Muhameds Koran er
en så stor og mangesidig løgneånd, at han knapt lader noget som helst af den kristne
sandhed blive stående, hvordan skulle det så kunne være andet, end at han også
skulle være en vældig morder, og begge dele under skin af sandhed og
retfærdighed. Ligesom nu løgnen ødelægger troen og sandheden hos den gejstlige
stand, sådan fordærver mordet al verdslig orden, som Gud har oprettet. Hvor
mord og rov går i svang, kan der nemlig umuligt råde en ordentlig, rosværdig
verdslig orden, for over for krig og mord kan man ikke give agt på freden og
våge over den, som man tydeligt nok ser det hos krigerne. Derfor nærer
muslimerne heller ikke synderlig agtelse for agerbrug og opdyrkning.
Islam ringeagter kvinden og ægteskabet
For det tredje regner Muhameds Koran ikke ægtestanden for
noget, men tillader enhver at have så mange kvinder, som han vil. Derfor er der
den skik hos muslimerne, at en mand kan have ti, tyve koner og igen forlader og
sælger dem, han vil. Kvinderne er i den grad værdiløse og ringeagtede i islam,
så de købes og sælges som kvæg. Selv om
nu enkelte ikke benytter sig af denne lovens frihed, så gælder den dog og giver
enhver, som vil, frihed til det. Men et sådant forhold er ikke et ægteskab og kan ikke være det, fordi ingen tager eller har en kvinde med
den hensigt at blive hos hende altid som ét legeme. Som Guds ord siger i 1 Mos 2, 24: ”Derfor forlader en
mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød.” I islam
er ægteskabet næsten ikke andet end det skamløse forhold, som soldater lever i
med deres løse veninder. Muslimerne er jo nemlig krigere og må opføre sig som
krigere. Mars og Venus vil være sammen, siger digterne.
Også gode muslimer
Disse tre ting har jeg villet fortælle. Om dem ved jeg
besked fra muslimernes Koran. Hvad jeg
ellers har hørt, vil jeg ikke omtale, da jeg ikke kan være sikker på dets
rigtighed. Lad så være, at der er enkelte kristne blandt muslimerne, at de også
har munke og at der findes nogle ærbare lægfolk. Hvad godt kan der alligevel være ved muslimernes hele
styre og skikke, når disse tre ting, løgn, mord, uægteskabelighed ifølge deres
Koran råder frit hos dem. Dertil kommer, at alle må tie med den kristne
sandhed, for at den ikke skal dadle eller forsøge at rette på de tre nævnte
ting, men blot se til og stiltiende indvillige
deri. Hvilket fangenskab kan være mere forfærdelig og farlig end at leve under
et sådant styre? Løgn fordærver som sagt den gejstlige stand, mord den
verdslige, løse forhold ægteskabet. Borttag nu den sande religion, øvrigheden
og familien, dvs. en sand gudsdyrkelse, en ret verdslig øvrighed og et godt
familieliv, hvad bliver der så tilbage i verden undtagen ren og skær kød,
verdslighed og djævelskab. Det bliver et liv som når svirebrødre bor sammen med
prostituerede.
Hvad man
siger om, at muslimerne indbyrdes er trofaste og venlige og beflitter sig på
sandhed, tror jeg gerne. Jeg formoder, at de sikkert også har flere gode
egenskaber. Intet menneske er så slet, at han intet godt har ved sig. Undertiden viser en løsagtig kvinde en så god opførsel
som ellers næppe ti ærbare hustruer. Sådan vil også Djævelen have et dække og
være en dejlig engel, være som en lysengel, derfor
kan han også fremvise nogle gerninger som lysets gerninger.
Mordere og
røvere er langt mere trofaste og venlige indbyrdes end naboer, ja vel også end
mange kristne. For når Djævelen får de tre ting: løgn, mord og seksuel
umoral, som de rette byggesten og materialer til Helvedes grundvold, kan han
fint finde sig i, ja hjælpe til med, at almindelig kærlighed og troskab bygges
oven på som smukke ædelsten. Det er dog
intet andet end hø og strå. Han ved meget vel, at ilden intet skåner. Modsat,
hvor der findes en ret tro, ret øvrighed, ret ægteskab, kæmper han imod, så der
kun findes ringe kærlighed og troskab og der ikke er meget at vise frem. Det
gør han, for at stille grundlaget i et dårligt lys og bringe det i foragt.
Og hvad mere
er: Når muslimerne drager i kamp, så er deres løsen og kampråb intet andet end
”Allah! Allah!” som de råber, så himmel og jord genlyder deraf. Men Allah
betyder gud på deres arabiske sprog, efter det gebrokkent udtalte hebraiske Eloha. De har nemlig i deres Koran lært, at de altid skal
lovprise med dette ord: Der er ingen gud undtagen Gud, hvilket er rene
djævlekneb, for hvad vil det sige, at der ikke er nogen gud undtagen Gud, når
man dog ikke fremhæver nogen gud frem for andre? Djævelen er også en gud, ham
ærer de også med et sådant udråb, derom er der ingen tvivl. På samme måde råber
pavens folk: ”Ecclesia! Ecclesia!” – ”kirken, kirken”. Javel, Djævelens kirke.
Derfor tror jeg også, at muslimernes Allah udretter mere i krigen end de selv.
Han giver dem mod og list, fører deres sværd og hånd, hest og rytter. Hvad
mener du nu om det hellige folk, som kan nævne Gud i striden, mens det dog
gælder om at ødelægge Kristus og alle Guds ord og gerninger?
Billedforbud
Med til helligheden hører også, at han ikke tåler noget
billede. Her er han endnu helligere end
vore billedstormere, for de tåler dog og har gerne
billeder på mønter, ringe og klenodier, men muslimerne har slet ingen. De
præger udelukkende bogstaver på deres mønter. De er også aldeles münzerisk, for de udrydder al øvrighed og tåler ingen
ordning i den verdslige stand såsom fyrster, herremænd, adel og andre lensfolk, men er eneherre over
alt i deres land. Papistisk er han også, for han tror, at han bliver hellig
og salig ved gerninger og regner det
ikke for nogen synd at ødelægge Kristus, forstyrre øvrigheden og tilintetgøre
ægteskabet. Disse tre ting bedriver paven også, selv om det er på en anden
måde, nemlig ved hykleri, mens muslimerne bruger vold og sværd. Kort sagt er
han, som nævnt, et koncentrat af al vederstyggelighed og vildfarelse.
Alt dette har
jeg ønsket at sige til den første mand, nemlig kristenheden, for at han kan
vide og forstå, hvor stor nødvendigheden er for at bede. Man må først slå
muslimernes Allah, dvs. hans gud, Djævelen, og sådan berøve ham hans magt og
guddom. Ellers frygter jeg, at sværdet kun vil udrette lidt. Denne mand skal
nemlig ikke kæmpe legemligt med muslimerne, som paven og hans tilhængere lærer,
eller stå ham imod med næven, men erkende muslimerne som Guds svøbe og vredes
ris, som de kristne enten må tåle, når Gud hjemsøger deres synd, eller
udelukkende bekæmpe og fordrive ham med bod, tårer og bøn. Den, som foragter dette råd, lad ham vedblive at
foragte, jeg vil nok se, hvilken skade han vil forvolde muslimerne!
Det verdslige regimente
Den anden mand, som bør kæmpe mod muslimerne, er kejser Karl eller hvad
kejseren måtte hedde, fordi muslimerne angriber hans undersåtter og hans
kejserdømme. Det er hans pligt at forsvare dem, der hører ham til, som en
retskaffen, af Gud indsat øvrighed. Jeg bemærker på ny her, at jeg ikke agter at
ophidse nogen til eller befale nogen at kæmpe mod muslimerne, undtagen hvis den
første måde, som jeg lige har omtalt, først bliver brugt, at man nemlig først gør bod og
forsoner Gud. Vil nogen strides herom,
må han gøre det på eget ansvar, for mig sømmer det sig ikke at gå videre end
til at anvise enhver hans embede og oplyse hans samvittighed.
Jeg kan se,
at konger og fyrster indtager en så tarvelig og ussel holdning over for
muslimerne, at jeg nærer alvorlig frygt for, at de foragter Gud og muslimerne
så meget, at ingen konge og intet land, alene formår at stå ham imod undtagen
ved et Guds under. Og noget under eller nogen særlig Guds nådegerning imod
Tyskland kan jeg ikke forvente, hvis man ikke forbedrer sig og ikke ærer Guds
ord anderledes end hidtil.
Nuvel, derom
har vi talt tilstrækkeligt for dem, som vil lade sig sige. Nu vil vi tale om
kejseren. Og hvis man vil føre krig mod muslimerne, så må man for det første
gøre det under kejserens befaling, banner og navn. Kun sådan kan enhver
forvisse sin samvittighed om, at han virkelig handler i lydighed mod den
guddommelige anordning, for vi ved, at kejseren er vort rette overhoved og
hersker. Den, som i et sådant tilfælde adlyder ham, adlyder også Gud, men den,
der er ulydig mod ham, er det også mod Gud. Men dør han i lydighed, da dør han
i en god tilstand, og hvis han i øvrigt har gjort bod og tror på Kristus,
bliver han salig. Dette tror jeg, at enhver synes at vide bedre end jeg kan
forklare det, og Gud give, at de må vide det så godt, som de giver det udseende
af. Dog vil vi også tale mere derom.
Dernæst skal
dette kejserens banner og hans lydighed være retmæssig og ligefrem, så kejseren
ikke søger noget andet end ganske enfoldigt at udføre den pligt og skyldighed,
som hans kald pålægger ham, nemlig at beskytte sine undersåtter. Og de, som følger hans banner, skal ligeledes ganske
enfoldigt opfylde lydighedens pligt og skyldighed. Denne enfoldighed skal du
forstå sådan, at man ikke kæmper mod muslimerne af de årsager, som hidtil har
drevet kejsere og fyrster, nemlig at vinde megen ære, ry og gods, forøge deres
landområde, eller vrede og hævntørst og deslige. For ved disse ting tjener man
kun egennytten og ikke retfærdigheden eller lydigheden. Derfor har vi hidtil
heller ikke haft lykken med os hverken i kampen eller i planlæggelsen af krigen
mod muslimerne.
Derfor skal
man også ophøre med den ophidselse og agitation, hvormed man hidtil har ægget
kejseren og fyrsterne til krig mod muslimerne, at han som kristenhedens
overhoved, kirkens værn og troens beskytter skal udrydde muslimernes tro. På
den måde har man netop begrundet al agitationen og formaningen med muslimernes
ondskab og umoral. Sådan skal man ikke gøre, for kejseren er ikke kristenhedens hoved eller
evangeliets eller troens beskytter. Kirken og troen må have en anden beskytter
end den, som kejseren og kongerne er. De
er i almindelighed kristenhedens og troens værste fjender, som Salme 2, 2
siger, og som kirken overalt klager over. Og med den slags agitation og
formaning gør man kun ondt værre og opvækker Guds vrede desto mere, idet man
gør indgreb i hans ære og gerning og vil tillægge menneskene dem, hvilket er
afguderi og gudsbespottelse.
Øvrigheden skal ikke blande sig i folks tro
Hvis kejseren skulle udrydde de vantro og ikke-kristne,
måtte han også begynde med paven, bisperne og de gejstlige og måske heller ikke
skåne os og sig selv. For der er nok af grueligt afguderi i hans kejserdømme,
så det ikke er nødvendigt at bekrige muslimerne af den grund. Iblandt os er
der kun alt for mange muslimer, jøder, hedninger og ikke-kristne, både med
åbenbar falsk lære og med forargeligt falsk livsførelse. Man bør lade muslimerne tro og leve, som de vil,
ligesom man lader pavedømmet og andre falske kristne leve.
Kejserens sværd
har intet at gøre med troen. Det skal
holde sig til de legemlige, verdslige forhold, for at Gud ikke skal vredes på
os, når vi vender op og ned på hans ordning og bringer den i forvirring, og han
så til gengæld forvender og forvirrer os med alskens ulykke. Som der står
skrevet: ”Over for den falske forstiller du dig.” (Sl 18, 27). Det har vi også
selv kunnet føle og mærke med det held, vi hidtil har haft mod muslimerne. Den
hjertesorg og jammer, man har forvoldt med korstog og afladshandel. Sådan har
man ægget de kristne til sværd og strid mod muslimerne, mens de dog med ord og
bøn skulle stride mod Djævelen og vantroen.
Hvad man
derimod skulle gøre var at formane kejseren og fyrsterne til at tage vare på
deres skyldige embedspligt, så de med flid og omhu værnede om deres
undersåtters fred og håndhævede den over for muslimerne. Det gælder, hvad enten
de nu selv er kristne eller ej, selv om det ville være bedst, at de var det.
Men fordi det
er og bliver uvist, om de er kristne,
mens det derimod står fast, at de er kejser og fyrster, hvilket betyder, at de
har Guds befaling til at beskytte deres undersåtter og er pligtige dertil, så
skal man lade det usikre ligge og holde sig til det sikre, ved at påminde dem
med flittig prædiken og formaning. Man skal lægge dem så tungt som muligt på
samvittigheden, at de skylder Gud ikke at lade deres undersåtter gå så ynkeligt
til grunde, og hvilken stor og grufuld synd de begår ved ikke at betænke denne
del af deres embede. De skulle af bedste evne bistå dem med råd og dåd, som med
liv og gods, står under deres beskyttelse og med ed og hyldning er knyttet til
dem.
Det
forekommer mig nemlig, efter alt, hvad jeg hidtil har mærket til vore rigsdage,
at hverken kejseren eller fyrsterne selv tror på, at de er kejser og fyrster.
De giver det udseende af, at det beror på deres forgodtbefindende og velvilje,
om de skal redde og værne deres undersåtter imod muslimernes vold eller ej. Og
at fyrsterne heller ikke skænker det en tanke, at de over for Gud er højt
forpligtede til med liv og gods at bistå kejseren heri med råd og dåd. Enhver
lader stå til og lader det gå, som det kan, som om det ikke vedkom dem eller
der hverken var befaling eller nødvendighed, som tvang dem dertil, men som om
det beroede på deres eget frie valg, om de ville gøre det eller ej.
Ansvaret for øvrigheden beståen
Ganske ligesom den jævne mand heller ikke tænker på, at
hvis han har et kvikt barn, skylder han Gud og verden at sætte det i skole og
lade det studere. Enhver mener, at han har sin frihed til at opdrage sit barn,
som han vil, hvad end Guds ord og anordning siger om det. Ja, også byernes
rådsherrer og næsten al øvrighed gør det samme. De lader skolerne forfalde, som
om det ikke angik dem, og de havde tilladelse dertil. Ingen tænker på, at Gud
indtrængende har befalet og vil, at de kvikke børn skal oplæres til hans pris
og værk, hvilket ikke kan ske uden skolerne. Men til verdsligt arbejde er
derimod alle nu til dags optaget og har travlt med deres børn, som om Gud og
kristenheden ikke længere havde brug for sognepræster, prædikanter, sjælesørgere
eller den verdslige øvrighed for ledere, rådmænd og kontorfolk. Men herom mere
en anden gang. Pennefjeren må forblive kejserinde,
ellers vil Gud vise os en anden.
På ganske
samme vis optræder også kejser, konger og fyrster. De agter ikke på, at Guds
bud driver dem til at beskytte deres undersåtter. Det skal komme an på dem
selv, om de gør det, når det engang passer dem eller de får tilstrækkelig god
tid dertil. Lad os blot alle sammen gøre ligeså. Ingen behøver at tænke på,
hvad der er ham befalet, og hvad Gud byder og forlanger af ham. Nej, lad al vor
gerning og vort embede bero på vor frie vilje, så vil Gud nok give os lykke og
nåde, så at vi bliver plaget fra to sider, her timeligt af muslimerne og hist
evigt af Djævelen!
Sådan skal
der såmænd nok fra Rom komme et unyttigt vrøvlehoved - en legat ville jeg sige
- med formaninger til rigets stænder og ophidse mod muslimerne med påvisning
af, hvilken stor skade kristentroens fjende har voldt kristenheden. Kejseren
burde som kirkens værner og troens beskytter foretage sig noget i den sag, osv.
Akkurat som om de selv var meget varme venner af kristentroen. Men jeg svarer
ham: Du afmægtige vrøvler, de har lagt din moder på ligbåren,
og du udretter intet med din snak undtagen hvis kejseren måske engang skulle
gøre en god kristelig gerning, som ikke var befalet, som beror på hans
forgodtbefindende og ikke angår hans samvittighed, eller at han mindes sit af
Gud befalede nødvendige embede, men som henstillet til hans gode vilje.
Nej, sådan
skulle en legat forhandle med rigsstænderne på
rigsdagen: Foreholde dem Guds befaling og understrege deres uomgængelige
nødvendighed og sige: Kære herrer, kejser og fyrster, vil I være kejser og
fyrster, så må I handle som kejser og fyrster, ellers vil muslimerne lære jer
det ved Guds vrede og unåde. Tyskland eller kejserdømmet er givet jer af Guds
nåde med befaling til, at I skal beskytte, regere, råde og hjælpe det. Ja, ikke
alene skal, men I er nødt til det under straf af jeres sjæles fortabelse og
tabet af Guds yndest og nåde!
Men nu ser
man nok, at ingen af jer mener det alvorligt eller tror, hvad jeg siger, men at
I betragter jeres embede som spøg og skæmt. Akkurat som om det drejede sig om
fastelavnsløjer. Her lader I jeres undersåtter, som Gud har betroet jer, plages
så jammerligt af muslimerne, bortføres, skændes, plyndres, myrdes, sælges. Tror
I ikke, at når Gud har pålagt jer dette hverv og givet jer penge og folk, for
at I skulle kunne udrette det godt, så vil han også af jeres hænder fordre alle
jeres undersåtter, som I så skændigt har ladt i stikken, mens I selv dansede,
frådsede, spillede og levede i lyst og herlighed?
Hvis I nemlig
virkelig troede, at I af Gud er indsat og gjort til kejser og fyrster, så ville
I for en stund lade festmåltiderne, de fornemme siddepladser og anden unyttig
luksus hvile og med pligttroskab rådslå om, hvordan I kunne fyldestgøre jeres
embede og Guds bud, og befri jeres samvittighed for al den blodsudgydelse og
elendighed, som I forvolder jeres undersåtter. Hvordan kan Gud eller et
gudfrygtigt Hjerte tro andet om jer, end at I enten er fjender af jeres
undersåtter eller selv har sluttet et hemmeligt forbund med muslimerne, eller i
det mindste, at I ikke selv regner jer for kejser eller fyrster, men for idel dukker som dem, børnene leger med. Jeres samvittighed kunne
ellers umuligt unde jer ro, hvis I for alvor betragtede jer som indsat af Gud
som overhoveder. I ville da umuligt kunne tale og rådslå på den måde, I hidtil
har gjort, om forhold, hvor I så, at I selv ustandseligt optræder som muslimer
over for jeres egne undersåtter.
Ja, tag I kun
Luthers sag for jer og drøft i Djævelens navn, om man må spise kød i
fastetiden, om nonner må tage ægtemænd og lignende, som I ikke har nogen
befaling til at drøfte, og hvorom Gud heller ikke har givet jer noget bud. Og
hæng så længe dette Guds alvorlige, strenge bud hen i krogen, at han har indsat
jer til beskyttere af det ulykkelige Tyskland, og vedbliv så længe at være
mordere, forrædere og blodhunde imod jeres egne fromme, trofaste og lydige
undersåtter. Overlad, ja, kast dem i gabet på muslimerne som belønning for, at
de sætter liv og penge, gods og ære ind for jer. En god taler indser nok, hvad
jeg gerne vil sige her, hvis jeg var oplært i talekunsten, og hvad en legat
skulle understrege og fremhæve på rigsdagen, hvis han ærligt og redeligt ville
røgte sit ærinde.
Øvrigheden skal beskytte kroppen og de jordiske forhold
Derfor har jeg ovenfor sagt, at Karl eller kejseren skal
være den anden mand til at stride mod muslimerne, og under hans banner skal det
ske. Det er alt sammen så enkelt og ligefremt, at enhver har lært det, mens han
trådte sine børnesko, og altså har denne Luther ikke forebragt noget nyt, men
lutter fortærskede sager. Ja, min kære, kejseren burde virkelig betragte sig
selv med andre øjne end hidtil, og du skulle betragte hans banner med andre
øjne. Vel taler jeg om den samme kejser og det samme banner som du, men du
taler ikke om de øjne, som jeg taler om. I banneret skulle man se Guds
befaling, som siger: Beskyt de gode, straf de onde! Fortæl mig, hvor mange der er, som kan læse noget
sådant i kejserens banner eller tro det for alvor! Tror du ikke, at deres
samvittighed ville forfærde dem, når de betragtede banneret som mennesker, der
måtte erkende sig højlig skyldige over for Gud på grund af den forsømte
beskyttelse og hjælp til deres tro undersåtter? Kære, banneret er ikke slet og
ret et stykke silketøj, der står bogstaver på det, og
den, som læser dem, vil nok tabe appetitten til festmiddagen!
Men at man
indtil nu har betragtet banneret som silketøj slet og
ret, bevises noksom af kendsgerningerne, for havde kejseren for længst rejst
det, og havde fyrsterne fulgt det, var muslimerne ikke blevet så mægtig. Men
fordi fyrsterne vel med munden kaldte det kejserens banner, men alligevel var
ulydige med hånden og med det i virkeligheden regnede det for et stykke silketøj, er det gået, som vi nu tydeligt ser. Og Gud give,
at vi ikke alle sammen fremdeles kommer for sent, jeg med min formaning og
herrerne med deres banner, og det går os som Israels børn, som først ikke ville
stride mod amoritterne, da Gud befalede det, og
derpå, da de ville, blev slået, fordi Gud ikke ville være med dem (5 Mos 7, 1
ff.). Dog
skal ingen fortvivle, bod og retskaffenhed finder altid nåde (Dom 10, 11 ff.)!
Dernæst, når
kejseren og fyrsterne betænker, at de ved Guds bud er pligtige at yde deres
undersåtter sådan beskyttelse, skal man også formane dem til ikke formasteligt
at gøre det på trods eller stole på deres egen magt eller råd. Man træffer
nemlig på mange afsindige fyrster, som siger: Jeg er i min gode ret, derfor vil
jeg gøre det, og som farer frem i tillid til deres egen magt, men som også til
sidst får en slem forskrækkelse. Hvis de nemlig ikke følte deres magt, ville
retten vel knapt nok drive dem, som det viser sig i andre tilfælde, hvor de
ikke skænker retten en tanke.
Derfor er det
ikke nok, at du ved, at Gud har befalet dig at gøre dette eller hint, du skal
også gøre det med frygt og ydmyghed. Gud befaler eller byder nemlig ingen at
gøre noget ved egen forstand eller kraft, men han vil også selv være med i
spillet og vil frygtes. Ja, han vil gøre
det med os som redskaber og vil, at vi skal bede derom, så at vi ikke formaster
os og glemmer hans hjælp, som salme 147, 11 siger: ”Herren glæder sig over dem,
der frygter ham, og som venter på hans trofasthed.” Ellers kunne vi vel let
bilde os ind, at vi selv kunne klare sagen og ikke behøvede Guds hjælp, og
tilskrive os selv sejren og æren, som dog alene tilkommer ham.
Derfor skal
en kejser eller fyrste grundigt lære dette vers i Sl 44,
Hertil skulle
man læse det udmærkede eksempel i Dom 20,
Når disse to
ting er til stede, Guds befaling og vor ydmyghed, så er der ingen fare eller nød så vidt angår den anden
mand, kejseren, så kan vi tage kampen op med alverden, og der må være lykke og
held derved. Er lykken der ikke, så mangler ganske sikkert en af delene, så man
enten ikke strider i lydighed mod et guddommeligt bud, men i formastelighed,
eller den første kriger, den kristne, er der ikke med sin bøn.
Og her er det
ikke nødvendigt at formane til ikke at søge ære eller udbytte i striden. Den,
der kæmper med ydmyghed og i lydighed mod Guds befaling, og alene i embedes
medfør ganske enfoldigt blot tænker på at værne og beskytte sine undersåtter,
glemmer nok at tænke på ære og bytte. Ja, dette vil tilfalde ham rigeligere og
bedre, end han kunne ønske sig.
Her vil man
sige: Hvor vil man finde sådanne fromme krigsfolk, som vil overholde dette?
Svar: evangeliet
prædikes i alverden, og dog tror kun nogle få, alligevel tror og forbliver dog kristenheden. Jeg skriver da heller
ikke denne undervisning i det håb, at den bliver modtaget af alle, ja, de
fleste vil tilmed le ad mig og spotte. Det er mig nok, om jeg med denne bog kunne
undervise nogle fyrster og undersåtter rettelig, selv om de kun er den mindste
flok, derpå lægger jeg ingen vægt, der
skulle nok alligevel være sejr og lykke nok. Og Gud give, at jeg med det blot
havde forberedt kejseren eller den, som skulle føre krigen i hans navn og på
hans befaling - så ville jeg være ved godt håb. Det er vel flere gange sket,
ja, det sker i almindelighed, at Gud giver held og lykke ved en enkelt mand i
hele landet og kongeriget, ligesom han på den anden side ved én slyngel ved
hoffet styrter et helt land i elendighed og jammer, som Salomon siger i
Prædikerens bog: ”Én synder kan ødelægge meget godt.” (Præd.9, 18).
Sådan læser
vi om Na'aman, kongen af Syriens høvedsmand, at Gud gav hele landet held og
lykke ved samme mand, 2 Kong 5, 1 Ligeså gav han ved den hellige Josef stor
lykke til kongeriget Ægypten (1 Mos 39, 3). Og 2 Kong 3, 14 siger Elisa til
Israels konge Joram: ”Havde det ikke været for Judas konge Joshafats
skyld, ville jeg ikke have ænset dig eller værdiget dig et blik.” Sådan måtte
Israels og Edoms ugudelige konger hjælpes for den ene
fromme mands skyld, mens de ellers var gået til grunde i alskens nød. Og i
Dommernes bog kan man se, hvad godt Gud gør ved Ehud,
Debora, Gideon, Samson og
flere andre enkeltpersoner, skønt folket ikke var det værd. Hvor stor skade
gjorde på den anden side Do’eg, der var ved kong
Sauls hof, 1 Sam 22, 18. Hvad anrettede ikke Absalon imod sin fader David ved Akitofels hjælp og råd, 2 Sam 15, 1 ff?
Dette
fortæller jeg, for at intet skal skræmme eller anfægte os, selv om den største
hob skulle stride i vantro eller med ukristeligt sindelag under kejserens banner.
Man må også igen tænke på, at en eneste Abraham formår overmåde meget (Gen 14,
14 og 17, 4). Sådan er det også sikkert, at blandt muslimerne, som er Djævelens
hær, er der ingen, som er kristen eller har et ydmygt og retskaffent hjerte. I
1 Sam 14, 6 siger den fromme Jonathan: ”Der er intet, der hindrer Herren i at
give sejr, uanset om vi er mange eller få.” Derfor er det ikke afgørende, om
hoben ikke er god, når blot anføreren og nogle af de fornemste er retskafne,
selv om det ville være godt, om de alle til hobe var det, men det er nok ikke
muligt.
Lydighedens grænser
Endvidere hører jeg sige, at der i Tyskland findes folk,
som ønsker, at muslimerne skal komme og styre landet, da de hellere vil være
under muslimerne end under kejseren eller fyrsterne. Med sådanne folk ville det
være slemt at kæmpe mod muslimerne. Hvad sådanne folk angår, ved jeg ikke noget
bedre råd end dette, at man skal formane præsterne og prædikanterne til fra
prædikestolen flittigt at belære sådanne folk og understrege for dem den fare
og de laster, de store og utallige synder, de gør sig delagtige i og betynger
sig med over for Gud, hvis de viser sig at være af den mening. Det er nemlig
elendighed nok, at nogen må finde sig i muslimernes overherredømme og tåle hans
styre, men den, som frivilligt vil underkaste sig det eller ønsker det uden
nødvendighed eller tvang, ham skal man forklare, hvilken synd han begår, og
hvor groft anstødeligt han handler.
For det
første derved, at sådanne folk gør sig troløse og til utroværdige mod deres
øvrighed, som de har svoret troskab og hyldet. Det er i Guds øjne en stor synd,
som ikke forbliver ustraffet. På grund af en sådan løgn måtte også kong Zedekias ynkeligt omkomme, idet han ikke holdt den ed, han
havde aflagt til den hedenske kejser i Babylon (Jer 21, 7). Måske tror sådanne
folk, eller foregiver at tro, at det står i deres egen magt og afhænger af
deres forgodtbefindende at gå over fra én herre til en anden. De bærer sig
altså ad, som om de var frit stillet til i denne henseende at gøre og handle,
som de lystede, og glemmer og tænker ikke på Guds befaling og deres egen ed,
hvorved de er bundet og forpligtet til at forblive lydige, indtil de med magt
tvinges til at bryde troskaben eller dræbes derfor. Ligesom bønderne gjorde
under det sidste oprør og derfor blev slået. For ligesom man ikke skal dræbe
sig selv, men må finde sig deri, hvis man dræbes af andre, sådan må ingen
selv løse sig fra sin lydighed og ed, medmindre han af andre med magt eller i
nåde og med tilladelse løses fra sin forpligtelse.
Dette
må prædikanterne flittigt og omhyggeligt indprente den slags folk, ligesom
deres prædikeembede også forpligter dem dertil, idet de skylder deres sognebørn
at advare og bevare dem for synd og sjæleskade. For den, som frivilligt vender
sig fra sin herre og går over til muslimerne, kan dog aldrig med god
samvittighed blive hos muslimerne, men hans hjerte vil bestandig straffe ham og
sige: Se, du er blevet troløs mod dit overhoved, har frastjålet ham den
lydighed, du skylder ham, og berøvet ham hans ret og myndighed over dig. Nu kan
ingen synd tilgives, uden at det stjålne gives tilbage, men hvordan vil du
gengive din herre det, når du står under muslimerne og ikke kan give ham det
tilbage?
Sådan er der
da sket ét af to: Enten at du bestandig må anstrenge dig og arbejde på at komme
bort fra muslimerne og tilbage til dit overhoved, eller du må nages af evig
anger, sorg og uro i din samvittighed. Hvis da ikke fortvivlelse og evig død
følger efter, fordi du uden at være nødt dertil af fri vilje har givet dig ind
under muslimerne i strid med din ed og forpligtelse og nu legemligt må være
dér, men med hjerte og samvittighed længes tilbage. Hvad har du altså vundet?
Hvorfor blev du ikke, hvor du var?
Dernæst:
Foruden alt dette begår sådanne troløse, frafaldne, sammensvorne folk andre
grove synder, idet de nemlig gør sig medskyldige i al muslimernes grusomhed og
ondskab. Den, som frivilligt underkaster sig muslimerne, gør sig nemlig til
deres deltager og medhjælper i alt, hvad de gør, og nu har vi ovenfor hørt,
hvad muslimerne er for en mand, nemlig en nedbryder, fjende og bespotter af vor
Herre Jesus Kristus og i stedet for evangeliet og Troen ophøjer sin skændige
Muhamed og alskens løgn. Tillige fordærver han al verdslig øvrighed og hustugt
eller ægtestand, og hans krigsførelse er intet andet end mord og
blodsudgydelse, han er kort sagt et ægte Djævelens redskab.
Se, en så
frygtelig vederstyggelighed må den, som slutter sig til muslimerne, gøre sig
skyldig i, og alle de mord og alt det blod, muslimerne nogensinde har udøst, og
alle de løgne og den skændighed, hvormed han fordærver Kristi rige og forfører
sjælene, vil komme over hans hoved. Det er elendighed nok, når nogen med magt
og mod sin vilje må være underkastet en sådan blodhund og Djævel, se og høre
hans vederstyggeligheder, som den fromme Lot måtte det i Sodoma og led
derunder, som Peter skriver (2 Pet 2, 7) - det er ikke nødvendigt frivilligt at
søge eller begære noget sådant!
Ja, hvor
meget hellere skulle man ikke to gange dø i lydighed mod sin overherre end som
en ulykkelig Lot stedes mellem sådanne sodomitter og gomorriter,
endsige da, at et godt menneske skulle fristes til frivilligt at gå ind derpå,
tilmed i ulydighed og imod Guds befaling og sin egen pligt. Det ville betyde
ikke alene at gøre sig delagtig i al muslimernes og Djævelens ondskab, men
endogså styrke og fremme den. Ligesom Judas ikke alene gjorde sig delagtig i
jødernes ondskab imod Kristus, men også styrkede og hjalp til, så at Pilatus
ikke handlede så ilde som Judas, som Kristus vidner, Joh 19, 11.
For det
tredje bør prædikanterne også indprente sådanne folk, at når de først har
underkastet sig muslimerne, har de alligevel ikke derved forbedret deres egen
stilling, og deres forhåbninger og planer vil slå meget fejl for dem. Det er
nemlig muslimernes fremgangsmåde, at de ikke lader dem, som betyder noget eller
ejer noget, blive boende, men anbringer dem langt borte i et andet land, hvor
de bliver solgt og må trælle. Og sådan går det dem efter ordsproget: Flygt for
regnen og fald i vandet, og gem en tallerken og slå et fad itu, så at ondt
bliver værre. Og der sker dem knapt nok deres ret, for muslimerne er de rette
krigsfolk, som bedre end vor kejser, vore konger og fyrster forstår at omgås
med land og folk og både vinde og beholde dem begge. De har ingen tillid til
sådanne troløse folk og har den klemme på dem, at de er sådan stillet, at de
kan tillade sig det og ikke trænger til mandskab som vore fyrster.
Sådan mener
jeg, at prædikanter og sognepræster må tale til sådanne troløse mennesker og
flittigt formane og advare dem, og det er både sandt og nødvendigt. Er der så
nogle, der ringeagter en sådan formaning og ikke vil lade sig sige - nuvel, så
lad dem fare Djævelen i vold, som Paulus måtte gøre med grækerne og Peter med
jøderne. De andre skal ikke lade sig skræmme deraf. Ja, jeg ville ønske, at
der, især når det kom til strid, ikke ville være eller forblive en eneste af
den slags folk i kejserens hær, men at de alle til hobe allerede var hos
muslimerne. Jo før ville de blive dræbt, og de ville være muslimerne til mere
skade end gavn, da de både er i Guds, Djævelens og verdens unåde og visselig
fordømt til Helvede. Derfor er det godt at kæmpe mod sådanne onde folk, som så
åbenbart og sikkert er fordømt både af Gud og verden.
Der findes
mange et forvildede, fortvivlede onde mennesker, men hver den, som har nogen
fornuft, vil dog utvivlsomt agte på en sådan formaning og tilskyndes til at
forblive i lydigheden og ikke så ryggesløst gå over til Djævelen i Helvede, men
langt hellere kæmpe af al magt under sin overherre og derunder blive dræbt af
muslimerne.
Så vil du
igen indvende: Jamen paven er dog vel lige så slem som muslimerne, du skælder
ham jo selv ud for at være Antikrist tillige med sine gejstlige og tilhængere,
og på den måde er muslimerne vel nok så from som paven, fordi han dog
anerkender de fire evangelier og Moses tillige med profeterne. Skal man altså
kæmpe mod muslimerne, så skulle man lige så godt eller vel endnu hellere kæmpe
mod paven? – Svar: Jeg kan ikke nægte, at muslimerne regner de fire evangelier
for guddommelige og ægte og profeterne ligeså, og også priser Kristus og hans
moder højt, men alligevel tror de, at deres Muhamed står over Kristus og at
Kristus ikke er Gud, som vi tidligere har omtalt.
Koranens forhold til Bibelen
Muhamed forholder sig over for evangeliet på samme måde
som vi gør over for Det Gamle Testamente. Vi kristne regner også Gamle
Testamente for et guddommeligt Skrift, som dog nu er opfyldt og er for svært at
holde uden Guds nåde, som Peter siger i ApG 15, 10. Derfor er det nu ophævet af evangeliet, så
at det ikke længere binder os. På ganske
tilsvarende måde forholder Muhamed sig over for evangeliet. Han foregiver, at
det ganske vist også er ægte, men at det dog for længst har udtjent sin opgave
og også er for svært at holde. Navnlig på de punkter, hvor Jesus lærer, at man
skal forlade alt for hans skyld og elske Gud af hele sit hjerte og lignende.
Derfor har Gud måttet give en anden, ny lov, som ikke er så svær og som verden
nok kan holde, og denne lov er Koranen. Men når nogen spørger, hvorfor han ingen undere gør til stadfæstelse
af en sådan ny lov, svarer han, at det er unødvendigt og omsonst, for folk har
dog tidligere fået mange undere, da Moseloven og evangeliet fremkom, og dog
troede de ikke. Derfor skulle hans Koran ikke stadfæstes ved sådanne
virkningsløse undergerninger, men med sværdet, som virker med mere eftertryk
end mirakler. Og sådan har det også
været og er stadig, at hos
muslimerne udrettes alt ved sværdet i stedet for ved mirakler.
Heller ikke
på dette punkt er paven meget bedre og ligner også muslimerne deri, at han
ligeledes med munden priser evangeliet og hele Den Hellige Skrift, men han
hævder, at mange stykker deri, og netop de samme, som muslimerne og Muhamed
nævner, er for vanskelige og umulige at opfylde. Det gælder for eksempel ordene
fra Bjergprædikenen i Matthæus 5. Derfor fortolker han dem og gør dem til
evangeliske ”råd”, det vil sige råd, som ingen er forpligtet til at holde
undtagen de, som har lyst til det. Sådan har det katolske universitet i Paris
og andre universitetet og klostre hidtil skamløst har lært.
Derfor
hersker paven heller ikke ved evangeliet eller ved Guds Ord, men har også lavet
en ny lov og en Koran, nemlig sin Kirkeret, og håndhæver den med bandlysning, ligesom muslimerne
sin Koran med sværdet. Han kalder også bandet sit åndelige sværd, hvilket dog
kun Guds Ord er og skal kaldes, Ef. 6, 17. Hvor han kan, bruger han ikke desto
mindre også det verdslige sværd eller påkalder det i det mindste og hidser og
tirrer andre dertil. Og det er min faste overbevisning, at hvis paven kunne
føre det verdslige sværd med samme magt som muslimerne, skulle det måske skorte
endnu mindre på den gode vilje end hos muslimerne, ligesom paverne da også ofte
har forsøgt på det.
Italienske bryllupper – homofile parforhold
Gud hjemsøger da også dem begge med den samme plage og
slår dem med blindhed, så det går dem, som Paulus siger i Rom 1, 24 om de
unævnelige synders skændige laster, at ”Gud prisgav dem i deres hjertes begær
til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer.” For så blinde og
afsindige er både pavedømmet og muslimerne, at de begge skamløst bedriver de
unævnelige synder (homoseksualitet) som en ærbar, rosværdig sag. Og da de ikke ærer
ægtestanden, sker dem deres ret derved,
at der kun er idel hundebryllupper hos
dem (homofile parforhold). Ja. gid de kun havde hundebryllupper, ja, lutter italienske
bryllupper og florentinske brude hos
dem, når de indbilder sig, at det er i sin gode orden.
Jeg hører nemlig
den ene sag mere grufuld end den anden om, hvilket åbenlyst glimrende Sodoma
Tyrkiet er. Ligeledes véd vel enhver, der har set sig en smule om i Rom og
Italien, med hvilken vrede og plage Gud dér straffer det forbudte ægteskab, så at man betragter Sodoma og Gomorra, som fordum blev
begravet i ild og svovl, som en ren spøg og et forspil over for denne
vederstyggelighed. Også af den grund gør muslimernes regimente mig inderlig
ondt, ja, skulle være ganske utåleligt i Tyskland.
Ikke korstog, men forsvarskrig
Hvad skal vi så gøre nu? Skal vi også føre krig mod
pavedømmet ligesom mod muslimerne, fordi den ene er lige så from som den anden?
– Svar: Den ene som den anden, så sker ingen uret, for samme synd skal have
samme straf. Jeg mener altså, at hvor paven og hans tilhængere også vil angribe
kejserdømmet, som muslimerne gør, skal han behandles ligesom muslimerne, som
det da også skete for nylig ved Pavia, takket være
kejser Karls hær. For her gælder Guds dom: ”Den, som griber til sværdet, skal
omkomme ved sværdet.” Jeg råder nemlig ikke til krig mod muslimerne og paven for
deres falske tros og livsførelses skyld, men for deres myrden
og hærgen.
Men
det bedste ved paven er, at han endnu ikke som muslimerne har sværdet, ellers
ville han sikkert også forsøge at underlægge sig hele verden, og førte den dog
ikke til andet end sin koran, dvs. til sin kirkeretslige tro. For evangeliet
eller kristentroen regner og kender han jo lige så lidt til som muslimerne,
selv om han også med faste, som han dog ikke selv holder, fremviser en stor
muslimsk hellighed. Paverne fortjener altså godt nok den ros, at de ligner
muslimerne, om også de er imod Kristus.
Men imod
pavedømmets vildfarelser og slette livsførelse er den første mand, Hr. Kristen,
vågnet op og angriber det frimodigt med bønnen og Guds Ord og har også ramt, så
de kan mærke det og raser. Men intet raseri hjælper, øksen er lagt ved træet,
det skal rykkes op med rode, hvis det ikke bærer anden frugt. Men jeg ser nok,
at de slet ikke tænker på at forbedre sig, men bliver jo længere jo mere
hårdnakkede. De anser sig selv for så fromme, at snarere end at forbedre sig og
afstå fra deres skændige livsførelse, går de over til deres fælle og broder,
den hellige muslim. Velan, vor himmelske Fader opfylde også snart deres egen
bøn, så at der, som de siger, vendes op og ned på alt alle vegne. Amen! De
ønsker det sådan, Amen! Det ske og blive til
virkelighed, som det behager Gud!
Så siger du
endvidere: Hvordan kan kejser Karl kæmpe mod muslimerne i denne tid, hvor han
har så mange forhindringer og så meget forræderi imod sig, fra konger, fyrster,
venetianere og snart sagt enhver? – Svar: Hvad man ikke kan løfte, må man lade
ligge. Kan vi ikke andet, så må vi lade vor Herre Kristus råde og hjælpe ved
sit komme, som dog ikke kan være langt borte. For verdens ende er kommet nær.
Med det romerske rige er det næsten forbi, det er sønderslidt og står, som
jødernes kongerige tidligere stod. Da Kristi fødsel stundede til, havde de
næsten intet tilbage af deres kongerige. Herodes var afskedsdrikken. Sådan
forekommer det mig også at være nu: Da det næsten er forbi med det romerske
kejserdømme, står Kristi genkomst for døren, og muslimerne er afslutningen på
dette rige, som en tilgift efter det romerske kejserrige. Og ligesom Herodes og
jøderne var hinandens fjender og dog stod sammen imod Kristus, sådan er også
muslimer og pavedømme fjender indbyrdes og holder dog sammen imod Kristus og
hans rige.
Men hvad
kejseren kan gøre for dem, som hører ham til, imod muslimerne, det skal han
gøre, for dog ved modstand og forhaling at beflitte sig på at hjælpe og
beskytte sine undersåtter mest muligt, selv om han ikke helt kan tøjle
afskyelighederne. Ikke alene hans skyldige pligt, hans embede og Guds befaling,
ikke alene det ukristelige og uordentlige styre, som muslimerne indfører i
landet, skulle bevæge ham til en sådan beskyttelse, men også den jammer og
elendighed, der overgår undersåtterne. Utvivlsomt véd de bedre end jeg, hvor
grusomt muslimerne behandler dem, de bortfører som fanger. Som var det kvæg,
slæber, trækker og driver de, hvad der kan flyttes, og gennemborer uden tøven,
hvad der ikke kan, det være sig unge eller gamle.
Alt dette og
mere til af samme slags burde rimeligvis bevæge alle fyrster og hele riget til
medlidenhed, så at man for en tid glemte sine egne problemer og stridigheder
eller lod dem hvile og enigt og for alvor bragte hjælp mod elendigheden. Så det
dog ikke skal gå helt som med Konstantinopel og Grækenland, som også skændtes
så længe indbyrdes og havde travlt hver med sine sager, at muslimerne
overvældede dem alle, ligesom de også hos os allerede på samme vis næsten er
nået dertil. Men sker det ikke, og vort ubodfærdige livsførelse gør os uværdige
til al nåde, råd og trøst, så må vi finde os i det og døje under Djævelens herredømme
uden at have nogen undskyldning for, at vi ikke hjalp, da vi skulle.
Hermed vil
jeg så tydeligt som muligt sige og vidne, at jeg ikke uden grund har nævnt
kejser Karl som den mand, der skal kæmpe mod muslimerne. Andre konger, fyrster
eller øvrigheder, som foragter kejser Karl eller ikke er ham undergivet eller
ikke vil adlyde ham, overlader jeg til deres eget ansvar. Efter mit råd skal de
intet gøre. Jeg har her skrevet til kejser Karl og hans folk, de andre angår
mig ikke, for jeg kender godt nok visse kongers og fyrsters stolthed, de så
gerne, at der ikke var nogen kejser Karl, og at de selv var heltene og
mestrene, der indlagde sig ære mod muslimerne. Jeg under dem gerne æren, men
bliver de slået i krigen, bliver det deres egen sag. Hvorfor holder de sig ikke
i al ydmyghed til det rette overhoved og den lovlige øvrighed? Bondeoprøret er
blevet straffet, men skulle man også straffe fyrsternes og herremændenes oprør,
tror jeg, at der blev meget få af dem tilbage. Velan, Gud give,
at muslimerne ikke bliver mester for den straf, Amen!
Effektivt forebyggende angreb
Til sidst vil jeg meget venligt og trofast råde til, at
kommer det dertil, at man vil kæmpe mod muslimerne, skal man ruste og forberede
sig sådan, at vi ikke undervurderer muslimerne og bærer os ad, som vi tyskere
plejer, og møder op med tyve eller tredive tusinde væbnede mænd. Og hvis vi har
lykken med os og vinder, har vi ikke nogen reserve, og så slår vi os igen til
ro og svirer, indtil der igen bliver nød på færde.
Jeg egner mig
ganske vist ikke til at undervise om sådanne ting, og de selv véd eller burde
dog vide bedre besked. Men når jeg ser, hvor barnagtigt man optræder, må jeg
tro, at fyrsterne og vore tyskere ikke kender muslimernes magt eller tror ikke
på den, eller også er det slet ikke alvor med deres krig mod muslimerne. Måske
vil de blot franarre os vore penge, ligesom paven hidtil med tyrkerkrigen og afladen som påskud har plyndret Tyskland.
Mit råd er
derfor, at man ikke anslår udrustningen for lavt og ikke ofrer vore arme tyskere på slagtebænken. Vil man
ikke yde en værdig, reel modstand, som har en passende reserve i ryggen, så vil
det være langt bedre slet ikke at indlade sig i strid. Så må man uden unødig
blodsudgydelse i tide overlade muslimerne land og folk, i stedet for at han
alligevel ved et så let slag og med skændig blodsudgydelse skulde sejre, som
det skete i Ungarn for kong Ludvig.
At kæmpe mod
muslimerne er nemlig ikke som at kæmpe mod kongen af Frankrig, mod Venedig
eller paven. De har en anden slags kejser og har folk og penge i massevis. De
har slået sultanen to gange i træk, og dertil behøves mandskab. Kære ven, hans
folk er hver dag rustet, så at han hurtigt kan samle hen ved tre eller fire
hundred tusind mand. Selv om man fratog ham hundred tusind mand, ville han
snart igen være parat med lige så mange mænd og alligevel have sin bagtrop.
Det er derfor
for lidt, hvis man ville møde ham med halvtreds eller tres tusinde mand, hvis
der ikke er lige så mange eller flere i reserve. Prøv blot selv at tælle hans
lande, min kære: Han har hele Grækenland, Asien, Syrien, Ægypten m.fl. Det er
så store områder, så at selv om Spanien, Frankrig, England, Tyskland, Italien,
Bøhmen, Ungarn, Polen og Danmark alle blev talt sammen, ville de dog ikke måle
sig med hans besiddelser. Tilmed har han magt over dem alle i kraft af en
særdeles villig lydighed hos dem. Og som sagt er de hver dag udrustet og øvet i
kamp, så at han kan forfølge sin sejr og levere to, tre, fire store slag i
træk, som han beviste over for sultanen. Denne Gog og
Magog er anderledes majestætisk end vore konger og
fyrster.
Dette siger
jeg, fordi jeg er bange for, at mine tyskere ikke ved eller ikke tror det.
Måske mener de, at de er stærke nok alene og regner måske muslimerne for en
herre som kongen i Frankrig og flere andre, som de let kan modstå. Men jeg vil
sandelig være uden skyld og ikke pådrage min tunge og pen blodskyld, hvis en
konge eller fyrste alene giver sig i strid mod muslimerne! Det er nemlig at
friste Gud, hvis nogen med ringe magt giver sig i kast med en mægtig konge, som
Kristus også påpeger i evangeliet, Luk 14, 31. Særlig fordi vore konger ikke er
så dygtige, at man forventer guddommelige underværker af dem.
Kongen af
Bøhmen er nu en mægtig fyrste, men Gud give, at han
ikke alene giver sig i lag med muslimerne, men har kejser Karl til ankermand og
reserve med al hans magt! Og velan, den, som ikke vil tro det, ham må jeg
overlade erfaringen at belære. Jeg ved nok, hvad for en magt muslimerne har, medmindre
historikerne og geograferne tillige med den daglige erfaring lyver for mig,
hvad jeg ved, de ikke gør. Jeg siger
ikke dette for at skræmme kongerne og fyrsterne fra at kæmpe mod muslimerne,
men for at formane dem til at ruste sig dertil med klogskab og alvor og ikke
skride så barnagtigt og søvnigt til værks. Jeg ville gerne forebygge unyttig
blodsudgydelse og en tabt krig hvor som helst. Denne alvor skulle bestå i, at
vore konger og fyrster så længe gjorde fælles sag og i dette tilfælde både
hoved og hjerte, både hænder og fødder arbejdede sammen, så at en mægtig hob
var som ét legeme, sådan at man, hvis et slag tabtes, havde andre tropper at
sætte ind. Man skal ikke som hidtil lade konger og fyrster kæmpe hver for sig,
i går Ungarns konge, i dag Polens, i morgen Bøhmens, indtil muslimerne har opslugt dem én for én, uden
at andet opnås derved, end at man forråder vort folk, ofrer det på slagtebænken
og udgyder blod til ingen nytte.
Hvis vore
konger og fyrster nemlig enigt ydede hinanden hjælp og bistand, og hr. Kristen
desuden bad for dem, ville jeg være ved godt mod og nære stærkt håb om, at
muslimerne skulle ophøre med sin rasen og i kejser
Karl finde en mand, der var dem voksen. Men hvis ikke, og hvis det altså skulle
gå som hidtil, hvor den ene ikke er enig med eller tro mod den anden, men enhver
vil være sin egen herre eller kun drager i felten med en håndfuld ryttere, så
må jeg finde mig deri, og vil ganske vist gerne hjælpe til ved at bede. Men det
vil være en svag bøn, særlig fordi jeg kun har liden tiltro til, at den bliver
bønhørt, fordi man griber så stor en sag så barnagtigt, forvovent og
ubetænksomt an, så at jeg véd, at man med det frister Gud, som næppe vil finde
behag deri.
Alvorlig advarsel
Men hvad gør vore høje herskaber? De regner det for ren
spøg, og skønt det er sandt, at vi har fået muslimerne på halsen, selv om de
måske ikke drager imod os i år, så er de dog hele tiden rustet og rede til at
angribe os, som hverken er rustede eller forberedte, når de vil. Og imens
forhandler fyrsterne om, hvordan de kan plage Luther og evangeliet! Det er
muslimerne, der er det altovervejende problem, og det må klares. På samme måde
bærer de sig nu ad i Speyer, hvor hovedspørgsmålet er reglerne for at spise kød
og fisk og sådant narreværk.
Gud hjælpe jer, I utro overhoveder for arme mennesker! Hvilken
Djævel befaler jer at beskæftige jer så ivrigt med de gejstlige sakramenter,
som der ikke er givet nogen befaling om, og som angår Gud og samvittigheden, og
at være så dovne og efterladende med de sager, som I har Guds befaling om, og
som angår jer og jeres arme folk, nu da nøden er størst og mest overhængende.
Herved lægger I blot hindringer i vejen for alle dem, som mener det inderlig
godt og gerne ville hjælpe. Ja, syng I kun videre og hør messe om Helligånden,
han har stor lyst dertil og vil sikkert være nådig mod jer ulydige og
genstridige, fordi I lader dét ligge, som er jer befalet, og har travlt med
det, som han har forbudt jer. Ja, den onde ånd hører jer sikkert gerne!
Men hermed
vil jeg have min samvittighed fri, for denne lille bog skal være mit vidne om,
hvorvidt og på hvilken måde jeg råder til krig mod muslimerne. Handler nogen i
modstrid med det, må han gøre det. Gud bestemmer, om han sejrer eller falder.
Jeg vil ikke glæde mig over hans sejr eller undgælde for hans nederlag, men jeg
vil ikke være skyld i alt det til ingen nytte udgydte blod. Og skønt jeg véd,
at jeg ikke vil finde nogen nådig herre i muslimerne med denne bog, hvis den
kommer dem for øje, har jeg dog villet gøre mine tyskere opmærksomme på
sandheden, så godt jeg kunne, og troligt råde og tjene både taknemmelige og
utaknemmelige. Hjælper det, så hjælper det, hjælper det ikke, så hjælpe vor
Herre Jesus Kristus og komme herned fra Himlen med Dommedag og slå både
muslimerne og paven til jorden tillige med alle tyranner og ugudelige, og
forløse os fra alle synder og alt ondt, Amen!
Martin
Luther
Om jødedommen
1543
Von den Juden
und ihren Lügen
WA 53, 417-552
Luthers forord
Jeg havde sat mig for ikke at skrive mere hverken om
jødedommen eller imod den. Jeg har imidlertid erfaret, at de skændige,
ugudelige mennesker ikke holder op med at lokke de kristne til sig. Derfor har
jeg ladet denne lille bog udkomme, for at jeg kan være blandt dem, der gør
modstand mod dette jødernes giftige forehavende og råde de kristne til at vogte
sig for jøderne. Jeg troede egentlig ikke, at en kristen skulle lade sig narre
af jøderne til at få del i deres jammer og elendighed. Men Djævelen er verdens
gud, og hvor Guds Ord ikke er, har han let spil ikke alene over for de svage,
men også de stærke. Gud hjælpe os, Amen!
Nåde og fred
i Herren! Kære herre og gode ven, jeg har modtaget et skrift, hvori en jøde har
en samtale med en kristen og understår sig i at fordreje Skriftstederne (som vi
anfører angående vor tro, om vor Herre Kristus og Maria, hans moder) og give
dem en helt anden tolkning, hvorved han mener at kunne omstyrte vor tros
grundvold.
Herpå giver
jeg dig og ham dette svar. Det er ikke min hensigt at diskutere med jøderne
eller at lære af dem, hvordan de udlægger eller forstår Skriften. Det véd jeg
alt sammen meget godt i forvejen. Langt mindre prøver jeg på at omvende
jøderne, for det er umuligt. Og de to fortræffelige mænd Lyra og Burgensis har for hundrede og tohundrede år siden, foruden
flere andre, nøje beskrevet os jødernes snedige udlægning og i sandhed
gendrevet den fortrinligt. Alligevel hjælper det slet ikke mod jøderne, som
stadigt er blevet værre og værre. Også fordi de er blevet så forhærdede og
hårdhudede, at de ikke vil tage ved lære af den forfærdelige plage, at de nu i
over 1400 år har levet i landflygtighed og endnu stadig ikke, som de tror, kan
få en ende på eller en bestemt fastsat tid derfor ved deres evindelige heftige anråben og skrigen til Gud. Hvis slagene som sagt ikke
hjælper, kan man sagtens regne ud, at vor tale og udlægning langt mindre vil
gøre det.
Derfor skal
nu kristne stille sig tilfreds og ikke skændes med jøderne, men vil du eller er
du nødt til at tale med dem, så sig ikke mere end dette: Hør du, jøde, er du klar
over, at Jerusalem og jeres herredømme sammen med templet og præsteskabet nu
har været nedlagt i mere end 1460 år? I dette år, som vi kristne regner for år
1542 efter Kristi fødsel, er det nøjagtigt 1468 og altså nær ved 1500 år siden,
at Vespasian og Titus ødelagde Jerusalem og fordrev
jøderne derfra. Lad jøderne prøve at knække denne nød med tænderne og
disputere, så længe de lyster!
Denne Guds
frygtelige vrede antyder nemlig mere end tilstrækkeligt, at de virkelige må
fejle og fare vild. Det kan selv et barn begribe. For man må ikke anse Gud for
så grusom, at han i så lang en tid skulle straffe sit eget folk så længe, så
grueligt og ubarmhjertigt og tillige forholde sig tavs, uden at trøste med ord
eller handling, uden at fastsætte tid eller grænse. Hvem ville tro på en sådan
gud, håbe på ham eller elske ham? Derfor beviser denne vredens handling, at
jøderne bestemt er forkastet af Gud, ikke mere er hans folk og han heller ikke
mere deres gud. Og det går her efter Hoseas' ord (1, 9): ”Herren sagde: Kald
ham Ikke-Mit-Folk, for I er ikke mit folk, og jeg vil
ikke være med jer.” Ja, desværre går det dem sådan, alt for tydeligt og
frygteligt. Lad dem udtyde, så meget de vil, vi ser dog virkeligheden for vore
øjne, det bedrager os ikke.
Og hvis der
var gnist af fornuft eller forstand i dem, måtte de sandelig tænke ved sig
selv: Ak, Herre Gud, det står ikke godt og rigtigt til med os, elendigheden er
for stor, for langvarig og for streng. Gud har glemt os, osv. Jeg er ganske
vist ingen jøde, men jeg tænker sandelig ikke gerne på denne Guds frygtelige
vrede imod dette folk, for jeg gruer, så det går mig til marv og ben, ved
tanken om, hvad der vil ske de falske kristne og alle vantro i Helvede under
den evige vrede. – Nuvel, lad jøderne mene, hvad de vil, om vor Herre Jesus, vi
ser, at det går, som han siger Luk 21, 20 f: ”Når I ser Jerusalem omringet af
hære, da skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. For det er straffens dage. Og
der vil være stor nød i landet og vrede over dette folk.”
Kort sagt,
diskuter ikke meget med jøder om vore trosartikler, for de er fra ungdommen af
opdraget med gift og galde mod vor Herre, så at der ikke er noget håb, før de
kommer så vidt, at de omsider bliver møre af deres elendighed og tvinges til at
bekende, at Messias er kommet, og at han er vor Jesus. For øvrigt er det alt
for tidligt, ja ganske forgæves at diskutere med dem om, hvordan Gud kan være
treenig, hvordan Gud kan være menneske og Maria Guds moder. Noget sådant kan jo
ingen fornuft eller noget menneskehjerte forlige sig med, langt mindre da et
forbitret, forgiftet, blindt jødisk hjerte. Hvad end ikke Gud kan forbedre med
så skrækkelige slag, det må vi som sagt nok med vore ord og vor gerning lade
forblive uforbederligt. Moses kunne hverken med plager eller undere, hverken
med bønner eller trusler forbedre Farao, men måtte lade ham drukne i havet.
Så vil vi da
nu for at styrke vor tro behandle nogle grove dårskaber i jødernes tro og skriftfortolkning, fordi de spotter vor tro så giftigt. Får det en eller anden jøde til at
forbedre sig, fordi han skammer sig - så meget desto bedre! Vi taler nu ikke
med jøderne, men om dem og om deres gerning, som vore tyskere også bør kende.
Jøderne roser sig af forfædrene
De har et argument, som de hævder og pukker på over alle
grænser, nemlig at de nedstammer fra de ypperste mennesker på jorden, fra
Abraham, Sara, Isak, Rebekka, Jakob og de tolv patriarker og så fremdeles, fra
det hellige folk Israel, som også Paulus i Rom 9, 5 bekender og siger: ”De har
fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske.” Og Kristus selv siger (Joh
4, 22): ”Frelsen kommer fra jøderne”. Derfor roser de sig af at være de
ædleste, ja de eneste ædle mennesker på jorden. Vi hedninger, er over for dem
og i deres øjne ikke mennesker, men knapt nok værd at regne for sølle orme imod
dem, for vi er jo ikke af den samme høje, ædle slægt og stamme, fødsel og
herkomst. Dette er et argument og et af dem, de trodser på og roser sig af, og
sandelig også efter min mening det fornemste og stærkeste.
Det må Gud
høre på i deres skoler, deres bønner, sange, lærdomme og hele deres liv. Sådan
fremtræder og stiller de sig for ham og plager ham - hvis jeg må tale på
menneskelig vis om Gud - rigtig grundigt. Her må han høre, hvor de roser sig og
priser Gud, fordi han har adskilt dem fra hedningerne og ladet dem nedstamme
fra de hellige fædre og udvalgt dem til sit hellige ejendomsfolk osv. Og der er
ikke mål eller måde med deres rosen sig af deres slægt
og legemlige nedstamning fra fædrene. For at fuldkomme deres heftige, afsindige
og tåbelige vildfarelse roser de sig af og takker Gud, for det første fordi de
er skabt som mennesker og ikke som dyr, dernæst fordi de er Israel og ikke
hedninger, for det tredje fordi de er skabt som mænd og ikke som kvinder. Dette
narreværk har de ikke fra Israel, men fra hedningerne, for sådan fortæller
historien, at grækeren Plato dagligt har prist og
takket Gud, om ellers en sådan hovmod og gudsbespottelse kan kaldes lovprisning
af Gud. Han takkede nemlig også sine guder for de tre ting, at han var et
menneske og ikke et dyr, en mand og ikke en kvinde, en græker og ikke en ugræsk
barbar. Det er en nars ros og en gudsbespottende
barbars taksigelse. Sådan bilder italienerne sig også ind, at de alene er
mennesker og den øvrige verden kun umennesker, ænder eller mus over for dem.
Praleriet om
Israels blod og stamme kan nu ingen få dem fra. I Gamle Testamente har de - men
det forstår ingen jøde - tabt mange slag i krigene derved, og alle profeter har
irettesat dem derfor (fordi det er en hoffærdig, kødelig formastelse uden ånd
og tro) og de er også blevet myrdet og forfulgt derfor. Johannes Døberen
irettesatte dem strengt derfor og sagde (Matt 3, 9): ”Tro ikke, at I kan sige
ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn
til Abraham af stenene dér.” Han kalder dem ikke Israels børn, men ”øgleyngel”
(Matt 3, 7). Og det gik Israels ædle blod og stamme for nær, så de sagde ”han
er besat” (Matt 11, 18). Også vor Herre kaldte dem øgleyngel (Matt 12, 34),
ligeså Joh. 8, 39-44: ”Hvis I var Abrahams børn, ville I gøre Abrahams gerning.
Men I har Djævelen til fader.” Det kunne de ikke tåle, at de ikke skulle være
Abrahams, men Djævelens børn, ligesom de heller ikke nu kan tåle det. For
skulle de opgive denne ros og dette argument, måtte alt det, de bygger derpå,
falde sammen og ændre sig.
Og jeg tror,
at hvis deres Messias, som de håber på, kommer og fratager dem dette argument
og ry, ville de nok korsfæste og spotte ham syv gange værre, end de gjorde med
vor Messias. Så ville de også sige, at han ikke var den rette Messias, men en
falsk Djævel. De har nemlig for sig selv afmalet deres Messias sådan, at han
vil fremhæve og forstærke deres kødelige, hovmodige tankespind om slægtskabets
og afstamningens adel. Det indebærer, at han skal hjælpe dem at spotte Gud og
hånligt foragte hans skabninger, også de kvindelige, som også er mennesker og
skabt i Guds billede lige så vel som vi, og tillige vort kød og blod, vore
mødre, søstre, døtre, hustruer osv. For de anser ikke kvinden Sara for at være
lige så ædel som manden Abraham, som førnævnt lovprisning viser. Måske vil de
ære sig selv ved at regne sig for halvt ædelbårne på grund af den ædle fader,
og halvt uædle, da de er født af en ikke-ædel moder. Men lad nu det narreværk
og gøgl fare!
Om denne
grund og berømmelse vil vi tale og levere et kraftigt bevis - ikke for jøderne,
som hverken ville tåle det af Moses eller, som sagt, af deres Messias - men for
Gud og verden, at den er ganske værdiløs og fordømt, og dertil tager vi Moses
(1 Mos 17), som de dog rimeligvis bør tro, hvis de er retskafne israelitter. Da
Gud indstifter omskærelsen, siger han bl.a. (1 Mos 17, 14): ”Den hvis forhud
ikke er omskåret, skal udryddes fra sit folk.” Med disse ord dømmer Gud alt,
hvad der er født af kød, til fortabelse, hvor ædelbåren, højt eller lavt det så
er, for han undtager heller ikke Abrahams eget afkom, som ikke alene er ædelt
og højbårent ved sin nedstamning fra Noah, men også er erklæret for helligt (1
Mos 15, 1), og Abram nu er blevet Abraham (1 Mos 17,
5). Alligevel skal ingen af hans børn regnes til Guds folk, men udryddes, og
Gud vil ikke være hans Gud, hvis han ikke udover sin fødsel bliver omskåret og
optaget i Guds pagt.
Over for
verden gælder det vel, at ét menneske i kraft af sin fødsel står højere end et
andet, ligesom én også forstandsmæssigt er klogere end en anden, og i legemlig
henseende stærkere og smukkere end en anden, med hensyn til ejendom er én
rigere end en anden, i moralsk henseende én bedre end den anden. For sådanne
forskelle og uligheder må der være i dette elendige, syndige, dødelige liv, og
de kan ikke undværes, når legemets fornødenheder og et lands styre skal
opretholdes.
Men at træde
frem for Gud og prale med, at man er så ædel, højtstående og rig i forhold til
andre mennesker - det er et djævelsk hovmod, når dog enhver, som er født efter
kødet, over for Gud er fordømt i det anførte skriftord, hvis ikke hans pagt og
ord på ny kommer til hjælp og bringer en ny fødsel, hvorved den første og oprindelige
afskaffes. Når nu jøderne i deres bøn roser sig og praler over for Gud med at
de er de hellige fædres ædle blod, stamme og børn, hvorfor han skal anerkende
dem og være dem nådig, men fordømme hedningerne, som ikke er af deres ædle æt
og stamme - hvad mener du vel, at en sådan bøn vil opnå? – Dét vil den opnå, at
om så jøderne var så hellige som deres fædre Abraham, Isak og Jakob selv, ja om
de var himmelske engle, måtte de for en sådan bøns skyld styrtes i helvedes
afgrund, endsige da, at de ved den skulle udløses fra deres landflygtighed og
på ny bringes til Jerusalem!
Hvad bevirker
en sådan djævelsk, hovmodig bøn andet end at gøre Gud til løgner, når han i sit
ord (1 Mos 17, 13) siger, at ”enhver, som er født og ikke omskæres” ikke alene
skal regnes for uædel og uværdig, men også skal fordømmes og ikke høre til mit
folk, og jeg vil ikke være hans Gud. Herimod tager jøderne på vej med deres
bespottelige bøn, som ville de sige: Nej, nej, Herre Gud, det er ikke sandt,
men du må bønhøre os, fordi vi er født af de hellige fædres ædle blod, og på
grund af denne ædle fødsel indsætte os som herrer over hele verden og i himlen,
ellers holder du ikke dit ord og gør os uret, fordi du har tilsvoret vore fædre
i al evighed at holde deres afkom for dit folk.
Det er som
hvis en konge, fyrste, hersker, et rigt, smukt, klogt, fromt, retskaffent
menneske hos os kristne ville bede sådan til Gud: Herre Gud, se hvad jeg er for
en stor konge og hersker, se, hvor rig, klog og from jeg er, se hvilken køn
svend eller pige jeg er frem for andre, og vær mig nådig, hjælp mig og gør mig
salig, fordi jeg er, som jeg er! For de andre folk er det ikke værd, da de ikke
er så smukke, rige, kloge, fromme, ædle og højbårne som jeg. Hvad fortjente en
sådan bøn? Den fortjente, at torden og lynild fra himlen og svovl og helvedes
ild nedefra slog sammen om ham. Det ville også være med rette, for kød og blod
skal ikke rose sig over for Gud. Eller, som Moses siger (1 Mos 17, 13): ”Hvad
der er født”, også af hellige fædre og af Abraham selv, skal være fordømt af
Gud og ikke rose sig for ham, som St. Paulus (Rom 3, 23) og Johannes (3, 6)
også siger.
Sådan bad
også farisæeren i vort evangelium og roste sig af sin gode levevis: ”Jeg er
ikke som andre mennesker”, sagde han, og tilmed udstyrede han sin bøn rigeligt
med taksigelser og bildte sig ind at være Guds skødebarn, og alligevel styrtede
himlens torden og lynild ham ned i helvedes afgrund, idet Kristus her fælder
den dom, at tolderen er retfærdig og han fordømt (Luk 18, 14). Ak, hvad har vi
elendige skarnbøtter, maddiker, stinkende og smudsige, at rose os af over for
ham, som er himlens og jordens Gud og skaber, som har skabt os af skarn og af
intet, så at vi også af natur, fødsel og væsen for hans øjne stadig er skarn og
intet andet, undtagen hvad hans nåde og rige barmhjertighed vil lade os være og
have.
Abraham var
dog vel ædelbåren frem for jøderne, idet han som sagt nedstammer fra den
højeste patriark Noah, som i sin tid var hele verdens ypperste og ældste herre,
præst og fader, og fra de andre 9 følgende patriarker, som Abraham alle har
set, hørt og samlevet med, og hvoraf nogle har overlevet ham længe (såsom Sem, Salech, Eber), så at det sandelig ikke har skortet Abraham
på ædel slægt og fødsel. Alligevel hjalp det ham ikke til at blive regnet til
Guds folk, men han var en afgudsdyrker og ville være forblevet fordømt, hvis
ikke Guds ord af Guds mund havde kaldet ham, som Josva siger (24, 2): ”I gamle
dage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden,
Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre
guder. Men jeg tog jeres fader Abraham fra landet på den anden side af floden
og lod ham vandre omkring i hele Kana'an, osv.”
Senere, da
han nu var kaldet og var blevet hellig ved Guds ord og sin tro (1 Mos 15,
1.15), roste han sig alligevel ikke af sin fødsel eller sine dyder, da han
taler med Gud (1 Mos 18, 27), og han siger ikke: ”Se, hvor høj en byrd jeg har
fra Noah og de hellige fædre, og at jeg kommer fra dit hellige folk”, men han
siger: ”Nu vover jeg igen at tale til dig, Herre, skønt jeg kun er støv og
aske!” – Ja, sådan skal en skabning tale til sin skaber og ikke glemme, hvad
han er og må regnes for over for ham. For sådan har han sagt om Adam og alle
hans børn (1 Mos 3, 19): ”Du er støv eller jord og skal igen blive til jord”,
hvad døden alt sammen nok tydeligt skal overbevise os om i gerning, om det
måske kunne hjælpe imod det letsindige, tomme, lede hovmod.
Se nu, hvilke
skønne Abrahams børn jøderne er, hvor de dog slægter deres fader på, ja hvilket
ædelt Guds folk de er, idet de roser sig over for ham af deres kødelige
afstamning og deres fædres ædle blod, og foragter alle andre mennesker, mens
han dog i alle henseender regner dem for skarn og aske og fordømte fra fødselen
ganske som alle andre hedninger. Alligevel må Gud stå som løgner for dem, de
skal have ret også til med deres bespottelige, fordømte bøn at aftvinge Gud
hans nåde og få Jerusalem tilbage.
Desuden, om
jøderne så var syv gange så blinde - om det ellers var muligt - så måtte de dog
se, at Esau eller Edom, hvad den legemlige fødsel
angår, var lige så ædel som Jakob, fordi han ikke alene var søn af samme fader
Isak og samme moder Rebekka, men også den førstefødte søn, på en tid, hvor
førstefødselen jo betød den højeste adel frem for de øvrige børn. Hvad har nu den
samme fødsel, ja tilmed førstefødselen, hjulpet ham, skønt den jo stillede ham
langt højere end Jakob? Alligevel regnes han ikke blandt Guds folk, skønt han
dog lige så vel som Jakob kaldte Abraham sin bedstefader og Sara sin
bedstemoder og, som sagt, på den anden side Abraham og Sara selv måtte anse
ham, langt mere end Jakob, for deres barnebarn, søn af deres søn Isak og
Rebekka, og tilmed for den første og ypperste søn og Jakob derimod som den
ringere. Sig mig nu, hvad den legemlige fødsel eller ædle nedstamning fra
Abraham har hjulpet!
Og ville man
nu her forklare, at Esau var blevet ond og af den grund havde mistet sin ære,
osv., så svarer vi for det første, at her taler vi om, hvorvidt den ædle fødsel
i sig selv gælder for Gud, så at man ved den kan være eller blive medlem af
Guds folk. Gælder den ikke, hvorfor roser jøderne sig da så højt af den i
forhold til andre menneskebørn? Gælder den, hvorfor sørger Gud da ikke for, at
den ikke bortfalder? Hvis Gud nemlig regner den legemlige fødsel for tilstrækkelig
til, at de, som stammer fra de hellige fædre, må være hans folk, så må han ikke
tillade, at nogen bliver ond, for at han ikke skal miste sit folk, så at han
bliver en ikke-gud. Men lader han dem blive onde, så
er det sikkert, at han ikke anser fødselen for at skulle skabe ham et folk.
For det andet
er Esau ikke blevet udelukket fra Guds folk på grund af senere ondskab, og
Jakob er heller ikke derefter kommet ind i det ved sit fromme livsførelse, men
mens de begge endnu var i moders liv, blev de adskilt ved Guds ord, idet Jakob
blev kaldet og Esau ikke, iflg. Skriftordet Rom 9,
12: ”Den ældste skal tjene den yngste”, og det bidrog ikke hertil, at de begge
havde ligget under den samme moders hjerte, var blevet næret af samme mælk og
blod af samme moder Rebekka og født af hende på samme tid, så at man her må
sige: Kød, blod, mælk, legeme, moder, skønt det alt sammen er det samme, har
det dog ikke kunnet hjælpe Esau eller hindre Jakob i at få den nåde, hvorved
man bliver Guds børn eller folk, men ordet og kaldelsen, som ikke regner
fødselen for noget, afgør her hele sagen.
Ligeså kan
Ismael også sige, at han dog af natur er Abrahams ægte søn, men hvad hjælper
den legemlige fødsel ham her? Han må alligevel forlade Abrahams hus og arv og
overlade sin broder Isak det. Vil du nu sige, at Ismael er søn af Hagar, men
Isak af Sara, så tjener det kun til at styrke vor sag. At Isak er født af Sara
skete jo nemlig kun på grund af Guds ord og ikke ved kød og blod, fordi Sara,
som nu var gammel, ikke efter naturens orden kunne få børn. Vil vi nu tale
videre om fødsel, så er Ismael Abrahams kød og blod og ubestrideligt hans søn,
men alligevel nytter hans hellige faders kød og blod ham intet, men skader ham,
fordi han ikke har andet end Abrahams kød og blod og ikke tillige Guds ord, og
det betyder ingen hindring for Isak, at han er af Abrahams blod, som intet
gælder for Ismael, fordi han nemlig har Guds ord til forskel fra sin broder
Ismael, som dog er den samme Abrahams kød og blod.
Og hvorfor
bruge mange ord? Jeg vil - såfremt fødselen skal betyde noget over for Gud -
være lige så ædelbåren som en jøde, ja som Abraham selv, som David, som alle
hellige profeter og apostle, og ikke være dem nogen tak skyldig, når de, hvad
angår fødselens betydning over for Gud, regner mig for lige så ædel som sig
selv, og hvis Gud ikke vil anse min fødsel og herkomst for lige så god som
Isaks, Abrahams, Davids og alle de helliges, vil jeg sige, at han gør mig uret
og ikke er nogen retskaffen dommer. For dét lader jeg ikke ”nogen fratage mig,
end ikke Abraham, David, profeter eller apostle, ja ikke engang nogen engel i
himlen, at jeg kan rose mig af, at Noah,
hvad legemlig fødsel og kød og blod angår, er min rette, virkelige forfader og
hans hustru (hvem hun så end var) min rette, virkelige stammoder. Vi nedstammer
jo nemlig alle fra den ene og samme Noah. Fra Kain stammer vi ikke, hans
slægt, og desuden såre mange af Noahs fætre, svogre og venner, blev jo alle
definitivt tilintetgjort i syndfloden.
Ligeledes
roser jeg mig af, at Jafet, Noahs førstefødte søn,
også er min rette, virkelige stamfader og hans ægtefælle (hvem hun så i øvrigt
var) min rette, virkelige stammoder. Vi hedninger nedstammer nemlig alle fra
ham, som Moses siger (1 Mos 10, 32). Og altså har Sem, Noahs anden søn, intet at
påberåbe sig over for sin ældre broder på grund af fødsel. Ja, hvis fødselen
skal tages i betragtning, så har Jafet som den
førstefødte søn og retmæssige arving, sammen med sine efterkommere, meget at
påberåbe sig over for sin yngre broder Sem og hans efterkommere, enten de
hedder jøder, ismaeliter eller edomiter.
Hvad hjælper nu den legemlige førstefødsel den gode Jafet,
vor stamfader? Sem beholder dog Fortrinsretten, ikke på grund af fødsel, men
fordi Guds ord og kaldelse er Voldgiftsmand over fødselen.
På samme måde
ville jeg opregne lige fra verdens begyndelse, hvordan vi alle nedstammer fra Adam og Eva, endvidere alle fra Seth, Enos, Kenan, Mahalal’el, Jered, Enok, Metusalem og Lamek.,
for de er lige så vel vore som jødernes forfædre, og vi stammer alle til hobe
fra dem med samme ære, adel og ros som jøderne og er lige så vel deres kød og
blod som Abraham og alt hans afkom. Vi har jo lige så vel som de været i de
samme hellige fædres lænder, og der er slet ingen forskel med hensyn til fødsel
eller kød og blod, som al fornuft må indrømme. Derfor er de blinde jøder jo
alle sammen store narre og langt tåbeligere end hedningerne, når de priser sig
så højlig for Gud af deres legemlige fødsel, skønt de dog i kraft af den slet
ikke er en smule bedre end hedningerne, da vi begge er af samme fødsel, samme
kød og blod lige fra de allerførste, bedste, helligste forfædre, og ingen kan
bebrejde den anden part noget særligt eller give ham noget fortrin, uden at det
samme gælder dem selv.
Men for nu at
komme videre herfra: David kaster os nok så nydeligt og eftertrykkeligt i én
hob, idet han siger (Sl 51, 7): ”Se, jeg er undfanget i synd, og min moder
fødte mig i synd, osv.”. Gå nu hen, hvad enten du er jøde eller hedning, enten
du stammer fra Adam eller Abraham, Enok eller David, og ros dig for Gud af din
skønne adel, høje stamme, din gamle slægt - her finder du, at vi alle er
undfanget og født i synd, på fædrene og mødrene side, ingen, som kaldes
menneske, er undtaget.
Men hvad
betyder det at være født i synd andet end at være født under Guds vrede og
fordømmelse, så at vi ikke på grund af. natur eller fødsel kan være Guds folk
eller hans børn, og at vor fødsel, vor ros og adel, ære og pris ikke er eller
kan være andet, end at vi, hvor der ikke findes mere end den legemlige fødsel,
kun er fordømte syndere, Guds fjender og under al unåde? Dér har du din ros,
jøde, og vi hedninger sammen med dig som du med os. Bed nu om, at Gud vil tage
din adel, din stamme, dit kød og blod i betragtning!
Men dette har
jeg sagt for at styrke vor tro. Jøderne lader sig nemlig ikke fratage dette
hovmod og denne ros af deres adel og blod, som ovenfor sagt, de er forstokkede.
Men vore folk må tage sig i agt for dem for ikke at blive forført af det
forstokkede, fordømte folk, som gør Gud til løgner og stolt foragter hele
verden. For jøderne vil gerne drage os kristne over til deres tro og gør det,
hvor de kan. Og hvis Gud også skal blive jøderne nådig, må de først fjerne
sådanne bespottelige bønner og sange om deres ros og hovmod og deres herkomst
fra deres synagoger og fra deres hjerte og mund., for en sådan bøn forøger og
forstærker bestandig Guds vrede imod dem. Men det vil de ikke gøre, ikke ydmyge
sig så dybt, bortset fra hvad enkelte
personer muligvis gør, hvis Gud drager dem og udløser dem fra deres
gruelige fordærvelse.
Jøderne roser sig af omskærelsen
Den næste ros og adel, hvoraf jøderne ophøjer sig og
stolt og hovmodigt foragter alle mennesker, er, at de har omskærelsen fra Abraham.
Gud hjælpe os for en medfart, vi hedninger her får i deres synagoger, bønner,
sange og undervisning, hvor hæsligt stinker vi arme hedninger ikke i deres
næse, fordi vi ikke er omskårne, ja Gud selv må her på ny lade sig martre
gudsjammerligt (om jeg så må sige)! Her træder de frem for ham med deres
usigelige hovmod og råber 5: Lovet være du, verdens konge, fordi du har
udmærket os frem for andre folk og helliget os ved omskærelsens pagt - og mange
andre lignende ord, alle sammen gående ud på, at gud skal ænse dem alene frem
for hele verden, fordi de er omskårne efter hans befaling, og fordømme alle
andre mennesker, ligesom de gør og ønsker.
Denne ros
eller adel beråber de sig på lige så stærkt som på den legemlige fødsel, og jeg
tror da også, at om Moses selv kom tillige med Elias og deres Messias og ville
fratage dem denne ros eller forbyde sådanne bønner og en sådan lære, ville de
vist anse dem alle for de værste djævle i Helvede og ikke vide, hvordan de
noksom kunne forbande og fordømme dem, endsige da at de skulle tro dem! De har
nemlig indbyrdes vedtaget, at Moses samt Elias og Messias skal stadfæste
omskærelsen, ja endogså hjælpe med til at bestyrke og rose hovmodet og
stoltheden af omskærelsen og, som de selv gør, regne alle hedninger for afskyeligt
skarn og stank, fordi de ikke er omskårne, for Moses, Elias og Messias må gøre,
som de foreskriver, tænker og ønsker. De vil have ret! Hvis Gud selv handlede
anderledes, end de forestiller sig, så måtte han også have uret.
Betragt dog
nu engang disse ulyksalige, blinde, afsindige mennesker. For det første vil jeg
nu lade det stå hen - som jeg også ovenfor har sagt om den legemlige fødsel -
hvis omskærelsen er tilstrækkelig til at skabe et Guds folk eller den helliger
og udmærker dem frem for alle andre folk i Guds øjne, så måtte deraf følge, at
den, som var omskåren, ikke kunne blive ond og fordømmes, og Gud ville heller
ikke lade det ske, hvis han tillagde omskærelsen en så stor hellighed og kraft,
- ligesom vi kristne siger: Den, som tror, kan ikke blive ond og fordømt, så
længe troen er der, for Gud regner troen for så dyrebar, kostelig og stærk, at
den visselig gør hellig og ikke lader den, som har og bevarer den, fortabes
eller blive ond. Alt dette lader jeg som sagt stå hen.
For det andet
ser man her på ny, hvordan jøderne kun fortørner Gud mere og mere med denne
bøn, for her står de og lyver om Gud, en skammelig, skændig, uforskammet løgn.
Og så blinde og tåbelige er de, at de hverken ser teksten i 1 Mos 17, 9 ff.
eller den hele skrift, som klart og tydeligt fordømmer denne løgn. Sådan siger
nemlig 1 Mos 17, 13, at Abraham får befaling til at omskære ikke alene sin søn
Isak - som dengang endnu ikke var født - men alt, hvad der af mandkøn var født
i hans hus, søn eller slave, også de købte. Og på én og samme dag blev de alle,
også Abraham selv, omskåret, også Ismael, som på den tid var 13 år, som
Skriften siger (1 Mos 18, 23 ff.) Og pagten eller budet om omskærelsen omfatter
også alt Abrahams afkom, navnlig Ismael som den først omskårne af Abrahams afkom.
Og med det er Ismael ikke blot ligestillet med sin broder Isak, men, hvis det
for Gud skulle komme an derpå, omskåret et år tidligere end han, så at han
derfor kunne rose sig frem for Isak af sin omskærelse, og ismaeliterne
måtte derfor regnes for bedre end Israelitterne, fordi deres fader Ismael var
omskåret inden Isak - altså Israels fader - blev født.
Hvorfor lyver
jøderne da så skammeligt for Gud i deres bøn og forkyndelse, som om omskærelsen
var noget særegent for dem, hvorved de udmærkedes blandt alle folk og blev
gjort til idel hellige folk for Gud? Snarere skulle de, hvis de havde skam i
livet, undse sig en smule over for ismaeliterne, edomiterne og flere andre folk, og ved tanken om, at de
altid kun var en lille flok og knapt en håndfuld folk i forhold til andre, som
også var Abrahams afkom og også omskårne, at dette deres fader Abrahams bud
utvivlsomt var gået i arv til deres efterkommere, at den omskærelse, som var
gået i arv til den ene søn Isak, kun var en ringe ting at regne imod den omskærelse,
der var gået i arv til de andre sønner. Der står jo i Skriften, at Abrahams søn
Ismael var blevet et stort folk og havde avlet tolv fyrster. Ligeså har Keturas seks sønner (1 Mos 25, 1 ff.), som havde meget
større landområder end Israel, utvivlsomt taget omskærelsen i arv efter deres
fædre.
Da nu
omskærelsen efter Guds befaling er fælles for så mange folk, der stammer fra
Abraham (for de er alle hans afkom lige så vel som Isak og Jakob) og der heri
ikke er nogen forskel mellem dem og Israels børn, hvad gør så jøderne når de i
deres bøn priser og takker Gud, fordi han ved omskærelsen har udvalgt dem
blandt alle folkene, helliget dem og gjort dem til sin ejendomsfolk? Dette er
hvad de gør: Bespotter Gud og gør ham til løgner i hans bud og ord, når han dog
siger (1 Mos 17, 12), at omskærelsen skal være befalet ikke alene Isak og hans
efterkommere, men alt Abrahams afkom, og ikke på grund af omskærelsen tildeler
jøderne en særstilling frem for Ismael, Edom, Midian, Efa, Efta
m.fl., som i 1 Mos 25, 2.4. opregnes som Abrahams afkom. De er jo alle omskårne
og arvinger af omskærelsen lige så vel som Israel.
Hvad nytter
det nu Ismael, at han er omskåret? Hvad hjælper det Edom,
at han er omskåret og tilmed avlet af den udvalgte Isak og ikke af Ismael? Hvad
hjælper det Midian og hans brødre, børn af Ketura, at de er omskårne? Med det er de alligevel ikke
Guds folk, hverken deres herkomst af Abrahams blod eller deres omskærelse efter
Guds befaling hjælper. Når omskærelsen ikke hjælper dem, så at de derved bliver
Guds folk, hvordan kan den da hjælpe jøderne? Når det er den samme omskærelse,
befalet af den samme Gud, når stamfader, kød og blod og afstamning er fælles
for dem alle! Her ses ikke andet end lighed, og ingen sondring eller ulighed
mellem dem alle, hvad omskærelse og afstamning angår.
Det er derfor
ikke nogen klog eller mesterlig, men en grov, klodset, tåbelig løgn, hvormed
jøderne roser sig for Gud af deres omskærelse, som om Gud af den grund skulle
agte på dem og være dem nådig, mens de dog rimeligvis skulle vide fra Skriften,
at ikke de alene var omskåret på Guds befaling og ikke af den grund kunne være
et særligt gudsfolk, men dertil måtte der kræves
noget mere, noget andet og større, fordi ismaeliterne,
edomiterne, midianiterne og
andre efterkommere af Abraham kunne fortrøste sig ikke mindre til denne ros,
også over for Gud selv. De er jo som sagt i alle henseender ligestillet med dem
hvad fødsel og omskærelse angår.
Hvis nu
jøderne vil hævde, at ismaeliterne, edomiterne osv. ikke holder omskærelsen så fuldkomment som
jøderne, som foruden at afskære den lille drengs forhud tilmed flænser huden af
hans lille svans tilbage med skarpe negle, som man kan læse i deres bøger, og
med det volder barnet umådelige smerter, uden og udover Guds befaling, så at faderen,
som skulle glæde sig over omskærelsen, står og hører barnet skrige, så at hans
øjne løber over, og det skærer ham i hjertet, så kan man kort og godt svare, at
denne tilføjelse er opfundet af dem selv, ja indgivet dem af den lede Djævel,
imod Guds befaling, idet Moses siger (5 Mos 4, 2 og 12, 32): ”Du skal ikke
trække noget fra eller føje noget til Herrens ord.” Med deres djævelske
tilføjelse fordærver de deres omskærelse, så at intet folk i Guds øjne
overholder omskærelsen mindre end de, fordi de med en så formastelig ulydighed
føjer deres fordømte tillæg dertil og udøver den i strid med Guds ord.
Lad os nu se,
hvad Moses selv mener om omskærelsen. 5 Mos 10, 16 taler han sådan: ”Omskær
derfor jeres hjertes forhud, og gør ikke længere nakken stiv” – Hvad skal det
sige, kære Moses? Er det ikke tilstrækkeligt, at de er legemligt omskåret? De
er jo dog ved den hellige omskærelse udvalgt og et helligt gudsfolk
frem for alle andre folk. Og du udskælder dem for at være halsstarrige imod
Gud, gør deres hellige omskærelse til intet og vanærer det hellige, omskårne gudsfolk. Nu skulle du prøve at tale sådan i deres
synagoger - havde de ikke sten, ville de drive dig ud af landet med skarn og
jord, om du så var ti gange mere værd end Moses!
Ligeledes
skænder han også på dem i 3 Mos 26, 41: ”Da skal deres uomskårne hjerte ydmyge
sig.,” Se dig vel for, Moses, véd du, hvem du taler med? Du taler med et ædelt,
udvalgt, helligt, omskåret gudsfolk, og så vover du
at sige, at de har uomskårne hjerter! Det er jo langt værre end om de havde
syvfold uomskåret kød. For et uomskåret hjerte kan ikke have nogen gud, og her
hjælper den legemlige omskærelse intet, hvorimod et omskåret hjerte nok alene
kan skabe et gudsfolk, selv om den legemlige
omskærelse ikke findes eller ikke kan være der, som tilfældet var for Israels
børn i de 40 år i ørkenen.
Sådan dadler
også Jeremias (4, 4): ”Judas mænd, Jerusalems indbyggere, omskær jer for
Herren, fjern jeres hjertes forhud, for at min harme ikke skal slå ud som ild
og brænde, så ingen kan slukke den, på grund af jeres onde gerninger.” – Oh,
Jeremias, du skændige kætter, du forfører og falske profet, vover du at sige
til Guds hellige, omskårne folk, at de skal omskære sig for Herren? Mener du
da, at de før var omskåret legemligt for Djævelen? Ganske som om Gud ikke
regnede deres legemlige omskærelse for noget? Og så truer du dem tilmed med
Guds vrede som en evig ild, hvis de ikke omskærer deres hjerter, skønt de dog i
deres bøn ikke skænker en sådan hjertets omskærelse en tanke eller lover og
takker Gud derfor med et eneste bogstav. Og du gør deres hellige legemlige
omskærelse i den grad uduelig, at den endogså forårsager Guds evige vrede og
ild. Jeg råder dig til ikke at komme i deres synagoge - alle djævle ville
sønderrive og opsluge dig!
Fremdeles Jer
6, 10: ”De er ude af stand til at lytte, deres ører er uomskårne.” – Men dog,
kære Jeremias, du giver virkelig det ædle, udvalgte, hellige, omskårne gudsfolk en grov og smudsig behandling! Vover du at sige,
at et så helligt folk har uomskårne øren? Og, endnu værre, at de ikke kan høre?
Hvad betyder det andet end at de ikke er Guds folk? For den, som ikke kan høre
eller tåle Guds ord, han hører ikke til gudsfolket,
og gør han ikke det, så hører han til Djævelens folk, og så hjælper det hverken
at omskære, flå eller skrabe. For Guds skyld, hold dog op, Jeremias! Skal du
foragte og fordømme den hellige omskærelse så grueligt, at du skiller det
udvalgte, omskårne folk fra Gud og overgiver det til Djævelen som forbandet og
fordømt? De priser dog Gud for, at han ved omskærelsen har skilt dem fra både
Djævelen og alle folk og gjort dem til det hellige ejendomsfolk. Åh, det
betyder: ”Han har talt bespotteligt, korsfæst, korsfæst ham!”
Og videre
siger Jeremias kap. 9,
Hvad bliver
der nu af det hovmodige praleri af omskærelsen, hvorved jøderne vil være et
helligt, fra andre hedninger adskilt folk? Her støder Guds ord dem ned i samme
hob som hedninger og uomskårne og vil hjemsøge dem alle. Tilmed nævner han den
fornemste del, den ædle, kongelige Juda stamme, og dernæst hele Israels hus.
Og, hvad der er det værste, han siger: hedningerne er vel uomskårne, hvad kødet
angår, men Juda, Edom, Israel, som er legemligt
omskårne, er langt værre end hedningerne, fordi de har et uomskåret hjerte,
hvilket er langt værre end at være legemligt uomskåret, som ovenfor sagt.
Disse og
lignende skriftord tvinger nødvendigvis til den slutning, at jødernes hovmod og
pralen med omskærelsen som modsætning til de
uomskårne hedninger intet er værd og ikke fortjener andet end vrede fra Gud,
når den står alene. De har, siger han, et uomskåret hjerte, men jøderne regner
ikke denne hjertets forhud for noget, de mener, at Gud ligefuldt skal agte på
deres legemlige omskærelse, som de er så stolte af, og anerkende deres opblæste
selvros over for alle hedninger, som ikke kan rose sig af omskærelsen. De ser
ikke, disse blinde, elendige folk, at Gud i disse skriftord så klart og
indlysende domfælder deres uomskårne hjerte og med det fordømmer deres
legemlige omskærelse og deres ros og deres bøn. De fortsætter stadig med det
som afsindige og gør deres hjertes forhud stadig grovere med denne overmodige pralen over for Gud og foragt for alle andre folk. Og de
vil ubetinget være det eneste gudsfolk i kraft af
denne betydningsløse, praleriske legemlige omskærelse, indtil deres hjerters
forhud er blevet tykkere end et bjerg af jern, så at det ikke mere kan høre,
se, føle deres egen vitterlige skrift, som de dagligt læser med blinde øjne,
hvorover der er groet en hud, som er tykkere end nogen egebark.
Skal Gud nu
høre og antage deres lovprisning og bøn, må de virkelig først fjerne denne
bespottelige, skændige, falske, forløjede ros og pral fra deres synagoger,
munde og hjerter, ellers opnår de ikke andet end stadig at gøre ondt værre og
mere og mere opvække Guds vrede imod sig, for den, som vil bede til Gud, må
ikke træde frem for ham med hovmod og løgn, ikke kun prise sig selv og foragte
alle andre, ville være alene om at være Guds folk og forbande alle andre, som
de gør. David siger i Sl 5, 5-7: ”Du er ikke en Gud, der holder af uret, du
giver ikke den onde husly, de overmodige kan ikke træde frem for dine øjne, du
hader alle forbrydere, du udrydder løgnere. Herren afskyr mordere og
bedragere.” Derimod lyder det følgende vers 8: ”Men ved din store trofasthed
kan jeg gå ind i dit hus; jeg kaster mig ned i dit hellige tempel i ærefrygt
for dig.”
Denne salme
angår alle mennesker, omskårne som uomskårne, især og fornemmelig jøderne, for
hvem den - som også alle de andre skrifter - oprindelig er skrevet og givet, og
de aftegnes også mesterligt deri for alle andre hedninger, for det er dem, som
alle vegne har bedrevet gudløshed, afgudsdyrkelse, vranglære, og som har haft
uomskårne hjerter, som Moses selv og alle profeterne klager over, og alligevel
har de med alt dette ment at være Gud til behag og har derfor ihjelslået
profeterne. De er det onde, stivsindede folk, som ikke har ladet sig omvende
ved nogen prædiken, straffetale eller profeternes lære fra onde til gode
gerninger, som Skriften overalt vidner, og alligevel vil de være Guds tjenere
og stå for hans ansigt. De er de pralende, hovmodige gavtyve, som indtil denne
dag ikke kan gøre andet end rose sig af deres stamme og slægt, kun rose sig
selv og foragte og forbande den øvrige verden i deres synagoger, bønner og
lære, alligevel mener de, at de skal bestå for hans øjne som de kæreste børn.
De er de
rette løgnere og blodhunde, som ikke alene fra første begyndelse og lige til nu
uophørligt har forvansket og forfalsket hele Skriften med deres opdigtede
fortolkninger, men al deres hjertes ængstelige sukken
og længsel går ud på, om de dog engang kunne handle med os hedninger, som de på
Esthers tid gjorde med hedningerne i Persien. Oh, hvor de elsker Esthers bog,
som stemmer så fuldkomment overens med deres blodtørstige, hævngerrige,
mordlystne begær og forhåbning. Et mere blodtørstigt og hævngerrigt folk har
solen aldrig skinnet på, idet de indbilder sig, at de er Guds folk, for at de
skal og må myrde og slagte hedningerne. Og det er også hovedsagen i deres
Messiasforventning, at han skal myrde og ombringe den hele verden ved deres sværd,
sådan som de også i begyndelsen optrådte mod os kristne i hele verden og endnu
gerne gjorde, hvis de kunne, de har da også ofte prøvet derpå, hvorved de har
fået eftertrykkeligt på snuden. – Men herom måske mere
senere.
For nu at vende
tilbage til jødernes falske, forløjede rosen sig af omskærelsen: De véd dog
nok, disse skammelige løgnere, at de ikke er ene om at være Guds folk, selv om
de alene af alle folk havde omskærelsen, og også at forhuden ikke er nogen
hindring for at være Guds folk. Alligevel træder de hovmodigt frem for Gud,
lyver og roser sig af i kraft af den legemlige omskærelse alene at være Guds
folk, uanset om hjertet er omskåret. Og dog taler stærke eksempler i Skriften
derimod. For det første Job, som de mener, nedstammer fra Nahof,
og ham og hans arvinger havde Gud ikke pålagt omskærelsen. Alligevel viser hans
bog vel klart nok, at meget få store helgener i Israel kan måle sig med ham og
hans folk. Og heller ikke bliver Na'aman fra Syrien af profeten Elisa tvunget
til omskærelse (2 Kong 5, 1 ff.) og er dog blevet hellig og Guds barn, og
utvivlsomt mange med ham.
Fremdeles er
der hele bogen om profeten Jonas (Jonas 3, 5 ff.), som omvender hele Nineve til
Gud og opholder det med konger, fyrster, herrer, lande og folk, som dog ikke er
omskårne. Sådan har også Daniel omvendt de store konger og lande i Babylon og
Persien, såsom Nebukadnezar, Kyrus,
Darius m.fl., og dog var de hedninger og forblev
uomskårne og blev ikke jøder. Ligesom også Josef fordum underviste kong Farao,
hans fyrster og folk, som Sl 105, 17 og 22 bevidner, og de dog forblev
uomskårne. Alt dette, siger jeg, véd disse forbistrede, forstokkede løgnere, og
alligevel driver de så stærkt på omskærelsen, som om ingen kunne høre til Guds
folk uden den. Og så er det dem en hjertesag, når de forfører en kristen, at
pånøde ham omskærelsen, hvorpå de træder frem og roser sig i deres bøn, som af
en kostelig velgerning, af, at de ved omskærelsen har bragt os til Guds folk,
de skænder, foragter, forbander forhuden på os som en vederstyggelighed, som
hindrer os i at høre til Guds folk. Ene og alene deres
omskærelse skal udrette det hele.
Hvad skal Gud
nu gøre med denne deres bøn og lovprisning, som de frembærer, som vi har hørt,
med disse grove, bespottelige løgne på trods af hele Skriften? Jo, han vil
bønhøre dem og bringe dem tilbage til Landet! Jeg tror virkelig, at om de så
sad i himlen, måtte alene deres selvros, bøn, lovprisning og løgn om
omskærelsen øjeblikkelig styrte dem i helvedes afgrund. Men derom har jeg også
skrevet bogen mod Sabbatæerne. Derfor vogt dig, kære
kristne, for sådanne fordømte folk, som Gud har ladet synke så dybt i
afskyelighed og løgn, at alt, hvad de gør, må være idel løgn, bespottelse og
ondskab, hvor godt det end tager sig ud.
Hvis du nu
spørger: Hvad nytter da omskærelsen? Hvorfor har Gud påbudt den så strengt? Så
er svaret: Overlad du det til jøderne! Hvad vedkommer det os hedninger? Som du
har hørt, er den ikke pålagt os, vi behøver den heller ikke, vi kan alligevel
være Guds folk, som de kunne det i Nineve, i Babel, Persien og Ægypten. Heller
ikke kan nogen bevise, at Gud nogensinde har pålagt en profet eller jøde at
omskære hedningerne. Derfor skal de lade os i fred for deres løgn og afguderi.
Og da de vil være så kloge og forstandige, at de vil belære og omskære os
hedninger, så lad dem først forklare, hvortil omskærelsen tjener, og hvorfor
Gud har befalet den så strengt - det har de pligt til at forklare, men det skal
de nok gøre, når de igen kommer hjem til Jerusalem, dvs. når Djævelen farer til
himmels. For deres påstand om, at Gud har befalet den, og at man ved den skal
blive hellig, salig og Guds folk er, som du har hørt, en skændig løgn. Når
Moses og alle profeterne siger, at deres omskærelse (på grund af deres
uomskårne hjerte) ikke har hjulpet dem selv, skønt den dog er befalet dem,
hvordan skulle den så hjælpe os, hvem den ikke er befalet?
Vi kristne
for vort vedkommende véd nok, hvorfor den er givet, og hvad nytte den har været
til, men derom véd ingen jøde noget, og selv om man fortalte ham det, ville det
være som at tale med en klods eller sten. De slipper ikke deres selvros og
hovmod, dvs. deres løgn, de vil have ret og Gud må over for dem være en løgner
og have uret. Lad dem derfor stadig fortsætte med at lyve, som deres fædre har
gjort helt fra begyndelsen. Men os lærer Paulus i Rom 3, 1 ff., at omskærelsen ikke nytter eller er givet
sådan, at den alene gør hellig og frelser, når blot handlingen bliver udført,
eller at den fordømmer de uomskårne hedninger, som jøderne løgnagtigt og
bespotteligt påstår, men sådan siger han i Rom 3, 21: ”Omskærelsen har været
til stor nytte derved, at Guds ord er dem betroet.” Det er sagen, deri ligger
det, derpå beror det: Omskærelsen er
givet dertil og indstiftet, for at Guds Ord og hans forjættelser skulle være
indeholdt og forvaret deri, så at altså ikke omskærelsen skulle være
nødvendig og tilstrækkelig som et selvstændigt værk, men derved, at den, som
havde den, ved dette tegn, forbund eller sakramente skulle være forpligtet til
at adlyde Gud i hans ord og at tro og lade alt dette gå i arv til
efterkommerne.
Men når denne
causa finalis eller årsag til omskærelsen ikke mere
fandtes, skulle omskærelsen - som en slet og ret handling - ikke længere gælde
eller tjene til noget, i særdeleshed ikke, når jøderne ville sammenflikke eller
tilføje en anden hensigt. Det siger også Moses's tekst i 1 Mos 17, 11: ”Det
skal være tegn på pagten mellem mig og jer.” Med det er sagt det samme som
Paulus siger: Omskærelsen er der, for at man skal høre eller holde Guds ord.
Hvor hans ord nemlig ikke høres eller fastholdes, er han visselig ikke mere vor
Gud, fordi vi i dette liv alene ved Ordet
kan gribe og have Gud. I hans blændende majestæt kan vi i dette liv i
udlændighed ikke tåle eller udholde ham, som han siger i 2 Mos 33, 20: ”Intet
menneske kan se mig og beholde livet.”
Hvordan
jøderne nu har efterlevet denne omskærelsens årsag og definitive hensigt, viser
hele Skriften med utallige eksempler, for så ofte Gud har villet tale til dem
ved profeterne, det være sig ved De Ti Bud, hvori han går i rette med dem,
eller ved forjættelse om fremtidig hjælp, så har de altid været forstokkede
eller, som de tidligere anførte ord af Moses og Jeremias bevidner, uomskårne på
hjerte og øren. De har påstået, at de handlede godt og rigtigt, profeterne
(dvs. Gud selv, hvis ord de forkyndte) måtte handle urigtigt og slet. De
ihjelslog også alle derfor og har endnu aldrig ladet nogen være uden
forfølgelse og fordømmelse, med ganske få undtagelser på Davids, Ezekias' og Josias' tid. Ellers
har det gennem hele den tid, hvor Israels og Judas folk havde en regering, ikke
været anderledes, end at Guds ord blev bespottet, forfulgt, forhånet, og
profeterne myrdet. At man iflg. historien må kalde et sådant folk for lutter
profetmordere og fjender af Guds ord - anderledes kan ingen dømme, når han
læser Bibelen.
Nu havde Gud
som sagt ikke givet omskærelsen eller ved den gjort dem til sit folk, for at de
skulle forfølge, spotte og myrde hans profeter og handle ret og tjene Gud med
det, men, som Moses siger i teksten om omskærelsen i 1 Mos 17, 9, for at de
skulle høre Gud og hans ord, dvs. at de skulle lade ham være deres Gud, og hvis
de ikke gjorde det, kunne omskærelsen i sig selv ikke hjælpe dem, da den nu ikke mere var den af Gud
befalede omskærelse, men udelukkende et
rent menneskeværk, fordi de nu kæmpede uden Gud og imod hans ord. Han havde
jo nemlig knyttet sig, eller sit ord, sammen med omskærelsen. Hvis de to adskilles, bliver omskærelsen
tilbage som en tom bælg eller skal, hvori der hverken er kerne eller nød.
Lad mig til
sammenligning nævne et forhold fra vort eget, kristne område: Gud har givet os dåben og sit legemes og blods sakramente og
absolutions-nøglen. Deres formål er, at vi skal høre hans ord deri
og øve vor tro derved, hvilket betyder, at han derved vil være vor Gud og vi
være hans folk. Men se, hvad vi har udrettet? Vi er stormet til og har adskilt
Ordet og troen (dvs. Gud og hans afgørende mening) fra sakramentet og gjort det
til slet og ret en lovens gerning eller, som papisterne siger, en ting, der
virker automatisk, blot ritualet udføres,
et rent og skært menneskeværk, som præsten ofrer til Gud og lægfolket fuldbyrder som en lydighedshandling, så
ofte de modtager det. Hvad er der nu tilbage af sakramentet? Kun en tom bælg og
tom ceremoni, hvori der intet
guddommeligt er tilbage - ja, en grufuld vederstyggelighed, hvorved vi
forvandler Guds sandhed til løgn og har tilbedt Arons rette kalv, hvorfor Gud
også har overgivet os til alskens frygtelig blindhed og falsk lære og desuden
også ladet Muhamed og paven og alle djævle komme over os.
Sådan er det
også gået Israels folk, bestandig har de adskilt omskærelsen, som en handling,
der virker automatisk, fra Guds ord, og forfulgt alle profeterne, ved hvem Gud
(ifølge den indstiftede omskærelse) ville tale til dem, og alligevel stadig
stolt rost sig af at være Guds folk i kraft af omskærelsen. Sådan støder de
sammen, Gud vil, at de skal høre ham og overholde omskærelsen fuldt og helt,
men det vil de ikke, men vil, at Gud skal anerkende deres gerning, omskærelsen,
som dog kun er halvdelen af omskærelsen, ja endda kun dens skal. Det vil han på
sin side ikke, og sådan kommer de stadig længere fra hinanden, og det er
umuligt at forene eller forlige dem.
Hvem vil nu
give Gud uret i dette stykke? Sig frem, hvem du end er, og døm som et
fornuftvæsen, om det sømmer sig for Gud at anerkende deres gerninger, som ikke
vil høre hans ord, eller om han skal regne dem, som ikke vil lade ham være
deres Gud, for sit folk! Med al mulig ret og rimelighed kan Gud sige i 5 Mos
32, 21: De har ægget min vrede med noget, der ikke er Gud, vakt min trods med
deres tomme guder. Derfor vil jeg ægge deres vrede med noget, der ikke er et
folk, vække deres trods med et tåbeligt folk.”
På samme vis
kan papisterne hos os kristne heller ikke mere være kirken, for de vil ikke
lade Gud være deres Gud, idet de ikke vil høre hans ord, men forfølger det på
det skændigste og kommer derefter anstigende med deres skaller, strå og avner
og fejrer messe og deres ceremonier. Dem skal Gud nu anerkende og regne dem for
sin rette kirke og ikke tænke på, at de ikke betragter ham som den rette Gud.
Det vil sige, at han ikke må tale til dem ved sine prædikanter, hans ord skal
gælde for kætteri, djævelskab og alskens ondt. – Ja, det vil han sørge for,
hvad de nok skal erfare, langt værre end jøderne har erfaret det!
Heraf kan man
nu let forstå, at omskærelsen har været
meget nyttig og god, som Paulus siger i Rom 3, 2, men ikke for sin egen, men for Guds ords skyld. Vi anser det nemlig for
sikkert - og det er sandhed - at børnene, omskåret på ottendedagen, er blevet
Guds børn, som ordene lyder (1 Mos 17, 7): ”Jeg vil være deres Gud”, for de har opnået omskærelsen helt og fuldt,
ordet tillige med tegnet, og
disse er ikke skilt fra hinanden. For Gud er til stede og taler til dem: ”Jeg
vil være deres Gud”, hvilket har fuldstændiggjort deres omskærelse. På samme måde som børnene hos os modtager
den hele, rette, fuldstændige dåb, ordet tillige med tegnet, og ikke
skiller dem ad, men får kernen i skallen. Gud
er der, og han døber dem og taler til dem og gør dem derved salige.
Men når vi blive voksne, kommer paven,
og sammen med ham Djævelen, og lærer os at gøre det til en lydighedsgerning eller noget, der virker automatisk, skiller
ord og tegn fra hinanden, at vi skal blive salige ved vor egen anger,
gerning, fyldestgørelse, og det går os, som Peter siger i sit 2. brev (2 Pet 2,
22), at ”Hunden vender tilbage til sit eget bræk, og når en so er vasket,
vælter den sig i sølet. ”Sådan er vort
sakramente gjort til en gerning, og vi har ædt af det, vi havde udspyet.
Ligeså har også jøderne, da de kom til års, fordærvet deres gode omskærelse på
ottendedagen og adskilt ordet fra tegnet, gjort det til et blot menneskeligt
eller svinsk, dyrisk værk, hvorved de har
mistet Gud og hans ord og nu ikke længere forstår Skriften.
Gud havde dog
sandelig bevist dem stor ære ved omskærelsen, idet han talte til dem frem for
alle jordens folk og betroede dem sit ord. Og for at bevare dette sit ord hos
dem gav han dem et særligt land, virkede store undere ved dem, indsatte konger
og regering, sendte dem mangfoldige profeter, som ikke blot sagde dem, hvad der
tjente dem bedst i deres egen tid, men også forjættede den kommende Messias, verdens frelser, for hvis skyld han viste dem alt
dette, og befalede dem at vente på ham og uden vaklen håbe på ham. For Gud har alt drejet sig om ham, for
hans skyld er Abraham kaldet, omskærelsen indført og folket så højt ophøjet,
for at alverden kunne vide, af hvilket folk, hvilket
land, på hvilken tid, ja fra hvilken stamme, slægt, by og person han skulle
komme, for at han ikke skulle kunne lastes af djævle og mennesker, som kom han
fra en dunkel afkrog eller stammede fra ukendte forfædre, men hans forfædre
skulle være store patriarker, berømmelige konger, ypperlige profeter, som
vidnede om ham.
Men hvordan
jøderne (med få undtagelser) har handlet med disse forjættelser og profeter,
har vi tidligere omtalt, at de nemlig aldrig har villet tåle nogen profet, men
bestandig har forfulgt Guds ord og ikke villet høre ham, sådan som alle
profeterne klager og jamrer over dem. Og som deres fædre fordum handlede, gør
de det også nu til dags og vil aldrig gøre andet. Og hvis nu Esajas, Jeremias
og andre profeter endnu ville komme iblandt dem og prædike, hvad de dengang
prædikede, eller ville sige, at jødernes nuværende omskærelse og deres Messiashåb var ugyldigt, ville de visselig dø for deres
hænder, ligesom det skete dem dengang. Lad blot enhver, som er ved sin fornuft
- jeg vil slet ikke tale om kristelig forståelse - undersøge, hvor vilkårligt
de forvrænger og torterer profeternes bøger med deres håbløse udlægninger på
trods af deres egen samvittighed (hvad vi måske siden kan gå lidt ind på). For
fordi de nu ikke mere kan stene og dræbe profeterne legemligt og personligt,
mishandler de dem dog åndeligt, sønderriver, kvæler, plukker deres skønne
skriftsprog i stumper og stykker, så at et menneskehjerte må græmmes og vånde
sig ved at se, hvordan de ved Guds vrede helt og holdent er givet i Djævelens
vold. Kort sagt - det er et folk af profetmordere, kan de ikke længere pine og
myrde de levende, så må de døde holde for!
Når de så har
hudflettet Gud i hans ord, korsfæstet, bespyttet, spottet og forbandet ham, som
Esajas profeterer (8, 21), kommer de luskende med deres omskærelse og øvrige
tomme, bespottelige, selvopfundne, nytteløse gerninger og vil være Guds eneste
folk, vil fordømme alverden, og Gud skal finde behag i deres hovmod og selvros
og til gengæld give dem en Messias efter deres smag og behag, som de udser sig
og foreskriver ham. Vogt dig derfor, du kristne, for et sådant fordømt, håbløst
folk, som ikke kan lære dig andet end at gøre Gud og hans ord til løgn,
bespotte, forvrænge det, myrde profeterne og stolt og hovmodigt at foragte alle
mennesker på jorden, så at Gud, selv om han ville lade dem ustraffet for alt
øvrigt (hvilket dog er udelukket) dog ikke ville finde sig i et så
ubeskriveligt - og dog så ynkeligt og elendigt - hovmod. Han kaldes jo en
Gud for de hjælpeløse, som Es 66,
Jøderne roser sig af pagten på Sinaj
For det tredje er de overmåde hovmodige over, at Gud har
talt til dem og givet dem Moseloven på Sinaj bjerg. Her kommer vi til det rette
sted, her må Gud lade sig plage og høre på, hvordan de lovsynger og priser ham
sønder og sammen, fordi han har helliget og udvalgt dem med sin hellige lov og
ført dem ud af Ægypten for alle folks øjne. Her stinker vi arme hedninger
rigtigt, o, hvor vi dog er det rene intet over for dette hellige, udvalgte,
ædle og højtpriste folk, som har Guds ord! Ja, siger de - som jeg selv har hørt
- hvad siger I til, at Gud
selv har talt til os på bjerget Sinaj, og ikke til noget andet folk. Her kan vi
ikke sige et kny imod dem, for denne deres ros kan vi ikke benægte, fordi
Mosebøgerne findes, og også David vidner i Sl 147,
Og her, siger
de - dvs. samtidig ved Sinaj bjerg - har folkets øverste båret kranse til tegn
på, at de ved loven har indgået ægteskab med Gud og er blevet hans brud og har
holdt bryllup med ham. Man ser også herefter hos alle profeter, at Gud
forholder sig til og taler med Israels børn som en mand med sin ægtehustru.
Deraf kommer også den særlige Ba'alsdyrkelse, for
Ba'al betyder husherre eller husbond, Bula en ægtehustru”,
og dette ord Bula har vi også på tysk, idet man jo
siger ”Mein holder Buhle”
og ”ich muss einen Buhlen haben”,
hvilket før i tiden ærligt og redeligt betød en ung pige, som en ungersvend
søgte at få til ægtefælle. Nu har det fået en anden betydning.
Kom nu,
Esajas, Jeremias og alle profeter, og lad hver, som vil, driste sig til at
sige, at et sådant ædelt folk, som Gud selv taler til, ja, som han ved loven
selv har taget til ægte og binder sig til som til en brud, ikke skulle være
Guds folk! Jeg tror, han ville støde an og komme galt af sted, de ville, hvis
de ikke havde andre våben, flå og sønderrive ham med tænderne, fordi han ville
fratage dem en sådan ros, lov og ære. Det er umuligt at udtrykke eller begribe,
hvilket stivsindet, ustyrligt, fortvivlet hovmod der findes hos folket, det er
groet frem af denne fortrinsstilling, at Gud selv har talt til dem. Ingen
profet har kunnet stå sig derimod eller bestå over for det, end ikke Moses
selv, for 4 Mos 16, 3 fortæller, at Korah stod frem
og hævdede, at de alle udgjorde ét helligt gudsfolk,
og hvorfor skulle så Moses alene herske og oplære? Siden da har de i
almindelighed været lutter Korahitter, og kun ganske
få rette Israelitter. For ligesom Korah forfulgte
Moses, har de endnu aldrig ladet en profet leve eller undladt at forfølge ham,
endsige da at de skulle have adlydt ham.
Intet menneske holder loven
Og det har vist sig, at de har været en uren brud, ja en
uforbederlig horkvinde og et hæsligt skarn, som Gud altid har måttet rives, brydes
og kæmpe med. Gjorde han dem bebrejdelser eller slog dem med sit ord ved
profeterne, slog de ham på munden og dræbte hans profeter eller bed som en gal
hund i stokken, hvormed de blev slået. Som Sl 95, 10 siger: ”I fyrre år følte
jeg afsky for den slægt, og jeg sagde: De er et folk, der farer vild i deres
hjerte, og de kender ikke mine veje.” Og Moses selv siger 5 Mos 31, 27: ”Jeg
ved jo, at du er genstridig og stivnakket. Når I allerede nu, mens jeg lever
blandt jer, er genstridige mod Herren, hvordan skal det så ikke gå efter min
død!” Og Es 48, 4: ”Jeg ved jo, at du er hård, senerne i din hals er af
jern og din pande af bronze.” Og sådan videre, den, som vil, kan selv
læse, og jøderne kan godt vide, hvordan hos alle profeter Israels børn overalt
dadles som et ulydigt, ondt folk og den argeste horkvinde, skønt de dog roser
sig så højlydt af Moseloven og omskærelsen og desuden af at være patriarkernes
efterkommere. Her kunne man sige: Ja, det er sagt om de dårlige jøder, ikke om
de fromme, som de er nu til dags. Nuvel, jeg lader mig foreløbig nøje med, at
de bekender - og må bekende - at de dårlige jøder ikke kan være Guds folk, og
at afstamning, omskærelse og Moselov ikke hjælper dem. Hvorfor roser de sig da
af omskærelse, afstamning, lov, de værste lige så vel som den fromme? Og jo
værre en jøde er, desto hoffærdigere er han, alene af den grund, at han er
jøde, dvs. af Abrahams æt, er omskåret og står under Moseloven. David og andre
fromme jøder har dog ikke været så stolte som de nulevende, uforbederlige
jøder, som, hvor fordærvede de end er, alligevel vil gælde for de fornemste
herrer i sammenligning med os hedninger på grund af deres afstamning og lov,
som dog kalder dem de værste horkvinder og slyngler, solen har skinnet på.
Endvidere,
hvis de er de fromme jøder og ikke det løsagtige folk, som profeterne kalder
dem, hvordan går det da til, at deres fromhed er så skjult, at end ikke Gud
selv kan vide af den, og de selv heller ikke? For nu har de, som sagt, i næsten
1500 år bedt, anråbt, gjort bod, og alligevel vil Gud ikke høre dem, skønt vi
dog véd fra Skriften, at Gud vil høre de retfærdiges bøn eller sukke, som Sl
145, 19 siger: ”Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker,
han hører deres råb om hjælp og frelser
dem.” Og Sl 34, 18: ”Når de retfærdige skriger, hører Herren dem, og han
befrier dem fra alle deres trængsler.” Som han har lovet Sl 50, 15: ”Råb til
mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig.” Og mange flere sådanne skriftsprog.
For hvis de ikke var der, hvem ville eller kunne da bede? Kort og godt, han
siger i det første bud, at han vil være deres Gud, hvordan går det da til, at
han ikke vil høre disse jøder? De må i virkeligheden være det slette, frafaldne
folk, dvs. ikke Guds folk, og deres ros af afstamning, omskærelse og lov må
være for skarn at regne, hvis der iblandt dem var en eneste from jøde, som
holdt med dem, så måtte han blive bønhørt, for Gud kan ikke lade sine hellige
bede forgæves, hvad Skriften giver mange eksempler på. Heraf følger med
nødvendighed, at de må være ikke de fromme jøder, men det frafaldne og
mordlystne folks fortabte skare.
Tillige er
den omtalte fromhed, som før nævnt, så skjult, også for dem selv, at de ikke
engang selv kan vide noget om den (og hvad skulle så Gud vide derom?), for de
er opfyldt af alskens ondskab, gerrighed, misundelse, indbyrdes had, hovmod,
åger, stolthed, forbandelser mod os hedninger, så at en jøde måtte have meget
skarpe øjne for at finde en from jøde, for slet ikke at tale om, at de alle
sammen skulle være Guds folk, som de roser sig af at være. De skjuler jo
sandelig deres fromhed særdeles godt under deres åbenlyse laster og vil
alligevel alle uden undtagelse være Abrahams slægt, omskærelsens og Moses's
folk, dvs. Guds folk, over for hvem hedningerne måtte være idel stinkende
skarn, skønt de dog godt véd, at Gud ikke vil tåle sligt, ikke engang af
englene. Alligevel skal og må han høre på denne deres løgn og bespottelse, at
de vil være hans folk på grund af loven, som han har givet dem, og fordi han
har talt til deres fædre ved Sinaj.
Hvortil mange
ord? Hvis den ros, at Gud har talt til dem, og at de har hans ord eller bud,
var tilstrækkelig til, at Gud af den grund skulle regne dem for sit folk, så er
djævlene i Helvede langt værdigere til at være Guds folk end jøderne, ja end
alle mennesker, for djævlene har Guds ord og véd langt bedre end jøderne, at
der er en Gud, som har skabt dem og som de skylder at elske, ære, frygte, tjene
af al magt, ikke at misbruge hans navn, at høre hans ord på sabbatten og til
enhver tid, ikke at myrde eller øve nogen slags ondt mod hans skabninger. Men
hvad hjælper det dem vel, at de kender og har Guds bud? – Kære ven, lad dem
rose sig af, at de med det er Guds egne særlig kære engle, imod hvem de andre
engle er det rene intet! Hvor meget bedre havde det ikke været for dem, om de
ikke havde eller kendte Guds bud! For havde de dem ikke, var de uden
fordømmelse. Fordømte er de netop fordi
de har hans bud og alligevel ikke holder dem, men uophørligt handler imod dem.
På samme vis
kunne mordere og skøger, tyve og kæltringer og alle onde mennesker rose sig af,
at de er Guds hellige, særlige folk, fordi de har hans ord og véd, at de skal
frygte ham og være ham lydige, elske og tjene ham, ære hans navn, ikke myrde,
ikke begå ægteskabsbrud, ikke stjæle og ikke øve noget ondt. For hvis de ikke havde hans hellige,
uforfalskede ord, kunne de ikke synde. Men da de nu synder og fordømmer, er
det sikkert, at de har Guds hellige, rene ord, som de synder imod. Lad dem nu,
som jøderne, rose sig af, at Gud ved sin lov har helliget og udvalgt dem til et
særligt folk frem for alle mennesker!
Samme slags
ros er det også, når jøderne roser sig i deres synagoger, lover og takker Gud.
fordi han ved sin lov har helliget dem og gjort dem til et særligt folk, skønt
de dog udmærket véd, at de ikke holder noget af den, sidder begravet i hovmod,
misundelse, åger, gerrighed og alskens ondskab, allermest de, som vil gælde for
meget andægtige og fromme i deres bøn. De er nemlig så blinde, at de ikke alene
driver åger (ikke at tale om andre laster), men lærer, at det er en ret, som
Gud selv har pålagt dem ved Moses, hvormed de som i mange andre henseender
lyver skammeligt om Gud, hvorom der nu ikke er tid til at tale.
Når de
imidlertid foregiver, at om de måske ikke var hellige formedelst De Ti Bud,
siden alle hedninger og djævle er skyldige at holde dem og ellers bliver
vanhelliget og fordømt ved dem, så har de dog foruden De Ti Bud de øvrige
moselove, som kun er givet dem og ikke hedningerne, og ved dem må de være
helliget og udvalgt blandt alle folk. Ak, Herregud, hvad er det dog for et
usselt påskud, en udflugt uden betydning eller værdi! Hvis man ikke holder De
Ti Bud, hvad er så det at holde de andre bud andet end gøgl og
fastelavns-kunster, ja en spot, hvormed man holder Gud for nar! Akkurat som
hvis nogen hos os gik omkring med et ondt djævlehoved, klædt som pave,
kardinal, biskop eller prædikant, og overholdt alle for sådanne personer
gældende love og skikke, og dog bag en sådan gejstlig pynt var en ren Djævel,
en ulv, en kirkens fjende, en gudsbespotter, som trådte både evangeliet og De
Ti Bud under fødder, forbandede og fordømte dem. Hvilken skøn helgen ville han
ikke være i Guds øjne!
Eller hvis
der i verden fremtrådte et skønt kvindemenneske, smykket med en krans, og
overholdt al jomfrustandens ærbarhed i væremåde, holdning og væsen og under
dette ydre var en afskyelig, skændig horkvinde, trodsende alle ti bud - hvad
hjalp hende vel den skønne lydighed, at hun i det ydre viste enhver af
jomfrustandens dyder og dens væsen! Dette bevirkede hjælpen, at man var hende
syv gange så fjendsk som en offentlig velkendt skøge. Sådan har Gud bestandig ved profeterne dadlet Israels børn som en sådan
ond horkvinde, fordi de under udvortes skin af lovlydighed og hellighed har
drevet alskens afguderi og slethed, som især Hoseas (2, 6 ff.) klager
derover.
Visselig er
det godt, når en ung pige eller kvinde er from, er ærbart og ordentligt klædt
og pyntet og i det ydre viser sømmelig adfærd, men er hun en horkvinde, så
ville hendes klæder, pynt, krans og smykke passe langt bedre til en so, som
ligger i sølet - som Salomon siger (Ordsp 11, 22): ”Guldring i svinetryne: smuk
kvinde uden dømmekraft.” (dvs. en skøge). Derfor er praleriet med Moseloven om
de ydre ting, uden lydighed mod De Ti Bud, ikke værd at spilde ord på, ja det
gør dem syvfold mere uværdige til at være Guds folk, for ”de ydre love” er ikke
givet for at gøre nogen til Guds folk, men for at pryde og smykke Guds folk
udadtil, ligesom De Ti Bud ikke er givet, for at man skulle rose sig af dem og
stolt foragte alverden, som om de gjorde nogen til Guds folk, men de er givet,
for at man skal holde dem og med det være Gud lydig, som Moses og alle
profeterne på det bestemteste fremhæver. Ingen
skal rose sig af, at han har De Ti Bud (ligesom vi sagde angående djævle og
onde mennesker), men den, der holder dem, skal rose sig. Men den, som har, men
ikke holder dem, skal skamme sig og grue som den, der visselig bliver fordømt
derfor.
Men dette
ligger alt for højt for de blinde, forstokkede jøder, og ville du tale med dem
derom, ville det være som hvis du ville prædike evangeliet for en so. De kan
ikke forstå, hvad Guds bud går ud på, endsige da forstå at holde dem. De kunne
jo heller ikke høre Moses eller se ham i ansigtet, men han måtte tage et dække
derover, og dette dække er der endnu i dag, og de ser stadig ikke Moses's
ansigt, dvs. hans lære (jfr. 2 Kor 3,
En tilregnet retfærdighed
Moses forstod det godt, da han sagde: ”Du er den Gud, som
tilgiver synd, og for dig er ingen uskyldig”. Dvs.: Ingen holder dine bud
undtagen den, hvis synd er tilgivet. Som også David siger i Sl 32,
Hertil behøves nu en mand, som kommer os til
hjælp i dette stykke, en, som bærer synderne for os, som Es 53 siger:
”Herren lod al vor skyld ramme ham.” Ja, det er den rette forståelse af Guds
bud og af, hvordan man skal holde dem, nemlig derved, at vi véd, erkender, ja
også føler, at vi har dem og ikke holder og ikke kan holde dem, hvorfor vi for
Gud må være arme syndere og skyldige og alene af idel nåde og barmhjertighed opnår
tilgivelse for denne skyld og ulydighed ved den mand, på hvem Gud har lagt al
denne synd. Herom taler og forkynder vi kristne, derom taler og underviser
profeterne og apostlene os. Og dem er det, som har været og endnu er vor Herre
Guds brud og rene jomfru, og dog roser de sig ikke af nogen lov eller
hellighed, som jøderne gør i deres synagoger, men klager over loven og råber om
nåde og syndernes forladelse. Men jøderne er så hellige som barfodsmunkene, som
har et sådant overskud af hellighed, at de også kan hjælpe andre folk til
himmels med det og endda har et stort, stort forråd deraf tilbage, som de kan
sælge ud af. Med alle disse er det umuligt at tale om denne sag, for her støder
man på blindhed og hovmod som et jernhårdt bjerg. De har ret og Gud uret! Lad
dem fare og lad os blive hos dem, som beder: Forbarm dig! Sl 51, 3. Dvs. hos
dem, som véd og forstår, hvad lov og hvad lovlydighed og -ulydighed har at
betyde.
Heraf skal du
mærke dig, kære kristne, hvad du gør, når du lader dig forføre af de blinde
jøder. Så går det visselig efter ordsproget (Luk 6, 39): ”Når en blind leder en
blind, falder de begge i graven.” Af dem kan du kun lære ikke at forstå Guds
bud og alligevel rose og hovmode dig over for alle hedninger, som dog for Gud
er langt bedre end disse hovmodige hellige og fordømte gudsbespottere og
løgnere.
Tag dig
derfor i agt for jøderne og vær klar over, at hvor de har deres synagoger, er
der ikke andet end en djævlerede, hvor der drives
selvros, hovmod, løgn og bespottelse, hvor man vanhelliger Gud og mennesker med
al mulig giftighed og forbitrelse, som djævlene selv øver disse ting. Og hvor
du ser eller hører en jøde undervise, skal du ikke tro andet, end at du hører
en giftig basilisk, som selv ved synet forgifter og dræber folk. De er ved Guds
vrede bragt dertil, at de tror, at deres selvros, hovmod, løgne om Gud og
forbandelser over alle mennesker er ren og pur ophøjet gudsdyrkelse, som passer
sig smukt for så ædle fædres afkom og omskårne hellige (hvor slette de så i
øvrigt selv føler sig i henseende til håndgribelige laster), og at de handler
godt og rigtigt i alt dette. Vogt dig for dem!
Jøderne roser sig af besiddelsen af Kana’an og Jerusalem
For det fjerde har de stor berømmelse og hovmod deraf, at
de har haft Kana’ans land, byen Jerusalem og templet
som Guds gave. Skønt Gud dog nu har omstyrtet denne deres grund til ros og
hovmod mange gange, især ved kongen af Babel, som bortførte dem og ødelagde
alt, ligesom kongen af Assyrien tidligere bortførte og lagde hele Israel øde,
og de til sidst af romerne er blevet helt udryddet og lagt øde i vist over 1400
år, så at de skulle kunne begribe, at Gud ikke har agtet og ikke vil agte på
land, by, tempel, præsteskab eller fyrstemagt, så at han af den grund skulle
betragte dem som sit eget særlige folk, er deres jernhårde nakke (som Es 48, 4
kalder den) dog ikke blevet bøjet eller deres jernhårde pande rød af skam, de
forbliver stokblinde og forhærdede, ubøjelige, og håber stadig på, at Gud atter
vil føre dem hjem og gengive dem det alt sammen.
Nu havde
Moses tit og ofte forkyndt dem for det første, at det ikke var på grund af
deres retfærdighed, at de og ikke andre hedninger indtog landet, fordi de var
et stivnakket, fordærvet, ulydigt folk, for det andet, at hvis de ikke holdt
hans bud, ville de meget snart blive fordrevet og omkomme. Og da han udvalgte
byen Jerusalem, tilføjede han meget indtrængende ved alle profeter, at hvis de
ikke holdt hans bud, ville han ødelægge og tilintetgøre sin bolig og trone,
staden Jerusalem. Og da Salomon havde bygget templet, ofrede til Gud og bad,
sagde Gud ligeledes til ham (1 Kong 9, 3): ”Jeg har bønhørt dig og helliget
huset, osv.”. Snart derefter (v. 6): Men hvis I vender jer fra mig og ikke
holder mine befalinger og love, så vil jeg udrydde Israel fra den jord,
jeg har givet dem, og jeg vil forkaste det hus, jeg har helliget til mit navn,
så Israel bliver til spot og spe blandt alle folk, osv.” Uanset alt dette, uden
at agte derpå, stod de, som de stadig gør, fast som en klippe og som en
stenstøtte uden vid og forstand, ved deres påstand, at Gud havde givet dem
landet, byen og templet, og at de derfor måtte være Guds folk eller kirke.
De hverken hører eller ser, at Gud har givet
dem det alt sammen på betingelse af, at de holdt hans bud (dvs. holdt ham
for deres Gud) - så skulle de være hans folk og kirke. På samme måde roser de
sig af deres stamme og forfædre, men at han havde udvalgt deres æt, for at de
skulle holde hans bud, det ser de ikke og agter ikke derpå. De roser sig af
deres omskærelse, men at den er indført som tegn på, at de skulle holde Guds
bud, det siger intet. De forstår at rose sig af deres lov, tempel,
gudsdyrkelse, by, land og herredømme, men hvorfor de har det, skænker de ikke
en tanke.
Djævelen og
alle hans engle har besat dette folk, så at det altid roser sig over for Gud af
de ydre ting, deres gaver, gerning og adfærd, hvormed de ofrer Gud tomme
skaller uden kærne, dem skal han godtage og med det regne dem for sit folk,
velsigne og ophøje dem over alle hedninger, Men at han vil, at de holder hans
bud og ærer ham som Gud, dertil tager de intet hensyn. Og så går det da efter
Moses's ord (5 Mos 32, 21): ”De regner mig ikke for Gud, så regner jeg dem
heller ikke for mit folk”, som også Hoseas siger (1, 9). Og hvis Gud ikke havde
ladet byen Jerusalem nedrive og fordrevet dem fra landet, men havde ladet dem
beholde det som før, ville ingen have kunnet overtyde dem om, at de ikke var
Guds folk - de havde jo stadig templet, byen og landet - hvor onde, ulydige og
halsstarrige de så end var - om det så daglig havde sneet med lutter profeter,
og om så tusind Moses'er havde stået og råbt: I er
ikke Guds folk, så ulydige og opsætsige som I er imod Gud. End ikke nu kan de
jo slippe deres afsindige, ubændige praleri om at være Guds folk, skønt de nu i
hen ved 1500 år har været fordrevne, splittede og i bund og grund forkastede.
Alligevel håber de stadig på at komme tilbage dertil på grund af deres egne
fortjenester. Forjættelser derom har de jo ingen af, så at de kunne trøste sig
ved dem - de har kun hvad de ud fra deres forvildede forestillinger læser ind i
Skriften.
Vor apostel
Paulus har med rette sagt om dem, at ”de er nidkære for Gud, men uden forstand,
osv.” (Rom 10, 2). De vil være Guds folk i kraft af deres gerning, værk og ydre
væsen og ikke af idel nåde og barmhjertighed, hvad dog alle profeter og de
sande Israels børn har måttet være. Derfor er der nu intet råd, ingen udvej. Det er ganske som med vore papister,
biskopper, munke og gejstlige og deres tilhængere, de vil nemlig med vold og
magt være Guds folk og kirke, og Gud skal anse dem derfor, fordi de er døbte,
har navnet og sidder ved styret. Det holder de urokkeligt på, om så 100.000
apostle kom og sagde: I er ikke kirken, selv om I vedligeholder alt dette væsen
og jeres egne gerninger i hobetal, og gudstjeneste, om I så gør det aldrig så
godt, men over for alt dette må I fortvivle og alene klynge jer til nåden og
barmhjertigheden i Kristus, osv. Gør I ikke det, er I Djævelens horkvinde eller
kæltringeskole og ikke kirken. Myrde, brænde, forjage sådanne apostle kunne de
nok, men at de skulle tro dem og lade deres egne gerninger fare, derom er der
intet håb, deraf bliver der intet.
Netop sådan
gør også muslimerne med deres gudsdyrkelse, alle sværmerånder ligeså, og det vrimler
med jøder, muslimer, papister og sværmere, som alle sammen vil være kirke og
Guds folk i kraft af deres indbildskhed og selvros uden hensyn til den rette
eneste tro og lydighed mod Guds bud, hvorved man dog alene bliver og forbliver
Guds børn. Og selv om de ikke alle følger den samme vej, men den ene vælger
denne, den anden hin, og de vil klare sig på forskellig vis, så har de dog alle den samme mening og hensigt, nemlig ved
deres egen gerning at opnå at blive Guds folk, og sådan pukker på og roser sig
af, at det er dem, Gud vil anse for at være det. De er de Samsons ræve, som er
bundet sammen ved halerne, men løber i forskellige retninger, ad mangfoldige
veje, hver efter sit hoved. (Dom 15,
Men, som vi
før har sagt, at indse dette ligger alt for højt for jøderne og også for
muslimerne og papisterne - som St. Paulus siger 1 Kor 2, 14: ”Et sjæleligt
menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd,” dertil kræves åndelig
forståelse. Ellers forbliver det ved, hvad Es 6, 10 siger: ”For at de ikke skal
se med øjnene, høre med ørerne og fatte med hjertet.” De ved jo ikke, hvad de
hører, ser, siger eller formoder, og vil alligevel ikke vide af, at de skulle
være blinde og døve.
Falske Messiasforventninger
Lad dette være nok om jødernes falske ros og hovmod,
hvormed de med lutter løgne vil bevæge Gud til at betragte dem som sit folk. Nu
vil vi tale om det vigtigste stykke, hvor de beder Gud om Messias. Her er de
først for alvor de sande hellige og fromme børn, her vil de sandelig ikke være
løgnere og spottere, men troværdige profeter, og siger, at Messias ikke er
kommet, men at hans komme endnu forestår.
Hvem vil her
bevise for dem, at de er på vildspor og fejler? Om så alle engle og Gud selv på
Sinaj bjerg eller i Jerusalems tempel offentligt erklærede, at Messias for
længst er kommet, og at man nu ikke længere skal forvente ham, så måtte Gud
selv være Djævelen og alle engle lutter djævle. Så forvissede er disse
højhellige, overmåde sanddru profeter om, at Messias ikke er kommet, men endnu skal
komme.
Langt mindre
vil de høre på os, som de hidtil har gjort og endnu gør, skønt dog nu så mange
fremragende lærde folk, også af deres egen æt, har gendrevet dem så grundigt,
at selv stok og sten, om de blot halvvejs havde fornuft, måtte indrømme det, så
at de vitterligt raser imod en anerkendt sandhed. Men deres fordømte rabbinere,
som dog vist véd bedre besked, forgifter forsætligt deres arme ungdom og den
jævne mand og forholder dem sandheden. Jeg mener nemlig, at hvis de pågældende
skrifter blev læst af den jævne mand og ungdommen, ville de stene alle deres
rabbinere og hade dem endnu mere end os kristne. Men skønt man handler i bedste
mening, forhindrer dog disse kæltringer, at skrifterne kommer dem for øje.
Havde jeg
ikke gjort erfaringer med mine papister, ville jeg have fundet det utroligt, at
der kunne findes så onde mennesker på jorden, folk, som med fuldt overlæg ville
kæmpe imod offentligt erkendt sandhed, dvs. modsige Gud op i hans åbne ansigt.
Jeg havde ikke kunnet forestille mig en sådan forstokkethed
i noget menneskes hjerte, men kun i Djævelens, men nu undrer jeg mig ikke,
hverken over muslimernes eller jødernes blindhed, forhærdelse og ondskab, fordi
jeg må se den slags hos kirkens allerhelligste fædre, pave, kardinaler, bisper.
O, du den højeste, guddommelige majestæts frygtelige vrede og uransagelige dom,
hvordan kan du være så foragtet blandt menneskenes børn? At vi ikke på
øjeblikket døde af rædsel for dig, hvilket uudholdeligt skue er du, også for de
største helgeners hjerte og øjne, som man ser det hos Moses og profeterne, men
disse stenhjerter og jernsjæle forhåner dig med en sådan trods!
Bibelens Messiasvidnesbyrd
Men selv om vi måske umager os forgæves med jøderne (for
som ovenfor sagt vil jeg ikke diskutere med dem) vil vi dog for at styrke vor
tro og advare de svage kristne mod jøderne, og først og fremmest til Guds ære,
for vor egen skyld se nærmere på deres afsindige krumspring, for at bevise, at
vor tro er rigtig, og at de farer aldeles vild i artiklen om Messias. Vi kristne
har vort Nye Testamente, som giver os sikkert og tilstrækkeligt vidnesbyrd om
Messias. At jøderne ikke tror derpå anfægter os ikke, langt mindre tror vi på
deres fordømte udlægning, vi lader dem sejle deres egen sø og vente på deres
Messias. Deres vantro skader os ikke, men hvad den hjælper og hidtil har
hjulpet dem, det kan de spørge deres langvarige landflygtighed om, den må vel
kunne svare for os. Den, som ikke vil følge med, må så blive tilbage. De
opfører sig jo, som om de lå os stærkt på sinde, og fordrejer Skriftens ord for
at volde os besvær, skønt vi dog slet ikke tilstræber eller behøver deres
omvendelse, som om den kunne være os til fordel, nytte eller hjælp. Men alt,
hvad vi gør i den henseende, gør vi til bedste for dem. Vil de ikke have med
det at gøre, må de lade være, vi er uden skyld og kan nok undvære dem og alt,
hvad de er, har og formår til salighed. Vi har Skriften frem for dem, det véd
vi, Gud ske lov, med bestemthed, og ikke alle djævle, endsige da jøderne, skal
fratage os den.
Patriarken Jakob
Først tager vi stedet fra 1 Mos 49, 10 for os: ”Scepteret
viger ikke fra Juda, staven ikke fra hans fødder, til der kommer en hersker
[hebraisk: shiloh], ham skal folkene adlyde.”
Disse ord af den hellige patriark Jakob, som udtaler dem på sit dødsleje, har
de nye, fremmede jøder indtil nu torteret og korsfæstet på mangfoldige måder, i
strid med deres egen samvittighed, for de véd nok, at deres udlægning og
fordrejelse er lutter vilkårlighed og kæltringestreger. Og deres kommentarer får
mig til at tænke på en arrig, påståelig kone, som bjæffer imod sin mand og vil
have det sidste ord, skønt hun godt véd, at hun har uret. Sådan mener disse
forblindede mennesker også, at det er tilstrækkeligt, når de kan bjæffe og
bruge mund mod teksten og dens rette mening, og det er dem ligegyldigt, at de
véd, at de lyver. Og læg vel mærke til, at de hellere så, at ordet aldrig var
blevet skrevet, end at de skulle opgive deres mening. Det volder dem en
brændende smerte, og de kan ikke slippe af med den.
De gamle, ægte jøder har nemlig forstået
ordet på samme måde som vi kristne, nemlig at scepteret eller herredømmet skal
forblive i Judas stamme, indtil Messias kommer, hvem alle folkeslag derefter
skal slutte sig til og tilfalde. Dvs. at så skal scepteret ikke alene være i
Judas stamme, men (som profeterne siden understregede) komme ud til alle
jordens folkeslag, når Messias kommer. Men indtil da skulle sceptret blive i
den lille trange afkrog Juda. Dette, siger jeg, er profeternes og de gamle
jøders opfattelse, hvad de ikke kan bestride, for også deres kaldæiske bibel, som de ikke tør modsige, lige så lidt som
selve den hebraiske, bevidner det klart.
Den siger
sådan i tysk oversættelse: Sultanen skal ikke fjernes fra Judas hus eller Saphra fra hans børnebørn i evighed, indtil Messias kommer,
hvem riget tilhører og folkene vil adlyde. Dette er den kaldæiske
tekst, omhyggeligt og trofast oversat til tysk, hvilket ingen jøde eller Djævel
kan bestride mig.
Hvor nu Moses
siger ”Schevet” på hebraisk og vi oversætter med
”Scepter”, siger den kaldæiske tekst ”Sultan”. Disse
ord vil vi forklare: Det hebraiske ”Schevet” betyder
”virga” på latin, her egentlig ikke et ris, for
derved forstår tyskerne birkeris, hvormed man riser
børnene, heller ikke en stok som den, de syge og gamle støtter sig til, men en
oprakt stav, som en dommer har i hånden, når han afsiger domme. Denne stav er i
tidens løb, efterhånden som verdens pragt tiltog, blevet af sølv eller guld og
kaldes et scepter, dvs. en kongestav. ”Skeptron” er
et græsk ord, men er nu også blevet tysk. Også Homer fortæller om sin kong Achilles, at han havde et træscepter,
prydet med sølvsøm, hvoraf man nok kan se, hvad et
scepter var, og hvorfor det til sidst er blevet helt af sølv eller guld. Det er
kort sagt den stav - hvad enten den er af træ, sølv eller guld - som kongen
eller hans stedfortræder bærer, og den betyder intet andet end herredømme eller
kongemagt. Herom er der ingen tvivl.
For nu at
bringe dette på det rene: Den kaldæiske tekst bruger
ikke ordet ”Schevet” - stav eller scepter - men
sætter i stedet personen, som bærer staven, og siger: ”Sultan”, dvs. en fyrste,
herre eller konge, skal ikke komme bort fra Judas hus, indtil Messias kommer.
Sultan er nemlig også hebraisk og velkendt af os kristne, efter at vi i mere
end 600 år har ligget i krig med sultanen af Ægypten og betegnende nok kun
vundet lidt derved. Saracenerne kalder nemlig deres konge eller fyrste sultan,
dvs. herre eller hersker eller overhoved. Derfra kommer også det hebraiske ord
”Schilt”, som fra det hebraiske er gået over og
blevet rent tysk [det tyske ord ”Schild” betyder
”skjold”]. Det er som man ville sige: En fyrste eller hersker skal være sine
undersåtters skjold, beskyttelse og skærm, så er han altså en dommer, sultan
eller herre osv.
”Saphra” er det, som ellers på hebraisk hedder ”Sopher” (kaldæisk og hebraisk er
nemlig ikke meget forskellige fra hinanden, ligesom saksere og schwabere begge taler tysk, og dog er der forskel). ”Sopher” gengiver vi almindeligvis ved ”kansler”, ”saphra” gengiver de nu alle sammen ved ”scriba”,
en skriver. Det er dem, evangeliet kalder skriftkloge - det er ikke slet og ret
skrivere, som skriver for betaling eller under myndighed, det er de store, vise
regenter, doktorer, magistre, som underviser i retten, vejleder deri og
opretholder den i staten. Det indbefatter vel også i sig ministerierne,
parlamenterne, hofrådene og alt, som med visdom og
ret hjælper til med regeringen, det er det, Moses mener med ordet ”Mehokek”, som betegner den, der underviser med bud og
befaling, tilretteviser og dømmer, som sultanernes skrivere eller skriftkloge
gør hos saracenerne, hans doktorer, mestre og lærde, som underviser i Koranen
som hans lands lovbog, fortolker og våger over den. I pavedømmet er paveæslets
skriver eller saphra kanonisterne
eller æselisterne, som underviser i og holder hans
bestemmelser og love i hævd. I kejserdømmet er kejserens saphra
eller skriftkloge de juridiske doktorer, de verdslige jurister, som underviser
i den kejserlige ret, vejleder i og opretholder den.
Sådan havde
også Juda skrivere, dvs. skriftlærde, som underviste i Moseloven, som var
landets lov og ret, og holdt den i hævd. Derfor har vi gengivet ”Mehokek” på tysk som mester, dvs. doktor, lærer m.m. Og det
vil også det lille ord sige her: ”Mehokek”, dvs.
mesteren skal ikke tages bort fra hans fødder, hvilket betyder: Der skal
vedblive at være lærere og tilhørere, som sidder ved hans fødder, i det
velordnede rige. For ethvert rige, som skal bestå, må have disse to ting: en
magt og en ret. Landet, siger man, må have en herre, et overhoved, en regent.
Ligeså må det også have en ret, som regenten holder sig til, det er staven og mehokek eller sultan og saphra,
som Salomon også påpeger: Da han havde fået staven, dvs. kongeriget, bad han
ikke om andet end visdom, for at han kunne regere folket på rette måde (1 Kong
3, 9). Hvor der nemlig kun er magt uden ret, hvor sultanen gør og lader, som
han lyster, og ikke gør, hvad han skal, dér er intet herredømme, men tyranni,
som under Nero, Caligula og
deres lige. Et sådant består ikke i længden. På den anden side, hvor der er ret
uden magt, gør den vilde pøbel, hvad den vil, og intet herredømme består.
Derfor må begge dele, ret og magt, være til stede, sultan og saphra, for at den ene kan støtte den anden.
Derfor
benævner man som saphra de rådsherrer, som skal være
i Jerusalem af Judas stamme, og som de kalder sanhedrin,
Alle disse udryddedes ganske af Herodes, en fremmed, en edomit,
og altså udryddedes begge dele, sultan og saphra,
stav og mehokek, i Judas hus. Hermed begyndte disse
patriarkens ord at gå i opfyldelse, nemlig at Juda ikke længere skulle have
herredømme eller saphra. Da var tiden inde, da måtte
Messias komme og tiltræde sit rige ”på Davids trone i evighed”, som Esajas'
profeti lyder (5, 6). Lad os derfor nu se på patriarkens ord.
”Juda, dig
gælder det, dig skal dine brødre prise, osv.”, siger han 1 Mos 49, 8. Dette,
mener jeg, behøver ikke nogen forklaring, der siges klart nok, at Judas stamme
skal æres frem for de øvrige brødre og have fortrinsret. Videre: ”Din hånd
griber dine fjender i nakken, osv.” Også dette er jo klart nok, nemlig at den
berømte, fornemme Judastamme vil få fjender og
modstandere, men vil have medgang og sejre. Endvidere (49, 8): ”Din fars sønner
skal kaste sig ned for dig.” Her er det også klart, at der ikke er tale om
fangenskab, men om herredømmet over hans brødre, hvilket alt sammen blev
opfyldt i kong David. Men ikke alene er denne Judas stamme ved David blevet
sine brødres herre, men har også grebet om sig som en løve og tvunget andre
folk under sig, såsom filistrene, syrerne, moabiterne,
ammoniterne og edomiterne.
Dette priser
han med disse herlige ord (49, 9): ”Juda er en løveunge, fra rov er du vendt hjem,
min søn; som en løve har han lagt sig til hvile, som en hunløve,
hvem tør vække ham?” Det betyder: Han har taget sæde og oprettet et kongerige,
hvad ingen har kunnet forhindre, hvilket dog sådanne omkringboende folk tit og
ofte har forsøgt med magt.
Nuvel, hidtil
har patriarken oprettet, befæstet og stadfæstet kongeriget, sultanen, staven og
saphraen i Judas stamme, nu sidder Juda, sultanen,
ved styret. Hvad skal der nu ske? Der skal ske det, siger han, at det skal
forblive derved, indtil Messias kommer, dvs.: Mange vil sætte sig op imod ham
for at omstyrte kongeriget og tilintetgøre det, så at det helt udslettes fra
jorden, hvad kongernes og profeternes historie da også noksom beviser, at alle
hedninger bestandig ivrigt har stræbt efter, og som han selv ovenfor siger:
Juda vil have fjender. For sådan går det til i verden: Hvor et rige eller
fyrstendømme vokser sig stort, er der ingen fred for misundere,
indtil det er ødelagt i bund og grund. Det viser alle historier og eksempler.
Men her siger
Helligånden: Dette kongerige i Judas stamme er mit, det skal ingen fratage mig,
hvor ond og mægtig han end er, om det så var helvedes porte. Det skal hedde
sådan: ”Scepteret viger ikke.” I djævle og hedninger siger vel ”scepteret
viger”, vi vil afskaffe, opsluge det, vi vil bringe det til tavshed, som Sl 74,
8 så klagende siger. Men jeg skal bevare det fra at opsluges og ødelægges. ”Schevet eller sultan skal ikke vige fra Judas stamme, ej
heller saphra fra hans børnebørn”, hvor vildt og galt
I så end raser, indtil Shiloh eller Messias kommer.
Og når han
kommer, skal det blive helt anderledes og langt herligere, for mens I ikke har
villet tåle Judas stamme i en ringe, trang afkrog, vil jeg først nu rigtigt
gøre ham til en mægtig løve, som skal blive sultan og saphra
over hele verden. Og jeg vil gøre det på en sådan måde, at han ikke skal draget
noget sværd eller udgyde en eneste dråbe blod, men folkene skal selv utvungent
og gerne være ham underdanige og lydige. Sådan skal hans kongedømme være, fordi
både riget og alle ting tilhører ham.
Hold fast ved
denne forståelse og tanke og gå med det til teksten, den hebraiske og kaldæiske,
og se, om ikke dit hjerte såvel som bogstaven vil sige: Ved den gode Gud, dette
er sandheden, det er meningen af patriarkens ord! Og vend dig så til historien
og se, om det ikke er gået og stadig går sådan til. Så må du igen sige: Det er
sandelig sådan! For det kan ikke bestrides, at sultan og saphra
er forblevet hos Judas stamme indtil Herodes' tid, selv om de undertiden kun
var svage og ikke opretholdtes uden stærke fjenders modstand, men opretholdt
blev det, men under og efter Herodes er det dog gået til grunde og fuldstændig
ophævet og afskaffet, så at også Jerusalem, hvor Judas stammes trone stod, og Kana’ans land ikke længere bestod, og Skriftordet
om, at sultanen er borte og Messias kommet, er gået i opfyldelse. Jeg har ikke
tid til her at påpege, hvilken rig kilde dette skriftord er, og hvor meget
profeterne har øst deraf, om jødernes fald og hedningernes kaldelse, hvorom
disse nye jøder og bastarder slet intet véd. Dette har vi nu klart og
eftertrykkeligt fra dette skriftord, at Messias må være kommet på Herodes' tid,
eller vi må sige, at Gud ikke har holdt sit løfte og altså har løjet. Det skal
ingen sige undtagen den lede Djævel og hans tjenere, de falske bastarder og
uægte jøder. De gør det også uophørligt, Gud må være løgner for dem. Messias er
ikke kommet, skønt Gud dog uden omsvøb erklærer, at Messias skal komme, før
scepteret helt er veget fra Juda. Og det har nu været borte derfra i næsten
1500 år, som Guds klare ord siger, og hertil kommer den åbenlyse
virkeliggørelse og opfyldelse af ordet.
Hvad er der
nu for dig at drøfte vidt og bredt med en forstokket jøde vedrørende denne sag?
Det er jo som hvis du ville tale med et afsindigt menneske og bevise, at Gud
havde skabt himmel og jord (1 Mos 1, 1) og ville pege på himmel og jord for
ham, og han alligevel ville vrøvle om, at det ikke var den himmel og jord, som
1 Mos 1 taler om, eller at de ikke hedder himmel og jord, men noget andet. For
dette ord ”Sceptret skal ikke vige fra Juda” er jo lige så soleklart som det
andet ”Gud skabte himmel og jord”. Og kendsgerningen, nemlig at sceptret har
været borte fra Juda i hen ved 1500 år, er jo så håndgribelig og åbenbar som
himmel og jord, så at man til fulde forstår, at jøderne ikke simpelthen tager
fejl eller er faret vild, men at de på trods af deres samvittighed fornægter og
spotter den sandhed, som de dog har erkendt. Et sådant menneske skal ingen anse
for værd at veksle et eneste ord med, om det så kun var om bagateller, endsige
da om sådanne høje guddommelige ord og gerninger.
Dog, om nogen
har lyst til sammen med mig at komme i dårligt lune, så vil jeg vise ham den
tjeneste at gøre ham bekendt med jødernes fortolkning af dette skriftord. For
det første er der dem, som ikke forlader teksten, men bliver
ved den, i særdeleshed den kaldæiske, som
ingen forstandig jøde tør fornægte - disse snor sig fra den på denne måde: Guds
løfte er ganske vist sikkert, men vore synder forhindrer, at det lovede
opfyldes, og derfor må vi stadig vente på hans forjættelse, indtil vi har gjort
bod, osv.! Er denne udflugt ikke tåbelig, ja tilmed bespottelig nok? Som om Guds løfte afhang af vor retfærdighed
eller bortfaldt på grund af vore synder - dvs. at Gud måtte blive løgner
ved vore synder og igen blive sanddru ved vor retfærdighed, hvordan kan man
tale mere skændigt om Gud end ved at gøre ham til et svajende siv, som bevæges
hid og did alt efter som vi falder eller står?
Hvis Gud ikke
skulle kunne give løfter og forjættelser, før vi var syndfri, ville han helt
fra første begyndelse ikke have kunnet love eller yde noget. Sådan siger jo
David i Sl 130, 3: ”Hvis du, Herre, vogtede på skyld, hvem kunne da bestå,
Herre?” Og Sl 143, 2: ”Før ikke sag mod din tjener, for intet menneske er
retfærdigt over for dig.” Og mange andre skriftsprog. Herhen hører som eksempel
Israels børn i ørkenen, dem, som Gud førte ind i Kana’ans
land ikke på grund af deres retfærdighed, men trods deres store synd og
skændsel, alene for sin forjættelses skyld, som Moses siger i 5 Mos 9,
Vel er det sandt, at hvor Gud lover noget på
betingelser eller med forbehold og siger, hvis du gør det eller det, vil jeg
gøre sådan og sådan - dér afhænger forjættelsen af vor handlemåde, som når
han siger til Salomon (1 Kong 9,
De andre, som
ikke bliver stående ved teksten, tager hvert enkelt ord for sig og vrider og
vender dem, og skønt de ikke fortjener, at man hører på deres gift og galde, må
vi have en smule tålmodighed og lytte til deres vilkårlighed, så at vi kan
afsløre deres skamløshed. Fordi de nemlig ikke følger den klare tekst,
fordømmer allerede deres egen samvittighed dem, idet den pålægger dem at adlyde
teksten, mens de dog til besvær for os vil forhekse de hebraiske ord for øjnene
af os, som om vi ikke kunne forstå den kaldæiske
tekst.
Nogle
foregøgler os, at Shiloh her skal betyde byen Shilo, hvor pagtens ark var (Jos 18, 1), så at meningen
skulle være, at sceptret ikke skal vige fra Juda, indtil Shilo
kommer, dvs. indtil Saul bliver konge og salves i Shilo.
Det er dog en alt for tåbelig snak, før kong Sauls tid havde ikke alene Juda
ikke noget scepter, men ingen i hele Israel havde det. Hvordan kan det da være
bortkommet, da Saul blev konge? Men teksten siger, at Juda tidligere var sine
brødres herre og derefter blev en løve og altså har fået sceptret. Endvidere
kan heller ikke før Sauls tid nogen have været herre eller fyrste over Israels
folk, så Gideon svarer folket (Dom 8, 23), da de
ville indsætte ham og hans efterkommere til herrer over sig: ”Jeg vil ikke være
herre over jer, min søn heller ikke, Gud skal være jeres herre.” Heller ikke
har nogen af Judas stamme været dommer, det skulle da være Othniel
(Dom 3, 9), den første efter Josva, de andre indtil Saul har alle tilhørte
andre stammer. Og selv om Othniel kaldes Kalebs yngste broder, er det ikke derfor sikkert, at han
stammer fra Juda, han kan vel stamme fra en anden fader. Og det kan ikke
indrømmes, at Shiloh her er en by, eller at Saul er
blevet kronet i Shilo, for Saul blev salvet af Samuel
i Ramatha (1 Sam 16, 1) og valget stadfæstet i Gilgal.
Og hvordan
kan det, som kaldæeren siger, have sin rigtighed,
nemlig at riget er Shilos, og folket vil være det
lydigt? Hvornår er Shilo eller Saul kommet til så
stor ære? Israel er ikke mange folk, men ét folk, som har én ret, én
gudsdyrkelse, ét navn, hvorimod der er mange folk, som har en anden og en
anderledes ret, et andet navn og en anden gud. Nu siger Jakob, at ikke det
enkelte folk Israel (som før var hans og er under Judas scepter), men andre
folk skal tilfalde Shiloh. Derfor er denne tomme snak
kun et tegn på jødernes store vilkårlighed, idet de ikke vil lade sig overvinde
af Jakobs ord, hvad de dog i deres samvittighed føler, at de må gøre.
Andre driver
gøglespillet sådan: Shiloh er kong Jeroboam, der kronedes i Shilo,
og som 10 af Israels stammer sluttede sig til og faldt fra Judas konge Rehabeam
(1 Kong 12, 16). Derfor skal Jakobs mening være denne: Scepteret skal ikke vige
fra Juda, indtil Shilo kommer, dvs. indtil Jeroboam kommer. Dette er lige så fejlagtigt som det
foregående, for Jeroboam kronedes ikke i Shilo, men i Sichem (1 Kong 12,
25). Heller ikke er scepteret med det veget fra Juda, kongeriget Juda bestod
endnu, og Benjamins stamme tillige med mange Israels børn, som boede i Judas og
Benjamins byer, som der står i teksten (1 Kong 12, 17), desuden hele præsteskabet,
gudstjenesten, templet og det hele. Heller ikke har Jeroboam
nogensinde fået magt over Juda, langt mindre er der tilfaldet ham andre folk,
som det skal times Shiloh.
Et tredje
parti vrøvler sådan: Shiloh skal betyde ”udsendt” og
er kong Nebukadnezar i Babylon, og meningen er, at
Judas scepter ikke skal vige, før Shiloh kommer, dvs.
kongen af Babylon, som er sendt for at bortføre og tilintetgøre Juda. Den
forklaring duer heller ikke, og et barn, som blot er ved at lære bogstaverne,
kan omstøde den, for ”Shiloh” og ”Shiloch”
er to forskellige ord. ”Shiloch” kan betyde ”sendt”,
men her står ikke ”Shiloch”, men ”Shiloh”,
og det er, som kaldæerene siger, ”Messias”. Nu er
Babels konge ikke Messias, der skal komme fra Juda, hvad jøderne, ja hvad
alverden meget godt véd. Heller ikke er Judas scepter borttaget, selv om
jøderne blev ført til Babylon som fanger, Det var jo kun en hjemsøgelse, en
straf, der varede halvfjerds år, imidlertid var der store profeter, Jeremias,
Daniel, Ezekiel, som holdt det i live og forudsagde varigheden. Og kongen af
Juda, Jechonja, blev også i Babylon betragtet som
konge (2 Kong 25, 27 ff.). Og mange, som var bortført, vendte levende tilbage
(Haggaj 2, 3). Dette betyder ikke at borttage sceptret, men at revse lidt. For
selv om de til straf måtte undvære landet en kort tid, gav Gud dem dog sit dyre
ord til pant på, at landet var dem sikret. Men i disse 1500 år har ikke en hund
bjæffet, endsige en profet talt om, at landet var dem vist. Derfor er det
ganske forbi med Judas scepter, hvad jeg har skrevet mere om imod sabbatisterne.
Et fjerde
parti korsfæster ordet ”Schevet” og tyder det sådan:
Staven vil ikke vige fra Juda, indtil Shiloh (dvs.
hans søn) kommer, han vil svække hedningerne. Disse kalder staven straffen
eller landflygtigheden, hvori de nu lever, og Messias skal komme og ihjelslå
alle hedninger. Dette er også en stor vilkårlighed, som helt ser bort fra den kaldæiske tekst, hvad de dog ikke skulle eller måtte gøre,
og tyder ordet ”Schevet”, som det passer dem. Og de
ser bort fra, hvad der går forud, hvor Jakob kalder Juda for fyrste og løve
eller konge, og straks efter siger: Sceptret eller schevet
skal ikke vige fra Juda. Hvordan skulle en så afvigende betydning - straf -
kunne følge umiddelbart efter de herlige ord om fyrstendømme eller kongerige?
Først måtte dog omtales de synder, som havde fortjent straffen, men her tales
der forud ikke om andet end ros, ære og herlighed for Judas stamme.
Og selv om
ordet ”Schevet” skulle betyde et strafferedskab -
hvad ville det hjælpe dem? Dommerens eller kongens stav er jo også et
strafferedskab over for de onde, ja, staven som strafferedskab kan jo ikke være
andet end en dommer- eller sultanstav, fordi straffen alene tilkommer
øvrigheden (5 Mos 32, 35): ”Hævnen og gengældelsen tilhører mig.,” Sådan
forbliver meningen den samme, nemlig at Judas scepter eller stav skal blive hos
ham, også selv om det er et strafferedskab. Men disse rabbineres vilkårlighed
tyder den som en fremmed stav, som ikke ligger i Judas hånd, men på hans ryg,
ført af en fremmed hånd. Og selv om det var muligt at forstå det på den måde -
hvad det ikke er - hvor bliver så det andet af, nemlig Saphra
eller Mehokek ved hans fødder? Det måtte så også være
en fremmed herres Mehokek og et fremmed folks fødder,
men da Jakob siger, at det skal være Judas og hans fødders Mehokek,
så må også den anden del, staven, være hans stammes herredømme.
Nogle
forvrider ordet ”Indtil” for at få det til at betyde ”fordi”: Judas scepter
skal ikke forsvinde, fordi Messias
vil komme. Her har vi virkelig en kostelig mester, ham skulle man bekranse med
tidsler, han sætter det bageste forrest, sådan: Messias vil komme, derfor vil
fra da af sceptret nok forblive. Jakob sætter derimod først Juda til fyrste og
løve og giver ham sceptret før Messias, og derefter giver denne - Juda -
sceptret til Messias. Altså beholder Juda hverken fyrstendømme eller løve eller
scepter, som Jakob tilkender ham. Tilmed laver denne klovn ordet ”indtil” til
et andet ord, ”fordi”, og det af ren vilkårlighed, hvilket sproget ikke
tillader ham.
Endelig er
der en rabbi, der forvrider ordet ”kommer”, som han vil have til at betyde
”nedgang”, som solen på hebraisk ”kommer”, når den går ned. Denne rabbi sludrer
så elegant, at jeg spørger mig selv, om han går på hovedet eller på ørene, og
heller ikke forstår, hvor han vil hen, idet han mener, at sceptret ikke vil
vige fra Juda, før Shilo (byen) går under, så vil
David, Messias, komme. Hvor har Judas scepter dog været før Shilo
eller Saul, som vi hørte før? Men sådan må de vrøvle, når de råber op imod
deres samvittighed og imod den sandhed, som de indser. Kort sagt, Lyra siger
med rette: ”Selv om de opdigter disse og mange lignende forklaringer, så
omstøder den kaldæiske tekst dem alle og beviser, at
de er frække løgnere, gudsbespottere, og at de forvansker hans ord.” Alligevel
har jeg ønsket at fremlægge det for os tyskere, så at vi kan se, hvilken slags
frugt de forblindede jøder er, og hvor stærkt Guds sandhed står hos os imod
dem.
Da nu nogle
har indset, at sådanne udflugter og intetsigende forklaringer er forkerte,
indrømmer de, at Messias er kommet på den tid, da Jerusalem blev ødelagt, men
han er hemmeligt i verden og sidder i Rom blandt tiggerne og gør bod for
jøderne, indtil den tid kommer, da han skal træde frem. Dette er ikke jøders
eller menneskers ord, men den hovmodige, spotske Djævel, som bruger jøderne til
at spotte os kristne og vor Kristus så besk og giftigt som muligt, ligesom han
vil sige: De kristne roser sig meget af deres Kristus, men de må finde sig i at
mishandles under romerne og være tiggere i verden, ikke alene i kejsernes tid,
men også i pavens. De formår dog intet i mit rige i verden, jeg skal nok
forblive deres herre. Ja, spot du kun, du lede Djævel, og le så meget du
lyster, du skal nok komme til at skælve derover!
Det går altså
med disse Jakobs ord, som det i vor tid er gået med Kristi ord: ”Det er mit
legeme, som gives for jer” (Luk 22, 19). Her forvred sværmerne også hvert ord
for sig og på mange måder, satte også det sidste først, før de ville antage
teksten i dens rette betydning, som vi har set. Det så nu ganske vist ud til,
at de kristne, såsom Lyra, Raymundus, Burgensis og deres lige dog har været flittige og gerne har
villet omvende jøderne og har jaget dem fra det ene ord til det andet, som man
jager ræve, men når de længe er blevet jaget, har jøderne dog til sidst stået
fast på deres vilkårlighed og har med fuldt overlæg villet fare vild og ikke
vige fra deres rabbinere, og så må vi også lade dem fare og ikke tage hensyn
til deres giftige bespottelser og løgne.
På denne måde
er det også gået mig: Tre lærde jøder kom til mig i håb om i mig at finde en ny
jøde, fordi vi her i Wittenberg begyndte at lære hebraisk, og de foregav også, at siden vi kristne begyndte at
læse deres bøger, ville der snart vise sig en bedring. Da jeg nu begyndte at
disputere med dem, gjorde de, som de har for skik, og gav mig deres forklaring.
Men da jeg holdt dem fast ved teksten, forlod de teksten over for mig og sagde,
at de måtte stole på deres rabbinere, ligesom vi stolede på paven og
doktorerne. Nu viste jeg dem barmhjertighed og lagde et godt ord ind for dem
hos ledsagerne, for at de for Kristi skyld skulle lade dem drage bort. Men
siden fik jeg at vide, at de havde kaldt min Kristus for en ”Tola”, dvs en henrettet røver. Derfor vil jeg ikke mere
have noget at gøre med en jøde, de er, som Paulus siger (2 Thess. 2, 16)
overgivet til vreden, jo mere man vil
hjælpe dem, desto værre og mere forhærdede bliver de. Lad dem fare!
Men vi
kristne kan ydermere styrke vor tro ved disse Jakobs ord, at Messias må være
til stede og nu har været det i hen ved 1500 år. Ikke som en tigger i Rom, som
Djævelen spottende siger, men som en herskende Messias - ellers ville Guds ord
og forjættelse blive til løgn. Og hvis
jøderne ville lade Skriften være Guds Ord, måtte de også indrømme, at der
var en Messias, hvor han så end var, helt fra Herodes' tid, og ikke forvente en
anden. Men hellere end at gøre det ville de sønderrive og forvanske Skriften,
så at der ikke længere var nogen skrift. Som det da også i virkeligheden er
sådan hos dem, at de hverken har Messias eller skrift, som Esajas (28, 14) har
profeteret om dem.
David
Dette må være nok om Jakobs ord. Vi vil nu tage et andet
skriftsted for os, et som jøderne ikke har sønderlemmet eller kunnet
sønderlemme på denne vis. Blandt Davids sidste ord (2 Sam 23,
I skal høre
dette, at Gud har sluttet en evig, fast og urokkelig pagt med mig og mit hus
(som mit hus slet ikke er værdig til), ja, det er intet over for Gud, og dog
har han gjort det. Hvad er da en sådan evig pagt? Ej, luk ørerne op og hør: Mit
hus og Gud har tilsvoret hinanden og forbundet sig for evigt. Det er en pagt,
en forjættelse, som ingen skal eller kan bryde eller lægge hindringer i vejen.
Mit hus skal kaldes evigt, fast og herligt indrettet i alle henseender, så ikke
et hår skal fejle eller mislykkes. Har du hørt det? Tror du også, at Gud er
sanddru? Ja, uden tvivl, men, kære, tror du nu også, at han kan og vil holde
sit ord?
Nuvel, er Gud
nu sanddru og almægtig, og har han ved David sagt disse ord (hvad ingen jøde
vover at nægte), så må Davids hus eller herredømme (hvilket er det samme) have
bestået fra den tid, da han talte sådan, og nu og bestandig bestå, dvs. for
evigt, eller også måtte Gud være en løgner. Kort og godt, vi må have Davids hus
eller arvtager, som hersker lige fra Davids tid til nu og i al evighed, eller
også er David død som en selv på dødslejet ulyksalig løgner, når han dér
fremsiger disse ord med (tilsyneladende) så meget vrøvl: ”Gud taler, Gud siger,
Gud lover ”. For det går
ikke an, at vi sammen med jøderne gør Gud til løgner, som om han ikke havde
holdt disse dyrebare ord og løfter!
Der må, siger
jeg, være en arvtager efter David helt fra hans tid, så at hans hus ikke har
stået ledigt, hvor det så end har været, for hans hus må være forblevet for
evigt og bestandigt forblive, for her står Guds ord: Det skal være en evig,
fast og urokkelig pagt, hvorved der intet mangler, men alt skal være indrettet
på det allerbedste, sådan som Gud gør med alle sine værker, Sl 111, 3: ”Hans
værk er herligt og prægtigt.”
Lad nu
jøderne vise os en sådan arvtager efter David. For de må vise os ham, her står
det jo: Davids hus er evigt, det skal ingen nedbryde eller forstyrre, men det
skal være som solen, når den bryder frem om morgenen, uden at nogen sky kan
afværge eller forhindre det, som der står sammesteds (2 Sam 23, 9). Viser de os
ikke nogen arving efter David eller hans hus, så har dette skriftsted helt og
holdent afsagt den dom, at de visselig uden Gud, uden David, uden Messias og
uden alt er fortabte og evigt fordømte folk, og de kan slet ikke nægte, at
Davids kongerige eller hus altid har bestået, lige til det babyloniske
fangenskab, ja også under det babyloniske fangenskab og efter det helt til
Herodes' tid. Det har bestået, siger jeg, ikke ved egen kraft og fortjeneste,
men i kraft af denne evige pagt, som er sluttet med Davids hus. For de havde
det meste af tiden slette konger og regenter, som dyrkede afguder, ihjelslog
profeter og førte et skændigt liv, såsom Rehabeam, Joram, Joas,
Ahas, Manasse m.fl., som handlede værre end alle
hedninger eller Israels konger, hvorved de ofte nok havde fortjent, at både
Davids hus og stamme var blevet udryddet, som det til sidst skete med Israels
kongerige. Men denne pagt, som var indgået med David, forblev fast, som
Kongebøgerne og profeterne priser Gud for, at han opstillede en lampe eller et
lys for Davids hus og ikke ville lade det slukkes, som der står i 2 Kong 8, 19
og 2 Krøn. 21, 7: ”Herren ville ikke ødelægge Juda for sin tjener Davids skyld,
hvem han havde tilsagt at give ham en lampe blandt hans børn evindeligt.”
Ligeledes 2 Sam 7,
Modsat kan man
betragte kongeriget Israel, som aldrig forblev hos én stamme eller ét hus til
tredje led, kun Jehu bragte det ved et særligt løfte
til fjerde led i sit hus, ellers skiftede det altid fra én stamme til en anden,
undertiden blev det endda knapt til ét led og det heller ikke længe, indtil det
helt udsluktes. Men kongeriget Juda forblev altid hos Judas stamme og Davids
hus, ved Guds store undergerninger, for det udsattes for så stærk modstand fra
alle de omkringboende hedninger, fra Israel selv, fra indre oprør, fra grov
afgudsdyrkelse og synd, så at det ikke havde været noget under, om det var gået
til grunde i tredje led under Rehabeam eller dog under Joram. Ahas og Manasse. Men det havde en stærk støtte, som ikke
lod det gå under eller lod hans lys udslukkes. Det var
ham tilsagt, at Landet skulle bestå og evigt forblive fast og urokkeligt. Sådan
er det også gået og må vedblive nu og for evigt, for Gud lyver ikke og kan ikke
gøre det.
Men at
jøderne raser over det babyloniske fangenskab, som om folket var gået til
grunde dér, har intet at sige, som vi også har omtalt ovenfor. Det var nemlig
kun en lille afstraffelse, fastsat til halvfjerds år, og Gud havde givet sit
ord i pant og hævdede det ved store profeter. Tilmed blev Jekonja i Babel
ophøjet over alle konger, Daniel og hans fæller regerede heller ikke kun over
Juda og Israel, men også over Kejserdømmet Babylon. Og selv om de en kort tid
ikke var hjemme i Jerusalem, så regerede de dog andetsteds med langt større
magt end i Jerusalem, så at man kan sige, at Davids hus ikke var udslukt i
Babel, men har lyst langt stærkere end i Jerusalem. Men de havde måttet rømme
pladsen en kort tid til straf. Selv om en konge ligger i felten i udlandet,
ophører han dog ikke derfor at være konge, selv om han ikke er hjemme, og
navnlig ikke, når han vinder en stor sejr og har lykken med sig imod andre
folk, men det må kaldes, at han stråler med større glans udenlands end hjemme.
Har Gud nu
holdt sin pagt i tiden fra David til Herodes, så at hans hus ikke udsluktes, så
må han fortsat have holdt den og holde den for evigt, så at Davids hus ikke er
udslukt og ej heller i al evighed kan udslukkes, for vi må ikke beskylde vor
Herre Gud for at være halvt sanddru og halvt løgnagtig, som om han i tiden fra
David til Herodes var sanddru i sin pagt og troligt opretholdt Davids hus, men
efter Herodes' tid begyndte at lyve og blive troløs, så at han lod sin evige
pagt bortfalde og ændrede den. Men ligesom Davids hus bestod og lyste indtil
Herodes, har det også under og efter Herodes' tid måttet bestå og lyse til evig
tid.
Så ser vi nu,
hvor smukt disse Davids ord stemmer med patriarken Jakobs (1 Mos 49, 10):
”Sceptret skal ikke vige fra Juda eller Mehokek fra
hans fødder, indtil Messias kommer, ham vil hedningerne adlyde.” Hvad kan dog
her siges tydeligere, og hvad andet kan være sagt, end at Davids hus skal lyse,
indtil Messias kommer? Ved ham skal derefter Davids hus lyse ikke alene over
Juda og Israel, men også over hedningerne eller over andre og flere folk - det
er jo ikke at udslukkes, men at lyse klarere og videre omkring end før hans
ankomst. Og det er sådan blevet en evig pagt og et evigt rige, som David siger.
Derfor er det hermed kraftigt fastslået, at Messias er kommet, da Judas scepter
bortveg, hvis vi da ikke vil spotte Gud og sige, at
han ikke har holdt sin pagt og sin ed. Vil de halsstarrige, forstokkede jøder
ikke gå ind derpå, så er dog vor tro hermed fast og kraftigt bevist, og vi
spørger overhovedet ikke efter deres forrykte forklaringer, som er spundet ud
af deres egne hoveder, vi har den klare tekst!
Disse Davids
sidste ord - for nu at tale videre om dem - støtter sig til Guds egne ord, hvor
han taler med David (hvilket denne her på sit dødsleje priser sig lykkelig for)
og siger (2 Sam 7, 5): ”Skulle du bygge mig et hus, som jeg skulle bo i?” Du
kan selv læse videre, hvad der følger efter, hvordan han fortsætter med at
sige, at han hidtil ikke har boet i noget hus, men at han har udvalgt ham til
fyrste over sit folk, som han vil give et fast bosted, og bringe det til ro, og
så slutter han (2 Sam 7, 11): ”Jeg vil bygge dig et hus”, dvs.: Hverken du
eller nogen anden skal bygge mig et hus at bo i, jeg er alt, alt for umådelig
stor dertil, som Es 66, 1 også siger. Jeg, jeg vil bygge, og bygge dig et hus.
For sådan siger Herren (lyder Nathans ord): ”Herren kundgør dig, at Herren vil
gøre dig et hus”. Nu forstår man nok, hvad det vil sige: Et hus, bygget af
mennesker, er jo en hob af opstablede sten og træ, aldeles forgængelig, men et
hus bygget af Gud betyder, at der indsættes en husfader, som bestandigt vil
have efterkommere og arvinger af sin slægt og stamme, som Moses siger (2 Mos 1,
21), at Gud byggede jordemødrenes huse, fordi de imod kongens befaling lod
børnene leve og ikke dræbte dem. Endvidere nedbryder og tilintetgør han Israels
kongers huse i andet slægtled.
Altså har
David nu et fast, af Gud bygget hus, som bestandigt skal have arvinger - ikke
slet og ret et hus, men, siger han, ”jeg har indsat dig til fyrste over mit
folk.” Derfor skal det kaldes et fyrsteligt, kongeligt hus, dvs. fyrst og kong
Davids hus, hvor dine børn bestandigt skal herske og være fyrster som du. Alt
dette beviser nu Kongebøgerne og historien indtil Herodes' tid, indtil da har
vi scepter og saphra i Judas stamme.
Nu følger det
andet stykke om Shiloh. Hvor længe skal nu dette mit
hus stå sådan og mine arvinger forblive i mit regimente? Derpå svarer han sådan
(2 Sam 7, 12-16): ”Når dine dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine
fædre, vil jeg lade en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge
dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn,
og jeg vil grundfæste hans kongetrone til evig tid. Jeg vil være hans
fader, og han skal være min søn. Når han forbryder sig, vil jeg tugte ham med
menneskestok og menneskeslag; men min trofasthed skal ikke tages fra ham,
sådan som jeg tog den fra Saul, ham som jeg fjernede til fordel for
dig. Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit ansigt til evig tid,
din trone skal være grundfæstet til evig tid.” Disse ord står næsten uforandret
i 1 Krøn. 17, 11-15, dér kan du læse dem.
Den, som
ville udtyde disse ord som talt om Salomon, måtte være en meget vilkårlig
fortolker, for skønt Salomon på den tid endnu ikke var født, ja
ægteskabsbruddet med hans moder Bathseba endnu ikke
begået, så er han dog ikke den Davids efterkommer eller søn, der er født efter
Davids død og om hvem han her i 2 Sam 7, 12 siger: ”Når dine dage er omme, og
du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine efterkommere
efterfølge dig.” Salomon er jo født i Davids levetid, og naragtigt og
latterligt ville det være, om ”efterfølge” her skulle betyde, at Salomon efter
Davids død skulle efterfølge ham som konge eller til at bygge huset. Der er jo
tre andre kapitler, 1 Kong 1, 32 ff., 1 Krøn. 24, 1 ff. og 1 Krøn. 29, 1 ff.,
som bevidner, at Salomon ikke alene er indsat som konge i sin faders levetid,
men at han også af David, sin fader, har modtaget befaling om og hele modellen
til templet, med alle rum, alt udstyr, og også hele kongerigets indretning, så
at det er klart, at Salomon hverken har bygget templet eller ordnet riget og
præsteskabet efter sit eget hoved, men efter Davids, som beskrev det alt sammen
for ham og selv beskikkede det i sin levetid.
Der er også en stor ulighed, og mange andre
ord, imellem ordene i 2 Sam 7 og 1 Krøn 24 og 29. Dér vil Gud bygge David
et evigt hus, her skal Salomon bygge Guds navn et hus. Dér står klart og uden
tilføjelse, at det skal bestå evigt, og at ingen synd skal hindre det, her
står, at hvis Salomon forbliver from såvel som hans efterkommere, hvad han og
de ikke gjorde og derfor ikke alene mistede Israels ti stammer, men også blev
udryddet i syvende led. Det første er
nådens løfte (promissio gratiae),
det andet er lovens løfte (promissio legis). Dér takker David Gud for, at hans hus skal
bestå evigt, her takker han ikke for, at Salomons tempel skal bestå evigt. Kort
sagt, der er dér og her talt på forskellig tid og om forskellige sager og huse,
og selv om Gud også kalder Salomon sin søn og vil være hans fader, så er det
dog sagt med den tilføjelse: hvis han er from, denne tilføjelse er ikke dér. Og
det er ikke sælsomt, at Gud kalder sine hellige, også englene, for sine børn.
Men denne søn (2 Sam 7, 12) er en anden og særegen søn, som uden tilføjelse
skal beholde navnet og ingen synd forhindre det.
Og sådan har
også profeterne og salmerne forstået ordene i 2 Sam 7, 12, dem, som taler om
Davids afkom efter hans død, og ladet ordene i 1 Krøn. 23, 1 og 29, 20 ff.
ligge, dem, som taler om Salomon. Sådan siger jo Sl 89, 2-5: ”Om Herrens store
godhed vil jeg synge for evigt, i slægt efter slægt skal min mund forkynde din
trofasthed. Jeg siger: Evigt bygges din godhed, i himlen grundfæster du din
trofasthed. Jeg har sluttet en pagt med min udvalgte,
jeg har tilsvoret David, min tjener: Til evig tid
grundfæster jeg din slægt, bygger din trone i slægt efter slægt.” Her siges jo
også klart, at Gud lover og tilmed sværger, at han vil give David evig nåde og
for evigt bygge og bevare hans hus, afkom og trone.
Og derefter,
i 19 vers begynder der for alvor at tales om David, de allerskønneste profetier
om Messias, og de kan ikke forstås som handlende om Salomon. Han har jo ikke
været den største blandt alle konger på jorden, hans hånd har heller ikke været
udstrakt over hav og vand, og her behøves ingen forklaring, heller ikke er
riget forblevet ved Salomons hus, hvorom det heller ikke havde nogen sikker
forjættelse, undtagen såfremt han ville forblive from, men Davids hus, som
havde flere sønner foruden Salomon, har forjættelsen Og som historien bevidner,
er Judas scepter undertiden gået fra broder til broder, fra fætter til fætter,
men altid forblevet i Davids hus. f.eks. efterlod Ahasja
sig ingen søn, Ahas heller ikke, og så måtte
broderbørn efter den hellige skrifts sædvane kaldes arvinger og sønner.
Nu at benægte
sådanne klare, stærke skriftsprog om Davids evige hus, bevist som virkelighed
af historien, hvordan der til stadighed har været konger og fyrster lige til
Messias - det kunne dog ingen anden end Djævelen selv og hans lemmer finde på.
For jeg vil antage, at selv om Djævelen, eller hvem som helst, ikke ville lade
nogen være Messias, måtte de dog indrømme David et evigt hus og en evig trone,
for de kan ikke benægte Guds klare ord, hvor Gud sværger, at hans ord ikke skal
ændres, og at han ikke vil lyve for David, heller ikke på grund af nogen synd,
som den ovennævnte Salme 89,
Nu er det
umuligt at finde et sådant evigt Davids hus nogetsteds, hvis man ikke lader
scepteret være før Messias og lader Messias følge efter scepteret og føjer dem
sammen, nemlig sådan, at Messias kom, da scepteret forsvandt og Davids hus med
det bevaredes i sin evighed og Gud befandtes sanddru
og trofast mod sit ord, sin pagt og sin ed. For det er ubestrideligt, at Judas
scepter tabtes fuldstændigt på Herodes' tid, og endnu tydeligere blev det, da
romerne ødelagde Jerusalem og Judas scepter. Skal nu Davids hus være evigt og
Gud være sanddru, må Judas rette konge, Messias, være kommet på samme tid. Herimod
nytter ingen bjæffen, udtydning eller kommenteren, teksten er for stærk og for klar. Om jøderne
vil indrømme det, derom spørger vi ikke, for os er den tilstrækkelig.
For det
første fordi vor kristelige tro med det har fået det stærkeste bevis, og disse
skriftord volder mig meget stor glæde og trøst, fordi vi også i Det Gamle
Testamente har sådanne stærke vidnesbyrd. For det andet er vi sikre på, at end
ikke Djævelen og jøderne selv i deres hjerter har noget at sige derimod og er
overvundet af deres egen samvittighed, hvad man klart og tydeligt kan mærke på
de mangfoldige måder, hvorpå de martrer Jakobs ord om scepteret (ligesom hele
den øvrige skrift), fordi de føler sig overbevist og overvundet, men alligevel
ikke vil indrømme det. På samme måde som Djævelen godt véd, at Guds ord er
sandheden, men dog af forsætlig ondskab strider imod og bespotter, sådan føler
jøderne nok, at disse ord er lutter klipper, men deres udlægninger lutter strå
og spindelvæv, men af forsætlig, ondsindet beslutsomhed vil de ikke indrømme
det, men vil alligevel være og kaldes Guds folk alene fordi de er fædrenes
slægt, derudover har de intet at rose sig af. Men hvad herkomst alene nytter,
er sagt ovenfor, det er ganske som hvis Djævelen ville prale med, at han var
skabt som engel, og alene af den grund stadig gælde for engel og Guds barn,
skønt han er Guds fjende.
Jeremias
Lad os nu efter disse skriftord høre, hvad Jeremias siger
- han gør noget meget mærkeligt. Vi véd jo, at han var en profet fra en langt
senere tid, da Israels kongerige allerede var bortført og ødelagt og kun Judas
rige endnu bestod, og at det også snart efter måtte til Babylon, som han havde
forudsagt dem, og også oplevede, at det skete. Alligevel drister han sig i kap.
33, 17-26 til at sige:
”For
dette siger Herren: Der skal aldrig mangle en af Davids slægt på Israels
trone. Og der skal aldrig mangle en levitpræst til at træde frem for mig
og bringe brændoffer, afgrødeoffer og slagtoffer. Herrens ord kom til
Jeremias: Dette siger Herren: Lige så lidt min pagt med dagen og natten
kan brydes, så dag og nat ikke kommer til rette tid, kan min pagt med min
tjener David brydes, så der ikke er nogen af hans slægt til at sidde som konge
på hans trone; og pagten med levitpræsterne, som gør tjeneste for mig, kan heller
ikke brydes. Som himlens hær, der ikke kan tælles, og havets sand, der
ikke kan måles, så talrige gør jeg min tjener Davids efterkommere og
levitterne, der gør tjeneste for mig. Herrens ord kom til Jeremias: Har du ikke
hørt, hvad dette folk siger: »To slægter udvalgte Herren, og dem har han
forkastet!« De lader hånt om mit folk og regner det ikke længere for et folk.
Dette siger Herren: Så sandt som jeg har oprettet min pagt med dag og nat og
givet mine bestemmelser for himmel og jord, vil jeg ikke forkaste Jakobs
efterkommere og min tjener David, men tage en af hans efterkommere til at
herske over Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere. For jeg vender deres skæbne
og forbarmer mig over dem.”
Hvad siger man nu hertil? Lad den, som kan, udtyde - her
står, at ikke blot David skal bestå for evigt, men også levitterne, ligeså
Israel. Abrahams, Isaks og Jakobs afkom. Og frem for alt skal David have en
søn, som sidder på hans trone i al evighed, ligesom dag og nat vedbliver for
bestandig. Derimod står der, at Israel og Juda skal bortføres og Israel ikke
hentes tilbage, som det skal ske med Juda. – Sig mig, hvordan det stemmer
sammen? Guds ord må ikke lyve, men som han våger over himlens løb, så at dag og
nat følger på hinanden uden ophør, sådan må også David - dvs. Abraham, Isak og
Jakob - uden ophør have en søn på tronen. For det er Gud selv, der bruger denne
lignelse. For jøderne er det umuligt at få det til at stemme, for de ser jo
lige for deres øjne, at hverken Israel eller Juda har haft nogen regering i nu
snart 1500 år, Israel endda i langt over 2000 år. Ikke desto mindre må Gud være
sanddru, hvordan vi end skikker os. Davids rige må herske over Jakobs, Isaks og
Abrahams afkom, som Jeremias siger her, eller Jeremias må være en løgner og
ingen profet.
Nu vil vi
lade jøderne beregne og udtyde, hvad de vil og kan, for os står ordet fast, at
Davids hus skal bestå for evigt, og desuden også levitterne og Abrahams, Isaks
og Jakobs afkom under Davids søn, så længe dag og nat består (som man ellers
siger: Så længe sol og måne varer). Er det sandt, så må Messias være kommet, da
Davids trone og regimente ophørte. Og altså er Davids trone blevet herligere,
som Esajas 9, 5 siger:
For et
barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre.
Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds
Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans
rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra
nu af og til evig tid.”
Nu lader vi det foreløbig stå hen, måske vil vi senere
komme ind på, hvordan de blinde jøder vender og drejer Messias' navne. Ordet
lader de stå og må lade det stå fast, at han taler om Messias. Vi omtaler ham,
fordi Jeremias siger, at Davids hus skal herske evigt, først ved sceptret
indtil Messias og derefter langt herligere ved Messias, så at det altså må være
sikkert, at Davids hus ikke må være faldet indtil denne time og fremtidig i al
evighed heller ikke må falde. Men da nu Judas scepter har været nedlagt i 1500
år, må Messias være kommet for 1500 eller, som ovenfor sagt, for 1468 år siden.
Det er alt sammen kraftigt bevist på grundlag af Jeremias.
Men hvis nu
måske nogen hos os vil spørge, hvordan det er muligt, at Abrahams, Isaks og Jakobs
afkom på Jeremias' tid og derefter lige til Messias' tid har kunnet være og
forblive under Judas stamme eller Davids trone, når dog kun Juda er forblevet
og Israel bortført, så skal han vide følgende: Israels kongerige er bortført og
ødelagt, så at det ikke er kommet igen eller nogensinde vil gøre det, men af
Israel eller Israels afkom er dog her og der nogle blevet tilbage under Juda og
er taget til fange og kommet tilbage sammen med Juda. Herom kan du læse i 1
Kong 11, 13, 12, 19, 2 Kr. 30,
Når vi nu har
så mange fra Israel under Davids søn, så er Jeremias ingen løgner, når han
siger, at der skal findes levitter og afkom af Abraham, Isak og Jakob i Davids
hus. Alle disse, eller dog en del af dem, er blevet ført til Babylon og er
kommet med tilbage, sådan som Ezra 2, 1 optæller og omtaler dem, og utvivlsomt
også mange andre, som blev bortført under Sankerib,
da det assyriske eller mediske rige ved Kyrus blev underlagt perserriget, så at Juda og Israel vel
har kunnet samles og i fællesskab drage op fra Babylon til Jerusalem og Kana’ans land. Jeg véd nemlig bestemt, at i Ezra 2,
halvfjerds står disse ord: ”Og hele Israel (eller alt, hvad der var af Israel)
boede i deres byer.” Hvordan kunne de bo dér, hvis de ikke var kommet tilbage?
Og på Herodes' og Messias' tid var landet igen fuldt af Israel, for det havde
vel samlet sig i Daniels halvfjerds uger, dvs. 490 år, men ikke fået et
kongerige igen.
Følgelig er
de nulevende jøder meget uvidende lærere og ikke tillige læsere af Skriften,
for de foregiver, at Israel endnu ikke er kommet tilbage, som om de alle sammen
måtte vende tilbage, skønt dog ikke alle, men kun en lille flok af Juda var
vendt tilbage, sådan som Ezra
Dette omtaler
jeg til ære for og bestyrkelse af vor tro og for at beskæmme de forblindede,
stivnakkede jøders forstokkede vantro, for dem må Gud evig og altid være en
løgner, som om han havde ladet Davids hus uddø og glemt den pagt og ed, han
havde tilsvoret David. Hvis de nemlig ville anse Gud for sanddru, måtte de
indrømme, at Messias var kommet for 1500 år siden, for at Davids hus og trone
ikke måtte stå ledig i så lang tid, som de jo regner med, fordi Jerusalem så
længe har været uden trone og Davids hus lagt i aske. Gud har jo holdt sit ord
fra David til det babyloniske fangenskab og derefter videre indtil Herodes'
tid, da sceptret bortfaldt, og så må han også have opretholdt det bestandig
efter Herodes' tid, ellers måtte Davids hus være ikke et evigt, men
forgængeligt hus, som var ophørt på Herodes' tid sammen med sceptret.
Men som sagt
vil Gud ikke tillade dette, men Davids hus skal være evigt, ”som dag og nat og
som himlens og jordens løb”, siger Jeremias (33, 25). Men nu kan det ikke være
evigt, hvis ikke Davids søn, Messias, er kommet, da Judas scepter faldt på
Herodes' tid, og har taget sæde på Davids trone og er blevet verdens herre.
Ellers, hvis jøderne skulle have ret, måtte Davids hus nu i 1568 år have været
borte, i strid med Guds løfte og ed, det kan ikke være muligt. – Nuvel, vi har nu
drøftet sagen grundigt, og ingen jøde kan indvende et muk derimod, selv om han
udadtil kan lade som om han ikke tror derpå, men hans hjerte og samvittighed
har intet, der kan tale derimod.
Og hvordan
ville Gud have bevaret sin guddommelige sanddruheds ære,
når han havde lovet David et hus og en trone for evigt, og så skulle det dog
stå tomt i længere tid, end det havde stået ved magt! Lad os regne efter:
Ifølge jødernes mening er der fra Davids til Herodes' tid ikke fuldt ud 1000
år. Så længe har Davids hus eller trone stået, iberegnet de halvfjerds år i
Babylon. (Men vi regner med over 100 år mere). Men fra Herodes' tid, eller lad
os sige - hvilket ikke er meget forkert - fra Jerusalems ødelæggelse indtil
dette år, 1542, er der som tidligere nævnt 1568 år. Efter denne beregning har
Davids hus og trone altså ligget i grus 400 eller 500 år længere, end det stod
ved magt. Spørg nu stok og sten, om det kan kaldes et evigt hus, tilmed opført
og opretholdt af Gud, ved hans højeste troskab og sanddruhed - et hus, som står
i 1000 år og ligger i aske i 1400 eller 1500 år!
Lad jøderne
være hårde, ja hårdere end nogen diamant, så måtte dog en så klar, så åbenbar
sandhed knuse, om ikke blødgøre dem, som et tordenslag. Men som sagt er vor tro
på det glædeligste styrket og gjort sikker og vis på, at vi har den rette
Messias, visselig kommet og fremstået på den tid, da Herodes borttog Judas
scepter og saphra, for at Davids hus måtte være evigt
og for evigt have en søn på tronen, som Gud havde tilsagt og tilsvoret ham og
indgået pagt med ham derom.
Og hvis en
åleglat jøde vil gøre indvendinger mod min bog mod Sabbatisterne,
fordi jeg deri har påvist vedrørende ordet ”evigt”, ”le ‛ôlâm,” at det ofte kun betyder ”en lang tid”, ikke evigt i
egentlig forstand, som når Moses i 2 Mos 21, 6 siger: ”Husbonden skal tage sin
træl, som ønsker at blive hos ham, og med en syl gennembore hans øreflip op
imod døren, og så skal han for evigt
være hans træl.” Her betyder ”evig” et menneskeligt evig, dvs. så længe han
lever. Men dér har jeg også sagt, at når Gud siger ”evig”, betyder det et
virkeligt, guddommeligt ”Evigt”, og så plejer han at tilføje et andet ord (”og
det skal ikke blive anderledes”), som i Sl 110, 4: ”Gud har svoret og vil ikke
angre det.” Hvor der tilføjes et sådant ”ikke”, dér betyder det visselig evig
og ikke noget andet, ligesom når Es 9, 6 siger: ”freden uden ophør” og Daniel
4, 31: ”Hans herredømme er et evigt herredømme, hans kongerige varer i slægt
efter slægt,” Her betyder ”evig”, ikke for mennesker, som ikke lever evigt, men
for Gud, som lever evigt.
Nu står der i
denne forjættelse, at Davids hus og trone skal være evigt for Gud, og den
siger: ”for mig, for mig” skal der evigt sidde en søn på din trone. Han
tilføjer også det lille ord ”ikke” i Sl 89, 36-38: ”Dette sværger jeg ved min
hellighed: jeg svigter aldrig David. Hans slægt skal vare til evig tid,
som solen skal hans trone bestå for mit ansigt; den grundfæstes for evigt som
månen, står fast, så længe himlen er til.” Det indebærer også Davids sidste ord,
hvor han siger: ”Gud har oprettet en pagt med mig, evig, fast og sikker” eller
”bevaret”. Dette ”fast og sikker” er det samme som et ”fast, sikker, evig”, som
aldrig skal fejle. Ligeledes Jakobs ord 1 Mos 49, 10: ”Sceptret viger ikke.”
Ordene ”viger ikke” betyder her ”evig”, indtil Messias kommer, det betyder
virkelig ”evig”, for alle profeter giver Messias et evigt rige, som ikke skal
ophøre.
Men lad os
antage, at der er tale om et menneskeligt eller timeligt ”evigt” eller en tid
af en vis længde - hvilket er umuligt - så måtte meningen være: Dit hus skal
være evigt for mig, dvs. at dit hus skal stå, så længe det står, eller så længe
du lever. Hermed var der tilsvoret og givet David lige så meget som intet, for
også uden en sådan ed stod Davids hus vel evigt, dvs. så længe det stod eller
så længe han levede. Men lad den slags narreværk fare, det kunne vel ingen
anden end en forblindet rabbi finde på. Skriften viser, at de alle sammen har
forstået det som det virkelige Evigt, hvor de i 2 Kong 8, 19 priser Gud for, at
han ikke har villet ødelægge Juda for de synders skyld, som skete under
Rehabeam, for at der skulle forblive et lys for David, som Gud havde sagt til
ham om hans hus.
Her kunne man
også som indvending anføre 1 Makk l, 11 ff., som fortæller, at da Antiochus Epifanes havde hærget
landet og folket på det grusomste, hvormed fyrsterne af Davids hus forsvandt og
makkabæerne, som ikke hørte til Davids hus, men til
en præstestamme, sad som regenter, hvormed Judas scepter var faldet, og at
altså en Davids søn ikke for evigt havde siddet på Davids trone og det evige
Davids hus altså ikke kunne være virkelig evigt! Svar: Med dette skriftstykke
kan jøderne ikke anfægte os i mindste måde, og vi behøver slet ikke at svare
dem derpå, for der står intet derom i Skriften, fordi Maleachi
er den sidste profet og Nehemias den sidste historiker, som har levet indtil
Aleksanders tid, som det fremgår af hans bog (Neh. 12, 22). Derfor må både vi
og de i dette stykke lade det forblive ved Jeremias' ord (33, 17), at der bestandig
har siddet eller hersket en søn på Davids trone, for uden for Skriften kan hvem
der vil anse det for en falsk formening, om makkabæerne
selv har hersket eller har tjent herskerne. Dog vil vi m.h.t. historien antyde,
hvad man kan mene derom.
Men følgende
stykke af Skriften forekommer mig værd at give agt på: På dronning Athalias tid sad der i hele 6 år ikke en Davids søn på hans
trone, men derimod hun selv, den kvindelige tyran Athalia,
idet hun havde dræbt alle mandlige efterkommere i Davids hus, med Joas som eneste undtagelse (2 Kong 11,lf.), et barn på et
kvart eller et halvt år, som hemmeligt var blevet unddraget hendes hænder og
blev opdraget skjult i templet af den berømmelige fru Joseba,
gift med ypperstepræsten Jojada, hun var datter af
kong Joram og søster til kong Ahasja, som Jehu dræbte. Her var sandelig den evige pagt, som Gud havde
sluttet med David, i stor fare og hvilede på ét eneste lille barn, som holdtes
skjult, endsige da at han skulle sidde på Davids trone. På den tid ser hans hus
virkelig ud som en mørk lygte, hvis lys er gået ud, mens den fremmede dronning
fra det hedenske Sidon sidder som hersker på Davids trone, men hun brænder også
sin bagdel, så det forslår!
Alligevel kan
dette ikke kaldes, at sceptret er afskaffet eller at Guds evige pagt er brudt,
for selv om Davids lys ikke brænder klart her, så gløder det dog i barnet Joas, som senere igen skal lyse klart og herske, og der
allerede er født en Davids søn, så at disse 6 år ikke er at regne for andet end
en tentatio, en prøve af den art, som Gud så ofte
anstiller, idet han lader som om han vil glemme sit ord og lade alt glippe, som
han gjorde med Abraham, da han bød ham brænde sin kære søn Isak til aske (1 Mos
22, 2), ham, som han dog havde lovet et evigt afkom, eller da han førte Israels
børn ud af Ægypten - javist, han førte dem jo i døden, da de foran sig havde
havet, til begge sider høje klipper og bag sig fjender, som havde spærret dem
vejen til flugt. Alligevel gik det efter Guds ord og løfter, så at havet måtte
åbne sig, flygte og give plads. Havde havet ikke gjort det, måtte klipperne
have spaltet sig og klemt og knust Farao imellem sig, som havet druknede ham.
For alt skabt måtte i tusind gange titusind tal gå til grunde, før Guds ord
skulle glippe og skuffe, hvor sælsomt det så end går til. Sådan er Joas konge, ved og i Guds ord, og sidder på Davids trone,
skønt han ligger i vuggen, ja om han så lå død og begravet i jorden, for han
måtte så alligevel fremstå ligesom Isak af asken.
På samme måde
kunne man svare vedrørende stykket om makkabæerne,
men det er unødvendigt og har en helt anden mening. Med fangenskabet i Babylon
kunne det også have en sådan forklaring, men dér går det meget herligere til,
med berømmelige profeter og undere. Men Joas har
betydet en frygtelig prøve for Davids hus, i strid med Guds pagt og ed, skønt
Davids hus og regering endnu bestod prægtigt, kun regenten eller hovedet lider
nød, og Gud er svag i sin pagt. Men sådan er det hans guddommelige nådes skik,
at han også undertiden leger og spøger med sine børn, skjuler og forstiller sig
for at sætte os på prøve, om vi også vil stå fast i troen på og kærligheden til
ham, ligesom en fader også undertiden bærer sig ad over for sine børn. Men en
spøgen af den art gør vor kære Herre inderlig ondt, for vi forstår den ikke. –
Dette hører dog ikke til i denne sammenhæng.
Haggaj
Dette må være nok om Jeremias' ord, nu vil vi tage en af
de sidste profeter for os. I Haggaj 2, 6-9 står skrevet:
”Dette
siger Hærskarers Herre: Det varer kun kort tid, så vil jeg få himlen og jorden
til at skælve, havet og det tørre land. Jeg vil få alle folkene til at skælve,
så de kommer med deres skatte; jeg fylder dette hus med herlighed, siger
Hærskarers Herre. Mit er sølvet, og mit er guldet, siger Hærskarers Herre.
Husets kommende herlighed bliver større end den tidligere, siger Hærskarers
Herre. På dette sted giver jeg fred, siger Hærskarers Herre.”
Dette er også et af de skriftsteder, som volder jøderne
stort besvær, de undersøger, forklarer, vender og drejer næsten hvert ord,
ligesom de gør med Jakobs ord i 1 Mos 49, 10. Alligevel hjælper det ikke, deres
samvittighed blegner derved og føler, at deres forklaring intet er værd. Lyra
gør vel i at trænge ind på dem med ordene ”kort tid” og de kan ikke smutte fra
ham. Det vil vi se nærmere på!
En lille,
kort tid, siger han, kan ikke betyde en stor, lang tid. Deri har Lyra visselig
ret, og det kan ingen nægte, heller ingen jøde, hvor dygtig han end er til at
lyve. Nu skal hedningernes trøst komme, siger han, om en liden tid, efter at
det omtalte tempel er opført, dvs. han skal komme, mens samme tempel endnu
står. Og dette sidste tempels herlighed skal være større end det førstes, og
det snart, dvs. om kort tid.
For det er
let at regne ud, at hvis hedningernes trøst, som de gamle fortolker som
Messias, ikke er kommet, mens dette tempel endnu stod, og endnu allerførst skal
komme (hvilket jøderne har ventet på nu i hen ved 1568 år efter dette tempels
ødelæggelse, og det kan ikke kaldes en kort tid, og når de så ikke engang kan
se nogen ende på en så lang tid!), så vil han aldrig komme, han har jo
forpasset den lille, korte tid og er kommet ind i den store, lange tid, som
aldrig bliver til noget, for profeten taler jo om en kort, ikke om en lang tid.
Men her snor
de sig udenom på denne måde: Da de ikke kan bestride den korte tid, griber de
ordet ”alle hedningers skatte”, på hebraisk ”Chemdâh”
og korsfæster det, som de ovenfor gjorde med Jakobs ord og med ordene Schebet og Shiloh - de påstår, at
det ikke skal betyde Messias, men ”alle hedningers guld og sølv”, fordi ordet Chemdâh ifølge ordbogen egentlig betyder ”begærlighed,
lyst, kostbarhed” om det, som hedningerne begærer, nemlig lyst og kærlighed. Og
altså skal teksten sige følgende: Endnu en kort tid, så skal alle hedningers
begæring komme. Hvad betyder det? Hvad begærer hedningerne? Guld, sølv og
kostbarheder. Nu vil du måske spørge, hvorfor jøderne her kommer med den
forklaring? Det skal jeg sige dig: Deres ånde stinker af begærlighed efter
hedningernes guld og sølv, for der har aldrig været, er ikke og vil aldrig
komme noget folk under solen mere begærligt end de efter sølv og guld, som
deres forbistrede åger også viser. Og de trøster sig også med, at når deres
Messias kommer, skal han tage alt guld og sølv i verden og dele det mellem dem.
Hvor de derfor kan få Skriften til at tale til gunst for deres umættelige
begærlighed, gør de det med største frækhed. Du kan nok tænke, at Gud og hans
profeter ikke har vidst af andet at profetere om, end hvordan de fordømte
jøders grænseløse gerrighed kunne mættes med hedningernes guld og sølv!
Bedømt ud fra
denne gerrighedens fortolkning har profeten dog ikke talt forstandigt, men han
skulle have sagt: Om kort tid kommer jødernes begær, for det er jøderne, der
heftigere end noget andet folk på jorden begærer sølv og guld, så at det
rettere skulle kaldes jødebegær end hedningebegær. For selv om hedningerne
begærer guld og sølv, er det dog jøderne, som her begærer det, som er
hedningernes begær, og forventer, at man skal bringe dem det, så de kan opsluge
det og intet levne til hedningerne. Og hvorfor? Fordi de er den ædle slægt, de
omskårne helgener, som har Guds bud - som de ikke holder - men er halsstarrige,
ulydige, profetmordere, hovmodige, ågerkarle og fulde af alskens fejl, som hele
Skriften og tillige deres adfærd nu til dags bevidner. Sådanne helgener
tilkommer rimeligvis hedningernes guld og sølv, de har jo med denne deres
opførsel ærligt og redeligt fortjent det - ligesom Djævelen har fortjent
Paradis og Himmerig.
Dernæst -
hvordan går det til, at sådanne højst forstandige mestre og vise, hellige
profeter ikke udstrækker betydningen af ordet begærlighed ”Chemdâh”
til også at omfatte alle hedningernes øvrige begæringer? Hedningerne begærer
nemlig ikke alene guld og sølv, men også smukke unge piger og for kvindernes
vedkommende smukke unge mænd. Og hvor der blandt hedningerne ikke er fuldt af
jøder - pengepugere ville jeg have sagt - som ikke under deres egen krop noget
godt, dér begærer de også smukke huse, haver, kvæg, godser, endvidere gode dage,
klæder, megen mad og drikke, dans, leg og al slags fornøjelser. Hvorfor udtyder
de nu ikke dette profetord sådan, at alt dette, som
alle hedninger begærer, også skal komme til Jerusalem om kort tid, så at
jøderne kan fylde deres bug og fryde sig med verdens vellyst? Alt sådant lover
Muhamed jo sine saracenere og er på dette punkt en ægte jøde og jøderne ægte
saracenere - efter denne udlægning.
Og endnu en
begæring har hedningerne - hvordan har
dog disse vise, kloge fortolkere kunnet glemme den - det undrer mig virkelig!
Hedningerne dør, de har megen sygdom, fattigdom, lider alskens nød og angst, og
der er ingen, som ikke i allerhøjeste grad ønsker, at han ikke skulle dø, ikke
lide nød, elendighed og sygdom eller dog hurtigt igen blive den kvit og være i
tryghed. Dette ønske er så stærkt hos dem, at de gerne derfor gav afkald på
alle de andre begæringer, som daglig erfaring viser det. Hvorfor siger de da
ikke i deres fortolkning, at denne alle hedningers begæring også vil opfyldes
om kort tid i templet? Skam få I, her og der og overalt, hvor I er, I fordømte
jøder, at I vover at anvende disse alvorlige, herlige, trøsterige Guds ord om
jeres dødelige maddike-pengepugeri og ikke undser jer
for at lægge jeres gerrighed så groft for dagen! I fortjener end ikke at se
Bibelen udvendigt, langt mindre at læse den. I skulle kun læse den bibel, som
svinet har under halen, og æde og drikke de bogstaver, som falder ud derfra.
Det ville være en bibel for sådanne profeter, som så svinagtigt roder rundt i
og sønderriver den guddommelige majestæts ord, som man burde høre med al mulig
ærbødighed, frygt og glæde!
Endvidere -
når nu profeten siger (Hagg 2, 9): ”Husets kommende herlighed bliver større end
den tidligere,” så lad os lytte til de ædle og beskidte - beskårne mener jeg -
helgener og vise profeter, som vil gøre os kristne til jøder. Det sidste
tempels store herlighed, større end det førstes, er den, at det sidste, dvs.
Haggajs tempel, har stået 10 år længere end Salomons, osv. Ak, om de dog her
havde haft en dygtig astronom, som kunne have beregnet det lidt nøjagtigere,
han ville måske have udfundet, at det udover de 10 år havde stået endnu 3
måneder, 2 uger, 5 dage og 12 minutter længere. Hvis der et eller andet sted
fandtes en krambod, der solgte skamrødme, gav jeg gerne jøderne et par
guldmønter, så at de kunne gå hen og købe et pund og i det mindste male deres
pande, øjne og kinder med det, om de ikke ville male deres skamløse hjerte og
tunge med det. Eller mener de, at det er stokke og klodser, de taler med, af
samme slags som de selv, disse uvidende, grove æsler?
Der var mange
gamle, gråhårede mænd og kvinder og vel også mange tiggere og skarnsfolk i
Jerusalem, da Salomon, en tyveårig yngling, blev en herlig konge. Skulle de
derfor have større herlighed end Salomon? Måske har Davids mulæsel, hvorpå
Salomon red, da han blev udråbt til konge, været ældre end Salomon - skulle det
derfor være herligere end Salomon? Men sådan skal de, som uophørligt beskylder
Gud for at lyve og selv vil have ret - sådan skal de støde an, styrte og falde.
De er ikke bedre værd end at skrive lutter sådanne forklaringer og
naragtigheder om Bibelen og deres egen skændsel (hvad de gør med stor flid).
Derfor, kære kristne, vogt dig for jøderne, der, som du kan se heraf, af Guds vrede er overgivet til Djævelen.
Han har ikke alene berøvet dem den rette forståelse af Skriften, men også
almindelig menneskelig fornuft, skamfølelse og sans. Gennem jøderne driver han
idel spot med Den Hellige Skrift, så at man fremtidig ikke kan stole på og tro
dem i nogen sag, om der end undertiden skulle undslippe dem et sandt ord. Den,
som så spotsk og skamløst driver gæk med Guds frygtindgydende ord, som du ser
her og også tidligere så angående Jakobs ord i 1 Mos 49, 10, han kan ikke være
besjælet af nogen god ånd. Derfor kan du, når du ser en rigtig jøde, med god
samvittighed slå kors for dig og sige med bestemthed: Dér går en skinbarlig
Djævel.
Disse
fordømte skælmer véd nok, at deres gamle forfædre forstod disse Haggajs ord som talt om Messias, som Lyra, Burgensis o.a. bevidner. Alligevel vender de sig ganske
vilkårligt derfra og konstruerer deres egen bibel ud fra deres afsindige
hoveder, for at de, imod deres egen samvittighed, kan beholde deres arme jøder
hos sig i deres vildfarelse, og for at gøre os fortræd, akkurat som om de med
det voldte os megen smerte, og som om Gud tilmed ville lønne dem, fordi de for
at tjene ham - som de indbilder sig - modarbejder os hedninger, også når det
gælder almindelig erkendt sandhed. Så går det dem, som du nu har set, så at de
bringer skam over sig selv, ikke skader os, men selv mister Gud og hans Skrift
derved.
Sådan lyder
altså disse Haggajs ord (2,
Dette stemmer
overens med Jakobs ord i 1 Mos 49, 10: ”Og folkene skal adlyde Shiloh eller Messias”, dvs. de vil modtage ham med glæde,
høre hans ord og uden sværdslag, uden tvang blive hans folk. Det er som om han
ville sige: Sådan vil de uædle, uomskårne hedninger gøre, men min ædle frugt,
mine omskårne, fortabte børn vil ikke gøre det, men med raseri og galskab vende
sig derimod. Hermed stemmer også Es 2,
”Til
sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt højt over bjergene,
knejsende over højene. Folkene skal strømme dertil, talrige folkeslag skal
drage af sted og sige: Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds
hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen
udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.”
Og overalt taler profeterne om Messias' rige blandt
hedningerne.
Ja, deri
ligger det, det er striden, som den gør ende på, og det gør jøderne vilde og
rasende og driver dem til et så forbistret sindelag, at de må fordreje alle
Skriftens ord så skammeligt. De vil nemlig ikke finde sig i, de kan ikke tåle,
at vi hedninger i Guds øjne skulle være ligestillet med dem, og at Messias
skulle være vor trøst og glæde såvel som deres. Før de ville finde sig i, siger
jeg, at vi hedninger, som uden ophør bespyttes af dem, fordømmes, forbandes,
bagtales og krænkes, sammen med dem skulle have del i Messias og kaldes deres
medarvinger og brødre, ville de korsfæste endnu en Messias og, om det var
muligt, ihjelslå Gud selv tillige med alle engle og alle skabninger, om de så
med det skulle fortjene ti helveder for ét. Så ubegribelig og hårdnakket en
stolthed findes i dette fædrenes ædle afkom og de omskårne helgener. De vil
være alene om Messias og være verdens herrer, de forbandede hedninger skal være
slaver, give jøderne deres begæring, dvs. deres guld og sølv og lade sig slagte
som det arme kvæg. Hellere end at opgive dette sindelag forbliver de med vilje
evig fortabte.
Dette
dødelige had til hedningerne har de fra ungdommen af indsuget hos deres
forældre og rabbinere og indsuger det til stadighed, så at det, som Sl 109, 18
siger, har gennemtrængt deres kød og blod og helt og fuldt er blevet deres
natur og liv. Og lige så lidt kan de forandre deres stolthed og misundelse, de
må forblive sådan og gå til grunde, hvis Gud ikke gør særlig store undere. Og
hvis jeg ville forvolde en jøde en meget stor fortrædelighed og gøre ham vred
for alvor, ville jeg sige: Hører du, Jehudi, er du
helt klar over, at jeg er en virkelig broder til alle hellige Israels børn og
medarving til Messias' rige? Der er ingen tvivl om, at jeg ville blive skammet
ud, kunne han se på mig med basiliskøjne, ville han gøre det, og hvad han så
ville ønske mig, kunne ikke alle djævle udvirke, det er jeg vis på, om så Gud
selv tillod det. Men jeg vil ikke gøre det og beder for Kristi skyld om, at
ingen vil gøre det, for det ville udløse et uvejr af forbandelser og
bespottelser fra jødernes hjerte og mund imod Jesu Kristi navn og imod Gud
Fader, derfor skal vi smukt undlade at forårsage det, om vi ellers kan undgå
det - ligesom man ikke skal tirre et besat menneske, når man véd, at han vil
bespotte og forbande Gud. Jøderne hører og ser mere end nok hos os, som kan få
dem til at bespotte og forbande Jesu navn hvert øjeblik i deres hjerter,
besatte som de er.
For de kan
som sagt ikke tåle, høre eller se, at vi forbandede hedninger skulle rose os af
Messias som vor Chemdâh og være lige så gode, som de
er eller indbilder sig at være. Derfor må du vide, kære kristne, at du næst
efter Djævelen ikke har nogen bitrere, mere fanatisk fjende end en ægte jøde, som for alvor vil være jøde. Der kan
måske iblandt dem være nogle, der tror, som køer og gæs tror, dog hænger
afstamningen og omskærelsen uvægerligt ved dem. Derfor beskylder man dem ofte i
historien for at have forgiftet brønde, stjålet og dræbt børn f.eks. i Trent, Weissensee m.fl. Ganske
vist benægter de det, men, sandt eller usandt, så véd jeg nok, at det ikke
skorter dem på god, fast og beslutsom vilje dertil, hvis de kunne gøre det til
virkelighed, skjult eller åbenlyst. Vær forvisset derom og indret dig derefter.
Gør de
derimod noget godt, så skal du vide, at det ikke sker af kærlighed til dig
eller for dit bedste, men fordi de må have mulighed for at bo hos os, og så må
de nødvendigvis gøre noget derfor, men deres hjerte er og bliver, som jeg har
fortalt. Vil du ikke tro mig, så læs Lyra, Burgen og
flere andre redelige, sandfærdige folk. Og selv om disse ikke havde skrevet
det, fremgår det af Skriften, at de to slægter, slangens og kvindens, er
fjender, og at gud og Djævel ikke er ét og det samme. Desuden finder man det
groft nok i deres skrifter og bønnebøger.
Og nu kunne
et menneske, som ikke kender til Djævelen, nok undre sig over, at de først og
fremmest er så fjendtlige mod de kristne, hvortil de dog ikke har nogen grund,
fordi vi dog gør dem alt muligt godt. De lever hos os som hjemme, under vort
værn og beskyttelse, de benytter landet og vejene, torve og gader, og imens
sidder vore fyrster og øvrigheden og snorker med åben mund, lader jøderne
forsyne sig af deres åbne pung og pengekiste, stjæle og røve, hvad de vil, dvs.
de lader sig selv og deres undersåtter flå og udsuge af jødernes ågren og bringes til tiggerstaven for deres egne penge. For
som landflygtige skulle jøderne afgjort ikke eje noget, og hvad de har, må
derfor være vort, så hvis de ikke arbejder og ikke tjener noget hos os, skal vi
ikke skænke og give dem noget, og ikke desto mindre sidder de inde med vore
penge og vort gods og er sådan herrer i vort eget land og i deres
landflygtighed. Hvis en tyv stjæler 100 kr., bliver han hængt, begår han røveri
på gaden, mister han hovedet. Men hvis en jøde stjæler og røver ti tønder guld,
er han os kærere end Gud selv.
Og som bevis
må tjene, at de frejdigt roser sig deraf og bestyrker deres mening om og
giftige nag til os og siger til hinanden: Hold fast! Se, hvor Gud er med os og
heller ikke forlader sit folk i udlændigheden. Vi arbejder ikke, har gode dage
at dase i, de forbandede hedninger må arbejde for os, men vi får deres penge,
og med det er vi deres herrer og de vore trælle. Hold fast, kære Israels børn,
det vil blive bedre endnu, vor Messias vil komme, når vi fortsætter på denne
måde og ved åger og på anden vis får bragt alle hedningers Chemdâh
i vore hænder. – Ja, det tåler vi af dem, mens de står under vort værn og
beskyttelse, og dog forbander de os som sagt. Dog herom mere
senere.
Her
beskæftiger vi os med det, at de ikke kan finde sig i at have os som
medarvinger i Messias' rige og i, at vi i ham har vor Chemdâh,
som profeterne dog så rigeligt melder. Hvad siger nu Gud dertil? Han siger, at
han vil give Chemdâh til hedningerne, og deres
lydighed vil behage ham, som Jakob (1 Mos 49, 10) og alle profeterne siger, og
mod jødernes hårde hoveder vil han være så hård, at han snarere vil forkaste
dem derfor og udvælge og antage hedningerne, selv om de ikke er af fædrenes
ædle blod eller er omskårne helgener. Sådan taler nemlig Hoseas (2, 25): ”Det,
som ikke er mit folk, vil jeg kalde mit folk, og det skal kalde mig sin Gud.”
Men til jøderne siger han (1, 9): ”I er ikke mit folk, og jeg er ikke jeres
Gud.” Det samme har Moses også længe før sunget for dem i sin sang (5 Mos 32,
21): ”De har ægget min vrede med noget, der ikke er Gud, vakt min trods med
deres tomme guder. Derfor vil jeg ægge deres vrede med noget, der ikke er et
folk, vække deres trods med et tåbeligt folk.” Dette skriftsted har nu stået
ved magt i 1500 år, så at vi tåbelige hedninger, som ikke var Guds folk, nu er
Guds folk. Det sætter jøderne i vildt raseri, og derved er de, som dog havde
været Guds folk og rimeligvis skulle være det, blevet ”ikke Guds folk”.
For nu at
gøre os færdige med Haggajs ord: Her er det kraftigt bevist, at Messias,
hedningernes Chemdâh, er kommet på den tid, da dette
tempel stod, sådan som de gamle forstod ordene, og de nulevende jøders tomme,
intetsigende forklaringer også vidner om, idet de ikke véd noget at sige derimod
undtagen det, hvormed de taler til skam for sig selv. For den, som kun giver et
tomt, koldt og grundløst svar, vidner og dømmer om sig selv, at han har tabt
sin sag, og det havde tjent ham bedre at tie stille med mindre skam end at
svare med udenomssnak til sin egen store skam. Sådan siger nu Haggaj (2,
Hvor kvindens
afkom er eller kommer, bringer han nemlig røre og uro med sig. Som han siger i
evangeliet (Matt 10, 34): ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred på jorden, men
sværd og uenighed”, og han fratager den stærkt bevæbnede hans ejendom (Luk 11,
22), mens han før havde fred i sit hus. Det kan han nu ikke finde sig i, og så
udvikler det sig til, at engle kæmper med djævlene i luften og mennesker med
mennesker på jorden, alt sammen for kvindens afkoms skyld. Og selv om der også
desforuden er megen forstyrrelse, krig og uro i verden, så er det kun en ringe
ting for Gud, fordi det ikke drejer sig om dette afkom, hvorimod alle engle
tager del i det førstnævnte røre.
Da nu tiden
for dette afkoms eller Messias' komme næsten var inde, siger Haggaj ”om kort
tid”, dvs.: Hidtil har uroen kun været i mit folk Israel, altså i en ringe
afkrog, dette folk har Djævelen altid villet opsluge og har hidset alle
omkringboende konger imod det. For han vidste nok, at det forjættede afkom, som
skulle volde ham strid, var i dette folk, derfor har han altid villet oprive
det og har anstiftet den ene opstand, modgang, krig og uro efter den anden.
Nuvel, det varer nu kun ganske kort, så vil jeg skaffe ham nok af uro, og den
uro, jeg vil anrette, skal ikke gælde mit folk alene, i den ringe afkrog, men
så langt som himmel og jord strækker sig, hav og tørt land, dvs. både hvor der
er vådt og tørt, på fastlandet og øerne, på havet og vandene, dvs. hvor der er
mennesker, eller, som han siger: alle hedninger vil jeg ryste, så at alle engle
kæmper med alle djævle i himlen eller i luften, og alle mennesker strides med
alle mennesker på jorden om kvindens afkom.
Jeg vil
nemlig lade Chemdâh komme til alle hedninger, ham vil
de elske og hænge ved ham, som 1 Mos 49, 10 siger: ”hedningerne skal tilfalde
ham” og derimod være Djævelen, den gamle slange, fjendsk og falde fra ham. Her
vil det da gå, som det må gå, når verdens gud og fyrste vredes og bliver
fnysende vild, fordi han må overlade Chemdâh og Shiloh, kvindens afkom, sit rige, sit hus, sit husgeråd,
sine gudstjenester, sin magt. Lad hvem der vil læse historien lige fra Kristi
tid om, hvordan først jøder og hedninger, derefter kætterne, så Muhamed og nu
paven har raset og endnu ”raser imod Gud og hans Messias” (Sl 2, 2), så vil han
forstå, hvad Haggaj her siger om uroligheder. Der har ikke været den afkrog i
verden eller det sted i havet, hvor evangeliet ikke har lydt og bragt Chemdâh dertil, som Sl 19, 4 siger: ”Der lyder ingen ord,
ingen tale, uden at deres røst høres; deres røst når ud over hele jorden, deres
ord til verdens ende.” Og Djævelen viste sandelig også, at han var på pletten
med mord ved tyrannerne, med løgn ved kætterne og med al sin djævelske
snedighed og kraft, som han stadig øver, for at forhindre og fordrive
evangeliet. Derom drejer striden sig.
Jeg vil se
nærmere på denne strid og begynde med den fine lille frugt Antiochus
Epifanes (den Ædle). For fra Haggajs til Antiochus' tid er der hen ved 300 år. Det er den korte tid,
hvor de havde fred, for de persiske konger gjorde dem meget godt, og heller
ikke Aleksander voldte dem fortræd, og de stod på en god fod med hans efterfølgere
lige til Antiochus, det afskum, med ham begyndte
ufreden og ulykken, og ved ham søgte Djævelen at udrydde kvindens afkom, han
”udrenser”, plyndrer Jerusalem, templet, landet og folket, vanhelliger templet
og huserer, som hans gud, Djævelen, driver ham. Og med det er næsten al lykke
forbi for jøderne, og den er aldrig vendt tilbage i sin tidligere stand og
kommer heller aldrig igen.
Dette tjener
til at gøre jødernes forklaring forståelig, når de siger, at ”alle hedningers Chemdâh”, nemlig guld og sølv, er kommet ind i dette
tempel. Det betyder, at havde de tidligere konger skænket noget til det, så har
denne konge bortfjernet det alt sammen, og sådan har de fordrejet forklaringen
for at den skal sige, at alle jøders Chemdâh har Antiochus bragt ud blandt hedningerne, så at disse Haggajs
ord ikke kan forstås om alle hedningers skjorte, kjortel eller kappe. For efter
disse 300 år eller denne korte tid og fra da af har de aldrig fået meget af
hedningerne, men har måttet give dem meget, indtil romerne snart derefter kom
til, og de gjorde det helt forbi og indsatte Herodes til konge over dem. Hvad
han gav dem, fandt de vel ud af, og altså har de siden Antiochus'
tid kun nydt ganske lidt fred. Og Daniel standser også ved denne Antiochus, som om han vil sige: Nu er det forbi, og alt er
ude, nu står Messias for døren, han, som vil gøre forstyrrelsen jo længer des
større.
Men den
skændige Antiochus nøjes ikke med at plyndre og
vanhellige templet, han undertrykker også Schevet
eller Sultan, fyrsten af Davids hus, nemlig den sidste fyrste Johannes Hyrkan, så at ingen af hans efterkommere igen kommer på
Davids trone eller til styret, kun Saphra eller Mehokek forbliver endnu indtil Herodes, så at det fra nu af
så ud til, at Davids hus's lys var slukket, og der ikke længere var Sultan
eller Scepter af Judas stamme. Det var vel rigtignok også næsten forbi, endnu
var der alligevel omtrent 150 år til Messias' komme. Men i almindelighed går
det jo sådan til, at når noget er ved at bryde sammen, knirker og knager det først
lidt. Sådan er det også gået her med Judas scepter i dets sidste tid, det er
blevet svagt, har knirket og knaget i disse 150 år, indtil det helt bortfaldt
under romerne og Herodes. Og sådan har Judas fyrster levet uden herskermagt
blandt de almindelige borgere, måske også i armod, for Maria, Kristi moder i
Nazaret, roser sig i Luk 1, 48 af, at hun var en ringe, fattig ung pige.
Dog er det
også sandt, at makkabæerne kæmpede mod Antiochus og sejrede (hvilket Daniel 11, 34 omtaler som en
lille hjælp) og med det kom til styret på Davids trone, de var præster af Levis
og Arons stamme. Nu kan man med god grund sige, at den kongelige og præstelige
stamme er blandet, for vi læser i 2 Krøn. 22, 11 om Josaba,
kong Jorams datter og kong Ahasjas
søster, at hun var ypperstepræsten Jojadas ægtefælle,
af Salomons kongestamme som en podekvist indpodet i den præstelige stamme, og
er blevet én stamme, ét træ med ham. I betragtning af, at hun har været
stammoder for alle præsten Jojadas efterkommere og en
ægte Sara for præsteslægten, kunne makkabæerne vel
kaldes Davids slægt og børn på mødrene side, for hvad der hidrører fra moderen,
udgør en del af os lige så fuldt som hvad der hidrører fra faderen, som man
også regner med i andre lande. Sådan er vor kejser Karl konge af Spanien som en
arv fra moderen, ikke fra faderen, hans fader Filip var hertug af Burgund, ikke
som arv fra faderen Maximilian, men fra moderen
Maria.
Sådan kalder
nu David alle Jojadas og Josabas
børn for sine børn, sønner og døtre af natur, fordi Josaba
nedstammer fra hans søn Salomon, og han er gennem makkabæerne,
Salomons æt, ved kvindelinien igen kommet til styret og sceptret, hvorfra han
var faldet ved Ahasja af mandslinien, og er forblevet
derved indtil Herodes, som kuldkastede og udryddede både Sultan og Saphra eller Sanhedrin. Dér
ligger nu Judas scepter og Mehokek, og Davids hus
ligger i mørke, både mands- og kvindelinien. Derfor må Messias, det rette
Davids lys, nu være til stede, den rette søn, som fra den tid af i al evighed
skal opretholde Davids hus og være dets lys, sådan som Gud har sagt i 1 Mos 49,
10, at Judas scepter skal forblive, indtil Messias kommer, og at Davids hus
skal bestå for evigt og ikke udslukkes. Men som sagt må Gud alligevel for
jøderne gælde for en løgner, som den, der endnu ikke har sendt Messias, som han
dog havde lovet og svoret.
Yderligere
siger Gud ved Haggaj (2, 8-10): ”Jeg fylder dette hus med herlighed. Husets
kommende herlighed bliver større end den tidligere, siger Hærskarers Herre.”
Sandt er det, at der er blevet dette Tempel stor herlighed til del i de 300 år
før Antiochus, idet persernes og Aleksanders
efterfølgere, kongerne i Syrien og kong Philadelphus
i Ægypten, skænkede meget gods dertil, men alligevel kunne det på ingen måde
måle sig med Salomons første tempel i herlighed, her må være en anden
herlighed, ellers ville dette Salomons tempel langt, langt overstråle det. Dér
var jo også guld og sølv i overflod, hvortil kommer arken, nådestolen og
keruberne, Moses' tavler, Arons stav, himmelbrødet i guldkarret,
Arons klæder, fremdeles Urim og Tummim,
den hellige olie, hvormed man salvede kongerne og præsterne (Burgen, Dan). Og da Salomon indviede dette tempel, faldt
ild ned fra himlen og fortærede offeret, og templet fyldtes med tåge (sådan
kaldtes det) af den guddommelige herlighed, som viste sig nærværende deri, som
Salomon siger sammesteds (2 Krøn. 6, 1): ”Herren har sagt, at han vil bo i
mørket.” For sådan havde han gjort i ørkenen over Moses' tabernakel.
Af disse
herligheder - som langt overgår guld og sølv - har der ikke været nogen i
Haggajs tempel, og dog siger Gud, at der skal være større herlighed her end
dér. Lad nu jøderne fortælle, hvem der har udgjort denne større herlighed. Ikke
et kny kan de her komme frem med andet end hvad teksten siger og hvad deres
forfædre, de gamle jøder, også bekendte, at hedningernes Chemdâh,
Messias, er kommet, mens dette tempel bestod, og med sin nærværelse højligt har
æret det, som vi kristne véd, at vor Herre Jesus Kristus, den rette Chemdâh, i det er blevet ofret af sin moder, og at han ofte
selv har undervist og gjort undere i det. Det er den rette tåge, hans rene
menneskenatur, hvori Gud nu har vist sig og ladet sig høre og se. Selv om de
blinde jøder driver spot med det, er vor tro dog bekræftet derved, indtil de påviser
en anden herlighed ved dette tempel, større end denne alle hedningers Chemdâh. Det vil de gøre, når de nu får bygget det tredje
tempel, dvs. når Gud bliver en løgner, Djævelen sandheden, og når Jerusalem
igen tilhører dem, men heller ikke før.
Josephus skriver, at Herodes har nedrevet Haggajs tempel
til grunden, fordi det ikke var opført prægtigt nok, og opført det på ny, så
herligt som Salomons tempel har været eller endnu herligere. Jeg tror gerne
historien, men der mangler dog stadig de ting, som blev opregnet ovenfor, fra
den ophøjede gamle helligdom, nemlig arken, nådestolen, keruberne osv., om det
så også bestod udelukkende af diamanter og rubiner. Desuden, fordi Herodes ikke
havde nogen befaling fra Gud om at bygge det, men som en ugudelig fjende af Gud
og hans folk foretog dette byggeri af lutter forfængelighed og hovmod, til ære
for sig selv, så har alt hans byggeri og virke i Guds øjne ikke været så meget
værd som den ringeste sten, som Serubabel efter Guds
befaling har lagt til templet. Og uden tvivl har han gjort sig fortjent til
stor nåde ved at nedbryde og vanhellige det tempel, der var givet befaling til,
og som var opført og indviet ved Guds ord, og ved uden Guds ord og befaling at
ville opføre det langt prægtigere. Selv om Gud af hensyn til det sted, han
havde udvalgt til templet, har ladet det stå og tilladt, at han ved at nedbryde
det gamle tværtimod giver et slemt varsel om, at Israels folk fremtidigt skulle
miste templet, Guds ord og det alt sammen og i stedet dyrke alskens pragt af
denne verdens art under skin af gudsdyrkelse.
Dette tempel
har heller ikke blot haft ringere herlighed end Salomons, det er også i alle
måder blevet mere vanhelliget end det og fyldt med skændsel. Først imod
jødernes vilje, da Antiochus tog alt, hvad der var
deri, og opstillede en afgud på altret, ofrede svinekød og gjorde templet til
en svinesti og et afguderisk kaos og anrettede et grufuldt myrderi i Jerusalem,
som var han Djævelen selv (1 Mak l, 57 ff.), som Daniel (11, 31) havde
forudsagt. Ikke ringere skændsel øvede romerne og i særdeleshed uhyret Caligula, der også anbragte sin vederstyggelighed i
templet, hvad Daniel omtaler (9, 7 og 12, 11). En sådan skam og skændsel er
ikke tilføjet Salomons tempel af hedninger og fremmede, så at det bliver svært
at se, hvordan Haggajs ord (2, 10) kan være sandt: ”Jeg vil fylde dette tempel
med større ære, end det første tempel havde”, idet man vil indvende, at det har
været fyldt med mere skændsel end det første, når man vil tale om udvortes,
håndgribelig ære. Derfor må der komme en anden herlighed til, hvis Haggaj skal
have ret.
For det andet
har også jøderne selv vanhelliget dette tempel, værre end det forrige
nogensinde er blevet det, nemlig med åndeligt afguderi. Lyra og flere andre
skriver mange steder, at jøderne efter hjemkomsten fra Babylon ikke har drevet
afguderi eller begået så grove synder som profetmord som før. Med det vil han
bevise, at årsagen til denne deres landflygtighed må være en endnu større synd
end afguderi, profetmord osv., nemlig at de har korsfæstet Messias. Dette
argument er rigtigt, godt og stærkt. Men at de ikke har myrdet profeter skyldes
ikke mangel på ond vilje, men at de ikke længere havde nogen profet, som
fordømte deres afguderi, griskhed og lastefuldhed - derfor kunne de ikke myrde
nogen profet, skønt den sidste profet, Maleachi, som
begyndte at dadle præsterne, nok kun med nød og næppe er sluppet derfor - hvis
han da er sluppet!
Men afguderi
har de bedrevet i dette tempels tid, grueligere end i det forriges - ikke det
grove, håndgribelige afguderi, som Zakarias 5, 2.6. afmaler det under navn af
det flyvende brev og det bortfarende skæppemål, og
til sidst i 11, 12 og 12, 10 profeterer om skændselsgerninger, om hvordan de
for 30 sølvmønter vil sælge Gud og gennembore ham, herom andetsteds. Er det
ikke skændigt nok, at præsterne på samme tid fordrejer Guds bud på det
skammeligste? Sig mig, hvilket afguderi der kan sammenlignes med denne
afskyelighed, hvorved Guds ord gøres til løgn! Det er det samme som at opstille
falske guder og give dem Guds navn, hvilket det 2. bud (2 Mos 20, 7) forbyder:
”Du må ikke misbruge Guds navn.”
Ikke desto
mindre skriver dog deres Talmud og rabbinerne, at
drab ikke er nogen synd, hvis en jøde dræber en hedning, men nok, hvis han
dræber en broder i Israel, og hvis han ikke holder sin ed til en hedning, er
det ikke synd. Ligeså med at stjæle og røve fra hedninger (som de gør ved deres
åger) - det er en gudvelbehagelig handling. De mener nemlig, at fordi de er den
ædle æt og de omskårne helgener og vi derimod forbandede hedninger, kan de ikke
drive det for groft med os eller forsynde sig mod os, da de er verdens herrer
og vi deres slaver, ja deres kvæg.
Kort sagt,
som deres rabbinere lærer, siger også vore evangelister os, at de har ophævet
det 4. bud om at elske fader og moder (Matt 15, 4ff.) og (Matt 23, 2ff.) drevet
megen skændig lærdom, foruden hvad Kristus siger iflg. Matt 5, 19ff., at de har
prædiket og udlagt de 10 bud så skændigt og havde givet vekselerere og kræmmere
plads i templet og drevet alskens ågervirksomhed i det, så at vor Herre Kristus
sagde, at de havde gjort Guds hus til en røverkule. Forestil dig nu, hvilken
skøn ære det er og hvor fuldt af herlighed huset har været, så at Gud måtte
kalde sit eget hus en røverkule, fordi så mange sjæle er blevet myrdet ved
deres griskhed og falske lære, dvs. ved dobbelt afguderi. Ved denne lære hænger
jøderne også nu til dags og gør som deres fædre, forvansker Guds ord, skraber
til sig, ågrer, stjæler, myrder (hvor de kan komme til det) og lærer deres børn
bestandigt at gøre ligeså.
Alligevel er
det ikke dette tempels største skændsel. Den første og største skændsel af alle
er, at mens dette tempel bestod, var nogle ypperstepræster og en hel sekt
saddukæisk, dvs. epikuræisk, og troede ikke på nogen engel, Djævel, himmel,
Helvede eller noget liv efter dette. Og sådanne folk skulle beklæde
præsteembede og gå ind i templet i præstedragt, ofre, bede og afbrænde røgelse,
prædike for folket og herske over det. Sig mig, hvor meget værre kan Antiochus have været med sin afgud og sin ofring af
svinekød end disse vellystne svinepelse? Hvad bliver der nu af Haggajs ord, at
dette tempel skal overgå Salomons i herlighed? En regulær svinesti kan i Guds
øjne og for en sund forstand kaldes en kongesal imod
dette tempel på grund af disse store, gruopvækkende, uhyrlige svin.
Hvor langt
ærligere skriver og lærer ikke de hedenske filosoffer og tillige digtere, ikke
alene om Guds styrelse og om det kommende liv, men også om de timelige dyder,
idet de lærer, at et menneske af naturen har pligt til at tjene sin næste, også
at holde sit ord til fjenderne og i særdeleshed i nødstilfælde at være tro og
hjælpsom, som Cicero og hans standsfæller lærer. Ja, jeg tror, at i tre fabler
af Æsop, i den halve Cato, i nogle komedier af Terentius findes der mere visdom og belæring om gode
gerninger, end der findes i alle talmudisternes og rabbinernes bøger og i
samtlige jødiske hjerter.
Her vil nogle
nok mene, at dette er for meget sagt - nej, det er ikke for meget, men alt for
lidt, for jeg ser i deres skrifter, hvor de forbander os hedninger, og i deres
synagoger og bønner ønskes os alt ondt. De berøver os vor ejendom og guld ved
åger, og hvor de kan, viser de os al mulig ondskabsfuld falskhed og, hvad der
er det værste, mener at handle ret og rigtigt, og at de tjener Gud med det og
lærer, at man skal handle sådan. Ingen hedning bærer sig sådan ad, det gør
ingen andre end Djævelen selv eller de, som han har besat, som han har gjort
det med jøderne.
Burgensis, som har været en højlærd rabbiner blandt dem,
men som ved Guds nåde er blevet kristen, hvilket er forunderligt, er meget
rystet over, at de forbander os kristne så grueligt i deres synagoger (hvad
Lyra også skriver) og slutter deraf, at de ikke kan være Guds folk, for hvis de
var det, ville de gøre som de fangne jøder i Babylon, til hvem Jeremias skrev
sådan (29, 7): ”Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort
til, og bed til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt.” Men
vore bastarder og falske jøder mener, at de må forbande os, hade os og gøre os
al den skade, de kan, skønt de ingen årsag har dertil. Derfor kan de bestemt
ikke være Guds folk. Derom mere siden.
For nu at
vende tilbage til Haggajs tempel - det er en afgjort sag, at der aldrig er
tilføjet noget hus en grovere, skammeligere vanære end den, der overgik dette
hellige gudshus ved sådanne skamløse svin, som saddukæerne og farisæerne var.
Alligevel kalder Kristus det Guds hus, fordi de fire grundpiller er hans.
Derfor må der som modvægt mod denne store skændsel have været en anderledes
stor herlighed end sølv og guld, og af en anden art. Hvis ikke, står det
dårligt til med Haggajs profeti om, at dette tempels herlighed skal overgå
Salomons tempels. Og i den nævnte umådelige skændsel er der ingen herlighed at
finde undtagen denne Chemdâh, som skal komme om kort
tid og overstråle skændselen med sin herlighed. Jøderne kan ikke pege på nogen
og må forstumme her.
Her må jeg
bryde af og overlade til andre at overveje de sidste af Haggajs ord, hvor han profeterer,
at ”på dette sted, siger Herren, vil jeg give fred” - om dette kan forstås om
tiden fra Antiochus til denne tid, hvor jøderne har
haft al mulig ulykke og stadig lever i landflygtighed, for der skal jo være
fred på dette sted, siger Gud. Stedet er der jo stadig, men templet og freden
er borte - jøderne skal nok vide at forklare det! Mig fortæller historien, at
før Antiochus har der i 300 år ikke været synderlig
fred, og derefter lige til denne time slet ingen, undtagen hvad der var på makkabæernes tid. Men dette overlader jeg til andre.
Daniel
Til sidst må vi høre den store profet Daniel. Med ham
taler en bestemt, navngiven engel, Gabriel. Noget sådant findes ikke i de gamle
skrifter. Der må være en særlig grund til, at englen nævnes ved navn. Han siger
til Daniel (9, 24):
”Halvfjerds uger er fastsat
for dit folk og for din hellige by,
før overtrædelserne bliver tøjlet,
synden bragt til ophør
og skylden sonet,
før den evige retfærdighed kommer,
før profeternes syner bliver beseglet,
og det højhellige bliver salvet.”
Disse indholdsrige ord kan vi ikke behandle nu, skønt de
hører til de allervigtigste i hele Skriften, og alle har da også beskæftiget
sig med dem, som rimeligt er, da de ikke alene fastslår tiden for Kristi komme,
men også profeterer, hvad han skal udrette, nemlig borttage synd, bringe
retfærdighed, og udrette dette ved sin død, og de gør Kristus til den præst,
som bærer al verdens synd. Alt dette, gentager jeg, må vi nu lade stå hen og,
som vi har foresat os, tale om den tid, om hvorvidt denne Messias eller præst
er kommet, eller om hans komme endnu forestår - dette for at styrke vor tro
over for alle djævle og mennesker.
For det
første er der nu fuldstændig enighed om, at disse halvfjerds uger ikke er dag-uger, men år-uger, så
Er dette nu
sandt - som det dog vel må være, da der efter Jerusalems ødelæggelse ikke er
nogen af de halvfjerds uger tilbage - så må Messias være kommet i tiden før
Jerusalems ødelæggelse, mens der endnu var nogen tid tilbage, nemlig den sidste
uge, som teksten herefter siger klart og tydeligt. Efter den 7. og 62. uge,
m.a.o. efter 69 uger og altså i den sidste, 70. uge vil Kristus blive dræbt,
dog sådan, at han bliver levende på ny. For, siger englen, i netop denne sidste
uge skal han ”slutte en stærk pagt”, og det kan han ikke gøre, så længe han er
død - levende må han være. At ”slutte en stærk pagt” kan ikke betyde andet end
at opfylde Guds forjættelse, givet til fædrene, nemlig at udbrede den
velsignelse, som var tilsagt Abrahams efterkommere, blandt alle hedninger, som
englen havde sagt i det foregående syn, at synerne og forjættelserne skulle
forsegles, dvs. opfyldes. Dertil behøves en levende Messias, som dog først skal
være dræbt. Men det vil jøderne ikke vide af, derfor lader vi det i denne omgang
stå hen og holder fast ved, at Messias må være kommet på dette tidspunkt af de
halvfjerds uger, hvilket jøderne ikke kan nægte.
Her har vi
nemlig deres bøger og den pålidelige historie, som beviser, at ikke blot nogle
få jøder, men hele jødesamfundet har holdt på, at Messias på den tid måtte være
kommet eller være ved at komme, som vi skal høre. Da Herodes ved romernes hjælp
med magt blev konge i Juda og Israel, indså jøderne nok, at
med det ville Judas scepter ophøre, og de strittede
stærkt imod, og i disse 30 år - så længe værgede de sig - blev mange tusinde
jøder dræbt og meget blod udgydt, inden de blev trætte og overgav sig.
Imidlertid så jøderne sig om efter deres Messias, og der gik også et rygte om,
at Messias var født, hvilket da også var sandheden, for i Herodes' 30. år er
vor Herre Kristus født. Men Herodes kvæler rygtet med magt, dræber alle småbørn
i Betlehem og omegn, så at vor Herre måtte bringes i sikkerhed i Ægypten. Han
dræbte også sin egen søn (fordi han havde en jødisk moder) af frygt for, at
Judas scepter skulle genoprettes ved ham og vinde jødernes tilslutning, fordi
der havde verseret et sådant rygte om den nyfødte Kristus (som Philo af Aleksandria skriver).
Mere end 30
år efter fremstår Johannes Døberen fra ørkenen og prædiker om Herren, at han
ikke alene er født, men allerede på færde iblandt dem for at regere snart efter
ham, sådan som vore evangelister beskriver det. Derpå er han der pludselig
selv, prædiker, gør store undere, så at jøderne håber, at
nu sker det, nu er Shiloh kommet.
Men ypperstepræsterne, lederne og deres tilhængere tog anstød af hans person,
fordi han ikke drog omkring som en mægtig konge, men som en fattig tigger.
Deres forestillinger gik nemlig ud på, at Messias skulle samle jøderne og ikke
alene støde den fremmede konge fra magten, men også med sværdet undertvinge
romerne og den hele verden og gøre dem til mægtige fyrster over alle hedninger.
Da disse forestillinger slog fejl, mishagede det den ædle slægt og de omskårne
helgener, som mente, at riget var lovet dem, og at de ikke kunne opnå det ved
denne tiggers hjælp. Følgelig foragtede de ham og anerkendte ham ikke.
Men da de
foragtede Johannes' og hans - Messias' - prædiken og undere og spottede dem som
Beelzebubs gerninger, ødelagde og forbitrede han fuldstændigt det hele for dem,
gjorde dem bebrejdelser og udskældte dem med hårde ord (hvad han dog ikke
skulle have gjort) for begærlige, onde, ulydige børn, falske lærere,
folkeforførere m.m., kort sagt for øgleunger og djævleyngel, hvorimod han
omgikkes venligt med syndere, toldere, hedninger og romere, så at det så ud som
om han var en fjende af Israels folk og ven med hedninger og kæltringer. Da
blussede deres vrede op imod ham, da blev de rasende, forbitrede, gale og
giftige imod ham og fattede til sidst planer om at dræbe ham, hvilket de også
gjorde ved at korsfæste ham så forsmædeligt som muligt, og lod i den grad deres
forbitrelse gå ud over ham, at selv hedningen Pilatus bemærkede det og
erklærede, at de fordømte og dræbte ham, skønt han var uskyldig, af had og nag,
uden grund.
Da de nu
havde henrettet denne falske Messias (som de ville have ham regnet for), opgav
de alligevel ikke den indbildning, at Messias måtte være til stede eller ganske
nær. De knurrede bestandigt mod romernes herredømme. Snart opstod det rygte, at
Jesus, som de havde dræbt, var genopstået og først nu forkyndtes rettelig, frit
og åbenlyst, som Messias, og folket i Jerusalems by sluttede sig dertil,
ligeledes hedningerne i Antiochia og overalt på
landet. Nu fik de travlt, de måtte forbyde denne døde Messias og hans folk, for
at man ikke skulle tro, at han var opstået som Messias, og tillige måtte de
modstå romerne, for at deres Messias, som de håbede på, ikke for evigt måtte
undvære sceptret. Her opstod en rasen imod de
kristne, dér opstand mod romerne. Hermed tilbragte de hen ved 40 år, indtil
romerne blev tvunget til at ødelægge landet og byen. Og på grund af denne
indbildning om deres falske Kristus og deres forfølgelse af den sande Kristus
mistede de 1.100.000 mand, som Josephus skriver,
tillige med landet, byen, sceptret, templet, præsteskabet og alt, hvad de
havde, på den grueligste måde
Dette store,
frygtelige nederlag, som det er en gru at læse og høre om, burde jo rimeligvis
have gjort dem møre og ydmyge - jovist! De blev syv gange hårdere, værre og
stoltere end før. Dertil virkede også, at de, spredt rundt om som de var, måtte
se, hvordan de kristne med deres Messias daglig forøgedes og blev flere, og
Moses' ord i 5 Mos 32, 21 opfyldtes i fuldt mål for dem: ”De har ægget min vrede
med noget, der ikke er Gud, vakt min trods med deres tomme
guder. Derfor vil jeg ægge deres vrede med noget, der ikke er et
folk, vække deres trods med et tåbeligt folk.” Og Hoseas 2: ”Jeg vil kalde
det, som ikke er mit folk, for mit folk, men I skal ikke være mit folk, og jeg
vil ikke være eders Gud.” Og de holdt stejlt og hårdnakket fast ved, at de
ville have deres egen Messias, som hedningerne ikke skulle rose sig af at have
del i, og ville udrydde den Messias, som både jøder og kristne roste sig af, så
de begav sig rundt i hele verden gennem romerriget, og i hver en krog, hvor de
kunne opsnuse en kristen, trak de ham for dommeren og råbte op imod ham (fordi
de ikke kunne gøre mere efter at have mistet både domstol og magt), indtil de
fik ham dræbt, hvorved de udgød såre meget kristenblod og skabte martyrer uden
tal, også uden for romerriget, i Persien og hvor de kunne.
De holdt
imidlertid stadig fast på den indbildning, at Messiastiden
måtte være inde, fordi Daniels halvfjerds uger var udløbet og Haggajs tempel
ødelagt, alligevel ville de ikke vide af personen Jesus af Nazaret, derfor
udkårede de sig sporenstregs en særlig Messias i fællesskab. Det gik sådan til:
De havde en rabbi eller talmudlærer ved navn Akiba, som stod i høj anseelse hos dem som højlærd frem for
alle rabbinere, en gammel, grånet, hæderlig mand, han lagde megen vægt på
Haggajs og Daniels ord (Hag 2, 6ff., Dan 9, 24ff.), ligeledes Jakobs i 1 Mos
49, 1, og hævdede, at der måtte være en Messias i folket, tiden og Skriften
viste det, og han udvalgte én, som havde tilnavnet Kochab,
hvilket på tysk betyder en stjerne (Burgen nævner
hans rigtige navn Heutoliba). Han er velkendt i
historien og kaldes Ben Kozba eller Bar Kozban, han måtte være deres Messias og var også meget
villig dertil. Så sluttede alle rabbinerne og hele folket sig til ham, de
sammenrottede sig fortrøstningsfuldt, rustede sig stærkt og ville rense verden
for både kristne og romere, for nu havde de den Messias, som var efter deres
smag og behag, og som de omtalte skriftsteder forkyndte.
Dette røre
begyndte omtrent 30 år efter Jerusalems ødelæggelse under kejser Trajan. Og rabbi Akiba var Kochabs profet og drivende kraft, han opildnede, tilskyndte og drev stærkt på ham, henførte alle Skriftens
ord om Messias til hans person og erklærede: Du er Messias! Især benyttede han Bileams ord 4 Mos 24, 17-19 til fordel for ham på grund af
hans tilnavn, da han jo hed Kochab, dvs. stjerne. For
sådan taler Bileam i ånden på det nævnte sted: ”En stjerne træder frem fra
Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel, den skal knuse Moabs
tindinger og issen på alle Set-sønnerne. Edom bliver erobret, hver flygtning fra Se'ir
tilintetgøres. Jakob skal kue sine fjender, Israel skal sejre.”
Det var
rigtigt en prædiken for en sådan vild og gal ustyrlig pøbel, skikket til at
ophidse den til gavns, som det også skete. Og for at det rigtig skulle stå fast
og ikke fejle, gjorde endogså den højlærde, ansete rabbi Akiba
- den gamle nar og gæk! - sig til Kochabs drabant og
våbendrager, Armigerum kalder historikerne ham, har
jeg ikke oversat det rigtigt til tysk, så lad en anden gøre det bedre! Det skal
jo betegne den, som er kongen eller fyrsten nærmest med sit værge i felten
eller kampen, til hest eller til fods, selv om der her er noget mere, fordi han
også er en profet og - ligesom hos os - en Münzer. Her sidder nu Judas scepter
og Messias og er ganske visse i deres sag. Deres uvæsen drev de i endnu hen ved
30 år, idet Kochab altid lod sig kalde kong Messias,
og han slagtede overmåde mange kristne, som ikke ville fornægte vor Messias,
Jesus Kristus. Tillige voldte hans anførere romerne besvær, hvor de kunne, især
kan det nævnes, at i Ægypten
tilføjede de engang i Trajans tid den romerske
lands-høvding et nederlag. Ej, da svulmede deres hjerte, hjerne og bug, nu
måtte Gud være hos dem og med dem, og de erobrede en by ved Jerusalem ved navn
Bitter, i Skriften kaldet Beth Horon (Josva 10, 10).
Nu vidste de
ikke bedre end at deres Messias, kong Kochab, nu var
verdens herre, havde undertvunget de kristne og romerne og vundet alt. Men
kejser Hadrian sendte sin hær imod dem, belejrede Bitter, indtog den og
ihjelslog Messias og profeten, stjerne og mørke, herre og drabant, så at de
selv i deres bøger jamrer over, at i
Bitter var der to gange 80.000 mand, som blæste i trompeter og var høvedsmænd
over store skarer, og der skal være dræbt 4.000.000 mand, foruden dem, der blev
dræbt ved Aleksandria, af dem skal der have været
1.200.000. Men jeg tror, at de skyder langt over målet, jeg vil forstå det
sådan, at de 2 gange 80.000 trompetblæsere har været tapre våbenføre mænd i
striden, hver for sig dygtige til at anføre mange og store skarer på
slagmarken, ellers lyder det djævelsk løgnagtigt.
Efter dette
nederlag, som har været meget eftertrykkeligt, kaldte de selv Kochab deres falske Messias, Kozab,
det rimer og lyder næsten som Kochab. Sådan skriver
nemlig deres talmudister: Du skal ikke læse Kochab,
men Kozab. Derfor hedder han nu i alle historier Kozban. Kozab betyder ”falsk”,
det var jo slået fejl for ham. Sådanne rimerier er jo
almindelige i alle sprog. Om denne historie skriver også vor Eusebius (Kirkehistorie 4. bog, 6. kapitel), nævner Barcochabes og siger, at det var et stort og frygteligt
slag, at jøderne blev så fuldstændig fordrevet fra landet, at de med deres
ugudelige øjne ikke mere kunne se deres fædreland i det fjerne, om de så steg
op på de højeste bjerge.
Denne
grufulde historie beviser tilstrækkeligt, at hele jødesamfundet har forstået,
at Messiastiden var inde, da de halvfjerds uger var
udløbet, Haggajs tempel ødelagt og sceptret veget fra Juda, som Jakobs, Haggajs
og Daniels ord (1 Mos 49, 10, Hag 2,
Da nu to så
farlige, frygtindgydende forskansninger var slået så grueligt fejl for dem,
først i Jerusalem under Vespasian, dernæst i Bitter
under Hadrian, skulle de dog efter al rimelighed være gået i sig selv, have
ydmyget sig og tænkt: Gud hjælpe os, hvordan går det dog til, at ifølge profeternes ord er Messiastiden oprundet og udrundet, og vi lider i den
anledning et så frygteligt nederlag. Hvad nu, om vore messiasforventninger om,
at han skulle være en sådan verdslig Kochab, har
været et bedrag, og at han er kommet på en anden måde eller i en anden
skikkelse? Hvad nu, om han var Jesus af Nazaret, ham, som så mange jøder og
hedninger har sluttet sig til, og som dagligt gør mange store mirakler? –
Javist! De blev syvfold hårdere og værre end før. Deres ideer om den verdslige
Messias skal være rigtige og ikke fejle, hellere må den fastsatte tid slå fejl
og alle profeter lyve, Jesus vil de ikke vide af, og om de så skulle forfalske
hele Skriften, ikke have nogen Gud og aldrig få nogen Messias, så vil de have
det sådan.
Derfor har de
fra den tid af vendt sig imod Skriften (fordi romerne har gjort dem magtesløse
og ukampdygtige) og fordristet sig til at fratage os
den ved at fordreje den og give den en ny, fremmed udtydning, er gået fra alle
tidligere fædre og profeter og tillige fra deres egen forstand, hvorved de har mistet
så mange hundredtusinde mænd, land og by, og er faldet i al slags jammer og har
i disse 1400 år ikke bestilt andet end at hvor de hos de kristne hørte om et
skriftsted, som blev udlagt som handlende om vor Messias, tog de det for sig,
hudflettede, sønderrev, korsfæstede og martrede det i håb om at påklistre det
en næse og forklædning, og behandlede det, som deres forfædre behandlede vor
Herre Kristus langfredag, for at Gud måtte komme til at stå som en løgner og de
selv som sandfærdige, som du ovenfor har hørt, hvordan de forsøgte på ti
forskellige måder at give Jakobs ord i 1 Mos 49 en anden mening, og ligeledes
vovede at forvanske Haggajs ord på mangfoldige måder, dér har du to sikre
eksempler, hvis du vil vide, hvor mesterligt jøderne tyder Skriften, for at den
ikke skal have nogen sikker mening.
Sådan har de
også mishandlet denne tekst fra Daniel. Jeg kan ikke opregne alle deres
skændige fortolkninger, men én vil jeg tage for mig, en som Lyra og Burgensis anser for den berømteste og mest udbredte blandt
jøderne, og som jøderne ikke kan fravige uden deres sjæles fortabelse. Den
lyder sådan: ”Halvfjerds uger”, siger Gabriel til Daniel (9, 24), ”er
fastsat for dit folk og for din hellige by, før overtrædelserne
bliver tøjlet, synden bragt til ophør og skylden sonet, før den
evige retfærdighed kommer, før profeternes syner bliver beseglet, og
det højhellige bliver salvet.” Dette er teksten, nu følger deres fortræffelige
udlægning:
Jerusalem
ødelægges om halvfjerds uger, og jøderne føres i landflygtighed af romerne, og
det sker, for at de ved denne udlændighed skal afstå fra deres synder og
straffes, gøre bod og fyldestgøre eller udsone den og sådan for evigt blive
fromme for derved at fortjene, at profeternes ord om Messias opfyldes og det
hellige tempel genopføres, osv.
Her hører du
for det første, at jøderne i deres umådelige hellighed fordrister
sig til at mene, at Gud vil opfylde sin forjættelse om Messias ikke af idel
nåde og barmhjertighed, men på grund af deres fortjeneste og gøren bod og for
deres overvættes fromheds skyld. Og hvad kan og skal Gud ellers gøre, den
stakkel? For da han af lutter nåde lovede Jakob, Daniel og Haggaj Messias,
vidste og tænkte han ikke på, at efter de halvfjerds uger og Jerusalems
ødelæggelse ville der fremstå sådanne store helgener, som ville fortjene
Messias af ham, så at han ikke af nåde, men for deres store renheds og
helligheds skyld måtte give dem Messias når, hvor og hvordan de ville. Så
overvældende står det til med jøderne, som efter de halvfjerds uger har gjort
bod og er blevet fromme.
Du kan også
sagtens tænke dig, at før og under de halvfjerds uger har der ikke været bod
eller fromhed, og at alle præsterne i Jerusalem er døde af sult, fordi der ikke
var nogen bod, intet syndoffer eller skyldoffer (som de jo skulle leve af), men
alt er opsparet, for at der efter de halvfjerds uger kunne tages fat på boden
og helligheden, desuden er der jo ingen synd, hvor der ikke er bod eller noget
at bøde for. Så må man igen undres over, hvorfra den synd dog er kommet, som de
bøder for efter de halvfjerds uger, når de dog hver dag har sonet alle
tidligere synder ved præsternes mangfoldige ofre (som var forordnet af Moses),
og først nu gjorde bod efter de halvfjerds uger, hvor hverken tempel, embede
eller syndoffer mere findes.
Men det
bliver bedre endnu. Gabriel siger (iflg. deres udlægning): Efter de halvfjerds
uger vil jøderne gøre bod og blive fromme, for at Messias ved deres fortjeneste
kan komme. Med det er det sagt! Hvis Gabriel taler sandt og ikke lyver, har
jøderne gjort bod og er blevet fromme og har gjort sig fortjent til Messias
lige siden de halvfjerds ugers udløb, for han siger, at det vil ske med jøderne
efter de halvfjerds uger. Hvordan skal vi nu forklare det? De bekender, ja de
klager over, at Messias efter de halvfjerds uger og lige til nu, efter hen ved
1468 års forløb, ikke er kommet, og endnu véd de ikke, hvornår han vil komme.
Så må de også bekende, at de i disse 1468 år efter de halvfjerds uger aldrig
har udsonet en synd eller er blevet fromme eller har fortjent Messias. Altså må
englen Gabriel lyve, når han sådan på Guds vegne lover, at efter de halvfjerds
uger skal jøderne gøre bod, blive fromme og fortjene Messias!
Ganske det
samme, nemlig at de aldrig af hjertet har gjort bod for en synd efter de halvfjerds
uger, beviser også Moses klart og tydeligt i 3 Mos 26, 40ff., 5 Mos 4, 29ff. og
30,lff., hvor han med mange skønne ord lover, at hvis de af hjertet omvender
sig og bekender deres synder, vil Gud igen bringe dem til deres fædreland, om
de så var spredt lige til himlens grænser, osv. Disse ord taler Moses på Guds
vegne, hvem man ikke må gøre til løgner. Da de imidlertid indtil nu ikke er
bragt tilbage til landet, er det sikkert, at de efter de halvfjerds uger endnu
aldrig af hjertet har udsonet nogen synd, og det må være løgn, at Gabriel
skulle have talt om deres bod, som de fejlagtigt fortolker det.
Desuden véd
vi også, at Gud af natur er så god, at i samme stund som mennesket af ganske
hjerte gør bod og angrer sin synd, er den ham tilgivet, som David siger i Sl
32, 5: ”Jeg sagde, at jeg vil bekende min synd for Herren, så tilgav han mig
min syndeskyld.” Vi læser også, at da profeten Nathan foreholdt David hans
synd, og David derpå sagde: ”Jeg har syndet” (2 Sam. 12, 13), tilgiver Nathan
ham straks og siger: ”Gud har tilgivet dig din synd.” Og om han end ofte ikke
borttager straffen så hurtigt som i Davids tilfælde, så lader han dog mennesket
være forvisset om syndernes forladelse, og var der ikke nogen profet eller
præst til stede, måtte snarere en engel komme og sige: Dine synder er dig
forladt, end at synderen i sin angst og under straffen skulle tabe modet eller
tvivle. Sådan ser vi også ved det babyloniske fangenskab, hvor nådigt og
faderligt han trøster dem, som bekender deres synder, for at de må kunne bære
straffen, og at straffen heller ikke kan vare længe, men må have sin fastsatte
tid, mål og ende, hvor den rette anger og bod er.
Men her hos
disse jøder er der ingen syndsforladelse, ingen profet, som giver dem
fortrøstning og forvisning derom, ingen fastsat længde for straffen, men kun
uophørlig vrede og unåde uden nogen barmhjertighed, så at det ikke alene er
løgnagtigt, men umuligt at forstå Gabriels løfter som om de gjaldt deres bod,
og endnu umuligere angående deres fortjeneste og retfærdighed.
Men hvorfor
spilde så mange ord og så megen tid? Kana’ans land er
knapt nok en almisse eller en brødskorpe imod alverdens riger. Alligevel har de
ikke gjort sig fortjent dertil ved deres bod, anger og retfærdighed, som Moses
siger 5 Mos 9, 6, at de ikke på grund af deres retfærdighed, men til trods for
deres halsstarrighed og ulydighed (altså som store syndere og uden fortjeneste)
alene ved Guds nådige løfte har indtaget landet, og dog var de på den tid på
toppunktet af deres fromhed og godhed, som Hoseas (11, 1 ff.) og Bileam (4 Mos
24, 5ff.) berømmer dem for, de havde Moses, Aron, gudstjenesten, profeter, Gud
selv med hans undere, himmelbrød, vand af klippen, om dagen skyen, om natten
ildsøjlen, uopslidelige klæder og sko osv. Og det nuværende grumsede bundfald,
den væmmelige bærme, det indtørrede skum, rådne bundvand og den mudderpøl, som
jødedommen nu er, skulle med sin bod og retfærdighed fortjene alverdens riger,
dvs. Messias og profetiernes opfyldelse, nu da de intet har af det, vi nævnede
før, og intet er undtagen et råddent, stinkende bundfald af fædrenes slægt.
Kort og godt:
Moses og alle sande israelitter har fastslået ordene om Messias som givet af
idel nåde og barmhjertighed, uden bod og fortjeneste, som vi har set i de
førnævnte ord af Jakob, Daniel og Haggaj (1 Mos 49, 10, 2 Sam. 23,lff og Hag 2,
6), for heller ikke Daniel (9, 24ff) beder, begærer eller tænker her, at denne
herlige forjættelse om de halvfjerds uger skulle åbenbares ham, men langt,
langt over hans begæringer forkyndes den ham af nåde.
Heraf kan du
se, hvilken skøn bod jøderne har gjort siden de halvfjerds uger og stadig gør,
idet de begyndte med løgne og gudsbespottelser og bestandig fortsatte med og
endnu bedriver uden ophør. Hvem der har lyst, kan her tage jødernes bod til
eksempel og begynde at sige: Gud og hans engle er løgnere, de taler om det, som
ikke er til - så vil du fortjene nåde, som de fortjener Messias!
Hvis de ikke
var så aldeles forblindede, skulle vel også deres egne forgrovede udvortes
livsvilkår overtyde dem om, hvilken slags bod de gør. De sidder jo fast i
trolddom, bedrageri med tegn, figurer og tetragram-navnet
(hvilket er afguderi), er opfyldt af misundelse og hovmod, er desuden tyve og
røvere, som hver dag ikke nyder en bid eller har en trevl på kroppen, som de
ikke har stjålet og røvet fra os ved deres fordømte ågervirksomhed, de lever
sådan hver dag med hustru og børn af tyveri og rov som ærketyve
og landevejsrøvere i al ubodfærdig tryghed. En ågerkarl er nemlig en ærketyv og landevejsrøver, som retfærdigvis burde hænges i
en galge syv gange højere end alle andre tyve. Ja, sandelig, om en så skøn bod
og fortjeneste skulle Gud fra himlen profetere ved sine hellige engle og gøre
sig til en skændig, skammelig løgner, for den ædle slægts og de omskårne helgeners
skyld, for at de kunne rose sig af at være helligede ved Guds bud, mens de dog
træder dem alle under fødder og ikke holder ét af dem.
Nu følger i
Daniels ord endvidere (9,
Ak, hvor latterligt
forekommer det de omskårne helgener, at vi forbandede hedninger fortolker og
forstår disse ord sådan, i særdeleshed da vi ikke har læst deres rabbinere,
talmudister og kochabister, som for dem gælder mere
end hele Skriften, for de gør det meget bedre, nemlig sådan, ”Så vid og mærk
dig nu af ordets udgang, at Jerusalem skal genopbygges ” (Dan 9, 25), dvs.:
Betænk og forstå det vel, at et ord er udgået om, hvordan Jerusalem skal
genopbygges. Det er ét. Endvidere: ”Indtil Messias, Fyrsten”, dvs. indtil kong Kores, ”er der syv uger” - det er igen ét. Videre: ”Og i 62
uger bliver torve og gader genopbygget, selv om i en trængselstid” - det er igen ét. ”Og efter 62 uger
dræbes Messias (dvs. kong Agrippa) og vil ikke være”
(dvs. vil ikke være konge, osv.)
Det er
unægtelig kedsommeligt at arbejde med så forvrøvlede løgne og narrestreger, men
jeg må give vore egne lejlighed til at tænke over rabbinernes djævelske
vilkårlighed ved behandlingen af disse herlige ord. Men her ser du altså,
hvordan de sønderskærer den tekst, som skal være sammenhængende, og
sammenknytter, hvad der er adskilt. Det skal nemlig hænge sammen på følgende
måde:
Vid og mærk
dig, at fra udsendelsen af ordet om, at Jerusalem skal genopbygges, indtil
Messias' tid er der 7 uger og 62 uger. Dette, siger jeg, skal hænge sammen og
være én tekst. Dernæst kommer: Så genopføres mure og gader i en kummerlig tid.
Det stykke, som står særskilt, hænger de på det foregående (62 uger), så at
murene og gaderne skal bygges i 62 uger.
Det må kaldes
gedigne kæltringestreger, det minder mig om en kæltring, om hvem jeg som ung
munk hørte, at han havde sønderdelt Fadervor på denne måde: Vor fader, i himlen
blive helligt, dit navn komme, dit rige ske, din vilje som i himlen sådan på
jorden. Denne sønderrivning af
teksten bedriver jøderne kun, fordi de gerne vil ødelægge Skriftens tekst for
os kristne, hvor de kan, selv om den derved også bliver uden nytte for dem
selv. For den lærer dem intet og forbliver lutter tomme ord, hvorved englen
udretter det samme, som hvis han slet intet havde sagt. Men de vil hellere være
disse trøsterige, salige ord foruden og lide skade, end at de skulle komme os
til nytte. På samme formastelige måde sønderdeler Karlstadt også sakramentordene, for at de ikke skal komme os til nytte.
Men det skal ikke hjælpe rabbinerne, disse natravne og ugler, det bitterste, vi
vil med Guds hjælp lægge deres tuden og løgne for
dagen og vil nu tage dem for os stykke for stykke.
Lad os nu se,
hvordan de sønderdeler teksten (Dan 9, 25): ”Du skal vide og forstå: Fra den
tid ordet om at genopbygge Jerusalem udgik.” Dette stykke skal ikke angive de
halvfjerds ugers begyndelse, men en betydning af det udstedte ord. Derpå følger
”indtil der kommer en salvet fyrste, er der syv uger.” Nu er det i alle sprog sådan,
at ordet ”indtil”, må have et eller andet udgangspunkt, men jøderne giver det
intet, de vil ikke gå ind på, at det skulle betyde ”fra ordets udgang indtil
Messias.” – Lad mig anføre en parallel:
Hvis nogen
her i Wittenberg på torvet siger til dig: Du har hørt en prædiken om Guds ord,
at kirken er hellig, betænk og mærk dig det vel - godt, du ser på hans mundtøj
og afventer, hvad mere han vil sige, for han må jo ville sige mere. Så begynder
han pludselig: Indtil mikkelsdag er der 7 uger, eller: Der er 3 mils vej til Halle. Nu stirrer du vist på ham og siger: Hvad nu? Er du
fra forstanden? Skal nu de 7 uger begynde på torvet eller de 3 mil fra
Wittenberg? Nej, svarer han måske, du må forstå det sådan: Fra St. Laurentius til mikkelsdag, og fra Bitterfeld
til Halle. Her kan du med god grund sige: Kys soen
bagi fra mig! Hvor har du lært at tale på den maner? Og hvordan passer de syv
uger sammen med, hvad du siger, at jeg skal lægge nøje mærke til den prædiken,
jeg hørte i Wittenberg?
Netop sådan
er det, rabbinerne her behandler englen Gabriels ord, som skal begynde som
følger: Indtil en salvet / Messias er der syv uger. Så kunne Daniel spørge:
Hvordan, min Gabriel? Skal de syv uger begynde nu, hvor du taler med mig? Nej,
svarer han, du må forstå det sådan, at de begynder fra Jerusalems ødelæggelse.
– Ja, I ædle omskårne rabbinere skal have tak, fordi I lærer englen Gabriel at
tale, som om han ikke kunne angive de syv ugers udgangspunkt, hvorom det her
drejer sig, lige så godt som deres midtpunkt og udløb, men Daniel måtte gætte
sig dertil. Jeg tror, at det vil mislykkes for ham. Skam få I, I uforskammede
rabbinere, som fordrister jer til at lægge Guds engel
jeres egen tåbesnak i munden, hvorved I bringer skændsel over jer selv og
beviser, at I lyver mod bedre vidende og driver spot med Guds ord. Men dette
angår kun det sproglige, lad os nu se på teologien.
Disse hellige
omskårne ravne siger, at de halvfjerds uger skal begynde fra Jerusalems første
ødelæggelse og ende med den anden. Hvad bedre kan de finde på, når de har
lukket øjne og øren, ikke rådspurgt Skriften eller historien, men blot talt ud
fra deres fantasis tankespind -sådan mener vi og sådan vil vi, at det skal
være, altså må Gud og hans engel vel også have sagt sådan - hvordan kan det slå
fejl? Vi er ravnene (”ravnbinerne”), som kan hamle op
med både Gud og engel!
Ja, det må
kaldes et ondsindet, fortrædeligt, gudsbespottende
folk, som med en så smuk bod kan gøre sig fortjent til Messias! Men lad os
lytte til deres visdom: De halvfjerds uger begynder fra Jerusalems ødelæggelse
ved kongen af Babylon. Den tid er gået. Derefter er der syv uger til Messias',
fyrstens, komme, dvs. til kong Kores. Den tid er også
gået. – Sig mig nu, hvor det står skrevet! – I skorstenen!
Her står i
denne soleklare tekst i begyndelsen af Daniels 9. kapitel (9, 1), at han fik
denne åbenbaring om de halvfjerds uger i mederen Darius' første år, da han havde erobret kongeriget i
Babylon, mens Jerusalems første ødelæggelse var sket vel halvfjerds år
tidligere, ligesom Daniel også siger tydeligt her, at ødelæggelsens halvfjerds
år, som Jeremias nævner (29, 10), var forløbet, det samme siger også 2 Krøn.
36, 22. Ikke desto mindre må to så klare Skriftsteder som Dan 9, 24 ff. og 2
Krøn. 36, 22 gøres til løgn, for at rabbinere kan få ret i, at de halvfjerds
uger må være begyndt godt halvfjerds år tidligere, før de blev åbenbaret
Daniel. Er det ikke fint udtænkt? Stol nu kun på rabbinerne, de grove, ulærde
æsler, som hverken ænser Skrift eller historie, men udspyr, hvad de vil, af deres
frække munde imod Gud og engel.
Da nu hermed
deres løgn og falske vilkårlighed er offentligt påvist, fordi de halvfjerds
uger, som er åbenbaret i mederen Darius'
første år, ikke kan begynde halvfjerds år tidligere fra Jerusalems ødelæggelse,
så er med det alle de løgne, som de fremfører på dette grundlag, også
omstyrtet, og de må, uden at fortjene tak derfor, lade os beholde Daniels ord
om de halvfjerds år rent og uforfalsket og selv have evig skam som løn for
deres vilkårlige, åbenbare løgn, for sammen med denne løgn bortfalder også den
anden, at de udtyder fyrsten Messias om kong Kores,
som skulle være kommet syv uger efter ødelæggelsen, mens han vel kom 10 uger,
dvs. halvfjerds år, efter ødelæggelsen, som 2 Krøn. 36, 22 samt Dan 9, 24 og
Ezra 1, 1 skriver.
Og selv om vi
ville antage det umulige, at de halvfjerds uger begynder fra Jerusalems
ødelæggelse, så kan dog den grove løgn ikke reddes derved, og her falder også
den tredje løgn sammen med de andre. De siger nemlig, at Kores
er kommet 52 år efter ødelæggelsen, det er syv uger og 3 år, dvs. 7 1/2 uge, de
river altså 3 år eller 1/2 uge fra de 62 uger og lægger dem til de første 7
uger, som om englen var en ren nar eller et barn, som ikke kunne tælle til 7 og
sagde 7, hvor han skulle sige 7 1/2. Hvorfor gør de nu det? For at det skulle
kunne gribes med hænderne, at de farer med løgn og sønderriver og fordrejer
Guds ord for os. Derfor vil de have, at Kores skal
være kommet 7 1/2 uge, som de kalder 7, efter ødelæggelsen, mens han dog som
sagt kom 10 uger, dvs. halvfjerds år efter.
Englen kan
heller ikke finde sig i, at man sådan plager og mishandler ugerne, så at man
fratager en af dem 3 år, så den kun beholder 4, og
giver de 3 år til en anden, som har 7 år og altså nu får 10 og med det bliver 1
1/2 uge. Han siger jo nemlig: De halvfjerds uger er udtrykkelig fastsat og
optalt og afregnet.
Endnu mindre
vil han finde sig i den fjerde løgn, at Kores her
skulle kaldes Messias, selv om den anden løgn blev stående, nemlig at Kores var kommet efter syv ugers forløb (dvs. 52 år), for
her står englens klare og tydelige ord: halvfjerds uger er fastsat over dit folk og din by, hvormed han vil sige: I andre kapitler har jeg talt om
fremmede folk og konger, men her i disse ord om de halvfjerds uger taler jeg om
dit folk, din by og din Messias. Og den, som siger noget andet og taler om et
andet folk og andre konger, han er en bevidst og uforbederlig løgner.
Denne fjerde
løgn river også den femte med sig i faldet, når den løsriver de syv uger fra de
62, for de skal hænge sammen, og der er ingen grund til at skille dem ad, især
da løgnen om kong Kores er glippet - det var jo for
hans skyld, de river de 7 uger fra de 62, for at de kunne give ham 7 - dvs. 7
1/2. På hebraisk er Skriftens måde at tælle årene på nemlig følgende: Først det
ene, derpå det andet tal på årene, dog alt sammen ved siden af hinanden, hvorpå
der er mange eksempler i 1 Mos 5,
Det latinske
og det tyske sprog forhindrer ypperligt en sådan sønderriven derved, at de ikke
gentager ordet ”år” så ofte, men hægter tallene sammen og siger (1 Mos 25, 7):
”Abraham levede 175 år.” Sådan også her: ”Fra ordets udgang indtil Messias,
Fyrsten, er der 7 og 62 uger”. Disse tal skal hænge sammen og udgøre ét tal
indtil Messias, Dog har englen en grund til at omtale det hele tal som 7 uger
og 62 uger, hvor han kunne have sagt 9 uger og 60 uger og på mangfoldige andre
måder såsom 5 uger og 64 uger, 6 uger og 63 uger osv. Han må nemlig have de syv
uger til opførelsen af mure og stræder i Jerusalem, og de 62 indtil den sidste
uge, hvortil det hele sigter, for i den skal Messias dø og indstifte pagten.
Med det
falder også den sjette løgn til jorden. Den siger, at Jerusalems mure og gader
bliver genopført i løbet af de 62 (minus 3 år) uger, det ville blive indtil den
sidste uge, hvorefter (som de nu lyver for syvende gang) Jerusalem på ny
ødelægges, for med den sidste uge er alle halvfjerds udløbet. Og altså havde
Jerusalem ikke været opbygget mere end én uge, altså syv år. Lyv friskvæk, jøde, og gener dig ikke! Imod dig står Nehemias
(3,lff) med sin bog og vidner, at han har bygget murene, indsat portene,
inddelt byen og selv indviet den med megen herlighed. Tillige blev templet
fuldført i Darius' sjette år (Ezra 6, 15). Endvidere
fandt Aleksander Magnus byen Jerusalem for længst fuldført, endnu langt mere
fandt den ædle frugt Antiochus den fuldført og
templet rigt udstyret, da han så grusomt udplyndrede det.
Derpå falder
den ottende grove løgn bort. De udtyder nemlig Englens ord i Dan 9, 26 - ”Og
efter 62 uger dræbes Messias uden dom” - på følgende måde: Messias er kong Agrippa, han er blevet dræbt og har efter sin død intet, og
der er ikke kommet nogen konge efter ham. Hvorfor er Messias ikke lige så godt
kejser Nero, som ved denne tid er død uden arvinger?
Hvordan vil dog Gud, som har sandheden kær og selv er Sandheden, tåle en så
skændig åbenbar løgn, når selv et menneske, som er en løgner og falskner eller
i hvert fald ikke har så stor kærlighed til sandheden, finder en sådan løgn
utålelig! Og denne ottende løgn er en flerfoldig
løgn, for det første fordi den i så kort en tekst udtyder Messias snart på én,
snart på en anden måde. Her må han være Kores efter
de 7 uger, dér Agrippa efter de 63, ret som om englen
var en nar, som for hvert tredje ord ville diske op med endnu en Messias!
Nu hørte vi
ovenfor, at englen ikke taler om et fremmed folk og en fremmed by, men, siger
han, om dit folk og din by taler jeg. Derfor må vi i dette skriftsted se
Messias ikke som to personer, men som én, og det som ham, der er dette folks og
denne bys Messias, nemlig Juda's Shiloh,
efter at sceptret er bortveget, Davids søn, Haggajs Chemdâh.
Ja, sådan må vi forstå teksten, den tillader ikke nogen anden tydning. Agrippa var jo ikke konge i Jerusalem, langt mindre Messias
før den sidste uge, dvs. efter 7 og 62 uger. Romerne havde af nåde og
barmhjertighed givet ham et lille landområde hinsides Jordan, og romernes
landshøvding styrede landet Judæa, Feliks, Festus, Albinus (ApG 23, 24,24,
27) osv. Heller ikke blev Agrippa dræbt efter de 62
uger. Kort sagt, alt hvad de siger, er løgn!
Da de nu
bekender, og er nødt dertil, at en Messias er blevet dræbt efter de 62 uger,
m.a.o. i den sidste uges første år, og da det ikke kan være Agrippa
(som de gerne ville have det til for at bestyrke deres løgne) eller en anden,
så kunne jeg lide at se, hvor de vil hente en. Det må være en, som har været
til stede inden udløbet af de halvfjerds uger, og som er blevet dræbt efter 62
uger, og desuden tilhørende deres folk, som Gabriel siger, og uden tvivl af den
kongelige Juda-stamme. Nu havde de jo siden Herodes'
tid ikke haft nogen konge af deres folk eller stamme, det står fast. Og dog vil
Gabriel også være sikker i sin sag og fastholde en Messias af deres folk.
Hvordan kan det gå til?
Jeg går
videre. De indrømmer selv, at de fra Jerusalems første ødelæggelse til den
sidste ikke har haft nogen Messias, dvs. nogen salvet konge (Messias betyder
den Salvede). For den hellige salveolie, som Moses skriver om i 2 Mos 30,
22ff., og hvormed man salvede konger og præster, fandtes ikke mere efter den
første ødelæggelse. Derfor har Zedekias været den
sidste salvede konge, hans efterkommere var fyrster og ikke konger, indtil Herodes,
med hvem sceptret ophørte, og så skulle Shiloh komme,
den rette Messias.
Lad os få
fejet løgnene fuldstændigt ud - Daniel siger i 9, 27: ”Han vil slutte en stærk
pagt med de mange i én uge.” (det er den sidste uge). Her kommer de med deres
niende løgn, de siger: Romerne har sluttet en fred og våbenstilstand med
jøderne denne sidste uge eller de syv år, men da jøderne gjorde oprør, kom
romerne tre år efter og ødelagde Jerusalem. Ja, hvordan skal Gabriel nu klare
sig med sit udsagn om, at freden eller våbenstilstanden (som de fortolker ordet
”pagt”) skal bestå i 7 år? Har den ikke bestået længere end 3 år, lyver Gabriel
jo med sine 7 år eller sin sidste uge. Hermed er sagt, at disse uforbederlige
løgnere falskelig retter denne beskyldning mod englen Gabriel ud af deres
forløjede hjerter. Hvad mon det er for en våbenstilstand? Eller fred? Man
behøver blot at læse Josephus og historien, så vil
man se, hvordan romerne dræbte mange tusinde jøder længe før, og at der ikke
var nogen fred, indtil de blev nødt til at ødelægge Jerusalem og landet.
Den tiende og
sidste løgn er, at Jerusalems ødelæggelse skal vare ved til stridens ende. Det
udlægger de: indtil den strid, hvori deres Messias skal dræbe Gog og Magog og erobre hele
verden. Det er en ynkelig, afmægtig løgn, død allerede før fødselen. Hvis man
nemlig fastholder, at Messias er kommet inden udløbet af de halvfjerds uger, så
er deres løgn tilintetgjort allerede for 1500 år siden, og jøderne lader ikke
ét af Gabriels ord stå uden at gøre det til løgn, med undtagelse af, hvad
englen siger om Jerusalems ødelæggelse, at de nu tror på og lader det stå ved
magt, vil ingen takke dem for. Men da de endnu havde Jerusalem, troede de det
langt mindre, end de nu tror på vor Messias, uagtet at det er spået tydeligt nok
her i Dan 9, 24 ff. og Zak 14,
Af alt dette
ser vi nu, at Daniel med sine halvfjerds uger står fast og sikkert som en jernmur og en urokkelig klippe for os og imod jødernes
løgne og krumspring og holder på, at den rette Messias må være kommet, før de
halvfjerds uger var til ende, var dræbt og atter blevet levende og i den sidste
uge havde oprettet Guds pagt (for hvad skulle Daniel her sige om hedningernes
pagt, som dog på den tid ikke engang fandtes?) og med det taget afsked med byen
og folket efter de halvfjerds ugers forløb, så at de snart efter blev
sønderrevet af romerne og folk og regering aldeles ødelagt, som englen her
siger (Dan 9, 24): ”Der er aftalt eller fastsat halvfjerds uger for dit folk og
din by” - og med det slut.
Nu kan
jøderne lyve og udtyde meget for at fastholde deres vildfarelse over for en så
klar og tvingende tekst - det er de vel nødt til. De tidligere løgne er jo i
sig selv gjort til skamme, men om de så i 100.000 år ville lyve og tage alle
djævle til hjælp, måtte de dog for bestandigt stå til skamme, for det er
umuligt at pege på en Messias på de halvfjerds ugers tid, - hvad Gabriels
åbenbaring dog tvinger til - hvis det ikke skal være vor Herre Jesus Kristus.
Derom er vi forvissede, sikre og glade og byder med et fingerknips alle
helvedes porte trods, ja alle verdens porte og alle mægtige, kloge og vise, som
vil eller ønsker at være imod os. Jeg, en simpel, ringe helgen i Kristus,
fortrøster mig til ganske alene at modstå dem alle og at forsvare det med et
let, fornøjeligt arbejde udført som i søvne. Men at omvende Djævelen og hans
tilhængere er umuligt og er heller ikke befalet os, det er tilstrækkeligt at
afsløre deres løgne og bringe sandheden for lyset. Den, som ikke selv for sin
sjæls skyld vil tro sandheden, kan for min skyld gerne lade være.
Med disse
fire skriftsteder, Jakobs, Davids, Haggajs og Daniels ord (1 Mos 49, 10, 2 Sam.
Men med det
er der givet os kristne et skræmmende eksempel på den guddommelige vrede, som
Paulus siger i Rom 11, 20, for at vi skal frygte Gud og holde hans ord i ære,
mens nådens tid varer, for at det ikke skal gå os lige så skændigt eller værre,
som vi også allerede noksom har erfaret med pavedømmet og Muhamed. På jøderne
kan man jo se, hvor let Djævelen, når man falder fra Skriftens rette mening,
kan lede folk i en sådan blindhed og formørkelse, at selv naturlig fornuft og endog
uforstandige dyr kan fornemme og begribe det. Og alligevel skal de, som dagligt
lærer og hører Guds ord, ikke indse det, men anse det - blindheden og
formørkelsen - for det sande lys. Ak, Herre Gud, vær os nådig!
Hvis jeg
skulle gendrive alle de øvrige jødiske trosartikler, måtte jeg måske skrive
lige så meget og så længe imod dem, som de har opdigtet løgne, dvs. mere end
2000 år. Ovenfor har jeg fortalt, hvordan de fordærver deres omskærelse med
tilføjelser og udsletter deres herkomst med deres hovmod, ligeledes vanhelliger
de deres sabbatter og alle deres fester. Kort sagt, de spiser, drikker, sover,
våger, står, går, klæder sig på eller af, bader, beder, lovpriser, og alt, hvad
de lever eller foretager sig, er så tilsølet af rabbinske smudsige påfund og
falsk tro, at Moses vel knapt kan kendes hos dem mere, ligesom under pavedømmet
Kristus og hans ord også hos os knapt var kendeligt, fyldt som det var af
menneskepåfund som en slags utøj. Men lad for denne gang dette være nok om
deres løgne imod læren eller troen.
|
Guds navn - Tetragrammet
Det
hebraiske ord for HERREN er JHWH |
Bagtalelser
Til sidst vil vi også se på deres løgne imod personer,
selv om de hverken gør deres lære værre eller bedre, enten de er fromme eller
onde. Jeg tænker på deres løgne om Vorherres person og tillige om hans kære
moder og om os og alle kristne. Det er den slags løgne, som Djævelen bruger,
når han ikke kan få ram på læren, går han løs på personen, lyver, bagtaler,
bander og raser imod dem, ligesom papisternes Beelzebub gjorde imod mig, da han
ikke kunne modstå mit evangelium, skrev han, at jeg var besat af Djævelen, at
jeg var en skifting, min kære moder en hore og en tarvelig pige. Og så snart
han havde skrevet det, var det ude med mit evangelium, og papisterne havde
vundet. Sådan måtte Johannes Døber (Matt 11, 18) og Kristus selv (Joh 7, 20)
være besat af Djævelen og gælde for samaritaner, og med det var straks
Johannes' og Kristi lære falsk og farisæernes den rette, sådan er det gået alle
profeter. Også nu for nylig, da den lumske mordbrænder fra Wolfenbüttel,
næst efter kardinalen af Mainz den hellige romerske kirkes mest mageløse
helligdom og klenodie, havde smædet og bagvasket kurfyrsten af Sachsens og
landgreven af Hessens personer på det groveste, var
det straks ude med dem begge, men han, den hellige mand, alle kongers konge,
blev kronet med rudekrans og guld, så tungt, at han ikke kunne bære det og
måtte flygte.
Den, som vil
vinde en dårlig sag, skal derfor bære sig sådan ad og ligesom de letfærdige
lovtrækkere gør for domstolen, når penge-griskheden og guldfeberen besætter
dem, udskælder og lyver de friskvæk om personen, så
er sagen vundet. Som hin moder lærte sit barn: Kære søn, kan du ikke vinde, så
sæt splid! Det er den slags løgne, hvor løgneren ikke tager fejl eller er i
tvivl om hovedsagen (hvilket også kan hænde i trossager), men selv er ganske
klar over, at han lyver, og gør det med vilje, mod personen, og slet ikke har i
sinde at føre noget bevis, hverken tilsyneladende eller virkeligt, hvad han
heller ikke kan.
Sådan gør
jøderne også i dette tilfælde, nok så frejdigt skælder de ud, lyver og forbander
personen på trods af deres egen samvittighed, med det har de for længst vundet
deres sag, så Gud har måttet bønhøre dem, så at de nu i hen ved 1500 år har
siddet i Jerusalem i en gylden stad, sådan som vi tydeligt ser, og er verdens
herrer, alle hedninger kommer strømmende til, med deres Chemdâh,
kapper, bukser og sko, lader sig myrde af de ædle herrer og fyrster af Israel,
overlader dem land og folk og alt, hvad de ejer og har, mens de selv forbander
disse hedninger, bespytter dem og ønsker ondt over dem.
Og hvis de
ikke løj, forbandede, overspyttede, smædede og bagtalte personerne så skændigt,
kan du nok tænke, at Gud ikke havde bønhørt dem, og at de for længst havde tabt
deres sag, ikke måtte være herrer i Jerusalem, men være spredt i alverden, ikke
se Jerusalem, men ernære sig ved løgn, bedrag, tyveri, åger og alskens udyder blandt de forbandede hedninger. Så stor virkning har
det, når man forstår at forbande personen, selv om sagen er ond og håbløs. Agt
derfor ikke jødernes eksempel ringe, når du har en slet sag. De er Israels ædle
fyrster, som formår alt, når de har tabt deres sag, men kan forbande disse
hedninger til gavns.
For det
første beskylder de vor Herre Kristus for at være en troldmand og et Djævelens
barn, fordi de ikke kan bestride hans undergerninger, og gør, hvad deres fædre
gjorde og sagde, at han uddrev djævlene ved Beelzebub (Matt 9, 34), alle
djævles fyrste. Og her har de meget at lyve om og opdigte, om Guds navn, Tetragrammet, at vor Herre Kristus har kunnet udtyde det
(hvad de kalder Schemhamphoras), og den, som kunne
det, formåede at gøre alskens undere, men de kan ikke anføre et eneste eksempel
på, at der nogensinde har været et menneske, som ved sådanne Schemhamphoras har gjort et eneste under, som var blot en
myg værd, så at det er ganske håndgribeligt, at de, som de uforbederlige
løgnere de er, simpelthen opdigter den slags imod vor Herre, for hvis der
virkelig fandtes en sådan regel om Schemhamphoras,
måtte dog andre før eller efter hans tid have udøvet den, hvorfra kunne man
ellers vide, at Schemhamphoras havde en sådan kraft?
Men det bliver for vidtløftigt, så jeg vil, når jeg bliver færdig med denne
bog, udsende en særskilt pjece om, hvad Purchetus har
skrevet derom. Der sker dem kun deres ret, når de forkaster Guds sandhed og i
stedet må tro på sådanne skændige, tølperagtige, naragtige løgne og i stedet
for Gudsordets skønne ansigt må kigge Djævelen i hans
kulsorte bags løgnehul og tilbede stanken derfra.
Dernæst
fratager de ham hans navn. Jesus betyder nemlig på hebraisk Frelser eller
Hjælper. De gamle sachsere har brugt navnet Helprich eller Hilpricht, der har
samme betydning som Jesus-navnet, nu til dags ville vi nok sige Hülfrich, dvs. den, som nok kan og vil hjælpe. For at ærgre
os gør jøderne det, at de kalder ham Jesu, som på hebraisk ikke er et navn
eller ord, men tre bogstaver, ligesom cifre eller talbogstaver,
som hvis jeg f.eks. tager de tre talbogstaver CLV som
tal og danner ordet Clu af dem - det er 155. Sådan
siger de Jesu, hvilket er 316. Dette tal skal derefter give et andet ord, hvori
der står ”Hebel Vorik”. Hos
Antonius Margaritha kan du læse mere om, hvilke
djævlekunster de bedriver med sådanne tal og ord.
Når nu en
kristen hører, at de siger Jesu, som det jo undertiden må ske, fordi de må
veksle ord med os, så tror den kristne, at de nævner navnet Jesus, men de mener
talbogstaverne Jesu, altså tallet 316 i spotteordet ”Vorik”. Og når de
sådan har sagt ”Jesu” i deres bøn, spytter de 3 gange på jorden til ære for vor
Herre og for alle kristne, ud af deres store kærlighed og andægtighed. Men
samtaler de indbyrdes, så tilføjer de: ”Deleatur
nomen ejus”, på godt tysk: Gud tilintetgøre ham!
Eller: Alle djævle bortføre ham!
På samme vis
handler de også mod os kristne, når vi kommer til dem og de tager imod os, fordrejer
de ordene: ”Seid Gott willkommen!” - vær velkommen for Gud! - og siger: ”Sched willkommen”, hvilket
betyder ”Kom, Djævel” eller ”Her kommer en Djævel”. Da vi ikke forstår
hebraisk, udgyder de altså i hemmelighed deres had over os, mens vi tror, at de
taler venligt med os, bander de os ned i helvedes ild og al ulykke. Sådanne
fornemme gæster har vi stakkels fromme kristne i jøderne i vort land, skønt vi
dog mener dem det godt og gerne gjorde vort bedste for dem, både for legeme og
sjæl, og alligevel må finde os i mange grove overgreb fra deres side.
Dernæst
kalder de Kristus en horeunge og hans moder Maria en hore, som har avlet ham i
ægteskabsbrud med en smed. Skønt jeg gør det ugerne, må jeg bruge så grove ord
over for den lede Djævel. Nu véd de udmærket, at de lyver alt dette sammen af
had og ondskab, kun for at de dog kan forgifte deres arme ungdom og de jævne
jøder mest muligt imod vor Herres person, for at de ikke skal gå over til hans
lære (som de ikke kan bestride). Alligevel vil de være det hellige folk, som
Gud på grund af deres retfærdighed må give Messias. Gud siger i det syvende
bud, at man ikke må vidne falsk mod sin næste, ikke lyve og bedrage, ikke smæde
eller bagtale, heller ikke sine fjender. For da Zedekias
ikke holdt sit ord til kongen af Babylon, blev han strengt irettesat for sin
løgn af Jeremias (21,lff) og Ezekiel (12,lff) og af samme grund ynkeligt taget
til fange. Men vore ædle verdensfyrster og omskårne helgener har på trods af
Guds bud opdigtet denne skønne lære, at de frit må lyve, bagtale, forbande,
skænde, myrde, røve og øve alskens ondskab, når, hvordan og mod hvem de vil.
Gud kan selv holde sine bud, den ædle slægt og det omskårne folk må handle
derimod af hjertens lyst og alligevel handle godt og rigtigt med det og have
fortjent Messias og himlen derved. Lad Gud og alle engle kun prøve at knurre
derimod, endsige da at Djævelen og de forbandede hedninger skulle dadle det som
uret. Her er jo den ædle slægt, som ikke kan synde eller være underkastet Guds
bud!
Men hvad har dog
den stakkels pige Maria gjort dem? Hvormed vil de bevise, at hun er en hore?
Hun har ikke gjort andet end at føde en søn, som hedder Jesus. Er det da en ond
gerning, at en ung ægtehustru føder et barn? Eller skal alle, som føder et
barn, kaldes horer? Hvad bliver der af deres kvinder og af dem selv, er de også
alle sammen horer og horeunger? – Hør, I forbandede hedninger, det er en helt
anden sag, véd I måske ikke, at jøderne er Abrahams ædle slægt, omskårne og
konger i himmel og på jord? Hvad de siger, er rigtigt. Om der så blandt de
forbandede hedninger var en jomfru så ren og hellig som englen Gabriel, og den
ringeste af de ædle fyrster sagde, at hun var en ærkehore
og værre end Djævelen, så måtte det være sådan, der behøvedes intet andet bevis
end dette. En ædel flab af Abrahams æt har sagt det, hvem vover at sige nej
dertil? Og modsat: Var der en ærkehore af jødernes
ædle blod, så hæslig som Djævelen selv, så var hun, om det sådan behagede de
ædle herrer, renere end nogen engel. For det står i de ædle herrers magt at
belyve, smæde, skænde, spotte og forbande de fordømte hedninger efter behag og
derimod at velsigne, ære, love og prise sig selv, om så Gud selv var af en
anden mening. Gud i himlen og alle engle må le og danse, når de hører en jøde
slippe en vind, for at du, fordømte hedning, fra nu af kan vide, hvilken
herlighed en jøde er. Hvordan turde de ellers så frækt skælde Maria ud for en
hore, skønt de ikke vidste af nogen skyld hos hende, hvis de ikke havde denne
magt til at træde Gud og hans befaling under fødder?
Lad nu os to,
som de fordømte hedninger vi er, fortælle en grov lignelse, hvorved vi, skønt
vi er blinde hedninger, måske kunne få en smule begreb om deres fremragende
klogskab: Hvis jeg havde en kusine eller anden nær kvindelig slægtning, om hvem
jeg intet ondt vidste eller nogensinde havde hørt, og andre folk, som jeg var
uvenner med, roste denne min slægtning, holdt hende højt i ære, anså hende for
en fortræffelig, from, ærbar, rosværdig kvinde, så at de endogså ville sige om
mig: Det fæhoved fortjener ikke at have en så god og retskaffen kvinde til
kusine, han skulle rettere have en tæve eller hunulv
til kusine. Og når jeg så hørte så megen ros om hende og mod bedre vidende
begyndte at sige: ”Hun er den værste hore, de lyver alle sammen om hende!” og
ønskede, at alle skulle tro mig alene, uden mindste bevis, skønt jeg vidste med
sikkerhed, at jeg som en samvittighedsløs løgner talte sådan imod min
ulykkelige kusine, og forbandede alle, som ikke troede mine løgne (som jeg selv
i hjertet måtte kalde for løgn!) - sig mig: Hvad ville du mene om mig? Blev du
ikke nødt til at sige, at jeg ikke var et menneske, men et uhyre, et afskyeligt
umenneske, som ikke fortjente at se solen, løvet, græsset eller en eneste
skabning, ja, du ville vel mene, at jeg var besat af djævle, fordi jeg dog,
hvis jeg vidste noget skændigt om min kusine, skulle søge at dække derover, som
var det min egen skam, hvis det blev bekendt - sådan gør jo dog alle andre
mennesker, og skønt nu ingen, heller ikke jeg selv, vidste andet om hende, end
hvad der var al ære værd, havde jeg alligevel travlt med at lyve min slægtning
en opdigtet skandale på, som om hun var et skarnsmenneske - og det uanset, at
skandalen ville falde tilbage på mig selv!
Netop sådanne
mennesker - om jeg ellers kan kalde dem sådan - er disse ædle omskårne helgener
også. Vi hedninger, som de hader, bekender, at Maria ikke er vor, men de fra
Abraham nedstammende jøders nære kødelige slægtning, vi lovpriser hende højlig,
men de har travlt med at tilsvine hende, det bedste de har lært. Hvis der nu
fandtes én ægte blodsdråbe af Israel i disse skændige jøder, tror du så ikke,
at de ville sige: ”Hvad er det dog, vi gør? Har hendes søn forbitret os, er hun
så skyld deri? Hvorfor bagtaler vi hende - hun er dog vort eget kød og blod!
Sagen er vel snarere, at han er en from moders vanartede søn!” - Nej, sådanne
fornuftige mennesketanker anstår sig ikke for så hellige folk, men kun lutter
djævelske, ondsindede, løgnagtige tanker må de have, for at de derved kan vise
sig som sande bodfærdige og hurtigt gøre sig fortjent til deres Messias, som de
nu har fortjent i 1500 år.
Men de går
videre med deres løgne og beskylder ham og hans moder for, at hun har undfanget
ham i utide. Den sag behandler de med megen giftighed, bitterhed og ondskab.
Moses skriver i 3 Mos 20, 25, at en kvinde, når hun har sin renselse, skal
holde sig fra sin mand og han fra hende, under dødsstraf. Hvad der undfanges i renselsestiden, bliver nemlig også uduelig, forkrøblet
livsfrugt såsom vanvittige børn, fødte tåber, vantrivninger, skiftinger og den
slags mennesker, som for livstid har en forstyrret hjerne. Med det vil jøderne
nu forhåne os kristne med påstand om, at vi ærer en person, som helt fra moders
liv er en tåbe, eller en vantrivning, som Messias. Sådanne vanvittige, fordømte
hedninger anser disse yderst forstandige, omskårne og højtoplyste helgener os
for. Nuvel, det er Djævelens egne tanker og ord.
Spørger du
nu, hvorfor de skriver alt dette, eller hvad der er grunden dertil? Oh, du
uvidende, fordømte hedning, skal du først spørge om det? Er det måske ikke
tilstrækkeligt, når du hører, at det er de ædle omskårne hellige, der siger
det? Har du endnu ikke lært, at et så helligt folk, som er fritaget for alle
Guds bud, ikke kan synde, om de så lyver, krænker, bagtaler, myrder hvem de
vil, også Gud selv og alle hans profeter - det er alt sammen kun en skøn
gudsdyrkelse! Har jeg ikke lige fortalt dig, at en jøde er et så kosteligt
klenodie, at når han lader én gå, danser Gud og alle engle, og om han gør noget
grovere end det, må det alligevel regnes for en gylden Talmud,
og hvad der går neden - eller ovenud af et så helligt menneske, skal de
fordømte hedninger sandelig betragte som idel helligdom.
Og hvis ikke
en jøde var noget så ædelt og kosteligt, hvordan skulle han så kunne foragte
alle de kristne samt deres Messias og hans moder så dybt og tilsmudse dem med
så frække, giftige løgne? Om de dog ville regne os for lige så gode som gæs og
ænder, siden de altså ikke vil anse os for mennesker, disse varmhjertede, rene,
kloge helgener. For en galskab som den, de tilskriver os, ville jeg ikke engang
tillægge et svin, som dog tilsøler sig med skarn fra top til tå, og hvis ædelse
heller ikke er af den reneste slags. Men det kan da kaldes for Guds frygtelige
vrede at lade nogen falde i en så grundløs, djævelsk, infernalsk, rasende
ondskab, avind og hovmod. Og om jeg skulle hævne mig på Djævelen selv, kunne
jeg ikke udpønske så megen skade og ulykke som den, hvormed jøderne er hjemsøgt
på grund af Guds vrede, så at de må lyve og bagtale så nedrigt i strid med
deres egen samvittighed. Men de får med det deres løn for, at Gud altid har
skullet være løgner for dem.
Sebastianus Munster meddeler også
i sin bibeloversættelse, at der skal være en hadefuld rabbi, som kalder Kristi
elskelige moder ikke Maria, men Haria, en mødding. Og
hvem véd, hvad de ydermere fortæller hinanden, og som vi ikke kender til? Man
ser nok, at Djævelen hidser dem til allehånde løgne og bespottelser, så ondt
som han vel kan optænke. Derfor under de heller ikke den dyrebare Maria, Davids
datter, hendes rette navn, skønt hun intet ondt har gjort dem, hvordan skulle
de da kunne unde hende liv, gods og ære? Og hvad kan de unde os forbandede
hedninger, når de ønsker deres eget kød og blod, som er uden skyld, al mulig
skændsel og ulykke, skønt de intet ondt véd om hende?
Ikke desto
mindre vover de at træde frem for Gud med et sådant hjerte og skident mundtøj,
at nævne hans hellige navn, at bede, anråbe ham om at bringe dem tilbage til
Jerusalem, sende Messias, dræbe alle hedninger og give dem alverdens gods. At
Gud ikke slår til med torden og lynild og pludselig opbrænder dem med ild som
med Sodoma og Gomorra, skyldes kun, at det er for ringe en straf for en sådan
ondskab. Derfor slår han dem med åndelig torden og lynild, som Moses bl.a.
skriver i 5 Mos 28, 28: ”Herren vil ramme dig med sindssyge, blindhed og
vanvid.” Ja, det er de rette tordenøkser: Vanvid, blindhed og sindssyge.
Selv om nu
disse gruelige, skændige, bespottelige løgne gælder Vorherres og hans dyrebare
moders personer i særdeleshed, så tænker de dog tillige på os alle personligt
og tiltænker os den værste hån og spot, fordi vi ærer en sådan Messias, som
forbandes og bespyttes så skændigt af dem, at de ikke anser ham for værdig til,
at de eller noget menneske skulle nævne, endsige da ihukomme ham.
Nu ville jeg
dog gerne spørge: Hvad har dog den arme mand Jesus gjort de hellige folk? Har
han været en falsk lærer, som de påstår, så har han jo fået sin straf derfor,
han har fået, hvad der tilkom ham, han har sonet og betalt og fyldestgjort
derfor med en forsmædelig død på korset. End ikke en forbandet hedning i hele
verden behandler dog en stakkels død mand, som har lidt straffen for sin
misgerning, med vedvarende uafbrudt forfølgelse og spot. Hvordan går det da
til, at disse allerhelligste, velsignede jøder handler langt værre end de
fordømte hedninger? Først derved, at de erklærer, at Jerusalem ikke er ødelagt
og de selv ikke i fangenskab på grund af den synd, at de har korsfæstet Jesus.
De fastholder nemlig, at de handlede godt og rigtigt, da de gav forføreren den
ham tilkommende straf, og at de derved har gjort sig fortjent til Messias.
Hvordan kan nu den døde mand, som nu har udstået sin straf, gøre for, at vi
hedninger er så gale og tåbelige at ære ham som Messias? Hvorfor udkæmper de
ikke den strid med os, overbeviser os om vor dårskab og beviser deres egen
ophøjede himmelske visdom? Vi er dog aldrig flygtet for dem, vi står stadig her
og byder deres hellige visdom trods, kan de gøre noget, så lad os se det! For
det sømmer sig dog ikke, at de så fejt kryber i et musehul og dér sidder i ly
og bander og skælder ud.
Men jeg
vender tilbage til mit spørgsmål: Hvad har den arme Jesus gjort de
allerhelligste Israels børn, siden de ikke kan holde op med at forbande ham
efter hans død, hvormed han betalte? Er det måske fordi de ikke vil finde sig
i, at han skulle være Messias? Åh nej, han er jo død, de har selv korsfæstet
ham, og en død kan ikke være Messias. Måske forhindrer han dem i atter at komme
ind i deres land? Heller ikke! Hvordan skulle en død kunne forhindre det? Men
hvad er så grunden? – Det skal jeg sige dig: Det er Moses' lynild og torden,
som vi nævnede før (5 Mos 28, 28): ”Herren vil ramme dig med sindssyge, blindhed
og vanvid”, og den evige ild, hvorom profeterne siger (Jer 4, 4): ”Guds vrede
vil bryde ud som en ild, som ingen kan slukke.” Ligeså prædiker Johannes Døber
for dem, efter at Herodes havde borttaget sceptret fra Juda, og siger (Luk 3,
17): ”Han har kasteskovlen i sin hånd, vil feje sin lade, men avnerne vil han
brænde med uslukkelig ild.” Ja, denne Guds vredes ild ser vi på jøderne,
hvordan den brænder i lys lue og klar glød, grueligere end i Sodoma og Gomorra.
Skønt nu den
djævelske løgn og spot altså gælder Jesu og hans kære moders personer, gælder
den dog tillige os og alle kristne personligt, for de tænker også på os
personligt, da Kristus og hans moder er døde, men vi kristne er så skændige
mennesker, at vi ærer disse døde personer, og derfor giver de også os vor part
deraf. Først klager de til Gud over, at vi holder dem fangne i udlændighed, og
beder indtrængende om, at Gud vil udløse sit hellige folk og sine kære børn af
vor magt og af fangenskabet, kalder os Edom og Haman,
hvormed de håber at volde os megen ulykke fra Gud, hvilket de mener meget
bittert, men det bliver for langt at tale om her. Dog véd de selv udmærket, at
de lyver med det, og at jeg ikke ville skamme mig over at have Edom til stamfader (hvis det var muligt), han er jo den
allerhelligste fru Rebekkas kødelige søn og den kære Saras sønnesøn, Abraham er
hans bedstefader og Isak hans retmæssige fader. Og Moses selv befaler (5 Mos
23, 8): ”De skal regne Edom for deres broder” - jo,
de adlyder Moses som de jøder, de er!
Derpå tager de
Gud i skole og foreskriver ham den måde, hvorpå han skal frigøre dem, for han
er for jøderne, disse højlærde hellige, en sølle skomager, som kun har en venstrefodslæst at lave sko efter. Sådan skal han gøre:
Dræbe og tilintetgøre alle os hedninger ved sin Messias, for at de kan få
alverdens lande, gods og herredømme. Og her kommer nu et uvejr af forbandelser,
skældsord, bespyttelse, så det ikke er til at
beskrive, de ønsker os, at sværd og krige, angst og alskens ulykke må komme
over os fordømte hedninger. Sådanne forbandelser fremfører de om lørdagen
offentligt i deres synagoger og dagligt hjemme hos sig selv, lærer, tilskynder
og vænner deres børn til fra ungdommen af at forblive bitre, giftige og
ondskabsfulde fjender af de kristne.
Heraf ser du
nu tydeligt, hvordan de forstår og holder Guds femte bud, nemlig at de er
tørstige blodhunde og mordere over for hele kristenheden, og det med fuldt
overlæg, og har været det i mere end 1400 år og vel endnu hellere ville være
det i gerning, ligesom de mange gange er blevet beskyldt for at forgifte vandet
i brøndene, for tyveri af børn, som de har dræbt med sylestik
og hegle for i det skjulte at kølne deres had med kristenblod. Og alligevel vil
Gud ikke bønhøre disse store helgener og allerkæreste børn trods deres fromme
bodsøvelser, ja, denne uretfærdige Gud lader disse fromme folk forbande… bede,
mener jeg, forgæves imod vor Messias og imod alle kristne, og vil hverken se
eller vide af dem eller deres fromhed, som er godt og grundigt gennemvædet af
Messias' og hans kristnes blod. Og de er dog langt helligere end de fangne
jøder i Babylon, som hverken forbandede, i hemmelighed udgød børnenes blod
eller forgiftede vandet, men, som Jeremias lærte dem (29, 11), måtte de bede
for Babylonierne, hvis fanger de var. Hvorfor? Fordi de ikke var så hellige som
de nulevende jøder, og heller ikke havde så kloge rabbinere som disse, for
Jeremias, Daniel og Ezekiel var nogle store narre, som underviste dem på den
måde, og de ville vel være blevet bidt i stumper og stykker hos disse jøder.
Se nu også,
hvad det er for en lækker, tyk og fed løgn det er, når de klager over, at være
fanger hos os 13. Det er mere end 1400 år siden, at Jerusalem blev ødelagt, og
vi kristne havde dengang i næsten 300 år været plaget og forfulgt af jøderne i
hele verden - som tidligere omtalt - så at vi nok kunne klage over, at de
dengang havde fanget og dræbt os kristne, hvilket er den rene sandhed. Tilmed
véd vi endnu i dag ikke, hvilken Djævel der har bragt dem her til vort land -
vi har ikke hentet dem i Jerusalem.
Desuden er
der endnu i dag ingen, der holder på dem, land og veje står dem åbne, de må
gerne drage til deres land, når de vil, vi gav dem gerne en gave med på vejen,
for at vi kunne slippe af med dem, for de er en stor belastning for os, som en
plage, en pestilens og idel ulykke i vort land. Et bevis herfor er, at de ofte
er blevet fordrevet med magt - så langt er det fra, at vi holder på dem! Fra
Frankrig (som de efter Obadja 20 kalder Zarpath) er de fordrevet som fra en særlig fortrinlig rede.
Nu for nylig har den gode kejser Karl fordrevet dem fra Spanien, den
allerbedste rede (som de, ligeledes efter Obadja 20,
kalder Sepharad), og i år 44 fra hele den bøhmiske
krone, hvor de dog også i Prag havde en af deres bedste reder. Fra Regensburg,
Magdeburg og flere andre pladser er de ligeledes blevet fordrevet i min
levetid.
Skal det
kaldes at holdes i fangenskab, når man ikke er vellidt eller ønsket i et land
eller et hus? Jovist, de holder os kristne fangne i vort eget land, de lader os
slide i vort ansigts sved, erhverve gods og guld, mens de sidder i
kakkelovnskrogen og dovner, gør sig til gode, steger pærer, æder og drikker,
lever trygt og godt af vor surt fortjente indtægt, holder os og vor ejendom i
fangenskab med deres forbistrede åger, spotter os og spytter på os i tilgift,
fordi vi arbejder og lader disse dovenkroppe leve af og i vor ejendom, så at de
altså er herrer og vi deres tjenere med vort eget gods, vor sved og vort
arbejde, og forbander vor Herre og os selv som belønning og tak. Må Djævelen
ikke le og danse her, når han kan have et sådant paradis hos os kristne, at han
ved hjælp af jøderne, sine helgener, kan æde hvad vi ejer og har og belønne os
ved at gøre os mund og næse fuld og tilmed spotte og forbande Gud og mennesker.
De kunne ikke
have haft så gode dage i Jerusalem på Davids og Salomons tid med deres eget
gods, som de nu har med vort, som de daglig stjæler og
røver. Og dog klager de over, at vi holder dem fangne. Ja, vi holder dem
fangne, ligesom jeg er ”fanget” af mine stensmerter, blodbylder og alskens
anden sygdom og ulykke, som jeg må pleje som en stakkels træl med gods og guld
og alt, hvad jeg har, jeg så gerne, at de sad i Jerusalem tillige med jøderne
og hvem de ellers gerne ville have med derhen.
Da det nu
står fast, at vi ikke holder dem i fangenskab, hvormed fortjener vi så, at
disse store, ædle helgener er os så fjendske? Vi kalder ikke deres hustruer for
horer, som de kalder Maria, Jesu moder, vi kalder dem ikke horeunger, som de
kalder vor Herre Kristus. Vi siger ikke, at de er undfanget i renselstiden, dvs. som fødte tåber, som de påstår om vor
Herre. Vi kalder ikke deres kvinder Haria, som de
kalder den os dyrebare Maria. Vi forbander dem ikke, men ønsker dem alt godt
både for sjæl og legeme, yder dem husly hos os, lader dem spise og drikke med
os, vi stjæler ikke deres børn og dolker dem ikke med syle, forgifter ikke
vandet for dem, tørster ikke efter deres blod. Hvormed fortjener vi så
alligevel disse store, hellige Guds børns grusomme vrede, misundelse og had?
Det skyldes kun, som vi allerede har sagt med Moses' ord (5 Mos 28, 28), at Gud
har slået dem med vanvid, blindhed og sindsforvirring. Så er det også vor
skyld, at vi ikke hævner alt det uskyldige blod, de har udgydt ved at dræbe vor
Herre og de kristne i hen ved 300 år efter Jerusalems ødelæggelse og indtil nu,
også mod børn (hvilket endnu ses på deres øjne og hænder), at vi ikke dræber
dem, men til gengæld for deres myrden, forbandelse,
forhånelse, løgn og bagtalelse lader dem sidde frit iblandt os, beskytter og
værner deres synagoger, huse, liv og ejendom, hvorved vi gør dem dovne og
trygge, og hjælper dem, så at de frejdigt kan udsuge os for penge og ejendom og
tillige spotte og bespytte os og forsøge, om de ikke til sidst kan få magt til
at ihjelslå os alle og tage alt, hvad vi ejer, som straf for disse vore store
synder, hvad de hver dag håber og beder om. Sig så, om de ikke har megen grund
til at være os fordømte hedninger fjendske, forbande os og tilstræbe vort
endelige, fuldstændige, evige fordærv!
Af alt dette
ser vi kristne - for de, jøderne, kan ikke se det - hvilken frygtelig vrede der
fra Gud er kommet og uophørligt kommer over dette folk, hvilken luende ild der
brænder dér, og hvad dé vinder, som forbander Kristus
og hans kristne og er dem fjendske. I kære kristne, lad os lægge os dette
græsselige eksempel på hjerte, som St. Paulus siger Rom 11, 20, og frygte Gud,
for at ikke også vi ender med at falde i en sådan eller en endnu værre vrede,
men, som også før sagt, ære hans guddomsord og ikke forsømme nådens tid, som
Muhamed og paven allerede har forspildt den og er blevet ikke synderlig bedre
end jøderne.
De kristnes medansvar – ingen
religionsfrihed
Hvad skal vi kristne nu stille op med dette jødernes
forkastede og fordømte folk? – Da de nu er hos os og vi kender til deres løgn,
bespottelse og forbandelse, kan vi ikke lade som ingenting uden at gøre os
medskyldig i alle deres løgne, forbandelser og bespottelser. Slukke Guds vredes
uslukkelige ild - som profeterne kalder den, Jer 4, 4 - eller omvende jøderne
kan vi heller ikke. Vi må med bøn og
gudsfrygt udøve en streng barmhjertighed i håb om dog at redde nogle ud af den
brændende ild. Hævne os må vi ikke, og de har jo selv hævnen over hovedet,
tusind gange værre, end vi kan ønske dem. Jeg vil råde, så godt jeg kan.
For det
første foreslår jeg, at man sætter ild på deres synagoge eller skole og dækker
det, som ikke kan brænde, med jord, så at intet menneske nogensinde ser en sten
eller slagge deraf. Og det skal man gøre til ære for vor Herre og kristenheden
for at vise Gud, at vi er kristne og ikke med vort vidende og vilje vil tåle
eller tillade sådan offentlig løgn, forbandelse og bespottelse imod hans søn og
hans kristne. For hvad vi hidtil har fundet
os i af uvidenhed (jeg selv har ikke kendt noget dertil), vil Gud tilgive
os. Men hvis vi nu, da vi véd besked derom, alligevel ville beskytte og værne
om et hus, hvori jøderne lige for næsen af os frit belyver, bagtaler,
forbander, bespytter og vanærer Kristus og os, som vi ovenfor har hørt - det
ville være ensbetydende med, at vi selv gjorde det, og meget værre, som man nok
véd.
Moses skriver
i 5 Mos 13, 13ff, at hvis en by bedriver afguderi, skal man ødelægge den
fuldstændigt med ild og ikke levne noget af den. Og hvis han levede nu, ville han
være den første til at afbrænde jødernes synagoger og huse, for han har i 5 Mos
4, 2 og 13, 1 strengt påbudt, at de ikke skal lægge noget til eller trække
noget fra hans lov. Og Samuel siger i 1 Sam 15, 23, at det er afguderi ikke at
adlyde Gud. Nu er jødernes lære i vore
dage ikke andet end alle rabbinernes tilføjelser og afguderisk ulydighed, så at
Moses som sagt er blevet ganske ukendelig hos dem, ligesom bibelen blev
ukendelig hos os under pavedømmet. Altså er deres synagoger også af hensyn
til Moses utålelige, idet de handler lige så skændigt mod ham som mod os, og der er ikke nogen grund til, at de skal have
deres egne frie kirker til sådant afguderi.
Dernæst
tilråder jeg, at man ligeledes skal nedbryde og ødelægge deres huse, for også
dér bedriver de det samme som i deres synagoger. I stedet kunne man anbringe
dem under et tag eller i en stald, som man gør det med sigøjnere, så at de kan
forstå, at de ikke er herrer i vort land, som de praler af, men er i
landflygtighed og fangenskab, sådan som de jo uophørligt beklager sig over og
jamrer sig til Gud over os.
For det
tredje, at man fratager dem alle deres
bønnebøger og talmudskrifter, hvori der læres så
meget afguderi, løgn, forbandelse og bespottelse.
For det
fjerde, at man under dødsstraf forbyder deres rabbinere fremtidigt at
undervise, de har nemlig forspildt al ret til et sådant embede, idet de holder
de arme jøder fanget med Moses' ord i 5 Mos 17, 11 ff., hvor han befaler, at de
under fortabelse af legeme og sjæl skal adlyde deres lærere, skønt Moses dog på
selv samme sted udtrykkeligt tilføjer: ”hvis de lærer dig efter Herrens lov.”
Dette overspringer disse skurke og benytter sig efter forgodtbefindende af det
arme folks lydighed, i strid med Herrens lov, indplanter i dem denne gift,
forbandelse og bespottelse, på samme måde som paven holdt os fanget med ordene
i Matt 16, 18: ”Du er Peter, osv.”, så at vi skulle tro alt, hvad han
løgnagtigt lærte os ud af sit djævlehoved og ikke underviste os efter Guds ord,
hvorved han har fortabt sit læreembede.
For det
femte, at man fuldstændigt fratager jøderne retten til at rejse frit omkring,
for de har intet at gøre på landet, og da de hverken er herrer, embedsmænd,
kræmmere eller lignende, skal de blive hjemme. Jeg har ladet mig fortælle, at
en rig jøde nu drager omkring på landet med 12 heste (han vil blive en Kochab) og udsuger fyrster, herremænd, land og folk, så at
store herrer ser skævt dertil. Hvis I fyrster og herremænd ikke ad rettens vej
vil spærre vejen for sådanne ågerkarle, kunne der engang samle sig en
rytterskare imod dem, fordi de af denne bog kunne lære, hvad slags folk jøderne
er, og hvordan man skal omgås dem og ikke beskytte deres uvæsen. For I hverken
skal eller kan beskytte dem, uden at vi derved bliver medskyldige over for Gud
i al deres vederstyggelighed. Hvad godt der ville komme ud deraf, det bør I
nøje overveje og forebygge.
For det
sjette skulle man forbyde dem al ågerhandel og fratage dem alle rede penge og guld-
og sølvsmykker og lægge dem til side i forvaring, og det af den grund, at alt,
hvad de har, har de som før nævnt stjålet og røvet fra os ved deres ågren, fordi de ikke har nogen anden næringsvej. Disse
penge skulle man udelukkende bruge sådan, at hvis en jøde for alvor omvender
sig, låner man ham en sum penge, alt efter hans omstændigheder, for at han kan
skaffe sig udkomme for kone og barn, og til de gamles eller skrøbeliges
underhold. Sådanne slet erhvervede midler er der forbandelse ved, hvis man ikke
med Guds velsignelse gør god og fornøden brug af dem.
Men når de
roser sig af, at Moses i 5 Mos 23, 20 har tilladt eller befalet dem at udbytte
de fremmede (derudover har de ikke et eneste bogstav, som giver dem skin af
ret), er dertil at svare: jøder eller Israel er to slags, den ene er dem, som
Moses førte fra Ægypten til Kana’ans land, som Gud
havde befalet ham, dem gav han sin lov, som de skulle holde i dette land, ikke
derudover, og alt sammen, indtil Messias kom. Den anden slags er kejserens og ikke
Moses' jøder. Deres tid begyndte, mens Pilatus var statholder i Judas land. Da
han nemlig på sit dommersæde spørger dem: ”Hvad skal jeg gøre med Jesus, som
kaldes Messias?”, råbte de: ”Korsfæst, korsfæst ham!” Men han sagde: ”Skal jeg
korsfæste eders konge?” De råbte igen: ”Vi har ingen konge undtagen kejseren”
(Matt 23, 22, Joh 19, 15). Denne underkastelse under kejseren havde Gud ikke
befalet dem, den valgte de selv.
Da nu
kejseren fordrede skyldig lydighed, var de genstridige og modsatte sig ham - nu
ville de ikke være kejserlige. Så kom han og hjemsøgte sine undersåtter,
hentede dem i Jerusalem, adspredte dem over hele sit rige, så at de måtte være
lydige. Til dem hører den tiloversblevne bærme af jøderne, som Moses intet kender til og som ikke kender til ham, fordi de ikke
holder nogen Passuk eller et eneste vers af Moses.
Hvis de nu vil bruge Moses' lov, må de først igen komme til Kana’ans
land og blive Moses' jøder. Dér kan de så drive al den ågervirksomhed, som de
fremmede vil tåle af dem, men da de nu er her i udlandet og er ulydige mod
Moses i fremmede lande under kejseren, skal de følge kejseren lov og ret og
ikke ågre, før de adlyder Moses. Moseloven er jo endnu ikke kommet ét skridt
uden for Kana’ans land eller Israels folk, fordi
Moses ikke er sendt til Ægypterne, Babylonierne eller noget andet folk med sin
lov, men alene til det folk, som han bragte fra Ægypten til Kana’ans
land, som han selv ofte siger i 5 Mos 17, 15. De skal holde disse bud i det
land, som de skulle indtage hinsides Jordan.
Da tilmed præsteskabet, gudstjenesten,
fyrstendømmet, hvoraf Moses har forordnet det meste, ja næsten alt, nu er
bortfaldet for over 1400 år siden, så står det fast, at hans lov på den tid var
udløbet og med det også er bortfaldet og endt. Derfor skal man lade disse
kejserlige jøder vederfares kejserens lov og ret og ikke tillade, at de vil
gælde for mosaiske jøder, hvoraf der nu i mere end 1400 år ikke har været
nogen.
For det
syvende skulle man nu give de unge, kraftige jøder og jødinder plejl, økse,
hakke, spade, rok og ten i hånden og lade dem tjene brødet i deres ansigts
sved, som det er pålagt Adams børn, 1 Mos 3, 19. For det er ikke rimeligt, at
de vil lade os fordømte hedninger arbejde i vort ansigts sved, mens de, disse
hellige folk, vil sidde i ovnkrogen og dovne dagen
lang, mæske sig og gøre sig det behageligt og tilmed spottende prale med, at de
er herrer over, hvad de kristne møjsommeligt fortjener - nej, man skal drive
dovenskaben ud af de snydere.
Men befrygter
vi, at de skal volde os skade på legeme, hustru, børn, medarbejdere, kvæg osv.,
når de skal tjene eller arbejde for os - da man jo må formode, at disse ædle
verdensherrer og forbitrede giftorme, uvant med arbejde, højst uvilligt vil
ydmyge sig så dybt under de forbandede hedninger - så lad os følge de andre
nationers almindelige klogskab, såsom Frankrigs, Spaniens, Bøhmens m.fl. og
afregne med dem, hvad de har udsuget os for, og dele med dem i mindelighed, men
for bestandigt forvise dem fra landet.
For som vi har hørt, er der en stor Gudsvrede over
dem, så at mild barmhjertighed kun gør dem værre og værre og strenghed kun
ganske lidt bedre. Derfor bort med dem for stedse.
Jeg hører
fortælle, at jøderne betaler store pengesummer og på den måde er nyttige for de
herskende - ja, hvorfra har de pengene? Ikke fra deres eget, men fra herskernes
og undersåtternes ejendom, som de stjæler og røver ved deres ågren. Altså tager herskerne det, som jøderne betaler, fra
deres undersåtter, eller m.a.o. må undersåtterne give penge i tilgift for at blive
flået af jøderne, så de kan blive i landet og frisk og frejdigt lyve, håne,
forbande og stjæle. Må disse uforbederlige jøder ikke le i smug, fordi vi lader
os snyde og bedrage så skammeligt og giver penge for at de kan blive i landet
og drive alskens ondskab og tilmed blive rige af vor flid og sved, mens vi
forarmes og udsuges af dem? Hvis det er rimeligt, at en tjener, ja en gæst kan
betale sin herre eller vært 10 guldmønter om året og til gengæld stjæle 1000,
så bliver tjeneren og gæsten hurtigt og nemt rige og herren og værten på kort
tid en tigger.
Og selv om
jøderne kunne betale husherren en sådan sum af deres egen formue - hvilket er
umuligt - og med det kunne tilkøbe sig beskyttelse og værn til frit og
offentligt i deres synagoger at lyve skamløst om vor Herre Kristus, at spotte,
overspytte og forbande ham og desuden at ønske al ulykke over os, at vi alle
måtte blive stukket ned og omkomme tillige med vor Haman, kejser, fyrste,
herre, hustru og børn, så ville det virkelig være på skændig vis at sælge vor
Herre Kristus, hele kristenheden og hele kejserdømmet og os selv med kone og
børn til spotpris. Hvilken stor helgen måtte ikke forræderen Judas regnes for i
sammenligning med os! Ja, om så hver eneste jøde, så mange som de er, årligt
kunne betale 100,000 guldmønter, skulle vi dog ikke derfor tillade, at de
skulle have magt til så frækt at bagtale, forbande, spotte og udsuge en eneste
kristen - det ville være en alt for ringe betaling. Og langt utåleligere er det
dog, at vi skulle lade hele Kristus og os selv købes for vore egne penge af
jøderne, så de kunne bagvaske og forbande os, og som belønning gøre dem til
rige junkere hos os, så de til gavns kunne udle os og godte sig i deres
overmod. Det ville være Djævelen og hans engle en stor fornøjelse at fnise
over, som en so smiler til sine grise, men vi ville fortjene Guds vrede med
det.
Kort og godt,
kære fyrster og herrer, som har jøder til undersåtter, hvis dette mit råd ikke
behager jer, så find et bedre, for at I og vi alle kan blive fri for jødernes
ulidelige, djævelske belastning og ikke stå for Gud som skyldige og delagtige i
al den løgn, bagtale, bespyttelse og forbandelse, som
de gale jøder udøser så frækt og overmodigt over vor Herres Jesu Kristi person,
hans kære moder, alle kristne, al øvrighed og os selv, ikke skærme og beskytte
dem, ikke byde dem lejde eller fællesskab, heller ikke lade eders og eders
undersåtters gods og guld tjene dertil formedelst deres åger. Også uden det har
vi nok af vore egne synder hvilende på os, også fra pavedømmet, og føjer
dagligt meget dertil ved alskens utaknemmelighed og foragt for hans ord og al
hans nåde, så at det ikke er nødvendigt at belaste os med disse fremmede,
skammelige jødiske laster og tilmed give dem penge og gods. Lad os tænke på, at
vi nu dagligt kæmper mod muslimerne og desuden trænger til at lettes for vore
egne synder og bedre vor livsførelse. Hermed vil jeg have min samvittighed fri
og uden skyld, da jeg nu troligt har vækket opmærksomheden og advaret.
Og jer, mine
kære herrer og venner, som er sognepræster og prædikanter, vil jeg hermed helt
trohjertigt minde om jeres embede, for at I kan advare jeres sognebørn, som I
nok forstår at gøre det, imod at pådrage
sig evig skade, så de kan tage sig i agt for jøderne og undgå dem, så vidt de
kan, men dog ikke for at de skal overøse dem med forbandelser eller gøre dem
personlig fortræd. De har jo til overmål forbandet og fortrædiget sig selv,
idet de forbander manden Jesus af Nazaret, Marias Søn og har gjort det i over
1400 år. Her skal man lade øvrigheden tage affære, som jeg lige har sagt. Men
hvad nu øvrigheden gør eller ikke gør, så lad enhver tage sin samvittighed i
vare og danne sig en sådan definitio eller prosopopeia (karakteristik eller skildring) af en jøde.
Når du ser
eller tænker på en jøde, så sig til dig selv: Se, den fyr, jeg nu ser, har hver
lørdag fordømt og ønsket ondt over min kære Herre Jesus Kristus, som har
forløst mig med sit blod, og spyttet ad ham, desuden bedt og besvoret Gud om,
at jeg, min hustru og mit barn og alle kristne må blive stukket ned og
jammerligt omkomme, han ville gerne selv udrette det, om han kunne, for at
tilegne sig vor ejendom, måske har han også nu i dag flere gange spyttet på
jorden over Jesu navn (som de plejer at gøre), så at spyttet endnu hænger ham om
munden og i skægget, hvis han har haft lejlighed til at spytte. Og så skulle
jeg spise og drikke eller samtale med sådan en djævlebesat flab - på den måde
måtte jeg af fad og kande kunne spise og drikke mig fuld af djævle, fordi jeg
visselig derved gjorde mig delagtig i alle djævle, som bor i jøderne og spytter
ad Kristi blod. Gud bevare mig derfor!
Om de ikke
tror som vi, kan vi ikke gøre for det, men selv om man ikke kan tvinge nogen
til troen (hvilket er umuligt), bør man dog undgå at bestyrke dem i deres
hovmodige løgne, bagtalelser, forbandelser og krænkelser og heller ikke ved
beskyttelse og værn, med mad og drikke, husly og anden nabovenlighed gøre sig
delagtig i deres djævelske rasen og skælden, når de så tilmed gengælder vor venlighed og
hjælpsomhed med stolt og hånligt at prale med, at Gud har gjort dem til herrer
og os til trælle, såsom når en kristen på sabbatten fyrer i ovnen for dem og
tillaver den mad, de ønsker, i herberget, hvorfor de til gengæld forbander os,
spytter ad os og spotter, som om det var velgjort, og tærer på vort gods, som
de har frastjålet os. En sådan uforbederlig, ondskabsfuld, giftig og
djævlebefængt sag er det med disse jøder, som nu i 1400 år har været en plage,
pestilens og ulykkesfugl for os og stadig er det.
Og hvis der
er jøder, hvor I er prædikanter, vil jeg især opfordre jer til flittigt at
opfordre jeres herrer og herskere til at huske på deres embede, som det er
deres pligt over for Gud, og tvinge jøderne til at arbejde, forbyde åger og
bringe deres bespottelser og forbandelser til ophør. Når de nemlig straffer
tyve, røvere, mordere, bagvaskere og andre lovbrydere, hvorfor skal så de
djævlebesatte jøder uhindret kunne øve den slags imod os? Vi plages dog værre
af dem end de italienske af spanierne. Disse beslaglægger deres husværters
køkken og kælder, pengekasse og -pung og forbander og truer ham med døden. Det
samme gør jøderne, vore gæster, vi er deres husværter. De plyndrer og udsuger
os og volder os besvær, de dovne snyltere og lade buge, æder og drikker, gør sig
det behageligt i vore huse og forbander til gengæld vor Herre Kristus, kirker,
fyrster og os alle til hobe, truer og ønsker os bestandigt død og alskens
ulykke. Tænk engang over, hvordan vi arme kristne kommer dertil, at vi skal
ernære og berige sådanne dovne lediggængere, sådanne unyttige, ondsindede,
skadevoldende folk, sådanne skændige fjender af Gud og som eneste gengæld få
deres forbandelse, bagtalelse og al den ulykke, som de kan tilføje eller ønske
os. Men vi er i den henseende nok endnu mere forblindede og måbende fæhoveder,
end jøderne er det i deres vantro, siden vi finder os i disse ugudelige
bedrageres grove tyranni og ikke ser eller bemærker, at de er vore junkere, ja
vore hærgende tyranner og vi deres fanger og undergivne, og så klager de dog
over, at de er vore fanger, og spotter os tillige, som om vi var nødt til at
tåle det af dem.
Men vil
fyrsterne ikke tvinge dem eller lægge bånd på dette deres djævelske hovmod, bør
man som sagt forjage dem fra landet og give dem besked på at drage til deres
land og ejendom i Jerusalem, hvor de så kan lyve, forbande, bagtale, bespytte,
myrde, stjæle, røve, ågre, spotte og øve al den uhyrlige vederstyggelighed, som
de nu øver hos os, og lade os have vor øvrighed, landet, liv og ejendom og
allermest vor Herre Messias, vor tro og kirke ubesværet og ubesudlet af deres
djævelske tyranni og ondskab. Selv om de kunne påberåbe sig forrettigheder,
skulle det ikke hjælpe dem, for ingen kan give ret til at udøve sådanne
afskyeligheder, og ved udøvelsen af dem er alle rettigheder misbrugt og
forspildt.
Når I
sognepræster og prædikanter sammen med mig har givet denne trohjertige
advarsel, og hverken herskere eller undersåtter foretager sig noget, så lad os
efter Kristi ord (Matt 10, 14) ryste støvet af vore sko og sige: Vi er uden
skyld i jeres blod. For jeg ser nok, og har ofte erfaret, hvor overmåde
barmhjertig den forvildede verden er, hvor den rimeligvis skulle være streng,
og derimod streng, hvor den skulle være barmhjertig, på samme måde som kong Ahab (1 Kong 20, 31ff).
Sådan regerer
denne verdens fyrste. På samme vis vil de måske nu være barmhjertige mod
jøderne, disse blodtørstige fjender af vort kristen- og menneskenavn, for
derved at gøre sig fortjent til himlen. Men at jøderne fanger, piner og plager
os arme kristne med alle disse førnævnte djævelske afskyeligheder - det skal
man tåle, og det er kristeligt talt velgjort, i særdeleshed når det drejer sig
om penge, som de har stjålet og røvet.
Hvad skal vi
arme prædikanter gøre under alt dette? For det første vil vi tro, at vor Herre
Jesus Kristus taler sandt om de jøder, som ikke modtog, men korsfæstede ham,
idet han siger (Matt 12, 34): ”I er øgleyngel og djævlebørn”. Som hans forløber
Johannes Døber også siger (Matt 3, 7), og de var dog hans blodsfrænder. Nu vil
dog vel vore herrer og alle de barmhjertige helgener, som vil gøre godt mod
jøderne, i det mindste tillade os at tro Jesus Kristus, vor Herre, som visselig
kender alle hjerter bedre end disse barmhjertige helgener, og altså tro, at
disse jøder er slangeyngel og djævlebørn, hvilket vil sige, at de under os lige
så meget godt som deres fader Djævelen. Hvad godt han har gjort os, skulle vi
dog rimeligvis for længst være velunderrettede om af erfaring foruden af
Skriften.
Om jøderne
har jeg hørt og læst mange beretninger, som stemmer overens med denne Kristi
dom, nemlig at de har forgiftet brønde, begået snigmord, stjålet børn, som
tidligere omtalt. Endvidere at en jøde sendte en bøtte fyldt med blod til en
anden jøde uden for byen, også med en kristen som sendebud. Ligeledes et fad
vin, hvori man, da det var drukket ud, fandt en død jøde, og mere af samme art.
Og børnetyverierne har som før omtalt ofte ført til, at de blev brændt og
fordrevet. Jeg véd nok, at de nægter dette og alt det øvrige, men det stemmer
med Kristi dom, at de er giftige, bitre, hævngerrige, lumske slanger,
snigmordere og djævleyngel, som dolker og gør fortræd i hemmelighed, så længe
de ikke kan gøre det åbenlyst. Derfor ville jeg ønske, at de var et sted, hvor
der ingen kristne fandtes, for muslimer og andre hedninger tåler ikke det af
dem, som vi kristne tåler af disse giftslanger og djævleunger, og de øver det
da heller ikke mod nogen andre end os kristne. Derfor er det, at jeg ovenfor
har sagt, at næst efter Djævelen har ingen kristen en
giftigere, bitrere fjende end en jøde, skønt vi dog ikke viser nogen anden så
megen godhed eller finder os i så meget af nogen som netop af disse ondsindede
djævlebørn og øgleunger.
Den, som nu
har lyst til at huse, fodre og gøre stads af en sådan giftig slange- og
djævleyngel, som er de argeste fjender af vor Herre Kristus og os alle, og
ønsker at lade sig flå, udplyndre, bestjæle, bespytte, forbande og at lide
allehånde ondt, lad ham tage sig kærligt af disse jøder. Er det ikke
tilstrækkeligt for ham, kan han også lade dem lette sig i munden på ham eller
krybe ind i hans bag og tilbede denne helligdom, derefter kan han rose sig af,
at han har vist barmhjertighed og har styrket Djævelen og hans unger med at
skamskænde vor kære Herre og hans dyrebare blod, hvormed vi kristne er købt.
Sådan er han en fuldkommen kristen, fuld af barmhjertighedsgerninger, som
Kristus vil lønne ham for på den yderste dag sammen med jøderne i helvedes
evige ild.
Lad nu dette
være grove ord om jødernes grove forbandelser, hvorom andre skriver meget,
ligesom også jøderne selv godt forstår, at det at forbande vil sige med vidende
og vilje at forbande og bespotte. Men lad os også uden grove ord og som kristne
tale åndeligt derom. Sådan siger vor Herre Jesus Kristus, Matt 10, 40: ”Den,
der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig.” Luk 10, 16: ”Den, der
forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig.” Joh 15, 23: ”Den, der hader
mig, hader også min fader.” Joh 5, 23: ”For at alle skal ære Sønnen, ligesom de
ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham.”
Dette er, Gud
være lovet, tydelige, forståelige ord, som siger, at alt, hvad der sker til ære
eller vanære for Sønnen, visselig sker for Gud Fader selv. Derom kan der hos os
kristne ikke herske nogen tvivl. Den, som fornægter, spotter eller forbander
Jesus af Nazaret, jomfru Marias Søn, han fornægter, spotter og forbander også
Gud Fader selv, ham, som har skabt himmel og jord. Men det er, hvad jøderne
gør.
Jøderne og Nytestamente
Vil du nu hertil sige: Ja, jøderne tror og véd det ikke,
fordi de ikke anerkender det Nye Testamente, så svarer jeg: Hvad end jøderne
véd eller tror, så véd vi kristne, at de åbenlyst spotter og forbander Gud
Fader, når de spotter og forbander denne Jesus. Hvis Gud nu eller på den
yderste dag vil tale sådan til os kristne: Hører du, du er kristen og har
vidst, at jøderne offentligt har spottet og forbandet min søn og mig, men du
har givet dem plads og lejlighed dertil og også værnet og beskyttet dem, så de
uhindret og ustraffet kunne gøre det i dit land, din by og dit hus - sig mig:
Hvad skal vi svare derpå?
Hvad nemlig
hver især for sit vedkommende ikke tror, af forsømmelighed og privat, omissive et privatim, det må vi overlade til hver især og
hans samvittighed, men offentligt og frit at prise en sådan vantro som ret, at
synge og lære derom, forsvare den og spotte og forbande den rette tro, i kirken
og lige for vor næse, øjne og øren og med det drage andre til sig og lægge
hindringer i vejen for vore egne - det er en ganske anden sag. Her vil det ikke
hjælpe os, at jøderne ikke tror eller kender eller agter på det Nye Testamente,
fordi vi jo véd god besked og ikke kan give tilladelse til, at jøderne laster
og forbander det for vore øren. At vi her blot ser til og tier er ganske det
samme som at vi selv gør det. Altså belaster jøderne os med deres djævelske,
gruelige synder i vort eget land.
Her gælder
det ikke noget, at de kommer og siger: Vi jøder spørger ikke om Ny Testamente
eller om de kristnes tro. Det kan de sige i deres eget land eller hjemme hos
sig selv, her i vort land og for vore øren skal de tie med den slags, ellers må
vi gribe sagen anderledes an. De véd jo udmærket, disse uforbederlige krabater,
at Ny Testamente er en bog om vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, og holder
alligevel på, at de ikke vil vide, hvad Ny Testamente er. – Nej, min herre, her
drejer det sig ikke om, hvad du véd eller ikke véd, men om, hvad det er din
pligt og skyldighed at vide. Nu er ikke alene jøder, men hele verden skyldig at
vide, at Ny Testamente er Gud Faders bog
om hans Søn Jesus Kristus, og den, som ikke antager eller ærer denne bog, han
antager eller ærer heller ikke Gud Fader selv, for der står skrevet (Luk
10, 16): ”Den, som foragter mig, foragter min Fader”. Vil jøderne ikke vide
det, så véd vi kristne det, som sagt.
Ligesom vi
derfor ikke uden at pådrage os fordømmelse ved jødernes synder kan finde os i,
at de spotter og smæder Gud Fader åbenlyst for vore øren, idet de spotter og
smæder vor Herre Jesus, fordi han siger (Joh 15, 23): ”Den, som hader mig,
hader også min Fader”, sådan kan vi heller ikke tillade, at de offentligt for
vore øren erklærer, at de ikke spørger om Ny Testamente og anser det for løgn,
hvilket er det samme som at sige: Vi spørger ikke om Gud Fader og anser ham for
en løgner, fordi Ny Testamente er Gud Faders bog og hans ord om hans Søn Jesus
Kristus. Og det hjælper dem ikke - tværtimod! - at de foregiver ikke at kende
bogen eller regne den for noget. For Guds
bog skal man vide af, han har ikke åbenbaret den, for at man ikke skal vide
af den eller skal foragte den, han vil, at man skal kende den, og her gælder
ingen undskyldning.
Hvis en konge
indsatte sin eneste søn i sit sted og påbød landet at anse ham for sin herre (skønt
han også af fødsel var arving dertil) og landet gerne antog ham, men nogle
ville rotte sig sammen derimod og påstå, at de ikke vidste det, men kongen
fremlagde segl, breve og allehånde vidnesbyrd om, at det var hans udtrykkelige
vilje, men de erklærede, at de ikke ville vide deraf eller rette sig derefter,
så måtte kongen tage dem i kraven og kaste dem i fængsel og overgive den slags
elever til mestermanden, for at de kunne lære at sige: Vi vil gerne vide deraf!
- og ellers måtte de for bestandig blive i fængslet og lade de andre, som gerne
ville vide deraf, være i fred for deres opsætsighed.
Sådan har Gud
også gjort, han har indsat sin Søn Jesus Kristus i Jerusalem i sit sted og
befalet, at man skal hylde ham (Sl 2, 12): ”Hyld Sønnen! Ellers bliver han
vred, og I går til grunde.” Men det ville nogle af jøderne ikke vide af. Gud
gav vidnesbyrd ved apostlene på mangfoldige tungemål og ved allehånde undere og
anførte profeternes ord som vidner. Men de gjorde, som de stadig gør, holdt
stejlt på, at de ikke ville vide deraf. Så kom mestermanden, romerne, og
ødelagde Jerusalem, tog oprørerne i kraven og kastede dem i landflygtighedens
fængsel, hvori de endnu befinder sig og må blive for bestandig eller indtil de
siger: Vi vil gerne vide deraf.
For Gud har sandelig
ikke gjort dette i hemmelighed eller i en afkrog, så at jøderne kunne undskylde
sig med, at de uden at synde derved kunne ringeagte Ny Testamente, for som
ovenfor sagt har han ved patriarken Jakob (1 Mos 49, 10) givet et sikkert tegn
deri, at når sceptret veg fra Juda, skulle de med sikkerhed vente Messias.
Ligeså når Daniels halvfjerds uger var udløbet. Ligeledes en kort tid efter
opførelsen af Haggajs tempel (Hag 2, 6 ff.), inden dets ødelæggelse. Ligeledes
forkyndte han dem ved Esajas, at når de - som det skete i tiden efter sceptrets
fald - hørte en røst i ørkenen, dvs. en prædikant og profet, som prædikede
sådan: ”Gør bod, Herren er nær og kommer selv” (Matt 3, 2), skulle de igen være
forvissede om, at Messias var der.
Straks
derefter kommer han selv, prædiker, døber, gør usigeligt mange store undere,
ikke hemmeligt, men i hele landet, så at mange også siger: ”Han er Messias”
(Joh 4, 29). Fremdeles Joh 7, 31: ”Når Kristus kommer, vil han så gøre flere
tegn, end denne mand har gjort?” Og selv siger de: ”Hvad skal vi gøre? Dette
menneske gør mange undere, lader vi ham fortsætte sådan, vil hele verden tro på
ham.” Og ved korset: ”Ham, der har hjulpet andre, kan ikke hjælpe sig selv”.
Ja, sandelig måtte Gud tillade de omskårne helgener ikke at ville vide af alt
dette, da det altså af de ovenfor nævnte fire skriftsprog af Jakob, David,
Haggaj og Daniel er bevist for dem, at Messias måtte komme til den tid, ligesom
også nogle af deres rabbinere siger, at han er i verden og lever som tigger i
Rom, osv.
Desuden
advarede han dem mod at forarges over hans person, idet han ved Zakarias (9, 9)
forkyndte, at han ville komme til Jerusalem ridende på et æsel, ringe og
fattig, men som en frelsende konge, der skulle forkynde fred, afskaffe vogne,
heste og buer (dvs. ikke skulle regere verdsligt, som de forrykte Kochabitter, disse blodtørstige jøder, fantaserer om), og
denne fattige, ringe, men dog fredsommelige, frelsebringende konges herredømme
skulle omfatte hele verden. Det er dog en overmåde klar tale, at Messias skal
herske uden sværd, med idel fred, som en frelsebringende konge, i hele verden,
så det undrer mig ikke så lidt, at Djævelen kan have magt til at overbevise et
menneske - endsige da et helt folk, som roser sig af Gud! - om andet end hvad
denne klare tekst tvingende beviser.
Endvidere har
han trolig advaret dem mod at forarges, når de fik at se, at denne store
undergører og fattige konge, som holdt sit indtog ridende på et æsel, ville
lade sig dræbe og korsfæste, for det havde han forud ladet forkynde (Dan 9, 26
og Es 52, 14; 53, 4 ff.), at ”hans tjener, som kongerne ville undres over,
måtte blive slået og jammerligt tilredt”, men alt sammen fordi ”Gud lod al vor
skyld ramme ham. Det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han
bar. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi
helbredt. Og ved erkendelsen af ham retfærdiggøre
mange” - som teksten klart siger.
Men noget
mere skamløst har solen ikke set eller hørt end det, som disse skændige jøder
bedriver med dette skriftsted, som de udlægger om sig selv i deres
landflygtighed. Derom er der ikke tid til at tale nu. Oh, det skulle være dem,
der er slået for vore synders skyld, som bærer vore synder og retfærdiggør os
og må bede for os, osv., mens der dog aldrig har været et værre folk, som med
sin løgn, bespottelse, forbandelse, bagtalelse, afguderi, rov, åger og
allehånde laster mere betynger os kristne og alle mennesker, hvor de er, for
Gud og for verden? For øvrigt beder de ikke for os syndere, som teksten siger,
men forbander så stærkt de formår, som det ovenfor er påvist på grundlag af
Lyra og Burgen. Men af lutter lediggang og hovmod
spotter de skændige afskum Skriften, Gud og hele verden med disse skamløse
fortolkninger, som de har fortjent og er værdige til at gøre.
Efter at
kongen sådan var korsfæstet, gav Gud allerførst de rette tegn på, at denne
Jesus var Messias. Nu fremtrådte de fattige, forsagte, ulærde, uindviede
fiskere, som dårligt nok kunde deres eget sprog, og prædikede på alverdens
tungemål, så at alverden, himmel og jord, måtte undres derover, anførte med
kraft profeternes skrift i den rette betydning og gjorde desuden sådanne tegn
og undere, at deres prædiken blev antaget i hele verden, af jøder og hedninger,
og så alvorligt, at utallige, unge og gamle, lod sig martre grusomt derfor, og
at den nu har bestået i 1500 år lige til vor tid, og vil bestå til verdens
ende.
Når så store
tegn dengang ikke bevægede jøderne, hvad kan vi så forvente af de forhærdede
jøder, som nu så hovmodigt ikke vil vide af sådanne beretninger? Ja, det vil
Gud nok tillade dem, han der så herligt har åbenbaret alt dette for alverden,
så at de endnu i vore dage må se os kristne prædike og holde alt dette, som vi
ikke har opdigtet, men har hørt fra Jerusalem for 1400 år siden, uden at nogen
fjende eller hedning - end ikke jøderne - nogensinde har kunnet dæmpe det, hvor
hårdt de end har sat sig derimod, så at det umuligt kunne bestå, hvis det ikke
var fra Gud.
Ja, jøderne
må med deres 1500 års landflygtighed selv bevidne, at det hele verden over er
blevet prædiket for deres øren, er blevet anfægtet og stadfæstet ved meget
kætteri, så at man ikke kan beskylde Gud for, at han har holdt det hemmeligt
eller skjult det i mørke, eller at det aldrig er kommet jøderne eller noget
folk for øre, for de har nu i 1500 år alle sammen ihærdigt og troligt forfulgt
det. Alligevel stiller de skændige jøder sig så foragteligt og hånligt an over
for det, som om det for nylig var blevet opdigtet af en drukkenbolt, som de
ikke skyldte nogen tiltro, men friskvæk kunne forhåne
og forbande det, og vi kristne måtte indrømme dem plads og lejlighed, hus og
gård dertil, beskytte og værne dem, så at de frisk og frejdigt kunne håne og
forbande disse Guds ord, og tilmed lade dem afpresse os penge og gods som
belønning.
Nej, du lede
fader til sådanne skændige jøder, du Djævel fra Helvede, dette må stå fast: Gud
har længe nok med tegn og undere prædiket offentligt verden over for dine
jødiske børn, han har gjort det nu i hen ved 1500 år og gør det endnu, han, som
de har været og er skyldige at adlyde, mens de alligevel bestandig hårdnakket
har modsagt, spottet og forbandet. Derfor er derimod vi kristne skyldige ikke
at tillade deres hovmodige og overlagte bespottelse, som skrevet står: ”Den,
som hader Sønnen, hader Faderen”. Hvis vi
nemlig lader dem gøre det, hvor vi har magten, og tilmed beskytter dem og går
dem til hånde, så er vi evigt fordømte sammen med dem for de synder og
bespottelser, som de bedriver, om vi så personligt var så hellige som
profeterne, apostlene eller englene. Som loven siger: ”Den, der begår
forbrydelsen og den, der samtykker, fortjener samme straf.” Den ene er lige så
from som den anden. Og det hjælper ikke os - og endnu mindre jøderne - at de og
vi ikke vil vide deraf, for vi kristne véd nu engang deraf, og de har tillige
med os hørt det nu i snart 1500 år og set og hørt så mange undere, hvormed
denne lære alene ved guddommelig kraft har bestået imod alle djævle og den hele
verden.
Da det nu ved
en så lang og mægtig prædiken over hele verden er slået fast, at ”den, som
vanærer Sønnen, vanærer Faderen” (Joh 5, 23), og at den, som ikke har Sønnen,
ikke kan have Faderen, og de alligevel uafladeligt smæder og forbander Gud
Fader, som har skabt os alle, netop derved, at de smæder og forbander hans Søn,
Jesus af Nazaret, Marias Søn (som han nu i 1500 år har erklæret for sin Søn,
ved prædiken og undergerninger, på trods af alle djævles og menneskers magt og
kunst, og vil vedblive med det indtil verdens ende) og kalder ham Hebel Vorik, dvs. ikke blot en
løgner og falskner, men løgnen og falskheden selv, værre end Djævelen selv -
ja, så kan vi kristne ganske simpelt ikke
finde os i, at noget sådant sker offentligt lige for næsen af os, i
synagoger, bøger og lader og fagter i vort eget land, i vore huse, under vort
styre, hvis ikke vi sammen med jøderne og for deres skyld vil miste Gud Fader
tillige med hans elskelige Søn, der så dyrt har købt os med sit hellige blod,
og gå evig fortabt, hvad Gud forbyde!
Følgelig skal
og må det for os kristne ikke være spøg, men ramme alvor at søge råd derimod og
at redde vore sjæle fra jøderne, dvs. fra Djævelen og fra evig død. Og rådet
er, som før sagt, for det første:
At man
afbrænder deres synagoger og kaster svovl og beg derpå, om man kan. Kunne man
også kaste helvedes ild derpå, ville det også være godt, for at Gud kunne se,
at vi mener det alvorligt, og for at verden af dette eksempel kunne se, at vi
hidtil kun af uvidenhed havde tålt et sådant hus (hvori jøderne så skændigt
havde spottet vor kære Skaber og Fader tillige med hans Søn), men at vi nu
havde givet det den fortjente løn.
For det
andet, at man fratog dem alle deres bøger, bønnebøger, talmudister, også hele
Bibelen, og ikke lod et blad tilovers, og opbevarede den til dem, der omvendte
sig. De bruger jo som før nævnt det alt sammen til at spotte Guds Søn og med
det Gud Fader selv, himlens og jordens skaber, og vil aldrig bruge det til
andet.
For det
tredje, at man forbyder dem, under straf på liv og lemmer, her hos os og på
vore enemærker at prise og takke Gud offentligt, at bede og undervise. Lad dem
gøre det i deres eget land eller hvor de ellers kan, hvor vi kristne ikke kan
høre eller vide det. Og hvorfor? Fordi deres lovprisning, taksigelse, bøn og
undervisning ikke er andet end gudsbespottelse, forbandelse, afguderi, fordi
deres hjerte og mundtøj kalder Gud Fader Hebel Vorik, når de kalder hans Søn, vor Herre Jesus sådan, for
som de kalder og ærer Sønnen, sådan kaldes og æres også Faderen, og det hjælper
dem ikke, at de bruger mange skønne ord og forherliger Guds navn, for der står
(2 Mos 20, 7): ”Du skal ikke misbruge Guds navn”. Sådan nyttede det heller ikke
deres forfædre, at de brugte Guds navn og alligevel kaldte ham Ba'al på Israels
kongers tid.
For det
fjerde, at det forbydes dem at bruge Guds navn i vort påhør, for vi kan ikke
med god samvittighed høre og tillade det, fordi deres spottende, fordømte
mundtøj og hjerter kalder Guds søn Hebel Vorik og med det også må kalde hans Fader det samme, ham,
som hverken kan eller vil forstå det anderledes, ligesom vi kristne heller ikke
kan, da vi skal tro, at som Sønnen kaldes og æres, sådan æres og kaldes også
Faderen, og derfor skal jødernes mundtøj ikke hos os kristne agtes værdig til
at nævne Gud i vort påhør, men den, som hører det nævne af jøder, bør melde det
til øvrigheden eller kaste svinegødning på ham, hvis han ser ham, og jage ham
bort fra sig. Og i dette stykke bør ingen
være barmhjertig eller godmodig, for det angår Guds ære og saligheden for
os alle - også jøderne.
Og hvis de
eller nogen på deres vegne ville indvende, at de ikke mente det så slemt og
heller ikke vidste, at de ved denne bespottelse og forbandelse spottede og
forbandede Gud, for skønt de nok spotter Jesus og os kristne, priser og ærer de
dog Gud i højeste grad og på smukkeste vis, så er det ovenfor sagt, som du har
hørt, at vil jøderne ikke vide deraf eller vil besmykke deres ikke-viden, så skal vi kristne dog vide det, og så er
heller ikke jøderne undskyldt med deres uvidenhed, fordi Gud nu i hen ved 1500
år har ladet det forkynde, så at de er skyldige at vide det, og Gud også
forlanger det af dem. For den, som i 1500 år hører Guds ord og stadig siger:
Jeg vil ikke vide af det, for ham er hans uvidenhed sandelig kun en dårlig
undskyldning, og det betyder, at han pådrager sig syvdobbelt skyld. .
Javel,
dengang vidste de ikke, at det var Guds ord, men nu har de i hen ved 1500 år
hørt, at det er Guds ord, og har set store tegn og selv raset derimod og er
derfor kommet i så stor elendighed i 1500 år. Men velan, lad dem nu høre det og
tro, så skal alt være godt, men gør de det ikke, så er det vist, at de for
bestandig ikke vil vide, men uophørligt forbande, som deres forfædre har gjort
det gennem disse 1500 år. Og så kan vi kristne, som véd besked, ikke tillade
deres hovmodige og evindelige uvidenhed og bespottelse hos os eller tage det på
vor samvittighed, lad dem så drage til deres eget land og dér være uvidende og
spotte, så længe de kan, men ikke længere belaste os med deres gruelige synder.
Ja, hvad
ville vi udrette, selv om vi brændte deres synagoge og forbød dem offentligt at
prise Gud, bede, undervise og nævne Guds navn - de ville dog ikke holde op med
at gøre det hemmeligt, og da vi véd, at de gør det hemmeligt, så er det dog det
samme som at de gør det offentligt, for når man véd, at noget sker hemmeligt og
bliver tålt, kan det alligevel ikke kaldes hemmeligt, og så er vor samvittighed
ligefuldt tynget deraf over for Gud. Lad os derfor se os vel for! Efter mit skøn må det endelige resultat
blive, at skal vi rense os for jødernes bespottelse, må vi skilles fra dem, og
de må udvises af vort land. Lad dem huske på deres fædreland, så behøver de
ikke mere at råbe til Gud imod os og lyve om, at vi holder dem fangne, og vi
behøver ikke at klage over, at de belaster os med deres bespottelse og åger.
Dette er det mest nærliggende og bedste råd, som sikrer begge parter i disse
henseender.
Da de
imidlertid nødigt vil forlade landet, vil de her frisk og frejdigt benægte det
alt sammen og desuden tilbyde de herskende rigeligt med penge for at få lov at
blive her, men ve den, der tager imod disse penge, og forbandet være sådanne
penge - som jo for øvrigt også er stjålet fra os ved deres forbistrede åger. De
benægter jo lige så stærkt, som de lyver, og hvor de kan komme af sted med
hemmeligt at forbande og forgifte os kristne og volde os fortræd, gør de det,
uden at det generer deres samvittighed. Bliver de grebet deri eller beskyldt
derfor, drister de sig til frejdigt at benægte det lige til døden, da de ikke
anser os for værdige til, at de skulle bekende sandheden for os, fordi disse
hellige Guds børn tager det for givet, at de med alle deres forbandelser og alt
det onde, de gør os, tjener Gud i høj grad. Ja, kunne de gøre mod os, hvad vi
kan gøre mod dem, ville ingen af os leve en time længere. Men skønt de ikke kan
gøre det åbenlyst, forbliver de dog i hjertet vore daglige mordere og
blodtørstige fjender, det beviser deres bønner og forbandelser og de mange
beretninger om, hvordan de har pint børn og øvet allehånde misgerninger, for
hvis skyld de ofte er blevet brændt og forjaget.
Derfor tror
jeg også, at de i hemmelighed siger og gør meget værre ting, end historien
fortæller og andre skriver om dem, men selv sætter de deres lid til deres løgne
og penge. Men om de så vil benægte det hele, kan de ikke nægte, at de
offentligt forbander os kristne, ikke på grund af vort slette livsførelse, men
fordi vi anser Jesus for Messias, og fordi de må leve som fanger hos os, skønt
de meget vel véd, at de lyver derom, og at de langt snarere holder os fangne i
vort eget land ved deres åger, og at vi alle gerne ville være dem kvit. Men
idet de forbander os, forbander de også vor Herre, og forbander de ham,
forbander de tillige Gud Fader, himlens og jordens skaber, så deres benægtelse
nytter dem intet. Alene ved deres forbandelse er de modbevist, så at man godt
kan tiltro dem alt det onde, der skrives om dem - de gør sikkert flere og værre
ting, end vi véd og erfarer. For Kristus lyver og bedrager ikke, når han dømmer
dem som slanger og djævlebørn, hvilket vil sige, at hvor de formår det, er de
mordere og fjender af ham og af alle, som hører ham til.
Tre personer, men dog ikke mere end
én Gud
Havde jeg magt over jøderne, som vore fyrster og stæder
har det, ville jeg skride alvorligt ind mod deres løgnagtighed. De bruger en
løgn, hvormed de gør stor fortræd hos deres børn og lægfolk og bagtaler vor tro
på det skændigste. De beskylder os nemlig falskelig hos deres egne for, at vi
kristne tilbeder mere end én eneste Gud. Derover praler og hoverer de uden mål
og måde, og med det holder de deres folk fanget med den påstand, at de er det
eneste folk, som i modsætning til alle hedninger kun tilbeder én Gud. Åh, hvor
sikre er de ikke her i deres sag!
Skønt de nu
meget vel véd, at de gør os uret heri og lyver, som de forstokkede, hovmodige
slyngler de er, skønt de nu i godt 1500 år har hørt og stadig hører af alle
kristne, at vi benægter det, så tilstopper de alligevel deres øren som øgler og
vil med fuldt overlæg ikke høre på os, men hvad de lyver os på og udspyr imod
os, skal gælde for sandhed hos deres folk. Og selv om de i vore skrifter læser,
at hvad Moses siger i 5 Mos 6, 4: ”Hør, Israel, vor Gud er én eneste Herre”,
dét bekender vi offentligt og privat, med hjerte, tunge, skrift, i liv og død,
at der kun er én eneste Gud, ham, om hvem Moses skriver på dette sted, og om
hvem jøderne selv taler - selv om de som sagt véd dette, hører og læser det hos
os og har gjort det nu i 1500 år, hjælper det alligevel ikke, deres løgn skal
stå ved magt og vi kristne bagtales af dem som mennesker, der tilbeder mange
guder.
Hvis jeg
derfor havde magt over for dem, ville jeg samle de lærde og bedste blandt dem
og pålægge dem, hvis de ikke ville have tungen revet ud af halsen, inden otte dage
at overbevise og overtyde os kristne om og sådan levere sandhedsbevis for denne
skændige løgn, at vi tilbeder andre guder end den eneste sande Gud. Kunne de
det, ville vi alle samme dag blive jøder og lade os omskære, og kunne de ikke,
skulle de forvente den fortjente løn for denne skammelige, hovmodige,
fordærvelige og giftige løgn, for vi er, Gud ske lov, ikke de ænder, klodser og
stene, som de højlærde rabbinere - de afsindige narre - anser os for, som om vi
ikke skulle vide, at man ikke med sandhed kan tro både på én og på mange guder.
Men at vi
tror, at der er tre personer i den ene evige Guddom, deraf kan hverken nogen
jøde eller Djævel på nogen måde bevise, at vi altså tror på mere end én eneste
Gud. Når jøderne hævder, at de ikke kan forstå, hvordan tre personer kan være
én Gud, hvorfor fornægter, fordømmer og forbander så deres nedrige, fordømte
løgnermund, hvad de ikke forstår? Dobbelt straf skulle man give et sådant
mundtøj, først fordi det bekender, at det ikke forstår, dernæst fordi det forbander,
hvad det ikke forstår. Hvorfor ikke spørge først? Ja, hvorfor har de nu hørt
det i 1500 år, men ikke villet lære eller forstå? Derfor hjælper eller
undskylder denne deres manglende forståelse dem ikke, og heller ikke os
kristne, hvis vi vedblivende finder os deri, men vi må som sagt tvinge dem til
enten at bevise deres skamløse løgn om os eller også tage straffen derfor, for
den, som vedrørende denne trosartikel lyver os noget på eller spotter os, han
lyver om Kristus og spotter ham og med det Gud selv som en afgud, ham, af hvem
vi har lært og modtaget det som hans evige ord og sandhed nu i 1500 år,
bekræftet ved tegn og undere, og har bekendt og lært det.
Oh, aldrig er
der født eller fødes noget menneske, som kan forstå eller begribe, hvordan der kommer
blade på træer og græs af sten og jord eller hvordan nogen skabning bliver til.
Og disse smudsige, blinde, forstokkede løgnhalse vil dømme om og vide, hvad der
sker uden for og over skabningen i Guds skjulte, ufattelige, uudgrundelige og
evige væsen. Skønt vi kun møjsommeligt og svage i troen fatter, hvad der er
åbenbaret os i dunkle ord, falder de alligevel i en så gruelig bespottelse, at
de laster og håner vor tro som afguderisk, hvilket betyder, at de laster og
spotter Gud selv som en afgud. For vi er visse på vor tro og lære, ligesom de
også selv skylder at være det, da de nu i 1500 år har hørt, at den ved Jesus
Kristus er fra Gud og af Gud.
Hvis disse
ubehøvlede folk havde optrådt nok så sømmeligt og sagt: De kristne tilbeder én
og ikke mange guder, og vi lyver og gør dem uret, når vi siger, at de tilbeder
flere end én Gud, skønt de tror på tre personer i én Guddom, hvad vi ikke kan
forstå, men vi må overlade til dem at følge deres egen mening, osv. - dét havde
været rimelig tale. Men nu farer de frem i Djævelens navn, som urene svin til
ædetruget, spotter og vanærer det, som de hverken vil vide eller forstå, bort
med det, vi jøder forstår det ikke og vil ikke forstå det, følgelig må det være
urigtigt og afguderisk!
Men det er
det folk, for hvilket Gud altid har måttet være ikke Gud, men en løgner i alle
sine profeter og apostle, hvor meget han end lod prædike for dem. Derfor går
det dem til gengæld sådan, at de ikke kan være hans folk, hvor meget de så
prædiker, råber og beder. De hører ikke ham, derfor hører han heller ikke dem,
som Sl 18, 27 siger: ”Over for den falske forstiller du dig.” Guds vrede er
kommet over dem, hvad jeg kun ugerne tænker på, og det har ikke været mig en glæde at skrive denne bog, som jeg har måttet
skrive snart med harme, snart med spot, og rive mit blik bort fra det
frygtelige syn, som jøderne frembyder, og det smerter mig, at jeg har måttet
nævne deres græsselige smædeord om vor Herre og hans elskelige moder, ord, som
vi kristne ikke gerne hører, og jeg kan godt forstå, hvad St. Paulus mener (Rom
9, 2), hvor han siger, at hans hjerte er tungt, når han tænker på dem, og jeg
tænker, at det går enhver kristen ligeså, når han tænker alvorligt derpå, ikke
på grund af den timelige ulykke og landflygtighed, som jøderne selv jamrer
over, men fordi de er overgivet til at vanære, forbande og bespytte Gud selv og
alt, hvad Guds er, til deres evige fortabelse, og de dog ikke vil høre eller
vide deraf, men handler som drevet af nidkærhed for Gud. Ak, Gud, himmelske Fader, vend om og lad din vrede over dem være
fuldbyrdet og ophøre, for din kære Søns skyld, Amen!
Hvad vore
landsherrer angår, ønsker jeg og beder om, at de, hvis der bor jøder i deres
område, vil udøve en skarp barmhjertighed
mod disse elendige mennesker, som ovenfor sagt, om det dog måske kunne hjælpe
lidt (skønt det nok er tvivlsomt), ligesom
de gode læger gør: Når der er gået koldbrand i kroppen, går de ubarmhjertigt
til værks og skærer, saver og brænder kød, årer, marv og ben bort. Sådan
skal man også gøre her, nedbrænde deres synagoger, forbyde alt det, som jeg
ovenfor har opregnet, tvinge dem til at arbejde og behandle dem med al
ubarmhjertighed, ligesom Moses gjorde i ørkenen, da han ihjelslog 3000, for at
ikke alle til hobe skulle gå til grunde. De véd i virkeligheden ikke, hvad de
gør, og tilmed vil de ligesom afsindige mennesker ikke vide, høre eller tage
ved lære. Derfor kan man ikke bruge barmhjertighed imod dem, da de derved kun
ville bestyrkes i deres fremfærd. Hjælper det ikke, må vi jage dem ud som gale
hunde, for at vi ikke skal blive meddelagtige i deres gruelige bespottelser og
øvrige laster og sammen med dem pådrage os Guds vrede og fordømmes. Hermed har
jeg gjort, hvad jeg kunne, lad så enhver se til, at han gør sit - jeg vil have
min samvittighed fri.
Politisk eller religiøs frelse
Til sidst vil jeg sige følgende: Hvis Gud ikke ville give
mig nogen anden Messias end ham, som jøderne ønsker og håber på, ville jeg
langt, langt hellere være et svin end et menneske, og jeg skal sige dig
hvorfor: jøderne ønsker ikke andet af deres Messias, end at han skal være en Kochab, en konge af denne verden, der skal ihjelslå os
kristne, udskifte verden mellem jøderne og gøre dem til herrer og så til sidst
dø ligesom andre konger, og ligeså hans børn efter ham. Sådan siger nemlig en
rabbi: Du skal ikke sætte dig i hovedet, at det vil gå anderledes til i
Messias' tid, end det har gjort lige fra verdens skabelse. Dvs. dag og nat,
måneder, sommer og vinter, sæd og høst, fødsel og død, spisen og drikken, søvn,
vækst, fordøjelse og udtømmelse og alt det øvrige vil forløbe som nu, kun skal
jøderne herske, have alverdens guld, gods, fryd og glæde, men vi kristne skal
være deres trælle, alt sammen sådan som også Muhamed har tænkt og beskrevet
det, han som dræber os kristne (ligesom jøderne gerne gjorde) og tilegner sig
land, ejendom, glæde og lyst, og hvis han havde været jøde og ikke ismaelit, ville jøderne for længst have antaget ham som
Messias eller gjort ham til Kochab.
Selv om jeg
nu også havde alt dette eller nu selv kunne blive tyrkisk kejser eller den
Messias, som jøderne håber på, ville jeg alligevel hellere være et svin, for
hvad nyttede det mig alt sammen, når jeg dog ikke en eneste time kunne være i
tryg besiddelse deraf? Alle menneskers
grufulde byrde og plage, døden, hvilede dog stadig på mig, aldrig var jeg i
sikkerhed for den, hvert øjeblik måtte jeg frygte for den, ryste og bæve af skræk for Helvede og Guds vrede uden at kunne se nogen
ende derpå, men bestandig forvente den - som tyrannen Dionysius
viseligt påpegede over for et menneske, som priste ham lykkelig: Han bragte ham
til sæde ved et kosteligt opdækket bord, men over hans hoved hængte han et
draget sværd i en silketråd, og under ham lå en glødende ild, og sagde til ham:
Spis nu og glæd dig, osv. - Sådan ville også denne Messias' glæde være. Og jeg
véd, at den, som én gang har følt skrækken for eller tyngden af døden, hellere
ville være et svin end leve bestandigt under denne byrde.
Svinet ligger
jo nemlig på sin dundyne, på gaden eller møddingen, hviler i ro og mag, snorker
blidelig, sover sødt, frygter ingen konge eller herre, død eller Helvede,
Djævel eller Guds vrede. Det lever i den grad sorgløst, at det ikke engang
spekulerer på, hvor der er mask at finde, og om så den tyrkiske kejser i fuldt
raseri kom dragende i al sin magt og vælde, ville det alligevel holde sig for
god til at rejse en eneste børste derover. Jog man det op, ville det nok grynte
og sige, hvis det kunne tale: Sikket postyr du dog laver, din nar, du har det
ikke en tiendedel så godt som jeg og lever ikke så meget som én time så sikkert
i fred og ro, som jeg evig og altid gør, om du så var ti gange så mægtig og
rig. Det skænker kort sagt ikke døden en tanke, dets liv er idel fred og
tryghed.
Tager
slagteren det, så tror det, at det nok er en stok eller sten, der klemmer det,
døden venter det ikke, ikke engang i dødsøjeblikket, aldrig et øjeblik har det
mærket døden, men evig og altid kun liv. Det kan hverken nogen konge eller selv
jødernes Messias gøre det efter, overhovedet intet menneske, hvor klog, fornem,
rig, hellig og mægtig han så end er. Det
har ikke spist af det æble, som i paradiset lærte os elendige mennesker
forskellen mellem godt og ondt.
Hvad skulle
nu jødernes Messias gavne mig? Når han ikke kan hjælpe mig arme menneske imod
denne store, gruelige fejl og skade og ikke gøre mit liv en tiendedel så godt
som svinets? Så ville jeg sige: Kære Herre Gud, behold din Messias, eller giv
ham til hvem der vil have ham, men gør i stedet mig til et svin, for det er
bedre at være et levende svin end et evigt døende menneske. Ja, som Kristus
siger (Matt 26, 24): ”Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.”
Men havde jeg en Messias, der kunne helbrede
mig for denne skade, så at jeg ikke behøvede at frygte for døden, men bestandig
var sikker på livet, kunne slå knips ad Djævelen og Helvede og ikke længere
måtte skælve for Guds vrede, da ville mit hjerte danse af glæde og være som
beruset af fryd, da ville der optændes en brændende kærlighed til Gud, en
uophørlig lovprisning og tak. Selv om han ikke derefter gav mig guld, sølv og
anden rigdom, så ville dog hele verden være lutter paradis, om jeg også skulle
leve i et fængsel.
En sådan
Messias har vi kristne og takker Gud, al barmhjertigheds fader, af vort hjertes
fulde, overstrømmende glæde, og glemmer glad og gerne al den fortræd og skade,
som Djævelen har tilføjet os i paradiset, for den er rigelig udsonet og
uskadeliggjort af denne Messias. Sådan har apostlene i fængsler og i allehånde
ulykke sunget og lovprist af glæde, også piger såsom Agathe, Lucia
Ja, en sådan
Messias har vi, én som siger sådan til os (Joh 11, 25): ”Jeg er opstandelsen og
livet, den, som tror på mig, skal leve, selv om han dør. Og den, som lever og
tror på mig, skal aldrig dø.” Og Joh 8, 51: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer:
Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” En sådan
Messias spørger jøderne og muslimerne ikke efter, hvad skal de med ham? De må
have én fra slaraffenland, som kan fylde deres stinkende bug og dø sammen med dem
som en ko eller hund.
De behøver
ham heller ikke til hjælp imod døden, da de selv med deres bod og fromhed er
hellige nok til at træde frem for Gud og opnå dette og alt det øvrige. Kun de
kristne er sådanne narre og modløse krystere, der frygter så meget for Gud og regner
deres synd og Guds vrede for så meget, at de ikke drister sig til at komme ham
for øje uden en mellemmand eller Messias, som kan gå i deres sted og ofre sig
for dem. Men jøderne er hellige og modige helte og riddersmænd og vover
uden mellemmand og Messias at træde frem for Gud og bede om og opnå alt, hvad
de ønsker, så at englene og Gud selv må glæde sig, når en jøde vil nedlade sig
så meget som til at bede om noget. Så må englene gribe bønnen og sætte den på
Gud som en krone på hans guddommelige hoved, som vi har set det ske i disse
1500 år. Så højt skatter Gud den ædle slægt og de omskårne helgener, fordi de
kan kalde hans Søn Hebelvorik!
Endvidere -
foruden at vi tåbelige og modløse kristne og forbandede hedninger anser vor
Messias for så nødvendig, at han ved sin egen kraft og uden nogen hellighed hos
os må forløse os fra døden, falder vi jammerlige folk ydermere i den store,
rædsomme forblindelse, at han ikke behøver noget sværd eller nogen jordisk magt
dertil, for vi begriber ikke, hvordan Guds
vrede, synden, døden og Helvede kan fordrives med sværdet, fordi vi ser, at
fra verdens skabelse indtil nu har døden ikke spurgt om sværdet, men har
opslugt kejsere og konger og hvem der ellers har ført sværdet, lige så vel som
det mest hjælpeløse barn i vuggen.
Her forvolder
de store forførere Esajas, Jeremias og alle profeterne os stor skade, de
forhekser os tåbelige hedninger med deres falske lære, idet de siger, at
Messias' rige ikke skal føre noget sværd. Oh, gid dog jødernes hellige rabbinere
og ridderlige helte ville komme og hjælpe os ud af disse gruelige vildfarelser,
hvor Esajas (2, 4.) profeterer om Kristus, hvordan hedningerne skal strømme til
Herrens hus og bjerg for at lade sig belære (utvivlsomt ikke for at lade sig
myrde med sværdet, så ville de næppe strømme til, men nok holde sig borte) og
siger: ”Han – Messias - skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom
blandt talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres
spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal
ikke mere oplæres til krig.”
Sådan
trolddom øver han imod os arme hedninger, også i kap. 11, 9: ”Ingen volder ondt
eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab
om Herren.” Vi arme, blinde hedninger forstår ved Herrens kundskab ikke
sværdet, men undervisningen, hvorved man lærer Gud at kende, som det også er
sagt ovenfor i Es 2, 4 om undervisningen, som hedningerne skal strømme til.
Kundskab må jo nemlig komme ikke ved sværdet, men ved at lære og høre, efter
hvad vi tåbelige hedninger mener. Og Es 53, 11: ”Når han kendes, skal han
retfærdiggøre mange”, dvs. ved belæring, ved at man hører og tror på ham. Hvad
kan ”kende ham” ellers betyde? Kort og godt: Det at kende Messias må komme
gennem forkyndelsen.
Tag nu værket
i øjesyn. Apostlene har ikke brugt sværd eller spyd, men kun tungen. Og sådan
er det gået nu i 1500 år ved alle bisper, sognepræster og prædikanter, og gør
det stadig. Se engang efter, om
sognepræsten fører sværd eller spyd, når han går til kirke, prædiker,
døber, uddeler nadveren, binder og løser synd, tøjler den onde, trøster de
fromme og underviser, nærer og forbedrer alles sjæle. Gør han ikke alt dette med tungen eller ordet alene? Heller ikke
bringer mængden sværd eller spyd med til dette embede, men alene deres ører.
Betragt nu
engang disse forunderlige tegn. Romerriget og hele verden var fuld af afguder,
som hedningerne holdt fast på, Djævelen var mægtig og værgede sig uforfærdet,
og dog har tungen alene uden at bruge sværd renset hele verden for alle disse
afguder trods alle sværd, tillige uddrevet djævle uden tal, opvækket døde,
helbredt alskens sygdomme og ladet det sne og regne med undere. Desuden udfejet alt kætteri og al vildfarelse, som den endnu hver
dag gør for vore øjne. Og hvad der er det
allerstørste, den tilgiver og udsletter al synd, skaber glade, fredsommelige,
tålmodige hjerter, opsluger døden, tillukker Helvede, åbner himlen og giver
evigt liv. Og hvem kan opregne alt det gode, som Guds ord udretter. Det gør,
sagt med få ord, alle dem, som hører og tror det, til Guds børn og arvinger til
himmerig. Må det ikke kaldes et kongerige, magt, herredømme, herlighed? Jo,
sandelig, et frydefuldt kongerige og alle hedningers rette Chemdâh.
Og i stedet for dette kongerige skulle jeg sammen med jøderne ønske og antage
en blodtørstig Kochab? Snarere og hellere ville jeg
da som sagt være et svin end et menneske.
Med en sådan
betydning stemmer nu også alle profeternes skriftsteder smukt overens, nemlig
at folkene, såvel jøder som hedninger, er tilfaldet Shiloh
(som Jakob siger 1 Mos 49, 10), efter at sceptret er borttaget fra Juda, samt
at Daniels halvfjerds uger er forbi, Haggajs tempel nedbrudt, mens Davids hus
og trone er forblevet indtil nu og skal bestå for evigt. Mens derimod iflg.
Jøderne (som Gud har forkastet) og deres forsætlige fornægtelse, løgne og
forbandelser intet deraf kan forstås og langt mindre være gået i opfyldelse.
For nu først
at tale om Jakobs ord i 1 Mos 49, 10, så har vi ovenfor hørt, hvilket tomt,
urimeligt narreværk jøderne har opdigtet derom uden dog at have sagt noget
træffende. Men når vi bekender vor Herre Kristus og lader ham være Shiloh eller Messias, så stemmer, rimer, passer det hele på
det nøjeste og glædeligste, for på Herodes' tid, da
sceptret blev taget fra Juda, var han der straks og tiltrådte sit fredens
herredømme uden sværd (som Es 9, 6 og Zak 9, 10 forudsiger), og alle folkeslag,
både jøder og hedninger, tilfaldt ham, sådan at på én dag blev i Jerusalem 3000 sjæle troende, og mange fra
præstestanden og også af folkets fyrster sluttede sig til, som St. Lukas
skriver i ApG 3, 11 og 4, 4.
Og fra den
tid, da Jesus opstod, dvs. fra kejser Tiberius' 18. år, indtil kejser Hadrians
18. år - han, som tilføjede jøderne det andet og sidste slag, slog Kochab og fordrev jøderne ganske og aldeles fra deres land
- i disse mere end 100 år var der til stadighed biskopper af Israels børns
stammer i Jerusalem. Dem opregner vor Eusebius med
navns nævnelse i 4. bog af Kirkehistorien, kap. 5. Han begynder med apostlen
Jakob og nævner nok 15 af dem. Alle har de flittigt prædiket evangeliet, gjort
undere og ført et fromt liv. De har omvendte mange tusind jøder og Israels børn
til deres forjættede og åbenbarede Messias, Jesus af Nazaret. Foruden de endnu
levende af dem, som Paulus samt andre apostle og deres disciple havde omvendt
af de adspredte jøder i udlandet, og hedningerne, skønt den anden part, de
blinde, forstokkede jøder, de nulevendes fædre, uophørligt frådede og rasede
derimod og udgød meget blod af deres egen stamme både indenlands og udenlands
blandt hedningerne, som vi tidligere har fortalt om Kochab.
Men da
Hadrian havde fordrevet jøderne fra landet, måtte man efter den tid tage
hedningekristne til biskopper i Jerusalem, da der ikke mere fandtes eller taltes
jøder i landet på grund af Kochab og de oprørske
jøder, som ikke levnede romerne nogen ro. Ligeledes har også de andre omvendte
jøder, som var adspredt iblandt hedningerne, omvendt mange af Israels børn, som
vi ser af St. Paulus' breve og beretninger. Dog har de også bestandig overalt
lidt forfølgelse af kochabitterne, så at de fromme af
Israels børn ikke har haft bitrere fjender end deres egne stammefrænder, som
det stadig er tilfældet, når de omvender sig.
Til disse fromme
omvendte Israels børn sluttede sig også hedninger over hele verden i store
skarer og med en sådan alvor, at de ikke alene forlod deres afguder og deres
egen visdom, men også hustruer og børn, venner, gods og ære, legeme og liv og
tålte alt, hvad Djævelen og alle de andre hedninger og tillige de rasende jøder
kunne optænke, og dog stræbte de med det ikke efter nogen Kochab,
ikke efter hedningernes guld, sølv, ejendom, herredømme, land eller folk, men
det evige liv, et andet efter dette, ville gerne tåle fattigdom og elendighed
og var dog glade og trøstige, ikke bitre eller hævngerrige, men velsindede og
barmhjertige, bad for deres fjender og gjorde desuden mange og store undere.
Det har varet ved lige fra den tid til vor egen, vi som nu lever, og vil vare
til verdens ende.
Nu er det jo
en stor og sælsom, forunderlig ting, at alverdens hedninger uden sværd og tvang
og ikke for nogen timelig fordels skyld villigt og gerne antog som den rette
Messias et fattigt menneske blandt jøderne, et menneske, som hans eget folk
selv havde korsfæstet, fordømt, forbandet og forfulgt uden ophør, og at de for
hans skyld udrettede og led så meget, forlod alt afguderi, blot de måtte leve
evigt med ham. Og dette har nu stået på i 1500 år, så længe har en falsk
gudsdyrkelse aldrig bestået, ej heller har alverden lidt så meget derfor eller
holdt så fast derved. Og hvad der vel er et af de største tegn, aldrig har
nogen gud udholdt en så hård modstand som denne Messias, mod hvem alene alle
andre guder og folkeslag har raset og indbyrdes har kunnet enes så godt derom,
hvor mangfoldige og forskellige de end i øvrigt var.
Den, som ikke
gribes af dette sælsomme underværk, ham sker kun hans ret ved at han forbliver
blind eller bliver en fordømt jøde. Vi kristne ser, at dette under stemmer med
Jakobs ord i 1 Mos 49, 10: ”Folkene vil, når Judas scepter er faldet, adlyde Shiloh, d.e. Messias”. Sagen står klart for øjnene, det som
har opfyldt dette skriftord, at folkene, altså ikke alene jøderne, men også
hedningerne, tilsammen og endrægtigt har adlydt denne Shiloh
og er blevet ét folk, dvs. er blevet kristne. Man kan ikke påvise eller udfinde
nogen anden, på hvem disse Jakobs ord passer og rammer så nøjagtigt som denne
vor kære Herre Jesus Kristus. Og én må der dog være givet fra tiden efter
sceptret, eller også måtte Helligånden have løjet ved den hellige patriark
Jakob, og Gud have glemt sin forjættelse. Lad Djævelen, eller hvem der vil være
en fordømt jøde, påstå det!
Heller ikke
ordet om Davids evige hus og trone passer på nogen anden end denne vor Messias,
Jesus af Nazaret, for efter kongerne af Judas stamme, siden Herodes' tid, kan
der ikke opdrives nogen søn af David, som har siddet på hans trone og endnu
sidder der for at opretholde hans trone for evigt, som det dog måtte og stadig
må være tilfældet, fordi Gud havde lovet det med en ed. Men da denne Davids søn
var opstået af døde, tilfaldt der ham mange, mange tusinde Israels børn, både i
Jerusalem og i hele verden, som antog ham som deres konge og Messias som det
rette Abrahams afkom og deres slægt. Disse var og er endnu Davids hus,
kongerige og trone, for de er Israels børns afkom og Abrahams æt, hvis konge
David var.
At de nu er
døde og begravede, har intet at betyde, for ham er de ligefuldt hans kongerige
og folk. For os og for verden er de døde, men for ham er de levende og ikke
døde. At de blinde jøder ikke véd deraf, er ret og rigtigt, for den, som er
blind, skal overhovedet intet se. Men vi kristne véd, at han siger (Joh 8, 56,
Matt 22, 32): ”Abraham lever”, ligeledes Joh 11, 26: ”Den, som tror på mig,
skal leve, selv om han dør.” Sådan står nu Davids hus og trone fast og har for
evigt siddende derpå en søn, som aldrig dør eller lader dem dø, som hører til
hans kongerige og med sand tro antager ham som konge. Sådan er ordet til visse
opfyldt. Lad nu alle djævle, jøder, muslimer og enhver, som ikke vil lade det
blive derved, også udpege en Davids søn, eller flere, på hvem dette ord om
Davids hus passer så nøje og så lifligt fra Herodes' tid, så vil vi prise dem.
Til dette kongerige og Davids trone hører vi
hedninger tillige med alle dem, som med samme tro har antaget denne Messias og
Davids søn som konge og som indtil verdens ende og i evighed vil antage ham.
Som Jakobs ord i 1 Mos 49, 10 lyder: ”Folkene
vil adlyde ham” dvs. ikke kun ét folk, som f.eks. Israels børn er, men alle de
øvrige folk, og endvidere 1 Mos 22, 18: ”Alle jordens folk skal velsigne sig i
dit afkom.” På dette sted står ordet ”gôjim”, som man
almindeligvis i Skriften forstår om hedningerne, bortset fra de steder, hvor
også jøderne med stor foragt benævnes sådan af profeterne. Og meningen er kort
sagt, at Guds velsignelse gennem Abrahams sæd ikke kun skal blive hos hans
kødelige efterkommere, men også udbredes til alle hedninger, hvorfor Gud også
selv kalder Abraham ”mange hedningers fader” (1 Mos 17, 4). Af sådanne
udtalelser er der mange flere i Skriften.
At nu
Skriften kalder dette kongerige for Davids trone og kalder kong Messias for
Abrahams sæd skyldes, at dette Davids kongerige og kong Messias ikke er kommet
til Abrahams og Israels børn fra os hedninger, men fra Abrahams og Israels
børn, som Herren selv siger Joh 4, 22: ”Frelsen kommer fra jøderne.” Og skønt vi alle nedstammer fra Adam ved én og
samme fødsel, hvad slægtskab angår, så er dog alle andre folkeslag
udelukket og kun Abrahams sæd udvalgt hertil, og derfra skulle Messias komme.
Efter Abraham er kun Isak, efter Isak kun Jakob, efter Jakob kun Juda, efter
Juda kun David, de andre brødre er hver gang skudt til side og ikke udvalgt til
at fortsætte linien, hvorfra Messias skulle komme. Men alt sammen er det sket
alene med henblik på Messias, hvorfor alt Abrahams afkom frem for alle er
højlig ansete for Gud, fordi de troede på denne Messias - som Paulus siger i
ApG 13, 17: ”Gud har ophøjet dette folk.” For det må visselig være en stor ære
og herlighed at kunne rose sig af at være fætter eller slægtning til Messias,
jo nærmere, desto højere.
Dog er det
langtfra, at denne ros beror på, at Abrahams og hans efterkommeres æt var en
sådan ære værd. Kom det an derpå, var den i bund og grund fordærvet. Men
grunden er alene den, at Gud af ren og skær nåde og barmhjertighed har udvalgt
Abrahams kød og blod dertil, skønt det havde fortjent noget helt andet.
Ligeledes er vi hedninger også blevet højlig æret ved at vi har fået del i
Messias og i hans kongerige og nyder den velsignelse, som blev lovet Abrahams
afkom. Men hvis vi ville rose os, som om vi havde været værdige dertil, og ikke
ville erkende, at det var vederfaret os af ren og pur nåde, for at æren alene måtte
være Guds, så var også alt fordærvet og fortabt. Det skal være, som 1 Kor 4, 7
siger: ”For hvem giver dig nogen særstilling? Og hvad har du, som du ikke har
fået givet? Og når du har fået det, hvorfor er du da stolt, som om du ikke
havde fået det givet?”
Sådan er
Davids elskelige søn Jesus Kristus også vor konge og Messias, og vi roser os af
hans kongerige og folk lige så vel som David selv og alle Abrahams og Israels
børn, for vi véd, at han er indsat som herre, konge og dommer over levende og
døde. ”Lever vi, så lever vi for ham, dør vi, så dør vi for ham”, dvs. vi skal
leve efter døden, som vi nu har hørt, og som Paulus forkynder i Rom 14, 8. Og
vi søger ikke i ham en blodtørstig Kochab, men den
sande Messias, som kan give liv og salighed, nemlig en Davids søn, som sidder
på sin trone i evighed, og om hvem de blinde jøder og muslimer aldeles intet
véd. Gud forbarme sig over dem, som han har gjort og vil gøre over os, Amen!
Man kan
heller ikke pege på en Messias, på hvem udsagnet i Daniel 9 passer, undtagen
denne Jesus af Nazaret alene, om så Djævelen med samt alle hans engle samt
jøderne bliver vilde og gale derover. Hvor hul og tom jødernes løgn om kong Kores og Agrippa er, har vi jo
allerede tidligere hørt. Men sådan som englen Gabriel dér siger, sådan er det
sket, og vi ser det ske sådan for vore øjne (Dan 9, 24): ”70 uger”, siger han,
”er fastsat over dit folk og over din hellige stad”. Han siger ikke navnet
Jerusalem, men slet og ret ”din hellige stad”, og siger heller ikke ”Guds
folk”, men kun ”dit folk” - nemlig fordi det nu skulle være forbi med dette
folks og denne stads hellighed, hvor man ikke skulle have nødig år for år at
sone synder ved ofringer, gudstjeneste og hellighed i templet uden dog
nogensinde at kunne blive retfærdig og hellig i bund og grund, fordi jo
soningen hvert år måtte søges på ny gennem ofringen.
Men Messias
skulle bringe evig retfærdighed, forsegle misgerningen, gøre ende på
overtrædelsen, sone synden, opfylde profetierne og synerne, osv. Hvor nu synden
er borte for evigt og der er evig retfærdighed, dér behøves ikke mere noget
offer for synden eller for at opnå retfærdighed. Hvorfor skulle man ofre for
synden, når den ikke mere findes? Hvorfor skulle man søge retfærdighed gennem
gudstjeneste, når den allerede er der? Men når der ikke mere er brug for ofre
og gudstjenester, hvad skal man så med præsterne og templet? Hvor der ikke mere
behøves præster og tempel, hvortil tjener så det folk og den stad, som tjenes
med det? Det må blive et andet folk og en anden stad, som ikke behøver disse
præster eller tempel, offer og gudstjeneste, eller også må det ødes og gå til
grunde sammen med det unyttige tempel, med gudstjeneste, præster og ofre, sådan
at de halvfjerds uger fælder den endelige dom over stad og tempel samt præster,
ofre og gudstjenester.
Dette nye
folk og nye Jerusalem er nu den kristne kirke, samlet blandt jøder og
hedninger. De véd, at ved
Jesus Kristus er synden aldeles borttaget, al profeti opfyldt og evig
retfærdighed oprettet. Den, som tror på ham, er retfærdig for evigt, og alle
hans synder er for evigt forseglet, forsonet, tilgivet, sådan som det Ny
Testamente i rigt mål understreger for os, i særdeleshed Peter og Paulus. Nu
hedder det ikke længere: Den, som ofrer skyldoffer, syndoffer og andre ofre i
Jerusalem, han bliver retfærdig eller har udsonet synden. Men sådan hedder det
(
Det har også
David forkyndt i Sl 40, 7-9: ”Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have – du
har åbnet mine ører – brændoffer og syndoffer ønsker du ikke. Da siger jeg: Se,
jeg er kommet – i bogrullen er der skrevet om mig – jeg ønsker at gøre din
vilje, Gud, din lov er i mit indre.” – Ja, det er den Messias, som ved sin
vilje og lydighed har bragt retfærdigheden. Det er meningen med Moses' og alle
profeternes bog 51. Sådan siger også Gabriel her, at ofrene ikke skal udrette
det, og siger: ”Messias bliver dræbt og vil intet have” (Dan 9, 26). Hvoraf vil
han intet have? Spørg, hvad han taler om. Han taler med Daniel om hans folk og
hans hellige stad, af dem vil han intet have, for at der af disses hellighed
intet skal være hos og i ham, som også Sl 16, 4 siger: ”Jeg vil ikke udgyde
deres drikofre af blod, deres navne vil jeg ikke bringe over mine læber.”
Sådan siger
Esajas (33, 24): ”Folket, der bor der, har fået synden tilgivet.” På hebraisk nesu’ ‛awon
– synden er tilgivet. Også Jeremias lover en anden, ny pagt, hvor ikke Moses
med sin pagt skal herske, men (Jer 31, 34): ”Jeg tilgiver deres skyld og husker
ikke længere på deres synd.” – Ja, det er
nådens, tilgivelsens pagt med forglemmelse af alle synder for evigt. Noget
sådant kan jo ikke ske ved sværdets hjælp, som de blodtørstige Kochabitter ønsker, men ved idel nåde, som er bragt ind i
den uværdige verden af den dræbte Messias, til den evige retfærdighed og
salighed, som Gabriel siger her i Dan 9, 24.
Men
skriftstedet er, som ovenfor sagt, så indholdsrigt, at hele det Nye Testamente
er sammenfattet deri, så at der behøves mere tid og plads til at udvikle det.
Her er det tilstrækkeligt, at vi er sikre på, at det er umuligt at forstå det
om nogen anden Messias eller konge end vor Herre Jesus af Nazaret, fordi der
heller ikke på den tid, i den sidste uge, er blevet dræbt nogen anden Messias
end denne, og Daniel dog må have en dræbt Messias på den tid, som det klart
fremgår af hans ord.
Endelig
passer heller ikke Haggajs ord på nogen anden, for der kan ikke efter Haggajs
tid påvises nogen anden, som med den mindste rimelighed kunne kaldes alle
hedningers Chemdâh, glæde eller trøst undtagen alene
Jesus Kristus. I ham har hedningerne nu i hen ved 1500 år haft deres trøst,
glæde og lyst, som det står os tydeligt for øje, og jøderne selv stadig beviser
ved deres forbandelse. Hvorfor forbander de os nemlig? Kun fordi vi bekender
denne Jesus, den rette Messias, som vor trøst, glæde og lyst, priser og lover
ham og ikke vil lade os rives og adskilles fra ham, hverken i glæde eller sorg,
men vil leve og dø i ham og for ham, trøstigt og villigt. Og jo mere jøder,
muslimer og alle fjender smæder og vanærer ham, desto fastere holder vi ved
ham, og desto kærere har han os, som han siger Matt 5, 11 f: ”Salige er I, når
man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.
Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene.” Ham være lov og tak,
ære og pris sammen med Faderen og Helligånden, én sand, virkelig Gud. Amen!
Afskedsønske
Alt dette skriveri har I, kære herre og gode ven,
aftvunget mig med jeres lille bog, hvori en jøde viser sin kunst i samtale med
en fraværende kristen. Med mig som tilstedeværende skal han nu ikke forsøge
sig, Gudskelov! Desuden håber jeg, at en kristen, som ikke ellers har lyst til
at blive jøde, heri har tilstrækkeligt til, at han ikke blot nok kan værge sig
mod de blinde, forgiftede jøder, men også vil blive fjendtligt stemt mod deres
ondskab, løgn og bedrag og forstå, at ikke blot er deres tro falsk, men at de
bestemt er besat af alle djævle. Kristus,
vor kære Herre, omvende dem barmhjertigt og bevare os fast og urokkeligt i
erkendelsen af ham, hvilket er det evige liv (Joh 17, 3, 1 Kor 15, 58). Amen.