Martin Luther

 

   

    

Om handel og investering

1524

 

 

INDLEDNING

Luthers skrift Om handel og investering udkom i 1524. Det består af to dele, hvor den sidste del er et genoptryk af en traktat om investering fra 1520.

       I første del behandler Luther generelle etiske spørgsmål omkring handel og prispolitik. Anden del går nærmere ind på det såkaldte ”rentekøb”, som havde sit udspring i forpagtning af jord, men havde udviklet sig til også at omhandle kapitalinvesteringer i landbruget.

       I behandlingen af disse konkrete sager har Luther en række almene og generelle etiske overvejelser omkring arbejde og erhvervsliv, økonomi, renter, social omsorg, gældssanering, handelsaftaler og karteller, samfundets indretning, Moselovens plads og betydning, næstekærlighed, kapitalisme, spil, offentlig kontrol, de to regimenter, mm.

 

Oversættelsen er foretaget efter originalteksten i Weimar Udgaven bind 6, 36-60 og 15, 293-323 "Von Kaufshandlung und Wucher".

 

Cand.theol.

Finn B. Andersen

marts 2006

 

                      

      

 

Om handel og investering

Indledning

Efter at det hellige evangelium er kommet for dagen, anklager og afslører det alle mørkets gerninger, som Paulus kalder dem i Rom13. For det er et klart lys, der lyser for hele verden og lærer, hvor syndige denne verdens gerninger er, og viser os de rette gerninger, som man skal gøre mod Gud og næsten. Derfor er også nogle af forretningsfolkene vågnet op og er blevet klar over, at der i deres handel bruges mange syndige fremgangsmåder og skadelige transaktioner. Der er grund til at frygte for, at det går til her på samme måde, som Siraks Bog 26, 29 siger: ”En købmand kan næppe undgå forseelser, og en handlende kan ikke holde sig fri af overtrædelser.” Ja, jeg tror, at Paulus' ord rammer dem: ”Kærlighed til penge er roden til alt ondt.” Og: ”De, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse.” (l Tim 6, 9-10).

       Jeg tror, at dette skrift fra min side vil være gan­ske nytteløst, fordi uvæsnet har grebet så meget om sig og har taget helt overhånd alle steder. Desuden kan de, der forstår evan­geliet, godt selv ud fra deres egen samvittighed dømme om, hvad der er rigtigt eller forkert i disse ydre, enkle spørgsmål. Men alligevel er jeg blevet anmodet og bedt om at tage fat på disse finansielle spørgsmål og bringe nogle af dem for dagen, selv om flertallet ikke ønsker at handle ret. Så kan nogle i hvert fald blive reddet fra begærlighedens gab og svælg, hvor få, det end er. For det må da være sådan, at man endnu kan finde nogle blandt forretningsfolkene lige så vel som blandt andre mennesker, der tilhører Kristus og hellere vil være fattige sammen med Gud end rig med Djævelen. Som Salme 37, 16 siger: ”Hellere den smule, en retfærdig ejer, end de mange uretfærdiges rigdom.” For deres skyld vil vi derfor tale.

       Man kan jo ikke nægte, at køb og salg er en nødvendig ting, som ikke kan undværes og som godt kan foregå på kristen vis, særlig når det gælder ting, som tjener nyttige og hæder­lige formål. For sådan har også patriarkerne solgt og købt kvæg, uld, korn, smør, mælk og andre varer. Det er Guds gaver, som han giver os af jorden og uddeler blandt mennesker. Men udenrigshandel med køb af varer fra Calcutta og Indien og lignende steder, med kostbare silkestoffer, guldvarer og krydderier, der kun er til pynt og uden nytte og udsuger landet og folket for penge, burde ikke være tilladt, hvis vi virkelig havde en regering og fyrste. Dog, det vil jeg ikke opholde mig ved nu, for jeg tror, at det ligesom mode og luksus til sidst bliver nødt til at holde op af sig selv, når vi ikke har flere penge. Hverken skrifter eller belæringer vil jo hjælpe noget, før nød og fattigdom tvinger os.

       Gud har forkastet os tyskere sådan, at vi er nødt til at sende vores guld og sølv til udlandet, gøre hele verden rig og selv være tiggere. England ville sandelig ikke eje så meget guld, hvis Tysk­land lod det beholde sit modetøj, og kongen af Portugal ville hel­ler ikke eje så meget, hvis vi lod ham beholde sine krydderier. Prøv at regne ud hvor mange penge, der unødvendigt og uden grund bliver udført fra Tyskland under en modemesse i Frankfurt! Så vil du undre dig over, hvordan det går til, at der endnu er en rød øre tilbage i Tyskland. Frankfurt er det sølv- og guldhul, hvor­igennem alt, hvad der overhovedet vokser og gror frem, bliver fremstillet af mønter og pengesedler hos os, strømmer ud af landet. Hvis det hul blev stop­pet til, så behøvede man ikke nu høre på klagen over, at der alle vegne kun er gæld og ingen penge, og at alle lande og byer bebyr­des med afgifter og bliver udsuget. Men lad det bare fortsætte! Det bliver ikke anderledes! Vi tyskere er og bliver tyskere, vi holder ikke op, før vi er tvunget til det.

 

Samvittigheden og den naturlige lov

Vi vil derimod tale om misbrug og synder inden for handel og finansiering, for så vidt det angår samvittigheden. Spørgsmålet om den skade, det forvolder på økonomien, lader vi fyrster og embedsmænd tage stilling til, for at de kan gøre deres pligt her.

       For det første har alle forretningsfolk en regel, som er grundsætningen og udgangspunktet for alle handler. De siger sådan: Jeg har lov til at sælge min vare til så dyrt, jeg kan. Det betragter de som deres ret. Dermed er der givet plads for begærligheden, og alle Helvedes døre og vinduer er lukket op. Vil det ikke blot sige: Jeg er ligeglad med min næste? Hvis jeg bare har min fortjeneste og får tilfredsstillet min begærlighed, hvad kommer det så mig ved, at det samtidig går ti gange så meget ud over min næste? Der ser man, hvor direkte uforskammet denne sætning strider ikke blot mod den kristne kærlighed, men også mod den naturlige lov. Hvad kan der da være af godt i forretningslivet? Hvad kan være uden synd, hvis en sådan uretfærdig­hed er grundsætningen og regelen for al handel? På den måde kan det i forretningslivet ikke dreje sig om andet end at røve og stjæle andres ejendom.

       For hvis en snu rad og en pengepuger her opdager, at man er nødt til at have hans varer, eller at køberen er fattig og har brug for ham, så udnytter han ham og slår mønt af ham. Så ser man ikke på, hvad varen er værd, eller hvad man skal have for sin ulejlighed og risiko, men kun på sin næstes nød og trang. Ikke for at afhjælpe den, men for at bruge den til sin egen fordel og sætte prisen op på sin vare. Den ville man sikkert ellers ikke have sat op, hvis ikke ens næste havde manglet varen. Jo større næstens behov for den er, des højere tvinges varens pris således op på grund af begær­lighed, så næstens behov bliver den egentlige målestok for varens værdi og pris. Sig mig, kan man ikke kalde det at handle ukristeligt og umenneskeligt? Sælger man så ikke samtidig den fattiges behov for varen til ham selv? For når han må aftage varen så meget dyrere, fordi han behøver den, svarer det til, at han må betale for sit eget behov for den. Det er ikke den rene vare, som den er i sig selv, der bliver solgt til ham, men varen med den tilføjelse og tilgift, at han har behov for den. Se, denne og lignende afskyeligheder kommer der uvægerligt, hvis denne regel gælder: Jeg har lov til at sælge min vare så dyrt, jeg kan.

       Det burde ikke hedde: Jeg har lov til at sælge mine vare så dyrt, jeg kan og vil, men: Jeg har lov til at sælge min vare til den pris, jeg bør sælge den for, eller som det er ret og rimeligt at tage for den. For når du sælger, skal det ikke være en gerning, der frit er underlagt din magt og vilje uden nogen som helst lov og forskrift, som om du er en gud, der ikke er forpligtet over for nogen. Nej, fordi det at sælge til andre er en gerning, som du udøver over for din næste, skal den være bundet af lov og samvittigheden på en sådan måde, at du udøver den, uden at det bliver til skade og tab for din næste. Du skal tværtimod interessere dig mere for, at det ikke volder ham tab, end for, hvordan du får fortjeneste af det. Ja, hvor finder man sådanne forretningsfolk? Hvor ville der blive få forretningsfolk og handelen tage af, hvis de bragte denne syndige lov i overensstemmelse med det, der er en rimelig, kristen handlemåde.

       Så spørger du: Ja, men til hvilken pris skal jeg da sælge? Hvor­dan skal jeg ramme det, der er ret og rimeligt, sådan at jeg ikke tager for meget eller skader min næste? Svar: Det kan man sandelig ikke fastsætte skriftligt eller mundtligt. Der er endnu heller ingen, der har påtaget sig at fastsætte værdien af alle varer og forhøje eller sænke prisen. Grunden er, at varerne ikke alle er ens. Således henter man den ene længere borte fra end den anden; der kommer større omkostninger på én vare end på en anden. Derfor er og bliver det uvægerligt alt sammen ubestemt her, og der kan ikke fastsættes noget bestemt, lige så lidt som man kan fastsætte, at der er en bestemt by, hvorfra alle varer skal hen­tes, eller beregne de nøjagtige udgifter, som løber på. Det kan jo ske, at samme vare, fra samme by, ad samme handelsvej i år koster mere end for et år siden, fordi vejen eller vejret måske er dårligere eller der støder noget andet til, der nødvendiggør større pris end på et andet tidspunkt. Det er jo ret og rimeligt, at en forret­ningsmand tjener så meget på sin vare, at han får sine omkostninger dæk­ket og får sin ulejlighed, risiko og sit arbejde betalt. En arbejder skal jo have løn for sit arbejde. Hvem kan tjene eller arbejde gratis? Evangeliet siger jo også: ”En arbejder er sin løn værd.” (Luk 10, 7).

 

Prisfastsættelse

For dog ikke helt at forbigå spørgsmålet i tavshed, ville det være den bedste og sikreste fremgangsmåde, om den verdslige øvrighed ansatte og udpegede fornuftige og pålidelige folk, som vurderede alle varer sammen med omkostningerne på dem og ud fra det fastsatte priserne på varerne, så forretningsmanden kunne klare sig og få sit rimelige udkomme af det. På den måde fastsætter man nogle steder prisen på vin, fisk, brød og lignende. Men vi tyskere er mere optaget af at drikke og danse, så vi ikke kan sørge for så­dan en regulering og ordning. Så længe der da ikke er udsigt til denne ordning, er det næstbedste råd, at man skal sætte varen til den pris, den bliver købt og solgt til på det frie marked eller i handel og vandel. Her kan man følge ordsproget: Gør som andre folk, så begår du ikke dumheder! Det, man tjener på den måde, mener jeg, er tjent ærligt og redeligt, fordi man somme tider må lide tab på varerne og på ens investering og således ikke kan tjene sig alt for rig.

       Men hvis varens pris ikke er fastsat eller varen ikke er i handlen, men første er nødt til at sætte prisen, så kan man sandelig ikke give dig anden vejledning, end at overlade det til din samvittighed at passe på, at du ikke tager for meget af din næste og ikke stræber efter at tilfredsstille din grådighed, men søger at skaffe dig en rimelig indkomst. Nogle har her villet sætte grænsen for fortjenesten ved halvdelen på alle varer, andre ved en tredjedel og andre igen noget andet. Men der er ikke noget, der er bestemt og fast, medmindre den verdslige øvrighed og den al­mindelige lovgivning har forordnet det. Det, som den vil fast­sætte her, vil ligge fast. Når du gør forretninger, må du derfor sørge for, at du ikke søger andet end en rimelig indtægt. Ud fra det må du beregne og gøre overslag over investering, ulejlighed, arbejde og risiko og da således selv fastsætte prisen for varen, forhøje eller nedsætte den, for at du kan få noget for dit arbejde og din ulejlighed.

       Men her ønsker jeg ikke, at samvittigheden skal udsættes for den fare det er at være bundet og bastet så stramt, at man skal ramme så rigtigt, at man ikke må tage en øre fejl. For det er ikke muligt for dig så nøjagtigt at finde ud af, hvor meget du har tjent ved din ulejlighed og dit arbejde. Det er tilstrækkeligt, at du efter bed­ste overbevisning stræber efter at finde den rigtige pris, og alligevel er det med forretning sådan, at det ikke kan lade sig gøre. Vismandens ord skal også nok blive bekræftet i dit tilfælde: ”En købmand kan næppe undgå forseelser, og en handlende kan ikke holde sig fri af overtrædelser.” Hvis du nu uforvarende og uforsætligt skulle tage en smule for meget, så tag det med i Fadervor, hvor vi beder: ”Forlad os vor skyld.” Intet menneskes liv er jo uden synd. Omvendt forekommer det vel så også, at du måske tager for lidt for din ulejlighed. Så lad det gå lige op og blive udlignet med andre tilfælde, hvor du har taget for meget.

       Hvis du for eksempel havde en forretning med en årlig omsæt­ning på hundrede gylden, og du - ud over dækning af alle om­kostninger og en rimelig løn, som du havde tjent og taget for din indsats, arbejde og risiko - måske tjente en, to eller tre gylden for meget, så siger jeg, at fejlen ligger i selve forretningslivet. Den fejl kan man ikke godt undgå, især når det drejer sig om et helt års omsætning. Derfor skal du ikke belaste din samvittighed med det, men ved hjælp af Fadervor lægge det frem for Gud og overlade det til ham som en af de mange uovervindelige synder, der klæber ved os alle. For sådan en fejl er uundgåelig i denne form for virksomhed og skyldes ikke ond vilje og begærlighed. For jeg taler her om de retsindige og gudfrygtige mennesker, der ikke ønsker at øve uret. På samme måde opfyldes ægteskabspligten ikke uden synd og alligevel ser Gud igennem fingre med det på grund af dens nødvendighed, da det jo ikke kan være anderledes.

       Men hvor højt du skal sætte den indtægt, som du bør tjene ved en handel og ved dit arbejde, kan du ikke beregne og anslå bedre end ved at lave et overslag over arbejdets varighed og om­fang og så drage en sammenligning med en almindelig arbejder, der har et andet arbejde, og se, hvad han tjener om dagen. Regn derefter ud, hvor mange dage du har anvendt til at hente og frem­skaffe varen, og omfanget af det arbejde og den risiko, du har haft. For et stort arbejde og megen tid må også medføre så meget større indtægt. I dette spørgsmål er det umuligt at give et svar eller en vejledning, der er bedre eller helt rammende, rigtig eller ufejlbar. Er man ikke tilfreds med det, skal man blot gøre det bedre selv. Mit udgangspunkt finder jeg som sagt i evangeliet: at en arbejder er sin løn værd. Paulus siger også i l Kor 9, 7: ”Hvem planter en vingård og spiser ikke selv af dens frugt? Eller hvem er hyrde for en hjord og drikker ikke af mælken fra hjorden?” Hvis du har et bedre udgangspunkt, skal det være dig vel undt.

 

Kaution

For det andet er det også en udbredt forseelse, som ikke blot er almindelig skik og brug blandt forretningsfolk, men alle andre steder, at man kautionerer for hinanden. Og selv om denne praksis ikke ser ud til at være syndig, men at være udtryk for kærlig­hedens gerning, så ruinerer den dog i almindelighed mange men­nesker og bliver til ubodelig skade for dem. Kong Salomo har mange gange forbudt og forkastet det i sine ordsprog. Således siger han i Ordsp 6, 1-5: ”Min søn, hvis du har stillet sikkerhed for en anden, givet håndslag for en fremmed, da er du bundet af, hvad du selv har sagt, du er fanget af, hvad du selv har sagt. Gør da dette, min søn, for at redde dig, eftersom du er kommet i en andens hånd: Tab ikke modet, men træng ind på ham, und ikke dine øjne søvn eller dine øjenlåg hvile. Red dig som en gazelle fra jægeren, som en fugl fra fuglefængerens hånd.” Ligeledes kap.20, 16: ”Tag hans tøj, for han har stillet sikkerhed for en anden, tag pant hos ham for de fremmede.” Ligeledes i 22, 26: ”Vær ikke blandt dem, der giver håndslag og stiller sikkerhed for dem, der har gæld.”

       Der ser man, hvor udtrykkeligt og strengt den vise konge i Den Hellige Skrift forbyder folk at kautionere for andre! Hermed stem­mer også det tyske ordsprog: Kautionister skal man slæbe for ret­ten, det vil sige, at man behandler kautionisten retfærdigt, når han bliver slæbt for retten og er nødt til at betale, for det er letsindigt og tåbeligt af ham at kautionere. Det står således efter Bibelens ord fast, at man ikke må kautionere for hinanden medmindre man har tilstrækkelige midler og er helt indforstået med selv at hæfte for gælden og betale. Det kan se mærkeligt ud, at denne praksis er syndig og forkastelig. At det er en tåbelig praksis, er der overordentlig mange, der selv har erfaret, når det har givet dem hovedpine. Hvad er da grunden til, at den bliver forkastet? Det kommer vi til nu.

       At stille kaution er en gerning, der er for stor for et menneske, og som ikke tilkommer det, da det er et formasteligt indgreb i Guds gerning. For det første så byder Bibelen, at man ikke må sætte sin lid til noget menneske eller forlade sig på det, men kun på Gud. For den menneskelige natur er bedragerisk, svige­fuld, løgnagtig og upålidelig, sådan som Skriften siger det, og som man også lærer det af daglig erfaring. Men hvis man kautionerer, sætter man sin lid til et menneske og sætter liv og ejendom på spil og stiller sig på en falsk, usikker grund. Derfor sker det med rette, at man falder og snubler og ruineres. For det andet så sætter man også sin lid til sig selv og gør sig selv til Gud (for det, som et menneske sætter sin lid til og stoler på, er dets gud). Men ikke et øjeblik kan man være sikker og tryg med hensyn til liv og ejendom og lige så lidt for den, man kautionerer for, men alt er i Guds hånd alene. Og Gud vil ikke have, at vi får en tøddel magt eller ret over for fremtiden, og at vi noget øjeblik skal være sikre og trygge over for den. Derfor handler man ukristeligt og får som forskyldt, fordi man stiller det som pant og lover det, der ikke er ens eget eller det, som man ikke selv råder over, men som Gud alene har i sin hånd.

       Således læser vi i 1 Mos 43 og 44, hvordan patriarken Juda stillede sig selv som kaution over for sin far Jakob og lovede, at han ville bringe sin bror Benjamin med tilbage, ellers ville han selv være hans skyldner for bestandig. Men Gud straffede denne overmodighed dygtigt og lod ham snuble og falde, så at han ikke kunne bringe Benjamin med tilbage, før han gav sig selv i hans sted. Det var kun med nød og næppe, han blev fri på grund af nåde. Han blev behandlet retfærdigt, for disse kau­tionister handler, ganske som om de ikke engang behøver at lægge det frem for Gud eller at tænke på, om de også kan være sikre på at beholde deres liv og ejendom i morgen. De handler så fuldstændig uden at frygte Gud, som om de selv havde skaffet sig liv og ejendom og var herrer over det, så længe de ville. Det er ikke andet end en frugt af deres vantro. Det er også det, Jakob i sit brev stempler som hovmod, når han siger: ”Og nu I, som siger: ”I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge” – I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige: ”Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det.” Nu praler I og bruger store ord; men al den slags pral er af det onde.” (Jak 4, 13-16).

       Gud har også fordømt denne selvsikkerhed over for fremtiden og denne tilsidesættelse af sig adskillige steder. F.eks. i Lukas 12, hvor den rige mand havde så stor en høst, at han ville rive sine lader ned og bygge nogle større og flytte sit forråd derhen, og sagde til sig selv: ”Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.” (Luk 12, 16-21). Så­ledes svarede Kristus også disciplene: ”Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt.” (ApG 1, 7). Og Ordsp 27, 1: ”Du skal ikke rose dig af dagen i morgen, for du ved ikke, hvad den dag bringer.” Derfor har Kristus også kun befalet os at bede om vort daglige brød i dag i Fadervor, for at vi skal leve og virke i gudsfrygt og vide, at vi ikke et øjeblik kan være sikre hverken på liv eller ejendom, men skal vente og tage alt af hans hånd, sådan som den sande tro gør. Og vi ser sandelig også dagligt af Guds mange gerninger, at det er sådan, hvad enten vi vil det eller ej.

       Til denne lære har Salomo helliget næsten hele det skrift, som kaldes Prædikerens Bog. Han påviser, hvordan menneskers fore­havender og selvrådighed i den grad er tomhed og intet andet end møje og elendighed, hvis ikke Gud bliver draget med ind i det. Derfor skal man frygter ham og lader sig stille tilfreds med det, der er nu, og glæder sig over det. For Gud er fjende af den trygge, vantro selvrådighed, der glemmer ham. Derfor bekæmper han den af alle kræfter, lader os snuble og falde, river liv og ejendele fra os, når vi mindst forestiller os det, og kommer i det øjeblik, da vi overhovedet ikke venter det. Som det hedder i Da­vids Salmer, får de gudløse aldrig levet halvdelen af deres liv, men bliver altid uventet - når de først rigtigt skal til at begynde at nyde livet - revet bort og må herfra, som Job også siger det mange gange.

 

Fire kristne fremgangsmåder

Så siger man: Hvordan skal folk da handle med hinanden, hvis man ikke kan anvende kaution? Så må jo mange, som ellers nok kunne komme langt, lade det ligge. Svar: Der er fire måder, man kan bruge, når man vil handle med andre om materielle værdier på kristen vis, sådan som jeg allerede ofte har sagt.

 

Risikovillig

Den første består i, at vi tillader, at man fratager og frarøver os vores værdier, som Kristus lærer i Lukas 6, 29-30: Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage.” Denne fremgangsmåde regnes ikke for noget blandt forretningsfolk. Man har heller ikke anset det eller forkyndt det som en almindelig kristen lære, men som et råd og en god anvisning for præsterne og de ”fuldkomne”, som dog overholder det mindre end nogen forretningsmand. Men ægte kristne overholder det, for de ved, at deres Fader i Himlen i Matt 6 med garanti har lovet at give dem det daglige brød i dag. Hvis man rettede sig efter dette, ville ikke blot utallige mange misbrug i alle forret­ninger udeblive, men overordentlig mange ville ikke blive forret­ningsfolk, fordi fornuften og den menneskelige natur i aller­højeste grad undgår og skyr den slags risiko og tab.

 

Foræring

Den anden fremgangsmåde er, at man giver vederlagsfrit til alle, der trænger til det, sådan som Kristus også selv lærer det sammesteds. Dette er også en smuk, kristen gerning, og der­for sætter folk den ikke højt. Der ville også blive færre forret­ningsfolk og forretninger, hvis det var det almindelige. Den, der ville følge dette, måtte sandelig regne med hjælp fra Himlen og altid stole på Gud. Man kunne ikke bruge sine beregninger og prognoser, men måtte stole på, at Gud vil give en til livets ophold, selv om alle hylder var tomme. Man måtte vide, at det, som Gud sagde til Josua, er sandt: ”Jeg vil være med dig; jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.” (Josva 1, 5). Og som man siger: ”Gud har mere, end han nogen sinde kan givet væk.” Men det forudsætter en ægte kristen, og det er en sjælden skabning på jorden. Verden og vor natur bryder sig ikke om det.

 

Betingelsesløse lån

Den tredje måde består i at låne ud, ved at jeg giver mine midler bort og tager imod dem igen, hvis de bliver givet mig tilbage. Men jeg må være rede til at give afkald på dem, hvis man ikke betaler mig tilbage. For Kristus fremsætter selv sin lære om den slags lån i Lukas 6, 35, når han siger: ”Lån ud uden at håbe på at få noget igen.” Det vil sige: I skal uden videre låne ud uden sikkerhed for, om I får det tilbage eller ej. Bliver det givet tilbage, skal man tage imod det. Bliver det ikke givet tilbage, skal man betragte det som en gave. Ifølge evangeliet skal der på den måde kun være den forskel på at give og at låne, at man ikke tager en gave til­bage, mens man tager lånet tilbage, hvis det kommer, men alligevel løber risikoen for, at det kan være en gave. For hvis man låner ud på den måde, at man vil have mere eller en større sum tilbage, er man en åbenlys og fordømt hykler. Selv de handler endnu ikke kristent, der låner ud på den måde, at de kræver nøjagtig det samme beløb tilbage eller venter at få det. De gør det ikke betingelsesløst, uden sikkerhed for om de får det tilbage eller ej.

       Dette er også efter min mening en ypperlig, enestående kristen gerning, når man sammenligner den med, hvordan det ellers går for sig i verden. Hvis den blev almindelig, ville det meget kraftigt mindske og stoppe al handel. For disse tre fremgangsmåder sikrer på ovenud mesterlig måde, at man ikke formasteligt gør regning på fremtiden og ikke sætter sin lid til mennesker eller sig selv, men klynger sig til Gud alene. Alt bliver her betalt kon­tant, og samtidig følger man ordet: ”Hvis Gud vil, så lad det ske”, således som Jakob lærer. For så handler man med folk ud fra den forudsætning, at de kan svigte og er ustabile, og man giver kontant og uden vederlag eller tager risikoen for, at det man har lånt ud, kan gå tabt.

       Så vil man sige: Hvem kan da blive frelst? Og hvor finder vi så kristne? Ja, med den fremgangsmåde ville der ikke blive noget, der hed forretning, tilbage på jorden. Hvad man ejer, ville blive taget eller lånt bort, og der ville blive frit slag for de onde, grå­dige driverter, som verden er fuld af, til at tage alt og til at snyde og bedrage. Svar: Jeg har jo sagt, at kristne er sjældne folk her på jorden. Derfor er det nødvendigt her i verden med et strengt og hårdt verdsligt styre. Det skal presse og tvinge de onde til ikke at røve eller plyndre, men give det tilbage, som de låner (selv om den kristne ikke bør kræve eller vente at få det tilbage), for at verden ikke skal blive ruineret, freden sættes over styr og menne­skers virksomhed og samkvem gå helt i stå. Alt dette ville ske, hvis man ville regere verden efter evangeliet og ikke ville presse og tvinge de onde ved hjælp af love og magtanvendelse til at gøre og underkaste sig, hvad der er ret. Derfor må man sikre vejfreden, sørge for ro og orden i byerne og håndhæve ret i landet og lade straffen frejdigt og frimodigt ramme overtræderne, således som Paulus lærer i Rom13. For Gud vil have det sådan, at de, der ikke er kristne, skal holdes i skak, for at de ikke skal øve uret eller gøre det uden straf. Man må ikke tro, at verden kan regeres uden blod. Det verdslige sværd skal og må være rødt og blodigt, for verden vil og kan ikke være andet end ond. Så­ledes er sværdet Guds ris og straf over den. Men det har jeg sagt nok om i det lille skrift Om den verdslige øvrighed.

       Men lån ville være udmærket, hvis det foregik blandt de kristne. Her ville enhver gerne give det tilbage, som han havde lånt, og den, der havde lånt ud, ville gerne give afkald på det, hvis den anden ikke kunne give det tilbage. For kristne er brødre, og de svigter ikke hinanden, og der er heller ikke nogen af dem, der er så doven og skamløs, at han uden at arbejde fortrøster sig til andres midler og arbejde og vil leve af det uden at bestille noget. Men hvor det ikke drejer sig om kristne, skal den verds­lige øvrighed tvinge folk til at betale, hvad de har lånt. Bruger den ikke tvang, og er den tilbageholdende, skal den kristne dog finde sig i den slags røveri, som Paulus siger i l Kor 6, 7: ”Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab?” Men til den, der ikke er kristen, skal man overlade at rykke, kræve og gøre, som han vil. Han er ligeglad, fordi han ikke er kristen og ikke regner med Kristi lære.

       Endelig er der også en lille trøst for dig i, at du kun har pligt til at låne det ud, du har tilovers og kan undvære fra dine egne fornødenheder. Hvis der blev lånt så meget af dig, at du uvægerligt ville blive ruineret og ikke kunne undvære det fra dine egne fornødenheder, hvis det ikke blev givet tilbage igen, har du ikke pligt til at låne ud. For du har først og fremmest pligt til at skaffe ægtefælle og børn og ansatte deres livsunderhold. Du må ikke berøve dem det, som de har ret til at få af dig. Derfor er denne regel den bedste: Hvis du synes, at der bliver for meget med lån, kan du lige så godt give noget helt gratis eller låne så meget ud, som du kunne tæn­ke dig at give bort eller løbe risikoen for skulle gå tabt. For Johannes Døber sagde ikke: ”Den, som har én kjortel, skal give den bort”, men: ”Den, der har to kjortler, skal dele med den, der ingen har, og den, der har mad, skal gøre ligeså.” (Luk 3, 11).

 

Kontantkøb

Den fjerde fremgangsmåde består i at købe og sælge og betale det kontant eller vare med vare. Hvis nogen nu vil bruge denne måde, skal han indstille sig på, at han ikke kan sætte sin lid til noget i fremtiden, men kun til Gud alene, og at han skal omgås mennesker, der sikkert vil fejle eller lyve. Derfor er dette det bedste råd, at den, der sælger, ikke skal give kredit eller tage imod kaution, men skal tage imod kontant betaling. Men vil han låne ud, kan han gøre det, hvis det er til kristne; hvis det ikke er tilfældet, så skal han løbe risikoen for, at det går tabt. Han skal ikke låne mere ud, end han ellers ville give bort og hans livsfornødenheder kan tillade. Hvis det verdslige styre og dets love ikke hjælper ham til at få det tilbage, må han betragte det som tabt. Og han skal passe på ikke at være kautionist for nogen. Han skal meget hellere give, hvad han kan klare. Det ville være en ægte kristen forretningsmand. Ham ville Gud ikke svigte, så længe han har en så storartet tillid til ham og med glæde tager risi­koen ved at handle med sin usikre næste.

       Hvis nu kautionsvæsenet ikke havde eksisteret i verden, og det frie, evangeliske udlån havde været praksis og handler blev gjort udelukkende mod kontant eller ved at bytte varer, så ville vi være dejligt fri for de allerstørste og skadeligste farer, fejl og mangler ved forretningslivet. Det ville være let at beskæftige sig med al slags handel, og også de andre syndige mangler kunne så meget desto bedre afværges. For hvis kaution og lån mod sikkerhed ikke eksisterede, så var der mange, der blev nødt til at nøjes med et mere beskeden levevis. De sætter nu ellers deres lid til lån og kaution og stræber opad både dag og nat. Det er jo derfor alle og enhver vil handle og være rige. Derfor kan følgen da ikke blive andet end disse utallige, farlige, syndige kneb og fiduser, som nu betragtes som så harmløse i erhvervslivet, at jeg allerede har opgivet håbet om, at dette kan bringes helt i orden. Det er tværtimod blevet så over­læsset med alskens synd og uhæderlighed, at det i længden ikke kan holde sig selv oppe, men uvægerligt bryder sammen på grund af sin egen vægt.

       Hermed har jeg kort imødegået og belært alle i denne store, kaotiske og indviklede sag om handel og investering. Man kan ikke tolerere eller anerkende, at alle sælger deres varer så dyrt som muligt, og at det at få på kredit og at give lån mod renter og det at stille kaution skulle være rigtigt, samtidig med at man alligevel vil give råd og belæring om, hvordan man skal handle som kristen og blive ved med at have en god, tryg sam­vittighed. Det ville være nøjagtigt det samme som at give råd og belæring om, hvordan uret skulle være ret, hvordan ondt skulle være godt, og hvordan man samtidigt kunne leve og handle efter Guds ord og i modstrid med Guds ord. For disse tre misforhold, at enhver sælger så dyrt, han vil, at der yder lån og at der bruges kaution, er ligesom tre kilder, hvoraf alskens uhyrlighed, uret, svindel og bedrag flyder så vidt og bredt. Hvis man vil prøve på at standse strømmen uden at stoppe kilderne til, er al møje og besvær spildt.

 

Forretningssvindel

Derfor vil jeg her fortælle nogle eksempler på disse svindelstreger og bedrageriske kneb, som jeg selv har iagttaget, og som fromme og gode folk har gjort mig opmærksom på. Af det vil man kunne fatte og forstå, hvor nødvendigt det er at opstille mine oven­nævnte grundsætninger og udsagn og gennemføre dem, hvis man overhovedet skal råde og hjælpe samvittighederne i forretningssager. Det sker også, for at man ud fra disse kan erkende og bedømme alle andre former for syndige kneb, som ikke om­tales her. For hvordan skulle det være muligt at omtale dem alle sammen, når der gennem de før omtalte tre kilder i den grad er blevet lukket døre og vinduer op for begærligheden og for den onde, lede, egennyttige natur. Der er givet lejlighed og mulighed, tilladelse og lov til uhæmmet at udøve alskens svindel og bedrag og til at finde på mere og mere dag for dag, så at det stinker af begærlighed alt sammen, ja, er druknet og trukket ned i begær­lighed på samme måde som ved en stor oversvømmelse. For det første er der nogle, der ikke føler samvittighedsskrupler ved at sælge deres varer på kredit og med henstand for betalingen dyrere, end det ville ske ved kontant betaling. Ja, nogle vil ikke sælge varer mod kontant betaling, men kun på kredit, og alt det fordi de tjener mange penge ved det. Det er tydeligt, at denne praksis strider på det groveste imod Guds ord, imod fornuften og enhver rimelighed, og at man herigennem i sin begærlighed af lutter uhæmmet ond vilje synder mod sin næste uden at ænse den overlast, man tilføjer ham. Man røver og stjæler det, der hører ham til, og søger ikke at skaffe sig et rimeligt underhold, men at tilfredsstille sit begær og skaffe sig fortjeneste. For efter guddommelig ret måtte man ikke sælge dyrere på kredit eller med henstand for betalingen, end det ville ske ved kontant betaling.

       Det samme er også tilfældet, når nogle sælger deres varer dyrere end på det frie marked og i handel og vandel. Således forhøjer de udelukkende varens pris af den grund, at de ved, at der ikke er mere af den tilbage i landet, eller at der i løbet af kort tid ikke vil komme mere af den, og at man er nødt til at have den. Så udspekuleret er den begærlige, at han kun ser på næstens behov, ikke for at afhjælpe det, men for selv at drage fordel af det og blive rig på hans bekostning. De er alle sammen åbenlyse tyve, røvere og pengespekulationkarle!

       Ligeledes opkøber nogle fuldstændig en artikel eller vare i et land eller en by, for at de alene helt og holdent kan sidde på den og derefter fastsætte og forhøje prisen på den og sælge den til den pris som de vil eller kan. Nu er det ovenfor sagt, at det er en forkert og ukristelig regel, der siger, at man sælger sin vare til den pris, man kan og vil. Langt forfærdeligere er det, at man alene opkøber en vare med det for øje, hvad den kejserlige og verdslige lov da også forbyder og kalder monopol, dvs. egen­nyttige opkøb, som overhovedet ikke kan tolereres i noget land eller nogen by. De offentlige myndigheder burde bekæmpe og straffe det, hvis de vil udøve deres embede rigtigt. For disse forretningsfolk handler fuldstændigt, som om det, som Gud har skabt og skænket, kun var skabt og givet for deres skyld, og som om de var i stand til at tage det fra de andre og fastsætte prisen efter deres eget forgodtbefindende.

 

Rettidig omhu

Nogle ville måske anføre eksemplet med Josef (l Mos 41): Den hellige mand samlede alt korn i landet og købte senere under hungersnøden til den ægyptiske konge alt, hvad der var af penge, kvæg, jord og mennesker med det. Dette ser jo ud til, at det også var et monopol eller egennytte. Svaret herpå er, at Josefs for­retning og handel ikke har været noget monopol, men en hæ­derlig, almindelig forretning, som den var gængs i landet. For han forhindrede ingen i at købe ind i den gode tid. Men det skyldtes hans visdom, som Gud havde givet ham, at han indsamlede kongens korn, mens det gik godt i de syv år, hvor de andre intet sam­lede sammen eller kun lidt. For der står ikke i teksten, at han alene opkøbte kornet, men at han samlede det sammen i kongens byer. Hvis de andre ikke har gjort det, er det deres egen fejl, så­dan som almindelige mennesker plejer at bruge deres midler uden at tænke på fremtiden, eller også har de somme tider ikke noget at samle sammen.

       På samme måde ser vi også i vore dage, at hvis ikke fyrster eller byer forsyner sig med forråd til gavn for hele landet, bliver der intet forråd eller meget lidt tilbage hos menigmand, der lever fra år til år af sit årlige udbytte. Den slags indsamling er jo ikke egennytte eller monopol, men en ægte, god, kristen forud­seenhed til gavn for samfundet og de andre. For det sker ikke på den måde, at de alene tilriver sig alt sådan som disse forretningsfolk, men af det, som det fælles marked afkaster, eller af det årlige udbytte, som alle er fælles om, samler de forråd, som andre ikke vil eller kan samle noget af, men blot bruger af til deres daglige underhold. Bibelen beretter således heller ikke, at Josef havde samlet kornet sammen for at sælge det til den pris, der passede ham. For teksten siger klart, at han ikke gjorde det for at tilfredsstille begærligheden, men for at land og folk ikke skulle gå til grunde. Men den begærlige forretningsmand sælger så dyrt, det passer ham, og tænker kun på sig selv, uanset om land og folk går til grunde ved det.

       Men at Josef desuden bragte alle penge og kreaturer samt al jord og alle mennesker ind under kongen, ser rigtignok ikke ud til at være en kristen handlemåde, eftersom han burde give gratis til de trængende, således som evangeliet og den kristne kærlig­hed lærer det! Men han har handlet rigtigt og godt, for Josef ledede det verdslige styre på kongens vegne. Sådan har jeg nu mange gange lært, at man hverken kan eller skal styre verden efter evangeliet og den kristne kærlighed, men efter strenge love med sværd og magt, fordi verden er ond og hverken tager imod evan­geliet eller kærlighed, men handler og lever efter sit eget forgodtbefindende, hvis den ikke bliver tvunget med magt. Hvis man der­imod kun lod kærligheden råde, ville alle spise, drikke og leve højt på andres bekostning. Ingen ville arbejde, ja, alle ville tage fra hinanden, og der ville blive et uvæsen, så at ingen kunne komme til at leve for hinanden.

       Derfor handlede Josef ret, når Gud ordnede det sådan, at han for en rimelig pris, der svarede til det, man solgte for på den tid, fik samlet alt under sig og efter verdslig lov lod folket forblive i tvangssituationen og sælge sig selv og alt, hvad det ejede. For i disse lande har der altid været et strengt styre og den skik, at man sælger mennesker som andre varer. Samtidig har han utvivlsomt som en from og god kristen ikke ladet nogen fattig dø af sult, men han har, efter at have fået betroet kon­gens verdslige lov og styre, indsamlet, solgt og uddelt dette korn til gavn og gode for land og folk, som der står. Derfor er eksemplet med den samvittighedsfulde Josef lige så langt fra de samvittighedsløse, egennyttige forretningsfolks handlemåde som himlen fra jor­den. – Men nu går vi videre efter dette indskud!

 

Handelsaftaler og karteller

Når nogle ikke på anden måde formår at få deres monopol og egennyttige forretninger i stand, så længe, der er andre, der også har de samme varer og artikler, skynder de sig at udbyde deres varer så billigt, at de andre ikke kan være med. De tvinger dem derved enten til ikke at sælge eller til at blive ruineret ved at sælge lige så billigt som de andre. På den måde opnår de alligevel et monopol. Disse folk fortjener ikke at kaldes mennesker og at bo blandt mennesker. Ja, de fortjener ikke, at man vejledte eller belærte dem, fordi misundelsen og begærligheden her er så g rov og uforskammet, at man ved endog at sælge med tab påfører andre tab, for at man endelig kan være ene mand på området. Den verdslige øvrighed ville gøre rigtigt i at fratage den slags mennesker alt, hvad de ejede og jage dem ud af landet. Den slags skulle det vel ikke være nødvendigt at fortælle, men jeg vil have, at det skal tages med, for at man kan se, hvor store slyngelstreger der sker i forretningslivet, og for at det skal gå op for alle, hvordan det går til i verden, for at man kan vide at tage sig i agt for denne farlige bestilling.

       Ligeledes er det også et smart nummer, når man kun sælger ord i sæk­ken og således sælger en anden den vare, man ikke selv har. Det går for sig på denne måde: Der kommer en fremmed forretningsmand til mig og spørger, om jeg kan sælge ham den og den vare. Jeg siger ja, selv om jeg ikke har nogen, men ikke desto mindre sælger jeg ham varen for en bestemt pris, skønt man ellers kan købe den meget billigere, og jeg lover at levere ham den om et par dage. I mellemtiden går jeg hen og køber denne vare, som jeg i forvejen godt vidste, at jeg ville kunne købe billigere, end den aftalte pris. Så leverer jeg den til køberen og han betaler mig for den. Jeg handler således med penge og midler, der tilhører en anden mand, uden risiko, ulejlighed og arbejde af nogen art og bliver rig. Det kan man kalde på en smuk svindleragtig måde at skaffe sig gevinst på ved hjælp af andres penge og midler, så at man ikke behøver at rejse over sø og land!

       Man kan også kalde følgende for svindel: Når en forretningsmand har fået fyldt pengepungen og ikke længere vil udstå farefulde rejser til lands og til vands med sine varer, men vil drive forretning uden risiko, så slår han sig varigt ned i en stor handelsby. Og hvis han hører om en forretningsmand, som kreditorerne klemmer, så at denne er nødt til at have penge at betale med og ikke har nogle, men stadig har gode varer, så udser han en person til at købe varerne på hans vegne og byder ham kun 80 % af varens værdi. Går denne ikke med til det, udser han sig en anden, der byder 60-70 %, sådan at den stak­kels mand må frygte for, at varen vil falde. Han bliver glad ved at modtage de 80 %, for at han kan få kontanter og ikke lide alt for stort tab og skændsel. Det sker også, at sådanne forretningsfolk i vanskeligheder selv opsøger disse tyranner og tilbyder varerne for at få kontanter, så de kan blive i stand til at betale. Så presser de andre hårdt på, indtil de får varen billigt nok og betaler sådan, som de ønsker. Folk, der laver den slags transaktio­ner, kalder man blodhunde eller blodsugere, men de betragtes som storartede og dygtige mennesker.

       Følgende er også en egennyttig fidus: Tre eller fire forretningsfolk sidder inde med en eller to slags varer, som andre ikke har eller ikke har til salg. Når de nu ser, at disse varer stiger og bliver dyrere dag for dag på grund af krig eller andre ulykker, så rotter de sig sammen og bilder de andre ind, at disse varer er stærkt efterspurgte, og at der ikke er mange, der sælger den slags. Men er der nogle, der har den slags, så lader de en stråmand opkøbe alle disse varer. Når de helt har fået fat i dem, indgår de følgende aftale med hinanden: Da der jo ikke er flere af disse varer tilbage, vil vi sætte prisen så og så højt, og den, der går under den, må betale så og så meget i bøde.

       Jeg hører, at de engelske forretningsfolk, driver denne praksis grovest og hyppigst, når de sælger varer fremstillet i England. For man fortæller, at de har et særligt kartel for denne handel, lige­som et byråd, og det råd må alle de englændere, som sælger engelsk varer, rette sig efter under bødeansvar. Gennem dette råd bliver det bestemt, til hvilken pris de skal levere deres varer, og hvilken dag eller time de skal sælge eller ej. Den øverste i dette råd har næsten samme an­seelse som en fyrste. Her kan man se, hvad begærlighed formår og drister sig til at gøre!

 

Uærlige økonomiske spekulationer

Jeg må også berette om en anden lille fidus: Jeg sælger peber eller lignende til en mand med et halvt års kredit og ved, at han straks er nødt til at sælge det igen for at få kontanter. Så går jeg selv hen til ham eller får en anden til at gøre det og får købt peberet tilbage mod kontant betaling, dog sådan at det, som han har købt af mig for 12 kroner med et halvt års kredit, køber jeg af ham for 8, mens den sædvanlige pris er 10 kroner. På den måde køber jeg to kroner billigere hos ham end markedsprisen, og han har købt to kroner dyrere hos mig, end det frie marked sælger for. Sådan tjener jeg i begge ender, bare fordi han skal have penge for at be­holde sin kredit; ellers måtte han lide den skændsel, at ingen mere ville give ham kredit.

       Folk, som køber mere på kredit, end de kan betale, som dårligt nok er gode for to hundrede kroner, men indgår en handel til fem eller seks hundrede, bruger eller er nødt til at benytte den slags fremgangsmåder. Hvis nu mine skyldnere ikke betaler, så kan jeg heller ikke betale. Så griber ulykken videre om sig, og det ene tab kommer efter det andet, jo mere jeg benytter disse transaktio­ner, indtil jeg mærker, at løkken strammes om halsen. Jeg bliver tvunget til at flygte eller at sidde i fængsel. Men jeg tier stille og fortæller mine kreditorer smukke ord om, at jeg skal betale dem ærligt og redeligt. I mellemtiden går jeg hen og køber atter en­gang så mange varer på kredit, som jeg kan, og omsætter dem i penge eller får på anden måde penge, på veksel eller låner så meget, jeg kan få.

       Når det mest belejlige tidspunkt er inde eller mine kreditorer ikke lader mig være i fred, så låser jeg mit hus af, drager af sted og flygter bort og skjuler mig et eller andet sted i et kloster, hvor jeg har asyl ligesom en tyv og morder på kirkegården. Så bliver mine kreditorer da glade over, at jeg ikke er rømmet helt fra lan­det, og eftergiver mig halvdelen eller tredjedelen af hele min gæld, mod at jeg skal betale resten på to eller tre år. Det giver de mig brev og segl på. Så vender jeg igen hjem og er en forretningsmand, der ved at drage bort og flygte har tjent så mange penge, som jeg ellers ikke kunne have slidt mig til eller slæbt sammen på tre eller fire år.

       Eller hvis dette ikke hjælper, og jeg ser, at jeg bliver nødt til at flygte, så tager jeg til kejserens hof eller til hans statholdere. Der kan jeg for en sum penge få et henstandsbevis, dvs. et kejserligt brev og segl på, at jeg i to eller tre år kan være og fær­des uantastet af mine kreditorer, fordi jeg, efter mit eget udsagn, har lidt store tab. Sådan giver også henstandsbeviset ud­seende af, at alting går retfærdigt til efter Guds vilje. Men det er vel nok slyngelstreger!

       Her er en anden fidus, som er almindelig i handelskompagnierne: En borger investerer i seks år to tusind kroner hos en forretningsmand. Han skal så handle og spekulere med dem og give borgeren to hundrede kroner i fast rente af dem årligt. Men hvad han tjener ud over det, er hans eget. Får han imidlertid ikke nogen fortjeneste, er han alligevel tvunget til at give renter. Og borgeren gør forretningsmanden en stor tjeneste med det, for forretningsmanden regner med, at han med to tusinde sagtens kan tjene tre hundrede. Til gengæld gør forretningsman­den borgeren en stor tjeneste med det, for ellers var hans penge en død kapital, der ikke gav noget udbytte. At denne udbredte fidus er syndig og ægte pengespekulation, kan man se nærmere i afsnittet om pengespekulationrenter.

       En ting til må jeg fortælle som eksempel på, hvordan den be­drageriske kreditgivning og låntagning fører i ulykke. Nogle er så smarte, at de er i stand til at selv at indkassere pengene på følgende måde, når de bliver klar over, at køberen ikke er betalingsdygtig og ikke over­holder sine afdrag: Man aftaler under hånden med en fremmed for­retningsmand, at han skal tage hen og købe vedkommendes varer for hun­drede kroner eller lignende. Når han så har købt hans varer, lover han  ham kontant betaling eller henvis ham til en betalingsdygtig person, som skylder en penge. Når han har varerne, tager han ham med hen til mig, som om jeg er din debitor, og lader som om du ikke vidste, at han skylder mig penge. På den måde får jeg betaling, men giver ham ikke noget. Det er vel nok at foretage finansoperationer. Man ruinerer fuldstændig den arme mand og alle dem, som han måske skylder penge! Men sådan vil det gå, hvis man har denne ukristelige kreditgivning og låntagning.

       Man har også lært at anbringe eller oplagre en vare eller en artikel på et sted, hvor den bliver til mere, f.eks. anbringes peber, ingefær, safran i fugtige hvælvinger eller kældre, så det kan blive tungere i vægt. På samme måde sælger man også uldne stoffer, silke, mår og zobel i skumle hvælvinger eller butiksboder og holder dem borte fra fri luft, således som det alle vegne er almindeligt, sådan at man næsten til enhver vare forstår at skabe en særlig atmosfære. Der er heller ingen vare, til hvilken man ikke kender en særlig fidus, enten ved opmåling, optælling, ved alen, mål eller vægt og ved at give den en farve, som den ikke har haft fra begyndelsen af, eller også lægger man det pæneste øverst og nederst og det dårligste inde i midten. På den måde er der ingen ende på snyderiet, og forretningsfolkene tør kun stole på hinanden, når de kan se og føle på varen.

 

Selvforskyldte ulykker

Nu klager forretningsfolkene meget over adelsmændene eller røverne, fordi de er tvunget til at drive forretning under stor risiko. De bliver taget til fange, bliver udsat for vold, bliver beskattet og udplyndret osv. Hvis forretningsfolkene led det for retfærdighedens skyld, ville de sandelig være helgener på grund af disse lidelser. Det kan godt være, at der måske er én, der i Guds øjne bliver behand­let uretfærdigt ved, at han må undgælde for andre, som han er i selskab med, og må bøde for, at en anden har forsyndet sig. Men så længe forretningsfolkene forøver så mange lovløsheder, ukri­stelige tyverier og røverier over for hele verden, ja, også mod hinanden, er det så mærkeligt, at Gud sørger for, at de formuer, som de har erhvervet på uretfærdig måde, igen går tabt eller bliver røvet, og at de selv i tilgift bliver udsat for vold eller taget til fange? Gud må jo håndhæve retten, når han lader sig lov­prise som en retfærdig dommer, Salme 10.

       Det er ikke, fordi jeg dermed vil undskylde landevejsrøverne eller tyvene eller give dem tilladelse til at begå røveri. Det er landsfyrsternes skyld. De burde sikre vejene, til gavn for onde lige så vel som for gode. Og det er fyrsternes pligt at benytte deres retmæssige magt til at straffe denne syndige måde at drive forretning på og at forhindre, at deres undersåtter bliver flået så forfærdeligt af forretningsfolkene. Fordi de ikke gør det, så bruger Gud riddere og røvere til at straffe forretningsfolkene for deres uretfærdige handlemåde, og de er nødt til at være hans djævle, ligesom han plager Egypten og hele verden ved hjælp af djævle eller lader fjender ødelægge den. Således slår han den ene slyngel med den anden, blot er der den forskel, at han lader os forstå, at ridderne i mindre grad er røvere end forretningsfolkene, fordi forretningsfolkene daglig udplyndrer hele verden, mens en ridder højst gør det én eller to gange om året.

       Handelsforeningerne burde jeg rigtignok sige meget om, men det er alt sammen en så bundløs sump af lutter begærlighed og uret­færdighed, at det er umuligt at finde noget her, som man kan behandle med god samvittighed. For hvem er så afstumpet, at han ikke kan se, at foreningerne ikke er andet end rene og skære monopoler? Den verdslige, hedenske lov forbyder dem da også som en ting, der er oplagt skadelig for alle - for slet ikke at tale om den guddommelige ret og den kristne lov. De sætter sig på alle varer, gør med dem, som det passer dem, og benytter uden nogen som helst skam de ovennævnte forretningskneb. De hæver og sænker priserne efter deres eget forgodtbefin­dende og undertrykker og ruinerer alle små forretningsfolk ligesom gedden gør med de små fisk i vandet, ganske som om de var herrer over Guds skabninger og undtaget fra alle troens og kærlighedens love.

       Det er grunden til, at man alle vegne er nødt til at købe kryd­derier til den dyre pris, de forlanger. De ændrer det år for år. Ét år sætter de prisen på ingefær op, næste år safran eller omvendt, så at det altid går lige op til sidst og de ikke behøver at lide tab, skade eller risiko. Ødelægges ingefæren eller slår den fejl, får de det ind igen på safranet eller omvendt, så at de kan være sikre på deres udbytte. Dette er ikke alene imod handelsvarernes, men også imod alle ti­melige tings karakter og natur. Gud ønsker, at de skal være underkastet risiko og usikkerhed. Men de har fundet en udvej og hittet ud af, at de ved hjælp af risikofyldte, usikre og forgængelige varer kan skaffe sig et holdbart, sikkert og uforgængeligt udbytte. Men på grund af det skal hele verden rigtignok udsuges fuldstændigt, og alle penge skal strømme ned i deres vom.

       Hvordan skulle det overhovedet kunne være rigtigt og efter Guds vilje, at én mand på så kort tid kan blive så rig at han kan købe konger og kejsere ud? Men det er ikke underligt, at de hur­tigt river alverdens gods til sig, da de jo har bragt det så vidt, at alle mennesker er nødt til at handle med risiko og tab, mens de evig og altid har fortjeneste og kan udligne deres tab ved øget fortjeneste. For én uforgængelig, sikker krone er jo bedre end en forgængelig, usikker tikrone. Er det så underligt, at de ender som konger og vi som tiggere?

 

Offentlig kontrol med erhvervslivet

Konger og fyrster burde gribe ind her og bekæmpe det efter strenge love, men jeg hører, at de er sammenspiste med dem. Det går efter ordet fra Es 1, 23: ”Dine stormænd er i ledtog med tyve. Alle elsker bestikkelse og jager efter gaver.” Mens de lader tyve, som har stjålet en lille beløb, blive hængt, gør de forretninger med dem, som udplyndrer hele verden og stjæler værre end alle andre. Således behol­der det ordsprog sin gyldighed, som siger: ”De store tyve hænger de små.” Og som den romerske rådsherre Cato sagde: ”Almindelige tyve sidder i fængsler og gabestokke, men de store, åbenlyse tyve går klædt i guld og silke.” Men hvad siger Gud til det til sidst? Han vil gøre, som han siger ved Ezekiel 22, 20: ”Som man samler sølv, kobber, jern, bly og tin i en ovn, så man kan blæse ilden op og smelte det, sådan samler jeg jer i min vrede og harme.” Jeg er bange for, at dette står lige for døren. Vi tænker alligevel ikke på at forbedre os, lige meget hvor stor synden og uretfærdigheden er. Derfor kan Gud heller ikke lade uretfærdigheden være ustraffet.

       Derfor er der heller ikke nogen, der behøver at spørge om, hvordan han med god samvittighed kan være med i handelsforeningerne. Der er ikke noget andet råd end dette: Hold dig fra det! Der er ikke noget at stille op. Skal handelskartellerne bestå, er retfærdighed og hæderlighed nødt til at forsvinde. Skal retfær­dighed og hæderlighed bestå, er handelskartellerne nødt til at gå til grunde. Sengen er for lille, siger Esajas, den ene kan ikke undgå at falde ud, og tæppet er for smalt og kan ikke dække begge to. Nu ved jeg godt, at mit skrift ikke vil falde i god jord, og man vil måske blæse ad det og fortsætte som hidtil. Men det er dog ikke min skyld, jeg har gjort mit til, at man skulle få øjnene op for, hvor ærligt vi har fortjent det, når Gud nu kommer med riset. Hvis jeg skulle have overbevist en sjæl derved og befriet ham fra afgrunden, har jeg ikke arbejdet forgæves.

       Dog håber jeg, at denne ting har vokset sig så stor og tung, at den ikke kan holde sig oppe længere og at man til sidst bliver nødt til at holde sig fra det. Kort sagt: Enhver skal tage vare på sig selv. For min skyld eller af hen­syn til mig behøver ingen at holde op med det. Ligeledes behøver ingen at gå ind for det eller bibeholde det for at trodse eller bedrøve mig. Det gælder dig, ikke mig. Gud oplyse os og styrke os til at gøre hans gode vilje. Amen.

 

 

***

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om kapitalinvestering

Havesyge

For det første må man vide at havesygen og pengespekulationen i vore dage (som apostelen Paulus har kundgjort, ville blive vanskelige, 2 Tim 3, 1) ikke blot har grebet voldsomt om sig i hele verden, men også dristet sig til at søge sig nogle skalkeskjul, hvor den mener det er rimelig at den frit skulle kunne drive sin ondskab. Ja, endnu værre: Det er næsten kommet så langt at vi ikke bryder os om det hellige evangelium. Af den grund er ethvert menneske nødt til at se sig godt for i denne farlige tid og bruge sin dømmekraft ret, når det opstår strid om timelige goder. Det gælder om at lytte flittig og opmærksomt til vor Herre Kristi hellige evangelium.

 

Tre rigtige

Man må vide, at det er tre forskellige grader eller trin, hvor vi kan omgås de timelige goder på en god og gavnlig måde.

Den første er denne

Hvis nogen tager timelig ejendom fra os med magt, skal vi ikke bare finde os i det og slippe tingene, men hvis man vil tage mere, skal vi også være rede til at give slip på det. Om det siger vor kære Herre Jesus Kristus i Matt 5, 40: ”Vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen.” Dette er den højeste grad på dette område. Det er dog ikke sådan at forstå, som nogle mener, at man også skal række kappen til dem efter skjorten. Nej, man skal være parat til også at slippe kappen, ikke stritte imod eller vise mangel på tålmodighed af den grund og ikke tage noget igen. For han siger ikke: ”Giv ham også kappen!” men: ”Lad ham også få kappen!” Det var det, Kristus gjorde over for ypperstepræsten Annas (Joh 18, 22). Da han fik et slag i hovedet, vendte han den anden kind til, og så den første igen, og var rede til at modtage flere sådanne slag. Ja, i hele hans lidelseshistorie ser vi, at han aldrig gengældte eller svarede igen med et hårdt ord eller en ond handling, men altid var rede til at tåle mere.

 

Advarsel

Det er ganske vist sandt, at han sagde til tjeneren, som slog ham: ”Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?” (Joh 18, 23). Det er nogle, også blandt de lærde, som misforstår disse ord og mener, at Kristus her ikke vendte det andet kind til, sådan som han har lært os. Men de ser ikke ordene i det rette lys. For Kristus truer ikke med disse ord, hævner sig ikke, slår ikke igen, siger heller ikke nej til at byde den anden kind til. Ja, han dømmer heller ikke og fordømmer ikke tjeneren. Men som Peter skriver om ham: ”Han svarede ikke med skældsord, da han blev skældt ud, under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt.” (1 Pet 2, 23). Det er som vil han sige: ”Om det var rigtigt, hvad jeg sagde, eller om du slog mig med rette, skal Gud nok finde ud af, og bevisbyrden ligger på dig.” Det er akkurat som Zakarias sagde, da de dræbte ham: ”Måtte Herren se det og kræve dig til regnskab!” (2 Krøn 24, 22). Det samme gjorde han også foran Pilatus, da han sagde: ”Ham, der udleverede mig til dig, har større synd.” (Joh 19, 11) Dette er nemlig kristen brodertroskab: Du advarer den, som gør dig uret, idet du holder ham hans uret og Guds dom for øje. Du har pligt til at sige ham det: ”Du tager min skjorte, du tager dette og hint; du kommer til at stå til regnskab for, om du har ret til det.” Det skal du gøre - ikke først og fremmest af hensyn til det tab, du lider, heller ikke for at true ham, men for at advare ham og minde ham om det regnskab, han har i vente. Retter han sig ikke efter det, så giv slip på, hvad det skal være, og lad ham tage mere og mere. Se, sådan er det at forstå, det ord, som Kristus sagde ved Annas' domstol. Af det følger, at også du ligesom Kristus på korset, må bede for den, som gør dig ondt, og gør godt mod ham. Det lader vi nu ligge til en anden gang.

 

Gode råd eller forpligtende bud

Mange mener, at denne første grad ikke er givet som et bud, som enhver kristen er nødt til at holde, men som et godt råd til de fuldkomne, og at det står dem frit for, om de vil følge det. Ligesom det at  leve ugift og seksuelt afholdende er anbefalet, men ikke påbudt. Derfor finder de det rimeligt, at enhver kræver det igen, som hører ham til, og fordriver vold med vold så godt, man kan og ved. Og denne opfattelse smykker de med smukke talemåder og begrunder den med mange stærke argumenter (mener de). For det første er det sådan at enkelte kirkelige love (for ikke at tale om den verdslige) siger: ”Lovene tillader at hindre vold med vold.” På dette grundlag følger for det andet den almindelige talemåde om at den, som handler i nødværge, ikke selv kan straffes for den skyld, han pådrager sig. For det tredje anfører man desuden nogle eksempler fra Skriften, sådanne som Abraham, David og mange flere. Man kan læse, hvordan de straffede deres fjender og betalte dem tilbage. For det fjerde trækker de fornuften frem og siger: ”Hvordan kan det passe?  Hvis dette var et bud, ville de onde få fri lejlighed til at tage og stjæle; til sidst ville ingen kunne beholde noget, ja, ingen kunne være sikker på sit eget liv.” For at alt skal være fast begrundet, citerer de Augustins ord. Han udlægger disse ord af Kristus i Matt 5, 40 sådan, at man skal lade kappen gå samme vej som skjorten ”i hjertet og tankerne”. Denne ædle, klare udlægning fortolker og formørker de ved hjælp af en anden bemærkning og føjer til: ”Det er ikke nødvendigt, at man tillader det i ydre gerning. Det er nok, at man i det indre, i hjertet, er rede og i stand til at gøre det.” Som om vi ville gøre noget, som vi alligevel ikke vil gøre, og som om ja og nej var et og det samme!

 

Jeg har ret til…

Se, dette er de mesterstykker, man hidtil har benyttet sig af for rigtig at forvrænge, utydeliggøre og undertrykke vor kære Herre Jesu Kristi lære og eksempel sammen med det hellige evangelium og alle hans martyrer og helgener! Nu for tiden er de bedste kristne således de lægfolk og ansatte, som følger disse råd, men strider mod Kristi liv, lære og evangelium! Dette er årsagen til, at det er så meget kiv og kævl og lige så mange dommere, sekretærer, embedsmænd, jurister og den slags ædle tjenestefolk som fluer om sommeren. Af den grund er det så meget krig og blodsudgydelse blandt de kristne. Ja, man må endda føre retssager mod Rom, for der er store pengebeløb det mest afgørende. Nu er kiv og strid den største, helligste og mest udbredte gerning i kristenheden. Altså stik imod Kristi hellige, fredelige liv og lære. Til sidst er dette grusomme spil kørt så langt at en stakkels kristen, som Gud har løskøbt med sit blod, ikke alene bliver stævnet for retten - måske mange mil væk - på grund af en ubetydelig pengesum, bliver landsforvist og jaget bort fra ægtefælle, børn og familie, men de dygtige folk mener bagefter at have klaret sagerne godt og viser deres mest uskyldige fjæs. Men de skal styrte i grus, de som leger med Guds bud. Gud skal gøre dem blinde og vanære dem, de, som gør hans hellige, lysende ord til mørke, når de siger, at det er tilladt at besvare vold med vold og kun giver kappen fra sig i sit hjerte. På denne måde lever også hedningerne efter evangeliet, ja, selv ulvene og alle ufornuftige dyr. Det behøver man ikke være kristen for.

 

Guds lov kontra verdslige love

Derfor vil jeg gøre mit og advare enhver så langt jeg kan, så han ikke lader sig føre vild - hvor lærde, mægtige, gejstlige og hvor mange de end er, alle disse, som har gjort og stadig gør et råd ud af denne første grad, om det så sker med al verdens smukke talemåder og overbevisningskunster. Her nytter det ikke at snakke sagen væk. Det er helt og holdent et bud, som vi er skyldige at følge, sådan som Kristus og hans hellige har bekræftet og vist os med det liv, de førte. Gud tager ikke hensyn til, at lovene - kirkelige eller verdslige - tillader at møde vold med vold. Det, som lovene tillader, er nemlig ikke uden videre godt! De tillader jo offentlige bordeller, noget som er imod Guds bud. De tillader også meget anden ondskab, som Gud forbyder. De kan heller ikke forbyde hemmelig synd og ondskab. Det er faktisk kun en lille del som menneskelige love befaler og forbyder, for ikke at tale om det, de tillader eller ikke straffer! Derfor er nødværge ganske vist ikke strafbart efter menneskelig ret, men over for Gud er det ingen fortjenstlig handling. Stridigheder for retten er nogen som hverken pave eller kejser straffer, men Kristus og hans lære straffer det. Og når enkelte fædre i den gamle pagt straffede sine fjender, så skete det aldrig efter deres eget for godt befindende eller uden særskilt ordre fra Gud. Det er ham, der straffer synderne – sommetider gennem gode, sommetider gennem onde, sommetider gennem engle, sommetider gennem mennesker. I deres handlinger var de derfor ikke ude efter hævn eller egen fordel, de tjente blot Gud i lydighed. Akkurat som Kristus i evangeliet lærer, at man på Guds bud endog må handle imod sin far og mor, som han jo ellers har påbudt os at ære (Matt 10, 35-36). Alligevel er budene ikke i strid med hinanden, men det underordnede bud styres af det overordnede. På samme måde skal du heller ikke gå til modangreb eller forsvare dig, før Gud befaler dig det.

 

Pattebørn

Alligevel er det sandt, at Gud har indsat det verdslige sværd og også det kirkelige styre. Og begge myndigheder har han befalet at straffe de ondsindede og redde de undertrykte, sådan Paulus lærer os i Rom 13 og som det også står mange andre steder, f. eks. i Esajas 1 og Salme 81. Men det skal foregå på den måde, at ingen er anklager i egen sag, men at de andre i troskab og indbyrdes omsorg påtalte den enes uskyld og den andens uret hos myndighederne. På grundlag af vidneudsagnene fra de andre skulle myndighederne så gribe ind og straffe i overensstemmelse med lov og ret. Ja, den skadelidte part skulle sætte sig imod og bede om at man ikke gengældte på hans vegne, mens de andre på deres side ikke skulle give op før den onde gerning havde fået sin straf. På den måde havde det gået venlig, kristelig og broderlig for sig, og man havde set mere på synden end på skaden. Derfor revser Paulus korinterne i 1 Kor 6, 6, for at de førte retssager mod hinanden og ikke hellere led tab og uret. Sandt nok tillod han dem på grund af deres ufuldkommenhed at benytte retsvæsenet. Men det gjorde han, for at de skulle skamme sig og erkende deres ufuldkommenhed. Sådan må man også i dag holde ud med dem som kives og strides om timelige ejendele. Det er de svage, umodne kristne som man i håb om deres forbedring ikke må støde væk, sådan som apostelen selv lærer os mange steder. Men man skal fortælle dem, at de ikke har handlet vel som kristne og ikke fortjener anerkendelse, men at det drejer sig om en menneskelig og jordisk gerning, som mere er til hinder end til fremme for saligheden.

 

Kristendom er lidelse

Dette bud har Kristus givet for at opbygge et fredelig, rent og himmelsk liv i os. Det er jo ikke vejen til fred at enhver kræver sit tilbage og ikke vil lide nogen uret, sådan som de blinde mener. Det er dem, der står skrevet om i Es 59, 8: ”Fredens vej kender de ikke.” For denne vej går altid gennem lidelser - noget som også hedningene erkender med forstanden og vi selv gennem daglig erfaring. Skal freden bevares, må den ene part holde sig i ro og lide uret fra den anden. Og har man diskuteret og kævlet i lang tid, må der dog sættes et punktum til sidst. Men da har begge parter lidt store tab og meget ondt, nogen som ikke var sket, hvis man fra først af havde holdt dette bud af Kristus og ikke havde ladt anfægtelsen (som Gud bruger for at prøve os) drive os bort fra budet og gå af med sejren. Gud ordner det sådan, at den som ikke vil lade lidt gå fra sig i lydighed mod hans bud, må tabe meget eller måske alt gennem strid og krig. Og det er rimelig at man må gå i Djævelens tjeneste med utak som løn og giv mange penge til advokater og eksperter, når man ikke for Guds og den evige skats skyld ville eftergive en lille gæld. På den måde må man derfor tabe både timelige og evige goder, hvor man ellers kunne have nok for tid og evighed, hvis man havde vært lydig mod Gud. På samme måde er det også som det skal være, når store herrer sommetider bruger hele landets penge på krig og ødsler store summer på militær blot for at vinde en lille fordel eller lidt større frihed. Det er det, som kaldes verdens omvendte visdom: at fiske med guldgarn. Da er omkostningerne større en udbyttet. Man vinder lidt, men sætter meget på spil.

 

Helliggørelse

Det ville også være umulig for os at slippe fri fra vores optagethed af de timelige goder, hvis ikke Gud ordnede det sådan, at vi blev udsat for uret. Derved opøver han os til at vende vort hjerte bort fra verdens timelige, falske goder, slippe dem i fred og sætte vort håb til de usynlige, evige goder. Den, som kræver sit tilbage og ikke lader kappen gå samme vej som skjorten, modarbejder derfor sin egen renhed og håb om evig salighed, som Gud vil opøve os i og drive os frem til ved at giv dette budet og lade os lide uret. Og om så alt blev taget fra os, er det ingen grund til at frygte for at Gud skal forlade os og ikke også forsørge os her i tiden. Som der står i Salme 37, 25: ”Jeg har været ung og er nu gammel, men jeg har aldrig set en retfærdig forladt eller hans børn tigge om brød.” Også Job er et bevis på dette. Han fik til sidst meget mere en han havde før, selv om alt var blevet taget fra ham (Job 42, 10-17). Kort sagt vil disse bud løse os fra verden og få os til at længes efter Himlen. Derfor burde man tage imod Guds velmente råd med fred og glæde. For hvis han ikke gjorde, som han gør, og ikke lod os møde uret og ufred, ville menneskehjertet ikke kunne holde stand. Det vikler sig så langt ind i de timelige ting og klistrer sig så alt for fast til det. Resultatet er, at man bliver overmæt og mangler opmærksomhed, når det gælder de evige goder i Himlen.

       Det som hidtil er sagt, gælder den første grad, hvordan vi skal omgås de timelige goder. Den som også er den fornemste og højeste, men går desværre ikke blot for at være den laveste, men er blevet udslettet og fuldstændig fremmed for os bag det tågedække og skydække, som menneskelige love, skikke og sædvaner har lagt over den.

 

Nu følger den anden grad

Den går ud på at vi skal giv frit og betingelsesløst til enhver, som har brug for det eller beder om noget. Om dette siger vor Herre Jesus Kristus også i Matt 5, 42: ”Giv den, der beder dig.” Og selv om denne grad er meget lavere end den første, er den alligevel byrdefuld og bitter for dem som har mere lyst til de timelige end de evige goder. For de har ikke så meget tiltro til Gud, at han kan eller vil forsørge dem i dette jammerlige liv. Derfor er de bange for at dø af sult og ruineres totalt, hvis de skulle følge Guds bud og giv enhver, som beder dem om noget. Men hvordan kan de da have den tiltro til ham, at han vil forsørge dem til evig tid? Det er som Kristus siger: ”Den, der ikke stoler på i det små, stoler endnu mindre på ham i det store.” (Joh 3, 12). Alligevel går de rundt og mener at Gud skal gøre dem evig salige. Ja, de synes selv, at de har en solid tiltro til ham! Og dog vil de ikke tage hensyn til hans bud, som er givet, fordi han vil øve og træne dem op til at lære at stole på ham i timelige og evige ting. Derfor må vi frygte for at den, som ikke vil høre og følge læren, aldrig vil få lært denne kunst. Ligesom de ikke stoler på Gud, når det gælder de små, timelige goder, må de til sidst også fortvivle, når det gælder de store og evige.

 

Social omsorg

Denne anden grad er så lav at den også er påbudt det almindelige, ufuldkomne jødefolk i den gamle pagt, sådan som der står skrevet i 5 Mos 15, 11: ”Der vil altid være fattige i landet; derfor giver jeg dig den befaling: Luk din hånd op for din landsmand, for alle trængende og fattige hos dig i dit land.” Desuden har han strengt påbudt dem, at de ikke måtte lade nogen tigge, og siger i vers 4: ”Der skal ikke være fattige hos dig.” Når nu Gud har påbudt dette i den gamle pagt, hvor meget mere skal vi kristne så ikke blot være forpligtet til ikke at lade nogen lide nød eller tigge, men til at gå videre og overholde den første grad og være rede til at giv slip på alt, som man vil tage fra os med magt? Men nu er det så meget tiggeri, at det endog er blevet en ære! Og ikke nok med at verdslige mennesker tigger, også i den gejstlige stand drives tiggeriet som en rosværdig gerning. Jeg vil ikke føre strid med nogen om dette, men jeg synes det ville være rimeligt, at der ikke fandtes tiggeri i kristenheden, i den nye pagt, som hos jødefolket i den gamle pagt. Og jeg mener at den gejstlige og verdslige øvrighed ville handle i overensstemmelse med sine embedspligter, hvis de afskaffede alle tiggerposerne.

 

Hjælp til de svageste

Tre handlemåder eller skikke i befolkningen står i vejen for denne anden grad. Den første er at nogle nok giver og forærer ting til sine venner, til de rige og mægtige, som ikke har brug for det, men glemmer dem, som lider nød. Og hvis de på den måde opnår gunst, fordele eller venskab hos disse andre eller roses som gode mennesker af dem, går de trøstig videre og er tilfreds med den ros, ære, gunst og fordel, de får af mennesker. Men de ser ikke hvor meget, meget bedre det var, hvis de gjorde dette mod dem, som lider nød. Hos dem ville de opnå gunst, ros og ære fra Gud. Om disse mennesker siger Kristus i Luk 14,12-14: ”Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.” Og selv om dette er en lære så klar og velkendt, at enhver nok ser og ved at det skulle være sådan, ser man alligevel aldrig et eksempel på dette blandt de kristne længere, til trods for at det hverken er ende eller tal på alle invitationerne, festerne, selskaberne, måltiderne og gaverne. Alligevel kaldes de godtfolk og kristne, alle sammen! Men i praksis har det ikke andre konsekvenser, end at de forbigår at giv til dem, der lider nød. Åh, hvilken skrækkelig dom, som skal fældes over disse selvsikre ånder, når det på den sidste dag bliver spurgt om, hvem de har givet til og gjort godt imod.

 

Hjælp til fjender og modstandere

Den anden skik er den, at man kvier sig ved at give noget på denne måde til fjender og modstandere. For den falske menneskenatur har svært ved at gøre godt mod dem, som har gjort ondt mod en. Men det hjælper ikke: Budet er alment og omfatter alle mennesker: ”Giv den, der beder dig.” (Matt 5, 42). Og i Luk 6, 30 siges det udtrykkeligt: ”Giv enhver, som beder dig.” Her holdes fjenden eller modparten ikke udenfor, men regnes tværtimod med, når Herren selv udfolder det og siger: ”Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad tak fortjener I for det? Også syndere elsker jo dem, de selv bliver elsket af. Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad tak fortjener I for det? Sådan gør jo også syndere. Og hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen. Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde.” (Luk 6, 32-35).

       Disse Kristi gode bud er ikke alene blevet ødelagt, så folk ikke holder dem, men man har også gjort dem til råd, som folk ikke nødvendigvis har pligt til at holde - akkurat sådan som med den første grad. Her har de hjulpet til, de skadelige lærere, som siger, at det ikke er nødvendig at afstå fra de ydre tegn og de sure, strenge miner over for fjenden, men at det er nok at tilgive ham i hjertet. Sådan trækker de Kristi bud væk fra de ydre gerninger og indsnævrer dem til kun at gå på tankene, selv om han jo med klare ord lader dem omfatte gerningerne. Han siger jo: ”I skal gøre godt - ikke blot tænke godt - mod fjenden.” Det samme siger Paulus også i Rom 12, 20 – med kong Salomos ord i Ordsp 25, 21-22: ”Hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved.” Det vil sige, at du skal overlæsse ham med velgerninger, så han overvindes med det gode og fatter kærlighed til dig. Fra de falske lærere stammer ordsproget: ”Jeg vil tilgiver ham, men jeg vil ikke glemme.” Ak nej, kære kristen! Den går ikke. Sagen må være tilgivet og glemt. Ligesom du ønsker, at Gud ikke kun skal tilgive dig og glemme, men også gøre dig mere godt end før.

 

Mennesker før bygninger

Den tredje skik har et smukt og strålende ydre, men er til den allerstørste skade for denne giverordning. Det er farlig at snakke om den, for det rammer dem, der skal lære og lede andre mennesker, og det er det folk, som lige fra verdens begyndelse til dens ende aldrig bryder sig om, at høre sandheden og heller ikke tåler at andre hører den. Nu går det sådan til, at de alene lader det fine ord ”almisse” eller ”giv for Guds skyld” gå på gaver til kirker, klostre, altre, tårne, klokker, orgler, vægtavler, helgenbilder, guld- og sølvklenodier og messeklæder, videre til messer, vågenætter, sange, tekstlæsning, testamenteoprettelse, brødresamfund og den slags. Her har giverglæden grebet om sig, og den vejen går hovedstrømmen nu. Herhen har man også ledt den og ønsket at have den. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at det er så tørt og øde på det område, som Kristus retter opmærksomheden imod. Hvor man har hundrede altre eller vågenætter, finder man ikke et menneske, som forsyner et bord fuldt af fattigfolk med mad eller giver noget andet til fattige familier.

       Det kaldes ikke at ”give for Guds skyld”, når man giver til dem, som Kristus har påbudt, men når man giver til det, mennesker selv har fundet på. Og ”almisser” må ikke betyde det, man giver til Kristi levende lemmer, som har brug for det, men det, som skænkes til sten, træ og maling. Og denne almissegivning er blevet så dyrebar og ædel, at det ikke er nok at Gud selv lønner den, han må have hjælp fra breve, pergament, korte og lange snore og fra grøn, gul og hvid voks. Stråler det ikke, gælder det ikke! Og alt bliver ”for Guds skyld” købt fra Rom for store summer, for at sådanne store gerninger både her og der skal lønnes på passende vis med aflad ud over lønnen fra Gud. Men når man efter Kristi bud giver til fattige og trængende, er det en ringe gerning, som må finde sig i at blive snydt for en sådan prægtig belønning og lade sig nøje med lønnen fra Gud. Derfor bliver den også skubbet i baggrunden, mens den anden rykkes i forgrunden. De stråler og skinner med vidt forskellig glans.

       Derfor må St. Peter af Rom nu også gå rundt i hele verden og tigge til sit kirkebyggeri, samle almisser ”for Guds skyld” i store bunker og betale dyrt og rigelig med aflad. Dette er for øvrigt et arbejde, som passer ham godt og som han kan passe fint, da han er død. Var han i live, måtte han nemlig forkynde Kristi bud og kunne ikke tage sig af afladen. Denne trofaste hyrde har søde, små får, som følger ham flittig og farter omkring i andre lande med aflad. Hvor der holdes en indvielsesfest eller et årligt marked, samler disse tigger sig som fluer om sommeren og forkynder alle sammen denne ene vise: ”Giv en gave til det nye byggeri, så skal Gud og den hellige St. Nikolaus lønne jer!” Bagefter tager de sig et krus øl eller et glas vin - også det ”for Guds skyld” - og kommissærerne er blevet rige ved afladens hjælp - ligeledes ”for Guds skyld”. At give til de trængende, sådan som Guds bud kræver, er hverken kommissærer eller legater nødt til her hos os.

 

Ret fordeling af pengegaverne

Hvad skal vi sige til dette? Forkaster vi disse gerninger, så lyser den hellige stol i Rom os i band, og de højlærde skælder os straks ud som kættere, for det er meget om at gøre i hvilken retning pengestrømmen bliver ledet. Nuvel, vi vil ikke afvise at der skal bygges og udsmykkes smukke kirker, som vi ikke kan undvære. Det er rimeligt, at gudstjenesten holdes på en passende måde. Men det bør dog være en grænse! Og der bør lægges mere vægt på, at det som bruges til gudstjenesten, skal være rent end at det er kostbart. Det er til at græde over og beklage, at vi ved den slags postyr og væsen vendes bort fra Guds bud og kun ledes i retning af de ting, som Gud ikke har påbudt og som ikke er nødvendige, for at vi kan holde Guds bud. Det ville være tilstrækkelig om folk gav den mindste andel til kirker, inventar, udsmykning og den slags og lod hovedstrømmen gå til Guds bud, så velgerningerne blandt de kristne mod de fattige strålede med et større lys end alle kirker af sten eller træ.

       Skal vi sige det lidt skarpt, så er det regulært bedrageri, farlig og forførerisk for enfoldige sjæle, når man rykker ud med breve, segl, faner og lignende for de døde stenkirkers skyld, men ikke gør det samme hundred gange mere for de nødlidende, levende kristnes skyld. Derfor, se dig for, menneske! I din dødsstund og på den sidste dag vil ikke Gud spørge dig, hvor meget du efterlader dig i form af testamentariske gaver, om du har givet så eller så meget i gave til kirkebyggeri. Nej, dette vil han sige: ”Jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj.” (Matt 25, 42-43). Lad disse ord gå dig til hjertet, kære menneske! Det, som betyder noget, er, om du har givet til din næste og gjort godt mod ham. Vogt dig for ydre skin, glitter og farvepragt, som trækker dig bort fra dette.

 

Lokalt styre og ansvar

Sådanne utålelige byrder og afgifter burde pave, biskopper, konger, fyrster og herrer arbejde for at afskaffe, sådan at det enten på deres egen befaling eller på et alment kirkemøde blev vedtaget og påbudt at enhver by og ethvert sted skulle bygge deres kirker og forsørge deres fattige selv, så tiggeriet kunne forsvinde. I hvert fald ville det da ikke gå sådan, at ethvert sted tiggede penge til sine kirker eller de fattige i alle de andre byer, sådan som det nu er blevet skik. Man skulle lade den hellige stol i Rom have sine buller i fred. Den har virkelig andet at lave, hvis den vil passe sit embede, end at sælge buller og bygge kirker. Den er ikke nødt til at gøre nogle af delene. Det har Gud da også tydelig givet udtryk for i sin lov, i 5 Mos 15,11: ”Der vil altid være fattige i landet.” Derfor har han overdraget hver enkelt by ansvaret for dens fattige og vil ikke have denne løben omkring med indsamlingsposen til Sankt Jakob og til Rom, sådan som det nu sker. Men skønt jeg er for ubetydelig til at kunne giv råd til paver og al verdens regenter i en sådan sag og heller ikke selv regner med at det fører til noget, må man alligevel vide, hvad som er godt og nødvendig at gøre. Og det er øvrighedens pligt at have omtanke for og udrette det, som må til for at den bedst muligt kan regere det menige folk, som den er overdraget ansvaret for.

 

Dårlige undskyldninger

Man har opfundet et lille kneb, som på mesterlig vis lærer os, hvordan vi kan undgå dette bud og bedrage Helligånden. Nemlig: Ingen har pligt til at giv til de trængende med mindre de er i den yderste nød. Desuden har de forbeholdt sig at drøfte og afgøre, hvad som er ”den yderste nød”. Sådan lærer man, at vi hverken skal giv eller hjælpe nogen, før de dør af sult, fryser ihjel eller rømmer landet på grund af fattigdom eller gæld. Men denne skurkagtige forklaring og forføreriske tilføjelse slår vi ned med ét eneste ord. Det lyder sådan: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” (Matt 7, 12). Og ingen er så dum, at han ikke vil at andre skal giv til ham, før det kommer så langt at sjælen forlader ham eller han har forladt landet på grund af gæld, og at han først vil tage imod hjælp, når det ikke længere nytter at hjælpe.

       Men når turen kommer til kirker, stiftelser, aflad og andre ting, til gaver, som Gud ikke har påbudt, da er ingen skarpsindig eller flittig nok til at regne ud, om vi bør giv til kirken, før det kommer så langt at teglstenene falder ned fra taget, bjælkerne rådner op, nådebrevene går i opløsning eller afladen går til grunde - skønt alt dette snarere kunne vente end dem, som lider nød. Nej, her er det altid ”den yderste nød”, om så alle kister og lofter er fulde og alle bygninger i god forfatning. Ja, her må man samle skatter uden ophør, ikke for at give eller låne til de nødlidende på jorden, men til Det hellige Kors, Vor kære Frue og den hellige skytshelgen St. Peter, som er i Himlen. Og alt dette må gerne ske uden forsigtighed, så kirken fortsat kunne forsørges i hundred og atter hundred tusind år, hvis den sidste dag ikke skulle komme. Derfor kan man i nødsfald købe en helgenophøjelse, biskopkåber eller en lignende udsalgsvare fra Rom.

       Sandelig synes jeg, romerne er nogle rigtig store tåber, siden de ikke sælger helgenophøjelser, biskopkåber, buller og breve dyrere og skovler flere penge ind, for disse tyske tosser kommer jo til deres årlige markeder og trænger sig på for at betale. Ingen Antikrist ville være bedre til at samle disse skatter sammen på jorden, end den bundløse romerske sæk, hvor de alle bliver samlet og skrapt sammen. Det ville også gøre mig oprigtig ked af det, hvis disse fordømte midler, taget fra de nødlidende, som de med rette tilkommer, skulle investeres i nogen andet end romerske varer. St. Ambrosius og Paulinus smeltede i sin tid nadverkalkene og alt, hvad kirkerne havde, og gav pengene til de fattige. Vend bladet om, så ser du, hvordan det går for sig nu! Lykkelig er du, kære Rom! Hvis tyskernes penge skulle slippe op, har de jo stadig bægre, monstranser og billeder nok. De er alle endnu dine!

 

Den tredje grad – betingelsesløse lån

Nu kommer vi til den tredje grad af brugen af de timelige goder. Den går ud på, at vi villig og gerne skal låne ud eller yde kredit, uden nogen form for afgift og rente. Om dette siger vor Herre Jesus Kristus i Matt 5, 42: ”Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.” Det vil sige: Giv ham ikke et afslag. Denne grad er den allerlaveste og er også påbudt i den gamle pagt, hvor Gud i 5 Mos 15, 7-8 siger: ”Når der er en fattig hos dig, en af dine landsmænd i dine byer i det land, Herren din Gud vil give dig, må du ikke gøre dit hjerte hårdt eller lukke din hånd for din fattige landsmand. Luk tværtimod din hånd op for ham, og lån ham, hvad han mangler!” Denne grad har de ladet stå som et bud. For alle lærere er enige på dette punkt: At lån eller give kredit skal ske frit, uden nogen form for afgift og omkostning, skønt alle måske ikke er enige om, hvem vi skal låne til.

       Som sagt i forbindelse med den forrige grad, hvor det var tale om at give, er det nemlig også her mange mennesker, som gerne låner til rige folk eller gode venner. De gør det mere, fordi de søger deres gunst eller er i familie med dem, end fordi Gud har påbudt det. Som nævnt er dette specielt tilfældet, når den høje titel ”i Guds tjeneste” og ”for Guds skyld” kommer ind i billedet. For enhver låner gerne til Det hellige Korset, Vor kære Frue og den hellige skytshelgen. Men i den retning, som Guds bud viser os, er det straks vanskeligt og besværligt. Her vil ingen låne ud med mindre det kommer til ”den yderste nød”. Da er det ikke længere noget ved at låne ud, som ovenfor sagt.

 

Grænseløs hjælp

Kristus har imidlertid ikke udelukket nogen i sit bud. Ja, han lod det omfatte alle slags mennesker, også fjenderne, da han i Luk 6, 34 sagde: ”Hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen.” Og endnu en gang: ”Lån ud uden at håbe på at få noget igen.” (vers 35). Jeg er fuldt ud klar over, at mange lærde tolker disse ord, som om Kristus med dette kun skulle have påbudt at udlån skal ske uden at nogen kræver renter eller søger fortjeneste ved det, men at lånet skal ydes frit. Denne opfattelse er vel ikke urigtig, for den, som låner ud mod krav om renter, han låner ikke ud; og da han heller ikke sælger, må det være pengespekulation han har gang i. For lån er efter sin egenart og sit væsen ikke andet end at giv en anden en gratis håndsrækning - på den betingelse at man efter en vis tid får det samme eller nogen tilsvarende tilbage, men ikke mere.

       Men tager vi Kristi ord nærmere i øjesyn, så lærer han ikke, at vi skal yde lån uden krav om renter, for det er det ikke nødvendig at lære os. Det findes jo ingen anden måde at giv lån på end uden renter. Er det med renter, er det ikke lån. Han vil, at vi ikke blot skal låne til vennerne, de rige og dem vi kan lide, de som til sin tid måske vil yde os lån eller gøre vel mod os, hvis vi får brug for det, men også til dem, som ikke kan eller vil det, for eksempel de fattige og fjenderne. Akkurat som han lærer os at elske og at give, sådan også at låne ud: Alt skal det ske uden tanke på egen interesse og fordel. Men det sker ikke med mindre vi gør det mod fjenderne og de fattige. Med hele sin tale har han som sigtemål at ville lære os at gøre godt mod alle, og det er ikke kun dem, der gør godt mod os, men også dem, der gør os ondt eller ikke kan gøre os nogen godt til gengæld. Det er meningen når han siger: ”Lån ud uden at håbe på at få noget igen.” (Luk 6, 35). Det vil sige: I skal låne til dem, som ikke kan eller vil låne til jer igen.

       Men den, som yder lån, venter jo at få det samme tilbage som han låner ud. Og skulle han ikke vente noget tilbage, så ville det - sådan som disse andre forstår det - være tale om en gave og ikke et lån. Nu er det jo kun småting at låne til en ven, en rigmand eller en som på anden måde kan gøre os en tilsvarende tjeneste til gengæld, så det gør også syndere, som ikke er kristne. Derfor skal de kristne gøre mere og låne til dem, som ikke gør gengæld, det vil sige: de fattige og fjenderne. Da falder den endnu en gang til jorden, den lære, som siger, at man ikke har pligt til at aflægge ”vredens ytringer”, som nævnt ovenfor. Og skønt det de siger om at yde lån, er ret, så gør de alligevel dette bud om til et råd og lærer os, at vi ikke har pligt til at låne til fjenderne og heller ikke til de fattige med mindre de er i den yderste nød. Tag dig i agt for det!

 

Nej til pengespekulation

Af dette følger at de alle sammen er ågerkarle, dem, der udlåner vin, korn, penge eller hvad det måtte være, på det vilkår at man forpligter sig til at betale renter efter et år eller en nærmere aftalt tid eller påtager sig den ekstra belastningen, det er, at måtte betale mere tilbage eller noget andet, som er bedre, end det man lånte. For at disse mennesker selv skal kunne begribe, hvor uretfærdig de handler (skønt det desværre er blevet almindelig praksis), stiller vi tre love op for deres øjne:

       For det første: Evangelieteksten påbyder det: Vi skal låne ud (Luk 6, 35). Men som sagt, er lån ikke lån med mindre det sker uden enhver afgift eller nogen som helst fordel. Og selv om den sleske griskhed sommetider sminker sig og lader som om den tager imod det overskydende som en gave, hjælper det alligevel ikke, når gaven er grunden til at yde lånet, eller når låntageren heller ville lade være at giv den, hvis man kunne låne frit. Særlig problematisk er denne gave, fordi det er låntageren, som giver den til udlåneren eller den trængende til den, som har. For det er naturlig nok ingen grund til at antage, at den trængende af fri vilje giver noget til den, som har. Nej, det er nøden som tvinger ham.

       For det andet: Det er imod den naturlige lov, noget som også Herren giver til kende i Luk 6, 31 og Matt 7, 12: ”Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.” Nu er det jo klart nok, at ingen vil låne rug for finere korn, svag valuta for en stærk eller dårlige vare for gode. Enhver ville jo da heller låne den gode vare for en dårlig eller om ikke andet så for en lige så god vare - uden afgift. Derfor er det klart at sådanne udlånere handler i strid med naturen, begår dødssynd, driver ågerforretning og søger sin næstes tab til egen fortjeneste – noget, de jo selv ikke ville finde sig i af andre. De behandler altså ikke deres næste ligesom dem selv.

       For det tredje: Det er også i strid med både den gamle og den nye lov, som påbyder, at du skal elske din næste som dig selv. (3 Mos 19, 18; Matt 22, 39). Men udlånere af denne typen elsker kun sig selv og søger kun sit eget, eller de viser ikke deres næste lige så meget kærlighed, interesse eller trofast omtanke som sig selv.

 

Næstekærlighedsbudet som rettesnor

Derfor er det ikke mulig at give nogen rigtigere eller kortere orientering om dette og alt som ellers gælder omgangen med timelige goder, end at ethvert menneske holder dette bud frem for sig, når man har med sin næste at gøre: ”Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.” Og: ”Elsk din næste som dig selv.” Hvis man desuden også tænkte efter, hvad man selv ville have, hvis man var i sin næstes sted, så ville det gå af sig selv at lære og finde ud alt det andet. Så ville folk hverken have brug for lovbøger, domstole eller klageinstanser. Ja, alle sager ville være hurtig behandlet og afgjort. Af sit hjerte og sin samvittighed ville enhver kunne vide, hvordan man selv ville ønske at blive behandlet, at andre eftergav, gav og tilgav en. Ud fra det kan man så slutte, at man skal gøre på samme måde mod enhver anden.

       Men fordi vi holder disse bud uden for synsfeltet og kun ser efter, hvad handelen vil bringe af vinding eller tab, må vi have så utallig mange bøger, love og domstole, så meget strid og blod og al slags elendighed. Sådan fører vor overtrædelse af Guds bud nødvendigvis til at Guds rige brydes ned, hvor der hersker fred og enighed i broderlig kærlighed og troskab. Alligevel går disse frække folk rundt og beder sommetider, faster, giver almisse, mens de er fuldstændig uopmærksomme og sikre på dette punkt, som angår saligheden, som om dette bud overhovedet ikke vedkommer dem. Men uden det kan de ikke blive salige, selv om de så gjorde alle de andre gerninger, som alle hellige har gjort.

 

Det er urealistisk og umuligt

Her er der nogen, som foruroliges af to indvendinger. Den første lyder sådan: Skulle lånevirksomheden følge disse regler, ville forrentningen eller fortjenesten gå tabt, det vil sige, den merværdi, man i mellemtiden kunne oparbejde med den udlånte vare. Den anden bygger på eksemplets magt: Overalt i verden er det blevet skik at låne ud mod fortjeneste, særlig siden de lærde, præsterne, de gejstlige og kirkerne gør det samme ud fra den begrundelse at det sker for at fremme kirkens gejstlige ejendomme og gudstjenesten. Ellers ville der nu være yderst få kristne i verden og enhver ville kvie sig ved at yde lån.

       Svar: Alt dette er noget vrøvl. For det første er det jo ikke til at undgå at du mister forrentningen og merværdien, når beløbet bliver taget fra dig eller du giver det væk gratis. Hvorfor vil du da søge at beholde det, når du giver lån? Den, som bestemmer sig for at give væk og låne ud, må jo på forhånd give afkald på forrentningen, ellers bliver der hverken tale om gave eller lån. For det andet: Skik eller uskik? - Det må være som det vil. Det sker i hvert fald hverken i kristen ånd, efter Guds vilje eller i overensstemmelse med naturen, og da er der ingen hjælp i eksempler på det modsatte, for der står skrevet: ”Du må ikke følge mængden i at øve ondt, men ære Gud og hans bud over alle ting.” (2 Mos 23, 2; 5 Mos 6, 5).

       At de gejstlige og kirkerne gør det, er så meget desto værre, for de har hverken magt eller frihed til at ødelægge Guds bud, røve fra ens næste, drive ågervirksomhed og gøre uret. På den måde bliver gudstjenesten da heller ikke forbedret, men kun spoleret. At forbedre gudstjenesten sker nemlig ved at overholde Guds bud! Kirkens gods kan onde slyngler også sagtens fremme. Og selv om al verden havde for vane at låne ud mod en sådan afgift, burde kirkerne og de gejstlige alligevel handle stik modsat. Jo gejstligere deres ejendomme var, desto mere skulle de som kristne låne ud, give væk og give slip på deres efter Kristi bud. Den, der handler anderledes, gør det hverken til fremme for kirkerne eller de gejstlige ejendomme, men for sin egen rentesyge griskhed, som smykker sig med sådanne fine navne.

       Derfor er det heller ikke underlig, at der er så få kristne, for her ser man, hvem, der øver sig i rette, gode gerninger, skønt mange lader sig blænde og bedrage af de gode gerninger, de selv har valgt sig ud, gerninger som Gud ikke har påbudt dem. Men om nogen på grund af alt dette kvier sig ved at låne til sin næste, er det tegn på hans store vantro, på at han ringeagter det trøstende tilsagn, Kristus giver, når han siger: ”Når I gør godt og låner ud uden at håbe på at få noget igen, så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn.” (Luk 6, 35). Men den, som ikke tror det og heller ikke retter sig efter det i sin gerning, er ikke værdig til at få dette trøsterige løfte.

      

Anden del        

Om investering og rentekøb

Under disse tre grader er det så andre grader og måder at omgås de timelige goder på, f.eks. at købe, arve og overdrage ejendom og andet lignende, som er reguleret i det verdslige og kirkelige lovværk. Dette er ting, som hverken gør menneske bedre eller værre over for Gud. For du høster ingen fortjeneste som kristen, hvis du køber noget, får det i arv eller kommer til det på anden redelig vis. Også hedningerne, tyrkerne og jøderne kan jo være fromme i den henseende.

       Nej, den kristne omgang med og rette brug af de timelige goder består i de tre grader og omgangsformer, som er nævnt ovenfor: At give væk gratis, at yde lån uden krav om renter og med fred give slip på det, som bliver taget fra en med magt.

 

Rentekøb

Lad os nu holde alle de andre forretningsformer udenfor og se på den type køb, som går under navnet rentekøb. Det ser nemlig så smukt ud og giver et falskt indtryk af at man kan lægge byrder på andre uden at begå synd og blive rig uden bekymring og stræben. Ellers lægger jo enhver i forretningslivet med sin egen handling for dagen, om han sælger for dyrt, leverer mindreværdig kvalitet eller kommer til en arv eller anden ejendom på uret vis. Men denne smarte, nyopfundne forretningsform fremstår ret ofte som den fordømte griskheds og rentetagnings fromme og trofaste beskytter.

       Selv om rentekøb nu er godkendt som en anstændig og tilladt forretningsform, er det ikke desto mindre hadefuldt og fjendtlig af mange grunder. For det første er det et nyt, smart påfund netop nu i denne sidste, farlige tid, hvor der ikke længere bliver opfundet noget godt, men alle menneskers tanker og sind kun er ude efter rigdom, ære og luksus i hæmningsløs begær. Hos tidligere tiders forfattere finder vi ikke nogen eksempel på den slags forretningsvirksomhed. Og Paulus beskriver også denne tiden da mange nye, onde kneb vil blive opfundet. For det andet har ordningen, hvor rimelig den end måtte være, alligevel et ondt udseende og en forargelig skikkelse - noget de selv må indrømme. Og Paulus påbyder, at man skal holde sig borte fra enhver ond og forargelig skikkelse, selv om den ellers skulle være rimelig og anstændig i sig selv: ”Hold jer fra det onde i enhver skikkelse!” (1 Thess 5, 22).

       Nu er det altid sådan i dette forretningsforhold at køberens eller rentemodtagerens gevinst bliver set på som større, bedre og mere attraktiv for enhver end sælgerens eller rentebetalerens - et tegn på at problemet endnu ikke er behandlet under sælgerens, men kun under køberens synsvinkel. For i sin samvittighed frygter enhver for at det måske ikke er rimelig at købe sig renteudbytte, mens det jo ikke er nogen, som tvivler på at enhver kan give sin ejendom væk eller sælge den med så stor tab, han vil. Så direkte og så faretruende angår dette forretningsforhold samvittigheden.

 

I strid med naturens og den kristne kærlighed

Det er knapt muligt at denne type køb – selv om det skulle ske uden ågerrenter - kan undgå at komme i strid med naturens og den kristne kærligheds lov. For det er grund til at tro, at køberen aldrig eller kun yderst sjælden vil søge at fremme sin næstes, sælgerens stilling i dette forretningsforhold og ønske ham en fordel af det som er større end eller lige så stor som den, han selv har. Det gælder særligt, hvis køberen er den rigeste og ikke er nødt til at gøre handelen. Den naturlige lov siger jo: Det vi ønsker og under os selv, skal vi også ønske og unde vor næste. Og med kærligheden er det sådan, som Paulus siger i 1 Kor 13, 5, at den ikke søger sin egen fordel eller vinding, men de andres. Men hvem tror, at enhver som køber renteudbytte (med mindre han simpelthen er nødt til det), gør denne handelen for at hans næste, sælgeren, skal få samme vinding og fordel, som han selv? Det er nok grund til at frygte for, at køberen helst ikke ville være i sælgerens sted, sådan som tilfældet er i andre forretningsforhold.

       Enhver må indrømme at denne handelen - om det er ågerrente eller ikke – alligevel udfører akkurat samme gerning, som ågerrente gør. Det vil sige, at den pålægger byrder, udsuger og ruinerer alle egne, byer, herrer og folk, sådan som vi ser det åbenlyst i mange byer og fyrstedømmer. Ja, dette havde ingen ågerrentetager kunnet hamle op med. Nu har Herren lært os, at vi ikke skal kende frugterne på træerne, men træerne på frugterne. Derfor er det umulig for mig at anse dig for et sødt figentræ, når du ikke bærer andet end skarpe torne. Jeg får det ikke til at rime, at den slags rentekøb kan være rimelig, når det fører til at land og folk går til grunde.

       Nuvel, lad os indbilde os, drømme eller tvinge os til at tænke at denne købsordning er rimelig, sådan som den nu praktiseres. Alligevel fortjener den at paven, biskopper, kejseren, fyrster og enhver gør sit for at ophæve den. Enhver, som kan sætte en stopper for den, har pligt til at gøre det på grund af den onde, fordømte frugt, som tynger hele verden ned og fordærver den.

 

Lovligt men syndigt

Det er ikke nok at den kirkelige lovgivning har reddet denne forretningsform fra stemplet som pengespekulation, for dermed er den ikke fri for havesyge og egennyttig kærlighed. Af den kirkelige lov kan man se, at den ikke er udformet med sigte på kærligheden, men egennytten. Det er akkurat som med penge vundet i spil: Pengespekulation er det ikke, men pengene er alligevel ikke vundet uden egennyttig selvkærlighed og ikke uden synd. Prostituerede kvinders løn er heller ikke pengespekulation, men alligevel optjent med synd. Og ejendom erhvervet ved forbandelse, ed eller bagvaskelse er heller ikke pengespekulation, men alligevel erhvervet i synd.

       Derfor kan jeg ikke slutte at de, som beskæftiger sig med rentekøb uden at være nødt til det, handler ret og rimelig. Ja, jeg siger det lige ud som en advarsel, at de rige, de som ikke bruger denne købsordning til andet end at øge sine renteindtægter og sin rigdom og ikke bryder sig om, at de på den måde lægger byrder på andre, befinder sig i stor fare. Jeg mener heller ikke, at de har lov til at gøre som enkelte grådige blærer: De indkasserer renterne til fastsatte terminer og sætter hurtigt udbyttet i omløb igen i en ny renteforretning, for at den ene renteindtægt skal drive den anden som vandet driver møllehjulet.

       Dette er en grådighed så åben og uforskammet at intet menneske, hvor dumt det end er, kan benægte det. Alligevel anser man alt dette for rimelig! Og var det ellers ingen grund til at betragte rentekøbet som en form for pengespekulation eller i det mindste som en uretfærdig handel, specielt i dette tilfælde, så var det alligevel grund god nok, at den dækker over en sådan åbenlys, uforskammet grådighed og lader den operere trygt. For det som er fra Gud, sætter en stopper for synderne og alt ondt. Men denne handel lader det grådige begær frit få sin vilje. Derfor kan den ikke være fra Gud, sådan som den nu drives.

 

Begrebet ”interesse”

Nu skal vi se på den begrundelse som bliver givet for at godkende denne nydelige handel. Det er et lille ord, som på latin heder: interesse. Dette ædle, dyrebare, dejlige ord betyder følgende - omsat til tysk: Sæt at jeg har hundred gylden. For disse penge kunne jeg drive handel og måske tjene fem, seks eller flere gylden ved mit besvær og min omhu over et helt år. I stedet giver jeg dem fra mig og sætter dem i en produktiv virksomhed hos en anden, for at ikke jeg, men han, kan drive en tilsvarende handel med dem i sin virksomhed. Til gengæld kræver jeg fem gylden af ham, som jeg selv havde kunnet tjene. Således sælger han mig renteudbyttet på 5 %. Jeg er køber og han er sælger.

       Her siger man så at rentekøbet er rimelig, fordi jeg måske kunne have en større årlig fortjeneste med de samme penge. ”Interessen” [udbyttet, renten] er retfærdig og passende. Hele tankegangen tager sig så smuk ud, at ingen kan kritisere den på noget punkt. Men det er også sandt, at det ikke er mulig at have en sådan ”interesse” på jorden. Den kommer nemlig i konflikt med en anden ”interesse”, som lyder sådan: Hvis jeg har hundred gylden og skal drive handel med dem, kan jeg blive udsat for hundred slags farer, så jeg ikke tjener noget. Ja, måske taber jeg tilmed fire gange så meget, netop fordi jeg satsede disse penge? Eller jeg kan blive syg og ude af stand til at handle, eller måske der ikke er varer eller produkter at få længere. Det er, som vi ser, et utal af tilfælde, så ødelæggelsen, tabet, skaden er større end fortjenesten. Altså er tabets interesse lige så stort som eller større end fortjenestens interesse.

 

Risikofri gevinst

Hvis man nu køber sig renteindtægter ene og alene med sigte på den første interesse og hensigten er at risikoen og arbejdet skal holdes helt udenfor og det aldrig mere skal kunne ske at man taber mere end man investerer - hvis pengene altså investeres akkurat som om de i sin helhed og for altid skulle kunne være uden den anden interesse, da er det klart at købet er uden fast grund, fordi en sådan interesse hverken kan eksistere eller opfindes. For med en sådan forretning finder man altid varer for hånden og kan drive handel selv om man ligger på ryggen eller er syg, er barn eller kvinde, eller om man er aldrig så uduelig. Det kan ikke lade sig gøre, når det drejer sig om handel og næringsdrift med rede penge.

       Derfor er de værre end ågerkarlene, de som i deres handelsvirksomhed kun er ude efter denne interesse. Ja, de køber den første interesse ved hjælp af den anden og har sin fortjeneste netop der, hvor andre mennesker har tab. Da det desuden ikke er muligt at beregne et bestemt beløb for den anden interesse og heller ikke at anslå et skønsmæssig sammenligningsgrundlag - for det står ikke i menneskelig magt - så indser jeg ikke, hvordan købsordningen kan stå ved magt. Hvem ville ikke hellere investere hundred gylden i en rentebærende forretning end at drive handel med dem? Som handelsmand kunne man jo komme til at tabe tyve gylden på et år - og hele kapitalen med dem, mens man som rentekøber ikke kan tabe mere end fem - og beholder kapitalen bagefter. I handelsdriften må ens penge desuden ofte ligge uvirksomme på grund af markedsvanskeligheder eller dårlig helbred, mens den investerede kapital uafbrudt er i bevægelse og samler fortjeneste.

       Er det da noget mærkeligt i, at en enkelt person kan samle al verdens rigdom sammen, når han uden omkostninger altid har varer på lager, har daglig sikkerhed og mindre risiko, og når kapitalen er sikret på forhånd? Tiden bringer jo ingen lille fortjeneste for den, som altid har adgang til varer, akkurat som den ikke bringer små tab for den, som ikke kan komme af med varerne eller få fat på nye. Penge, som giver renter, og penge i handelsdrift, er derfor to vidt forskellige ting. Det ene kan ikke sammenlignes med det andet. Penge som giver renteudbytte, er nemlig investeret i noget, der uafbrudt vokser og bærer frugt af jorden, uden fare for tab af kapitalen. Men i handelsdriften står pengene uden sikkerhed, derfor findes det her ingen anden interesse end den tilfældige, og det er en grund, som ingen kan bygge på.

       Her vil de måske sige: ”Fordi man placerer pengene i et stykke jord, har tabet sin interesse ved siden af fortjenestens interesse. For renteindtægten står og falder med om det pågældende stykke jord giver udbytte eller ikke. Alt dette er sandt, som vi skal høre mere om nedenfor, men det står alligevel fast, at når det gælder penge, som kan placeres i et stykke jord, så øges den første interesse og mindskes den anden interesse langt mere end tilfældet er med penge, som er i omløb i varehandelen. For det er meget større risiko forbundet med handelsnæringen end med et stykke jord. Og siden man ikke kan skaffe sig jordejendomme blot man har penge, kan man tilsvarende heller ikke købe sig renteudbytte blot fordi man har penge.

       Derfor er det ikke tilstrækkelig at sige: ”Med så mange penge kunne jeg købe så meget renteudbytte af en jordejendom, derfor tager jeg med god grund så meget i renteindtægt for dem og lader en anden sørge for jordstykket.” For på den måde vil man sætte værdien af et bestemt jordstykke op mod det eller det pengebeløb, noget som jo ikke er mulig. Og følgerne må nødvendigvis blive store byrder for land og folk.

 

Kapitalens natur

Derfor er det ikke underlig at rentespekulanterne bliver så meget hurtigere rige end andre folk. De andre må nemlig lade deres penge forblive i varehandelen og er underkastet begge former for interesse, mens rentespekulanterne med deres smarte påfund hæver sig op over den anden interesse og havner i den første. Da siger det sig selv, at de slipper for megen risiko, mens sikkerheden øges. Det burde derfor ikke være tilladt at købe sig renteindtægter, blot fordi man har penge, uden at den jordejendom, som renterne er knyttet til, er angivet og specificeret i aftalen Især ikke sådan som det nu er almindeligt blandt de store forretningsfolk, som placerer pengene i en ejendom som er uspecificeret og ikke er udtrykkelig nævnt. Dermed giver de pengenes natur og væsen æren for det, som trods alt bare er held og tilfældigheder.

       Det ligger ikke i pengenes natur, at de skal bruges til køb af en landejendom. Men det kan være at et stykke jord tilfældigvis bliver tilbudt på rentemarkedet samtidig som en vis pengesum er disponibel. Men det hænder ikke med al jordejendom og ikke med alle penge. Derfor skal man nævne jordstykket og specificere den nøjagtig. Hvis det blev gjort, kom det nok til at vise sig, at mange penge måtte forblive i handelen eller ligge på kistebunden uden at give renteudbytte, penge som nu kaster renter af sig - uden anden ret eller begrundelse end det at de fleste folk siger: ”På en jordejendom kunne jeg købe mig så meget renteudbytte af pengene.” Og det skal kaldes interesse.

       Ja, kære ven! Med mine penge kunne jeg nok købe min nabos hus, men er det ikke til salg, er mine penges købekraft og interesse ingen ting værd. Tilsvarende er ikke alle penge så heldige, at de kan bruges til køb af renteudbytte fra en jordejendom. Alligevel vil folk købe sig renteudbytte af alt, som kan udnyttes produktivt. Det er pengespekulanter, tyve og røvere, for de sælger heldet, som følger med pengene. Men det er ikke deres og står ikke i deres magt.

       ”Men,” siger du: ”med penge kan man købe sig renteudbytte af en jordejendom.” Svar: Ja, men dermed er handelen ikke gjort, og måske bliver det aldrig noget af den. Hans kan nok tage sig en Grete til kone, men har han hende endnu ikke, så er han heller ikke gift. Med dine penge kan du nok købe dig renteindtægter, så langt er halvdelen gjort. Men det er op til andre at sige ja og gøre den anden halvdel. Derfor tager jeg ikke halvt for helt. Men nu vil de rige forretningsfolk sælge det held, som følger med pengene og have dem helt uden uheld. Desuden sælger de andre menneskers vilje og initiativ, for det er op til dem, om de vil sælge. Det er at sælge skindet, før bjørnen er skudt!

 

Risikovillig kapital med skriftlig aftale

Videre siger jeg: Det er ikke tilstrækkeligt at landejendommen er afgrænset og nævnt i aftalen. Den skal specificeres tydelig, punkt for punkt, og pengene og renterne skal referere sig til disse poster, for eksempel til huset, haven, engen, dammen, kvæget - og det skal alt sammen fortsat være frit, uafhændet og uden hæftelser. Man må ikke spille blindebuk eller lægge hæftelser på ejendommen under et. Hvor dette ikke bliver gjort, følger byen eller den fattige stakkel nødvendigvis med i købet og går til grunde takket være den blinde handel, sådan som vi nu ser det ske i mange store byer og herredømmer.

       Årsagen er denne: Det hænder at en by mister sin handel, at folketallet går ned, at et hus brænder, at mark og eng ødelægges. Det kan også være at hver enkelt gårdejer mister jord og får færre husdyr, mens børneflokken vokser; eller han kan tynges ned af andre slags ulykker. På den måde skrumper ejendommene ind, mens den uspecificerede købsaftale fortsat står ved magt, fordi den er indgået med hele byen under et. Således må den fattige, ringe ejendom som er igen, bære de byrder og omkostninger, som hele det tidligere, fuldtallige samfund var ansvarlig for. Det kan ikke være retfærdigt og skal aldrig nogen sinde blive det. Køberen har sine sikre renteindtægter og går fri af al risiko. Men dette er i strid med selve naturen i alt, som har med køb at gøre, og det havde ikke kunnet ske, hvis alt var specificeret, punkt for punkt. Da ville renterne komme og gå, stige og synke i takt med grundlaget, som rimelig er.

 

Fælles risiko og usikkerhed

Dette er da også det eneste moment som kan frikende denne type køb fra anklagen for pengespekulation, og som gør det bedre end alt tale om interesse, nemlig at rentespekulanterne skal høste deres renter med al mulig risiko og uden sikkerhed, akkurat som når det gælder udbyttet af al deres øvrige ejendom. For rentebetaleren og hans ejendom er underlagt Guds magt, døden, sygdom, vand, ild, vejr og vind, hagl, torden, regn, vilddyr og mange slags skader, som onde mennesker kan volde. Al denne risiko skal rentemodtageren også være udsat for, for på dette og ikke noget andet grundlag beror hans renteindtægter. Han har heller ikke nogen retmæssig krav på renteudbytte af sine penge med mindre rentebetaleren, sælgeren af ejendommen, samtykker særskilt og kan nyde frugterne af sit arbejde som en fri, frisk og uhindret person.

       Dette bekræftes af fornuften, naturen og alle love, som samstemmer i at risikoen for den solgte vare hviler på køberen. For sælgeren har ikke pligt til at passe på varerne for køberen. Hvis jeg altså køber mig renteudbytte af en nærmere angivet landejendom, så køber jeg ikke ejendommen, men det, som rentebetaleren har af arbejde og indsats på den, for at bringe mig mit udbytte. Al den risiko, som kan hindre rentebetalerens arbejde, hviler derfor på mig, hvis den indtræffer uden skyld og forsømmelse fra hans side - enten den nu skyldes elementerne, dyr, mennesker, sydom, eller hvad den end kan kaldes eller føres tilbage på.

       Her har rentebetaleren lige så stor interesse som rentemodtageren. Altså, hvis hans arbejde efter flittig indsats ikke lykkes, skal og kan han frit sige til rentemodtageren: ”I år skylder jeg dig ingen ting. Jeg har nemlig arbejdet og stræb for at bringe dig udbytte, har solgt varer fra den og den ejendom, men har ikke haft heldet med mig. Tabet er dit og ikke mit. For vil du have en interesse med i spillet, når der er tale om fortjeneste, må du også have en interesse med, når der bliver tab, sådan som selve naturen i enhver købsvirksomhed kræver det.” De rentemodtagere, som ikke vil finde sig i det, er ikke bedre end røvere og mordere og river ligesom de, ejendom og livsgrundlag fra de fattige.

 

Specifik rentekøb

Af dette følger at det uspecificerede rentekøb er uretfærdig, det som ikke er knyttet, punkt for punkt, til en afgrænset, nærmere angivet landejendom, men indgået generelt for mange ejendomme i et landsbysamfund. For i og med at man ikke kan angive hvilke poster det bygger på, er det ingen risiko forbundet med det. Det høster altid sit udbytte, selv om det går dårlig her eller der, og vil altid være sikret sine renter.

       Så siger du måske: ”Skal det være sådan som du siger, hvem vil da købe sig renteudbytte?” Svar: Se dér! Jeg vidste godt, at menneskenaturen ville rynke på næsen, når den skal gøre det, som er ret. Så kommer det for dagen, at man med rentekøbet blot er ude efter sikkerhed, havesyge og pengespekulation. Ak, hvor mange byer, egne og enkeltpersoner er der ikke, som må betale renter til trods for at man for længst burde have eftergivet dem pengene! Hvor rentekøbet ikke er forbundet med en sådan risiko, er det kort og godt pengespekulation. Nu går folk omkring og giver gaver til kirker, klostre, altre, til dit og dat, og så er det hverken måde eller ende på rentekøbene! Akkurat som om det var mulig at alle år, ejendomme, personer var lige og heldet, afkastningen og arbejdet altid var det samme! Hvor ens eller uens, det end falder ud - renteniveauet må holde sig konstant hele vejen! Må da ikke land og folk gå til grunde? Jeg undrer mig over, at verden endnu består midt i al denne grænseløse pengespekulationen. Sådan er verdens fremskridt: Det, der tidligere hed lån, er lidt efter lidt blevet ændret til rentekøb!

 

De to regimenter

Samme slags rentekøb sker sommetider sådan, at man køber sig ind hos folk, som sagtens kunne trænge til at få pengene som lån eller gave. Da er det virkelig for galt. Guds bud står nemlig i vejen og vil, at de trængende skal have hjælp i form af lån og gaver. I andre tilfælde forekommer det at begge to, køber og sælger, har brug for det, de har og derfor hverken kan låne ud eller give væk, men må hjælpe hinanden med den gensidige forretningsaftale. Hvis nu dette sker uden overtrædelse af den kirkelige lov og der betales fire, fem, seks procent er det holdbart. Alligevel skal den gudfrygtige altid passe omhyggelig på, at han frygter mere for at tage for meget end for lidt, så ikke havesygen trænger ind ved siden af den sikkerhed, som er rimelig ved købet. Jo færre procent, jo mere er købet i overensstemmelse med Guds vilje og kristen moral.

       Imidlertid er det ikke min opgave at pege på, hvornår man skal betale fem, fire eller seks procent. Jeg overlader det til myndighederne at afgøre, hvornår projektet er så godt og rigt, at man kan tage seks procent. Men for min egen del tror jeg, at hvis vi var villige til at holde Kristi bud i de tre første grader, ville rentekøbet ikke være så udbredt eller så påkrævet - det måtte da være, hvor det drejer sig om betydelige summer og solide ejendomme. Men det trænger sig ind blandt småbeløb og beskæftiger sig med ganske ubetydelige summer. Beløb, som man med lethed kunne skaffer til veje med en gave eller et lån - efter Kristi bud. Alligevel vil det ikke kaldes griskhed!

 

Ågerrente

Nu findes det nogen, som ikke alene køber sig ind på små ejendomme, men som også tager for meget i udbytte: syv, otte, ni, ti procent. Da burde de offentlige se nærmere på sagerne. Her bliver fattige, almindelige mennesker udsuget i det skjulte og udsat for hård undertrykkelse. Derfor hænder det også at den slags røvere og pengespekulanter ofte falder som offer for en unaturlig og brat død eller på anden måde omkommer med skræk og gru - sådan som tyranner og røvere fortjener det. For Gud er en dommer, som fører sagen for de fattige og nødstedte, som han siger mange gange i den gamle pagt.

       Men her kommer de løbende og siger: ”Kirkerne og de gejstlige gør det og har gjort det, fordi sådanne penge går til gudstjenesten.” Jo, minsandten! Har man ikke noget andet at anføre til forsvar for pengespekulationen, kan den i hvert fald ikke gøre noget værre. Den vil jo tage den uskyldige kirke og gejstlighed med sig til Djævelen og trække den ind i synden. Læg kirkens navn væk og indrøm, at det er den pengespekulerende griskhed eller gamle Adam, den dovenlars, som gør det, som ikke bryder sig om, at arbejde for at tjene sit brød, men bruger kirkens navn til at dække over sin lediggang.

       Hvad slags gudstjeneste er det, du taler om? At tjene Gud - det er at holde hans bud, så man ikke stjæler fra nogen, ikke tager, snyder eller lignende, men giver og låner til dem, som trænger. Denne sande gudstjenesten vil du bryde ned, for at bygge kirker og oprette altre, for at få læst bønner og sunget messer – det, som Gud overhovedet ikke har påbudt dig. Med din gudstjeneste ødelægger du dermed den rette gudstjeneste. Lad den gudstjeneste, som Gud har påbudt, gå foran, og kom så bagefter med den, du selv har valgt. Og som sagt ovenfor: Selv om al verden tog ti procent, burde de kirkelige institutioner alligevel holde den strengeste lov og gudfrygtig tage fire eller fem. De kirkelige institutioner skulle lyse for de verdslige og give dem et godt eksempel. Nu vender de tingene på hovedet og vil have frihed til at negligere Guds bud og gudstjenesten for at gøre ondt og drive pengespekulation. Vil du tjene Gud på din egen måde, så tjen ham sådan, at du ikke skader din næste, men opfylder Guds bud. For han siger i Es 61, 8: ”Jeg, Herren, elsker ret, men hader rov og uret.” Og vismanden siger: ”Give almisse af det, du ejer.” (Tobits Bog 4, 7). Men disse alt for høje procentsatser er tyveri fra din næste, i strid med Guds bud.

 

Giftig gudstjeneste

Men er man bange for, at der skal blive mindre til kirkerne og de kirkelige organisationer, hvis denne opfattelse breder sig, siger jeg: Det er bedre at bringe én af ti kirkelige organisationer i overensstemmelse med Guds vilje end at beholde mange i strid med Guds bud. Hvad hjælper det dig at høre en gudstjeneste, som er i strid med Gud, hans bud og den tjeneste, han vil have? Du kan ikke tjene én gud med to selvmodsigende tjenester og heller ikke tjene to herrer.

       Det er også nogen som er så aldeles enfoldige, at de sælger renteudbytte uden at have jord eller anden sikkerhed som grundlag, eller de sælger i det mindste mere end ejendommen kaster af sig. Dette forårsager økonomiske ødelæggelser, som mærkes. Problemet er så alvorlig og udbredt, at der ikke kan advares nok imod det. Bedst var det, hvis man betragtede evangeliet, holdt sig nær til det og øvede sig i kristen omgang med de materielle goder, som tidligere sagt.

       Et tvivlsomt ønske gør sig også gældende ved denne form for køb, et ønske, jeg frygter for at ingen, eller yderst få, købere er fri for: Det er, at de vil være trygge og sikre på deres renteudbytte og deres ejendom. De giver pengene fra sig, for at de ikke skal ligge utrygt hos dem selv. De foretrækker langt hellere at andre mennesker arbejder med pengene og står for risikoen. Så kan de i mellemtiden hengive sig til lediggang og dovenskab og alligevel forblive eller blive rige. Er det ikke pengespekulation, så er ligheden i hvert fald slående!

       Kort sagt: Det er imod Guds vilje. For hvis du søger at udnytte din næste til at få en fordel, som du ikke også ville unde ham på din egen bekostning, så er det slut med kærligheden, og den naturlige lov er brud ned. Jeg er bange for, man som rentekøber bekymrer sig meget lidt for, hvordan det går med ens næste, blot ens egen renteindtægt og ejendom er sikret – det, man ikke på nogen måde skulle rette interessen mod. Dette er et sikkert tegn på griskhed eller dovenskab, og selv om købet ikke bliver værre af den grund, er det alligevel synd i Guds øjne.

 

Ublu fogedforretning

I Sachsen og omkring Lüneburg og Holstein går man rigtig brutalt frem, så man ikke skal blive forbavset, hvis en æder den anden. Her tager man ikke kun ni, ti procent eller hvor meget man nu måtte kunne få, men de har føjet et særligt punkt til i aftalen, nemlig dette: Skal en rentekøber investere tusind gylden hos mig, må jeg i stedet for kontanter overtage heste, køer, kød, korn osv. til samme værdi, varer som han måske ellers ikke kan komme af med eller få solgt så dyrt. Jeg får altså knap nok halvdelen af beløbet, f. eks. fem hundred gylden, i kontanter, men må alligevel betale renter for tusind gylden, selv om varerne og kvæget ikke er til nogen nytte for mig eller knap nok kan indbringe hundred eller to hundred gylden. Nuvel, dette er hverken landevejsrøvere eller skrivebordsrøvere, men røvere, som bryder ind på gårde og grunde. Hvad skal man sige til dette? Det drejer sig ikke om mennesker, men om ulve og dyr uden fornuft, om nogen, der ikke tror, at det findes en Gud.

 

Flydende rente efter Moseloven

Kort sagt: Mod al denne pengespekulationen og det uretfærdige rentesystemet er der ikke noget bedre råd end at følge Moselovens eksempel og bringe hele rentevæsenet i orden igen. Man skulle da gå ud fra tiende, når man skulle hæve renter, levere udbytte, forære til stiftelser og give gaver - eller, hvis situationen gjorde det nødvendig, en niendedel, ottendedel eller sjettedel. På den måde ville alt stadig være i god balance, og alt stå under Guds nåde og velsignelse. For hvis tienden et år faldt heldig ud, ville den indbringe rentemodtageren meget; faldt den uheldig ud, ville den indbringe mindre. Sådan måtte rentemodtageren tage del i risiko og held på lige fod med rentebetaleren, og begge måtte tage deres tilflugt til Gud. Da kunne man ikke fastsætte noget bestemt angivet rentebeløb. Det ville heller ikke være nødvendigt. Nej, det ville altid være på det uvisse, hvor meget tienden ville indbringe, og alligevel ville tienden være garanteret.

       Derfor er tienden den allerfineste rentesats. Den har været i brug fra verdens begyndelse, blev prist og bekræftet i den gamle pagt som den allerrimeligste ordningen i overensstemmelse med den guddommelige og naturlige ret. I tilfælde hvor tienden kom til kort eller ikke var tilstrækkelig, kunne man hæve og uddele niendedelen eller fastsætte og regulere udbyttet alt efter det, som landet eller huset kunne magte. For også Josef bestemte at femtedelen skulle indkræves (1 Mos 41, 34), eller fandt at dette var bestemt og praktiseret i Egypten fra gammel tid af. Her bliver den guddommelige, rimelige retsregel nemlig stående ved magt, at rentemodtageren er udsat for risiko. Er afkastningen god, så er femtedelen god; er afkastningen dårlig, så er den tilsvarende mindre, sådan som Gud bestemmer det. Nogen bestemt, garanteret sum har man ikke.

       Men nu hvor rentekøbet er baseret på at faste, bestemte, garanterede beløb skal betales uden forskel hvert år, uafhængig af om driften går godt eller ikke, må land og folk jo nødvendigvis gå til grunde. Da køber rentemodtageren forskellige år som om de var ens, og gode år til samme pris som dårlige. Ja, den velsignelse, Gud endnu ikke har givet, køber man som om den var givet. Det hverken kan eller skal nogen sinde være ret, for på den måde suger den ene sveden og blodet ud af den anden. Derfor er det ikke underlig at alle fyrstedømmer og egne er blevet udmarvet, pantsat og ruineret i løbet af disse få år, som dette rentekøbet har vært praktiseret, nemlig i cirka hundred år.

       Hvis købsaftalen eller renteindtægterne ikke var baseret på korn, men på ejendomme eller lokaler, hvor man drev håndværk som næringsvej, kunne man også få skik på denne købsordning ved at følge Moseloven. Man skulle holde jubelår [med frigivelse af personer og tilbagelevering af ejendomme og jord] på dette område og ikke sælge noget for altid. (3 Mos 25, 10-55). Da denne handel går så ureglementer for sig, tror jeg nemlig ikke man kan opstille et bedre eksempel og en bedre lov end Guds lov, som han styrede og regerede sit folk med. Han er nok så klok som menneskefornuften kan være, og vi behøver ikke at skamme os, hvis vi holder og følger jødernes lov på dette punkt, da den er nyttig og god.

 

Offentligt tilsyn

I denne sagen burde kejseren, konger, fyrster og herrer være på vakt og føre tilsyn med deres område og folk, så de kunne hjælpe og styre dem uden om pengespekulationens forfærdelige, afgrundsdybe svælg. Så ville de også selv få det desto bedre. Dette burde rigsdagene behandle som en af de allermest påtrængende sager. Men de lader denne sag henlægge og tjener i mellemtiden pavens tyranni. Det gør de ved at lægge flere og flere byrder på land og folk, indtil de selv en gang må omkomme, fordi landet ikke kan tåle dem længere, men må spytte dem ud. Måtte Gud give dem sit lys og sin nåde. Amen.