Konkordieformlen

Den Lutherske Fælleserklæring

 

 

 

 

Indledning

Den historiske baggrund for Konkordieformlen

Konkordieformlen er fremkaldt ved de stridigheder mellem lutherske teologer indbyrdes angående enkelte punkter i læren, som begyndte kort efter Luthers død (1546) og fortsattes i et tidsrum af omtrent 30 år.

      Forsmag på disse stridigheder møder vi allerede tidligere, men for alvor brød striden dog først løs i anledning af det såkaldte ”Interim”. I 1547 gjorde kejseren, Karl den Femte, alvor af, hvad han allerede ofte havde truet med, at anvende magt mod de protestantiske fyrster for at tvinge dem til at give efter. Han havde et par år forud fået fred med Frankrig og sine andre fjender og beredte sig nu til at slå et afgørende slag i Tyskland. Til det søgte han at sikre sig forbundsfæller også blandt de tyske fyrster, og navnlig vandt han således Hertug Moritz af Sachsen, som ganske vist selv var protestant, men dog af politiske grunde sluttede sig til kejseren. Krigen (”Den Schmalkaldiske Krig”) var snart afgjort. Kurfyrst Johan Fredrik af Sachsen blev taget til fange ved Mühlberg (februar 1547). Kurværdigheden tillige med en del af hans områder blev taget fra ham og givet til Moritz. Ingen af de andre protestantiske fyrster tænkte længere på modstand. Landgreve Filip af Hessen, som ved siden af kurfyrst Johan Fredrik stod i spidsen for protestanternes forbund, underkastede sig uden kamp og overgav sig til kejserens nåde.

      Det var nu kejserens tanke at tvinge protestanterne til at give møde ved den kirkeforsamling, som paven i slutningen af 1545 havde åbnet i Trient. Men paven, som havde andre planer med kirkeforsamlingen, end kejseren, frygtede for, at han skulle benytte den overmagt, han havde vundet, til at give dens forhandlinger en anden vending. Der kunne blive tale om at give protestanterne indrømmelser for at forliges med dem og om at indskrænke pavens magt. Paven skyndte sig derfor med under forskellige påskud at flytte kirkeforsamlingen fra Trient til Bologna, hvor han kort efter opløste den indtil videre. Der kunne således ikke længere blive tale om, at protestanterne skulle give møde i kirkeforsamlingen.

 

Det Augsburgske Interim 1548

Derimod foreskrev kejseren under rigsdagen i Augsburg 1548 en ny kirkeorden, som skulle gælde midlertidig (”Interim”), indtil en kirkeforsamling endelig afgjorde hele religionsstriden. Denne kirkeorden, ”Det Augsburgske Interim”, var imidlertid af et sådant indhold, at protestanterne ikke kunne vedtage den uden ligefrem at fornægte den evangeliske sandhed. Interimet mødte derfor også en stærk modstand, hvor meget kejseren end anvendte både magt og overtalelser for at få det indført. Kurfyrst Moritz befandt sig i en vanskelig stilling. På den ene side dristede han sig ikke til at påbyde Interimet i sit område og allermindst i de landsdele, han nylig havde erhvervet ved den schmalkaldiske krig. De var jo reformationens vugge. På den anden side vovede han heller ikke at bryde med kejseren. Han greb derfor til den udvej, at lade Interimet omarbejde i en anden form, som kunne gøre det muligt at vedtage det uden ligefrem at fornægte sandheden. Til det formål henvendte han sig til sit lands teologer og først og fremmest til Melanchthon.

     

Leipziger-Interimet

Melanchthon, som nu ikke længere havde sin tidligere støtte i Luthers fasthed og frejdighed, var villig til at gå ind på kurfyrstens plan. Han mente kun på denne måde at kunne afvende en anden, ulige større fare og redde, i al fald hvad han anså for det væsentlige. Således kom da ”Leipziger-Interimet” i stand. Det optog igen de fleste romerske kirkeskikke, som man tidligere havde afskaffet, idet man ville have de ydre kirkeskikke betragtet som noget ligegyldigt (”mellemting”).

      I læren søgte det ganske vist at holde fast ved de evangeliske sandheder, men fremsatte dem dog til dels i mildere og mere ubestemte udtryk, som ikke lod modsætningen mod de papistiske vildfarelser træde frem i sin fulde skarphed, men kunne tydes på noget forskellig vis. Dette Leipziske-Interim mødte den samme modstand, som tidligere Det Augsburgske Interim, og uviljen mod det var til dels endog større, fordi det her var fyrsten over reformationens moderland og teologer ved reformationens moderuniversitet, som havde ”bøjet knæ”.

 

Religionsfreden i Augsburg 1555

Mange teologer og præster, som modsatte sig Interimet, blev afsat og forfulgt. De tog for det meste deres tilflugt til den frie rigsstad Magdeburg, som således blev et samlingssted for Interimets modstandere. Herfra udsendte de en mængde stridsskrifter mod Interimet og mod de teologer, som havde haft med dette at gøre (”de interimistiske stridigheder”). Interimet stod dog ikke længe ved magt. Inden få år brød kurfyrst Moritz med kejseren, overrumplede ham i Innsbruck og tvang ham til at indgå et forlig i Passau (1552), som senere blev stadfæstet ved religionsfreden i Augsburg 1555. Ved denne fik protestanterne, det vil sige, de protestantiske rigsstænder, religionsfrihed og samme rettigheder som de romersk-katolske.

      Ved forliget i Passau faldt Interimet bort af sig selv, men dermed endte de stridigheder ikke, som det havde vakt. Striden havde efterladt en ophidset stemning og næret mistanken mod Melanchthon og hans disciple. Dem kaldte man efter ham (”Philip / Filip”) for philippisterne. Man mente ikke, at de tog det alvorligt og strengt nok med lærens renhed, som den lutherske reformation dog fra først af havde lagt den største vægt.

 

Det nye universitet i Jena

Striden blev endnu heftigere, da den afsatte kurfyrste, Johan Fredrik som nu var blevet løsladt af sit fangenskab, for de områder, han beholdt, oprettede et nyt universitet i Jena, hvis teologiske lærestole han besatte med mænd som havde hørt til Interimets heftigste modstandere. Universitetet i Jena lå i en stadig kamp med de kursachsiske teologer ved universiteterne i Wittenberg og Leipzig, der betragtedes som philippismens hovedsæder. De Interimistiske stridigheder blev således indgangen til en række nye stridigheder. Mens de selv hovedsagelig drejede sig om kirkeskikkene, hvorvidt disse var mellemting, drog man under de fortsatte stridigheder de punkter i læren frem, i hvilke man fandt, at philippisterne eller enkelte af dem fornægtede eller i det mindste afsvækkede den fulde evangeliske sandhed.

 

De forskellige stridigheder

Herhen hører for det første spørgsmålet om gode gerningers nødvendighed til frelse (artikel 4). Den strid, som førtes herom, kaldes den majoristiske efter Georg Major, professor i Wittenberg.

      Desuden var der spørgsmål om den frie vilje efter faldet og navnlig om dens forhold til nåden, eller om det faldne menneske har evner til i nogen måde at medvirke ved frelsens modtagelse (artikel 2). Det spørgsmål førte da igen tilbage til læren om arvesynden (Art. 1). Den strid, som drejede sig om disse to sidste spørgsmål, kaldes den synergistiske (synergisme = medvirken).

      Endelig kom også nadverlæren på tale. Allerede Luther selv havde måttet forsvare sin nadverlære mod forskellige angreb og navnlig mod schweizer-reformationens ældste ledere, Zwingli og hans medarbejdere. Derfor havde de zwinglianske lærere også straks i begyndelsen, så snart bekendelsen i Augsburg i 1530 var blevet opstillet og overleveret kejseren, fuldstændig distanceret sig fra den og overleveret deres egen bekendelse. Men senere var Calvin optrådt som reformator i Genf, og ved ham blev schweizer-reformationen bragt i en ny, noget ændret retning.

      Calvin gav også af nadverlæren en fremstilling, som til dels afveg fra Zwinglis og syntes mere at nærme sig den lutherske. Denne calvinske nadverlære fandt bifald hos flere af de philippistiske teologer, der bestræbte sig på i deres ord at nærme sig så meget som muligt til Den Augsburgske Bekendelses og dens udtryksmåde, men dog forstod Kristi legemes nærværelse ikke om noget her på jorden, men kun med hensyn til troen. Det vil sige, at vor tro, påmindet og vakt ved de synlige tegn ligesom ved det prædikede Guds ord, hæver sig og stiger op over alle himle og modtager og nyder Kristi i Himlen nærværende legeme. Ja, troen griber Kristus selv med alle hans velgerninger, virkelig og væsentlig, men dog kun åndeligt.

      Philippisterne pådrog sig altså beskyldning for at hylde en calvinistisk nadverlære og overhovedet at hælde til calvinismen. Især kom dette til syne i Kursachsen, hvor philippisternes ledere efter Melanchthons død (1560) benyttede den indflydelse, de havde hos Kurfyrst August, til at lade udarbejde og indføre nye katekismer og andre skrifter. Heri blev en calvinistisk nadverlære og andre af philippisternes meninger lært under skin af at være den ægte lutherdom. Det blev derfor kaldt ”krypto-calvinisme” (dvs. hemmelig eller skjult calvinisme). Kurfyrsten lod sig også en tid føre bag lyset, men fik dog til sidst øjnene op og gik nu frem med stor strenghed mod philippisterne, som dels blev fængslet, dels forvist.

      De krypto-calvinistiske stridigheder, handler altså først og fremmest om Kristi hellige nadver (art. 7). Men da det var en stadig indvending fra modstanderne af den lutherske nadverlære, at hvis Kristi legeme på én gang skulle være til stede i himlen og på jorden i den hellige nadver, så kunne det ikke være noget rigtigt, sandt menneskeligt legeme, blev striden ført videre ind på læren om Kristi person, om de to naturer i Kristus og deres egenskaber (art. 8).

      De her nævnte stridigheder plejer man i almindelighed under ét at kalde de philippistiske stridigheder. Men de var ikke de eneste, som førtes i det angivne tidsrum. Allerede i Luthers levetid havde Johan Agricola, præst i Eisleben, i misforstået iver for den evangeliske lære, at mennesket retfærdiggøres ved troen alene uden lovens gerninger, fremsat den påstand, at loven ikke har nogen betydning for den troende, og at loven derfor heller ikke skal prædikes, men evangeliet alene. Luther imødegik selv Agricola, som også tilbagekaldte. Men senere, under den majoristiske strid, kom lignende vildfarelser igen frem, og denne ”antinomisme” (dvs. bestridelse af loven plads og betydning) gjorde, at forholdet mellem lov og evangelium og ”lovens tredje brug” blev behandlet (art. 5 og 6).

      Angående artiklen om retfærdiggørelsen havde allerede Interimet ved sin fremstilling vakt flere spørgsmål. Især var det dog Andreas Osiander, professor i Königsberg, som rejste striden om dette punkt, idet han sammenblandede retfærdiggørelsen med Guds iboen i den troende. Han satte nemlig retfærdiggørelsen deri, at Kristus tager bolig i den troendes hjerte med ”sin væsentlige retfærdighed”, det vil sige, med sin guddom. Hans vildfarelse bliver derfor også udtrykt ved, at han lærte, at ”Kristus alene efter sin guddom er vor retfærdighed, når han ved troen bor i os” (Art. 3). Også med hensyn til artiklen om Kristi nedfart til Helvede blev der rejst enkelte spørgsmål, uden at disse dog gav anledning til nogen sådan strid, som de andre, der er nævnt.

 

Ønsker om forlig

Dette er da de stridigheder, som var den historiske anledning til Konkordieformlens affattelse. Det er dem, den selv sigter til, når den i fortalen taler om de ”tunge og fordærvelige splittelser i de rene evangeliske kirker”, som er opstået ved, ”at nogle teologer er afveget fra enkelte vigtige og betydningsfulde artikler i Den Augsburgske Bekendelse og enten ikke have fundet deres rette mening eller ikke er blevet stående ved den. Til dels også har understået sig i at lægge en fremmed mening ind i dem, og dog, trods alt dette, vil tilhøre Den Augsburgske Bekendelse, støtte sig til den og rose sig af den”. Kampen var langvarig. Den førtes fra begge sider med lidenskabelighed, og fra begge sider forvildede man sig til dels i ensidige og falske påstande. Disse grove vildfarelser og alvorlige stridigheder løb ikke af uden stor forargelse både fra de vantros og de svagttroende side.

      Man måtte ønske at se disse stridigheder, af hvilke den ene afløste den anden, bilagt. Det manglede heller ikke på forsøg i den retning. Fyrsterne søgte at tage sagen i deres hånd og indledte forligsforhandlinger; men de nåede ikke det mål, de tilsigtede.

      Imidlertid blev sagen grebet an fra en anden kant, af en del af tidens mest ansete lutherske teologer, som havde stået mere uden for den heftige kamp. De havde øje både for de ensidigheder og vildfarelser, der fandtes hos de stridende på begge sider, som for den forargelse og den splittelse af kirkens kræfter, som den uafbrudte stridstilstand førte med sig. De var langt fra at betragte den strid, som førtes, som ”blot misforståelser og ordstrid”. De erkendte, at det var ”vigtige og høje ting”, som der blev kæmpet om. Men derfor erkendte de også ”nødvendigheden af, at de omstridte artikler af Guds ord og anerkendte skrifter blev forklaret sådan, at enhver, som har kristen forstand, kan forstå, hvilken mening, der i disse stridigheder stemmer med Guds ord og den kristne Augsburgske Bekendelse, og hvilken ikke”. De ville altså, at der skulle opstilles en ny kirkelig bekendelse, hvor de omstridte læreartikler afgjordes, således som de måtte afgøres efter Guds ord i overensstemmelse med Den Augsburgske Bekendelse.

 

 

Udarbejdelsen af Konkordieformlen

Jakob Andreae, professor og kansler ved universitetet i Tübingen, arbejdede i en række år med utrættelig iver for denne plan. Han rejste til det formål om i de lutherske områder og satte sig i forbindelse med de lutherske fyrster og teologer. Navnlig henvendte han sig til Martin Chemnitz i Braunschweig og David Chyträus i Rostock, som også billigede hans plan. På gentagne møder mellem nedersachsiske og würtembergske teologer blev udkastet til en forligsformel atter og atter gennemgået. Da så krypto-calvinisternes færd i Kursachsen blev afsløret, tog Kurfyrst August sig med iver af Andreas plan og støttede den ved sin indflydelse.

      Ved et møde i Torgau blev ”Den Torgauske Bog” udarbejdet på grundlag af de tidligere udkast. Den gennemgik og afgjorde de omstridte læresætninger i 12 artikler. Dette skrift sendte kurfyrsten så rundt til de øvrige lutherske fyrster og stænder med den anmodning, at de ville lade det omhyggelig prøves og sende ham deres bemærkninger og betænkninger, for at værket kunne blive underkastet en grundig og alsidig drøftelse.

      På baggrund af de indkomne betænkninger blev Torgauerbogen så endnu engang gennemgået på et møde i Berge (ved Magdeburg), hvor Andrea, Chemnitz og Selnecker (fra Leipzig) var de egentlige hovedarbejdere, og til hvilket senere også Chyträus samt Andreas Musculus og Christoph Körner (fra Brandenburg) tilkaldtes. Således kom ”Konkordieformlen” endelig i stand 1577.

      Den blev for første gang offentlig udgivet sammen med de øvrige lutherske bekendelsesskrifter den 25. juni 1580, 50-årsdagen efter Den Augsburgske Bekendelses overlevering.

     

Konkordieformlens opbygning

Konkordieformlen falder i to hoveddele. Den første del er en kort gennemgang af de artikler, man er uenige om. Den anden del er en udførlig og grundig gennemgang af de samme artikler. I fortalen gør man i korthed rede for de forhold, som har gjort en ny bekendelse, det vil sige, en ”gentagelse og forklaring” af Den Augsburgske Bekendelse, nødvendig.

      Indledningen handler ”om det korte begreb, den regel og rettesnor, hvorefter al lære skal bedømmes og opståede uenigheder skal afgøres og opklares”. Den handler altså om Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes profetiske og apostoliske skrifter som ”den eneste regel og rettesnor, hvorefter alle lærdomme og lærere skal bedømmes.” Kirkens bekendelsesskrifter er i den forbindelse at betragte som ”et kort begreb” af den rene kristne lære.

      Enhver af de to hoveddele består af 12 artikler. De falder ved hver artikel sammen med hensyn til indhold, men adskiller sig med hensyn til form og udførelse.

      Kort Forklaring” fremstiller den rette tro og bekendelse i modsætning til de indsnegne vildfarelser. Som navnet antyder, sker det i korte sætninger, hvor først hovedspørgsmålet i striden skildres. Dernæst bekendes den rene lære. Og til sidst forkastes og fordømmes den modsatte falske lære.

      Den anden hoveddel, ”Udførlig redegørelse”, har ikke denne tredeling, men giver efter at have angivet stridsspørgsmålet sin forklaring af de omstridte artikler i en fortløbende og udførlig udvikling med beviser fra Den Hellige Skrift, bekendelsesskrifterne, kirkefædrene, Luther osv.

 

Konkordieformlens tekst

Konkordieformlen er oprindelig skrevet på tysk. Den blev oversat til latin af Lukas Osiander, hvis oversættelse blev optaget i udgaven af 1580. Denne oversættelse blev på ny gennemset og rettet under Chemnitz’ ledelse. I denne gennemsete og rettede form blev den optaget i udgaven af 1584 og anses fra den tid som den kirkeligt vedtagne latinske tekst.

 

Konkordieformlens vedtagelse

Konkordieformlen blev ikke vedtaget inden for hele den lutherske kirke som retsgyldigt symbol, men dog i den største del af kirken. Den blev direkte underskrevet af mere end 2/3 af alle lutherske fyrster, byer og teologer.

      Når man på andre steder vægrede sig ved at vedtage den, var grunden kun for en del den, at man ikke var enig i dens lære og bekendelse. Dette var naturligvis tilfældet, hvor den philippistiske retning endnu var den rådende, eller hvor de styrende åbenbart hældte til calvinismen. Flere af dem, som vægrede sig ved at underskrive, gjorde dette med den udtrykkelige erklæring, at de i alt væsentligt samstemmede med den i dens lære, grundene til vægringen var for en stor del af en mere ydre art.

      Man var overhovedet imod at opstille nogen ny bekendelse, da man anså den for overflødig og til dels endog for farlig, idet man - hvad der især gælder de lande, som var blevet mindre berørte af de forudgående stridigheder - frygtede for, at den nye bekendelse, hvis den blev indført, ved sine udførligere og nærmere bestemmelser netop skulle vække den strid, som man hidtil var blevet skånet for.

      Blandt de landskirker, hvor Konkordieformlen ikke blev vedtaget som bekendelse, var den dansk-norske. Kong Fredrik den Anden havde allerede, da hans svoger Kurfyrst August sendte ham Torgauerbogen til betænkning, bestemt vægret sig ved at forelægge den for sine teologer, da han mente, at man havde nok i de bekendelser, som man allerede havde.

      Han frygtede for, at der skulle blive splid mellem teologerne, hvis han fulgte kurfyrstens opfordring, og den fred og enighed således blev forstyrret, som han roste sig af ved Guds nåde og hjælp hidtil at have opretholdt inden for sine lande.

      Da Konkordiebogen var udkommet, forbød han under streng straf at indføre og at bruge den i kongens lande, ”fordi der i denne bog skal findes lærdom, som er os og vore kirker fremmed og ukendt, at derover den enighed, som til Guds lov disse riger har været holdet i, kunne forstyrres”. Det fortælles endog, at han med egen hånd skal have kastet det pragteksemplar af bogen, som var sendt ham fra Sachsen, i ilden.

 

Visitationsartiklerne fra 1592.

Efter Kurfyrst Augusts død i 1586 gjorde det krypto-calvinistiske parti i Kursachsen endnu engang forsøg på at rejse sig. Det blev ledt af kansleren Krell og gik frem på samme måde, som krypto-calvinisterne i Kurfyrst Augusts tid, men dette sidste krypto-calvinistiske forsøg i Sachsen fik en brat ende, da Krell ved et nyt tronskifte i 1591 blev styrtet. Det følgende år holdtes en almindelig kirkevisitation, og i den anledning blev de ”Kristne Visitationsartikler” udarbejdet. De stiller i korte sætninger den lutherske og den calvinske lære mod hinanden i de fire artikler om den hellige nadver, om Kristi person, om den hellige dåb og om Guds nådevalg og evige forudbestemmelse. Artiklerne fik symbolsk anseelse i Sachsen. I de senere udgaver af Konkordiebogen er de i almindelighed blevet optaget som et tillæg.

 

 

 

***

 

 

 

 

Konkordieformelen

 

 

Kort forklaring

 

 

 

 

 

Konkordieformlens 12 artikler

Art. 1. Om arvesynden

Vendt mod Matthias Flacius, som lærte, at synden er menneskets substans.

Art. 2. Om den fri vilje

Rettet mod synergismen, som lærte, at menneskets vilje medvirker ved omvendelsen.

Art. 3. Om troens retfærdighed

I første række rettet mod Andreas Osiander, som lærte, at retfærdiggørelsen er en virkelig omskabelse af vor natur ved indgydelse af Guds kærlighed.

Art. 4. Om gode gerninger

Mod Georg Major, som lærte, at gode gerninger er nødvendige for frelsen. Og mod Nicolaus von Amsdorf, som lærte, at de er skadelige for frelsen.

Art. 5. Om lov og evangelium

Behandler spørgsmålet om overbevisningen af synd sker ved lovens prædiken, eller om det er en del af evangeliets prædiken.

Art. 6. Om lovens tredje brug

Mod antinomismen ved Johann Agricola, som lærte, at loven ikke må forkyndes for kristne.

Art. 7. Om Herrens nadver

Rettet mod de såkaldte krypto-calvinister (skjulte, hemmelige calvinister). Om Kristi nærvær i nadveren.

Art. 8. Om Kristi person

I forlængelse af uenigheden om nadveren i art. 7.

Art. 9. Om Kristi nedfart til Helvede

Advarer mod spekulationer, som går ud over hvad Luther har lært om sagen.

Art. 10. Om kirkeskikke

Behandler spørgsmålet om brugen af katolske kirkeskikke er uden betydning også i en forfølgelsessituation.

Art. 11. Om prædestinationslæren og Guds evige udvælgelse

Mod den calvinske lære om forudbestemmelsen til fortabelse, som benægter Guds universelle frelservilje.

Art. 12. Om andre kætterier og sekter

Mod gendøbernes, schwenkfeldianernes og antitrinitariernes vildfarelser.

 

 

 

***

 

Kort Forklaring

 

af de trosartikler, man er uenige om blandt Den Augsburgske Bekendelses teologer.

De vil i den følgende gennemgang blive forklaret og bilagt på kristelig vis efter Guds Ords vejledning.

 

 

Om den korte regel og rettesnor, som al lære skal bedømmes efter og opståede uenigheder på kristen måde bilægges

1. Vi tror, lærer og bekender at den eneste regel og rettesnor som al lære og alle lærere skal prøves og dømmes efter, er de profetiske og apostolske skrifter i Det gamle og Det nye testamente. Som der står skrevet i Salme 119, 105: ”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.” Og Paulus siger i Gal 1,8: ”Om så en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.”

      Alle andre skrifter derimod af gamle eller nye lærere, uanset hvilket navn de har, skal ikke stilles på lige linie med Den hellige Skrift. De må alle sammen underlægge den og ikke anses som andet eller mere end som vidner om, hvordan og på hvilke steder profeternes og apostlenes lære er blevet bevaret efter apostlenes tid.

2. Allerede lige efter apostlenes tid, ja, endnu mens de levede, optrådte falske lærere og kættere. Mod dem blev der i den ældste kirke opstillet ”Symboler” eller ”Trosbekendelser”. Det vil sige korte, præcise bekendelser, som blev anset for at være den rettroende og sande kirkes enstemmige og almene kristne tro og bekendelse. Det er Den Apostolske Trosbekendelse, Den Nikænske Trosbekendelse og Den Athanasianske Trosbekendelse. Derfor bekender vi os til dem. Og vi forkasterr hermed al kættersk lære, som er blevet indført i Guds kirke i modstrid med disse bekendelser.

3. Når det gælder de uenigheder i trossager, der er opstået i vor tid, anser vi den første, uforandrede Augsburgske Bekendelse, som i 1530 blev overrakt Kejser Karl den Femte på den store rigsdag i Augsburg for vores tids ”Symbol” eller ”Trosbekendelse”. Desuden også Apologien til denne, og De Schmalkaldiske Artikler, som blev opstillet i 1537 og dengang blev underskrevet af de betydeligste teologer. Disse skrifter betragter vi som udtryk for den fælles enighed og forklaring på vor kristne tro og bekendelse, særlig mod pavedømmet og dets falske gudstjeneste, afgudsdyrkelse og overtro og mod andre sekter.

      Og fordi sådanne sager også angår almindelige mennesker og deres frelse, bekender vi os også til doktor Luthers Lille og Store Katekismus, sådan som begge katekismer findes i Luthers samlede værker. Disse bøger er som en letlæselig minibibel. De indeholder et kort sammendrag af alt det, der bliver behandlet udførlig i Den hellige Skrift, og som et kristent menneske har brug for at vide til frelse.

      Al lære skal indrettes efter den vejledning, der her er givet. Det, der er imod den, skal forkastes og fordømmes som stridende mod det fælles udtryk for vor tro.

      På denne måde bliver forskellen mellem Det gamle og Nye Testamentets Hellige Skrift og alle andre skrifter bevaret. Den Hellige Skrift bliver den eneste dommer, regel og rettesnor, som alle læresætninger skal og må prøves og bedømmes efter. Det er den eneste prøvesten på, om de er gode eller ugudelige, sande eller falske.

      De andre bekendelser og skrifter, der er nævnt, er ikke dommere ligesom Den hellige Skrift. De er blot vidnesbyrd om og forklaring på, hvordan Den hellige Skrift i omstridte spørgsmål er blevet forstået og udlagt til enhver tid i Guds kirke af dem, der levede dengang, og om hvordan den lære, der strider mod den, er blevet forkastet og fordømt.

 

 

Art. 1

Om arvesynden

Hovedspørgsmålet i striden

1. Er arvesynden egentlig og uden nogen forskel menneskets fordærvede natur, substans og væsen eller i det mindste den fornemste og bedste del af dets væsen, den fornuftige sjæl selv i dens inderste kerne og højeste kraft? Eller er der også efter faldet en forskel mellem menneskets substans natur, væsen, legeme og sjæl, og arvesynden, sådan at naturen er én ting og arvesynden, som hænger ved den fordærvede natur og fordærver naturen, er noget andet?

 

Det, vi bekender

Den rene lære, tro og bekendelse ifølge den førnævnte rettesnor og korte forklaring.

2. Vi tror, lærer og bekender, at der er en forskel i menneskets natur, ikke alene som den i begyndelsen er skabt af Gud, ren og helt uden synd, men også som den er nu efter faldet. Der er en forskel mellem naturen, som også efter faldet stadig er og bliver en Gud skabning og så arvesynden. Og denne forskel er lige så stor som forskellen mellem Guds gerning og Djævelens gerning.

2. Vi tror, lærer og bekender også, at denne forskel må fastholdes af al magt, fordi den lære, at der ingen forskel er mellem vor fordærvede menneskenatur og arvesynden, står i strid med vor kristne tros hovedartikler om skabelsen, genløsningen, helliggørelsen og legemets opstandelse og ikke kan forenes med dem.

      For Gud har ikke alene skabt Adams og Evas legeme og sjæl før faldet, men også vort legeme og sjæl efter faldet, selv om de er fordærvede. Og Gud erkender dem også stadig som sit værk, som der står skrevet i Job 10, 8: ”Dine hænder dannede og skabte mig.”

      Guds søn har også i sin persons enhed antaget sig denne menneskelige natur, dog uden synd. Det var altså ikke noget andet kød, men vort kød, han forbandt sig med. Og ved at iklæde sig vort legeme blev han vor bror. Som der står skrevet i Hebr 2, 14: ”Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de.” Ligeleses i vers 16-17: ”Det er jo ikke engle, han tager sig af, derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre.” Med undtagelse af synden.

      Sådan har Kristus genløst vor menneskelige natur som sin gerning, helliggør den som sin gerning, opvækker den fra de døde og pryder den herlig som sin gerning. Arvesynden har han derimod ikke skabt, antaget sig eller genløst og helliggjort. Den vil han heller ikke opvække, pryde eller saliggøre hos de udvalgte, men i opstandelsen skal den blive helt tilintetgjort.

      Af dette er det let at se forskellen mellem den fordærvede natur selv og den fordærvelse, som er indgydt i naturen, og som fordærver den.

4. Vi tror, lærer og bekender på en anden side tillige, at arvesynden ikke er nogen ubetydelig ting, men en så omfattende fordærvelse af den menneskelige natur, at intet sundt eller ufordærvet er blevet tilbage i menneskets legeme og sjæl, dets indre og ydre kræfter. Som kirken synger: ”Ved Adams fald er den menneskelig natur og væsen totalt ødelagt.” Denne skade er uudsigelig, kan ikke erkendes med fornuften, men alene af Guds Ord. Ingen anden en Gud kan skille naturen og naturens fordærvelse fra hinanden. Det skal ske fuldkommen gennem døden i opstandelsen. Da skal vor natur, som vi nu bærer, være uden arvesynden, afsondret og adskilt fra den og opstå og leve evigt.

 

Det, vi afviser

Forkastelse af den modsatte falske lære

1. På baggrund af dette forkaster og fordømmer vi, når der læres, at arvesynden kun er en skyld på grund af fremmed forbrydelse, uden at der er sket nogen fordærvelse af vor natur.

2. Fremdeles, at de onde lyster ikke er synd, men medskabte, væsentlige egenskaber ved naturen, eller at den før omtalte mangel eller skade ikke skulle være virkelig synd, som gør at mennesket uden for Kristus er et vredens barn.

3. Ligesådandan forkaster vi også den pelagianske vildfarelse, hvorved det bliver påstået, at menneskets natur også efter faldet er vedblevet at være ufordærvet og navnlig i åndelige ting fuldkommen god og ren i sine medfødte, naturlige kræfter.

4. Fremdeles, at arvesynden kun er noget ydre, underordnet, ubetydelig, påstænket plet eller vedhæftet fejl, hvorunder naturen har beholdt sine gode kræfter, også i åndelige ting.

5. Fremdeles, at arvesynden kun er en ydre hindring for de gode åndelige kræfter og ikke en berøvelse eller mangel på dem. På samme måde som at en magnet ikke mister sin naturlige magnetisme, når den smørres med hvidløgssaft, men kun hindres i sin virkning midlertidig, eller at en plet let kan renses væk ligesom en plet renses af ansigtet eller snavs af væggen.

6. Fremdeles, at menneskets natur og væsen ikke er helt fordærvet, men at vi endnu har noget godt i os, også i åndelige ting, som evner, færdighed, dygtighed eller kraft til at begynde, at virke eller medvirke noget i åndelige ting.

7. På den anden side forkaster vi også manikæernes falske lære, når det bliver lært, at arvesynden er som noget substantielt og selvstændigt, som Satan har indgydt i naturen og sammenblandet med den, på samme måde som gift og vin kan blandes sammen.

8. Fremdeles, at det ikke er det naturlige menneske selv, men noget andet og fremmed i mennesket, der synder. Det er derfor ikke naturen, der bliver anklaget, men kun arvesynden i naturen.

9. Vi forkaster og fordømmer også som en manikæisk vildfarelse, når der bliver lært, at arvesynden egentlig og uden al forskel er det fordærvede menneskes substans, natur og væsen selv. End ikke tankemæssigt skulle der være nogen forskel mellem den fordærvede natur i sig selv og så arvesynden efter faldet. End ikke i tanken kan man holde dem ude fra hinanden.

10. Denne arvesynd bliver ganske vist af Luther kaldet natursynd, personsynd, essentiel synd, men ikke i den mening, at menneskets natur, person eller væsen selv uden nogen forskel er arvesynd. Med disse udtryk ønsker han blot at beskrive forskellen mellem arvesynden, som hænger fast i den menneskelige natur, og de andre synder, som kaldes konkrete synder.

11. For arvesynden er ikke en synd, som man gør, men den hænger fast i menneskets natur, substans og væsen. Selv om ingen ond tanke opstod i det fordærvede menneskes hjerte, selv om ingen unyttigt ord blev talt eller nogen ond gerning gjort, så er naturen dog fordærvet ved arvesynden. Den er os medfødt i den syndige sæd og er en kilde til alle andre aktuelle synder, som onde tanker, ord og gerninger. Som der står skrevet i Matt 15, 19: ”Fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser.” Og i 1 Mos 6, 5 og 8, 21: ”Mennesket vil og plankægger kun det onde fra ungdommen af.”

12. Man må også nøje være opmærksom på de forskellige betydninger af ordet ”natur”, som manikæerne bruger til skjule deres vildfarelse og fører mange almindelige mennesker vild. Nogle gange bruges ordet til at betegne menneskets væsen, som når man siger ”Gud har skabt den menneskelige natur.” Andre gange betegner det en tings væremåde eller karakter, som klæber ved dens natur eller væsen, som når man siger: ”Slangens natur er at hugge og menneskets natur og art er synd og at synde”. Her betyder ordet ”natur” ikke menneskets substans, men noget, der klæber ved naturen eller substansen.

13. Hvad de latinske ord ”substans” og ”accidens” angår, skal de ikke bruges i prædikener for almindelige mennesker. Folk uden akademisk uddannelse skal ikke plages med disse udtryk, fordi det ikke er udtryk fra Den Hellige Skrifts ord. Desuden bliver de ikke brug blandt almindelige mennesker.

      Men på universiteterne kender man disse ord og véd præcis, hvad de betyder. De lærde kan bruge dem til at undgå misforståelser, fordi udtrykkende klart skelner mellem enhver tings væsen i sig selv og det, som tilfældigvis klæber ved det. Derfor er det på sin plads at bruge disse udtryk i drøftelsen om arvesynden.

      Forskellen mellem Guds og Djævelens gerning bliver derved tydeligt angivet. Djævelen kan nemlig ikke skabe nogen substans, men blot - med Guds tilladelse - fordærve den af Gud skabte substans med påførte væremåder eller accidenser.

 

 

Art. 2

Om den frie vilje

Hovedspørgsmålet i striden

Menneskets vilje optræder i fire forskellige tilstande:

1) før faldet

2) efter faldet

3) efter genfødelsen

4) efter kødets opstandelse

Hovedspørgsmålet handler her alene om menneskets vilje og evne i den anden tilstand. Altså om hvilke kræfter viljen har af sig selv i åndelige ting efter vore første forældres fald og før sin genfødelse. Om viljen ved sine egne kræfter, før den ved Guds Ånd er blevet genfødt, formår at indstille sig på og berede sig til Guds nåde og modtage den nåde, der tilbydes ved Helligånden i Ordet og de hellige sakramenter, eller ikke?

 

Det, vi bekender

Den rene lære efter Guds Ord om denne artikel

1. Herom er vor lære, tro og bekendelse, at menneskets forstand og fornuft i åndelige ting er blind og intet forstår af sine egne kræfter. Som der står skrevet i 1 Kor 2, 14: ”Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.”

2. Ligeledes tror, lærer og bekender vi, at menneskets ugenfødte vilje ikke alene er bortvendt fra Gud, men også er blevet Guds fjende, så den kun har lyst og vilje til det onde og hvad der er Gud imod. Som der står skrevet i 1 Mos 8, 21 ”Mennesket vil kun det onde fra ungdommen af.” Ligesådandan i Rom 8, 7: ”Det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke.” Ja, lige så lidt som et dødt legeme kan gøre sig selv levende og vende tilbage til det legemlige, jordiske liv, lige så lidt kan mennesket, som ved synden er åndelig dødt, oprejse sig selv til det åndelige liv. Som der står skrevet i Ef 2, 5: ”Gud gjorde os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus.” Derfor ”duer vi ikke til at udtænke noget af os selv, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud.” 2 Kor 3, 5.

3. Gud Helligånd virker dog ikke omvendelsen i os uden midler, men bruger prædiken og hørelsen af Guds Ords. Som der står skrevet i Rom 1, 16: ”Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror.” Ligesådan Rom 10, 17: ”Troen kommer altså af det, der høres.” Og det er bestemt Guds vilje, at man skal høre hans ord og ikke stoppe sine ører til. Ved dette ord er Helligånden nærværende og ”åbner” hjerterne, så de lytter til ordene og tager dem til sig, sådan som Lydia i Apostlenes Gerninger 16, 14. De bliver således alene omvendt ved Helligåndens nåde og kraft. Omvendelsen er alene Helligåndens værk. Uden hans nåde er vor villen og stræben, vor planten, såen og vanden alt sammen intet, når ikke han giver væksten. (Rom 9, 16; 1 Kor 3, 7). Ligesom Kristus siger i Joh 15, 5 ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Med disse få ord frakender han den frie vilje dens kræfter og tilskriver Guds nåde alt, for at ingen skal rose sig af noget over for Gud.

 

Hvad vi afviser

Den modsatte falske lære

Derfor forkaster og fordømmer vi alle efterfølgende vildfarelser som stridende mod Guds Ords rettesnor:

1. De filosoffers sværmeri, som man har kaldt stoikerne, ligesom også manikæerne, som har lært, at alt, hvad der foregår, sker med nødvendighed og ikke kan ske anderledes. Og at mennesket gør alt af tvang, også hvad det i ydre ting foretager sig, og bliver tvunget til onde gerninger og handlinger, som utugt, røveri, mord, tyveri og lignende.

2. Vi forkaster også de grove pelagianeres vildfarelse, som har lært, at mennesket af egne kræfter, uden Helligåndens nåde, kan omvende sig til Gud, tro evangeliet, af hjertet lyde Guds lov og på den måde fortjene syndernes forladelse og et evigt liv.

3. Vi forkaster også semipelagianernes vildfarelse, som lærer, at mennesket af egne kræfter kan gøre begyndelsen til sin omvendelse, men ikke kan fuldføre den uden Helligåndens nåde.

4. Ligesådandan, når det bliver lært, at mennesket med sin frie vilje ganske vist før sin genfødelse er for svagt til at gøre begyndelsen og til ved egne kræfter at omvende sig til Gud og af hjertet være Guds lov lydigt. Men så snart Helligånden med ordets prædiken har gjort begyndelsen og deri tilbudt sin nåde, så kan menneskets vilje dog af sine egne naturlige kræfter i en vis grad, skønt kun lidt og skrøbeligt, bidrage, hjælpe og medvirke og selv skikke og berede sig til nåden, gribe den, modtage den og tro evangeliet.

5. Ligesådan at mennesket efter at det er genfødt, fuldkommen kan holde og fuldstændig opfylde Guds lov, og at denne opfyldelse er vores retfærdighed for Gud, ved hvilken vi fortjener det evige liv.

6. Ligesådan forkaster og fordømmer vi også entusiasternes vildfarelse, som opdigter, at Gud uden midler, uden Guds Ords hørelse og uden de hellige sakramenters brug, drager mennesker til sig, oplyser, retfærdiggør og saliggør dem.

Entusiaster kaldes de, som uden Guds prædiken venter på Åndens himmelske oplysning.

7. Ligesådan, at Gud i omvendelsen og genfødelsen fuldstændig tilintetgør den gamle Adams substans og væsen og især den fornuftige sjæl og i omvendelsen og genfødelsen skaber et nyt sjælens væsen af intet.

8. Ligesådan, når man uden forklaring bruger sådanne talemåder, som at menneskets vilje før, i og efter omvendelsen står Helligånden imod og at Helligånden bliver skænket dem, som bevidst og stadig står ham imod. For Gud gør i omvendelsen villige af uvillige og bor hos de villige, som Augustin siger. Hos de gamle og nye kirkelærere kan man finde følgende udtryk: ”Det er Gud, der drager, men han drager de villige.” Og: ”Menneskets vilje er ikke passiv i omvendelsen, men gør også noget.” Disse udtryk bliver brugt til at stadfæste den naturlige frie viljes nærværelse og virksomhed i menneskets omvendelse i modsætning til læren om Guds nåde. De er derfor ikke i overensstemmelse med den sunde lærdoms form. Derfor bør de med rette undgås, hvor talen er om omvendelsen til Gud.

      Derimod er det ret talt, at Gud i omvendelsen ved Helligåndens dragelse af genstridige, uvillige mennesker gør villige, og at menneskets medfødte vilje efter omvendelsen i bodens daglige øvelse ikke er uvirksom, men også medvirker i alle Helligåndens gerninger, som han virker gennem os.

9. Ligesådan, hvad det angår, at doktor Luther har skrevet, at menneskets vilje i dets omvendelse forholder sig ”total passivt”, dvs. at viljen aldeles intet gør, så er det at forstå ”med hensyn til den guddommelige nåders antændelse af nye rørelser i os.” Det gælder, når Guds Ånd ved Ordets hørelse eller ved de hellige sakramenters brug påvirker menneskets vilje og virker den nye fødsel og omvendelsen. For så snart Helligånden har virket og udrettet dette og alene ved sin guddommelige kraft og virkning har forandret og fornyet menneskets vilje, da er menneskets nye vilje et redskab og værktøj for Gud Helligånd. Ikke alene modtager viljen nåden, men sammenvirker også med Helligånden i de efterfølgende gerninger.

      Der gives altså kun to virkende årsager i menneskets omvendelse, nemlig Helligånden og Guds Ord som Helligåndens middel, hvorved han virker omvendelsen. Dette ord skal mennesket høre. Men det kan ikke tro og modtage det af egne kræfter, men alene ved Gud Helligåndens nåde og virkning.

 

Art. 3

Om troens retfærdighed for Gud

Hovedspørgsmålet i striden

På Guds Ords grund og ifølge Den Augsburgske Bekendelses lære bliver der i vore menigheder enigt bekendt, at vi fattige syndere alene ved troen på Kristus bliver retfærdige for Gud og salige. Kristus er altså alene vor retfærdighed, han, som er sand Gud og menneske, fordi den guddommelige og den menneskelige natur i ham er personlig forenede med hinanden. Jer 23, 6; 1 Kor 1, 30; 2 Kor 5, 21. På den baggrund er der da opstået spørgsmål om, efter hvilken natur Kristus er vor retfærdighed. På denne måde er der i nogle menigheder opstået to modsatte vildfarelser.

      Den ene del har nemlig ment, at Kristus alene efter sin guddom er vor retfærdighed, når han ved troen bor i os. Mod denne ved troen iboende guddom er alle menneskers synd nemlig at regne som en dråbe vand mod det store hav. Derimod har andre ment, at Kristus er vor retfærdighed for Gud alene efter den menneskelige natur.

 

Det, vi bekender

Den kristne kirkes rene lære i modsætning til begge de opstillede vildfarelser

1. I modsætning til begge de nu nævnte vildfarelser tror, lærer og bekender vi enigt, at Kristus hverken er vor retfærdighed alene efter den guddommelige natur eller alene efter den menneskelige natur. Hele Kristus efter begge naturer er vor retfærdighed, alene ved sin lydighed, som han som Gud og menneske har bevist sin fader indtil døden, og hvormed han har fortjent os syndernes forladelse og det evige liv. Som der står skrevet i Rom 5, 19: ”For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed.”

2. Derfor tror, lærer og bekender vi, at vor retfærdighed for Gud består deri, at Gud tilgiver os synden af ren nåde, uden nogen af vores forangående, nærværende eller efterfølgende gerninger, fortjenester eller værdighed. Han skænker og tilregner os Kristi lydigheds retfærdighed. På grund af denne retfærdigheds tages vi til nåde hos Gud og regnes for retfærdige.

3. Vi tror, lærer og bekender, at troen alene er det middel og redskab, som vi griber Kristus med og dermed også den retfærdighed, som alene kan bestå for Gud, i Kristus. På grund af ham bliver denne tro regnet os til retfærdighed. Rom 4, 5.

4. Vi tror, lærer og bekender, at denne tro ikke kun er en ren historisk kundskab om Kristus, men en sådan Guds gave, hvorved vi i evangeliets ord ret erkender Kristus, vor genløser, og sætter vor lid til ham, at vi alene for hans lydigheds skyld af nåde har syndernes forladelse, bliver regnet for hellige og retfærdige af Gud fader og opnår den evig salighed.

5. Vi tror, lærer og bekender, at ordet ”retfærdiggøre” i denne artikel ifølge Den Hellige Skrifts talemåde betyder at absolvere, altså at frikende for synd. Ordsp 17, 15: ”Den, der frikender en skyldig, og den, der dømmer en uskyldig, vækker begge Herrens afsky.” Ligesådan Rom 8, 33: ”Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig.” Og når ordene ”levendegørelse” og ”genfødelse” bliver brugt i stedet for, sådan som tilfældet er i Apologien, da sker det også i samme betydning. I andre tilfælde bruges disse ord til at beskrive menneskets fornyelse, som skal skelnes ret fra troens retfærdiggørelse.

6. Vi tror, lærer og bekender også, at selv om der hænger mange skrøbeligheder og fejl ved de sande troende og genfødte ligetil deres død, så skal de dog ikke af den grund tvivle hverken om deres retfærdighed, som bliver dem tilregnet ved troen, heller ikke om deres sjæles salighed. De skal være forvisset om, at de for Kristi skyld har en nådig Gud i kraft af det hellige evangeliums løfte og ord.

7. Vi tror, lærer og bekender, at man til bevarelse af den rene lære om troens retfærdighed for Gud omhyggeligt må holde fast ved de eksklusive udtryk, som den hellige apostel Paulus bruger. Det er de udtryk, der fuldstændig adskiller Kristi fortjeneste fra vore gerninger og giver Kristus alene æren. Det er udtryk som ”af nåde”, ”gratis”, ”uden loven”, ”uden gerninger”, ”ikke af gerninger”, og så videre. Alle disse udtryk siger det samme, nemlig: Alene ved troen på Kristus retfærdiggøres og frelses vi.

8. Vi tror, lærer og bekender, at selv om forangående anger og efterfølgende gode gerninger ikke hører med til artiklen om retfærdiggørelsen for Gud, må man dog ikke opdigte en tro, som skulle kunne være og forblive sammen med og ved siden af et ondt forsæt om at synde og hvis man handler imod samvittigheden. For når mennesket er blevet retfærdiggjort ved troen, er denne sande og levende tro virksom i kærlighed, Gal 5, 6. De gode gerninger følger altid efter den retfærdiggørende tro og vil helt sikkert altid findes, hvor troen er oprigtig og levende. Troen er nemlig aldrig er alene, men er altid forbundet med kærlighed og håb.

 

Hvad vi afviser

Forkastelse af den modsatte lære

Altså forkaster og fordømmer vi alle følgende vildfarelser:

1. At Kristus alene er vor retfærdighed efter den guddommelige natur.

2. At Kristus alene er vor retfærdighed efter den menneskelige natur.

3. Når de profetiske og apostolske udsagn taler om troens retfærdighed, betyder ordene ”retfærdiggøre” og ”blive retfærdiggjort” ikke at frikende fra synd og blive frikendt fra synden og opnå syndernes forladelse. Det er derimod at blive gjort retfærdig for Gud i selve sagen [på tysk ”That” = gerning, handling] på grund af den ved Helligånden indgydte kærlighed, dyd og efterfølgende gerninger, der udspringer af kærligheden.

4. At troen ikke ser hen til Kristi lydighed alene, men til hans guddommelige natur, sådan som den bor og virker i os. Ved denne iboen bliver vor synd skjult.

5. At troen er en sådan stolen på Kristi lydighed, som kan være og forblive i et menneske, selv om det er uden sand bod og der heller ingen kærlighed følger med, men det bliver ved at synde mod sin samvittighed.

6. At ikke Gud selv, men alene Guds gaver bor i de troende.

7. At troen frelser, fordi den fornyelse, som består i kærlighed til Gud og næsten, tager sin begyndelse i os ved troen.

8. At troen vistnok har forrang i retfærdiggørelsen, men at kærligheden og fornyelsen dog også hører med til vor retfærdighed for Gud. Kærligheden er ganske vist ikke den fornemste årsag til vor retfærdighed, men vor retfærdighed for Gud er at dog uden sådan kærlighed og fornyelse ikke hel eller fuldkommen.

9. At de troende bliver retfærdiggjort for Gud og frelst både ved Kristi tilregnede retfærdighed og ved den begyndte nye lydighed. Eller til dels ved tilregnelsen af Kristi retfærdighed, men til dels også ved den begyndte nye lydighed.

10. At nådens forjættelse bliver os tilregnet ved troen i hjertet og tillige ved den bekendelse, som sker med munden, og ved anden dyd.

11. At troen ikke retfærdiggør uden de gode gerninger, sådan at de gode gerninger med nødvendighed kræves til retfærdighed, og at mennesket ikke kan blive retfærdiggjort, uden at de er til stede.

 

 

Art. 4

Om gode gerninger

Hovedspørgsmålet i striden om de gode gerninger

Angående læren om gode gerninger er en dobbelt splid opstået i nogle menigheder.

1. For det første er nogle teologer kommet i strid i anledning af følgende sætninger. Den ene del har skrevet: ”Gode gerninger er nødvendige til frelse; det er umuligt at blive frelst uden gode gerninger:” Ligesådan: ”Ingen er nogensinde blevet salig uden gode gerninger.” Den anden del har skrevet: ”Gode gerninger er skadelige til salighed.”

2. Dernæst har der også rejst sig en splid mellem nogle teologer om de to ord ”nødvendig” og ”fri”. Den ene del har kæmpet for, at man ikke skal bruge ordet ”nødvendig” om den nye lydighed, da den ikke fremgår af nødvendighed og tvang, men af en frivillig ånd. Den anden del har derimod holdt fast ved ordet ”nødvendig”, fordi en sådan lydighed ikke beror på vort forgodtbefindende, med de, der er genfødt, er skyldige at vise en sådan lydighed.

      Af denne strid om disse ord har der senere hen udviklet sig en strid om sagen selv. Den ene del har kæmpet for, at man overhovedet ikke skulle drive på loven blandt de kristne, men alene ved det hellige evangelium formane folk til gode gerninger, mens den anden har bekæmpet denne mening.

 

Det, vi bekender

Den kristne kirkes rene lære om denne strid

Til grundig opklaring og afgørelse af denne konflikt er vor lære, tro og bekendelse denne:

1. At gode gerninger som et godt træs frugter med bestemthed og uden nogen tvivl følger på den sande tro, så sandt den ikke er en død, men en levende tro.

2. Vi tror, lærer og bekender også, at de gode gerninger ganske skal udelukkes, ikke alene af artiklen om vor retfærdiggørelse for Gud, men lige så vel også, når der er spørgsmål om vor evige salighed. Dette bevidner apostelen også med klare ord, hvor han skriver sådan: ”Sådan priser David også det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger: Lykkelige de, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult; lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner synd”. Rom 4, 6-8. Og et andet sted: ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.” Ef 2, 8-9.

3. Vi tror, lærer og bekender også, at alle mennesker, men især de ved Helligånden genfødte og fornyede, er skyldige at gøre gode gerninger.

4. I denne forstand blive ordene ”nødvendig,” ”skal” og ”må” brugt ret og kristelig også om de genfødte. De er på ingen måde imod den sunde lærdoms form.

5. Dog skal man ved de nævnte ord ”nødvendig” og ”nødvendighed,” ikke tænke på nogen tvang, når talen er om de genfødte. Der er alene tale om den skyldige lydighed, som de sande troende, for så vidt som de er genfødte, yder - ikke af lovens tvang eller driven - men af en frivillig ånd. For de er ikke mere under loven, men under nåden.

6. Derfor tror, lærer og bekender vi også, at når det siges, at de genfødte gør gode gerninger af en frivillig ånd, skal dette ikke forstås, som om det beroede på det genfødte menneskes forgodtbefindende at gøre eller undlade det gode, når han vil. Og som om man sagtens kan beholde troen, selv om man forsætlig bliver ved med at synde.

7. Dette skal dog ikke forstås anderledes, end som Herren Kristus og hans apostle selv forklarer det, nemlig om den frigjorte ånd, at den ikke gør dette af frygt for straf, ligesom en træl, men af kærlighed til retfærdigheden, ligesom børnene gør. Rom 8, 15.

8. Imidlertid er denne frivillighed ikke fuldkommen hos Guds udvalgte børn, men fuld af megen skrøbelighed, som Paulus klager over sig selv i Rom 7, 14–25 og Gal 5, 17.

9. Denne skrøbelighed tilregner Herren dog ikke sine udvalgte for Herren Kristi skyld, som der står skrevet: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.” Rom 8, 1.

10. Vi tror, lærer og bekender også, at troen og frelsen ikke bliver bevaret i os ved vore gerninger, men alene af Guds Ånd ved troen, men at de gode gerninger er vidnesbyrd om Åndens nærværelse og iboen i os.

 

Hvad vi afviser

Den modsatte falske lære

1. Derfor forkaster og fordømmer vi denne måde at tale på, at man lærer og skriver, at gode gerninger er nødvendige til salighed, ligesådan, at ingen nogensinde er blevet frelst uden gode gerninger, ligesådan, at det er umuligt at blive salig uden gode gerninger.

2. Vi forkaster og fordømmer denne nøgne sætning som forargelig og skadelig for den kristne tugt, at man siger: ”Gode gerninger er skadelige til salighed.” For især i disse sidste tider er det også nødvendigt at formane folk til kristen tugt og gode gerninger og minde dem om, hvor nødvendigt det er, at de for at vise deres tro og taknemmelighed mod Gud øver sig i gode gerninger, som at sørge for, at gerningerne ikke bliver indblandet i artiklen om retfærdiggørelsen. For mennesker kan lige så vel blive fordømte ved en hæmningsløs indbildning om troen, som ved den papistiske og farisæiske tillid til egen gerning og fortjeneste.

3. Vi forkaster og fordømmer også den lære, at troen og Helligåndens iboen ikke tabes ved forsætlig synd, men at de hellige og udvalgte beholder Helligånden, selv om de falder i ægteskabsbrud og anden synd og fortsætter med at leve deri.

 

 

Art. 5

Om lov og evangelium

Hovedspørgsmålet i denne strid

Er det hellige evangeliums prædiken egentlig ikke alene en nådeprædiken, som forkynder syndernes forladelse, men også en bods og straffeprædiken, som straffer vantroen, som ikke bliver straffet ved loven, men alene ved evangeliet?

Det, vi bekender

Guds Ords rene lære

1. Vi tror, lærer og bekender, at man i kirken med stor flid må holde fast ved forskellen mellem loven og evangeliet, som et særdeles herligt lys, hvorved Guds Ord bliver delt ret efter Paulus’ formaning.

2. Vi tror, lærer og bekender, at loven egentlig er en guddommelig lære, som lærer, hvad der er ret og Gud velbehageligt, og straffer alt, hvad der er synd og Guds vilje imod.

3. Derfor hører alt, hvad der straffer synd, med til lovens prædiken.

4. Men evangeliet er egentlig en sådan lære, som lærer, hvad det menneske, som ikke har holdt loven og bliver fordømt ved den, skal tro. Evangeliet lærer nemlig, at Kristus har bødet og betalt for al synd og uden nogen menneskelig fortjeneste opnået og erhvervet os syndernes forladelse, den retfærdighed, som gælder for Gud og det evige liv.

5. Men ordet ”evangelium” bliver ikke brugt i samme betydning overalt i Den Hellige Skrift. Det er derfor, denne uenighed oprindelig er opstået. Derfor tror, lærer og bekender vi, at når man ved ordet ”evangelium” forstår hele Kristi lære, som han i sit læreembede, ligesom også hans apostle, har ført, siges og skrives det med rette, at evangeliet er en prædiken om bod og syndernes forladelse. Det er i den betydning ordet bruges i Mark 1, 15 og ApG 20, 21-24.

6. Når man derimod sammenligner lov og evangelium, ligesom også Moses selv som en lovlærer og Kristus som en evangeliets forkynder, så tror, lærer og bekender vi, at evangeliet ikke er en bodsprædiken eller straffeprædiken. Da er evangeliet egentlig intet andet end en trøsteprædiken og et glædeligt budskab, som ikke straffer og forfærder, men trøster samvittighederne mod lovens forfærdelser. Det henviser alene til Kristi fortjeneste og oprejser os igen ved den liflige prædiken om den Guds nåde og miskundhed, som er opnået ved Kristi fortjeneste.

7. Men med åbenbarelse af syndens forholder det sig sådan: Moses’ dække er foran alle menneskers øjne, så længe de blot hører lovens prædiken og intet om Kristus. Derfor lærer de ikke ret af loven at kende deres synd, men bliver enten hovmodige hyklere som farisæerne eller fortvivler som Judas. Derfor tager Kristus loven i sine hænder og udlægger den åndelig Matt 5, 21-48 og Rom 7, 14. På denne måde bliver Guds vrede åbenbaret fra himlen over alle syndere. Ved loven opdager de, hvor stor dennne vrede er. Først nu lærer de ved loven virkelig og sandt deres synd at kende. Denne erkendelse ville Moses aldrig have kunnet give dem alene.

      Prædikenen om Kristi, Guds søns, lidelse og død er således en alvorlig og forfærdelig prædiken og vidnesbyrd om Guds vrede. Herved bliver folk først ført ind i loven, efter at Moses' dække er fjernet fra deres øjne, så de først da ret erkender, hvor store ting Gud i loven kræver af dem. Intet af dette kan vi præstere og derfor må vi søge al vor retfærdighed alene i Kristus.

8. Så længe alt dette (nemlig Kristi lidelse og død) prædiker Guds vrede og forfærder mennesker, er det endnu ikke evangeliets egentlige prædiken, men Moses’ og lovens prædiken og derfor en fremmed gerning af Kristus. Gennem dette kommer han frem til sit eget egentlige embede, som er at prædike nåde, trøste og levendegøre. Dette er evangeliets egentlige prædiken.

 

Hvad vi afviser

Forkastelse af den modsatte lære

10. Derfor forkaster vi det som en falsk og fordærvelig lære, når det læres, at evangeliet egentlig er en bods eller straffeprædiken og ikke en nådeprædiken alene. Derved bliver evangeliet igen gjort til en lovlære, Kristi fortjeneste og Den Hellige Skrift fordunklet, de kristne frarøvet den rette trøst og døren igen åbnet for pavedømmet.

 

 

Art. 6

Om lovens tredje brug

Hovedspørgsmålet i striden

Loven er givet mennesker af en tredobbelt grund. For det første, for at en ydre tugt derved kan blive opretholdt mod de tøjlesløse, ulydige mennesker. For det andet, for at mennesker derved kan blive bragte til erkendelse af deres synder. For det tredje, for at de genfødte, da kødet stadigvæk hænger ved dem, af den grund skal have en sikker regel, som de kan og skal indrette og styre hele deres liv efter.

      Angående den tredje brug af loven, er der opstået uenighed mellem nogle få teologer. Nemlig om loven også skal foreholdes og indskærpes de genfødte kristne, eller ikke? Den ene del har sagt ja. Den anden nej.

 

Det, vi bekender

Den rette kristelige lære om denne strid

1. Vi tror, lærer og bekender, at selv om de i sandhed troende og til Gud omvendte mennesker ved Kristus er blevet friet fra lovens forbandelse og tvang, så er de af den grund dog ikke uden lov, men de er derfor genløst af Guds søn, for at de dag og nat skal øve sig i loven. Sl 119. Sådan levede jo heller ikke vores første forældre før faldet uden lov, for Guds lov var indskrevet i deres hjerter, idet de var skabt til Guds billede.

2. Vi tror, lærer og bekender, at lovens prædiken bør drives med flid ikke alene for de vantro og ubodfærdige, men også for de sande troende, i sandhed omvendte, genfødte og ved troen retfærdiggjorte.

3. For selv om de er genfødt og fornyet i deres sinds ånd, så er denne genfødelse og fornyelse dog i denne verden ikke fuldkommen, men kun begyndt. De troende står med deres sinds ånd i en stadig kamp mod kødet, det vil sige, mod den fordærvede natur og vanart, som hænger ved os lige til døden. På grund af denne gamle Adam, som stadig klæber til menneskets forstand, vilje og alle dets kræfter, er det nødvendigt, at Herrens lov altid lyser for dem, så de ikke efter deres eget hjertes tanker skal foretage sig nogen vilkårlig og selvvalgt gudsdyrkelse. Og også for at den gamle Adam ikke skal handle efter sin egen vilje, men mod sin vilje, ikke alene ved lovens formaning og trussel, men også ved straf og plager, blive tvunget til at følge ånden og give sig i dens fangenskab. 1 Kor 9, 27; Rom 6, 12; Gal. 6, 14; Sl 119; Hebr 13, 21.

4. Hvad angår forskellen mellem lovens gerninger og åndens frugter, så tror, lærer og bekender vi, at de gerninger, som sker efter loven, er og kaldes lovens gerninger så længe, de kun aftvinges mennesker ved straffens plage og Guds vredes trussel.

5. Men åndens frugter er de gerninger, som Guds Ånd, der bor i de troende, virker gennem de genfødte, og som udføres af de troende, for så vidt som de er genfødte, som om de ikke vidste af noget bud, nogen trussel eller belønning. På denne måde lever Guds børn i loven og vandrer efter Guds lov. Det er det, Paulus i sine breve kalder Kristi lov og sindets lov. Alligevel er de ikke under loven, men under nåden. Rom 7, 23; 8, 1.

6. Altså er og bliver loven både for de bodfærdige og for de ubodfærdige, for de genfødte og for de ikke-genfødte mennesker én eneste lov, nemlig Guds uforanderlige vilje. Forskellen ligger kun hos mennesket, når det gælder lydigheden. Den, der stadig ikke er genfødt, gør, hvad loven kræver af ham, af tvang og uvillig (ligesom også de genfødte efter kødet). Den troende gør derimod, uden tvang med villig ånd, hvad ingen lovens trussel nogensinde ville kunne aftvinge ham, i det omfang han er genfødt.

 

Hvad vi afviser

Den modsatte falske lære

7. Derfor forkaster vi det som en fordærvelig lære og vildfarelse, der strider mod kristen tugt og sand gudsfrygt, når der bliver lært, at loven ikke på ovennævnte måde skal foreholdes og indskærpes de kristne og sande troende, men alene de vantro, ikke-kristne og ubodfærdige.

 

 

Art. 7

Om Kristi hellige nadver

De zwinglianske lærere ikke er at regne med blandt Den Augsburgske Bekendelses teologer, da de straks ved denne Bekendelses overlevering skilte sig fra dem. Imidlertid søger de nu at trænge sig ind blandt dem og stræber efter at udbrede deres vildfarelse under denne kristne Bekendelses navn. Derfor vil vi også give fornøden besked om denne uenighed.

Hovedstriden mellem vores og nadver-symbolisternes lære i denne artikel

Er vor Herres Jesu Kristi sande legeme og blod virkelig og væsentlig til stede i den hellige nadver, sådan at det med brød og vin bliver uddelt og med munden modtaget af alle dem, som bruger dette sakramente, hvad enten de nu er værdige eller uværdige, gudfrygtige eller ugudelige, troende eller vantro, men de troende til trøst og liv, de vantro til dom? Nadver-symbolisterne sige nej, vi siger ja.

      Til oplysning om denne strid er for det første at bemærke, at der gives to slags nadver-symbolister. Nogle er grove nadver-symbolister. De påstår med klare ord, hvad de i deres hjerter mener, nemlig at intet andet er til stede, bliver uddelt og med munden modtaget i den hellige nadver, end brød og vin. Andre derimod er snedige og de allerfarligste nadver-symbolister. De taler til dels sådan, at det helt synes at være vore egne ord, og foregiver, at de også tror en sand nærværelse af Kristi sande, væsentlige og levende legeme og blod i den hellige nadver. Dog sådan, at det sker åndeligt, ved troen. Disse sidste holder dog under disse smukke ord fast ved den selvsamme grove mening, som de første, nemlig at intet andet er til stede og bliver modtaget med munden i den hellige nadver, end brød og vin.

      For ordet ”åndelig” betyder for dem intet andet end Kristi Ånds nærvær eller kraften fra Kristi fraværende legeme og hans fortjeneste. Men Kristi legeme er på ingen som helst måde nærværende, men er alene deroppe i den øverste Himmel. Til dette legeme skal vi da med vor tros tanker løfte os op i Himlen, og her skal vi søge dette legeme og blod, men aldeles ikke i brødet og vinen i nadveren.

 

Det, vi bekender

Bekendelse af den rene lære om den hellige nadver mod nadver-symbolisterne

1. Vi tror, lærer og bekender, at Kristi legeme og blod er virkelig og væsentlig til stede i den hellige nadver og virkelig bliver uddelt og modtaget sammen med brødet og vinen.

2. Vi tror, lærer og bekender, at Kristi testaments ord ikke er at forstå anderledes, end som de efter bogstaven lyder. Brødet symboliserer ikke kun Kristi fraværende legeme og vinen hans fraværende blod, men det er virkelig på grund af den sakramentale forening Kristi legeme og blod.

3. Hvad dernæst konsekrationen angår, tror, lærer og bekender vi, at denne Kristi legemes og blods nærværelse i den hellige nadver ikke skabes ved noget menneskes gerning eller ved den forvaltende tjeners ord, men at den ene og alene skal tilstrives vor Herres Jesu Kristi almægtige kraft.

4. Desuden tror, lærer og bekender vi også enigt, at Kristi indstiftelsesord på ingen måde må udelades ved den hellige nadvers brug. De skal udtales offentlig, som der står skrevet ”Velsignelsens bæger, som vi velsigner.” 1 Kor 10, 16. Denne velsignelse sker ved udtalelse af Kristi ord.

5. De grunde, som vi i denne sag støtter os til mod nadver-symbolisterne, er dem, som dr. Luther har fremsat i sin Store Bekendelse. Den første er denne vor kristne trosartikel: Jesus Kristus er sand, væsentlig, naturlig, fuldkommen Gud og menneske i én person, uadskillelig og udelelig.

      Den anden er, at Guds højre hånd er alle vegne og her sidder Kristus efter sin menneskelige natur i virkelighed og sandhed. Således er han nærværende, regerer og har i sine hænder og under sine fødder alt, hvad der er i himlen og på jorden. Hos Guds højre hånd sidder intet andet menneske, heller ikke nogen engel, men alene Marias søn. Derfor formår han også at være legemligt til stede i nadverens brød og vin

      Den tredje grund er, at Guds Ord ikke er falskt eller lyver.

      Den fjerde er, at Gud véd og har mange slags måder, som han kan være til stede på, og ikke blot den alene, som filosoferne kalde den lokale eller rumlige.

6. Vi tror, lærer og bekender, at Kristi legeme og blod ikke alene modtages åndeligt ved troen, men også med munden på grund af den sakramentale forening med brødet og vinen. Dog sker det ikke på kannibalsk, men på overnaturlig, himmelsk måde. Det viser Kristi ord klart, hvori han byder at tage det og spise og drikke det. Det har apostlerne da også gjort, for der står i Mark 14, 23: ”Og de drak alle af det.” Ligesådan siger Paulus i 1 Kor 10, 16: ”Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme?” Det vil sige, at den, der spiser dette brød, spiser Kristi legeme. Det har også de fornemste gamle kirkelærere enstemmigt bevidnet, som Krysostomus, Cyprian, Leo I, Gregorius, Ambrosius og Augustin.

7. Vi tror, lærer og bekender, at ikke alene de sande troende og værdige, men også de uværdige og vantro modtager Kristi sande legeme og blod. Dog ikke til liv og trøst, men til dom og fordømmelse, hvis de ikke omvender sig og gør bod.

      For selv om de støde Kristus fra sig som frelser, må de dog mod deres vilje give ham adgang til sig som en streng dommer. Han er lige så nærværende med sin dom i de ubodfærdige gæster, som han er nærværende og virker liv og trøst i de sande troendes og værdige gæsters hjerte.

8. Vi tror, lærer og bekender også, at der kun gives én slags uværdige gæster, nemlig de, som ikke tror. Om dem står der skrevet i Joh 3, 18: ”Den, der ikke tror, er allerede dømt.” Denne dom bliver ved uværdig brug af nadveren forøget, større og tungere. 1 Kor 11, 27-29.

9. Vi tror, lærer og bekender, at ingen sand troende, modtager den hellige nadver til dom, så længe han beholder den levende tro, hvor svag den end måtte være. Nadveren er netop især indstiftet for de svage i troen, som dog er bodfærdige kristne, til trøst og styrkelse for deres svage tro.

10. Vi tror, lærer og bekender, at al værdighed hos gæsterne ved dette himmelske måltid alene består i Kristi allerhelligste lydighed og fuldkomne fortjeneste, som vi ved sand tro tilegner os, og som vi ved nadveren bliver forvisset om, men aldeles ikke i vore dyder, indre eller ydre beredelse.

 

Hvad vi afviser

Nadver-symbolisternes modstridende, forkastede lære

Derimod forkaster og fordømmer vi enstemmigt alle efterfølgende vildfarende artikler, som strider imod den nu fremsatte lære, enfoldige tro og Bekendelsen om Kristi nadver:

1. Den papistiske transsubstantiationlære, idet der nemlig i pavedømmet, læres, at brød og vin mister sin substans og sit naturlige væsen i den hellige nadver. Det bliver tilintetgjort sådab, at disse ting bliver forvandlet til Kristi legeme, så alene den ydre skikkelse bliver tilbage.

2. Det papistiske messeoffer for levendes og dødes synder.

3. At sakramentet kun gives lægfolk under én skikkelse, og at vinen bliver dem nægtet og hans blod berøvet dem, i modstrid med Kristi testamentes klare ord.

4. At man lærer, at Kristi testamentes ord ikke skal forstås og tros bogstaveligt, sådan som de lyder, men at det er dunkel tale, hvis mening man først må søge på andre steder.

5. At Kristi legeme ikke modtages med munden sammen med brødet i den hellige nadver, men at alene brødet og vinen modtages med munden. Kristi legeme modtages derimod kun åndeligt ved troen,

6. At brød og vin i den hellige nadver ikke er andet end kendetegn, som de kristne indbyrdes kan kende hinanden på.

7. At brød og vin kun er symboler, lignelser og billedlige tegn på Kristi langt bortværende legeme og blod.

8. At brød og vin ikke er andet end mindetegn, segl og panter, ved hvilke vi bliver forvisset om, at troen, når den svinger sig op i Himlen, her bliver delagtig i Kristi legeme og blod lige så vist, som vi i nadveren spiser brødet og drikker vinen.

9. At vores tros forvisning og styrkelse i den hellige nadver alene sker ved de ydre tegn, brødet og vinen, og ikke ved Kristi nærværende sande legeme og blod.

10. At alene Kristi fraværende legemes og blods kraft, virkning og fortjeneste bliver uddelt i den hellige nadver.

11. At Kristi legeme er sådan indelukket i Himlen, at det på ingen måde på én og samme tid kan være nærværende på mange eller alle steder på jorden, hvor hans hellige nadver bliver holdt.

12. At Kristus ikke har kunnet love eller virkeliggøre sit legemes og blods væsentlige nærværelse i den hellige nadver, fordi hans påtagne menneskenaturs væsen og ejendommelighed ikke kan tåle eller tillade dette.

13. At Gud ikke med al sin almagt formår at virke, at Kristi legeme på samme tid er væsentlig nærværende på mere end ét sted. (Dette er forfærdeligt at høre).

14. At det ikke er Kristi testaments almægtige ord, men troen, der skaber og virker Kristi legemes og blods nærværelse i den hellige nadver.

15. At de troende ikke skal søge Kristi legeme i brødet og vinen i den hellige nadver, men løfte deres øje op fra brødet til Himlen og dér søge Kristi legeme.

16. At de vantro, ubodfærdige kristne ikke modtager Kristi sande legeme og blod i den hellige nadver, men kun brød og vin.

17. At gæsternes værdighed ved dette himmelske måltid ikke alene afhænger af den sande tro på Kristus, men også af menneskers ydre beredelse,

18. At også de sande troende, som har og bevarer en sand, levende, ren tro på Kristus, kan modtage dette sakramente til dom, fordi de endnu er ufuldkomne i deres ydre livsførelse.

19. At brødets og vinens ydre, synlige elementer skal tilbedes i det hellige sakramente.

20. På samme måde overgiver vi til Guds retfærdige dom alle nyfigne og bespottelige spørgsmål (som for sømmeligheds skyld ikke kan nævnes) og anden tale, som på grov, kødelig, kannibalsk og afskyelig måde, helt bespottelig og til stor forargelse fremføres af nadver-symbolisterne om dette sakramentes overnaturlige, himmelske hemmeligheder.

21. Hermed fordømmer vi da samtidig helt og aldeles den kannibalske spisen af Kristi legeme, som om man skulle sønderrive hans kød med tænderne og fordøje det som anden mad. Det pådutter nadver-symbolisterne os frækt mod deres egen samvittigheds vidnesbyrd, trods al vor mangfoldige forsikring, for derved at gøre vores lære forhadt hos deres tilhørere. Derimod tror og lærer vi i overensstemmelse med Kristi testamentes ligefremme ord en virkelig, men dog overnaturlig spisen af Kristi legeme og drikken af hans blod. Dette kan menneskelig fornuft og fatteevne ikke forstå. Men ligesom i alle andre troens artikler vi tager vor fornuft til fange under lydighed mod Kristus. For en sådan hemmelighed bliver alene tilegnet i troen og åbenbaret i ordet.

 

 

Art. 8

Om Kristi person

På baggrund af striden om den hellige nadver er der opstået uenighed om Kristi person, om de to naturer i Kristus og deres egenskaber. Det er en uenighed mellem teologer, der er Den Augsburgske Bekendelse oprigtigt hengivne og calvinisterne, som også har vildledt nogle andre teologer.

Hovedspørgsmålet i denne uenighed

Hovedspørgsmålet har været, om den guddommelige og den menneskelige natur i Kristi person så vel som også deres egenskaber på grund af den personlige forening ”reelt”, dvs., i virkelighed og sandhed, har fællesskab med hinanden, og hvorvidt dette fællesskab strækker sig. Nadver-symbolisterne har påstået, at den guddommelige og den menneskelige natur i Kristus er personlig forenede på sådan måde, at ingen af dem ”reelt”, dvs., i virkelighed og sandhed, har noget af, hvad der er enhver natur ejendommeligt til fælles med den anden, men at de kun har navnene til fælles. For de siger ligeud, at den personlige forening ikke virker andet, end at navnene er fælles, så Gud altså bliver kaldt menneske, og mennesket Gud. Men ”reelt”, dvs. i virkelighed og sandhed, har Gud intet til fælles med menneskenaturen, og menneskenaturen intet til fælles med guddommen, dens majestæt og egenskaber. For den modsatte lære har Dr. Luther og de, som holder med ham, kæmpet mod nadver-symbolisterne.

 

Det, vi bekender

Den kristne kirkes rene lære om Kristi person

For at opklare og efter vor kristne tros vejledning afgøre denne strid udtaler vi hermed som vor lære, tro og bekendelse følgende:

1. Den guddommelige og den menneskelige natur er i Kristus personlig forenet, sådan, at der ikke er en dobbelt Kristus, hvor den ene er Guds søn og den anden menneskets søn, men at den ene og samme Kristus er Guds og menneskets søn, Luk 1, 31-35 og Rom 9, 5.

2. Vi tror, lærer og bekender, at den guddommelige og den menneskelige natur ikke er sammenblandet til ét væsen, heller ikke er den ene forvandlet til den anden, men at hver af dem beholder sine væsentlige egenskaber, som aldrig bliver den anden naturs egenskaber.

3. Den guddommelige naturs egenskaber er at være almægtig, evig, uendelig, efter sin naturs og sit naturlige væsens ejendommelighed ved sig selv allestedsnærværende, alvidende osv. Det bliver aldrig den menneskelige naturs egenskaber.

4. Den menneskelige naturs egenskaber er at være en legemlig skabning, at være kød og blod, at være endelig og begrænset, at lide, dø, rejse sig og sætte sig, bevæge sig fra et sted til et andet, at lide sult, tørst, kulde, varme og lignende. Det bliver aldrig den guddommelige naturs egenskaber.

5. Fordi begge naturer er personlig forenet, dvs., forenet i én person, tror, lærer og bekender vi, at denne forening ikke er en sådan sammenføjning og forbindelse, at den ene natur ikke personligt skulle have noget til fælles med den anden, dvs. på grund af den personlige forening. Ligesom når man limer to brædder sammen, hvorved det ene ikke giver det andet noget eller modtager noget af det andet. Her er det højeste samfund, som Gud virkelig har med mennesket. Af denne personlige forening og det deraf følgende højeste og uudsigelige fællesskab flyder alt, hvad der af menneskeligt bliver udsagt og troet om Gud, og alt, hvad der af guddommtligt bliver udsagt og troet om mennesket Kristus. De gamle kirkelærere har forklaret denne naturernes forening og fællesskab ved at sammenligne den med et glødende stykke jern eller med sjælens og legemets forening i mennesket.

6. Derfor tror, lærer og bekender vi, at Gud er menneske, og mennesket er Gud. Det ville ikke være tilfældet, hvis den guddommelige og den menneskelige natur slet ikke havde noget samfund med hinanden i virkeligheden og sandhed. For hvordan kunne mennesket, Marias søn, med sandhed kaldes eller være Gud eller Guds, den allerhøjestes, søn, hvis ikke hans menneskenatur var personlig forenet med Guds søn og således ”reelt”, dvs. i virkeligheden og sandhed, intet havde til fælles med ham, uden alene Guds navn?

7. Derfor tror, lærer og bekender vi, at Maria ikke slet og ret har undfanget og født et menneske, men den sande Guds søn. Derfor kaldes og er hun også med rette virkelig Guds mor.

8. Derfor tror, lærer og bekender vi også, at det ikke blot er et menneske, der har lidt for os, er død, begravet, nedfaret til Helvede, opstået fra de døde, opfaret til Himmels og ophøjet til Guds majestæt og almægtige kraft. Det er et sådant menneske, hvis menneskelige natur har en så dyb, uudsigelig forening og fællesskab med Guds søn, at den er én person med ham.

9. Derfor har Guds søn i sandhed lidt for os. Dog er det sket efter den menneskelige naturs egenskaber, som han har optaget i sin guddommelige persons enhed og tilegnet sig, for at han kunne lide og være vor yppersteprest til at forsone os med Gud. Som der står skrevet i 1 Kor 2, 8: ”De har korsfæstet herlighedens Herre.” Og i ApG 20, 28: ”Guds har vundet sig os med sit eget blod.”

10. Derfor tror, lærer og bekender vi, at menneskets søn ”reelt”, dvs. i virkeligheden og sandhed, efter sin menneskelige natur er ophøjet til Guds almægtige majestæts og krafts højre hånd, fordi han blev optaget i Gud, da han blev undfanget af Helligånden i moders liv, og fordi hans menneskelige natur derved blev personlig forenet med den allerhøjestes søn.

11. Denne majestæt har han ifølge den personlige forening altid haft, men dog i sin fornedrelsesstand aflagt sig denne. Af den grund har han virkelig vokset i alder, visdom og nåde hos Gud og mennesker. Derfor åbenbarede han ikke altid denne majestæt, men når det behagede ham. Indtil han efter sin opstandelse helt og aldeles aflagde tjenerstikkelsen (ikke naturen) og blev indsat i fuld brug, åbenbarelse og bevisning af sin guddommelige majestæt. Således indgik han til sin herlighed, så han nu ikke alene som Gud, men også som menneske véd alt, formår alt, er nærværende hos alle skabninger og har alt, hvad der er i Himlen, på jorden og under jorden, under sine fødder og i sine hænder. Som han selv vidner: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” Matt 28, 18. Og Paulus siger: ”Han er steget op højt over alle himle for at fylde alt.” Ef 4, 10. Denne magt kan han øve allestedsnærværende, og intet er ham umuligt eller ubekendt.

12. Derfor formår han også, og det ganske let, nærværende at meddele sit sande legeme og blod i den hellige nadver, ikke efter den menneskelige naturs, men efter Guds højre hånds beskaffenhed og ejendommelighed, som Dr. Luther plejer at sige i overensstemmelse med vor kristne børnelærdom. Det er en nærværelse, som ikke er jordisk eller kannibalsk, men alligevel sand og væsentlig, sådan som hans testamentes ord lyder: ”Dette er, er, er mit legeme, osv.”

      Ved denne vor lære, tro og bekendelse bliver Kristi person ikke delt, ligesom Nestorius gjorde, idet han nægtede det virkelige samfund mellem begge naturers egenskaber i Kristus, og derved opløste personen, ligesom Luther oplyser det i sin bog om koncilierne og kirken. Heller ikke bliver naturerne med deres egenskaber sammenblandet med hinanden til ét væsen, hvad der var Eutyches' vildfarelse. Heller ikke bliver den menneskelige natur i Kristi person benægtet eller udslettet, eller den ene natur forvandlet til den anden, men Kristus er og bliver i al evighed Gud og menneske i én udelt person. Dette er, næst efter den hellige treenighed, den højeste hemmelighed, som apostelen vidner i 1 Tim 3, 16. På dette beror hele vor trøst, liv og salighed alene.

 

Hvad vi afviser

Den modsatte falske lære om Kristi person

Derfor forkaster og fordømmer vi som stridende mod Guds Ord og vor enfoldige kristne tro alle følgende vildfarende artikler, når man lærer:

1. At Gud og menneske i Kristus ikke er én person, men at Guds søn er én person, og menneskets søn en anden, som Nestorius vanvittig påstår.

2. At den guddommelige og den menneskelige natur er sammenblandet med hinanden til ét væsen, og den menneskelige natur forvandlet til guddommen, som Eutyches sværmerisk har lært.

3. At Kristus ikke er sand, naturlig, evig Gud, som Arius mente.

4. At Kristus ikke har haft en sand menneskelig natur med legeme og sjæl, som Marcion har opdigtet.

5. At den personlige forening alene virker, at navnene er fælles.

6. At det kun er ord og talemåder, når man siger at Gud er menneske, mennesket er Gud. I virkeligheden har den guddommelige natur nemlig intet til fælles med den menneskelige natur, lige så lidt som den menneskelige har noget til fælles med den guddommelige.

7. At det kun er et ”verbalt fællesskab” dvs., intet andet end ord, når det siges, at Guds søn er død for verdens synd, at menneskets søn er blevet almægtig.

8. At den menneskelige natur i Kristus er blevet et uendeligt væsen på samme måde, som den guddommelige natur er det. Og på grund af denne væsentlige, meddelte, i den menneskelige natur udgydte og fra Gud udskilte kraft og egenskab er den allestedsnærværende på samme måde, som den guddommelige natur.

9. At den menneskelige natur er blevet den guddommelige natur lig i substans og væsen eller i dens væsentlige egenskaber.

10. At Kristi menneskelige natur er lokalt eller rumlig udbredt over alle Himlens og jordens steder. Det kan man ikke engang tillægge den guddommelige natur.

11. At det er umuligt for Kristus efter den menneskelige naturs egenskaber at være med sit legeme på mere end ét sted på samme tid, end sige alle steder.

12. At alene den menneskelige natur har lidt for os og forløst os, og at Guds søn i virkeligheden ikke har haft noget fællesskab med den i lidelsen. Som om denne slet ikke havde vedkommet ham.

13. At Kristus alene efter sin guddom er nærværende hos os på jorden i ordet, i sakramenterne og i al vor nød, og at denne nærværelse slet ikke vedkommer hans menneskelige natur. Ifølge den menneskelige natur har han i det hele taget ikke har mere med os på jorden at bestille, efter at han ved sin lidelse og død har forløst os.

14. At Guds søn, som har påtaget sig den menneskelige natur, nu, efter at han har aflagt tjenerskikkelsen, ikke gør alle sin almagts gerninger i, ved og med sin menneskelige natur. Han gør kun nogle, og alene på det sted, hvor den menneskelige natur er lokalt til stede.

15. At han efter sin menneskelige natur aldeles ikke er modtagelig for almagten og den guddommelige naturs andre egenskaber, trods Kristi udtrykkelige ord: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Matt 28, 18. Og Paulus siger i Kol 2, 9: ”I ham bor hele guddomsfylden i kød og blodlig.”

16. At han ganske vist er givet stor magt i himlen og på jorden, nemlig større og fuldkomnere end alle engle og andre skabninger, men i Guds almagt har han dog ingen del. Den er heller ikke givet ham. Derfor opdigter de en magt midt imellem Guds almagt og andre skabningers magt, som ved ophøjelsen er givet Kristus efter hans menneskenatur. En magt, som er mindre end Guds almagt og større end andre skabningers magt.

17. At der efter hans menneskelige ånd er sat Kristus et vist mål, hvor meget han skal vide, og at han ikke véd mere, end hvad der tilkommer ham og er nødvendig for ham at vide på grund af hans dommerembede.

18. At Kristus endnu ikke har nogen fuldkommen erkendelse af Gud og al hans gerning. Ham, om hvem, der står skrevet i Kol 2, 3: ”I ham er alle visdommens og kundskabens skatte skjult.”

19. At det efter hans menneskelige ånd er Kristus umuligt at vide, hvad der har været fra evighed af, hvad der i nutiden sker overalt og endnu i evighed vil ske.

20. At ordene i Matt 28, 18: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden,” bliver tolket sådan, at Kristus efter sin guddommelige natur i sin opstandelse og himmelfart har fået gengivet al magt i himlen og på jorden. Som om han i sin fornedrelsesstand havde opgivet og aflagt denne også efter sin guddommelige natur. Ved denne lære blive ikke alene Kristi testaments ord forvendte, men vejen bliver også banet for det fordømte arianske kætteri, så Kristi evige guddom til sidst bliver fornægtet, og Kristus tillige med vor frelse helt og aldeles går tabt, hvis denne falske lære ikke bliver modsagt fra det guddommelige Ords og den enfoldige kristne tros faste grundvold.

 

 

 

Art. 9

Om Kristi nedfart til Helvede

Hovedstriden om denne artikel

Blandt nogle teologer, som bekender sig til Den Augsburgske Bekendelse, har der også været strid om denne artikel: Hvornår og på hvad måde Herren Kristus efter vor enfoldige kristne tro er nedfaret til helvede. Om det er sket før eller efter hans død? Ligesådan om han har gjort det ifølge sjælen alene eller efter sin guddommelige natur alene eller med legeme og sjæl, åndeligt eller legemligt? Ligesådan om denne artikel hører med til Kristi lidelse eller til hans herlige sejr og triumf?

      Men da denne artikel lige så lidt som den foregående, kan begribes med sanserne eller med fornuften, men må fattes alene med troen, så er det vor enstemmige mening, at dette ikke er noget, man kan diskutere. Det skal alene på det enfoldigste tros og læres, sådan, som den salige Dr. Luther på kristen måde har forklaret denne artikel i sin prædiken i Torgau i 1533. Heri afskærer han alle unyttige, unødvendige spørgsmål og formaner alle fromme kristne til troens kristne enfoldighed.

      For det er nok, at vi véd, at Kristus er nedfaret til Helvede, har ødelagt Helvede for alle dem, som tror, og har forløst dem af dødens og Djævelens magt og den evige fordømmelse i Helvedes afgrund. Men hvordan dette er gået til, skal vi gemme til den anden verden, hvor ikke alene dette, men også meget andet skal blive åbenbaret, som vi her enfoldigt har troet og ikke med vor blinde fornuft har kunnet begribe.

 

 

Art. 10

Om kirkeskikke

Som man kalder adiafora eller mellemting, som er uden betydning

Om ceremonier eller kirkeskikke, som hverken er påbudt eller forbudt i Guds Ord, men for god ordens og sømmeligheds skyld er indført i kirken, er der også opstået uenighed mellem Den Augsburgske Bekendelses teologer.

 

Hovedstriden om denne artikel

Hovedspørgsmålet har været, om man i forfølgelsestider og i tilfælde, hvor det gælder at bekende, omend evangeliets fjender ikke stemme overens med os i læren, dog med uskadt samvittighed på modstandernes indtrængende forlangende og begæring igen kan indføre afskaffede ceremonier, som i sig selv er mellemting og af Gud hverken påbudt eller forbudt, og således stemme overens med dem i disse ceremonier og mellemting. Den ene del har sagt ja. Den anden nej.

 

Det, vi bekender

Den rette, sande lære og bekendelse om denne artikel

1. For at bilægge også denne uenighed tror, lærer og bekender vi enstemmig, at ceremonier eller kirkeskikke, som hverken er påbudt eller forbudt i Guds Ord, men alene indstiftet for sømmeligheds og god ordens skyld, i og for sig selv ikke er nogen gudstjeneste eller nogen del af den. Matt 15, 9: ”Forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.”

2. Vi tror, lærer og bekender, at Guds menighed på ethvert sted og til enhver tid har magt til at forandre disse ceremonier efter forholdene på den måde, det kan være Guds menighed til størst nytte og opbyggelse.

3. Dog skal man heri vogte sig for al letsindighed og forargelse og især meget omhyggeligt skåne dem, der er svage i troen.

4. Vi tror, lærer og bekender, at vi i forfølgelsestider, når en åben bekendelse af vor tro kræves af os, ikke må vige for modstanderne i sådanne mellemting. Som apostelen skriver i Gal 5, 1: ”Til frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!” Ligesådan i 2 Kor 6, 14: ”Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har lys til fælles med mørke?” Ligesådan i Gal 2, 5: ”Vi gav ikke et øjeblik efter for dem og bøjede os ikke; for vi ville, at evangeliets sandhed skulle blive hos jer.” For i sådanne tilfælde handler det ikke længere om mellemting, men om evangeliets sandhed, om den kristne frihed og om stadfæstelse af åbenbart afguderi. Og det handler også om at undgå at forarge dem, der er svage i troen. I sådanne tilfælde skal vi ikke give efter for noget, men åbent bekende og lide, hvad Gud tilskikker os og tilsteder sit ords fjender at gøre mod os.

5. Vi tror, lærer og bekender også, at ingen menighed skal fordømme en anden, fordi den ene har flere eller færre ydre ceremonier, som ikke er påbudt af Gud, end den anden. Blot de ellers indbyrdes bevarer enighed i læren og i alle dens artikler som også i den rette brug af de hellige sakramenter. Alt efter det velkendte ord: ”Forskellige fastetider ophæver enigheden i troen.”

 

Hvad vi afviser

Falsk lære om denne artikel

Derfor forkaster og fordømmer vi det som urigtigt og stridende mod Guds Ord, når det bliver lært:

1. At menneskebud og anordninger i kirken skal i sig selv betragtes som en gudstjeneste eller en del af denne.

2. Når sådanne ceremonier, bud og anordninger bliver pånødt Guds menighed med tvang som nødvendige i modstrid med den kristne frihed, som den har i ydre ting.

3. Ligesådan at man i forfølgelsestider, hvor det gælder om en klar bekendelse, kan tilpasse sig det hellige evangeliums modstandere i sådanne mellemting og ceremonier og efterligne dem. Det vil blot tjene til at fordunkle sandheden.

4. Ligesådan når sådanne ydre ceremonier og mellemting bliver afskaffede, som om det ikke skulle stå Guds menighed frit for, efter forholdene, i kristen frihed at bruge én eller flere af dem. Alt sammen efter hvad der til enhver tid er kirken til størst nytte.

 

 

Art. 11

Om Guds evige forudviden og udvælgelse

Om denne artikel har der ikke været nogen offentlig strid mellem Den Augsburgske Bekendelses teologer. Men, fordi det er en trøsterig artikel, når den bliver behandlet rigtig, og for at der ikke i fremtiden skal blive ført nogen forargelig strid om den, har man også forklaret den i dette skrift.

 

Det, vi bekender

Den rene sande lære om denne artikel

1. For det første må man nøje lægge mærke til forskellen mellem Guds forudviden og hans evige udvælgelse.

2. For Guds forudviden er intet andet, end at Gud véd alle ting, før de sker, som der står skrevet i Daniel 2, 28: ”Der er en Gud i himlen, som kan åbenbare hemmeligheder, og han har meddelt kong Nebukadnesar det, som skal ske ved dagenes ende.”

3. Denne forudviden omfatter på én gang både de fromme og de onde, men den er ingen årsag til det onde, til synden, som tilskynder mennesket til syndige handlinger. Syndens oprindelig kommer fra Djævelen og menneskets onde, forvendte vilje. Guds forudviden er heller ikke årsag til de ondes fortabelse, som de selv er skyld i. Guds forudviden ordner kun det onde og afstikker det et mål, hvor længe det skal vare, og hvordan det, uanset at det i sig selv er ondt, skal tjene hans udvalgte til deres frelse.

4. Prædestinationen derimod eller Guds evige udvælgelse omfatter kun Guds fromme, ham velbehagelige børn. Den er årsagen til deres frelse, idet han sørger for den og forordner, hvad der hører til den. På den er vor frelse så fast grundet, at Helvedes porte ikke kan få overhånd over den.

5. Denne udvælgelse skal man ikke udforske i Guds skjulte rådslutning, men søge i hans Ord, hvor den er blevet åbenbaret.

6. Guds Ord fører os til Kristus, som er Livets Bog, i hvilken alle de, der bliver evigt salige, står skrevet og er udvalgt, som der står skrevet i Ef 1, 4: ”Før verden blev grundlagt, har Gud i Kristus udvalgt os.”

7. Denne Kristus kalder jo alle syndere til sig og lover dem hvile. Og det er hans bestemte ønske, at alle mennesker skal komme til ham og finde hjælp. Derfor tilbyder han dem sig selv i ordet og vil, at man skal høre det og ikke stoppe sine ører til eller foragte ordet. Desuden lover han Helligåndens kraft og virkning og guddommelig hjælp, så vi holder ud i troen og opnår evig salighed.

8. Derfor skal vi om sådan vor udvælgelse til evigt liv hverken dømme efter fornuften eller efter Guds lov, som enten fører os til et vildt, umoralskt, tøjlesløst liv eller til fortvivlelse og opvække fordærvelige tanker i menneskers hjerter, så de tænker ved sig selv og ikke kan værge sig mod sådanne tanker, så længe de følger deres fornuft: ”Har Gud udvalgt mig til frelse, kan jeg ikke blive fordømt, hvad jeg så end måtte gøre.” Og modsat: ”Er jeg ikke udvalgt til det evige liv, så hjælper det ikke, hvad godt jeg end gør. Det er dog alt sammen forgæves.”

9. Udvælgelsen må alene læres af det hellige evangelium om Kristus, hvor det bliver klart bevidnet, at ”Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.” Og ”han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.” (1 Tim 2, 4; 2 Pet 3, 9).

10. Man skal derfor holder sig til Guds åbenbarede vilje og følger den orden, som Paulus har i Romerbrevet. Han henviser først mennesker til boden, syndens erkendelse, til troen på Kristus, til lydighed mod Guds bud, før han taler om Guds evige udvælgelses hemmelighed. Følger man denne orden, er læren om udvælgelsen gavnlig og trøstelig.

11. Ordene i Matt 22, 14 om at ”mange er kaldet, men få er udvalgt,” har ikke den mening, at Gud ikke vil frelse enhver. Årsagen er den, at de enten slet ikke hører Guds Ord, men genstridigt foragter det, tilstopper deres ører og forhærder deres hjerte og således spærrer den almindelige vej for Helligånden, så han ikke kan udrette sin gerning i dem. Eller, hvis de har hørt det, slår de det igen hen i vejret og ignorerer det. - Og det er hverken Gud eller hans udvælgelse skyld i, men deres egen ondskab.

12. Og så langt skal en kristen give sig af med artiklen om Guds evige udvælgelse, som den er åbenbaret i Guds Ord. Det stiller Kristus frem for os som livets bog, så han bliver åbenbaret og forklaret for os ved det hellige evangeliums prædiken. Som der står skrevet i Rom 8, 30: ”Dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet.” I Kristus skal vi søge faderens evige udvælgelse. Han har i sit evige guddommelige råd besluttet, at han ikke vil frelse andre end dem, der anerkender hans søn Kristus og i sandhed tror på ham. Alle andre tanker skal vi bandlyse, fordi de ikke kommer fra Gud, men fra den onde fjendes indskydelser. Herved arbejder han på at svække eller endog helt frarøve os den herlige trøst, som vi har i denne salige lære, at vi véd, hvordan vi af ren nåde, uden al vor fortjeneste, er udvalgte i Kristus til det evige liv, og at ingen kan rive os ud af hans hånd. Denne nådige udvælgelse har han ikke alene med blotte ord tilsagt os, men endog med ed forsikret og med de hellige sakramenter beseglet, for at vi i vore sværeste anfægtelser skal komme dette i hu og trøste os ved det og dermed slukke Djævelens gloende pile.

13. Imidlertid skal vi bestræbe os på at leve efter Guds vilje og ”befæste vores kald,” som Peter formaner os til i 2 Pet 1, 10. Frem for alt skal vi holde os til det åbenbarede ord. Det kan og vil ikke bedrage os.

14. Ved denne korte forklaring om Guds evige udvælgelse giver man Gud hans ære helt og holdent, at han af ren barmhjertighed alene, uden nogen af vor fortjeneste, frelser os efter sin viljes beslutning. Derved giver man ingen nogen årsag til mismod eller et vildt tøjlesløst liv.

 

Hvad vi afviser

Falsk lære om denne artikel

Derfor er dette vor tro og mening: De, der lærer sådan om Guds nådige udvælgelse til det evige liv, at de bedrøvede kristne ikke kan trøste sig ved samme, men derved bringes til mismod eller fortvivlelse, eller at de ubodfærdige styrkes i deres ryggesløshed, de lærer ikke efter Guds Ord og vilje, men efter fornuften og den lede Satans tilskyndelse. For, som apostlen Paulus bevidner, er alt, hvad der tidligere er skrevet, jo skrevet, ”for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet.” (Rom 15, 4). Derfor forkaster vi følgende vildfarelser:

1. Når der læres, at Gud ikke vil, at alle mennesker skal omvende sig og tro evangeliet.

2. Ligesådan at det ikke er Guds alvorlige vilje, at alle mennesker skal komme til ham, når han kalder os til sig.

3. Ligesådan at Gud ikke vil, at alle skal blive frelst, men at nogle, uanset deres synd, alene på grund af Guds blotte råd, forsæt og vilje, er bestemt til fordømmelse, så de ikke kan blive frelst.

4. Ligesådan at ikke Guds barmhjertighed og Kristi allerhelligste fortjeneste alene er årsagen til vores udvælgelse, men at der også hos os selv er en årsag til den, for hvis skyld Gud har udvalgt os til det evige liv.

      Alt dette er bespottelig og forfærdelig vranglære, hvorved de kristne berøves al trøst, som de har i det hellige evangelium og brugen af de hellige sakramenter. Derfor skal det ikke tolereres i Guds kirke.

      Dette er den korte og enfoldige forklaring af de artikler, som der nu en tid har været uenighed og strid om mellem Den Augsburgske Bekendelses teologer. Heraf kan enhver enfoldig kristen efter Guds Ords og sin enfoldige katekismes vejledning skønne, hvad der er ret eller uret. Ikke alene er den rene lære fremstillet, men også den samme modsatte vranglære er afvist og forkastet, og således er de opståede forargelige stridigheder bragt til en grundig afgørelse.

      Den almægtige Gud og vor Herres Jesu Kristi fader give sin Helligånds nåde til, at vi alle må være enige i ham og altid blive fast i denne kristne og ham velbehagelig enighed! Amen.

 

 

Art. 12

Om andre kætterske partier og sekter,

som aldrig har bekendt sig til Den Augsburgske Bekendelse

For at heller ikke disse stiltiende skulle blive henregnet til os, fordi vi ikke udtrykkeligt har omtalt dem i den ovenfor givne forklaring, har vi her til sidst kun villet nævne de artikler, hvori de farer vild og lærer imod vor rene kristne tro og bekendelse.

 

Gendøbernes vildfarende artikler

Gendøberne er indbyrdes delt i mange partier, hvoraf et forfægter flere, et andet færre vildfarelser. Alt i alt fører de dog en lære, som hverken kan toleres i kirken eller i staten og det verdslige regimente eller i husstanden.

Artikler, der ikke kan accepteres i kirken

1. At Kristus ikke har modtaget sit legeme og blod af Jomfru Maria, men bragt det med sig ned fra himlen.

2. At Kristus ikke er sand Gud, men kun har mere af Helligåndens gaver, end noget andet helligt menneske,

3. At vor retfærdighed for Gud ikke har sin grund i Kristi fortjeneste alene, men i fornyelsen og altså i vor egen fromhed, som vi vandrer i. Denne sættes for en stor del i egen, særlig, selvvalgt åndelighed og er i grunden intet andet end et nyt munkevæsen,

4. At børn, som ikke er døbt, ikke er syndere for Gud, men retfærdige og uskyldige. I denne deres uskyldighed bliver de salige uden dåben, fordi de ikke har nået voksenalderen. Børnene behøver efter deres mening ikke dåben. De forkaster således hele læren om arvesynden og hvad der hænger sammen med den.

5. At børn ikke skal døbes, før de når voksenalderen og selv kan bekende deres tro.

6. At de kristnes børn, fordi de er født af kristne og troende forældre, også uden og før dåben er hellige og Guds børn. Derfor holder de hverken barnedåben i ære eller sørger for, at den bliver brugt. Det er i modstrid med de udtrykkelige ord i Guds løfter, som alene gælder dem, der holder fast på hans pakt og ikke ringeagter den, 1 Mos 17.

7. At det ikke er nogen ret kristen menighed, hvis der stadig findes syndere.

8. At man ikke må høre nogen prædiken eller komme i de kirker, hvori der før har været holdt og læst papistisk messe.

9. At man intet skal have at gøre med de kirkens tjenere, som prædiker evangeliet efter Den Augsburgske Bekendelse og revser gendøbernes prædiken og vildfarelser. At man hverken må tjene dem eller arbejde for dem, men skal flygte fra dem og undgå dem som nogen, der forvender Guds Ord.

Artikler, der ikke kan accepteres i staten

1. At øvrigheden ikke er nogen Gud velbehagelig stand i den nye pakt.

2. At et kristent menneske ikke med god, uskadt samvittighed kan have eller passe offentlige embeder.

3. At en kristen ikke med uskadt samvittighed i påkommende tilfælde kan gøre brug af de offentlige instanser mod de onde, og at undersåtterne heller ikke må påkalde den magt, øvrigheden har og som den har fået af Gud, til beskyttelse og forsvar.

4. At en kristen ikke med god samvittighed kan sværge nogen ed eller aflægge troskabsed til sin overordnede eller til de offentlige myndigheder.

5. At øvrigheden ikke med ukrænket samvittighed kan straffe forbrydere med døden i den nye pakt.

Artikler, der ikke kan accepteres i husstanden.

1. At en kristen ikke med god samvittighed kan beholde eller have nogen ejendele, men har pligt til at give det til fælles eje.

2. At en kristen ikke med god samvittighed kan være ansat inden for hotel- og restaurationsbranchen, handelsverdenen eller våbenindustrien.

3. At det er tilladt ægtefolk at lade sig skille for troens skyld og gifte sig med en anden, som er af samme tro.

 

Schwenkfeldianernes vildfarende artikler

1. At alle de, der siger at Kristus efter kødet er en skabning, ikke har nogen ret erkendelse af Kristus som den regerende himmelkonge.

2. At Kristi kød ved ophøjelsen har modtaget alle guddommelige egenskaber, så at han, Kristus, som menneske i magt, kraft, majestæt, herlighed er Faderen og Ordet lig i alle måder, i væsensmæssig rang og stilling, sådan at begge naturer i Kristus nu har samme væsen, egenskaber, vilje og herlighed, og at Kristi kød hører med til den hellige treenigheds væsen.

3. At det kirkelige embede, det forkyndte og hørte ord, ikke er et middel, hvorved Gud Helligånden lærer mennesker og virker den frelsende Kristi kundskab, omvendelse, bod, tro og den nye lydighed i dem.

4. At dåbsvandet ikke er et middel, hvorved Gud besegler barnekåret og virker genfødelsen.

5. At brød og vin i den hellige nadver ikke er midler, ved og med hvilke Kristus uddeler sit legeme og blod.

6. At en kristen, som ved Guds Ånd i sandhed er genfødt, fuldkommen kan holde og opfylde Guds lov i dette liv.

7. At det ikke er en ret kristen menighed, hvor der ingen offentlig udelukkelse eller ordnet udøvelse af bandet finder sted.

8. At den kirkens tjener, som ikke selv for sit eget vedkommende i sandhed er fornyet, genfødt, retfærdig og from, ikke på frugtbar vis kan lære andre eller uddele noget ret, sandt sakrament.

 

De nye arianeres vildfarelse

At Kristus ikke er sand, væsentlig, naturlig Gud, af samme evige guddommelige væsen sammen med Gud fader og Helligånden, men alene prydet med guddommelig majestæt, under og ved siden af Gud fader.

 

Antitrinitariernes vildfarelser

Dette er en helt ny sekt, som tidligere har været ukendt i kristenheden. De tror, lærer og bekender, at der ikke er et eneste evigt guddommeligt væsen, Faderens, Sønnens og Helligåndens, men ligesom Gud Fader, Søn og Helligånden er tre forskellige personer, så har også enhver person sit særegne og fra de andre personer i guddommen forskellige væsen. Sådan, at de enten alle tre, ligesom ellers tre forskellige og i deres væsen adskilte mennesker, har lige magt, visdom, majestæt og herlighed, eller også i væsen og egenskaber er hinanden ulige, så alene Faderen er den rette, sande Gud.

      Alle disse og lignende artikler og alle øvrige vildfarelser, som måtte hænge sammen hermed og følger heraf, forkaster og fordømmer vi som urigtige, falske, kætterske meninger, der strider mod Guds Ord, de tre Trosbekendelser, Den Augsburgske Bekendelse og Apologi, De Schmalkaldiske Artikler og Luthers katekismer. Disse vildfarelser bør alle fromme kristne af høj og lav stand tage sig i agt for, hvis de har deres sjæles frelse og salighed kær.

      Til vidnesbyrd om, at dette er vores alles lære, tro og bekendelse, sådan som vi på den yderste dag vil aflægge regnskab for over for den retfærdige dommer, vor Herre Jesus Kristus, og ikke hemmeligt eller åbenbart ville tale eller skrive derimod, men agter ved Guds nåde at blive derved, har vi med velberådet hu i sand gudsfrygt og påkaldelse egenhændig underskrevet.

 

Berge, 29. maj, 1577.

Dr. Jakob Andreae har underskrevet.

Dr. Nikolaus Selnecker har underskrevet.

Dr. Andreas Musculus har underskrevet.

Dr. Christoph Körner har underskrevet.

David Chyträus.

Dr. Martin Chemnitz

 

 

 

 

***

 

 

 

 

Tillæg til Konkordiebogen

 

De Kristne Visitationsartikler

1592

 

Den første artikel

Om den hellige nadver

Vore kirkers rene og sande lære om den hellige nadver:

1. At Kristi ord: ”Tag og spis det er mit legeme; drik, det er

 mit blod” skal forstås ligetil og efter bogstaven, som de lyder.

 2. At to ting er til stede i sakramentet og gives og modtages sammen med hinanden. Noget jordist, som er brød og vin, og noget himmelsk, som er Kristi legeme og blod.

3. At dette sker hernede på jorden og ikke deroppe i himlen.

4. At det, der gives og modtages, er Kristi sande, naturlige legeme, som har hængt på korset, og det sande, naturlige blod, som er flydt ud af Kristi side.

S. At Kristi legeme og blod modtages i nadveren ikke alene åndeligt med troen, som også kan ske uden for nadveren, men sammen med brød og vin med munden, dog på en uransagelig og overnaturlig måde, til et pant og en forsikring om vore legenters opstandelse fra de døde.

 6. At Kristi legeme og blod nydes med munden ikke blot af de værdige, men også af de uværdige, som går til nadver uden bod og sand tro. Dog med forskellig virkning: de værdige til salighed, men de uværdige til dom.

 

Den anden artikel

Om Kristi person

Vore kirkers rene og sande lære angående artiklen om Kristi person:

1. I Kristus er der to forskellige naturer, den guddommelige og den menneskelige. Disse forbliver i evighed usammenblandet og uadskillelige.

2. Disse naturer er personlig forenede med hinanden på en sådan måde, at der kun er én Kristus, én person.

3. På grund af denne personlige forening bliver det med rette sagt og det er også i virkelighed og sandhed sådan, at Gud er menneske og mennesket Gud, at Maria har født Guds søn, og Gud har genløst os med sit eget blod.

4. Ved denne personlige forening og den derpå følgende ophøjelse er Kristus efter kødet sat ved Guds højre og har modtaget al magt i himlen og på jorden, er også blevet delagtig i hele den guddommelige majestæt, ære, kraft og herlighed.

 

Den tredje artikel

Om den hellige dåb

Vore kirkers rene og sande lære angående denne artikel om den hellige dåb:

1. At der kun er én dåb og én afrensning, ikke den, som plejer at fjerne legemets snavs, men den, som renser os fra synden.

2. Ved dåben som genfødelsens og Helligåndens fornyelses bad gør Gud os salige og virker en sådan retfærdighed og renselse fra synden i os, at den, som forbliver i denne pakt og tillid indtil enden ikke fortabes, men har det evige liv.

3. Alle de, der er døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død og er ved dåben begravet med ham til hans død og har iført sig Kristus.

4. Dåben er genfødelsens bad, fordi vi i den bliver født på ny og bliver beseglet og benådet med den sønlige udkårelses ånd.

5. Uden at nogen bliver født af vand og ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige. Dog er nødsfald hermed ikke omfattet.

6. Hvad der er født af kød, er kød, og af naturen er vi alle Guds vredes børn; for af syndig kød er vi avlet, og i synden bliver vi alle undfanget.

 

Den fjerde artikel

Om Guds nådevalg og evige forudbestemmelse

Vore kirkers rene og sande lære om denne artikel:

1. At Kristus er død for alle mennesker og som Guds lam har båret al verdens synd.

2. At Gud ikke har skabt nogen til fordømmelse, men vil, at alle mennesker skal blive frelst og komme til sandheds erkendelse. Derfor befaler han alle, at de skal høre hans søn Kristus i evangeliet, og lover derved Helligåndens kraft og virksomhed til omvendelse og salighed.

3. At mange mennesker bliver fordømt ved deres egen skyld, idet de enten ikke vil høre evangeliet om Kristus eller igen falder ud af nåden, ved vildfarelser mod grundvolden eller ved synder imod samvittigheden.

4. At alle syndere, som gør bod, bliver taget til nåde, og at ingen bliver udelukket, selv om hans synder var røde som blod. For Guds barmhjertighed er langt større end al verdens synder, og Gud forbarmer sig over alle sine skabninger.

 

 

Calvinisternes falske og vildfarende lære om den hellige nadver

l. At Kristi ovennævnte ord er at forstå billedlig og ikke, som de lyder.

2. At der i nadveren kun er tegn, men at Kristi legeme er så langt fra brødet, som den højeste himmel fra jorden.

3. At Kristus i nadveren er til stede alene med sin kraft og virksomhed og ikke med sit legeme, ligesom solen er nærværende og kraftig med sit skin og sin virksomhed hernede på jorden, men solen selv er deroppe på himlen.

4. At Kristi legeme er et symbolsk legeme, som ved brødet og vinen alene bliver betegnet og afbildet.

5. At han alene modtages ved troen, som svinger sig op i himlen, og ikke med munden.

6. At alene de værdige modtager ham, men at de uværdige, som ikke har en sådan tro, der kan stige op i himmelen, ikke modtager andet end brød og vin.

 

Calvinisternes falske og vildfarende lære om Kristi person

Som navnlig strider mod den rene læres tredje og fjerde artikel.

1. At det er en billedlig talemåde, at Gud er menneske og mennesket Gud.

2. At den menneskelige natur ikke har samfund med den guddommelige i virkelighed og sandhed, men alene i navn og ord.

3. At det er umuligt for Gud med al hans almagt at virke, at Kristi naturlige legeme kan være samtidig på mere end ét sted.

4. At Kristus efter sin menneskelige natur ved sin ophøjelse alene har modtaget skabte gaver og en begrænset magt og ikke véd og formår alle ting.

5. At Kristus efter sin menneskenatur regerer fraværende, ligesom Spaniens konge regerer over de nye øer.

6. At det er fordømmeligt afguderi, når man sætter hjertets tillid og tro til Kristus ikke alene efter hans guddom, men også efter hans manddom, og viser denne sidste påkaldelsens ære.

 

Calvinisternes falske og vildfarende lære om den hellige dåb

1. At dåben er et ydre vandbad, som alene symboliserer en indre renselse fra synden.

2. At dåben ikke virker eller giver genfødelsen, troen, Guds nåde og saligheden, men alene symboliserer og besegler dette.

3. At ikke alle de, der døbes med vand, men alene de udvalgte, derved modtager Kristi nåde eller troens gave.

4. At genfødelsen ikke sker i og ved dåben, men først senere hen i voksen alder, hos nogle endog først i alderdommen.

5. At frelsen ikke er afhængig af dåben. Derfor bør nødåb da heller ikke tillades i kirken, men når man ikke kan få kirkens tjeneste, kan barnet godt dø uden dåb.

6. At de kristnes børn er hellige før dåben og fra moders liv af, ja allerede i moders liv i det evige livs pakt; ellers kunne den hellige dåb ikke blive meddelt dem.

 

Calvinisternes falske og vildfarende lære om Guds nådevalg og forudbestemmelse

1. At Kristus ikke er død for alle mennesker, men kun for de udvalgte.

2. At Gud har skabt den største del af menneskene til evig fordømmelse og ikke vil, at de skal blive omvendt og frelst.

3. At de udvalgte og genfødte ikke kan tabe troen og Helligånden og blive fordømte, selv om de øver alle slags grove synder og laster.

4. At de, der ikke er udvalgt, må blive fordømt og ikke kan opnå salighed, selv om de blev døbt tusinde gange og dagligt gik til alters, desuden også levede så hellig og ustraffelig, som muligt.