Matt 25, 31-46 - 26. søndag efter trinitatis

 

 

Verdensdommen

v31 Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. v32 Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; v33 fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. v34 Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. v35 For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, v36 jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. v37 Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? v38 Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? v39 Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? v40 Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. v41 Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. v42 For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, v43 jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. v44 Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? v45 Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! v46 Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«

 

Verdensdommen – til trøst og advarsel

Denne evangelietekst er efter ordene i sig selv klar og tydelig. Men det er talt såvel til trøst og formaning for de troende og kristne, som til advarsel og skræk for de andre, om det hos dem kunne udrette noget. Og ligesom de fleste evangelietekster næsten alene lærer og indskærper troen, sådan synes dette kun at tale om gerninger, som Kristus vil anføre på den yderste dag, så man må se, at han heller ikke vil have dem glemt, men udført og gjort af dem, som vil være kristne og blive fundet i hans rige.

       Og denne formaning indskærper han her så kraftigt, som det nogensinde er muligt, både ved den trøstige forjættelse om herlig og evig belønning og ved den skrækkelige trussel om evig vrede og pine for dem, som har foragtet sådan formaning. Den, som dette derfor ikke bevæger og tilskynder, vil visselig intet kunne bevæge.

 

Kristi genkomst på den yderste dag

For han siger, at han selv på den yderste dag vil komme synlig i sin majestæt med alle sine engle og sætte dem, som har troet på ham og bevist kærlighed mod hans kristne, i sin Faders evige herligheds rige, og derimod skille dem, som ikke har villet leve som kristne, fra sig og alle salige og evindelig nedstøde dem i Helvede.

       Hvis nu dette ikke var sagt os, så ville vi være meget begærlige efter at høre, hvordan det dog skal gå til på den yderste dag og hvad den Herre Kristus der vil sige eller gøre. Nu hører vi det her og har for vore øjne først døden, som ingen kan undløbe, dernæst dommens dag. På den skal det gå sådan til, at Kristus ved opstandelsen skal forsamle alle mennesker, som nogensinde har levet på jorden, og tillige komme ned i stor og usigelig majestæt, siddende på sin dom­stol, omgivet af hele den himmelske hærskare. Sådan vil han fremtræde for alle, både onde og gode, så vi også alle skal åbenbares og fremstilles for ham, uden at nogen skal kunne skjule sig.

       Synet af denne herlighed og majestæt vil straks være de fordømte den største skræk og pine, sådan som dagens epistel siger: ”De skal straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt.” (2 Thess 1, 9). For selv om der ikke var mere end én engel, så ville dog ingen af de onde samvittigheder blive stående for ham, hvis det var muligt at undfly. En tyv og skurk ser jo ikke gerne, at han skal stå for en menneskelig dommer. Kunne han undgå det, så gjorde han det langt hellere, og det også alene af den grund, at han ikke offentlig skulle blive til skamme, end sige da, når han skulle høre dommen fældes over sig.

       Hvad vil det da ikke være for et skrækkeligt syn for de ugudelige, når de ikke alene skal se alle engle og skabninger, men også dom­meren selv i hans guddommelige majestæt og høre ham udtale den evige fordærvelses og helvedes ilds dom over sig. Alene dette burde jo rimeligvis være os en stærk og kraftig advarsel om at skikke os som kristne, så vi med ære og uforfærdede måtte kunne stå for denne herlige majestæt ved hans højre side, hvor der ikke skal være nogen frygt eller forskrækkelse, men idel evig trøst og glæde.

 

Adskillelsen af bukkene fra fårene

For da vil han, siger han selv her, straks skille bukkene fra fårene, så at det må blive åbenbart for alle engle, mennesker og skabninger, hvem der har været hans fromme, retskafne kristne, og hvem der har været falske hyklere eller har hørt til verdens ugudelige flok. En sådan skilsmisse og sondring kan ikke ske i verden før den dag, end ikke i den flok, som dog er Kristi kirke. Onde og gode må her blive blandt hinanden, sådan som lignelsen om bryllupsgæsterne i Matt 22 viser. Kristus selv måtte tåle Judas blandt sine apostle. Dette gør nu de kristne ondt, at de må blive midt iblandt den vanartige og forvendte slægt i verden, som er Djævelens rige, Fil 2, 15.

       Men også her som i alle deres lidelser på jorden, har de den trøst, at der kommer en dommens dag, da Kristus skal gøre denne skilsmisse mellem dem og den øvrige flok, så ingen falske og onde mennesker, ja, hverken Djævel eller død skal kunne røre eller anfægte dem mere.

       Da vil han udtale den dom, som han allerede her har affattet, som den skal lyde, og hvori han visselig ikke vil gøre nogen forandring. Og det lyder jo underligt, at han bygger den derpå eller gør det til dens grund og årsag, at de har gjort eller ikke gjort disse gerninger, som han her opregner. Og at han lægger en lang undskyldning, både i deres mund, som har gjort dem, og i deres, som ikke har gjort dem, hvilket dog alt sammen vil ske i et øjeblik. For da skal alle menneskers hjerter stå åbne og blotte for alle skabninger, som det her prædikes, sådan vil det da alt sammen gå for sig i et øjeblik.

 

Barmhjertighedens gerninger

Nu kunne man vel spørge, hvorfor Kristus netop vil anføre de gerninger alene, som han kalder barmhjertighedsgerninger eller ubarmhjertighedsgerninger (hvis tal man efter denne tekst har bestemt til seks, skønt der kunne nævnes mange flere af samme slags). For når man skal tale nøjagtigt, så er disse dog ikke mere end ét buds gerninger, nemlig det femtes: ”Du må ikke slå ihjel.” Heri befales der i almindelighed, at man ikke må vredes på næsten, men være venlig, tjenstvillig og hjælpsom mod ham og gøre ham godt, når han behøver det, i sult, tørst, nøgenhed, elendighed, fængsel, sygdom eller anden nød. Og det også imod dem, som har givet årsag til vrede eller ubarmhjertighed og ikke synes at være nogen kærlighed og velgerning værd. For det er en dårlig dyd, at man gør dem godt, som man elsker, eller af hvem man håber igen at høste velgerning og taknemmelighed.

       Men til sådanne barmhjertighedens gerninger kunne man vel, som sagt, regne flere fra de andre bud, som fra det sjette, at den ene hjælper den anden at beholde hustru, børn og ansatte i tugt og ære. Ligeså fra det syvende, ottende og sidste, at man hjælper til at redde og bevare næstens gods og ejendom, hus og hjem, gode navn og rygte. Fremdeles, at man beskytter og hjælper de fattige, fortrykte og underkuede.

       Nu siger Kristus jo i Matt 12, 36, at mennesker skal gøre regnskab, ikke alene for overtrædelse mod disse bud, men også for ethvert utilbørligt ord, som de har talt. Hvad bliver der end­videre af de gerninger, som befales i den første tavle og i de højeste bud, som at lære, tro og bede ret, at høre og befordre Guds ord og deslige? Hvorfor fælder han en så hård og streng dom alene over dem, som ikke har gjort disse det femte buds ger­ninger, som dog synes at være sådanne, som vel også hedningerne gør?

       Sådan roser muslimerne sig jo mere af sådanne gerninger og øver dem flittigere, end det sker blandt os, som kaldes kristne. For blandt dem betragter enhver den anden som sin broder og meddeler ham, hvad han har, så de også anser det for den største utroskab og skændigste umoral, hvis nogen i hungersnød ikke deler et stykke brød med en anden. Hvorfor priser han da disse gerninger så højt, som også skinner hos muslimer og hedninger? Han vil jo ikke dermed sige, at ikke-kristne med sådanne gerninger fortjener det evige liv.

       For at han taler om de troende kristnes gerninger, viser han selv, når han siger: ”Jeg var sulten, og I gav mig at spise”. Ligeså: ”Hvad I har gjort mod én af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig”. For derom er jo ingen tvivl, at den, som skal øve sådanne barmhjertighedens gerninger mod de kristne, selv må være en kristen og troende. Men, den, som ikke tror på Kristus, vil visselig heller ikke elske en kristen og langt mindre Kristus selv, så han for hans skyld skulle vise barm­hjertighed mod hans fattige og trængende brødre. Derfor vil han også anføre dette og derefter dømme begge dele, dem, som har gjort, og dem, som ikke har gjort sådanne gerninger, idet han dertil har et åbenlyst vid­nesbyrd om deres tros og vantros frugter,

       Dog synes det, som om han hermed vil vise, at mange blandt de kristne, efter at have modtaget evangeliets prædiken om syndernes forladelse og nåden i Kristus, siden endog bliver værre end hedningerne. For han siger også i Matt 19, 30, at mange, som er de første, skal blive de sidste, og de sidste de første. Sådan skal det også vise sig her ved enden, at de, som burde have været rette kristne, fordi de har hørt evangeliet, er blevet langt værre og ubarmhjertig end tidligere, som man jo allerede nu mere end nok ser at være gået i opfyldelse.

       Når man tidligere under pavedømmets forseelse og falske gudstjeneste skulle gøre gode gerninger, da var enhver villig og rede, da kunne en fyrste eller en by indstifte større stiftelser og give rigere almisser, end alle konger og kejsere nu formår. Nu derimod har verden ikke lært andet end at skrabe til sig, rane og stjæle, ved løgn, bedra­geri, åger, falske varer. Enhver handler med sin næste, ikke som om han holdt ham for sin ven, end mindre for sin broder i Kristus, men for sin dødelige fjende. Enhver vil gerne rive alt til sig og under ingen anden det allermindste.

       Sådan går det daglig og tager stedse mere overhånd, så det nu er den alminde­ligste sædvane i alle stænder, iblandt fyrster, adel, borgere, bønder, ved alle hoffer, i alle byer, ja næsten i alle hjem. Sig mig, hvilken by er så stærk eller så from, at den nu kan tilvejebringe så meget, at den kan underholde en skolelærer eller præst? Ja, når vi ikke havde vore forfædres milde stiftelser og almisser at tage til, så ville evangeliet for længst være udryddet i byerne for borgernes skyld og på landet for ade­lens og bøndernes skyld. Og en stakkels prædikant ville ikke få hverken mad eller drikke.

       For vi vil ikke bidrage noget dertil, men tager og røver endog med vold, hvad andre har givet og skænket dertil. Derfor kan man slet ikke takke os for, at der endnu er en prædikestol eller skole til. Ja, hvor mange er der ikke blandt de store, rige og mægtige, især i pavedømmet, som intet hellere så, end at alle prædikanter, skoler og videnskaber blev udryddet?

       Så skammeligt onde må mennesker blive i den sidste tid, til tak for det kære evan­gelium, hvormed de nu er blevet befriet for pavens fængsel og plage, så de nu i deres, ikke mere menneskelige, men djævelske ubarm­hjertighed ikke har nok med, at de alligevel nyde godt af evangeliet og blive fede deraf, idet de røver og stjæler kirkens gods, men også har til sinds, så vidt det står til dem, fuldstændigt at udhungre evangeliet. Man regne kun efter, hvad de, som nyder godt af evan­geliet, her og andetsteds giver og bidrager dertil, og sig så, om det ikke, hvis det kom an på os, for længst ville være forbi med enhver præ­dikant og skole, så endog vore arvinger og efterkommere ikke kunne vide, hvad vi havde lært og troet.

       Hvad mener du vel Kristus på hin dag fra sin domstol vil sige til sådan ukristelig ubarmhjertighed? Hør, kære, du har jo villet hedde en kristen og rost dig af evangeliet; har du da ikke også hørt denne prædiken, som jeg selv har holdt, og hvori jeg til ad­varsel for dig har sagt, hvordan min dom og kendelse skal lyde: Gå bort fra mig, I forbandede. Jeg var sulten, tørstig, nøgen, syg, elen­dig og i fængsel, og I har ikke givet mig hverken spise eller drikke, hverken klædt eller huset eller besøgt mig? Hvorfor har du foragtet det, ja været skændigere og ubarmhjertigere mod dine egne brødre end nogen muslim eller hedning?

       Tænker du at undskylde dig med den ind­vending: herre, hvornår har jeg set dig sulten eller tørstig, så vil han svare dig ved din egen samvittighed: kære, har der da ikke været nogen, som har prædiket for dig? Var der ingen fattige skolebørn, som kunne undervises og opdrages til Guds ord? Så du aldrig nogle forfulgte, elendige, fattige kristne, som du havde kunnet bespise, klæbe og besøge?

       Vi burde dog med rimelighed skamme os for vore forældre og forfædre, for herrer og konger, fyrster og andre, som så rigelig og mildt, ja, til overflod, har givet til kirker, sogne, skoler, stiftelser og hospitaler, hvorved dog hverken de eller deres efterkommere er blevet fattigere. Hvad ville de da have gjort, om de havde haft dette evangeliets lys, som er os givet? Hvorledes gav de kære apostle og deres medkristne ikke deres gods for at underholde de fattige enker og dem, som intet ejede eller blev forjaget og forfulgt, så ingen blandt dem måtte lide nød? Men sådan er det. Den arme kristenhed må bestandig ernære sig selv. Stod det til den anden flok, så ville, som sagt, både evangeliet og prædikestol, kirker og skoler snart være udryddet i bund og grund.

       Derfor er det en stor nåde, når Gud endnu giver en og anden from fyrste eller øvrighed, som kan holde på de smuler, som endnu er tilovers, så det ikke alt sammen bliver bortrøvet af de andre gribbe og høge, røvere og tyve. For uden dette ville de arme præster og prædikanter ikke alene blive udhungret, men også myrdet. For der gives nu ingen andre fattige end sådanne, som tjener kirken eller endnu blive opdraget til dens tjeneste, og som ellers ikke har nogen næring, men må efterlade sig sine hustruer og bom i fattigdom. Ja til hungersnød, om det kom an på verden. Ellers er hele ver­den fuld af unyttige, utro, onde skurke, blandt daglejere, dovne håndværkere, ansatte, og af de dovne, begærlige tig­gere, som alle vegne, i deres overmod og trods ustraffet, udsuger, tilsniger sig, røver og stjæler de rette fattiges sved og blod.

       Dette siger jeg, så vi må se, hvor­dan Kristus på dommens dag skal fore­kaste sådanne falske løgnere og hyklere blandt de kristne, til deres overbevisning og fordømmelse for alle skabninger, at de ikke har gjort nogen af de gerningen, som dog hed­ningerne gør mod sine og trods deres falske, vildfarende gudstjeneste har gjort i langt større grad og ville have gjort endnu villigere, hvis de havde vidst bedre.

       Skal der nu, som rimeligt er, gå en sådan skrækkelig fordømmelse over dem, som har forsømt disse gerninger, hvad skal der da blive af dem, som ikke alene har forsømt dem og ikke i nogen måde givet eller tjent Kristus i hans fattige, men endog berøvet dem det, de har, og tvunget dem til hunger, tørst, nøgenhed, ja dertil forfulgt, forjaget, fanget og myrdet dem? Disse er så aldeles uimodsigeligt onde og så dybt ned i Helvedes afgrund fordømt tilligemed Djævelen og hans engle, at han ikke engang vil tænke på dem eller tale om dem. Men han skal sandelig ikke glemme sådanne røvere, tyranner og blodhunde, ligesom han sandelig heller ikke vil glemme eller ikke betale dem, som selv har lidt hunger, tørst, nøgenhed, forfølgelse, især for Kristi og hans ords skyld. Han glemmer dem heller ikke her, selvom han blot taler til dem, som har forbarmet sig over og hjulpet dem, men priser dem såre højt og herligt, når han siger: Hvad I har gjort mod én af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig,

       For denne skrækkelige dom måtte vel især vore store åndelige tjenestemænd, som de kalder sig, forfærdes og bæve, jeg mener paven, kardinalerne, biskopperne, domherrerne, messepræsterne og hele det djævelske pak af den antikristelige flok i Rom, så vel som over­alt i deres stifter og horehuse, hvis de ellers ikke var så forstokkede og så forsætlig havde overgivet sig Djævelen med legeme og sjæl, samt higede og tragtede efter Helvedes ild. For de tænker og handler ikke anderledes, end som om de var sat til at rive den fat­tige kirke af munden, hvad den tilhører, og til på den skændigste og mest bespottelige måde, i deres overmodigste ondskab at fortære, forøde, bortsløse, bortfråse, bortspille og borthore alt, hvad der er givet til prædikestolenes, skolernes og de fattiges underholdning, samt oven i købet bespotte Gud og mennesker, som Peter siger om dem i 2 Pet 2, 10, ja åbenbart myrdet uskyldige og fromme men­nesker.

       Ja ve, og atter og til evig tid ve, over dem og alle, som gør fælles sag med dem! For det var bedre for dem, som Kristus siger om Judas, at de aldrig var født, og de måtte hellere ønske sig, at deres mødre havde druknet dem i det første bad, eller at de var blevet i moders liv, end at nogen af dem skulle være blevet pave, kardinal eller papistisk præst. For de er dog ikke andet end idel fortvivlede, udsøgte, ikke vejrøvere eller gaderøvere, men åbenbare landrøvere, som ikke raner fra de store og mægtige, som vel kunne tåle det, men fra de fattige og elendige, fra sognekirker, skoler og hospitaler, som de river deres brod ud af munden og deres drik fra deres læber, så de ikke kan opretholde livet.

       Derfor vogt kun enhver sig for paven og hans biskopper og præster, som for dem, der allerede i levende live er fordømt til Helvedes afgrund. Det er sandelig ikke for intet, at Paulus har profeteret i 2 Tim 3, 1, at der i de sidste dage skal komme vanskelige tider. For al verden vandrer hen i sikker­hed og agter slet ikke på den forfærdelige dom, som den allerede hører, er besluttet over sådanne de fattige kristnes ubarmhjertige røvere, tyve og mordere. Og allermest over dem, som vil være kristne, men, efter at have modtaget nåden, straks falder tilbage igen og ligesom hunden vender sig til sit eget spy, og som svinet til den skidne søle, 2 Pet 2, 22. Sådan, før de ved af det, bliver de fra de første til de sidste.

 

Guds barmhjertighed er både frelsens gave og et eksempel til efterfølgelse

Den anden årsag, hvorfor han netop an­fører disse barmhjertighedens gerninger af det femte bud og deres modsætning, er den, at han vil minde os om dette: Vi er kaldet til at være kristne og har modtaget barmhjertighed, idet vi ved vor Herre er forløst fra Guds vrede og fra det femte buds og den evige døds fordummelse, og i dets sted har vi en nådig Gud, som beviser os alt godt, timeligt og evigt. Men vi skal betragte dette som sket, ikke alene til vor forløsning, men også til et eksempel for os. Ligesom vi har modtaget barmhjertighed, så vi ikke er fortabt til legeme og sjæl, sådan skal også vi være barm­hjertige mod vor næste, så vi ikke handler mod det femte bud, der i sin grund kræver kærlighed og barmhjertighed.

       Og det skal vi gøre ikke alene for budets skyld og af frygt for dommen, men for at efterfølge denne overstrømmende godheds eksempel, som han har bevist os. For dette eksempel må dog ikke være uden frugt, lige så lidt som hans forløsningsværk er uden kraft og frugt. Selvom den største flok bliver værre efter at have hørt evangeliet, så må der dog være nogle, som både fatter det ret og bliver derved. For han siger jo, at han vil gøre to forskellige grupper. Derfor må der jo også være fromme, som har holdt dette bud.

 

Vi skal ikke frygte for dommedag

Så se nu til, at du er blandt dem, som for Kristi skyld er gavmilde og barmhjertige (eller at du selv lider), så kan du med glæde vente den yderste dag og be­høver ikke at frygte for dommen; for han har allerede taget dig ud og sat dig blandt dem, som skal stå ved hans højre side,

       For vi som er kristne, skal jo håbe og af hjertet begære, at denne dom må komme, ligesom vi da også bede derom, når vi siger: Komme dit rige, ske din vilje, frels os fra det onde. Så vi må høre de liflige ord: Kom hid, I velsig­nede i min faders rige.

       Denne dom venter vi. For derfor er vi jo kristne, og netop for dette håbs skyld trykkes vi så hårdt, først af Djævelen og vort eget kød, som ikke vil lade os tro dette og fryde os derved, og dernæst også af verdens tyranni og fjendskab. Alle vegne må vi se og høre den ondskab, som Djævelen og verden øver mod evangeliet, og al den jammer, som findes på jorden, så vi vel burde blive kede af dette liv og råbe: Kom, kære Herre, kom og forløs os!

       Sådanne hjerter er det, som frejdig og med god samvittighed venter på Kristi dom. For de er jo i den stand og det fællesskab, som tror på Kristus og beviser deres tros frugter i kærlighed og velgørenhed mod de fattige eller i tålmodighed, hvis de selv lider med dem. For, som jeg har sagt, den, der ikke har troen, vil heller ikke øve barmhjertighedens gerninger, men den, som gør det, gør det, forbi han tror, at han i Kristus har en trofast frelser, som har forsonet ham med Gud. Derfor må han også have et mildt og venligt hjerte mod sin næste, ja også mod sin fjende, og tjene ham, hvor han ser ham lide nød. Ja, han lider også selv, som netop sagt, hvad der for hans tros skyld overgår ham af Djævelen og verden.

       Den, som nu er sådan sindet, siger jeg, han skal kun være glad og ved godt mod; for han har allerede den salige, liflige dom: Kom hid, du velsignede! For du har også været én af mine mindste brødre, som enten selv have lidt sult og tørst eller tjent andre sultne og tørstige og bevist dem barmhjertighed, ligesom jeg har gjort mod dig.

       Se sådan er allerede i dette liv skils­missen gjort mellem fårene og bukkene, så enhver kan mærke det hos sig selv og også i det ydre må åbenbare det for andre.

 

Verdens forhærdelse

For de, som ikke har troen, gør sandelig ingen af delene: Hverken trøster de sig med Kristi nåde, ej heller tænker de at øve barm­hjertighed. Sådan går de både Guds ord og deres næste forbi, som om de hverken så eller hørte dem, og vil ikke vide af, at det er Herren, som de dermed burde tjene, og at han fordrer dette af dem. For hvis de tænkte på, at de skulle dø og frem­stilles for denne domstol, så ville de sande­lig ikke gøre noget menneske uret for en hvid. Men herimod har de det middel, at de vender øjnene bort fra døden og aldrig tænker derpå i deres hjerte,

       Så blind og forstokket er verden, at, skønt den ser for øjnene, hvilken masse af mennesker der er døde og endnu daglig dør rundt omkring, så vil den dog med seende øjne ikke se eller agte det, men fremturer trøstig i sin ondskab. Og skønt den fremdeles hører, hvilken skrækkelig dom og fordømmelse der skal gå over den, så vil den dog hverken agte Kristi trøst eller eksempel, men øver i stedet al ubarmhjertighed. Sådan tragter den ligefrem efter og vil intet andet have, end at den for Kristi domstol skal høre den gruelige og uigenkaldelige dom og straks derpå bortkastes fra hans an­sigt i Helvedes evige ild.

 

Kristi velmente formaning

Velan, den, som står til at omvendes og vil lade sig sige, han har her nok, både af skræk og advarsel, og af opmun­tring og tilskyndelse til, mens det er tid, at skikke sig sådan efter Kristi ord og eksempel, at han ikke med verden må høre den skrækkelige dom, men med de fromme kristne kunne fryde og trøste sig ved barmhjertigheden.

       For Kristus har selv ikke sparet sine apostle for denne formaning, når han i Luk. 21, 34-36 siger: ”Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.”

       Men mærk vel, hvad jeg i begyndelsen sagde, at han dog også vil skelne mellem sine kristnes gode gerninger og dem, som øves af muslimer og hedninger. For han taler om sådanne gerninger, som øves mod ham, hvilket de dog på begge sider ikke ville vide noget af. De ugudelige undskylder sig med, at de ikke har set ham

       Men hermed har han ret forklaret det femte bud, idet han siger, at den, som øver barmhjertighed (og det gør ingen uden den troende kristen), har gjort den mod Kristus. Sådan priser han også i Matt 26, 10-13 den kvinde, som salvede hans hoved og fødder, fordi hun har opfyldt dette bud og siger: ”Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.  Hun har hældt denne olie ud over mit legeme som en forberedelse til min begravelse. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden dette evangelium prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.” Ligeledes Matt 10, 42: ”Den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.”

       Det burde vi skrive i vore hjerter og be­tænke, hvilken stor og ypperlig gerning det er at gøre en kristen godt, og dernæst på den anden side, hvad det har på sig at gøre en kristen fortræd. Sådan som jeg sagde om paven, biskopperne og tyrannerne, der tager fra Kristus, hvad de ikke har givet ham, nemlig mad, drikke, hus og næring til de fattige, som må være fattige for Kristi skyld, fordi de, som prædikanter, kirketjenere, skolelærere, ikke er i en sådan stand, som har at regere verden, ej heller kan have andre sysler, hvormed de kan tjene sit ophold. Var de derimod med i regimentet, så ville de vel få nok, men fordi de ikke har noget dermed at skaffe, så giver verden dem heller ikke noget for deres tjeneste. Når man derfor ikke giver dem for Guds og Kristi skyld, så får de intet og må efterlade sig fattige, elendige enker og faderløse.

       For de, som er i andre stænder og em­beder, og ellers har rigeligt nok, de vil og kan ikke skøtte kirkens embede og tjeneste, har heller ikke lært det. Og skulle på den anden side præster og prædikanter befatte sig med verdslig håndtering og regimente, så ville de overskride deres befalede embede. Skal de derfor have noget at spise, så må de blive ernæret ved tiggerstaven, hvorom Kristus her taler. Men han gør den så kostelig, at den, som giver én af disse hans brødre eller ringeste og mest foragtede lemmer på jorden mad eller drikke, det vil han ikke anse ander­ledes end som bevist og givet ham selv.

       Vil vi nu være kristne og vente den høje ære af Kristus, at vi for alle skabninger skal blive berømmet og belønnet, så må vi sandelig også være ufortrødne til for intet at give sådanne, som ellers, fordi de ikke har nogen fordring på verden, for intet må udrette deres embede. Så der ikke må komme forbandelse og vrede over os, fordi vi ikke har villet forbarme os over vore fat­tige brødre, som, os til gode, her i verden have måttet lide hunger, tørst, elendighed og fængsel, så de kunne føre os til Kristus.

       Men hvordan går det til, at de retfær­dige ikke erkender dette eller ved af, at de har gjort sådant mod Kristus? De siger jo: Herre, når så vi dig sulten eller tørstig.? Det sker af den grund, at, hvad man giver en fattig præst, kapellan, skolelærer eller klokker, det ser alt for ubetydeligt ud til, at det skulle være så kosteligt for Gud. Ja, verden holder det for idel bortkastede penge, og dog må enhver bekende og sige: Hvis der ingen prædikestol, skole eller hospital var at underholde, hvor meget var da verden rigere, eller hvor meget er den nu fattigere? Forskellen ville kun være den, at den da ville bestå af lutter hedninger, eller at den, som hidtil i Djævelens navn måtte underholde dem rige­ligt og lade sig udsuge indtil marven af dem, som bedrager den for sjæl og krop.

 

Dommen over Tyskland

Kort sagt: Det er jo det allermindste og ringeste, som kirker og skoler får af verden, og dog ser den så skævt dertil og føler sig så besværet derved, at den råber højt alene over det, de har, skønt den dog selv ikke har bidraget en smule dertil. Den holder sine penge for at være langt bedre anvendt, når den giver hundrede gange så meget til ufor­skammede, liderlige skurke og gøglere. Ja, den kan langt snarere glemme, hvad den må lade fjenden røve og tage, selv om den til­lige bliver mørbanket med det samme. Så umuligt er det for verden at få ind i sit hoved, at den skulle tro og tænke, at dette hedder at give Kristus selv. Ja, ikke engang vi selv kan betragte det sådan.

       Men han kan tale og dømme ret herom og véd, hvad magt der ligger derpå. For at nævne det vigtigste, kan man jo ikke opdrage ungdommen til Guds rige uden ved skoler, ej heller opretholde Guds ord uden ved prædikestolen. Lader man nu disse gå under, så må der vel blive idel Sodoma og Gomorra, og det må gå os, som det gik dem, da de kastede Guds ord fra sig og ikke mere kunne høre eller tåle den fromme Lot.

       Sådan profeterer også Ezekiel om Jerusalem i kap. 16, 48-50: ”Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Din søster Sodoma og hendes døtre har ikke handlet som du og dine døtre. For dette var din søster Sodomas synd: Hun og hendes døtre levede i storhed, overflod og sorgløs tryghed, men rakte ikke de hjælpeløse og fattige hånden. De blev hovmodige og gjorde, hvad der var afskyeligt for mig. Da jeg så det, fjernede jeg dem.”

       Netop sådan står det også nu til over­alt. Hver og en, bonde, borger og adelsmand, tænker kun på at samle sig penge, ågrer og skraber til sig, fråser og drikker, øver alle slags overmod og ondskab, ret som om Gud var lutter intet. Ingen antager sig den fattige Kristus med hans betlerstav, men træder ham hellere under fødder. Sådan holder man på, indtil også hos os, ligesom i Sodoma og Gomorra, al lydighed, tugt og ære går til grunde, fordi ingen formaning og prædiken vil hjælpe. Og det er kommet så vidt, at det umulig kan gå længere på den måde. Jeg spår højst nødigt; for jeg har ofte erfaret, at det er blevet alt for sandt. Men det står jo alle vegne sådan til, at jeg må befrygte og med græmmelse berede mig på, at det vil gå Tyskland, som det er gået Sodoma og Jerusalem, og at man snart kan sige: Tyskland har været. Det ske nu ved muslimerne eller, hvis ikke den yderste dag falder ind, ved indre strid. For det er så helt igennem og topmålt ondt, at det ikke kan blive værre, og er der endnu en Gud til, så kan han ikke lade det gå ustraffet.

       Selvom nu verden ikke vil agte og vide af dette, at den skal dø og stedes for dommen, men raser mod den erkendte sandhed, så lad dog os tage dette til øren og hjerte, så ikke Guds vrede må bortrive os med. For hvad kan vel Gud gøre andet end lade både muslimerne og Djævelen få magt over os?

       For hvad muslimerne har gjort og endnu gør, måtte de vel lade være, hvis vi ikke fremturede sådan i ubodfærdighed og forhærdelse og var så aldeles overmodne til straffen. Men det er sagen, at vi så bespottelig rase mod Guds ord og tilbudte hjælp og dertil endnu trodser og udfordrer muslimerne.

       Jeg er af den mening, at om vi lutherske, som de kalder os, blot var døde, så ville snart al verden råbe triumf, som om de havde slugt muslimerne til sidste mand. Men da skal det gå dem sådan, at én muslim skal slå hundrede af dem. Og når så morderskriget høres, når muslimerne ynkelig hugger mand, hustru og børn i stykker, da vil vi vel få anledning til at hyle og klage. Men det må være sådan, fordi vi gør som jøderne og kun søger at skaffe denne Kristus af vejen. Når han er korsfæstet, så vil vi nok få råd for muslimerne, ligesom Kajfas og hans jøder fik råd for romerne, og som de øverste i Jerusalem mente, at når de kun fik profeten Jeremias dræbt, så skulle de nok være sikre for kongen af Babel. Men det gik netop sådan, at da de havde kastet Jeremias i fængsel, da kom kongen og bortførte dem alle i fangenskab.

       Sådan ser jeg også at Gud har spundet et garn over Tyskland fordi det netop vil den samme vej med sin forsætlige for­hærdelse, trods, ondskab, foragt og utaknemmelighed mod det kære evangelium. Vil du være Gud en sådan dårskab skyldig, så skal det nok også få sin betaling. Gud opholde os og vor fattige lille flok, at vi må undfly den forfærdelige vrede og blive fundet blandt dem, som ære og tjene den fattige Kristus, og som frejdige og salige forvente dommen ved hans højere side! Amen.