Matt 24, 15-28 - 25. søndag efter trinitatis

 

De sidste tiders tegn og Jesu genkomst

v15 Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund – den, der læser dette, skal mærke sig det! – v16 da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; v17 den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset; v18 og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin kappe. v19 Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. v20 Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat. v21 For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. v22 Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet. v23 Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; v24 for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. v25 Nu har jeg sagt jer det forud. v26 Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke. v27 For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være. v28 Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes.

 

Både jødernes og hele verdens historie

I dette kapitel beskrives den udgang og ende, som både jøderne og hele verden skal få. Men de to evan­gelister, Mattæus og Markus blander begge dele sammen og holder ikke den orden som Lukas. Deres hensigt er kun at give og fortælle Kristi ord, mens de ikke be­kymrer sig om den orden, i hvilken de er talt. Men Lukas har beskrevet det tydeligere og med mere orden og fortæller denne tale to gange. Først kort i kap. 19, hvor han taler om jødernes forstyrrelse i Jerusalem, og dernæst i kap. 21, hvor han taler om begge disse stykker efter hinanden.

       Derfor må man vide, at Mattæus fletter i hinanden og sammenfatter både det jødiske folks og verdens ende og smelter dem ligesom sammen i én klump. Vil du derfor forstå det, så må du skille begge dele fra hinanden og skelne mellem det, som nærmest er talt om jøderne, og det, som gælder hele verden. Det ville vi nu se.

 

Om jøderne

Først begynder Kristus i dette kapitel at profetere om det jødiske riges endelige ødelæggelse, som jøderne slet ikke troede på eller ventede. For dette folk var antaget af Gud gennem herlige tegn og forjættelser, som han havde bevist og gjort de kære fædre, og hvis lige ikke var overgået noget folk på jor­den. Herpå trodsede og forlod de sig nu og mente, at de skulle blive evindelig, lige­som de endnu den dag i dag mener, at deres rige ikke er ødelagt, men kun noget for­faldent, og endnu skal blive genoprettet. Derfor kan de ikke overbevises om, at det er aldeles ude med dem.

       Derfor har Gud nu, ved siden af sine undergerninger, ved klare og tydelige sprog af profeterne ladet forkynde forud, at dette rige skulle få en ende, og at Gud ville ophæve det ydre regimente, som bestod i lovbud om spise, offer, osv. I stedet ville han oprette et nyt, som skulle vare til evig tid, sådan som engelen sagde til Jomfru Maria om Kristus: ”Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.” Luk 1, 33.

       Blandt disse sprog om jødedommens ende er der især ét, som Kristus her anfører af profeten Daniel, kap. 9, 25-27 om ødelæggelsens vederstyggelig­hed, som står, hvor den ikke skal stå. For det er netop talt om det jødiske folk og lyder sådan:

v25 Du skal vide og forstå: Fra den tid ordet om at genopbygge Jerusalem udgik, og indtil der kommer en salvet fyrste, er der syv uger. I 62 uger skal det stå genopbygget med torve og gader. Men det er trængselstider! v26 Når de 62 uger er gået, bliver en salvet fjernet uden dom, og byen og helligdommen ødelægges af en fyrste, der kommer med sin hær. Han får sit endeligt i en stormflod. Det er besluttet, at ødelæggelserne skal vare, indtil krigen er forbi. v27 Han vil slutte en stærk pagt med de mange i én uge. Men midt i ugen vil han bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør. Ødelæggeren kommer på vederstyggelighedens vinger, og det varer, indtil den ødelæggelse, der er besluttet, vælder frem mod ødelæggeren selv.

       Profeten Daniel havde gerne villet vide en vis tid, når dette skulle ske, men kunne ikke opnå det. For skønt enge­len betegner en bestemt tid, så var hans ord dog for dunkle, til at profeten kunne forstå dem. Derfor siger han også ovenfor: Til sidst eller i den sidste tid skal du forstå det alt sammen. Det vil sige, den profeti, som bliver dig åbenbaret, skal opfyldes ved verdens ende.

       For da Kristus lod evangeliet forkynde ved sig selv og apostlene, varede dette i tre eller tre og et halv år, så det kommer Daniels regning meget nær, nemlig fire hundrede og halvfems år. Derfor siger han også, at Kristus skal bruge en halv uge, i hvilken det daglige offer skal ophøre, det vil sige, jødernes præstedømme og regimente skal have en ende. Alt dette skete i de tre og et halv år, Kristus prædikede, og blev fuldendt omtrent fire år efter Kristus. I den tid blev evangeliet allermest forkyndt, især i det jødiske land af apostlene. Altså blev pagten, som Daniel siger, be­kræftet i en hel uge, det vil sige, i syv år. Det vil sige, evangeliet prædikedes i den tid for jøderne. Da nu tiden var kom­met, at en ny prædiken begyndte, så måtte også et nyt rige begynde, et sådant rige nemlig, hvori Kristus regerer åndelig i vore hjerter ved ordet og troen. Skulle nu dette have fremgang, så måtte det andet træde tilbage, tabe sin gyldighed og ophøre. Det er det ene stykke af profetiens spådom, hvortil Kristus hentyder.

       Det andet handler om ødelæggelsens vederstyggelighed, hvorom Kristus siger: ”Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå i templet, så giv agt!” For det skal, efter Daniels spådom, være et sikkert tegn på, at dette rige nu har ende. Og lad det ikke vildlede jer, at jøderne eller de svage kristne mener, at det ikke skal gå til grunde.

       Men den vederstyggelighed, hvorom Daniel skriver, består deri, at kejser Galigula efter historiens vidnesbyrd, sætter sit bil­lede i templet som en afgud, for at de skal tilbede det, efter at alt, hvad der fandtes deri, var ødelagt. For Skriften kalder især afguderiet en vederstyggelighed, fordi Gud væmmes derved. For der er ingen synd, som er ham så forhadt som denne. De andre straffer han vel, men forkaster dog ikke mennesker for deres skyld, hvis de omvender sig, sådan som han i Sl 89, 31-34 siger om Kristi rige: ”Hvis hans sønner svigter min lov og ikke følger mine bud, hvis de bryder mine love og ikke holder mine befalinger, så straffer jeg deres overtrædelse med stok, deres synd med slag. Men min troskab mod ham bryder jeg ikke, jeg svigter ikke min trofasthed.”

 

Afgudsdyrkelse og vantro gør alle synder utilgivelig

Men denne synd, som hedder afguderi og egentlig er vantro og gudsfornægtelse, som han slet ikke kan tåle, fordømmer men­nesker aldeles. For hvor man i hjertet bliver derved, at man lærer og tror ret og véd, at vor fortjeneste og værdighed intet er, og at vi alene ved troen bliver Gud velbehagelige, og tjener ham ret, dér er et ret gudeligt væsen, dér har lys og sandhed sin bolig. Hvis der da ved siden af troen kommer nogen svaghed med ind fra kødets side, så er dette endnu ikke nogen vederstyggelighed for Gud, men sådanne synder, som Gud vistnok straffer til omvendelse, men for hvis skyld han dog ikke forkaster folket, men skåner og forlader dem, når de vender sig til ham og erkender hans miskundhed. Hvor derimod troen og den rette lære ikke er, der er alt fortabt. For der er det umuligt, at ikke mennesket skulle oprette sig en falsk gudstjeneste og tilbede sine egne, selvvalgte påfund og gerninger hvormed de da i grunden fornægter Gud og hans ord. Her vender da Gud sig ganske bort, så der ikke kan være nogen nåde.

       En sådan vederstyggelig­hed er i almindelighed de, som med deres livsførelse er de skønneste og største helgener for ver­den. I det ydre har de skønne gerninger og fagter, men indvendig er de fulde af urenhed. Sådan som vi indtil denne dag ser i vore munkeordener og deres gudstjeneste, når de er som bedst. På den anden side findes der igen kristne, som ikke ligner disse i gerninger og væsen, men dog er hellige for Gud.

       Nu siger Kristus, som ovenfor nævnt: Når vederstyggeligheden, det vil sige, afguden, står i templet, da skal dette rige endelig blive ødelagt og omstyrtet, så det ikke mere skal rejse sig. Dette udtrykker Lukas klart med disse ord i kap. 21, 20-28: ”Når I ser Jerusalem omringet af hære, da skal I vide, at dens ødelæggelse er nær.” Og lige efter: ”Da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; de, der er inde i byen, skal forlade den, og de, der er ude på landet, skal ikke gå ind i byen.” Og: ”Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. For der skal komme stor nød over landet og vrede over dette folk.”

       Alt dette angår endnu det jødiske folk. For skulle dette overgå os ved verdens ende, så måtte vi, efter tekstens ord, være i jødeland, eftersom han egentlig taler derom. Ligeledes er det også sandt, hvad han siger, at der ikke har været, ej heller skal komme en større plage på jor­den end den, som var under Jerusalems ødelæggelse. For man ser af historien, hvor jammerlig de er omkommet, idet de endog ombragte hinanden indbyrdes eller selv sprang i ilden eller lod sig myrde, den ene af den anden. Ja, hungersnøden var så stor, at de endog spiste deres egne børn. Det gik så skændigt og grueligt til, at man aldrig har hørt om sådan jammer og elendighed.

       De ville jo heller ikke selv have det anderledes, end at Gud sådan skulle lade dem forblindes og fordærves. Han havde gerne forbarmet sig over dem og opholdt dem. Men ved deres stivhed bragte de sig i sådan elendighed, at de måtte myrde og fortære sig selv, så alt hvad de tog sig for, måtte tjene til at forøge myrderiet og blodsudgydelsen. På denne måde blev da Kristi og alle profeters død gruelig hævnet på dem, fordi de uafladelig rasede mod Guds ord og dertil forfulgte og jagede apostlene. Derfor siger Paulus i 1 Thess 2, 16, at Guds vrede er kommet over dem til fulde.

       Når nu denne forfærdelige vrede og gruelige plage er forhånden, siger Kristus, da flygt, hvorhen I bedst kan. For disse ord: ”Flygt til bjergene, hvem, som er i Judæa”; og: ”Den, som er på taget.” Ligeså: ”Den, som er på marken”, de er alle sammen talte ordsprogsvis, så me­ningen af dem er denne: Skynd jer derfra, jo før jo bedre, og tøv ikke. Sådan gik det også. Mens jøderne blev noksom advarede ved mange tegn, at de skulle give sig under romerne, men ikke ville høre derpå, så skyndte, disciplene og apostlene sig derfra og adlød dette Kristi sprog. De lod alt stå og ligge, som de havde i jødeland, og vendte heller ikke tilbage for at hente noget.

       Men se til, siger han videre, at jeres flugt ikke sker om vinteren eller på sabbatten, det vil sige, se til, at I flygter i rette tid, så I ikke bliver fanget. For han vil ikke gøre noget under for at op­holde dem alene midt blandt fjenderne, skønt han havde kunnet gøre det. For han havde besluttet, at han ville knuse alt, hvad der var i Jerusalem, i én hob; derfor måtte hoben bestå af idel for­tabte. Dengang var det i Jerusalem en stor verden; for, som der berettes, var over en million mennesker samlet der, og alle til hobe blev ramt af det samme slag. Derfor advarer Kristus sine di­sciple, at de ikke skal udsætte deres flugt til en sabbat, på hvilken man ikke turde rejse, ej heller til vinteren, da det er for koldt, men at de skulle skynde sig derfra jo før jo bedre, så de ikke, om de nølede, skulle komme til at flygte på en ubelejlig tid.

       Hidtil har nu Kristus talt om jø­derne. Nu har jeg tidligere sagt, at Mattæus og Markus sammenflette jødernes og ver­dens ende; derfor er det her vanskeligt at se, hvad der hører til den ene og til den anden ende, og dog må man skelne ­imellem dem. Mærk derfor, at hvad der hidtil er sagt, det angår alt sammen jøderne. Men fra nu af taler han om begge dele under ét. Han bryder imidlertid kort af og spørger ikke meget efter den orden, hvori de ord, som Kristus har talt, følger på hinanden, men overlader det til evangelisten Lukas. Hans mening er den, at det vil gå til på samme måde før den yderste dag. Han siger:

 

v22 Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet.

Dette angår begge dele, og meningen er den, at jammeren ikke skal vare længe for de frommes skyld. For krigen med jøderne varede heller ikke længere end to år, og da blev der igen fred. Men fordi alt dette også sigter til verdens ende, så vil vi også anvende de ord, som ovenfor er sagt om jøderne, på os, så vi fuldstændig må udtømme evangelistens ord.

       At der skal komme et sådant myrderi mere som det, der overgik jøderne, kan jeg ikke formode, fordi teksten siger, at der da skulle være en sådan trængsel, hvis lige ikke mere skulle komme, sådan som man også læser og ser. Men os vil en anden straf ramme. Ligesom denne var le­gemlig, sådan vil især en åndelig straf ved verdens ende gå over de vantro, der er som jøderne. Sådan ville begge straffe ligne hinanden. Ligesom denne plage efter Guds styrelse kom over Jerusalem og knuste alt til støv, sådan vil det gå ligeså grueligt til. Ja, endnu grueligere til før den yderste dag, når han skal komme og gøre en ende på hele verden.

       For efter at Kristus er opfaret til Himlen, har han ikke alene udstrakt sit rige i jødeland, men også udbredt det i hele verden gennem evangeliet, som overalt er prædiket og hørt. Men vi gør netop som jøderne, fornægter og forfølger guds ord og myrder de kristne, som bekender og prædiker det. Sådan gjorde romerne i begyndelsen og siden indtil denne dag paven, biskopperne, fyrsterne, munkene og messepræsterne. Dette har nu været sådan i over fem hundrede år, så ingen har turdet prædike Guds ord, når man undtager, at de for et syns skyld har op­læst en tekst af evangeliet på prædike­stolen og derpå uddraget af den eller lagt ind i den deres menneskelærdomme. Og om nogen har gjort indvending derimod, så har de straks været på færde med sværd og ild og underkuet sådanne røster. Og det hjælper heller ikke nu, hvor meget man end advarer og forskrækker dem med ord og tegn. De sætter kun hovedet til vejrs og skriger og raser derimod som afsindige, så jo Gud har årsag nok til endelig og evinde­lig at fordærve dem med den yderste dag.

       Derfor angår det også os, hvad Daniel siger om vederstyggeligheden. For vi har også en virkelig ødelæggelsens vederstyggelighed stående på et helligt sted, nemlig i kristenheden og menneskers sam­vittigheder, hvor Gud alene burde sidde og regere. Herom taler Daniel med mange klare og udtrykkelige ord i det ottende og ellevte kapitel. For det er den rette og rene lære, som vi prædiker, at vi nemlig ved Kristus bliver forløst fra synd, død, Djævel og al ulykke, og bliver delagtige i Guds rige gennem ordet og troen, samt derved frigjort fra alle love. Fremdeles, at intet menneske ved lovens gerninger, hvad navn de så end har, kommer i Guds rige eller bliver synden kvit. Hvor dette prædikes og tros, dér bor Kristus og regerer åndeligt og umiddelbart i hjertet. Dér er den Helligånd med alle Guds rigdoms goder og fylde.

 

Paven er Antikrist, som sidder i Guds tempel

Men hvad gør paven? Han sidder ikke i det legemlige tempel eller gudshus, men i det åndelige, nye og levende, om hvilket Paulus siger i 1 Kor 3, 17: ”Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.” I dette tempel har mange djævle og kættere altid for­mastelig sat sig så vel som alle de, som mod den rette lære prædiker sådan: Vil du blive salig, så giv dig ind i denne eller hin stand eller orden og gør den eller den gerning. Disse fører altså mennesker bort fra troen hen til gerningerne, og selv om de fører det ord i munden, at Kristus er Herre, så fornægter de ham dog i grunden.

       For de taler ikke et ord om, at han alene af nåde forlader synden og forløser fra døden og helvede, men de lærer sådan: Ved denne orden eller ved visse gerninger må man betale og gøre fyldest for synden og er­hverve sig nåden. Men det er jo netop det samme, som om du ville sige: Kristus har ikke gjort det, han er ikke frelser, hans lidelse og død kunne ikke udrette det. For skal din gerning gøre det, så kan hans lidelse og død ikke gøre det. Én af delene må være forgæves. Holder du på dine gerninger, så jager du Kristus ud og fornægter og håner hans dyre blod tilligemed ham selv. Og da kan han ikke med sit ord, gerning og Ånd bo og regere i dit hjerte, men da er din egen gerning din afgud, som du lader sidde og regere derinde.

       Se nu, om ikke paven er den højeste ærkevederstyggelighed af al vederstyggelighed, hvem Kristus og Daniel mener, og den rette Antikrist, om hvem der er skrevet, at han sidder i Guds tempel. Iblandt det folk, hvor Kristus bliver nævnet, og hvor hans rige, Ånd, dåb, ord og tro skal være, fordi paven ved sin åndelige rets sværmeri gør indgreb i Kristi embede og rige og vil herske over samvittig­hederne og regere dem med sine påbud og gerninger. Derfor må han vel kaldes en ødelæggerens vederstyggelighed, det vil sige, et menneske, som kun forstyrrer og øde­lægger alt. For, som sagt, de to ting kan ikke bestå ved siden af hinanden: Kristus og min gerning. Står det ene, så må det andet gå under og blive forstyrret. Derfor har paven ganske forstyrret Kristi rige, så langt hans magt strækker sig, og de, som holder med ham, har alle fornægtet Kristus.

       Alt dette har Paulus forudsagt om ham i 2 Thess 2, 3-4, hvor han kalder ham syndens menneske og fordærvelsens søn, som modsætter sig og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller gudsdyrkelse, så han sætter sig i Guds tempel som en Gud og udgiver sig for at være Gud. Men en papisterne vil skubbe dette sprog fra sig og sige, at Kristus og Paulus taler om templet i Jerusalem, og at Antikrist skal sidde der og regere. Det passer ikke. For Kristus siger her, at Jerusalem tilli­gemed templet skal have en ende og efter ødelæggelsen aldrig mere opbygges. Fordi Paulus derfor sigter til tiden efter det jødiske riges og det legemlige tempels ødelæggelse, så kan det ikke forstås om noget andet end om det nye åndelige tempel, som han selv siger, vi er.

       Der skal nu paven sidde og æres, ikke over Gud, men over alt, som kaldes Gud, siger han. For Guds navn beholder naturligvis den højeste ære. Derfor kan han ikke sætte sig over den rette, naturlige Gud, men over det, som kaldes Gud og gudstjeneste; det vil sige, over hans prædiken og lære bliver han ophøjet, højere end den sande Gud. Sådan ser vi jo også for vore øjne, at mange fyrster og verden agter hans lov højere og mere end Guds bud.

       Om no­gen mod hans bud spiser kød eller træder ud af den urene præste-, munke- og nonnestand og giver sig ind i ægteskab, sådan som Gud har befalet, eller efter Kristi indstiftere modtager både brød og vin i nadveren, så er det den største synd. Mod det regner de tyveri, hor og alle åbenbare laster mod Guds bud for langt ringere synder, for hvilke heller ingen tør straffe dem. Ja, at de selv bespotter Guds ord, forfølger og myrder de kristne, det regner de for den højeste gudstjeneste, ligesom det da også er den højeste tjeneste, som de kan bevise deres Gud, paven. Hedder det ikke med rette at sætte og ære Antikrist over Gud? Og det sådan, at den, som taler eller handler derimod, og som falder i deres hænder, må straks dø. Jeg mener dog, at vederstyggeligheden her­med er noksom afmalet og beskrevet.

       Her er det nu høje tid, at hver og en løber og flygter, som kan flygte, og lader stå og ligge, hvad han har, og skynder sig derfra jo før jo bedre. Ikke med fødderne, men med hjertet, så man siger sig løs fra vederstyggeligheden og ved troen indgår i Kristi rige. Men der hører forstand og et skarpt syn til, for at man ret skal kunne kende denne vederstyggelighed. Men den kan ikke ses bedre, end når man holder den op mod Kristus. Som ovenfor sagt, lærer han, at vi ved hans blod bliver forsonet med Gud og salige. Men paven tillægger vore gerninger sådan kraft. Det ser du dog, at de to ting strider mod hinanden: At ville blive salige ved gerninger, og tro på Kristus, som vor retfærdighed for Gud. Vil du nu blive ved Kristus, så må du flygte fra paven og lade ham fare.

       Dette er nu den ødelæggelsens veder­styggelighed, som har regeret i vor tid, men som nu ved Guds nåde er åbenbaret. Den vil imidlertid ikke blive for­styrret ved kejseren eller verdslig magt. Det må blive en højere straf end hin le­gemlige forstyrrelse, hvor der dog var så stor en trængsel, at ingen kan være større i legemlig henseende. Derfor har Gud forbeholdt sig alene at udrydde denne ve­derstyggelighed, som Paulus siger i 2 Thess 2, 8: ”Ham skal Herren Jesus dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre, når han kommer synligt.”

       De frygter vel såre for verdslig magt og oprør; men så godt skal det ikke gå dem. For de er ikke værd en så mild straf, og Gud under dem ikke, at de skal blive ødelagt ved mennesker, men han vil selv umiddelbart gøre det med sit ord. Hermed er nu allerede en begyndelse gjort, idet hans rige for så vidt er forstyrret, at det ikke mere gælder eller kan fange de samvittigheder, som kender evangeliet. Ja, hvor fjendtligt end paven står evangeliet imod, så må han dog nu falde de verds­lige fyrster til fode og søge hjælp hos dem. Sådan er jo hans magt svækket og brudt ved evangeliet, men hans endelige forstyr­relse vil være den yderste dag forbeholdt. Derfor må han endnu for en del blive i behold, indtil Kristus med sit komme tilintetgør alt med ét slag og fra sin himmel knuser det til støv.

       Men ligesom hin gang hos jøderne dagene blev forkortet, som Kristus siger, sådan må de også nu blive forkortet for de udvalgtes skyld. Sådan ses vi også, at pavens regimente nu i hen ved hudrede år stadig har haft modstand og lidt afbræk. For skønt han på kirkemødet i Konstanz, hvor Johan Huss blev brændt, forskrækkede alle, så man holdt ham for en Gud, så kom dog sandheden snart for lyset og lyser endnu, så hans regimente nu er ganske foragtet og ikke kan stå ret længe. Sådan angår nu dette, som sagt, ikke alene jøderne, men også vor tids vederstyggelighed eller pave­dømmet. Nu siger Kristus videre:

 

v23 Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke    

Disse følgende ord skal man nøje mærke sig og fatte, for dermed at tilbageslå paven og hans parti, som gør Kristi rige til noget ydre og binde det kristne liv til ydre, synlige ting. Ligesom de da også ligefrem erklærer, at hvor paven er, der er den kristne kirke. Dermed vil de da føre os derhen, at vi sandelig skal finde og kende kirken på personer, steder og skikke, som alt sammen er ydre ting.

       Sådan gør alle klostre og stifter. Når du, siger de, går ind i denne stand, spiser, klæder dig, beder og faster på den og den måde, så gør du fyldest for dine synder og bliver salig. Dette har Kristus her tydelig forud afmalet os og netop sigter til alle klostre, stænder og gerninger, hvormed de vil hjælpe sjælene. Han formaner os her, at vi skal vogte os for dette og ikke lade os rive bort fra den grund, hvorpå vi står, at vi nemlig ikke ved noget sådant bliver kristne, men alene ved hans blod blive forløst fra alt ondt og oversat i hans rige, hvis vi tror. Hermed river han os bort fra alle timelige, ydre ting og omstøder med ét ord al lære, som ikke prædiker troen rent, og alt liv, som ikke har troens retskafne lære til rettesnor. Når han altså siger: Hvis nogen siger til jer: Se, her er Kristus, eller der, da skal I ikke tro det, så er meningen kort denne: Vogt jer for alt, som vil føre jer hen på gerningerne; for det bedrager visselig og river jer bort fra mig.

 

v24 for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild.

Det er såre alvorlige og forfærdelige ord, at disse gerningsprædikanter med dette skin og kraft skal drive deres lære ind i folk, så endog de hellige, som står i troen, ikke kan vogte sig derfor, men må blive revet med i vildfarelsen. Sådan er det også gået. For de kære fædre, Augustin, og jeg mener også Hieronymus, ligeså Bernhard, Gregor, Frans, Dominikus og mange flere, alle disse har, skønt de har været hellige, dog faret vild i dette stykke, sådan som jeg andetsteds ofte har bevist. For denne vildfarelse begyndte tidlig, og andre kom også ind på den, så de knyttede det kristne væsen til ydre ting. Ja, blev ført så langt ind i den, at de også skikkede deres ydre livsførelse derefter.

       Sådan ser man i Bernhards bøger, hvor dårligt han skriver, når han skal svare nogen på sådanne spørgsmål, som angår deres munkevæsen. Men når han skriver frit ud af sin ånd, da præ­diker han så herligt, at det er en lyst. Sådan gik det også Augustin og den store, herlige martyr, Cyprian og mange andre. Når det gjaldt at besvare spørgsmål om love og ydre bestemmelser, om man skulle holde dem på den eller den måde, så fulgte de denne vildfarelse, og det så langt, at det ikke manglede meget på, at de var blevet forført. Herpå beråber også papisterne sig allermest mod os. Skulle så mange hellige folk og lærere have faret vild, sige de, og skulle Gud sådan have forladt verden? De ser ikke, at dette ord giver dem et sådant stød, at de vel måtte tumle omkuld derved.

       Hvad skal man nu svare dem? Sproget står der nu tydeligt og klart. Det må vi tro og lade stå, kan heller ikke komme forbi det, om så de hellige engle i Himlen var imod det. Eller skal Kristus ikke være hellig, og hans ord gælde ligeså meget som deres ord? For han taler jo ikke her om mange eller om den store hob eller om alle, men om de udvalgtes ringe flok, at de nemlig skal snuble, så de næsten bliver forført. Og han advarer os, at vi heller ikke skal hænge ved dem, når vi ser, at de henfalder til ydre ting. Er de nu ikke faret vild, så kan Kristus ikke have været sanddru, da han forud forkyndte det.

       Om derfor alle helgener trådte frem og bød mig at tro på paven, så vil jeg dog ikke gøre det, men sige: Selvom I er udvalgte, så har dog Kristus sagt, at der skal være så gruelige og far­lige tider, at endog I må fare vild. Derfor må vi alene hænge ved Skriften og Guds ord, som siger, at Kristus ikke er her eller der. Hvor han er, bør også jeg være; men han vil ikke være der, hvor min gerning eller stand er. Den, som lærer mig anderledes, vil bedrage mig. Derfor siger jeg atter, at denne deres indvending intet gælder, at de hellige fædre og lærere har lært og levet sådan, og derfor må også vi lære og leve sådan. Men dette gælder: Sådan har Kristus lært og levet, derfor skal også vi gøre det samme. For han er mere end alle helgener.

 

v25 Nu har jeg sagt jer det forud. v26 Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke.

Allerede på de hellige fædres, Antonius' og andres tid, kort efter apostlene, er den vildfarelse, som Kristus her taler om, kommet, skønt Antonius ivrede derimod. Alle løbe ud i ørkenen, ja, i tusindvis. Dette væsen vandt efterhånden et sådant skin, at senere Hieronymus og Augustin næsten tilbad det, og vidste ikke, hvor højt de skulle prise det. Men når man betragter det ved lyset, så er denne tekst stik derimod. Desuden har også mange blandt dem været kættere og er blevet fordømt. Og selvom der var hellige mænd iblandt dem, som har undgået forførelsen, så er eksemplet dog far­ligt og bør ikke fremstilles som noget, der bør efterfølges. Sådan kan vel Frans have været en hellig mand, men det eksempel og den orden, som han har stiftet, bør ikke efterfølges. Men det har ingen, end ikke helgenerne, erkendt; så dybt og under sådant smukt skin har dette væsen trængt sig ind.

       Det kristne liv er ikke bundet til ørkenen, men skal have sin frie gang, sådan som Kristus og apostlene har levet, så man træder ud i verden og åbenlyst prædiker og formaner mennesker for at føre dem til Kristus. Men i stedet løber disse bort fra mennesker ud i ørkenen og ville ikke blive i verden, hvor de må lide meget, men udvælger sig et eget, strengt liv og vil der­med være højere kristne end andre. Det samme gælder klostrene, som Kristus mener med kamrene. Derpå slutter han og siger:

 

v27 For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være..

Han vil sige: Tror det ikke, når man vil binde Kristus til dette eller hint og føre jer fra troen til gerninger. Jeg advarer jer, at I ikke må falde fra den rene tro. For I véd ikke, i hvilken time jeg kommer. Når man mindst venter det, vil jeg slå ned ligeså hurtigt, som lynet farer hen over himmelen. Den, som da ikke står i troen, vil være fortabt. Se derfor til, at denne dag ikke komme uforvarende over jer, og vær årvågne i troen, så ikke Djævelen skal rive jer derfra, hvis I er dovne og sover. Men disse ord står her ikke i nogen orden; for Mattæus samler kun, som sagt, de forskellige sprog, men ordner dem ikke. Derfor passer de ord, som nu følger, ikke så nøje til det følgende:

 

v28 Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes.

Det vil sige: I behøver ikke at spørge, hvor det sted er, hvor Kristus skal komme. Jeg være, hvor jeg vil, så skal vi nok mødes, som man siger: Hvor ådselet er, der forsamles gribbene. For ligesom gribbene ikke bestemmer noget sted, hvorhen de vil flyve, men samles der, hvor ådselet er, sådan skal også mine finde mig. Hvor jeg er, der skal også mine udvalgte være. Dette er teksten om jødernes og verdens ende. Derpå anfører nu Mattæus tegnene på den yderste dag, som alt sammen er ty­deligere beskrevet af Lukas. Men dette hører til en anden tid og er andet sted noksom omhandlet.