Kirkepostillen 1544
 

  

8. søndag efter trinitatis

 

Romerbrevet 8, 12-17

 

Rom 8, 12-17

Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.

      

Denne tekst er atter en formaning til en kristen livsførelse og gode gerninger, ligesom teksten i forrige søndags. Der bruges blot andre ord her. For det er også nødvendigt på mange måder at indskærpe denne formaning hos dem, som nu er blevet kristne, på grund af de ulykker, Djævelen anretter i ver­den. Når Gud nemlig af sin nåde, uden vor fortjeneste, skænker os syndernes forladelse, så vi ikke behøver at købe eller selv erhverve den, så falder man straks hen i sikkerhed og siger: O, så behøver vi da ikke mere at gøre godt. Derfor må man ved siden af troens lære om nåden, bestandig stride herimod og vise, at dette aldeles ikke er meningen. Synden bliver jo ikke forladt, for at man skal gøre den, men for at den skal ophøre. Ellers ville det med rette hedde, ikke syndernes forladelse, men syndernes tilladelse.

       Det er en skammelig fordrejning af evangeliets frelsebringende lære og en stor, fordømt utaknemmelighed for den mod­tagne, grundløse nåde og frelse, at vi nu ikke ville gøre det gode. På grund af nåden burde vi dog nu først rigtig blive be­væget og opmuntret til med den allerstørste flid, at gøre alt, hvad vi vidste og kunne formå af det, som hedder godt, Gud til tak og ære.

       Det er det, Paulus erindrer og formaner os om her med simple og enfoldige, men alvorlige og vægtige ord. Han foreholder os, hvad vi er Gud skyldige, for det, vi har modtaget af ham, og hvad skade vi må lide, hvis vi ikke regner eller gør dette. Han siger:

      

Så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det.

Fordi vi ved Kristus er forløste fra den fordømmelse, som vi forhen med vore synder havde fortjent, og nu ved Kristi Ånd, som bor i os, har livet, så er vi nu også skyldige at leve derefter. Som han også sagde i den forrige tekst: Fordi vi er frigjorte fra synden, så er vi nu blevet retfærdighedens tjenere, så vi skal være Gud lydige. Derfor, siger han her, er I skyldnere, det vil sige: Jeres nye kald, stand og væsen, hvortil I er kommet, fordi I er blevet kristne og nu har Helligånden, fordrer netop dette af jer, at I også skal leve sådan, som Ånden viser og lærer jer. Det er ikke over­ladt til jeres vilkårlighed at gøre eller undlade det. Hvis I vil rose jer af nåden og Ånden, så må I også bekende jer skyldige til at leve, ikke efter kødet, som alene vil fortsætte i syn­den. I skal derimod leve efter Ånden, som viser jer, hvordan I, efter I er døbte og forløste fra synden, skal vende jer fra synden til retfærdighedens nye liv, og ikke atter igen fra dette liv til synden.

      

Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø

Her afsiger han kort og ligefrem dom­men over de tåbelige menneskers påfund, som ved nådens frihed ville give kødet rum. Han vil dermed afskrække dem fra en sådan vrang indbildning, så de ikke i stedet for livet og nåden, som de roser sig af, atter skulle føre den evige vrede og død over sig. Det rimer slet ikke, vil han sige, fordi I engang er forløste og friede fra den evige død, at I herefter vil leve efter jeres kød. Hvis I gør det, skal I ikke tro, at I beholder livet, men I hører døden til og er fordømt til Helvede. I ved jo, at I netop for syn­dens skyld har været under Guds vrede og er faldet i døden og har fortjent for­dømmelsen ved, at I har levet efter kødet. Desuden er Kristus så sandelig ikke død for dem, som vil blive i deres synder, men for at hjælpe dem ud af synden, som gerne vil forløses derfra, men ikke kan frigøre sig selv.

       Den, som er en kristen, kommer derfor ikke med sådan tåbeligt snak: Jeg er fri fra loven, derfor kan jeg gøre, hvad jeg lyster. Nej, det modsatte skal han sige og praktisere: Fordi han er en kristen, skal han frygte og vogte sig for synden, så han ikke på ny falder ud af sin fri­hed i syndens forrige fængsel, under lo­ven og Guds vrede, eller fra sit begyndte liv synker i døden. Vi hører nemlig her den alvorlige dom: Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø. Som vil han sige: Det vil ikke hjælpe jer, at I har hørt evan­geliet, at I roser jer af Kristus og mod­tager nadveren, hvis I ikke tillige ved den modtagne tro og Ånd dæmper det ugudelige væsens syndige lyster, jeres for­agt for Gud, jeres gerrighed, ondskab, hovmod, had og misundelse.

       For hvad det vil sige at leve efter kødet, det er nu tit og ofte sagt og let at forstå, nemlig, at kødet ikke alene beteg­ner de grove og usømmelige seksuelle lyster eller anden utugtighed, men alt, hvad mennesket bringer med sig fra fødslen af. Det vil sige, ikke alene hud og hår, men også sjæ­len og alle naturens kræfter i det ydre og indre, i fornuft, vilje og sind, som er uden Ånd og ikke regeres af Guds Ord. Især det, som fornuften ikke anser eller holder for synd, som at leve i vantro, afguderi, foragt for Guds Ord, indbildskhed og pukken på egen visdom, magt og ære. Alt sådant må de kristne, som nu har Helligånden og kan dømme om, hvad der er kødeligt, undgå og flygte fra som en fordærvelig gift, der bringer død og fordømmelse.

      

Men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve

Her bekender han, at også de kristne endnu har noget af kødet hos sig, som må aflives. Dette er alle slags fristelser og lyster, som strider imod alle Guds bud, og som rører sig i naturen og lokker os til synden. Han kalder dem her kødets gerninger. Det er van­troens og mistillidens tanker, kødelig sikkerhed og indbildskhed, som hindrer gudsfrygten, kulde og træghed til at høre Guds ord og til bønnen, utålmodighed og knurren i lidelse, vrede, hævngerrighed, misundelse og had til næsten, havesyge, utugt. Da sådanne tilbøjeligheder er i kød og blod, så ophører de ikke at bevæge og friste menne­sker. Ja på grund af den menneskelige svaghed overiler de sommetider et menneske, når det ikke omhyggelig tager sig i agt, så det gør for meget og går for langt og således bliver overmandet, hvis det ikke værger sig imod det og døder disse kødets gerninger, som Paulus kalder det her.

       Derfor fordres der en heftig kamp og strid, som ikke ophører, så længe vi lever. Her må en kristen ikke være doven og lad, men vække sig selv ved Ånden, så han ikke giver kødet rum, men stedse afliver det, for at han ikke skal blive dræbt af det. Som apostelen siger: Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø. Og atter til trøst: Hvis I dræber kødets gerninger, skal I leve. Dertil er Helligånden givet os, at vi nu både skal og kan aflive sådanne syndige lyster.

       Denne syndens aflivning ved Ånden sker sådan, at mennesket erkender sin synd og svaghed, og når det føler, at sådanne syndige lyster rører sig, da straks går i sig selv, minder sig selv om Guds ord og ved troen på syndernes forladelse styrker sig derimod og strider mod dem, så han ikke samtykker i dem eller lader dem blive til gerning. Heri ligger forskellen mellem dem, som er kristne og hellige, og de andre, som er uden tro og Ånd eller lader Ånden fare og mister den. For skønt også de tro­ende, såvel som de andre, endnu har kødets syndige lyster i sig, så lever de dog i bod og gudsfrygt og bevarer troen på, at deres synder bliver dem tilgivet for Kristi skyld, fordi de ikke giver dem rum, men står dem imod. Der­for forbliver de under syndernes forladelse, og disse svagheder, som endnu bor i dem, bliver dem ikke til død og fordømmelse, sådan som det sker med de andre, der uden bod og tro trygt giver sig hen og bevidst følger sine lyster imod samvittigheden. De støder både troen og Helligånden fra sig.

       Derfor påminder Paulus sine kristne om, at de skal betænke, hvad de har modtaget, og hvad hensigten er. De har nemlig modtaget syndernes forla­delse og Helligånden, ikke for at de atter skal mistes, men for at bruges til kamp mod kødets syndige lyster. De kan trøste sig med, at de har Ånden, så de har en sådan hjælp og styrke, hvormed de kan modstå synden og dræbe den. Det har og formår de andre ikke, som er uden tro.

       Derfor siger han også videre:

      

For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn.

Paulus har ligesom os haft at gøre med to slags folk, nemlig med retskafne og falske kristne. Når mod­standerne hvad angår læren, er pavedømmet, som hos os, så er det ikke så farligt. De farer så åbenlyst frem, at man sagtens kan tage sig i agt for dem. Værre er det, når Djævelen sår sin sæd midt iblandt os, blandt folk, som kalder sig kristne og roser evangeliet. Da gælder det om at være på sin post, ikke at se på deres mund, men på deres gerninger, som roser sig af at være kristne, ikke på det, de siger, men på det, de gør. Det er en let sag at rose sig af Gud, Kristus og Ånden, men deri kommer det til syne, hvorvidt en sådan ros er retskaffen, om også Ånden virker og har magt i dig, så den dæmper og dræber syn­den i dig. For hvor Ånden er, der er den sandelig ikke uvirksom og uden kraft, men viser sig sådan, at den leder og driver mennesket, og at mennesket også adlyder og følger den. Et sådant menneske har den trøst, at det er et Guds barn, og at Gud regerer og virker i det, så det ikke er i døden, men ejer livet.

       At drives af Guds Ånd, er altså at have et sådant hjerte, som gerne hører Guds Ord og tror på Kristus, at det i ham har nåde og syndernes forladelse, og som tillige bekender og beviser sådan tro for verden. Frem for alt søger det Guds ære, så det lever uden forargelse, tjener andre mennesker, er lydigt, tålmodigt, disciplineret, kyskt, venligt og kærligt. Sker det, at det bliver overilet og snubler, rejser det sig dog straks ved at gøre bod og hører op med at synde. Alt sådant viser og lærer Helligånden det, når det hører og modtager Ordet, og ikke selv bevidst står Ånden imod.

       Djævelen derimod, som også er en Ånd, driver verdens hjerter, men dog sådan, at man let ser, at det ikke er en god Ånd eller Guds Ånd. For han driver alene sine til det modsatte af det, hvortil Guds Ånd driver dem, så de ikke har nogen lyst til at høre Guds Ord eller til at adlyde det, men foragter Gud, bliver stolte, hovmodige, gerrige, ubarm­hjertige.

       Derfor skal enhver her give agt på sig selv, så han ikke bedrager sig selv. Der er nemlig mange, som vil kaldes kristne, men dog ikke er det. Det mærker og ser man ved, at de ikke alle drives af Guds Ånd. De må have én Ånd, som driver dem. Er det ikke Guds Ånd, som driver dem mod kødet, må det være den anden, den onde Ånd, som driver dem til kødet og dets lyster imod Guds Ånd. Derfor må de også være enten Guds egne og hans kære børn, kaldte til evige liv og herlighed, eller også forkastet af Gud og adskilte fra ham, Djæ­velens børn og med ham arvinger til den evige ild.

       Af dette ord ”Guds børn”, som Paulus her bruger, tager han nu anled­ning til at tale videre og kommer ind på en skøn, trøsterig prædiken, hvori han ud­vikler, hvad dette barneforhold eller den sønlige udkårelse er, og hvilken herlighed den indebærer. Hertil gør han imidlertid i denne tekst kun en begyndelse, idet han siger:

      

      

I har jo ikke fået en Ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den Ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader!

Det er en såre trøsterig tekst og burde med rette skrives med gyldne bogstaver. Fordi I nu, vil han sige, ved troen har Helligånden og drives af ham, så er I nu ikke mere under trældom, som da I var under loven. I behøver ikke at frygte for dens trussel og krav, som om Gud for jeres uværdigheds og den iboende svagheds skyld ville fordømme og forstøde jer. I har den trøst, at I nu ved troen er forvissede om den guddommelige nåde og kan holde Gud for jeres far og anråbe ham som hans børn.

       Han stiller altså to slags gerninger over for hinanden, som kommer af to slags prædikener eller lærer, lovens og evangeliets. Det er også det, der gør forskellen mellem de kristne og alle andre, som er uden troen og Kristi erkendelse. For de, som ikke har og ved mere end loven, kan aldrig nå frem til at fatte en ret hjertelig tillid og fortrøstning til Gud, selv om de arbejder nok så meget og med stort alvor øver sig i loven. Når loven træder dem i møde i sit rette lys, så de ser, hvad den fordrer af dem, og hvor langt de endnu er fra at have opfyldt den, samt viser dem Guds vrede, så er der intet andet end idel forskrækkelse, frygt og flugt for Gud. Herunder må de til sidst forgå, hvis de ikke bliver hjulpet ved evan­geliet. Det er det, Paulus her kalder en trældoms Ånd, som kun forfærder og bringer mennesker til at flygte for Gud.

       Når hjertet derimod fatter evange­liets prædiken, som siger, at Gud uden vor fortjeneste og værdighed forlader os synden for Kristi skyld, når vi tro på ham, da kan det imod lovens for­skrækkelse fortrøste sig til Guds nåde. Helligånden virker da, at vi i en sådan tillid kan bestå for Gud, holde os til denne trøst og i sådan tro påkalde Gud af hjertet, selv om vi føler og bekender, at vi endnu er syndige og svage. Det hedder at modtage en barnlig Ånd.

       Paulus kalder det en trældomsånd og en barnlig Ånd og henter disse udtryk fra den tids almindelige skik, at medhjælpere i huset var deres herres ejendom på samme måde som en ko, idet han købte dem for sine penge og kunne behandle dem, som han behandlede sit kvæg. Derfor måtte de frygte for deres herre og kunne vente at blive slået og straffet, ja døden selv. De kunne heller ikke sige: Af min herres gods ejer jeg, så og så meget, som tilhører mig, og som han må give mig, men de måtte tænke således: Her må jeg tjene alene for føden og intet andet vente end hug og dertil tåle, at min herre udstøder og atter sæl­ger mig til en anden, når han finder det for godt. Sådan kunne de aldrig have noget sikkert håb om at blive frie fra så­dan frygt og tvang.

       En sådan slavisk, fangen, ængstelig og uvis Ånd, siger Paulus, har I nu ikke læn­gere, så I bestandig måtte leve i frygt for vreden og fordømmelsen ligesom Moses’ folk og alle, som er under loven. Men I har nu en fri, sikker og frimodig Ånd og et sådan sind mod Gud, som et barn mod sin far. I behøver nu ikke at frygte, at Gud vil vredes på jer el­ler forstøde og fordømme jer, for I har hans Søns Ånd i jeres hjerter (således som han også ovenfor og i Gal 4, 6 siger), så I ved, at I skal forblive i huset og modtage arven. Det kan I trøste og rose jer af, som af jeres ejendom.

       Om denne barnlige Ånd, og om, hvad han mener, når han siger: ”i den råber vi: Abba, fader!”, har jeg talt udførlig om i prædikenen over Gal 4, hvor Paulus bruger de samme ord. Ganske kort, så beskrives hermed Kristi riges kraft og den egentlige gerning, den rette, høje gudstjeneste, som Helligånden virker i de troende, nemlig den trøst, hvorved hjertet bliver friet fra syndens skræk og frygt og får fred og i troen hjertelig venter bønhørelse og hjælp af Gud. Hverken det ene eller det andet kan komme ved loven og menneskets egen hellighed. Dermed kommer mennesket aldrig så vidt, at det kan øse en ret og fast trøst af Guds nåde og kærlighed, men forbliver stedse i frygt og angst for vre­den og fordømmelsen. Og fordi det står i sådan tvivl, flygter det for Gud og kan ikke anråbe ham.

       Hvor troen på Kristus derimod er, vir­ker Helligånden både en sådan trøst i hjertet og en fast barnlig tillid, som ikke tvivler på Guds nådige vilje og bønhørelse, fordi han har tilsagt både nåde og hjælp, trøst og bønhørelse. Ikke på grund af vor værdighed, men for Kristi, sin Søns, navns og fortjenestes skyld. Om begge disse Helligåndens virknin­ger, trøst og påkaldelse, taler også profeten Zakarias i kap. 12, 10, hvor han siger, at Gud vil oprette en ny prædiken og gerning i Kristi rige, idet han vil udgyde nådens og bønnens Ånd. Dette er netop den samme Ånd, som forsikrer os om, at vi er Guds børn, og som driver vore hjerter til at anråbe ham med en hjertelig påkaldelse.

       Det hebraiske ord Abba, der betyder kære far, er det ord, som et lille barn i en­foldig og barnlig tillid laller sin fader i møde og råber: ab, ab! For det er det letteste ord, som et barn kan lære at tale. Et sådant enfoldigt og barnligt ord taler også troen til Gud ved Helligånden, men af inderste hjertens grund og, som han senere siger, med uudsigelige sukke. Især når vi er stedt i nød og kamp mod kødets tvivl og Djævelens forfærdelser og pla­ger, så vi må værge os derimod og sige: Ak, kære far! Du er jo min kære far; for du har jo hengivet din eneste kære søn for mig; derfor vil du jo ikke vredes på mig eller forstøde mig; du ser kun nød og svaghed, derfor hjælp mig og frels mig.

      

Ånden selv vidner sammen med vores Ånd om, at vi er Guds børn.

 At vi er Guds børn og med vished kan regne os for det, har vi ikke af os selv, heller ikke af loven, men det er Helligåndens vidnesbyrd, som trods loven og følelsen af vor egen uværdighed vidner dette i vor svaghed og forvisser os derom. Dette vidnesbyrd sker på den måde, at vi føler og fornemmer Helligåndens kraft, som han virker i os gennem Ordet, og at vor erfaring stemmer overens med ordet eller prædikenen. Du kan jo mærke, om du i nød og angst modtager trøst af evangeliet og dermed overvinder sådan tvivl og frygt, så dit hjerte med vished kan slutte, at du har en nådig Gud, og ikke mere flygter for ham, men i sådan tro gladelig påkalder ham og venter hjælp af ham. Hvor troen holder ud, følger også erfaringen om, at du bliver hjulpet, sådan som Paulus siger i Rom 5, 4: ”Udholdenheden virker fasthed, og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os.”

       Dette er det rette indre vidnes­byrd, hvorpå du kan mærke, at Helligånden er virksom i dig. Ved siden af har du også ydre vidnesbyrd og kendetegn, som at han giver dig særlige gaver, åndelig forstand, nåde og lykke til dine opgaver, at du har lyst og kærlighed til hans Ord og bekender det for al verden med fare for liv og helbred, at du afskyr og modstår synden og alt ugudeligt væsen. Alt dette gør og formår de vantro ikke, som ikke har Helligånden. Selv om det er sandt, at dette også hos de hellige endnu findes i stor svaghed. Dog re­gerer Helligånden de kristne i deres svaghed og styrker dette vidnesbyrd, sådan som Paulus siger i Rom 8, 26: ”Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed.”

      

Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.

Her hører du de kristnes høje ros, ære og herlighed. Lad verdens børn be­holde deres pragt, stolthed og ære, som ikke er andet, når det kommer til stykket, end at de er Djævelens børn. Men betænk selv, hvad det vil sige, at en arm, elendig synder skal have denne ære hos Gud, at han hedder, ikke en Guds træl eller tjener, men Guds søn og arving. Et menneske, ja al ver­den måtte dog ønske, hvis det kunne erholdes ved at ønske, at det kunne kaldes Guds ko eller frø, for at det blot kunne have den berømmelse, at det tilhørte Gud og var hans ejendom. For hvem ville ikke gerne høre denne herre og skaber til? Nu siger han, at vi, som tror på Kristus, skal være, ikke hans tjenere, men hans egne sønner, døtre og arvin­ger. Hvem kan prise og udsige dette tilstrækkelig? Det kan jo ikke siges med ord eller begribes.

       Men her viser sig den store menneske­lige svaghed i os. For hvis vi fast og urokkeligt troede dette, hvad skulle vi da frygte for, og hvem ville eller kunne gøre os skade? For den, som af hjertet kan sige til Gud: Du er min kære far og jeg dit barn, han kan sandelig byde alle djævle fra helvede trods og gladelig foragte al verdens trussel og skrig. Han har jo i denne far en sådan herre, for hvem alle skabninger må skælve, og uden hvis vilje de intet formår. Han har også en sådan arv og herlighed, som ingen skabning kan tage fra ham eller skade.

       Han har imidlertid en lille tilføjelse: ”så sandt som vi lider med ham”.  Det er for at vi skal vide, at vi her på jorden skal leve og vise os som fromme, lydige børn, der ikke følger kødet, men for denne herligheds skyld lider, hvad der møder os, selv om det gør kødet ondt. Når vi gør det, så skal og kan vi trøste os herligt dermed og i sandhed glæde og rose os deraf, sådan som han siger: Alle, som drives af Guds Ånd - så de ikke følger kødet - er Guds børn. O, hvor må det menneske skattes højt, som ikke følger sine lyster, men står dem imod i stærk tro, i kamp og lidelse! Det kaldes en stor adel, ære og herlighed på jorden, at være en mægtig, berømt konges eller kejsers barn; og hvor langt højere var det, hvis nogen med sandhed kunne rose sig af at være den højeste engels barn! Men hvad er det alt sammen mod den, som hedder og af Gud selv er kaldet og udvalgt til at være den høje guddom­melige majestæts barn og arving? Et sådant barneforhold og en sådan arv må sandelig bringe en stor, uudsigelig herlighed og rigdom, magt og ære, frem for alt, hvad der findes i himmel og på jord.

       Denne ære, selv om vi ikke havde an­det deraf end et sådant navn og berømmelse, skulle jo alene bevæge os til at afsky dette syndige liv på jorden og af alle kræfter stride imod det, også selv om vi derunder skulle miste og lide alt det, som et men­neske kan lide. Men det trænger ikke ind i noget menneskes tanker og overgår al sands og forstand, hvad denne ære og herlighed er, hvortil vi med Kristus skal ophøjes, sådan som Paulus videre udfolder dette i den følgende tekst, hvor han siger: ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.” Men det har vi allerede hørt om på fjerde søndag efter trinitatis.

 

 

 

 

Web-redaktør:

Cand.theol. Finn B. Andersen

 

E-mail-adresse

finnbandersen@msn.com