Kirkepostillen

1544

 

 

 Sjette søndag efter trinitatis

Rom 6, 3-11

 

 

 

 

 

Dåb i Wittenberg bykirke

 

 

Sjette søndag efter trinitatis

Rom 6, 3-11

 

 

 

Rom 6, 3-11

Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden. Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.

 

I denne tekst underviser Paulus de kristne om et kristent liv her på jor­den. Det knytter han sammen med håbet om det kommende, evige liv, som de er døbt til og er blevet kristne. Han gør dette liv her på jorden til en dødsproces, ja, en grav, dog med det formål, at der tillige skal fremkomme et andet væsen i os, som hører opstandelsen og det nye liv til.

      Årsagen til denne undervisning er denne: Når man prædiker om nåden og syndernes forladelse som det, der skænkes os uden nogen fortjeneste fra vor side, så misbruger folk straks dette som en frihed til ikke at gøre andet end det, de selv har lyst til. Sådan gik det også Paulus, da han priste Kristi nåde så højt og trøsterigt, som han gør i det foregående stykke i kapitel 5 i Romerbrevet. Her siger han: ”Blev synden større, er nåden blevet så meget desto større, for at nåden, ligesom synden har hersket i og med døden, skal herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.” Når folk hører det, siger de straks: Fint, hvis det er sandt, at stor synd gives stor nåde, så vil vi frimodigt synde løs og derved hjælpe på sagen, så vi også kan få mere og større nåde.

      Sådanne folk er det nu, Paulus imødegår og gendriver ved at sige: Det er ikke evangeliets hensigt, at lære os at synde eller give tilladelse til at synde, tværtimod lærer det netop, hvordan man skal blive fri fra synden og Guds forfærdelige vrede over synden. Det sker ikke på den måde, at vi ved vore gerninger bringer dette til veje, men ved at Gud af ren og skær nåde forlader os synden for sin Søns skyld. Hos os finder han nemlig intet andet end synd og fordømmelse. Hvordan skulle denne lære kunne give årsag til eller tillade synden, når den dog tydeligvis vil bekæmpe synden og lærer, hvordan den bliver udslettet og bortskaffet?

      Paulus har jo ikke lært eller sagt, at nåden erhverves ved synden, eller at vor synd bringer nåde, men det stik modsatte siger han, nemlig at Guds vrede åbenbares af Himlen over alle menneskers synder. Men fordi menneskers synder, som skulle borttages, er store og alvorlige og såre mange, derfor må der også en stor, mægtig, stærk og rig nåde til for at drukne og udslette dem. På samme måde kunne man også sige: hvor tørsten er stor og stærk, behøves der også en stor og kraftig drik; hvor ilden er stor, må der endnu større og stærkere vandstrømme til at slukke den; hvor sygdommen er stor og heftig, kræves der meget stærkere og kraftigere lægemidler.

      Deraf følger ikke, at du nu skulle føre sådan tossesnak: Oh, lader os kun friskt væk drikke os drukne, så vi må tørste desto mere efter god vin. Eller: lader os gøre os selv skade og give os årsag til sygdom, så lægemidlet må blive desto kraftigere og virksommere. Lige så lidt og langt mindre kan følgen være, at man skal belæsse sig med mange synder, så vi må kunne få desto mere og større nåde. For nåden er imod synden og opsluger den, så hvordan skulle den da kunne styrke og forøge den?

      Derfor begynder Paulus nu med det sjette kapitel denne prædiken: ”Hvad følger nu heraf? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? Aldeles ikke! Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?” Som vil han sige: Hvordan kan det rime sig, at fordi nåden døder og dræber synden i jer, derfor skulle I nu leve videre i synden? Og for videre at forklare og udvikle dette, fortsætter han og siger:

 

Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død?

Han bruger her et meget talende billede for helt klart og tydeligt at indprente denne sag i os. Ellers havde det sikkert været nok med dette: Vi, som er døde fra synden, hvordan skulle vi endnu leve i den? Det vil sige: Fordi I er frelst fra synden gennem nåden, så kan det jo ikke være meningen, at I fortsat skal synde. Nåden er jo til stede, for at den skal døde synden. Paulus vil med disse ord påminde os om og ligesom stille os for øjne, hvad Kristus har gjort for os og skænket os. Tænk dog tilbage, vil han sige, på hvad det er, som har gjort jer til kristne, for I er jo døbte til Kristus? Ved I nu, hvorfor og hvortil I er døbte? Og hvad det betyder, at I blev neddyppet i vandet, så det lukkede sig over jeres hoved? Det betegner jo ikke alene, at I derved er blevne vasket og renset på sjælen ved syndernes forladelse, men også, at jeres kød og blod hermed er dømt og overgivet til døden, så det skal druknes helt. Herefter skal jeres liv på jorden være en fortsat dødelse af synden. For jeres dåb er ikke andet end en dødelse, som nåden virker, eller en nådig dødelse, hvor­ved synden i jer dræbes, så I kan forblive under nåden og ikke på grund af syn­den skal gå til grunde under Guds vrede. Når du derfor lader dig døbe, så overgiver du dig til denne nådige druknelse og barmhjertige dødelse, som din kære Gud virker. Herved siger du: Kære Herre, du må drukne og dræbe mig, for fra nu af vil jeg gerne med din Søn være død fra synden, så jeg også må kunne leve med ham på grund af nåden.

      Det er typisk for Paulus, at tale som han gør her: ”Vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død.” Og: ”Vi blev begravet sammen med ham ved dåben til døden.” Det er for at beskrive dåbens kraft, som gør Kristi død virksom i os. Kristus har nemlig ved sin død betalt for vore synder og således bort­taget dem, så hans død har været en ødelæggelse og dødelse af synden, så den ikke har nogen ret eller magt over ham. Derfor har også vi på grund af hans død syn­dernes forladelse og dør således også fra synden ved den samme kraft. Synden kan ikke fordømme os, fordi vi er døbt til Kristus, hvorved han netop meddeler os denne sin kraft og er virksom i os.

      Ja, siger han videre, vi er ikke alene døbt til Kristi død, men også ved den samme dåb begravet med ham til døden. Ved sin død har han også taget vore synder med sig i graven og ganske begra­vet dem og ladet dem blive i graven, så de nu for dem, som ved dåben er i ham, skal være og forblive ganske og al­deles tilintetgjort og begravet. Vi leve nu et andet liv på grund af hans opstandelse, ved hvilken vi i troen har sejr over synden og døden, samt evig retfærdighed og liv.

      Når vi nu har dette ved då­ben, er det også en nødvendig følge, at vi ikke mere lever i synden eller følger synden, som endnu i dette liv rører sig i vort kød og blod. Vi må uafbrudt døde og dræbe den, så den ikke har nogen kraft eller noget liv i os. Det må vi gøre, hvis vi ellers ønsker at findes i Kristi følge og liv. Ham, som er død for synden og ved sin død og grav har tilintetgjort og begravet den, samt ved sin opstandelse har erhvervet os livet og sejr over synd og død og gennem dåben skænket os det. At Kristus selv har måttet dø på grund af synden, er et bevis på Guds store og alvorlige vrede over synden. Og fordi synden på hans eget legeme har måttet dræbes og lægges i graven, har Gud dermed vist, at han ikke vil tolerere, at synden forbliver levende i os. Derfor har han netop givet os Kristus og dåben, i den hensigt, at synden også skal blive dræbt og begravet i vort legeme.

      Således viser Paulus med disse ord, hvad Kristi begravelse her virker og betyder, og hvorledes også vi bliver begravet med ham. For det første er Kristus derfor og dertil begravet, at han i sin grav skulle nedgrave og tilintetgøre vore synder, både dem, som vi forhen har gjort og dem, som endnu er tilbage i vort kød, idet han forlader os dem, så de ikke mere kan an­klage eller fordømme os. Dernæst, for at han ved Helligånden også kan døde dette vort kød og blod med dets iboende syndige lyster, så de ikke skal herske, men være ånden underdanige, indtil vi ganske bliver dem kvit.

      Således ligger vi efter kødet endnu med Kristus i graven, så, selv om vi har syndernes forladelse, samt er Guds børn og salige, så er dette dog endnu ikke synligt for vore og verdens øjne og sanser, men skjult ved troen og inde­sluttet i Kristus indtil den yderste dag. For vi ser og føler ikke en sådan retfær­dighed, hellighed, liv og salighed, som Ordet omtaler og troen må gribe. Der­for siger Paulus også i Kol 3, 3 (således som vi har hørt i påskeprædikenerne): ”Jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed.” For det andet ligger vi også i det ydre under kors og lidelse, forfølgelse og plage fra verdens og Djævelens side. Det tynger os som en tung sten, så den gamle syndige natur bliver dæmpet og undertrykt i os, så den ikke sætter sig op imod ånden.

     

For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden.

Dette er atter en speciel apostolsk tale. Hvad han før har kaldt at være døbt til Kristi død og at være begravet med ham, kalder han her at være plantet med ham ved en lighed med hans død. Han binder og knytter altså Kristi død og opstandelse sammen med vor dåb, så man ikke, sådan som gendøberne bespottelige gør, skal holde den for et blot tomt tegn. Dåben indeholder kraften af både Kristi død og opstandelse. Dertil er vi plan­tet med ham, det vil sige, således indlemmet i ham, at han er virksom i os, og at hans død virker i os. Gennem dåben tilegner og giver han os kraften både af sin død og sin opstandelse. Begge dele har til formål, at der også i os skal følge både død og liv. Vor synd bliver nemlig dødet ved hans død, det vil sige, borttaget, for at den også omsider skal dø i os og ikke mere leve her.

      At vi altså i dåben neddykkes under vandet, viser, at vi også dør i Kristus; men at vi igen kommer op af vandet, be­tegner og giver os, at vi også i ham får liv, ligesom han ikke blev i døden, men opstod igen. Men dette liv kan og skal ikke være et liv i synden, fordi den allerede er dødet i os, og vi måtte dø fra den. Det skal være et nyt liv i hellighed og retfærdighed, ligesom Kristus ved sin opstandelse aldeles og for bestandig har tilintetgjort synden, for hvilken han måtte dø, og i stedet ved sig selv har frembragt og meddelt os ene liv og retfærdighed. Derfor hedder det, at vi er plantede i Kristus eller forenede, og ligesom blevet til ét brød med ham, fordi vi både har hans døds og opstandelses kraft i os, og fordi også dens kraft eller virkning må findes hos os, efter at vi er døbte til ham.

      Det er også trøsterigt, at han taler sådan om de kristnes død og kalder den en plantning. Dermed viser ham, at de kristnes død og lidelse her på jor­den ikke er nogen død eller noget skadeligt og fordærveligt, men en plantning til livet, idet vi ved opstandelsen blive aldeles for­løste både fra synd og død og skal leve evindelig. For det, som plantes, plantes ikke til død og fordærvelse, men for at det rigtig skal grønnes og vokse. Således er også Kristus selv ved sin død og grav plantet til livet; for først derved blev han udrevet af dette dødelige liv og af synden, som lå på ham og førte ham i døden for vor skyld, og lever nu i guddommelig herlighed og kraft.

      Men fordi denne plantning allerede begynder i dåben, og vi allerede i troen har livet med Kristus, så må det også vise sig, at dette hans liv har fæstet rod i os og ikke bliver uden frugt. For hvad der bliver plantet, det plantes ikke til ingen nytte, men til noget godt, at det nemlig skal vokse op og bære frugt. Således må også vi med en ny livsførelse og nye frugter vise, at vi er plantede i Kristus til livet.

      Hertil anfører Paulus nu årsagen og siger: ”Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synd.” Det rimer sig ikke, om vi, som er døbte og kristne, vil blive i det gamle, syndige væsen; for det er allerede korsfæstet med Kristus. Det vil sige: Fordømmelsen og dødsdommen er allerede afsagt og fuldbyrdet på det (for det er det, der forstås ved at være korsfæstet), ligesom Kristus er korsfæstet for vore synders skyld og har båret dø­dens og Guds vredes fordømmelse. Men fordi Kristus selv er korsfæstet for vore synders skyld, skønt han var uskyldig og uden synd, så må også synden kors­fæstes i vort legeme, det vil sige, være alde­les fordømt og ophøre, så den ikke har noget liv eller nogen magt mere. Derfor må vi heller ikke på nogen måde tjene den eller samtykke i den, men, da den er fordømt, også i gerning holde den for fordømt, af alle kræfter stå den imod, samt døde og dræbe den i os.

      Han nævner imidlertid to forskellige stykker, når han siger: ”vort gamle men­neske” er korsfæstet med Kristus, og, så at ”det legeme, som ligger under for synden” skal blive tilintetgjort, som om det gamle menneske er noget andet end syndens legeme. Det gamle menneske kalder han ikke alene le­gemet eller de grove, syndige gerninger, som legemet begår med de ydre fem sanser, men hele træet med alle dets frugter, det vil sige, hele mennesket, sådan som det er født af Adam, med legeme og sjæl, vilje, fornuft og forstand, og endnu ligger i vantro, foragt for og ulydighed mod Gud, både i det indre og i det ydre. Det hedder gammelt, ikke på grund af alderen, for et friskt, stærkt, ungt menneske kan godt være uden tro og ånd, foragte Gud, være gerrigt, hovmodigt og fuldt af indbildskhed og tillid til egen visdom og magt. Paulus kalder det sådan, fordi det endnu er uomvendt og ikke er blevet anderledes, end som det i synden er kommet fra Adam. Det kan altså siges såvel om et barn på én dag som om en mand på firs år. Vi hedder alle sådan fra moders liv af, og jo flere synder det gamle menneske har, desto ældre og udueligere er det for Gud.

      Dette gamle menneske må være ganske korsfæstet, det vil sige, aldeles fordømt, henrettet og tilintetgjort, og det allerede i dette liv. For hvor det endnu lever og er kraftigt, kan der ikke være nogen tro eller ånd. Da er mennesket endnu aldeles druknet i sine synder, under Guds vrede og har en ond samvittighed, som for­dømmer det og ikke lader det komme til Guds rige.

      Et nyt menneske kaldes den, som angrer og om­vender sig til Gud og nu har et andet hjerte og en anden forstand end før, tror anderledes og lever efter Guds ord og vilje ved Helligåndens hjælp. Dette må nu findes i alle kristne ligesom det også begynder hos dem i dåben, eller også i boden og omvendelsen, så man ved Helligånden modstår og dæmper det gamle menneske med dets syndige lyster. Som Paulus siger i Gal 5, 24: ”De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.”

      Selv om nu det gamle menneske er kors­fæstet i dem, som er nye mennesker, så forbliver syndens legeme dog endnu i dem, så længe de leve her. Det drejer sig om er de tilbageblevne lyster fra det gamle menneske, som endnu rører sig og mærkes i kød og blod og ønsker at stå ånden imod. Men fordi syndens hoved og liv er dræbt, så kan de ikke skade de kristne. De må dog ikke blive dem underdanige og lydige, så det gamle menneske ikke igen skal rejse sig. Det nye menneske skal beholde overhånd og de endnu tilbageværende lyster blive svæk­kede og dæmpede. Derfor må også dette legeme omsider rådne og blive til støv, så synden aldeles må ophøre deri og ikke være mere.

      Når I nu allerede er døde fra synden både efter ånden og det nye menneske og desuden også efter lege­met er hjemfalden til døden, så må I ikke mere lade synden bringe jer under sin lydighed, så den atter kan anklage og fordømme jer. I skal leve som de, der nu er ganske forløste og friede fra synden, og over hvem den ikke længer har nogen ret eller magt. For det hedder: Den, der er død, er frigjort fra synden. Dette er sagt om alle døde. Den, som er død, har betalt for sine synder, og behø­ver ikke mere at dø derfor, for han gør nu ikke længere onde gerninger eller synd. Ligeledes, når synden er dræbt i menne­sket ved Helligånden, og desuden også kødet med dets syndige laster dør og tilintetgøres, så er mennesket ganske fri og løs fra synden.

      Se, således indeslutter Paulus de kristnes liv og væsen på jorden ganske og aldeles i Kristi død, og fremstiller dem som de, der nu er døde og begravet og ligger i deres kiste, det vil sige, som har ophørt med syndens liv og ikke har mere med det at gøre. Synden er død for dem og de er døde fra synden, fordi de ikke mere lever i denne verdens syn­dige liv. Ja, de er nu to gange eller på en dobbelt måde døde. For det første åndelig fra synden, hvilket er en nådig, trøsterig og salig død (selv om den falder kød og blod tung og bitter), og en liflig, sød død, for den bringer et himmelsk, rent, fuldkomment og evigt liv. For det andet også legemlig, hvilket ikke er en død, men mere en blid og stille søvn.

      Derfor er I overstrømmende salige, vil Paulus sige, for I er allerede ved denne døen fra synden i Kristus undflyet døden, og har ikke nogen død mere i vente. For den første død, som i havde arvet fra Adam på grund af synden, det vil sige, den rette, bitre, evige død, er allerede taget fra jer, og derfor er I nu ganske uden død. Dog må I endnu have en død, fordi I endnu er på jorden og er mennesker, kommet af Adam, selv om det kun er en malet død.

      Dette går således til: Den første død, som vi har fra Adam, skal være afskaffet og ombyttet med en død i åndelig for­stand, hvorved vi dør fra synden sådan, at sjælen ikke mere samtykker i synden og legemet ikke længer gør nogen synd. I stedet for den død, som synden havde ført over os, er det evige liv altså be­gyndt i jer. Fordi I nu er friede fra den skrækkelige, fordømmelige død, så underkast jer denne søde, hellige, salige død, hvori vi dør fra synden, så I vogter jer for synden og ikke mere tjener den. For dette skal Kristi død virke i jer, til hvilken I er døbte, så denne dåb også fører en død med sig, fordi Kristus selv derfor er død og har befalet, at I skulle døbes, at synden derved skal druknes i jer.

      Den anden død er den ydre legem­lige død, som Skriften kalder en søvn, og som er pålagt kødet, fordi det ikke, så længe vi leve på jorden, ophører at stå ånden og dens liv imod. Som Paulus siger i Gal 5, 17: ”Kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.” For ånden eller sjælen siger: Jeg er død fra synden og vil ikke synde mere. Kødet siger: Jeg er endnu ikke død; jeg må bruge mit liv, så længe jeg har det. Ånden siger: Jeg tror, at Gud ved Kristus har forladt mig min synd og taget den fra mig. Derimod siger kødet: Hvad vedkommer Gud og hans vilje mig? Sjælen siger: Jeg må være from, tugtig, kysk, ydmyg, tålmodig. Kødet bjæffer derimod: Hvad bryder jeg mig om Himlen? Havde jeg bare her nok af mad, penge og gods. Således gør kødet bestandig, så længe det lever her. Det drager og slæber synden efter sig, strider imod og vil ikke dø. Derfor må Gud til sidst gøre det af med legemet, for at også det må dø fra synden. Og dog er også dette en såre blid død og i sandhed ikke andet end en søvn, for legemet skal ikke blive i døden, fordi sjælen og ånden ikke mere er i døden, men atter på den yderste dag komme frem, lutret og renset, og forenes med ånden og skal da blive et skønt, rent og lydigt legeme, uden al synd og ond lyst.

      Derfor er disse Paulus' ord et særdeles skønt kristent maleri, som ikke fremstiller og afbilder os døden i en skræk­kelig, men i en trøsterig og venlig skikkelse. For hvordan kunne han gøre den venligere, end når han viser, at den er berøvet hele sin magt og gyselige skikkelse, samt stiller liv og glæde midt i døden? Hvad er bedre og ønskeligere end at blive fri fra synden og al dens straf og jammer, samt have et glad hjerte og en god samvit­tighed? For hvor synden og den rette død er, det vil sige, hvor man føler synden og Guds vrede, hersker der sådan skræk og fortvivlelse, at et menneske derover gerne ville løbe gennem jernmurer og ønske og bede om, at alle bjerge og høje måtte falde over det og skjule det, som Kristus siger med ord fra profeten Hoseas (Luk 28, 30; Hoseas 10, 8).

      Denne skrækkelige død, som Skriften kalder den anden død, er nu borttaget fra de troende på grund af Kristus og opslugt i hans liv, og i dens sted er der nu kun en ganske lille død, ja en sukkerdød, hvorved en kristen dør efter kødet, det vil sige, kommer fra vantroen til troen, fra den iboende synd til en evig retfær­dighed, fra al jammer, bedrøvelse, anfægtelse til al evig glæde. En sådan død er sød og bedre end noget liv på jorden; for al verdens liv, gods, lyst og glæde kan ikke skaffe en sådan glæde, som den at dø med god samvittighed, i en fast tro og fortrøstning til det evige liv. Derfor er det helt med rette, at dette lege­mes død ikke kaldes andet end at lægges ned til en sød og blid søvn, for at det skal ophøre med synden og ikke mere hindre ånden eller gøre den uro. Det skal således renses og ganske befries fra synden og atter komme frem i åndens lydighed, glæde og liv ved opstandelsen.

      Men deri alene ligger fejlen, at det uforstandige kød nu ikke kan forstå dette, men endnu forskrække for dødens skikkelse. Det tror, at det stadig er den gamle død, det skal lide. For det forstår sig ikke på den åndelige døen fra syn­den, kan heller ikke dømme anderledes, end efter hvad det føler og ser, nemlig at men­nesker omkommer, rådner og fortæres un­der jorden. Dette gyselige og hæslige syn gør, at det ikke vil dø, og dog er det alene dets uforstand, som er skyld i det; for uden den ville det sandelig ikke frygte eller grue for døden.

      Det går her med fornuften som med et barn, som man har gjort bange ved en dukke eller en maske. Det kan ikke sove ind eller lade sig dysse i søvn. Eller som med et stakkels menneske, der er fra forstanden, og som, når man vil lægge det i seng, tror, at man vil kaste det i vandet og drukne det. For hvad man ikke forstår rigtig, kan man heller ikke omgås ret. Som når en anser en træklods for en mønt, så er han ligeså glad for den som for en mønt, og atter når han mister træklodsen, bliver han ligeså bedrøvet, som om han havde mistet rigtige penge. Og dog er der ingen penge tabt. Fejlen ligger alene deri, at han er uforstandig og ikke ved bedre.

      Sådan er det heller ikke dødens og gravens skyld, at du er så bange; men det er dit køds og blods skyld, som ikke kan forstå, at dets sygdom, død og grav ikke er andet, end at Gud stille lægger dig som et barn i vuggen, at du der skal sove sødelig indtil den yderste dag. Men kød og blod er sådan beskaffent, at det frygter og gruer, hvor der intet er at frygte eller grue for. Derimod trøster og glæder det sig med det, som ikke giver nogen trøst eller glæde. Sådan må de kristne drages og have besvær med det dumme, gale kød, som ikke forstår, hvad der gavner eller skader det. Ja, de må kæmpe derimod, så længe de lever, med stor møje og besvær; for ingen er så fuldkommen, at han ikke føler sådan skræk og gru for døden og graven.

      Sådan klager og bekender Paulus også i Rom 7, 15 om sig selv og i sin person om alle kristne: ”Jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.” Som vil han også hermed sige: Efter ånden ved jeg vel, at Gud, når dette legeme skal dø, læg­ger mig i min hvileseng til en sød søvn, og jeg ville gerne, at mit kød forstod dette; men jeg kan ikke få det ­til det. Ånden er vel villig og længes efter den legemlige død som efter en blid søvn. For den holder den ikke for nogen død, ja, den ved ikke af nogen død, fordi den tillige ved, at den er fri fra synden. Og hvor der ingen synd er, er der heller ingen død, men idel liv. Men når kødet skal herfra, så skælver og bæver det og frygter stedse, at det må dø og fordærves evindelig. Således lader det sig slet ikke tæmme eller bringe til lydighed, så også det kunne tro og hengive sig til, hvad ånden tror og ved. Derfor må også Paulus råbe i en bekymret ånd i Rom 7, 24: ”Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?” Her kan man rigtig mærke og føle, hvad det vil sige, at kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. Ved Ånden må man med magt tvinge kødet og slæbe det efter sig, for at bringe det til lydighed, hvor meget det end strider imod og forfærdes, indtil det mod sin vilje må give tabt og lade sig overvinde. Ligesom en moder må svøbe og putte sit barn, når det er uroligt og er vågnet, og igen med magt bringe det til at sove.

      Se, om disse ting taler Paulus her, når han siger: Vi ved, at vort gamle menneske er korsfæstet, det vil sige, at vi allerede efter sjælen og ånden er døde fra synden, så at syndens legeme skal blive tilintetgjort. Det vil sige: Fordi det endnu ikke villigt og gerne føl­ger ånden, men endnu står imod og gerne ville forblive i syndens gamle liv, så er det også allerede dømt til, at det må give tabt og lade sig døde, så synden også helt må ophøre.

      Men han siger ikke, at legemet bliver tilintetgjort straks efter dåben, så snart mennesket er blevet en kristen, men at syndens legeme eller det syndige le­geme skal blive tilintetgjort. Det vil sige, at le­gemet, som før har været genstridigt og ulydigt mod Ånden, nu skal blive anderle­des, så det ikke mere er et syndens le­geme, men retfærdighedens og det nye livs legeme. Derfor siger han også, at vi ikke mere skal tjene synden.

     

Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud.

Her fører han os ud af syndens død og grav til både åndens og legemets opstandelse. Dør vi både åndelig fra synden og legemlige fra verden og os selv, hvad frugt har vi da deraf? Skal en kristen da ikke have noget andet end dette, at han er død og begrave? Jo visselig, siger han; vi er på grund af troen forvissede om, at vi også skal leve, lige­som Kristus er opstået af død og grav og lever. For vi er også døde med ham eller, som han før har sagt, plantet med ham i hans død. For han har ved sin død dræbt vor synd og død. Derfor skal vi også være med ham i opstandel­sen og livet, således, at der ikke mere skal være nogen synd eller død, hverken for sjælen eller for legemet, ligesom der hos ham slet ikke er nogen død mere.

      For efter at Kristus én gang er død og nu igen er oprejst, dør han herefter ikke mere. Der er ikke længere nogen årsag til, at han skulle dø. Han har ud­rettet alt, udslettet synden, for hvilken han måtte dø, og opslugt døden. Det liv, han nu lever, er evig retfærdighed, et evigt liv og herredømme. Således også I. Er I én gang gået igennem begge slags død, den åndelige, hvorved I allerede er døde fra synden, og le­gemets blide død, så står der intet til­bage, så skal ingen død mere kunne røre jer eller herske over jer.

      Dette er nu trøsten mod det arme, svage køds angst, som endnu gyser til­bage for sin død. For er du en kristen, skal du vide, at din herre Kristus allerede er oprejst fra de døde. Han kan ikke mere dø, døden formår intet mod ham. Derfor skal den heller ikke mere formå noget mod dig, fordi du er døbt til ham. Ja, hermed kan jeg trodse og håne døden; lad den kun forsøge hvad den for­mår mod Kristus med al sin magt og rædsel! For det hedder: Døden hersker ikke mere over ham. Vredes, være harm og bister, true og forskrække kan den vel i vort arme, svage kød; men over Kristus skal den ikke herske, men derimod tåle, at Kristus hersker over den, ikke alene i sin egen person, men også i os. Vi, som i ham allerede én gang er døde fra syn­den, det vil sige, forløste fra dødens brod, magt og herredømme. For Kristus har allerede udrettet og ganske fuldbragt den gerning, hvorved han har vundet herre­dømme over døden, og skænket og givet os denne sejr, så også vi i ham hersker over døden. Derfor sammenfatter Paulus det også ved at sige:

     

Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.

Se sådan på jer selv, siger han. Det vil sige, I skal som kristne også vide dette med jer selv og i al jeres gerning og væsen indrette jer som dem, der i Kristus allerede er ganske døde fra synden, og også lever i døden for verden, så I ikke tjene eller følge synden, som herskede den over jer. Tværtimod skal I vise det stik modsatte, nemlig at I nu lever et andet liv, som hedder at leve gudfrygtigt, både i det indre i troen og i den ydre livsførelse, så I hersker over synden, indtil også kødet eller legemet sover hen, og således begge slags død fuldbyrdes på jer. Så skal der ikke være andet end idel liv, uden al dø­dens rædsel, frygt og herredømme.

 

 

__________

 

Web-redaktør

Cand.theol.

Finn B. Andersen

e-post: finnbandersen@msn.com