Kirkepostillen

1544

 

 

19. søndag efter trinitatis

Matthæus 9, 1-8

 

 

 

 

 

 

 

19. søndag efter trinitatis

Matthæus 9, 1-8

 

 

Helbredelsen af den lamme i Kapernaum

Matt 9, 1-8

Og Jesus gik om bord i en båd og satte over til sin egen by. Og se, der kom nogle til ham med en lam, der lå på en seng. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: »vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig.« Men nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: »han spotter Gud.« Jesus så, hvad de tænkte, og sagde: »hvorfor tænker i ondt i jeres hjerte? hvad er det letteste, at sige: dine synder tilgives dig, eller at sige: rejs dig og gå? men for at i kan vide, at menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder« – da siger han til den lamme: »rejs dig, tag din seng og gå hjem!« og han rejste sig og gik hjem. da folkeskarerne så det, blev de grebet af frygt og priste Gud, der havde givet mennesker en sådan myndighed.

 

 

Summen af dette evangelium er den store, høje artikel i vor tro, som hedder syn­dernes forladelse. Hvor den bliver ret forstået, skaber den en retskaffen kristen og skænker det evige liv. Derfor er det også nødvendigt, at man med al flid og uden ophør taler om det i kristenheden, så man lærer at forstå den rent og tydeligt. For det er de kristnes eneste, højeste og vanskeligste kunst, hvorpå vi have nok at lære, så længe vi leve her, så at ingen behøver at søge noget nyt, højere eller bedre.

 

To slags fromhed – først den ydre fromhed

Men for at man skal kunne forstå den ret, må man vide at skelne ret mellem de to regimenter eller to slags fromhed. Den ene fromhed er her på jorden, som Gud også har befalet og stillet blandt de ti bud på den anden tavle. Den hedder en verdslig eller menneskelig retfærdighed og tjener til, at man kan leve sammen her på jorden og bruge de goder, som Gud har givet os. For han vil have, at også dette liv skal regeres og føres fredeligt, stille og enigt, så enhver gør, hvad der er ham be­falet og ingen forgriber sig på en an­dens embede, ejendele eller person. Derfor har han også forjættet og lagt sin vel­signelse dertil, når han i 3 Mos 18, 5 siger, at den, som på jorden og for verden er from, skal også høste den nytte deraf, at det skal gå ham godt og at han skal leve længe.

      Vil man derimod ikke forholde sig sådan, så har han anordnet sværd, fængsel, straf, osv., hvormed han be­faler at tæmme og styre dem, som ikke ville være fromme. Og hvor dette ikke sker, men et helt land bliver så ondt og for­vendt, at domstolene ikke kan sætte nogen stopper for det, sender han epidemier, økonomisk kaos, krig eller andre gruelige plager, hvormed han ødelægger landet eg udrydder dets indbyggere. Sådan gik det med jø­derne, grækerne, romerne og andre folk. Heraf ser man, at det er hans alvorlige vilje, at man skal øve og håndhæve så­dan fromhed, og at han da vil give nok af gode ting, men, hvis man ikke gør det, tage sine gaver igen og udrydde alle sammen.

      Det er i korthed denne jordiske fromheds mening og hele væsen. Dertil hører nu videre, at man flittig driver på den og formaner folk til, at de skulle holde sig selv dertil og beflitte sig på at øve den med kærlighed og lyst, så at de ikke behøver at drives til det med tvang og straf. Men formaningen består deri, at man foreholder dem Guds bud og befalinger, som han har pålagt enhver stand på jor­den, sådan som han har indsat og anordnet dem. Dette skal man agte såre højt og deraf få lyst, så at man af hjertet yder, hvad enhver har pligt til i hans stand. Når man således siger: Du skal ære din far og mor, så skal ethvert barn, enhver ansat, borger, osv. modtage dette ord med glæde og ikke agte nogen skat højere på jorden. Man skal tænke sådan, at hvis man handler efter det, så er man halvt, om ikke helt i paradis, og det alene af den grund, at hjertet uden ringeste tvivl kan tænke således: Nu ved jeg, at sådan gerning, livsførelse eller stand er ret og god og Gud til hjerteligt behag. Her har jeg hans ord og bud som et fast vidnesbyrd, der ikke kan lyve eller skuffe mig.

      For det er ikke den mindste nåde her på jorden, hvis man kommer så vidt, at hjertet får en sådan forvisning, og at samvittigheden kan bygge på det og hvile deri. Alene derfor burde man takke det kære evangelium, elske det og holde det højt og i ære, selv om man ikke havde nogen anden nytte og frugt af det, end at det på denne måde befæster samvittigheden og forvisser os om, hvordan vi lever og stå os med Gud.

      I hvilken vildfarelse og blindhed lå vi ikke tidligere, da ikke den mindste gnist af sådan lære lyste for os, men vi lod os føre i djævelens navn af enhver løgneprædikants drømme. Vi udtænkte så mange gerninger, løb hid og did og anvendte vor sved, penge og ejendele på det. Snart til messer og altre, snart til klostre og broderskaber. Alle famlede vi efter at komme til vished om, hvordan vi kunne tjente Gud, og dog kom ingen der­til, men vi blev alle i mørke. For der var ingen Gud, som havde sagt: Det be­hager mig, det har jeg befalet osv. Ja, vore blinde ledere har ikke gjort andet end taget Guds ord fra vore øjne, revet os bort fra de retskafne gerninger og i deres sted opdigtet andre. De havde desuden omstødt og foragtet de forhold, som Gud har indsat, som om han ikke kunne ordne det bedre eller gøre det så godt, som vi.

      Derfor må man ikke undlade uophørlig at indprente dette Guds Ord, som ikke pålægger os nogle specielle store og vanskelige gerninger, men henviser os netop til de livsforhold, hvori vi lever. Vi skal ikke søge noget andet, men med glad samvittighed blive deri og vide, at vi ved sådan gerning udrette mere, end hvis vi havde stiftet alle klostre og holdt alle ordensregler, selv om det blot var det rin­geste arbejde i huset. For hvad der hid­til har bedraget os, var kun prangende skin, som lå over deres gerninger, de­res kapper, skaldede hoveder, fasten, vågen, sure miner, hængende ho­veder og blottede fødder.

      Det er vor dårskab, at vi dømmer efter gerningens ydre anseelse, og når den ikke glimrer som noget særligt, så er den intet værd. Vi dårer ser ikke, at Gud har knyttet den dyrebare skat, nemlig sit Ord, netop til sådanne ringe gerninger og bundet det dertil. Når han sådan, som sagt, i sit bud og be­faling har optaget lydigheden mod forældre og de gerninger, som foregår i det ydre huslige og borgerlige liv, så vil han have det opfattet sådan, som om han selv åbenbarede sig fra himlen og for­kyndte det. Hvad ville du gøre, hvis Kristus selv med alle engle synlig kom ned og befalede dig at feje gulvet eller vaske op? Hvor ville du prise dig salig, og for ren og skær glæde ikke vide, hvordan du skulle opføre dig. Ikke for gerningens skyld, men fordi du vidste, at du dermed tjente ham, som er større end himmel og jord.

      Hvis man blot huskede på dette og ved Ordet lod sig overbevise om, at det ikke er et menneske, men Gud selv, som vil have og befaler det, så ville man løbe i fuld fart og hellere udføre en sådan tilsyneladende ringe gerning end nogen an­den, og det med allerstørste energi og troskab. Men at dette ikke sker, kommer ikke af andet, end at vi skiller gerningerne fra Ordet og ikke giver agt på Guds be­faling, men lever som blinde og søvnige mennesker. Vi tror, det alene er om gerningen at gøre. Og fordi vi agter dem ringe og søger og gaber efter andre, så bliver vi dovne og gør intet med kærlighed, troskab og lydighed. Vi får heller ikke dårlig samvittighed af at lade dem ligge og være vor næste utro, samt tilføje ham skade og fortræd, hvormed vi da også samler os al plage, vrede og ulykke.

      Dette skal nu være det ene stykke af vor lære, at man indskærper denne ydre retfærdighed, både med formaning og trussel, og ikke lader nogen agte den ringe. Den, som foragter det, foragter nemlig Gud og hans ord. Derfor må enhver se på sig selv, hvad han er eller har at gøre, og hvad Gud kræver af ham. Det kan så være at regere, lede og befale eller at adlyde og tjene, så at han for Guds skyld varetager sine opgaver med al troskab og er forvisset om, at Gud regner det højere, end om han havde alle munkes gerninger og hellighed. Munkene er nemlig endnu aldrig kommet så langt, at de har nået en sådan ydre retfærdighed, og formår ikke med hele deres væsen og alle deres gerninger at sammenligne sig med et barn eller en pige i huset, som efter Guds befaling udretter et barns eller en ungs gerning. Ja, hvilken salig verden skulle vi have, hvis folk ville tro dette og enhver passede sit arbejde og altid havde Guds vilje og bud for øje! Da skulle det regne ned fra himlen med alle slags velsignelser og gode ting, i stedet for at vi nu må have så megen modgang og bekymring, som vi selv har fortjent.

 

Den anden fromhed – syndernes forladelse

Foruden denne ydre fromhed er der nu en anden, som ikke hører til dette timelige liv her på jorden, men alene gælder for Gud og giver og opretholder det liv, som følger efter dette. Den ydre fromhed består i gerninger, som dette liv pålægger os at øve blandt mennesker, mod overordnede og underordnede, mod nabo og næste. Den har sin løn her på jorden, ophører også med dette liv. Den, der ikke holder den, går det ikke godt i dette liv. Den anden fromhed svæver højt og langt over alt, som er på jorden og handler ikke om gerninger. For hvordan kan den have med gerninger at gøre, når alt, hvad legemet kan udrette, alt, hvad der hedder gerning, jo allerede har sin plads i den anden retfærdighed.

      Denne retfærdighed er nu den, som man kalder Guds nåde eller syndernes forladelse. Om den taler Kristus i dette og andre evangelier. Den er ingen jor­disk, men en himmelsk retfærdighed, ingen frugt af vor gerning eller formue, men Guds værk og gave. For den ydre menneskelige fromhed kan vel undgå straffen og domstolen, samt nyde de timelige goder, men den kan ikke bringe det så vidt, at den kan erhverve Guds nåde og syndernes for­ladelse. Derfor er det ikke nok, at vi har den ydre fromhed. Vi må have noget langt højere, som kan bestå for Gud, forløse fra synden og en ond samvittighed og føre os fra døden ind i det evige liv.   

      Det er også det eneste stykke, den eneste artikel og lære, hvorved vi bliver og kaldes kristne, og som adskiller os fra alle andre helgener på jorden. For deres hellighed har en anden grund og et andet indhold, nemlig enten specielle øvelser, en streng livsførelse eller også de embeder og opgaver, som er stadfæstede af Guds Ord, som dog er langt ædlere og bedre end den munkagtige, selvvalgte åndelighed. Disse, som opfylder deres kalds pligter, udgøre og­så en hellig stand og kaldes fromme men­nesker, for så vidt som de gør, hvad de skal, og hvad enhver må rose. Men intet af dette gør dog nogen til en kri­sten. Kristen bliver man alene ved, at man med troen fatter denne artikel og ved, at man befinder sig i nådens rige, hvor Kristus har taget os under sine vinger og uden ophør skænker os syndernes forladelse. Den, som søger noget andet eller vil handle på nogen anden måde med Gud, han skal vide, at han ikke er kristen, men forkastet og fordømt af Gud.

      Derfor hører der kunst og forstand til at gribe og holde denne retfærdighed og i samvittigheden for Gud at adskille den ret fra den ydre retfærdighed. For heri består, som sagt, de kristnes kunst og visdom. Men den er så høj og stor, at end ikke alle de kære apostle kunne prise den nok. Og dog må den opleve den lede plage, at man me­ner sig hurtigere udlært i denne kunst end i nogen anden. Der er ingen højere præ­diken end den om Guds nåde og syn­dernes forladelse, og dog er vi så usalige mennesker, at, når vi har hørt eller læst det engang, så tror vi, at vi kan det og er straks ekspert og doktor og søger noget højere. Som om vi nu var færdige med det alt sammen. Derved opvækkes så partier og split­telser.

      Jeg har nu selv i så mange år studeret og drevet denne sag med al flid og prædiket, skrevet og læst om den, mere end nogen af dem, som indbilder sig at kunne det så godt. Alligevel kan jeg ikke rose mig af noget mesterskab, men må være glad, at jeg kan være en discipel med dem, som først nu begynder at lære det. Derfor må jeg formane og ad­vare alle, som gerne vil være kristne, både lærere og elever, at de skal vogte sig for sådan skammelig indbild­ning og vide, at det er den sværeste og højeste kunst, som findes på jorden. Selv Paulus må bekende i 2 kor 9, 15, at det er en uudsigelig gave, som man ikke med ord kan bringe folk til at agte så høj og dyrebar, som den i sig selv er.

      Årsagen er den, at fornuften ikke kan komme højere end til sin ydre fromhed i gerninger og heller ikke fatter troens retfærdighed. Jo højere og klogere fornuften er, desto mere hænger den ved gerninger og vil bygge på dem. Når vi anfægtes og føler os trufne i samvit­tigheden, er der ingen, der kan lade være at gribe efter gerninger, som man kan hvile og bygge på. Så søger og tæller man så mange gode gerninger, som man gerne ville gøre eller ønskede at have gjort. Og når man ingen finder, så begynder hjer­tet at miste modet og tvivle. Dette hænger så fast ved os, at selv de, som har troen og kender nåden eller syndernes forla­delse, har stort besvær med at komme fri af denne forestilling og de må daglig kæmpe derimod. Med ét ord, det overgår langt menneskers fatteevne og forstand, at hæve sig over den jordiske retfærdighed og træde ind i denne artikel. Og selv om man hører meget og ved at tale meget derom, bliver den gamle indbildning og med­fødte skade dog bestandig tilbage, som vil bringe sine egne gerninger frem for Gud og gøre dem til salighedens grund. Som sagt overgår det selv dem, som er kristne og kæmper imod denne forestilling. De andre kloge hove­der og uerfarne ånder ligger fuldstændig ned­sænkede deri.

      Skal vi derfor kunne begribe det, så vi fuldt og fast er overbevist om, at vor fromhed for Gud hedder syndernes forladelse, så må vi arbejde os løs fra os selv og hæve os over fornuften, som diskuterer med os og foreholder os både synder og gode gerninger. Vi må fare så højt, at vi hver­ken ser på synd eller gode gerninger, men fordyber os sådan i denne artikel, at vi hverken ser eller ved af noget andet. Og vi skal gøre det på den måde, at vi sætter nå­den eller forladelsen, ikke alene mod syn­den, men også mod de gode gerninger og udelukke al menneskelig retfærdighed og hellighed. Sådan er mennesket delt mellem disse to regimenter: I den ydre livsførelse skal vi være fromme og gøre gode gerninger; men når vi vil svinge os op over dette liv og have med Gud at gøre, da skal vi vide, at her gælder hver­ken vor synd eller fromhed. Selv om vi føler synden, som trykker vores samvittighed, og selv om loven kræver gode gerninger, så skal vi hverken høre eller se på noget af det, men uforfærdet svare: Har jeg synd, så har Kristus forladelse. Ja, jeg sidder på den trone, hvor synden ikke kan nå hen.

      For vi skal forestille, os Kristi rige som en skøn, stor hvælving eller et tag, som overalt er over os og skjuler og beskytter os mod Guds vrede. Ja som en stor, vid himmel, der lyser med ren og skær nåde og forladelse og dermed fylder verden og alle ting, så at alle synder mod dette næppe er som en lille gnist mod det store hav. Og selv om synderne trykker, så kan de dog ikke skade, men må forsvinde og gå til grunde for nåden. Den, som kan forestille sig det, han må vel kaldes en mester, men vi må alle ydmyge os og ikke skamme os ved at lære det, så længe vi leve. For hvis vor natur har kendskab til én synd, så kan den deraf gøre en byrde, tungere end himlen, og så blæser også Djæ­velen til og gør af en lille gnist en ild så stor, at den fylder himmel og jord. Her må man vende bladet om og ufor­færdet slutte sådan: Selv om synden var endnu større og tungere, så er dog denne artikel endnu langt højere, videre og større, for den har intet menneske talt eller udgrundet af egen visdom, men ham, som omfatter og holder himmel og jord med sin hånd, som profeten Esajas siger i kap. 40, 12. Min synd og fromhed må blive hernede på jorden, fordi de angår mit liv og min virken, men der­oppe har jeg en anden skat, større end dem begge. Her sidder Kristus og holder mig i sine arme og dækker mig med sine vinger og overskygger mig med bare nåde.

      Men så siger du måske: Men jeg føler stadig synden daglig, og samvittigheden fordømmer mig og viser mig Guds vrede. Svar: Derfor siger jeg jo, at man skal lære dette, at den kristne retfærdighed intet andet er end alene syndernes forladelse. Det vil sige, et sådant rige, som alene har med synder at gøre, og en så overstrømmende nåde, som borttager al vrede.

      For derfor hedder det syndernes forladelse, fordi vi for Gud er rigtige syndere. Ja, fordi der i os kun er synd, selv om vi så havde al menneskelig retfærdighed. For hvor Gud taler om synder, må det være rigtige store synder ligesom forladelsen heller ikke er nogen spøg, men fuldt alvor. Når du derfor betragter denne artikel, så har du begge dele: Synden tager al din hellighed bort, hvor from du end er på jorden. Forladelsen derimod ophæver alle synder og vreden, så at altså hverken synden kan støde dig i Hel­vede eller din fromhed hæve dig til Himlen.

      Når Djævelen derfor angriber din samvittighed for at gøre dit hjerte for­sagt, og siger: Du har dog selv lært, at man må være from, så svar kun frimodig og sig: Javel, at jeg er en synder, det ved jeg godt på forhånd, for det har denne ar­tikel, som hedder syndernes forladelse, for længst lært mig. For verden vil jeg være from og gøre det så godt, jeg kan, men for Gud vil jeg gerne være en synder og heller ikke hedde andet, for at denne artikel må forblive sand. Ellers var det ikke forladelse eller nåde, men måtte hedde min retfærdigheds og fortjenestes erhvervede krone. Om jeg derfor end ikke føler andet end mange og store synder, så er de dog ikke mere synder, for jeg har en kostelig modgift og et lægemiddel mod dem, som fratager synden dens kraft og gift, ja dræber den. Det er det ord: Forladelse. For det ord må synden forsvinde som strå, der antændes af ilden. Ellers hjælper ingen gerning eller lidelse, end ikke mod den allermindste synd. For uden for denne forladelse er og bliver der blot synd, som fordømmer os.

      Bekend derfor kun denne artikel lige­frem og fuldt ud og lad dette stå fast: For verden kan jeg være from og gøre alt, hvad jeg skal, men for Gud er der intet andet end blot synd for denne ar­tikels skyld. Derfor er jeg jo en syn­der, men en sådan synder, som nu har forladelse og sidder på den trone, hvor blot nåde regerer, Salme 117, 2. Ellers var jeg en synder som Judas, der alene så sin synd, men ingen forladelse. De kristne derimod, jo mere synd de ser hos sig, desto højere og større nåde ser de også over og omkring sig, skænket og udøst i Ordet.

      Så lær nu at gøre denne artikel så stor og vid, som Kristus når og re­agerer, så du må kunne ophøje den højt og langt over alle ting i himlen og på jorden. For ligesom Ordet svæver over alt, sådan må også troen, som griber Ordet i hjertet og holder sig dertil, fare højt over synd, samvittighed, død og djævel. Døm nu selv, hvad en kristen er for et menneske, siden han kaldes en herre over djævel og død, og alle synder er for ham som et vissent blad. Prøv også dig selv, hvor meget du kan af dette, og om det er en så ringe og let kunst, som de uerfarne ånder mener. For om du kunne og troede det, så var al ulykke, død og djævel slet intet. Men fordi du endnu må kæmpe med synden og endnu frygter og ængstes for døden, Helvede og Guds vrede, så ydmyg dig kun og giv Ordet æren og sig, at du endnu aldrig har forstået det.

      Med få ord: Enhver kan blot gribe i sin egen barm, så vil han finde en falsk kristen, som indbilder sig, at han forstår det, førend han endnu har lært de første bogstaver af det. Det er vel snart hørt og læst og let at sige ordene efter, men at praktisere det og bringe det ind i sit væsen, så det lever i hjertet, og så sam­vittigheden bygger og forlader sig derpå, det er ikke menneskers kunst. Derfor siger og formaner jeg dem, som vil være kristne, at de uophørlige må omgås med dette og være optaget af det, for at vi dog måtte få en smag deraf og blive en førstegrøde af hans skabninger som Jakob siger i kap. 1,18. For at bringe det så vidt, at man begriber det fuldt ud, det bliver der intet af i dette liv, fordi de kære apostle, som dog vare fulde af ånd og tro, ikke har bragt det højere.

 

Anskaffelsen - nådens pris

Dette må nu være tilstrækkeligt om det første stykke, eller om hvad den kristne retfærdighed er, og hvori den består. Spørger du nu dernæst, hvorfra den kommer, og hvorved den er bragt til veje eller erhvervet, så er sva­ret: Derfra kommer den, at Jesus Kristus, Guds Søn, er kommet fra Himlen, er blevet menneske og har lidt og er død for vore synder. Det er den årsag, det middel og den skat, ved hvilken og for hvis skyld syndernes forladelse og Guds nåde er os skænket. For en sådan skat kommer ikke til os uden et middel eller uden en fortjeneste. Men fordi vi alle er fødte i synd og således er Guds fjender, der ikke har fortjent andet end evig vrede og hel­vede, så at alt, hvad vi er og formå, fordømt. Vi har altså ikke selv noget råd eller metode til at befries derfra, for synden er for stor, til at nogen skab­ning kan udslette den, og vreden så stor, at ingen kan stille og forsone den. - Derfor har en anden mand måttet træde i vort sted, nemlig Jesus Kristus, Gud og menneske. Ved sin lidelse og død har han gjort fyldest og betalt for synden. Det er den sum, som er betalt og udgivet for os. Ved den er synden og Guds vrede udslettet og fjernet, Faderen forsonet og blevet vor ven.

      Dette ved og tro alene de kristne, og her skille de sig ud, fra al anden tro og gudstjeneste på jorden. For jøderne, muslimerne, de falske kristne og gerningshelgenerne prise også Gud som barmhjer­tig, og der er intet menneske på jorden, som ikke forstår at tale om Guds nåde, og dog går de alle glip af den og få ingen nåde og syndsforladelse. Det kommer af dette, at de ikke ved, hvordan man opnår nåde. Det vil sige: De har ikke den skat, hvori nåden ligger, og hvoraf den flyder, men fare hen i blindhed og vil fortjene sig den med deres gerninger, strenge liv og egen hellighed. Men hermed gør de kun Guds unåde og vrede endnu større.

      Derfor er det nødvendigt, at vi lære at finde denne skat og søge forladelsen dér, hvor den bør søges. Det vil sige, at vi rigtig lære at kende og gribe vor Herre Jesus Kristus. For det står fast, at uden og uden for Kristus skal ingen komme frem for Gud, ingen finde nåde eller få for­ladelse for den allermindste synd. Fordi du er og uden ophør forbliver en synder, så er din samvittighed nemlig parat og fordømmer dig, samt viser dig Guds vrede og straf, så du ikke kan se no­gen nåde. Men at de bliver dig tilgivet, det finder du som sagt ikke grunden til i din egen barm. Du har intet, hvormed du kan be­tale, intet, som du kan bringe frem for Gud, så at han skulle godkende dig og udslette dit synderegister. Men når du griber Kristus, som den, der er trådt i dit sted, har taget din synd på sig og givet dig sig selv til ejendom med al sin fortjeneste og alle sine goder, så kan ingen synd formå noget mod dig. Skønt jeg en synder, så er han hellig og en herre over synd, død, djævel og helvede, så at ingen synd kan skade mig, fordi han er skænket mig som min retfærdighed og hellighed.

      Sådan har vi altså idel nåde og forladelse for alle synder, men dog på ingen anden måde end i og ved denne ene Kristus. Her alene må den søges og hentes. Den, som nu kommer frem for Gud med nogen gerning i den tanke, at han skal godkende den og lade den gælde no­get til nådens erhvervelse, han vil støde imod og slå hovedet i stykker, ja i stedet for nåde alene føre vrede over sig.

      Deraf ser du, at alle andre midler og veje er fordømte som djævelens lære, hvor man fører og henviser menne­sker til deres egne gerninger eller an­dres hellighed og fortjeneste. Det kan for eksempel være til helgenernes eksempel, som har ført et strengt liv og lidt meget og gjort en lang bod. Det samme har også de gjort, som har trøstet folk i deres dødsstund med, at de har formanet dem til at lide døden med tålmodighed og derved betale for deres synder. For det er at fornægte Kristus, ja, at håne og bespotte ham, hvis nogen formaster sig til at sætte noget andet mod synden eller selv gøre bod for synden, som om Kristi blod ikke gjaldt så meget som vor bod og fyldestgørelse, eller som var hans blod ikke nok til at udslette alle synder på jorden.

      Vil du derfor blive synden kvit, så lad kun være med at søge gerninger og fyldestgørelse for med dem at træde frem for Gud, men kryb alene ind under Kristus og indsvøb dig i ham, som den, der har taget din synd fra dig og lagt den på sig, så du ikke behøver at plage dig med den eller have noget med den at gøre. For han er Guds lam, som bærer verdens synd, som Johannes 1, 29 siger. Og der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved, som Peter siger i ApG 4, 12. Derfor kaldes vi også kristne, fordi vi har ham med al hans fortjeneste og alle hans goder, og ikke for vore gerningers skyld. Disse gerninger kunne vel gøre os til en hellig munk af en eller anden slags og give en berøm­melse af stor lydighed og streng faste, men de kunne aldrig gøre nogen til en kri­sten. Se, dette er det andet stykke, som hører til prædikenen om denne artikel.

 

Uddelingen - distributionen

For det tredje: Hvordan eller hvor­ved bliver nu denne retfærdighed os meddelt, så vi får denne skat, som Kristus har erhvervet? Her må man også se sig godt for, så man styrer lige frem og ikke kommer på vildspor som nogle kættere tidligere og endnu mange vild­farende ånder. De mener og foregiver, at Gud skulle gøre noget specielt med dem og handle med hver enkelt ved et særligt lys og en hemme­lig åbenbaring indvendig i hjertet, og således give dem Helligånden. Som om man altså ikke behø­vede noget bogstav, skrift eller ydre prædiken.

      Derfor skal vi vide, at Gud har sat den orden, at ingen skal komme til Kristi erkendelse eller få den ved ham er­hvervede forladelse eller modtage Helligånden uden ved et ydre åbenlys middel. For denne skat har han indfattet i det mundt­lige ord eller prædikeembede, og vil ikke udrette det i nogen krog eller hemmeligt i hjertet, men vil have den åbenlyst udråbt og uddelt blandt mennesker. Som Kristus befaler i Markus 16, 15.: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.”

      Dette gør han af den årsag, at man skal være sikker på, hvor og hvordan man skal søge og forvente at finde denne nåde, så der i kristenheden kan være den samme fremgangsmåde og orden, og ingen går sin egen vej og følger sine egne tanker og således bedrager sig selv og andre. Det ville ellers med sikkerhed blive tilfældet. Vi kan nemlig ikke se nogen ind i hjertet, så derfor ville enhver kunne rose sig af at have Helligånden og udgive sine egne tanker for åndelig åben­baring, indgivet og lært ham af Gud på en særlig måde. På den måde kunne ingen vide, hvem eller hvad han skulle tro.

      Til at modtage syndernes forladelse eller den kristne retfærdighed behøves altså i kristenheden også dette stykke, nemlig det ydre ord eller prædiken, som et rør eller middel, hvorigennem Kristus åbenbarer og frembærer sin nåde for os eller lægger den i vort skød. Uden dette ville ingen nogensinde opdage denne stat. For hvordan kunne man vide, eller hvem ville komme i tanke om, at Kristus, Guds søn, for vor skyld er kommet ned af Himlen, er død for os og opstået fra de døde, har erhvervet og skænket os syndernes forladelse og det evige liv, hvis han ikke lod det forkynde og prædike offentligt? Selv om han ved sin li­delse og død har erhvervet os denne skat, så kunne ingen dog finde den eller modtage den, hvis ikke den til­lige gennem Ordet blev tilbudt, forkyndt og skænket. Uden denne uddeling ville alt det, han havde gjort og ofret alt sammen være omsonst. Det ville ikke være anderledes end som en stor, dyrebar skat, der var nedgravet i jorden, og som ingen kendte til eller vidst, hvordan man skulle få gavn af.

      Derfor har jeg altid lært sådan, at først og frem for alt må det mundtlige ord være til stede og opfattes gennem øret, hvis Helligånden skal komme ind i hjertet. For med og ved Ordet oplyser Helligånden hjertet og virker troen. Troen kan altså hverken blive til eller bestå uden ved hørelsen og evangeliets ydre prædiken, ved hvilket troen både begynder og styrkes. Derfor skal man på ingen måde foragte dette, men holde det højt og i ære, gerne omgås med det og uafbrudt drive og indskærpe det. Det bliver nemlig aldrig uden frugt og kan desuden aldrig blive forstået og lært godt nok. Og enhver skal tage sig i agt for de frække ånder, som agter det så ringe, som om det ikke var nødvendigt eller nyt­tigt til troen, eller som straks blive fuldt udlært og utilfredse med det, indtil de til sidst falde fra og ikke beholde noget af troen og Kristus.

      Se, her har du alt det, som hører til denne artikel om den kristne retfærdig­hed, som består i syndernes forladelse, skænket os ved Kristus og modtaget ved troen, i og ved Ordet, gratis og helt uden nogen af vore gerninger. Dog ikke sådan at forstå, at en kristen ikke skal og må gøre gode gerninger, men sådan, at man ikke blander og fletter dem ind i troens lære og tilføjer dem den afskyelige indbildning, at de skulle bidrage noget til vor retfærdighed for Gud. Hermed besmitter og fordærver man både gerningerne og troens lære. For det drejer sig for alt i verden om, at man be­holder denne artikel ren og ublandet, adskilt fra al vor gerning. Men bagefter, når vi har modtaget denne retfærdighed, da skal også gerningerne følge, og blive hernede på jorden, så at de udgør og opretholde den verdslige retfærdighed. På den måde har begge deres rette funktion, men enhver i sit væsen og værdi, den ene for Gud i troen, over og før alle gerninger, den anden i kærlighedens gerninger mod næsten, sådan som vi også ovenfor og altid har lært.

     

Om magten på jorden til at forlade synder

Farisæerne vidste godt, at det var Guds gerning og alene tilkom ham at forlade synder. Derfor anså de Kristus for en gudsbespotter, fordi han som et menneske ville forlade synden. Syndernes forladelse kan foregå på to måder. Den første måde er, når synden uddrives af hjertet og nåden indgy­des. Det er alene Gud, der gør det. Den anden måde er forkyndelsen af syndernes forladelse. Det kan det ene menneske gøre for det andet. Men Kristus gør her begge dele: I hjer­tet giver han Ånden, og i det ydre forkyn­der han det med Ordet, som er en for­kyndelse og ydre prædiken om den ind­re forladelse. Denne fuldmagt har alle de, der er kristne og døbte. Dermed prise de Kristus. De har dette ord i deres mund, så de, så tit de vil og det er nødvendigt, kan sige: Se, menneske, Gud tilbyder dig sin nåde og forlader dig alle dine synder; vær frimo­dig, dine synder er dig forladt. Tro det kun, så har du det virkelig. Denne røst skal ikke ophøre blandt de kristne indtil den yderste dag: Dine synder er dig forladt, vær glad og frimodig! Sådanne ord har en kristen altid i sin mund og forkynder dem offentligt. I disse ord bliver synderne tilgivet. En kristen har altså fuldmagt til at forlade synder på denne måde. Når jeg derfor siger til dig: Dine synder er dig forladt, så hold det for lige så vist, som om Gud selv sagde det til dig. For hvem ville gøre det, hvis ikke Kristus selv var steget ned og havde lagt mig det i munden og sagt, at vi skulle forlade hinanden syn­den? Som han siger det i Joh 20, 22: ”Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.” Og i Matt 18, 19: ”Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” Det er Ordet, der gør det.

      Var der nu intet menneske på jorden, som kunne forlade synden, men alene love og gerninger, åh, hvilken elendig ting var da ikke en bedrøvet samvittighed? Men nu, da Gud fylder enhvers mund, så han kan sige til sin næste: ”Dine synder er dig forladt, lige meget, hvem du er”, da er jubelåret begyndt. Det skal vi trodse og pukke på mod synden, at jeg kan sige til min næste, som er stedt i syndens angst og nød: Vær glad og fortrøstningsfuld, dig er dine synder forladt. Selv om jeg ikke kan give dig Helligånden og troen, så kan jeg dog forkynde dig det. Tror du det, så har du det. Den, som nu griber dette, han må love og prise Gud, som folk også gør her i evan­geliet. Dette hedder, at Gud har givet mennesker magt til at forlade syn­der, og det er at forøge Kristi rige og at trøste og oprejse samvittigheden. Det gør vi altså ved Ordet. Gud give, at vi måtte fatte det!

     

 

__________

 

Web-redaktør

Cand.theol.

Finn B. Andersen

e-post: finnbandersen@msn.com