8. søndag efter trinitatis

Matthæus 7, 15-23

 

 

 

 

 

 

Matt 7, 15-23

v15 Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. v16 På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? v17 Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. v18 Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. v19 Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. v20 I kan altså kende dem på deres frugter. v21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. v22 Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? v23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!

 

 

Med dette stykke af evangeliet slutter vor Herre Kristus sin lange bjergprædi­ken. Efter at han har lært sine disciple alt, hvad de skal vide, advarer han dem tillige, at de skal vogte sig for falsk lære. Sådan plejer også alle gode prædikanter at gøre, at de nemlig, når prædi­kenen er slut, formaner folket til at holde fast ved den rette lære og vogte sig for falske lærere. Sådan gjorde også Paulus, da han tog afsked med de ældste i Efesus, hvor han blandt andet sagde: ”Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod. Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig. Derfor skal I være på vagt. Og husk på, at jeg gennem tre år uophørligt, nat og dag, har vejledt hver enkelt under tårer.” (ApG 20, 28-31). På denne måde tilføjer han her og der i alle sine breve formaninger om, at man skal vogte sig for falske læ­rere, ligesom også Peter advarer i 2 Pet 2, 1-3: ”Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme og tilmed fornægte den Herre, som købte dem. De nedkalder en brat tilintetgørelse over sig selv, men mange vil følge dem i deres udsvævelser, og sandhedens vej vil komme i vanry på grund af dem. I deres griskhed vil de søge at udnytte jer ved hjælp af opdigtede historier; men dommen over dem er fældet for længe siden, og deres fortabelse slumrer ikke.”

      Sådan har også Kristus gjort her, idet han efter at have endt sin prædiken, advarer sine disciple og folket og forma­ner dem, at de skal forblive fast ved det, som han har sagt dem, og se sig godt for, så de ikke bliver forført af de falske profeter.

      Han siger:

     

v15 Tag jer i agt for de falske profeter

Heraf lærer vi først, at vi må være beredt på, og at det altid må gå sådan, at der efter de retskafne prædikanter altid opstår falske. Ja, at de endog trænger sig ind midt iblandt de retskafne. Hvorfor havde Kristus ellers behøvet at advare os så alvorligt, som når han siger: ”Vogt jer, tag jer i agt”, hvis han havde vidst, at alt skulle forblive rent? Derfor giver han os denne advarsel, for at vi skal være visse på, at vi vil få falske profeter efter den retskafne, rene lære. Sådan er det bestandig gået i de forrige tider, så, der efter de rette, tro prædikanter, profeter og regenter i Guds folk er opstået andre ved siden af, som fordærvede den rene lære, troen og guds­tjenesten. Sådan står der i Dom 2, 10-13, at da alle de var sam­lede til deres fædre, som Gud havde givet folket til lærere og dommere, og som kendte Guds vilje, hvad der behagede ham, og hvad der mishagede ham, ”da gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne, og dyrkede Ba'alerne. De svigtede Herren, deres fædres Gud, som havde ført dem ud af Egypten; de fulgte andre guder, guder som folkene rundt om dem dyrkede; de tilbad dem og krænkede Herren. De svigtede Herren og dyrkede Ba'al og Astarterne.” På denne måde adsplittedes de, så de faldt fra den rette lære og forlod deres fædres vej.

      Sådan gik det også på apostlenes tid. Da var det endnu rent. Men så snart de, der vogtede over den rene lære, var borte, indfandt de falske profeter og partistiftere sig straks og vendte op og ned på alt og ville gøre alt sammen anderledes. Det fremgår tydeligt i Paulus' breve. Fordi det nu er sådan og vi ikke har andet at vente, så adva­rer vor Herre Kristus os her, som en tro hyrde og biskop skal gøre, at vi skal se os godt for så vi, når vi har prædiket evangeliet rent og purt, må forblive faste ved det og ikke vige fra det, om det så gælder liv og lemmer. For det kan ikke være anderledes, Guds Ord forbliver ikke altid rent og uforfalsket hos alle.

      Sådan vil det også gå hos os. Evangeliet har vi og flere andre, Gud være lovet, så rent og rigeligt, som det aldrig har været siden apostlenes tid, men når nu vi og andre, som hjælper til med at forsvare og bevare det, er borte, da vil man finde nok af andre, falske prædi­kanter. De er da også allerede begyndt at rejse sig. Da er det godt for dem, der på grund af denne tekst vogter sig og ikke tror et­hvert lærdomsvejr, som kommer, men bliver trofast ved det, de har lært! Dette lærer Kristus os nu først med disse ord: Vog­t jer, lad jer advare, som vil han sige: I kan være sikre på, at de vil komme.

      Her vil du måske spørge: Hvorfor tillader da Gud, at falske profeter fremstår blandt de fromme og efter de retskafne prædikan­ter? Er han ikke så mægtig og stærk, at han kunne forhindre det, så evan­geliet kunne forblive i sin renhed og kraft? Jo, det kunne han godt, men han lader det ske, så han kan prøve og be­fæste sine og straffe de utaknemmelige. For sådan siger Paulus i 1 Kor 11, 19: ”Der må jo også være partier hos jer, så man kan se, hvem af jer der er til at stole på!” Det vil sige, så at de, der er af en prøvet tro, kan komme for dagen, så deres ånd og ord må træde frem, og de selv på denne måde bevise sig som retskafne.

      For når han giver os sit Ord, sin Ånd og sine gaver, så vil han ikke, at vi skal være dovne, søvnige og dvaske. Men når du har det rette ord og en ret forstand, så vil verden på den ene side sætte sig imod dig, og på den anden side vil Djævelen stræbe efter, at rive dig derfra, ikke alene gennem de verdslige tyranner, som forfølger ordet med sværd, men også ved vor egen fornuft og denne verdens kloge hoveder. Her vil Gud øve dig i sit ord og give den Ånd, som han har skænket dig, noget at udrette, så du kan lære, at Guds visdom er klogere end verden, at Guds kraft, er stærkere end denne verdens styrke og magt. Det ville du ikke lære uden denne kamp.

      Når Gud da tillader Djævelen at komme med sine partier, så vil han dermed vække dig op og sige: Forsvar dig, grib til or­det og lær at erfare Guds visdom og kraft mod verdens klogskab og Djævelens løgn. Han gør det altså, for at Guds Ords kraft og visdom må åbenbares, så du må lære, at det ikke kan overvindes af nogen magt og visdom, men beholder sejer og gør al magt, visdom og klogskab, som vil sætte sig op derimod, til skamme. Der­ved kommer sandheden frem, og det som er ret, bringes frem for lyset, så men­nesker erfarer det. Dette er én af grundene til, at Gud sender partier og sekter iblandt os, der ligesom lægger sig i vejen, som om de var nyttige og ville tjene dertil, at or­det, sandheden og Ånden desto bedre og klarere måtte træde frem, skønt partier og sekter ellers ikke er gode i sig selv.

      Den anden årsag er den, at han vil straffe de utaknemmelige, som ikke vil modtage ordet, så de kan omvende sig og blive frelst, sådan som også Kristus siger til jøderne i Joh 5, 43: ”Jeg er kommet i min faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, skal I nok tage imod ham.” Og Paulus siger i 2 Thess 2, 10-12: ”Fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud vildfarelsens magt over dem, så de tror på løgnen, for at alle, der ikke er kommet til tro på sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden, skal blive dømt.”

      Så hårdt straffer Gud denne synd, som vi dog agter så ringe, nemlig med blind­hed og vildfarelse, hvilke da også er de største og sværeste synder. Man holder det for en klar sag, at vi nu, af Guds nåde, atter har evangeliet; men hvor mange er vel de, som endog blot én gang takker Gud derfor? Vi glemmer det, slår det hen i vejret, bliver dovne og uagtsomme, det går ingen til hjerte, ingen smager det, ingen opløfter sine hænder og takker Gud for det. Ja, vi er så rigelig overøst med evangeliet, at vi kun bliver kede deraf, og det vil nu atter gå os sådan, som Paulus har forudsagt i 2 Tim 4, 3-4: ”For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter.”

      Sådan kan vi overalt i hele Skriften se, hvilken vrede det fremkalder hos Gud, og hvordan han holder det for den største synd, når man forkaster hans ord, som er så dyrt og kostbart, at det har kostet hans kære søns blod. Alligevel agter vi det så ringe og slår det hen i vejret. Derfor sender han også de værste plager, som ikke kan sammenlignes med andre plager i verden, at mennesker nemlig bliver så forstokket, forblindet og forført ved falske profeter, så Himlen lukkes for dem, Helvede åbnes og det evige liv bliver forspildt. Hvad gør det, selv om du så omkom­mer for muslimers eller tyranners sværd, når du kun dør i Guds Ords rette erkendelse og en ret tro, andet end en salig, ønskelig død? Men at overgive sjæ­len til Djævelen i al evighed, det er en evig vrede, og en evig plage, ja et Helvede.

      Gud har nu begyndt at hjemsøge os med mange slags tunge, timelige eller le­gemlige plager. Men en langt værre plage vil komme, når det hellige evangelium bliver borttaget fra Tyskland, eller der kommer andre falske lærere, hvoraf den ene vil lære ét, den anden noget andet. Da vil Himlen være lukket, og de falske prædikanter vil ikke lade den blive åbnet. Derfor er det nødvendigt, at bede rigtig alvorligt. Men vore hjerter er endnu for kolde til det. Det kommer af at ilden endnu ikke har antændt vore vægge, og at vi endnu ikke føler skaden. Ikke desto mindre har Djævelen i sinde at drukne hele Tyskland i blod og tage evangeliet bort, hvis han ikke bliver standset og hindret ved fromme kristnes bøn.

     

v15 der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve.

Ingen sender dem. De kommer af sig selv. Det er de falske profeters måde, at de selv trænger sig ind for at præ­dike. Nogle gør det for at tjene til føden. Dem er jeg ikke så bange for, skønt de heller ikke udretter noget godt. Men de, som trænger sig ind med den ros, at de siger, de gør det af kristen kærlighed for sandhedens skyld, at Helligånden driver dem ­til det, at de vil fremme sjælenes frelse og ikke søger andet end sjælenes frelse, for dem skal du vogte dig. Dem har Djævelen bestemt sendt, og ikke Gud. Dem, som Gud sender, bliver nemlig kaldet til det eller tvunget til det. De roser sig heller ikke meget, og hvad de roser sig af, beviser de i gering. Vogt jer derfor for sådanne, vil Herren sige, når I ser, at de ikke er sendt eller kaldet, men kommer af sig selv ved Djævelens tilskyndelse.

      Ja, men de roser sig jo af at have Helligånden? Svar: Hvis en så­dan vil overtale dig til at tro, at Helligånden har drevet ham, og at han gør det af kristen drift, til ham skal du sige: Fordi du roser dig så meget af Ånden, så giv mig et tegn, for du vidner om dig selv, og Skriften har forbudt mig at tro dig, når du alene vidner om dig selv. End ikke Kristus, den levende Guds søn, ville vidne om sig selv, sådan som der står i Joh 5, 31. Han gjorde tegn ved siden af, så man kunne erkende, at han var sendt af Gud, og at hans ord og lære var god. Fordi du nu siger, at du har Helligånden, så aflæg vidnesbyrd om din Ånd. Bevis det med et kendetegn, for at man kan tro dig. Her kræves et guddommeligt vidnesbyrd for at bevise, at du har Guds Ånd, sådan at I er to vidner, du og Gud. Kan du ikke gøre det, skal man heller ikke høre eller tro dig.

      Men lad så være, at en sådan vir­kelig var en retskaffen Ånd og havde den rette Helligånd, så skal du dog ikke høre ham, for Gud har befalet dig, at du skal følge hans orden, så du spørger efter to vidner og lader ham give dig bevis og bekræftelse på sit kald. Derfor skal du sige: Jeg vil ikke høre dig på dit eget udsagn eller berømmelse, selv om du havde den rette Ånd, for Gud vil på denne måde prøve mig, om jeg vil blive ved hans ordning. Derfor er han også tilfreds og har behag i, at du ikke modtager en sådan Ånd, for han bruger denne vej for at prøve os, om vi bliver ved hans ord, ligesom en fader, der leger med et barn, som han giver et æble, og igen tager det tilbage.

      Når der derfor kommer en af sig selv og fremlægger noget nyt, så tag dig i agt og sig: Jeg spørger ikke efter, hvad du prædiker, men om du er sendt, eller om du kommer af dig selv. Kommer du af dig selv, så hører jeg dig ikke, selv om du også havde Helligånden. Selv Djævelen kan i Mark 1, 24 sige: ”Jesus fra Nazaret! Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!”

Så siger folk straks: Her er det rette og sande Guds Ord, som denne mand prædiker. Ham vil vi høre. Ja, se først efter, hvorfra han kommer. Djævelen kan også prædike, men han gør det for at skaffe sig indgang og vinde tilhængere. Derpå bryder han frem og sår sin gift, så det bliver meget værre, end det var fra begyndelsen. Derfor advarer Kristus os så flittigt for dem, som kommer af sig selv.

      Den anden slags kaldelse sker ved, at menigheden eller øvrigheden på me­nighedens vegne beder en om det. Dette er en kaldelse, som sker af kærlighed og pligt. For når man behøver mig til prædikeembedet og opfordrer mig - og jeg er egnet til det, så har jeg pligt til at gøre det, for Gud befaler mig, at jeg skal tjene min næste. Derfor behøver dette kald intet tegn, fordi nogen ønsker det og Guds Ord kræver det af mig. Dette kaldes da at være hentet, kaldet, drevet. Men den anden kaldelse, som Kristi og apostlenes, kom­mer umiddelbart fra Gud, og da hedder det at være sendt, idet også Helligånden giver tegn til stadfæstelse på det. De andre, som roser sig af Ånd eller kød, skal du ikke høre. Sådan roser vore sværmerånder sig nu, der har slugt Helligånden helt og holdent. De siger: Helligånden har talt med mig fra Himlen og åbenbaret mig mange hem­melige ting, og lignende. Jeg for min part kan ikke rose mig meget af Ånden. Disse folk bliver mig alt for snart til ånder. Jeg roser mig af kærlighedens Ånd. Ellers er jeg en stakkels, kødelig synder. For øvrigt skulle jeg vel også kende noget til den Ånd, som de roser sig af. Men de er mig helt igennem for åndelige.

      Men hvad betyder det, at han siger: De kommer i fåreklæder? Disse fåreklæder består deri, at de i det ydre og efter skin­net kommer med alt, hvad de rette kristne og prædikanter lærer. For vi, som er Kristi får, bærer også fåreuld. Dette gælder nu ikke alene deres gerninger, den til­syneladende så skinnende livsførelse, som de fører, idet de beder meget, bærer grå kap­per, går med bøjet hoved, faster meget og fører et strengt liv. Det gælder også det, som er det allerværste, at de fører Guds Ord og Den Hellige Skrift i munden, som hos profeterne kaldes Guds uld og klæde. Prædikener og formaninger og ord af Skriften, er de rette klæder, som de vil pryde og smykke sig med og sige: Her er Kristus, her er dåben, her er Guds navn, her er den, som fører den skrift, som er Guds Skrift. Ja alt, hvad de kommer med, er intet andet end Guds navn, Guds og Kristi Ånd.

      Dette er nu at komme i fåreklæder, nemlig at prædike og bruge Skriften sådan, at det bliver holdt for den rette lære. For han siger jo ikke: De, der kommer til jer i ulveskind eller viser tæn­der. De prædiker ikke deres gift åbenlyst eller uden­ for Skriften. Ellers kunne man straks kende dem. Sådan som når de undertiden har prædiket Aristoteles på universiteterne eller den verdslige eller offentlige ret og hævder, at der ingen anden Gud er i kristenheden. Men de smykker sig ikke alene med gerninger, men også med Den Hellige Skrift, som Gud beklæder vore sjæle med. Gjorde de ikke det, ville de utaknemme­lige ikke blive så forblindet eller så forført af dem.

 

Bibelen som kætterbog

Derfor er det sandt, hvad man plejer at sige, at Den Hellige Skrift er en kætterbog, det vil sige, en sådan bog, som kætterne allermest tager til indtægt. Der er ingen anden bog, som de misbruger så meget, ja, de véd heller ingen anden at rose sig af. Der har endnu aldrig været noget kætteri så ondt og groft, at det jo ikke har villet pynte og skjule sig med Skriften. Sådan kunne man også sige: Gud er alle slynglers og skurkes Gud, fordi den største hob i ver­den nemlig fører Gud i munden. Ikke at deres ondskab kommer fra ham eller behager ham, men at de misbruger hans hellige navn. På samme måde må Den Hellige Skrift være en kætterbog, ikke at den selv er skyld i det, men de slyngler, som så skammeligt misbruger den. Sådan plejer man også at sige: I Guds navn begynder al ulykke. Det er også sandt. Ak, siger du, så vil jeg aldrig bruge Guds navn og vogte mig derfor. Hvad slags tale er det? Hvad kan navnet, som er givet os til frelse, gøre for det? De onde slyngler skal han nok finde. På samme måde er Bibelen en kætterbog, men derfor vil jeg ikke kaste den bort, men kun desto mere studere og læse deri, så jeg må vide at vogte mig for de andres misbrug.

      Enhver må derfor være beredt og rustet, så man ikke så let lader sig forføre af de falske læreres skin, selv om de også kommer til dig med Skriften. Der stikker bestemt glubske ulve under, og når du mener, at de bespiser og mætter dig, så sønderriver, myrder og æder de dig. Men dette vil ingen kunne dømme og bedømme, uden at man har et åndeligt syn. Flertallet og den almindelige mand gør det ikke, for de fleste foragter evangeliet og er utaknemmelige. Kun den mindste flok modtager det og forstår sig derpå. Og dette er den største og vanskeligste strid, at man her skal stride med Skrift mod Skrift, rive sværdet ud af hans hånd og dræbe ham med hans eget sværd. Det kan ingen andre gøre end den, der er oplyst af Helligånden, så han ser denne skalk.

      Jeg har ofte sagt, hvad der er den allersikreste lære og regel til at prøve ånderne efter, den nemlig, som Jo­hannes omtaler i 1 Joh 4, 1-3: ”Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud. Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud.”

Den anden regel skriver Paulus i Rom 12, 6: ”Den, der har profetisk gave, skal bruge den i overensstemmelse med troen.” Det vil sige, at al lære skal rime med og stemme overens med troen, så intet andet end troen bliver lært. Den, der ikke har troen, kender ikke Kristus, kan hel­ler ikke dømme ret om nogen lære. Hertil hører ikke kødelige mennesker, som godt kan være kloge og dygtige for verden, men fromme, åndelige hjerter. Man finder ganske vist mange, der siger: Kristus er Guds søn, født af en ren jomfru, død og atter opstået fra de døde. Men de tror ikke, at han er Kristus. Det vil sige, at han er hengivet for os, at han uden al vor gerning og uden nogen fortjeneste fra vores side har gjort os til Guds børn, så vi ved ham har en nådig Gud og dertil det evige liv. Dette er troen, som hedder at kende Kristus rigtigt. Dette er den prøvesten, rettesnor og vægtskål, som al deres lære skal bedømmes efter.

      Derfor er det ikke nok, at en lærer og prædikant ved at nævne Kristus, at han er Guds søn, død og opstået igen og så videre. Dette er alt sammen fåreklæder. Men på dette punkt skal man give agt: Hvis de siger, at Kristus er død for os, så må de også slutte, at vi ikke ved vore egne gerninger fortjener Guds nåde, syndernes forladelse og det evige liv. Dette punkt be­rører de falske ånder helt sikkert ikke, men flygter fra det som Djævelen for røgelse eller for et krusefiks, som man plejer at sige. Djæve­len lader dem gerne prædike om, at Kristus er født, død, opstanden, opfaret til Himlen og sidder hos sin himmelske faders højre hånd, men dog sådan, at han tilføjer, at man må gøre det og det, og undlade det og det, hvis man vil blive frelst og behage Gud. Dette er Djævelen, som blan­der sin gift imellem.

      Med sådanne fåreklæder skjuler også paven sig, når han siger, at Kristus ved sin død og blodsudgydelse ganske vist har erhvervet os dette, at vi er Guds børn og bliver frelst; men han føjer til: Den, der ikke er den romerske kirke lydig, er hjemfalden til den evige fortabelse; men den, der er lydig og gør, hvad den romerske kirke befaler og forbyder, bliver frelst og farer lige op i Himlen. Lægger paven ikke her ligeså megen vægt på sit eget som på evangeliet? Men hold dem mod hinanden: Hvis Kristi død udretter det, så kan mine gerninger jo ikke gøre det. Det var noget helt andet, hvis man prædi­kede sådan: Du skal af kristelig kærlighed være mig lydig, men ikke blive salig ved det, men ved Kristi blod. Men den nød vil han ikke bide i.

      Lær derfor at se dig godt for og betragte enhver lære ret, om de rettelig fører og driver på dette hovedstykke, det vil sige, om de prædiker Kristus ret og rent. For det vil du helt sikkert finde hos alle partiånder, at de altid enten fuldstændig lader denne artikel falde eller også kommer med noget ved siden af, som de lokker folket til, som om det var en særdeles nødvendig ting til frelse. Sådan drog vore sværmerånder og billedstormere først flertallet til sig med den påstand, at intet var mere nødvendigt end denne billedstorm. De sagde: Den, der knuser et billede eller ødelægger en altertavle, gør en god gerning. Man beviser, at man er en kristen. Straks var befolkningen med og rev ned for fode og ville alle være kristne. Som om ikke også jøder, hedninger og muslimer, ja de allerværste slyngler kunne gøre det samme.

      Disse sværmerånder fjerner ikke tilliden og fortrøstningen til egne gerninger, men bestyrker folk endnu mere deri. Men de retskafne lærere prædiker sådan, at det stemmer overens med troen. Er det da overensstemmende med troen, så bliver Kristus erkendt, ikke delt og sønderlemmet, men så hel, som han er. Og selv om Djævelen anstiller sig, som om han også gennem sine apostle præ­dikede Kristus, så tro ham ikke. Han søger at besnære dig med sådan list. Vel, her er advaret nok. Det hjælper ikke dem, der ikke vil høre. Dog hjælper det dem, der skal blive forbedret.

      Nu føl­ger videre den tredje måde at prøve og kende ånderne på. Den lyder sådan:

 

v16 På deres frugter kan I kende dem.

Hele dette ydre væsen og gerningerne er de frugter, som følger på læren. Men her hører der åndelige øjne til, så man grundigt lærer de rette, gode gerninger at kende, som Paulus opregner i Gal 5, 22, hvor han siger: ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.” Dette er Åndens rette frugter.

Kødets gerninger er ”utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags.” (Gal 5, 19-20).

      Når du nu her nøje adskiller gerningerne fra hinanden, så vil du i alle deres gerninger ikke finde en gnist af Ånd. For det første vil du bestemt hos dem ikke spore de rette troens frug­ter eller kærlighedens gerninger. Derimod skal man nok finde, at de er venner inden for deres egen gruppe og kalder hinanden brødre i Kristus, men der er kun gift og djævelskab i dem. De, der ikke er af deres parti, finder ingen barmhjertighed, ingen tålmodighed eller venskab. Kunne de fordærve dem til legeme og sjæl på en time eller et øjeblik, så gjorde de det. Disse frug­ter ser kød og blod ikke. Alligevel går de i grå kapper, lever i en stille orden og har samme væsen og skikke.

      Det er ikke kærlighedsgerninger. Rigtige kærlighedsgerninger er dem, man øver mod de nødlidende og mod sine fjender, så man forbarmer sig over syndere, underviser og lærer de uvidende, tjener de fattige med liv, gods og ære, sådan som Kristus siger i Matt 25, 35-36. Disse gerninger vil du ikke finde hos nogen falsk profet. Han kan nok anstille sig som en åndelig mand med en speciel livsstil, sådan som barfodsmunkene og karteusermunkene gør. Men hvad hjælper det mig? Det har alt sammen et skin og ser ud, som det var noget, men det er dog unyttigt. Men kærligheden vil have sådanne gerninger, som gavner næsten.

      Ligeledes vil du mærke, hvordan disse ånder er så stolte og hovmodige, at de alene vil æres og tilbedes. Desuden er de så fulde af gerrighed og ubarmhjertighed, at de ikke alene undlader at give noget og at hjælpe de fattige, men at de også har deres glæde og lyst i, at det går deres næste dårligt. Hvis nogen får falsk omtale, hjælper de ikke vedkommende med sin ære, så han kan komme ud af skammen igen, men støder ham dybere ned. De udspreder rygtet vidt og bredt, synger viser om det og morer sig desuden indvendigt over ham. Falder nogen i synd, har de intet medfølende hjerte, men et forstokket hjerte, som fryder sig over næstens ulykke og bruger den til at smykke sig selv med. Men hvortil mange ord? De er hårde, bitre, forgiftede hjerter, som alene har en sort, giftig tunge. De kan bringe enhver til slagterbænken, må rette på alle, lader ingen uden kritik, dømmer, for­dømmer og forhåner enhver og lader hånt om alle andres skade.

      Derfor siger han om dem:

 

v16 På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? v17 Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter.

Herved er at mærke, at han siger: Af deres frugter kan i kende dem. Han siger ikke: Af deres frugter bliver de onde eller gode. For hvem har nogensinde af en pære lavet et pæretræ, eller af et kirse­bær et kirsebærtræ? I naturen går det sådan til, at træet bærer frugten. Sådan skaffer æbletræet æbler. Træet kendes ganske vist på sin frugt, men bliver ikke frembragt af det. På samme måde var Abraham, da han ofrede sin søn Isak, allerede forud from. Alligevel siges der til ham i 1 Mos 22, 12: ”Nu véd jeg, at du frygter Gud.” Der siges ikke: Nu er du blevet gud­frygtig, men ved gerningen er det kund­gjort og åbenbaret, at du frygter Gud.

      Derfor er det to forskellige ting, at være eller blive noget, og at blive erkendt eller åbenbaret som noget. Der er mange ting, som Gud alene kender, men når det viser sig, så bliver det også bekendt for menne­sker. Og Kristus siger, at frugterne tjener til, at man på den kan kende træet, om det er godt eller ondt, ligesom Abraham ved sin gerning blev erkendt som den, der frygtede Gud og var from og retfærdig. Før frugterne derfor bliver åbenbare, må de først vokse frem af træet, så at det kan vise sig, hvordan stammen er. Men at give noget til kende er noget ganske andet end at være selve det, der gives til kende. Altså bidrager mine gerninger intet til, at jeg bliver from og retfærdig for Gud, men de kundgør og viser denne skat og det hjerte, i hvilket den ligger skjult. For denne skat, som ligger skjult i hjertet, vil Gud gøre kendt og ikke lade den være skjult. Kun på én måde gør gerningerne os fromme, rene og hellige, nemlig i det ydre for mennesker, men på ingen måde i det indre for Gud. Det sidste må alene Kristus og troen gøre. På denne måde har du talt ret og gjort den rette forskel. Hvis nogen da er så stædige og stiv, at de ikke vil høre, så må man lade dem fare, for dem kan vi ikke overbevise og prædiker heller ikke for dem. Men vi søger de vildfarende hjerter, som gerne vil være fromme og få den rette forstand. Det er for dem, der vil høre, vi prædiker?

      Derfor siger Kristus videre:

 

v20 I kan altså kende dem på deres frugter.      

Dette gentager han atter for at lære og advare os, så vi må vide at vogte os for dem og for at vi ret kan kende dem, give nøje agt, ikke på deres navn og berømmelse, som er idel sandhed, Ånd og sjælenes salighed, men på deres frugter. For de kommer visselig alle sammen smykket med Kristi, kirkens og Guds Ords navne, for dermed at sætte folk blår i øjnene og forskrække de uforstandige, så de ikke kan sætte sig til modværge. Men lad det ikke anfægte jer, siger Kristus, hvad de fore­giver og roser sig af. Alt dette kan bedrage, og intet er almindeligere, end at man misbruger Guds, Åndens, sandhedens og kirkens navne, så også Paulus i Gal 1, 8 må sige, at hvis han (som dog med sandhed kan rose sig af at være en apostel, sendt af Kristus), eller en engel fra Himlen prædikede et andet evangelium, så skulle man dog ikke høre ham, men holde ham for en forbandelse.

      Skulle nu ikke også andre så kunne mis­bruge sådanne herlige navne, eller forføre og bedrage folk ved at foregive og rose sig af kirkens navn? Og dog skal man ikke tro nogen som helst, som vil lære noget an­det, selv om han kom med det vidnesbyrd, at han var en apostel, ja endog en engel fra Himlen, end sige at han førte kirkens navn, som langt fra har så høj oplysning eller forstand, ej heller så fuldkommen renhed og hellighed som englene i Himlen.

      Derfor er det her nødvendigt, hvis man ikke vil blive forført ved disse herlige navne og berømmelser, at de kristne først og fremmest har og kender den rette lære om Kristus og efter denne dømmer om al anden lære, om den nem­lig stemmer overens med den og er bygget på den rette grundvold, eller ikke. For når han byder sine kristne at vogte sig for falske lærere, og dermed gør dem til dom­mere og giver dem magt, ja befaling til at prøve og dømme al lære, så fordrer han også, at de skal være vise og forstandige kristne, som véd, hvad den rette lære er, og kan skelne mellem den og al anden falsk lære.

      For denne dømmen og bedømmen af læren må ikke ske efter deres egne tanker eller egen klogskab og pukken på Ånd, hellighed, sådan som paven gør, der med sine kirkeforsamlinger tiltager sig magt til alene at dømme om alt og forpligter enhver til at følge hans dom. Det gør de af den grund, at de påstår at have Helligånden og således ikke kan fare vild. Men man må have en bestemt og klar regel, hvorefter man dømmer, og det er Kristi ord. Det skal være den eneste rette­snor og prøvesten her, sådan som nu ofte er sagt.

       Men fordi ikke alle tilhørere har den forstand og indsigt, at de kan op­dage denne forskel, især da partiånderne godt kan skjule sig i lang tid blandt de rette får, dække sig med deres uld og lade, som de gør fælles sag med de rette kristne og ikke vil lære andet end Guds Ord, som den rette kirke holder sig til - fordi dette er tilfældet, så lærer Kristus her endnu et stykke, hvorpå man skal mærke og kende dem, nemlig deres frugter, og advarer dig, at du ikke blindt væk skal gå ind på, hvad der udgives for dig som Guds Ord, men se dig godt for og undersøge og ransage, om det stemmer med det rette Guds Ord, sådan som de i Berøa gjorde, ApG 17, 11. Der­næst skal du se efter, hvad for frugter sådan lære bringer med sig, for disse ville dog ikke kunne skjule sig i længden, men må træde frem og lade sig se, sådan som Kristus her siger: ”Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler?” Og: ”Det dårlige træ bærer dårlige frugter.”

 

I lyset af Guds Ord og bud

Han taler imidlertid ikke specielt om sådanne frugter, som er så grove og håndgribelige, at enhver, også den, som ikke er kristen, med lethed kan prøve og kende dem, som de åbenbare, også af verden fordømte synder og la­ster. Han taler her om sådanne frugter af falsk lære, som ikke er åbenlyst onde og straf­værdige gerninger for verden, men som har et smukt skin (ellers ville ingen let blive bedraget ved dem) og dog strider mod Guds Ord. Disse er ikke vanskelige at kende og bedømme for en kristen, som giver agt på dem og bedøm­mer dem efter Guds Ords ord og bud. For fornuften alene er ikke tilstrækkelig til at klare disse sager, men der må åndelig forstand til for at kunne bedømme, hvad der stemmer med Skriftens sikre og tydelige lære, og, hvad der ikke gør. Ellers bliver mennesket bedraget ved fornuftens og den menneskelige visdoms skønne skin, hvormed alle partiånder meget godt forstår at smykke sig, så man holder de frugter og den livsførelse, som er bygget på falsk lære, for ren hellighed.

      Sådan har pavedømmets munkevæsen og gudsdyrkelse, ja også Muhammeds, et fortræffeligt skin, så det kaldes et helligt liv, det at leve og opføre sig på en speciel måde, ikke spise, drikke og klæde sig som andre. Det anses for stor strenghed, alvor og disciplin og kaldes at tjene Gud og at tragte efter Himlen. Med dette navn og skin af gudsdyrkelse, helligt liv, stor an­dagt og god hensigt bliver fornuften let blændet og besnæret, så den ikke kan se, at dette er onde frugter. Der­for udfordres her mere end fornuftens forstand og dom, nemlig at man giver agt på al den livsførelse, de falske ånder udgiver for godt, og holder det op imod Guds Ord og bud, som er regelen for alt liv og alle gerninger, som skal kaldes gode og Gud velbehagelige. Denne regel viser forskellen mellem den falske læres hykleriske gerninger og frugter og den rette læres gode og retskafne frugter, for det skal visselig vise sig, at hykleres og falske læreres gerninger og liv ikke stemmer overens med Guds Ord.

      Sådan bedømmer og straffer Kristus selv farisæernes og de skriftkloges lære og liv på grund af disse frugter, at de lod Guds bud fare og i stedet ­for indsatte deres egne gerninger og selv­valgte gudsdyrkelse. Ja, de ophævede endog lige­frem Guds bud for deres menne­skelige påfunds skyld. Det samme har også pavedømmet gjort, som har ophævet, ikke ét, men næsten alle Guds bud og i stedet for ikke alene lært og indført andre, så man har foragtet disse og sat egne gerninger langt højere, men endog lært at man skal leve stik imod Guds bud, sådan som jeg andet steds tilstrækkelig har bevist.

      For dette er sandelig alle partiånders fremgangsmåde og de kan ikke lade være. De må komme med noget af deres eget ved siden af Guds Ord og forskelligt fra dette. Det gør de endda sådan blæst af, at det får langt større anseelse og skin end Guds Ord og bud, som derved bliver sat til side. Dette er allerede et sikkert kendetegn på, at en lære ikke er retskaffen. Som når paven med sin lære priser sin egen gudsdyrkelse og hellige livsførelse og lærer, at hans åndelige stand og klostervæsen skal være langt højere og bedre end de andres liv og gerninger, som i de almindelige livsforhold lever efter Guds Ord. På samme måde, når de opdigter nogle gerninger, som de kalder ”overskydende”, det vil sige, overflø­dige eller ud over pligten gående gerninger, som da skulle være langt kosteligere og højere end de gerninger, som gøres efter Guds ti bud.

      Sådan gør også alle de andre ånder, som viger fra Skriftens rette lære, som muslimernes Muhammed, jødernes Talmud, ligesom vore gendøbere, som næsten ligner de forrige. Alle sammen for­sømmer de rette gerninger og den livsførelse, som Guds bud fordrer. I stedet ivrer de for en anden hyklerhellighed, som består i særlige gerninger og påfund, som at gå med grå kappe, se trist ud, ikke drikke vin, plage legemet med streng faste, holde mange og lange bønner.

      Derfor må ingen her lade sig narre og forføre af sådanne store og fortræffelige gerningers og en særlig helligheds falske skin og blændlys. Man skal løbe med disse frugter til det rette lys, som er Guds Ord, hvoraf man må lærer at forstå, hvad Gud vil have, og hvad han kalder en ret og god livsførelse, og deraf slutte, hvad der er et godt træ og gode frugter, eller det modsatte. Her gælder ikke det, som synes dig stort, skønt og kosteligt, men vil du ikke tage fejl og blive bedraget, må du lade din egen mening fare og derimod høre og lære, hvad Gud siger, er ret og godt og ham velbehageligt.

 

De rådne kerner

Dette er nu talt i almindelighed om de frugter af falsk lære, som nok har et kosteligt skin, men dog i sin grund ikke er gode. Men ved siden af er der endnu andre, som er grovere og lettere at kende. Her har de kristne den fordel, at disse tydeligt kan kendes og med sikkerhed erklæres for rette, egent­lige frugter af Djævelens lære og løgn. For ethvert parti har bestandig ét eller flere særlige punkter og artikler, som er åbenbart falske og lette at kende som stammende fra Djævelen. Disse punkter lærer, forkynder og forsvarer de offentligt, som rette, pålidelige og nødvendige at tro og holde. For løgnens Ånd kan ikke skjule sig sådan, at han jo ikke til sidst må frem med sine klør, som man kan kende ulven på igen.

Det kan du finde eksempler og bevis på hos alle kendte partier og falske ånder, som nu til dags hos gendøberne. Det er åbenlyst, at de ikke lærer ret om Kristus, heller ikke om troen og sakramenterne. Dåben anser de blot for et tomt tegn. Det ydre mundtlige ord og Skriften foragter de og foregiver en særlig åbenbaring uden Guds Ords vidnesbyrd. De dadler og ødelægger ægteskabet, idet de lærer, at en mand gerne må forlade sin hustru, når hun ikke er af samme tro, og tage sig andre, én eller flere. Ligeledes vil de have al ejendom fælles, vil ikke anerkende nogen offentlig myndighed eller styre og heller ikke acceptere andet, end hvad der stemmer med deres tro. Fuldstændig som de tidligere manikæere, som også lærte næsten de samme kætterier.

      Deraf må da følge, at de også kommer frem med så grove ting, at man tydeligt kan mærke, hvad Ånd de er af. For når de lærer, at der ikke kan være nogen øvrighed uden den, som er hellig og kristen, det vil sige, af deres tro, så har de dermed unddraget sig al lydighed og vil have ret til at sætte sig imod øvrig­heden, ja til at forjage den med magt og sætte sig selv i dens sted. Det var det, Thomas Münzer og hans profeter gjorde, og netop af samme grund. Ligeledes, når de vil, at al ejendom skal være lige og fælles for alle, samt lærer, at de kan forlade deres hustruer og tage andre, så følger deraf også, at de kan gøre indgreb i andres gods og ejendom, røve og tage, hvad de vil og kan. Ligesådan at de kan forstøde deres hustruer, så ofte de selv vil og tage andre og igen forlade dem, og således under indbyrdes ombytning bedrive al utugt, skændsel og laster. Se, der finder du både i lære og liv intet andet, end onde, rådne frugter, som dog ikke kan skjule sig, men til sidst må frem for dagen, så man deraf kan kende træet.

 

Frugter af det onde træ

Lignende frugter vil du visselig også finde hos alle andre, hvis lære og tro ikke er det rene Guds Ord. Jeg vil her ikke tale om Muhammeds Koran, for den gør det alt for groft med håndgribelige, bespottelige, skammelige løgne, tillader desuden åbenlyst mord, horeri, utugt, oplø­ser ægteskabet, foruden alle andre skændige vederstyggeligheder og bedrag. Det vil dernæst også være alt for vidtløftigt at tale om hele pavedømmes lede frug­ter, og det er behandlet tilstrækkeligt andet steds.

      Jeg vil forbigå de stykker af deres lære, som er noget finere, som at De Ti Bud ikke bliver rettelig lært, og at de af det, som de kræver, ikke har gjort andet end råd, som ingen har pligt til at gøre, uden den, som vil være fuldkommen og gøre noget særligt, så der bliver overskydende gerninger. Ligeledes at de heller ikke har lært ret om evangeliet og troen på Kristus, hvad man dog i kirken især bør vide og indskærpe, nemlig hvordan hjerterne kan finde en ret og sikker trøst. Stik imod Kristi tro og trøst har de tværtimod lært mennesker sådan, at selv om de troede på Kristus og havde gjort alt, så skulle og måtte de dog tvivle på nåden.

      Jeg vil heller ikke tale om, hvad for åbenlys, skændig og ukristelig vederstyggelighed og afguderi, de har bedrevet med deres messer, de afdøde helgeners påkaldelse, aflad, skærsild og andre løgne og bedragerier. Det er alt sammen sådanne frugter, hvoraf man med lethed kan kende træet, for de er jo ikke søde vindruer eller figener, men ene sure, bitre frugter og troldbær.

      Men betragt kun de grove stykker, som de ikke engang selv kan besmykke, nemlig, hvor åbenbart og uforskammet de handler stik imod Guds Ord og bud. De fritager børnene for lydighed og under­kastelse under deres forældre, så snart de kun foregiver at ville blive præster, munke eller nonner. Ligeledes, at de mod forældrenes vilje stadfæster eller ophæver ægteskabsløfter. Videre, at de forbyder de unge menne­sker, som de har lokket ind i den gejstlige stand og klosterlivet, at gifte sig og tvinger dem til at leve uden håb om at kunne indgå ægteskab. Herved har de opfyldt verden med skammelig og ubeskrivelig utugt, skam og laster og styrtet sjælene i Djævelens snarer og den evige fordærvelse. Derfor fordømmer også Paulus for disse frugters skyld dette ægteskabsforbud og kalder det Djævelens lærdom (1 Tim 4, 1-3).

      Og hvad der er endnu mere forfærdelig at høre i kristenheden, farer de oven i købet frem i deres frækhed og vil forsvare dette, selv om deres samvittighed fordømmer dem. Endnu den dag i dag tør de sige, at deres horeri og skændige livsførelse ikke er så lastværdig, som det at en stakkels præst gifter sig for at undgå at leve i utugt og med en ond, for­dømt samvittighed. Ja, alt dette stad­fæster de yderligere ved at forfølge og myrde fromme og uskyldige mennesker, alene fordi de gifter sig, eller fordi de bruger nadveren efter Kristi indstiftelse og ikke vil til­bede alle pavens løgne og vederstyggeligheder, som er direkte i modstrid med Guds Ord. Tilmed skal det her hedde, at de har handlet ret og de vil kaldes den Kristne kirkes hoveder eller dens lydige lemmer, samt for­dømmer og forbander som de argeste kættere dem, som revser dem for det eller siger dem imod. Og de befaler at udrydde dem med ild og sværd.

      Sig mig nu, om ikke dette er åbenlyse og kendelige frugter af det onde træ, som er den

rigtige antikristelige lære og regi­mente, bundfaldet af al Djævelens helveds­gift? For hvad kan det vel være andet end Djævelens parti, som under kirkens navn fordømmer og myrder folk for ingen anden årsags skyld end den, at de præ­diker eller bekender Guds Ord og lever ­efter det. For Gud har jo ikke befalet at forfølge og dræbe, men at prise, ære og gøre vel mod fromme, uskyldige mennesker, især dem, som holder Guds Ord og bud. Dette bud op­fylder den kristne kirke også uden al tvivl. Derfor er det her for enhver kristen let at kende og bedømme, hvad for ånder de er. Hertil behøves ingen høj kunst eller vidtløftig undersøgelse og drøftelse, når man alene skelner mellem berømmelsen eller navnet og frugterne.

 

Brodne evangelisk-lutherske kar

Her skal vi nu også stride for os selv og give papisterne svar på deres skrig og bespottelse mod vor lære, som de under påberåbelse af denne tekst vil dadle i henseende til dens frugter. De konkludere sådan: Fordi man hos mange på vores side ser onde frugter, så må også vor lære være falsk. Onde frugter kalder de dette, at vi ikke ligesom de vil være paven lydige og overholde alt det djæ­velskab, som hans beslutninger og munkelærdomme er. Det er dog ikke andet end uduelige frugter af det rådne træ, nemlig af lutter menneskepåfund, ja djævlelærdom. Herover forfølger de os og myrdede os gerne alle til hobe. Desuden kan de også se, at der også blandt os er onde slyngler, som ikke lever sådan, som de burde, men røver, stjæler og bedriver hor. Eller at nogle af vores tilhængere, som i begyndelsen har holdt med os, derefter har givet forargelse og stiftet kætterske partier.

      Papisterne er ikke værd, at man for deres skyld skal svare på det, for vi har rigeligt bevist, både at deres lære ikke er god, og at også det liv, som de holder for hellighed, er idel onde frugter, fordi det strider imod Guds Ord. Dertil kommer, at de også vil forsvare deres åbenbare afguderi, løgn og skændige livsførelse som rette og kostelige ting. Derfor er de allerede ved denne tekst fordømt som et ondt, udueligt træ sammen med deres frugter. Vi skal ikke finde os i, at de, som selv er åbenlyst fordømte, ville dømme om vores lære eller om dens frug­ter. De er ikke de dommere, som kan eller skal gøre det. Selv om de på det værste kunne dadle os, så gør de dog dermed intet andet, end at de søger splinten i vort øje og ikke vil se bjælken i deres eget.

      Derimod kan vi for al verden bevise, at vor lære ikke er vort eget påfund eller drøm, men Skriften og Guds klare ord. Vi lærer heller ikke, at noget andet skal modtages, tros og holdes som nød­vendigt til frelse. Heraf kommer også de gode frugter, som stemmer med læren og passer med vor dåb og tro. For vi tror og véd, at vi i dåben bliver renset ved Kristi blod samt modtager synder­nes forladelse og Guds nåde. Gennem denne tro modtager vi også trøst og glæde i samvittigheden mod syndens og dødens forskrækkelse. Og vi ser også for vore øjne, at mange fromme hjerter, Gud ske lov, glade dør i denne trøst og tro og bevidner den for al verden med deres bekendelse og død. Det er jo en frugt af Helligånden og troen.

      Dernæst lærer vi også, hvordan enhver i sin stand skal leve og handle efter Guds Ord og bud, så han vogter sig for synden og er Gud lydig, lever disciplineret, tålmodig og så videre, og tjener sin næste og hjælper ham. Denne lære kan jo ikke i sig selv bære onde frugter, og ingen kan med god grund forarge sig over den, men den må i det mindste bringe nogle til forbedring. At ikke alle lever derefter, og at der endnu er mange onde, utaknemmelige og falske kristne blandt os, kan man ikke lægge evangeliet til last, fordi det jo ikke tillader det onde, men straffer og hindrer det. Årsagen ligger deri, at Djævelen også sår sit ukrudt blandt den rette sæd, sådan som han altid har gjort i den rette kirke og blandt Guds børn. Men derfor bliver den gode sæd og dens frugt, det vil sige, Guds Ord og de sande kristne, ikke onde, lige så lidt som et godt æbletræ bliver ondt, selv om utøj og orme ødelægger nogle af dets frugter. Ellers måtte du jo også laste og fordømme Kristi og apostlenes lære af den grund, at der og­så blandt dem var en Judas, og at mange af deres disciple blev falske apostle og partiånder. Sådan forkynder Paulus forud i ApG 20, 30, at der af dem selv skal fremstå falske lærere. Og Johannes siger i 1 Joh 2, 19 om dem: ”Fra os er de udgået, men de var ikke af vore; for hvis de havde været af vore, ville de være blevet hos os.”

      Derfor bliver det falskelig lagt evangeliet til last, at der opstår partier og kættere blandt dem, for hvem det bliver prædiket, eller at mange misbruger det. Og selv om vi må tåle dette blandt os, ligesom Paulus måtte tåle dette i sine menigheder, så bifalder eller godkender vi det dog ikke, men straffer og hindrer det så me­get, som det er os muligt. Vi søger enten at forbedre eller også bortskaffe alt, hvad der strider mod den saliggørende lære. Det gør hverken papisterne eller andre partier og kan heller ikke gøre det, fordi deres lære i sig selv ikke er god eller retskaffen og derfor heller ikke kan bære nogen god frugt.

     

v21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.            

Dette er netop det samme, som han før har sagt, nemlig, at det ikke kommer an på omdømmet, og at ingen skal dømme efter, at nogen kommer med skønne og hellige navne som Gud, Kristus, Guds rige, Guds ære og Guds tje­neste. Alt dette er det samme som at sige: Herre! Herre! Men man skal se efter, hvad Gud selv siger og vil have. Den, der vil blive fundet i Himmeriget eller i Guds rige, må ikke blot have navne og ord og rose sig af det, men må også gøre, hvad Gud i sit rige vil have gjort.

      Men skal vi gøre hans vilje, må vi også med vished vide, hvad hans vilje er og hvordan man skal gøre den. Dette lærer vor egen visdom og tanker os ikke. Ellers ville alle mennesker jo kende den, hedninger som muslimer, og enhver partiånd ville komme og udgive, alt, hvad han fandt for godt, for Guds vilje. Således har munkene hidtil lært os, at det er Guds saliggørende vilje, at du bærer en grå kappe, tilbeder Kristoffer, Frans, Barbara og andre helgener. Derfor må vi i denne sag alene høre Guds Ord, som åbenbarer og viser os, hvad der er Gud faders vilje: For det første, at han har sendt sin enbårne søn til verden, for at han med sin død for vore synder skulle forsone Gud og ved sit blod rense os og frelse os uden vor fortjeneste. Dette har han gennem evangeliet ladet forkynde for enhver og fordrer, at du skal tro og modtage det. Som også Kristus selv siger med klare ord: ”Min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.” (Joh 6, 40).

      For det andet, når vi nu har modtaget denne nåde og frelse, er døbt til Kristus og tror på ham, så vil han, at vi også skal leve derefter. Vi skal være Gud lydige og gøre, hvad der er befalet os i De Ti Bud, enhver i sine livsforhold. Vi skal bekende, ære og fremme Guds Ord, undgå og flygte fra synden, være gode, tålmodige, disciplinerede, anstændige, barmhjertige, sandfærdige og redelige, og så videre.

      Dette vil han ikke, at vi alene skal prædike eller bekende med munden, men også at vi skal gøre det af hjertet og i handling. Den, der derfor undlader det eller lærer, tror og gør det modsatte, skal også vide, at han ikke gør Guds vilje. Han har allerede sin dom, at han ikke skal komme ind i Himmeriget, fordi han er uden tro og kærlighed. Det vil ikke hjælpe ham, at han roser sig af Kristus, at han har tjent ham meget, prædiket meget og gjort store mirakler. Hvis du derimod alvorligt lever efter Guds vilje, gerne hører og tror Guds Ord og lever i hans lydighed, ham til ære og din næste til gavn, så forholder det sig helt anderledes, selv om du så også skulle falde. Hvis du blot igen rejser dig op og ikke i ubodfærdighed fortsætter med at for­svare din synd, trodse mod Guds Ord eller med vilje tilføje din næste skade, så kan du trøstigt for Gud og med glæde sige: ”Herre, Herre!” og trøste dig med, at Himmeriget er skænket dig af Gud. Selv om verden derover skælder dig ud og fordømmer dig, eller sætter dig i band og det endog i Guds og kirkens navn, så lad det ikke anfægte dig. For her hører du, at Gud ikke spørger efter og ikke vil, at man skal se efter navn og berømmelse eller efter dette, at nogen siger: ”Herre, Herre!”, men efter gerning og frugt eller det at gøre Guds vilje. Det skal du regne med og bruge som målestok for al lære og alt liv, som træder dig i møde med Guds navn og berømmelse, hvis du ikke vil blive bedraget.

 

Luthers personlige erfaring             

Her kan jeg henvise til min egen erfaring. Jeg har selv mødt forskellige og mange slags ånder, som har forsøgt sig med store og fortræffelige ord og stræbt efter at føre mig ind på en anden vej. Nogle gange har de givet deres sag et så fortræffeligt skin, at jeg derved næsten er blevet revet med og, hvis jeg ikke havde set mig for, ville være blevet forført. Her har jeg da, for at undgå at blive forført og for at kunne slå dette djævelskab tilbage, ikke kunnet gøre andet end at efterfølge, hvad profeten David læ­rer i Salme 119, 105: ”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.” Jeg har søgt hen til dette lys, som lærer mig, hvad Guds vilje er, og sammen­holdt det med disse hemmelighedskræmmere og praleånders tale, om den stemte med De Ti Buds og Kristi tros sikre lære. Hvis dette ikke var tilfældet, har jeg, på grund af denne Kristi formaning, straks vist deres lære fra mig og frejdigt dømt og fordømt den som et råddent træ, for de dårlige, uduelige frugters skyld.

      Gør også du det samme og forbliv blot ved den sikre prøvesten for al lære, som er Guds Ord og bud. Så kan du ikke tage fejl eller fare vild, men bliver i stand til at nedslå alle falske ånders pral og påfund. For med disse ord: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje”, viser og fø­rer Kristus os alene til sit ord, så vi må vide, at de alene er de rette frug­ter, som stemmer overens med dette ord.