15. søndag efter trinitatis

Matt 6, 24 - 34

 

 

 

Om bekymringer

v24 Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. v25 Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? v26 Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? v27 Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? v28 Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. v29 Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. v30 Klæder Gud sådan markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? v31 I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? v32 Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. v33 Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. v34 Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.

 

Dette evangeliestykke er et stykke af den lange prædiken, som Kristus holdt for sine disciple på bjerget. Blandt andre ting, som han nævner, advarer og formaner han også sine kristne om, at de skal vogte sig for havesygens og nydelsessygens skændige laster, som er vantroens rette frugter og mærker. De anretter især stor skade i kristenheden, når de behersker dem, som er i prædikeembedet. Dem, som ikke skulle tænke på andet, end hvordan de rettelig kunne lære Guds Ord og troen, samt straffe verdens vildfarelse og synd. Eller dem, som skulle bekende Guds Ord for enhver og for Guds skyld være beredt til at tjene enhver, selv om de også derfor må vove ejendele og ære, legeme og liv. For hermed vil Kristus også lære, hvordan han vil have sit rige adskilt fra det verdslige væsen og styre. Han vil nemlig ikke regere sin kristenhed på jorden sådan, at der skal være et ordnet og fastsat styre, hvor de kristne på forhånd skal være rigeligt forsørgede med timeligt gods, rigdom og vælde og ikke behøve at frygte nogen mangel eller fare. Men han vil forsyne dem med de åndelige goder, som de har behov for, så de har hans Ord, hans nådes trøst og Åndens kraft og styrke mod synd og død til det evige liv. Hvad de ved siden af timeligt behøver til legemets og dette livs behov, skal de også vente af ham ved troen og ikke lade sig forskrække, selv om de ikke ser dette for deres øjne eller har det parat for fremtiden og anfægtes af nød og mangel. De skal vide, at deres Gud og far i Himlen sørger for dem og bestemt også vil give dem det, hvis de blot med en fast tillid bekymrer sig om og tragter efter, hvordan de kan forblive ved hans Ord og i hans rige og tjene ham deri.

     Derfor gør han i denne prædiken en adskillelse, idet han afsondrer sine kristne fra hedningerne og de vantro. Denne lære giver han ikke hedningerne. De vil heller ikke modtage den. Men han giver denne undervisning til dem, som allerede er kristne. Men han anser ikke dem for sine kristne, som alene hører ordet og kan gentage det, ligesom nonnerne gentager Salmerne. På den måde hører også Djævelen evangeliet og Guds Ord. Ja, han kan det bedre end os. Han kunne også godt, hvis han ville, prædike ligeså godt som os. Men evangeliet er en sådan lære, som skal være levende, være virksom, styrke og trøste mennesker og gøre dem frimodige og karske. De, som derfor kun hører evangeliet på den måde, at de kender det og kan tale om det, de hører endnu ikke til blandt de kristne. Men de, som tror og gør sådan, som evangeliet lærer, de er de rette kristne.

 

v24 Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.

Den, som vil tjene to Herrer, kommer til at tjene sådan, at det ikke kan kaldes at tjene. For det må virkelig gå, sådan som Herren her siger: Man kan vel tvinge en tjener til at gøre en gerning, som han er imod, og som han gør med uvilje, men ingen kan tvinge ham til at gøre den med lyst og i hjertets oprigtighed. Han kan godt gøre den, så længe hans Herre er til stede, men når han er borte, så går han fra den og gør intet godt. Så vil Herren da, at vi skal tjene ham af kærlighed og med lyst. Gør vi ikke det, så er det ingen tjeneste. Ingen bryder sig om, at nogen gør noget for en med ulyst. Er det nu sådan her blandt mennesker, at ingen kan tjene to Herrer, så bør det meget mindre være sådan med tjenesten for Guds, at den bliver delt, men den må ydes ham alene, villigt og af hjertet.

     Derfor tilføjer Herren:

 

v24b I kan ikke tjene både Gud og mammon

For Gud vil ikke tolerere, at man ved siden af ham også har en anden herre. Han er en nidkær Gud, som han selv siger, og kan ikke tolerere, at nogen tjener ham og tillige hans fjende. Enten mig alene, siger han, eller lad helt være. Vi vil finde meget få, som ikke synder mod denne evangelietekst. For Herren fælder her en streng dom, og det er forfærdeligt at høre, at man skal sige sådant om os. Og dog vil ingen tilstå det, ja ingen vil tåle, at man siger, at vi hader og foragter Gud, og at vi er hans fjender. Der er ingen, uden at han, når man spurgte ham, om han elskede Gud og holdt sig til ham, ville svare: Ja, jeg elsker ham; holder du mig for et så skrækkeligt menneske, at jeg skulle hade Gud? Men se, hvordan teksten her slutter, at vi alle hader og foragter Gud og elsker mammon og hænger fast ved den. For det er umuligt, at den, som elsker penge og gods og hænger fast i det, ikke skulle hade Gud. For den holder her to ting mod hinanden, som indbyrdes er uforligelige og slutter: Elsker du den ene af disse to og hænger fast ved den, så må du hade og foragte den anden. Hvor smukt derfor et menneske end lever på jorden, hvis han hænger fast ved sit gods, så kan det ikke være anderledes, end at han må hade Gud. Og på den anden side, den, som ikke hænger fast ved penge og gods, elsker Gud. Det er en afgjort sag.

     Men hvor findes nu de, som elsker Gud og ikke hænger fast ved penge og gods? Betragt hele verden, også dem, som kaldes kristne, og se, om de foragter penge og gods. Det er en vanskelig sag at høre evangeliet og tillige handle efter det. Vi har evangeliet, Gud være lovet. Det kan ingen nægte. Men hvad gør vi så mere? Vi tænker alene på, at vi forstår at tale derom, mere bliver der ikke ud af det. Vi indbilder os, at det er nok, at vi kender det, og bekymrer os ikke om også engang at handle efter det. Hvis en har tabt en pengeseddel eller to, så er han i angst og bekymring for, at nogen kan stjæle dem fra ham; men evangeliet kunne man godt undvære et helt år. Man er ikke særlig omhyggelig eller bekymret for at holde på det, så det ikke bliver taget fra os.

     Nuvel, verden kan ikke skjule sin vantro i sine grove, ydre synder. For man ser, at den elsker en krone højere end Kristus og alle hans apostle, selv om de også selv var til stede og prædikede for den. Jeg kan høre evangeliet hver dag, men det gavner mig ikke hver dag. Men det kan ske, at når jeg har hørt det et helt år, så lader Helligånden mig få gavn af det på ét øjeblik. Nåede jeg frem til dette øjeblik, fik jeg, ikke fem hundrede kroner, men mere end hele verden kan give mig. For hvad havde jeg ikke, når jeg havde evangeliet? Jeg havde jo fået Gud, som skaber sølv og guld og alt, hvad der er på jorden. Det er langt mere, end hvis jeg havde hele kirken fuld af guld.

     Se nu, om ikke vort hjerte er en slyngel, fuld af ondskab og vantro. Var jeg en ret kristen, så sagde jeg: I samme øjeblik evangeliet kommer, får jeg hundrede tusinde kroner. Ja, meget mere, for når jeg har denne skat, så har jeg alt, hvad der er i Himlen og på jorden. Men denne skat, siger Kristus, må man tjene alene, for man kan ikke også tjene mammon ved siden af den. Enten må du elske Gud og hade pengene for hans skyld, eller også må du hade Gud og elske pengene. Én af delene.

     Mammon betegner ejendele eller rigdom og især de ting, man ikke bruger, men har som en skat. Det er altså egentlig sådanne penge og ejendele, som man lægger til side som et forråd. Hvis nu et hjerte higer og tragter efter, hvordan det kan samle sig meget gods, så vil det sandelig ikke kunne bekymre sig meget om Guds Ord og rige. Sådan gør de kristne ikke. De beder Gud om det daglige brød og lader sig nøjes med det, de kan have med god samvittighed som en gave fra Gud. Men de andre er begærlige og stræber alene efter et stort forråd, som de kan forlade sig på, hvis vor Herre Gud døde i dag eller i morgen, så de dog kunne have en udvej. Derfor kalder Paulus havesygen for denne verdens Gud og en afgudsdyrkelse. Dermed stemmer Kristus her, når han kalder det at tjene mammon.

     Hvoraf kommer det nu, at især havesygen bliver kaldt en afgudsdyrkelse, og ikke andre synder? Urenhed, horeri, onde lyster og begæringer og andre laster er jo også imod Gud? Det sker os til stor skam, af den grund, at guldet er vor Gud, som vi tjener, på hvem vi håber og forlader os, men som dog ikke kan opholde eller redde os. Ja, det kan selv hverken stå eller gå, hverken høre eller se, har ingen kraft eller magt og kan hverken give hjælp eller trøst. For selv om en havde al verdens rigdomme, så er han dog intet øjeblik sikker for døden. Hvad hjælper kejseren hans store skatte og rigdomme, når den time kommer, da han skal dø? Det er en skændig, ussel, afmægtig Gud, som ikke kan hjælpe en for den mindste byld, ja ikke engang kan bevare sig selv. Der ligger han i skattekisten og lader sig opvarte som en afmægtig, kraftløs, svag ting. Den, som har ham, må dag og nat passe på, at tyvene ikke stjæler ham, eller at han på anden måde kommer bort. Føj for en afmægtig, død Gud, som end ikke kan hjælpe i den ringeste nød, og som dog er så fornem og dyrebar, at han lader sig opvarte på det herligste og lader sig opbevare i store kister og inden for stærke låse. Består denne skat eller Gud i klæder, så må man tage vare på ham og bevare ham for den allermindste mide og møl, at de ikke skal fordærve og fortære ham.

     Væggene burde jo spytte på os, fordi vi stoler mere på denne Gud, som møl fortærer og rust fordærver, end på den Gud, som skaffer og giver alle ting, himmel og jord og alt, hvad der er deri. Er verden ikke afsindig, som vender sig fra den sande Gud og sætter sin lid til den skændige mammon, til den usle, elendige Gud, som ikke kan bevare sig selv for rust.

     Gud tilskikker penge og gods mange slags fjender, så vi skal se og erkende vor vantro og ugudelige væsen, idet vi stoler på en så afmægtig og skrøbelig Gud. Vi kunne jo dog ligeså let holde os til den sande, mægtige og stærke Gud, som giver os alt, penge, gods, jordens frugt og alt, hvad vi behøver. Alligevel er vi så afsindige, at vi gør os guder af skabningerne. Føj, du forbandede vantro.

     Med andre synder har det sig dog sådan, at mennesket bruger skabningen, og at kødet har sin lyst og glæde af det, som når man lever i frådseri og drukkenskab. På samme måde tilfredsstiller vreden sin lyst, og sådan er det også med andre laster. Men i denne last må mennesket ængste og plage sig selv med sorger, og har ingen nytte af det. Pengene ligger i en bunke og lader sig tjene, og den gnier, som har dem, tør ikke bruge dem til sin lyst og glæde, så han ikke gør sin Gud vred.

     Sådan går det dem, som tjener denne afgud. Den sande Gud lader sig dog bruge og tjener mennesker, men sådan gør mammon ikke. Han vil ligge stille og lade sig tjene. Af den grund kalder Det Nye Testamente havesygen for afgudsdyrkelse, fordi den kun vil lade sig tjene. Men at elske uden at nyde, det må synes endog Djævelen ærgerligt. Dette overgår alle dem, som elsker den Gud mammon og tjener ham. Den, som ikke skammer sig og rødmer over det, har en jernpande.

     Hele vægten ligger altså på ordet ”tjene”. For det er ikke forbudt at have penge og ejendele, for vi kan ikke undvære det. Abraham, Lot, David, Salomon og andre har haft meget gods og mange penge, og endnu den dag i dag finder man også rige folk, som dog tillige er fromme. Men det er én ting at have gods, og en anden ting at have mammon som sin Gud. Job var også rig, havde meget gods og var mægtigere end alle, som boede i Østen; og dog siger han i kap. 31, 24-25: ”Har jeg gjort guld til min sikkerhed og sagt, at jeg satte min lid til rent guld? Glædede jeg mig over, at min rigdom var stor, og at jeg havde skrabet så meget sammen?”    

     Kort sagt: Gud vil, at vi ikke skal tjene penge og gods med havesyge og omsorg, men arbejde og lade ham have omsorg for os. Den, som tjener, han er en træl og ejer ikke guldet, men guldet ejer ham, for han tør ikke bruge det, når han vil, og kan heller ikke tjene andre med det. Ja, han har ikke engang mod til at røre ved det. Men er han en Herre over guldet, så tjener guldet ham, og ikke omvendt. Han tør da bruge det, ligesom Abraham, David, Job og mange andre rige har gjort, og bekymrer sig kun for det, som hører Herren til, sådan som Paulus lærer i 1 Kor 7, 32. Desuden hjælper han de fattige med sit gods og giver dem, som intet har. Når han ser en, som ingen tøj har, så siger han til sine penge: Herud Junker Gylden, der er en fattig og nøgen mand, som ingen tøj har, ham må du tjene! Her ligger en syg, som lider nød, her frem Junker Krone og Euro, af sted med jer og hjælp ham! De, som omgås sådan med deres gods, de er herrer over det, og det gør visselig alle retskafne kristne. Men de, som sparer mange penge op og kun tænker på, hvordan bunken kan blive større og ikke mindre, de er intet andet end afgudstjenere.

     Den er en herre over mammon, som griber den for at hjælpe dem, som behøver det, og stoler på Gud, som siger: Giver du, så giver jeg også. Har du ikke mere, så har du jo stadig mig, og jeg har nok endnu. Ja, jeg har mere, end jeg nogensinde har givet eller kan give bort. Vi ser her og der mange fromme fattige, og det alene, for at de rige skal hjælpe de fattige og tjene dem med deres rigdom. Derfor er nu meningen denne: Ejendele må vi have, men vi skal ikke hænge vort hjerte ved det, som også Sl 62, 11 siger: ”Selv om rigdommen vokser, så regn ikke med den.” Arbejde skal vi, men vi skal ikke bekymre os om det daglige brød. Det siger Herren her i evangeliet med klare ord:

 

v25 Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen.

Og han anfører dertil en fornuftig, naturlig grund, hvormed han vil overbevise dem om, at de ikke bør bekymre sig om deres daglige fornødenheder. For fornuften må slutte og medgive, at Gud har givet os legeme og liv uden vor omsorg og medvirkning, og vi ser jo, at det heller ikke bliver opholdt ved os selv:

 

v25b Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne?

Som ville han sige: I vender det helt på hovedet. Maden skal tjene livet, men I lader livet tjene maden. Sådan også med tøjet. Tøjet skal tjene legemet, men i stedet må legemet tjene tøjet. Men Gud ordner det sådan, at han først giver livet og opholder legemet. Har han nu givet dette, så vil han bestemt også give både mad og tøj og ikke lade dem udeblive.

     Her må vi nu give nøje agt på Herrens ord. Han siger: Vær ikke bekymrede, men han siger ikke: Arbejd ikke. Bekymringen er forbudt, men ikke arbejdet. Ja, det er befalet og pålagt os at arbejde, så sveden løber ned over ansigtet. Derfor siger han til Adam i 1 Mos 3, 19: ”I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden.” Og i Sl 104, 22-23: ”Når solen står op, går mennesket ud til sin gerning og arbejder, til det bliver aften.” Vi skal ikke bekymre os. Det forbydes os her. For vi har en rig Gud, som lover os mad og tøj, før vi bekymrer os og beder om det.

     Hvorfor giver han os det ikke uden arbejde? Fordi det har behaget ham at gøre det på denne måde. Han befaler os at arbejde og derefter giver han os det, ikke for vort arbejdes skyld, men af sin godhed og nåde. Det ser vi jo klart, for skønt vi hvert år arbejder på vor jord, så giver han dog mere det ene år end det andet. Derfor er vi dårer. Ja, vi synder mod Gud, når vi har bekymring for, hvordan vi skal samle os penge og gods, når Gud dog så rigelig lover os, at han vil give os alt og til overflod forsørge os med alt, hvad vi har behov for.

     Men her kunne en indvende: Paulus siger dog, at vi skal være bekymret. Det gør han i Rom 12, 8: ”Den, der er forstander, skal være det med iver, og den, der øver barmhjertighed, skal gøre det glad og gerne.” Og i Fil 2, 20 siger han om Timotheus: ”Jeg har ingen med et sind som hans til oprigtigt at tage sig af jeres sag.” Og selv roser han sig i 2 Kor 11, 28 af sin bekymring for alle menigheder. Her ser man jo, at vi dog også skal være bekymrede. Svar: Vort kristne liv består i to stykker, i tro og i kærlighed. Det første har med Gud at gøre, det andet med næsten. Det første ser man ikke. Det er troen. Den ser Gud alene. Det andet ser man, og det er kærligheden, som vi skal vise vor næste.

     Den bekymring, som kommer af kærligheden, den er befalet. Den derimod, som stiller sig ved siden af troen, den er forbudt. Når jeg tror, at jeg har en Gud, så kan jeg ikke nære nogen bekymring for mig selv. Når jeg véd, at Gud har omsorg for mig, som en far for sit barn, hvad skulle jeg da frygte for? Hvad behøver jeg da at bekymre mig om? Jeg siger ganske enfoldigt: Er du min far, så véd jeg, at intet ondt sker mig. Sådan siger også Sl. 16, 8: ”Jeg har altid Herren for øje, han er ved min højre side, og jeg vakler ikke.” Han har alt i sin hånd, derfor kan jeg ikke mangle noget. Han sørger for mig.

     Når jeg derimod går hen og selv vil bekymre mig, så er det imod troen. Derfor forbyder han også sådan bekymring. Men kærlighedens omsorg vil han, at vi skal have. Han vil, at vi skal have omsorg for andre, så vi giver dem af vort gods og vore gaver. Er jeg en, der styrer, skal jeg have omsorg for befolkningen. Er jeg en forælder, må jeg have omsorg for min familie og husstand og så videre, som enhver har modtaget gaver af Gud. Gud sørger for alle, og det er den omsorg, troen ejer. Men vi skal også have omsorg for hinanden i kærligheden. Når Gud nemlig har givet mig noget, så skal jeg have omsorg for, at også andre kan få del i det.

     Derfor skal man ikke være spidsfindig her, men slet og ret forstå ordene, som de lyder. Vi skal ikke have omsorg for vores daglige fornødenheder. Gud siger: ”Vær ikke bekymret for dit liv, hvordan du får noget at spise og drikke. Gør du blot dit arbejde og lad mig have omsorg. Jeg vil give. Men når han har givet det, så sørg du for, hvordan du kan uddele det på den rette måde. Vær ikke bekymret for, hvordan du skal få det, men hav omsorg for, hvordan din familie og dine ansatte eller underordnede og andre også kan nyde godt af det, som Gud har givet dig. Og se til, at de passer deres opgaver og ikke lever, som de har lyst til.

     Er jeg en prædikant, så skal det ikke være min bekymring, hvor jeg skal tage det fra, som jeg prædiker. For når jeg ikke har det, så kan jeg ikke give det. Kristus har sagt i Luk 21, 15: ”Jeg vil give jer mund og mæle og en visdom, som ingen af jeres modstandere vil kunne modstå eller modsige.” Men har jeg det, så skal jeg have omsorg for, at andre kan få det af mig. At jeg må fremsætte det for dem på den bedste måde, lære de uvidende, formane og påminde dem, som véd det forud, trøste de bedrøvede samvittigheder, vække de træge og søvnige hjerter og så videre, sådan som Paulus har gjort og også befalet sine disciple Timotheus og Titus at gøre. Dette skal være min bekymring, nemlig, hvordan de kan få det af mig. Jeg skal studere og bede. At studere er mit arbejde. Det arbejde vil han, at jeg skal gøre. Og når det passer ham, så giver han. For det kan godt hænde, at jeg studerer længe og dog ikke straks får noget. Men når det passer ham, så giver han det rigeligt og overflødigt, og det sommetider på en time. Sådan skal enhver gøre i sin livssituation og blot varetage den opgave, som er ham befalet. Så skal vi lade vor Herre Gud have omsorg for at give. Når han giver, skal vi sørge for, at vi også kan meddele andre det.

     Det mener Herren her, når han siger, at vi ikke skal bekymre os for mad og klæder. Men arbejde vil han have, det er en afgjort sag. Du kommer til at ligge længe bag ovnen, før der bliver givet dig noget, hvis du ikke dyrker din jord eller på anden måde bruger dine evner. Sandt er det, Gud kunne godt ernære dig uden dit arbejde og lade både korn og vin vokse frem på dit bord. Men han vil, at du skal arbejde og i disse sager bruge din fornuft og dine evner, som han har givet, ikke for at de skal være passive, men for at de skal bestille noget. Sådan er det også med prædikeembedet og med al vor gerning. Han giver os uld. Den lader han vokse for os på fårene; men der bliver ikke straks tøj ud af det. Og når stoffet er lavet, så er kjolen ikke dermed færdig, og så videre. I alle ting handler Gud således, at han vil sørge for det og vi skal arbejde. Han vil give, hvad vi ikke selv kan skaffe eller gøre; men vi skal bruge det, han giver os, og virke dermed.

     Herpå har vi mange eksempler i alle skabninger, og især nævner han to, som burde gøre os skamrøde, nemlig fuglenes og blomsternes på marken.

     Han siger:

 

v26 Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden.

Som ville Herren sige: I har endnu aldrig set nogen fugl skære korn, høste og samle i lade; for de arbejder ikke ligesom os, og dog får de deres føde. Dermed vil Herren ikke, at vi ikke skal arbejde, men han vil med dette eksempel fratage os den unødige bekymring. For en fugl kan jo ikke dyrke jorden ligesom vi, men dog er den ikke uden arbejde, for den udretter det, hvortil den er skabt, lægger æg og udklækker sine unger, ernærer dem og synger vor Herre Gud en sang derfor. Havde Gud pålagt den mere arbejde, så udrettede den også mere. Den står tidligt op, sætter sig på en gren og synger den sang, den har lært, ved ikke om nogen mad og er heller ikke bekymret for det. Siden, når den bliver sulten, flyver den hen og søger sig et lille korn, som Gud et eller andet sted har lagt til den. Det tænkte den ikke på, da den sang, skønt den også havde årsag nok til at være bekymret for sin føde. O, skam jer nu, at fuglene er frommere og har større tro end jer. De er glade og synger med fryd, selv om de ikke véd, hvad de skal spise.

     Dette er sagt os til overmåde stor skam, at vi ikke kan gøre, så meget som fuglene gør. En kristen burde skamme sig for en lille fugl, som kan den kunst, den ikke har lært, og som uden prædiken og formaning sætter sin lid til Gud og lader ham sørge for sig. Hvis du om foråret ville sige til en af dem: Hvordan kan du synge så glad, når du dog endnu ikke har noget korn i din lade? Så ville den skamme dig ud og foragte dig. Du, som vil være en kristen og et Guds barn og så rigeligt hører hans ord og løfte, og dog ikke har en sådan tillid, at du uden bekymring og havesyge, med god samvittighed og et glad hjerte kan vente det af Gud, som du ikke selv kan give dig. Det er et vældigt eksempel, som sandelig burde vække os og tilskynde os til at stole mere på Gud, end vi gør.

     Derfor slutter Herren også med et indtrængende ord og siger:

 

v26b Er I ikke langt mere værd end de?

Er det ikke en stor skam, at Herren gør fuglene til vore mestre og fremholder os dem, at vi skal lære af dem. Skam dig, du hæslige, skændige vantro! I 1 Mos 1, 28 har vi en befaling om, at vi skal herske over hele skabningen, og dog gør vi os selv sådan til skamme, at Gud endog må sætte fuglene til vore mestre, som må vise os, hvordan vi tjener mammon og forlader den rette og sande Gud. Nu følger det andet eksempel af blomsterne på marken, hvormed Herren vil opmuntre os til, at vi ikke skal have omsorg for klæder. Han siger:

 

v27 Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? v28 Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. v29 Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. v30 Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?

Som ville han sige: Livet er ikke jeres, legemet heller ikke. I kan ikke gøre nogen af dem hverken længere eller kortere, for det står alene i Guds magt. Og dog bekymrer I jer om, hvordan I kan klæde jer. Se dog til blomsterne på marken, hvordan de er smykkede og klædte, selv om ingen af dem gør noget dertil. De hverken spinder eller tilvirker noget selv, og dog er de så herligt prydede. Og Gud sørger endog for sådanne små, ringe skabninger, som er så skrøbelige og kun er skabt for én dag eller to og næsten ikke har noget mere ved sig end farve og lugt. Han sørger for, at de har så skønne og mangfoldige farver og enhver sin egen herlige klædning, for at de, Gud til ære, kan vise hvor langt herligere og skønnere Gud kan smykke dem end alle mennesker med alle deres perler, guld og kostelige smykker. Derfor stiller han også den rigeste konge, Salomon, og med ham alle andre konger og herrer imod dem og siger, at ingen af dem har været sådan klædt eller med al verdens gods kan bringe en så skøn prydelse til veje, som den, hvormed Gud klæder én af markens blomster.

     Hermed vil Herren nu atter ikke, at vi ikke skal gøre noget arbejde. Vi skal arbejde, spinde, væve og fremstille klæder af det, som Gud dertil har givet os. Men vi skal ikke være bekymret og tvivle, om han også vil give os det. Vi skal heller ikke leve og skikke os sådan, som skulle og måtte vi selv uden Gud give og skaffe os det alt sammen.

     Sådan blive vi atter her beskæmmede og forhånede af blomsterne, som kvæget nedtræder med deres fødder eller æder, og som dog af Gud bliver så højt ophøjet, at de blive vore skolemestre og lærere, så vi må tage hatten af for dem og ære og takke dem som vore mestre. Men vi er så blinde, at vi ikke ser, hvad Guds hensigt er med dette og hvad hans mening er. Blomsten står der for vor skyld, for at vi skal se den. Den fører sig frem over for os, trodser og siger: Selv om du havde hele verdens smykker på dig, så kan du dog ikke lignes med mig, sådan som jeg her står. Jeg bekymrer mig ikke for, hvorfra jeg skal få dette smykke, og bidrager intet dertil. Og selv om du er skønt smykket, så er du dog et vantro menneske og tjener den afmægtige mammon og er dertil en ussel, stinkende ormesæk. Men jeg er frisk og skøn og tjener den rette og sande Gud. Af disse eksempler og lignelser slutter nu Herren og siger:

 

v31 I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? v32 Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette.

Som jeg i begyndelsen sagde, holder Kristus denne prædiken for sine kristne og navnlig for dem, som er i prædikeembedet eller for øvrigt enten ikke ejer noget, eller dog ikke kan erhverve og samle sig sådant forråd og mammon som den øvrige verden. De skal også vide, hvorfra de får føde og ophold for sig og sine. Ja, de må også stå i fare for at blive berøvet det, som Gud har givet dem af timelige goder, og må således helt igennem leve på Guds forsyn og vente alt af ham, da verden ikke giver dem noget.

     Dette gør nok kød og blod ondt og falder dem også tungt. Ja, ingen uden en troende kristen kan bære det. For verden er sådan sindet, at den ikke vil leve på det uvisse, men den vil være sikker i sin sag. Den vil forud have alt, hvad den behøver, i orden og klar: Næring, fred, beskyttelse og sikkerhed, så den må kunne bestå. Den vil ikke være afhængig af hverken Gud eller mennesker. Fordi den ser, at verden ikke gør nogen rig for hans tros og fromheds skyld, så tænker den, at den også må gøre og leve som andre, så den dog også må have noget i reserve.

     Herimod trøster og styrker Kristus nu sine kristne og gentager atter, at de ikke skal være bekymret eller forsage og tvivle i vantro og sige: Ak, hvordan skal vi klare os? Hvem vil give os noget? Hvor får vi stakkels kristne ophold, beskyttelse og fred i denne verden? Men de skal vide, at deres himmelske fader sørger for dette og også vil give dem det, som den, der jo hedder deres fader og ikke de vantros fader. Skønt han dog opholder hele verden og er den, som giver alt, for derved at vise, at han heller ikke vil lade sine børn uforsørgede. Han fører dem ind i hele skabningens høje og guddommelige værk, så de må se, hvordan han ernærer og opholder alt, som han har skabt. Han gør det alt sammen efter hvordan han har anordnet enhver ting og givet den sin plads. Derfor sørger han også for alle fugle i luften, skønt de ikke har omsorg for nogen næring eller forud véd, hvorfra de skal få den. Ja, endog blomsterne smykker og klæder han så herligt, på hvilke dog sådan skønhed og smykke synes at være helt unyttig, fordi de ofte kun står én dag, så at den kunne synes hellere at burde anvendes på noget andet. Derfor må han jo meget mere have omtanke og omsorg for sine kristne, hvordan de skal blive ernæret og klædt og have et sted at bo, så længe de må leve her på jorden.

     Dette formaner han dem til at tro. Og så han på det kraftigste må indprente dem det, ikke med mange, men alvorlige ord, så afbryder han sin tale, efter at han har fremholdt de daglige eksempler og Guds gerning i skabningen og slutter med disse ord: ”Hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?” Han ville gerne sige: I skulle dog skamme jer, at I så længe lader mig prædike herom, I, som er kristne, og véd, at I har en fader i Himlen. Ja, skamme jer skulle I og ikke tåle, at dette bliver sagt om jer, som jeg dog må sige, at I har en så ringe og lille tro, at I ikke uden nogen tvivl og bekymring har så megen tillid til den levende Gud, at han vil ernære og opholde jeres legeme og liv. Han, som dog giver jer sit ord og sit løfte. Hvordan vil I dog bestå uden skam og blusel, ikke alene for Gud, men for hele skabningen, når det skal siges om jer og I med jeres egen bekendelse må bekræfte, at I som så rigelig har Guds Ord og nåde, har så såre lille en tillid til ham, at han skal forsørge jeres elendige maddikesæk og stinkende bug.

     Men endnu alvorligere går han ind på dem, når han siger: ”Alt dette søger hedningerne jo efter.” Det burde rimeligvis afskrække en kristen, når han hører den åbenlyst skrækkelige dom, at de, som sørger og tragter efter mammon, er hedninger, det vil sige, sådanne mennesker, som i sandhed ingen Gud har, uden for så vidt de i Guds sted tjene Mammon, som kun har Guds navn, men er lutter løgn og intet. De er altså ganske afsondret fra Gud, berøvet al guddommelig erkendelse, trøst, nåde og salighed. Disse er dog de elendigste, usaligste, mest fortabte mennesker, som aldrig har nogen frelse eller trøst at håbe på.

     Her ser du verden afmalet, hvad den er for noget, nemlig den store, mægtige hob, bortset fra de såre få kristne, den hob, som så snart de vokser op, vender sig ganske bort fra Gud og tjener løgnguden Mammon. Ham holder de for den store, ja eneste Gud, fordi hoben, som hænger fast ved ham, er så stor. Og dog er han blot et afmægtigt, tomt navn, så en kristen burde forfærdes og forskrækkes, når han tænkte på denne verdens blindhed og jammer, og på det alvorligste sukke og tragte efter, at han kun måtte være langt fra dette skændige væsen, og flygte derfor af al sin magt, som for en ild ja, som for Helvede selv.

     For at han dernæst også på det mest liflige og trøstefulde må opmuntre os til troen, siger han for det tredje: ”Jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette.” Han er jo jeres fader, og ikke fuglenes eller gæssenes og ændernes fader, heller ikke de ugudelige hedningers. Tiltro ham dog, at han er så from, at han også bærer faderlig omsorg for jer og ikke vil forglemme, heller ikke forlade jer. Ja, at han længe forud har vidst, hvad han skulle give jer, og sørget for det, før I selv tænker på det eller følte jeres nød. For hvem uden han alene har forud vidst eller tænkt på, hvad I skulle være eller behøve, før I endnu var født til verden? Gør ham derfor den ære, at I tror, at han ser og véd dette, og fordi han véd det, at han da også vil handle mod jer som en fader.

 

v33 Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.

Dette er hovedordet i denne prædiken og giver den rette regel og måde, som vi skal forholde os på, så vi både har det guddommelige eller evige gode og det legemlige livsunderhold. Vil I sørge ret og godt for det, som I bør have omsorg for, så lad det være jeres første, ja eneste bekymring, at I tragter efter, hvordan I kan leve efter Guds Ord, og udføre jeres opgaver og tjene ham i hans rige, sådan som hans ord lærer jer. – Deri består den retfærdighed, som hører til dette rige. - Og lad dette være jer mere magtpåliggende end alt, hvad der angår det timelige liv.

     Når I gør det, så har I gjort vel og sørget ret for jer selv og behøver da ikke videre at lade nogen bekymring trykke jeres hjerter. Ja, det skal være jer noget alt for ringe, at bekymre og plage jer for en så ringe ting, som jeres maves næring er. Men tragt alene, Gud til ære og meget mere jer selv til gavn og frelse, efter den store evige skat, hvordan I kan erhverve og beholde den, så skal det andet følge af sig selv. Og I kan ikke på en bedre måde få det af Gud end på den måde, at I først søger og begærer det store hos ham. For det er hans lyst, at man beder ham om noget stort, og at han kan give os det, som er stort og meget. Og fordi han gerne giver det store, så vil han heller ikke lade det mangle på det, som er småt, men give jer det som tilgift.

     Det har Gud også altid stadfæstet med mange fromme menneskers erfaring, som har fulgt denne regel og lære og tragtet efter, hvordan de kunne hjælpe til at opbygge Guds rige, tjene kirken og fremme Guds Ord og til dette formål har givet af deres ejendele. Dem har han igen rigelig velsignet med gods og ære. Herom vidner de gamle eksempler, ikke alene af Skriften, men også af nogle fromme kongers og fyrsters historie, som i begyndelsen i en kristen mening har skænket rige gaver til kirker og til prædikeembedets og skolers underholdning, men som derved ikke blev fattigere, men langt rigeligere velsignede og begavede af Gud, så de har regeret i god fred, sejr og lykke.

     Dette gjorde han også gerne endnu, når blot verden kunne eller ville være så salig og følge det trofaste råd, som han her giver, eller holde hans løfte for sandt og ikke med vantro, havesyge og sit ukristne væsen rase sådan mod hans Ord, sig selv til skade og fordærvelse. For over for den må han vende dette ord ganske om og vise det modsatte, så den, som ikke vil søge efter Guds rige og hans retfærdighed, men foragter det og mod Guds vilje tænker at forsørge sig selv med sin egen visdom og sine egne planer, både skal gå glip af det evige og enten ikke få det timelige eller dog ikke blive mæt eller have nogen glæde deraf.

 

v34 Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.

Verden vil bestandig have bekymring for det kommende og mener dermed at gøre sin sag ret sikker og bringe så meget til veje, at den kan være tryg for al fare og beskærme og opholde sig selv. Den ser ikke, at det er spildt besvær, og at dens anslag slår fejl, og at det er sandt, hvad erfaringen vidner og Kristus her siger, at hver dag har sin egen ulykke og plage. Derfor sker det, at verden med disse sine egne anslag og denne sin klogskab, hvormed den mener at sikre sig rigtig godt og forebygge al fremtidig fare, kun kommer ud i desto større jammer og skade.

     For når den ser, at det ikke går, som den har tænkt, eller der støder et uheld til, da begynder den at forsage, falder fra det ene på det andet og mener, at den må søge hjælp, beskyttelse og redning, hvor og hvordan den kan. Den søger altså at skikke og hjælpe på sin sag med mange slags sælsomme rænker og kneb, som vantroen driver den til, Gud og samvittigheden til trods, for på den måde at udføre, hvad den har i sinde, skønt den ser, at Gud ikke giver den lykke dertil. Heraf kommer da så megen ulykke, jammer, mord, krig og alle den ugudelige verdens onde rænker og kunstgreb. For enhver tænker at udføre sin sag uden Gud, og vil nogen hindre ham deri, så skal han undertrykkes og skaffes af vejen, og før skal alt gå til grunde, inden han vil afstå fra sit forsæt og give tabt. Derved fordærves da alt godt i alle sager og regimenter, og idel ulykke vokser op. Det stadfæster alle historier og den daglige erfaring mere end tilstrækkeligt.

     Herimod vil nu Kristus advare sine troende, at de ikke skal være så vaklende og grunde deres sag sådan på det uvisse, med unyttig bekymring for det kommende. De skal til enhver tid og daglig gøre det, som er ret, og ikke have bekymring for, hvad udgang det skal få. De skal heller ikke lade sig afholde derfra for det kommende, uvisse godes eller ondes skyld, men befale Gud bekymringen og så modtage det, der møder dem, som noget godt og overvinde det med tålmodighed og tro. For her på jorden kan det ikke gå anderledes til: Der møder daglig enhver i hans styre, stilling og opgaver noget andet end det, han gerne ser, og som koster ham megen møje og besvær. Derfor kalder Kristus også dette liv for en daglig plage eller ulykke, det vil sige, alle slags uheld, modstand og hindring, så vi må vide det og være rustede imod det, så vi ikke ved noget af det lader os afskrække fra at gøre det gode, eller bevæge til at skikke os lige med verden og gøre os delagtige i dens uretfærdige onde væsen, og dermed styrte os selv og andre i fordærvelse og fordømmelse.