Kirkepostillen

 

 

2. juledag - Matt 23, 34 - 39

 

 

Matt 23, 34 - 39

”Se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!”            

 

Dette er et hårdt evangelium mod troens forfølgere. Men jo hårdere det er mod dem, så meget trøstefuldere er det for de troende som forfølges. Denne tekst læ­rer os, hvilken stædig ting, det naturlige lys, vor egen indbildning og fornuft er. Når fornuften slår sig på bud og gerninger, så lytter den ikke mere til nogen, men dens gerninger og meninger skal have ret. Det hjælper ikke, hvor meget man end prædiker, og hvor mange profeter Gud end sender til sådanne mennesker. Alle som er mod den, bliver forfulgt og dræbt.

      Fornuften er den store skarlagenrøde morder, som også Johannes beskriver i Åb 17, 4: ”Kvinden var klædt i purpur og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og perler; i hånden holdt hun et guldbæger fyldt med afskyeligheder og hendes utugts urenheder.” Bægerets indhold er menneskelære, som hun leder de rene, troende sjælene bort fra troen med og skænder dem, samt dræber alle, som sætter sig imod hende.

      En sådan stædig og morderisk egensindighed påpeger også dagens tekst. Den viser nemlig først, at Gud forsøger alt med mennesker, at han sender os alle slags prædikanter. Dem opregner Kristus med de tre navne: profeter, vise og skriftkloge.

 

 

Profeter, vise og skriftkloge

Profeter kaldes de, som prædiker efter Helligåndens umiddelbare indgivelse. De henter ikke deres prædiken fra Skriften eller fra andre mennesker. Sådan var Moses og Amos. Disse lærere er de ypperste og bedste. De er vise og kan gøre andre vise. De kan skrive og udlægge Skriften. Sådan var næsten alle fædre til og med Moses, men også mange efter ham, specielt apostlene, som var ringe, ulærde lægfolk, som Lukas siger i ApG 4, 13.

      Vise er dem, som har sin visdom ikke bare fra Gud, men også fra skriften og mennesker. Disse er profeternes efterfølgere og disciple. De er profeternes efterfølgere og disciple, men de forkynder og underviser også selv mundtligt det levende ord. Sådan var Aron, som talte alt, hvad Moses befalede ham. Som Gud siger til Moses i 2 Mos 4, 15-16: ”Tal til ham, og læg ham ordene i munden! Jeg vil være med din mund og med hans mund og fortælle jer, hvad I skal gøre. Han skal tale til folket på dine vegne; han skal være mund for dig, og du skal være gud for ham.” Sådan skal også alle præster være.

      Skriftlærde kaldes de, som underviser ved hjælp af bøger og skrifter, hvor de ikke kan gøre det personlig og mundtlig. Sådan var apostlene, men især evangelisterne. Sådan var også deres efterfølgere, som de hellige fædre. De skrev ikke eller fremstillede deres egne indbildninger, men Guds Ord, som de lærte af Skriften og de vise. Der er således tre måder, som sandheden kan åbenbares på: ved skrift, ord og tanker. Ved skrift gennem bøger. Ved ord gennem munden. Ved tan­ker gennem hjertet. For man kan ikke meddele lærdommen ved noget andet middel end ved hjerte, mund og skrift.

      Alt det hjælper ikke hos den egensindige fornuft. Den vil ikke lade sig lære af ord, skrift eller oplys­ning. Gud må prøve med hvilket middel, han vil. Den undertrykker og brænder skrifter og bøger, lige­som kong Joakim gjorde med Jere­mias’ bøger (Jer 36, 23). Ordet for­byder, fortier og fordømmer den. Op­lysningen jager og dræber den sam­men med profeterne. Og det er un­derligt, at ingen profet er dræbt, jaget og forfulgt fordi han har straffet de grove synder, undtagen Johannes Døberen, som Herodias lod dræbe da han påtalte hendes horeri. En så stor mand kunne ikke dræbes uden den mest skammelige grund. Alligevel var det ikke for det, jøderne hadet ham. Men fordi han ikke ville billige deres gudsdyrkelse, sagde de: Han er af Djævelen. For al uenighed og strid har altid drejet sig om ret og falsk gudsdyrkelse. Abel blev myrdet af Kain for at hans gudsdyrkelse ikke skulle gælde.

 

 

Afguderi

Den gudsdyrkelse som finder sted uden tro, med fornuft og gerninger, har alle profeter, vise og skriftlærde straffet som afguderi. Det kan den kloge fornuft ikke tåle, men siger at det sker til Guds ære, og altså må det være godt. Der­for måtte profeterne dø, da de forbød og straffede gudstjeneste, ære og gode gerninger. Kristus siger i Joh 16, 2: ”Der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.”

      Alt afguderiet i Det Gamle Testamentet bedrev man altså ikke ved at tilbede stok og sten, men fordi man ville tjene den sande Gud dermed. Da nu dette var forbudt af Gud og skete på grund af egne tanker og i vantro, så var det med sikkerhed af Djævelen og ikke af Gud. Derfor sagde profeterne, at det ikke var at tjene Gud, men afguderne. Dette ville folk ikke finde sig i at høre. Og da profeterne på grund af Guds befaling ikke kunne tie, måtte de forfølges, forjages og dræbes.

      Al denne strid består således i, at de falske helgener strides med de sande om gudstjeneste og gode gerninger. De første siger: Dette er gudstjeneste. De andre: Nej, det er afguderi og vantro. Sådan har det været fra begyndelsen, og sådan skal det blive ved med at være indtil enden.

      Sådan er det også nu. Pavetilhængerne har til sig selv opfundet gudstjenester og gode gerninger, udvalgte gerninger og vedtægter. Alt sker dog i vantro og uden Guds befaling. Det grundes på gerninger og er ene menneskepåfund. Nu siger vi: Dette er ikke at tjene Gud, men som alt afguderi er det at tjene sig selv og Djævelen, og det fører mennesker bort fra den kristne tro og den almindelige næstekærlighed. Dette kan de ikke tåle at høre, og anstifter derfor den jammer, som nu er for hånden.

      Man er på begge sider enige om at man bør tjene Gud og gøre gode gerninger. Men når det gælder at forklare, hvad der er gudstjeneste og gode gerninger, bliver man altid uenige. Vi siger: Troen skal gøre det, fornuften og naturen med sine gerninger er fordærvet. De andre siger derimod: Troen er et intet, naturen med sine gerninger er god og ret. Man er også enige om at grove synder som mord, hor og tyveri ikke er tilladt, men i de fornemste gerninger, som hører til at tjene Gud, skiller man sig som vinter og sommer. Den ene part holder sig til Gud og hans barmhjertighed og frygter ham - De andre løber til stok og sten, mad og klæder, dage og tider, og tror, de kan vinde Gud ved byggeri, munkevæsen, faste og lignende og frygter ingen ting, er frække og fulde af al selvtillid. Dette hellige, lærte og vise folk, for hvilket ikke engang Gud med alle sine profeter, vise og skriftkloge er hellig, lærd eller vis nok.

 

 

Kristus følger Skriftens sprogbrug

Vort evangelium indeholder nogle spørgsmål, som vi skal se nærmere på. Det første er, hvorfor Kristus siger, at alt retfærdigt blod, lige fra Abels, skal komme over jøderne, når jøderne ikke havde udgydt det alt sammen? Svar: Kristi ord angår hele den hob og hele den slægt, som fra begyndelsen forfulgt profeterne. Dette bevises af, at han ikke kun tiltaler dem, som levede lige på den tid, men hele Jerusalem, og siger: ”Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.” (vers 37).

      Dette gælder ikke kun de daværende, men også de indbygger, der tidligere levede i Jerusalem. Det bevises videre af, at han nævner: ”Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret.” Denne Zakarias blev jo myrdet af kong Joas, 2 Krøn 24, 21, mere end otte hundred år før Kristi fødsel. Uagtet dette siger Kristus: ”som I dræbte”. På denne måde havde de dræbt Abel og ville dræbe kommende profeter og vise. Som om han ville sige: Dette er ét folk, én stamme, én slægt - som fædrene var, sådan er også børnene. Den egensindighed hos fædrene, som satte sig op mod Gud og hans profeter, den gør det samme endnu i deres børn. Som forældrene er, sådan bliver også børnene. Når nu Herren siger: Alt retfærdigt blod skal komme over jer, vil han således sige: Dette folk måtte udgyde alt retfærdigt blod, sådanne er de, de gør ikke andet. Alt blod som udgydes, udgyder de - derfor skal også alt dette blod komme over dem.

      Men hvorfor anfører han kun disse to, Abel og Zakarias? Zakarias var jo ikke den sidste, hvis blod blev udgydt, men efter ham fulgte Esajas, Jeremias, Ezekiel, Urias, Mika og næsten alle profeterne, som nævnes i Skriften. Zakarias er jo den første af disse profeter, hvis blod blev udgydt. Og Kristus taler her ikke kun om profeternes, men om alle retfærdiges blod, af hvilke mange blev dræbt under kong Saul. Ligeledes dræbtes under kong Akab mange ikke navngivne profeter.

      På dette spørgsmål kan jeg ikke svare andet end at Kristus iagttager Skriftens brug og giver os det forbillede, at vi ikke skal sige, holde for sandt eller komme frem med noget, som ikke er klart grundet i Skriften. Visselig er Esajas og de øvrige profeterne blevet dræbt, men efter denne Zakarias er der dog ikke i Skriften nævnt nogen ved navn, hvor det fortælles, hvordan de blev dræbt. Selv om Zakarias således ikke er den sidste, hvis blod blev udgydt, er han dog den sidste navngivne, om hvilken Skriften fortæller, hvor han på deres tid prædikede og blev dræbt. Kristus anfører altså den første og den sidste retfærdige, som nævnes ved navn i Skriften, og indbefatter derunder alle andre før eller senere, men ikke omtalte. Ganske vist står det skrevet om profeten Urias i Jer 26, 23, at han blev dræbt af kong Jojakim, langt efter denne Zakarias. Men dette berettes kun af andre som en for længst indtruffet hændelse. På hans egen tid nævner Skriften ingenting om ham, ikke engang at han levede, selv om Skriften beskriver samme konges livshændelser i historien, 2 Krøn 36, 4 ff.; 2 Kong 24, 1 ff. Derfor anfører Kristus ham ikke.

      Videre spørger man, hvorfor Kristus kalder ham Barakias' søn, når Skriften kalder ham Jojadas søn? For sådan lyder teksten i 2 Krøn 24, 20-22: ”Så iklædte Guds ånd sig Zakarias, præsten Jojadas søn, og han trådte frem foran folket og sagde til dem: »Dette siger Gud: Hvorfor overtræder I Herrens befalinger, så I ikke har lykken med jer? Fordi I har svigtet Herren, har han også svigtet jer.« Men de dannede en sammensværgelse mod ham, og på kongens befaling stenede de ham i forgården til Herrens tempel. Kong Joash huskede ikke på den troskab, faderen Jojada havde vist ham, men dræbte hans søn; idet Zakarias døde, råbte han: »Måtte Herren se det og kræve dig til regnskab!” (Dette skete også fordi Zakarias straffede den gudstjeneste, som de havde indført.) Hieronymus mener, at Kristus kalder Zakarias for Barakias' søn på grund af en åndelig betydning. Barakias betyder nemlig på latin benedictus, den velsignede. Andre atter giver en lettere forklaring og siger at hans far Jojada havde tilnavnet Barakias. Grunden var, at han havde gjort samme kong og folk meget godt. De kaldede ham derfor den velsignede, og dræbt efter hans død af taknemmelighed hans søn, som det plejer at gå til i verden ifølge ordsproget: ”Den, du hjælper ned fra galgen, hjælper dig op i den.” Sådan gik det også med Guds Søn. Da Gud havde gjort hele verden alt godt, så korsfæstede den hans egen allerkæreste Søn, som dette forbillede symboliserer.

 

 

Guds vilje og vores

Til sidst spørger man: Da ingen kan stå imod Guds vilje, hvorfor siger Kristus da: ”Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn … men I ville ikke.” (vers 37). Man har forsøgt at forklare disse ord på mange måder. Nogen har ment at det er spørgsmål om den frie vilje og dens formåen, selv om det ikke er den frie vilje, men egenvilje, som her straffes. Det er også en dårlig frihed, som kun står Gud imod, og som derfor straf­fes og dømmes så hårdt. Augustin vil absolut forstå ordene som om Herrens mening skulle være denne: Så ofte jeg har samlet dine børn, har jeg gjort det mod din vilje. Men dette er jo, mildt sagt, aldeles at gøre vold på dette enkle ord. Meget lettere var den forklaringen at Kristus, som jo har delt alle menneskelige vilkår, her har talt på menneskevis. Han gjorde jo meget som menneske, som ikke passede for hans guddom: Han spiste, drak, sov, gik, græd samt måtte lide og dø. Så kunne man her sige, at han efter sin menneskelige natur og følelser sagde: Jeg ville, men du ville ikke.

      Som jeg ofte har sagt, må man nøje give agt på Kristi ord, for nogle gælder hans guddommelige natur, andre hans menneskelige. Imidlertid forholder han sig her som en Gud, når han siger: ”Derfor skal jeg sende jer profeter osv.” For at sende profeter tilkommer kun Gud. Sådan siger Lukas i kap. 11, 49, at Kristus sagde: ”Derfor har også Guds vished sagt: Jeg skal sende profeter til dem osv.” Desuden taler han her som om han har villet forsamle Jerusalems børn ikke kun på deres tid, men også ofte før. Ordene gælder følgelig den guddommelige vilje. Derfor vil vi besvare spørgsmål sådan: Ordene bør helt enkelt forstås sådan, at de gælder den guddommelige vilje. Efter Skriftens sædvane taler de om Gud som et menneske for de enfoldiges skyld. Sådan står der skrevet i l Mos 6, 6: ”Da angrede Herren at han havde gjort mennesket”, selv om anger ikke findes hos Gud. Ligeledes at han er vred, trods det vrede ikke findes hos ham. I l Mos 11, 5 hedder det at Herren steg ned fra Himlen for at se byen og tårnet, som menneskebørnene byggede, selv om Gud altid bliver siddende. Og profeten siger ofte til ham: ”Vågn op, kom mig i møde osv.,” selv om Gud ikke sover, ikke ligger, ikke er fjern. Sådanne ord er ikke talt efter det guddommelige væsens beskaffenhed, men efter vore begreber og forestillinger. Derfor bør de ikke henføres til de dybe spekulationer om den himmelske tale om den guddommelige natur. De bør forstås som talt til de enfoldige her på jorden efter almindelige begreber og sprogbrug. Vi oplever det nemlig ikke anderledes, end at Gud gør, som ordene lyder. Dette er en mild og trøsterig måde at tale om Gud på og hverken for højt eller forskrækkende. Sådan er det også her: ”Hvor ofte har jeg ikke har villet”, betyder at Gud har handlet sådan, at ingen kan opleve eller tænke andet end at han gerne har villet forsamle dem. Han har gjort sådan som et menneske ville gøre, som gerne ønskede at samle nogen. Lad derfor de høje tanker fare og bliv ved mælken og Skriftens enkle mening.

 

 

Hvad teksten lærer om tro

Men for at vi skal hente noget til opbyggelse af denne tekst, giver os Herren her en fint billede og lignelse om, hvordan det forholder sig med troen og det troende menneske. Ja, jeg ved ikke af noget bedre i hele Skriften. I dette kapitel har han af vrede og harm over jøderne talt mange hårde ord og udråbt et forfærdeligt ve over deres vantro. Derfor gør han som fornærmede mennesker plejer at gøre, nemlig på det stærkeste at fremholde sine velgerninger og gode vilje mod de utaknemmelige. Man kan da sige: Jeg havde gerne taget mit hjerte ud og givet ham det, osv. Sådan fremholder også Herren her på det allerinderligeste sin gode vilje og sine velgerninger mod jøderne og siger, at han gerne har villet være deres hønemor, hvis de havde villet være kyllinger.

      O menneske, betragt nøje disse ord og dette billede! Her åbenbarer han med store alvor sit hjertes inderste! I dette billede skal du se, hvordan du bør forholde dig mod Kristus, og på hvad måde han er nyttig for dig. Hvordan han kan komme dig til gode og blive dig til gavn. Betragt hønen og hendes kyllinger. Her ser du Kristus og dig selv bedre afbildet end nogen kunstner kan gøre det.

      Først er det sikkert at vore sjæle er kyllingerne, men djævlene og de onde ånder er høgene i luften. Dog er vi ikke lige så kloge som kyllingerne til at søge ly under hønen. Ligeledes snyder også djævlene meget listigere vores sjæle end høgene kyllingerne. Nu har jeg allerede i en tidligere prædiken sagt, at det ikke er nok at vi er fromme, gør gode gerninger og lever i nåden. For Guds øjne og dom kan ikke engang vores retfærdighed bestå, hvor meget mindre da vores uretfærdighed. Derfor sagde jeg: Den sande tro er af sådan beskaffenhed at den ikke forlader sig på sig selv og sin tro, men holder sig til Kristus. Den søger ind under hans retfærdighed og lader den være sit skjold og beskyttelse. Ligesom kyllingen ikke forlader sig på sit liv og løben, men tager sin tilflugt under hønens krop og vinger.

      Det er nemlig ikke tilstrækkeligt for den, der vil bestå for Guds domstol, at man siger: Jeg tror og har modtaget nåde. For alt, hvad som er i os kan ikke beskytte os nok, men vi må sætte Kristi egen retfærdighed imod Guds dom. Vi må lade Kristi retfærdighed klare dommen, for hans retfærdighed kan bestå med al ære for Gud evindelig. Som Sl 111, 3 og Sl 112, 3 siger: Hans retfærdighed består til evig tid. Under den retfærdighed skjuler vi os og søger ly. Vi tror uden alt tvivl og har tillid til at hans retfærdighed skal bevare os. Sådan sker det da også. Vi bliver gennem denne tro bevaret. Ikke på grund af os selv eller vores tro, men på grund af Kristus og hans retfærdighed, som vi søger ind under. Og den tro som ikke gør sådan, er ikke retskaffen.

      Se, det er det, Skriften mener, når den siger i Sl 91:

Den, der sidder i den Højestes skjul, har sin bolig i den Almægtiges skygge; han kan sige om Herren:»Min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på.« Han redder dig fra fuglefængerens fælde, fra den hærgende pest. Han dækker dig med sine fjer, du kan søge ly under hans vinger; hans trofasthed er skjold og værn. Du skal ikke frygte for nattens rædsler eller for pilen, der flyver om dagen, ikke for pesten, der breder sig i mørket, eller for soten, der hærger ved højlys dag. Om end tusinder falder ved din side, titusinder ved din højre hånd, dig skal intet ramme.

 

 

Nådens trone

Se, alt dette er sagt om troen på Kristus, hvordan den alene består og bevares for al fare og alt fordærv fra falske lærere og Djævelen. Den består under anfægtelser fra begge sider; åndelige såvel som legemlige, ja, da alle andre må falde og forgå. Grunden er at den giver sig ind under Kristi vinger og arme og her har sin tilflugt og fortrøstning. Derfor siger også Malakias i kap. 3, 20: ”Men for jer, der frygter mit navn, skal retfærdighedens sol stråle frem, under dens vinger er der helbredelse.” Og Paulus kalder ham i Rom 3, 25 for ”Hilasterion” – ”Sonedækket” eller ”Nådens trone”. Han lærer overalt at vi må blive bevarede i tro gennem og under Kristus. Om nu de troende og hellige behøver en så stærk beskyttelse, hvad skal der da blive af dem, som vil klare sig med deres frie vilje og gerninger uden Kristus? O, vi må forblive i Kristus, på Kristus, under Kristus og ikke vige fra hønemor. Ellers er alt tabt. Peter siger i l Pet 4, 18: ”Den retfærdige frelses med nød og næppe”. Så svært er det at forblive under denne hønes vinger, for mange åndelige og legemlige anfægtelser rykker os derfra, som nævnte salme viser.

 

 

Kristus som hønemor

Giv nu agt på, hvordan en naturlig høne gør. Næsten intet andet dyr tager sig så meget af sine unger. Hun forandrer sin naturlige stemme, antager en jamrende og klagende røst, hun søger, skraber og lokker kyllingerne til sig; finder hun noget, spiser hun det ikke, men overlader det til kyllingerne. Hun strider og råber med al magt imod høgen, breder sine vinger så villigt ud, lader kyllingerne kravle ind under og over sig og har så stor tålmodighed med dem. Det er virkelig et skønt og fint billede! Sådan har Kristus nu også antaget en klagende røst, og har af hele sit hjerte beklaget og prædiket bod for os, idet han viser hver og en sin synd og elendighed. Han graver i Skriften, lokker os til og lader os spise. Han udbreder sine vinger med al sin retfærdighed, fortjeneste og nåde over os og tager os så kærlighedsfuldt under sig, varmer os med sin naturlige varme, som er Helligånden, der alene kommer fra ham, samt strider for os mod de onde ånder i himmelrummet.

      Hvor og hvordan gør han dette? Bestemt ikke legemligt, men åndeligt. Hans to vinger er Den Hellige Skrifts to testamenter. De udbreder hans retfærdighed over os og fører os ind under ham. Det sker ved at Skriften underviser os og intet andet lærer os, end hvordan Kristus er en sådan hønemor, så vi i tro bliver bevarede under ham og gennem hans retfærdighed. Derfor forklarer den førnævnte salme selv, hvad vingerne og armene er og siger: Hans sandhed, der er Skriften tilegnet i tro, er værn og skjold imod al forskrækkelse og fare. For vi må tilegne os Kristus i ordet og prædiken og med en stærk tro holde fast ved at han er sådan, som han netop er skildret. Så er vi ganske bestemt under hans vinger og sandhed, og bliver bevaret godt derunder.

      Denne tekst og alle andre tekste i evangelierne er således hans vinger eller sandhed, for de underviser alle sammen om Kristus på denne måde. Nogle steder gøres det klarere end andre steder. I det foregående kaldtes han lys og liv, og også Herre og Frelser. Her kaldes han en høne; alt sammen for at hjælpe os til tro. Hans legeme er ham selv, eller den kristne kirke, hans varme er hans nåde og Helligånd.

      Se, dette er den overmåde liflige høne, som altid vil samle os under sig, som udbreder sine vinger og lokker, det vil sige prædiker og lader prædike de to testamenter, som udsender profeter, vise og skriftkloge til Jerusalem og hele verden. Men hvad hænder? Vi vil ikke være kyllinger. Særligt de hovmodige helgener strider derimod med deres gode gerninger. De vil ikke erkende at troen er så aldeles nødvendig og saliggørende. De vil ikke vide af deres fare, eller at de har fejl. Ja, så bliver de selv høge og svin, forfølger og æder både kyllinger og høne, sønderriver vinger og krop, dræber profeterne og stener dem, som sendes til dem. Hvad skal da blive deres løn? Jo, hør hvilke forfærdelige ord: Se, jeres hus skal blive overgivet til jer selv.

 

 

Guds vrede

O, dette er en forfærdelig straf! Det ser vi også på jøderne. De har så længe dræbt profeterne at Gud ikke mere sender nogen til dem, men han har nu i femtenhundrede år ladet dem gå uden prædiken og profeter. Han har taget sit ord fra dem og trukket sine vinger til sig. Sådan er deres hus blev overgivet, for ingen opbygger deres sjæl, Gud bor ikke mere blandt dem, de har fået, hvad de har villet, som Sl 109, 17 siger om dem: ”Han elskede forbandelse, lad den komme over ham! Han brød sig ikke om velsignelse, lad den være fjern fra ham!”

Så kommer nu alt det blod, som er udgydt på jorden over dem, og denne tekst er opfyldt på dem.

      Om dem siger også Esajas i kap. 5, 5-6: ”Men nu vil jeg lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min vingård: Jeg vil fjerne hegnet om den, så den bliver afgnavet, nedrive gærdet om den, så den bliver trampet ned. Jeg lader den forfalde, den bliver hverken beskåret eller hakket, så den gror til med tjørn og tidsel, og jeg forbyder skyerne at give den regn.”

      Forfærdelige ord! At ingen regn skal komme, hvad betyder det andet end at de ikke skal høre om evangeliet og troen? At ingen skal skære eller grave, hvad betyder det, om ikke at ingen skal straffe deres vildfarelse og afsløre deres fejl? Så er denne vingård overgivet til menneskelærere, som river ned og søndertramper den, så den bliver øde og intet andet kan bære end tidsler og torne. Det er gerningsretfærdige, som er uden tro og uden Åndens frugt og ligesom tidsler og torne kun vokser og beredes til den evige ild.

      Men alt dette bør også vi hedninger lægge os vel på hjertet. Med os er det lige så alvorligt eller endnu værre. Også vi har forfulgt hønen og ikke forblevet i tro. Derfor har han også her ladet vort hus ligge øde og overgivet vingården. I hele verden falder der ikke mere nogen regn, evangeliet og troen forties, det sker ingen beskæring og gravning, ingen prædiker mod falske gerninger og menneskelærere eller skærer disse unyttige ting bort. Nej, Herren lader os sønderrives og søndertrampes af pave, biskopper, præster og munke.

      Af sådanne er verden fuld, fuld, overfuld, og de gør intet andet end sønderriver og søndertramper vingården. Den ene lærer et, den anden noget andet. Den ene søndertramper et sted, den anden et andet. Enhver vil indføre sin sekt, sin orden, sin stand, sin lære, sine love, sine gerninger. Herigennem er vi blev så søndertrampede at ingen længere ved, hvad troen er, og der findes heller ikke kristen livsførelse, kærlighed eller Åndens frugt længere. Tilbage findes kun brænde til den evige ilden, torne og tidsel, det er skinhelgen og hyklere som for sine vågenætter, messer, testamenter, klokker, kirker, salmespil, rosenkranse, helgendyrkelse, højtider, kapper, tonsurer, klæder, faste, pilgrimsrejser og utallige andre narreværker indbilder sig at være kristne.

      O, Herre Gud, alt for meget er sønderslidt, alt for meget søndertrampet! O, Herre Kristus, alt for øde og forkomne er vi elendige mennesker i disse sidste vredesdage! Vore hyrder er ulve, vore vægtere er forrædere, vore beskyttere er fjender, vore fædre er mordere og vore lærere er forførere. Ak! ak! ak! Hvornår, hvornår, hvornår vil din strenge vrede få en ende?

 

 

Jødernes håb

Til sidst får jøderne dog her trøst, når han siger: ”For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” Disse ord, som Kristus talte tirsdag efter palmesøndag, er de sidste af hans prædiken på jorden. Derfor er de endnu ikke opfyldt, men må blive det. Ganske vist modtog man ham palmesøndag med disse ord, men dermed er de ikke opfyldt. Og at han siger: ”I ser mig ikke mere”, skal ikke forstås sådan, at de ikke mere fik ham at se legemligt, for de korsfæstede ham jo senere. Han mener, at de ikke mere skulle se ham som en prædikant og som den Kristus, som han var sendt for at være. Hans embede og ham selv i sit embede skulle ikke mere ses af dem. Denne prædiken var hans sidste, og han fuldendte dermed det prædikeembede, hvortil han var sendt.

      Så er det nu sikkert, at jøderne endnu skal sige til Kristus: Velsignet er han som kommer i Herrens navn. Dette har også Moses forkyndt i 5 Mos 4, 29-31: ”Når du er i nød, og alle disse ting rammer dig engang i fremtiden, og du vender om til Herren din Gud og adlyder ham, da skal du finde ham, hvis du søger ham af hele dit hjerte og af hele din sjæl. For Herren din Gud er en nådig Gud, han lader dig ikke i stikken, han ødelægger dig ikke, og han glemmer ikke den pagt, han tilsvor dine fædre.”

      Sådan også Hoseas i kap. 3, 4-5: ”I lang tid skal israelitterne bo uden konge og uden stormænd, uden offer og uden stenstøtte, uden efod og husgud. Derefter skal israelitterne vende om og søge Herren, deres Gud, og David, deres konge. Skælvende kommer de til sidst til Herren og til hans gode gaver.”

      Ligeledes Azarja, 2 Krøn 15, 2-4: ”Hvis I svigter Herren, svigter han jer. I lang tid var Israel uden den sande Gud, uden præster til at belære og uden lov. Men i deres nød vendte de om til Herren deres Gud og søgte ham og fandt ham.”

      Disse ord kan ikke gælde andre end denne tids jøder. De har jo aldrig før været uden fyrster, profeter, præster, lærere og lov. Heri samstemmer også Paulus og siger i Rom 11, 25-26: ”Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind; så skal hele Israel frelses.” Gud give at denne tid er nær, som vi håber! Amen.

 

 _____________

 

Note

Det græske ord ”Hilasterion” findes kun to gange i Nytestamente. Her i Rom 3, 25 og i Hebr 9, 5, hvor det betegner selve låget på pagtens ark, hvor stentavlerne med De Ti Bud lå. I Septuaginta, der er den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, bruges Hilasterion netop de steder, hvor låget på pagtens ark omtales (f.eks. i 2 Mos 25, 17-22). Luther oversatte ordet med ”Gnadenstuhl”, ”Nådestol”. Det er således ikke hverken særlig genialt eller professionelt, at den nuværende danske bibel oversætter det med ”sonoffer” i Rom 3, 25.